SIDE 4 | PSYKOLOG NYT NR. 14 | 2013

› SPILuDVIKLER Af Ditte Darkó

C hristian Harpelund har aldrig spillet rollespil i mørke sko-ve eller været computernørd. Til gengæld elsker han, når ’tingene spiller’ – også helt bogstaveligt. De sidste ni år har

han arbejdet som psykolog og udviklingsdirektør i virksomheden Relation Technologies, hvor han har været med til at udvikle og implementere forskellige spil til brug i erhvervslivet.

Et eksempel er spillet Changesetter, der anvendes i forbindelse med forandringsledelse i virksomheder. Spillet havde sidste år over 4000 brugere i syv lande.

Som firmanavnet antyder, er det i høj grad interessen for og viden om menneskelige relationer, der driver Christians arbejde. Men hvordan er det lige, kombinationen af spiludvikler og psyko-log udfolder sig?

- Jeg er ikke opfinder af teorier, men er sådan en, der gerne vil have alt ned i den samme boks – også selv om tingen er rund, kan den godt komme ned i et firkantet hul.

- Hvis man ser på helheden af mit job, så driver jeg forretning, jeg er leder, jeg udvikler, og jeg er ude og være konsulent. I den optik er det måske under halvdelen af min baggrund som psyko-log, jeg anvender. Men hvis man ser på det, jeg udvikler, så træk-ker jeg meget bredt fra stort set alle de fag, der var på studiet, også selv om det er lang tid siden.

Gennem årtier har psykologer udforsket magt-simulationer og regelløse samfund. I dag har en af dem succes med at sætte menneskelige relationer ’på spil’, bogstavelig talt.

Spillets muligheder For Christian Harpelund viste spilformen sig at være en virknings-fuld måde at visualisere virkelighedens kompleksitet på. Og fra et psykologisk perspektiv skaber den legende tilgang mulighed for refleksion over nye handlemuligheder.

- Med udgangspunkt i et klassisk konstruktionistisk vinkel kan man sige, at vi sætter nogle nye vinkler op. Det kan godt være, du er min chef til hverdag, men lige nu er du min konkurrent – og det kan være, jeg skal få dig ned med nakken! Spilformen tillader at det bliver lovligt.

- Det er sjovt, at folk faktisk ved enormt meget om, hvad det indebærer at være chefen. Selv om de til hverdag går og siger ’dum-me chef ’, så gør de præcis de samme ting, når de selv bliver chef!

- Også konkurrenceelementet er en psykologisk meget interes-sant dynamik. Hvorfor er det, man kan få folk til nærmest at slå ihjel bare for at vinde en pokal med ører på? Man kan gøre folk til galninge bare ved at sige ”hvem kommer først”.

Når narkomanen bliver borgmesterDet var i løbet af Christian Harpelunds første job tilbage i sluthalv-femserne som projektleder i Væksthuset, en institution på Sundholm, at spiluniverset åbnede sig op. I arbejdet med motivation af stof-misbrugere og samarbejde på tværs af aktører viste det sig at være et effektivt læringsredskab, når psykologien ’blev sat på spil’.

- Vi havde bygget et univers med en by. Nogle var borgmeste-ren, nogle var narkomanerne, og nogle var de lokale erhvervsdri-vende. De temaer, vi gerne ville tale om, dem smed vi ind i mid-ten af spillets mekanik. Så bad vi deltagerne om at spille fra for-skellige positioner. Det, der var interessant at se, var så, at de fleste havde rigtig mange billeder af, hvad det vil sige at være fx en borg-

sPilletKom ind

PSYKOLOG NYT NR. 14 | 2013 | SIDE 5

FOTO

S: NIN

A LEm

vIGh

-mü

LLER

sPillet

SIDE 6 | PSYKOLOG NYT NR. 14 | 2013

mester eller en narkoman. Alle har alle mulige roller i sig og kan bringe ret meget viden om dem i spil, hvis de bliver sat rigtig i sce-ne.

- Det at produktgøre ting har været en rød tråd for mig. Da jeg startede med at arbejde på Væksthuset, var der en pædagogisk tan-kegang om at arbejde med forskellige udsatte grupper, der skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Det var en meget succesfuld måde, man gjorde det på – og jeg var meget nysgerrig på ”Hvad er det I gør?” – og hvordan man kunne formidle det. Den formidlingspak-ke blev sådan set det første produkt.

- Via spil viste det sig, at vi kom rigtig langt ned i problemstil-linger, som vi ellers bare ville glide henover. Til daglig taler vi psy-kologer rigtig meget ud fra vores fagligheder og har her en række faste holdepunkter – derfor bliver nogle diskussioner nogle gange relativt uinteressante. Når du skifter perspektiv og får en anden drivkraft, fx konkurrenceelementet, tvinger det folk til at være nys-gerrige og kreative på en anden måde – og det øger kvaliteten af diskussionerne.

- Det handler om at udforske forskellige udfaldsrum, eksem-pelvis: ”Nu begynder personen at græde.” Hvilke følelser får du selv, når det sker, og hvad gør du så i dit næste træk?

Psykologien sættes i spilMen hvad er det lige fra psykologien Christian Harpelund bringer i spil? Jobbet handler i høj grad om ”at finde de rette modeller og sætte strøm til dem”, som han udtrykker det.

- Vi deler udviklingen af spil op i forskellige designområder: mekanik, didaktik, implementering og forretning. I de mekaniske, og forretningsorienterede felter er det naturligvis nogle helt andre kompetencer, vi trækker på, noget, som psykologer meget ofte ikke ved ret meget om. Men i det didaktiske design, hvor det går ud på, hvordan vi får folk til at leve sig ind i spillet og komme frem til de

refleksioner, der er målet med spillet, trækker vi på alt fra den pæ-dagogiske psykologi til terapirummet.

- Implementeringsdesignet er et felt, hvor det er organisa-tionspsykologien, jeg trækker på. ”Nu har du udviklet et spil – fint – hvem skal spille det, hvor skal de spille det henne, skal de spille det ind i et kursuslokale, på kontoret – hvordan skal det sættes i scene?” Den slags spørgsmål må man stille sig selv. Og ikke mindst hvad skal pointerne være?

- Mit fokus er på, hvad er det for nogle implementeringsrum, der er i en organisation, hvilke magtstrukturer, og ikke mindst hvad skal man ikke gøre. Der er vi væk fra designet, men ovre i. hvordan man faciliteter – altså konsulentkompetencerne.

Kan alting sættes ’på spil’? Hvad er det største overraskelseselement i anvendelsen af spil som læringsværktøj?

Her bliver Christian Harpelund eftertænksom. Jo, det overra-sker ham, hvor gode spillene er til at forsimple virkeligheden – men også hvor fordummende det nogle gange kan føles at redu-cere virkeligheden til et brætspil med røde og blå brikker.

- Jo mere simpelt, des mere bliver det brugt. Det er både over-

Alle har alle mulige roller i sig og kan bringe ret meget viden om dem i spil, hvis de bliver sat rigtig i scene.

PSYKOLOG NYT NR. 14 | 2013 | SIDE 7

Bag artiklen

Interviewet med Christian harpelund bringes i tilknytning til Psykologkampagnen. her sætter foreningen fokus på den mangfoldighed af jobmuligheder, psykologer har, og de mindre traditionelle veje, uddannelsen åbner for. Se Psykologkampagnen.dk.

raskende og frustrerende, synes jeg. Det indebærer mange kom-promisser at ’sætte på spil’, og det kan stå i stærk kontrast til beto-ningen af den grundighed og validitet, man lærer på universitetet.

- Det fascinerer mig, hvor simple tingene i virkeligheden skal være, for at de rigtig fanger an i praksis. Hvis du kommer med en meget grundig teori, som ellers fanger virksomhedernes komplek-se virkelighed vildt godt, så slår du ikke nødvendigvis igennem. Hvis du derimod har en cirkel med 24 felter og der står 6 brikker og det er dem, de skal huske – så husker de det! Og bruger det. Det synes jeg er vildt fascinerende og meget provokerende.

- For mig har kunsten været at beholde mit perspektiv på kom-pleksiteten og så sørge for, at den ligger neden under spillets over-flade og kan trækkes frem, når man har fået folks opmærksomhed.

Der er også nogle farezoner, understreger Christian Harpelund. Ofte mangler man i erhvervslivet mod, og det er bestemt ikke alt, medarbejderne er villige til at sætte på spil.

- Især kan magtforholdene i en organisation stå i vejen for, at vi kan komme til at tale om tingene, ’som de opleves’. Når vi spil-ler spillet ”Forandringsledelse”, skal man altid være opmærksom, hvis der sidder topchefer med. Spillet kan vise nogle sider, de ikke har lyst til at vise – blandt andet at de måske ikke altid er de bed-ste til at drive de forandringer, de selv har sat i verden. Det skal de jo heller ikke være i min optik – det er jo derfor, de har en organi-sation – men det er ikke altid, der er åbenhed til at vise det. Og der skal man selvfølgelig passe på ikke at trække bukserne af dem, når de taber spillet …

Markedets spilleregler Næsten alting kan sættes på spilform – eller ’gamificeres’, som det hedder i branchen. Men det er ikke alt, der kan sælges. Og selv spi-ludviklere er underlagt spilleregler.

- Det med at se muligheder for spil alle steder – der var jeg en-

gang. Så sker der noget, når det hele går hen og bliver mere forret-ningsorienteret og den oprindelige kreativitet skal finde nye veje. Det har taget tid at få skabt en masterplan, hvor virksomheden på den ene side kan vækste, men hvor der samtidig er plads til de skæ-ve, skøre vinkler, og som jo er dem, der sikrer den næste sællert.

- Business styrer, hvad der kommer ud. Hvis ikke der er et mar-ked for det, har du et topfedt spil stående på hylden. Og der bliver det så.

Derfor handler et af Christian Harpelunds råd til psykologer, der skal ud på jobmarkedet om at være opmærksom på, hvad de kan byde ind med.

- Hvis du møder op og siger: ”Hvad skal jeg lave?” – så har du allerede gjort det forkert. Du skal møde op og sige ”Jeg har tænkt mig at gøre sådan her i dag, fordi jeg tror, det er den rigtige prio-ritering.” Du er nødt til at have en forståelse for, at du skal bidrage til den virksomhed og de betingelser, du er en del af. I små virk-somheder er vi afhængige af, at alle hænder er med til at løfte virk-somheden – til gengæld er der vildt meget plads til at få lov til at bidrage på sin egen måde.

Ditte Darkó, stud.psych.