SIDE 4 | PSYKOLOG NYT NR. 1 | 2013

DEN LANGE REJSE VÆRDProfessionel udvikling kan beskrives som en rejse – og være det i konkret forstand. Personlig beretning fra en psykolog, der fyldte erfaring på i Australien og nu vender hjem til et nyt job.

› VÆKST Af: Johanne Grant

PSYKOLOG NYT NR. 1 | 2013 | SIDE 5

DEN LANGE REJSE VÆRD

 A rbejdsmarkedet i Danmark er trængt, i al almindelighed og psy-kologarbejdsmarkedet. I værste fald kan dette lede til en faglig og professionel stagnation eller jeg-tager-hvad-jeg-kan-få-tilgang.

For at vi som psykologer ikke mindsker vores særlige kompetencer og vores troværdighed, kræver det derfor, at vi tænker kreativt, bredt og i hø-jere grad træder mere ind i det ukendte og uvante. Både når det gælder ar-bejdspladser, opgaver og fagområder – men også i forhold til udviklings-muligheder, uddannelser og faglig dygtiggørelse.

For et år siden befandt jeg mig i en situation, hvor jeg havde opsagt en god, stabil stilling som organisationspsykolog i en af Danmarks store ban-ker for at tage en ét år lang stilling i en privat praksis. Jeg havde ikke kun-net få orlov fra banken og stod derfor med stor uklarhed omkring mit vi-dere arbejdsliv, da året var gået.

Efter den indledende ængstelse begyndte jeg at se den jobmæssige usikkerhed som en mulighed for at kaste mig ud i noget nyt. Men mest af alt som en potentiel mulighed for at tage tid ”kun til mig” og min videre udvikling som psykolog. Dvs. ikke et kursus, en ny supervisor eller en ef-teruddannelse, men noget længerevarende, noget mere ukendt. Jeg ville gerne opleve noget professionelt interessant, berigende og nyt – men i lige så høj grad opgradere mit cv, mine kompetencer og erfaringsbase til en bredere og måske mere international profil og hermed åbne for fremtidige jobmuligheder i et stigende globaliseret arbejdsmarked.

Altså besluttede jeg at udholde lidt her-og-nu-usikkerhed for at sikre mit arbejdslivs bæredygtighed på lang sigt.

At søsætte flaskeposterEfter mange opkald, mails, samtaler, tilfældigheder og forhandlinger hav-nede jeg i Australien, hvorfra jeg skriver dette. Her har jeg arbejdet i tre måneder i Veteran and Veteran Families Counselling Services (VVCS), en organisation, der yder terapeutisk støtte til tidligere udsendte soldater og deres familier. Og hvordan kom dette i stand?

Første skridt var at tale højt om drømmen. Dvs. hver gang jeg befandt mig i en dialog om mine fremtidige jobønsker, fortalte jeg om drømmen om at arbejde, deltage på et projekt, befinde mig i et anderledes miljø i en periode.

SIDE 6 | PSYKOLOG NYT NR. 1 | 2013

Næste skridt var at sende ”flaskeposter” ud, dvs. forespørgende, håndsrækkende mails til diverse steder eller personer, som jeg be-gyndte at kende til. For så herefter at vente med tålmod og se, hvilke ringe i vandet flaskerne spredte, og hvilke poster der kom tilbage til mig igen med interessant nyt.

Ad kringlede veje og nærmest tilfældigt havnede en af flaskepo-sterne hos en australsk psykolog, Belinda Hearne, som arbejdede med narrativ terapi og med tidligere udsendte soldater. På dette tidspunkt arbejdede jeg selv i narrativ praksis samt som timelønnet for Forsvarets Militærpsykologiske Afdeling. Via en mellemmand skabtes kontak-ten imellem os, og jeg introducerede efter nogle mails frem og tilbage ideen om et muligt arbejdsrelateret besøg – som en mulig ”envejs ud-veksling” fra en psykolog i Danmark med relevant erfaring. Tilbagemeldingen var positiv, og herefter gik vores dialog over i en mere konkret kortlægningsfase: Hvordan kunne vi finde vej og kom-me i mål med denne ide?

der en stor åbenhed, taknemlighed og villighed til at forsøge at imø-dekomme mine opgave- og udviklingsønsker i organisationen. Denne ordning skabte dermed en anden psykologisk kontrakt imellem mig og organisationen, end hvis jeg havde været betalt i en midlertidig an-sættelse.

Gruppe, familie eller individuelDen Australske Psykologforening har 19.000 medlemmer og Det Australske Forsvar har på nationalt plan ansat 100 psykologer til at servicere deres godt 100.000 soldater og civilansatte – samlet kaldet ”medlemmer”. I Townsville i det nordøstlige Australien, hvor jeg pri-mært var stationeret, har militærbasen 8.000 medlemmer samt for-skellige organisationer med psykologer, der servicerer disse medlem-mer. VVCS er en af disse organisationer og har ti psykologer ansat, der tilbyder visitationer, terapi og gruppe programmer for tidligere udsendte soldaterne og deres familier.

Den største opgavemæssige forskel i forhold til Forsvarets Militærpsykologiske Afdeling i Danmark er VVCS’s store katalog af ”gruppeprogrammer”, en slags kurser med gruppeterapeutiske delele-menter for de tidligere udsendte soldater. Disse programmer varer alt imellem 2 og 16 dage og har 5-12 deltagere. Programmerne inklude-rer blandt andet et angsthåndteringsprogram, et aggressionshåndte-ringsprogram, et parterapeutisk program og et søvnetableringspro-gram. Det australske system er internationalt set førende på program-området. De øvrige lande der avancerer på veteranområdet, såsom USA, Storbritannien og Holland, er ikke så langt fremme med psy-kologisk orienterede programmer for tidligere udsendte soldater.

Derudover har Australien i kraft af deres omfattende erfaringer med Vietnam-krigens psykologiske eftervirkninger stort fokus på fa-milien såvel som soldaten selv. Tilbuddene indbefatter derfor ofte fa-milie- og parterapeutiske tiltag, hvor ægtefæller og børn inkluderes i terapeutiske forløb eller tilbydes selvstændige forløb. Dette foks har oprindelse i undersøgelser, der viser, at børn af Vietnam-veteraner har langt større risiko for selv senere i livet at blive ramt af PTSD og an-dre traumerelaterede reaktion. Derfor er de tidligere udsendte solda-ters børn også en del af målgruppen.

VVSC læner sig også op ad undersøgelser, der viser, at interven-tioner på familieplan såvel som individuelt plan har bedre langtidsef-fekt for behandling af depression hos soldater end blot individuel be-handling.

Effekten af dette fokus på programmer samt familiebehandling var, at mine primære opgaver viste sig at være centreret omkring fa-cilitering af gruppeprogrammer, et selvmordsforebyggende og et al-koholfokuseret program. Derudover varetog jeg visitationer over te-lefon og ”walk ins”, dvs. folk der kom forbi, samt lavede co-counsel-ling med en kollega i hendes familie- og parterapeutiske forløb. Samtidig blev jeg inviteret til at deltage på konferencer og kurser, fx et kognitivt kursus for netværkspsykologerne. Ydermere fik jeg sat forskellige be-søg op med VVCS’s forskellige samarbejdspartnere, herunder PTSD afdelingen på det lokale hospital.

Alle disse elementer bidrog til en variation af erfaringer med kri-

Første skridt var at tale højt om drømmen. Dvs. hver gang jeg befandt mig i en dialog om mine fremtidige jobønsker, fortalte jeg om drømmen

Kortlægningen fandt sted som mailkorrespondancer, forhandlin-ger og et enkelt Skype-møde. Herigennem blev ideer vendt om, hvil-ke opgaver jeg kunne og ville varetage, hvilken tidsramme jeg kunne og ville være der, og hvordan det økonomisk kunne arrangeres. Balancen bestod i at finde opgaver, som jeg relativt hurtigt kunne varetage for at hjælpe dem i deres hverdag, men som også havde en vis tyngde og læringsmæssigt relevans for mig. Samtidig skulle det være lang nok tid til, at jeg kunne opnå indsigt i deres procedurer og arbejdsfelt, men kort tid nok til, at det ikke blev ækvivalent til en reel ansættelse. Målet var, at deres organisation fik muligheden for billig, hurtig, internatio-nal arbejdskraft, der kunne inspirere dem – og jeg fik en kompetence-mæssig udviklingsmulighed ved at få indsigt i og løse nogle af deres psykologrelevante arbejdsopgaver.

Processen rummede flere udfordringer, blandt andet Det Australske Forsvars sikkerhedsgodkendelse og Den Australske Psykologforenings arbejdsgodkendelse. Foreningens omstændelige krav blev klaret gen-nem en aftale om, at mine terapisessioner ville være co-counselling, dvs. vi var to terapeuter på hver sag, hvoraf den ene var godkendt af foreningen. Med mit læringsmål i sigte blev det blot endnu mere at-traktivt at arbejde i Australien.

Efter et halvt års forberedelse og kortlægning endte Belinda Hearne og jeg på en aftale om, at jeg kunne arbejde i tre måneder i VVCS Townsville, med undervisningsopgaver, visitations opgaver og co-counselling. Jeg ville få udgifterne betalt: et sted at bo og diæter til be-fordring, men ingen realløn. Samlet set har jeg således hverken tjent eller tabt på denne udviklingsmulighed. Da jeg netop ikke fik løn, var

SIDE 8 | PSYKOLOG NYT NR. 1 | 2013

ET ’COOK OFF’

Billederne til artiklen er privatfotos fra et arrange-ment, der skulle sætte fokus på tidligere udsend-te soldaters vilkår. Det var et ’cook of’, hvor organisationer, der samarbejder med eller støtter veteranerne, konkurrerede om at lave det bedste tre retters måltid ud af rationeringspakker! Musikken blev leveret af veteraner med PTSD.

se-traumerelateret behandling og særligt på et interventionsplan, der indeholdt mere end én klient, dvs. par-, familie- og gruppebehand-ling.

”Berejst, beriget, begejstret”Nu er mit fly er landet på dansk jord igen, og min rejse kan belyses retrospekt ud fra, hvad jeg har lært og tager med mig hjem til Danmark. Læringen har manifesteret sig på forskellige niveauer: personligt ud-viklingsmæssigt, metodisk og professionelt.

Personligt har jeg lært noget om så simple begreber som begej-string og entusiasme. Under min frustration over, hvordan jeg fik ad-gang til terapeutiske opgaver, lærte jeg om effekten af eksplicit kom-munikere min begejstring og utilslørede lyst til disse opgaver.

På metodisk niveau har jeg lært meget om co-counselling og det at være to terapeuter i et rum. Dvs. om koordineringen imellem de implicerede og om positionering af terapeuterne undervejs. Grundet den enorme travlhed havde vi ikke meget tid til rådighed til at afstem-me rammer og forventninger, inden familierne eller parrene ankom, hvilket satte krav til improvisation, løbende afstemning og tillid til egne evner og den generelle proces for min kollega og mig.

Mit ophold har fremkaldt mange tanker og dialoger omkring vo-res profession som psykologer, og hvad vores målsætning er, når vi yder terapi. Disse emner udsprang i høj grad af en praksis, jeg stødte på flere gange under mit arbejde i Australien, der samlet gik under

betegnelsen ”risk management”. Risk management består af vurde-ringen og håndtering af risikoen for selvskade, selvmord eller skade på andre. Risk Management indeholder derudover fast strukturerede procedurer for, hvilke handlinger der skal initieres samt hvilke instan-ser der skal inddrages, hvis der vurderes at være risiko for selvskade eller skade på andre.

Under mit arbejde stødte jeg flere gange på dette begreb og den-ne praksis og fandt, at det havde meget større fokus, end jeg var vant til fra min praksis i Danmark. Af dette risikofokus udspringer også et muligt brud på tavshedspligten for psykologen som en måde at und-gå den mulige skade. Eksempelvis skulle der under alle indledende visitationssamtaler med soldater eller deres familiemedlemmer spør-ges til, om vedkommende havde selvmordstanker eller tanker om at skade andre, og dette skulle registreres i det elektroniske dokument over samtalen. Derudover skulle alle, der henvendte sig informeres om terapeuternes tavshedspligt, men også om undtagelsen af denne, der gjaldt ved mistanke om risiko for selvskade eller skade på andre. Der synes altså at være større fokus på at mindske risikoen for skade, på trods af at dette kan indbefatte overtrædelse af tavshedspligten.

Det Australske Forsvars statistikker viser, at australske soldater ikke har højere grad af selvmordsforsøg eller reelle selvmord, men at de har signifikant højere grad af selvmordstanker end generelle befolkning. Forsvaret ser dette som, at deres ”opsamlende” risk management-procedurer er velegnede til at opfange og forebygge selvmordstendenser.

- - -Hjemme i Denmark igen er der ikke sket mirakler i økonomi

og arbejdsmarked – generelt set! Selv har jeg imidlertid været så heldig at få tilbudt et job herhjemme, mens jeg har været af sted, hvilket kan bidrage til min egen begyndende fortælling om, at den-ne alternative rejse var værd at tage for mig.

Johanne Grant, cand.psych., autoriseret psykolog