Abstract: Denne opgave forsøger at definere hvilke kriterier som benyttes indenfor Science Fiction litteraturen, til at vurdere kvaliteten af værkerne. Dette er blevet forsøgt igennem en analyse af 4-5 anmeldelser af 5 Science Fiction værker som har vundet ”The Hugo Award” for bedste roman i perioden 1999-2007. Anmeldelserne er alle hentet fra online Science Fiction magasiner, som er vurderet til at være af høj kvalitet. Resultatet af de fundne kvalitetskriterier er følgende; 1) Der skal være en balance imellem værkets emotionelle side, dybden i personkarakteristikken, og værkets faglige, idemæssige side. Den emotionelle side skal være integreret sammen med værkets teknologiske/faglige side 2) De teknologiske/faglige ideer skal være troværdige, på samme måde som temaer skal være interessante 3) Plottet skal være velkonstrueret, og historien skal afrundes på tilfredsstillende vis 4) Historien skal være spændende og underholdende: 5) Værket skal fremkalde en følelse af forundring. Opgaven har efterfølgende forsøgt at holde de fundne kriterier op imod faglitteratur som beskæftiger sig med kvalitetskriterier i bredere forstand. Som sammenlignende metode er David Favrholdts parameterteori blevet anvendt. Resultatet af sammenligningen med parameterteorien er at de værker som lever op til kvalitetskriterierne indenfor Science Fiction litteraturen, også lever op kvalitetskriterierne indenfor parameterteorien.

1

IndholdsfortegnelseProblemformulering.........................................................................................................................................3

Metode.............................................................................................................................................................3

Science fiction websider som anvendes i opgaven.......................................................................................4

Introduktion.....................................................................................................................................................6

Anmeldelser af værkerne.................................................................................................................................6

Vernor Vinge - Rainbows End.......................................................................................................................6

Robert C. Wilson - Spin.................................................................................................................................9

Robert J. Sawyer – Hominids......................................................................................................................13

Vernor Vinge - A Deepness in the Sky........................................................................................................17

Connie Willis – To Say Nothing of the Dog: How We Found the Bishop's Bird Stump at Last.....................20

Konklusion værkerne..................................................................................................................................22

Kvalitetskriterier indenfor Science Fiction litteratur.......................................................................................23

Kvalitetsteorier indenfor faglitteraturen........................................................................................................24

Erik Bjerck Hagen Litteraturkritikk: en introduksjon...................................................................................24

David Favrholdts parameterteori...............................................................................................................24

Science Fiction litteratur og parameterteorien..............................................................................................25

Hovedkonklusion............................................................................................................................................27

Kildehenvisninger...........................................................................................................................................28

2

Problemformulering

1. Hvilke kvalitetskriterier gør sig gældende indenfor Science Fiction litteratur?2. Hvordan kan disse sammenlignes med kvalitetskriterier som formuleret af

faglitteratur indenfor området?

MetodeAnalyse af 4-5 anmeldelser, alt efter kvaliteten af kilder til rådighed, af 5 science fiction værker som har vundet ”The Hugo Award” i perioden 1999-2007. Der vil efter de 4-5 anmeldelser ved hvert værk, blive udarbejdet en konklusion som samler op på hvad der er blevet fremhævet som godt og dårligt i anmeldelserne. Efterfølgende vil der blive udarbejdet en konklusion som opsummerer de tidligere konklusioner, og ud fra hvad der er blevet fremhævet i anmeldelserne, sammenfatte hvilke kriterier anmelderne benytter til at bedømme om et Science Fiction værk er af god eller mindre god kvalitet. Det første spørgsmål i problemformuleringen vil således blive forsøgt besvaret på denne måde. De 4-5 anmeldelser vil blive udvalgt fra Science Fiction sider på nettet som vurderes at være saglige, troværdige og af høj kvalitet. Opgaven bliver således også til et indblik i udbuddet af forskellige Science Fiction sider på nettet, som jeg anser for at være af høj kvalitet. Til min analyse har jeg valgt 5 værker som har vundet ”The Hugo Award” for bedste roman i perioden 1999-2007. ”The Hugo Award”, er en pris der blevet tildelt siden 1955, hvor nominerede og vindere er et resultat af en afstemning foretaget blandt fans af genren. For at være berettiget til at stemme skal man være deltagende i den årlige Worldcon (The World Science Fiction Convention) Science Fiction messe, hvor vinderen også bliver kåret. Værker indenfor både Science Fiction, Fantasy og Horror har mulighed for at vinde, hvorfor jeg har valgt de sidste 5 vindere af prisen hvis værker overvejende er Science Fiction litteratur. ”The Hugo Award” som kriterium er valgt af den grund at den er den mest kendte og populære pris indenfor Science Fiction verdenen, og at værkerne i kraft af deres titel som vinder af prisen, således må formodes at være gode Science Fiction værker. At det er fans og ikke f.eks. en ekspertkomite der udråber de nominerede og kårer vinderen, kan måske godt svække den kvalitetsmæssige troværdighed af prisen, men samtidig ligger dette godt på linje med Science Fiction genren historisk set, som altid har været kendt for at have en meget fanatisk fanskare. En fanatisk fanskare, som ofte selv har været initiativtagerne til at redigere og distribuere de utallige Science Fiction magasiner som igennem tiden har floreret, et koncept, som netop Hugo Gernsback, manden som har lagt navn til ”The Hugo Award”, var den første til at opfinde. Konceptet omkring Science Fiction magasinet er på mange måder nu rykket ind på nettet. På den måde giver det god mening at bruge vindere af ”The Hugo Award” for bedste roman, som kriterium for udvælgelsen af

3

værkerne, fordi den er resultatet af hvad fans af genren har vurderet som det bedste værk i løbet af året. På samme måde passer opgavens valg af anmeldelser fra Science Fiction websider godt til ideen om at det er fans af genren selv der definerer hvad der gør Science Fiction til god litteratur. At anmeldernes litterære kompetencer kan være forskellige, og at websiderne kan fremstå mere eller mindre professionelle, ændrer højst sandsynligt ikke på entusiasmen for Science Fiction litteraturen hos de enkelte anmeldere. At de også er de eneste der anmelder litteraturen, eller at Science Fiction litteraturen udgør en forsvindende lille del af dagbladenes litteraturanmeldelser, tvinger selvfølgelig én til at foretage sine undersøgelser indenfor miljøet selv. Dog må man så formode at anmelderne har læst en del Science Fiction, og derfor må have forudsætningerne i orden for at vurdere om et Science Fiction værk lever op til genren når den er bedst. Til løsning af problemformuleringens punkt 2 har jeg valgt at inddrage Eric Bjerck Hagens afsnit om kvalitet fra værket Litteraturkritikk ”en introduksjon”. Dette vil overvejende blive brugt som en introduktion til litterær kvalitet i et historisk perspektiv. Som sammenlignende metode vil jeg bruge David Favrholdts ”parameterteori”. Valget af parameterteorien skyldes at den er håndgribelig og let at gå til. Formålet med inddragelsen af faglitteraturen, udover at være en generel introduktion til kvalitetskriterier, er at holde indtrykket fra anmeldelser op imod, de af teorien formulerede kvalitetskriterier, for at undersøge evt. ligheder og forskelle. Det er således meningen, med inddragelsen af parameterteorien, at man skal kunne vurdere om Science Fiction værkerne lever op til kvalitetskriterierne som formuleret af parameterteorien, eller om Science Fiction litteraturen også stiller nogle andre kriterier, som ikke bliver formuleret af parameterteorien.

Science fiction websider som anvendes i opgaven

Sfsite.com: Den Science Fiction side med det største antal af anmeldelser. For at blive anmelder hos Sfsite.com, skal man anmode om det i de perioder de efterspørger. Anmelderne for Sfsite består bl.a. af akademikere, forskere, undervisere, journalister, forfattere, redaktører, og fans af Science Fiction/Fantasy i almindelighed.

Sfreviews.net: Er en website startet og drevet alene af Thomas Wagner. Siden blev startet for 5 år siden, af en mand som er rendyrket fan af Science Fiction og Fantasy. På websiden beskriver han selv hvordan hans side efterhånden er blevet en stor succes, og hvordan han ofte bliver kontaktet af udgivere, at citater fra hans anmeldelser regelmæssigt dukker op på bagsiden og omslaget af udgivelser, samt at han hver måned får en masse bøger tilsendt fra forlag som vil have ham til at anmelde dem. Siden har over 500 anmeldelser, og Thomas Wagner forklarer at han gør et stort stykke arbejde for at gennemrette alle sine anmeldelser.

4

Keepingthedoor.com: Er en webside med Science Fiction og Fantasy indhold, hvis mål er at anmelde og udbrede information om Science Fiction og Fantasy. Siden bliver vedligeholdt og anmeldelserne bliver skrevet af den australske journalist Renay Lemay, som tidligere har været redaktør for ZDNET, en af Australiens største internetsider med teknologi og erhvervsindhold, og han har desuden arbejdet som teknologireporter på ”The Australian Financial Review” og ”MIS Magazine”. Udover at være kæmpe fan af Science Fiction og Fantasy, så har Renay Lemay en bachelor i Engelsk litteratur.

Challengingdestiny.com: Challengingdestiny er et canadisk Science Fiction og Fantasy magasin, som mest specialiserer sig i at publicerer andres noveller, men som også indeholder anmeldelser, artikler osv. Magasinet bliver udgivet af Crystalline Sphere Publishing. Magasinet startede i bladform, men er siden hen blevet et rent elektronisk foretagende.

Concatenation.org: Concatenation er lidt en institution i sig selv indenfor Science Fiction verdenen. ”The Science Fact & Science Fiction Concatenation” var i perioden 1987-1999 et årligt magasin i papirform med Science Fiction anmeldelser som blev uddelt gratis på de største Science Fiction messer rundt omkring i Europa. Concatenation er nu kun et e-zine, men folkene bag står for en lang række andre projekter og opgaver med relation til Science Fiction. Bl.a. som konsulenter for TV/Radio, medvirkende som eksperter i TV/Radioprogrammer, udgivelser af bøger, tilknytning til den akademiske verden, arrangører af Science Fiction messer osv. Folkene bag Concatenation består hovedsageligt af akademikere indenfor de hårdere videnskaber, men som samtidig har en lang erfaring med Science Fiction genren på forskellig vis.

Strangehorizins.com: Er en webbaseret ugentlig opdateret side som er dedikeret til spekulativ litteratur1. Det er meningen at man selv skal anmode om at få artikler, noveller, poesi, anmeldelser publiceret på siden, men siden skal godkende det, før man kan få det publiceret. Samtidig har de lavet en guide til hvordan de helst ser at man anmelder. Anmeldere på siden går lige fra undervisere på universitetsniveau, til forfattere indenfor genren selv, til fans af genren i almindelighed.

Scifidimensions.com: Er et online Science Fiction magasin med interviews, artikler og anmeldelser. Siden blev lanceret i 2000 af John C. Snider som er freelance journalist, og som også har bidraget til forskellige faglitterære publikationer på tryk. Siden har igennem årene været nomineret til flere forskellige priser, bl.a. en Hugo Award for bedste webside i 2002.

SFreader.com: Skriver selv at deres mål er at blive en af internettets topressourcer for oplysning om spekulativ fiktion. Ligesom Strangehorizons.com er det en side hvor man selv kan indsende anmeldelser, og ligesom denne har man udstukket en guide der fortæller hvad de helst ser man lægger vægt på i anmeldelsen. Men til forskel for Strangehorizons.com er der ikke nogen præsentation af anmelderen andet end et navn, så man har ikke nogen fornemmelse af hvem der anmelder, selvom anmeldelser skal godkendes før de får lov at stå på siden. 1 En samlebetegnelse for litteratur der beskæftiger sig med det fantastiske, deriblandt Science Fiction og Fantasy

5

Infinityplus.co.uk: Er et trykt magasin som fungerede fra 1997-2007, hvis hele indhold er lagret elektronisk. Magasinet indeholder noveller, artikler, anmeldelser m.m. En antologi med noveller fra magasinet igennem dens fungerende periode er siden blevet udgivet. I dens sidste periode blev magasinet redigeret af de kendte kritikere Nick Gevers og Keith Brooke.

Introduktion

Science Fiction er en litterær genre som altid er blevet dyrket fanatisk af en lille gruppe af mennesker, eksemplificeret ved dens meget entusiastiske fankultur. En fankultur bestående af bl.a. messer, magasiner, klubber, og selv dets eget selvopfundne sprog. En del af denne farverige kultur er nu rykket ind på nettet, så det er blevet endnu lettere for fans af genren at kommunikere med hinanden. Science Fiction som litteratur er en spændende genre, fordi den ofte tager hånd om aktuelle og samfundsrelevante emner, ikke kun indenfor teknologiske områder, men også humanistiske. Så det er bestemt værd at dyrke ned i denne undervurderede genre, og selv opdage hvad den har at byde på.

Anmeldelser af værkerne

Hugo Award 2007

Vernor Vinge - Rainbows End

Rainbows End er historien om Robert Gu, som efter at være helbredt for Alzheimers takket været udviklingen indenfor medicin, må lære at tilpasse sig en teknologisk forandret verden. En verden hvor teknologi og computere gennemsyrer alle dele af menneskets tilværelse, men også en verden hvor overvågning og kontrol fra statens side er total. Robert Gu, som pga. sin sydom har mistet det talent han engang havde for at skrive poesi, starter nu kampen både for at få sit gamle talent tilbage og genskabe forholdet til sin familie som hans tidligere kyniske væremåde har distanceret ham fra. Samtidig bliver han sammen med sit barnebarn involveret i et indviklet plot som omhandler masseødelæggelsesvåbnet YGBM, og jagten på at få stoppet den der står bag.

SFreviews.net Thomas Wagner

Anmelderen beskriver romanens plot som dejlig snørklet, og det er alt hvad han ønsker at fortælle for ikke komme til at afsløre for mange af dets spændende oplevelser og farverige karakterer. Rainbows End er en feberagtigt underholdende ”next-gen tech thriller”, fokuserende på en hovedperson som gennemgår et karakterskift, der selvom den følger en relativ konventionel ”forløsnings” model, bringer ægte varme og hjerte til et fremtidsscenarium, som er i mangel på begge.

6

Keepingthedoor.com Renay Lemay

Anmelderen mener at Rainbows End sammensætter et sand overflødighedshorn af blændende ideer med et veltilrettelagt plot. Men selv om der ikke er nogen tvivl om at bogen til tider kan virke stimulerende, mener anmelderen at valget af en 75-årig mand som hovedperson gør at tempoet til tider kan virke stift. Læsere som foretrækker at deres science fiction bruger evolutionen af teknologi til bedre at forstå hvad det betyder at være menneske, vil sidde med romanen til sidst og syntes at Vinges ideer virker overfladiske. Bogen gør et fantastisk arbejde i at undersøge den menneskelige hjerne, men ikke den menneskelige sjæl, mener anmelderen. Valget af hovedperson stækker bogen, pga. det langsomme tempo det påtvinger historiens udvikling. Han nævner at andre anmeldere har beskrevet Rainbows End som en rutschebanetur, hvor en halv snes nye ideer bliver kastet imod læseren hvert andet øjeblik. Intet kunne være længere fra sandheden, mener han, og forklarer at nogle af de teknologiske ideer som bliver fremlagt som science fiction i bogen, allerede findes i dag til en hvis udstrækning og derfor ikke kan betragtes som nogen form for nytænkning. Anmelderen mener også at hovedpersonen efterhånden bliver kedelig, og ville hellere have haft nogle af de andre personer uddybet noget mere. Han kalder Rainbows End i forbindelse med dens lange tilblivelsesproces for overredigeret og overtænkt. I stedet for at gå med sine følelser og mavefornemmelse, gør Vinges omhyggelige skrivestil at bogen føles tør. En bog af denne type burde føles frisk og udfordrende. Plottet er udstukket på fejlfri vis, men læserinteressen i det forsvinder pga. manglen på karakterudvikling. Flere af personerne er endimensionelle og stereotype, mener han. Det sidste problem med Rainbows End er manglen på dybereliggende filosofi bag den. Anmelderen mener at Rainbows End forsøger lidt af det samme som William Gibsons Neuromancer gjorde, hvor teknologien i historien ikke bliver undersøgt nærmere, men tvinger læseren til at tage den for givet, for efterfølgende at flytte læserens fokus over på betydningen af denne teknologi for mennesket selv. Der en grad af succes i den måde Vinge gør dette på, men han har ikke kigget dybt nok i den menneskelige psyke. Anmelderen udtaler at det fantastiske ved Science Fiction generelt er forestillingen om fremtidens verden, teknologi og intelligens. Ironien ved Science fiction, en ironi som anmelderen mener at Vinge ikke helt syntes at forstå, er at den bedste form for science fiction bruger sin verden til illustrere rent menneskelige historier, og belyse det gamle spørgsmål: Hvad betyder det at være menneske?

Concatenation.org Jonathan Cowie

Udover at være fantastisk god læsning, skubber Rainbows End også til rammerne indenfor genren, i form af dens nytænkning indenfor Cyberpunk undergenren. Rainbows End styrke mener anmelderen skal findes i den første 2/3 af bogen, hvor hovedpersonen kæmper med den materiale del af det moderne liv, og skal få sine tidligere og livslange værdier til at stemme overens med den nye verden han pludseligt befinder sig i. På samme tid roser anmelderen også den historie der kører parallelt med hovedpersonens, som involverer teknologiske intriger bag den politiske scene. Anmelderen mener også at Vernor Vinges referencer til science fiction genrens stereotyper omkring dens egen fankultur, og referencer til populære Fantasy forfattere som J.K

7

Rowling er gjort med en vis mængde humor. Den sidste tredjedel af bogen er lidt overdreven, og anmelderen mener at den action-prægede handling tager lidt for meget overhånd. Nogle læsere vil måske syntes om dette, men for anmelderen bliver det hele lidt for uharmonisk og unødvendigt. I det store hele kalder anmelderen dog dette noget af det bedste indenfor ”Hard SF” genren indenfor det seneste stykke tid.

Strangehorizons.com Colin Harvey

Anmelderen mener at Rainbows End er en kompleks, tæt plottet roman, med i den sidste ende, sympatiske karakter, som både er nydelsesværdig som skønlitteratur, og tankevækkende i dens beskrivelser af hvordan verden engang kommer til at se ud, og hvordan den ser ud nu. I den henseende er den ren SF i den klassiske ”forbløffende”-forstand, hvor forfatteren ser på hvor vi står nu, og ekstrapolerer i en lige linje 20 år ud i fremtiden. Karaktererne i Rainbows End har lært at tilpasse sig, og vigtigere, har lært at takle de følelsesmæssige konsekvenser det medfører at have et stærkt indskrænket privatliv, og dette tilføjer Rainbows End en ekstra dimension mener anmelderen, udover at være profetisk skønlitteratur. Rainbows End bliver således i anmelderens øjne næsten til en overlevelsesguide for de tider vi lever i nu. Selvom 20 år måske er for tidligt til at Rainbows End ideer går i opfyldelse, er meget af det, den fremligger noget anmelderen sagtens kunne forestille ville kunne forekomme engang længere ude i fremtiden.

Rainbows End Konklusion

Hvad det er muligt at konkludere ud fra de her 4 anmeldelser, er at de i første omgang mere eller mindre alle roser værkets plot. Thomas Wagner kalder plottet dejligt snørklet, hvilket indikerer en vis detaljerigdom i plottet, eller spidsfindighed i udformningen af det. Renay Lemay kalder plottet veltilrettelagt, og udstukket på fejlfri vis. Jonathan Cowie roser specielt den første 2/3 af værket hvor man følger hovedpersonen, og hans besværligheder med at tilpasse sig det moderne samfund. Det parallelt kørende plot mener han også er godt integreret, men at den sidste tredjedel bliver for action-præget, uharmonisk og unødvendig. Noget som godt kunne tolkes som om at der er en vis disharmoni imellem historiens første del og den sidste, hvor handlingen ifølge anmelderen eskalerer, dog ikke noget der er med til at ødelægge anmelderens samlede syn på værket. Colin Harvey kalder plottet tæt og kompleks. Omkring værkets ideer og dets fremtidsbillede, dvs. Science Fiction delen af værket, bliver der også tildelt ros på tværs af anmeldelserne. Renay Lemay indleder med at sige at værket sammensætter et overflødighedshorn af blændende ideer. At han så senere udtaler at disse ideer ikke i sig selv giver udtryk for noget nyt, fordi teknologien i og for sig allerede findes i forvejen, kan virke lidt som en selvmodsigelse. På den anden side kan ideer i deres udformning godt være blændende, uden måske at være direkte banebrydende. Colin Harvey kalder værket tankevækkende både i dens fremstilling af fremtidens verden, men også samtidig den nutidige verden. Han giver således udtryk for at det er et troværdigt og sandsynligt fremtidsbillede værket tegner. Omkring personkarakteristikken er der lidt mere delte meninger. Thomas Wagner gør opmærksom på den udvikling hovedpersonen

8

gennemgår. Colin Harvey beskriver karaktererne som sympatiske, hvis man kan bruge det som et argument, men lægger mest vægt hvordan karaktererne interagerer med det omgivende miljø, og de omstændigheder der er forbundet med dette, og hvor samspillet her imellem er noget anmelderen mener tilføjer værket en ekstra dimension. Renay Lemay i hans anmeldelse er meget kritisk overfor alt der har med personkarakteristikken at gøre. Han betegner den som endimensionel og stereotyp, og at der mangler karakterudvikling hos hovedpersonen. Han mener netop at den fejler som god science fiction, fordi den ikke bruger sine teknologiske ideer til at undersøge menneskelige spørgsmål. Den mangler psykologisk dybde, og lidt den samme følelse går igen i Vinges skrivestil, som er tør og uden følelse, mener Renay Lemay, der som den eneste forholder sig overvejende kritisk til værket. Jonathan Cowie nævner i øvrigt også at værket skubber til rammerne for genren.

Hugo Award 2006

Robert C. Wilson - Spin

Spin er en science fiction historie der har den præmis at jordens atmosfære er blevet blokeret af en kunstig membran, som bliver kendt som spin-fænomenet. På samme tid er jordens overlevelse kommet i fare, fordi tiden uden for den kunstige membran løber 100 millioner gange hurtigere end den gør på jorden, hvilket på drastisk vis fremskynder solens levealder. Historien følger de 4 hovedpersoner, tvillingerne Jason og Diane, Tyler som er deres barndomsven og Jason og Dianes fader som er en stor industri magnat. Disse fire har hver deres måde at håndtere situationen på og involvere sig i kampen for jordens overlevelse. Historien er største del af tiden fortalt igennem Tylers noter og erindringer om fortiden, fortalt fra nutiden.

Greg L. Johnson sfsite.com

Anmelderen mener at det “smukke” ved Spin er at den fortæller en historie igennem ordinære, hverdagsdetaljer i personernes liv. Der er ikke meget hjertebankende, adrealin-pumpende adventure over historien, kun almindelige mennesker som forsøger at tage sig af deres egne problemer da de står til ansigt med hvad kun kan siges at være jordens nærtforestående undergang. Handlingen er således ikke et resultat af personernes forsøg på at redde verden, men fra deres forsøg på at tage vare på hinanden. Ved at holde historien afdæmpet og hovedsageligt fokusere på personernes følelsesliv, går Spin imod moden indenfor nutidig Science Fiction, specielt SF som fokuserer på store ideer om fysik og kosmologi. Anmelderen mener at ved at bygge sin historie op omkring ”rigtige” personer med ”rigtige” følelser, er historien mere succesfuld i fremkaldelsen af den form for ”forundring” SF helst gerne skulle vække i læseren2. Det er en historie der rejser spørgsmål til mennesket grundlæggende dilemmaer: Hvordan bevarer man en følelse af håb og formål i et univers, hvor jo mere man lærer om det, jo mindre syntes det ikke at

2 ”Sense of Wonder”, John Clute og Peter Nicholls forklarer bl.a fænomenet, som beskrives som specifik for Science Fiction genren, i deres The Encyclopedia of Science Fiction

9

levne plads for nogen af dem. Spin adresserer problemet med både stil og substans, en tilgang der gør dette værk til en af de bedste indenfor Science fiction genren både i år, eller alle andre år for den sags skyld, afslutter anmelderen med at sige.

Sherwood Smith sfsite.com

Anmelderen kalder det en nydelse at se hvordan Robert Charles Wilson på dygtig vis fletter historiens videnskabelige information sammen med de tre hovedpersoners oplevelser. Igennem Tylers fortællermæssige tilbageblik som er blandet sammen med en nutidshandling, får læseren antydninger om kommende gennembrug som kan blive udslagsgivende senere i historien, noget som for læseren for alvor sætter gang i spændingen. Anmelderen mener at dette er lidt af en bedrift, i en historie som er fyldt til bristepunktet med ”sf´nal” ideer og passager som kræver en teknisk forklaring, sidstnævnte har Wilson et godt blik for at indsætte når der er mest brug for dem, mener anmelderen. Anmelderen mener også at den situation omkring jorden historien beskriver, sammenlignet med historiens øvrige præmisser og udvikling, leder til nogle fantastiske overraskelser, og til troværdigt beskrevne konsekvenser (for jorden). Wilson holder klogt sit fokus på de tre hovedpersoner, hvilket gør at han undviger det klichefyldte endelige billede af jordens undergang, som litteratur af denne art ofte forfalder til. Til sidst i anmeldelsen nævner anmelderen dog at forfatteren har en tendens til at prædike det som anmelderen kalder for ”sekulær humanisme”, og at hun finder de spørgsmål som forfatteren stiller mere interessante end de svar han kommer med. Den kvindelige hovedperson mener anmelderen er fremstillet som en endimensionel karakter, som kun bliver anerkendt som værende klog og succesfuld efter at have lært at tænke som mændene gør i historien.

Thomas Wagner sfreviews.com

Anmelderen lægger ud med at sige at Spin er den mest tilfredsstillende Science Fiction roman han har læst indtil videre i dette årti. Ikke mange forfattere kan hævde at have skrevet en bog som er så klar og sikker som Spin, og så succesfuld i at nå sine mål. Dette værk har en næsten krystallisk glans, som gør hvad den bedste form for ”hard SF” burde gøre: forene interessante og troværdige videnskabelige ideer med spændende og dybtfølt menneskelig fortællerkunst. Anmelderen har ikke en finger at sætte på værket, og siger at dette kun er sket mindre end femten gange indenfor de sidste 400 anmeldelser. Dette er den slags bog som gør at anmelderen føler sig heldig at være fan af SF genren. Spin leverer den stærkeste og mest modne fortælling Wilson endnu har præsteret. Wilson har skabt en sand episk fortælling, imens han holder bogen nede på et overkommeligt antal sider. Fortællertempo er yderst vigtigt for Wilson, mange romaner bruger over 100 sider på opbygning og baggrund, men Spin er spændende allerede fra side 1 og forbliver det hele vejen igennem. Fortællermæssige teknikker som hos andre forfattere ville syntes ”gimmicky” eller for meget efter formular, bliver håndteret med stor finesse. Spin har en flashback struktur, men bruger den sparsomt, på en måde der forøger læserens engagement. Man får lyst til at finde ud af hvordan heltenes historie forløber, og det er en kæmpe tilfredsstillelse at se hvordan

10

løse ender forsigtigt bliver knyttet sammen, en efter en. Wilson føler sig heller ikke for fin til at gøre brug af den gamle tradition med at afslutte kapitlerne med overraskende afsløringer og cliffhangers, men ”sammenlign hvor dygtigt han gør dette, imodsætning til f.eks. en bestseller ”hack” som Dan Brown”, udtaler anmelderen. Spin er en rig og belønnende roman som beviser at fiktion om ideer ikke behøver at mangle varme, og at humanistisk fiktion ikke behøver at lefle for letkøbt følelsesmanipulation som fornærmer intellektet. Der er ligeså meget af det gode gamle SF spekulation som der er emotionel sandhed omkring hvordan vi ser på livet og døden, på dem vi elsker, og på os selv. Dette er grunden til at Robert Charles Wilson er så stærk en forfatter. Han forestiller sig en forbløffende fremtid, og samtidig forstår han mennesker.

James Schellenberg challengingdestiny.com

Spin er en enestående roman som holder alle sine elementer i perfekt balance: videnskabelig spekulation, perfekt fortælletempo og ekstraordinær dyb personkarakteristik. Det er en bog der har alle de egenskaber der skal til at for at give den langtidsholdbar værdi. Det bedste ved Spin er den måde hvorpå den lader os se store strækninger af tid. Dens beskrivelser af de store forandringer der foregår over tid i forskelligt tempo, parallelt med hinanden, på jorden og uden for denne, er eminente. Specielt slutningen, hvor de spørgsmål som historien rejser bliver besvaret, er formidabel, den tekniske forklaring på historiens afsløring er langt overlegen i forhold til hvad man finder indenfor andet science fiction. Også persontegningen får ros med på vejen af anmelderen, både for at være atypisk, levende og virkelighedstro og for ikke at være udformet i henhold til hvad plottet dikterer. Spin er et modent og beundringsværdigt værk, fyldt med fikse ideer, og med overbevisende karakterer. Anmelderen kan ikke anbefale det højt nok.

Carlos Aragana Scifidimensions.com

Anmelderen mener at Robert C. Wilson er en mester til at skabe fantastiske Science Fiction fortællinger fortalt igennem troværdige og meget menneskelige karakterer. Wilson har endnu engang skabt et beundringsværdigt mysterium om en verden i forandring, og jagten efter at forstå disse forandringer før at det er for sent. Spin er en uforglemmelig og smuk historie, fortalt i det perfekte tempo. Foruden fremragende karaktertegning, dialog og stemning, excellerer Wilson i hans spekulationer om menneskehedens skæbne og vores plads blandt fælles-galaktisk liv og intelligens. Wilsons evne til at skabe en stemning bliver matchet af hans evne til at skabe hvad anmelderen kalder ”a sense of place”(fodnote). Anmelderen siger at dette er en historie der burde fange alle fans af ”Hard Science Fiction” og ligeså elskere af litterær Science Fiction. Spin holder én i et jerngreb og giver ikke slip.

Spin Konklusion

Hvad der skinner igennem som fælles for disse anmeldelser er at de alle roser Spins persontegning. I flere af anmeldelserne bliver der gjort opmærksom på forfatterens forståelse for mennesker og menneskelige problemstillinger. Greg L. Johnson kalder Spin en historie med

11

”rigtige mennesker” med ”rigtige følelser”, på samme tid som han mener at den stiller vitale spørgsmål til menneskets livssituation. James Schellenberg mener at Spin indeholder en ekstraordinær dyb personkarakteristik, samtidig med at han kalder persontegningen atypisk, levende, overbevisende og virkelighedstro. Carlos Aragana kalder personkarakteristikken troværdig og meget menneskelig. Thomas Wagner kalder Spin dybtfølt menneskelig fortællerkunst, og samtidig for humanistisk fiktion med varme. I Greg L. Johnsons anmeldelse bliver det også nævnt at netop det smukke ved ”Spin” er at den fortæller en historie om almindelige mennesker, og at det er ordinære detaljer fra deres hverdagsliv som former bogen, hvilket kan siges at være ensbetydende med at Robert C. Wilson har været god til at skildre noget menneskeligt genkendeligt og hverdagsagtigt. ”Greg L. Johnson mener oven i købet at ved at holde sit fokus på mennesket fremkalder romanen bedre den form for ”forundring” som ofte betragtes som Science Fictions genrens fineste formål (fodnote). Carlos Aragana kalder personkarakteristikken fremragende, og roser også dialogen. Men også på den videnskabelige side og fremstillingen af ideer er anmelderne enige om at Spin er en succes. Sherwood Smith mener at romanens beskrevne konsekvenser for jorden i forhold til historiens udvikling er fremstillede troværdigt. Thomas Wagner kalder romanens videnskabelige ideer interessante og troværdige, og at der er en god balance mellem ”god gammeldags SF” spekulation og romanens menneskelige og emotionelle side, på samme måde som James Schellenberg påpeger denne balance imellem videnskabelig spekulation og dyb personkarakteristik. Han kalder det et værk fyldt med fikse ideer, og med en afsløring i slutningen af historien der som teknisk forklaring er langt overlegen i forhold til meget anden litteratur indenfor genren. Flere anmeldere påpeger Spins spændingselement, Sherwood Smith påpeger at hovedpersonen Tylers flashback fortælling, som giver glimt af hvad der er at vente i fremtiden, skaber et spændingselement. Ifølge Thomas Wagner er Spin spændende allerede fra side 1, og forbliver det hele vejen igennem. Omkring selve fortællingsopbygningen og plottet er der ros at hente flere forskellige steder fra. Sherwood Smith mener at den videnskabelige information er flettet godt sammen med personernes fortælling, og at forfatteren disponerer godt over de tekniske forklaringer som er indsat på de rigtige tidspunkter. Ifølge Thomas Wagner undlader Spin den kedelige form for opbygning og baggrundshistorie som andre værker typisk bruger de første 100 sider på at etablere, imens Spin allerede fanger fra starten af. Han roser dens flashback fortællerstruktur, som kun øger engagementet for historiens videre forløb, samtidig med at de fortællerteknikker som Wilson bruger, hos andre forfattere ville syntes som en gimmick eller for meget efter formular, bliver hos Wilson udført med stor finesse, hvilket lidt oversat måske kan betyde at flashback strukturen Wilson benytter kan virke lidt som en gimmick, og at andre beslutninger Wilson tager, såsom at afslutte kapitler med cliffhangers og overraskende afsløringer som det nævnes i samme anmeldelse, kan virke lidt som om det lavet efter formular, men Thomas Wagners pointe er at Wilson gør dette på en måde så det ikke virker påtaget. På samme tid er det for ham en tilfredsstillelse at se hvordan løse ender i historien til sidst knyttes sammen. Fortælletempoet bliver også fremhævet i flere forskellige anmeldelser, hvor det flere steder bliver kaldet perfekt. Både James Schellenberg og Thomas Wagner kalder Spin for et modent værk. Som noget af det

12

eneste kritik kan nævnes at Sherwood Smith mener at den kvindelige hovedperson er endimensionel og underlagt mændenes tankegang, som bliver fremstillet som den eneste rigtige.

Hugo Award 2003

Robert J. Sawyer – Hominids

I Hominids præsenteres et parallel univers sideløbende med jordens hvor neandertalere lever i en højt udviklet verden, en verden som ikke har de samme problemer at slås med som man har på jorden. Igennem et fejlslået videnskabeligt forsøg havner neandertaleren Ponter, som er fysiker, på menneskenes jord, hvor han chokeres over de ting han oplever på jorden, samtidig med at han med tiden udvikler et nært forhold til palæontologen Mary. Imens hos neandertalerne i et parallelt løbende plot bliver Ponter´s kollega Adikor anklaget for at have slået Ponter ihjel, og en undersøgelse bliver sat i gang.

Lisa DuMond sfsite.com

At skrive “Hard Science Fiction” er let. At hæve sig over fakta, tal, fænomener og ”fancy gadgets” og skabe en historie som er meget mere end det, er der hvor det virkelig kunstnerisk dygtige ligger, mener anmelderen. Indenfor for dette sjældne felt finder man Robert J. Sawyer værker, og endnu mere præcist finder man Sawyers sidste roman, ”Hominids”, en blanding af fysik, antropologi, og sociologi som fastholder læseren allerede fra første linje af og senere kun skruer op for sit fortællertempo. Historien indeholder masser af videnskab, men Sawyer udvider sin historie og fokuserer på hvad mennesker består af indvendigt og hvordan de interagerer med hinanden. Sawyer er aldrig bange for at vise følelser af enhver karakter og i enhver forbindelse, og det er der, hvor han hæver sig over andre og producerer noget der kan siges at være ægte kunst.

Donato Giancola Sfreviews.com

Anmelderen beskriver Sawyers tidligere bøger som værende yderst læseværdige og ”stylistically trashy page-turners”, men i tilfældet med Hominids mener han at de temaer og budskaber som Sawyer fremkommer med i bedste fald er forældede og i værste fald nedladende og fornærmende, og nogle af de mest dramatiske øjeblikke er på grænsen til det ufrivilligt komiske. Dens moralisering er banal og lad. Hans kommentering af samfundsproblematikker fremlægger ikke noget nyt, og læsere vil højst sandsynligt føle sig talt ned til. Anmelderen mener at det altid er noget at neandertalsamfundet ikke bliver fremstillet som det ideelle form for samfund, hvilket ville være endnu mere nedladende, men i sidste ende sidder man tilbage med en bog som disker op med letkøbte moralske domme, bare for at gøre det. Det understreger faren ved at fortælle en historie fra bag ”katederet” som han kalder det. Det kan ikke gøres uden at virke fornærmende til en vis grad, mener anmelderen. Moralske temaer burde fremkomme naturligt af historien, historien burde ikke være genstand for en løftet pegefinger. Hominids anden historietråd, som

13

udspiller sig i Neandertalernes verden er bedre, fordi den udspiller sig som en regulær thriller, og fordi at Neandertalerne ikke bliver udsat for den samme moralisering som menneskene. Den del af bogen som anmelderen mener læseren vil have flest problemer med at sluge er det kærlighedsbånd der opstår imellem Mary og Ponter. Ikke at det i sig selv er utroværdigt at dette kunne udspille sig, men det er det fornærmende underliggende budskab Sawyer fremkommer med igennem hele bogen: generaliseringen om at hvide mænd (de eneste mandlige karakterer som bliver fremstillet positivt er enten sorte eller fra mellemøsten) ikke er følsomme og i kontakt med deres følelser, som Ponter, neandertaleren er det. Han er den første mand som Mary møder som elsker hende for den hun er, og som ikke tager hende for udseendes skyld, ”yada yada, I mean, gimme a break!”, udbryder anmelderen. Deres fremspirende følelser for hinanden bliver gengivet med den samme subtilitet som et modkørende tog. En roman som gør sig i misandriske klicheer, kun for at ende i et virvar af hul romantisk patos, er og forbliver et forvirret makværk, uanset hvor læseværdig den end måtte være, konkluderer anmelderen endeligt.

John Teehan strangehorizons.com

En del af det videnskabelige grundlag i romanen er af lidt tvivlsom kvalitet, mener anmelderen, som mener at de teknologiske påfund og hvordan de fungerer mest bruges til at føre historien videre. Desuden bruges de og fremstillinger indenfor andre områder til samtidig at fortælle os om noget andet, f.eks. arkæologi og sociologi om påståede forhold hos neandertalerne, for at undersøge deres syn på den moderne verden, og dermed vores eget syn på denne. For meget overdreven videnskabelig fremstilling kan afskrække læseren, men Sawyer undgår dog dette problem ved at videregive teknisk information på en letfordøjelig måde og ved at flette det sammen med plottet på ubemærket vis. Selvom der er mange diskussioner af studier om f.eks. menneskehedens tidlige udviklingstrin og kvantemekanik, bliver læseren aldrig tvangsfordret med oplysninger. Det gode er at læseren ofte lærer noget nyt, fordi at Sawyer forsigtigt forbereder sit faglige emne ved brug af nutidig research, og gør meget for at det videnskabelige skal fremstå tilgængeligt for læseren. Det videnskabelige indhold har sin berettigelse i forhold til fortællingen, mener anmelderen. Romanen præsenterer nogle af Sawyers sædvanlige temaer, miljømæssige problemstillinger, religion overfor videnskab etc. Disse temaer fungerer godt som springbræt for sammenligningen imellem vores verden og neandertalernes. Sawyer præsenterer et balanceret syn på dette, hvor han lader til at nyde muligheden for at stille problematikker op for læseren, uden at fremtvinge kun ét svar, mener anmelderen. Sawyers balancerede tilgang er specielt vigtig, fordi han adresserer den yderst kontroversielle debat imellem evolution og kreationisme. Sawyer som ikke fuldstændigt kasserer den ene i forhold til den anden, udfordrer læseren til at tænke selv i stedet for blindt at acceptere dogmer og doktriner. Anmelderen finder også romanen humoristisk. Den største kritik af bogen anmelderen har, er at bipersonerne føles flade, og at en af hovedpersonerne Mary, godt kunne have haft noget mere substans. Overordnet set mener anmelderen at Hominids er en teknisk gnidningsløs og velbalanceret fortælling med en tiltalende skrivestil, samtidig er den også interessant og tidløs i sine temaer og indhold. Det parallelt løbende

14

plot er ligetil og solidt, med nok overraskelser til at forblive interessant, men samtidig med nok integritet til at undgå nogen form for deus ex machina.

Lynn Nicole Lois Sfreader.com

Anmelderen mener at Hominids er udemærket læsning, men ikke den bedste Science Fiction bog som blev udgivet sidste år, hvor der var flere andre romaner som tematisk var mere spændende og originale, og mere velskrevet end Hominids. Anmelderen mener at Sawyer skriver som en blind mand kører. Det håndværksmæssige er på grænsen til det amatøragtige, og anmelderen kommer med forskellige eksempler på hvor Sawyers sprog er dårligt. Sawyers stiller nogle interessante spørgsmål om individuelle rettigheder sat overfor harmoni i samfundet, uden disse dog er særligt originale. Specielt hans spekulationer omkring kriminalitet er interessante, men han kommer ikke op med løsninger som kunne virke bare den mindste smule brugbare. Spørgsmålet ”hvad nu hvis” har i dette sammenhæng kun vægt hvis man på rimelig vis komme op med overvejelser omkring dette. Siden at det ikke er muligt, ender Sawyer´s spekulationer med at blive retoriske, og efterlader læseren tænkende ”interessant”, men på samme tid med en følelse af ligegyldighed. Sawyers menneskelige karakterer er tyndt udformede, hvilket opvejes en smule af de bedre udformede neandertaler, uden dog at det overhovedet er nok til at opveje de menneskelige karakterer. I sidste ende anbefaler anmelderen at man læser bogen, selvom det er med en vis lunken entusiasme. Den genbruger nogle interessante, men gamle ideer, halvdelen af personerne er fortærskede og stereotype, og Sawyers skrivestil er virkelig dårlig. Overordnet set er det ikke en dårlig bog, men Hugo Award er den bestemt ikke værdig til mener anmelderen, der slutter af med at sige The Hugo Award åbenbart ikke tager højde for ”smag”.

James Schellenberg challengingdestiny.com

Anmelderen mener at selv om Hominids er første del af en planlagt trilogi, så er det også en fremragende bog i sig selv. Det er en opsigtsvækkende roman, fyldt med opfindsomme ideer, et livligt plot og mindeværdige karakterer. Bogen gør også et fremragende stykke arbejde i at bygge op til den næste roman i trilogien, man får som læser lyst til at læse videre, men ikke på en billig, cliffhanger-agtig måde. Ponter´s historie bliver en nøje iagttagende historie om ”den fremmede i et fremmed land”, et aspekt af historien som anmelderen mener Sawyer gør meget bedre end de fleste andre forfattere, og at han hele vejen igennem imødekommer læserens spørgsmål og klager. Historien om efterforskningen af Ponters forsvinden er relativ fattig på plotudvikling, men Sawyer udnytter den til maksimal effekt for at kaste os hovedkulds ind i neandertalernes verden. Anmelderen mener at det meget tilfredsstillende skrevet. Sawyer har lavet et kæmpe stykke antropologisk researcharbejde forud for bogen, og hans viden bliver altid videregivet på elegant vis. Sawyer bliver nødt til at lave nogle kvalificerede antagelser omkring visse antropologiske påstande, og disse spekulationer er som regel lette at udpege i sammenligning med hvad der er accepteret fakta, en sondring som nogle gange godt kan blive mudret i hænderne på mere skødesløse forfattere, mener anmelderen. Beskrivelsen af neandertalersamfundet som er

15

karakteriseret ved dets mangel på de problemer som præger vores verden, mener anmelderen skaber noget ubalance i den henseende, på trods af forfatterens forsøg på alligevel ikke at fremstille neandertalersamfundet som det rene utopi. Selvom Hominids står for sig selv, så er det alligevel en fiks måde Sawyer har valgt at slutte romanen på, så den skaber mest mulig interesse for at man fortsat skal læse videre i serien.

Hominids Konklusion

Der er en hvis uenig blandt anmelderne om Hominids kvaliteter. Omkring karaktererne og bogens emotionelle side mener f.eks. Lisa DuMond at en af bogens store styrker er at den går tæt på karakterernes følelser og gengiver dem på troværdig vis, og ikke er bange for at gøre det, og at det er det som hæver værket til at være mere end bare at være videnskabelig skønlitteratur. Modsat udtaler Lynn Nicole Lois at halvdelen af personerne er fortærskede og stereotype. Hvilket er præcis det samme når John Teehan siger at bipersonerne føles flade, og at den kvindelige hovedperson Mary, godt kunne have haft noget mere substans. Omkring værkets tekniske side og troværdigheden af Sawyers ideer, fornemmes det at Hominids er et værk hvis videnskabelige ideer og problematikker mest gør sig inden for områderne antropologi, sociologi, arkæologi, religion etc. John Teehan mener af en del af det videnskabelige grundlag i romanen er af lidt tvivlsom kvalitet, og at de teknologiske påfund mest fungerer som et afsæt til at føre handlingen videre, dvs. værkets tekniske ideer, imodsætning til de samfundsrelaterede temaer. Donato Giancola omtaler Sawyers udlægninger af samfundsproblematikker som nogle der ikke har noget nyt at byde på. Lynn Nicole mener at disse problematikker er interessante, men nærmest ubrugelige, fordi de ikke lægger op til nogen mulighed for løsning af dem. Både John Teehan og James Schellenberg roser værket for at formidle sit stof på en balanceret og integreret måde i forhold til plottet. John Teehan mener at de videnskabelige oplysninger bliver doseret på rigtig vis i forhold til læseren, og at de virker godt i forhold til at belyse de problemstillinger forfatteren tager op. James Schellenberg påpeger Sawyers enorme researcharbejde forud for bogen, at hans viden bliver videregivet til læseren på elegant vis, og at hans påstande er let adskillelige fra accepteret fakta, en sondring anmelderen mener nogle gange godt kan forekomme lidt mudret i hænderne på andre forfattere. Teknisk set i forhold til Sawyers håndværk og skrivestil er der også bred uenighed. John Teehan kalder hans skrivestil tiltalende, Lynn langer derimod kraftigt ud mod Sawyer, og kalder det håndværksmæssige på grænsen til det amatøragtige. For Donato Giancola mislykkedes hele Sawyers projekt fuldkomment, fordi at man kan fornemme forfatterens tilstedeværelse bag bogens budskaber, og hvilke han formidler til læseren i en moraliserende tone. På samme tid er disse budskaber, og hans temaer forældede og fortærskede mener anmelderen. Hans pointe er at forfatteren ikke gør sig usynlig nok. Dramatisk overbeviser den heller ikke da den til tider er på grænsen til ufrivilligt komiske. I det hele taget giver anmelderen også udtryk for at han mener at Hominids fremlægger en utroværdig historie, når han konkluderer at en roman som gør sig i misandriske klicheer, kun for at ende i et virvar af hul romantisk patos, er og forbliver et forvirret makværk, uanset hvor læseværdig den end måtte være. Generelt bliver der ikke bliver

16

kommenteret så meget på plottet, men Donato Giancola som i forvejen kritiserer værket i udpræget grad, mener trods alt at den anden historietråd, den der foregår i neandertalernes verden, fungerer bedre fordi historien her udspiller sig mere som en regulær thriller, og at Sawyers moralisering ikke virker ligeså påtrængende. James Teehan kalder denne historietråd for ligetil og solid, med nok overraskelser til at forblive interessant, men samtidig med nok integritet til at undgå nogen form for deus ex machina. James Schellenberg mener derimod at samme historietråd er relativ fattig på plotudvikling, men at Sawyer udnytter den maksimalt som en effektiv introduktion til neandertalernes verden.

Hugo Awards 2002

Vernor Vinge - A Deepness in the Sky

Historien foregår mange tusinde år ude i fremtiden, og handler om to menneskelige civilisationer ”Queng Ho” og ”The Emergent” som efter at have modtaget radiosignaler fra en fremmed civilisation på On/Off stjernen, begge indleder et kapløb om at udforske og udnytte denne nye chance. Flere plot følger på samme tid de forskellige civilisationer bl.a. ”The Spiders” som er de oprindelige beboere på On/Off stjernen, og dennes interaktion med de nytilkomne menneskelige civilisationer.

Sfsite.com Greg L. Johnson

Anmelderen kalder ”A Deepness in the Sky” for en historie der i sin fortællestil umiddelbar kan virke ligetil, men som under overfladen skjuler meget mere. Ved hvert store plotdrejning i historien, bliver noget umiddelbart simpelt og genkendeligt, afsløret som værende enten misforstået, eller at gemme på en mere kompleks situation. Personerne skjuler deres virkelige intentioner igennem simple historier hvis formål er at spille ud til modstanderens forventning, og afsløringer om personernes liv og intentioner følger handlingen ved hvert skift i historien. Resultatet er i sidste ende lag på lag af simple begivenheder og udlægninger som til sammen udgør en dybt kompleks historie, og en enormt fængende roman. Det er et værk der aspirerer til et højt kunstnerisk niveau. Det er en historie med ideer og karakterer som vokser i dybden ved hvert nyt kapitel indtil slutningen hvor alt bliver oprullet på succesfuld vis.

Infinityplus.co.uk Nick Gevers

Anmelderen kalder ”A Deepness in the Sky” et af årtiets bedst konstruerede og fængslende værker indenfor Space Opera subgenren. Vinge leverer fuldt ud i forhold til det fortællermæssige løfte hans historie bygger op til, han er en sublim historiefortæller, dygtig og vidende i den måde han udnytter Space Opera genrens råmaterialer på, Vinge udvikler systematisk hans dybere intellektuelle orden. Det er en roman der fremlægger nogle interessante koncepter, samtidig med at Vinge inviterer sin læser til at se det hele i et fascinerende ironisk perspektiv. Der er en dysterhed i Vinges skrivning, et kontrapunkt som plager og undergraver enhver form for

17

optimisme han nogle gange lader til at tilbyde. I ”A Deepness in the Sky”, hans mest spektakulære Space Opera indtil videre, sætter han historisk optimisme og pessimisme op imod hinanden, og romanens skarpsindige triumf er at ingen bliver vinderen.

Scifidimensions.com Amy Harlib

Anmelderen kalder ”A Deepness in the Sky” lige så stor, kompleks og fængslende som Vinges forrige roman “A Fire Upon the Deep”. På samme tid er den ligeså rig og tilfredsstillende, og har gjort sig ligeså fortjent til sin Hugo Award som ”A Fire Upon the Deep” gjorde sig. Den fjerne fremtid og de verdensfjerne omgivelser er fremstillet fuldstændigt overbevisende, og på fantastisk detaljeret vis. Karaktererne er flerdimensionelle og troværdige, og skildret med forståelige motiver (uanset om disse er sympatiske eller ej) som historien skifter med at fortælle fra forskellige vinkler, har den konstant nye ideer og plotdrejninger at byde på. Noget som er både gribende og spændende hele vejen igennem, imens temaer om kontakt af første grad, det rædselsfulde ved slaveri og tankekontrol, og det meningsløse ved krig, på provokerende vis tilfører dybde til fortællingen. Vinges sublime talent som forfatter bliver fuldstændigt gjort klart i ”A Deepness in the Sky”, en Science Fiction roman med en ekstremt dybde, som den i sidste ende udfolder sin fortælling om personlige sejre og nederlag og drivkraften bag én mands jagt på en drøm, også giver udtryk for en følelse af kosmisk vidstrakthed og uhyggelig forundring.

Sfreader.com Richard H. Horton

Anmelderen udtaler at “A Deepness in the sky” er en vidunderlig Science Fiction roman. Det er den første roman i lang tid som har givet den forundringsfølelse og følelsen en roman kan fremkalde som gør at man får lyst til at være der selv, og som anmelderen genkalder fra sine første læsninger af SF. Hele historien kulminerer i en fantastisk spændende afslutning, som fængsler i form af en handlingspræget løsning af flere forskellige plot på samme tid, i form af afsløringen af løsninger af et antal opfindsomme videnskabelige gåder, og i form af en tilfredsstillende løsning af emotionelle temaer tilknyttet karaktererne og den rejse de har været på igennem historien. Det er en opløftende historie men uden at være urealistisk eller sentimental. Til gengæld bygger plottet i nogle tilfælde lidt for meget på tilfældigheder, specielt i den måde at de onde i historien aldrig vælger at dræbe de gode når de har chancen. Stadigvæk bliver nogle umiddelbar svagheder, såsom at nogle af karakterer kan virke ekstreme og karikerede i deres træk, samt have et næsten kulørt anstrøg, vendt til noget positivt, fordi at dette næsten bliver til en nødvendighed i historiens kontekst. Vernor Vinges tekniske ideer er på alle måder både imponerende, troværdige og underholdende. Overordnet finder anmelderen plottet inspirerende, og på trods af dens 600 sider keder den aldrig. Vinges skrivestil fungerer på en effektiv måde, og i en stil anmelderen kalder ”scientifictional”. Også Vinges brug af navne, som både har klang af det fremmede og menneskelige på samme tid, roser anmelderen ham for, på samme måde som navnene på teknologiske opfindelser og de forskellige samfund er suggestive. Kort fortalt er dette en fremragende Science fiction roman. Den forener intelligente ”Hard SF” ideer, en spændende

18

historie, som inddrager karakterer, og adskillige indskudte følelsesmæssige og intellektuelle temaer, som er beundringsværdige. Temaerne er betagende og fundamentale for SF: omhandlende værdien af ekstrapolation og videnskabelige kundskaber, værdien af frihed og hvad man bliver nødt til at ofre for at opnå den, det attråværdige i og prisen man må betale for drømmen om ”riget”, og spørgsmålet ”Hvad bliver man nødt til at opgive for at blive klogere…bedre…og mere fokuseret?

A Deepness in the Sky Konklusion

Hvad man ligger mærke til, på tværs af anmeldelserne som alle er yderst positive stemt overfor værket, er beskrivelsen af en dybde eller kompleksitet indeholdt i det. Greg L. Johnson forklarer hvordan ”A Deepness in the Sky” spiller på dobbeltheden imellem hvad personerne giver udtryk for i forhold til hinanden, og hvad der viser sig af at være deres sande intentioner. Den indeholder en kompleksitet, flere lag som tilføres jo længere historien skrider frem. Også Nick Gevers taler om en dobbelthed eller kompleksitet, når han mener at værket sætter optimisme og pessimisme op i mod hinanden, for efterfølgende at lade de to begreber udligne hinanden. Amy Harlib kalder værket stort og kompleks, og nævner at dets temaer tilfører værket dybde, samtidig gør det det som er så essentielt for genren, at fremkalde en følelse af forundring. Den beskrives også som at fremkalde en følelse af kosmisk vidstrakthed, hvilket kan siges at være en forundringsfølelse også. Richard H. Horton nævner også denne forundringsfølelse som ”A Deepness in the Sky” formår at fremkalde. Han kalder værkets temaer af både følelsesmæssig og intellektuel karakter for beundringsværdige, temaer som både er betagende og fundamentale for Science Fiction genren. Vinge formår altså i sit værk at indfange essensen af genren. Mange af værkets styrker syntes også at fremkomme af dets plot, Greg L. Johnson taler om hvordan plotdrejninger i historien hele tiden skaber ny dybde i fortællingen. Nick Gevers kalder det et af årtiets bedst konstruerede værker. Amy Harlib kalder det både spændende og gribende hvordan når historien skifter fortællervinklen hele tiden har nye ideer og plotdrejninger at byde på. Richard H. Horton roser historiens fantastiske slutning, som skaber en slags samlet løsning på handlingens forskellige plot, i forhold til historiens videnskabelige side, og i forhold til historiens emotionelt menneskelige side. Vinge løser altså alle historiens forskellige facetter på en tilfredsstillende og helstøbt måde. Ligesom Nick Gevers roser værkets koncepter, roser Richard H. Horton værkets tekniske ideer, som han kalder både imponerende, troværdige, og underholdende. Samtidig er det også et værk som skaber en hvis troværdighed eller indlevelse i beskrivelsen af sit eget univers, som når Richard H. Horton siger at romanen fremkalder en følelse der gør at man får lyst til at være der selv. Amy Harlib mener at beskrivelsen af universet er fremstillet fuldstændigt overbevisende, og på fantastisk detaljeret vis. I øvrigt omtaler Nick Gevers hvordan Vinge på dygtig og vidende vis udnytter Space Opera subgenrens ”råmaterialer”, som han kalder det. Forfatteren har altså en viden om genren som han spiller på, og formår at få det bedste ud af.

Hugo Award 1999

19

Connie Willis – To Say Nothing of the Dog: How We Found the Bishop's Bird Stump at Last

Historien foregår i Oxford år 2057. Den velhavende amerikanske aristokratiske kvinde Lady Schrapnell ønsker at rekonstruere Conventrys katedral præcis som den var før den blev bombet af tyskerne under 2. verdenskrig, så hun sender historikeren Ned Henry tilbage i tiden for at undersøge sagen. Tidsmaskinen er således blevet opfundet, men bruges mest til historisk research, og samtidigt det er forbudt at bringe noget af betydning med fra fortiden tilbage til fremtiden. Ned Hardys opgave i fortiden bliver som det vigtigste at finde ud af om ”Bishops Bird Stump”, oprindeligt var en del af katedralen.

Sfsite.com Steven H. Silver

Anmelderen har problemer med at personerne Ned Henry og Verity Kindle i historien skulle forestille at være historikere, fordi de ikke tænker som historikere, og synes ikke at vide noget om historie udover det de lærer efter deres besøg i fortiden. De historiske argumenter Willis fremstiller er ekstremt udvandede. Romanen har et løst plot, om de to tidsrejsende personer som forsøger at finde artefakten kendt som ”Bishop´s Bird Stump”. Men der er manglen på fortællermæssig udvikling i deres søgen, og hvad ”Bishop´s bird stump” helt præcist er, finder man aldrig helt ud af. ”Selskabslegen” griber aldrig helt læseren. Anmelderen mener at ”To Say Nothing of the Dog” er et overvurderet værk, og at Connie Willis burde holde sig væk fra tidsrejser og holde sig til noveller, som hun tidligere har skrevet dem.

Sfsite.com Thomas Myer

Anmelderen kalder værket en storartet science fiction fortælling. Selvom historien er stærkt afhængig af Jerome K. Jeromes roman ”Three Men in a Boat”, som ”To Say of the Nothing of the Dog” er en hyldest til, er den fremragende udført. Kun Connie Willis kunne skrive så uoriginalt et værk og samtidig få det til at fremstå så livligt. Hendes brug af humor går rent hjem. Denne roman er et pragteksemplar på hvad Science Fiction burde være: Livlig, morsom, meningsfyldt og skrevet med tungen lige i munden.

Sfsite.com Margo MacDonald

Fra det øjeblik bogen begynder, ved man at den kommer til at blive noget helt fantastisk, udtaler anmelderen. Willis tager sin læser ind og fortsætter med at vikler plottets tråde omkring denne, indtil han er ligeså fanget som en af karaktererne i bogen. Ikke at det er en kompliceret bog, Willis kombinerer på dygtig vis de romantiske idealer fra Victorianske romaner, kriminalromanens ”twists and turns”, en smule af den sitrende fornemmelse man finder hos krigsromanen, med science fiction genrens muligheder. Måden hvorpå forfatteren sammenfletter disse er mesterligt gjort, men først og fremmest er det en bog som er virkelig sjov og underholdende læsning. Forfatterens entusiasme skinner igennem, og det bidrager kun til at man som læser nyder

20

romanen endnu mere. Anmelderen konkluderer at med sammenfletningen af humor, kløgt og usvigelig romantik, er denne bog en ren fornøjelse.

Challengingdestiny.com James Schellenberg

”To Say Nothing of the Dog” er en af Connie Willis store komiske romaner, skrevet i en semi-slapstick agtig stil som ikke desto mindre er både vittig, hæsblæsende, fjollet og alvorlig ment på samme tid. Ingen indenfor Science fiction kan skrive med så humoristisk en tone som Willis, og når Willis på samme tid også kaster noget alvor ind i sine romaner, er det svært at forestille sig en forfatter med en større bredde og med flere færdigheder. Willis formår at skabe absurde karakter og få os til at tro på dem, noget som altid er en farlig vej at gå, mener anmelderen. Willis ekstrapolerer elegant sin kaosteoretiske type af forklaring i bogen, måden hvorpå små ting i fortiden kan vokse og skabe større og større forandringer i fremtiden. Anmelderen roser også den måde hvorpå Willis selv lader læseren regne ud hvad meningen med det hele er? ”To Say Nothing of the Dog” er en stor bedrift indenfor Science Fiction: en roman der står stærkt i feltet blandt de bedste indenfor ”Time Travel” subgenren.

To Say Nothing of the Dog Konklusion

Hvad der i første omgang slår én er anmeldelsernes begejstring for værkets humor. ”To Say Nothing of the Dog” er skrevet som en komedie, så på det punkt har forfatteren lykkedes med sit foretagende. Samtidig er det blandingen af humor og alvor som for James Schellenberg gør værket til noget ekstra, og Thomas Myer kalder værket både morsomt og meningsfyldt på samme tid. Margo MacDonald kalder det først fremmest for sjovt og underholdende, men roser også værket for dens sammenblanding af træk fra forskellige genrer. På samme tid som anmelderen også kan mærke hvordan forfatterens egen entusiasme skinner igennem, og dermed forhøjer læseroplevelsen. Man får oplevelsen at det får de fleste anmeldere har været en fornøjelse at læse bogen. Både Thomas Myer og kalder værket for livligt. James Schellenberg roser personkarakteristikken, som formår både at fremstå absurd men samtidig troværdig. Samtidig roser han den måde forfatteren overlader historiens mening til læseren selv. Den eneste anmelder som er kritisk overfor værket er Stephen H. Silver, som bl.a. kritiserer Willis manglen på faglige kundskaber i hendes håndtering af den historiske del af værket. Desuden kritiseres værkets plot for at mangle fortællemæssig udvikling, og at centrale ting i historien forbliver uklare. Overordnet set er ”To Say Nothing of the Dog” dog et værk som roses for dets underholdningsværdi og humor.

Konklusion værkerne

Robert C. Wilsons ”Spin” og Vernor Vinges ”A Deepness in the Sky” er de to værker der ud fra anmeldelserne høster de største roser, og kunne således godt stå som eksempler på Science Fiction værker der lever op til genren når den er bedst. Det er først og fremmest balancen imellem den emotionelle side af værkerne og den faglige/teknologiske del, science fiction delen, der lægges til grund for værkernes kvaliteter. Begge værker roses for at være spændende, gribende og underholdende fortællinger. De beskrives som at have den vigtige egenskab for genren ”følelsen af forundring” Spin gør bl.a. dette i form af dens emotionelle side. ”A Deepness in the Sky” gør dette mest i form af udfoldelsen af et storslået univers. Begge værkers tekniske ideer, bliver

21

beskrevet som troværdige og interessante, de er godt integreret i historien. Måden de to forfattere vælger at fortælle deres historie på, udformningen af plottet og afslutningen er vellykket; Spin omtales som på tilfredsstillende vis at knytte plottes løse ender sammen, ligesom afsløringen i historiens slutning som teknisk forklaring langt er overlegen i forhold til anden litteratur indenfor genren. På samme måde roses ”A Deepness in the Sky” for dens løsning i sidste ende af en række af historiens facetter, dets forskellige plot, og dets faglige og menneskelige side. Begge værker kan altså siges at have en historie der afrundes på tilfredsstillende vis. ”A Deepness in the Sky” høster i sær ros for plottets kompleksitet og dets dybde bl.a. fremkommet af dets mange plotdrejninger, og personernes handlinger i forhold til plottet, imens ”Spin”s dybde mest fremkommer i form af dets personkarakteristik. Spins tekniske side beskrives også som at være godt integreret med den menneskelige fortælling, på samme måde som ”A Deepness in The Sky” roses for både dets følelsesmæssige og intellektuelle temaer. ”A Deepness in the Sky” roses også især for dets plot konstruktion, på samme måde som Spin roses for måden hvorpå historiens flashback struktur er anvendt på, og den fortællermæssige effekt det giver. Angående de andre værker så er ”To Say Nothing of the Dog”, er et værk der overvejende høster ros, men her bliver vægten mest lagt på dets underholdningsværdi og dets humor, hvilket kunne tyde på at det har et snævrere fokus end de andre værker, samtidig er det også et værk der blander flere forskellige genrer, og det meste af tiden foregår i fortiden. Da den ikke er Science Fiction i traditionel forstand, er dens sigte sandsynligvis anderledes end de andre værkers, som er mere science fiction i den videnskabelige forstand. Hominids er et værk der deler anmelderne i to lejre, det den ene siger, modsvares af den anden, dog er det alligevel få af anmelderne der er hundredeprocent positivt stemt overfor alt indeholdt i værket. Der er flere tilfælde hvor det nævnes at personkarakteristikken mangler substans, og én anmelder kritiserer værket for at være utroværdig i fremstillingen af dets følelsesmæssige temaer. Omvendt er der også et eksempel på en anmelder som mener at den leverer netop på dette punkt. James Sawyer får en del ros for hans formidling af det faglige stof, mens plottet generelt ikke får meget ros med på vejen. Én anmeldelse kritiserer stærkt hvordan forfatteren lader sin egen moralisering skinne igennem i historien, forfatteren gør altså sin egen tilstedeværelse bevidst på en uheldig måde ifølge anmelderen. Vernor Vinges nyere værk ”Rainbows End” roses i de fleste af anmeldelserne for dets konstruktion af plottet, og for dets ideer, men bliver i ét tilfælde heftigt kritiseret for dets manglende og overfladiske personkarakteristik, på samme tid som Vinges skrivestil kritiseres for at mangle indlevelse. Andre anmeldere forholder sig mere positivt til personkarakteristikken, uden dog at gå så meget i dybden med dette. Selvom anmeldelserne er overvejende positive, så fornemmer man ikke den samme entusiasme omkring værket som anmeldelserne af Vinges ”A Deepness in the Sky”

Kvalitetskriterier til Science Fiction litteratur

Hvad det er muligt at udlede af anmeldelser, omkring de kriterier anmelderne mener værket skal leve op til, før man kan sige at der er tale om kvalitetslitteratur er; 1) Der skal være en balance imellem den emotionelle side, dybden i personkarakteristikken, og værkets faglige, idemæssige side. Den emotionelle side skal være integreret sammen med værkets teknologiske/faglige side. Især ”Spin”, hvis fokus overvejende er på det menneskelige, beskrives som at gøre dette godt, hvor værkets faglige/teknologiske side, dets idemæssige grundlag og det kan man sige danner den egentlige ramme for historien, samtidig beskrives som at være troværdigt og interessant. Balancen imellem de to elementer er således optimal. ”A Deepness in the Sky” beskrives også som skabe

22

denne balance, måske mindre i form af selve karaktererne, men mere i form af det tematiske indhold, som indeholder den menneskelig dimension. Der er også nogle af anmeldelserne af Hominids der giver udtryk for at dette værk skaber en god balance imellem det emotionelle og det faglige indhold, men ofte med flere forbehold overfor andre elementer i historien. Karakterudvikling bliver således også til et krav i forbindelse med værkets menneskelige side, som det fremgår af flere af anmeldelserne. Grundlæggende kan man sige at science fiction er en genre hvor den menneskelig side aldrig står alene, men bliver nød til at være integreret med den teknologiske/faglige, før at man kan sige at der tale om at et værk er vellykket. Noget som derfor gør det svært at adskille det emotionelle kriterium for sig, da historiens udformning altid foregår i samspil med den teknologiske/faglige. 2) De teknologiske/faglige ideer skal være troværdige, på samme måde som temaer skal være interessante: Dette bliver i anmeldelserne fremhævet som noget af det vigtigste, afhængig af hvor stor en rolle de teknologiske/faglige ideer spiller i udformningen af historien, imens historiens temaer i alle tilfælde er vigtige. Man får det indtryk ud fra anmeldelserne, at høj troværdighed omkring historiens teknologiske ideer, og fremstillingen af interessante temaer som siger noget væsentlig om den menneskelig tilstand, er en vigtig forudsætning for at værkerne kan betegnes som kvalitet. 3) Plottet skal være velkonstrueret, og historien skal afrundes på tilfredsstillende vis: Ud fra anmeldelserne bliver det tydeligt at konstruktionen af plottet er et ret væsentlig punkt i bedømmelsen af værkerne. Måske fordi at Science Fiction er en ret handlingsbaseret genre, bliver dette fremhævet som væsentlig for at historien er succesfuld. Man kan også se at ”Spin” og ”A Deepness in the Sky” netop roses deres kreative eller komplekse tilgang til plottet, Spin roses bl.a. for at behandle traditionelle fortællertekniker med finessse, og skabe spænding igennem sin konstruktion af plottet, imens ”A Deepness in the Sky” roses for dets komplekse plot konstruktionen hvor flere forskellige plot følger hinanden sideløbende. Fælles for de anmeldte værker, og måske fordi Science Fiction genren er en handlings og plotbaseret genre, er der ofte parallelle plot der følger hinanden, og skal forsøges at blive koblet sammen. Graden af succes for hvordan dette er gjort bliver generelt også pointeret i anmeldelserne, og specielt hvordan historien bliver rundet af, hvor ”A Deepness in the Sky” roses for dets ”løsning” som det kaldes, af en række af historiens facetter, bl.a. af de forskellige plot historien følger. ”Spin” roses for den teknologiske forklaring på værkets ”mysterium”, som bliver afsløret til sidst. På samme måde hvis man antager at Science Fiction er en plot og handlingsbaseret genre, blive slutningen specielt vigtig, fordi der som regel vil være en opsummerende afslutning der binder alt det foregående sammen. 4) Historien skal være spændende og underholdende: Kriteriet spændende fremkommer af plottets betydning for værkets overordnede succes, ligesom fortælletempoet i anmeldelserne bliver fremhævet som en forudsætning for den spændende fortælling. At værket er underholdende bliver i anmeldelserne nævnt som en medvirkende faktor til dets overordnede succes. 5) Værket skal fremkalde en følelse af forundring: Et kriterium som er specifik for genren. Spin og A Deepness in the Sky beskrives som at fremkalde denne følelse.

Kvalitetsteorier indenfor faglitteraturen

Erik Bjerck Hagen Litteraturkritikk: en introduksjon

23

Den norske professor i litteraturvidenskab Erik Bjerck Hagen i ”Litteraturkritikk: en introduksjon” nævner at den moderne æstetiske horisont går 200 år tilbage i tiden, hvor nogle af de vigtigste kvalitetskriterier som blev defineret og siden redefineret består af følgende; originalitet, kompleksitet, oprigtighed, følsomhed, intensitet, virkelighedsskabende evne, moralsk alvor, kognitiv dybde og fremmedhed. Det vi i dag regner som god litteratur, vil på den ene eller anden måde score højt på alle disse målestokke, selvom kriterierne er bevægelige, og at han nævner at en god kritiker altid vil lade disse kriterier styre efter de litteraturkritiske handlinger som han har foretaget inden.

Erick Bjerg Hagen nævner også en meget anvendt metode bestående af 4 kvalitetskriterier som landsmanden Per Thomas Andersen har formuleret i sin artikel ”kritikk og kriterier” fra 1988. Disse fire er 1) Moralske/politiske kriterier (kritik ud fra teksternes holdning til livsspørgsmål) 2) Kognitive kriterier (kritik ud fra teksternes ”intellektuelle niveau” eller tankekraft) 3) Genetiske kriterier (kritik ud fra teksternes placering og funktion i kulturen, den litterære tradition eller det gældende forfatterskab) 4) Æstetiske kriterier (hvor de nykritiske kriterier kompleksitet, integritet og intensitet indgår) Moralsk og /eller politisk kriterium kan ikke bruges til at trække konklusioner vedrørende tekstens litterære eller æstetiske kvalitet, det kan kun lede til konklusioner som siger noget om tekstens vigtighed eller lignende, men ikke til konklusionerne god eller dårlig.

Eric Bjerck Hagen nævner at tre af de vigtigste kriterier igennem tiden har været virkelighed, oprigtighed og fremmedhed. Kriteriet om virkelig knyttes sammen med produktionen af tekster der fremstiller en virkelighed som vi ikke har problemer med at acceptere som reelle mens vi læser den, selvom vi ved at de kun beskriver tænkte eller mulige virkeligheder. Han knytter oprigtighed sammen med virkelighed, bl.a. eksemplificeret ved et citat fra Henry James ”The Art of Fiction”, hvor Henry James skriver at ”Et kunstværks dybeste kvalitet vil altid være kvaliteten af ophavmandens sind”. Fremmedhed bliver udlagt som et andet ord for originalitet, for uforudsigelighed og for stil. Den som har fundet sin egen stil, kan opnå ”underlighed” som han kalder det. Det bliver nævnt som et af kendetegnene for mere almindelig litteratur, er manglen på frihed og uberegnelighed.

David Favrholdts parameterteori

David Favrholdt har i sin ”Æstetik og filosofi” formuleret hvad han kalder parameterteorien, hvor det er meningen at man kan vurdere kunstværker ud fra 10 forskellige kvalitetskriterier, og et underparameter. Samtidig er det meningen at man skal give de forskellige parametre karakterer, og på den måde lave en samlet score. Metoden er ment som at gælde for alt kunst, og således ikke kun litteratur. De ti parametre er 1) Integration: Enhed i mangfoldigheden, at de enkelte dele som enheder spiller sammen på en sådan måde at de i et kunstværk opleves som en helhed 2) Mangfoldighed eller kompleksitet: Der tales her om et værks komponenter eller elementer, i en roman kan elementerne f.eks. være naturskildring, personskildring, miljøbeskrivelse, tempo,

24

suspense osv. Det er op til den der analyserer at vurdere hvad der er elementer i forhold til ens hele strukturering af værket. Personskildring kan igen analyseres ud fra elementer eller komponenter: f.eks. at nogle personskildringer er meget endimensionelle og andre meget komplekse. Han nævner at kompleksitet i sig selv ikke er et parameter, kun hvis der er en total integration i kompleksiteten, men han nævner at kompleksiteten tit har en stor virkning i kunsten, specielt hvis kunstneren er så teknisk dygtig, at den er integreret. På samme tid udelukker mindre kompleksitet ikke at noget kan være et kunstværk 3) Teknik. At håndværket skal være i orden. Det er kendetegnende for store kunstværker at den tekniske kunnen ikke træder tydelig frem, men formidler oplevelsen ved at være usynlig. Det nævnes bl.a. at et kunstværk skal være stilrent, konsekvent og stringent 4) Æstetisk-skønne kvaliteter: Det smukke i værket, selvom det er mere nuanceret end det. Et kunstværk behøver ikke at æstetisk smukt for at være godt, som det fremgår af det 9 parameter ”andre suggestive kvaliteter” 5) Personpræg: Aflæsningen af kunstnerens intention eller følelser indeholdt i værket. Som Favrholdt siger kan dette godt være en indviklet og lidt uudgrundelig sag, da det kan siges at hvile på menneskelig intuition i aflæsningen af forfatterens følsomhed, hensigt og intention. Man kan således sige at forfatterens sind bliver sat på prøve 6) Gentagelighed: At værket er langtidsholdbart, og man kan blive ved med at læse det, og stadigvæk syntes at det er lige godt hver gang. 7) Intellektuel Appeal: Det idemæssige indhold - Det væsentlige er ikke så meget hvad ideerne går ud på, men om det idemæssige indhold er integreret i eller båret af de kunstneriske virkemidler. 8) Emotionel Appeal: At det sætter følelser i gang og river læseren med 9) Andre suggestive kvaliteter: At kunstværker ikke nødvendigvis behøver at være smukke, men også kan fremstå hæslige eller frastødende, eller på anden måde formidle noget ubehageligt, men samtidigt være kunst. 10) Det uudsigelige budskab: Oplevelsen af noget ubeskriveligt. Hvis et kunstværk opfylder alle de andre parametre i høj grad, så er David Favrholdts pointe at det vil meddele sig at kunstværket rummer et uudsigeligt budskab. 11) Plot: Et underparameter gældende for litteratur. Kunsten er at fortælle en god historie på en impressiv, uforglemmelig måde, og der skal samtidig være en overensstemmelse mellem historien og måden den fortælles på.

Science Fiction litteratur og parameterteorien

Integration: Ud fra anmeldelserne at bedømme får man det indtryk at især ”Spin” og ”A Deepness in the Sky” opfylder kravet i høj grad om integration i værket. Alle facetter ved to de værker bliver mere eller mindre fremhævet som at fungere optimalt, og dermed formår de begge at skabe den vellykkede helhed ud fra deres enkeltdele som kriteriet dækker over. 2) Mangfoldighed eller kompleksitet: ”A Deepness in the Sky” bliver specielt fremhævet som at besidde en kompleksitet. Denne kompleksitet beskrives bl.a. at fremkomme af værkets plot og dets temaer. På samme tid får man også indtrykket at værket lever op til kravet om at have integration i kompleksiteten, da Vinges tekniske dygtighed i konstruktionen af historien bliver understreget flere steder. Man kunne også

25

godt få det indtryk at Spin opfylder betingelserne for dette, da der ligesom i ”A Deepness in the Sky” er en række sammenspillende aspekter der i deres konstruktion bliver beskrevet som at fungere på optimal vis, både hver for sig og som en del af helheden. På samme tid bliver de enkeltdele som Favrholt bruger som eksempel, f.eks. ”suspense”, ”tempo” i anmeldelserne gjort til ret vigtige kriterier for den vellykkede Science Fiction fortælling 3) Teknik: Hominids er det eneste af værkerne der direkte kritiseres i en anmeldelse for at være teknisk dårligt håndværk. Det er ikke en kritik man finder i anmeldelserne af nogle af de andre værker. 4) Æstetisk-skønne kvaliteter: Æstetisk skønhed og lignende er ikke blandt de mest fremkommende beskrivelser i anmeldelserne, selvom Science Fiction som genre i kraft af dens ofte visuelle præsentation burde være æstetisk anlagt per se. Dog roses ”A Deepness in the Sky” for fremstillingen af dets univers, et univers som en anmelder mener er beskrevet på fantastisk detaljeret vis, og en anden giver udtryk for fremkalder en følelse der gør at man får lyst til at være der selv, samtidig omtales det også som at fremstille en følelse af kosmisk vidstrakthed. Dette er alle indikationer på at værket har en vis æstetisk skønhed over sig, ligesom anmeldelserne af Spin giver udtryk for det samme, når en anmelder roser værket for at have en smuk historie, og en anden udtaler at det smukke ved Spin er at den fortæller en historie igennem ordinære, hverdagsdetaljer i personernes liv, om end der måske her er tale om en anden slags skønhed. Dette er det tydeligste man kommer på beskrivelsen af at værkerne skulle være i besiddelse af en form for æstetisk skønhed 5) Personpræg: Bliver mest tydeligt når værkerne kritiseres for at mangle dette, eller anvende det forkert, som når en anmelder kritiserer Rainbows End for at mangle sjæl og psykologisk dybde, og når en anden anmelder kritiserer Robert Sawyer for at anlægge en moraliserende tone i Hominids. 6) Gentagelighed: Dette kriterium bliver der ikke kommenteret på i nogle af anmeldelserne, men det er klart at det gælder ligeså meget for Science Fiction som for alt andet litteratur. 7) Intellektuel Appeal: Det i første omgang mest iøjefaldende kriterium som relaterer sig til Science Fiction genren. Afhængig af niveauet af det faglige indhold, er det det, sammen med det tematiske indhold, der lægges mest vægt på i anmeldelserne, at det tematiske indhold gerne skulle være fremkommet af værkets faglige problemstillinger. Man kan sige, at fagligheden spiller en altafgørende rolle, og er med som forudsætning for at værket kan betegnes som kvalitet. 8) Emotionel appeal: Indgår som en væsentlig del i bedømmelsen af værkerne, og må betegnes som et af de allervigtigste kriterier. Uden at være velfungerende på dette punkt ville værket ikke kunne siges at være kvalitet. Man kan se i nogle af anmeldelserne af Hominids og Rainbows End, at det trækker ned i den samlede bedømmelse, hvis ikke dette element er på plads 9) Andre suggestiver kvaliteter: Ikke noget der indikerer at andre former for æstetik skulle gøre sig gældende i de pågældende værker. 10) Det uudsigelig budskab: Kan kun vurderes af den som selv læser værket. Men værker som Spin og ”A Deepness in the Sky” må siges at kunne opfylde alle af de foregående væsentligste kriterier 11) Plot: Fremhæves også meget tydeligt i anmeldelser, både når det fungerer godt og når det fungerer mindre godt. Specielt ”A Deepness in the Sky” roses for dets vellykkede

26

konstruktion af plottet, hvor man samtidig får det indtryk at dette er stærkt medvirkende til, at det er så godt et værk, som anmelderne giver udtryk for.

Som man kan læse ud fra anmeldelserne, så vil de bedste Science Fiction værker i høj grad opfylde alle væsentlige kriterier på parameterteorien, hvis ikke direkte beskrevet, så vise sig i en mangel på kritik i forhold de ovenstående punkter. De elementer eller enkeltdele som er vigtige for bedømmelsen af det gode Science Fiction værk, f.eks. ”spænding” hører til under parameter 2, som en af enkeltdelene. Dog syntes ikke at indgå i parameterteorien, kriteriet om at kunst skal underholde, som bliver formuleret som et krav til Science Fiction litteraturen. Det kan ikke henføres under parameter 2, da det at virke underholdende mere er et udtryk for en samlet følelse i forhold til værket, end en enkeltdel som man kan diskutere om er vellykket eller ej. Parameterteorien kan således siges at være mere skabt for finlitteraturen, end for genrelitteraturen. Kravet om originalitet, som bliver nævnt af Eric Bjerck Hagen som et af de vigtigste kvalitetskriterier igennem tiden, syntes heller ikke at kunne aflæses ud fra parameterteorien, da det på samme måde som underholdningselementet, er en følelse der relaterer sig til et samlet indtryk af værket, og ikke en enkeltdel. Ordene original og originalitet er ikke noget der går særligt meget igen i anmeldelser, selvom Spin måske kan siges at være original når det nævnes at den går mod strømmen indenfor moderne Science Fiction, og når Hominids kritiseres for at være uoriginal i dens tematik, selvom det netop her er det tematiske indhold der bliver gjort vigtig, og ikke hvordan den forholder sig til en science fiction tradition. Man kan således fastslå at kravet om originalitet ikke er blandt de væsentligste kriterier når man skal vurdere kvalitet indenfor Science Fiction litteratur, måske fordi at Science Fiction netop er genre litteratur, hvor der ofte bliver bygget oven på allerede vedtagende genrekonventioner. Den forundringsfølelse som er så specifik for Science Fiction genren, er selvsagt heller ikke direkte formuleret i parameterteorien.

Hovedkonklusion

Hvad vi således har fundet ud af, ud fra analysen af anmeldelserne, er at indenfor Science Fiction litteratur er følgende kriterier vigtige hvis et Science Fiction værk skal kunne betragtes som kvalitetslitteratur; 1) Der skal være en balance imellem den emotionelle side, dybden i personkarakteristikken, og værkets faglige, idemæssige side. Den emotionelle side skal være integreret med værkets teknologiske/faglige side 2) De teknologiske/faglige ideer skal være troværdige, på samme måde som temaer skal være interessante 3) Plottet skal være velkonstrueret, og historien skal afrundes på tilfredsstillende vis 4) Historien skal være spændende og underholdende 5) Værket skal fremkalde en følelse af forundring. Lever et Science Fiction værk op til disse kriterier er der tale om at et Science Fiction værk som er kvalitetslitteratur. Ud fra anmeldelserne har vi set at ”Spin” og ”A Deepness in the Sky” enstemmigt af anmelderne beskrives som at leve op til disse kriterier, og at de således er at betragte som kvalitets Science Fiction litteratur. Da de to værker i høj grad kan siges at opfylde kriterierne indenfor parameterteorien, kan de hermed betragtes som kvalitets kunstværker. Kvalitetskriterierne til Science Fiction litteraturen kan sammenlignes med parameterteorien på

27

den måde at de begge formulerer et emotionelt og et intellektuelt kriterium. For Science Fiction litteraturen er balancen imellem disse to et af de vigtigste kriterier. At de to kriterier lader til at have lige vægtighed i kvalitetsbedømmelsen af Science Fiction litteratur kan således godt overraske. Spændingselementet som er vigtigt indenfor Science Fiction litteraturen kan henføres som enkeltdel under parameter 2, ”kravet om mangfoldighed eller kompleksitet”, imens det underholdningselement som også er vigtigt indenfor Science Fiction litteraturen ikke er formuleret af parameterteorien. Det specifikke kriterium for genren ”følelsen af forundring” kan heller ikke henføres under nogen parametre.

Kildehenvisninger

Sfsite.com

Sfreviews.net

Keepingthedoor.com

Challengingdestiny.com

Strangehorizons.com

Concatenation.org

Scifidimensions.com

SFreader.com

Infinityplus.co.uk

Erick Bjerck Hagen - Litteraturkritikk en introduksjon universitetsforlaget 2004

David Favrholdt – Æstetik og filosofi seks essays Høst & Søns Forlag 2000

28