putin manden uden ansigt
DESCRIPTION
PUTIN MANDEN UDEN ANSIGT er historien om, hvordan en underordnet KGB-officer blev Ruslands præsident og forvandlede landet til en trussel mod egne indbyggere såvel som resten af verden.TRANSCRIPT
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
Masha Gessen
P U T I NManden uden ansigt
Oversat fra engelsk af
Jan Hansen
ROSINANTE
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
Putin. Manden uden ansigter oversat fra engelsk
af Jan Hansen efter The Man Without a Face.The Unlikely Rise of Vladimir PutinCopyright © 2012 by Masha Gessen
Denne udgave: © Rosinante / rosinante&co, København1. udgave, 1. oplag, 2012
Omslag: Camilla Jørgensen, med foto af © Stephane LavoueSat med Minion hos Rosendahls – BookPartnerMedia
og trykt hos CPI / Clausen & Bosse, Leck
isbn 978-87-638-2360-9
Printed in Germany 2012
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglernei lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
www.rosinante-co.dk
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
INDHOLD
Prolog 7
1. kapitel Præsident ved et uheld 16
2. kapitel Valgkrigen 29
3. kapitel En bølles selvbiografi 50
4. kapitel Én gang spion ... 80
5. kapitel Et kup og et korstog 111
6. kapitel En reformpolitikers endeligt 142
7. kapitel Den dag, de russiske massemedier døde 157
8. kapitel Afskaffelsen af demokratiet 190
9. kapitel Et terrorregime 213
10. kapitel Umættelig grådighed 244
11. kapitel Back in the USSR 282
Epilog: En uge i december 2011 293
Tak 315
Kildehenvisninger 316
Register 340
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
PROLOG
Jeg vågnede ved, at der blev rusket i mig. Kate så rædselsslagen
ud. »De siger et eller andet om Galina i radioen,« næsten hvi-
skede hun. »Og om en revolver. Jeg tror, at ... Nej, jeg kunne ikke
rigtig forstå det.«
Jeg stod op og gik ud i vores lille køkken, hvor Kate havde lyttet
til stationen Ekho Moskvy (Moskvas Ekko), landets bedste ny-
heds- og debatradio, mens hun lavede morgenmad. Det var lørdag
og en usædvanlig lys og frostklar morgen for en novemberdag i
Moskva. Jeg var ikke spor urolig. Kates frygt smittede mig ikke.
Det, hun havde hørt – eller, hvad der med hendes noget begræn-
sede beherskelse af russisk, nok var mere sandsynligt, havde mis-
forstået – var i bedste fald indledningen til endnu en god historie.
Som journalist ved Itogi, Ruslands førende nyhedsmagasin, opfat-
tede jeg gode historier som mit domæne. Og der var masser af
gode historier i de år. I et land, der var i færd med at genopfinde sig
selv, var hver eneste by, hver eneste familie og hver eneste institu-
tion på den ene eller anden måde uudforsket territorium. Året var
1998. Siden begyndelsen af 1990’erne havde praktisk taget alle
mine artikler været historier, der ikke var blevet fortalt før: Jeg til-
bragte næsten halvdelen af min tid væk fra Moskva, på rejser til
7
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
konfliktzoner og guldminer, børnehjem og universiteter, affolkede
landsbyer og eksplosivt voksende oliebyer for at fortælle historier
fra disse steder. Itogi, der blev finansieret og ejedes af den samme
russiske matador, som også ejede af Ekho Moskvy, belønnede mig
for dette arbejde ved aldrig at beklage sig over mine noget ekstra-
vagante rejseudgifter og ved ofte at bringe mine artikler som forsi-
dehistorier.
Jeg var med andre ord et af de unge mennesker i Rusland, der
havde opnået en forfærdelig masse i løbet af 1990’erne. Mange, der
var ældre eller yngre end jeg, havde mistet meget i overgangsperio-
den. Den ældre generation mistede alle deres sparepenge på grund
af hyperinflationen og deres identitet på grund af det tilsynela-
dende bortfald af alle sovjettidens institutioner. Den yngre genera-
tion voksede op i skyggen af deres forældres frygt og også ofte de-
res fiasko. Men jeg var fireogtyve år, da Sovjetunionen brød sam-
men, og mine jævnaldrende og jeg brugte 1990’erne på at skabe
vores fremtidige karrierer og det, vi opfattede som et nyt samfunds
metoder og institutioner. Selv om voldskriminaliteten antog epi-
demisk karakter i Rusland i de år, følte vi os mærkeligt trygge: Vi
iagttog, og beskrev også lejlighedsvis, den kriminelle underverden,
men opfattede den ikke som noget, der kunne komme til at på-
virke vores egne liv. Desuden var jeg overbevist om, at alt kun ville
udvikle sig til det bedre: Jeg havde kort forinden købt en forfalden
kommunalka, en tidligere fælleslejlighed, i Moskvas centrum og
var gået i gang med at istandsætte den for at flytte dertil fra den le-
jelejlighed, jeg delte med Kate, en britisk redaktør for en publika-
tion inden for olieindustrien. Jeg forestillede mig, at man kunne
starte en familie i den nye lejlighed. Og netop den lørdag havde jeg
en aftale med en håndværker om at tage ud for at købe badeværel-
sesinstallationer.
Kate slog ud med armen mod ghettoblasteren, som om den var
en giftspreder, og så spørgende på mig. Nyhedsoplæseren blev ved
med at gentage Galina Starovojtovas navn, igen og igen. Hun var
en af den tids mest kendte russiske politikere, parlamentsmedlem
og en veninde af os. I slutningen af 1980’erne, hvor sovjetimperiet
8
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
vaklede og var på randen af en kollaps, blev Starovojtova, der var
socialantropolog, demokratiaktivist og en af de mest prominente
fortalere for befolkningen i Nagorno-Karabakh, en armensk befol-
ket enklave i Aserbajdsjan, som blev ramt af den første af de
mange etnisk motiverede væbnede konflikter, der skulle følge i
kølvandet på Sovjetblokkens sammenbrud. Som mange andre
med en akademisk baggrund, der gik ind i politik, syntes hun at
dukke op i offentlighedens søgelys fra den ene dag til den anden.
Selv om hun havde boet i Leningrad siden sin tidligste barndom,
gjorde det armenske folk hende til deres kandidat ved det første
delvis frie, demokratiske valg til Sovjetunionens Øverste Sovjet, og
i 1989 blev hun indvalgt med et overvældende stemmeflertal. I Den
Øverste Sovjet blev hun medlem af den såkaldte Interregionale
Gruppe, en prodemokratisk mindretalsfraktion, som blandt andre
Andrej Sakharov og Boris Jeltsin var ledere af. Så snart Jeltsin blev
Ruslands præsident i 1990 – på det tidspunkt i realiteten kun en
ceremoniel funktion og en slags venteposition – blev Galina hans
nærmeste rådgiver, der officielt vejledte ham i etniske spørgsmål
og uofficielt også i praktisk taget alle andre, herunder spørgsmål
vedrørende ministerudnævnelser. I 1992 overvejede Jeltsin at gøre
Galina til russisk forsvarsminister, og at udpege en ikke-militær
person og en kvinde, der oven i købet nærmest var pacifist, til den
post ville have været en storslået gestus i Jeltsins klassiske stil fra
1990’ernes begyndelse, et signal om, at intet i Rusland og måske i
hele verden igen ville blive det samme som før.
At intet skulle få lov til at blive det samme som før, var kernen i
Galinas politiske arbejde, hvad der i 1990’ernes begyndelse var ra-
dikalt selv for en demokratitilhænger. Sammen med en mindre
gruppe jurister og politikere forsøgte hun uden held at få indledt
rigsretssag mod SUKP, Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Hun
skrev et udkast til en lov vedrørende lustratsija eller lustration, et
koncept, der var baseret på det oldgræske ord for renselse, men nu
blev brugt i de fleste forhenværende østlande som betegnelse for
forbuddet mod at lade tidligere medlemmer af kommunistparti-
erne og medarbejdere i det hemmelige politi varetage offentlige
9
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
embeder. I 1992 fandt hun ud af, at KGB havde gendannet en parti-
afdeling inden for organisationen – en direkte overtrædelse af det
forbud mod det russiske kommunistparti, som Jeltsin havde ind-
ført ved præsidentielt dekret efter kupforsøget i august 1991. Ved et
offentligt møde i juli 1992 prøvede hun at konfrontere Jeltsin med
dette faktum, og han afviste det, hun sagde, på en så uhøflig måde,
at det ikke alene kom til at signalere enden på Galina Starovojtovas
karriere i hans administration, men også afslørede hans eget mere
og mere overbærende forhold til statssikkerhedstjenesten og til de
mange gammelkommunister, der enten sad i dens topledelse eller
meget tæt på toppen. Efter at Galina var blevet afskediget som
præsidentrådgiver, koncentrerede hun sig om få lustrationsloven
vedtaget, hvilket mislykkedes, og derefter trak hun sig i en periode
helt ud af politik og rejste til Amerika, hvor hun først blev medar-
bejder ved USA’s Fredsinstitut og senere underviste på Brown Uni-
versity.
FØRSTE GANG JEG MØDTE GALINA, kunne jeg ikke se hende: Hun var
skjult bag de hundrede tusinder af mennesker, der havde samlet
sig på Majakovskijpladsen i Moskva den 28. marts 1991 for at del-
tage i en støttedemonstration for Jeltsin, efter at denne kort forin-
den havde fået en offentlig reprimande af Sovjetunionens præsi-
dent, Mikhail Gorbatjov. Desuden havde Gorbatjov den måned
ved dekret forbudt alle demonstrationer i byen. Om morgenen be-
gyndte kampvognene at rulle ind i byen, hvor de blev placeret på
en måde, der havde til formål at gøre det så besværligt som muligt
for folk at komme ind til den forbudte, prodemokratiske demon-
stration. Arrangørerne reagerede ved at dele manifestationen op i
to demonstrationer, så folk i det mindste kunne nå ind til et af de
steder, hvor det blev gennemført. Det var mit første besøg i Mo-
skva efter ti år i udlandet som emigrant. Jeg boede i min bedste-
mors lejlighed, og tilfældet ville, at den lå næsten lige ved siden af
Majakovskijpladsen. Da jeg opdagede, at gaden, Tverskaja, var af-
spærret, gik jeg gennem den ene baggård efter den anden, og da jeg
til sidst kom ud på pladsen gennem en portbue, befandt jeg mig
10
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
med ét midt i folkemængden. Jeg kunne ikke se andet end de for-
anståendes nakker og den ene række efter den anden af stort set
identiske grå eller sorte uldfrakker. Men jeg kunne høre en kvinde-
stemme, der rungede ud over de forsamlede og talte om, at for-
samlingsfriheden var forfatningssikret og ukrænkelig. Jeg vendte
mig om mod en mand ved siden af mig, der havde en gul plastic-
pose i den ene hånd og et barn ved den anden. »Hvem er det, der
taler?« spurgte jeg. »Starovojtova,« svarede han. I det samme be-
gyndte kvinden at anføre demonstrationsdeltagerne i et råb på
fem stavelser, der syntes at give genlyd over hele byen: »Ros-si-ja!
Jel-tsin!« Allerede mindre end et halvt år senere ophørte Sovjet-
unionen i realiteten med at eksistere, og Jeltsin blev det nye, demo-
kratiske Ruslands leder. At det var en uundgåelig udvikling, blev
klart for mig og mange andre netop den dag i marts, hvor folk i
Moskva trodsede de kommunistiske myndigheder og deres kamp-
vogne og insisterede på, at de ville tage til orde på en offentlig
plads.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang mødte Galina per-
sonligt, men vi blev veninder det år, hun underviste på Brown
University. Hun var tit gæst i min fars hjem i nærheden af Boston.
Jeg rejste frem og tilbage mellem USA og Rusland, og Galina blev
noget af en mentor for mig, når det gjaldt russisk politik, selv om
hun af og til protesterede og sagde, at hun endegyldigt var vendt
tilbage til den akademiske verden. Det må have været i december
1994, hun holdt op med at sige det, da Jeltsin indledte en militær
offensiv mod udbryderrepublikken Tjetjenien. Hans aktuelle råd-
givere havde åbenbart givet ham forsikringer om, at det føderale
magtcentrum hurtigt og smertefrit kunne tæmme dette oprør. Ga-
lina betragtede Tjetjenienskrigen som den katastrofe, det i realite-
ten var, og som den hidtil største trussel mod demokratiet i Rus-
land. Det forår var hun i Uralbjergene for at lede en kongres, der
havde til formål at genskabe hendes eget politiske parti, Demokra-
tisk Rusland, som et par år tidligere havde været den mest indfly-
delsesrige politiske kraft i landet. Jeg dækkede denne partikongres
for en af tidens førende russiske aviser, men på vej til byen Tjelja-
11
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
binsk – tre timer med fly, fulgt af tre timer med bus – blev jeg ud-
sat for et røveri. Det var næsten midnat, inden jeg ankom til Tjelja-
binsk, chokeret og pengeløs, og løb ind i Galina i hotellets vesti-
bule; hun var på vej ud efter en lang dags intense møder. Inden jeg
kunne nå at sige et ord, trak hun mig med op på sit værelse, hvor
hun stak mig et glas vodka og satte sig ved glassofabordet og gik i
gang med at smøre en stabel pølsemadder til mig. Hun lånte mig
også penge til billetten tilbage til Moskva.
Galina nærede tydeligt moderlige følelser for mig – jeg var
jævnaldrende med hendes søn, der var flyttet til England sammen
med sin far, omtrent samtidig med at hans mor blev en kendt poli-
tiker – men denne scene med pølsemadderne betød også noget
andet: I et land, hvor de eneste politiske rollemodeller var politiske
kommissærer i læderfrakker eller mere eller mindre affældige
gamle mænd fra partiapparatet, bestræbte Galina sig på at skabe
en fuldkommen ny figur, en politiker som også havde en menne-
skelig side. Ved en russisk feministkonference chokerede hun til-
hørerne ved at løfte op i kjoleskørtet; hun gjorde det kun for at be-
vise, at det, en mandlig politiker havde sagt om, at hun var hjulbe-
net, ikke passede. Hun var den første, der i et interview i et af de
nye ugeblade talte om, hvor svært det var for en kvinde, der var så
alvorligt overvægtig, som hun var, at finde tøj, der passede. Samti-
dig kæmpede hun ihærdigt og stædigt for at få gennemført refor-
mer på lovgivningsområdet. For eksempel forsøgte hun sidst på
året i 1997 igen at få lustrationsloven igennem – og igen uden held.
I 1998 lagde hun en masse kræfter i at undersøge en kampagne, der
havde finansieret nogle af hendes mest indflydelsesrige politiske
fjender, herunder den kommunistiske formand for Dumaen, det
russiske parlament. (Det kommuniske parti var blevet legaliseret
igen – og var blevet et af de mest populære).
Jeg spurgte hende, hvad der havde fået hende til at genoptage
sin politiske karriere, når hun udmærket vidste, at hun ikke igen
ville få den samme indflydelse, som hun tidligere havde haft. Hun
forsøgte flere gange at give mig et svar, men gik hver gang i stå, når
hun skulle forklare, hvad der havde motiveret hende. Til sidst rin-
12
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
gede hun til mig fra et hospital lige inden en operation; mens hun
ventede på at blive bedøvet, havde hun forsøgt at sætte ord på sit
livssyn og var omsider kommet i tanke om et billedligt udtryk for
det, som appellerede til hende. »En af de gamle græske myter
handler om harpyerne,« sagde hun. »De er skygger, som kun kan
få liv ved at drikke menneskeblod. Et liv som akademiker er et
skyggeliv af netop den slags. Men når man bidrager til at skabe
fremtiden, om så blot en lille del af fremtiden – for det er jo det,
politik handler om – så er det, at ens skygge kan få liv. Men kun
ved at man drikker blod, herunder sit eget.«
JEG FULGTE KATES BLIK. Hun stirrede stadig på ghettoblasteren,
der var begyndt at knase lidt, som om det krævede den de største
anstrengelser at få ordene ud gennem højtalerne. Nyhedsoplæse-
ren fortalte, at Galina var blevet skudt og dræbt nogle få timer tid-
ligere i opgangen til den etageejendom i Skt. Petersborg, hvor hun
boede. Hun var ankommet dertil med fly fra Moskva samme aften.
Hun og hendes juridiske assistent, Ruslan Linkov, havde først af-
lagt et kort besøg hjemme hos hendes forældre, inden de kørte vi-
dere til hendes lejlighed på Gribojedov-kajen, der ligger ved en af
kanalerne og er en af byens smukkeste gader. Da de kom ind i op-
gangen, virkede lyset ikke; attentatmændene, der ventede på trap-
pen, havde skruet alle pærerne ud. Alligevel fortsatte de op ad
trappen, mens de talte om en retssag, der kort forinden var blevet
rejst mod Galina af et af de nationalistiske partier. Så kom der en
hul lyd og et lysglimt. Galina holdt op med at tale. Linkov råbte:
»Hvad er det, I gør?« og løb lige imod kilden til lyden og lyset. Han
blev ramt af de to næste kugler, der blev affyret.
Ruslan Linkov blev tilsyneladende slået bevidstløs, men kom
bagefter til bevidsthed længe nok til at ringe en journalist op på
sin mobil. Det var denne journalist, der tilkaldte politiet. Og nu
fortalte stemmen i ghettoblasteren mig, at Galina var død, og at
Ruslan, som jeg også kendte og holdt af, var indlagt på hospitalet i
kritisk tilstand.
13
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
HVIS DENNE BOG HAVDE VÆRET EN ROMAN, ville min person sand-
synligvis have smidt alt, hun havde i hænderne, ved nyheden om
sin venindes død og ville, vel vidende at det skulle forandre hendes
liv for altid, være styrtet ud for at gøre et eller andet – hvad som
helst, der ville være øjeblikket værdigt. Men i den virkelige verden
ved vi sjældent, at vores liv forandrer sig ugenkaldeligt på de tids-
punkter, hvor tragedien rammer. Jeg tog af sted for at købe bade-
værelsesinstallationer til min nye lejlighed. Det var først, da hånd-
værkeren, som jeg havde med, sagde: »Har du hørt om det med
Starovojtova?« at jeg standsede op. Jeg kan huske, at jeg stirrede
ned på mine støvler og på sneen, der var grå og hårdt tiltrampet af
tusinder af håbefulde nye boligejeres fødder. »Mine folk og jeg
havde skrevet kontrakt på at bygge en garage til hende,« sagde han.
Af en eller anden grund var det netop da, mens jeg tænkte på, at
min veninde ikke ville få brug for sin nye garage, at jeg blev klar
over, hvor hjælpeløs, bange og vred jeg følte mig. Jeg skyndte mig
tilbage til min bil, kørte til stationen og tog med toget til Skt. Pe-
tersborg for at skrive historien om, hvad der var sket med Galina
Starovojtova.
De næste par år tilbragte jeg ofte flere uger i træk i Skt. Peters-
borg. Der var der endnu en historie, som ingen havde fortalt før
– selv om det var en meget større historie end nogen af dem, jeg
tidligere havde skrevet om, og endnu større end historien om mor-
det, hvor koldblodigt det end var, på en af landets mest kendte po-
litikere. Det, jeg fandt i Skt. Petersborg, var en by – Ruslands næst-
største – der udgjorde en stat i staten. Det var et sted, hvor KGB
– den organisation, Starovojtova havde kæmpet sit vigtigste og
mest håbløse slag imod – var almægtigt. Lokale politikere og jour-
nalister troede fuldt og fast på, at deres telefoner og kontorer blev
aflyttet, og det så ud til, at de havde ret. Det var et sted, hvor der
jævnligt blev begået mord på førende politikere og forretnings-
folk. Og det var et sted, hvor mislykkede forretninger let kunne
medføre, at en person havnede bag tremmer. Skt. Petersborg lig-
nede med andre ord i høj grad Rusland, sådan som hele landet
skulle komme til at se ud blot nogle få år senere, efter at magten
14
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
ved Vladimir Putins tiltræden som præsident blev overtaget af de
personer, der havde hersket i Skt. Petersborg i 1990’erne.
Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde givet ordre til mordet på
Galina Starovojtova (de to mænd, der med flere års forsinkelse
blev dømt for det, var bare blevet hyret til at myrde hende). Jeg
fandt heller ikke ud af, hvorfor det skete. Hvad jeg derimod fandt
ud af, var, at der hele vejen op gennem halvfemserne, mens unge
mennesker som jeg selv skabte en ny tilværelse i et nyt land, samti-
dig havde eksisteret en parallel verden i Skt. Petersborg. Der var
mange af de centrale træk ved det sovjetiske regime blevet bevaret:
Det var et regime, som arbejdede på at udrydde sine fjender – et
paranoidt og lukket system, der stræbte efter at opnå kontrol med
alt og alle og skaffe sig af med alt det, det ikke kunne kontrollere.
Det var umuligt at finde ud af, hvem der havde fået Starovojtova
dræbt, netop fordi det, at hun var stået frem som en fjende af det
regime, havde gjort hende til en mærket kvinde, en dødsdømt
kvinde. Jeg havde rejst i mange krigszoner og havde i bogstavelig
forstand måttet arbejde under granatbeskydning, men det her var
den mest skræmmende historie, jeg nogensinde havde måttet
skrive: Jeg havde aldrig før været tvunget til at beskrive en virkelig-
hed, der var så følelseskold og brutal, så entydig og så nådesløs, så
gennemkorrupt og så fuldkommen blottet for anger.
I løbet af nogle få år skulle det blive den virkelighed, hele Rus-
land levede med. Det, jeg vil fortælle om i denne bog, er, hvordan
det gik til, at det blev det.
15
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
1. kapitel
PRÆSIDENT VED ET UHELD
Forestil dig, at du har et land, men ingen til at regere det. Det
var denne vanskelige situation, Boris Jeltsin og inderkredsen
omkring ham mente, de stod i dengang, i 1999.
Jeltsin havde været syg længe. Han havde haft flere hjerteanfald
og havde gennemgået en hjerteoperation, kort efter at han var ble-
vet genvalgt og indledte sin anden præsidentperiode i 1996. De fle-
ste var overbeviste om, at han drak for meget – en udbredt og let
genkendelig russisk last – hvor meget folk i Jeltsins nærmeste om-
givelser end insisterede på, at hans lejlighedsvise forvirring og det,
at han ikke længere viste sig offentligt så tit som før, skyldtes andre
kroniske helbredsproblemer og ikke alkoholmisbrug. Hvad grun-
den end var, så havde Jeltsin under officielle besøg i udlandet flere
gange vrøvlet usammenhængende eller havde pludselig været for-
svundet, hvad der rystede hans støtter og skuffede hans vælgere.
I 1999 stod Jeltsin meget lavt i meningsmålingerne, og han var
ikke længere den samme politiker, som han havde været i sine vel-
magtsdage. Han brugte stadig mange af de kneb, der havde funge-
ret så fint for ham tidligere, med hyppige personudskiftninger,
med skiftevis at styre med hård hånd og at lade stå til og med at
udstille sin farverige personlighed på de strategisk rigtige tids-
16
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
punkter – men nu mindede han mest af alt om en bokser, der ra-
vede rundt i blinde i ringen, slog ud efter imaginære mål og ramte
ved siden af de reelle.
De sidste par år af sin anden præsidentperiode omrokerede han
desperat regeringen den ene gang efter den anden. Han afskedi-
gede en premierminister, der havde været i embedet i seks år, og
lod ham afløse af en fuldkommen ukendt 36-årig, hvorefter han
hentede den gamle premierminister tilbage et halvt år senere – og
fyrede ham igen efter kun tre uger. Jeltsin salvede den ene »kron-
prins« efter den anden, men stillede sin skuffelse over dem alle til
skue på en meget offentlig måde, der ofte var lige pinlig for den
konkrete kilde til Jeltsins mishag og dem, der var vidner til det.
Jo mere uforudsigelig præsident Jeltsin blev, desto flere fjender
fik han – og desto tættere samarbejdede hans fjender med hinan-
den. Tolv måneder inden udløbet af hans anden og dermed sidste
præsidentperiode sad Jeltsin i toppen af en endog meget vakkel-
vorn pyramide. Hans mange udskiftninger havde fjernet mere end
én generation af dygtige folk, og flere ministerier og føderale orga-
ner blev nu ledet af middelmådige yngre mænd, der var blevet su-
get opad i hierarkiet på grund af dette vakuum i toppen. Jeltsins
betroede allierede var så få og isolerede, at pressen simpelthen om-
talte dem som Familien. Familien bestod af Jeltsins datter, Tatjana,
hans stabschef Aleksandr Volosjin, den forhenværende stabschef
Valentin Jumasjev, som Tatjana senere giftede sig med, en anden
forhenværende stabschef, Anatolij Tjubajs, der var økonom og ar-
kitekten bag 1990’ernes privatiseringer i Rusland, samt forret-
ningsmanden Boris Berezovskij. Af det halve dusin såkaldte oligar-
ker – forretningsfolk, der var blevet superrige under Jeltsin og
havde sagt tak for det ved at bakke op om genvalget af ham – var
Berezovskij den eneste, der stadig stod loyalt ved præsidentens
side.
Jeltsin kunne ifølge forfatningen ikke stille op som præsident
for tredje gang, hans helbred var heller ikke godt nok til det, og
han havde al mulig grund til at frygte en fjendtligt indstillet efter-
følger. Jeltsin var nemlig ikke blot en upopulær politiker: Han var
17
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
den første politiker, russerne havde haft tillid til – og det gjorde, at
den bitre skuffelse blandt hans folk var lige så stor som den støtte,
han i sin tid havde inspireret til.
Landet var mørbanket, traumatiseret og skuffet. I slutningen af
1980’erne havde det oplevet en følelse af håb og sammenhold, der
kulminerede i august 1991, da folket besejrede den junta, der tru-
ede Gorbatjovs magt. Det gjorde, at folk fik tillid til Boris Jeltsin,
den eneste hersker i Ruslands historie, der var – og er – blevet valgt
ved frie valg. Til gengæld for denne tillid fik Ruslands befolkning
en hyperinflation, der slugte et helt livs opsparing i løbet af nogle
få måneder; de fik bureaukrater og forretningsfolk, der stjal fra
staten og fra hinanden, ofte helt åbenlyst; og de fik økonomisk og
social ulighed i en målestok, de aldrig havde oplevet før. Værst af
alt, så mistede mange og sandsynligvis de fleste russere enhver tro
på fremtiden – og dermed den følelse af sammenhold, der havde
holdt dem oppe i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne.
Jeltsins regering begik den graverende fejl ikke at tage stilling til
folkets sorger og bekymringer. Jeltsin, der havde været en ægte po-
pulist, som kørte med bybus og stillede sig op på en kampvogn for
at holde tale – hvad som helst, de forskellige situationer krævede
– ændrede sig i løbet af dette årti og trak sig mere og mere tilbage
til en ugennemtrængelig og bodyguardbevogtet verden af sorte li-
mousiner og lukkede møder. Den første premierminister, han ud-
pegede [i 1992], den intelligente unge økonom Jegor Gajdar, der
kom til at stå som en personificering af de postsovjetiske økono-
miske reformer, lagde ikke – heller ikke offentligt – skjul på, at han
betragtede den brede befolkning som for dumme til at indgå i en
diskussion af reformerne. Det russiske folk, der var blevet glemt af
deres ledere i smertens stund, søgte trøst i nostalgien – egentlig
ikke nostalgi efter den kommunistiske ideologi, der allerede flere
årtier tidligere havde opbrugt al sin inspirationskraft, men i en
længsel efter, at Rusland igen skulle blive en supermagt. Da vi nå-
ede til 1999, var der en mærkbart aggressiv stemning, og det var en
stor del af forklaringen på, at Jeltsin og Familien med rette blev
bange.
18
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
En følelse af krænkelse har det med at gøre folk blinde, og det
er på samme måde med aggressioner. Så et flertal af Ruslands be-
folkning var blinde for, hvor meget der reelt var blevet udrettet i de
ti år under Jeltsin. Trods de alt for mange forkerte løsninger un-
dervejs havde Rusland formået at privatisere en stor del af er-
hvervslivet, og de største af de privatiserede virksomheder havde
rundet et skarpt hjørne og var blevet konkurrencedygtige. Trods
den voksende ulighed fik det store flertal af russere et bedre liv i
løbet af denne periode: Antallet af husstande med tv, vaskema-
skine og køleskab voksede, antallet af privatbiler fordobledes, an-
tallet af russiske turister, der holdt ferie i udlandet, tredobledes
mellem 1993 og 2000. I august 1998 indstillede Rusland tilbagebe-
talingen af sin udlandsgæld, og det udløste en betragtelig, om end
kortvarig, inflationsstigning, men bagefter var der vækst i økono-
mien igen.
Massemedierne blomstrede. I løbet af imponerende kort tid
lærte russerne at lave seriøst og smukt fjernsyn, oprettede et utro-
lig stort antal bogforlag og skabte flere elektroniske publikationer.
Mange, men bestemt ikke alle landets problemer med manglende
infrastruktur var blevet løst, intercitytogene kørte til tiden, post-
væsenet var igen begyndt at fungere, antallet af husstande med
fastnettelefon voksede. Det første private russiske firma – en mo-
biltelefonudbyder, der var startet i 1992 – indregistrerede sine ak-
tier på New Yorks børs og klarede sig rigtig godt.
Alligevel virkede regeringen ude af stand til overbevise folk om,
at de havde det bedre end et par år forinden og bestemt bedre end
for ti år tilbage. Den følelse af usikkerhed, folk havde oplevet, si-
den Sovjetunionen smuldrede under deres fødder, var så stor, at
alle tab syntes at bekræfte deres forventninger om, at det kun ville
gå ned ad bakke, og få dem til at omforme enhver ny gevinst til
yderligere frygt for fremtidige tab. Jeltsin havde ikke andet at falde
tilbage på end sin populistiske facon: Han kunne ikke udfordre el-
ler ændre folks negative forventninger; han kunne ikke lede landet
frem mod nye idealer og en ny retorik. Han kunne ikke gøre andet
end at prøve at give folk det, de ville have.
19
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
Og det var bestemt ikke Jeltsin, de ville have i 1999. Adskillige
millioner russere holdt ham personligt ansvarlig for alle de tilba-
geslag, de havde oplevet de foregående ti år, for deres tabte håb og
knuste drømme – endda, virkede det som om, for deres for-
svundne ungdom – og de hadede ham af et ærligt hjerte. Hvem
der end blev landets leder efter Jeltsin, ville have kunnet opnå hur-
tig popularitet ved at retsforfølge sin forgænger. Det, den aldrende
præsident frygtede mest, var, at et politisk parti ved navn Ote-
tjestvo – Vsja Rossija (Fædrelandet er Hele Rusland, en hybrid-
form af to tidligere partibetegnelser og lige så klodset og uelegant
på russisk som i oversættelse) under ledelse af en tidligere premi-
erminister og flere borgmestre og guvernører skulle få magten og
hævne sig på Jeltsin og Familien – og at han ville ende sine dage i
fængsel.
Og det er netop her, Vladimir Putin kommer ind i billedet.
Ifølge Boris Berezovskijs udlægning af historien ledte Familien
altså efter Jeltsins efterfølger. Men hans version af historien er fuld
af selvmodsigelser. En lille gruppe personer, der var isolerede og
følte sig under belejring, ledte efter nogen, der kunne overtage
magten i verdens geografisk største land, med alle dets nukleare
missilhoveder og hele dets tragiske historie – og det eneste, der var
kortere end listen over kandidater, var listen over de kvalifikatio-
ner, der blev afkrævet disse kandidater. Alle med nogen form for
reel politisk kapital eller ambitioner – alle med et minimum af
personligt indblik i, hvad embedet krævede – havde allerede fjer-
net sig fra Jeltsin. De tilbageblevne kandidater var alle kedelige,
anonyme mænd i grå jakkesæt.
Berezovskij har senere hævdet, at Putin var hans protegé. Da
han fortalte mig dette i sit herskabshus uden for London – jeg
holdt mit løfte om ikke atsløre dets beliggenhed for nogen, efter at
jeg kom ind til byen igen bagefter – sagde han, at han havde lært
Putin at kende i 1990, da han forsøgte at udvide sine forretnings-
aktiviteter til også at omfatte Leningrad. Berezovskij var dengang
en forhenværende akademiker, der var blevet bilforhandler. Det,
han tjente penge på, var at sælge Ladaer – en noget sjusket frem-
20
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
stillet russisk kopi af en forældet Fiat-model. Desuden importe-
rede han brugte biler fra Vesteuropa og åbnede autoværksteder,
hvor man kunne få repareret de køretøjer, han solgte. Putin, der
var ansat under Leningrads borgmester Anatolij Sobtjak, hjalp Be-
rezovskij med at opnå tilladelse til at åbne en servicestation i byen
og nægtede at tage imod bestikkelse – det sidste var grunden til, at
Berezovskij huskede ham. »Han var den første af landets bureau-
krater, der ikke ville tage imod bestikkelse,« forsikrede Berezovskij
mig om. »På æresord. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.«
Berezovskij gjorde det derefter til en vane at »kigge forbi« Pu-
tins kontor, hver gang han var i Skt. Petersborg. Hvis man har
kendskab til Berezovskijs hektiske personlighed, var det sandsyn-
ligvis lige præcis kun et »kig forbi«, hvor oligarken stormede ind,
sludrede ophidset om det ene eller andet og stormede ud igen,
temmelig sikkert helt uden at notere sig, hvordan hans vært reage-
rede. Da jeg talte med Berezovskij, havde han svært ved at huske
noget som helst, Putin havde sagt til ham. »Men jeg opfattede ham
altså som en slags forbundsfælle,« insisterede han. Han var også
imponeret over, at Putin, der var blevet ansat i bystyrets ledelse, da
Sobtjak blev byens borgmester, senere afslog et tilbud om at fort-
sætte i jobbet under den nye borgmester, da Sobtjak ikke blev gen-
valgt.
Da Putin flyttede til Moskva i 1996 for at tiltræde en ny stilling i
administrationen i Kreml, begyndte de to at se mere til hinanden i
en eksklusiv natklub, Berezovskij havde åbnet i byens centrum. Be-
rezovskij havde benyttet sig af sine forbindelser og fået indkørsel
forbudt-skilte placeret for begge ender af karréen, sådan at han i
realiten havde afmærket hele det stykke af et beboelseskvarter som
sin private ejendom. (Beboerne i de mange etageejendomme på
den anden side af gaden over for natklubben kunne ikke længere
legalt køre hele vejen hjem eller parkere uden for deres huse).
Først på året i 1999 var Berezovskij imidlertid en mand under
belejring – ligesom resten af Familien, i hans tilfælde blot i endnu
højere grad, fordi han var den eneste fra denne inderkreds, der for
alvor værdsatte sin placering i Moskvas »bedre kredse«. Grunden
21
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
til, at Berezovskij var begyndt at blive en paria, var, at han så tyde-
ligt var ved at tabe en desperat magtkamp med forhenværende
premierminister Jevgenij Primakov, der var blevet leder af den po-
litiske modstand mod Jeltsin. »Det var min kæreste Lenas fødsels-
dag,« fortalte Berezovskij mig. »Vi blev enige om at lade være med
at invitere en hel masse mennesker, fordi vi ikke ønskede at belaste
deres forhold til Primakov. Derfor var det kun de nærmeste ven-
ner. Men så kom en af mine bodyguards hen og sagde: ‘Boris
Abramovitj, Vladimir Vladimirovitj Putin kommer om ti minut-
ter.’ Jeg sagde: ‘Er der da sket noget?’ Og han sagde: ‘Nej nej, han vil
bare sige tillykke med fødselsdagen til Lena.’ Og han kom ti minut-
ter senere, med en buket blomster. Jeg sagde: ‘Volodja, det havde
du da ikke behøvet.’ [Volodja, Volodjka, Vova og Vovka er kæle-
navne for Vladimir, her anført efter de forskellige grader af famili-
aritet, de udtrykker.]. ‘Du har rigeligt at tænke på. Eller gør du det
kun for et syns skyld?’ Og han svarede: ‘Ja, jeg gør det for et syns
skyld.’ Det var hans måde at cementere vores relation på. Det be-
gyndte som sagt med, at han ikke ville tage imod bestikkelse. Der-
næst at han ikke var illoyal over for Sobtjak efter valgnederlaget.
Og nu dette, der overbeviste mig endeligt om, at han var en god og
meget kontant mand – KGB-mand, jo, men alligevel en god
mand.« Det steg Berezovskij til hovedet.
Berezovskij var skåret over samme læst som de øvrige første
russiske forretningsmænd efter kommunismens fald. Ligesom
dem var han intelligent, veluddannet og elskede at løbe en risiko.
Ligesom mange af dem fra denne første tid var han jødisk, hvad
der havde gjort ham til en outsider allerede som barn. Ligesom
dem havde han meget store ambitioner og en grænseløs energi.
Han havde en ph.d. i matematik og indledte sine forretningsakti-
viteter med import/eksport af biler og åbning af servicestationer.
Ved at sørge for, at hyperinflationen udhulede kreditterne, svind-
lede han i sin essens millioner af dollar fra landets største bilfabri-
kant, Lada-fabrikkerne. Først og midt i halvfemserne gik han ind i
bankvirksomhed, og samtidig med, at han fortsatte med at holde
snor i bilforretningerne, fik han andel i et af de store olieselskaber,
22
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
og, nok så afgørende, opnåede han aktiemajoritet i Kanal 1, det
privatiserede landsdækkende tidligere statslige tv og Ruslands
mest sete tv-kanal – hvilket gav ham direkte adgang til 98% af den
russiske befolknings stuer.
Ligesom flere andre af den tids oligarker var Berezovskij med til
at finansiere Boris Jeltsins genvalgskampagne i 1996. Men i mod-
sætning til de øvrige skaffede han sig også en række politiske ud-
nævnelser. Han rejste landet tyndt, formidlede politiske aftaler, var
fredsforhandler i Tjetjenien og nød at befinde sig i offentlighedens
søgelys. Han skabte sig et image som den grå eminence bag tro-
nen, og han overdrev absolut, hvor stor indflydelse han havde, og
troede lige så sikkert højst selv på halvdelen af det, han sagde eller
antydede, allerede mens han sagde eller antydede det. Mere end én
generation af udenlandske avis- og tv-korrespondenter i Rusland
var imidlertid overbeviste om, at Berezovskij var den reelle magt-
haver bag Jeltsin.
INGEN ER LETTERE AT MANIPULERE MED END EN MAND, der overdri-
ver sin egen indflydelse. Mens Familien så sig om efter Ruslands
fremtidige leder, blev der holdt en række møder mellem Berezov-
skij og Putin. Putin var på det tidspunkt blevet chef for FSB, den
russiske statssikkerhedstjeneste. Jeltsin havde fjernet de gamle pin-
ger fra alle poster ad flere omgange, og FSB – Den Føderale Sikker-
hedstjeneste, som KGB’s afløser var kommet til at hedde – var ikke
nogen undtagelse. Hvis man skal tro Berezovskij, var det ham, der
i forbindelse med udnævnelsen af en ny FSB-chef nævnte Putins
navn over for Valentin Jumasjev, chefen for præsidentadministra-
tionen. »Jeg sagde: ‘Vi har Putin, og han plejede at arbejde i det
hemmelige politi, ikke?’ Og Valentin sagde: ‘Jo, det gjorde han,’ og
jeg sagde: ‘Hør, jeg tror, at han vil være en mulighed. Tænk lige
over det: Han er trods alt en af vennerne.’ Og Valentin sagde: ‘Men
hans rang er meget lav.’ Og jeg sagde: ‘Hør her, der er en revolution
i gang, og der er blevet vendt op og ned på alting, så ...’«
Som beskrivelse af beslutningsprocessen i forbindelse med ud-
nævnelsen af en efterretningschef i en atommagt lød den samtale,
23
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
han refererede, så absurd, at jeg faktisk var mest tilbøjelig til at tro
på ham. Putins rang var ganske rigtigt meget lav: Han var udtrådt
af aktiv tjeneste i KGB med grad af oberstløjtnant og var som offi-
cer af reserven blevet automatisk opgraderet til oberst. Senere har
Putin hævdet, at han blev tilbudt forfremmelse til general i forbin-
delse med sin overtagelse af stillingen som efterretningschef, men
sagde nej tak til denne ære. »Man behøver ikke være general for at
udstede ordrer til oberster,« lød hans kones forklaring på denne
beslutning. »Man skal bare have evner for det.«
Hvad enten Putin havde evnerne eller ej, var det tydeligt, at han
følte sig usikker i sit nye job. Han gik hurtigt i gang med at ind-
sætte folk, han kendte fra Leningrads KGB, i ledende stillinger i
FSB på landsplan. Alligevel var han ikke engang tryg ved sit eget
kontor i FSB-hovedkvarteret: Hver gang han mødtes med Bere-
zovskij der, gik de ud for at tale sammen i en tom elevatorskakt
bag kontoret; det var det eneste sted i bygningen, Putin mente, at
de ikke ville blive aflyttet. Mellem disse triste og dysfunktionelle
kulisser mødtes Berezovskij med Putin stort set dagligt for at dis-
kutere sin kamp mod forhenværende premierminister Primakov
og, til sidst, for at tale om, hvem der skulle være Ruslands næste
præsident. Den potentielle kandidat stillede sig først tvivlende, hu-
skede Berezovskij fra sit eksil, men han var villig til at lytte. En af
gangene kom Putin af vanvare til at smække døren mellem eleva-
torskakten og gangen foran sit kontor, og de måtte banke løs på
den, til der kom nogen og lukkede dem ind.
I sidste ende gjorde Berezovskij, der følte sig som hele landets
repræsentant, altså kur til Putin. I juli 1999 fløj Berezovskij til Biar-
ritz på Frankrigs vestkyst, hvor Putin var på ferie. »Jeg havde ringet
til ham og meldt min ankomst,« fortalte Berezovskij. »Jeg sagde, at
jeg ville tale med ham om noget meget seriøst. Jeg ankom, og han
holdt ferie der sammen med konen og deres to døtre, i meget be-
skedne rammer. De boede i noget, der lignede en boligblok eller en
ejendom med ferielejligheder. Et lille køkken, et soveværelse eller
et par soveværelser. Virkelig utrolig beskedent.« På det tidspunkt
var de russiske millionærer – og der kan ikke herske tvivl om, at
24
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
Putin allerede dengang selv var en af dem – blevet vant til at holde
ferie i luksuriøse villaer på den franske riviera, hvad der var grun-
den til, at Berezovskij blev så imponeret over de relativt beskedne
rammer om Putins og hans families sommerferie.
»Vi tilbragte en hel dag med at tale sammen. Til sidst sagde han:
‘Okay, lad os gøre et forsøg. Men du er forhåbentlig klar over, at
det må være Boris Nikolajevitj [Jeltsin] selv, der siger det til mig.«
Det minder utroligt meget om en gammel jødisk shtetl-vittig-
hed. En ægteskabsmægler aflægger besøg hos en aldrende lands-
byskrædder for at drøfte muligheden for at arrangere et ægteskab
mellem skrædderens mellemste datter og arvingen til familien
Rothschilds bankimperium. Skrædderen kommer med den ene
indvending efter den anden: Han ønsker ikke at gifte den mellem-
ste bort først, så længe hendes ældre søster stadig er ugift, han øn-
sker ikke, at hans datter skal flytte så langt væk hjemmefra, og han
er ikke sikker på, at familien Rothschild er helt så fromme jøder,
som han ønsker, at hans datters mand skal være. Ægteskabsmægle-
rens svar på alle disse indvendinger er det samme: Det drejer sig
trods alt om arvingen til familien Rothschilds kæmpeformue. Til
sidst går skrædderen med til det. »Glimrende,« siger ægteskabs-
mægleren. »Så mangler jeg kun at tale med familien Rothschild.«
Berezovskij beroligede Putin. »Jeg sagde: ‘Volodja, hvad mener
du? Det er ham, der har sendt mig, bare for at være sikker på, at
der ikke er nogen misforståelser, sådan at han slipper for selv at
foreslå dig det, og du så skulle svare det samme, som du sagt til
mig flere gange, at du ikke vil.’ Så sagde han ja. Jeg tog tilbage til
Moskva og fortalte Valentin Jumasjev om vores samtale. Kort efter
– jeg husker ikke længere, hvor mange dage senere det var – kom
Putin tilbage fra ferie og mødtes med Boris Nikolajevitj. Og Boris
Nikolajevitjs reaktion var ikke helt entydig. I hvert fald kan jeg hu-
ske en af de ting, han sagde til mig: ‘Han virker sådan set okay,
men er han ikke rigeligt lille?’«
Tatjana Jumasjeva, Jeltsins datter, husker historien anderledes.
Hun husker det sådan, at Volosjin, den daværende chef for præsi-
dentens administration, tog en diskussion med Tjubajs, der var
25
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
den tidligere administrationschef. De var enige om, at Putin ville
være et godt valg som efterfølger, men Tjubajs tvivlede på, at det
russiske parlament ville godkende Putin, hvis han blev udpeget til
premierminister. Det var, mens de to fremlagde deres synspunkter
for Jeltsin, at Berezovskij tog til Biarritz på frierfødder – men kun
fordi han så gerne ville have, at Putin og resten af landet skulle op-
fatte ham som den nye kongemager.
Ligesom de øvrige implicerede i dette »præsidentvalg« husker
Tatjana Jumasjeva dog også deres panik, når det gjaldt den aktuelle
politiske situation og landets fremtid. »Tjubajs mente, at Dumaen
ville nægte at godkende Putin som premierminister. Det ville
medføre, at der skulle stemmes tre gange, og at parlamentet deref-
ter ville blive opløst. [Den russiske forfatning gjorde det muligt for
den siddende præsident at gennemtvinge tre afstemninger vedrø-
rende godkendelse af en af ham udpeget premierminister og der-
efter opløse parlamentet]. Men hvis der blev udskrevet nyvalg,
ville kommunisterne sammen med Primakov [den tidligere pre-
mierminister] og Luzjkov [Moskvas overborgmester] få et stort
flertal, måske endda konstitutionel majoritet. Derefter ville landet
udvikle sig i en katastrofal retning, og det ville måske føre til bor-
gerkrig. Det bedst mulige scenarium ville i så fald være, at magten
tilfaldt nykommunisterne, der i en vis grad havde tilpasset sig de
moderne betingelser, men det ville medføre, at erhvervslivet blev
nationaliseret igen, at grænserne blev lukket, og at mange af mas-
semedierne også ville blive lukket.«
»Situationen grænsede til det katastrofale,« sagde Berezovskij,
da han skulle beskrive det for mig. »Vi havde mistet tid, og vi
havde mistet vores forspring. Primakov og Luzjkov var godt i gang
med at befæste deres position overalt i landet. Omkring halvtreds
af guvernørerne [ud af landets i alt niogfirs regionale guvernører]
havde allerede meldt sig ind i Primakovs politiske bevægelse. Og
Primakov var et monster, der havde tænkt sig at vende udviklingen
og omgøre alt det, der var blevet opnået i Jeltsin-årene.«
Når nu Familien opfattede situationen som så desperat, hvad
fik dem så til at betragte netop Putin som deres redningsmand?
26
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
Tjubajs opfattede ham som den ideelle kandidat. Berezovskij be-
tragtede ham tydeligvis som et fremragende valg. Hvad troede de,
at Putin stod for, og hvad fik dem til at tro, han overhovedet var
kvalificeret til at være landets leder?
DET NOK MEST BIZARRE I FORBINDELSE MED PUTINS MAGTOPSTIG-
NING ER, at de mennesker, der placerede ham på tronen, vidste no-
genlunde lige så lidt om ham, som en udenlandsk læser gør. Bere-
zovskij fortalte mig, at han aldrig havde betragtet Putin som en
privat ven og ikke opfattede ham som en særlig spændende person
– en stærk udtalelse fra en mand med en så overstrømmende fa-
con, at han med sin entusiasme straks trækker enhver med intel-
lektuelle ambitioner ind i sin kreds og fastholder vedkommende
der alene ved hjælp af ren og skær menneskelig tiltrækningskraft.
Den omstændighed, at han ikke opfattede Putin som spændende
nok til at trække ham ind i sin cirkel, antyder, at han ikke kunne se
den mindste gnist af noget interessant ved manden. Men eftersom
han også selv betragtede Putin som en mulig efterfølger for Jeltsin,
må han have ment, at netop de egenskaber, der gjorde, at han selv
holdt sig på en armslængdes afstand af ham, var det, der gjorde
ham til en så ideel kandidat: At Putin åbenbart hverken havde per-
sonlighed eller sine egne, personlige interesser og derfor ville
kunne styres og manipuleres med. Berezovskij kunne ikke have ta-
get mere alvorligt fejl.
For Anatolij Tjubajs’ vedkommende, så havde han kort stiftet
bekendtskab med Putin, dengang han fungerede som økonomisk
rådgiver for Skt. Petersborgs borgmester, Sobtjak, hvor Putin
netop var blevet ansat som medlem af Sobtjaks ledelsesteam. Han
huskede Putin, som han havde været det første år i bystyret, det
havde været et spændingsfyldt år, og dengang havde Putin været
energisk og nysgerrig og havde altid stillet spørgsmål. Tjubajs flyt-
tede fra Skt. Petersborg til Moskva i november 1991, da han blev
gjort til minister, og hans indtryk af Putin stammede fra næsten ti
år tidligere.
Og hvor meget vidste Boris Jeltsin selv om den kronprins, han
27
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012/first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie
snart skulle indsætte som sin efterfølger? Han vidste, at Putin var
en af de få af hans mænd, der var forblevet loyal over for ham. Han
vidste også, at han tilhørte en anden generation: I modsætning til
Jeltsin selv, hans nye ærkerival Primakov og hele Primakovs hær af
guvernører havde Putin ikke gjort karriere op gennem det kom-
munistiske parti og var efter Sovjetunionens sammenbrud derfor
sluppet for tage offentligt afstand fra sit hidtidige tilhørsforhold.
Han så også anderledes ud: De øvrige var alle store, kraftige mænd
og tilsyneladende permanent rynkede, hvorimod Putin var lille og
tynd og havde fået for vane at gå i velsiddende vesteuropæiske ha-
bitter – han lignede dermed meget mere Det Ny Rusland, som Jelt-
sin havde lovet vælgerne ti år tidligere. Desuden vidste Jeltsin – el-
ler troede, at han vidste – at Putin aldrig ville tillade en retssag
mod ham eller forfølgelse af ham, efter at han var gået på pension.
Og hvis Jeltsin havde bare lidt af sin tidligere så fænomenale politi-
ske tæft tilbage, må han også have vidst, at russerne ville kunne
lide denne mand, som de arvede, og som arvede dem.
Alle kunne altså udstyre denne grå og almindelige mand med
netop de egenskaber, de ønskede at se hos landets nye leder.
Den 9. august 1999 blev Vladimir Putin af Boris Jeltsin udpeget
til premierminister i Den Russiske Føderation. Ugen efter blev
denne udnævnelse bekræftet af et stort flertal i Dumaen: Han viste
sig at blive opfattet som præcis så sympatisk, eller i det mindste
præcis så harmløs, som Jeltsin havde fornemmet, at han ville blive
opfattet som.
28