D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

På rejse efter anerkendelse – Et studie af hjemløse romaer i Danmark Kristin Storck Rasmussen, Lotte Langgaard Andersen & Mathilde Nygaard Sørensen

Nr. 257/2009

Projekt- & Karrierevejledningen

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 257/2009 På rejse efter anerkendelse – Et studie af hjemløse romaer i Denmark Kristin Storck Rasmussen, Lotte Langgaard Andersen & Mathilde Nygaard Sørensen ISSN: 1339-5367 ISBN: 9788791536304 Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade 5 1014 København K 35 32 30 99 www.samf.ku.dk/pkv pkv@samf.ku.dk

SOCIOLOGISK INSTITUT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

På rejse efter anerkendelse - Et studie af hjemløse romaer i Danmark

Billede af: Søren Rud Af: Kristin Storck Rasmussen Lotte Langgaard Andersen Mathilde Nygaard Sørensen Bachelorprojekt, sommer 2009

Opgavens omfang: 189.008 tegn inkl. mellemrum Fodnoters omfang: 2.716 tegn inkl. mellemrum

Indhold

Abstract ........................................................................................................................................... 3 Indledning ....................................................................................................................................... 4 Begrebsafklaring .............................................................................................................................. 7 Den hermeneutiske tradition ............................................................................................................ 9 Den filosofiske hermeneutik ............................................................................................................. 9 Socialkonstruktivistisk bidrag .......................................................................................................... 11 Kritik af hermeneutikken ............................................................................................................... 11 Fælles forforståelse ......................................................................................................................... 13 Oplevelser med hjemløse ................................................................................................................ 13 Romaers udseende og traditioner .................................................................................................... 13 Forventet opførsel .......................................................................................................................... 14 Metodisk fremgangsmåde ............................................................................................................... 15 Kriterier for udvælgelse af informanter ........................................................................................... 15 Kontakt til informanter på nødherberget ......................................................................................... 15 Kontakt til informanter på gaden og overvejelser derom .................................................................. 16 Præsentation af informanter ........................................................................................................... 17 Tristan: ................................ ................................ ................................ ................................ ................................ ................... 17 Daniela: ................................ ................................ ................................ ................................ ................................ .................. 17 Nicolae: ................................ ................................ ................................ ................................ ................................ .................. 18 Fransisca: ................................ ................................ ................................ ................................ ................................ ............... 18 Henri: ................................ ................................ ................................ ................................ ................................ ..................... 18 Rammerne for interviewene ............................................................................................................ 19 Frembringelse af interviewguide ..................................................................................................... 21 Vores position i frembringelsen af viden ......................................................................................... 23 Anonymitet .................................................................................................................................... 23 Informeret samtykke ...................................................................................................................... 23 Overvejelser i forbindelse med interview ......................................................................................... 25 Overvejelser ved brug af tolk i en interviewsituation........................................................................ 28 At være neutral............................................................................................................................... 28 At oversætte neutralt ...................................................................................................................... 29 Tolkens rolle i interviewet ............................................................................................................... 30 Vores rolle i et interview med tolk ................................................................................................... 30 Taknemmelighedsgæld .................................................................................................................... 31 Tavshedspligt ................................................................................................................................. 32 Romaernes historie ......................................................................................................................... 33 Romaerne som forfulgte ................................................................................................................. 33 Tradition ........................................................................................................................................ 34 Romaernes traditionelle skikke og livsindstillinger ............................................................................ 35

Romaerne i Rumænien ................................................................................................................... 36 Analysestrategi ............................................................................................................................... 39 Kodning ........................................................................................................................................ 39 Teorivalg ........................................................................................................................................ 40 Manglende netværk ........................................................................................................................ 42 Hvad netværk gør for muligheden for at få arbejde og bolig ............................................................. 42 De svage bånds styrke .................................................................................................................... 42 Betydningen af netværk for hjemløse romaer .................................................................................. 44 Arten af de hjemløse romaers netværk ............................................................................................ 44 Mestringsstrategier ......................................................................................................................... 48 Informations- og arbejdssøgning..................................................................................................... 49 Opretholdelse og udvikling af arbejdsevner ..................................................................................... 50 Forskel på deres strategier (udadvendt eller ej) ........................................................................................50 (U)overensstemmelser i forhold til vores forforståelse ...................................................................... 51 Mangel på anerkendelse .................................................................................................................. 52 Fra uretfærdighed til anerkendelse ................................................................................................... 52 Midlerne mod uretfærdighed........................................................................................................... 54 Statusmodellen ............................................................................................................................... 57 Diskrimination som hindring .......................................................................................................... 60 De etablerede og outsiderne ........................................................................................................... 60 Diskrimination på tværs af grænser ................................................................................................. 61 Diskrimination fra de ressourcestærke etablerede? ..................................................................................63 Internalisering af gruppestigma ...................................................................................................... 64 Opsamlende afsnit ................................................................................................................ 66 Sammenspil mellem de tre former for hindringer ............................................................................. 66 Hindringernes påvirkning af hverdagslivet....................................................................................... 66 Sproget som hindring ..................................................................................................................... 67 Videreførelse af internalisering ....................................................................................................... 67 Forsvarsposition ............................................................................................................................. 68 Modstridende udsagn ..................................................................................................................... 69 Revidering af først antaget forforståelse .......................................................................................... 70 Problematisering af den skabte viden .............................................................................................. 71 Validitet ......................................................................................................................................... 71 Interviewguide ............................................................................................................................... 71 Interview ....................................................................................................................................... 72 Analysen ........................................................................................................................................ 72 Reliabilitet ...................................................................................................................................... 72 Interview ....................................................................................................................................... 72 Tolken ........................................................................................................................................... 73 Generaliserbarhed .......................................................................................................................... 73 Konklusion .................................................................................................................................... 75

Referencer ..................................................................................................................................... 77 Hjemmesider ................................................................................................................................. 78

3

Abstract

In this paper we want to illustrate some of the obstacles the homeless Roma people experience in their

meeting with the surrounding society, in this case Denmark, in their effort to create a bearable life with

the wish of a job and a place to live. With the present Danish law that command that you need to have

a job to be qualified to a legal stay or to be self-supporting while looking for one it all depends on the

individual’s personal resources and how you are met by your surroundings.

What obstacles is it the homeless Roma people meet when they are standing on the brink of society

and what is needed when they have to find their place in the community as individuals as well as a

group? By obstacles we have chosen to look more into discrimination, the lack of recognition and the

lack of network and how these affect the homeless Roma people’s everyday life in Denmark.

We have made 5 qualitative interviews with homeless Roma people in Denmark with the help from a

volunteered interpreter.

Through the interviews and the interpretation of them we have come to the following conclusions:

The homeless Roma people experience discrimination of verbal as well as of physical art. No matter

what social context they are in they are always in the bottom of the hierarchy. They are the outsiders

among the outsiders. Furthermore they are denied as equal participants in society on the legislative plan

and the contempt for the homeless Roma people has also spread to the civilian population. When they

are discriminated and despised network becomes more important than normal as a way to recognition.

But also here they are marginalized since they don’t have many useful networks to draw on. It is

difficult for them not to internalise this contempt and negative notion on them which cause shame and

low self-esteem.

4

Indledning

Man har i de seneste år kunnet konstatere en stadig større andel af hjemløse med indvandrerbaggrund i

Danmark og i særdeleshed i storbyen København (Järvinen 2004:15). Med østudvidelsen af EU i 2004

og 2007 er flere østeuropæere taget hertil i håbet om at få et arbejde. Det er dog ikke alle, der har været

så heldige, og andre, som det lykkedes for, er blevet fyret igen, da finanskrisen for alvor tog fat. Mange

af disse østeuropæere er således endt på gaden. Samtidig med at antallet af østeuropæiske hjemløse

stiger i Danmark, har regeringen valgt at forbyde herberger, der modtager offentlig støtte, samt

kommuner at hjælpe de indvandrere, der endnu ikke har opnået en opholdstilladelse (Ugebrevet A4,

artikel 11). Herbergerne trues altså med, at de mister statsstøtten, hvis de hjælper folk uden

opholdstilladelse, og der er ofte tale om en uundværlig procentdel af herbergernes samlede budget.

Regeringen er for nylig kommet med et udspil, der tilsigter at afhjælpe hjemløshed, men her ignoreres

altså behovet for hjælp til de udokumenterede hjemløse indvandrere. Regeringen afviser at hjælpe dem

med den begrundelse, at de skal rejse, hvis de ikke kan forsørge sig selv (Ugebrevet A4, artikel 22).

Mange af de østeuropæere, der er endt på gaden, er ligesom de hjemløse romaer, vi har interviewet,

kommet hertil i håbet om at finde arbejde; dette er ofte sket på direkte invitationer og lokkende tilbud

om at komme til Danmark og arbejde, men af mange forskellige grunde er det ikke lykkedes dem at få

en fast tilknytning til arbejdsmarkedet (Ugebrevet A4, artikel 1). Ugebrevet A4 anfægter derfor også

rimeligheden i, at det danske samfund har tjent op mod fire milliarder om året på østeuropæisk

arbejdskraft og samtidig ikke vil hjælpe de mindre heldige af arbejdsindvandrerne (Ugebrevet A4,

artikel 1).

EU’s frie bevægelighed er betinget af arbejdskraft, og man har derfor i udgangspunktet kun mulighed

for at blive i Danmark på lovlig vis, hvis man får et arbejde eller har skaffet et arbejde før ankomst. Det

er også først da, man opnår ret til sociale ydelser, hvilket vil sige, at man skal være selvforsørgende

under forløbet, hvor man søger arbejde. Det sorterer mange ressourcesvage fra, hvilket ifølge en

medarbejder fra Dansk Flygtningehjælp også er meningen (bilag 14, linje 54). Zygmunt Bauman

diskuterer problematikken om de åbne grænser i sin bog ”Globalisering”:

”Krav om indrejsevisa bliver i stigende grad aftrappet over hele kloden. Men ikke paskontrol. Den er der stadig behov for –

til at udrede forvirringen, som afskaffelsen af visa måske har medført: nemlig til at adskille de mennesker, for hvis

bekvemmelighed og bevægelsesfrihed visatvangen blev afskaffet, fra dem som burde være blevet, hvor de var – det var slet ikke

meningen, at de skulle rejse nogen steder. (…) Nogle af os nyder den nye bevægelsesfrihed uden papirer. Andre får af samme

grund ikke lov at blive, hvor de er.” (Bauman 1999:86).

1 http://ugebreveta4.dk/2009/200915/Leder.aspx 2

http://ugebreveta4.dk/2009/200915/Baggrundoganalyse/Oesteuropaeiske_hjemloese_overtager_gaderne_i_Koebenhavn.aspx

5

De, der alligevel bliver i Danmark og forsøger at finde et arbejde, lever uden for systemet, da de jævnfør

ovenstående ikke er berettiget til nogen form for hjælp lige med undtagelse af akut lægehjælp.

Det er altafgørende for et stabilt ophold i Danmark, at man kommer i arbejde, men det kan være meget

ressourcekrævende, da man skal have styr på rettigheder og love. Desuden kræver de fleste

arbejdspladser, at man har et sted at bo og et cpr-nummer først, men da man er udelukket fra disse ting,

når man ikke har et arbejde, kan det virke nærmest umuligt at få en fod inden for i det danske samfund.

På projekt UDENFORs hjemmeside kan man læse beretningen om en udenlandsk hjemløs, der

kæmpede i flere år for at bryde denne cirkel og til sidst lykkedes, men kun med projekt UDENFORs

vedvarende hjælp3. En af de hjemløse romaer, vi har talt med, fortæller ligeledes, at ”alt det med papirer er

meget kompliceret for mig, fordi alle de her krav om papirer er en stor hindring for mig i forbindelse med at få et job”

(Tristan, linje 200-201).

Med gruppen af østeuropæere, der kommer til Danmark i håb om arbejde, men ender som hjemløse,

følger der også en gruppe af romaer, som vi i denne opgave ønsker at undersøge nærmere. Vi mener, at

en af sociologiens forpligtelser er at gå ud og afdække grupper, der kan være glemt eller overset. Der

findes ikke særlig megen viden om hjemløse romaer i Danmark, og de hjælpeorganisationer, der

beskæftiger sig med hjemløse, har derfor svært ved at hjælpe lige præcis denne gruppe til bedre vilkår

ud over at sørge for lidt mad og måske en sovepose til dem. Vi vil med denne opgave prøve at belyse

nogle af de hindringer, som de hjemløse romaer oplever i deres møde med omverdenen, i dette tilfælde

Danmark, i deres bestræbelser på at skabe sig en tålelig tilværelse med ønsket om et arbejde og en bolig.

De hjemløse romaer, vi har været i kontakt med, kommer alle fra Rumænien, og vi anser dem som

indvandrere, der kommer til Danmark for at få arbejde, men samtidig mener vi også, at en roma kan gå

under betegnelsen flygtning, selvom de officielt ikke er anerkendt som sådanne. Bauman beskriver

turisten, der er fri til at rejse, og vagabonden, der rejser af nød:

”Mange ville måske rejse andre steder hen eller ligefrem nægte at begynde på en omrejsende tilværelse – hvis de var blevet

spurgt, men de er aldrig blevet spurgt. Når de er i bevægelse, er det fordi ’det at blive hjemme’ i en verden, der er skræddersyet

til turisten, føles som en ydmygelse og som lutter slid og slæb, og i det lange løb virker det alligevel ikke som et fornuftigt

foretagende.” (Bauman 1999:90f).

Fortællingen om romaerne er, at de er et rejsende folk, men de rejser ikke af lyst, men af nød, fordi

alternativet til at rejse ville være et endnu værre scenarium. De rejser fra forfølgelse og fattigdom,

desperate efter en tilværelse, hvor der er mulighed for at overleve som det mindste kriterium, der skal

opfyldes. Derfor ligger de hjemløse romaer i Danmark mellem kategorien indvandrer og flygtning, i

”ingenmandsland”. De besidder ikke de ressourcer, som mange indvandrere gør, når de kommer hertil

for at søge arbejde, i form af uddannelse, en smule økonomisk kapital og et sprog, man kan gøre sig

3 http://www.udenfor.dk/dk/Materiale/Files/Nyheder/Tema+udenlandske+hjeml%C3%B8se+1.artikel.pdf

6

forståelig på i et fremmed land. Men de tilhører heller ikke flygtningekategorien, da romaer ikke er

politiske flygtninge eller kommer fra et land i krise. Vi mener, at man ud fra romaernes historie kan se

en tendens til systematisk undertrykkelse og forfølgelse (hvilket vi vil uddybe og begrunde i et afsnit

om romaernes baggrund og kultur), og at de derfor burde anses som flygtninge; men fordi det har varet

ved i så mange år, og derfor ikke er en umiddelbar akut tilstand, lukker omverdenen øjnene for det og

overlader dem til sig selv. Det er først inden for de sidste 10-20 år, at romaerne er begyndt at blive

anerkendt som nationalt mindretal i nogle lande, bl.a. Sverige4, og har fået deres egen internationale

romadag d. 8. april.

Med en dansk lovgivning, der påbyder, at man skal have et arbejde for at have lovligt ophold og være

selvforsørgende, mens man søger det, står og falder det hele med individets personlige ressourcer, og

hvordan vedkommende bliver mødt af sine omgivelser. Hvilke hindringer er det, de hjemløse romaer

møder, når de står på randen af samfundet, og hvad skal der til, for at de kan finde deres plads i

fællesskabet, som individer og som gruppe? Disse spørgsmål finder vi meget væsentlige for vores

undersøgelse, og de har bragt os til følgende problemformulering:

Mere konkret ønsker vi at opnå svar på følgende undersøgelsesspørgsmål inden for de tre hindringer:

Manglende netværk:

1) Har de hjemløse romaer netværk, de kan trække på med hensyn til at forbedre deres muligheder

for f.eks. at få et arbejde og et sted at bo i Danmark?

2) Hvilken betydning har netværk eller mangel på samme for deres muligheder for at indfri deres

ønsker for tilværelsen i Danmark?

3) Hvordan forsøger de selv at skabe sig netværk, der kan fremme mulighederne for at indfri disse

ønsker?

Mangel på anerkendelse:

1) Hvorvidt forhindres hjemløse romaer i Danmark i lige deltagelse i det sociale liv?

2) Hvordan kan hjemløse romaer i Danmark opnå anerkendelse?

Diskrimination:

1) Hvordan kommer diskriminationen mod de hjemløse romaer i Danmark til udtryk?

2) Hvordan præger diskriminationen de hjemløse romaers selvforståelse?

4 http://www.graenseforeningen.dk/artikel/21607

Hvilke hindringer og marginaliseringer i form af diskrimination, mangel på anerkendelse og

manglende netværk oplever hjemløse romaer i det danske samfund, og hvordan påvirker disse

hindringer og marginaliseringer deres hverdagsliv i Danmark?

7

Begrebsafklaring

Vi bruger i vores opgave forskellige begreber og ord, vi i nedenstående afsnit vil begrebsafklare. Dette

gør vi for at eksplicitere ordenes og begrebernes betydning, sådan som vi forstår dem, og sådan som vi

har brugt dem i opgaven, så der ikke opstår nogen forvirring omkring betydningerne.

Hjemløshed:

I Danmark er der ikke nogen officiel definition af hjemløshed. Men i 2007 gennemførte 'Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd' en kortlægning af hjemløshed i Danmark. I den forbindelse definerede

de, hvad hjemløshed i deres undersøgelse indebar. Denne definition tilslutter vi os, i og med at

hjemløshed er defineret meget bredt. De skriver, at de definerer en person som hjemløs, hvis han/hun

befinder sig i en af følgende syv situationer:

1) Personen mangler tag over hovedet den kommende nat. Herunder regnes personer, som sover

på gaden, i en trappeopgang, i et skur e.l., som giver en form for ly.

2) Personen opholder sig på et akut/midlertidigt botilbud som f.eks. herberger, forsorgshjem og

natvarmestuer.

3) Personen opholder sig på hotel, vandrerhjem, campingplads e.l. pga. hjemløshed.

4) Personen bor midlertidigt og uden kontrakt hos venner/bekendte eller familie.

5) Personen bor i en midlertidig udslusningsbolig, støttebolig e.l. uden permanent kontrakt.

6) Personen er under kriminalforsorgen, skal løslades inden for tre måneder, og der er ikke

iværksat en boligløsning forud for løsladelsen.

7) Personen er indlagt på en psykiatrisk afdeling eller opholder sig på en behandlingsinstitution og

planlægges udskrevet inden for tre måneder, og der er ikke iværksat en boligløsning forud for

udskrivningen5.

Opsummeret, betyder det, at en person defineres som hjemløs, hvis han/hun har en ustabil

boligsituation.

Roma:

Roma er en betegnelse på et folk, man mener at kunne spore tilbage til Indien omkring år 1000 e.kr.

(Fenger-Grøndahl 2006:22). Det er en gruppe, der er knyttet mange negative fordomme til, og som i

århundreder har været forfulgt og diskrimineret (Mørch Jensen 1993:23ff, romnet6). Romaerne har

nogle specifikke traditioner, omend de varierer meget, som bunder i den tilværelse, de har måttet leve - i

udkanten af samfundet og altid på flugt (Fenigsen 1994:22, 40). Der er dog mange romaer, der mere

eller mindre har lagt traditionerne bag sig, og vi mener ikke, at folk, der ikke betegner sig selv som

5 http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=3413 6 http://romnet.dk/index.html?forside.html&1

8

romaer eller føler sig som romaer, er det, bare fordi de har en roma-afstamning.

Hindringer:

En hindring er noget, der besværliggør eller umuliggør opnåelsen af nutidige og fremtidige mål. Vi har i

vores opgave valgt at fokusere på tre hindringer; diskrimination, mangel på anerkendelse og mangel på

netværk.

Diskrimination:

Ved diskrimination forstår vi det at forskelsbehandle mennesker, på baggrund af karakteristika, de ikke

har mulighed for at fralægge sig, hvilket medfører negative konsekvenser. Diskrimination sker både i

sociale interaktioner, men også på et systemisk, overordnet plan, bl.a. i form af lovgivning.

Anerkendelse:

Vi bruger begrebet anerkendelse i Nancy Frasers forstand, hvor hun definerer anerkendelse som det at

gøre det ringeagtede individ til fuldgyldigt medlem af samfundet; til en person, som kan deltage i det

sociale liv på lige fod med sine medmennesker (Fraser 2008:102). Anerkendelse og mangel på samme

sker både i sociale interaktioner, men også på et systemisk, overordnet plan, bl.a. i form af lovgivning.

Netværk:

Netværk forstår vi i forlængelse af Robert Putnams begreber, ’bridging’ og ’bonding’, som vi har

oversat til brobyggende netværk og det nærmeste netværk (Putnam 2000:22f). Det behøver ikke at være

sociale relationer til mange personer; en enkelt social relation kan også være et netværk.

Hverdagsliv:

Ordet hverdagsliv indeholder de hjemløse romaers fysiske og psykiske rammer for deres dagligdag i

Danmark. Herunder bl.a. deltagelse i det sociale liv, ønsker for fremtiden, og den psykiske påvirkning.

9

Den hermeneutiske tradition

Indledningsvis ønsker vi at tydeliggøre vores ontologiske udgangspunkt, dvs. hvordan vi analytisk

opfatter karakteren af det sociale fænomen eller den sociale virkelighed, som vores undersøgelse

omhandler (Mason 2006:14f). Der er altså tale om en præcisering af, hvad vi opfatter som værende de

analytiske enkeltenheder, vores undersøgelse søger at skabe viden om. Når vi ønsker at se på, hvilke

hindringer og marginaliseringer i form af diskrimination, mangel på anerkendelse og manglende

netværk de hjemløse romaer oplever i det danske samfund, og hvordan disse hindringer og

marginaliseringer påvirker deres hverdagsliv, undersøger vi fundamentalt set, hvilke hindringer og

marginaliseringer, der opstår for romaerne i deres møde med omverdenen. Det vil altså sige, at

romaernes hindringer og marginaliseringer er genstand for vores analyse.

I forlængelse heraf forholder vi os til, hvad der repræsenterer viden om disse hindringer og

marginaliseringer, dvs. hvad vores epistemologiske udgangspunkt er (Mason 2006:16). Ifølge den

hermeneutiske tradition struktureres den sociale verden og gøres meningsfuld gennem fortolkninger af

den. Forståelse er fortolkning, og denne ufravigelige ”taking something as something” (Schwandt 2003:301)

betyder, at viden får status af at være en fremforhandlet mening og forståelse. Det er ud fra dette

grundlag, at vi forstår fremforhandlet mening – i både deltagende og dialogisk forstand – som

repræsenterende viden om romaernes hindringer i mødet med omverdenen (Schwandt 2003:301ff). I

det følgende vil vi uddybe, hvad vi forstår ved den filosofiske hermeneutiks epistemologi.

Efterfølgende vil vi også kort komme ind på den socialkonstruktivistiske tradition, idet vi i vores

analyse, på visse områder, bevæger os mere over til at forstå verden igennem den

socialkonstruktivistiske optik.

Den filosofiske hermeneutik

Den filosofiske hermeneutik, grundlagt af Hans-Georg Gadamer og Charles Taylor, har til formål at

klarlægge de betingelser, under hvilke forståelse sker (Gadamer 1999:159).

I den filosofiske hermeneutik anser man fortolkningen som et helt essentielt vilkår for den

menneskelige eksistens, idet ”understanding is interpretation” (Schwandt 2003:301). Således taler man om

forståelse som et vilkår for eksistens, og al forståelse er fortolkning. På denne måde bliver fortolkning et

grundvilkår. Ifølge filosofiske hermeneutikere kan vi som mennesker ikke begribe verden uden at

fortolke den. Forståelse og fortolkning går forud for forklaring (Schwandt 2003:301, Højberg

2007:309). Man kan her pointere, at ”sociale fænomener og aktører, der studeres, er bærere af betydnings- og

meningssammenhænge” (Højberg 2007:309).

Positionen modsætter sig, ifølge Gadamer, forventninger om, at man kan gå ’objektivt’ til verden og

beskrive den sande viden ved at holde sit eget subjekt, sin forståelse og sine værdier udenfor. En

10

persons baggrund, bagage og forforståelse anses som nødvendig og afgørende at inddrage i forsøget på

at nå frem til en forståelse (Gadamer 1999:131ff, 163f).

Således er egne traditioner ikke noget, man som forsker skal søge at komme af med, da dette ville

implicere en forståelse af, at forforståelsen er under kontrol (Schwandt 2003:301). For filosofiske

hermeneutikere er dette ikke muligt, da man anser tradition som ”a living force that enters into all

understanding” (ibid:301). Forforståelsen er, ifølge Gadamer, ”bestemt af det fællesskab, der forbinder os med

overleveringen” (ibid:157), hvilket medfører, at den er en betingelse for forståelse (ibid:158). Uden den

ville meningsfuld viden ikke være mulig. Således er vi nødt til at inddrage vores tradition, når vi

undersøger fænomenet, bl.a. i vores udformning af interviewguiden (se bilag 4 for den fulde

interviewguide).

I forlængelse heraf kan vi ikke som forskere gå ud og reproducere en given forståelse i

interviewsituationen, men må tage højde for, at vi også producerer forståelsen i selve situationen.

Derved bliver mening og forståelse altid relationel; de er således ”negotiated mutually in the act of

interpretation; it is not simply discovered” (Schwandt 2003:302). Forståelse er netop mulig, fordi vi har del i

den fælles mening (Gadamer 1999:155).

I denne sammenhæng kan man anse forståelse for at opstå i dialog, og i forlængelse heraf kan man sige,

at en fælles forståelse fremforhandles, og deraf er der ingen entydig og objektiv korrekt fortolkning.

”We should always aim at a correct understanding of what the ”things themselves” [the object of our interpretation] say.

But what the ”things themselves” say will be different in light of our changing horizons and the different questions we learn

to ask.” (Schwandt 2003:303).

Idet man inddrager sin tradition, vil denne i høj grad påvirke den endelige fortolkning. Dog mener vi

ikke, at det gør fortolkningen upålidelig, da den netop udspringer af en fælles meningsforståelse

(Gadamer 1999:155).

Et centralt begreb i hermeneutikken er den hermeneutiske cirkel, som vi vil komme nærmere ind på i

afsnittet om analysestrategi. Denne cirkel, eller rettere spiral, er et billede på den vekselvirkning, der

hele tiden sker mellem delen og helheden; med andre ord er det den bevægelse, der foregår fra

fortolkeren til fænomenet og fra fænomenet tilbage til fortolkeren (Gadamer 1999:128f, 154).

Hver gang man forstår delen i relation til helheden, har man opnået erkendelse og kan med denne nye

erkendelse bevæge sig videre til den næste. Erkendelse opnås gennem konstant fortolkning; vi bliver

ved med at fortolke delen mod helheden, indtil vi er nået til en meningsfuld og modsigelsesfri forståelse

af fænomenet (Højberg 2007:312). Dette er en uendelig proces, som ikke har en begyndelse eller

afslutning. Gadamer argumenterer for, at denne vekselvirkning, og dermed opnåelsen af mening, også

11

foregår mellem fortolkeren og selve fænomenet (ibid:313). Det vil sige, at fortolkeren er en aktiv del af

meningsdannelsesprocessen og ikke blot en objektiv figur, der udefra og værdifrit studerer et fænomen.

Socialkonstruktivistisk bidrag

Viden er, ifølge socialkonstruktivistisk tilgang, konstrueret og ikke bare noget, man finder eller opdager.

Fortolkninger konstrueres på baggrund af fælles forståelser, praksisser, sprog mv. (Schwandt 2003:305).

Epistemologier, der tilsigter at opnå direkte viden om en umedieret empirisk verden, afvises som

umuligt. Nogle socialkonstruktivister mener endvidere, at socialkonstruktivismen ingen ontologisk

interesse har, da den ikke har nogen holdning til virkelig eksistens og deraf følgende status (ibid:306).

Både socialkonstruktivismen og hermeneutikken stiller sig således kritisk over for epistemologier om, at

mening som fast entitet er uafhængig af fortolkeren, og derfor er noget, man kan gå ud og opdage

(ibid:307).

Derudover forstår både socialkonstruktivismen og hermeneutikken sprog som forskellige aktiviteter,

hvori vi udtrykker og realiserer bestemte måder at være på. Sprog ses hverken primært som et redskab

til at opnå viden om verden med, som en objektiv proces eller som et instrument, med hvilket vi

kategoriserer ting og hændelser i verden. I stedet ses sprog som det redskab, der muliggør videregivelse

af opfattelser af den menneskelige verden. Vi er selvfortolkende væsener, og sproget udgør denne

væren (ibid:307).

Men modsat socialkonstruktivismen, mener den filosofiske hermeneutik dog, at der i sproget er et

potentiale til meningsoplysning og opnåelse af sandhed (ibid:307), idet forforståelsen gør forståelse

mulig, og man hele tiden kan opnå ny erkendelse.

Vi mener, at socialkonstruktivismen på visse områder kan bidrage med en epistemologi, der er tættere

på vores måde at anskue verden på, end den hermeneutiske er. Visse fænomener forstår vi som

værende konstruerede i den socialkonstruktivistiske forstand, og vi mener ikke altid, at der i sproget er

et potentiale til at nå til sandhed, da det væsentlige i visse situationer er det sagte.

Kritik af fortolkningstraditionerne

Amadeo Giorgi retter en kritik mod fortolkningstraditionerne (herunder hermeneutik og

socialkonstruktivisme) og dem, der bruger dem, idet han mener, at folk ofte glemmer, at der findes

alternativer, og at fortolkningstraditionerne i nogle tilfælde ikke er de mest optimale analytiske

redskaber (Giorgi 2005:119). Han skelner mellem fortolkningsteori og deskriptiv teori. Giorgi definerer

sin deskriptive teori som ”the use of language to articulate the intentional objects of experience within the constraints

of intuitive or presentational evidence” (ibid:121), hvilket vil sige, at man beskriver præsentationen præcis,

som den er, uden at tilføje eller fratrække informationer. En deskriptiv forsker holder sig til empirien,

12

uanset hvordan den fremstår (Giorgi 2005:125). Giorgi mener, at hvis man bevæger sig inden for den

deskriptive tradition, går man ikke ud over data, men beskriver data i sin ufuldkommenhed eller

modsætningsfulde status (ibid:126f). Spørgsmålet, der stilles, og kritikken, der rejses mod

fortolkningsteorien, er, hvorfor har man lyst til at gå ud over sine data, og hvorfor vil man tvinge en

afslutning ned over noget, som ikke synes at have en afslutning (ibid:127). I forhold til denne kritik,

som Giorgi retter, skal vi i vores analyse af data være opmærksom på kun at udtale os om noget, der

kan findes i empirien, og hvis vi bevæger os ud over den, skal det være klart for læseren, hvorfor vi gør

det, og hvor vi henter vores belæg for det (ibid:130).

En anden kritik, Giorgi retter mod fortolkningstraditionen, er, at denne, ifølge ham selv, kan få alle

fortolkninger til at passe til alle situationer. Han kritiserer, at fortolkninger i denne kontekst betyder

muligheden for, at situationer altid kan genfortolkes af mennesker ind i nye kontekster (ibid:129). En

situation kan ifølge Giorgi kun have en vis mængde af betydninger, og denne bundethed hjælper til at

bestemme betydningens legitimitet. Han kritiserer fortolkningsteorierne for, efter hans opfattelse, at

mene, at alle fortolkninger passer til alle situationer (ibid:129). Derfor skal vi i vores analyse hele tiden

se på, hvilken kontekst vi bruger citater i, og hvilke fortolkninger, der er plausible i forhold til

situationerne. Giorgi er ikke totalt afvisende over for den fortolkende tradition, men hans hovedpointe

er, at man nøje skal overveje og beskrive de forudsætninger og forhold, der gør, at man vælger den ene

tradition frem for den anden (ibid:134).

13

Fælles forforståelse

Som beskrevet tidligere er forforståelsen et vigtigt element i den hermeneutiske tradition. Vi vil ikke

kunne interviewe eller forstå de hjemløse romaer uden at have en forestilling om, hvem de er. Da vi er

tre studerende med hver vores forforståelser, har vi i det følgende sammenskrevet dele af vores

forskellige forforståelser (se bilag 1, 2 og 3). Vi vil senere inddrage denne aktivt i analysen.

Oplevelser med hjemløse

Vi har alle tre forskellige oplevelser, eller ingen oplevelser med hjemløse. Freja og Ea har ikke nogen

personlige erfaringer med hjemløse, hvorimod Tine har kendt flere hjemløse og fået deres livshistorier

ved at have boet og arbejdet i værestedet Gaderummet, der er et sted for marginaliserede, utilpassede

unge, og talt med de hjemløse på gaden, hvis de henvendte sig. Freja kender til beretninger om

hjemløse gennem hjemløseavisen ”Hus Forbi”, og Ea er den, der kender mindst til hjemløse, og i

mange år har holdt lidt afstand til dem ud fra den overbevisning, at hjemløse i Danmark, selv er ude om

det. Denne holdning har hun dog ændret i de sidste par år pga. den politik, der føres, med den virkning,

at det sociale sikkerhedsnet i vores samfund mindskes. Tine har også den holdning, at de mennesker,

der lever på randen af samfundet, f.eks. hjemløse, sjældent har valgt det selv. Ofte kan et misbrug af

alkohol eller stoffer være med til at gøre folk ude af stand til at arbejde og fastholde en bolig. En

alternativ livsstil kan også kollidere så meget med normalsamfundet, at man er henvist til

randområderne. Der er simpelthen ikke plads til alle slags mennesker i Danmark, hvor der stilles krav til

folk om at indpasse sig.

Romaers udseende og traditioner

Vi har alle tre den samme forestilling om, hvordan romaer ser ud, og at de er lette at genkende.

Kvinderne bærer tørklæde, har ofte nederdel på og er ikke så høje. Mændene er oftest klædt i mørkt tøj

og har altid lange bukser på. Vi mener også at kunne genkende dem på den måde, de tigger på. De har

ofte et barn med, som enten ligger ved siden af eller får lov til at tigge, da de måske vækker mere

medlidenhed og derfor får flere penge. Derudover kan nogle af dem også have et kort, hvorpå deres

livssituation står skrevet på engelsk.

Vi har en formodning om, at de har en meget anderledes kultur end vi har. F.eks. at de får flere børn,

end hvad der er normalt i Danmark, og at deres familiebånd er stærkere end de traditionelt danske. Vi

tror, at tradition ligeledes har en stor betydning for dem og er det, der binder dem sammen som

romaer, at en stor del af deres identitet er bundet op på tradition. Derudover tænker vi også på romaer

som et folk, der har rejst meget, og at dette ligger til deres identitet som roma. Vi tror dog ikke, at de

rejser af lyst, selvom der er mange romantiske forestillinger om det, men har mere den opfattelse, at de

rejser af nød, pga. økonomiske og/eller sociale problemer.

14

Forventet opførsel

Vi forestiller os romaer som en gruppe, der generelt er mistænksomme og reserverede, især over for

myndigheder, men også over for andre mennesker, der ikke er romaer. Dette kan skyldes, at romaerne

har oplevet/oplever at blive diskrimineret og behandlet dårligt, bl.a. fordi der er mange fordomme mod

dem, som f.eks. at de stjæler eller snylter på samfundet. Vi tror dog ikke selv, at det er en gruppe, der

stjæler mere end alle andre, og dem, der stjæler, gør det, fordi de er fattige eller ikke kan få arbejde.

Vi tror, at romaer opfatter danskere som reserverede og ikke særligt imødekommende. Dette

udspringer bl.a. af, at vi ser Danmark som et land, der er blevet mindre tolerant over for folk, der ser

udenlandske ud. Derudover har vi en forestilling om, at de tror, at vi ser dem som gammeldags,

uuddannede og ballademagere, hvilket må påvirke den måde, de opfører sig på over for mennesker, der

ikke er romaer.

15

Metodisk fremgangsmåde

I det følgende afsnit vil vi beskrive vores metodiske fremgangsmåde. Det drejer sig om udvælgelse af

informanter og kontakten til dem, præsentation af informanterne samt rammerne for gennemførelse af

interviews.

Kriterier for udvælgelse af informanter

Vi har fra starten været klar over, at vi ikke ville have mulighed for at vælge en specifik strategi for

udvælgelse af informanter, da det felt, vi har valgt at undersøge, er af en meget begrænset størrelse i

Danmark. De hjemløse romaer er ikke en specielt stor gruppe7, og antallet varierer meget over tid, også

afhængigt af årstiderne. Om foråret og sommeren kommer der flere til, hvorefter en stor del af dem

tager tilbage, hvor de kom fra, når efteråret nærmer sig. Vi har foretaget vores interview i marts, inden

det begyndte at blive varmere i vejret, så det var begrænset, hvor mange hjemløse romaer, der befandt

sig i og omkring København. Vi har haft to udvælgelseskriterier: Det første var, at personen skulle være

hjemløs (jf. begrebsafklaring), og det andet var, at personen skulle være roma (jf. begrebsafklaring). Da

hjemløse romaer er målgruppen for opgaven, har det været helt essentielt, at disse to krav blev opfyldt.

Ud over det har vi ikke følt, at vi kunne tillade os at stille flere krav, da vi så kunne risikere at få for få

interviewpersoner. Det har dog heller ikke været vigtigt for os at afgrænse målgruppen yderligere, da

vores interesse er for hjemløse romaer som helhed.

Kontakt til informanter på nødherberget

Da vi ikke selv personligt kender nogen hjemløse romaer eller har kontakter, der kender hjemløse

romaer i Danmark, blev vi igennem projekt UDENFOR8 frivillige på et nødherberg for hjemløse

østeuropæere i København. Det åbnede i 2008 på initiativ af fem hjælpeorganisationer, efter at to

hjemløse polakker frøs ihjel på gaden i København i efteråret 2007. Herberget har åbent de tre

koldeste måneder om året: henholdsvis januar, februar og marts.

De østeuropæere, der er her uden at have opnået arbejds- eller opholdstilladelse, har ikke ret til sociale

ydelser, og kommunen har således ingen forpligtelser over for dem, jf. servicelovens §1109, og derfor

må de herberger, der hører under §110, ikke lukke de hjemløse østeuropæere ind. På denne baggrund

åbnedes nødherberget. Det drives udelukkende ved hjælp af frivillig arbejdskraft og støtte fra private

fonde. 7 Der er ikke nogen præcise tal for, hvor mange hjemløse romaer, der befinder sig i Danmark. 8 Vi har indgået et samarbejde med projekt UDENFOR, om dette projekt, da det er til stor gavn for dem at opnå større

viden om hjemløse romaer. 9 Serviceloven § 110. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til personer med særlige sociale

problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Stk. 2. Optagelse i boformer efter stk. 1 kan ske ved egen henvendelse eller ved henvisning fra offentlige myndigheder. Stk. 3. Lederen træffer afgørelse om optagelse. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=20938

16

Baggrunden var, at velfærdsminister Karen Jespersen i december 2007 meddelte, at: ”Østeuropæerne har

ikke ret til sociale ydelser, og kommunen skal derfor ikke huse dem. I yderste konsekvens kan tilskuddet til det enkelte

herberg standses, hvis de huser andre end danske borgere”(Politiken10).

Vi fik igennem projekt UDENFOR at vide, at der muligvis ville være nogle hjemløse romaer på

nødherberget, og vi anså det at være frivillige på nødherberget for at være en god måde at få mere

information om feltet på og muligvis få nogle interviewaftaler i stand. Vi indgik på lige fod med de

andre frivillige, så vi hjalp med at gøre klar, inden herberget åbnede kl. 23 om aftenen, og vi var der,

mens det havde åbent henover natten og hjalp til med at lukke igen næste morgen. På den måde fik vi

et større kendskab til hjemløsemiljøet og fik også lavet interviewaftaler med henholdsvis en lille familie

og en yngre mand, der på daværende tidspunkt var de eneste hjemløse romaer på herberget.

Projekt UDENFOR har desuden sat os i forbindelse med en frivillig tolk, så muligheden for at

interviewe hjemløse romaer ikke har været afhængig af et fælles sprog mellem dem og os.

Kontakt til informanter på gaden og overvejelser derom

Ud over at få kontakt med de hjemløse romaer på nødherberget har vi også lavet opsøgende arbejde på

gaden. Vi hæftede os især ved to aspekter ved det at henvende sig til folk på gaden med hvervning af

informanter for øje. Det ene aspekt var at overskride sine egne grænser. At henvende sig til fremmede

mennesker på gaden er ikke udbredt ”kutyme” i Danmark11, og det var til vores egen overraskelse en

stor udfordring at skulle tage den første kontakt til fremmede mennesker på gaden. Det var dog en

udfordring, vi tog op, da vi ikke ville lade det stå i vejen for vores mulighed for at skabe kontakt til

potentielle informanter. Den anden overvejelse knytter an til en mere etisk problematik, idet vi skulle

henvende os til fremmede personer på gaden og spørge, om de var romaer, da vi ikke på forhånd kunne

vide, om det var tilfældet. Det at blive opfattet som roma kunne i sig selv virke krænkende på nogle, da

den gængse forestilling om romaer ikke er udpræget positiv. Derudover skulle vi spørge dem, om de var

hjemløse, hvilket var endnu et potentielt krænkende spørgsmål, da der typisk knytter sig negative

karakteristika til kategorien hjemløs, som f.eks. problemer af social eller psykisk karakter og

usoignerethed. Det er derfor ikke en gruppe, man fejlagtigt vil associeres med. Disse to kriterier skulle

ikke desto mindre være opfyldt, før personerne kunne medvirke i et interview, og den eneste måde at

finde ud af det på, var at spørge, da vi har erfaret, at man ikke altid kan genkende en hjemløs roma blot

på udseendet. Vi har prøvet ikke at spørge så direkte, men har i stedet spurgt dem, vi henvendte os til,

om de kendte nogen, der var hjemløse romaer. Så har de haft mulighed for enten at svare ja eller nej

eller sige, at de selv var hjemløse romaer. På den måde søgte vi at undgå at støde nogen.

10 http://politiken.dk/indland/article449961.ece

11 Bortset fra personer med et salgsmotiv jf. phonere og lign.

17

I forbindelse med at opsøge de hjemløse romaer på gaden har vi diskuteret, om det var en mulighed at

give de romaer, der tigger, penge for derefter at spørge, om de vil medvirke i et interview. Men vi har

taget den beslutning, at det ikke ville være etisk forsvarligt at give dem penge, da det ville virke som om,

vi betalte dem for at tale med os.

Vi kom i kontakt med en mand, der stod og solgte en form for fløjter på gaden. Vi kunne tale sammen

på et sparsomt engelsk, og han var særdeles imødekommende og hjælpsom. Han var ikke selv roma,

men fortalte, at hvis vi kom tilbage et par timer senere, ville der være nogle hjemløse romaer, vi kunne

tale med. Vi kom tilbage lidt senere, hvor han stod sammen med et par andre, hvoraf en af dem

(Tristan) viste sig at være hjemløs roma. Tristan, der er rumæner, kan hverken tale dansk eller engelsk,

men rumænsk og italiensk, så samtalen med ham gik igennem den anden mand, der også er rumæner.

Da vi ville være helt sikre på, at der ingen misforståelser var angående tid og sted for interviewaftale,

ringede vi til vores frivillige tolk Maria (se præsentation af hende under afsnittet om brug af tolk), som

projekt UDENFOR hjalp os med at skaffe kontakt til, og bad hende om at oversætte telefonisk.

Derudover tegnede vi et kort, der viste, hvor vi skulle mødes henne. Han foreslog os at tage sin familie

med til interviewet og spurgte, om vi kendte et sted, hvor de kunne sove om natten. Han fik adressen

på nødherberget, og vi tegnede det ligeledes ind på kortet. På de efterfølgende vagter, vi havde på

nødherberget, mødte vi ham og hans familie, og vi kunne således minde dem om interviewaftalen, som

vi ville være helt sikre på ikke blev glemt.

Præsentation af informanter

Tristan:

Tristan mødte vi på gaden (jf. ovenstående). Han er 44 år og født i Rumænien. Han har sammen med

sin kone rejst en del rundt i Tyskland og Italien, hvor han også har arbejdet i syv år inden for landbrug.

Han har en 7. klasse, og derudover har han i Rumænien arbejdet i minerne og på en glasfabrik. Han har

fem børn i alderen 19 til 27 år, hvoraf en af drengene druknede for tre år siden. Børnene og

børnebørnene er i Rumænien. Han er kommet til Danmark, fordi han har hørt, at vi har store landbrug,

og at vi har brug for arbejdskraft. Han rejser rundt for at finde arbejde, fordi han ønsker at kunne

hjælpe børnene til en bedre tilværelse, og på længere sigt vil han gerne have dem til Danmark. Tristan

havde på interviewtidspunktet været i Danmark i tre uger og er kommet hertil sammen med sin kone

og sin tante (Daniela). (Se bilag 7)

Daniela:

Daniela er tante til Tristan, som havde taget hende med til interviewet.

Daniela er 48 år og er født i Rumænien. Hun har fem børn og fire børnebørn. Hun er rejst fra

Rumænien pga. fattigdom, og da hendes mand, der er i Rumænien, er syg med sukkersyge, ønsker hun

18

at tjene penge til at hjælpe ham med behandling. Hun har også i et år og tre måneder været i Spanien,

hvor to af hendes børn har opholdstilladelse. Daniela kom til Danmark, fordi hendes nevø er her, og

hun havde hørt, at vi mangler arbejdskraft. (Se bilag 8).

Nicolae:

Nicolae er en del af den familie, vi har fået kontakt til via nødherberget; han er nevø til Fransisca.

Nicolae er 24 år og er født i Rumænien. Han rejser sammen med sin kone, tante og onkel. Han har fire

børn, der bor hos en ven i Helsingør, så de ikke skal gå rundt på gaden med Nicolae og hans kone. Han

har været en måned i Tyskland, Spanien og Italien. Han har været professionel fodboldspiller og har

også arbejdet som tømrer og automekaniker i Rumænien. Han begyndte at komme her for syv år siden,

men har kun været her i en til halvanden måned ad gangen. Han rejste fra Rumænien pga. fattigdom og

havde hørt, at han kunne tjene flere penge i Danmark. Han er Kowachroma, som er de mere moderne

romaer. (Se bilag 10).

Fransisca:

Fransisca er også en del af den familie, vi har fået kontakt til via nødherberget; hun er tante til Nicolae.

Fransisca er 50 år og er født i Rumænien. Hun har seks børn, som også har været i Danmark, men de er

rejst tilbage til Rumænien, fordi en af dem blev syg og skulle opereres. Et af børnene døde for to år

siden som 18-årig. Hun rejser sammen med sin mand, sin nevø og hans kone. Hun er rejst fra

Rumænien for ikke at sulte ihjel. Hvis de havde haft det nogenlunde i Rumænien, ville de være blevet.

Hun er i Danmark i en til halvanden måned ad gangen og har været det de seneste seks år. Hun har

også været i Frankrig, Tyskland og Italien. (Se bilag 11).

Henri:

Henri mødte vi helt tilfældigt, fordi vi en aften var ude på herberget, hvor vi havde en aftale med den

føromtalte romafamilie, der sover der, men de mødte ikke op den dag. Uden for herberget stod der et

par mænd, der var mødt op tidligt for at få en god soveplads. Da vi spurgte, om nogen af dem var

romaer, svarede Henri ja, og han havde intet imod at medvirke i et interview. Han ligner ikke de andre

romaer, da han er lysere i huden og let kan forveksles med en sydeuropæer.

Henri er 34 år og født i Rumænien. Han er silkeroma, og typisk for den gruppe romaer er, at de er

ophørt med at rejse så meget som tidligere og har slået sig ned i den region, hvor Henri er fra. Silke

henviser til, at de er lysere i huden end de andre romaer. Han kommer fra en rig familie, der i gamle

dage havde meget guld. Han er uddannet i teologi og er taget til Danmark for at tjene penge til at tage

en ph.d.. Det var i første omgang meningen, at han ville tage ph.d.'en i Rumænien, men han har siden

fundet ud af, at han kan tage den gratis i Danmark og få hjælp til et sted at bo. Han har arbejdet lidt i

19

Danmark som kok og har også solgt juletræer, men er i øjeblikket uden job. Han har en kone i

Rumænien, men ingen børn. Han har boet i Portugal i to år, hvor han også har arbejdet og læst på

universitetet. Henri taler ud over rumænsk og portugisisk rimeligt godt engelsk. Han har ikke ret til

nogen hjælp fra den danske stat, da han ikke har arbejdet i sammenhængende seks måneder.

Henri har været i Danmark i otte måneder. (Se bilag 9).

Rammerne for interviewene

De første to interview, vi lavede, var med Tristan og Daniela. Vi mødtes med de to og Tristans kone på

Nørreport Station sammen med vores tolk og gik sammen ned på CSS, Københavns Universitet. Vi

havde to grupperum ved siden af hinanden, så det ene rum kunne bruges til interview og det andet til

dem, der ventede. Vi havde sørget for sandwich, te, kaffe og frugt i det rum, der skulle bruges til at

vente i. To af os interviewede, mens den tredje blev inde sammen med dem, der ventede.

Det er ikke til at vide, hvilken effekt det har haft, at vi foretog interviewene på universitetet. Det er

uden tvivl et miljø, der er uvant for dem, men det virkede som om, at de følte sig godt tilpas. Valget

faldt på CSS, fordi det var mest praktisk at mødes på Nørreport Station, da det var et sted, de kendte.

CSS ligger ikke langt fra Nørreport, og da vi ikke kunne låne andre lokaler i umiddelbar gåafstand, blev

det der. Men det har ikke været optimalt at skulle gå fra Nørreport til CSS, uden at de vidste, hvor vi gik

hen, da det aldrig er rart at gå med fremmede, uden at kende destinationen.

Det første interview forløb fint uden nogen anden form for stress end en lille smule utålmodighed fra

informanten hen mod slutningen, fordi det blev et meget langt interview. De andre, der ventede i

rummet ved siden af, begyndte dog at blive utålmodige, så da det første interview var færdigt, var de

ved at gå. Vi fik overtalt Daniela til også at medvirke i et interview, men hun krævede, at vi gav dem

nogle cigaretter, og at interviewet skulle være meget kort. Vi indvilgede, og vi fik da også et udmærket

interview, der dog var meget forhastet, da vi hele tiden var urolige for, om Daniela ville afbryde det.

Grundet den stressende situation, kom det mest til at handle om at få stillet de vigtigste spørgsmål, og

det blev derfor meget mere struktureret, end vi havde tiltænkt. Vi skulle have været bedre til at tage det

roligt, selvom vi befandt os i en presset situation.

Det tredje interview lavede vi med Henri på nødherberget, inden det åbnede. Forinden interviewet

havde vi fundet en beruset hjemløs rumæner udenfor, han var faldet og havde slået sig, så han blødte.

Vi tog ham med ind på herberget og gav ham en kop kaffe og et liggeunderlag, så han kunne lægge sig

til at sove, efter at et par ambulancefolk havde set på ham og tjekket, at han ikke havde fået

hjernerystelse. Interviewet med Henri varede i ca. halvanden time, men blev lidt forstyrret i den sidste

halve time af, at de frivillige, der skulle åbne nødherberget, var kommet for at forberede mad og kaffe

til de hjemløse. Undervejs blev interviewet også forstyrret et par gange af den fulde rumænske mand.

20

Så også her blev situationen lidt presset, og interviewet blev begrænset af, at nødherberget skulle åbne.

Interviewet kunne have været endnu mere detaljerigt og udførligt, hvis der havde været mere tid, da

Henri virkede ivrig for at fortælle og havde gjort sig mange refleksioner over sin situation.

De to sidste interview, der var med hhv. Nicolae og Fransisca foregik i et festlokale på Nørrebro. Da de

ikke var dukket op til vores oprindelige aftale, valgte vi i stedet at hente dem ved herberget sammen

med vores tolk. Foruden Nicolae og hans kone og Fransisca og hendes mand gik også Henri, som vi

havde interviewet et par dage forinden, med. Der var et lille stykke vej at gå, så også her måtte vi begive

os på vej, uden at romaerne rigtig vidste, hvor vi skulle hen. Det første interview, med Nicolae, gik fint,

men dem, der sad og ventede, blev utålmodige. Det viste sig, at hele familien skulle til Helsingør for at

besøge Nicolaes og konens børn. På trods af tidspresset fik vi dog også mulighed for at interviewe

Fransisca, men undervejs kom hendes mand ind og pressede på, for at de skulle gå. Interviewet

fortsatte et lille stykke tid derefter, og vi fik spurgt ind til alle temaerne i interviewguiden. Det var dog

en smule forhastet til sidst, og der var ikke tid til at spørge om eventuelle uklarheder eller dvæle ved

spørgsmålene, så der var ikke rammer for, at Fransisca ville kunne byde ind, hvis hun havde noget på

hjerte, som interviewspørgsmålene ikke umiddelbart lagde op til. Grundet den pressede situation, som

også tolken virkede stresset over, var det meget svært at holde de lange pauser, som kan være

nødvendige for at give interviewpersonen plads og tid til at tænke sig grundigt om. Men vi er blevet den

erfaring rigere og ved nu, at der skal være ekstra god tid og ekstra meget ro, når man gennemfører

interview med tolk. Vi har også lært, at det ikke er en god ide, at der sidder nogen i et tilstødende rum

og venter, fordi de nemt kan blive utålmodige.

21

Frembringelse af interviewguide

Vores interviewguide (se bilag 4) er skabt i et samspil mellem vores forforståelse, problemformulering

og undersøgelsesspørgsmål (Kvale 2006:134). Vi har tilstræbt at lave en semistruktureret interviewguide

af to grunde. Den første grund er, at vi ikke har ønsket at binde vores informanter alt for meget til

spørgsmålene, men ville give dem mulighed for at kunne tale i længere tid og komme med deres egne

historier. Den anden grund er, at vi ikke har haft nogen egentlig ide om, hvad de rent faktisk ville svare,

da der ikke findes tilsvarende interviews med hjemløse romaer i Danmark. Vi ville nødig udelukke os

selv fra interessant information ved at stille meget lukkede spørgsmål (Kvale 2006:134). Derfor er

temaerne i vores interviewguide heller ikke en direkte afspejling af vores undersøgelsesspørgsmål, men

et ønske om at stille relevante spørgsmål, der kan besvare vores problemstilling, samtidig med at vi har

tilstræbt at være åbne over for nye spændende tematikker. Vi har både formuleret meget konkrete og

mere abstrakte spørgsmål, da vi ville sikre os baggrundsinformation om informanterne og samtidig få

et lille indblik i deres liv, og vi har forsøgt at finde en balance mellem henholdsvis teoretiske og

dynamiske spørgsmål (ibid:134).

Vi har ikke foretaget en decideret pilottest af interviewguiden, da der ikke var en større gruppe af

informanter at rekruttere fra. I stedet valgte vi at konsultere en af gadeplansmedarbejderne hos projekt

UDENFOR, der har erfaring med hjemløse mennesker, dog ikke specifikt hjemløse romaer. Det

vigtigste kritikpunkt har været, at nogle af spørgsmålene var for abstrakte til, at de ville være forståelige

for en ikke-akademiker. Vi har på baggrund af denne kritik forsøgt at omformulere nogle af

spørgsmålene, så de blev mere konkrete; dog har vi ikke fundet det muligt at spørge ind til det, vi ville,

uden at stille enkelte spørgsmål, der til en vis grad har været abstrakte. Temaerne i den endelige

interviewguide er:

- Baggrundsinformation

- Nuværende situation

- Hindringer/hjælp

- Diskrimination

- Ønsker/fremtid

Som beskrevet er disse temaer ikke et direkte udtryk for vores undersøgelsesspørgsmål og

analysetemaer, da vi under interviewtemaet 'hindringer/hjælp' bl.a. ønskede at se på, hvilke hindringer,

de oplever, uden at stille ledende spørgsmål, selvom vi havde en forestilling om, hvad det kunne være. I

temaet ’hindringer/hjælp’ spørges der bl.a. til, hvilke hindringer informanten oplever, hvilken betydning

det har for tilværelsen, og om vedkommende får hjælp fra andre til at håndtere sin situation. Vi har ud

over hindringer spurgt mere specifikt om informanternes oplevelse af diskrimination under temaet

’diskrimination’, fordi vi havde en klar forforståelse af, at romaerne oplever at blive diskrimineret.

22

Temaet ’ønsker/fremtid’ dækker bl.a. over, hvilke ønsker og forhåbninger, informanten har for sit liv,

og hvad informanten kan gøre for at få dem realiseret.

23

Vores position i frembringelsen af viden

Gruppen af hjemløse romaer, vi har interviewet, står i overvejende grad i modsætning til os, når det

kommer til karakteristika såsom nationalitet, uddannelsesniveau og social position i samfundet, hvorfor

vi finder det vigtigt her kort at overveje, hvad vores position kan betyde for frembringelsen af viden i

nærværende undersøgelse.

At vi er danske, unge, højtuddannede majoritetskvinder kan have den betydning, at der har været et

ulige statusforhold mellem vores informanter og os, hvilket kan have medført en social og empatisk

distance i interaktionen. Vi har dog tilstræbt at fremme en fælles forståelse og fremforhandling af

mening på så lige vilkår som muligt. Alligevel er det vigtigt, at vi ikke er blinde for, at der kan være

viden, vi ikke har kunnet opnå pga. vores baggrund.

Anonymitet

Vi har i opgaven anonymiseret vores informanter. Vi mener essentielt, at man ved alle tilfælde skal

anonymisere sine kilder (Code of Ethics 1997:10f). Dette er funderet i, at kilderne, og forskerne, ikke

kan overskue alle kommende konsekvenser, og dermed sikrer man sig på forhånd mod potentielle

konflikter, der skulle opstå af en manglende anonymisering. De navne vi har valgt at give vores

informanter, er navne der bruges inden for det rumænske sprog, så det stadig udtrykker at det ikke er

danskere men romaer vi har talt med. Det ville have været en forkert fremstilling af dem, hvis vi havde

brugt danske navne.

Derudover har vi også valgt at anonymisere os selv, idet vi ikke kender de langsigtede konsekvenser af

vores egen undersøgelse; den vil ligge til fri afbenyttelse på Projekt UDENFORs hjemmeside.

Informeret samtykke

Umiddelbart virker det ligetil at få informeret samtykke fra ens informanter i forbindelse med

deltagelse i interviews, da de ’bare’ skal indvilge i et interview, men som Mason argumenterer for, er det

mere kompliceret end som så at opnå rigtig informeret samtykke, hvilket vi også oplevede ved de

interviews vi har gennemført (Mason 2006:80). Der er mange ting, man skal overveje og gennemtænke,

og informere informanterne om, da de i mange tilfælde ikke fuldt ud forstår, hvad det indebærer at

medvirke i et interview. Når man henvender sig til en person for at få dem til at deltage i et interview,

hvad er det så, de siger ja til at deltage i? Skal der så svares på alle spørgsmål, der bliver stillet, og giver

man mulighed for at informanten kan trække udtalelser tilbage? Er det i orden at trække sig ud midt i

interviewet hvis man ikke ønsker at deltage længere? Får man ret til at bruge data som man vil, og har

man samme opfattelse af hvad der er data og hvad der ikke er, såsom en samtale der ikke bliver

optaget. Får man ret til at publicere analysen af data, og gives der tilladelse til at give rettighederne over

24

data videre til andre forskere? (Mason 2006:81). Alle disse spørgsmål skal forskeren have gennemtænkt,

inden man henvender sig til mulige informanter.

Vi henvendte os til mulige informanter, med en seddel hvorpå der stod, at vi var studerende fra

sociologi på Københavns Universitet, og at vi ønskede at lave interviews med hjemløse romaer, for at

være med til at forbedre leveforholdene for denne gruppe. Yderligere stod der på sedlen, at vi havde en

tolk der kunne rumænsk, der ville være til stede ved interviewet (bilag 15). På denne baggrund

indvilgede interviewpersonerne i at deltage i et interview. Det var enormt vanskeligt at forklare mere og

få et rigtigt informeret samtykke, da vi ikke taler rumænsk, og de ikke taler engelsk eller dansk.

Ved selve interviewet, forklarede vi i starten yderligere, at de selvfølgelig ville optræde anonymt i vores

opgave (jf. afsnit om anonymitet), og hvad vores opgave gik ud på. Det er en kritik af os som forskere,

at vi ikke er gået mere ind i at opnå rigtig informeret samtykke, men under de omstændigheder, især

sprogbarrieren, har det været meget vanskeligt. Det indebærer at vi, i det videre forløb, skal være

opmærksomme på hvordan vi behandler vores data, at alle bliver anonymiseret, at vi behandler

interviewpersonerne så godt som muligt under og efter interviewene, og det medfører dermed, at vi

som forskere bliver sat i en position, hvor vi skal overskue hele processen, omkring interviewene og

databehandling på en sådan måde at vores interviewpersoner ikke lider overlast (Mason 2006:82).

Før og under interviewene er vi stødt ind i det problem, at et par af de hjemløse romaer, troede eller

forventede, at vi med interviewet ville kunne hjælpe dem direkte med at få et arbejde. Dette, på trods af

at vi havde fortalt dem, hvorfor vi ville interviewe dem, at det er i forbindelse med en opgave på

universitetet. Vi fortalte dem der, at vi ønskede at skrive opgaven for at hjælpe dem med at forbedre

deres vilkår, og det kan være blevet misforstået, således at de har troet, at vi kunne hjælpe dem helt

konkret (se bilag 15). Også under interviewene har de nogle gange givet udtryk for, at de talte med os

for at få hjælp til at forbedre deres situation. Det har været hårdt at skulle fortælle dem, at vi desværre

ikke kan hjælpe dem, med at finde et sted at bo eller et arbejde. Responsen på dette, har været et lidt

nedslået ansigt efterfulgt af et okay. Det er meget ubehageligt for os at være endt i en situation, hvor

det virker som om, vi, uintenderet, har kommet til at give dem falske forhåbninger. Det er hårdt at

interviewe mennesker, der er så ressourcesvage uden at kunne hjælpe dem, især når de har troet eller

håbet på at vi kunne.

Der har også været situationer, hvor de har bedt os om hjælp, uden at det virker som om de i forvejen

har taget det som en selvfølge, at vi ville kunne hjælpe dem. Det vil blive analyseret i afsnittet om

netværk.

25

Overvejelser i forbindelse med interview

Samtalen er, ifølge Gadamers filosofiske hermeneutik, central for forståelse, da sproget er det redskab,

hvormed mennesket forstår og skaber mening (Schwandt 2003:305). Da vi gennem dialog med vores

informanter har ønsket, at fremforhandle viden om hindringerne for de hjemløse romaers hverdagsliv,

har vi som metode valgt det kvalitative, semistrukturerede interview, som vi har optaget på diktafon.

Vores interviews adskiller sig fra det typiske enkeltinterview ved, at vi har måttet kommunikere med

vores informanter ved hjælp af en tolk. Da vi også har haft en observatør med ved hvert interview, har

der med tolken således været fire aktører og medfortolkere i stedet for tre. Overvejelser vedrørende

vores brug af tolk, og hvilken betydning, det har haft for karakteren af interviewene, og for den i

interviewet fremfortolkede mening, vil vi behandle andetsteds (se afsnit om overvejelser ved brug af

tolk).

At vi valgte, at der foruden vores tolk, både skulle være interviewer og observatør tilstede, kan have

indvirket på interaktionen i interviewet. Vi har fra starten været bevidste om, at vores informanter

muligvis kunne føle sig intimiderede ved at sidde over for tre fremmede mennesker og få stillet mere

eller mindre personlige spørgsmål. Alligevel har vi vurderet, at de positive aspekter ved at have en

observatør med til interviewene vejede tungest. Primært har observatøren kunne notere, hvis der var

interessante pointer fra informantens side, som intervieweren ikke fik spurgt tilstrækkeligt ind til, og

kunnet genoptage disse emner i slutningen af interviewet og dermed styrke frembringelsen af den

fremforhandlede mening. I betragtning af, at flere af interviewene blev gennemført under tidspres og

stressende forhold, og at det som følge deraf blev sværere for intervieweren at bevare overblikket, har

det været en stor fordel, at der ved interviewene har medvirket en observatør. På baggrund af

ovennævnte overvejelser har vi forsøgt at modvirke eventuel utryghed hos informanterne ved at

forsøge at skabe en så rar og afslappet stemning omkring interviewene som muligt12.

Ved interviewene valgte vi bevidst at placere os rundt om bordet således, at interviewer og informant

kom til at sidde over for hinanden med tolken mellem sig på den ene side og observatøren på den

anden side over for tolken. Tanken med dette har været, at der skulle kunne være direkte og naturlig

øjenkontakt mellem interviewer og informant, idet samtalen primært skulle foregå mellem dem, selvom

kommunikationen er gået gennem og derved også har involveret tolken.

Vi har i udgangspunktet været interesseret i, at vores interviews ikke skulle blive for strukturerede (jf.

afsnittet om interviewguide), da vi har ønsket at få vores informanter til at fortælle om deres 12 Bl.a. ved at være smilende og imødekommende og desuden stille mad, vand og snacks frem og tilbyde vores

informanter en kop te eller kaffe inden interviewet. Derudover har vi ladet dem styre, hvem der skulle interviewes og i hvilken rækkefølge.

26

livssituation. Under interviewene har det dog vist sig ikke at være let at få vores informanter til at tale

og fortælle længere tid ad gangen (med undtagelse af en informant). Flere af vores informanter har

svaret forholdsvis kort på vores spørgsmål, og når vi som følge deraf har forsøgt at spørge ind til det

specifikke emne eller spørge på en anden måde, har det sjældent afstedkommet længere eller mere

dybdegående svar. Det har dog indimellem bragt nye aspekter frem, at vi omformulerede spørgsmålet,

eller at vi, ved at spørge igen, gav informanten tid til at tænke lidt længere over sine erfaringer med den

problematik, spørgsmålet omhandlede.

De forholdsvis korte svar ville i nogle tilfælde kunne forklares ud fra socioøkonomiske eller kulturelle

årsager, men de har også kunnet bunde i utryghed og/eller et ulige magtforhold mellem os og vores

informanter. Graden af sidstnævnte kan bl.a. være knyttet til stedet, hvor det pågældende interview blev

gennemført (jf. afsnittet om rammerne for interviewene). Det er f.eks. tankevækkende, at den

informant, der har fortalt mest åbent, Henri, blev interviewet på herberget, hvor han var vant til at

komme. Henris umiddelbart større lyst til at fortælle og uddybe bunder muligvis i andre forhold, såsom

uddannelsesmæssig baggrund og personlige erfaringer, men det kan ikke udelukkes, at omgivelserne

også har haft betydning.

Vi har under interviewene indimellem stillet spørgsmål, som kunne karakteriseres som ledende. Dette

kan være problematisk, da det har kunnet påvirke informanten til at svare noget bestemt. En af

grundene til, at vi har stillet spørgsmål af ledende art, kan være, at vores forforståelse har spillet ind. Vi

har mere eller mindre bevidst ønsket, at vores informanter skulle komme ind på bestemte emner eller

have nogle bestemte præferencer eller meninger, fordi vi på forhånd har haft en forestilling om det. Det

har således været vigtigt, at vi i analysen har forholdt os kritisk til svar, der udsprang af ledende

spørgsmål. Samtidig er det også vigtigt at understrege, at de ledende spørgsmål har spillet en positiv

rolle, når vi har stillet dem for at verificere vores fortolkninger af informanternes udsagn (Kvale

1997:156f). Her er de ledende spørgsmål ikke udsprunget ubevidst af vores forforståelse, men af et

forsøg på at øge verificerbarheden, og vores kritiske overvejelser på det punkt går, i bagklogskabens lys,

på, at det kunne have styrket ”ægtheden” af den fælles mening, hvis vi i endnu højere grad havde

benyttet os af denne type ledende spørgsmål, end vi endte med at gøre.

Efter interviewene, er der stor sandsynlighed for at vi støder på vores interviewpersoner rundt omkring

i byen, og det er da også sket flere gange, at vi er cyklet forbi dem, dog uden at de har lagt mærke til os.

Spørgsmålet er så, hvorvidt vi har nogen forpligtelser over for dem, hvis vi møder dem på gaden? Da vi

til at starte med ikke har lovet dem at hjælpe dem med specifikke sager, og har forklaret at interviewene

er til brug i en universitetsopgave, har vi ikke nogen forskningsmæssige forpligtelser over for de

hjemløse romaer. Men medmenneskeligt set, kan vi selvfølgelig ikke bare ignorere dem, hvis vi møder

27

dem. Rent høflighedsmæssigt er det mindste, man kan gøre, at sige hej. Hvis de så spørger, om vi kan

hjælpe med nogle ting, er det en vurderingssag i de enkelte tilfælde, men det skal ikke være fordi vi er

forpligtet pga. opgaven, men fordi vi personligt har lyst til at hjælpe.

28

Overvejelser ved brug af tolk i en interviewsituation

I følgende afsnit vil vi komme ind på, hvilke overvejelser og problemstillinger, vi er stødt på, undervejs

i processen med at bruge en tolk i interviewene, og hvilken betydning det har for vores empiri.

Der har i vores interviews til en vis grad været tale om dialogtolkning (eller ’dynamisk tolkning’), da

interviewene ofte har været dialoglignende, og vores tolk har været neutralt placeret for bordenden

imellem os og informanterne (Galal & Galal 1999:19). Det er dog vigtigt at huske, at der med ’dialog’

ikke menes en ligeværdig kommunikationssituation, idet vi som interviewere til en vis grad har haft en

intern dagsorden baseret på vores forforståelse og vores undersøgelsesspørgsmål.

Vores interviewsituation adskiller sig først og fremmest fra en typisk situation med brug af tolk ved, at

vores tolk, Maria, ikke er professionel tolk. Hun er en almindelig studerende kvinde fra Rumænien, der

har lært dansk efter at have boet her i tre år, og har stillet op som frivillig tolk uden nogen sinde at have

prøvet det før. Det er derfor heller ikke rimeligt at stille de samme krav om færdigheder og neutralitet til

hende, som der kan stilles til en person, der er uddannet tolk. Det er derfor aspekter, der spiller ind på

interviewsituationen og den fremforhandlede mening, og som vi derfor må gøre os grundige

overvejelser over.

Det er ligeledes vigtigt at understrege, at vi ikke selv fuldt ud har kunnet agere som professionelle

tolkebrugere, da evnen til dette ikke kun bygger på grundig forberedelse og løbende overvejelser (og at

gøre sig sine valg bevidst), men også udspringer af tidligere erfaringer med tolkebrug, hvilket vi ikke

har.

At være neutral

Ideelt set skal tolken være fuldstændig neutral og upartisk; dette er i realiteten ikke muligt, men skal

tilstræbes (Galal&Galal 1999:48).

Hvis tolken bliver irriteret (eller føler sig personligt ramt eller anklaget), kan det skade neutraliteten.

Marias forforståelse (der bl.a. bygger på personlige og negative erfaringer med romaer13) og det, at hun i

højere grad identificerer sig med os end med informanterne, indvirker på hendes evne til at forholde sig

neutralt og være upartisk. Det kommer bl.a. til udtryk i dette citat, hvor Maria fortæller om sit syn på

romaer, og hvordan det har ændret sig under interviewene:

Maria: ”Altså jeg har lært rigtig, rigtig meget under de her interviews. For det første vidste jeg overhovedet ikke, at der var så mange

typer af dem. Jeg troede, at der bare var én slags, og selvfølgelig havde de forskellige jobs, og de blev lidt sådan i deres stamme

(utydeligt) fra det der job. Men det var det altså. Men så vidste jeg ikke, at de havde det der påklædning, der er forskelligt osv., og

mine personlige fortolkninger til det har været påvirket negativt, også fra de der frivillige projekter, jeg har fortalt jer om. Og også 13 Se bilag 13.

29

fordi jeg kommer fra den sydlige del af Rumænien, hvor, som Henri også sagde, det er de værste typer romaer. De gider ikke arbejde,

de stjæler, og de, og ja det er bare de værste.” (Maria, linje 87-93)

Hvor Maria nogle steder i interviewene kan virke fraværende og distanceret, virker hun andre steder

som om, hun kan nikke genkendende til, hvad informanterne fortæller, f.eks. om de dårlige forhold i

Rumænien, og her viser hun stor indlevelse og engagement.

Maria identificerer sig mere med os end med informanterne. Hun giver til udtryk over for os, at hun

kender til den danske kultur, og at hun kender til den akademiske verden14. Hun giver desuden udtryk

for, at hun bedre kan lide Danmark end Rumænien. Hun har svært ved at identificere sig med

informanterne, fordi de fleste af dem er i en helt anden situation end hende selv, når det drejer sig om

økonomi, uddannelse og fremtidsudsigter. Derudover er informanterne romaer, hvilket ikke er en

gruppe, hun på nogen måde identificerer sig med, bl.a. fordi hun på trods af et forsøg på og et ønske

om at være tolerant og forstående, overvejende forbinder denne gruppe med negative karakteristika.

En uddannet tolk forventes at trække sig fra at tolke, hvis han eller hun kan mærke på sig selv, at det af

forskellige årsager er for svært at opretholde neutralitet15. Selvom vi, og til dels vores tolk, har været klar

over, at hun trods gode intentioner og engagement har haft svært ved at opretholde neutralitet i hele

interviewforløbet, har det at trække sig fra et interview dog ikke været en mulighed; vores tolk var den

eneste dansk-rumænsk-talende frivillige, vi har kunnet komme i kontakt med i den periode, hvor vi

havde brug for tolkeassistance.

At oversætte neutralt

Vi har i udgangspunktet bedt Maria om at oversætte så neutralt og så ordret som muligt, dog så det

stadig var forståeligt, hvilket ligner det, der ofte formuleres som idealet for en god tolk. Maria

tilkendegav i vores interview med hende, at hun har efterstræbt dette:

”[J]eg synes, at det der med at I sagde, at jeg skulle være neutral, var det bedste for mig, fordi jeg sagde ”ok, så oversætter jeg

bare spørgsmålene, og så prøver jeg at oversætte så præcist som muligt derfra”, og det var det (…) [o]g når jeg forklarer til

dem f.eks. et ord, så ikke begynde at sige, hvad jeg tænker om diskrimination selv. Altså bare forklare ordet, og det var det.

Ikke prøve at komme med min egen personlige fortolkning” (Maria, linje 33-46).

Marias funktion er dog en del mere kompliceret og avanceret end blot direkte at oversætte det, der

bliver sagt. Tolken er nemlig i højere grad ”et kommunikativt redskab frem for et sprogligt redskab” (Galal &

Galal 1999:21f), da tolkens fornemmeste opgave først og fremmest er at formidle budskaber, hvilket

kræver både gode sproglige og kulturelle kompetencer.

14 I hvert fald, at hun kender til, hvad det betyder at være studerende, f.eks. ved hun, at det kun er nogle ting, vi kan hjælpe

de hjemløse romaer med. 15 Eksempelvis antipati grundet en af parternes opførsel eller ud fra den information, der kommer frem under samtalen

(Galal & Galal 1999:48ff).

30

Tolkens rolle i interviewet

Et interview med brug af tolk er en samtale, hvor alle involverede parter, inklusive tolken, er aktive

deltagere. Da Maria ikke bare har været et instrument eller et værktøj, hvorigennem vi har kunnet

kommunikere med vores informanter og omvendt, er det vigtigt, at vi overvejer, hvilken rolle hun som

selvstændig, deltagende aktør har spillet i interviewet (Galal & Galal 1999:21).

Ifølge Galal og Galal er der i en dansk sammenhæng to roller, der anses for at være vigtige, at tolken

påtager sig: Tolken skal være formidler af mundtlige budskaber og mediator af samtalen.

Der er herunder fire overordnede typer af kvalifikationer, som kræves for at opfylde rollen som både

formidler af mundtlige budskaber og mediator af samtalen: Sproglige kompetencer; kulturelle

kompetencer (i begge kulturer); tekniske og etiske kompetencer; og personlige kompetencer16 (Galal &

Galal 1999:17).

Det er umuligt at undgå, at tolkens tilstedeværelse influerer på interviewsituationen; tolkens fysiske

tilstedeværelse er en realitet, og uanset, hvor korrekt og professionel en tolk prøver at være, ændres der

ikke på dette aspekt.

Det kan dog også være positivt, at tolken er med som tredjepart. Tolken er både et kommunikativt

redskab og et medierende redskab.

Maria har under interviewene medieret mellem vores informanter og os som interviewere ved at stille

afklarende spørgsmål begge veje i tilfælde, hvor der har været aspekter eller formuleringer, hun har

ment skulle uddybes mere, for at den anden part kunne forstå budskabet. Bl.a. har Maria efterfølgende

fortalt os, at hun skulle forklare næsten alle informanterne, hvad ordet diskrimination betød, fordi de

ikke forstod det (Maria, linje 18-22). Maria tager således et medansvar for forståelsen af budskabet i

interviewet (Galal & Galal 1999:28).

Tolkens medierende funktion er også at være god til at skabe tillid og nærhed; tolken kan give en tryg

fornemmelse af, at kommunikationen mellem parterne er klar og konstruktiv (ibid:31).

Vores rolle i et interview med tolk

Selvom Maria på mange måder var dygtig af en uerfaren tolk at være og tog sin rolle seriøst, har vi

desværre også oplevet at støde på problemer i interviewsituationen. Under et af interviewene havde

intervieweren en oplevelse af, at informanten måske blev uretfærdigt behandlet af tolken, forstået på

den måde at Maria satte spørgsmålstegn ved det, som informanten sagde, afbrød informanten og talte

til vedkommende i en uhøflig tone. Intervieweren fik her en fornemmelse af at sidde i en slags

16 Ansvarsbevidsthed, situationsfornemmelse og tolerance.

31

”etikbeskytterrolle” for at beskytte den forskningsmæssige etik og professionalitet, og havde et ønske

om at være i stand til at udfylde denne rolle. Her var sprogbarrieren dog et stort problem, da

intervieweren ikke kunne vide med sikkerhed, om der fandt en mindre konflikt eller magtkamp sted

mellem tolken og informanten, eller om det blot var en helt almindelig forklaring af begreber og

forhandling af mening på baggrund af, at Maria påtog sig den forklarende rolle og rollen som

kulturformidler. Det var således svært for intervieweren at afgøre, om der skulle brydes ind i

ordvekslingen mellem tolk og informant, og i givet fald hvor drastisk det ville være, eller om en

indgriben ville ødelægge interviewet, være respektløst og et uretfærdigt angreb på Marias integritet (hvis

det viste sig, at interviewerens fornemmelse af, at tolken ikke udviste informanten respekt, var forkert).

Dette gav intervieweren en følelse af magtesløshed og følelsen af, at Maria sad med magten.

Intervieweren ville heller ikke risikere, at interviewet skulle stoppe midt i en konflikt og informanten gå

i oprør og med et uafklaret interview, hvis denne brød for meget ind i situationen. Dette ville for os

medføre et halvt færdigt interview og en følelse af, at vi ikke havde levet op til vores rolle som forskere,

garanter for etik og professionalitet. For informanten ville det indebære en meget ubehagelig oplevelse

og et uafsluttet forløb. Derfor tilstræbte vi at få interviewet til at fortsætte og slutte på en god måde, så

alle parter kunne forlade interviewet uden indbyrdes mellemværender.

Taknemmelighedsgæld

Der opstår en ulige magtrelation interviewer og tolk imellem, idet tolken til en vis grad overtager rollen

som mediator grundet sin mestring af begge sprog. Dette stemmer overens med interviewerens følelse

af magtesløshed i den ovennævnte situation.

Grunden til, at vi ikke bare spurgte Maria lige ud, hvad der skete, om der var en konflikt, om hun har

fordomme osv., var, at der, ud over den tosproglige kompetence, også er en ulighed i relationen mellem

os og vores tolk, når det kommer til taknemlighed. Vi står i taknemlighedsgæld til hende, da hun

udfører arbejdet gratis. Derudover har vi været dybt afhængige af hendes hjælp; uden den har vi ikke

kunnet gennemføre vores undersøgelse. Maria var den eneste frivillige rumænske tolk, som projekt

UDENFOR kunne hjælpe os med at formidle kontakt til. I og med at hun havde meldt sig til at tolke

frivilligt, faldt det os ikke ind at lave en kontrakt, der inkluderede et honorar. Vi gav hende en gave ved

samarbejdets ophør som tak for hjælpen, men set i bakspejlet ville der have været klare fordele ved at

have honoreret arbejdet. Det ville have medført, at samarbejdet mellem os og hende havde været mere

professionelt, og vi ville have kunnet pointere og rette på nogle ting ved tolkningen i højere grad, end vi

har gjort, da vi følte, at vi stod i en taknemlighedsgæld til hende. Kvaliteten af interviewene ville have

været bedre i form af, at vi måske ville have fået oversat mere direkte, hvad interviewpersonerne sagde,

og det kunne have afhjulpet situationer under interviewene, hvor det er uklart for os, hvad der er

foregået mellem interviewpersonen og tolken. Det er en erfaring vi har gjort os og vil tage med videre.

32

Vi har forsøgt at forbedre vores interviews ved efterfølgende at få en anden person, der både kan

rumænsk og dansk, til at oversætte enkelte passager fra lydfilerne, hvor det er uklart, hvad der bliver talt

om, eller hvor vi har haft en fornemmelse af, at der ikke blev tolket helt ordret.

Tavshedspligt

Vi har i optakten til første interview informeret Maria om, hvad vi forventede af hende som tolk,

herunder at hun har tavshedspligt. Vi har også i starten af hvert interview informeret vores informanter

om, at vi og tolken har tavshedspligt, og at vi ikke må sige noget videre til myndigheder og lignende. Vi

har dog ikke udfærdiget en kontrakt om tavshedspligt, som vi kunne bede vores tolk om at underskrive,

idet vi har en klar forståelse af, at Maria vil respektere fortrolighedsaspektet, og da vi ikke umiddelbart

så vores interviews som omhandlende emner, der kunne bringe personfølsomme oplysninger frem. En

kontrakt om tavshedspligt ville måske have været hensigtsmæssig, da vi for det første ikke på forhånd

kunne vide, hvilke uintenderede konsekvenser, der kunne dukke op mht. vores tolks oplysninger og

viden om vores informanter, og for det andet ikke kendte vores tolk personligt, og derfor ikke kunne

vide, om hendes holdninger til romaer kunne influere på hendes omgang med oplysningerne om vores

informanter, og for det tredje kunne vi ikke være sikre på, at vi havde været tydelige nok over for vores

tolk i vores specificering af, hvad tavshedspligten mere præcist indebærer.

33

Romaernes historie

Med dette afsnit vil vi give en introduktion til romaernes historie, kultur og traditioner. Vi mener, at det

er nødvendigt at kende til romaernes baggrund, for at vi fuldt ud kan forstå, hvad der er på spil, vedr.

manglende netværk, manglende anerkendelse og diskrimination i analysen.

Man mener, at romaerne kan spores tilbage til forskellige dele af Indien, hvorfra deres forfædre

udvandrede for 1.000-1.500 år siden. Der er forskellige bud på årsagen til udvandringen, men en teori

er, at de har været ansat som smede, kurvemagere, hestepassere o.l. i en indisk hær, der kæmpede mod

invaderende muslimer (Fenger-Grøndahl 2006:22). En anden og beslægtet teori er, at store dele af

Indiens befolkning blev ansat som lejesoldater i forskellige indiske hære, der kæmpede mod Det

Byzantinske Rige. En af disse hære blev erobret og ført til Det Byzantinske Rige, hvor de blev holdt

som slaver i et par hundrede år. Her har de udviklet en fælles kultur og et fælles sprog på baggrund af

deres indiske rødder og den græske og persiske indflydelse, de var under (romnet17). En anden

forklaring er, at romaernes forfædre kom under persisk indflydelse efter at have forladt Indien enten

som slaver eller lejesoldater. Da der stort set ikke kan spores noget arabisk i romaernes sprog, mener

man, at de ligesom mange andre persere er flygtet til Det Byzantinske Rige, da Persien blev erobret af

araberne. Da Det Byzantinske Rige sidenhen mistede terræn til tyrkerne, flygtede de fleste romaer

videre mod Europa (Fenigsen 1994:29).

Efter i en meget kort periode at blive mødt med medfølelse og venlighed, begyndte romaerne med

deres fattigdom, vandring og anderledes livsstil at blive opfattet som en plage (ibid:31,Jensen 1993:18ff).

Romaerne er sidenhen blevet fordrevet fra land til land, og pga. deres manglende nationale tilknytning

har de stået meget svagt juridisk. De har flere steder været fredløse, så det har været fuldt lovligt at slå

dem ihjel, jage dem på flugt og stjæle deres ejendele. Desuden hører man om livstid i tugthuse,

lemlæstelse, tvangsfjernelse af børnene og tvangssterilisering af kvinderne som metoder brugt til at

komme de uønskede romaer til livs (Jensen 1993:23ff, Fenigsen 1994:30). Andre steder er romaer blevet

holdt som slaver eller udnyttet til tvangsarbejde som f.eks. i Rumænien, men også i England, Spanien,

Norge og Rusland (Fenigsen 1994:44, Fonseca 1997:194ff, Fenger-Grøndahl 2006:61f). Fra at være

blevet drevet fra land til land er romaerne senere hen forsøgt tvangsassimileret med det til følge, at de er

blevet nægtet at rejse rundt (Jensen 1993:31).

Romaerne som forfulgte

Det tyder ikke på, at romaerne oprindelig var et vandrende folk. Livet som uønskede og

andenrangsborgere, hvor end de har færdedes, har skabt et folk, der har måttet tilpasse sig de evigt

17 http://romnet.dk/index.html?forside.html&1

34

foranderlige omgivelser (Fenigsen 1994:41). Romaernes forfædre har efter al sandsynlighed været

fastboende, og de ord i deres sprog, der omhandler det bosatte samfund, stammer således fra Indien,

mens ord, der omhandler vandring, er kommet til senere (ibid:59, Fenger-Grøndahl 2006:50).

Romaer har været ofre i mange sammenhænge helt op til vores tid. Under holocaust blev der procentvis

udryddet lige så mange romaer som jøder, hvilket sidenhen synes at være gået i glemmebogen (Jensen

1993:25). Romaerne blev ikke tilkendt krigsskadeerstatning efter krigen, og det blev heller ikke

anerkendt, at de var blevet forfulgt af racemæssige grunde, da det var en udbredt holdning dengang, at

romaerne var kriminelle og asociale af natur (ibid:31). Af samme grund var det også en udbredt praksis

flere steder i Europa at tvangssterilisere romaer og bortadoptere deres børn (Fenger-Grøndahl

2006:324, Koch 2000:181).

Romaerne rundt om i Europa, i særdeleshed Østeuropa, har lidt og lider stadig under mange

voldsomme og i nogle tilfælde dødelige overgreb fra politi og civilbefolkning, især i 90’erne når vi talere

nyere tid (Fonseca 1997:165, Kühl 2000:72).

Der er dog efterhånden blevet lavet flere tiltag, der støtter romaerne. F.eks. har Sigøjnernes Verdensråd

fået repræsentantstatus i FN, og romaer er blevet anerkendt som nationale mindretal i en række lande,

bl.a. Rumænien, Sverige, Norge og Finland (Fenger-Grøndahl 2006:56 og 332, Jensen 1993:32). I

Sverige er ”den officielle holdning (…), at det tillidsbrud, romaerne har været udsat for, skal heles, og det er majoriteten,

der må tage det første skridt” (Fenger-Grøndahl 2006:347). Og i Helsingborg Kommune gør man meget ud

af at se romabaggrunden som en ressource i stedet for en ulempe, når romaer er i kontakt med det

offentlige.

Selvom romaerne har en lang lidelseshistorie bag sig, har de også en historie om overlevelse og

tilpasning til de barske omstændigheder. De har således klaret sig utrolig godt, hvilket deres fortsatte

eksistens, på trods af de mange forsøg på at komme dem til livs, vidner om.

Tradition

Roma betyder menneske på romani og har således en positiv betydning modsat ordet sigøjner, der har

ophav i det græske ord 'athinganos', der betyder urørlig eller paria (Fenger-Grøndahl 2006:15).

Romaerne har heller aldrig brugt betegnelsen sigøjner om sig selv – en betegnelse, der giver anledning

til mange stereotype forestillinger.

Fordomme mod og forestillinger om romaer er der rigeligt af, og det forventes ofte af romaer, at de er

tyvagtige, uærlige, spontane, rejselystne og frie. Vi har sågar selv i vores forforståelse ligget under for

nogle af disse forestillinger, selvom vi tilstræber at forholde os mere kritiske til forestillingerne. Faktum

er, at der findes mange forskellige romagrupper, og at romaer er lige så forskellige som ikkeromaer.

Dette er en erfaring, vi også selv har gjort os i vores møde med hjemløse romaer, hvor vi både mødte

en akademiker og en analfabet, en stærkt troende kristen og andre, der ikke var åbenlyst religiøse; vi

35

blev mødt med åbenhed fra nogle, mens andre var mere reserverede osv.

Der findes 60 forskellige romanisproggrupper i Europa, men det er ikke alle romaer, der kan tale

romani (Fenger-Grøndahl 2006:15). Romaerne har heller ingen fælles religion, men dyrker i stedet, som

alle andre, de religioner, der er normale i de egne, de kommer fra, eller fravælger religion helt (Jensen

1993:20).

Mange romaer deler nogle fælles traditioner og til dels en fælles kultur, selvom der også er store

kulturelle forskelle mellem grupperne (Fenigsen 1994:22). Ifølge Fenigsen har romaernes overlevelse

bl.a. været mulig pga. traditioner og familiesammenhold (ibid:40).

Romaernes traditionelle skikke og livsindstillinger

En tilværelse præget af evig bevægelse har sat sine spor i romaernes færdigheder inden for en lang

række erhverv og vidensfelter, hvor man har specialiseret sig i det, der har været gunstigt for

situationen. Her er bl.a. tale om metalforarbejdning og anden praktisk kunnen, musik og opdrætning af

dyr samt en særlig viden om natur og anvendt psykologi. Fleksibilitet og et særligt arbejdsfællesskab har

desuden gjort det muligt for romaerne at tilpasse sig forandringerne, men samtidig bevare egen kultur

(Fenigsen 1994:30,41,46).

Der er mange forskellige romastammer, der er specialiserede inden for hvert deres erhverv, og disse

holdes mere eller mindre adskilte, da man gifter sig inden for egen stamme. Her ses en lighed til det

indiske kastesystem, og forskerne mener også, at man har bragt grundtrækkene fra kastesystemet med

sig. Der er uenighed grupperne imellem om, hvem der rangerer højst og er af reneste afstamning

(ibid:72,81).

Stammerne udgøres af forskellige klaner, der igen udgøres af forskellige familieenheder. Hver stamme

har deres eget stammeråd, kaldet Kris, hvor man afgør forskellige stridigheder (Fenigsen 1994:72ff,

Fenger-Grøndahl 2006:44).

Selvom der er mange romaer, der forsøger at leve på traditionel vis, er det langtfra alle, der lever i

overensstemmelse med de opridsede traditioner og skikke. Mange romaer er fastboende og har været

det i hundreder af år og lever mere eller mindre ligesom deres landsmænd. Nogle romaer er blevet

assimileret, mens andre ikke føler nogen egentlig tilknytning til det, der opfattes som deres forfædres

levemåder (Fenger-Grøndahl 2006:13).

Et par af de hjemløse romaer, vi har talt med, har således tilkendegivet, at romatradition ikke betyder så

meget for dem. F.eks. giver Tristan udtryk for, at tradition mere var noget, man dyrkede et par

generationer tilbage:

”For lang tid siden (…) var vi meget mere knyttet til bestemte traditioner, men det er vi ikke mere. Når vi rejser ind i et

samfund, så prøver vi at tilpasse os samfundet så bedst som muligt.” (Tristan, linje 79-81).

36

For andre af de hjemløse romaer, vi har talt med, synes tradition at være en vigtig del af identiteten,

som f.eks. hos Daniela. Følgende passage viser, at romatraditioner betyder meget for hende, men

samtidig er det at være rumæner tydeligvis en lige så vigtig del af hendes identitet:

Interviewer: ”[H]vad betyder tradition og familie for dig?

Daniela: Vi bliver gift meget unge; vi har børn, når vi er ret unge. Jeg har fem børn og fire børnebørn. Det er en stor del af

vores tradition. Vi føler bare, at vi har det rigtig svært i Rumænien, så derfor rejser vi. Pga. fattigdom, ikke fordi vi vil rejse

væk. Vi har ikke arbejde.

Interviewer: Hvilken betydning tillægger du selv det at være roma? Hvad betyder det for dig at være roma?

Daniela: Det er vores tradition; det er vores nationalitet.

Interviewer: Hvis du skulle nævne nogen ting, der er typisk for det at være dig som roma, hvad er det så?

Daniela: Jeg har et andet sprog. Jeg har også andre traditioner, men det er de andre, som diskriminerer og udøver racisme. Vi

har det … vi føler os ikke anderledes end rumænerne på de punkter.

Interviewer: Jeg tænkte også mere kultur, om man havde nogen andre fester eller skikke eller …

Daniela: Romaer kender mig uanset, hvor vi er henne, f.eks. i Rumænien. Og vi har flere børn. Vi har en rigtig stor

familie.” (Daniela, linje 9-20).

Romaerne i Rumænien

Da romaerne kom til Rumænien i 1300-tallet, blev de taget til fange og brugt som slaver bl.a. i et

landbrug, der havde mistet mange folk til pesten. Andre blev brugt som slaver ved hoffet. Fyrsterne,

adelen og klostrene delte slaverne mellem sig, hvilket resulterede i, at hele familier blev givet væk som

gaver, mens andre familier blev splittet ad.

Efter slaveriets ophør i 1864 blev der ikke taget nogen initiativer for at uddanne og integrere de

tidligere slaver i samfundet. De blev set som andenrangsborgere, og selv i dag bliver romaer af mange

rumænere opfattet som uciviliserede og uudviklede (Fenger-Grøndahl 2006:62ff, 72).

Det har siden været en træg kamp for romaerne at opnå rettigheder i det land, der også har været deres

i flere århundreder. Selvom ca. 10 % af den rumænske befolkning er romaer18, var det først i 1993, de

blev anerkendt som nationalt mindretal, og romani blev et valgfag i skolen (ibid:56). Siden 1933 har

romaer i Rumænien kæmpet for at få en officiel mindedag for den dag, slaveriet ophørte ved lov, men

det har regeringen gang på gang afslået, og det er først i 2005 lykkedes at få afholdt en

mindehøjtidelighed (ibid:90). Inden for de sidste år er der dog taget en del forbedrende initiativer, men

romaerne er stadig langt fattigere end den resterende befolkning i Rumænien (ibid:56), og de står sidst i

køen til arbejde og uddannelse (Fonseca 1997:189). I 2005 manglede 68 % af romaerne i Rumænien

vand og kloakering i boligen, og 30 % boede i decideret slum. Det skyldes bl.a., at mange romaer ikke

har identifikationspapirer, og uden dem kan man ikke blive tilsluttet el- og vandnettet (Fenger-Grøndahl

2006:33). 18 Der er dog uvished om det præcise tal (Verden i dag 1997:49)

37

Ferentari er en bydel uden for Bukarest med høj arbejdsløshed, mange narkomaner og mange

alkoholikere, og hvor halvdelen af alle indbyggerne er romaer. European Roma Rights Center beretter

om, at ”adskillige romaer mistede livet i Ferentari i vinteren 1999-2000. De kunne ikke betale deres varmeregninger,

myndighederne slukkede for varmen og satte dem på porten, og de frøs ihjel” (ibid:87).

I vores interviews med hjemløse romaer i København, har vi fået et indblik i den fattigdom, nogle af

dem levede i, før de kom til Danmark. Tristan fortæller således:

”Der er rigtig høje skatter på huse og grunde der. Der var altid rigtig dyre regninger at betale, så der var ikke nogen penge

tilbage til mad. Hele lønnen gik til regninger, og der var ikke noget tilbage til mad.” (Tristan, linje 253-255).

Ifølge vores tolk er en del varer i Rumænien lige så dyre som danske varer, på trods af at lønningerne er

meget lavere. Det gælder bl.a. mælk, olie og gas (Maria, linje 301-302).

Der var allerede stor fattigdom under Ceausescu, der foruden tilbagebetaling af udlandsgælden brugte

statens penge på sin egen luksustilværelse (Illustreret Videnskabs Opslagsværk 1997:50). Fattigdommen

er imidlertid ikke blevet mindre, efter at højrealliancen med Constantinescu i spidsen i 1996 vandt

præsidentvalget over Ceausescus efterfølger Iliescu. Nogle af Constantinescus store projekter har,

foruden optagelse i EU og NATO, været decentralisering, minimering af statstilskud og omfattende

privatisering, hvilket har medført stigende inflation og høj arbejdsløshed (ibid:25).

Levestandarden er meget lav i Rumænien, hvor under 1 % af befolkningen har en bil, og hvor den frie

markedsøkonomi betyder, at der kun bliver afsat meget få midler til offentlig lægehjælp og socialhjælp

(ibid:25, Fenger-Grøndahl 2006:77). Vores tolk beskriver det således:

Maria: ”Ja, men vi har ikke noget. I Rumænien, og i Østeuropa faktisk, så længe du har et hus, og du har et arbejde, og du

kan betale dine egne ting, så er du ok, men du skal betale alt. (...). Så snart du er gammel, og du kunne have brug for at

være på et plejehjem eller sådan noget, så er du fucked! Der er ikke nogen muligheder for de hjemløse, der er ikke nogen

muligheder for gamle.” (Maria, linje 148-152).

Rumænien er også et land, der har en lang historie med korruption og svindel. Under det

kommunistiske styre var det tilsyneladende normal praksis at stjæle, hvilket også gjaldt for politiet, der

navnlig stjal fra romaerne og ligeledes tog imod bestikkelse fra dem (Fonseca 1997:174). I dag er

korruptionen stadig udbredt (ibid:178), og Maria fortæller således også om, hvordan politiet er korrupt

og tager imod penge fra hjemløse romaer, de ellers skulle have smidt væk fra nogle bygninger (Maria,

linje 142-145 ).

Der er en udbredt negativ holdning til romaer i Rumænien. 40 % af rumænerne ønsker romaerne ud af

landet, og racismen har godt tag i store dele af den rumænske befolkning. Det er holdninger, der også

går igen hos politiet og flere politikere (Fonseca 1997:81ff, 91).

38

Op gennem 1990'erne har der været adskillige voldelige og nogle gange dødelige racistiske overgreb

mod romaer, tilsyneladende uden nogen grund. Huse er blevet brændt ned og mange uskyldige romaer

er blevet tævet eller dræbt. Nogle gange er det sket som hævnaktion mod en handling udført af én

roma, men hævnen har krævet mange uskyldige ofre (Ibid:160). Det er ikke kun civilbefolkningen, der

har stået bag angreb på uskyldige romaer. Fonseca skriver, at en ung roma i 1990 døde i politiets

varetægt. Han blev tæsket ihjel, efter han havde talt med en observatør for menneskerettighederne

(ibid:163ff). Efter et meget voldsomt angreb mod romaerne i landsbyen Hadareni, hvor politiet så

passivt til, mens tre romaer døde, og alle deres huse blev brændt ned, fortæller vidner, at politiet direkte

havde opfordret indbyggerne til at starte brandene og havde lovet dem at dække over begivenhederne.

Hele fire år efter dette voldsomme angreb blev kun fire mænd dømt, og de blev efter blot et par år

benådet og frigivet. Ingen politifolk blev dømt i sagen (ibid:160, Fenger-Grøndahl 2006:84).

Angrebene er blevet sjældnere nu (Fenger-Grøndahl 2006:82), og bl.a. pga. nogle danskfinansierede

kurser for det rumænske politi er racismen også dalende her, men, som Fenger-Grøndahl skriver:

”[V]æk er den ikke. Rapporter fra Human Rights Watch, Amnesty International og Europa Kommissionen konkluderer

samstemmende, at der stadig finder racistisk motiveret vold sted mod romaer, og at romaernes rettigheder ofte krænkes i

forbindelse med arrestationer, retssager og fængslinger” (ibid:84).

Ud over at være ofre for vold og hærgen bliver romaer også udsat for megen diskrimination i

Rumænien. Fonseca giver os i ”Den lange vej” et eksempel på en egn, hvor alle, undtagen romaerne, fik

uddelt jordlodder efter revolutionen, og det på trods af, at de længe havde været bosiddende på egnen

(Fonseca 1997:177).

Mange romaer har haft problemer i skolen, fordi undervisningen ikke foregik på deres modersmål,

hvilket har resulteret i, at de er blevet forflyttet til skoler for mentalt handicappede (Fonseca 1997:184).

Der er også eksempler på, at romaer er blevet forbudt at gå i deres traditionelle tøj i skolen (Fenger-

Grøndahl 2006:72).

Vi vil i det følgende analysere nogle af de hindringer og marginaliseringer, de hjemløse romaer oplever i

det danske samfund. Først vil vi dog give et indblik i den analysestrategi, der ligger til grund for vores

analyse.

39

Analysestrategi

Organisering af data og kodning af transskriptioner (se bilag 5 for transskriptionsregler) er ikke blot en

teknisk og praktisk proces, men ligeledes en fortolkningsmæssig proces. Idet vi ordner data, kan vi ikke

sige os fri for samtidig at foretage en fortolkning (Mason 2006:148). I denne fortolkende proces giver vi

samtidig udtryk for, hvad der i vores optik konstituerer data. Som tidligere nævnt er vi interesserede i at

vide mere om de hindringer og marginaliseringer, hjemløse romaer støder på i det danske samfund, og

hvilken betydning det har for dem i deres hverdagsliv.

Vi anser det ikke for muligt i forlængelse af vores hermeneutiske udgangspunkt at lave en ren objektiv

analyse, da den sociale verden og ytringer om denne altid vil være fortolkede (Mason 2006:149). Vores

analyse vil være baseret på et forsøg på at forstå informanternes fortolkninger og forståelse samt en

inddragelse af vores egen fortolkning af disse.

Den hermeneutiske cirkel omslutter hele forskningsprocessen, idet både objektet for analysen og

forskeren selv indgår i denne som centrum. Der er i denne sammenhæng tale om en

dobbelthermeneutik, idet vores informanter selvfølgelig er centrum for den historie og fortolkning, de

kommer med, samtidig med at vi som forskere er centrum for den analyse og fortolkning, vi foretager

af deres. Disse to fortolkende strukturer vil overlappe nogle steder, men kan aldrig overlappe helt, da vi

jo ikke har oplevet, hvad informanterne har oplevet (Denzin 2002:354). Således vil man altid, når man

vender tilbage til objektet, trække på sine tidligere fortolkninger af dette. Derfor er en fortolkende

proces aldrig endelig (Denzin 2002:363f).

Kodning

Vores koder er skabt i et dialektisk forhold mellem vores undersøgelsesspørgsmål og vores empiri,

således at vi har dannet kodningskategorier ud fra, hvad vi har ønsket at svare på i forhold til vores

undersøgelsesspørgsmål og problemformulering, samt ud fra hvilken information vores empiri har givet

os (Mason 2006:159). Vi har i henhold til vores problemformulering haft et ønske om at undersøge,

hvilke hindringer og marginaliseringer hjemløse romaer oplever i Danmark, og på baggrund af vores

undersøgelsesspørgsmål har vi derfor kodet efter henholdsvis ’manglende netværk’, ’mangel på

anerkendelse’ og ’diskrimination’ jf. begrebsafklaringen. Derudover har vi tilstræbt opmærksomhed og

åbenhed over for vores empiri og hæftet os ved aspekter, der har undret os og/eller været forskellige fra

vores forforståelse. I henhold til dette har vi også kodet efter ’ønsker for fremtiden og livet’, hvilket

indeholder informanternes forestillinger om og forhåbninger for deres fremtidige liv. Denne

kodningskategori svarer ikke til et analyseafsnit men indgår i analysen flere steder. ’Forsvarsposition’ er

en anden kodningskategori, der viste sig, og som dækker over en gåen i forsvar fra informanternes side,

udtrykt ved uopfordrede, pludselige understregninger af gode hensigter, motiver og hæderlig opførsel.

Den er heller ikke blevet gjort til genstand for egentlig analyse, men bliver i stedet inddraget i en

40

opsamling på analysen.

Vi skal, når vi kategoriserer interviewene, stadig være opmærksomme på den kontekst, vi tager det

pågældende tekststykke eller den relevante mening ud af (Mason 2006:159).

Teorivalg

Ud fra vores problemformulering, undersøgelsesspørgsmål og kodninger af empiri, har vi foretaget

nogle valg mht. hvilken sociologisk teori, vi ønsker at bruge i forbindelse med analysen. Eftersom

analysen er delt op i tre afsnit, har vi valgt at bruge forskellige teorier til at belyse de enkelte afsnit.

I afsnittet om manglende netværk er vi blevet inspireret af Robert D. Putnams teori om social kapital.

Da hans social kapital-begreb dækker over mere end bare netværk (f.eks. politisk deltagelse og godt

naboskab), bruger vi kun de dele, der omhandler netværk. Her har vi især rettet blikket mod den

analytiske skelnen, Putnam laver mellem netværk, der har karakter af hhv. ’bonding’ og ’bridging’ (jf.

begrebsafklaringen, hvor vi har oversat det til brobyggende netværk og det nærmeste netværk).

’Bonding’ er de nære relationer, som folk har indadtil, mens ’bridging’ er netværk, der hjælper folk til at

komme videre fra den situation, de befinder sig i. Her synes vi at se en interessant pointe i forhold til de

hjemløse romaer, hvilket vi har beskrevet nærmere i afsnittet om manglende netværk. Vi har med Mark

Granovetters skelnen mellem svage og stærke bånd ønsket at gå dybere ned i, hvordan netværk hjælper

individer til at komme videre. Til sidst har vi med Hjørdis Kaul og Elin Kvandes teori om

mestringsstrategier ønsket at se på, hvad de hjemløse romaer selv gør for at forbedre deres situation,

bl.a. ved at skabe sig netværk.

I afsnittet om manglende anerkendelse har vi valgt at benytte os af Nancy Frasers teori om

anerkendelse og omfordeling. Vi har valgt denne, fordi vi mener, at det er altafgørende at bringe

aspekter om omfordeling og lige deltagelse ind i diskussionen om anerkendelse af de hjemløse romaer.

Ud over at være en del af Frankfurterskolen og den kritiske teori lægger Fraser sig op ad en

socialkonstruktivistisk tilgang, idet hun forstår kategorier som f.eks. køn og klasse som værende

konstruerede og ikke mindst kategorier, der kan dekonstrueres. Jævnfør vores videnskabsteoretiske

afsnit, mener vi, at den socialkonstruktivistiske måde at anskue verden på, på nogen punkter matcher

vores syn bedre end den hermeneutiske gør. Derfor mener vi også, at Fraser er den mest relevante

teoretiker at trække på indenfor anerkendelsesområdet.

I det sidste analyseafsnit, der omhandler diskrimination, har vi valgt at trække på Norbert Elias’

begreber om de etablerede og outsiderne og hans aspekt om internalisering, fordi vi med empirien vil

kunne forklare de hjemløse romaers position og den diskrimination, de er udsat for, og hvordan denne

påvirker dem. Elias betjener sig af flere forskellige videnskabsteoretiske positioner såsom den

funktionalistiske og systemteoretiske, men også den hermeneutiske.

I de næste afsnit følger vores analyse af hindringerne for de hjemløse romaers hverdagsliv. Vi vil starte

41

med at se på manglende netværk, hvorefter manglende anerkendelse vil følge og til sidst diskrimination.

Derefter vil der være en opsamlende diskussion af de tre afsnit.

42

Manglende netværk

De hjemløse romaer, vi har interviewet, er kommet til Danmark for at skabe sig en bedre tilværelse. De

har alle et ønske om at finde et arbejde og et sted at bo (jf. præsentationen af dem). I dette afsnit vil vi

diskutere betydningen af netværk i forsøget på at opnå disse ønsker for tilværelsen i Danmark.

Hvad netværk gør for muligheden for at få arbejde og bolig

Ifølge Robert Putnam er netværk af stor betydning i jobsøgningssituationer. Det at ’networke’ er en

strategi til at få et arbejde, da det i højere grad handler om, hvem man kender, end det handler om

evner (Putnam 2000:20). I sin undersøgelse af social kapital i USA, påviser Putnam således, at de fleste

af dem, der opnår at skaffe sig et arbejde, gør det via personlige forbindelser (Ibid:289).

Sociale netværk er meget vigtige i jobrelaterede situationer, fordi menneskelige relationer kan være råd-

og informationsgivende for den jobsøgende eller skabe forbindelse til potentielle økonomiske partnere.

Desuden kan personer i det sociale netværk stå inde for den jobsøgende (ibid:319, 321). Selvom de

hjemløse romaer, i kraft af deres ressourcesvaghed og komplekse situation, adskiller sig fra den

almindelige jobsøgende, Putnam formodes at referere, er der stadig mange ligheder, og hans begreb om

netværk og deres betydning er således højst anvendelig i vores analyse.

Putnam skelner i sin analyse af social kapital mellem netværk som 'bridging' og 'bonding', hvor “bridging

social capital can generate broader identities and reciprocity, whereas bonding social capital bolsters our narrower selves“

(ibid:23). De netværk, der er kendetegnet ved at være brobyggende, skabes således udadtil og på tværs

af skel, hvor de nærmeste netværk knytter tætte bånd indadtil mellem folk, der tilhører samme mere

eller mindre homogene gruppe (ibid:22).

De nærmeste kontakter er gode at have for at klare sig, mens de brobyggende kontakter er afgørende

for at komme videre (ibid:23). Det hænger sammen med, at brobyggende kontakter giver bedre adgang

til ydre værdier og information end de nærmeste kontakter gør (ibid:22).

Hvor Putnam eksemplificerer de brobyggende netværks betydning for jobsøgende, vil vi også diskutere

netværks betydning for boligløse, idet vi mener, at det også her kan handle om at kende de rette

mennesker.

I følgende afsnit nuanceres vigtigheden af de mere perifere relationer ud fra Granovetters teori om det,

han kalder “the strength of weak ties” (Granovetter 1973:1360), hvor informationsaspektet får en særlig

betydning.

De svage bånds styrke

Mark Granovetter definerer styrken af netværk ud fra en kombination af tid, følelsesmæssig intensitet,

intimitet og gensidige tjenester i netværket. Intensiteten af disse forskellige komponenter afgør, om der

43

er tale om netværk med stærke eller svage bånd. Stærke bånd er de nære relationer, der er at finde

mellem folk, der er venner eller i familie og som antages at ligne hinanden på forskellige måder

(Granovetter 1973:1362). Granovetters begreber om stærke og svage bånd ligger altså tæt op ad

Putnams adskillelse mellem 'bonding' og 'bridging'. Dog ser det ikke ud til, at Granovetter lægger lige så

meget vægt på homogeniteten i gruppen, som Putnam gør19.

Graden af styrke i båndet afgør, hvor mange af de samme mennesker, man kender, således at jo

stærkere bånd, man har til hinanden, jo flere af ens andre kontakter vil overlappe (Granovetter

1973:1361f). Af den grund opnår man også bedre informationer gennem svage bånd, der kan virke

som bro til helt nye informationer og personer (ibid:1364). De brobyggende svage bånd skaber altså

viden om verdenen uden for ens egen vennekreds i og med, at de folk, vi kun har svage bånd til, oftere

indgår i sammenhænge, vi ikke selv indgår i. I netværk af stærke bånd har man allerede hørt, hvad der

er at høre. Ens venner kommer ikke med ny information, da de har hørt det samme, som man selv har

(Granovetter 1973:1366). Granovetter skriver således: ”weak ties are more likely to link members of different

small groups than are strong ones, which tend to be concentrated within particular groups” (Granovetter 1973:1376).

De hjemløse romaer, vi har interviewet, har i kraft af at være udokumenterede immigranter ikke adgang

til statsstøttede herberger og har derfor været henvist til nødherberget (jf. afsnittet om metodisk

fremgangsmåde). Da det kun har haft ressourcer til at holde åbent fra januar til marts, har det været

altafgørende for de hjemløse romaer at få informationer om alternative sovesteder. Følgende

interviewsamtale fandt sted umiddelbart inden nødherberget lukkede:

Interviewer: ”Hvad gør du så, når herberget lukker? Hvor kan du så sove?

Nicolae: Jeg ved det ikke, men kender I ikke et andet sted, et andet herberg, hvor vi kan sove?

Iinterviewer: Jo måske på X. Det kan godt være, at de lukker jer ind, men problemet er, at de ikke har lov til at lukke folk

ind, der ikke har opholdstilladelse, men nogle gange gør de det alligevel.

Nicolae: Kan I holde øje og hjælpe mig med at finde en lejlighed, for jeg vil gerne bo i en lejlighed?

Interviewer: Det er svært.

Observatør: Ang. herberger kan du prøve at spørge på natherberget, for der har de et papir i deres mappe med adresser på

natherberger.” (Nicolae, linje 79-86)

Ovenstående viser, hvorledes vi oplevede selv at være behjælpelige med information om, hvor de kunne

sove, dog uden at kunne hjælpe med et egentligt sted at bo.

De svage bånd, man har til folk uden for ens egen omgangskreds, kan altså være yderst brugbare,

hvilket også er Tristans oplevelse. Da han en overgang boede i Tyskland indvilligede han også der i et

interview med nogle studerende, der gerne ville forbedre romaernes vilkår. Efterfølgende var de

studerende gået til myndighederne, hvilket resulterede i, at Tristan fik stillet en bolig til rådighed (se 19 Ifølge Putnam kan netværkene med “bonding” i deres homogenitet indadtil virke ekskluderende og fjendtlige udadtil.

Han påpeger dog, at både “bonding” og “bridging” i mange tilfælde kan have meget positive effekter (Putnam 2000:22f.)

44

bilag 6).

Betydningen af netværk for hjemløse romaer

Der er dog andet end netværk, der spiller ind på de hjemløse romaers muligheder for at indfri deres

ønsker om tilværelsen i Danmark. Putnam påpeger, at for jobsøgende kan arbejdsgiverracisme og

manglende uddannelse være lige så store forhindringer (Putnam 2000:320). Finanskrisen har også gjort

det sværere for nytilkomne at få fodfæste på arbejdsmarkedet. De hjemløse romaer lever som

marginaliseret gruppe langt hen ad vejen uden for samfundet, hvilket adskiller dem fra den gruppe af

mennesker, der normalt henvises til i teorierne. Der er således foruden de ovennævnte nogle helt

specifikke faktorer, der spiller ind på deres muligheder. De er indvandrere uden opholdstilladelse,

hvorfor de skal være selvforsørgende, mens de søger arbejde. Det sætter nogle klare begrænsninger på

deres økonomi og dermed også mulighederne for at leje et sted at bo. Dog kan netværk netop være

informationsrige i forhold til at finde de billigste steder at bo. Sprogbarrierer er en anden hindring især

for muligheden for at få et arbejde; her er det dog værd at nævne, at der ligger yderligere to hindringer

bag muligheden for at lære dansk: Den ene er, at de hjemløse romaer er udelukkede fra at få offentligt

finansieret sprogkurser, da de ikke har opholdstilladelse, og den anden er, at egenbetaling næppe er en

mulighed, grundet deres fattigdom. Diskrimination og manglende anerkendelse spiller også en rolle,

hvilket vi vil uddybe nærmere i de følgende analyseafsnit.

Men ikke desto mindre mener vi, at muligheden for netværk især i form af brobyggende netværk og

svage bånd har en stor betydning for de hjemløse romaer. Måske har det endda større betydning for

dem end for andre, da de skal overvinde så mange andre forhindringer (jf. eksemplet fra

baggrundsafsnittet med den udenlandske hjemløse, der kun formåede at komme ud af den svære

situation med projekt UDENFOR hjælp). De svage bånd er ifølge Putnam specielt vigtige og

udbytterige for marginaliserede mennesker (Putnam 2000:320).

Arten af de hjemløse romaers netværk

På et kursus på Frederiksberg har Henri oplevet, at et meget tilfældigt bekendtskab med en kvinde har

hjulpet ham til at forstå nogle ting omkring skattetræk. Han var blevet trukket alt for meget i skat i de

måneder, han arbejdede, da han lige var kommet til Danmark. Han fortæller her, hvordan han fandt ud

af, at han havde betalt for meget:

”Jeg fandt ud af det, fordi der var et kursus på Frederiksberg, som kommunen lavede i de her to mekanikker (utydeligt), og

dem var jeg interesserede i at tage, og der var en dame der, der fortalte mig, at det ikke var okay, fordi jeg ikke var registreret

nogen steder.” (Henri, linje 184-186).

Det er et rigtig godt eksempel på, hvad perifere relationer kan bringe af ny information. Som hjemløs

45

indvandrer, der lige er kommet til landet, er det ikke så mærkeligt, at han ikke selv har haft kendskab til

skattetrækningen. På kurset har han så mødt en kvinde, der har forklaret ham de regler, han selv og

eventuelle ligesindede ikke har kendt.

Henri kommer desuden i en kirke, hvor han har lidt kontakt til “præsten og nogle, der arbejder i kirken”

(Henri, linje 256). Ifølge Putnam, kan det at gå i kirke være udslagsgivende for muligheden for at få et

arbejde. Ikke pga. det religiøse aspekt, men fordi man i kirken har god mulighed for at danne netværk

(Putnam 2000:321). I kirken kan man således danne bro til nye mennesker og nye informationer.

Ud af vores informanter er Henri den, der er bedst til at skabe svage brobyggende bånd, men samtidig

giver han udtryk for en stor ensomhed. Han er taget hertil helt alene, uden sin kone, og har således ikke

som de andre romaer familiemedlemmer at holde sammen med. Han har heller ingen venner og kender

ikke rigtigt andre end dem fra kirken (Henri, linje 256-257). Han har måttet klare sig selv og finde ud af

alt på egen hånd, som følgende citat illustrerer:

Interviewer: ”Hvad skal der ligesom til, for at du får startet på universitetet og får et sted at bo og sådan nogle ting? Hvem

skal hjælpe dig, eller hvad kan du selv gøre?

Henri: Hvis jeg havde mulighed for at leje et sted at bo, ville det være meget nemmere for mig. Det er svært, at jeg ikke har

venner her, som kan hjælpe mig, og sige ”du skal gøre det her eller du skal gøre det her”. Alt hvad jeg har lært her, har jeg

lært, fordi jeg er ramlet ind i det. Der er ingen, der har fortalt mig noget som helst.” (Henri, linje 219-224).

Selvom han har nogle af de mest brobyggende forbindelser, har han ikke særlig mange set i forhold til

den almindelige dansker, og han har ikke en oplevelse af at få hjælp eller oplysninger, der kan guide

ham på vej. Hans tilværelse her i Danmark lader desuden til at bære meget præg af hans mangel på de

nærmeste, stærke netværk. Han er alene om sin svære situation, og man kan diskutere, om de mere

brobyggende netværk kan hjælpe ham særlig meget. Hvis han ikke har nogen til at hjælpe sig med at

”klare sig”, kan han så ”komme videre”? Har han ballast nok til at udnytte potentialet i de brobyggende

netværk?

De andre hjemløse romaer, vi har talt med, er her sammen med familiemedlemmer, og de har derfor

nogle stærke bånd til mennesker, der kan give mental støtte, og som de kan klare dagligdagens

forhindringer sammen med. Det er dog ikke i nogen af tilfældene hele familien, der er samlet, og der

tegner sig et billede af splittede familier, der er spredt ud over forskellige lande og områder.

Nicolae, der har fire børn under fem år, betaler en ven i Helsingør for at have dem boende, så de ikke

også er hjemløse lige som han selv og sin kone. Han har altså nogle nære, stærke relationer at trække på,

men ikke nogen, der kan hjælpe ham i arbejde, så han kan få råd til at betale for et boligindskud, og

heller ikke nogen, der kan hjælpe ham med at finde en lejlighed med et lavt indskud. Nicolae fortæller

dog: “Jeg har danske, rumænske, arabiske og italienske venner, men det er det. Jeg har ikke fast kontakt til nogen”

(Nicolae, linje 105-106). Det er svært at vide, hvad han lægger i ordet ”venner”, for i samme sætning

46

siger han, at det ikke er folk, han har fast kontakt med. Det kunne derfor godt se ud som om, det

primært er svage bånd, han har til dem, i og med at de ikke er en del af hans hverdag. Men vi mener

ikke, at det er sikkert, at de er brobyggende af den grund. Hvis de også er marginaliserede, som

rumænere og arabere muligvis kan være i kraft af deres position som indvandrere eller efterkommere af

indvandrere, kan det være, at de selv f.eks. er arbejdsløse. Derfor kan man også sætte spørgsmålstegn

ved effekten af i hvert fald nogle typer svage bånd.

Tristan, der er her sammen med sin kone, har fire voksne børn, der bor i Rumænien. De er fattige, og

han er her for at tjene penge, som han kan sende hjem til dem. Han ønsker at skabe sig en stabil

tilværelse, der kan danne grundlag for, at de også ville kunne komme herop at bo og arbejde. Han er

her ifølge eget udsagn primært for sine børns skyld:

”Jeg vil rigtig gerne hjælpe mine børn. Jeg prøver at hjælpe, men det er rigtig svært. Børnene derhjemme har det rigtig svært, og

jeg vil ikke have, at de ender på gaden og sådan noget. Det er mest for dem, at jeg gør alle de her ting” (Tristan, linje 149-

151).

Han kender nogle rumænere, der er i arbejde, som han prøver at skaffe informationer fra. Om det er

svage eller stærke relationer, han har til dem, er igen svært at sige, men de er i hvert fald selv en del af

arbejdsmarkedet, så det kan være, at en af dem en dag kan være hans bro til arbejdsmarkedet ved f.eks.

at stå inde for ham. Vores egen oplevelse af ham er, at han er ret god til at skabe sig netværk, og han er

meget imødekommende; bl.a. virkede han meget åben over for os, allerede første gang vi snakkede med

ham på Strøget, og han havde allerede skaffet sig nye bekendtskaber (bl.a. den rumænske mand på

Strøget, der formidlede kontakten til os), selvom han kun havde været i Danmark i tre uger. Det er

lykkedes ham at finde arbejde i Italien og bolig i Tyskland ved at kende de rigtige mennesker (se bilag

6). Men han virker meget modløs og har ikke nogen håb for fremtiden, fordi han “godt kan se, at der er

minimum håb” (Tristan, linje 232). Modsat da han opholdt sig i Italien, kan han ikke sproget her og føler

sig for gammel til at lære det, og desuden har han “ ikke råd til at lære sproget først uden at arbejde og så få et

arbejde bagefter” (Tristan, linje 235-236). Desuden føler han ikke, at der er meget, han selv kan gøre for at

forbedre situationen: ”Jeg har brug for noget hjælp. Hvad kan jeg selv gøre, når jeg ikke kan skaffe mig selv et job?

Jeg har brug for hjælp (…)” (Tristan, linje 163-164).

Fransiscas børn, der er voksne ligesom Tristans børn, er også i Rumænien. De har dog i perioder været

her sammen hele familien. Hun fortæller, at hun sender penge hjem til børnene, fordi de sulter.

Hun har en dansk veninde, der hjælper hende, så hun kan klare sig. Hun har kørt hende på hospitalet

og givet hende penge og medicin, og hun har sågar sendt penge til Fransiscas børn i Rumænien.

Fransisca vender mange gange tilbage til at snakke om veninden i interviewet, så ud over, at hun nok

betyder rigtig meget for Fransisca, tyder det på, at det er den eneste veninde, hun har her i Danmark.

De kan kun snakke sammen på meget lidt engelsk (Fransisca, linje 114), og det virker som om,

47

venskabet meget går ud på, at den danske veninde hjælper Fransisca med hendes problemer. På nogle

punkter er de diametrale modsætninger. Hvor Fransisca er del af en minoritet, fattig og har brug for

hjælp, tilhører veninden majoriteten, har penge nok og yder hjælp. Men på trods af det, er de stadigvæk

veninder og har måske nogle helt andre ting tilfælles, de er f.eks. begge to kvinder. Ifølge Putnam er

'bridging' og 'bonding' ikke enten eller-kategorier, men skal hellere ses som mere eller mindre-

kategorier. De kan være gensidigt udelukkende, men kan altså også fungere i fint samspil (Putnam

2000:23).

Danielas mand ligger syg i Rumænien, hvor nogle af hendes børn også er, mens andre af hendes børn

bor i Spanien. Hendes børn er fattige, og dem, der bor i Spanien, har mistet deres job pga. finanskrisen.

Hun ønsker at hjælpe sine børn, men er nødt til at bruge alle sine penge på medicin til manden. Hun

har det rigtig svært med sin situation, hvor hun også er nødsaget til at tigge for at skaffe penge til ham:

Daniela: ”Jeg er bange, fordi jeg prøver at skaffe arbejde, men det kan jeg ikke, så derfor er jeg nødt til at tigge.

Interviewer: Hvordan har du det med din situation. Hvordan føler du omkring, at du bliver nødt til f.eks. at tigge?

Daniela: Jeg har det rigtig dårligt, fordi jeg ikke har noget arbejde, og der er ikke noget tryghed. Jeg har grædt rigtig mange

gange pga. det. Jeg rejste, fordi min mand er syg med sukkersyge. Han er blevet opereret 2-3 gange, fordi han også har

brækket benet. Jeg rejste for at tjene nogle penge til at hjælpe ham videre” (Daniela, linje 32-35).

Som et marginaliseret folk har romaer ofte et stærkt familiebånd (jf. baggrundsafsnittet), og det lader

også til at være tilfældet for vores informanter. Det, at de rejser for at kunne hjælpe familiemedlemmer,

kan netop være et udtryk for de stærke bånd til familien. Man kan således sige, at de ikke rejser fra

familien, men for familien.

Men selvom de har et stærkt bånd indadtil, er der tale om en meget udsat gruppe, der derfor ikke har så

meget at trække på hos deres familiemedlemmer. De gør, hvad de kan, og sender de penge, de har, til

deres familiemedlemmer, men de er fattige, og foruden den sparsomme økonomiske støtte, kan de ikke

yde meget andet end kognitiv støtte til hinanden. De kan hjælpe hinanden til at klare sig, men ikke til at

komme videre, og derfor har de brug for brobyggende relationer.

Der er ikke nogen af de romaer, vi har talt med, der har formået at skaffe sig et sted at bo, hvilket bl.a.

er et udtryk for deres manglende netværk udadtil.

De forsøger dog ihærdigt, og vi har således gentagne gange oplevet, at de har bedt os om hjælp til at

finde en bolig eller et arbejde. Det kan have noget at gøre med, at de ikke har mere at trække på i deres

normale netværk og derfor har forsøgt at skabe brobyggende netværk til os. De prøver måske også at

trække på os, netop fordi de ser os som ressourcestærke og med gode forbindelser til det samfund, de

selv ønsker at tage del i. Med afsæt i Kaul og Kvandes teori om handlingsstrategier vil vi i det følgende

se på, hvad de selv gør for at ændre på situationen.

48

Mestringsstrategier

I artiklen ”Mestring av arbeidsledighet” viser Hjørdis Kaul og Elin Kvande, at arbejdsløse er aktive

aktører, der benytter sig af forskellige handlingsstrategier i deres tilværelse uden for arbejdslivet (Kaul

og Kvande 1991:3, 11ff). Nogle af strategierne er rettet mod at komme ud af arbejdsløsheden, mens

andre i højere grad handler om at tilpasse sig omstændighederne, i hvert fald midlertidigt. For at skelne

mellem den problemløsende adfærd og adfærd, der ikke er direkte løsningsorienteret, bruger Kaul og

Kvande begreberne mestring og tilpasning (ibid:9f).

Lipowski, som Kaul og Kvande trækker på (ibid:9), afgrænser begrebet mestring inden for sociologien

til at betegne “instrumentell, problemløsende atferd som personer møter livets krav og mål med” (Kaul og Kvande

1991:8).

Mestring deles videre i to forskellige kategorier: direkte og indirekte mestringsstrategier. Folk, der

placerer sig i førstnævnte kategori, er dem, der både holder kontakt med arbejdsmarkedet og samtidig

opretholder eller udvikler deres arbejdsevner. Dem, der placerer sig i sidstnævnte, gør kun en af

tingene. Tilpasning deles ligeledes i to kategorier: midlertidig tilpasning og alternative tilpasninger (Kaul

og Kvande 1991:9f).

Mennesker med en ustabil og svag tilknytning til arbejdsmarkedet og mennesker, der har haft negative

erfaringer med tidligere arbejdsforhold, benytter sig ifølge Kaul og Kvande ofte af

tilpasningsstrategierne (Kaul og Kvande 1991:18). Nogle af vores informanter har tidligere haft en

stabil tilknytning til arbejdsmarkedet (Tristan, linje 47ff; Nicolae, linje 25f), men det er der ikke nogen

af dem, der har længere. De hjemløse romaer har altså en svag og ustabil tilknytning til

arbejdsmarkedet. Henri har, som tidligere nævnt, også haft dårlige erfaringer på arbejdsmarkedet, hvor

han føler sig snydt, fordi han er blevet trukket alt for meget i skat (Henri, linje 178f).

Til forskel fra Kaul og Kvandes undersøgelsesgruppe, benytter vores informanter sig, trods deres svage

tilknytning til arbejdsmarkedet, mest af mestringsstrategierne i stedet for tilpasningsstrategierne, hvilket

vidner om, at de er mere aktive end mennesker i deres situation normalt er. Det kan forklares med, at

der er nogle helt specifikke forhold, der gør sig gældende for de hjemløse romaer, hvilket medfører, at

de adskiller sig fra andre arbejdsløse. De kommer fra elendige vilkår og er taget hertil med det mål at

finde sig et arbejde, og de må derfor formodes at gøre en ekstra indsats for at få det til at lykkes i

sammenligning med andre, for hvem det ikke er så presserende; og de har som romaer i generationer

været vant til at arbejde hårdt for at klare sig ved at tilpasse sig omstændighederne (jf. afsnittet om

romaernes baggrund).

I det følgende beskrives hjemløse romaers strategier mere udførligt. Da deres boligsøgningsstrategier

ligner arbejdssøgningsstrategierne meget, vil vi ligeledes behandle det ud fra den analyseramme Kaul og

Kvande stiller til rådighed.

49

Informations- og arbejdssøgning

En adfærd, der retter sig direkte mod at komme ud af arbejdsløsheden er, ifølge Kaul og Kvande, at

holde kontakt til arbejdsmarkedet ved at forhøre sig om ledigt arbejde enten hos venner og bekendte

eller direkte hos arbejdsgiverne (Kaul og Kvande 1991:12).

Informanternes gentagne forsøg på at skabe informationsgivende netværk til os vil vi klassificere som

en mestringsstrategi af denne art. Et eksempel er Tristan, der godt kunne tænke sig at sælge Hus Forbi:

”Jeg har rigtig meget erfaring med at sælge aviser. I Italien har jeg gjort det i rigtig lang tid, og vil også meget gerne prøve at

skaffe mig nogle Hus Forbi. Ved I, hvordan man kan skaffe dem?” (Tristan, linje 117-119).

Tristan forsøger også at skaffe informationer om arbejde hos forskellige bekendte og folk, han møder

på gaden (Tristan, linje 267-269).

Et andet eksempel er Fransiscas insisteren på, at vi skulle finde hende et sted at bo og et arbejde

(Fransisca, linje 14-15, 310).

Nicolae, der under interviewet bad os om hjælp til at finde et sted at bo, fortsatte efter interviewet, hvor

den ene af os ventede sammen med de romaer, der ikke skulle interviewes, mens de to andre var inde

og interviewe Fransisca. Her oplevede denne, at Henri, der også sad og ventede, trådte til og rådede

ham til at kigge i Den Blå Avis (bilag 12, linje 32). Nicolae og Henri kendte ikke rigtigt hinanden i

forvejen, så Henri har derfor bragt ny information til Nicolae. Henri, der også sad og oversatte for de

andre, fordi han har det største engelske ordforråd, fik i situationen en rolle, der var tættere på vores

end på de andre informanters. De andre romaer var heller ikke til at begynde med klar over, at Henri

var roma. Det er ikke så mærkeligt, at hans rolle ændrede sig til mere at ligne vores, for i kraft af sin

høje uddannelse har han måske flere ting tilfælles med os, end han har med de andre. Den af os, der

ventede sammen med dem, havde en samtale med Henri om universitetsstudier og religiøsitet og

fornemmede allerede der, at han nok også selv syntes, at han havde mere tilfælles med os end med de

andre romaer. Men ikke desto mindre var det en situation, hvor den ene udsatte kunne hjælpe den

anden udsatte (se bilag 12).

Nicolae og Henri er de eneste, der har været direkte ude hos forskellige arbejdsgivere og søge arbejde

(Nicolae, linje 66-67, Henri, linje 172-173). De er også de eneste, der har et engelskniveau, der muliggør

en sådan mestringsstrategi. De andre har måttet vente på, at muligheden bød sig, og har spurgt os, fordi

vi havde en tolk med til at oversætte. Det er dog ikke lykkedes for Nicolae at få et job af den grund,

mens det for Henri var det forhold, der skaffede ham et job kun tre dage efter hans ankomst til

Danmark. Da det kun var et sæsonbestemt arbejde, fik han senere et andet, der dog også var kortvarigt.

Han er den eneste af de hjemløse romaer, det er lykkedes for at skaffe arbejde, men begge hans job her,

har været af midlertidig karakter.

Henri har en anden strategi, der af Kaul og Kvande beskrives som ”småjobbing”. Det er en strategi,

50

hvor man via småarbejde sigter mod “å gjøre seg kjent for arbeidsgivere med sikte på fast ansettelse”. Han

fortæller således:

”Jeg er begyndt at spørge kommunen, om jeg kan få noget frivilligt job, så jeg bliver kendt, og så er der måske en som tilbyder

mig et job på et eller andet plan – jeg fik nok af jobcentre, at de bare lavede ansøgninger osv. – Så ville jeg komme til at

kende forskellige mennesker; måske hører jeg noget om et job eller ”du kunne gøre de her ting”. Hvis man bare er på gaden,

så kender man ikke nogen, der kan hjælpe en.”(Henri, linje 257-261).

Det er en metode, der, hvis det lykkes, samtidig hjælper ham til at opretholde og udvikle sine

arbejdsevner, hvilket vi vil komme ind på i det følgende afsnit.

Opretholdelse og udvikling af arbejdsevner

En anden mestringsstrategi er, ifølge Kaul og Kvande, at opretholde eller udvikle sine arbejdsevner,

mens man går ledig.

Henri går på biblioteket og læser, og han har fundet et sted hvor han “kan lære dansk gratis” (Henri, linje

206).

Desuden ønsker han at deltage i forskellige kurser, men det er kun lykkedes ham at få lov til at gå på ét

kursus (Henri, linje 191). Han ønsker at opkvalificere sig, men ønsker samtidig at give noget igen til

samfundet, og han føler sig ignoreret, fordi det ikke kan lade sig gøre (Henri, linje 226-229). Han er

fuldt ud bevidst om det mulighedsskabende potentiale:

”Jeg fandt også et mediekursus her på Nørrebro et sted, men jeg kunne ikke pga. at jeg ikke havde sygesikringskort. Det

ville give mig nogle andre chancer, hvis jeg lavede nogle kurser og havde et diplom, som siger at jeg har lavet et kursus her i

Danmark” (Henri, linje 229-231).

De hjemløse romaer, vi har talt med, samler flasker eller tigger for at få penge til de nødvendigste

fornødenheder og for at kunne sende penge til deres familiemedlemmer (Nicolae, linje 51, Fransisca,

linje 21, Daniela, linje 23). Det er samtidig en aktivitet, vi vil betegne som en form for opretholdelse af

arbejdsevne, uden at det dog er tilsigtet fra deres side. Der er ingen tvivl om, at det er hårdt at leve på

den måde, og at man støder på diverse udfordringer i løbet af dagen. Man kan også betegne det som et

egentligt arbejde, da det kræver en fast arbejdsrytme og hele arbejdsdage, hvilket samtidig bevirker en

vedligeholdelse af kræfterne.

Forskel på deres strategier (udadvendt eller ej)

Som de ovenstående afsnit viser, er der forskelle på romaernes forsøg på at slippe ud af arbejds- og

hjemløsheden. Nogle er meget aktive, mens andre ikke gør meget andet end f.eks. at bede os om hjælp.

Det er ikke fordi, de ikke ønsker at gøre mere, men deres manglende sproglige kompetencer gør det til

51

en umulighed for dem at være mere udadvendte i deres arbejdssøgning. Daniela giver udtryk for den

frustration, det medfører, ikke at kunne gøre mere for at ændre på situationen: “Det er meget svært at være i

et fremmed land, og man ikke kender sproget. Jeg kan ikke forklare eller bede om arbejde” (Daniela, linje 35-36).

Fransisca, der insisterede på, at vi skulle hjælpe hende med at finde både arbejde og bolig, har ikke rigtig

andre muligheder end at gå til os, hvilket følgende citat illustrerer:

Interviewer: ”Hvem snakker du med om at få job?

Fransisca: (peger på intervieweren)

Interviewer: (siger med et smil) Med sådan en som mig?

Fransisca: Ja.

Interviewer: Med andre?

Fransisca: Nej.

Interviewer: Er det, fordi det er for svært med sproget eller?

Fransisca: Ja. Ja. Ja. Jeg kan heller ikke tale engelsk, så …” (Fransisca, linje 308-315).

(U)overensstemmelser i forhold til vores forforståelse

Vi har haft en forestilling om, at romaer har meget stærke bånd indadtil, men at de pga. de dårlige

erfaringer, de gennem hele deres historie har haft med majoritetsbefolkningerne i de forskellige lande,

de kommer fra eller har søgt ophold i, holder sig lidt for sig selv. Vores forforståelse fortalte os, at de af

den grund nok er reserverede og mistænksomme over for folk, der ikke er romaer. På den baggrund

tænkte vi også, at de i overvejende grad ikke ville have netværk udadtil.

Vi har efterfølgende erfaret, at de har netværk udadtil, om end de er mangelfulde, og at de desuden

forsøger at skabe nye netværk på forskellige måder. De har været meget imødekommende over for os

og har desuden flere gange tilkendegivet et positivt indtryk af danskere som helhed (Daniela, linje 45,

Nicolae, linje 124-125). Tristan har fortalt os, at han ønsker et godt samarbejde med de folk, der lever i

det land, han befinder sig i (Tristan, linje 76-81). De har et ønske om at indgå i samfundet, i relationer

til den øvrige befolkning.

52

Mangel på anerkendelse

Den gængse opfattelse af romaer er, at de er et folk, der er frie og godt kan lide at rejse rundt, men

også, at de stjæler, lyver og er dovne (jf. afsnittet om romaernes baggrund). Selv om vi til dels har været

påvirkede af medierne og det omgivende samfunds holdninger, forholder vi os i vores tilgang til feltet

kritiske til denne generelle holdning, ved at sætte spørgsmålstegn ved og undre os over, hvorvidt det nu

også forholder sig således. Derfor er det vigtigt for os at undersøge manglende anerkendelse som

hindring for, at de hjemløse romaer kan opnå de ønsker, de har for tilværelsen i Danmark.

Vi har valgt at tage fat i Nancy Frasers behandling af anerkendelse, idet hun bringer det ind i en

kontekst, hvor hun mener, at anerkendelse hører tæt sammen med omfordeling, forstået indenfor den

socioøkonomiske ramme (Fraser 2008:63). Dette er en central pointe i forhold til at beskæftige sig med

mennesker, der lever på randen af samfundet uden nogen eller særlig mange ressourcer.

Desuden diskuterer Fraser anerkendelse som lige deltagelse, hvilket er relevant at se på i forhold til

romaernes ønsker om deltagelse på f.eks. arbejdsmarkedet.

Fra uretfærdighed til anerkendelse

Nancy Fraser teoretiserer i essayet ”Fra omfordeling til anerkendelse” over den uretfærdighed, der

begås imod grupper af mennesker, når disse ikke bliver anerkendt (Fraser 2008:61). Det kan ifølge

Fraser ikke undgås, at mennesker møder hinanden med en vis forudindtagethed, når man prøver at

forstå, hvordan de andre er, da man i mange tilfælde prøver at forberede sig på at håndtere og omgås

dem. Det skaber en tryghed, hvis man ved, hvordan folk handler, da man derved er forberedt på denne

handlen. Forestillingen tilpasses i de fleste tilfælde i løbet af interaktionen med det pågældende

menneske. Da romaer er en stigmatiseret gruppe, sker denne tilpasning af forestillingen dog sjældent

eller slet ikke, medmindre det er et personligt forhold, man er i gang med at opbygge. Dermed bliver

forestillingerne til fordomme, og fordommene munder ud i en diskrimination og stigmatisering af

romaerne, som der skabes negative stereotyper omkring.

Henri oplever den stigmatisering, der er knyttet til det at være roma: ”Det var, fordi vi blev diskrimineret …

vi bliver diskrimineret, bare når folk hører, at vi er sigøjnere” (Henri, linje 115-116). Der er her tale om en

ringeagt for romaer i en sådan grad, at det medfører diskrimination på grund af gruppetilhørsforholdet.

Tristan udtrykker på en anderledes måde, at han kender til det at blive bedømt ud fra stereotype

forestillinger om romaer:

Interviewer: ”Hvis man skal på toilettet og sådan nogle ting, så kan du også finde et sted?

Tristan: Ja. Hvis det regner og er koldt, går jeg bare over broen, og så er jeg der. De ting hjælper rigtig meget. Hvis jeg var

taget hertil, og de ting ikke var her, så var jeg rejst tilbage på et øjeblik. Jeg er ikke her for at stjæle eller tigge eller skamme

Rumænien. Jeg er her for at skaffe et arbejde.” (Tristan, linje 130-133).

53

Som det fremgår af ovenstående interviewpassage, begynder Tristan uopfordret at forsvare sig mod

nogle af de stereotype forestillinger, der florerer om romagruppen. Passagen fortæller os noget om, at

Tristan før har oplevet stereotyperne om, at romaer opfører sig på en bestemt måde, da det ellers ikke

ville give mening, at han forsvarer sig mod dem (denne forsvarsposition vil vi komme nærmere ind på i

det opsamlende afsnit, der følger efter afsnittet om diskrimination). Den manglende anerkendelse af

romagruppen giver sig altså til udtryk i stereotyper og negative fordomme om romaer.

Nancy Fraser påpeger nødvendigheden af en politik, der kan bekæmpe mangel på anerkendelse, men

beklager samtidig, at den kulturelle anerkendelse i stigende grad er trådt i stedet for den

socioøkonomiske fordelingspolitik som middel mod uretfærdighed (Fraser 2008:58). Hun synes, at det

er problematisk, fordi vi lever i en verden, der er kendetegnet ved stor materiel ulighed, som ikke kan

overvindes udelukkende gennem en anerkendelsespolitik. Derfor bringer Fraser den socioøkonomiske

fordelingspolitik ind i et dialektisk forhold med anerkendelse, idet hun taler om to former for

uretfærdighed. Der er den socioøkonomiske uretfærdighed og den kulturelle eller symbolske

uretfærdighed (fremover kaldet den kulturelle uretfærdighed) (ibid:61). Uretfærdighederne kommer til

udtryk på to forskellige måder: Den socioøkonomiske uretfærdighed er forankret i udbytning af

bestemte kollektiviteter og økonomisk marginalisering. Det er ikke kun socioøkonomiske klasser, der

behandles her, men også køn og ”racer”20. Fraser argumenterer for, at visse grupper bliver

socioøkonomisk forfordelt, f.eks. befinder sorte sig lavest i arbejdshierarkiet, hvor det oftest er dem, der

udfører ’lavtlønnede lavstatusjob’ (ibid:71). Desuden udelukkes en stor del af de sorte i USA fra

arbejdsmarkedet og bliver betragtet som overflødig arbejdskraft (ibid:71).

Den kulturelle uretfærdighed bærer præg af kulturel dominans, mangel på anerkendelse og ringeagt for

bestemte kollektiviteter (ibid:66).

Selvom de to uretfærdigheder umiddelbart fremstår som modsætninger og separerede, er de ofte så tæt

forbundet, at de styrker hinanden på dialektisk vis og er vævet tæt ind i hinanden. Eksemplet, som

Fraser selv giver, er, at:

”[K]ulturelle normer med en uretfærdig slagside i forhold til visse befolkningsgrupper institutionaliseres i staten og

økonomien, mens fattigdom forhindrer en lige deltagelse i skabelsen af kulturen, i offentlige aktiviteter og i hverdagslivet.

Resultatet er ofte en ond cirkel af kulturel og økonomisk underkastelse” (Fraser 2008:63).

Mange befolkningsgrupper indgår i sammenhænge af både kulturel og økonomisk underkastelse, en

blanding, der af Fraser betegnes som bivalente kollektiviteter. Vi vil argumentere for, at dette også gør

sig gældende for romagruppen. Romaernes socioøkonomiske status svarer på mange måder til de sorte

amerikaneres. Den manglende anerkendelse er også for romaerne socioøkonomisk institutionaliseret;

som indvandrere står de lavest i arbejdshierarkiet, og får de mest ringeagtede og lavest betalte

20 Vi lægger os i vores forståelse af racer op ad den samme forståelse som Fraser gør, i og med, at vi forstår racer som

sociale eller politiske konstruktioner (Fraser 2008:71).

54

arbejdsfunktioner, hvis ikke de direkte er overflødige i arbejdsstyrken. Sidstnævnte er tilfældet for vores

informanter, da det ikke for nogen af dem er lykkedes at få en tilknytning til det danske arbejdsmarked

på trods af Danmarks invitationer i en tid, hvor vi manglede arbejdskraft. Flere af dem havde i forvejen

hørt, at der var mangel på arbejdskraft i Danmark, og derfor havde de også forventninger om at finde

noget, hvilket følgende citat eksemplificerer:

Interviewer: ”Jeg behøver næsten ikke at spørge, men stemmer dit liv i Danmark overens med dine forventninger? Det gør de

nok ikke, når du ikke har noget arbejde.

Tristan: Det er modsat mine håb faktisk. Jeg hørte mange ting om, at folk tog til Danmark, fordi der var masser af arbejde,

men så kom jeg her, og der er ikke noget arbejde, og alt er modsat af, hvad jeg hørte.

Interviewer: Er der ikke andre ting her i Danmark, der er, som du forventede, eller er alt anderledes?

Tristan: Man hører andre ting i Rumænien om arbejdsmarkedet: at der er masser af arbejde, og der er brug for arbejde, og

så når man kommer herhen, er det præcist det modsatte, man møder.” (Tristan, linje 238-244).

Der er ikke længere det samme behov for ekstra arbejdskraft som før finanskrisen, og de hjemløse

romaer er blevet de helt store tabere, der pga. den manglende arbejdstilknytning er endt i en tilværelse

med fattigdom og hjemløshed:

Interviewer: ”Er det fordi, du ikke har kunnet finde et arbejde, at du er hjemløs?

Tristan: Ja, man kan godt sige det på den måde. At det er pga. arbejde, fordi ... ja ... altså, jeg prøver stadigvæk i en periode.

Min plan er stadigvæk at blive her og prøve at finde et job i landbrug, men hvis der ikke er noget, der dukker op, så rejser jeg

tilbage.” (Tristan, linje 85-88).

På det kulturelle område mangler de hjemløse romaer også anerkendelse, som eksemplerne med Tristan

og Nicolae i starten af afsnittet viste.

Midlerne mod uretfærdighed

Midlerne imod den socioøkonomiske uretfærdighed er, ifølge Fraser, restrukturering, der kan komme til

udtryk som alt fra omfordeling af indkomster, reorganisering af arbejdsdelingen og omlægning af

økonomiske strukturer. Dette går samlet under betegnelsen omfordeling (Fraser 2008:61ff). Den

kulturelle uretfærdighed kan vendes ved hjælp af opvurdering af ringeagtede gruppers identiteter,

anerkendelse og positiv vurdering af kulturel diversitet, eller ”en fuldstændig omlægning af de samfundsmæssige

mønstre for repræsentation, fortolkning og kommunikation på en sådan måde, at alles selvfornemmelse ændrer sig”,

hvilket tilsammen vil sige anerkendelse (Fraser 2008:63).

Opsummerende kan det siges, at midlet mod socioøkonomisk uretfærdighed modvirker

gruppedifferentiering, da omfordelingskrav ofte fordrer ”en fjernelse af økonomiske arrangementer, der

underbygger gruppespecificiteten” (ibid:64).

55

Midlet mod kulturel uretfærdighed fremmer ofte gruppedifferentiering, fordi der sigtes mod at tillægge

den specifikke gruppe værdi, og der foretages en positiv vurdering af kulturel diversitet (Fraser 2008:63,

73).

Så resultatet af de to uretfærdigheder er modstridende, da de henholdsvis underminerer og fremmer

gruppedifferentiering. Det munder ud i et spændingsforhold, også kaldet omfordelings-

anerkendelsesdilemmaet; hvor dilemmaet består i, at mennesker, der lider under både kulturel og

økonomisk marginalisering, har brug for at hævde og benægte deres specificitet på en og samme tid

(ibid:64).

Fraser forsøger herefter at fremsætte en måde, hvorpå man kan minimere dette spændingsforhold

mellem anerkendelse på den ene side og omfordeling på den anden.

Hun skiller midlerne mod uretfærdighederne, altså omfordeling og anerkendelse, i affirmative og

transformative. Begge virker både inden for anerkendelse og omfordeling, men har to meget forskellige

virkemåder. Hun forklarer forskellen på de to således:

”Ved bekræftende eller affirmative midler mod uretfærdighed forstår jeg foranstaltninger, der tager sigte på at korrigere

uretfærdige resultater af sociale mekanismer uden at bringe uorden i den underliggende struktur, der frembringer disse

mekanismer. Ved transformative midler mod uretfærdighed forstår jeg derimod tilgange, der har til formål at korrigere disse

resultater ved at omforme den underliggende, generative struktur” (Fraser 2008:74).

Fraser knytter den affirmative omfordeling til den liberale velfærdsstat, der uden en omvæltning af den

socioøkonomiske struktur blot hjælper nogle af de økonomisk dårligst stillede med

indkomstoverførsler (ibid: 75f). Dette ”medfører, at den mest forfordelte klasse stemples som en samling dybest set

uduelige og umættelige individer, der evig og altid kræver ind” (ibid:76). Således har denne omfordelingsstrategi

på trods af, at den, som den transformative, har en universalistisk forestilling, den negative konsekvens,

at den medfører antagonistiske gruppedifferentieringer i stedet for at afhjælpe dem (ibid:76).

Den affirmative anerkendelse styrker ligeledes gruppedifferentieringen, da den forudsætter en positiv

fremstilling af bestemte grupper. De affirmative midler mod uretfærdighed afhjælper således ikke

gruppedifferentiering, tværtimod, og de strider imod den affirmative omfordelings officielle

universalistiske anerkendelsesengagement (ibid:76).

Fraser vender i stedet blikket mod de transformative midler mod uretfærdighed, hvor den

transformative omfordeling knyttes til det socialistiske projekt, der forudsætter en grundlæggende

omstrukturering af de socioøkonomiske forhold, der underminerer klassedifferentieringen. Denne

tilgang mindsker således den sociale uretfærdighed uden at skabe stigmatiserede grupper, der er

afhængige af overførselsindkomster. Her ses i stedet en tendens til gensidighed og solidaritet i

anerkendelsesrelationerne, hvilket kan afhjælpe visse anerkendelsesmæssige uretfærdigheder (ibid:77f).

Den transformative anerkendelse sigter ligeledes mod en omvæltning af bestående strukturer ved at

56

ophæve gældende negative dikotomier mellem forskellige grupper f.eks. køn eller forskellige 'racer'.

Ud fra disse oprids konkluderer Fraser, at forsøg på at afhjælpe både økonomiske og kulturelle

uretfærdigheder bedst opnås gennem en kombination af de to transformative tilgange mod

uretfærdighed, der begge tenderer mod at fjerne gruppedifferentieringen.

For de hjemløse romaers vedkommende kunne en kombination af socioøkonomisk omstrukturering og

officiel anerkendelse af alle mennesker på tværs af nationalt tilhørsforhold afhjælpe marginaliseringen.

Følgende eksempel illustrerer, hvad sådanne tiltag kunne betyde for de hjemløse romaer:

Den socioøkonomiske uretfærdighed mod de hjemløse romaer giver sig bl.a. udslag i marginalisering i

form af manglende jobmuligheder eller et ”lavstatusjob”. Henris erfaringer underbygger dette:

”Jeg har arbejdet noget som kok, jeg kender det italienske, portugisiske, spanske og rumænske køkken, men så hvis jeg går til

et dansk arbejdssted, en restaurant f.eks., så bliver jeg sat til at vaske op, så det gider jeg ikke rigtig at gøre” (Henri, linje

231-234).

Han har erfaring med at arbejde som kok, men alligevel bliver han sat til at vaske op, hvis han ansøger

om arbejde som kok i en danskejet restaurant. Denne form for uretfærdighed kan f.eks. løses ved en

reorganisering af arbejdsdelingen, men ikke kun det. Da han som udlænding bliver placeret i bunden af

arbejdshierarkiet på trods af sin erfaring inden for feltet, kunne det også være et udtryk for, at han

straks bliver sat i forbindelse med stereotyperne om romaerne. Hvis dette er tilfældet, kan eksemplet

vise, at der ligeledes er brug for anerkendelse for at løse den kulturelle uretfærdighed, der også opleves

af de hjemløse romaer. Den kan løses ved en dekonstruktion af nationalisme, hvilket kunne medføre

en lige anerkendelse af alle uden skelnen til nationalt tilhørsforhold. Da Henri tilhører gruppen af

hjemløse romaer, ville de transformative ændringer for ham betyde, at han kunne få lov til at vise, hvem

han er, og hvad han kan, inden han blev mødt med fordomme.

Men problemet hos Fraser er, at disse to scenarier, der skal være mulige løsninger på at mindske den

socioøkonomiske og den kulturelle uretfærdighed, befinder sig langt fra de hjemløse romaers hverdag,

eftersom deres identiteter skabes her og nu, i modsætning til den transformative omfordeling og

anerkendelse, der indebærer en længerevarende omlægning af tvingende kulturelle og socioøkonomiske

strukturer. For at de to scenarier kan realiseres, må mennesker, der udsættes for de to former for

uretfærdighed, imidlertid befries fra deres tilknytning til de negative kulturelle konstruktioner af deres

identiteter (Fraser 2008:84). Dette er ikke problemfrit, og Fraser tager således selv problematikken op

ved at påpege et væsentligt problem ved denne tilgang: socialismen kan blive så dekonstruktiv, at den

får svært ved at tilskynde til kampe på vegne af bestemte kollektiviteter (ibid:94).

Vi mener desuden, at romaernes tilfælde er så komplekst, at man ikke kan argumentere for, at det

udelukkende er de transformative midler mod uretfærdighed, der skal tages i brug, på trods af at det er

den kombination, der bedst mindsker spændingsforholdet mellem anerkendelse og omfordeling. Vi

57

mener således, at romaerne er så marginaliserede, at det ville hjælpe dem til at blive en del af

fællesskabet, hvis de for det første fik status som flygtninge og for det andet blev anerkendt som

nationalt mindretal i de forskellige lande, hvor de opholder sig – begge dele affirmative tilgange.

Det kan derfor diskuteres, hvor meget eller hvor lidt, der skal til af hver form (tranformativ og

affirmativ) for anerkendelse og omfordeling. En mulighed kunne være at beskytte gruppen af romaer

ved at anerkende dem som flygtninge og nationalt mindretal, indtil den transformative anerkendelse er

implementeret i samfundet. Dette ville man dog kunne modargumentere ved at påpege det

gruppedifferentierende element i den affirmative anerkendelse. Hvis man bringer den affirmative

anerkendelse på bane, samtidig med at man prøver at få implementeret den transformative

anerkendelse, kan man argumentere for, at den affirmative vil modarbejde den transformative. Hvis

man anerkendte romaerne som nationalt mindretal, ville det måske være svært på sigt at dekonstruere

den opfattelse af romaer, der indtræder med den gruppespecifikke anerkendelse. Dermed ville den

transformative anerkendelse ikke indtræde, eller den ville have svært ved at indtræde.

Så det, Frasers teori om anerkendelse og omfordeling i første omgang kan bruges til i vores tilfælde, er

at forklare, hvad det er, der sker, når de hjemløse romaer har problemer med at ændre de gængse

negative forestillinger, der er om dem. De uretfærdigheder, der begås imod dem, kræver omfordeling og

anerkendelse for at kunne blive vendt til retfærdighed. Som vi har set, er det en langvarig proces, der

også har sine svagheder, og derfor er det forståeligt, hvis hjemløse romaer føler sig magtesløse på dette

område og i nogle tilfælde bare finder sig i at blive marginaliseret:

Interviewer: Oplever du, at folk har fordomme over for dig, selvom du ikke siger, at du er sigøjner?

Henri: Ja bestemt. Også fordi jeg er rumæner, så oplever jeg, at jeg bliver diskrimineret. Jeg føler mig stadig marginaliseret,

men jeg gider ikke sige, at jeg kommer fra et andet sted så, men til sidst så accepterer man det bare, hvad ellers kan man

gøre. (Henri, linje 152-15).

Henri udtrykker, at uanset hvad han siger, han er, så oplever han at blive diskrimineret, så hans

magtesløshed har medført, at han har givet op med hensyn til at ændre på tingenes tilstand.

Statusmodellen

Fraser bevæger sig i sin analyse af anerkendelse videre ind på at analysere individers mulighed for

deltagelse i det sociale liv, da deltagelse er den normative standart for anerkendelse. Hun opbygger en

model kaldet statusmodellen, der er udviklet som en kritik af 'identitetsmodellen', der er den sædvanlige

tilgang til anerkendelsesproblematikken (Fraser 2008:97). Hun retter to hovedkritikpunkter mod

identitetsmodellen; denne tilgangs løsning på ringeagt er, at medlemmer af ringeagtede grupper skiller

sig af med fornedrende stereotyper ved kollektivt at opbygge en positiv og selvbekræftende kultur

(ibid:98). Denne affirmative måde at gribe det an på har ifølge Fraser en tendens til at tingsliggøre

58

gruppeidentiteter:

”[I]det den understreger behovet for at udvikle og fremvise en autentisk, selvbekræftende og selvgenereret kollektiv identitet,

lægger den et moralsk pres på individerne for at få dem til at tilpasse sig en given gruppekultur” (ibid:100f).

Når anerkendelse vurderes på baggrund af tilhørsforhold til specifikke grupper i stedet for universelt,

er der en risiko for, at mennesker påtvinges en simplificeret identitet, da kompleksiteten i deres

tilhørsforhold ignoreres (ibid:101).

Frasers andet hovedkritikpunkt mod identitetsmodellen er, at den er frakoblet omfordelingsaspektet

ved enten at opfatte al ringeagt som et isoleret kulturelt fænomen, der ikke har nogen social fundering,

eller ved at hævde, at økonomiske uligheder bunder i kulturelle hierarkier og løses via anerkendelse

alene (Fraser 2008:99).

Statusmodellen bygger i stedet på det princip at ringeagt er et spørgsmål om social status, hvor status

eller mangel på samme udspringer af institutionaliserede mønstre for kulturel værdisættelse (ibid:102f).

Der er fokus på, at individuelle gruppemedlemmers status som fuldgyldige partnere i en social

interaktion, skal anerkendes. Ringeagten er derfor udtryk for en hindring for det enkelte individ i at

deltage i det sociale liv på lige fod med andre, hvilket Fraser betegner som social underordning (Fraser

2008:102). Statusmodellen har den fordel, at den i modsætning til identitetsmodellen ikke på forhånd

favoriserer ”tilgange, der valoriserer gruppespecificiteten” (ibid:105). I statusmodellen handler anerkendelse

altså om individers lige deltagelse i det sociale fællesskab frem for gruppespecifik selvbekræftelse.

Kravet om den lige deltagelse gør ”anerkendelse til genstand for offentlige retfærdiggørelsesprocesser i demokratisk

regi” (ibid:108). Ringeagten hos Fraser er altså inkorporeret i sociale institutioner f.eks. via en lovgivning,

der stempler nogle mennesker som mindre værdige til respekt og agtelse end andre (Fraser 2008:103f). I

tilfældet med de hjemløse romaer, er forbuddet mod at hjælpe mennesker uden juridisk nationalt

tilhørsforhold et sådan eksempel. Vi mener, at den institutionaliserede ringeagt af hjemløse romaer

nødvendigvis må komme til udtryk i folks attituder, for når noget institutionaliseres, skabes der nemt en

normativ holdning, som inkorporeres hos befolkningen. Samtidig sender regeringens handleplaner for

de hjemløse romaer et signal om accept af nogle af de holdninger, der eksisterer i befolkningen.

Følgende citat viser, hvordan Henri oplever manglende anerkendelse:

”Man bliver også diskrimineret her, hvis man siger at man er sigøjner. Jeg taler ikke så meget for mig selv, fordi jeg er blevet ret

integreret, men også her er der flere kategorier af sigøjnere. Der er også en kategori, som gerne vil arbejde men ikke har mulighed for

det, for hvis man siger, at man er sigøjner så bliver man diskrimineret. Og det er også de andre, som ikke gider noget som helst, de

laver kun ballade, og derfor er vi alle sammen blevet knyttet til ordet sigøjner, så vi har ikke rigtig mulighed for det, os der har lyst til

at arbejde.” (Henri, linje 121-126).

Henri fortæller om, hvordan han bliver udelukket fra arbejdsmarkedet på baggrund af stereotype

forestillinger om, at romaer ikke gider arbejde. Det er en forestilling, der går igen i hans egen opfattelse

59

af andre romagrupper, hvilket vil blive nærmere uddybet i det opsamlende afsnit. Hans distinktion

mellem forskellige romagrupper, er ikke en, vi kan tilslutte os, men ikke desto mindre viser citatet, at

han selv oplever at være offer for stereotyper om romaer. Det er meget svært for Henri at få

omverdenen til at få en positiv forståelse af ham og anerkende hans personlige ønske om at få arbejde,

idet han tilhører en gruppe, hvortil den dominerende holdning fra omverdenen er, at romaerne ikke

gider arbejde.

De institutionaliserede mønstre for kulturel værdisættelse er dog ikke de eneste hindringer for lige

deltagelse i samfundet, også økonomisk underordning hæmmer muligheden for lige deltagelse, da den

berøver aktørerne de ressourcer, der skal til for at kunne deltage fuldt ud i samfundslivet (Fraser

2008:105).

60

Diskrimination som hindring

Vi vil i dette afsnit undersøge, hvordan diskriminationen mod hjemløse romaer i Danmark kommer til

udtryk, og hvordan denne muligvis påvirker deres hverdag og selvforståelse.

De etablerede og outsiderne

Ifølge Norbert Elias består den sociale virkelighed af figurationer, hvilket betyder, at alle sociale

relationer er interdependente magtrelationer (Krieken 2002:55). Han introducerer begrebsparret

’etablerede’ og ’outsidere’ som elementer i sin processociologi. Den etablerede gruppe og

outsidergruppen er ikke nødvendigvis udpræget forskellig, når det kommer til uddannelsesmæssig

baggrund, etnicitet og kultur. Derimod har de etablerede ofte en større grad af sammenhold indadtil

end outsiderne har, og status- og magtmæssigt er de to grupper ligeledes særdeles forskellige, hvilket vi

vil komme nærmere ind på i afsnittet (Elias 1994:xxii). Elias nævner en række karakteristika, som er

gældende for relationer mellem etablerede og outsidere (Krieken 2002:149ff). Disse karakteristika, som

uddybes og trækkes ind i analysen, indikerer, at der er tale om figurationen ’etablerede-outsidere’.

Jævnfør vores baggrundsafsnit er romaer en udsat gruppe, der har oplevet diskrimination, hvor end de

har befundet sig, og vi har på baggrund af vores forforståelse haft en forventning om, at dette også var

tilfældet i Danmark.

Vores empiri underbygger også antagelsen om, at romaerne møder modstand i Danmark, idet de alle

har haft personlige oplevelser af diskriminerende art.

Henri fortæller:

”Jeg synes, at det er svært, hvis jeg er et sted, hvor jeg bliver spurgt og så siger, at jeg er rumæner. Og det er endnu værre, hvis

jeg siger, at jeg er sigøjner.

Interviewer: Hvad møder folk dig med, hvis du siger det?

Henri: Jeg bliver skubbet og næsten slået. Jeg siger ikke, at jeg bliver diskrimineret af almindelige danskere, sådan som jer

f.eks. med en uddannelse, men jeg bliver diskrimineret og brutaliseret af de her mennesker, som ikke er uddannede, som

f.eks. er alkoholikere eller stofmisbrugere osv.” (Henri, linje 206-212).

Henri oplever således diskrimination af fysisk art, og han tilføjer, at det ikke er ”almindelige danskere”,

der er efter ham, men at det derimod er uuddannede, f.eks. misbrugere.

Dette er interessant, da vi har haft en forforståelse af, at også mere ressourcestærke danskere

diskriminerer, og at vores informanter derfor ville fortælle om diskrimination fra den kant og ikke

specielt fra socialt marginaliserede danskere som eksempelvis misbrugere.

Det er ikke desto mindre vigtigt at huske på, at Henri oplever at føle sig ekskluderet fra

arbejdsmarkedet, hvilket er blevet behandlet i afsnittet om anerkendelse, og dette tegner et billede af

diskrimination fra den etablerede, ressourcestærke majoritetsdansker. Overordnet viser vores empiri

61

dog, at det hovedsageligt er de ressourcesvage, der udøver diskrimination mod vores informanter.

Det rejser derfor spørgsmålet, om figurationen etablerede-outsidere fungerer på flere niveauer; altså

ikke kun mellem majoritetsdanskere og romaer, men også mellem danske misbrugere og romaer. Der

kan her argumenteres for, at de danske misbrugere trods en plads på kanten af samfundet har ret til

sociale ydelser såsom bistandshjælp, førtidspension, misbrugsbehandling eller lignende og derudover

har en tilknytning til den danske nationalstat, idet de er danske statsborgere. Dette står i modsætning til

de hjemløse romaer, som hverken har krav på socialhjælp eller har de rettigheder, der er knyttet til

statsborgerskab. Magtrelationen bliver således mellem romaerne som outsiderne og de danske

misbrugere som de mere, relativt set, etablerede.

Da Daniela bliver spurgt, om der er situationer, hvor hun har følt sig diskrimineret, fortæller hun om

følgende oplevelse:

Daniela: ”Måske havde han drukket … Han tog mit tøj. Jeg havde noget, der var meget tykt og vinteragtigt, og han tog det

fra mig, fordi han sagde, at jeg havde noget, og han ikke havde noget.

Interviewer: Var han også hjemløs, eller var han …?

Daniela: Ja, det var en gruppe på 4-5. Der var nogen, der snakkede med ham, men jeg kan ikke forstå eller tale sproget, og

så kom han hen og slog mig to gange og tog tøjet fra mig.

(…)

Daniela: Jeg havde ikke gjort noget; de kom bare lige pludselig (…)” (Daniela, linje 52-59)

At romaer sandsynligvis er en gruppe, som helst undgår for meget kontakt med myndighederne, og

som det offentlige ikke tager meget ansvar for, da de ikke har opholdstilladelse (jf. indledningen), kan

have betydning for, om Daniela er et let offer på gaden eller ej. Den umiddelbare risiko for at blive

meldt til politiet synes at være forsvindende lille, når man overfalder en person, der for det første er i et

fremmed land, for det andet ikke kan tale sproget og for det tredje måske på grund af dårlige erfaringer

har meget lidt tiltro til offentlige myndigheder. At Daniela blev bestjålet og slået var uforskyldt, da hun

”ikke havde gjort noget” (Daniela, linje 59). Danielas overfaldsmand er også hjemløs, men han er hende

fysisk overlegen, er ikke alene, men i en gruppe, og virker ikke bange for konsekvenserne af sin

handling.

Danielas oplevelse er et illustrativt eksempel på den dominans, som er til stede, når der er tale om en

ujævn magtbalance, hvilket ifølge Elias er et karakteristika for dynamikken i relationer mellem

etablerede og outsidere (Elias 1994:xx).

Diskrimination på tværs af grænser

Flere informanter understreger, at de ikke har problemer med danskere, men at det derimod er

udlændinge i Danmark, som de føler sig diskrimineret af.

Tristan er en af de informanter, der understreger dette:

62

Tristan: ”Det er meget sjovt, for vi har flere problemer med vores egne, altså med østeuropæere, der er her. Som polakkerne.

Polakkerne er meget racistiske over for os, men jeg har ikke oplevet racisme fra danskere. Danskere er meget åbne. De største

problemer kommer faktisk fra andre udlændinge eller indvandrere, der er her. (…) Det er stadigvæk polakker, der

diskriminerer os rigtig meget. (…) De råber ”sigøjnere” efter os på gaden og sådan nogle ting. (…) Det er stadigvæk

hjemløse, som også drikker rigtig meget, men de er polakker alle sammen; det er ikke de danske hjemløse, der gør det”

(Tristan, linje 209-219).

Tristan har således ikke haft de store problemer med danskere, og han virker som om, han har et

positivt billede af, hvordan danskere er. Han har imidlertid følt sig meget diskrimineret af hjemløse

polakker, som drikker meget ifølge ham. De hjemløse polakker har blandt andet råbt diskriminerende

ord efter ham på gaden i Danmark.

Nicolae har haft lignende oplevelser med diskrimination fra udlændinge (Nicolae, linje 114-115).

Det viser, at der også er figurationer inden for outsidergruppen af hjemløse udlændinge. At flere af

vores informanter oplever, at de diskrimineres mere af østeuropæere end af danskere, kan bunde i, at

fordomme mod romaer er udbredte og sejlivede i Østeuropa (jf. afsnittet om romaernes baggrund).

Østeuropæerne har disse fordomme med i bagagen, når de kommer til Danmark, og det får de

hjemløse romaer at føle.

Det kan derved også blive sværere for de hjemløse romaer at glemme dårlige minder fra hjemlandet.

Det bliver vanskeligt, hvis ikke umuligt, at lægge disse dårlige minder bag sig og flygte fra sit stigma i en

globaliseret verden, hvor fordommene rejser med over grænserne.

Hos Fransisca er minderne stadig alt for levende:

Fransisca: ”Efter syv år her, er jeg ikke bange for danskerne, men for rumænere. De har slået mig i Rumænien. Jeg er ikke

bange for danskerne, men til gengæld er jeg bange for rumænerne. Danskerne har ikke gjort mig ondt. Men rumænerne …

jeg er virkelig bange for rumænere. De har kastet økser efter mig og råber højt” (Fransisca, linje 198-201).

(…)

Fransisca: ”Jeg kan ikke lide rumænere, fordi det var rumænere, som dræbte min søn. Det var i Rumænien, at han bare blev

slået ihjel på gaden (…)” (Fransisca, linje 262-263).

Frygten har ikke sluppet sit tag i Fransisca siden hendes voldsomme oplevelser i Rumænien; hun er

bange for rumænere og siger gentagne gange i interviewet, at hun ikke bryder sig om, at der i de seneste

par år er begyndt at komme flere rumænere til Danmark. (Fransisca, linje 247-248).

Diskriminationen kommer således til udtryk gennem både eksklusion, skældsord og fysiske overgreb.

Der ses et billede af, at de hjemløse romaer ud over at befinde sig i den nederste del af

samfundshierarkiet på grund af hjemløshed og arbejdsløshed også befinder sig nederst i hierarkiet

inden for outsidergruppen som følge af, at de er en stigmatiseret gruppe med deraf følgende lavstatus.

63

Dette argumenterer Kalwant Bhopal og Martin Myers også for i deres undersøgelse af romaer i

England (Bhopal&Myers 2008:103). Det er således svært for romaerne at lægge dårlige minder om

diskrimination bag sig og forsøge at starte på en frisk, da stigmaet ikke er sådan at ryste af sig, og

fordommene bliver ved med at dukke op.

Diskrimination fra de ressourcestærke etablerede?

Det er vores forforståelse, at danskere også diskriminerer romaer (jf. afsnit om fælles forforståelse). Her

tænker vi ikke kun på den socialt marginaliserede dansker, som alkoholikeren eller stofmisbrugeren,

men også på de mere ressourcestærke danskere.

Det er derfor tankevækkende, at de hjemløse romaer tilkendegiver, at de bliver diskrimineret, men ikke

siger mere om, at de bliver diskrimineret af majoritetsdanskerne på trods af, at vi er i Danmark. Som

Järvinen påpeger (Järvinen 2004:76ff), kan årsagen findes i relationen mellem interviewer og informant.

For romaerne repræsenterer interviewerne etablerede værter, og det er en mulig grund til, at romaerne

ikke beklager sig over diskrimination fra danskernes side. Romaerne ser sig selv i en gæsterolle. Derfor

vil de være forbeholdne over for at fortælle os, som repræsentanter for de etablerede værter, at de

etablerede skulle diskriminere. Som gæster foretrækker de at være høflige og at vise os, at de er

taknemlige for at være her. Den formodning underbygges i interviewene, hvor informanterne kommer

med en række positive ytringer om Danmark og danskere. Da Nicolae bliver spurgt om, hvad han

tænker om danskere, siger han bemærkelsesværdigt, at ”I er rigtig civiliserede. I respekterer immigranter, I har

en anden vinkel på det. Det er et rigt land og meget smukt” (Nicolae, linje 124-125).

Citatet viser, hvordan Nicolae i høj grad ønsker at fremhæve sin positive indstilling til Danmark og

danskere. Nicolae er taknemlig og roser ”værterne”, mens han inkluderer interviewerne gennem

anvendelsen af ”I”. Fransisca er også positiv over for danskere og interviewerne:

”I har rigtig gode sjæle. I er gode mennesker. Jeg kan bare godt lide at være her og blive vant til danskerne, og hvordan

danskerne er, så jeg vil komme tilbage hertil.” (Fransisca, linje 60-61).

Uanset hvad Fransisca lægger i sin forståelse af gode mennesker, er det vigtigt at hæfte sig ved brugen

af de positive beskrivelser. Fransisca vil gerne holde sig på god fod med de etablerede værter.

En nuance i problemstillingen ligger i, at diskrimination ikke nødvendigvis opleves som en absolut

størrelse af de hjemløse romaer. Relativt set kan den diskrimination, de oplever i Danmark, føles

mildere, fordi de er blevet diskrimineret på en anden måde i Rumænien. Informanterne giver udtryk

for, at diskriminationen i Rumænien tager en anden form. Fransisca har eksempelvis oplevet at få smidt

økser efter sig (Fransisca, linje 205-206).

64

En anden forklaring på, at de hjemløse romaer ikke i højere grad fortæller om oplevelser med

diskrimination fra den mere ressourcestærke majoritetsdansker, kan dog være, at der reelt ikke er meget

direkte diskrimination fra den kant, men at der er tale om, at de hjemløse romaer i stedet bliver

ignoreret af de etablerede, majoriteten i Danmark:

”Jeg kan godt forstå, at danskerne skal komme først til at lave de her forskellige kurser, men jeg føler nogle gange, at jeg er

fuldstændig ignoreret, så jeg prøver at være høflig og snakke på en høflig måde, og stadigvæk bliver jeg fuldstændig ignoreret.”

(Henri, linje 226-229)

Selvom Henri prøver at være venlig og imødekommende, så bliver han mødt med ignorance og

ligegyldighed. Dette kan ses som en form for ”usynlig” diskrimination, der kan være mindst lige så

problematisk for de hjemløse romaer som verbal eller fysisk diskrimination, da den ligeledes har en

ekskluderende effekt. Den form for diskrimination er tilmed sværere at gøre opmærksom på og kæmpe

imod, da det er en mindre ”håndgribelig” form for diskrimination qua sin umiddelbare ”usynlighed”.

Internalisering af gruppestigma

Et karakteristika for dynamikken i relationer mellem etablerede og outsidere er ud over den ujævne

magtbalance, at der er basis for en særlig stigmatiseringsproces, hvor to kontrasterende sociale

markører, ’gruppekarisma’ og ’gruppestigma’, kobles til henholdsvis de etablerede og outsiderne.

Denne proces er mulig, netop fordi magtbalancen mellem grupperne er ulige til de etableredes fordel.

Ifølge Elias kommer billedet af de etablerede derved til at blive repræsenteret af de mest eksemplariske

medlemmer af gruppen, hvorimod billedet af outsiderne kommer til at bygge på denne gruppes

”dårligste” medlemmer. Den skæve magtbalance gør dette muligt, hvilket understøtter fordommene

om, at outsiderne - den stigmatiserede gruppe - har en mindre efterlevelsesværdig adfærd og en

dårligere karakter end majoriteten (Elias 1994: xix).

Et andet karakteristika ved dynamikken mellem etablerede og outsidere er, at outsiderne, ifølge Elias,

kommer til at internalisere de etableredes syn på dem. De etableredes negative opfattelser af outsiderne

bliver en del af deres selvbillede og selvforståelse. På den måde forstærkes de etableredes position. Som

Elias siger: ”groups in an outsider position measure themselves with the yardstick of their oppressors” (Elias

1994:xxvi)

Fordi outsiderne tager de etableredes forståelse af dem på sig, er det relevant at se, hvordan outsidernes

selvbillede påvirkes. Elias påpeger, at en vigtig indikator er følelsen af skam og forlegenhed. Den

magtmæssigt overlegne gruppe vil altid virke som den mest civiliserede (Elias 1994:153). Følelsen af

skam underbygges af, at man tilhører en gruppe, der er moralsk underlegen. Hvis outsiderne ikke lever

op til de gældende normer, er det et tegn på underlegenhed.

Fransisca: Lige nu hører jeg ikke nogen, som siger ”roma” og så’n, men nogle gange hører jeg nogle på gaden, som siger

65

”gypsy” for eksempel, og så skammer jeg mig (Fransisca, linje 292-293).

Fransisca oplever her at skamme sig over at blive kaldt sigøjner. Det kan skyldes, at hun forstår

”sigøjner” som mindreværdig og samtidig oplever sig selv som en del af outsidergruppen.

På den måde er det også de etableredes normer og deres levevis, der er det civiliserede. De etableredes

normer er med andre ord de ’bedste’ og ’rigtige’. Outsiderne skal derfor tilpasse sig, da det er dem, der

har den ’forkerte’ levevis. Nicolae har internaliseret billedet af danskere, som de civiliserede over for

romaerne, som traditionelle og mindre civiliserede.

Interviewer: ”Hvad tænker du om danskere?”

Nicolae: ”I er rigtig civiliserede” (Nicolae, linje 123-124).

For Nicolae er det vigtigt at leve op til det civiliserede krav om eksempelvis skolegang til børnene.

Nicolae: ”(…) Vi har prøvet at blive moderne og tilpasset os til samfundet. Vi prøver at være civiliserede og sende børnene i

skole” (Nicolae, linje 141-142).

Her sætter han ikke spørgsmålstegn ved, at romaer skal leve op til de etableredes normer. Outsiderne

prøver at efterleve de etableredes normer. Men spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt for de

hjemløse romaer at leve op til de etableredes normer.

Afsnittet har vist os, at de hjemløse romaer er udsat for diskrimination. Henri fortæller, at han føler sig

forfordelt på arbejdsmarkedet, men det er dog hovedsageligt fra andre marginaliserede grupper, de

oplever diskriminationen. Diskriminationen tager form som eksklusion, verbale ytringer og vold. Det

tyder dog på, at man også kan tale om, at de hjemløse romaer i stedet for at blive direkte diskrimineret

af majoritetsbefolkningen, bliver ignoreret. Man kan således tale om en tavs og usynlig diskrimination.

Som en konsekvens af diskriminationen, har romaerne til en vis grad internaliseret stigmaet, således at

de accepterer de negative forestillinger om romaer, og de tilsvarende positive om de etablerede

danskere.

66

Opsamlende afsnit

Vi har i vores analyse af hindringerne for de hjemløse romaer i Danmark ønsket at belyse, hvilke

problemstillinger der gør sig gældende, når de mangler netværk og anerkendelse og bliver diskrimineret,

som det er tilfældet hos de hjemløse romaer, vi har talt med. Vi har set på, hvordan deres konkrete

oplevelser med de forskellige hindringer kan forklares eller problematiseres ved hjælp af sociologisk

teori.

I dette afsnit vil vi sammenfatte, hvordan hindringerne indvirker på hinanden. Derudover vil vi

diskutere, hvad manglende netværk, manglende anerkendelse og diskrimination kan gøre ved

mennesker, der er så marginaliserede, som de hjemløse romaer er.

Samspil mellem de tre former for hindringer

Vi mener, at de tre former for hindringer, som vi har analyseret, er tæt forbundet. De indvirker på

hinanden på forskellig vis og er i nogle tilfælde selvforstærkende. I dette afsnit vil vi prøve at se på,

hvordan de tre hindringer er forbundet, og hvilken indvirkning de har på de hjemløse romaers

hverdagsliv.

Diskrimination og manglende anerkendelse gør det svært for de hjemløse romaer at skabe netværk med

andre mennesker, da de bliver mødt med mistro og fordomme. Putnam gør os dog opmærksomme på,

at de mennesker, der er mest marginaliserede, kan være nogle af dem, der har allermest brug for

netværk (Putnam 2000:320), så der ligger et stort dilemma i, at det er så svært for dem at skabe

netværkene. I nogle tilfælde vil diskrimination nødvendigvis bunde i uvidenhed. Hvis der etableres

netværk mellem de hjemløse romaer og de etablerede (jf. Elias) kunne det måske være med til at

mindske diskriminationen, idet de etablerede gennem netværkerne ville blive oplyst om, hvem de

hjemløse romaer er. En anden mulighed for at undgå diskrimination er via opnåelse af anerkendelse.

Da de hjemløse romaer mangler anerkendelse, bliver det mere ’legitimt’ at diskriminere dem, og de

bibeholder deres manglende status og deraf manglende mulighed for at kunne deltage i det sociale liv

på lige fod med andre.

Hindringernes påvirkning af hverdagslivet

Disse tre hindringer indvirker på de hjemløse romaers hverdagsliv, og besværliggør eller umuliggør

deres muligheder for at opnå, hvad de ønsker; i deres tilfælde et job og et sted at bo, fordi deres

netværk, ifølge vores analyse, er mangelfulde. De nærmeste netværk, der skulle støtte den enkelte, er

spredt forskellige steder og bringer heller ikke de hjemløse romaer nogen ny information. De

brobyggende netværk, der er gode til at bringe nye informationer, har endnu ikke bragt de hjemløse

romaer videre fra den situation, de befinder sig i. Dermed ikke være sagt, at det ikke kan ske i

67

fremtiden. Derudover besværliggøres hverdagslivet for den hjemløse roma, idet chancen for at deltage i

det sociale liv på lige fod med andre, ikke er en mulighed. De er hjemløse og marginaliserede, og

ringeagten for dem kommer til udtryk både ved, at de bliver forfordelt i arbejdssammenhænge, fordi de

ikke findes værdige til lige deltagelse21, og ved, at de ingen rettigheder har i Danmark. Til sidst

besværliggøres de hjemløse romaers hverdagsliv ved, at de har svært ved at undgå at internalisere

majoritetens negative forestillinger om dem, og derved får de en fornemmelse af at være

lavstatusmennesker. De er sågar outsidere blandt outsiderne.

Sproget som hindring

Sproget har også en stor betydning i problematikken for de hjemløse romaer. Det har især en

indflydelse på muligheden for at skabe brobyggende netværk, da fælles kommunikation er en væsentlig

faktor for socialt samspil og en nødvendighed for informationsudveksling. Dog kan et par af de

hjemløse romaer tale engelsk, og de har også haft mulighed for at benytte sig af flere af

mestringsstrategierne samt at skabe netværk, der i højere grad er brobyggende.

Sproget spiller også en rolle for de andre hindringer, men kan ikke forklare særlig mange af dem.

Sproglige kompetencer ville måske medføre en større anerkendelse af de hjemløse romaer og give dem

en større mulighed for at forsvare sig mod stereotype forestillinger og diskrimination. Det ville på ingen

måde medføre, at romaer blev anerkendt som ligeværdige deltagere i de sociale sammenhænge, da det

kræver en kobling af anerkendelse og omfordeling. Det ville heller ikke fjerne diskrimination, da begge

faktorer er uden for de hjemløse romaers kontrol.

Vi vil i de følgende tre afsnit dykke ned i nogle eksempler, der hver især viser, hvordan hindringerne er

med til at påvirke deres hverdagsliv. Det er alle tre eksempler på udtalelser fra de hjemløse romaer, der

på den ene eller anden måde har overrasket os.

Videreførelse af internalisering

Vi har i interviewet med Henri oplevet, at han har omtalt andre romagrupper negativt. Hans udtalelser

om andre romaer bærer præg af de samme gruppestigma, der normalt skabes om outsidere ud fra de

etableredes synspunkt (Elias 1994:xix). Han opdeler romaer i to forskellige grupper:

”Der hvor jeg kommer fra, er sigøjnere meget anerkendte som værdifulde mennesker. På den anden side er der sigøjnere fra

syddelen af Rumænien, de vil ikke noget som helst, de vil ikke studere eller have et arbejde eller noget (...) vi bliver

diskrimineret, bare når folk hører, at vi er sigøjnere, også fordi de autentiske sigøjnere vil fortsætte med at have deres eget tøj,

og når de går på gaden og har deres eget tøj på, så bliver de genkendt som sigøjnere. Og vi bliver alle sammen taget i den

samme kategori, man skelner ikke rigtigt mellem sigøjnere, som gerne vil have et arbejde og så de andre, som ikke gider noget

21 At man får et job og udfylder en funktion, som svarer til de kvalifikationer, man har.

68

som helst” (Henri, linje 108-119).

Henri distancerer sig fra andre romaer, der i hans fremstilling får de tydelige negative karakteristika,

som romaer normalt forbindes med. I forlængelse af Elias' begreb om internalisering, kan man tolke

det som om, han internaliserer de etableredes stigmatiserende opfattelser af romagruppen. Men i stedet

for, som Elias' teori lægger op til, at internalisere stigmaet som værende selvrefererende karakteristika,

føres det videre og tillægges de romaer, han selv distancerer sig fra. Han viderefører og accepterer det

billede af romaerne, der bygger på gruppens ”dårligste” medlemmer, men gør det ved samtidig at

distancere sig fra dette billede.

Det, der kunne være på spil, er, at han forsøger at undgå diskriminationen og ringeagten ved at

acceptere den negative opfattelse af romaerne og samtidig distancere sig fra de romaer, som han mener,

kan betegnes med de negative karakteristika. Han forstår sig selv som moderne i modsætning til de

andre romaer, så hans accept af den negative fremstilling og hans egen distance til de romaer, han

tillægger disse karaktertræk, kunne også ses som et forsøg på at være en del af den etablerede gruppe.

Forsvarsposition

Vi har gentagne gange under interviewene oplevet, at interviewpersonen har taget afstand fra negative

stereotyper ved uopfordret at informere os om, at vedkommende ikke handler, som de negative

stereotyper foreskriver. I en interviewsituation, hvor intervieweren spurgte Fransisca, hvordan hun

havde mødt sin veninde, svarede hun:

”Jeg var på gaden, og jeg lavede ikke noget ballade, og de der danske kvinder har set mig ... at jeg ikke laver ballade, så de

kommer bare for at hjælpe mig. Jeg har flere veninder, og vi taler sammen, og jeg kan også gå til deres hus osv.” (Fransisca,

linje 110-112).

Foruden Fransisca, der har bragt det på bane adskillige gange i sit interview (f.eks. linje 74-75, 128-129),

har vi haft lignende oplevelser med både Tristan og Nicolae (Tristan, linje 132-133, Nicolae, linje 93-

95).

Vi har både i interviewsituationen og under analysen undret os over denne forsvarsposition, da vi ikke

selv har haft den opfattelse af romaerne, som de forsvarede sig mod.

På samme måde som med 'dem og os'-distinktionen kan forsvarspositionen ses som et forsøg på at

undgå ringeagten og diskriminationen. Vi tror dog, at forsvarspositionen bunder i en reel identitet og

ikke blot skal ses som en selvfremstilling. Forsvarspositionen kan være et udtryk for, at det er specielt

vigtigt for nogle romaer i deres handlen at modbevise stigmaet. Dette underbygges af følgende samtale

med Fransisca:

Fransisca: ”Det er rigtig godt, hvis man ikke laver ballade, hvis ... man er ærlig.

69

Interviewer: Hvorfor er det rigtig godt, at man ikke laver ballade? Eller at folk ikke tror, man laver ballade?

Fransisca: Jeg har lært fra mine forældre, at man skal være et godt menneske og ikke lave ballade.” (Fransisca, linje 233-

236)

Modstridende udsagn

Et par gange har vi oplevet, at informantens udsagn har været modstridende, enten med et andet af

informantens udsagn eller med en viden, vi har haft.

På denne baggrund vil vi dykke ned i et eksempel med Fransisca. Før vi påbegyndte den foreliggende

undersøgelse og undervejs i processen, havde vi set Fransisca i Københavns bybillede i færd med at

tigge. Det er dog i strid med det, hun siger i interviewet om at tigge. I interviewet med Fransisca følger

denne dialog, da intervieweren stiller spørgsmålstegn ved, om man kan tjene nok penge på at samle

flaskepant til at leve af det, og spørger, om informanten skaffer penge på anden vis, f.eks. ved at tigge:

Fransisca: ”Nej.. Der er ikke så mange penge.. Men jeg skammer mig over at tigge, så det gør jeg ikke.

Interviewer: Du skammer dig..?

Fransisca: Ja, over at tigge.

Interviewer: Okay. Men det er jo forståeligt nok, hvis man har brug for det..

Fransisca: Jeg kan ikke tigge. Jeg kan ikke gøre det.

Interviewer: Hvorfor..? Har du prøvet, hvor du har haft en dårlig oplevelse med det, eller..?

Fransisca: Nej. Men jeg kender nogle danske kvinder, som..de har set mig flere gange, og de kommer, og de giver mig nogle

penge nogen gange uden, at jeg tigger. Jeg har en dansk veninde. Og jeg fik den danske veninde for tre år siden.” (Fransisca,

linje 92-100)

Fransisca fortsætter i ovenstående sekvens med at fortælle om den danske kvinde, der er blevet hendes

veninde, og vender ikke tilbage til at tale om tiggeriet. Fransisca er således forholdsvis kort for hoved,

da intervieweren spørger om tiggeri, og det virker i interviewet ikke som om, hun ønsker at komme ind

på emnet igen.

Grunden til, at der overhovedet stilles spørgsmålstegn ved, at pantindsamling er Fransiscas eneste måde

at ernære sig på, er – udover at det heller ikke synes at være en guldrandet indtægtskilde - at vi har en

forforståelse om, at mange hjemløse romaer bliver nødt til at tigge for at kunne klare sig, og at det ikke

er et sjældent syn på gaden. Derudover har vi som førnævnt set hende tigge, og havde derfor ikke

forventet, at det var noget, hun ikke ønskede at stå ved. Denne erfaring vælger intervieweren ikke at

bringe frem i interviewet, da det ville kunne sætte Fransisca i en ubehagelig position at få sat

spørgsmålstegn ved sin troværdighed på en sådan måde. Intervieweren forsøger dog at holde

muligheden for et andet svar åben ved at prøve at udtrykke forståelse for, at nogle vælger at tigge, og at

det at tigge kan være i orden som et nødvendigt onde, men Fransisca holder fast i, at hun ikke kan få sig

70

selv til det, og siger eftertrykkeligt, at hun ”ikke kan gøre det”. Hun er således ikke interesseret i, at vi

skal vide, at hun tigger, hvilket der kan være forskellige grunde til.

Vi anser de hjemløse romaers situation som meget kompleks, hvor man kan være splittet mellem

ønsker og muligheder, og de divergerende udsagn kan netop være et udtryk for begge dele. At hun

siger, at hun ikke kan tigge, kan man derfor vælge at se som et udtryk for hendes oprigtige ønsker for

tilværelsen i stedet for et ønske om at lyve over for os.

Hun anser muligvis ikke det at tigge for at være noget, der er ’typisk’ hende, men snarere noget, hun gør

midlertidigt og af ren nød, og som derfor ikke bør være noget, hun dømmes på baggrund af. Hendes

udeladelse af fakta kan ses som et udtryk for, at hun har en forventning om at blive negativt dømt, hvis

hun åbent siger, at hun tigger.

Revidering af først antaget forforståelse

Vi har gennem vores møde med de hjemløse romaer ændret nogle af de antagelser, vi til at begynde

med havde om dem.

De hjemløse romaer i Danmark er en gruppe, der mest af alt ønsker at få et arbejde og et sted at bo.

De ønsker ikke at ’snylte’ på samfundet, men derimod at bidrage positivt. De mødte os med en større

åbenhed, end vi først havde forventet, hvorefter de i interviewene fortalte os om deres liv og oplevelser

med det danske samfund. Nogle af de romaer, vi talte med, var nemme at identificere som romaer ud

fra den forforståelse, vi havde om dem. Henri derimod var nødt til selv at fortælle, at han var roma,

fordi han ikke levede op til de første, og måske lidt mere traditionelle, forestillinger, vi havde om,

hvordan en roma så ud. Dette indikerer, at vi i vores oprindelige forståelse af de hjemløse romaer

måske opfattede dem som en mere homogen gruppe, end tilfældet er. Vi er blevet klar over, hvor

forskellige romaer kan være, og at de ikke nødvendigvis alle sammen har noget tilfælles, bare fordi de er

romaer. Nogen af informanterne tillagde ikke det at være roma en speciel betydning, mens andre var

stolte over det og fortalte om særtræk ved det at være roma.

71

Problematisering af den skabte viden

I dette afsnit vil vi reflektere over nærværende opgave i forhold til de valg, vi har truffet, og hvilke

konsekvenser det har fået for den viden, vi er nået frem til. Vi vil særligt fokusere på de punkter i

opgaven, som vi erkender, vil blive opfattet som problematiske, hvilket vi vil diskutere i det følgende.

Validitet

Når vi ønsker at problematisere den skabte viden, bør vi gøre os overvejelser om, hvorvidt vi

undersøger det, som vi siger, at vi undersøger; ergo om vores undersøgelse er valid (Mason 2006:188).

Interviewguide

På baggrund af interviewet med vores tolk Maria, som fandt sted efter interviewene med romaerne,

erfarede vi, at nogle af de spørgsmål, vi havde stillet under interviewene, indeholdt begreber, der

muligvis havde været for abstrakte. Maria fortalte os, hvordan hun skulle forklare ordet diskrimination

til alle informanter, undtagen Henri:

Maria: ”[F]aktisk så oplevede jeg det konstant med diskrimination. Det der spørgsmål om diskrimination skulle

jeg forklare til næsten alle sammen bortset fra ham Henri. Han havde jo også en seminarieuddannelse” (Maria,

linje 20-22).

Marias forklaring på, at Henri ikke skulle have forklaret, hvad diskrimination betyder, går på, at han har

en højere uddannelse end de andre romaer, og at det deri implicit ligger, at han bedre kan forstå et ord

som diskrimination. De andre informanter har ikke kunnet forstå ordets betydning, og har derfor

måttet lade Maria forklare det for dem. En måde at undgå denne uklarhed og manglende forståelse på

kunne være at have brugt andre, mindre abstrakte, ord til at tale om det samme emne, eller at vi havde

defineret for dem, hvad vi lagde i begrebet, inden vi stillede dem spørgsmålet. At vores spørgsmål nogle

steder havde karakter af at være mere tematiske end dynamiske på trods af vores forsøg på at afstemme

det (Kvale 1997:134), kan derudover have haft en betydning for, at vi ikke fik flere længere passager af

tale og flere personlige beretninger, end vi gjorde i interviewene. Vi fik færre, end vi på forhånd havde

forventet.22 Vi har haft både spørgsmål af tematisk og dynamisk art i interviewguiden, men havde vi i

højere grad prioriteret dynamiske spørgsmål, ville det muligvis have nuanceret vores empiri yderligere,

idet informanterne eventuelt ville have åbnet sig mere (Kvale 1997:134). Efter interviewene med de

hjemløse romaer, interviewede vi vores tolk, og udspurgte hende bl.a. om hendes oplevelser med at

tolke, og først her blev vi klar over det problematiske ved ordvalget 'diskrimination'. I og med at vi først

22 Manglende dynamiske spørgsmål kan have været en grund til dette (jf. Kvale). Derudover kan kulturelle forskelle,

socioøkonomiske årsager og interviewsituationens omgivelser og ulige magtforhold have indvirket på det, som vi kommer ind på andre steder i opgaven.

72

blev klar over dette, da vi interviewede vores tolk efter gennemførelsen af interviewene med romaerne,

var det ikke muligt at foretage ændringer i interviewguiden på baggrund af dette. En samtale med vores

tolk efter hvert interview kunne eventuelt have trukket disse aspekter frem i lyset tidligere. Også

gennemførelsen af en pilottest kunne have været en måde at nå frem til denne viden på tidligere i

forløbet. Af pragmatiske grunde var dette dog ikke muligt; for det første er det et felt, hvor det kun har

været muligt at skaffe ganske få informanter, og vi valgte derfor ikke at ”bruge” en informant på en

pilottest. For det andet har det ikke været tids- og koordineringsmæssigt muligt med vores frivillige tolk.

En anden overvejelse er, at vi burde have bedt vores tolk om at uddybe over for os, hvordan hun

definerede diskrimination, når hun forklarede informanterne begrebet. Vi har dog efterstræbt i vores

analyse at tage højde for denne erhvervede viden og usikkerhedsmomentet i sidstnævnte og ikke uden

forbehold tolke på baggrund af svar på spørgsmål, der indeholder begrebet diskrimination.

Interview

Vi har forsøgt at udføre en analytisk kvalitetskontrol på, om de svar, informanterne har givet på de

stillede spørgsmål, rent faktisk har været svar på de pågældende spørgsmål eller ej. Når vi under

interviewet har fået et svar fra informanterne, som ikke syntes at være svar på det spørgsmål, vi har

stillet, har vi efterstræbt at spørge ind til det med det formål at få uklarheder uddybet og/eller sikre os,

at informanten, tolken og vi som interviewere har haft den samme forståelse af spørgsmålet. Hvis

sidstnævnte ikke var tilfældet, har vi forsøgt at omformulere spørgsmålet.

Analysen

I forbindelse med brug af citater har vi tilstræbt at have konteksten med ved også at tale om, hvad

scenariet er i forbindelse med det pågældende citat eller ved at have lange citater. Dette har vi søgt at

gøre for at være tro mod empirien og for at vise, at brugen af citatet til at belyse et bestemt aspekt i

analysen er berettiget.

Reliabilitet

En forudsætning for, at vores undersøgelse er valid, er, at vi undersøger og ”måler” præcist, altså på en

pålidelig måde (Mason 2006:39).

Interview

For at fremme nøjagtigheden i vores teknikker og metoder har vi eksempelvis optaget interviewet i

stedet for bare at tage noter. Dette kan der ganske vist være nogle ulemper ved, da informanterne

muligvis har kunnet føle sig intimiderede eller kan have været mere tilbageholdende og på vagt, fordi de

73

blev ”optaget”, og de kan have haft en følelse af, at de derfor i højere grad ville kunne blive stillet til

ansvar for deres ytringer. Fordelene ved at optage interviewene i stedet for udelukkende at skrive noter

under interviewene har dog vejet tungere; det har først og fremmest været lettere at huske og tage højde

for nuancer i empirien og interaktionen i det pågældende interview. Vi søgte således derigennem at

styrke reliabiliteten. Derudover har vi forsøgt at eksplicitere, hvilke regler vi ville benytte i forbindelse

med transskriberingen af vores interview for også her på bedst mulig vis at sikre reliabiliteten.

Tolken

Når det kommer til den viden, der skabes i interviewsituationen, er det vigtigt, at vi spørger os selv,

hvilken betydning vores tolk kan have haft i fremforhandlingen af meningen. Vores interview har været

en fremforhandling af mening mellem fire mennesker i stedet for tre (jf. hvis det havde været et

interview uden tolk). På den ene side er tolken med til, mellem os og informanten, at skabe en

forståelse af hinanden og et indblik i hinandens måder at opfatte hverdagen på; selvfølgelig den ene vej

i overvejende grad, da vi som interviewere spørger ind til informanten. På den anden side kan

fremforhandlingen af mening aktørerne imellem miste noget umiddelbarhed ved, at kommunikationen

skal gå igennem et led (tolken) i stedet for at kunne foregå direkte mellem alle aktørerne. Det er dog

betingelserne, da det jo kun er vores tolk, der kan tale begge sprog. Tolken spiller derfor også en

forholdsvis stor rolle i forbindelse med, om den viden, hun formidler og er med til at skabe, er pålidelig.

Sprogkompetencer er en vigtig faktor i denne forbindelse.

Til spørgsmålet om, hvor svært det var at tolke mellem dansk og rumænsk, svarer Maria:

Maria: ”Men det var for mig personligt lidt et problem, fordi jeg stadigvæk er ny til det her dansk, så nogle gange manglede

jeg ord. Så kunne jeg ikke sige præcist, hvad de sagde, også fordi jeg ikke selv kendte ordet, så mit ordforråd skal stadigvæk

udvikle sig.” (Maria, linje 25-27).

Ved at få passager af interviewene, hvor vi havde fornemmet, at der havde været enten usikkerhed eller

uenighed at spore hos Maria, tolket af en anden udenforstående frivillig tolk, har vi søgt at tage højde

for dette og styrke reliabiliteten.

Generaliserbarhed

Vores undersøgelse giver et indblik i, hvordan det kan opleves at være hjemløs roma i Danmark og

møde forskellige typer af hindringer i form af diskrimination, mangel på anerkendelse og manglende

netværk.

Vi mener ikke at kunne generalisere til alle hjemløse romaer i Danmark og deres individuelle

hverdagsliv, selvom gruppen ikke er særlig stor. Dog mener vi at kunne sige, at der højst sandsynligt vil

forekomme nogle af de samme hindringer, hvis de samme vilkår gør sig gældende for en anden gruppe

74

af hjemløse romaer i Danmark. Andre hindringer (jf. de lovgivningsmæssige) vil med sikkerhed være de

samme for andre hjemløse romaer.

Derudover mener vi, at vores undersøgelse af hindringer for de hjemløse romaers hverdagsliv bidrager

med vigtig ny viden om, hvilke vilkår de hjemløse romaer i Danmark lever under, og hvilke muligheder

der er for at tackle det.

75

Konklusion

Der tegner sig et billede af hjemløse romaer i Danmark som en stærkt marginaliseret gruppe.

De bliver udsat for såvel verbal som fysisk diskrimination, især fra andre marginaliserede mennesker.

Uanset hvilke sociale sammenhænge, de hjemløse romaer indgår i, befinder de sig lavest i hierarkiet, og

de kan således betegnes som outsidere blandt outsiderne. Fra majoritetens side lader det til, at de i

højere grad er en ignoreret og glemt samfundsgruppe.

De er henvist til at leve på randområderne af samfundet, hvor de på lovgivningsmæssigt plan nægtes

status af ligeværdige deltagere i samfundet, og hvor deres arbejds- og hjemløshed vidner om, at

ringeagten også har et bredt tag i både befolkningen og forskellige institutioner, der alle er med til at

udelukke dem fra samfundet. Regeringens lov mod at yde offentligt finansieret hælp til hjemløse uden

opholdstilladelse er yderst ekskluderende og nægter dem status som fuldgyldige samfundsdeltagere. De

ses således hverken som værdige til lige deltagelse eller til at få hjælp i deres marginaliserede position.

Den er baseret på, at de skal kunne klare sig selv, men den selvsamme lov legitimerer, at de ignoreres og

ekskluderes fra alle andre kanter, og udfaldet er en overset og diskrimineret gruppe, der mangler

fodfæste i det danske samfund.

Der er behov for transformative tiltag for at kunne overvinde disse problemer, men affirmative tiltag

kunne også være hjælpende, i hvert fald i første omgang, en flygtningestatus ville f.eks. lette deres vej

ind i det danske samfund. På grund af den manglende anerkendelse på det lovgivningsmæssige område

har man fra hjælpeorganisationers været nødt til at yde dem den hjælp, der har været mulig, f.eks. ved at

oprette nødherberget. Selvom dette affirmative tiltag er en nødvendighed og en stor hjælp i deres

situation, er det ikke med til at hjælpe dem ud af den ringeagtede position, de befinder sig i, og derfor

er der brug for transformative ændringer fra samfundets side.

De hjemløse romaer er diskriminerede og ringeagtede, og når de er så marginaliserede, som de er,

kommer netværk til at have en særlig betydning. Men også her er de marginaliserede, da de ikke har så

mange af de brobyggende netværk, og man kan så tvivl om effekten af flere af de brobyggende

netværk, som de rent faktisk har. De nærmeste netværk er desuden spredt for alle vinde, og selvom de

er stærke, har de ikke den nærværende karakter, som sådanne netværk normalt har.

De hjemløse romaer står i en situation, hvor det er svært for dem at undgå at internalisere de

stigmatiserende forestillinger om dem, hvilket medfører lavt selvværd og lav selvagtelse.

De er nødt til at beskytte sig mod stereotyperne gennem spontane forsvarspositioner. Deres hverdagsliv

bærer præg af et stigma, de ikke kan undslippe, et stigma, der følger med dem uanset, hvor de tager

hen, og deres rolle i sociale sammenhænge er således altid den mest marginaliserede. De er udelukkede

fra at deltage i samfundet på både overordnet plan og hverdagsplan. De er isolerede, og med kun få af

de brobyggende relationer har de ikke mange muligheder for selv at kunne påvirke situationen i retning

af at få deres ønsker for tilværelsen realiseret. Deres situation er så kompleks, at der er mange

76

uoverensstemmelser mellem deres ønsker og de reelle muligheder.

Forhåbentligt bliver forholdene engang således, at hindringerne for de hjemløse romaer ikke længere

synes at være så umulige at overkomme. Et sted at bo og muligheden for at kunne forsørge sig selv er

ikke meget forlangt, og at leve en værdig tilværelse burde være en selvfølgelighed for ethvert menneske.

Vi vil lade Tristan få det sidste ord, hvor han giver sit bud på drømmescenariet for sit liv:

”At stå op om morgenen og gå på arbejde, komme hjem og gå i bad, spise noget godt mad og så bare hygge sig, hygge sig ved

fjernsynet med familien. Jeg vil bare kunne falde i søvn med kun den ene tanke, at i morgen skal jeg op og på arbejde.”

(Tristan, linje 277-279).

77

Referencer

- Bauman, Zygmunt 1999: Globalisering. København: Hans Reitzels Forlag.

- Bhopal, Kalwant & Myers, Martin 2008: Insiders, Outsiders and others – Gypsies and identity. Hatfield: University of Hertfordshire.

- Code of Ethics. American Sociological Association, June 1997. www.asanet.org

- Elias, Norbert & Scotson, John L. 1994: The Established and the Outsiders. London: Sage Publications.

- Fenigsen, Alicja & Bergman, Jerry 1994: Hvem er Sigøjnerne? Holstebro: A-offset

- Fenger-Grøndahl, Carsten og Fenger-Grøndahl, Malene 2008: Sigøjnere 1000 år på kanten af Europa. Århus: Århus Universitetsforlag.

- Fonseca, Isabel 1997: Den lange vej – Sigøjnerne og Deres rejse. Viborg: Olesen Offset.

- Fraser, Nancy 2008: ”Fra omfordeling til anerkendelse” og ”At nytænke anerkendelsen” i: Willig, Rasmus & Jacoben, Michael Hviid 2008: Anerkendelsespolitik. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

- Gadamer, Hans-Georg 1999: ”Forståelsens historicitet som det hermeneutiske princip”, i Gulddal, Jesper & Møller, Martin (red.): Hermeneutik – en antologi om forståelse. København: Gyldendal: 127-182.

- Galal, Lise Paulsen & Galal, Ehab 1999: Goddag mand – økseskaft, samtale gennem tolk. København: Handy Print A/S.

- Giorgi, Amadeo 1992: Description versus Interpretation: Competing Alternative Strategies for Qualitative Research. Journal of Phenomenological Psychology 23 (2): 119-135.

- Granovetter, Mark 1973: ”The strength of weak ties” i: American Journal of Sociology vol. 78 issue 6: s. 1360-1380.

- Huberman, A. Michael & Miles, Matthew B. 2002: The Qualitative Researcher’s Companion. London: Sage Publications.

- Illustreret Videnskabs Opslagsværk 1997: Verden i dag – det østlige Europa. Viborg: Nørhaven.

- Järvinen, Margaretha 2004: Hjemløse Flygtninge Indvandrere. København: Hans Reitzels Forlag.

- Jensen, Eline Mørch & Antvorskov, Nina 1993: Sigøjneren i os – 25 samtaler med skandinaviske sigøjnere. København: Borgens Forlag

- Kaul, Hjørdis & Kvande, Elin 1991: ”Mestring av arbeidsledighet”, i: Tidsskrift for Samfunnsforskning. Norge: Flisa Boktrykkeri.

- Koch, Lene 2000: Racehygiejne i Danmark 1920-56. Gyldendal

- Krieken, Robert van 2002: Norbert Elias. København: Hans Reitzels Forlag.

78

- Kühl, Jørgen 2000: Folk Uden Grænser. København: Gyldendal, Nordisk Forlag.

- Kvale, Steinar 1997: InterView – En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans Reitzels Forlag.

- Mason, Jennifer 2006: Qualitative Researching. London: Sage Publications.

- Putnam, Robert D. 2000: Bowling Alone – The collapse and revival of American community. New York: Simon & Schuster.

- Schwandt, Thomas A. 2003: Three Epistemological Stances for Qualitative Inquiry: Interpretivism, Hermeneutics, and Social Constructivism. In: Denzin, Norman K. & Lincoln, Yvonna L. 2003: Landscapes of Qualitative Research. Theories and Issues. London: Sage Publications.

Hjemmesider

- Ugebrevet A4, artikel 1: http://ugebreveta4.dk/2009/200915/Leder.aspx (hentet d. 2. maj 12.43)

- Ugebrevet A4, artikel 2:

http://ugebreveta4.dk/2009/200915/Baggrundoganalyse/Oesteuropaeiske_hjemloese_overtager_gaderne_i_Koebenhavn.aspx (hentet d. 2. maj 11.50)

- http://www.udenfor.dk/dk/Materiale/Files/Nyheder/Tema+udenlandske+hjeml%C3%B8se+

1.artikel.pdf (hentet d. 5. maj 9.40)

- http://www.graenseforeningen.dk/artikel/21607 (hentet d. 15. maj 15.20)

- http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=3413 (hentet d. 23. april 13.10)

- http://romnet.dk/index.html?forside.html&1 (hentet 12. marts 16.25)

- http://politiken.dk/indland/article449961.ece (hentet 15. maj 15.13)

- https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=20938 (hentet 15. maj 16.13)

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Denne rapport er udgivet af Projekt- & Karrierevejledningen, der formidler kontakt mellem universitetsstuderende og eksterne projektstillere. Gennem projektforslag i Projekt- & Karrierevejledningens projektkatalog kan studerende beskæftige sig med konkrete problemstillinger, der har relevans for organisationer, myndigheder og virksomheder udenfor universitetet. De færdige projekter udgives efterfølgende i Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie og kan bestilles direkte hos Projekt- & Karrierevejledningen eller via biblioteker og boghandlere. Har du som repræsentant for en organisation en idé til et nyt projekt, hører vi gerne fra dig. Find ud af mere om Projekt- & Karrierevejledningen og se vores online projektkatalog på vores hjemmeside: www.samf.ku.dk/pkv

PROJEKT- & KARRIEREVEJLEDNINGEN

DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET

KØBENHAVNS UNIVERSITET

ØSTER FARIMAGSGADE 5

1353 KØBENHAVN K