I mange år stod der i al ubemærkethed to gamlekister oppe på det store loft helt oppe under tageti Kolstrup 11/Callesensgade 1. Da huset skulletømmes i 2002, så vi, at der stod noget på dem:J. Bruhn 1864 og Helene Bruhn, Apenrade. Ogfrem dukkede så efterhånden historien bag de togamle skibskister og de personer, der havde ejetdem.

Helene Bruhn (1859-1937) var født Junggreen.Hendes far var den kendte sønderjyde J. P. Jung-green. Hun blev gift med Jacob Bruhn, som varmin oldemors bror. Han blev kaptajn på briggenMIDDELHEUS og med den sejlede de fra Ham-borg 1889 på langfart. Helene beskriver levendealt det, hun oplever. Med sin flotte håndskrift ogpå fejlfrit dansk har hun skrevet 85 sider i stile-hæfter fra Bo Bojesens Boghandel i Åbenrå. Detvar jo i tysk tid, men hun havde gået i Juhlersdanske privatskole i Åbenrå. I 1895 rejste hunhjem fra Valparaiso. Hendes mand Jacob Bruhnforsvandt senere sporløst i Argentina. Kun hansskibskiste vendte hjem til Åbenrå.

Min mor, Hanne Dahlkild, fortæller i sine erin-dringer fra barndomstiden i Kolstrup 11 omtante Lene »Musik«, som boede i den lille lejlig-hed på 1. sal. Hendes ting var ikke prangende.Et klaver og et stort skibsbillede af et Åbenråskibfortalte om hendes interesser og skæbne. Hungav børnene klaverundervisning, og hver julsamlede hun dem omkring et lille juletræ. Hen-

des største ønske var, at børnene kunne spille tilen dansk sang og en glad polka – uden at gå istå.

Tante Lene havde tit familiebesøg og holdt klub-eftermiddag hver onsdag hele året rundt. Herblev der drukket kaffe, sunget danske sange ogstrikket halstørklæder og sokker til sømandsmis-sionen og pakket gaver til jul til danske søfolk ifremmede havne.

Hanne Løfqvist

Den 30. April 1889 gik vi fra Hamborg tilPapalembang paa Sumatra med Briggen»Middelheus«. Jeg husker ikke, hvor storden var, men ved kun at det var et mindreSkib. Kahytten var kun lille, men ret hygge-lig med Sofa, Bord, Klaver og et Skab.

Den første Forskrækkelse, jeg havde, var iKanalen, hvor der jo altid er en voldsomTrafik. Da det blev henimod Aften og alleLysene straalede fra de store Dampere, saadet ud, som de kom lige ind paa vort lilleSkib; som Sejlskib skulle vi jo styre vor Kurs,og saa saa det undertiden ud, som Damp-skibet kom lige ind paa os for saa at vige isidste Øjeblik. Det varede 1 1/2 Dag, der-efter var vi ude i rum Sø, og saa havde vi joPlads. I den biscayiske Havbugt havde vistærk Dønning (uroligt Hav). Jeg syntes det

9

Redaktør Hanne Löfqvist; forfatter Helene Bruhn: Seks år på langfart – en dansk dames oplevelser 1889-1895

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 9

var forfærdeligt, men saaledes var det altidog havde intet at betyde.

Derefter kom vi i Pasaten, en god jævnVind for Skibene, hvor vi havde alle Sejloppe baade Nat og Dag og saa nærmede vios Æquator; længe før blev der talt megetom, hvem der skulle døbes, d.v.s. hvem derikke før havde passeret Linjen; forudenmig var der en Letmatros; der blev fortaltforfærdelige ting om, hvad der skulde skee.

Da vi saa skulde passere Linjen (det varimidlertid bleven ganske stille, saa næsten

alle Sejl var gjort fast) skulde Matrosenførst døbes. Han blev bundet for Øjnene,indsmurt i Tjære og blev derefter sat paa etBræt over en stor Balje Vand, derefter trakde Brættet bort under ham, saa han faldtbaglænds ned i Vandet, men blev strakshjulpet op af Matroserne. Saa kom minTur, ogsaa jeg blev bundet for Øjnene ogskulde saa løbe over et Tov, som skuldeforestille Linjen eller Æquator. Da jeg varkommen over det, blev jeg overhældt medstore Pøse Vand af Matroserne fra alle

10

Brigskibet J. H. MIDDELHEUS af Esbjerg, malet1889 af Alfred S. Jensen. Billedteksten under ski-bet lyder: »J. H. “Middelheus” af Esbjerg ført afCapt. Bruhn 1889«. Signeret Alfred Jensen 1889,Hamburg.(Maleri H&S)

The Brig MIDDELHEUS of Esbjerg, painted 1889 byAlfred S. Jensen. The text under the ship reads: »J. H.“Middelheus” af Esbjerg ført af Capt. Bruhn 1889«.Signed Alfred Jensen 1889, Hamburg.(Painting DMM)

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 10

Sider. Jeg slap altsaa nemmere fra det. Beg-ge var vi drivvaade og maatte fuldstændigklædes om. Bagefter festede vi saa medSmørrebrød og Punsch.

Vi sejlede derefter over til SydamerikasØstkyst og ned langs Afrikas Vestkyst. Da vinærmede os Cap Haab, begyndte det uroli-ge Vejr. En Aften mens vi sad og skaffede,som det hedder paa Sømandssproget, slogen høj Sø over Skibet. Vandet kom ned iKahytten, hvor vi sad, saa vi styrtede imel-lem hinanden. Mændene op paa Dækket,og da de kommer forud, er der slaaet etstort Hul i Skibet og den ene Mast var slaa-et løs. Alle Mand paa nær Rorsmandenmaatte i gang med at tætte Hullet; det varforfærdeligt. Manden ved Roret blev slaaetned og fik Benet beskadiget. Han blev lagtned i Kahytten paa Sofaen. Vandet skvulpe-de frem og tilbage i Kahytten (det kunde joingen Afløb faa). Jeg ved ikke hvad jeg gjor-de af mig selv; den stakkels Matros laa ogklagede. Først da de var færdig med Arbej-det forude, blev han hjulpet.

Rejsen til Palembang kunne ikke fortsæt-te, da der nu kun var 1 Mast. I flere Ugerstormede det voldsomt. En dag sagde minMand om jeg ikke vilde op paa Dækket ogse de høje Bølger. Vort lille Skib laa nedeimellem Bølgebjerge, der stod som en højMur om os. Sejl kunde vi ikke føre. Kun eteneste som var rebet (kun et halvt Sejl).

Det blev saa bestemt at vi skulde gaa tilPort Natal paa Østkysten af Afrika for atreparere Skibet og det tog lang Tid indenvi kom derop.

Port NatalSammen med os kom et tysk Skib og Dagen

11

Briggen J. H. MIDDELHEUS eller, som den ofte omta-les, bare MIDDELHEUS var et ældre skib, da det blevkøbt af Jacob Bruhn i 1889. Det var bygget af egetøm-mer i Brake ved Elben i 1871. Skibet blev døbt VONROON, og længden var 113,8 fod, mens tonnagen varbrutto 282 og netto 270 tons.De lidt større skibe fra Åbenrå var anpartsskibe, og monvi ikke kan gå ud fra, at agent og tobaksfabrikant JohanH. Middelheus havde en væsentlig part i skibet. JohanH. Middelheus var stedfader til Helene Bruhns far, JensPeter Junggreen, 1827-1886. Familien Junggreen varstærkt dansksindede, så da Åbenrå efter 1864 var tysk,blev skibet hjemskrevet i Esbjerg som den da sydligstedanske havneby.Da Jacob Bruhn overtog VON ROON fra ejeren V. C.Koch, skiftede skibet navn til J.H. MIDDELHEUS, mendet står opført i skibslisten i 1891 uden kendingsbogsta-ver, og J.H. MIDDELHEUS synes heller ikke at være ble-vet registreret i Hoved-Skibsregistrerings-Protokollenifølge Handels- og Søfartsmuseets kopi af protokollen.Den 18. marts 1893 bekræftes i protokollen salget af dethavarerede skrog i Valparaiso for £ 1.120. Det skiftededa navn til LUCAY.Maleriet af skibet er et portræt udført i Hamburg afAlfred Jensen 1889. Maleren, Alfred Serenius Jensen,1859-1935, var født i Randers og gik til søs som sejlskibs-sømand. I Hamburg blev han »opdaget« som skibsteg-ner, og en tysk reder bekostede en forberedende kunst-nerisk uddannelse for ham. I 1884-1885 modtog hanundervisning hos en kunstner, og derpå gik han atter tilsøs for at tjene til en etablering som kunstner. I 1889 togAlfred S. Jensen fast bopæl i Hamburg, og portrættet afJ.H. MIDDELHEUS er hans tidligst kendte arbejde.Alfred Jensen døde 29. juni 1935 i Hamburg og blevbegravet samme sted.Karakteristisk for skibsportrætgenren er skibet tegnet ialle detaljer; der er sat lidt flere sejl, end det optræk-kende uvejr ville tillade, og Dannebrog vajer under gaf-len, selvom nationalitetsflaget normalt kun blev hejst ihavn. Hele besætningen er antydet som sorte skygger.Der kan tælles otte personer, hvilket var det normale foren brig. Kulissen er klippen Helgoland og flere af tidensskibstyper, også et dampskib, anslår stemningen og for-tæller om et skib, der forlader Hamburg for en langfart,hvis endemål endnu ikke kendes.Billedet er bestilt og helt eller delvis betalt ved afsejlin-gen fra Hamburg. Vi kan se både af malerens anførtetekst og af Helene Bruhns beretning, at skibet i dagligtale blev kaldt MIDDELHEUS. Hvem der så har afhen-tet maleriet ved vi ikke, men der kom mange Åbenrås-kibe til Hamburg. Formodentligt er det afhenteren afmaleriet i Hamburg, der har bedt Alfred Jensen om attilføje de to manglende forbogstaver, J.H., til navnetMIDDELHEUS. Fhv. museumsinspektør Hanne Poul-sen, september 2006

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 11

før vi kom ind havde vi signaliseret sam-men. Ved Port Natal er en stor aaben Rhed;for at komme i Havn maa Skibene over enBarre (Sandbanke). Er et Skib for dybtlastet, maa det først losse noget af Ladnin-gen ude paa Rheden, da det ellers ikke kankomme over Barren. Det var tilfældet meddet tyske Skib og det maatte derfor liggeNatten over (vi kom dertil henimod Aften)ude paa Rheden. »Middelheus« kunde nokkomme over, saa vi kom i Havn. Ud paaNatten blæste der en stærk Storm; det tyskeSkib forliste med Mand og Mus. Den næsteDag laa Kysten fuld af Vragstumper; var viikke kommen ind, havde vi delt sammeSkæbne.

Er vi først over Barren, saa er Indsejlin-gen meget intressant. Befolkningen der erjo Negere og deres Huse eller Hytter lignerBikuber; de sang og trommede paa nogleskrækkelige Instrumenter. Dagen efter gikvi iland og naturligvis først op til den dan-ske Konsul, som var en Englænder; hansFrue var fra Helsingør, og hun blev glad forat se en dansk Dame saa langt borte fraHjemmet og jeg ikke mindre; der kom jegofte mens jeg var i Port Natal fra August tilOktober. Vi kom dertil i Begyndelsen afForaaret og alt var saa smukt. Jeg synes atSolen skinnede altid der. Natal er engelsk;det var en køn By; særlig husker jeg enmeget bred Gade med engelske Butikkerpaa den ene Side og arabiske paa denanden Side. En Dag kom jeg op paa etTorv, hvor Negerpiger stor opstillet i Ræk-ke; de var tilsalgs, saa der kunde en Negerkøbe sig en Kone.

I Oktober sejlede vi atter derfra for at gaatil Palembang. Den 24. December (Juleaf-

12

Foto af familien Bruhn fra 1874. Kaptajn JacobBruhn er drengen midt i bagerste række.(Foto Hanne Løfqvist/Heinrich Callesen)

Photo from 1874. Captain Jacob Bruhn is the boy in themiddle of the back row. (Photo: Hanne Løfqvist)

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 12

tensdag) laa vi med stille; vi var ikke langtfra nogle Øer, men vidste jo ikke, hvorledesBefolkningen var. Da vi gerne vilde havelidt Proviant til Juleaften gik Halvdelen afSkibets Folk bevæbnet med Pistoler ogandre Vaaben iland med Baaden, for at til-bytte sig hvad de kunde faa af Proviant. Dekom saa ombord med Høns, Bananer,Kokosnødder og grønne Grene til at pyntemed til Juleaften og glade var de, da deatter var ombord. Vi fik derved en dejligJuleaftensmad; det var første gang jeg fej-rede Jul ombord.

Nu nærmede vi os Sumatra og i Sun-dastrædet fik vi hver Aften ved Solnedgangnogle voldsomme Byger, Sumatrasqualls,som kastede Skibet fra den ene Side til denanden, saa man næsten troede vi skuldevende helt om (kapseise i Sømandsspro-get). Det gjaldt om at faa Sejlene helt gjortfast inden Bygen kom, og den kom altid saaforfærdelig hurtig; derefter var det igjenfint Vejr til den næste Aften; det hele vare-de i 1/2 Time.

Vi naaede saa Indsejlingen til Palem-bang; det var en Flod med Urskov paa beg-ge Sider. Aberne hang i Træerne i hinan-dens Haler og de vilde Dyr brølede i Sko-vene, som ved Nattetid var meget uhygge-ligt. Opad Floden maatte Skibet drive medStrømmen og naar Strømmen vendte maat-te vi ankre. Undertiden drev vi lige ind iBuskene, saa maatte Matroserne i Baadenfor at hale os ud igen. Det var en spænden-de og intressant Tur.

PalembangI Begyndelsen af Januar 1890 kom vi tilPalembang (hollandsk Besiddelse). Ind-

byggerne er Malayer, Chinesere og Arabereog maaske 120-130 Europæere forudenBørn i alt henved 50.000 Indbyggere. Euro-pæerne er mest Hollændere; her er hol-landsk Militær. Byen bestaar af en langGade (rødt Sand), hvor alle Chinesere ogMalayere har Butikker. Naar Gaden holderop er der smukke Alleer. Guvernøren bor iet dejligt Hus med Have og Anlæg; der erogsaa Kasernen. Europæerne bor alle iNærheden af hinanden. Malaykvarteret ervildt, halvt og helt nøgne Børn, Dyr ogMennesker i skøn Forening. Her er dejligeSkove med alle Slags udenlandske Træer.Paa Grund af Varmen kan man ikkebevæge sig ret meget om Dagen; min Mandhar et par Gange lejet en lille Vogn og vihar da kørt et Par Timer omkring; vi maadog ikke køre for langt ind i Skoven, daman der kan risikere at møde Tigere.

Først Kl. 6 naar Solen er nede, kommerFolk frem. De klæder sig da i europæiskDragt for at spadsere og gøre Visitter fra 7-9.Naar de kommer hjem, klæde de sig atter iostindisk Dragt, som for Damernes Ved-kommende bestaar af et snævert brogetSkørt (Sarong) en Slags hvid Frisértrøje,dertil bare Fødder i kinesiske Tøfler. Her er3-4 tyske Familier, som alle har været megetvenlige imod os. Hos en italiensk Familie,som kan tale Engelsk har vi været 2 Gange tilMiddag Kl. 9. Fruen og jeg var en Dag ovrepaa den anden Side Floden i en Kano, for atgøre forskellige Indkøb i Chineserbutikker-ne, som jeg skal have med hjem til Erin-dring om Palembang. Om Aftenen er vienten bedt ud eller ogsaa er her nogenombord. Vi sidder da paa Dækket med Lam-pen og faar et Glas Limonade eller Vin.

13

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 13

ChineserbryllupIgaar var vi til et Chineserbryllup, som jegskal fortælle lidt om. Et ungt Chineserparhavde havt Bryllup for 8 Dage siden; hverAften var der Fest og nu sluttede det medEuropæerne. Der skulle komme 70-80Mennesker og jeg var meget spændt paa,hvordan det hele skulle gaa for sig. Jegklædte mig i min fineste Dragt, hvid Kjolemed blaat Livbaand, og saa blev vi Kl. 8hentet i Vogn til en hollandsk Familie somvi skulle følges med; derfra sejlede vi saasammen med flere i en stor Baad over paaden anden Side Floden.

Da vi ankom til Stedet spillede Musikken;vi blev modtaget af en gammel Chineser,Brudgommens Fader, som gjorde Gildet.Først kom vi ind i et stort Værelse, hvor derstod Spilleborde, for resten helt europæisk,derfra ind i en Sal, hvor der skulle danses,og tilsidst ind i et stort smukt møbleretVærelse; midt paa Gulvet et Bord med fineTærter, en med et Brudepaar i Toppen ogandre med Roser, ligesom hjemme. Da vihavde hilst paa de forskellige Chineserko-ner, Mødre og Bedstemødre, satte vi os allei en Rad, Herrerne paa den ene Side ogDamerne paa den anden. For hver Gangder kom en Baad, spillede Musikken og davi alle var komne, blandede Selskabet sigimellem hinanden.

Først blev der budt Chatreuse omkringog derefter Kaffe i fine kinesiske Kopperog saa begyndte Dansen. Alle unge Pigervar i hvide Kjoler; som altid var der ogsaader mangel paa Kavalerer. Jeg maa nu for-tælle om Brudeparret. De blev ført ind afen gammel Chineserinde, sad støt paa enStol med nedslagne Øjne. Brudgommen

14

Fru Helene Bruhn født Junggreen. Årstallet forfotoet er ikke kendt, men det kunne være et erin-dringsfoto taget, før hun som nygift begyndte sinverdensomsejling med MIDDELHEUS.(Foto Institut for Sønderjysk Lokalhistorie, Åbenrå)

Mrs. Helene Bruhn née Junggreen. The year of the pho-to is unknown. It could be a remembrance picture takenbefore she as newly married began her voyage on boardMIDDELHEUS.(Photo: Institute for Southern Jutland’s Local History,Åbenrå)

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 14

havde en violet Silkebluse paa, lyseblaa Sil-kebukser, hvide Strømper, sorte Sko samten lang karmoisinrød Pidsk. Deres Haar eroftest temmelig kort, hvorfor de fletternoget andet ind, enten blaat, brunt ellerrødt. Bruden havde en Krone paa Hovedetaf Guld og Sølv, Masser af Blomster, Smyk-ker og Brillianter, paa Fingrene havde hunkostbare Ringe.

Da de havde siddet til Eftersyn, forsvandtBruden og kom ikke frem mere, medensBrudgommen blandede sig i Selskabet.Bruden opholdt sig i et Værelse for sig selv,hvorfra hun kunde se, hvorledes vi andremorede os. De ældre spillede Kort og viyngre Koner sad og passiarede, dansede afog til og morede os dejligt. Der var saaoplyst og det hele var saa festligt. Chineser-ne holdt sig helt i baggrunden, da Festenkun var for Europæerne. Kl. 2 1/2 var viatter ombord, og det var morsomt for os athave overværet denne Fest.

I Begyndelsen af Februar er det kinesiskNytaar, hvortil vi gik omkring i de kinesiskeHjem og ønskede godt Nytaar, fik The ogforskellig Slags Bagværk, som smagte afsky-eligt. I et af Hjemmene saa jeg et stakkelsMenneske, som var halvt Mand halvt Kvin-de; hun holdt til hos Kvinderne og blevomtalt som »die unglückliche Frau«.

Rejsen til SamoaI Marts 1890 afgik vi fra Palembang til Samoa. Jeg var ikke glad for at skulde der-til, da der Aaret i forvejen havde været enforfærdelig Orkan, hvor flere store Krigs-skibe baade engelske, tyske og amerikanskegik under med hele Besætningen. Rejsentil Samoa varede i 5 Maaneder; under gode

Vejrforhold kunde Reisen gøres i 3 Maane-der. Vi var udprovianteret for 4 Maaneder,men da denne tog 5 Maaneder, maatte vi iden 4de Maaned begynde at spare paa Pro-vianten. Der blev saa undersøgt hvor megetvi havde tilbage og derefter fik enhver sinbestemte Ration daglig. Matroserne, somskulde være paa Posten baade Nat og Dagskulde saavidt muligt ikke mærke noget tilRationeringen, men vi agter, Kaptainen,Styrmanden, Baadsmanden og jeg fik kunvor tildelte Portion. Der maatte tænkesmeget paa at spare paa Vandet. Vi fik enKop Kaffe om Morgenen og en Kop Theom Aftenen; desuden skulde der jo brugestil Maden, hvad der ikke kunde koges i Salt-vand. Drikkevand var der ikke tale om atfaa, heller ikke til at vaske sig i; var mantørstig trøstede man sig med Eddike afPicklesflaskerne og det var jo ikke megetlædskende.

Da Samoa ligger paa omtrent 12-14 Gr.Sydbredde sejlede vi naturligvis paa de var-me Breddegrader, hvor der ofte var stille.Efterhaanden som Tiden gik, begyndte viat føle Underernæringen eller Sulten, ogda vi engang i det Fjerne saa nogle Øer,blev der holdt Raad om vi skulde prøve paaat anløbe dem, for at faa Proviant. Da detikke var umuligt at der var Menneskeædereder, blev det opgivet. Min Mand spurgtemig, om jeg vilde ofre mine Smykker, hvisdet kom saavidt, hvilket jeg naturligvis ger-ne vilde. Heldigvis kom der undertiden enSlags store Fisk (Springere) i Nærheden afSkibet. Matroserne fangede flere Gangeen. Kødet smagte som fersk Kød. Vi levededa højt paa Springerbøf til et Maaltid. Dogvar det kun et bestemt Stykke af Fisken, der

15

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 15

kunde bruges, det andet blev kastet over-bord, men saa havde vi da den Dag faaet etgodt Maaltid.

Sejladsen i det stille Hav var fraset denlangsomme Fart og Rationeringen en vid-underlig Oplevelse. Jeg opholdt mignæsten altid paa Dækket og hvem der ikkeselv har prøvet det kan ikke sætte sig ind ide forskjellige Oplevelser. En Dag mens jegsad paa en Luge midtskibs fløj der nogleFlyvefisk (som smaa Sild) over i mit Skød;idet de hæver sig over Vandfladen i Stimerkan de blive kastet over paa Skibet. De blevstegt til mig og smagte dejligt. Aftnernepaa Dækket var vidunderlige og naar jegsad og betragtede Stjernerne og da særligKarlsvognen, saa maatte jeg tænke paa atden kunde de ogsaa se hjemme, og det varen dejlig Tanke. Syd for Æquator saa vi Syd-korset som jo ikke ses paa de nordlige Bre-degrader.

SamoaEfter 5 Maaneder naaede vi saa Samoa iAugust; det er den længste Sørejse jeg hargjort. Interessant er det, naar man efterBeregningen skal kunde se Land. EnMatros klatrer da op i Masten og derfra serhan saa Land og dejligt er det efter saa-mange Maaneder atter at skulde komme iHavn. Dog det første Syn der mødte os varVragene af 5 Krigsskibe der laa med Bun-den ivejret; forfærdeligt at tænke sig, atstørstedelen af Besætningen blev spiddetpaa Koralrevene.

Samoa eller Skipperøerne ligger paaomtrent 15 Gr. Sydbredde, saa der varmeget varmt. De bestaar af 4 store og enDel mindre Øer. De to er tysk Besiddelse.

Savai og Upolo med Hovedstaden Apia, deto andre er amerikanske; vi gik til Apia. DeIndfødte kaldes Kanakker; det var denførste Sydhavsø, jeg var paa, og jeg syntesdet var vidunderligt. En lang Gade giklangs med Havet med Huse mest paa denene Side, hvor Europæerne boede, saale-des at man altid saa Havet. De Indfødtehavde deres Hytter imellem Buskene; dervar imellem de Indfødte ogsaa nogle Chi-nesere, og en Blanding af Kanakker og Chi-nesere var noget af det styggeste jeg har set;de blev foragtet af Samoanerne og maattebo paa et eget Omraade.

Vi traf i Apia en jødisk Familie Rosenberg;han var fra Aabenraa og hun fra Hamborg(havde ogsaa været i Aabenraa); hvor vardet rart for mig derude paa Sydhavsøerne atkunde tale om min Hjemstavn.

Hr. Rosenberg havde en Butik med lidt afalt, særlig for de Indfødte, som gik ud ogind og saa paa Varerne; der var ingen Dør,saa de gik lige ind fra Gaden.

Af hvide Damer var der 13 engelske ogtyske. Det var morsomt at sidde paa Rosen-bergs Balcon og betragte de Indfødte somvar rigtige Naturmennesker. En dag saa jegligeoverfor et Par Indfødte; om dem blevfortalt at Manden var bleven ked af sinførste Kone, fordi hun var for gammel (26Aar). Hun fik saa Reisepas og han tog enpaa 16 Aar; efterhaanden blev han ogsaaked af hende og vilde gerne have den førsteigjen, men hvad det blev til ved jeg ikke.

Naturen var meget smuk med dejlige Pal-meskove. Jeg husker en Dag jeg var ude atspadsere med en Captainskone (hun varDatter af en halfcaste Far og en indfødtMor, var altsaa 3/4 sort og 1/4 hvid). Da vi

16

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 16

gaar igjennem Skoven, ser vi en Kanak løbeop ad en Palmestamme, saa let som en Kat;i et Øjeblik var han oppe i et højt Palmet-ræ, hvorfra han kastede Cocosnødder nedog sagde saa noget til Captainsfruen; jegspurgte da hvad han sagde. Han siger at vihvide Damer har det godt. Jeg tænkte, hunvar stolt over at kaldes en hvid Dame.

Samme Frue var gift med en tysk Captain,som sejlede til de vilde Øer, hvor der kunvar Indfødte. Saamange som Skibet kunderumme blev lokket ombord, kom strax nedi Lasten, hvor de blev lukket inde til Skibetvar ude i rum Sø. De blev bragt til Samoa,hvor de i 3 Aar blev brugt til at arbejde iPlantagerne. Om de fik andet Vederlagend Føden veed jeg ikke. Penge kendte dejo ikke og Klæder havde de ingen Brug for.

Efter 3 Aars Forløb blev de atter bragt til-bage, dog ikke til deres egen Ø, og saa gikSkibet til en anden Ø for at hente en nyLadning Mennesker. Om samme Captains-frue, som jeg syntes rigtig godt om (igjen-nem Manden havde hun tilegnet sig lidtCivilisation) kan jeg fortælle, at naar Skibetkom til Samoa, gik hun strax ombord til sinMand. Om Aftenen gik de saa iland og boe-de hos hendes Forældre, hvis Hytte laainde mellem Buskene, med en ganske lavIndgang, saa man næsten maatte krybederind. Der var Maatter paa Gulvet og forden hvide Families Skyld var der nogle Kur-vestole og en Seng, udover det Intet.Kanakkerne sover kun med et Stykke Træsom Hovedpude. Naar de opholdt sig iKanakkerhjemmet, var de Kanakker oghun følte sig allergladest der.

En Dag var vi paa Picknick oppe paa ethøjt Bjerg, hvorfra vi havde en dejlig

Udsigt over det store Hav. Vi red igjennemsmukke Palmeskove. Da jeg aldrig før hav-de været paa Hesteryg, følte jeg mig ikkesaa helt tryg; dog hjemad var det værre,idet det begyndte at regne, og samtidig gikdet nedad Bakke; naturligvis red jeg imel-lem 2 andre, saa der skete mig jo intet.

Om en tysk Læge paa Samoa blev der for-talt, at han havde giftet sig med en Indfødt.Som Barn lod han hende bringe Ny Zee-land, hvor hun kom i Skole og lærte alt,hvad der behøvedes som fremtidig Doktor-frue og der blev sagt at hun var en virkeligdannet Dame.

Fra Samoa gik vi til en mindre Ø, somhed Niuafu, hvor vi skulde hente Copra(smaat skaarne Kokosnødder), som brugestil Sæbe og Olje.

NiuafuNiuafu er en lille Ø med omtrent 1000 Ind-byggere.1) Pladsen, hvor vi skulde til hedAngaha med 200 Indbyggere. Der var kun3 Europæere paa hele Øen, saa jeg vakteformelig Opsigt, da jeg først var den andenhvide Dame, der havde været paa Øen.Niuafu er en Klippeø, hele Kysten er Klip-per og Sten, hvor Brændingen naturligviser forfærdelig. Her er kun et bestemt Sted,hvor man kan ankre, hvorfor én af de smaaKuttere fra Samoa maa gaa herned for atvære de store Skibe behjælpelig. Da Kutte-ren ikke var her maatte vi prøve paa detselv. Inde fra Land blev der raabt: Lad gaaAnker, men der var ingen Bund; altsaamaatte Ankeret op igen og vi atter tilsøs.Næste Gang gik det ligesaa. 3die Gang servi Kutteren og den gaar da foran os hen tilAnkerpladsen.

17

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 17

Det var en meget farlig Havn og aldrig eret Skib gaaet derfra uden at have mistet eteller flere Ankre, idet Bunden er Koral,som ikke kan holde Ankrene. Her laa vi i 6Dage og det gik i en Fart med Ladningen.Vi nærmede os nemlig Fuldmaane og dader med denne plejer at komme Storm, saabliver der gjort alt hvad der kan, for at faaSkibet bort forinden. Den Dag vi var færdi-ge tog det til at blæse ind paa Land og saavar det Tid at komme bort. Altsaa begyndtede at hive Anker, som viste sig umulig at faaop; over 20 Mennesker sled af alle Kræfter,endelig ser de Ankeret, men foruden vortAnker var der endnu 2 andre. Da vi ikkekunde faa dem alle 3 op, maatte vi lade demgaa tilbunds igjen og saa gik vi tilsøs.

Men nu skal jeg fortælle om min Land-gang paa Niuafu. Da det en Dag var stillespurgte min Mand om jeg havde Mod til atgaa iland, hvilket jeg nok havde. Jeg komsaa i Baaden, men jo mere vi nærmede osStedet, desto mere benovet blev jeg; thiBrændingen er selv med stille Vejr forfær-delig; man maa igjennem den og saa væreklar til at hoppe op, naar Baaden sættespaa Land. Der var dog saa mange Hjælpe-re, saa jeg blev løftet op. Saa stod jeg da igod Behold paa Klipperne. Vi gik først optil Agenten for Firmaet, hvor de andre 2Europæere ogsaa var, begge Englændere. 2af de hvide Mænd havde indfødte Koner,hvoraf den ene er lidt civiliseret, idet hunaf og til har været i Samoa og det har megetat sige her.

Det ene Sted spiste vi til Middag og der-efter gik vi en Tur sammen med de to Eng-lændere. Øen er 5-600 Fod høj og vi varoppe paa det højeste Punkt. Vi gik rundt

om hele Øen igjennem Skov af Kokosnød-detræer, Appelsintræer, Bananbuske ogandre. Hele Tiden gik vi opad Bakke og davi var højest oppe, havde vi en meget smukUdsigt. Til den ene Side Havet og Husenedernedeved, og til den anden Side var deren stor Sø med 3 mindre Øer i og bagvedigjen Havet; det var vidunderligt smukt.

Niuafu er en Vulcan, som regelmæssigtbryder ud hvert 4de Aar. Beboerne flygterda op paa Toppen; sidste Gang varede det i19 Dage, men ingen Mennesker omkom.Alligevel bygger de altid igjen deres Husepaa samme Sted.

Da vi var kommet op paa Toppen, var vimeget tørstige og til vor store Glæde ser viet lille Kokosnødtræ, hvor vi kunde naaFrugten; Melken er forfriskende og smagersom den dejligste Limonade. Længere bor-te sad der 3 Mænd, som løb op af de højeStammer og kastede Nødderne ned til os.Paa Vejen var vi inde i en Indfødts Hytte;den er aflang, flettet af Træernes Bark meden Aabning til den ene Side; der er ingenVinduer, ingen Møbler eller nogen Ting,alt i et Rum; der var ingen og saa gik vividere. Derefter var vi inde i en Kirke, etstort aflangt Hus, som var nydelig flettet oglavet indvendig; ikke et Søm bruges dertil,alt er flettet; der var ogsaa et lille Alter ogKirken er katolsk.

Da vi kom hjem, var vi dygtig trætte, menen ganske dejlig Tur havde det været; 2Timer havde vi gaaet og det er jo meget for»Søfolk«. Her findes de største Kokosnød-der i Verden. Skallerne laves pæne og glat-te baade indvendig og udvendig og de bru-ges som Drikkekar.

Her saa jeg ogsaa hvorledes de lavede en

18

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 18

Drik (Kava), hvortil bruges Roden af enbestemt Plante, som tygges af indfødteKvinder, spyttes ud i en Kokosskal, hvorden blandes med Vand og saa er Drikkenfærdig; der blev sagt at den var let beru-sende. Jeg fik 2 Skaller forærende, desudenet Lavasmykke, Broche, Halsbaand, Arm-baand og Ørenringe. Halsbaandet bestodaf større og mindre Medailloner, forbun-det med Sølvkæder. Det var meget smukt.Jeg havde et større Selskab af Piger ogKoner ombord, som blev trakteret medChokolade og Macroner, og da jeg byderén af dem Kagerne tager hun dem alle ogpakker dem ind i et Tørklæde.

Det er mærkeligt den Forskel der er paaBeboerne paa de forskellige Øer; paa Samoa og Niuafu var de smukke; man saasjeldent et ikke kønt Ansigt. Her hvor vi nuer paa Tongaøerne er det derimod sjeldentat see et kønt Ansigt; de er saa brednæsedeog klodsede og heller ikke saa høflige, sompaa de andre Øer.

TongaøerneFra Niuafu gik vi den 28ende August ogkom til Tongaøerne d. 7ende September.En Nat havde vi en slem Storm ved Fuld-maane og da var jeg uhyggelig tilmode.Sejladsen herop til Vavau var meget smuk.Vavau eller Tongagruppen bestaar af man-ge smaa og én større Ø Vavau, ialt 14. Visejlede ind imellem adskillige af de smaaØer, hvor der kun var ganske smalt. Da vihavde god Vind, varede det hele kun 3Timer, medens det til andre Tider kan tage6-8 Dage. Vi ligger her som paa en lille Ind-sø, rundt omkring omgivet af Land, saa viligger fredeligt og godt.

Byen her hedder Nei-a-fo; her er omtrent50 Europæere. Vi gik strax i Land og gjor-de Visit hos Købmanden, som er en Tysker;hans Frue er engelsk. Der blev vi inviterettil om Aftenen og havde det rigtig hygge-ligt, fik dejlig Sang og Musik.

Dagen efter var vi iland, for at se Byen.Alle Europæernes Huse ligger ved Vandet,foran Købmandens Hus var der en lilleHave med Roser og Nerier. Ellers er dersom paa Niuafu ingen Gader, kun Stier,som en almindelig Markvej. Der er mangeAppelsintræer, da Appelsiner er Hovedud-førselen herfra, derefter Copra. Det var saadejligt at gaa imellem Appelsintræerne,som var fulde af dejlige store Frugter, man-ge vare faldne ned og vi samlede op; selvSvinene, hvoraf der er en Mængde paaØen, spiste deraf. Man bliver hurtig ked afAppelsiner herude, vel nok fordi de er heraltid hele Aaret rundt. Flere af Europæer-ne har Butikker med alt muligt, men det ermeget dyrt.

De Indfødte betaler med Appelsiner ellerCopra. Penge har ingen Værdi for dem,arbejde gider de ikke, da de har hvad debehøver, Svin og Grise, Kokosnødder,Appelsiner samt Brødfrugt og saa har denok.

Min mand vilde gerne købe en lille Gristil at spise her ved Land, men det harnæsten ikke været ham muligt at faa én forPenge, da de hellere vil have deres Griseend Penge. Europæerne lever næsten ude-lukkende af preserveret Kød, da her ingenKøer eller Faar findes.

Min Mand er i Dag paa en ridetur igjen-nem Øen, som er den største Fornøjelsefor ham ved Land at ride; gid jeg ogsaa

19

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 19

kunde. Alle Damer her rider, men jeg tørikke prøve herpaa, da Hestene er saa vilde.

I Aften er vi atter inviteret til The hosKøbmanden og jeg tager da mine Nodermed, for at jeg ogsaa kan synge lidt. Paa Søn-dag kommer de ombord hos os, naar Vejretbliver nogenlunde. I de sidste Dage har vihaft Bygevejr, men vi ligger jo godt her.

Min Mand mener det blæser stærkt tilsøs.Gid vi nu ikke maa faa for lang en rejse tilValparaiso, hvortil vi nu skal gaa og ikke formeget daarligt Vejr; det er dog temmelig

sandsynligt, da vi skal langt sydpaa. Manhører saa meget om Orkaner herude, saajeg igrunden har faaet lidt Skræk i Krop-pen. Dog hvor har jeg allerede set og ople-vet meget. Naar vi er gaaet fra Tongaøer-ne, husker jeg ikke, men i December 1890ankom vi til Valparaiso i Sydamerika, hvor-om jeg skal fortælle senere.

PaaskeøenI Januar 1891 afgik vi til Paaskeøen, som jegnu skal fortælle om; derfra skulle vi bringe

20

Briggen J.H. MIDDELHEUS til ankers ved enSydhavsø 1891-1892. Fotografen ukendt, men deter taget på den rejsen, hvor Helene Bruhn var ombord.(Foto H&S)

The Brig J.H. MIDDELHEUS at anchor by a South Sea island 1891-1892. Unknown photographer, butfrom Helene Bruhn’s stay on board.(Photo DMM)

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 20

Uld, Køer og Heste til Tahiti. Det var tem-melig besværlig, da det næsten altid blæste,mens vi laa der.

Om Aftenen efter Solnedgang var deraltid stille. Naar jeg sad paa Dækket fløjmine Tanker til alle mine Kære derhjem-me, indtil jeg pludselig kom til mig selv, ogsaa var jeg ved Paaskeøen, saa langt bortefra Hjemmet.

Klimaet her er dejligt; Øen ligger paa 28Grader Sydbredde, saa her er ikke den tro-piske Varme som længere nordpaa.2)

Kanakkerne er smukke Folk, men heltuciviliserede. De vokser op aldeles uviden-de, enkelte af de Gamle kan dog læse ogskrive, da der kort Tid har været Missio-nærer paa Øen.

2 Gange har jeg været iland og det varmed Ængstelse, jeg første Gang vovede det.Man skal nemlig ogsaa der igjennemBrændingen.

2 gange kom der nogle vældige Søer; detvar som de vilde opsluge os, men de Ind-fødte forstaar at styre Baaden og den 3dieBølge satte os paa Land. Kanakkerne komalle og gav mig Haanden. Heste stod sadlet,og vi red begge op til Guvernøren, der varen Chilener. Foruden ham og hans Kone,var der endnu en anden chilensk Kone,som havde mistet sin Mand der. Resten erKanakker omtrent 300. Vi spiste til Middaghos dem, hvilket var meget intressant forKanakkerne, hvorfor vi have en hel del Til-skuere.

Her paa Øen findes Svin, Høns, Heste ogKøer, desuden Jams, søde Kartofler, Melo-ner, Bananer, Figner og Sukkerrør, hvilkesidste skal være meget nærende.

Heste, Køer og Faar er vilde og løber

omkring i store Flokke. Af Dyrenes Melklaves der Ost, en Erstatning for Brød hosGuvernørens. Endnu en Gang var jeg ilandog der var jeg paa en meget intressant Tur.

Kl. 6 om Morgenen gik vi med Baaden tilen anden Landingsplads; der var længereat ro, men Brændingen var ikke saa slem.Min Mand og Guvernøren skulde omkringpaa Øen, for at see paa Kreaturerne. Jeggik op til Huset, hvor Guvernørens Fruepakkede en Madkurv, bestaaende af enHøne, Jams (en Slags Kartofler) og dejligfrisk Ost, foruden os var der en Kanakker-pige, som skulde hjælpe os. Vi begav os oppaa et højt Bjerg, en Vulcan, som varudslukt. Dybt nede i Krateret var der enstor Sø og en yndig lille Skov; der steg vined og lejrede os under Træerne. Kanak-kerpigen lavede Maden til rette. Alt kogespaa varme Sten og saa passer det sig selv tildet er mørt.

Da Maden var færdig (Hønen var dejligmør og Kartoflerne ligeledes), satte vi osunder et skyggefuldt Træ og lod Madensmage os; et Bananblad var Borddug ogistedetfor Kniv og Gafler brugte vi Fingre-ne.

Efter Maaltidet begav vi os atter paaHjemturen, som var meget besværlig, idetdet nu gik opad, til Tider kravlede vi baadepaa Hænder og Fødder.

Inden vi naaede Huset, havde vi en helSkare Kanakker efter os. Jeg var jo denførste fremmede Dame, der havde væretpaa Øen, saa jeg vakte jo Opsigt. Kl. 3 var viigjen ved Huset og lidt efter kom Herrernetilbage fra Rideturen og vi gik ombord. Jegsad nede mellem Uldsækkene og var dygtigtræt efter den Spaseretur.

21

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 21

I 11 Dage laa vi her og Juleaftensdag 1891gik vi herfra til Tahiti med hele vor Lad-ning af Køer og Heste. Rejsen varede 3Uger med fint Vejr hele Tiden. Paa denneTur har det været knapt med Vand. Dyrenemaatte først og fremmest have og derforblev det knapt til os. Da vi kom ind imellemen Øgruppe, fik vi adskillige stærke Regn-byger. Derved samlede vi en Del Vand, saaalle Dyr fik rigeligt at drikke, og jeg holdtStorvask. Vi havde 2 Malkekøer saa vi paahele Turen fik en stor Kande Melk hverDag.

Her var helt landligt ombord med Køer,Heste, Svin og Høns, især naar Hanen gale-de om Morgenen.

TahitiEfter 3 Uger ankom vi til Tahiti, en af desmukkeste Sydhavsøer (fransk Besiddelse)mere civiliseret end Samoa, hvilken jeg dogforetrækker. Byen hedder Papeete; her ersaa varmt, saa man næsten intet kan foreta-ge sig. Først efter Kl. 4 er det nogenlunde,men saa snart Solen er nede plages man afMoskitoer, som er forfærdeligt. Her er heltforskjelligt fra Samoa, baade pæne Butik-ker og kønne Beboelseshuse. Saa er her endejlig bred Allé igjennem Skov ud til dendanske Konsuls Hus. Der var vi flere Gangeude, han var fra København, en fin dannetMand, hvis Fader var Kammerherre vedKong Frederik d. 6te. Hans Kone varhalfcaste, Faderen var Englænder ogModeren var Indfødt. Der var en hel FlokBørn, som alle var meget smukke.

Der var vi engang bedt ud til Middag ogdet var baade europæisk og paa KanakkerMaade. Vi valgte Kanakker Maaltidet; der

var dækket i det Grønne, og vi spisteKanakker Retter med Fingrene, mens visad paa Hug; det var ikke nemt, men mor-somt at prøve; det var et meget smukt Hjemog Børnene var meget velopdragne; FruSchmidt var ogsaa en nydelig Dame og jegkom til at holde saa meget af hende. Undervort Ophold her døde Kongen af Tahiti.Inden han blev begravet, holdt baade deIndfødte og de hvide unge Mænd vildeOrgier med deres Kvinder baade Nat ogDag, som var afskyeligt at være Vidne til.Det varede i 8-14 Dage.

Idag indtager vi de sidste Kokosnødder,hvoraf vi har over 15.000. Jeg antager vi gaaherfra iaften tilbage til Paaskeøen, hvorfravi skal have Uld med til Valparaiso og tageGuvernøren og Familien med til Chile.

Forlis paa PaaskeøenUndervejs sprang Skibet læk, saa vi maattevende om og atter gaa tilbage til Tahiti. Derblev vi saa til Maj Maaned, da Skibet skulderepareres og gik saa tilbage til Paaskeøen,hvortil vi ankom d. 10de Juni 1892. Vejretvar smukt de 4 første Dage og Aftnerne paaDækket var saa dejlige; jeg sad altid derop-pe, naar Kaptajnen og Styrmanden spilledeKort nede i Kahytten.

Den 17ende Juni kom den vagthavendeMatros om Natten Kl. 12 og meldte at Vin-den var lige paa Land. Kaptajnen gav straxOrdre til at gøre alt klart til at gaa ud. DaAnkerspillet var daarligt og gammelt, togdet lang tid, inden vi fik Ankeret op. Detvar da allerede blæst stærkt op; dog var derintet andet at gøre end at prøve paa at gaaud. Desværre viste det sig senere, at detikke var muligt at klare en Pynt af Landet.

22

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 22

Min Mand forberedte mig da paa at vimaatte strande, og bad mig pakke nogetTøj sammen, hvilket jeg saa gjorde. I minOphidselse kunde jeg naturligvis hverkenfinde det ene eller det andet; mine Smyk-ker mistede jeg næsten alle. Fotografierneaf mine Nærmeste rev jeg i sidste øjeblik udaf mit Album. Nu stod vi og ventede Øje-blikket, da Skibet skulde strande. Sejleneslog for Vinden, da Roret ikke mere lystre-de og vi nærmede os hurtig Brændingen.

Baadene blev gjort klare og da jeg spurg-te én af Matroserne, hvad han mente omvor Tilstand, svarede han mig: Om et Øje-blik er vi alle døde. Jeg var rolig og fattet,tog i Tankerne Afsked med alle mine Kærederhjemme, men havde dog den Trøst, atjeg snart skulle gjensé min elskede Fader.

Kl. 4 stødte Skibet første Gang, og deref-ter var jeg sikker paa, at det hvert Øjeblikkunde være forbi; for hvert Stød væltedeSkibet altid mere om paa Siden, hvorformin Mand mente, at det var sikrere for mignede i Baaden i Tilfælde af at Skibet skuldeslaaes i Stykker.

Jeg fik da en Tougende om Livet og blevhejst ned i Baaden, som dog var halvfuld afVand, da den i lang Tid ikke havde væretbenyttet, hvorfor jeg maatte øse af alleKræfter.

Jeg sad ivand til Knæene vist 1/2 TimesTid, hvilket dog blev for slemt, hvorfor jegatter kom ombord med stort Besvær.

Aldrig i Livet har jeg lidt af Tørst, som ide Timer. Tungen klæbede fast i Munden.Dog som Faren voxede, glemte vi alt.

Kaptajnen spurgte Folkene om nogen afdem havde Mod til at gaa iland med Baa-den, som altsaa skulde igjennem Brændin-

gen, hvortil Halvdelen var villig. De tog daden store Skibshund med samt vort sam-menpakkede Tøj og naaede ogsaa Landforbunden med stor Fare, idet Baaden varsynkefærdig hele Tiden. Da de kom ind,havde Øens Beboere allerede bemærketUlykken fra Land og kom rask til Stedet.

En hvid Mand, som var der paa Øen,overtog Ledelsen fra Land og min Mandfra Skibet; der blev gjort et Slags Rednings-apparat istand af Touge. Da alt var i Orden,var jeg som Kaptainens Kone den førsteder skulde reddes.

Jeg var ængstelig ved at skulde igjennemBrændingen og syntes, at jeg vilde helleredø end gaa den Tur igjennem. Jeg maattedog; idet jeg lukkede Øjnene, blev jeganbragt i Redningsstolen; Bølgerne slogomkring mig og paa den Maade kom jegsaa i Land.

Saasnart jeg havde fast Grund under Fød-derne, satte jeg mig rolig ned et Øjeblik ogbegyndte derefter min moisommelige Van-dring op ad Klippen, som bestod af spidseStene. Da jeg kom op paa Toppen stod jegog saa ned paa Skibet, der laa og huggedepaa Stenene. Kanakkerne svømmedeombord og stjal næsten alt vort Tøj. Plud-selig ser jeg et par af Mændene staa ogryste Fjerene ud af vort Sengetøj; da det varstorblomstret Sirts, har de tænkt at detudmærket kunde bruges til Kjoler forderes Koner, saaledes endte altsaa minegode Dyner. Kanakkerne var saa optaget afStrandingen at ingen ænsede mig.

Træt og udmattet var jeg efter denne lan-ge anstrængende Nat, alligevel maatte jeggaa 4 engelske Mil paa en stenet og ujævnVej, forinden jeg kom til Guvernørens Hus,

23

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 23

hvor jeg fik en dejlig Tallerken Suppe. Der-efter sov jeg et Paar Timer, og gik saa vide-re til den hvide Mands Hus, hvor jeg blevden Dag. Samme Mand var fra Vejle og blevsenere en Tid lang Guvernør paa Øen.Han var tidligere Styrmand. Om Aftenenstormede og regnede det voldsomt. Jeg sovden Nat hos en Kanakkerkone, den hvideMands Kone, og min Mand laa paa Gulveti et andet Værelse sammen med nogle afFolkene.

Om Aftenen var Skibet slaaet helt istyk-ker. Kanakkerne havde, som jeg før omtal-te stjaalet alt vort Tøj. Køkkenredskaberbrød de sig ikke om, hvorfor der af Folke-ne blev bjerget nogle af dem, inden de selvmaatte forlade Skibet; desuden noget Pro-viant, saasom Mel, et lille Fad Sirup, Salt,Beskojter (haarde Kiks) samt en TinsPetroleum.

Dagen efter kørte den eneste Vogn, derfandtes paa Øen, ned til Strandingsstedetog tog op, hvad der fandtes af ilanddrevneTing. Det blev kørt op til Huset og enhveraf os fik noget. Hvad jeg blev saa glad for atse, var Pastor Mørk-Hansens Huspostil,3)

den eneste af alle mine Bøger, som blevreddet.

I Løbet af Dagen red vi med vore faaEjendele ud til vort fremtidige Hjem, etHus, som Guvernøren gav os, og som laa 4Mil fra Kanakkerbyen, hvilket var megetgodt, da vi saa ikke altid vilde være over-hængt af de Indfødte. Ankommen dertilvar vort første Arbejde at faa gjort Ild paafor at brænde Kaffe, som vi havde faaetforæret af den hvide Mand, og som var deteneste vi havde den Dag. Da Bønnerne varbrændt knuste vi dem med Stene; til Kaffe-

pose benyttede vi Flagdug og Kaffekandevar de største Kopper vi ejede. Vi drak dasort Kaffe med tørre Beskojter og det smag-te fortræffeligt.

Vi maatte nu se at indrette os lidt. Husetbestod af 2 Værelser, det ene blev Beboel-sesrum og det andet Pulterkammer. VoreMøbler bestod af et Bord og to Stole, enSeng slaaet op af Brædder med en Uldma-dras og et Paar Tæpper, hvilke sidste varblevne reddede. Guvernørens Kone gavmig senere Tøj til 2 Lagner; desuden gavhun mig Sirts til 2 Kjoler, som blev syet afen Kanakkerkone paa Øens eneste Syma-skine. Flag fra Skibet blev hængt op somGardiner og saa var vor Lejlighed færdig.

Vi var lykkelige for, at vi der var paa vorteget og at vi havde det for os selv. Ildstedetvar udenfor Huset, lavet af store Stene meden Rist over. Til Brændsel havde vi Taget afen Kirke, som laa udenfor Huset, samt enstor Bjælke, saa i den Retning behøvede viikke at sørge.

Dagen efter vor Ankomst fik vi en Kosamt en Del Høns og saa havde vi idet-mindste Melk og Æg.

Hver Morgen mødte Koen ved Indheg-ningen til vort Hus; den gik nemlig i Flokmed de andre Køer, men da dens Kalv(Mulle) var tøjret ved vort Hus, blev denaltid staaende udenfor og vi lod den daslippe ind. Saasnart den var kommet inden-for var min Mand efter den med en Lasso,som blev slynget om Halsen paa den ognaar den var fanget blev den bundet baadepaa For- og Bagbenene. Kl.6 hver Morgenmalkede vi; senere fik vi endnu en Kalv,som ogsaa blev tøjret, saa nu havde vi hveren Ko at malke. Det var svært at vænne sig

24

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 24

til, men man kan meget, naar man skal, saadette fik jeg ogsaa lært. Engang mens jegsad og malkede, kom vor store Hundløbende. Koen blev bange, rev sig løs ogsparkede mig paa Benet, saa jeg maattekrybe hen til Huset under store Smerter.Efter Malkningen fik vi vort Morgenmaal-tid, nymalket Melk med Pandekager til,som jeg havde bagt Aftenen i forvejen. Kaf-fe, The, Brød og Smør havde vi jo ikke. AfKød kunde vi derimod faa alt hvad vibehøvede, idet der hveranden Dag blevslagtet Faar, som min Mand hentede vedGuvernørens Hus.

Af Faar var der henved 3000 paa Øen,som gik omkring i store Flokke; ligeledesgjorde Heste og Køer, ofte i vild Galop. EnGang om Maaneden blev der slagtet en Ko,som blev uddelt til Kanakkerne, den enesteGang de fik Kød. De havde selv baade Svinog Høns, som dog kun blev spist, naar deholdt Fest. Da medbragte enhver noget,som saa blev spist i Fællesskab. Ellers leve-de de af søde Kartofler, Jams, Taras ogBananer samt Sukkerrør.

Vi fik senere et bedre Køkken, idet der ivor Gaard var et lille Stenhus, hvor der baa-de var Komfur og et Køkkenbord. Jeg anta-ger det stammer fra Tiden, da der var Mis-sionærer der paa Øen, saa de har boet der,hvor vi nu boede.

Da jeg hverken havde smaa Pinde ellerPapir til at tænde op med, maatte jeg hverAften gaa omkring i vor Gaard, for at sam-le Straa og smaat Kvas, som var et langsom-meligt Arbejde. Jeg maatte nemlig have saameget, at det strax lykkedes at faa Ild, naarjeg skulde til at koge Middagsmaden, dajeg kun maatte bruge 3 Svovlstikker daglig,

foruden til de 2 Maaltider, en til at tændevor Lampe med om Aftenen.

To Gange daglig fik vi et varmt Maaltid,som bestod af Suppe og en Kødret. Senerefandt jeg paa at lave Æggemelk, da jeg hav-de baade Æg, Melk, Sirup og Vanillie, hvil-ket sidste vi havde bragt med fra Tahiti ogsom min Mand havde sørget for at faa red-det, da det var meget kostbart.

Efter Frokosten havde jeg altid nogleledige Timer, som jeg tilbragte med for-skjelligt Arbejde. Jeg sad da i den aabneDør, hvor jeg kunde se vidt omkring, baadeover Landet og Havet. Landet var smukt,bakket og bevoxet med Græs, hvorunderder dog laa Masser af spidse Stene, af hvil-ken Grund der intet kunde voxe. Var vi fær-dige med vort sidste Maaltid, gik vi lidt udomkring, som oftest ned ved Stranden,eller ogsaa sad vi udenfor Huset og dvæle-de da i Tankerne ved vort Hjem og allevore Kære.

Vi fik næsten hver Aften Besøg af enKanakkerfamilie, som boede i en Hule ikkelangt fra os. De bragte os jævnlig søde Kar-tofler, Bananer og Sukkerrør, som de dyr-kede paa deres Stykke Jord; undertiden fikjeg et Kaalhoved eller lidt Løg, de enesteGrønsager jeg havde til Suppen, hvorfor visaa til Gengjæld gav dem lidt af hvad vi hav-de.

Naar vi saa havde tændt vor lille Lampe,som heldigvis var blevet reddet, satte de sigtilrette paa Gulvet og holdt en Passiar, sta-dig med Øjnene mod Lampen, som fordem var noget ganske dejligt. De sad hos oshele Aftenen og skjøndt vi ikke forstod hin-anden, saa var det dog altid lidt Selskab.

En Aften havde de ventet forlænge, saa

25

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 25

det var bleven temmelig mørkt. De turdeikke gaa hjem i Mørke, hvorfor vi maattebeholde dem Natten over, og de sov dainde i det andet Rum. En Nat vaagnede vived at det kriblede og krablede omkringHoved og Hals; det viste sig at være storeKakkerlakker, som var kommen igjennemen Sprække paa en Bjælke. Saasnart vi rør-te paa os, kravlede de alle ind igjen. Vivendte da op og ned paa Sengen, men jegsov ikke meget den Nat.

Guvernøren gav os senere 2 Heste, og detvar en stor Fornøjelse for os undertiden atride ud om Søndagen. Vi red da hen til enVulcan, der laa 4 engelske Mil fra vort Hus,hvor der var meget smukt. Opad Bjergetstod der store Stenguder, som de Indfødtetilbad i forrige Tider. Vi red helt op paaToppen, hvor der var frisk Vand, og hvorKøerne i store Flokke gik op for at drikke.Der voxede Tobak paa Vejen, som minMand samlede og som vi skar og tørredepaa Komfuret.

Naar jeg ikke var ude at ride om Sønda-gen, tog jeg Mørk-Hansens Huspostil ogsatte mig paa en dejlig Plet ved Havet ikkelangt fra vort Hus. Det var som en lilleGrotte, hvor jeg altsaa kunde sidde ube-mærket, selv om Kanakkerne kom forbi,hvilket af og til hændte om Søndagen. Jegkunde sidde der timevis roligt og fredeligt,og see ud over Havet og tænkte da ofte:Mon du ikke skulde faa Øje paa et Skib ?Dog vi maatte vente hele 3 Maaneder. Fra-sét de mange Savn, befandt vi os helt velpaa Øen. Vi førte jo et roligt og stille Liv,gik hver Aften lidt omkring for at finde Æg,som Hønsene lagde, hvor de fandt forgodt; undertiden maatte vi krybe ind

under Huset, som var bygget paa lave Pæle;der yndede de at lægge deres Æg, og detvar meget ubehageligt, for der var saa snav-set derinde. Vi havde en meget stor Gaards-plads omkring ved Huset, paa alle Sideromgivet af en høj Stenmur, nærmest somBeskyttelse mod de vilde Køer og Heste,som ofte kom i susende Fart forbi vort Hus.Da skyndte jeg mig ind og lukkede Døren,thi det var ikke hyggeligt at se paa, særlignaar Indgangsporten stod aaben.

Paa én af vore Aftenture saa vi en stakkelsHest, som havde brækket det ene Forben,som hang og dinglede ved et Stykke Knoge;det stakkels Dyr kunde næppe komme afStedet paa sine 3 Ben; dræbe det vilde deIndfødte ikke, skjøndt det stakkels Dyrmaaske led meget. Hver Aften bar vi enBalje Vand hen til Hesten, som kunbevægede sig langsomt fremad; dette gjor-de vi en lille Tid, men en Morgen varHesten borte og vi saa den ikke mere.

Som jeg før skrev, havde vi mange Savn.Jeg maatte til Eksempel altid gaa i bareFødder, da jeg kun havde ét Par Strømperog Sko, som maatte spares paa, for at jegkunde have noget at tage paa i Tilfælde af,at der kunde komme et Skib. Da der underGræsset var saamange Sten, led jeg meget imine Fødder. Ligeledes havde jeg megetknapt med Sæbe, og da vi kun havde lidtTøj at skifte med, var det et stort Savn; doghavde vi endnu altid nok af Vand; af Svovl-stikker maatte jeg, som før omtalt kun bru-ge 3 daglig. Baade Sæbe og Svovlstikkerhavde jeg faaet hos Guvernørens Frue,men ogsaa de havde kun meget lidt, ogingen vidste jo hvor langt vort Ophold skul-de blive der paa Øen.

26

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 26

Engang havde vi Besøg af Dronningenmed én af sine Veninder, som jeg saa trak-terede med Pandekager, hvilket de joaldrig havde smagt. Jeg dækkede Bord saapænt som jeg kunde; dog vilde de ikke sæt-te sig tilbords, men satte sig paa Hug uden-for Huset og spiste med Fingrene. Da desyntes meget godt om Pandekager, kom deofte og bad om Mel; tilsidst maatte vi dogsige nej, da vi kunde risikere selv at skuldeundvære det ogsaa.

Klimaet var behageligt, mens vi var der;det var nemlig Regntid og altsaa ikke saavarmt. Paaskeøen ligger paa 27 Grader syd-lig Bredde. Megen Regn fik vi dog ikke. Jegmindes engang vi havde saa knapt medVand, da vi i længere Tid ingen Regn hav-de havt. Stor var vor Glæde derfor, da vi omNatten vaagnede ved at det øsregnede.Hurtig var min mand oppe for at se, om altvar iorden til at fange Vand, og den næsteMorgen havde vi 2 store Tønder fulde, saanu var vi ovre den Sorg.

Henimod Slutningen af den 3die Maa-ned havde vi næsten ikke mere Mel; ogsaavort Petroleum var næsten opbrugt, hvilketvar to Ting som ikke var rart at skulde und-være. Vi begyndte dog nu altid at vente etSkib, idet Guvernøren strax havde ladet osvide, at der i September eller Oktober varen Mulighed for, at der vilde komme et chi-lensk Krigsskib til Øen, hvilket skete hvert3die Aar.

Jeg husker at jeg sad en Aften udenforHuset og kunde slet ikke finde ind; ved atsé ud over Havet, saa jeg et rødligt Lys tem-melig langt nede i Horisonten; jeg kaldtepaa min Mand, og vi mente begge, det varen Skibslanterne. Vi spekulerede strax paa,

hvorledes vi bedst skulde gøre os bemær-kede. Indsaa dog, at vi intet kunde gøre, dadet var Aften, hvorfor min Mand mente,det var bedst, at han hurtig red til Guver-nøren, for at melde det; dog stor var vorSkuffelse, da det viste sig at være en Stjernesom altid kom højere og højere op paaHimlen.

Men saa en Dag i September kommerden gamle Kanak og raaber: Bahi! Bahi!Skib! Skib! og peger ud over Havet og gan-ske rigtigt! Der kom et Skib endnu langtude, som havde alle sejl oppe. Rask sadledemin Mand Hesten og red ind og da hankom tilbage, meldte han, at det var et chi-lensk Krigsskib, som skulde afgaa fra Øenigen om to Dage. Jeg fik travlt med at faaden Smule Tøj, vi havde iorden, thi nuskulde vi jo igjen være iblandt civiliseredeMennesker, og saa pakkede vi vore faa Tingi en Kuffert, som jeg heldigvis havde faaettilbage af Kanakkerne, da de ingen Brughavde for den.

Vi red da en Morgenstund fra vort Hus,baade glade og vemodige, glade ved Tan-ken om, atter at kunde leve iblandt ordent-lige Mennesker, men ogsaa vemodige, da vinu kom til Chile uden at eje en Cent. Dogvar vi jo begge raske og stolede paa, at Vor-herre nok vilde hjælpe os.

ChileEfter 28 Dage landede vi i Chile. Man hav-de troet at vi var forliste og fra vort Hjemhavde der været Forespørgsel om os, meningen kunde jo give Underretning. Viskyndte os derfor at sende Meddelelse omvor Redning.

I Slutningen af Oktober 1892 kom vi med

27

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 27

Krigsskib fra Paaskeøen til en Plads i Syda-merika som hed Lota; der traf vi en danskSkibskaptain og hans Hustru, som tog sigmeget venligt af os. Fruen var fra Hannoverog ønskede mig »Herzlich Willkommen«,hvortil hendes Mand sagde: »Du maa skamikke tale tysk til Fru Bruhn, hun er jo I. P.Junggreens datter«. I deres Hjem opholdtvi os til der gik Skib til Valparaiso. De varsaa gode mod os og vi var saa taknemmeli-ge for strax at møde Landsmænd.

I November ankom vi til Valparaiso; og-

saa der traf vi strax en dansk Lods, som til-bød os at bo hos sig, da han havde et Hotel.Vi tog gerne derimod, dog kun foreløbig.Vi ejede jo intet og kunde jo ikke tænke osi længere Tid at bo paa Hotel. Da vi havdeværet der en kort Tid, indsaa vi begge at vimaatte indrette os anderledes. Vi lejede dato smaa Stuer oppe i Byen hos en gammeltysk Herre og der begyndte jeg at føre Hus.I Gaarden var det et lille Ildsted, en Ristover nogle Sten og Brændselet var Trækul,noget lignende var jeg jo vant til fra

28

Skibe på Valparaisos ubeskyttede red ca. 1887.(Foto H&S)

Ships in the unsheltered Roads of Valparaiso ca. 1897.(Photo DMM)

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 28

Paaskeøen. Til Morgen og Aften havde jeget Spritapparat. Jeg var saa lykkelig over athave mit eget lille Hjem, skjøndt det varmeget tarveligt. Ved Siden af os boede enFamilie fra Aabenraa, og de hjalp os medmange Ting.

I December Maaned fik min Mand hel-digvis lidt Beskæftigelse. Ombord paa etSkib, som laa i Havnen, fik han Styrman-dens Plads. Kaptainen havde strax væretiland for at se sig om efter en paalideligMand, som han kunde overlade Losningenaf Fragten, da han selv var svagelig og Styr-manden drak. Det traf sig da saa heldigt, atmin Mand netop var nede i Byen, saa hantilbød at tage Pladsen. 2 1/2 Dollar omDagen og Kosten ombord; det var dog altidbedre end Intet. Pengene var ved at slippeop og vi var helt bekymrede. Heroppe i vorlille Lejlighed boede jeg billigt. Til Madenbrugte jeg 4 Dollars om Ugen med en Gangvarm Mad om Dagen. De første Dage jegvar alene, syntes jeg slet ikke Maden smagtemig, men saa tænkte jeg det var kun Ind-bildning og spiste derefter med god Appe-tit. Lørdag Aften kom min Mand iland ogblev til Søndag over Middag, da han attermaatte ombord. Vi fik Frikadeller og Jord-bær med Melk til, en fin Middag for os.

Jeg er saa glad for Familien Rølk fraAabenraa. Vi taler daglig sammen og FruRølk hjelper mig med alt. Hele sidste Ugehar jeg været oppe hos hende hver Efter-middag. Hun hjalp mig med at vende etsæt Tøj af min Mands, der nu igjen er ble-ven som nyt; men hvor har det været etstort Arbejde; alene 5 Lommer med Snore,Foer og Klapper. Det har kostet Hoved-brud og da jeg havde den opsprætted,

tænkte jeg, at jeg fik den vist ikke syet sam-men igjen, dog ved Fru Rølks Hjælp har jegnu faaet et pænt Sæt Tøj til min Mand.

I denne Uge skal jeg have Storvask; det ergodt at have noget at tage mig til, saa bliverTiden ikke lang; derefter skal jeg gøre renttil Julen. Her har vi nu Midsommer,omtrent som ved Pinsetid hjemme; damøder alle i deres nye Sommertøj. Jeg maaselv sy mit Tøj, da vi ikke har Raad til Syløn.Jeg trænger saa haardt til noget, da jeg johar mistet alt; dog hvor er jeg Vorherretaknemmelig for at jeg har truffet godeMennesker. Hvor kunde jeg bruge alt det,jeg lod blive hjemme; det er saa tungt atsavne det nødvendige. Forhaabentlig kom-mer der bedre Tider for os igjen.

Juleaftensdag kom min Mand hjem, dade nu var færdige med Losningen. Nu harvi jo igjen lidt Penge og saa kommer der velnok noget igjen. Rigtignok er det jo daarli-ge Tider og kun faa Skibe paa Kysten, saader gaar mange ledige Kaptainer. For tidener jeg meget forkølet; den har varet i 3Uger, Snue, Hovedpine og ondt i Halsen;dertil Hæshed og en styg Hoste, som jegslet ikke kan komme af med igjen. Jeg tæn-ker det er et Eftersmæk fra Forliset.

Til min Fødselsdag d. 6te December varFru Rølk til Kaffe hos mig om Eftermidda-gen. Hun forærede mig en Pengepung oget pænt Stykke Linned.

I Januar 1893 havde jeg Brev fra mitHjem, at min Rejse skulde blive betalt, hvisjeg vilde komme hjem. Vi talte sammenderom, og min Mand er selv kommen tilden Beslutning at lade mig rejse. Jeg kanselv indse, at der er meget der taler for atjeg bliver, men paa den anden Side tror jeg

29

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 29

nok det vilde være gavnligt for mig at kom-me hjem; dog det vil Tiden vise. Hvis blotmin Mand atter havde Beskæftigelse, saasynes jeg nok, jeg kunde overvinde mig tilat rejse. For Øjeblikket er der ikke tale om,at jeg kan forlade ham.

Nu er det næsten 4 Aar siden jeg toghjemmefra. Naar jeg tænker paa Gensynetmed alle mine Kære, da græder jeg af Glæ-de. Naar jeg saa atter tænker paa, at detmaaske ikke sker, da kan jeg blive saa be-drøvet. Dog som Vorherre lader det ske,maa det jo være bedst og sker det ikke nu,saa sker det vel nok om nogle Aar og jeg vilda leve i Haabet. Fra min Søster modtogjeg for nogen Tid siden Brev og Bøger, endejlig Bog Med smukke Billeder fra Søn-derjylland. Jeg har ikke megen Tid tilLæsning, da jeg altid har nok at gøre medvor lille Husholdning. Jeg vasker, stryger,syr og gør alt selv, men naar jeg har enledig Time glæder jeg mig baade ved Brevog Bøger. Efterhaanden anskaffer jeg migforskjelligt og da jeg maa sy alt i Haanden,tager det jo temmelig lang Tid. Fru Rølkkan foreløbig ikke hjælpe mig. De har selvkøbt Hus, saa der er meget at ordne.

Hver Eftermiddag blæser her ganske for-færdeligt og da det er den tørre Tid, saafølger der en voldsom Støv med; doglægger Blæsten sig helt ved Solnedgang.Om Vinteren naar det regner stærkt er detofte farligt for Husene; store Stykker afBjerget løsner sig og styrter ned. En danskMand fortalte mig, at han havde arbejdeten hel Nat hos en tysk Familie, hvor Bjergetvar skredet ned og havde slaaet Muren ind.Forleden var her Jordskælv, som jeg dogikke mærkede, da jeg var udenfor, vel nær-

mest fordi jeg endnu ikke har oplevet det;men Fru Rølk var helt hvid i Ansigtet afSkræk.

Lyn og Torden kendes ikke her og ingenRegn hele Sommeren, hvorfor ogsaa Vin-teren er mere frisk og grøn. Min Mand harnu atter lidt Arbejde; da Rølks købte Hus,var der meget, der skulde forandres, saader er han nu i Arbejde for en Tid og faarogsaa Kosten der. Jeg har derfor altid nokat bestille med at holde sammen paa Tøjet,som slider meget. Maa vi blot beholdeSundheden, saa kommer vi nok igjennem,om end vi har kun lige til Føden og Husle-jen.

Fru Rølk er saa god imod mig; naar jegkommer derhen, giver hun mig altid eteller andet med hjem; ogsaa med Tøj harhun hjulpet mig. Jeg har det saa rart meden Butik her ligeoverfor, hvor jeg kan faaalt, saa jeg behøver kun at gaa ned i Byenfor at købe Kød og Grønsager til Middags-maden. Melk og Kartofler bringes vedDøren, saa jeg har det meget nemt. Da jegefterhaanden begynder at forstaa lidtspansk, kan jeg nok klare mig i Butikkerne.

Kaptajn Bruhn får igen hyreI April 1893 fik min Mand atter Skib atføre; han tog sydpaa til en Plads, hvortilSkibet skulde komme. Vi er saa glade vedTanken om atter at kunde komme i Fortje-neste. Det har været 6 svære Maaneder foros, hvor vi kun lige havde det nødvendige.Brevene hjemmefra var i den Tid min ene-ste Glæde og jeg læste dem atter og atter.

Fra Matanzas,4) hvor han skal overtageSkibet gaar han op til Callao (Peru) og der-fra til Valparaiso. Imens bor jeg hos Rølks,

30

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 30

hvor jeg faar et lille pænt Værelse ovenpaaog hjælper saa med i Huset. Om Eftermid-dagen syr jeg paa mit Tøj, da jeg jo maaholde sammen paa hvad jeg har. Nu gaar vimod Vinteren fra Maj til Oktober, dog erdet jo ikke Vinter som hjemme. Kakkelov-ne haves ikke her, om end det ofte kanvære koldt nok især naar det regner meget.Blomster er her hele Aaret igjennem, samtalle Slags Grønsager.

Paa Datoen ser jeg at det imorgen d. 29.April er 4 Aar siden jeg rejste hjemmefra;saa gaar jeg altsaa ind i det 5te Aar. Det erlænge at være hjemmefra, men jeg har jogiftet mig med en Sømand og maa tage Føl-gerne. Naar blot Vorherre vil give os lidtLykke, saa vil jeg endda finde mig i ikke atkomme hjem. Jeg har det godt her hosRølks og vi taler ofte om vort kære Aaben-raa. Huset her har til den ene Side en højBjergmur; oppe paa Toppen af Bjerget staaret stort Figentræ. Fignerne falder ned i vorGaard, hvoraf vi samler en Mængde hverMorgen. Det er en aflang blaa Frugtomtrent som en Pære, ganske sort naarden er moden.

Fortiden er her ogsaa Masser af Vindruer,men dem bliver man temmelig hurtig kedaf, hvilket jeg aldrig havde troet. Den euro-pæiske Frugt Æbler og Pærer er langtfrasaa god som hjemme, meget større menmeget mere tør. Af Dyr har vi baade Svin ogHøns; om nogen Tid skal Svinet slagtes ogsaa faar vi noget at bestille. Her er heltlandligt, ingen Tummel og Støj, som nedei Byen. Vogne kan ikke køre her, da der fraHus til Hus gaar Trapper. Vort Hus er detsidste her i Gaden; derfra ser vi op paa dehøje Bjerge, som ogsaa er beboet; ja, Chile

31

Matanzas beliggenhed på søkort optegnet af Capt.Robert Fitz Roy, 1805-1865, om bord på H.M.S.BEAGLE under Darwins rejse i begyndelsen af1835. Fitz Roys opmåling er stadig brugt i detteadmiralitetskort udgivet fra 1840 til efter 1913.(Foto og kort H&S)

Matanza’s location on a map drawn up by CaptainRobert Fitz Roy on board the H.M.S. BEAGLE duringDarwin’s voyage in the beginning of 1835. Fitz Roy’smeasurements are still used on this Admiralty chart pub-lished from 1840 to 1913 or later.(Photo and map DMM)

34o S

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 31

er rigtignok et Bjergland; dog ser vi til denmodsatte Side ned over Byen og Havnenmed alle de mange Skibe. Skibet som minMand skulde overtage kom først til Matan-zas d. 20ende Maj; saa han har ventet dersiden sidst i April, men da han fik Ordreom at komme, var han jo nødt til at rejse.Han overtog det strax og først den 20endeJuni var han færdig med at laste.

Det er en forfærdelig daarlig Havn meden Brænding som paa Paaskeøen. Enganghar han maattet gaa tilsøs begrundet paadaarligt Vejr, da det er lettere at klare sig iaaben Sø end i en daarlig Havn. I 3 Dagevar han ude og havde 2 Nordere, en ækelStorm, som hersker her paa Kysten vedVintertid. Den 20ende Juni var han saa klartil at gaa tilsøs, og jeg er glad for at videham der, fremfor at ligge i en Havn somdenne, hvor man er redningsløst fortabt,naar Ankeret brister. Fra Callao kommerhan vistnok hertil og saa tager jeg nok attermed tilsøs, og jeg foretrækker det fremforat sidde Ene her; min rette Plads er jo doghos ham. Jeg tror sikkert at alt vil blive godtigjen efter alt, hvad vi har gjennemgaaetmed hinanden. Vorherre maa have havtnoget isinde med os, siden han prøvede ossaa haardt, og vi maa kun være hamtaknemmelige derfor. Jeg tror lysere Dagevil oprinde for os, og den Tid kommer nok,hvor vi kan indse, hvorfor det skulde væresaaledes.

Da min mand nu atter fortjener noget,kan jeg heldigvis begynde at anskaffe mignoget Tøj, og jeg har nu saa travlt med atsy, ogsaa ved Tanken om, at jeg atter skalmed tilsøs. I dag har det skylregnet heleDagen, thi nu er det jo Vinter her. Vandet

strømmer ned fra Bjergene, saa Kløftenher nedenfor strax er en rivende Strøm,som løber med en voldsom Hurtighed;hvad der kommer ned fra Bjergene, gaarmed tilhavs og ser ikke Dagens Lys mere.

Dagen efter den stærke Regn var jegnede i Byen; aldrig har jeg set noget lig-nende. Gaderne var et Mudder og storeDynger af Snavs laa rundt omkring. Overaltvar der Skodder for Dørene, for at holdeVandet ude. Jeg kan nu gøre mig et Begrebom, hvorledes der sker Oversvømmelse.Hos os, som bor klods op af Bjerget, strøm-mer Regnen ned lig Vandfald, efter at haveregnet en Timestid. Man kan blive heltængstelig, naar her begynder at regne; fornogle Aar siden er en hel Gade oversvøm-met og mange mennesker og Dyr drukne-de. Under Gaden er der bygget brede rum-melige Hvælvinger, som skal optage Van-det; undertiden forstopper de og dervedsker Oversvømmelsen; da vi bor temmelighøjt oppe er der ikke saamegen Fare.

I September 1893 ankom Skibet til Val-paraiso. Jeg gik da atter med tilsøs til enPlads sydpaa, som hed Llico; der var megetsmukt; noget lignende som hjemme, dogmeget højere; undertiden Hegn medsmukke Markblomster. En Dag var jeg paaen Ridetur langs en Sø, der var saa fredeligtog yndigt; hvor er dog Landet anderledessmukt end Havet, som egentlig altid er detSamme, Vand og Himmel.

Fra Llico gik vi til Matanzas, Pladsen,hvor min Mand overtog Skibet; som føromtalt er det en meget farlig Plads medKlipper og Brænding. Det er kun en Lands-by med faa Mennesker, men inde i Landeter der Gaarde med pæne Haver ved. Her

32

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 32

dyrkes Hvede og det ser helt hjemligt udmed de bølgende Kornmarker; hvorfor jeggodt kunde have Lyst til at komme ilandher. Havnemesteren, som var ombord lovedemig en Hest, men da min Mand ikke kan for-lade Skibet, gaar jeg heller ikke. Det er saabesværligt paa disse sydlige Pladser med Lan-

dingen; først igjennem Brændingen og saabæres igjennem Vandet; det holder jeg ikkeaf alene og nøjes med at see Landet herfra.

Skibet ruller forfærdeligt, skjøndt vi harstille; her er jo ingen ordentlig Havn, da vifra to sider har Havet imod os.

Herfra gaar vi til Valparaiso for Ordre,

33

Plan med ankerpladsen Matanza fra admiralitets-kort 1282, udgivet 1913.(Foto og kort H&S)

Plan showing the Matanza anchorage, taken fromAdmiralty chart 1282, published in 1913.(Photo and map DMM)

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 33

saa der bliver vi kun et Par Dage; det er jonu bleven mit halve Hjem, saa der maa jegiland og gjøre Indkøb. I Callao, hvortil viskal gaa, er jeg jo helt fremmed; dog liggervi der og losser ved Kaien og det er jo enstor Behagelighed, at jeg der kan gaa iland,naar jeg ønsker. Dog endnu er vi jo kun iMatanzas, hvor min Mand altid selv er igang med Arbejdet, da det gjælder om saahurtigt som muligt at komme bort fra den-ne farlige Plads.

Nu nærmer sig den dejlige Julefest ogmed den Juletravlheden i hvert et Hjem.Naar jeg kommer til Valparaiso maa jeg fin-de paa noget til at forære min Mand; hanvil blive glad ved at faa Julegaver. Vi vil nokkomme til at tilbringe Julen paa Søen ogjeg vil da belave mig paa at kunde bage lidtKager, da vi har en god Ovn. Vi maa jo se atgøre det lidt juleagtigt for os selv; dog kanvi jo ikke faa de rigtige Julefornemmelser,da her er varmt og Sommer. Stuarten ogjeg skal paa Rejsen gøre pænt rent i Kahyt-ten, da Rederen kommer ombord, saasnartvi kommer til Valparaiso.

Fra Valparaiso gik vi til Callao (Peru) ogderfra til Paaskeøen for at hente Uld til Val-paraiso; saavidt jeg husker var der omkring3000 Faar, saa det kan jo give megen Uld iLøbet af to Aar. Rejsen varede over 2 Maa-neder paa Grund af megen Stille. Paa den-ne Tur saa vi mange Hvaler, som vel nokkan være farlige særlig for et mindre Skib,naar de løber paa os. I Valparaiso modtogjeg adskillige Breve samt Julerosen, som jegnu glæder mig til at læse i Søen. I et af Bre-vene skrev en lille Nevø at han vilde givesine Sparepenge til Hjælp til min Hjemrej-se, som jeg naturligvis blev meget rørt over.

Bruhn fører APPOLINE EMILIEI Valparaiso overtog min Mand et størreSkib, en dejlig Jernbark, »Appoline Emilie«fra samme Rederi. Her er mange Bekvem-meligheder, stor Kahyt og stort Soveværel-se, saa nu kan jeg for Skibets Skyld godt fin-de mig i at gaa med tilsøs.

Vi har faaet en lille engelsk Stuart, somjeg nu da kan tale med. Inden vi gaar her-fra, kommer Rederen med flere Herrerher ombord til Middag; gid det var godtoverstaaet. Min mand vil nemlig ikke havemed det hele at gjøre; naa oprigtig taltduer han heller ikke dertil, saa det kom-mer jo til at hvile en Del paa mig.

Den 14ende Marts gik vi atter tilsøs; denneGang til Pajaros Øerne oppe ved Callao, forat laste Guano til Talcahuano i Syd Chile. Derlaa vi i 2 Maaneder. Øerne laa ikke saa langtfra Fastlandet; derfra kom Arbejdsfolkenehver Morgen og sejlede tilbage om Aftenen.Paa disse smaa Øer boede der ingen Menne-sker, kun Fugle, og da jeg en Dag var iland,maatte jeg forsynes med 2 Stokke for at pirreFugleungerne tilside, som ligger over heleØen. De gamle Fugle flyver ud om Dagen forat hente Føde til Ungerne, som jo altsaa end-nu ligger i Reden. Hele Øen bestod afGuano. Derfra gik vi saa til Talcahuano, én afde bedste Havne paa Kysten, hvor vi laa sik-kert og godt. Dér traf vi atter Aabenraaere enCpt. Ipland og Frue født Tøndering, i hvisHjem vi havde mange fornøjelige Timer.Ikke langt fra Talcahuano, som kun er enmindre Plads, ligger der en smuk By Con-ception oppe i Landet; det tager 1/2 Timemed Jernbanen. Der tog vi undertiden op forat se paa Butikker og gaa i Teater, hvor vi hør-te megen god Musik og Sang.

34

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 34

Herfra tog vi atter til Llico; denne Gangvar her meget koldt, men vi er jo nu ogsaamidt i Vinteren (Juli) og saa ligger vi herudsat for alle Vinde; fortiden er Vindendog ikke farlig, da det ikke er Paalands-vind, og vi haaber den holder sig til Fuld-maane, da vi saa maaske kan være lastet.Her er en forfærdelig Brænding saa der erdenne Gang ingen gaaen iland.

Herfra gik vi til Matanzas, Pladsen hvormin mand overtog sit første Skib; her ople-vede vi en ganske forfærdelig Storm. Denbegyndte op paa Dagen tog til henimodAften og voxede i Styrke Natten igjennem;det var saa uhyggeligt, da Kysten her er lut-ter Klipper og Rokser. Natten var bælg-mørk og Stormen saa forfærdelig. Da detgryede ad Dag (vi var ikke iseng hele Nat-ten, da vi maatte være forberedt paa detVærste) var Bølgerne saa høje og Brændin-gen saa grufuld. Naar Bølgerne sled iAnkerkæderne, ventede vi at de kunde bri-ste, og saa vilde vi være redningsløst fortab-te. Jeg kunde ikke blive nede, men maatteop at se paa dette grufulde. Henimod Mor-gen, da Stormen var paa det højeste, sagdemin Mand om jeg vilde bede til Vorherre;vi lagde os da begge paa Knæ paa det vaa-de Gulv og jeg bad saa inderligt til Gud omat hjelpe os og kort Tid efter begyndte Stor-men at tage af. Da Dagen kom var Havet iet vældigt Oprør; men Stormen havde lagtsig. Uvejret endte med et voldsomt Tor-denskrald.

Nu sad jeg oppe paa Dækket og var gladfor at Faren dennegang var overstaaet. Ski-bet rullede ganske forfærdeligt, saa detgjaldt om at holde sig fast.

Herfra gik vi atter til Paaskeøen og derfra

til Tacopilla paa Kysten efter 30 Dages Rejse;allerede i Slutningen af Oktober var vi ventethertil og først den 19ende November kom vibegrundet paa daarlig Vind. Om Pladsenher er kun at sige, at den gjør et bedrøveligtIndtryk; ikke et Træ, Busk, Blomster ellernogen Slags Grønt, alt Graat og Sand. Det eren Plads som er i Opkomst og herfra udføresSalpeter og Kobber. For de stakkels Menne-sker, der skal bo paa en Plads som denne,maa det være ganske forfærdeligt. De velha-vende Folk kan jo nok finde sig i det, naarman har Penge at købe for.

Her gror intet, saa alt maa tilføres. Jeg saaen Dag, hvorledes Arbejderne spiste Kaal-blade og Toppen af Gulerødder, som delossede fra Skibet. Her er lige og bredeGader og mange af Husene ere blaa, røde,gult eller grønt malede; det ser altid udefter lidt og de grønne især maa vel bødepaa Vegetationen. Landet er meget højt ogJernbanen gaar over Bjergene, hvilket serhelt ængsteligt ud. Iland skal der væremeget varmt, men ombord er det til atudholde, da vi altid har lidt Brise, ja, det erendog temmelig koldt om Aftenen. Alt ersaa voldsomt dyrt her. Grøntsager ernæsten ikke til at købe; kun lidt Løg ogGulerødder kan faaes. Paa Paaskeøen fik vi4 Svin foræret, hvoraf det ene er mit; demhar vi solgt for 100 Dollars; jeg har altsaa 25Dollars, som jeg synes er en grulig Vel-stand; for de 10 vil jeg købe en Gave til minMand til Julen; Resten maa jeg bruge selv.

Ligeledes har vi ogsaa en Del Hønsombord; en Tid lang fik jeg daglig 3 Æg,men i den senere Tid har Matroserne faaetdem opsnuset; thi nu er det kun sjeldent atjeg faar nogle.

35

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 35

Igaar da min Mand havde været iland,kom han ombord med en Captain og sag-de til mig: Kender du ham ? Jeg saa lidt paaham og sagde saa: Ja, det er Bruhn fra Tegl-gaarden, som det ganske rigtigt var. Des-værre har han siden 3 Maaneder mistet sinStemme, saa han kun kan hviske; dog harLægen givet ham Haab om at han atter kankomme til at tale; det er noget med Stem-mebaandet. Han har sidst været Hjemmefor 2 Aar siden og vi hørte meget fraAabenraa, som vi ikke vidste Besked om.Han forærede mig en smuk Vedbend til attil at hænge i Skylightet og har endnu flereBlomster, han vil forære mig; han ser saarar og god ud og jeg er glad for hans Sel-skab.

Paa Søndag er vi inviteret iland til Fro-kost hos en chilensk Familie, saa der vil detjo gaa paa Spansk.

Her ligger et norsk Skib, hvor Captainenhar sin Datter ombord; jeg vilde meget ger-ne træffe sammen med hende, men da haner lastet imorgen, faar jeg vist næppe Lej-lighed dertil.

Nu nærmer sig atter den dejlige Juletid,som jeg antager vi vil fejre i Iquique; det eren dejlig Plads og det er ikke umuligt at viogsaa der kunde træffe Landsmænd; det erofte at Captainer hjemmefra kommer der-til. Klokken er 9 Morgen og Varmen harallerede sat ind. Jeg er lige bleven færdigmed et stort Arbejde. Kahytsdrengen og jeghar tappet et stort Fad Vin af, henimod 100Flasker.Vinen er meget billig her i Chile ogdet kan ikke nægtes at et Glas Vin smagergodt til Maden, hvilket bruges i alle chilen-ske Hjem.

Captain Bruhn besøger os hver Dag; han

er saa hyggelig og vi sidder meget og talersammen, naar min Mand gaar iland. Jegskjønner meget paa hans Selskab; thi altidat sidde ene bliver man dog ked af. Ilandgaar der mange Penge til Drikkevarer ogdet kan Konen jo ikke være med til. DaCpt. Bruhn ikke maa drikke Spiritus, er detikke noget for ham at gaa iland efter.

Den norske Cpt. er nu borte; jeg var kun2 Dage sammen med hans Datter. Vi komtil at synes saa godt om hinanden; hun varen sød naturlig ung Pige. Vi var derovre enEftermiddag og Aften, hvor vi drak Kaffeoppe paa Dækket. Hun havde været iAustralien (Adelaide), hvor der skal væresaa smukt. Det maa være intressant for enung Pige at gøre en Rejse med sin Far ogpaa den Maade faa noget at se af Verden.Jeg længes meget efter at faa at vide, hvadBestemmelsen bliver, naar vi atter kommertil Valparaiso. Jeg hører baade om Australi-en og Europa; man mener at det betaler sigikke her paa Kysten, da Skibet er for stort;nu skal vi jo først til Iquique.

Vi har faaet det saa hyggeligt indrettetpaa vort store Skib med mange Bekvemme-ligheder, som man ellers ikke har tilsøs. ISkylightet har jeg Slyngplanter, som pyntermeget.

Kaptajn Bruhn bliver arbejdsløsVed Juletid ankom vi til Iquique og til vorstore Sorg kom min Mand der fra Skibet.Vi var mest tilbøjelige til at tro at nogenhavde sat Ondt for os, da min Mand ikkevar sig nogen Skyld bevidst.

Nu var vi atter uden Fortjeneste, dog og-saa der traf vi strax gode Mennesker, somtog sig af os. En Ven af min Mand, med

36

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 36

hvem han havde gaaet sammen paa Styr-mandsskolen i Danmark laa der med sitSkib og tilbød os strax at komme ombordhos ham; hans Kone var engelsk og sejledealtid med ham.

Saavidt jeg husker fejrede vi Jul hos dem,men paa Grund af Omstændighederne varvi jo saa inderlig bedrøvede. Saa snart sommuligt gik min Mand til Valparaiso og jegblev ombord hos dem, thi nu havde jeg joigjen intet Hjem.

Skibet, som vi kom fra gik herfra til Ma-

tanzas, og jeg gik senere med den danskeCpt. og hans kone til Lota, Pladsen hvortilvi først kom efter Strandingen paaPaaskeøen. Derfra kom jeg saa med etandet Skib til Valparaiso, og saa maatte viatter se at finde os et Hjem. Hos en svenskSkibshandler Svendsen, som havde en chi-lensk Kone, fik vi et Værelse med Kostenhos dem. Fru Svendsen talte ogsaa engelskog var en pæn Dame, omtrent paa minAlder. De havde kun 1 Barn, en Dreng paa6 Aar, som var blind omtrent fra Fødselen.

37

Et farvelagt postkort af Valparaisos havn fraomkring samme tid, som MIDDELHEUS’ anløb afhavnen.(Foto: Det Kgl. Bibliotek, 1979-429/5)

A coloured post card of the Valparaiso Roads and portarea from about the time when MIDDELHEUS called atthe port.(Photo Royal Library Copenhagen)

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 37

Vi skriver i dag d. 21. Marts 1895 og medden begyndes her Efteraaret. Forleden Daghavde vi den første Regn, som varede enhel Eftermiddag, hvor Fru Svendsen og jegsad og frøs indsvøbt i uldne Tørklæder;men endnu har vi ellers varmt Vejr. Fra Majbegynder her at blive koldt, indtil Slutnin-gen af September og da her ingen Kakkel-ovne er, saa er det rigtig ugemytligt.

Om den lille blinde Dreng Andresitomaa jeg fortælle lidt. Han savner ikkeSynet, da han aldrig har kendt det; destostærkere er hans andre Sanser udviklede.Han løber rundt i Huset, synger, leger ogveed altid at beskæftige sig. Mørket holderhan ikke af. Om Dagen, naar Solen skin-ner, kan han nok kende Forskel paa Lys ogSkygge.

Jeg besøger jævnligt mine LandsmændRasmussen og Rølks og ofte naar jeg kom-mer derhen, trakterer de mig med hjemli-ge Retter. Her i Chile faar man Suppe toGange daglig; selv mange Europæere leverefterhaanden paa den Maade; dog er detvel nærmest dem, der er gift med Indfødte.Om Søndagen gaar vi undertiden lidt udmed Rasmussens. Her er et Forlystelsesstedlidt uden for Byen, oppe paa Bjerget. Eje-ren er fra Lygumkloster, Gissemand og jeghusker saa godt hans Navn, naar vi somBørn kom til Lygumkloster i Ferien. Der ernoget, der skal forestille en Have med denForskjel at istedetfor Grønt og Blomster erder kun Sand og Støv; dog er der storeTræer, hvorunder der er Borde og Bænkeog saa tænker vi os det Grønne. Længereborte i Vina del Mar, en halv Times kørselmed Toget, der er smukt ved Havet og enlille Skov; dog ingen Skovblomster og

meget lidt Skovbund. Vina del Mar bestaaraf det fine Valparaiso; der er Landsteder,Villaer baade smaa og store med smukkeHaver og der hersker en voldsom Elegan-ce.

2 Søndage har vi tilbragt paa engelskeSkibe og havt det meget hyggeligt; sidsteSøndag dansede vi ombord, hvor der vardejlig Plads. Iblandt de engelske Captainerfindes saamange dannede og elskværdigeMennesker.

I den nærmeste Fremtid venter jeg enPakke hjemmefra, hvortil jeg glæder migganske forfærdeligt; for at slippe for Tol-den tager vi den ombord hos en engelskCaptain.- Den 25 Marts modtog jeg Pakkenmed mange herligheder og det var et lyk-keligt Øjeblik, da jeg pakkede Sagerne ud.

For 14 Dage siden var her en Nat temme-lig stærkt Jordskælv. Jeg var rædselsslagen,da jeg vaagnede og ikke rigtig kunde besin-de mig. Hele Sengen rystede og jeg raabteganske højt: Hvad er det ? Jeg troede nem-lig der var nogen inde i mit Værelse.

En Søndag var Fru Rasmussen og jeg udei en Park for at høre Musikken; mens vi spa-serer omkring siger Fru R.: Der var en chi-lensk Officer, der hilste paa Dem, hvortiljeg svarede: Jeg kender ingen chilenskeOfficerer. 2den Gang hilste han igjen og tilmin store Forbavselse ser jeg Guvernørenfra Paaskeøen i en meget fin Uniform, enstatelig høj Skikkelse, som jeg neppe kend-te igjen. Der var en Masse Mennesker ogmange fine Dragter og det var interessantat se al den Stads.

Min Mand begynder nu selv at tale om atlade mig gaa hjem for en Tid; dog tør jegikke glæde mig dertil, da jeg altfor ofte er

38

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 38

bleven skuffet. Han er nu som 3die Styr-mand ombord paa en stor chilensk Dam-per og vil være her tilbage d. 22 Juni; hansagde, at naar han næste Gang gik herfra,maatte jeg rejse hjem, og blive det nu ikketil noget, saa vil jeg helt opgive Haabet ogfinde mig i, at blive herude.

Jeg ved det er et daarligt Liv for en Mandalene herude; de bliver fordærvede, naarde ikke er meget karakterfaste; dog hvadder trøster mig er at min Mand vil faa saalidt Lejlighed til at gaa iland. En Damperligger jo aldrig længe i Havn. Ikke alene enenlig Mand, men selv de, som har Familieleve ofte et daarligt Liv og det kommer altaf Drik.

Jeg har set Beviser herpaa før og inathændte det at Hr. Svendsen kom hjem Kl. 3efter at have været borte fra om MorgenenKl. 7. Hvor var det forfærdeligt og hvilkenAngst vi udstod. Han var drukken og vild ogskændte sin Kone ud for det værste og true-de med at slaa hende ihjel, naar han fandthende. Hun var flygtet ind til mig og vi hav-de laast Døren. Han raabte til mig om ataabne Døren, men jeg taug stille, omsiderblev han rolig og vi faldt da isøvn. I dag harhan bedt om Tilgivelse, men hun er haardog siger hun vil bort fra ham; han trygledeog tiggede, men hun sagde nej ! og saa gikhan atter uden Frokost.

HjemrejseovervejelserJa, mange mange sørgelige Familieliv erder herude, og hvorledes blive Børneneved at se Faderen føre saadan et Liv; de serdet fra smaa af og mener det hører sig til,og alt kommer af de afskyelige Drikkevarer.Hvis derfor min Mand beder mig om at bli-

ve og vel at mærke, hvis han kan forsørgemig her iland, som vil være knap for denGage han faar, da bliver jeg og kan idet-mindste give ham et Hjem, naar han faarLejlighed til at benytte det.

I Slutningen af Juni vil han være her ogderefter skriver jeg hjem, hvilken Bestem-melse han har taget. Stakkels Fru Svendsener helt syg i dag og det er intet Under, thidet passerer af og til.

Paa Grund af daarligt Vejr er hele Turenbleven forsinket, saa da Damperen komopholdt den sig kun 1 Dag her, og nu daden kom sydfra, var han kun 3 Timer iland.

Vi ses meget lidt, da han har saa lidt Fri-hed, men vi er jo alligevel glade for at hanatter er i Fortjeneste. Han har just ikke saameget Arbejde, men skal være ansvarlig forArbejdet ombord og maa saaledes altidvære der.

De leve godt ombord paa disse Dampereog han har et rigtig pænt Værelse, natur-ligvis er det et helt andet Liv end som Cap-tain, hvor han er sin egen Herre, men jegtror dette er meget bedre for ham. Jegønsker saa inderlig han vil blive der, menjeg synes allerede han var ked af det og jegvilde blive meget bedrøvet om han gik der-fra.

Nu har min Mand bedt mig om at blive tilhan kommer tilbage igjen d. 22nde Juli, daDamperen saa skal i Dokken i 8 Dage. Hanhar da lovet mig ganske bestemt, at jeg maarejse hjem en Tur; jeg ved dog ikke om jegtør tro derpaa, da det altid bliver opsat. Idag skal jeg ned paa Kontoret, for at høreom der er kommen Svar fra Hamborgangaaende Biletten Der var intet Svar kom-men, men nu haster det jo heller ikke.

39

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 39

Omkring ved Slutningen af Juli komDamperen, og i de 8 Dage Skibet var i Dok,bestemte min Mand sig saa til at lade migrejse.

Den 4de August 1895 gik jeg saa ombord,ledsaget af Hr. og Fru Rasmussen; selv kun-de min Mand ikke følge mig ombord ogdet var maaske ogsaa det bedste.

Den 25 September ankom Skibet til Ham-borg og jeg var atter iblandt mine Kære.Hermed slutter jeg mine 6 Aars Oplevelser.

Helene Bruhn f. Junggreen

Afskrevet efter Helene Bruhns håndskrev-ne hæfter i juli 2004 af Hanne Løfqvist.

40

Noter

1) Vulkanøen Niuafu eller Niuafoo er den nord-ligste af Tongaøerne og har et areal på kun 49km2. Øen kaldes også for »Tin Can Island« efterindbyggernes metode med postbesørgelse til pas-serende skibe ved hjælp af metalbeholdere kasteti søen.

2) Påskeøens indbyggertal var faldet kraftigt i det19. århundrede. Europæerne havde medbragtsygdomme, som de indfødte bukkede under for,og i samme periode blev omkring 2.000 indbyg-gere tvangsudskrevet til slavearbejde i Chile, såindbyggerantallet, da det var lavest i 1877, varnede på kun 111 personer.

3) Pastor Mourits Mørk Hansen, der først var

præst i Felsted, senere i Vonsild ved Kolding iDanmark, fortæller i sine Livs-Erindringer om sinven J. P. Junggreen fra Aabenraa og hans døtre afførste ægteskab: »den ene Helene, har været her iHuset et Aar. Helene var en smuk og elskværdigung Pige og befandt sig vel hos os. Vi holdt megetaf hende. For et Paar Aar siden viede jeg hende tilCaptain Bruhn fra Aabenraa. Hun har flere Gan-ge skrevet til min Datter fra China og fra Samoa-Øerne og Valparaiso.«(Erland Møller har bidraget med disse oplysnin-ger.)

4) Matanza er ikke en havn, men en åben bugtmed en ankerplads på den udsatte kyst. Positio-nen er 33° 58’ S og 71° 52’ W.

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 40

41

Mrs. Helene Bruhn, 1859-1937, of the Junggreenfamily from Southern Jutland, was married to Cap-tain Jacob Bruhn and sailed with her husband for6 years from 1889 to 1895. The first few years theysailed on board the bark MIDDELHEUS of Es-bjerg, a period which Helene Bruhn has describedin her memoirs. These are presented here in thecurrent article unedited and in her own words.

The voyage began in Hamburg on April 30th1889 and their route took them via Natal in SouthAfrica to Palembang on Sumatra. Everywhere theylanded Mrs. Bruhn went to visit the Danes shemet, but she also came into contact with manyother Europeans and local inhabitants in thesmall harbours that the ship put into. FromPalembang, for example, she describes a Chinesewedding that she witnessed. From Sumatra thejourney continued to Samoa, which took fivemonths for them to reach. On this part of thejourney their provisions were low and drinkingwater was rationed. If they caught a tunny or if aflying fish came aboard then it lent a welcomevariety to their diet. On Samoa the ship was lyingin Apia, which at that time was German, in orderto load copra and the cargo was completed onNiuafu. Via the Tonga Islands and Vavau, theycame to Valparaiso.

From Valparaiso they went into the EasterIsland trade in 1891, among other things pickingup wool, which they carried to Papeete on Tahiti.The return cargo was again coconuts to the wherethey arrived in June 1892. The ship was wreckedon 17th June 1892 during an onshore gale thatprevented them from sailing free of the coast, buteverybody on board was saved, some in boats andsome in a breeches buoy. They had to stay on theislands for three months before a ship arrivedfrom Chile in September to take them to themainland, where in the meantime nobody knewof their fate. At one point Captain Bruhn got a jobon a ship in the harbour supervising the unload-ing of cargo, but financially the family were worseand worse off.

In April 1893 Bruhn signed on again as a cap-tain and engaged in trade on the Chilean coastbetween

Matanzas and Callao in Peru, and back to Val-paraiso, where in September Helene again wenton board. They sailed to Llico in southern Chileand on to Matanzas, Valparaiso, Callao and EasterIsland for wool to Valparaiso.

In Valparaiso they got post from home againand Helene Bruhn began to voice her homesick-ness. At this point she had not seen her family forover four years. Captain Bruhn took over a largership, APPOLINE EMILIE, and sailed on 14thMarch 1894 to the Pajaros Islands near Callao topick up guano for Talcahuano. After a few trips tothe harbour near Conception and return journeysto Llico and Matanza, where they once again raninto strong gales on the exposed coast, they sailedonce more to Easter Island and Tocopilla, wherethey arrived on 19th November 1894. After thisthey spent Christmas in Iquique, where the cap-tain was dismissed from his job without beingaware of any negligence in his duties.

With help from their friends they managed toreturn to Valparaiso in March 1895, and soonafterwards the captain was offered a position asthird mate on a Chilean steamer. He was forced toaccept the job because they had no more money.Helene stayed in Valparaiso, to which port Cap-tain Bruhn returned in June and again in July1895, where he finally agreed to his wife’s journeyhome to Southern Jutland. On 4th August 1895she boarded the steamer for Europe, arriving inHamburg on 25th September 1895.

Her husband remained on the Chilean coast awhile longer, but later he disappeared without atrace in Argentina, from where, in some unknownway, his ship’s chest was returned to Southern Jut-land. The rest of her life Helene Bruhn remainedwith her family and supported herself mainly byteaching music.

Summary

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 41

42

51233 H & S s6-42 13/11/06 12:30 Side 42