Årsberetning 19992 strukturelle ændringer i eus bank- og finanssektor 94 3 makro-prudentiel...

DA

EC

B

EZ

B

EK

T

BC

E

EK

P

ÅRSBERETNING

1999

D E N E U R O PÆ I S K E C E N T R A L B A N K

DE

N E

UR

OP

ÆI

SK

E C

EN

TR

AL

BA

NK

ÅR

SB

ER

ET

NI

NG

19

99

Bla

u Pa

nton

e Y

ello

w P

171

ÅRSBERETNING

1999

D E N E U R O PÆ I S K E C E N T R A L B A N K

© Den Europæiske Centralbank, 2000

Adresse Kaiserstrasse 29

D-60311 Frankfurt am Main

Tyskland

Postadresse Postfach 16 03 19

D-60066 Frankfurt am Main

Tyskland

Telefon +49 69 1344 0

Internet http:\\www.ecb.int

Fax +49 69 1344 6000

Telex 411 144 ecb d

Alle rettigheder forbeholdt.

Fotokopiering til uddannelsesformål eller i ikke-kommercielt øjemed er tilladt, såfremt kilden angives.

Skæringsdato for statistik i denne årsberetning er 7. marts 2000.

ISSN 1561-4506

IIIECB Å r sbe re tn i ng • 1999

Indholdsfortegnelse

Forord 2

Kapitel I

Den økonomiske udvikling og pengepolitikken

1 Pengepolitiske beslutninger inden for rammerne af Eurosystemets strategi 8

2 Den monetære og finansielle udvikling 112.1 Den monetære udvikling 112.2 Finansmarkederne 14

3 Prisudviklingen 23

4 Udviklingen i produktion, efterspørgsel og arbejdsmarked 27

5 Udviklingen i de offentlige finanser 34

6 De globale makroøkonomiske forhold, valutakurser og betalingsbalancen 37

Kapitel II

Centralbankoperationer

1 Gennemførelse af pengepolitikken 461.1 Likviditetsstyring 461.2 Primære markedsoperationer 471.3 Langfristede markedsoperationer 481.4 Andre markedsoperationer 481.5 Stående faciliteter 491.6 Reservekravssystemet 501.7 Eurosystemets godkendte sikkerhed og anvendelse heraf i kreditoperationer 501.8 Eurosystemets modparters deltagelse i pengepolitiske operationer 511.9 Udviklingen på pengemarkedet 51

2 Investering af valutaaktiver og egenkapital 522.1 Eurosystemets valutareserveaktiver 522.2 Eurosystemets forvaltning af valutareserver 522.3 ECBs forvaltning af egenkapitalen 53

3 Betalings- og afviklingssystemer 543.1 TARGET-systemet 543.2 Korrespondentcentralbankmodellen 55

4 Risikostyring 56

ECB Å r sbe re tn i ng • 1999 IV

Kapitel III

Den økonomiske udvikling i EU-lande uden for euroområdet 60

Kapitel IV

Det europæiske/internationale samarbejde og Eurosystemet

1 Europæiske spørgsmål 701.1 Bilaterale forbindelser 701.2 Koordinering af nationale økonomiske politikker i Den Europæiske Union 731.3 Den makroøkonomiske dialog 75

2 Internationale spørgsmål 762.1 ECB i det multilaterale samarbejde 762.2 Udvikling af bilaterale forbindelser mellem ECB og lande

uden for Den Europæiske Union 792.3 Det internationale monetære og finansielle systems arkitektur 802.4 Euroens internationale rolle 83

Kapitel V

Betalings- og værdipapirafviklingssystemer

1 Opsyn med systemerne for store betalinger 86

2 Opsyn med detailbetalingssystemerne 86

3 Andre aktiviteter inden for betalingssystemer 88

4 Politik for værdipapirafviklingssystemer 88

Kapitel VI

Finansiel stabilitet og banktilsyn

1 De institutionelle rammer for finansiel stabilitet 92

2 Strukturelle ændringer i EUs bank- og finanssektor 94

3 Makro-prudentiel analyse 95

4 Risikovurderingssystemer og kreditregistre 96

VECB Å r sbe re tn i ng • 1999

Kapitel VII

Produktion af eurosedler og forberedelse af overgangen til euroen

1 Fremstilling af eurosedler 100

2 Eurosedlernes og -mønternes kvalitet 100

3 Beskyttelse af eurosedlerne og -mønterne mod forfalskning 101

4 EURO 2002-kampagnen 101

5 Overgangen til eurosedler og -mønter i 2002 102

6 Sedler og mønter i omløb inden 2002 103

Kapitel VIII

Udarbejdelse af de statistiske rammer 108

Kapitel IX

Andre opgaver og aktiviteter

1 Rådgivende funktioner 114

2 Overholdelse af forbuddet mod monetær finansiering og privilegeret adgang 115

3 Overgangen til år 2000 116

4 Forvaltning af Fællesskabets låneoptagelses- og långivningstransaktioner 118

Kapitel X

Information og oplysningspligt

1 ECBs informationspolitik og kommunikationsredskaber 1221.1 Kommunikationspolitikkens mål 1221.2 Kommunikationsredskaber 122

2 Oplysningspligt 1232.1 Centralbankuafhængighed og oplysningspligt i

Den Økonomiske og Monetære Union 1232.2 Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med ECBs oplysningspligt 124

ECB Å r sbe re tn i ng • 1999 VI

Kapitel XI

De institutionelle rammer for Det Europæiske System af Centralbanker

1 Eurosystemet og Det Europæiske System af Centralbanker 128

2 ECBs besluttende organer 1292.1 Styrelsesrådet 1292.2 Direktionen 1312.3 Det Generelle Råd 132

3 ECBs organisation 1343.1 Ejerforhold 1343.2 Udviklingen på personaleområdet 1343.3 ECBs organisationsdiagram 135

4 ESCB-komiteer 136

Kapitel XII

Årsregnskabet for ECB og konsolideret balance for Eurosystemet 1999 140

Bilag

Ordliste 158

Kronologisk oversigt over Eurosystemets pengepolitiske tiltag 169

Den Europæiske Centralbanks (ECBs) publikationer 175

Oversigt over bokse, tabeller og figurer

Bokse

1 Strukturelle ændringer i banksektoren og deres betydning for pengepolitikken 152 Vurdering af årsagerne til stigningen i de nominelle obligationsrenter

ved hjælp af indeksobligationer 19Figur: „Break-even“-inflation for forbrugerindekset i Frankrig 19

3 Markedsliberaliseringens effekt på forbrugerpriserne 25Figur: Telekommunikationsudstyr og -tjenester 25

4 Vækst- og inflationsforskelle i euroområdet 28Tabel: Vækst i realt BNP og HICP-inflation i eurolandene 28

5 Fald i overskuddet for varehandlen i euroområdet i 1999 41Figur: Importmængden på euroområdets vigtigste eksportmarkeder 41

6 ECBs repræsentation i Washington, D.C. – funktion og aktiviteter 787 Høringsprocedurer i 1999 114

VIIECB Å r sbe re tn i ng • 1999

Tabeller

1 Udviklingen i priser og omkostninger i euroområdet 232 Sammensætningen af vækst i realt BNP i euroområdet 273 Industriproduktionen i euroområdet 314 Udviklingen på arbejdsmarkedet i euroområdet 335 Den offentlige budgetstilling i euroområdet 356 Makroøkonomiske indikatorer for Danmark 617 Makroøkonomiske indikatorer for Grækenland 638 Makroøkonomiske indikatorer for Sverige 659 Makroøkonomiske indikatorer for Storbritannien 6610 Mængden af eurosedler, der skal fremstilles inden 1. januar 2002 104

Figurer

1 ECB-renter og dag-til-dag renten 92 Væksten i M3 i euroområdet 113 Komponenter i M3 i euroområdet 124 Udlån til den private sektor og detailrenter 145 Korte renter i euroområdet 176a Lange statsobligationer i euroområdet, USA og Japan 186b Rentespænd for 10-årige obligationer mellem USA og euroområdet 187 Aktieindeks i euroområdet, USA og Japan 218 De enkelte komponenter i HICP-inflation i euroområdet 249 Bidrag til kvartalsvis vækst i realt BNP i euroområdet 2910 Tillidsindikatorer for euroområdet 3011 Samlet beskæftigelse i euroområdet 3212 Arbejdsløshed i euroområdet 3313 Udviklingen i de vigtigste industrilande 3914 Nominel effektiv valutakurs 40

ECB Å r sbe re tn i ng • 1999 VIII

IXECB Å r sbe re tn i ng • 1999

Forkortelser

Lande

BE BelgienDK DanmarkDE TysklandGR GrækenlandES SpanienFR FrankrigIE IrlandIT ItalienLU LuxembourgNL HollandAT ØstrigPT PortugalFI FinlandSE SverigeUK StorbritannienJP JapanUS USA

Andre forkortelser

ACEA/A.A.A. European Automobile Manufacturers Association (den europæiskebilfabrikantforening)

BIS Den Internationale BetalingsbankBPM4 IMF’s 4. betalingsbalancemanualBPM5 IMF’s 5. betalingsbalancemanualCD Indskudsbeviserc.i.f. Omkostninger, fragt og forsikring til importørens grænseCPI ForbrugerprisindeksECB Den Europæiske CentralbankECU Den europæiske regningsenhedEMI Det Europæiske Monetære InstitutENS95 Det europæiske nationalregnskabssystem 1995ESCB Det Europæiske System af CentralbankerEU Den Europæiske UnionEUR/E Eurof.o.b. Frit ombord ved eksportørens grænseBNP BruttonattionalproduktHICP Harmoniseret forbrugerprisindeksILO Den Internationale ArbejdsorganisationIMF Den Internationale ValutafondMFIer Monetære finansielle institutionerNCBer Nationale centralbankerRepoer GenkøbsforretningerSITC Rev. 3 International varefortegnelse for udenrigshandel (3. reviderede udgave)

I overensstemmelse med Fællesskabets praksis anføres EU-landenes navne idenne oversigt i alfabetisk rækkefølge efter det nationale sprog.

Forord

ECB Å r sbe re tn i ng • 1999 2

Dette er den første ECB Årsberetning, somdækker Eurosystemets pengepolitik i et heltår. Den omhandler også Eurosystemets ogDet Europæiske System af Centralbankersandre aktiviteter.

Hvis man ser tilbage på euroens første år, erder grund til at være tilfreds. Den fællespengepolitik startede under rimeligt gunstigeforhold som følge af fornuftige politiktiltag optil euroens indførelse. Desuden viste Eurosy-stemets pengepolitiske strategi sig at være etværdifuldt redskab til pengepolitiske beslut-ninger og til at forklare disse beslutningerover for offentligheden. Eurosystemet kunnederfor hele året igennem fokusere på at fast-holde prisstabilitet, hvor inflationen i gennem-snit var lidt over 1 pct. At kunne fastholdestabile priser i euroområdet er en præstation,som ikke bør undervurderes. Det under-streges af udviklingen i en ikke alt for fjernfortid. I det sidste halve århundrede har pris-stabilitet været undtagelsen fremfor reglen.Eurosystemet vil derfor fortsætte med atforklare betydningen af sit hovedmål om atfastholde prisstabilitet i euroområdet, ogEurosystemets pengepolitik vil fortsat værerettet mod dette mål. Der er dog grænser forpengepolitikkens indflydelse. Den kan fx ikke

hindre kortsigtede udsving i priserne. I stedetskal pengepolitikken fokusere på og vurderespå mellemlangt sigt. Pengepolitikken skal ogsåunderstøttes af sunde finanspolitikker ogstrukturpolitik, som sikrer, at markedernefungerer effektivt, samt af ansvarlighed ilønforhandlingerne.

Eurosystemet skal handle som en enhed og etsandt europæisk organ, således at beslutnin-gerne altid træffes ud fra hele euroområdetsperspektiv. Pengepolitikken er et sammen-hængende hele. Den kan ikke reagere på situ-ationer i enkelte lande eller regioner i euro-området. I enhver monetær union påstørrelse med euroområdet er der uundgåe-ligt små forskelle i inflation og andre økono-miske udviklingstendenser mellem de delta-gende lande. Sådanne forskelle bør betragtessom normale, medmindre de overstiger etvist niveau. Det viser erfaringen i andre storemonetære unioner, fx USA. Hvis forskellenimidlertid truer med at blive for stor, skal denpolitiske reaktion udelukkende komme pånationalt niveau i form af finanspolitik, struk-turpolitik og markedets tilpasningsevne.

I slutningen af 1998 og de første måneder af1999 oplevede euroområdet en vækstned-gang på et tidspunkt, hvor inflationen alleredevar lav. De finansielle kriser i Asien og Ruslandkunne også mærkes i Europa. Pengepolitik-kens anden søjle, dvs. en bredt funderetvurdering af udsigterne for prisudviklingen ogtruslerne mod prisstabilitet, viste et yderli-gere nedadrettet pres på priserne. Strategiensførste søjle, dvs. en fremtrædende rolle forpengemængden med en analyse af penge-mængdevæksten i forhold til referencevær-dien, viste en vækst i M3 på ca. 5 pct. i begyn-delsen af 1999. Det var stadig forholdsvis tætpå referenceværdien på 41/2 pct. Indførelsen afeuroen havde sandsynligvis i sig selv påvirketpengemængdevæksten i begyndelsen af 1999.I starten af 1999 syntes der derfor ikke atvære tegn på, at den monetære udviklingindebar en trussel mod prisstabiliteten påmellemlangt sigt. På grundlag af oplysningernefra begge søjler besluttede ECBs Styrelsesrådderfor den 8. april at sænke ECBs rente for deprimære markedsoperationer med 50 basis-

3ECB Å r sbe re tn i ng • 1999

point til 21/2 pct. Som følge af denne rente-nedsættelse lå de nominelle korte renter ieuroområdet på et historisk lavt niveau. Detbidrog til et miljø, hvor euroområdets vækst-potentiale kunne udnyttes uden risiko forprisstabiliteten.

I løbet af 1999 aftog de nedadrettede risicifor prisstabiliteten og blev afløst af opadret-tede indikationer, som gradvis tiltog i omfang.Forskellen mellem pengemængdevæksten ogdens referenceværdi blev stadig større, mensudlån til den private sektor steg med over 10pct. år-til-år. Der var rigelig likviditet i euro-området, mens ECBs renter var forholdsvislave.Alle disse udviklingstendenser tydede påopadrettede risici for prisstabiliteten påmellemlangt sigt. Samtidig opstod der etopadrettet pres på priserne på grund af denfortsatte stigning i oliepriserne og euroensdepreciering i et miljø, hvor de økonomiskeudsigter efterhånden blev mere positive.Derfor viste begge søjler i den pengepolitiskestrategi tegn på en øget trussel mod prissta-biliteten på mellemlangt sigt. Den 4.november 1999 forhøjede StyrelsesrådetECBs tre vigtigste renter med 50 basispoint.Efterfølgende blev det den 3. februar og den16. marts 2000 besluttet at forhøje disserenter yderligere med 25 basispoint i beggetilfæde.Tidspunktet for disse renteforhøjelserviste, hvor fremadskuende Eurosystemetspengepolitik er. Ved at handle før risicienebliver til virkelighed undgås bratte rentestig-ninger senere hen. Disse politiktiltag bidragertil at skabe en af betingelserne for vedvarendestærk økonomisk vækst og kvæler ikke etspirende økonomisk opsving.

Euroen er ny, og ECB og Eurosystemet unge.Der er kun gået lidt over et år siden euroensindførelse. Den faktiske indførelse af euroen,herunder de tekniske aspekter, forløbproblemfrit. I de første uger af januar 1999blev pengemarkederne i euroområdet inte-greret. Eurosystemets operationelle rammermed markedsoperationer, stående faciliteterog et reservekravssystem med en gennem-snitsfacilitet fungerede bemærkelsesværdigtgodt. Dag-til-dag renten var generelt megetstabil, uden at der var behov for finjusterende

markedsoperationer. ECB udførte kun enfinjusterende markedsoperation i begyn-delsen af 2000 for at opsuge overskydendelikviditet efter den vellykkede overgang til år2000.

Eurosystemet interesserer sig naturligvismeget for udviklingen i forbindelse med eneventuel udvidelse af euroområdet. Derforanalyseres udviklingen i de EU-lande, derendnu ikke har indført euroen, omhyggeligt.Eurosystemet lægger betydelig vægt på atarbejde sammen med disse medlemslande iECBs Generelle Råd. Eurosystemet overvågerogså nøje tiltrædelsesprocessen i de lande,der har søgt om medlemskab af Den Euro-pæiske Union. I sidste ende skal disse landeopfylde konvergenskriterierne, så de kanindføre euroen. Eurosystemet har såledesetableret kontakt med centralbankerne i alletiltrædelseslandene og er parat til at bidragetil tiltrædelsesprocessen inden for sinekompetenceområder.

Hidtil har jeg hovedsagelig fokuseret på ECBsog Eurosystemets aktiviteter. Euroenbegyndte dog umiddelbart efter indførelsenat påvirke den finansielle sektor som helhed,euroområdets økonomi generelt og hele detglobale monetære system. Den blev med detsamme den næstvigtigste valuta i verden.Euroens påvirkning vil fortsætte og tiltage i dekommende år, og den kommer til at ændreeuroområdets økonomi. Denne proces erfaktisk allerede begyndt. Euroens indførelsesatte skub i de eksisterende tendenser i denfinansielle sektor. Generelt spiller de finansi-elle markeder en større og større rolle forfordelingen af de finansielle ressourcer iforhold til finansielle formidlere af finansielletjenester. Kapitalmarkederne bliver dybere ogmere likvide. Visse segmenter på kapital-markedet, som tidligere var underudviklede,fx markedet for erhvervsobligationer, ervokset betydeligt. Generelt var omsætningenpå de finansielle markeder høj, hvilketafspejler, at euroen blev godt modtaget.

Der er stadig plads til yderligere integrationaf kapitalmarkederne, hvilket kan fremmesved at sikre endnu mere lige konkurrence-


vilkår. Det gælder også dannelsen af et indre marked for finansielle ydelser. Euro-systemet har fx understreget, at der skaludvikles detailbetalingssystemer, som redu-cerer omkostningerne og sikrer hurtigeregrænseoverskridende betalinger. Systemerneskal indføres senest den dato, hvor euro-sedler og -mønter sættes i omløb.

Der var stigende pres for at omstrukturere i1999, hvilket også afspejles i den høje aktivitetinden for fusioner og overtagelser både i oguden for den finansielle sektor. I den finansiellesektor påvirkes alle de forskellige formidlereog institutioner lige fra banker til børser, ogdet samme gælder betalings- og værdipapir-afviklingssystemer. Fusioner og overtagelser erstadig af national karakter, men det kan megetvel ændre sig i fremtiden. Euroen stimulererkonkurrencen ved at øge gennemsigtigheden,og det bliver nemmere at sammenligne påtværs af landegrænserne inden for euroom-rådet. Det har en positiv indvirkning på detindre markeds funktion og således i sidsteende på den økonomiske velfærd. Denneproces fremmes yderligere, når eurosedlerneog -mønterne bliver indført. Indførelsen afeuroen indebærer også, at kvalitetsforskellemellem eurolandenes økonomiske politikkertræder tydeligere frem. Dette bør betragtessom en mulighed for regeringerne til at læreaf hinanden, så de kan finde frem til og indførebedste praksis. Eurosystemet overvåger nøjede strukturelle ændringer i euroområdet, dade kan spille en vis rolle for, hvordan og hvorhurtigt pengepolitiske tiltag påvirker denøkonomiske proces og især inflationen. Ud fraet mere generelt synspunkt er det vigtigt athave et effektivt og sundt finansielt system ieuroområdet, da dette også letter udførelsenaf pengepolitikken.

Eurosystemet skal dog også være opmærksompå visse ændringer, som ikke er direkteforbundet med euroens indførelse. Udvik-lingen af elektroniske penge påvirker allevæsentlige centralbankfunktioner, dvs. penge-politikken, målet om at fastholde finansielstabilitet, banktilsyn og opsyn med betalings-systemer. Eurosystemet lægger stor vægt påat indføre et sundt regelsæt for udstedere af

elektroniske penge. Ved redaktionens afslut-ning er der sket fremskridt i Den EuropæiskeUnion inden for dette område, men de forslag om regulering, der nu er på bordet,kan forbedres yderligere. Det gælder isærbestemmelser om, at kun kreditinstitutter,der er underlagt tilsyn, må udstede betydeligebeløb i form af elektroniske penge, at Euro-systemet kan udvide sine pengepolitiskeinstrumenter til at omfatte udstedere af elek-troniske penge, og at elektroniske penge altidkan indfries til pari.

Årtusindskiftet forløb stort set problemfrittakket være de omhyggelige forberedelser imange sektorer, herunder den finansiellesektor og Eurosystemet. Euroen fik en godstart, men det kræver længere tid at gøreeuroen og Den Økonomiske og MonetæreUnion til en succes. Her vil Eurosystemetbestemt spille en rolle. Arbejdet inden for allede ovennævnte områder og flere andrefortsætter i indeværende år og fremover foryderligere at fremme euroen og Euro-systemet samt Eurosystemets infrastrukturog politiske rammer.

Euroområdets økonomi går nu ind i enafgørende fase. Der er ved at indfinde sig enenestånde mulighed for at nedsætte arbejds-løsheden i hele euroområdet betydeligt ogpuste nyt liv i økonomien nu, hvor denøkonomiske vækst er tiltagende i et miljømed prisstabilitet. Denne mulighed kan kunudnyttes, hvis de politiske beslutningstageretræffer de rigtige valg, og den private sektorhar tillid til fremtiden, så den tør tage initia-tiver. Pengepolitikken kan bedst bidrage til atreducere arbejdsløsheden ved at holdekonstant fokus på at fastholde prisstabilitetpå mellemlangt sigt. Samtidig øger dette Euro-systemets troværdighed og styrker borgernestillid til, at deres valuta, euroen, beholder sinværdi også i fremtiden. I overensstemmelsemed stabilitets- og vækstpagten bør budget-myndighederne reducere deres budgetunder-skud, så de er tæt på balance eller endda ioverskud. Regeringerne bør omsætte dereshensigt om at øge markedernes fleksibilitettil handling og udbygge de foranstaltninger,der allerede er truffet. I lønforhandlingerne


bør arbejdsmarkedets parter holde sig forøje, hvor vigtigt det er at fastholde prisstabi-litet, fremme produktivitetsvækst og reducerearbejdsløsheden, samt at der er behov forforskellig lønudvikling under forskellige lokale

forhold. Vi bør alle betragte fremtiden somfuld af muligheder, der kan øge Europasborgeres velfærd, og vi bør alle udnytte dissemuligheder, så Europa kan udvikle sig til envæsentlig dynamisk kraft i verdensøkonomien.

Frankfurt am Main, marts 2000

Willem F. Duisenberg

Kapitel I

Den økonomiske udvikling og

pengepolitikken


1 Pengepolitiske beslutninger inden for rammerne af Eurosystemets strategi

I overensstemmelse med Eurosystemetslovhjemmel er dets hovedmål at fastholdeprisstabilitet i euroområdet. Med henblik pådette mål træffes fremadrettede pengepoli-tiske beslutninger på grundlag af en stabili-tetsorienteret strategi, som blev vedtaget ioktober 1998 (se artiklen „Eurosystemetsstabilitetsorienterede pengepolitiske strategi“i ECB Månedsoversigt for januar 1999). Kortfortalt offentliggjorde ECBs Styrelsesråd enkvantitativ definition af prisstabilitet, nemligen år-til-år stigning på under 2 pct. i detharmoniserede forbrugerprisindeks (HICP)for euroområdet. Det blev ligeledes anført, atprisstabiliteten skal fastholdes på mellemlangtsigt. For at kunne vurdere udsigterne for pris-udviklingen og truslerne mod prisstabiliteteni fremtiden blev der fastlagt en strategi medto søjler. I den ene søjle tildeles penge-mængden en fremtrædende rolle, hvilketafspejles i offentliggørelsen af en reference-værdi for vækst i det brede pengemængdemål.I december 1998 blev referenceværdien sat tilen årlig vækst på 41/2 pct. i M3. Den mone-tære udvikling analyseres løbende i forhold tilreferenceværdien med henblik på oplysningerom den fremtidige prisudvikling på mellem-langt sigt. Inden for rammerne af den andensøjle foretages en bredt funderet vurdering afandre indikatorer, der giver oplysning omudsigterne for prisudviklingen og truslernemod prisstabiliteten i euroområdet. Dennevurdering bygger på en lang række finansmar-kedsindikatorer og andre økonomiske indika-torer, herunder prognoser. Således reagererpengepolitikken ikke mekanisk på udviklingeni en enkelt indikator eller prognose. I stedetfastsætter Styrelsesrådet på grundlag af engrundig analyse af strategiens to søjler rente-satserne for Eurosystemets pengepolitiskeinstrumenter på det niveau, der er mestformålstjenligt med henblik på at fastholdeprisstabilitet på mellemlangt sigt.

Rentesatserne for de tre vigtigste pengepoli-tiske instrumenter ved indledningen til tredjefase af Den Økonomiske og Monetære Union(ØMU) blev officielt annonceret den 22.

december 1998. Beslutningen efterfulgte denationale centralbankers koordinerede rente-sænkning tidligere i december 1998, somfaktisk afsluttede konvergensprocessen medhensyn til de officielle renter i de lande, dernu udgør euroområdet. Den 22. december1998 blev renten for den første primæremarkedsoperation, der skulle udføres i 1999,fastsat til 3,0 pct. Desuden blev renten forden marginale udlånsfacilitet fastsat til 4,5 pct.og renten for indlånsfaciliteten til 2,0 pct.,begge med virkning fra 1. januar 1999. Som enmidlertidig foranstaltning, der skulle letteovergangen til det fælles pengemarked, vedtogECBs Styrelsesråd en „snæver korridor“ forde korte markedsrenter mellem 4. og 21.januar 1999 og fastsatte i denne perioderentesatserne for den marginale udlånsfaci-litet og indlånsfaciliteten til henholdsvis 3,25pct. og 2,75 pct. (se figur 1 og afsnittet„Kronologisk oversigt over Eurosystemetspengepolitiske tiltag“).

I 1. kvartal 1999 var prispresset fortsat svagt.HICP-inflationen lå på 0,8 pct. i december1998 og forblev uændret i januar og februar1999. I dette lavinflationsmiljø viste der sigtegn på, at nedgangen i den økonomiske akti-vitet i euroområdet – der hovedsageligskyldtes svagere udenlandsk efterspørgsel –måske var mere omfattende end forventet islutningen af 1998.Tallene for væksten i realtBNP pegede mod en betydelig konjunktur-nedgang. Endvidere aftog væksten i industri-produktionen, og erhvervslivets tillidsindika-torer faldt støt. Det fremgik derfor i stigendegrad, at risikoen for faldende priser på dettidspunkt var den største trussel mod pris-stabilitet på mellemlangt sigt.

En vurdering af udsigterne for prisstabilitetskulle dog også tage højde for, at visse indika-torer tilsyneladende pegede i den modsatteretning i begyndelsen af 1999. Navnlig lå3-måneders gennemsnittet for de årligevækstrater for M3 i perioden december 1998til februar 1999 på omkring 5,0 pct., dvs.noget over referenceværdien. De monetære

9ECB Å r sbe re tn i ng • 1999 9

data for januar viste en betydelig stigning idag-til-dag indskud. Desuden voksede udlåntil den private sektor hurtigt, med en stig-ningstakt på ca. 10 pct. i begyndelsen af 1999.Forbrugertilliden lå også forholdsvis højttrods konjunkturnedgangen. Endelig begyndteoliepriserne at stige fra medio februar 1999,og den effektive eurokurs faldt i de førstemåneder af 1999. Disse to faktorer bidrogogså til det opadrettede pres på priserne.

Styrelsesrådet stod således over for vissemodsatrettede signaler i begyndelsen af 1999.Med hensyn til den monetære udvikling låvæksten i M3 stadig tæt på referenceværdienpå 41/2 pct. Desuden havde det særlige miljøved overgangen til tredje fase af ØMU tilsy-neladende bidraget betydeligt til den brattestigning i dag-til-dag indskud i januar. Detbekræftedes af det delvise omslag i stigningeni dag-til-dag indskud i februar. Endviderekunne det ikke udelukkes, at institutionelleforhold, fx ændringer i de statistiske indbe-retningssystemer og indførelsen af det nyereservekravssystem, havde spillet en rolle iforbindelse med den usædvanlig store penge-mængdevækst i januar. I lyset af usikkerhedeni forbindelse med analysen af den monetæreudvikling i begyndelsen af 1999 og den stadig

beskedne afvigelse fra referenceværdien ansåStyrelsesrådet ikke den monetære udviklingfor at udgøre en trussel mod prisstabiliteten iform af stigninger på det pågældende tids-punkt.

På baggrund af en situation, hvor den aktuelleinflation lå betydeligt under den øvre grænsefor Eurosystemets definition af prisstabilitet,og i lyset af det nedadrettede pres på den fremtidige prisudvikling, som skyldtesfaldende økonomisk aktivitet, besluttedeStyrelsesrådet den 8. april at nedsætte denprimære markedsoperationsrente med 50basispoint til 2,5 pct. Samtidig sænkede Styrel-sesrådet renten for den marginale udlånsfaci-litet med 100 basispoint til 3,5 pct. og rentenfor indlånsfaciliteten med 50 basispoint til 1,5pct. Dermed etablerede Styrelsesrådet ensymmetrisk rentekorridor omkring rentenfor de primære markedsoperationer. Dissepolitiske tiltag blev anset for hensigtsmæssigeforebyggende foranstaltninger med henblik påat fastholde prisstabilitet på mellemlangt sigtog dermed bidrage til en bedre udnyttelse afvækstpotentialet i euroområdets økonomi.

Senere på året ændrede truslerne sig gradvisfra fald til stigninger. Det 3-måneders glidende

Figur 1

ECB-renter og dag-til-dag renten (Ændringer i pct. p.a.; daglige data)

Kilde: ECB og Reuters.

1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 1999 2000

1,0

1,5

2,0

2,5

3,0

3,5

4,0

4,5

5,0

1,0

1,5

2,0

2,5

3,0

3,5

4,0

4,5

5,0

Marginal udlånsrente Indlånsrente Primær markedsoperationsrente

1-måneds rente (EURIBOR) Dag-til-dag rente (EONIA)


gennemsnit for den årlige vækst i M3 viste engradvis stigende tendens, der nærmede sig 6,0 pct. i løbet af sommeren. Selv når der sesbort fra den usædvanlige udvikling lige istarten af 1999, var en længerevarendepengemængdevækst tydelig. Den årlige vækst idag-til-dag indskud forblev høj, og udlån tilden private sektor steg fortsat hurtigt, hvilketbekræftede, at likviditeten var rigelig.

Samtidig blev det eksterne miljø styrket, dade asiatiske økonomier stabiliseredes ogbegyndte at udvise fremgang, mens bekymring-erne over finansiel uro på andre nye vækst-markeder aftog. Desuden viste den økono-miske aktivitet i USA vedvarende tegn påstyrke. I dette miljø viste den økonomiskeaktivitet i euroområdet efterhånden frem-gang. De første tegn herpå sås i erhvervslivetskraftigt voksende tillid i løbet af sommeren.Industriproduktionen stabiliseredes i 2. kvartal1999 og steg kraftigt i 3. kvartal. Denkonstante stigning i obligationsrenterne iløbet af sommeren var også et signal ommarkedets forventninger om en forbedring afde økonomiske forhold på langt sigt samttegn på en vis stigning i inflationsforventning-erne. Alt i alt blev det efterhånden tydeligt, atden økonomiske aktivitet i euroområdet villetiltage betydeligt i løbet af 1999 og i år 2000.Endvidere svækkedes den effektive eurokursyderligere, samtidig med at oliepriserne fort-satte med at stige. Begge dele slog efter-hånden igennem på forbrugerpriserne.

Det var således tydeligt, at prisstabilitetensiden sommerens start i stigende grad vartruet af risikoen for stigninger, og at denrisiko for fald, der eksisterede, da ECBsænkede renterne i april, ikke længere gjordesig gældende. På baggrund heraf besluttedeStyrelsesrådet den 4. november 1999 at hæverenten for de primære markedsoperationermed 50 basispoint til 3,0 pct. Ved sammelejlighed blev renterne for indlånsfacilitetenog den marginale udlånsfacilitet også hævetmed 50 basispoint til henholdsvis 2,0 pct. og4,0 pct.

Denne ændring i den pengepolitiske linjeskulle forebygge, at den rigelige likviditet

skabte et opadrettet pres på priserne påmellemlangt sigt, og skulle bidrage til at holdeinflationsforventningerne sikkert under 2 pct.Det blev desuden vurderet, at en rentefor-højelse på et så tidligt tidspunkt ville fore-bygge, at der senere opstod behov forstærkere tiltag, så den dermed medvirkede tilat fastholde en ikke-inflationær vækst over enlængere periode. Tiltagets omfang sigtedeogså mod at fjerne usikkerheden vedrørendepengepolitikkens kurs i den nærmeste fremtidog bidrog dermed til at reducere eventu-elle usikkerhedspræmier på de finansiellemarkeder. Tiltaget havde også til formål atdæmme op for en eventuel stigning i volatili-teten på pengemarkederne ved overgangen tilår 2000.

På mødet den 2. december 1999 tog Styrel-sesrådet referenceværdien for pengemængde-væksten op til revision som meddelt idecember 1998. Det blev besluttet atbekræfte referenceværdien for pengemæng-devæksten, nemlig en årlig vækstrate på 41/2 pct. for det brede pengemængdemål, M3.Denne beslutning blev truffet på baggrund afstort set uændrede underliggende kompo-nenter i beregningen af den første reference-værdi i december 1998, nemlig Eurosystemetsdefinition af prisstabilitet (en år-til-år stigningpå under 2 pct. i HICP for euroområdet) ogestimaterne for den trendmæssige vækst i detreale BNP (2-21/2 pct.) og det trendmæssigefald i omløbshastigheden (1/2 -1 pct.).

Styrelsesrådet besluttede tillige, at den mone-tære udvikling som hidtil skulle vurderes iforhold til referenceværdien på grundlag af et3-måneders glidende gennemsnit af de årligevækstrater for M3. Endvidere understregededet igen, at denne vurdering vil blive udførtparallelt med den bredt funderede vurderingaf udsigterne for prisudviklingen, som udgørden anden søjle i Eurosystemets strategi.Pengepolitiske beslutninger, der sigter modfastholdelse af prisstabilitet på mellemlangtsigt, vil således fortsat bygge på oplysningerfra begge strategiens søjler. Endelig blev detbesluttet at tage referenceværdien for penge-mængdevæksten op til revision en gang omåret, næste gang i december 2000.


I slutningen af 1999 og begyndelsen af 2000var væksten i pengemængden og udlån fortsatet signal om rigelig likviditet i euroområdet.Samtidig medførte udviklingen i valutakursenog råvarepriserne fortsat stigende import-priser og -omkostninger i euroområdet. Dadisse stigninger var større og mere vedva-rende end forudset, steg risikoen for, at deskulle slå mærkbart igennem på forbruger-

priserne, især da den økonomiske aktivitet ieuroområdet var kraftigt tiltagende. Da beggesøjler i Eurosystemets pengepolitiske strategiindikerede en trussel mod prisstabiliteten,besluttede ECBs Styrelsesråd den 3. februarog den 16. marts 2000 at hæve renterne forde primære markedsoperationer, indlånsfacili-teten og den marginale udlånsfacilitet, beggegange med 25 basispoint.

2 Den monetære og finansielle udvikling

2.1 Den monetære udvikling

Væksten i M3 ligger over referenceværdien

Den årlige vækstrate for det brede penge-mængdemål, M3, steg gradvis i løbet af 1999.3-måneders gennemsnittet af de årlige vækst-rater for M3, som dækker periodenoktober-december, lå på 6,0 pct. (se figur 2) iforhold til 4,8 pct. i 4. kvartal 1998.Væksten iM3 har således afveget mere og mere fra refe-renceværdien på 41/2 pct. M3 steg i gennem-

snit i 1999 med 5,7 pct. i forhold til 4,9 pct. i1998 og 4,1 pct. i 1997.

Den kraftige pengemængdevækst i 1999skyldtes de lave offeromkostninger ved atholde navnlig de mest likvide komponenter iM3. Endvidere er det sandsynligt, at detøkonomiske opsving i euroområdet harstimuleret efterspørgslen efter penge tiltransaktioner. Desuden har enkeltståendeporteføljeomlægninger i forbindelse medeuroens indførelse og det nye reservekravs-

Kilde: ECB.

1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1997 1998 1999

3,0

4,0

5,0

6,0

7,0

3,0

4,0

5,0

6,0

7,0

M3 M3 (3-måneders centreret glidende gennemsnit) Referenceværdi (41/2 pct.)

Figur 2

Væksten i M3 i euroområdet (Ændringer i pct. år/år)


system tilsyneladende påvirket væksten i M3 ibegyndelsen af året. Som helhed afspejledepengemængdevæksten rigelig likviditet istørstedelen af 1999.

Hvad angår de enkelte komponenter i M3,tiltog stigningen i sedler og mønter i omløb i1999 efter at have været meget afdæmpetåret før. I 4. kvartal 1999 kom den årlige stig-ning i sedler og mønter i omløb op på 6,4 pct.i forhold til kun 0,4 pct. i 4. kvartal 1998 og2,7 pct. i 4. kvartal 1997 (se figur 3). Detøkonomiske opsving og de lave offeromkost-ninger ved at holde pengesedler kan havestøttet denne opadgående tendens. Endvidereregistreredes en midlertidig stigning i efter-spørgslen efter sedler og mønter af forsigtig-hedsgrunde lige inden overgangen til år 2000.

Dag-til-dag indskud udviste meget stærkvækst i 1999, selv om vækstraten blev mereafdæmpet i den sidste del af året. I 4. kvartal1999 lå den årlige vækstrate på 12,7 pct. iforhold til 10,6 pct. i 4. kvartal 1998 og 9,3pct. i den tilsvarende periode i 1997. I januar

1999 steg efterspørgslen efter dag-til-dagindskud kraftigt, hvilket afspejlede de særligeforhold ved indledningen til ØMU. Desudenkan den forholdsvis stærke efterspørgselefter dag-til-dag indskud i 1999 forklares vedden lave inflation og de lave renter og dederaf følgende lave offeromkostninger ved atholde dag-til-dag indskud samt ved detøkonomiske opsving i euroområdet.

Derimod udviste kortfristede indskud,undtagen dag-til-dag indskud (dvs. indskudmed et opsigelsesvarsel på op til 3 månederog indskud med en aftalt løbetid på op til 2år) som i tidligere år en ret afdæmpet vækst i1999. I 4. kvartal 1999 var den årlige vækst-rate 1,7 pct. i forhold til 2,6 pct. i 4. kvartal1998 og 1,1 pct. i den tilsvarende periode i1997. Investorernes tilsyneladende ringeinteresse for disse andre kortfristede indskudkan være forbundet med, at spændet mellemrenten for disse indskud og renten fordag-til-dag indskud indsnævredes væsentligt ide første tre kvartaler af 1999 og derefterforblev forholdsvis snævert. Endvidere kan

Kilde: ECB.

Figur 3

Komponenter i M3 i euroområdet (Ændring i pct. år/år)


-10

-5

0

5

10

15

20

-10

-5

0

5

10

15

20

Sedler og mønter i omløb Dag-til-dag indskud

Andre kortfristede indskud Kortfristede omsættelige instrumenter


rentekurvens tiltagende stejlhed i 1999 væreledsaget af omlægning til investeringer i lang-fristede finansielle aktiver. Desuden skyldtesporteføljeomlægninger i andre lande væk fradisse andre kortfristede indskud formentlig etbetydeligt fald i inflationsforventningerne i deseneste år.

Efter et markant fald i slutningen af 1998 ogbegyndelsen af 1999 steg efterspørgslen efterandre instrumenter i M3 (omsættelige instru-menter og genkøbsforretninger) betydeligt iløbet af 1999. I 4. kvartal 1999 lå den årligevækstrate på 5,2 pct. i forhold til 2,5 pct. i 4. kvartal 1998 og 7,3 pct. i 4. kvartal 1997.Opsvinget i løbet af 1999 skyldtes hovedsa-gelig en stærkt tiltagende vækst i både aktieri pengemarkedsforeninger og i obligationermed en løbetid på op til 1 år. Efterspørgslenefter disse komponenter kan være stimuleretmidlertidigt af usikkerheden på de finansiellemarkeder, især i sensommeren og efteråret,med hensyn til obligationsrenternes fremti-dige udvikling. Under sådanne forholdanvendes kortfristede omsættelige aktiverofte til midlertidig placering af midler, da deer forholdsvis likvide og giver et højereudbytte end indskud med en aftalt løbetid påop til 2 år. Endvidere blev disse instrumentermere attraktive efter stigningen i de kortemarkedsrenter efter udgangen af september.Betalingsbalancestatistikken for visse euro-lande viser, at væksten i aktier i pengemar-kedsforeninger, pengemarkedspapirer og obli-gationer i 1999 til dels skyldtes køb foretagetaf residenter uden for euroområdet. BegrebetM3 omfatter kun pengebeholdninger hos resi-denter i euroområdet, og i lyset af statistiskebegrænsninger er det på nuværende tidspunktikke muligt at identificere ikke-residentersomsættelige værdipapirer udstedt af MFIer.Det er tegn på, at udviklingen inden for disseomsættelige instrumenter bør fortolkes meden vis forsigtighed, men den samlede vurde-ring af pengemængdevæksten i 1999 skønnesikke at være berørt i betydelig grad.

I januar 2000 faldt den årlige vækstrate forM3 betydeligt, til 5,0 pct. i forhold til 6,2 pct.i december 1999. Dette skyldtes dog hoved-sagelig en basiseffekt, dvs. at den månedlige

stigning i M3 i januar 1999 var usædvanligkraftig på grund af det særlige miljø vedindledningen af tredje fase af ØMU.

Stærk vækst i udlån

Hvad angår M3s modposter på den konsoli-derede balance for MFI-sektoren, lå den årligestigningstakt for udlån til husholdninger ogvirksomheder mellem 10 og 11 pct. i største-delen af året. Hvad angår komponenterne iudlån til den private sektor, steg udeståendelån (som tegner sig for ca. 90 pct. af detsamlede udlån til den private sektor) med enårlig gennemsnitstakt på 10,0 pct. i 1999, ogden kraftige stigning fortsatte i januar 2000(med 8,7 pct. årligt). Dette skal sammenlignesmed en årlig gennemsnitsvækst på 8,3 pct. i1998 og 6,6 pct. i 1997. Fordelingen af MFI-låntil residenter i euroområdet efter modparts-sektor, låntype og oprindelig løbetid viser, atdenne stærke vækst i udlån var bredtfunderet i hele den private sektor.

Den dynamiske vækst i udlån til hushold-ninger og virksomheder afspejlede formentlighovedsagelig bankernes historisk lave udlåns-renter og konjunkturopsvinget i euroom-rådet. I 1. halvår fortsatte udlånsrenterne foralle typer lån de foregående års nedadgåendetendens (se figur 4). Renterne for lån tilhuskøb og langfristede lån til virksomhederudviste efterfølgende en opadgående tendens,der med en vis tidsforskydning afspejler denstigning i kapitalmarkedsrenterne, som satteind i maj 1999. De højere pengemarkeds-renter, som indikerede forventninger om envis stramning i pengepolitikken, medførtemod slutningen af 1999 en moderat stigning ibankernes udlånsrenter for forbrugslån ogkortfristede lån til virksomheder. Nårvæksten i udlån forblev stærk trods stigenderenter, tyder det på, at den stigende økono-miske aktivitet har bidraget væsentligt til atopretholde den kraftige vækst i udlån til denprivate sektor i den sidste del af 1999, selvom en vis fremrykket låntagning på grund afprivate aktørers forventninger om yderligerestigninger i bankernes udlånsrenter i denneperiode ikke kan udelukkes. Andre medvir-


Kilde: ECB.


4,0

5,0

6,0

7,0

8,0

9,0

10,0

11,0

12,0

4,0

5,0

6,0

7,0

8,0

9,0

10,0

11,0

12,0

Udlån til den private sektor Rente på lån til virksomheder med en løbetid på op til 1 år Rente på lån til virksomheder med en løbetid på over 1 år

Rente på forbrugslån Rente på lån til huskøb

Figur 4

Udlån til den private sektor og detailrenter (Udlån: Ændringer i pct. år/år; renter i pct. p.a.)

kende faktorer i 1999 var de mange fusionerog overtagelser (se afsnit 2.2), der typisk blevfinansieret delvis med kort- og mellemfri-stede lån, og samspillet mellem realkreditlånog hurtigt stigende ejendomspriser i visseeurolande.

Stigningen i udlån til den offentlige sektor varafdæmpet i hele 1999, med en årlig gennem-snitsvækst på 1,1 pct. Den langsomme stigninggjorde sig gældende i både udlån og MFIernesbeholdninger af statsobligationer og var ioverensstemmelse med den offentlige sektorsmindre finansieringsbehov i 1999.

Hvad angår andre M3-modposter, udviste delangfristede finansielle passiver i MFI-sektorenen forholdsvis stærk vækst i 1999 (i 4. kvartalregistreredes en årlig vækstrate på 7,3 pct. iforhold til 4,7 pct. i 4. kvartal 1998) i over-ensstemmelse med rentekurvens tiltagendestejlhed.

Endelig faldt MFI-sektorens eksterne netto-aktiver markant på årsbasis (med €166 milli-

arder). Faldet afspejlede, at transaktionermellem residenter i euroområdet, som ikkeer MFIer, og residenter uden for euroområdeti alt medførte en nettoudstrømning af midler.

2.2 Finansmarkederne

Hurtig vækst i virksomhedsfinansiering vedobligationsudstedelser

Indledningen af tredje fase af ØMU har væretkatalysator for udvikling og integration afeuroområdets kapitalmarkeder i retning af etpaneuropæisk kapitalmarked.

Hvad angår markedet for eurodenomineredeobligationer, var den vigtigste udvikling i 1999utvivlsomt den hurtige vækst på det privateobligationsmarked, erhvervsobligationsmar-kedet, som var stærkere, end mange iagtta-gere havde ventet forud for euroensindførelse. Udviklingen på markedet tog fartmed de store obligationsudstedelser i forbin-delse med en række omfattende fusioner og


overtagelser i 1. halvår 1999. Markedet foreurodenominerede erhvervsobligationer vistesig at kunne absorbere disse udstedelserforholdsvis problemfrit og hurtigt, hvilket afmange blev anset for et vigtigt tegn på, atmarkedet var blevet dybere. Navnlig stegprivate, ikke-finansielle selskabers og privateforsyningsselskabers udstedelse af eurodeno-minerede obligationer i 1999 i forhold til1998. Ifølge data for erhvervslivet var destørste private udstedere af obligationer i

1999 banker, som tegnede sig for største-delen af den private sektors samlede udste-delse, efterfulgt af henholdsvis ikke-finansielleselskaber, andre finansieringsvirksomheder ogforsyningsselskaber. Ud fra en global syns-vinkel var væksten i nettoudstedelsen afeurodenominerede obligationer i 1999 særligstærk i forhold til udstedelsen af dollardeno-minerede obligationer. Udstedelsen afyendenominerede obligationer steg ogsåbetydeligt i forhold til 1998.

Boks 1

Strukturelle ændringer i banksektoren og deres betydning for pengepolitikken

Udviklingen i konkurrenceforholdene for finansielle ydelser og den dermed forbundne strukturelle

udvikling i banksektoren har betydning for den fælles pengepolitik. Hidtil har det hovedsageligt været

bankerne i euroområdet, som har tilbudt finansielle ydelser på de noget fragmenterede og beskyttede

indenlandske markeder. Efterhånden som barriererne mellem forskellige indenlandske og lokale markeder

er blevet mindre, oplever bankerne øget konkurrence fra andre banker samt fra andre finansielle formidlere.

Ændringerne i konkurrenceforholdene har således medført, at bankerne presses til at øge effektiviteten og

iværksætte initiativer for at bevare deres markedsposition. Det illustreres af en betydelig stigning i fusioner

og overtagelser i de seneste år. Omstruktureringen og konsolideringen fortsatte i 1999. Især antallet af

fusioner af store banker var forholdsvis højt i 1999.

De primære årsager til denne omstrukturering og konsolidering i banksektoren i euroområdet har været den

teknologiske udvikling, globalisering, liberalisering og et øget behov for avancerede finansielle ydelser.

Euroens indførelse har tilsyneladende fungeret som en katalysator for udviklingen. Således er markedet ved

at ændre sig, så de finansielle ydelser bliver mere konkurrencedygtige og integrerede både inden for

euroområdet og globalt.

De fleste fusioner og overtagelser i euroområdets banksektor har dog indtil nu fundet sted inden for

landegrænserne. Fokuseringen på nationale fusioner kan skyldes et ønske om at forbedre effektiviteten ved

at fjerne dobbeltfunktioner samt defensive strategier. Spørgsmål vedrørende kulturel nærhed og en

forventning om, at nationale fusioner og overtagelser er lettere at håndtere end grænseoverskridende

fusioner, spiller tilsyneladende også en vigtig rolle. Denne nationale orientering mod fusioner og

overtagelser har givet anledning til en vis bekymring over stigningen i de største indenlandske institutters

markedsandel. Selv om det lokalt ikke kan udelukkes, at konkurrencen på kort sigt påvirkes negativt, går

udviklingen på markedet for finansielle ydelser tilsyneladende på langt sigt mod øget konkurrence og

integrering.

Disse ændringer i konkurrenceforholdene på bankmarkedet og den mulige effekt på banksektorens

økonomiske styrke kan få betydning for pengepolitikkens transmissionsmekanisme. For det første sker der

sandsynligvis en hurtigere transmission af pengepolitikken, da banker på mere konkurrencedygtige

markeder justerer deres renter hurtigt som reaktion på ændringer i markedsrenten. For det andet kan

betydningen af pengepolitikkens kreditkanaler ændre sig som følge af et ændret forhold mellem bankerne

og deres kunder, hvilket især er relevant i forbindelse med finansiering af små virksomheder og

husholdninger. Endelig vil den øgede konkurrence i euroområdet sandsynligvis fremskynde udviklingen

mod et mere integreret banksystem i alle deltagerlandene, hvilket kan reducere de grænseoverskridende

uregelmæssigheder inden for pengepolitikkens transmissionsmekanisme.


En af de vigtigste faktorer bag væksten på det eurodenominerede erhvervsobligations-marked har været virksomhedernes løbendeomstruktureringer i Europa, som har medførten kraftig efterspørgsel efter kapital fra denprivate virksomhedssektor. Fusioner og over-tagelser blandt virksomheder i euroområdeter generelt tiltaget kraftigt i 1999, både ibanksektoren og ikke-banksektoren (se boks1). Virksomheder i euroområdet, som varinvolveret i fusioner og overtagelser samt fxfremmedkapitalfinansierede overtagelser –hvor en virksomhedsovertagelse finansieresgennem udstedelse af højt forrentede obliga-tioner – har i betydelig grad finansieret dissehandler med store udstedelser af eurodeno-minerede obligationer. Disse obligationer erofte blevet brugt til tilbagebetaling af mellem-finansieringsfaciliteter (hovedsagelig syndike-rede lån). Det har medført meget storeudstedelser uden sidestykke i de europæiskekapitalmarkeders historie. Den betydeligevækst i udstedelser af private eurodenomine-rede obligationer blev ledsaget af et fald i denoffentlige sektors relative betydning på obli-gationsmarkederne i 1999, hvilket også afspej-lede de mindre stigninger i den offentligesektors finansieringsbehov i 1999 i forhold tiltidligere år. Endvidere blev væksten ierhvervsobligationsudstedelser tilsyneladendeogså fremmet af investorernes stigendeefterspørgsel efter obligationer med størrerisiko og dermed større udbytte, somskyldtes de historisk lave renter.

Som nævnt i artiklen „Euroområdet et årefter euroens indførelse: De vigtigste karak-teristika og ændringer i den finansiellestruktur“ i ECB Månedsoversigt for januar2000 skete der en bemærkelsesværdig udvik-ling på euroområdets kapitalmarkeder i 1999.Den førte bl.a. til et tættere samarbejdemellem de nationale børser og udviklingen afelektroniske handelssystemer på både obliga-tions- og aktiemarkederne.

Pengemarkedsrenterne følger ECBs renter

I 1999 lykkedes det ECB at styre de kortepengemarkedsrenter ved hjælp af renten for

de primære markedsoperationer. Dag-til-dagrenten, målt ved EONIA („euro overnightindex average“), lå generelt meget tæt pårenten for de primære markedsoperationer,og gennemsnitsspændet mellem de to renteri 1999 var 3 basispoint (se figur 1).EONIA-rentens volatilitet var forholdsvis lav.Større udsving registreredes normalt kunmod slutningen af en reservekravsperiode,som er det tidspunkt, hvor banksektoren skalopfylde reservekravene. I lyset af EONIA-rentens stabile mønster så ECB intet behovfor at gennemføre finjusterende markedsope-rationer i løbet af 1999.

De øvrige pengemarkedsrenter var lige såstabile, undtagen på tidspunkter, hvormarkedsdeltagerne forventede bevægelser iECBs renter eller hen imod slutningen af året,hvor de korte renter steg på grund af marke-dets bekymring i forbindelse med overgangentil år 2000.

I begyndelsen af 1999 var kurven for penge-markedsrenterne mere eller mindre flad, ogEURIBOR-renterne for løbetider på 1-12måneder svingede inden for et smalt områdemellem 3,21 pct. og 3,26 pct. (se figur 5).Derefter faldt pengemarkedsrenterne i løbetaf 1. kvartal, hvilket afspejlede markedetsøgede forventninger om faldende korterenter i den nærmeste fremtid.

Styrelsesrådets beslutning om at nedsætteECB-renterne den 8. april 1999 medførte etyderligere fald i pengemarkedsrenterne. DaStyrelsesrådet på det tidspunkt gjorde detklart, at det ikke agtede at sænke rentenyderligere i den kommende tid, blev kurvenfor pengemarkedsrenterne igen positiv ligeefter indgrebet. I løbet af sommeren, efter-hånden som forventningerne om en gradvisforbedring af de økonomiske forhold i euro-området steg, og den monetære udviklingviste, at væksten i M3 afveg mere og mere frareferenceværdien, steg pengemarkedsren-terne gradvis, hvilket afspejlede markedetsøgede forventninger om en renteforhøjelsefra ECB. Denne udvikling fortsatte i efteråret,og da beslutningen om at hæve renterne blevmeddelt den 4. november 1999, var den


forventet, hvilket til fulde afspejledes i penge-markedsrenterne. I dagene efter meddelelsenaftog pengemarkedsrenternes volatilitet bety-deligt.

Markedets bekymring for virkningen af over-gangen til år 2000 på pengemarkedsrenternegjorde det dog vanskeligt at analysere udvik-lingen i de korte renter, især i den sidste delaf 1999. Risikopræmien medførte en markantændring i markedsrenterne, så snart destrakte sig over årsskiftet. Dette spring varmest markant for renterne i den korte endeaf pengemarkedskurven (se boks 3 på side18-20 i ECB Månedsoversigt for december1999). Efter den problemfri overgang til år2000 forsvandt risikopræmien i pengemar-kedsrenterne dog hurtigt.

I januar 2000 var kurven for pengemarkeds-renterne positiv, og spændet mellem1-måneds og 12-måneders EURIBOR-rentenvar ca. 80 basispoint. Mod slutningen af januarsteg pengemarkedsrenterne i forventning omECBs beslutning om at hæve renterne, derblev meddelt den 3. februar 2000. I løbet affebruar steg pengemarkedsrenterne gradvisyderligere.

Lysere vækstudsigter medfører stigning ihistorisk lave lange obligationsrenter

Efter det langvarige fald i de lange renter iindustrilandene i størstedelen af 1990’ernenåede de lange statsobligationsrenter i euro-området det laveste niveau i 50 år i begyn-delsen af 1999 (se figur 6(a)). Fra maj 1999bevægede de sig dog langsomt opad, førstsom følge af stigningen i obligationsrenterne iUSA og en stigning i inflationsforventningernefra det meget lave niveau i begyndelsen af1999, men senere i stigende grad på grund aflysere økonomiske udsigter for euroområdet.Samlet steg de 10-årige obligationsrenter ieuroområdet med over 150 basispoint i 1999og nåede op på ca. 5,5 pct. ved årets udgang. IUSA steg den 10-årige obligationsrente i 1999tilsvarende med ca. 180 basispoint til ca. 6,5pct. Som følge af denne udvikling udvidedesspændet mellem obligationsrenterne i USA ogeuroområdet en smule i 1999 til 100 basis-point ved årets udgang. I Japan afveg udvik-lingen i de lange obligationsrenter en del fraudviklingen i euroområdet og USA. Efter etindledende fald fra det forholdsvis høje niveaui tiden efter den finansielle uro sidst i 1998stabiliseredes de lange renter i Japan tilsyne-ladende på et niveau under 2 pct. i 2. halvår

Kilde: Reuters.

Jan. Feb. Mar. Apr. Maj Juni Juli Aug. Sep. Okt. Nov. Dec. Jan. Feb. 1999 2000

2,4

2,6

2,8

3,0

3,2

3,4

3,6

3,8

4,0

4,2

4,4

2,4

2,6

2,8

3,0

3,2

3,4

3,6

3,8

4,0

4,2

4,4

1-måneds EURIBOR 3-måneders EURIBOR

6-måneders EURIBOR 12-måneders EURIBOR

Figur 5

Korte renter i euroområdet (I pct. p.a.; daglige data)


1999. Mellem udgangen af 1998 og den sidstehandelsdag i 1999 faldt den 10-årige obligati-onsrente i Japan med ca. 40 basispoint til ca.1,6 pct.

Den vigtigste faktor bag udviklingen på deglobale obligationsmarkeder i 1999 var en

stigning i de globale vækstforventninger, efter-hånden som finansmarkedernes bekymringfor en vedvarende global vækstnedgang somfølge af den finansielle uro i 1998 forsvandt.Den amerikanske økonomi fortsatte sinbemærkelsesværdige vækst i 1999, og selv omder kun var få tegn på stigende inflation,medførte arbejdsmarkedets tiltagendestramhed stigende bekymring på finansmar-kederne for, at den amerikanske økonomisvækst kunne medføre inflationspres i økono-mien. Denne udvikling bidrog i høj grad til denbetydelige stigning i de lange obligations-renter i USA i løbet af 1999. Desuden kan enbetragtelig stigning i udstedelsen af erhvervs-obligationer i USA i løbet af året havemedført et opadrettet pres på de ameri-kanske obligationsrenter, selv om en yderli-gere forbedring af USAs budgetsituationmuligvis har reduceret den offentlige sektorspres på kapitalmarkederne.

I modsætning til udviklingen i USA var delange obligationsrenter i euroområdet stortset stabile i de første fire måneder af 1999,hvilket afspejlede det langsommere økono-miske opsving og det afdæmpede inflations-pres. Det fik ECBs Styrelsesråd til at sænkerenterne i april. Bortset fra den nævnteafsmitning fra de amerikanske obligationsren-ters fortsatte stigning er det sandsynligt, at endel af den gradvise stigning i obligationsren-terne fra maj kunne tilskrives afviklingen afde „safe-haven“-porteføljer, der var opbyggeti 1998, samt en stigning i inflationsforventnin-gerne fra det meget lave niveau i begyndelsenaf 1999 i kølvandet på uroen på finansmarke-derne året før. Udviklingen i kurserne påfranske indeksobligationer var på dette tids-punkt tilsyneladende i overensstemmelse medfaktorerne bag stigningen i de nominelle obli-gationsrenter (se boks 2). Endvidere kan enbetydelig stigning i udstedelsen af erhvervs-obligationer i euroområdet som i USA havemedført et opadrettet pres på de lange obli-gationsrenter. Stigningen i obligationsrenternei euroområdet i maj og første halvdel af juni1999 var dog langt mindre markant end iUSA, hvilket er udtryk for de forskelligekonjunktursituationer og medførte en bety-delig udvidelse af det lange rentespænd over

18

Kilde: Reuters.Anm.: De lange statsobligationsrenter vedrører renten for en 10-årig obligation eller den nærmeste tilsvarende løbetid.

(b) Rentespænd for 10-årige obligationer mellemUSA og euroområdet (I pct. p.a.; daglige data)

1995 1996 1997 1998 19990,0

2,0

4,0

6,0

8,0

10,0

0,0

2,0

4,0

6,0

8,0

10,0

Euroområdet USA Japan

1995 1996 1997 1998 1999-3,0

-2,0

-1,0

0,0

1,0

2,0

-3,0

-2,0

-1,0

0,0

1,0

2,0

Figur 6

(a) Lange statsobligationsrenter i euroområdet,USA og Japan (I pct. p.a.; daglige data)


Boks 2

Vurdering af årsagerne til stigningen i de nominelle obligationsrenter ved hjælp afindeksobligationer

Hvis man skal vurdere de forskellige underliggende faktorers mulige effekt på de nominelle lange obliga-

tionsrenter i euroområdet i 1999, er det nyttigt at huske, at den nominelle rente på statsobligationer med

en specifik restløbetid stort set kan opdeles i tre elementer: Den realrente som investorerne kræver for at

opbevare obligationen, indtil den udløber, kompensation for den gennemsnitlige forventede inflation i obli-

gationens levetid og løbetids- og risikopræmier i forbindelse med bl.a. usikkerheden vedrørende inflations-

takten i fremtiden. Renten på indeksobligationer kan bidrage til denne opdeling. Rentespændet mellem den

lange obligationsrente og realrenten på en indeksobligation med samme løbetid kaldes generelt „break-

even“-inflationen, eftersom det forventede afkast for investoren med denne inflationstakt vil være det

samme, uanset om der investeres i fast forrentede nominelle obligationer eller indeksobligationer.

„Break-even“-inflationen er imidlertid ikke et direkte mål for inflationsforventningerne, da den ikke tager

højde for forskellige risikopræmier. På den ene side har „break-even“-inflationen en tendens til at over-

vurdere den forventede inflation, da den nominelle obligationsrente sædvanligvis omfatter en inflations-

risikopræmie. På den anden side indikerer det lave likviditetsniveau, som normalt karakteriserer markedet

for indeksobligationer, at realrenten på indeksobligationer kan omfatte en likviditetspræmie. De eneste

indeksobligationer i euroområdet er udstedt af Frankrigs finansministerium med en løbetid på 10 og 30 år.

„Break-even“-inflationen for disse obligationer udledes ved et bestemt mål for det franske forbrugerpris-

indeks (CPI), nemlig CPI, ekskl. tobak, og ikke ved euroområdets HICP. Det viser, at denne indikator kun

i begrænset omfang kan anvendes i en vurdering af udviklingen i euroområdet.

Set i lyset heraf viste udviklingen i prisdannelsen for 10-årige franske indeksobligationer ikke desto

mindre, at både de øgede forventninger om vækst og de ændrede inflationsforventninger kan have spillet

en vigtig rolle i vurderingen af udviklingen i de nominelle lange renter i løbet af året. Fra ultimo 1998 til

ultimo 1999 steg realrenten på 10-årige franske indeksobligationer med ca. 50 basispoint. Samtidig steg den

10-årige ligevægtsinflation med ca. 110 basispoint fra et usædvanligt lavt niveau primo 1999. Dette skete

på et tidspunkt, hvor truslen mod prisstabiliteten mentes at være aftagende (se figuren ovenfor).

Kilder: Finansministeriet i Frankrig, ISMA og Reuters.Anm.: Den reale obligationsrente er afledt af markedskursen på franske obligationer, som indeksreguleres i forhold til det franskeCPI (ekskl. tobakspriser) og udløber i 2009. Den nominelle obligationsrente er afledt af markedskursen på franske fastforrentedeobligationer, som også udløber i 2009.

„Break-even“-inflation for forbrugerprisindekset i Frankrig (I pct.; daglige data)

4. kvt. 1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt.1999 20001998

0

1

2

3

4

5

6

0

1

2

3

4

5

6

„Break-even“-inflation Nominel obligationsrente Real obligationsrente


for USA, helt op til næsten 160 basispointmidt i juni. Senere, da der efterhånden vistesig flere og flere tegn på et økonomiskopsving i euroområdet, indsnævredesspændet mellem de lange obligationsrenter iUSA og euroområdet hurtigt (se figur 6(b)).

Indtil slutningen af oktober 1999 udviste delange obligationsrenter i euroområdet fortsaten opadgående tendens. Fra slutningen afoktober førte kapitalmarkedernes øgedeforventninger om, at ECBs renter ville blivehævet som følge af de tiltagende tegn på etopadrettet prispres, og den efterfølgendebeslutning den 4. november, midlertidigt til etmarkant fald i de lange obligationsrenter. Dettydede på, at markedsdeltagerne som følge afbeslutningen om at hæve renterne havdenedjusteret deres inflationsforventninger pålangt sigt og reduceret den inflationsrisiko-præmie, der kræves for at have eurodenomi-nerede obligationer. I resten af 1999 bevægedeobligationsrenterne i euroområdet sig doglangsomt opad igen, delvis som følge af enopadgående tendens i de lange renter i USAog delvis som reaktion på yderligere positivenyheder om udsigterne for euroområdetsøkonomi. Som følge af de mere markante stig-ninger i de amerikanske obligationsrenterudvidedes rentespændet over for USA igen inovember og december.

Den ovenfor beskrevne udvikling afspejledesogså i rentekurven for euroområdet i 1999.Mellem første og sidste handelsdag i 1999øgedes rentekurvens hældning, målt vedforskellen mellem de 10-årige obligations-renter i euroområdet og 3-måneders

EURIBOR-renten, med ca. 140 basispoint til215 basispoint. Størstedelen af stigningenfandt sted i de første ni måneder af 1999. Darentekurven typisk bliver stejlere forud for etøkonomisk opsving, syntes rentekurvens tilta-gende stejlhed i euroområdet i 1999 hoved-sagelig at afspejle markedsdeltagernes øgedeoptimisme med hensyn til de økonomiskeudsigter for fremtiden og en stigning i inflati-onsforventningerne fra det meget lave niveaui begyndelsen af 1999. Der bør dog udvisesforsigtighed ved fortolkningen af de overord-nede bevægelser i rentekurven, da andrefaktorer, fx afviklingen af „safe-haven“-porte-føljer og afsmitning fra de amerikanske obli-gationsmarkeder, også kan have indvirket påudviklingen i de lange renter i euroområdet i1999.

I første halvdel af januar 2000 udviste obliga-tionsrenterne i euroområdet begrænsedestigninger, hovedsagelig som følge af afsmit-ningen fra de amerikanske obligationsmar-keder, hvor renterne steg betydeligt. Hereftervar obligationsrenterne i euroområdet stortset stabile i resten af januar og den følgendemåned. Samtidig var det lange rentespændmellem euroområdet og USA ret volatilt ogudviste ingen klar tendens i begyndelsen af2000.

Kraftig stigning i de globale aktiekurser

I 1999 udviste aktiekurserne i industrilandenestore stigninger og fortsatte dermed de fore-gående års opadgående tendens (se figur 7).En meget stor stigning blev observeret i euro-

Det bemærkes, at stigningen i realrenten og „break-even“-inflationen skete i forskellige perioder af 1999.

Mens „break-even“-inflationen tiltog støt i 2. kvartal 1999 og fladede ud efter juni 1999, steg realrenten

hovedsagelig i 2. halvår 1999. Det tyder på, at væksten i de nominelle obligationsrenter i euroområdet til

at begynde med i højere grad skyldtes stigende inflationsforventninger fra et meget lavt niveau end stigende

realrenter. Afvikling af ophobede „safe haven“-porteføljepositioner fra nye vækstøkonomier i 1998 kan

imidlertid også forklare en del af stigningen i de lange renter i 1. halvår 1999, da disse kan have haft en

kunstig indvirkning på „break-even“-inflationen i de første måneder af 1999. Afsmitning fra en stigning i

de amerikanske obligationsrenter kan til tider også have haft en betydning for stigningen i „break-even“-

inflationen i 1. halvår 1999. Senere på året, hvor der efterhånden var flere tegn på et økonomisk opsving,

skyldtes væksten i de nominelle obligationsrenter i højere grad en stigning i de lange realrenter, mens

„break-even“-inflationen forblev stabil.


området, hvor Dow Jones EURO STOXX-indekset ultimo december 1999 lå 40 pct.over niveauet ultimo 1998. I USA var Stan-dard & Poor’s 500-indekset ultimo december1999 19 pct. over niveauet ultimo 1998, mensder i Japan også blev observeret en betydeligstigning på 37 pct. i Nikkei 225-indekset.Hovedfaktoren bag udviklingen på de globaleaktiemarkeder i 1999 var tilsyneladendemarkedets mere optimistiske vurdering af deglobale vækstudsigter i fremtiden.

I størstedelen af 1999 skabte udviklingen pådet globale aktiemarked et gunstigt miljø forudviklingen i euroområdets aktiekurser. Stig-ningen i de amerikanske aktiekurser skyldtestilsyneladende først og fremmest positiveforventninger om fremtidige stigninger i virk-somhedernes indtjening i tilknytning til denrobuste vækst i den amerikanske økonomi.Især spillede optimismen i forbindelse med delangsigtede udsigter for vækst i højteknologi-firmaers indtjening en vigtig rolle. På baggrundheraf steg det sammensatte Nasdaq-indeks(med en stor andel af teknologiaktier) med86 pct. i 1999.

De japanske aktiekurser nød tilsyneladendegodt af den øgede optimisme i forbindelsemed fremtidsudsigterne for virksomhedernesindtjening i tilknytning til opsvinget i denjapanske økonomi, navnlig i 1. halvår 1999,inden kurserne stabiliseredes i 2. halvår 1999.Samtidig synes faldet i de lange statsobligati-onsrenter i Japan, ligesom faldet i denjapanske yen over for den amerikanske dollari 1. halvår 1999, at have bidraget til stigningeni de japanske aktiekurser, navnlig kurserne foreksportorienterede virksomheder.

Aktiekurserne i euroområdet var forholdsvisafdæmpede i de første måneder af 1999,hvilket afspejlede det gradvise økonomiskeopsving i euroområdet. Senere, da forventnin-gerne til aktivitetsudviklingen i fremtidensteg, begyndte aktiekurserne i euroområdetat bevæge sig opad. Denne stigning i forholdtil de tilsvarende stigninger i de lange obliga-tionsrenter i euroområdet var bemærkelses-værdig og var tilsyneladende tegn på stærkeunderliggende forventninger om virksomhe-dernes rentabilitet og udbyttestigninger ieuroområdet. I begyndelsen var forbedringeni aktiekurserne tydeligere for virksomheder,som er mere udsatte over for de eksterne

Kilde: Reuters. Anm.: Dow Jones EURO STOXX bredt (aktie-)indeks for euroområdet, Standard & Poor’s 500 for USA og Nikkei 225 for Japan.

1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 1997 1998 1999

40

60

80

100

120

140

160

40

60

80

100

120

140

160

Euroområdet USA Japan

Figur 7

Aktieindeks i euroområdet, USA og Japan (1. januar 1997 = 100; daglige data)


økonomiske forhold, end for virksomhedermed større indenlandsk fokus. Større virk-somheders tendens til at være mere udsatteover for eksterne økonomiske forhold komtil udtryk i den stærkere fremgang i DowJones EURO STOXX 50-indekset, som beståraf store virksomheder, sammenlignet med detbrede Dow Jones EURO STOXX-indeks.

I 2. halvår 1999, hvor markedsdeltagerne blevmere optimistiske med hensyn til udsigternefor vækst i den indenlandske efterspørgsel,samtidig med at erhvervslivets og forbru-gernes tillid steg, blev stigningerne i aktiekur-serne efterhånden mere bredt funderet påtværs af forskellige sektorer i økonomien.Mod slutningen af året, navnlig efter mediooktober, steg aktiekurserne i teknologi- ogtelesektoren forholdsvis kraftigt. I dissesektorer var aktiekurserne ved udgangen af1999 steget med henholdsvis 134 pct. og 105pct. i forhold til udgangen af 1998, hvilketbidrog væsentligt til de samlede stigninger i

euroområdets aktiekurser. Stigningerne iteknologi- og telesektoren skyldtes tilsynela-dende til dels positive forventninger omvækst i indtjeningen efter omstruktureringerog fusioner og overtagelser i disse sektorersamt en betydelig ekspansion i internetbran-chen.

Fra ultimo 1999 til 7. marts 2000 viste deinternationale aktiemarkeder modsatrettedeudviklingstendenser. Mens aktiekurserne iUSA, målt ved Standard & Poor’s500-indekset, faldt med 8 pct., steg Nikkei225-indekset i Japan med 5 pct. og Dow JonesEURO STOXX-indekset i euroområdet med11 pct. I fortsættelse af tendensen i de sidstemåneder af 1999 steg aktiekurserne i euro-områdets teknologisektor med 36 pct. idenne periode, hvilket bidrog markant til dengenerelle stigning i aktiekurserne. I USAudviste aktiekurserne i teknologisektorenligeledes betydelige stigninger, og detsammensatte Nasdaq-indeks steg med 19 pct.


3 Prisudviklingen

Opadgående tendens i HICP-inflationen i1999 hovedsagelig som følge af oliepriserne

Det harmoniserede forbrugerprisindeks(HICP) steg i gennemsnit med 1,1 pct. i 1999,dvs. samme stigningstakt som i 1998 (se tabel1). Den uændrede årlige stigning dækker overen betydelig forskel mellem HICP-udviklingeni 1999 og i 1998. Mens inflationstakten faldt iløbet af 1998, var den hovedsagelig stigende i1999 (se figur 8). Den opadgående tendensafspejlede først og fremmest faktorer udenfor euroområdet, især udviklingen i oliepri-serne på verdensmarkedet. Derimod var deindenlandske inflationskilder forholdsvisafdæmpede i 1999. I december 1999 lå den

samlede år-til-år HICP-inflation på 1,7 pct. iforhold til 0,8 pct. i december 1998. År-til-årinflationen steg yderligere til 2,0 pct. i januar2000, hvilket hovedsagelig afspejlede oliepri-sernes fortsatte stigning.

I løbet af 1999 steg oliepriserne fra €10,3 pr.tønde i 1. kvartal til et gennemsnit på €23,0pr. tønde i 4. kvartal, hvilket afspejlede etgradvist, men betydeligt opsving i olieprisernepå verdensmarkedet samt euroens deprecie-ring over for den amerikanske dollar. Dennestigning, som stod i modsætning til et støt faldi 1998, slog hurtigt igennem i HICPs energi-komponent. I december 1999 var år-til-årstigningen i energipriserne, der omfatter en

Tabel 1

Udviklingen i priser og omkostninger i euroområdet (Ændring i pct. år/år, medmindre andet er anført)

1997 1998 1999 1999 1999 1999 1999 1999 1999 1999 1999 2000 2000

1.kvt. 2.kvt. 3.kvt. 4.kvt. Sep. Okt. Nov. Dec. Jan. Feb.

Det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) og dets komponenter

Samlet indeks 1,6 1,1 1,1 0,8 1,0 1,1 1,5 1,2 1,3 1,5 1,7 2,0 .

heraf:

Varer 1,2 0,6 0,8 0,3 0,6 0,9 1,5 1,1 1,3 1,5 1,9 2,2 .

Fødevarer 1,4 1,6 0,5 1,3 0,6 -0,2 0,4 -0,1 0,4 0,4 0,5 0,4 .

Forarbejdede fødevarer 1,4 1,4 0,9 1,2 0,8 0,7 0,9 0,6 0,8 0,9 1,0 1,0 .

Uforarbejdede fødevarer 1,4 2,0 0,0 1,4 0,3 -1,4 -0,3 -1,2 -0,4 -0,2 -0,2 -0,5 .

Industrivarer 1,0 0,1 1,0 -0,2 0,6 1,4 2,1 1,7 1,8 2,0 2,6 3,1 .

Industrivarer, undtagen energi 0,5 0,9 0,6 0,8 0,6 0,5 0,5 0,5 0,5 0,6 0,5 0,7 .

Energi 2,8 -2,6 2,2 -3,9 0,5 4,6 7,8 6,1 6,3 7,2 10,0 12,0 .

Tjenesteydelser 2,3 1,9 1,6 1,7 1,6 1,5 1,5 1,4 1,4 1,5 1,6 1,6 .

Andre pris- og omkostningsindikatorer

Producentpriser i industrien 1) 1,1 -0,8 0,0 -2,6 -1,3 0,7 3,1 1,4 2,2 3,1 4,1 5,0 .

Enhedslønomkostninger 2) 0,7 0,0 . 1,6 1,6 0,7 . - - - - - -

Arbejdskraftsproduktivitet 2) 1,7 1,5 . 0,1 0,5 1,0 . - - - - - -

Lønsum pr. ansat 2) 2,4 1,5 . 1,7 2,0 1,7 . - - - - - -

Samlede timelønomkostninger 3) 2,5 1,7 . 2,0 2,0 2,4 . - - - - - -

Oliepriser (EUR pr. tønde) 4) 17,1 12,0 17,1 10,3 15,0 19,7 23,0 21,8 20,8 23,5 24,8 24,9 27,6

Råvarepriser 5) 12,9 -12,5 -3,1 -16,0 -8,2 1,1 14,0 6,6 10,7 11,9 19,3 19,4 20,0

Kilder: Eurostat, nationale data, Den Internationale Råoliebørs, HWWA-Institut für Wirtschaftsforschung, Hamburg, og ECBsberegninger.1) Ekskl. byggeri. 2) Hele økonomien.3) Hele økonomien (undtagen landbrug, offentlig administration, uddannelse, sundhed og andre ydelser).4) Brent Blend (til en måneds terminslevering). ECU indtil december 1998.5) Ekskl. energi. I euro; ECU indtil december 1998.


Kilde: Eurostat.

1996 1997 1998 1999-6

-4

-2

0

2

4

6

8

10

12

-6

-4

-2

0

2

4

6

8

10

12

HICP i alt Tjenesteydelser

Uforarbejdede fødevarer Forarbejdede fødevarer

Industrivarer, undtagen energi Energi

Figur 8

De enkelte komponenter i HICP-inflation i euroområdet (Ændring i pct. år/år; månedlige data)

24

stor afgiftskomponent, 10 pct., og priserne påflydende brændstof tegnede sig for største-delen af stigningen.Andre energikomponenterudviste et mere stabilt stigningsmønster ellervar genstand for et nedadrettet pres i forbin-delse med liberalisering, hvilket var tilfældetmed fx elpriserne i visse eurolande. Desudenblev de stigende oliepriser til en vis gradopvejet af et nedadrettet pres fra andrepriser. Især priserne på uforarbejdede føde-varer bidrog negativt til stigningstakten forforbrugerpriserne.

Mere afdæmpede underliggendeprisstigninger

Bortset fra de forholdsvis volatile kompo-nenter, der er beskrevet ovenfor, var stig-ningen i forbrugerpriserne langt mereafdæmpet i 1999, hvor stigningen i HICP,undtagen energi og sæsonfødevarer, aftog til1,0 pct. i forhold til et gennemsnit på 1,4 pct.

i 1998. Det afspejlede et markant fald i stig-ningstakten for priserne på industrivarer,undtagen energi, tjenesteydelser og forarbej-dede fødevarer. Hvad angår HICP-kompo-nenten industrivarer, undtagen energi,slog stigningen i producentpriserne kun ibegrænset omfang igennem i 1999. Udvik-lingen i producentpriserne afspejlede derimodhovedsagelig stigningen i oliepriserne ogpriserne på andre råvarer end olie, og dennestigning skyldtes primært faldet i den nomi-nelle effektive eurokurs. I december 1999 varår-til-år stigningen i priserne på industrivarer,undtagen energi, 0,5 pct. i forhold til engennemsnitlig stigning på 0,9 pct. i 1998. Lige-ledes forblev stigningstakten for priserne påtjenesteydelser afdæmpet i løbet af året ogendte på 1,6 pct. i december 1999, dvs. 0,3procentpoint lavere end den gennemsnitligestigning i priserne på tjenesteydelser i 1998.Denne udvikling afspejlede en lidt større, menstadig moderat vækst i arbejdskraftsomkost-ningerne i euroområdet (se nedenfor) samt


Boks 3

Markedsliberaliseringens effekt på forbrugerpriserne

I en række sektorer i euroområdets økonomi har man løbende forsøgt at liberalisere markederne for at sikre,

at virksomhederne opererer på et forretningsmæssigt grundlag og i et miljø med fri konkurrence. Denne

proces, som betyder en mere effektiv ressourceudnyttelse, betragtes generelt som et bidrag til den samlede

økonomiske velfærd. Ofte kan liberaliseringsprocessen presse priser og avancer nedad. Markedsliberalise-

ringen fortsatte i 1999, og selv om det er vanskeligt klart at adskille effekten af liberaliseringen på priserne

fra effekten af andre faktorer, såsom teknologiske fremskridt, blev en yderligere prisreduktion på en række

varer og især tjenesteydelser alligevel tilskrevet liberaliseringen.

Telesektoren er det bedste eksempel på den øgede konkurrences effekt på forbrugerpriserne. Selv om libe-

raliseringen af telekommunikationsmarkederne i nogle EU-lande begyndte i 1980’erne, tog den først rigtig

fart i løbet af 1990’erne i takt med de teknologiske fremskridt. Principielt har der på de fleste telekommu-

nikationsmarkeder i EU været fri konkurrence siden 1. januar 1998, hvor en række direktiver fra Det Euro-

pæiske Råd blev gennemført.

Yderligere betydelige prisfald i telesektoren i 1999

Den fortsat stigende konkurrence afspejledes i forbrugerpriserne, målt ved komponenten for telefon- og

telefaxudstyr og -tjenester i det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP). I perioden mellem december

1997 og december 1999 faldt denne komponent med lidt over 7,1 pct. absolut set. Da det tager tid at inklu-

dere nye udbydere i indekset, afspejler HICP muligvis ikke det fulde omfang af prisfaldet. I forhold til både

det samlede HICP og priser på tjenesteydelser har faldet været mere markant (se figuren ovenfor). Desuden

blev konkurrencen i euroområdet tilsyneladende skærpet i løbet af 1999, og prisfaldet er bemærkelses-

værdigt. Markante prisfald fandt sted i Tyskland, Holland, Irland og Luxembourg. I Finland, hvor liberali-

seringsprocessen begyndte langt tidligere, var de seneste prisfald knap så markante. I flere andre eurolande

kommer fordelene ved øget konkurrence mere gradvist forbrugerne til gode i form af forskudte prisfald

eller prislofter, som fastsættes af den relevante nationale myndighed.

De ovennævnte relative prisfald har sandsynligvis øget efterspørgslen efter telekommunikationsudstyr og

-ydelser. Desuden bemærkes det, at i telesektoren har de teknologiske fremskridt bidraget yderligere til den

førnævnte prisudvikling. Et godt eksempel herpå er mobiltelefoner af høj kvalitet til lave priser. Effekten

af de teknologiske fremskridt kan imidlertid ikke helt adskilles fra markedsliberaliseringen, eftersom den

øgede konkurrence kan have styrket virksomhedernes incitament til fornyelse samt forskning og udvikling.

Kilder: Eurostat og ECBs beregninger.

Telekommunikationsudstyr og -tjenester (Indeks: December 1997 = 100; månedlige data)

1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt.1998 1999

90

92

94

96

98

100

102

90

92

94

96

98

100

102

Absolut prisniveau Prisniveau i forhold til tjenestekomponenten

Prisniveau i forhold til HICP


Endvidere steg antallet af fusioner inden for sektoren i 1999. Hvis dette fører til yderligere effektivisering,

er der udsigt til flere prisreduktioner.

Tegn på øget liberalisering i energisektoren i 1999

Selv om liberaliseringen i den europæiske energisektor ikke er på højde med den ovennævnte udvikling i

telesektoren, var der i visse eurolande tegn på øget liberalisering mod slutningen af 1999. Dette sker i

kølvandet på en række fællesskabsinitiativer, som har til hensigt at etablere et indre marked for energifor-

syning. Direktivet om det indre marked for elektricitet af 1996 og direktivet om det indre marked for gas

af 1998 blev udarbejdet for at sikre, at virksomheder inden for disse sektorer kan operere på et forret-

ningsmæssigt grundlag i et miljø med fri konkurrence. Den 19. februar 1999 var fastsat som tidsfrist for

gennemførelsen af direktivet om det indre marked for elektricitet, selv om der blev givet dispensation til

Irland og Belgien i form af en overgangsperiode på et år samt til Grækenland i form af en overgangsperiode

på to år. Direktivet kræver til at begynde med liberalisering af ca. 25 pct. af markedet, og dette tal skal stige

til ca. en tredjedel inden 2003. Nogle eurolande har imidlertid allerede mere end opfyldt disse krav. Den 10.

august 2000 er fastsat som tidsfrist for gennemførelsen af direktivet om det indre marked for gas i EU-

landene. Ifølge direktivet skal mindst 28 pct. af markedet være frit inden 2003, og dette tal skal stige til 33

pct. inden 2008.

Det er endnu vanskeligt at se tydelige tegn på et omsiggribende nedadrettet pres på priser eller avancer på

energimarkederne i euroområdet. Det skyldes delvis, at liberaliseringsprocessen på energimarkedet kun lige

er begyndt i de fleste eurolande. Prisudviklingen inden for denne sektor kan desuden være kraftigt påvirket

af andre faktorer, såsom prisændringer i forbindelse med primært brændstof, regeringsindgreb eller ener-

giafgifter. Ikke desto mindre tyder de varierende elpriser i euroområdet på, at der er gode muligheder for

prisfald. Således begyndte elektricitetspriserne i nogle lande, specielt i Tyskland, at falde mod slutningen

af 1999. De lavere priser skyldes ikke kun den egentlige konkurrence. I visse lande, som kun delvis har

åbnet deres markeder, er forbrugerpriserne reduceret som følge af de forventede ændringer i udbud og

efterspørgsel i forbindelse med et fremtidigt frit marked.

Mens effekten af liberaliseringen og den øgede konkurrence har været tydeligst i tele- og elektricitetssek-

toren, vil denne effekt sandsynligvis i de kommende år også slå igennem i andre sektorer, såsom gas- og

transportmarkedet.

et nedadrettet pres på avancerne i vissesektorer – tydeligst i telesektoren – somfølge af liberalisering. (Disse virkningerbehandles mere indgående i boks 3).

Opsving i enhedslønomkostningerne, menmoderate underliggende lønstigninger

År-til-år stigningen i enhedslønomkostning-erne skønnes at være 1,6 pct. i 2. kvartal 1999 i modsætning til 1998, hvor de igennemsnit var uændrede (se tabel 1). Stig-ningen afspejlede hovedsagelig en lavereproduktivitetsvækst i forbindelse med denaftagende aktivitet i euroområdet i 1998 samten vis stigning i den nominelle lønsum pr.

ansat. Desuden udviste år-til-år stignings-takten i de samlede timelønomkostninger enopadgående tendens og var 2,4 pct. i 3.kvartal. På baggrund heraf medførte en stær-kere produktivitetsvækst i 3. kvartal i forbind-else med det gradvise konjunkturopsving etfald i år-til-år stigningstakten i enhedslønom-kostningerne til 0,7 pct.Avancerne skønnes atvære faldet marginalt i 1999 i forhold til 1998.Dette forklares ved den ovennævnte stigningi enhedslønomkostningerne og højere priserpå energi og råvarer, undtagen olie (hvilket fxafspejles i priserne på halvfabrikata). I noglesektorer kan konkurrenceforholdene somnævnt ovenfor også have afholdt virksom-heder fra at overføre øgede råvareomkost-ninger til forbrugerpriserne.

26


4 Udviklingen i produktion, efterspørgsel og arbejdsmarked

Væksten i realt BNP tiltog efterhånden i1999

Den økonomiske aktivitet i euroområdet i1999 var præget af en gradvis stigning iproduktionsvæksten efter nedgangen i løbetaf 1998. I tilbageblik var de negative virk-ninger af krisen i de nye vækstøkonomier påvæksten i euroområdets aktivitet tilsynela-dende ret kortvarige og begrænsede. Efter-årets prognoser for væksten i realt BNP i1999 og 2000 blev overvejende justeret lidtop i forhold til de tidligere prognoser fraforåret 1999 som udtryk for de forbedredeudsigter for vækst i løbet af året.

I henhold til Eurostats estimater for euroom-rådet lå væksten i realt BNP i 1999 somhelhed på 2,2 pct., dvs. et klart fald fra 2,8 pct.året før (se tabel 2). Denne vækstrate for året som helhed dækker dog over en stigningi den årlige vækst fra 1,7 pct. til 2,7 pct.mellem 1. og 2. halvår 1999. Den økonomiskeekspansion er således tiltaget ret hurtigt til et

niveau, der antages at kunne fastholdes påmellemlangt sigt (2-21/2 pct.). Den stærkedynamik i 2. halvår 1999, som kom til udtryk ien kvartalsvis real BNP-vækst på ca. 1 pct.,forventes at fortsætte i 2000. De enkeltemedlemslandes vækstniveauer var ret diver-gerende, men ifølge prognoserne mindskesvækstforskellene i 2000 (se boks 4).

Overgangen til det nye europæiske national-regnskabssystem 1995 (ENS95) øgede i 1999den normale usikkerhed om BNP-estimater.Overgangen som sådan betød en klar forbed-ring af metoder og dataenes sammenligne-lighed, hyppighed og aktualitet, men den prak-tiske gennemførelse var præget af uventedeforsinkelser, og data frigivet i 1999 vistestørre justeringer end forventet. Givet denrelativt korte erfaring med de nyeENS95-metoder kan data i fremtiden fortsatblive justeret med tilbagevirkende kraft pågrund af overgangen. Nyere BNP-data skalderfor fortolkes med en vis forsigtighed.

Tabel 2

Sammensætningen af vækst i realt BNP i euroområdet (Ændring i pct., medmindre andet er anført; sæsonkorrigeret)

Årlig vækst 1) Kvartalsvis vækst 2)

1997 1998 1999 1998 1999 1999 1999 1999 1998 1999 1999 1999 1999

4.kvt. 1.kvt. 2.kvt. 3.kvt. 4.kvt. 4.kvt. 1.kvt. 2.kvt. 3.kvt. 4.kvt.

Realt bruttonationalprodukt 2,3 2,8 2,2 2,0 1,7 1,8 2,3 3,1 0,2 0,6 0,5 1,0 0,9

heraf:

Indenlandsk efterspørgsel 1,7 3,4 2,8 3,1 2,8 2,7 2,7 3,0 0,8 0,9 0,4 0,6 1,1

Privat forbrug 1,5 3,0 2,5 3,1 2,8 2,4 2,4 2,6 0,6 0,7 0,3 0,7 0,8

Offentligt forbrug 0,7 1,2 1,2 1,0 1,2 0,9 1,2 1,3 0,2 0,8 -0,1 0,2 0,3

Faste bruttoinvesteringer 2,2 4,4 4,5 3,8 3,6 5,1 4,8 4,6 0,6 1,6 0,7 1,7 0,5

Lagerændringer 3) 4) 0,3 0,5 0,1 0,3 0,2 0,1 0,0 0,2 0,2 -0,1 0,1 -0,3 0,4

Nettoeksport 3) 0,6 -0,5 -0,5 -1,1 -1,0 -0,9 -0,2 0,2 -0,5 -0,3 0,1 0,4 -0,1

Eksport 5) 10,1 6,7 3,9 2,0 0,7 2,1 5,2 7,7 -0,9 0,4 2,4 3,3 1,4

Import 5) 8,7 9,1 5,7 5,6 4,0 5,0 6,4 7,5 0,7 1,4 2,1 2,1 1,8

Kilder: Eurostat og ECBs beregninger.1) Årlig vækst; ændring i pct. i forhold til samme periode året før. 2) Kvartalsvis vækst; ændring i pct. i forhold til det foregående kvartal.3) Som et bidrag til væksten i realt BNP; i procentpoint.4) Inkl. anskaffelser minus afhændelse af værdier. 5) Eksport og import dækker varer og tjenesteydelser og omfatter grænseoverskridende intra-euroområdehandel. Intra-

euroområdehandel fratrækkes ikke i tal for import og eksport i nationalregnskaberne. Disse data er derfor ikke fuldtsammenlignelige med betalingsbalancedata.


Boks 4

Vækst- og inflationsforskelle i euroområdet

I 1999 var der betydelige forskelle i både vækstrater og inflationstakter mellem de enkelte eurolande (se

tabellen nedenfor). Ifølge de foreliggende prognoser fra store internationale institutioner, såsom Europa-

Kommissionen, forventes vækst- og inflationsforskellene at blive en del mindre i løbet af de næste to år. Set

i lyset af erfaringerne fra andre store fælles valutaområder, fx USA, er der dog ingen grund til at forvente,

at forskellene i fremtiden forsvinder helt.

Hvad angår den seneste udvikling i væksten i realt BNP, skønnes det, at de højeste vækstrater i 1999 er regi-

streret i Irland (9,4 pct.), Luxembourg (5,0 pct.), Spanien (3,7 pct.) samt Finland og Holland (begge 3,5 pct.).

Væksten i Portugal (2,9 pct.) og Frankrig (2,7 pct.) var også højere end vækstraten for euroområdet som

helhed. I Italien (1,4 pct.) og Tyskland (1,5 pct.) var væksten derimod betydelig lavere end for euroområdet

som helhed. Faktisk blev vækstforskellene mellem eurolandene reduceret (baseret på ikke-vægtede stan-

dardafvigelser) i 1999. Mens væksten var dæmpet i de fleste eurolande, var afdæmpningen generelt mest

mærkbar i de lande, som udviste den højeste vækstrate i 1998. Der forventes en afdæmpet vækst i den

indenlandske efterspørgsel i en række af de hurtigtvoksende økonomier i de kommende år. I den kommende

periode forventes der desuden yderligere konvergens i vækstraterne som følge af en vækststigning – fra

2. halvår 1999 – i de lande, som har en langsommere vækst.

Det bør tages i betragtning, at vækstforskelle mellem eurolandene afspejler forskellige langsigtede

tendenser samt konjunkturforskelle (se artiklen „Udviklingen på længere sigt og konjunkturmæssige vari-

ationer i vigtige økonomiske indikatorer i eurolandene“ i ECB Månedsoversigt for juli 1999). Højere

vækstrater er især registreret i nogle af de lande, som er i færd med at „indhente“ de andre. Vækstforskel-

lene kan også afspejle fremskridt inden for gennemførelse af strukturreformer. I andre tilfælde kan landene

befinde sig på forskellige stadier i konjunkturforløbet eller i større eller mindre omfang have reageret på

nedgangen i verdensøkonomien 1997-98. Ud fra et historisk perspektiv ligger omfanget af de seneste

forskelle tilsyneladende meget tæt på de tidligere registrerede forskelle.

Inflationsforskellene har været mindre markante, og den nuværende spredning i inflationstakten er faldet

betydeligt i forhold til starten af 1990’erne. I Irland steg forbrugerpriserne, målt ved det harmoniserede

forbrugerprisindeks (HICP), med 2,5 pct. i 1999; stigningen i HICP i både Spanien og Portugal var 2,2 pct.

og i Holland 2,0 pct. De mindste stigninger registreredes i Østrig (0,5 pct.), Tyskland og Frankrig (begge

0,6 pct.). Fremover kan der forventes yderligere konvergens i inflationstakterne. Inflationsforskellene i

euroområdet blev behandlet i ECB Månedsoversigt for oktober 1999 (se artiklen „Inflationsforskelle i en

monetær union“). En række faktorer kan medføre forskelle i prisudviklingen mellem lande: Anvendelse af

forskellige vægte i sammensætningen af de nationale HICP-komponenter; en proces med priskonvergens

(som følge af Den Monetære Union og øget prisgennemsigtighed); „catching-up“-effekter. Divergens i pris-

udviklingen kan desuden tilskrives eksisterende konjunkturforskelle, som medfører varierende efter-

spørgsel og lønpres. Endvidere kan forskellige grader af fleksibilitet på de nationale produkt- og arbejds-

Vækst i realt BNP og HICP-inflation i eurolandene (Ændringer i pct. år/år)

BE DE ES FR IE IT LU NL AT PT FI

Realt BNP

1998 2,7 2,2 4,0 3,2 8,9 1,5 5,0 3,7 2,9 3,8 5,0

1999 2,3 1,5 3,7 2,7 9,4 1,4 5,0 3,5 2,2 2,9 3,5

HICP

1998 0,9 0,6 1,8 0,7 2,1 2,0 1,0 1,8 0,8 2,2 1,4

1999 1,1 0,6 2,2 0,6 2,5 1,7 1,0 2,0 0,5 2,2 1,3

Kilder: Eurostat og nationale data.


markeder forstærke prisforskellene. USAs erfaringer bekræfter, at der er inflationsforskelle i en monetær

union og indikerer, at de seneste inflationsforskelle mellem eurolandene heller ikke er usædvanligt store.

Som tidligere anført, kan strukturelle ændringer, ikke mindst i forbindelse med euroens indførelse, frem-

over medføre vækst- og inflationsforskelle mellem eurolandene. Omfanget af vedvarende og tiltagende

forskelle mellem eurolandene overvåges tæt af ECB. Eurosystemets pengepolitik er imidlertid baseret på

udviklingen i euroområdet som helhed. Såfremt omstændighederne kræver en politisk reaktion, skal dette

ske i form af andre, nationale politiktiltag (på samme måde som de regionale forhold hidtil har været regu-

leret af andre politiktiltag end pengepolitiske tiltag). Spørgsmålet om arbejdskraftens forholdsvis lave

bevægelighed i euroområdet (og i de enkelte lande), og at den sandsynligvis ikke bliver en vigtig regule-

ringsmetode, har været genstand for megen diskussion. Det er derfor vigtigt at øge arbejdsmarkedets flek-

sibilitet. Finanspolitik kan også komme til at spille en vigtig rolle i forbindelse med håndteringen af stød i

de enkelte lande. Dette er imidlertid baseret på opnåelse af tilstrækkelige sikkerhedsmarginer i henhold til

stabilitets- og vækstpagten. Alt i alt understreger forskellene i eurolandenes økonomiske udvikling, at der

er behov for strukturreformer på arbejds- og produktmarkederne og for budgetkonsolidering.

Ret robust indenlandsk efterspørgsel,men overordnet dynamik bestemt afnettoeksporten

Med hensyn til BNPs hovedkomponenter ervæksten i 1999 præget af to nøglefaktorer.For det første forklarer den robuste vækst iden endelige indenlandske efterspørgsel enstor del af, hvorfor aktivitetsnedgangenmellem 1998 og 1999 i sidste ende varmindre udtalt end nedgangen fra 1995 til1996. For det andet skyldtes konjunkturned-gangen i slutningen af 1998 forringede mulig-heder for eksport til tredjelande, ligesomopsvinget i euroområdets vækst i 1999hovedsagelig afspejlede den forbedrede uden-rigshandel. I løbet af året blev den inden-landske efterspørgsels bidrag til væksten irealt BNP mere og mere positiv, mens netto-eksportens bidrag også viste en tendens tilforbedring (se figur 9).

Med et negativt bidrag til væksten i BNP på0,5 procentpoint lagde nettoeksporten endæmper på væksten for 1999 som helhed,mens den kvartalsvise udvikling viser, atvækstbidraget igen blev positivt i 2. og 3.kvartal. Bortset fra en stabilisering og gradvisstigning i den udenlandske efterspørgselafspejler denne forbedring også til dels enstigning i priskonkurrenceevnen. Mens denegative virkninger af krisen i de nye vækst-økonomier på den indenlandske aktivitet

blev forstærket af euroens høje værdi vedårsskiftet 1998/1999, virkede euroens faldhen imod midten af 1999 fremmende påeuroområdets eksport. Væksten i eksport afvarer og tjenesteydelser tiltog således kraftigtog overhalede importvæksten i 2. og 3. kvartal1999.

Kilder: Eurostat og ECBs beregninger.1) Ændring i pct. i forhold til det foregående kvartal.

1998 1999-1,0

-0,5

0,0

0,5

1,0

1,5

-1,0

-0,5

0,0

0,5

1,0

1,5

Indenlandsk efterspørgsel Nettoeksport Realt BNP 1)

Figur 9

Bidrag til kvartalsvis vækst i realt BNP ieuroområdet (Kvartalsvise bidrag i procentpoint; sæsonkorrigeret)


Den indenlandske efterspørgsel forblev retrobust i 1999 med en årlig stigningstakt på ca. 3pct. i hvert kvartal. Den stærke vækst i denindenlandske efterspørgsel kan overvejendetilskrives en ret vedvarende vækst i det privateforbrug. Forbrugertilliden, der nåede sit højesteniveau nogensinde i begyndelsen af 1999, lå heleåret et godt stykke over trenden. Det højeniveau af forbrugertillid og den dermedforbundne robuste vækst i forbruget skyldtesden fortsat stærke vækst i beskæftigelsen ogtiltagende reallønsvækst i et miljø præget af laverealrenter og prisstabilitet. De lave renter samtdet forholdsvis optimistiske aktie- og bolig-marked kan have virket fremmende på væksteni udlån og dermed på husholdningernes forbrug.Det offentlige forbrug voksede kun moderat i1999. Det afspejler de fleste medlemslandesfortsatte behov for yderligere konsolidering afde offentlige finanser og ønsket om at nedbringeden offentlige sektors relative vægt i økonomien.

Hvad angår investeringskomponenterne iBNP, var kapitalakkumuleringen i 1999 somhelhed tilsyneladende stort set upåvirket af

nedgangen i den samlede efterspørgsel, dvs.indenlandsk efterspørgsel plus eksport. Defaste bruttoinvesteringer steg i 1999 med i alt4,5 pct. og dermed med ca. samme takt som i 1998. En række faktorer har bidraget tildenne udvikling.Virkningerne af den negativeefterspørgsel var ganske kortvarige, hvilketafspejledes i stigningen i konjunkturbarome-teret for industrien efter 1. kvartal 1999. Dethar tilsyneladende begrænset den negativeindvirkning på erhvervsinvesteringerne. Isærkan nævnes, at kapacitetsudnyttelsen i frem-stillingssektoren, som er en indikator forefterspørgselspres i forhold til udbudskapa-citet, ikke faldt under gennemsnittet på langtsigt i 1999 og signalerede således ikke over-skudskapacitet. Et vigtigt incitament til fort-satte investeringer, ikke kun for erhvervslivet,men også på boligområdet, var sandsynligvisde lave realrenter i størstedelen af 1999. Hvadangår den anden investeringskomponent,bidrog lagerændringer lidt i positiv retning tilvæksten i realt BNP i 1999. Den begrænsedevirkning kan forklares ved, at væksten i realtBNP fortsat lå forholdsvis højt, og at virk-somhederne øgede deres lagerbeholdninger,om end langsommere, for at bevare detønskede forhold mellem lagerbeholdninger ogproduktion. I lyset af den statistiske usik-kerhed i forbindelse med beregning af lager-ændringer i nationalregnskaberne er det ikkemuligt at foretage en detaljeret vurdering afde mere specifikke virkninger på lagerudvik-lingen i 1999, fx virkninger, der angiveligtskyldes år 2000-fænomenet.

Konjunkturmønstret tydeligst iindustrisektoren

På sektorniveau var både den aftagende ogefterfølgende tiltagende vækst i den samledeaktivitet overvejende koncentreret i industri-sektoren, mens servicesektorerne tilsynela-dende viste en mere stabil udvikling. Detafspejler den udenlandske efterspørgselsforholdsvis store betydning for produktioneni fremstillingssektoren og den indenlandskeefterspørgsels forholdsvis store betydning forservicesektorerne. Sektorernes forskelligevækstmønstre kom til udtryk i konjunktur-

Kilde: Europa-Kommissionens konjunkturbarometer.Anm.: De viste tal er beregnet som afvigelser fra gennemsnittetfor perioden siden januar 1985.

Figur 10

Tillidsindikatorer for euroområdet (Nettotal; månedlige data; korrigeret for gennemsnit)

1998 1999-6

-3

0

3

6

9

12

-6

-3

0

3

6

9

12

Forbrugertillid Konjunkturbarometer for industrien

30


barometeret for industrien og forbruger-tilliden (se figur 10). Faldet i forbrugertillidenfra toppunktet i begyndelsen af 1999 var kunbegrænset og kortvarigt, og indikatoren lå etgodt stykke over gennemsnittet på langt sigt.Konjunkturbarometeret for industrien vistederimod en mere langvarig nedgang, der star-tede i begyndelsen af 1998, og faldt undergennemsnittet på langt sigt i 1. halvår 1999.Begge indikatorer steg igen i løbet af året, ogved udgangen af 1999 var de næsten tilbagepå deres tidligere højeste niveau.

Industriproduktionen faldt fortsat indtilbegyndelsen af 1999, hvorefter den begyndteat udvise positive vækstrater. I 1. kvartal låproduktionen i gennemsnit allerede højereend i 4. kvartal 1998. Produktionsvækstentiltog efter sommermånederne, men ved åretsudgang var vækstraten noget lavere end itidligere opsvingsperioder. Det er dog sand-synligt, at produktionsdata for 4. kvartal 1999skal opjusteres i henhold til oplysninger, somførst forelå efter frigivelsen af produktionsda-taene for december 1999. I lyset heraf varden samlede stigning i industriproduktionen i1999 under 2 pct. (se tabel 3). Væksten varstærkest inden for produktion af varigeforbrugsgoder, hvor den nåede 2,3 pct. for

året som helhed. Produktionen i disse indu-strigrupper nød sandsynligvis godt af en rækkefaktorer foruden den fortsat kraftige efter-spørgsel fra forbrugerne generelt. Især satteliberaliseringen af telemarkederne og frem-skridt inden for internetteknologi skub iproduktionen af det relevante udstyr. Indenfor produktion af kapitalgoder indtrafomsvinget i produktionsvæksten nogetsenere end i andre industrigrupper, og densamlede vækst i 1999 var 1,5 pct. Endeligsatte opsvinget inden for produktion af halv-fabrikata ind lidt tidligere end i andre dele affremstillingssektoren, men det udviklede sigkun gradvis, og produktionsvæksten nåedeikke over 1,5 pct. i 1999.

Det eksterne miljøs samlede negative indvirk-ning på aktiviteten i euroområdet varbegrænset og kortvarig i 1999. Opsvinget iden samlede aktivitet i løbet af året kunneovervejende tilskrives tiltagende vækst ieksporten og afspejlede med hensyn til sek-torudvikling hovedsagelig den stigende indu-striproduktion. Dette kan sammen med denret vedvarende stigning i den indenlandskeefterspørgsel og i servicesektorens produk-tion siges at udgøre grundlaget for en bredtfunderet vækst i 2000.

31

Tabel 3

Industriproduktionen i euroområdet (Ændring i pct.)

Årlig vækst 1) Kvartalsvis vækst 2)

1997 1998 1999 1998 1999 1999 1999 1999 1998 1999 1999 1999 1999


Industri i alt, ekskl. byggeri 4,4 4,1 1,6 1,6 0,5 0,4 2,1 3,3 -0,2 0,2 0,5 1,4 1,1

Fremstilling 5,0 4,6 1,6 1,4 0,2 0,3 2,1 3,6 -0,8 0,5 0,6 1,8 0,8

fordelt på vigtigste industrigrupper:

Halvfabrikata 5,4 3,7 1,5 0,3 -0,1 0,2 2,7 3,6 -0,2 0,4 0,7 1,5 1,0

Kapitalgoder 5,0 6,8 1,5 4,3 1,1 -0,3 1,3 3,6 0,0 -0,2 0,3 1,5 1,3

Forbrugsgoder 2,7 3,1 1,7 1,3 1,1 1,2 2,0 2,5 -0,4 0,6 0,7 1,2 0,0

Varige forbrugsgoder 2,8 6,4 2,3 4,6 1,9 2,8 2,3 2,4 0,3 -0,3 1,4 1,6 0,1

Ikke-varige forbrugsgoder 2,6 1,5 1,5 -0,3 0,8 0,1 2,3 2,6 0,2 0,4 0,3 1,0 0,4

Sources: Eurostat and ECB calculations. Kilder: Eurostat og ECBs beregninger.1) Årlig vækst; ændring i pct. i forhold til samme periode året før beregnes ved hjælp af data korrigeret for antal arbejdsdage.2) Kvartalsvis vækst; ændring i pct. i forhold til det foregående kvartal beregnes ved hjælp af sæsonkorrigerede data, som også er

korrigeret for antal arbejdsdage.


[Graphique 11 : Emploi total dans la zone euro]

1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999-3,0

-2,0

-1,0

0,0

1,0

2,0

99

100

101

102

103

104

Ændring i pct. i forhold til samme periode året før (venstre akse) Ændring i pct. i forhold til foregående periode (venstre akse) Beskæftigelse i alt: Indeks 1995 = 100 (højre akse)

Figur 11

Samlet beskæftigelse i euroområdet 1)

(Kvartalsvise data; sæsonkorrigeret)

32

Fortsat beskæftigelsesvækst i 1999

Ifølge nationale data skønnes beskæftigelsen ieuroområdet i 1999 at være steget med stortset samme takt som i 1998, dvs. 1,4 pct. Dettyder på, at den samlede beskæftigelsesvæksti gennemsnit ikke blev påvirket af konjunktur-nedgangen omkring årsskiftet 1998/1999, menvirkningen heraf fremgår dog tydeligt af detkvartalsvise vækstmønster. Mønstret viser etlille fald i den kvartalsvise vækstrate i 1. halvår1999 i modsætning til den gradvise stigningåret før (se figur 11).

Mønsteret i den samlede beskæftigelsesvækstafspejler overvejende udviklingen i industri-beskæftigelsen, hvor væksten var negativ i deførste to kvartaler i 1999. Det mere udtaltemønster i industrisektoren kan tilskrives, atindustrisektoren er langt mere følsom overfor den eksterne udvikling end andre sektoreri økonomien. I 1999 faldt beskæftigelsen iindustrien som helhed. Det kan derfor

konkluderes, at det må skyldes beskæftigel-sesvækstens vedvarende styrke i økonomiensøvrige sektorer, navnlig servicesektoren, atnedgangen i den økonomiske aktivitet kunhavde meget begrænset indvirkning på densamlede beskæftigelsesvækst i 1999. Den fort-satte vækst i den indenlandske efterspørgselhar fremmet beskæftigelsesudviklingen idenne sektor, som er mere arbejdskraftsin-tensiv end industrisektoren.

Andre faktorer, der også kan forklare beskæf-tigelsesudviklingen i euroområdet i 1999, erbl.a., som nævnt i afsnit 3 ovenfor, dengunstige udvikling i arbejdskraftsomkostnin-gerne som følge af de stadig moderate løn-stigninger og nedskæringerne i andre arbejds-kraftsomkostninger end løn. Desuden søgteregeringerne med deres politik at øgearbejdsmarkedets strukturelle smidighed,ligesom jobskabelsesprogrammerne bidrog tilbeskæftigelsesvæksten i 1999.

Kilder: Nationale data (ekskl. Belgien og Irland) og ECBs beregninger.1) De nationale data i beregningen af konjunkturbarometeret for euroområdet vedrører om muligt den samlede beskæftigelse (ansatte

og selvstændige) inden for alle sektorer, undtagen militæret. I Holland vedrører disse data kun ansatte


Fortsat gradvist fald i arbejdsløsheden

Den standardiserede arbejdsløshedsprocentfaldt fortsat i 1999, stort set i overensstem-melse med tendensen i 1998 (se figur 12).Vedårets udgang var arbejdsløshedsprocenten 9,6pct., dvs. 0,9 procentpoint lavere end idecember 1998. I gennemsnit faldt antallet afarbejdsløse med ca. 1 million i 1999 (i forholdtil et fald på 785.000 i 1998) til 12,9 millioner,hvilket er det laveste niveau siden 1992.Ligesom i 1998 begrænsede stigningen iarbejdsstyrken, der fulgte den konstante netto-jobskabelse i 1999, tilsyneladende beskæf-tigelsesvækstens indvirkning på arbejdsløs-heden en del (se tabel 4). Arbejdsstyrkenskønnes at være vokset med samme takt somi de foregående tre år, dvs. med 0,6 pct.,hvilket er 0,4 procentpoint højere end den gennemsnitlige stigningstakt tidligere i1990’erne. Den stærkere vækst kan til delsskyldes en forbedring i beskæftigelsessitua-tionen i de senere år, der kan have tilskyndetflere til at komme ind på eller vende tilbage tilarbejdsmarkedet.

Når man ser på udviklingen i løbet af 1999,aftog faldet i arbejdsløshedsprocenten en deli løbet af sommermånederne. Det afspejlededen negative virkning af den midlertidigenedgang i den økonomiske aktivitet vedårsskiftet 1998/1999. Fra september fortsattearbejdsløshedsprocenten dog sit fald som

reaktion på en styrkelse af den økonomiskeaktivitet.

Fordelingen efter alder viser, at arbejdsløs-hedsprocenten faldt for både unge oggruppen på over 25 år. Faldet var dog størrefor førstnævnte (fra 20,7 pct. til 18,3 pct.mellem udgangen af 1998 og udgangen af1999) end for sidstnævnte (fra 9,1 pct. til 8,6

Figur 12

Arbejdsløshed i euroområdet (Månedlige data)

1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999-1,5

-1,0

-0,5

0,0

0,5

1,0

1,5

2,0

2,5

8,5

9,0

9,5

10,0

10,5

11,0

11,5

12,0

12,5

13,0

Pct. af arbejdsstyrken (højre akse) Årlig ændring i millioner (venstre akse)

Tabel 4

Udviklingen på arbejdsmarkedet i euroområdet (Ændring i pct. år/år og pct.)

1997 1998 1999 1997 1997 1998 1998 1998 1998 1999 1999 1999 1999


Arbejdsstyrken 0,7 0,6 . 0,7 0,8 0,7 0,6 0,6 0,6 0,6 0,5 0,5 .

Beskæftigelse 0,6 1,4 . 0,6 0,9 1,2 1,3 1,5 1,6 1,7 1,5 1,4 .

Industri i alt -1,3 0,2 . -1,2 -0,5 0,1 0,1 0,3 0,4 0,1 0,0 0,0 .

Arbejdsløshed 0,6 -5,3 -7,8 0,7 -0,5 -2,8 -4,8 -6,2 -7,5 -7,7 -7,7 -7,9 -8,0

Arbejdsløshedsprocent 1)

I alt 11,5 10,9 10,0 11,6 11,4 11,2 10,9 10,8 10,6 10,3 10,1 10,0 9,7

Under 25 år 23,2 21,2 19,1 23,1 22,6 21,8 21,4 21,1 20,7 20,0 19,3 18,9 18,3

25 år og derover 9,9 9,4 8,8 9,9 9,9 9,7 9,5 9,3 9,1 9,0 8,9 8,7 8,6

Kilder: Eurostat, nationale data og ECBs beregninger.1) I pct. af arbejdsstyrken. Ifølge ILOs anbefalinger.

Kilde: Eurostat.


5 Udviklingen i de offentlige finanser

Fortsat fald i underskud skyldeshovedsagelig konjunkturmæssige årsager oglavere rente- og afdragsomkostninger

Budgetstillingerne udviste fortsat enbeskeden forbedring i 1999. Udsigterne tilyderligere forbedring i budgetsaldoen forrin-gedes i første del af 1999 på grund af ennedgang i den økonomiske vækst. Derefter, ogisær i 2. halvår, forbedredes de økonomiskeforhold dog, og dette havde sammen med deforholdsvis lave renter en gavnlig indvirkningpå de offentlige finanser. I det store og helesås en forbedring i budgetstillingerne i heleeuroområdet, hvor det offentlige underskudsgennemsnitlige andel af BNP faldt fra 2 pct. i1998 til 11/4 pct. i 1999 (se tabel 5). Dette faldi underskudskvotienten skyldtes en lillenedgang i de offentlige udgifter i forhold tilBNP og en lille stigning i de offentlige indtæg-ters andel af BNP. Et mindre fald i underskuds-kvotienten var forventet tidligere på året,men resultatet var bedre end forudset, da deoffentlige indtægter var højere end forventet.Det kan til dels tilskrives forbedrede økono-miske forhold. Desuden medførte en revide-ring af budgetresultatet for 1998 en bedreudgangsposition for 1999 end forventet. Denoffentlige bruttogælds andel af BNP i euro-området faldt lidt i 1999.

I betragtning af, at finanspolitikken er detenkelte medlemslands ansvar, ville en vurde-ring alene af tallene for euroområdetmedføre, at vigtige forskelle mellem deenkelte landes offentlige finanser blev igno-reret. Fire lande havde et budgetoverskud i1999 (Irland, Luxembourg, Holland ogFinland). Bortset fra Holland ligger disse landeogså et godt stykke under referenceværdienfor den offentlige gæld på 60 pct. af BNP. Detlykkedes Holland og Finland at forbedre deresbudgetsaldo og nedbringe deres gældskvoti-

enter yderligere i 1999. Luxembourg angav enmeget lav offentlig gæld på 6,2 pct. af BNP.Tolande – Italien og Belgien – registreredegældskvotienter på over 110 pct. af BNP, mende faldt yderligere. Italien viste en forbedringaf underskudskvotienten fra 2,8 pct. i 1998 til1,9 pct. i 1999, mens Belgiens underskudskvo-tient forblev stort set konstant på 1 pct. Allede øvrige lande havde underskudskvotienterpå op til 2 pct. i 1999 og gældskvotienter etstykke under (Frankrig og Portugal) eller lidtover de 60 pct. af BNP (Tyskland, Spanien,Holland og Østrig). Budgetsaldoen som andelaf BNP var stort set stabil i Belgien, Irland ogPortugal mellem 1998 og 1999, hvorimod derskete større fremgang i de resterende lande,undtagen Luxembourg, hvor budgetoverskud-dets andel af BNP faldt. Tre lande vistestigende gældskvotienter (Tyskland, Østrig ogPortugal).

En vurdering af regeringernes underliggendebudgetstillinger skal dog tage behørigt højdefor både konjunkturudviklingen og andrefaktorer, som regeringerne ikke har direkteindflydelse på. I den forbindelse er de offent-lige finanser i euroområdet tilsyneladendefortsat overvejende styret af økonomiskeforhold og faldende rente- og afdragsomkost-ninger. Europa-Kommissionens estimaterviser kun en marginal forbedring i denkonjunkturkorrigerede primære balancekvo-tient (dvs. budgetsaldoen minus rentebeta-linger på den offentlige gæld, korrigeret forkonjunkturpåvirkninger) for euroområdetsom helhed i 1999. Konsolideringstiltagenesynes således ikke at have bidraget aktivt til atforbedre de underliggende budgetstillinger i1999. Det fremgik allerede tydeligt i 1998,selv om den stærke vækst havde givetmulighed for at fremskynde reduktionen afden strukturelle ubalance i mange medlems-lande.

34

pct. i samme periode). Endelig mindskedesspredningen i de enkelte landes arbejdsløs-hedsprocenter i løbet af året på grund af

konjunkturmæssige forhold og de langvarigevirkninger af de strukturreformer, som visselande har gennemført på arbejdsmarkedet.


Mens de faldende rente- og afdragsomkost-ninger havde stor indflydelse på de overord-nede budgetstillinger, forbedredes detprimære overskuds gennemsnitlige andel afBNP kun lidt i 1998 og 1999. Det bør isærnævnes, at de primære overskudskvotienterfaldt i Belgien og Italien i 1999, hvor de højeoffentlige gældskvotienter kræver forholdsvisambitiøse budgetmålsætninger med henblikpå en hurtig nedbringelse af gælden. Datatyder dog på, at der stadig er behov for bety-delige fremskridt i denne henseende i deeurolande, som har de højeste gældskvoti-enter.

Med hensyn til udviklingen i den offentligegæld har de særlige gældsjusteringer i ikkeubetydelig grad bidraget til at ændre gælds-kvotienterne i euroområdet, hvilket alleredevar tilfældet i de foregående år. Disse juste-ringer påvirker ikke underskudskvotienten,men derimod størrelsen af den offentligegæld. De nedbringer den offentlige gæld, fxved privatisering, som de fleste regeringer ieuroområdet benyttede sig af i 1999 og tidli-gere. I nogle få andre tilfælde har fx tilskud tiloffentlige virksomheder og kursregulering afgæld i udenlandsk valuta betydet, at denoffentlige gæld var større, end budgetunder-skuddet gav anledning til at forvente.

35

Tabel 5

Den offentlige budgetstilling i euroområdet (I pct. af BNP)

Offentligt overskud (+) eller underskud (-)

1996 1997 1998 1999

Euroområdet -4,3 -2,6 -2,0 -1,2

Belgien -3,7 -2,0 -1,0 -0,9

Tyskland -3,4 -2,6 -1,7 -1,2

Spanien -5,0 -3,2 -2,6 -1,1

Frankrig -4,2 -3,0 -2,7 -1,8

Irland -0,6 0,8 2,1 2,0

Italien -7,1 -2,7 -2,8 -1,9

Luxembourg 2,7 3,6 3,2 2,4

Holland -1,8 -1,2 -0,8 0,5

Østrig -3,8 -1,9 -2,5 -2,0

Portugal -3,8 -2,6 -2,1 -2,0

Finland -3,2 -1,5 1,3 2,3

Offentlig bruttogæld

1996 1997 1998 1999

Euroområdet 75,2 74,6 73,0 72,2

Belgien 128,3 123,0 117,4 114,4

Tyskland 59,8 60,9 60,7 61,1

Spanien 68,0 66,7 64,9 63,5

Frankrig 57,1 59,0 59,3 58,6

Irland 74,1 65,3 55,6 52,4

Italien 122,1 119,8 116,3 114,9

Luxembourg 6,2 6,0 6,4 6,2

Holland 75,3 70,3 67,0 63,8

Østrig 68,3 63,9 63,5 64,9

Portugal 63,6 60,3 56,5 56,8

Finland 57,1 54,1 49,0 47,1

Kilder: Eurostat og ECB vedrørende aggregater for euroområdet.Anm.: Data er baseret på ENS95.


Medlemslandenes konsolideringsstrategier

De fleste medlemslande har under de senestedrøftelser af deres finanspolitik gjort detklart, at de agter at konsolidere de offentligefinanser yderligere for at opnå en budgetstil-ling i overensstemmelse med stabilitets- ogvækstpagten. Prognoserne for underskuds-kvotienterne i euroområdet viser således etfortsat, men dog langsomt, fald i 2000. Deaktuelle budgetplaner viser desuden, at enyderligere nedbringelse af de offentligeunderskud igen stort set kan forklares ved degunstige økonomiske forhold og en løbendereduktion af rentebetalingernes andel af BNP.

Samtidig synes de finanspolitiske beslutnings-tagere i højere grad at foretrække en strategi,der går ud på at reducere ubalancen i budget-terne og sideløbende ændre de offentligeindtægters og udgifters størrelse ogsammensætning. En række regeringer plan-lægger at udnytte de gunstige økonomiskeudsigter til at indføre skattereformer for atfremme vækst og beskæftigelse samtidig med,at udgifterne holdes nede, så der skabes pladstil yderligere reduktion af underskuddene.Som følge heraf viser prognoserne, at reduk-tionen af underskudskvotienterne i 2000 vilblive stimuleret af de offentlige udgifterslavere andel af BNP i næsten alle medlems-lande, hovedsagelig på grund af lønbespa-relser i den offentlige sektor og overførsels-indkomster til husholdningerne. Samtidigforventes de offentlige indtægters andel afBNP at falde i 2000 som følge af planlagteeller allerede gennemførte reformer, derpåvirker skatterne og de sociale bidrag. Skat-tereformer bør ikke gå ud over budgetmål-sætningerne eller resultere i pro-cykliskeimpulser.

Ved udgangen af 1999 og i begyndelsen af2000 indsendte medlemslandene opdateredestabilitetsprogrammer for perioden indtil2002/2003 til Europa-Kommissionen i over-ensstemmelse med stabilitets- og vækst-pagten. I henhold til stabilitets- og vækst-pagten er medlemslandene forpligtet til „at

efterleve den mellemfristede målsætning omen budgetstilling tæt på balance eller i over-skud“. Denne målsætning „vil gøre det muligtfor medlemsstaterne at klare normalekonjunkturudsving, samtidig med at de holderunderskuddet på deres offentlige finanserinden for referenceværdien på 3 pct. af BNP“.Ved udarbejdelse af mellemfristede målsæt-ninger bør der også tages højde for andrefaktorer, fx eventuelle fald i skatteindtægternei fremtiden, budgetoverskridelser, behov forhurtig nedbringelse af gældskvotienterne i delande, hvor de ligger over 60 pct., og udgifteri forbindelse med befolkningens aldring ifremtiden.

Ifølge de opdaterede stabilitetsprogrammerer udsigterne for den økonomiske vækst i2000 og de efterfølgende år mindst lige sågunstige som i de oprindelige programmer. Påbaggrund heraf agter regeringerne at konsoli-dere de offentlige budgetstillinger yderligerepå mellemlangt sigt. Den forventede nedbrin-gelse af de offentlige underskuds- og gælds-kvotienter varierer fra land til land, og detsamme gælder de budgetstillinger, der er satsom mål ved udgangen af perioden. En rækkeregeringer planlægger i øjeblikket at nåbudgetmål, som er noget mere ambitiøse endi de oprindelige programmer. De fleste landeforventer at opnå et underskud på under 0,5pct. eller et budgetoverskud og en gæld påunder 60 pct. af BNP inden 2002/2003.Samtidig planlægger de fleste regeringer atnedsætte skatterne. Belgien og Italien vilstadig have en offentlig gæld, som ligger tæt på100 pct. af BNP.

Det bør bemærkes, at yderligere offentligeindtægter fra en større vækst end forventet(vækstdividende) normalt bør anvendes tilhurtigere budgetkonsolidering i periodenfrem for en lettelse af skattetrykket. Dettegælder især lande, hvor underskudskvotientenikke ligger langt nok fra grænsen på 3 pct. afBNP, hvor den offentlige gæld stadig er høj,eller hvor økonomien er i fare for overop-hedning.


6 De globale makroøkonomiske forhold, valutakurser ogbetalingsbalancen

Betydelig forbedring i det globalemakroøkonomiske miljø

De globale økonomiske og finansielle forholdhar vist en markant forbedring sidennedgangen i 1998, efterhånden som de flestekriseramte økonomier i Asien begyndte atvise tegn på opsving i løbet af 1999, ogverdensøkonomien syntes at opleve enkonjunkturopgang. Udviklingen i nogle af dehårdest ramte lande har været langt gunsti-gere end forventet. De finansielle markederhar igen fået tillid til de fleste asiatiske vækst-økonomier, hvilket har medført en bedring afde monetære forhold og banet vejen for etøkonomisk opsving. Samtidig har en stærkereøkonomisk vækst end ventet i visse industri-lande, navnlig USA, resulteret i en betydeligmere positiv vurdering af de globale udsigter.

De forbedrede økonomiske udsigter i 1999blev delvis opvejet af en betydelig stigning ioliepriserne fra det meget lave niveau i slut-ningen af 1998 og begyndelsen af 1999, hvilketbetød et omsving i en af de faktorer, somhavde bidraget til den lave inflation i 1998.Råoliepriserne steg fra USD 11,5 pr. tønde i 1.kvartal 1999 til USD 26 i december 1999.Prisstigningerne skyldtes en kombination afOPECs beslutning om at reducere olieforsy-ningen og den øgede efterspørgsel, især iAsien.Virkningen af den stærke stigning i olie-priserne på den globale inflation blev dog tildels dæmpet af priserne på råvarer, undtagenolie, målt i amerikanske dollar, som aggregeretforblev stort set konstant i løbet af året ogkun udviste et moderat opsving i de sidste tomåneder af 1999. Stigningen i olieprisernefortsatte i begyndelsen af 2000, og prisen låpå USD 31,9 pr. tønde ved denne årsberet-nings afslutning.

I USA var den økonomiske udvikling fortsatkarakteriseret ved kraftig produktionsvækstog produktivitet, faldende arbejdsløshed ogdæmpet inflationspres i 1999.Væksten i realtBNP var stærk i løbet af året og varierede

mellem en sæsonkorrigeret kvartalsvis vækst-rate på 0,5 pct. i 2. kvartal 1999 og 1,7 pct. i 4.kvartal. Som følge heraf oplevede økonomieni 1999 for tredje år i træk en samlet væks-trate på ca. 4 pct. Væksten kunne fortsathovedsagelig tilskrives den store indenlandskeefterspørgsel, især privatforbruget ogerhvervslivets anlægsinvesteringer, mensnettoeksportens bidrag til væksten i BNPfortsat var stærkt negativ. USAs eksport viste mindre gode resultater i 1. halvår, menoplevede en markant forbedring i 2. halvårsom reaktion på det hurtige opsving i denøkonomiske vækst på verdensplan. Alligevelsteg importen hurtigere end eksporten i1999, hvilket øgede USAs handelsunderskud.Sidstnævnte medførte sammen med denløbende forværring af USAs balance for investeringsindkomst, at underskuddet påbetalingsbalancen skønnes at være 3,6 pct. afBNP i 1999. Som følge af flere år med kraftigvækst faldt arbejdsløshedsprocenten yderli-gere til 4,1 pct., det laveste niveau siden slut-ningen af 1960’erne. Trods det strammearbejdsmarked forblev inflationspressetdæmpet som følge af den kraftige stigning iarbejdskraftsproduktiviteten og den øgedekonkurrence på produktmarkederne. Forbru-gerprisinflationen steg til 2,2 pct. i 1999 fra1,6 pct. i 1998, mens den underliggende infla-tion – uden de volatile komponenter, føde-varer og energi – var 2,1 pct. i gennemsnit iforhold til 2,3 pct. i 1998. For at modvirke denstigende inflationsrisiko, der kom til udtryk iden tiltagende stramhed på arbejdsmarkedetog det generelle efterspørgselspres, skærpedeFederal Reserve fra sommeren sin pengepo-litik ved gradvis at forhøje sit mål for fedfunds-renten fra 4,75 pct. til 5,5 pct. vedudgangen af 1999, hvilket modvirkede rente-nedsættelserne i efteråret 1998.

I Japan viste de økonomiske forhold enforbedring i 1. halvår 1999, men derefter igenen forværring i 2. halvår, hvilket tydede på, atder endnu ikke var tale om et bæredygtigtopsving. Som følge af en finanspolitisk ekspan-


sion på ca. 10 pct. af BNP i 1998 registreredesen positiv vækst i de offentlige investeringer,det private forbrug og boliginvesteringerne i1. halvår 1999, mens erhvervslivets anlægsin-vesteringer fortsat faldt og dermed fulgte entendens, der startede i 1998. I 3. kvartal 1999,da virkningen af den finanspolitiske ekspan-sion aftog, blev væksten i de offentlige inve-steringer dog kraftigt nedjusteret, ledsaget afnegativ vækst i forbrug og private investe-ringer. Nettoeksportens bidrag til væksten iBNP var noget negativ, men eksporten visteen forbedring i løbet af året trods den realeappreciering af den japanske yen med ca. 25pct. I mellemtiden afspejledes den svageøkonomiske aktivitet i et vedvarende prisfald,målt ved både forbrugerprisindekset (CPI) ogengrosprisindekset (WPI), som i gennemsnitfaldt med henholdsvis ca. 0,2 pct. og ca. 3,6pct. i 1999, selv om de begge stabiliseredes ide sidste måneder af året. I 1999 understøt-tede pengepolitikken fortsat denne udvikling,idet Bank of Japan arbejdede med et operati-onelt mål (den usikrede dag-til-dag folio-rente) på nul. Ved årets udgang havde denjapanske regering vedtaget endnu en finans-politisk pakke på ca. JPY 18 billioner (3,6 pct.af BNP), da opsvinget i det private forbrugstadig var trægt, og erhvervslivets investe-ringer fortsat var faldende.

De andre asiatiske økonomier oplevede i1999 et bemærkelsesværdigt opsving, der varstærkere end forventet, efter den alvorligeøkonomiske og finansielle krise i regionenåret før. Økonomierne i Sydkorea, Malaysia,Singapore og Thailand opnåede alle høje realevækstrater i 1999, og væksten kunne til atbegynde med tilskrives nettoeksporten ogsenere det stærke opsving i den indenlandskeefterspørgsel. I disse økonomier udvikledefinansmarkederne sig mere og mere positivt iløbet af 1999. I Hongkong og Indonesien blevvæksten dog kun lige positiv i 1999. Kina ledfortsat under virkningerne af krisen i Asien i1999. Den reale vækst faldt kun lidt til 7,2pct., mens landet gennemførte betydeligestrukturreformer.

I løbet af 1999 oplevede overgangsøkonomi-erne den russiske krises negative indvirkning

på investorernes tillid. Efter en kraftignedgang i 1. kvartal 1999 forbedredes degenerelle økonomiske udsigter dog hurtigt iTjekkiet, Ungarn og Polen. I Rusland varøkonomien fortsat påvirket af den politiskeusikkerhed og svage økonomiske nøgletal,selv om der var visse positive signaler i denreale sektor, herunder en stigning i industri-produktionen. Som følge af denne udviklingskønnes væksten i realt BNP at være tiltagetmed ca. 3 pct., hvilket var væsentligt mere endoprindeligt forudse efter et fald på næsten 5pct. i 1998. I andre overgangsøkonomier,navnlig i de baltiske lande, aftog væksten kraf-tigt, da krisen i Rusland havde større indfly-delse end forventet. Den politiske og økono-miske situation i Rumænien gav anledning tilbekymring, da landets BNP i alt er faldet med16 pct. siden 1997.

I Latinamerika var udsigterne med hensyn tilvækst og finansiel stabilitet forbedret vedudgangen af 1999. Året startede uheldigt, dade fleste lande i regionen oplevede enkonjunkturnedgang efter krisen i Rusland i1998. Den brasilianske valuta kom understort pres, og landet opgav fastkurspolitikkeni januar 1999. I sidste ende var konjunktur-nedgangen i Brasilien mindre alvorlig endfrygtet, og afsmitningseffekterne af den brasili-anske krise var begrænsede.Ved årets udgangvar regionen som helhed på vej ud af lavkon-junkturen, selv om det økonomiske opsvingfortsat var skrøbeligt i en række lande somfølge af langsomme fremskridt inden forbudgetkonsolidering og strukturreformer.

Euroen svækkedes i 1999

Eurokursen faldt over for de fleste af euro-områdets handelspartneres valutaer i 1999,navnlig de vigtigste valutaer, fx den ameri-kanske dollar, den japanske yen og det britiskepund. Den nominelle effektive eurokurs,vægtet over for euroområdets vigtigstehandelspartneres valutaer, faldt med ca. 8 pct.fra 1. til 4. kvartal 1999, og det nominelleeffektive valutakursindeks lå i gennemsnit i1999 på omkring 6 pct. under niveauet i 1998(se figur 14). Euroens depreciering fortsatte i

38


begyndelsen af 2000, og i januar og februar2000 lå det nominelle effektive valutakurs-indeks i gennemsnit 2,6 pct. lavere end 4. kvartal 1999 og 10,3 pct. lavere end 1.kvartal 1999.

I 1. halvår deprecierede euroen med ca.12 pct. over for den amerikanske dollar. Devigtigste faktorer, der bidrog til dollarens styr-kelse, var ændringerne i de økonomiskeudsigter for henholdsvis USA og euroom-rådet samt den amerikanske økonomis resul-tater, der var bedre end forventet efter den

Kilder: Nationale data, BIS, Eurostat og ECBs beregninger. 1) Eurostats data er benyttet for euroområdet; for USA og Japan anvendes nationale data.2) Data for euorområdet indtil 1995 er HICP-estimater baseret på nationale CPI-data; efter 1995 HICP-data.3) Data for euroområdet er ECBs beregninger og gennemsnit af nationale 3-måneders interbankrenter, fra 1999 og fremefter

anvendes 3-måneders EURIBOR-renter.4) Indtil 1999 viser figuren for USD/EUR data for USD/ECU.

1994 1995 1996 1997 1998 1999-4

-3

-2

-1

0

1

2

3

4

5

6

7

8

-4

-3

-2

-1

0

1

2

3

4

5

6

7

8

Euroområdet USA

Japan

Produktionsvækst 1)

(Ændring i pct. år/år; kvartalsvise data)

1994 1995 1996 1997 1998 1999-2

-1

0

1

2

3

4

5

-2

-1

0

1

2

3

4

5

Euroområdet USA

Japan

Inflationstakter 2)

(Ændring i pct. år/år; månedlige data)

1994 1995 1996 1997 1998 19990

1

2

3

4

5

6

7

8

0

1

2

3

4

5

6

7

8

Euroområdet USA

Japan

Korte renter 3)

(Månedlige gennemsnit; i pct.)

1994 1995 1996 1997 1998 19990,9

1,0

1,1

1,2

1,3

1,4

1,5

1,6

1,7

80

90

100

110

120

130

140

150

USD/EUR (venstre akse) JPY/USD (højre akse)

Valutakurser 4)

(Månedlige gennemsnit)

Figur 13

Udviklingen i de vigtigste industrilande


globale finanskrise i 2. halvår 1998. Der sketeet omsving midt i juli, da de positive økono-miske indikatorer i euroområdet udløste etvist opsving i euroen, som blev yderligerestimuleret af forventninger om en nedgang iden amerikanske økonomi og risikoen forstørre justeringer på de amerikanske aktie-markeder. Denne frygt blev dog mindre, dasenere data viste vedvarende stærk vækst ogdæmpet inflationspres i USAs økonomi. Vedudgangen af 1999 lå euroen på USD 1,005.Sammenhængen mellem de økonomiskeresultater og kursbevægelserne fortsatte ibegyndelsen af 2000, da euroen fortsat depre-cierede over for den amerikanske dollar. Den7. marts 2000 lå euroen på USD 0,959.

Blandt de vigtigste valutaer oplevede denjapanske yen den mest markante apprecieringi 1999, dog med en høj grad af volatilitet. Frabegyndelsen til slutningen af 1999 steg denjapanske yen med 30 pct. over for euroen ogmed 11 pct. over for den amerikanske dollar.Denne styrkelse skete hovedsagelig påbaggrund af et betydeligt overskud på beta-lingsbalancen og samtidig med et omsving iøkonomien, der begyndte at udvise en lidtmere positiv vækst efter den relativt alvorligekonjunkturnedgang i 1998. I overensstem-melse med denne vækstforbedring steg delange nominelle renter i Japan fra lavpunktetpå under 1 pct., som de nåede i 2. halvår1998, til ca. 1,8 pct. ved årets udgang. Vedudgangen af 1999 lå euroen på JPY 102,73.Den japanske yen var fortsat forholdsvisvolatil i begyndelsen af 2000 og viste ingenstærk, overordnet tendens. Den 7. marts 2000lå euroen på JPY 103,00.

Mindre overskud på de løbende poster

Overskuddet på euroområdets betalingsba-lances løbende poster faldt lidt til ca. 0,75 pct.af BNP i 1999 (€43,2 milliarder) fra ca. 1 pct.af BNP i 1998 (ECU 60,3 milliarder). Dennenedgang skyldtes et fald i overskuddet påvarebalancen, som igen hovedsagelig kunnetilskrives en kraftig stigning i importværdien iløbet af året forårsaget af højere import-priser, især på energi (se boks 5), samt en lav

eksportværdi i 1. halvår 1999 og i mindre gradforværringen af tjenestebalancen. Derimodregistreredes mindre underskud på posterneløbende overførsler og løn- og formueind-komst i 1999.

I 1999 som helhed faldt overskuddet på vare-balancen i euroområdet til €99,9 milliarderfra ECU 118,8 milliarder i 1998. I 2. halvårbegyndte eksportværdien dog at udvise enstærkere underliggende vækst, hvilket afspej-lede både en stigende udenlandsk efter-spørgsel og en forbedret priskonkurrence-evne. Trods eksportstigningen i løbet af året steg importværdien fortsat hurtigere end eksportværdien. Det er tilsyneladendeforbundet med de højere importpriser, der tildels skyldes de højere oliepriser og svæk-kelsen af euroen samt tegn på øget aktivitet ieuroområdet i 2. halvår 1999.

Tjenestebalancen forværredes også i 1999 iforhold til 1998 til et underskud på €6,6 milli-arder i slutningen af året. Større udgifterkombineret med stort set nulvækst i indtæg-terne er baggrunden for det øgede underskudpå tjenestebalancen. Derimod faldt under-skuddet på løbende overførsler og løn- og

Kilde: ECB.1) ECBs beregninger (se boks 5 i ECB Månedsoversigt for

oktober 1999). En stigning i indekset er tegn på apprecieringaf euroen. Den vandrette linje er gennemsnittet for den visteperiode (januar 1994-februar 2000).

Figur 14

Nominel effektiv valutakurs 1)

(Månedlige gennemsnit; indeks 1. kvt. = 100)

1994 1995 1996 1997 1998 199988

90

92

94

96

98

100

102

104

106

108

110

112

88

90

92

94

96

98

100

102

104

106

108

110

112

40


Boks 5

Fald i overskuddet for varehandlen i euroområdet i 1999

Faldet i overskuddet på varebalancen i 1999 skyldtes i nogen grad de lave eksportværdier i løbet af 1. halvår

1999, hovedsagelig som følge af afsmitningen fra den svage udenlandske efterspørgsel i 1998. Selv om

eksportværdierne steg senere i 1999 på grund af øget udenlandsk efterspørgsel, steg importværdierne endnu

hurtigere i løbet af året, hvilket først og fremmest skyldtes stigende importpriser og øget aktivitet i

euroområdet.

Stigningen i den udenlandske efterspørgsel, defineret ved det sammenvejede gennemsnit af importmængden

på euroområdets vigtigste eksportmarkeder, fremgår af figuren nedenfor1. Den stærkt negative vækstrate for

efterspørgslen i Japan og resten af Asien forklarer sammen med den aftagende importvækst i Storbritannien

delvis faldet i eksportværdierne i 1998 og primo 1999. Stigningen i efterspørgslen i Asien samt den fortsat

robuste importvækst i USA er tilsvarende en forklaring på opsvinget i eksporten i 1999. Selv om

Storbritannien er det største marked med 19,3 pct. af euroområdets eksport, tegner Asien, inklusive Japan,

sig for 18,3 pct., efterfulgt af USA med 14 pct. og overgangsøkonomierne i Østeuropa med 13,5 pct.

Hvad angår import, bidrog en fortsat stor importmængde – kombineret med en brat stigning i importpriserne

siden primo 1999, som hovedsagelig skyldtes den kraftige stigning i oliepriserne og euroens fald –

betydeligt til væksten i importværdierne i 1999. Denne stigning i importværdierne kan desuden delvis

tilskrives import af færdigvarer, som steg med 7 pct. i 1999 2. Import af maskiner og køretøjer steg særlig

hurtigt, dvs. med ca. 11 pct. i 1999, hvilket er i overensstemmelse med et højere aktivitetsniveau i

euroområdet i 2. halvår 1999. Hvad angår leverandørlande, viste importen af varer fra Kina og Ungarn den

kraftigste værdimæssige vækst i 1999 med en årlig stigning på henholdsvis ca. 16 pct. og 19 pct.

Importmængden på euroområdets vigtigste eksportmarkeder (Ændring i pct. år/år)

-15

-10

-15

-10

-5

0

5

10

15

20

1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt. 1. kvt. 2. kvt. 3. kvt. 4. kvt.

USA Storbritannien i Japan Asien I alt

1997 1997 1997 1997 1998 1998 1998 1998 1999 1999 1999 1999

-5

0

5

10

15

20

1 Den samlede udenlandske efterspørgsel beregnes ved det sammenvejede gennemsnit af importmængden på euroområdetsvigtigste eksportmarkeder (dvs. vægtene for markederne ganget med de respektive vækstrater for importmængden). Vægtene erfordelt på følgende måde: USA 14,0 pct., Japan 3,6 pct., Storbritannien 19,3 pct., Schweiz 6,4 pct., andre industrilande 14,9 pct.,Asien, ekskl. Japan, 14,7 pct., overgangsøkonomierne 13,5 pct., Latinamerika 4,4 pct. og resten af verden 9,2 pct.

2 I importdata fordelt på råvare eller land sammenlignes perioden januar-november 1999 med den tilsvarende periode i 1998(kilde: Eurostat). Disse data er baseret på Eurostats handelsstatistik og er ikke fuldt sammenlignelige med ECBs betalings-balancedata.


formueindkomst i 1999 med henholdsvis €3,0milliarder og €4,6 milliarder. Forbedringen iløn- og formueindkomst kunne hovedsageligtilskrives lavere kapitalindkomstbetalinger i1999 i forhold til det meget høje niveau i1998.

Euroområdets residenter øgede deresdirekte investeringer i udlandet, mensudstrømningen af porteføljeinvesteringerfaldt

I 1999 udgjorde nettoudstrømningen afdirekte investeringer og porteføljeinveste-ringer €168,5 milliarder i forhold til ECU187,9 milliarder året før. Udstrømningen fraeuroområdet skyldtes hovedsagelig nettoud-strømningen af direkte investeringer, somsteg fra ECU 102,6 milliarder i 1998 til€147,2 milliarder i 1999. Især investeringer iudlandet fra residenter i euroområdet øgedes(€212,5 milliarder i 1999 i forhold til ECU183 milliarder i 1998). Samtidig var de uden-

landske direkte investeringer i euroområdetfortsat afdæmpede (€65,2 milliarder i forholdtil ECU 80,4 milliarder i 1998).

Den øgede nettoudstrømning af direkte inve-steringer stod i modsætning til et fald i netto-udstrømningen af porteføljeinvesteringer på€64,0 milliarder til €21,3 milliarder i 1999 iforhold til 1998. Det var forbundet medskiftet i gældsinstrumenter fra en nettoud-strømning i 1998 (ECU 84,8 milliarder) til ennettotilstrømning i 1999 (€34,8 milliarder).Både lavere investeringer i udlandet fra resi-denter i euroområdet og øget efterspørgselfra udenlandske investorer efter obligationerfra euroområdet, navnlig pengemarkedsin-strumenter, bidrog til omsvinget. Samtidig stegnettoudstrømningen af aktier til €56,1 milli-arder (fra ECU 0,4 milliarder i 1998), hoved-sagelig som følge af øgede investeringer iudenlandske aktier fra residenter i euroområdet (som steg til €150,0 milliarder fra ECU98,7 milliarder i 1998).

Kapitel II

Centralbankoperationer


1.1 Likviditetsstyring

Eurosystemets pengepolitiske rammer beståraf en lang række instrumenter, som er udvalgtmed henblik på at overholde principperne ommarkedsorientering, operationel effektivitet(dvs. effektiv opnåelse af Eurosystemetsmålsætninger), lige behandling, enkelhed,gennemskuelighed og omkostningseffektivitet.De relevante beslutninger træffes af ECBsstyrende organer, men gennemføres decen-tralt af de 11 NCBer i Eurosystemet. ECBsstyrende organer kan ud af de varieredeinstrumenter, der er til rådighed, anvende denkombination, som skønnes mest hensigt-mæssig under de pågældende omstændig-heder. Generelt har Eurosystemets operatio-nelle rammer fungeret problemfrit i detførste år med den fælles pengepolitik.

Reservekravssystemet er et af elementerne irammerne for Eurosystemets operationer.Reservekravssystemet pålægger kreditinsti-tutter at have kontantbeholdninger i Euro-systemets NCBer svarende til 2 pct. af kredit-institutternes reservegrundlag, dvs. en rækkekortfristede passiver. Dette krav skal opfyldesi gennemsnit i løbet af en reservekravs-periode på en måned, hvilket har en betydeligudjævnende virkning på kreditinstitutternesefterspørgsel efter reserver og således ogsåpå korte pengemarkedsrenter. Derfor harEurosystemet kunnet udføre sin pengepolitikeffektivt med begrænset anvendelse af deinstrumenter, der er til rådighed, i den fællespengepolitiks første år.

I ECBs likviditetsstyring fokuseres der påinterbankmarkedet for reserver, hvor der ved reserver forstås anfordringsindskud frakreditinstitutter i euroområdet i Euro-systemets NCBer.Tilgangen af disse reserverbestemmes af nettoeffekten af den likviditet,der tilføres gennem pengepolitiske operati-oner, og den likviditet, som de „autonomefaktorer“ (dvs. poster på Eurosystemetsbalance, som ikke afhænger af centralbankenspengepolitiske operationer, fx sedler i omløb,

statslige indskud og eksterne nettoaktiver)opsuger eller bidrager med. Efterspørgslenefter reserver afhænger af kreditinstitut-ternes behov for at opfylde reservekrav og en yderligere begrænset efterspørgselefter overskydende reserver. Reservernesmarkedspris er den korte interbankrente. Detbetyder, at dag-til-dag løbetiden spiller envigtig rolle, hvad angår mængder, og at densom den korteste relevante løbetid ogdermed udgangspunktet for rentekurven ofteer i fokus. Den udbredte referencerente fordag-til-dag indskud, nemlig EONIA (euroovernight index average), er en effektivdag-til-dag rente beregnet som et vægtetgennemsnit af usikrede dag-til-dag udlån fra57 banker på interbankmarkedet.

Grundprincippet for kreditinstitutternes likvi-ditetsstyring i euroområdet er at minimereomkostningerne ved opfyldelse af reservekra-vene i løbet af reservekravsperioden. Kredi-tinstitutternes omkostninger i forbindelsemed reserver på en given dag kan måles somforskellen mellem dag-til-dag interbankrentenog renten på de krævede reserver (renten for primære markedsoperationer) den pågæl-dende dag. Kreditinstitutterne vil såledesforsøge at opbygge et overskud af reserver,når forskellen er lav sammenlignet medforventede fremtidige forskelle i sammereservekravsperiode, og omvendt. Denneadfærd stabiliserer markedsrenterne, dadag-til-dag renten efterhånden bringes på linjemed de forventede fremtidige dag-til-dag renter i reservekravsperioden for atmarkedet kan cleare. Interbankrentenbestemmes således af de tidligere, nuværendeog forventede fremtidige likviditetsforhold ireservekravsperioden. Desuden påvirkesdag-til-dag interbankrenten af markedetsforventninger om fremtidige ændringer afECBs rente for de primære markedsoperati-oner. ECB påvirker således dag-til-dag inter-bankrenten både gennem sine faktiske beslut-ninger og gennem de forventninger, ECB giveranledning til med hensyn til rente- og tilde-lingspolitik i markedsoperationerne.

1 Gennemførelse af pengepolitikken


Den mængde reserver, som kreditinstitut-terne har adgang til, påvirkes ikke alene af depengepolitiske operationer, men også afudsving i andre poster på Eurosystemetsbalance, nemlig de autonome faktorer. De kanhave en betydelig indvirkning på likviditeten,idet dag-til-dag ændringer i de autonomefaktorer i størrelsesordenen €10 milliarderforekommer forholdsvis hyppigt. Hvad angårEurosystemet, udgør statslige indskud iNCBerne den mest volatile autonome faktor.Volatiliteten i de daglige ændringer i statsligeindskud (målt ved standardafvigelsen) beløbsig til over €5 milliarder i forhold til ca.€1 milliard for sedler. I 1999 varierede euro-områdets kreditinstitutters samlede reserve-krav mellem €98,2 milliarder (i den førstereservekravsperiode) og €105 milliarder (ireservekravsperioden, der sluttede den 23. december). Bankernes reservebehold-ninger svingede mellem €63,0 milliarder og€126,4 milliarder i årets løb uden at giveanledning til nogen nævneværdig belastning afde gældende markedsrenter. Det tyder på, atsystemets stødpuder i form af likviditet aldrigblev opbrugt.

1.2 Primære markedsoperationer

Primære markedsoperationer er Euro-systemets vigtigste markedsoperationer, somspiller en central rolle for likviditetsforhol-dene og signalerer den pengepolitiske linje.Disse operationer tilfører størstedelen aflikviditeten til den finansielle sektor. Deudføres regelmæssigt som likviditetstilførende,omvendte transaktioner i form af ugentligeauktioner med en løbetid på to uger. I 1999udførte Eurosystemet ialt 52 primæremarkedsoperationer.Tildelingsbeløbene varie-rede mellem €39 milliarder og €102 milli-arder, i gennemsnit €69 milliarder.

Rammerne for Eurosystemets operationergiver mulighed for auktioner til fast eller vari-abel rente. ECB har hidtil kun udført primæremarkedsoperationer som auktioner til fastrente i Eurosystemet. Auktioner til fast renteudføres således, at ECB kan sende et klartsignal om den pengepolitiske linje og samtidig

tildele den mængde likviditet, ECB skønnerhensigtsmæssig givet de autonome faktorersforventede udvikling. I de primære markeds-operationer, der udføres som auktioner tilfast rente, annonceres renten på forhånd.Modparterne fremsætter bud til den påforhånd annoncerede rente. Dereftermatcher ECB buddene med sit eget estimatover banksektorens likviditetsbehov, somhovedsagelig er bestemt af reservekrav ogprognoser over autonome faktorer. Hvisbuddene er højere end likviditetsbehovetifølge prognosen, hvilket normalt er tilfældet,benytter ECB en tildelingskvotient på under100 pct.

Det gennemsnitlige budbeløb i de primæremarkedsoperationer, der blev udført i 1999,var €954 milliarder, og det gennemsnitligetildelingsbeløb var €69 milliarder. Dengennemsnitlige „tildelingskvotient“ (dvs. detgennemsnitlige forhold mellem den likviditet,der tildeles af ECB, og det samlede budbeløbi de enkelte auktioner) var 10,8 pct. Detlaveste budbeløb, €67,4 milliarder, blev regi-streret i operationen den 6. april 1999, hvorder var stærke forventninger om en sænkningaf renten for de primære markedsoperationeri den pågældende reservekravsperiode. ECBimødekom alle bud i den pågældende opera-tion, hvilket indebar en tildelingskvotient på100 pct. Det højeste budbeløb, €2.344 milli-arder, blev observeret den 2. november 1999,hvor der var stærke forventninger om enforhøjelse af renten for de primære markeds-operationer i den pågældende reservekravs-periode. Tildelingsbeløbet på €66 milliarderindebar en tildelingskvotient på 2,82 pct., somvar den laveste nogensinde. Det gennemsnit-lige budbeløb steg i årets første tre kvartaler(hvor det gennemsnitlige samlede budbeløbvar henholdsvis €674 milliarder, €763 milli-arder og €1.274 milliarder), mens det faldt ensmule i 4. kvartal til et gennemsnitligt samletbeløb på €1.104 milliarder.

Budbeløbenes udvikling kan tilskrives kredit-institutternes forventninger om de forholds-mæssige omkostninger ved finansiering påinterbankmarkedet i forhold til renten for deprimære markedsoperationer. Der skal være


ligevægt mellem de forventede omkostningerved centralbankfinansiering og de forventedeomkostninger ved finansiering på interbank-markedet (herunder en præmie som følge aføget usikkerhed i forbindelse med markeds-finansiering), så bankernes bud hverken stigerkraftigt eller ophører. Centralbankerne kankontrollere den gennemsnitlige dag-til-dagrente ved at fastsætte bankreservernesstørrelse. Generelt (dvs. når der ikke erstærke forventninger om renteændringer) harcentralbanken således mulighed for at sikredenne ligevægt for enhver auktionsrenteinden for den korridor, som de stående facili-teter udgør.

ECBs tildelingsbeslutninger har skullet sikreen gennemsnitlig dag-til-dag interbankrente,som ligger tæt på auktionsrenten. Som følgeaf denne politik var EONIA-renten i 1999 igennemsnit 21⁄2 basispoint højere end rentenfor de primære markedsoperationer. Desudenvar EONIA-renten ikke særlig volatil i løbet afåret, selv om den var højere i slutningen afreservekravsperioderne.

1.3 Langfristede markedsoperationer

Ud over de primære markedsoperationerudfører Eurosystemet også langfristedemarkedsoperationer, som er regelmæssige,likviditetsførende, omvendte transaktioner iform af månedlige auktioner med en løbetidpå tre måneder. Disse operationer tilførerkun en begrænset del af det samlede finansie-ringsbeløb og udføres som regel ikke for atkontrollere likviditetsforholdene, sendesignaler til markedet eller styre markedsren-terne. For at Eurosystemet kan fungere som„rentetager“ udføres langfristede markedso-perationer normalt som auktioner til variabelrente med tildelingsbeløb annonceret påforhånd. Det var tilfældet for alle 14 langfri-stede markedsoperationer i 1999. Tildelings-beløbene var annonceret på forhånd i presse-meddelelser for lange perioder, og blevderefter bekræftet i auktionsmeddelelsernedagen før tildelingsbeslutningen. Beløbet i deførste 11 langfristede markedsoperationer i1999 var €15 milliarder, og i de sidste tre €25

milliarder, hvilket også bidrog til enproblemfri overgang til år 2000. I årets løbtilførtes i gennemsnit likviditet for €49 milli-arder gennem sådanne operationer, og 316modparter fremsatte bud.

Årets første tre langfristede markedsoperati-oner var specielle, fordi de blev udført paral-lelt den 14. januar, og to af dem havdeforkortet løbetid (på henholdsvis 42 og 70dage) for at bringe de tre udestående langfri-stede markedsoperationer på linje med detsamme. De første fire langfristede markeds-operationer blev udført som auktioner meden enkelt rentesats (hollandske auktioner),men fra marts blev alle langfristede markeds-operationer udført som auktioner til flererentesatser (amerikanske auktioner) for atindpasse dem efter normal markedspraksis.

For alle operationer, der blev udført mellemmarts og september, lå den vægtede gennem-snitlige rente i de langfristede markedsopera-tioner i form af auktioner med flere rente-satser 1 basispoint over den marginale rente,hvilket afspejler begrænset og stabil spredningaf forventningerne. Billedet var anderledes forden langfristede markedsoperation, der blevafviklet den 28. oktober, hvor den marginalerente lå 23 basispoint lavere end den vægtedegennemsnitsrente. Det afspejler heterogene,men voksende forventninger om en stigning irenten for primære markedsoperationer, samtheterogene præferencer, fordi operationenudløb efter overgangen til år 2000. I deoperationer, der blev udført henholdsvis den24. november og 22. december, var situati-onen blevet delvis normal, idet spændetmellem den marginale og den vægtede rentevar indsnævret til henholdsvis 9 og 3 basis-point.

1.4 Andre markedsoperationer

Ud over de to typer regelmæssige markedso-perationer giver Eurosystemets operationellerammer mulighed for løbende at udføre finju-sterende og strukturelle markedsoperationer.Disse ikke-regelmæssige operationer kanudføres som omvendte markedsoperationer,


men Eurosystemet kan også gennemføre dempå en lang række andre måder, nemlig somrene transaktioner, valutaswaps, gennemudstedelse af gældsbeviser eller opkrævningaf aftaleindskud. De instrumenter og proce-durer, der anvendes i de finjusterende opera-tioner, kan tilpasses den bestemte transakti-onstype og de specifikke mål.

I 1999 omfattede Eurosystemets likviditets-styring ingen finjusterende eller strukturellemarkedsoperationer, kun primære og lang-fristede markedsoperationer. Endvidereanvendte Eurosystemet de stående faciliteterog kunne derved drage nytte af gennem-snitsfaciliteten i reservekravssystemet. Ibegyndelsen af 2000 udførte Eurosystemeten likviditets-absorberende og finjusterendeoperation som følge af usædvanlige markeds-forhold. ECB indsamlede l-uges indskud påauktion til variabel rente til en værdi af €14,2milliarder for at fjerne den overskydendelikviditet, der blev akkumuleret ved udgangenaf 1999 som følge af begivenhederne i forbin-delse med overgangen til år 2000.

1.5 Stående faciliteter

De stående faciliteter tilfører og opsugerdag-til-dag likviditet på kreditinstitutternesinitiativ, og signalerer således pengepolitik-kens generelle linje samt fastsætter en øvreog nedre grænse for dag-til-dag markeds-renten. Den marginale udlånsfacilitet kananvendes til at opnå dag-til-dag likviditet fraEurosystemet mod godkendte aktiver. Rentenfor den marginale udlånsfacilitet udgørnormalt loftet for dag-til-dag markedsrenten.

Indlånsfaciliteten kan bruges til indskud afoverskydende likviditet i Eurosystemet.Renten for indlånsfaciliteten udgør normaltgulvet for dag-til-dag markedsrenten, såledesat de to faciliteter udgør en korridor fordag-til-dag markedsrenten. Korridoren varie-rede i 1999 mellem 50 basispoint (mellemden 4. og 21. januar for at lette kreditinstitut-ternes tilpasning til de nye rammer) og 250

basispoint mellem den 22. januar og 8. april.Korridoren var på 200 basispoint fra 9. apriltil årets slutning.

I løbet af året udgjorde den daglige anven-delse af den marginale udlånsfacilitet ogindlånsfaciliteten i gennemsnit henholdsvis €1milliard og €0,8 milliarder. Ikke desto mindresteg anvendelsen af de stående faciliteterkraftigt i januar 1999, hvor gennemsnittet var€6,0 milliarder for den marginale udlånsfaci-litet og €2,0 milliarder for indlånsfaciliteten.Den intensive anvendelse af de stående facili-teter skyldtes delvis, at omkostningernederved blev holdt på et meget lavt niveauindtil den 21. januar, men var også tegn på, atinterbankmarkedet stadig skulle tilpasse sigde nye rammer.

Der forekom ingen samtidig anvendelse afbegge stående faciliteter i stort omfang på endag – hvilket ellers kunne fortolkes som ettegn på, at interbankmarkedet ikke varperfekt – bortset fra helt i begyndelsen afåret, men en betydelig anvendelse af den enefacilitet er normalt tegn på ubalance i densamlede likviditet. En sådan ubalance opstårnormalt i slutningen af en reservekravs-periode, når reservekravssystemets gennem-snitsfacilitet pr. definition ikke længere er ikraft. Den gennemsnitlige anvendelse af denmarginale udlånsfacilitet og indlånsfacilitetenden sidste dag i de 11 reservekravsperioder i1999 udgjorde henholdsvis €3,6 milliarder og€6,8 milliarder. I slutningen af en hvilken somhelst reservekravsperiode blev den ene af deto stående faciliteter anvendt i stort omfang,mens den anden knap nok blev anvendt,hvilket var tegn på interbankmarkedets effek-tivitet i fordelingen af midler, selv på reserve-kravsperiodernes sidste dag. Selv en betydeliganvendelse af de stående faciliteter i slut-ningen af de enkelte reservekravsperioder ogen kraftig volatilitet i dag-til-dag interbank-renten havde i de fleste tilfælde ingen vedva-rende indvirkning på de lange pengemarkeds-renter og skabte således heller ikkeusikkerhed med hensyn til den pengepolitiskelinje.


1.6 Reservekravssystemet

I løbet af 1999 blev reservekravssystemets tohovedfunktioner, nemlig at stabilisere penge-markedsrenten og øge banksektorens struk-turelle likviditetsunderskud, opfyldt medsucces. Reservekravssystemets udjævnendevirkning på EONIA-renten, som nævntovenfor, er primært forbundet med reserve-kravssystemets stabiliserende gennemsnits-facilitet. Hvad angår forsøget på at øge detstrukturelle likviditetsunderskud, udgjorde dekrævede reservebeholdninger normalt over50 pct. af banksektorens samlede finansie-ringsbehov (dvs. det samlede udeståendebeløb i de regelmæssige markedsoperati-oner). Desuden blev de krævede reservebe-holdninger forrentet svarende til renten forEurosystemets primære markedsoperationer,således at systemet ikke medførte betydeligeomkostninger for bankerne.

Eftersom reservekravssystemet fungeredeproblemfrit, blev dets vigtigste karakteristika(dvs. gennemsnitsfaciliteten, reservekravs-periodernes varighed og forrentningen af dekrævede reservebeholdninger) ikke ændret i1999. Reservekoefficienten, reservegrundlagetog engangsfradraget (€100.000) i de krævedereservebeholdninger blev heller ikke ændret.Den eneste ændring i 1999 gjaldt de enkeltekreditinstitutters standardfradrag i reserve-grundlaget i forbindelse med passiver over forkreditinstitutter inden for euroområdet, derer underlagt ECBs reservekrav. Hvad angårpassiver i form af obligationer med en aftaltløbetid på op til 2 år og pengemarkedspapirer,fik kreditinstitutterne i løbet af 1999 tilladelsetil at indføre et standardfradrag på 10 pct.,hvis de ikke kunne fremlægge dokumentationfor en sådan forpligtelse over for andrekreditinstitutter inden for euroområdet. Efteren gennemgang af den foreliggende statistikfor 1999 besluttede ECB den 2. december atændre standardfradraget fra reservegrund-laget til 30 pct. med virkning fra januar 2000.Kreditinstitutterne tilpassede sig med detsamme til de nye indberetningsordninger ogde nye metoder til beregning af reservebe-holdningerne. Derfor var der kun et megetbegrænset antal tilfælde af manglende over-

holdelse af reservekravene i løbet af 1999.Efter en indkøringsperiode på tre måneder,hvor kreditinstitutterne kunne tilpasse sigden nye fælles pengepolitik, indførte ECBrammer for sanktioner ved overtrædelse afforpligtelser i forbindelse med reservekra-vene.

1.7 Eurosystemets godkendte sikkerhed og anvendelse heraf ikreditoperationer

Alle Eurosystemets kreditoperationer –intradag kredit og pengepolitiske operationer– skal være baseret på tilstrækkelig sikkerhedfra Eurosystemets modparter. For at tagehøjde for forskelle i medlemslandenes finansi-elle struktur omfatter de godkendte aktivertil kreditoperationer en lang række forskelligeinstrumenter. Der skelnes mellem to katego-rier af aktiver til Eurosystemets kreditopera-tioner, nemlig „liste-1“ og „liste-2“. Denneskelnen er udelukkende intern i Eurosystemetog har ingen indflydelse på aktivernes kvaliteteller deres egnethed til de forskellige operati-oner. Dog anvender Eurosystemet normaltikke liste-2-papirer i rene transaktioner.

Liste-1-papirer består af omsættelige gældsin-strumenter, som opfylder ECBs ensartedekriterier for godkendelse i hele euroområdet.Liste-2-papirer består af aktiver af særligbetydning for de nationale finansmarkeder ogbanksektorer. Disse papirers godkendelses-kriterier er fastlagt af NCBerne og skalgodkendes af ECB.

Pr. medio december 1999 udgjorde deomsættelige godkendte aktiver til Euro-systemets operationer næsten €5.700 milli-arder (en stigning fra over €5.300 milliarder ijanuar 1999). Langt størstedelen af dettebeløb (96 pct.) bestod af liste-1-papirer.Fordelt efter udsteder var 62,7 pct. af deomsættelige liste-1-papirer statspapirer, mens32,8 pct. var værdipapirer udstedt af kreditin-stitutter og 4,2 pct. var erhvervspapirer. Hvadangår løbetid, var 93 pct. af papirerne langfri-stede obligationer og mellemfristede stats-gældsbeviser, mens 6,5 pct. var kortfristede


værdipapirer. Aktier og andre omsætteligeliste-2-papirer udgjorde en ubetydelig andel(henholdsvis 0,3 pct. og 0,2 pct.).

Eurosystemets modparter kan anvendegodkendte aktiver på tværs af grænserne, dvs.opnå midler hos den nationale centralbank idet medlemsland, hvor de har hjemsted, vedat benytte sig af aktiver i et andet medlems-land (se kapitel V).

I løbet af 1999 udførte ECB på begæring afadskillige NCBer en vurdering af nye aktivka-tegorier, som enten ikke eksisterede i 1998,eller som var blevet ændret til at opfyldeECBs minimumskriterier for godkendelse iløbet af 1999. Disse kategorier af aktiver blevsåledes tilføjet på listen over godkendtsikkerhed til Eurosystemets kreditoperati-oner.

1.8 Eurosystemets modpartersdeltagelse i pengepolitiskeoperationer

Eurosystemets pengepolitiske rammer erformuleret med henblik på at sikre deltagelsefra et bredt udvalg af modparter. Kreditinsti-tutter, som er underlagt Eurosystemets reser-vekravssystem, er godkendt som modpartertil markedsoperationer baseret på auktionerog til anvendelse af de stående faciliteter.1

Ultimo december 1999 var ca. 7.900 kreditin-stitutter i euroområdet underlagt reserve-krav. Heraf havde ca. 4.100 direkte eller indi-rekte adgang til en konto i et realtidsbruttoafviklingssystem, hvilket er en operati-onel betingelse for at deltage i pengepolitiskeoperationer. Ca. 3.800 havde adgang tilindlånsfaciliteten, og 3.200 havde adgang tilden marginale udlånsfacilitet. For at få adgangtil markedsoperationerne kan modparternedesuden have brug for adgang til de nationaleauktionssystemer, hvilket var tilfældet for deomkring 2.500 modparter, som måtte deltagei markedsoperationerne i 1999. Eurosystemethar udvalgt ca. 200 institutter til eventuellefinjusterende operationer, der udføres i formaf hurtige auktioner eller bilaterale proce-durer.

Antallet af modparter, der deltog i deprimære markedsoperationer, varierede fra1.068 (i januar 1999) til 302 (i april 1999),mens antallet af deltagere i de langfristedemarkedsoperationer varierede mellem 466 (ijanuar 1999) og 198 (i september 1999). I 2. halvår 1999 var der en nedadgåendetendens i antallet af modparter i Euro-systemets operationer i forhold til 1. halvår.Samtidig var der en nedgang i andelen af småinstitutter i de primære markedsoperationer iforhold til store institutter i årets løb. Dettyder på en nedgang i de små instituttersincitamenter til at deltage i de primæremarkedsoperationer. Denne udvikling kantilskrives flere faktorer, herunder den løbendekonsolideringsproces i banksektoren ogmodparternes opfattelse af, at der var enforholdsvis lille renteforskel mellem Euro-systemets renter for operationerne ogEONIA-renten.

1.9 Udviklingen på pengemarkedet

Efter euroens indførelse og de nye penge-politiske rammer er pengemarkedet blevetstærkt integreret i hele euroområdet. Integra-tionen forløb dog ikke ens for de forskelligemarkedssegmenter. Integrationen gik hurti-gere på markedet for usikrede indskud, hvorbankerne udveksler kortfristet likviditet udensikkerhedsstillelse, og på markederne forafledte finansielle instrumenter. Integrationengik imidlertid langsommere på markedet forgenkøbsforretninger (repomarkedet), hvordeltagerne udveksler kortfristet likviditetmod sikkerhed, og markedet for kortfristedeværdipapirer (skatkammerbeviser, commer-cial papers (CP) og indskudsbeviser). Lige frabegyndelsen af tredje fase af ØMUen var deren betydelig stigning i grænseoverskridendetransaktioner på euroområdets penge-marked, hvor disse transaktioner nu udgørover 50 pct. af den samlede aktivitet i alle

1 Ifølge artikel 19, stk.. 1, i statutten for ESCB, kræver ECB generelt,at kreditinstitutter, der er etableret i medlemslandene, harreservebeholdninger. En definition på „kreditinstitutter“ findes iartikel 1 i det 1. bankdirektiv (77/780/EØF), dvs. „et foretagende,hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtage indlåneller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån foregen regning.“


segmenter på pengemarkedet. En faktor, sombidrog til denne udvikling, var det effektiveTARGET-system til overførsel af store beta-linger i hele euroområdet og de andreEU-lande. TARGET har vist sig at være etvigtigt element i effektiv omfordeling af likvi-ditet i hele euroområdet.

De usikrede segmenter og swap-segmenternepå pengemarkederne oplevede de mest vidt-gående ændringer, herunder en betydelig stig-ning i grænseoverskridende transaktioner,som både kan betegnes som udtryk for ogårsag til disse ændringer. Dette forklarer ogsåensartetheden og det høje likviditetsniveaufor disse segmenter. Denne ensartethed gjaldtisær dag-til-dag løbetider, hvilket kom tiludtryk i de meget begrænsede forskelle

mellem dag-til-dag renten i de enkelte euro-lande.

Andre strukturændringer i euroområdetspengemarked siden euroens indførelse erbl.a.: Den kraftige stigning i likviditeten på desekundære markeder; øget koncentration aflikviditetsstyring i euro i forhold til de tidli-gere fragmenterede pengemarkeder; øgetkonkurrenceevne og at de enkelte banker haradgang til et større antal modparter. Ennærmere beskrivelse af den strukturelleudvikling på pengemarkederne i euroområdetfindes i artiklen „Euroområdet et år eftereuroens indførelse: De vigtigste karakteristikaog ændringer i den finansielle struktur“ i ECBMånedsoversigt fra januar 2000.

2 Investering af valutaaktiver og egenkapital

2.1 Eurosystemets valutareserveaktiver

Eurosystemet besidder og forvalter medlems-landenes valutareserver. Både ECB ogNCBerne har valutareserver. Selv omNCBerne selv styrer deres egne valutare-server, kræver deres operationer på valuta-markedet over en vis grænse godkendelse fraECB for at sikre overensstemmelse medEurosystemets fælles pengepolitik.

NCBernes overførsel af valutareserver fordet maksimale tilladte beløb på €50 milliarderfandt sted helt i begyndelsen af 1999. Dettebeløb blev nedjusteret ved at fratrække kapi-talandelene i ECB for NCBerne i de lande,der ikke deltager i Den Monetære Union frabegyndelsen. Det overførte beløb udgjorde€39,46 milliarder, dvs. omkring 80 pct. af €50milliarder. Valutareserverne udgør en megetstor del af aktivsiden af ECBs balance. Ifølgeartikel 123 i traktaten kan ECB indkalde yder-ligere valutareserveaktiver fra NCBerne medhjemmel i sekundær fællesskabslovgivning.ECB har udarbejdet en henstilling om enforordning fra Rådet.

Valutafordelingen i ECBs valutareserver defi-neres på grundlag af anslåede operationellebehov og kan ændres, hvis og når detteskønnes hensigtsmæssigt. 15 pct. af de valuta-reserver, der blev overført til ECB, var i formaf guld, mens de resterende 85 pct. er deno-mineret i amerikanske dollar og i lidt mindreomfang japanske yen. Der er ingen aktivstyring af valutafordelingen af reserverne tilinvesteringsformål for at undgå uoverens-stemmelse med Eurosystemets fælles penge-politik.

2.2 Eurosystemets forvaltning af valutareserver

ECBs forvaltning af valutareserver skal sikre,at ECB på ethvert tidspunkt har tilstrækkeligelikvide ressourcer til enhver form for inter-vention i valutamarkedet. I tilfælde af inter-vention anvendes de valutareserver, der eroverført til ECB. Derfor er likviditet ogsikkerhed de grundlæggende krav for investe-ring af ECBs valutareserver. Under dissebegrænsninger forvaltes ECBs valutareserversåledes, at deres værdi maksimeres. Desudengiver styringen af valutareserverne Euro-


systemet mulighed for at øge sin viden ommarkedsteknikker og sin fremadrettede for-ståelse af markedsdeltagernes adfærd.

ECBs valutareserver forvaltes decentralt afeuroområdets NCBer. Styrelsesrådet fast-sætter de vigtigste investeringsretningslinjerog det strategiske benchmark, mens Direkti-onen fastlægger de taktiske investerings-rammer. Ud over valutafordelingen har ECBdefineret fire hovedparametre for investeringaf sine valutareserver på obligationsmarke-derne i USA og Japan. Hovedparametrene erfor det første et investeringsbenchmark i toniveauer (dvs. et strategisk og et taktiskbenchmark) for hver valuta; for det andet dentilladte afvigelse fra disse benchmarks, hvadangår renterisiko; for det tredje en liste overgodkendte instrumenter og operationer; ogfor det fjerde grænser for kreditrisiko.NCBerne udnytter den margin, som afvigel-sesbåndene og risikobegrænsningerne giverdem, til at opnå det størst mulige udbytte påde porteføljer, de forvalter på ECBs vegne,inden for ECBs overvågningssystem i realtid.NCBerne udfører investeringer på ECBsvegne som synlig agent, således at ECBsmodparter på de internationale finansmar-keder kan skelne mellem NCBernes operati-oner på henholdsvis ECBs og egne vegne.

Modparterne til operationer, der omfatterECBs valutareserveaktiver, vælges i samrådmed NCBerne på grundlag af en vurdering afderes kreditværdighed og effektivitet. Detoverordnede princip for definition af deinstrumenter, der skal anvendes, er kraveneom sikkerhed og likviditet. Under dissebegrænsninger tilstræber Eurosystemet atanvende en avanceret portefølje- og risiko-styring.

2.3 ECBs forvaltning af egenkapitalen

ECBs kapital udgør indledningsvis ca. €4.000millioner. Den skal primært fungere som enreservefond for ECB, der hele tiden sikrertilstrækkelige indtægter med et passendesikkerhedsniveau. Ifølge artikel 123 i traktatener en stigning i ECBs kapital mulig medhjemmel i sekundær fællesskabslovgivning.ECB har udarbejdet en henstilling om enforordning fra Rådet.

Da ECBs egenkapital udelukkende er inve-steret i eurodenominerede aktiver, er detafgørende at undgå sammenblanding medECBs pengepolitiske beslutninger. For atundgå misbrug eller mistanke om misbrug affortrolige oplysninger i forvaltningen af ECBsegenkapital, og for at beskytte ECBs rygte, erder etableret en kinesisk mur. Det betyder, atden enhed, der forvalter egenkapitalen, erskarpt adskilt både funktionsmæssigt og fysiskfra ECBs andre enheder.

De grundlæggende investeringsrammer er ioverensstemmelse med de metoder, deranvendes i ECBs valutareservestyring (seafsnit 2.1 ovenfor), idet der tages højde for, atlangt størstedelen af ECBs egenkapital erinvesteret i langfristede eurodenominerederenteinstrumenter. Desuden følger ECB enforholdsvis passiv investeringspolitik, især påpengemarkedet, for ikke at sende penge-politiske signaler. Efter den 7. december 1999,hvor ECB blev aktionær i BIS, blev en del afECBs kapital anvendt til finansiering af købetaf BIS-aktierne.

Listen over godkendte modparter for inve-stering af ECBs egenkapital og de relevanteretsakter udarbejdes adskilt fra de lister, dervedrører forvaltning af ECBs valutareserve-aktiver, men opfylder samme kriterier omkreditværdighed og effektivitet.


3 Betalings- og afviklingssystemer

3.1 TARGET-systemet

De første operationer i TARGET

TARGET-systemet (Trans-European Auto-mated Real-time Gross settlement ExpressTransfer) har to hovedformål: For det førsteskal TARGET fremme europengemarkedetsintegration med henblik på at sikre enproblemfri gennemførelse af den fællespengepolitik. For det andet skal TARGETforbedre pålideligheden og effektiviteten iforbindelse med grænseoverskridende beta-linger i euro inden for EU. De første operati-oner i TARGET gennemførtes med succesmandag den 4. januar 1999. Det gjaldt også enrække andre systemer til behandling af storebetalinger i euro. Da bankerne skulle brugetid til at tilpasse sig de nye betalingssystemerog en ny likviditetsstyringspraksis, tilbødESCB i perioden 11. –29. januar 1999 en„udvidet service“ ved at forlænge TARGETsåbningstid med en time fra 18.00 til 19.00.For at undgå misbrug af ordningen blev deropkrævet et særligt gebyr på €15 for hverbetaling, som gennemførtes i den udvidedeåbningstid. Eftersom bankerne hurtigt tilpas-sede sig en mere effektiv likviditetsstyring, vardet ikke nødvendigt at fortsætte med denudvidede åbningstid i TARGET. For at gøre detlettere for deltagerne i TARGET at styrederes positioner ved dagens slutning beslut-tede ECB, at tidsfristen for anmodning omadgang til den marginale udlånsfacilitet i Euro-systemet fra den 5. februar 1999 skulle væreden samme som tidsfristen for adgang tilindlånsfaciliteten, dvs. 30 minutter efterTARGETs egentlige lukketid.

TARGETs udvikling i 1999

34.000 institutter (oftest kreditinstitutter ogderes filialer og datterselskaber) i hele EU haradgang til TARGET. I 1999 behandledeTARGET 163.157 grænseoverskridende ogindenlandske betalinger dagligt i gennemsnittil en værdi af €925 milliarder. Antallet afgrænseoverskridende betalinger i TARGET

steg støt i hele perioden. I forhold til januar1999 viser tallene fra december 1999 enmængdemæssig stigning på 58 pct. og enværdimæssig stigning på 6 pct. De grænse-overskridende betalinger udgjorde i 1999mængdemæssigt 18 pct. (et dagligt gennem-snit på 28.777 betalinger) og værdimæssigt 39pct. (et dagligt gennemsnit på €360 milliarder)af alle betalinger i TARGET. Mængdemæssigtblev toppunktet således nået den 22. februar2000 med ca. 52.000 grænseoverskridendebetalinger og værdimæssigt den 31. januar2000, hvor den samlede værdi af betalingerbehandlet i TARGET var €522 milliarder.

Den gennemsnitlige værdi af de enkelte trans-aktioner, som behandles i TARGET og andresystemer til behandling af store betalinger ieuro, faldt i 1999. Det skyldtes hovedsagelig,at erhvervslivet i stigende grad benytter sig aforganiserede betalingssystemer frem forkorrespondentbanker. I december 1999udgjorde kundebetalinger 34 pct. af de græn-seoverskridende betalinger i TARGET, mensde i januar 1999 kun udgjorde 15 pct. Ved atanvende TARGET og andre systemer tilbehandling af store betalinger i stedet forkorrespondentbanker kan erhvervskunderneforbedre deres likviditetsstyring.

Opdateret statistik om TARGET og deforskellige nationale realtids bruttoafviklings-systemer (RTGS-systemer), som deltager ieller er tilknyttet TARGET, findes i afsnittetom TARGET på ECBs websted.

De operationelle rammer

Rent teknisk har TARGET vist sig at kunnebehandle et betydeligt antal store betalingermed kort overførselstid. Kravet om fuldsikkerhed i forbindelse med intradag kreditviste sig ikke at være noget problem, og pris-forskellen mellem TARGET og alternativesystemer har ikke afholdt bankerne fra atanvende TARGET i vidt omfang. Selv de storebanker, som sandsynligvis har billigere alter-nativer til behandling af deres betalinger,


anvender TARGET til deres meget store beta-linger på grund af systemets risko- og likvidi-tetsstyringsfordele. Desuden har små ogmellemstore banker, som ikke har adgang tilandre systemer, opdaget, at TARGET er eteffektivt alternativ til korrespondentbanker.

På grund af TARGETs betydning for europen-gemarkedet og dets indbyrdes afhængighedmed forskellige betalings- og afviklings-systemer til store betalinger i euro er detnødvendigt at sikre, at systemet er teknisktilgængeligt. Visse af systemets komponenterfungerede imidlertid ikke altid helt tilfreds-stillende. Forbedring af systemets driftsstabi-litet er iværksat og har fået højeste prioritet.

Hvad angår TARGETs åbningsdage, varsystemet i 1999 lukket nytårsdag, juledag ogekstraordinært 31. december for at øgesikkerheden i forbindelse med overgangen tilår 2000. Antallet af betalinger var dog retbegrænset på de dage, der i de fleste euro-lande er traditionelle helligdage. Derforbesluttede ECB i juli 1999, efter anmodningfra den europæiske banksektor, at lukkeTARGET seks dage i år 2000 ud over lørdageog søndage – nemlig nytårsdag, langfredag,2. påskedag, 1. maj, juledag og 2. juledag. Dedage er det ikke muligt at afvikle betalinger ieuro på pengemarkedet og finansmarkederneeller at afvikle valutatransaktioner, hvorieuroen indgår. I nogle eurolande, hvor deovennævnte dage ikke er helligdage, vil detdog være muligt at gennemføre et begrænsetantal indenlandske betalinger i de nationaleRTGS-systemer.

Dialog med brugerne af TARGET

I løbet af 1999 rapporterede ECB jævnligt omudviklingen i TARGET, både i afsnittet omTARGET på ECBs websted og i kvartalsudga-verne af ECB Månedsoversigt. Yderligereoplysninger om TARGET, som henvender sigspecifikt til brugerne af systemet, blev frigivetaf NCBerne i 2. kvartal 1999 i en opdateretudgave af „Information guide for credit insti-tutions using TARGET“.

For fortsat at være et attraktivt system skalTARGET opfylde både de nuværende ogfremtidige markedsbehov. I den henseendespiller en aktiv udveksling af synspunkter ogsamarbejde med brugerne en vigtig rolle. ECBhar derfor i 1999 foretaget en undersøgelseaf brugernes opfattelse af den grænseover-skridende betalingsservice, som tilbydes iTARGET. De vigtigste konklusioner i denneundersøgelse fremgår af rapporten„Cross-border payments in TARGET:A users’survey“, som blev offentliggjort af ECB inovember 1999. Rapporten er baseret påspørgeskemaer til forskellige europæiskebankforeninger og nationale TARGET-bruger-grupper. Et møde med markedsdeltagere iECB i september 1999 vedrørende TARGETog systemer for store betalinger gav ogsåværdifulde oplysninger. En af rapportenskonklusioner var, at en stor gruppe kreditin-stitutter er tilfredse med det eksisterendeserviceniveau i TARGET. Særligt de storedeltagere ønsker imidlertid yderligere harmo-nisering af den service, som tilbydes i deforskellige RTGS-systemer, der deltager iTARGET. Disse bankers ønsker varierer fraharmonisering af meddelelsernes format tilen standardservice for hele TARGET. Euro-systemet vil fortsætte med at indhente bidragog tilbagemeldinger fra nationale TARGET-brugergrupper og mere generelt fra bank- ogfinanssektoren.

3.2 Korrespondentcentralbankmodellen

Korrespondentcentralbankmodellen (CCBM)blev etableret for at lette grænseoverskri-dende sikkerhedsstillelse i Eurosystemetspengepolitiske operationer og ESCBs intradagkreditoperationer. I CCBM fungerer de natio-nale centralbanker som korrespondentbankerfor hinanden, således at modparterne kananvende alle deres godkendte aktiver til atopnå kredit hos deres egen nationale central-bank.

CCBM har i sit første år med succes opfyldtsit formål. Værdien af grænseoverskridendeaktiver i CCBM steg konstant og udgjordeved udgangen af 1999 €162,7 milliarder.


Omkring 17 pct. af den samlede sikkerheds-stillelse fra Eurosystemets modparter sker viaCCBM. Anvendelsen af CCBM varierermellem de forskellige lande, hvor en lillegruppe NCBer er de mest aktive. De vigtigstesikkerhedsstillere (som fungerer som korre-spondentcentralbanker) er Italien, der tegnersig for næsten halvdelen af al grænseoverskri-dende sikkerhed, Belgien og Tyskland. Devigtigste brugere af sikkerhed (som fungerersom hjemme centralbanker) er imidlertidTyskland, som tegner sig for ca. en fjerdedel afal grænseoverskridende sikkerhed, Holland ogFrankrig. Selv om de absolutte tal for anven-delse af grænseoverskridende sikkerhed iIrland og Luxembourg ikke er særligt høje,har udenlandsk sikkerhed forholdsvis storbetydning for modparterne i disse lande. Somfølge af mangel på indenlandsk sikkerhed iIrland og Luxembourg udgør udenlandskgrænseoverskridende sikkerhed via CCBM 90 pct. af den samlede sikkerhed blandtmodparterne i Luxembourg og 55 pct. i Irland.Analyser viser desuden, at modparterne i detførste år ikke har gjort konkret brug af akti-verne, når de først var stillet som sikkerhed iCCBM. I gennemsnit blev aktiverne holdt somsikkerhed i en periode på mindst firemåneder, før modparten ønskede at få demtilbage. Den grænseoverskridende anvendelseaf liste-2-papirer er ubetydelig. Eftersom disseaktiver kun har særlig betydning på nationalt

niveau, er de ikke overraskende sjældne iudenlandske modparters porteføljer. Indtil nuhar CCBM været det primære middel tilgrænseoverskridende sikkerhedsstillelse tilkreditoperationer. Alternativer til sådannegrænseoverskridende overførsler, dvs. linksmellem værdipapirafviklingssystemer, som harværet i kraft siden maj 1999, blev vedudgangen af 1999 brugt til ca. 4 pct. af allesikkerhedsbeholdninger.

Fra 1. oktober 1999 steg gebyrerne for græn-seoverskridende overførsler via CCBM,primært for at dække NCBernes omkost-ninger i forbindelse med udarbejdelse og driftaf CCBM. Da CCBM havde været i funktion iet stykke tid, blev der udført en undersøgelsemed henblik på at fastsætte de faktiskeomkostninger. Som følge heraf blev gebyretpå €5 pr. CCBM-transaktion erstattet med etgebyr, som er opdelt i et transaktionsgebyr på€30 og et kombineret depot- og ekspediti-onsgebyr på 0,0069 pct. p.a. Det kombinerededepot- og ekspeditionsgebyr er baseret pådet pågældende sikkerhedsbeløb i CCBM.Som tidligere skal de nye gebyrer dækkeomkostningerne for de korrespondentcen-tralbanker, der opbevarer sikkerheden i depotpå vegne af centralbanken i hjemlandet. Sidst-nævnte kan fortsat kræve ekstra gebyrer tildækning af egne omkostninger i forbindelsemed CCBM.

4 Risikostyring

De vigtigste målbare og ikke-målbare risici iforbindelse med Eurosystemets penge-politiske operationer og operationer i beta-lingssystemer samt operationer vedrørendevalutareserveaktiver og ECBs egenkapital erkreditrisiko, markedsrisiko, likviditetsrisiko ogoperationel risiko. Der er etableret rammerfor identificering, overvågning og styring afrisici ved disse operationer, og disse rammerer udarbejdet i overensstemmelse medbedste praksis.

Kreditrisiko

Kreditrisikoen er den tabsrisiko, der opstårsom følge af en modparts konkurs i forbin-delse med et kontraktligt forhold eller somfølge af konkurs hos udstederen af et værdi-papir, som Eurosystemet besidder. Euro-systemet løber en kreditrisiko i sine penge-politiske operationer og operationer ibetalingssystemer (hovedsagelig via TARGET-systemet gennem tilførsel af intradag likvi-ditet), og ECB løber en kreditrisiko i forbin-delse med valutaoperationer og operationervedrørende forvaltning af egenkapitalen.


Kreditrisiko i forbindelse med pengepolitiskeoperationer og operationer i betalingssy-stemer kan begrænses ved anvendelse afaktiver fra modparter, der benyttes somsikkerhedsstillelse i Eurosystemet i forbin-delse med markedsoperationer, og tilførsel afintradag likviditet. Kun aktiver af høj kvalitetgodkendes til sådanne operationer, og kredit-risikoen styres ved at anvende konsekventeog forsigtige godkendelseskriterier i heleEurosystemet. Kreditrisiko i forbindelse medvalutareservebeholdninger og forvaltning afegenkapitalen begrænses ved at vælgemodparter og udstedere med en høj kredit-værdighed. Ydermere har man udarbejdetgrænser for kreditrisiko for godkendte lande,udstedere og modparter.

Markedsrisiko

Markedsrisikoen er den tabsrisiko, der opstårsom følge af renteændringer (renterisiko) ogvalutakursændringer (valutarisiko). Følgendenøgleelementer udgør rammerne forstyringen af markedsrisiko i forbindelse medECBs valutaoperationer og operationervedrørende forvaltning af egenkapitalen: Stra-tegiske rentebenchmarks, benchmarks forvalutafordelingen, en liste over godkendteinstrumenter og et indberetningssystem, somhovedsagelig fokuserer på eksponeringvedrørende markedsrisici og porteføljeper-formance.

Renterisiko vedrørende beholdningen af valu-tareserver og forvaltningen af egenkapitalenstyres hovedsagelig på basis af modificeretvarighed. Modificeret varighed i forbindelsemed egenkapitalen og valutareserveporte-føljer begrænses af rammer omkringbenchmark for modificeret varighed.Valutari-sikoen i forbindelse med valutareserveporte-føljer begrænses via rammer omkring detvalgte benchmark for valutafordelingen.Desuden beregnes „Value at Risk“ som etsupplement til risikoanalysen. Performance iforbindelse med egenkapitalen og valutare-serveporteføljerne overvåges og indberettesløbende.

Hvad angår pengepolitiske operationer ogoperationer i betalingssystemer, styresmarkedrisikoen i forbindelse med underlig-gende aktiver, der anvendes som sikkerheds-stillelse, i hele Eurosystemet ved hjælp afhensigtsmæssige sikkerhedsforanstaltninger(fx haircuts og marginer).

Likviditetsrisiko

Likviditetsrisiko er risikoen for ikke at kunneafvikle eller afdække en bestemt position tileller tæt på den tidligere markedskurs somfølge af utilstrækkelig markedsdybde ellerforstyrrelser på markedet. I pengepolitiskeoperationer og operationer i betalingssy-stemer begrænses likviditetsrisikoen i forbin-delse med underliggende aktiver ved hjælp afhensigtsmæssige risikokontrolforanstalt-ninger. Hvad angår valuta- og egenkapitalope-rationer, begrænses risikoen ved et hensigts-mæssigt valg af godkendte instrumenter og enpassende løbetidsstruktur for porteføljerne.

Operationel risiko

Operationel risiko er den tabsrisiko, deropstår som følge af systemfejl, menneskeligefejl, overtrædelse af intern kontrol, svig,naturkatastrofer eller andre uforudsete begi-venheder, der påvirker operationerne. Der eretableret en passende intern kontrol af alleoperationelle strømme for at mindske denoperationelle risiko, og Eurosystemet harberedskabsplaner til støtte for operatio-nerne.

Nye tiltag

Der arbejdes hele tiden på at forbedre risiko-styringen. Nye tiltag omfatter en analyse afrisikostyringssystemerne og -metoderne samten debat om risikostyringspraksis på Euro-system-niveau.

Kapitel III

Den økonomiske udvikling i

EU-lande uden for euroområdet


Eurosystemet og NCBerne i EU-landene udenfor euroområdet arbejder tæt sammen i DetGenerelle Råds regi med henblik på at bidragetil fastholdelsen af prisstabilitet i EU somhelhed. I denne sammenhæng er gennem-gangen af makroøkonomiske forhold såvelsom penge- og valutapolitik en vigtig del afkoordineringen mellem Eurosystemet og defire NCBer, som ikke deltager i euroområdet.Selv om disse NCBer har andre institutionelleog operationelle rammer for deres pengepo-litik, er det overordnede pengepolitiske målfor dem alle at fastholde prisstabilitet.

Danmark

I Danmark skønnes væksten i realt BNP atvære 1,5 pct. i 1999, dvs. den er aftaget til etstykke under gennemsnittet for euroområdetog den høje vækstrate på ca. 3 pct. eller merei perioden fra midten af 1993 til 1998.Effekten af regeringsindgrebet i 1998 (Pinse-pakken), som skulle reducere den inden-landske efterspørgsel og øge opsparingen,bidrog sammen med effekten af den højerelange rente i 1999 til en markant nedgang iden indenlandske efterspørgsel. Udsigterne iforhold til udlandet blev imidlertid bedre,hvilket medførte en forbedret nettoeksport,som atter skabte overskud på betalingsba-lancen. Sammenlignet med de fleste eurolandevar Danmark dog stadig forholdsvis langtfremme i konjunkturforløbet med et positivtproduktionsgab. I 1999 blev det danskearbejdsmarked fortsat strammere. Arbejds-løshedsprocenten var i december 4,1 pct., detlaveste i næsten 20 år, bl.a. fordi arbejdsud-buddet ikke er steget på trods af de senestearbejdsmarkedstiltag. Desuden steg real-lønnen i 1999 mere end produktivitetenligesom i de to foregående år.

Lønstigningen på ca. 4 pct., som ikke længereblev opvejet af faldende oliepriser, medførteen fortsat stigning i inflationspresset i 1999.Efterfølgende udvidedes spændet for stig-ningstakten i det EU-harmoniserede forbru-gerprisindeks (HICP) over for euroområdet,som i december 1999 lå på 1,4 procentpoint,da stigningstakten i HICP steg til 3,1 pct. i

forhold til et gennemsnit på 1,3 pct. i 1998.Der var moderate lønstigninger i industrien,mens den mere beskyttede servicesektoroplevede større lønstigninger. Den tydeligestigning i de samlede lønomkostninger i 1999skyldtes dog hovedsagelig arbejdsmarkeds-konflikten i foråret 1998, som forvrængededataene for 1998, da konflikten medførtelavere samlede lønomkostninger end normalt.

Efter den omfattende budgetkonsolidering iperioden 1993-1997 (hvor budgetsaldoenbevægede sig fra et underskud på 2,9 pct. afBNP til et overskud på 0,1 pct. af BNP)forbedredes den offentlige budgetsaldo yder-ligere i de senere år. Pinsepakken, som grad-vist reducerer skatteværdien af rentefra-draget og hæver visse afgifter i perioden1999-2002, blev indført i juni 1998 for atmodvirke inflationspresset som følge af denbetydelige stigning i den indenlandske efter-spørgsel. Budgetoverskuddet steg i 1999 til 3pct. af BNP, næsten 2 procentpoint højere endåret før. Den offentlige gælds andel af BNPforbedredes også yderligere i 1999 og faldtmed 3 procentpoint til 52,6 pct.

I Danmarks Nationalbanks pengepolitiskestrategi er målet for pengepolitikken at stabi-lisere kronens kurs over for euroen. Danmarkhar fra den 1. januar 1999 deltaget i ERM2med et snævert bånd på +/-2,25 pct. omkringcentralkursen over for euroen. Igennem hele1999 var den danske krone stabil og marginaltstærkere end centralkursen i ERM2, som erDKK 7,46038 over for euroen. I 1. halvår1999 sænkede Danmarks Nationalbank deledende renter to gange. Udlånsrenten blevden 9. april sænket med 50 basispoint – efteren lignende beslutning i Eurosystemet – ogmed 5 basispoint den 17. juni 1999. EfterEurosystemets renteforhøjelser hævede Nati-onalbanken udlånsrenten med 45 basispointden 4. november 1999, med 30 basispointsden 3. februar 2000 og med 25 basispoints, til3,85 pct., den 16. marts 2000. For året somhelhed steg den korte rente, målt ved 3-måneders pengemarkedsrenten, med 0,2procentpoint, og rentespændet i forhold tilden sammenlignelige rente i euroområdet låsåledes forholdsvis stabilt på ca. 20 basispoint.


Ved udgangen af februar 2000 var den korterente 4,1 pct., hvilket svarer til et spænd på50 basispoint over for renten i euroområdet.

Den lange rente, målt ved den 10-årige stats-obligationsrente, fulgte i 1999 den stigendetendens på internationalt plan og steg med1,3 procentpoint. I februar 2000 var rente-spændet over for den gennemsnitlige rentefor euroområdet ca. 30 basispoint, dvs. stortset uændret siden begyndelsen af 1999.

Grækenland

Grækenland oplevede i 1999 en vedvarendeøkonomisk vækst. BNP-væksten aftog kun ensmule fra 3,7 pct. i 1998 til 3,5 pct. i 1999,hvilket hovedsagelig skyldtes, at nettoeks-

porten bidrog en anelse negativt til BNP-væksten. Hovedårsagen til denne vækst varfortsat offentlige og private investeringer.Reale faste bruttoinvesteringer steg med 8,1pct. i 1998 og med 8,3 pct. in 1999.Væksten idet private forbrug steg fra 2,1 pct. i 1998 til2,6 pct. i 1999 og vendte derved den tidligeredeceleration. Arbejdsløshedsprocenten faldten del til et estimeret årligt gennemsnit for1999 på 10,5 pct. Beskæftigelsesvæksten aftogfra 3,4 pct. i 1998 til 1,2 pct. i 19991.Handelsunderskuddet i 1999 (delvist for-vrænget af uregistreret eksport) skønnesstort set at ligge på samme niveau som i 1998,dvs. omkring 13 pct. af BNP.

Tabel 6

Makroøkonomiske indikatorer for Danmark (Ændring i pct. år/år, medmindre andet er anført)

1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 1999 1999 1999 1999

1.kvt. 2.kvt. 3.kvt. 4.kvt.

Realt BNP 0,8 5,8 3,7 2,8 3,1 2,7 1,5 0,5 1,8 1,0 .

Bidrag til vækst i realt BNP: 1)

Real indenlandsk efterspørgsel, inkl. lagerbeholdninger 0,6 6,6 5,0 2,4 4,2 4,4 . 0,4 -0,9 0,6 .

Nettoeksport 0,4 -0,8 -1,4 0,4 -1,1 -1,6 . 0,3 2,5 0,4 .

HICP 0,9 1,8 2,0 2,1 1,9 1,3 2,1 1,4 1,8 2,3 2,8

Lønsum pr. ansat 2,3 3,5 3,5 2,9 3,8 3,0 . 4,5 6,3 3,7 .

Enhedslønomkostninger, hele økonomien 0,0 -2,5 0,5 1,4 2,8 2,4 . 6,3 4,3 3,6 .

Importpriser -0,7 1,5 2,4 0,2 2,1 -0,7 -0,3 -2,7 -1,9 0,4 3,1

Løbende poster plus nye kapitalposter (i pct. af BNP) . . . . 0,1 -0,1 . 0,2 0,1 0,2 .

Beskæftigelse i alt -1,5 -0,4 0,7 1,4 2,1 2,1 1,0 2,3 -0,0 1,0 .

Arbejdsløshedsprocent (i pct. af arbejdsstyrken) 10,1 8,2 7,2 6,8 5,6 5,1 4,5 4,8 4,5 4,4 4,2

Budgetsaldo (i pct. af BNP) 2) 3) -2,9 -2,4 -2,3 -1,0 0,1 1,2 3,0 - - - -

Konsolideret bruttogæld (i pct. af BNP) 2) 78,0 73,5 69,3 65,0 61,3 55,6 52,6 - - - -

3-måneders rente (i pct. p.a.) 4) 11,0 6,2 6,1 3,9 3,7 4,1 3,3 3,5 3,0 3,1 3,6

10-årig rente (i pct. p.a.) 4) 7,3 7,8 8,3 7,2 6,3 4,9 4,9 4,2 4,5 5,3 5,6

Valutakurs i forhold til ECU eller euro 4) 5) 7,59 7,54 7,33 7,36 7,48 7,50 7,44 7,44 7,43 7,44 7,44

Kilder: Eurostat, Europa-Kommissionen, nationale data og ECBs beregninger. Anm.: Nationalregnskaber er i henhold til ENS95.1) Procentpoint.2) I overensstemmelse med definitionen i Maastricht-traktaten.3) Offentligt overskud (+) eller underskud (-).4) Periodens gennemsnit.5) Nationale valutaenheder pr. ECU indtil udgangen af 1998. Derefter pr. euro.

1 Den høje beskæftigelsesvækst i 1998 skyldes, at over 200.000tidligere illegale immigranter fik arbejdstilladelse.


HICP-inflationen fortsatte sin faldendetendens i 1999. I september 1999 nåede denårlige procentvise ændring i HICP sit lavesteniveau (1,5 pct.), dvs. 2 procentpoint lavereend niveauet i januar 1999 på 3,5 pct. I desidste tre måneder af 1999 tiltog HICP-infla-tionen dog en del, hovedsagelig som følge afstigningen i energipriserne, og nåede 2,4 pct.i december 1999, dvs. 0,7 procentpoint overgennemsnittet for euroområdet.

De primære årsager til, at inflationen erfaldet, er den græske centralbanks stabilitets-orienterede pengepolitik og en betydelignedgang i væksten i enhedslønomkostnin-gerne (fra 5,5 pct. i 1998 til 2,5 pct. i 1999).Den afdæmpede vækst i enhedslønomkost-ningerne understøttedes desuden af en stærkproduktivitetsvækst og fortsat løntilbagehol-denhed efter den 2-årige overenskomstmellem arbejdsmarkedets parter i maj 1998.Den underliggende inflation, målt ved HICP,undtagen sæsonfødevarer og energipriser,udviste en nedadgående tendens i det mesteaf 1999 og faldt fra 4,4 pct. i januar til 1,7 pct.i december 1999. Andre årsager til den afta-gende inflation har været en række afgiftslet-telser i 1998 og 1999 samt, i mindre omfang,den græske regerings „gentleman’s agree-ments“ med industrien om at opfordre tilpristilbageholdenhed i den private sektor.Den kombinerede effekt af disse afgiftslet-telser og de førnævnte „gentleman’s agree-ments“ skønnes at udgøre ca. 1 procentpoint.

Efter en betydelig reduktion af det offentligebudgetunderskud, fra 13,8 pct. af BNP i 1993til 2,5 pct. af BNP i 1998, fortsatte budget-konsolideringen i Grækenland i 1999, hvorunderskuddet faldt yderligere til 1,6 pct. afBNP. Dette fald kunne tilskrives en kraftigforbedring i budgetindtægterne, som steg fra50,8 pct. af BNP i 1998 til 51,7 pct. af BNP i1999. De samlede udgifters andel af BNPaftog imidlertid kun marginalt, fra 53,3 pct. i1998 til 53,2 pct. i 1999, hovedsagelig somfølge af faldet i rentebetalinger. Det primæreoverskud steg fra 6,4 pct. til 7,1 pct. af BNP.Den offentlige gæld faldt med 1 procentpointtil 104,4 pct. af BNP i 1999, dvs. et lidt mindrefald end i 1997 og 1998, hvor den offentlige

gæld faldt med ca. 3 procentpoint hvert år.Dermed udviklede gældskvotienten sigmindre gunstigt end antydet af underskuds-kvotienten og den nominelle økonomiskevækst, hvilket stort set skyldtes ugunstigegælds- og underskudsjusteringer, herunderkapitaltilførsel til offentlige virksomheder ogopskrivningseffekter. I forhold til det tidligerekonvergensprogram indeholdt det opdate-rede konvergensprogram fra december 1999mere ambitiøse budgetmål, som blev lettereat opfylde, da de foregående års resultater varbedre end forventet. Underskuddet estimerestil at aftage yderligere til 1,2 pct. af BNP i2000 og til 0,2 pct. af BNP i 2001. Gældenforventes kun at falde en smule i 2000, mensder i 2001 forventes en større nedgang pånæsten 4 procentpoint, til 99,5 pct. af BNP.

Den primære målsætning for den græskecentralbanks pengepolitik var fortsat at fast-holde prisstabilitet, der defineres som en år-til-år stigning i forbrugerprisindekset (CPI) påunder 2 pct. Den græske drakme indtrådte iERM den 16. marts 1998 og har deltaget iERM2 siden 1. januar 1999 med et udsvings-bånd, som var +/-15 pct. omkring central-kursen på GRD 353,109 over for euroen. I1999 blev drakmen gennemsnitligt handlet til8,4 pct. over centralkursen, hvilket er i over-ensstemmelse med målet om prisstabilitet.Den 17. januar 2000 revalueredes central-kursen med 3,5 pct. til GRD 340,750 over foreuroen.

Som en del af den pengepolitiske strategi harden græske centralbank referenceintervallerfor både det brede pengemængdemål og denindenlandske kreditformidling, hvis årligevækstrater i øjeblikket begge er sat til 7-9pct. I 1999 nåede det brede pengemængdemålikke helt referenceintervallet med en årligstigning på 5,6 pct., mens den indenlandskekreditformidling stabiliseredes i 2. halvår1999, delvis fordi den græske centralbankpålagde midlertidige reservekrav på debanker, hvis kreditformidling lå over målet.Væksten i den årlige indenlandske kreditfor-midling lå dog fortsat over referenceinter-vallet i 1999, nemlig på 12,3 pct.


Den 13. januar 1999 sænkede den græskecentralbank renten for 14-dages indskud til12 pct. og yderligere til 11,5 pct. og 10,75 pct.henholdsvis den 20. oktober og 15. december1999. Den 26. januar og den 8. marts 2000sænkede den græske centralbank den vigtigsterente for 14-dages indskud med henholdsvis100 og 50 basispoint til 9,25 pct. I begyn-delsen af 1999 fortsatte de korte renterderes fald fra et gennemsnitligt niveau på 13,9pct. i 1998 til omkring 10 pct. i 2. kvartal1999. Derefter forblev de korte renter stortset stabile resten af året, bortset fra enmidlertidig stigning i november 1999. I deførste to måneder af 2000 faldt 3-månedersrenten (ATHIBOR) yderligere til 8,7 pct.ultimo februar. Dette medførte et rente-spænd på 510 basispoint over for den tilsva-rende rente i euroområdet i forhold til etspænd på 850 basispoint primo 1999.

I de første måneder af 1999 viste de langerenter også fortsat en nedadgående tendens,og den 10-årige rente faldt fra 6,3 pct. i januartil 5,8 pct. i maj. Derefter steg den lange rentegradvist til 7,0 pct. i oktober, men faldt igen til6,4 pct. ved udgangen af februar 2000.Spændet over for den gennemsnitlige rente i ieuroområdet indsnævredes fra 250 basispointi januar 1999 til omkring 80 basispoint ifebruar 2000.

Sverige

Sveriges reale BNP steg i 1999 med 3,8 pct.,mod 3,0 pct. i 1998. Denne stigning skyldtes,som i de foregående år, en stærk vækst i denindenlandske efterspørgsel som følge af enpositiv vækst i den reale disponible indkomst(hovedsagelig på grund af en meget lav infla-

Tabel 7

Makroøkonomiske indikatorer for Grækenland (Ændring i pct. år/år, medmindre andet er anført)

1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 1999 1999 1999 1999


Realt BNP -1,6 2,0 2,1 2,4 3,4 3,7 3,5 . . . .


Real indenlandsk efterspørgsel, inkl. lagerbeholdninger -1,0 1,3 4,2 3,5 4,4 3,4 3,9 . . . .

Nettoeksport -0,6 0,7 -2,1 -1,1 -1,1 0,3 -0,4 . . . .

HICP . . . 7,9 5,4 4,5 2,3 3,4 2,2 1,7 2,2

Lønsum pr. ansat 9,8 10,8 12,9 8,8 12,4 5,8 4,8 - - - -

Enhedslønomkostninger, hele økonomien 12,6 10,7 11,6 5,9 8,4 5,5 2,5 - - - -

Importpriser 7,7 5,8 6,8 5,0 2,2 5,1 0,6 - - - -

Løbende poster plus nye kapitalposter (i pct. af BNP) -0,8 -0,1 -2,4 -3,6 -4,0 -3,0 -2,7 - - - -

Beskæftigelse i alt 0,9 1,9 0,9 -0,4 -0,3 3,4 1,2 - - - -

Arbejdsløshedsprocent (i pct. af arbejdsstyrken) 8,6 8,9 9,1 9,8 9,7 10,9 10,5 - - - -

Budgetsaldo (i pct. af BNP) 2) 3) -13,8 -10,0 -10,2 -7,4 -3,9 -2,5 -1,6 - - - -




Valutakurs i forhold til ECU eller euro 4) 5) 268 288 303 306 309 331 326 323 325 326 329

Kilder: Eurostat, Europa-Kommissionen, nationale data og ECBs beregninger. Anm.: Nationalregnskaber er i henhold til ENS95.1) Procentpoint.2) I overensstemmelse med definitionen i Maastricht-traktaten.3) Offentligt overskud (+) eller underskud (-).4) Periodens gennemsnit.5) Nationale valutaenheder pr. ECU indtil udgangen af 1998. Derefter pr. euro.


tion) og beskæftigelsen, stigende aktiekurserog historisk lave renter. Privatforbruget og defaste investeringer viste den største stigning,mens lagerændringerne bidrog negativt tilvæksten med -0,5 procentpoint. Desuden vareksportvæksten mindre påvirket af nedgangeni den globale økonomiske aktivitet ultimo1998 og primo 1999 end forventet, mensimportvæksten aftog betydeligt. Udenrigshan-delen bidrog således igen positivt til vækstenefter et negativt bidrag i 1998. Siden efteråret1997 er arbejdsløshedsprocenten faldet bety-deligt, og beskæftigelsen steg yderligere i1999, hovedsagelig i den private service-sektor. Ved udgangen af 1999 var arbejdsløs-hedsprocenten 6,5 pct. i forhold til etgennemsnit på 8,3 pct. i 1998. Handelsover-skuddet nåede næsten det samme niveau somi 1998, dvs. 6,9 pct. af BNP, mens overskuddetpå de løbende poster faldt en anelse til 2,8pct. af BNP.

Forbrugerprisinflationen begyndte at stige fraet meget lavt niveau i 1999 hovedsagelig som følge af højere oliepriser. Den underlig-gende inflation, målt ved UND1X (CPI, ekskl.renteudgifter og den direkte effekt afændrede afgifter og tilskud), steg fra under 1pct. i 1998 til 1,9 pct. i december 1999. HICP-inflationen var i december 1999 1,2 pct., dvs.0,5 procentpoint lavere end gennemsnittetfor euroområdet. I det meste af 1999 varSverige blandt de tre EU-medlemslande, derhavde den højeste grad af prisstabilitet. Real-lønnen fortsatte imidlertid med at stige hurti-gere end produktivitetsvæksten, og udgørstadig den største trussel mod prisstabilitetenog beskæftigelsen på mellemlangt sigt.

Efter den omfattende budgetkonsolidering iperioden 1993-1998, hvor budgetsaldoenforbedredes fra et underskud på 11,9 pct. afBNP til et overskud på 1,9 pct. af BNP, forblevde offentlige finanser stabile i 1999, hvor de låpå 1,9 pct. af BNP. I 1999 faldt gældskvoti-enten med 6,9 procentpoint til 65,5 pct. afBNP. Ifølge Sveriges opdaterede konvergens-program fra november 1999 er målet forbudgetoverskuddet i 2001 og 2002 2 pct. afBNP. Gælden forventes at falde med 6,7

procentpoint i 2000 til 58,8 pct. af BNP ogyderligere til 54,1 pct. af BNP i 2001.

Den 1. januar 1999 blev der indført en nycentralbanklov, som fastslår Sveriges Riks-banks uafhængighed. Den pengepolitiskemålsætning i Sverige er at opnå prisstabilitet.Sveriges Riksbank har en fleksibel valutapo-litik, og har siden 1993 ført pengepolitik efteret specifikt inflationsmål. Den pengepolitiskemålsætning er at holde CPI-inflationen på 2pct. inden for en margin på +/-1 procentpoint.I begyndelsen af 1999 præciseredes formule-ringen af pengepolitikken i Sverige. SverigesRiksbank anførte udtrykkeligt, at der kanvære behov for afvigelser fra inflationsmålet,fx hvis inflationen påvirkes af midlertidigefaktorer, som det var tilfældet i 1999. I praksisvar pengepolitikken baseret på en vurderingaf den underliggende inflation, UND1X, somviste et gennemsnit på 1,5 pct. i 1999.

Den korte rente faldt i begyndelsen af 1999,da Sveriges Riksbank to gange sænkede repo-renten – med i alt 50 basispoint – til 2,9 pct. imarts 1999. Reporenten blev hævet med 35basispoint den 11. november 1999 og med 50basispoint til 3,75 pct. den 4. februar 2000, dainflationsudsigterne for de næste 1-2 år skøn-nedes at være en smule højere end inflati-onsmålet. De korte renter steg yderligeremod årets slutning. Det korte rentespændover for euroområdet indsnævredes enanelse i løbet af 1999 og var 50 basispointultimo februar 2000. I 1999 og de første tomåneder af 2000 apprecierede den svenskekrone med ca. 10 pct. over for euroen efteren depreciering af omtrent samme omfang i 2.halvår 1998. Apprecieringen kunne hovedsa-gelig tilskrives de forbedrede vækstudsigterfor den svenske økonomi.

Den lange rente steg med 1,6 procentpoint iløbet af 1999 og yderligere til 5,8 pct. ultimofebruar 2000. Det 10-årige rentespænd overfor euroområdet udvidedes en smule i 1999,hvilket bl.a. afspejler de forbedrede økono-miske udsigter for Sverige i forhold til euro-området. Ved udgangen af februar 2000 varrentespændet indsnævret til 30 basispoint.


Storbritannien

I 1999 var væksten i realt BNP i Storbritan-nien 2 pct. i 1999 i forhold 2,2 pct. i 1998. Efter nedgangen sidst i 1998 stegvæksten igen i løbet af 1999 på grund af øgetindenlandsk efterspørgsel, og især et øgetforbrug, hvilket afspejler den betydelige stig-ning i reallønnen, lavere rentebetalinger pårealkreditlån og en stigning i priserne påaktiver (især huspriserne). Selv om væksten ieksportmængden forbedredes midt på året, låden imidlertid betydelig under væksten iimportmængden, hvilket kunne tilskrives detstærke pund, afdæmpet vækst på visseeksportmarkeder samt den hurtige stigning iden indenlandske efterspørgsel. Såledesbidrog nettoeksporten fortsat negativt tilBNP-væksten for året som helhed. Uanset

den noget langsommere produktionsvækstfaldt arbejdsløsheden yderligere i 1999. I 1999faldt den gennemsnitlige arbejdsløshedspro-cent til 6,2 pct. i forhold til 6,3 pct. i 1998.

Inflationen var fortsat afdæmpet og prisstig-ningstakten, målt ved nettoprisindekset,eksklusive rentebetalinger på realkreditlån(RPIX), var 2,3 pct. i 1999 i forhold til 2,7 pct.i 1998. Den gennemsnitlige inflation målt vedHICP var i 1999 1,4 pct., dvs. 0,3 procent-point højere end årsgennemsnittet for euro-området, sammenlignet med 1,6 pct. i 1998.Ultimo 1999 og primo 2000 lå HICP-inflati-onen imidlertid et godt stykke undergennemsnittet for euroområdet. Adskilligefaktorer kan have bidraget til at bremse pris-udviklingen, såsom styrkelsen af pundet, øgetkonkurrence i detailsektoren og det yderli-

Tabel 8

Makroøkonomiske indikatorer for Sverige(Ændring i pct. år/år, medmindre andet er anført)

1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 1999 1999 1999 1999


Realt BNP -1,8 4,1 3,7 1,1 2,0 3,0 3,8 3,9 3,7 3,8 3,8

Bidrag til vækst i realt BNP: 1) :

Real indenlandsk efterspørgsel, inkl. lagerbeholdninger -5,1 2,9 1,9 0,7 0,8 3,5 3,3 3,8 2,1 3,6 3,7

Nettoeksport 3,3 1,2 1,9 0,4 1,3 -0,5 0,5 0,1 1,6 0,2 0,1

HICP . . . 0,8 1,8 1,0 0,6 0,2 0,3 0,7 1,0

Lønsum pr. ansat 4,7 3,0 6,7 3,1 3,4 3,3 3,2 3,2 . .

Enhedslønomkostninger, hele økonomien . -0,1 0,5 5,1 0,4 1,5 2,4 1,7 3,8 . .

Importpriser 13,3 4,7 6,5 -3,5 1,9 -1,0 2,5 -1,0 2,5 3,6 4,9

Løbende poster plus nye kapitalposter (i pct. af BNP) -1,7 0,7 2,9 2,6 3,3 3,6 2,0 2,5 1,1 3,3 .

Beskæftigelse i alt -5,5 -0,9 1,6 -0,6 -1,1 1,4 2,2 2,7 3,0 1,8 1,5

Arbejdsløshedsprocent (i pct. af arbejdsstyrken) 9,1 9,4 8,8 9,6 9,9 8,3 7,0 7,5 7,0 6,9 6,6

Budgetsaldo (i pct. af BNP) 2) 3) -11,9 -10,9 -6,8 -3,4 -2,0 1,9 1,9 - - - -





Kilder: Eurostat, Europa-Kommissionen, nationale data og ECBs beregninger. Anm.: Nationalregnskaber er i henhold til ENS95.1) Procentpoint.2) I overensstemmelse med definitionen for Maastricht-traktaten.3) Offentligt overskud (+) eller underskud (-).4) Periodens gennemsnit.5) Nationale valutaenheder pr. ECU indtil udgangen af 1998. Derefter pr. euro.


Tabel 9

Makroøkonomiske indikatorer for Storbritannien (Ændring i pct. år/år, medmindre andet er anført)

1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 1999 1999 1999 1999


Realt BNP 2,3 4,4 2,8 2,6 3,5 2,2 2,0 1,4 1,6 2,1 2,9


Real indenlandsk efterspørgsel, inkl. lagerbeholdninger 1,9 3,3 1,8 3,0 3,7 4,1 3,5 4,0 3,2 2,8 4,0

Nettoeksport 0,1 0,9 1,0 -0,5 -0,3 -2,1 -1,6 -2,7 -1,7 -0,9 -1,3

HICP 2,5 2,0 2,6 2,5 1,8 1,6 1,4 1,6 1,4 1,2 1,2

Lønsum pr. ansat 3,6 3,4 2,0 3,2 4,6 5,4 . 4,9 4,6 4,8 .

Enhedslønomkostninger, hele økonomien 0,1 -0,5 1,4 1,7 2,9 3,8 . 4,2 4,0 3,4 .

Importpriser 8,6 3,1 6,1 0,3 -6,7 -6,3 -2,6 -3,8 -3,2 -2,3 -1,1

Løbende poster plus nye kapitalposter (i pct. af BNP) -0,2 -0,0 -0,0 0,0 0,1 -0,0 . -0,2 -0,1 -0,1 .

Beskæftigelse i alt -1,2 0,8 1,1 1,0 1,8 1,0 1,2 1,2 1,3 1,2 1,1

Arbejdsløshedsprocent(i pct. af arbejdsstyrken) 10,5 9,8 8,8 8,3 7,3 6,3 6,2 6,3 6,0 5,9 5,9

Budgetsaldo (i pct. af BNP) 2) 3) -8,0 -6,8 -5,8 -4,4 -2,0 0,3 1,2 - - - -





Kilder: Eurostat, Europa-Kommissionen, nationale data og ECBs beregninger. Anm.: Nationalregnskaber er i henhold til ENS95.1) Procentpoint.2) I overensstemmelse med definitionen for Maastricht-traktaten.3) Offentligt overskud (+) eller underskud (-).4) Periodens gennemsnit.5) Nationale valutaenheder pr. ECU indtil udgangen af 1998. Derefter pr. euro.

66

gere pres fra myndighederne for at sænkepriserne på offentlige værkers ydelser. Mensden samlede inflation fortsat var afdæmpet,steg huspriserne hurtigere som følge af histo-risk lave realkreditrenter og forbedredeøkonomiske forhold og udsigter.

I 1999 viste den offentlige sektors budget-saldo et overskud på 1,2 pct. af BNP i forholdtil 0,3 pct. i 1998. De offentlige udgifter faldttil 39,9 pct. af BNP fra 40,3 pct. af BNP i 1998,mens indtægterne steg en smule til 40,6 pct.af BNP fra 40,5 pct. af BNP. Den offentligegælds andel af BNP faldt til 46 pct. i 1999 fra48,4 pct. i 1998.

I 1999 var den britiske regerings pengepoli-tiske målsætning for Bank of England fortsatat overholde inflationsmålet på 2,5 pct. målt

ved RPIX. Primo 1999 var Bank of Englandsreporente 6,25 pct., men den blev efter-hånden sænket til 5 pct. i juni, hvilket afspejleren svækket økonomi først på året og demulige konsekvenser heraf for den fremtidigeinflation. Fra den 8. september 1999 til den10. februar 2000 blev de officielle renter imid-lertid hævet af fire omgange (med 25 basis-point hver gang) til 6 pct. Det afspejlerforventninger om en stigende inflation i frem-tiden som følge af en stærk global efters-pørgsel, et øget indenlandsk forbrug(herunder effekten af boligmarkedet) og etfortsat stramt arbejdsmarked. Den kortemarkedsrente faldt med ca. 1 procentpoint til5,1 pct. i de første 8 måneder af 1999 før denigen steg til 6,2 pct. sidst i februar 2000.Rentespændet over for euroområdet lå på260 basispoint ultimo februar 2000.


Det britiske pund steg betydeligt over foreuroen i 1999. Denne appreciering kan delvisafspejle konjunkturforskelle mellem Storbri-tanniens og euroområdets økonomi i desenere år. Desuden blev pundet sandsynligvisstøttet af den stærke amerikanske dollar,hvilket skyldes den tætte historiske relationmellem dollaren og pundet og den stærkeamerikanske økonomi.

Den lange rente steg med ca. 1 procentpointi løbet af 1999 og lå på 5,4 pct. ultimo februar2000. Det 10-årige rentespænd over forsammenlignelige renter i euroområdetforsvandt ultimo februar 2000, mens det var50 basispoint primo 1999.

67

Kapitel IV

Det europæiske/internationale

samarbejde og Eurosystemet


1 Europæiske spørgsmål

1.1 Bilaterale forbindelser

ECB oprettede i løbet af 1999 nære forbin-delser med centralbankerne i nabolandeneuden for EU. Eurosystemet er meget interes-seret i den økonomiske udvikling i disselande, især med hensyn til bæredygtig økono-misk vækst og stabilitetsorienterede poli-tikker, ikke mindst som følge af euroensvoksende rolle som ankervaluta for penge- ogvalutakurspolitikken. En løbende dialog ogsamarbejde med de pengepolitiske myndig-heder i disse lande er derfor af afgørendebetydning.

Eurosystemet fokuserede på tre grupper aflande i Europa:

• For det første de tiltrædelseslande, derforbereder sig på optagelse i den Euro-pæiske Union (Bulgarien, Cypern, Estland,Letland, Litauen, Malta, Polen, Rumænien,Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn).Selv om Tyrkiet opnåede status somtiltrædelsesland på Rådets topmøde iHelsinki den 10. og 11. december 1999, erde betingelser, som skal opfyldes indenforhandlingerne indledes, endnu ikkeopfyldt.

• For det andet de lande, som udgør DenEuropæiske Frihandelssammenslutning (EFTA)(Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz),og som allerede udviser en høj grad aføkonomisk og institutionel integrationmed EU (som fastlagt ved Aftalen om DetEuropæiske Økonomiske Samarbejdsom-råde (EØS) og andre aftaler).

• For det tredje regioner og territorier på detvestlige Balkan, især Kosovo og Monte-negro, hvor det internationale samfundefter krisen i Kosovo i 1999 gjorde enindsats for at bringe fred og stabilitet tilområdet og for at genopbygge økono-mien.

Tiltrædelseslandene

Eurosystemet har en stærk interesse iudsigten til nye EU-medlemslande, deresefterfølgende deltagelse i den nye valutakurs-mekanisme (ERM2) samt deres endeligeindførelse af euroen, når alle betingelserne eropfyldt. En vedvarende dialog mellem Euro-systemet og centralbankerne i tiltrædelses-landene anses i den forbindelse centralt medhenblik på landenes fremtidige integration iESCB og endeligt selve Eurosystemet.

De officielt anerkendte tiltrædelseslande harallerede en særlig status og tætte forbindelsermed EU. I løbet af 1999 indledte EU og sekstiltrædelseslande (Cypern, Estland, Polen,Slovenien, Tjekkiet og Ungarn) forhandlingerom „ØMU-kapitlet“, dvs. gennemførelsen afbestemmelserne i traktaten om oprettelse afDet Europæiske Fællesskab og deraf afledteEU-retsakter vedrørende Den Økonomiskeog Monetære Union. EU gjorde det klart,at Unionen ikke agtede at give tiltrædel-seslandene en særlig dispensationsstatus(„opting-out“). Tiltrædelseslandene anmo-dede til gengæld ikke om særlige overgangs-ordninger. De indledende forhandlingsrunderom ØMU-kapitlet er derfor afsluttet.Forhandlingerne med yderligere seks tiltræ-delseslande (Bulgarien, Letland, Litauen, Malta,Rumænien og Slovakiet) blev indledt i februar2000. Den helt nøjagtige tidsplan for tiltræ-delsen af EU er endnu ikke fastlagt, selv omDet Europæiske Råd på topmødet i Helsinki idecember 1999 vedtog, at „EU bør være klartil at modtage nye medlemsstater fraudgangen af 2002, så snart de har vist, at de eri stand til at påtage sig de forpligtelser, derfølger med et medlemskab, og forhandlings-processen er afsluttet med et positivtresultat“.

Eurosystemet er ikke direkte part i forhand-lingsprocessen. Det er dog nødvendigt meden vis tilknytning til den overordnede tiltræ-delsesproces, især med henblik på spørgsmål,der ligger inden for Eurosystemets egne ellerdelte kompetenceområder, nemlig penge-


politik, forvaltning af valutareserver, valuta-kurspolitik, betalingssystemer, indsamling afvisse statistiske data og finansiel stabilitet.

Hvad angår spørgsmål, der specielt vedrørerEurosystemet, kan tiltrædelsesprocessenopdeles i fire trin, som bør overvejes separat.

For det første må ansøgerlandene før tiltræ-delsen af EU føre en uafhængig penge- og valu-takurspolitik. Eurosystemet overvåger dissepolitikker og udviklingen i tiltrædelseslandenenøje, ikke mindst i lyset af deres fremtidigeEU-medlemskab.Ansøgerlandene skal sikre, atfællesskabsret (som nu også kaldes „acquis del’Union“) relateret til ØMU omsættes til nati-onal lovgivning og gennemføres effektivt førtiltrædelsen.

Ansøgerlandene er i førtiltrædelsesfasenforpligtede til at opfylde de tiltrædelseskrite-rier, der blev fastlagt på Det Europæiske Rådsmøde i København i 1993. Landene skal bl.a.have „en velfungerende markedsøkonomi ogkunne klare sig i den frie konkurrence og defrie markedskræfter i Unionen“ og „skalkunne påtage sig de forpligtelser, sommedlemskabet medfører, herunder tilsluttesig målet om (…) Den Økonomiske og Mone-tære Union“.

Overholdelse af ovennævnte „Københavns-kriterier“ forudsætter, at tiltrædelseslandeneindfører adskillige strukturelle reformer ogafslutter overgangen fra planøkonomier tilvelfungerende markedsøkonomier. Dervedfremmes real konvergens, som er nødvendigfor at forbedre landenes levestandard og inte-grere deres økonomier yderligere i EU. Selvom opfyldelse af Maastricht-kriterierne fornominel konvergens ikke er obligatorisk fortiltrædelse, omfatter „at tilslutte sig målet“om ØMU også viljen til at stræbe efter grad-vise fremskridt inden for nominel konvergensog gennemførelse af en stabilitetsorienteretpenge- og finanspolitik. Kort sagt indgår bådereal og nominel konvergens i den samme stra-tegi for at opnå bæredygtig, ikke-inflationærøkonomisk vækst, og vør derfor efterstræbesparallelt.

For det andet indtræder de nye medlems-lande i Den Økonomiske og Monetære Unionved tiltrædelse af EU, men med særlig statussom „dispensationslande“. Det betyder ipraksis, at de, i overensstemmelse medformuleringen i traktaten om oprettelse afDet Europæiske Fællesskab, skal behandlederes valutakurspolitik som et spørgsmål affælles interesse (artikel 124) og betragtederes økonomiske politikker som etspørgsmål af fælles interesse (artikel 99). Deindfører dog ikke euroen med det samme, såansvaret for landenes pengepolitik vil fortsatvære de respektive centralbankers. Institutio-nelt set bliver centralbankerne i de nyeEU-lande medlemmer af ESCB. Som central-bankerne i henholdsvis Danmark, Græken-land, Sverige og Storbritannien er de repræ-senteret i ECBs Generelle Råd, men ikke iStyrelsesrådet, som er ECBs øverste beslut-tende organ. Centralbankerne skal bl.a.bidrage til ESCBs statistiske ramme og sikrekonsolidering af deres regnskaber, når de erkommet med i euroområdet (ECBs GenerelleRåds øvrige opgaver er beskrevet i afsnit 2.3 ikapitel XI).

For det tredje forventes de nye medlems-lande efter at de er kommet ind i EU (om endikke nødvendigvis ved tiltrædelsen) at ind-træde i ERM2, som knytter de ikke-delta-gende medlemslandes valutaer (på nuværendetidspunkt den danske krone og græskedrakme) til euroen. Hvad angår betingelsernefor deltagelse i ERM2, bør det være muligt attage landespecifikke forhold i betragtning, daERM2 er et fleksibelt system.

Endelig vil de nye medlemslande kunnedeltage fuldt ud i euroområdet. Medlem-skabet er betinget af en undersøgelse af deenkelte landes konvergenssitutation, somudføres mindst hvert andet år eller påanmodning af landene. Når de opfylder denødvendige betingelser som fastlagt iMaastricht-traktaten, indfører de euroen.

Udviklingen mod indførelsen af euroen erikke nødvendigvis ens i alle tiltrædelseslan-dene. Det bør på baggrund af landenesforskellige udgangspunkter og stadier i den


økonomiske overgangsproces være muligt atanvende forskellige fremgangsmåder, uden atdet går ud over princippet om lige behandling.Kriterierne for nominel konvergens børgennemføres på en sådan måde, at landenegives klare referencer, som er nødvendige forat bringe deres økonomier i overensstem-melse med standarderne og de endelige mål iØMUen.

Eurosystemet er indstillet på at rådgive disselande i deres arbejde med passende struktu-relle reformer og stabilitetsorienterede poli-tikker i overensstemmelse med tiltrædelses-og konvergenskriterierne. Eurosystemet vilogså gerne yde tiltrædelseslandene tekniskbistand inden for sit kompetenceområde.Faktisk yder adskillige nationale centralbanker(NCBer) i euroområdet allerede tekniskbistand til centralbankerne i tiltrædelseslan-dene inden for en lang række områder, og detvil de fortsætte med. Der kan forventes enstigning i anmodningerne om teknisk bistandfra tiltrædelseslandene efter deres forbere-dende arbejde med henblik på integration iESCB og senere Eurosystemet. Eurosystemetudvikler derfor passende samordnede proce-durer til opfyldelse af denne øgede efter-spørgsel og sørger samtidig for, at alle tiltræ-delseslandene modtager den nødvendigestøtte. Eurosystemets ressourcer og eksper-tise vil i den forbindelse blive udnyttet fuldtud, samtidig med at der vedtages konsekventefremgangsmåder og strategier.

Helsinki-seminaret om tiltrædelsesprocessen

Der blev den 10.-12. november 1999 afholdtet seminar i Helsinki på højt plan om tiltræ-delsesprocessen for at indlede en dialog medde pengepolitiske myndigheder i tiltrædelses-landene. Eurosystemet og centralbankche-ferne og deres stedfortrædere i Bulgarien,Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen,Rumænien, Slovakiet og Slovenien,Tjekkiet ogUngarn deltog i seminaret, som var organi-seret af ECB og Suomen Pankki, den finskecentralbank, i fællesskab.

Formålet med seminaret var at gennemgåcentralbankspørgsmål i forbindelse medtiltrædelsesprocessen for at kortlægge deprimære problemområder og fremme samar-bejdet mellem Eurosystemet og centralban-kerne i tiltrædelseslandene.

De udbytterige og omfattende drøftelserdækkede en lang række spørgsmål fra vedta-gelsen af ØMU-relateret fællesskabsret tiltiltrædelseslandenes valutakursstrategier ogkravene om velfungerende banksystemer ogfinansmarkeder.

Tilsvarende seminarer afholdes i de følgendeår, næste gang i Wien i 2000.

ECBs seminarer med centralbankerne itiltrædelseslandene

Efter seminaret i Helsinki har ECB afholdt enrække specialiserede multilaterale arrange-menter som led i en struktureret politik ommultilaterale kontakter både på politisk plan(dvs. centralbankchefer og stedfortrædere)og på ekspertplan, hvad angår alle relevanteECB-forretningsområder.

Disse multilaterale arrangementer blevsuppleret af bilaterale besøg af centralbank-delegationer fra tiltrædelseslandene hos ECBmed mere detaljeret udveksling af syns-punkter på ledelses- og personaleplan, isærmed henblik på disse centralbankers fremti-dige indtræden i ESCB. ECB agter at intensi-vere både sit multilaterale og bilateralesamarbejde med centralbankerne i tiltrædel-seslandene.

Forbindelser med centralbankerne iEFTA-landene

ECB videreførte i 1999 traditionen med atholde kontakt med centralbankerne i Island,Norge og Schweiz, hvilket indebærer mødermed centralbankcheferne to gange om året.På disse møder gennemgås en lang rækkespørgsmål af fælles interesse.


ECB indgik også en swapaftale med NorgesBank, som trådte i kraft den 1. januar 1999 foren periode på 12 måneder. Denne aftaleerstattede tilsvarende bilaterale swapaftalermellem Norges Bank og NCBerne i euroom-rådet. Efter anmodning fra Norges Bankbesluttede Styrelsesrådet i december 1999 atforny swapaftalen for år 2000 til et beløb på€1.500 millioner.

Den monetære udvikling på det vestlige Balkan

Som led i sit stabiliseringsarbejde efterkonflikten udpegede United Nations InterimAdministration Mission in Kosovo (UNMIK)D-marken som den „valuta, der skal bruges tilbetalinger til en offentlig myndighed“ og libe-raliserede denominationen af kontrakter ogandre frivillige transaktioner i „enhver uden-landsk valuta, der i vid udstrækning accep-teres i Kosovo-området“. I praksis blevD-marken allerede anvendt i Kosovo som detvigtigste betalingsmiddel i kontanttransakti-oner og som værdiopbevaringsmiddel, før dennye lovgivning trådte i kraft.

Den 2. november 1999 meddelte regeringen iMontenegro, at „D-marken, ud over den jugo-slaviske dinar, indføres som betalingsmiddel iMontenegro“. I Montenegro, som i Kosovo,har D-marksedler traditionelt spillet en vigtigrolle som værdiopbevaringsmiddel og beta-lingsmiddel.

Både hvad angår Kosovo og Montenegro, børenhver henvisning i lovgivningen til D-marklæses som euro. De respektive myndighedertraf disse afgørelser ensidigt og uden følgerfor Eurosystemet, hverken i form af juridiskeforpligtelser eller politiske begrænsninger.

1.2 Koordinering af nationaleøkonomiske politikker i Den Europæiske Union

Via sin deltagelse i en række EU-fora (fx DetØkonomiske og Finansielle Udvalg og DetØkonomiske og Politiske Udvalg) blev ECB

involveret i drøftelser om rammerne for etsammenhængende koordineringsarbejde.

Baggrunden for koordineringen af de økonomiske politikker i ØMU

Den Økonomiske og Monetære Union(ØMU) indebærer, som fastlagt i traktaten, enfælles pengepolitik i euroområdet. Derforblev ESCB oprettet. Den økonomiske del afØMUen gav dog ikke anledning til en fællesøkonomisk politik. Traktaten kræver snarere,at medlemslandene „betragter deres økono-miske politikker som et spørgsmål af fællesinteresse“ (artikel 99). For at udmønte detteprincip i praksis foreskriver bestemmelserne itraktaten fælles politiske retningslinjer (deoverordnede retningslinjer for de økono-miske politikker) og multilateral overvågning.Under forberedelserne til indførelsen afeuroen bestræbte medlemslandene sig på atudbygge traktatens rammer ved at udviklenye koordineringsprocedurer (fx stabilitets-og vækstpagten) og videreudvikle de eksiste-rende.

Selv om oprettelsen af Det EuropæiskeFællesskabs indre marked allerede havdeskabt en hidtil uset grad af økonomisk inte-gration mellem EU-landene, bevirkerindførelsen af euroen, at de nationale politi-kere beskæftiger sig mere direkte og umid-delbart med den økonomiske udvikling ieurolandene. Et lands beslutninger i denøkonomiske politik kan „smitte af“ på andreeurolande, især via det fælles finansmarked i euroområdet og markedsdeltagernesændrede opfattelse. En mindre stram finans-politik i ét land kan fx udløse et opadrettetpres på de lange renter, som til gengældændrer den økonomiske situation i euroom-rådet som helhed.

Argumenterne for en tættere koordinering afde økonomiske politikker synes ved førsteøjekast klare. I det omfang forskellige aktørerhar ansvaret for de indbyrdes forbundneøkonomiske politikker, kan koordineringenbidrage til at mindske en negativ afsmitning,skabe et gruppepres, lette udvekslingen af


bedste praksis og derved skabe positivevelfærdsvirkninger. En forudsætning for atkunne høste fordelene ved en koordinering afde økonomiske politikker er dog, at koordi-neringen har en passende form og støttersnarere end strider mod de „koordinerende“markedskræfter. Under den nuværendeØMU-struktur varierer koordineringsproce-durerne fra strenge regelbaserede fremgangs-måder (fx stabilitets- og vækstpagten) tilmere skønsmæssige eller mindre formellefremgangsmåder med fokus på den politiskedialog (fx „Cardiff-processen“ til overvågningaf strukturreformer).

Eurosystemets rolle i EUs ramme forøkonomiske politikker

Eurosystemets rolle er fastlagt ved traktatensbestemmelser om dets status og aktiviteter,især dets uafhængighed og hovedmål, nemligat fastholde prisstabilitet. Som følge heraf kanEurosystemet ikke indgå nogen form foraftale om et bestemt „policy mix“, da dettekan forpligte Eurosystemet til at føre enpengepolitik, som strider mod hovedmåletom prisstabilitet.

Den klare adskillelse af de politiske ansvars-områder mellem de monetære myndighederog regeringerne er rodfæstet i overbevis-ningen om – bekræftet af årtiers praktiskeerfaring og omfattende økonomiske forskning– at det i høj grad fremmer opnåelse af pris-stabilitet på en troværdig og holdbar måde,hvis de ansvarlige for pengepolitikkenforpligtes til at fastholde prisstabilitet somhovedmål. På den måde yder pengepolitikkendet bedst mulige bidrag til de overordnedeøkonomiske målsætninger for Den Euro-pæiske Union og dens borgere.

Da koordinering af de økonomiske politikkerhovedsagelig er et spørgsmål om samarbejdemellem medlemslandene, er ECBs bidrag tilden overordnede koordineringsproces endialog med de kompetente europæiskeorganer, især Ministerrådet og Euro-11-gruppen, hvor der udveksles synspunkter oginformationer. De politiske aktørers særlige

rettigheder og uafhængighed respekteres idenne dialog.

Instrumenter og fora for koordinering afpolitikkerne

De økonomiske politikker i EU koordineres ien årlig cyklus, som er centreret om de over-ordnede retningslinjer for de økonomiskepolitikker. Disse retningslinjer, som Det Euro-pæiske Råd godkender hvert år, sætter kursenfor den overordnede udførelse af de økono-miske politikker og angiver særlige henstil-linger til de enkelte medlemslande. De over-ordnede retningslinjer for de økonomiskepolitikker er udgangspunktet for alle eksiste-rende koordineringsprocesser, som forenes ien fælles overordnet struktur samt indrettesefter en fælles tidsplan. Der gælder særligekoordineringsprocesser for budgetpolitikken(inden for rammerne af stabilitets- og vækst-pagten), beskæftigelsespolitikken („Luxem-bourg-processen“) og de strukturelle reform-politikker („Cardiff-processen“) – hver medsit karakteristiske regelsæt og sine koordine-ringsfora. Desuden iværksatte den euro-pæiske beskæftigelsespagt den makroøkono-miske dialog, som beskrives nærmere i afsnit1.3 nedenfor.

I overensstemmelse med konklusionerne påDet Europæiske Råds møde i Luxembourg i1997 er det vigtigste forum for koordine-ringen af de økonomiske politikker Minister-rådet for økonomi- og finansministrene(ECOFIN), som især vedtager den henstilling,der fastlægger de overordnede retningslinjerfor de økonomiske politikker, og fremsætterudtalelser om stabilitets- og konvergenspro-grammerne. I overensstemmelse medbestemmelserne i traktaten (artikel 113), skalformanden for ECB inviteres til at deltage iRådets møder, når det behandler spørgsmålvedrørende ESCBs mål og opgaver.Medlemmer af ECBs Direktion er på løbendebasis til stede ved Rådets møder, hvor dedeltager i udveksling af synspunktervedrørende overordnede økonomiskespørgsmål i en bredere sammenhæng. Endvi-dere giver de uformelle møder i


ECOFIN-rådet og Euro-11-gruppen – hvorECB kan blive og har været inviteret –mulighed for en fri udveksling af synspunkterog fungerer dermed som forum for en åbendialog mellem ministrene og ECB.

1.3 Den makroøkonomiske dialog

Det Europæiske Råd tog på mødet i Köln den3. og 4. juni 1999 initiativ til at indgå en euro-pæisk beskæftigelsespagt, der sigter mod enbæredygtig reduktion af arbejdsløsheden. Deneuropæiske beskæftigelsespagt bygger på tre„søjler“, som alle betragtes som langsigtedeprocesser, der skal udvikles efterhånden og ilyset af skiftende omstændigheder. De tresøjler består af to tidligere initiativer,nemlig Luxembourg- og Cardiff-processen (se ovenfor) og en ny tredje søjle, Köln-processen, der samler medlemslandene,Europa-Kommissionen, de pengepolitiskemyndigheder og arbejdsmarkedets parter påEU-plan i en regelmæssig makroøkonomiskdialog.

ECB deltog i de første møder om denmakroøkonomiske dialog på både teknisk ogpolitisk niveau (henholdsvis den 29. oktoberog den 8. november 1999) og vil fortsatdeltage i fremtidige møder.

Omfang og formål

I forbindelse med det forberedende arbejdetil udformningen af den europæiske beskæfti-gelsespagt var der enighed om, at denmakroøkonomiske dialog ikke skulle føre tiloprettelsen af nye institutioner eller tungeprocedurer. Ikke desto mindre skulle deroprettes et forum, hvor de forskellige poli-tiske beslutningstagere kunne holdes orien-teret om udviklingen inden for andre rele-vante politikområder. Regelmæssig udvekslingaf synspunkter blandt de vigtigste politiskebeslutningstagere blev desuden anset for etvigtigt værktøj til at fremme den gensidigeforståelse vedrørende hensigtsmæssige betin-gelser for en stærk, ikke-inflationær vækst ogbæredygtig reduktion af arbejdsløsheden.

Det Europæiske Råds resolution om deneuropæiske beskæftigelsespagt angiver klart,at de overordnede retningslinjer skal forblive„det centrale instrument i den økonomiskeog politiske koordinering i EU“. Desudenbeskrives passende retningslinjer for deforskellige makroøkonomiske politikker isamme resolution på følgende måde: „Finans-politikken skal overholde målene i stabilitets-og vækstpagten, hvilket betyder, at det skalsikres, at budgetterne på mellemlang sigtbringes tæt på balance eller i overskud.Lønningerne må holdes på en bæredygtig vejmed en lønudvikling, som er forenelig medprisstabilitet og jobskabelse. Pengepolitikkensvigtigste prioritet er at opretholde pris-stabilitet. I den forbindelse er det afgørende,at pengepolitikken understøttes af en finans-politik og en lønudvikling af den type, der erbeskrevet ovenfor.“

Principper for ECBs deltagelse

ECB gav fra starten udtryk for sin vilje til atdeltage i en makroøkonomisk dialog for atudveksle oplysninger og synspunkter med deansvarlige for finanspolitikken, de strukturellepolitikker og lønforhandlingerne. Det var ikkedesto mindre nødvendigt at sikre, at detteikke strider mod ECBs uafhængighed somfastlagt i traktatens artikel 108 (tidligereartikel 107), i henhold til hvilken ECB ikke måsøge eller modtage instrukser fra fællesskabs-institutioner eller -organer under udøvelsenaf sine beføjelser og gennemførelsen af sineopgaver og pligter. Det Europæiske Råd aner-kendte i overensstemmelse hermed behovetfor at respektere ECBs samt alle deltageresuafhængighed i Rådets resolution om deneuropæiske beskæftigelsespagt.

ECBs rolle i dialogen

ECB har angivet, hvordan den bedst kanbidrage til den makroøkonomiske dialog. Fordet første kan ECB give en omfattende vurde-ring af de økonomiske udsigter og på denbaggrund forklare ræsonnementet bag sinepengepolitiske beslutninger. For det andetgiver den makroøkonomiske dialog ECB


mulighed for at redegøre for sine synspunktervedrørende væsentlige udfordringer i denøkonomiske politik i fremtiden og denhensigtsmæssige retning for makroøkono-

miske og strukturelle politikker med henblikpå at nå det endelige mål om varig vækst oghøj beskæftigelse i et miljø med prisstabilitet.

2 Internationale spørgsmål

Indførelsen af euroen medfører en overførselaf vigtig centralbankkompetence fra nationaltplan til fællesskabsplan. Med undtagelse afvalutakurspolitikken, hvor ECOFIN-rådet ogEurosystemet deler ansvaret, og politikker forbanktilsyn, som Eurosystemet bidrager til,er pengepolitiske og dermed beslægtedecentralbankopgaver (fx forvaltning af officiellereserver) udelukkende Eurosystemetskompetence. Hvad angår spørgsmål om deopgaver, der udelukkende varetages af Euro-systemet, tilfalder den internationale repræ-sentation alene Eurosystemet, sædvanligvisgennem ECB, mens deltagelsen fra NCBerne ieuroområdet varierer afhængig af de pågæl-dende institutioner eller fora.

Passende ordninger i forbindelse med Euro-systemets internationale repræsentation afeuroområdet skal tage to særlige elementer ibetragtning. Det første vedrører de forskel-lige eurolandes medlemskab af forskellige fora(fx G7 eller G10), hvilket også afspejles påcentralbankniveau. Det andet kommer af, atde mellemstatslige institutioner, fx Den Inter-nationale Valutafond (IMF) eller Organisati-onen for Økonomisk Samarbejde og Udvik-ling (OECD), grundlæggende bygger påprincippet om landemedlemskab.

På baggrund heraf blev der i 1998 og begyn-delsen af 1999 gennemført ordninger til etab-lering af arbejdsforbindelser mellem ECB ogde relevante internationale institutioner ogfora. De nye ordninger blev iværksat i 1999,nogle af dem i forbindelse med ændringer afde institutionelle rammer for det multilate-rale samarbejde (se afsnit 2.1). ECB er ogsåbegyndt at udvikle bilaterale forbindelser medcentralbanker uden for Den EuropæiskeUnion (se afsnit 2.2). I den sammenhæng foku-serede ECB på to emner i 1999: At styrke det

internationale monetære og finansiellesystems arkitektur (se afsnit 2.3) samteuroens internationale rolle (se afsnit 2.4).

2.1 ECB i det multilaterale samarbejde

Den Internationale Valutafond (IMF)

ECB deltager i IMFs aktiviteter med observa-tørstatus, både i Den Internationale Mone-tære og Finansielle Komité (IMFC, tidligereInterimskomiteen) og i IMFs bestyrelse.

IMFs repræsentantskab besluttede den 30.september 1999 at omdanne Interimskomi-teen til IMFC. Den nye komité har i forhold tilsin forgænger fået permanent status, hvilketafspejles i, at de forberedende møder organi-seres på stedfortræderplan. Bortset fra disseændringer berører oprettelsen af IMFC stortset ikke de nuværende institutionelle rammeri IMF, hvor repræsentantskabet er det højestebesluttende organ, mens bestyrelsen vare-tager det daglige arbejde. IMFC rådgiver ograpporterer, som sin forgænger, til repræsen-tantskabet om tilsyn med styring og tilpasningaf det internationale monetære og finansiellesystem. Der deltager flere observatører iIMFCs møder, herunder formanden for ECB.

Formanden for ECB udnævnte den 8. februar1999 en permanent repræsentant for ECB iWashington, D.C. med observatørstatus i IMF,som gør det muligt for ECB at være repræ-senteret i IMFs bestyrelse.

I henhold til sit mandat (se boks 6) repræsen-terede ECBs observatør bl.a. Eurosystemetpå mødet i IMFs bestyrelse den 26. marts1999, hvor den første IMF-rapport, „Mone-tary and Exchange Rate Policies of the Euro


Area“, blev drøftet. IMF offentliggjorde den23. april 1999 en note til informering afoffentligheden (PIN), som indeholdt en orien-tering om IMFs bestyrelses vurdering af deøkonomiske politikker i euroområdet. Iforbindelse med den næste høringscyklus i2000 skal Eurosystemet deltage i pilotpro-jektet om frivillig udgivelse af IMF-rapporterom penge- og valutapolitikker i euroområdet.Dette pilotprojekt er et vigtigt element i IMFsløbende bestræbelser på at forbedre singennemskuelighed, hvilket støttes fuldt ud afEurosystemet.

G7-gruppens finansministre ogcentralbankchefer samt relaterede grupper(FSF, G20)

Formanden for ECB og EU-formandskabetrepræsenterede euroområdet på tre mødermellem G7-gruppens finansministre ogcentralbankchefer i 1999.

Formanden for ECB repræsenterede Euro-systemet i forbindelse med gennemgangen afspørgsmål vedrørende valutakurser og multi-lateral overvågning. Centralbankcheferne iG7-landene i euroområdet (Tyskland,Frankrig, Italien) deltog i G7-mødernevedrørende vurdering af fremskridtene moden styrkelse af den internationale finansiellearkitektur. G7-landenes finansministre fore-lagde på baggrund af drøftelserne en rapporttil det økonomiske topmøde i Köln (den 18.juni 1999) om „Strengthening the Internati-onal Financial Architecture“.

Forum for finansiel stabilitet (FSF)

På mødet i Bonn i februar 1999 godkendteG7-landenes finansministre og centralbank-chefer Tietmeyer-rapportens henstilling om atoprette et forum for finansiel stabilitet – FSF.Formålet er at vurdere sårbare punkter i detinternationale finansielle system, identificereog overvåge de handlinger, der er nødvendigefor at gøre noget ved disse sårbare punkter,og forbedre koordineringen og udvekslingenaf oplysninger mellem de forskellige myndig-

heder, der er ansvarlige for finansiel stabilitet.FSF består af de nationale myndigheder, derer ansvarlige for finansiel stabilitet iG7-landene (dvs. finansministre, central-banker og finanstilsynsorganer). Adskilligeinternationale institutioner og grupper, derbeskæftiger sig med finansiel stabilitet –organer, der sætter standarder, eller som erinvolveret i kontrol og tilsyn med finansiellesystemer – er medlem af FSF (fx BIS, IMF,Verdensbanken, OECD). ECB deltager i FSFsom observatør.

På mødet den 15. september 1999 udvidedeFSF medlemskabet med fire lande uden forG7, der repræsenterer store finanscentre(Holland, Singapore,Australien og Hongkong).

FSF holdt to møder i 1999. Efter mødet i aprilblev der nedsat tre arbejdsgrupper, der skulleanalysere spørgsmål af relevans for systemiskstabilitet, nemlig en arbejdsgruppe omhenholdsvis højt gearede institutioner, kapi-talbevægelser og offshore finanscentre. Grup-perne udarbejdede foreløbige rapporter tilmedlemmerne af FSF, som blev forelagt påmødet i september 1999 (se yderligere oplys-ninger i afsnit 2.3). På dette møde enedes FSFogså om at oprette en ekspertgruppe omgennemførelse af standarder og en under-søgelsesgruppe om indskydergarantiord-ninger.

G20

På mødet i september meddelte G7-gruppen,at der ville blive oprettet en såkaldtG20-gruppe. Det nye forum blev skabt somen udvidelse af den uformelle dialog mellemøkonomier med systemisk betydningvedrørende nøglespørgmål om økonomiskpolitik og finanspolitik. Både EU-formand-skabet og formanden for ECB deltager i detnye forum tillige med ministre og central-bankchefer fra G7-landene og følgende lande:Argentina, Australien, Brasilien, Indien, Indo-nesien, Kina, Mexico, Rusland, Saudi-Arabien,Sydafrika, Sydkorea og Tyrkiet. For at få eteffektivt samarbejde med IMF og Verdens-banken er formanden for Verdensbanken, den


administrerende direktør for IMF ogformændene for IMFC og Udviklingskomiteenblevet inviteret til at deltage som selvskrevnemedlemmer af gruppen.

På G20-gruppens første møde, der blevafholdt i Berlin den 15.-16. december 1999under ledelse af den canadiske finansminister,Paul Martin, drøftede ministrene og central-bankcheferne den nye gruppes rolle ogmålsætninger. De enedes om, at G20-gruppenudgør et nyttigt forum for uformelle drøf-telser, mens Bretton Woods-institutionerne,især IMF, fortsat bør være de besluttendeorganer i forbindelse med internationalemonetære og finansielle spørgsmål. De identi-ficerede desuden de hovedspørgsmål, der skal

tages fat på, både på indenlandsk og internati-onalt plan, for at reducere makroøkonomiskog finansiel sårbarhed. I denne sammenhængblev behovet for at tilpasse valutakurssy-stemer, således at de er i overensstemmelsemed indenlandske, makroøkonomiske ogstrukturelle politikker, understreget. Enforbedret overordnet forvaltning af denoffentlige og private sektors udenlandskeaktiver og passiver blev ligeledes anset formedvirkende til at mindske følsomheden overfor stød. G20-gruppen forpligtede sig endvi-dere til at udvise lederskab i gennemførelsenaf kodekser og standarder (se afsnit 2.3).G20-gruppens ministre og centralbankcheferafholder det næste møde i Canada i efteråret2000.

Boks 6

ECBs permanente repræsentation i Washington, D.C. – funktion og aktiviteter

IMFs bestyrelse besluttede den 21. december 1998 at give ECB observatørstatus. Det betyder, at ECBs

observatør har en stående invitation til at repræsentere Eurosystemet på IMFs bestyrelsesmøder, hvor der drøftes

spørgsmål, som er relevante for euroområdets penge- og valutakurspolitik. Det omfatter:

– Møder som led i overvågningsprocessen med myndighederne i euroområdet, dvs. overvågning i henhold til

artikel IV af euroområdets fælles penge- og valutakurspolitik og af de enkelte eurolandes politik.

– Euroens rolle i det internationale monetære system.

– IMFs multilaterale overvågningsproces (de verdensøkonomiske udsigter, internationale kapitalmarkeder,

udviklingen i verdensøkonomien og på verdensmarkederne).

ECBs repræsentant inviteres desuden til at deltage i enkelte møder om sager, som ECB og IMF finder at være

af gensidig interesse for udøvelsen af deres mandater. ECB har på den baggrund etableret en permanent

repræsentation i Washington, D.C.

ECBs repræsentants aktiviteter som observatør omfatter deltagelse i IMFs bestyrelsesmøder om emner, der

henhører under ovennævnte områder, samt at optræde som primært forbindelsesled mellem IMF og ECB om

andre spørgsmål af fælles interesse. Repræsentanten ledsager også IMFs delegationer på deres møder i ECB i

forbindelse med IMFs overvågning i henhold til artikel IV af euroområdets fælles penge- og valutakurspolitik.

Som medlem af ECBs delegation til IMFs årsmøder og Den Internationale Monetære og Finansielle Komités

møder i foråret assisterer repræsentanten desuden formanden for ECB, der deltager i disse møder som

observatør.

ECBs repræsentation i Washington, D.C., er løbende i kontakt med de amerikanske myndigheder, især det

amerikanske centralbanksystem. Repræsentationen indsamler derudover information om udviklingen i USA og

oplyser interesserede parter om emner, der vedrører euroområdet. Som en del af disse opgaver holder

repræsentanten kontakt med finansmarkedet, den akademiske verden og forskningsinstitutioner i USA.


G10-ministrene og -centralbankcheferne

Formanden for ECB deltog i to mødermellem finansministrene og centralbankche-ferne i G10-landene (Belgien, Canada,Frankrig, Holland, Italien, Japan, Schweiz, Stor-britannien, Sverige, Tyskland og USA). Derblev hovedsagelig sat fokus på forebyggelse oghåndtering af internationale finanskriser samtden private sektors involvering i denneforbindelse (se afsnit 2.3). G10-ministrene og-centralbankcheferne enedes på mødet den26. september 1999 om at påbegyndearbejdet med den løbende konsolidering afden finansielle sektor.

G10-centralbankcheferne og fora iforbindelse med Den InternationaleBetalingsbank (BIS)

BIS spiller en vigtig rolle i fremme af samar-bejdet mellem centralbankerne, især gennemmøder for G10-centralbankcheferne, hvorogså formanden for ECB og centralbankche-ferne fra fem NCBer i euroområdet (Belgien,Frankrig, Tyskland, Italien og Holland)deltager. G10-centralbankcheferne overvågerregelmæssigt (syv gange om året) den mone-tære og økonomiske udvikling samt vigtigetendenser på de internationale kapitalmar-keder. G10-centralbankcheferne vejleder ogsåkomiteerne i G10-regi, som beskæftiger sigmed spørgsmål af relevans for centralban-kerne. ECBs repræsentanter deltager iBasel-komiteen for banktilsyn (Basel-komi-teen), komiteen for det globale finansiellesystem (CGFS), komiteen for betalings- ogafviklingssystemer (CPSS), komiteen for guldog udenlandsk valuta, regelmæssige mødermellem statistikere, økonomer, interne revi-sorer og databankeksperter i centralbankernesamt i alle de grupper, der er oprettet af dissekomiteer.

ECB blev den 9. december 1999 aktionær iBIS, idet banken overtog 3.000 aktier i BIS’tredje kapitaltranche sammen med central-bankerne i Argentina, Indonesien, Malaysia ogThailand.

Organisationen for økonomisk samarbejdeog udvikling (OECD)

Med protokol nr. 1 til OECD-konventionensom retsgrundlag bekræftede generalsekre-tæren for OECD i februar 1999, at ECBkunne deltage i arbejdet i OECDs relevantekomiteer og arbejdsgrupper som separatmedlem af De Europæiske Fællesskabersdelegation sammen med Europa-Kommissi-onen. ECB deltog i følgende komiteers ogarbejdsgruppers møder: Komiteen for økono-misk politik og dens arbejdsgrupper (arbejds-gruppe 1 og 3 og arbejdsgruppen vedrørendekortfristede økonomiske udsigter), de mone-tære eksperters møde, komiteen for gennem-gang af økonomi og udvikling (EDRC) samtkomiteen for finansmarkeder (FMC). I forbin-delse med den regelmæssige gennemgang aflandene i komiteen for gennemgang aføkonomi og udvikling tilpasser OECD singennemgang af euroområdet efter de nyeinstitutionelle rammer. Eurolandene har iprincippet tilsluttet sig at supplere gennem-gangen af de enkelte eurolande med enregelmæssig gennemgang i EDRC-regi afudviklingen og politikkerne i euroområdet. Dade praktiske foranstaltninger stadig manglerat blive udarbejdet, blev der i 1999 afholdt etuformelt seminar for at gennemgå den fællespenge- og valutakurspolitik i euroområdet.

2.2 Udvikling af bilaterale forbindelsermellem ECB og lande uden for Den Europæiske Union

I løbet af sit første år har ECB oprettetomfattende bilaterale kontakter og arbejds-forbindelser med centralbanker og andreinstitutioner i lande uden for Den EuropæiskeUnion.

I 1999 besøgte direktionsmedlemmerne bl.a.adskillige lande i Asien, hvor man gennemgikspørgsmål af fælles interesse og betydningenfor det asiatiske område af euroensindførelse.

Direktionen tog imod en række officielledelegationer fra lande uden for EU hos ECB i


Frankfurt. I den forbindelse afholdt ECB etmøde mellem finansministre fra Asien ogEuropa (ASEM) den 15.-16. januar 1999.Adskillige repræsentanter på højt plan fra delatinamerikanske lande besøgte ligeledes ECBi løbet af året.

2.3 Det internationale monetære ogfinansielle systems arkitektur

I overensstemmelse med arrangementer iforbindelse med sin internationale repræsen-tation af Eurosystemet har ECB taget del i nye initiativer og hidtidige fremskridt mod atstyrke det internationale monetære og finan-sielle systems arkitektur. Siden krisen iMexico i 1994-95 og efter de finansiellekriser, der påvirkede de østasiatiske økono-mier i 1997-98, er det internationale samfundbegyndt at arbejde på at fremme et merestabilt globalt kapitalmarked. På basis afvæsentligt forbedrede udsigter for verdens-økonomien blev der i 1999 gjort yderligerefremskridt for at gennemføre allerede aftalteforanstaltninger, og der blev aftalt nye initiativer.

Gennemskuelighed, kodekser og standarder

De mest synlige fremskridt er sket inden forfremme af gennemskuelighed og ansvarlighedover for den offentlige og private sektor. Initi-ativer på dette område skal forbedreomfanget og kvaliteten af oplysninger tilstøtte for bedre privat og offentlig beslut-ningstagning, hvilket igen fremmer den finansi-elle stabilitet. Ud over en forbedring af data-indsamlingen i både den offentlige og privatesektor har det internationale samfund gjorten aktiv indsats for at fremme udviklingen ogudbredelsen af adfærdskodekser og stan-darder på forskellige områder.

Hvad angår gennemskuelighed i forbindelsemed data, er der taget adskillige initiativervedrørende beslutningsprocessen i de inter-nationale institutioner. Information er nutilgængelig, på frivillig basis, om landes

IMF-støttede programmer (hensigtser-klæringer, politiske rammeerklæringer og ifremtiden dokumenter om strategier tilnedbringelse af fattigdom, som skal fungeresom basisdokumenter for den nyoprettedePRGF-facilitet til nedbringelse af fattigdom ogfremme af vækst) samt om overvågning ihenhold til artikel IV (informationsmedde-lelser til offentligheden om resultater af IMFsbestyrelsesmøder). IMFs bestyrelse iværk-satte i april 1999 et pilotprojekt for atfremme gennemskueligheden yderligeregennem frivillig offentliggørelse af artikelIV-rapporter.

For at fremlægge omfattende, troværdige ogensartede data om den offentlige sektorsudenlandske reserveaktiver og -passiver harIMF og G10-centralbankerne aftalt en data-standard for publicering af statistik om inter-nationale reserver og likviditet i udenlandskvaluta i henhold til IMFs særlige datastandard(SDDS). Overholdelse i henhold til SDDSsker på frivillig basis, og de fleste G10-landehar planer om eller er allerede begyndt atrapportere på det nye grundlag.

Det er også vigtigt at forbedre gennemskue-ligheden i forbindelse med den private sektor.Flere arbejdsgrupper i BIS-regi (se afsnit 2.1ovenfor) har udarbejdet en række initiativerpå dette område. For at forbedre kvaliteten afBIS’ konsoliderede internationale bankstati-stik har CGFS besluttet at øge indberetnings-frekvensen fra halvårligt til kvartalsvis medvirkning fra januar 2000. Kreditengagementerover for de endelige modparter offentliggøresogså nu, ud over kreditengagementer over forde umiddelbare modparter. Under flere grup-pers fælles ledelse (BCBS, CGFS, FSF, deninternationale forsikringstilsynsorganisation(IAIS), den Internationale Komité for Regn-skabsstandarder (IASC) og den internationalebørstilsynsorganisation (IOSCO)) er dertaget adskillige initiativer for at udbyggeoplysningskravene til de enkelte institutionerpå finansmarkedet.

Hvad angår udvikling og udbredelse af stan-darder og adfærdskodekser, er den størsteudfordring en lang række udviklingslandes og


nye vækstøkonomiers gennemførelse heraf.Det forventes, at yderligere fremskridt pådette område bidrager betydeligt til forebyg-gelse af kriser ved at forbedre de institutio-nelle rammer for beslutningsprocessen i denoffentlige sektor samt øge informationen tilmarkedsdeltagerne med henblik på deresegen risikovurdering. Det internationalefinansielle samfund er på nuværende tids-punkt ved at vurdere, hvordan de enkeltelandes overholdelse af internationalt aftalteadfærdskodekser og standarder kontrolleresmest effektivt.

I forbindelse med et pilotprojekt har IMFsammen med de relevante myndigheder i deberørte lande iværksat en række forsøgsrap-porter om overholdelse af standarder ogkodekser (ROSCer). Disse rapporter vurderermedlemslandenes overholdelse af visse inter-nationalt anerkendte standarder med størstfokus på de områder, som direkte vedrørerIMF.

Efter IMFs vedtagelse i november 1998 af enadfærdskodeks for gennemskuelighed i finans-politikken (efterfølgende ændret i april 1999) blev en adfærdskodeks for gennemskue-lighed i penge- og tilsynspolitikken vedtagetpå IMFs årsmøde i september 1999. Euro-systemet har sammen med BIS og en repræ-sentativ gruppe af centralbanker og andreeksperter været aktivt involveret i udform-ningen af kodeksen. Der arbejdes også på atudarbejde støttedokumentation til kodeksen.Det forventes, at overholdelsen af adfærdsko-deksen for gennemskuelighed i penge- ogtilsynspolitikken vil blive overvåget i de oven-nævnte ROSCer. Dette afspejles allerede inogle af de forsøgsrapporter, som IMF harudarbejdet hidtil, og som findes på IMFswebsted. Eksperter fra Eurosystemet hardeltaget i denne overvågning.

Endelig er der iværksat forskellige initiativerfor at fremme udviklingen og gennemførelsenaf standarder, som er relevante for de finansi-elle systemers funktion. Der er etableret enarbejdsgruppe i FSF-regi om gennemførelse afstandarder for at undersøge, hvordan mankan fremme gennemførelsen af internationale

standarder og adfærdskodekser, der er rele-vante for styrkelsen af de finansielle systemer.På området bankstandarder offentliggjordeBasel-komiteen i juni 1999 et forslag til nyerammer for dens kapitaldækning, som beståraf tre søjler: Minimumskrav vedrørende kapi-taldækning (en udvikling og udvidelse afaftalen af 1988), en tilsynsførende og interngennemgang af en institutions kapitaldækningsamt effektiv udnyttelse af markedsdisciplin.Basel-komiteen efterlyste kommentarer fraalle interesserede parter inden marts 2000med henblik på at fremsætte mere detalje-rede forslag senere på året.

Styrkelse af stabiliteten i finanssektoren

Forskellige institutioner og fora, fx IMF,Verdensbanken og Basel-komiteen, arbejderpå at forbedre de finansielle systemers funk-tion samt de lovgivnings- og kontrolmæssigerammer.

Det nye forum, FSF, forventes at øge udveks-lingen af oplysninger og det internationalesamarbejde mellem de kompetente nationaleog internationale organer inden for tilsynmed finansmarkederne, især på tværs afsektorerne.To af arbejdsgrupperne under FSFforventes desuden at udarbejde politikhen-stillinger, der skal reducere risiciene i forbin-delse med ikke-regulerede eller dårligt regu-lerede segmenter af de finansielle systemer,især højt gearede institutioner og offshore-finanscentre.

Selv om Basel-komiteen ikke udfører enegentlig vurdering af landenes overholdelse afkomiteens hovedprincipper for effektivt bank-tilsyn (vedtaget i 1997), offentliggjorde komi-teen i oktober 1999 et dokument for atopstille metoder til en vurdering af overhol-delsen heraf. Dette dokument skal bidrage til IMFs og Verdensbankens overvågning af finanssektoren. Komiteen for samarbejde i finanssektoren (FSLC) vil koordinereprogrammer i IMF/Verdensbankregi for over-vågning og vurdering af finanssektoren,hvorved medlemmernes finansielle systemersstærke og svage punkter skal vurderes. IMF og


Verdensbanken har iværksat et program forvurdering af finanssektoren (FSAP), hvorfælles grupper med deltagelse af eksperter franationale tilsynsmyndigheder vurderer denationale finanssektorers svage punkter, til atbegynde med i en række udvalgte lande. Pågrundlag af disse tiltag og på forsøgsbasis harIMF udarbejdet vurderinger af stabiliteten ifinanssektoren (FSSAer) som baggrundsdoku-mentation for artikel IV-høringer.

Valutakursordninger og liberalisering af kapitalposterne

Et andet vigtigt område, som løbende analy-seres og drøftes, er hensigtsmæssige valuta-kursordninger, da bestræbelserne på fasthol-delse af ikke-bæredygtige valutakursordningerspillede en stor rolle i forbindelse med deseneste finanskriser. Som det er blevet under-streget i de seneste drøftelser i IMF og andrefora, varierer den optimale valutakursordningfra land til land. Desuden kan den optimalevalutakursordning for et land med tidenændre sig afhængigt af landets makroøkono-miske og finansielle udvikling. Eurosystemetmener, at IMFs overvågning skal fokusere på,at der skal være overensstemmelse mellem etgivent lands valgte valutakursordning og detsmakroøkonomiske og strukturelle politiksamt dets vigtigste eksterne handelsmæssigeog finansielle forbindelser.

Det er ligeledes nødvendigt at liberaliserekapitalposterne yderligere. Selv om der erenighed om, at liberalisering kan medførestore fordele for et land, er håndteringen ogrækkefølgen af liberaliseringen ømtåleligespørgsmål. Her er det af afgørende betydningat have sunde makroøkonomiske rammer,herunder en konsekvent penge- og valutakurs-politik, og en stærk finansiel infrastruktur.Fordelene og risiciene ved kontrol med kapi-talindstrømning og -udstrømning, herunderen skattebaseret kontrol med indstrømning,er stadig under overvejelse. FSFs arbejds-gruppe om kapitalbevægelser overvejer indenfor et beslægtet område en række politikhen-stillinger i låntager- og kreditorlande, sommed tiden kan reducere kapitalbevægelsernes

volatilitet og risiciene på kort sigt for definansielle systemer i forbindelse medforholdsmæssig stor udlandsgæld. En nøjeforvaltning af den offentlige og privatesektors udlandsgæld og mere generelt af denationale betalingsbalancer spiller en vigtigrolle i denne sammenhæng.

Krisestyring og involvering af den private sektor

Ud over en betydelig stigning i IMFs finansielleressourcer for at kunne håndtere kriserne ide senere år (herunder fordoblingen afressourcer, som der kan trækkes på underden tidligere GAB-facilitet (General Arrange-ment to Borrow) og den nye NAB-facilitet(New Arrangement to Borrow) fra SDR 17milliarder til SDR 34 milliarder i 1998 ogforøgelsen af IMFs kvoter i 1999 med SDR 66milliarder), har IMF også udviklet nye instru-menter til håndtering af finansielle kriser. IMFsbestyrelse godkendte i april 1999 ContingentCredit Line-faciliteten (CCL), som gør detmuligt at yde kortfristet finansiering til landemed en sund økonomisk politik, hvis udlands-stilling trues af smitte fra internationale finans-kriser. For at understøtte tilpasningsforan-staltningerne under gældsforhandlinger, harIMFs bestyrelse på ny bekræftet sin politik omfra sag til sag at låne til lande i betalings-standsning på deres offentlige gæld (vedtageti 1989). Der er også enighed om, at IMF i prin-cippet kan udvide denne politik til tilfælde afbetalingsstandsning på ikke-offentlig gæld.

Der er brug for yderligere fremskridt indenfor det komplekse, men vigtige område medat involvere den private sektor i at forebyggeog afhjælpe kriser. De seneste finanskriser harfremhævet de forstyrrende virkninger afændringer i stemningen på markedet. Der erallerede taget visse skridt, fra planlagte tilfrivillige foranstaltninger (fx oprettelse afkanaler til regelmæssig kommunikationmellem gældslandene og deres private kredi-torer og oprettelse af et kreditberedskab fraden private sektor) til mere obligatoriskeordninger (fx anmodede Paris-klubben et landom at søge tilsvarende behandling hos sine


obligationskreditorer). Både IMFs Interimsko-mité og G10-ministrene og -centralbankche-ferne støttede rammerne, som er udarbejdeti G7-finansministrenes rapport til det økono-miske topmøde i Köln (den 18. juni 1999).

2.4 Euroens internationale rolle

Indførelsen af euroen den 1. januar 1999 varen stor begivenhed med vigtige implikationerikke kun i, men også uden for euroområdet.Euroen er den næstmest anvendte valutainternationalt set, både som følge af arven frade tidligere nationale valutaer, der bleverstattet af euroen, og som følge af euroom-rådets økonomiske betydning i verdensøko-nomien. Udviklingen af euroen som inter-national valuta bliver hovedsagelig enmarkedsdrevet proces. Især vil privateaktørers brug af euroen som investerings- ogfinansieringsvaluta samt betalingsvaluta spilleen fremtrædende rolle. De private aktørersbeslutninger påvirkes i stor udstrækning afgraden af integration, likviditet og diversifika-tion på finansmarkederne i euroområdet og af de grænseoverskridende forbindelser ieuroområdet. Desuden påvirkes euroensinternationale rolle af de økonomiske forholdi euroområdet, således at alle økonomiskepolitikker bidrager til at holde valutaen sundog stabil.

Da internationaliseringen af euroen ikke er etpolitisk mål i sig selv, vil Eurosystemethverken fremme eller hindre dette. Euro-systemets pengepolitiske mål om prisstabilitetvil fortsat være en vigtig faktor i forbindelsemed investorernes tillid til euroen. Omvendter Eurosystemet klar over konsekvenserne af

euroens internationalisering for pengepoli-tikken. Disse må ikke forringe Eurosystemetsevne til at fastholde prisstabilitet.

Euroområdet – med karakteristika, derminder om de to andre store økonomiskeområder, USA og Japan, både hvad angårstørrelse og en lav grad af handelsmæssigåbenhed – og den forventede stigning ieuroens internationale anvendelse har ogsåkonsekvenser for det internationale samar-bejde.

Som følge af euroområdets økonomiske vægti verden (mere end en femtedel, hvad angårBNP) forventes euroområdet generelt atspille en vigtig rolle i den internationalesamarbejdsproces. Færre deltagere globalt setog mere afbalancerede forbindelser mellemdisse bør i princippet fremme det internatio-nale samarbejde, samtidig med at hverdeltager bliver mere bevidst om sit ansvar.Denne proces ledsages af en regelmæssigudveksling af synspunkter og samråd mellemde store økonomiske områder.

Ud over tilstrækkelige repræsentationsord-ninger (med deltagelse af ECB, se afsnit 2.1)forudsætter en mere effektiv internationalsamarbejdsproces og en mindre risiko forpolitisk inkonsekvens, at euroområdet så vidtmuligt indtager en fælles holdning. Dervedstyrkes euroområdets internationale indfly-delse svarende til dets økonomiske betydning.Desuden begrænser det Eurosystemets risikofor at blive presset til at træffe upassendekortsigtede politiske foranstaltninger, der kanunderminere den indenlandske stabilitet pålangt sigt og derved stabiliteten over forudlandet.

Kapitel V

Betalings- og

værdipapirafviklingssystemer


Systemer for store betalinger i euro

Den 4. januar 1999 påbegyndtes operationer ieuro i fem betalingssystemer for store beta-linger samt TARGET. Alle fem overholderstandarderne for sikkerhed som fastlagt iG10-landenes rapport fra 1999 om „Inter-bank Netting Schemes“ (Lamfalussy-standar-derne). Det drejer sig om euro-clearingsy-stemet (Euro 1) i Clearing Company-regiunder Euro Banking Association (EBA), EuroAccess Frankfurt (EAF) i Tyskland, SystèmeNet Protégé (SNP) i Frankrig, ServicioEspañol de Pagos Interbancarios (SEPI) iSpanien og Pankkien On-line Pikasiirrot jaSekit-järjestelmä (POPS) i Finland. SNP blev iapril 1999 opgraderet og omdannet til et nyt„hybridsystem“ under navnet Paris Net Sett-lement (PNS). Det nye system omfatter, påsamme måde som EAF, elementer fra bådenetto- og bruttoafviklingssystemer.

I overensstemmelse med Eurosystemetsfælles opsynspolitik er NCBerne ansvarligefor opsyn med systemerne i de enkelte lande,hvorimod ECB er ansvarlig for opsyn medEuro 1. ECB førte inden for disse rammerisær opsyn med de daglige afviklinger i Euro 1og fulgte nøje den mere generelle udvikling iEBA. Sidstnævnte indebar bl.a. en stigning iantallet af clearingbanker fra 62 (januar 1999)til 72 (december 1999). Ud over den opsyns-mæssige rolle spillede ECB en dobbeltrolle iforbindelse med Euro 1, nemlig som udbyderaf afviklingsydelser og som depot for en likvi-ditetspulje, der er etableret for at sikre

rettidig afvikling i tilfælde af en deltagersmanglende betaling.

Som en del af deres løbende opsynsfunkti-oner indsamlede og gennemgik ECB ogNCBerne regelmæssigt relevante statistiskedata vedrørende de vigtigste systemer forstore betalinger i euro. Disse data giverværdifulde oplysninger om de forskelligesystemers gnidningsløse funktion og udvikling.

Continuous Linked Settlement (CLS)

En gruppe af store valutahandelsbankeroprettede i 1997 Continuous Linked Settle-ment Services Ltd. (CLSS) i London. CLSS’målsætning er at tilbyde samtidig afvikling iflere valutaer af begge sider af en valuta-handel. Valutaafviklingsrisikoen elimineressåledes stort set gennem indførelsen af enbetaling mod betaling-mekanisme (PVP-mekanisme). Systemet skal ledes af Continu-ous Linked Settlement Bank (CLSB) i NewYork, et helejet datterselskab af CLSS. CLSBstarter efter planen i 2001. Da det er inten-tionen, at euroen skal være en af de førstevalutaer, som CLSB afvikler i, er Eurosystemetinvolveret i opsynet med systemet. Euro-systemet fokuserede i 1999 især på en vurde-ring af CLSBs indvirkning på likviditeten isystemerne for store betalinger i euroom-rådet og stod for et møde med de banker ieuroområdet, der er involveret i projektet,for at udveksle synspunkter om dettespørgsmål.

1 Opsyn med systemerne for store betalinger

2 Opsyn med detailbetalingssystemerne

Grænseoverskridende detailbetalingsydelser

Det indre markeds gnidningsløse funktion ogborgernes og virksomhedernes fulde udnyt-telse af dets fordele forudsætter effektivegrænseoverskridende detailbetalingsydelser.Serviceniveauet inden for grænseoverskri-

dende detailbetalinger er dog stadig utilfreds-stillende, både hvad angår udførelseshastig-heden og de afgifter, kunderne pålægges.Gennemførelsen af Europa-Parlamentets ogRådets direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseoverskridende pengeoverførslerforventes at forbedre bankernes praksis.


Gennemførelsen af direktivet er dog ikketilstrækkelig. Da det er et retligt instrument,er det ikke nok til effektivt at gøre noget vedmangler i infrastruktur og standardisering,som på nuværende tidspunkt giver storeomkostninger. ECB offentliggjorde iseptember 1999 på denne baggrundrapporten „Improving cross-border retailpayment services in the euro area – the Euro-system’s view“, hvor den nuværende situationblev analyseret og Eurosystemets politiskelinje defineret.

Efter en drøftelse af de forskellige mulighederfandt Eurosystemet, at der ikke er grobundfor en driftsmæssig involvering på nuværendetidspunkt. Eurosystemet agter snarere atvirke som katalysator for ændringer ogindlede regelmæssige drøftelser med bank- ogbetalingsservicesektoren for at fremmeaftaler i euroområdet, der forbedrer miljøetfor grænseoverskridende detailoverførsler,især inden for standardisering. For at få gang i drøftelserne og give et klart signal tilmarkederne har Eurosystemet defineret enrække målsætninger, som sektoren skalopfylde ved indførelsen af eurosedler og-mønter. Disse målsætninger skal tilskyndesektoren til at foretage både de nødvendigeinvesteringer for at bringe effektivitets-niveauet for grænseoverskridende detailbeta-linger tættere på de indenlandske betalings-systemers og tilstræbe en balance mellemdet, brugerne forventer, og det, sektoren kanlevere på kort sigt.

Et tegn på, at markederne er begyndt at tagefat på problemet, er EBAs initiativ vedrørendemindre betalinger (LVP), der sigter mod atudvikle en service til behandling af grænse-overskridende detailbetalinger i euro. LVPbaseres til at begynde med på de tekniskemuligheder i Euro 1, og systemet træder efterplanen i kraft i 2. halvår 2000.

Elektroniske penge

Selv om elektroniske penge stadig er på deindledende stadier, og væksten har væretmeget begrænset indtil nu, kan man ikkeudelukke muligheden for eksponentiel vækst.Elektroniske penge kan derfor få stor betyd-ning for pengepolitikken i fremtiden. Endvi-dere skal en række yderligere regulerings-mæssige overvejelser tages i betragtning, fxbetalingssystemernes sikkerhed og effekti-vitet, tillid til betalingsmidlerne, beskyttelse afkunder og forretningsdrivende, finansmarke-dernes stabilitet, beskyttelse mod strafbartmisbrug og lige vilkår for alle markedsdelta-gerne. Det er derfor nødvendigt at opstilleklare regler for udstedelse af elektroniskepenge.

Europa-Kommissionen og Det EuropæiskeRåd er ved at udarbejde direktiver om adgangtil at optage og udøve virksomhed som elek-tronisk pengeinstitut og om en ændring afRådets direktiv 77/780/EØF af 12. december1977 om samordning af lovgivningen omadgang til at optage og udøve virksomhedsom kreditinstitut. ECB har bidraget aktivt tildette arbejde i overensstemmelse med denpolitiske linje defineret i „Report onelectronic money“ (august 1998) og frem-lagde sin officielle holdning til de ovennævntedirektivforslag i januar 1999. ECB frem-hævede bl.a., at banken går stærkt ind for atklassificere alle udstedere af elektroniskepenge som kreditinstitutter samt at pålæggedem et krav om indløselighed. Selv om direk-tivforslagene tager mange af Eurosystemetsbekymringer i betragtning, skal disse vigtigespørgsmål, som endnu ikke er løst, drøftesyderligere med Europa-Parlamentet, der harfået forelagt direktivforslagene til andenbe-handling i henhold til proceduren med fællesbeslutningstagning.


3 Andre aktiviteter inden for betalingssystemer

ECB offentliggjorde i februar 1999 et tillægmed data fra 1997 til sin „Blue Book“, som eren beskrivelse af betalings- og værdipapiraf-viklingssystemerne i EU-landene. ECB offent-liggjorde desuden i august 1999 rapporten„Payment systems in countries that haveapplied for membership of the EuropeanUnion“ med omfattende oplysninger om devigtigste betalings- og værdipapirafviklingssy-

stemer i tiltrædelseslandene. Denne rapportblev udarbejdet i samarbejde med centralban-kerne i Bulgarien, Cypern, Estland, Letland,Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slove-nien, Tjekkiet og Ungarn. Den er en markantmilepæl for det øgede samarbejde om beta-lingssystemer med centralbankerne i disselande.

4 Politik for værdipapirafviklingssystemer

Vurdering af værdipapirafviklingssystemerneinden for EU og disses links

Siden offentliggørelsen af rapporten „Stan-dards for the use of EU securities settlementsystems in ESCB credit operations“ og denførste vurdering af værdipapirafviklingssyste-merne (SSSer) i EU i 1998 er SSSernes over-holdelse af standarderne i høj grad blevetbedre som følge af en stor indsats fraSSSerne. Derfor er betingelserne forSSSernes anvendelse som følge heraf i mangetilfælde reduceret. Vurderingen af SSSerneblev ajourført i maj 1999, hvor det fremgik, atfem SSSer i euroområdet nu kan anvendesuden betingelser i forhold til en vurdering vedstarten af tredje fase af ØMUen.Yderligere tiSSSer har forbedret overholdelsen betydeligt.SSSernes egnethed gennemgås med jævnemellemrum for at tage højde for nye udvik-lingstendenser.

Nogle af SSSerne i EU har oprettet forbin-delser, såkaldte links, mellem sig med henblikpå grænseoverskridende overførsel af værdi-papirer generelt. Før disse links kan udnyttesi forbindelse med Eurosystemets pengepoli-tiske operationer og ESCBs intradag kredit-operationer, skal de vurderes i forhold tilstandarderne for anvendelse af SSSer i EU.Efter vurderingerne i 1999 fandt Styrelses-rådet, at en række links mellem SSSernekunne godkendes til grænseoverskridendeoverførsel af sikkerhed i Eurosystemetspengepolitiske operationer og ESCBs intradag

kreditoperationer. Efter første omgang vurde-ringer blev 26 links i maj anset for at over-holde ECBs standarder. Efter anden omgangvurderinger i oktober fandt Styrelsesrådet, atyderligere 21 links kunne godkendes. Flerelande tilbyder således nu markedsalternativerfor grænseoverskridende sikkerhedsstillelsesom supplement til Eurosystemets korre-spondentcentralbankmodel (CCBM). Linkskan på nuværende tidspunkt godkendes til atblive anvendt uden betaling (FOP), da derendnu ikke findes nogen DVP-ordning (deli-very versus payment) for grænseoverskri-dende overførsler. Styrelsesrådet vurderedeog godkendte yderligere links i februar 2000.

Grænseoverskridende overførsel af værdipapirer

CCBM blev oprettet som en foreløbig løsning til at lette grænseoverskridendesikkerhedsstillelse i Eurosystemets penge-politiske operationer og ESCBs intradagkreditoperationer, indtil den private sektorudvikler mere omfattende løsninger tilgrænseoverskridende anvendelse af værdi-papirer generelt. Grænseoverskridende over-førsel af værdipapirer generelt er efterhåndenblevet et vigtigt spørgsmål for det privatemarked, der forsøger at udvikle ikke blot links, men også yderligere markedsløsningerfor at lette grænseoverskridende over-førsel. Markedsdeltagerne i euroområdet hartendens til at gå ind for en mere effektiv og


integreret infrastruktur for værdipapirafvik-ling. Der gennemføres adskillige indbyrdeskonkurrerende projekter; Eurosystemetforholder sig imidlertid i den henseendeneutralt. Eurosystemet vil forsøge at sikre, atalle foreslåede alternativer yder et vist niveauaf sikkerhed, som er i overensstemmelse medstandarderne for sikkerhedsstillelse i Euro-systemets pengepolitiske operationer ogESCBs intradag kreditoperationer.

Infrastrukturelle barrierer for integration afmarkedet for genkøbsforretninger ieuroområdet

Eurosystemet er særdeles interesseret ivelfungerende finansmarkeder i euroområdet,især med henblik på at sikre den pengepoli-

tiske transmissionsmekanisme. Eurosystemetsundersøgelser i denne sammenhæng har vist,at det sikrede pengemarked ikke er integrereti euroområdet som helhed i modsætning tildet usikrede pengemarked. Et af de analyse-rede spørgsmål vedrørte de nuværende infra-strukturelle barrierer for integration, isærinden for værdipapirafvikling. De eventuellehindringer for yderligere integration på detteområde udgøres af manglen på grænseover-skridende afviklingsprocedurer baseret pålevering mod betaling (DVP) og de forskelligeretlige rammer, der er skræddersyet til deindenlandske markeders behov. Det står klart,at Eurosystemet skal bidrage til at øgebevidstheden om disse problemer. Initiativertil at finde løsninger skal dog først ogfremmest komme fra markedet.

Kapitel VI

Finansiel stabilitet

og banktilsyn

1 De institutionelle rammer for finansiel stabilitet

De institutionelle rammer for finansiel stabi-litet i EU og i euroområdet er baseret på nati-onal kompetence og internationalt samar-bejde. Forskellige nationale strukturer ogpraksis bidrager således til opfyldelse afmålsætningerne om finansiel stabilitet indenfor de harmoniserede lovgivningsrammer itraktaten om oprettelse af Det EuropæiskeFællesskab (traktaten) og EF-direktiverne.

Traktaten beskriver de instrumenter, der itredje fase af Den økonomiske og MonetæreUnion (ØMU) er nødvendige for at samordneområdet for den fælles pengepolitik (dvs.euroområdet) med området for de nationaletilsynspolitikker (indenlandske institutioner).For det første skal Eurosystemet „bidrage tilen smidig gennemførelse af de kompetentemyndigheders politikker vedrørende tilsynmed kreditinstitutter og det finansiellesystems stabilitet“ (artikel 105, stk. 5, i trak-taten). For det andet tildeles ECB en rådgi-vende funktion i relation til fællesskabslovgiv-ningen (artikel 105, stk. 4, i traktaten ogartikel 25, stk. 1, i ESCB-statutten). Detteafspejler, at Eurosystemet, som centralbankfor euroområdet, har interesse i at fastholdestabiliteten i det finansielle system.

Banktilsynskomiteen, som består af højt-stående repræsentanter fra centralbankerneog banktilsynsmyndighederne, er Eurosyste-mets primære støtteorgan i forbindelse medudførelsen af ovennævnte opgaver. Selv omartikel 105, stk. 5, i traktaten kun gælder foreurolandene, omfatter samarbejdet i Bank-tilsynskomiteen alle centralbanker og tilsyns-myndigheder i de 15 EU-lande. Samtidig kanBanktilsynskomiteen fungere som hørings-forum for EUs banktilsyn i forbindelse medspørgsmål, som ikke vedrører Eurosyste-mets tilsynsopgaver. Denne dobbeltfunktionbetyder, at NCBerne og tilsynsmyndighedernekan samarbejde på tværs af landegrænserne,hvis det bliver nødvendigt. De eksisterendesystemer kan beskrives ved at se på samord-ningsmekanismerne (i) i Eurosystemet, (ii)mellem tilsynene og Eurosystemet og (iii)blandt tilsynsmyndighederne.

Samordningsmekanismerne er især vigtige iEurosystemet. Det gælder bl.a. likviditetsbered-skabet (ELA), som er den støtte, central-banker yder under usædvanlige omstændig-heder og på individuel basis til midlertidigtillikvide institutter og markeder. Det skalindledningsvis understreges, at der ikke børlægges for megen vægt på ELAs betydning.Støtte fra centralbanker skal ikke betragtessom et vigtigt middel til at sikre finansielstabilitet, da det indebærer et „moralhazard“-problem. Forebyggende foranstalt-ninger til etablering af en forsvarlig risiko-styring i de finansielle institutioner og effektivlovgivning og tilsyn for at opfylde dette mål erdet første modtræk mod alt for risikovilligadfærd og finansielle problemer. Desuden harELA i de sidste årtier været anvendt megetsjældent i industrilandene, mens andre dele afsikkerhedsnettet har fået stigende betydninginden for håndtering af kriser. Hvis der skulleopstå en finansiel krise, er der dog alleredeetableret mekanismer til håndtering heraf.Hovedprincippet er, at den kompetente NCBtager beslutningen vedrørende tilførsel afstøtte gennem ELA til et institut inden fordens jurisdiktion og påtager sig ansvaret ogomkostningerne i forbindelse hermed. Meka-nismer til sikring af tilstrækkelig informationer allerede etableret, så en eventuel likviditets-effekt kan kontrolleres i overensstemmelsemed den hensigtsmæssige politiske linje i denfælles pengepolitik. Aftalen om ELA gælderinternt i Eurosystemet og påvirker såledesikke de eksisterende ordninger mellemcentralbanker og tilsyn på nationalt niveaueller bilateralt og multilateralt samarbejdemellem tilsyn samt mellem sidstnævnte ogEurosystemet. For at disse ordninger kanfungere problemfrit kræves det dog, at derhurtigt og effektivt kan gennemføres samord-ningsmekanismer for at håndtere de grænse-overskridende følger af eventuelle finans-kriser og forhindre afsmitning.

Hvad angår samarbejdet mellem Eurosystemetog tilsynsmyndigheder i EU-landene, er Banktil-synskomiteen det primære forum for relevantespørgsmål. Banktilsynskomiteen hjælper Euro-



systemet i forbindelse med spørgsmål ombanktilsyn og finansiel stabilitet, hvilket inde-bærer undersøgelse af spørgsmål af makro-prudentiel karakter, gennemgang af udvik-lingen i bank- og finanssektoren og fremme afen problemfri udveksling af oplysningermellem Eurosystemet og banktilsyns- ogandre tilsynsmyndigheder. Formålet er atskabe den nødvendige samordning mellemcentralbanker og banktilsyn. Banktilsynskomi-teen skal især fungere som en kanal forformidling til tilsynsmyndighederne af nyttigeoplysninger om kreditinstitutter, som ECB ogNCBerne kommer i besiddelse af underudførelsen af deres grundlæggende opgaverinden for pengepolitik og betalings- og værdi-papirafviklingssystemer. Samtidig giver dettemulighed for styring af informationsformid-lingen den modsatte vej fra tilsynsmyndighe-derne til Eurosystemet. Da omfattendeproblemer i banksystemet kan have syste-miske implikationer, er tilsynene især paratetil at underrette Eurosystemet herom meddet samme. I princippet kan Banktilsynskomi-teen behandle alle relevante spørgsmål,eftersom det såkaldte post-BCCI-direktiv påfællesskabsniveau har fjernet de juridiskehindringer for formidling af fortrolige oplys-ninger mellem tilsynene og centralbankerne,herunder ECB og Eurosystemet. Gennemeksisterende systemer på nationalt niveaukanaliseres oplysningerne mellem tilsynene ogEurosystemet som regel via de respektiveNCBer.

Samarbejdet mellem de nationale myndighederinden for banktilsyn er baseret på både bilate-rale og multilaterale ordninger. Det bilateralesamarbejde mellem hjem- og værtslandetsmyndigheder er blevet styrket betydeligt i allefinansielle sektorer. Netværket af aftaleme-moranda i Det Europæiske Økonomiske

Samarbejdsområde (EØS) vedrørende bank-sektoren er udtryk for bestræbelserne på atforbedre udvekslingen af oplysninger og lettetilsynet med grænseoverskridende aktiviteter.Disse aftalememoranda omhandler typiskpraktiske foranstaltninger vedrørende etable-ringsprocedurer, hvilket letter grænseover-skridende undersøgelse af filialer ogforbedrer udvekslingen af oplysninger omdatterselskaber. Gennem forskellige udvalg erder desuden etableret et multilateralt samar-bejde inden for banktilsyn i de forskelligefinansielle sektorer. I banksektoren er der udover Banktilsynskomiteen også en Kontakt-gruppe, som har eksisteret siden 1972. Denfungerer som forum for det multilateralesamarbejde og udvekslingen af oplysninger påEØS-niveau i forbindelse med spørgsmål omgennemførelsen af banklovgivning og tilsyns-praksis, herunder enkeltsager. I værdipapir-sektoren etablerede man i 1997 Forum ofEuropean Securities Commissions (FESCO)for at fremme det multilaterale samarbejdemellem værdipapirkommissioner på EØS-niveau. Konferencen om forsikringstilsyns-myndighederne udfylder den samme funktioni forsikringssektoren.

Alt i alt er integrationen af bank- og finans-sektoren i EU kommet i stand gennem tillid tilde institutionelle rammer baseret på nationalkompetence og samarbejde. Den fællespengepolitik og den stigende integration ibank- og finanssektoren i euroområdet harøget betydningen af samarbejdet mellemtilsynsmyndighederne og Eurosystemet ogtilsynene imellem. De nødvendige mekanismertil forbedring af informationsudveksling oggennemførelse af politiske tiltag med henblikpå håndtering af truslerne mod finansiel stabi-litet er således allerede etableret.


2 Strukturelle ændringer i EUs bank- og finanssektor

Overvågning af de strukturelle ændringer ieuroområdet og EUs bank- og finanssektorspiller en vigtig rolle både for Eurosystemetsom centralbank for euroområdet og for denationale tilsynspolitikker. Siden euroensindførelse er ændringerne tiltaget, hvilket harmedført en omstrukturering af den finansielleservicesektor. Banktilsynskomiteen har nøjeundersøgt den påvirkning, som euroensindførelse kan have haft på bankerne i EU.1

En vigtig drivkraft bag udviklingen er informa-tions- og kommunikationsteknologien2, somfor det første bidrager til at reducereomkostningerne i forbindelse med indsamling,lagring, behandling og overførsel af oplys-ninger ved at erstatte papirbaserede ogarbejdskrævende metoder med automatise-rede processer. For det andet ændreskundernes adgang til bankydelser og -produkter hovedsagelig ved automatisering,dvs. bankvirksomhed via telefon, pc ognetbank. Begge dele indebærer ændredekonkurrenceforhold inden for bankvirk-somhed, påvirker handlefriheden på markedetfor bankydelser og udvider deltagerkredsen.De finansielle institutioner reagerer forskel-ligt på denne og andre tendenser i markeds-strukturen, og styrker på samme tid tenden-serne yderligere. De store banker tilpasser sigdet nye marked gennem nye aktiviteterog/eller geografisk ekspansion. Det ernødvendigt for fortsat at kunne dækkeengrosmarkedet. Denne tilpasning harmedført en stigning i fusioner og opkøbblandt de større finansielle institutioner iEuropa. Der er imidlertid kun gennemført fågrænseoverskridende fusioner og opkøb.

I de små banker skyldes ændringerne forskel-lige markedsdynamiske faktorer. De fasteomkostninger i forbindelse med investeringeri informations- og kommunikationsteknologihar gjort det endnu vigtigere at opnå stor-driftsfordele. Et betydeligt antal mindrebanker i Europa har været involveret i inden-landske fusioner og opkøb. I nogle EU-landehar sparekasser og andelskasser yderligereintensiveret det gensidige samarbejde inden

for deres områder via særlige samarbejdsaf-taler eller via joint ventures med henblik påforvaltning af aktiver og clearing af værdipa-pirer. Der har dog indtil nu kun været ubety-delige indskrænkninger i den europæiskebanksektors kapacitet, målt som antal filialerog ansatte. Rationalisering af virksomheds-strukturen og en væsentligt forøget effekti-vitet bliver dog generelt først synlig med envis tidsforskydning.

Bankerne, såvel store som små, indførerdesuden strategier til at imødegå processenvedrørende disintermediation, hvilket inde-bærer en stigning i udbuddet af finansielleydelser ved direkte markedsformidling ellergennem finansielle institutioner, som ikke erbanker. Bankerne udvider deres forvaltning afaktiver for at bremse disintermediation aftraditionelle bankprodukter. Dette illustrereshovedsagelig af: (i) øget involvering i værdi-papirhandel, (ii) depotfunktioner og især (iii)etablering af datterselskaber med henblik påforvaltning af investeringsfonde. Virkningenviser sig især i bankernes resultatopgørelse iform af et skift fra renteindtægter til ikke-renteindtægter. Banktilsynskomiteens analyse3

viser, at ikke-renteindtægter har været denmest dynamiske komponent i bankernesindtægtsstruktur i EU i de seneste år, og atdens relative betydning (i pct. af det samlederesultat af primær drift) øges konstant.Uanset de stigende omkostninger i forbin-delse med udviklingen af utraditionelle aktivi-teter har stigningen i ikke-renteindtægter i deseneste år tilsyneladende også haft en positivindvirkning på EU-bankernes rentabilitet,hvilket stort set kompenserer for faldet iavancer på traditionelle bankaktiviteter.Fordelingen af ikke-renteindtægter i EUsbanksystemer er ret heterogen. Gebyrer ogprovision er den vigtigste delkomponent, somudgør ca. 60 pct. af de samlede ikke-renteind-tægter.

1 „Possible effects of EMU on the EU banking systems in themedium to long term“, ECB, februar 1999.

2 „The effects of technology on the EU banking systems“, ECB,juli 1999.

3 „EU banks’ income structure“, ECB, april 2000.

Banktilsynskomiteen er begyndt at analyserebank- og finanssektorens stabilitet på EU-/euroområdeniveau på basis af et i fællesskabaftalt datamateriale. Det kaldes en makro-prudentiel analyse. Derudover er andre inter-nationale organisationer i øjeblikket ved atudvikle sådanne analyser for at øge for-ståelsen af årsagerne til den seneste tids omfattende finansielle turbulens. En nøgle-komponent i dette arbejde er udvikling afpålidelige datakilder til forståelse af de finan-sielle systemers sårbarhed i både de indu-strialiserede lande og udviklingslandene.

Rammerne for en makro-prudentiel analyseafhænger af en række indikatorer, som erbaseret på aggregerede banksektordata fracentralbanker og tilsyn, samt på datavedrørende de makroøkonomiske og finansi-elle omgivelser, som har betydning for envurdering af banksektorens stabilitet. Disseindikatorer skal afsløre stigende risikoekspo-nering i banksektoren, eventuel uro som følgeaf faktorer uden for banksektoren samt deafsmitningskanaler, hvorigennem problemer iét institut kan sprede sig til andre institutter.Metoderne omfatter system- og almindeliganalyse på grundlag af kvantitative indikatorersamt fortolkningsmæssige input, som byggerpå de oplysninger og den indsigt, der eropnået gennem tilsynsprocessen. Banktilsyns-komiteens makro-prudentielle analyse foku-serer på EUs/euroområdets banksektor.Analysen er en integreret del af andre aktivi-teter i Eurosystemet såsom tilsyn med beta-

lings- og værdipapirafviklingssystemer, over-vågning af penge- og kapitalmarkeder, som harbetydning for udførelsen af pengepolitikken,og overvågning af de internationale finans-markeder. En analyse af disse forskellige akti-viteter vil øge Eurosystemets muligheder forat bidrage til finansiel stabilitet.

I 1999 blev der udført ad hoc-undersøgelserinden for to områder: EU-bankernes kreditri-siko over for nye vækstøkonomier og udviklingslande og den eventuelle indvirkningpå banksektorens stabilitet af ændringer ipriserne på aktiver. Konklusionen om først-nævnte var, at EUs banksektor yderligere harstyrket sin position som den største gruppeinternationale långivere til nye vækst-økonomier og udviklingslande. Da ekspone-ringen over for de lande, der er forbundetmed størst risiko, imidlertid har væretforholdsvis begrænset, og bankerne i betyde-ligt omfang har afdækket risiciene, samt dengenerelt forbedrede økonomiske situation idisse lande, blev vurderingen af risiciene forEUs banksystemer mere positiv i løbet af1999. Hvad angår sidstnævnte, tyder den lang-varige stigning i de fleste aktiekurser i EU ogden hurtige stigning i boligpriserne i visse EU-lande på et behov for øget opmærksomhedfra de nationale tilsynsmyndigheders side. Iden forbindelse har enkelte nationale myndig-heder iværksat særlige foranstaltninger medhenblik på at øge opmærksomheden om risiciog sikre, at bankerne ikke har uforholds-mæssig stor eksponering.4


Sammenfattende har omstruktureringen afbank- og finanssektoren hovedsagelig fundetsted inden for landegrænserne, og betyd-ningen af grænseoverskridende aktiviteter erstadig begrænset, især i forbindelse meddetailbankydelser. Der er dog en fællestendens i euroområdet og EU-landene. Den

hurtige etablering af et fælles pengemarkedog den øgede integrering af kapitalmarke-derne efter euroens indførelse forklarer,hvorfor finansielle formidlere og markeder istigende grad er udsatte over for stød udenfor nationale grænser.

4 „Asset prices and banking stability“, ECB, april 2000.

3 Makro-prudentiel analyse


4 Risikovurderingssystemer og kreditregistre

Gennemførelsen af forebyggende foranstalt-ninger på nationalt niveau fremmes både viaindsamling af oplysninger om markedsudvik-lingen og truslerne mod stabiliteten i bank-og finansektoren og via samarbejde om ogudveksling af oplysninger i forbindelse medtilsynspraksis. Hertil anvendes normalt risiko-vurderingssystemer.

Tilsynenes risikovurderingssystemer omfatteralle de formaliserede og organiseredesystemer og operationer, der benyttes afbanktilsynene, for på et tidligt tidspunkt atfinde frem til kreditinstitutter med en højeller stigende risikoeksponering eller svagekontrolfunktioner. Uanset deres nationaleorientering – idet de er tilpasset de særligekarakteristika og behov i de nationale banksy-stemer – har risikovurderingssystemerne i EUmange lighedstræk. Banktilsynskomiteen harinden for dette område især udført analyseraf fungerende systemer eller systemer, somer under udvikling hos banktilsynsmyndighe-derne og NCBerne i adskillige medlemslande.Kontakterne rækker nu ud over EUs grænser,da der også blev gennemført en analyse afsystemerne i Canadian Deposit InsuranceCorporation og Federal Reserve i USA, somderefter blev forelagt EUs tilsynsmyndighederog NCBerne i Banktilsynskomiteen.

Selv om kreditregistre hovedsagelig skalfungere som støtte i forbindelse med definansielle institutioners styring af dereskreditrisiko, kan de også anvendes som ettilsynsværktøj. Der er desuden sket en inten-sivering af udvekslingen af oplysninger mellemde nationale myndigheder i forbindelse medfungerende centrale kreditregistre. På trodsaf, at lovgivningen i visse EU-lande i øjeblikketikke tillader grænseoverskridende udvekslingaf oplysninger mellem centrale kreditregistremed henblik på anvendelse i banker, er Bank-tilsynskomiteen allerede ved at undersøge detekniske og driftsmæssige problemer i forbin-delse med en eventuel liberalisering af detteområde. Set i lyset af erfaringerne fra deseneste kriser har diskussionen om enomstrukturering af det internationale finansi-elle systems arkitektur understreget behovetfor et udvidet samarbejde i forbindelse medovervågning af grænseoverskridende syste-miske risici5. En undersøgelse af de positive ognegative aspekter af etableringen af interna-tionale kreditregistre er foretaget. Det under-søges i øjeblikket, hvorvidt det er muligt atetablere et kreditregister for euroområdet.

5 Se desuden kapitel IV.

Kapitel VII

Produktion af eurosedler og

forberedelse af

overgangen til euroen


1 Fremstilling af eurosedler

Eurosedlerne og deres individuelle kompo-nenter fremstilles i forskellige europæiskelande af NCBerne og af private og offentligeselskaber. Produktionen af eurosedler star-tede i juli 1999 efter en vellykket trykning afpilotserier. Inden årets udgang var trykningeni gang i 9 af de 11 trykkerier, som fremstillereurosedler. Den senere produktionsstart inogle trykkerier skyldes enten mængden afeurosedler, som de skal trykke, eller kravenei forbindelse med produktion af nationalepengesedler.

I øjeblikket trykkes først de seddelværdier,der skal fremstilles i de største mængder. Pr.1. januar 2002 vil der være trykt omkring 13milliarder eurosedler til de 11 deltagerlande:

9 milliarder sedler, der skal erstatte nationalepengesedler, og 4 milliarder sedler som logis-tiske lagre (se tabel 10). Disse pengesedlerhar en samlet nominel værdi på ca. €600 milli-arder. Skønnene over antallet af eurosedler,som skal trykkes inden indførelsen, justeresårligt, så der tages højde for eventuelleændringer i efterspørgslen.

Sikkerhedsprocedurerne i forbindelse medfremstilling og transport af pengesedler ogindividuelle komponenter er blevet gennemgåetog konsolideret. Der er udarbejdet et sætobligatoriske regler, som skal garantere etfælles mindste sikkerhedsniveau på alleproduktionsstederne.

2 Eurosedlernes og -mønternes kvalitet

Pengesedlernes kvalitet

Fremstilling af pengesedler af samme kvalitetpå 11 trykkerier – på grundlag af råmaterialerfra forskellige leverandører – er en krævendeopgave. Det er af afgørende betydning, atsedlerne ser ens ud og behandles ens iseddelsorteringsmaskiner og automater, dermodtager sedler, og således følger optimalpraksis i forbindelse med fremstilling af natio-nale pengesedler.Til dette formål er der etab-leret veldefinerede inspektions- og kvalitets-kontrolprocedurer.

Alle trykkerier, der fremstiller eurosedler, harindført et fælles kvalitetssikringssystembaseret på ISO-standarder1. Dette fællessystem fokuserer på kvaliteten af den enkeltepengeseddel. Der er defineret detaljeredeprocedurer for inspektion og tests medhenblik på evaluering af kravenes opfyldelse.Disse procedurer blev afprøvet under frem-stillingen af pilotserierne.

ECB vurderer indførelsen og anvendelsen afkvalitetssikringssystemet på grundlag af detal-jerede månedsrapporter fra trykkerierne ogrevision på produktionsstederne.

Mønternes kvalitet

Euromønterne fremstilles af 14 forskelligemøntudstedende institutioner i 10 lande. Ijuni 1999 blev EUs finansministre, de møntud-stedende institutioner og ECB enige om etdetaljeret kvalitetssikringssystem, der skullesikre euromønternes høje og ensartedekvalitet. Hver møntudstedende institution eransvarlig for sine egne mønters kvalitet ihenhold til et sæt fælles regler. ECB fungerersom uafhængig kontrollør og bedømmer demånedlige kvalitetsrapporter om de fremstil-lede mønter og aflægger besøg hos demøntudstedende institutioner. Hvis der skulleopstå problemer i forbindelse med mønterneskvalitet, ville ECB øjeblikkelig alarmerefinansministrene.

1 ISO 9002: 1994.


3 Beskyttelse af eurosedlerne og -mønterne mod forfalskning

Efter ECBs Styrelsesråds beslutning om atetablere en database, der skal indeholdetekniske og statistiske oplysninger om forfal-skede eurosedler og -mønter, er der sketfremskridt i planlægningen af systemet tilovervågning af forfalskning (CMS), deromfatter selve databasen, de redskaber, somkræves for at kunne udnytte den, og forbin-delserne til de forskellige brugere. Brugernesbehov er defineret og vil danne grundlag fordet videre arbejde. CMS’ tekniske opbygninger fastlagt i hovedtræk, og det indledendearbejde i forbindelse med udviklingen af denfunktionelle analyse er påbegyndt.

I november 1999 offentliggjorde ECB „Reporton the legal protection of banknotes in theEU Member States“. Rapporten bygger påomhyggelige undersøgelser og vurderinger af

de forskellige aspekter af retsreglernevedrørende beskyttelse af eurosedlerne.Disse omfatter forfalskning, beskyttelse afophavsret, antikopieringsanordninger, vedta-gelse og offentliggørelse af eurosedlernesdesign, udskiftning af beskadigede og slidteeurosedler, tilbagetrækning af eurosedler,udstedelse af pengesedler af andre end ECBog NCBerne og udstedelse af pengesedler,der ikke er lovlige betalingsmidler.

Kontakten med Europol, Interpol ogEuropa-Kommissionen er enten etablereteller styrket med henblik på at oprette rele-vante kommunikations- og samarbejdsord-ninger, der vil spille en afgørende rolle, nårdet drejer sig om at sikre effektiv oplysning iforbindelse med forebyggelse og bekæmpelseaf forfalskning.

4 EURO 2002-kampagnen

Styrelsesrådet har nedsat en global kommuni-kationsgruppe til at bidrage til en informati-onskampagne, der skal bane vejen forindførelsen af eurosedler og -mønter den 1.januar 2002. De nationale centralbanker vilvære kommunikationsgruppens hovedsamar-bejdspartner på nationalt plan.

EURO 2002-kampagnens vigtigste mål er:

• At uddanne offentligheden og navnlig deforskellige målgrupper i, hvordan de kangenkende ægte eurosedler,

• at uddanne ekspedienter i butikker ogkasserere i banker i, hvordan de hurtigt ogeffektivt kan undersøge eurosedlerne ogopdage eventuelle forfalskninger,

• at sikre, at eurosedlerne og -mønterne fåren positiv modtagelse, og

• gradvis at forberede offentligheden somhelhed på indførelsen af eurosedler og-mønter ved gentagne gange at gøreopmærksom på deres design.

I denne forbindelse omfatter „offentligheden“ikke blot den fastboende befolkning i euro-området, men også indbyggerne i andre lande,hvor eurosedlerne sættes i omløb, samtbesøgende i euroområdet. Kampagnen koor-dineres med Europa-Kommissionen og euro-områdets medlemslande samt Grækenland.


5 Overgangen til eurosedler og -mønter i 2002

Overgangens rammer

Med henblik på en vellykket og problemfriovergang skal logistikken ved overgangen tileurosedler og -mønter i 2002 fastlægges såtidligt, at alle interessenter i god tid kan påbe-gynde de nødvendige forberedelser. I 2. halvår1999 blev der ført omfattende drøftelserblandt alle interessenter, og ministrene iECOFIN-rådet fastlagde i tæt samarbejdemed NCBerne og i overensstemmelse medECBs synspunkter følgende hovedtræk forovergangen til eurosedler og -mønter:

• Medlemslandene vil gøre deres yderstefor at sikre, at størstedelen af kontantfor-retningerne kan foretages i euro i tids-rummet inden for fjorten dage efter den1. januar 2002.

• Medlemslandene regner med, at denperiode, hvor der både er gamle og nyesedler og mønter i omløb, vil vare mellemfire uger og to måneder. Medlemslandenekan lette omvekslingen af gamle sedler ogmønter efter denne periode.

• For at kunne sende en tilstrækkeligmængde sedler og mønter i omløb i deførste dage af januar 2002 vil det værehensigtsmæssigt, at finansielle institutionerog forskellige andre grupper, navnligpengetransportfirmaer og detailhand-lende, får leveret sedler og mønter etstykke tid før den 1. januar 2002. Medlems-landene minder om, at en sådan forud-gående levering ikke må føre til, at euro-sedler og -mønter bringes i omløb før den1. januar 2002.

• For at borgerne kan blive mere fortroligemed de nye mønter og for at lette over-gangen er medlemslandene enige om, atbegrænsede mængder mønter på anmod-ning kan stilles til rådighed for offentlig-heden, navnlig for sårbare befolknings-grupper, men ikke før anden halvdel afdecember 2001.

Disse rammer giver medlemslandene mulighedfor at gennemføre overgangen til eurosedlerog -mønter på en måde, som er tilpassetforholdene i det enkelte land.

Udsendelse af eurosedler og -mønter på forhånd

Behovet for at sende eurosedler og -mønterud til bankerne inden 1. januar 2002 – og iprincippet gennem disse til visse andremålgrupper – og hvor lang tid i forvejen detteskal ske afhænger i høj grad af, hvordan over-gangen gennemføres i det enkelte land, og afden logistiske infrastruktur i landet. Somhovedregel skal udsendelse på forhåndgennemføres „så sent som muligt og så tidligt som nødvendigt“. I overensstemmelsehermed har Styrelsesrådet vedtaget prin-cippet for harmoniserede tidligste leverings-datoer for forsyning af relevante målgruppermed eurosedler og -mønter inden 1. januar2002. Hver NCB kan frit operere inden forden maksimale udsendelsestid med henblik påat opfylde det nationale behov for udsendelsepå forhånd.

Med hensyn til de forskellige målgrupperanerkender alle deltagerlande behovet for atforsyne bankerne med både eurosedler og-mønter inden 1. januar 2002. Det er enforudsætning for en hurtig og problemfriovergang. Desuden er der enighed ombehovet for at forsyne detailsektoren ellerdele deraf med euromønter via bankerneinden 1. januar 2002. Dette skyldes, at mønteri modsætning til sedler generelt sættes iomløb af detailsektoren og ikke af bankerne.Med andre ord skal detailsektoren fra førstedag, hvor eurosedlerne og -mønterne er iomløb, ligge inde med en tilstrækkeligmængde euromønter, som de kan give sombyttepenge for de pengesedler, som forbru-gerne har hævet i kontantautomaterne eller ibanken. Udsendelse på forhånd skal, somnævnt ovenfor, bidrage til at opfylde detvigtige krav om, at overgangen skal ske indenfor et relativt kort tidsrum.


I overensstemmelse med ECOFIN-rådetsfælles erklæring overvejer adskillige medlems-lande at udsende mønter til borgerne i andenhalvdel af december 2001. Med hensyn tileurosedler mener Styrelsesrådet, at mulig-heden for på forhånd at sende eurosedler udtil offentligheden er udelukket i henhold tilartikel 10 og 11 i Rådets forordning (EF) nr.974/98 om indførelse af euroen, da det villehave samme virkning som at sætte dem iomløb.

Tilpasning af kontantautomater,pengesorteringsmaskiner og automater,der modtager penge

Det kan forventes, at et betydeligt antal euro-sedler distribueres via kontantautomatereller indbetales via automater, der modtagerpenge. Desuden vil forbrugerne fra begyn-delsen være interesseret i at kunne benytteeurosedler og -mønter til betaling for varerog tjenesteydelser, som kan fås i alle formerfor automater. Endelig skal banker og penge-

transportfirmaer bruge tælle- og sorterings-udstyr, som kan behandle eurosedlerne og-mønterne pålideligt og sikkert, så snart de eri omløb.

Det bør derfor være klart, at tilpasning af derelevante maskiner og automater er afafgørende betydning med henblik på at sikreen problemfri indførelse af eurosedlerne og-mønterne i år 2002.

Drøftelser med den relevante branche ogdens organisationer herom begyndte fornogle år siden. Disse drøftelser drejede sighovedsagelig om tidlig fastlæggelse af euro-sedlernes og -mønternes tekniske specifikati-oner, ikke mindst med henblik på udvikling ogafprøvning af de nødvendige sensorer ogandre anordninger.

Den relevante branche vil få mulighed for atafprøve sensorer og andet udstyr på euro-sedlerne i år 2000 på et centralt sted, somECB stiller til rådighed, og i 2001 i henhold tilen decentraliseret ordning.2

6 Sedler og mønter i omløb inden 2002

Den 1. januar 1999 blev de nationale valuta-enheder underenheder af euroen. Der vildog ikke blive udstedt eurosedler og-mønter før den 1. januar 2002. I mellem-tiden udgøres seddelomløbet i euroom-rådet kun af nationale pengesedler. ECBgiver tilladelse til udstedelse af nationalepengesedler og mønter. For at sikre substi-tutionsmulighed mellem de nationale valu-taenheder i overgangsperioden er omveks-lingen af pengesedler denomineret i denationale valutaenheder i euroområdetunderlagt artikel 52 i ESCB-statutten, derhar følgende ordlyd:

„Efter den uigenkaldelige fastlåsning afvekselkurserne træffer Styrelsesrådet denødvendige foranstaltninger med henblik påat sikre, at pengesedler udstedt i valutaermed uigenkaldeligt fastlåste vekselkurser

omveksles af NCBerne til deres respektivepariværdier.“

På denne baggrund har Styrelsesrådetbesluttet, at NCBerne mindst et sted indenfor deres territorium enten selv eller veden udnævnt repræsentant skal sikre, atandre deltagerlandes pengesedler kanomveksles til nationale pengesedler ogmønter eller på anmodning indsættes på enkonto i den institution, der udfører omveks-lingen, hvis den nationale lovgivning tillader det. I begge tilfælde skal omveks-lingen ske til de respektive pariværdier.NCBerne kan begrænse antallet og/ellerden samlede værdi af pengesedler, som

2 Med hensyn til euromønterne har branchen mulighed for atgennemføre test på testcentre etableret af medlemslandene tilsamme formål.


accepteres til en given transaktion eller påen given dag.

I overensstemmelse hermed har ca. 500NCB-filialer i hele euroområdet foretagetomveksling af pengesedler fra andre euro-lande. Set ud fra et praktisk synspunkt haromvekslingen i medfør af artikel 52 fungeretproblemfrit i alle deltagende medlemslande i1999.

NCBerne kan desuden repatriere penge-sedler fra andre deltagerlande, udnævne enrepræsentant til at sørge for repatrieringenpå deres vegne eller gøre brug af eksisterendekommercielle kanaler for repatriering.

I alt er 115,7 millioner pengesedler til enværdi af €6,2 milliarder repatrieret til deresrespektive udstederlande. De højeste beløb (i værdi) var i italienske lire (€1,7 milliarder),

hollandske gylden (€1,1 milliarder) ogøstrigske schilling (€0,8 milliarder).

Tabel 10

Mængden af eurosedler, der skalfremstilles inden 1. januar 2002 (Estimater for 1999 i millioner pengesedler)

Belgien 530

Tyskland 4.030

Spanien 1.925

Frankrig 2.585

Irland 180

Italien 1.950

Luxembourg 45

Holland 605

Østrig 520

Portugal 450

Finland 170

EU-11 I ALT 12.990

Kapitel VIII

Udarbejdelse

af de statistiske rammer


ECBs statistiske arbejde udføres i tæt samar-bejde med NCBerne, der indsamler data fraindberettere, og fokuserer hovedsagelig påudarbejdelse og udvikling af statistik for euro-området til støtte for Eurosystemets fællespengepolitik som krævet i traktaten omoprettelse af Det Europæiske Fællesskab(traktaten).

Penge- og bankstatistik, renter ogværdipapirudstedelser

ECB offentliggjorde de første data vedrørendeden konsoliderede balance for sektoren af monetære finansielle institutioner (MFIer),og den heraf afledte monetære statistik, idecember 1998. Siden da er disse data blevetoffentliggjort månedligt senest en månedefter indberetningsdatoen. Statistikken erblevet udviklet yderligere i løbet af 1999. Imarts 1999 (data for februar) blev væksten ipengemængdemålene for første gang beregnetud fra strømme, dvs. efter justering foromklassifikationer, værdiændringer og andreændringer, der ikke skyldes transaktioner.Vækstraterne var tidligere beregnet ud fraudestående beløb. Samtidig blev den offentlig-gjorte konsoliderede MFI-balance udvidet tilogså at omfatte strømme. Fra offentlig-gørelsen af den monetære statistik for maj1999 sidst i juni har de tre pengemængdemål(M1, M2 og M3) været tilgængelige i midler-tidig sæsonkorrigeret form. Balancedataeneanvendes også til at beregne de reservekrav,kreditinstitutterne skal opfylde.

MFIerne indberetter mere detaljerede oplys-ninger kvartalsvis om deres aktiviteter fordeltefter sektor, valuta og løbetid, med yderligereoplysninger om lånetypen. Et udsnit af dekvartalsvise data blev for første gang offent-liggjort i ECB Månedsoversigt for april 1999.De er siden blevet udbygget og indeholder nuogså historiske data.

Listen over MFIer opdateres hver måned ogoffentliggøres på ECBs websted. Kravet er

konsekvent anvendelse af samme definition påen MFI i hele euroområdet (og Den Euro-pæiske Union).

ECB offentliggjorde for første gang data omobligationsudstedelser i november 1999.Disse data vedrører nye udstedelser, indfri-elser og nettoudstedelser fra residenter ieuroområdet i euro og andre valutaer, ogudstedelser denomineret i euro fra resi-denter uden for euroområdet samt ude-stående beløb.

ECB har tilsvarende siden starten af 1999offentliggjort en række pengemarkedsrenterog statsobligationsrenter for euroområdetsamt forskellige rentesatser, som repræsen-terer MFIernes indlåns- og udlånsrenter ideres detailforretninger. Detailbankmarke-derne er relativt forskellige inden for euro-området. Disse renter beregnes på basis afdata, som endnu ikke er fuldt sammenligneligei euroområdet, og resultaterne bør hovedsa-gelig anvendes til at analysere den tidsmæs-sige udvikling snarere end niveauerne fordetailrenterne.

Der blev i 1999 påbegyndt arbejde med atforbedre sammenligneligheden af statistikkenfor detailrenter. Det vil tage nogen tid og børfølge den sandsynligvis voksende integrationaf finansmarkederne i euroområdet. En tilsva-rende forbedring af værdipapirstatistikken erogså nødvendig. Supplerende oplysninger, somikke kan udledes af MFI-balancerne, fx oplys-ninger om ihændehavere af markedsbaseredefordringer udstedt af MFIerne, skal udviklesyderligere. Det har været nødvendigt at revi-dere den monetære statistik og værdipapir-statistikken i de fleste måneder, selv omhyppigheden heraf, ud fra erfaringen medmere veletablerede MFI-balancestatitikker, vilaftage, efterhånden som systemerne falder påplads. Endelig er man ved at udvikle statistikfor andre (ikke-monetære) finansielle institu-tioner, især investeringsforeninger, og forafledte finansielle instrumenter.


Betalingsbalancestatistik og statistik overkapitalbalancen over for resten af verden (herunder reserver) samt effektive valutakurser

De første samlede betalingsbalancetal påmånedsbasis for euroområdet for de vigtigsteposter blev offentliggjort i april 1999 meddata i ECU tilbage til begyndelsen af 1998. Deførste, mere detaljerede kvartalstal blevoffentliggjort i september. Data for euroom-rådets kapitalbalance over for resten afverden vedrørende ultimo 1997 og ultimo1998 blev første gang offentliggjort i ECBMånedsoversigt for december 1999.

Begreberne og definitionerne for opgørelseaf betalingsbalancen og kapitalbalancen overfor resten af verden (lande uden for DenMonetære Union) er generelt i overensstem-melse med IMFs 5. betalingsbalancemanual(oktober 1993), selv om visse afvigelser i denmånedlige statistik accepteres med henblik påoverholdelse af stramme tidsfrister. Medlems-landene har gjort store bestræbelser på atharmonisere de første offentliggjorte data.Visse medlemslandes revideringer indikererdog, at der stadig er et stykke vej igen, ogbestræbelserne på at forbedre kvaliteten afdataene fortsætter i 2000. ECB spiller enaktiv rolle, i samarbejde med Europa-Kommissionen (Eurostat), NCBer og stati-stiske institutioner, i forbindelse med analyseaf afvigelserne i betalingsbalancestatistikken.

Porteføljeinvesteringer og „andre investe-ringer“ repræsenterer den største udfordringi opgørelsen af betalingsbalance og kapitalba-lance over for lande uden for Den MonetæreUnion. Et stort problem, som indvirker påhele den finansielle statistik, er indsamling afoplysninger over transaktionerne i omsætte-lige værdipapirer, herunder den nødvendigefordeling.

Eurosystemets internationale valutareserverer siden april blevet offentliggjort sammenmed betalingsbalancestatistikken. Disse dataomfatter Eurosystemets tilgodehavender iudenlandsk valuta over for residenter udenfor euroområdet, guld, særlige trækningsret-

tigheder og reservestillinger i IMF.Tilgodeha-vender i udenlandsk valuta over for resi-denter i euroområdet – fx indskud i en andenvaluta end euro i banker i et medlemsland –offentliggøres separat, men er ikke inkludereti de internationale valutareserver. Der ergjort forberedelser til at offentliggøre Euro-systemets internationale valutareserver ihenhold til IMFs og BIS’ fastlagte standarderfra marts 2000.

I de første måneder af tredje fase af DenØkonomiske og Monetære Union (ØMU)anvendte ECB et mål for den effektive euro-kurs udarbejdet af BIS. ECB har siden oktober1999 offentliggjort sit eget indeks, beregnetsom et geometrisk vægtet gennemsnit af debilaterale eurokurser over for valutaerne i 13lande, under iagttagelse af den bilateralehandel med og konkurrence i tredjelande. Detmånedlige „reale“ indeks er justeret forforbrugerprisændringer i euroområdet ogkonkurrerende lande.

Finansielle sektorkonti

ECB udvikler finansielle sektorkonti, somviser de finansielle transaktioner og behold-ninger, der skal supplere analyser af mone-tære og økonomiske forhold.

De primære kilder til disse data er denkonsoliderede balance for MFI-sektoren ieuroområdet, betalingsbalancestatistikken,værdipapirstatistikken, finansiel statistik forden offentlige sektor i eurolandene og natio-nale finansielle sektorkonti, som krævet ihenhold til det europæiske nationalregnskabs-system 1995 (ENS95), som udgør et vigtigtharmoniseringsredskab.

ECB offentliggør på nuværende tidspunktårlige data om opsparing, investering og finan-siering i de private ikke-finansielle sektorer ieuroområdet ud fra nationale kapitalkonti ogfinansielle konti. Hensigten er at udarbejdesådanne data på basis af de ovenfor nævntekvartalsvise statistikker for hele euroområdetog udnytte nationale finansielle sektorkontibedst muligt.


Økonomisk statistik

I henhold til traktaten er ESCBs hovedmål atfastholde prisstabilitet. Til dette formålanvendes det harmoniserede forbrugerprisin-deks (HICP) for euroområdet. Herudoverbenytter ECB også en lang række økonomiskedata med henblik på en bredt funderet vurde-ring af prisudviklingen og udviklingen i risi-ciene for prisstabiliteten i euroområdet. ECBhar derfor stor interesse i, at der foreliggertilgængelige statistikker af høj kvalitetvedrørende priser og omkostninger, national-regnskaber, arbejdsmarkedet og økonomiskeindikatorer generelt. Kvalitative under-søgelser bruges også. Frekvenser og hurtigudgivelse er vigtige faktorer, for så vidt angårstatistikkernes anvendelse ved understøttelseaf pengepolitikken.

Der er sket yderligere fremskridt med hensyntil HICP. Indekset omfatter nu sundheds-,uddannelses- og sociale sikringssektorer, selvom der ikke foreligger historiske data fordisse poster. Behandlingen af udgifter i forbin-delse med ejerboliger er endnu ikke afklaret.

Europa-Kommissionen (Eurostat) udarbejdertre kvartalsvise BNP-estimater for euroom-rådet, efter henholdsvis 70, 100 og 120 dage.Estimering er nødvendig, da ikke alle eurolan-dene på nuværende tidspunkt udarbejderkvartalsregnskaber. Indførelsen af ENS95 vistesig at være vanskeligere end forventet. Dermangler stadig indikatorer, især i arbejdsmar-kedsstatistikken, for en del lande. Derfor erdet umuligt at udarbejde aggregater for euro-området svarende til nationalregnskaberne.Manglen på data for beskæftigelse og arbejds-kraftsomkostninger for euroområdet påvirkerogså afledte indikatorer, som fx enhedsløn-omkostningerne.

Europa-Kommissionen offentliggør aggregaterfor euroområdet for flere kortfristede indika-torer, specielt for industriproduktion ogproducentpriser. De fleste indikatoreromfatter ikke alle eurolande og bygger i etvist omfang på skøn. Rettidig udarbejdelse afdata forbedredes i 1999. På grund af dispen-sationer vil det tage nogle år før Rådets

forordning om konjunkturstatistik (1998) erimplementeret fuldt ud. ECB anvender dekonjunkturbarometre og forbrugertillids-indikatorer, som Europa-Kommissionen udar-bejder månedligt.

Samarbejde med Europa-Kommissionen

ECB har på europæisk niveau ansvaret forpenge- og bankstatistikken, mens ECB ogEuropa-Kommissionen (Eurostat) deleransvaret for betalingsbalancestatistikken,statistikken over kapitalbalancen over forresten af verden (lande uden for Den Mone-tære Union) og finansielle konti. Europa-Kommissionen har ansvaret for pris-, omkost-nings- og anden økonomisk statistik. Denneansvarsfordeling fungerede fint i 1999.

Samarbejde med internationaleinstitutioner

I overensstemmelse med ESCB-statuttensartikel 5, stk. 1, samarbejder ECB også tætmed internationale organisationer iforbindelse med statistiske spørgsmål. I 1999var der et særligt tæt samarbejde vedrørendestatistik for områderne betalingsbalance,internationale valutareserver og værdi-papirudstedelser (hvor data om euro-denominerede udstedelser fra residenteruden for euroområdet kommer fra BIS) samtoplysninger om euroens internationaleanvendelse. Dette samarbejde involveredehovedsageligt BIS og IMF.

Statistik vedrørende ikke-deltagendemedlemslande

Alle EU-landene blev kraftigt opfordret tilstatistisk at forberede sig på deltagelse itredje fase af ØMU. ECB modtager i praksiset næsten fuldstændigt sæt af data fra de ikke-deltagende medlemslande. Dataene anvendestil at overvåge den økonomiske og finansielleudvikling i landene. Integration af disse data iaggregaterne for euroområdet vil kræveintensivt arbejde i perioden forud for eneventuel udvidelse af euroområdet.

Kapitel IX

Andre opgaver og aktiviteter


Boks 7

Høringsprocedurer i 1999

Nr. Forslagsstiller Emne

1 Spanien Gennemførelse af direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afreg-ning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer („direktivetom endelig afregning“)

2 Italien Ændring af lovgivning om euroens indførelse

3 Italien Fremstilling og udstedelse af mønter

4 Grækenland Dematerialisering af den græske centralbanks aktier

5 Østrig Banktilsynsmyndighed

6 Europa-Kommissionen Detaljerede regler om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 2494/95, hvad angår minimumsstandarder for behandling af forsik-ring i det harmoniserede forbrugerprisindeks1

7 Østrig Gennemførelse af direktiv 97/5/EF af 27. januar 1997 om grænseover-skridende pengeoverførsler og af direktivet om endelig afregning

8 Europa-Kommissionen Ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 2214/96 om delindekserunder det harmoniserede forbrugerprisindeks2

9 Sverige Gennemførelse af direktivet om endelig afregning

10 Tyskland Tredje lov om euroens indførelse

11 EU-Rådet Detaljerede regler om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 2494/95, hvad angår minimumsstandarder for behandling afprodukter fra sundheds-, uddannelses- og socialsektoren i det harmoni-serede forbrugerprisindeks3

12 Irland Lovforslag om ophavsret og beslægtede rettigheder

1 Rådgivende funktioner

Artikel 105, stk. 4, i traktaten og artikel 4 iESCB-statutten kræver, at ECB høres afEU-Rådet eller af de ansvarlige nationalemyndigheder om ethvert forslag til fælles-skabslovgivning eller national lovgivning indenfor ECBs kompetenceområder.

Betingelserne og rækkevidden for høringerom lovforslag fra nationale myndigheder erfastlagt i Rådets beslutning 98/415/EF af 29.juni 1998.

Endvidere kan de nationale myndigheder påfrivillig basis høre ECB vedrørende udkast tillovgivning om gennemførelse af EF-direktiver,

der falder inden for ECBs kompetenceom-råder.

Der blev i alt indledt 22 høringer i 1999,hvoraf tre vedrørte forslag til fællesskabslov-givning, og 19 vedrørte udkast til nationaleretsforskrifter, der falder inden for ECBskompetenceområder. Det er færre end i 1998(64 høringer), da lovgivningen om NCB-sta-tutterne og om euroens indførelse blevvedtaget før januar 1999.

Nedenstående boks viser de høringer, derblev indledt i 1999.

1 EFT C 252 af 3.9.1999, s. 4.2 EFT C 285 af 7.10.1999, s. 14.3 EFT C 324 af 12.11.1999, s. 11.


I henhold til artikel 237d (tidligere artikel180d) i traktaten om oprettelse af Det Euro-pæiske Fællesskab (traktaten) er det ECBsopgave at overvåge, at EUs 15 NCBer over-holder bestemmelserne i traktatens artikel101 og 102 (tidligere henholdsvis artikel 104og 104a) og de tilhørende rådsforordninger(EF) nr. 3603/93 og 3604/93. Ved artikel 101forbydes ECB og NCBerne at give regeringerog fællesskabsinstitutioner eller -organermulighed for at foretage overtræk eller at ydedem andre former for kreditfaciliteter samtat købe gældsinstrumenter direkte fra dem.Ved artikel 102 forbydes enhver foranstalt-ning, der ikke er baseret på tilsynsmæssigehensyn, hvorved der gives regeringer ogfællesskabsinstitutioner eller -organer privile-geret adgang til finansielle institutioner. Frastarten af anden fase af ØMU var denne over-vågning Det Europæiske Monetære Institutsansvar. Fra 1. juni 1998 fortsatte ECB med atovervåge NCBernes overholdelse af deres

forpligtelser. Parallelt hermed overvågerEuropa-Kommissionen medlemslandenes over-holdelse af ovennævnte bestemmelser.

Eurosystemet anser det for meget vigtigt, atovenstående traktatbestemmelser og detilhørende rådsforordninger overholdes i allesituationer. Monetær finansiering for rege-ringer og offentlige institutioner samt enhverform for privilegeret adgang til finansielleinstitutioner ville skabe inflationsforvent-ninger og dermed i væsentlig grad skade denfælles pengepolitiks troværdighed. Det kunnedesuden mindske eurolandenes incitament tilat gennemføre den nødvendige budgetkonso-lidering, hvis regeringerne på denne nemmemåde kunne opfylde deres finansieringsbehov.

ECB overvåger også NCBernes køb på detsekundære marked af gældsinstrumenterudstedt af både den indenlandske offentligesektor og den offentlige sektor i andre

13 Holland Beskyttelse af kreditinstitutter og andre finansielle institutioner modforpligtelser som følge af lukningen af betalings- og værdipapirafvik-lingssystemerne den 31. december 1999

14 Portugal Udkast til lov, der bemyndiger den portugisiske centralbank, Banco dePortugal, til i) at fremstille og trykke papirpenge og andre værdipapirer,ii) sætte sedler i omløb og iii) udvikle tjenester i forbindelse medudførelsen af disse aktiviteter

15 Portugal i) Rammelovgivning for kreditinstitutter og finansielle selskabervedrørende indskydergarantifonden og ii) indskydergarantifondensvirksomhed

16 Spanien Bestemmelser om henlæggelse af den spanske centralbanks, Banco deEspañas, overskud i statskassen

17 Luxembourg Kontraktlige forpligtelser i den finansielle sektor, der skal indfries den31. december 1999

18 Grækenland Ændringer i statutten for den græske centralbank

19 Luxembourg Gennemførelse af direktivet om endelig afregning

20 Frankrig Statut for IEDOM (Institut d’émission des départements d’outre-mer)og IEDOMs rolle

21 Frankrig Statut for IEDOM og IEDOMs rolle

22 Luxembourg Betalingsbalancestatistik

2 Overholdelse af forbuddet mod monetær finansiering ogprivilegeret adgang

3 Overgangen til år 2000

ESCB lagde i 1999 mange kræfter ogressourcer i at sikre en problemfri overgangtil år 2000. Da år 2000-problemet havde sinerødder i computerteknologien, var største-delen af arbejdet i starten rettet mod år2000-sikring af IT-systemer med særlig fokuspå de systemer, der var nødvendige for atgennemføre pengepolitikken, samt TARGET.

Test og udbedring

Der blev udarbejdet en fuldstændig oversigtover ECBs og de enkelte NCBers software oghardware. Hvor det var nødvendigt, blevsystemerne opgraderet, og år 2000-sikredeprogramversioner blev installeret. ECB og deenkelte NCBer var hver især ansvarlige for atudføre en række tests i deres internesystemer for at sikre, at systemerne kunnegenkende datoer i år 2000 korrekt. Ud overde interne systemtests udførte ECB indle-dende tests af ESCB-systemerne, i det omfangdet var muligt i et lukket miljø hos ECB. Pådenne måde blev alle enkelte komponenter isystemerne for hele Eurosystemet år 2000-testet i de første måneder af 1999.

Derefter blev der udført en række bilateraletests mellem ECB og alle NCBerne i euroom-rådet samt med andre NCBer uden for euro-området, der valgte at deltage. Disse testsblev udført i et simuleret år 2000-miljø, menmed ESCBs produktionsinfrastruktur, for atteste applikationernes fortsatte funktionsdyg-tighed. Under disse tests blev der kun fundetmeget få år 2000-relaterede problemer. I de få

tilfælde, hvor der konstateredes manglende år2000-parathed, blev dette straks afhjulpetuden problemer, og i sensommeren 1999 blevalle ECBs og ESCBs vigtigste systemer fundetår 2000-sikrede.

Som en del af ESCBs aktiviteter i forbindelsemed år 2000-sikring har TARGET væretigennem en intensiv testperiode. Disse testsvar baseret på en procedure, som man havdestor succes med, lige inden TARGET blevtaget i brug den 4. januar 1999. Da de indivi-duelle tests af de nationale komponenter ogforbindelserne til S.W.I.F.T.s FIN-tjeneste varafsluttet med succes, blev der udført tests påtværs af systemerne. Her blev alle NCBernesog ECBs systemer testet en hel TARGET-bankdag i et simuleret år 2000-miljø. I dennefase var en række kreditinstitutter involvereti testen af de enkelte nationale RTGS-systemer. TARGETs år 2000-parathed blevendelig bevist lørdag den 25. september 1999.Flere hundrede kreditinstitutter demonstre-rede deres evne til at afsende og modtagegrænseoverskridende betalinger i TARGETunder en generalprøve, der varede en helbankdag og foregik i et simuleret år 2000-miljø. I flere lande har man desuden testet deindenlandske betalingssystemer i samarbejdemed tredjepart.

Samtidig blev der udført tests af korrespon-dentcentralbankmodellen, som er et systemtil mobilisering af grænseoverskridendesikkerhedsstillelse til pengepolitiske operati-oner og betalingssystemer. Testen afsløredeingen problemer.


medlemslande. I henhold til Rådets forordning(EF) nr. 3603/93 bør køb på det sekundæremarked af gældsinstrumenter udstedt af denoffentlige sektor ikke bruges til at omgåmålsætningen i traktatens artikel 101.Sådanne køb må ikke blive en form for indi-rekte monetær finansiering af den offentligesektor.

Alt i alt bekræfter de oplysninger, som ECBhar modtaget fra NCBerne, at bestemmel-serne i traktatens artikel 101 og 102 og detilhørende rådsforordninger generelt erblevet overholdt i regnskabsperioden. Der erkonstateret enkelte fejl og tekniskeproblemer i forbindelse med overgangen tilnye ordninger. De er af mindre betydning, ogder er iværksat korrigerende tiltag.


Som del af sin kontrolfunktion overvågedeESCB også andre betalingssystemer for storebetalinger og de vigtigste detailbetalingssy-stemer i EU, især de systemer, der afviklerderes positioner ved dagens slutning iTARGET. Ved at indføre år 2000-strategienfor TARGET som standard blev der etableretindberetningsprocedurer, hvor de enkeltelande skulle bekræfte, at de for alle betalings-systemer havde gennemført interne testsinden udgangen af april 1999 og multilateraletests inden udgangen af juli 1999.

Da tests og udbedring var gennemført, fast-frøs ECB alle systemer i perioden mellem 1.oktober 1999 og 1. marts 2000 for at fast-holde år 2000-paratheden i systemerne.

Andre forebyggende foranstaltninger

For at begrænse transaktionerne den 31.december 1999 og give pengeinstitutternemulighed for at afvikle aktiviteter i forbin-delse med årets afslutning og sørge forbackup af relevante systemer inden over-gangen til år 2000 offentliggjorde ECB den 31.marts 1999 sin beslutning om at lukkeTARGET den 31. december 1999. I overens-stemmelse med denne foranstaltning bidrogECB også til at fremme lovinitiativer i EU-landene ved at foreslå et kommunikégodkendt af finansministrene den 17. april1999. I kommunikeet anførtes, at medlems-landene ved passende foranstaltninger skullesikre som på en normal helligdag, at dekontraktforpligtelser, der påhvilede kreditin-stitutter eller andre aktører på finansmarke-derne, som minimum transaktioner i euro,hverken kunne forfalde eller håndhæves den31. december 1999.

Ud over de omfattende interne aktiviteter iforbindelse med år 2000-sikring analyseredeECB de eventuelle konsekvenser af over-gangen til år 2000 for euroområdet. En afkonklusionerne var, at de monetære ogøkonomiske konsekvenser af overgangen tilår 2000 sandsynligvis ikke ville få indflydelsepå ECBs pengepolitiske strategi på mellem-langt sigt. ECB mente ikke, at det var nødven-

digt for befolkningen at hæve flere kontanterend normalt ved årsskiftet. Ikke desto mindresørgede NCBerne for tilstrækkelige behold-ninger af pengesedler, såfremt der af forsigtig-hedsgrunde skulle opstå ekstraordinærefterspørgsel.

Endvidere vurderede ECB omhyggeligt, om deoperationelle rammer for Eurosystemetspengepolitik var parate til overgangen til år2000. Eurosystemet meddelte i august 1999,at der ikke var behov for at indføre system-ændringer i Eurosystemets operationellerammer som følge af overgangen til år 2000.Eurosystemets operationelle rammer var frastarten udformet med henblik på at sikremaksimal fleksibilitet i gennemførelsen afpengepolitikken, og giver således mulighed forteknisk tilpasning. I Eurosystemets operatio-nelle rammer ligger der allerede en indbyggetmekanisme, som skal imødekomme enhverlikviditetsefterspørgsel fra markedsdelta-gerne. Set i lyset af ovenstående blev der kunindført en mindre teknisk ændring den 23.september 1999, nemlig at der ikke ville bliveiværksat nye primære markedsoperationer iden første uge af 2000, og at ingen primæremarkedsoperationer ville udløbe i den uge.Derfor blev løbetiden for de sidste toprimære markedsoperationer i 1999 for-længet til tre uger. En yderligere foranstalt-ning, der skulle bidrage til en problemfri over-gang til år 2000 på pengemarkederne, varforhøjelsen af tildelingsbeløbet for langfri-stede markedsoperationer fra det hidtidigeniveau på €15 milliarder til €25 milliarder forde sidste tre langfristede markedsoperationeri 1999.

Desuden blev eksisterende juridiskekontrakter med ECB gennemgået og omnødvendigt opdateret for at sikre deresgyldighed i enhver år 2000-situation.

Ikke desto mindre ønskede ECB ikke at igno-rere, at uventede problemer eventuelt kunnepåvirke systemernes funktion. Som forebyg-gende foranstaltning gennemgik ECB derforberedskabsprocedurerne for overgangen tileuro for at sikre, at de kunne bruges, såfremtder skulle opstå problemer i forbindelse med

overgangen til år 2000. ECB udarbejdede ogsånødprocedurer, så personalet kunne gennem-føre vigtige aktiviteter fra et andet sted.Heldigvis gik ESCBs systemer ind i år 2000uden problemer, og der blev ikke behov forberedskabs- og nødprocedurerne.

Kommunikationssystem

ESCBs forskellige komiteer afsatte mangeressourcer til år 2000-forberedelserne i løbetaf 1999. For at sikre en overordnet konse-kvens i år 2000-forberedelserne i ESCBbesluttede Styrelsesrådet at etablere en Year2000 Co-ordination Committee i ESCBbestående af år 2000-koordinatorer fra alleNCBer. Denne komité var ansvarlig for koor-dineringen mellem ESCBs institutioner samtkoordineringen mellem ESCB og de internati-onale organer, som var direkte involveret i år2000-spørgsmål. Komiteens vigtigste opgavervar at undersøge, hvorvidt beredskabsforan-staltningerne og procedurerne til aktiveringaf sådanne foranstaltninger var velegnede oggennemførlige, samt at definere de milepælefor ESCB, som skulle nås før, under og efterovergangen til år 2000.

ESCBs Year 2000 Co-ordination Committeeudgjorde kernen i et effektivt kommunikati-onssystem mellem ECB og NCBerne, somblev etableret specielt med henblik på atovervåge udviklingen i overgangsperioden tilår 2000. Gennem regelmæssig udveksling afinformationer vedrørende ESCBs internesystemer og infrastruktur samt euroområdetsfinansmarkeder bevarede komiteen hele tidenoverblikket over ESCB-systemernes status ogvar i stand til at opdage potentielle problemerpå et meget tidligt tidspunkt. ECB ogNCBerne udvekslede også informationer medJoint Year 2000 Council koordineret af DenInternationale Betalingsbank i bestræbelsernepå at medvirke til at reducere de år 2000-relaterede risici på verdensplan uden forEurosystemet. Det viste sig at være megeteffektivt.

Mange af ECBs og NCBernes medarbejderevar på arbejde i den weekend, hvor over-gangen til år 2000 fandt sted, for at sikre, atuforudsete problemer kunne løses hurtigt ogeffektivt. De grundige forberedelser, der blevtruffet i 1999, var ikke forgæves, eftersombåde aktiviteterne i overgangsweekenden ogpå den første arbejdsdag, den 3. januar 2000,kunne gennemføres uden problemer.

4 Forvaltning af Fællesskabets låneoptagelses- oglångivningstransaktioner

I henhold til traktatens artikel 120 og artikel11 i Rådets forordning (EØF) nr. 1969/88 af24. juni 1988 forvaltede ECB fortsat de låneoptagelses- og långivningstransaktioner,som Fællesskabet har indgået under meka-nismen for mellemfristet finansiel støtte.

I 1999 modtog ECB de skyldige rentebeløb påudestående lån fra det sidste låntagerland(Italien) og betalte dem til Fællesskabetskreditorer. Fællesskabets samlede udeståendelån til Italien pr. 31. december 1998 var€2.483 millioner. Dette tal var uændret pr. 31.december 1999.


Kapitel X

Information og oplysningspligt


1 ECBs informationspolitik og kommunikationsredskaber

1.1 Kommunikationspolitikkens mål

ECB søger ved hjælp af en lang rækkekommunikationsredskaber at holde offentlig-heden orienteret om sine mål og opgaver ogom baggrunden for sine handlinger. På dennemåde bidrager ECB til at nå målene for Euro-systemets kommunikationspolitik, der går udpå at øge forståelsen af pengepolitikken ogdermed fremme offentlighedens accept afEurosystemets politik i og uden for euroom-rådet. Et andet af kommunikationspolitikkensmål er at øge kendskabet til og forståelsen afESCBs virkemåde.

ECB har forpligtet sig til principperneåbenhed, gennemskuelighed og oplysningspligt.Med dette for øje orienterer ECB indgåendeforskellige målgrupper om sin vurdering afudviklingen inden for euroområdets økonomiog på de finansielle markeder. Informations-formidlingen gennemføres ensartet og ligeligti de forskellige lande og over for de forskellige medier. NCBerne i ESCB spiller envigtig rolle, når det drejer sig om at nå målenefor ESCBs kommunikationspolitik.

Retningslinjer vedrørende kommunikations-politikken findes i ESCB-statutten, der fast-lægger, at ECB mindst hvert kvartal skaloffentliggøre en beretning om ESCBs aktivi-teter. ECB skal også fremsende en årsberet-ning om både disse aktiviteter og pengepoli-tikken i det foregående og det indeværendeår til Europa-Parlamentet, EU-Rådet, Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd.Endvidere er ECB forpligtet til at offentlig-gøre en konsolideret oversigt over Eurosy-stemets finansielle stilling hver uge.

1.2 Kommunikationsredskaber

Faktisk har ECB forpligtet sig til at gå videreend disse krav. ECBs formand og næst-formand orienterer om baggrunden forStyrelsesrådets beslutninger på en pressekon-ference, der afholdes umiddelbart efterStyrelsesrådets første møde hver måned. Den

indledende meddelelse på denne pressekonfe-rence offentliggøres samtidig på Internettetpå ECBs websted (http://www.ecb.int), og den findes også på Eurosystemets NCBerswebsted. Fordelen ved denne fremgangsmådeer, at Styrelsesrådets vurdering af den økono-miske situation og de vigtigste overvejelserbag dets beslutninger præsenteres lige eftermødet.

Yderligere oplysninger om Styrelsesrådetssyn på den økonomiske situation og udsig-terne for prisudviklingen findes i ECBMånedsoversigt, som udkommer en uge efterStyrelsesrådets første møde hver måned påalle 11 officielle EU-sprog.

Hensigten med ECB Månedsoversigt er, atden skal være et værdifuldt redskab for iagt-tagere af euroområdets fælles pengepolitik,det være sig finansanalytikere, økonomer ellermedierepræsentanter. Denne publikationudkommer i et oplag på over 80.000 hvermåned. Heri medregnes ikke det antal gange,publikationen besøges på ECBs ellerNCBernes websted.

Desuden er ECB ophavsmand til en rækkearbejdspapirer, hvis formål er at formidleresultaterne af ECBs forskning til den akade-miske verden og finansverdenen. Disse publi-kationer omhandler de spørgsmål, som er afstørst betydning for Eurosystemet.

ECB har også udgivet en række rapporter omaktuelle emner beregnet for bestemtefaggrupper i den pågældende periode. Enudtømmende liste over ECBs publikationerfindes i bilaget til denne årsberetning. Enudtømmende og systematisk samling af allede retlige instrumenter, som ECB har udgivet,findes i „Compendium: Samling af retligeinstrumenter, juni 1998 – maj 1999“, der blevudgivet i oktober 1999.

ECB har udgivet en brochure, der omhandlereurosedler og -mønter. Brochuren erberegnet for offentligheden og kan fås på alle11 officielle EU-sprog.


I kommunikationen med offentligheden spiller massemedierne, fx aviser, tidsskrifter,radio og tv, en meget vigtig rolle. De euro-pæiske medier har vist stor interesse forEurosystemets politik og resultaterne afStyrelsesrådets drøftelser. Medlemmerne afStyrelsesrådet har søgt at imødekommedenne interesse ved at give en lang rækkeinterviews til forskellige medier. Styrelsesrå-dets medlemmer har holdt offentlige taler,der ligeledes har givet anledning til talrigeartikler i den europæiske og internationalepresse.

På ECBs websted findes foruden alle publika-tioner og pressemeddelelser en lang rækketaler, som Direktionens medlemmer harholdt. Det indeholder desuden baggrundsin-formation samt mange forskellige statistikkerom euroområdets økonomi.

Endvidere indeholder ECBs websted links tilalle EUs NCBer, hvor en stor del af materialetfindes på de respektive sprog. Da Internetteti højere og højere grad anvendes somkommunikationsredskab, er webstedet afstigende betydning for ECBs kommunikati-

onspolitik. Antallet af „besøg“ (hvor en ellerflere sider læses fra samme computer i enenkelt session) på ECBs websted bekræfter, atefterspørgslen efter information ad denne vejer betydelig. I 1999 svingede dette tal mellem20.000 og 40.000 om ugen og toppede i deuger, hvor der blev afholdt pressekonferencereller offentliggjort vigtige dokumenter.

Internettet har en indbygget forstærkningsef-fekt, da ECBs dokumenter også distribueresvia andre websteder. Denne effekt er umuligat måle, men bør ikke undervurderes.

Forsøgene på at beskrive og forklare Euro-systemets pengepolitik ville ikke være fuld-stændige, hvis man ikke nævner den personligekontakt mellem ECBs personale og opinions-dannere og videreformidlere, fx undervisereog studerende inden for økonomi, virksom-hedsledelse og jura, og folk fra andre rele-vante fagområder. I den forbindelse modtagerECB næsten hver dag året rundt grupper afbesøgende. I 1999 var det samlede antalbesøgende over 10.000. De besøgendekommer fra hele verden, dog hovedsagelig fraEU-landene.

2 Oplysningspligt

2.1 Centralbankuafhængighed og oplysningspligt i DenØkonomiske og Monetære Union

Centralbankernes uafhængighed som institu-tion giver de pengepolitiske beslutningstageremulighed for på en holdbar og troværdigmåde at fokusere på fastholdelse af prisstabi-litet uden at skulle tage hensyn til kortsigtedepolitiske overvejelser. En lang række teore-tiske analyser suppleret med betydelig prak-tisk erfaring underbygger den holdning, atcentralbankernes uafhængighed styrkerpengepolitikkens udformning og gennem-førelse og dermed øger prisstabiliteten.Centralbankerne er derfor uafhængige i enlang række lande i hele verden. Denne modelgælder også for Eurosystemets institutionelleopbygning som fastlagt i traktaten. I traktaten

anføres det, at hverken ECB, de 11 NCBer ieuroområdet eller medlemmerne af dissesbesluttende organer under udøvelsen af debeføjelser og gennemførelsen af de opgaverog pligter, som de har fået pålagt, må søgeeller modtage instrukser fra fællesskabsinsti-tutioner eller -organer, fra medlemslandenesregeringer eller fra nogen anden side. Endvi-dere pålægger traktaten Fællesskabets institu-tioner og organer samt medlemslandenesregeringer at forpligte sig til at respekteredette princip og til ikke at søge at øve indfly-delse på, hvordan medlemmerne af ECBs elleraf NCBernes besluttende organer udførerderes opgaver.

For at bevare sin demokratiske berettigelseskal en uafhængig centralbank stå til ansvar.Der skal derfor udarbejdes en ramme, som


giver offentligheden og de kompetente poli-tiske organer mulighed for at overvåge denuafhængige institutions politik og vurdere,hvorvidt den løser de opgaver, som den harfået pålagt, og handler inden for sit ansvars-område. Det kræver en klar og præcis defini-tion af dens mandat. Mandatet gør det muligtat vurdere institutionernes beslutninger ogaktiviteter i forhold til et specifikt benchmark.Hvis mandatet omfatter flere mål, er detvigtigt, at disse mål klart prioriteres. Hvorvidten opgave er løst eller ej, bedømmes i forholdtil de synlige politiske resultater. Eurosyste-mets hovedmål er at fastholde prisstabilitet ieuroområdet. Dette hovedmål er det ultima-tive benchmark for bedømmelsen af Eurosy-stemets succes. ECB har offentliggjort enkvantitativ definition af prisstabilitet, somfastlægger en præcis målestok for vurde-ringen af Eurosystemets resultater, og dermedgør det lettere at håndhæve oplysningspligten.

2.2 Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med ECBsoplysningspligt

Traktaten indeholder flere muligheder forpraktisk gennemførelse af ECBs oplysnings-pligt. Som beskrevet ovenfor er ECB under-lagt strenge krav om aflæggelse af beretningover for offentligheden og mere specifikt overfor Europa-Parlamentet, EU-Rådet, Europa-Kommissionen og Det Europæiske Råd.

Hvad angår ECBs specifikke oplysningspligtover for Europa-Parlamentet, fastlægges det itraktaten, at formanden for ECB og de øvrigemedlemmer af ECBs Direktion på anmodningaf Europa-Parlamentet eller på eget initiativkan høres af Europa-Parlamentets kompe-tente udvalg. Ifølge Europa-Parlamentetsforretningsorden indbydes formanden forECB mindst fire gange årligt til møder i dekompetente udvalg med henblik på at afgiveen redegørelse og besvare spørgsmål.

De regelmæssige høringer af ECBs formand iUdvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål

kan betragtes som en af de væsentligstemåder, hvorpå ECB opfylder sin oplysnings-pligt. I den forbindelse noterede ECB sigEuropa-Parlamentets beslutning om atomstrukturere sine interne arbejdsgange ogetablere Udvalget om Økonomi og Valuta-spørgsmål som et selvstændigt udvalg. Underhøringerne i Udvalget om Økonomi og Valu-taspørgsmål har formanden for ECB og andremedlemmer af Direktionen mulighed for atredegøre nærmere for ECBs vurdering af denaktuelle økonomiske og monetære udvikling ilyset af Eurosystemets pengepolitiske strategi,som underbygger ECBs pengepolitiske beslut-ninger, samt beslutninger inden for andrekompetenceområder.

Et referat af disse høringer offentliggøres påbåde Europa-Parlamentets og ECBs webstedkort tid efter hver høring, så formandens rede-gørelser og drøftelserne i spørgetiden blivertilgængelige for offentligheden så hurtigt sommuligt. I 1999 blev disse kvartalsvise høringerafholdt den 18. januar, 19. april, 27. septemberog 29. november.

I traktaten fastlægges desuden, at formandenfor ECB skal forelægge en årsberetning omESCBs aktiviteter og den monetære politikfor Europa-Parlamentet, som kan foranstalteen generel drøftelse heraf. I henhold til dennebestemmelse deltog formanden i Europa-Parlamentets plenarmøde den 26. oktober1999, hvor han forelagde ECBs årsberetningfor 1998.

Endvidere indbød Europa-Parlamentet med-lemmer af Direktionen og ECBs personale tilat deltage i yderligere høringer om en rækkesærlige emner, fx Eurosystemets eksternerepræsentation, udarbejdelse af eurosedler ogstatistiske spørgsmål. Disse høringer udgør et supplerende forum, hvor ECB kan præsen-tere sine synspunkter og orientere ombaggrunden for sine holdninger. Der er tilligeetableret et tæt samarbejde mellem ECB ogEuropa-Parlamentet, som også medfører, atmedlemmer af Udvalget om Økonomi ogValutaspørgsmål lejlighedsvis besøger ECB.

Kapitel XI

De institutionelle rammer

for Det Europæiske System

af Centralbanker


1 Eurosystemet og Det Europæiske System af Centralbanker

Det Europæiske System af Centralbanker(ESCB) består af Den Europæiske Central-bank (ECB) og alle 15 EU-landes nationalecentralbanker (NCBer), dvs. også NCBerne ide fire medlemslande, som endnu ikke harindført euroen. For at øge gennemskuelig-heden og gøre det nemmere at forstå central-bankstrukturen i EU besluttede ECBs Styrel-sesråd at indføre navnet „Eurosystemet“.Eurosystemet består af ECB og NCBerne i demedlemslande, der har indført euroen. Sålænge der er medlemslande, som endnu ikkehar indført euroen, er det nødvendigt atskelne mellem Eurosystemet og ESCB.

ECB har status som juridisk person i folke-retten. Den er Eurosystemets kerne og sikrer,at Eurosystemets opgaver udføres enten vedECBs egne aktiviteter eller af NCBerne. Ved

beslutning om, hvordan ESCBs opgaver skaludføres, skal ECB anvende decentraliserings-princippet i henhold til ESCB-statutten.

Hver NCB har status som juridisk person ihenhold til det pågældende lands lovgivning.Trods denne status er NCBerne i euroom-rådet en integreret del af Eurosystemet.NCBerne udfører således de opgaver, somEurosystemet er blevet pålagt, i overensstem-melse med ECBs regler. NCBerne bidrager tilarbejdet i ESCB bl.a. gennem deres respektiverepræsentanters deltagelse i forskelligeESCB-komiteer (se afsnit 4 nedenfor).NCBerne kan på eget ansvar udføre funkti-oner, som ikke er Eurosystem-relaterede,medmindre Styrelsesrådet beslutter, at dissefunktioner strider mod Eurosystemets mål ogopgaver.

EUROSYSTEM

DE

T E

UR

OP

ÆIS

KE

SY

ST

EM

AF

CE

NT

RA

LB

AN

KE

R (

ES

CB

)

Styrelsesrådet Direktionen

Den Europæiske Centralbank

DanmarksNationalbank

Bank of Greece

Sveriges Riksbank

Bank of England

Nationale Bank von Belgie /Banque Nationale de Belgique

Deutsche Bundesbank

Banco de Espana

Banque de France

Centrale Bank of Ireland

Banca d’Italia

DanmarksNationalbank

Bank of Greece

Sveriges Riksbank

Bank of England

Nationale Bank von Belgie /Banque Nationale de Belgique

Deutsche Bundesbank

Banco de Espana

Banque de France

Centrale Bank of Ireland

Banca d’Italia

Banque centrale duLuxembourg

De Nederlandische Bank

Oesterreichische Nationalbank

Banco de Portugal

Suomen Pankki

Banque centrale duLuxembourg

De Nederlandische Bank

Oesterreichische Nationalbank

Banco de Portugal

Suomen Pankki

Styrelsesrådet Direktionen

Den Europæiske Centralbank

Det

Gen

erel

le R

ådD

et G

ener

elle

Råd


2 ECBs besluttende organer

Eurosystemet og ESCB styres af ECBs beslut-tende organer: Styrelsesrådet og Direktionen.Uden at dette berøres, konstitueres DetGenerelle Råd som ECBs tredje besluttendeorgan, hvis og så længe der er medlemslande,som ikke har indført euroen. De besluttendeorganer opererer i henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab(traktaten), ESCB-statutten og de rele-vante forretningsordener.1 Mens beslutningervedrørende Eurosystemets/ESCBs mål ogopgaver træffes centralt, udføres operatio-nerne i euroområdet decentralt af NCBerne idet omfang, det skønnes hensigtsmæssigt ogmuligt.

2.1 Styrelsesrådet

Styrelsesrådet, som er ECBs øverste besluttendeorgan, består af alle medlemmerne af Direkti-onen og cheferne for NCBerne i de medlems-lande, der har indført euroen. Ifølge traktatenhar Styrelsesrådet følgende primære ansvars-områder:

• At fastsætte de retningslinjer og træffe debeslutninger, der er nødvendige for atudføre de opgaver, der er pålagt ESCB.

• At udforme euroområdets pengepolitik,herunder, hvor dette er hensigtsmæssigt,beslutninger vedrørende pengepolitiske

mellemmål, officielle rentesatser og forsy-ningen med reserver i Eurosystemet, og atfastsætte de nødvendige retningslinjer forgennemførelsen heraf.

I forbindelse med pengepolitiske beslutningerog andre opgaver i Eurosystemet handlermedlemmerne af Styrelsesrådet som person-ligt udnævnte uafhængige medlemmer og ikkesom repræsentanter for deres medlemslande.Dette afspejles i princippet „én person, énstemme“.

I 1999 mødtes Styrelsesrådet normalt hveranden uge i ECB i Frankfurt. To af møderneafholdtes dog som telekonferencer. Desudenbesluttede Styrelsesrådet fra og med 2000 atmødes to gange om året i et andet euroland.I 2000 foregår disse to møder hos Banco deEspaña i Madrid og Banque de France i Paris.

1 Forretningsordenerne er offentliggjort i EF-Tidende, seforretningsorden for Den Europæiske Centralbank, EFT L 125 af19.5.1999, s. 34; forretningsorden for Den EuropæiskeCentralbanks Generelle Råd, EFT L 75 af 20.3.1999, s.36 ogL 156 af 23.6.1999, s. 52; Den Europæiske Centralbanksafgørelse af 12. oktober 1999 vedrørende forretningsordenen forDirektionen for Den Europæiske Centralbank (ECB/1999/7), EFTL 314 af 8.12.1999, s. 34. Med undtagelse af sidstnævnte er dealle nævnt i ECBs første juridiske årbog „Compendium: Samlingaf retlige instrumenter, juni 1998 – maj 1999“, oktober 1999.


Styrelsesrådet

Willem F. Duisenberg Formand for ECBChristian Noyer Næstformand for ECBVítor Manuel Ribeiro Constâncio Direktør for Banco de Portugal

(fra 23. februar 2000)Eugenio Domingo Solans Medlem af ECBs DirektionAntonio Fazio Direktør for Banca d’ItaliaSirkka Hämäläinen Medlem af ECBs DirektionOtmar Issing Medlem af ECBs DirektionKlaus Liebscher Direktør for Österreichische NationalbankYves Mersch Direktør for Banque centrale du LuxembourgMaurice O’Connell Direktør for Central Bank of IrelandTommaso Padoa-Schioppa Medlem af ECBs DirektionGuy Quaden (fra 1. marts 1999) Direktør for Nationale Bank van België/

Banque Nationale de BelgiqueLuis Ángel Rojo Direktør for Banco de EspañaAntónio José Fernandes de Sousa Direktør for Banco de Portugal

(indtil 22. februar 2000)Hans Tietmeyer (indtil 31. august 1999) Direktør for Deutsche BundesbankJean-Claude Trichet Direktør for Banque de FranceMatti Vanhala Direktør for Suomen PankkiAlfons Verplaetse (indtil 28. februar 1999) Direktør for Nationale Bank van België/

Banque Nationale de BelgiqueNout Wellink Direktør for De Nederlandsche BankErnst Welteke (fra 1. september 1999) Direktør for Deutsche Bundesbank

Bageste række (venstre mod højre) Luis Ángel Rojo, Guy Quaden,Tommaso Padoa-Schioppa, Jean-Claude Trichet,Klaus Liebscher, Antonio Fazio,Yves Mersch, Maurice O’Connell,Vítor Manuel Ribeiro Constâncio,

Nout Wellink, Matti Vanhala, Ernst Welteke, Eugenio Domingo Solans.Forreste række (venstre mod højre) Otmar Issing, Christian Noyer,Willem F. Duisenberg, Sirkka Hämäläinen.


2.2 Direktionen

Direktionen består af formanden, næstfor-manden og fire andre medlemmer, derudnævnes efter fælles overenskomst mellemeurolandenes regeringer på stats- eller rege-ringschefniveau. Direktionens primæreansvarsområder er følgende:

• At forberede møderne i Styrelsesrådet.

• At gennemføre pengepolitikken i overens-stemmelse med de retningslinjer ogbeslutninger, der vedtages af Styrelses-

rådet, idet den videregiver de nødvendigeinstrukser til NCBerne i Eurosystemet.

• At være ansvarlig for ECBs løbende drift.

• At varetage visse beføjelser, som er over-draget til Direktionen af Styrelsesrådet,herunder lovgivningsmæssige beføjelser.

Direktionen mødes normalt mindst én gangom ugen for at træffe beslutningervedrørende bl.a. tildelingen i Eurosystemetsprimære markedsoperationer.

Willem F. Duisenberg Formand for ECB

Christian Noyer Næstformand for ECB

Eugenio Domingo Solans Medlem af ECBs Direktion

Sirkka Hämäläinen Medlem af ECBs Direktion

Otmar Issing Medlem af ECBs Direktion

Tommaso Padoa-Schioppa Medlem af ECBs Direktion

Bageste række (venstre mod højre) Tommaso Padoa-Schioppa, Otmar Issing, Sirkka Hämäläinen, Eugenio Domingo Solans.Forreste række Christian Noyer,Willem F. Duisenberg.


2.3 Det Generelle Råd

Det Generelle Råd består af formanden ognæstformanden for ECB og cheferne forNCBerne i alle 15 medlemslande, dvs. bådedeltagende og ikke-deltagende medlemslande.Det udfører de opgaver, som er overtaget fraDet Europæiske Monetære Institut, og somECB stadig skal udføre i tredje fase af DenØkonomiske og Monetære Union, eftersomikke alle medlemslande har indført euroen.Derfor er Det Generelle Råds primæreansvarsområder at orientere om konvergens-udviklingen i de ikke-deltagende medlems-lande2 og at yde rådgivning i de nødvendige

forberedelser til uigenkaldelig fastlåsning afvalutakurserne i disse medlemslande (sekapitel III). Desuden bidrager Det GenerelleRåd til bestemte aktiviteter i ESCB, fx rådgi-vende funktioner (se kapitel IX) og indsamlingaf statistiske oplysninger (se kapitel VIII). I1999 mødtes Det Generelle Råd hver tredjemåned i Frankfurt.

2 Ifølge Protokollen om visse bestemmelser vedrørende DetForenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Protokollenom visse bestemmelser vedrørende Danmark, som begge er bilagtil traktaten, skal denne orientering kun finde sted for Danmarksog Storbritanniens vedkommende, såfremt de beslutter at indføreeuroen.


Det Generelle Råd

Willem F. Duisenberg Formand for ECBChristian Noyer Næstformand for ECBBodil Nyboe Andersen Direktør for Danmarks NationalbankUrban Bäckström Direktør for Sveriges RiksbankVítor Manuel Ribeiro Constâncio Direktør for Banco de Portugal

(fra 23. februar 2000)Antonio Fazio Direktør for Banca d’ItaliaEdward A. J. George Direktør for Bank of EnglandKlaus Liebscher Direktør for Österreichische NationalbankYves Mersch Direktør for Banque centrale du LuxembourgMaurice O’Connell Direktør for Central Bank of IrelandLucas D. Papademos Direktør for Bank of GreeceGuy Quaden (fra 1. marts 1999) Direktør for Nationale Bank van België/

Banque Nationale de BelgiqueLuis Ángel Rojo Direktør for Banco de EspañaAntónio José Fernandes de Sousa Direktør for Banco de Portugal

(indtil 22. februar 2000)Hans Tietmeyer (indtil 31. august 1999) Direktør for Deutsche BundesbankJean-Claude Trichet Direktør for Banque de FranceMatti Vanhala Direktør for Suomen PankkiAlfons Verplaetse (indtil 28. februar 1999) Direktør for Nationale Bank van België/

Banque Nationale de Belgique Nout Wellink Direktør for De Nederlandsche Bank Ernst Welteke (fra 1. september 1999) Direktør for Deutsche Bundesbank

Bageste række (venstre mod højre) Yves Mersch, Urban Bäckström, Nout Wellink, Jean-Claude Trichet,Maurice O’Connell, Lucas D. Papademos, Klaus Liebscher, Matti Vanhala,Vítor Manuel Ribeiro Constâncio,

Luis Ángel Rojo, Ernst Welteke, Edward A.J. George, Guy Quaden.Forreste række (venstre mod højre) Antonio Fazio, Christian Noyer,Willem F. Duisenberg, Bodil Nyboe Andersen.


3 ECBs organisation

3.1 Ejerforhold

Siden ECBs etablering har kapitalindsky-dernes økonomiske interesser væretbeskyttet og overvåget af både eksterne revi-sorer i henhold til artikel 27, stk. 1, iESCB-statutten og, hvad angår specifikkespørgsmål, af Revisionsretten i henhold tilartikel 27, stk. 2, i samme statut. Desuden harECB sine egne interne revisions- og kontrol-procedurer, som følger de generelle reglervedrørende kontrolsystemer for privatefinansielle institutioner og kreditinstitutter.Direktoratet for Intern Revision vurdererløbende ECBs effektivitet og interne kontrol-funktioner og undersøger de økonomiskeoplysningers pålidelighed og integritet. Yder-mere sørger Revisionskomiteen (se afsnit 4)for samarbejde på EU-plan mellem ESCBsinterne revisionsfunktioner ved at definerefælles revisionsprogrammer og -standarder tildecentral brug med henblik på en under-søgelse af de fælles infrastrukturer i ESCB.ECBs Styrelsesråd har de budgetmæssigebeføjelser og vedtager ECBs budget efterforslag fra Direktionen. I sager vedrørendeECBs budget assisteres Styrelsesrådet endvi-dere af Budgetkomiteen.

Det bemærkes, at de interne kontrolfunkti-oner i ECB også omfatter interne regler, somskal forhindre misbrug af følsomme oplys-ninger om det finansielle marked („regler forinsiderhandel“ og såkaldte „kinesiske mure“).

I den forbindelse deler ECB Europa-Parla-mentets, Rådets og Kommissionens ønske omat bekæmpe svig og har tilsluttet sig fælles-skabsinitiativet til bekæmpelse af svig. Den 7.oktober 1999 etableredes Udvalget forBekæmpelse af Svig, som skal gennemføre enplan til bekæmpelse af svig i ECB.3 Udvalgetfor Bekæmpelse af Svig består af tre uafhæn-gige personer, som er værdige i almindeligtomdømme, som har professionel erfaringinden for centralbankvirksomhed, retspleje og

overvågning samt forebyggelse og opklaringaf svig, og som alle er udnævnt af Styrelses-rådet, nemlig: John L. Murray, højesterets-dommer i Irland, Erik Ernst Nordholt, rådgiverfor den hollandske indenrigsminister og tidli-gere politidirektør i Amsterdam og MariaSchaumayer, direktør for ÖsterreichischeNationalbank fra 1990 til 1995. Medlemmerneaf Udvalget for Bekæmpelse af Svig indledtederes arbejde 1. januar 2000.4 I overensstem-melse med konklusionerne fra Det Euro-pæiske Råds møde i Köln i juni 1999 vil derblive etableret et samarbejde med det Euro-pæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig(OLAF)5. I ECB har Direktoratet for InternRevision til opgave at udføre alle under-søgelser vedrørende forebyggelse og opkla-ring af svig, og refererer i den henseendedirekte til Udvalget for Bekæmpelse af Svig.

3.2 Udviklingen på personaleområdet

Ved udgangen af 1999 havde ECB 732 medar-bejdere fra alle 15 medlemslande mod 534medarbejdere ved udgangen af 1998. Den 2.december 1999 godkendte StyrelsesrådetECBs budget for 2000, som i løbet af åretpåregner en stigning i antallet af medarbej-dere til lidt over 1.000. Derfor besluttedeDirektionen sig for at iværksætte en rækkeorganisationsmæssige justeringer med henblikpå at styrke ECBs lederstruktur. Detteafspejles i ECBs reviderede organisationsdia-gram, som trådte i kraft 4. januar 2000.

3 Se Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 7. oktober 1999om bekæmpelse af svig (ECB/1999/5), EFT L 291 af13.11.1999, s. 36. I forbindelse hermed ændredesforretningsordenen for Den Europæiske Centralbank vedtilføjelsen af en ny artikel 9a, se EFT L 314 af 8.12.1999, s. 32.

4 Se Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 16. november1999 om udnævnelse af medlemmerne af Den EuropæiskeCentralbanks Udvalg for Bekæmpelse af Svig (ECB/1999/8), EFTL 299 af 20.11.1999, s. 40.

5 „Office européen de lutte antifraude“.


ECBs DirektionFormand Willem F. Duisenberg

Direktoratet for Eksterne Relationer

M. J. Körber

Direktoratet forIntern Revision*

M. Caparello

Rådgivere for DirektionenKoordinator:L. Hoogduin

Sekretariatet

Presseafdelingen SprogtjenestenAfdelingen forESCB-revision

Afdelingen forECB-revision

Afdelingen forProtokol og Møder

ECBs DirektionNæstformand Christian Noyer

Direktoratet forInterne Finanser

I. IngramPersonaledirektoratet

B. van Baak

Afdelingen forFinansiel Lovgivning

Afdelingen forPersonaleudviklingRegnskabsafdelingen

Afdelingen forFinansiel Rapportering

og Finansiel Politik

Afdelingen forBygninger

Afdelingen forPersonalepolitik

Generaldirektoratet for Administration og Personale

H. K. Scheller

Generaldirektoratet for Juridisk tjeneste

A. Sáinz de Vicuña

Middle Office

ECBs DirektionEugenio Domingo Solans

Afdelingen forBetalingsbalancestatistik

og Valutareserver

Afdelingen forIT-systemudvikling

Afdelingen forIT-drift og

Brugerservice

Generaldirektoratet forInformationssystemer

J. Etherington

Afdelingen forAlmen Økonomiskog Finansiel Statistik

Afdelingen forPenge- og Bankstatistik

Direktoratet forKontrol og Organisation

K. Gressenbauer

Back Office

Afdelingen forPortefølje-

forvaltningssystemer

Afdelingen forForvaltning af Egne Midler

Front OfficeBudget- og

Projektafdelingen

Organisations-afdelingen

Markeds-analyseafdelingen

ECBs DirektionOtmar Issing

Rådgiver

Afdelingen forØkonometriske

Modeller

Afdelingen forAlmen Økonomisk

Forskning

ECBs DirektionTommaso Padoa-Schioppa

Afdelingen forBetalingssystempolitik

Afdelingen forInternationale Forbindelser

Afdelingen forEuropæiske Forbindelser

Afdelingen forTARGET og

Betalingsformidling

Afdelingen forVærdipapirafviklings-

systempolitik

Afdelingen forTilsyn med

Finansielle Institutioner

Afdelingen forIT-infrastruktur og

Systemsupport

Afdelingen forIS-sikkerhed

Afdelingen forIT-planlægning

og Større Projekter

Afdelingen forSystemspecifik

IT-support

Afdelingen forKontortjenester

og Sikkerhed

Afdelingen forStatistiske

Informationssystemer

Direktoratet forPengepolitik

H.-J. Klöckers

Direktoratet forØkonomisk Udvikling

W. Schill

AfdelingenPengepolitisk Strategi

Afdelingen forMakroøkonomisk

Udvikling i Euroområdet

Afdelingen forPengepolitisk Stilling

Afdelingen forEU-lande

AfdelingenKapitalmarkeder ogFinansiel Struktur

Afdelingen forEkstern Udvikling

ECBs FasteRepræsentation iWashington D. C.

G. Grisse

ECBs DirektionSirkka Hämäläinen

Afdelingen forFinanspolitik

Officielle Publikationer,Arkiv og Bibliotek

Direktoratet for Sekretariat og Sprogtjeneste

F. Moss

SeddeldirektoratetA. Heinonen

Afdelingen forBilaterale Forbindelser

Generaldirektoratet forInternationale og

Europæiske ForbindelserP. Van der Haegen

Generaldirektoratet for Betalingssystemer

J.-M. Godeffroy

Afdelingen forInstitutionel Lovgivning

Generaldirektoratet for Statistik

P. Bull

Generaldirektoratet for Markedsoperationer

F. Papadia

Generaldirektoratetfor Forskning

V. Gaspar

Generaldirektoratet for ØkonomiG. J. Hogeweg

3.3 ECBs organisationsdiagram

* I henhold til Den Europæiske Centralbanks afgørelse om bekæmpelse af svig (ECB/1999/5) af 7. oktober 1999 er der underDirektoratet for Intern Revision oprettet en enhed for Bekæmpelse af Svig, som aflægger beretning til Udvalget for Bekæmpelse afSvig via direktøren for Intern Revision.


4 ESCB-komiteer

ESCB-komiteerne spiller fortsat en vigtigrolle i udførelsen af Eurosystemets/ESCBsopgaver. Efter anmodning fra både Styrelses-rådet og Direktionen tilfører de ekspertiseinden for deres kompetenceområder ogletter således beslutningsprocessen. ESCB-komiteerne består af repræsentanter fraEurosystemets centralbanker og, hvor det erhensigtsmæssigt, af andre kompetente organer,såsom nationale tilsynsmyndigheder, hvadangår Banktilsynskomiteen. NCBerne i deikke-deltagende medlemslande har desuden

udnævnt en repræsentant, som deltager iESCB-komiteernes møder, når der drøftesspørgsmål, som falder inden for Det Gene-relle Råds kompetenceområde. I øjeblikket erder 13 ESCB-komiteer, hvoraf de 12 blevetableret i henhold til artikel 9 i forretnings-ordenen for Den Europæiske Centralbank.Budgetkomiteen, som assisterer Styrelses-rådet i sager vedrørende ECBs budget, blevdog etableret i overensstemmelse med artikel15 i forretningsordenen for Den EuropæiskeCentralbank.

ESCB-komiteer og deres formænd

BudgetkomiteenLiam Barron

StatistikkomiteenPeter Bull

BetalingsformidlingskomiteenJean-Michel Godeffroy

Den Pengepolitiske KomitéGert Jan Hogeweg

MarkedsoperationskomiteenFrancesco Papadia

Den Juridiske KomitéAntonio Sáinz de Vicuña

Komiteen for Internationale RelationerHervé Hannoun

RevisionskomiteenMichèle Caparello

IT-komiteenJim Etherington

Komiteen for Ekstern KommunikationManfred J. Körber

SeddelkomiteenAntti Heinonen

BanktilsynskomiteenEdgar Meister

RegnskabskomiteenHanspeter K. Scheller

Kapitel XII

Årsregnskabet for ECB og

konsolideret balance

for Eurosystemet

1999


Balance pr. 31. december 1999

Aktiver Note nr. 1999 1998€ €

1 Guld og tilgodehavender i guld 1 6.956.995.273 0

2 Tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter uden for euroområdet 2

Banktilgodehavender og værdipapirer,eksterne lån og andre eksterne aktiver 41.923.041.208 343.047.341

3 Tilgodehavender i fremmed valuta hos residenter i euroområdet 2

Tilgodehavender hos modparter i den finansielle sektor 2.595.090.860 0

4 Tilgodehavender i euro hos residenter uden for euroområdet 3

Banktilgodehavender, værdipapirer og lån 3.002.567.659 3.739.796.108

5 Værdipapirer i euro fra residenter i euroområdet 4 3.537.141.285 0

6 Andre aktiver6.1 Materielle og immaterielle anlægsaktiver 5.1 42.589.467 30.112.0716.2 Øvrige finansielle aktiver 5.2 641.807.406 25.276.9536.3 Periodeafgrænsningsposter 5.3 777.032.332 553.5826.4 Øvrige poster 5.4 6.774.149 3.458.140

1.468.203.354 59.400.746

7 Årets tab 247.281.223 0

Aktiver i alt 59.730.320.862 4.142.244.195


Passiver Note nr. 1999 1998€ €

1 Forpligtelser i euro over for andre residenter i euroområdet 6 1.080.000.000 0

2 Forpligtelser i euro over for residenter uden for euroområdet 7 301.656.911 0

3 Forpligtelser i fremmed valuta over forresidenter uden for euroområdet 8

Indlån og andre forpligtelser 4.708.950.946 0

4 Intra-Eurosystem forpligtelser4.1 Forpligtelser vedrørende overførsel af

valutareserver 9.1 39.468.950.000 04.2 Øvrige passiver i Eurosystemet (netto) 9.2 1.720.937.646 0

41.189.887.646 0

5 Andre forpligtelser 105.1 Kursregulering af ikke-balanceførte

poster 0 725.3215.2 Periodeafgrænsningsposter 1.237.727.166 4.172.7605.3 Øvrige poster 302.605.481 78.550.581

1.540.332.647 83.448.662

6 Hensættelser 11 21.862.239 31.006.791

7 Revalueringskonti 12 6.860.539.710 697.979

8 Kapital og reserver 138.1 Kapital 3.999.550.250 3.999.550.2508.2 Reserver 27.540.513 0

4.027.090.763 3.999.550.250

9 Årets overskud 0 27.540.513

Passiver i alt 59.730.320.862 4.142.244.195


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK

Willem F. DuisenbergFormand

Resultatopgørelse for året, der slutter den 31. december 1999

Note nr. 1999 1998(7 mdr.)

€ €

Renteindtægter 4.872.234.880 97.851.703 Renteudgifter (4.118.082.387) (2.683.980)

Nettorenteindtægter 1 754.152.493 95.167.723

Realiserede gevinster/tab på finansielle operationer 2 (264.942.584) 22.182.536

Nedskrivninger af finansielle aktiver og positioner 3 (604.920.383) (22.249.604)

Nettoresultat af finansielle operationer og nedskrivninger (115.710.474) 95.100.655

Gebyr- og provisionsindtægter 593.902 0 Gebyr- og provisionsudgifter (361.702) 0

Nettoindtægter fra gebyrer og provision 4 232.200 0

Andre indtægter 5 436.898 490.101

Nettoindtægter i alt (115.041.376) 95.590.756

Personaleomkostninger 6 og 7 (61.022.091) (29.744.540) Administrationsomkostninger 8 (60.748.855) (30.229.686)Afskrivninger på materielle og immaterielle anlægsaktiver (10.468.901) (8.076.017)

(Tab)/Årets overskud (247.281.223) 27.540.513

Frankfurt am Main, den 29. februar 2000


Anvendt regnskabspraksis1

Regnskabets indhold og opstillingsform

Den Europæiske Centralbanks (ECB) årsregn-skab er udfærdiget således, at det giver etretvisende billede af ECBs økonomiske stillingog af resultatet af dens aktiviteter. Regnskabeter opstillet i overensstemmelse med følgenderegnskabsprincipper, som ECBs Styrelsesrådanser for at være passende for en central-bank. Disse principper er i overensstemmelsemed bestemmelserne i artikel 26, stk. 4, iESCB-statutten, som kræver standardiserederegler for bogføring og rapportering i Euro-systemet.

Regnskabsprincipper

Følgende regnskabsprincipper er anvendt:

• Økonomisk realitet og gennemsigtighed• Forsigtighed• Gennemgang af begivenheder indtruffet

efter balancedagen• Væsentlighed• Periodisering• Going concern• Konsistens og sammenlignelighed.

Regnskabsgrundlag

Regnskaberne er udfærdiget på basis afanskaffelsesværdi, tilpasset med markedsregu-leringer af omsættelige værdipapirer, guld ogalle andre balanceførte og ikke-balanceførteaktiver og passiver denomineret i fremmedvaluta. Transaktioner vedrørende finansielleaktiver og passiver medtages i regnskabernepå afviklingsdato.

Guld, aktiver og passiver i fremmed valuta

Aktiver og passiver denomineret i fremmedvaluta omregnes til euro til den på balance-dagen gældende kurs. Indtægter og omkost-ninger omregnes til den på transaktionstids-punktet gældende kurs. Valutakursregule-

ringer af aktiver og passiver i fremmed valuta,herunder balanceførte og ikke-balanceførteposter, foretages pr. valuta.

Aktiver og passiver i fremmed valuta værdi-fastsættes adskilt fra valutakursreguleringen.

Der skelnes ikke mellem værdifastsættelse ogvalutakursregulering af guld, som værdifast-sættes på basis af kurs i euro pr. ouncefinguld. Denne kurs er baseret på euroenskurs over for den amerikanske dollar den 30.december 1999.

Værdipapirer

Omsættelige obligationer og lignende aktiverværdifastsættes til de på balancedagengældende middelkurser. For året, der slutterden 31. december 1999, anvendtes middel-kurser pr. 29. december 1999. Ikke-omsætte-lige værdipapirer værdifastsættes til anskaffel-sesprisen.

Genkøbsforretninger

Genkøbsforretninger er i balancen registreretsom sikrede indskud. Balancen viser indskudog værdien af værdipapirer anvendt somsikkerhed. Værdipapirer solgt i forbindelsemed genkøbsforretninger indgår stadig i ECBsbalance og behandles, som om de stadig er endel af den portefølje, hvorfra de blev solgt.Forretninger, som omfatter værdipapirerdenomineret i udenlandsk valuta, har ingenindflydelse på den gennemsnitlige anskaffel-sespris af valutapositioner.

Tilbagekøbsforretninger medtages i balancensaktiver som sikrede lån efter lånenes værdi.Værdipapirer købt via denne type forret-ninger værdifastsættes ikke.

1 En detaljeret beskrivelse af ECBs regnskabsprincipper findes iECBs Styrelsesråds afgørelse af 1. december 1998 (ECB/1998/NP23), som kan bestilles.


Resultatføring

Indtægter og udgifter resultatføres i denperiode, de opstår.

Realiserede gevinster og tab medtages i resul-tatopgørelsen. Anskaffelsesprisen for deenkelte poster beregnes på daglig basis vedhjælp af gennemsnitsomkostningsmetoden. Iforbindelse med et eventuelt urealiseret tabpå en post ultimo året reduceres de gennem-snitlige omkostninger i overensstemmelsemed valutakursen og/eller markedskursen vedårets udgang.

Urealiserede gevinster betragtes ikke somindtægter, men overføres direkte til en kurs-reguleringskonto.

Urealiserede tab medtages i resultatop-gørelsen, såfremt de overstiger tidligeregevinster på den tilsvarende kursregulerings-konto. Urealiserede tab på et værdipapir, i envaluta eller på guld modregnes ikke i urealise-rede gevinster i andre værdipapirer eller valu-taer.

Over- eller underkurs på købte værdipapireramortiseres over værdipapirernes resterendeløbetid og resultatføres som en del af rente-indtægten.

Ikke-balanceførte poster

Valutainstrumenter, dvs. terminsforretninger ifremmed valuta, valutaswaps og andre valuta-instrumenter, der indebærer omvekslingmellem valutaer på en fremtidig dato,medtages i nettovalutapositionen ved bereg-ning af valutagevinster og -tab. Renteinstru-menter værdireguleres post for post ogbehandles på samme måde som værdipapirer.Overskud og tab i forbindelse med ikke-balanceførte poster opgøres og behandlessom overskud og tab i forbindelse med balan-ceførte poster.

Begivenheder indtruffet efterbalancedagen

Aktiver og passiver korrigeres for begiven-heder, som indtræffer mellem balancedagenog datoen for ECBs Styrelsesråds godken-delse af årsregnskabet, hvis begivenhedernevæsentligt påvirker vurderingen af aktiver ogpassiver på balancedagen.

Intra-Eurosystem tilgodehavender

Intra-Eurosystem tilgodehavender (undtagenECBs kapital og poster vedrørende overførselaf valutareserver til ECB) medtages i ECBsbalance som nettoposter.

Materielle og immaterielle anlægsaktiver

Materielle og immaterielle anlægsaktiverværdifastsættes til anskaffelsesprisen fra-trukket afskrivninger. Der foretages følgendelineære afskrivninger over aktivernes forven-tede økonomiske levetid, begyndende i kvar-talet umiddelbart efter erhvervelsen:

• Computere, relateret hardware, softwareog køretøjer: 4 år

• Udstyr, møbler og maskiner: 10 år.

Anlægsaktiver med en anskaffelsespris påunder €10.000 afskrives i anskaffelsesåret.

ECBs pensionsordning

ECB har en pensionsordning med fastebidrag. Pensionsordningens aktiver, somudelukkende skal tilvejebringe pension tilordningens deltagere og deres efterladte,medtages i ECBs øvrige aktiver og identifi-ceres separat. Gevinster og tab i forbindelsemed værdiansættelse af pensionsordningensaktiver resultatføres i det år, de opstår.Pension, der udbetales fra den særlige pensi-onskonto, som følge af ECBs bidrag, er under-lagt minimumsgarantier, som understøtter defaste bidrag.


Andre forhold

Idet der tages højde for ECBs rolle somcentralbank, finder ECBs Direktion, at offent-liggørelsen af en pengestrømsanalyse ikke vilgive læseren af regnskabet yderligere rele-vante oplysninger.

I henhold til artikel 27 i ESCB-statutten, og pågrundlag af en henstilling fra ECBs Styrel-sesråd, godkendte EU-Rådet udnævnelsen afPricewaterhouseCoopers GmbH som ECBsuafhængige eksterne revisor.


1 Guld og tilgodehavender i guld

ECB har en beholdning på 24 millionerounces finguld. Guldbeholdningen blev over-ført til ECB i begyndelsen af 1999 til dendaværende markedskurs på €246,368 pr.ounce finguld som en del af NCBernes over-førsel af valutareserveaktiver til ECB, ogudgjorde 15 pct. af disse aktivers værdi vedoverførslen.

2 Tilgodehavender i fremmed valutahos residenter i og uden foreuroområdet

Disse tilgodehavender består af tilgodeha-vender hos udenlandske banker, lån denomi-neret i fremmed valuta og værdipapirinveste-ringer hovedsagelig denomineret i ameri-kanske dollar og japanske yen.

3 Tilgodehavender i euro hosresidenter uden for euroområdet

Denne post består først og fremmest af tilgo-dehavender hos de ikke-deltagende NCBersom følge af transaktioner i TARGET-systemet.

4 Værdipapirer i euro fra residenter ieuroområdet

Disse værdipapirer består hovedsagelig afomsættelige obligationer udstedt af specifikkeudstedere i euroområdet med høj kreditvær-dighed.

5 Andre aktiver

5.1 Materielle og immaterielle anlægsaktiver

Fratrukket den akkumulerede afskrivning på€29,1 millioner (herunder afskrivning underEMI), repræsenterede de materielle anlægsak-tiver følgende hovedposter den 31. december1999:

Bogført Bogførtnettoværdi nettoværdi

pr. 31. december pr. 31. december1999 1998€ €

Computere 15.865.660 12.510.812

Udstyr, møbler,maskiner og køretøjer 5.955.720 3.329.884

Igangværende byggeri 12.989.835 11.864.257

Øvrige anlægsaktiver 7.778.252 2.407.118

I alt 42.589.467 30.112.071

5.2 Øvrige finansielle aktiver

De væsentligste komponenter i denne poster:

(a) Modposter til genkøbsforretninger iforbindelse med investering af ECBsegenkapital. Pr. 31. december 1999udgjorde udestående genkøbsforret-ninger €565,7 millioner.

(b) Investeringsporteføljer vedrørende ECBspensionsfond, som er værdifastsat til€32,2 millioner. Aktiverne repræsentererECBs og ECBs personales akkumuleredeinvesterede pensionsbidrag pr. 31.december 1999 og forvaltes af en eksternfondsbestyrer. De faste bidrag fra ECB ogmedlemmerne i pensionsordningen inve-steres månedligt. Ordningens aktiver erikke ombyttelige med ECBs andre finansi-elle aktiver, og nettoindtægterne fra akti-verne betragtes ikke som ECB-indtægter,men geninvesteres i de omtalte fondeindtil udbetaling af pension. Aktivernesværdi er baseret på en værdifastsættelse,som foretages af den eksterne fondsbe-styrer ud fra markedskurserne vedudgangen af året.

(c) Efter at bestyrelsen i Den InternationaleBetalingsbank (BIS) havde opfordret ECBtil at blive medlem af BIS, købte ECB den9. december 1999 3.000 aktier i BIS til enværdi af €38,5 millioner.

Noter til balancen


5.3 Periodeafgrænsningsposter

Den væsentligste komponent i denne post erpåløbende rente på værdipapirer og andrefinansielle aktiver.

5.4 Øvrige poster

Denne post består hovedsagelig af et tilgode-havende hos det tyske finansministeriumvedrørende refundering af moms og andreafgifter. Sådanne afgifter kan refunderes ihenhold til artikel 3 i protokollen om DetEuropæiske Fællesskabs privilegier og immu-niteter, som ifølge artikel 40 i ESCB-statuttenogså gælder for ECB.

6 Forpligtelser i euro over for andreresidenter i euroområdet

Denne post består af indskud fra medlemmeraf European Banking Association (EBA) somsikkerhed til ECB i forbindelse med EBA-betalinger i TARGET-systemet.

7 Forpligtelser i euro over forresidenter uden for euroområdet

Disse forpligtelser består hovedsagelig af deikke-deltagende NCBers tilgodehavender somfølge af transaktioner i TARGETsystemet.

8 Forpligtelser i fremmed valuta overfor residenter uden foreuroområdet

Denne post omfatter forpligtelser som følgeaf genkøbsforretninger i forbindelse medforvaltning af ECBs valutareserver.

9 Intra-Eurosystem forpligtelser

9.1 Forpligtelser vedrørende overførsel afvalutareserver

I overensstemmelse med artikel 30 i ESCB-statutten og Styrelsesrådets beslutning,hvorved artiklen trådte i kraft, overførteeurolandenes NCBer ved starten af tredjefase af ØMU valutareserver til ECB. Den 4.-7.januar 1999 blev der overført beløb til enværdi af €39,5 milliarder i form af guld,kontantbeholdninger og værdipapirer. Valuta-komponenten (som udgjorde 85 pct. af densamlede overførsel) bestod af 90 pct. ameri-kanske dollar og 10 pct. japanske yen.

Fordelingsnøgle (pct.)% €

Bank Nationale van België/Banque Nationale de Belgique 2,8658 1.432.900.000

Deutsche Bundesbank 24,4935 12.246.750.000

Banco de España 8,8935 4.446.750.000

Banque de France 16,8337 8.416.850.000

Central Bank of Ireland 0,8496 424.800.000

Banca d’Italia 14,8950 7.447.500.000

Banque centrale du Luxembourg 0,1492 74.600.000

De Nederlandsche Bank 4,2780 2.139.000.000

Österreichische Nationalbank 2,3594 1.179.700.000

Banco de Portugal 1,9232 961.600.000

Suomen Pankki 1,3970 698.500.000

I alt 78,9379 39.468.950.000

NCBernes tilgodehavender er denomineret ieuro og forrentes med Eurosystemets kortemarkedsoperationsrente, som er korrigeret,så den afspejler et nulafkast på guldkompo-nenten (se note 1 i „Noter til resultatop-gørelsen“). I henhold til Styrelsesrådetsbeslutning kan disse tilgodehavender frafaldesi de første tre år af tredje fase af ØMU,såfremt ECB har utilstrækkelige nettoind-tægter og reserver til at dække urealiseredetab på kursfald i valutareserverne. Frafaldnebeløb må ikke reducere forpligtelsen til under80 pct. af den oprindelige værdi.


9.2 Øvrige passiver i Eurosystemet(netto)

Denne post består hovedsagelig af de delta-gende NCBers TARGET-tilgodehavender hosECB, som er følgende:

€

TARGET-tilgodehavender hos deltagende centralbanker 7.697.803.922

TARGET-forpligtelser over for deltagende centralbanker (9.418.628.635)

Nettostilling (1.720.824.713)

10 Andre forpligtelser

Den vigtigste post under „Øvrige poster“består af genkøbsforretninger i forbindelsemed investering af ECBs kapital. ECBspassiver vedrørende pensionsfonden (€32,2millioner) medtages også her.

11 Hensættelser

Denne post består først og fremmest afhensættelser i forbindelse med udgifter tilvarer og tjenesteydelser.

12 Revalueringskonti

Disse konti repræsenterer revalueringsre-server som følge af urealiserede gevinster påaktiver og passiver, hvilket hovedsageligskyldes stigende valutakurser i forhold tileuroen i løbet af 1999.

€ €

1999 1998

Guld 1.036.876.277 0

Valuta 5.821.397.453 697.979

Værdipapirer 2.265.980 0

I alt 6.860.539.710 697.979

13 Kapital og reserver

De fuldt betalte bidrag fra NCBerne i euro-området til ECBs kapital på €5 milliarderudgør i alt €3.946.895.000, og er fordeltsåledes:

Fordelingsnøgle (pct.) €

Bank Nationale van België/Banque Nationale de Belgique 2,8658 143.290.000

Deutsche Bundesbank 24,4935 1.224.675.000

Banco de España 8,8935 444.675.000

Banque de France 16,8337 841.685.000

Central Bank of Ireland 0,8496 42.480.000

Banca d’Italia 14,8950 744.750.000

Banque centrale du Luxembourg 0,1492 7.460.000

De Nederlandsche Bank 4,2780 213.900.000

Österreichische Nationalbank 2,3594 117.970.000

Banco de Portugal 1,9232 96.160.000

Suomen Pankki 1,3970 69.850.000

I alt 78,9379 3.946.895.000

Bidragene fra NCBerne uden for euroom-rådet, som er 5 pct. af det beløb, som skullebetales, hvis disse lande havde deltaget i DenMonetære Union, udgør i alt €52.655.250, ogfordeles som følger:

Fordelingsnøgle (pct.) €

Danmarks Nationalbank 1,6709 4.177.250

Bank of Greece 2,0564 5.141.000

Sveriges Riksbank 2,6537 6.634.250

Bank of England 14,6811 36.702.750

I alt 21,0621 52.655.250

Disse beløb repræsenterer bidragene til ECBsdriftsomkostninger i forbindelse med opgaverfor NCBerne uden for euroområdet. DisseNCBer skal ikke betale noget kapitalindskudud over de allerede fastsatte beløb, før devælger at deltage i Eurosystemet. Indtil da kandisse NCBer ikke få del i ECBs overskud, ogde hæfter heller ikke for eventuelle tab i ECB.


ECBs reserver er fordelt som følger:

€

1999

Almindelig reservefond 5.508.000

Andre reserver 0

Tilbageholdt overskud 22.032.513

I alt 27.540.513

14 Ikke-balanceførte poster

Der var ingen udestående tilgodehavendereller forpligtelser på uindfriede kontraktereller andre åbne positioner. Der var ingenvæsentlige udestående eventualforpligtelserpr. 31. december 1999.


1 Nettorenteindtægter

Denne post omfatter renteindtægter fra-trukket renteudgifter i forbindelse medaktiver og passiver denomineret i fremmedvaluta og i euro. Størstedelen af renteindtæg-terne og -udgifterne kom fra mellemværenderfra transaktioner i TARGET. Nettorenteind-tægter på valutareserveaktiverne udgjorde€1,5 milliarder. Et beløb på €913 millionerblev udbetalt til NCBerne i form af renter påderes tilgodehavender hos ECB i forbindelsemed de valutareserveaktiver, som blev over-ført i begyndelsen af 1999.

Fordeling af renteindtægter

I fremmed valuta (pct.) I euro (pct.)

1999 1998 1999 1998

(7 mdr.) (7 mdr.)

Værdipapirer 84,5 pct. 0,0 pct. 5,1 pct. 0,0 pct.

Øvrige aktiver 15,5 pct. 100,0 pct. 94,9 pct. 0,0 pct.

I alt 100,0 pct. 100,0 pct. 100,0 pct. 0,0 pct.

Fordelingen af renteudgifter

I fremmed valuta (pct.) I euro (pct.)

1999 1998 1999 1998

(7 mdr.) (7 mdr.)

Værdipapirer 99,6 pct. 0,0 pct. 0,9 pct. 0,0 pct.

Øvrige aktiver 0,4 pct. 0,0 pct. 99,1 pct. 100,0 pct.

I alt 100,0 pct. 0,0 pct. 100,0 pct. 100,0 pct.

2 Realiserede gevinster/tab påfinansielle operationer

Et betydeligt kursfald på værdipapirer i løbetaf 1999 gav et realiseret nettokurstab påtransaktioner i forbindelse med portefølje-forvaltning af værdipapirer.

3 Nedskrivninger af finansielle aktiverog positioner

Kursfald medførte nedskrivninger af anskaf-felsesprisen på værdipapirer, som medtages ibalancen til deres markedsværdi pr. 31.december 1999 (se „Anvendt regnskabs-praksis: Resultatføring“).

4 Nettoindtægter fra gebyrer ogprovision

Posten „Gebyr- og provisionsindtægter“består af de strafgebyrer, som pålægges kredi-tinstitutter for manglende overholdelse afreservekravene.

5 Øvrige indtægter

Omfatter diverse indtægter i løbet af årethovedsagelig som følge af overførsel af ikkeanvendte hensættelser til resultatopgørelsen.

6 Personaleomkostninger

Denne post indeholder udgifter til lønningermv. (€52,3 millioner), arbejdsgiverbidrag tilECBs pensionsfond og til syge- og ulykkesfor-sikring. Cheflønninger til medlemmerne afECBs Direktion udgjorde i alt €1,8 millioner.Der blev i løbet af året ikke udbetalt pensiontil tidligere medlemmer af Direktionen ellertil deres efterladte. Lønninger mv. til medar-bejdere, herunder cheflønninger, er i alvæsentlighed udformet som og sammenligne-lige med lønningerne i EUs øvrige instituti-oner.

På den sidste arbejdsdag i 1999 havde ECB732 medarbejdere, herunder 55 seniorledere.Det gennemsnitlige antal medarbejdere i ECBi 1999 var 648, i forhold til 478 i 1998. I 1999ansatte man yderligere 242 medarbejdere,mens 44 forlod ECB.

Noter til resultatopgørelsen


7 ECBs pensionsordning

I overensstemmelse med pensionsordningensregler foretages en fuld aktuarmæssig bereg-ning hvert tredje år. Denne beregning skal dogforetages årligt, så længe antallet af medarbej-dere stiger betydeligt i løbet af året. Denseneste aktuarmæssige beregning blev udførtpr. 31. december 1998 baseret på princippetom akkumulerede rettigheder, som kræverudbetaling af et minimumsengangsbeløb tilpensionsordningens deltagere ved ansættel-sens ophør. Beregningen viste, at den aktuar-mæssige værdi af fondens aktiver udgjorde110 pct. af de opsparede pensionsbeløb påbalancedagen, efter at der var taget højde forfremtidige lønstigninger og pensionsforplig-telser.

Pensionsordningens omkostninger vurderesefter rådgivning fra en kvalificeret aktuar.ECBs samlede pensionsomkostninger var€8,1 millioner, hvilket inkluderer pension tilmedlemmerne af Direktionen svarende til€1,8 millioner. ECBs arbejdsgiverbidrag skalfremover udgøre 16,5 pct. af alle medarbej-deres pensionsgivende indkomst.

8 Administrationsomkostninger

Denne post dækker alle øvrige løbendeomkostninger, såsom husleje, vedligeholdelseaf lokaler, varer og udstyr, honorarer forrådgivning, andre services og forsyninger samtpersonalerelaterede udgifter i forbindelsemed rekruttering, omplacering, installation afpersonale, uddannelse samt flytning.


Formanden og Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank

Frankfurt am Main

Vi har revideret medfølgende regnskabsopgørelse for Den Europæiske Centralbank pr. 31. december 1999. Ledelsen af Den Europæiske Centralbank er ansvarlig for udfærdigelsenaf regnskabsopgørelsen. Det er vort ansvar at fremkomme med en uafhængig vurdering af regn-skabsopgørelsen baseret på vor revision og at rapportere denne vurdering til Dem.

Vor revision er foretaget i overensstemmelse med internationalt anerkendte revisionsprin-cipper. En revision indbefatter en stikprøvebaseret kontrol af beløb og indhold af de enkelteposter. Revisionen indbefatter ligeledes en gennemgang af de væsentligste vurderinger og skøn,der er foretaget i forbindelse med udfærdigelsen af regnskabsopgørelsen og en vurdering af, omde anvendte regnskabsprincipper er tilstrækkeligt belyst og i det hele taget er anvendelige forDen Europæiske Centralbank.

Det er vor opfattelse, at den regnskabsopgørelse, der er blevet udfærdiget i henhold til regn-skabsprincipperne præsenteret i første afsnit af noterne til regnskabsopgørelsen for Den Euro-pæiske Centralbank, giver et retvisende billede af Den Europæiske Centralbanks finansielle situ-ation pr. 31. december 1999 og af resultatet af dens aktiviteter foretaget i det forløbne år.

Frankfurt am Main, den 1. marts 2000

PricewaterhouseCoopers

Gesellschaft mit beschränkter HaftungWirtschaftsprüfungsgesellschaft

[underskrift] [underskrift]

(Wagener) (Kern)Revisor Revisor


Note om fordeling af tab

Anm.: Denne note er ikke en del af ECBs regn-skab. Den er medtaget i Årsberetningen udeluk-kende til orientering.

I henhold til artikel 33.2 i ESCB-statuttenudlignes ECBs tab på følgende måde:

(a) Tabet udlignes af ECBs almindelige reser-vefond;

(b) Efter en beslutning, truffet af ECBs Styrel-seråd, udlignes resterende tab af de mone-tære indtægter i det pågældende regn-skabsår i forhold til og op til de beløb, derfordeles mellem NCBerne i overensstem-melse med artikel 32.51;

(c) Såfremt disse tab ikke kan udlignes ihenhold til artikel 33.2, har Styrelsesrådetbesluttet, at resterende tab skal udlignespå følgende måde:

(i) Resterende tab udlignes i førsteomgang ved at frafalde en del af ECBs forpligtelsers oprindelige værdisvarende til overførslen af valutare-server på ECBs balance. Frafaldet måikke overstige:

• De urealiserede tab på valuta- ogguldpositioner;

• Et beløb, som reducerer ovennævnteforpligtelse til under 80 pct. af densoprindelige værdi.

(ii) Resterende tab udlignes direkte i dedeltagende NCBers indtægter fra detnationale seddelomløb, fordelt ioverensstemmelse med ECBs forde-

lingsnøgle, med den begrænsning, atdet opkrævede beløb ikke må over-stige de pågældende NCBersindtægter fra det nationale seddel-omløb.

På mødet den 16. marts 2000 besluttedeECBs Styrelsesråd, at ECBs tab for året, dersluttede den 31. december 1999, skullefordeles på følgende måde:

€ €

1999 1998

(Tab)/Årets overskud (247.281.223) 27.540.513

Udtræk fra/Henlæggelser til den almindelige reservefond 27.540.513 (5.508.000)

Overførsel fra puljen af monetære indtægter 35.160.676 0

Tilbageholdt overskud,som overføres (22.032.513)

Direkte opkrævning fra NCBer 184.580.034 0

1 Ifølge artikel 32.5 i ESCB-statutten skal de nationalecentralbankers monetære indtægter fordeles mellem disse bankerindbyrdes i forhold til deres indbetalte andele af ECBs kapital.Styrelsesrådet besluttede for regnskabsperioden 1999-2001 atberegne de monetære indtægter ved hjælp af referencerenten forgældsgrundlaget, som består af alle indlånsforpligtelser over forkreditinstitutter, foliokonti, indlånsfaciliteten, aftaleindskud,indskud til dækning af øgede låneomkostninger,likviditetsopsugende genkøbsforretninger og de deltagendeNCBers forpligtelser som følge af ECBs udstedelse afgældsbeviser. Referencerenten er den seneste 2-ugers reporente,som anvendes dagligt i forbindelse med hver NCBsgældsgrundlag for at udregne puljen af monetære indtægter. Detrentebeløb, som en NCB skal betale for sine forpligtelser igældsgrundlaget, fratrækkes de monetære indtægter, som skalindgå i puljen.


Eurosystemets konsoliderede balance pr. 31. december 1999 (Millioner EUR)

Aktiver Balance pr. Balance pr.31. december 1999 1. januar 1999

1 Guld og tilgodehavender i guld

2 Tilgodehavender i fremmed valuta hosresidenter uden for euroområdet2.1 Tilgodehavender hos IMF2.2 Banktilgodehavender og værdipapirer,

eksterne lån og andre eksterne aktiver

3 Tilgodehavender i fremmed valuta hosresidenter i euroområdet

4 Tilgodehavender i euro hos residenter udenfor euroområdet4.1 Banktilgodehavender, værdipapirer og

lån4.2 Tilgodehavender i forbindelse med

udlånsfaciliteten i ERM2

5 Udlån til den finansielle sektors modparter ieuroområdet5.1 Primære markedsoperationer5.2 Lange markedsoperationer5.3 Finjusterende markedsoperationer5.4 Strukturelle markedsoperationer5.5 Marginal udlånsfacilitet5.6 Udlån til dækning af øgede

låneomkostninger5.7 Øvrige tilgodehavender

6 Værdipapirer i euro fra residenter ieuroområdet

7 Den offentlige gæld denomineret i euro

8 Andre aktiver

Aktiver i alt

99.565

29.511

201.494231.005

6.283

8.941

08.941

143.69624.6986.680

06.372

263.641

185.113

21.673

60.126

80.731

693.437

116.610

71.744

182.803254.547

14.412

6.050

06.050

161.98874.996

00

11.429

4041.276

250.093

23.513

59.180

81.899

806.304

Evt. uoverensstemmelser i totaler eller subtotaler skyldes afrundinger.


Passiver Balance pr. Balance pr.31. december 1999 1. januar 1999

1 Sedler i omløb

2 Forpligtelser i euro over for den finansiellesektors modparter i euroområdet2.1 Løbende poster (dækker

reservekravssystemet)2.2 Indlånsfacilitet2.3 Indskud med fast løbetid2.4 Finjusterende markedsoperationer2.5 Indskud til dækning af øgede

låneomkostninger

3 Udstedte gældsbeviser

4 Forpligtelser i euro over for andre residenter ieuroområdet 4.1 Staten4.2 Andre forpligtelser

5 Forpligtelser i euro over for residenter udenfor euroområdet

6 Forpligtelser i fremmed valuta over forresidenter i euroområdet

7 Forpligtelser i fremmed valuta over forresidenter uden for euroområdet7.1 Indskud, saldi og øvrige forpligtelser7.2 Forpligtelser i forbindelse med

udlånsfaciliteten i ERM2

8 Modpost til særlige trækningsrettigheder tildeltaf IMF

9 Øvrige passiver

10 Kursreguleringskonti

11 Kapital og reserver

Passiver i alt

342.194

84.428973

1.8860

1287.299

13.835

55.2793.075

58.354

9.972

595

3.314

03.341

5.765

58.070

60.083

53.956

693.437

374.976

114.8262.618

00

10117.454

7.876

57.5393.061

60.600

9.048

927

11.896

011.896

6.529

54.493

106.629

55.876

806.304


Afviklingsrisiko: En overordnet betegnelse, der bruges til at beskrive risikoen for, at afviklingi et system til overførsel af betalinger eller værdipapirer ikke forløber som forventet. Dennerisiko kan vedrøre både kredit- og likviditetsrisiko.

Auktioner: En tildelingsprocedure, som Eurosystemet anvender i sine almindelige markeds-operationer. Den udføres inden for en tidsramme på 24 timer og alle modparter, deropfylder de generelle kriterier for deltagelse, er berettigede til at indlevere bud.

Betalingsagent: En institution, der administrerer afviklingsprocessen (dvs. fastlæggelse afbetalingspositioner, overvågning af udvekslingen af betalinger osv.) for betalingssystemer, værdi-papirafviklingssystemer eller andre arrangementer, der kræver afvikling.

Betalingssystem (Funds transfer system eller FTS): Et formelt arrangement, baseret påprivate kontrakter eller skreven lov, med flere medlemmer, fælles regler og standardiseredearrangementer for overførsel og afvikling af betalinger mellem systemets medlemmer.

Bilateral procedure: En procedure, hvorved centralbanken handler direkte med en eller kunfå modparter, uden at gøre brug af auktionsprocedurer. Bilaterale procedurer omfatter opera-tioner udført via børser eller agenter på markedet.

Centralkurs over for euro: Den officielle valutakurs for de deltagende valutaer i ERM2 overfor euro, omkring hvilken udsvingsbåndene i ERM2 er defineret.

Dag-til-dag indskud: Dette instrument omfatter hovedsagelig de folio-/anfordringsindskud,som er fuldstændig konvertible (ved check eller lignende). Det omfatter også indskud, som kankonverteres på anfordring eller ved lukketid den følgende dag.

Delivery versus payment-system (eller DvP, levering mod betaling): En mekanisme i etværdipapirafviklingssystem, som sikrer, at endelig overførsel af et aktiv finder sted, hvis, ogkun hvis, den endelige overførsel af den tilhørende betaling samtidig har fundet sted. Aktiverinkluderer værdipapirer og andre finansielle instrumenter.

Direktionen: Et af Den Europæiske Centralbanks (ECBs) besluttende organer. Denomfatter formanden, næstformanden og fire andre medlemmer, der udnævnes af stats- ellerregeringscheferne i de medlemslande, der har indført euroen.

ECOFIN: Se EU-Rådet.

ECU (European Currency Unit): ECU var en valutakurv sammensat af en fast mængde afvalutaerne fra 12 af de 15 medlemslande.Værdien af ECU blev beregnet som et vægtet gennem-snit af de tolv komponentvalutaer. ECU blev erstattet af euro den 1. januar 1999 i forholdeten-til-en.

Effektive (nominelle/reale) valutakurser: Nominelle effektive valutakurser består af etvægtet gennemsnit af forskellige bilaterale valutakurser. Reale effektive valutakurser er nomi-nelle effektive valutakurser deflateret med et vægtet gennemsnit af udenlandske priser eller

Ordliste*

* Nummereringen af artikler og protokoller følger den nummerering, der anvændes i den traktat, som blev underskrevet i Amsterdam.


omkostninger i forhold til de indenlandske. Disse valutakurser er derfor udtryk for pris- elleromkostningsmæssig konkurrenceevne. Euroens nominelle effektive valutakurs beregnet afDen Europæiske Centralbank (ECB) er et geometrisk vægtet gennemsnit af euroens kursover for valutaerne for 13 af euroområdets handelspartnere.Vægtene er baseret på handlenmed færdigvarer med handelspartnerne i perioden 1995-97 og tager højde for tredjemarkeds-virkninger. Den reale effektive valutakurs for euro beregnes ved hjælp af nationale forbruger-prisindeks (det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) for euroområdet og andreEU-lande).

Egentlig transaktion: En transaktion, hvorved centralbanken køber eller sælger aktiver op tilderes udløb på markedet (spot eller termin).

Elektroniske penge (e-penge): Elektronisk opbevaring af betalingsbeløb på en teknisk anord-ning, der kan anvendes til at foretage betalinger til andre end udstederen af e-pengene, udennødvendigvis at involvere en bankkonto, men fungerende som et forudbetalt ihændehaverbevis(se også forudbetalingskort).

EONIA (euro overnight index average): Et mål for den effektive rente på dag-til-daginterbankmarkedet i euroområdet. Det beregnes som et vægtet gennemsnit af rentesatsernefor usikrede dag-til-dag kontrakter på indskud i euro, som indberettes af et panel af deltagendebanker.

ERM2: Valutakursmekanismen, som fastlægger rammerne for det valutakurspolitiske samarbejde mellem euroområdet og de øvrige EU-lande fra starten af tredje fase af DenØkonomiske og Monetære Union. Medlemskab er frivilligt. Ikke desto mindre forventesmedlemslande med dispensation at tilslutte sig mekanismen. På nuværende tidspunkt deltagerden danske krone og den græske drakme i ERM2 med et udsvingsbånd omkring centralkursenover for euro på henholdsvis ±2,25 pct. og ±15 pct. Intervention på grænserne af standard-udsvingsbåndet eller det mere snævre udsvingsbånd foregår i princippet automatisk ogubegrænset med meget kortfristet finansiering. ECB og de deltagende centralbanker uden foreuroområdet kan dog suspendere den automatiske intervention, hvis dette strider mod hoved-målet om fastholdelse af prisstabilitet.

EURIBOR (euro interbank offered rate): Den rente, hvor en bank er villig til at låne eurotil en anden bank. EURIBOR beregnes dagligt for interbankindskud med en løbetid på 1 uge og1-12 måneder som et gennemsnit af de daglige salgskurser i et repræsentativt panel af solideog kreditværdige banker og afrundet til tre decimaler.

Euro: Navnet på den fælles valuta, som blev vedtaget af Det Europæiske Råd på mødet iMadrid den 15. og 16. december 1995. Euro anvendes i stedet for fællesbetegnelsen ECU(European Currency Unit), der er anvendt i traktaten.

Euro Banking Association (EBA): En interbankorganisation, der er undersøgelses- ogdiskussionsforum for spørgsmål af interesse for medlemmerne, især spørgsmål vedrørendebrug af euroen og afvikling af transaktioner i euro. Der er inden for EBA oprettet en clearing-virksomhed (ABE Clearing, Société par Action Simplifiée à capital variable) med det formål atadministrere euro-clearingsystemet fra 1. januar 1999. Euro-clearingsystemet (Euro 1) er efter-følgeren til ECU-clearing- og afviklingssystemet.


Euroområdet: Det område, der dækker de medlemslande, der i overensstemmelse medtraktaten har indført euro som fælles valuta, og som fører en fælles pengepolitik gennem Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd. Euroområdet omfatter Belgien, Finland,Frankrig, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien,Tyskland og Østrig.

Europa-Kommissionen: Den institution under Det Europæiske Fællesskab, som skal sikre, attraktatens bestemmelser gennemføres, at der tages initiativer inden for Fællesskabets politik-områder, at der fremsættes forslag til Fællesskabets lovgivning, og som har magtbeføjelser indenfor specifikke områder. På det økonomisk-politiske område foreslår Kommissionen generelleretningslinjer for den økonomiske politik i Fællesskabet og rapporterer til EU-Rådet ommedlemslandenes økonomiske udvikling og politik. Kommissionen overvåger de offentligefinanser inden for rammerne af multilateral overvågning og fremlægger rapporter for Rådet.Den består af 20 medlemmer, herunder to fra Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien ogTyskland, samt et fra hvert af de øvrige medlemslande. Eurostat er ansvarlig for udarbejdelsenaf Fællesskabets statistikker.

Europa-Parlamentet: Består af 626 repræsentanter for borgerne i medlemslandene. Det eren del af den lovgivende proces, men med forskellige rettigheder afhængig af, hvilken procedurelovgivningen vedtages under. Inden for rammerne af Den Økonomiske Monetære Union(ØMU) bliver Parlamentet primært konsulteret. Traktaten foreskriver dog en række procedurer for Den Europæiske Centralbanks (ECBs) demokratiske ansvarlighed over forParlamentet (fremlægning af årsberetning, generel debat om den monetære politik, høringer ide kompetente parlamentsudvalg).

Europæiske Centralbank, Den (ECB): ECB er kernen i Det Europæiske System afCentralbanker (ESCB), og Eurosystemet og er en juridisk person i henhold til fælles-skabsretten. Den sikrer, at de opgaver, der pålægges Eurosystemet og ESCB, gennemføresenten i kraft af egne aktiviteter i henhold til statutten for Det Europæiske System af Central-banker og Den Europæiske Centralbank eller gennem de nationale centralbanker.

Europæiske Monetære Institut, Det (EMI): EMI var en midlertidig institution, som blevetableret ved starten af anden fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU)(1. januar 1994). EMIs to hovedopgaver var (i) at styrke samarbejdet mellem centralbankerneog den pengepolitiske koordinering, og (ii) at foretage de nødvendige forberedelser til etable-ringen af Det Europæiske System af Centralbanker, til udførelsen af den fælles pengepolitikog til oprettelsen af den fælles valuta i tredje fase. EMI ophørte med at eksistere, da DenEuropæiske Centralbank (ECB) blev oprettet den 1. juni 1998.

Europæiske Nationalregnskabssystem 1995, Det (ENS95): Et system af ensartede stati-stiske definitioner og klassifikationer med henblik på en harmoniseret kvantitativ beskrivelse afmedlemslandenes økonomier. ENS er Fællesskabets udgave af FNs nationalregnskabssystem1993. ENS95 er en ny udgave af det europæiske system, og gennemførelsen påbegyndtes i løbetaf 1999 i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2223/96.

Europæiske Råd, Det: Sikrer den nødvendige drivkraft i udviklingen af Den EuropæiskeUnion og definerer de generelle politiske retningslinjer for Unionen. Det Europæiske Råd samler stats- og regeringscheferne i medlemslandene og formanden for Europa-Kommissionen (se også EU-Rådet).

Europæiske System af Centralbanker, Det (ESCB): ESCB består af Den EuropæiskeCentralbank (ECB) og de nationale centralbanker i alle 15 medlemslande, dvs. det omfatter,


ud over medlemmerne af Eurosystemet, de nationale centralbanker i de medlemslande, derikke indførte euroen ved starten af tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union(ØMU). ESCB er underlagt ECBs Styrelsesråd og Direktion og, som et tredje besluttendeorgan i ECB, Det Generelle Råd.

Eurostat: Se Europa-Kommissionen.

Eurosystemet: Omfatter Den Europæiske Centralbank (ECB) og de nationale central-banker i medlemslandene, der har indført euroen i tredje fase af Den Økonomiske ogMonetære Union (ØMU) (se også euroområdet). Eurosystemet består på nuværende tidspunkt af 11 nationale centralbanker. Eurosystemet er underlagt ECBs Styrelsesråd ogDirektion.

Eurosystemets valutalikviditetsstilling: Eurosystemets valutareserver og andre tilgode-havender og passiver i udenlandsk valuta, herunder positioner over for residenter i euroom-rådet, fx indskud i udenlandsk valuta i pengeinstitutter i euroområdet.

Eurosystemets valutareserver: Euroområdets reserve består af Eurosystemets reserver,dvs. Den Europæiske Centralbanks (ECBs) reserver og reserverne i de nationale central-banker i de deltagende medlemslande. Reserveaktiverne skal: (i) være under den relevantemonetære myndigheds effektive kontrol, det være sig ECB eller den nationale centralbank i etaf de deltagende medlemslande, og (ii) vedrøre stærkt likvide, omsættelige og kreditværdigetilgodehavender denomineret i udenlandsk valuta (ikke euro) hos residenter uden for euro-området, plus guld, særlige trækningsrettigheder og deltagende nationale centralbankers reser-vestilling over for Den Internationale Valutafond.

EU-Rådet: En institution i Det Europæiske Fællesskab. EU-Rådet består af repræsentanter formedlemslandenes regeringer, normalt de ministre, som er ansvarlige for de emner, der drøftes(derfor kaldes det ofte Ministerrådet). Når EU-Rådet er sammensat af økonomi- og finans-ministre, kaldes det ECOFIN-rådet. Derudover kan EU-Rådet være sammensat af stats- ellerregeringschefer. Se også Det Europæiske Råd.

Finjusterende markedsoperation: En ikke-regelmæssig markedsoperation udført afEurosystemet, primært for at klare uventede likviditetsudsving i markedet.

Fjernadgang (til et interbankafviklingssystem): En facilitet, hvor et kreditinstitut etab-leret i et land („hjemlandet“) har direkte adgang til et interbankafviklingssystem etableret iet andet land („værtslandet“) og til det formål har en konto i eget navn i centralbanken i værts-landet til afregninger, uden at kreditinstituttet nødvendigvis har en filial i værtslandet.

Forudbetalingskort: Et forudbetalingskort kan anvendes til en lang række formål, og harpotentiale til at kunne anvendes både nationalt og internationalt, men undertiden kan anven-delsen være begrænset til et bestemt område. Genopladelige forudbetalingskort betegnes ogsåsom elektroniske penge (se også elektroniske penge (e-penge)).

Generelle Råd, Det: Et af Den Europæiske Centralbanks (ECBs) besluttende organer. Detomfatter formanden og næstformanden for ECB og centralbankcheferne i alle 15 central-banker i EU.

Genkøbsforretning: En forretning, hvorved et aktiv sælges, mens sælgeren samtidig opnår retog pligt til at genkøbe det til en aftalt pris på et senere tidspunkt eller på forlangende. En sådan


forretning er magen til låntagning mod sikkerhedsstillelse med undtagelse af, at sælger ikkebeholder ejendomsretten til værdipapirerne. Eurosystemet anvender genkøbsforretningermed en fast løbetid i sine genkøbstransaktioner. Genkøbstransaktioner er omfattet af M3, hvis sælgeren er en Monetær Finansiel Institution (MFI) og modparten en ikke-MFI ieuroområdet. I henhold til Den Europæiske Centralbanks (ECBs) forordning vedrørendeden konsoliderede balance for sektoren for monetære finansielle institutioner (ECB/1998/16)klassificeres genkøbsforretninger som indskudspassiver, da de ikke kan omsættes. Genkøbs-forretninger er dog ikke omfattet af M2, da genkøbstransaktioner i højere grad kan erstattes iforbindelse med kortfristede værdipapirer end i forbindelse med indskud med en aftalt løbetideller indskud med opsigelsesvarsel.

Genkøbstransaktion: En operation, hvor centralbanken køber eller sælger aktiver under engenkøbsforretning eller udfører kreditoperationer imod sikkerhedsstillelse.

Gælds-/underskudsjustering: Forskellen mellem det offentlige underskud og ændringen i denoffentlige gæld. Justeringen kan fx skyldes ændringer i offentlige finansielle aktiver, en ændringi andre ministeriers offentlige gæld eller statistiske justeringer.

Gældskvotient: Et af de fiskale konvergenskriterier nævnt i traktatens artikel 104, stk. 2.Defineres som „den andel, som den offentlige gæld udgør af bruttonationalproduktet i markeds-priser“, hvor den offentlige gæld er defineret i traktatens protokol nr. 20 (der omfatter proce-duren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud) som „den samlede bruttogæld tilpålydende værdi, der er udestående ved årets afslutning, og som er konsolideret mellem og inden forsektorerne i den offentlige sektor“. Den offentlige sektor er defineret i Det EuropæiskeNationalregnskabssystem 1995 (ENS95).

Harmoniseret forbrugerprisindeks (HICP): HICP er det mål for priserne, som Den Europæiske Centralbanks (ECBs) Styrelsesråd anvender med henblik på at vurdere pris-stabilitet. For at opfylde kravet i traktaten om et forbrugerprisindeks beregnet på et sammen-ligneligt grundlag, der tager hensyn til forskelle i nationale definitioner, udarbejdede Europa-Kommissionen (Eurostat) HICP i tæt samarbejde med de nationale statistikmyndigheder ogDet Europæiske Monetære Institut og senere hen Den Europæiske Centralbank.

Hurtig auktion: Den auktionsprocedure, som Eurosystemet anvender til finjusterendemarkedsoperationer. Hurtige auktioner udføres inden for 1 time og er indskrænket til etbegrænset antal modparter.

Indlånsfacilitet: En stående facilitet i Eurosystemet, som modparter kan anvende tildag-til-dag indskud i en national centralbank, og som forrentes til en forud fastsat rente.

Indskud med aftalt løbetid: Denne kategori af instrumenter består hovedsagelig af indskudmed en aftalt løbetid, som enten ikke kan konverteres før forfaldsdagen eller kun mod et straf-gebyr afhængig af national praksis. Den omfatter også visse ikke-omsættelige gældsinstru-menter, fx ikke-omsættelige (detail) indskudsbeviser. Indskud med en aftalt løbetid på op til 2år indgår i M2 (og dermed M3), mens indskud med en aftalt løbetid på over 2 år indgår isektoren for Monetære Finansielle Institutioners (MFIers) (ikke-monetære) langfristedefinansielle passiver.

Indskud med opsigelsesvarsel: Denne kategori består af opsparingsindskud med et fast opsi-gelsesvarsel, hvorefter midlerne kan hæves. Det er i visse tilfælde muligt at hæve et fast beløbi en given periode eller hæve midlerne tidligere mod et strafgebyr. Indskud med et opsigelses-


varsel på op til 3 måneder indgår i M2 (og dermed M3), mens indskud med et længere opsi-gelsesvarsel indgår i sektoren for Monetære Finansielle Institutioners (MFIers)(ikke-monetære) langfristede finansielle passiver.

Interbankbetalingssystem: Et betalingssystem, hvor de fleste (eller alle) medlemmer erkreditinstitutter.

Interlinking-mekanismen: Et af elementerne i TARGET. Udtrykket betegner infrastruk-turen og procedurerne, som sammenkobler indenlandske RTGS-systemer med hinanden forat muliggøre grænseoverskridende betalinger inden for TARGET.

Kapitalbalancen over for resten af verden, netto: Den statistiske opgørelse over værdienog sammensætningen af en økonomis beholdning af finansielle aktiver eller fordringer over forresten af verden minus økonomiens finansielle passiver over for resten af verden.

Kapitaloverførsler: Disse omfatter: (i) grænseoverskridende overførsler vedrørende ejerskabaf materielle aktiver, (ii) grænseoverskridende overførsler af midler forbundet med, ellerbetinget af, erhvervelse eller afhændelse af materielle aktiver og (iii) kreditorers annullering afgrænseoverskridende passiver uden modtagelse af modydelser. Kapitaloverførsler kan være iform af kontanter eller andet (fx eftergivelse af gæld).

Konsolideret MFI-balance: Den konsoliderede balance for Monetære Finansielle Institu-tioner (MFIer) fås ved at modregne inter-MFI-positioner på den aggregerede MFI-balance (fxinter-MFI-lån og pengemarkedsforeningers indskud i MFIer). Den indeholder oplysninger omMFI-sektorens aktiver og passiver over for residenter i euroområdet, der ikke tilhører dennesektor (den offentlige sektor og andre residenter i euroområdet) og over for residenter udenfor euroområdet. Den konsoliderede balance udgør den primære statistikkilde til beregning afpengemængdemålene i og den danner desuden grundlag for en regelmæssig analyse af M3smodposter.

Konvergensprogram: Se (Stabilitetsprogram)

Korrespondentbankvirksomhed: En ordning, hvor et kreditinstitut udfører betalinger ogandre ydelser for et andet kreditinstitut. Betalinger mellem korrespondentbanker udføres oftegennem gensidige konti (såkaldte nostro- og loro-konti), til hvilke der kan være knyttet ståendekreditfaciliteter. Korrespondentbankydelser foregår hovedsagelig på tværs af landegrænser. Enloro-konto er en korrespondentbanks konto på vegne af en udenlandsk bank. Den udenlandskebank betragter kontoen som en nostro-konto.

Korrespondentcentralbankmodel (CCBM): En model oprettet af Det EuropæiskeSystem af Centralbanker (ESCB), så modparter kan overføre godkendte aktiver somsikkerhed på tværs af grænserne. I korrespondentcentralbankmodellen opbevarer de nationalecentralbanker værdipapirer for hinanden. Det medfører, at hver national centralbank har enværdipapirkonto i værdipapiradministrationen for hver af de andre nationale centralbanker (ogfor Den Europæiske Centralbank (ECB)).

Kredit til residenter i euroområdet: Et bredt mål for Monetære Finansielle Institutioner(MFIer) finansiering af residenter i euroområdet, som ikke er MFIer (herunder den offentligeog private sektor). Definitionen omfatter (i) lån og (ii) MFIernes værdipapirbeholdninger.Sidstnævnte omfatter aktier og obligationer udstedt af residenter i euroområdet, som ikke erMFIer. Da værdipapirer kan betragtes som en alternativ finansieringskilde i forhold til lån, og da


visse lån kan omdannes til værdipapirer og omsættes, giver denne definition mere nøjagtigeoplysninger om MFI-sektorens samlede finansiering til økonomien end en snæver definition,som kun omfatter lån.

Kreditinstitut: Et institut omfattet af definitionen i artikel 1 i Rådets første direktiv omsamordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut(77/780/EØF), dvs. „et foretagende, hvis virksomhed består i fra offentligheden at modtageindlån eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning“.

Langfristet markedsoperation: En regelmæssig markedsoperation udført af Euro-systemet i form af genkøbstransaktioner. Langfristede markedsoperationer udføres gennemmånedlige auktioner og har en løbetid på 3 måneder.

Løbende overførsler: Andre overførsler end kapitaloverførsler, som indvirker direkte på dendisponible indkomst for afsenderen eller modtageren i euroområdet.

M1, M2, M3: Se Pengemængdemål.

Marginal udlånsfacilitet: En stående facilitet i Eurosystemet, som modparter kan brugetil at modtage dag-til-dag kredit fra en national centralbank mod en forudfastsat rente.

Markedsoperation: En operation, der udføres på centralbankens initiativ på finansmarke-derne, og som involverer en af følgende transaktioner: (i) Egentligt køb eller salg af aktiver(spot eller termin), (ii) køb eller salg af aktiver i henhold til en genkøbsforretning, (iii) udlåneller indlån mod underliggende aktiver som sikkerhed, (iv) udstedelse af centralbankgældsbe-viser, (v) modtagelse af aftaleindskud eller (vi) valutaswaps mellem indenlandsk og udenlandskvaluta.

Modpart: Den anden part i en finansiel transaktion (fx en transaktion med centralbanken).

Monetære Finansielle Institutioner (MFIer): Finansielle institutioner, som udgør denpengeudstedende sektor i euroområdet. De omfatter Eurosystemet, kreditinstitutter, derer residenter i euroområdet som defineret i fællesskabsretten, samt alle øvrige finansielle insti-tutioner, som modtager indskud og/eller nære substitutter for indskud fra enheder, undtagenMFIer, for egen regning (i det mindste økonomisk set), for at yde kredit og/eller investerer iværdipapirer. Sidstnævnte gruppe består hovedsagelig af pengemarkedsforeninger. Ultimo 1999var der 9.443 MFIer i euroområdet (12 centralbanker, 7.906 kreditinstitutter, 1.517 pengemar-kedsforeninger og 8 andre finansielle institutioner).

Nettoafviklingssystem: Et betalingssystem, hvor betalinger afregnes netto på bilateral ellermultilateral basis.

Offentlige sektor, Den: Består af staten, regionale og lokale myndigheder samt sociale kasserog fonde som defineret i Det Europæiske Nationalregnskabssystem 1995 (ENS95).

Payment versus payment (PvP, eller betaling mod betaling): En mekanisme i et valutaaf-viklingssystem, som sikrer, at en endelig overførsel af en valuta finder sted, hvis, og kun hvis,endelig overførsel af den anden valuta eller de andre valutaer finder sted.


Pengemængdemål: Et pengemængdemål kan defineres som sedler og mønter i omløb plusfinansielle institutioners udeståender af visse passiver med en høj grad af „pengepræg“ (ellerlikviditet i bred forstand). Det snævre pengemængdemål, M1, er defineret af Eurosystemetsom sedler og mønter i omløb plus euroområdets residenters beholdninger (undtagen staten)af dag-til-dag indskud i pengeudstedende institutioner i euroområdet. PengemængdemåletM2 omfatter M1 plus indskud med en aftalt løbetid på op til 2 år og indskud med et opsigel-sesvarsel på op til 3 måneder. Det brede pengemængdemål, M3, omfatter M2 plus genkøbs-forretninger, aktier/andele i pengemarkedsforeninger, pengemarkedspapirer og obligationermed en løbetid på op til 2 år. Styrelsesrådet har meddelt en referenceværdi for væksten i M3(se også referenceværdi for pengemængdevækst).

Primær balance: Offentlig nettolåntagning eller nettoudlån, ekskl. rentebetalinger på konso-liderede offentlige passiver.

Primær markedsoperation: Eurosystemets regelmæssige markedsoperation i form af engenkøbstransaktion. Primære markedsoperationer udføres gennem ugentlige auktioner oghar en løbetid på 2 uger.

Prisstabilitet: Styrelsesrådet har offentliggjort en kvantitativ definition af prisstabilitet medhenblik på at opstille klare retningslinjer for forventningerne om prisudviklingen i fremtiden.Styrelsesrådet definerer prisstabilitet som en år-til-år stigning i det harmoniserede forbru-gerprisindeks (HICP) for euroområdet på under 2 pct. Prisstabilitet skal i henhold tildenne definition fastholdes på mellemlangt sigt for derved at afspejle en fremadskuende orien-tering på mellemlangt sigt af pengepolitikken. Definitionen skitserer en øvre grænse for denmålte inflationstakt, og den samtidige anvendelse af ordet „stigning“ signalerer, at deflation, dvs.en langvarig nedgang i HICP, ikke er i overensstemmelse med prisstabilitet.

Redenominering af værdipapirer: I snæver forstand er et værdipapirs denominering denvaluta, i hvilken værdipapirets pariværdi er udtrykt (i de fleste tilfælde den pålydende værdi afet værdipapir). Redenominering er en procedure, hvorved et værdipapirs oprindelige denomi-nering i national valuta ændres til euro ved hjælp af den uigenkaldeligt fastlåste omregnings-kurs.

Referenceperiode: Perioder fastlagt i traktatens protokol nr. 2, i henhold til hvilken landenesfremskridt mod konvergens skal måles.

Referenceværdi for budgetstilling:Traktatens protokol nr. 20 om proceduren i forbindelsemed uforholdsmæssigt store underskud fastlægger specifikke referenceværdier for den offent-lige underskudskvotient (3 pct. af BNP) og gældskvotient (60 pct. af BNP) (se stabilitets-og vækspagten).

Referenceværdi for pengemængdevækst: Styrelsesrådet tildeler pengemængden en frem-trædende rolle i sin politik, hvilket indebærer, at pengemængdemålene og deres modposteranalyseres grundigt med hensyn til deres informationsindhold om den fremtidige prisudvikling.Dette signaleres ved at meddele en referenceværdi for væksten i pengemængdemålet M3.Denne referenceværdi udledes på en måde, som er konsistent med og bidrager til opnåelse afStyrelsesrådets definition af prisstabilitet på basis af antagelser på mellemlangt sigtvedrørende trenden i væksten i realt BNP og i M3s omløbshastighed. Betydelige eller langva-rige afvigelser i M3s vækst fra referenceværdien signalerer under normale omstændighedertrusler mod prisstabiliteten på mellemlangt sigt. En referenceværdi forpligter dog ikke Styrel-sesrådet til mekanistisk at korrigere for afvigelser i M3s vækst fra referenceværdien.


Repo-operation: En likviditetsskabende genkøbstransaktion baseret på en genkøbsfor-retning.

Reservegrundlag: Summen af de balanceposter (især passiver), der udgør grundlaget forberegningen af et kreditinstituts reservekrav.

Reservekoeffcient: Den koefficient, der er defineret af centralbanken for hver kategori afbalanceposter inkluderet i reservegrundlaget. Koefficienterne bruges til at beregne reser-vekravene.

Reservekrav: Kravet om, at institutter har reserver i centralbanken. Inden for rammerne afEurosystemets reservekravssystem beregnes reservekravet for et kreditinstitut ved atmultiplicere reservekoefficienten for hver kategori af poster i reservegrundlaget medbeløbet for de tilsvarende poster i instituttets balance. Desuden kan institutter fratrække etstandardfradrag fra reservekravet.

Reservekravsperiode: Den periode, for hvilken overholdelse af reservekravene beregnes.Eurosystemets reservekravsperiode er én måned, der starter den 24. i måneden og slutterden 23. i den følgende måned.

RTGS-system (realtidsbruttoafviklingssystem): Et afviklingssystem, hvor betalingsordrerudføres enkeltvis som de opstår (uden netting), og som sørger for afvikling i real tid (kontinu-erligt). Se også TARGET.

Sammenkobling mellem værdipapirafviklingssystemer: Procedurer og arrangementermellem to værdipapirafviklingssystemer for grænseoverskridende overførsler af værdipa-pirer i kontoform mellem forskellige værdipapirafviklingssystemer.

Sedler og mønter i omløb: Sedler og mønter i omløb, som generelt bruges til betalinger.Omfatter sedler udstedt af Eurosystemet og andre Monetære Finansielle Institutioner(MFIer) i euroområdet (i Irland og Luxembourg) samt mønter udstedt af Euroystemet ogstaten. Sedler og mønter i omløb indgår i M3 som nettobegreb, dvs. det henviser kun til sedlerog mønter i omløb udenfor MFI-sektoren (som angivet i den konsoliderede MFI-balance,hvilket betyder, at sedler og mønter udstedt men holdt af MFIer – „kontantbeholdningen“ – erfratrukket). Sedler og mønter i omløb omfatter hverken centralbankens beholdning af egnesedler (da de ikke er udstedt) eller jubilæumsmønter, der ikke sædvanligvis anvendes til beta-linger.

Sikkerhed: Aktiver, der stilles som sikkerhed for tilbagebetaling af de kortfristede lån, somkreditinstitutter optager i centralbankerne, såvel som aktiver solgt til centralbankerne afkreditinstitutter i forbindelse med genkøbsforretninger.

Stabilitets- og vækstpagten: Består af Det Europæiske Råds to forordninger om styrkelseaf overvågningen af budgetstillinger samt overvågningen og koordineringen af økonomiskepolitikker og om fremme og klarlæggelse af gennemførelsen af proceduren i forbindelse meduforholdsmæssigt store underskud samt om Det Europæiske Råds resolution om stabilitets- ogvækstpagten, der blev vedtaget i Amsterdam den 17. juni 1997. Hensigten er, at den skal fungeresom middel til at sikre sunde offentlige finanser i tredje fase af Den Økonomiske og Mone-tære Union (ØMU) med henblik på at styrke betingelserne for prisstabilitet og kraftig bære-dygtig vækst, der fremmer jobskabelsen. Mere specifikt kræves budgetstillinger tæt på balanceeller i overskud som målet på mellemlangt sigt for medlemslandene, så de kan klare normale


konjunkturudsving, samtidig med at det offentlige underskud holdes under referenceværdienpå 3 pct. af BNP. I overensstemmelse med stabilitets- og vækspagten fremlægger lande, derdeltager i ØMU, stabilitetsprogrammer, mens ikke-deltagende lande fortsætter med at udar-bejde konvergensprogrammer.

Stabilitetsprogrammer: De deltagende medlemslandes planer og antagelser på mellemlangtsigt vedrørende udviklingen i vigtige økonomiske variabler med henblik på at opnå målet påmellemlangt sigt om en budgetstilling tæt på balance eller i overskud som angivet i stabilitets-og vækstpagten. Hvad angår budgetstillinger, fremhæves foranstaltninger med henblik på atkonsolidere budgetbalancer samt underliggende økonomiske scenarier. Stabilitetsprogram-merne skal ajourføres årligt. De gennemgås af Europa-Kommissionen og Det Økonomiskeog Finansielle Udvalg. Deres rapporter danner grundlag for ECOFIN-rådets vurdering ogfokuserer især på, hvorvidt budgetmålet i programmet på mellemlangt sigt giver en tilstrækkeligsikkerhedsmargin, således at et uforholdsmæssigt stort underskud undgås. Lande uden foreuroområdet skal indsende årlige konvergensprogrammer i overensstemmelse med stabili-tets- og vækstpagten.

Standardfradrag: Et fast beløb, som et institut kan trække fra i beregningen af sit reserve-krav inden for Eurosystemets reservekravssystem.

Store betalinger: Betalinger, generelt af meget store beløb, som især udveksles mellem bankereller finansielle markedsdeltagere, og som normalt kræver hurtig og rettidig afregning.

Styrelsesrådet: Et af Den Europæiske Centralbanks (ECBs) besluttende organer. Detomfatter samtlige medlemmer af ECBs Direktion samt centralbankcheferne i de medlems-lande, der har indført euroen.

Stående facilitet: En centralbankfacilitet, som modparter har adgang til på eget initiativ.Eurosystemet tilbyder to stående dag-til-dag faciliteter: Den marginale udlånsfacilitet ogindlånsfaciliteten.

Tabsfordelingsregel (eller tabsfordelingsaftale): En aftale mellem deltagere i et betalings-eller afviklingssystem vedrørende fordelingen af tab, der opstår, når en eller flere af deltagerneikke er i stand til at opfylde sine forpligtelser. Arrangementet foreskriver, hvorledes tabet vilblive fordelt mellem de berørte parter i tilfælde af, at aftalen aktiveres.

TARGET (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer):TARGET-systemet består af et RTGS-system i hvert af de 15 EU-lande og Den EuropæiskeCentralbanks (ECBs) betalingsmekanisme. De indenlandske RTGS-systemer og ECBs beta-lingsmekanisme er sammenkoblet i henhold til fælles procedurer (Interlinking) for at gøre detmuligt at flytte grænseoverskridende overførsler i hele EU fra et system til et andet.

Traktaten: Refererer til den traktat, som er grundlaget for Det Europæiske Fællesskab.Trak-taten blev underskrevet i Rom den 25. marts 1957 og trådte i kraft den 1. januar 1958. Veddenne traktat (ofte benævnt „Rom-traktaten“) etableredes Det Europæiske ØkonomiskeFællesskab (EØF). Traktaten, som danner grundlag for Den Europæiske Union, blev under-skrevet i Maastricht den 7. februar 1992 og trådte i kraft den 1. november 1993. Den omtalesofte som „Maastricht-traktaten“ og ændrede „Rom-traktaten“, som nu betegnes som dentraktat, der etablerede Det Europæiske Fællesskab. Traktaten om Den Europæiske Union erændret med „Amsterdam-traktaten“, som blev underskrevet i Amsterdam den 2. oktober 1997og trådte i kraft den 1. maj 1999.


Udsendelse på forhånd: Levering af sedler og/eller mønter i euro til visse målgrupper (fxbanker, detailforretninger, pengetransportvirksomheder, automatindustrien, offentligheden) før2002.

Underskudskvotient: Et af de fiskale konvergenskriterier nævnt i traktatens artikel 104, stk.2. Defineres som: „Den procentdel, som det forventede eller faktiske offentlige underskud udgør afbruttonationalproduktet“ i markedspriser. Det offentlige underskud er defineret i traktatensprotokol nr. 20 (der omhandler proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store under-skud) som „offentlig nettolåntagning“. Den offentlige sektor er defineret i Det EuropæiskeNationalregnskabssystem 1995 (ENS95).

Valutakursjustering: En ændring i centralkursen for en valuta, som deltager i et valutasystemmed en fast, men justerbar kurs. I ERM2 består en valutakursjustering af en ændring ieuro-centralkursen.

Valutaswap: En samtidig spot- og terminsforretning af én valuta imod en anden. Euro-systemet kan i sine pengepolitiske operationer udføre markedsoperationer i form af valu-taswaps, hvor de nationale centralbanker (eller Den Europæiske Centralbank (ECB)) køber(eller sælger) euro spot imod en udenlandsk valuta og samtidig sælger (eller køber) den tilbagepå termin.

Værdipapirafviklingssystem: Et system, hvorved værdipapirer kan overføres med eller udenbetaling.

Værdipapircentral (VP): Enhed, der holder værdipapirer, og som muliggør værdipapirhandleri elektronisk form. Fysiske værdipapirer kan transformeres til dematerialiserede værdipapirer(dvs. så de kun eksisterer som elektroniske registreringer). Ud over opbevaring og forvaltningaf værdipapirer (fx ydelser i forbindelse med udstedelse og indfrielse) kan en værdipapircentralogså have clearing- og afviklingsfunktioner.

Økonomisk og Monetær Union (ØMU): Traktaten beskriver processen hen imod skabelsenaf en økonomisk og monetær union i EU i tre faser. Første fase af ØMU startede i juli 1990 ogsluttede 31. december 1993. Fasen var hovedsagelig karakteriseret ved afvikling af alle barriererfor kapitalens fri bevægelighed inden for Den Europæiske Union.Anden fase af ØMU begyndte1. januar 1994. I denne fase blev bl.a. EMI oprettet, forbuddet mod monetær finansiering ogprivilegeret adgang til finansielle institutter for den offentlige sektor trådte i kraft, og landeneskulle tilstræbe at undgå uforholdsmæssigt store budgetunderskud. Tredje fase startede 1.januar 1999 og, i henhold til en beslutning i overensstemmelse med traktatens artikel 121, stk.4, med afgivelse af den pengepolitiske kompetence til Eurosystemet og indførelsen af euroen.

Økonomiske og Finansielle Udvalg, Det: Et rådgivende fællesskabsorgan oprettet vedstarten af tredje fase, da Den Monetære Komité blev opløst. Medlemslandene,Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) udnævner hver højst tomedlemmer af udvalget. Traktatens artikel 114, stk. 2, indeholder en liste over Det Økono-miske og Finansielle Udvalgs opgaver, herunder en gennemgang af den økonomiske og finansi-elle situation i medlemslandene og Fællesskabet.

ØMU: Se Økonomisk og Monetær Union.


Kronologisk oversigt over Eurosystemets pengepolitiske tiltag

22. december 1998

ECBs Styrelsesråd beslutter, at Eurosystemetsførste primære markedsoperation skal væreen auktion til fast rente med en rentesats på3,0 pct., som forventes at blive fastholdt i dennærmeste fremtid. Operationen påbegyndesden 4. januar 1999, og beslutningen om tilde-ling træffes den 5. januar 1999 med afviklingden 7. januar 1999. Desuden annonceres denførste langfristede markedsoperation den 12.januar 1999 (med afvikling den 14. januar1999). Den gennemføres i form af en auktiontil variabel rente gennem en tildelingsproce-dure med en rentesats.

Styrelsesrådet beslutter endvidere at fast-sætte rentesatsen for den marginale udlånsfa-cilitet til 4,5 pct. og rentesatsen for indlånsfa-ciliteten til 2,0 pct. ved tredje fases start. dvs.den 1. januar 1999. Som en overgangsforan-staltning mellem den 4. og 21. januar 1999fastsættes rentesatsen for den marginaleudlånsfacilitet til 3,25 pct. og rentesatsen forindlånsfaciliteten til 2,75 pct. Styrelsesrådetagter at ophæve denne overgangsforanstalt-ning efter sit møde den 21. januar 1999.

31. december 1998

I overensstemmelse med artikel 109I, stk. 4, itraktaten om oprettelse af Det EuropæiskeFællesskab, vedtager Rådet, der træfferafgørelse med enstemmighed blandt EU-medlemslandene uden dispensation, på forslagaf Kommissionen og efter høring af ECB deuigenkaldeligt fastlåste omregningskurser foreuroen, der skal træde i kraft den 1. januar1999, kl. 00.00 (lokal tid).

Ministrene fra eurolandene, ECB og mini-strene og centralbankcheferne fra Danmarkog Grækenland beslutter, i en fælles proce-dure, der involverer Europa-Kommissionenog efter høring af Den Monetære Komité, atfastlåse centralkursen over for euro for devalutaer, der deltager i valutakursmeka-

nismen, som træder i kraft den 1. januar 1999.I forlængelse af denne beslutning om central-kurser for euroen fastlægger ECB, DanmarksNationalbank og Bank of Greece i enighed deobligatoriske interventionskurser for dendanske krone og den græske drakme. For dendanske krone gælder et udsvingsbånd på +/-2,25 pct. omkring dens centralkurs over foreuroen. For den græske drakme gælder stan-dardudsvingsbåndet på +/-15 pct. omkringdens centralkurs over for euroen.

7. januar 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter, at de to primæremarkedsoperationer, der annonceres hen-holdsvis den 11. og den 18. januar 1999, skalvære underlagt de samme betingelser somden første primære markedsoperation, derblev afviklet den 7. januar 1999, dvs. auktionertil fast rente med en rentesats på 3 pct.

12. januar 1999

Efter mødet i ECBs Styrelsesråd den 22.december 1998 meddeler ECB, at Eurosyste-mets første langfristede markedsoperationervil blive udført som auktioner til variabelrente med en enkelt rentesats for tildelingen.Med henblik på indkøring af de langfristedemarkedsoperationer udføres den førstesådanne operation i form af parallelle aukti-oner med tre forskellige afviklingsdatoer,nemlig den 25. februar, 25. marts og 29. april1999. Endvidere meddeler ECB, at tildelingenfor hver af disse parallelle auktioner bliver€15 milliarder. Tildelingen for de efterføl-gende langfristede markedsoperationer i deførste tre måneder af 1999 vil også udgøre€15 milliarder pr. operation.


21. januar 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter at vende tilbagetil de rentesatser for Eurosystemets tostående faciliteter, som det fastsatte vedindledningen til tredje fase, dvs. en rentesatsfor den marginale udlånsfacilitet på 4,5 pct. ogen rentesats på 2,0 pct. for indlånsfaciliteten,med virkning fra 22. januar 1999. Desudenbeslutter Styrelsesrådet, at de to primæremarkedsoperationer til afvikling henholdsvisden 27. januar og 3. februar 1999 skal væreunderlagt de samme betingelser som deførste tre primære markedsoperationer, derblev afviklet tidligere i januar, dvs. auktioner tilfast rente med en rentesats på 3,0 pct.

4. februar 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter, at de primæremarkedsoperationer til afvikling den 10. og17. februar 1999 skal være underlagt desamme betingelser som de første primæremarkedsoperationer, som blev afviklet tidli-gere på året, dvs. auktioner til fast rente meden rentesats på 3,0 pct. Desuden er rente-satsen for den marginale udlånsfacilitetfortsat 4,5 pct. og rentesatsen for indlånsfaci-liteten fortsat 2,0 pct.

18. februar 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter, at de primæremarkedsoperationer til afvikling den 24.februar og 3. marts 1999 skal være underlagtde samme betingelser som de tidligeresådanne markedsoperationer, som blevafviklet tidligere på året, dvs. auktioner til fastrente med en rentesats på 3,0 pct. Desudener rentesatsen for den marginale udlånsfaci-litet fortsat 4,5 pct. og rentesatsen forindlånsfaciliteten fortsat 2,0 pct.

4. marts 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter, at de primæremarkedsoperationer til afvikling den 10. og17. marts 1999 skal være underlagt de samme

betingelser som de tidligere sådannemarkedsoperationer, som blev afviklet tidli-gere på året, dvs. auktioner til fast rente meden rentesats på 3,0 pct. Desuden er rente-satsen for den marginale udlånsfacilitetfortsat 4,5 pct. og rentesatsen for indlånsfaci-liteten fortsat 2,0 pct. Styrelsesrådetbeslutter endvidere, at Eurosystemets langfri-stede markedsoperationer i fremtiden skalvære med flere tildelingssatser (startende fraoperationen til afvikling den 25. marts 1999),medmindre andet er anført.

18. marts 1998

ECBs Styrelsesråd beslutter, at de primæremarkedsoperationer til afvikling den 24. og31. marts og 7. april 1999 skal være underlagtde samme betingelser som de tidligeresådanne markedsoperationer, som blevafviklet tidligere på året, dvs. auktioner til fastrente med en rentesats på 3,0 pct. Desudener rentesatsen for den marginale udlånsfaci-litet fortsat 4,5 pct. og rentesatsen forindlånsfaciliteten fortsat 2,0 pct.

8. april 1998

ECBs Styrelsesråd beslutter at nedsætterentesatsen for de primære markedsoperati-oner med 0,5 pct. til 2,5 pct. fra og med denoperation, der skal afvikles den 14. april 1999.Desuden beslutter Styrelsesrådet at sænkerentesatsen for den marginale udlånsfacilitetmed 1 procentpoint til 3,5 pct. og rentesatsenfor indlånsfaciliteten med 0,5 procentpoint til1,5 pct., begge med virkning fra den 9. april1999.

22. april 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter at fastholderenten for de primære markedsoperationer,den marginale udlånsfacilitet og indlånsfacili-teten uændret på henholdsvis 2,5 pct., 3,5 pct.og 1,5 pct. Desuden meddelte Styrelsesrådet,at tildelingen på €15 milliarder pr. operationfastholdes uændret for de langfristede


markedsoperationer til afvikling i løbet af deefterfølgende seks måneder.

6. maj 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter at fastholderentesatserne for de primære markedsopera-tioner, den marginale udlånsfacilitet ogindlånsfaciliteten uændret på henholdsvis 2,5pct., 3,5 pct. og 1,5 pct.

20. maj 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter at fastholderenten for de primære markedsoperationer,den marginale udlånsfacilitet og indlånsfacili-teten uændret på henholdsvis 2,5 pct., 3,5 pct.og 1,5 pct. Styrelsesrådet beslutter desudenat ændre løbetiden for den langfristedemarkedsoperation med afvikling den 30.september 1999. Indfrielsesdatoen for denneoperation rykkes frem fra den 30. decembertil den 23. december 1999. Den tilsvarendelangfristede markedsoperation, der oprinde-ligt skulle annonceres den 27. december 1999med tildeling og afvikling den 30. december1999, annonceres den 21. december medtildeling den 22. december og afvikling den23. december 1999. Disse ændringer har tilhensigt at lette arbejdsgangen for deltagernepå det finansielle marked ved årsskiftet.

2. juni, 17. juni, 1. juli, 15. juli, 29. juli, 26.august, 9. september 1999


23. september 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter at fastholderentesatserne for de primære markedsopera-tioner, den marginale udlånsfacilitet og

indlånsfaciliteten uændret på henholdsvis 2,5pct., 3,5 pct. og 1,5 pct.

ECB offentliggør den foreløbige kalender forEurosystemets auktioner i 2000. Desudenmeddeles det, at der ikke iværksættes nyeprimære markedsoperationer i den første ugeaf år 2000, samt at sådanne operationer ikkekan udløbe i den uge. Derfor forlænges løbe-tiden for den primære markedsoperation den21. december 1999 undtagelsesvis til tre uger.For at undgå, at to primære markedsoperati-oner udløber den 12. januar 2000, forlængesløbetiden for markedsoperationen den 30.december også til tre uger. Dette sker for atreducere eventuelle problemer for modpar-terne og finansmarkedet som følge afgennemførelsen og afviklingen af storemarkedsoperationer lige efter århundred-skiftet.

7. oktober 1999


21. oktober 1999


Styrelsesrådet beslutter endvidere, at tilde-lingsbeløbet for de langfristede markedsope-rationer til afvikling den 28. oktober, 25.november og 23. december 1999 skal være€25 milliarder pr. markedsoperation. Dennetildeling er højere end tildelingen på €15milliarder for alle tidligere langfristedemarkedsoperationer i 1999. Denne beslutningtræffes med henblik på ECBs målsætning omen problemfri overgang til år 2000.


4. november 1999

ECBs Styrelsesråd beslutter at forhøje rentenfor Eurosystemets primære markedsoperati-oner med 0,5 procentpoint til 3,0 pct. medvirkning fra en operation, der afvikles den 10.november 1999. Desuden beslutter Styrelses-rådet at forhøje renten for både den margi-nale udlånsfacilitet og for indlånsfacilitetenmed 0,5 procentpoint til henholdsvis 4,0 pct.og 2,0 pct. med virkning fra den 5. november1999.

18. november 1999


2. december 1999


Styrelsesrådet beslutter endvidere atbekræfte referenceværdien for pengemæng-devæksten, dvs. en årlig vækstrate på 41/2 pct.for det brede pengemængdemål, M3.Baggrunden for denne beslutning er, at dekomponenter, der ligger til grund for udled-ningen af referenceværdien, nemlig Eurosyste-mets definition af prisstabilitet (en årlig stig-ning i HICP i euroområdet på under 2 pct.),den antagne trendvækst i realt BNP (2-2,5pct. p.a.) samt det antagne trendfald i M3sindtægtsvækst (1/2 -1 pct. p.a.), fortsat eruændrede. Som tidligere vurderer Styrelses-rådet den monetære udvikling i forhold tilreferenceværdien på grundlag af de 3-måne-ders glidende gennemsnit af de årlige vækst-rater. Styrelsesrådet beslutter endvidere, atreferenceværdien skal vurderes regelmæssigten gang om året. Den næste vurdering findersted i december 2000.

Hvad angår Eurosystemets reservekrav,beslutter Styrelsesrådet, efter gennemgang afnye foreliggende data, at forhøje de standardi-serede fradrag fra reservekravet for obligati-oner udstedt med en aftalt løbetid på op til 2år og pengemarkedspapirer fra 10 pct. til 30pct. Denne beslutning træder i kraft ved fast-sættelsen af det reservekrav, som skalopfyldes i reservekravsperioden med startden 24. januar 2000.

15. december 1999


4. januar 2000

ECB meddeler, at Eurosystemet den 5. januarvil gennemføre en finjusterende, likviditetsop-sugende markedsoperation med afviklingsamme dag. Dette har til hensigt at normali-sere likviditetsforholdene på pengemarkedetefter den vellykkede overgang til år 2000.

5. januar 2000


15. januar 2000

På de græske myndigheders anmodningbeslutter ministrene i eurolandene, ECB ogministrene og centralbankcheferne i Danmarkog Grækenland, efter en fælles procedure, atopskrive centralkursen for den græskedrakme i valutakursmekanismen (ERM2) med31/2 pct. med virkning fra den 17. januar 2000.


20. januar 2000


Styrelsesrådet meddeler endvidere, at Euro-systemets tildelingsbeløb for de langfristedemarkedsoperationer i 1. halvår 2000 skalvære €20 milliarder pr. markedsoperation.Dette beløb tager det forventede likviditets-behov for banksektoren i euroområdet i 1. halvår 2000 i betragtning samt Eurosyste-mets ønske om fortsat at tilvejebringestørstedelen af refinansieringen af den finan-sielle sektor via dets primære markedsopera-tioner.

3. februar 2000

ECBs Styrelsesråd beslutter at forhøje Euro-systemets rente for de primære markedsope-rationer med 0,25 procentpoint til 3,25 pct.startende fra operationen til afvikling den 9.

februar 2000. Styrelsesrådet beslutter endvi-dere at forhøje rentesatserne for den margi-nale udlånsfacilitet og indlånsfaciliteten med0,25 procentpoint til henholdsvis 4,25 pct. og2,25 pct. med virkning fra den 4. februar 2000.

17. februar, 2. marts 2000


16. marts 2000

ECBs Styrelsesråd beslutter at hæve rentenfor primære markedsoperationer med 0,25procentpoint til 3,5 pct. fra og med denoperation, der afvikles den 22. marts 2000.Desuden beslutter Styrelsesråd at hæverentesatserne for den marginale udlånsfaci-litet og for indlåndsfaciliteten med 0,25procentpoint til henholdsvis 4,5 pct. og 2,5pct., med virkning fra den 17. marts 2000.


Formålet med denne publikationsoversigt er at informere læserne om udvalgte publikationerfra Den Europæiske Centralbank. Interesserede kan bestille publikationerne gratis fra ECBspressekontor. Indsend venligst en skriftlig bestilling til postadressen angivet på omslagets inder-side.

En komplet oversigt over Det Europæiske Monetære Instituts publikationer findes på voreswebsted (http:// www.ecb.int).

Årsberetning

Årsberetning 1998, april 1999.

Månedsoversigt

Artikler udgivet fra og med januar 1999:

„Euroområdet ved indledningen til tredje fase“, januar 1999.

„Eurosystemets stabilitetsorienterede pengepolitiske strategi“, januar 1999.

„Pengemængdemål for euroområdet og deres rolle i Eurosystemets pengepolitiske strategi“,februar 1999

„Kortsigtede økonomiske indikatorers rolle i analysen af prisudviklingen i euroområdet“, april1999.

„Bankvirksomhed i euroområdet: Strukturelle træk og tendenser“, april 1999.

„Rammerne for Eurosystemets operationer: Beskrivelse og indledende vurdering“, maj 1999.

„Gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten“, maj 1999.

„Udviklingen på længere sigt og konjunkturmæssig variation i vigtige økonomiske indikatorer ieurolandene“, juli 1999.

„De institutionelle rammer for Det Europæiske System af Centralbanker“, juli 1999.

„Euroens internationale rolle“, august 1999.

„Balancerne for de monetære finansielle institutioner i euroområdet i begyndelsen af 1999“,august 1999.

„Inflationsforskelle i en monetær union“, oktober 1999.

„ESCBs forberedelser til år 2000“, oktober 1999.

„Stabilitetsorienteret politik og udviklingen i de lange realrenter i 1990’erne“, november 1999.

„TARGET og betalinger i euro“, november 1999.

„Den europæiske Centralbanks retlige instrumenter“, november 1999.

“Euroområdet et år efter euroens indførelse: De vigtigste karakteristika og ændringer i denfinansielle struktur”, januar 2000.

“Eurosystemets valutareserver og -operationer”, januar 2000.

Den Europæiske Centralbanks (ECBs)publikationer


“Eurosystemet og EUs udvidelsesproces”, februar 2000.

“Konsolidering i værdipapirafviklingsprocessen”, februar 2000.

Arbejdsdokumenter

1 „A global hazard index for the world foreign exchange markets“ af V. Brousseau og F. Scac-ciavillani, maj 1999.

2 „What does the single monetary policy do? A SVAR benchmark for the European CentralBank“ af C. Monticelli og O.Tristani, maj 1999.

3 „Fiscal policy effectiveness and neutrality results in a non-Ricardian world“ af C. Detken,maj 1999.

4 „From the ERM to the euro: New evidence on economic and policy convergence among EUcountries“ af I.Angeloni og L. Dedola, maj 1999.

5 „Core inflation:A review of some conceptual issues“ af M.Wynne, maj 1999.

6 „The demand for M3 in the euro area“ af G. Coenen og J-L Vega, september 1999.

7 „A cross-country comparison of market structures in European banking“ O. de Bandt ogE.P. Davis, september 1999.

8 „Inflation zone targeting“ af A. Orphanidis og V.Wieland, oktober 1999.

9 “Asymptotic confidence bands for the estimated autocovariance and autocorrelationfunctions of vector autoregressive models”, af G. Coenen, januar 2000.

10 “On the effectiveness of sterilized foreign exchange intervention”, af R. Fatum, februar2000.

11 „Is the yield curve a useful information variable for the Eurosystem?“ af J. M. Berk og P. vanBergeijk, februar 2000.

12 „Indicator variables for optimal policy“ af L. E. O. Svensson og M.Woodford, februar 2000.

13 „Monetary policy with uncertain parameters“ af U. Söderström, februar 2000.

14 „Assessing nominal income rules for monetary policy with model and data uncertainty“ afG. D. Rudebusch, februar 2000.

Andre publikationer

„The TARGET service level“, juli 1998.

„Report on electronic money“, august 1998.

„Assessment of EU securities settlement systems against the standards for their use in ESCBcredit operations“, september 1998.

„Money and banking statistics compilation guide“, september 1998.

„The single monetary policy in Stage Three: General documentation on ESCB monetary policyinstruments and procedures“, september 1998.


„Third progress report on the TARGET project“, november 1998.

„Correspondent central banking model (CCBM)“, december 1998.

„Payment systems in the European Union:Addendum incorporating 1997 figures“, januar 1999.

„Possible effects of EMU on the EU banking systems in the medium to long term“, februar1999.

„Euro area monetary aggregates: conceptual reconciliation exercise“, juli 1999.

„The effects of technology on the EU banking systems“, juli 1999.

„Payment systems in countries that have applied for membership of the European Union“,august 1999.

„Improving cross-border retail payment services - The Eurosystem’s view“, september 1999.

„Kompendium: Samling af retlige instrumenter, juni 1998 - maj 1999“, oktober 1999.

„European Union balance of payments/international investment position statistical methods“,november 1999.

„Money and Banking Statistics Compilation Guide, Addendum I: Money market paper“november 1999.

„Money and Banking Statistics Sector Manual“ 2. udgave, november 1999.

„Report on the legal protection of banknotes in the European Union Member States“,november 1999.

“Correspondent central banking model (CCBM)”, november 1999.

“Cross-border payments in TARGET:A users’ survey”, november 1999.

“Payment systems in the European Union: Addendum Incorporating 1998 figures”, februar2000.

Informationsbrochurer

„TARGET“, juli 1998.

„Eurosedler og euromønter“, juli 1999.

„TARGET: facts, figures, future“, september 1999.

Årsberetning 19992 strukturelle ændringer i eus bank- og finanssektor 94 3 makro-prudentiel...

Documents