www.pranamagasinet.dk 11

SAHARAS SAND

TEKST ANNETTE PETERSEN // FOTO NORM MACLEOD

Saharas Sand

En råkold februardag går jeg tur ved havet. Jeg har lige skiftet mit hus ud med en mindre lejlighed og er flyttet til et andet område nær strand og skov. Jeg havde længe haft tanker om at flytte. Jeg ønskede en større økono-misk frihed, men var bange for, om jeg kunne undvære min have og om jeg kunne forlade det hjem, hvor mine

børn er vokset op. Jeg var fyldt med bekymringer om fremtiden. Min yngste datter er ved at flytte hjemmefra, og jeg skal indstille mig på at bo helt alene for første gang i mit liv. Hvad skal jeg bruge min økono-miske og fysiske frihed til? Jeg leder efter svaret, medens jeg lytter til bølgernes brus og mærker duften af saltvand.

AT SE MIN FRYGT I ØJNENEHjemme igen efter gåturen læser jeg Bensaids beskrivelse af en "Eksi-stentiel fordybelsesrejse" i Saharas ørken i det sydlige Marokko. Alt in-den i mig siger JA. Jeg mærker en dyb længsel og ved, at denne rejse kan jeg ikke undgå. Jeg mærker også en frygt i kroppen. Angsten for at skulle være alene i stilhedsretreat, som er en del af turen, giver mig mange negative tanker om, hvad jeg tør og ikke tør. Bevidstheden om disse tanker får mig til at beslutte, at jeg skal afsted for at se min frygt i øjnene, da jeg er smerteligt bevidst om de ting, jeg ikke har gjort i livet, fordi jeg var bange. Hvis jeg skal have det optimale ud af resten af mit liv, så må jeg leve med min frygt, men ikke klistre sammen med den.

ET STØRRE POTENTIALEJeg mærker en længsel efter at være mindre begrænset indeni og at jeg har et større potentiale end det, jeg lever ud, sådan som jeg lever nu. Jeg har en klar fornemmelse af, at jeg vil komme til at åbne en port ind til det potentiale; bl.a. har jeg et stort ønske om at skrive... jeg ved blot ikke, hvad jeg skal skrive.

Derudover er der på mit job nogle helt konkrete arbejdsopgaver, som jeg kunne tænke mig at få ansvaret for. Dette er ikke noget, jeg

har talt med min leder om.Jeg kender Bensaid og hans store visdom. Jeg ved, at han ikke lader

sig drive med af emotioner, men evner at tale til noget dybere i mig, og det møde længes jeg også efter. Så selvom, jeg ved, at jeg vil være på dybt vand ude i ørkenen, så ved jeg også, at omstændighederne for tu-ren er gode. Min angst er tanker, jeg ikke behøver at lade mig styre af.

TEMPOET DALERHele rejsen er planlagt med teori U som styrende element. Derfor er det helt naturligt, at vi efter landingen i Marokko skal ud på en seks timer lang køretur. Vi er langsomt på vej ned i U`et. Jeg sidder på bagsædet i bilen og siger faktisk ikke noget i de seks timer. Jeg iagt-tager. Jeg mærker og sanser det land, jeg er på vej ind i. Jeg lader mig fylde af den stilhed, jeg ser gennem ruden. Bjergene og dalene – alt er roligt og storslået. Det, der dog fascinerer mig mest, er de mennesker, jeg ser, når vi kører gennem byerne. På gaden bevæger alle sig i et tempo, der er halv fart af det, vi bruger i Aarhus.

Jeg ser ingen, der skynder sig. Jeg ser afslappede ansigter og men-nesker, der roligt bevæger sig i retning af deres mål. Uden for mange af husene sidder mænd. De sidder og kigger. Jeg kan ikke se, at de foretager sig noget. De iagttager verden glide forbi. Langs floderne ligger store farverige, vævede tæpper og tøj til tørre i solen. Der er hvide geder og hyrder med stokke på markerne. Langs vejkanten er der stablet store og små varder for at lede os på vej. Dette syn gør mig helt rolig indeni, og min krop og mit hjerte falder langsomt ind i den rytme, der tilsyneladende præger hele dette land.

SAND SÅ LANGT ØJET RÆKKERDa jeg stiger ud af bilen, tænker jeg, at det er ikke her, man skal få hjemve. Jeg føler mig usandsynligt langt væk hjemmefra. Her er kun sand, så langt øjet rækker. Der er intet kendt, som jeg kan læne mig op ad. Jeg kan til gengæld se uendelig langt.

10 www.pranamagasinet.dk

Jeg har i et stykke tid haft svært ved at træffe store beslutninger, fordi jeg ikke kan finde retningen i mit liv. Når jeg har truffet en beslutning, har jeg oplevet ikke at kunne gennemføre den på grund af frygt. Disse to ting vil jeg gerne gøre op med.

www.pranamagasinet.dk 1312 www.pranamagasinet.dk

SAHARAS SAND

Det er. som om det faktum, at jeg har flyttet mig fysisk, gør, at min angst forsvinder, og mine tanker kører ikke mere i ring, som de ellers har for vane. Jeg accepterer ret hurtigt, at nu er jeg her, og mærker en lettelse over, at jeg slipper interessen for, hvad klokken er, hvilke planer, der er, hvilken mad jeg skal spise osv. Jeg vælger at give mig hen til det, der er, så godt som jeg nu kan.

En af de første aftener sidder jeg efter en meditation og skuer ud over ørkenen. Jeg ser pludselig den øverste del af en hvid kamel be-væge sig mellem sandbankerne. Den bevæger sig stødvist. Det ser underligt ud, og jeg følger den et stykke tid med øjnene. Da den plud-selig viser sig for mig med hele kroppen, kan jeg se, at forbenene er bundet sammen. Jeg bliver klar over, at min følelse af ufrihed har vist sig for mig. Ørkenen er i fuld gang med at give feedback. Dette sker flere gange på rejsen.

ØRKENENS KRAFTSahara viser mange sider af sig. Voldsom blæst, stærk varme, regn og torden. Jeg indser, at der er ting, jeg ikke kan kæmpe imod. Jeg må underlægge mig ørkenens kraft og agere i den. Den er langt stærkere end mig, men jeg kan leve med dens omskiftelighed og kraft. Faktisk føler jeg mig forbundet med Sahara, da dens voldsomme natur danser meget fint med mit følelsesliv. Det er også meget omskifteligt.

Beduinerne kigger på vejret, og når det blæser voldsomt og man har sand overalt, i teltet, i rygsækken, i munden og i øjnene, så siger de blot, at det er Sahara, der gør hovedrent. På spørgsmålet om, hvornår det holder op, får man ikke rigtig noget svar, men en flot påmindelse om, at man kan sætte sig ned og lytte til lyden af Saharas musik.

NATURLIG TILPASNINGBeduinerne har en eminent evne til at tilpasse sig den store natur, de er omgivet af. Medens jeg kæmper mig gennem det bløde sand, så glider de hen over det som spøgelser i deres lange kjortler. De kan endda bære store fade med mad og te samtidig. De ser aldrig ud til at bekymre sig eller skynde sig. Til gengæld er de helt klar over, hvad de skal.

Om natten går jeg rundt med en fjollet pandelampe, da jeg absolut ikke kan orientere mig. Beduinerne går bare. Også når det er mørkt. De orienterer sig efter stjernerne.

Beduinerne har en stor sanselighed og evne til at agere i det, der er. Det ser jeg mange gange på turen. En aften havde vi en aftale med ejeren af den camp, hvor vi boede de første dage. Han ville komme og fortælle om den politiske situation i Marokko. Vi havde netop spist og lå udenfor på ryggen ved bålet og betragtede den kæmpestore stjernehimmel, der omsluttede os. Vi talte sagte og lå mest bare og nød synet. Da han kom, lagde han sig ned på ryggen. Han kiggede på stjernerne sammen med os, og vi fandt de forskellige stjernebilleder. Efter en tid rejste han sig stille op og gik igen. Helt i flow med det, der er.

I KAMELENS FODSPOREn del af turen er to overnatninger alene i eget telt i ørkenen. Dette indebærer, at vi skifter opholdssted og drager afsted med kamelerne. Jeg oplever den fantastiske følelse af at gå og gå i kamelens fodspor. At vide, at jeg er på vej i den rigtige retning, selvom jeg ikke kender målet.

Fascinerende er det at opleve, at efter fire timers vandring i sand kom-mer en af "vores" beduiner os i møde. Jeg får øje på hans hvide kjortel på lang afstand, han vinker til os og vender om og leder os hen til vores nye lejr. Jeg har følelsen af at blive fundet og ledt hjem.

Aftenen inden vi skal ud på vores stilhedsretreat, bliver jeg optaget af min dødsangst. Jeg fortæller gruppen om det og hvordan min krop kan reagere ved, at jeg begynder at svede og føler mig fanget i min krop og kan føle panik over at skulle dø. Det går op for mig, at ved dybt at anerkende, at jeg skal dø, ved at se frygten i øjnene og erkende døden, da kan jeg blive glad for livet. Om natten har jeg en meget klar drøm, og jeg tager afsted næste morgen uden den mindste frygt.

DYB FRUSTRATION OG KEDSOMHEDJeg går afsted hen over sandbankerne med min rygsæk på ryggen og to vanddunke og en kurv med lidt mad. Jeg finder det sted, hvor beduinerne har sat et telt op til mig. Jeg står højt oppe, skuer ud over ørkensandet og ser mit hjem for de næste to døgn. Jeg græder ved dette syn. Jeg er fuldstændig indstillet på og lykkelig over, at det er her, jeg er, og er dybt taknemmelig over, at nogen har sat et hjem op til mig herude i intetheden. Jeg indretter mig omkring teltet med små sten og finder en lille plads, hvor jeg kan lave mit daglige morgenritual. Jeg finder skyggesteder, og alt er godt.

Da jeg har siddet og mediteret nogle timer og har gået lidt rundt og det er virkelig varmt, begynder jeg at kede mig. Jeg oplever, at jeg bliver virkelig vred på Bensaid. Jeg føler, at han har snydt mig og narret mine penge fra mig. Hele denne bølge af mindfulness og medi-tation er løgn og kun opfundet for at presse penge ud af svage sjæle. Jeg raser indeni og mærker dyb frustration over at sidde her alene i ørkenen og ikke få noget ud af det. Jeg tænker på, hvor pinligt det er at komme hjem og fortælle, at jeg bare har spildt mine penge og ikke lært noget. Jeg mærker smerten over, at jeg har glædet mig så meget til noget, der viser sig at være ingenting.

Midt i dette raserianfald kommer Bensaid på en kort visit. Dette var aftalt som en sikkerhed, da det ikke er en overlevelsestur; blot vidste jeg ikke, hvornår han ville komme. Så jeg fortæller ham, hvor vred jeg er. Han svarer mig, at dette ikke er en wellnesstur! Det får mig ud af mit negative spor, og jeg kan grine ad det. Vi taler om de modstande, der er. Vrede, kedsomhed og træthed er modstande, der hindrer trans-formation. Jeg får at vide, at jeg er på rette vej, og nogle gange kom-mer indsigterne først et stykke tid efter. Det beroliger mig, og jeg kan fint være alene resten af tiden i retreatet. Jeg nyder igen tomheden og intetheden. Jeg mediterer og ser solen gå ned og stjernerne stå op. Jeg ligger på ryggen om natten helt alene og er omsluttet af den smukkeste stjernehimmel. Jeg er helt rolig.

Dagen efter får jeg et voldsomt anfald af kedsomhed. Jeg sparker

“Beduinerne kigger på vejret, og når det blæser voldsomt og man har sand overalt, i teltet, i rygsækken, i munden og i øjnene, så siger de blot, at det er Sahara, der gør hovedrent. På spørgsmålet om, hvornår det holder op, får man ikke rigtig noget svar, men en flot påmindelse om, at man kan sætte sig ned og lytte til lyden af Saharas musik.”

Annette Petersen

www.pranamagasinet.dk 1312 www.pranamagasinet.dk

SAHARAS SAND

nogle gange hårdt i sandet. Jeg bliver opmærksom på, hvad det er, der sker, og jeg kan igen være helt tilstede. Jeg iagttager et fuglepar, der sidder tæt på mig. De skiftes til at hakke i mit æbleskrog og til at holde vagt. Det er så smukt at se, hvordan de passer på hinanden. Under en meditation lidt senere får jeg en helt klar besked om, at porten er åben...

EN LILLE PRIK I DET STORE UNIVERSNæste morgen skal jeg pakke mine få ting sammen og forlade teltet, når jeg er klar til det. Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg ved, at jeg er klar til det. Jeg ser solen stå op. Jeg spiser morgenmad. Jeg sætter mig på en høj sandbanke og venter. Og venter.

Efter en rum tid går det op for mig, at jeg intet ejer og derfor er fri til at gå. Jeg takker i tankerne Sahara, fordi jeg har måttet bo her og lægger nogle madrester til fuglene som tak for lån af bopladsen. Jeg rejser mig og går uden at se mig tilbage.

Jeg føler mig let og fri og glad. Jeg er ikke bundet af noget. Herude er man kun en lille prik i det store univers. Til gengæld føler jeg mig forbundet med dette univers. Når jeg underlægger mig de vilkår, der er herude, kan jeg føle mig fri. Et af vilkårene er, at man godt kan trække sig tilbage, men det er ikke muligt at klare sig alene i ørkenen. Fællesskab er livsvigtigt.

FÆLLESSKAB MED UNIVERSETDa jeg sidder i flyet på hjemrejsen, kigger jeg ud ad vinduet. Jeg græ-der. Jeg vil ikke hjem. Jeg savner allerede Sahara. Storheden. Intethe-den. Den voldsomme natur. At mærke freden og det store fællesskab med universet.Den første nat hjemme. Jeg er gået i seng. Det blæser udenfor. Jeg ligger som altid med vinduet åbent. Jeg kan tydeligt høre Saharas musik. En stor glæde og taknemmelighed fylder mig. Jeg mærker et hvidt lys ned over mig. Sådan ligger jeg en hel time og falder derefter i dyb søvn. Kun denne ene gang hører jeg Sahara uden for mit vindue. Det er tilstrækkeligt.

Tilbage på arbejde i folkeskolen. Jeg holder et foredrag for eleverne i 2. klasse. Jeg har min fem meter lange turkisblå turban på. Jeg viser fotos og fortæller om et liv i ro uden elektricitet. Uden mulighed for spil på iPad og andet legetøj. Om beduinernes evne til at leve et me-ningsfuldt liv kun med ganske få ejendele. Om oplevelsen ved at være tilstede uden at skulle gøre noget. De forstår det godt.

SANDET GJORDE MIG MODIGJeg fortæller dem om, at jeg var bange for at være alene ude i teltet, men min lyst til at gøre dette var større end angsten. Jeg har taget noget sand med hjem, som jeg har puttet i små poser. Hver elev får en lille pose sand fra Sahara. Jeg fortæller dem, at det er taget lige uden for det telt, hvor jeg boede. At jeg mærkede sandet mellem mine fingre, og det gjorde mig modig. At de får denne pose sand, som kan hjælpe dem med at være modige, så de kan gøre det, der er vigtigt, selvom de er bange. Flere af eleverne har posen i hænderne de næste dage. Nogle lægger den under hovedpuden, andre har den hjemme på skrivebordet.

To uger efter, at jeg er kommet hjem, går jeg tidligt i seng en aften. Jeg er meget træt. Men da jeg kommer i seng, opdager jeg en stærk trang til at skrive. Jeg skriver uafbrudt i to timer. Jeg skriver den bog, der senere bliver til "Den lille bog om Sahara". Porten er åben.

EN STØRRE GLÆDE VED LIVETEfter endnu en uge beslutter jeg at sælge min gamle bil – jeg har i åre-vis troet, at jeg ikke kunne undvære min bil. At bilen gav mig frihed. Da den triller afsted med en ny ejer bag rattet, mærker jeg – til min store forundring – en kæmpe lettelse. Nu, et halvt år efter, savner jeg stadig ikke at have bil. Og nu kan jeg mærke friheden. En måned efter at jeg er kommet hjem, har min leder selv foreslået at give mig de arbejdsopgaver, jeg havde tænkt på.

Derudover får jeg pludselig muligheden for at være med i en teater-forestilling på Aarhus Teater. Dette er en drøm, der lader sig realisere. Jeg er blevet bedt om at skrive denne artikel – det fodrer min kreative skriveåre, som åbnede sig i ørkenen.

Nu et halvt år efter, at jeg er kommet hjem, har jeg stadig ikke mær-ket noget til dødsangsten. Til gengæld har jeg en meget større glæde ved livet, end jeg har haft før. Naturen er blevet min medspiller. Tidli-gere gik jeg tur for at tænke over et problem. Nu går jeg for at gå og være. Meget ofte har jeg fået kreative idéer, inden jeg når hjem, men jeg går altid uden en agenda.

HVER DAG ER NYFor syv uger siden fik jeg en hjernerystelse. Det er 3. gang. Jeg har i flere år været bange for at få hjernerystelse igen. Nu behøver jeg ikke frygte det mere. Nu er den der. Der har været dage, hvor det har været et mareridt. Jeg har følt mig fanget i kroppen. Så mange ting, som jeg ville, men ikke kunne. Jeg har været bange for, om jeg bliver rask igen.

Som med naturen i Sahara er der ikke andet at gøre end at overgive sig til den virkelighed, der er, og agere i den. Så denne gang føler jeg mig ikke som et offer, selvom jeg er sygemeldt og sat ud af arbejdslivet for en tid. Mange sagde til mig, at det var uheldigt, at jeg fik hjernery-stelse igen. Mit svar er "måske".

I dag kan jeg se, at jeg har fået muligheden for at opleve at være i flow, selvom jeg er syg. Jeg gør hele tiden det, jeg kan, og mærker, hvor min grænse er. Jeg prøver til og gør erfaringer. Hver dag er ny. Hvad kan jeg i dag? Hvad er godt i dag?

ALT ER SOM DET SKAL VÆREJeg har haft masser af tid til refleksion og fået ny visdom. Jeg har mit eget lille retreat her i min lejlighed. Sahara lever inden i mig. Jeg kan bare lukke øjnene, så er jeg der og kan opleve storhed og intethed. Fællesskab med universet og stor tillid til, at alt er, som det skal være.

Jeg vil skrive noget mere. Gerne rejsebeskrivelser. Jeg vil holde fore-drag/undervise på fx højskoler og gymnasier. Jeg vil bevæge kroppen og gå lange ture ved havet. Jeg tror på, at det alt sammen bliver rea-liseret. Og jeg vil gense Sahara, inden der er gået et halvt år. Jeg har stadig frygt i mit liv, men intet menneske har udrettet noget stort uden at føle frygt. Dog kender jeg nu retningen i mit liv.

Der findes mange gode citater. Jeg har lyst til at dele dette: "Hvis ikke du ændrer retning, så ender du dér, hvor du er på vej hen." £