BRUGSFORENINGS-BLADET 12. Maj 1942 • /j. Aargang, Nr. ro

Faarene græsser paa Skrænten. Tegning af Svend Engelund.

Let Foraarssko for Herrer -

F. D. B.s snavsopløsende

Rilodsætningsmiddcl Bur-

nus er særlig egnet til

Børnetøj og sarte Stoffer

som Uld, Celluld, Silke og

Kunstsilke, fordi en me-

get stor Del af Snavset

fjernes, allerede mens

Tojet staar i Blod. Alt

vaskeægte Brogettoj faar

klarere Farver af Burnus.

Ved at anvende F. D. B.s Blegsoda til Blodgøring af Vaske-

vandet sparer man betydeligt paa Sæbeforbruget. Blega

kommes i det kolde Vand i Kedlen, en. 1 Kvarter for Vaske-

luden liældes i. Blega kan ogsna anvendes til Iblodsætning.

FA AS I BRUGSFORENINGEN

Art. 11 — 106

Denne sorte Herresko er af fineste let Boxcalf

og meget anvendelig hele Foraaret, da den

baade er egnet til lidt Foraarsvæde og Solskin.

Den har engelsk Hæl og føres i halve Numre.

Kr. 36,05

De faar Skoene gennem Deres Brugsforening

F. D. B.s SKOTØJSFABRIK

og lignende. Til Polering af Knive og Aluminiums-genstande egner tørt Skrub sig fortrinligt.

Stor Pakke 500 Gram Netto Strødaase 350 Gram Netto

F. D. B. Kolonialafdelingen.

paa Sæberationen bør man anvende Skrub Sku-repulver i videst muligt Omfang ved Rengørin-gen. Brug Skrub til Ren-holdelse af alt umalet

Afntni ,1..

Skrut

2

EKNIKKEN fremmer Krigen, og Ødelæggelsesmaskinerne faar mangedobbelt Styrke. Det er ikke NAAR sært, at Teknikken faar mange Modstan-

dere, for man glemmer i Reglen, at Kri-gen ogsaa fremmer Teknikken, og at i samme Omfang som Ødelæggelsesevnen vokser, saa vokser ogsaa Teknikkens Op-bvgningskapacitet.

Efter enhver Krig har vi faaet mere Teknik. Det fik vi efter den fransk-tyske Krig, efter Verdenskrigen, og det faar vi-ogsaa efter denne. Maskinkrigen har kræ-vet fantastiske Anlæg i alle Lande, og dis-se Anlæg skal holdes i Gang, Arbejderne skal beskæftiges. KOMMER

Nu hører vi om Bombeflyverne, der smadrer hele Huskarreer i et Angreb. Hvilket Opbygningsarbejde vil der ikke komme! Naar Freden kommer, skal det gaa hurtigt med at skaffe alle de Husvilde gode og rummelige Boliger. Men det bli-ver næppe igen Storbyernes Blokke eller Karréer. Folk vil ud og bo paa Jorden, have en Stump Have. for Krigen med dens Evakueringer og Storby-Bombardementer har skabt Uvilje mod denne Massesammen-hobning af Mennesker, og det Hus, der vil blive spurgt efter, er det lille Enfamilie-hus. Det kan bygges af Staal, i de sidste femten Aar har der været Fabrikker baa-de i Tyskland og England, der byggede smaa Staalhuse. Man kunde gaa ind paa Fabrikkens Udstillingspladser og se paa de forskellige Modeller, akkurat som man kunde se paa Biler. Eller Jernbeton, hvil-ke Muligheder har den ikke? Man kon-struerer et Sæt Støbeforme til et helt Hus. kører dem ud paa Pladsen og støber saa Huset op. Noget tyder dog paa, at det bli-ver et helt andet Materiale, der bliver Frem-tidens Byggemateriale,nemlig Aluminium! Aluminium er som bekendt det hyppigst forekommende Grundstof paa Jorden ef-ter Ilt og Silicium. Naar det hidtil har været saa dyrt, skyldes det den meget van-skelige Udvindingsproces. Men den Slags Ting kan Ingeniørerne jo overvinde.

Man standardiserer saa de forskellige Enheder, Huset skal opbygges af: Stykker til Væg, Loft, Gulv og Tag, Vinduer og Døre, og saa kan Huset sammensættes paa den Maade, man bedst synes om. Vi be-høver ikke at frygte, at Landskabet skal skæmmes af lange Rækker ganske ens Huse. Hvad siger De til en Dag at gaa ind paa saadan en Udstillingsplads, gaa rundt og se Modellerne, raadføre Dem med Teknikerne, eventuelt af Miniaturestykker faa Lov til selv at bygge Dem det Hus. der passer for Dem? Naar Stykkerne er samlet, tager Sælgeren en Blok, tæller de anvendte Stykker sammen, og saa giver han Dem Prisen paa Huset. De slaar til. og saa siger han: — Vi kommer med Huset paa Tirsdag, saa kan De flytte ind næste Tirsdag!

Ja, det kan jo være. det vil gaa knap saa hurtigt. Men Betingelserne er til Stede. I Udlandet har man Fabrikker, der før Krigen byggede op til 200 Huse om Ugen til Priser, der var minimale i Forhold til de almindelige Byggeomkostninger.

A T Eftertiden skulde kunne undvære Bombemaskiner og Jagere, det tør vi

vel ikke haabe paa, men det daglige For-brug af dem vil næppe blive mere end en Brøkdel af det nuværende. Derfor vil Fabrikkerne enten blive nødt til at stand-se, smide Arbejderne paa Gaden eller fin-de andre Veje for fortsat Anvendelse af Flyvemaskinen. Det er ikke saa længe si-den vi med Spænding fulgte enhver, der vovede at flyve over Atlanten. I Dag er det noget ganske almindeligt.

Stratosfæremaskinen, der paa faa Ti-mer fører os over det graa Atlanterhav, mens vi i en magelig Køje bereder os til at møde Eventyret i den nye Verden, er en Kendsgerning.

Knutzens nu opklodsede Lyntog vil faa svære Konkurrenter i de nye hurtige Rutemaskiner, et Net af Ruter vil blive spundet over Landet, ligesom Samlebaan-det vil spytte Tusinder af smaa, lethaand-terlige Privatmaskiner ud. Maaske bliver det la Ciervas Autogiro, den morsomme lille Maskine med de roterende Vinger, der ikke behøver ret megen Landings-plads, men omtrent kan sætte sig paa en Græsplæne.

Dyrt! Dyrt. siger De. Nej, det behøver det ikke at blive. Det var billigt at flyve i »gamle« Dage. I en lille Privatmaskine kostede det ikke meget mere end 1. Klas-ses Billetten at flyve fra København til Aalborg. Og tamk saa, naar man gaar over til at bruge Dieselmotoren, hvis Brænd-stofudgifter er langt mindre.

O GSAA Fjernsynet kan vi vente, det er parat til at holde sit Indtog i alle Hjem i

alle Lande. Teknikerne er godt i Gang med Farvefjernsynet, og inden vi faar Fred, staar det maaske klar til Brug. Men Fjernsynet er kostbart. Selv de amerikan-ske Radiostationer med de kæmpemæs-sige Reklameindtægter var bange for, at de ikke kunde faa Raad til Fjernsynsud-sendelserne. der er mange Gange dyrere end de nuværende Lydudsendelser. Skal vor egen Statsradiofoni til at udsende Fjernsyn, saa klarer vi næppe Udgifterne med en Tikrone aarlig. Til Gengæld kan vi saa, naar Fjernsyn-Spillet finder sin Form. spare paa Biografbilletterne.

Hvad siger Filmselskaberne og Biograf-ejerne til en saadan Udvikling? Maaske vil de i første Omgang søge at erobre

Fjernsynet, og det lykkes vel ogsaa for dem for en Tid. Men naar først Fremstil-lingen af Modtagere bliver simplificeret og billiggjort, saa bliver det vanskeligt at hindre Hjemmene i selv at anskaffe Ap-parater. For at klare sig maa Filmsel-skaberne da lave bedre Film end de Fjern-synsspil Magister Werner giver os. Fjern-syn og Film kommer maaske til at kriges og samarbejde akkurat som Grammofon og Radio har gjort det, og Radiogrammo-fonen bliver maaske afløst af den kombi-nerede Fjernsyns- og Filmsfremviser, hvortil man kan leje Filmstykker og vise dem i eget Hjem.

D E nye Biler bliver vel næppe hurtigere, for det er uden Interesse. Derimod faar

de selvfølgelig automatisk Gear og Kobling og en hel Del andre større eller mindre Forbedringer. Maaske disse Aars Benzin-vanskeligheder udvikler Elektrobilen saa-dan. at den faar større praktisk Betyd-ning. Den Mand, der gaar hen og opfinder en let og billig Akkumulator, kan være sikker paa at tjene store Penge, for den vil med et Slag revolutionere hele vor Tra-fik. Der er Grund til at nære Forventnin-ger til den Elektrocykle, som en svensk Ingeniør har opfundet. Maaske bliver det den. der skal transportere os Smaafolk til og fra Arbejde. Den er billig i Drift, nem og enkel i Brug.

Og mon ikke Fabrikanterne i deres Jagt efter nye Afsætningsmuligheder vil kaste sig over Husmodrene og gøre dem Arbej-det lettere. Det kan nok tiltrænges. Tænk hvilket Slid der ofte præsteres med en Ske i et Fad. En Elektromotor kan hurtigt og snildt røre Farsen, mens Husmoderen beskæftiger sig med andre Ting. Vaske-maskiner og Opvaskemaskiner har vi set, men de rigtig billige, overkommelige i An-skaffelse for det store Flertal mangler endnu.

JA. det er meget godt altsammen siger J De, men efter Krigen bliver vi alle fat-tige og faar ikke Raad til de tekniske Her-ligheder, der her tales om. Næe, vi er fat-tige, for vi betaler nemlig denne Krig. mens den foregaar. Den føres ikke i sam-me Grad som den forrige paa Afbetaling, og tænk paa, at dengang gik der heller ikke ret mange Aar. før det tabte materi-elt var indvundet.

Men sidste Gang begik man den Fejl, at iværksætte Massefabrikation uden at drage Omsorg for, at Masserne ogsaa hav-de Købekraft. Der er meget i de senere Aars politiske Udvikling, som tyder paa. at man ikke vil gøre den Fejl om igen, for man ved, det fører til Sammenbrud, til Arbejdsløshed, til Hamstring og til virkelig Krig.

Sikkert vil vor Tilværelse, naar vi kom-mer igennem de nuværende Trængsler, blive mere komfortabel, end den var før Uvejret begyndte. Om det er en Fordel, maa man saa afgøre med sig selv. At dette ikke kan opveje de Rædsler, Krigen har medført, er noget andet, men det er hel-ler ikke Spørgsmaalet. Var Krigen ikke kommet, havde Tekniken bragt os disse Ting langt før.Johannes mndskov hansen

3

En dansk Pioner 1 Argentina bor 12— 15.000 Danskere i store og meget stærkt danskpræ, gede Kolonier, grundlagt for næsten 100 Aar siden af bolliken Hans Fugl, Det er Pampassletternes uhyre frugtbare Muld, der har trukket dem til, her tr de Hvededyrkere — et Bondefolk, men et Bondefolk, der er rekru teret lige saa vel fra de danske Provinsbyer og Hovedstaden som fra det danske Bondeland. Disse 12— 15.000 Danske danner i Grunden et Tvær-

snit af den samlede danske Befolkning.

ET er lige ved hundrede Aar siden, Grunden

blev lagt til disse sær-prægede danske Kolo-nier. Lolliken Hans Chri-stensen Fugl, der fødtes 1811, var en fattig Hus-mandssøn. Allerede som Dreng var han særpræ-get og eftertænksom, og som Yngling fuld af Vir-ketrang. Han blev Vog-terdreng, Bondekarl og Møllersvend, opgav alt dette til Fordel for Træ-skomagerfaget, der brag-te ham »Sølvur og Pen-ge paa Lommen«. Ogsaa dette Arbejde opgav han til Fordel for en Plads som Tjener og Kusk hos Biskop Møller i Maribo (Fader til Digteren Poul Martin Møller og Stedfar til Christian Winther). I dette højtkulti-verede Milieu røbede Fugl en Drøm, han havde baaret paa lige siden Drengeaarene — et brændende Ønske om at blive Lærer. Han kom paa Seminarium og dimitteredes derfra som Lærer med den bedst opnaae-lige Afgangseksamen.

Den fattige Husmandssøn, for hvem Haandens Arbejde ikke alene var en selv-følgelig Ting, men ogsaa en hellig Ting, havde her naaet sit store Maal: en videre-gaaende aandelig Uddannelse. Paa Semi-nariet havde han truffet sammen med den senere saa berømte Højskolemand Kristen Kold, og det havde stødt ham, at Kristen Kold ligefrem satte en Ære i at føre sine Bondesæder med sig ind i det Seminarie-liv, der af Fugl betragtedes som noget fi-nere end Bøndernes.

Efter sin Afgangseksamen blev Fugl Huslærer i et rigt og kultiveret Præste-hjem paa Møen. Her mødte han en Frihed og Dannelse, der i høj Grad tiltalte ham, samtidig med at det ydmygede ham, fordi han indsaa, at der fandtes noget endnu højere end det Maal, han havde sat sig og opnaaet. Dette fremkaldte igen Utilfreds-hed hos ham, og hans urolige Higen mod et eller andet ubestemt og stort, der laa udenfor hans egen Horisont, voksede.

Han blev Lærer i Stege Borgerskole, men selv om Arbejdet passede ham, var der for mange, der vilde blande sig i Ger-ningen. Det ærgrede ham. Han følte sig ufri og hæmmet, og Trangen til at spræn-ge det bindende og hæmmende bragte

Tanken rika.

hen paa Ame-

MED III Fugl

HANS CHRISTENSEN FUGL etter det eneste eksisterende Fotograti.

Amerika tænkte som hele sin

Samtid selvfølgelig paa De Forenede Stater. Men ved et Tilfælde blev hans Opmærksomhed henledt paa Argentina som et Fremtidsland for Land-brugere her var en ny Verden, hvor han kunde opdyrke helt ny Jord. Dette var indby-dende for Fugl, og i 1844 rejste han til Buenos Aires.

I Argentina begyndte han sin nye Tilværelse som Malkemand og Mæl-kesælger. At være Mæl-kesælger i Buenos Aires var tilsyneladende ikke noget stort Fremskridt

for en uddannet Lærer fra Danmark. Men Hans Fugl, der fra nu af kaldte sig Juan Fugl, var ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvil-ken af de to Haandteringer, han foretrak. Som Mælkesælger var han helt igennem en fri og selvstændig Mand, og det betød alt for ham.

Fugl tjente ganske godt som Mælkesæl-ger. Men for ham var det ikke det endelige Maal. Han tog ud paa Pampassletterne og levede Gauchoens frie ubundne Liv. Slet-ternes rene, sorte og dybe Muld maa have hvisket ham i Ørene, hvilken herlig Frem-tid for en Landbruger de gemte i deres Skød, for da han tilfældigt traf en Dame fra Tandil, der varmt anbefalede sin Hjem-egn som særlig egnet for Hvededyrkning, besluttede han at tage til Tandil og be-gynde som Landbruger. Det værste var, sagde Damen, at der ingen Mølle var til at male Hveden.

»Det gør ingenting,« svarede Juan Fugl, »jeg kan selv lave en Mølle.«

Tandil bestod dengang kun af nogle faa Huse og Hytter omkring et Fort, som var den yderste Forpost mod Indianerne. Her fik Fugl overladt halvtreds Tønder Land af Kommandanten paa Fortet, og saa be-gyndte han at dyrke Hvede.

PINE første Genvordigheder havde han ” med de indfødte Gauchos og deres Tu-sinder og atter Tusinder af løsgaaende Heste og Kvæg, der fandt, at Fugls saft-grønne Hvede var en Lækkerbidsken, mens Kvægejerne mente, at det blevUdlæn-

dingens egen Sag at vogte sit Korn. Slet-terne var for alle, og man følte det som en grov Anmasselse, naar Fugl nu plud-selig forlangte, at Ejerne skulde holde de-res Kvæg og Heste paa deres egen Jord. Med sin Hest og sin Bøsse vogtede han Maaneder igennem sin Hvede uden at væ-re af Tøjet i den Tid, og han skød skaan-selsløst paa enhver Hest, der trængte ind paa hans Marker. Selvfølgelig skaffede han sig mange Fjender paa den Maade. Men samtidig vandt han Bespekt ved sin frygt-løse Optræden. De raa og uvidende Gau-chos, der hadede ham, stræbte ham Gang paa Gang efter Livet, men hver Gang kla-rede Fugl Situationen ved sin snarraadige og koldsindige Holdning.

Hejsen fra Tandil til Buenos Aires fore-gik med Heste- eller Oksekøretøjer og va-rede tre—fire Uger. Til de nærmeste no-genlunde fremskudte Civilisationens For-poster var der flere Dagsrejser. At dyrke Hvede kun til Tandils faa Indbyggere og de omgivende Sletters vidt spredte Land-befolkning uden at have en Mølle til at male Kornet til Mel paa var nytteløst. Men som gammel Møllersvend byggede Fugl efter egen Tegning og Konstruktion først en Mølle for Hestekraft, senere en Vand-mølle. Tilstrømningen til Tandil var ved at tage Fart, og da man saa, at Hvededyrk-ningen lykkedes for Fugl, begyndte ogsaa andre at dyrke Hvede. Fugls Mølle fik travlt med at male, han oprettede Bageri, og i Livtag med andre Konkurrencefore-tagender endte han hver Gang som den sejrende. Omkring 1856 dannede Juan Fugl den centrale Skikkelse i den hurtigt voksende Nybyggerby. For samtidig med at han voksede i Anseelse og Held, var han ogsaa parat til at opfylde sine For-pligtelser som Borger. Han blev Byraads-medlem og tog fat paa denne Opgave med samme indsigtsfulde og haandfaste Ener-gi, hvormed han havde forsvaret sine Hve-demarker. De mange Vanskeligheder, Fugl gennem Aarene havde kæmpet med og overvundet, og den økonomiske Uafhæn-gighed, han efterhaanden havde opnaaet, gav hans Optræden og hans Ord en usæd-vanlig Vægt. Og da han altid gik lige efter sit eget Hoved uden at skele til Siderne, var han selvskrevet til at blive den leden-de indenfor Baadet. Han var med i alle Udvalg og Kommissioner og var en af dem, der oftest førte Ordet. Han kunde være meget skarp i sine Udtalelser, og forekom en Sag ham uklar, helmede han ikke, før han var kommet til Bunds i den. Fandt han, at der blev øvet Uret, satte han al Kraft ind paa at faa Uretten gjort god igen.

Men der var navnlig een Ting, der hav-de hans Interesse. Det var Skolevæse-net. Han gik fra Hus til Hus for at faa Folk til at sende deres Drenge i Skole. Det var en vanskelig Opgave, for Folk for-stod ikke, hvad det skulde gøre godt for. Men det lykkedes dog for ham at faa en Skole i Gang med tretten Drenge, og da Folk mærkede, at de virkelig kunde lære noget dér, voksede Elevantallet hurtigt. Da en Udsending fra Skoledepartementet i Buenos Aires kom til Tandil og optraad-te hovent og urimeligt, behandlede Fugl ham paa en saadan Maade, at Inspektøren blev lutter Høflighed og Ærbødighed for

4

ROKKESTEN ved Tandil — kendt at alle tidligere Dansk-Argentinere. Stenen styrtede ned i

Februar 1912.

Fugls Indsigt i Skolespørgsmaal. Ved sin Sagkundskab i Skolesager vandt han i den Grad Regeringsdepartementets Velvilje, al de Lærere, der senere sendtes til Tandil, fik Besked om at holde sig til Fugl og rette sig efter hans Anvisninger — hvis Fugl var tilfreds med Lærerens Arbejde, saa var Departementet det ogsaa.

SOM den initiativrige og pligtopfyldende Borger Fugl var, kom han hurtigt til al

føle sig nær knyttet til de fremtrædende Familier i Tandil uden Hensyn til Natio-nalitet. Hjemmet, som han i en sen Alder havde begyndt sammen med en ung Kone, han havde hentet over paa en af sine Dan-marksrejser, blev efterhaanden stort og smukt, og Fugl var paa Grund af sin In-telligens og Uddannelse en Mand, der kun-de omgaas alle.

Men det blev dog den Gruppe af Dan-ske, der med Aarene samledes i Tandil, der kom til at staa hans og hans Hustrus Hjerter nærmest. Hjemmet blev et Midt-punkt for det lille danske Samfund, og selv da dette Samfund stadig voksede sig større, vedblev Fugl at være som en Pa-triark i Samfundet.

De første Danske i Tandil efter Fugl var i Hovedsagen Bønderkarle fra Møen, hvor Fugl havde virket som Lærer, og fra hans Fødeegn, som havde høri om Fugls Held i det fremmede, og nu var fulgt efter. Dis-se Bønderkarles Held havde saa igen lokket Slægtninge og Venner over til Pampaens fede Muld, og snart var der ikke tilgæn-gelig Jord at dyrke om Tandil. Og selv om det betragtedes som halsløs Gerning at vove sig udenfor de af Militæret be-skyttede Omraader, saa rykkede de jord-hungrende Danske alligevel ud paa Slet-terne, hvor Indianerne strejfede rundt i ikke særlig talstærke, men meget upaa-lidelige Horder. Sejgt og uanfægtet af Fa-rer og Vanskeligheder af alle Slags bredte de danske Kolonier sig sydover ud mod Atlanterhavskysten.

Disse danske Kolonier, der, som allere-de nævnt, i Dag omfatter mellem ti og femten Tusind Danskere, danner en En-klave i det argentinske Rige. Det er dyg-tige, arbejdsomme Jordbrugere, pligtop-fyldende Borgere i den argentinske Repu¬

NYBYGGERBYEN TANDIL ligger nu med brede skyggeiulde Boulevarder og de karak-teristiske lave spansk-prægede Bygninger. Til højre den danske Kirke

i Tandil.

nemlig det nære Sam-menhold og Danskhe-dens Hævdelse, blev en frugtbar Jordbund her-for. Det første prak-tiske Resultat af Andels-bevægelsen blev en ko-operativ Haglskadefor-sikring.

Faren for Haglskade er uhyre stor i Argen-tina, hvor de frygtelige Uvejr, der i Høstens Tid drager hen over Landet, ofte kan opvise Hagl paa Dueægs Størrelse og ef-terlader Kornmarkerne som mejede. De eksiste-rende Forsikringssel-skaber bød langtfra paa betryggende Betingelser, og da et enkelt Uvejr al-tid betød Liv eller Død for en Mængde danske Chacareros’ økonomiske

blik, men først og sidst sig selv bevidste som danske Mennesker. De staar med beg-ge Ben solidt plantet i dansk Kultur og Tænkemaade, og ikke som de danske Ind-vandrere i Nordamerika med det ene Ben i dansk og det andet i amerikansk Kultur. De har deres egne danske Kirker, Forsam-lingshuse, Højskole og Kostskoler, og hvor Afstande o. 1. har gjort det nødvendigt, holder de danske Chacareros og Estan-cieros danske Huslærere til deres Børn. Jeg har selv i de Aar, jeg tilbragte der-ovre, været Huslærer for Børn i tredje Generation efter danske Indvandrere. Dis-se Børn talte kun Dansk, og jeg, den di-rekte indvandrede, maatte undervise dem i deres Fædrelands Sprog.

[1ER er Traditioner medbragte fra Dan-mark, som f. Eks. den kooperative Tan-

ke. Andelsbevægelsen har altid haft sin Rod i disse indvandrede Danskes Bevidst-hed, ganske vist har Andelsbevægelsen først i de senere Aar ført til praktiske Resultater, men de Traditioner, Juan Fugl indpodede de første Danskere i Argentina,

Eksistens, sluttede alle Danskerne sig sam-men og dannede deres kooperative Hagl-skadeforsikring.

Og dermed var Vejen brudt for det næ-ste Fremstød. Selv i de saakaldte tæt be-boede danske Egne i Argentina er Afstan-dene meget store. At faa Produkterne transporteret til Jernbane og videre til Udførselshavnene sluger en meget stor Del af Landmændenes Fortjeneste. Jernbaner-ne var her som i Nordamerika den store Polyp, Landmændene førte en haabløs Kamp med. Syd for de danske Egne, ude ved Atlanterhavskysten laa en lille By, Necoohea. Her lod Regeringen anlægge en Havn. Den vilde betyde en væsentlig Be-sparelse paa Transportomkostningerne for Kornets Vedkommende, hvis bare Jern-baneselskaberne var gaaet ind for Planen. Men den stred imod deres Interesser, og derfor modarbejdede de den. Saa sluttede Danskerne sig sammen, og man fik ogsaa Landmæn^ af andre Nationaliteter med, og saa begyndte man Bygningen af en smalsporet Bane ud til Necochea. Dette Arbejde var ligeledes baseret paa den ko-

operative Tanke. Dette og andre Resulta-

ter af den i alle Danskere iboende Trang til Sam-menhold og Forstaaelse af Andelsbevægelsens Be-tydning var kun mulige, fordi de danske Koloniers Grundlægger, Juan Fugl, gennem sit grundlæggen-de Arbejde, kun skabte Traditioner ud fra ren dansk Kultur og Sindelag.

TAGE NISSEN

5

/ 1905—OG begyndte F. 1). B.s Reb-fabrik sin Virksomhed. I 1958 var en gennemgribende Modernisering af hele Fabi ikken blevet nødvendig, og man begyndte med at udskille Produktionen af Høstbindegarn i en særlig Afde-ling, der blev indrettet i den tidligere teknisk-kemiske Fabrik. Det var saa Planen derefter at modernisere Resten af Reb fabrikken, men den 14. Novem-ber 1038 blev den gamle Rebfabrik totalt odelagt ved lirand. Det blev nu nødvendigt at opføre en ny Fabrik, og man blev derfor i Stand til at ind-rette den med alle de mest moderne

Installationer og fremfor alt at go-rr den saa, brandsikker som muligt. Raa-vareproblemet har givet mange Van-skeligheder at løse, men ved at bruge Papir og dansk Hør er man naaet frem til gode Erstatningsvarer. Ogsaa dansk Hamp vil snart indgaa i Fabrikatio-nen. / Høstbindegarns-Afdelingen har man hidtil klaret Vanskelighederne ved at opfordre Landmændene 1 il at aflevere de brugte Høstbind eg arns-Ender og heraf fremstillet et brugbart Garn. Desuden fremstilles et anvende-lig Erstatningsgarn af Papir,

? at den røg saa nederdrægtigt, at jeg maatte lave Gennemtræk ud til Køkkenet... Men jeg glemmer jo rent...«

Hun vendte sig pudsigt-forvirret om mod den Herre, hun var kommet ind sammen med.

»Det er Hr. Arne Falk, hvis Navn du maaske har hørt, og som jeg har dan-set med her i Staden i min Ungdoms Vaar, og som har kendt din Fader sær-deles godt. Jeg fik hain lokket med her-ud til den Smule Aftensmad, jeg giver i Dagens Anledning, og som han er ved at forslæbe sig paa, uhyggelig gammel-dags galant som han er,« lo hun.

»Han bor hos Politimester Carlsen, som jo har nok at gøre i Aften i An-ledning af Overfaldet paa Etatsraad Bion i ... jo, ved du ikke det: gamle Blom er bleven rendt over Ende herude ad for godt en Timestid siden, af et Par Fyre, der forsvandt med hans Teg-nebog. Og da Hr. Falk kun daarligt kan med at sidde alene tilbords, fik jeg ham altsaa kapret.«

»Ja, mit Navn er Gert Esgensen,« præsenterede Nevøen sig.

»Ansat paa den overfaldne Etatsraads Kontor. 23 Aar gammel. Hidtil ustraf-fet. Adresse: Bjerggade 17, 1ste Sal,« lo hans Faster og travede foran dem op ad Trappen. »Du ser saa underlig ud,« tilføjede hun.

»Ja. dette med Etatsraaden...! Hvor-

TEGNING: OLAV MATHIESEN

^'1V VA’, sidder du dér, din lange

Lommel!« Den lille halvthun-.-3**-''-' dredaarige Forfatterinde, den

næsten altid muntre Marie Esgensen, hvis Forfædre havde boet i Kronby i et Utal af Generationer, saa komisk forbavset paa sin Nevø, hendes afdøde Broders eneste Søn, der havde slaaet sig ned paa et af Trappens nederste Trin. »Hvorfor har du dog ikke lukket dig ind?«

»Lukket mig ind?« Han saa noget des-orienteret paa hende.

»Ja, din Gadedørsnøgle passer jo til min Entrédør. Det opdagede vi jo engang i Foraaret... Naa, endelig gaar der et Lys op for dig. Ja, du ligner saamænd din Fader, ogsaa i det! Og saa at gaa som-merklædt i dette vinterlige September-vejr. uden saa meget som en Regnfrakke — mens din gamle Faster har tilladt sig at lægge i Kakkelovnen. Ja, det fortalte

Novelle af Jens Anker

7

for havde du ikke laaset Gadedøren, Fa-ster?«

»Fordi jeg ventede dig saa temmelig omgaaende. Men jeg blev opholdt i en af Butikkerne. Du ved, tykke Fru Axelsen, hun er ikke til at slippe væk fra. Er der ellers noget i Vejen?« standsede hun og vendte sig om mod ham.

»Ja, jeg ved ikke. Men da jeg kom, syn-tes jeg, at der smuttede nogen om Hjørnet hernede. Døren var heller ikke engang lukket, og det kan ikke være Vinden, for den blæser den modsatte Vej. Men den-gang tænkte jeg selvfølgelig ikke noget særligt ved det. Nu derimod, saa...«

»Ja, det har vel ikke været nogen af dine Kreditorer,« lo hun, »for de flygter vel ikke for dig... Naa, nu har du siddet og forkølet dig!«

Han var kommet til at nyse og greb ef-ter sit Lommetørklæde.

»Og minsandten om du ikke ogsaa har glemt det.« Hun rakte ham sit eget.

»Du kom ogsaa som en Tajfun over mig med den Nyhed,« smilede han en Smule forlegen. »Ja, De ved vel,« vendte han sig mod Falk, »at Faster lige har modtaget 1000 Kroner i ægte Menneskesedler for det nye Oplag af sin Bog, og at det er dem, vi skal soide op.«

»Ja, de kom saamænd paa et tørt Sted,« sagde hun og lukkede dem ind i 1ste Sals Lejligheden.

»De husker jo nok, Hr. Falk, at det er vort gamle Slægtshus, dette her, beboet af min Søster og mig og ikke andre — hun er i Jylland for Tiden; hor ellers nede i Stuen — men det er dyrt at leve, og det er ikke alle Ens Bøger, der kom-mer i flere Oplag. De skal pynte pænt i min Bankbog, naar jeg engang i Morgen faar dem sat ind,« lo hun.

Hun aabnede triumferende en af Bø-gerne midt i Værelsets store Reol.

»Ganske fikst fundet paa, hva’« — og stod derpaa som lammet: »Men, du gode Gud, hvor er Pengene dog blevet af?«

Saa gav hun sig til at undersøge en anden af Bøgerne, en tredje, en fjerde; men der var ingen Penge at finde noget Steds.

)} C AA har altsaa nogen taget dem,« sag- ** de Falk. »Lad os se Lejligheden ef-

ter!« Og det gjorde de, for at ende ude i

Køkkenet, hvor det øverste af Vinduerne var aabnet og Blæsten stod ind som en kompakt Straale Kulde.

»De har nok haft travlt, da de tog af-sted,« smilede Falk og pegede paa et Hjør-ne rødt Satin, der sad i Klemme i den lukkede Spisekammerdør. Falk lukkede Døren op. Tøjstumpen viste sig at være en Snip af et Fortræksgardin, som Vin-den fra det halvaabne Spisekammervin-due havde drevet frem i Døraabningen, og som var kommet i Klemme, da Døren blev lukket.

Frk. Esgensen rystede mystificeret paa Hovedet:

»Men jeg lukkede jo Døren til, inden jeg gik og havde netop den største Ulej¬

lighed med at faa manøvreret Gardinet indenfor. Hvordan kan det saa hænge udenfor nu? Skulde det mon have noget med Tyveriet at gøre?«

Hun opgav at finde ud af det. »Naa, de fanger vel Tyven. Lad os nu gaa ind og faa noget at spise. Bagefter ringer jeg saa til Politimesteren.«

»Skulde det virkelig være ham, jeg saa forsvinde nede om Hjørnet?« funderede Nevøen.

Falk stod henne ved Vinduet ned til Haven.

»Hvad staar De nu og falder i Staver over, Hr. F'alk?«

»Jeg tror, det er Røgen; jeg har i hvert Fald lige paa een Gang faaet Hovedpine. Ja, saa sart en Blomst er jeg,« smilede han selvironisk.

»Maa jeg forsvinde bare 5 Minutter. En lille Tur i den kolde Luft vil gøre godt. Jeg kryber for en Sikkerheds Skyld i Overfrakken... Vil De tage Tid, Hr. Es-gensen. Præcis om 5 Minutter er jeg her igen.«

Han forsvandt ned ad Trappen, og Ma-rie Esgensen pyntede lidt ekstra paa Bor-det.

Præcis fem Minutter efter var han der. »Jeg fandt Deres Lommetørklæde,« sag-

de han og rakte Gert Esgensen det. »Saa havde De alligevel ikke glemt det

hjemme. Men nu er jeg all right,« vendte han sig mod sin elskværdige Værtinde, »og saa sulten, at jeg kunde æde baade Lolland og Falster.«

Saa satte de sig til at spise. »Nu ser det ud, som om det var dig,

der havde Hovedpine,« rystede Forfatter-inden humoristisk-bekymret paa Hovedet ad sin Nevø, der virkelig saa baade bleg og urolig ud. »Hvilke Svæklinge, man dog er omgivet af!«

Efter Maaltidet tog den unge Mand Afsked med dem:

SKUMRING Drømmende Kvæld, sænk dine Skyggers duggede Aande dybt i min Sjæl!

Strømmende Luft! Send mig en vaarfrisk, fordringsløs Skovblomsts kvægende Duft.

Svindende Glans! Genskin af Solens brydende Straaler kast i min Sans.

Drømmende Kvæld! Bær mig i Favn til Livskildens evigt strømmende Væld.

OLAF ANDERSEN

»Jeg ser herhen noget senere paa Af-tenen, Faster, for at faa at vide, hvordan det gaar. Farvel saalænge.«

Falk fik skænket sig en ny Kop The og fik Ild paa en frisk Cigar.

»Det er sandt, jeg har en Overraskelse til Dem: jeg fandt Deres Penge dernede ... ja, nede i Haven.« Han rakte hende dem. »Jo, Tyven maa have set nogen komme,« begyndte han at forklare.

»Jeg forstaar: min Nevø,« nikkede hun. »Ja, han maa have set ... Deres Nevø —

komme, har været bange for at løbe paa ham paa Trappen og har af denne Grund ikke turdet fjerne sig med Pengene paa sig. Maaske han ser saa skummel ud, at han med Rette har frygtet for at blive standset og visiteret paa Stedet. Deres Nevø er jo en kraftig ung Mand og sær-deles resolut, vist. Han har saa aabnet Dø-ren til Spisekammeret og trods den stride Blæst faaet navigeret Sedlerne ud af Vin-duet, ned i Haven, hvor jeg fandt dem liggende tæt op ad Husmuren her.«

»Men hvorfor hentede han dem ikke selv, og med det samme?« spurgte hun.

»Fordi han kom for sent — andet er der ikke at svare.«

»Han havde da ellers Tid nok. Det maa have været en ubegavet Tyv.«

»Hvem siger ogsaa, at Tyve skal være begavede,« lo Falk. »Naa, nu er der jo ingen Grund til at ulejlige min stakkels Politimester, vel? Men gem i Fremtiden Deres Penge paa et andet Sted, og sig det ikke til nogen; selv ikke til Deres Nevø; husk paa, hvor glemsom han er; det kan plumpe ud af ham, uden at han tænker over det — og den rigtige, eller rettere sagt: forkerte, Mand kan komme til at høre det. Og saa har vi Balladen!«

f|A Gert Esgensen vaagnede Dagen efter, ** var der Brev til ham. Fra Arne Falk.

»Da De oppe fra Kabinettet saa Deres Faster og mig komme,« stod der, »burde De hellere have taget »Risikoen« ved en Kropsvisitation — en Risiko der jo iøv-rigt slet ikke blev aktuel! — end vise Glemsomhed baade m. H. t. Anvendelig-heden af Deres Gadedørsnøgle samt Deres Lommetørklæde, som De forsaavidt be-nyttede med Klogskab, da det jo dels hin-drede Sedlerne i at flyve rundt omkring i Haven, dels, gennem sin Hvidhed, mar-kerede, hvor de laa.

De to Ting — suppleret med Deres Fa-sters spøgefulde Ord om Deres Kreditorer — gjorde imidlertid, at jeg fattede Mis-lanke til Dem; noget Politiet antagelig og-saa vilde have gjort, da det jo myldrede netop dér i Kvarteret, og der ikke var set nogen mistænkelig Person å la den my-stiske Herre, hvis Tilstedeværelse De saa snedigt antydede. De to Gentlemen, der overfaldt Etatsraaden, er bleven paagrebet et Par Kilometer udenfor Byen, og paa dem er der ikke fundet nogle af Deres Fasters Penge.

Det blev altsaa mig, der »opdagede« Dem — og vær glad for det. Skulde Deres Kreditorer være meget paatrængende, snak saa hellere med Deres elskværdige Faster om det. Og glem aldrig i Deres fremtidige Liv de smukke Ord i Biblen om, at det er bedre at give end at tage. Glem dem aldrig!«

8

af Folket BRUGSFORENINGSsBLADET for Folket •il — — - - - ———Hu

En Stat i Staten wBZÆtED samme Helbefarenhed udi

den højere Logik, hvormed Eras-mus Montanus beviser, at Per

Degn est en Hane, har Købmændenes Or-gan »Dansk Handelsblad« forbløffende skarpsindigt fundet ud af, at Kooperatio-nen bl. a. paa Prislovgivningens Omraade er en Stat i Staten: Hvordan? vil man spørge. Prislovgivningen m. v. gælder jo ogsaa for Kooperationens Forretninger. Ja, formelt, men ikke reelt, siger Bladet:

»Sættes f. Eks. en Maksimalpris saa lavt, at Varens Fordeling til Forbrugerne giver Underskud, saa kan Kooperationen udligne Underskudet bagefter paa Medlemmerne (Forbrugerne), uden at Statens Kontrollører kan konstatere Maksimalprisovertrædelscn.«

Altsaa — Statens Prislovgivning kan Kooperationen sætte sig ud over efter For-godtbefindende. Erasmus er slaaet af Mar-ken som Logikens Ypperstepræst: Koope-rationen lever i en helt anden Stat end andre Danskere og fastsætter sine egne Love.

Hvordan skal man komme dette til Livs? spørger Bladet og tilføjer: Her er en grim haard Nød for Priskontrolraadet at knække.

DET er muligt, at Købmændene ikke tager i Betænkning at spille Per Degns Bolle.

De er sikkert ikke svære at overbevise, og vi faar da trøste os med, at den ny-proklamerede Statsdannelse er saa rum-melig, at end ikke de Vantro nægtes Ad-gang — og at den ydermere har det For-trin fremfor almindelige Stater, at den ikke udskriver Skatter, men tværtimod udbetaler, hvad den faar for meget. Den hører saaledes ikke til de værste.

Hvad Priskontrolraadet angaar overla-der vi roligt Bladets Betragtninger til Baa-dets Papirkurv, men maaske Forbrugerne vil have Udbytte af en nærmere Analyse-ring af Bladets ekvilibristiske Manøvrer. Der er adskilligt, der giver Stof til nær-mere Eftertanke.

FØRST dette, at vi formelt men ikke reelt er underkastet Prisloven. Prøv at drøfte

dette med Uddelerne, som daglig kæmper med Prislovgivningens Problemer.

Til Eksempel kan nævnes, at F.D.B. for-nylig har maattet nedsætte Rabatten til Brugsforeningerne for Rekvisitionskøb i Paaklædningsmagasinerne fra 10 til 3pCt., fordi Prisloven ikke tillod saa stor Avance — hvilket sine Steder har bragt F.D.B. i Modsætningsforhold til Foreningerne.

Prisloven er saaledes paa dette Punkt den direkte Aarsag til en Indgriben i vore interne Forhold af ikke ringe Rækkevidde. Skal dette kaldes en Formalitet, maa der være noget i Vejen med Ordbogen.

Og naar Bladet mener, at Prisansættel-sen er os ligegyldig, fordi vi kan udligne eventuelle Tab paa Medlemmerne, er den-ne Betragtnings Overfladiskhed indlysen-de alene af den Grund, at Kooperationen ikke blot betragter sig som Forbrugernes Værn, men ogsaa har til Opgave at dele Sol og Vind lige mellem Medlemmerne indbyrdes.

Dette forpligter bl. a. til at skabe Ba-lance mellem Varepriserne. Hvis der blev kalkuleret for lidt paa en Vare og for me-get paa en anden, vilde Forbrugerne af den sidste komme til at betale Tilskud til

den første. Det kan ikke være retfærdigt. Kooperationens Priser er netop ansat

saaledes, at de med størst mulig Nøjagtig-hed afspejler Prisniveauet. I Kraft af, at vi ikke skal tjene paa, men tjene Forbruger-ne, besidder vi fremfor nogen anden Mid-lerne til at kalde den sande Pris frem.

M EN det kan ikke undgaas, at en tvangs-regideret Pris bliver en stiv og uhande-

lig Pris, som kan være rimelig i Dag og uretfærdig lavt ansat i Morgen. Det er en af Prislovens Skyggesider, som imidlertid ofte bliver til Solformørkelse hos Køb-mændene.

Vi for vort Vedkommende sætter en Ære i at holde Prisloven, ogsaa paa de Punkter, hvor den kan synes noget dra-stisk; thi dens endelige Maal: at holde Prisniveauet nede og skaane Forbrugerne for en Inflations Ulykker — ligger paa Linje med vore Opgaver, men vi er lige saa stærkt som Købmændene interesseret i, at der bliver en vis Margin for Fortje-neste. At gøre Fortjenstmulighederne illu-soriske er at underminere Initiativet, og det vil hurtigt medføre Anarki og Lam-melse af Forretningslivet.

Der er ogsaa en Risiko at møde, naar Overgangen til normale Tider efterhaan-den gør en Nedskrivning af ukurante Va-relagre nødvendig.

Og helt hen i Vejret er det vel næppe, naar Grosserersocietetets Formand, Hud. Schmidt, paa sin Organisations General-forsamling fornylig beklagede sig over, at Prisstigningerne paa visse Omraader har medført »en ofte urimelig haardhændet Fremgangsmaade overfor de lettest kon-trollable, sidste Led paa Varernes Vej«.

DET er i Organisationsformen og ikke i den forretningsmæssige Tilrettelægning

af Virksomheden, Kooperationen adskiller sig fra den private Handel. Til syvende og sidst er vi i merkantil Henseende un-derkastet nøjagtigt de samme Vilkaar, og Resourcerne er for begge Kategorier dy-best set de samme.

Naar Dansk Handelsblad saaledes hen-viser til, at Kooperationen frejdigt kan udligne sine Tab paa Reserverne — som ganske rigtigt er Forbruger-Sparepenge — er det en noget letkøbt Frase. Reserverne er endnu mindre for os end for andre en Sparegris, der kan rystes en Femøre ud af i en snæver Vending.

At tære paa Reserverne er at udhule hele Foretagendet og en lige saa selvmor-derisk Politik i Kooperationen som andre Steder. Den første Betingelse for en lykke-lig Udvikling indenfor Kooperationen er, at dens Foretagender kan staa Maal med det bedste Købmandsskab, og at der i For-tjenstmulighederne levnes os det Albue-rum, som en sund, forretningsmæssig Drift kræver.

H AR nu en eller anden Maksimalpris gi-vet Tab, er der for vort Vedkommende

naturligvis ingen anden Udvej at gaa end udligne Tabet paa Medlemmerne. Hvad i Alverden skulde vi ellers gøre? Under en eller anden Form maa Medlemmerne, som ejer Virksomheden, bære Tabet.

Og hvad gør Købmændene selv? Ifølge D. H. kunde de ogsaa erklære sig tilfredse — uanset, hvorledes Priserne sættes i før-ste Omgang — hvis de »ligesom Koope-rationen havde Adgang til en Gang om Aaret at afkræve Forbrugerne det, der mangler i Kassen«.

De gode Folk glemmer, at de ikke har tilbagebetalt deres Købere nogen De) af Forretningens Overskud og saaledes staar i Skyld til Forbrugerne. Derfor: Afskæres en Købmand af Prisloven i at søge Kom-pensation paa Varetab paa andre Vare-omraader, maa han ty til sine Reserver. Thi: Er de strengt taget hans egne? Har han frit Lov til at slutte, at naar de en-gang er gaaet i Kassen, er de urørlige?

Maaske er Kassen tom. Da er det et Udtryk for enten 1) daarligt Købmands-skab, 2) at Omsætningen har været for lille i Forhold til Generalomkostningerne eller 3) at Købmændene ikke har villet nøjes med en rimelig Løn, men har spist hele Overskudet op. Hvis ikke Forholdet var dette, hvorledes skulde Kooperationen da være kommet i Besiddelse af sine store Reserver? Det er derfor positivt forkert, naar D.H. hævder, at Købmændene »ikke i deres Varetægt har Forbruger-Sparemid-ler, hvoraf de kan tage, hvad Salgspriser-ne har givet for lidt«.

O GSAA af Staten er vi begunstiget, mener D.H. og fremfører, at det »under saa-

danne Forhold kan være overordentlig vanskeligt at konkurrere med kooperative Forretninger netop i en Tid, da Staten er den afgørende Faktor i Handelen«.

Det har aldrig været Kooperationen s Ønske at krybe i Skjul bag Staten. Vi mø-der helst vore Modstandere paa aaben Mark i fri og ubunden Konkurrence og imødeser med Forventning den Dag. da Staten løser de Baand, der baster og bin-der den frie Handel. Saa meget mindre værdigt er det for den danske Købmands-stands Organ at anbefale Indskriden mod Kooperationen ad Lovgivningens Vej med følgende Ord:

»Der findes jo ingen Lov om Kooperatio-nen. Den er faktisk som en Stat i Staten og kan med et spottende Smil se paa alt det Lovmageri, vi almindelige Statsborgere har at døje med.«

Mon Bladet ønsker denne besynderlige Konklusion taget fuldt alvorligt? Netop ved at binde vore Hænder og omgærde os med særlige Love og Regulativer, vil man gøre os til en Stat i Staten. I sin nu-værende Skikkelse med fri og aaben Ad-gang for alle til at nyde Fordel af de Goder, Pionererne har skabt, hviler Be-vægelsen paa den mest vidtgaaende Fri-heds Grundsætninger. Anderledes hvis den kun henvendte sig til en snæver Kreds, da havde den tabt sin samfunds-mæssige Kraft. Men en aaben Organisation med Plads for »saavel Loke som Thor«, en Organisation, som stiller Medlemmerne frit overfor, om de vil købe deres For-brug i dens Butiker, som tillader Medlem-merne at træde ud, naar det passer dem. og aldrig anvender Tvang overfor Med-lemskredsen — en saadan Organisation kan ikke være en Stat i Staten.

Og paa samme Maade, som vi selv slaar Portene paa vid Gab, er vi Modstandere af Tvang overfor andre Former for Han-del og Produktion end vore egne. Vi har ikke Brug for Statens Hjælp i Kampen om Markedet, og det staar enhver frit at forsøge paa at overbevise Medlemmerne om vor Idés Uholdbarhed og vore Meto-ders Uduelighed.

Alligevel er det stadige Omkvæd hos vore Modstandere, hvorledes de bedst skal komme os til Livs ved illoyale Metoder. Er det værdigt for en stor Stand, som gør sig til af sit Samfundssind? E-N-

9

E X N E JI X E II

25 Aar som Afdelingschef Lørdag den 16. Maj kan Chefen

for F.D.B.s Papirafdeling G. Fejl-berg Rasmussen fejre 25 Aars Da-gen for sin Ansættelse i Fællesfor-eningen og i mange af Landets Brugsfor-eninger vil der den-ne Dag, som saa of-te før, blive tænkt med Venlighed og Anerkendelse paa Papirafdelingen og dens dygtige Leder

Da Fejlberg Ras-mussen i 1917 til-traadte Stillingen som Leder af F.D.B.s Papirafdeling, var han ikke nogen ung og uerfaren Mand inden for sin Branche. Tyve Aar før kom han i Lære i en Provins-Boghandel, og i Aarene 1901 til 1917 arbejdede han i forskellige ansete Papirforretnin-ger, saavel en detail som en gros, i København og var ved sin Ansæt-telse i faglig Henseende saa godt rustet, at F.D.B.s Ledelse kunde nære Tillid til, at de faglige Krav, der nødvendigvis maatte stilles til en Leder, fuldtud vilde blive op-fyldt. Hvad man ikke paa Forhaand kunde vide, men kun paa Grundlag af de indhentede Oplysninger ane, var, at Fejlberg Rasmussen ogsaa i andre Henseender var af det rigtige Stof.

Naar F.D.B.s Papirafdeling i Dag er en af Landets allerstørste Pa-pirforretninger, da er Grundlaget herfor naturligvis de henved 1900 Brugsforeninger, der staar som Medlemmer; men Grundlaget er jo kun et Grundlag, og hvad der bliver bygget op paa det afhænger i høj Grad af den Indsats af Initiativ og det Arbejde, som de Kræfter ofrer, der paa det givne Omraade staar til Organisationens Raadighed. Det ligger i Sagens Natur, at det i sær-lig Grad tilfalder Specialafdelingen at vise Initiativ, at vejlede og i det hele gøre den første store Arbejds-indsats, og Papirafdelingen under Fejlberg Rasmussens Ledelse er et godt Eksempel paa, i hvilken Grad et dygtigt arbejdende Fællesindkøb kan bidrage til Udnyttelse af de Muligheder, den enkelte Brugsfor-ening er stillet overfor.

Fejlberg Rasmussen er i Aarenes Løb vokset saa fast sammen med den Bevægelse, i hvis Tjeneste han staar, at vi ikke kan ønske ham noget bedre end mange gode rjtr-bejdsaar i F.D.B., og saa vil ogsaa vi takke ham for det store Arbejde, han hidtil har udført. — w-

* .* *

Der søges Spindhør-Arealer Fra Hørskætteriet »Linum« i Viby

foreligger Meddelelse om, at det i Aar kan udvide Kapaciteten med 500 ha, som ikke er fuldt tegnet.

Ødelagte Hvede- og Frømarker vil med Fordel kunne benyttes til Høravl. løvrigt er Lermuld og god Sandmuld i særlig Grad velegnet, men Jorden maa være ren og i god Gødningskraft.

Der leveres Dyrkerne Hørfrøka-ger og Høstbindegarn i Forhold til den leverede Hørmængde.

(i. FEJLlIKItU RASMUSSEN'

HVAD ER ET Dansk Grossist-Tidende finder i

en Artikel under denne Overskrift det helt i sin Orden, at man forny-lig fejrede Hundredaarsmindet for Severin Jørgensen. »Denne Mand,« skriver Bladet, »havde mange for-træffelige Egenskaber, som Andels-folkene naturligvis med Glæde min-des, men vi maa dog melde Pas, naar »Andelsbladet« skriver;

»Saaledes gav hans aldrig svig-tende Modstand mod Monopoldan-nelse indenfor Produktion og Om-sætning Anledning til den afgøren-de Nydannelse, som Oprettelsen af Produktionsvirksomheder beteg-nede.«

»Forholder det sig ikke saale-des,« slutter Dansk Grossist-Tiden-de, »at dersom Severin Jørgensens Livsværk: Brugsforeningsbevægel-sen faar Magt, som den har Agt, saa overtager den efterhaanden hele det danske Erhvervsliv og bli-ver derigennem den eneste rene 100 pCt. danske Monopolvirksom-hed, vi har kendt.«

Nyt Bageri-Griseri I Byretten maatte Bagermester

Aage Alfred Sørensen, selveste Formanden for Københavns Bager-mesterforening, fornylig vedtage en klækkelig Bøde for Urenlighed i sit Bageri. Urenlighed er vist forøv-rigt et for beskedent Udtryk, for Dommeren bemærkede til Forsva-reren, at det mildest talt var »no-get forfærdeligt Svineri«.

Døre, Vægge og Vinduer var overtrukket med et muggent Slim-lag, og det vrimlede med Mus alle-vegne, — ja, der var endog Muse-reder i Melsækkene. Ved tidligere gentagne Besøg af Sundhedspoliti-et var Indehaveren af Griseriet sat under Tiltale for »i længere Tid al have forhandlet Brød og Kager, der paa Grund af Inficering var uegnet til Menneskeføde.«

Maa del være tilladt fra Forbru-gerside at spørge, hvorfor Sund-hedsautoriteterne ikke allerede ef-ter det i. eller 2. Besøg — en Maa-ned forud for Rejsning af Tiltale — havde lukket Butiken. For det var vel for meget forlangt, at Ba-germesteren i Tide skulde have ta-get Lære af den Skæbne, der over-gik hans Kollega i Aalborg.

Byretten lakserede Bøden til 1.500 Kr. — sligt risikerer man, naar man ikke har rent Mel i Po-sen. — Men hvad med Bagermester-Formandens Kunder, der uvidende spiste »uegnet Menneskeføde i læn-gere Tid«, har de af den Grund større Garanti for, at Tilfældet ik-ke gentager sig?

Det bør dog i denne Forbindelse noteres, at denne Sag sammen med den houlbergske danner en vis Bag-grund for det Lovforslag, som In-denrigsministeren fremsatte i Fol-ketinget d. 27. April vedr. skærpet Kontrol med Levnedsmidler.

* * *

Æsker med forskelligt farvede Kræm-Toppe er lige udsendt fra Konfektfabriken i Kolding, fine i Smagen og billige i Prisen.

MONOPOL? Det har naturligvis ikke været

D.G.T.’s Hensigt at hente Svaret paa det stillede Spørgsmaal »Hvad er et Monopol?« hos os, men vi finder det alligevel paa sin Plads at oplyse det om, at Ordet Mono-pol betyder Eneherredømme og be-tegner en økonomisk Tilstand, hvor Konkurrence er udelukket.

Uden at have noget sikkert Kend-skab til Brugsloreningsbevægelsens Chancer for efterhaanden at over-tage hele Magten(l), tør vi i alt Fald understrege den Kendsgerning, at Monopol i Betydningen Eneher-redømme intet har med Brugsfor-eningsbevægelse at gøre. Tvært-imod maa man betegne nævnte Be-vægelse som et Fællesherredømme, bygget paa sandt og retfærdigt De-mokrati, hvor en stadig større Del af Samfundets Borgere nyder Sam-arbejdets Frugter, efterhaanden som Tilslutningen til Bevægelsen udvides. At tale om et Forbruger-Monopol er simpelthen Nonsens.

*

Brugsforenings-Bladet har samlet den danske Presses Mindeord om Severin Jørgensen. Ialt har 90 for-skellige danske Dagblade bragt Ar-tikler, Kroniker og Notitser om S. J., samt Anmeldelser af F'orstander Arnfreds Bog — alt i Anledning af Hundredaarsdagen. De forskellige Bidrag fylder ca. 28.000 Millimeter, eller 56 Avisspalter.

'I5

Nordisk Andelsforbund i 1941 Nordisk Andelsforbunds Virksom-

hed er forstaaeligt nok gaaet stærkt tilbage under Krigstilstanden, som har afskaaret os fra Forbindelse med de oversøiske Markeder, og selv inden for det europæiske Kon-tinent lægger Restriktioner og Tra-fikvanskeligheder i meget stor Ud-strækning uoverstigelige Hindrin-ger i Vejen for N.A.F.'s sædvanlige Virksomhed.

Naar Forbundet alligevel har kunnet opretholde en ringe Omsæt-ning, skyldes det navnlig, at det har fundet et nyt lille Virkefelt ved Afsætningen af nogle danske Land-brugsprodukter til Medlemmerne i de tre andre Lande, særlig til det svenske K.F. Men selv denne Virk-somhed bliver stærkt begrænset af Statsindgreb under de bestaaende Kontingentordninger.

I 1939 naaede Nordisk Andelsfor-bund op paa en Omsætning paa 74,7 Mili. Kroner. I 1940 dalede Omsæt-ningen til næsten 16 Mili. Kroner, og i 1941 gik Omsætningen helt ned til godt 4 Mili. Kroner, og for første Gang har man i Aar maattet kon-statere et Underskud paa 55.284,78 Kroner, der imidlertid opvejes af Overførslen fra i Fjor.

Omsætningen fordeler sig saale-des mellem Medlemmerne:

Det finske S.O.K.. . Kr. 281.459,60 Det finske O.T.K... » 407.325,05 Det norske N.k.L.. » 109.385,27 Det svenske K.F... » 2.518.357,39 F.D.B » 725.457,66

* *

Pengerigeligheden og Andelsbanken »Pengerigeligheden« var det tek-

niske Fænomen, som i første Bæk-ke satte sit Præg paa Andelsban-kens Generalforsamling i Odense d. 23. April, og i Beretningen fast-slog Formanden, Proprietær O. Fr. Sp/iid, at »Bankens Likviditet har ligget betydeligt højere end øn-skeligt for en god Indtjeningsev-ne«. Dette har dog ikke paavirket den Linje, Banken til Stadighed fulgte m. H. t. Udlaanenes sikre Anbringelse. Trods noget mindre Indtjeningsevne vilde Banken hel-lere sikre sig at have en rimelig Kapital rede til Kundernes Afbe-nyttelse, naar Tiden dertil var in-

Da Krigsvanskelighederne i For-bindelse med den lille Høst i Fjor vil medføre en baade faldende Eksport og Import, maa Kravet til Pengemarkedet antages at formind-skes, og tankens Indtjeningsevne kan saaledes ikke ventes forbedret.

Formanden var betænkelig ved en Sænkning af Udlaansrenten, idet den næppe vilde skabe større Laa-nebegær og kun burde gennemfø-res i Sammenhæng med hele Lan-dets Pengepolitik. Han tilføjede, at Kronehævningen havde skabt en Del Utryghed i Landbrugskredse.

Aaret .sluttede med en Balance paa 157 Miil. Kr., hvilket er en Stigning paa 6 Mili. Kr. i For-hold til 1940. De vanskelige For-hold, ikke mindst i Landbruget, og Valutahandelens fuldstændige Bortfald havde reduceret Bankens Totalomsætning. Alligevel var man

naaet op paa godt 12 Milliarder Kr. Bankens Egenkapital var nu godt 17% Million med en Forøgel-se i Andelskapitalen paa % Mil-lion og i Reserverne % Million. Bankens driftsmæssige Overskud er godt 1% Miil. Kr., hvoraf 612.868 Kr. gaar til Andelskapitalen (5 pCt.), medens Resten fordeles med Henlæggelser til Reservefond, Kurs-reguleringsfond og Skat.

Blandt Bankens Forretningsfor-bindelser er Brugsforeningerne sta-dig i Spidsen med 568, en Stigning paa 33.

Efter at Direktør Eriksen havde gjort Rede for de af Krigen foraar-sagede mægtige Svingninger paa de enkelte Regnskabsposter, førtes en kort Diskussion uden principiel In-teresse, og en teknisk Ændring i Valgreglerne vedtoges.

Næstformanden, Gdr. Th. Thom-sen manede til Sammenhold om Banken. De private Banker var langt ude med Laanetilbud i Øje-blikket, men det gjaldt om at be-vare Andelsbanken paa el sundt Grundlag og ikke lade sig lokke af øjeblikkelige Fordele.

Med »Kongernes Konge« sluttede Dirigenten, Gdr. Hjalmar Jensen, den vellykkede Generalforsamling.

I et senere afholdt Repræsen-tantskabsmøde valgtes Gdr. K. Hansen, Klausbølle, til Bestyrelsen i Stedet for afdøde Husmand Karl Iversen, Hannesborg. Uddeler Chr. M. Pedersen, Ryslinge, er indtraadt i Repræsentantskabet.

10

r

L 1> A G E X E 11 X E It

En lille BrugsforeningS'Passiar 1942 vil — saa sørgeligt det end

er — blive de tomme Hylders og Skuffers Aar, for i mere end to Aar har Danmark været lukket ude fra den Verden, hvorfra vi tidligere hentede mange gode og uundværlige Kolonialvarer hjem. Men nu er vi kommet nær ved Bunden i de fle-ste »oversøiske Skuffer«, og de me-re eller mindre dejlige og vel-illu-derende Erstatningsvarer har holdt deres Indtog i den danske Hus-holdning.

For at høre hvorledes Brugsfor-eningsuddeleren og hans Medhjæl-pere klarer sig i denne Krisetid med alle dens mange »Overordent-lige Foranstaltninger« og Prislove m. m., aflægger vi et lille Besøg i Viby Brugsforening hos Uddeler Rorslet.

Allerede ved vor Indtræden mø-der vi et stærkt Indtryk af de sær-prægede Forhold, hvorunder Vare-fordelingen for Tiden finder Sted: Rationeringskortenes Mangfoldig¬

EFTER LUKKETID giver Chefen Medhjælperne In-strukser m. H. t. nye Priser og Lovbestemmelser.

hed. Paa et Bord i Baglokalet er Dynger af de forskelligt farvede, smaa Kuponer anbragt, som Udde-ler Rorslet nu er i Færd med at sortere i forskellige Poser. Det bli-ver i Viby Brugsforening til ca. 1 Mili. Rationeringskort aarlig, og der skal i Sandhed baade Tid og Omhyggelighed til for at holde Re-de paa en saadan Portion, af hvil-ken de nye Vareforsyninger ganske afhænger. Først Kortene paa Bor-det, siden nye Varer til de tomme Skuffer. — Det er ikke saa let en Sag, siger Rorslet, at tilsvare sine Beholdninger med de indkomne Mærker. Noget Svind vil der des-uden altid være, selv om vi passer nok saa meget paa Afvejningerne og den rette Opbevaring af Varen.

Næ, keder os gør vi ikke, der er simpelthen ikke Tid til det, for nok er Omsætningen gaaet ned, og Portionerne i mange Tilfælde ble-vet mindre, men samtidig er Antal Ekspeditioner gaaet i Vejret, og den obligatoriske og frivillige Ratione-ring har givet os alle mere end nok at bestille — godt det samme, for saa glemmer man at fortvivle over Tidernes mange Genvordighe-der.

— Hvorledes gaar det med Ratio-neringen af Varer som Tobak, Fedt, o.s.v., spørger vi. — Jo, vi har indrettet et Kartoteksystem, hvor vi kan se, hvornaar vi sidst udlevere¬

al

UDOELER RORSLET i Færd med at tæl-le Dynger af Rationeringskort op.

de saadanne Varer til de respekti-ve Medlemmer. E'n af de Sider i vor daglige Virksomhed, der giver meget Arbejde og lille Fortjeneste er Salget af Giftstoffer. Ifølge Gift-loven skal der føres en Giftbog, og

Flaskerne skal opbe-vares i et reglemen-teret, aflaaset Skab, naar man f. Eks. vil sælge Nicotin, Blyar-senat, Afsvampnings-midler. m. m. De to førstnævnte Ting maa kun sælges til Per-soner over 18 Aar og mod Kvittering. Saa De forstaar, det er en omstændelig Hi-storie, for bare maa-ske at sælge for 50 Øre Gift.

Men først og sidst er det dog Prisloven, der har sat os Sæl-gere graa Haar i Ho-

vedet. Lad mig nu straks sige, at Uddelerne har haft stor og paa-skønnelsesværdig Støtte fra Fæl-lesforeningen gennem Vejled-ning i Prislovens mange og ind-viklede Bestemmelser, dels gennem Foredrag ude i Kredsene, Artikler i »Uddelerbladet« og gennem Ud¬

sendelse af Cirkulærer m.m. F.D.B. har tillige udarbejdet og udsendt en Priskalkulerings-Tabel, hvor Va-rerne indenfor de enkelte Afdelin-ger i Isenkram, Cykler og Papir er inddelt i Grupper, saaledes a,t de forskellige Stignings-Tillæg er ud-regnet for de forskellige Varer.

— Ogsaa Omsætningskatten, der administreres af Toldvæsenet, har givet Anledning til nogen Ærgrelse og Besvær, dels ved de kontrolle-rende Inspektørers Besøg og vort daglige Bogholderi over indgaaede, solgte og af Medlemmerne eventu-elt returnerede, afgiftspligtige Va-

rer. Naa, det var maaske lidt vel me-

get om vore Vanskeligheder, der som bekendt kun er til for at over-vindes. Desuden er der i denne Tid trods alt flere glædelige Lyspunk-ter, først og fremmest Medlemmer-nes Loyalitet og faste Beslutning om at ville staa sammen om deres Forening. Skulde jeg derfor til Slut, siger Uddeler Rorslet, svare Dem paa Deres Spørgsmaal om, hvad mine Ønsker er for Brugsfor-eningsbevægelsen og specielt for vor Brugs, maatte det være dette, at Brugsforeningerne som før fort-sat maa være en samfundsopbyg-gende og prisregulerende Faktor, og det forudsætter, at der snart maa blive Fred i Verden, og vi igen kan blive frie og selvstændi-ge Borgere — og saa et Ønske til: at vi snart kan faa Forsyninger frem af Cykledæk, Kaffe, Ris, Ro-siner, Peber m. m.; det kan De tro, vi savner ...

De fjerne Kolonirigers krydrede Dufte hænger endnu ved Brugsens Hylder og Skuffer med en svag Mindelse om en ikke altfor fjern Fortid, da der var Overflod af disse dejlige Sager — og nu ventes der altsaa — ikke blot i Viby —-paa, at Pustet fra Ceylons Kanel-træer og Duften fra Palæstinas Orangelunde, Guldkystens Kakao-og Javas Kaffeplantager paany skal bringe en frisk Luftning ind over Danmark — og ligesom før tage Brugsens tomme Hylder og Skuffer i Besiddelse. J. L.

Mejeriernes og Landbrugets Ulykkesforsikring afholdt den 24. og 25. April or-

dinær Generalforsamling i Køben-havn. Formanden, Gaardejer Poul Rasmussen, aflagde Beretning om Virksomheden i 1941. Efter at have udtalt Mindeord over 2 afdøde Med-lemmer af Repræsentantskabet, nemlig Gaardejer H. Lundsbve og Gaardejer Steffensen Sørensen, meddelte Formanden at Forsikrin-gerne nu andrager 412.000, og at Skadestilfældene i 1941 har udgjort over 15.000. Der blev endvidere gjort Rede for Samarbejdet med Andels-Anstalten »Tryg« og de til-fredsstillende Resultater, dette har medført.

Regnskabet for Aaret 1941 forelag-des af Direktør Heiede og blev god-kendt. Den samlede Præmieindtægt samt Renter og forskellige Indtæg-ter har udgjort ialt Kr. 4.586.427. Skadesreserven og Præmiereserven

er overført fra forrige Aar med Kr. 3.619.916. Det samlede Erstat-ningsbeløb for egen Regning har udgjort Kr. 3.012.397, og efter Afsættelse af ny Skadesreserve og Præmiereserve paa Kr. 3.631.702, udgør Overskudet Kr. 207.124, der henlægges til Dispositionsfonden. Forsikringens samlede Formue er ved Aarets Udgang Kr. 4.446.261. I de forløbne 43 Aar er der anmeldt 256.193 Skadestilfælde og udbetalt i Erstatninger tilsammen 54,5 Mil-lioner Kroner.

Generalforsamlingen besluttede, at Forsikringen skulde yde et Bi-drag paa 2000 Kr. gennem »De samvirkende danske Andels-Forsik-ringsselskaber« til Andelsudvalgets Finlandsindsamling. Endvidere at Foreningen kunde yde et Bidrag paa 2000 Kr. til Hjælp til Anskaf-felse af Inventar til »Tønderhus«.

Torsten Odhe 50 Aar Redaktøren af det udmærkede,

svenske Tidsskrift »Kooperatoren«, Torsten Odhe, fyldte den 24. April 50 Aar. Allerede i 1921, efter nogle Aars journalistisk Virksomhed ved Dagspressen, blev han ansat ved sit nuværende Blad, hvor han i 1932 af-løste Axel Gjores som Redaktør.

Paa denne vigti-ge Post har Torsten Odhe da gennem en lang Aarrække ydet et meget anerken-delsesværdigt Ar-bejde i Oplysnings-arbejdet, ikke blot ved den Flid og Dygtighed, hvormed han personlig har præget sit Blads Indhold, men ogsaa gennem sine mange Afhand-linger om økonomiske Emner i an-dre Blade, og gennem sit rige For-fatterskab, omfattende forskellige interessante Bøger om Andelsbevæ-gelsen i Finland, Schweiz og Island m. fl„ hvoraf flere er oversat til andre Sprog og udkommet i betyde-lige Oplag.

Mange danske Brugsforenings-mænd har gjort den ungdommeligt virkende, svenske Pressemands Be-kendtskab under hans Rejser i Dan-mark og faaet et levende Indtryk af hans charmerende og betydelige Personlighed, der i Andelsarbejdet i Sverige har ydet en saa stor Ind-sats.

Vi ønsker Torsten Odhe endnu mange rige Arbejdsaar for den Sag, han helt og fuldt har viet sit Liv og fremragende Evner.

* * *

Møder om gode Brugsting og rigtiee Køkkenredskaber

Tanken om, at Brugsforeningen ikke blot skal sælge Medlemmerne de gængse Varer, som de ønsker, men forsøge at vække Medlemmer-nes Sans for gode og gediegne Ting. har ligget bag det Arbejde, der i det sidste Par Aar er blevet gjort for at skabe Salgsbetingelser for Gode Brugsting og Rigtige Køkken-redskaber.

Nu er Arbejdet traadt ind i en ny Fase, idet der, som tidligere meddelt, afholdes en Række Kursus for Uddelere og Medhjælpere, og det næste naturlige Skridt vil være at afholde Møder for Medlemmer-ne. De første Møder af denne Art har allerede været afholdt i Kol-ding som meddelt i Brugsforening--Bladet Nr. 8. Alle Møderne fik et vellykket Forløb.

To af Foredragsholderne: Frøken Bodil Westergaard og Arkitekt Zeuthen gentog desuden deres Fo-redrag paa Andelsskolen, i Askov Brugsforening og for Askov Høj-skoles Elever.

* * *

Kooperativa Forbundet i Stock-holm har af Munksjø-Aktieselska-bet købt dets Aktier i Fiskeby Fa-briks-Aktieselskab for ialt 16% Miil. Kr. og udvider hermed sine omfattende Industriinteresser til ogsaa at gælde Papirindustrien.

TORSTEN nmiE

11

PAA 1EJ TIL MALKtN passerer den indiske Bonde den samme Ruin, som Alexander den Store pas-serede paa sit Erobringstogt til Indien lor 2200 Aar siden.

I KHYBcR-PASSET, det berømte Pas ved Nordvest-grænsen til det antibritiske Aiganistan, staar en Soldat al Shinwaristammen paa Vagt lor Eng-land. Her ender det britiske Indien.

MAHASAJAHERNES PALADSER er hele Byer med skinne de hvide og rødlige Bygninger, et Opbud af Taa ne og Porte. Henover Slotspladsen driver d( indfødte sin Ko, Hinduernes hellige Dyr.

AF OLE KIILERICH

de store Modsætningers Lam JgEj .fljrfc UROPÆ.ERE føler sig ikke virkelig

hjernme i Indien, selvom de bor der i mange Aar. Man kan leve saa længe

i Kina, at man til sidst bliver næsten Kineser, men man bliver aldrig Inder, naar man ikke er født i Indien af indiske Forældre. Kineserne, som i Aarhundreder har følt sig draget mod Indiens Eventyrverden og Rigdomme, beskrev dette Land længe før hvide Mænd drcmte om det. Men hel-ler ikke Kineserne følte sig nogensinde hjemme der. Af de godt 6 Millioner Kinesere, som bor i Asien udenfor Midtens Rige, har kun et lille hundrede Tusinde slaaet sig ned i Indien, hvor de ernærer sig kummerligt som Smaahandlende, mens der alene i det langt mindre Burma bor 350.000 Kinesere, som for manges Vedkommen-de er velhavende, enkelte fantastisk rige ....

I NDIEN er ikke et Land, det er en hel Verden for sig, mere mangfoldig og broget end tilsva-

rende Landomraader i Østens fagre Verden. Kina er ogsaa mere en Verdensdel end et Land, men i Indien er Forskellene paa Mennesker langt, langt større end i Kina. Indiens Mennesker lever paa alle Udviklingstrin, fra Urskovens Jægere og Fiskere til Byernes forfinede og sublime Filo-soffer. Der mangler intet menneskeligt Træk i de indiske Folkemasser, hverken det ophøjede og skønne, eller det frastødende og hæslige. In-dien er fantastisk rigt paa Modsætninger.

I Indien findes i Hundredvis af Stater, som kan spænde over Tusinder af Kvadratkilometer eller blot over en lille Plet paa Størrelse med Kongens Nytorv i København. Der tales Hun-dreder af Sprog, som Sprogforskerne er i Stand til at ordne i 12 egentlige Sprogfamilier, der hver for sig er lige saa forskellige fra hverandre, som for Eksempel Dansk og Finsk. Religionernes Tal er ogsaa meget stort, selvom man i Almindelig-hed anser det for tilstrækkeligt at skelne mellem Hinduismen, Muhammedanismen, Parser-Reli-gionen, Sikh ernes og Jaina'ernes Religioner.

Det mest iøjnefaldende Træk ved den indiske Befolkning, som tæller over 300 Millioner Men-nesker, er de kolossale sociale Modsætninger, fra Rigdomme, der er saa enorme, at man næsten ikke kan fatte, at Enkeltpersoner kan eje saa meget, til en Fattigdom og Nød, som intet euro-pæisk Slumkvarter kan opvise Magen til.

De sociale Modsætninger hænger i nogen Grad

sammen med den hinduiske Religions Forestil-linger. Kastevæsenet, som man har hørt saa meget om, men som vel de færreste i Europa overhovedet har Mulighed for at begribe, deler det indiske Folk op i Klasser. Oprindeligt bestod der fire Kaster, Præstekasten, Adels- og Kriger-kasten, Borgerkasten og Bondekasten. De tre første Kaster var de fine, den fjerde Kaste var Arbejderklassen, som i Indien fik en social Stil-ling, der nogenlunde svarede til den, Grækerne gav de undertrykte Folk i Oldtiden. Indiens Bonde- og Arbejderkaste var ogsaa oprindelig undertrykte Folk.

Udenfor de fire Kaster staar de kasteløse, Pa-riaerne, som dannede og danner Indiens Prole-tariat. Men for at undgaa at blive kasteløse og for at imødekomme Krav, der stilledes, saavel politisk som religiøst, i Hindusamfundet, skabte man ustandseligt nye Kaster, og der eksisterer i Dag omkring 3000 Kaster, selvom man ikke praktisk behøver at regne med saa mange. Den hinduiske Religion forudsatte, at Mennesket føl-te det som en Pligt at arbejde der, hvor det ved Fødselen var anbragt. Der dannedes paa den Maade en Mængde Erhvervskaster, som praktisk betød, at en Skomagers Søn var nødt til at blive Skomager og saadan videre. Den religiøse Bag-grund for Kastevæsenet var den væsentligste Hindring for, at det aldrig ophævedes; og selv Gandhi, som vil Inderne det godt, kan ikke tæn-ke sig at ophæve Kastevæsenet. Den, der til-hører en Kaste, føler sig som oftest ogsaa lyk-kelig nok ved den Tilværelse, Kasten byder ham. Men for dem, der staar udenfor alle Ka-ster, Pariaerne, er Tilværelsen efter vore vester-landske Begreber rent ud uhyggelig . .. AT fordybe sig i Indiens Historie eller i den " indiske religiøse Filosofi kunde være interes-sant nok, men falder udenfor Rammen af denne Skildring af Indien og dets Problemer i Dag. Kun saa meget bør man vide, at Indien 2000 Aar før vor Tidsregning blev erobret af en arisk Stam-me, der som Kvæghyrder kom fra Bjergene i Nord og med sig bragte den Religion, Flertallet af Indere i Dag bekender sig til. Gennem Aartusinder er den blevet forbedret og over-broderet med nye Forestillingskredse, saa man i Dag kan sige, at den spænder videre end nogen anden Religion. Den tilfredsstiller paa

een Gang den spidsfindigste Tænker og den pi mitiveste Landarbejder. Men der er ganske vi for den udenforstaaende heller ikke megen Li hed mellem den Brug, den belæste indiske F losof gør af sin Religion, og saa den Magt, R ligionen repræsenterer i Landsbykvindens da; lige Liv. For den første frigør Religionen fi timelige Bekymringer, mens Kvinden i Land byen kun har Bekymringer af sin Religion. Hi er bange for Guderne og Aanderne, og inge vover at kalde sit Barn smukt eller godt; s< kunde de onde Aander nemt tage det fra en!

Den samme Religion har været Inspiration kilden til nogle af de skønneste Digterværke der er skrevet af Mennesker ... Men de er fo beholdt et Faatal læsekyndige Indere.

I et Folk, eller rettere sagt i mange Folk, mi I en saadan Spændvidde i religiøse Forestilli ger, i Dannelse og Tankegang, i Omgangsfor og Tale, har demokratiske Principper aldrig ku net slaa Rod. Inderne var næsten forudbester til at blive styret udfra despotiske Princippe og den indiske Historie er rig paa Despoter.

De politiske Forhold er i Dag bestemt af i Spænding mellem det, man kan kalde for di indiske Nationalisme og det britiske Forval ningssystem. Oprindeligt lagde Hollændere, Pc tugisere og Britter Handelsstationer paa Kyste men efterhaanden blev Britterne næsten ene o Handelen, og for at kunne styre det enorn Bagland paa en Maade, der voldte Handeli færrest Bekymringer, overtog den engelske Ko ge paa det engelske Folks Vegne hele Indie Som Tiden gik, har man indset, at Indien ikl kunde styres som almindelig Koloni, og Sel styre-ideen har langsomt slaaet Rod ogsaa hi Inderne selv. Men at finde frem til en Fori hvorunder Selvstyret gavnede de mange og sk dede de færreste, har endnu ikke været mulig

MUHAMMEDANERNE, som fortrinsvis bebo Nordindien, men iøvrigt lever Dør om D

med Hinduerne, tæller 80 Millioner, hvoraf < 60 Millioner vel egentlig er Hinduer, hvis Fæd eller Bedstefædre eller Oldefædre omvendte s fra Hinduismen til Muhammedanismen, mens < øvrige 20 Millioner er Efterkommere af de Mu limer, der som Erobrere kom ned i Indien f Persien og Afghanistan. Mellem Muhammed

nere og Hinduer ei der en stedsevarende Uover-ensstemmelse, som af og til slaar ud i aaben Strid med Blodudgydelse og Forfølgelser af man-ge Slags. At finde en Selvforvaltning, der giver Hinduer og Muhammedanere Mulighed for at leve fredeligt Side om Side, det er i Grunden det næsten uopnaaelige Maal, man har sat sig, da man lovede Indien Selvstyre og Dominion-Rang.

Fra 1902 forlod Britterne det centraliserede Styres Princip, som havde raadet indtil da, og dermed begyndte i Virkeligheden den lange Tov-trækning om Indiens Selvstyre. Den er ikke endt endnu. Man var i Virkeligheden naaet temmelig langt, da Krigen brød ud i September 1939, men de indiske Nationalistregeringer i 9 indiske Pro-vinser traadte da tilbage for at stille det indiske Nationalistparti frit i Spørgsmaalet om Krigs-deltagelse paa Storbritaniens Side. Herpaa var Meningerne i Partiet meget delt. En stor Del af Hinduerne er klart Pacifister, Gandhis Stilling er jo kendt nok. Andre er det ikke. Og Indiens Hjælp til Storbritannien har ikke været saa rin-ge. Der leveredes Jute til 100.000 Sandsække om Maaneden, foruden Olie, Fedt og Gummi, Man-gan, Kromit og Mica (et Metal til Aeroplanfrem-stillingen) i større Kvanta end normalt, og paa flere andre Maader har der været ydet Bidrag til Krigsførelsen.

I NDIENS Fyrster er et Eventyr for sig. Vi ken-* der dem jo fra en Del Film, som en Overgang var gode Kassestykker i Biograferne: Maha-rajaernel De styrer deres Stater, som det passer dem, men har alle sluttet Traktatforbund med Storbritannien. Fyrstestaterne omfatter en Tred-jedel af Indien, og Fyrsterne hersker over en Fjerdedel af Indiens Befolkning. Ialt er der vel 500 Fyrstestater spredt rundt om i Indien, og af vidt forskellig Størrelse. Nogle er fremskredne Folkesamfund, andre staar langt tilbage i Udvik-ling. og nogle har været saa tyrannisk styrede, at England maatte gribe ind og fjerne Fyrsten.

Sammen med Muhammedanere og Kasteløse ser Fyrsterne hen til England som Værneren mod Hinduernes Tilbøjelighed til Despoti. Nationali-sternes (og det vil i denne Forbindelse sige Hin-duernes) Maal er at koncentrere Magten hos sig selv og udelukke Muhammedanerne. og Fyrster-ne saavel som alle andre Minoriteter, deriblandt ogsaa de Kasteløses ulykkelige Millioner.

Muhammedanernes Krav er Selvstyre for sine Menigheder, en Stat i Staten, selv i den mindste Landsby, hvor Hinduer og Muhammedanere bor sammen! Efter Krigsudbruddet overlod den en-gelske Vicekonge til Hinduer og Muhammeda-nere selv at naa til Enighed, og det var, efter at denne Enighed ikke havde kunnet naas, at Staf-ford Cripps blev sendt til Indien for at prøve paa at gøre en Ende paa Uvisheden. Men Mu-hammedanerne vil stadig ikke nøjes med For-sikringer fra Hinduerne om Minoritetsrettighe-dernes Sikring, de vil paa Forhaand have dem sikret i selve Forfatningens Struktur. Af stor Betydning er det, at Muhammedanernes Politik tiltaler Pariaerne, som tæller 40 til 60 Millioner. I Modsætning til Kastevæsenet proklamerer Mu-hammedanerne jo nemlig Frihed og Lighed tor alle Mænd!

Man havde vel troet, at en Løsning kunde naas saa at sige paa Basis af Uenigheden blandt Hinduerne selv. De deler sig nemlig i en kon-servativ, en moderat og en yderligtgaaende Fløj. Men hver Gang man naar til det afgørende Punkt, hvor Svaret skal være Ja eller Nej, saa er Nationalistpartiet mærkværdigvis altid blevet enigt.

E NGLÆNDERNE har investeret 17 Milliarder Pund Sterling i Indien og opnaar heraf et Ud-

bytte paa 4,9 pCt. om Aaret. Alene i indiske Jernbaneanlæg er nedlagt 150 Mili. Pd. St., 41 Mili. Acres Land er blevet frugtbargjort ved Vandingsanlæg, Sundhedstilstanden er forbed-ret en Smule, men langtfra tilstrækkeligt, og Skolevæsenet er endnu utilstrækkeligt, hvad dog næppe saa meget skyldes Englænderne som In-derne selv. Af Drengene gaar 50 pCt. i Skole, af Pigerne kun 17 pCt. Analfabetismen er 85 pCt. blandt Mænd og 97 pCt. blandt Kvinder.

Inderne klager navnlig over, at Skoleuddan-nelsen er for ringe, hvortil Britterne svarer, at

KVINDE SKAL BRÆNDES. Hun er Uørt sin bedste sari, r hendes Mand har købt lor næsten hundrede oner Cedertræ til Baalet. Han vil selv antæn-• dette na senere kaste hendes Aske i Floden.

NDHI, en al Indiens store Personligheder, lever tyre beskedent, i den Hytte, der ses herunder, in er her lotograleret sammen med Kripalini, 1 anden fremtrædende Inder.

de religiøse Fordomme hindrer en videre Udvik-ling af Skolevæsenet. Naar 50 Millioner er un-derernærede, fremhæves ogsaa fra britisk Side, at den værste sociale Undertrykkelse findes der, hvor Inderne selv raader. Kastevæsenet forhin-drer sociale Fremskridt. Og man vil fra britisk Side ofte høre, at Indernes Krav om Selvstyre paa indeværende Tidspunkt kun vidner om en enorm Selvovervurdering! Fra engelsk Side ind-rømmes af Fejl.begaaet i Indien, vel egentlig blot den, at man har indført engelsk Ret i et orien-talsk Folk og dermed befordret en Udvidelse af Sagførerstanden langt ud over Behovet. Enhver indisk Politiker eller Skribent er Sagfører!

De sidste Dages og Ugers Begivenheder har bragt Indien paa Forsiden i alle Aviser, og man spørger sig selv, hvad Betydning det, der nu er sket i Indien, kan have. Det er svært at be-dømme. I og for sig skulde vel Tilnærmelsen mellem Inderne og Kineserne historisk og følel-sesmæssigt være den vigtigste Begivenhed, saa stærkt den end traadte i Baggrunden for de britisk-indiske Forhandlinger. Men mellem Ki-nesere og Indere er Kløften smallere og mindre dyb end mellem Indere og Europæere. Baand af Tusind Aars Alder har bundet de to Folk omend kun løseligt sammen, og der er i deres Karakter-træk ikke saa lidt, som er fælles. Under en eller anden Form maa man derfor vente at se de to Folk, som tilsammen tæller trekvart Milliard Mennesker, forbundne i Fremtiden. Begyndelsen gøres vel allerede nu midt under den brændende Krig, og det er her Englænderne der paany har paataget sig det indiske Forsyns Rolle.

OVER Tibet gaar Vejen fra Indien til Kina, og omvendt. Den har gaaet der i Aartusinder,

men har været benyttet ulige meget. Den Dag, der igen bliver Brug for den, staar den parat til at kunne befares. Fra Kalkutta gaar Banen nu til Darjeeling i Himalaya, videre gennem Sikkin til Tibets Grænser. En Automobilvej er anlagt fra Phari til Gjangtse og videre *over Schigatse til Lhasa. Men desuden har Englænderne fore-taget Opmaalinger i Tibet og projekteret Bane fra Assam over Chumbi Dalen, flere Automobil-veje og adskillige Flyvepladser. Med ét Spring er Tibet nu kommet fra Middelalderen midt ind i Nutiden — ganske som det under russisk Le-delse er sket i Mongoliet og under japansk Fø-rerskab i Manchukuo. Kamelen afløses uden videre af Flyvemaskinen! De unge radikale Ti-betanere har opholdt sig i Indien for at lære, og har med sig hjem Engelsk som Talesprog, mens de i politisk Henseende vakler mellem Vestens Demokrati og Østens Teokrati. Vejen mellem Kina og Indien vil for de unge Tibeta-nere komme til at afgøre deres politiske Tvivl, saavist som Indiens Fremtid nu rma følge Kinas.

IND ENS FREM I ID At unge Kvinder søger de højere Læreanstalter for at lade sig uddanne til fremtidig Opdragervirksomhed, er betydningsfuldt lor In-dien, af hvis Kvinder de 97 pCt. er Analfabeter.

F R I T i » K X 71

Haven i Maj Nogen stille Maaned i Haven kan

man ikke vente, at Maj skal være, og navnlig ikke i Aar, hvor alt Ar-bejde er sinket paa Grund af det sene Foraar.

April satte dog heldigvis ind med ligefrem Sommervejr, og Jorden blev derfor hurtigt gennemvarmet og tjenlig til de nu i Almindelighed forefaldende Arbejder. Man plejer at sige, at naar Kirsebærtræerne blomstrer, da er Tiden inde til at saa Agurkerne paa Friland. Vil man have et rigtigt godt Resultat af sin Agurkeavl, skal der baade godt med Gødning og meget Vand til.

Med ca. 1,35 Mtr.'s Afstand mel-lem Rækkerne graves en Rende i 1 Spadestiks Dybde ca. 20 cm. De 15 cm fyldes op med velforraadnet Gødning, der trædes lidt fast. Et Lag god Jord paa 7—8 cm lægges ovenpaa, den tiloversblevne Jord lægges i en Kam paa hver Side af Renden, det giver altid noget Læ, som Agurken gerne skal have. Agurke-Kernerne stikkes nu ganske let ned i Jorden, ca. IV2 cm, og 5 cm mellem hver Kerne. Nu gælder det om at passe dem med Vanding, da den megen Gødning ellers let kan skade Planterne, naar de kom-mer op.

Naar der er givet saa rigelig Af-stand mellem Rækkerne, maa Jor-den udnyttes mellem disse, indtil Agurkeplanterne bliver saa store, at de skal bruge Pladsen. Man kan lægge 2 Rækker Ærter eller saa nogle Rækker Karotter, Radiser, Salat, eller hvad man vil, bare det er et Produkt, der afhøstes, inden Agurkeplanterne gror til.

Paa en Graavejrsdag er det bedst at komme i Gang med Plantning af de forskellige Grønsager. Planter-ne holder sig da bedst saftspændte.

Betingelsen for god Vækst er, at Planterne sættes saa fast, at Bladet gaar af, dersom man rykker i det; derfor plant last. Man kan natur-ligvis ikke altid tage Hensyn til, hvor denne eller hin Lfrt bedst gror, da der jo gerne skulde veksles mel-lem Jordstykkerne hvert Aar; men saa vidt muligt maa man sætte Sel-leri paa gødningsrig og varm Jord. Kaalsorter og Porrer er nok kræ-vende, hvad Gødning angaar, men trives næsten altid godt, naar de er plantet paa en aaben Plads. I frisk Markjord med Tilskud af Kvælstof-gødning skal De nok faa et godt Produkt.

Husk at finde en Plads ved Syd-muren til Tomaterne. Har der væ-ret Tomater et Par Gange i For-vejen, maa der skiftes Jord; det er ikke nok blot at lægge ny Jord oven paa den gamle. Det, det gæl-der om i den første Vækstperiode, er, at der er rigelig med Kvælstof-næring, for at Urternes Bladgrønt kan blive rigtig kraftigt. Det er jo ikke mange Fritidsgartnere, der kan benytte det gunstigste Øjeblik til at strø Salpeteren ud, naar det øs¬

regner, men man bør da opslemme Salpeteren i Vand og med 14 Da-ges Mellemrum vande f. Eks. 2 kg pr. 100 Kvadratmeter i Stedet for at bruge 4 kg paa een Gang.

Mange Fritidsgartnere er i Tvivl om, hvad de skal gøre ved deres Træer og Buske, der har lidt Skade af Frosten i den forgangne Vinter. Man skal ikke være for hurtig til at rydde op. Mange af Planterne vil begynde at vise svage Tegn til Liv, og man bør da foretage en Udrens-ning af disse Planter ved at skære dem tilbage, til der ikke mere er brun Antegning i Snittet. De stedse-grønne Planter maa man ryste rene for visne Naale og saa med Saksen søge ind til frisk Træ. Planterne vil muligvis komme til at se lidt hava-rerede ud; men det er uklogt at lade det daarlige sidde, da det hindrer de frembrydende Skud i at komme pænt frem. Man maa haabe, at der trods den stærke Tilbageskæring efter de foregaaende to strenge Vintre, findes saa meget Liv i disse kostbare Planter, at de i Sommer kommer til Kræfter igen.

FERSKEN-ESPALIERET skal sidde paa en Syd-mur (i sidste Nr. fortaltes om, hvordan man lettest opstiller et Espalier) — Træ-ets Grene skal være bundet helt ind til Espalieret, og gennem Knibning af Bla-de skal man Sommeren igennem sørge for, at Frugterne faar saa meget Sollys som muligt.

Vær omhyggelig med Fersken-Espalieret Ferskenespalieret er nu i fuld

Blomstring, mange flere Blomster, end der er Brug for, er ansat. De bliver dog heller ikke til Frugter allesammen, men alligevel bliver der som Regel for mange. Man reg-ner med 20—25 Frugter pr. Kva-dratmeter, hvilket er en god Besæt-ning, og de overflødige maa derfor fjernes.

De Frugter, som er bedst udvik-lede, og som man skønner, vil kom-me til at sidde bedst paa Grenene, baade hvad Lys og Plads angaar, skaanes naturligvis. Derimod sidder der ofte en Del, der vender mod Muren, eller som man kan regne med vil komme i Klemme mellem Grenene; saadanne maa fjernes. En Del naar en ganske kort Udvikling og falder af eller sidder og bliver svampede. Disse bør man for Sund-hedens Skyld fjerne. Der maa ikke

paa Træet findes andet end de ud-valgte Frugter.

Der vil fremkomme en Mængde Skud, som der slet ikke er Brug for; disse maa knibes væk, inden de bliver for lange — det kan gøres med Neglene. Man beholder dog de Skud, der sidder godt, som Ledegrene og Frugtgrene, navnlig gælder det om, at det nederste Parti af Træet bliver vedligeholdt med Fornyelsesgrene. I Toppen er Træet altid villigt til at skyde kraftige Grene, men de maa stadig fjernes helt ind til Grunden, da der ellers bliver en hel Ansamling af Skud tilsidst.

De Grene, der skal bindes til, bør bøjes, medens de er bløde, da de ellers vil brække. Der maa ikke være flere Grene paa Træet, end at alt Løvet kan faa Gavn af Sol-lyset.

Hold Skadedyrene i Skak

Den stadige Kamp for at holde Frugttræerne fri for Skadedyr og andre Sygdomme maa fortsættes.

Ubehageligt er det at opdage, naar man bider af et Æble, at en Orm har ødelagt det og tilgriset det med sine Ekskrementer. Det er ikke altid let for Haveejeren at vide, hvilke Insekter der er Aarsag til Ødelæggelsen, og paa hvilken Tid, de skal bekæmpes. To af Ska-dedyrene er Æblehveps og Æble-vikler.

Æblehvepsehunner opsøger i den Tid, Træerne staar i Blomst, disses Bægerblade og lægger sine Æg ved Grunden af dem. Efter Udklæknin-gen begynder Larven sit Liv under den lille Frugts Hud og ender til-sidst, efterhaanden som Frugten ud-vikles, i dens Kød. Hvor den lille Snylter har været, efterlader den et Hulrum fyldt med Affaldsstoffer Nogle af Frugterne falder af, ma-dens de er ganske uudviklede, an-dre vokser videre,

Det andet Insekt er Æblevikle-ren; den tager fat i Begyndelsen al Blomstringen. Dette Skadedyr ei ikke saa bestemt med sin Æglæg-ning, men lægger dem dels paa de unge Knopper, dels paa disses Om-givelser. Naar Larven fremkommer, kryber den ned til Blomsterbunden, for naar Kernehuset udvikles, at leve i dette. Hvor to Æbler er i umiddelbar Nærhed, vil man ofte opdage, at Larven ogsaa har tagel Naboæblet i Besiddelse.

Disse to Skadedyrs Larver frem-kommer altsaa, medens Træerne er i Blomst, og man maa derfor be-handle Træerne med Sprøjtning, lige inden de sidste Kronblade fal-der. Paa dette Tidspunkt er Bierne færdige med at besøge Blomsterne, saa der er ingen Grund til at æng-stes for at forgifte dem. Til Bekæm-pelse af Larverne maa anvendes Blyarsenat, 100 gr til 25 Liter Vand. og igen en Sprøjtning et Par Uger efter. Det vil ikke være til nogen Skade at tilsætte 25 gr Nikotin i Vædsken.

Haven er anlagt med Buksbomkanter, og mange Gange, som udgør over en Tredjedel af Jordstyk-ket. Plantningen er en Blanding af Stauder, Roser, Prydbuske og Frugttræer, Man sidder inde i Stuen og ser ud paa Haven. — Der hviler noget af Gravstedets Dysterhed over denne Haveform

13 METER

Det lille Areal er nu blevet stort, der er blevet Plads til de samme Planter, grupperet hver for sig. Ha-ven er blevet et Sted, hvor man færdes, og hvor man hviler paa Græstæppet. Sommerlig Lethed præger den nu aabne og frie Have, hvor tunge Grus-gange og store mørke Buksbomhække er fjernet.

14

f « i rr i » i; n

Idræt og Boldspil Det er efter Fyraften, de unge er

paa Sportspladsen, det er Haand-bold, der dyrkes paa dejlige nye Baner, som de unge selv har pla-neret. Der er gode Omklædningsfor-hold med Brusebad o. s. v. — Da Sognets unge i Forbindelse med nogle unge Gaardmænd havde gjort Jordarbejdet paa Idrætspladsen, be-vilgede Sogneraadet Penge til et lille praktisk og hyggeligt Idræts-hus, der rummer Redskaber, Om-klædning og Bad. Huset ligger smukt omgivet af Plantning og Græsplæner.

Nu er man ved at ordne sig til Haandboldspillet. Der er afmærket to Baner, 8 Hold skal spille i Aften, Delingsføreren ordner de unge Mænd, Sognets Lærer og Lærerinde tager sig af Børnene, der er baade Drenge og Piger. Den kvindelige Delingsfører leder de unge Piger. Træningen indledes med en Løbe-tur, derefter tager Børnene Bold-banerne i Brug, de skal først for, saa de kan blive færdige og kom-me hjem i god Tid.

De unge Piger faar en Omgang Gymnastik paa Plænen foran Idræts-huset, inden de faar Lov at tumle sig med Bolden. Karlene er derimod i Gang med en Række udmærkede Øvelser, der er lagt an paa at op-

Hegnspæle og Traadvæv maa udnyttes

Det kan jo ikke gaa an, at vi har Fjerkræet rendende baade i egne og andres Haver i denne Tid. Hønse-gaarden maa derfor holdes i Orden baade med Pæle og Hegnstraad. De Pæle, man bruger, bør imprægneres, navnlig hvis det er Gran- og Fyrre-pæle, der er de mest anvendte, da Lærk og Eg er dyrere i Anskaffelse. Pælene kan imprægneres i 4 pCt. Blaastensvædske. Pælene skal være saftholdige og maa afbarkes, inden de sænkes ned i Karret med Blaa-stensvædsken, da denne ikke kan paavirke Træet i tør Tilstand.

Anderledes er det med de andre Paastrygningsvædsker, som Karbo-lineum, Kultjære m. fl., her maa Træet være tørt. Stolperne maa staa neddyppet i Vædsken i ca. 48 Timer og Imprægneringen maa foretages et godt Stykke over Jorden, da For-raadnelsen er værst lige i Jord-skorpen. Nogle bruger at svide Rod-enden saa meget over et Baal, at den Del, der skal i Jorden, er for-kullet, men det er ikke nogen sær-lig Beskyttelse og kan ikke anbe-fales.

Naar Traadvævet sættes paa, bør der om Hønsegaarden være gravet et godt Spadestiks dyb Rende, og i denne sættes Hønsenettet ned. Det bør være overstrøget med Asfalt, inden det dækkes til med Jord. Jo mindre Gaarden er, desto mere er denne Foranstaltning nødvendig, da Hønsene holder af at tage Skrabe-tur og tilsidst faar lavet Aabning i Hegnet, hvorigennem de kan søge ud.

Til venstre: lloldtMi kastes krulftitft frem-efter, til hejre Uagudkast.

øve Kaste- og Gribefærdighed og Placeringsevne, da de har arbejdet en Tid med dette, afleverer de Bol-dene til Pigerne, og nu er det Kar-lene, der øver Gymnastik, men det er især Springøvelser, der optager dem. Derefter nogle Start og et 100 Meter Løb, og saa faar de voksne Banerne at spille paa, mens Børne-ne en Stund ser til.

Er det ikke uheldigt, at I kun har to Baner, spørger jeg Delingsføre-ren? — Absolut ikke, lyder Svaret. Vi vil gerne igennem en Række Træningsøvelser, før vi gaar i Gang med selve Spillet, og vi vil ogsaa gerne have lidt Gymnastik hver Aften, derved faar vi fat i Gymna-sterne, der i Begyndelsen var meget konservative i deres Indstilling overfor Boldspillet og saa paa Haandbold som noget langt ringere end Gymnastik, nu er de derimod blandt vore dygtigste og mest tro-faste Spillere, og det Kammerat-skab, der skabes herude paa Bold-banerne om Sommeren, er saa godt, at de fleste Boldspillere følger med ind i Gymnastiksalen om Vinteren, saa vi nu har mange flere Gymna-ster end før.

Da man er færdig med Spillet, og Spillerne har taget Styrtebad, sam-les alle foran Idrætshuset, hvor der synges et Par Ungdomssange og en Aftensang, før man sætter sig paa Cyklen og kører hjem.

Det var dejligt at overvære en saadan Aften.

Men i Nabosognet gaar det gan-ske anderledes til, der har man in-gen ordentlig Bane og ingen Ledel-se, saa der er Tonen en ganske an-den. Der raabes, skriges og skæn-des, som var det en Flok vilde, der var sluppet løs, drøje Eder skærer gennem Luften, saa »pæne Menne-sker« slaar Kors for sig.

Sogneraadet har ikke Vilje til at hjælpe, Læreren føler sig for gam-mel til at tage sig af de unge, og Delingsførere har man ingen af. Taler man med de ældre i Sognet derom, lyder der kun Beklagelser over Ungdommen og Boldspillet, som man ønsker langt væk, hvor der ikke er godt at være.

Saa forskelligt udfolder Idrætten sig i vort Land. Men heldigvis bli-ver Ledelsen og Forholdene bedre for hvert Aar der gaar. Større og større Skarer af Ungdom slutter op om Idrætten i Stedet for at drysse Fritiden bort eller anvende den til daarlige Fornøjelser.

Frostfri Jordkælder i Forbindelse med Udhus

De sidste, meget strenge Vintre har gjort de før anvendte Kuler til Kartofler og anden Afgrøde nær-mest ubrugelige. Frosten naar ned til de uerstattelige Fødevarer, og tilmed umuliggør Frosten i lange Perioder, at man kan tære paa sine Beholdninger. Derfor er det godt at have en virkelig frostfri og desuden hele Aaret lettilgængelig Jordkæl-der, saa stor som man nu har Brug for den.

Her er vist, hvordan saadan en Kælder kan indrettes. Det er et stort Arbejde, og det koster lidt Penge at udføre det, men dog betaler det sig mange Gange at ofre Mønt og Umage. Arbejdet er heller ikke vanskeligere end at enhver med en Smule Taalmodighed og Omtanke kan udføre det.

Jordkælderen er indrettet i For-bindelse med et Udhus. Man kan udmærket bruge et allerede eksiste-rende Udhus, blot man fjerner den ene Gavl og ud for den graver 1 m i Jorden, hvorpaa Gavlen mures el-ler støbes op igen i fuld Højde, med en smal Dør midt paa forneden i Udgravningen. Ud fra denne Dør graves en Fordybning, saa lang og saa bred som man mener, at Jord-kælderen skal være. For smaa Hus-holdninger vil 1 m bred og 2 m lang være nok, men skal der ogsaa være Plads til Husdyrenes Foder, maa man naturligvis gøre den stør-re. Den opgravede Jord kastes til begge Sider — den bruges senere,

I denne Udgravning støber man, med Forskallingsbræder indvendigt og mod Jord udadtil — det kan gø-res, naar Jorden staar fast, og man har skaaret rene Flader ned — 20 cm svære Betonvægge, der er 1 m 70 høje mod Udhusgavlen, noget faldende hen mod den anden Ende, saa Fugt, der siver ned, kan drive af. I Endemuren, lige overfor Døren ind til Udhuset, støber man et Ce-mentrør ind, 10 cm i Diameter og 1,20 langt. Samtidig istøber man en Stump Staaltraadsnet, der forhin-drer at Mus og Rotter og andet Kryb faar Adgang denne Vej.

Loftet støbes paa den Maade, at man skærer Bræder til — alt kan bruges — som passer i Længde mel-lem Murene og afstiver dem med Lægter paa den anden Led og Sti-vere under Lægterne, saa det bliver saa solidt, at man kan gaa paa det. Derpaa støbes 20 cm svært Loft, som man forstærker ved Jernind-læg. Jernet skal ligge l‘/» cm inde i Betonen, maalt fra Undersiden, dette opnaar man ved at lægge smaa Sten under mange Steder, saa

Jernet hviler derpaa. Man kan i de fleste Tilfælde bruge gammelt Traadvæv, som man stikker Hegns-traad i svær Kvalitet igennem. Det gør intet, at Jernet er rustent, bare det ikke er løs Rust. Har man det Held at være i Besiddelse af noget T-Jern eller V-Jern i Længde som Bredden af Kælderen fra Ydermur til Ydermur, kan man lægge de Stykker ind med passende Mellem-rum — ca. 70 cm — tværsover, men de skal ogsaa hæves, saa de kom-mer U /2 cm op i Betonen.

Betonblandingen til Loftet skal være stærk: 1 Del Cement, 3 Dele Grus og 5 Dele Smaasten, og den maa ikke være for vaad, naar den lægges paa. Man bør stampe den godt med en Lægteende, saa al Luft bliver presset ud af Betonen og der ikke danner sig Huller. Til Vægge-ne kan man bruge en ringere Blan-ding, 1 Del Cement, 5 Dele Grus og 10 Dele Sten, og man kan godt fylde op med rene Sten, Murbrok-ker eller smaa Marksten, for at spare. Har man Materialer og Haan-delag, kan man ogsaa mure Væg-gene op. Det rigtige er at støbe el-ler mure Gavlen i Udhuset og Jord-kælderens Vægge og Loft sammen, efterhaanden som man naar op. Derved opnaas den bedste Forbin-delse. Over Døren fra Udhuset ind i Kælderen lægger man et Par Styk-ker T-Jern eller Rundjern. Denne Dør behøver ikke at være bredere, end at man kan faa en fyldt Sæk igennem. Man kan have en rigtig Dør her eller en løs Lem, som sæt-tes for og fjernes efter Behov.

Sidst støbes Trappen fra Kælde-ren op til Udhusets Gulv, samt Trappegangens Sider. Man kan og-saa stive af med Bræder her og lave en Trætrappe i Jorden, men det er jo ikke saa holdbart. Endelig kaster man den opgravede Jord ovenpaa Kælderen, saa der dannes en rund Vold, der smukt kan be-klædes med Græstørv. Udluftnings-røret skal stikke et Par Centimeter udenfor Volden. I meget strenge Frostnætter kan man stoppe det med en Klud eller en sammenkrøl-te Avis, men man maa huske at fjer-ne det straks næste Morgen, saa der igen bliver Ventilation.

Kælderen er 1 m i Jorden, des-uden dækket med 70—80 cm tykt Jordlag. Erfaringen har vist, at kun ved Nattetemperaturer paa over 20 Gr. Frost var det nødvendigt at lægge et Lag Halm ovenpaa Kar-tofler og Gulerødder, og et ret tyndt Lag var nok. Udhuset bruges til Redskaber og til Sortering af Forraad, naar det tages op og læg-ges ned.

Tag fat paa Arbejdet nu! Det er en god Opgave for en Hjemme-haandværker, hvoraf han lærer me-get, der bliver nyttigt senere

BETONTRAPPE

15

II *f E W M K T S O P G AT £ R I

Renlighed i gamle Dage Netop nu, hvor vor Hygiejne

næsten daglig sættes under Debat, faar en morsom Bog om »Renlighed i gamle Dage« en Slags Aktualitet. Blader man Bogen igennem, føler man sig trøstet paa en sørgmunter Maade: Maaske er Hygiejnen nok gaaet et Skridt tilbage siden Kri-gens Begyndelse; men endnu mang-ler der heldigvis mange, mange Skridt, førend det bliver saa slemt, som det har været i gamle Dage. Saa galt gaar det os dog næppe.

Om Husmødrene har meget om Ørerne nu. saa havde de endnu mere før, og der var ikke megen Tid til Dikkedarer. Kom der Gæ-ster, vilde man dog gerne kræse lidt op for den\, og det skete, at Konen i en snæver Vending slog nogle Æg ud i sit Læderskørt, der ganske vist var vandtæt, men tem-melig snavset. Saa piskede hun i Skørtet med den frie Haand —

hvad har man vel ellers Fingre til? — og hvistede Massen op i Panden paa Arnen, medens Gæsterne læk-kersultent saa til. Manglede der Farve paa en Gryde nybrygget 01. var der heldigvis let Adgang til Sod fra Skorstenen over Ildstedet; men Mændene holdt ikke af at se det blive fejet i det gode 01. Det skulde helst gøres bag deres Ryg. Hvad man ikke ved. bar man ikke ondt af!

Blev der kogt Æg til Grønkaalen. ..kunde de let blive temmelig graalige, før Konen fik pillet dem. Saa blev de mundsmuttet, og saa svært pæne ud, naar de kom paa Bordet. Man brugte Kandis i Kaf-fen, og for at faa det itu, inaatte Husmoderen ogsaa lægge baade Mund og Tænder til — helst natur-ligvis før Gæsterne kom. Forøvrigt vidste enhver, at det gik saadan til, det var, som det skulde være. Skulde Katten have Mælk, gjaldt det om ikke at faa den gode Fløde ødelagt paa Fadene. En snedig Kone stak en Trutmund ned igen-nem Flødelaget og sugede et Par Mundfulde Mælk op og spyttede dem ud i Skaalen til Mis.

Om et Hjem fortælles der, at Manden altid spiste sin Nadver af Gryden. Naar han fik sat Grøden foran sig, tog han sin Kabuds af Hovedet, lagde den paa Bordet, placerede Gryden oveni den og be-gyndte at spise efter dog først at have klasket en stor Klat Grød paa Bænken ved Siden af sig. Her stil¬

lede hans lille Søn sig saa og spi-ste sin Grødklat med Mælk til. Om Bænken blev tørret af bag efter vides ikke; men naar man har læst Bogen, tvivler man derpaa. og at den skulde være blevet va-sket af er næsten utænkeligt!

Med Husets Renholdelse var det oftest saa som saa. Blev der spildt paa Bordet, og Kattekillingen op-holdt sig indenfor Rækkevidde, maatte den agere Klud. Under-skørtet blev ikke sjældent brugt til at tørre Kaffekopper af i, og skul-de Bilæggerovnen endelig friskes op, blev den simpelthen gnedet med et Stykke Flæskesvær, saa den glinsede.

En af Bogens Perler er vel Hi-storien om den dovne Kone, der ikke gad vaske sit Skab, og da det var groet til med Snavs, fandt hun paa at lade hele Herligheden male over. Hun ba,d Maleren sætte et pænt Vers til Pynt paa Skabsdø-ren, og det lod han sig ikke sige to Gange. Med Snirkler og Sving malede han følgende:

Manden, den Flab lod male sit Skab, fordi Konen, den So, hun ej gad det to.

Ægteparret kunde ikke læse, og de var svært glade for det pyn-telige Vers.

Om personlig Renlighed — eller Griseri — faar man mange slemme Ting at høre. Man maa trøste sig med, at i saadan en Bog samles netop alle de værste Eksempler, og derfor bliver Indtrykket saa grelt.

Haandklædet havde svært ved at vinde Indpas hos Bønderne. Fik en Storbonde endelig købt et fint et til vor Mor, hængte hun det stolt op ved Siden af Alkoven; men ve den, der tørrede sig i det. Det var kun til Pynt. Man kunde værs’go’ tør-

*

Lommemaden til store Kender De Fedtebrød med Karse,

det er saa ligetil, billigt og velsma-gende.

Den røgede Sild er god nu, brug den alene, sammen med Radiser el-ler hakket sammen med et kogt Æg og en kogt Kartoffel,

Med det samme vi er ved Fisken, saa kan en lille Rest kogt Torsk hakkes sammen med et Løg og sma-ges til med Eddike og Krydderier.

Hakket Kød er ogsaa billigt og velsmagende Paalæg. Hak Kød, Løg, Gulerødder og eventuelt andre kog-te Rødder fint sammen og tilsæt lidt Salt og Peber. Har De Tomat-puree, vil det gøre godt at røre lidt af dette i.

En Raakostsalat — af revne Gule-rødder eller Hvidkaal — kan læg-ges paa Brødet, naar der er et Sa-latblad under,

En forloren Mayonnaisesalat kan vi byde paa endnu et Stykke Tid, indtil Højsommeren er der. Til sel-ve Salatsaucen bruger vi ' .Spise-skefuld Flormel, der udrøres med 1 dl Vand og 2 Spskf. Eddike, hvor-

re sig bagi Vesten eller paa Ær-merne, og Kvinderne havde vel Skørtet til det samme Brug.

Lommetørklædet blev først og-saa betragtet som det rene Pjank. Gav en omsorgsfuld Mor sin Søn et enkelt et til Konfirmationen, gik Snakken om, hvor sørgeligt del var med al den Vigtighed. Nogle syntes næsten, det var syndigt at skabe sig saadan i Stedet for at bruge Fingrene som hidindtil. Hav-de man endelig faaet anskaffet sig et Lommetørklæde, viste det sig dog at være en ganske praktisk Ting. F. E'ks. kunde man svøbe sine Mellemmad’er ind i det. Papir havde man sjældent ved Haanden. Hyrdedrengene bar deres Mad’er i en eller anden Taske om Halsen. Tit blev den lavet af et gammelt Støvleskaft. Foden skar man væk og satte en rund Træbund i i Ste-det, naar der saa kom en Snor i foroven, var Tasken fiks og fær-dig. Man har i det hele taget for-staaet at hjælpe sig i en snæver Vending.

1 Vestjylland har man et spø-gefuldt Mundheld: »De ,ka et be-taa’l sæ o wask sæ saa tit, faa om fjowten Daw’ æ en li’ beskit.« Naar man har læst den her omtal-te Bog, er man klar over. at det ikke alle Dage har været sagt i Spøg. Engang har det været god Logik. ri HO

* *

og smaa efter 2 hele Æg røres i, Blandin-gen bringes i Kog og koger igen-nem under stadig Piskning, fjernes derefter fra Ilden og irøres lidt ef-ter lidt 1 Spiseskefuld Smør. Der-efter røres Krydderier og Fyld i, det kan for Eksempel være en Rest kogt Fisk og Makaroni, eller Grøn-ærter, Gulerødder og Makaroni, hvis man ikke foretrækker en Sa-lat bestaaende af fintsnittede, syl-tede Rødbeder og raa Æbler.

Ostemaden maa ogsaa varieres, hvis den ikke skal virke triviel. Foruden den faste Ost og Rygeosten kan vi af og til selv lave en Kærne-mælksost. Vi varmer Kærnemælken godt op uden at røre i den, men ikke helt til Kogepunktet, da den saa vil blive for fast. Naar Vallen er skilt godt fra, hældes Mælken i en Sigte med et tyndt Klæde, saa at Vallen kan løbe fra, og Ostemas-sen røres derefter med Salt og Kommen eller maaske med hakket Kørvel eller Persille og finthakkede Radiser, hvis man ikke foretrækker at lægge Radiseskiverne ovenpaa til Pynt. K- P-

Ogsaa Husholdnings -

redskabet- skal bevares

»Bevar, hvad De har«, dette gæl-der ikke mindst Køkkenredskaber-ne. Selv det bedste og mest hen-sigtsmæssige Redskab er ikke helt godt i Brug, hvis det ikke er holdt rigtigt i Orden. Derfor gælder det om altid at behandle hvert enkelt Redskab paa den rigtige Maade. baade inden Brugen, efter Brugen og under Opbevaringen.

Gaar man ind i Køkkenet, lægger man først Mærke til Gasapparatet, der stadig staar fremme. Det maa behandles omhyggeligt, tørres af og gøres i Stand een eller flere Gange om Dagen, alt efter hvor meget det bliver brugt, og det maa mindst een Gang om Ugen have et grundigt Eftersyn. Rengøringsmæssigt og vediigeholdelsesmæssigt kan man tale om 3 Ting paa Gasapparatet: 1) Dysen — der er den Aabning, hvor Gassen strømmer fra en Slan-ge eller Ledning ind i Apparatet, 2) Brænderen — hvor Gas- og Luft-blandingen strømmer ud og antæn-des og 3) Apparatets øvrige Dele Dysen behøver ikke at renses hver-ken daglig eller ugentlig, men kun naar den er tilstoppet. Saa er det til Gengæld ogsaa meget vigtigt, at det sker. Den renses med en til-spidset Træpind, — aldrig en Metal-genstand, da Dysen derved maaske udvides, og saa brænder Apparatet forkert. Dysens Størrelse er fra Fa-brikkens Side nøje afpasset efter Apparatets Konstruktion. Een Ting er meget vigtigt ved Behandling af Dysen: Den maa aldrig behandles med Vand.

Brænderen børstes til daglig med en tør Skurebørste, og naar den be-gynder at blive slidt — »brændt op« — skal den straks udskiftes med en ny.

Selve Apparatet, der jo nu altid er emailleret, vaskes i Sodavand og skylles efter i rent Vand — brug ikke Skurepulver til eventuelle Plet-ter. Begynder man først med Skure-pulver, bliver Emaillen sværere at holde pæn. Er Apparatet til at skille ad. er det jo lettest at lægge De-lene ned i Baljen, men husk: aldrig den underste Del med Dysen, — kan det ikke skilles, maa man ren-gøre paa Bordet og saa passe paa at Dysen ikke kommer i Vand.

Gasovnen skal gøres i Stand, hver Gang den har været brugt — det er lettest, medens den endnu er lunken. Naar man er færdig med at bruge den, er det bedst at lade Laagen staa aaben, til den er kølet lidt af, saa Dampen kan komme ud af den og ikke fortætter sig der-inde; en uemailleret Ovn ruster let.

Hver Gang Ovnen har været brugt, tørres den grundigt af med blødgjort Papir baade ud- og ind-vendigt. Af og til — og hver Gang den er brugt til Stegning eller sær-lig fedt Bagværk — vaskes den i Sodavand indvendig og skylles ef-ter med rent Vand. Den tørres om-hyggeligt tør og tændes et Øjeblik paa fuldt Blus, der skal brænde for aabenstaaende Laage. indtil man er

16

HJEM JI E T S O I* « A V E 11

Nogle Raad angaaende Møl 1. Tag nu og da det hengem-

te Tøj ud og bank det. 2. Læg Tøjet i Solen sa,a tit,

De har Tid og Lejlighed der-til. Møl og Møllarver dræbes af Sollyset.

3. Brug Støvsuger. Den kan ta-ge mange af de løst liggende Mølæg. Husk Undersiden af Tæpperne. Der ligger ofte Æg gemt.

4. Brug Tøjet nu og da. Møl-lene lægger ikke Æg, hvis der er Uro.

5. Opbevar Stofferne mølsik-kert: a. i Mølposer. b. i Mølkas-ser. c. i Avispapir.

Indpakningen maa være ab-solut tæt. Æglæggende Mølhun-ner har en enestaaende Evne til at finde den mindste Sprække, som de kan slippe igennem. Pas pa,a, at Mølposerne er luk-ket tæt foroven. Inden Tøjet anbringes i mølsikkert lluin, maa man være sikker paa, at der ikke er Æg eller Larver i

Tøjet. Ellers bliver Mølposen blot Udklækningssted, — og Tøjet ødelægges.

6. Sprøjtevædsker er nok gif-tige, men ikke effektive mod Møllarver, da de ikke kan træn-ge ind til Larverne gennem Hylsteret.

7. Giftpulver — herom gælder det samme som med Spr’øjte-vædsker. Larverne og Pupperne er godt beskyttet.

8. Naftalin maa bruges i sto-re Mængder. Bruges derfor sær-ligt i Mølposer eller Mølkasser. Skal man udrydde tilstedevæ-rende Møl med det, maa der be-regnes 1 til 2 kg pr. Kubikme-ter Rum — og en Virketid paa 3 Dage.

9. Stol ikke paa et Mølmid-del, før det er anerkendt. Der drives meget Humbug med dis-se Midler.

10. Kogende Vand er glim¬ rende og effektivt til Møludryd-delse. HERLUF PETERSEN

helt sikker paa, at den er knastør. Laagen skal blive ved at staa aaben til Ovnen er helt kold, saa man kan være sikker paa, at ingen af Dam-pene igen fortætter sig paa de ind-vendige Sider og danner Rust. Sær-lig hvis Ovnen staar ubrugt i læn-gere Tid mellem hver Gang, den bliver brugt, maa den behandles helt færdig og være absolut tør.

Til den udvendige Afvaskning brugtes tidligere Sæbevand — især til de hvide, emaillerede Ovne, men her maa vi nu ogsaa klare os med tynd Sodavand. Hvis Brænderen lig-ger aaben, skal den behandles som Brænderen paa et Gasapparat, men som Regel ligger Brænderen eller Brænderne under Bundpladen og kan kun renses, naar Ovnen bliver skilt ad. Det skal der imidlertid en Fagmand til, men det er da ogsaa kun nødvendigt, naar Ovnen bræn-der forkert, og det er sjældent.

Lakerede Ovne vasker vi kun ud-vendigt.

De emaillerede Gryder og Kasse-roller vaskes i Sodavand. Er de brændt paa, koges de ud ligeledes i Sodavand — skurer man dem med Skurepulver eller skraber med en Kniv, bliver de meget mere tilbøje-lige til at brænde paa.

Aluminiumsgryder og Kasseroller vaskes i Vand tilsat Natriumtrifos-fat, da Aluminium ikke taaler Soda-vand.

Stegepander, Kageforme og Bage-plader, der skal kunne »slippe« Maden, vaskes kun i Sodavand, hvis de er meget snavsede, ellers i al-mindeligt rent, varmt Vand. Soda-vand fjerner nemlig alt Fedtstof, saa bruges det til Stadighed, bliver Maden tilbøjelig til at hænge i. Af samme Grund maa man heller ikke anvende Skurepulver. Pander, der har været anvendt til Løg, Fisk og lignende, stærkt smagende Ting, kan koges ud et Par Minutter med almindeligt Vand.

Kedlerne maa naturligvis holdes fri for Kedelsten, selv om der ikke skulde spares paa Brændslet, er der jo ingen Grund til at bruge et Kvarter længere med at faa Vandet i Kog.

Aluminiumskedler renses med ren Salpetersyre — en Del Salpetersyre til 4 Dele Vand — man kommer en kvart Liter af Blandingen i Kedlen og bliver ved at skifte ud, indtil det ikke bruser længere. Efter Be-handlingen maa Kedlen skylles me-get omhyggeligt ud med Vand, og efter hver Syrebehandling maa der ogsaa skylles. Emaillerede Kedler koges igennem med en Hushold-nings-Eddikesyreopløsning — een Del Eddikesyre til tre Dele Vand, og der skylles meget omhyggeligt efter.

Man maa altid være meget for-sigtig og omhyggelig, naar man har med Syrer at gøre.

Knivene holdes omhyggeligt ad-skilt, hver til sit Brug. Selv den skarpeste og bedste Kniv bliver hurtigt sløv, hvis den f. Eks. bliver brugt til at røre i Panden med, lige-ledes maa man aldrig skære ned i Metal eller Sten — det kan ingen Kniv klare.

Ved Opvask maa Knivskafterne helst ikke komme i Vand, men det er vanskeligt at undgaa med Køk-kenknivene. Er Skafterne smudsige,

saa vask dem hurtigt af og tør dem tørre — lad dem aldrig ligge i Baljen.

Ved Opbevaring skal de skarpe Knive ligge for sig selv — det er let at inddele en Redskabsskuffe, saa det lader sig gøre.

Brødmaskinen bliver som Regel mishandlet — tør den omhyggeligt af og sørg for, at Kniven altid er skarp. Maskinen skal desuden være passende spændt — de fleste maa strammes nu og da.

Kødhakkemaskinen skal, naar den har været brugt, skrues fra hinanden, medens den endnu sid-der paa Bordet — det er det lette-ste. Den skylles straks af, og naar den er vasket og tørret af, lægges alle de enkelte Dele spredt paa et lunt Sted eller i Solen, saa de kan tørre helt, inden den skrues sam-men. Er den blevet varm af Tør-ringen, maa den køles af igen — den skal være helt kold, før den skrues let sammen — den skrues først fast sammen, naar den tages i Brug igen.

Det er vist efterhaanden en Selv-følge, at vi har to Sæt Knive — en til Kød og een til Brød, Grønsager etc., og at baade Kniv og Hulkniv slibes. Pas paa, at Hulkniven er ganske plan.

Har man andre lignende Appara-ter, behandles de paa samme Maade.

Alle Køkkenredskaber skal skyl-les af, saa snart de har været brugt, og naar de er vaskede og tørrede, lægges de hen paa et lunt Sted, saa-ledes at de kan tørre helt, før de lægges paa Plads. Dette er især vigtigt ved Piskeris, Raakostjern, Sigter, der har store Overflader og mange Kroge, hvor Vandet kan gem-me sig og faa Redskabet til at ruste.

Husholdningsvægten maa behand-les omhyggeligt og ikke staa frem-me i Køkkenet, da den ikke kan taale Damp. Saa snart den er brugt, maa den gøres i Stand, tørres af og sættes ind i et tæt, lukket Skab.

Gør man sig til Regel altid at passe sine Husholdningsredskaber godt, faar man først den rette Glæ-de af dem, og i Øjeblikket er det særlig vigtigt: man ved, hvad man har, men kan ikke være sikker paa at faa det samme igen. B. W.

*

Smaa Fiduser med rationerede Varer Haandsæbe.

Grundlaget for al Økonomi med Haandsæben er en Neglebørste. Ved Hjælp af dette Redskab er man nemlig i Stand til at frem-bringe et fint Skum, og det er Skummet, der løsner Snavset fra Hænderne. Jo finere Skummet er, desto mindre Sæbe bruger man til at fjerne Smudset.

Neglebørsten er i Reglen saa fugtig, at man kun behøver at stryge Sæbens Underside et Par Gange med den for at faa til-strækkeligt til Haandvask. Naar man gnider Fingerspidserne mod Haarene, opstaar der efter-haanden saa meget Skum, at man har nok til Vask af Haand-ryggen og Haandleddet, særlig naar man klemmer Skummet ud af Børsten.

Det er en Fordel at bruge varmt Vand, fordi Smudset i saa Fald løsnes lettere, og at bruge blødt Vand (Regnvand, kogt Vand), da der saa ikke gaar Sæbe til Spilde ved Udfældning af Kalken i Vandet.

Er Hænderne meget snavsede, maa man spare Sæbe ved først at vaske dem i rent Vand, even-tuelt med Ler eller Sand, og tør-re dem af i Avispapir, før man griber Neglebørsten.

* * *

Ved De at man undgaar den »lange«

Frugtgrød ved at røre Jævningen ud i en stor Beholder og derpaa hælde den kogende Saft i Jævnin-gen — i Stedet for omvendt.

at hvide Rande og Pletter paa ferniserede Gulve eller polerede Møhier fjærnes ved Hjælp af en hed, tør Klud og lidt Sprit.

GODE BRUGSTING: Et Bord med hollandsk Udtræk er meget praktisk og nyt-tigt, man behøver ikke at lede elter Pladerne i Pulterkammeret, naar Bordet skal gøres længere, de sidder nemlig i selve Bordet. Ved Hjælp al det hollandske Udtræk, der er uhyre let at betjene, kan man paa et Øjeblik gøre sit Bord omtrent dobbelt saa langt, og omvendt kan det lige saa hurtigt bringes tilbage til sin normale Størrelse. Det Eksemplar paa et Bord med hollandsk Udtræk, som er vist her, iaas kun Ira København.

17

pr- - ' •*jt * g

EN BONDE, DER MANGLEDE HEGN, OPFANDT PIGTRAADEN

Da Amerikas Prærie i 70'erne blev koloniseret af Emigranter, der kom østfra, kunde dette naturligvis ikke gaa for sig uden Modstand fra Præriens hidtidige Beherskere: Cow-boys, der havde haft de ende-løse Sletter udelukkende for sig selv og deres kæmpemæssige Kvæg-flokke.

Den gode Jord, Emigranterne tog ind for at dyrke, laa ofte i Vejen for Flokkene, naar de trak over Prærien for at søge andre Græs-gange — og hverken Kvæget eller Hyrderne tog Hensyn til de be-handlede Marker. Derved kom Hegns-Spørgsmaalet af sig selv i Forgrunden i Farmernes Liv.

Enkelte af dem plantede Hegn, men det var for det første ikke nemt at plante, idet kun faa Plan-ter kunde vokse i Prærien, og for det andet var det forbundet med store Omkostninger at gennemføre en Hegnsplantning, grundet paa de store Arealer, hver enkelt Farmer havde.

Det laa for saa vidt i Luften, at der skulde gøres en Opfindelse som Pigtraaden, og Retningen var ble-vet angivet, da de fleste af Far-merne i Staten Texas havde udtalt sig for Cherokese-Roser og tornet Akasie som de eneste Planter, der opfyldte Formaalet: at afgrænse Jorden og byde forsvarlig Mod-stand mod Kvægflokkene og Hyr-derne — blot havde Planterne den Mangel, at Roserne kunde ikke vokse i Præriejorden!

Ideen med tornet Hegn sendte adskillige Opfinderes Tanker ad samme Vej. Gav dem Ideen til den med spidse Pigge forsynede Pig-traad, der snart slog igennem og blev anvendt overalt. Dens Fortrin var aabenbare: Den gav ikke Mod-stand mod Stormen og lod sig ikke let vælte, bød ingen Muligheder for Opstemning af Snedriver. Desuden var Hegnet let at opstille og kræ-vede ikke meget andet Materiale end Pæle og selve Traaden. Endvi-dere kastede Hegnet ikke Skygge, hvilket ogsaa kan være en Fordel.

Af Patentanmeldelser ved man, at alle Opfindelser i Retning af Pig-traad stammer fra Mænd, der havde Brug for dette Hegn: Præriefarmer-ne. Den første Pigtraad blev aver-teret i Texas i 1876, og blev frem-hævet som Farmeren J. F. Gliddens Opfindelse. Han var begyndt at sysle med Tanken i 1873, og var allerede ved sine første Forsøg inde paa den Form, Pigtraaden har endnu.

Anvendelsen af Pigtraadshegnet paa de hidtil grænseløse Prærier gav iøvrigt Anledning til heleSmaa-krige mellem Hyrderne og Farmer-ne. Hyrderne saa deres »Rige« gjort mindre, og faktisk var det ogsaa saadan, at det var Farmerne, der med det piggede Hegn skar større og større Bidder af den frie Prærie og henviste Kvægdrifterne til de tørre Arealer langt ude i Vesten, og Pigtraaden giver os endelig igen et Bevis paa, hvordan en jævn Mands Opfindelse kan sejre i en hel Verden.

N P E .11, E T

EMIL CHR. HANSEN LÆRTE VERDEN ØLBRYGNING Den 8. Maj var det Hundrede Aar

siden, Emil Chr. Hansen fødtes. Hvilken mærkelig Udviklingsba-

ne han havde. Han fødtes i Ribe som Søn af en Malermester, der helt var i sit uligevægtige, zigeuner-agtige Temperaments Vold. Barn-dommen var graa og glædesløs. Skønt han var Skolens dygtigste Elev, nægtede Faderen ham at stu-dere. Han vilde saa være Skue-spiller! Men kom i Købmandslære. Den løb han hurtigt fra, og blev saa sat til Faderens Fag. Som Svend drog han »paa Valsen«, men kom snart hjem og med det bestemte Forsæt at ville være Kunstnerl Men Kunstakademiet lukkede unaadigt sine Porte for ham, og saa be-gyndte han at læse til Skolelærer, samtidig med at han ernærede sig ved at give Undervisning og tegne. Saa kom han i 1862 som Huslærer til Godsforvalterens paa »Holstein-borg« — og det blev Vendepunktet til det bedre i hans Liv. Han kom ind paa naturhistoriske Studier, især Botanik, fik taget sin Lærer-eksamen og begyndte derefter at studere ved Polyteknisk Lærean-stalt. For at leve udnyttede han — anonymt — sin Evne for at skrive letløbende Smaanoveller.

I 1871 blev han ansat som Assi-stent hos Japetus Steenstrup og kom til at deltage i dennes omfat-tende Moseundersøgelser. Og hans videnskabelige Forfatterskab blev indledet — og belønnet med Uni-versitetets Guldmedalje.

Gæringsfysiologien slog han ind

* #

NAAR MAN NU VIL NARRES En ung sønderjydsk Dame var

kommet i Besiddelse af en virkelig Sjældenhed: Morten Luthers For-lovelsesring. Dette virkelige Kle-nodie vilde hun ikke længere have hos sig og tilbød det derfor til Mu-seet i Byen. — Mærkværdigt nok skete omtrent det samme paa sam-me Tid i en lille svensk By: En ung Mand tilbød Morten Luthers ægte Forlovelsesring til det stedlige Mu-seum.

Museerne kom i Forbindelse med hinanden, Offentligheden hørte om Sagen — og det endte med, at der meldte sig flere, som alle var Ejere af Morten Luthers Forlovelsesring.

Alle Ejernes Drømme om Ejer-skabet til en virkelig Sjældenhed brast, da det en Dag blev oplyst, at ikke en af dem var ægte, for det var en entreprenant tysk Souvenir-fabrikant, der under Inflationen havde fabrikeret et større Antal »ægte Forlovelsesringe« og solgt dem til Turister, der da besøgte Wittenberg!

Historien er i og for sig ikke ene-staaende. Med Mellemrum dukker Historier af samme Art op. Harm-løse som f. Eks. i de Tilfælde, hvor Tivolis Direktion har faaet tilbudt Carstensens originale Kontrakt paa den værdifulde Grund, hvorpaa Ti-voli nu snart har ligget i 100 Aar. »De ægte Kontrakter«, som vist tæl-les i flere Hundrede, stammer fra

paa 1877. Sin Doktordisputats »Om Organismer i 01 og Ølurt« skrev han paa Carlsberg Laboratoriet, hvor han var ansat som Kontrol-assistent. Og under Arbejdet her gjorde han sin epokegørende Op-dagelse, der bragte Ølbrygningen Verden over ind i helt nye Baner..

Det skete ofte, at store Mængder 01 maatte kasseres paa Grund af Afsmag, »Sygdom i Øllet«, som man sagde uden at kende denne Syg-doms Aarsag eller Bekæmpelse. Mange Forskere, blandt dem Pa-steur, havde slidt med Problemet ud fra den Antagelse, at Bakterier forvoldte det, men uden Resultat. Da lykkedes det Emil Chr. Hansen at paavise, at Kalamiteten ikke skyldtes Bakteriekulturer, men der-imod at der fandtes flere forskellige Gæriormer, hvoraf nogle gav Øllet Afsmag. Altsaa gjaldt det om at fin-de en brugelig Gærform og rendyr-ke denne, og netop denne specielle Rendyrkningsmetode lykkedes det Emil Chr. Hansen at udfinde. J. C. Jacobsen, Bryggeren, der havde stil-let sig meget skeptisk over for For-søgene, blev overbevist ved et Bryg, og i Aand med Carlsberg-Fondets Fundatser bestemte han, at der ikke maatte tages Patent paa Opfindelsen, men at den tværtimod omgaaende skulde publiceres. Det blev den, og fra hele Verden strøm-mede det til Carlsberg, til Emil Chr. Hansens Laboratorium, med Gæ-ringsfysiologer, der skulde se, hvad den sære lille Dansker, der var saa mut og saa barsk at se til, havde udfundet — og lære af det!

*

en festlig Lejlighed, som Tivoli markerede ved at reproducere og udsende den originale Kontrakt, som Direktionen selv er den lykke-lige Ejer af.

Mindre harmløse maa man kalde de Tilfælde, hvor Beklædningsgen-stande og Ejendele tilhørende store Mænd, f. Eks. Napoleon, er blevet solgt som »ægte«. Skulde han vir-kelig have brugt alle de trekantede Hatte, der i Aarenes Løb er blevet solgt som hans, og skulde han vir-kelig have ejet alle de Borde og Stole og Feltsenge, skulde han have beboet ikke eet, men en halv Snes Slotte af Størrelse som Versailles.

Og saa kan vi lige nævne det klassiske Eksempel med Kristi Kors. Der er i Aarhundredernes Løb af entreprenante Arabere blevet solgt Splinter af Kristi Kors til Korsfare-re, Pilgrimme, Turister, Kirker og Klostre i et saadant Omfang, at skulde de virkelig allesammen stamme fra det Kors, Frelseren bar, vilde det have haft saa enorme Di-mensioner, at end ikke Hundreder af Mennesker vilde kunne slæbe det ....

Men Menneskets Evne til at lade sig snyde er ikke blevet ringere i Aarhundredernes Forløb, saa hvad angaar Smaahistorier af denne Art, vil Blade aldrig have Mangel — de vil dukke op, ligesaa sikkert som »Søslangen« i Sommertiden.

i / /1 1 rti f r **

LYKKE Københavnerne elsker deres Par-

ker, man ser det, saasnart Solen skinner en enkelt Dag over Byen Saa vandres der ad de mange Veje Gamle og unge, Børn og ensomme, travle og trætte — vi er der alle-sammen og falder saa let i Snak. Det er ofte Parkernes Fugleliv eller Blomster, der bliver det første Em-ne, men saa er der ogsaa løst op for mange Slags Betroelser. — Vi sad allerede fire paa Bæn-

ken i Rosenborg Have: men natur-ligvis kunde der godt blive en lille Plads til, hvis vi var elskværdige. Og det var vi! Vi rykkede sammen og den nye Dame satte sig, smilte og strakte Benene i Velbehag, saa sagde hun til mig, der sad nærmest

»De kan tro mig, om De vil, men jeg har mange Gange ønsket at væ-re en Fugl.« Vi saa begge to mod Plænen, hvor der var vrimlende fuldt af Solsorte. »Allerhelst en Stork,« lo hun, »for de er saa vel-komne, og det kunde jeg nok træn-ge til i mit Arbejde. ; —Jeg er Inkassator!«

»Javel,« svarede jeg, men Damen fortsatte: »Saa er der ogsaa det med Fugle, at de er saa ansvarsfri, de kan stikke af fra alle Bekymringer.« »Naah, de har da ogsaa Unger,

som de skal sørge for og— < »Aa, hva' de Par Insekter og Or-

me. Næh, De kan tro, det er en lyk-kelig Tilværelse at være Fugl!« En af Plænens Solsorte havde

nærmet sig vor Bænk: nu hoppede den om i Buskadset bagved, og vi fulgte den med Øjnene; den lille Fugl var pludselig blevet en vigtig Faktor, den skulde jo afgøre Pro-blemet: lykkelig eller ikke! Men ubekymret pillede den Føden til sig med sit skarpe Næb. Travlt havde den, ikke et Øjebliks Ro gav den sig. det saa ud, som om al dens Stræben var Mad, Mad »Naaja,« sagde Damen, da jeg

gjorde hende opmærksom paa det, •men den faar det da gratis — hvad faar vi?« smilte hun spørgende. »Sol,« svarede jeg, for et Par

graa Skyer havde delt sig, og Lys og Varme vældede frem i et hastigt Strejf over Bænk og Plæne.

»Rigtigt,« nikkede hun, »lad os ikke glemme det!« Og saa gik Damen, og vi andre

fik lidt bedre Plads paa Bænken i Rosenborg Have.

18

PAA EN MAAGEØ Har De prøvet at gaa i Land paa

en Maageø en solklar Foraarsdag? Luften er tyk af Skrig og Fugle. Det er klogt at have en gammel bredskygget Hat paa Hovedet, for de retmæssige Indbyggere giver deres Mishag til Kende ved en Styrtregn af ubehagelige Kalk-sprøj tsbomber.

En Maagerede er ikke andet end en Fordybning enten i den opskyllede Tang eller mellem Græsset længere inde i Land, og det er forbløffende at se, hvordan Æggenes Farve er af-passet efter Omgivelserne —- grønt og brunt i forskellig Blanding; for en uøvet Samler kan det være svært nok at faa Øje paa dem, selv om de ligger lige for Ens Fod. Der er ikke noget at sige til, at Maagerne vil forsvare Hus og Hjem, men paa den andenSide skader det dem ikke at maatte afgive en halv Snes Æg hver. Hvis der ikke bliver samlet, lægger de kun tre, før de begyn-der Rugningen, derfor maa man kun samle fra Reder med eet eller to Æg i for at være sikker paa at faa dem helt friske. Naar Maagemut-ter finder Reden tom, sørger hun ikke stort af den Grund; hun leve-rer sit daglige Æg som en anden Gaardhøne. Efter den 25. Maj maa der ikke samles mere, og saa har hun rigelig Tid til at komme op paa det ønskede Antal.

Maageæg smager bedst paa selve Samlestedet. Man knækker den tyn-de Skal og sluger Blommen raa. Det stiller baade Sult og Tørst, men det er med Maageæggeblommer som med Østers — enten kan man lide dem, eller ogsaa kan man ikke. Det er Synd for dem, som ikke kan.

KUNST-KRONIK

EN BESTSELLER Gang paa Gang efterlyses baade

af Kritikken og Forlagene Bøger af et »positivt« Indhold. Litteratur der ikke maler i sorte Farver, men viser lys Tillid til Menneskene. Nu er et Eksemplar af Slagsen kommet, Rose Frankens »Claudia«, der er blevet stor Succes — bestseller — i Ame-rika, og som, udgivet af det ny-startede Westermanns Forlag, og-saa er ved at blive det paa Dansk. Man vil ikke staa denne Bogs Ud-bredelse i Vejen og gør derfor op-mærksom paa den.

Hvorfor ikke se lyst paa Tin-gene mener Rose Franken, og Ho-vedpersonen, den søde og friske Pige Claudia kan i hvert Fald sag-tens gøre det. En prægtig Mand har hun, dejlig Gaard paa Landet et Sted i Amerika, dejlig Bil, dej-lige Børn, dejlige Katte og Hunde, ja selv Svigermoderen i denne Bog er Prægtigheden selv.

Har De paa Fornemmelsen, at De kan lide Bogen, saa læs den. Den er overstrømmende frisk, over-strømmende sød, idyllisk og »po-sitiv«.

*

KRISTIAN II Kristian den Anden var paa den

kongelige Scene en afgjort Misfor-staaelse. Forfatteren Karl Nielsen har skildret Kongen som en vilje-svag Mand i Hænderne paa daar-lige Raadgivere. Som Dramatiker har han Lov til at opfatte ham paa denne Maade, men som Dramatiker har han ikke Lov til at fremstille sin Hovedpersons Skæbne i Bille¬

der helt uden dramatisk Sammen-hæng og dramatisk Mening.

Kongens Skikkelse fremstilledes af Poul Reumert, Dyvekes af Anna Borg. Man saa mange andre i man-ge forskellige Roller. Der er ingen Grund til at nævne dem. Selv for de dygtigste var Rollerne saa sva-ge, at Præstationerne blev ligegyl-dige.

*

KARRUSELTUR Folketeatret opfører for Tiden et

Lystspil »Karrusellen« af den nor-ske Forfatter og Læge Alex Brinch-mann. Stykket begynder lovende; En ung livsglad Arkitekt er ved at blive træt af sin pæne og huslige Kone. Men en Ven, der er Læge, giver ham en Idé. Lægen har eks-perimenteret med Hormonindsprøjt-ninger paa Høns og Rotter og haft glimrende Resultater — og de be-slutter nu at lade den stilfærdige Hustru faa en Indsprøjtning. Hun opdager imidlertid deres Plan og bytter Hormonvæsken om med Vand, men da hun har faaet Ind-sprøjtningen, ter hun sig saa liv-ligt og erotisk, at baade Lægen og hendes Mand bliver rædselsslagne over Virkningen. Kan man forlange nogen bedre Idé til et Lystspil? Man morede sig under de to første Akter og ventede sig allehaande. Men Fortsættelsen blev en Skuf-felse og ikke slet saa elegant, som Begyndelsen lovede.

Eva Heramb spillede Hustruen, hendes Types Kvindelighed gav Rollen den bedste Baggrund. Gun-nar Lauring spillede Arkitekten, og som Lægen havde Angelo Bruun atter skabt en af sine pudsige, char-merende Skikkelser.

Der er en cjod Treværelsers henne i Abebaret! Til Tidens Vanskeligheder er nu kommet Bolignøden. For at skaffe Plads til de nødstedte, er Skoler taget i Brug, Ba-rakker bygget, ja, i en enkelt By har man endda gaaet den Vej at benytte en nedlagt Zoologisk Have til de Husvilde.

Som Swedenhielm senior i Hjal-mar Bergmans Familiestykke Swe-denhielms gav Poul Reumert forny-lig et kort Gæstespil paa Odense Teater og var derved med til at sætte et festligt Punktum for den Sæson, i hvilken den flittigt arbej-dende Landsdelsscene af et ærligt Hjerte har tjent den gode Kunst. Reumert ses paa Billedet tilvenstrø sammen med Max Ibenfeldt, det spillede Aagerkarlen. — O. R.

*

ET SKUD FØR MIDNAT er en overraskende god Film. En ung omsværmet Succesforfatter findes myrdet i sin Lejlighed. Po-litiet og en ung Læge, der forsø-ger sig som Amatørdetektiv, arbej-der hver for sig med Sagens Opkla-ring, Mistankens Søgelys flakker hen over alle det store Hus' Be-boere, flere og flere Spor dukker op, Materialet og Bevislighederne, som Politiet, Detektiven — og Publikum — faar at sysle med, ud-leveres med saa passende Mellem-rum og i saa passende Portioner, at Spændingen stadig holdes i Live, og først paa de sidste Bille-der afsløres den rigtige Morder.

Gunnar Lauring og Berte Quist-gaard spiller Amatørdetektiven og hans fraskilte, men alligevel forel-skede og allestedsnærværende Hu-stru. Rollelisten er iøvrigt lang med kendte Navne. Arvid Muller er Mester for det <— med enkelte Mangler — veldrejede Manuskript, og Arne Weel har haft en heldig Haand ved Isenesættelsen

* FILMEN OM SCHILLER fortæller ikke om Digterens Gen-nembrud, men om den unge Elev ved Militærakademiet i Wurttem-berg og hans Oprør mod den tyran-niske Hertug Karl Eugens Dressur af Eleverne i det hertugelige Aka-demi. Dette Oprør er vel ikke Ge-niets Triumf, men, fortalt i straa-lende Skuespillerpræstationer af Heinrich George som Hertugen og Horst Caspar son. Schiller, opruller det noget af Baggrunden for Ge-niets senere Triumf. Udenom de to Hovedpersoner grupperer sig man-ge andre gode Navne i det stor-slaaede Udstyr, der er ofret paa »Friedrich Schiller — et Genis Triumf«. — O- R-

VED KNUD SØNDERBY

19

U Sf tf il O m M JB X

HVAD ER DER I VEJEN MED UNGDOMMEN? Ungdomssiden spurgte ikke for-gæves. Svarene strømmede ind fra alle Egne af Landet. Og mel-lem de mange Indlæg har vi valgt fem fra unge Mænd, der taler paa Ungdommens Vegne.

Landboungdommen siger: Har Danmark en god Ungdom? Naar man ser paa det Restaura-

tionsliv, der florerer, det stadig min-dre Elevantal, som vore Højskolei har kunnet notere indtil de aller-

sidste Aar, Ungdom-mens tilsyneladen-de Ligegyldighed over for politiske Problemer og me-get mere, saa kan man let fristes til at sige, at Ungdom-men er sløv og for-lystelsessyg. Der er heller ingen Tvivl om, at dette i no-gen Grad er rigtigt, men man har alli-

gevel ikke dermed faaet alt med. Dette er nemlig kun Overfladen,

Resultatet af noget andet. Man maa ogsaa se paa, hvilke Muligheder, der har været budt Ungdommen. Naar det saaledes tilsyneladende staar daarligt til, saa kan det enten være, fordi det er Ungdommen, der er noget galt med, eller det kan være, fordi Ungdomsarbejdet har været mangelfuldt.

Der kan udmærket gøres et for-træffeligt Arbejde i det lille For-samlingshus ude paa Landet, naar bare Villien er dertil. Men herpaa har det i høj Grad skortet. Vore Forsamlingshuse er ikke blevet be-nyttet i den Grad, det har været muligt. Kun enkelte Steder har der været Foredragsforeninger, og an-dre Foreninger har været uvillige til at holde Foredrag, naar der har været Risiko for et lille Underskud Resultatet er blevet, at næsten in-gen Møder er blevet holdt paa man-ge Egne. Ungdommen er blevet vænnet af med at høre Foredrag, og deraf kan sikkert ogsaa for en stor Del forklares den dalende Tilgang til Højskolerne, der jo i høj Grad bringer deres Elever Oplysning i Form af Foredrag.

Det er godt, at der fra Statens Side er sørget for, at det er blevet lettere at komme paa Skole, end det har været tidligere. Men det var bedre, om Forældre saavel som Arbejdsgivere opfordrede de unge enkeltvis til at søge vore Højsko-ler. Den bedste Del af Ungdommen raadfører sig nemlig altid med æl-dre og mere erfarne, før de tager et Skoleophold, og da var det godt, om de kunde møde Velvillie fra de ældres Side og maaske ogsaa un-dertiden en hjælpende Haand. Men en saadan Velvillie har tit manglet. Den udbredte, alt for store Mistillid til teoretisk Viden har gjort, at selv Højskolens Arbejde er blevet mødt med en ubegrundet Reservation.

Dog — mange Steder har man vir-kelig holdt Foredrag og andre gode Møder, men saa har man undladt

at faa de unge selv draget med ind i Arbejdet. De har kun været Til-hørere og har følgelig ogsaa tit vist den manglende Interesse, som Men-nesker, der kun er og kun kan blive Tilhørere, vil vise. Det er klart, at de ældre paatager sig et stort Ar-bejde ved at sætte et Ungdomsar-bejde i Gang, men meget af dette kunde de i Virkeligheden lade de unge gøre selv. Naturligvis er der de Ting, der kræver en erfaren Mand, men der er ogsaa de Ting, som unga udmærket kunde gøre selv. Ungdommen har slet ikke godt af at faa det hele lagt til Rette for sig, og hvis den selv fik Lov at være med til at tage Besværet, saa vilde det ogsaa fremme Interessen og den Ansvarsfølelse, som man paastaar, at Ungdommen mangler.

Det var den ene Side af Sagen: Ungdomsarbejdet. Den anden Side: Hvorledes er Ungdommen? kan ikke belyses, uden man kender den før-ste, ja, den vil i alt væsentlig være en Følge af den første. Men allige-vel kan Ungdommen ikke fritages for noget som helst Ansvar; den ved nemlig udmærket godt, hvilke Krav Tiden stiller til den.

Jeg nærer imidlertid ingen Tvivl om, at den Dag der virkelig kræves en Indsats af vor Ungdom, da vil denne blive gjort paa en Maade, der er i Overensstemmelse med det bedste i dansk Tradition. Jeg me-ner at kunne se et Bevis herfor i Ungdommens klare Stilling til Ti-dens største Spørgsmaal. I en Tid, hvor alt for mange af de ældre er vage og har bøjet af, staar Ungdom-men fast paa et ægte dansk Grund-lag. Denne Ungdom vil ikke svigte. — CHR. THORUP NIELSEN, Bar-mer Andelsmejeri.

* * •-*

Der er noget i Vejen med Ungdommen!

Og hvad er Grunden? Del er min Overbevisning, at Krigen har sin Del af Skylden. Den Til stand, Danmark befinder sig i for Øjeblikket, virker inspirerende paa Befolkningens Trang til Adspredel-ser og Forlystelser. Dette gælder alle, men selvfølgelig nok i første Række Ungdommen. Det er dog ikke noget typisk for Danmark, »tværtom« har det vist sig, at den-ne Forlystelsessyge i Krigstider er i allerhøjeste Grad international.

Det hævdes, at Ungdommen af i Dag mangler Moral og Sømmelig-hedsfølelse. Man maa her huske paa, at der siden den Tid, hvor vore Forældre var unge, er foregaaet en meget stærk Udvikling, hvis Aar-sager kan søges i alle Sportsgrene, Vandrebevægelsen og Friluftslivet, der har antaget Dimensioner, som den sidste Generation ikke drømte om. Denne Udvikling har medført et andet Syn paa mange Omraader hos baade den unge Kvinde og Mand, saaledes at man i det store og hele kan sige, at meget af det, vore Forældre opfattede som usøm-meligt eller Tegn paa moralsk For-fald — af den moderne Ungdom regnes for ganske naturligt.

— Ungdommen mangler Ansvars-følelse hævdes der endvidere. Jeg tror ikke, at denne Mangel gør sig mere gældende blandt Ungdommen end blandt de ældre og mere mod-ne. Ansvarsfølelse vokser uden Tvivl med Alderen, og alene af den

Grund kan man si-ge, at Ungdommen i den Henseende er handicappet. — 9. April og Tiden der-efter har efter min Mening vist, at Stør-stedelen af den dan-ske Ungdom er sig sit Ansvar bevidst. Midlerne til at over-vinde eller neutrali-sere Ungdommens uheldige Egenska-

ber er saa glimrende optrukket i Artiklen: »Ungdommen og Frem-tiden« i Brugsforenings-Bladet Nr. 7, hvorfor jeg ikke skal komme med unødige Gentagelser; kun vil jeg mene, at disse ekstraordinære Foranstaltninger fra Samfundets Side, som i Øjeblikket præger Livet i Danmark, ogsaa blandt Ungdom-men, sikkert vil vise sig unødven-dige, naar Krigen engang er forbi.

— Vel er der noget i Vejen med Ungdommen, men ... man kan med god Grund se dette som noget mid-lertidigt! — HELMUTH NIELSEN, Roskilde.

# * *

Byungdommen siger. Under Pseudonymet »Farbror« stod

for nogen Tid siden i et køben-havnsk Dagblad følgende om Ung-dommen og de Krav, der stilles til den: »Nej, nemt er det ikke for

Ungdommen; man kan faa helt ondt af den, naar man læser om de Hin-dringer, der lægges i Vejen for den i Form af mere og mere overhaandsta-gende Eksamenster-peri, men naar man saa ser, hvor ufor-sagt og dygtigt Ung-dommen selv tager paa det hele, og

hvor frejdigt den maser paa og kla-rer den ene Eksamen efter den an-den, bliver man mere rolig. Ung-dommen er ikke saadan at faa Bugt med.« Saavidt »Farbror«. Man kan forøvrigt ved et Besøg paa et Biblio-tek selv overbevise sig om, at det ikke er hele Ungdommen, der sid-der paa Kaffebar.

Jeg er Kasserer for en »Re- alistforening«, som blev stiftet, da vi gamle Kammerater efter endt Eksamen skulde skilles. Forenin-gens Formaal er ved kammeratligt Samvær at vedligeholde og forny Kammeratskabet mellem Realister. Ingen af os er over 18 Aar, og vi ordner selv alt Foreningen vedrø-rende. Vi er et halvt Hundrede unge, som en Gang om Maaneden kommer sammen. Skiftevis holder vi Foredrag om de Fag, vi er kom-met ind i, om Forholdene paa Ar-bejdspladsen o.s.v. Undertiden faar

vi ogsaa voksne Foredragsholdere til at besøge vor Forening, og med Mellemrum afholder vi Konkurren-cer med gode Bøger som Præmier. Aftenen slutter som Regel med en rask Svingom til Tonerne af vor egen Swingtrio. Paa den Maade har vi tilbragt mange fornøjelige og in-teressante Aftener sammen. For-eningen har nu bestaaet 1 Aar, og Medlemstallet vokser stadig. — For-eninger i Lighed med vor dukker op rundt omkring, og hvad vidner det om? Jo, om at Ungdommen af i Dag har Initiativ og besidder Ly-sten til at komme sammen og ud-vikle Synspunkter.

Naar jeg vender Blikket ud og bort fra min egen Kreds, ser jeg en Udvikling i den rigtige Retning af endnu større Dimensioner.

Først og fremmest tænker jeg paa »Herbergsringen«, hvortil er knyt-tet »Dansk Vandrelaug«. For et Par Dage siden læste man i' Aviserne, at Medlemsantallet inden for D.V.L. er steget med 20 pCt., d. v. s. at Lauget nu tæller ca. 53.000 Medlem-mer, fortrinsvis unge Mennesker. Dette Tal, synes jeg, giver det bed-ste Bevis paa, at den danske unge Pige og Mand af i Dag ikke tilbrin-ger sin Fritid paa nogen daarlig Maade. — JØRGEN WENTZEL, Kø-benhavn.

* * *

Generationslorherligelse —.

Der er en Talemaade, som vist alle Tiders Forældre har brugt over for der^s Børn og som sikkert ogsaa vil lyde adskillige Generationer endnu: »Nej, da jeg var ung, da saa det rig-tignok anderledes ud, Ungdommen nu har ikke andet en Pjank for.«

I de senere Aar har mange ældre særlig højlydt og ihærdigt, klaget over den Slaphed, der efter deres Mening præger Tidens Ungdom. Hvad er der om Snakken, er Ung-dommen blevet værre eller bedre, end den altid har været?

Er den værre, maa det vel i før-ste Række bebrejdes dem, der har opdraget dem og nu klager over Re-sultatet.

Men skal man tro de heldigvis ikke faa fordomsfri, der husker 30-40 Aar

tilbage, er Ungdom-men i Dag absolut ikke værre end den-gang — tværtimod. Der er mindre Hyk-leri nu, og som Føl-ge deraf maaske lidt mindre Respekt for den Del afdeÆldre, der i Tide og Utide løfter en moralise-rende Pegefinger.

De Unge har nu flere og bedre In-

teresser end dengang, friere Om-gang mellem Kønnene og mindre Plads for surt Snerperi. Hvor der før var lummer og livsfjendsk Inde-stængthed, er der nu naturlig Fri-gjorthed. Til Gengæld er der min-dre Fniseri og Rødmen i Krogene.

Hvorfor ikke ligesaa godt være ærlige og indrømme, at alle Tiders tilbagevendende Klager over Ung-dommens Slaphed og Daarligdom, ikke er andet end Generationsfor-herligelse. — H1LMAR E. WULFF, København.

20

U X « l» O n M E X

Der er to Slags Ungdom! Jeg har en Del Erfaring om Ung-

dom, idet jeg har arbejdet som For-mand for en Ungdomsforening paa Landet igennem 8 Aar. Min Erfaring er den, at man ikke kan dømme Ung-dommen over een Bank.menmaa skel-ne mellem to Slags unge: de søgende og de ligeglade! — Den første Part træf-fer man altid i de forreste Rækker, det er dem, som søger vore Højskoler, det er dem, som gaar foran i Idræt og Gymnastik, det er dem, der har taget Føringen i vore Ungdomsorganisa-tioners forskelligartede Arbejde.

Dem træffer man alle Steder, hvor der kæmpes! De har Mod til at gaa løs paa Livet, har Mod til at tage et Standpunkt — til at faa Klø der-for.

Anderledes stiller det sig med den anden Part, de ligeglade. De viger uden om det egentlige i Til-værelsen, de søger at gøre sig Li-vet saa let som muligt. Man finder

Hvad der end kan siges at være i Vejen med Ungdommen, er den under ingen Omstændigheder sen i Vendingen. Den handler hurtigt og beslutsomt, — det viste vor Enquéte med al ønskelig Tydelighed. Næp-pe var Ordet givet frit, førend der blev et vildt Rend mod Talerstolen. Allerede i de første Dage indløb flere Snese Besvarelser paa det stil-lede Spørgsmaal. — Vi har nu bragt en lille Brøkdel af Indlæggene, og Rammerne for Ungdomssidens sæd-vanlige Størrelse er forlængst sprængt. Det er derfor nødvendigt at sammenfatte Ungdommens øvri-ge Meninger i een Artikel. Det sker hermed:

»Næh, da vi var unge ...« Et Hovedindtryk af den samlede

Mængde Indlæg er Ungdommens Frontstilling mod den ældre Gene-ration. Det gaar igen i Brev efter Brev. Ungdommen ser rødt, naar den faar stukket den gamle vel-kendte Vending i Næsen: »Næh, da vi var unge, da var der Ungdom til«. Der er Haansord af ligefrem Skarphed overfor denne Selvglæde hos forrige Generation. Ungdom-men tvivler paa Ægtheden og det sande i disse Ord. — Følgende Fi-losofi er typisk for en Del Breve: »Vore Fædre og Mødre var sikkert ikke bedre, da de var unge!« Det er unægtelig en ret slap og uklar Anskuelse at have for en ung Mand eller Kvinde. Der ligger ikke saa lidt af en daarlig Undskyldning i den, og der ligger ogsaa en tøvende og underforstaaet Erkendelse af egne Fejl bag den — uden nogen egentlig Indrømmelse. Dog skal man af denne Iagttagelse ikke for-ledes til at tro, at Ungdommen vi-ger tilbage for aabne, faste og klare Anskuelser. Der er mange Breve i

dém overalt, de har en overfladisk Mening om alle Ting, men de viger tilbage for en fast Mening, de vil ikke slaas og have Ubehagelighe-der for deres Overbevisnings Skyld.

De ligeglades Flok er den største af de to, og den vil blive ved med at være det, indtil vi tager os selv i Nakken og siger: »Nu vil vi og-saa være med dér, hvor der virke-lig foregaar noget!«

— Alle de bedste Kræfter i vort Folk maa mobiliseres, og al Kraft maa sættes ind paa at formindske de ligeglades Flok. Ja, heri ligger kort og godt den største folkelige Opgave, som findes i Dag.

Jeg takker Brugsforenings-Bladet for Initiativet til denne Diskussion og beder Bladet ikke standse ved det, men om muligt at udvide Ung-domssiden. Vi savner i allerhøjeste Grad et Blad, som kommer over hele Landet, og som kommer til begge Parter af Ungdommen. Ganske vist har vi vore Ungdomsblade, men de har jo kun Holdere blandt de aktive. Vi skal ud til alle, hvis det skal lykkes os at vende Strømmen ind-ad og opad! — VERNER NAKSKOV, Lundby pr. Nr. Alslev.

Bunken, der vidner om Bestemthed og Aabenhed i Livsindstilling. Saa-ledes skriver en ung Mand fra Kø-benhavn: »Du, Far! Du behandlede ikke Mor godt, •— det gik ud over os, der var Børn eller Unge. Glemte du, at din Hustru var et Menneske og ikke blot »en i Huset«? En der sørgede for Mad, stoppede Strøm-per og bødede Tøj, En der var til for din Behageligheds Skyld, En der gik i gamle Kjoler, En der forsage-de, fordi du skulde have dine For-nøjelser?« Og den unge Mands Konklusioner efter denne næsten hensynsløse Ærlighed er der ingen Tvivl om: Der er takket være den ældre Generations Forsømmelser kommet et Svælg mellem Ungdom-men og de ældre og de kan ikke længere raabe hinanden op; destaar i Kampstilling over for hinanden i Stedet for at gaa Haand i Haand.

Ungdommens Moral. Mange unge bedømmer Spørgs-

maalet med de ældres Moral som Grundlag og finder følgelig en Ræk-ke Fejl hos Ungdommen, manglen-de Blufærdighed og Anstændigheds-følelse, Mangel paa Evne til at gaa i de allerede traadte Fodspor. Men andre skelner skarpt mellem en tid-ligere Moral (de ældres) og en ny (Ungdommens). Der er en ny Moral, siger de, en mellem de unge aner-kendt Maalestok og Tone, som de

UNGDOMMEN HAR SKRIVEKLØE

ældre ikke kender Begrundelserne for, — og paa dette Grundlag skul-de der ikke være noget i Vejen med Ungdommen — tværtimod. Følgende Citat er i denne Forbin-delse typisk:

»Vor Moral er ikke som de æl-dres. I de seksuelle Spørgsmaal tav de (det var skam noget, man ikke talte om), men vi vil ikke tie stille. Vi vil finde frem til en fuld For-staaelse af Sandheden, og vi vil give vore Børn de Oplysninger, som blev os nægtet!«

Og hvad med Letsindet? Et af de mest overraskende For-

hold ved de mange Indlæg er den knusende Alvor, hvormed alle unge — med een eneste Undtagelse — er gaaet til Debatten. Naar man be-tænker Ungdommens charmerende Evne til at kunne tage Tingene med Smil og Uhøjtidelighed, synes man næsten, at der er Grund til at spør-ge sig selv: Hvad Pokker gaar der af Ungdommen? Har den glemt at le? Forhaabentligt har den det ikke!

Men den tunge Alvor, der gaar igen i Brev efter Brev, er i hvert Fald et Dolkestød i den Anskuelse, at Ungdommen flagrer gennem Ti-den Arm i Arm med Letsindet. Det synes under ingen Omstændigheder at være Tilfældet. Her i Enqueten har Ungdommen vist sig mere fra den tungsindige Side end fra den letsindige —.

Ungdommens Ansvarsbevidsthed. Medens Meningerne ofte var mod-

stridende de man'ge unge imellem, var alle — paa enkelte Undtagelser nær — enige i Spørgsmaalet om Ungdommens Ansvarsbevidsthed.

»At Ungdommen mangler An-svarsfølelse,« siger en ung Mand fra Jylland, »er simpelthen løs Snak. Man behøver ikke gaa langt for at konstatere, at Ungdommen i aller-højeste Grad er sig sit Ansvar be-vidst. Er det nogen Sinde set, at en ung Mand eller Kvinde har behand-let f. Eks. Redskaberne paa Sports-pladserne og i Gymnastiksalen daar-ligt? Nej, — faa har som Ungdom-men Respekt for de Midler, den ar-bejder med i sin Fritid. Eller er det set, at Ungdommen er sløsede eller uordentlige paa Vandreherbergerne rundt omkring. Netop saadanne Ste-der findes der en næsten hellig Re-spekt over for de Ting, man har faaet i Forvaltning. Joh, Ungdom-men har Ansvarsfølelse. Kom ikke og sig andet .«

Og flere andre unge stemmer i: »Maaske mere end nogen Sinde i vort Lands Historie føler Ungdom-men sit Ansvar. 9. April 1940 har været et Vendepunkt for mange danske unge. I stigende Grad har man kunnet konstatere, at Ung-dommen virkelig føler det Ansvar, der er forbundet med at skrive og tale Dansk!«

Der gaar iøvrigt en meget stærk national Følelse gennem de mange Indlæg i Enquéten.

Ungdommen er intolerant —1 Som man kunde vente det, er

Ungdommen meget absolut i sine Synspunkter. Den er ikke i over-vældende Grad forstaaende over for

— og hvad Ungdommen iøvrigt mener:

de Tanker, der ikke er dens egne. Sommetider dukker endda en me-get kras Intolerance op, ja — en-kelte Indlæg grænser ligefrem til, hvad mange vil kalde surt Snerpe-ri. Kun en enkelt ung Mand sender et virkeligt tolerant og samtidig lidt drilsk Manuskript, som der des-værre heller ikke er Plads til i dets fulde Længde.

Det er ikke just typisk for Ung-dommen af i Dag, men man skimter en enkel og menneskelig Sandhed bag hans Ord; han skriver bl. a.:

»Selvfølgelig er der noget i Vejen med Ungdommen, — det er da klart. Nogle af os er langhaarede, og det ser sjasket ud; nogle af os er dum-me, og det er irriterende; andre er hidsige og farer op over ligegyldiga

VORE FÆDRE OG MODRE VAR IKKE REDRE

Ting, og det er latterligt; andre igen er taalmodige indtil Ligegyl-dighed, og det er kedsommeligt. Kort sagt: gaar man ud i Verden °g kigger paa Menneskenes Børn, vil man opdage, at der er en Masse i Vejen med Ungdommen og Alder-dommen og hvert eneste Individ under Solen. Men herregud, — del skal jo netop være noget i Vejen med Menneskene. De skal pulse stærkt og levende af alt menneske-ligt, og Livet skal slaa Gnister al Modsætninger og Nuancer. Det vil-de være fælt, om vi allesammen var ens, holdt af den samme lyse-grønne Farve og tænkte samme Tanke paa samme Maade. Vi vilde gabe os til Døde af lutter Kedsom-melighed og Ensartethed! Jo, jo, dei er en hel Del i Vejen med Ungdom-men. Fortræffeligt! Fortræffeligt!«

WIL man paa Basis af det forelig- gende Brevmateriale danne sig et Skøn over, hvad der er i Vejen med Ungdommen af i Dag eller om der overhovedet er noget i Vejen, vil man næppe komme til noget abso-lut og uomstødeligt Resultat. Alle unge Mennesker kan ikke redes med samme Kam. Men een Ting har Enquéten vist: der er stærke og ærlige Kræfter i Ungdommen; der er en sympatisk Trang til Sandhed, — der er Alvor i den, Vilje til no-get godt, noget større og smukkere end Hverdagens Middelmaadighed. Ungdommen er i Drift; der sker noget dér, hvor den er. Den lever!

UNGDOMSREDAKTØREN

21

Columbus blev fodt i Genua Aar 1-Sit>. Mens Portugiserne søgte Søvejen til Indien sonden om Afrika, fattede han den Plan at naa dette Land ved at sejle mod Vest — særlig paa Grundlag af Italieneren Toseanellis Søkort.

Toscanelli havde sendt sit Kort til Kongen af Por-tugal og anbefalet ham at sende en Ekspedition til Indien over det vestlige Hav, men Portugiserne var netop paa den Tid optaget af at faa Handelen i Gang med Landene langs Guineakysten og vilde ikke prøve noget nyt.

Senere sendte Toscanelli en Kopi af Kortet til Columbus sammen med et Brev, hvori han beskrev alle de For-dele, man vilde vinde ved at søge mod Vest.

Det lykkedes ikke Columbus at overtale Kongen til at udruste en Flaade. Man kaldte ham haanen-de en »snakkesalig Pralhals«, og da Kongen efter lang Tid blev interesseret, stillede Columbus saa store Krav om Belønninger, at Kongen nægtede at have noget med Sagen at gøre.

Columbus var efterhaanden sunket saa dybt i Gæld, at han var nødt til ligefrem at flygte fra Portugal, hvor han efterlod sin Hustru, som døde kort Tid efter. Han rejste til Spanien og prøvede at faa Kong Fernan-do og Dronning Isabella til at hjælpe sig.

Paa Vej til Havnebyen Palos søgte de Hus-ly i et Kloster, og her traf de Juan Pérez, som tidligere havde været Dronningens Skriftefader. I en Samtale overbeviste Co-lumbus ham om, at Planen kunde gennem-føres, og Munken skrev til Dronningen.

Det var et uheldigt Tidspunkt, han valgte. Spanierne var netop i Færd med at for-drive de muhamedanske Maurer. Paa den Tid havde Dias naaet Kap det gode Haab, og man var klar over, at der var langt til Indien ad den Vej.

Dette gav Columbus Mod til at søge Hjælp baade i England og Frankrig, men uden Held, og da han endnu en Gang havde hen-vendt sig ved det spanske Hof, besluttede han i 1491 med sin Søn at forlade Spanien, hvor han havde lidt saa mange Skuffelser.

Dronningen gav da det Løfte, at hvis Byen Granada, som Spanierne netop belejrede, blev erobret, skulde Columbus faa sit Ønske opfyldt. Henrykt rejste han straks til den konge-lige Lejr, og kort Tid efter maatte Maurerne overgive Byens Nøgler til det spanske Kongepar. — Og endelig stod Columbus ved sit Maal, men han stillede stadig sine store Krav om Belønninger. Han forlangte at blive Vicekonge og en Tiendedel af alle Kost-barheder i de Lande, han fandt. Det varede længe, før Dronningen gav efter. (Fortsættes.)

ir*"" - - 1 " ' , — " — ’ '• ” ~ ji —' • !W~ «*'

K O II N F N F S F II I K V A 11 T F II

Dyr er lige saa forskellige som Mennesker Drengen der samlede Salamandre og Løvfrøer, og som blev Direktør for Zoologisk Have fortæl-

ler om sin Barndom og om Dyr i Fangenskab.

Det lyner af Solskær, aah, sikke et Solvejr; Hurra, nu er Somren paa Vej til Hansemand, mig og til dig! Og Drengene vipper, og Pigerne sjipper og ler og er glade i Gaard og i Gade. Der er Sjov og Staahej i de glade Børns Leg.

Og Hansemand spiller med Janter til Streg med Osvald og Søren og Lasse. Han gasser sig rigtigt og føler sig sejg . . . . for han har jo vundét en Masse! E- r

* * *

Jeg har elsket Dyr fra jeg var en

ganske lille Dreng, siger den nye

Direktør for Zoologisk Have . ,. den

dygtige og vennesæle A.rel Revent-

low, der i den halve Snes Aar, han

som Inspektør har været tilknyttet

Haven, er blevet i lige høj Grad populær blandt dennes Gæster ...

og blandt dem paa den anden Side Gitterværkerne

Axel Reventlow er en Købmands-søn fra Marstal. Tidligt begyndte han at slæbe Dyr til Huse, og da de faderlige Enemærker ikke kun-de rumme alt, hvad han fik sam-let sammen, maatte ogsaa en kær-lig og, som man nu tydeligt ser det bagefter, i sjælden Grad offervillig gammel Bedstemoder holde for. Uden Protest indlod hun hans Sa-lamandere og Løvfrøer, idet de første med særlig Forkærlighed hyggede sig under hendes Gulv-tæppe, medens de andre syntes bedst tilpas oppe under Loftet. Snart ejede den. fem—seksaarige Dreng baade Skildpadder, Silke-aber, Kanariefugle, Papegøjer, Ltg-ler, foruden naturligvis Kaniner,

og baade ved lokale Bazarer og Markeder var den reventlowske Samling af Dyr en af Seværdighe-derne.

Efter Konfirmationen kom Axel Reventlow i Handelslære, men og-saa som ung Lærling bevarede han sin brændende Interesse for Dyre-ne. Saa fulgte nogle Ophold i Skot-land, hvor Reventlow drev en ret omfattende Handel med Dyr, som han købte fra de store Skibe, der fra Australien og Østen løb ind i Aberdeens Havn. Men ogsaa det fik Slut, og den Dag kom, da Axel Re-ventlow slog sig ned i Odense, hvor han havde købt sig en Kolo-nialforretning. Snart kastede han sig over en Specialhandel med

Fuglefrø, og i Ejendommens Gaard fik han bygget alle Slags Fugle-huse og Voliérer. Paa et vist Tids-punkt havde han 300 forskellige Fuglearter — den største Privat-samling af Fugle i Norden. Selv Hejrer spankulerede rundt i Køb-mandsgaarden i Odense.

Men gennem sin Handel med Frø var Axel Reventlow kommet i

Forbindelse ogsaa med Zoologisk Have i København og med Direk-tør Alving, og en Dag kom Alving og spurgte ham, om han kunde tænke sig at overtage en Stilling som Inspektør i Haven. Det sagde Reventlow Ja til uden at betænke sig — og nu, hvor han har været knyttet til Haven i elleve Aar, si-ger han, at han aldrig et Øjeblik har fortrudt det siden.

— Yngler Dyrene ikke bedre i Fangenskab nu, end de tidligere har gjort det? spørger jeg ham.

— Jo, det gør de, svarer han. I gamle Dage var Unger af Aher i Fangenskab saaledes en stor Sjæl-denhed. Og levede Abeungerne en-delig efter Fødselen, blev de sjæl-dent mere end nogle faa Uger gam¬

le. Nu har vi Masser af Abeunger her i Haven — og kan bytte dem bort til andre Dyreparker og faa dejlige Dyr i Stedet. Men Forhol-det er jo ikke blot det, at Dyrene nu yngler bedre i Fangenskab, end de tidligere gjorde. Dyrene i de zoologiske Haver er i det hele ta-get blevet mere modstandskraftige, end de før var det.

— Hvordan kan Dyr som Giraf-fer og Zebraer taale den haarde Kulde i den danske Vinter?

— Zebraen kommer Naturen til Hjælp. De Zebraer, vi har her i Fangenskab, har meget tykkere Pels, end Zebraerne har det i vild Tilstand. Derfor kan de holde Var-men. Men hvis en Neger kom og

saa vore Zebraer, vilde han nok spør-ge, hvad det dog var for nogle mær-kelige Dyr. I den Grad har de foran-dret sig.

De tre Giraffer, vi har i Køben-havns Zoo er Gi-raffer fra det øst-afrikanske Høj-land, hvor der kan være koldt nok, men alligevel er det jo forbløffende, at de uden at der sker dem nogen som helst Skade kan gaa ude i fri Luft selv en Vinterdag med 30 Graders Kulde.

— Hvilke Dyr so-ver mest?

— Kolibrien, tror jeg, den skal have mindst tolv Timers Søvn i Døgnet. Ele-fanten, der er Ha-vens største Dyr, nøjes med seks Ti-mer.

Havens dovneste Dyr er — Løven. Den snorker gerne hele Døgnet rundt. Sælhunden og Sø-elefanten sover un-der Vandet. Hvert fjerde—femte Mi-nut kommer Sæl-hunden op for at trække frisk Luft — og dukker saa ned igen for at sove videre. Det er en ganske sim-pel Refleksbevægelse, der foretages fuldkommen i Søvne. Søelefanten tager en Blund paa en ti-elleve Minutter før den igen dukker op til Vandets Overflade.

— Dyrene rundt i de zoologiske Haver behandles bedre nu end før?

— Det er der ingen Tvivl om. Vi ved nu meget mere end tidli-gere om, hvordan de skal behand-les for at føle sig tilfredse. Vi gi-ver dem bedre Bure. Der holdes meget omhyggeligere rent hos dem. Og saa forstaar vi meget bedre end tidligere at behandle dem efter deres særlige Individualitet. Dyr, selv indenfor samme Arter, er jo omtrent ligesaa forskelligartede som Mennesker.

Man skal aldrig forkæle Dyr. Man skal tage dem venligt, men be-stemt At holde af Dyr er at be-

- handle dem paa den rigtige Maade. Og vi bestræber os saa herude

efter bedste Evne at behandle Dy-rene paa den rigtige Maade, siger Direktør Reventlow til Slut. Kan vi faa Dyrene til at befinde sig vel hos os, er meget naaet. For sy-nes Dyrene, de har det godt. .. saa bliver de glade. Og glade Dyr er morsommere at se paa, end Dyr, der ikke befinder sig vel.

En hjemmelavet Ketsjer. Henning fortæller her, hvor-

dan man laver sig en Ketsjer. I Brugsen eller hos Tømmer-

handleren køber I en Krydsfiner-liste, 110 cm lang og 2 cm bred, Tykkelse ca. 4 mm. Saa faar I af jeres Mor Lov til at koge en Gryde Vand. Naar Vandet koger, holder I Listen over Gryden og lader det dampe paa det Stykke af Listen, der skal bøjes, — de midterste tre Femtedele, saa faar I et godt Stykke til Haandtag, nemlig den yderste Femtedel i hver Ende af Listen.

Haandtaget bevikles med en Snor eller med Skindstrimler.

Derpaa borer I med en Syl en Række Huller i Ketsjeren med ca. % cm Mellemrum. Gennem hvertandet Hul trækker I noget tyndt stærkt Sejlgarn, helst saa-dan noget, som bruges til Fiske-snøre. I begynder paa langs, og fletter det derefter gennem de tomme Huller paa tværs. For at gøre Strengene stærkere, er det godt at give Snorene noget Voks.

Jeg har selv lavet flere paa den Maade, og de har været gode. Bol-dene har jeg købt i Brugsen. STEFAN DIRK

BRUNE PELIKANER SLIKKER SOLSKIN VED BASSINET

BRUGSFORENINGS-BLADE! 15. Aargang Nr. 10. Udgivet af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Red.: C.Eggert Nielsen, (ansvarsh.) Redaktion og Ekspedition: Njalsgade 15, København S. — Oplag 324.688 — Trykt i Det Hoffensbergske Etablissement, København.

*»#«*»*«**»*,» ««****»*» *•»««***¥

Sommerkjoler der straaler

i alle Regnbuens Farver...

stribede og blomstrede af krolfri Kunstsilke, Silke Crépc og La vablestoffer til meget fordelagtige Priser fra Kr. 30.00. .*. Forlang Rekvisition i Deres Brugsforening.

F. D. B. Manufaktur-Magasiner: KØBENHAVN — AARHUS — ODENSE — AALBORG — KOLDING

F. D. B. Paaklædnings-Magasiner: NYKØBING F. — NÆSTVED — HOLBÆK — VEJLE — HORSENS — RANDERS

HJØRRING — VARDE — F. D. B.s Konfektions* og Skotojs-Afdeling i SKIVE