seks stærke fortællinger: livet uden drømme...seks stærke fortællinger: livet uden drømme 'jeg...
TRANSCRIPT
-
Seks stærke fortællinger:
Livet uden drømme 'Jeg tager én dag ad gangen', siger 57-årige Susanne. Hun ruller med en
smøg i munden gennem Nakskovs gader på mandens invalidescooter. I
Lolland kommune er 35 procent af de arbejdsdygtige på
overførselsindkomst. Det er danmarksrekord. BT tog til Lolland.
●●●
Af Uffe Jørgensen og Andreas Karker, foto af Claus Bech, februar 2013
-
2
03 Uden Drømme
09 Her lukker alting
11 En dag ad gangen
13 Stress og depression
15 Slidt op tidligt
17 Panden mod en mur
19 Snydt for løn
-
3
Susanne Weichel
Uden drømme
Hun hedder Susanne, og hun er
57 år. Nogen vil nok sige, hun ser
ældre ud. Hun har ingen
drømme.
Af Uffe Jørgensen og Andreas Karker
- Jeg har ingen planer. Vi tager én dag
ad gangen.
Hun har været socialdemokrat. Det
var dengang.
- Det går ad helvede til. Værftet er
lukket. Sukkerfabrikken lukker vel
også snart. Tøj og Sko er også lige
lukket.
a
Hun pulser på en cigaret og skutter sig
i den røde vinterjakke. Det er koldt på
Lolland.
Hun går dårligt og har lånt sin mands
handicapscooter. Han går også dårligt.
Hun er fra Lolland, men tog til Norge,
men det gik ikke, og hun tog til
Sverige, og det gik heller ikke, så nu er
hun tilbage på Lolland, og det er godt
nok, hun tager jo én dag ad gangen -
og hun har ingen planer.
I Odense sidder der én, en professor
og siger dét, vi ser, på en anden måde:
-
4
Fakta om Lolland
• Indbyggere: 45.241
• Folkepensionister: 10.988
• Efterlønsmodtagere: 1.894
• Førtidspensionister: 3.956
• Kontanthjælpsmodtagere: 1.695
• Dagpengemodtagere: 1.524
• Enlige mødre: 1.135
• Kommuneskat: 26,7 pct. – landets 5. højeste og 1,8 procentpoint over landsgennemsnittet
• Gennemsnitslevetid
Lolland: 75 år
Hørsholm: 79,8 år
Kilde: Statens Institut for Folkesundhed
• Boligmarkedet
883 boliger er til salg. 35 pct. af dem koster mindre end 500.000 kr. I 2012 var der 139 tvangsauktioner - det er dansk rekord.
Kilde: Boligsiden.dk og Realkreditforeningen
• Uden for arbejdsmarkedet
35 pct. af alle indbyggere mellem 16 og 64 år er uden arbejde. Landsgennemsnittet er 22,8 pct.
Kilde: Danmarks Statistik
• Dårlige betalere
9,83% af kommunens indbyggere over 18 år er registreret i RKI. Det er dansk rekord. I snit skylder de 66.362 kr.
Kilde: RKI
- Lolland er nok den kommune i
landet, der har det sværest, og det er
vanskeligt at se, hvordan det skal
vende, siger professor Anne-Mette
Hjalager, leder af Center for
Landdistriktsforskning ved Syddansk
Universitet.
Lolland er førende: Her er flest
personer uden for arbejdsmarkedet.
Der er flest boliger på tvangsauktion.
Der er flest dårlige betalere.
Her er mere end 20.000 borgere på
kontanthjælp, pension, førtidspension,
sygedagpenge, efterløn og fleksjob. I
Lolland Kommune bor 45.241
mennesker. Siden 2003 er
indbyggertallet faldet med 5039. Frem
mod 2021 vil yderligere 5309
forsvinde.
De unge, der har en chance,
forsvinder, tilbage bliver Susanne og
hendes mand og de andre.
Professoren kalder det ‘fravandring.’
Andre vil nok kalde det flugt. Men det
er ‘gået hurtigere, end mange havde
regnet med,’ siger siger Anne-Mette
Hjalager.
Selv hotellet er tomt. Nøglerne til
værelserne ligger på disken, og der er
ingen receptionist i sigte.
Stolt fortid
Bygningerne er triste og afskallede,
men enkelte steder ses sporene af
Lollands og Nakskovs stolte fortid, fra
-
5
dengang handlen blomstrede, værftet
var i live, havnecafeen stadig var åben
og bygningerne var smukke. Nu lever
forfaldet.
Nakskovs bymidte er præget af
butikker, hvorfra mørket lyser, de er
tomme, de er til leje eller til salg.
Nogle butikker har fremgang: Røde
Kors-butikken er i november rykket
ind midt på gågaden. Tidligere lå den i
en sidegade. Nu har Røde Kors ca. 150
kvadratmeter, hvor cowboybukser
bliver solgt for 45 kr. og jakker ryger
for en halvtredser og opefter.
- Vi har fået 60 til 70 pct. flere kunder,
efter vi flyttede. Krisen kradser, og her
kan man få billigt og pænt tøj. Nu er
Tøj & Sko-butikken (discount-tøjbutik,
red.) lukket, så nu får vi måske lidt
flere kunder. Folk har ikke så mange
penge, og genbrug vinder frem, siger
butiksleder Hanne Rasmussen. Hun
henviser til, at man i Nakskov finder
fire andre genbrugsbutikker plus en
møbelgenbrug.
I Lolland Kommune er 35 pct. af alle
borgere mellem 16 og 64 år ikke i
arbejde. De er på førtidspension,
kontanthjælp, sygedagpenge eller
anden form for offentlig forsørgelse.
Samtidig er hver 10. voksne registreret
som dårlig betaler.
Tallene kan borgmester Stig
Vestergaard (S) i søvne. Hvert år
bruger Lolland Kommune næsten en
milliard kroner på de offentligt
Mange bygninger på Lolland er trist og afskallede. Foto: Claus Bech
forsørgede indbyggere. Det svarer til
ca. en tredjedel af kommunens budget,
og det lægger et voldsomt pres på
byrådet, der under budget-
planlægningen må gå alle poster
igennem for at finde besparelser.
-
6
- Sådan har det altid været, siger
borgmesteren.
Topper de forkerte hitlister
Han fortrækker ikke en mine bag sit
skrivebord på rådhuset i Maribo.
Siden 1985 har han været i
kommunalpolitik. Lige så længe har
han kæmpet for at vende udviklingen.
I dag ligger Lolland stadig i top på alle
de forkerte hitlister, og det er som om,
at han har affundet sig med det. Selv
kalder han sig realist.
- Vi vil altid have problemer, fordi vi
har en befolkningssammensætning,
som er atypisk, siger han.
Stig Vestergaards kommune er i en
nærmest evig ond spiral, hvor de, der
flytter til kommunen, typisk er svage,
fattige eller syge, mens de, der flytter
væk, er unge, friske og raske.
Borgmesteren, der ikke stiller op til
valget i efteråret, understreger, at alle
borgere er velkomne i hans kommune.
- Det er godt, at nogle kan komme
herned og få en billig bolig og et godt
liv. Vi skal ikke klynke, og det gør vi
heller ikke her i kommunen, men vi
har brug for en hjælpende hånd, og vi
prøver alt, hvad vi kan, for at vende
det, men man kan ikke bestemme,
hvor virksomhederne vil ligge, siger
Stig Vestergaard.
Han peger på, at tilstrømningen til
metropoler er et globalt fænomen og
ikke kun noget, der rammer Lolland.
Men derfor gør det ikke mindre ondt
at se de kloge hoveder flytte væk. Det
gør heller ikke kampen for at tiltrække
nye virksomheder og højtuddannede
borgere nemmere. Alligevel spirer
optimismen hos borgmesteren, for der
er masser af grønne initiativer, og så
kommer jo Femern-forbindelsen til
Tyskland.
Alene i butikken
Tilbage på gågaden i Nakskov sidder
Nybolig-ejendomsmægler Johnny
Rasmussen alene i butikken. Her
hænger kun en håndfuld solgte sager i
udstillingen. Boliger tager i
gennemsnit halvandet år at sælge,
siger han.
-
7
Han har ikke solgt én eneste bolig
januar, men nu sker det snart,
forsikrer han.
- Jeg mangler bare lige to
underskrifter, så er den hjemme.
Og han har et godt tilbud, en ‘rigtig
prisbasker’ siger han; et smukt hus på
160 kvadratmeter i Langø, uden for
Nakskov - til 495.000 kr.
- Det er ikke solgt, men jeg skal nok få
det solgt, siger han.
I 2007 var der fire medarbejdere i
Nybolig-butikken. I dag er der kun
Johnny - og to assistenter der deler en
halvtidsstilling. Han har 30 boliger til
salg, der alle koster under en halv
million kroner. I alt er der mellem 75
til 80 boliger til salg. Tal fra boligsiden
viser, at 35 pct. af boligerne i Lolland
Kommune koster under en halv
million kroner. I januar 2007 var
andelen 10 pct. Men de lave priser er
ingen hjælp.
Lolland Kommune er ramt af et bolig-
paradoks. Husene er rasende billige,
men de er svære at sælge.
Realkreditinstitutterne vil ikke
finansiere boliger til under 500.000,
og samtidig er bankerne også
forsigtige med at låne folk penge.
Oveni det kæmper mæglerne også
mod tvangsauktioner. I første halvdel
af 2012 var der flere tvangsauktioner
end almindelige handler i Lolland
Kommune.
Hår på brystet
- Nogle opgiver at sælge, og så rejser
de bare. Det, vi håber på og venter på,
er arbejdspladser, så vi kan få
optimismen tilbage og folk igen
begynder at købe huse. Jeg tror, at der
skal komme noget udefra. Vi kan ikke
selv løfte opgaven, siger Johnny
Rasmussen.
På trods af lukkede butikker i gågaden
fastholder formanden for den lokale
handelsforening, Klaus Møller, at
Nakskov er en fantastisk by - og at nye
butikker er på vej til at åbne.
- Selv om vi får den ene øretæve efter
den anden, klarer vi os. Vi har hår på
brystet - og andre byer andre steder i
landet har de samme problemer, siger
Klaus Møller, der ikke kan løfte sløret
for, hvilke butikker der snart åbner.
- Men de kommer, lover han.
På det lokale jobcenter forsøger
kommunens ansatte at få så mange af
kommunens ledige i arbejde som
muligt. Man forsøger især at
opkvalificere de unge under 30 år, der
sendes i uddannelses-cafeen straks
efter, de har meldt sig ledige. Men at
være uden uddannelse og job er ofte
ikke det største problem for de unge
uden arbejde i Lolland Kommune. Her
kan de unge opleve ting, som andre
ikke oplever på et årti. Enlige mødre,
der har problemer med børnene,
usikre parforhold, depression og
-
8
kroniske lidelser er hverdag for
mange.
Lige i ansigtet
Hos 3F Midtlolland på gågaden i
Maribo, få minutters gang fra rådhuset
og borgmesterens kontor, sidder a-
kasseleder Hanne Larsen og forsøger
at bevare optimismen. Også selv om
både de unge og de ældre er hårdt
ramt af arbejdsløshed.
Hun peger på, at området før har
været i knæ. Men denne gang har
hammeren slået hårdere. Og ramt lige
i ansigtet.
- Det er en katastrofe for folk, når de
mister deres arbejde. Og lige nu er der
ikke noget at søge. Mine medlemmer
føler, at det er håbløst, og det rammer
meget voldsomt lige nu, hvor også
dagpenge-perioden udløber, siger
Hanne Larsen, der i januar har fået 70
nytilmeldte ledige.
På gågaden i Maribo ligger endnu en
genbrugsbutik. Den ligger klemt inde
mellem to lukkede butikker. Her kan
man finde gamle jakker, trøjer og
bukser til spotpris. Den slags går som
varmt brød på disse kanter.
På de næste sider kan du møde seks
lollikker, der alle fortæller om deres
liv.
-
9
Brian Sixø. Havnen i Nakskov. Onsdag 30. januar, kl. 10.24
Her lukker alting
Brian Sixø: 56, førtidspensionist,
16 år på Lolland.
Drøm: Ingen.
Regnen siler stille ned foran Frelsens
Hærs herberg. Det er et af de få steder,
hvor der stadig sker noget i Nakskov
Havn.
Men Brian Sixø bekymrer sig ikke om
regnen. Han står i læ under halvtaget
og kan nyde en smøg i fred.
- Jeg er skam ikke arbejdsløs. Jeg er
førtidspensionist, siger han.
a
Engang var han buschauffør i
København. Men hans liv blev
forandret for altid en tilfældig
arbejdsdag på Ryparken Station. En
flok unge mænd havde udvalgt den
sagesløse buschauffør som offer. Og
det var ikke nok at stjæle pengene.
Slagene og sparkene blev ved og ved
med at regne ned over ham. Han har
aldrig helt fået førligheden tilbage.
- Jeg har ikke lavet noget i 16 år.
Dengang var jeg buschauffør i
København. Jeg blev overfaldet på
Ryparken Station af en flok unge
mænd, der manglede penge til en aften
i byen. De slog og sparkede mig, så jeg
-
10
brækkede en arm, og fik slået en tand i
stykker. Jeg var gul og blå over hele
kroppen. Der var ikke en hvid plet på
mig. De stak af med kassen. Der var 3-
4.000 kr. Jeg bærer stadig men efter
overfaldet, og her 16 år efter kan jeg
stadig ikke rette mig ordentligt ud.
I 16 år har han søgt om
invalidepension. Uden held. Først
sidste efterår mente Nakskov
Kommune endelig, at han var moden
til førtidspension. Men først skulle han
igennem en lang deroute gennem det
sociale system. Men han har et sted at
bo. Alligevel kommer han dagligt på
herberget i havnen. Ikke for at få
husly, men for at få et billigt måltid
mad og en sludder med vennerne.
Kom på kontanthjælp
- Først fik jeg understøttelse, og så fik
jeg en revalidering. Det var meningen,
jeg skulle blive datamatiker, og jeg gik
i gang med en uddannelse. Men det
kunne kroppen heller ikke klare. Det
endte med, at jeg fik en musearm, så
nu kan jeg heller ikke sidde ved
computeren.
- På det tidspunkt røg jeg så på
kontanthjælp. Min storebror havde et
hus hernede i Nakskov, han gerne ville
af med, og så flyttede jeg herned. Det
er 15 år siden nu.
- Jeg gik på røven med huset, da min
mor døde. Så nu bor jeg i en
toværelses lejlighed til 4.500 kr. om
måneden. Folk tror, der er enormt
billigt hernede. Men det er kun, hvis
du køber et hus. Lejelejligheder er
næsten lige så dyre som alle mulige
andre steder.
- Jeg kommer her på Frelsens Hærs
herberg, fordi jeg ikke selv kan lave
mad, og så er der også nogen at snakke
med. Det er bedre end at sidde
derhjemme og glo på tossekassen.
- Selv om jeg selv er på
overførselsindkomst, synes, jeg
situationen med ledigheden her på
Lolland er noget lort. Denne her by
uddør på et tidspunkt. Kan du huske
de gamle westerns, hvor
hovedpersonen rider ind i sådan en
forladt spøgelsesby? Om ti år ser
Nakskov sådan ud. Alting lukker. Der
er ikke en skid tilbage. Jeg har ingen
håb og visioner for fremtiden, så længe
jeg bor her. Det er sgu håbløst. Og det
der med at flytte til en anden del af
landet - ja tak, hvem betaler for det?
-
11
Susanne Weichel. Centrum af Nakskov. Tirsdag 29. januar, kl. 11.48
Én dag ad gangen
Susanne Weichel: 57, invalide-
pensionist, 17 år på Lolland.
Drøm: Ingen.
Blodpropperne kom som et lyn fra en
klar himmel. Susanne Weichel var 40
år, og var lige vendt tilbage til Nakskov
efter ti år i udlandet. Ti dage før var
hun blevet mormor for første gang.
- Jeg fik tre blodpropper i hjernen på
en gang. Da jeg kom til mig selv, var
jeg lam i hele venstre side. Det går
a
meget bedre nu, men jeg kan stadig
ikke gå ret langt, siger hun.
Hun rejste til udlandet i forsøget på at
slippe væk fra Lolland, hvor hun er
vokset op, og få et normalt arbejdsliv.
Men hun endte tilbage i Nakskov. I
kørestol og på overførselsindkomst.
Resten af sine dage.
Ud af syvende klasse
- Jeg gik ud af syvende klasse, jeg var
så træt af skolen. Jeg fik arbejde i
kantinen på Nakskov Skibsværft. Der
var gang i den dengang.
-
12
- Som ung drømte jeg bare om at få
noget at bestille. Min mand mødte jeg
på Lido, det var dansestedet dengang.
Jeg blev mor første gang, da jeg var 19
år. Jeg fødte på Nakskov Sygehus. Det
var tvillinger. Siden har jeg fået tre
børn mere.
- Efter at jeg havde fået tvillingerne,
blev vi gift. Jeg passede ungerne, og
min mand arbejdede som rejsemontør.
Han væddede med en kollega om,
hvem af dem der kunne få et job i
Norge, og så fik han det. Jeg fik 14
dage til at pakke.
I Norge fik hun også arbejde på en
fabrik. Men ægteskabet holdt ikke. De
blev skilt. Manden beholdt børnene.
Flyttede til Sverige
- Det var trist at miste børnene. Men
jeg mødte en anden mand, der selv
havde nogle børn. Det var et plaster på
såret. Vi flyttede sammen til Sverige og
arbejdede på en fabrik. Efter syv år
flyttede vi tilbage til Lolland, og jeg
blev ramt af blodpropperne. Så blev
jeg invalidepensionist, og siden har jeg
ikke haft arbejde.
Hun bor med sin mand i en
stuelejlighed på 96 kv.m. centralt i
Nakskov. Huslejen er på 5.500 kr. plus
el og varme.
- Vi er begge invalidepensionister, og
jeg får 9.500 kr. udbetalt efter skat. Vi
klarer os okay, så længe børnene ikke
kommer hjem for at låne. Vi har fem
børn hver. En af min mands sønner
bor her i byen, og han kan intet
arbejde få, selv om han søger og søger.
Da Susanne Weichel var ung, skete der
stadig noget i Nakskov. Der blev
bygget skibe på værftet, og der var liv i
gaderne og i butikkerne. Nu står
butikkerne tomme, der er brædder for
vinduerne og nakskovitterne køber tøj
i genbrugsbutikkerne. Susanne
Weichel mener, det er politikerne, der
har svigtet.
- Jeg har været socialdemokrat, men
jeg synes, det går ad helvede til. Jeg
aner ikke, hvem jeg skal stemme på
ved næste valg. Jeg synes ikke, der er
nogen af partierne, der gør det godt.
Ingen arbejdspladser
- Der er ingen arbejdspladser at få
mere. Værftet er lukket, og
sukkerfabrikken lukker vel også snart,
der er kun sæsonarbejde. Tøj og Sko er
også lige lukket. De arbejdspladser,
der er, bliver taget af udlændinge. Vi
tager ikke på ferie, og vi har ingen
planer. Jeg tager en dag ad gangen.
-
13
Christina Lüthje. Rødbyvej i Nakskov. Onsdag 30. januar, kl. 11.44
Stress og
depression
Christina Lüthje: 27 år,
kontanthjælpsmodtager, født på
Lolland.
Drøm: At blive dyrepasser.
Christina Lühtje var 18 år, da hun
blev mor første gang. Nu er hun på
barsel med sit tredje barn, Xander på
seks måneder.
Hun har ikke haft arbejde i to år.
- Jeg var ellers i gang med en
uddannelse som social- og
a
sundhedshjælper, og det har jeg også
tidligere arbejdet som.
- Men jeg gik ned med stress og en
depression. Det skyldtes, at jeg boede i
et hus, der var gået skimmelsvamp i.
Jeg boede der med mine to små
drenge, og skimmelsvampen gjorde, at
de var syge konstant.
- Jeg var nødt til at blive hjemme og
passe dem, og på grund af alle
sygedagene kunne jeg ikke passe
uddannelsen. Det endte med, at jeg
røg ud af denog kom på dagpenge.
Selv om jeg jo egentlig ikke kunne gøre
-
14
for det. Det var jo på grund af
problemerne med huset.
Hun fik en ny kæreste og flyttede
sammen med ham i hans
rødstensvilla. Han er også arbejdsløs.
Men skimmelsvampen var fortid, og
humøret var bedre. Depressionen
forsvandt som dug for solen, og
Christina var lige ved at skaffesig et
job i det lokale dyrlægehus. Og det var
hun meget glad for. Christina er vild
med dyr, og hendes største drøm var
at blive dyrepasser i Zoologisk Have.
- A-kassen skulle bare have ventet en
måned. Men det ville de ikke. De
lukkede kassen, og så røg jeg på
kontanthjælp. Det har jeg været et års
tid.
- Det er takket være min kæreste
Henrik, at jeg er kommet ovenpå igen.
Vi bor i Henriks hus. Det er en
gammel rødstensvilla, hvor der skal
ordnes en del. Han har givet 400.000
kr. for det, men nu kan man kun få 2-
300.000 for sådan et hus, så det er
nok ikke muligt for os at flytte lige
foreløbig.
Ikke råd til ferie
- Vi har faste udgifter for 13.000 kr.
om måneden, og jeg ved faktisk ikke,
hvordan vi får det til at løbe rundt.
Ferier er der ikke råd til, og Christina
og Henrik er enige om, at de burde
flytte nordpå for at søge arbejde. Men
de kan ikke komme af med huset.
- I sommer holdt vi sommerferie på
Hestehovedet Camping, hvor Henriks
forældre også ligger. Det er ikke særlig
langt væk. Vi kan køre derud på fem
minutter.
- Jeg ville gerne have været dyrepasser
i Zoologisk Have, og jeg har
grunduddannelsen men jeg kunne ikke
få en læreplads. Når jeg er færdig med
min barsel, vil jeg tage et hvilket som
helst job, bare et rengøringsjob vil
være okay. Vi vil gerne flytte herfra,
længere nordpå. Vi skal bare væk fra
det her, siger Christina Lüthje.
-
15
Bjarne Hansen. Havnen i Nakskov. Onsdag 30. januar, kl. 11.08
Slidt op tidligt
Bjarne Hansen: 33,
førtidspensionist, opvokset på
Lolland.
Drøm: At passe på mig selv.
Det er hammerkoldt, og Nakskov
Havn ligger næsten øde hen. Men
allerede klokken 11.00 om
formiddagen er Bjarne Hansen nede at
nusse i sin lille båd, sammen med sin
hund, Happy.
Havnen, og fjorden og havet har altid
trukket i Bjarne. det var der, han
havde det bedst. Men det blev også
hans skæbne.
a
- Jeg var fisker, og det var min store
interesse. Men jeg blev nødt til at
stoppe. Min ryg var helt smadret, siger
han.
Han begyndte at fiske fra joller med
sin far allerede da han kun var 6-7 år.
Og så snart han var stor nok til at
komme i gang med at fiske for alvor,
gjorde han det.
- Som 15-årig kom jeg på skole i
Thyborøn, og da jeg var færdig med
det, begyndte jeg som rigtig fisker. Jeg
havde ti år som fisker, så var det slut.
-
16
Hårdt erhverv
Der var kun ti år i Bjarnes ryg. Det er
et hårdt erhverv, og den kunne ikke
klare mere. Lægerne har åbnet Bjarnes
ryg og opereret den tre gange. Han har
stadig smerter og kan ikke omskoles til
andet arbejde. Han må indse, at der
ligger et langt liv foran ham som
førtidspensionist.
- Jeg har ikke været ude for en ulykke.
Det er simpelthen slitage. Min ryg er
slidt op.
- Jeg fik først revalidering og skulle
omskoles, men der kom flere
operationer i vejen, og til sidst
besluttede kommunen at give mig en
førtidspension. Jeg har smerter og får
medicin, og der er dage, hvor jeg slet
ikke kan komme udenfor en dør, så
der er ikke rigtig noget job, jeg kan
passe.
- Jeg nyder at nusse på min båd
hernede i havnen og gå tur med min
hund. Jeg har også kæreste og to børn
på syv og ti, og de kan også godt lide at
komme ud at sejle, siger han.
Et chok for byen
Han kigger næsten dagligt på de store
tomme haller, som er efterladt af
vindmølleproducenten Vestas, der
uden varsel lukkede sin vingefabrik i
Nakskov i oktober 2010 og sendte 430
medarbejdere ud i
arbejdsløshedskøen. Et chok for
borgmesteren og hele byen. Og han
undrer sig over, at de tomme haller
ikke kan bruges til et eller andet.
- Det er sørgeligt, at alle vores
arbejdspladser lukker, og der bliver
skåret ned alle steder. Jeg havde også
konto i Sparekassen Lolland, men den
bliver heldigvis overtaget af Jyske
Bank. Alle butikkerne i gågaden er
efterhånden lukket.
- Der sker ikke noget, før politikerne
skaber nogle arbejdspladser. Der er jo
de store, tomme haller, som Vestas har
efterladt. Og havnen er uddybet til ni
meter, så vi kan få større skibe ind.
Der må da kunne laves et eller andet.
Det snakker vi meget om hernede på
havnen.
Bjarne Hansen bor sammen med sin
kæreste og deres to børn på syv og ti
år. Heldigvis hygger de sig alle
sammen med en stille sejltur på
fjorden.
- Planer for fremtiden? Det har jeg
ikke rigtig. Ikke andet end at passe på
mig selv, siger Bjarne Hansen.
-
17
Shervin Batebi. Centrum af Nakskov. Tirsdag 29. januar, kl. 14.23
Panden mod en
mur
Shervin Batebi: 25, SU-
modtager, 2 år på Lolland.
Drøm: At blive automekaniker.
Man lægger mærke til Shervin og
Katrine, når de er ude at gå tur i
Nakskov midtby. Især på grund af
hunden. Hun hedder Solly og er
nærmest på størrelse med en lille hest.
Og det unge par har god tid til at gå tur
med hunden.
Ligesom mange andre forsøgte Katrine
at slippe væk fra Lolland. Men
a
foreløbig er det endt med, at hun er
vendt tilbage. Medbringende sin
iransfødte kæreste. Og ingen af dem
har et rigtigt job.
- Jeg er født i Iran og kom hertil i
1999. Vi havde noget familie her,
derfor søgte vi asyl i Danmark, siger
Shervin Batebi.
Droppede ud
- Vi boede i et hus i Odense. Jeg tog
tiende klasse og begyndte på
gymnasiet i Odense. Men jeg havde
krudt i røven, og droppede ud. Jeg
ville hellere tjene nogle penge. Jeg
arbejdede på nogle klubber, kom på
-
18
højskole, og for seks år siden flyttede
jeg til København.
- Jeg havde arbejde på et pizzeria og
nogle shawarma-barer, og jeg har også
arbejdet med telemarketing. Men jeg
har haft det lidt svært med de job, det
er som om jeg går lidt død i det.
- Jeg prøvede at blive automekaniker.
I København mødte jeg en vejleder,
der var landsmand med mig. Han
foreslog mig at gå på kontanthjælp, og
nu kan jeg godt se, at det var et dumt
valg. Jeg var på kontanthjælp on and
off i to år i Ballerup, og der mødte jeg
Katrine.
Mødte modstand
Men Katrine mistede sin lejlighed. Og
så var det, at de begyndte at tænke på
at tage til Lolland, hvor Katrines far
bor. Det begyndte godt. Men
pengemangel gjorde, at det unge par
måtte opgive deres drømme.
- Vi fandt et hus i Tillitse, 11 km fra
Nakskov, og vi havde store planer. Vi
tænkte på at investere i et
solcelleanlæg og have dyr osv.
Men det var svært at skaffe penge til
materialer og svært at tjene penge, når
jobmulighederne er så dårlige. Vi
mødte hele tiden modstand, når vi
ville noget, siger Shervin. Nu bor de
billigt i en lejlighed i en bygning, hvor
Katrines far ejer hele ejendommen.
Men de er bange for at gå i stå.
- Vi følte, vi løb panden mod en mur.
Det var svært at komme videre. Så vi
måtte opgive huset, og nu bor vi i en to
værelses lejlighed, som Katrines far
ejer.
Flytter til Odense
- Det er heller ikke så fedt for Katrine -
hun ville jo egentlig gerne væk fra
Nakskov, men nu er hun her alligevel.
Vi betaler 1.500 kr. i husleje for en
toværelses lejlighed på 60 kvm. Min
SU er på 5.000 kr. plus 2.500 i lån, og
Katrine har både SU og løn for et job
med at passe en handicappet pige.
- Inden 1. marts flytter vi til Odense.
og jeg satser på at få en uddannelse
som automontør. Det er hurtigere end
at blive automekaniker. Jeg håber, jeg
kan starte mit eget firma, måske
tilbyde at gøre det lidt billigere.
- Man bliver svækket psykisk af at gå
ledig. Der er heller ikke så meget
netværk. Man bliver isoleret.
-
19
Martin Nielsen. Havnen i Nakskov. Tirsdag 29. januar, kl. 16.10
Snydt for løn
Martin Nielsen: 32,
kontanthjælpsmodtager, 4 år på
Lolland
Drøm: Et job længere nordpå.
Det tegnede egentlig ret lyst for Martin
Nielsen, da han flyttede til Lolland for
fire år siden. Han havde en ny kæreste
og et nyt job som tjener.
Nu har han hverken kæreste eller job.
Det er kun erfaringer, han er rigere på.
- Jeg kommer fra Ringsted, men jeg
syntes, jeg trængte til lidt
luftforandring. Jeg havde mødt en
a
kæreste, og vi blev enige om at flytte
herned. Jeg var ledig i to måneder, før
vi flyttede til Nakskov for fire år siden,
siger han.
Klokken er kun 16.00, men solen er
allerede ved at gå ned. Man har
masser af fred til sine egne tanker, når
man går tur ved Nakskov Havn.
Bådene ligger stille og skutter sig lidt i
den tynde is. Bortset fra Martin er der
ingen at få øje på.
God start
Indimellem kører en knallert forbi.
Inde i skurene sidder folk og skutter
sig med en håndbajer. Mange går i
-
20
arbejdstøj selv om de ikke har noget
job.
- Vi vidste godt, at det var vanskeligt at
få arbejde her, og da vi havde kigget
lidt på boligmarkedet, kunne vi også
konstatere, at det ikke var så billigt
igen. I hvert fald ikke, hvis man skal
leje.
- Det lykkedes mig dog ret hurtigt at få
arbejde på en restaurant. Jeg er
uddannet tjener, og det var en god
start.
Men lykken var kort og lunefuld.
Restauranten gik konkurs. De påstod,
de ikke havde råd til at betale
medarbejdernes løn.
Forholdet røg
- Jeg kørte en sag mod dem, men det
tager lang tid og er meget opslidende.
Jeg fik heller ikke noget ud af det.
Forholdet gik også i stykker. Egentlig
vil Martin Nielsen gerne væk fra
Lolland. Han tror ikke på, at der er
nogen fremtid for ham der
overhovedet. Men kæresten har
børnene. Og hvis han vil bevare
forbindelsen til dem, skal han ikke
rejse alt for langt væk.
- Jeg er ikke sammen med kæresten
længere og har været arbejdsløs i to år.
Egentlig vil jeg gerne væk fra Lolland,
for der er ingen chance for at få job
her. Men jeg vil heller ikke for langt
væk fra mine børn.
- Jeg bliver nu nok nødt til det
alligevel, og jeg er begyndt at lede efter
job længere nordpå.
Men jeg er skuffet over politikerne. De
burde gøre noget mere for at skabe
job, siger Martin Nielsen.