shah - mit år med freya (læseprøve)

Jeg går direkte hen til Freyas vugge. Det er lykkedes hende at putte sin kind op mod den strikkede kanins bløde fødder, på trods af at hun tilsyneladende hverken er i stand til at rulle eller bevæge sig. Det slår mig fuldstændig ud. Helt og aldeles. Jeg sidder ved siden af hendes vugge og græder, og jeg kan slet ikke holde op igen.

Jeg må redde hende. Jeg må tage hende med hjem. Hvis hun kan fi nde trøst i en kanins fødder, så bør jeg vel være der for hende? Burde hun ikke fi nde trøst hos mig? Men har jeg ikke allerede svigtet hende, selv om hun blot er nogle få uger gammel?

Jeg bøjer mig ned, genert og tynget af dårlig samvittighed, og kysser hende oven på hovedet. Det er en fantastisk fornemmelse.

Jeg indsnuser duften af nyfødt baby og mærker, hvor blødt hendes hår er. Jeg kysser hende, igen og igen, i dybe styrkende drag, som om jeg kunne drikke hende. Som en stof-misbruger bøjer jeg mig ned over hende for at få bare et enkelt kys mere og så endnu et.

Varm og vedkommende bog om at leve sine drømme ud og om at lære at leve med de kort, skæbnen har tildelt en. Men også om den rigdom, det uperfekte

liv byder en, hvis man tør gribe det.

Anna drømmer om at fl ytte til Provence med sin mand Tobias og det barn, de venter sig. Den lyserøde drøm brister imidlertid brat,

da datteren Freya viser sig at være født alvorligt handicappet. Til Frankrig vil de dog stadig, men økonomien rækker ikke til

drømmehuset i Provence, kun til en stor ruin af en landejendom på en vindblæst bakketop i Languedoc.

Samtidig med at vi følger Tobias og Anna gennem de stadier af fornægtelse, vrede, sorg og afmagt, som følger med at få et

handicappet barn, følger vi også årstidernes gang i Languedoc – med blæst, regn, hede, tørke, og hvad deraf følger af afgrøder, som Anna

kæmper for at høste og konservere i et køkken, der hver nat hjemsøges af mus eller det, der er værre.

Det bliver et år, hvor begge forældre fl ere gange er ved at smide håndklædet i ringen, men hvor der også kommer en ny dybde i deres forhold, og de får nye og uventede venner blandt de lokale i det lille

franske landsbysamfund.

RYGG 35 MM

Omslag: Studio EFoto: Silas Manhood (forsidefoto)Shutterstock (valmuemark)

saira shah er født og opvokset i England som barn af afghanske forældre. Hun har skrevet og produceret dokumentarfi lm, som hun har modtaget fl ere Emmyer for. I 2003 udgav hun selvbiografi en The Storyteller’s Daughter.

Mit år med Freya er hendes skøn-litterære debut, og bogen blev solgt til 15 lande inden udgivelsen i England. Saira Shah er selv mor til et barn med cerebral parese.

CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9 788763 826815

ISBN 978-87-638-2681-5

© S

cott

Goo

dfel

low

Jacket.indd 1 03/07/2013 19:45

Mit år med Freya

34590_mit_år_med_freya_140x220mm.indb 1 15-07-2013 11:48:16

Saira Shah

Mit år med Freya

Oversat fra engelsk af Lotte Kirkeby Hansen

CICERO


Copyright © Saira Shah 2013Originaltitel: The Mouse-Proof Kitchen

Sats: Christensen Grafisk, KøbenhavnTryk: Nørhaven, ViborgOmslag: Emma Graves

Omslagsfotos: Silas Manhood (forside)/Shutterstock (valmuemark)ISBN: 978-87-638-2681-5

Første danske udgavePrinted in Denmark 2013

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglernei lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICEROer et forlag i ROSINANTE&CO

Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København Kwww.rosinante-co.dk


Til min mor, for mit liv,til Scott, for min lykke,

og til Ailsa, for min lektion i kærlighed,dedikerer jeg denne bog.


7

December


8


9

Smerterne kommer og går. Jeg rider på bølgerne af dem. De minder ikke det mindste om de orgiastiske bølger, som min

new age-lærer til fødselsforberedelse beskrev, men de er heller ikke nær så slemme som i min mors beretninger om brækkede bækkener og om kvinder, der bliver sindssyge af smerte. Jeg suger lattergas og ilt til mig og længes efter Tobias’ ansigt, fuldt af skælmsk charme, som om han inviterer hele verden til at dele en indforstået vittighed med sig. Da min mor mødte ham første gang, sagde hun til ham, at han lignede en godmodig hest. Han afskyer den sammenligning, men jeg elsker den. Og så er han her endelig, de mørke krøller endnu mere forpjuskede end sædvanligt, ikke overraskende for sent til sit første barns fødsel. Jeg er sikker på, at hans hærgede udseende blot skyldes en dårligt timet tur i byen. Tobias er ikke typen, der bekymrer sig. Et øjeblik er jeg overrasket over, at jeg, fra første gang jeg så ham, dinglende rundt på et dansegulv, vidste, at han ville være den ideelle partner og far til mit barn. Så udstøder jorde-moderen noget, der minder om et skrig: Barnets hjertelyd er forsvundet. Pludselig er lokalet helt oplyst. Mennesker i sterilt tøj og masker kommer farende ind, og Tobias, der er ubarberet og svedig, græder og siger: „Ja, ja, hvad som helst, bare de er okay.“ De giver mig en epiduralblokade, og så får jeg et akut kejsersnit. De sætter en skærm op, og der er en underlig roden rundt, som om der er nogen, der flytter rundt på møbler inde i mig. Jeg glider ind og ud af bevidstheden. Og stofferne – de natur-


10

lige fra fødslen og de overraskende stærke fra lægerne – har den mest utrolige effekt, da jeg efter ni måneders konstante bekymringer nu er rolig og zenagtig. Der er mere trækken. Der er en, der råber: „Det er en pige!“ Der er et højt hyl: Mit barn er her; hun er bag ved skærmen. De vil ikke lade mig se hende. Sekunderne føles som timer. Jeg kan ikke vente med at se hende. Endelig, endelig, kommer de med hende. Hun har opspilede grå øjne, det ene en lille smule mindre end det andet. Et kort øjeblik tænker jeg: Hun er ikke nogen skønhed. Så bliver der tændt for en kontakt i mit hoved, og det sødeste og bedst tænkelige af alle ansigter er en lille smule skævt med lidt asymmetriske grå øjne. Tobias dukker op ved min side, græder overvældet af lykke, stolthed og kærlighed. Det er et perfekt øjeblik. En af de sjældne gange, hvor man ikke ville ønske sig andre steder hen, ikke ville foretage sig noget andet. Hvor fortiden og fremtiden smelter væk, og hvor det kun er nuet, der findes. De kører mig ud i en hospitalsseng. Babyen ligger ved min side, og jeg tænker: Dette er blot begyndelsen. Nu er hun min, at elske og ære, til evig tid. Vi har hele livet til at lære hinanden at kende. Jeg mærker en strøm af kærlighed, som jeg aldrig før har følt; den udvider sig til også at omfatte babyen, til Tobias og stråler ud derfra, stærk nok til at oplyse hele verden. Jeg har tidligere set et par nyfødte babyer, og de sitrede alle som i ærefrygt over denne verdens pragt og over den uendelige distance, som de havde tilbagelagt. Men ikke denne nyfødte baby. Min egen lille rumrejsende er fuldstændig fredfyldt. Så begynder hun at spjætte. Jeg fanger et glimt af en knyttet hånd, der ryster. Tobias råber: „Hun får et anfald!“ Et øjeblik mærker jeg en primitiv, instinktiv angst: Åh nej, det er slut for denne baby. Vores normale liv er forbi. Endnu en gang ligner det en scene fra tv-serien Skadestuen, da lægerne i sterilt tøj kommer farende ind.


11

*

Hvis man vil have ting til at ske, så bliver man nødt til at planlægge dem. Så meget ved jeg: Jeg er kok. Hvis man for eksempel skal lave en bechamelsovs, skal man have de rette ingredienser i de rette mængder på de rette tidspunkter. Man skal måle, være god til at time tingene og være opmærksom. Det er alt sammen ting, som jeg fra naturens hånd er god til. Det forstår Tobias ikke. Han er musiker og komponerer musik til tv-dokumentarer og kortfilm. Han står sjældent op før midt på dagen og lader papir, tøj og alverdens efterladenskaber ligge og flyde overalt. Han er nærmest per definition altid for sent på den. Han siger, at han godt kan lide at være modtagelig for skæbnens tildragelser, og det kalder han kreativitet. Jeg er også kreativ. Men man kan ikke være sjusket med en sovs. Det fungerer bare ikke. Efter vi besluttede, at vi gerne ville have et barn, har jeg planlagt hver eneste detalje. Jeg ved derfor følgende: At vores datter kommer til at hedde Freya (et godt gammeldags navn med en svag new age-klang: en nordisk kærligheds- og fødselsgudinde), selv om Tobias siger, at det bliver over hans lig. At vores barn vil få brede skuldre og skønne lange ben lige-som ham og glat lysebrunt hår og store, alvorlige øjne som mig. At hun vil få hans store appetit på livet og min flair for at organisere. At vi, så snart vi kommer ud af det her hospital, vil sælge alt og flytte til Sydfrankrig. Så mens jeg ligger her i en morfinfremkaldt døs, kan de læger i sterilt tøj, der farer af sted med babyen og Tobias, ikke hyle mig ud af den. Jeg har lagt planer. Alt bliver godt. I Sydfrankrig vil solen skinne venligt på os. Folk vil være søde. Vores datter vil vokse op som tosproget, sofistikeret, i sikkerhed fra pædofile. Hun vil ikke tigge om de nyeste løbesko fra Nike; hun vil ikke spise junkfood.


12

Jeg kan se det hus for mig, som vi vil købe: et lille hus i Provence med roser og stokroser ved døren, en lavendelmark med oliventræer hist og her og det dybblå hav, der smelter sammen med den azurblå himmel. Jeg svæver hen over det hav, hen over markerne og hen over det hus, hvor Tobias, babyen og jeg et eller andet sted langt nedenunder lever vores perfekte liv.

*

Jeg vågner tidligt. Jeg vil være sammen med mit barn. Det er svært at sige, om morfinen er klinget af. Jeg er stadig omtåget og forvirret, men jeg har også stadig forfærdelige smerter. Jeg skal virkelig anstrenge mig for at huske, hvor jeg er: på den lille stue, som hospitalet har til det, de kalder særlige tilfælde. Ved siden af mig er der en eller anden, som snorker, hvilket minder mig om, at Tobias fik lov til at sove her på en drømmeseng. Min mobiltelefon begynder at ringe på bordet ved siden af mig. Jeg fumler lidt med den og afviser opkaldet. Kort efter bipper en sms ind: ‘någet nyt?’ Min bedste veninde, Martha. Arkitekt. Single. For travl til at stave rigtigt. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal sige til hende. Jeg skubber det fra mig. En sygeplejerske kommer for at tage mit kateter ud. Jeg anede ikke, at jeg havde et; jeg er tilsyneladende blevet skilt fra min krop på et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste otte timer. Det gør helvedes ondt at få det trukket ud. Jeg kaster op, men jeg ved ikke, om det er på grund af smerten eller morfinen. „Er du okay?“ spørger sygeplejersken, og jeg aner ikke, hvad jeg skal svare, men jeg skal op, så jeg lyver og siger, at jeg har det fint, og spørger: „Må jeg ikke nok komme ud og se mit barn nu?“


13

Vores datter er i et mørkt rum fuldt af maskiner, der siger tapokka, tapokka, tapokka, og med babyer på størrelse med knytnæver, der ligger i gennemsigtige kuvøser under lys i un-derlige farver. Jeg genkender hende med det samme: Hun er dobbelt så stor som alle de andre babyer. Hun ligger i en åben vugge i fosterstilling med en slange i næsen og en ledning tapet fast til foden. Over hendes hoved er der en række monitorer, der reducerer hende til en række vitale tegn: puls, iltmætning, vejrtrækning. En sygeplejerske forklarer, at dette er neonatalafdelingens intensive afsnit, og viser os, hvordan vi skal tage hende op uden at lave rod i alle slangerne. Jeg holder mit barn for første gang. Hun er perfekt: en mund som en rosenknop, alfeører, sammenknebne øjne. Jeg kan tælle hendes øjenvipper – fire på højre øjenlåg, fem på venstre – og jeg forestiller mig, hvordan de i al hemmelighed voksede i min livmoder som frø under jorden. „Hun er smuk,“ siger en læge. Jeg mærker en bølge af glæde og stolthed. „Hvis mor ikke har noget imod det, så skal jeg lige bruge nogle specielle instrumenter til at kigge i babys øjne.“ Han tager hende blidt ud af mine arme, og jeg betragter hende, dybt opslugt, mens de undersøger hende. Jeg lytter, mens han diskuterer hende med sin reservelæge. Det er meget teknisk. Det lader til, at de finder en masse ting, de skal holde øje med. Jeg er glad for dem, glad for barnet. Efter lang tid vender han tilbage til mig. „Hun har et colo-bom i sit venstre øje. Nethinden i det øje er ikke blevet ordent-lig udviklet, og det samme gælder irissen.“ Jeg kigger uforstående på ham, for det burde da være klart for enhver, at det her lille væsen er præcis, som hun skal være. „Det betyder ikke, at hun er blind,“ siger han. „Hun bliver måske en smule langsynet.“ Der bliver tændt for kontakten igen, og atter transformerer det skæve sig: en lille, kær og lidt anderledes pige med kæm-


14

pestore briller, der stirrer langsynet ud fra et skolebillede. Og det bliver så til det sødeste og bedst tænkelige af alle ansigter. „Vi bliver nødt til at lave en MR-scanning for at være på den sikre side,“ siger lægen, „men det lader til, at hendes problemer kan have udspring i hjernen.“ Men jeg hører ikke efter, fordi lykkelige omsorgshormoner flyder gennem mig og overvælder mig, da han rækker mit barn tilbage til mig. De overdøver alle disse frygtelige ord og er langt mere kraftfulde end nogen af dem. „Hold da op, det er meget at rumme,“ siger Tobias. Jeg ville sådan ønske, at han kunne dele min overbevisning om, at det hele nok skal blive godt. Jeg smiler til ham. Men han fnyser irriteret og henvender sig til lægen. „Jeg har en række spørgsmål.“ Han kigger sigende på mig. „Kunne vi måske lige tage en snak udenfor?“ Jeg ser døren lukke sig bag dem og tænker, at de alle sam-men opfører sig mærkeligt. Jeg behøver blot at holde mit barn i armene for at vide, at hun er perfekt. Barnet åbner sine øjne. Pupillen i det venstre øje er lang-strakt som en tåre, som om den er blevet malet med sort blæk, der er løbet ud. Jeg har aldrig før set et barn med sådan en pupil. Den virker speciel. Vi kigger højtideligt på hinanden et øjeblik; så lukker hendes øjne sig igen. Jeg prøver at lægge hende til brystet. Hun spidser munden og nipper forsigtigt til det alleryderste af min brystvorte med læberne. Jeg mærker et blidt træk, som et træk fra en guldfisk. „Baby får ikke noget mælk ud på den måde, mor,“ siger en energisk sygeplejerske. „Hun skal åbne højt op, som en lille fugleunge.“ Sammen har babyen og jeg arbejdet på sagen. Fra tid til anden åbner hendes mund sig pludselig, og hun laver et ko-misk Benny Hill-agtigt udfald mod mit bryst. Men der er et eller andet, der bliver ved med at gå galt. Hun bøjer kroppen bagud og væk fra mig, hendes ansigt vrider sig i raseri, og hun spjætter hjælpeløst med armene. Så krøller hendes varme krop


15

sig atter sammen mod mit bryst, og morfindøsen opsluger mig igen. „Pas på, mor, du er ved at falde i søvn,“ siger sygeplejersken. „Du kan komme til at tabe baby.“ „Jeg er ikke træt.“ „Du må hellere gå i seng igen.“ Men hvorfor i alverden skulle jeg være andre steder end her sammen med hende? Og her sidder jeg altså og knuger mit barn i et rum fyldt med blinkende lamper og plexiglasvugger, og jeg tænker, at det er underligt, at der overhovedet ikke er nogen af børnene, der græder, som om maskinerne har frarøvet dem deres stemmer.

*

„Hvordan gik fødslen, min skat?“ Min mors stemme lyder, som om den er langt væk. „Det var ikke så slemt. Kejsersnittet var okay. Barnet ...“ „Jeg var to døgn om det med dig. Dengang ville de ikke lave kejsersnit, medmindre man var så godt som død.“ „Barnet ...“ siger jeg. „Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det. Men dengang måtte man i det mindste ryge mellem veerne.“ Jeg mærker den matte, velkendte følelse af irritation krybe op gennem tågen. Min mor har aldrig gjort eller sagt noget som helst på den rigtige måde – på den måde, som andre mødre gør. Måske fordi hun efter den tids normer var en ældre mor (jeg er otteogtredive, og hun er niogtres), har vi ikke noget til fælles. Hun blev gift, da hun var tyve, og hun har aldrig nogensinde arbejdet; selv har jeg udsat at få børn af hensyn til min karriere. Mens almindelige dødelige er tvunget til at tilpasse sig vores foranderlige verden, kræver min mor, at alle andre tilpasser sig hendes. I årevis er hun sluppet af sted med at leve i en slags idyllisk 1950’er-verden, hvorfra hun – stilfuldt og


16

hjælpeløst – udsteder ordrer. Alle ubelejlige sandheder bliver ignoreret. Gennem seksogfyrre års ægteskab hjalp min nu af-døde helgenagtige far med til at bevare hende på en piedestal og fandt sig i hendes lunefulde opførsel og forsøgte rent faktisk at imødekomme alle hendes umulige indfald. Hun holdt op med at ryge – pludseligt og uden den mindste bemærkning – da han døde af strubekræft for ni måneder siden. På alle andre områder er hun værre end nogensinde. „Mor, der er noget vigtigt, jeg skal fortælle dig,“ siger jeg. „Jeg ved det, min skat, jeg ved det. Tobias ringede til mig fra hospitalet, mens de syede dig sammen. En lille pige! Fan-tastisk! Men udmattende. Dengang jeg fødte, lagde man alle de nyfødte i et særligt rum, væk fra mødrene. Det var meget bedre. Nu til dags går de meget op i, at mor og barn er sammen hele tiden.“ Jeg prøver igen. „Barnet ...“ „Kommer du stadig herned med hende til jul?“ „Mor, det tror jeg ikke.“ „Måske skulle jeg i stedet komme og holde jul hos jer?“ „Jeg er ikke sikker på, at det er så god en ide. Mor, det er sådan med barnet ...“ „Faktisk bliver jeg også nødt til at blive her.“ Jeg kan høre på hendes stemme, at jeg har sagt noget, der har såret hende, men jeg har svært ved at fastholde koncentra-tionen. „Jeg kan umuligt forlade fuglebrættet. Jeg er virkelig ked af at bringe det på bane lige nu, min skat, men kunne du ringe til Fuglenes Værn og få dem til at fjerne deres stære fra min have? Efter din far døde, er der ikke andre, jeg kan spørge, og jeg er bange for, at de arme stakler kommer til at dø af sult.“ Hendes stemme kører videre, og mens jeg igen glider væk, spekulerer jeg på, hvor meget af det, som jeg betragter som min personlighed, der i virkeligheden bare er en reaktion på hendes. Er jeg disciplineret, taktfuld, konventionel og kontrol-leret, blot fordi hun ikke er det?


17

„Jeg tager ind og besøger jer i morgen,“ hører jeg hende sige, „bare for lige at kaste et blik på hende, ikke andet. Tag det bare helt roligt – jeg skal nok lade være med at trænge mig på. Bliv nu på hospitalet, så længe du kan, og få hvilet godt ud. Du skal ikke røre en finger. Bortset fra lige det med stærene, selvfølgelig. Lad bare personalet gøre det hele.“

*

Tiden på intensivafsnittet flyder ud i en døs af dæmpede lyde og blødt farvet lys fra de blinkende monitorer. Alt er sat på lydløs, som om vi er i et akvarium. Mit barn og jeg putter os ind til hinanden, og tiden flyder forbi. Der kommer en sygeplejerske for at fortælle os, at vi nu er i kø til en MR-scanning. Barnet kan stadig ikke sutte ordentligt. Jeg har ikke noget mælk endnu, blot en lillebitte smule colostrum. Det lykkes mig at vride en enkelt, tyk dråbe ud. Det ligner kondenseret mælk. Jeg putter en lille smule af det på min finger og presser den mod mit barns læber. Hendes ansigtsudtryk forandrer sig til en ekstatisk nydelse. Det er hendes fødselsret, det er den mad, som hun skal have, ikke glukoseopløsning gennem en slange i næsen. Tobias kan ikke lide afdelingen. Han er mere og mere væk, smutter ud for at besvare telefonbeskeder og bekymrede sms’er, der begynder at tikke ind fra verden udenfor. Vores venner er begyndt at undre sig over, hvorfor vi endnu ikke er dukket op til overfladen med en sund og rask baby. „Martha bliver ved med at ringe til mig,“ siger han. „Vil du tale med hende?“ „Sig til hende, at jeg ringer senere.“ Jeg vil ikke tale med nogen. Ikke engang Tobias. Men han insisterer på, at vi har brug for lidt tid alene, og skubber mig i en kørestol ned i hospitalets lobby. Tre etager over os kalder barnet på mig fra sin plexiglasvugge.


18

„Vi burde gå op og kigge til hende nu,“ siger jeg. „Okay. Lige om lidt. Jeg skal bare lige købe en avis.“ Tobias er mester i at trække tiden ud. Han bruger evigheder på at sludre med kvinden i kassen hos WH Smith. Barnet kalder igen. Hvor er I? Tobias skubber mig ned ad gangen i sneglefart. Hvert andet øjeblik slipper han kørestolen for at stirre på Sundhedsstyrel-sens plakater på væggene. ‘Rygning skader dit barn.’ ‘Sukker-syge dræber. Bed din læge om en test i dag.’ De fascinerer ham tilsyneladende alle sammen, plettede og falmede, som de er. Kom op til mig. Jeg har brug for jer. Han får øje på et klapbord dekoreret med flitterstads og fyldt med håndstrikket legetøj. På et banner står der: ‘St. Ethels julebasars venner. Vær gavmilde.’ Det er to gamle damer, der passer biksen. Jeg bliver helt træt; Tobias elsker gamle damer, og de elsker ham. Snart klukker de over ham. „Så jeres barn ligger på intensiv? I skal ikke være bange, arme stakler. Det er et fremragende hospital. De siger, at det er den bedste neonatalafdeling i hele landet. Der kommer babyer hertil fra hele England.“ „Det er nogle skønne ting, I sælger,“ siger Tobias. „Det er også os, der hækler alle tæpperne til babyerne på det særlige intensive afsnit. Og strikker små bitte støvler til de for tidligt fødte. Og huer. De kan ikke selv regulere deres temperatur, ved du nok.“ „Tror I, vores baby vil blive mest glad for en kanin eller en tiger?“ Babyen kalder igen, mere insisterende. Jeg vil ikke have nogen af dem. Jeg vil have jer. „Tobias, kan vi ikke nok gå videre nu?“ Hans ansigt, der normalt er så åbent, er nu sammenbidt og stramt. „Jeg trænger til kaffe. Gør du ikke også det? Vi kunne få lidt mere tid sammen.“ Men mit barn er som en magnet, der drager mig til hende. „Jeg har ikke lyst til kaffe,“ siger jeg. „Jeg vil tilbage til hende.


19

Jeg er sikker på, at jeg godt selv kan gå, hvis jeg tager den med ro.“ Tobias kigger på mig, som om han vil sige noget mere. Han stikker mig en strikket kanin. „Tag den her med op til hende. Jeg kommer senere.“ Jeg humper ned ad gangen. Det er en smertefuld oplevelse at vente på elevatoren. Dørene går knirkende op. Elevatoren er stopfuld. Jeg kanter mig ind på en lille plads og passer på, at der ikke er nogen, der kan komme til at strejfe mig der, hvor jeg er blevet syet. Dørene lukker i. Jeg mærker min baby trække mig trygt op gennem skakten mod sig.

*

„MR-folkene har fået et afbud,“ siger en af sygeplejerskerne. „Hvis I er der inden for tre kvarter, kan I blive scannet med det samme.“ „Skynd dig, Anna,“ siger Tobias. „Hvis vi ikke når det nu, finder vi aldrig ud af, hvad der er galt med hende.“ Men først skal babyen have noget tøj på uden metalknap-per, fordi MR-scanneren fungerer som et gigantisk magnetfelt. Så er der en formular på femten sider, der skal udfyldes. Og til sidst skal alle slangerne og monitorerne flyttes over i en institutionsagtig barnevogn. En ung sygeplejerske på sin første vagt skubber babyen, mens Tobias skubber min kørestol. Der er fart på. Hver gang vi rammer et bump, hyler jeg op og bliver mindet om, at jeg for mindre end et døgn siden gennemgik en stor underlivsope-ration. På et eller andet tidspunkt, mens vi haster ned ad de endeløse gange, farer vild og får forkerte anvisninger, siger Tobias: „Jeg har tænkt over det. Det kan godt være, at Freya alligevel er et godt navn. Hun er en lille gudinde, og hun er, mod alle odds, en fødselstriumf.“


20

Og så forstår jeg, at han er vanvittigt bekymret. At han må-ske håber, han kan formilde guderne og på en eller anden måde alligevel få det hele til at falde på plads ved at give hende det navn, jeg foretrækker, og som han ikke kan fordrage. Vi har allerede været nok igennem for overhovedet at få hende. Jeg ville gerne have et barn sidste år i marts. Det betød, at det skulle undfanges i juni, så jeg tog en fridag på den rette dato (jeg arbejder på Michelin-restauranten Le Cri de la Fourchette i Londons West End seks aftner om ugen), planlagde en menu til en romantisk aften hjemme (hummerbisque med en flaske Meursault) og afventede resultatet. Det udeblev. Jeg er ikke typen, der lader sig skræmme af en smule mod-gang, så jeg lagde bare en ny plan. Men inden jeg vidste af det, var der gået adskillige måneder. Til sidst brød jeg sammen og hulkede ind mod Tobias’ skulder: „Jeg vil ikke dø uden at have fået børn, det hele er også bare din skyld, fordi du nølede så længe, måske har min mor ret, måske har jeg udfordret min krop ved at gøre karriere.“ Men Tobias omfavnede mig og sagde alt det rigtige, og vi elskede, og så, lige da jeg havde givet op, indtraf miraklet. Men det blev livet ikke nemmere af. Min chef, den berømte kok Nicolas Chevalier, gjorde det klart, at graviditet og moder-skab ikke passer sammen med den fjorten timers arbejdsdag seks dage om ugen, som han forventer af sine underordnede. Tobias var heldigvis inde i en god periode med sine kompo-sitioner, så jeg sagde min stilling op, sparkede mine lejere ud og solgte den ungkarlelejlighed, som jeg købte for mange år siden. Og det betyder, at der nu er en pæn klat penge i banken til udbetalingen på et hus i Frankrig. Det har taget mange måneder at overtale Tobias til at give afkald på sit behagelige liv i London og flytte til Provence. Jo mindre, der bliver sagt om hele den traumatiske proces, jo bedre. Men det gode ved at være komponist er jo, at man kan


21

komponere alle steder. Jeg er uddannet på Lecomte-instituttet for finere kogekunst i Aix-en-Provence, hvor jeg var lidt af en mønsterelev. Jeg er ret sikker på, at jeg vil kunne overtale René Lecomte til at ansætte mig. Jeg arbejder i hvert fald på sagen. Jeg har ledt på alverdens boligportaler og set så mange tv-programmer om folk, der gerne vil købe hus sydpå, at jeg var lige ved at drive Tobias til vanvid. Jeg har endda hyret en ejendomsmægler. Hun hedder Sandrine og er diskret og effektiv. Indtil videre har alt, hvad hun har foreslået, været fuldstændig overdrevet dyrt, men jeg er overbevist om, at hun en dag meget snart vil finde et perfekt hus, som vi kan betale på vores skrabede budget. Mens Freya bliver scannet, går vi ned i caféen og spiser suppe. Jeg har stadig ikke rigtig nogen fornemmelse af, at vi er en del af det her. Det er som at være med i en film, som at se sig selv rende rundt oppe på lærredet. Om et par timer vil de helt sikkert fortælle os, at alt er godt. Vi vil udstøde et stort lettelsens suk, tage telefonen og ringe til alle for at fortælle, at vores første barn er kommet til verden. Og senere vil vi grine og fortælle vores venner om al den latterlige ståhej, der var omkring hende i de første dage. „Hold da lige op for et chok, vi fik.“ Og vi vil mindes alle de stakkels børn og de stakkels forældre, der ikke har været lige så heldige som os. Der sidder en lille spastisk pige ved siden af os. Hun er yndig, men tynd og underlig, og hun har en nakkekrave på. Hendes bevægelser er stødvise og stive. Hun leger med sin far: Hun kaster sig frem mod ham, og hver gang hun gør det, rækker han armene frem efter hende og kysser hende på panden. Hvordan ville det mon være at skulle tage sig af et barn som hende? Der er ingen af dem, der virker specielt ulykkelige. For dem er det bare en helt almindelig dag, der tilfældigvis udspiller sig i et cafeteria på et hospital. Tobias opdager, at jeg sidder og kigger på dem. „Jeg sagde ja til at få et barn, men jeg tror ikke, at jeg sagde ja til det der,“ siger han.


22

„Nej, nej, selvfølgelig ikke,“ siger jeg. „Men Freya er jo så dejlig. Det skal nok gå godt, det ved jeg. Jeg tror ikke, at der er noget i vejen med hende. Jeg er sikker på, at MR-scanningen viser, at det hele bare er en fejltagelse.“

*

„Jeres datter lider af ... ja, der er en hel masse galt med hendes hjerne, men det primære bliver kaldt polymicrogyria.“ Over-lægen, der er flankeret af to sygeplejersker, er kommet ned på afdelingen for at give os resultatet af MR-scanningen. Det er et dårligt tegn. „Gyria er lig med vindingerne i hjernen. Og poly betyder mange. Man skulle tro, at det var godt at have mange vindinger i hjernen, men hos jeres barn er hjernevindingerne meget overfladiske.“ Han taler hurtigt, som om han håber, at det her er nok for os, så han kan komme ud herfra i en allerhelvedes fart. „Mens hun er lille, behøver hun ikke at kunne så meget. Vi forventer ikke, at hendes motorik og koordination og så videre bliver særlig god. Men når hun bliver ældre, bliver det sværere, for hun vil sandsynligvis blive psykisk og fysisk handicappet i en eller anden grad.“ De sidste dråber af morfinen og mine lykkehormoner fra fødslen forsvinder ud i et usynligt afløb og bliver erstattet med en bølge af adrenalin. „Psykisk og fysisk handicappet, hvad vil det helt præcist sige?“ spørger jeg. „Det er umuligt at sige på dette stadium. Der er børn med meget dårlige MR-resultater, der klarer sig rimeligt, mens an-dre, der på papiret ikke er så dårlige, faktisk klarer sig ringere.“ „Hvad betyder ‘rimeligt’ helt præcist?“ „Der er et spektrum.“ „Okay, godt så, men hvor begynder og ender det spektrum for Freyas vedkommende?“ „Det er meget svært at forudsige.“


23

„Og hvordan kan det være?“ spørger Tobias. „Vi vil foretage nogle genetiske tests, og måske finder vi en genfejl. Enten en spontan mutation eller et recessivt gen, som I begge to tilfældigvis er bærere af. Det kan også skyldes en ubehandlet infektion i de første måneder af graviditeten.“ „Men jeg fik foretaget alverdens scanninger,“ siger jeg. „Det er svært at se det her ved en ultralydsscanning. Men alt det her betyder ikke, at hun ikke kan få et langt og lykkeligt liv. Hun kan udmærket få et godt liv. Prøv at lade være med at tænke på fremtiden.“ En af sygeplejerskerne giver min arm et klem. „Der er en stue lige ved siden af, hvor der er fred og ro. Skal vi køre hende derind, så I kan være lidt alene med hende?“ De viser os ind på en lille hospitalsstue, der ligner en parodi på en dagligstue – der er to lænestole og et bord med en iøjne-faldende æske Kleenex. I hjørnet er der et halvvissent juletræ, der drysser. Tobias og jeg sidder sammen med babyen og græder. Jeg kigger på hendes medtagede, skæve ansigt og tænker på den lange, rædselsfulde rejse, hun har været på for at ankomme så ødelagt og så ufuldkommen. Hendes øjne, der sidder så langt fra hinanden, har hun fra mig, men i modsætning til mine vender de nedad. Hun ligner en tibetansk munk. Måske havde hun som meget gammel munk stået og betrag-tet en solnedgang i de tibetanske bjerge, da hun blev kaldt til Nirvana. Hun havde tigget om et liv mere på jorden, og så var det meste af hendes sjæl kommet farende ned til mig, mens en del af hendes hjerne var blevet efterladt, lige så ødelagt og fragmenteret som en solnedgang, der bliver brudt af skyerne.

*

Tobias vil have, at jeg skal spise noget aftensmad. „Jeg ved godt, at du gerne vil passe på den lille, men jeg bliver nødt til at passe på dig.“ Han ser hård og beskyttende ud på en måde,


24

som jeg ikke er vant til. Men hvad er det, han beskytter mig mod? Mod mig selv? Mod hende? Vi sidder i hospitalets cafeteria og stikker til en uidentificer-bar brun gryderet. Adrenalinen er forsvundet, og vi er trætte og chokerede. Der er en ringlen for mine ører, som om jeg i dagevis har befundet mig på en byggeplads, og larmen stadig giver genlyd. Vi sidder der et stykke tid, vores gryderet bliver kold, vi holder i hånden og ser hinanden dybt i øjnene. Det gjorde vi også, da vi var nyforelskede. Min mobiltelefon vibrerer mod bordets plastikoverflade. Jeg har sat den på lydløs. Der er seks ubesvarede opkald fra Martha og endnu en sms: ‘NÅGET NYT???’ Jeg kan ikke overskue at svare. „Jeg kan tilbyde dig et luksusophold i en hospitalsdrømme-seng. Var det noget?“ siger Tobias. Vi går tilbage til vores stue og lægger os begge på hans drøm-meseng. Vi holder om hinanden i et par minutter, som om vi er bange for at gå i tusind stykker og forsvinde. Jeg hulker ind mod hans skulder, og hans styrke siver ind i mig. Lidt efter lidt aftager larmen i mit hoved. „Det her må ikke ødelægge os,“ hvisker jeg. Jeg mærker hans arm stramme til rundt om mig. „Der er noget, du bliver nødt til at forstå,“ siger Tobias. „Jeg kommer ikke til at elske det barn.“ „Jamen, hold nu op, det kan du da ikke sige.“ Mens jeg skælder ham ud, er der en del af mig, der føler sig skyldig og taknemmelig på én gang, fordi han siger det højt, som jeg frygter, men som jeg ikke tør indrømme, ikke engang over for mig selv. „Vi ved ikke endnu, hvor slemt det er,“ siger jeg. „Det kan være meget ... mildt. Kan du huske hende, der boede lige over-for? Hendes søn havde Downs syndrom. Det var selvfølgelig lidt hårdt for hende, men han klarede sig glimrende. Han fik endda et job hos Tesco.“


25

„Jeg vil ikke ofre mit eget liv, for at min datter kan få et job i et supermarked.“ „Men hun er så dejlig.“ „Hun er dejlig,“ siger Tobias bestemt. „Men hun er en dom på livstid.“

*

Tidligt om morgenen banker det på, og døren bliver smækket op. Lyset bliver tændt af nogle mennesker i sterilt tøj, der råber: „Jeres barn har haft et nyt krampeanfald.“ Jeg oplever et øjebliks frygt for – eller er det håb om? – at hun er død. „Er det okay med jer, at vi giver hende medicin?“ Fortumlede siger vi ja, og jeg spørger, om jeg skal komme med. Jeg er lettet, da de siger nej. Vi forsvinder ind i søvnen igen. Jeg drømmer, at jeg råber, så højt jeg overhovedet kan: ‘Jeg vil ikke være mor til et handicap-pet barn!’ Men der er ingen, der hører det.

*

Her til morgen er Freya meget træt. Jeg sidder med hende og mærker, at hun putter sig ind mod min krop, og jeg nyder hendes læber mod mit bryst. Hun suger sig fast, som om hun var en lille guldfisk. Det er, som om vores kroppe stadig er forbundet, som om de endnu ikke er klar til at være adskilt. Min krop reagerer på hendes: Min vejrtrækning forandrer sig, mine lykkehormoner vender tilbage, hospitalsafdelingen for-svinder. Og det her bliver det bedste sted i hele verden, fordi vi er her sammen. Barnet og jeg er smuttet af sted til Frankrig. Vores hus er smukt og dejligt og fyldt med glæde. Hun lærer at kravle på glatte stenfliser i solskinnet, der falder ind gennem den åbne dør, mens jeg bikser en salat sammen af frisk sprød


26

salat og vores egne tomater. Tobias kommer ind fra haven, og hun kravler hen imod ham. Han tager hende op og kysser hende. Hun stirrer ind i vores leende ansigter og pludrer for-nøjet. Jeg sætter hende ned i en høj stol, giver hende hagesmæk på og mader hende erfarent med hjemmelavet grønsagsmos. En dag begynder hun at gå på sine buttede ben, og inden vi ved af det, er hun overalt. Tobias og jeg nipper til kølig hvidvin og holder frokoster for vores venner og klukker over de sjove ting, hun siger, indtil vi lige pludselig sender hende i skole for første gang, og det er først da, at det endelig går op for os, at de dommedagsprofetiske læger havde taget helt og aldeles fejl. „Er du okay?“ En rund moderlig kvinde stirrer på mig. „Mor, er du okay?“ „Det er jeg ikke sikker på,“ siger jeg. „Jeg har lige fået at vide, at min datter bliver handicappet – men der er ingen, der vil fortælle mig, hvor slemt det bliver, og der er ingen af lægerne, der taler engelsk, kun volapyk, og de kalder mig alle sammen ‘mor’.“ „Jeg er en af de læger,“ siger kvinden og smiler. „Jeg hedder dr. Fernandez. Jeg skal nok lade være med at kalde dig ‘mor’ igen. Og jeg skal prøve at lade være med at tale volapyk.“ Jeg nikker. Hun ser venlig og fornuftig og tillidsvækkende ud, og hun ligner den mor, jeg gerne ville have i stedet for min egen excentriske og opmærksomhedshungrende en af slagsen. „Som I ved, havde Freya et anfald mere tidligt i morges. Vi har givet hende en stor dosis af et stof, der hedder fenemal. Man kan sammenligne et krampeanfald med en elektrisk storm i hjernen, og derfor lægger vi patienten til at sove. Man kan sige, at vi giver systemet en chance for at genstarte.“ „Jeg tror nok, jeg har hørt om fenemal,“ siger Tobias og blander sig i samtalen. „Var det ikke det, Marilyn Monroe fik en overdosis af?“ „Jo. Fenemal er et barbiturat fra 1950’erne. Jeg er bange for, at vi ikke har nogen særlig god medicin til helt små børn. Af etiske årsager vil medicinalindustrien ikke udføre forsøg på


27

nyfødte. Men fenemal virker, og vi har brugt det uden proble-mer i årevis. Jeres Freya blev meget søvnig af at få det.“ „Vi har planer om at flytte til Frankrig,“ udbryder jeg. Tobiaskigger overrasket på mig; vi har ikke talt om Frankrig, siden Freya blev født. Hvis dr. Fernandez også bliver overrasket, lader hun sig ikke mærke med det. „Jeg kigger på det. Vi burde kunne koordinere behandlingen med det franske system, hvis det er det, I øn-sker,“ siger hun, som om det er den fornuftigste forespørgsel i verden. Der er stille et øjeblik. „Vi kan også arrangere et møde med en psykolog, hvis I har brug for det.“ „Nej tak,“ siger Tobias hurtigt, og jeg ryster også på hovedet. Alene tanken om at rode rundt i, hvordan vi har det lige nu, er mere end rigeligt. „Hvis bare vi vidste, hvor dårlig hun ender med at blive,“ siger jeg. „Der er ingen, der vil hænges op på noget.“ „I vil møde en masse specialister, der giver jer en bunke informationer på et uforståeligt fagsprog,“ siger hun. „De vil alle sammen have deres ryg fri. Men jeg lover jer, at jeg vil forsøge at finde ud af, hvad de rent faktisk mener, og så vil jeg give jer et fuldstændigt ærligt svar.“ „Tak.“ „Er der mere, jeg kan gøre for jer lige nu?“ „Vi ved ikke, om vi kan klare at passe hende,“ siger Tobias dristigt og kaster et blik på mig. „Det er fuldstændig normalt. Der er ikke nogen lov, der siger, at I skal kunne klare det.“ Jeg er ikke typen, der er afhængig af andre, men jeg opdager, at jeg klamrer mig til dr. Fernandez, præcis som en druknende i et oprørt hav ville klamre sig til et solidt stykke drivtømmer. Lige indtil nu har jeg taget det som en selvfølge, at det blev forventet af os, at vi skulle kunne klare det.

*


28

„Hvad siger du til, at vi tager ud i lufthavnen, hopper på et fly til Brasilien og lader være med at efterlade nogen adresse?“ siger Tobias. Vi kommer til at grine ved tanken og den lettelse, der ligger i den. „Men hvis vi nu gjorde det,“ siger jeg, „så ville vi ende som sådan nogle personer i en Graham Greene-roman, der tilbrin-ger resten af deres dage med at hænge ud i en bar på Tahiti.“ „Det lyder faktisk helt okay, hvis du spørger mig,“ siger To-bias. „Det går desværre ikke. Min mor kan være her hvert øjeblik, det skal være.“ „Og hun er lige, hvad vi mangler.“ „Jeg vil så gerne have, at det her besøg går godt, men jeg ved bare, at hun kommer til at sige et eller andet, der er så groft, at jeg bliver vildt provokeret.“ „Jeg er ikke nogen stor fan af din mor, Anna, det skal gu-derne vide, men prøv at bære lidt over med hende,“ siger Tobias. „Hun er selvfølgelig helt oppe at køre i dag over at skulle se sit første barnebarn, så hun vil slå knuder på sig selv for at sige eller gøre noget, der kan fange din opmærksom-hed ...“ Jeg fnyser. „Oppe at køre? Hun er fuldstændig ligeglad med Freya. Det eneste, hun kan snakke om, er sit skide fuglebræt.“ „Du skal aldrig nogensinde høre efter, hvad din mor faktisk siger,“ siger Tobias formanende til mig. „Prøv i stedet at regne ud, hvad der er den skjulte mening i det.“

*

Min mor dukker op på hospitalet iført en lang grøn kappe med en pelskrave af et dyr, der bider sig selv i halen, og en hat af rævepels. Hun ved, at jeg er imod, at man slår dyr ihjel for at bruge deres pels. Nogle gange tænker jeg, at hun udelukkende tager den slags på for at genere mig.


shah - mit år med freya (læseprøve)

Documents