Side 1 af 3 sider

Opgave 6, tekst 12: Edgar Allan Poe: ”Hjertet, der sladrede”, 1843. Oversat fra engelsk af Hans-Jørgen Birkmose, 2007.

Hjertet, der sladredeEdgar Allan Poe

Indrømmet! Jeg havde været – og er stadigvæk – nervøs – meget, ganske forfærdeligt nervøs. Men hvorfor bliver De ved med at hævde, at jeg er gal? Sygdommen skærpede mine sanser, men den ødelagde dem ikke, og den sløvede dem heller ikke. Især havde jeg en uhyre skarp høre-sans. Jeg hørte alt på Jorden og i Himlen. Jeg hørte meget fra Helvede. Hvorledes kan jeg da være gal? Hør engang! Læg mærke til, hvor fornuftigt, hvor roligt jeg kan fortælle Dem hele historien.

Det er umuligt at sige, hvordan ideen opstod første gang, men da den en gang var undfanget, forfulgte den mig dag og nat. Hensigt? Der var ikke nogen. Oprørte følelser ej heller. Jeg elske-de den gamle mand. Han havde aldrig gjort mig uret. Han havde aldrig fornærmet mig. Hans penge interesserede mig ikke. Jeg tror, det var hans øje! ja, det var det! Et af hans øjne minde-de mig om en gribs – et lyseblåt øje med en hinde over det. Lige så snart det øje blev rettet mod mig, løb det mig koldt ned ad ryggen, og efterhånden – lidt efter lidt – satte jeg mig for at tage den gamle mands liv og således slippe af med øjet for stedse.

Og se, her er vi ved sagens kerne. De anser mig for gal. Galninge forstår ingenting. Men De skulle have set mig. De skulle have set, hvor kløgtigt – hvor omhyggeligt – hvor forudseende – med hvilken snilde jeg gik til værks. Aldrig havde jeg været venligere mod den gamle mand end i den sidste uge, inden jeg dræbte ham. Og hver aften omkring midnat drejede jeg klinken på hans dør og åbnede den – åh! så forsigtigt. Herefter, når jeg havde åbnet døren så meget, at jeg kunne få hovedet ind, stak jeg først en blæn-det lampe indenfor – lukket var den, helt luk-ket, så ikke den mindste smule lys slap ud – og så stak jeg hovedet ind ad døren. Åh, det ville have frydet Dem at se, hvor snu jeg var! Jeg bevægede hovedet langsomt fremad – meget, meget langsomt, så det ikke forstyrrede den

gamle mands søvn. Det tog mig en time at få hovedet så langt ind, at jeg kunne se ham ligge i sin seng. Ha! – ville en galning have vist så megen omtanke? Og når så mit hoved var godt inde i værelset, åbnede jeg lampen forsigtigt – åh, så forsigtigt – forsigtigt (for hængslerne knirkede) åbnede jeg den akkurat så meget, at en enkelt, tynd stråle lys faldt på gribbeøjet. Og det gjorde jeg syv lange nætter i træk – altid lige ved midnat – men jeg fandt altid øjet luk-ket, og så var det umuligt at fuldføre planen, for det var ikke den gamle mand, som plagede mig, men hans onde øje. Og hver morgen, når dagen gryede, gik jeg lystigt ind i hans værelse og tal-te frimodigt med ham, tiltalte ham hjerteligt ved navn og forhørte mig om, hvordan han hav-de tilbragt natten. Så De forstår jo nok, at han skulle være en ualmindelig durkdreven gammel mand for at gætte, at jeg hver eneste aften lige omkring midnat stod og betragtede ham, mens han sov.

Den ottende nat var jeg endnu mere forsigtig end normalt. Minutviseren på et ur bevæger sig hurtigere, end min hånd gjorde, da jeg åbnede døren. Aldrig før havde jeg i den grad mærket omfanget af mine evner – af min kløgt. Det var kun med nød og næppe, at jeg kunne undertryk-ke min følelse af triumf. At tænke sig, her stod jeg – i færd med millimeter for millimeter at åbne hans dør – og han drømte ikke engang om mine dulgte gerninger og tanker. Jeg klukkede af latter ved tanken, og måske hørte han mig, for han bevægede sig pludselig i sengen, som om han var blevet opskræmt. Nu tror De måske, at jeg trak mig tilbage – men nej. Hans rum henlå tjæresort og svøbt i mørke (for skodderne var solidt haspet af frygt for tyve), og derfor vidste jeg, at han ikke kunne se døråbningen, så jeg blev ved med at åbne den langsomt, lang-somt.

Jeg havde hovedet indenfor og skulle netop til at åbne lampen, da min finger smuttede på

1

5

10

15

20

25

30

35

40

45

50

55

60

65

70

75

80

082312.indd 18 04/03/09 11:50:44

Side 2 af 3 sider

krogen, og den gamle mand fór op i sengen med et råb: ”Hvem dér?”

Jeg stod bomstille og svarede ikke. I en hel time stod jeg uden at bevæge et øjenbryn, og i al den tid hørte jeg ham ikke lægge sig. Han sad stadigvæk op i sengen og lyttede – ligesom jeg nat efter nat har lyttet til dødningeurene1 i væggen.

Med ét hørte jeg en svag stønnen, og jeg vid-ste, at det var lyden af dødelig rædsel. Han stønnede ikke af smerte eller sorg – næhnej – dette var den lavmælte, indestængte lyd, som vælder op fra sjælens dyb, når frygten har fået tag i en. Mangen en nat lige omkring midnat, mens hele verden sov, er den sprængt ud af mit eget bryst, og med sit forfærdelige ekko har den forstærket den angst, som pinte mig. Jeg kendte altså udmærket lyden. Jeg vidste, hvad den gamle mand følte, og jeg havde ondt af ham, selvom jeg morede mig indvendigt. Jeg vidste, at han havde ligget vågen fra det øjeblik, han vendte sig i sengen ved den første, svage støj. Hans angst var vokset lige siden. Han havde prøvet at slå den hen som ubegrundet, men for-måede det ikke. Han havde sagt til sig selv: ”Det er bare vinden i skorstenen – det er bare en mus, som løber hen over gulvet” eller ”det var bare en fårekylling, som sang en enkelt tone”. Ja, han har forsøgt at berolige sig med alle disse forklaringer, men det var alt sammen forgæves. Alt sammen forgæves. For døden hav-de nærmet sig ham med skyggen først og havde lagt sit mørke over ham og omsluttet ham. Og det var den usete skygges sørgelige indflydelse, som fik ofret til at føle – skønt han hverken så eller hørte noget – at mit hoved var til stede i værelset.

Da jeg tålmodigt havde ventet længe uden at høre ham lægge sig igen, besluttede jeg at åbne en lille – en meget, meget lille – sprække i lam-pen. Så jeg åbnede lampen – De gør Dem ingen forestilling om, hvor snigende, snigende – ind-til omsider en enkelt lysstråle så spinkel som en edderkoppetråd skød ud af sprækken og faldt direkte på gribbeøjet.

Øjet var åbent – vidt, vidt åbent – og jeg blev rasende, mens jeg betragtede det. Jeg så det fuldstændig tydeligt – blegt blåt var det og med et hæsligt skær over sig, som gik mig til marv

og ben. Men jeg kunne ikke se andet af den gamle mand, for nærmest pr. instinkt havde jeg rettet strålen lige mod det fordømte punkt.

Og hvad var det, jeg fortalte Dem om de skærpede sanser, som De fejlagtigt betragter som galskab? I dette øjeblik hørte jeg en lav, dæmpet, hurtig lyd som af et ur pakket ind i vat. Også den lyd kendte jeg godt. Det var den gamle mands hjerteslag. Det forøgede mit rase-ri, ligesom trommen hidser soldaten op til kamp.

Og dog holdt jeg mig stadig tilbage og blev stående ubevægelig. Jeg trak knap nok vejret. Jeg holdt lampen uden at røre mig. Jeg prøvede at se, hvor roligt jeg kunne holde lysstrålen fast på øjet. Imens tiltog hjertets djævelske tromme-hvirvler i styrke. De blev hurtigere og hurtigere og højere og højere for hvert sekund, der gik! Den gamle mands rædsel må have været total! De blev højere, siger jeg, højere for hvert sekund! – hører De! Jeg har fortalt Dem, at jeg er et nervøst menneske, og det er jeg. Og nu, i midnatstimen i det gamle hus’ skrækindjagende stilhed, indgød denne sære lyd mig en ustyrlig rædsel. Og dog holdt jeg mig endnu nogle minutter tilbage og blev stående ubevægelig. Men hjerteslagene blev højere, højere! Jeg var sikker på, at hjertet måtte briste under dem. Og nu greb en ny frygt mig – at en nabo skulle høre lyden! Den gamle mands time var kom-met! Med et højt råb åbnede jeg lampen på vid gab og sprang ind i værelset. Han skreg én gang – kun én gang. På et øjeblik havde jeg trukket ham ud på gulvet og væltet den tunge seng ned over ham. Så smilede jeg glad over at se arbej-det så vidt fremskredet, men endnu i mange minutter slog hjertet med en dæmpet lyd. Det generede mig imidlertid ikke, for det ville ikke kunne høres gennem en mur. Til sidst hørte lyden op. Den gamle mand var død. Jeg flyttede sengen og undersøgte liget. Jo, han var død, stendød. Jeg lagde min hånd på hans hjerte og lod den hvile der mange minutter. Der var ingen puls. Han var stendød. Hans øje ville aldrig mere plage mig.

Hvis De stadig mener, at jeg er gal, vil De skifte mening, når jeg beskriver den omtanke, jeg udviste, da jeg skjulte liget. Natten gik på hæld, og jeg arbejdede hurtigt, men lydløst.

Note:1) dødningeur: borebille, der bl.a. lever i træværket i huse og om natten ofte fremkalder en hurtig, bankende eller tikkende lyd

85

90

95

100

105

110

115

120

125

130

135

140

145

150

155

160

165

170

175

180

082312.indd 19 04/03/09 11:50:44

Side 3 af 3 sider

Allerførst parterede jeg liget. Jeg skar hans hoved, arme og ben af.

Så brækkede jeg tre af værelsets gulvplanker op og gemte det hele mellem lægterne derun-der. Herefter lagde jeg plankerne så godt, så snedigt, tilbage, at ingen med det blotte øje – ikke engang hans – ville kunne se, at der var noget galt. Der var intet at gøre rent – ingen pletter af nogen art – ingen blodspor overhove-det. Jeg havde været forudseende. Jeg havde brugt et kar, haha!

Da jeg sluttede arbejdet, var klokken 4, og det var stadig så mørkt som midnatstimen. Da klokken slog, bankede det på gadedøren. Jeg gik let om hjertet ned for at åbne – for hvad kunne jeg længere have at frygte? Tre mænd, som meget formfuldendt præsenterede sig som politibetjente, trådte indenfor. En nabo havde hørt et skrig i nattens løb – han frygtede, at der var noget galt – han havde sendt bud til den lokale politistation, og de (betjentene) var ble-vet sendt ud for at undersøge sagen.

Jeg smilede – for hvad havde jeg at frygte? Jeg bød d’herrer velkommen. Skriget, fortalte jeg, havde jeg selv udstødt i drømme. Den gam-le mand, forklarede jeg, var bortrejst for tiden. Jeg førte mine gæster rundt i hele huset. Jeg bad dem se efter overalt – om at se godt efter. Til sidst førte jeg dem ind i hans værelse. Jeg viste dem, at hans værdier var i sikkerhed og urørte. I min selvtillids beruselse flyttede jeg et par stole ind i værelset og bad dem sætte sig og hvile her et par minutter, mens jeg i min totale triumfs forvovenhed placerede min egen stol lige over det sted, hvor liget befandt sig.

Betjentene var blevet overbevist. Min optræ-den havde overbevist dem. Jeg følte mig forun-derligt rolig. De satte sig, og mens jeg deltog frejdigt i samtalen, sludrede de om dagligdags ting. Inden længe mærkede jeg imidlertid, hvor-dan jeg blegnede og ønskede, de ville gå. Mit hoved smertede, og jeg bildte mig ind, at det

ringede for mine øren, men de sad der stadig og snakkede stadig. Ringelyden blev tydeligere – den fortsatte og blev endnu tydeligere. Jeg talte endnu mere for at komme af med fornemmel-sen, men lyden fortsatte og blev mere pågående – indtil jeg langt om længe indså, at støjen ikke kom fra mine øren.

Jeg blev nu utvivlsomt meget bleg – men jeg talte mere flydende, og med hævet stemme. Og dog forstærkedes lyden – og hvad kunne jeg gøre? Det var en lav, dæmpet, hurtig lyd – meget lig lyden af et ur pakket ind i vat. Jeg gispede efter vejret – men ikke desto mindre hørte betjentene ingenting. Jeg talte hurtigere – mere indtrængende; men støjen tiltog støt og roligt. Jeg kom på benene og skændtes om bagateller, heftigt og med voldsomme armbe-vægelser, men støjen tiltog støt og roligt. Hvor-for gik de ikke? Jeg travede op og ned ad gulvet med lange skridt, som om synet af mændene gjorde mig vanvittig – men støjen tiltog støt og roligt. Åh Gud, hvad kunne jeg gøre? Jeg skum-mede – jeg rasede – jeg bandede! Jeg svang sto-len, jeg havde siddet på, og smadrede den mod gulvet, men støjen overdøvede alt andet og til-tog og tiltog. Den blev højere – højere – højere! Og dog sludrede mændene stadig afslappet og smilende. Var det muligt, at de ikke hørte noget? Almægtige Gud – næhnej! De hørte det! – de havde fattet mistanke! – de kendte sandhe-den! – de drev gæk med min rædsel! – det troe-de jeg, og det tror jeg stadig. Men alt var bedre end disse kvaler! Hvad som helst var nemmere at bære end denne latterliggørelse! Jeg tålte ikke disse hykleriske smil længere! Jeg følte, at jeg måtte skrige eller dø! – og nu – igen! – lyt! højere! højere! højere! højere!

”Slyngler!” skreg jeg, ”I behøver ikke at for-stille jer længere! Jeg tilstår min gerning! – riv plankerne op! – her, her! – det er hans hæslige hjerte, som banker!”

185

190

195

200

205

210

215

220

225

230

235

240

245

250

255

260

265

082312.indd 20 04/03/09 11:50:44