[side 2] -...

[side 2]

Alice A. Bailey

Udkommet på dansk:

Nationernes Skæbne, 1982En kompilation om seksualitet, 1988Esoterisk Psykologi, bind I, 1989Døden – det store eventyr (kompilation), 1990Blændværk – et verdensproblem, 1991Hierarkiets fremtræden, ashramernes eksternalisering, 1992Esoterisk Psykologi, bind II, 1993Kristi Tilsynekomst, 2. udgave, 1994Undervisning i den nye tidsalder, 2. udgave, 1994Herkules' arbejder, en astrologisk fortolkning, 1995Fra intellekt til intuition, 1995En afhandling om Kosmisk Ild, 1996Telepati og det æteriske legeme, 2. udgave, 1996Stof til eftertanke (kompilation), 1996Den syvende stråle (kompilation), 1997Breve om Okkult Meditation, 1997Sjælen, livets kvalitet (kompilation), 1998Sjælens lys, Patanjalis Yoga Sutraer, 1998En afhandling om Hvid Magi, 2. udgave, 1998Sindslidelser (kompilation), 1998Strålerne og Indvielserne, 1998Menneskehedens problemer, 1999Discipelskab i den nye tidsalder, bind I, 1999De syv stråler (kompilation), 1999Indvielse, menneskelig og solar, 2. udgave, 2000Karma og Dharma (kompilation), 2000Reinkarnation (kompilation), 2001Fra Betlehem til Golgata, Jesu indvielser, 2001Tjeneste for menneskeheden (kompilation), 2002Esoterisk Astrologi, 2. udgave, 2003Discipelskab i den nye tidsalder, bind II, 2004Esoterisk Healing, 2. udgave, 2007

Kun til privat brug. © Copyright 1948 by Lucis Trust Ltd., Genève, London, New York.Dansk udgave © Esoterisk Center Forlag 1994. Udgivet som e-bookVerdenstjenernes Fond 2017.

[side 3]

Alice A. Bailey

Kristi Tilsynekomst

2. reviderede udgave

VERDENSTJENERNES FOND


[side 4]

Kristi TilsynekomstOriginaltitel: The Reappearance of The Christ© Copyright 1948 by Lucis Trust Ltd., Genève, London, New York1. udgave Borgens Forlag 1976, oversat af E. Persson2. reviderede udgave © Esoterisk Center Forlag 1994.Den reviderede udgave er et gruppearbejdeTrykt hos Narayana Press, GyllingUdgivet som e-book © Verdenstjenernes Fond 2017ISBN 87-88365-96-4


[side 5-6]

Indhold

Side

Uddrag af Tibetanerens erklæring.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Nøgleord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

1. kapitelLæren om den, som skal komme. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

2. kapitelKristi enestående situation. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

3. kapitelKristi tilsynekomst.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39

4. kapitelKristi arbejde i dag og i fremtiden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

5. kapitelKristi lære. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100

6. kapitelDen nye verdensreligion. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131

7. kapitelForberedelse til Kristi tilsynekomst. . . . . . . . . . . . . . . . . . 153

Konklusion.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178

Register. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183


[side 7]

Uddrag af Tibetanerens erklæring

Det er tilstrækkeligt at sige, at jeg er en tibetansk discipel afen bestemt grad, og det siger jer kun lidt, for alle er disciplefra den mest beskedne aspirant op til og hinsides Kristus selv.Jeg lever ved Tibets grænse og i et fysisk legeme ligesom alleandre mennesker. Undertiden, når mine øvrige pligter tilladerdet, leder jeg (eksoterisk set) en stor gruppe tibetanske lamaer.Dette er årsag til det forlydende, at jeg er abbed for dette sær-lige lamakloster. De, der er forbundet med mig i Hierarkietsarbejde (og alle sande disciple deltager i dette arbejde), kendermig under et andet navn og embede. A.A.B. ved hvem jeg er,og kender to af mine navne.

Jeg er en af jeres brødre, som er vandret et lille stykke læn-gere ad vejen end den almindelige studerende, og som derforhar påtaget sig et større ansvar. Jeg har stridt og kæmpet migfrem til mere lys end det, aspiranter kender, som læser disselinjer, og derfor må jeg nødvendigvis virke som overbringer aflyset. Jeg er ikke en gammel mand efter lærernes opfattelse,og dog er jeg heller ikke ung og uerfaren. Mit arbejde er at un-dervise og udbrede kendskabet til den urgamle visdom, hvorsom helst jeg finder genklang, og det har jeg gjort i mange år.Jeg søger også at være til støtte for mestrene M. og K.H., nårsom helst lejlighed gives, for i lang tid har jeg været forbundetmed dem og tilknyttet deres arbejde. I det ovennævnte har jegmeddelt jer meget, men intet som kunne give anledning til dentåbelige tilbedelse og blinde lydighed, som følelsesfulde aspi-ranter udviser over for den guru og mester, de endnu er ude afstand til at kontakte. Ej heller vil de få den ønskede kontakt,før de har forvandlet deres emotionelle tilbedelse til uselvisktjeneste for menneskeheden – ikke for mesteren.

De bøger, jeg har skrevet, er sendt ud uden krav på [side 8]anerkendelse. De kan være korrekte, sande og nyttige eller ik-ke; det er jer, der skal efterprøve deres sandhed gennem prak-tisk anvendelse og opøvelse af intuition. Hverken jeg ellerA.A.B. er det mindste interesseret i at få dem erklæret for in-


spirerede skrifter, eller at nogen (med tilbageholdt åndedræt)skal omtale dem som et af mestrenes værker. Hvis de frem-lægger sandheden på en sådan måde, at den naturligt videre-fører den lære, der allerede er givet til verden, og hvis den in-formation, der gives, kan løfte den åndelige stræben og viljentil at tjene fra det emotionelle plan, op til det mentale (det planhvor mestrene kan findes), vil formålet med dem være nået.Hvis den undervisning, der gives, finder genklang i de oplysteåndsarbejdere i verden og fremkalder glimt af intuition, lad dalæren blive accepteret; men ellers ikke. Hvis disse udsagn kanbekræftes eller anses for sande ifølge loven om overensstem-melse, er det godt og rigtigt. Men skulle det ikke være tilfæl-det, da bør den studerende ikke acceptere det, der siges.

August 1934


[side 9-10]

Nøgleord

Hver gang retten svinder og uretten vokser, så skaber jeg mig selv.I hver tidsalder kommer jeg til syne for at befri de gode, for at til-

intetgøre de onde og for at genopbygge retten.

Bhagavad Gita, Bog IV, Vers 7, 8


[side 11]

1. kapitel

Læren om den, som skal kommeVesterlandsk lære

Læren om avatarerØsterlandsk lære

Ned gennem tiderne, i mange verdensepoker og i mange lande(i dag i alle) opstod stærke spændingstilstande, præget af hå-befuld forventning, fordi én var ventet, og der var en forud-anelse om hans komme. Det var periodens religiøse lærere,som nærede og forkyndte denne forventning, og altid i en tidpræget af kaos og vanskeligheder, hvor en kultur og civilisati-on havde kulmineret og var nær sin afslutning, og hvor degamle religioner var ude af stand til at møde tidens udfordrin-ger og løse menneskenes problemer. En avatars komme, an-komsten af den, som skal komme – eller som vi siger i dag:Kristi tilsynekomst – er nøgleordet til den udbredte forvent-ning. Når tiden er moden, når massernes påkaldelse om hjælper gennemtrængende nok, og troen hos dem, der ved, er stærknok, da er han altid kommet, og vor tid er ingen undtagelse fradenne urgamle regel eller universelle lov. I årtier har tilsyne-komsten af avataren Kristus været imødeset af de troende ibegge hemisfærer – ikke kun af troende kristne, men også afdem, der venter Maitreya og Bodhisattvaen, såvel som dem,der venter Imam Mahdi.

Når mennesker føler, at de har opbrugt deres egne ressour-cer og er nået til grænsen for deres egen formåen, og at deproblemer og omstændigheder, de er konfronteret med, over-stiger deres kræfter, er de tilbøjelige til at se sig om efter enguddommelig mægler og formidler, der vil gå [side 12] i for-bøn for dem hos Gud og redde dem ud af deres vanskelighe-der. De venter en frelser. Denne lære om formidlere, messias'-er, kristusskikkelser og avatarer går som en gylden tråd gen-nem alle verdens religioner og hellige skrifter, og da alle disse


skrifter har samme udspring, findes de i rigt mål overalt. End-da den menneskelige sjæl betragtes som en formidler mellemGud og menneske; og talløse millioner tror, at Kristus virkersom en guddommelig formidler mellem menneskeheden ogguddommen.

Hele dette system af guddommelig åbenbaring er (og haraltid været) baseret på denne lov om gensidig afhængighed,om et planlagt bevidst forbindelsesled, der kan overføre energifra ét aspekt af den guddommelige manifestation til et andet –fra Gud i det allerhøjeste til det mest beskedne menneskeligevæsen, der lever, strider og sørger på jorden. Overalt finderman denne energioverføring. »Jeg er kommen, for at de skalhave liv«, siger Kristus, og verdens hellige skrifter beretter omvæsener fra en højere verden, som griber ind i den rent men-neskelige. Der findes altid et egnet redskab, gennem hvilketguddommen kan nå og kommunikere med menneskeheden, oglæren om avatarer eller om »den, som skal komme« drejer sigom denne kommunikation og disse redskaber for guddomme-lig energi.

En avatar har en speciel evne (foruden en selvvalgt opgaveog en forudbestemt skæbne) til at overføre energi eller gud-dommelig kraft. Dette er nødvendigvis et stort mysterium ogblev på en særegen måde i forbindelse med kosmisk energidemonstreret af Kristus, som – for første gang i jordens histo-rie, så vidt vi ved, – overførte kærlighedens guddommeligeenergi direkte til vor planet og på afgørende måde til menne-skeheden. Disse avatarer eller guddommelige budbringere erdesuden altid forbundet med ideen om en subjektiv åndelig or-den eller et hierarki af åndelige væsener, som tager sig afmenneskehedens vel og [side 13] udvikling. Hvad vi virkeligved er, at store guddommelige skikkelser ned gennem tidernehar legemliggjort det guddommelige formål og præget heleverdensudviklingen på en sådan måde, at deres navn er kendtog deres indflydelse er mærkbar årtusinder efter, at de har fær-dedes blandt mennesker. Gang på gang er de kommet og harefterladt en forandret verden og desuden en ny verdensreligi-on. Vi ved også, at troen og profetierne altid har lovet menne-skeheden, at de skulle komme til os igen i nødens stund. Disse


påstande er et faktum, hvilket historien beviser. Derudoverved vi relativt lidt om de nærmere detaljer.

Ordet »avatar« er et sanskrit-ord og betyder »at kommened langt borte fra«. Ava (præfiks til substantiverede verber)udtrykker ideen »fra, langt borte, ned«. Avataram (kompara-tiv) endnu længere borte fra. Rodleddet AV synes altid at be-tyde beskyttelse fra oven og anvendes i forbindelse med ord,der refererer til beskyttelse fra konger og herskere; med hen-syn til guder betyder det, at en opofrende handling er blevetset og påskønnet. Ud fra dette kan ordet siges at betyde »kom-me ned fra den højere verden med dennes velsignelse til gavnfor det sted, hvortil den kommer« (fra Monier-Williams' San-skrit leksikon).

Alle verdensavatarer og -frelsere står imidlertid for togrundlæggende motiver: nødvendigheden for Gud af at fåkontakt med menneskeheden og stå i forbindelse med menne-skene, og menneskehedens behov for guddommelig kontakt,hjælp og forståelse. Som følge heraf er alle sande avatarerguddommelige formidlere. Det er de, fordi de har frigjort sigfor alle begrænsninger, fra enhver følelse af »selvcentreret-hed« og adskilthed, og ikke mere er – i almindelig menneske-lig forstand – det dramatiske centrum for deres eget liv, sådansom de fleste af os er det. Når de har nået det stadium af ånde-lig decentralisering, kan de blive en begivenhed i planetensliv; alles øjne rettes da imod dem, og alle mennesker kan blivepåvirket. En avatar eller [side 14] en kristus kommer derfor afto grunde: dels drevet dertil af ukendte og uransagelige årsa-ger, dels på grund af menneskehedens krav eller påkaldelse.En avatars komme er med andre ord en åndelig begivenhed,der finder sted for at tilvejebringe store forandringer eller vig-tige fornyelser, indvarsle en ny civilisation eller minde os omde »tabte horisonter«, glemte sandheder, og føre mennesketnærmere til det guddommelige. Avatarer er blevet kaldt»usædvanlige mennesker, som kommer fra tid til anden for atforandre verdens udseende og åbne døren til en ny æra i men-neskehedens historie«. De kommer i krisetider, og ofte skaberde kriser for at gøre ende på det gamle og uønskede og banevej for det nye og mere passende for den videre udfoldelse af


Guds liv i naturen. De kommer, når det onde tager overhånd.Derfor, om ikke af anden grund, kan vi vente en avatar i dag.Forudsætningen er til stede for Kristi tilsynekomst.

Der er avatarer af enhver art og af mange grader; nogle afdem er af planetarisk betydning, fordi de i sig selv er virkelig-gørelsen af fremtidige menneskelige udviklingscykler. De an-slår tonen og giver læren, som vil blive retningsgivende forden nye tid og danne grundlag for den nye civilisation. De erlegemliggørelsen af store sandheder, mod hvilke menneskehe-dens masser må stræbe, og som er målet for tidens største tæn-kere, skønt endnu uerkendt. Visse avatarer er i sig selv et ud-tryk for den højeste menneskelige udvikling og fuldkommen-gørelse, og de fremstår derfor som »det fuldkomne menneske«for deres tid. Andre, endnu større, er betroet varetægten af etguddommeligt princip eller en guddommelig kvalitet, somskal få en ny indflydelse og gives udtryk på jorden. Det er de istand til, fordi de selv har nået fuldkommenheden og opnåetde højest mulige indvielser. De har evnen til at være disse ån-delige kvaliteter, og fordi de til fuldkommenhed udtrykker ensådan speciel kvalitet, kan de fungere som kanal for [side 15]dens overføring til menneskene fra centret for alt åndeligt liv.Det er dette, som ligger til grund for læren om avatarer ogguddommelige budbringere.

En sådan budbringer var Kristus. Han var i dobbelt for-stand en avatar, fordi han ikke alene anslog den nye tidsaldersgrundtone (for to tusind år siden), men også på en mysteriøsog for os uforståelig måde legemliggjorde kærlighedens gud-dommelige princip; han var den første, som åbenbarede Gudssande natur for mennesket. Menneskehedens råb om hjælp(den anden af de bevæggrunde, som fremkalder en guddom-melig tilsynekomst) har stor virkning, især ved en forenet ap-pel, fordi der i menneskets sjæl findes noget, som er beslægtetmed avatarens guddommelige natur. Vi er alle guder, alle børnaf den Ene Fader, som den sidste af avatarerne, Kristus, fortal-te os. Det er dette guddommelige center i hvert menneskehjer-te, som, når det vækkes til live, kan fremkalde et svar fra høje-ste sted, hvor »den, som skal komme« afventer timen, hvorhan skal træde frem. Det er kun menneskehedens forenede


krav, dens »samlede hensigt«, der kan fremskynde en avatarsnedstigning.

Med få ord: læren om avatarer er følgelig nøje forbundetmed læren om den fortsatte åbenbaring. Altid ned gennem ti-derne, ved enhver af menneskehedens store kriser, i nødensstund, ved en ny races fødsel, eller når en forberedt menneske-hed skulle vækkes til en ny og større vision, er der fra Gudshjerte – ifølge barmhjertighedens lov – sendt en lærer, en ver-densfrelser, en oplyser, en avatar, en formidler, en kristus, tiljorden. Han bringer det budskab, der vil føre til helbredelse,der vil antyde det næste skridt, menneskeheden må tage, ogsom vil kaste lys over mørke verdensproblemer og åbenbare etendnu ikke virkeliggjort aspekt af det guddommelige. På dissekendsgerninger om fortsat åbenbaring og en trinvis manifesta-tion af det guddommeliges natur hviler læren om avatarer,guddommelige [side 16] budbringere, guddommelige tilsyne-komster og frelsere. Historien vidner afgjort om dem alle. Deter også på denne kendsgerning om kontinuitet i rækkefølgenaf budbringere og avatarer, og på kendsgerningen om menne-skehedens dybe nød i vor tid, at den verdensomspændendeforventning om Kristi genkomst er baseret. Det er en iboendetillid til disse kendsgerninger, der har ført til menneskehedensstadigt stærkere påkaldelse i alle lande om en eller anden formfor guddommelig undsætning eller guddommelig indgriben.Det er ligeledes bevidstheden om disse kendsgerninger, derhar fremkaldt det påbud, der er udgået fra »centret, hvor Gudsvilje er kendt«, om at en avatar skulle komme igen; og det ermed en viden om disse krav, at Kristus har ladet sine disciple ialle lande vide, at han vil vise sig igen, når de har gjort detnødvendige forberedende arbejde.

De mest kendte og anerkendte avatarer er Buddha i øst ogKristus i vest. Deres budskab er kendt af alle, og frugten afderes liv og ord har sat sit præg på to verdensdeles tænkningog civilisation. Fordi de er menneskelig-guddommelige ava-tarer repræsenterer de det, som menneskeheden let kan forstå.Fordi de er af samme natur som vi, »kød af vort kød, ånd afvor ånd«, har vi tillid til dem, og de betyder mere for os endandre guddommelige tilsynekomster. De er kendt og elsket af


utallige millioner. Det centrum af åndelig energi, som de hverisær har oprettet, er hinsides vor fatteevne; at etablere et kraft-center af vedvarende energi, åndeligt positivt, er en avatarsstadige opgave. Han fokuserer eller forankrer en dynamisksandhed, en stærk tankeform eller en malstrøm af magnetiskenergi i den menneskelige verden. Dette brændpunkt overfø-rer i stadig stigende grad åndelig energi, det sætter menneske-heden i stand til at udtrykke en guddommelig idé og frembrin-ger i tidens løb en civilisation med dens tilhørende kultur, reli-gion, politik, regering og undervisningssystem. Sådan skabeshistorien. [side 17] Historie er, når alt kommer til alt, ikke an-det end menneskehedens cykliske reaktion på en indstrøm-mende guddommelig energi, på en inspireret leder, eller på enavatar.

I vor tid er en avatar sædvanligvis en repræsentant for gud-dommens andet aspekt, kærlighed-visdom, Guds kærlighed.Han kommer som en frelser, som opbygger og opretholder.Menneskeheden er endnu ikke tilstrækkeligt udviklet eller ån-deligt orienteret til med lethed at kunne tåle de påvirkningerfra en avatar, som udtrykker Guds dynamiske vilje. For os eren avatar (og det er vor begrænsning) endnu en, som beskytterog udvikler, bygger op og bevarer, bistår og værner om de ån-delige impulser, som menneskene lever på. Det, som får hamtil at manifestere sig, er menneskenes behov for og krav omhjælp og beskyttelse. Menneskeheden mangler endnu at mani-festere kærlighed, forståelse og rette menneskelige relationer,som et udtryk for, at de har opnået guddommelighed. Det vardenne mangel, som bragte Kristus til os som kærlighedensavatar. Kristus, den store menneskelig-guddommelige bud-bringer, overførte – fordi han selv havde opnået denne fuld-kommenhed gennem forståelse – det magtfulde aspekt afGuds væsen, guddommens kærlighedsprincip, til menneske-heden. Før Buddhas komme som oplysningens avatar havdetroen på en transcendent Gud, lys og åndelig stræben, væretdet svage udtryk for menneskets forhold til Gud. Så kom Bud-dha og beviste i sit eget liv kendsgerningen om Gud immanentsåvel som Gud transcendent, Gud i universet og Gud i menne-skeheden. Guddommens selv og det guddommelige selv i det


enkelte menneskes hjerte blev en faktor i den menneskeligebevidsthed. Det var en ret ny sandhed for menneskeheden.

Men indtil Kristus kom og levede sit liv i tjenende kærlig-hed til alle levende væsener og gav menneskene det nye budom at vise hinanden kærlighed, havde der ikke været lagt syn-derlig vægt på Gud som virkeliggjort kærlighed i nogen af[side 18] verdens hellige skrifter. Det var først efter, at han varkommet som kærlighedens avatar, at Gud blev erkendt somoverjordisk kærlighed, kærlighed som skabelsens mål, kærlig-hed som det fundamentale princip i alle forhold, og kærlighedsom det princip, der driver hele det manifesterede universfrem imod opfyldelsen af en plan motiveret af kærlighed. Det-te guddommelige princip åbenbarede og understregede Kri-stus og forandrede derved menneskenes liv, mål og værdier.

Grunden til at han ikke er kommet igen er, at det nødven-dige forarbejde ikke er blevet udført af hans tilhængere i allelande. Hans komme er, som vi siden skal se, i høj grad betin-get af oprettelsen af rette menneskelige relationer på jorden.Dette har kirken gennem århundreder forhindret og ikke bi-draget til med sin fanatiske iver efter at gøre alle mennesker til»kristne« i stedet for til Kristi efterfølgere. Den har betonetteologiske doktriner i stedet for kærlighed og forståelse, somKristus var et lysende eksempel på. Kirken har prædiket denflammende Saul fra Tarsus og ikke den blide tømrer fra Gali-læa. Og derfor har han ventet. Men nu er hans time kommet,på grund af menneskenes behov i alle lande og på grund afden indtrængende påkaldelse fra menneskemasserne og efterråd fra hans disciple inden for alle trosretninger og verdens-religioner.

Vi kender ikke dagen eller timen for Kristi genkomst.Hans komme afhænger af den appel (ofte ordløs) som en sam-let hensigt kan skabe; det afhænger også af oprettelsen af rettemenneskelige relationer, samt af det særlige forarbejde, somfor tiden udføres af ældre medlemmer af gudsriget, den usyn-lige kirke eller vor klodes åndelige Hierarki, samt af standhaf-tigheden hos hans disciple og indviede medarbejdere, som ar-bejder i de forskellige økonomiske, politiske og religiøsegrupper rundt om i verden. Til alt dette kan føjes, hvad kristne


kalder »Guds uransagelige [side 19] vilje«, det ukendte formålhos Verdens Herre, Den gamle af dage (som han kaldes i Detgamle testamente). Han, som »kender sit eget sind, udstrålerden højeste kærlighed og koncentrerer sin vilje på sit eget hø-jeste sted i det center, hvor Guds vilje er kendt«.

Når Kristus, kærlighedens avatar, igen kommer til syne, vilmenneskesønner, der nu er gudesønner, vende deres ansigt fradet strålende lys og sende dette lys ud over menneskesønner-ne, som endnu ikke ved, at de er gudesønner. Da vil den, somskal komme, vise sig, hans skridt vil blive fremskyndet medvældig magt gennem skyggernes dal af den Ene, som står påbjergets top og ånder evig kærlighed, overjordisk lys og tavs,fredfyldt vilje.

»Da vil menneskesønnerne svare. Da vil et nyere lys stråleind over jordens triste, plagede jammerdal. Da vil nyt liv rullegennem menneskenes årer, og deres visioner vil omfatte alt,hvad der skal komme.«

»Fred vil igen komme til jorden, men en fred, som aldrigfør var kendt. Da vil viljen til det gode bryde frem som forstå-else, og forståelse vil blomstre som god vilje i menneskene.«


[side 20]

2. kapitel

Kristi enestående situation

Verden i dag

Der er en vanskelighed forbundet med antagelsen af læren omKristi genkomst i dag, og det er følelsen af, at den lære har ek-sisteret i århundreder, uden at der er sket noget. Dette er etfaktum, og heri ligger for en stor del vanskeligheden. Forvent-ningen om hans komme er på ingen måde ny, der er intetusædvanligt eller enestående i det, og de, der stadig holderfast ved denne tanke, betragtes med overbærenhed, morskabeller medlidenhed, som det nu kan falde. En undersøgelse aftidsepoker og deres betydning, den guddommelige hensigt el-ler Guds vilje, i forbindelse med betragtninger over verdenssi-tuationen, må imidlertid føre os til den antagelse, at vor tid erenestående i mere end én betydning, og at Kristus står over foren helt usædvanlig lejlighed. Denne usædvanlige lejlighed,han vil møde, skyldes til en vis grad tilstedeværelsen af fak-torer, som ikke før har været til stede, og som i sig selv erusædvanlige; der er i løbet af de sidste hundrede år sket ting iverden, som aldrig før er sket, og det gør vi vel i at huske forperspektivets skyld. Den verden, han nu kommer til, er en nyverden, om ikke just en bedre – endnu. Nye ideer optager sin-dene, og nye problemer venter på deres løsning. Lad os et øje-blik betragte disse særlige omstændigheder og prøve at forståden situation, som Kristus vil stå overfor. Vi må nærme osemnet på en realistisk måde og undgå al vag og mystisk tænk-ning. Hvis det er sandt, at han forbereder sig på at komme,hvis det er en kendsgerning, at han vil medbringe sine discip-le, visdommens mestre, og hvis deres komme er nært forestå-ende, hvilke faktorer er det da, som han såvel som de må tagei betragtning? [side 21]

Først og fremmest vil han komme til en verden, der i grun-den er én verden. Hans tilsynekomst og virksomhed vil ikke


være begrænset til et lille lokalt område eller til et sted i ver-den, som den store majoritet aldrig har hørt om, sådan som dettidligere var tilfældet. Radio, presse og nyhedsformidling vilgøre hans komme forskellig fra alle tidligere budbringeres.Hurtige trafikforbindelser vil muliggøre, at utalte millionerkan nå ham med tog, fly og skib. Fjernsyn vil gøre hans ansigtkendt for alle, og sandelig »alles øjne skal se ham«. Selv omhans budskab og åndelige status ikke bliver almindeligt er-kendt, vil der uvægerlig blive en universel interesse om hansperson, for i dag er selv falske kristusskikkelser og budbrin-gere genstand for universel nysgerrighed og kan ikke passereupåagtet. Dette skaber en helt ny situation, som ingen af detidligere frelsende, livbringende gudesønner nogensinde førhar været stillet overfor.

Menneskers sensitivitet i dag over for det nye og påkræve-de er også helt forskellig fra tidligere; menneskene har udvik-let en langt større sensitivitet over for såvel godt som ondt oghar i dag en langt mere følsom responsmekanisme end i hinefjerne tider. Hvis man dengang reagerede hurtigt på budbrin-geren, vil der nu være en endnu hurtigere og mere udbredt re-aktion, både i accept og fornægtelse. Folk har i dag en merespørgende og undersøgende indstilling, de er bedre uddannet,mere intuitive og mere åbne for det særprægede og usædvanli-ge end i nogen tidligere periode af historien. Deres intellektu-elle iagttagelsesevne er skarpere, deres sans for værdier mereforfinet, deres evne til at skelne og vælge er i hurtig udvikling,og de trænger langt hurtigere end før ind til det væsentlige i ensag. Dette er vilkårene for Kristi tilsynekomst, og de vil bevir-ke en hurtigere spredning af nyheden om hans komme og afindholdet i hans budskab.

Når han kommer i dag, vil han finde en verden, som i ene-stående grad er fri for gejstlighedens magt og indflydelse.[side 22] Da han var her sidst, holdt det jødiske præsteskabPalæstina i et jernhårdt greb, og farisæerne og saddukæernevar for dette lands folk, hvad de kirkelige autoriteter er forverdens folk i dag. Dog – gennem det sidste århundrede harder været en sund og fornuftig drejning bort fra kirkelig og or-todoks religion, og dette er i sig selv en enestående lejlighed


til en virkelig religiøs fornyelse og til at genopdage vejen tildet sande, åndelige liv. Det var ikke præsterne, leviterne, fari-sæerne og saddukæerne, der anerkendte ham, da han var hersidst. De frygtede ham. Og det er højst usandsynligt, at reak-tionære kirkefolk vil anerkende ham i dag. Det kan være, athan kommer til syne i en helt uventet skikkelse; hvem ved, omhan kommer som politiker, som økonom, som folkefører (op-stået af folkets midte) eller som videnskabsmand eller kunst-ner?

Det er en vildfarelse at tro, som nogen gør, at Kristus ho-vedsagelig vil virke gennem de kirkelige medier eller verdens-religionerne. Selvfølgelig vil han også virke gennem dem,hvor forholdene tillader det, og der findes en kerne af sandt,åndeligt liv, eller deres påkaldelse er stærk nok til at nå ham.Han vil bruge alle mulige kanaler, gennem hvilke menneske-nes bevidsthed kan beriges og orienteres i den rigtige retning.Det ville være mere rigtigt at sige, at det er som verdenslærerhan stadig vil virke, og at kirkerne kun er én af de mange vejetil undervisning, han vil tage i brug. Alt, hvad der kan oplysemenneskers sind, al propaganda, som tjener til fremme af rettemenneskelige relationer, alle metoder til opnåelse af virkeligviden og denne videns forvandling til visdom og forståelse,alt, hvad der kan udvide menneskehedens bevidsthed samt be-vidstheden og sensitiviteten hos naturrigerne under det men-neskelige, alt hvad der tilintetgør blændværk og illusion,sprænger krystalliseringer og nedbryder statiske tilstande,kommer ind under det åndelige Hierarkis realistiske aktivite-ter, som Kristus overvåger. Hans muligheder er begrænset afkvaliteten og intensiteten i menneskehedens egen påkaldelse,og den er [side 23] igen betinget af menneskenes nuværendeudviklingstrin.

I middelalderen og tidligere var det kirkerne og de filosofi-ske skoler, som udgjorde hovedredskaberne for hans subjekti-ve virke, men sådan vil det ikke være, når han rent faktisk erher. Dette er en kendsgerning, som kirkerne og de organisere-de religioner gør vel i at se i øjnene. Hans opmærksomhed ernu koncentreret om to nye områder, og han lægger vægtenførst og fremmest på en verdensomfattende undervisning, og


dernæst på en intelligent udførelse af de politiske funktioner ideres tre aspekter: regeringsansvar, politik og lovgivning. Ivor tid er almindelige mennesker ved at vågne op til bevidst-heden om regeringernes ansvar og betydning, det er derforindlysende for Hierarkiet, at før det sande demokrati (som es-sentielt eksisterer, og som engang vil manifestere sig) kan bli-ve til virkelighed, er det uomgængeligt nødvendigt, at masser-ne opdrages til en forståelse af et regeringsansvar, økonomiskstabilisering gennem rigtig fordeling, og til ærligt politisksamarbejde. Den lange adskillelse mellem religion og politikmå ophøre, og det kan nu ske på grund af menneskehedenshøje gennemsnitsintelligens, og fordi videnskaben har bragtmennesker så tæt ind på livet af hinanden, at alt, hvad der skeri fjerntliggende egne af jorden, bliver en sag af almen interes-se i løbet af få minutter. Dette giver Kristus en helt eneståendemulighed for hans virke i fremtiden.

Udvikling af åndelig erkendelse er af største betydning idag som forberedelse til Kristi genkomst; ingen ved, i hvilketland han vil komme; han kunne fremtræde som englænder,russer, sort eller hvid, tyrk, inder, eller komme fra et af de la-tinske lande, eller være af en hvilken som helst nationalitet.Hvem kan sige det? Han kunne være kristen eller hindu ellerbuddhist eller helt uden religiøst tilhørsforhold overhovedet.Han kommer ikke for at puste nyt liv i gamle religioner, ejheller kristendommen. Men han kommer for at genoprettemenneskenes tillid til Faderens kærlighed, til en levende Kri-stus og til det indre nære og ubrydelige [side 24] slægtskabmellem alle mennesker jorden over. Hele verdens kommuni-kationsmidler vil stå til hans rådighed, og de udgør en væsent-lig del af den enestående lejlighed, han får tilbudt – og somogså han må forberede sig til.

En anden enestående faktor, som vil kendetegne Kristikomme, er ikke alene den almindelige forventning, men ogsåden kendsgerning, at meget allerede er kendt og udbredt i dagom gudsriget eller jordens åndelige Hierarki. Overalt, i allelande, findes tusinder, som er interesserede i dette Hierarki,som tror på eksistensen af visdommens mestre, Kristi disciple,og som ikke vil blive overrasket, når denne gruppe af gude-


sønner, med deres store leder, Kristus, kommer til syne på jor-den. Kirkerne i alle lande har forlængst gjort folk fortroligmed begrebet »gudsriget«; esoterikere og okkultister har i lø-bet af det sidste århundrede fremført kendsgerninger om detteHierarki; spiritister har understreget, at de, der er gået over pådet usynlige tilværelsesplan, stadig er i live, og deres lederehar også vidnet om eksistensen af en indre, åndelig verden.Alt dette skaber et specielt beredskab, som giver Kristus ene-stående muligheder, men også usædvanlige problemer. Alledisse åndelige kræfter samt mange andre kræfter inden for så-vel som uden for verdensreligionerne og de filosofiske og hu-manitære grupper, arbejder i disse år under højere ledelse; deer nært forbundne, og deres virksomhed er nøje synkroniseret.De arbejder alle sammen (selv om det udadtil ikke ser sådanud), for i den menneskelige familie findes alle stadier af mod-tagelighed. Det er fornyelsens, omdannelsens, genopbygnin-gens og opstandelsens forenede kræfter, som er virksomme ialle disse mange grupper, som søger at hjælpe og løfte menne-skeheden, genopbygge verden, genoprette stabilitet og følelseaf sikkerhed og således (bevidst eller ubevidst) forberede ve-jen for Kristus.

Buddhas lære har også fået en enestående renæssance oger ved at trænge frem overalt i Vesten, hvor den har fundethengivne tilhængere i alle lande. Buddha er symbolet [side 25]på oplysning, og overalt i dag lægges der usædvanligt stærkvægt på lys. Utallige millioner har ned gennem tiderne aner-kendt Buddha som lysbæreren fra det høje. Hans Fire ÆdleSandheder afslører årsagerne til menneskenes elendighed ogpeger på midlet til helbredelse. Han lærte os: hold op med atidentificere dig med materielle ting eller med dine ønsker ogbegær; få sans for de rette værdier; lad være at betragte jordiskliv og ejendom som det væsentlige i livet; følg den Ædle Otte-foldige Vej, som er de rette relationers vej – det rette forholdtil Gud, og det rette forhold til dine medmennesker – og blivlykkelig. De forskellige trin på denne vej er:


De rette værdierDen rette taleDen rette levemådeDen rette tænkningDen rette aspirationDen rette opførselDen rette bestræbelseDen rette glæde eller sand lykke

Dette budskab er i høj grad påkrævet i dag i en verden, hvordisse forudsætninger for virkelig lykke konsekvent ignoreres.Det er på denne læres fundament, at Kristus vil rejse en over-bygning af broderskab, for rette relationer mellem menneskerer et udtryk for kærlighed til Gud og vil blive menneskehe-dens næste væsentlige manifestation af guddommelighed. Idag, midt i en hærget, kaotisk og ulykkelig verden, har men-neskeheden en ny lejlighed til at forkaste den selviske mate-rialisme og begynde at gå lysets vej. Når menneskeheden vi-ser, at den er villig til at gøre dette, da vil Kristus komme, ogder er mange tegn i vor tid på, at menneskene er ved at lærelektien og tage de første usikre skridt på vejen til de rette men-neskelige relationer, som er lysets vej. [side 26]

Vor tid er usædvanlig deri, at den (som aldrig før) er encyklus eller periode af konferencer – lokale, nationale og in-ternationale – samt møder og sammenkomster. Klubber, ko-miteer, konferencer og forbund opstår overalt med det formålat drøfte og undersøge forholdene omkring menneskeligt vel-færd og frigørelse. Dette fænomen er et af de tydeligste tegnpå, at Kristus er på vej. Han er legemliggørelsen af frihed ogfrigørelsens budbringer. Han stimulerer gruppeånden og grup-pebevidstheden, og hans åndelige energi er den dragendekraft, som binder mennesker sammen i bestræbelse for detfælles gode. Hans tilsynekomst vil sammenknytte alle menne-sker af god vilje i hele verden uden hensyn til religion ellernationalitet. Hans komme vil forårsage en udbredt og gensidiganerkendelse af det gode i alt. Dette vil være nogle af kende-tegnene omkring hans komme, og på dette forbereder vi os al-lerede nu, hvilket et studium af den daglige presse bevidner.


Det er de mange grupper, der arbejder for menneskehedensvel, som ved deres (bevidste eller ubevidste) påkaldelse, vil fåham til at træde frem. De, som udsender disse påkaldelser, erde åndeligt indstillede mennesker, de oplyste statsmænd, dereligiøse ledere og alle andre, hvis hjerter er opfyldt af godvilje. De vil fremkalde ham, hvis de kan stå fast i deres fælleshensigt, med håb og forventning. Dette forberedende arbejdemå fokuseres gennem og udføres af verdens intelligente eliteog ledende humanister, af grupper, som helliger sig forbedrin-gen af de menneskelige vilkår, og af fremragende, uselviskemennesker. Om det forsøg, som Kristus og det åndelige Hie-rarki nu planlægger, vil lykkes, afhænger helt af menneskenesevne til at bruge det lys, de allerede har i sig til at etablere derette menneskelige relationer, i deres familie, det nære sam-fund samt i deres nation og i verden.

Der er derfor den helt afgørende forskel på Kristi nu for-ventede tilsynekomst og på hans tidligere, at der i dag i verdenfindes mange grupper, som arbejder for menneskehedens [side27] vel. Denne bestræbelse er relativt ny, set i historisk per-spektiv, og Kristus må forberede sig på, og arbejde med denneudvikling. Den »konferencernes cyklus«, som nu er indledt, eren del af de usædvanlige forhold, som Kristus vil møde.

Imidlertid – før Kristus vil kunne komme med sine discip-le – må den nuværende civilisation dø. I løbet af det næste år-hundrede skal vi til at lære betydningen af ordet »opstandel-se«, og den nye tidsalder vil begynde at afsløre dens dybe hen-sigt og formål. Det første skridt vil blive, at menneskehedengør sig fri af den døde civilisations ruiner, og forlader de gam-le udslidte ideer og livsmønstre ved at opgive de materialisti-ske mål og sin tilintetgørende selviskhed, og at den begynderat gå fremad mod opstandelsens klare lys. Dette er ikke sym-bolsk eller mystisk tale, men en del af de almindelige omstæn-digheder omkring Kristi genkomst. Det vil blive en cyklus li-ge så virkelig, som den konferencernes cyklus, vi nu så stærkter optaget af. Da Kristus var her sidst, lærte han os betydnin-gen af afkald og korsfæstelse; denne gang vil hans budskabdreje sig om det genopstandne liv. Den nuværende cyklus afkonferencer forbereder menneskeheden på relationernes er-


kendelse, selv om der foreløbig synes at være mere som ad-skiller end sammenføjer; det vigtigste er den generelle menne-skelige interesse i at tilvejebringe det nødvendige, og de tan-ker, der ofres på mål og midler. Opstandelsens periode, somKristus vil indvarsle, og som bliver hans særlige mission – in-den for hvis rammer hele hans øvrige virke vil udvikle sig –vil blive resultatet af den gæring og spiring, som finder sted iverden i øjeblikket, og som de mange konferencer er et ydrevidnesbyrd om.

Det var disse forskellige usædvanlige omstændigheder,som Kristus var opmærksom på under krigen, da menneskehe-dens nød fik ham til at beslutte at fremskynde sin genkomst.Verdens ulykkelige tilstand som følge af verdenskrigen, år-hundreders selviskhed, den udprægede sensitivitet, [side 28]som mennesker udviste overalt (som følge af udviklingen),den vidt udbredte viden om det åndelige Hierarki og den be-mærkelsesværdige udvikling af gruppebevidsthed, der visersig på mange måder i konferencernes mangfoldighed, frembøden så enestående anledning for Kristus, at beslutningen varuundgåelig.

Med al skyldig respekt kan man sige, at der i denne »anled-ning« var to faktorer involveret, og begge kan være vanskeli-ge for mennesker at forstå. At hans vilje var ét med Faderens,og at denne overensstemmelse førte til en vigtig beslutning,må vi anerkende. Men det er ikke let for de almindelige krist-ne at forstå, at Kristus er på vej mod stadig større erfaringer,og at der intet statisk og permanent er i hans guddommeligeliv – undtagen hans uforanderlige kærlighed til menneskehe-den.

En nøje granskning af Evangeliet, uden hensyn til den or-todokse udlægning, vil afsløre visse ting. De sædvanlige for-tolkninger er helt enkelt nogle menneskers opfattelse af ensamling græske, latinske og aramæiske ord – kunne folk blotindse det. Den kendsgerning, at de fleste accepterede kom-mentatorer levede for mange hundrede år siden, synes at havegivet deres ord en ganske uberettiget værdi. En nutidig fortol-kers eller kommentators ord er tilsyneladende ganske værdiløsi sammenligning med disse fra gammel tid, skønt den moder-


ne kommentator sandsynligvis er mere intelligent og bedre ud-dannet end de gamle, og tillige kan drage fordel af de mangeanerkendte oversættelser og en eksakt videnskab. Teologisklider vi i dag under fortidens uvidenhed; det er ejendomme-ligt, at der lægges større vægt på en fortidig kommentator endpå en moderne, intelligent og bedre uddannet. Hvis Det nye te-stamente er sandt i sin præsentation af Kristus, hvis det er tro-værdigt i sin gengivelse af hans ord om, at vi kan gøre »størreting« end han gjorde, og hvis det er sandt, at han sagde: »Såvær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkom-men,« hvad forkert er der så i at anerkende menneskets evnetil [side 29] at komme på højde med Kristi tænkning og få ind-sigt i det, som han ville, at vi skulle vide? Kristus sagde, at»hvis nogen vil gøre Guds vilje, skal han erfare«; det var påden måde, at Kristus selv kom til sin viden, og det er metoden,han forsikrer os vil lykkes for hver og én af os.

Det var den dæmrende forståelse i Kristi bevidsthed af be-tydningen af Guds vilje, der ledte ham til visse store beslut-ninger, og som fik ham til at udbryde: »Fader, ske ikke minvilje, men din«. Disse ord tyder afgjort på, at der var en kon-flikt og ikke overensstemmelse mellem de to viljer; de viserKristi beslutning om, at der ikke skulle være nogen modsæt-ning mellem hans vilje og Guds vilje. Pludselig så han i en vi-sion den frembrydende guddommelige hensigt med menne-skeheden, og – gennem menneskeheden – med planeten somhelhed. På det særlige udviklingsstadium, som Kristus da hav-de nået, og som havde gjort ham til det åndelige Hierarkisoverhoved, til alle mestrenes mester og til lærer for engle ogmennesker og til den, som virkeliggør gudsrigets gennembrud,var hans bevidsthed absolut ét med den guddommelige Plan.Planens gennemførelse på jorden og dens mål: at oprette guds-riget og skabe betingelser for fremkomsten af det femte natur-rige var for ham ganske enkelt lovens opfyldelse, og til detteformåls gennemførelse var og har hans liv altid været viet.

Planen, dens mål, dens teknik og dens love, dens energi(kærlighedens) og den nære, stadig tættere forbindelse mellemdet åndelige Hierarki og menneskeheden kendte og forstodhan til fulde. På højdepunktet af denne fuldbyrdede indsigt og


i det øjeblik, hvor han fuldstændigt underkastede sig nødven-digheden af at ofre sit liv for fuldbyrdelsen af denne Plan, ske-te der med ét en meget stor bevidsthedsudvidelse. Betydnin-gen, hensigten, formålet med det hele og forståelsen af denguddommelige idé, (som den eksisterede i Faderens bevidst-hed), dæmrede i hans sjæl – ikke i hans sind, for åbenbaringenvar langt større. Han så endnu dybere ind i den guddommeligemening end det nogensinde [side 30] før havde været muligt;betydningens verden og fænomenernes verden forsvandt forhans blik, og esoterisk set mistede han alt. Såvel det skabendesinds mentale energi, som kærlighedsenergien, var for enstund veget fra ham. Han var berøvet alt, hvad der havde gjortlivet udholdeligt og givet det mening. En ny type af energiblev nu tilgængelig – livets egen energi, gennemtrængt af for-mål og motiveret af hensigt. Denne energi var for ham ny ogukendt, hidtil ikke-erkendt. For første gang blev forbindelsenmellem viljen, som hidtil i hans liv havde udtrykt sig gennemkærlighed, og det skabende arbejde, der indvarsler den nyeverdensorden, helt klar for ham. Da gennemgik han forsagel-sens Getsemane. Det større, det mægtigere og mere omfatten-de åbenbaredes for ham, og alt, som før havde syntes vigtigtog væsentligt, var tabt af syne i den større vision. Det er denneintense oplevelse af væren og identifikation med den guddom-melige hensigt – med Gud selv, Faderen, Verdens Herre – pået bevidsthedstrin, vi endnu intet kender til, som opfyldte Kri-sti bevidsthed på den højere evolutions vej. Det er på dennevej, at han er i dag, og han betrådte den for to tusind år siden iPalæstina. Han vidste da, på en for ham hidtil ukendt måde,hvad Gud ville, og hvad meningen var med menneskehedensskæbne, og hvilken opgave han selv havde i udarbejdelsen afdenne skæbne. Vi har igennem århundrederne ikke skænketdet mange tanker, hvordan Kristus selv reagerede på sin skæb-ne og dens virkning på menneskehedens. Vi har ikke interes-seret os for det aspekt af hans reaktion på den viden, som blevham til del. Vor almindelige indstilling til hans offer og ind-sats har været selvisk og egennyttig.

Ordet at »vide« (i forbindelse med Kristi og mindre indvie-des bevidsthed) udtrykker en bekræftelse på den indsigt, som


den indviede har opnået gennem eksperiment, erfaring ogvirkeliggørelse. Den første svage reaktion på monadisk»skæbne« og på den universelle indflydelse, som en gudesønkan udøve, gør sig nu gældende i Kristi bevidsthed – [side 31]som den vil hos enhver, der følger hans anvisning og opnården fuldkommenhed, han viste os er mulig. Den højeste gud-dommelige kvalitet eller aspekt begynder nu at øve sin indfly-delse i den stadigt fremadskridende gudesøns liv; han kenderintelligensens betydning, han forstår betydningen af kærlighedog dens tiltrækningskraft. Og nu – som følge af denne indsigt– bliver han bevidst om viljens magt og realiteten af den kraft,der ligger i den guddommelige hensigt bag denne vilje – ogsom viljen (for enhver pris) må gennemtvinge. Dette var Krististore krise.

Der er fire steder i Evangeliet, hvor denne universelle ellermonadiske erkendelse kommer til udtryk (som et vidnesbyrdom den progressive guddommelige udvikling). Lad os et øje-blik se på hver enkelt af dem:

1. Der er først og fremmest hans udtalelse til forældrene itemplet: »Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?« Vibør her lægge mærke til, at han da var tolv år gammel, og atdet arbejde, som han (som sjæl) havde været optaget af, nu varfuldbyrdet; tolv er fuldendelsens tal, som det er udtrykt i enanden gudesøns, Herkules' tolv arbejder. Den symbolske be-tydning af hans tolv år er siden udtrykt i de tolv apostle, dersymboliserer tjeneste og offer. Han var også i Salomons tem-pel, som er symbolet på sjælens fuldkomne liv, ligesom taber-naklet i ørkenen symboliserer den ufærdige, ufuldkomne per-sonligheds kortvarige liv. Kristus talte derfor fra sjælsplanetog ikke kun som et åndeligt menneske på jorden. Da han sag-de disse ord, udførte han også et tjenestearbejde, som et arbej-dende medlem af det åndelige Hierarki, for hans forældrefandt ham i færd med at undervise præsterne, farisæerne ogsaddukæerne. Alt dette viser, at han forstod sin opgave somverdenslærer, idet han her for første gang i sin fysiske hjernevar blevet klar over den guddommelige hensigt eller guddom-melige vilje. [side 32]


2. Derefter følger hans udtalelse til disciplene: »Se vi dragernu op til Jerusalem«, hvorefter vi læser, at han ufravigeligtstyrer sine skridt mod denne stad. Dette var et vink til demom, at han nu havde et nyt mål. Det eneste sted, hvor der erfuldkommen »fred«, (for det er, hvad navnet »Jerusalem« be-tyder) er »det center, hvor Guds vilje er kendt«. Vor klodesåndelige Hierarki (Kristi usynlige kirke) er ikke et fredfyldtsted, men en sand hvirvel af kærlighedsfyldt aktivitet, møde-stedet for energier, der strømmer ind fra den guddommeligeviljes center, og fra menneskeheden, den guddommelige in-telligens' center. Kristus havde nu orienteret sig hen imod detguddommelige center, som i de gamle skrifter kaldes »stedetfor rolig afgørelse og afbalanceret, urokkelig vilje«. Denneudtalelse markerede en krise og en beslutning i Kristi liv ogbeviser hans bevægelse frem imod guddommelig fuldbyrdel-se.

3. Dernæst, i Getsemane have, siger han: »Fader, ske ikke minvilje, men din«, hvilket antyder hans erkendelse af sin gud-dommelige skæbne. Meningen med disse ord er ikke (somkristne teologer ofte udlægger det) en accept af en ubehageligfremtid, af smerte og død. Det var et udbrud fremkaldt af er-kendelsen af hans missions universelle rækkevidde og af hanslivs intense brændpunkt, i universel betydning. Getsemane-oplevelsen er en erfaring, som kun er mulig for de gudesøn-ner, der har nået hans usædvanlige udviklings højde; den hav-de ingen virkelig forbindelse med korsfæstelses-episoden,som de ortodokse kommentatorer understreger.

4. Kristi sidste ord til sine apostle var: »Se, jeg er med jer alledage indtil verdens ende« (Matt.28,20) eller afslutningen påen cyklus. Nøgleordet her er »ende«. Det anvendte græske order »sun-teleia«, der betyder ende på en tidsepoke, hvorefter enanden følger umiddelbart efter (hvad vi ville kalde afslutnin-gen på en cyklus). Det er ordet »telos« [side 33] der på græskbetegner den endelige afslutning. I Matt. 24,6 »dog, det erendnu ikke enden« er det andet ord telos anvendt, for her bety-der det, at »enden på den første epoke endnu ikke er nået«.


Her talte han som det åndelige Hierarkis overhoved og udtryk-te sin guddommelige vilje (nu ét med Guds vilje) til at oplyseog til stadighed »overskygge« og gennemtrænge menneskenesverden med sin bevidsthed. Det var en magtfuld bekræftelse,båret frem af hans udviklede viljes energi, hans altomfattendekærlighed og hans intelligens. Denne bekræftelse har gjort alleting mulige.

Det var også viljens magnetiske kraft, som Kristus henvistetil, da han sagde: »Og jeg – når jeg er blevet ophøjet fra jor-den, vil jeg drage alle til mig«. Det har intet at gøre med kors-fæstelsen, men med Kristi magnetiske evne til at drage allemennesker, ved hjælp af det iboende Kristus-liv i alle hjerter,ud af de materielle værdiers verden og ind i den åndelige er-kendelsesverden. Det har intet at gøre med døden, men der-imod med livet; det har ingen relation til korset, men til op-standelsen. Hidtil har kristendommens nøgleord været døden,symboliseret for os ved Kristi død og stærkt fordrejet af Pau-lus i hans forsøg på at forene den nye religion, som Kristusbragte, med jødernes gamle blod-religion. I den cyklus, somKristus vil indlede ved sin genkomst, vil målet for al religiøsundervisning verden over blive menneskeåndens opstandelse.Vægten vil blive lagt på levendegørelsen af Kristi natur i allemennesker, og på brugen af viljen til at iværksætte denne le-vende forvandling af vor lavere natur. Forbilledet vil være denopstandne Kristus. Denne »opstandelsens vej« er den strålen-de vej, den oplyste, som leder mennesket fra ét vigtigt gud-dommeligt udtryk til et andet; det er vejen, på hvilken intelli-gensens lys vil bryde frem, den sande kærligheds strålendesubstans, og den urokkelige vilje, som aldrig viger eller besej-res. Dette vil blive gudsrigets erklærede kendetegn. [side 34]

Menneskeheden står i dag ved et specielt og eneståendemidtpunkt, midt imellem en ulykkelig fortid og en fremtidfuld af håb, dersom vi anerkender Kristi tilsynekomst og for-bereder os på hans komme. Vor tid er fuld af løfter, men ogsåfuld af vanskeligheder; verdens skæbne – og med forlov atsige også Kristi umiddelbare virke – ligger i dag og i nærme-ste fremtid i menneskenes hænder. Krigens rædsel og hele


menneskehedens nød fik i 1945 Kristus til at tage en stor be-slutning – en beslutning som gav sig udtryk i to meget vigtigebekendtgørelser. Han meddelte det samlede åndelige Hierarkiog alle sine tjenere og disciple på jorden, at han havde beslut-tet at træde frem igen i fysisk kontakt med menneskeheden,hvis de ville tage de indledende skridt til at oprette rette men-neskelige relationer på jorden. Derforuden gav han verden(den jævne mand) en af de ældste bønner, der kendes, mensom det hidtil kun har været de mest ophøjede åndelige væse-ners privilegium at bruge. Han brugte den selv for første gangi 1945, siges det, ved juni fuldmåne, der er kendt som Kristifuldmåne på samme måde, som maj fuldmåne er kendt somBuddhas. Det var ikke let at oversætte disse gamle udtryk (sågamle, at de er uden dato og baggrund af nogen art) til moder-ne sprog, men det blev gjort, og Den store invokation, som en-gang vil blive en verdensbøn, blev fremsagt af Kristus og ned-skrevet af hans disciple. Den lyder som følger:

[side 35]

Fra lysets kilde i Guds sindlad lys strømme ind i menneskers tankerlad lyset komme til jorden.

Fra kærlighedens kilde i Guds hjertelad kærlighed strømme ind i menneskers hjertermå Kristus komme til syne på jorden.

Fra centret hvor Guds vilje er kendtlad hensigt lede menneskers små viljerden hensigt mestrene kender og tjener.

Fra centret vi kalder menneskehedenlad Planen for kærlighed og lys fuldbyrdesmå den forsegle døren til det onde.

Lad lys og kærlighed og kraftgenoprette Planen på jorden.


Dens usædvanlige kraft kan ses af den omstændighed, at hun-drede tusinder af mennesker allerede bruger den hver dag ogmange gange om dagen; den er oversat til atten forskelligesprog (1947) og bruges af folk på alle disse sprog; i Afrikasjungler er der indfødte grupper, som bruger den, og den findespå skrivebordene hos fremtrædende ledere i vore store byer;den bliver udsendt over radio i Europa og Amerika, og der erikke det land eller den ø i verden, hvor den ikke kendes ogbruges. Alt dette skete inden for atten måneder.

Denne nye invokation kan, hvis den bliver udbredt overalt,blive for den nye verdensreligion, hvad fadervor har været forkristendommen og den 23. salme for åndeligt indstillede jø-der. Der er tre forskellige måder at nærme sig denne store bøneller invokation på:

[side 36]

1. En for almenheden2. En for esoterikere eller aspiranter og verdens disciple3. En for Hierarkiets medlemmer

Almenheden vil betragte den som en bøn til en transcendentGud. De kan endnu ikke anerkende Gud som immanent i sinskabelse; de vil opsende den på håbets vinger – håbet om lysog kærlighed og fred – som de uophørligt længes efter. De vilogså opfatte den som en bøn om oplysning af alle herskere ogaf lederne inden for alle grupper, der arbejder med verdens-problemerne; som en bøn om kærlighed og forståelse mellemmennesker, så de kan leve i fred med hinanden; som et kravom, at Guds vilje må ske – en vilje, som de ikke kan vide no-get om, og som altid forekommer dem så uransagelig og alt-omspændende, at deres sædvanlige indstilling er resignationog villighed til at afstå fra alle spørgsmål; som en bøn omstyrkelse af den menneskelige ansvarsfølelse, sådan at alle vortids erkendte onder – der i den grad piner og bekymrer menne-skeheden – kan forsvinde og det ondes noget ubestemmeligeårsag bringes under kontrol. Og endelig vil de opfatte den somen bøn om, at en eller anden lige så vag oprindelig tilstand af


lyksalighed vil blive genoprettet og al sorg og lidelse forsvin-de fra jorden. Dette er for dem fuldkommen rigtigt og gavn-ligt, og alt, hvad der i øjeblikket er muligt.

Esoterikere, aspiranter og åndeligt indstillede menneskervil have en dybere og mere forstående indstilling. Dem vil denbibringe en erkendelse af årsagernes verden og af de åndeligeledere, som står bag verdensbegivenhederne og fra det indreplan styrer verdens gang. De står klar til at styrke dem, der harde rigtige visioner, klar til ikke alene at påpege årsagen til det,der sker på livets forskellige områder, men også til at åbenba-re det, som vil hjælpe menneskeheden videre frem og ud afmørket til lyset. Med en sådan grundholdning vil nødvendig-heden af at udbrede kendskabet til disse fundamentale kends-gerninger være indlysende, [side 37] og en æra af åndelig in-formation og formidling, iværksat af disciple og videreført afesoterikere, vil vokse frem af denne nødvendighed. Denne ærabegyndte i 1875, da kendsgerningen om eksistensen af vis-dommens mestre blev offentliggjort. Dette arbejde er blevetvidereført på trods af fejlagtig fremstilling og hånende angrebpå ideen. Erkendelsen af de foreliggende kendsgerningers vir-kelige natur og den begyndende intuitive forståelse hos dem,der studerer okkultisme, samt hos intelligentsiaen, har hjulpetmeget hertil.

En ny mystikertype, som adskiller sig fra fortidens mysti-kere ved sin praktiske interesse for aktuelle verdensproblemerog ikke kun for religiøse og kirkelige anliggender, vil efter-hånden gøre sig gældende; han udmærker sig ved mangel påinteresse for sin egen personlige udvikling, ved evnen til at seGud immanent i alle trosretninger og ikke bare i sin egen sær-lige form for religiøs tro, og tillige ved sin evne til at leve liveti den guddommelige nærværelses lys. Dette har alle mystikereværet i stand til i større eller mindre grad, men den modernemystiker adskiller sig fra fortidens derved, at han er i stand tilklart at vise andre Vejens teknik; han kombinerer hoved oghjerte, intelligens og følelse med en intuitiv opfattelse, somhidtil har manglet. Det åndelige Hierarkis klare lys oplyserden moderne mystikers vej, og ikke kun som hidtil lyset frahans egen sjæl; dette vil i stadig stigende grad blive tilfældet.


Begge disse grupper – almenheden og verdens aspiranterpå forskellige udviklingstrin – har iblandt sig nogle, der skil-ler sig ud fra gennemsnittet ved en dybere indsigt og forståel-se; de befinder sig i et ingenmandsland og virker som formid-lere mellem henholdsvis masserne og esoterikerne og esoteri-kerne og Hierarkiets medlemmer. Glem ikke, at disse sidsteogså bruger Den store invokation, og at der ikke går en dag,uden at Kristus selv sender den ud.

For en umiddelbar betragtning ligger skønheden og styrkeni denne invokation i dens enkelhed og deri, at den udtrykker[side 38] visse centrale sandheder, som alle mennesker natur-ligt og normalt accepterer – eksistensen af en oprindelig intel-ligens, som vi vagt kalder Gud; at den bevægende kraft bagdet synlige univers er kærlighed; at en stor individualitet, somde kristne kalder Kristus, kom til jorden og legemliggjordedenne kærlighed, så vi kunne forstå den; at både kærlighed ogintelligens er virkninger af det, som kaldes Guds vilje; og en-delig den selvindlysende sandhed, at det kun er gennem men-neskeheden selv, at den guddommelige Plan kan virkeliggø-res.

Denne Plan tilskynder menneskeheden til at manifesterekærlighed og opfordrer mennesker til at »lade deres lys skin-ne«. Så kommer til sidst det alvorlige krav, at lysets og kær-lighedens Plan, virkeliggjort gennem menneskeheden, må»forsegle døren til det onde«. Sidste linje indeholder ideen omgenoprettelse og anslår fremtidens grundtone, idet den bebu-der, at dagen vil komme, hvor Guds oprindelige idé og hensigtikke længere vil blive modarbejdet af menneskenes fri vilje ogondskab – ren materialisme og selviskhed; det guddommeligeformål vil da blive virkeliggjort gennem menneskehedens for-vandlede natur og målsætning.

Dette er den enkle og tydelige mening, som er i samklangmed alle menneskers åndelige længsel overalt på jorden.

Anvendelsen af denne invokation eller bøn og den stigendeforventning om Kristi genkomst indebærer i dag menneskehe-dens største håb. Hvis det ikke var sådan, ville bønner værenytteløse, en ren hallucination, og verdens hellige skrifter medderes beviselige forudsigelser ville være vildledende og vær-


diløse. Men århundreders erfaring beviser, at dette ikke er til-fældet. Bønner bliver og er altid blevet besvaret; store gude-sønner er altid kommet på menneskehedens forlangende og vilaltid komme, og han, som alle venter i dag, er på vej.


[side 39]

3. kapitel

Kristi tilsynekomst

Verdens forventning

Den transcendente Gud, større, mægtigere og mere omfattendeend den verden, han skabte, er universelt anerkendt og har al-tid været almindeligt fremhævet; alle trosretninger kan sigemed Shri Krishna (når han taler som Gud, skaberen): »Efter athave gennemtrængt hele universet med et fragment af migselv, forbliver jeg«. Ideen om den transcendente Gud har do-mineret den religiøse tænkning hos millioner af jævne og ån-deligt indstillede mennesker i de århundreder, der er gået, si-den menneskeheden begyndte at stræbe hen imod det gud-dommelige.

Nu begynder den anden store sandhed langsomt at dæmre imenneskehedens vågnende bevidsthed, Gud immanent, sompå guddommelig vis gennemtrænger alle former og indefraopretholder alle naturrigerne, søger den iboende guddomme-lighed udtrykt gennem mennesket, og – som for to tusind årsiden – i Kristi person gav os et eksempel på denne iboendeguddommeligheds væsen. Som resultat af denne åbenbaring afguddommelig tilstedeværelse er et nyt begreb nu ved at træn-ge ind i den menneskelige bevidsthed: »Kristus i jer, herlighe-dens håb« (Kol.1,27). Der er en voksende tro på, at Kristus eri os, som han var i mesteren Jesus, og denne tro vil forandrealle forhold i verden og menneskers indstilling til livet.

Underet i det liv, som blev levet for to tusind år siden, erstadig hos os og har ikke mistet sin friskhed; det er til evig in-spiration, håb, opmuntring og eksempel. Den kærlighed, handemonstrerede for os, er en stadig udfordring til [side 40] dentænkende verden, skønt kun forholdsvis få virkelig har forsøgtat udvise den samme kærlighed som han – en kærlighed, somufejlbarligt fører til et liv i verdenstjeneste, til fuldkommenselvforglemmelse, og til et udstrålende, magnetisk liv. Hans


ord var få og enkle, og alle kan forstå dem, men deres betyd-ning er stort set gået tabt i Paulus' indviklede teorier og påbud,og i teologiske kommentatorers endeløse diskussioner, lige si-den Kristus forlod os – eller tilsyneladende forlod os.

Alligevel er Kristus menneskeheden nærmere i dag end no-gensinde før i historien; han er nærmere end den mest læng-selsfulde og håbefulde discipel er vidende om, og han kommerendnu nærmere, hvis det, som her skrives bliver forstået ogbragt til menneskers kendskab overalt på jorden. For Kristustilhører menneskeheden, hele den menneskelige verden, ogikke bare kirkerne og de religiøse samfund rundt om i verden.

Alle hans store disciple, visdommens mestre og alle de fri-gjorte gudesønner, som i tidens løb har overskredet tærskelenfra mørke til lys, fra det uvirkelige til det virkelige, fra død tiludødelighed, er i dag samlet omkring ham dér på jorden, hvorhan har sit tilholdssted. De står klar til at udføre hans bud ogtil at følge ham – alle mestres mester og engles og menneskerslærer. Repræsentanter for alle verdensreligionerne venter dérpå under hans vejledning at tilkendegive for alle dem, der idag strider i verdens malstrøm og søger at løse verdens pro-blemer, at de ikke er alene. Den transcendente Gud virker gen-nem Kristus og det åndelige Hierarki for at bringe hjælp tiljorden, og den immanente Gud i alle mennesker står på tær-skelen til nye store erkendelser.

Den store apostolske succession af kendere af Gud forbere-der sig i dag på nye aktiviteter. Det er den lange række af dem,som har levet på jorden, som har accepteret den transcendenteGud som en kendsgerning og har opdaget [side 41] den imma-nente Guds realitet. De har i deres eget liv virkeliggjort deguddommelige egenskaber, som er karakteristiske for kristus-livet. De har levet på jorden, som han gjorde (og stadig gør),og er nu rykket uden for vort synsfelt, efterladende os et ek-sempel til efterfølgelse, at også vi kan følge i hans og deresfodspor. Også vi vil engang tilhøre denne store succession.

Buddha selv har stillet sig bag Kristus i ydmyg erkendelseaf den guddommelige opgave, han er ved at fuldbyrde, og for-di denne fuldbyrdelse nu er nært forestående. Det er ikke ale-ne dem, der virker bevidst i gudsriget, som er klar over hans


plan, men også de store åndelige væsener, som lever i »Fade-rens hus«, i »det center, hvor Guds vilje er kendt«, er beredteog organiseret til at støtte hans arbejde. Hele den åndelige suc-cession fra »Den gamle af dages trone« ned til den mest be-skedne discipel (som med andre er forsamlet ved Kristi fød-der) er i dag koncentreret om at hjælpe menneskeheden.

Det store øjeblik, han har ventet så tålmodigt på, er nu ligeved at være inde; »tidsalderens ende« eller verdens ende, somhan talte om til sin lille gruppe af disciple: »Og se, jeg er medjer alle dage indtil verdens ende«, er nu kommet. I dag stårhan og venter, vel vidende, at timen er kommet, hvor han vil»se frugterne af sin sjæls møje og blive tilfreds«.

Gennem hele den åndelige kæde af gudesønner er der kunforventning og forberedelse at se og mærke. »Hierarkiet ven-ter«. Det har gjort alt, hvad der er muligt i den nuværende si-tuation. Kristus står i tålmodig tavshed med opmærksomhedenrettet mod de bestræbelser, der er i gang for at materialiserehans arbejde på jorden og gøre det muligt for ham at fuldendeden opgave, han påbegyndte for to tusind år siden i Palæstina.Buddha holder sig i beredskab nær ved jorden for at kunneyde sin indsats, hvis menneskeheden giver ham lejlighed tildet. Alt beror nu [side 42] på, om mennesker af god viljehandler rigtigt.

Fra Faderens hus – »det center, hvor Guds vilje er kendt«,eller esoterikernes Shamballa – er befalingen udgået: Timen erinde. Fra gudsriget, hvor Kristus hersker, genlød svaret: »Fa-der, ske din vilje«. Nede i menneskenes ulykkelige, forvirredeog stridende verden lyder uophørligt råbet: »Må Kristus kom-me tilbage til jorden«. De tre store åndelige centre: Faderenshus, gudsriget og den vågnende menneskehed har kun ét for-mål, én idé og én fælles forventning.

Det er væsentligt, at vi i dag får et større kendskab til »cen-tret, hvor Guds vilje er kendt«. Offentligheden må have nogenforståelse af dette højeste åndelige center, som Kristi bevidst-hed altid var rettet imod – om vi ellers skal tro Evangeliet.Gang på gang læser vi i Det nye testamente, at »Faderen taltetil ham«, eller at »han hørte en stemme«, ingen andre hørte, el-ler at det lød: »Denne er min elskede søn«. Vi læser, at han


flere gange modtog bekræftelsens segl (som det kaldes). Ogkun Faderen, den planetariske Logos, den Ene, »thi i ham le-ver og røres og er vi« (Ap.G. 17,28), Verdens Herre, Dengamle af dage kan udtale dette højeste bekræftende ord. Derer, som vi ved, fem kriser eller indvielser i forbindelse medmesteren Jesus – fødslen i Betlehem, dåben, forklarelsen,korsfæstelsen og opstandelsen – men bag denne rent faktiskeog bogstavelige lære er der en understrøm eller underforståel-se af noget langt højere af større betydning – Faderens be-kræftende stemme, der bifalder, hvad Kristus har gjort.

Når Kristus i løbet af de næste to tusind år fuldender detværk, han indledte for to tusind år siden, vil den bekræftendestemme sikkert lyde igen, og den guddommelige anerkendelseaf hans komme vil blive givet. Da vil Kristus tage den vældigeindvielse, om hvilken vi intet ved, ud over, at to guddommeli-ge aspekter da vil forenes i ham (den fuldkomne manifestationaf kærlighed-visdom, motiveret af [side 43] guddommelig vil-je eller magt). Da vil Buddha og Kristus sammen stå foran Fa-deren, Verdens Herre, og sammen se hans herlighed, for der-efter at gå videre til et højere liv og tjeneste af en for osukendt art.

Jeg skriver ikke dette i en fanatisk eller forventningsfuldånd; jeg taler ikke som spekulativ teolog eller repræsentant foren særlig retning af religiøs ønsketænkning. Jeg taler, fordimange ved, at tiden er moden, og at den appel, som enkle, tro-faste hjerter har opsendt, er trængt igennem til den højeste ån-delige sfære og har sat kræfter i gang, som nu ikke kan stand-ses. Den fortvivlede menneskeheds råb om hjælp er i dag af etsådant omfang og en sådan styrke, at det – i forening med detåndelige Hierarkis viden og visdom – har udløst bestemte ak-tiviteter i Faderens hus. Disse vil resultere i Guds herlighed, iforvandlingen af den guddommelige vilje-til-det-gode til men-neskets gode vilje, som til sidst vil skabe fred på jorden.

Et nyt kapitel i det åndelige livs store bog er ved at bliveskrevet; en ny bevidsthedsudvidelse er umiddelbart foreståen-de; en ny erkendelse af den guddommelige årvågenhed er numulig for menneskeheden, og sandheden i det bibelske udsagn»alles øjne skal se ham« (Åb.1,7) vil blive afsløret. Menneske-


hedens religiøse liv eller åndelige historie aftegner sig for os ien række af kendsgerninger, kendsgerningen om dem, der nedgennem tiderne har udgjort den apostolske succession, kulmi-nerende i de store religiøse ledere, som er fremstået iblandt ossiden år 700 f.Kr. og som har grundlagt de store verdensreli-gioner og, frem for alt, i Kristus selv, som var den fuldkomnelegemliggørelse af Gud immanent såvel som bevidstheden omGud transcendent. Kendsgerningen om væsentlige åndeligebegreber som kærlighed og menneskelighed, der altid har væ-ret til stede i baggrunden af den menneskelige bevidsthed, ognu er ved at bryde igennem, kendsgerningen om det sandebroderskab, baseret på det ene guddommelige liv som [side44] gennemtrænger den ene sjæl og udtrykker sig gennem denene menneskehed, og derfor kendsgerningen om slægtskabetmed det guddommelige liv i verden og selve menneskeheden.Det er denne nye voksende erkendelse og denne frembrydendeåndelige indstilling, som vil føre til de rette menneskelige re-lationer og til sidst til verdensfred.

En anden erkendelse er i dag ved at vinde frem, og det ererkendelsen overalt af Kristi genkomst som nært forestående(hvis man kan bruge en sådan vending om en, der aldrig harforladt os) og af de nye åndelige udfordringer, som denne be-givenhed vil medføre og muliggøre.

Grundlaget for denne erkendelse er den dybtliggende over-bevisning, iboende den menneskelige bevidsthed, at en storlærer eller frelser, profet, lovgiver eller guddommelig repræ-sentant må træde frem fra den åndelige verden, som svar påmenneskenes behov og krav. Altid, ned gennem tiderne, nårnøden var størst og som svar på menneskenes udtalte krav, eren gudesøn trådt frem under mange forskellige navne. Kristuskom og forlod os tilsyneladende igen uden at fuldbyrde sitværk, og hans vision for menneskeheden er endnu ikke op-fyldt. I to tusind år syntes det, som om hans værk var blokeret,hæmmet og til ingen nytte, for kirkernes vækst i løbet af disseårhundreder er ingen garanti for den åndelige fremgang, hanstræbte efter. Der skal mere til end teologiske fortolkninger ognumerisk forøgelse af verdensreligionernes tilhængere, (kri-stendom og buddhisme iberegnet) for at hans verdensmission


kan siges at være lykkedes. Det hele syntes umuligt, for de treforudsætninger, under hvilke det skulle vise sig, om hansværk bestod sin prøve, var endnu ikke til stede. Men i dag erde åbenlyse kendsgerninger. For det første en almen global til-stand, der som følge af menneskenes selviskhed har vist sig atvære så katastrofal, at menneskeheden er blevet tvunget til atindse katastrofens årsag og oprindelse. For det andet: en ånde-lig opvågnen forårsaget af impulser fra menneskesindets [side45] dybeste indre. Dette er tilfældet i dag som følge af ver-denskrigen (1914-1945). For det tredje en stadigt stærkere på-kaldelse, et krav eller en bøn om hjælp rettet mod de højesteåndelige kilder, uanset, hvad vi kalder disse kilder.

Disse tre forudsætninger er nu opfyldt, og menneskehedenstår over for nye muligheder. Katastrofen, som har hjemsøgtmenneskeheden, er omfattende og universel, ingen kan und-slippe, og alle er involveret på den ene eller anden måde – fy-sisk, økonomisk eller socialt. Menneskenes åndelige opvåg-nen jorden over (inden for eller uden for verdensreligionerne,men mest udenfor) er et fremherskende og gennemgribendetræk, og overalt ses en søgen hen imod Gud. Sluttelig har dis-se to årsager i forening fremkaldt menneskehedens påkalden-de råb; det er klarere, renere og mere uselvisk end nogensindefør i menneskehedens historie, fordi det er baseret på en mereklar tænkning såvel som en fælles lidelse. Sand religiøsitet erigen ved at bryde frem i menneskers hjerter overalt i verden;og denne erkendelse af et guddommeligt håb og en guddom-melig baggrund kan muligvis føre mennesker tilbage til kirkenog til verdens religioner, men den vil med sikkerhed føre demtilbage til Gud.

Religion er sandt nok det navn, vi giver menneskehedensinvokation og appel, som fremkalder svar fra Guds ånd. Den-ne ånd virker i alle menneskehjerter og i alle grupper. Den vir-ker også gennem klodens åndelige Hierarki. Den tilskynderHierarkiets overhoved, Kristus, til at handle, og hans handlin-ger vil føre til hans og hans disciples genkomst.

Ideen om Kristi genkomst er velkendt, og forestillingen omen Guds søn, der vender tilbage som svar på menneskenesnød, har sin plads i de fleste af verdens religioner. Lige siden


han tilsyneladende trak sig tilbage til de sfærer, hvor de troen-de har placeret ham, har små grupper af disse [side 46] men-nesker ræsonneret sig frem til at tro, at på det eller det tids-punkt ville han komme igen, og aldrig har deres profetier ogforventninger været rigtige. Han er ikke kommet. Sådannemennesker er blevet udleet af mængden og sat på plads af deintelligente. Deres øjne har ikke set ham, og der har ikke væ-ret synlige beviser på hans tilstedeværelse. I dag ved tusinder,at han vil komme, at planerne for hans komme allerede er ud-arbejdet, men der angives ingen tid eller klokkeslæt. Tids-punktet kendes kun af to eller tre, »thi menneskesønnen kom-mer i den time, I ikke tænker jer« (Matt.24,44).

En sandhed, som det vil være svært for den ortodokse tæn-ker af enhver tro at anerkende, er det faktum, at Kristus ikkekan vende tilbage, fordi han altid har været her på vor jord oghar våget over menneskehedens åndelige skæbne; han har al-drig forladt os, men har i fysisk legeme fra sit skjulte (menikke hemmelige) opholdssted ledet det åndelige Hierarkisvirksomhed, såvel som sine disciples og hjælperes, som i for-ening med ham har forpligtet sig til at tjene jorden. Han kanderfor kun komme til syne igen.

Det er en åndelig kendsgerning, at de, der er kommet fragravens indelukke til opstandelsens livsfylde, kan ses – ogdog er de samtidig unddraget de troendes blik. At se og at er-kende er to helt forskellige ting, og en af menneskehedensstørste erkendelser i nær fremtid vil være den, at han altid harværet hos os og har taget del i vor civilisations karakteristiskeopnåelser og dens mange gaver til menneskene.

De første ydre tegn på hans komme med sine disciple kanallerede ses af dem, der forstår at se og tolke tidens tegn. Derer bl.a. den åndelige tilnærmelse mellem dem, der viser deresmedmennesker kærlighed. Dette er i virkeligheden den ydremobilisering af »Herrens armé«, en armé, som ingen andre vå-ben har end kærlighed, den rette tale og de rette menneskeligerelationer. Denne ukendte organisation [side 47] er opståetmed en fænomenal hurtighed i årene efter den anden verdens-krig, fordi menneskeheden er syg af had og konflikter.

Kristi stab af medarbejdere er allerede aktive i form af den


nye gruppe af verdenstjenere. Den er en fortrop så stærk ogindflydelsesrig som nogen, der nogensinde har banet vej foren stor skikkelse ind på verdens scene. Deres arbejde og ind-flydelse kan ses og mærkes overalt i verden, og intet kan øde-lægge, hvad de har udrettet. Den åndelige og organiserendevirkning af en formuleret og højt udtalt invokation er blevetforsøgt siden 1935. Energierne fra menneskehedens påkalden-de råb blev ledet ind i kanaler, som rækker fra jorden til dethøje sted, hvor Kristus opholder sig. Derfra blev de ført videretil det endnu højere sted, hvor Verdens Herre, »Den gamle afdage« befinder sig, og hvorfra de skabende energier og de hosham hjemmehørende levende væseners opmærksomhed kanrettes mod menneskeheden og de skridt blive taget, som vilfremskynde Guds hensigt.

For første gang i menneskehedens historie er kravet fra jor-dens folk så stærkt og i overensstemmelse med den guddom-melige hensigt i tid og rum, at udfaldet er givet; den forvente-de guddommelige repræsentant må komme, og denne gangkommer han ikke alene, men bliver ledsaget af dem, hvis livog ord vil vække genklang på alle områder af den menneskeli-ge tænkning. De symbolske profetier, som findes i alle ver-dens hellige skrifter om denne nært forestående begivenhed,vil vise sig at være sande; deres symbolik behøver derimod ennyfortolkning; omstændigheder og tildragelser vil ikke nød-vendigvis være nøjagtigt, som skriften angiver; fx vil hanutvivlsomt »komme på himmelens skyer«, som de kristneskrifter siger (Matt.26,64), men hvilken interesse har det i entid, hvor alle og enhver kommer og går i skyerne hver enestetime døgnet rundt? Jeg nævner dette som et eksempel på enfremtrædende og velkendt [side 48] profeti, som ikke destomindre er uden betydning i vor moderne civilisation. Det, derhar betydning, er, at han kommer.

Wesakfesten er blevet afholdt i århundreder i den velkend-te dal i Himalaya (hvis de troende bare ville tro det) for at:

1. Bekræfte at Kristus er fysisk til stede blandt os og har væ-ret det, lige siden han tilsyneladende forlod os.

2. Bevise (på det fysiske plan) den virkelige solidaritet i Øs-


tens og Vestens tilnærmelse til Gud. Både Kristus og Bud-dha er til stede.

3. Skabe et støttepunkt og mødested for dem, der hvert år –forenet og symbolsk – sammenkæder og repræsenterer Fa-derens hus, gudsriget og menneskeheden.

4. Tilkendegive kvaliteten af Kristi arbejde, hans virke somden store formidler, der står som repræsentant for det ån-delige Hierarki og som lederen af den nye gruppe af ver-denstjenere. Han er i sin person et levende udtryk for de-res krav om vished for gudsrigets virkelige eksistens herog nu.

Måske er et af de væsentligste budskaber for alle, der læserdisse linjer, den store sandhed og kendsgerning, at Kristus,hans gruppe af disciple og medarbejdere er fysisk til stede påjorden i vore dage og arbejder for og i nær tilknytning til men-neskeheden. Denne nære forbindelse viser sig ved visse storeåndelige højtider, hvor slægtskabet ikke alene omfatter gudsri-get, men også Faderen og Faderens hjem. Der er Påskehøjti-den, og højtiden for Buddha, hvis fysiske tilstedeværelse erudtryk for planetens åndelige enhed. Der er højtiden i juni,som i særlig grad er en højtid for Kristus, hvor han som lederaf den nye gruppe af verdenstjenere anvender den nye invoka-tion på menneskehedens vegne – de mennesker af god vilje,som findes i alle [side 49] lande; samtidig opsummerer han deusammenhængende og stumme ønsker og krav hos de mange,der søger efter en anden og bedre måde at leve på. De ønskerkærlighed i det daglige liv, rette menneskelige relationer, ogde ønsker at forstå den bagved liggende plan.

Det er disse fysiske tildragelser, som er af betydning, ogikke teologernes uklare håb og løfter. Det er den fysiske tilste-deværelse på vor klode af sådanne anerkendte åndelige væse-ner, som Verdens Herre, Den gamle af dage, de syv ånder for-an Guds trone, Buddha, som Østens åndelige leder, og Kri-stus, som Vestens åndelige leder, der alle i disse sidste ogspændingsfyldte tider påkalder sig vor opmærksomhed. Denuklare tro på deres eksistens, de fabulerende spekulationerover deres virke og deres interesse i menneskenes vel, og de


troendes (tillige med de ikke-troendes) tvivlende, men allige-vel håbefulde ønsketænkning, vil snart give plads for eksaktviden, synlig erkendelse, beviselige tegn på udført arbejde ogen reorganisering (ledet af mennesker med usædvanlig styrke)af menneskehedens politiske, religiøse, økonomiske og socia-le liv.

Alt dette vil ikke ske som resultat af en eller anden prokla-mation eller opsigtsvækkende planetarisk begivenhed, somtvinger alle mennesker til at udbryde: »Se, her er han! Se, herer tegnene på hans guddommelighed!«, for noget sådant villekun vække latter, modstand eller fanatisk lettroenhed.

Det vil ske som følge af en anerkendelse af virkelige leder-evner, gennem dynamiske og logiske ændringer i verdens-strukturen, og gennem de handlinger, som udføres af alminde-lige mennesker ud fra deres egen bevidstheds dybe indsigt.

For mange år siden antydede jeg, at Kristus vil give sig tilkende på tre måder eller rettere, at hans tilstedeværelse vilkunne iagttages i tre tydelige faser.

Det blev da påpeget, at det første Kristus ville gøre var[side 50] at stimulere menneskenes åndelige bevidsthed, væk-ke menneskehedens åndelige krav i stor udstrækning og – pået verdensomspændende plan – give næring til kristusbevidst-heden i menneskehjertet. Dette er allerede sket og med storeresultater. Derom vidner de højlydte krav fra mennesker afgod vilje, fra velfærdsarbejdere og dem, der går ind for inter-nationalt samarbejde til afhjælpning af verdens elendighed ogfor oprettelsen af rette menneskelige relationer. Alt dette er etubestrideligt udtryk for, at denne første fase af det forbereden-de arbejde, som bebuder, at han er på vej nu, har nået et stadi-um, hvor intet kan hindre dets videre udvikling eller opholdedets fremdrift. Trods meget, der tilsyneladende tyder på detmodsatte, er denne frigørelse af kristusbevidstheden lykkedes,og selv det, der kunne ligne det stik modsatte, er uden betyd-ning i det lange løb og kun af midlertidig art.

Hierarkiets næste skridt ville blive at påvirke oplyste men-neskers bevidsthed overalt på jorden med ideer, der udtrykkerde nye åndelige sandheder, ved at lade de begreber »stigened« (om jeg så må sige), der bliver bestemmende for menne-


skers liv fremover; desuden ville alle verdensdisciple og dennye gruppe af verdenstjenere blive overskygget af Kristusselv. Dette af Hierarkiet planlagte skridt udvikles godt; overalter mænd og kvinder inden for alle livets områder nu ved atfremføre de nye sandheder, der i fremtiden skal vejlede men-neskers liv; de er ved at opbygge de nye organisationer, bevæ-gelser og grupper – store og små – som skal oplyse almindeli-ge mennesker om de virkelige behov og måden at tilgodesedem. Dette gør de, fordi de er drevet dertil af deres varmehjerter og af medfølelse med menneskelig lidelse. Uden atgøre sig det klart er de ikke desto mindre i færd med at oprettegudsriget på jorden. Med denne mangfoldighed af organisa-tioner, bøger og foredrag for øje er det umuligt at benægtedisse kendsgerninger. [side 51]

For det tredje blev det antydet, at Kristus muligvis villekomme i egen person og gå omkring mellem mennesker, somhan før har gjort. Dette har endnu ikke fundet sted, men derforeligger planer, som vil gøre det muligt. Disse planer omfat-ter ikke en ny fødsel af et sødt lille barn i et nydeligt hjem påjorden, og de vil ikke give anledning til lettroende »genkendel-se« og vilde påberåbelser fra de velmenende og uintelligente,som det så ofte er tilfældet i dag; ej heller vil nogen stå fremog erklære: »Dette er Kristus, han er her, eller han er der«. Jegvil dog gerne understrege, at den almindelige udbredelse af så-danne historier og påstande, selv om de er usande og vildle-dende og derfor lidet ønskværdige, ikke desto mindre visermenneskehedens forventning om hans umiddelbare komme.Troen på hans komme er noget fundamentalt i den menneske-lige bevidsthed. Hvordan han vil komme og i hvilken form vi-des endnu ikke. Det eksakte tidspunkt er endnu ikke givet, ejheller er det bestemt, på hvilken måde han vil komme til syne.Men realiteten af de to tidligere og indledende skridt, somHierarkiet under hans ledelse allerede har taget, er en garantifor, at han vil komme, og at menneskeheden, når han kommer,vil være klar.

Lad os kort opridse nogle aspekter af det arbejde, han ind-ledte for to tusind år siden, for det indeholder nøglen til forstå-else af hans fremtidige virke. Noget af det er velkendt for jer,


for det er blevet fremhævet af verdensreligionerne og især afdem, der underviste i den kristne religion. Men de har alle fåethans virke til at se ud som noget, der var svært at fatte for al-mindelige mennesker, og den overdrevne understregning afhans guddommelighed (noget han aldrig selv understregede)har ladet formode, at kun han og han alene og ingen andrehavde nogen som helst mulighed for at gøre, hvad han gjorde.Teologerne glemte, at han selv har sagt at »den, som tror påmig … han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Fa-deren« [side 52] (Joh. 14,12). Han antyder her, at hans indtræ-den i Faderens hus vil resultere i en sådan indstrømning af ån-delig styrke, indsigt og skaberevne hos menneskene, at deresbedrifter ville overgå hans. På grund af den forvrængning afhans lære, som har fundet sted, og som har gjort den til nogetaldeles uvedkommende for mennesker, har vi endnu ikke ud-rettet disse »større ting«. En dag vil vi med sikkerhed gøre det– og i visse retninger har vi allerede gjort det. Lad mig frem-føre nogle af de ting, han gjorde, som vi også kan gøre, ogsom han vil hjælpe os med.

1. For første gang i menneskehedens historie var Gudskærlighed legemliggjort i et menneske, og Kristus indvarsledekærlighedens æra. Denne manifestation af guddommelig kær-lighed er endnu i sin vorden; verden er endnu ikke opfyldt afkærlighed, og kun få forstår ordets sande betydning. Men –symbolsk set – når De Forenede Nationer har opnået en virke-lig magtstilling, vil velfærd være sikret i verden. Hvad vil ensådan velfærd være andet end kærlighed i praksis? Hvad er in-ternationalt samarbejde andet end kærlighed på verdensplan?Dette er, hvad Guds kærlighed i Kristus symboliserer, og deter disse ting, vi arbejder på at gennemføre i dag. Vi forsøger atgøre det i stor udstrækning og på trods af oppositionen – enopposition, som kun midlertidigt vil have heldet med sig, såstor en magt ligger der i den vågnende menneskeånd. Det erdisse forhold, som Hierarkiet med sin allerede vellykkedefremgangsmåde er ved at gennemføre og fortsat vil hjælpemenneskene med.

2. Kristus lærte os også, at gudsriget er på jorden, og at vi iførste række skulle søge dette rige og lade alt andet komme i


anden række. Det rige har altid været hos os, bestående af alledem, der gennem tiderne har søgt mod åndelige mål og befrietsig selv for det materielle legemes begrænsning, for følelser-nes dominans og for mentale forhindringer. Rigets indvånereer dem, der i dag (ukendt for [side 53] mængden) lever i fysi-ske legemer og arbejder for menneskehedens vel, og somfremhæver og anvender kærlighed i stedet for følelser som de-res praktiske arbejdsmetode. De udgør det store samfund af»oplyste tænkere«, der leder verdens skæbne. Gudsriget erikke noget, som vil nedstige til jorden, når menneskene en-gang er blevet gode nok. Det er noget, som eksisterer og er ef-fektivt allerede i dag og kun venter på at blive opdaget. Det eren velorganiseret helhed, som allerede er ved at blive opdagetaf dem, der søger gudsriget, og som da opdager, at det rige, desøger, allerede er her. Mange ved, at Kristus og hans discipleer fysisk til stede på jorden, og gudsriget, hvori de herskermed dets love og særlige former for aktivitet, er kendt af man-ge og har været det gennem århundreder.

Kristus er verdens helbreder og frelser. Han virker, fordihan er hele virkelighedens legemliggjorte sjæl. Han virker idag som i Palæstina for to tusind år siden gennem grupper.Dengang virkede han gennem de tre elskede disciple, gennemde tolv apostle, gennem de udvalgte halvfjerds og de interes-serede fem hundrede … Nu virker han gennem sine mestre ogderes grupper og kan derved i høj grad intensivere sine be-stræbelser. Han kan og vil virke gennem alle grupper i sammegrad, som de selv gør sig tjenlige til et sådant virke for udbre-delse af kærlighed og bringer sig selv i bevidst kontakt med demægtige kræfter, som de indre grupper repræsenterer.

De grupper, der altid har fremhævet den fysiske tilstedevæ-relse af Kristus, har i den grad forvrænget denne lære meddogmatiske påstande vedrørende uvæsentlige detaljer og medlatterlige fremstillinger, sådan at de ikke har bidraget til nogenstørre forståelse af den tilgrundliggende sandhed; ej heller hardet rige, de har udmalet, været særligt tillokkende. Riget eksi-sterer, men det er hverken et sted for streng tugt eller medgyldne harper, befolket af uintelligente fanatikere, men der-imod et center for skabende [side 54] aktivitet, der tjener et


nyttigt formål, et sted, hvor enhver har sin fulde frihed til atudfolde sin guddommelighed til gavn og glæde for sine med-væsener.

3. Ved transfigurationen (forklarelsen) åbenbarede Kristusden herlighed, der er iboende alle mennesker. Den trefoldigelavere natur – fysisk, emotionel og mental – underkastede sigher den åbenbarede stråleglans. I det øjeblik, hvor den imma-nente Kristus manifesterede sig, og hvor menneskeheden varrepræsenteret af de tre apostle, kom en røst fra Faderens husog bekræftede den åbenbarede guddommelighed og den trans-figurerede Kristi sønneværdighed. På denne iboende guddom-melighed, denne anerkendte sønneværdighed er broderskabetmellem mennesker baseret – ét liv, én herlighed, som skalåbenbares, og ét guddommeligt slægtskab. I dag er menne-skets storhed (selv når vi ser bort fra det guddommelige) ogmenneskehedens fundamentale enhed stort set allerede enkendsgerning i den menneskelige bevidsthed. Side om sidemed de karaktertræk, som endnu er højst beklagelige, og somsynes at modsige enhver påberåbelse af guddommelighed, stårmenneskets forunderlige bedrifter og sejr over naturen. Viden-skabens strålende resultater og det storslåede opbud af ska-bende kunst – både gammel og ny – udelukker enhver tvivlom menneskets guddommelighed. Her er da de »større ting«,som Kristus talte om, og her triumferer Kristus i menneske-hjertet.

Hvorfor kristusbevidsthedens triumf altid kun omtales i re-ligiøse vendinger og ud fra kirken og den ortodokse tro er enaf de onde magters utrolige sejre. At være medlem af gudsri-get betyder ikke, at man nødvendigvis også er medlem af en afde ortodokse kirker. Den guddommelige Kristus i menneske-hjertet kan udtrykkes på mange forskellige områder af menne-skelivet – i politik, i kunst, i økonomi og social forståelse, ividenskab såvel som i religion. Det er værd at erindre, at deneneste gang, vi hører, at Kristus [side 55] som voksen besøgerjødernes tempel, skabte han en forstyrrelse!

Menneskeheden går fra sejr til sejr, og i historiens langepanorama er dette særdeles påfaldende. I dag er denne strålen-de sejr åbenbar inden for alle menneskelige aktiviteters områ-


der, og transfigurationen af dem, der har nået toppen af denmenneskelige civilisations bølge, er meget nært forestående.

4. Endelig, i korsfæstelsens triumf eller (som det mere kor-rekt kaldes i Østen) det store afkald, forankrede Kristus forførste gang på jorden en spinkel tråd af den guddommeligevilje, som den udgik fra Faderens hus (Shamballa), og denblev overgivet i gudsrigets forstående varetægt og – med Kri-stus som formidler – bragt til menneskehedens kendskab. Så-ledes er den guddommelige treenigheds tre aspekter elleregenskaber – vilje, kærlighed, intelligens – ved hjælp af vissestore gudesønner blevet en del af den menneskelige tænkningog stræben. Kristne er tilbøjelige til at glemme, at krisen i Kri-sti sidste timer ikke var på korset, men i Getsemane have, hvorhans vilje – i dyb kval og næsten fortvivlelse – underkastedesig Faderens vilje. »Fader«, sagde han, »ske ikke min vilje,men din« (Luk.22,42).

Noget nyt, skønt planlagt fra tidernes morgen, fandt sted idet øjeblik i den stille have; Kristus forankrede eller indsatte,som repræsentant for menneskeheden, Faderens vilje på jor-den og gjorde det muligt for en intelligent menneskehed atføre den ud i livet. Hidtil havde denne vilje været kendt i Fa-derens hus, erkendt og tilpasset verdens krav af det åndeligeHierarki, der arbejder under ledelse af Kristus, og havde såle-des taget form af den guddommelige Plan. I dag kan menne-skeheden som følge af, hvad Kristus udrettede i hin krisestundi Getsemane for århundreder siden, føje sin egen bestræbelsetil hans for at føre Planen ud i livet. Viljen til det gode, somudgår fra Faderens hus, bliver i gudsriget forvandlet til dengode vilje, som en intelligent [side 56] menneskehed kan om-sætte i praksis til rette menneskelige relationer. Og således gårnu den lige linje eller Guds viljes spinkle tråd fra det højestested til det laveste punkt og kan i tidens løb blive et tov, adhvilket menneskenes sønner kan stige op og Guds levende,kærlige ånd stige ned.

Lad os glemme al afstand, fjernhed og ubetydelighed oggøre os klart, at vi taler om konkrete og virkelige hændelserpå vor klode. Vi beskæftiger os med opdagelser og tildragel-ser, som virkelig finder sted, og som er manges bevidste eje.


Kristus i historien og Kristus i menneskehjertet er planetari-ske kendsgerninger.

Der er en anden side i forbindelse med Kristi tilbageven-den, som aldrig er blevet berørt, og som ingen nogensinde harnævnt. Det er spørgsmålet om, hvad det betyder for Kristusselv at komme ud igen blandt mennesker, at vende tilbage tilden ydre verden af menneskelige aktiviteter. Hvad vil han for-nemme, når timen er inde for hans tilsynekomst?

I Det nye testamente omtales der en stor indvielse, som harfået navnet himmelfarten. Om den ved vi intet. Kun ganske fåoplysninger gives i Evangeliet: kendsgerningen om bjergtop-pen, de tilstedeværende tilskuere, og om Kristi ord, der forsik-rede dem om, at han ikke forlod dem. Men »en sky tog hambort fra deres øjne« (Ap.G.1,9). Ingen af de tilstedeværendekunne følge ham længere. Deres bevidsthed kunne ikke træn-ge igennem til det sted, han havde valgt at gå til; de misfor-stod endda hans ord, og siden har menneskeheden kun gjortsig vage og mystiske forestillinger om hans forsvinden og ombetydningen af hans vedvarende, men ikke iagttagede tilstede-værelse. To kendere af Gud, som også var til stede, forsikredetilskuerne om, at han ville komme igen på lignende måde. Hanvar »steget op«. Skyen havde taget ham bort; i dag venter sky-erne, som indhyller vor klode på at åbenbare ham. [side 57]

Han venter nu på at stige ned til os. Denne nedstigning tilmenneskenes ulykkelige verden kan ikke frembyde noget til-lokkende billede for ham. Fra sit stille tilflugtssted i bjergene,hvor han har ventet og våget over menneskeheden, vejledt denog skolet sine disciple, indviede og den nye verdenstjener-gruppe, må han nu træde frem og indtage sin førende plads påverdens scene, tage del i det store drama, som opføres der.Denne gang vil han spille sin rolle for hele verdens øjne, ogikke som sidst i ubemærkethed. På grund af vor planets liden-hed og den hurtige nyhedsformidling via radio og fjernsyn vilhans fremtræden denne gang blive overværet af alle, og denneudsigt må sikkert indgyde ham en vis rædsel og frembydemange prøvelser og store tilpasninger, samt pinefulde oguundgåelige erfaringer. Han kommer ikke som den almægtigeGud, sådan som menneskene i deres uvidenhed har forestillet


sig det, men som Kristus, grundlæggeren af gudsriget på jor-den, for at fuldføre det værk, han påbegyndte og endnu engang bevise guddommelighed under langt vanskeligere om-stændigheder end før.

Det er imidlertid Kristi egne tjenere i langt højere grad endmennesker i den ydre verden, som giver ham de største be-sværligheder. Hans arbejde forhindres mere af den fremskred-ne aspirant end af den almindelige intelligente tænker. Det varikke så meget almindelige menneskers grusomhed, der forår-sagede hans dybe sorg, det var Kristi egne disciple – forudendet samlede opbud af sorg ud over menneskehedens hele livs-cyklus i fortid, nutid og fremtid.

Han kommer for at rette de misforståelser og forvrængnin-ger, som skyldes dem, der har vovet at iklæde hans enkle ordderes egen uvidenheds terminologi, og for at påskønne dentrofaste tjeneste hos dem, der har gjort hans genkomst mulig.Også han står over for en vigtig prøvelse, som en forberedelsetil en stor indvielse, og når han har gennemgået prøven ogfuldendt sin opgave, vil han fortsætte [side 58] til en endnumere ophøjet position i Faderens hus, eller til et andet og fjer-nere tjenesteområde, hvor kun de mest ophøjede kan følgeham. Hans nuværende stilling vil da blive overtaget af den,han har forberedt og skolet dertil.

Men før alt dette kan ske, må han igen træde offentligtfrem, gribe ind i verdensudviklingen og prøve rækkevidden afsin mission. Han vil samle sine udvalgte rådgivere og medar-bejdere omkring sig, i kød og blod, og disse vil ikke være desamme, som i hine tidligere og enklere dage samledes omham, men de medlemmer af vor menneskelige familie, som idag anerkender ham og er ved at forberede sig på at arbejdesammen med ham, så langt deres evner rækker. Det er en for-andret verden, han nu planlægger at vende tilbage til, og detskyldes for en stor del almenhedens intellektuelle udvikling.Dette stiller ham over for store vanskeligheder, for der skal nuappelleres til menneskers intellekt og ikke bare til deres hjerte(som før i tiden), hvis Guds vilje skal føres ud i livet på en in-telligent måde. Hans hovedopgave er afgjort den at tilveje-bringe rette menneskelige relationer på alle områder af men-


neskelivet. Jeg vil bede jer bruge jeres guddommelige forestil-lingsevne og prøve at gennemtænke, hvad denne opgave, hanher står overfor, vil indebære; jeg vil bede jer overveje de van-skeligheder, han uundgåeligt vil møde – først og fremmestdem, der beror på en omfattende intellektuel fejlvurdering.

Han, som repræsenterer Guds kærlighed, bliver bedt om atvirke igen i den verden, som i to tusind år har negligeret,glemt og forvrænget hans tidligere lære, og hvor had og sepa-ratisme har splittet menneskene alle vegne. Dette vil kasteham ud i en fremmed atmosfære og ind i en situation, hvorhan behøver alle sine guddommelige ressourcer, som da vilblive prøvet til det yderste. Den almindelige opfattelse, at hanvil vende tilbage som en triumferende feltherre, almægtig oguimodståelig, har bestemt intet [side 59] grundlag i virkelighe-den. At han til sidst vil føre sit folk – menneskeheden – ind iJerusalem er en kendsgerning, som står fast, men det vil ikkeblive den jødiske by Jerusalem, men derimod »Fredens stad«(som navnet »Jerusalem« betyder). En omhyggelig overvejel-se af verdenssituationen i dag, samt en levende brug af fore-stillingsevnen vil afsløre for den oprigtige tænker, hvilken for-færdende opgave han har påtaget sig. Han »holdt sig stadig Je-rusalem for øje som sin vandrings mål« (Luk.9,51). Han viligen træde frem og vise menneskeheden vejen til en civilisati-on og en bevidsthedstilstand, hvor rette menneskelige relatio-ner og internationalt samarbejde til alles bedste vil være denuniverselle grundholdning. Han vil – gennem den nye gruppeaf verdenstjenere og alle mennesker af god vilje – fuldstæn-diggøre sin forening med Guds vilje (hans Faders Plan) på ensådan måde, at den evige vilje til det gode vil blive omsat afmenneskeheden til god vilje og rette relationer. Dermed vilhans opgave være tilendebragt; han vil være fri til at forladeos for ikke mere at vende tilbage, og han vil overlade menne-skenes verden i hænderne på den store åndelige tjener, som vilblive det nye overhoved for Hierarkiet, den usynlige kirke.

Spørgsmålet er nu: På hvilken måde kan vi bedst tjenehans værk, hvordan kan vi hjælpe i denne forberedende fase?

Det, som det åndelige Hierarkis medlemmer udretter, erbestemt ikke lidt; de disciple, som er i bevidst kontakt med


visdommens mestre – eller hvis I foretrækker den betegnelse:Kristi senior disciple – arbejder dag og nat på at tilvejebringeen sådan tillid, korrekt indstilling og forståelse af dette gud-dommeligt-åndelige »fremstød« eller foretagende, sådan athans vej vil blive lettere. De og deres grupper af mindre di-sciple, aspiranter og sandhedsforskere står forenede bag Kri-stus og gør det derved muligt for ham at gennemføre sit for-mål. Deres vigtigste erkendelse er, at det [side 60] drejer sigom en cyklisk krise i vor klodes åndelige liv, en krise, som harværet forudset i Faderens hus (Shamballa) i årtusinder. De harregistreret, at for første gang i menneskehedens historie er alletre åndelige centre eller grupper, gennem hvilke Gud virker,samtidig koncentreret om den samme opgave, det samme mål.Shamballa, det åndelige Hierarki og menneskeheden (Fade-rens hus, gudsriget og menneskeverdenen) stræber alle samletmod en intensivering af verdens lys. Dette lys vil på en hidtilukendt måde gennemstråle ikke alene Faderens hus, som erkilden til alt lys her i vor verden, men også det åndelige cen-ter, hvorfra alle de lærere og verdensfrelsere kommer, som harstået frem for menneskene og har sagt som Hermes, Buddhaog Kristus: »Jeg er verdens lys«. Dette lys vil nu strømme indover menneskenes verden, oplyse menneskenes bevidsthed ogkaste lys ind i alle menneskelivets mørke kroge.

Det er lys, og – frem for alt – »liv i større fylde«, Kristusvil bringe, og indtil han bringer det, ved vi ikke, hvad det be-tyder; vi kan ikke forestille os den åbenbaring, som dette vilmedføre, og de nye muligheder, som vil åbne sig for os. Mengennem ham er lys og liv på vej og vil blive tolket og anvendti form af god vilje og rette menneskelige relationer. Det erdette, det åndelige Hierarki forbereder. Denne gang vil Kristusikke komme alene, for hans medarbejdere vil følge ham. Hansog deres erfaring vil blive helt modsat den tidligere, for nu vilalle øjne se ham, alle ører høre ham, og enhver vil kunne dan-ne sig en mening om ham.

Vi kan hver især hjælpe i det rekonstruktionsarbejde, Kri-stus nu planlægger, hvis vi vil gøre os selv og alle dem, vi kannå, fortrolig med følgende kendsgerninger:


1. Kristi tilsynekomst er nær.2. Kristus, iboende ethvert menneskehjerte, kan vækkes til

live gennem forståelsen af hans tilsynekomst. [side 61]3. Omstændighederne ved hans tilsynekomst er kun sym-

bolsk fremstillet i skrifterne; dette vil føre til en radikalændring af menneskehedens forudfattede meninger.

4. Den første nødvendige forudsætning er en verden i fred;denne fred, vel at mærke, må baseres på god vilje mellemmennesker – hvad der uundgåeligt vil føre til rette menne-skelige relationer og (billedligt talt) etablere stråler af lysmellem nationerne, mellem religionerne, mellem grupperog mellem alle mennesker.

Hvis det kan lykkes os at forelægge disse fire ideer for verdensom helhed og imødegå den intelligente kritik af, at alt, hvadder siges, er for vagt, for profetisk og visionært – så har vigjort meget. Det er nok muligt, at den gamle sandhed, at »intel-lektet dræber virkeligheden« er principielt rigtigt for flertalletsvedkommende, og at en rent intellektuel indstilling (som afvi-ser visioner og nægter at acceptere, det der ikke kan bevises)kan være langt fjernere fra virkeligheden end gudskendernesforudsigelser og massernes forventning.

Guddommens intelligens forvaltes af det åndelige Hierarki,og det Hierarki består i dag af dem, der i sig forener både in-tellekt og intuition, det praktiske og det tilsyneladende uprak-tiske, den faktiske livsvej og det menneskes vej, der ser en vi-sion. Det er desuden mennesker, som findes i hverdagenspraktiske liv. De må oplæres til at erkende det guddommeligeudtryk, som i virkeligheden er det fysiske plans respons på be-vidsthedens udvidelser. Den Kristus, der kommer tilbage, vilikke være lig den Kristus, der (tilsyneladende) forlod os. Hanvil ikke være en »sorgens mand«; han vil ikke være en tavs,alvorlig skikkelse; han vil komme som forkynderen af åndeli-ge sandheder, der ikke kræver fortolkninger og ikke bliver ud-sat for fejlfortolkninger, fordi han vil være til stede og viseden sande mening.

Han har i to tusind år været den øverste leder af den [side62] usynlige kirke, det åndelige Hierarki, bestående af disciple


fra alle trosretninger. Han elsker og anerkender også dem, derikke er kristne, men bevarer troskaben mod deres religionsgrundlægger – Buddha, Muhamed og andre. Han bekymrer sigikke om, hvilken tro vi har, hvis målet er kærlighed til Gud ogmenneskeheden. Hvis mennesker forventer at se den Kristus,som forlod sine disciple for mange hundrede år siden, vil deikke erkende den Kristus, som nu er ved at vende tilbage. Kri-stus har ingen religiøse barrierer i sin bevidsthed. Det er forham underordnet, hvilken tro et menneske bekender sig til.

Guds søn er på vej, og han kommer ikke alene. Hans for-trop er her allerede, og Planen, de skal følge, er allerede udar-bejdet og klar. Lad erkendelse være målet.


[side 63]

4. kapitel

Kristi arbejde i dag og i fremtiden

Vi har set, at læren om de store tilsynekomster og om avata-rers eller verdenslæreres og frelseres komme ligger til grundfor alle verdensreligioner. De er den fortsatte åbenbarings red-skaber, og gennem dem sættes menneskeheden i stand til –successivt, i alle tidsaldre – at tage det næste skridt fremad påudviklingens vej nærmere til Gud og det åndelige center, hvorden Enes vilje er fokuseret, og om hvem Paulus siger »i hamlever og røres og er vi« (Ap.G. 17,28), og hvorfra den bliverforstået og styret. Vi har berørt to af disse avatarers mission –Buddha, lysets budbringer til Østen, og Kristus, kærlighedensbudbringer til Vesten – og deres virke for hele verden; vi harogså behandlet den enestående lejlighed, som Kristus i dag erkonfronteret med og det svar, han gav i 1945, da han tilkende-gav sin hensigt om at vise sig igen og gav os Den store invo-kation som en hjælp i det forberedende arbejde, der umiddel-bart forestår. Det ville være rimeligt nu at overveje arten af detarbejde, han vil udrette, og den lære, han sandsynligvis vilbringe os. Den fortsatte åbenbaring og undervisning ned gen-nem tiderne giver os anledning til visse overvejelser og ånde-lige spekulationer over den mulige retning, hans arbejde viltage.

Gennem årene er meget kommet frem fra mange kilder,både fra kirkelige og andre tankeretninger, om Kristus og densituation, han står overfor og sandsynligheden for hans gen-komst. Disciple, aspiranter og mennesker af god vilje har alle-rede gjort meget for at forberede verden på hans såkaldte gen-komst. Østen og Vesten står i dag lige forventningsfulde. Nårvi nu skal til at behandle hans fremtidige virke, er det vigtigtat huske, at Østens lærer legemliggjorde den guddommeligevisdom, som menneskelig intelligens [side 64] (guddommenstredje aspekt) er et udtryk for. Det andet guddommelige aspektblev åbenbaret til fuldkommenhed i Kristus, og derfor fik to


aspekter, lys og kærlighed, i ham et fuldgyldigt udtryk. Tilba-ge står nu at åbenbare det højeste af de guddommelige aspek-ter, Guds vilje, og det er, hvad Kristus forbereder. Den fortsat-te åbenbaring kan ikke ophøre, men spekulationer over, hvilkeandre udtryk for den guddommelige natur en fjernere fremtidkunne tænkes at åbenbare, er nytteløse.

Det enestående i Kristi umiddelbart forestående mission oghans mulighed består i den kendsgerning, at han er i stand tilat udtrykke to guddommelige energier: Kærlighedsenergienog viljesenergien, kærlighedens magnetiske kraft og den gud-dommelige viljes dynamiske effektivitet. Aldrig før i menne-skehedens lange historie har en sådan åbenbaring været mulig.

Kristi lære og virke vil blive vanskelig for den kristne ver-den at acceptere, men lettere for Østen at assimilere. Imidler-tid er en slagkraftig præsentation af sandheden umådeligt til-trængt, hvis den kristne verden skal vækkes og de kristneanerkende deres plads inden for en verdensomspændende gud-dommelig åbenbaring og betragte Kristus som en repræsentantfor alle trosretninger og som den, der indtager sin retmæssigeplads som verdenslæreren. Han er verdenslæreren og ikke enkristen lærer. Han fortalte os selv, at han havde andre får, ogfor dem betød han lige så meget som for de ortodokse kristne.De kalder ham ikke Kristus, men har deres eget navn til hamog følger ham lige så trofast og oprigtigt som deres vestligebrødre.

Lad os et øjeblik se på de fejlagtige fortolkninger af Evan-geliet. Symbolikken i disse historier – præsenteret i en gam-mel form, som ofte før er brugt gennem tiderne forud for Kri-sti komme i Palæstina – er blevet vendt og fordrejet af teolo-gerne, indtil den oprindelige læres krystalklare renhed og Kri-sti enestående enkelhed er gået tabt i en parodi af fejltagelserog et hav af ritualer, penge og menneskelige [side 65] ambi-tioner. Man forestiller sig i dag, at Kristus var født og undfan-get på unaturlig vis, at han underviste og prædikede i tre år forderefter at blive korsfæstet og til sidst oprejst fra de døde,hvorpå han forlod menneskeheden for at »sidde ved Guds høj-re hånd« i fjern og værdig pomp og pragt. Ligeledes bliveralle andre måder at nærme sig Gud på for andre folk, til andre


tider og i andre lande, af ortodokse kristne betragtet som fal-ske og såkaldt »hedenske«, og at kristen indgriben derfor erpåkrævet. Alle mulige anstrengelser er udfoldet af ortodoksekristne for at påtvinge andre deres kristendom, fx dem, somhar modtaget deres inspiration og lære fra Buddha eller af an-dre budbringere, som var ansvarlige for opretholdelsen af denfortsatte guddommelige åbenbaring. Som vi alle ved, er efter-trykket lagt på »Kristi blodoffer« på korset og på en frelse, af-hængig af anerkendelse og accept af dette offer. Den stedfor-trædende forsoning er sat i stedet for den tillid til vor egenguddommelighed, som Kristus selv indskærpede os. Kristi kir-ke har vist sig ineffektiv (hvad verdenskrigen viste) på grundaf sin snæversynede tro og evne til at betone forkerte forhold,sin klerikale pragt, sin falske autoritet, sin materielle rigdomog sin præsentation af en død Kristus. Hans opstandelse ac-cepteres, men hovedvægten er lagt på hans død.

I to tusind år har Kristus været en tavs, passiv figur, skjultbag utallige ord skrevet af utallige mænd (kommentatorer ogprædikanter). Kirken har henvist os til den døende Kristus påkorset og ikke til den levende, virksomme, aktivt tilstedevæ-rende Kristus, som har været hos os rent legemligt, som hanlovede, i tyve århundreder.

Lad os derfor prøve at få et mere sandt billede af Kristi livog handlinger og – følgelig – af vort fremtidige håb. Lad osprøve at forstå den altid tilstedeværende, men ikke desto min-dre guddommelige person, der er ved at lægge planer for sinfremtidige hjælp til menneskeheden, vurdere sine ressourcer,inspirere sine disciple og organisere [side 66] alle detaljer om-kring sin tilsynekomst. Det er nødvendigt at vække troen påden guddommelige åbenbarings rent faktiske natur og stimu-lere den kristne kirke til en mere sand påskønnelse af Kristusog hans arbejde. Det er den levende, handlende, tænkendeKristus, vi skal beskæftige os med, idet vi altid husker, atEvangeliets fortælling er evig sandhed og kun behøver en ny-fortolkning i lyset af vor forståelse af dets plads i den langerække af guddommelige åbenbaringer. Hans mission på jordenfor to tusind år siden er et led i denne sammenhæng og ikke enusædvanlig historie om et hændelsesforløb på kun 33 år uden


forbindelse med fortiden og uden et klart håb for fremtiden.Hvad er det håb, som holdes verden for øje i dag af orto-

dokse, fantasiløse teologer? At engang i en fjern fremtid –som kun kendes af Gud Faders uransagelige vilje – vil Kristustræde frem fra sin plads ved Guds højre hånd og (fulgt af sineengle og den usynlige kirke) stige ned på himlens skyer til ly-den af trompetfanfare og komme til syne i Jerusalem. De kam-pe, der på den tid hærger jorden, vil da finde deres ende, oghan vil indtage Jerusalem og derfra herske i tusind år. Underdette tusindårsrige vil Satan eller det ondes princip være læn-ket, og der vil være »en ny himmel og en ny jord«. Derudoversiges intet, og menneskeheden håber desuden på så megetmere, at det billede, der her stilles i udsigt, overhovedet ikkeinteresserer dem.

Bag denne skildring, om rigtigt forstået, står Kristus i sinmenneskelige, kærlige og guddommelige tilstedeværelse. Hanlegemliggør guddommelig kærlighed og udøver guddommeligmagt, styrer sin kirke og er ved at grundlægge gudsriget påjorden. Hvad er denne Kristi kirke? Den er summen af alledem, i hvem kristuslivet eller kristusbevidstheden er til stedeeller er ved at finde udtryk; den er sammenslutningen af alledem, der viser deres medmennesker kærlighed, fordi kærlig-hed til vore medmennesker er den guddommelige evne, somgør os til fuldgyldige medlemmer af Kristi samfund. Det erikke godtagelsen af en historisk kendsgerning [side 67] elleren teologisk trosbekendelse, der bringer os i forbindelse medKristus. Borgerne i gudsriget er alle dem, der bevidst stræbermod lyset og forsøger (gennem selvdisciplin) at stå foran denEne indvier. Denne verdensomspændende gruppe (hvad entende befinder sig i et fysisk legeme eller ej) accepterer læren om,at »menneskesønnerne er ét«; de ved, at guddommelig åben-baring er kontinuerlig og stadig fornyer sig, og at den gud-dommelige Plan er ved at manifestere sig på jorden.

Der er dem på jorden i dag, som ved, at det er gennemhjælp, inspiration og vejledning fra de gudesønner, som harvirkeliggjort deres egen guddommelighed i menneskelivetssmeltedigel, at gudsriget vil blive skabt; disse vidende arbej-der nu aktivt under Kristi direkte indflydelse på at føre men-


neskeheden fra mørke til lys og fra død til udødelighed.Dette er de store fundamentale sandheder om Kristus, om

Buddha og om Guds kirke, som den udtrykker sig i Østen ogVesten; disse sandheder er det eneste, der betyder noget. Ifremtiden vil menneskehedens øjne være rettet mod Kristus,og ikke mod sådanne menneskeskabte institutioner, som kir-ken og dens dignitarer; Kristus vil opleves, som han virkeliger, som han virker gennem sine disciple, gennem visdommensmestre og gennem sine efterfølgere, der arbejder hårdt i detskjulte (ofte uden at vi aner det) bag verdensbegivenhederne.Man vil efterhånden forstå, at området for hans virke er men-neskehjertet og ligeledes verdens stærkt befolkede steder, menikke bygninger af sten eller gejstlighedens pomp og pragt ellerceremonier.

Vor undersøgelse af Kristi fremtidige virke er nødvendig-vis baseret på tre grundsætninger:

1. At Kristi tilsynekomst er uundgåelig og sikker.2. At han i dag arbejder for menneskehedens vel og har gjort

det længe – gennem vor klodes åndelige Hierarki, hvisoverhoved han er. [side 68]

3. At han vil give os en vis ny lære, og at han vil udløse vis-se nye energier ved sit komme og sin almindelige virk-somhed. Mennesker er tilbøjelige til at overse, at Kristigenkomst kræver hans intense forberedelse dertil; ogsåhan må arbejde under lovens indflydelse og er underkastetkontrol fra forskellige kilder – ligesom alle mennesker,omend i langt mindre grad.

Hans genkomst er betinget og afhængig af menneskehedensegen reaktion, en reaktion, han må rette sig efter. Desuden erhans virksomhed underkastet visse åndelige og cykliske tids-rytmer, samt indtryk, der kommer fra højere plan end dem,han normalt arbejder på. Ligesom de menneskelige forholdpåvirker hans handlinger, sådan påvirkes han også af de »storeafgørelser og beslutninger, der er taget i Guds vilje«. Denmenneskelige side (eller natur) af Kristus, fuldkommen ogsensitiv, reagerer på menneskenes påkaldelse og appel; hans


guddommelige side eller natur er lige så modtagelig for ener-gi-impulser, der kommer fra »centret, hvor Guds vilje erkendt«. Mellem disse to må han skabe tilpasning og findefrem til det rette tidspunkt for handling. At få det gode ud afdet menneskelige såkaldt onde er ingen let opgave; Kristi vi-sion er så vidtskuende, og hans forståelse af loven om årsagog virkning, aktion og reaktion er så dyb, at det heller ikke erlet for ham at komme til en rigtig afgørelse angående tids-punkt og handling. Menneskene er tilbøjelige til at betragtealt, hvad der sker eller måtte ske, fra en rent menneskelig ogumiddelbar synsvinkel; de har ringe forståelse for de proble-mer, beslutninger og implikationer, som Kristus i dag ståroverfor, men i hvilke hans forpligtede disciple tager del. Deresopgave er at udvikle »det sindelag, der er i Kristus«, og efter-hånden, som de gør det, vil de hjælpe med til at bane vej forhans komme og »træde lige spor med deres fødder«. At se li-vet og begivenhederne i lyset af de åndelige værdier, som hangør, vil lette udbredelsen af den nye lære og tilvejebringestrukturen [side 69] af den nye verdensreligion, idet det giveros et nyt syn på den guddommelige hensigt og en levende ind-sigt i den ophøjede tænkning hos dem, der udfører den gud-dommelige vilje, og som er opbyggere af menneskehedensfremtid. Lad os derfor prøve at forstå ikke bare Kristi mulig-hed for at hjælpe os (hvad der er den sædvanlige fremstillings-måde), men også de kriser og problemer, som Kristus nu ståroverfor i det arbejde, han må udføre.

I. Kristi kriser

I alle disciples liv vil der indtræde en krisetilstand, navnlignår de står over for en større bevidsthedsudvidelse. I den kri-setilstand bliver visse beslutninger taget, frivilligt eller ufrivil-ligt, og derefter befinder disciplen sig i en spændingstilstand,med beslutningsprocessen bag sig og det næste skridt på vejenmere afklaret i bevidstheden og bestemmende for hans fremti-dige indstilling. Når arbejdet under spændingsperioden er ud-ført, kommer der, hvad vi kan kalde en gennembrudstilstand,som betyder, at disciplen på én gang bryder ud af et erfarings-


område og ind i et andet.Kristus selv er ingen undtagelse fra denne trefoldige erfa-

ring, så vi kan – for at lette forståelsen – anvende disse tre fa-ser (selv om de ikke helt passer i denne forbindelse) på Kristihandlinger og reaktioner.

Der er ingen krise for Kristus i vor betydning af ordet; derer ingen anstrengelse og anspændthed forbundet med hansspændingstilstand; imidlertid er parallellen god nok til at bi-bringe os en forståelse af, hvad der er foregået på det bevidst-hedsplan, der karakteriserer det åndelige Hierarki; vi kan kal-de denne bevidsthedstilstand »åndelig opfattelse« i modsæt-ning til den intellektuelle opfattelse, der er karakteristisk formennesker. Vi må forstå, at den krisetilstand, der fremkaldtespændingstilstanden, som Kristus frivilligt underkastede sig,var en hierarkisk tildragelse eller begivenhed, fordi hele Hie-rarkiet var berørt af krisen. Grunden [side 70] hertil er indly-sende: Kristus og hans medarbejdere kender i realiteten kun tilgruppebevidsthed. En separatistisk deltagelse og indstilling erukendt for dem, for deres bevidsthedstilstand er inklusiv og påingen måde eksklusiv.

Når vi derfor bruger en menneskelig terminologi til at be-skrive Kristi og hans disciples guddommelige reaktioner, måvi gøre os klart, at den krisetilstand, som er ansvarlig for hie-rarkisk spænding og for Kristi sluttelige fremtræden eller til-synekomst, er noget, der ligger bag Kristus som et tilbagelig-gende erfaringsområde. Det er den heraf følgende spænding,som nu behersker det åndelige Hierarki og dets mange grup-per og medarbejdere. »Beslutningsøjeblikket«, som det hedderi Hierarkiets kredse, blev nået i perioden mellem juni fuldmå-ne 1936 og maj fuldmåne 1945. Beslutningsøjeblikket straktesig altså over ni år (en relativt kort tid) og resulterede i Kristibeslutning om at træde synligt frem på jorden igen så snartsom muligt og langt tidligere, end det ellers var planlagt.

Denne beslutning blev naturligvis taget i samråd med Ver-dens Herre, »Den gamle af dage« fra Det gamle testamente og»Den, i hvem vi lever, røres og er«, som det hedder i Det nyetestamente – han, som varetager Guds vilje – og ligeledes un-der medvirken af og i fuld forståelse med visdommens mestre


og de ældre indviede. Deres deltagelse og hjælp var uomgæn-geligt nødvendig. De måtte nødvendigvis være forbundet medKristus i tankerne og samarbejde mentalt, fordi hans tilsyne-komst betyder en stor hierarkisk tilnærmelse til menneskehe-den og en stor åndelig begivenhed.

Beslutningen var ikke desto mindre Kristi egen og marke-rede ikke alene en krise i hans erfaring, men også et højde-punkt i hans udtryk af guddommelighed. Med al respekt og in-den for rammerne af vor menneskelige forståelse må det erin-dres, at der intet statisk er i den evolutionære proces, som vorklode og hele kosmos er underkastet; der er kun udviklings-forløb og fremskridt, en evig fremgang [side 71] mod stadigstørre indsigt og bedrifter. Denne store universelle lov er selvKristus underkastet. Med al respekt igen, lad det her blive un-derstreget, at også han har gjort fremskridt i guddommelig er-faring, og at han nu (om jeg så må sige) er nærmere Faderenog det Ene universelle liv end nogensinde før. Hans opfattelseog forståelse af Guds vilje er dybere, og hans opfyldelse afdenne vilje er mere i overensstemmelse med det guddommeli-ge formål end i Palæstina for to tusind år siden. Der har nød-vendigvis (i Kristi tilfælde) været en voksende indsigt i denguddommelige hensigt, som den findes udtrykt i den identitet,vi har givet navnet Gud.

Kristus behøver ikke længere i fortvivlelse sige: »Fader,ske ikke min, men din vilje«; han har ikke nogen personligvilje i dag, kun Faderens vilje besjæler ham, og hans evne tilat tage beslutninger er et fuldgyldigt udtryk for denne gud-dommelige vilje. Det er svært med andre ord at udtrykke det,han har opnået. Kommentatorerne har forsøgt at besmykke ogbortforklare Kristi Getsemane-oplevelse, og hvad de anså foren svaghed, har de tilskrevet et anfald af menneskelighed ogdermed en kortvarig svigten af hans guddommelige natur. Dehar været tvunget til at indtage denne indstilling på grund afdet almindelige teologiske udsagn om Kristi guddommeligefuldkommenhed – en oprindelig, suveræn og absolut fuldkom-menhed, som han aldrig selv gjorde det mindste krav på. Haner i dag nærmere den fuldkommenhed, end da han var på jor-den. Det var denne guddommelige udvikling, som gjorde det


muligt for ham at foretage det rette valg, ikke alene for hamselv, men også for det åndelige Hierarki, i de beslutningens årforud for juni 1945.

Ifølge den guddommelige vilje skulle han igen træde syn-ligt frem i verden. Han skulle overvåge materialiseringen afgudsriget på jorden og genindføre mysterieindvielserne i ensådan form, at de kan udgøre grundlaget for den nye verdens-religion. Frem for alt skulle han åbenbare Guds viljes [side72] natur. Denne vilje betragtes oftest som en kraft, hvorvedting bliver udført, situationer fremkaldt, aktiviteter sat i gangog planer gennemført – ofte ubarmhjertigt. Denne almindeligedefinition er den letteste for mennesker at formulere, fordi denligner deres egen vilje til at opnå noget for sig selv. Denneform for vilje er selvisk og misforstået i begyndelsen, men viltil sidst antage form af uselviskhed, efterhånden som udviklin-gens gode hensigt bliver fuldbyrdet. Viljen vil da blive forstå-et i lyset af den hierarkiske plan, og det enkelte menneskes be-stræbelse vil da blive at fornægte sin personlige egenvilje ogsøge at forene sin vilje med gruppens – gruppen, som er etaspekt af den hierarkiske bestræbelse. Dette er et stort skridtfremad i den nye orientering, og det vil føre til den nødvendi-ge bevidsthedsændring.

Det er på dette stadium de fleste aspiranter befinder sig idag. Imidlertid er viljen i realiteten noget helt andet end disseudtryk, som findes i den menneskelige bevidsthed, hvor men-nesker prøver at fortolke den guddommelige vilje ud fra dettrin i udviklingen, hvor de står. Nøglen til forståelse ligger iordene: »at udslette alle former«. Når materiens tillokkelse erovervundet, og alle begær forsvinder, da vil sjælens tiltræk-ningskraft blive den dominerende, og betoningen, der længehar ligget på det individuelle udtryk og det personlige liv,lægges i stedet for på gruppehensigt og gruppeformål. Da vilden tiltrækningskraft, som udgår fra Hierarkiet og mestrenesgrupper af disciple, træde i stedet for de lavere tillokkelser ogmindre betydelige interesser. Når disse således indtager deresrette plads i bevidstheden, vil den guddommelige viljes dyna-miske indflydelse kunne mærkes – ganske uafhængig af alleformer eller grupper.


I lyset af Guds vilje tog Kristus visse afgørende beslutnin-ger og bestemte sig til at føre dem ud i livet i en relativ nærfremtid – hvornår præcis ved kun han selv og nogle få betroe-de medarbejdere; men ikke desto mindre er alle [side 73] dissefremtidige begivenheder afhængig af menneskehedens egenprincipielle beslutning. Denne beslutning vil kunne træffesgennem en ny tænkemåde, og den vil blive resultatet af men-neskehedens subjektive reaktion på den afgørelse, Kristus ogdet åndelige Hierarki, den usynlige kirke, allerede har truffet.

Motiveringen for denne tilsynekomst er klart opfattet afKristus og fuldstændig afgjort; opgaven, han begyndte på forto tusind år siden, må fuldendes, den nye verdensreligion måindvarsles; menneskehedens behov, udtrykt i en stærk påkal-delse og et krav, kan ikke ignoreres; de indledende skridt måtages, som skal føre til en vældig hierarkisk indvielse, hvoriKristus er den ledende deltager; de begivenheder, som ersymptomatiske for »tidens ende«, må ikke forsinkes.

Hvis man (med al respekt og rent symbolsk) tør sige detsådan, så var Kristi »belønning«, da han fremsatte sin beslut-ning som endelig og uigenkaldelig, tilladelsen, eller snarereretten, til at bruge en bestemt betydningsfuld invokation – al-drig tidligere frigivet – og at bruge den på to måder:

1. Som en hierarkisk invokation til »centret, hvor Guds viljeer kendt«.

2. Som en verdensbøn, formuleret sådan, at alle menneskerkan bruge den på en intelligent måde.

Retten til at bruge sådanne stærke målbevidste magtord (ellerstyrende strofer) er aldrig let at erhverve. Kristi beslutning omigen at træde ind i menneskenes verden, medbringende sinedisciple, fremkaldte denne tilladelse fra Verdens Herre, »Dengamle af dage«.

Efter dette højdepunkt af åndelig krise og den deraf følgen-de beslutning blev et spændingspunkt nået, og det er i dennetilstand af åndelig spænding, at den usynlige kirke nu arbejderog planlægger, idet den drager aktive disciple på jorden ind iden samme tilstand af åndelig spænding. [side 74] Om Kristi


synlige fremtræden såvel som andre faktorer, der er forbundetmed denne, skal lykkes, beror på visse begivenheder og kon-takter, som finder sted i denne spændingsperiode. I enhverspændingstilstand – uanset hvor længe den varer – oplagresenergi for fremtidig brug, koncentreret på en sådan måde elleri sådan en tilstand, at dens kraft kan anvendes hvor som helstog når som helst, det er påkrævet. Dette er naturligvis svært atforstå. En spændingstilstand er, symbolsk set, et kraftreser-voir. De energier, som i særlig grad vil karakterisere gudsri-get, er nu ved at tiltage i intensitet og styrke og vil blive styretaf visdommens mestre i samarbejde med Kristi vilje.

Mens disse energier er vokset i styrke lige siden juni fuld-måne 1945, har tre begivenheder af stor betydning i Kristi liv(og derfor i Hierarkiets) fundet sted, og virkningen er ved atkonsolidere sig. Dette kan jeg kun lige berøre, for det er ikkemuligt at bevise, hvad jeg her siger; kun muligheden, sandsyn-ligheden og overensstemmelsens lov kan antyde rigtighedenaf disse begivenheder. Man vil opdage deres virkning, især ef-ter tilsynekomsten. Disse tre begivenheder kan beskrives somfølger:

1. Fredens Ånd steg ned og opfyldte Kristus. I Det ny testa-mente læser vi om en lignende begivenhed, da han ved dåben»så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham«(Matt.3,16). Denne ånd er et væsen af umådelig stor kosmiskkraft, og den overskygger i dag Kristus på samme måde, somKristus (for to tusind år siden) overskyggede eller virkedeigennem mesteren Jesus. Fredens Ånd er ikke summen af enfølelsesmæssig statisk ro, der bringer al uro på jorden til op-hør og indleder en fredens æra. Han er, på sælsom vis, Lige-vægtens Ånd og arbejder med loven om aktion og reaktion, ognødvendigheden af hans aktivitet vil engang blive erkendt.Hans virke vil markere sig på to måder – fuldt og helt, nårKristus træder frem blandt mennesker, men indtil da langsomtog gradvis til:

[side 75]


a. Det kaos, den uro, den følelsesmæssige forvirring og men-tale uligevægt, som findes i verden i dag, vil (i overens-stemmelse med denne lov) opvejes af en tilsvarende perio-de af fred, følelsesmæssig ro og mental ligevægt, og såle-des udløse en ny fase af erfaring og frihed for menneske-heden. Den tilvejebragte fred vil stå i forhold til den gen-nemlevede ufred.

b. Det had, som dominerer verden i dag, vil – ved det liv,som udgår fra Fredens Ånd, og som virker gennem Kri-stus, det fuldkomne udtryk for Guds kærlighed – opvejesaf en udtalt god vilje. Og garantien for, at denne gode viljevil vise sig, er netop det nuværende overmål af had – ethad, som er vokset støt i menneskenes bevidsthed sidenbegyndelsen af det 19. århundrede, og som nu er ved at nået nyt højdepunkt. Senere vil et tilsvarende mål af kærlig-hedsenergi komme til udfoldelse som følge af FredensÅnds virke gennem Kristus eller Fredsfyrsten, som hanundertiden er blevet kaldt (Es.9,6).

Dette åndelige væsen kommer ikke ned fra det højested, hvor han virker, og hvorfra hans energi udgår, menKristus vil virke og tjene som kanal for hans styrede kraft.Indflydelsen fra denne guddommelige energi (ekstraplane-tarisk energi) vil til sidst bringe fred på jorden gennem til-kendegivelsen af den gode vilje. Den gode vilje vil skabede rette menneskelige relationer. Menneskeheden registre-rede (ubevidst, naturligvis) denne energis første påvirk-ning i maj 1936, og igen i juni 1945.

2. Den evolutionære kraft, som kaldes »kristusbevidstheden«,(en betegnelse, som i stor udstrækning anvendes af grupper,der repræsenterer metafysikken i dag), var koncentreret på enhidtil ukendt måde i Kristi person. Det er den kraft, som fin-des latent i ethvert menneskes hjerte, og som Paulus beskriversom »Kristus i jer, herlighedens håb« (Kol.1,27), og det erden, som i kraft af evolutionens lov til sidst bringer menneskettil Guds rige og [side 76] »det mål af vækst, da vi kan rummeKristi fylde« (Ef.4,13). Kristus har altid været symbolet pådenne magt og herlighed. I denne periode af hierarkisk spæn-


ding, og som følge af sin beslutning om at komme igen, er hannu blevet selve legemliggørelsen af denne energi og er dervedtrådt i nærmere forbindelse med menneskeheden. Andre storegudesønner er kanaler for denne energi i relation til rigerneunder det menneskelige, men Kristus indtager en særlig posi-tion i forhold til menneskeheden. Symbolsk kan man sige, atdenne energi danner en levende bro fra menneskeheden tilgudsriget, fra det såkaldt fjerde naturrige til det femte. Kristuser forvalteren af denne energi, men kun midlertidigt, og indtilmenneskehedens nuværende krise er overstået. Han kan derforstimulere den faktor i menneskenes hjerter, som er modtageligfor denne energi, og bevirke, at de erkender og anerkenderham som den og det, han er, når han kommer. Denne kanalise-ring af energi begyndte, da verdenskrigen sluttede, og denfortsætter stadig; den er ansvarlig for den tendens til bedring,som overalt kan spores, for den voksende indflydelse, somprincippet om at dele har fået siden krigen, og for den ubestri-delige sundhed i menneskers tænkning og følelse i dag – ensundhed, der er mere iøjnefaldende hos masserne (når de eroplyste) end hos deres ledere.

3. Som det er jer vel bekendt, er menneskehedens historie i detvæsentlige historien om store åndelige budbringere, som – fratid til anden i menneskehedens krisestunder – er trådt frem fraderes hemmelige tilholdssted i det allerhøjeste for at hjælpe,inspirere, åbenbare, lede og styre. Det er historien om en præ-sentation af ideer, som påkalder sig menneskehedens opmærk-somhed og lidt efter lidt udvikler sig til civilisationer og kul-turer. Så påtrængende er nødvendigheden af nye ideer i vortid, og så gunstig er nu lejligheden, at en sådan gudesøn – idenne spændingscyklus – nu [side 77] søger at samarbejdemed Kristus. Som et resultat af Kristi beslutning og hans »ån-delige fusion« med Guds vilje, er Syntesens Avatar for en tidblevet hans nære medarbejder. Dette er en begivenhed af over-ordentlig planetarisk betydning. Hans forbindelse med os ogpåtænkte hjælp daterer sig fra udsendelsen af Den store invo-kation og menneskers brug af den overalt. På grund af denvældige opgave, der forestår Kristus, vil Syntesens Avatar


styrke ham, og han vil blive støttet af denne »tavse avatar«,der (symbolsk set) vil »holde øje med ham, holde sin håndover ham og forene sit hjerte med hans hjerte«.

Dette væsen er nært knyttet til det guddommelige viljeaspekt,og hans medvirken er blevet mulig gennem Kristi egen beher-skelse af den højeste åndelige vilje. Han arbejder under synte-sens store naturlov og skaber enhed, samling og fusion. Hansfunktion (i forening med kristusenergien) er at udvikle åndeligvilje i menneskeheden, viljen til det gode; hans magt virker påtre områder i dag:

a. I selve det åndelige Hierarki, hvor den åbenbarer den gud-dommelige vilje-til-det-gode, som gudsriget vil blive etudtryk for, og desuden det guddommelige formål.

b. I De Forenede Nationers generalforsamling, men ikke iSikkerhedsrådet. Han er dér ved at fremkalde en langsom,men støt voksende vilje til enhed.

c. I menneskemasserne overalt på jorden, for at fremme denindre tilskyndelse til en generel forbedring.

Hans aktivitet er nødvendigvis en masse-aktivitet, for han kankun kanalisere sin egen energi gennem en helhed som detgruppebevidste Hierarki, De Forenede Nationer eller menne-skeheden. Brændpunktet for hans bestræbelser og midlet,hvorigennem hans energi fordeles, er den nye gruppe af ver-denstjenere; denne gruppe er i særlig grad forbundet med Syn-tesens Avatar. At forene alle repræsentanter [side 78] for dengode vilje (dem, der er modtagelige for den guddommeligevilje til det gode) er og har altid været den nye verdenstjener-gruppes vigtigste opgave. Deres virksomhed kan nu blivekonstruktivt og skabende intensiveret på grund af forbindelsenmellem Kristus og Syntesens Avatar. Deres opgave er at banevej for den nye tidsalder; i den nye tidsalder vil de fem natur-riger begynde at fungere som én skabende helhed. Deres virk-somhed falder i tre dele, funktioner og aktiviteter:


a. At skabe en menneskelig syntese eller enhed, som vil føretil en universel anerkendelse af den ene menneskehedigennem oprettelsen af rette menneskelige relationer.

b. At etablere det rette forhold til de underliggende naturri-ger, hvilket vil føre til en universel anerkendelse af, at derer én verden.

c. At forankre gudsriget, vor klodes åndelige Hierarki, påjorden i synlig form og derved fremkalde en universelanerkendelse af, at menneskesønnerne er ét.

Disse mål vil Syntesens Avatar støtte og fremme, og med det-te formål for øje har han forenet sig med Kristus, som underinstruktion af »centret, hvor Guds vilje er kendt« virker gen-nem Hierarkiet. Disse tre samordnede begivenheder og forde-lingscentre for energi er alle et resultat af den spændingsperi-ode, hvori Kristus og Hierarkiet befinder sig. De tjener alle tilat omdirigere og fokusere energi i forbindelse med menneske-heden, for alle er resultatet af Kristi beslutning efter hans kri-se, og alle tager del i Hierarkiets forberedelser til Kristi tilsy-nekomst.

II. Kristus som forløberen for Vandbærerens tidsalder

Mennesker er meget tilbøjelige til at overse den kendsgerning,at skønt Kristus erkendte sin funktion som lærer og åndelig le-der af menneskeheden gennem den tidsalder, [side 79] som nuhastigt nærmer sig sin afslutning, så imødeså han også det ar-bejde, han skulle udføre, når denne tidsalder var til ende, ogden nye astronomiske cyklus tog sin begyndelse.

De almindelige kristne er helt uvidende om de cykler ogtidsperioder, vor planet gennemgår under indflydelse af solensprogression. Den for tiden omstridte astrologiske videnskabhar ført menneskehedens naturlige interesse for astronomienog dens åndelige fortolkning af solens passage gennem dyre-kredsen ind på et sidespor. Men i Det nye testamente findes enklar opfattelse af disse forhold, og hele evangeliet er prægetderaf. Det samme er tilfældet i Det gamle testamente. Hvadvar det for en synd, Israels børn begik i ørkenen, andet end en


tilbagevenden til den gamle Mitra-kult, som var udtryk forden forudgående tidsalder, hvor solen var »i Taurus, Tyrenstegn«, som det teknisk kaldes. De faldt ned og tilbad guldkal-ven og glemte den nye lære, som var udtryk for den nye tids-alder, som de dengang stod på tærskelen til, Vædderens tidsal-der – læren om syndebukken, som har præget hele den jødiskehistorie.

Den kendsgerning, at Kristus var læreren for den periode,som solen derefter gik ind i, Fiskenes tidsalder, er nu glemtskønt klart bevist i den fiskesymbolik, der går som en rød trådgennem de fire evangelier; fisken er det astrologiske symbolpå Fiskenes tegn og har været det i umindelige tider. Men Kri-stus forudså også den opgave, der ventede ham i Vandbære-rens tidsalder, det næste tegn som solen ville gå ind i. Før sin»bortgang« hentydede han til Vandbærerens symbol og til denopgave, han da ville påtage sig. Med sine tolv disciple indled-te han en dramatisk episode, som gav essensen af den opgave,som han senere ville påtage sig, når Fiskenes totusindårigeæra var til ende. Han bad sine disciple gå ind i byen, hvor deville møde en mand med en vandkrukke; ham skulle de følgeop til øverste etage og dér berede det måltid, som de skulleindtage sammen med ham (Luk. 22,10). Det gjorde de, og detblev det sidste måltid – den sidste nadver. Det gamle [side 80]symbol for Vandbærerens tegn (som vor sol nu går ind i) er envandbærer, manden med vandkrukken. At solen nu går ind iVandbærerens tegn er en astronomisk kendsgerning, som en-hver kan få bekræftet ved at kontakte et observatorium; det erikke en astrologisk forudsigelse. Denne tidsalders store evolu-tionære resultat og åndelige begivenhed vil blive det fælles-skab og de relationer mellem alle jordens folk, som vil bevir-ke, at mennesker over alt på kloden kan forenes og i Kristinærvær dele »brød og vin« (symbolet på føde). Forberedelser-ne til denne fælles højtid (symbolsk talt) er nu i gang, og deter menneskemasserne selv, der gør disse forberedelser, idet dekæmper og slås for gennemførelsen af en økonomisk lovgiv-ning, der forbedrer levefoden i deres lande, og derved bevir-ker, at fødevareproblemet i verden tages op til behandling ogsøges løst gennem lovgivning. Denne beredvillighed til at


dele, som begynder på det fysiske plan, vil virkeliggøres indenfor alle menneskelige relationer, og det vil være den store ga-ve, som Vandbærerens tidsalder vil skænke menneskeheden.Dette har kirken ignoreret, og dog kan præsterne ikke bortfor-klare den kendsgerning, at jøderne udviste forkærlighed fordyrkelse af guldkalven i Tyrens tegn, eller at den jødiske reli-gion anvendte syndebukkens eller vædderens symbol i Væd-derens tidsalder, og at de kristne understregede fiskens symboli Fiskenes tidsalder, den kristne æra.

Kristus kom for at gøre ende på den jødiske religionsorden,som burde have kulmineret og været udlevet som religion medsolens passage ud af Vædderens og ind i Fiskenes tegn. Derforkom han til dem og fremstillede sig som deres Messias, sommanifesterede sig gennem den jødiske race. Ved at forkasteKristus som Messias er den jødiske race symbolsk og praktiskforblevet i Vædderens tegn, syndebukkens tegn, og de må(symbolsk set) bevæge sig ind i Fiskenes tegn og anerkendederes Messias, når han kommer igen i Vandbærerens tegn. El-lers vil de gentage deres gamle synd ved ikke at reagere overfor den evolutionære [side 81] udviklingsproces. De forkaste-de det, som var nyt og åndeligt dengang i ørkenen; de gjordedet igen for to tusind år siden i Palæstina; vil de gøre det end-nu en gang, når lejlighed gives? Problemet er, at jøderne er til-fredse med en næsten fem tusind år gammel religion og stadigikke viser tegn på ønsket om forandring.

Kristus forudså Vandbærerens tidsalder og fremstillededen billedligt for os i denne profetiske episode, som er bevaretgennem århundreder, og hvis sande fortolkning først er blevetmulig nu i vor tid. Astronomisk set er vi endnu ikke helt underVandbærerens indflydelse. Vi er først ved at forlade Fiskenesindflydelse, og den fulde styrke af den energi, Vandbærerenvil udløse, har endnu ikke gjort sig gældende. Men hvert årfører os nærmere til det kraftcenter, hvis væsentlige virkningpå menneskeheden vil føre til anerkendelse af menneskersfundamentale enhed, til udvikling af samarbejdsevne og viljetil at dele, samt til fremkomsten af den nye verdensreligion,hvis hovedprincip er universalisme og indvielse. Hvis ordet»indvielse« betyder at »gå ind i«, så er det virkelig rigtigt, at


menneskeheden i dag er ved at gennemgå en sand indvielse,idet den går ind i Vandbærerens tidsalder, for da vil den bliveunderkastet de energier og kræfter, som nedbryder de barrie-rer, der hidtil har adskilt mennesker, og sammensmelter allemenneskers bevidsthed til den enhed, som er karakteristisk forkristusbevidstheden.

I juni 1945 ved fuldmåne (en meget betydningsfuld dag iKristi åndelige erfaring) overtog han helt og fuldt bevidst sitansvar og sine forpligtelser som lærer og leder i Vandbære-rens solcyklus. Han er den første af de store verdenslærere,som dækker to zodiakale cykler – Fiskenes og Vandbærerens.Det er en påstand, som er let at fremsætte og skrive ned, mendet forudsætter igen tilsynekomstens trefoldige fremgangsmå-de, som jeg før har antydet. Hans udstrømmende kærlighed ogåndelige vitalitet (som energierne fra Fredens Ånd, SyntesensAvatar og Buddha yderligere [side 82] forøger) blev fokuseretpå ny og kanaliseret i en stor strøm, hjulpet frem til ydre gen-nembrud (hvis jeg må udtrykke det så utilstrækkeligt) vedhjælp af Den store invokations ord: »Lad kærlighed strømmeind i menneskers hjerter … Lad lys og kærlighed og kraft gen-oprette Planen på jorden«.

I disse tre ord – lys, kærlighed og kraft – beskrives energi-erne fra de tre, han er forbundet med i samarbejde (den storekrafttriangel, der står magtfuldt bag ham): Buddhas energi:Lys, for lyset kommer altid fra Østen, energien fra FredensÅnd: Kærlighed, som skaber rette menneskelige relationer;energien fra Syntesens Avatar: Kraft, som virkeliggør både lysog kærlighed. I midten af denne triangel indtog Kristus sinplads; fra dette punkt begyndte hans arbejde for Vandbære-rens tidsalder, og det vil fortsætte gennem to tusind fem hun-drede år. Sådan indvarslede han den nye æra, og på de indreåndelige plan begyndte den nye verdensreligion at tage form.Ordet »religion« vedrører relationer, og de rette menneskeligerelationers æra, og den rette relation til gudsriget er dermedbegyndt. En udtalelse som denne er let at fremsætte, men be-tydningen af den er vidtrækkende og særdeles stor.

Dengang påtog Kristus sig også to nye opgaver: den ene iforbindelse med den metode, han vil anvende ved sin næste


fysiske fremtræden, og den anden i forbindelse med overskyg-ningsmetoden. Lys, kærlighed og kraft sendes i en strøm udover menneskemasserne, hvorved kristusbevidsthedens væksttil stadighed stimuleres. Ved sin fysiske tilstedeværelse bliverhan »uddeleren af livets vand«, og ved sin overskygning afdem, der er sensitive og modtagelige for hans impressioner ogden fokuserede mentale indflydelse, bliver han, hvad der tek-nisk kaldes »den, der opfostrer de små«.

Som uddeler af livets vand og som den, der opfostrer desmå, går han ind til sin opgave i Vandbærerens tidsalder sam-tidig med, at han som centrum i den førnævnte triangel [side83] påvirker og oplyser menneskehedens masser og fremkal-der rette relationer. I den kommende æra vil han derfor blivekendt som:

1. Midtpunktet i trianglen2. Uddeleren af livets vand3. Den der opfostrer de små

Disse tre betegnelser dækker hans trefoldige ansvar for men-neskeheden og beskriver den form, hans verdenstjeneste vilantage i Vandbærerens tidsalder.

Lad os se lidt på disse faser af hans virksomhed for bedreat forstå betydningen af det ansvar, han har påtaget sig. Nogenforståelse er nødvendig, hvis den nye gruppe af verdenstjenereog de arbejdende disciple i verden på en effektiv måde skalforberede menneskeheden på hans komme. Meget kan gøres,hvis menneskene vil bestræbe sig på at forstå og derefter fore-tage det fornødne.

I sin egenskab af midtpunktet i trianglen vil Kristus vækkemenneskers hjerter og fremkalde rette menneskelige relationerganske enkelt ved at være, hvad han er, og stå ubevægelig,hvor han står. Dette opnår han ved at overføre energierne frade tre punkter af den omgivende triangel til menneskeheden.Denne forenede energi, upersonlig og trefoldig, vil udbredesuniverselt og forårsage en evolutionær vækst, skabe en mag-netisk tiltrækning mellem mennesker og nationer, hvilket au-tomatisk vil bevirke, at forståelsen for syntese vil komme til


udfoldelse og overbevise menneskeheden om dens enhed ogdet ønskelige i en fusion. Ligesom menneskeheden udvikledeen massemodtagelighed for viden og for intelligensprincippeti Fiskenes tidsalder, vil på samme måde en massemodtagelig-hed og sans for rette relationer blive udviklet i Vandbærerenstidsalder, og den gode vilje vil (som et udtryk herfor) blivefremherskende i massernes bevidsthed. En sådan mulighed ermåske svær at forestille sig i dag, men det var lige så svært[side 84] for almindelige mennesker i de første sekler af Fi-skenes eller den kristne æra at forestille sig den fremtidige ud-vikling af undervisningssystemet i verden og den udbredelseaf viden, som er karakteristisk for vor tids kultur og civilisa-tion. Hvad der er opnået i fortiden er altid en garanti for det,der kan opnås i fremtiden.

Som uddeler af livets vand er hans virke højst mysteriøs ogslet ikke let at forstå. Da han virkede åbenlyst for to tusind årsiden, sagde han: »Jeg er kommen, for at de skal have liv oghave overflod« (Joh.10,10). Livsaspektet – set fra Kristi visio-nære synspunkt – ytrer sig på tre måder:

1. Som fysisk liv der opretholder kroppens celler. Dette livfindes i ethvert atom i den materielle substans som et cen-tralt punkt af levende lys.

2. Som levende virkelighed der kan ses som lys og kærlighedi hjertet. Når denne levende virkelighed er til stede og gørsig gældende, bliver det menneskelige atom en del af detåndelige Hierarki.

3. Som liv i større fylde. Dette liv kan iagttages som lys, kær-lighed og kraft i og over hovedet på Kristi disciple. Detteliv i større fylde gør dem egnet til samarbejde med ikkealene menneskeheden og det åndelige Hierarki, men ogsåmed Shamballa selv – centret for liv i dets reneste essens.

Hvis vi siger, at liv er levende virkelighed, der gør egnet, så erdet ret meningsløse ord, ikke sandt? Hvis vi derimod henførerdenne levende virkelighed til livet på det fysiske plan, til di-sciplenes åndelige liv og til Guds levende hensigt, så kan vimåske danne os et vagt begreb om det under af et livsværk,


Kristus påtog sig i fortiden, og som han forudså som sit frem-tidige ansvar. Kristus kan gøre brug af energierne, som be-nævnes »liv i større fylde«, fordi de i Vandbærerens tidsalderpå en ny og dynamisk måde vil udløse de energier, der er nød-vendige for at skabe fornyelse og [side 85] opstandelse. Den-ne nye energi er »universalismens redskab« og angår fremti-den. Denne indstrømning af Vandbærerens energi er en af defaktorer, som sætter Kristus i stand til at fuldføre sin opgavesom verdensfrelser og verdenslærer. Det var til den klart defi-nerede udøvelse af sit hverv som fordeler, opfostrer og udde-ler, at han forpligtede sig hin junidag i 1945, hvor han overtogsit ansvar som forløberen og læreren for Vandbærerens tidsal-der.

Som opfostrer af de små. Her har vi at gøre med en side afKristi virke, som omfatter stimuleringen af de disciples be-vidsthed, som er under forberedelse til indvielse, eller skal tilat gennemgå en åndelig bevidsthedsudvidelse. Hans virksom-hed i trianglen med menneskehedens masser vil resultere i, atden første indvielse – Kristi fødsel i hjertets krybbe – bliveren fundamental ceremoni i den nye verdensreligion. Gennemdenne ceremoni vil menneskehedens masser i alle lande blivesat i stand til bevidst at registrere den »kristusfødsel i hjertet«eller »blive født på ny«, som Kristus selv refererede til (Joh.3,3), da han sidst var på jorden. Det er denne ny fødsel, somesoterikere hentyder til, når de taler om den første indvielse.Den vil i fremtiden ikke være en erfaring, som en enkelt disci-pel her og der kan opnå, men vil blive utallige tusinders erfa-ring hen imod slutningen af Vandbærerens tidsalder. Dåbsind-vielsens rensende vande (den anden indvielse) vil overskyllehundreder af aspiranter i mange lande, og disse to indvielser(som er forberedelser til den sande tjeneste og den tredje ind-vielse, transfigurationen) vil besegle Kristi mission som for-midler af energien fra den store åndelige triangel, som han re-præsenterer.

Kristi vigtigste opgave er imidlertid at nære eller »opfo-stre« den bestemte åndelige bevidsthed og det liv i disciple ogvirkeligt åndeligt indstillede mennesker overalt i verden, samti hundredtusinder af den fremskredne menneskehed, sådan at


de kan blive i stand til at tage den tredje og den fjerde indviel-se – transfigurationen og den endelige [side 86] forsagelse (el-ler »korsfæstelse«).

Som det er esoterikere bekendt, refererer betegnelsen »desmå« til de disciple, som er »børn i Kristus« (som Det nye te-stamente kalder det), og som har taget de to første indvielser,»fødslen og dåben«. De er bevidste om den åndelige stræben,som er ensbetydende med kristuslivet i deres hjerter, og de harunderkastet sig den renselsesproces, som kulminerer i »dåbetsvand«. Kristus skal forberede disse aspiranter til de højereindvielser og hjælpe og styrke dem sådan, at de kan stå foranden Ene Indvier og blive søjler i Guds tempel – dvs. det ånde-lige Hierarkis repræsentanter og derfor aktive, arbejdende di-sciple.

Da han var i Palæstina for århundreder siden, sagde han:»Ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh.14,6). Det varen forudsigelse om den virksomhed, han var kaldet til i Vand-bærerens æra. I de første to indvielser finder aspiranter (skoletaf seniordisciple) deres vej til Kristus, som leder de to førsteindvielser. Men i ovennævnte ord refererer han til endnu høje-re udviklingsstadier. Gennem de indvielser, Kristus forestår,bliver disciplene formidlere af Guds kærlighed; gennem dehøjere indvielser bliver de i stand til, skridt for skridt, at bliverepræsentanter for Guds vilje. Den første gruppe kender ogforstår invokationens anden strofe: »Fra kærlighedens kilde iGuds hjerte, lad kærlighed strømme ind i menneskers hjerter«;den gruppe, som Kristus (i Vandbærerens æra) vil »opfostre«og forberede, forstår meningen med invokationens tredje stro-fe: »Fra centret, hvor Guds vilje er kendt, lad hensigt ledemenneskers små viljer«.

Kristi opgave i Fiskenes tidsalder var at forbinde menne-skeheden med vor planets åndelige Hierarki; i Vandbærerenstidsalder er hans opgave at forbinde denne stærkt voksendegruppe med det højere center, hvor Faderen kontaktes, hvorsønneforholdet stadfæstes, og det guddommelige formål kanerkendes. Gennem Kristi fremtidige virksomhed vil de treguddommelige aspekter, som anerkendes [side 87] af alle re-ligioner inklusive kristendommen – intelligens eller det uni-


verselle sind, kærlighed og vilje – blive bevidst udviklet imenneskeheden, og en mere åben og generel forbindelse vilblive etableret mellem menneskeheden, det åndelige Hierarkiog »det center, hvor Guds vilje er kendt«.

Den mystiske tilnærmelse til gudsriget vil gradvis dø ud,efterhånden som menneskeracen opnår en højere intelligens,og den videnskabelige tilnærmelse vil blive foretrukket; reg-lerne for optagelse i det rige vil blive almindeligt kendt; love-ne, som styrer det højeste center, hvor Guds vilje råder, vil bli-ve afsløret for dem, der tilhører gudsriget, og alt dette vil findested under Kristi ledelse efter hans tilsynekomst. Formåletmed hans mission er at fremkalde en modtagelighed i menne-skeheden for åndelig indflydelse og (på en bred basis) at be-virke en udvikling af intuitionen – en egenskab, som i voredage endnu er uhyre sjælden. Ved sin tidligere tilstedeværelsefremkaldte han en gradvis modtagelighed for sandheden og envoksende mental forståelse hos menneskene. Dette er grundentil, at vi nu ved slutningen af den cyklus, han indvarslede forto tusind år siden, har formuleret doktriner og opnået en ud-bredt mental eller intellektuel udvikling.

III. Kristus som energiudløseren

I de første tre måneder af den kriseperiode, som Kristus ogHierarkiet gennemgik, og som afsluttedes med tilkendegivel-sen af hans beslutning, blev visse stærke energier eller funda-mentale kraftstrømme tilgængelige for Kristus og hans discip-le. I dag er det et velkendt og af intelligente, tænkende men-nesker almindeligt accepteret faktum, at energi er den til-grundliggende substans i universet, at alle former for liv erenergiformer, der lever i større energiformer, og at alle sådan-ne former – store eller små – bruger energi og fungerer somenergispredere. Det skrevne ord, tale og al motiveret aktiviteter udtryk for energi, fører til spredning [side 88] af energi ogtil aktiviteter, som alle igen er udtryk for energi og igen årsagtil energispredning. Regeringer, kirker, organisationer oggrupper er alle energispredere og samtidig energireservoirer.Menneskeheden selv er et stort energicenter, der påvirker alle


riger under det menneskelige, og som desuden inden for egnerammer skaber et omfattende system af indbyrdes forbundneenergier. Det samme gælder det enkelte individ, der gennemsine ord og handlinger sætter energier i bevægelse og forårsa-ger virkninger, der er energivirkninger, som igen forårsagerenergispredning. Hvor det drejer sig om et uudviklet menne-ske, er det aldeles uvidende herom, og energien, det manipu-lerer med, er af forholdsvis ringe betydning. Men som udvik-lingen skrider frem, og de enkelte mænd og kvinder opnårkraft og evne til at udtrykke sig, er deres anvendelse af energiofte af stor betydning; de bliver dynamiske centre for energi-spredning, og deres ord (talte eller skrevne) samt deres hand-linger får stor virkning og frembringer betydningsfulde resul-tater. Hierarkiet er et stort energicenter, hvis energier gennemKristus når menneskeheden; heri ligger betydningen af hansord: »Jeg er kommet, for at de skal have liv«. Liv og energi erét og det samme.

Under krigen (1914-1945) så Kristus og Hierarkiet en dø-ende verden; menneskers og formers død overalt; gamle idea-ler, organisationer og grupper gik til grunde, og dødens gen-færd var på færde overalt. Tilintetgørelse kendetegnede densynlige verden såvel som den mere subtile verden af tanker ogfølelser. Livet blev trukket tilbage, og døden indtrådte. Pro-blemet for Kristus og hans disciple var at forhindre, at detgamle og uønskede blev genoplivet. Deres opgave var ikke atgenoplive det døde og værdiløse; deres mulighed og deres an-svar ligger i den indstrømning af liv, som de styrer, og som in-deholder kraften til at bygge op igen og skabe en ny verden ogen ny civilisation.

Verdens reaktionære kræfter – politiske og religiøse – øn-skede en genopstandelse af de gamle, døde former; de satte[side 89] hele deres vægt og indflydelse (der bare er en andenbetegnelse for energi) ind imod alt, hvad der var nyt. Det gørde stadig. De progressive kræfter kæmper kun for det, der ernyt og ønsker ikke at bevare en eneste af de gamle former,selv hvor de kunne tjene et nyttigt formål. Deres energiskefornægtelse af alt, hvad der er overleveret fra fortiden, og denødelæggende energi, de sætter ind mod alt, hvad der har at


gøre med det gamle regime, er lige så hæmmende for Hierar-kiets bestræbelser. Vist ligger der et håb i disse progressivekræfter, men de mangler beklageligvis behændighed i hand-ling og er alt for glade for at ødelægge. Den nye gruppe afverdenstjenere holder sig støt til den »ædle middelvej« (somBuddha kaldte det) og søger at give de gamle former en hæ-derlig begravelse, at anvende det nye og at genopbygge det,som i fortiden har vist sig godt og nyttigt, og som kunne blivekimen til nyskabelse.

Ved fuldmånetid i april 1945, omkring påsken, i en ca femugers periode, begyndte genopbygningens kræfter at virke, al-lerførst på de subtile plan af menneskelig erfaring. Denne typeaf energi er særlig kreativ og indeholder det »liv, som opbyg-ger former«. Den strømmede ind i Hierarkiet via visse mestreog deres grupper af disciple og blev straks af dem ledet videretil menneskeheden som helhed. Det er en masseenergi, somvirker stimulerende på massernes intelligens; det er ikke denenergi, vi tidligere har omtalt i forbindelse med kristusbevidst-heden i mennesket. Det er den energi, som får mennesker til attænke, planlægge og handle; den skaber i sig selv hverkengode eller dårlige resultater, men vækker helt enkelt menne-skers tænkeevne, sådan at de handler intelligent. Handlingerneer naturligvis afhængige af den mentale kvalitet hos dem, derreagerer på genopbygningskræfterne og er bestemt af det ud-viklingstrin, disse befinder sig på, deres racemæssige og na-tionale baggrund, deres tradition og deres religiøse og civilisa-tionsbestemte reaktioner. Disse kræfter er nu aktive i alle [side90] lande og skaber som oftest i begyndelsen vanskeligheder,men de vil engang føre til en gennemgribende reorganiseringaf livet her på kloden, nationalt og globalt. Deres virkning vilhovedsagelig være fysisk; de vil frembringe en ny verden,hvor krigens spor vil være udslettet, hvor dyr og menneskersfysiske sundhed vil blive forbedret, og byer og landsbyer vilblive genopbygget. Deres mål er at skabe en ny jord og frem-kalde alle de ydre tegn på et indstrømmende nyt liv.

Efter denne indstrømning blev, ved Buddhas fuldmåne imaj 1945, oplysningens kræfter aktive, og med deres virksom-hed begyndte lys at strømme ind i menneskers sind. Disse


energier indledte i virkeligheden den nye verdensundervis-ning. De første, der blev berørt af dem, var de store pædagogi-ske bevægelser, folkenes forum i alle lande og de værdier,som nu er ved at bane sig vej gennem radio og filmindustri;dybt berørt er også pressen, forlæggervirksomhed, talere, skri-benter, radiokommentatorer, journalister og socialarbejderne.Virkningerne er måske endnu ikke åbenbare, for kun kort tider forløbet, men alle disse mennesker og bevægelser er i dagmodtagere af oplysningens energier, hvis de er hurtige til aterkende de nyopdukkede ideer; de er denne energis forvaltereog formidlere, de kanaliserer og styrer den, sådan at folkemas-serne overalt på jorden kommer under deres indflydelse. Libe-rale og fremskridtsvenlige kirkefolk inden for alle verdensreli-gioner er også modtagelige for denne energi, men de er stærkthæmmet af den reaktionære indstilling, der indtages inden forde rammer, de virker, og deres opgave er næsten umulig.

Disse oplysningsenergier når menneskeheden gennem dennye verdenstjenergruppe, som er uhyre modtagelig over forderes påvirkning og som er i stand til at fordele dem, fordidens medlemmer findes inden for alle de førnævnte arbejds-områder.

Genopbygningens kræfter har relation til og udgår fra [side91] Guds sind og er forbundne med den guddommelige natursintelligensprincip; intellektet er det guddommelige aspekt,som udmærker mennesket frem for alle andre former i natu-ren. Oplysningens kræfter kommer fra Guds hjerte og er for-bundet med guddommelig forståelse og kan derfor nå og styr-ke alle dem, der viser kærlighed og tjener deres medmenne-sker. Denne energi er forbundet med guddommens andetaspekt eller princip, kærlighed-visdom, som Buddha og Kri-stus er de to mest fremragende repræsentanter for. Det er ho-vedsagelig gennem dem og deres disciple eller dem, der ermestre på samme linje og udtryk for samme guddommeligeaspekt, at disse energier når menneskeheden, kanaliseret afden nye gruppe af verdenstjenere.

Kristus og Buddha forener til fuldkommenhed kombinatio-nen af hoved og hjerte, dvs. sindets og hjertets vej, og det er ifuldbyrdelsen af denne bedrift, at de står højt over deres med-


mennesker. Deres indflydelse har været afgørende for hemi-sfærer og i århundreder, mens mindre gudesønner øver indfly-delse på lande og i kortere tidsrum. De har stadig en del at ud-rette, før de har fuldbyrdet deres arbejde, skønt dette ikke såmeget vedrører de former, som udtrykker de af dem givneguddommelige principper (lys og kærlighed), som det vedrø-rer de sjæle, der har udviklet sig ved at praktisere disse prin-cipper.

I juni 1945 satte Kristus reorganiseringens kræfter i gang,de, der er forbundet med guddommens viljesaspekt, og somendnu er de mindst virkningsfulde af de tre energistrømme,der blev udløst under de tre fuldmåne-højtider i 1945. Dissereorganiseringskræfter er især virksomme i forbindelse medsådanne enheder, som vi kalder nationer. Hierarkiet forsøgerfor tiden at lede dem ind i De Forenede Nationers generalfor-samling; brugen af disse upersonlige energier er afhængig afkvaliteten af de nationer, der modtager dem, af deres udvik-lingstrin og det mål af oplysning, de måtte besidde. Nationer-ne er i dag udtryk for et folks samlede selvoptagethed og in-stinktive selvopholdelsesdrift. Disse indstrømmende [side 92]energier kan derfor yderligere forstærke denne side af natio-nernes væsen. De kan imidlertid også, på trods heraf, forstær-ke det potentielle formål, som FN teoretisk holder op for øjne-ne af alle mennesker. Hovedformålet med Hierarkiets bestræ-belser er at udbrede disse konstruktive, synteseskabende ener-gier på en sådan måde, at teorien om en forenet verden lang-somt kan begynde at manifestere sig i praksis og ordet »fore-net« få sand betydning og virkelig mening. Det er med dennetype af energi, at Syntesens Avatar er specielt forbundet. Hanvil med Kristi hjælp formidle menneskeheden noget, som viendnu mangler ord for. Det er hverken kærlighed eller vilje,som vi forstår det, men en sætning på flere ord kan åbenbarenoget af meningen for os. Sætningen lyder: »Det styrende for-måls princip.« Dette princip omfatter tre ting:

1. Forståelse – intuitivt og åndeligt instinktivt, men intelli-gent fortolket – af Planen, som den kan udarbejdes i nærfremtid af Kristus og hans disciple.


2. Fokuseret hensigt, baseret på ovenstående og med under-stregning af et aspekt af viljen, som endnu er uudviklet imennesket.

3. Evne til at styre energi (med forståelse og hensigt) mod eterkendt og ønsket mål, overvinde alle hindringer og ned-bryde alt, der står i vejen. Det er ikke en nedbrydning afformer ved magtanvendelse, som vi ellers ser det i verden,men en nedbrydning indefra forårsaget af et stærkt stimu-leret liv i formen selv.

Betydningen af disse guddommelige principper forstår vi ikkeret meget af i dag, for de er rene mysterier for os. Et mysteri-um er dog kun et mysterium, så længe uvidenhed og skepsisråder. Hvor der er viden og forstående tro, er der ingen myste-rier. Alt, hvad vi ved i øjeblikket er, at Kristus i sig selv vilforene og sammensmelte tre guddommelige principper, og nårhan kommer, vil »lyset, der altid har [side 93] været til stede,blive synligt, kærligheden, der aldrig ophører, vil blive virke-liggjort, og den skjulte stråleglans vil bryde frem«. Vi skal dahave en ny verden – en verden, som udtrykker det guddomme-lige lys, den guddommelige kærlighed og viden i et stigendecrescendo af åbenbaringer.

Skønheden i denne syntese, som Kristus vil udvirke, og detvidunderlige i den mulighed, der her foreligger, må sikkertvære indlysende for enhver. Vældige kræfter under magtfuldåndelig ledelse er klar til at manifestere sig i denne verden afkaos, ødelæggelse og håb, stræben og forvirring. Disse grup-per af energier venter på at blive sat ind og fordelt af et Hie-rarki, der i dag, under dets store leder Kristus, er menneskehe-den nærmere end nogensinde før i historien. Den nye gruppeaf verdenstjenere i alle lande følger opmærksomt retningsan-givelsen, forenede i deres idealisme, i deres humanitære mål, ideres modtagelighed for åndelige indtryk, i deres subjektivtforenede formål, i kærligheden til deres medmennesker ogviet til uselvisk tjeneste i verden. Mennesker af god vilje fin-des også overalt i dag, klar til at blive vejledt til konstruktivaktivitet og til, gennem gradvis undervisning og skoling, atblive de praktiske redskaber for tilvejebringelsen af det, der i


virkeligheden aldrig før har eksisteret – rette menneskelige re-lationer.

Sådan strømmer det nye liv fra det højeste åndelige væsenpå vor klode gennem de forskellige grupper af oplyste ogfuldkomne mennesker på livets indre side til den ydre verden,hvor kærlige og tænkende mennesker søger at tjene. Planen erparat til øjeblikkelig anvendelse og intelligent udførelse; ar-bejdskapaciteten er til stede og er tilstrækkelig til at klare op-gaven. Frem for alt står Hierarkiet og Kristus klar til at trædefrem og bevise virkeligheden. [side 94]

IV. Kristus som foreneren af øst og vest

Det er hårde ord for en snæversynet ortodoks kristen at accep-tere; det betyder først og fremmest, at der vil bestå et megetnært samarbejde mellem Kristus og Buddha indtil denne fusi-on og reorganisering virkelig har fundet sted. Buddha er nærtforbundet med Kristus i den proces, som vedrører hans tilsy-nekomst, men ikke aktivt involveret i hele den periode, deromfatter Kristi kommende virksomhed på jorden. Som I ved,har heller ikke Buddha opgivet kontakten og forbindelsen medmenneskeheden, selv om han opgav sit fysiske legeme for år-hundreder siden. Det gjorde han for at udføre det bestemte ar-bejde som omfattede (foruden meget, der er ukendt for men-neskeheden) visse aktiviteter i forbindelse med Kristi virk-somhed og forestående komme og med visse planer for denkommende civilisation i Vandbærerens tidsalder. Som mangemillioner mennesker verden over ved, kommer Buddha hvertår til syne (ved maj fuldmåne på Wesakfesten) for igennemKristus og det forsamlede opmærksomme Hierarki at kontaktemenneskeheden. Han fungerer på denne måde som formidleraf forbindelsen mellem det »center, hvor Guds vilje er kendt«,og det »center, som kaldes menneskeheden«. Disse to beteg-nelser er anvendt med velberåd hu, for alt, hvad de to store gu-desønner nu er i færd med at udrette, har at gøre med energi-spredning – med udbredelse af lysets og kærlighedens energi-er. Gennem den tidligere omtalte triangel vil også viljens ener-gi engang blive udbredt, og en af de guddommelige formidlere


af denne energi er Buddha.I grunden er Buddhas arbejde for menneskeheden næsten

afsluttet, og den forbindelse, der så længe har bestået mellemham og menneskene, er ved at være til ende. I det øjeblik,hvor Kristi tilsynekomst er en kendsgerning, og rette menne-skelige relationer for alvor er begyndt at få herredømmet påjorden og betinge menneskenes liv, vil Buddha gå videre tildet arbejde, der venter ham. En af [side 95] Kristi seniordi-sciple og den, der står ham nærmest i hierarkisk status, vil daovertage Buddhas plads og videreføre hans arbejde for men-neskeheden.

På den tid, hvor denne specielle mester overtager hans op-gave, vil intelligensprincippet eller det vidensprincip, der sær-ligt kendetegner mennesket, for en stor del være forvandlet tilvisdom hos verdens intelligente elite, skønt endnu ikke hos debrede masser. Visdom er Buddhas mest udprægede kendetegn,og den drivende kraft fra denne visdoms-energi vil til sidstblive så stærk, at Buddhas tilstedeværelse ikke længere ernødvendig. Han kan da vende sig mod højere aktivitetssfærer,hvor hans sande virke ligger, og begynde at arbejde med etaspekt af visdommen, som vi intet kender til undtagen, at deter kommet til udtryk gennem Buddha og Kristus som både vi-den og visdom. Senere vil Kristus være i stand til, i samarbej-de med Syntesens Avatar, i sig selv at forene disse to storeguddommelige energier og således blive et fuldkomment ud-tryk for kærlighed og visdom, sandt guddommeligt slægtskabog intuitiv forståelse.

For at gøre dette muligt og derved befri sin åndelige broderfor den vanskelige opgave at forbinde menneskeheden med»centret, hvor Guds vilje er kendt« (Shamballa), har Kristusnu underkastet sig en enestående træningsproces. Hans trediveårs arbejde i tømrerværkstedet i Palæstina har altid (skønt ikkeerkendt) været symbolet herpå. Ordet »tømrer« har relation tildet at bygge, at konstruere og betyder (oprindeligt) en, derbygger med tømmer eller en, der er en bygmester, som byggerhuse af træ. Dette er den sande betydning af den bibelske for-tælling om Kristus, der blev korsfæstet på et kors eller korsetstræ. Det henviser i virkeligheden til den beslutning, Kristus


tog i Getsemane have, at overtage eller videreføre byggearbej-det eller rekonstruktionen i Vandbærerens tidsalder og såledesfuldende, hvad han begyndte i Fiskenes tidsalder. Han og hansdisciple og den nye gruppe af verdenstjenere er de bygmestre,[side 96] som har forpligtet sig til at opbygge den nye civilisa-tion, menneskehedens »nye hus«. Det forberedende arbejdehan nu er optaget af, vil sætte ham i stand til med visdom (ogikke blot gennem kærlighed) at vise, hvad den hierarkiskePlan tilsigter, tage víse og nyttige forholdsregler, foretage vísevalg af bygmestre og finde de rigtige fremgangsmåder.

Det er derfor åbenbart, at Kristus, denne den største af gu-desønnerne og repræsentant for menneskeheden såvel som fordet andet guddommelige aspekt, i Vandbærerens tidsalder ogefter sin tilsynekomst, vil udtrykke i sig selv visse store sam-mensmeltede dualiteter. Det ville være nyttigt for os at studeredem og tænke over, hvilke dualiteter der er tale om:

1. Fusionen af det andet guddommelige aspekt kærlighed ogdet første guddommelige aspekt vilje – viljen til det gode.

2. Fusionen af kærlighed og visdom, der gør det muligt forham at være den nye tidsalders og den nye civilisationsbygmester.

3. Fusionen af Fiskenes energier, udviklet gennem de sidsteto tusind år som følge af Kristi åndelige virksomhed, ogVandbærerens energier, som skal udvikles og blive virk-somme på jorden i løbet af de næste to tusind år eller totusind fem hundrede år.

Det er for denne fusionsproces og for alt, hvad den fører medsig, at Kristus nu underkaster sig en træning. Når det er fuld-ført, vil han på en for ham selv hidtil ukendt måde blivebrændpunkt for og formidler af disse fem guddommeligeenergier:

1. Kærlighedens energi2. Viljens energi3. Visdommens energi


[side 97]

4. Fiskenes energi, som blev udviklet i den kristne æra.5. Vandbærerens energi, som allerede nu er ved at bryde

frem på tankens og følelsens indre plan, og som vil bliveudviklet i løbet af de kommende århundreder.

De retningslinjer, hans træning følger, kendes kun af Kristus,Buddha og Syntesens Avatar. Al esoterisk eller åndelig træ-ning må være selvpålagt; det gælder Kristus såvel som denmest ydmyge aspirant. Til Kristi tankeverden, reaktioner ogplaner har vi derfor ingen adgang.

I Palæstina var hans komme overvejende profetisk og hansgerning hovedsageligt beregnet på at skabe et grundlag for se-nere virke efter hans tilsynekomst, og desuden at så den sæd,han vil høste i den nye tidsalder. Tragedien omkring hansfremtræden for to tusind år siden har farvet teologernes frem-stilling og fået dem til at postulere en sørgelig historie, somhar skabt en jammerlig og ulykkelig verden. Tragedien bero-ede på:

1. Hans opdagelse af, at menneskeheden ikke var klar til atmodtage, hvad han kom for at give, og at mange hjemsø-gelser og prøvelser, megen erfaring og undervisning varnødvendig endnu i mange århundreder, før hans egentligearbejde kunne begynde.

2. Hans erkendelse af, at han selv behøvede en mere uddybetforbindelse med det center, han altid kaldte »Faderenshus«; det var denne erkendelse, der fik ham til at erklære,at hans disciple ville udrette »større ting« end han, og athan selv måtte gå til sin Fader.

3. Han indså, at han måtte have flere uddannede og viede,forpligtede medarbejdere og formidlere af hans lære, enddet dengang var muligt at få eller siden har vist sig muligt.Derfor udvælgelsen og uddannelsen af den nye gruppe afverdenstjenere. Når der er et tilstrækkeligt antal af dissetjenere og oplyste medarbejdere, vil han komme, og intetkan hindre ham. [side 98]


4. Han opdagede også, at menneskene dengang endnu ikkevar desperate nok til at »tage himmeriget med storm«; deter kun i desperation, når disciplen står ved den yderstegrænse af sin egen formåen, at han finder vej ind i det rigeog er villig til at opgive alle gamle veje. Hvad der gælderfor den enkelte, gælder også for menneskeheden som hel-hed.

Det er til hele verden Kristus kommer, ikke bare til den kristneverden. Han kommer til Østen og til Vesten, og han forudsådisse »sidste tider« med globale katastrofer, ødelæggelser,ulykker, håbløshed og råb om hjælp – både i Østen og i Ve-sten. Han vidste, at i disse tiders sidste kriser og højeste spæn-ding ville menneskeheden selv fremtvinge hans komme. Detnye testamentes historie er sand og korrekt, det er kun de afmennesket udtænkte fortolkninger, der har vildledt menneske-heden.

Der er i Østen en gammel legende, som indeholder nøglentil den nære forbindelse mellem Buddha og Kristus i dag. Le-genden omtaler en tjeneste, Buddha vil gøre Kristus. I sym-bolsk form fortæller legenden, at Buddha, da han blev en op-lyst, og jordiske erfaringer ikke kunne lære ham mere, så fremtil den tid, da hans broder, Kristus, ville være aktiv i den storetjeneste – som det hedder. For at hjælpe ham, efterlod Buddha»sine klæder«, som det lidt dunkelt formuleres, til brug forham. Han testamenterede til ham og efterlod ham på et sikkertsted hele summen af sin følelsesmæssige og intuitive natur, afnogle kaldet astrallegemet, og hele summen af sin viden ogsine tanker, også kaldet hans sind eller mentallegemet. Disse,siger legenden, vil blive overtaget af Den Kommende og blivetil gavn for ham som et supplement til Kristi egen følelses-mæssige og mentale udrustning og give ham alt, hvad han be-høver som lærer for Østen såvel som for Vesten. Han kan damed styrke og sikker på succes overveje sit fremtidige arbejdeog vælge sine medarbejdere. Det er noget af [side 99] densamme idé, der ligger skjult i påbudet fra Det nye testamente:»Lad det samme sindelag være i jer, som også var i Kristus«(Fil. 2,5).


Således har Kristus med kærlighedens og visdommens for-enede energier, med støtte fra Syntesens Avatar og fra Bud-dha, og under indflydelse af Fredens og Ligevægtens Ånd allede energier til sin rådighed, som er nødvendige til skabelsen afden kommende nye civilisation. For sine øjne vil han se densande opstandelse – menneskehedens frigørelse fra materialis-mens fængsel. Og »fordi hans sjæl har haft møje, skal han sedet, hvorved han skal mættes« (Es. 53,11).


[side 100]

5. kapitel

Kristi lære

Oprettelsen af rette menneskelige relationerReinkarnationsloven, loven om genfødsel

Afsløring af indvielsesmysterietBlændværkets fordrivelse

Det ville måske være nyttigt med nogle få indledende be-mærkninger om det gennemgående tema i den lære, som gu-desønnerne (ned gennem tiderne) er kommet med til menne-skeheden, når behovet var størst, for at bevidstheden hos engiven tidsalders mennesker kunne blive beriget med vissestærkt tiltrængte ideer og begreber om sandheden. Når dekommer, er det i den hensigt at dække øjeblikkets behov på ensådan måde, at de forelagte ideer kan blive til idealer, som ef-terhånden vil forme menneskenes liv og frembringe en højerecivilisation. Der har været en stadig kontinuitet i denne under-visning ned gennem tiderne.

Der er ikke her tid til at skrive eller give en fuldstændiganalyse eller beretning om den progressive åbenbaring af ide-er, som store oplyste, med bemyndigelse fra klodens åndeligeHierarki, har skænket menneskeheden. Alle de store lærere,som indvarsler en ny tidsepoke (til forskel fra de mange min-dre lærere), har selv mestret livet i den menneskelige evoluti-ons tre verdener – den fysiske, den emotionelle og den menta-le – har opnået kontrol over det fysiske bevidsthedsplan ogderes emotionelle natur, og har vundet mental forståelse ogendelig oplysning.

Hierarkiets problem har været (og er stadig), hvor megenabsolut sandhed menneskeheden kan tage imod, og i hvor storudstrækning den absolutte sandhed kan præsenteres [side 101]for deres vågnende sind. Hierarkiet må tage stilling til, hvilketaspekt af den universelle sandhed, der vil hjælpe menneskenegennem deres vanskeligheder og dermed videre frem ad vejen


tilbage til Gud. De må derfor vide, på hvilket udviklingstrinmenneskeheden står i den givne epoke. Dette er i sig selv etforskningsområde for dem.

Den hidtidige fremgangsmåde har været at bestemme, hvil-ken faktor der hovedsagelig manglede i menneskehedens vir-kelighedsopfattelse (på ethvert givet tidspunkt), og hvilken er-kendt guddommelig sandhed, der har den potentielle livskrafti sig, som kan stimulere en menneskehed i en bestemt tilstand,der kræver en speciel form for hjælp. De må afgøre, hvordanhjælpen bedst kan ydes, så resultatet kan blive varigt og få eneffektiv, kulturel virkning. Hidtil er de nye begreber blevetformuleret af epokens verdenslærere og forelagt en udvalgtskare, hvis opgave det så har været at bringe de nye ideer vi-dere til dem, der var oplyste nok til at acceptere dem, udbrededem, leve dem og gøre dem populære. Dette har været gjort iumindelige tider med større eller mindre succes.

Det er heller ikke muligt her at komme ind på de forholds-vis få sandheder, der styrede menneskehedens udvikling i detgamle Atlantis, men de udgør ikke desto mindre det sikregrundlag for al senere undervisning. Vi kan undersøge (somen forudsætning for vore overvejelser over den lære, Kristusvil fremsætte efter sin tilbagekomst) nogle af de mindre væ-sentlige begreber, som i dag ligger til grund for alle verdensre-ligionerne, og som vor tids religiøse lærere skulle fremsættefor almenheden.

Den første af disse lærere er fra en så tidlig epoke, at det erumuligt at sige, hvornår han egentlig levede; selv hans navn eraf nyere tid og tillagt en af oldtidens helte og lærere. Hansnavn er Herkules. Han fremstillede for verden, i form af et bil-ledligt verdensdrama (symbolsk i sin natur), ideen om et stortmål, der kun kunne opnås gennem kamp og ved overvindelsenaf store vanskeligheder. [side 102] Han pegede på et mål, modhvilket menneskene måtte arbejde sig frem, uanset forhindrin-gerne; disse forhindringer udmalede han symbolsk i Herkules'tolv arbejder, som er dramaer og ikke virkelige begivenheder.Sådan viste han dem, hvis øjne kunne se og hjerter kunne for-stå den sande natur af de problemer, som måtte løses på Ve-jen, tilbage til Gud. Han skildrede den fortabte søns rejse til-


bage til Faderens hus, de prøvelser og hjemsøgelser, der kom-mer til alle disciple, aspiranter og indviede, og som alle de,der i dag udgør det åndelige Hierarki, har været igennem. Detgælder også Kristus, om hvem det siges, at han »har været fri-stet i alle ting ligesom vi« (Hebr.4,15), men også, at han tri-umferende overvandt alle prøvelser.

På et tidspunkt, der heller ikke kendes så nøje, kom Her-mes og forkyndte som den første, siges det, at han var verdenslys. Senere kom den store lærer Vyasa og gav os det enkle,men betydningsfulde budskab, at døden ikke er livets afslut-ning. Det er fra hans tid, at menneskehedens spekulationerover sjælens mulige udødelighed kan stamme. Vagt og in-stinktivt har mennesker håbet og anet, at den tildragelse, at af-lægge det fysiske legeme ikke var afslutningen på alle menne-skelige anstrengelser, kærlighed og stræben; i disse tidlige ti-der var det følelsen, der dominerede, og instinktet, der styrede;tanke fandtes ikke i menneskehedens masser sådan som i dag.Den spiritualistiske bevægelse i dens mange former, som vikender den i vore dage – hvor alle fortidens bestræbelser kul-minerer – er i virkeligheden et gennembrud af den tankeenergiog den idé, som Vyasa for årtusinder siden indpodede i denmenneskelige bevidsthed. De intellektuelles forsøg på viden-skabeligt at efterprøve udødelighedens mulighed er også endel af denne store strøm ført op på intellektuelt plan, hvorvedVyasas impuls reddes ud af tågerne, blændværket og den psy-kiske uærlighed, som den nu omgives af. Udødelighedenskendsgerning er i dag på grænsen af videnskabeligt bevis; aten eller anden faktor overlever er allerede opdaget, [side 103]skønt det, der har vist sig at være det overlevende, i sig selvtilsyneladende ikke er det egentlige udødelige. Sjælens fakti-ske natur og den kendsgerning, at sjælen overlever, at den harevigt liv, går hånd i hånd og er endnu ikke videnskabeligt be-vist; det er i dag dog almindeligt kendt og anerkendt somsandhed af utallige millioner og så mange intellektuelle, at –med mindre der er tale om massehysteri og massebedrag – detmå siges at være korrekt opfattet.

Buddha er den næste lærer, vi skal omtale, skønt der varmange mindre betydningsfulde mellem ham og Vyasa. Gen-


nem de århundreder, hvor historien er relativt tåget og uklar isine konturer, er den menneskelige intelligens vokset stærktog menneskehedens forskerånd og klare opfattelsesevne be-gyndt at gøre sig gældende. Evnen til at stille spørgsmål,hvorpå der ikke kunne gives nogen lette og indlysende svar,koncentrerede sig i en gruppe tænkere i Indien, som repræsen-terede tænkende mennesker i alle lande. De stillede de æld-gamle spørgsmål om, hvorfor der var sorg og lidelse overalt iverden og i ethvert liv; de spurgte, hvad årsagen var til alt det-te, og hvad der skulle gøres for at ændre disse livets vilkår; dekrævede at få at vide, hvad der var menneskets integrerendeprincip, hvad sjælen var, og om der var et selv. Buddha komfor at give svaret og lagde grunden til en mere oplyst tilnær-melse til livet, og han fremførte den lære som kunne åbne dø-ren for Kristus, som han vidste ville følge i hans fodspor.

Det er interessant at huske på, at da Buddha kom ca. femhundrede år før Kristus (for Kristi nøjagtige fødselsdato dis-kuteres stadig) kunne den første svage indflydelse fra Fiske-nes tidsalder begynde at spores som et forstyrrende element idet ellers så magtfulde udtryk af den kvalitet, der prægedeVædderens – bukkens eller syndebukkens – tidsalder. Det vardenne tidsalders indflydelse – der har overlevet i den jødiskereligion – som til sidst førte til forvrængningen af den enklelære, Kristus gav, da han kom. Han [side 104] blev fejlagtigtfremstillet for verden som den levende syndebuk, der borttogmenneskenes synder, og det blev årsagen til læren om denstedfortrædende forsoning. Paulus var den ansvarlige for den-ne forvrængning. Et lignende tilfælde af forvanskning – ogsåaf jødisk oprindelse – fandt sted i begyndelsen af Vædderenstidsalder, hvor vi hører, at Israels børn tilbad guldkalven, somvar Tyrens symbol. Tyrens tidsalder var den forudgåendeastronomiske cyklus, for der er tale om astronomiske cykler,ikke om astrologi. På dette tidlige stadium af Vædderen varder et tilbagefald til Tyrens gamle lære, og på et tidligt tids-punkt i Fiskenes tegn faldt man tilbage til Vædderens lære ogsatte derved tilbagefaldets præg på den lære, som nu beherskerså mange ortodokse kristne.

Buddha besvarede de spørgsmål, der blev stillet på hans tid


med de Fire Ædle Sandheder, som på overbevisende måde ogfor evigt besvarer menneskenes hvorfor. Disse sandheder kanopsummeres således: Buddha lærte, at elendighed og lidelse ernoget menneskene selv skaber, at det er menneskenes koncen-trerede begær efter det, som ikke er ønskværdigt, det flygtigeog det materielle, der er årsagen til al fortvivlelse, til alt hadog al konkurrence og grunden til, at menneskeheden befindersig i dødsriget – i det fysiske livs rige, som er åndens sandedød. Han ydede dermed et enestående bidrag til Herkules' ogVyasas lære og udvidede den sandhedsstruktur, som de havdeoprettet. Således forberedte han vejen for Kristus. I tidsrum-met mellem disse to store lærere, Buddha og Kristus, fremstodmindre betydningsfulde lærere for at befæste og yderligereudvide de allerede givne fundamentale sandheder; af disse varSankaracharya en af de vigtigste, idet han gav os detaljeredeoplysninger om selvets natur. Også læreren i Bhagavad Gita,Shri Krishna, må nævnes; mange tror, at han er en tidligere in-karnation af Kristus.

Sådan er de fundamentale sandheder, som relationen tilGud bygger på (og dermed relationen til vore medmennesker)[side 105] altid blevet os givet af den gudesøn, der – i enhvergiven tidsalder – er læreren og lederen af det åndelige Hierar-ki.

Da tiden var inde kom Kristus og bragte verden (hovedsa-gelig gennem sine disciple) to vigtige sandheder: om menne-skesjælens sande eksistens og dernæst om et tjenestesystem(dette udtryk er valgt med overlæg) som et middel til oprettel-sen af rette menneskelige relationer – til Gud og til medmen-neskene. Han fortalte menneskene, at de alle var gudesønner isamme betydning, som han var det, og han fortalte dem påmange symbolske måder, hvem og hvad han var og forsikrededem, at de ville udrette endnu større ting end han, fordi de, li-gesom han, var guddommelige. Disse større ting har menne-skene allerede udrettet på det fysiske plan med den kontrolover naturens kræfter, som Kristus vidste, de ville få, fordihan kendte evolutionens lov. Han lærte dem, at tjeneste ernøglen til befrielsen, og han viste dem tjenestens metode gen-nem sit eget liv og eksempel. Han gik omkring og gjorde det


gode, helbredte de syge og lærte dem om gudsriget, og hangav de sultne at spise, både i fysisk og åndelig forstand. Hanskabte hverdagen om til en guddommelig sfære, opfyldt af ån-deligt liv og understregede dermed Buddhas lære om intet atbegære for det personlige selv. Sådan lærte Kristus, vistekærlighed og levede, og videreførte dermed den store kon-tinuerlige åbenbaring af den hierarkiske lære. Derpå forsvandthan bag sløret for øjnene af os, efterladende os »et forbillede,for at vi skal gå i hans fodspor« (1. Pet. 2,21) – en opfordringtil at følge ham i hans tro på guddommelighed, følge ham ihans tjeneste og dermed i evnen til at trænge ind i den bevidst-hedssfære og det aktivitetsområde, som vi kalder Kristi sandekirke, det åndelige (og endnu usynlige) Hierarki på vor klode,det sande gudsrige. Det slør, som skjuler denne virkelige kirkefor os, er nu ved at forsvinde, og Kristus er ved at komme tilsyne igen.

I lyset af fortiden og i betragtning af menneskehedens [side106] øjeblikkelige nød, som Kristus og Hierarkiet må imøde-komme, hvad vil Kristus da lære os denne gang? Sådan spør-ger hans disciple. Det mest sandsynlige er, at hans lære vil fal-de i fire dele, og vi gør vel i at overveje hver enkelt af dem oggøre vort bedste for at forstå og forberede menneskers sind pådet, han vil bringe.

I. Oprettelsen af rette menneskelige relationer

Dette udtryk »rette menneskelige relationer« bliver i dagstærkt diskuteret; der er en stadigt voksende erkendelse af, atdet er en bydende nødvendighed og det eneste håb for en sik-ker og fredelig fremtid. Fejlagtige menneskelige relationer harnu bragt os i så store vanskeligheder, at alle områder af liveter i en tilstand af kaos; alle sider af vort daglige liv er berørtderaf – familielivet, samfundslivet, erhvervslivet, regeringsbe-slutninger, politiske og religiøse forhold, alle menneskershverdag samt hele området for internationale relationer. Over-alt er der had, konkurrence, mangelfuld tilpasning, strid mel-lem partier, nederdrægtige beskyldninger, skandalekampagnerog dyb mistillid mellem mennesker og nationer, mellem kapi-


tal og arbejde, mellem de mange sekter, kirker og religioner.Forskellen mellem en sekt og en kirke er, når alt kommer tilalt, kun en gradsforskel og beror på historiske omstændighe-der; det er et spørgsmål om fortolkning og om fanatisk at hol-de fast ved en eller anden yndlingsteori, og altid – eksklusivi-tet, som er i modstrid med Kristi lære. Ingen steder er der fredi dag, eller forståelse. Kun en lille minoritet i forhold til jor-dens samlede befolkning kæmper for at skabe de tilstande, dervil føre til fredelige og lykkelige forhold på jorden.

Styrken hos denne kæmpende minoritet, der arbejder forfred og rette menneskelige relationer, ligger i den kendsger-ning, at det arbejde, de prøver på at gennemføre, er helt på lin-je med den guddommelige hensigt og det guddommelige for-mål. I dette kaos af modstridende, konkurrerende [side 107]og kæmpende interesser planlægger Kristus at komme. Jeg måbede jer betænke den rædselsfulde situation, han her står over-for og nødvendigheden af, at et vist mål af orden tilvejebrin-ges i verden, at visse fundamentale principper bliver formule-ret og i hvert fald delvis accepteret, før hans arbejde virkeligkan være til nytte blandt mennesker. Hvis han kom lige nu,ville hans røst blive overdøvet af menneskers støjende uenig-hed, og hvis han søgte at tiltrække menneskers opmærksom-hed, selv med den profeterede »mægtige basunklang« (Matt.24,31), ville han blive klassificeret som en, der gjorde reklamefor sig selv. Hvis han prædikede og underviste, ville han isærtiltrække dem, der i forvejen tænker i overensstemmelse medhans budskab, eller de lettroende og godtroende ville flokkesom ham, som de gør om alle nye lærere – uanset hvad de læ-rer. De fleste mennesker er endnu for sultne, for psykisk ned-brudte, for nødstedte, forvirrede, og alt for usikre med hensyntil fremtiden, deres frihed og sikkerhed til at være i stand til atkunne lytte til ham.

Så meget er sikkert, han vil ikke komme som en sejrendehelteskikkelse, sådan som teologernes udlægning har forledtmenneskene til at tro, for det ville på ingen måde afsløre hansidentitet, og han ville kun blive anset for endnu en militantperson, som vi har haft mange af. Han vil ikke komme som jø-dernes Messias for at sikre det såkaldte Hellige Land og Jeru-


salem for jøderne, for han tilhører hele verden, og hverken jø-derne eller noget andet folk er særligt privilegeret eller har no-gen speciel ret til at gøre krav på ham som deres egen; han vilikke komme for at omvende »hedningerne«, thi for ham oghans sande disciple findes der ingen »hedninger«, og den så-kaldt hedenske verden har historisk set mindre på samvittighe-den med hensyn til ondsindede konflikter end den militantekristne verden. De kristne landes og den kristne kirkes historiehar været aggressiv og krigerisk – det sidste, Kristus havdeønsket, da han søgte at oprette kirken på jorden. [side 108]

Da han sidst var her, sagde han (og ordene er blevet sørge-ligt misforstået): »Jeg er ikke kommen for at bringe fred, mensværd« (Matt.10,34). Det vil vise sig at være sandt, især i denførste tid efter hans komme. Det sværd, han fører, er åndenssværd, som frembringer en kløft mellem sand åndelighed ogvanemæssig materialisme. Den største virkning af hans tilsy-nekomst vil uundgåeligt blive en vækst i alle lande af den in-klusivitetens ånd, som han er udtryk for, og som vil kanalise-res eller udtrykkes gennem ham. Alle, som stræber efter rettemenneskelige relationer, vil automatisk samle sig om ham,uanset om de tilhører en af de store verdensreligioner eller ej;alle, som ikke ser nogen væsentlig forskel mellem religioner-ne eller mellem mennesker eller nationer, vil gøre ham til de-res samlingsmærke; de, der er udtryk for separatismens ånd oghylder udelukkelsesprincippet, vil lige så uundgåeligt afsløresig, og alle vil kende dem på det, de er. Åndens kløvendesværd vil – uden at såre – afsløre og angive det første nødven-dige skridt mod en menneskelig fornyelse.

Som midtpunkt i den indre triangel – af Buddha, FredensÅnd og Syntesens Avatar – vil den kraft, som udgår fra Kri-stus være så stærk, at forskellen på had og kærlighed, aggres-sion og frihed, selvisk grådighed og uselvisk fordeling vil bli-ve indlysende klar for enhver, og forskellen på godt og ondtvil derfor blive lige så indlysende. Den påkaldende bøn »frakærlighedens kilde i Guds hjerte, lad kærlighed strømme ind imenneskers hjerter« vil da blive opfyldt. Kristus vil frigøreden særlige energi og kraft, som kaldes intuitiv kærlighed oglade den strømme ind i verden. Resultatet af denne energis ud-


bredelse vil blive dobbelt:

1. Utallige mænd og kvinder i alle lande vil forene sig igrupper for at fremme den gode vilje og skabe rette men-neskelige relationer. Så stort vil deres antal være, at fra atvære en lille og relativt ubetydelig minoritet vil de bliveden største og mest indflydelsesrige kraft i verden. [side109] Gennem dem vil den nye gruppe af verdenstjenereblive i stand til at arbejde effektivt.

2. Denne aktive energi af kærlig forståelse vil mobilisere envældig reaktion imod hadets kræfter. At hade, at være se-paratistisk og eksklusiv vil blive anset for den enestesynd, for man vil indse, at alle synder – som nu erkendessom sådan – kun stammer fra had eller dets resultat: denasociale bevidsthed. Had og dets følgevirkninger er denegentlige synd imod Helligånden, som kommentatorerneså længe har debatteret, idet de (i deres snæversyn) ganskeoverså enkelheden og det hensigtsmæssige af den sandedefinition.

Den magt, som den hierarkiske, åndelige påvirkning udøver –fokuseret gennem Kristus og hans arbejdende disciple – vilblive så stor, at det naturlige, nyttige og praktiske i rette men-neskelige relationer vil blive så åbenbart, at situationen i ver-den hurtigt vil blive afklaret og den nye æra af god vilje ogfred på jorden blive indvarslet. Den nye kultur og den nye ci-vilisation vil da være mulig.

Dette er ikke et optimistisk billede af en mystisk og uto-pisk tildragelse. Det er ikke baseret på ønsketænkning eller pået blindt håb. Allerede i dag er Kristi disciple ved at udbredelæren om de rette menneskelige relationer. Mennesker af godvilje bestræber sig på at vise, at det kun er den gode vilje, somkan tilvejebringe den sande fred i internationale forhold. I detsande og »virkelige liv«, som Kristus vil demonstrere for enverden af tænkende mennesker, er der helt naturligt ingenplads for udelukkelse og separatisme, for det »liv og overflod«(som han søger at kanalisere til os) er en frit flydende strøm,der fejer barrierer og hindringer bort og skaber en uhindret


cirkulation af selve livet og sandheden – hvis essentielle kvali-tet er kærlighed.

Alle verdensreligionerne har fastslået, at Gud i sit væsen erkærlighed såvel som liv og intelligens. Dette liv er bærer [side110] af den essentielle egenskab, som kaldes Guds vilje såvelsom Guds kærlighed. Begge er lige vigtige, for viljen er ken-detegnet af kærlighed. Hidtil har menneskene intet vidst omden virkelige kvalitet af det sande liv, der er gennemsyret afkærlighed og vilje, men havde kun en vag, teoretisk forestil-ling. Kristi genkomst vil stadfæste dette guddommelige, virke-lige liv som en kendsgerning; det, som han vil udrette – vedhjælp af sine disciple – vil bevise den kærlighed og guddom-melige hensigt, der ligger bag alle ydre erfaringer.

Oprettelsen af rette menneskelige relationer er et aspekt afden guddommelige vilje med hensyn til menneskeheden ogdet næste aspekt af den guddommelige natur, som vil kommetil udtryk i menneskelivet – individuelt, socialt, nationalt oginternationalt. Intet har nogensinde virkelig forhindret denneguddommelige udfoldelse, undtagen tids-faktoren, og den be-stemmer menneskeheden selv som et udtryk for den guddom-melige frie vilje. Den guddommelige hensigt kan manifestereshurtigere eller langsommere, alt efter hvad menneskene be-stemmer sig til. Hidtil har mennesket været indstillet på enlangsom – meget langsom – manifestation. Det er her, at men-neskets frie vilje gør sig gældende. Men fordi det guddomme-lige er til stede i alle former, og derfor også i alle mennesker,må denne vilje til sidst opfyldes. På grund af den umådeligtmaterielle fokusering (esoterisk set) hos alle former i dag, erdenne vilje hidtil blevet forsinket i sit udtryk; det har ikke væ-ret menneskets vilje at indføre rette menneskelige relationer.Derfor krigens svøbe, den legemlige lidelse og den menneske-lige elendighed i dag.

Disse faktorer vil fremkalde en stor og gennemgribendeforvandling, hvis kendetegn allerede er synlige for åndeligtindstillede mennesker. Sådanne mennesker siger bestandigt(som Kristus i Getsemane) »ikke som jeg vil, men som du vil«(Matt.26,39). De siger det ofte i håbløshed og uvidenhed, mendet tyder ikke desto mindre på en almindelig åndelig [side


111] nyorientering, en ydmyg indstilling og samtykke. Kristusudviste denne indstilling, da han sagde: »Jeg er kommen …ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig«(Joh.6,38). Han beviste sit samtykke, da han råbte: »Fader, skeikke min vilje, men din«. Ydmyg underkastelse har noget atgøre med omstændighedernes tryk og en anerkendelse heraf,som ikke behøver at indeholde forståelse, men som blot un-derkaster sig det uundgåelige. Samtykke indebærer derimoden intelligent forståelse, og det er et stort fremskridt. Beggevidner om tilstedeværelsen af en guddommelig overskyggendevilje i menneskehedens liv i dag; begge er forberedelsen til enforståelse af Kristi virke, som tilvejebringer rette menneskeli-ge relationer. For øjeblikket er menneskehedens underkastelseunder den guddommelige vilje en negativ underkastelse; densande underkastelse er derimod en positiv indstilling af ånde-lig forventning, som efterhånden leder til et positivt samtykke.

En sådan åndelig forventning kan dog også spores, og deter en del af den nye verdenstjenergruppes arbejde at intensive-re den. De har også til opgave at fremelske sand åndelig un-derkastelse og intelligent samtykke hos masserne, der normalter delt op i to grupper som udtryk for den ene eller den andenaf disse to indstillinger. Sand underkastelse, samtykke og for-ventning findes latent hos alle mennesker. Det er disse treguddommelige egenskaber, som gør menneskene modtageligefor det budskab, Kristus vil bringe, og det uselviske offer, detforstående kompromis samt forståelsen af de mange diverge-rende synspunkter (der er en nødvendig forudsætning for rettemenneskelige relationer) vil derfor med langt større lethedkunne tilvejebringes.

Vi gjorde alle vel i at tænke over, hvad sand underkastelseog samtykke indebærer. For at kunne tilvejebringe rette men-neskelige relationer må man kunne give afkald på sin ret, fra-falde sine krav, underkaste sig de givne omstændigheder ogvilligt acceptere de guddommelige love. Dette [side 112] er,hvad Kristus tidligere demonstrerede for os på jorden, og detteer, hvad han vil hjælpe menneskeheden til at gøre med forstå-else og entusiasme. Det vil skabe lykke. Lykke er en svær lek-tie at lære; det er en helt ny erfaring for menneskeheden, og


Kristus vil blive nødt til at lære mennesker, hvordan de kanomgås lykken korrekt, sådan at de kan overvinde den ældgam-le vane at være ulykkelige, og lære den sande glæde at kende.Kristus kommer imidlertid ikke kun for at lære menneskenenødvendigheden af rette menneskelige relationer. Han kom-mer for at lære dem, hvordan de selv kan skabe og fremmedisse.

II. Kristus vil undervise i loven om genfødsel

Denne lov er den logiske konsekvens af evolutionsloven, menden er aldrig blevet forstået eller rigtigt opfattet i Vesten, og iØsten, hvor den er anerkendt som et ledende princip i livet,har den vist sig ikke at være til nytte, fordi den har haft ensøvndyssende virkning, der har været til skade for udviklin-gen. Den østerlandske studerende mener, at den giver hammasser af tid, og derved bortfalder drivkraften til at nå et mål.Den almindelige kristne forveksler loven om genfødsel med,hvad han kalder »sjælevandring« og tror ofte, at det betyder,at menneskesjæle går over i dyrekroppe eller endda andre la-vere livsformer. Dette er på ingen måde tilfældet. Da det gud-dommelige liv bestandigt bevæger sig fremad gennem stadigthøjere former, vil livet i de underliggende naturriger bevægesig progressivt fra mineralformer til planteformer og fra plan-teformer til dyreformer; fra dyrestadiet bevæger sig det gud-dommelige liv videre til menneskeriget og underkastes lovenom genfødsel og ikke transmigrationens lov dvs. sjælevan-dring. For den, der kender noget til loven om genfødsel ellerreinkarnation, er misforståelsen absurd.

Læren om reinkarnation slår ortodokse kristne med rædsel;men spørger man dem, som disciplene spurgte Kristus, [side113] om den blinde mand: »Rabbi, hvem har syndet, han selveller hans forældre, siden han er født blind?« (Joh.9,2) afviserde det underforståede i spørgsmålet, eller de ler ad det ellerbliver forfærdet, alt efter omstændighederne. Den måde, hvor-på reinkarnationslæren har været fremført her i Vesten af al-mindelige teosoffer og okkultister, har i det store og hele væ-ret beklagelig. Det har været beklageligt, fordi den er blevet


fremstillet så uintelligent. Det bedste, der kan siges om denhidtidige præsentation, er, at almenheden er gjort fortroligmed ideen; var teorien derimod blevet fremsat på en mere in-telligent måde, havde den måske været mere generelt accep-teret i Vesten.

Hvis Kristus i sin nye universelle undervisning vil fremhæ-ve rette menneskelige relationer som målet, der skal nås, måhovedvægten i hans lære lægges på loven om genfødsel. Detteer uundgåeligt, da forståelsen af denne lov giver os løsningenpå alle menneskehedens problemer og svaret på mange men-neskers spørgsmål.

Denne lære vil blive en af hjørnestenene i den nye verdens-religion og tillige den forklarende faktor, som vil lede os til enbedre forståelse af verdensproblemerne. Da Kristus sidstegang selv var til stede, understregede han sjælens eksistens ogværdien af det enkelte individ. Han fortalte menneskene, hvor-dan de kunne blive frelst gennem sjælens liv og af Kristus ideres eget hjerte. Han sagde også: Ingen kan se Guds rige,hvis han ikke bliver født på ny« (Joh.3,3). Kun sjæle kan levesom borgere i det rige, og det var dette privilegium, han forførste gang holdt op for menneskeheden, der hermed fik en vi-sion af en guddommelig mulighed som en uforanderlig kon-klusion på erfaringen. Han sagde til dem: »Så vær da I fuld-komne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen« (Matt.5,48).

Denne gang vil han lære menneskene, hvordan denne mu-lighed kan blive en fuldendt kendsgerning – gennem den in-karnerede sjæls stadige tilbagevenden til livets skole på jordenfor der at undergå den fuldkommengørelsesproces, [side 114]som han selv var et fremragende eksempel på. Dette er lærenom og meningen med reinkarnation. Dane Rudhyar har i sinbog New Mansions for New Men, side 123, givet en tilfreds-stillende definition på denne gådefulde kosmiske og menne-skelige proces. Han siger, at »den nye manifestations indivi-duelle opbygning nødvendigvis er betinget af det, der ikkeblev fuldbyrdet i fortiden, af de overleverede fejltagelser somfindes oplagret i naturens arkiv, og i den universelle substans'erindring«. Hele historien – din og min og enhver andens – er


opsummeret i disse få ord.Vi må betænke, at praktisk talt alle okkulte grupper og

skrifter på tåbelig vis har lagt vægten på de tidligere inkarna-tioner og på erindringen af dem, noget, som man ingen fornuf-tig mulighed har for at kontrollere – enhver kan her påberåbesig hvad som helst. Man har bygget sin lære på indbildte love,som formodes at styre tidsfaktoren og intervallerne mellem in-karnationerne, idet man glemte, at tid er et begreb frembragtaf hjernen og, at – adskilt fra hjernen eksisterer tiden ikke.Vægten har desuden været lagt på en opdigtet fremstilling afsammenhænge. Det, der hidtil har været udgivet om reinkar-nationen, har derfor gjort mere skade end gavn. Kun én ting eraf værdi: at loven om genfødsel nu diskuteres af mange og ac-cepteres af tusinder.

Ud over, at der findes en sådan lov, ved vi ikke meget omden, og de, der af egen erfaring kender omstændighederneomkring denne genkomst, afviser helt bestemt de tåbelige ogusandsynlige detaljer, som udgives for kendsgerninger af teo-sofiske og okkulte grupper. Loven eksisterer; om detaljerne idens funktion ved vi endnu intet. Kun nogle få principielle tingkan siges med sikkerhed, og de berettiger ikke til modsigelse:

1. Loven om genfødsel er en stor naturlov på vor planet.2. Det er en proces bestemt af og gennemført under evolu-

tionens lov.3. Den er nøje forbundet med og betinget af loven om [side

115] årsag og virkning.4. Den er en progressiv udviklingsproces, som muliggør, at

mennesket bevæger sig fremad fra den groveste form fortanketom materialisme til en åndelig fuldkommenhed ogintelligent erkendelse, som gør det muligt for et menne-ske at blive medlem af gudsriget.

5. Den forklarer forskellene mellem mennesker og – i for-bindelse med loven om årsag og virkning, som kaldeskarmaloven i Østen – forklarer den forskellene i livsom-stændigheder og livsindstilling.

6. Den er et udtryk for sjælens viljeaspekt og ikke et resul-tat af nogen beslutning fra formens side; det er sjælen i


alle former, der reinkarnerer, vælger og opbygger et eg-net fysisk, emotionelt og mentalt legeme, gennem hvil-ket den kan lære den næste nødvendige lektie.

7. Loven om genfødsel iværksættes (for menneskers ved-kommende) fra sjælsplanet. Inkarnationen er motiveretaf sjælen og styres fra sjælens niveau på mentalplanet.

8. Sjæle inkarnerer i grupper, cyklisk og under loven, for atopnå de rette forbindelser til Gud og til medmenneskene.

9. Progressiv udfoldelse under loven om genfødsel er stortset betinget af det mentale princip, for »som et mennesketænker i sit hjerte, sådan er det«. Disse få ord er en nøjeovervejelse værd.

10. Under loven om genfødsel udvikler mennesket langsomtsine mentale evner; derefter begynder sindet at kontrol-lere følelsen eller den emotionelle natur, for til sidst atåbenbare sjælens natur og sjælens omgivelser for men-nesket.

11. På dette trin i udviklingen begynder mennesket at betræ-de »Vejen, der fører tilbage«, og vender sig (efter mangeliv) mod gudsriget.

12. Når et menneske gennem en udviklet mental natur, gen-nem visdom, praktisk tjeneste og forståelse har lært [side116] intet at kræve for sit personlige selv, opgiver hanønsket om fortsat liv i de tre verdener og er dermed fri-gjort fra loven om genfødsel.

13. Mennesket er nu gruppebevidst, er vidende om sin sjæls-gruppe og sjælen i alle livsformer og har opnået – somKristus fordrede det – et stadium af kristuslignende fuld-kommenhed, der kulminerer i »det mål af vækst, da vikan rumme Kristi fylde« (Ef.4,13).

Hinsides disse generaliseringer prøver intet intelligent menne-ske at gå. Når Kristus kommer igen, bliver vor viden meresand og realistisk; vi vil da vide, at vi er evigt forbundet medalle menneskers sjæle og har et bestemt forhold til dem, viinkarnerer sammen med, dem, der er ved at lære den sammelektie som vi, og som eksperimenterer og gør deres erfaringeri forbindelse med os. Denne prøvede og anerkendte viden vil


forny hele grundlaget for vor eksistens. Vi vil opdage, at allevore vanskeligheder og alle vore problemer skyldes vor svig-tende evne til at erkende denne fundamentale lov med densansvar og forpligtelser, og vi vil lære efterhånden at styre voreaktiviteter under dens retfærdige magt og regulerende indfly-delse. Loven om genfødsel indeholder den praktiske viden,som menneskene behøver i dag for på rette måde at admini-strere deres religiøse, politiske, økonomiske, sociale og priva-te liv og således etablere rette relationer til det guddommeligeliv i alle former.

III. Afsløring af indvielsesmysterierne

Meget som siges og meddeles i denne bog, drejer sig i virke-ligheden om gudsrigets komme – en tilsynekomst, som nu bli-ver mulig på grund af tre faktorer:

[side 117]

1. Dette riges vækst på jorden gennem de tusinder af menne-sker, som anerkender dets love og forsøger at leve i over-ensstemmelse med dets ånd og ledende principper.

2. Den kendsgerning, at tidens tegn og menneskehedens ud-bredte nød har fremkaldt Kristus, og at han har besluttet atkomme.

3. Menneskehedens påkaldende råb stiger hver time op til»Den allerhøjestes hemmelige sted«, og Hierarkiet plan-lægger at træde åbent frem, når Kristus er kommet til syneog genindfører åndens herredømme på jorden. Timen erkommet for genindførelsen af de urgamle mysterier.

Disse kendsgerninger har i de sidste to år vundet stærk udbre-delse som følge af den renselse af jorden, der fandt sted underverdenskrigen (1914-45), og den lidelse, menneskeheden varunderkastet (med en lige så stærkt rensende virkning, som detsenere skal vise sig). Det vil derfor blive muligt for Hierarkiet,Kristi hidtil usynlige kirke, at træde synligt frem og fungereåbenlyst på det fysiske plan. Det vil betyde en tilbagevenden


til den tilstand, der eksisterede i Atlantis, da (for at bruge denbibelske symbolik, 1. Mosebog, kapitel 1 og 2) Gud selv gikblandt mennesker; han talte med dem, og der var ingen barrie-rer mellem gudsriget og menneskenes verden. Det guddom-melige var til stede i fysisk skikkelse, og det åndelige Hierar-kis medlemmer ledede og styrede åbenlyst menneskehedensanliggender, så vidt hensynet til menneskets iboende fri viljetillod det. Nu i en umiddelbart nært forestående fremtid, på ethøjere niveau af livets spiralkredsløb, vil dette igen blive til-fældet. Mestrene vil færdes åbenlyst blandt folk, og Kristus viligen være fysisk til stede. Noget andet, som vil ske, er, at deurgamle mysterier bliver genoprettet, de gamle landemærkergenopdaget – de landemærker, som frimurerne så omhyggeligthar bevaret, og som indtil nu har været sikkert beskyttet i fri-murernes ritualer, afventende dagen for genoprettelse [side118] og genoptagelse.

Disse urgamle mysterier blev oprindeligt givet til menne-skeheden af Hierarkiet og indeholder nøglen til hele udvik-lingsprocessen, skjult i tal, ord, symboler og ritualer; disse til-slører hemmeligheden omkring menneskets oprindelse og be-stemmelse, som blev fremstillet for ham i riter og ritualer somen lang, lang vej, han måtte vandre tilbage til lyset. De inde-holder også (rigtigt forstået og korrekt fremstillet) den lære,som menneskeheden behøver for at finde vejen ud af mørkettil lyset, fra det uvirkelige til det virkelige og fra død til udø-delighed. Enhver sand frimurer, som forstår bare lidt af betyd-ningen i den blå loges tre grader og alt det underforståede, handeltager i, vil vide, hvad de ovennævnte sætninger betyder, ogforstå deres relation til de tre grader. Jeg nævner dette medhenblik på frimurernes lære, for den er nært forbundet medmysteriernes genindførelse og har bevaret nøglen (ned gen-nem tiderne) til den længe ventede genindsættelse samt detfundament, hvorpå den nødvendige undervisning kan baseres,og den struktur, som (når den frigøres fra sin jødiske nomen-klatur, som forlængst er forældet, skønt rigtig for tre tusind årsiden) kan anskueliggøre historien om menneskets fremskridtpå vejen tilbage.

Det er disse mysterier, Kristus vil genindføre, når han ven-


der tilbage og således give kirkerne nyt liv i en ny form oggenoprette det skjulte mysterium, som de forlængst har tabt afsyne på grund af deres materialisme. Frimureriet har også mi-stet den sande levende virkelighed, den engang havde, men idens former og ritualer er sandheden bevaret og kan genopståtil nyt liv. Det vil Kristus bevirke. Han vil også genoplive my-sterierne på anden måde; ikke alle vil søge til kirken eller fri-murerordenen for at få stimuleret deres åndelige liv. De sandemysterier vil også åbenbare sig gennem den videnskabeligeforskning, som Kristus vil anspore til. Mysterierne indeholderi deres formler og lære nøglen til den videnskab, der afslørerelektricitetens mysterium [side 119] – den største åndelige vi-denskab i verden og et område af den guddommelige kund-skab, hvoraf mennesket kun lige har strejfet den yderste flig.Først når Hierarkiet er synligt til stede på jorden, og mysteri-erne, som varetages af Kristi disciple, er en åbenlys kendsger-ning i verden, vil hemmeligheden bag de elektriske fænome-ners virkelige natur blive afsløret.

Mysterierne er i sidste instans den egentlige kilde til åben-baringerne; det er kun, når tænkning og vilje til det gode er tætforbundet og bestemmende for menneskelig adfærd, at heleomfanget af den kommende åbenbaring trygt kan gives men-nesket i hænde. Der er planetariske kræfter og energier, sommennesker endnu ikke kan styre; de ved intet om dem, og doger hele klodens liv afhængig af dem; det er kræfter, som ogsåer nært beslægtet med de nu så foragtede psykiske kræfter(som i dag behandles uden fornuft og helt i blinde), og dog vildisse kræfter, vurderet og anvendt rigtigt, vise sig at være afoverordentlig praktisk betydning i den videnskab, som myste-rierne vil åbenbare.

Tidsaldres mysterium står nu ved Kristi genkomst påtærsklen til at blive afsløret. Det er ved afsløring af sjælen, atdette mysterium (som sjælen tilhyller) vil blive åbenbaret.Verdens religiøse skrifter har altid profeteret, at ved tidsalde-rens afslutning skal hemmeligheder åbenbares, og det, somhidtil var skjult, vil komme frem i dagens lys. Som bekendt ervor tid afslutningen på Fiskenes tidsalder; i løbet af de næsteto hundrede år vil vor opfattelse af døden opgives, eller rettere


vore vrangforestillinger om den, og sjælens eksistens vil fast-slås som en kendsgerning. Man vil vide, at sjælen er et leven-de væsen og den åndelige kraft og motiverende impuls bagalle manifesterede former. Kristi opgave (for to tusind år si-den) var at bekendtgøre visse store muligheder og fastslå ek-sistensen af vældige kræfter. Hans opgave, når han kommerigen, vil være at bevise sandheden i sine ord ved at gøre dissemuligheder til [side 120] kendsgerninger og afsløre den magt,der ligger i menneskets sande natur. Det udsagn, han kom medfor to tusind år siden, at vi alle er gudesønner og har én uni-versel Fader, vil i nær fremtid ikke længere blive opfattet somen smuk, mystisk og symbolsk påstand, men vil blive betrag-tet som en eksakt videnskabelig udtalelse. Vort universellebroderskab og vor essentielle udødelighed vil blive bevist somkendsgerninger.

Grunden er nu ved at blive lagt til den store genopbygning,som Kristus vil iværksætte. Verdensreligionerne (inklusivekristendommen) og frimureriet er i dag udsat for menneskehe-dens kritiske bedømmelse og forstand; de erklæres næsten en-stemmigt for at have svigtet deres guddommelige opgave. Fraalle sider erkender man, at en ny indstrømning af liv er nød-vendig, men det vil kræve en ny vision og en ændret livsind-stilling, og det kan alene Kristus lære og hjælpe os til ved til-synekomsten. Som det siges i et gammelt skrift:

»Det, som før var et mysterium, skal ikke længere væredet, og det, som var skjult, skal nu åbenbares; det, somvar tilbageholdt, skal komme frem i lyset og vil da for-øge lyset, og alle vil se og sammen frydes. Der kommeren tid, hvor ødelæggelser vil have haft deres velgørendevirkning, og hvor mennesker, gennem lidelser, vil søgedet, de før forkastede. I en frugtesløs jagen efter det næ-re, som var let at opnå, fandt de, når det var opnået, atdet var et dødens redskab. Dog søgte de altid livet, ikkedøden.«

Og Kristus vil bringe dem liv i større fylde.Der tales meget i vore dage om indvielsens mysterier. I alle


lande findes falske lærere, der underviser i de såkaldte myste-rier og tilbyder falske indvielser (som regel mod betaling ogmed diplom) og vildleder folk. Kristus lærte os, at netop forudfor hans komme ville disse tilstande findes, [side 121] ogoveralt ville det falske og uægte stå op og proklamere sig selv.Alt dette er imidlertid bare tegn på hans komme. Efterlignin-gen er altid garantien for det sande. Snakken og diskussioner-ne, de tåbelige postulater, pseudo-okkultismen og de nytteløseforsøg på »at tage en indvielse« (denne uklare vending, somuvidende teosoffer har fundet på som udtryk for en dyb ånde-lig erfaring) har været karakteristisk for den esoteriske lærelige siden dens nye begyndelse i 1875. Dengang henledte H.P.Blavatsky Vestens opmærksomhed på det faktum, at store di-sciple og visdommens mestre var til stede på jorden og arbej-dede under Kristi ledelse. Senere fortrød hun bittert at havegjort det, hvad nogle af hendes breve til den Esoteriske Sek-tion viser. Dog, hvad hun gjorde, var altsammen led i den sto-re Plan og ikke nogen fejltagelse. Teosoffernes fortolkningerog ophidsede reaktioner i hine dage var derimod en fejltagelse– og en fejltagelse, de endnu ikke har erkendt. Denne tåbeligereaktion blev godt hjulpet og fremmet af offentlighedens al-mindelige nysgerrighed, såvel som af dens ærlige stræben,som utvivlsomt også blev vækket derved. Desuden var dermennesker, som i erhvervsmæssigt begær udnyttede temaet ogstadig gør det.

Ikke desto mindre har den samlede virkning af alle dissefejl og fejlagtige fremstillinger været god. I alle lande er men-nesker i dag bevidst om mestrenes eksistens, om de mulighe-der, der tilbydes, og den lejlighed der gives til at gøre viden-skabelige åndelige fremskridt og således blive medlem afgudsriget. Dette har kirkerne ignoreret og har – især i den vik-torianske tid – anset videnskaben for en ærkefjende.

Hele denne strøm af informationer om indvielsesmysterier-ne – hvoraf noget virkelig vidner om en skjult sandhed, mensandet er frembragt af en længselsfuld fantasi og tildels afkommerciel tilskyndelse – har afgørende forberedt menneske-heden på den undervisning, som Kristus formentlig vil give,når han igen er fysisk til stede iblandt os. [side 122]


Hvor nødigt de ortodokse kristne end vil indrømme det, såindeholder hele Evangeliet i dets fire dele ikke meget andetend symbolske detaljer angående mysterierne, som (for men-neskehedens vedkommende) er fem i alt. Mysterierne henty-der i virkeligheden til fem vigtige stadier i aspirantens åndeli-ge liv; de antyder også fem vigtige stadier i menneskehedensbevidsthedsudvikling. Disse fremskridt vil på en måde, som vii dag ikke forstår, gøre sig tydeligt gældende engang i løbet afVandbærerens tidsalder. Menneskeheden, verdensdisciplen(med sine forskellige grupper på forskellige udviklingstrin) vil»træde ind i« nye bevidsthedstilstande og blive bevidst i nyeområder eller mentale og åndelige bevidsthedssfærer i løbet afde næste to tusind år.

Hver tidsalder genspejles i den moderne femfoldige udvik-ling. Fire tidsaldre har vi nu passeret, astronomisk set: Tvillin-gerne, Tyren, Vædderen og Fiskene. I dag er den femte tidsal-der, Vandbærerens, ved at få indflydelse. Tvillingernes sym-bolske tegn, de to søjler, satte sit præg på den tids frimurer-broderskab, og Jachins og Boaz' to søjler – for nu at anvendederes jødiske navne, som naturligvis ikke er de rigtige navne –kom frem for ca. otte tusind år siden. Derefter fulgte Tyrenstegn, hvori Mithra kom som verdenslærer og indstiftede Mi-thra-mysterierne med deres (tilsyneladende) tilbedelse af Ty-ren. Så fulgte Vædderen, i hvis tegn den jødiske religionsor-den blev skabt, som fik betydning for jøderne og uheldigvisogså for den kristne religion, men som er uden betydning forde utallige millioner af verdens befolkning. I denne cykluskom Buddha, Shri Krishna og Sankaracharya. Endelig har viFiskenes tidsalder, som bragte Kristus til os. Rækkefølgen ogbetydningen af de mysterier, der er udtryk for hvert af zodiak-kens tegn, vil Kristus forklare os, for offentlighedens vågnen-de bevidsthed kræver i dag noget mere præcist og åndeligt vir-keligt end moderne astrologi og den pseudo-okkultisme, dernu er så vidt udbredt.

I den æra vi nu går ind i – efter Kristi tilsynekomst – vil[side 123] hundrede tusinder af mennesker jorden over gåigennem en eller anden af de store bevidsthedsudvidelser, menden generelle virkning heraf vil blive forsagelse (som dog på


ingen måde betyder, at masserne vil »tage den fjerde indviel-se«); de vil forsage de materialistiske værdinormer, som i dagbehersker alle aspekter af menneskelivet og alle befolknings-lag. En af de lektier, menneskeheden skal lære i vor tid (somer forgården til den nye tidsalder), er, hvor få materielle tingder egentlig er nødvendige for ens liv og lykke. Denne lektieer endnu ikke lært. Det er imidlertid en af de mest afgørendeværdier, som skal uddrages af de forfærdende afsavn, menne-sker i vor tid dagligt udsættes for. Den virkelige tragedie er, atden vestlige verden og især U.S.A. ikke tager del i denne livs-vigtige og i virkeligheden åndelige proces; de er endnu forselviske til at tillade, at det sker.

Indvielse er ikke, som man vil forstå, en ceremoniel hand-ling eller et ridderslag, som tildeles en lovende aspirant; ejheller betyder det en indtrængen i mysterierne – som frimurer-mysterierne endnu kun er en billedlig fremstilling af – men deter helt enkelt resultatet af en »levende kraft«, der erfares påalle tre bevidsthedsplan (fysisk, emotionelt og mentalt), ogsom aktiverer – gennem denne levende kraft – de registreren-de og optegnende celler i hjernesubstansen, som ikke før varmodtagelige for højere indtryk. Gennem en sådan udvidelse afdet registrerende område eller, om I vil, udvikling af et bedremodtagerapparat eller en finere registreringsmekanisme er sin-det i stand til at være formidler af højere værdier og åndeligforståelse. På den måde bliver den enkelte bevidst om gud-dommelige eksistenssfærer og bevidsthedstilstande, som evigtog altid var til stede, men som mennesket var konstitutioneltude af stand til at kontakte eller registrere; hverken sindet ellerdets optegnende redskab, hjernen, har været i stand dertil setud fra udviklingsniveauet.

Efterhånden som tænkningens søgelys langsomt trænger[side 124] ind i hidtil uopdagede aspekter af det guddommeli-ge sind, og når hjertets magnetiske egenskaber begynder atvågne og reagere sensitivt på de to andre aspekter, da vil men-nesket blive i stand til at virke i nye ekspanderende riger aflys, kærlighed og tjeneste. Han er indviet.

Dette er mysterierne, som Kristus vil behandle; den aner-kendte tilstedeværelse af ham og hans disciple vil muliggøre


en langt hurtigere udvikling, end det ellers ville have værettilfældet. Den åndelige stimulering, der udgår fra et synligttilstedeværende Hierarki, vil stadig blive stærkere, og Vand-bærerens tidsalder vil se så mange menneskesønner acceptereden store forsagelse, at denne verdenspræstation vil svare tilden masseuddannelse af menneskeheden, som fandt sted i Fi-skenes tidsalder. Materialismen som masseprincip vil bliveforkastet, og de væsentlige åndelige værdier vil vinde frem ogfå større indflydelse.

En civilisations kulmination, med dens særlige kendetegn,kvalitet og gaver til eftertiden betyder en genspejling af en ån-delig hensigt og (menneskeheden taget som helhed) af en afindvielserne. Engang vil historien blive baseret på og nedskre-vet som beretningen om menneskehedens udvikling gennemindvielse; indtil da må vi have en historieskrivning, som tagersit udgangspunkt i menneskehedens udvikling under indfly-delse af store fundamentale ideer. Det bliver næste historiskefremstilling.

Skabelsen af en kultur i en hvilken som helst given periodeer ganske enkelt virkningen af den skabende evne og klare be-vidsthed hos den tids indviede – de som vidste, at de var ind-viede, og som også stod i direkte, bevidst forbindelse medHierarkiet. I øjeblikket bruger vi ikke ordene kultur og civili-sation i deres rigtige betydning eller sande mening. Civilisa-tion er genspejlingen i masserne af en speciel cyklisk indfly-delse, der fører til indvielse. Kultur er esoterisk forbundet meddem inden for en civilisationsepoke, der på specielle områder iklar og helt vågen bevidsthed ved selvindledt indsats trængerind i de indre tankesfærer, [side 125] som vi kalder den ska-bende verden. Det er disse indre verdener, som er ansvarligefor den ydre civilisation.

Kristi genkomst er et tegn på en tættere forbindelse mellemden ydre og den indre tankeverden. Betydningens verden vilforene sig på en mere åbenlys måde med erfaringens verdensom følge af den stimulering, der udgår fra Hierarkiet og detsoverhoved, Kristus, der nærmer sig. En vældig vækst medhensyn til forståelse og relationer vil blive følgen.


IV. Blændværkets fordrivelse

Ordet »blændværk«, som frem for noget karakteriserer astral-planet, er aldrig blevet korrekt anvendt, og det var beklageligt,at det overhovedet blev benyttet i sin tid, da den esoteriske læ-re så dagens lys. Det såkaldte »astralplan« er helt enkelt detnavn, man har givet hele summen af følelsesytringer, sansere-aktioner og emotionel substans, som menneskeheden selv harfrembragt og med så stor kraft projiceret, at den nu er offer fordet, den selv har skabt. Firs procent af læren om astralplaneter i sig selv en del af det store blændværk og af den uvirkeligeverden, til hvilken der hentydes i den gamle bøn: »Led os fradet uvirkelige til det virkelige«. Hvad der siges om astralpla-net har ikke meget at gøre med de faktiske forhold; det harimidlertid tjent det praktiske formål at være et erfaringsområ-de, hvor man kan lære at skelne mellem det sande og usande;det er også et område, hvor aspiranten kan anvende sin intel-lektuelle skelneevne – den store afslører af fejl og den endeli-ge sandhedsåbenbarer.

Når formaningen: »Lad det samme sindelag være i jer, somvar i Kristus« (Fil.2,5), har båret frugt, vil vi opdage, at herre-dømmet over den emotionelle natur og sansende bevidsthed(astralplanet, om I foretrækker betegnelsen) bliver fuldstæn-dig. Hele denne indflydelsessfære og dens kontrol over os ek-sisterer da ikke mere. Den er uvirkelig og [side 126] har ingenrealitet, undtagen som et område for tjeneste og en sfære, ihvilken mennesker vandrer om i forvirring og fortvivlelse.Den største tjeneste, et menneske kan gøre sine medmenne-sker, er at befri sig selv for dette plans herredømme og vedselv at styre dets energier ved hjælp af kraften fra Kristus i detindre. Han vil da opdage, at de selvcentrerede kræfter, de per-sonlige begær og den emotionelle kærlighed bliver afløst af enlevende energi, som stærkt kan føles, skønt den endnu ikkekan tilegnes i sin rene essens; denne energi kalder vi »kærlig-hed til Gud«. Det er denne frit strømmende, udadrettede, mag-netisk dragende kraft, som leder enhver pilgrim tilbage til»Faderens hus«. Det er denne kraft, som rører sig i menneske-hedens hjerte og kommer fuldkomment til udtryk gennem sto-


re avatarer som Kristus; det er den kraft, der styrer den mysti-ske længsel, som findes i ethvert menneske, og som virker bagalle humane bestræbelser, der har menneskehedens vel sommål, der virker gennem alle former for filantropisk og opdra-gende virksomhed, og ligeledes gennem den instinktive mo-derkærlighed, som findes overalt i naturen. Men i grunden erdet en gruppefølsomhed, og først i Vandbærerens tidsalder vildens sande væsen som følge af Kristi genkomst blive korrektforstået og kærligheden til Gud udfolde sig i alle menneske-hjerter.

Om denne verden af illusion og blændværk vidste Kristusmeget, og han viste os, at sand kærlighed kan overvinde den.En del af Kristi tre fristelser i ørkenen skyldtes verdensblænd-værkets tre aspekter: illusionerne fremkaldt af sindet, blænd-værk fremkaldt på oplevelsens emotionelle plan og den forvir-ring, som frembringes af de almindelige jordiske omstændig-heder. Alle disse truede med at forvirre ham, men han afvistedem med et klart formuleret princip og ikke med et analytiskintellekts ordrige argumentation. Fra denne trefoldige erfa-ringssfære drog han ud for at undervise, vise kærlighed oghelbrede. Kristus er den store fordriver af verdensblændvær-ket, når han kommer, og Buddha [side 127] forbereder vejen.At en sådan fordrivelse og spredning af blændværket er muligskyldes derfor så afgjort disse to avatarer, Buddha og Kristus.Noget af det vigtigste i dag er at få menneskeheden og ver-dens nationer til at forstå det principielle i det arbejde, Buddhaog Kristus udfører for verden og på ny at understrege de sand-heder, som de har projiceret ind i tankernes verdensarena. Detarbejde, Lysets Herre og Kærlighedens Herre udfører, måfremstilles på ny for en verden, hvis behov er stort. I den for-bindelse må det siges, at nogle nationer mest trænger til at for-stå den lære Buddha formulerede i de Fire Ædle Sandheder,og de må bringes til at indse, at årsagen til al sorg og elendig-hed er fejlagtige begær – begær efter det, som er materielt ogforgængeligt. De Forenede Nationer må lære at anvende kær-lighedsloven, som Kristus udtrykte i sit liv, og lære at leve optil sandheden om, at »ingen af os lever for sig selv« (Rom.14,7) ej heller nationer. Målet for al menneskelig stræben er kær-


lig forståelse, tilskyndet af en bevidst udarbejdet plan for kær-lighed og rette menneskelige relationer for hele jordens be-folkning.

Hvis disse to store læreres liv bliver forstået og deres læreanvendt i menneskelivet, i den menneskelige tænkning, på alleverdensproblemerne, i det politiske og økonomiske liv, vil dennuværende verdensorden (der stort set er uorden) blive så mo-dificeret og forvandlet, at en helt ny verdensorden og en nymenneskerace gradvis kan begynde at tage form. Verdensblændværk vil da blive opløst og verdens illusion fordrevet.

Midt i blændværkets verden – astralplanets eller emotio-nernes verden – kom et lyspunkt til syne for mange århundre-der siden; Lysets Herre, Buddha, begyndte i sig selv at foku-sere oplysningens lys, som engang skulle muliggøre en fordri-velse af verdens blændværk. I illusionens verden, på mental-planet, kom Kristus, selve Kærlighedens Herre, til syne. Hanville påtage sig at fordrive illusionen ved at drage alle menne-skehjerter til sig (ved hjælp af kærlighedens [side 128] tiltræk-kende kraft) og udtrykte dette sit forsæt med ordene: »når jeger blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig« (Joh.12,32).

Disse to store gudesønners forenede arbejde, koncentreretigennem deres indviede og verdensdisciplene, må og vil uund-gåeligt nedbryde illusion og fordrive blændværk – det første,dvs. illusion, gennem intuitiv erkendelse af virkeligheden gen-nem tænkere, som er i harmoni med denne, og det andet, dvs.blændværk, ved en indstrømning af den rene fornufts lys.Buddha var den første, der gjorde en planetarisk indsats for atsprede verdens blændværk; Kristus gjorde som den første enplanetarisk indsats for at nedbryde illusionen. Deres indsatsmå nu videreføres intelligent af en menneskehed, som er vísnok til at kende sit ansvar.

Menneskene er hurtigt ved at blive berøvet deres illusionerog kan derfor se klarere. Verdens blændværk er ved at blivefjernet fra menneskenes veje. Denne udvikling skyldes de nyeideer, som er kommet ind i verden gennem de intuitive ogbragt videre til offentligheden af verdens tænkere, yderligerehjulpet af den ubevidste, men ikke desto mindre ægte forståel-


se hos masserne af de Fire Ædle Sandheders virkelige me-ning. Desillusioneret og afglamouriseret (hvis jeg må anvendedisse udtryk) venter menneskeheden nu på den nye åbenba-ring. Denne åbenbaring vil finde sted ved Buddhas og Kristiforenede indsats. Det eneste, vi kan forudse og sige om denneåbenbaring, er, at dybtgående og vidtrækkende resultater vilblive opnået gennem denne forening af lys og kærlighed ogden »oplyste substans'« reaktion på »kærlighedens dragendemagt«. Jeg har her givet jer en nøgle til den sande forståelse afdisse avatarers arbejde – noget, der hidtil har hersket dyb uvi-denhed om. Det kan tilføjes, at med en rigtig forståelse af denbetydning der ligger i ordene »et menneskes transfiguration«,kommer også forståelsen af ordene, »hvis nu hele dit legemeer i lys« (Luk.11,36), da indebærer det, at »i dit lys skuer vilys« (Sl.36,10). Det betyder, så snart personligheden [side129] har opnået en vis grad af renhed, hengivenhed og oplys-ning, da virker sjælens tiltrækningskraft, hvis natur er kærlig-hed og forståelse, og fusionen af disse to finder sted. Dette er,hvad Kristus viste og beviste.

Når det legemliggjorte visdomsprincip (dvs. Buddhas ar-bejde) fuldbyrdes i den stræbende discipel og hans integreredepersonlighed, da kan også det fulde udtryk for Kristi arbejde(dvs. det legemliggjorte kærlighedsudtryk) fuldbyrdes, ogbegge disse energier – lys og kærlighed – vil komme til strå-lende udfoldelse i den transfigurerede discipel. Hvad der gæl-der for den enkelte gælder også for menneskeheden som hel-hed. I dag kan menneskeheden (efter at være blevet moden)»indgå i virkeligheden« og bevidst tage del i arbejdet for op-lysning og åndelig, kærlig virksomhed. Det praktiske resultataf denne udvikling vil blive, at blændværkets tåger spredes,og menneskeånden frigøres fra sin materielle trældom; det vilogså medføre en nedbrydning af illusion og en erkendelse afsandheden, som den findes hos dem, der er polariseret i kri-stusbevidstheden.

Dette må nødvendigvis være en langsom proces; det er engradvis og lovbunden fremgangsmåde, hvis slutresultat er sik-kert, men opnås relativt langsomt. Processen blev indledt afBuddha på astralplanet og af Kristus på mentalplanet, da han


manifesterede sig på jorden. Det betød, at menneskeheden varved at blive moden. Processen har gradvist accelereret, efter-hånden som disse to store væsener har samlet deres discipleog indviede omkring sig i løbet af de sidste to tusind år. Denhar nået det punkt, hvor den er til stor nytte, da kommunika-tionskanalen mellem »centret, hvor Guds vilje er kendt« ogHierarkiet, hvor Guds kærlighed finder udtryk, er blevet åbnetog udvidet, og kontakten mellem disse to store centre og men-neskeheden er blevet mere konsolideret.

Tusinder af intelligente mænd og kvinder vil således blivei stand til at frigøre sig fra alle vildfarelser og fra følelsesmæs-sigt herredømme. I det øjeblik, menneskenes hjerter [side 130]er levende aktive, i det øjeblik ophører den emotionelle solarplexus aktivitet. Dette er en kendsgerning. Det er menneskershjerter, som responderer på Kristi kalden, og det er disse hjer-ter, som nu er ved at blive påkaldende. Den smertefulde emo-tionelle periode, som menneskeheden har gennemlevet de sid-ste hundrede år, og den følelsesmæssige spænding, menneskerlever under i dag, har bidraget til, at menneskeheden snart ermoden til at træde ind i den klare tankes domæne; når detsker, vil det markere et betydningsfuldt vendepunkt i menne-skehedens historie, og det vil blive et af resultaterne af Kristifremtidige videnskabelige arbejde (om jeg må udtrykke det så-dan) med menneskenes hjerter for at bringe dem i samklangmed Guds hjerte.

På grund af det meget omfattende emne og de vidt forskel-lige psykologiske udviklingstrin, mennesker står på i øjeblik-ket, kan jeg ikke uddybe dette nærmere. Erfaringens skole ogdens prøvelser er velkendt af alle aspiranter, og den er millio-ner af menneskers slagmark. Kristus i os kan, som den styren-de hersker i det individuelle liv, bringe denne kamp til ophør;aspiranten kan gå sejrende ud af kampen, klartseende og frygt-løs. Kristi tilsynekomst blandt mennesker vil udrette det sam-me for menneskeheden som helhed, ikke på en stedfortræden-de måde, men ved gennem sin tilstedeværelses levende kraftat stimulere kristusprincippet i ethvert menneskes hjerte.


[side 131]

6. kapitel

Den nye verdensreligion

Verden er i dag mere åndelig end nogensinde før. Dette væresagt med fuld forståelse for den almindelige opfattelse, at ver-den er kørt fast i åndelig henseende, og at menneskehedensåndelige liv aldrig før har befundet sig på et så lavt niveau.Denne antagelse skyldes stort set, at menneskeheden ikke erovervældende interesseret i den ortodokse fremstilling afsandheden, og at kirkerne er forholdsvis tomme og under of-fentlig anklage for at have forsømt at lære menneskeheden atleve rigtigt. Disse påstande er kun alt for sande, men det æn-drer ikke den kendsgerning, at mennesker overalt i dag søgerefter åndelig frihed og sandhed, og at den sande religiøse ånder mere levende og dybtgående end på noget tidligere tids-punkt. Det gælder især de lande, der har lidt mest under sidsteverdenskrig (1914-45). Lande som U.S.A. og de neutrale lan-de viser endnu intet tegn på virkelig åndelig fornyelse. De an-dre lande er åndeligt levende – ikke i ortodoks forstand, menvirkeligt søgende og med et vitalt krav om lys.

Menneskehedens religiøse bevidsthed er i dag mere direkteindstillet på virkeligheden, end det før har været tilfældet. Deortodokse verdensreligioner er hurtigt ved at træde i baggrun-den i menneskers bevidsthed, mens vi ubestrideligt nærmer osden centrale åndelige virkelighed. De teologier, som fremføresaf kirkesamfund (både i øst og vest), er forstenede og til rela-tivt ringe nytte. Præster og kirketilhængere, ortodokse lærereog fundamentalister (fanatiske, skønt oprigtige) søger at beva-re det, som er gammelt, og som før var tilstrækkeligt til at til-fredsstille de spørgende, men som ikke er det i dag. Alvorlige,men uoplyste religiøse mennesker beklager dybt ungdommensoprør [side 132] mod en dogmatisk indstilling. Samtidig for-langer de, som andre søgende, en ny åbenbaring. De søger no-get nyt og fængslende, som kan drage masserne tilbage tilGud; de frygter, at noget må opgives, at nye fortolkninger af


gamle sandheder må findes, men begriber ikke, at det er et heltnyt syn på sandheden (som den er i Kristus), der må vindes;de fornemmer en ny forestående åndelig åbenbaring, men ertilbøjelige til at vige tilbage for dens revolutionerende virk-ning. De stiller sig selv mange spørgsmål og er grebet af dybforuroligende tvivl. Det er interessant her at se, at svarene pådisse spørgsmål kommer (og i stadig højere grad vil komme)fra to sider: den tænkende almenhed, hvis voksende intellektu-elle bevidsthed er årsagen til oprøret mod ortodoks religion;og fra den overskyggende kilde af sandhed og lys, som ufejl-barligt har bragt os åbenbaringer ned gennem tiderne. Svaretvil ikke komme fra nogle religiøse organisationer, så vidt mankan se, hverken fra asiatiske eller vesterlandske.

Nogle af disse spørgsmål kan formuleres som følger:Hvorfor var kirken ude af stand til at forhindre den over-

vældende ondskab, som kom til udtryk under sidste verdens-krig?

Hvorfor har religionen vist sig at være utilstrækkelig formenneskehedens behov?

Hvorfor har religionernes såkaldte åndelige ledere vist siginkompetente til at bidrage til løsningen af verdensproblemer-ne?

Hvorfor har kristne lærere, som talsmænd for kærlighedensGud, været ude af stand til at forhindre den udbredelse af had iverden, som i dag er uden sidestykke?

Hvorfor er størsteparten af sådanne lærere i deres indstil-ling til sandheden så sekteriske, separatistiske og så konfes-sionelt bundne? Alligevel findes der en mere åben og åndeligminoritet.

Hvorfor nægter unge mennesker at gå i kirke, og hvorfor[side 133] er de ikke interesserede i de dogmer, der tilbydesdem som grundlag for deres tro?

Hvorfor er det døden og ikke livet, som behersker verden idag?

Hvorfor opstår så mange nye religiøse bevægelser, oghvorfor trækker de folk bort fra de ortodokse religioner?

Hvorfor er folk mere tiltrukket af Mental Science, UnityMovement og New Thought end af de mere etablerede organi-


sationer? Bemærk brugen af ordet »organisation«, det er nøg-len til problemet.

Hvorfor er der en voksende interesse for Østens teologier,de forskellige yogasystemer, den buddhistiske lære og de ori-entalske religioner?

Hvorfor kan en lære som astrologi, numerologi eller for-skellige former for magisk ritual samle så mange tilhængere,mens kirkerne står tomme eller kun søges af gamle menne-sker, af konservative og reaktionære, eller af dem, der kunkommer af vane, eller fordi de er desperat ulykkelige?

Når alt kommer til alt, hvad er der forkert i vor fremstillingaf tidernes evige sandheder og vor formulering af de åndeligerealiteter?

Mange svar kan gives. Det vigtigste er dette, at den frem-stilling af guddommelig sandhed, som Vestens kirker og Øs-tens lærere giver, ikke har holdt trit med menneskeåndens in-tellektuelle udvikling. Det er de samme gamle ideer og ord-formler, den søgende præsenteres for, og de kan ikke tilfreds-stille hans intellekt, ej heller imødekomme det praktiske livskrav i en kompliceret verden. Den spørgende får at vide, athan skal tro uden at spørge og uden at forstå; man forsikrerham, at han umuligt kan forstå, og dog forventes det, at hanaccepterer fortolkninger og bekræftelser af andre, som påstår,at de forstår og er i besiddelse af sandheden. Men han trorikke på, at andres forstand og fortolkning er så meget bedreend hans egen. De samme [side 134] gamle formler, de sammegamle teologier, de samme gamle fortolkninger synes at værefuldt tilstrækkelige til at dække moderne menneskers åndeligesøgen og behov. Det er de ikke.

Kirken i dag er Kristi grav, og teologiens sten er rullet forindgangen.

Der er dog ingen grund til at angribe kristendommen. Kri-stendommen kan ikke angribes; den er et udtryk – i essens omend ikke helt i praksis – for Guds kærlighed, immanent i sitskabte univers. Kirkerne har imidlertid givet rig anledning tilkritik, og det er majoriteten af tænkende mennesker klar over;uheldigvis er disse tænkende mennesker endnu i mindretal.Ikke desto mindre bliver det denne minoritet af tænkende


mennesker, der (når den er blevet en majoritet, hvad den erstærkt på vej til at blive) vil fælde dommen over kirkerne ogbane vejen for udbredelsen af Kristi sande lære. Det er lidetsandsynligt, at Kristus har nogen glæde af de store templer afsten, som kirkens mænd har bygget, mens hans folk var over-ladt til sig selv uden vejledning og rimelig forklaring på ver-dens gang; han må sikkert føle (med blødende hjerte), at denenkelhed, han lærte os, og den enkle vej til Gud, han under-stregede, er forsvundet i teologiens tåger (der begyndte medPaulus) og i kirketilhængeres endeløse drøftelser gennem år-hundreder. Menneskene har fjernet sig langt fra den ligefrem-me tænkning og enkle åndelige livsførelse, som udmærkedede første kristne. Er det ikke muligt, at Kristus anser kirkernesseparatistiske liv og teologernes arrogance som fejlagtig oguønsket – splittet, som de har, verdens folk i troende og ikketroende, kristne og hedninger, såkaldt oplyste og såkaldt for-mørkede – og som en direkte kontrast til alt, hvad han selvstår for og udtrykte med ordene: »Jeg har andre får, som ikkehører til denne fold« (Joh.10,16).

Det er ikke den tøjlesløse ondskab i verden i dag, som hin-drer det åndelige liv eller står i vejen for den nye åbenbaring.[side 135] Det onde er et produkt af vildfarelse og af menne-skesindets forkerte orientering, og den betoning af materielleting, som generationers konkurrencementalitet har frembragt;det skyldes de religiøse organisationers svigtende evne overalti verden til at fastholde sandheden i sin renhed og undgå denfanatiske idé, at en bestemt individuel fortolkning af sandhe-den nødvendigvis må være den eneste rigtige. Teologerne harkæmpet (med oprigtig hensigt) om ordformler, som de troedevar den eneste sande og korrekte formulering af den guddom-melige idé, men Kristus blev glemt bag ordene; kirkens mændhar anvendt stor dygtighed og handlekraft på rejsning af fondetil opførelse af stenbygninger, mens Guds børn overalt giksultne, manglede klæder og tabte troen på den guddommeligekærlighed.

Hvordan kan menneskehedens behov for åndelig vejled-ning imødekommes, når kirkernes ledere er optaget af verdsli-ge anliggender, når hovedvægten i protestantiske såvel som i


romersk katolske og græsk ortodokse kirker lægges på pompog ceremonier, på store kirker og stenkatedraler, på alterkalkeaf guld og sølv, på skarlagen baretter og juvelbesatte messe-dragter, på alt det udstyr, som de kirkeligt indstillede værdsæt-ter højt? Hvordan kan verdens sultende børn og især Europasblive frelst, når paver og biskopper anmoder om penge til atbygge katedraler og flere kirker, selv om de allerede eksiste-rende kirker står tomme? Hvordan kan lyset komme til atskinne igen i menneskers bevidsthed, når kirkens mænd hol-der folk i en tilstand af frygt, med mindre de accepterer degamle teologiske fortolkninger og den gamle måde at nærmesig Gud på? Hvordan kan menneskers åndelige og intellek-tuelle behov blive dækket, når teologiske seminarer ikke tilby-der noget nyt eller noget, der er i overensstemmelse med vortid, men sender unge mænd, der kun har de gamle fortolknin-ger at støtte sig til ud for at vejlede menneskeheden. [side 136]Disse unge mænd begynder deres religiøse uddannelse og for-beredelse til præstegerningen med store håb og visioner; degår ud af den uden meget håb og med liden tro, men besluttetpå at gøre deres bedste og nå til tops i kirken.

Det er et spørgsmål, om Kristus ville føle sig hjemme i kir-kerne, hvis han var iblandt os. Ritualerne og ceremonierne,højtideligheden og hele udstyret, lys og guld og sølv, rangfor-ordningen af paver, kardinaler, ærkebisper og bisper, provster,præster og kapellaner ville formentlig have ringe interesse fordenne enkle gudesøn, som – da han var på jorden – ikke havdeet sted at hælde sit hoved til.

Den måde, de religiøse sandheder er blevet fremstillet påindtil nu, har blokeret væksten af den religiøse ånd; teologienhar bragt menneskeheden til fortvivlelsens rand; kristuslivetsfine blomst er blevet forkrøblet og standset i væksten i denmenneskelige tænknings mørke huler; fanatisk troskab mod deaf mennesket vedtagne fortolkninger har erstattet sand kristenlevevis, og millioner af bøger har udvisket eller tilintetgjortKristi levende ord. Præsternes argumenter og diskussioner harslukket det lys, som Buddha tændte, og Guds kærlighed, somKristus åbenbarede i sit liv, er blevet glemt på grund af men-neskenes uenighed om fortolkninger, ord og sætninger. I mel-


lemtiden har menneskeheden kæmpet, sultet, lidt og råbt omhjælp, bedt om oplysning og – i dyb skuffelse – omsider tabttroen.

I dag er mennesker overalt beredt til lyset; de venter på enny åbenbaring og en ny religiøs orden, for menneskeheden ernu kommet så langt på evolutionens vej, at krav og forvent-ninger ikke er begrænset til materielle forbedringer alene, menogså omfatter åndelige visioner af sande værdier og rette men-neskelige relationer. De kræver undervisning og åndelig hjælpforuden den nødvendige føde, klæder og muligheden for atleve og arbejde i frihed. De står over for hungersnød i storedele af verden, og dog erkender de (med lige så stor forfærdel-se) »sjælens hungersnød«. [side 137]

Vi tager sikkert ikke fejl, hvis vi konkluderer, at denne ån-delige forfærdelse og dette åndelige krav indtager en altover-skyggende plads i Kristi bevidsthed. Når han viser sig igen, ognår hans kirke, hidtil usynlig, kommer til syne med ham, hvadkan de så gøre for at imødekomme dette påtrængende krav ogden intensiverede åndelige forventning og modtagelighed,hvormed de vil blive mødt. De ser hele billedet: de kristnesråb om åndelig hjælp, buddhisternes krav om åndelig oplys-ning, og hinduernes krav om åndelig forståelse – sammen medråbet fra alle dem af en anden tro eller ingen tro – alle må imø-dekommes. Menneskehedens krav når deres ører, og Kristusog hans disciple har ingen sekteriske betænkeligheder, det kanvi være sikre på. Det ville være forkert at tro, at de er interes-serede i fundamentalisternes synspunkter eller i teologernesteorier om jomfrufødsel, forsoningslæren eller pavens ufejl-barlighed. Menneskeheden er i desperat nød, og den nød måafhjælpes; kun store og fundamentale livsprincipper, der for-klarer nutiden ud fra fortiden og lægger grunden til fremtiden,vil være et virkeligt svar på menneskehedens påkaldelse. Kri-stus og det åndelige Hierarki kommer ikke for at ødelægge alt,hvad menneskeheden hidtil har fundet »nødvendigt for frel-sen«, og som før i tiden tilfredsstillede dens åndelige krav.Med Kristi genkomst vil alt uvæsentligt ganske vist falde bort,og kun det væsentlige i enhver tro vil blive tilbage, hvorpåhan kan bygge den nye verdensreligion, som alle mennesker


venter på. Denne nye verdensreligion må baseres på de sand-heder, der har bestået deres prøve gennem alle tider og skæn-ket vished og tryghed til mennesker overalt på kloden. Dissesandheder er:

[side 138]

1. Gud er en kendsgerning

Allerførst må menneskene anerkende den kendsgerning atGud eksisterer. Denne centrale realitet kan gives det navn,man ønsker alt efter ens mentale eller følelsesmæssige tilbøje-lighed, racemæssige tradition og arv, for denne realitet kanikke defineres eller betinges af et navn. Mennesker må nød-vendigvis altid bruge ord til at udtrykke, hvad de sanser, følerog kender både af det synlige og usynlige. Bevidst eller ube-vidst erkender alle mennesker en transcendent og en imma-nent Gud. De oplever Gud som skaber af og inspirationen ialt, hvad der er til.

Østens religioner har altid understreget Gud immanent,dybt inde i menneskehjertet, »nærmere end hænder og fød-der«, selvet, den Ene, atman, mindre end det mindste og dogalt-omfattende. Vestens religioner har lagt vægten på Gudtranscendent, uden for sit univers, betragteren. Gud transcen-dent var menneskenes første begreb om guddom, for en sådanGuds handlinger kunne ses i naturens verden; senere blevGud, hos jøderne, til stammeguden Jehova, nationens sjæl (enret utiltalende sjæl). Dernæst anså man Gud for at være etfuldkomment menneske, og det ophøjede gudemenneske van-drede på jorden i Kristi skikkelse. I dag er der en hurtigt vok-sende tendens til at lægge vægten på Gud immanent i ethvertmenneske og i enhver skabt form, så i dag skulle kirken kunneopvise en syntese af disse to ideer, som blev udtrykt af ShriKrishna i Bhagavad Gita: »Efter at have gennemtrængt heleuniverset med en brøkdel af mig selv forbliver jeg mig selv«.Gud, større end den skabte helhed, men til stede i hver del.Gud transcendent er garanten for vor verdens plan, formålet,som betinger alt liv fra det mindste atom op gennem alle na-


turrigerne til mennesket. [side 139]

2. Menneskets forhold til Gud

Den anden sandhed, som alle tror på, uanset religion, er men-neskets essentielle forbindelse med Gud. Fornemmelsen af detguddommelige – om end ufuldstændigt og uafklaret – er ind-bygget i ethvert menneskes bevidsthed. »Alle er I … Gudsbørn …« (Gal.3,26). »Kun én Fader har vi, det er Gud«, sigerKristus – og det samme siger alle andre avatarer og verdens-lærere ned gennem tiderne. »Thi som han er, sådan er også vi idenne verden« (1. Joh. 4,17), er et andet bibeludsagn. »Nær-mere er han end åndedrættet, nærmere end hænder og fødder«,synger hinduen. »Kristus i jer, herlighedens håb« erklærerPaulus triumferende.

3. Kendsgerningen om udødelighed og evig beståen

For det tredje er der følelsen af vedvarende, evigt liv. Dennefornemmelse kan man ikke blive fri for, den er i lige så højgrad en del af menneskers reaktionsmønster som den instinkti-ve selvopholdelsesdrift. Med denne indre vished møder vi dø-den, og vi ved, at vi skal leve igen, at vi kommer og går, og atvi vedbliver at leve, fordi vi er guddommelige og vor egenskæbnes herre. Vi ved, at vi har sat os selv et mål, og at detmål er »liv i større fylde« – et eller andet sted, her, der og tilsidst overalt.

Ånden i mennesket er udødelig; den eksisterer for evigt oggår frem skridt for skridt, fra ét stadium til det næste på evolu-tionens vej, idet den til stadighed og successivt udfolder sineguddommelige attributter og aspekter. Denne sandhed forud-sætter nødvendigvis anerkendelsen af to store naturlove: lovenom genfødsel og loven om årsag og virkning. Kirkerne i Ve-sten har officielt afvist at anerkende loven om genfødsel oghar derved bevæget sig ind i en teologisk blindgyde, hvorfrader ikke er nogen vej ud. Kirkerne [side 140] i Østen har lagtfor stor vægt på disse love med det resultat, at en negativ, re-signeret indstilling til livet og dets forløb – som følge af de


stadigt tilbagevendende muligheder – behersker Østens folk.Kristendommen har nok fremhævet udødeligheden, men hargjort den evige salighed afhængig af anerkendelsen af nogleteologiske dogmer: bliv en sand erklæret kristen og vind et livi en lidt enfoldig himmel; eller afslå at blive en troende kristeneller en passiv, overbevist kristen, og gå til et helt usandsyn-ligt helvede – et helvede, som er udsprunget af Det gamle te-stamentes teologiske forestillinger om en Gud fuld af had ognidkærhed. Begge disse forestillinger bliver i dag forkastet afalle fornuftige og oprigtigt tænkende mennesker. Ingen medvirkelig sund fornuft eller med virkelig tro på en kærlighedensGud kan acceptere de kirkeliges himmel eller har noget ønskeom at komme der. Endnu mindre accepterer de »ildsøen, sombrænder med svovl« (Åb.19,20), eller den evige pine, somkærlighedens Gud formodes at dømme alle dem til, der ikketror på Middelalderens teologiske fortolkninger, eller på demere moderne fundamentalisters, eller de ukritiske præster,der søger – ved hjælp af dogmer, frygt og trusler – at få folktil at forblive i en gammel forældet tro. Den essentielle sand-hed ligger andetsteds. »Hvad et menneske sår, det skal hanogså høste« (Gal.6,7), er en sandhed, der trænger til på ny atblive understreget. I disse ord har Paulus udtrykt den sandegamle lære om årsag og virkning, som i orienten kaldes kar-maloven.

Menneskesjælens udødelighed og den evne, det indre ån-delige menneske har til at udvirke sin egen frelse, under lovenom genfødsel ved hjælp af loven om årsag og virkning, er det,der ligger til grund for al menneskelig handling og bestemmeral menneskelig stræben. Ingen kan undgå disse to love. De be-tinger hele vort liv, indtil vi har opnået den ønskede og fore-skrevne fuldkommenhed og kan [side 141] manifestere os påjorden og være virksomme som rigtige gudesønner.

4. Kontinuiteten i åbenbaringen og den guddommelige tilnær-melse

Den fjerde essentielle sandhed kaster lys over hele Kristi plan-lagte virksomhed og hænger sammen med den åndelige åben-


baring og menneskets behov for Gud og Guds behov for men-nesket. Aldrig nogensinde har guddommen undladt at vidneom sig selv. Aldrig har mennesket råbt om lys, uden at lyset erkommet. Aldrig har der været en tid, cyklus eller verdensepo-ke, hvor der ikke blev givet åndelig hjælp og en lære, der vartilpasset menneskenes behov. Aldrig har menneskers tankerog hjerter løftet sig mod Gud, uden at det guddommelige selvkom nærmere til menneskene. Menneskehedens historie er ivirkeligheden historien om menneskets krav om lys og kon-takt med Gud, og dette lys' komme og Guds tilnærmelse tilmenneskene. Altid kom der en frelser, en avatar eller verdens-lærer fra det høje, det hemmelige sted, og gav menneskene enny åbenbaring, et nyt håb og en ny tilskyndelse til et rigere ån-deligt liv.

Nogle af disse tilnærmelser har været af overordentlig be-tydning, idet de påvirkede menneskeheden som helhed, ognogle var af mindre betydning, fordi de kun berørte en for-holdsvis lille del af menneskeheden – en nation eller en grup-pe. De, der kommer for at åbenbare Guds kærlighed, kommerfra det åndelige center, som Kristus gav navnet »Guds rige«(Matt.6,33). Her lever de, »som er retfærdige og er nået tilfuldendelse« (Hebr.12,23); her findes menneskehedens ånde-lige vejledere og den udøvende myndighed, som har ansvaretfor Guds plan, og som overvåger alt, hvad der sker på jorden.Dette sted har mange navne. Det kaldes det åndelige Hierarki,lysets bolig, det center, hvor [side 142] vi kan finde visdom-mens mestre, Den store hvide loge. Derfra kommer alle de,der er formidlere af Guds visdom, vogterne af den sandhed,som Kristus er udtryk for, de, hvis opgave det er at frelse ver-den, at meddele os den næste åbenbaring og føre bevis forguddommelighed. Alle verdens hellige skrifter vidner om ek-sistensen af dette åndelige energicenter. Dette åndelige Hierar-ki har nærmet sig menneskeheden mere og mere, efterhåndensom menneskene blev mere bevidst om og mere modne forkontakt med det guddommelige.

Nu er en ny stor guddommelig tilnærmelse mulig, og en nystor åndelig åbenbaring på vej til menneskeheden. Den, derskal bringe den og fuldbyrde den, kommer os stadig nærmere.


Hvad denne store tilnærmelse vil betyde for menneskeheden,ved vi endnu ikke. Men det kan siges med sikkerhed, at denvil føre til lige så store og afgørende resultater som de tidlige-re åbenbaringer, der blev fremført af dem, der kom som svarpå menneskehedens krav. Verdenskrigen har renset menne-skeheden. En ny himmel og en ny jord er ved at tage form.Hvad mener ortodokse teologer og almindelige kristne medudtrykket »en ny himmel«? Kan dette udtryk ikke antyde no-get helt nyt, en helt ny opfattelse af de åndelige realiteter?Kunne det ikke tænkes, at den Kommende ville formidle oshelt nye og ukendte sider af Guds natur? Ved vi allerede alt,hvad der er at vide om Gud? I så fald måtte Gud være megetbegrænset. Er det ikke muligt, at vore nuværende ideer omGud som universel bevidsthed, som kærlighed og som viljekunne beriges med nye ideer eller kvaliteter, for hvilke vi end-nu ikke har ord endsige den ringeste forståelse? Hver enkelt afdisse tre nuværende begreber om det guddommelige – omTreenigheden – var helt nye, da de i rækkefølge blev fremstil-let for den menneskelige tænkning og bevidsthed.

I de senere år er vor klodes åndelige Hierarki stadig kom-met menneskeheden nærmere, og det er denne tilnærmelse,[side 143] som er ansvarlig for de store frihedsbegreber, der inyere tid har fået så stor betydning for mennesker overalt.Drømmen om broderskab, om fællesskab, om verdenssamar-bejde og fred, baseret på rette menneskelige relationer, begyn-der nu at tage klarere form i vor bevidsthed. Vi forestiller osogså en ny vital verdensreligion, en universel tro, som nok harrod i fortiden, men som vil anskueliggøre for os den gryendeskønhed og kommende, levende åbenbaring.

Én ting kan vi være vis på: denne tilnærmelse vil på en el-ler anden måde – dybt åndeligt og dog helt konkret – bekræftesandheden om Guds immanens i alt. Kirkerne har fremhævetog udnyttet ideen om Gud uden for det jordiske og antaget til-stedeværelsen af en Gud som skaber og opretholder af detskabte, men som dog befinder sig uden for sin skabelse – somen uransagelig tilskuer. Denne form for transcendent skabervil blive afsløret som falsk, og dette dogme vil blive imødegå-et ved Guds manifestation i mennesket, håbet om herligheden.


Det er dette, den ventede tilnærmelse med sikkerhed vil viseos; den vil også vise, hvordan der er en tæt forbindelse mellemden transcendente og immanente Gud, at »i ham lever, røresog er vi«, for »efter at have gennemtrængt hele universet meden brøkdel af sig selv, forbliver han«. Gud er iboende alleskabte former, og den herlighed, der skal åbenbares, er tilsy-nekomsten af denne indre guddommelighed i alle dens mangeattributter og aspekter, dens kvaliteter og kræfter gennemmenneskeheden.

Den nye verdensreligion bliver baseret på kendsgerningenom Guds eksistens og menneskets relation til det guddomme-lige, på kendsgerningen om udødelighed og den guddommeli-ge åbenbarings kontinuitet, samt kendsgerningen om den sta-dige fremkomst af budbringere fra det guddommelige center.Hertil må vi føje menneskets sikre, instinktive viden om, atder findes en vej til Gud, og at vi [side 144] kan gå ad den vej,når udviklingen har bragt os til et stadium af nyorienteringmod det guddommelige og en accept af kendsgerningen omGud transcendent og Gud immanent i alle livsformer.

Dette er de fundamentale sandheder, på hvilke fremtidensverdensreligion vil hvile. Dens grundtone vil være guddom-melig tilnærmelse. »Hold jer nær til Gud, så skal han holde signær til jer« (Jak.4,8), er den stærke opfordring, der udgår påny og i klare toner fra Kristus og det åndelige Hierarki i voredage.

Den nye verdensreligions store tema vil blive anerkendel-sen af de mange tilnærmelser såvel som kontinuiteten af deåbenbaringer, som de hver især formidler. Opgaven, der ven-ter åndeligt orienterede mennesker i verden i dag, er at forbe-rede menneskeheden på den umiddelbart forestående og (må-ske) den største af alle tilnærmelser. Metoden vil indebære enintelligent og videnskabelig anvendelse af invokation og evo-kation, og erkendelse af deres umådelige styrke.

Mennesker påkalder den guddommelige tilnærmelse påforskellig måde: dels ved massernes usammenhængende, ord-løse appel eller indtrængende påkaldelse, og dels ved denplanlagte, klart formulerede invokation fra åndeligt orientere-de aspiranter, intelligente overbeviste arbejdere, disciple og


indviede – alle, kort sagt, som udgør den nye gruppe af ver-denstjenere.

Videnskaben om invokation og evokation vil erstatte, hvadvi nu kalder »bøn« og »gudstjeneste«. Man skal ikke lade sigforurolige af ordet »videnskab«. Det er ikke en kold og hjerte-løs intellektuel fremgangsmåde som så ofte antaget. Det er ivirkeligheden den intelligente organisering af åndelig energi,af kærlighedens kræfter, og disse vil, når de er effektive, frem-kalde svar fra åndelige væsener, som igen kan færdes åbenlystmellem mennesker og således genoprette en nær forbindelseog konstant kommunikation [side 145] mellem menneskehe-den og det åndelige Hierarki.

For at være helt præcis, så er der tre former for invokation:der er, som før nævnt, massernes ubevidste appel, det råb omhjælp, der altid trænger sig ud af menneskehjerter i krisetidersom de nuværende. Dette påkaldende råb udgår til stadighedfra alle mennesker i katastrofeområder; det er rettet til denmagt uden for dem selv, som de føler kan og burde kommedem til hjælp i nødens stund. Denne stærke, ordløse appel sti-ger i dag op fra jorden alle vegne fra. Så er der den påkalden-de ånd fra oprigtige mennesker, der deltager i deres religionsritualer og benytter denne lejlighed til fælles bøn og gudstje-neste for at fremlægge deres krav om hjælp for Gud. Dennegruppe udgør sammen med masserne en stor skare påkaldendemennesker, og deres samlede hensigt gør sig stærkt gældende,deres invokation når op til den allerhøjeste. Endelig er der ver-dens skolede disciple og aspiranter, som bruger bestemte ord-former, visse nøje definerede invokationer, og som – idet degør det – forener de to andre gruppers påkaldende appel i etbrændpunkt, hvorved den får den rigtige styrke og retning.Alle disse tre grupper er, bevidst eller ubevidst, i aktivitet ivor tid, og deres forenede anstrengelser garanterer en påføl-gende evokation.

Dette nye invokative arbejde vil blive grundtonen i den nyeverdensreligion og vil dele sig i to grene. For det første: Detinvokative virke af folkemasserne overalt på jorden, som eroplært af verdens åndeligt orienterede mennesker (som arbej-der i kirkerne, hvor som helst et oplyst præsteskab gør det mu-


ligt) til at anerkende, at guddommelige energier, kanaliseret afKristus og hans åndelige Hierarki, er ved at nærme sig, ogsom også er undervist i at formulere deres krav om lys, befri-else og forståelse. For det andet: Invokationen, som anvendesaf dem, der har trænet deres tænkning ved rigtig meditation,som kender den magtfulde kraft, der ligger i formler, mantraerog invokationer, [side 146] og som arbejder fuldt bevidst. Devil i stadigt stigende grad benytte sig af bestemte betydnings-fulde ordformler, som senere vil blive givet til menneskehe-den, ligesom Kristus gav os fadervor, og Hierarkiet gav osDen store invokation til brug i vor tid.

Denne nye religiøse videnskab, som menneskeheden harforberedt sig til gennem ritual, bøn og meditation, vil oplæremennesker til – på bestemte tidspunkter af året – at fremføreverdensbefolkningens højt udtalte forlangende om dyberekontakt med Gud og et nærmere åndeligt fællesskab mellemmennesker. Dette arbejde vil, når det udføres rigtigt, fremkal-de svar fra det ventende Hierarki og dets overhoved Kristus.Gennem dette svar vil massernes tro gradvis forvandles til denvidendes overbevisning. På den måde vil alle mennesker bliveforvandlet og åndeliggjort, og de to store grupper eller gud-dommelige energicentre – Hierarkiet og menneskeheden – vilbegynde at arbejde i fuldstændig samklang og enhed. Da vilgudsriget virkelig og i sandhed være virksomt på jorden.

Det er tydeligt, at det kun er muligt at give et bredt omridsaf den nye verdensreligion. Den udvidelse af den menneskeli-ge bevidsthed, som vil blive resultatet af den næste store til-nærmelse, vil sætte menneskeheden i stand til at fatte ikke ale-ne dens nære forbindelse til vor klodes åndelige liv »den Ene,i hvem vi lever, røres og er«, men også give et glimt af vorklodes forbindelse med den kreds af planetariske liv, der be-væger sig inden for vort solsystem, og med den endnu størrekreds, hvis åndelige indflydelser kontakter vort solsystem, nårdet følger sin bane i himmelrummet (gennem zodiakkredsenstolv konstellationer). Astronomiske og astrologiske undersø-gelser har vist denne forbindelse og den indflydelse, den ud-øver, men der er stadig megen spekulation og mange tåbeligepåstande og udlægninger. Dog har kirkerne altid været op-


mærksomme på det, og Bibelen vidner om det. »Stjernerne fraderes baner [side 147] stred mod Sisera« (Dom.5,20), og omPlejaderne skrives: »Knytter du Syvstjernens bånd, kan du lø-se Orions lænker?« (Job.38,31). Mange andre passager be-kræfter disse påstande af kendere. Mange kirkelige højtider erfastsat i henhold til månen eller et stjernebillede i zodiakken.Undersøgelser vil vise, at det er tilfældet, og når den nye ver-densreligions ritual bliver universelt indført, vil dette være enaf de vigtige faktorer at tage i betragtning.

Indstiftelsen af visse store højtider i forbindelse med må-nen og i mindre grad med zodiakken vil føre til en styrkelse afpåkaldelsens åndelige kraft og den deraf følgende indstrøm-ning af de fremkaldte energier. Al påkaldelse er baseret påtankens kraft, navnlig i dens telepatiske aspekt, væsen ogkommunikationsevne. Massernes forenede invokative tanke,og den nye verdenstjenergruppes fokuserede styrede tanke ud-gør en udadgående energistrøm. Denne vil telepatisk nå deåndelige væsener, som er følsomme og modtagelige for sådan-ne impulser. Deres fremkaldende svar, udsendt som åndeligenergi, vil derefter nå menneskeheden efter at være blevetnedtrappet til tankeenergi, der i den form vil øve en hensigts-mæssig indflydelse på menneskenes bevidsthed som overbe-visende, inspirerende åbenbaring. Sådan har det altid virket iverdens åndelige udviklingshistorie, idet det var den benyttedefremgangsmåde, når de hellige skrifter skulle skrives.

Dernæst vil en vis harmonisering af de religiøse ritualer iverden hjælpe menneskene til overalt at styrke hinandens ar-bejde og i høj grad forstærke den tankestrøm, som styres modde ventende åndelige væsener. I øjeblikket har de kristne deresegne store højtider, buddhisterne overholder deres specielleåndelige begivenheder, og hinduerne har en helt tredje listeover hellige dage. I fremtidens verden, når den bliver organi-seret, vil alle mennesker af åndelig tilbøjelighed og vilje over-alt på kloden respektere de samme helligdage. Dette vil med-føre en forstærkning af åndelig [side 148] energi og en forenetindsats plus en samtidig åndelig invokation. Den magt, derligger i dette, vil være indlysende.

Lad mig antyde, hvilke muligheder der ligger i sådanne ån-


delige begivenheder og prøve at forudsige arten af de kom-mende verdensomspændende festdage. Tre store åndelige høj-tider vil blive koncentreret i tre på hinanden følgende månederog derved bevirke en forlænget årlig åndelig indsats med virk-ning for resten af året. Det drejer sig om:

1. Påskefesten. Her fejres den opstandne, levende Kristus,alle menneskers lærer og det åndelige Hierarkis overho-ved. Han er personificeringen af Guds kærlighed. På den-ne dag anerkendes det åndelige Hierarki, som han leder,og Guds kærlighed understreges. Denne højtid falder altidsammen med forårsfuldmånen og er Vestens store kristnehøjtid.

2. Wesakfesten. Dette er højtiden for Buddha, som er forbin-delsesleddet mellem det højeste åndelige center Shamballaog Hierarkiet. Buddha er personificeringen af Guds vis-dom, et udtryk for lys og symbolet på den guddommeligehensigt. Denne højtid vil blive fastsat til fuldmånen i Ty-ren, som tilfældet er i dag. Det er den store orientalskehøjtid.

3. Den gode viljes fest. Dette vil blive højtiden for menne-skeåndens stræben mod Gud, søgende sin overensstem-melse med Guds vilje, og viet til at virkeliggøre rette men-neskelige relationer. Denne højtid vil blive fejret i forbin-delse med fuldmånen i Tvillingerne og blive dagen, påhvilken man anerkender menneskehedens åndelige ogguddommelige natur. På denne dag har Kristus i to tusindår repræsenteret menneskeheden og stået foran Hierarkietover for Shamballa som gudsmennesket, leder for sin flokog »den førstefødte blandt mange brødre« (Rom.8,29).Hvert år på denne tid har han [side 149] fremsagt Buddhassidste prædiken for det samlede Hierarki. Dette vil derforblive en højtid for dyb invokation og en appel til den fun-damentale higen i alle mennesker mod åndeligt fællesskabog menneskelig og åndelig enhed og vil dermed være re-sultatet af Buddhas og Kristi indflydelse på den menne-skelige bevidsthed.


Disse tre højtider bliver allerede overholdt jorden over, skøntde endnu ikke er forbundet med hinanden, og de er en del afmenneskehedens forenede åndelige tilnærmelse. Men den tidkommer, hvor alle tre højtider vil blive fejret overalt i verdenog dermed skabe stor åndelig enhed, og virkningerne af denstore tilnærmelse, der er os så nær nu, vil blive stabiliseretgennem menneskehedens forenede invokation overalt på jord-kloden.

Mindre højtider vil finde sted i forbindelse med de reste-rende fuldmånefester, som ligeledes vil blive anerkendt somværende af vital betydning. De vil fastslå de guddommeligeegenskaber i menneskenes bevidsthed, ligesom de store højti-der fastslår de tre guddommelige aspekter. Disse aspekter ogkvaliteter vil blive bestemt og erkendt gennem et grundigt stu-dium af et bestemt stjernebillede eller de konstellationer, derpåvirker disse forskellige måneder. Fx vil Stenbukken føretanken hen på den første indvielse, Kristi fødsel i hjertetskrybbe, og antyde den nødvendige optræning, der må til for atfremkalde denne store åndelige begivenhed i det enkelte men-neskes liv. Jeg giver jer dette ene eksempel for at antyde demuligheder for åndelig udfoldelse, der ligger i forståelsen afdisse indflydelser, og for at genoplive de urgamle trosopfattel-ser ved at indsætte dem i deres større og udødelige sammen-hæng.

Således vil de tolv årlige højtider udgøre en åbenbaring afdet guddommelige. De vil udgøre et redskab for at tilvejebrin-ge sammenhæng, først og fremmest gennem de tre store højti-der, som er de tre udtryk for den guddommelige [side 150] tre-enighed. De mindre højtider vil understrege den indbyrdessammenhæng af helheden og således løfte det guddommeligeud af den individuelle og personlige sfære op i den guddom-melige hensigts universelle sfære; helhedens forhold til delenog delens forhold til helheden vil da finde sit fulde udtryk.

Menneskeheden vil således påkalde gudsrigets, dvs. Hie-rarkiets åndelige kræfter; Hierarkiet vil svare, og Guds Planvil tage form på jorden. Hierarkiet vil på sit højere plan påkal-de »det center, hvor Guds vilje kendes«, og derigennem bevir-ke, at Guds formål sker fyldest. Derved vil Guds vilje blive


gennemtrængt af kærlighed og manifestere sig på intelligentmåde; til dette er menneskeheden klar, og på dette venter jor-den.

For at opsummere: på denne allerede erkendte basis af fun-damental sandhed vil den nye verdensreligion blive opbygget.

Definitionen på religion, som i fremtiden vil blive merepræcist formuleret end nogen sinde af teologerne, kan udtryk-kes som følger:

Religion er navnet eller betegnelsen for menneskehe-dens invokation (påkaldelse) og den større livsenhedsevokation (svar) på denne påkaldelse.

I virkeligheden er det delens anerkendelse af sin relation tilhelheden, samt et stadigt voksende krav om forøget bevidst-hed om denne relation. Det, at kravet fremsættes, fremtvingerhelhedens anerkendelse.

Det er påvirkningen fra menneskehedens vibration, specieltrettet mod det store liv (hvoraf menneskeheden er en del), somfremkalder dette store livs »altomfattende kærlighed«, der somsvar påvirker den mindre vibration. Det er først nu, at virknin-ger fra de menneskelige vibrationer svagt fornemmes i Sham-balla; hidtil har den stærkeste aktivitet [side 151] kun nåetHierarkiet. Religion, videnskaben om invokation og evokati-on, for så vidt angår menneskeheden, drejer sig om en tilnær-melse (i den kommende nye tidsalder) af en mentalt polarise-ret menneskehed. Før i tiden har religion udelukkende væreten følelsesmæssig appel. Det hele drejede sig om den enkeltesforhold til virkelighedens verden, om den søgende aspirantsforhold til den guddommelighed, han søgte. Dens fremgangs-måde var en proces for at gøre sig modtagelig for den gud-dommelige åbenbaring, for at opnå den fuldkommenhed, derville garantere denne åbenbaring og for at udvikle en sensiti-vitet og en kærlig hengivenhed over for det ideale menneske,virkeliggjort for vor tids mennesker i Kristus. Kristus kom forat gøre en ende på denne epokes emotionelle tilnærmelse, derhavde eksisteret lige siden Atlantis' dage. Han udgjorde i sigselv den eftertragtede fuldkommenhed og viste menneskehe-


den et eksempel – fuldt manifesteret – på alle de latente mu-ligheder i mennesket op til denne dag. At opnå fuldkommenkristusbevidsthed blev menneskehedens udtrykkelige mål.

I dag begynder ideen om en verdensreligion langsomt attage form, og der arbejdes for den, fordi det erkendes nødven-digt. En forening mellem de forskellige trosretninger er i dagstærkt diskuteret. Alle, som arbejder inden for de forskelligereligioner, vil formulere det elementære universelle grundlagfor den ny verdensreligion. Deres virksomhed er båret af kær-lighed og syntese, der understreger åndens enhed og fælles-skab. Denne gruppe er på udpræget vis en kanal for Kristi vir-ke – verdenslærerens. Den nye verdensreligions grundlag vilblive skabt af mange grupper, som arbejder under inspirationaf Kristus.

Kirkens mænd må gøre sig klart, at den menneskelige ånder større end alle kirker og større end deres lære. I det langeløb vil den menneskelige ånd overvinde dem og fortsætte sinsejrsgang ind i gudsriget, ladende dem tilbage, [side 152] medmindre de besinder sig på at følge efter som en ydmyg del afmasserne. Intet under himlen kan standse den menneskeligesjæl på dens lange pilgrimsgang fra mørke til lys, fra det uvir-kelige til det virkelige, fra død til udødelighed og fra uviden-hed til visdom. Hvis kirkernes store religiøse organisationer ialle lande, der omfatter alle eksisterende trosretninger, ikketilbyder åndelig vejledning og hjælp, vil menneskeheden findeen anden vej. Intet kan holde menneskeånden tilbage fra Gud.

Kirkerne i Vesten skulle også lære at forstå, at der i grun-den kun er én kirke, men det er ikke nødvendigvis kun den or-todokse kristne institution. Gud arbejder på mange måder,gennem mange trosformer og religiøse retninger. Dette er enaf grundene til afskaffelse af alle uvæsentlige doktriner. Vedat understrege den væsentlige lære i alle religioner og deresenhed vil den fulde sandhed blive åbenbaret. Dette vil den nyeverdensreligion gøre, og dens udbredelse vil ske hurtigt efterKristi tilsynekomst.


[side 153]

7. kapitel

Forberedelse til Kristi tilsynekomst

Den nødvendige forberedelseDen nye verdenstjenergruppes arbejde

Hvis den almindelige forudsætning og emnet for alt, hvad herer skrevet, accepteres, så opstår naturligt det spørgsmål: hvadskal der gøres for at fremskynde Kristi genkomst? Er der no-get, den enkelte kan gøre på det sted, hvor han nu engang be-finder sig med den udrustning, de muligheder, og de aktiver,han nu engang besidder? Lejligheden er så gunstig og behovetfor en klar og tydelig åndelig hjælp så stort, at vi – enten vibryder os om det eller ej – står over for en udfordring. Vi stårover for valget mellem at acceptere og følgelig påtage os etansvar eller afvise ideen og indrømme, at det hele ikke ved-kommer os. Det, vi bestemmer os til her og nu, vil imidlertidfå afgørende indflydelse på resten af vor livsaktivitet, for vivil da enten sætte alt ind på at yde den hjælp, vi kan, i påkal-delsen af Kristus og forberedelsen til hans komme, eller vi vilslutte os til rækken af dem, der betragter hele foretagendetsom noget, der kun appellerer til de godtroende og lettroende,og måske vil vi søge at hindre, at folk bliver vildledt og bedra-get af noget, vi har afgjort med os selv er svindel. Heri liggerudfordringen. For at møde den kræves alt, hvad vi ejer af sansfor ægte værdier, og alt, hvad vi kan præstere i retning af spe-cialiseret, intuitiv forskning. Det kan da være, vi kommer tilden erkendelse, at den lovede genkomst er helt i overensstem-melse med den almindelige religiøse tro og det aldrig udsluktehåb i menneskers sind, som alene kan bringe sand forløsningtil en lidende menneskehed. [side 154]

Hos dem, der accepterer muligheden for hans genkomst oger villige til at indrømme, at historien kan gentage sig, vil trespørgsmål opstå, som må besvares helt individuelt:


1. Hvordan kan jeg personligt tage denne udfordring op?2. Hvad kan jeg specielt gøre?3. Hvilke skridt burde jeg tage, og hvor er de andre, som vil

tage dem sammen med mig?

Hvad der siges her og på de følgende sider er hovedsagelig fordem, der accepterer Kristus som en realitet, forstår den fortsat-te åbenbaring og er villige til at indrømme muligheden af hansgenkomst.

Efterkrigstidens vanskeligheder er store og problemernekomplicerede. Jo nærmere et menneske er ved det åndelige lysog dets kraftkilde, des vanskeligere er hans situation, for ver-den synes i dag så langt fra disse guddommelige muligheder.Han vil få brug for alt, hvad han ejer af tålmodighed, forståel-se og god vilje, men samtidig vil hans erkendelse af kendsger-ningerne være desto klarere. Der er indre og ydre problemer,der må løses, der er indre og ydre muligheder, som kan virke-liggøres. Stillet over for disse indre og ydre begivenheder ogmuligheder bliver det åndeligt orienterede menneske let offerfor en følelse af fuldkommen håbløshed; han vil gerne hjælpe,men ved ikke, hvad han skal gøre; han ser kun alt for klart detruende vanskeligheder. En analyse af egne ressourcer – og afderes, med hvem han skal samarbejde – samt en klar opfattel-se af de kræfter, der er vendt imod ham, (og i meget højeregrad imod Kristus) gør, at han er mest tilbøjelig til at spørge:»Til hvad nytte er mine anstrengelser? Hvorfor ikke lade degode og de onde kræfter udkæmpe denne kamp alene? Hvor-for ikke lade evolutionens egne kræfter – engang med tiden –bringe striden i verden til ophør og det gode til sejr? Hvorforoverhovedet gøre noget nu?« [side 155]

Det er sunde og naturlige reaktioner. Millioners sult og fat-tigdom i Europa og andre steder, frygten for Rusland (begrun-det eller ubegrundet), de kapitalistiske kræfters grådighed, ar-bejderbevægelsens selviskhed; zionisternes aggressivitet, idetde anser et land for deres eget, som i over 1.500 år ikke harværet det. Jødernes mislige situation i Europa og den lillemands desperation i alle lande, som ikke lader ham se sikker-hed eller håb nogetsteds; kirkernes bestræbelse på at genopret-


te den gamle orden og det gamle regime, som i århundrederhar været til så lidt nytte for verden, og endelig manglen påsandt lederskab i alle lande får almindelige mennesker til atføle det nytteløse i alle bestræbelser. Problemerne synes forstore, for skrækkelige og vi selv for små og hjælpeløse.

Ikke desto mindre er der et overordentligt opbud af natur-lig godhed og vision i verden i dag, og omfanget af klar, hu-manitær tænkning er ubegrænset. Verdens frelse ligger i hæn-derne på de mange gode og millioner af rettænkende menne-sker i alle lande, og det er dem, der vil forberede vejen forKristi komme. Talmæssigt er de tilstrækkelige til opgaven ogbehøver kun opmuntring og fornuftig koordination for at kun-ne sætte deres kræfter ind på det forberedende arbejde, der ernødvendigt, før Kristus kan komme. Vi må se problemernemodigt i øjnene, møde dem med forståelse og sandhed og medvilje til at tale realistisk og enkelt og med kærlighed i vor be-stræbelse på at fremlægge sandheden og redegøre for de pro-blemer, der må løses. Det rodfæstede ondes kræfter må fordri-ves, før Kristus, som alle venter på, kan komme.

Den viden om, at han er klar til igen at træde åbenlyst fremfor sin elskede menneskehed, forhøjer kun følelsen af almin-delig håbløshed, og et andet vitalt spørgsmål opstår: I hvorlang tid skal vi holde ud, stride og kæmpe? Svaret lyder gan-ske klart: Han vil uvægerligt komme, når et vist mål af fred ertilvejebragt, når princippet om den rette fordeling [side 156] idet mindste er ved at få kontrol over de økonomiske forhold,og når kirkerne og de politiske grupper er begyndt på »at brin-ge orden i deres hus«, da kan og vil han komme; da vil gudsri-get være en åbenlys kendsgerning på jorden og vil ikke længe-re være en drøm baseret på ønsketænkning og religiøse for-håbninger.

Folk er tilbøjelige til at spørge, hvorfor Kristus ikke kom-mer med den pragt og højtidelighed som forudsagt af kirkenog ved sin ankomst demonstrerer sin guddommelige magt ogpå en måde hinsides al tvivl beviser Guds styrke og autoritet –og således gør en ende på lidelsens lange epoke. Svarene ermange. Vi må huske, at Kristi hovedformål ikke er at demon-strere magt, men at udbrede kendskabet til det allerede eksi-


sterende gudsrige. Ydermere, da han var her sidst, blev hanikke anerkendt, og hvem siger, at det vil gå anderledes dennegang? I spørger, hvorfor han ikke skulle blive anerkendt? For-di menneskenes øjne er blindet af selvmedlidenhedens tårer,ikke af angerens; fordi menneskenes hjerter stadig fortæres afen selviskhed, som verdenskrigens lidelser ikke har kureret;fordi værdinormerne er de samme i dag som i det korrupteRomerrige, der var skuepladsen for hans første tilsynekomst,kun med den forskel, at normerne dengang var lokalt begræn-set, mens de i dag er verdensomspændende; fordi de, der hå-ber på og længes efter hans komme, og som ville kunne aner-kende ham, ikke er villige til at yde de nødvendige ofre ogderved bane vejen for ham.

Den højt udviklede tænkning, de mange esoteriske bevæ-gelsers fremgang, og især de videnskabelige bedrifter og detunder, at så mange humanitære bevægelser breder sig, som degør, tyder ikke på guddommelig afmagt, men viser tværtimoden voksende åndelig forståelse; åndens kræfter er ubesejrede.Disse sider af den menneskelige adfærd viser, at der er vidun-derlige guddommelige kræfter i mennesket, og at Guds planmed menneskeheden er ved at lykkes. [side 157] Guddommenventer imidlertid på udfoldelsen af menneskenes egen fri vilje;deres intelligens, og voksende god vilje er allerede til stede.

Et andet svar på spørgsmålet er derfor, at Kristus og detåndelige Hierarki – uanset hvor stor nødvendigheden er oghvor vigtigt motivet – aldrig griber ind i menneskers guddom-melige ret til selv at tage deres beslutninger, selv at udøve de-res frie vilje og opnå deres frigørelse ved selv at kæmpe forden – individuelt, nationalt og internationalt. Når den sandefrihed omfatter hele jorden, vil vi se en ende på tyranniet – po-litisk, religiøst og økonomisk. Jeg hentyder ikke her til detmoderne demokrati som en tilstand, der opfylder disse krav,for demokrati er endnu kun en filosofi baseret på ønsketænk-ning, et uopnået ideal. Jeg hentyder til den tid, som skal kom-me, hvor en oplyst befolkning vil styre sig selv. Sådanne men-nesker vil ikke tolerere autoritet i nogen kirke eller diktatur inoget politisk system; de vil ikke acceptere eller tillade nogengruppe at diktere dem, hvad de skal tro for at blive frelst, eller


hvilken styreform de skal acceptere. Når folk kender sandhe-den og frit kan vurdere og vælge, vil vi få en langt bedre ver-den at se.

Det er ikke uomgængeligt nødvendigt, at alle disse ønsk-værdige mål er blevet virkeliggjort på jorden, før Kristus igener iblandt os. Det er imidlertid nødvendigt, at denne indstillingtil religion og politik er almindeligt anerkendt som den mestønskelige, og at man virkelig med fremgang har foretagetskridt i retning af rette menneskelige relationer. Det er disseretningslinjer, som ligger til grund for det arbejde, den nyeverdenstjenergruppe og alle mennesker af god vilje udfører iverden, og deres første opgave må være at overvinde den vidtudbredte følelse af håbløshed og personlig afmagt.

Det, som vil overvinde følelsen af håbløshed og afmagt ogendvidere tilvejebringe den nødvendige motivering for [side158] genopbygning af den nye verden, vil blive troen på men-neskets essentielle guddommelighed og på det faktum, at men-neskeheden (hvad lidt efterforskning hurtigt vil vise) stadigthar bevæget sig fremad i viden og visdom, samt åbenhed ogudvikling af den bevidsthedstilstand, som er baseret på troenpå sanddruheden i de historiske beretninger, der vidner om demange begivenheder i afgørende stunder af menneskehedensliv, og om de mange verdensfrelsere – hvoraf Kristus var denstørste. En rigtig og konstruktiv indstilling kan også udspringeaf en indre erkendelse af Kristi tilstedeværelse hos os altid;der må desuden være en dyb forståelse af, at krigen – meddens utrolige rædsler, dens brutalitet og syndflodslignende ka-tastrofer – kun er Guds fejekost, der fejer alle hindringer afvejen for sønnen, der skal komme. Det ville have været sågodt som umuligt at bane vej i førkrigstidens verden. Dennekendsgerning må den nye gruppe af verdenstjenere se i øjne-ne. De må være klar over, hvad det er for kræfter, der står ivejen, men må ikke lade sig slå ud af dem; de må være op-mærksomme på hindringerne, hvoraf mange er af økonomiskart og forårsaget af materielle begær, ældgamle traditioner ognationale fordomme. De må derfor udvise en sådan smidighedi handling og en sådan forretningsmæssig skarpsindighed, atdisse hindringer overvindes; de må gå klarøjede gennem ver-


dens vanskeligheder og passere uskadt og sejrrigt gennem alleforhindringer.

Der er især to vigtige omstændigheder forbundet med for-holdene i dag, som må siges at være en så alvorlig hindring, atdet, med mindre de bliver ryddet af vejen, vil forsinke Kristigenkomst stærkt. Det er:

1. Den træghed, som kendetegner de almindelige kristne ogde åndeligt indstillede mennesker i alle lande – i Østensom i Vesten.

2. Mangel på penge til det forberedende oplysningsarbejde.

[side 159]

Vi vil se praktisk på disse forhold og behandle dem på detplan, hvor de fleste mennesker lever og tænker i dag. Lad osvære helt realistiske og tvinge os til at se forholdene, som deer og dermed komme til klarhed over os selv og vore motiver.

1. Trægheden hos det åndeligt orienterede gennemsnitsmen-neske

Det åndeligt orienterede gennemsnitsmenneske, mennesket afgod vilje eller disciplen, er til stadighed klar over den udfor-dring, som ligger i tiden, og de muligheder, som de åndeligebegivenheder frembyder. Ønsket om at gøre godt og at udrettenoget af åndelig betydning gnaver uophørligt i bevidstheden.Ingen, der viser sine medmennesker kærlighed, og som drøm-mer om at se gudsriget materialiseret på jorden, eller som ersig massernes vågnende modtagelighed for åndelige impulserbevidst – hvor langsom den opvågnen end er – kan andet endvære dybt utilfreds. Han er bevidst om, at det, han gør for atfremme de ønskværdige mål, er meget lidt. Han ved, at hansåndelige liv er en biting, noget han omhyggeligt holder for sigselv og ofte er bange for at tale om til sine nærmeste og kære.Han prøver så vidt muligt, at indpasse det i sin udadrettede til-værelse og at få tid og lejlighed til det på en ganske diskret oguskadelig måde. Han føler sig hjælpeløs over for den opgave


at organisere og reorganisere sit liv, så de åndelige krav blivertilgodeset først, han søger at finde undskyldninger for sig selv,og det lykkes så godt, at han til sidst er overbevist om, at hangør sit bedste under de givne omstændigheder. Sandheden er,at han gør så lidt, at formentlig en (måske to) ud af døgnetsfire og tyve timer er helliget mesterens arbejde; han skjuler sigbag den undskyldning, at hans hjemlige forpligtelser forhin-drer ham i at gøre mere, og overser, at netop hans hjemligeomgivelser kan og bør være [side 160] stedet, hvor han sejrer– med takt og kærlig forståelse. Han glemmer, at der ikke fin-des nogen omstændigheder, hvorved den menneskelige åndkan besejres, eller hvorved aspiranten ikke kan meditere, tæn-ke, tale og forberede vejen for Kristi komme, forudsat at hanønsker det tilstrækkeligt stærkt og kender betydningen af af-kald og tavshed. Omgivelser og livsomstændigheder er ingenvirkelig hindring for det åndelige liv.

Måske gemmer han sig bag den undskyldning, som et dår-ligt helbred giver, og ofte bag en indbildt sygdom. Han ofrerså megen tid og omsorg på sig selv, at de timer, som kunnevære givet til mesterens arbejde bliver stærkt beskåret. Han erså optaget af at føle sig træt, at pleje en forkølelse eller af ind-bildt hjertebesvær, at han efterhånden udvikler en »kropsbe-vidsthed«, der til sidst dominerer hans liv; og så er det for sentat gøre noget. Det gælder især folk, der har rundet de halv-treds eller mere, og det er en undskyldning, som det er sværtikke at bruge, for mange føler sig trætte og utilpasse i den al-der, og det har en tilbøjelighed til at blive værre med årene.

Den eneste kur mod denne snigende træghed er at ignorerekroppen og glæde sig over den livsfylde, der ligger i at tjene.Jeg taler ikke her om virkelig sygdom eller alvorlige fysiskehandicap; disse kræver den rette pleje og tilbørlig opmærk-somhed. Jeg taler om de tusinder af skrøbelige mænd og kvin-der, som er optaget af at pusle om sig selv og derfor spildermegen tid, som kunne have været anvendt i menneskehedenstjeneste. Jeg beder dem, der søger at gå discipelskabets vej,om at anvende de mange timer, som de bruger til nytteløs per-sonlig omsorg, til tjeneste for Hierarkiet.

Endnu en undskyldning, der fører til træghed, er frygten


for at tale om det, der hører gudsriget til; de er bange for atblive afvist og anset for underlige, eller at virke påtrængende.Derfor tier de stille, forpasser enhver lejlighed og [side 161]opdager aldrig, hvor ivrige folk i virkeligheden er efter at dis-kutere det virkelige, eller hvor modtagelige de er for den trøstog det håb, der ligger i tanken om Kristi genkomst, eller i at fådel i det åndelige lys. Dette er i sandhed en form for åndeligfejhed, der er så udbredt, at den er skyld i millioner af tabte ti-mer i verdens tjeneste.

Der er mange andre undskyldninger, men de her nævnte erde mest almindelige. Hvis et flertal af menneskene kunne fri-gøre sig for disse hindringer, ville så mange timer og så me-gen ekstra tid vindes for Kristi værk og tjeneste, at det i højgrad ville lette arbejdet for dem, der ikke tillader nogen und-skyldninger at stille sig hindrende i vejen, og Kristi tilsyne-komst ville være nærmere, end den er i dag. Vi er ikke kaldettil at holde den livsrytme, som Kristus og det åndelige Hierar-ki selv arbejder under, og som er afstemt efter menneskehe-dens behov og åndelige modtagelighed. Men vi er kaldet til atudvise en åndelig aktivitet og ikke gemme os bag undskyld-ninger. Det er vigtigt, at alle åndeligt orienterede menneskerindser, at dér, hvor de befinder sig, mellem de mennesker,som de er forbundet med, og med det fysiske og psykologiskeudstyr, de nu engang er udrustet med, kan og skal de arbejde.Der bliver ikke udøvet tvang eller lagt noget som helst pres pådem, der tjener Hierarkiet. Situationen er klar og enkel.

Tre store begivenheder finder sted for tiden:For det første den, hvis aktivitet fornemmes i »centret hvor

Guds vilje er kendt«, og som er den vilje-til-det-gode, der harført hele skabelsen frem mod større herlighed og en stadigmere omfattende intelligent modtagelighed. Den forsøger idag som et led i den fortsatte skabelse at indføre den nye ver-densorden, gudsrigets orden, under Kristi fysiske ledelse. Det-te kan betragtes som det åndelige Hierarkis fremtræden på jor-den, og Kristi genkomst til synlig virksomhed vil være et tegnog et symbol herpå.

Dernæst den afgørende aktivitet, der kendetegner det [side162] åndelige Hierarki, fra Kristus selv til den mindste aspi-


rant i periferien af det »center, hvor Guds kærlighed« er fuldtaktiv. Der er man fuldstændigt klar over (som Paulus siger), at»hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i dennestund« (Rom.8,22) og venter på gudesønnernes tilsynekomst.Det er til denne tilsynekomst, de nu forbereder sig, disse »gu-desønner, som er menneskesønner«, og det er som forberedel-se til denne fremkomst i den ydre verden, til aktiv ydre fysisktjeneste, at de allerede nu – én for én – kommer frem på detfysiske plan. De er ikke erkendt som det, de er, men de går Fa-derens ærinde, udviser god vilje, søger at udvide menneskehe-dens horisont og forbereder dermed vejen for den, de tjener,Kristus, som er alle mestrenes mester og engles og menne-skers lærer.

Endelig er der selve menneskeslægten, det »center, somkaldes menneskeheden« – et center, der for tiden domineres afkaos, uro og uorden, en menneskehed i oprør, smerte og for-virring og dog mentalt opmærksom på ubegrænsede mulighe-der, emotionelt kæmpende for den plan, som i deres øjne erden bedste, men uden sans for sammenhæng eller forståelseaf, at den må repræsentere »én verden for én menneskehed«.De ønsker bare en emotionel fred og sikkerhed, så de kan leveog arbejde med en vision om en fremtid, der vil tilfredsstillederes uklare fornemmelse af guddommelig vedvarenhed. Deer fysisk syge, for det meste uden de allernødvendigste midlertil et normalt, sundt liv, ødelagt af den stadige økonomiskeutryghed, og – bevidst eller ubevidst – påkaldende alles Faderom at hjælpe dem og den øvrige verden.

Løsningen er at finde i Kristi tilsynekomst. Det er Gudsfastlagte vilje, og herom vidner alle verdens hellige skrifter;det er Kristi eget ønske ligesom hans disciples, visdommensmestre; og det er det ubevidste krav hos folk i alle lande. Hvoren sådan overensstemmelse og enhed i mål og åndelig hensigtfindes, er der kun én ting, der kan standse hans [side 163]fremkomst, og det er menneskehedens svigtende evne til atforberede verden på denne vældige begivenhed, der udtrykkesmed opfordringen »ban Herrens vej, gør hans stier jævne«(Matt.3,3), samt at gøre folk overalt fortrolige med ideen omhans komme og sørge for den nødvendige fred i verden – en


fred baseret på rette menneskelige relationer.Det er sikkert unødvendigt her at tale om den personlige

forberedelse, der må finde sted i det indre hos ethvert menne-ske, som vil deltage i det forestående arbejde. Mennesker harfået principperne for den rette åndelige indstilling indprentet iårhundreder, men stort set fordi en god opførsel ville føre demtil en god himmel; i grunden var bestræbelsen selvisk. Den lil-le bøn, der siger: »Herre, Gud du almægtige! Lad der blivefred på jorden og lad mig begynde«, opsummerer alt, hvad derer fornødent for dem, der søger at deltage i forberedelsen tilKristi komme, hvis vi hertil føjer udviklingen af en sund intel-ligens og en praktisk livsindstilling. Men i dag må bevæg-grunden ikke være tanken om personlig frelse (som forudsæt-tes eller tages for givet), og forberedelsen, der kræves, er medstyrke og forståelse at arbejde på at tilvejebringe rette menne-skelige relationer – et langt mere omfattende mål end hidtil.Vi har her et motiv, som ikke er selvcentreret, men som side-stiller hver enkelt medarbejder og humanist med det åndeligeHierarki og bringer ham i kontakt med alle mennesker af godvilje. Vi kommer nu til den anden af de væsentlige hindringer:mangel på økonomisk støtte til dem, som arbejder for Kristus.

2. Mangel på økonomisk støtte til arbejdet for Kristus

Dette er måske den største vanskelighed; den forekommer un-dertiden mange at være uoverstigelig. Det omfatter problemetmed at kunne forvalte midler på den rette måde og at lede til-strækkeligt store pengesummer ind i de kanaler, [side 164]som på afgørende måde vil støtte forberedelsesarbejdet forKristi komme. Det er nært forbundet med problemet omkringde rette menneskelige relationer.

Det er et særligt vanskeligt problem, fordi verdens åndeligearbejdere ikke alene må lære folk at give (alt efter deres mid-ler), men de må i mange tilfælde også – allerførst – give demet motiv, der appellerer så stærkt til dem, at de nødvendigvismå give. De må også oprette den fond eller organisation, gen-nem hvilken pengene kan administreres. Dette stiller dem overfor en overordentlig vanskelig opgave. Den vanskelighed, de


er i, skyldes ikke alene det nye og hidtil uhørte i at oprettefonde til forberedelsen af Kristi genkomst, men også den ind-groede selviskhed hos flertallet af dem, der ejer verdens rig-domme, og som – hvis de giver – mest giver, fordi det gavnerderes prestige og tyder på økonomisk succes. Der findes imid-lertid undtagelser, men de er relativt få.

Når vi generaliserer og forenkler sagen lidt, kan vi stort setantage, at penge hovedsagelig finder vej ind i fire hovedkana-ler for forbrug:

1. Ind i myriader af hjem verden over i form af lønninger el-ler arvede formuer. Alt dette er i øjeblikket højst ulige for-delt og skaber umådelig rigdom og umådelig fattigdom.

2. Ind i store kapitalistiske systemer og monopoler, som fin-des i de fleste lande. Om denne kapital ejes af regeringereller af kommunale myndigheder, af en håndfuld velha-vende mennesker eller af store arbejderorganisationerkommer ud på ét. Kun lidt af det anvendes til forbedringaf de menneskelige livsvilkår eller til fremme af de værdi-er, som fører til rette menneskelige relationer.

3. Ind i kirker og religiøse grupper over hele verden. Her bli-ver pengene brugt til materielle formål (igen sagt i al al-mindelighed vel vidende, at der findes en åndelig minori-tet, [side 165] som udgør en undtagelse), til at udbygge el-ler vedligeholde de kirkelige bygninger, til lønninger ogløbende udgifter. Kun en lille procentdel går til oplysendevirksomhed, en levende demonstration af den enkelhed,»som findes i Kristus«, og til at udbrede kendskabet tilhans komme – selv om det i århundreder har været en fast-slået læresætning i kirkerne. Denne genkomst har væretforudset i lange tider og kunne have fundet sted noget før,hvis kirkerne og de religiøse organisationer rundt om iverden havde gjort deres pligt.

4. Ind i filantropisk, oplysende og lægelig virksomhed. Altdette har været overordentligt godt og i høj grad nødven-digt, og verden er i dyb gæld til de socialt bevidste menne-sker, som har gjort disse institutioner mulige. Alt dette varet skridt i den rigtige retning og et udtryk for den gud-


dommelige vilje-til-det-gode. Det er imidlertid ofte mis-brugte og fejlagtigt styrede penge, og nytteværdien harstort set kun været institutionel og materiel. Den blev be-grænset af donorernes separatistiske principper eller af re-ligiøse fordomme hos dem, der administrerer disse fondesudgifter. I striden om ideer, religiøse teorier og ideologierbliver hjælpen til den ene menneskehed overset.

Kendsgerningen er den, at havde de styrende organer (gennemhvis hænder alle verdens penge kanaliseres) bare den mindsteidé om de åndelige realiteter eller visioner om én verden og énmenneskehed, og havde deres mål været at fremme de rettemenneskelige relationer, da ville verdens befolkning have re-sponderet på denne fremtidsmulighed, som er helt forskelligfra den nuværende; vi ville ikke, som det nu er tilfældet, havestået over for de udgifter, som beløber sig til utallige milliar-der, som kræves til fysisk genopbygning, ikke alene af talløsemillioner menneskelegemer, men af hele byer, kommunikati-onssystemer og nødvendige [side 166] centre for reorganise-ring af den menneskelige tilværelse.

Ligeledes kan man sige, at hvis pengenes åndelige værdiog det åndelige ansvar i forbindelse med penge (såvel i detstore som i det små) blev rigtigt forstået og lært i skole oghjem, da havde vi ikke haft disse skræmmende statistikker frafør krigen over penge brugt i hele verden (og i dag i den vest-lige verden) til søde sager, cigaretter, spiritus, adspredelser,unødvendigt tøj og anden luksus. Disse statistikker løber op ihundrede millioner af dollars hvert år. Blot en del af dissepenge, der kun kræver et ringe offer, ville gøre det muligt forKristi disciple og den nye verdenstjenergruppe at forberedehans komme og undervise verdens mennesker sådan, at demed hjerte og forstand ville erkende betydningen af rette men-neskelige relationer.

Penge – som alt andet i menneskelivet – er blevet fordær-vet af selviskhed og erhvervet på uret vis til selviske, nationa-le eller individuelle formål. Verdenskrigen (1914-45) var etbevis på dette, selv om der blev talt meget om at »frelse demo-kratiet« og »udkæmpe krigen, der skulle gøre ende på al krig«;


hovedformålet var dog selvbeskyttelse og selvopholdelse, håbom vinding og tilbagevinding af tabte territorier samt tilfreds-stillelse af gammelt had. Årene, der er gået siden krigen, harganske enkelt bevist det. De Forenede Nationer er ulykkelig-vis tvunget til at beskæftige sig med griske fordringer fra allesider, med nationernes forsøg på at tilkæmpe sig magt og ind-flydelse, retten over jordens ressourcer af kul, olie etc. – ogtillige med undergrundsvirksomhed fra stormagterne og de ka-pitalister som de har skabt.

Dog kræver den ene menneskehed – uanset hudfarve, reli-gion eller hjemsted – fred, sikkerhed og retfærdighed. Detkunne den rette anvendelse af penge og en forståelse hos demange af deres økonomiske ansvar (baseret på åndelige vær-dier) hurtigt give. Med undtagelse af nogle få vidtskuende[side 167] filantroper og en lille håndfuld oplyste statsmænd,kirkeledere og pædagoger, er dette ansvar ikke til at få øje på.

Tiden er nu kommet, hvor penge må omvurderes og efterderes nytteværdi kanaliseres i nye retninger. Folkets røst måblive den fremherskende, men det må være et folk, som er op-draget til at erkende de sande værdier, som forstår betydnin-gen af virkelig kultur og nødvendigheden af rette menneskeli-ge relationer. Det er derfor et spørgsmål om den rigtige ud-dannelse og opdragelse til verdensborgerskab – noget, derendnu er fuldstændig forsømt. Hvem kan give denne opdra-gelse? Rusland ville gladeligt opdrage hele verden i kommu-nismens idealer og indsamle alle verdens penge i proletariatetspengekiste for til sidst at skabe det største kapitalistiske sy-stem, verden nogensinde har set. Storbritannien ville hellereend gerne opdrage verden i det britiske retssystem, fair playog verdenshandel, og kunne gøre det bedre end nogen andennation på grund af sin store erfaring, dog ikke uden at se efterprofitten. U.S.A. ville også gladeligt påtvinge verden denamerikanske form for demokrati ved hjælp af sin store kapitalog sine ressourcer og høste det økonomiske udbytte af de om-fattende forretninger, godt beskyttet under atombombens trus-sel og en løftet jernnæve over resten af verden. Frankrig erved at holde Europa i en tilstand af uro, mens det søger at gen-vinde sin tabte prestige og få så stor en andel som muligt i de


andre allieredes sejr (bemærk at bogen er skrevet i 1948). Deter den gamle historie – hver nation kæmper for sit, og allevurderer hinanden efter ressourcer og økonomi. Alt imens sul-ter menneskeheden, forbliver uoplyst eller opdrages efter fal-ske værdinormer og til en fejlagtig anvendelse af penge. Føralt dette er ved at blive bragt i orden, er en tilbagevenden afKristus umulig.

I betragtning af den foruroligende økonomiske situation –hvad er da svaret på problemet? Der findes mennesker [side168] i ethvert land, i enhver regering, inden for enhver kirkeog religion og i ethvert opdragelsessystem, der har svaret.Hvilket håb er der for dem og det arbejde, der er dem betroet?Hvordan kan verdens befolkning, mennesker af god vilje ogmed åndelige visioner hjælpe? Er der noget, de kan gøre for atændre verdens tænkning med hensyn til penge og derved ledepengestrømmen ind i andre kanaler, hvor den vil blive bedreanvendt? Svaret må findes.

Der er to grupper, som kan gøre meget: de, der allerede an-vender verdens økonomiske ressourcer, bare de vil opfatte dennye vision og læse skriften på væggen, der bebuder det gamlesystems undergang; og dernæst de mange gode og velvilligemennesker i alle samfundsklasser med indflydelse på mangeforskellige områder.

Mennesker af god vilje med en åndelig indstilling må fri-gøre sig fra tanken om deres relative ubetydelighed, ubruge-lighed og unyttighed og indse, at de nu (i denne kritiske og af-gørende stund) kan arbejde virkningsfuldt. De onde kræfter erovervundet, skønt endnu ikke »forseglet« bag døren, hvormenneskeheden skal fastlåse dem, som forudsagt i Det nye te-stamente. Det onde forsøger ad alle mulige indfaldsveje et nytangreb, men – og dette kan siges med bestemthed og sikker-hed – verdens små mennesker, oplyste og uselviske i deressynspunkter, eksisterer i tilstrækkeligt stort antal til at gørederes indflydelse gældende – hvis de vil. Der er millioner afåndeligt indstillede mennesker i alle lande, som – hvis de sam-let tog pengespørgsmålet op – definitivt kunne omdirigerepengestrømmen. Der er tænkere og skribenter i alle lande, somkan yde deres magtfulde bistand – og som vil, hvis man hen-


vender sig til dem på rette måde. Der er esoteriske studerendeog oprigtige kirkefolk, til hvem der kan appelleres om bistandtil at forberede vejen for Kristus, især hvis den ønskede hjælpskal ydes i form af tid eller penge til udbygning af rette men-neskelige relationer og en omfattende udbredelse af den [side169] gode vilje.

En større kampagne for at rejse penge er unødvendig, menden uselviske indsats af tusinder tilsyneladende ubetydeligemennesker er nødvendig. Jeg vil gerne sige, at den mest nød-vendige egenskab er mod, for det kræver mod at tilsidesættesin mangel på selvtillid, sin generthed og sit ubehag ved atfremsætte et synspunkt, især når det drejer sig om penge. Deter her, de fleste falder fra. Det er relativt let at samle penge idag til fordel for Røde Kors, hospitaler og undervisningspro-grammer, men det er umådeligt svært at samle penge til fordelfor udbredelse af god vilje eller for at sikre den rette brug afpenge til fremsynede ideer såsom Kristi genkomst. Derfor si-ger jeg, at den første forudsætning er mod.

Den anden forudsætning er, at Kristi medarbejdere villigtpåtager sig de ofre og træffer de foranstaltninger, som sætterdem i stand til at gøre deres yderste; der må ikke bare være enveludviklet evne til at fremføre sagen, men hver arbejder måogså leve det, han lærer. Hvis fx de millioner af mennesker,som elsker Kristus og søger at tjene hans sag, gav i det mind-ste en lille sum penge om året, ville der være tilstrækkeligemidler til rådighed. De nødvendige forvaltere og de åndeligtindstillede administratorer ville da automatisk indfinde sig.Vanskeligheden ligger ikke i administrationen af pengene ogorganiseringen af arbejdet; den ligger i folks tilsyneladendemanglende vilje til at give. Af en eller anden grund giver delidt eller intet, selv når interessen for en sådan begivenhedsom Kristi genkomst er til stede; frygten for fremtiden, ellerlysten til nyerhvervelser, eller ønsket om at give gaver, ellermanglende evne til at begribe, at mange små summer løber opi store summer – alt dette forhindrer finansiel generøsitet, oggrunden synes altid tilstrækkeligt indlysende. Derfor er denanden forudsætning, at enhver giver efter evne.

For det tredje, de metafysiske skoler og esoteriske grupper


[side 170] har sat stor tankekraft ind på at skaffe penge til deformål, som appellerede til dem. Der spørges ofte: hvorfor kanUnity School of Thought og Christian Science og mange an-dre nye tankeretninger altid skaffe de fornødne midler, mensandre grupper og især de esoteriske grupper ikke kan? Hvor-for er de virkelige åndelige arbejdere tilsyneladende ude afstand til at materialisere, hvad de behøver? Svaret er enkelt.De grupper og arbejdere, som er de åndelige idealer nærmest,er som en splittet familie. Deres hovedinteresse er på abstrak-te, åndelige plan, og de har tilsyneladende ikke forstået, at detfysiske plan – når det er motiveret fra de åndelige plan – er aflige så stor vigtighed. De store metafysiske skoler har fokuse-ret på at opnå et materielt resultat, og så stærk er deres vilje,så entydig deres retning, at de får, hvad de kræver; de må lære,at kravet og dets svar må være et resultat af et åndeligt formål,og at det som forlanges ikke må være til brug for en enkeltperson eller en enkelt organisation eller kirke. I den nye tidsal-der, som nu er over os, forud for Kristi komme, må kravet omfinansiel støtte koncentrere sig om tilvejebringelsen af rettemenneskelige relationer og god vilje, ikke om at fremme enbestemt organisations vækst. Organisationerne der ønsker fi-nansiel støtte, må fungere med et minimum af omkostningerog udstyr, og dets medarbejderstab må arbejde for en minimalog dog fornuftig løn. Ikke mange sådanne organisationer eksi-sterer i dag, men de få, der fungerer nu, kan virke som et ek-sempel, der hurtigt vil blive efterfulgt, efterhånden som ønsketom Kristi genkomst vokser i jordens befolkning. Derfor erden tredje forudsætning at tjene den ene menneskehed.

Den fjerde forudsætning må være en velovervejet præsen-tation af sagen, for hvis skyld den finansielle støtte ønskes.Folk må have mod til at tale, men en intelligent præsentationer lige så vigtig. Hovedvægten i dette forberedelsesarbejde forKristi genkomst må lægges på tilvejebringelsen af [side 171]rette menneskelige relationer. Dette arbejde er allerede påbe-gyndt af mennesker af god vilje overalt på jorden, under for-skellige navne.

Vi kommer nu til den femte forudsætning: en stærk og le-vende tro på menneskeheden som helhed. Der må ikke være


pessimisme med hensyn til menneskehedens fremtid, ellersorg over den gamle ordens forsvinden. »Det gode, det sandeog det skønne« er på vej, og menneskeheden selv er ansvarligfor dets komme, det er ikke en ydre guddommelig magt, dergriber ind. Menneskeheden er sund og hurtigt ved at vågne nu.Vi gennemlever for tiden en fase, hvor alt bliver udråbt frahustagene – som Kristus erklærede ville ske – og når vi hørereller læser om denne syndflod af smuds og kriminalitet, sanse-lig lyst og luksus, er vi tilbøjelige til at tabe modet. Her gør vivel i at huske, at det kun er sundt, at alt dette kommer op tiloverfladen og bliver kendt af alle. Det er ligesom den psyko-logiske udrensning af underbevidstheden, mange menneskerunderkaster sig, og det er et forvarsel om kommende nye ogbedre tider.

Der er et arbejde at gøre, og mennesker af god vilje, medåndeligt instinkt eller en sand kristen indstilling må gøre det.De må indvarsle den nye æra, hvor penge anvendes til hierar-kiske formål og lade dette behov indgå i deres invokation. In-vokation er den højeste form for bøn, der findes, og en nyform for guddommelig påkaldelse, som kendskabet til medita-tion nu har gjort mulig.

Der er intet at tilføje i denne appel om midler, mod og for-ståelse. Hvis ikke Kristi eget mod, nu hvor han står over foren tilbagevenden til den ydre verden, og hvis ikke menneske-hedens behov for rette menneskelige relationer og det opof-rende arbejde, som Kristi disciple udfører, er tilstrækkeligt tilat opflamme og styrke os, nytter det ikke at sige mere.

Vi har overvejet nødvendigheden af visse forberedelser tilKristi komme og nogle af de fundamentale krav, som vil [side172] opstå, efterhånden som folk samler deres kræfter til denødvendige aktiviteter, der bl.a. omfatter finansieringen afforberedelsesarbejdet. Den individuelle arbejder må først ogfremmest gøre op med sig selv, om hans motiv og åndeligeforventning står mål med opgaven. Kun det har betydning,som giver den nødvendige kraft til handling, og kun den, derhar en tilstrækkelig klar vision, som sætter ham i stand til atarbejde med forståelse og oprigtighed, er opgaven voksen.Han må gøre sig klart, at det er muligt for ham at deltage i


fremskyndelsen af den guddommelige plan. Kristi realitet ogden faktiske mulighed for hans tilsynekomst må blive vigtigemotiverende faktorer i aspirantens bevidsthed. Han ser sig daom efter dem, han kan samarbejde med, og som har de sammeåndelige mål som han selv. På den måde – og på det rette tids-punkt – vil han opdage, at der på jorden eksisterer en velorga-niseret og integreret gruppe, som kaldes den nye gruppe afverdenstjenere. Han opdager, at de findes overalt og virker ialle lande og inden for alle organiserede religiøse grupper ogalle andre grupper, der arbejder for menneskehedens vel ogdermed for Kristi genkomst.

Dette er først og fremmest en gruppe som, mens den arbej-der i det daglige fysiske liv på det ydre plan, alligevel bevareren nær, indre åndelig integritet med det energicenter, hvorfraden kan hente al den fornødne kraft til aktivt, åndeligt arbejde.Gruppen udgør et arbejdsområde for alle, der søger at udtryk-ke sig gennem tjeneste; den tjener også som et samlingspunktfor alle dem, der er villige til at blive prøvet, et sted, hvor de-res motiver og udholdenhed kan komme på prøve før en merevedvarende udfoldelse af åndelige muligheder. De enkelte fri-gøres således til stadigt mere omfattende tjenesteområder.

Den nye verdenstjenergruppe er principielt en trænings-plads, hvor de, hvis håb er at vokse i åndelig status og uddan-ne sig til at blive aktive disciple under ledelse af Kristus, [side173] kan få den nødvendige erfaring. Tilsynekomsten af den-ne gruppe på jorden i vor tid er tegn på en vellykket udvik-lingsproces med hensyn til menneskeheden. Denne arbejdsme-tode – at bruge mennesker som formidlere til at fremme ver-dens frelse – blev indledt af Kristus selv. Han arbejdede oftemed mennesker gennem andre og nåede menneskeheden gen-nem sine tolv apostle med Paulus som stedfortræder for JudasIskariot. Buddha forsøgte det samme system, men hans gruppevar i begyndelsen stærkere knyttet til ham end til menneske-nes verden. Kristus sendte sine apostle ud i verden for at opsø-ge, vejlede og »fodre fårene« og blive »menneskefiskere«.Kristi disciple var kun sekundært knyttet til deres mester ogprimært til en krævende verden; den indstilling har Hierarkietstadig, uden at deres hengivenhed for Kristus derfor er min-


dre. Det, som Buddha symbolsk havde lagt spiren til, blev envirkelig kendsgerning, fordi Fiskenes tidsalder krævede det.

I den tidsalder, vi nu går ind i, Vandbærerens tidsalder, vilgruppearbejde nå en meget høj udvikling, og verden vil blivefrelst og forvandlet af grupper mere end af enkeltpersoner. Ifortiden havde vi verdensfrelsere – gudesønner – som gavmenneskene et budskab, der forøgede lyset i verden. Nu i ti-dens fylde og som et naturligt resultat af udviklingen er en nygruppe opstået, som kommer til at frelse verden og som (idetden virkeliggør gruppeideen som et udtryk for Kristi sandekirke) i den grad vil stimulere og aktivisere menneskers sjælog sind, at en ny æra vil blive indledt gennem en indstrømningaf Guds egen kærlighed, viden og harmoni, såvel som gennemKristi tilsynekomst, hvorved alle disse tre guddommeligeegenskaber legemliggøres.

Religioner blev i fortiden indstiftet af en stor sjæl, en ava-tar eller en fremragende åndelig personlighed, hvis ord og livog lære satte sit præg på menneskeheden og bevarede sin ind-flydelse gennem mange århundreder. Hvad vil virkningen bli-ve af en gruppe-avatars eller gruppe-verdensfrelsers [side 174]budskab? Hvad vil blive den særlige styrke hos en gruppe afgudskendere, som er en levendegørelse af sandheden og sub-jektivt forenede i den store opgave at frelse verden? Hvilkenvirkning opnår den mission, som en gruppe af verdensfrelserepåtager sig, en gruppe, hvis medlemmer alle til en vis grad erkendere af Gud, som supplerer hinandens bestræbelser og for-stærker hinandens budskab, og som udgør en organisme, gen-nem hvilken den åndelige energi og det åndelige livs princip-per kan gøre sig mærkbart gældende i verden under Kristi le-delse og synlige tilstedeværelse?

Sådan en organisme eksisterer nu med dens medlemmer ialle lande. Endnu er de relativt få, men deres antal vokser tilstadighed, og deres budskab vil i stigende grad vinde gehør.De er i besiddelse af en konstruktiv ånd, og de er den nye tidsbygmestre; til dem er det overdraget at fastholde sandhedensånd og reorganisere menneskehedens tanker, så racens menta-le energier bringes under kontrol og i den tilstand af reflekte-rende meditation, som vil muliggøre en erkendelse af den næ-


ste fase i den guddommelige udvikling, som Kristus vil ind-varsle.

Gennem de sidste ti år er denne nye gruppe af verdenstje-nere blevet reorganiseret og tilført ny energi; kendskabet tildens eksistens er ved at brede sig jorden over. Det er i dag eneksisterende international gruppe, bestående af mænd og kvin-der af alle racer og nationaliteter, religiøse organisationer oghumanitære bevægelser, som er principielt orienteret hen imodgudsriget eller ved at blive det. De er Kristi disciple, fordi de– bevidst eller som oftest ubevidst – arbejder for hans komme;de er åndelige aspiranter, som søger at tjene og virkeliggøregudsriget på jorden; de er mennesker af god vilje, der med in-telligens søger at fremme den gensidige forståelse og de retterelationer mellem mennesker. Gruppen er opdelt i to hoved-grupper:

[side 175]

1. En gruppe, der består af disciple, som arbejder bevidstmed Kristi planer, og som desuden består af dem, de vej-leder, og som samarbejder bevidst og frivilligt. I dennesidste kategori kan vi finde os selv, hvis vi ønsker det oger villige til at bringe de nødvendige ofre.

2. En gruppe, der består af aspiranter og verdensbevidstemænd og kvinder, som arbejder ubevidst under ledelse afdet åndelige Hierarki. Der er mange, især på høje poster idag, som udgør dem, der fuldbyrder tilintetgørelsen af degamle former eller er ved at opbygge nye. De er ikke be-vidst om nogen indre, samlet plan, men arbejder uselviskpå at imødekomme verdens behov, så godt de kan ved atspille deres vigtige rolle i det nationale drama, eller de ar-bejder utrætteligt i oplysningens tjeneste.

Den første gruppe er i nogen grad i kontakt med det åndeligeHierarki og i særlig grad, hvor det drejer sig om sande discip-le; dens medlemmer arbejder under åndelig inspiration. Denanden gruppe er i nærmere kontakt med menneskehedensmasser; den arbejder i højere grad under inspiration af ideer.


Den første gruppe arbejder med Kristi plan, for så vidt densmedlemmer kan opfatte det væsentlige i den, mens den andengruppe arbejder med de nye begreber og håb, som opstår imenneskers bevidsthed, når de subjektivt og ofte ubevidst be-gynder at tage del i forberedelserne til Kristi komme. Til sta-dighed og som følge af det arbejde, den nye gruppe af ver-denstjenere udfører i verden, er menneskeheden nu ved at våg-ne op til de muligheder, fremtiden indebærer.

Intelligentsiaen i alle lande vågner til en anerkendelse afmenneskeheden som helhed, og det er en indledning til opret-telse af broderskab. Mennesket anerkender den menneskeligefamilies enhed, men førend enheden kan komme til udtryk påen konstruktiv måde, må flere og flere tænkende [side 176]mennesker over hele verden nedbryde de mentale barrierer,der består mellem racer, nationer og andre grupper af forskel-ligt særpræg. Det er vigtigt, at den nye verdenstjenergruppe iden ydre verden gentager den metode og aktivitet, som Hierar-kiet anvendte, da det skabte og materialiserede den nye ver-denstjenergruppe. Ved at formidle indtryk og give udtryk forvisse store ideer må mennesker overalt bringes til at forstå defundamentale idealer, som bliver bestemmende for den nyetidsalder. Dette er den nye verdenstjenergruppes vigtigste op-gave.

Efterhånden som vi studerer og kan erkende den nye ver-denstjenergruppe i alle dens gradueringer og på alle livets om-råder – spredt over hele verden og omfattende alle sande ogoprigtige humanister, der arbejder i alle lande inden for allereligioner og humanitære organisationer – vil vi også vågneop til erkendelsen af, at der virkelig findes sådan en gruppemennesker på jorden i dag, hvis antal og virksomhedsområdeer fuldt ud tilstrækkeligt til at gennemføre de forandringer,som vil gøre det muligt for Kristus at færdes iblandt os. Dettevil ske, hvis de er tilstrækkeligt vågne og tilstrækkeligt villigetil at yde de nødvendige ofre og glemme deres nationale, reli-giøse og organisatoriske forskelle i den fælles bestræbelse påat yde en indsats, der vil omforme verden. De må undervisemenneskeheden i nogle få, enkle og fundamentale principperog ligeledes gøre menneskeheden fortrolig med tanken om


Kristi tilsynekomst og gudsrigets manifestation. Deres opgavevil stort set bestå i at sammenfatte og virkeliggøre de to gude-sønners lære – Buddhas og Kristi lære.

Det gode resultat af den nye verdenstjenergruppes arbejdeer uundgåeligt; den har gjort store fremskridt i løbet af de sid-ste ti år, og den indre integritet af den del af gruppen, som ar-bejder i nær kontakt med Kristus og det åndelige Hierarki, eraf en sådan beskaffenhed, at den ydre succes er garanteret. Deudgør en kanal, hvorigennem [side 177] gudsrigets lys, kær-lighed og kraft kan nå de mere eksoteriske medarbejdere.

Derfor, lad os erkende, at alle åndeligt orienterede menne-sker, alle, som stræber efter og arbejder på at indføre rettemenneskelige relationer, alle, som virkeliggør den gode viljeog søger at vise deres medmennesker kærlighed, er en integre-ret del af den nye verdenstjenergruppe, og deres hovedopgaveer for tiden at forberede vejen for Kristi tilsynekomst.

Lad mig så stærkt som muligt understrege, at den bedstefremgangsmåde, vi kan benytte os af og det stærkeste middel idet åndelige Hierarkis hænder er udbredelsen af den gode vil-je, som sammensmeltes til en forenet og virksom kraft. Jeg fo-retrækker dette udtryk frem for »organiseringen af den godevilje«. Den gode vilje er i dag en drøm, en teori, en negativkraft. Den må udvikles til en realitet, et virksomt ideal og enpositiv energi. Dette er vor opgave – og igen er vi kaldede tilat samarbejde.

Opgaven, der påhviler den nye verdenstjenergruppe, erstor, men det er ikke nogen umulig opgave. Den vil kræve oshelt, og da den forudsætter et pålagt livsmønster, vil den gen-nemsyre alle sider af en mands eller kvindes normale daglig-liv. Samtidig er vi kaldede til et usædvanligt liv og til at over-tage et afgørende ansvar.


[side 178]Konklusion

Opfordringen til at forberede Kristi tilsynekomst er sendt ud;kaldet til at frelse verden har lydt, og i dag er Kristi discipleog åndeligt orienterede mennesker overalt i verden ved atsamles. Det er ikke en samling på det fysiske plan, men endybt subjektiv og åndelig begivenhed. Selv de, der kun har etvagt begreb om, hvad opfordringen virkelig betyder, er berørtderaf og ser efter en lejlighed til at hjælpe og søger efter vej-ledning om, hvad de kan udrette.

Vi venter derfor i dag på den nye fremtræden. Hele verdenventer på Kristus, og i denne forventningens ånd findes mod-giften mod den bølge af frygt og rædsel, der har hjemsøgt vorulykkelige planet. Menneskeheden ser i dag i to retninger:mod den hærgede jord og menneskers fortvivlede hjerter ogmod det sted, hvorfra Kristus vil komme, og som de symbolskkalder »himlen«. Når der er den samme forventning, når der erenslydende vidnesbyrd og forudsigelser, og når alle tegn på»tidens ende« er til stede, er det da ikke rimeligt at tro, at enstor begivenhed er ved at indtræffe? Hvis der midt i død ogødelæggelse findes en levende tro (og en sådan tro findesoveralt) og en brændende iver efter at trænge igennem mørkettil lysets centrum, berettiger det os så ikke til at antage, at den-ne tro og denne iver er baseret på en dyb intuitiv viden? Kandet ikke være en guddommelig kendsgerning, at »tro er fasttillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser«?(Hebr.11,1).

Menneskeheden venter i dag i alle lande på den, der skalkomme – uanset hvad de kalder ham. Det fornemmes, at Kri-stus er på vej. Hans andet komme er nært forestående, og fraalles læber – disciples, mystikeres, aspiranters, oplyste og ån-deligt orienterede menneskers – lyder råbet: »Lad lys og kær-lighed og kraft og død fuldbyrde den Kommendes [side 179]formål«. Disse ord er et krav, en helligelse, et offer, en trosbe-kendelse og en appel til avataren Kristus, som venter på sit hø-je sted indtil kravet er tilstrækkeligt stærkt og råbet klart noktil at berettige hans tilsynekomst.


Én ting er det vigtigt at gøre sig klart; det tilkommer ikkeos at fastsætte tidspunktet for hans tilsynekomst eller at venteen sensationel indgriben eller mærkelige fænomener. Hvis vigør vort arbejde rigtigt, vil han komme på et vist givet tids-punkt. Hvordan, hvor og hvornår han kommer, behøver viikke bekymre os om. Vor opgave er at gøre vort bedste for i såvid udstrækning som muligt at tilvejebringe de rette menne-skelige relationer, for hans komme beror på vort arbejde.

Vi kan alle bidrage til at forbedre forholdene og gøre enende på den nuværende frygtelige verdenssituation: selv denmindste af os kan tage sin del i indvarslingen af den nye æraaf forståelse og god vilje. Vi må imidlertid gøre os klart, at detikke er tusindårsriget, vi arbejder for, men at vor vigtigste op-gave for øjeblikket er todelt:

1. At nedbryde den gamle, onde rytme og indføre en ny ogbedre. Det er her tiden spiller en afgørende rolle. Hvis vikan forsinke krystalliseringen af fortidens onde kræfter,som var årsag til verdenskrigen, og standse de reaktionærekræfter i alle lande, vil vi berede vejen for det, som er nytog åbne døren for den nye verdenstjenergruppes arbejde ialle lande – den gruppe, som er Kristi redskab.

2. At forene og sammensmelte den fælles længsel og higenhos mennesker overalt, så det menneskelige krav kan lydestærkt nok til at nå det åndelige Hierarki.

Dette vil kræve ofre, forståelse og dyb kærlighed til vore med-mennesker. Det vil også kræve intelligens og visdom og etpraktisk greb om verdens problemer. Efterhånden som [side180] arbejdet med at etablere rette menneskelige relationerskrider frem (og det er en fundamental nødvendighed i verdennu) og efterhånden som metoden hertil – den gode vilje – ud-vikles, vil Kristus og hans disciple komme menneskehedennærmere. Hvis det forudsættes, at han er på vej, vil alle ånde-ligt orienterede mennesker, verdens disciple og aspiranter,uvægerligt arbejde – men denne forudsætning må også accep-teres, hvis motiveringen skal være tilstrækkelig stærk. Det ermed dette i tankerne, at vi ser fremtiden i møde. Befalingen er


udgået fra Herren; Kristus står afventende over for menneske-hedens krav. Dette krav vokser sig stærkere dag for dag, og »iden time, hvor vi mindst venter det, vil han komme«.


[side 181]

Menneskesønnerne er ét og jeg er ét med dem.Jeg søger at vise kærlighed, ikke hade.Jeg søger at tjene, ikke fordre skyldig tjeneste.Jeg søger at hele, ikke såre.

Lad smerte blive gengældt med lys og kærlighed.Lad sjælen beherske den ydre form,og livet, og alt som sker,og bringe kærlighed for dagen,som ligger bag om alt, som sker i tiden.

Lad vision og indsigt komme.Lad fremtiden være åbenbaret.Lad indre enhed vise sig og ydre skel forsvinde.Lad kærligheden sejre.Lad alle mennesker vise kærlighed.


[side 182]

Den store invokation

Fra lysets kilde i Guds sindlad lys strømme ind i menneskers tankerlad lyset komme til jorden.

Fra kærlighedens kilde i Guds hjertelad kærlighed strømme ind i menneskers hjertermå Kristus komme til syne på jorden.

Fra centret hvor Guds vilje er kendtlad hensigt lede menneskers små viljerden hensigt mestrene kender og tjener.

Fra centret vi kalder menneskehedenlad Planen for kærlighed og lys fuldbyrdesmå den forsegle døren til det onde.

Lad lys og kærlighed og kraftgenoprette Planen på jorden.

Denne invokation eller bøn tilhører ikke nogen person ellergruppe, men hele menneskeheden. Skønheden og styrken idenne påkaldelse ligger i dens enkelhed og deri, at den udtryk-ker visse centrale sandheder, som alle mennesker naturligt ognormalt accepterer – eksistensen af en oprindelig intelligens,som vi vagt kalder Gud; at den bevægende kraft bag det synli-ge univers er kærlighed; at en stor individualitet, som de krist-ne kalder Kristus, kom til jorden og legemliggjorde dennekærlighed, så vi kunne forstå den; at både kærlighed og intel-ligens er virkninger af det, som kaldes Guds vilje; og endeligden selvindlysende sandhed, at det kun er gennem menneske-heden selv, at den guddommelige plan kan virkeliggøres.

Alice A. Bailey


[side 183-202]

Register

AAfkald, 27Afmagt –

den kristne kirkes, 44, 65, 80personlig, følelse af, overvinde,

157-158Arbejder, den individuelle, krav i

tjeneste for Kristus, 172Aspekt – Aspekter –

livs-, udtryk, 84tre guddommelige, udvikling i

menneskeheden, 86-87viljes- –

dynamisk indflydelse, 72reorganiseringens kræfter, 91

Aspirant, åndeligt liv, 122Astronomiske tidsaldre, fem, 122At dele –

i Vandbærerens tidsalder, 80, 81princip –

kontrol over økonomiske for-hold, 155-156

voksende indflydelse, 76Atlantis, sandheder, 101Autoritet, tillades ikke, 157Avatar – Avatars –

definitioner, 12, 13, 14-15, 17gruppe-, virkning, 173-174komme, årsager, 13-14, 15-16, 17krav om, svar, 44kærlighedens, 18lære, 11-19manifestation, 17motiver, 13nedstigning, fremskyndes, 15opgave, 16Syntesens –

energi, type, 92hjælp til menneskeheden, 92støtter Kristus, 77-78, 81-82,

95, 99, 108Se også: Frelser; Verdenslærer

BBefrielse, nøgle til, 105Begær –

misbrug, resultater, 25, 104, 127personligt, energier, overvinde,

126Bekræftelse, Kristi, 32-33Bevidsthed –

disciples, stimulering, 85gruppe- –

Kristi, 69-70stimuleres, 26

indviet, 30-31kristus-. Se: Kristus – bevidsthedmenneskelig –

fem stadier, 122nye begreber, arbejde med,

175udvidelse, 22-23udvikling, 17, 22-23

sansende, natur og kontrol, 125-126

udvidelse –i Kristus, 29-31som følge af tilnærmelse, 146

åndelig, menneskets, stimuleresaf Kristus, 49-50

Bhagavad Gita –citater, 9, 39, 138læreren, 104

Blavatsky, H.P., udbredte kendsger-ningen om mestrene, 121

Blændværk –det store, definition, 125plan, 125spredning –

Buddha, 127-129Kristus, 22, 126-129mennesket, 125-126, 127,

129-130verdens- –

overvinde, 126-128


tre aspekter, 126Broderskab –

drømmen om, afklares, 143mellem mennesker, fundament,

25menneskeligt, erkendelse, 43-44oprettelse, indledning, 175universelt, vil bevises, 120

Brød, symbol, 80Budbringere, fra det guddommelige

center, stadig fremkomst, kends-gerning, 143Se også: Avatar

Buddha, Herren – Buddha's –arbejde –

fremtidige, 91, 94-95resultater, 16, 17, 91, 94, 173

citat, 60cyklus, 122Fire Ædle Sandheder, 25, 104Fredens Ånd og Syntesens Ava-

tar, triangel, 108går videre til nyt arbejde, 94-95hjælp til Kristus, 98, 104, 108højere tjeneste, 43, 81-82, 95højtid, 148kendetegn, udprægede, 95»klæder,« 98kærlighed-visdom, 91lys, slukket af buddhister, 136lære, 103-104, 176mission, 63nye sandheder, 17og Kristus, forenet indsats, 128opløsning af blændværk og illu-

sion, 127-129rede til indsats, 41relation til Kristus, 98, 103, 104sandheder, 67-68sidste prædiken, 148-149til stede ved Wesakfest, 48, 49,

94viden mht. Kristus, 97ædle middelvej, 89Ædle Ottefoldige Vej, 25

Buddhisme, renæssance, 24-25Bøn –

besvares, 38

erstatning for, 144til transcendent Gud, 36

»Børn i Kristus,« definition, 86

CCenter, solar plexus, aktivitet op-

hører, 129-130Civilisation –

definition, 124kvalitet og gaver til eftertiden,

betydning, 124nuværende, må dø, 27ny, vil være mulig, 109

Cyklus, eller periode, af konferen-cer, betydning, 26, 27

DDe Forenede Nationer –

forudsigelse, 52generalforsamling, Hierarkiets

arbejde med, 91griske fordringer, 166må lære at anvende kærligheds-

loven, 127Syntesens Avatar arbejder med,

77De Forenede Stater –

selvisk, 123ville gladeligt påtvinge verden

sin form for demokrati, 167»De små,« definition, 86Demokrati –

nuværende status, 157sandt, forudsætninger, 23

»Den der opfostrer de små,« 82-83,85

Disciple –forbereder menneskeheden på

tilsynekomst, 83grupper, tiltrækningskraft, 72indtræden i himmeriget, 98Kristi –

altid ledet, 46arbejde med Planen, 92budskab i dag, 109gruppe, to hovedgrupper,

174-175meddelelse til, om beslutning,


34opgave, 68-69problem under verdenskrigen,

88tilnærmelse, 46tilstedeværelse, resultater, 124tjenesteindstilling, 173tro på eksistens, 24varetager mysterierne, 119

mestrenes –formidlede genopbygningens

kræfter, 89udtryk for kærlighed-visdom,

91senior, skoler aspiranter, 86står bag Kristus, 59transfigurerede, udtryk for lys og

kærlighed, 129verdens- –

nedbryder illusion og fordriverblændværk, 128

overskygges af Kristus, 50åndelig spænding, 73

Dualiteter, sammensmeltede, ud-trykkes, 96

Død, vrangforestillinger opgives,119

Dåbsindvielsen, 85

EElektricitet, mysteriet om, nøgle,

118-119Elendighed, årsag, 25, 104, 110,

127Emotionel –

aktivitet, led i aktivering afhjerte, 129-130

natur, kendetegn og herredømme,125

tilnærmelse til religion, 151Energi – Energier –

ekstraplanetarisk, kanal, 75evne til at styre, 92Fiskenes, fusion med Vandbære-

rens, 96kærligheds- og viljes-, 64livets, formål og hensigt, 30magnetisk, malstrøm, 16

nye, nødvendige, strømmer ind,84-85

og liv, 87-88oplagres, for fremtidig brug, 74oplysningens, 90overføring, guddommelig, 12planetariske, ukontrollerede, 119spredere, 87-88udløst af Kristus, 87-93Vandbærerens, fusion med Fi-

skenes energier, 96viljens, formidling, 94

Erkendelse – Erkendelser –guddommelige, oplæres til, 61åndelig, udvikling, 23

Esoterikere, arbejde, 24Evangeliet –

granskning, 28-33natur, 122

Evokation –anvendelse, 144garanteret, som følge af invoka-

tion, 145Evolution –

anskueliggøres, 100-106Kristi udvikling, 70-71natur, 139viljens, 72

FFanatisme, i religion i dag, 131-132,

135, 136Fejhed, åndelig, 161Fejl, afslører af, 125Filmindustri, oplysning, 90Fire Ædle Sandheder, 25, 104, 127,

128Fiskenes tidsalder –

afslutning, 119indflydelse, 81, 103krav, 173Kristi arbejde, 86, 96, 97læreren for, 78-79udviklede menneskeheden, 83

Forening af –længsel og higen, for at nå det

åndelige Hierarki, 179trosretninger, 151, 152


Forlæggervirksomhed, oplysning,90

Former, Gud iboende alle, 143Forsagelse, af materialistiske vær-

dinormer, 123Forståelse –

af Planen, 92intuitiv –

af Planen, 92fuldkomment udtryk, 95

kærlig, international, 127ny æra af, indvarsles, 179vil blomstre, forudsigelse, 19åndelig, voksende, 156

Forudsigelser om –autoritet, 157Buddhas arbejde, 91, 94-95De Forenede Nationer, 52den –

gode vilje, 83nye tidsalder, 27, 37, 99

formidling af kærlighedensenergi, 108-110

fred, 43, 44gruppearbejde, 173guddommelig ledelse, 49guddommelige budbringere, 12-

13helligdage, 147Hierarkiet, 146historien, 124indstilling til Kristus, 67-68indvielse, 85invokation, 144, 145-146kirkerne, 134Kristi –

arbejde, 86-87, 94, 118-120,130

fremtidige arbejde, 67-68komme, spredning af nyheden,

21lære, 27, 112-125navne i den kommende æra,

83materialisme, 124mysterier, 118-119naturriger, 78ny verdensreligion, 143-

145, 145-146, 151psykiske kræfter, 119reinkarnation af Krishna, 9religiøs fornyelse, 22religiøse højtider, 148-150rette menneskelige relationer, 83,

108-109, 110udbredelse af sand lære, 134Vandbærerens tidsalder, 124videnskaben om invokation og

evokation, 144-145Forum, folkenes, oplysning, 90Forvandling, af viden, 22, 95Frankrig, holder Europa i en tilstand

af uro, 167Fred –

en forudsætning, 61, 143må tilvejebringes før Kristi kom-

me, 155opnåelse, 19, 43, 44på jorden, æra, indvarsles, 109

Fredens Ånd –arbejde, 74-75, 81-82, 99, 108steg ned og opfyldte Kristus, 74

Frelse –personlig, begreb, ændres, 163selvopnået, gennem reinkarnation

og karma, 140verdens, ligger i menneskers

hænder, 155Frelser – Frelsere –

forventes, 11-12kommende, årsag, 15-16verdens-, udgangspunkt, 60Se også: Avatar; Budbringere;

Verdenslærer.Fri vilje –

udtryk, 110, 157ukrænkelighed, 157

Frigørelse, budbringer, 26Frihed – Friheds –

begreber, fra Hierarkiet, 142-143legemliggørelse, 26vil gøre ende på tyranni, 157

Frimureriet –definition, 123har –

bevaret mysterierne, 117, 118


svigtet, 120to søjler, 122

Frygt –dyrkes af kirken, 135, 140modgift, 178

Fuldmåne –april 1945, 89-90højtider, tre, i 1945, 91juni 1945, 34, 75, 81, 85, 91maj 1945, 90religiøse højtider, 147, 148-149

Fusion –kærlighed og visdom, 96sjæl og personlighed, 128-129viljen til det gode, 96Se også: Forening; Sammen-

smeltningFødsel –

Kristi, i hjertet, 85ny, indvielse. Se: Indvielse,

første

GGamle af dage. Se: Verdens HerreGejstlighedens magt, fri for, 21-22Genfødsel –

lov. Se: Loven om genfødselundervisning om, ved Kristus,

112-116Genopstandelse –

liv, budskab, 27menneskehedens, 27, 33periode, indvarsles, 27

Getsemane-oplevelse, 32, 71, 95,110

Glæde –i tjeneste, 160sand, 112

God vilje –fest, betydning, 148-149forvandling, 55-56grupper vil fremme, 108-109i menneskene, 19mennesker af –

arbejde, 93, 109etablerer rette menneskelige

relationer, 170-171

forenes, 26, 177første opgave, 157hver enkelt medarbejder

bringes i kontakt med, 163rigtig handling, vigtighed, 41-

42menneskets, resultat, 43udbredelse, og sammensmeltning

til forenet virksom kraft, 177udtryk, 75, 83udvikling, resultat, 180voksende, udtryk, 157vækst og udbredelse, penge til,

169, 170æra, indvarsles, 109

»Gode, sande og skønne,« det –ansvar for, 171er på vej, 171

Gruppe – Grupper –af –

disciple, overførte genop-bygningens kræfter, 89

energier, klar til formidling, 93arbejde –

Kristi, 53Syntesens Avatar, 77-78Vandbærerens tidsalder, 173åndeligt, 50

avatar, virkning, 173-174bevidsthed, opnå, 116formål, 72følsomhed, udtryk, 126hjælper ny verdenstjenergruppe,

108-109inkarnation, 115påkaldelse, bevidst eller ube-

vidst, 26til –

fremme af god vilje, 108-109 skabelse af rette menneskelige

relationer, 108-109vilje, forenes med egenvilje, 72ånd, stimulere, 26

Gud – Guds –formål, påkaldes, 150hjerte, samklang med, 130ideer om, 138immanent og transcendent, 17,


39, 40, 43, 138, 143kendere, gruppestyrke, 174kendsgerningen om, anerken-

delse, 138kærlighed –

formidler, 86genoprette tilliden til, 23natur, 126princip, 18åbenbares, 92-93, 141

menneskets forhold til, 139natur, 109-110Plan, manifestation, 150repræsentanter, 13, 16sønner –

manifestation, 161-162virksomme som rigtige, 140-

141vilje –

eller formål, 18-19fastlagt, 162gennemtrængt af kærlighed,

og manifesteret, 150repræsentanter, 86

ånd, arbejde, 45Guddommelig –

ledelse, synligt bevis, forudsi-gelse, 49

viden åbenbares, 92-93Guddommen, kontakt med menne-

skeheden, 12, 13, 16Gudsriget –

definition, 53, 141-142den rette relation til, æra, 82energier, 74grundlægges af Kristus, 66indvånere, borgere, 52-53, 67kendetegn, 33komme, 116-117love som styrer Shamballa afslø-

res, 87lys, kærlighed og kraft, kanal,

176-177manifestation, 66materialisation, 71, 146medlemmer, 121mystisk tilnærmelse til, 87ny verdesorden, 161

offentlig anerkendelse af, 156optagelse i, 87, 151-152udtryk for vilje-til-det-gode, 77vende sig hen imod, 115

HHad –

natur, 109opvejes af god vilje, 75

Hellige dage, universelle i frem-tiden, 147-148

Helvede, doktrin, forkastes, 140Hensigt –

fokuseret, 92guddommelig –

bevises, 110med jordens liv, 138

Herkules –lære, 101-102, 104tolv arbejder, 31

Hermes –citat, 60lære, 102

Hierarki, det åndelige –afgørende aktivitet, 161-162arbejde, 18, 22, 59, 91-92bestræbelser hæmmes, 89blive en del af, 84enhed med menneskeheden, 146etablerer kommunikation med

menneskeheden, 144-145forankring, 78fremtræden på jorden, 161garanti for Kristi komme, 51hovedformål, 92humanister sidestilles med, 163i kontakt med Shamballa, 129indvielse, 73intensivering af lys, 60Kristus arbejder gennem, 67livsrytme, 161lys, 37medarbejderstab, 61menneskeheden samarbejder

med, 43natur, 32nærmer sig, resultat, 125overfører genopbygningens


kræfter, 89overhoved, 33problem, 100-101påkaldes, 150rede til Kristi komme, 41redskab for Syntesens Avatar,

76-77respekterer den frie vilje, 157stimulerer mennesker, resultater,

124står klar, 93synlig tilstedeværelse, 119synonymer, 141-142tilnærmelse til menneskeheden,

70, 141-143tiltrækningskraft, 72tjeneste for, 160tjenesteindstilling, 173træder frem sammen med Kri-

stus, 117under ledelse af, ubevidst, 175viden om, 24virksomhed, ledes af Kristus, 46åbenbarer vilje-til-det-gode og

guddommeligt formål, 77åbenbarere af budskaber, 100-

106Himmelfarten, indvielse, 56Historie –

fremtidig fremstilling, 124menneskehedens, natur, 141

Hjerne –relation til sind, 123substans, aktiveres, 123

Hjerte – Hjerter –magnetiske egenskaber begynder

at vågne, 124menneskers, aktiveres, virkning

på emotionel aktivitet, 129-130

Højtider, religiøse –betydning, 48-49verdensomspændende,

etablering, 147-148natur, 148-150

Håbløshed, følelsen af, vidt udbredt,overvindelse, 157

IIdeer, nye, frigjort i verden, 128Identifikation, med Verdens Herres

guddommelige hensigt, 30Illusion –

fordrives af Kristus, 22, 126,127, 128

fremkaldt af sindet, 126Imam Mahdi, tilsynekomst, 11Indien, gruppe af tænkere, 103Indvielse –

anden, 85definition, 123forberedelse til, 85første, 85, 86, 149hierarkisk, 73himmelfarten, 56Kristi, 42, 56, 57menneskehedens, 81mysterier –

afsløring, 116-125genindførelse, 71

Indviet – Indviede –arbejde, 18definition, 123kilde til kultur, 124-125nedbryder illusion og blændværk,

128samarbejde med Kristus, 70samles af Kristus og Buddha, 129

Inkarnation –motiveres og styres af sjælen,

115Se også: Loven om genfødsel;

ReinkarnationInspiration, åndelig og idealistisk,

175Intellekt, under udvikling, inden for

religion, 133-134Intelligens, massernes, stimuleres,

89Intelligentsia, vågner til anerken-

delse af menneskeheden, 175Internationalt samarbejde, 52, 61Intuition –

medlemmer af Hierarkiet, 61udvikling i menneskeheden, 87

Intuitiv – Intuitive –


erkendelse af virkeligheden, 128forskning, mht. genkomstens ud-

fordring, 153forståelse –

af Planen, 92fuldkomment udtryk, 95

kærlighed, frigøres af Kristus,108-109

opfattelse, til stede i dag, 37viden, grundlag for levende tro

og brændende iver, 178Invokation –

anvendelse, 144anvendt af Kristus, 48-49Den store, anvendelse, 34-38,

48-49, 73, 77, 82fokuseret, garanterer evokation,

145forsøgt siden 1935, resultater, 47tre former, 145Se også: Påkaldelse

Israel, børn af, synd i ørkenen, 79

JJerusalem, definition, 32, 59Jesus –

indvielser, 42overskygget af Kristus, 74

Journalister, oplyses af nye ideer,90

Juni –1945, arbejde indledt, 91energipåvirkning registreres, 75højtid, 48, 148-149

Jødisk religionsorden, 80, 103-104,122, 138

KKarma, må fremhæves på ny, 140Kirke –

autoritær, 157den kristne, ikke til nytte, 44, 65,

80Kristi sande, 105

Kirkelig religion, situation i dag, 22Kirker –

angribelige, 133-134dom over, 134

genopstår i ny form, 118må »bringe orden i deres hus,«

156situationen i dag, 133-134Vestens, fremstillinger, 138, 139-

140, 143ydre pomp og ceremoni, 135-136Østens, overbetoning, 138, 139-

140Konferencer, cyklus eller periode

med, 26, 27Korsfæstelse –

Kristi –symbol, 95triumf, 55

sand betydning, 27Kraft, levende, resultater, 123Kraftreservoir, spændingstilstand,

symbolsk set, 74Krig –

verdens-, resultater, 44-45årsag, 110

Krise –cyklisk, i jordens liv, 59-60før korsfæstelsen, 55Kristi. Se: Kristi kriser

Krishna –cyklus, 122lære, 104reinkarnation, forudsigelse, 9

Kristendommen –definition, 134fejlagtige fortolkninger, 64-65,

103-104fremhæver udødeligheden, 140

Kristi – Kristus –aktiviteter, begrænses, 22-23anerkendelse, manglende,

årsager, 156anvender Den store invokation,

37appel til, 179arbejde –

art og retning, 22, 61, 65, 67-68

forberedelse, 27, 59i –


fremtiden, 67-68, 91, 92,118-120, 130

Palæstina, 97, 119-120, 173Vandbærerens tidsalder,

71-72, 73, 82, 95-96med Planen, 92resultater, 16-17, 24, 25, 27,

91-92styrke, 176

bekræftelse, 33beslutninger, i 1945, 27-29, 34,

70, 71, 72-73, 78, 81-82, 85beslutningsøjeblikket, 70besværligheder, 57bevidst om viljens magt, 31bevidsthed –

definition, 75-76frigørelse, 50legemliggørelse, 76næres, i menneskehjertet, 50opnåelse, af menneskeheden,

81, 151vækst, stimuleres, 82

bevis, 128-129brændpunkt for og formidler af

fem energier, 96-97budskab, respons på, 111disciple. Se: Disciple, Kristidrager mod Jerusalem, betydning,

32eksempel, 105energier der udtrykkes, 64energiudløser, 87-93enestående situation, 20-38»er med jer alle dage,« fortolk-

ning, 32-33er klar, 41-42, 93evner, kan tilegnes af mennesket,

52-55fordrivelse af blændværk, 125-

130forener øst og vest, 94-99forlader jorden, 59forsagelse, 30fortrop, 47fristelser i ørkenen, 126funktioner, to nye, 82fysisk ledelse, 161

genkomst –afhængig af menneskeheden,

68bibetydning, 70enhed i mål og åndelig

hensigt, 162faktorer, 73-74forventning om, 11-12, 16,

40-46, 63, 178fremskyndelse, 27fysisk, 161i én verden, 21motiver, 73omstændigheder, 60, 61, 107resultater, 19, 116, 118, 119,

126stimulering, resultater, 125største virkning, 108tegn på forbindelse mellem

indre og ydre verden, 125tidspunkt, 45-46, 68, 72, 97-

98, 106-107, 110årsager, 13-14, 15-16, 18

gennembrudstilstand, 69hjælp til Syntesens Avatar, 92højdepunkt, 70i –

det indre –hersker i det individuelle

liv, 130kraften fra, anvendelse, 126vækkes til live, 60

Getsemane, 32, 71, 95, 110historien og i menneskehjertet,

56templet, fortolkning, 31Se også: Kristus – bevidsthed

indvarsler ny æra, 27indvielse af disciple, 86indvielser, 42, 56, 57-58komme, tegn, 46-47korsfæstelse, symbolik, 95kriser, 31, 32, 69-78krisetilstande, 32, 69, 70, 78kærlighed, 15, 17-18, 39-40kærlighed-visdom, 91lejlighed, 63, 64livsrytme, 161


lys og liv, 60lære –

afveget fra, 134forvrængning, 46, 51, 52, 56,

58-59, 64-66, 71fremtidige, udbredelse, 134om –

afkald, 27det genopstandne liv, 27indvielse, 116-125loven om genfødsel, 112-

116menneskesjælen, 105rette menneskelige relatio-

ner, 106, 108-112tjeneste, 105

mission, 63, 64monadisk erkendelse, 31-33mål, 151, 156nationalitet og religion, 23natur, 68nye områder, 23og Buddha, forenet indsats, 128opgaver, 57-59, 71-72, 73, 82ophøjet fra jorden, fortolkning,

33opmærksomhed, nye områder, 23opstandne, vidnesbyrd om for-

vandling af lavere natur, 33orientering, 32overskygges af Fredens Ånd, 74-

75overskygning af disciple, 50, 82planer, arbejde med, 175princip –

i mennesket, 39stimuleres, 130

problemer, 68-69, 88prøvelser, 57påkaldelse af, 26reaktion på egen skæbne, 30relation til –

Buddha, 98, 105, 148den nye æra, 173Vandbærerens tidsalder, 78-87

respekterer den frie vilje, 157respons –

i to retninger, 68

på åndelige krav, 137skolet af, 58spændingstilstand, 69, 70, 73-74,

78støttes af –

Buddha, 98Syntesens Avatar, 77-78, 81-

82, 95, 99sværd, 108synlige –

tilstedeværelse, ledelse afgruppearbejde, 174

virksomhed, 161tilhængere, 108tilstedeværelse –

anerkendte, resultat, 124erkendelse, 158fysisk, 48, 117uafbrudte, 46, 48, 158

tilsynekomst, forberedelse –gennem –

accept af fundamentaleprincipper, 107

at lede penge ind i rettekanaler, 168-171

fordrivelse af det onde, 155fred i verden, 61, 155, 163invokation og evokation,

144oprettelse af rette menne-

skelige relationer, 34,155, 157, 163, 168,170

overvindelse af hindringer,157-159, 161, 163-164,166-171

rette uddannelse, 167tilvejebringelse af orden,

107udvikling af åndelig erken-

delse, 23-24spørgsmål, 153-154 ved –

aspiranter og mennesker afgod vilje, 63, 155, 159-160

Buddha, 104den nye verdenstjener-


gruppe, 83, 158, 166,172-177

disciple, 16, 65-66, 68, 83,106, 166

Hierarkiet, 60, 78, 161-162Kristus selv, 68medarbejdere, krav til, 163

åndelige –kræfter, 24, 26, 34, 50mennesker, 144, 171-172

tragedie, årsager, 97triangels indflydelse på, 108udvidelse af bevidsthed, 29-30udvikling, 71underkastet træningsproces, 95,

96, 97understregede Buddhas lære, 105verdenslæreren, 64viden, 29, 30-31vilje, 33, 71, 74, 77virke, kanal for, 151visioner, 29, 30ånd, svigtet af den kristne kirke,

134, 135, 136Kristne, almindelige, træghed, 158Krystalliseringer sprænges, 22Kræfter, genopbygningens, arbejde,

89-91Kultur –

esoterisk forbindelse, 124-125skabelse, relation til indviede,

124Kærlighed –

fusion med –viljen til det gode, 96visdom, 96, 99

guddommelig energi, overføring,12

Guds –bevises af Kristus, 109-110tillid til, genoprette, 23-24

intuitiv, frigøres af Kristus, re-sultater, 108-109

Kristi, 15, 17-18, 39-40, 95legemliggørelse, 38lys og tjeneste, ekspanderende

riger, virke i, 124magnetisk kraft, 64

princip, overføring, 17som skabelsens mål, 18til Gud, natur, 126udfoldelse, forudsigelse, 75

Kærlighed-visdom, energier, kanali-seres til menneskeheden, 91

Kærlighedens Herre. Se: Kristus

LLiv – Livs –

aspekt, udtryk, 84det sande og virkelige, 109i større fylde –

definition, 84, 109mål, 139

nyt, strømmer, 93planetariske, relationer, 146

Loven om –aktion og reaktion, forvaltning,

74barmhjertighed, resultat, 15genfødsel –

anerkendelse, vigtighed, 113,116

frelse under, 140fremhæves af Kristus, 113Kristus underviser om, 112-

116relation til –

evolution, 139loven om evolution, 112

vildledende fremstilling, 114østerlandsk indstilling, 112

kærlighed, anvendelse, 127syntese, 77årsag og virkning –

frelse under, 140må betones, 140relation til –

evolution, 139loven om genfødsel, 114-

115Lykke, skabe og fremme, 112Lys –

den rene fornufts, fordriverblændværk, 128

hele legemet er i, betydning,128-129


kærlighed og tjeneste, ekspan-derende riger, virke i, 124

planetarisk, kilde, 60stråler, etableres mellem grupper,

61Lysets –

Herre. Se: Buddha, Herrenvej, betræde, 25

MMaitreya, tilsynekomst, 11Maj –

1936, påvirkning fra FredensÅnd, 75

1945, fuldmåne, 90Materialisme –

forkastes, 124i religion i dag, 134, 135

Materiel trældom, menneskeåndenfrigøres fra, 129

Menneske, forhold til Gud, 139Menneskeheden – Menneskehedens –

behov, 17, 135-137berøves sine illusioner, 128beslutning, 73bidrag til virkeliggørelse af gud-

dommelig Plan, 38den –

ene, anerkendelse, 78modne, deltager i kærlig virk-

somhed, 129elendighed, årsager, 25, 104,

110, 127erkendelser, 44, 46fornyelse, 108guddommelig vilje for, 110guddommelighed, essentiel, tro

på, 158gør sig fri af døende civilisation,

27historie –

natur, 141vendepunkt, 130åndelig, opsummering, 43-44

hjerter, bringes i samklang medGuds hjerte, 130

hjælp fra Syntesens Avatar ogKristus, 92

krav –forenet, resultat, 15, 16, 22-23om lys og kontakt med Gud,

141lektier, 123mentalt polariseret, 151muligheder i dag, 45ny menneskerace, 127nye begreber, arbejde med, 175oplysning og kærlig virksomhed,

129opstandelse fra materialisme, 99påkaldelse, resultater, 45påkaldende råb i dag, 43, 45rede til kommende åbenbaring,

128resultater, hjælpes på vej af

Kristus, 52-55ro og frihed udløses, 75situation i dag, 34, 162skæbne, åndelige, Kristus våger

over, 46stræben, mål for, 127sundhed i dag, 76syntese, 78tilskyndelse til forbedring, 77tilstand, årsag til Kristi tilsyne-

komst, 98tro på, nødvendig, 171udrette større ting end Kristus,

105udvidelse af bevidsthed, 122-123ved at blive moden, 129

Menneskelig –relation. Se: Rette menneskelige

relationervelfærd og frigørelse, undersøge,

26Messias, jødisk, 80Messias'er, lære om, 12Mestre, visdommens –

bistår Kristus, 53center, 141-142disciple af Kristus, 91eksistens –

bevidst om, 121en kendsgerning, 37

fysisk tilstedeværelse, 117


grupper af disciple, 72, 89kommunikation med, 59kærlighed-visdom, 91overførte genopbygningens kræf-

ter, 89samarbejde med Kristus, 70, 74tro på, 24

Midtpunkt i trianglen, 83Mithra –

arbejde, 122tilbedelse, af Israels børn, 79,

80-81Mod, kræves for at rejse penge, 169Moderkærlighed, instinktiv, udtryk,

126Monadisk erkendelse i Kristus, 31-

33Mysterier –

genindførelse, 117, 118indvielse, 71, 120-121kilde til åbenbaringer, 119Mithras, 122relation til elektricitet, 118-119rækkefølge, 122urgamle –

indhold, 118, 119oprindelse, 118

Mystiker, ny type, 37

NNadver, den sidste, symbolik, 79Naturriger, underliggende, rette

relationer med menneskeheden,78

Nedbrydning, ved stimulering af livi form, 92

Nyt liv, strømmer fra åndeligt væ-sen, 93

OOfre, nødvendige ved rejsning af

pengemidler, 169Okkultister, arbejde, 24Onde kræfter, rodfæstede, må for-

drives før Kristi komme, 155Oplysning, af personligheden, 128-

129Oplysningens energier, 90

Ordformer, anvendes i påkaldendearbejde, 145

Overskygning af –disciple, ved Kristus, 50Jesus, ved Kristus, 74Kristus, ved Fredens Ånd, 75

PPaulus, indflydelse, 104, 134Penge –

anvendt til hierarkiske formål,æra indvarsles, 171

hovedforbrugskanaler, 164kanaliseres i nye retninger efter

nytteværdi, 167-171misbrug, 165-166til det forberedende arbejde for

Kristus, 158, 163-167Personlighed –

integreret, discipels, 129renhed, hengivenhed og

oplysning, 128-129Plan –

astral- –Buddhas arbejde, 129definition, 125

fysisk, åndelig betydning, 170mental-, Kristi arbejde, 129

Plan – Planen –er klar, 93for verden, garant, 138forståelse af, 49, 92guddommelig, manifestation, 67Kristi viden om, 29, 30motiveret af kærlighed, 18virkeliggøres af menneskeheden,

38Politik –

grupper, må bringe orden i dereshus før Kristi komme, 155-156

og religion, adskillelse må op-høre, 23

system, autoritet tolereres ikke,157

Presse, oplysning, 90Princip, det styrende formåls, 92Psykiske kræfter, fremtidig anven-

delse, 119


Påkaldelse –af Kristus, 26gruppers, 26i en ånd af tilbedelse og bøn, 145menneskehedens, 18, 43, 45, 47ordløs eller indtrængende,

menneskehedens, 144relation til tankens kraft, 147skolede disciple forener, fra

andre grupper, 145telepatisk aktivitet, 147Se også: Invokation

Påskefesten, 148

RRadio, oplysning, 90Reaktionære kræfter, i alle nationer,

standse, resultater, 179Regering, overvåges af Kristus, 23Reinkarnation –

af Krishna, forudsigelse, 9betydning og lære, 113-114Se også: Genfødsel; Inkarnation;

Loven om genfødselRekonstruktionsarbejde, hjælpe,

måder, 60-61Religion – Religioner –

definitioner, 45, 150fornyelse, virkelig, 22natur, før i tiden, 151ny verdens- –

fundamental ceremoni, 85grundlag, 71, 136-146, 150,

151grundtone, 144, 145hovedprincip, 81indvarsles, 73, 82lære om genfødsel, 113metode, 144, 145-146ritual, 147struktur, 68-69tema, 144udbredelse, 152vision, 143

og politik, adskillelse må ophøre,23

organisationer, utilstrækkelige,132-133

ortodoks, situation i dag, 131-132sand, bryder frem, 45teknik, før i tiden, 151verdens –

begreber der ligger til grundfor, 101, 110

har svigtet, 120ydre pomp og ceremoni, 135

Religiøs –tro, uden barrierer, 62ånd –

levende og dybtgående, 131vækst, blokeres, 136

Rette menneskelige relationer –basis, 61begyndelse, 157betingelser for Kristi komme, 18,

179-180Buddhas lære, 24-25følge af frembrydende åndelig

indstilling, 44første skridt tages, 25lys og liv, 60læren om, udbrede, 109nye krav om, 136nødvendighed og betydning, 106nødvendigheden af, opdragelse i,

167opnåelse –

midler, 55-56, 75resultater, 109

oprettelse –faktorer, 111forhindret af den kristne kirke,

18Kristi hovedopgave, 58, 59middel, 105redskaber, 93relation til guddommelig vilje,

110udtryk for kristusbevidsthed,

50ved –

den nye verdenstjenergrup-pe, 177

disciple, 34Hierarkiet, 22, 34menneskeheden, lære nød-


vendigheden af, 112økonomisk støtte, 164, 168-

169, 170-171plan, udarbejdet for, 127relation til loven om genfødsel,

113resultater, 78, 94stræben efter, 108tegn på Kristi komme, 46til –

Gud, 25liv i alle former, 116menneskeheden, 25

tilnærmelse, 142-143udbredes af grupper, 108-109udvikles i Vandbærerens tidsal-

der, 83virkeliggørelse, 148æra, begyndelse, 82ønske om, 49

Rudhyar, Dane, New Mansions forNew Men, citat, 114

Rusland, ville gladeligt håndtereverdens penge, 167

SSalomons tempel, symbol, 31Sammensmeltning, af god vilje til

virksom kraft, 177Sandhed – Sandheder –

dynamisk, forankring, 16erkendelse, forudgående proces,

129guddommelig –

erkendt af mennesket, hjælp,101

fremstilling, fejlagtig, årsag,133-134

nye, 17, 39, 50, 55om –

Guds immanens bekræftes,143

Kristus, Buddha, og Gudskirke, 67

religiøse, fremstilling, 136åbenbarer, den endelige, 125åbenbaring, ny, søgende efter,

132

Sankaracharya –cyklus, 122lære, 104

Shamballa –befaling udgået om genkomst, 42center, orienteret hen imod, 32hjælp til Syntesens Avatar, 78kontakt med Hierarkiet, 129påvirkes af menneskelige vi-

brationer, 150styres af love, 87udbreder lys, 60Wesakfest, forbindelsesled til

Hierarkiet, 148Sind –

guddommeligt –gennemtrænges af tænknin-

gens søgelys, 123-124hensigt, opfattes, 71

redskab ved genfødsel, 115skelneevne, 125

Sjæl – Sjæle – Sjælens –definition, 119faktisk natur, anerkendes, 103formidler, 12»hungersnød,« 136-137i forenet appel, 15menneskelig, pilgrimsgang, 152natur, 129oplyser vejen, 37reinkarnation, 115tiltrækningskraft bliver domine-

rende, 72viljeaspekt, udtryk, 115virkelig eksistens slås fast som en

kendsgerning, 119-120Sjælevandring, forveksles med rein-

karnation, 112Skabelsens mål, kærlighed som, 18Skribenter, oplysning, 90Skrifter, verdens hellige –

fælles lære, 12profetier, 47skrivning, fremgangsmåde, 147tilsynekomst, symbolsk fremstil-

let, 61Socialarbejdere, oplysning, 90Spiritister, arbejde, 24


Spiritualistisk bevægelse, arbejde idag, 102

Spænding –følelsesmæssig, i dag, virkning

på menneskeheden, 130tilstand, definition, 74åndelig, under forberedel-

sesarbejdet, 73-74Spørgsmål –

i Indien, 103om religion, 132-133

Stedfortrædende forsoning, lærenom, 104

Storbritannien, opdrage verden, 167Store hvide loge. Se: Hierarki, det

åndeligeSynd, imod Helligånden, 109Syndebukken, lære, 79, 80, 103Syntese –

i åndens fællesskab, 151menneskelig, skabe, 78Se også: Avatar, Syntesens

Sønner –gude- –

lære, til menneskeheden,100-106

tilsynekomst, 162menneske-, udstråling og respons

på lys, 19

TTabernaklet i ørkenen, symbolik, 31Tankeform, stærk, af avatar, 16Tankekraft, relation til påkaldelse,

147Telepatisk aktivitet, i påkaldelse,

147Teologiske fortolkninger, 131-132,

134-136Testamente –

det –gamle, astrologisk lære, 79nye –

astrologisk lære, 79historie, 98

Tidsalder, den nye –bane vej for, 78

forudsigelser, 27, 36-37, 98, 99indlede, opgaver, 173, 179-180menneskeheden, 151opbygge, 95-96religion. Se: Religion, ny ver-

dens-.Tilbedelse erstattes, 144Tilnærmelser, guddommelige, 141-

149Tjeneste –

den individuelle arbejders, i for-beredelsesarbejdet, 172

glæde i, 160lys og kærlighed, ekspanderende

riger, virke i, 124metode, lære, 105

Tolv, fuldendelsens tal, symbolskbetydning, 31

Transfiguration –betydning, 128fortolkning, 54

Triangel, Buddha-Fredens Ånd-Syntesens Avatar, 108

Trosretninger, forening, 151, 152Træghed –

hos det åndelige menneske, 159-163

snigende, kur, 160Træning, esoterisk eller åndelig, 97Tvillingernes tidsalder, frimurerbro-

derskab, 122Tyrens tidsalder –

tilbedelse, 79, 80, 104verdenslærer, 122

Tænkeevne, menneskers, vækkes,89

Tænkere, verdens, nye ideer, 128Tænkning, tæt forbundet med vilje

til det gode, 119Tømrer, symbol, 95

UUddannelse, rigtig, som forbere-

delse til genkomst, 167Uddeler, af livets vand, 79, 82-83Udødelighed –

bevis, videnskabeligt, 102-103den kristne kirkes fortolkning,


140doktrin, vigtighed, 140kendsgerning, anerkendelse,

139-141, 143læren om, 102-103

Undervisning –verdens-, ny, energier indledte,

90verdensomfattende, 23

Ungdom, gør oprør mod religion,131-132

VVand, livets, uddeler af, 82, 84-85Vandbærerens –

tegn –energi, indstrømning, 84-85indflydelse, 81symbol, 79-80

tidsalder –bygmestre, 95-96forløberen, 78-87gave, skænkes menneskehe-

den, 80gruppearbejde, 173opgaver, Kristi, 71-72, 73, 82,

95-96verdenslærer, 82, 85

Vej –den –

højere evolutions, 30oplyste, definition, 33

discipelskabets, søge, 160evolutionens, natur, 139-140hjertets, kombineret med sindets

vej, 91opstandelsens, 33til Gud eksisterer, viden om,

143-144udviklingens, næste skridt

fremad, 63Velfærdsarbejde, tendens, 26-27Verden –

orden, ny, 127, 161situation i dag, 20-38

Verdener af betydning og erfaringforenes, 125

Verdens Herre –

giver tilladelse til at anvende in-vokation, 73

hensigt, identifikation med, 30hjælp til menneskeheden, 47ord eller stemme, 42samråd med, 70tilstedeværelse, 49vilje, 18-19

Verdensborgerskab, opdragelse til,167

Verdenslærer, 64, 85Verdenslærere, kommer fra åndeligt

center, 60Verdenstjenere, den nye gruppe af –

arbejde, 47, 83, 89, 95-96, 111,172-173, 175, 176

arbejde, godt resultat uund-gåeligt, 176

er klar, 93erkende, 176forbundet med Syntesens Avatar,

77funktioner, 78første opgave, 157leder, 48medlemmer, 174-175, 177modtagelig over for oplysningens

energier, 90opgaver, 176, 177overskygges af Kristus, 50påkaldelse gennem, 144stilling, 158støttes af grupper, 108-109telepatisk aktivitet, 147uddannelse og mission, 97vigtigste opgave, 78

Viden, forvandling, 95Videnskaben –

om invokation og evokation –anvendelse, resultater, 146definition, 144funktioner, 146

vil åbenbare mysterierne, 118Vilje –

anvendt til forvandling af laverenatur, 33

aspekt –dynamisk indflydelse, 72


reorganiseringens kræfter, 91energi, vil blive udbredt, 94gruppe-, forenes med egenvilje,

72guddommelig –

dynamisk effektivitet, 64for menneskeheden, 110forankring, 55fortolkning, 72underkastelse under, 111

Guds, 18-19, 35, 38, 64, 70, 71-72, 86, 109-110

i fokuseret hensigt, 92Kristi, 33, 71, 74, 77magt, bevidst om, 31udvikling i forståelsen af, 72Se også: Fri vilje

Viljen-til-enhed, fremkaldes, 77Viljen-til-det-gode –

aktiviteter i dag, 161forbindes med tænkning, 119forvandles, 43, 55-56, 59fusion med kærlighed, 96udtryk, 165udvikles i menneskeheden, 77vil bryde frem, 19

Vin, symbol, 80Virkelighed – Virkeligheden –

intuitiv erkendelse, 128levende, 84opfattelse, mangler i mennesket,

101åndelig, fokus for religiøs be-

vidsthed, 131Visdom –

Buddhas, 129fra viden, 95fusion med kærlighed, 96, 99Kristi, 95

Vyasa, lære, 102-103, 104Vædderens –

tegn, og jødisk religionsorden,122

tidsalder –indflydelse, 103-104tilbedelse og dyrkelse af guld-

kalven, 79, 80

WWesakfest –

betydning, 148Buddha deltager, 94formål, 48

ÆÆdle –

middelvej, 89Ottefoldige Vej, 25

ØØkonomi –

ansvar, manglende, 165-167forhold, princippet om den rette

fordeling, 155-156forvaltning af midler, problem,

163-164

ÅÅbenbaring –

af –det guddommelige, ved tolv

højtider, 149-150sandhed hindres, 134-135

den fortsatte, 15-16, 63, 64, 66,67, 141

guddommelig –faktiske natur, 66, 143verdensomspændende, 64

kilde, 119ny, ventes, 136, 142åndelig, grundlag, 12

Åndelig – Åndelige – Åndeligt –energi, forstærkning, 147-150erkendelse, 23fejhed, 161forståelse, voksende, 156Hierarki. Se: Hierarki, det ån-

deligeliv –

genopdage vejen til, 22hindres, 134-135omgivelser og omstændighe-

der for, 160menneske, træghed, 159-163


[side 203]

Arkanskolen giver interesserede mulighed for at uddanne sigtil discipelskab i den nye tidsalder.

Den tidløse visdoms principper tilegnes gennem esoteriskmeditation, studium og tjeneste som livsform.

Arkanskolens studiemateriale foreligger ikke på dansk,men forefindes på hovedsprogene.

Skriv til en af nedenstående adresser efter nærmere oplys-ninger.

Arcane SchoolSuite 543 Whitehall CourtLondon SW1A 2EFEngland

Ecole ArcaneRue du Strand 40Case Postale 53231211 Genève 11Schweiz


[side 204]

Alice A. Bailey bøger på engelsk

The Consciousness of the AtomThe Destiny of the NationsDiscipleship in the New Age, Vol. IDiscipleship in the New Age, Vol. IIEducation in the New AgeThe Externalisation of the HierarchyFrom Bethlehem to CalvaryFrom Intellect to IntuitionGlamour: A World ProblemInitiation, Human and SolarLetters on Occult MeditationThe Light of the SoulProblems of HumanityThe Reappearance of the ChristThe Soul and Its MechanismTelepathy and the Etheric VehicleA Treatise on Cosmic FireA Treatise on the Seven Rays:

Vol. I Esoteric PsychologyVol. II Esoteric PsychologyVol. III Esoteric AstrologyVol. IV Esoteric HealingVol. V The Rays and the Initiations

A Treatise on White MagicThe Unfinished AutobiographyThe Labours of HerculesA Compilation on SexThe Animal Kingdom (A compilation)Death: The Great Adventure (A compilation)Ponder on This (A compilation)The Seven Rays of Life (A compilation)The Seventh Ray – Revealer of the New Age (A compilation)Serving Humanity (A compilation)The Soul, the Quality of Life (A compilation)Master Index of the Books of Alice A. Bailey


[side 2] -...

Documents