Fund. Vi vandrede ud af Afrika, men vores

forfædre kom fra Asien. Side 4

Længsel.

Drømmen om det

ægte og enkle

liv i vildmarken

har lange rødder.

Side 11

Lyssværdet i kolben

Bag om et

gennembrud.

Et rodet ph.d.-

kontor gav den

åbenbaring,

som en gruppe

enzymforskere

skulle bruge

for at sætte

fotosyntesen i

bakgear. Med

konkurrenterne

i hælene

lykkedes det

dem som

de første i

verden at kløve

plantedele med

solstråler.

FORTSÆTTES SIDE 2

Us

ky

ldig

t?N

øgne

børn har altid vakt debat. Side 8

Pengemaskine. Buddhismen er blevet big

business i både Østen og Vesten. Side 4

Profit. Økonomer udforsker

skattelyets logik. Side 12

Kæmpebølger. Mars’ overlade er formet af gigantiske tsunamier. Side 6

LAYOUT: BENTE BRUUN KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT

# 20 20. maj 2016Weekendavisen

Ideer

FALSIFICERET

Spisetid

»Det, du spiser efter klokken 18, tager du på om natten« – det er ikke bare gammel folkevisdom, også forskning har tydet på, at tidspunktet for fødeindtag havde be-tydning for de metaboliske processer, og at fødeindtag sent på dagen gav en forhøjet risiko for overvægt.

Studierne af, om der er en sammenhæng mellem de to faktorer for børn, er imidlertid begrænsede, hvor-for et forskerhold fra King’s College London netop har undersøgt 1.620 4-18-årige børns spisevaner. Data, der omfatter børnenes højde og vægt, fødeindtag og tidspunkterne for mål-tiderne over en fire-dages

periode, er indsamlet i årene 2008-12.

Den statistiske analyse af data viser ingen forhøjet risiko for overvægt for dem, der spiser aftensmad mellem klokken 20 og 22 i forhold til dem, der spiser mellem 14 og 20. Studiet viser heller ingen signifikante forskelle i det daglige energiindtag mellem dem, der spiser tid-

ligt, og dem, der spiser sent. Med de sædvanlige hensyn

til potentiel underreportering af fødeindtag, manglende observationer af medvirkende faktorer som søvn, fysisk akti-vitet og eventuelle manglende måltider og ikke mindst det allestedsnærværende behov for yderligere forskning, kon-kluderer forskerne, med Dr. Gerda Pot fra diabetes- og

ernæringsafdelingen i spidsen altså, at tidspunktet for mål-tiderne ikke har betydning for børns risiko for overvægt. Man kan måske endda sige: »Det, du spiser efter klokken 18, har ikke så stor betydning for vægten under hatten.« term

British Journal of Nutrition, 17. maj

FALSIFICERET

Lyssværdet i kolben

FORTSAT FRA FORSIDEN

Benedikt Möllers (tv.), David

Cannella og Claus Felby (th.)

demonstrerer deres forsøg med

at nedbryde græs med sollys. Til

ære for fotografen er de rykket

udendørs. FOTO: NIELS CHRISTENSEN

Af GUNVER LYSTBÆK VESTERGÅRD

I september 2015 er der for første gang i mange måneder ro i laborato-riet på Rolighedsvej 23 i København. Efter den mest hektiske spurt i deres karriere venter postdoc David Cannella og professor Claus Felby fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning under Københavns Universitet samt ph.d.-

studerende ved Biologisk Institut Benedikt Möllers nu på svar fra verdens mest prestige-fyldte tidsskrift Science.

Få måneder forinden har de tre opdaget, at de kan høste energi fra Solen med natu-rens egne solceller, farvestoffet klorofyl, og bruge energien til at drive særlige »skovhug-gerenzymer«, der kan kløve de mest robuste plantedele. De har med andre ord omvendt fotosyntesen; den soldrevne mekanisme, som ellers i milliarder af år har bygget planter op – et gennembrud, som måske kan accelerere produktionen af biobrændsel, som er baseret på nedbrudte plantedele.

I august måned sender de selvsikkert et manuskript om opdagelsen til Science, og den 23. september tikker en svarmail ind. David Cannella og Claus Felby skimmer den hurtigt og når ned til sidste linje: Afvist!

Ikke nok med det. Den ene fagfællebe-dømmer flår manuskriptet fra hinanden med kommentarer som »dårlig udførelse af arbejdet«, »fundamental misforståelse af fotokemi« og »mangel på overvejelser omkring sideeffekter«.

»Vi får en ordentlig omgang tæsk, men det er typisk, at nye idéer får meget modstand. Der er nogle stærke professorer derude med store egoer, som sværger til ét bestemt para-digme,« siger Claus Felby.

Alligevel tænker gruppen, at det måske er gået for hurtigt med artiklen. De tager en uge fri, laver flere kontrolforsøg, skriver artiklen om og prøver så hos det næsten lige så fine tidsskrift Nature. Vente, vente, vente, og så, i april 2016, bryder de lydmuren.

HISTORIEN begynder tilbage i 2010, da en gruppe forskere fra Norges Miljø- og Biovitenskapelige Universitet (NMBU) under ledelse af professor Vincent Eijsink op-dager, at en særlig type enzymer kaldet Lytic Polysaccharide MonoOxygenases, forkortet LPMOer, kan pumpe ilt ind i sukkerstoffer i planter, også kaldet cellulose, og rive dem fra hinanden. Cellulose er lange, seje kæder af sukker, som udgør murværket i alle planter.

LPMOer findes i de fleste svampe, i bak-terier og i vira. Nogle svampe med LPMOer sidder for eksempel på kokasser og lever af den cellulose i græs, som koens fire maver ikke kan fordøje.

Efter opdagelsen køber det danske firma Novozymes patentet på LPMOerne og bruger dem i dag i en cocktail af enzymer til at ned-bryde planterester.

Siden opdagelsen i 2010 har enzymerne dog drillet forskerne, for hvor i alverden kom-mer energien fra? At kløve cellulose kræver voldsom øksekraft, og den kan kun komme fra elektroner, men kilden til elektronerne har været et mysterium. På tegninger af processen

ser det ud, som om elektronerne nærmest bare falder ned fra himlen.

Italienske David Cannella får i 2014 en lille bevilling fra Det Frie Forskningsråd til frit at forske i LPMOerne, og sammen med Claus Felby går de to ind i jagten på at finde elektronkilden. Tiden går dog uden det store gennembrud.

Over for David Cannella, i det samme la-boratorium, arbejder tyske Benedikt Möllers. Han studerer blågrønalger og er lidt af et rodehoved. Flere gange bliver han bedt om at rydde op blandt sine ulækre kolber med grønt snask.

En dag i marts 2015 ser David Cannella, at

der i en af kolberne i køleskabet er kommet et blåt lag på blågrønalgerne.

»Jeg ringer til Benedikt og spørger, hvad det der blå stads er for noget?«

»Det er de antenner på klorofyl, der høster lyset,« svarer Benedikt Möllers.

David Cannella mindes nu det første år på biologi og læren om fotosyntese. Klorofyl er det farvestof i planter, der gør dem grønne. Når Solens stråler rammer farvestoffet, hop-per en elektron op og vandrer ud i planten, hvor den bruges til at bygge cellulosen. Det er essensen i fotosyntesen, og i solpaneler for den sags skyld: Lysenergi fra Solen river elektroner fri, som fiser ud i strømkabler og ind i stuen.

LAYOUT: BENTE BRUUN

Ideer2 # 20 20. maj 2016 Weekendavisen

Ikke så gyldentDa muslimske trop-per i år 711 krydsede Gibraltarstrædet og be-gyndte deres erobring af Den Iberiske Halvø, markerede det starten på 700 års muslimsk styre i Andalusien. Perioden er ofte blevet fremhævet som en lang gylden tidalder, hvor

muslimer, kristne og jøder levede i religiøs harmoni, og hvor sameksistensen, der ligefrem har fået navnet »La Convivencia«, fik viden-skab, kultur og filosofi til at blomstre.

Men ifølge lektor i spansk middelalderlitteratur og historie Darío Fernàndez-Morera fra Northwestern University i USA er opfattel-

sen af det andalusiske para-dis ikke baseret på historiske kendsgerninger, men på senere tiders ønsketænkning. I en ny bog beskriver han, hvordan Andalusien snarere kan beskrives som en dysto-pisk verden, hvor kristne og jøder blev undertrykt på alle livets områder. Der var hyppige anti-kristne pogro-mer, hvor kristne

blev korsfæstet, spiddet på pæle eller halshugget, de karaitiske jøder blev syste-matisk forfulgt, og i 1066 blev jøderne i Granada myrdet.

Fernàndez-Morera mener heller ikke, at filosofien og dialogen blomstrede i det muslimske Andalusien. En af de filosoffer, der især er forbundet med Andalusien,

er Maimonides, men han endte med at måtte flygte på grund af sin jødiske bag-grund og bosatte sig siden i Egypten, hvor forholdene for ikke-muslimer var bedre. jopp The Myth of the Andalusian Paradise: Muslims, Christians, and Jews Under Islamic Rule in Medieval Spain, 2016

Benedikt Möllers’ rod bliver gruppens heureka-øjeblik. Hvorfor havde de ikke tænkt på det før? David Cannella og Claus Felby leder efter elektroner, og dér, lige over for dem, står en kollega med et stof, der kaster elektroner af sig. Måske Solen kan levere den mystiske elektron til LPMOerne via klorofyl?

De tre går nu sammen i gang med nye forsøg, hvor klorofyl, i form af en tyk tjære-lignende væske, hældes i en kolbe og fortyn-des med vand. Så tilsættes græs fra plænen udenfor og til sidst LPMO-enzymerne, som kommer i en dunk fra Novozymes. De sætter blandingen ud i Solen og venter.

DER sker bare ikke en dyt. I hvert fald ikke nok til, at de kan udgive noget om det.

Her ville de fleste nok have opgivet projek-tet. De er i gang med et forsøg, som mange tvivler på har gang på jord, fordi klorofyl slet ikke passer sammen med LPMOer, og nu viser det sig, at det ikke virker.

Benedikt Möllers’ ph.d.-vejleder, Niels-Ulrik Frigaard, er for eksempel skeptisk, da han hører om projektet.

»Jeg havde mine forbehold. Jeg kunne godt se, at det ville være sindssygt smart, men jeg havde lidt svært ved at forestille mig, at kloro-fyl skulle fungere sammen med de enzymer,« siger han.

De tre fortsætter dog. »Vi troede på det. Og den tro blev kun

stærkere, jo mere folk sagde: ’Det kan I godt glemme. Det kommer aldrig til at virke,’« siger David Cannella.

»Måske er vi bare lidt mere stædige end gennemsnittet,« tilføjer Benedikt Möllers.

De går i gang med at læse op på fotosyn-tese, og her går det op for dem, at de mangler en ingrediens. David Cannella læser blandt andet om, hvordan klorofyl bliver gult efter for lang tid i sollys, fordi elektronerne blot suges ud af stoffet, uden at nye tilføres. De er altså nødt til at tilsætte et middel, der kan aflevere elektroner til klorofyl, og det kan ascorbinsyre – det vil sige C-vitamin.

Med ascorbinsyre i blandingen sætter de den i vinduet i solen, mens de går til frokost. Da de kommer tilbage, er måleudstyret gået ned. De prøver igen og får samme resultat: Enzymaktiviteten er tilsyneladende for vold-som til udstyret.

Claus Felby er i starten sikker på, at det skyldes en banal fejl.

»Jeg siger til David, at han må have fortyn-det blandingen forkert. Det kan simpelthen ikke passe.«

Den effekt, de ser, er 200-300 gange større, end hvad man hidtil har set LPMO-enzymer præstere. Men det er ikke en fortyndingsfejl, og efter et par måneder med gentagelser af forsøget er de sikre: De har vendt fotosyntesen om og kløvet cellulose med sollys.

MENS forsøgene kører, søger de tre ekspert-bistand andre steder på universitetet, for de har svært ved at forklare, hvad der foregår.

En af dem, de taler med, er professor Poul Erik Jensen, der er leder af Copenhagen Plant Science Centre. Han var for seks-syv år siden med til at opstarte feltet syntesebio-logi i Danmark. Her forsøger man at sætte naturens enkeltdele sammen til nye systemer, og hans specialitet er at prøve at få fotosynte-sen til at aktivere og drive forskellige enzymer – lysdreven biosyntese, kalder han det. Poul Erik Jensen møder ofte Claus Felby i S-toget fra Stenløse på vej til arbejdet, og en dag falder snakken på de nye lysforsøg.

»Det er faktisk først, da vi begynder at snakke om det rigtigt nørdede og elektronen, at vi opdager, at vi kan bruge hinanden. Jeg er interesseret i de processer, der bygger cel-lulosen op fra luftens CO2, mens Claus Felby vil pille det hele fra hinanden. Men kan du forstå, hvordan tingene er bygget, så kan du også skille dem ad,« siger Poul Erik Jensen.

Han forklarer de tre om klorofylmoleky-let, om fotosyntesens reaktionscentre og om spaltning af ilt til elektroner og protoner. De laver nogle målinger sammen, og Poul Erik Jensen hjælper især med at skrive de teoretiske afsnit i artiklen.

»Mange kollegaer har sagt, at nu skal vi passe på med at oversælge det, for det lyder for godt til at være sandt. Men jeg har aldrig været med til at snakke om en enzymakti-vitet, der kan forbedres med en faktor 100,« siger Poul Erik Jensen, der har arbejdet med fotosyntese i 20 år og derfor bliver lidt paf, da Science-bedømmeren skriver, at de har misforstået det hele.

Også en kemiekspert, nemlig professor Morten Bjerrum, bliver inddraget. Siden 1990erne har han arbejdet med at forstå, hvordan elektroner kan vandre gennem proteiner som eksempelvis enzymer. Ifølge Claus Felby går han helt ophidset rundt om sig selv og retter på bæltet, da han hører om forsøgene.

»Hvis du havde spurgt mig i februar 2015, om det kunne lade sig gøre at drive LPMO-enzymer med solenergi, så ville jeg have sagt, at de elektroner er alt for energirige og vil rive enzymet i stykker,« siger Morten Bjerrum.

Han forklarer, at al transport af elektroner i kroppen går gennem metalioner bundet fast til proteinerne. På LPMO-enzymet er det en lille kobberion, der indfanger elektronen.

»Men kobberet på LPMOerne sidder gemt væk ned mod cellulosen, så præcis hvordan elektronen bliver styret derned, ved vi ikke endnu. Måske foregår det via en sti af amino-syrer, der fungerer som en ledning i enzymet,« siger Morten Bjerrum.

DA gruppen er sikre på deres resultater, går de i gang med at ansøge om patentet på den

omvendte fotosyntese og involverer samtidig Novozymes, for opdagelsen har potentiale til at sætte turbo på den enzym-cocktail, de bruger til at nedbryde planterester.

»I forskningsafdelingen vidste vi godt, at vi skulle bruge nogle elektrondonorer for at øge aktiviteten af LPMOer, men at vi kunne bruge lysenergi, havde vi slet ikke tænkt på,« siger forskningsdirektør hos Novozymes Claus Crone Fuglsang.

Samtidig er de hos Novozymes vant til at høre om spektakulære forsøg, der senere viser sig at være fusere, så de tager det i første omgang køligt.

»Vi har nok altid lidt sund skepsis. Men Claus Felby kommer så ud og fortæller os om det, og han viser os alle de her tal. Selvom det ikke lige er mit speciale, så kan jeg godt se, at han har gang i noget helt nyt,« siger Johan Mogensen, der er en del af en fortrolig fem-mandsgruppe på Novozymes, som orienteres om gennembruddet.

I august er Claus Felby på konference i New Hampshire i USA. Gruppen er nu i al hemmelighed gået i gang med at skrive på den videnskabelige artikel. Claus Felby går rundt blandt de mange plakater, som de forskellige forskere har lavet for at fortælle om igangværende forsøg.

Pludselig stivner han. Foran ham er en plakat om LPMOer, hvor der oppe i hjørnet er nævnt noget med lys.

»Jeg tænker bare ’shit’!« siger Claus Felby. Ved siden af plakaten står Vincent Eijsinks

folk. Det er nordmændene igen. Dem med opdagelsen af LPMOer i 2010. De er lige i hælene på københavnerne.

»Der går fem minutter, så hænger jeg i røret til gutterne derhjemme. Nu må de trykke på speederen, aflys weekenden!«

I videnskaben er devisen, at det er »publish or perish«. Der gives ingen trøstepræmier eller sølvmedaljer til nummer to, så nord-mændene må for alt i verden ikke komme først, og derfor udbryder der en mild panik i gruppen.

Claus Crone Fuglsang på Novozymes fortæller også, at han i løbet af sensommeren fornemmer i det internationale miljø, at feltet rykker tættere på danskernes opdagelse.

»Andre grupper var begyndt at interessere sig for elektronkemi. Der var ved at ske noget med erkendelsen i hele feltet,« fortæller han.

I løbet af de næste par uger knokler de tre med at få artiklen færdig. Benedikt Möllers’ kone er ellers højgravid, og David Cannella er egentlig sygemeldt efter en stor tarmopera-tion. En dag er han så hvid i hovedet, at Claus Felby sender ham hjem. Ved siden af sygesen-gen ligger ironisk nok bogen Eating the sun af Oliver Morton.

Den 20. august bliver Benedikt Möllers far, og endelig, den 27. august, sender de artiklen ind til Science.

Oppe i Norge ånder alt til gengæld fred og idyl. De er nemlig slet ikke i nærheden af at snuppe æren fra danskerne, sådan som Claus Felby frygter.

»Det, vi laver med lys, har intet at gøre med, at sollys skulle være den naturlige elek-trondonor til LPMOer. Men Claus Felby har helt ret, når han siger, at vi nemt kunne være faldet over det,« siger Vincent Eijsink.

Selvom han ikke kan skjule ærgrelsen over, at de havde alle brikkerne, men ikke formåede at sætte dem rigtigt sammen, så er han først og fremmest begejstret.

»Danskerne er mine gode venner og kolle-gaer. Det er en fantastisk opdagelse, og jeg er fyldt med glæde på deres vegne,« siger han.

Vincent Eijsink finder dog også fejl i arbejdet og maner til besindighed, når avisoverskrifterne lyder, at opdagelsen kan mangedoble hastigheden for produktion af biobrændsel. For eksempel påpeger han, at LPMO-enzymer skal virke sammen med andre enzymer, og sætter man fuld fart på LPMOerne, så risikerer man at smadre de andre.

EFTER afvisningen fra Science breder der sig en lille usikkerhed i gruppen. De skriver til feltets grand old man Harry Gray på Princeton University i USA og be-der om hans vurdering. »Det er fantastisk!« melder han tilbage og giver gruppen fornyet gejst.

Kort før jul kommer tilbagemeldingen fra Nature. Alle tre bedømmere er positive og anbefaler, at de gensindsender manuskriptet med få rettelser og flytter den til søstertids-skriftet Nature Communications.

Den 28. januar hører Claus Felby et højt brøl fra David Cannellas kontor. Den sprudlende italiener kommer dansende ind til Claus Felby. Artiklen er accepteret og står til udgivelse i april. De er i mål.

Artiklen udkommer den 4. april og er al-lerede downloadet mere end 10.000 gange.

Omvendt fotosyntese, eller »Thors Hammer«, som gruppen har kaldt mekanis-men, kan udover at forbedre fremstillingen af biobrændsel måske lære os at bygge mere effektive solceller ved at efterligne naturen og måske gøre os bedre til at nedbryde plastic. Thors Hammer kan måske også bruges til at lave affald om til raketbrændsel på be-mandede missioner til for eksempel Mars. Men det mest interessante ved opdagelsen er nok alt det, vi først nu ved, at vi ikke vidste. Hvor udbredt er brugen af lys til at aktivere enzymer i naturen? Er omvendt fotosyntese næsten lige så gammel som fotosyntesen? Hvorfor ødelægger de energirige elektroner ikke enzymet?

For forskerne på Københavns Universitet slutter eventyret ikke med artiklen i Nature Communications, det er kun lige begyndt.

KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT

Ideer # 20 20. maj 2016 3Weekendavisen