Skandinavernes samt islændingenes

udvandring til Amerika i perioden

1840-1914

Amerikabrevene som et af de vigtigste

drivmidler i masseudvandringen

Þorbjörg Erla Sigurðardóttir

Nordens historie og samfund

Háskóli Íslands 2013

1

Indholdsfortegnelse:

Indledning………………………………………………………………………………side 2

Udvandringsperioden…………………………………………………………………side 4

Hvor Skandinaverne slog sig ned…………………………………………………...side 8

Den islandske udvandring til Amerika………………………………………………side 11

Push- og pull-teorien………………………………………………………………….side 13

Breve som personligt kildemateriale………………………………………………..side 13

Brevskrivernes skriftkundskaber…………………………………………………….side 14

Amerikabrevenes inddeling i grupper efter motivet……………………………….side 15

Amerikabrevenes særtræk og uddrag……………………………………………...side 17

Konklusion……………………………………………………………………………..side 21

Litteraturliste…………………………………………………………………………..side 23

2

Indledning

I perioden 1840 til 1914 var Europa præget af en masseudvandring til Nord-Amerika og

i denne periode udvandrede over 50 million Europæere til dengang tyndtbefolkede

kontinent. Af disse udgjorde Skandinavere ca. 2,1 millioner. Perioden som er den

største i udvandringshistorien prægedes af store svingninger som kan deles i tre

immigrationsbølger. Den første verdenskrig, 30’ernes økonomiske krise og restriktioner

i indvandring satte en stopper for udvandring til Amerika, så dermed slutter den

egentlige udvandring dertil.

Kontakten mellem familierne og vennerne på begge sider bevaredes gennem

brevveksling som var den eneste mulighed for at opretholde kontakten. Brevene vakte

3

naturligvis spænding, fantasier og drømme hos de tilbageblevne. At modtage et brev fra

Amerika var ikke så lidt af en begivenhed og det gjaldt naturligvis begge veje. Brevene

satte tanker i gang om udvandring og havde derfor en stor indflydelse på at familien og

vennerne turde tage skridtet fuldt ud, prøve lykken og emigrere til Amerika. På den

måde blev udvandringen til en tradition, og eftersom flere og flere udvandrede blev det

nemmere for folk at rive sig løs fra fædrelandet og følge i udvandrernes fodspor.

Brevene påvirkede dermed accelerationen af udvandringen idet jo flere drog til Amerika,

jo flere begejstrede breve kom der tilbage. Udvandringen blev til en såkaldt

”Amerikafeber” som spredte sig ud over alt med lynets hast. Udover Amerikabrevene

havde reklamer, agentvirksomheder og udvandreragente naturligvis indflydelse på

udvandringen – agenter var jo ansat på fuld tid af ss. enkelte stater, jernbaneselskaber

og skibskompagnier til at skaffe så mange emigranter som muligt. Den offentlige

propaganda nærmest bombarderede folk med lokkende tilbud og lovede guld og grønne

skove i ”mulighedernes og frihedens land”.

Amerikabrevene er en kapitel for sig bland andet af denne årsag at de kan deles op i

grupper alt efter motivet der lå bag brevskrivningen. Var motivet kun at holde kontakten

eller skulle familien og vennerne lokkes til Amerika? Selvom mange breve skabte

følelser af at det lykkelige liv ventede i Amerika, skrev ligeledes mange at livet der slet

ikke var den drøm som de havde forventet. Brevene havde som sagt forskellige formål

og kunne såvel både være personlige eller officielle.

Med opgaven er det målet at fokusere på Amerikabrevene og som kan formuleres i

efterfølgende spørgsmål:

Hvad kendetegner Amerikabrevene og hvordan kommer de forskellige motiver til

udtryk?

Hvilke omstændigheder lægges der vægt på når de udvandrede beskriver levevilkårene

i Amerika i forhold til fædrelandet og i hvilke hensyn?

Skifter brevene karakter undervejs mht. udvandrernes assimilationsproces?

4

Selvom skandinaviske og islandske Amerikabreve ligner i hovedtræk hinanden findes

der naturligvis særtræk i hvert sit land. Ifølge Böðvar Guðmundsson som har undersøgt

islandske, danske, svenske og norske Amerikabreve kommer hjemlængslen mest

smertefuldt til udtryk i de islandske breve Her er dog ikke formålet at foretage en

analyse af brevene mht. hvilke landsmænd har skrevet dem og særpræg som følge

deraf.

For at forebygge misforståelse bruges udtrykket Skandinavien om Danmark, Sverige og

Norge. Nogle gange bruges begrebet fejlagtigt også til at omfatte Island, Færøerne og

Finland på grund af deres historiske tilknytning til de skandinaviske lande. Norden eller

de nordiske lande henviser til de fem nordiske riger: Danmark, Norge, Sverige, Finland,

Island samt de selvstyrende områder, Færøerne, Grønland og Ålandsøerne.

Inden jeg går i gang med Amerikabrevene – samt brevskrivning, skriftkundskaber og

teori, vil jeg først omtrentligt beskrive den skandinaviske samt den islandske udvandring

til Amerika i perioden mellem 1840-1914, og hvor de primært slog sig ned. Det er

ligeledes vigtigt at påpege at de årsager til udvandringen findes i flere forskellige forhold

– på den ene side de levevilkår som skubbede folk væk fra fædrelandet (push-effekt),

og det som trak folk til det nye hjemland (pull-effekt) som sammen medvirkede til at folk

udvandrede i stride strømme til Amerika.

Udvandringsperioden

Det er først i starten af 1840’erne at man kan tale om en masseudvandring til Amerika.

Den enorme udvandringsbølge fra Irland er velkendt men Irere står helt i toppen i

udvandringen – langt frem for andre Europalande og årsagen skyldtes agrarproblemer i

Irland - som førte til hungersnød og altomfattende elendighed deraf, mens fx den

engelske udvandring skyldtes mere overbefolkning i byerne.

5

Skema- oversøisk udvandring: (Hvidt. 1971:29)

De skandinaviske emigranter tilhører hvad man kalder den tidlige emigrantgruppe, der

består af indvandrere fra Irland, England, og de nordeuropæiske lande inklusiv

Tyskland. Den sene emigrantgruppe, hvis ankomstperiode ligger i de sidste år af det 19.

århundrede og frem til 1920’erne, omfatter folk fra Mellem- Øst- og Sydeuropa, hvis

hovedparten slog sig ned i de store amerikanske industribyer. (Jeppesen 2010:18)

Nordmænd var de første nordboere som emigrerede til Amerika. Nogle år efter fulgte

svenskerne i deres fodspor og til sidst danskerne. Ifølge Hvidt er der tale om en samlet

skandinavisk udvandring på knap 2.170.000 mennesker, der fordeler sig efterfølgende -

med forbehold af en statistisk usikkerhed der kendetegner denne periode: (Hvidt.

1971:24)

Sverige: 1.105.000, Norge: 754.000, Danmark: 309.000

0 400,000 800,000 1,200,000

Skandinavernes udvandring i perioden 1840-1914

Danmark: 309.000

Norge: 754.000

Sverige: 1.105.000

6

Af det samlede tal udvandrede ca. 125.000 i perioden 1840-1865 mens resten drog af

sted i perioden 1865-1914.

Rekorden blev sat i 1882 men registrerede ankomne fra ovennævnte lande var 105.000

mennesker. Perioden 1880-1893 var et toppunkt med over 900.000 udvandrere fra

Skandinavien. Herefter faldt antallet gradvist ned og ebbede ud samtidig med den første

verdenskrig og 30’ernes økonomiske verdenskrise. Endvidere indførte USA en restriktiv

lovgivning for at begrænse udvandringen dertil, idet man søgte at sætte en stopper for

strømningen af Øst- og Sydeuropæere. (Jeppesen, 2010:14). Den amerikanske kongres

valgte at tage i sine hænder ansvaret for immigrationen men hidtil havde de enkelte

stater varetaget dette. I 1892 oprettedes USA’s største center for modtagelse af

immigranter på øen Ellis Island syd for Manhattan i New York. Det skulle holde

uønskede ude som fx alvorligt syge, polygamister og kriminelle. Kvotaordninger i 1921

var Kongressens svar på den stadigt stigende modvilje mod den enorme Syd- og

Østeuropæiske indvandring hvor fleste samledes i store ghettoer i industribyene med

social nød og uro til følge. Den katolske baggrund og levevis var også en provokation

for mange amerikanere og de hvide protestanter med angelsaksisk baggrund følte at de

var de rigtige amerikanere. Og for at holde horderne ude skulle kvotaordningen sikre

opretholdelsen af den eksisterende balance i den amerikanske befolkning dvs. der

skulle være et bestemt forhold mellem allerede ankomne fra et givet land og dette lands

fremtidige kvota. Men det udgjorde ikke det store problem for Skandinaverne. Amerika

trak ikke knap så meget som før, idet industri og den store vækst i byerne gav rigelig

beskæftigelse i landene. (Jeppesen, 2010:28-29).

De tre udvandringsbølger ser som sagt efterfølgende ud: den 1. bølge: 1866 – 1873,

den 2. bølge: 1880 – 1894 og den 3. bølge i perioden 1900-1914.

Hovedsageligt styredes emigrationens omfang af de økonomiske forhold i USA. Når der

var gode tider i landet – højkonjunktur og stort behov for arbejdskraft, spredte nyheden

sig hurtigt i Europa og folk rejste dertil i meget stort omfang. Så snart der kunne

konstateres en økonomisk krise i USA reduceredes indvandrertallet med det samme,

ligesom i den økonomiske krise i 1873 og nogle år opefter, hvor flere banker gik

konkurs, jernbanebygning standsede og håndværkere blev arbejdsløse (Hvidt, 1976:49)

7

Inden sejlbådene blev byttede ud med dampskibe i 1860’erne var rejsen over

Atlanterhavet meget vanskelig og turen kunne tage op til tre måneder. Hygiejne om

bord var dårlig og farlige sygdomme og dødsfald om bord var ikke ualmindeligt. Med

dampskibene nedsattes risikoen markant, idet turen blev mere sikker og rejsetiden

forkortedes helt ned til et par uger. Man kunne fragte flere og prisen blev nu

overkommelig for mange flere. Langt de fleste immigranter ankom til New York og

derfra fordeltes hovedparten videre rundt i landet. Nogle blev i New York men flertallet

af Skandinaverne rejste med tog til Chicago, og videre til de store landbrugsområder i

staterne i midtvesten - Illinois, Wisconsin, Iowa, Nebraska, Minnesota, North og South

Dakota. Disse præriestater i Midtvesten blev skandinavernes foretrukne bosteder

igennem flere årtier. I starten arbejdede de primært som farmere, men med den hastige

og enorme industrialisering og vækst i bysamfundet søgte stadig flere og flere dertil.

Som før fremstår var det nordmænd der førte an i starten blandt skandinaverne.

Allerede i 1850 boede der omkring 13.000 norske immigranter mod ca. 3600 svenske

og 1800 danske, men omkring året 1880 havde svenskerne overskredet nordmænd i

antal udvandringer og det fortsatte således helt til slut. Af de skandinaviske lande lå

danskerne i bunden hele udvandringsperioden.

8

Hvor Skandinaverne slog sig ned

Størstedelen af skandinaviske udvandrere søgte til den øvre del af Midtvesten – som

hurtigt kom til at bestå af store industri- og handelsbyer ss. Chicago (Illinois),

Minneapolis (Minnesota) og Omaha (Nebraska)

Kort over opdelingen af USA. De blåfarvede stater viser midtvesten (Jeppesen 2010:18)

9

På nedenstående tre kort har vi Skandinavernes foretrukne områder i USA og hvor de

var bosat i 1910. Overordnet kan man se at der er et stort sammenfald mellem de tre

Skandinaviske lande, og at de foretrækker den vestlige del af Midtvesten frem for den

østlige del.

Kort 1 - danskfødte immigranter 1910: (Jeppesen 2010:20)

De fleste danskfødte emigranter bor i Midtvesten, dels i de store byer i Chicago,

Milwaukee, Minneapolis og Omaha, og dels er danskerne spredt ud over flere

præriestater med en kerne i Iowa, den østlige del af Nebraska, den sydlige del af

Minnesota og i Wisconsin og i den nordlige del af Illinios. Ligeledes findes der en større

del af danskerne i New York, på Vestkysten og i Utah. Forklaringen på at så mange

danskere findes i Utah frem for andre Skandinavere er, at udsendte missionærer fra

Utah satte ind med et særligt felttog i Danmark i 1850.

10

Kort 2 – norskfødte immigranter 1910. (Jeppesen 2010:20)

Koncentrationen hos nordmænd er større i forhold til danskere og svenskere. De

befinder sig hovedsageligt i den nordlige del af Midtvesten. En større norsk befolkning

bor i storbyerne Chicago i IIlinois og i Minneapolis i Minnesota samt spredt i staterne

Minnesota, Wisconsin og Iowa, og herfra ind i den sydøstlige del af South Dakota og

videre op til North Dakota og længere mod vest i staterne Montana, Idaho og Seattle-

området i Washington, og ligeledes i New York men slet ikke i samme omfang som

svenske emigranter.

11

Kort 3 – svenske immigranter 1910: (Jeppesen 2010:20)

Midtvesten er også det største bosættelsesområde blandt svenskerne og ligesom hos

danskere og nordmænd er Chicago og Minneapolis populære hos svenskerne. Også i

præriestaterne i den vestlige del af midtvesten og længere mod vest - i Colorado og

Utah og på vestkysten – primært omkring Seattle og San Fransisco. Hvis vi går over til

østkysten så ser vi en tæt bebyggelse i New York og Boston og herimellem. Omkring ¼

del af svenskerne boede på østkysten i 1910.

Den islandske udvandring til Amerika

I forhold til de Skandinaviske lande startede den islandske udvandring en hel del senere

eller omkring 1870. De fleste emigrerede til Kanada men også en del islændinge slog

sig ned i USA. Ligesom fleste nordboere begyndte de på at slå sig ned i Midtvesten i

USA. I 1874 boede ca. 350 islændinge i staten Wisconsin men i alt udvandrede ca.

16.500 islændinge til Amerika i perioden 1870-1914. Landområdet egnede sig dog ikke

12

for Islændingene som forsøgte i stedet for at finde et nyt landområde bl.a. i Nebraskas

ødemark og i Alaska, men uden held. For at gøre en lang historie kort endte det med

omsider at året 1875, efter en lang og vanskelig søgning fandt de et landområde ved

den vestlige del af Winnipegsøen, og grundlagde det Nye Island som senere blev en del

af staten Manitoba. De næste 22 år havde islændingene eneret til bopæl i kolonien

hvilket betød at ingen af en anden nationalitet fik lov til at bo der, indtil kolonien blev

åbnet for alle. Livet i Nye Island viste sig at være meget hårdt – i hvert fald de første år,

kolonien var jo helt lukket for andre end islændinge. De havde også vanskeligheder

med at skaffe mad på bordet og i kolonien hærgede koppeepedemi, så islændingene

blev nødt til at modtage en vældig stor pengestøtte fra det offentlige for at kunne hutle

sig igennem livet de første år. En hel del begyndte at flytte fra området – først til North-

Dakota og dernæst til andre distrikter i Kanada. Efterhånden ordnede dog situationen

sig i den islandske koloni, især da loven om islændingenes eneret til bopæl blev

ophævet.

Det er interessant at se den kursændring der opstår i forbindelse med det lukkede Nye

Island. Året 1874 stod pastor Jón Bjarnason og holdt en moralprædike for islændinge i

Milwaukee i Wisconsin hvor han gav udtryk for at islændingene skulle prioritere højt og

bevare det islandske modersmål, og ikke tilsmudse det med engelsk ”pølsesnak”,

selvom han mente det var nødvendigt at kunne lidt engelsk for at kunne nogenlunde

klare sig i det daglige liv. Fire år senere tog han sagen op igen men nu fra en helt anden

synspunkt. Nu opfordrede han islændingene til at tilpasse sig den nye kultur og lære af

andre, og at de ikke skulle lægge vægt på at bevare deres nationalitet eftersom man er

flyttet over havet for at begynde et nyt og bedre liv. Han bekymrede sig især over de

islandske børn, og mente at hvis børnene ikke gik i skole med de engelsktalende børn

ville de have svært ved at vinde fodfæste i landet. Hvorfor at forlade sit fædreland for at

søge et bedre liv i et nyt land, hvis det kun venter én, at man er ukonventionel i det nye

hjemegn? Som det fremgår i indledningen er beherskelse af sproget en afgørende

forudsætning for at få succes i det nye hjemland. Det gik nemlig dårligt i starten for de

isolerede islændinge idet kolonien var lukket for andre end dem, selvom andre faktorer

også spillede ind. (Steinþór Heiðarsson 2003:105-115 og Helgi Skúli Kjartansson og Steinþór

Heiðarsson 2003:30-38)

13

Push- og pull teorien

Disse to faktorer og forholdet mellem dem forklarer de omstændigheder der var

medvirkende til at skubbe folk fra fædrelandet samtidig med at trække det til Amerika.

Push-effekten står for de levevilkår i hjemlandet som skubbede folk væk mens pull-

effekten repræsenterer det som trækker folk til det nye hjemland. Blanding af disse to

faktorer som kunne ses i forskelligt forhold, årsagede at folk tog den beslutning om at

udvandre. Der var ikke tale om at folk drog af sted enten fordi de var utilfredse i

fædrelandet eller fordi de følte sig tiltrukket af Amerika. (Hvidt.1976:51)

Det som skubbede folk væk fra hjemlandet kunne fx være arbejdsløshed, den stigende

industrialisering og en stor befolkningstilvækst i byerne eller knapheden på jord ude på

landet. Det som trak folk til Amerika var dets rygte som mulighedernes land hvor alle var

lige - bedre lønforhold, mulighed for social opdrift og adgang til gratis eller billig jord. I

Amerika var en stor interesse i at få opdyrket hele landet så hurtigt som muligt og på

grund af det opstod Homestead-loven der sikrede alle mænd over 21 år en gratis 160

acres jord. Sidst men ikke mindst var en af pull-faktorerne de personlige kontakter i

Amerika. Mange der allerede havde udvandret havde naturligvis en familie og venner i

det gamle fædreland som de så sendte breve til – de såkaldte Amerikabreve og som

følge deraf havde en stor betydning om hvorvidt de hjemblevne turde tage springet

derover.

Brevene fra ”de derovre” blev et af de vigtigste drivmidler i masseudvandringen, en pull-

faktor uden lige. Som helhed gav disse breve nok et relativt lokkende indtryk af

forholdene i USA (Hvidt. 1976:340)

Breve som personligt kildemateriale

Et brev er altid skrevet med det i tankerne at en bestemt person eller flere læser det,

hvilket betyder at brevskrivningen er en meget mere bevidst handling end at føre en

dagbog som i princippet ikke er skrevet til en bestemt person. Brevskriveren skal hele

tiden overveje betydningen af de oplysninger han ønsker at give sit udtryk for, så

modtageren kan følge tankegangen og synspunkterne. En anden forskel på breve og

dagbøger er at brevet har en begyndelse og en slutning mens dagbogen har et

14

sammenhængende reflektionsforløb. Af disse ovenævnte årsager har forskere peget på

at brevskriveren har frie hænder til at fordreje sandheden som det passer ham, og

derfor kan det være svært at stole på breve som kildemateriale. (Sigurður Gylfi

Magnússon 1997: 53)

Mange af de ældre Amerikabreve er på grænsen af at kunne kategoriseres som breve,

idet de er skrevet som dagbøger over en bestemt periode, men på den anden side har

de brevets karakteristik på alle andre måder. At vurdere brevenes troværdighed er det

grundlæggende, at undersøge både hvilket forhold der er mellem afsender og modtager

som spiller en afgørende rolle for kommunikationens udformning, idet det er indlysende

at der er en stor forskel på brevskrivning mellem fx børn og forældre, folk i parforhold,

mellem venner såvel som forretningsmæssige breve, og undersøge ligeledes deres

sociale baggrund – og vurdere dermed brevskrivningens motiv. (Sigurður Gylfi

Magnússon 1997:52-55)

Brevskrivernes skriftkundskaber

Som sagt er det på den ene side brevets udformning og dets indhold som går hånd i

hånd med forholdet mellem afsender og modtager, og på den anden side afsenderens

skriftfærdighed. Lovpligtig skriftundervisning fandt først sted på Island i 1880 – i

nogenlunde i den samme periode som i de andre nordiske lande, så skriftkundskabet

og læsefærdigheden udviklede sig ikke samtidig, hverken på Island eller i Skandinavien.

(Erla Hulda Halldórsdóttir 2003:247) På grund af at større del folk aldrig havde lært

retskrivning, skrev derfor mange med såkaldt lydskrift hvilket betyder at skriften var lige

med udtalen. (Bððvar Guðmundsson 1 2001:21)

Bððvar Guðmundsson peger på at brevenes skriftsprog er for det meste det rene

folkelige sprog, og selvom folk kunne læse var skrivefærdigheden meget begrænset.

Mens skolepligt udryddede de forskellige folkelige sprogsærtræk, og sprogpurismen

standardiserede det islandske sprog, så bevaredes i Amerika et tale- og skriftsprog

langt frem i det 19-århundrede, hvilket har en stor kildeværdi for det folkelige sprogbrug

på Island i det 18-århundrede.(Bððvar Guðmundsson 1 2001:16). Det samme må

hjemføre på de skandinaviske lande.

15

Hvidt kommer også ind på dette:

De fleste udvandrere var vel ikke vant til brevskrivning i større stil, skrive- og

udtryksfærdigheden i den brede danske befolkning var næppe stor; men adskillelsen fra

familien og alle de nye oplevelser gjorde sit til, at mange emigranter fik pennen i hånden

og sproget gled i breve til hjemegnen. (Hvidt. 1976:339)

I den tid havde folk heller ikke udviklet evnen til at give skriftlige udtryk for private

følelser ligesom Øverland påpeger. Han siger at hovedparten af de ældre

Amerikabreve, i hvert fald brevene før 1870, som viser at deres opbygning og indhold er

meget forskelligt fra hvad vi i dag forbinder med privatbreve til familie og venner.

Årsagen til dette er manglende evne til at give skriftlige udtryk for deres følelser. Når de

skrev om familiebånd, kærlighed og savn blev skrivestilen overfladisk, højtravende og

klicheeagtig. En anden årsag er sandsynligvis at brevene skulle læses af flere en selve

modtageren – af hele familien, nabolaget, i provinsen og eventuelt til trykning i en avis.

(Øverland. 1992:26) Det kostede en formue at sende og indløse breve især før

frimærkens tilblivelse og derfor fik breve begge veje et præg af fællesbreve og gerne

indeholdt de anmodninger om at kopiere brevene eller lade de gå videre. (Øverdal

1992:37). Før frimærkets tilblivelse måtte modtageren indløse brevet og kunne det koste

en ugeløn for vedkommende. Vægten var afgørende og derfor brugte brevskrivere

oftest meget tyndt papir og skrev ligeledes ofte kortfattet.

Amerikabrevenes inddeling i grupper efter motivet

Der var tre måder hvorpå udvandrerne personligt kunne stimulere til yderligere

udvandring: dels gennem de allerede omtalte breve, dels og mere direkte ved at

overføre penge til pårørende i hjemlandet – ofte med et ledsagende brev om, at beløbet

var beregnet til at købe billetten til Amerika, og endelig og mest direkte ved

oversendelse af forudbetalte billetter – de såkaldte ”prepaid tickets” (Hvidt. 1976:340). De

forudbetalte billetter blev i vid udstrækning benyttet af ægtefællen der midlertidigt forlod

kone og børn indtil han havde fundet arbejde og bolig i Amerika. (Hvidt. 1976:347) Men

ikke alle breve blev skrevet med hensyn til at lokke folk over havet – folk skrev jo også

for at fastholde kontakten mellem familie og venner. Brevene kan som sagt inddeles i

16

efterfølgende grupper – alt efter motivet: kontaktbreve, propagandabreve og

pengebreve. Det er dog ofte svært at skelne imellem brevene idet de indeholder ofte

alle ovenstående elementer. Fx kan der nævnes utilsigtede ”propagandabreve” hvor

motivet ikke var at lokke folk derover men virkede som lokkebreve, fordi de informerede

om det amerikanske samfund og de faktiske forhold som kunne opfattes mere attraktivt

end i hjemlandet.

Kontaktbrevene var typiske for udvandrere som havde været bosat i længere tid – at

kommunikationen udgjordes af kontaktbreve som i starten eventuelt prægedes af

lokkebreve. Der var som regel lang tid mellem kontaktbrevene og de var gerne fyldt

med mange engelske ord og sætninger som fortæller at emigranten havde bedre

tilpasset sig det amerikanske samfund.

Propagandabrevene fungerede som bevidste lokkebreve om livet og mulighederne i

Amerika, og som ønskede familien eller venner over til Amerika. Her må man skelne

imellem personlige og breve som blev skrevet med henblik på offentliggørelse i aviser.

Propagandabreve kunne på den anden side være skildringer af det hårde liv hvor de

frarådede folk at udvandre til Amerika. Formålet kunne både være at holde dem borte

eller som et udtryk for egen hjemlængsel ligesom lokkebrevene kunne både være at

lokke de nærmeste over til Amerika eller en slags retfærdiggørelse af eget valg af

udvandring.

De såkaldte pengebreve som kunne være i form af faktiske penge – enten for at hjælpe

fx ældre forældre (alderdomsforsørgelse), beregnede penge til at købe rejsebilletter

eller forudbetalte billetter kun forstærkede historier om Amerika som drømmelandet.

Hvidt nævner i sin bog at ”brevene som helhed gav udvandrerbreve et gunstigt indtryk

af Amerika. De som det gik ilde i Den nye verden – og det var ikke en ringe del – skrev

nødigt hjem, nederlag var sværere at berette end om end sejre” (Hvidt.1976:197) Det vil

sige at breve fra personer det gik dårligt udgør en mindre del, da de ikke skrev i samme

grad som personer der klarede sig godt. Det gik oftest dårligt for dem der var låst fast i

en ufaglært arbejdskraftsgruppe og ligeledes spillede aldersfaktoren fx også en

betydelig rolle, hvor udvandrere havde et handicap alene i kraft af deres alder. De

17

havde ikke samme assimilationsmuligheder som de yngre udvandrere (Hansen:

1981:203). Endvidere kom der flere breve fra immigranterne til hjemlandet end omvendt.

(Hvidt. 1976:341) Det er interessant at se når man læser forskellige breve fra de

forskellige nordiske lande, hvor mange udvandrere klager og brokker sig over

skrivedovenskabet hos familien og vennerne i fædrelandet.

Amerikabrevene og deres særtræk

For at vise hvad der generelt kendetegner brevene vil jeg efterfølgende komme med

nogle uddrag fra forskellige breve ss. en typisk opbygning af Amerikabrevet, hvad

brevskrivere beklager mest over, hvordan de beskriver deres personlige følelser og

familiebegivenheder, hvordan assimilationen kommer til udtryk og hvordan de beskriver

levevilkårene i Amerika.

Sproget siger også en hel del om tilpasningen til det nye samfund, omend alle var nødt

til at tilegne sig nok til at klare sig i hverdagen. (Hansen 1981:204) Juristen Christian Ask

skriver til sin familie i Danmark at beherskelse af engelsk er den afgørende

forudsætning for at få success i USA.

Rent ud sagt: dette Aar Som jeg nu har snart tilbragt i et fremmed Land, har været

forfærdelig haard for mig. Du maa vide, at her i U.S.A er det Ganske umuligt at opnaa en

Stilling i Kontor eller lignende, medmindre man kan tale og skrive Sproget aldeles

perfect. (Hansen 1981:364)

Et andet og mere komisk eksempel på hvad angår sprogbeherskelse:

jeg kan godt gaa I Byen og gjøre Indkjøb paa egen Haand, og undertiden ler de ogsaa

af mig “when I speek Englichichs men saa ler jeg med for Selskabs Skyld. (Hansen

1981:299)

Hvis man hurtigt assimilerede sig til det amerikanske samfund, led man ikke af

hjemlængsel og savn af sine kære i samme omfang som før. Den danske Hans Madsen

Kokjers brevsamling illustrerer nemlig forløbet af en assimilationsproces. I starten skrev

han mange breve og bad alle om hurtigt svar. Når hans sociale netværk og den kulturel

assimilation udvidedes – dvs. hans medlemskab af kirkesamfundet, afholdsforeningen,

18

byrådet og frimurerlogen, faldt behovet for kommunikation med familien og vennerne i

fædrelandet tilsvarende. Brevene blev sjældnere og indholdsmæssigt var de slet ikke så

følelsesmæssige som i starten. Brevhyppigheden øgedes atter i en kort periode mens

han etablerede en ny omgangskreds da han måtte flytte til en anden by, men på den

anden side forstærkedes assimiliationen, da han ikke her havde danske bekendte

modsat i den forrige by. Hans ægteskab med en amerikansk kvinde understregede

også og fremskyndede overgangen. Ligeledes talte hans alder, køn og civilstand for en

hurtig tilpasning – han var ung og havde endnu ikke stiftet egen familie da han

udvandrede. (Hansen 1981:81-83) Men i starten klagede han over at han ikke fik så

mange brev hjemmefra. Fleste af de første breve indledes sådan:

Kjære Forældre. Fra eders hengivne søn. En lang tid er nu allerede henronden siden jeg

fik Brev fra Eder” og brevet ender således: Jeg Beder Eder Kjære forældre og

Søskende ikke at vente for Længe inden i Skriver. (Hansen 1981:83)

Og flere af hans efterfølgende breve indholdt beklagelser over de alt for få breve

hjemmefra (Hansen 1981:55) Det var meget almindeligt at klage over at der ikke kom

lige så mange breve hjemmefra som de udvandrede håbede på at modtage. ”Jeg har

skrevet mange breve til jer, men får ikke noget svar” er tit og ofte det samme omkvæd”.

Personlige oplysninger om barnefødsler, død eller ægteskab blev meget ofte placeret

efter opremsning af priser på landbrugsprodukter og andre varer eller praktiske

orienteringer om rydning af jord, avling og høstprognose. Opbygning af et brev kunne

se efterfølgende ud:

Gode fader, kære søskende og venner!

Med glæde tager jeg pennen i hånden for at underrette Eder om vort nuværende

opholdssted Omaha, hvor vi har det godt, Vi har en stor sort ko og en kvie; jeg har

bygget mig en kostald og fået 6 læs hø. Jeg fik straks arbejde i en vognfabrik, hvor jeg

fortjener 60 rdl. dansk om måneden og hvormed jeg naturligvis kommer godt ud af det,

da fødemidlerne her er langt billigere end i Danmark. En arbejdsmand fortjener her en

dollars eller ca. 2 rdl. dansk daglig; 1 sæk fin hvedemel som vejer 100 pund, koster 2

dollars, flæsk og kød 8 sk. Pr. Pund, smør 20 sk., alt i forhold hertil billig, så ingen

kender til armod. (Hvidt 1971:339)

19

Det er først efter denne mindre økonomisk afhandling når brevskriveren at fortælle den

meget sørgelige nyhed at fire af hans børn døde under den for nylig overståede rejse.

Hvidt mener at den upersonlige og mærkelige rækkefølge ikke kun skyldes

skriveukyndigheden men også at for den fattige dansker, der havde levet på kanten af

sultegrænsen hele sit liv, at man uden større kamp kunne skaffe sig føde og klæder var

et så enestående fænomen, at det først af alt måtte meldes hjem (Hvidt. 1971:340)

Det samme ser vi i efterfølgende uddrag fra et norsk brev fra 1858 skrevet af en

nordmand til sin svigerfar ,hvor han helt i slutningen meddeler efterfølgende som lyder

nærmest som en slags eftertanke:

Som Nyhed kan jeg berette eder at Vor lille Even Afgik ved døden den 3de: Januaar, Sistleden,

for resten være du med Kone. Hilset paa det Beste fra mig med Famili. (Øverland 1992:30)

Det tredje eksempel på en praktisk informationsskrivning frem for personlige

begivenheder, er at efter at udvandreren har fortalt om avlingen og de priser den havde

bragt, tab af en hest og han udsat for tyveri af 20 dollars fortæller han helt til sidst

Og jeg vil ogsaa Fortelle Eder at jeg er gift med Jøran Halvorsdatter Gjerde Eje og hun

er ved Taalelig god Hilse……..og Hilser saa meget Flittigt til sine forældre og Broder.

(Øverland 1992:30-31)

De breve som blev trykt i aviser og tidsskrifter var måske stilet til familien men var i

virkeligheden skrevet som offentlige meddelelser, og på den måde understregede de

ofte hvilke grupper af befolkningen ville have fordel af at udvandre og hvilke burde holde

sig hjemme. Selv de mest positive af de tidligste brevskrivere lover ikke et problemfrit liv

i det nye land.

ieg tor Ikke give noget Raad ieg haver Hørt at mange i Sygdomstilfelde Haver ønsket

Sig til bage men Naar de Har faaet Sunheden her de Fundet Sig Fornøiet. Det Verste er

her er ikke Godt Land paa mange miler her Fra og neppe vil nogen Finde Sig vel

Fornøiet det Første Aar for Spraaget med alt det øvrige er Svært at begyde paa men de

Som har verret her en Tid Finder Sig altid bedre fornøiet en i Norge.(Øverland 1992:86)

20

I et andet brev skriver den samme brevskriver:

Tilslutning vil jeg advare enhver som kommer til America, at dersom han foler sig Syg at

han uopholdelig henvender seg til en Dogtter, thi her duer ikke det sedvanlige gamle

Bonde-Sprog at Doggter og medesin behøves ikke, thi de mene at Naturen hjelpper sig

selv. (Øverland 1992:68)

De norske Folk i Almindelighed har her et godt Omdømme. For gamle Folk er det mindre

tjenligt, især vilde falde dem besværligere at lære Sproget, og mange næsten aldrig, og

seent ville de finde sig i at opgive sine gamle Ceremonier og Skikke, derfor troer jeg de

gjøre rettere i at blive hjemme. (Øverland 1992:45)

Der er tydelig tendens til at mange brevskrivere er forsigtige med at sende overdrevne

skildringer hjem som de senere kan blive stillet til ansvar for (Øverland 1992:39) ”Jeg vil

ingen raade, hverken fra eller til at komme her” blev til en klichee i Amerikabrevene.

”Jeg raader Ingen til, ei heller fra, men om Nogen vil komme her, saa sælg Alt hvad de

have og gjør det i Penge”. (Øverland 1992:33) Og netop fordi Amerikabrevene ofte var

offentlige, var brevskrivere velkendte med hvordan de skulle udtrykke sig med klicheer.

”Kom til Amerika, her er der plads nok til alle” lød omkvædet i mange breve. ”hvor man

kan røre sig uden at gaa sin Nabo for nær, og hvor folk ikke trættes om hvor Hegnet

skal staa” (Hansen 1981:352) Brevskriverne fokuserer meget på Homestead-lovgivningen

der gav alle over 21 år eller familieforsørgere ret til 160 acres jord, som efter fem års

beboelse gratis tildfaldt tilflytteren.

Mange Tusinde Mennesker som Reiser herigjennem med heste og Vogne for at gaa

videre i Vesten, hvor de kan faa billigt Land eller noget af hvad vi kalder Homested som i

vel nok har hørt tale om en hver som kommer til America kan faa Land fri men de skal

Leve paa det en Mand kan tage 160 Acker Homested. (Hansen 1981:53)

Jeg vil ikke fraraade nogen at komme til Amerika, men heller tilraade, især unge Folk,

der i Norge ikke har sikker Udkomme; dog ikke af dem, der aleene ere vandte at sidde

ved Kakkelovnen. Den der vil arbejde, og har saa meget formue at han kan bestride

Reisomkostningerne er det tjenligt at komme jo før jo bedre. Man kan inden kort tid

fortjen saa mange Penge og Kjøbe et stykke Jord der vil kunne Opholde sin Arbejder for

Fremtiden, ligeledes Haandværkere. Der forstår sin Profession godt, kan fortjene Penge;

21

Piger ere især begjærlige, saa snart der lander Norske i Chicago eller Meelvalkee,

spørges efter (Norvegian Girls) læs Norvigjen Gørls, d.e. Norske Piger. (Øverland

1992:45)

Udvandrernes sprogbrug prægedes efterhånden mere og mere af engelsk og hang

sammen med assimilationen. Hverdagen i Amerika var på mange måder forskellig fra

hvad folk var vandt til hjemmefra og havde vokset op med. Forskellige genstande og

begreber var ukendte for udvandrerne, og som følge deraf havde de ikke navne som

udvandrerne kendte i forvejen på deres eget modersmål. Disse fænomener fik derfor

ofte navne dannet af engelsk stamme men lydmæssigt sammenfaldende med

modersmålet. Mange kender givetvis fx til det engelske ord ”bachelor” - en ugift mand

som pukler alene på sin landejendom. De islandske udvandrere kaldte det ”baslari”

hvilket betyder at man bakser med det sure slid. Et andet eksempel er ordet ”harvest”

eller høst (at høste) Det kaldte islændingene i Amerika at ”fara í harðvist” hvilket betyder

at have et hårdt og anstrengende ophold. Det var ganske vist rigtigt at høstarbejdet var

et knoklearbejde men timelønnen var til gengæld meget høj. (Böðvar Guðmundsson 1.

2001:23) Andre eksempler på blanding af modersmålet og engelsk: ”Jeg har det

splendid” (Hansen 1981:378) ”Min Søn og hans Kone de er offer (awfully=forfærdelig)

sorrig (Hansen 1981:189) Hun har haft en slem Kuld (cold= forkølelse) ”Sidste Uge var

Jeg til en Besøg igjen det var et to Mile herfra Byen vi var i 10 Cars og lavede Lots of

Sport…” (Hansen 1981:55)

Konklusion

Hvorfor at lokke familie og venner over til Amerika? Ved læsning af de forskellige breve

skinner det igennem at udvandrerne gerne vil have familien og vennerne omkring sig og

have som hverdagens holdepunkt – i hvert fald mens de ikke endnu var integrerede.

Hos de dårligst tilpassede var hjemlængslen stærkest og en større trang til at have

familien og bekendte i nærheden – ligesom i fædrelandet og hos dem skinner

utifredsheden igennem brevene. I denne sammenhæng må man også tage til

betragtning at når folk rejste til Amerika, så de som regel aldrig deres familie og venner

igen medmindre de også udvandrede. Når folk havde tilpasset sig det amerikanske

samfund blev social status og levevilkår tilsvarende bedre, og dermed skiftede brevene

22

samtidig karakter. Der er slet ikke tale om hjemlængsel og lokkende breve i samme

grad som før. I. Man kan nogle steder mærke en slags dilemma hos de velintegrerede

dvs. de udvandrere som bor ved materiel tryghed men lider af en sjælelig mangel som

knyttes fx til de gamle familiebånd, de traditioner hjemmefra og barndomssproget.

Hvilke omstændigheder lægges der vægt på når de udvandrede beskriver levevilkårene

i det nye land? Brevskriverne var opmærksomme på at beskrive levevilkårene i Amerika

i forhold til fædrelandet – altså de fokuserede på de emner som muligvis havde størst

betydning for de hjemblevne, og derfor fokuserede de meget på

Homesteadlovgivningen – at kunne erhverve egen jord bliver altså mulig for dem der

ikke havde den fordel at kunne dyrke og eje jord i fædrelandet. De materielle levevilkår

med hensyn til mad og bolig er generelt bedre i Amerika og praktiske oplysninger ss.

opremsning af priser på landbrugsprodukter optager ganske stor plads i brevene, så det

ligner nærmest en omfangsrig regnskabsføring. Som kontrast til hjemlandet står den

ligeværdige behandling og meget bedre timeløn også i centrum.

Det er sikkert at personlige skildringer af levevilkårene i Amerika har sat tanker i gang

blandt dem som endnu ikke havde udvandret. Brevene skabte en følelse af at et bedre

liv og med flere muligheder var at finde og ventede i Amerika. For mange udvandrere

spillede den form for sikkerhed en stor og vigtig rolle – at få at vide gennem brevene at

slægtninge og/eller venner i Amerika havde klaret sig rigtig godt – i hvert fald efter eget

sigende. Med brevene fik folk i hjemlandet indsigt i fordele såvel som ulemper på et

personligt plan, og eftersom flere udvandrede kom der flere breve til hjemlandet som

igen medvirkede til at endnu flere udvandrede. Det er uden tvivl at brevene havde en

stor betydning for udvandringen til Amerika.

23

Litteraturliste

Aamland, Tolv og Ingrid Semmingsen 1953: Agder og Amerika – en samling gamle Amerikabrev. Oslo: Nordmanns-Forbundet

Böðvar Guðmundsson 2001: Bréf Vestur-Íslendinga. Bindi 1 og 2 Reykjavík: Mál og Menning

Erla Hulda Halldórsdóttir 2003: ”Af bréfaskriftum kvenna á 19. öld”. úr bókinni Alþýðumenning á Íslandi 1830-1930 – Ritað mál, menntun og félagshreyfningar”. Ritstjórar: Ingi Sigurðsson og Loftur Guttormsson. Reykjavík: Sagnfræðistofnun Háskóla Íslands, Háskólaútgáfan

Hansen, Marianne Hjordt, Birte Vestergaard m.fl 1981: Brev fra Amerika – danske udvandrerbreve 1874-1922. Gyldendalske Boghandel. København: Nordisk Forlag A/S.

Helgi Skúli Kjartansson og Steinþór Heiðarsson 2003: Framtíð handan hafs – Vesturferðir frá Íslandi 1870-1914. Ritstjóri: Gunnar Karlsson. 17. bindi. Reykjavík: Sagnfræðistofnun Háskóla Íslands. Háskólaútgáfan.

Hvidt, Kristian 1971: Flugten til Amerika. Aarhus: Universitetsforlaget i Aarhus

Jeppesen, Torben Grøngaard 2010: Skandinaviske efterkommere i USA. Odense: Odense Bys Museer.

Loftur Guttormsson 2003: ”Framleiðsla og dreifing ritaðs máls” úr bókinni Alþýðumenning á Íslandi 1830-1930 – Ritað mál, menntun og félagshreyfningar”. Ritstjórar: Ingi Sigurðsson og Loftur Guttormsson. Reykjavík: Sagnfræðistofnun Háskóla Íslands. Háskólaútgáfan

Semmingsen, Ingrid 1950: Veien mot vest – Utvandringen fra Norge 1863-1915. 2.del. Oslo: H. Aschehoug & Co (W. Nygaard)

Sigurður Gylfi Magnússon 1997: Menntun, ást og sorg – Einsögurannsókn á íslensku sveitasamfélagi 19. og 20. aldar. Ritstjóri: Gunnar Karlsson. 13. bindi. Reykjavík: Sagnfræðistofnun, Háskólaútgáfan

Steinþór Heiðarsson 2003: ”Í sláturpotti umheimsins –brot úr baráttunni fyrir varðveislu íslensks þjóðernis í Vesturheimi” úr ritinu Þjóðerni i þúsund ár. Ritstjórar: Jón Ingvi Jóhannsson og fl. Reykjavík: Háskólaútgáfan

24

Øverland, Orm og Steinar Kjærheim 1992: Fra Amerika til Norge – norske utvandrerbrev 1838-1857. Bind 1. Oslo: Solum Forlag

Øverland, Orm og Steinar Kjærheim 1992: Fra Amerika til Norge – norske utvandrerbrev 1858-1868. Bind 2. Oslo: Solum Forlag