S K R I V E R D O B B E L T – L E V E R H A L V T

M o r t e n N i e l s e n

”... og skulle du af en eller anden grund ikke have nogen nærmere,

så lad denne lille bog være din ven.”

(Goethe i forordet til ”Den unge Werthers lidelser”)

Et halvt liv plus et halvt liv giver et helt liv.

Et halvt liv gange et halvt liv giver et kvart liv.

Jeg ganger dobbelt og plusser halvt.

Jeg plusser gange og fordobler halvt.

Jeg skriver dobbelt men lever halvt.

Skal jeg skrive mit liv eller leve mit liv?

Både-og?

Hverken-eller?

Jeg vil skrive.

Jeg vil leve.

Jeg lever når jeg skriver.

Gør jeg?

Eller dør jeg langsomt i min notesbog?

Jeg kæmper stadig igen med livslysten.

”Mariehønen evigglad” forsøges sunget

men det bliver ubevidst til gik tur på et barberblad.

Jeg er i verden

– men jeg vil hellere være et sted

hvor ’er’ og ’verden’ ikke var.

K v a n t e e l e k t r o d y n a m i k.

Tyr jeg til videnskab når menneskene svigter?

Vi er forskellige.

Jeg er forskellig.

Jeg behøver kun mig selv for at være forskellig.

De andre har brug for hinanden.

Jeg har det som da jeg som barn ville løbe hjemmefra

men nu er jeg voksen og bor alene.

Nu er der kun mig selv at løbe væk fra.

Verden er blevet parallel og ingen kan længere røre hinanden.

Individet ofrer mennesket for at redde sig selv – og dør alene.

Mennesket er gået under.

Ikke Jorden.

Jeg kan blive lykkelig af et stykke levet liv

trist af en tænkt tanke

tror jeg efter en glemt drøm.

Der er den vildeste himmel nu

og jeg forestiller mig at min hjerne ser sådan ud indefra.

For nogle er 5 = 0 + 5.

For mig er det (-1 x (-3 x 15))/9

Jeg ved ikke om jeg leder efter en besværlig genvej eller en lige omvej.

Måske bare en vej.

Jeg tænker, altså dør jeg.

Jeg har brug for mennesker.

Jeg har menneskebehov.

En eremit med menneskebehov.

En plutobo fanget på jorden.

Jeg tror jeg er en tikkende bombe

– fordi jeg føler mig som en tikkende bombe.

Jeg føler det mest efter hvert tik

men jeg ved ikke hvilken bombe

så jeg ved ikke om jeg bør detoneres

eller om det er forsvarligt af mig bare at fortsætte

uden at vide hvornår og hvad der sprænger.

Min krop vil på én gang danse River Dance, flyve, danse ballet, danse ånd,

opløses og sprænges,

flyve tung som en tændstik med den sorte hjerne forrest gennem universet

mellem planeterne.

Det er en tur jeg kender fordi jeg har fløjet den mange gange før.

Det er mange år siden.

Jeg var et barn.

Det var dengang alt var tilladt muligt og derfor skete.

Jeg må gi' mig selv lov igen

Jeg spreder min ømhed flygtigt til mange

uden varsel og uden gengældelse

– og tænker at gengældelsen kan vokse

hvis mange bliver få.

Jeg må forsøge at undgå at vælge mellem enten og eller, mellem sort og hvidt,

fordi sort er for trist og hvidt er for vildt.

Jeg må forsøge at glemme at to halve kan ganges til en kvart

og i stedet huske at de kan plusses til en hel.

Jeg må forsøge med lidt både og med lidt og

men hvis det dog bliver nødvendigt fordi det gør

må jeg lade minus gange minus give plus

for ja, det må man faktisk godt.

I N G E N N Æ V N T – A L L E G L E M T