1

Socialrådgiveren i Retspsykiatrien - I spændingsfeltet mellem det retlige- og sundhedsfaglige system

The social worker in forensic psychiatry - In the field of tension between the legal- and health care system

Januar 2020 Udarbejdet af gruppe 12 / RHS16A VIA Nummer: Kristina Breitner Berntsson 252709 Camilla Bjørnskov Christensen 252339 Majken Hovgård Lørup 255236 Christina Rauff Månson 255084 Vejleder: Asger Brandt “Denne projektrapport er udarbejdet af studerende på socialrådgiveruddannelsen ved VIA Uni-versity College som et led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og ukommenteret fra VIA University Colleges side, og forfatternes synspunkter er ikke nødvendigvis sammenfaldende med VIA University College i øvrigt. Projektrapporten eller uddrag heraf må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse”.

2

Indhold

Resumé ........................................................................................................................................... 4

Indledning ....................................................................................................................................... 5

Problemstilling ................................................................................................................................ 6

Problemformulering .................................................................................................................... 7

Videnskabsteori .............................................................................................................................. 8

Socialkonstruktivisme.................................................................................................................. 8

Hermeneutik ............................................................................................................................... 8

Metode ......................................................................................................................................... 10

Kvalitativ metode ...................................................................................................................... 10

Overvejelser omkring valg af informanter ................................................................................. 10

Præsentation af informanter ..................................................................................................... 11

Præsentation af retspsykiatrien og retspsykiatriske patienter ....................................................... 12

Retspsykiatrien.......................................................................................................................... 12

Karakteristik af retspsykiatriske patienter ................................................................................. 13

Sociale problemer i det retspsykiatriske felt .............................................................................. 15

Teori ............................................................................................................................................. 17

Niklas Luhmanns systemteori .................................................................................................... 17

Samfundets systemer ............................................................................................................ 17

Selvreferentielle systemer ..................................................................................................... 18

Det funktionelt differentierede samfund ............................................................................... 18

Funktionssystemer og kommunikation .................................................................................. 19

Strukturelle koblinger ............................................................................................................ 20

Helhedssyn ................................................................................................................................ 20

Pierre Bourdieu ......................................................................................................................... 21

Habitus .................................................................................................................................. 21

Kapitalformer ........................................................................................................................ 21

Felter og professions doxa ..................................................................................................... 22

Symbolsk vold ....................................................................................................................... 23

Historisk redegørelse af retspsykiatrien ........................................................................................ 23

Perspektiver i retspsykiatrien ........................................................................................................ 26

Retligt perspektiv ...................................................................................................................... 26

3

Sundhedsfagligt perspektiv ....................................................................................................... 28

Socialfagligt perspektiv .............................................................................................................. 31

Sammenfatning ......................................................................................................................... 32

Empirisk analyse ........................................................................................................................... 33

Funktionssystemer i retspsykiatrien .......................................................................................... 33

Socialt hjælpesystem ............................................................................................................. 33

Retligt system ........................................................................................................................ 37

Behandlersystem ................................................................................................................... 39

Sammenfatning ..................................................................................................................... 42

Samarbejdet på tværs ............................................................................................................... 42

Socialrådgiverens rolle i retspsykiatrien .................................................................................... 46

Den helhedsorienteret tilgang ............................................................................................... 46

Økonomisk kapital ................................................................................................................. 48

Kulturel kapital ...................................................................................................................... 49

Socialkapital .......................................................................................................................... 50

Sundhedskapital .................................................................................................................... 52

Habitus .................................................................................................................................. 54

Symbolsk vold - det asymmetriske magtforhold i relationen ................................................. 55

Sammenfatning ..................................................................................................................... 58

Konklusion .................................................................................................................................... 58

Referencer .................................................................................................................................... 61

Bilagsliste ...................................................................................................................................... 64

4

Resumé

Der er de senere år sket en stigning i antallet af foranstaltningsdomme i retspsykiatrien, hvilket

forudsætter, at der er et øget behov for en specialiseret indsats. I forundersøgelsen til projektet

kan det påpeges, at der ikke foreligger uddybende forskning omkring socialrådgiverens rolle i rets-

psykiatrien. Projektet har derfor til formål at undersøge, hvorvidt socialrådgiveren, og dermed den

socialfaglige indsats, finder berettigelse i retspsykiatrien; hvor der forekommer et spændingsfelt

mellem flere systemer. Projektet har iagttaget, at de systemer, der berører retspsykiatrien, har

hver deres perspektiv på patienterne og formål i henhold til lovgivningen. Det drejer sig om straf-

fesystemet, som har til formål at påføre lidelse for strafbare forhold samt sundhedssystemet, der

har til formål at behandle lidelse. I dette spændingsfelt indgår den socialfaglige indsats, som har til

formål at afhjælpe og forebygge sociale problemer. Projektet har derfor bestræbt sig på at under-

søge, hvordan disse spændinger kommer til udtryk gennem den indsamlede empiri. Dertil er Nik-

las Luhmanns systemteori anvendt til at belyse mulige kommunikationsvanskeligheder mellem sy-

stemerne samt hvordan det påvirker socialrådgiverens arbejde. Derudover er det undersøgt, hvil-

ken rolle socialrådgiveren har i den retspsykiatriske behandling. Undersøgelsen har vist, at social-

rådgiveren anvender et helhedssyn i den socialfaglige behandling. Dette understøttes af empirien,

som består af interviewede socialrådgivere, der arbejder i retspsykiatrien. Informanterne er enige

om, at den helhedsorienterede tilgang bestræber sig på at have patienten i centrum og de om-

kringliggende faktorer, som kan have betydning for dennes livsførelse. I analysen er helhedssynet

udfoldet gennem Pierre Bourdieus teori om kapitalformer og habitus, da disse kan anses som en

tilføring eller opretholdelse af ressourcer hos patienten. Desuden er det blevet belyst, hvorledes

der kan forekomme et ulige magtforhold i relationen til patienten, ud fra Bourdieus begreb om

symbolsk vold. Det fremgår, at der forekommer et dominansforhold, idet socialrådgiveren besid-

der en viden og doxa, som kan resultere i, at patienten står i et dilemma. Besvarelsen af problem-

stillingen leder frem til, at socialrådgiveren bidrager med en anden tilgang end hvad det retlige- og

sundhedsfaglige system anvender i behandlingen af patienterne.

5

Indledning

Psykisk sygdom anses som udfordrende for folkesundheden i Danmark, idet det anslås, at én ud af

fem danskere rammes af en psykisk sygdom inden for ét år. Mennesker med psykiske udfordringer

udgør et meget bredt spekter i befolkningen, og funktionsnedsættelserne varierer derfor fra per-

son til person. Psykiske udfordringer hænger ofte sammen med sociale- og sundhedsmæssige pro-

blemstillinger. Årsagerne til psykiske udfordringer skal findes i et komplekst samspil mellem flere

forskellige faktorer, og rummer alt fra personlige kriser til psykisk sygdom (Thomsen & Strauss,

2016, s. 205-206). Mennesker der har en psykisk sygdom og bliver dømt for en kriminel handling

efter Straffelovens § 16 samt dem, som modtager behandling på retspsykiatrisk afdeling, betegnes

som retspsykiatriske patienter; da de i kraft af deres sygdom ikke kan straffes med fængsel

(Retsinformation, 2019).

Antallet af retspsykiatriske patienter i Danmark er siden 2001 tredoblet fra 1.445 til 4.393 i 2014.

Årsager til stigningen i antal foranstaltningsdomme kan ikke forklares ud fra enkeltstående årsa-

ger, men derimod ud fra flere forskellige faktorer. Herunder kan nævnes, at flere patienter er ud-

fordret med sammensatte komplekse problemstillinger. Dette kan være dobbeltbelastninger, hvor

der forekommer et sammenfald mellem misbrug og psykisk lidelse. Misbruget kan være en med-

virkende faktor til øgning af den kriminelle aktivitet, og undersøgelser tyder på, at det kun er en

lille del af de retspsykiatriske patienter, som er i behandling for misbrug (Sundheds- og

ældreministeriet, 2015, s. 5-6). Stigningen i antallet af psykiatriske foranstaltningsdomme har na-

turligvis betydet, at retspsykiatrien har måttet udbygge deres afdelinger fagligt- og kapacitets-

mæssigt, hvor særligt den ambulante behandling har oplevet en stigning i perioden. Foranstalt-

ningsdømte består derfor af en gruppe patienter, som regionerne har pligt til at modtage i hen-

hold til deres dom (Regeringens udvalg om psykiatri, 2013, s. 195-196).

Forud for indhentningen af empirien havde projektet fokus på stigmatisering og marginalisering

hos målgruppen, herunder omtalen i medier og samfundet generelt. Dette viste sig dog i forløbet

ikke at være en problemstilling, som socialrådgiverne oplever som særligt udbredt. Dette skyldes,

at de skønner, at det kun er en meget lille andel af patienterne, som selv føler sig stigmatiseret.

Informanterne oplyser, at patienterne er så sårbare, at mange ikke bliver etableret i samfundet.

Endvidere er patienterne så psykisk udfordret, at de ikke selv har en opfattelse af, om de stigmati-

seres af samfundet (Kirsten, Anna, & Malgorzata, Interwiev 1,2,3, 2019). Vi besluttede derfor ikke

at udfolde denne problemstilling, da der ikke er belæg for, at patienterne oplever det i praksis.

6

Informanterne gjorde os derimod opmærksom på andre problematikker, som kan forekomme i

retspsykiatrien. Dette vil blive beskrevet i følgende problemstilling.

Problemstilling

Det retspsykiatriske felt bærer en dobbelt opgave; forstået på den måde, at de på den ene side

skal sikre samfundet mod ny kriminalitet, og på den anden side sikre at de retspsykiatriske patien-

ter får en kvalificeret og tilstrækkelig behandling. Derfor befinder retspsykiatrien sig i et spæn-

dingsfelt mellem det retlige-, sundhedsfaglige- og socialfaglige aspekt. I forhold til at varetage en

helhedsorienteret indsats, kan det være væsentligt at undersøge, hvilken rolle den socialfaglige

indsats spiller i netop dette spændingsfelt, da vi har en antagelse om, at der kan opstå konflikter

mellem de forskellige fagområder (Danske Regioner, 2011, s. 2-8). Retspsykiatriske patienter kræ-

ver i høj grad en tværfaglig- og helhedsorienteret indsats grundet komplekse problemstillinger, og

det er nødvendigt, at mange forskellige faggrupper deltager i patienternes rehabilitering. Behand-

lingen varetages af flere forskellige specialiserede fagprofessionelle, og derfor er samarbejdet og

koordinationen en væsentlig opgave for at sikre kvaliteten (Regeringens udvalg om psykiatri, 2013,

s. 195-196). Det er af afgørende betydning, at de rette ressourcer og kompetencer er til stede, for

at sikre patienterne den optimale behandling (Sundhedsstyrelsen, 2018, s. 45). Forskningsrappor-

ter og egne eftersøgninger (jf. bilag 1) har endvidere indikeret, at der generelt ikke foreligger me-

get viden om socialrådgiverens rolle i det retspsykiatriske felt, herunder arbejdsopgaver og udfor-

dringer, der kan opstå i samarbejdet med patienterne samt andre professioner og myndigheder

(Danske Regioner, 2011, s. 33). Denne mangelfulde viden har vakt vores interesse ift. at under-

søge, hvorledes den socialfaglige indsats finder relevans på retspsykiatriske afdelinger. Vi har der-

for valgt at afdække socialrådgiverens rolle i retspsykiatrien gennem undersøgelsesprojektet. Be-

væggrunden herfor stammer fra den indsamlede empiri, hvor der i retspsykiatrien er en antagelse

om, hvorvidt socialrådgivere i det hele taget er berettiget til at have indflydelse i behandlingen af

retspsykiatriske patienter samt hvad en socialfaglig indsats kan bidrage med:

“(..) Altså der er jo også nogen der ikke mener, at socialrådgivere hører til overhove-

det i psykiatrien. Det kan også nogle gange være noget, man lige skal slås lidt med.

7

At det faktisk er okay, at man yder et stykke arbejde, selvom man er socialrådgiver”

(Anna, 2019, s. 25).

Der forekommer dermed en umiddelbar undren af, om socialrådgivere hører til på det retspsykia-

triske felt samt hvorledes den socialfaglige indsats legitimeres; da der især skal tages hensyn til det

retlige- og sundhedsfaglige perspektiv i synet på og i behandlingen af patienterne.

Problemformulering Problemstillingen har ledt os frem til udarbejdelsen af et undersøgelsesprojekt, der skal klarlægge,

hvorvidt socialrådgiveren er berettiget i det retspsykiatriske felt. Projektet skal undersøge social-

rådgiverens rolle i retspsykiatrien, hvor der hersker flere perspektiver samt hvilke udfordringer,

det kan medføre, når flere fagligheder samarbejder på tværs:

Hvilken berettigelse har socialrådgiveren i spændingsfeltet mellem det retlige- og sundhedsfaglige

perspektiv i retspsykiatrien, og hvordan bidrager den socialfaglige indsats til patienternes behand-

lingsforløb?

For at besvare problemformuleringen har vi udarbejdet følgende underspørgsmål, som skal fun-

gere retningsgivende i projektets udarbejdelse:

• Hvilke systemer har indflydelse på retspsykiatrien, og hvilke hensigter har de forskellige sy-

stemer?

• Hvordan påvirkes samarbejdet mellem systemer og professioner?

• Hvordan belyses socialrådgiverens rolle i det retspsykiatriske felt, og hvilke udfordringer

kan der forekomme i forbindelse med den socialfaglige indsats?

8

Videnskabsteori

Socialkonstruktivisme I projektet vil vi anvende et socialkonstruktivistisk ståsted, for at anskue hvilke perspektiver, der

anlægges på det retspsykiatriske felt, herunder hvilken viden og forståelse, der knytter sig hertil.

Det grundlæggende i socialkonstruktivismen er, at “sociale fænomener er socialt konstrueret”

(Christensen, 2015, s. 45-46). Det skal forstås således, at fænomener skabes i nogle bestemte soci-

ale sammenhænge i forskellige historiske perioder. Socialkonstruktivismen er inspireret af Thomas

Kuhns paradigmebegreb, som skal forstås “som de fælles uskrevne regler som deles kollektivt”

(Christensen, 2015, s. 50). Socialkonstruktivismen er et opgør med modernitetens forestilling om

endegyldige sandheder, og betoner særligt det foranderlige og pluralistiske. Det betyder, at der

ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem verdenen og begreberne om den (Christensen,

2015, s. 45-50). Årsagen til dette skal findes i, at sproget er en social interageren mellem menne-

sker, og ikke et billede af virkeligheden. Derimod skabes verden gennem menneskers sociale rela-

tioner, og den måde vi forstår verden på, former således fremtiden og er bestemmende for hvad

der er muligt (Holm, 2012, s. 121-125). Socialkonstruktivismen udvikler sig løbende på baggrund af

sproget og interaktionen mellem mennesker, og kan bidrage til et dybdegående indblik i bagved-

liggende samfundsmæssige forhold og magtforhold. Dette kan anses som relevant for socialrådgi-

verens arbejde i retspsykiatrien. Et socialkonstruktivistisk mindset kan føre til, at sociale proble-

mer bliver italesat og anerkendt, og på den måde defineret som en social konstruktion. Perspekti-

verne vil dermed udgøre en bestemt formuleret opfattelse af et givent emne, hvor der overordnet

refereres til tekst og omtale af det pågældende (Guldager, 2015, s. 189-192). Projektet vil tage ud-

gangspunkt i socialkonstruktivismen i sin fremstilling af de forskellige perspektiver, som indgår i

det retspsykiatriske felt.

Hermeneutik Vi vil benytte et hermeneutisk ståsted i anvendelsen af den kvalitative metode, for at kunne gå i

dybden og skabe en forståelse af socialrådgiverens muligheder og betingelser på retspsykiatriske

afdelinger. Hermeneutikken betegnes som fortolkningslære eller fortolkningskunst, og rummer

den enkeltes mulighed for at fortolke en given interaktion eller situation. Dog er det væsentligt at

påpege, at enhver situation er præget af en bestemt opfattelse, som allerede er skabt gennem so-

cialkonstruktivistiske kontekster og antagelser. Forforståelsen er kulturelt indlært gennem

9

opvæksten og bygger på tidligere erfaringer (Guldager, 2015, s. 117-119). Vi finder denne viden-

skabsteoretiske tilgang anvendelig, fordi projektet er opstået ud fra egne forforståelser omkring

retspsykiatriske patienter. Det betyder, at vi allerede er påvirket, og ikke kan forholde os neutrale;

hvilket gør hermeneutikken uundgåelig i vores tilgang. Med et hermeneutisk ståsted er vi således

bevidste omkring, at vi bringer vores egen forforståelse ind i interaktionen med informanterne.

Derfor er vi opmærksomme på, at dette kan have betydning for kodningen og resultatet af indhen-

tet empiri. Det, der observeres, skal således fortolkes ud fra egne erfaringer og viden.

Ifølge Gadamer findes der ikke en vej ind i den hermeneutiske forståelse, da forståelsen allerede

finder sted. Dermed er vedkommende ikke fremmede og distanceret uden for den kultur, som

denne forsøger at begribe. Det betyder, at der aldrig startes fra bunden ved opnåelse af en forstå-

elsesramme (Holm, 2012, s. 90-91). Vores forståelsesramme er bl.a. erhvervet gennem uddan-

nelse og praksiserfaring, som kan bidrage til viden på dette område. Endvidere havde vi, inden

projektets start, en begrænset viden inden for socialrådgiverens arbejdsopgaver i retspsykiatrien,

herunder retspsykiatriske patienter med sammensatte komplekse problemstillinger, den relevante

lovgivning på området, indblik i socialrådgiverens faglige arbejde med behandlingsforløbet samt

hvilke udfordringer og dilemmaer samarbejdet kan medføre. Hermeneutikken vil hermed være an-

vendelig for projektet, for at kunne analysere den indhentede empiri i undersøgelsesprojektet;

hvor vi vil anvende fortolkningskunsten til at skabe en forståelse af socialrådgiverens rolle og be-

rettigelse i retspsykiatrien. Vi er hermed opmærksomme på, at vores forforståelser vil kunne af-

spejles i vores fortolkninger af empirien.

Hermeneutikken søger efter en dybere forståelse af virkeligheden, hvor socialkonstruktivismen

ønsker at belyse hvem der har haft magten til at klassificere de sociale fænomener. Sammen vil

videnskabsteorierne derpå kunne bidrage med et nuanceret billede af den socialfaglige indsats, ud

fra sociale kontekster og den faktiske virkelighed.

10

Metode

Kvalitativ metode Undersøgelsesprojektet vil benytte sig af kvalitativ metode, som er karakteriseret ved, at der er en

direkte kontakt mellem forskeren og objektet, som skal undersøges. En vigtig pointe i kvalitative

undersøgelser er at opnå en forståelse af sociale fænomener samt fortolkningen af dem. Inter-

viewet er i dag én af de mest anvendte metoder til at opnå viden om menneskers livssituation. In-

terviews kan foregå på mange forskellige måder: i én til én, i grupper, e-mails og spørgeskemaer

mv. Interviewet betegnes ikke som en neutral måde, hvorpå der forekommer upåvirkelige svar.

Det betyder, at interviewsituationen er en aktiv situation mellem personer eller grupper, hvor der

opnås socialt forhandlende svar i den konkrete kontekst; altså er bestemte spørgsmål med til at

konstruere nogle bestemte svar. Formålet med et kvalitativt interview er at få adgang til informan-

ternes livsverden som den optræder, umiddelbart hos interviewpersonerne, forud for deres re-

fleksioner og teoretiseringer af verden. I sidste ende er målet med et interview at komme så tæt

på personens oplevelser, og derefter anlægge et teoretisk perspektiv på materialet (Brinkmann &

Tanggaard, 2010, s. 29-32).

Ved anvendelse af kvalitativ metode er det essentielt, at materialet foreligger i tekstform, som kan

være genstand for nærmere undersøgelse. Det kan være notater, observationer og transskribering

af interviews (Thagaard, 2004, s. 13-15). Metoden anvendes i undersøgelsesprojektet, med for-

skellige socialrådgivere i retspsykiatrien, hvor formålet er at forstå informanternes subjektive livs-

verden gennem udsagn og oplevelser; som kan bidrage til viden og forståelse af socialrådgiverens

rolle i retspsykiatrien. For at belyse den mest autentiske oplevelse, har vi valgt at anvende den se-

mistrukturerede interviewform med fastlagte temaer; hvor der netop er plads til uddybende

spørgsmål og narrative udfoldelser under interviewet. Med denne metode er det muligt at opnå

yderligere viden, end det interviewguiden lægger op til. Vi er bevidste om, at dette bliver ud fra

den pågældende socialrådgivers eget perspektiv. Interviewene er udført på flere socialrådgivere i

forskellige regioner, for at danne et nuanceret billede.

Overvejelser omkring valg af informanter I overvejelserne til vores projekt er det blevet diskuteret, hvor mange informanter det ville være

relevant og realistisk at indsamle data fra. Det væsentlige for dette projekt har været at gennem-

føre relativt få interviews, for så at kunne gennemarbejde det indsamlede datamateriale grundigt.

11

Vi har interviewet 3 socialrådgivere på 3 forskellige retspsykiatriske afdelinger, fordelt på 2 regio-

ner. Dette skyldes, at vi gerne vil opnå et nuanceret billede, fordelt på forskellige regioner. Ideelt

kunne det have været givende for projektet at indsamle mere data på baggrund af interviews med

flere socialrådgivere på forskellige afdelinger. Dog er det ikke været muligt, da projektet er bundet

op på en tidsramme.

Præsentation af informanter Nedenfor præsenteres vores 3 informanter, der alle arbejder i retspsykiatrien. Informanterne er

informereret om projektets formål, og har på den baggrund taget stilling til anonymitetsspørgsmå-

let ud fra etiske overvejelser. Informanterne har indvilliget i ikke at være anonyme, således frem-

går de med fornavn i projektet.

Kirsten, retspsykiatrisk afdeling i Viborg

Kirsten blev uddannet socialrådgiver i 2003 i Tyskland. Efter uddannelsens afslutning, arbejdede

Kirsten i en Familieafdeling i Skive kommune, hvor hun var ansat i 4 år. Under hendes ansættelse,

begyndte hun som personundersøger i Kriminalforsorgen i sin fritid. I 2007 startede hun job i Kri-

minalforsorgen, og har været ansat der indtil 2015, hvor hun under sin ansættelse har haft mange

forskellige opgaver. Det sidste år havde hun især beskæftiget sig med foranstaltningsdømte og

samarbejdet med den almene psykiatri og retspsykiatrien. I 2015 skiftede Kirsten job til retspsyki-

atrien på en ny afdeling, som blev oprettet samme år grundet et opstået behov for flere pladser i

regionen. Hun er, sideløbende med sit arbejde i retspsykiatrien, stadig tilknyttet Kriminalforsorgen

som personundersøger (Kirsten, Interview 1, 2019).

Anna, retspsykiatrisk afdeling i Skejby

Anna blev uddannet socialrådgiver i 2015, hvor hun afviklede sin praktik på et forsorgshjem, hvor-

efter hun fik studiejob. Efter endt uddannelse, fortsatte hun på universitetet, hvor hun læste en

kandidat i Kriminologi. Kandidatuddannelsen blev afsluttet i 2017, hvorefter hun blev ansat som

socialrådgiver og primær behandler i RO (Retspsykiatriske opsøgende team) på retspsykiatrisk af-

deling i Skejby få måneder efter. Primære behandlere står for behandlingen af de behandlings-

dømte patienter i samarbejde med sygeplejersker og overlæger. De har den primære kontakt med

12

patienterne. Annas arbejdsopgaver i RO består af at arbejde med de ambulante patienter, der bor

i eget hjem og på bosteder (Anna, 2019).

Malgorzata, retspsykiatrisk afdeling i Middelfart

Malgorzata har været uddannet socialrådgiver i 25 år, og har arbejdet i retspsykiatrien en stor del

af sin karriere. Malgorzata startede i Esbjerg kommune, men blev efter kort tid tilbudt et job på en

nyoprettet retspsykiatrisk afdeling nær Ribe. Malgorzata er siden blevet hængende i retspsyki-

atrien, men skiftede for 6 år siden til retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, grundet centralisering af

psykiatrien. Malgorzata arbejder sammen med flere socialrådgivere i retspsykiatrien, hvor de pri-

mært håndterer den socialfaglige del, herunder kontakten til kommuner, netværk mv.

(Malgorzata, 2019).

Præsentation af retspsykiatrien og retspsykiatriske patienter

Retspsykiatrien Retsmedicin omfatter alt lægelig virksomhed, der interagerer med det retlige, oftest i sammen-

hæng med retssager, administrative sagsbehandlinger eller med henblik på at fremskaffe beviser i

sager. Det er her retslægerådet, der har til opgave at afgive skøn, som vedrører enkeltpersoners

retsforhold til myndighederne. Retspsykiatrien er en underafdeling under retsmedicinen, da de

har til opgave at behandle spørgsmål i den henseende. Retspsykiatrien er derfor et ekspertområde

i psykiatrien, som umiddelbart kan løses af psykiatere. Det særlige ved retspsykiatrien er, at opga-

verne stilles fra andre instanser, og der kan derfor blive truffet afgørelser i retssystemet (Kramp,

Lunn, & Waaben, 1996, s. 15-16). Retspsykiatrien er en del af sundhedssystemet, som organisato-

risk hører under regionerne, hvor overvejende dele af velfærdsservicen varetages. Regionerne er

dermed de ansvarlige for den behandlende psykiatri, herunder også retspsykiatrien. Desuden er

regionerne, såvel som kommunerne, politisk styret med folkevalgte regionsrådsmedlemmer

(Basse, 2017, s. 13). Retspsykiatrien finansieres gennem bloktilskud fra staten samt kommunale

tilskud, der reguleres ud fra det antal patienter, regionerne behandler. Retspsykiatrien opererer

under flere lovgivninger - herunder Sundhedsloven, Psykiatriloven og Straffeloven mv. (Danske

regioner, u.d.).

13

Karakteristik af retspsykiatriske patienter Retspsykiatriske patienter er mennesker, der har modtaget en foranstaltningsdom på baggrund af

en psykisk lidelse og den kriminalitet, der er begået. Patienterne er derfor dømt til behandling el-

ler anbringelse på en psykiatrisk afdeling. En foranstaltningsdom har til formål at forebygge, at

personen begår ny kriminalitet grundet sin psykiske lidelse (Sundheds- og ældreministeriet, 2015,

s. 10). Den lovgivning målgruppen straffes i henhold til, er Straffelovens bestemmelser i § 16 samt

§§ 68, 69 og 70 (Retsinformation).

Straffelovens § 16

§ 16. Personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller til-

stande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt re-

tarderede i højere grad. Befandt gerningsmanden sig, som følge af indtagelse af alkohol eller an-

dre rusmidler, forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles her-

med, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor (Retsinformation).

Straffeloven §§ 68 og 69

§ 68. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af Straffelovens § 16, kan retten træffe bestemmelse

om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere

lovovertrædelser. Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrø-

rende opholdssted eller arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes

tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes på hospital for sindslidende,

i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for

administrativ anbringelse eller i eget hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. Anbringelse

i forvaring kan ske under de betingelser, der er nævnt i Straffelovens § 70.

§ 69. Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var be-

tinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke

er af den i Straffelovens § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt,

i stedet for at idømme straf, træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, pkt. 2

(Retsinformation, 2019).

14

Typer af foranstaltningsdomme

En dom til psykiatrisk særforanstaltning kan gives på 3 forskellige måder:

• Dom til anbringelse betyder, at den dømte bliver anbragt på en psykiatrisk afdeling og

først kan udskrives, når retten ændrer foranstaltningsdommen til en behandlingsdom.

Denne dom finder anvendelse, når der er tale om meget alvorlig kriminalitet. Det betyder,

at der ofte er tale om mange års indlæggelse på psykiatriske afdelinger. I de tilfælde, hvor

der er begået alvorlig kriminalitet, kan retten dømme den pågældende til anbringelse på

Sikringsafdelingen. I sager med alvorlig kriminalitet er dommen uden tidsbegrænsning, og

det er derfor retten der skal træffe afgørelse om, hvornår dommen skal ophæves.

• Dom til behandling på en psykiatrisk afdeling, hvor den dømte indlægges på en psykiatrisk

afdeling, men kan udskrives igen på overlægens afgørelse. Derefter vil dommen blive ekse-

kveret i en ambulant behandling med tilsyn fra Kriminalforsorgen. Overlægen kan sammen

med Kriminalforsorgen træffe afgørelse om, hvorvidt patienten skal genindlægges, hvis til-

standen forværres eller der er risiko for ny kriminalitet.

• Dom til ambulant behandling i psykiatrien og med tilsyn fra Kriminalforsorgen. Med mulig-

hed for, at overlægen sammen med Kriminalforsorgen kan træffe afgørelse om indlæg-

gelse af patienten (Sundheds- og ældreministeriet, 2015, s. 11).

Desuden findes der patienter, som er anbragt i henhold til varetægtssurrogat med den sigtedes

samtykke. Opholdet på psykiatrisk afdeling foregår som udgangspunkt på lukkede afdelinger, og

ophører først når rettens frist udløber eller evt. bliver forlænget. Der kan desuden træffes afgø-

relse om ophævelse af foranstaltningen. Det er retten, der træffer afgørelse omkring den pågæl-

dendes kontrol, herunder besøg, udgang, brevkontrol m.m. (Kramp, Lunn, & Waaben, 1996, s.

196-197). Hertil skal desuden nævnes, at personer, der har begået kriminalitet og er fængslet un-

der almindelige forhold, kan indlægges på en retspsykiatrisk afdeling, såfremt der opstår en psy-

kisk lidelse under straffuldbyrdelsen (Psykiatri og Social - Region Midtjylland, 2014, s. 8).

Ifølge Retsplejeloven skal sigtede underkastes mentalundersøgelse, hvis det kan have betydning

for sagens afgørelse. Personer, der sigtes for alvorlig kriminalitet såsom personfarlig kriminalitet,

skal altid undergå en mentalobservation. Ligeledes får personer med psykisk sygdom eller

15

mistanke om psykisk sygdom altid foretaget en mentalobservation - uanset kriminalitetens art.

Hovedparten af mentalobservationerne foretages ambulant og resten foretages under indlæg-

gelse. Det skal dog understreges, at retspsykiatriske undersøgelser ikke har behandling til formål

(Kramp, Lunn, & Waaben, 1996, s. 198).

Sociale problemer i det retspsykiatriske felt Det er karakteristisk for retspsykiatriske patienter, at de har komplekse sociale problemer. Sociale

problemer defineres af Peter Bundesen som ”en iagttaget, uønsket social livssituation, som der er

en udbredt opfattelse om, at kollektive institutioner har et ansvar for at søge løst, enten ved hjælp

eller straf. Løsningsindsatsen kan udgå fra en enkelt instans eller kan foregå i samarbejde med an-

dre” (Bundesen, Sociale problemer og socialpolitik, 2013, s. 228).

Betydningen af begrebet sociale problemer referer til bekymringer hos bestemte befolkningsgrup-

per, der afviger fra de accepterede samfundsnormer. Sociale problemer er derfor kontekstaf-

hængige, og kommer til udtryk ud fra den gældende samfundsstruktur. Bundesen kalder bekym-

ringer hos befolkningsgrupperne for adfærdsforstyrrelser, der strider mod den gængse samfunds-

norm. Han påpeger, at hvis adfærdsforstyrrelserne skal betegnes som et socialt problem, skal den

afvigende adfærd anerkendes på et politisk niveau. Dermed er det en forudsætning, at der vedta-

ges tilrettelagte sociale indsatser. Helt konkret mener han, at sociale problemer bestemmes ud fra

personers adfærd og sociale forhold i hverdagslivet (Bundesen, 2013, s. 225-226).

Gennemgående for vores informanters udtalelser refereres der til, at sociale problemer hos rets-

psykiatriske patienter omfatter psykiske lidelser, kriminalitet, misbrug, opvækstsproblematikker

og manglende netværk (Kirsten, Anna, & Malgorzata, Interwiev 1,2,3, 2019).

Psykisk sygdom

Psykiske lidelser er generelt udbredt i den danske befolkning, og det skønnes, at 10-20% af befolk-

ningen på et givent tidspunkt lider af en psykisk lidelse. Sindslidelsen, i denne sammenhæng, be-

tegnes dermed i lægelige termer som psykisk sygdom. Mennesker med psykisk sygdom, der begår

kriminalitet, er i de senere år steget markant, og undersøgelser viser desuden, at 55 % af retspsyki-

atriske patienter er diagnosticeret med skizofreni (Danske Regioner, 2011, s. 11). Patienter med

svære psykiske lidelser kan have en uhensigtsmæssig ekstrem adfærd, og kan agere anderledes i

16

mødet med den øvrige befolkning, som i visse situationer kan være farligt og skadeligt. Disse hand-

lemønstre forekommer gennem uhensigtsmæssig adfærd, som samfundet kan have svært ved at

håndtere (Vestergaard, 2018, s. 137-138). Årsagen til udviklingen af psykiske sygdomme kan bl.a.

findes i arvelige forhold, da det gennem undersøgelser kan påvises, at genetiske faktorer også har

betydning for, hvilke miljøfaktorer der eksponeres for (Videbech, Kjølbye, Sørensen, &

Vestergaard, 2018, s. 26-27). Psykiske sygdomme kan medføre visse konsekvenser, såsom ringere

livskvalitet og nedsat funktionsevne. Tilsvarende findes der flere faktorer, der kan have en negativ

indflydelse på den mentale sundhed, herunder manglende tilknytning og omsorg, manglende triv-

sel, diskrimination, lav social kapital samt social isolation (Thomsen & Strauss, 2016, s. 203).

Kriminalitet

Langt størstedelen af de dømte er mænd. Det er således kun omkring 16% af de dømte, der er

kvinder. I forhold til graden af kriminalitet, der er begået, er der sket en stigning på 211% af den

mindre personfarlige kriminalitet i perioden fra 2001 til 2013. Denne kategori omfatter hovedsa-

geligt vold og trusler mod offentligt ansatte jf. Straffelovens § 119. Derudover tilhører simpel vold

også denne kategori. I samme periode er domme for alvorlig personfarlig kriminalitet steget med

27%. Mere alvorlig personfarlig kriminalitet indebærer oftest drab, røveri, voldtægt og ildspåsæt-

telse (Sundheds- og ældreministeriet, 2015, s. 3-17).

Misbrug

Ifølge rapporten “Retspsykiatri - kvalitet og sikkerhed” fra 2011 fremgår det, at ca. 50% af de rets-

psykiatriske patienter har et misbrug. Det tyder dog på, at kun en lille del af de misbrugsdiagnosti-

cerede patienter i retspsykiatrien modtager behandling for deres misbrug (Sundheds- og

ældreministeriet, 2015, s. 19). Dette bakkes op i rapporten “Udvalgte udviklingstendenser i dansk

retspsykiatri”, hvor personalet på de retspsykiatriske afdelinger udtrykker, at det kan være mellem

50-90% af patienterne, der bruger eller misbruger illegale stoffer. Misbruget er med til at skabe

negative konsekvenser, både for patienterne og afdelingen. Miljøet på afdelingerne kan med mis-

brugende patienter blive hårdt og råt samt skabe konflikter mellem patienterne. Samtidig bliver

patienterne psykisk dårligere og ændrer bl.a. adfærd for at fremskaffe stoffer under indlæggelse.

Misbruget, som patienterne har, kan være opstået af flere årsager; det kan være for at dæmpe

17

symptomer på psykiske lidelser eller bivirkninger for andet medicin mod psykisk sygdom. Misbru-

get i retspsykiatrien kan også være for at gøre oprør og modstand mod retspsykiatrien og de regler

samt kontrol patienterne oplever. Misbruget er stadig et område i retspsykiatrien, hvor personalet

ikke har de nødvendige behandlingsmuligheder. For patienterne kan misbrug være en aktivitet,

der gør det nemmere at udholde de lange indlæggelser (Jacobsen & Johansen, 2011, s. 37-38).

Teori

Niklas Luhmanns systemteori I det følgende afsnit vil de grundlæggende begreber i systemteorien blive udfoldet; det skal derfor

ikke anses som en udtømmende gennemgang af hele Luhmanns særdeles komplekse teori. Luh-

mann (1927-1998) startede sin karriere i Tyskland som jurist, og studerede senere forvaltningsvi-

denskab og sociologi. Luhmann karakteriserer selv sin teori som ”en teori om samfundet” (Schuldt,

2006, s. 16).

Samfundets systemer Formålet med systemteorien har været at udvikle en generel teori om det sociale og moderne

samfund. Teorien er særdeles kompleks, men dette var netop Luhmanns pointe; hvorfor den kan

anvendes, således at samfundets kompleksitet omfavnes. Et gennemgående træk ved Luhmanns

teori er dermed kompleksitet. Han beskriver samfundet som komplekst og differentieret, forstået

på den måde, at samfundet består af forskellige systemer, der fungerer forskelligt, og dermed bli-

ver uoverskueligt. Ifølge Luhmann består samfundet af kommunikation og ikke mennesker: “Kun

kommunikation kan kommunikere, ikke mennesker” (Schuldt, 2006, s. 16). Mennesket bliver af

Luhmann beskrevet som en grænseflade, hvor systemtyper af forskellige arter mødes (Schuldt,

2006, s. 16). Som det fremgår af figur 1, opdeler Luhmann sine systemer i henholdsvis det Psykiske

system (bevidsthed) og det Sociale system (kommunikation). Dette projekt vil tage udgangspunkt i

det sociale system og dets samfundssystemer, da de snitflader, som berører retspsykiatrien, be-

tegnes af Luhmann som funktionssystemer i samfundet:

18

Figur 1. (Juul, Larsen, & Kristensen, 2016, s. 92).

Der er af figuren udeladt systemerne maskiner og organismer, da dette ikke har haft relevans for projektet.

Selvreferentielle systemer Samfundet kan anses som et mangfoldigt system, hvor der kan opstå potentielle problemer, og

hvor det ikke er givet på forhånd, at der hersker en fælles forståelse for de forskellige systemer.

Det betyder, at systemerne grundlæggende er forskellige, selvom at de kan synes ens. Luhmanns

teori differentierer mellem system og omverden. Det skyldes bl.a., at systemerne skelner mellem

sig selv og omverdenen, og dermed anvender forskellen til at reproducere og danne sig selv. Disse

systemer kalder Luhmann for selvreferentielle eller autopoietiske systemer. I projektet anvendes

betegnelsen selvreferentielle.

Når et system danner sig selv, kan systemet iagttage og forholde sig til omverdenen; dog afhænger

det af, hvordan det konkrete system opfatter sig selv og omverdenen. Det betyder derfor, at syste-

met med sine grænser er åbent for kommunikation fra omverdenen, men at den samtidigt forhol-

der sig til om informationen fra omverden, og tidligere operationer bidrager til opretholdelsen og

skabelsen af systemet (Andersen & Pors, 2017, s. 27-30).

Det funktionelt differentierede samfund Luhmann betegner desuden det moderne samfund, som det funktionelt differentierede samfund.

Det betyder, at samfundet er organiseret i forskellige delsystemer med forskellige funktioner. I et

sådant samfund kan der stadig forekomme hierarkier, gruppedannelser og sociale lag, men betyd-

ningen forandres. Det kan f.eks. være politisk kommunikation omkring “lige muligheder for alle”.

Denne type kommunikation indikerer dog, at der til stadighed findes forskelle i positioner hos

grupperne. Det funktionelt differentierede samfund er differentieret over en historisk periode i

19

forskellige funktioner, som adskiller systemerne. Disse samfundsområder kan kaldes funktionssy-

stemer, som konkret kan være retssystemet, behandlersystemet og det sociale hjælpesystem, som

det fremgår af Luhmanns hovedværk “Die Gesellschaft der Gesellschaft” eller på dansk “Samfun-

dets samfund” (Nissen & Magnussen, 2013, s. 118-119).

Funktionssystemer og kommunikation Funktionssystemer er det, Luhmann kalder kommunikationssystemer, hvor kommunikation er or-

ganiseret entydigt og effektivt, fordi de henviser til et “symbolsk generaliseret medie”. Det kan

f.eks. være retssystemet, som bygger på det generaliserede medie “loven”, der skelner mellem

lovligt og ulovligt. De symbolsk generaliserede medier er af stor betydning for, hvordan samfundet

organiserer sig samt hvilke interaktioner, der er mulige. Funktionssystemernes logikker er dermed

med til at organisere samfundet, hvor der er forskellige konkurrerende logikker, der ikke er enty-

dige og simple i interaktionen med hinanden. Problemet kan omvendt opstå i systemernes måde

at kommunikere på, fordi det kan være vanskeligt at styre “samfundet som samfund”. Funktions-

systemerne fungerer først og fremmest ud fra egne forudsætninger, og de filtrerer kommunikatio-

nen fra andre systemer; således bliver noget udeladt eller forskydes til omverdenens problem

(Nissen & Magnussen, 2013, s. 116-121). Det fremgår af figur 2, hvordan funktionssystemerne,

som finder anvendelse i dette projekt, tager sig ud med hver deres generaliserede medie samt ko-

der for kommunikation. Det skal her siges, at samfundet består af mange funktionssystemer, men

at de ikke vil optræde her:

Figur 2. (Andersen & Pors, 2017, s. 41).

20

Strukturelle koblinger Når systemer som udgangspunkt er funktionelt lukkede om sig selv, og således ikke kan operere

uden for sine egne koder, hvordan muliggøres det da, at de alligevel kan påvirke hinanden? Luh-

mann vil her påpege, at systemerne kan iagttage hinanden og på den måde muliggøre strukturelle

koblinger. Disse koblinger vil altid ske inden for det enkelte system, når det opbygger strukturer,

der irriterer hændelser i andre systemer. En strukturel kobling mellem kommunikationssystemer

kan derfor defineres som “et systeminternt element, der udgør en enhed af irritation og indifferens

over for andre systemer” (Andersen & Pors, 2017, s. 75). Det kan eksemplificeres i vedtagelsen af

en ny lov, som bliver besluttet i det politiske system, hvor det retlige system skal gøre loven gæl-

dende i samfundet. Systemerne opdager ikke, at de ikke kommunikerer om det samme, fordi en

lov ikke har samme betydning i de to systemer. Det kan vise sig ved, at retssystemet ikke altid ser

en lov, som den er tiltænkt i det politiske system. Luhmanns teori bryder med de bekendte be-

tragtninger og vender det på hovedet (Schuldt, 2006, s. 19).

Helhedssyn I det følgende vil vi give en kort beskrivelse af helhedssynet, som begreb i det sociale arbejde. Vi

finder helhedssynet relevant ift. projektet, da det udgør rammen for socialrådgiverens arbejde i

retspsykiatrien.

Helhedssynet anses som et begreb for en forståelsesramme, der danner grundlag for en mere dyb-

degående indsats over for personer med sociale problemstillinger. Indsatsen tager afsæt i flere

aspekter, hvor der tages højde for individets egne hverdagsproblematikker samt hvilke samfunds-

mæssige foranstaltninger, der er påvirkende til, at patienten ender i en kategorisering som en per-

son med en social problemstilling. Formålet er her at kunne forebygge omfanget af problemstillin-

ger samt at kunne tilbyde den rette hjælp og vejledning, som findes tilstrækkelig til at kunne af-

værge disse problematikker (Harder & Nissen, 2011, s. 14-16). For socialrådgiveren betyder det, at

hun skal kunne omsætte sin viden om sociale problemer til praksis, på sådan en måde, at hun for-

står sammenhængen mellem patientens behov, ressourcer og problemstillinger. Endvidere skal

hun have en forståelse af patientens egen opfattelse af problematikker og handlinger, herunder

patientens egen habitus og evne ift. mestringsstrategier (Posborg & Hof, 2016, s. 239).

21

Pierre Bourdieu Bourdieu var fransk sociolog, og hans arbejde omfatter en lang række genstandsfelter. Bourdieu

havde til hensigt at lave en metodologi, med et kritisk perspektiv på sociale forhold og dens viden,

som kan anvendes til at analysere de sociale forhold. Som kritisk sociolog var han optaget af magt-

fulde tendenser i samfundet, hvor han kritiserede de strukturelle forhold. På den måde rettede

han en stærk kritik af den skjulte magt, der udøves i velfærdsstatens interageren i den enkelte per-

sons liv. På den anden side stillede han sig kritisk, når velfærdsstaten ikke gjorde nok for at ud-

jævne ulighederne (Larsen, 2013, s. 93-95). I det følgende introduceres Bourdieus kritiske teori

omkring kapitalformer samt felter og doxa.

Habitus Bourdieus habitusbegreb kan anvendes til at danne en forståelse for, hvordan patientens pro-

blemstillinger er opstået, herunder hvilken samfundsmæssig kontekst, der ligger til grund samt

hvordan patienten selv opfatter problemstillingen og dennes indvirkning i dagligdagen. Habitusbe-

grebet kan betegnes som et tavst indlejret skema, der rummer individets iagttagelser, holdninger

og handlinger. Desuden skabes habitus af menneskets materielle eksistensvilkår og tidligere erfa-

ringer, som er med til at definere, hvordan patienten selv opfatter den verden og det samfund,

som vedkommende er en del af. Dette kan betegnes som “den objektive livssituation”, og netop

denne opfattelse danner grobund for patientens evne til at anskue, hvilke løsninger og handlinger

vedkommende betragter som realistiske (Posborg & Hof, 2016, s. 237-238).

Kapitalformer I praksis kan anvendelsen af Bourdieus kapitalformer klarlægge patientens ressourcer og eventu-

elle mangler. Kapitalformerne: økonomisk kapital, kulturel kapital og social kapital er i sin enkelt-

hed med til at definere menneskets position i forskellige sociale felter. Hvis vedkommende i forve-

jen har adgang til én kapitalform, er det ifølge Bourdieu, nemmere at få adgang til de andre kapi-

talformer. Dette forekommer ud fra en holdning om, at det skaber socioøkonomiske uligheder og

magtforskelle, såfremt der er ulige adgange til kapitalerne. I sagsbehandlingen vil det derfor være

essentielt, at socialrådgiveren forsøger at øge kapaciteten, da mangeltilstande i kapitalerne kan

fastholde en forringet helbredssituation. En fokuseret indsats og hjælp med fokus på øgning af res-

sourcer vil dermed have en positiv indvirkning på patienten og dennes selvopfattelse.

22

• Den økonomiske kapital bunder i økonomiske ressourcer (penge), som er en essentiel fak-

tor ift. boligforhold og det almindelige behov for mad. Endvidere er den økonomiske kapi-

tal et udtryk for velstand, og kan i samfundsmæssige sammenhænge betegnes som magt.

• Den kulturelle kapital omhandler de ressourcer, som patienten har erfaret gennem opdra-

gelses- og uddannelsesmæssige baggrund (dannelse og sproglige kompetencer). Den ud-

dannelsesmæssige baggrund kan være medvirkende til at bekæmpe miljøbetinget faktorer,

og give patienten en mulighed for en bedre kulturel opvækst.

• Den sociale kapital er den ressource, som henviser til den værdi og indflydelse, som den

pågældende kan etablere i relationen med andre mennesker (Posborg & Hof, 2016, s. 242-

244).

• Sundhedskapitalen er kommet i takt med opmærksomheden på sociale problemer og den

stigende tendens til kategorisering af sygdomsbegrebet i samfundet. Den er således ikke

introduceret af Bourdieu. Kapitalen kan være medvirkende til, at socialrådgiveren i større

omfang sætter fokus på patientens konkrete sygdomsproblematikker, således at den rette

hjælp fra læger, psykologer m.m. kan inddrages i sagsbehandlingen (Bundesen & Jasem,

2016, s. 82-83).

Vi har valgt at inddrage sundhedskapitalen i projektet, fordi den har relevans for målgruppen; rets-

psykiatriske patienter. Patienterne er udfordret med psykiske problemstillinger og misbrugspro-

blematikker, og det er derfor uundgåeligt ikke at berøre kapitalen i denne analyse. Endvidere er vi

bevidste om, at Bourdieu omtaler flere kapitalformer, men vi har valgt at tage udgangspunkt i de

ovenstående kapitaler.

Felter og professions doxa Det sociale rum er, ifølge Bourdieu, præget af konflikter og modstridende interesser, der tilsam-

men skaber det symbolske og den objektive systematik. Dette rum består af en række forskellige

felter, der kan forstås ud fra, hvordan de forholder sig til hinanden samt deres delvise autonomi.

Det sociale arbejde skal derfor ikke forstås som en afgrænset organisation, men derimod som et

politisk og/eller institutionelt område. Felterne kan overlappe hinanden, og samtidigt indeholde

underliggende felter f.eks. socialt arbejde med “udsatte voksne”. Felterne kan have en doxa, som

opfattes som en universel sandhed. Doxaen er noget, der er selvfølgeligt i et givent felt, og som

23

der ikke sættes spørgsmålstegn ved, og kan således tilsidesætte alternative fortolkninger af en gi-

ven situation (Larsen, 2013, s. 98-99).

Symbolsk vold I forhold til magt og ulighed kan Bourdieus symbolsk vold lave en skildring af samspillet mellem de

mennesker, der har magt til at gøre vurderinger og holdninger gældende samt de mennesker, der

underlægges og indordner sig under disse (Larsen, 2013, s. 92). Ifølge Bourdieu er:

“symbolsk magt, magten til at bestemme, hvordan noget skal fortolkes, hvilken me-

ning der kan skabes omkring en situation. Det kan blive til symbolsk vold, hvis den

mindre magtfulde sættes i en situation, hvor den magtfuldes fortolkning påtvinges,

og den underlagte ikke kan udtrykke legitim uenighed” (Larsen, 2013, s. 104).

I praksis vil sådan et eksempel blive udfoldet ved, at patienten underlægger sig socialrådgiverens

beslutningskompetencer og lovkrav. De objektive rammer og den asymmetriske magt vil derpå

sætte rammen for, at symbolsk vold bliver udøvet. Såfremt patienten ikke efterlever ovenstående

stillede krav og samarbejder med den professionelle, vil patienten blive sat i et dilemma (Larsen,

2013, s. 105).

Historisk redegørelse af retspsykiatrien

Der vil i det følgende blive gennemgået den historiske udvikling i retspsykiatrien, som kan bidrage

til en forståelse af lovgivningen samt den psykiatriske behandling, som har fundet sted. Det skal

give en forståelse af de principper og metoder, som retspsykiatrien hviler på.

Det kan være svært at datere retspsykiatriens opståen i Danmark til et bestemt tidspunkt. Allerede

tidligt i vores historie kan der findes eksempler på, at mentalt afvigende personer var anbragt i då-

rekister og på anstalter. På et tidspunkt kunne det observeres, at der fremkom et skyldsprincip

omkring, at straffen måtte tilfalde den, som med sine forudsætninger kunne have undgået det.

Med denne retssætning lå der en antagelse om, at forbrydelsen skulle være begået med en vis al-

dersudvikling samt en psykisk normal tilstand. Den normale tilstand kunne være vanskelig at be-

skrive, og det kunne derfor syntes nemmere at definere det unormale (Waaben, 1997, s. 11-15).

24

Danmarks første straffelov, Christian d. 5.’s Danske lov fra år 1683, indeholdt to bestemmelser,

som omhandlede psykisk afvigende personer. Af bestemmelserne fremgik det, at der i lovgivnin-

gen var hjemmel til at føre de ”afsindige” i retten; også såfremt de ikke havde begået nogen for-

mer for kriminalitet. Det var bestemmelsernes hensigt, at den pågældende skulle overlades i

slægtninges varetægt, hvis de havde midler til at kunne tage sig af dem. Hvis ikke slægtninge

kunne varetage sikkerheden, havde det offentlige pligt til at sætte den pågældende i forvaring.

Forvaringsbestemmelsen har fundet anvendelse indtil Sindssygeloven af år 1938. Desuden gav be-

stemmelserne straffrihed for den der begik drab i ”vildelse og raseri”. Denne bestemmelse blev

først ophævet i år 1866, til fordel for mere generelle bestemmelser om psykisk afvigende perso-

ner. Oplysninger omkring den sigtedes mentale forhold, havde bestået af det, som forelå omkring

personens opførsel, i form af beskrivelser fra vidner og observationer. Beskrivelserne viser, at der

var kendskab til at rådspørge læger allerede dengang, men at det ikke var særligt udbredt

(Waaben, 1997, s. 21-22).

Der forefindes ikke meget litteratur fra 1700-tallet, der kan belyse de lægelige opgaver ift. retssa-

gerne, og det var således svært at sætte ord på de ”sære fænomener”. Dommerne anvendte be-

tegnelser som rasende, uberegnelig, galskab, tåbe, forrykte m.m. Fælles for de utilregnelige var, at

de skulle straffes på anden vis end de tilregnelige. I 1800-tallet gjorde sindssygevæsenet store

fremskridt, hvor der blev oprettet hospitaler med specialisering i det psykiatriske felt. Et fælles

problem var imidlertid fælles betegnelser fra læger og jurister omkring afsindighed og tilregnelig-

hed, som kunne have forskellige betydninger, alt efter hvem der blev adspurgt. Desuden var der

heller ikke en mellemtilstand af unormalitet; man var således enten eller ”utilregnelig”. En anset

læge Harald Selmer påviste, at der var forskellige grader af åndssvaghed, og at der således var

overgange fra normalitet til afsindighed. På denne tid betegnede psykiaterne teoretisk, det ab-

norme, som en hjernedefekt, og det somatiske har således været i større fokus, end hvordan vi

forstår psykiatriske diagnoser i dag (Waaben, 1997, s. 139-142).

I Straffeloven af år 1866 blev kriterierne for de afsindige mere udførlige, hvilket betød, at læger og

jurister kunne blive ved med at anvende begrebet, om end i forskellige retninger. Det væsentlige

var, om den pågældende var ”handlingens strafbarhed bevidst”. Loven indeholdte stadig konflikter

ift. lægernes medvirken til at oplyse sagen, og ikke nødvendigvis observere og behandle (Waaben,

25

1997, s. 142). Samtidigt manglede psykiatrien stadig, på dette tidspunkt, at udvikle et diagnosesy-

stem, som kunne være behjælpelig i den juridiske terminologi. Dette bevirkede, at der i forskellige

professioner strides om, hvad der skulle ligge til grund for straffrihedens principper og formulerin-

gen af retsreglen, som skulle afgrænse personkredsen. Afklaringen kom i tråd med begreberne:

sindssygdom og psykoser, som forklarede de psykiske afvigelser. Dette betød, at straffriheden blev

knyttet til konkrete sindssygdomme. Det psykiatriske skulle dog ikke udgøre hele bedømmelses-

grundlaget, da det ikke er sygdommen i sig selv, men følgerne deraf som udgør, hvorledes den har

indflydelse på handleevnen (Kramp, Lunn, & Waaben, 1996, s. 66).

I slutningen af det 19. århundrede var der en udpræget opfattelse af, at der ikke blev talt for straf-

nedsættelse, men derimod skærpede straffe. Det fremgår af lovforarbejderne til straffeloven af år

1930, at nogle var afvisende over for denne tilgang, mens andre talte for at indføre helt eller del-

vist tidsubestemte retsfølger over for særlige kriminelle grupper. Derfor kom Straffeloven af år

1930 til at rumme tidsubestemte særforanstaltninger, i form af forvaring i arbejdshuse, psykopat-

forvaring, helbredelsesanstalter mv. Disse blev dog afskaffet i år 1973, da det ikke længere fandtes

rimeligt. Der var tvivl om, hvorvidt straffens hensigter var blevet opfyldt; hvilket var forebyggelse

af kriminelt recidiv. Tidsubestemte foranstaltninger findes derfor i dag kun i §§ 68-70, og anstalter-

nes områder er blevet ophævet (Kramp, Lunn, & Waaben, 1996, s. 68-69). Straffeloven af år 1930

interesserer sig desuden for det enkelte individ, som indebærer, at forbrydelserne skal sanktione-

res forskelligt, ud fra en vurdering af personens psykiske tilstand og farlighed. Personer, der har

begået kriminalitet og har en sindssygdom, var tidligere blevet behandlet som uforbederlige indivi-

der, og anses nu som forbederlige med den rette behandling. Dette ses i, at de institutioner der

udgør rammerne, som med tiden er blevet mere terapeutiske, i form af en mere venlig arkitektur

samt smukke og rolige omgivelser. Derudover er der særlig opmærksomhed på interaktionen mel-

lem personalet og patienten, og behandlingen sigter mod at udvikle ressourcer hos patienterne

gennem psykoterapi og andre terapeutiske behandlinger. Dette skal medvirke til, at patienten bli-

ver i stand til at håndtere sine vanskeligheder på en kriminalitetsfri måde (Sonne, 2008, s. 120-

144).

Der foreligger ikke umiddelbart noget litteratur, der indikerer, at socialrådgivere tidligere har ar-

bejdet i retspsykiatrien. Det fremgår dog, at der i begyndelsen af 1900-tallet var frivillige

26

socialarbejdere, som ydede en social indsats i psykiatrien. De første lønnede socialarbejdere i psy-

kiatrien kan dateres tilbage til år 1934. Deres opgave bestod i at hjælpe lægen med at indhente

oplysninger og at udføre sociale indsatser, der skulle fremme patientens helbredelse og resociali-

sering ved udskrivelse (Nørrelykke, 2016, s. 21). Socialarbejdere har eksisteret længe forinden, og

udførte ofte deres arbejde i frivillige organisationer; som f.eks. kirken, hvor der blev givet almisser

til de fattige. Sociale problemer blev anset som et samlebegreb for samfundsbekymringer og dår-

ligdomme. I industrisamfundets fremvækst fulgte, der med den øgede urbanisering, meget elen-

dighed med i form af overbefolkning, vold, misbrug mv., som blev opfattet som en konsekvens af

samfundsudviklingen. Med demokratiets fremskridt og indføringen af liberale rettigheder, var der

på samme tid behov for at gribe ind over for nogle befolkningsgrupper, som var bebyrdet af soci-

ale problemer. For at skabe bedre forhold i uligheden, blev de sociale sikringssystemer udbygget,

og blev med tiden til den velfærdsstat vi kender i dag (Meeuwisse & Swärd, 2014, s. 27-31).

Perspektiver i retspsykiatrien

Retspsykiatrien berører flere snitflader i sin behandling af patienter. Systemerne er som udgangs-

punkt: det strafferetlige system, der har til hensigt at fuldbyrde dommen, det sundhedsfaglige sy-

stem, der skal behandle lidelser hos patienterne og det socialfaglige system, der identificerer, fo-

rebygger og behandler sociale problemer. Derudover er der samarbejde med andre systemer, her-

under kommuner, kriminalforsorg mv., som dette afsnit ikke vil berøre. For at forstå de overord-

nede hensigter og handlerum, vil følgende analyse belyse, hvilke perspektiver, der knytter sig til de

enkelte systemer, som gør sig gældende i behandlingspraksis af patienterne. De tre perspektiver,

der vil blive belyst i dette projekt, er følgende: det retlige, det sundhedsfaglige og det socialfaglige.

Det er væsentligt at belyse, hvilke perspektiver, der berører retspsykiatrien, for at få en helheds-

forståelse samt indblik i snitfladernes grænser. Der vil blive taget udgangspunkt i Straffeloven,

Sundhedsloven og Serviceloven, som de forskellige systemer hver især beskæftiger sig med, her-

under hvilke formål der ligger til grund for de gældende perspektiver i praksis.

Retligt perspektiv I Bekendtgørelse af Straffeloven af 15. april 1930 står der i den indledende bestemmelse, at “straf

kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles

med et sådant (..)” (Retsinformation, 2019). Det betyder, at der skal være lovhjemmel til at kunne

27

straffe borgere efter loven, jf. legalitetsprincippet. Når der henvises til straf i lovgivningen, er det

et udtryk for samfundets ønske om at påvirke borgernes muligheder, hvor midlet der finder an-

vendelse, er straffen. Straffeloven indeholder ikke en direkte formålsparagraf, og straffens retfær-

diggørelse kan anskues ud fra flere teorier. Her kan nævnes konsekvensteori og gengældelseste-

ori. Straf, set ud fra en konsekvens teoretisk retfærdiggørelse, betyder, at der lægges vægt på om

straffen forårsager flere gode end dårlige konsekvenser. De potentielle gode konsekvenser ved en

straf kan her være mindre kriminalitet, da personen fratages muligheden for at begå kriminelle

handlinger. Desuden afskrækker straffen andre for at begå kriminalitet. Gengældelsesteorien

handler om at genoprette retfærdigheden og ligevægten i samfundet. Det er her proportionalite-

ten mellem forbrydelse og straf, som skal skabe balance i samfundet (Viskum, 2014, s. 171-172).

Et samfund bygger oftest på skrevne og uskrevne regler, som indikerer korrekte måder at agere på

overfor hinanden. Når nogle mennesker afviger fra disse regler, kan det medføre undren, og ad-

færden kan blive betegnet som umoralsk og forkert. Netop disse normer afspejles i den gældende

lovgivning, hvor uønsket adfærd fremhæves som strafbart. Dette ses bl.a. i Straffeloven, hvis for-

mål er at påvirke borgernes adfærd i en bestemt retning. Virkemidlet vil her være sanktioner, i

form af bøder eller frihedsberøvelse. På den måde kan det siges, at straffelovgivningen afspejler

samfundets ideologier og samfundssyn. Derpå betegnes man som en retskaffen borger, såfremt

man agerer inden for lovens rammer og forskrifter (Greve & Vestergaard, 2002, s. 1-2). Netop

sanktionsbegrebet bygger på en konkret retsfølelse, som kommer til udtryk gennem befolkningens

generelle holdninger. Ofte vil retsfølelsen være bundet op på holdningen om, at personen modta-

ger den straf, som vedkommende fortjener - altså et “øje for øje, tand for tand” princip. Retsfølel-

sen kommer derpå til at fremstå som en legitim følelse, som retssystemet er forpligtet til at rette

ind efter (Veiby & Hansen, 2017, s. 18-19). I forhold til retsfølelsen, kan det give mening at se på,

hvordan lovgivningen håndhæves i praksis af Anklagemyndigheden. I mål og resultatplanen for an-

klagemyndigheden af 2019 fremgår det, at Justitsministeriets mission er:

“at retsforfølge strafbare forhold og bidrage til, at Danmark er et af verdens førende

retssamfund. Anklagemyndigheden skal sammen med politiet sørge for, at skyldige

bliver draget til ansvar, og at uskyldige ikke bliver retsforfulgt, (...)

28

Anklagemyndigheden og politiet arbejder således for, at befolkningen er og føler sig

tryg og sikker” (Justitsministeriet, 2019, s. 2).

Når Justitsministeren omtaler et trygt og sikkert samfund, kan det betegnes som ministerens for-

søg på at beskytte borgerne i samfundet mod lovovertræderne, altså de skyldige. Borgerne skal

dermed på den ene side føle sig trygge, når de bevæger sig rundt i landet, men også have en indre

følelse af tryghed. Dermed ligger anklagemyndigheden, i tråd med Straffelovens formål, vægt på

konsekvens- og gengældelsesteori i deres retlige virke. Det kan forstås således, at de med hjem-

mel i lov, jf. legalitetsprincippet, stiller de skyldige til ansvar for deres kriminelle handlinger, så be-

folkningen kan føle sig beskyttet og ubekymret.

Som det fremgår af Straffelovens § 16 kan personer, der var utilregnelig på grund af sindssygdom,

ikke straffes med fængsel (Retsinformation, 2019). Retspsykiatriske patienter er dermed omfattet

af ovenstående reglement. Ud fra gældende lovforskrifter kan det udledes, at personer med en

sindssygdom ikke kan fængsles, men at de i stedet kan få en anden type dom. Derpå modtager de

stadig en straf; det kan være i form af psykiatriske behandlinger eller i grove tilfælde forvaringer

på institutioner på ubestemt tid. Formålet er her, ifølge Straffeloven, at beskytte offentligheden

mod farer og forbrydelser, således at befolkningen kan føle sig sikker. Foranstaltningen har der-

med en konsekvens, fordi den tilgodeser samfundet, mens der stadig er et gengældelsesprincip,

som omhandler retfærdigheden og proportionaliteten mellem forbrydelsen og straffen. Forva-

ringsdommene er ikke tidsbestemte, som en almindelig fængselsstraf, og befolkningens retsfølelse

bliver i højere grad forstærket af, at der ikke forekommer konkrete retningslinjer for, hvornår pati-

enterne bliver udskrevet. Hertil kan det være problematisk med retsfølelsen, at borgerne ikke har

en fornemmelse af, hvorvidt en retspsykiatrisk patient f.eks. bliver udskrevet efter 1 år eller 16 år

for mord.

Sundhedsfagligt perspektiv Sundhedssektoren har til formål, jf. Sundhedslovens § 1: “at fremme befolkningens sundhed samt

at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte”

(Retsinformation, 2019). Dog findes der ikke en entydig definition for, hvad sundhedssektoren ge-

nerelt omfatter, men det italesættes som institutioner “hvis formål er at undersøge, behandle og

pleje syge mennesker.” (Vallgårda & Krasnik, 2016, s. 155).

29

Det fremgår af Sundhedslovens formålsparagraf, at behandling af sygdomme og lidelser er essenti-

elt i sundhedssektoren. For at behandle sygdomme, er det i dag væsentligt at få stillet den rette

diagnose med dertilhørende behandling og medicinering (Hvas, 2015, s. 327). Når sundhedssekto-

ren diagnosticerer patienterne, betyder det, at der er et samfundsmæssigt behov for, at sygdom-

mene kategoriseres i et mere generaliseret perspektiv. Herunder en generel forventning om, hvad

der kulturelt accepteres som henholdsvis fysiske og psykiske sygdomme. For at noget kan være

unormalt, må der være en samfundsnorm for, hvad der betragtes som normalt, og netop disse

normer forudsætter eksistensen af menneskelige kulturer (Brinkmann, Psykiske lidelse i

diagnosesamfundet, 2013, s. 373). Kerneopgaven i sundhedssektoren består i at forebygge syg-

dom og fremme sundhedsfaktorer som fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velbefindende. I for-

bindelse med det sundhedsfaglige perspektiv søger myndighederne, gennem sundhedskampag-

ner, at få borgerne til at vælge eller fravælge en bestemt adfærd. Denne adfærd defineres ud fra

de gældende samfundsnormer om den optimale sundhed. Med andre ord forsøger myndighe-

derne at forme individet ved at definere, hvilke egenskaber og kompetencer mennesker skal til-

egne sig, for at de opfattes som ligeværdige borgere (Vallgårda & Krasnik, 2016, s. 36-45).

Sygdomsbegrebet kan opfattes på forskellige måder, hvilket har stor betydning for, hvordan man

konstaterer og afhjælper sygdom, som det fremgår af figur 3 og 4:

(Figur 3: Egen figur konstrueret med inspiration fra den biomedicinske model. Figur 4: Egen figur konstrueret ud fra

den biopsykosociale model på baggrund af (Gade & Pedersen, 2016, s. 696).

30

Sygdomsbegrebet kan anskues ud fra den biomedicinske model, som anser sygdomme som biolo-

giske fejl, der forsøges udbedret. Det er her særligt det naturvidenskabelige, der er det afgørende i

beskrivelsen og behandlingen af sygdommen. Det kan i modellen antages, at sygdommene er vel-

definerede og afgrænsede til kroppens enheder. Den kan således opfattes, som en model, der for-

simpler sygdomsforståelsen, da den i høj grad kun fokuserer på kemiske og biologiske processer

(Det Etiske Råd, 2016, s. 4).

En anden model, som finder anvendelse til at forstå begrebet sygdom, er den bio-psyko-sociale

sygdomsmodel, der opfatter sygdom som et bredere fænomen med en helhedsforståelse, der ind-

drager biologiske-, psykologiske- og sociale aspekter. Modellen hævder, at det ikke kun er biologi-

ske faktorer, der kan forårsage sygdom, men at det er et samspil mellem de forskellige aspekter.

Denne sygdomsforståelse bevirker, at der i højere grad også er fokus på andre faktorer end det

biologiske i behandlingen, og at den derfor ser på hele livssituationen. En væsentlig pointe kan

være, at sygdomme ikke kan defineres ud fra en simpel model. Der kan desuden være andre for-

klaringer på sygdomsforståelsen, herunder et samfundsøkonomisk fokus, der har til hensigt at

sikre arbejdskraften i samfundet samt reducere udgifterne til sundhedssektoren. Desuden lægges

der, i det danske samfund, stor vægt på at tage ansvar for eget liv, og det kan derfor være en ud-

fordring at de mennesker, der har det vanskeligt (Det Etiske Råd, 2016, s. 6-8).

For retspsykiatriske patienter kan manglende tilknytning og manglende sociale netværk have ind-

flydelse på livskvaliteten og rehabiliteringsforløbet (Møllerhøj & Stølan, 2017, s. 91). I psykiatrien

har der de senere år været en grundlæggende recovery-tilgang til patienterne, hvor det er tanken,

at det er muligt for patienterne at komme sig helt eller delvist efter sygdommen. Undersøgelser på

de retspsykiatriske afdelinger viser, at recovery-tilgangen ikke findes særligt anvendelig for denne

gruppe af patienter. Fokus er i stedet at give patienterne viden omkring egen sygdom, og at den

formentlig er kronisk; som betyder, at der er behov for langvarig og kontinuerlig behandling. For-

målet med behandlingen i retspsykiatrien er derfor at stabilisere den enkelte patient. Det faktum,

at sygdommene opleves som kroniske, kan også skyldes, at det ofte er de patienter som ses igen.

De patienter, der rent faktisk formår at komme sig efter endt behandling, forsvinder fra systemet

og personalets bevidsthed (Jacobsen & Johansen, 2011, s. 15-18).

31

Socialfagligt perspektiv Som det fremgår af formålsparagraffen i Serviceloven er hensigten: “1) at tilbyde rådgivning og

støtte for at forebygge sociale problemer, 2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også

kan have et forebyggende sigte, og 3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller særlige sociale problemer” (Retsinformation, 2019).

Formålsparagraffen har dermed til hensigt at forebygge sociale problemer, og skal desuden med-

virke til “at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset den enkeltes særlige be-

hov” (Socialstyrelsen, 2018). Samtidig skal hjælpen være med til at fremme den enkeltes mulighe-

der for at klare sig selv i hverdagen samt at forbedre livskvaliteten.

Når Serviceloven tager udgangspunkt i sociale problemer, skal det ses i sammenhæng med det

samfund, som problemerne er opstået i. Sociale problemer er kontekstafhængige, og det er såle-

des samfundets syn og italesættelse af problemerne, der er afgørende for, hvad der kan defineres

som afvigende og uhensigtsmæssig adfærd. Ifølge Peter Bundesens definition af sociale proble-

mer, skal der være en kollektiv opfattelse af, at problemerne skal løses. Således er befolkningen

med til at italesætte, hvad der er sociale problemer, og hvad der ikke kan betegnes som et socialt

problem; der kan her være tale om behov og ikke behov. Italesættelsen kan resultere i, at der på

et strukturelt niveau igangsættes initiativer, der har til hensigt at løse sociale problemer; det kan

være igennem lovgivninger og andre sociale systemer. Socialpolitikkens principper ses derfor om-

sat i lovgivningen, og i praksis dannes der grundlag for de sociale tjenesteydelser, som tilbydes

borgerne (Egelund & Hillgaard, 2004, s. 50). For retspsykiatriske patienter vil tjenesteydelserne

komme til udtryk gennem den helhedsorienteret indsats, som netop sætter fokus på patienternes

sociale problemstillinger; dette kan f.eks. være misbrugsbehandling, bostøtte, gældsrådgivning

m.m. Derudover lægger det samfundsmæssige syn på udsatte voksne og sociale problemer op til,

at de mest udsatte mennesker skal hjælpes bedst muligt samtidig med, at der skal tages højde for,

at deres tilværelse ikke skal forværres. Derpå er der sket et skift i samfundssynet ift. socialpolitik-

ken, hvor det ikke længere primært omhandler økonomiske almisser, men derimod rettigheder og

kompensationer hos den enkelte. Individets livskvalitet er blevet en essentiel del i hjælpen til bor-

geren, hvor fokus er at lette den daglige tilværelse og sørge for, at borgeren er i stand til at være

selvforsørgende (Sjursen, 2017, s. 32) (Hagensen, 2016, s. 22).

32

Ud fra ovenstående tankegang, kan der uddrages en sammenlignelighed mellem den bio-psyko-

sociale sygdomsmodel og den helhedsorienteret indsats på det socialfaglige område. Begge til-

gange tilgodeser patienternes problemstillinger, i sådan et omfang, at der tages højde for alle

aspekter af patienternes liv med et fokus på det hele menneske. Dette vises bl.a. ved, at der ses på

hele livssituationen og dennes påvirkning hos den enkelte. Det kan for retspsykiatriske patienter

f.eks. være økonomisk rådgivning, dannelse af sociale netværk m.m. Udover at yde rådgivning,

indbefatter det sociale arbejde også en kontrolfunktion. Det betyder, at hvis der er uoverensstem-

melser ift. lovgivningen, skal der underrettes til statsadvokaten; det kan være ved misbrug eller

overtrædelse af udgangstilladelser (Skals, u.d., s. 1-4). Den socialfaglige indsats finder desuden an-

vendelse i rehabiliteringsindsatsen, som består af et tæt samarbejde mellem patienten, pårørende

og fagprofessionelle. Indsatsen kræver en sammenhængende koordineret indsats, hvor patienten

inddrages i beslutninger for at opnå et meningsfuldt liv (Sundheds- og ældreministeriet, 2015, s.

39-40). Socialrådgiverens primære opgave i retspsykiatrien er derfor at diagnosticere sociale pro-

blemer hos patienten, for herefter at rådgive og vejlede i en retning, som vil forbedre den enkeltes

levevilkår. Dette skal understøtte tilgangen i behandlingsindsatsen, ved at forebygge ny kriminali-

tet og recidiv.

Sammenfatning Det fremgår, at Straffeloven har til formål at beskytte borgerne i samfundet mod mennesker, som

begår kriminelle handlinger, ud fra et gengældelses- og konsekvensprincip. Personer, som har be-

gået en kriminel handling og som er vurderet at være sindssyg i gerningsøjeblikket, kan ikke straf-

fes med fængsel, men kan i stedet modtage straf i form af dom til behandling eller forvaring.

Sundhedssektoren skal behandle sygdomme hos patienterne ud fra bestemte diagnosekriterier. I

sundhedssektoren kan den bio-psyko-sociale sygdomsmodel anvendes til at forstå sygdomme hos

patienterne ud fra en helhedsforståelse. I retspsykiatrien er formålet at bevidstgøre de retspsykia-

triske patienter ift. egen sygdomsforståelse. Den sociale behandling har til formål at afhjælpe og

forebygge sociale problemer, der kan fremme muligheder og livskvaliteten hos patienterne. Det

socialfaglige perspektiv går i tråd med den bio-psyko-sociale sygdomsmodel, da socialrådgivere

netop er uddannet til at varetage den socialfaglige indsats i patienternes liv.

33

Empirisk analyse

I det følgende vil vi anvende uddrag af Luhmanns systemteori til at analysere på de funktionssyste-

mer, som berører retspsykiatrien. Formålet er her at kunne belyse forståelsesrammerne og kom-

munikationen, som hersker heri. Analysen skal desuden være med til at undersøge, om denne

kommunikation kan have indflydelse på socialrådgiverens handlerum og muligheder i arbejdet

med målgruppen.

Funktionssystemer i retspsykiatrien Luhmann anser samfundet som bestående af komplekse systemer. Det betyder, at systemerne

grundlæggende er forskellige og adskiller sig fra hinanden. I det funktionelt differentierede sam-

fund opererer Luhmann med funktionssystemerne: retssystem, behandlersystem, social hjælp sy-

stem m.fl. Hvert funktionssystem betegnes som kommunikationssystemer, som er selvreferenti-

elle; forstået på den måde, at systemet producerer sig selv ud fra forestillinger om dets omverden.

Denne skelnen mellem system og omverden gør, at systemerne kan blive irriteret af sin omverden,

men at den ikke kan forandre systemet. Irritationsbegrebet betyder, at systemerne forholder sig til

andre systemers kommunikation på forskellige måder. Hermed er systemet åbent for kommunika-

tion fra omverdenen, men den afgør selv, hvilken kommunikation der bidrager til selvopretholdel-

sen ved at danne strukturelle koblinger. Funktionssystemerne opererer med et symbolsk generali-

serede medie og kode, der skelner mellem en positiv og negativ værdi, som udgør forståelsesram-

men i de enkelte systemer (Nissen & Magnussen, 2013, s. 120).

Socialt hjælpesystem I systemteorien er funktionssystemet, socialhjælp, det system der opererer ud fra det generalise-

rede medie ”hjælp”. Det kan forstås ud fra koderne behov/ikke behov for hjælp (Nissen &

Magnussen, 2013, s. 20). Koderne i systemet angiver, hvad der skaber værdi for systemet. Dette

betyder ikke, at det ikke kan benytte andre koder fra andre funktionssystemer, altså dets omver-

den. Det sociale hjælpesystem kan lade sig irritere af andre systemer, hvorefter det er op til det

sociale hjælpesystem selv at bestemme, hvordan den sætter sin egen grænse til sin omverden;

altså hvordan systemet benytter sig af andre koder. Behov/ikke behov skal forstås, som den pri-

mære kode, som systemet benytter til at kommunikere med. Kodningen kan bl.a. iagttages i

34

informanten Annas udtalelser vedr. hvilket menneskesyn hun tildeler socialrådgiverprofessionen,

og hvor definitionen af behov for hjælp fremkommer tydeligt:

(..)ja altså det er selvfølgelig sådan lidt naivt at sige, men jeg tror at som socialrådgiver har

man jo altid et menneskesyn, som der siger at man jo vil hjælpe eller udføre et godt socialt

arbejde. Og det vil man jo gøre for alle mennesker, altså om de har begået noget voldsom

kriminalitet eller om de ja bare er nogle sølle stakler, det vil man jo egentlig uden sådan..

Men jo, det kræver det da. Det kræver, at man ser patienten og ikke kriminaliteten, men

samtidig skal man også se kriminaliteten for man skal også passe på sig selv, men det kræ-

ver helt sikkert at man kan se bort fra nogle ting.” (Anna, 2019, s. 11).

Dette bakkes derudover op af informanten Malgorzata, som udtaler, at; “(..)de er her for at få

hjælp og støtte(..) samt (..)jeg tænker på, hvordan kan vi sikre, at de kommer bedst ud af det”

(Malgorzata, 2019, s. 24).

Det fremgår af ovenstående, at socialrådgiverne kommunikerer ud fra det generaliserede medie

“hjælp”. De er således afhængige af, at deres patienter har et behov for hjælp, da det skaber

værdi for systemet. Socialrådgivere kan arbejde ud fra Servicelovens principper, hvor det social-

faglige perspektiv indikerer, at det socialfaglige arbejde primært sigter mod “at tilgodese behov,

der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”

(Retsinformation, 2019). Det kan, i denne sammenhæng, observeres, at socialrådgivere knytter an

til lovgivningens kommunikation og forholder sig til den, ved at anvende det som findes relevant

for deres system. Dette sker gennem det, som Luhmann kalder strukturelle koblinger, hvor aspek-

ter fra det retlige system vil være at finde i det sociale hjælpesystem.

Det sociale arbejde i retspsykiatrien er præget af et helhedsorienteret perspektiv på patienten, i

tråd med den bio-psyko-sociale sygdomsmodel fra det sundhedsfaglige perspektiv. Der bliver her

taget udgangspunkt i det hele menneske, og enkeltstående problematikker ses i samspil med hver-

dagslivet og de dertilhørende påvirkende faktorer. Det fremgår af informanten Malgorzatas udta-

lelse, at det er essentielt i hendes daglige arbejde at se på alle faktorer omkring patienten:

35

“(..)vi kigger selvfølgelig også på om de har brug for noget hjælp, støtte til hverda-

gen. (..)Fordi hvis du tager et puslespil og prøver at kigge på det og sætte alle, bolig

familie, netværk, børn, økonomi, arbejde eller hvad det kan være, det er det vi prøver

at kigge på og samle det sammen.” (Malgorzata, 2019, s. 15).

Når Malgorzata kommunikerer, at socialrådgiverens arbejde handler om at se på, hvilken støtte og

hjælp borgeren skal have, så kommunikeres der igen med koden ”behov/ikke behov”. Hjælpen er

her at kigge på økonomi, bolig, netværk, børn mv. Dette kan indsættes i Luhmanns kodning, hvor

den negative værdiside af formen bliver ikke at kigge på bolig, økonomi, netværk mm., da der ikke

vil være et behov omkring hjælp til det. Dermed kommunikeres socialrådgiverens arbejde, som et

arbejde, hvor der skal medtænkes en helhedsorienteret tilgang, for at give den rette hjælp til bor-

gerne. Værdierne af koderne i det sociale hjælpesystem er sat op i figuren nedenfor:

(Figur 5: Egen figur konstrueret på baggrund af (Andersen & Pors, 2017, s. 58)).

I det sociale hjælpesystem er det essentielt, at der lægges vægt på en helhedsorienteret tilgang. I

figuren er det således belyst, hvilke forhold omkring patienten, der kan markere et evt. behov for

hjælp ud fra et helhedssyn, der tager udgangspunkt i hele patientens sociale situation. Som det

fremgår kigger socialrådgiveren på de barrierer, som kan påvirke patientens livsførelse; det kan

f.eks. være misbrug, som mange af patienterne tilsyneladende er påvirket af. Helhedssynet under-

støttes også af informanten Anna, som betegner vigtigheden af at arbejde helhedsorienteret ud

36

fra koderne ”behov/ikke behov”, hvis der opstår problemer i patientens nære miljø. Hun oplyser,

at det ellers kan være svært at arbejde yderligere med patienten:

“(..) det bliver man nok også nødt til at være med den målgruppe, for de er jo behovsstyret

og kan også have svært ved at styre impulser og sådan noget. Og det skal man selvfølgelig

også gå ind og hjælpe med. Men hvis nu f.eks. katten er væk, så er det jo bare det der opta-

ger dem lige nu og her, og så kan man ikke rigtig komme igennem med andet før man får

styr på det” (Anna, 2019, s. 15).

Det informanterne iagttager er, at de skal yde hjælp ud fra et helhedsperspektiv, for at kunne

styrke rehabiliteringen og resocialiseringen af patienten bedst muligt samt styrke livsglæden hos

den enkelte. Omvendt laver socialrådgiverne en vurdering af, om patienterne ikke har behov for

en helhedsorienteret hjælp; forstået på den måde, at når der laves en vurdering af, hvilken hjælp

der er behov for, laves der samtidig en vurdering af hvilken hjælp, der ikke er behov for. Det kan

desuden antages, at der kan opstå konflikter mellem helhedssynet og behovet hos den enkelte,

fordi der ikke er nogen garanti for, at patienten ønsker en helhedsorienteret hjælp, da de måske

er styret af helt andre behov end socialrådgiverens hensigter.

I forlængelse heraf kan det iagttages, at sociale problemer er blevet et statsligt anliggende, hvor

den enkelte patient hjælpes gennem offentlige forvaltninger. Patienterne bliver i højere grad hjul-

pet og styrket til at tage ansvar for egen livsførelse. At dette er blevet et statsligt anliggende kan

ses gennem politiske udspil, hvor politikerne definerer retningslinjer for behandlingen af sociale

problemstillinger. Ifølge Luhmann, vil dette betegnes som et politisk funktionssystem, hvor hensig-

ten er, at nogle problemer kan løses ud fra et kollektivt samfundsansvar (Nissen & Magnussen,

2013, s. 128). Det politiske funktionssystem har en afgørende betydning i dets evne til at træffe

kollektive beslutninger, på vegne af samfundet. Systemet opererer med det generaliserede medie

”politisk magt”, og ud fra koderne regering/opposition; også forstået som magt overlegen og magt

underlegen. Det politiske system vil derfor altid knytte deres kommunikation an til disse koder,

hvor der er politik. Systemet er på den måde selvreferentielt, idet det altid skelner mellem politik

og ikke-politik. Det referer således altid til sig selv og politik, som er produceret af systemet selv

37

(Andersen & Pors, 2017, s. 63-67). Dermed kan det antages, at der er en generel forventning om,

at sociale problemstillinger løses kollektivt; uafhængigt af systemernes individuelle forståelses-

rammer. Dette kan ses i sammenhæng med, at socialrådgiverne skal arbejde koordineret og hel-

hedsorienteret med patienterne, på tværs af andre systemer. Behandlingsforløbet er derfor påvir-

ket af det politiske system, da sagsbehandlingen tager afsæt i de politiske beslutninger. Selvom, at

der i det politiske system lægges vægt på samarbejde, er det ikke ensbetydende med, at der ikke

kan opstå konflikter, og der vil dermed stadig opstå irriteret kommunikation mellem systemerne.

Socialrådgiverne henviser til sig selv gennem det generaliserede medie, hvor hjælpen bliver det

primære omdrejningspunkt. Socialrådgiverne definerer deres hjælp som en helhedsorienteret ind-

sats, hvor forståelsesrammen og kommunikationen udfoldes i samme koder. Hjælpen i den social-

faglige indsats vil fungere uanfægtet af, om der er en irriteret kommunikation mellem systemerne.

Derfor er det sociale hjælpesystem selvreferentielt, fordi de elementer som systemet består af, er

produceret af systemet selv, og de er således selvdefinerende (Andersen & Pors, 2017, s. 27).

Retligt system Det retlige funktionssystem opererer ud fra lovtekster, hvor den primære opgave er at implemen-

tere den gældende lovgivning i praksis samt at agere ud fra en målsætning om forventningsstabili-

sering (Nissen & Magnussen, 2013, s. 120). Det generaliserede medie er ”loven”, og koden, og der-

med forståelsesrammen i det retlige funktionssystem, er lovlig/ulovlig, hvilket, i Straffeloven, kom-

mer til udtryk ved, at den, der begår kriminalitet (ulovlige), bliver stillet til ansvar for egne lovover-

trædelser. Dette betyder, at alt kommunikation, der observeres i en retlig kontekst, bliver trans-

formeret i den retlige kode (Mik-Meyer & Villadsen, 2007, s. 96). I retspsykiatrien kommer denne

transformering bl.a. til udtryk gennem de restriktive sanktionsregler for retspsykiatriske patienter.

Informanten Kirsten understreger, at sanktionerne for lovovertrædelser i forbindelse med mis-

brugsproblematikker, kan have betydning for det videre behandlingsforløb:

(..) der kommer vi i et dilemma med her, at der er nogle andre der beslutter, at der skal

være nogle voldsomme sanktioner, hvis han får et tilbagefald. Hvor vi egentlig hellere ville

gå ind og arbejde med tilbagefaldene, og så sige, at det nytter ikke, at vi lukker ned for alt.

(..) Også hvis man ser på misbrugsbehandling; det de egentlig gør tit, det er at arbejde med

38

tilbagefaldene, i stedet for at der bare bliver et forbud om, at nu bliver du smidt ud af det

her behandlingsforløb, hvis der er det mindste tilbagefald. Så bruger de jo tilbagefaldene til

at arbejde med. Hvad var det der skete, hvad kan vi gøre en anden gang (..) og det vil jo

være utopi at tro at han bare kan holde sig fuldstændig ude af misbrug (..) han rykker sig

ikke af, at man så siger, at så får det en konsekvens, så er der et forbud, så må du ikke

komme ud i 3 måneder, eller så skal der gå et halvt år førend du må komme i praktik igen.

Han opgiver jo bare…” (Kirsten, Interview 1, 2019, s. 45-46).

Desuden fremgår det, at Kirsten iagttager, at Straffeloven er restriktiv, fordi statsadvokaten er be-

stemmende over for patienternes frihedsrettigheder, bl.a. i form af mulighed for udgang.

Hun udtaler, at:

(..) hvis man tager A-dommene, så kan vores overlæger ikke bare beslutte om udgange,

øhh, selv, der skal vi omkring statsadvokaten.” (Kirsten, Interview 1, 2019, s. 10).

Ifølge Luhmann vil ovenstående situationer med statsadvokaten være eksempler på en irriteret

kommunikation mellem det retlige- og sociale hjælpesystem. Det retlige system vil lukke ned for

hjælpen, hvis loven eller reglerne overtrædes; dette sker ud fra det retlige systems logikker og ko-

der. Socialrådgiveren vil, i dette tilfælde, referere ud fra sine egne logikker og koder, som er pati-

entens behov eller ikke behov for hjælp. Hun kommunikerer således sin egen forståelse af patien-

ten ud fra egne koder, og kan derfor ikke forstå/kommunikere med statsadvokatens handlinger og

iagttagelser. Socialrådgiverens perspektiv kommunikerer et behov hos patienterne til at arbejde

med misbruget under andre forudsætninger, hvor der bliver lagt vægt på positiv udvikling samt

motivationsdannelse og ikke nødvendigvis fuldstændig afholdelse fra misbrug. Hendes iagttagelse

indikerer, at patienterne ikke har behov for konsekvens i form af straf, da det kan demotivere og

få patienterne til at opgive behandlingen.

Informanten Anna supplerer, at håndhævelsen af lovgivningen og Straffelovens restriktioner kan

være medvirkende til, at socialrådgivere står i et krydspres ift. lovgivningen på den ene side og for-

ståelsesrammen for det sociale arbejde i praksis på den anden:

39

“(..)lovgivningen den giver os jo også en form for kontrolfunktion, øhm fordi vi jo lige-

som er dem der skal så’n håndhæve dommen på en eller anden måde (..) men sådan

lidt det der med, at man står i sådan et krydsfelt som behandler mellem lovgivning og

øh kontakten til patienten fordi, fordi det er de færreste patienter, der ønsker at blive

indlagt f.eks. det er jo et kæmpe overgreb for dem, men samme tid er det jo også no-

get vi skal gøre for at kunne håndhæve.” (Anna, 2019, s. 6).

Luhmann kalder disse kommunikationsvanskeligheder for strukturel kobling, hvilket betyder, at

der sker en forstyrret kommunikation mellem systemerne. Sådan en irritation vil hovedsageligt op-

stå, når et selvreferentielt system kan behandle et andet selvreferentielt systems ydelser inden for

sit eget system. Hermed opstår der situationer, hvor det ene systems ydelser krydser det andet

systems handlerum (Mik-Meyer & Villadsen, 2007, s. 108). I ovenstående citat fremgår det, at

Anna skal håndhæve dommen over for patienterne samtidigt med, at hun skal varetage sin be-

handlerfunktion. Hun fungerer derfor som retssystemets frontlinje, hvor hun skal kontrollere pati-

enterne ift. deres dom; hvilket viser sig at give udfordringer i kommunikationen. Dog kan det dis-

kuteres, hvorvidt Anna rent faktisk “håndhæver dommen”, idet, at det er retssystemet, der skal

eksekvere dommene. Alligevel er det Annas opfattelse, at det er hende, der skal håndhæve dom-

mene, da hun kan have indflydelse på patienternes indlæggelser i henhold til deres dom. Dette

kan give anledning til et øget pres.

Behandlersystem I systemteorien er sundhedssektoren sidestillet med et behandlersystem, hvor det generaliserede

medie er ”sygdom” med koderne syg og rask (Nissen & Magnussen, 2013, s. 120). Som det frem-

går i det sundhedsfaglige perspektiv, er sundhedssektorens overordnede intention at behandle og

pleje syge mennesker. Patienterne modtager derfor en konkret behandling, ud fra den forudsæt-

ning, at de er blevet diagnosticeret med en konkret diagnose. Luhmanns generaliserede medie i

behandlersystemet bliver dermed tydelig, da sygdomsbegrebet er blevet en essentiel faktor på det

sundhedsfaglige felt. Perspektivet har endvidere fastlagt, at en måde at forstå begrebet på, kan

gøres ud fra den bio-psyko-sociale sygdomsmodel, hvor der i større grad kommer fokus på hele

patientens livssituation. Dog oplever informanten Kirsten, at trods behandlersystemets bredere

40

opmærksomhed på hele patienten, så fylder medicineringen stadig en stor del i praksis - og særligt

ift. retspsykiatriske patienter:

“(..)det er jo et sygehus, og der er rigtig meget fokus på medicin. (..) øhm, og ja øhm, hvis

det er sådan, at der er nogle patienter, der reagerer, så er man måske meget hurtig til at så

får de noget beroligende, eller skal der så justeres på medicinen og… i stedet for at kigge

på, hvad kan måske være naturlige reaktioner, altså.” (Kirsten, 2019, s. 40).

Det kan give problematikker i den helhedsorienterede tilgang, at der forekommer irritation mel-

lem det sociale hjælpesystem og behandlersystemet. Hovedsageligt oplever informanterne, at irri-

tationen særligt forekommer, når medicineringen bliver det primære fokus i behandlingsforløbet:

“(..) hvis man tegnede et billede af den her person, og så tænker hvad er normal adfærd og

hvad er den kriminelle adfærd og hvad er den psykiske del og den her reaktion hvad… hvor

hører den egentlig henne, altså øhm (..) der har vi haft lidt svært ved, det med at der er så

meget fokus på medicin og behandling.” (Kirsten, 2019, s. 40).

Informanten skelner mellem hvilke forhold, der kan påvirke patienterne, altså om det er henholds-

vis en psykisk reaktion eller evt. en kriminel adfærd. Det kan derpå udledes af citatet, at socialråd-

giveren har en anden forståelse af, hvilke faktorer, der kan påvirke patienternes adfærd. Socialråd-

giveren vil her have fokus på de bagvedliggende årsager til adfærden, hvor sundhedspersonalet vil

have fokus på medicineringen; og dermed ikke have årsagerne for øje. Ifølge Luhmann vil behand-

lersystemet kommunikere ud fra koden syg/rask, hvilket ikke stemmer overens med koden i det

sociale hjælpesystem. Det er derfor naturligt for behandlersystemet at behandle syge med medi-

cin, modsat det sociale hjælpesystem, som arbejder efter et helhedssyn med fokus på patientens

behov for hjælp.

Informanten Anna supplerer, at det kan skabe problematikker for socialrådgiveren, at retspsykia-

trisk afdeling er en del af sundhedssektoren. Hun påpeger, at de forskellige fagligheder opererer

med forskellige koder ift. patienterne:

41

“øhh altså det med at altså ustabilitet i boligsituationen, er måske en lige så stor faktor

som måske den medicinske behandling, og hvis der ikke er stabilitet på den front, kan pati-

enten måske ikke stabiliseres på de andre fronter eller andre sider.” (Anna, 2019, s. 17).

Ligeledes er informanten Malgorzata enig i, at der kan opstå problematikker, når der er stor op-

mærksomhed på medicineringen. At professionerne ikke har samme syn på opgavevaretagelsen i

behandlingsforløbet, kan være medvirkende til, at der opstår kommunikationsvanskeligheder.

Endvidere oplever Malgorzata, at det, for patienten, kan virke uoverskueligt at fortsætte sygdoms-

behandlingen, hvis patienten tillægger andre problemstillinger i hverdagen en større værdi:

“(..) det kan godt ske engang imellem, at man fokuserer meget mere på medicinen end at

man tænker andre baner end… Jo det... Det kan godt ske (..) det gør den, fordi man kan ikke

behandle kun sygdommen, hvis ydre ting ikke fungerer og for at de kan fungere (..) for at

undgå at der kommer kaos i hovedet, og man laver noget nyt igen og kommer her.”

(Malgorzata, 2019, s. 25 & 16).

Af informanternes udtalelser kan det udledes, at formålet, og den oprindelige tilgang i den bio-

psyko-sociale sygdomsmodel, ikke altid stemmer overens med den praktiske anvendelse i retspsy-

kiatrien. Det sundhedsfaglige perspektiv indikerer desuden, at der, med den bio-psyko-sociale syg-

domsmodel, skulle være en større sammenlignelighed mellem den helhedsorienterede indsats på

henholdsvis det sundhedsfaglige- og socialfaglige felt. Dog kan det, ud fra ovenstående, udledes,

at der forefindes en irriteret kommunikation mellem de to systemer, da det for socialrådgiverne

bliver svært at forholde sig til, at det primære fokus på retspsykiatriske afdelinger er medicinerin-

gen. Den socialfaglige kommunikation og forståelsesramme bygger således på et andet perspektiv,

og det kan være vanskeligt for socialrådgiverne, at relationen og de bagvedliggende faktorer i pati-

entens liv ikke synes at spille en væsentlig rolle, og at værdien af det socialfaglige arbejde synes at

være nedprioriteret i samspillet med sundhedssektoren.

42

Sammenfatning Som det fremgår af analysen kan der, ud fra Luhmanns systemteori, iagttages flere forskellige

funktionssystemer, som indgår i retspsykiatrien. Systemerne opererer inden for hvert deres gene-

raliserede medie og dertilhørende koder. I det sociale hjælpesystem er det generaliserede medie

”hjælp” og koderne er henholdsvis behov/ikke behov. Informanternes udtalelser er med til at un-

derstøtte Luhmanns systemteori om, at retssystemet og behandlersystemet kommunikerer ud fra

andre logikker og koder end i det sociale hjælpesystem. Det betyder, at de forskellige systemer

ikke kan kommunikere med hinanden. Dog kan systemerne irritere hinanden ved at lave struktu-

relle koblinger. Dette sker, når et system behandler et andet systems ydelser, som det viser sig

ved, at socialrådgiveren bliver udfordret af sanktioner fra det retlige system.

Samarbejdet på tværs I de foregående afsnit fremgår det, at perspektiverne, som berører retspsykiatriens fagområder,

har betydning for systemernes kommunikation. Det er desuden belyst, at kommunikationen mel-

lem systemerne kan være udfordret i praksis, da de ikke kommunikerer i samme koder. I det føl-

gende vil vi undersøge, hvordan det tværsektorielle samarbejde konkret udfolder sig i retspsyki-

atrien samt hvilke udfordringer, der kan forekomme når flere fagområder skal arbejde sammen i

den daglige praksis.

Andy Højholdt betegner et samarbejde på tværs som en professionel-professionel-relation, hvor

det er essentielt, at det tværprofessionelle samarbejde inddrager og udnytter andre professioners

viden og arbejdsformer. Denne viden er med til at højne samarbejdsrelationerne, og det er afgø-

rende for det faglige udbytte, at den enkelte deltager er bevidst omkring de andre professionelles

fagligheder, kommunikation og relation til målgruppen:

“man kan altså se værdien af det tværprofessionelle samarbejde som resultat af den

proces, hvor den professionelle gennem dialog med og i relation med andre professio-

nelle udvikler sig og sit fag samtidig med at han eller hun bidrager til udviklingen af

andres fag.” (Højholdt, Den tværfaglige praktiker: om udvikling af tværprofessionelt

pædagogisk arbejde, 2009, s. 28).

43

Derudover understreger Højholdt, at det tværprofessionelle samarbejde består af mere end faglig-

heden. Normer, vaner, værdier og holdninger spiller derfor en ligeså stor rolle for samarbejdets

grundantagelser (Højholdt, Den tværfaglige praktiker: om udvikling af tværprofessionelt

pædagogisk arbejde, 2009, s. 38). Højholdt betegner det tværfaglige samarbejde, som det begreb,

der oftest anvendes om samarbejdet i og mellem organisationer samt professioner. Det Højholdt

forbinder med tværfagligt samarbejde er, når professionelle anvender og udveksler deres viden i

forbindelse med deres fag. Her vil samarbejdet ikke overlappe hinanden, da hver profession vil an-

vende sin egen faglighed i implementeringen (Højholdt, 2016, s. 81). Samarbejdet omkring de rets-

psykiatriske patienter kan dermed, ud fra Højholdts definition, anses som tværfagligt samarbejde

set ud fra informanternes udsagn:

“(..) vejledning og rådgivning det er ift. Patienter og også i forhold til vores samar-

bejdspartnere. Øhmm vi er på hvert afsnit er der (..) konferencer og på min afdeling

er det 2 gange i ugen, hvor alle tværfagligt også deltager. Og vi deltager på lige fod

som alle andre personaler. Vi har selvfølgelig den socialfaglige viden, det er den del

som vi tager hånd om. Og det er den vi vejleder ift. vores læger til andre samarbejds-

partnere til ergoterapeuter, psykologer, fysioterapeuter, og almindelige afdelingsper-

sonale” (Malgorzata, 2019, s. 14-15).

“(..) vi har behandlingskonference hver uge, hvor vi sådan tager patienter op, hvor

der er nogle udfordringer. Så på den måde, så går vi sådan ind og belyser patienten

fra alle perspektiver. Øh ja, og har egentlig… ja, hver vores syn på, hvad der kan gøres

anderledes eller bedre eller hvad problemet er, og så hjælper vi egentligt hinanden på

den front. Altså f.eks sygeplejerskerne giver jo mine patienter eller dem jeg har, ehm,

de doserer medicin til dem eller tager nogle sundhedssamtaler og sådan nogle ting…

og jeg hjælper nogle sygeplejerskers patienter med at få styr på nogle regninger eller

tage kontakt til ydelsessagsbehandler eller ja, sådan nogle ting, ja.” (Anna, 2019, s.

18).

44

De adspurgte informanter indikerer, at det tværfaglige samarbejde spiller en væsentlig rolle i den

helhedsorienterede indsats, da de bidrager med hver deres faglige viden i behandlingen af patien-

terne. Ud fra ovenstående citater kan det udledes, at de forskellige fagligheder bidrager med de-

res egne kerneområder i det tværfaglige samarbejde, ved at socialrådgiverne primært varetager

den socialfaglige del i arbejdet og ikke overlapper de andres.

Steen Juul Hansen påpeger, at der i stigende grad er behov for et tværfagligt samarbejde, da den

offentlige sektors strukturs opgaver bærer præg af en koordination på tværs af sektorer og afde-

linger. Dog indikerer han, at det kan være problematisk at opretholde et funktionelt samarbejde,

da hver faggruppe tenderer til en overbevisning om, at egne arbejdsmetoder er mest hensigts-

mæssige i praksis; dette skyldes bl.a. at hver faggruppe arbejder ud fra forskellige ideologiske per-

spektiver (Seemann, Antoft, & Christensen, 2013, s. 180-181).

Informanterne fortæller, at det er socialrådgiverens opgave at agere som den koordinerende part.

Dog påpeger de, at der ofte forekommer problematikker i samarbejdet med andre professionelle

(Kirsten, Anna, & Malgorzata, 2019). Steen Juul Hansen opridser fem typer af kritiske samarbejds-

relationer, som gør det vanskeligt at få etableret et velfungerende tværfagligt samarbejde:

1. uenighed om, hvem der gør hvad,

2. uenighed om behandlingsideologi, arbejdsmetoder og principper,

3. uenighed om mål og vurderingskriterier,

4. forskelle i de involverede organisationers interne strukturer, kulturer og processer

5. forskelle i ønsker til samarbejdsform

(Seemann, Antoft, & Christensen, 2013, s. 192-193).

Ud fra interviewet med Malgorzata, kan der udledes et eksempel på domænekonflikter, hvor ar-

bejdsdelingen ikke altid er tydelig mellem de involverede parter. Samtidig forekommer der uenig-

heder i behandlingsideologien, da der opstår konflikter i professions- og sektorlogikker. Der vil

være overlap mellem mangler (syg) og ressourcer (rask), og det kan derfor være svært at definere

snitfladerne (Seemann, Antoft, & Christensen, 2013, s. 193):

45

“(..) Selvfølgelig det er den der alle sammen ville meget godt for vores patienter. Så

den der afgrænsning nogle gange, hvor ligger den bestemte faglighed, hvorhenne

den kan godt være lidt svær at afgrænse. Så det er selvfølgelig udfordrende i forhold

til vores internt. Fordi hvem gør hvad, hvornår og hvordan. Det er svært nogle gange

at definere” (Malgorzata, 2019, s. 18).

Som det fremgår af citatet, kan det fremstå som en domænekonflikt, da informanten oplever, at

andre professionelle ikke afgrænser sig til deres eget fagområde. Hun anser det som et problem,

fordi det kan være svært at gennemskue, hvem der skal varetage hvilke opgaver.

Informanten Anna oplyser endvidere, at det hovedsageligt kommer til udtryk, fordi der er uenighe-

der i hvilke tilbud der kan/bør bevilges: “Altså ja, nogle gange kan man jo godt føle ej, kommunen

burde jo også lige kunne gøre lidt mere. Det er jo dem der har pengene (..)” (Anna, 2019, s. 19). In-

formanten Kirsten understreger, at hun også oplever, at det kan være dilemma- og konfliktfyldt at

få retspsykiatriske patienter udskrevet:

“(..) vi kommer jo tit i nogle dilemmaer, når vi skal til at udskrive vores patienter,

øhm, fordi vi kan jo godt have en holdning til hvad, hvad støtte de har behov for, og

øhm, men vi kan ikke bestemme hvad støtte kommunerne skal give (..)” (Kirsten,

2019, s. 4).

Det tydeliggøres her, at der forekommer uenigheder i de forskellige sektorlogikker, og socialrådgi-

verne mener, at deres patienter har nogle behov, som kommunerne ikke altid formår at efterleve

ud fra deres egne logikker.

Derpå tegner der sig et billede af, at der, i det socialfaglige arbejde og den helhedsorienteret ind-

sats, forekommer en del begrænsninger, som i højere grad findes udformet i samarbejdet med

kommunerne. Andy Højholdt vil, i sådanne tilfælde, forklare dette med, at professionerne ikke har

formået at formidle deres ekspertviden samt at være åbne og imødekommende over for ny læring

fra andre fagligheder (Højholdt, 2009, s. 30). Det skal dog nævnes, at informanterne opfatter det

tværfaglige samarbejde som en yderst optimal løsning i retspsykiatrien, når det fungerer: “Når vi

46

arbejder godt sammen, så er det jo knald godt. Altså så er det jo virkelig den bedste behandling en

patient kan få, tænker jeg, at der er tværfaglighed i behandlingen” (Anna, 2019, s. 19).

Tendensen i det sociale arbejde peger i retning af et stadigt større krav om at samarbejde; det kan

siges, at der hvor der er tale om særligt komplicerede problemer, kræver det i højere grad flere

forskellige fagligheder til at understøtte og hjælpe patienten. Socialrådgiveren har en vigtig rolle i

samarbejdet, da de ofte står for koordineringen af indsatserne omkring patienterne. Samarbejdet

kan dog være vanskeligt at agere i og kræver ofte at organisationerne skal investere tid og ressour-

cer i det (Seemann, Antoft, & Christensen, 2013, s. 200).

Socialrådgiverens rolle i retspsykiatrien I det følgende afsnit vil vi komme nærmere ind på socialrådgiverens rolle og konkrete arbejdsop-

gaver i retspsykiatrien. For at belyse rollen og arbejdet, vil vi anvende helhedssynet, da dette er en

tilgang, som vores informanter selv anser som en vigtig del af deres arbejde og indsats. For at be-

lyse anvendelsen af helhedssynet i praksis, vil vi tage afsæt i Pierre Bourdieus teori om habitus og

kapitalformer samt undersøge hvilke magtforhold, der finder sted mellem socialrådgiver og pati-

ent i retspsykiatrien.

Den helhedsorienteret tilgang Som tidligere beskrevet danner den helhedsorienteret tilgang ramme for en mere dybdegående

sagsbehandling af patientens problemstillinger, som kan vedrøre boligforhold, familieforhold, mis-

brugsbehandling m.m. Der er de senere år kommet et større fokus på, at der skal tilrettelægges en

mere individuel indsats. I den specialiserede sociale hjælpeindsats har især helhedssynet fået en

vigtig betydning i arbejdet med udsatte befolkningsgrupper (Hagensen, 2016, s. 23). Det fremgår

af informanten Anna, at helhedssynet er væsentligt for hendes daglige arbejde:

“Jamen, jeg tænker da helt klart, at helhedssynet er mega vigtigt, øhh altså det med

at, altså ustabilitet i boligsituationen er måske en lige så stor faktor, som måske den

medicinske behandling, og hvis der ikke er stabilitet på den front, kan patienten må-

ske ikke stabiliseres på de andre fronter eller andre sider. Øhm så jeg synes det der

47

med at en socialrådgiver kigger altså på alt det, det øhm er ret betydningsfuldt i ar-

bejdet ja” (Anna, 2019, s. 17).

Det fremgår af Annas udsagn, at hun anser helhedssynet for særdeles vigtigt i hendes arbejde med

patienterne. Det skyldes, at andre sociale situationer herunder boligsituationen, kan have en stor

indflydelse på patientens behandling. Hun mener, at helhedssynet derfor har stor betydning for

rehabiliteringsforløbet.

Den helhedsorienteret tilgang opleves, af socialrådgiverne i retspsykiatrien, som en anvendelig til-

gang i det sociale arbejde, fordi målgruppen er karakteriseret med det, vi i faglige termer, kalder

vilde problemer. Vilde problemer defineres i denne sammenhæng, som de forskellige problemstil-

linger, patienterne kan opleve at være udfordret med i livet. Disse problematikker kan ikke umid-

delbart løses ud fra en simpel ligning, da der er tale om sammensatte komplekse problemstillin-

ger, hvor løsningen afhænger af øjnene, der ser (Hagensen, 2016, s. 17). Et eksempel kan være en

patient med dobbeltbelastninger, hvor vedkommende kan have både en misbrugsproblematik og

en psykisk lidelse, der tilsammen kan belaste den enkeltes livsførelse yderligere. Det bliver derfor

væsentligt for socialrådgiverens arbejde med patienten, at hun formår at favne bredt samt at hun

har kendskab til metoder, som kan være med til at belyse det hele menneskes livssituation samt

forhold, der også har indflydelse på patienten.

Den specialiserede sociale indsats tager udgangspunkt i en individuel tilrettelagt indsats med ud-

gangspunkt i det, socialrådgiveren oplever og tolker som patientens behov. Det er tidligere berørt

af informanterne, at et behov kan være rådgivning til bolig, misbrugsbehandling eller etablering af

kontakt til pårørende (Hagensen, 2016, s. 17-23). Endvidere tager indsatsen afsæt i en rehabilite-

rende tilgang, hvor den har til formål “at hjælpe mennesker med nedsat funktionsniveau til bedst

muligt at genetablere hverdagen med størst mulig selvhjulpenhed” (Hagensen, 2016, s. 24). Hertil

skal det dog siges, at der kan forekomme problemer, når komplekse problemstillinger og tværgå-

ende forløb skal koordineres; som tidligere er blevet belyst i afsnittet omkring tværprofessionelt

samarbejde. Det er her beskrevet, hvorvidt den helhedsorienteret tilgang kan opleve problemer i

samarbejdet omkring patienternes ønsker og behov, da de forskellige professioner har fokus på

forskellige problematikker hos patienterne. Patienterne kan derfor opleve, at der mangler en ko-

ordineret fælles plan fra både psykiatri, kommune, misbrugscenter m.m. For at et sådant

48

samarbejde skal kunne fungere, kræver det således, at de aftaler der bliver indgået mellem de for-

skellige instanser bliver overholdt og prioriteret på et strukturelt plan (Regeringens udvalg om

psykiatri, 2013, s. 20-21).

En måde at anskue den helhedsorienteret tilgang på, i vores indhentede empiri, er at tage ud-

gangspunkt i Bourdieus kapitalformer. Vi vil tage afsæt i socialrådgiverens helhedsforståelse af pa-

tienten, for at finde eksempler på, hvordan kapitalformerne og patienternes tilegnede habitus

kommer til udtryk i praksis.

Økonomisk kapital Den økonomiske kapital stiller skarpt på patientens økonomiske forhold. Mangeltilstande i forhol-

dene kan have betydning for patientens forbedring af helbredssituationen, da det kan give daglige

bekymringer, som kan påvirke motivationen i behandlingsforløbet (Posborg & Hof, 2016, s. 242).

Dette understøttes i, at en af socialrådgiverens arbejdsområder er at være behjælpelig med at

søge enkeltydelser hos kommunen samt at have et overblik over økonomiske budgetter, gælds-

rådgivning og betaling af regninger. Informanten Malgorzata understreger, at det er vigtigt at

sikre, at patienten får en hensigtsmæssig tilværelse under indlæggelse og efter udskrivelse:

“Det er os der hjælper, fordi vi, vi er for at sikre at den pågældende ikke bliver dårli-

gere stillet efter udskrivning. Det har nogle indflydelser i forhold til deres økonomiske

situation, skal der søges betaling af husleje mens de bliver frataget deres forsørgelse

eller de kan selv betale huslejen. Det er boliglovgivning vi er der også, nogle af dem

bliver smidt ud af lejligheder, dem har vi da i hvert fald nogle stykker af hele tiden,

hvor de har ikke været de gode børn i boligområder, så bliver de smidt ud og så har vi

dem her og så skal vi selvfølgelig også gå ind og fogedretten og ja nogle gange nogle

af dem har en stor gæld, så det er det vi også selvfølgelig prøver at motivere og hjæl-

per dem med at søge gældsrådgivning, og får måske lidt styr på nogle af tingene for

at forbedre dem til når de kommer hjem, at de har lidt bedre økonomi og til at klare

sig selv også” (Malgorzata, 2019, s. 9).

49

Det fremgår af citatet, at socialrådgiveren oplever, at patienterne kan have behov for rådgivning

omkring deres økonomiske situation. Socialrådgiveren vil i tilfælde, hvor det er nødvendigt, hjælpe

patienterne med at forbedre deres økonomiske situation; og det kan derfor udledes, at socialråd-

giveren vil forsøge at tilføre økonomisk kapital, som kan forbedre den enkeltes livsførelse under og

efter indlæggelse. Det kan også anses som en opretholdelse af den økonomiske kapital, så situati-

onen ikke forringes for patienten. I retspsykiatrien kan socialrådgiveren eksempelvis tilføre økono-

misk kapital gennem hjælp til ansøgninger hos kommunen vedr. enkeltydelser og i forbindelse

med gældsrådgivning. Socialrådgiveren har ikke selv bevillingskompetence til at bevilge økonomi-

ske ydelser, men hendes primære opgave bliver derfor at vejlede og rådgive patienten. Den vejled-

ning, som socialrådgiveren giver, ift. til patienternes økonomiske problematikker, kan også forstås

som en tilføring af kulturel kapital, da socialrådgiveren giver patienten viden omkring handlemulig-

heder, for at forbedre sin økonomiske situation. Den viden som patienten får i sin vejledning og

rådgivning, kan således benyttes i senere handlesituationer.

Kulturel kapital Den kulturelle kapital omhandler patientens generelle dannelse samt opdragelses- og uddannel-

sesmæssige forhold (Posborg & Hof, 2016, s. 243). Den kulturelle kapital kan, ifølge Bourdieu, fin-

des i den grundlæggende socialisering, som foregår i nærmiljøet. Derfor kan det også siges, at dele

af den kulturelle kapital kan overføres automatisk mellem generationer. Patientens sproglige og

kulturelle kundskaber kan være svære at måle på, da det er vanskeligt at afgøre, hvornår et men-

neske er dannet. Uddannelsesniveauet vil til gengæld være en indikator for eventuelle kulturelle

ressourcer (Prieur & Sestoft, 2006, s. 89-91). Socialrådgiverens opgave vil være at undersøge pati-

entens muligheder for opkvalificering af sproglige- og boglige kompetencer samt at sikre en vellyk-

ket resocialisering i samfundet. Informanten Kirsten oplyser, at hendes arbejde bl.a. består i at

indstille til praktikforløb, hvor sådan et forløb kan være medvirkende til, at patienten udvikler ar-

bejdsevnen og tillærer sig nye kompetencer. Kirsten oplyser endvidere, at i forhold til at motivere

patienterne, er der mulighed for undervisning for de patienter, der bedst evner det:

“(..) også ift. behandlingen, også ift. at vi prøver jo også at arbejde på noget resociali-

sering, når de er her. De er her så lang tid (..) vi har bl.a. undervisning, vi har VUC, der

kommer to gange om ugen og underviser - bare at få dem til at deltage i det, det har

50

været et massivt motivationsarbejde (..) vi har haft en ung mand, som øhm ikke blev

udsluset til et bosted, men som blev udsluset til Havredal (..) det er sådan en, øhm,

det er vel en slags landbrugsskole. Det er en kombination mellem et bosted og så en

landbrugsskole for sådan nogle lidt mere sårbare unge. Øhm, som kom derud, øhh,

og har været indlagt en enkelt gang siden, men ellers så har han passet forløbet der-

ude, har fået tilbudt fleksjob og faktisk blevet til… ansat i en fleks… øhh, stilling ude

på skolen efterfølgende. Så øhm, han har ikke lavet ny kriminalitet og øh, har holdt

sig ude af misbrug og, så det er da en succeshistorie” (Kirsten, 2019, s. 22).

Det fremgår af citatet, at en øgning af kapitaler kan have en positiv indvirkning på patienterne. So-

cialrådgiveren forsøger at motivere patienterne til at modtage uddannelse, og på den måde øge

den kulturelle kapital. Socialrådgiveren oplever endvidere, at vedkommende i eksemplet kan for-

modes at have fået en bedre tilværelse, da han har formået ikke at lave ny kriminalitet og holdt sig

ude af misbrug. At forebygge recidiv er, som tidligere nævnt, formålet med dommen og patien-

tens resocialisering. Det kan derfor ud fra socialrådgiverens udsagn tolkes, at hun oplever, at må-

let er blevet opfyldt. Dermed formodes det, at bedre ressourcer i kapitalerne kan styrke patien-

tens muligheder og evner til at bryde ud af uhensigtsmæssig adfærd, såsom misbrug, kriminalitet

m.m. Hertil er det informantens oplevelse, at det kan være udfordrende at motivere retspsykiatri-

ske patienter til at indgå i et uddannelsesforløb, da de ofte er så udfordret af deres psykiske lidel-

ser, at det ikke er muligt. Endvidere oplyser informanterne, at det kun er en begrænset del af pati-

enterne, som kommer i et uddannelsesforløb under behandlingen, da behandlingen ofte varer i

længere tid (Kirsten, Anna, & Malgorzata, 2019).

Socialkapital Denne kapital omhandler patientens sociale ressourcer i forhold til nære relationer og bekendt-

skaber (Posborg & Hof, 2016, s. 244). Informanten Kirsten fortæller, at hendes patienter oplever,

at de ikke er i besiddelse af et tæt netværk. Patienterne kan ofte møde afstandtagen fra andre

mennesker, når de er åbne og ærlige omkring deres nuværende situation:

“øhm, og der er altså mange af vores patienter har ikke det store netværk og det er

nok noget af det de kæmper med, også fordi, at hvis de fortæller deres historie, så

51

bliver folk måske lidt skræmte (..) han har ikke rigtig noget netværk, og det han aller-

helst ville det er at få et netværk af folk, som ikke bliver betalt for at være sammen

med ham (..)” (Kirsten, 2019, s. 28).

I ovenstående citat kan det udledes, at patienterne har et ønske om at udvide deres netværk. Det

kan forstås som en mangel på social kapital, da de ikke har mange uformelle relationer. Patienten

har et ønske om at få et netværk, som ikke kun består af professionelle. Det kan forstås som et ud-

tryk for, at patienten gerne vil modtage anerkendelse og omsorg fra nære private relationer. Kir-

sten har derfor i arbejdet fokus på at hjælpe patienterne til at have en hverdag, som er sammen-

lignelig med en normal dagligdag uden for retspsykiatrisk afdeling; hvor man indgår i forskellige

sociale relationer. Der er således fokus på, at patienterne, i det omfang det er muligt, deltager i

sociale sammenhænge og fællesskaber:

“øhm, mange vi har, har faktisk slet ikke noget netværk, øhh og det er noget af det,

der er rigtig svært. Jeg vil heller ikke sige, at vi lykkedes særlig godt med, men det her

med at prøve at arbejde med, at de får noget netværk selv (..) Dem vi har der ikke

øhm øh der ikke kommer ud på arbejdsmarkedet, der kan et mål jo være og få dem i

en eller anden form for netværk udenfor; det kan være noget socialt træffested eller

en idrætsforening eller et eller” (Kirsten, 2019, s. 36 & 35).

Kirsten indikerer i citatet, at det kan være en stor udfordring at arbejde med etablering og genop-

byggelse af netværk. Dog oplever hun det som en væsentlig opgave i hendes sociale arbejde at

forsøge at tilføre social kapital, i form af netværk. Når hun oplever, at det ikke lykkedes at etablere

et netværk, kan det antages, at patienterne er så forpinte af deres psykiske vanskeligheder, og

derfor ikke har mulighed for at deltage i sociale fællesskaber. Det er vores antagelse, at der er en

udbredt opfattelse i samfundet om, at det er sundt at være en del af et socialt netværk; men det

kan diskuteres, om dette gør sig gældende for alle mennesker. Der kan være mennesker, som ikke

har interesse i at have netværk omkring sig, og det kan derfor antages at være en individuel sag,

om dette er ønskværdigt. Det er vores opfattelse, at det kræver sociale kompetencer og ressour-

cer, for at kunne begå sig samt interagere i sociale fællesskaber, herunder tænker vi især på ar-

bejdspladser, i institutioner, foreninger m.m. Endvidere oplever informanten Anna det som en be-

skyttende faktor, at den økonomiske- og sociale kapital er ressourcestærk. Beskyttelsesfaktor er et

52

begreb, som er introduceret af Øyvind Kvello, og som primært har været anvendt på børn. Beskyt-

telsesfaktorer defineres som faktorer omkring barnet, der nedsætter risikoen for udvikling af pro-

blemer. Omvendt er risikofaktorer omkring barnet faktorer, som øger risikoen for at udvikle pro-

blemer. Jo flere beskyttelsesfaktorer barnet har, jo mere modstandsdygtig er vedkommende over

for risikofaktorer (Kvello, 2010, s. 223). Vi har, i denne sammenhæng, valgt at overføre Kvellos be-

skyttelsesfaktorer på vores målgruppe, da vi opfatter begrebet som værende anvendelig for både

børn og voksne. Anna udtaler: “(..) men det der med at have et job det er jo en beskyttelsesfaktor.

Det der med at komme ud og se mennesker og have nogle gode relationer er jo også en stor be-

skyttelsesfaktor” (Anna, 2019, s. 11). Hendes udtalelse indikerer, at hun anser et job som en væ-

sentlig ressource. Hun forstår det som en sikkerhed for patienterne, at de har en fast indtægt og

indgår i sociale fællesskaber på arbejdspladsen, hvilket kan give dem bedre muligheder for at op-

bygge gode sociale relationer. Det kan derudover også indikeres, at hun anser det sociale netværk

som væsentlig ift. patienternes livskvalitet.

Sundhedskapital Sundhedskapitalen kan ses i sammenhæng med opmærksomheden på den helhedsorienterede

tilgang, og kan derfor ikke betegnes som en af Bourdieus kapitaler. Her vil der b.la. være fokus på

patientens konkrete sygdomsproblematikker, således at socialrådgiveren bliver opmærksom på,

hvilke andre aktører, der kan henstilles til eller indhentes oplysninger fra (Bundesen & Jasem,

2016, s. 82-83). Informanten Anna oplyser, at der i behandlingsforløbet med patienterne bliver ta-

get udgangspunkt i patienternes egne oplevelser af sygdommen samtidig med, at de får redskaber

til at forstå og leve med sygdommen resten af livet:

“(..) behandlende hvor man går ind og laver noget psykoedukation, som får patienten

til at lære noget omkring sygdommen og måske hjælper ham til at forstå nogle symp-

tomer, og hvad man kan gøre for dem (..)” (Anna, 2019, s. 14).

Anna er, i sin rolle, fungerende behandler, og hun har således et øget fokus på behandlingen af

sygdommens symptomer. Hun synes, at det er vigtigt for behandlingen, at patienterne får indsigt i

egen sygdom, og hvad der kan gøres for at afhjælpe symptomer.

53

Endvidere er det væsentligt, at patienterne støttes og motiveres i deres behandlingsforløb, for at

mindske tilbagefald til kriminalitet, og Kirsten udtaler således, at: “(..) hvis der ikke er støtte til

dem, så bliver de jo dårligere og dårligere og så er det, at de laver et eller andet kriminelt, ja. (..) og

det er massive misbrugsproblematikker de har” (Kirsten, 2019, s. 18 & 12). Kirsten finder det vig-

tigt at yde støtte og omsorg ift. patienternes behandlingsforløb, da hun mener, at det er med til at

forebygge recidiv. Det hun her ligger vægt på er den psykiatriske behandling samt misbrugsbe-

handling, som hun gennem sit arbejde forsøger at motivere patienterne til at modtage. Det kan

derfor antages, at Kirsten, foruden at have fokus på den sociale behandling, også har øje for den

psykiatriske behandling, da manglende behandling også kan medføre vanskeligheder i den sociale

indsats. Dette skyldes, at det kan være svært at samarbejde med patienter, som ikke modtager be-

handling.

Socialrådgiveren er, i sin rolle, ansat i det sundhedsfaglige felt, hvilket naturligt medfører, at sund-

hedskapitalen er i fokus. Patienterne har en psykiatrisk diagnose, som de ofte vil have med sig re-

sten af deres liv. Behandlingen er en forudsætning af dommen, hvilket også medfører, at den me-

dicinske behandling er i fokus hos socialrådgiveren, såvel som det øvrige sundhedspersonale. Som

informanten Kirsten udtaler: “når vi har patienterne herinde, og de er velmedicineret og de er ude

af misbrug, og… så oplever man jo de sødeste mennesker” (Kirsten, 2019, s. 29). Dette indikerer

også, at den medicinske behandling har stor betydning for patienterne til trods for, at de ikke altid

selv kan se en mening med det. Når patienterne opnår bedring i det psykiske- og fysiske helbred,

kan det for det første føre til, at dommen bliver ophævet, for efterfølgende at følge en behand-

lingsplan i almenpsykiatrien. For det andet kan et bedre helbred være en styrke ift. at opnå bedre

ressourcer i de andre kapitaler.

Ifølge Bourdieu formes kapitalerne efter konteksten, og det er den enkelte patient, der definerer,

hvilken værdi kapitalerne pålægges. Det vil derfor ikke være alle patienter, der har et lige så stort

behov for en tilrettelagt hjælp inden for de enkelte kapitaler; med andre ord forekommer værdien

af kapitalerne som en individuel størrelse. Hertil forstået på den måde, at de enkelte behov kan

variere hos den enkelte patient (Larsen, 2013, s. 101). Ligeledes kan stærkere ressourcer i kapita-

lerne veksles til en højning af ressourcer i de andre kapitaler; dette betegner Bourdieu som

54

kapitalkonvertering (Prieur & Sestoft, 2006, s. 95). Det kan betyde, at patienterne i retspsykiatrien,

der har tilegnet sig ressourcer i en bestemt kapital, kan konvertere den til at opnå ressourcer i an-

dre kapitaler. Det kan være en patient, som har fået job, og derigennem opnår økonomisk kapital.

Den økonomiske kapital kan give patienten ressourcer til at indgå i fællesskaber i fritiden og på ar-

bejdspladsen, og dermed tilegne sig yderligere ressourcer i den sociale kapital. Derudover kan det

også medvirke til at øge den kulturelle kapital, da et arbejde kan bidrage til viden om dannelse og

kulturer i bestemte miljøer.

Habitus Habitus “er et sæt erhvervede, i betydningen tillærte, dispositioner for at handle på bestemte må-

der” (Prieur & Sestoft, 2006, s. 39). Disse tillærte dispositioner opstår gennem alle faser af menne-

skets opvækst, ud fra de miljømæssige påvirkninger, som personen oplever i livet ud fra de soci-

ale-, økonomiske- og kulturelle kapitaler. Habitus er ikke bare et produkt af sine omgivelser, men

er også med til at producere sine omgivelser. Habitus skal ikke forstås som en passiv reproduktion,

men kan anses som et generelt princip for, hvordan man vælger at handle. Dermed er den enkelte

ikke determineret af sin habitus; forstået således, at den enkelte patient har en fri vilje til at be-

slutte hvilke handlinger, der kan anvendes i de pågældende situationer. Den socialisering som fin-

der sted i hjemmet, danner grundlag for, hvordan de vil opleve og gøre sig erfaringer senere i livet.

Det kan antages, at habitus har udviklet sig sammen med samfundet, og det kan derfor i dag frem-

stå mere komplekst, end Bourdieu havde tiltænkt det (Prieur & Sestoft, 2006, s. 38-44). Ud fra ne-

denstående citat kan det udledes, at mange patienter kommer med en baggrund, hvor de er socia-

liseret ind i de sociale hjælpesystemer: “Øh, størstedelen af vores patienter har sikkert også været

kendt i - eller har været kendt i de kommunale systemer, altså kommer fra familier, hvor der har

været massivt omsorgssvigt” (Kirsten, 2019, s. 12). Det er gennemgående for informanternes ud-

sagn, at mange kommer fra belastede familier, og måske aldrig har haft en chance:

(..) mange af dem har bare aldrig fået en chance, altså. Det er jo nogle der omsorgs-

svigtet i nogen grader, man bare slet ikke kan forestille sig, altså… har været igennem

de værste ting øh som barn og ung. Altså de har aldrig haft en chance her i livet”

(Kirsten, 2019, s. 58).

55

(..) mange der har oplevet svigt i, i barndommen (..) og mange der har været anbragt

som børn øhm ja men der er selvfølgelig også nogen som kommer fra en sådan for-

holdsvis normal familie (..) men helt klart oftest kommer de fra en baggrund, hvor der

har været massive svigt” (Anna, 2019, s. 9).

“Det er alle, alle mulige øhh hvis man tænker på de sociale lag. Det kan godt være en

direktør, det kan godt være nogen som måske har været i krig, vi har også en del af

de.. Vi har de unge vi har også de ældre, vi har også kvinder (..)” (Malgorzata, 2019, s.

10).

Citaterne indikerer, at størstedelen af patienterne har oplevet sociale udfordringer gennem barn-

dommen. Det kan, ud fra Bourdieu, anses som den socialisering, der finder sted, og medvirker til

at forme habitus. Socialiseringen kan påvirke, hvordan patienterne handler på senere tidspunkter i

livet. Det kan dermed udledes, at omsorgssvigtet kan have haft indflydelse på patienternes habi-

tus. Dog skal det påpeges, at dette ikke gør sig gældende for alle patienter. Som det fremgår af in-

formanten Malgorzata, kan det være alle mennesker, som kan få en dom til behandling i retspsyki-

atrien. Det betyder, at man ikke kan anse Bourdieus habitus som determinerende for individet;

forstået på den måde, at der altid vil være en fri vilje til stede, som der kan gøres brug af. Således

er det ikke givet på forhånd, at tidligere erfaringer har betydning for individets livsførelse senere i

livet. Det skal derfor forstås som en række handlemuligheder, som individet kan gøre brug af.

Symbolsk vold - det asymmetriske magtforhold i relationen Grundlæggende for den symbolske vold er, at der forekommer en ulige balance i fordelingen af

institutionel kapital mellem patient og socialrådgiver. Dette forstås som, at socialrådgiveren har en

uddannelse og en særlig viden om institutionen (Lauridsen, u.d.). Dette bevirker, at socialrådgive-

ren har en magt, som kommer til udtryk i mødet med patienten. Socialrådgiveren vil her kunne

træffe beslutninger, som har betydning for patientens liv og handlinger. Endvidere kan doxaen

have indvirkning på netop denne beslutning, da kulturen i organisationen kan sætte patienten i et

dilemma, hvortil der kan forekomme modsatrettede følelser. Et eksempel herpå kan være, at soci-

alrådgiveren træffer beslutninger ud fra en doxa med en kultur om motivationsarbejde, hvorpå

afgørelser og handlinger vil bære præg heraf. I sådanne situationer betegner Bourdieu to

56

handlemuligheder, som patienten vil udføre; underkastelse eller oprør, hvor patienten enten vil

modtage anvisninger eller afvise dem og gøre modstand. Begge handlemuligheder understreger

patientens mindreværdige position, og tydeliggøre den asymmetriske magtbalance mellem social-

rådgiver og patient (Larsen, 2013, s. 104). Kirstens udtalelse i nedenstående citat kan angives som

eksempel på, hvordan magtforholdet kan vise sig i relationen med patienterne:

“(..) og vores patienter har nok også mere en tanke om, at når de så skal udskrives, så

er de bare… ja så er de fri, og så så kan de gøre hvad de vil. Og der er nogle af patien-

terne de… der kan det godt give nogle konflikter øh, når man konfrontere dem med,

at der bliver faktisk nogle restriktioner. Der er nogle aftaler (..) og vil du ikke samar-

bejde omkring det, jamen så arbejder vi slet ikke på udskrivelse, så bliver du bare”

(Kirsten, 2019, s. 49).

Det ses i citatet, at der er et asymmetrisk magtforhold i form af, at socialrådgiveren kan lave indsi-

gelser ift. patienternes udskrivning. Citatet kan forstås ud fra Bourdieus begreb om doxa og sym-

bolsk vold, idet, der i kraft af socialrådgiverens profession, er en doxa vedrørende patienternes

samarbejde omkring egen behandling. Doxaen kan forstås som socialrådgiverens selvfølgelige an-

tagelse om, at patienterne skal samarbejde og overholde aftaler for behandlingen, før de kan blive

udskrevet (Larsen, 2013, s. 105). Doxaen forekommer derfor som en uskreven forståelse, som hun

besidder i kraft af sin profession. At der hersker en særlig professionsdoxa, kan have betydning for

socialrådgiverens alternative muligheder for behandling af patienterne, da disse kan forekomme

usynlige. Med andre ord, hvis socialrådgiveren ikke bliver mødt med samarbejde fra patientens

side, er der lukket for andre handlemuligheder, da socialrådgiveren er blind for disse.

Den symbolske vold tager ikke form af fysisk tvang eller en bevidst handling, men kommer til ud-

tryk gennem individers habitus og deres under- og overordens dominansforhold. Det betyder, at

det er socialrådgiverens erfaringer og viden, som dominerer i relationen og dermed i behandlingen

af patienten. Socialrådgiveren anvender, i den forbindelse, perceptions- og vurderings kategorier

ift. hvordan hun vurderer og opfatter verden. Det betyder, at hun kategoriserer det, hun oplever

hos patienten, på en bestemt måde. Hun bliver således dominerende i form af sin status, fordi hun

57

i kraft af sin profession får en særlig status og indsigt, som hun kan anvende i relationen med pati-

enten (Prieur & Sestoft, 2006, s. 50-56).

Informanten Kirsten har en antagelse om, hvad der vil være den rette hjælp for patienten, ud fra

hendes egen doxa: “vores mål er jo at prøve at vise dem, at der kan være en anden måde at leve

på, end den de levede på inden (..) det overordnede mål er jo at undgå ny kriminalitet” (Kirsten,

2019, s. 36). Målet i indsatsen er at forebygge recidiv, ved at vise patienterne en anden måde at

leve på. Herpå kan det med rette spørges, hvilken anden måde der gerne ses, at patienterne lever

på. Det kan derfor antages, at socialrådgiveren fortolker patienternes situation ud fra en forestil-

ling om samt vurdering af, hvad der er “den rigtige” måde at leve på. Den symbolske vold kommer

til udtryk, når den mindre magtfulde, i det her tilfælde patienten, bliver påtvunget socialrådgive-

rens fortolkninger af et godt liv og patienten ikke kan udtrykke sin uenighed, og dermed underka-

ster sig feltets “sandheder”. I retspsykiatrien kan det dog diskuteres, om det er socialrådgiverens

opfattelse alene, da der også er et domsspørgsmål ift. behandlingen efter domsophævelsen. Der-

med skal det ikke være sagt, at professionsdoxaen ikke spiller en afgørende rolle i mødet med pa-

tienterne, da særlige typer af doxa og teorier ofte kan resultere i symbolsk vold. Kirsten udtaler

bl.a., at succeskriterierne i hendes optik kan ændres ift. patienternes tilværelse under og efter

dommen. Hun udtaler, at:

“måske er succeskriteriet heller ikke, at de ikke får en ny dom, men måske er det

bare, at det næste de laver ikke er nær så voldsomt (..) altså. Det… så det er lidt mere

gradueret, kriterierne for hvad er succes” (Kirsten, 2019, s. 23).

Det kan udledes fra ovenstående citat, at hendes opfattelse ændres, og at det ikke nødvendigvis

er hendes egen kategori for et godt liv, der har betydning i hendes arbejde. Socialrådgiveren kan

dermed opleve at gå på kompromis med definitionen af et godt liv, men er samtidigt altid nødt til

at forholde sig til restriktive lovkrav i behandlingsforløbet samt sin egen doxa. Dermed vil det være

muligt at finde symbolsk vold på afdelingen og i relationen mellem fagprofessionelle og patienter.

Hertil skal det nævnes, at den symbolske vold ikke optræder som en bevidst handling, der har til

hensigt at underkende patientens selvbestemmelse, men derimod som de fagprofessionelles for-

søg på at yde omsorg. Patienterne underkaster sig den symbolske vold, når de selv erkender, at de

58

lever i et underordnet forhold. Det kan tage sig ud, som Kirsten beskriver det i nedenstående ci-

tat:

“Men nogle gange er det faktisk hårdere at have de patienter, som har en erkendelse

af, at de aldrig når derhen hvor de vil (..) altså, fordi det de allerhelst ville, det det når

de bare aldrig til og det øh… der er nogle få af dem, som virkelig har forstået at de får

ikke det liv, de egentlig drømmer om” (Kirsten, 2019, s. 52).

I citatet kan det iagttages, at patienterne i nogle tilfælde har indsigt i, at de ikke får det liv de

drømmer om. Mange drømmer om at få familie, arbejde mv., men erkender over for sig selv, at

det aldrig bliver muligt. Ift. Bourdieus symbolske vold kan det derfor udledes, at patienterne un-

derkaster sig den, når de lader de overordnede magter have indflydelse. Omvendt kan det anta-

ges, at patienterne har selvindsigt ift. at erkende, at de muligvis har brug for behandling og støtte

resten af livet samt at erkendelsen gør det nemmere at arbejde med det videre forløb.

Sammenfatning I det ovenstående afsnit er det blevet belyst, at socialrådgiveren arbejder ud fra en helhedsorien-

teret tilgang i retspsykiatrien. Denne helhedsorienteret tilgang kan forstås ud fra Bourdieus teori

om kapitaler og habitus. Det fremgår, at socialrådgiveren i sit arbejde tilfører og opretholder res-

sourcer i form af økonomisk-, kulturel-, social- og sundhedskapital. Ligeledes har det vist sig, at pa-

tienternes habitus i nogle tilfælde kan have indflydelse på deres handlemønstre. Yderligere kan

det iagttages, at der forekommer symbolsk vold i relationen mellem socialrådgiverne og deres pa-

tienter; der er her tale om et asymmetrisk magtforhold. Det kommer til udtryk ved, at der er et

underordens- og overordens forhold, hvor den overordnede dominerer og undertrykker den un-

derordnede.

Konklusion

Projektet har sigtet mod at undersøge, hvorvidt socialrådgiveren har berettigelse på det retspsyki-

atriske felt, hvor der er flere spændingsfelter mellem henholdsvis retligt, sundhedsfagligt og soci-

alfagligt perspektiv. I undersøgelsesprojektet er det påvist, at der, på det retlige område, hersker

et perspektiv, hvor der er fokus på at påføre mennesker, der har begået kriminalitet, lidelse i form

59

af straf. Dette er ud fra en forestilling om at beskytte borgerne i samfundet ud fra et konsekvens-

og gengældelsesprincip, der skal sikre retsfølelsen. Det sundhedsfaglige perspektiv har vist sig at

lægge vægt på behandling af patienter med konkrete diagnoser. I behandlingen af patienterne an-

vendes der en bio-psyko-social sygdomsmodel, som lægger vægt på andet end biologiske faktorer.

Det socialfaglige perspektiv finder anvendelse, i tråd med den bio-psyko-sociale sygdomsmodel,

hvor der også er fokus på sociale faktorer i behandlingen af patienterne. Af den empiriske analyse

fremgår det, at det kan være vanskeligt for de forskellige funktionssystemer, som agerer i det rets-

psykiatriske felt at kommunikere med hinanden. Luhmanns teori definerer, at systemerne enkelt-

vis opererer med hver sit generaliserede medie og kode. Socialrådgiverne er udfordret i retspsyki-

atrien, fordi det retlige og behandlersystemet arbejder ud fra andre logikker og koder, i form af

sanktioner og medicinering i forbindelse med dom og sygdom. Disse koder har vist sig ud fra infor-

manternes udsagn at skabe konflikter, da det ikke stemmer overens med socialrådgivernes logik-

ker og koder i det sociale hjælpesystem. Det fremgår dog, af informanternes udtalelser, at syste-

merne kan irritere hinanden og lave strukturelle koblinger, når kommunikationen påvirker hinan-

den i andre systemer.

Det er påvist i projektet, at socialrådgiverne oplever, at den socialfaglige indsats er vigtig i arbejdet

og behandlingen af patienterne i retspsykiatrien, fordi de opfatter den socialfaglige del på lige fod

med den medicinske behandling. De anser især den helhedsorienteret tilgang som væsentlig. Soci-

alrådgiverne anvender helhedssynet til at se på de omkringliggende faktorer, som berører patien-

ten. Socialrådgiverne har med helhedssynet også et fremtidssigte, hvor de især arbejder på at mo-

tivere patienterne til at indgå i sociale fællesskaber, skabe stabilitet i økonomiske forhold samt op-

retholde den helbredsmæssige tilstand. Socialrådgiverens arbejde i retspsykiatrien kan forstås

ved, at der tilføres kapitaler til den enkelte patient. Det kan konkluderes ud fra den empiriske ana-

lyse, at socialkapitalen er essentiel i behandlingen af retspsykiatriske patienter, fordi opbygning af

sociale relationer anses af socialrådgiveren, som en beskyttende faktor. Dette kan skyldes, at den

sociale kapital kan konverteres til andre kapitaler, og at den anses som en ressource ift. at indgå i

sociale sammenhænge; det kan eksempelvis være på arbejdsmarkedet. Ligeledes har det vist sig,

at patienternes habitus og tidligere livserfaringer kan have indflydelse på patienternes uhensigts-

mæssige handlemønstre, idet mange har oplevet svigt i livet. Det kan endvidere påvises, at der fo-

rekommer et asymmetrisk magtforhold mellem socialrådgiver og patient. Det kommer til udtryk

60

ved, at socialrådgiverne besidder en magtfuld viden, som dominerer og undertrykker patienten;

som derved kan komme i et dilemma. Magtudøvelsen forekommer ikke som en bevidst handling,

men kan ses som socialrådgiverens forsøg på at yde omsorg over for patienten.

Afslutningsvis kan det konstateres, at socialrådgiveren yder en socialfaglig indsats, der i samspil

med det sundhedsfaglige felt, kan udgøre rammerne for, at patienterne modtager en helhedsori-

enteret behandling i retspsykiatrien. Det kan dermed konkluderes, at socialrådgiveren oplever, at

fagligheden har sin berettigelse i spændingsfeltet i retspsykiatrien, fordi de tilfører andre aspekter

til behandlingen, som de andre felter ikke tager højde for. Hertil kan nævnes, at den socialfaglige

del sigter mod patientens udskrivelse og livet efter endt behandling, hvortil informanterne ople-

ver, at der i den sundhedsfaglige behandlingsideologi forekommer en tendens til at anvende medi-

cin i behandlingen; som skal lindre og behandle patienten nu og her. Desuden har socialrådgiveren

pligt til at forholde sig til dommen, og dermed beskytte samfundet mod lovovertrædere.

61

Referencer

Andersen, N. Å., & Pors, J. G. (2017). Niklas Luhmann. København: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag.

Anna. (21. Oktober 2019). Interview 2. (G. 12, Interviewer) Basse, M. (2017). Forvaltning i kommuner og regioner (6 udg.). København: COK. Brinkmann, S. (2013). Psykiske lidelse i diagnosesamfundet. I J. Guldager, & M. Skytte, Socialt

arbejde - teorier og perspektiver (s. 372-393). København: Akademisk Forlag. Brinkmann, S., & Tanggaard, L. (2010). Kvalitative metoder - en grundbog. København: Hans

Reitzels Forlag. Bundesen, P. (2013). Sociale problemer og socialpolitik. I S. J. Hansen, Sociologi i socialrådgivning

og socialt arbejde (s. 225-253). København: Hans Reitzels Forlag. Bundesen, P., & Jasem, H. (2016). Helhedssynet i socialt arbejde med voksne i en socialt udsat

situation. I B. M. Jensen, & I. Schiermacher, Udsatte voksne og socialt arbejde (s. 67-86). København: Hans Reitzels Forlag.

Christensen, A. B. (2015). Social konstruktion eller social realitet. I A. B. Christensen, S. Jørgensen, S. P. Olesen, & T. Rasmussen, Viden og videnskabsteori i socialt arbejde - en introduktion til centrale temaer (s. 45-64). København: Hans Reitzels Forlag.

Danske Regioner. (2011). Retspsykiatri - Kvalitet og sikkerhed. Hentet 11. December 2019 fra https://www.regioner.dk/media/1240/retspsykiatri-kvalitet-og-sikkerhed.pdf

Danske regioner. (u.d.). Om de fem regioner. Hentet 10. December 2019 fra https://www.regioner.dk/services/om-de-fem-regioner

Det Etiske Råd. (2016). Hvad er sygdom? Hentet 15. oktober 2019 fra http://www.etiskraad.dk/~/media/Etisk-Raad/Etiske-Temaer/Diagnoser/Publikationer/2016-Baggrundstekst-3-Hvad-er-sygdom.pdf?la=da

Egelund, T., & Hillgaard, L. (2004). Socialrådgivning og socialbehandling. København: Hans Reitzels Forlag.

Gade, A., & Pedersen, P. M. (2016). Neuropsykologi. I T. Koester, & K. Frandsen, Introduktion til psykologi - teori, anvendelse, praksis (3 udg., s. 667-686). Frederiksberg: Frydenlund.

Greve, V., & Vestergaard, J. (2002). Strafansvar. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Guldager, J. (2015). Videnskabsteori - en indføring for praktikere. København: Akademisk forlag. Hagensen, P. (2016). Den specialiserede indsats for socialt udsatte voksne. I B. M. Jensen, & I.

Schiermacher, Udsatte voksne og socialt arbejde (1 udg., s. 15-29). Hans Reitzels Forlag. Harder, M., & Nissen, M. A. (2011). Helhedssyn i socialt arbejde. København: Akademisk Forlag. Holm, A. B. (2012). Videnskab i virkeligheden - en grundbog i videnskabsteori. Frederiksberg:

Samfundslitteratur. Hvas, L. (2015). Retten til at være rask i en diagnosekultur. I S. Brinkmann, & A. Petersen,

Diagnoser - perspektiver, Kritik og diskussion (s. 319-340). Århus: Forlaget Klim. Højholdt, A. (2009). Den tværfaglige praktiker: om udvikling af tværprofessionelt pædagogisk

arbejde. København: Hans Reitzsels Forlag. Højholdt, A. (2016). Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis (2 udg.). København: Hans

Reitzels Forlag. Jacobsen, C. B., & Johansen, K. S. (Januar 2011). Udvalgte udviklingstensenser i dansk retspsykiatri.

Hentet 11. December 2019 fra https://pure.vive.dk/ws/files/2052260/dsi-3184.pdf

62

Justitsministeriet. (januar 2019). Anklagemyndighedens mål- og resultatplan 2019. Hentet 15. november 2019 fra Anklagemyndigheden.dk: https://anklagemyndigheden.dk/da/anklagemyndighedens-mal-og-resultatplan-2019

Juul, S., Larsen, J. E., & Kristensen, J. (2016). Sociologi bogen. Columbus. Kirsten. (9. Oktober 2019). Interview 1. (G. 12, Interviewer) Kirsten, Anna, & Malgorzata. (Oktober 2019). Interwiev 1,2,3. (G. 12, Interviewer) Kramp, P., Lunn, V., & Waaben, K. (1996). Retspsykiatri. København: GadJura. Kvello, Ø. (2010). Børn i risiko. Oslo: Gyldendals Norsk Forlag AS. Larsen, N. B. (2013). Pierre Bourdieu - praksis, magt og sociale skel. I S. J. Hansen, Sociologi i

socialrådgivning og socialt arbejde (s. 92-111). København: Hans Reitzels Forlag. Lauridsen, S. (u.d.). Bourdieu. Hentet 2. december 2019 fra Professionsviden.dk:

http://professionsviden.dk/bourdieu Malgorzata. (24. Oktober 2019). Interview 3. (G. 12, Interviewer) Meeuwisse, A., & Swärd, H. (2014). Perspektiver på sociale problemer (2 udg.). København: Hans

Reitzels Forlag. Mik-Meyer, N., & Villadsen, K. (2007). Magtens former - Sociologiske perspektiver på statens møde

med borgeren. København: Hans Reitzels Forlag. Møllerhøj, J., & Stølan, L. O. (2017). Drømme og muligheder - Hvad er betydningsfuldt i

retpsykiatriske pleje-, behandlings- og rehabiliteringsforløb? Hvad har værdi for patienterne? Hentet 3. september 2019 fra Region Hovedstadens Psykiatri: https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/kompetencecentre/kompetencecenter-for-retspsykiatri/Documents/Dr%C3%B8mme%20og%20muligheder%2030.10.2017.pdf

Nissen, M. A., & Magnussen, J. (2013). Niklas Luhmann - en kompleks teori om et komplekst samfund. I S. J. Hansen, Sociologi i socialrådgivning og socialtarbejde (s. 113-137). København: Hans Reitzelts Forlag.

Nørrelykke, H. (2016). Socialrådgiverfagets opståen og udvikling. I R. Posborg, H. Nørrelykke, & H. Antczak, Socialrådgiving og socialt arbejde (s. 15-49). København: Hans Reitzels Forlag.

Posborg, R., & Hof, K. (2016). Socialrådgivning - rådgivning og vejledning. I R. Posborg, H. Nørrelykke, & H. Antczak, Socialrådgivning og socialt arbejde - en grundbog (3 udg., s. 221-251). København: Hans Reitzels Forlag.

Prieur, A., & Sestoft, C. (2006). Pierre Bourdieu - En Introduktion. København: Hans Reitzels Forlag . Psykiatri og Social - Region Midtjylland. (Marts 2014). Retspsykiatrisk Rapport. Hentet 11.

December 2019 fra https://www.psykiatrien.rm.dk/globalassets/zdesign/media/psykiatri-og-social/ps-nyheder/tekster/revideret-retspsykiatrisk-rapport-og-bilag---2014.pdf

Regeringens udvalg om psykiatri. (Oktober 2013). En moderne, åben og inkluderende indsats for

mennesker med psykiske lidelser. Hentet 11. December 2019 fra

http://www.sum.dk/Aktuelt/Nyheder/Psykiatri/2013/Oktober/~/media/Filer%20-

%20Publikationer_i_pdf/2013/Rapport-psykiatriudvalg-okt-

2013/En%20moderne%20åben%20og%20inkluderende%20indsats_hovedrapport.ashx

Retsinformation. (17. september 2019). Hentet 12. december 2019 fra Bekendtgørelse af Straffeloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209398

63

Retsinformation. (26. august 2019). Hentet 12. december 2019 fra Bekendtgørelse af Sundhedsloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=210110

Retsinformation. (7. august 2019). Hentet 25. oktober 2019 fra Bekendtgørelse af lov om social service: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209925

Retsinformation. (11. December 2019). Bekendtgørelse af straffeloven. Hentet fra Retsinformation: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209398

Schuldt, C. (2006). Luhmann for begyndere. København: Unge Pædagoger. Seemann, J., Antoft, R., & Christensen, J. K. (2013). Socialrådgiverprofessionen og dens

tværgående samarbejdsrelationer. I S. J. Hansen, Sociologi i socialrådgivning og socialt arbejde (s. 180-203). København: Hans Reitzels Forlag.

Sjursen, J. (2017). Socialt udsat i Danmark - dengang og i dag. I H. Ramsbøl, & S. J. Hansen, Perspektiver på udsathed (s. 27-42). Hans Reitzels Forlag.

Skals, A. (u.d.). Socialrådgiveren i psykiatrien. Hentet 7. oktober 2019 fra Gad.dk: https://gad.dk/media/6118c359-2f52-4f49-b73a-3e0d5d43c524/00Fg8A/Publications%20-%20B%C3%B8ger/Psykiatrisk%20sygdomsl%C3%A6re%20og%20farmakologi%202/Socialr%C3%A5dgiveren%20i%20psykiatrien.pdf

Socialstyrelsen. (27. februar 2018). Hentet 22. november 2019 fra Om psykiske vanskeligheder: Socialstyrelsen, 2019, https://socialstyrelsen.dk/handicap/psykiske-vanskeligheder/om-psykiske-vanskeligheder/lovgivning

Sonne, P. (2008). "Men selvfølgelig jernstænger for vinduerne": Nybrud i dansk retspsykiatri 1900-1935. I J. V. Kragh, Psykiatriens historie i Danmark. København: Hans Reitzels Forlag.

Sundheds- og ældreministeriet. (December 2015). Kortlægning af retspsykiatrien: Mulige årsager til udviklingen i antallet af retspsykiatriske patienter samt viden om indsatser for denne gruppe. Hentet 11. December 2019 fra https://www.sum.dk/~/media/Filer%20-%20Publikationer_i_pdf/2015/Kortlaegning-af-retspsykiatrien-dec-2015/Kortlaegning-af-retspsykiatrien-dec-2015.pdf

Sundhedsstyrelsen. (Juni 2018). Styrket indsats for mennesker med psykiske lidelser. Hentet 11. December 2019 fra https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2018/Styrket-indsats-for-mennesker-med-psykiske-lidelser,-d-,-Fagligt-oplæg.ashx?la=da&hash=2872D1674CAF8A6E6A1199CBECF1625A11B62F24

Thagaard, T. (2004). Systematik og indlevelse: en indføring i kvalitativ metode. Akademisk Forlag. Thomsen, O., & Strauss, H. (2016). Psykisk sygdom. I B. M. Jensen, & I. Schiermacher, Udsatte

voksne og socialt arbejde (s. 203-228). København: Hans Reitzels. Vallgårda, S., & Krasnik, A. (2016). Sundhedsvæsen og sundhedspolitik (3 udg.). København:

Munksgaard. Veiby, J., & Hansen, N. D. (2017). Den rette retsfølelse. Evidens. Vestergaard, P. (2018). Den moderne psykiatris historie. Aarhus Universitetsforlag. Videbech, P., Kjølbye, M., Sørensen, T., & Vestergaard, P. (2018). Psykiatri - en lærebog om

voksnes psykiske sygdomme (6 udg.). København: FADL´s forlag. Viskum, B. (2014). Ret og Politik - Politisk filosofi for jurister. København: Hans Reitzels Forlag. Waaben, K. (1997). Retspsykiatrien og strafferet i et historiens lys. Birkerød: Janssen-Cilag Forlag.

64

Bilagsliste

Bilag 1: Mailkorrespondance med Jette Møllerhøj

Bilag 2: Interview med Kirsten, Retspsykiatrisk afdeling i Viborg

Bilag 3: Interview med Anna, Retspsykiatrisk afdeling i Skejby

Bilag 4: Interview med Malgorzata, Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart