TRANSPLANTERET NATUROmkring år 1900 blev Montjuïcbjerget i Barcelona gjort til udstillingsareal og

fra den tid tilbagestår en stribe, smukke haver, som i deres ånd er italiensk re-

næssance. Mure, trapper, terrasser og vandfald kultiverer skråningen. Mies van

der Rohes tyske pavillon er blevet genopført ved foden af bjerget på en hylde

skåret ved et kraftigt vandret og lodret snit lige tilpas til, at man træder nogle

trin op og er beskyttet i ryggen. På den anden, klimatisk set gode, sydvestlige

side af bjerget ligger Jardí Botanic, en botanisk have med mediterrane plan-

ter. Landskabsarkitekten Bet Figueras har ladet sig inspirere af den såkaldte

fraktale dimension.

“Hvor lang er den britiske kyst?” havde den franske, polskfødte matemati-

ker Benoît Mandelbrot spurgt, vel vidende, at kysten ikke har nogen veldefine-

ret længde. Jo flere af de små bugtninger, man indregner, jo længere bliver

den. Dette forhold udtrykte han matematisk ved at indføre begrebet fraktal

dimension, der indebærer en organisering i systemer, bestående af små møn-

stre, der gentager sig, eksempelvis bugtning på bugtning på bugtning. Man-

delbrots idé var, at objekter som kyster ikke passer med almindelig geometri.

De er ikke enten linjer, der er endimensionale, eller flader, der er todimensiona-

le, men kan befinde sig midt imellem. Kystlinjen er næsten en plan, hel overfla-

Bet Figueras har med den botaniske have i

Barcelona skabt et foldet, fraktalt landskab

med et utal af rum og en åben rundhorisont

med skyldig tak til økologisk tankegang,

dyrkningsmetode og topografi.

Foto 2004.

151 de og har derfor en dimension tættere på to. En linje, der mæandrerer, hvad

enten det sker i siksakforløb eller i bløde bugtninger, dækker tilsvarende en

flade. En flade, der er bukket og foldet, bliver til rum. En bjergkæde har en

fraktal dimension, der ligger mellem to og tre, fordi den er et plan, som fylder

ud i rummet. Det samme gør sig gældende i mindre skala. Folder man flader,

kan man skabe en uendelig række af rum.

Bet Figueras har med den botaniske have i Barcelona skabt et foldet, frak-

talt landskab med et utal af rum og en åben rundhorisont med skyldig tak til

økologisk tankegang, dyrkningsmetode og topografi. Hvor der var brug for en

hylde til dyrkning og færdsel, har hun foldet den skrånende grund, så der op-

står skrå snit forseglet med plader af cortenstål. Foldningerne kan vende ind-

ad eller udad; konvekst eller konkavt. Murene er suppleret med tagplader og

porte, og der er opstået bygningsværker tiltænkt bibliotek, udstilling, service

og indgang. Bevægelsesmønstret mellem de 72 mediterrane plantesamfund

fra skov til vådområder er tegnet af tre meter brede stier med kraftigt sidefald

og halvt så brede tramper, der af og til fører til små pladser. Visse steder er sti-

en sat sammen af trekantede, overlappende betonplader, skåret ind i skrånin-

gen. Andre steder er den bygget udenpå. En rende tager imod vand fra væg-

ge og gulv, siksakker ned ad skråningen og fører vandet til reservoiret i bun-

den af haven. Bænke er stålplader med tre foldninger.

Igualada begravelsesplads ligger i et industriområde med forladte stenbrud

og grusgrave. Fra porten, opbygget af tre cortenståldragere, ledes man forbi

kapel og sakristi gennem en slugt ned i et gravrum. Væggene, der er stablede

kolumbarier indbygget i skråningerne, hælder skiftevis indad og udad, afbrudt

af smalle passager, der fører op i lyset til en første etage. Gulvet i gravrummet

er af beton med tilslag af småsten. Skråtstillede, kvadratiske betonplader

dækker over grave, og træstykker, lig vragtømmer i en flod, er presset ned i

betonen. Murene, der støtter grusgravens skråninger, er af kvadersten holdt

fast af rustne armeringsnet, bøjet om foroven. Muren er bygget op af lag, som

var der tale om aflejringer i jorden. Mellem sten og mure gror fyr og rosmarin. I

væggene er indbygget mausoleer med afskærmningslemme af rustet støbe-

jern. Gerigter og overliggere er store betonbjælker. Associationen kan være

ægyptiske templer eller Jørn Utzons romerhuse, afhængigt af hvor man har

sin gang. Ubenyttede grave står åbne, mens optagede er lukkede med en be-

tonplade som baggrund for kunstige blomster og fotografier af den afdøde.

En hvid opslået bog med en skitse af en kat underskrevet MIS vidner om, at

her ligger skaberen Enric Miralles begravet. På vejen ned mødes man af tilsy-

neladende selvsåede træer, som klamrer sig til jorden for at modstå strøm-

men, hvis man holder fast i flodmetaforen, eller som de træer, der på kinesiske

gravpladser ikke må fjernes. Det samme gælder lodretstående, trekantede

sten og lamper af rustet stål, skåret skråt af foroven. Alt står uregelmæssigt

efter en orden, tilsyneladende skabt af en naturkraft. Materialerne vidner om

tidens gang. Stål ruster, træ blegner, beton forvitrer, og planter visner. Menne-

ske og natur følges ad. Her er tale om et bygværk som skabt af en naturproces

omkring et bevægelsesforløb; en illustration af, hvordan kultivering af land-

skabet med naturens kraft for øje kan føre til arkitektur og landskabsarkitek-

tur, at bygningskunst kan beriges med et element af dyrkningskunst.

Igualada begravelsesplads, Barcelona. Plan.

Enric Miralles og Carme Pinós 1985.

Med den metode at skabe landskaber, ikke

som imiteret, repræsenteret, stiliseret, refereret

dyrkningslandskab, men som faktiske fysiske

størrelser bygget op omkring bevægelsesforløb

og med biotoper, der findes på stedet eller

er skåret ud med vækstlag og det hele, får

landskabsarkitekturen et fornyet sprog.

Foto 1996.

153

Miralles’ første indskydelse, da han stod over for opgaven at omskabe dette

wasteland til en begravelsesplads, var at forme landskabet, så det kom til at

minde om en erosionsfure, der skærer sig gennem landskabet. Ved hjælp af

afgravninger var han i stand til at udhule landskabet hurtigere end ved natur-

skabt erosion. Trækroner skulle fylde flængen og genskabe landskabets op-

rindelige niveau. Hele begravelsespladsen ville tilsyneladende forsvinde un-

der jorden og danne en slags fællesgrav dækket af en grøn gravsten, ud fra

grundtanken at lægge et snit som spor af en sti uden at forstyrre landskabet.

En siksakgeometri er valgt, fordi dens abstrakte form skiller sig ud fra planen

af en by eller en bebyggelse, der er bygget op efter andre regler. Inspirationen

til sporet, der tegner en bevægelse, har Miralles hentet hos den norske arki-

tekt Sverre Fehn. A path comes into being out of the resolution to proceed

from one place to another and this act determines its form. An abstract defini-

tion, then a series of scratches on paper, which by drawing assume increasing-

ly concrete forms and are gradually filled with memories, with back-referenc-

es, with associations. [Enric Miralles, “Aus welcher Zeit ist dieser Ort?/ From what time is this place?”, To-

pos, 8/1994, p. 103] En sti bliver til ud fra beslutningen om at bevæge sig fra et sted

til et andet, og denne handling bestemmer dens form. En række streger på pa-

pir bliver til konkrete former ved at blive tegnet og gradvist fyldt med associe-

rende referencer til fortiden.

Hverken Jardí Botanic eller Igualada begravelsesplads har umiddelbart

dannet skole. Måske fordi der ikke er tale om en repræsentation, som var yn-

det på dette tidspunkt. Det er stedet selv, ‘locus iste’, der har produceret det

nye landskab. Med den metode, at skabe landskaber, ikke som imiteret, repræ-

senteret, stiliseret, refereret dyrkningslandskab, men som faktiske fysiske stør-

relser bygget op omkring bevægelsesforløb og med biotoper, der findes på

stedet eller er skåret ud med vækstlag og det hele, får landskabsarkitekturen

et fornyet sprog.

Mausoleumpladsen, Igualada begravelsesplads,

Barcelona. Plan og snit. Enric Miralles og Carme

Pinós 1985. Foto 1996.

155

Arkitekten Dominique Perrault ville med Bibliothèque Nationale ved Quai

François Mauriac give Paris to offentlige byrum på samme tid og sted. Det ene

skulle have karakter af et skibsdæk og være på størrelse med Concordeplad-

sen; det andet ligne en klosterhave og være på størrelse med haven ved Palais

Royal. Fire tårne, der hver især fik form som en opslået bog og sammen dan-

ner havens kasseformede rum, skulle opbevare folkets viden, give plads til for-

dybelse samt ved sin monumentalitet hæve den ukendte bydel til noget sær-

ligt. Dækket er 375 meter langt og omkring 200 meter bredt, og trapperne fø-

les som førende til himlen. Kernen i projektet skulle være tilstedeværelsen af

‘natur’. Det begyndte i projektet som et grid af frugttræer, men blev i den vir-

kelige verden til 250 store træer: eg, avnbøg, birk og duftende fyr hentet i

Rouen. Tårnene med alverdens viden står vagt om et stykke natur, der kan ses

som symbol på det moderne menneskes værdier, på det grundlag, der er en

knap ressource og et vigtigt fundament for, at vi overhovedet er til og vil ved-

blive at være det. Det handler om viden og skønhed, bevaring og kommunika-

tion, kultur, dialog, fællesskab, frihed og udsyn. Men også om regelmæssighed

og repetition, der er en del af den moderne verden, i særdeleshed af et biblio-

tek med et multiplum af elementer: møbler, bøger, sider og bogstaver. Man

finder samme orden i stort som småt, inde som ude, oppe som nede. Eksem-

pelvis går rektanglet med samme forhold mellem siderne igen i trådnet om-

kring planteværker, i fliser, i haven og i hele komplekset.

Efter murens fald inviterede det tyske arkitekturmuseum og Frankfurter All-

gemeine Zeitung 25 prominente arkitekter fra hele verden til at stille deres er-

faring, viden og kreativitet til rådighed for Berlin. De blev bedt om at foreslå et

nyt overordnet koncept for det centrale areal mellem Brandenburger Tor og

Alexanderplatz, Lustgarten og Mehringplatz. Jean Nouvels forslag til ‘Berlin

Tomorrow’ med titlen ‘Mødelinjen’ er malet med to penselstrøg, et nord-syd-

Bibliotèque Nationale de France, Paris.

Tårnene med alverdens viden står vagt om

et stykke natur i form af 250 store træer hentet

i Rouen. Det handler om viden og skønhed, beva-

ring og kommunikation, kultur, dialog, fællesskab,

frihed og udsyn. Men også om regelmæssighed

og repetition, der er en del af den moderne ver-

den, i særdeleshed af et bibliotek med et multi-

plum af elementer: møbler, bøger, sider og

bogstaver. Man finder samme orden i stort som

småt, inde som ude, oppe som nede. Eksempelvis

går rektanglet med samme forhold mellem sider-

ne igen i trådnet omkring planteværker, i fliser,

i haven og i hele komplekset. Foto 2000.

157

159 gående med Friedrichstraße som akse og et langs den tidligere mur. I kvarte-

rets brolagte sidegader har de monumentale bygninger beholdt deres oprin-

delige facade. Friedrichstraßes gulv har fået asfaltbelægning og luftshavns-

lys, væggene glasfacader og digitale lystavler med bl.a. landskaber og

rulletekster på flere sprog. Små stykker ‘natur’ i form af plantesamfund eller

biotoper, er som skåret ud af et landskab ude i ‘naturen’ og transplanteret ind i

byen. Inden for faste rammer får planterne lov til at følge deres egen lov og

forvilde sig.

En 18 meter høj glasskærm, næsten uden ramme, står i gadelinjen foran

Jean Nouvels bygning til Fondation Cartier i Paris. Herved er der skabt et syn-

ligt haverum, uden at gadens rumlige integritet er forstyrret. Går man gennem

porten, mødes man af et stort cedertræ, kaldet ‘frihedens træ’, efter sigende

plantet i 1823 af politikeren og digteren François-René de Chateaubriand, na-

turelsker og fransk romantiks litterære fader. Da bygningen er skruet sammen

af en række glasplaner med rammer af gråt stål, kan blikket fortsætte ud i ha-

ven. Rummet slutter ved en smuk gammel, gul kalkstensmur på kronen af en

amfiteatralsk trappe med et udskåret hul til et bassin og to symmetrisk an-

bragte bænke, hvorfra man kun kan se spejlingen af træerne og skyerne i glas-

set. Bygningens glasfacader fortsætter 10 meter forbi gavlene ud i haven mel-

lem træer og urter, mos og græs med det resultat, at have og bygning er gan-

ske infiltreret. Planterne spejler sig i glasset, lyset trænger ind og igennem, og

de særeste, mest poetiske relationer opstår. Haven bag glasset har billed-

kunstneren Lothar Baumgarten forsynet med forvildede jordbær, græsser og

liljer, som man kan se dem på gamle gobeliner og tapeter; ikke menneske-

skabt, men menneskepåvirket natur sat i glas og ramme. Den naturlige natur

har fortrinsret – reelt og som spejling. Hver dag spilles et nyt skuespil, og sce-

nen får nye kulisser hentet i landskabet og naturen; sommerens grønne løv, ef-

terårets gyldne, vinterens sne.

Fondation Cartier, Paris. I haven bag glasset

gror forvildede jordbær, græsser og liljer, ikke

menneskeskabt, men menneskepåvirket natur

sat i glas og ramme. Den naturlige natur har

fortrinsret – reelt og som spejling. Foto 2001.

Et net af sammenhængende betonstier strækker sig fra gade til gade og hæf-

ter på indgange til Musée du Quai Branly, café og butik. I betonen er der tvær-

striber af natursten, der holder på vandet lidt længere end de plane flader. I

stenene er indfældet insekter i glas. Bag en glaspallisade med indgraverede

naturmotiver undslipper man den omgivende, støjende, hektiske by. Ikke ved

at være lukket inde som i en 1800-tals park, men ved at støde på uventede,

transplanterede landskaber i en have med et beskyttet klima bestående af

græs, der gror naturligt i skove, blomstrende træer og andre planter fra hele

verden, der spejler museets kulturelle mangfoldighed. Hver af Jean Nouvels

bygninger har deres eget præg. Nogle står på søjler, der blander sig med lun-

denes rigtige stammer.

Stinettet er trukket horisontalt og vertikalt og efterlader plads til Gilles Clé-

ments nøje udvalgte biotoper med 15.000 planter: tyrkisk eg, sukkerahorn,

sølvahorn, pil, kobberbark kirsebær, magnolie, kæmpevin fra Kina, vilde kle-

matis, blåregn og andre blomstrende slyngplanter på jernstativer, bregner,

fuchsia, iris, alunrod, marehalm og græsser i alle nuancer af grønt. Planterne

fortsætter op ad facaderne, begrønnet af botanikeren Patrick Blanc.

Naturlig og unaturlig, uberørt og berørt, pastoral og hortikulturel natur, det

givne og det skabte, har lige ret. Der bliver hverken skabt en ny plan eller nye

rum og strukturer men en ny stemning som en scene, der får nye kulisser, fordi

der skal spilles et nyt skuespil.

f Quai Branly museumshave, Paris.

Et net af sammenhængende betonstier stræk-

ker sig fra gade til gade og hæfter på indgange

til museet, dets café og butik. I betonen er der

tværstriber af natursten, der holder på vandet

lidt længere end de plane flader. I stenene er

indfældet insekter i glas. Bag en glaspallisade

med indgraverede naturmotiver kan man støde

på et uventet, transplanteret landskab af græs,

der gror naturligt i skove, og blomstrende planter

fra hele verden, der spejler museets kulturelle

mangfoldighed. Foto 2007.

g Quai Branly museumshave, Paris.

Plan. Gilles Clément og Jean Nouvel 1999.

161

Mellem RER banegården og bymidten i Ivry-sur-Seine, omgivet af den kom-

munistisk styrede bys store forvaltningsbygninger og 1970’ernes kasbalignen-

de bebyggelser, er der skabt en stor eng med såkaldte haveøer. Hvor der før lå

en bilfabrik, ligger nu Parc des Cormailles med blomster, legepladser, graffiti-

mure med masser af humoristiske detaljer, om end en stol med lange ben, til-

tænkt en tennisdommer, har måttet vige pladsen for et stykke rigtig kunst. Et

gammelt kort viste sandholdig bund, og tegnestuen Agence Ter brugte sin

tidligere anvendte metode med at grave et hul for at afdække fortiden, i dette

tilfælde Seineflodens sandbund. I den opståede gryde blev der plantet lyserø-

de tamarix mellem marehalm og andre grå planter. Baggrunden er en farverig

graffitimur, der har fået officiel status. Et bjerg af materiale fra den nedrevne

fabriksbygning med samme ovale form som de andre øer, kalder Henri Bava

en skønhedsplet i det store, flade ansigt. Den har fået tilføjet en gummibelagt

legeplads på den stejle skråning og en rutsjebane af orangefarvede rør, en kul-

tivering af tidligere tiders børneleg. Dengang rutsjede de ned ad affaldsbjer-

get på en avis.

“Eating oysters with boxing gloves, naked, on the nth floor – such is the

‘plot’ of the ninth story, or, the 20th century in action”, skriver Rem Koolhaas i

Delirious New York om ‘Downtown Athletic Club’. [Delirious New York: A Retroactive Mani-

festo for Manhattan, The Monacelli Press, New York 1994 (1. udg. 1978), p. 155] Der er svømmebassin på

12. etage, golfbane på 7. og på en etage finder man et særligt ‘plot’, et jordlod,

et pastoralt landskab med en flod, dale, græsbakker og træer. Det stablede

landskab kan spores til et forslag fra 1909, et hus på 84 etager vist uden væg-

ge mellem skyer. På hver af de fem, man ser i Delirious New York, er der en

grund med hus, have, stalde, enge og pavilloner. På 82. etage skryder et æsel,

og på 81. kan man hyre en flyvemaskine.

Hvor der før lå en bilfabrik, ligger nu Parc des

Cormailles med blomster, legepladser og

graffitimure. I en gryde gror lyserøde tamarix

mellem marehalm og andre grå planter.

Et bjerg af materiale fra den nedrevne fabriks-

bygning har fået tilføjet en gummibelægning

og en rutsjebane, som en kultivering af tidligere

tiders børneleg. Foto 2007.

163 I et konkurrenceforslag til Central Park i Leidsche Rijn ved Utrecht stiller den

hollandske tegnestue MVRDV spørgsmål ved, om livskvaliteten kan højnes

med bydelens ønskede tæthed, og om der vil blive tale om en ny natur. Svaret

blev i bogstaveligste forstand en stabling af landskaber i et miniøkosystem,

der skulle nedsætte forbruget af energi, tid, vand og infrastruktur. MVRDV’s

forslag blev til et bygværk med fodboldbaner på tredje sal, en bøgeskov på

10., en skibakke på 13. og svømmebassin og golfbane på 20. etage. I bygnin-

gen kan man tage i skoven, passe sin køkkenhave og blive begravet. Enhver

tænkelig, kunstig situation kan skabes ved hjælp af belysning, belægning og

vind- og varmesikrende skærme, så man kan vandre mellem krokus om vinte-

ren og stå på ski blandt Madagascarflora om sommeren. Hver etage har sin

egen konstruktion og infrastruktur, vandbehandling og energiforsyning. Skov-

rummet er understøttet af tømmerstolper, grotterummet opbygget af hvæl-

vinger. Regnrummet er et søjleløst væksthus, svamperummet bygget af soli-

de mursten og rismarker af bølgeblikplader.

MVRDV genbrugte modellen på udstillingen Expo 2000 i Hannover, hvor

temaet var forholdet mellem teknologi og natur, til at påvise, at hvis indbyg-

gerantallet i Holland blev firedoblet og hollænderne selvforsynende vegeta-

rer, ville dyrkningsjord, affaldsplads samt vind- og varmeproduktion fylde så

meget, at det ville være nødvendigt at stable seks landskaber i en bygning hø-

jere end nogen anden kendt bygning. For at visualisere dette globale pro-

blem, gjorde de som i Leidsche Rijn-projektet pavillonen til et etagehus med

tagterrasse og hævet kælder. Nederst er der et grottelandskab af støbte,

amorfe, bærende betonkonstruktioner, hvor der bliver produceret biomasse

til energi. På den næste etage består konstruktionen af stablede grøntsags-

kasser med blomster. Så kommer der endnu et betongrottelandskab, hvor

nogle af hulrummene rummer rødder fra træerne på næste etages skovland-

skab. På øverste etage regner det fra loftet ned langs skærme og stolper. På

taget er der vindmøller og for foden lupinmarker.

Fødevareproduktionen er overset af arkitekter, siger MVRDV. Hvad mon de vil

sige til, at 70 % af landet skal bruges til at skaffe mad og ilt, spørger de. Hvis dy-

revelfærd skal tages alvorligt, og kødkvaliteten bedres, må svin for at få livs-

kvalitet have frisk luft, god plads, godt med halmstrå og økologisk føde. Dette

kræver, at 80 % af den hollandske jord bruges til at føde og opdrætte svin. I ste-

det for denne utopiske løsning kan man vælge en af følgende tre: at blive vege-

tar, flytte svineproduktionen til udlandet, eller bygge kompakte svinefarme.

Så tegnestuen har foreslået en svineby bestående af 76 godt 600 meter

høje højhuse med en stald og en altan med økologisk dyrket foder til hver gris

for at overlade landskabet til menneskene.

Adriaan Geuzes hemmelige have på Bo01-udstillingen i Malmø er et stablet

landskab uden program. Den består af en klump fyrrestammer skåret til en

kube omgivet af vægge af brændestabler. Oven på kuben ligger et trætag,

der er malet svenskrødt ligesom træstammernes vertikale skæreflade. Bun-

den er dækket af blåbær. To stiger fører op til taget, hvorpå der ligger et tykt

lag søskaller og store, glatte klippeblokke, der samler vand. Haven, der kan ses

som et udtryk for relationen mellem produktion og rekreation, mellem byg-

ning og landskab og mellem natur og menneske, foregiver en sammenhæng

mellem havet og den svenske skov, et koncentrat af det svenske landskab i

form af fyr, blåbær, skaller og klipper. Landskabet er stablet, hentet ind fra ‘na-

turen’ og transplanteret til byen. Dyrkningskunsten har taget form.

165

Den hemmelige have, Bo01, Malmø.

Adriaan Geuze, West 8. 1999.

Haven kan ses som udtryk for relationen mellem

produktion og rekreation, mellem bygning og

landskab og mellem natur og menneske. Den

foregiver at være et koncentrat af det svenske

landskab i form af et stablet, transplanteret

landskab af fyr, blåbær, skaller og klipper.