Én gang om året afholdes musikfestivalen, Sølund, på en flok idylliske marker i Skanderborg. Her handler det mere om accept og respekt for hinandens forskellig-heder end ølbowling og druk. Som udgangspunkt er kun handicappede og deres hjælpere velkomne, og disse ud-gør tilsammen 10.000 gæster. Lone og Åse var to af dem.

”Tak Gud, når jeg hver dag kan vide, at jeg har værdi”- Ingrid Schrøder, 1983

FOTO & TEKST: Victor Peter Svold

I Brørup inde bag en flok grønne nåletræer, som blinker til én i morgen-solen, ligger et botilbud, hvor udviklingshæmmede er tilbudt tilknytning til en støtteperson. Her på Lille Veum bor Åse og Lone, hvis hverdag til dels er meget ens, men de to voksne kvinder møder dog hver sine udfordringer i løbet af en regulær hverdag. ”Og jeg har fået lov til selv at pakke,” konstaterer Lone overfor en pæda-gog et par uger før festivalen afholdes. Åse, som sidder ved siden af og kigger nysgerrigt rundt i sin lejlighed, bekræfter det, og tilføjer at det skyldes, at de

kort sagt ikke har behov for hjælp fra pædagogerne til pakningen modsat andre beboere.

Åses morgen på da-gen med festivalafgang starter med, at en ansat hjælper hende med at tjekke om, alt nu også er kommet med i den røde kuffert. ”Så er alt jo klar, Åse. Så kan vi godt tage af sted,” siger Sanne T med en opmuntrende stemme og skynder sig ud af lejligheden til trods for overskuddet. Åse følger trop og trækker stædigt sin kuffert henover gruset i retning mod det sted, hvor bussen senere holder. I undertiden får personalet udleveret såkaldte ”Sølund Sedler,” som indeholder be-skrivelser af, hvad den enkelte ansatte har til opgave. Om det er generelle eller personbe-stemt forhold, varierer.

Allerede ved ankomst kigger solen for alvor frem, og temperaturen nærmer sig de 20. ”Jeg glæder mig,” er ord, der kan høres lige meget, hvor man befinder sig. Selv i den overståe-de halvanden time lange bustur,

hvor alle snakkede på tværs af hinanden, var ingen i tvivl om brugernes og personalets spænding. Sammen med spæn-dingen gemmer sig dog også en håndfuld trætte øjne, som hos nogle har svært ved at holde sig

åbne. Mens langt størstedelen af deltagerne venter på, at alles bagage er kommet ud af bussen, har Åse allerede sat kurs mod teltpladsen.

”Nu skal vi holde fest, fordi der er jubilæum” skråler Lone til persona-let umiddelbart efter ankomst til fe-stivalpladsen og spæner ud på den publikumsfyldte græsplæne. Der går ikke mange sekunder, før Åse tager del i de danseglæder, Lone allerede nyder godt af. ”De spiller altså bar’ godt,” siger Åse et par gange for at sætte dobbeltunderstreg over sin begejstring for musikken. ”Ja!” skråler Åse og Lone i kor, da bandet spørger, om det er ok, at de smider tøjet pga. varmen.

Umiddelbart efter koncerten er Lone faldet i søvn i sin festivalstol efter en lang morgen præget af spænding og små-stress. Få timer senere går Gnags på, og publikum rejser sig fra de medbragte stole og tæpper og begynder gradvist at synge mere og mere med. Lone træder igen i danseskoene, og svinger hofterne til ”Mr. Swing King”. Denne gang sam-men med sin kontaktperson, Sanne.

”Jeg skal have varmt tøj på, fordi jeg er hæs,” siger Åse højt, for at overdøve musikken. Hun vender benene mod teltpladsen for at skifte sin sorte kjole ud med en varm vinterjakke og joggingbukser.

Pengene til mad og drikkevarer får brugerne hjælp til at administrere af de enkeltes støtte-personer, som sørger for, at det aftalte beløb holder alle tre dage festivalsdage.

Efter aftensmaden trækker de fleste tilbage til basen. De værste spændte fornemmelser over festivalen har passeret, og alle har efterhånden indfundet sig med, at den rent faktisk er i gang. Solen er for langt nede til at ramme publikum, men sørger stadigvæk for at pynte træerne ude i horisonten med en gullig farve. De fleste har med en mæt mave og et tæppe omkring sig sat sig i stolene, men Lone, en ansat og en lille håndfuld andre rejser sig op for at ryste varme i kroppen og nyde popnoderne fra de to sortklædte sangere.I undertiden har fem af beboerne fra Lille Veum

fundet alternative metoder til at bakse varme i kroppen. To af drengene, som har spillet luft-trommer hele eftermiddagen, begynder at daske Åse, Lone og en tredje kvindelig bruger i bagde-len, mens de griner højlydt og forsøger at få deres opmærksomhed. Først en lille time senere finder Åse og hendes kammerat fra Lille Veum, Victor, ro, og sætter sig ned og omfavner hinanden.

Hen mod midnatstid bliver musikkens volumen, menneskemængden og dens jublen for meget for Lone. Sammen med en anden kvindelig bruger følger Lones kontaktperson dem tilbage til teltet, hvor kun musikkens konstante, ham-rende bas kan høres.

Dag 2 Blandt One Direction håndklæder og fugtige telte kigger hovederne ud af teltene uafhængigt af hinanden. Solen har endnu ikke brændt sig igen-nem skyerne, så temperaturen er stadig for lav til shorts og korte ærmer. ”Jeg fryser, og jeg skal have et bad,” gentager Åse op til flere gange, mens hun sidder i en af de medbragte hvide havestole. Efter bad fortsætter alle i samlet flok mod festivals-pladsen, hvor der er arrangeret morgenmad.

”Jeg skal lige ringe til min mor”

Den anden festivalsdag starter ud med en ekstraordinær gudstjeneste afholdt af cirka 10 præster efterfulgt af et gospel kor. Inden nad-veren, som pga. kørestolebrugere bringes ud, advarer Lone, at ”Jesu blod” er stærk for halsen. Et velment ”held og lykke,” smider hun, og kaster ellers portvinen ned i ganen efterfulgt af et ydmygt host.

Lone falder i snak med sin sidekamme-rat, som er støtteperson ved et andet botilbud og kender dermed ikke Lone. ”Det er noget af det, der er så unikt her,” siger støttepersonen efterfølgende; ”de udvik-lingshæmmede snakker med alle, men i badet udelukkende for personale i morges, sagde in-gen et eneste ord til hinanden,” forklarer hun. De

udviklingshæmmede deltagere har en væsentlig lettere omgang med fremmede mennesker, end hvad der passer ind i de flestes hverdags normer. ”Tak Gud, når jeg hver dag kan vide, at jeg har værdi,” synger hele teltet smukt.

Et solidt stykke tid inden den næste kunstner går på, er Lone ikke til at finde. Hun har taget plads helt oppe foran scenen, for at klargøre sig til en årlig tradition: Birthe Kjær trækker nemlig hvert år omtrent 10-15 publikum op på scenen. Og i blandt disse personer vil Lone være.

”Hun hjælper mig med at komme op på scenen,” siger Lone og peger begejstret på den fremmede kvinde foran hende. Der er mange om budet, men begrænset sceneplads. Med sit flag flager hun i takt med, at et stort smil breder sig over hendes læber. Publikum skråler, og Birthe Kjær lægger ud med en sang, Lone kender. De næsten forelskede øjne stråler, og stemmebåndet anstrenges, da hun synger med.

Da Lone endelig kommer op på scenen, stråler øj-nene langt væk. En smule forvirret kigger hun rundt, og ender med at danse på scenen med Birthe Kjær i armkrogen. Umiddelbart efter Lones gøren på scenen, og efter hun har modtaget sin kvote af high-fives fra personale og venner, siger hun: ”Hvis jeg skal have

lavet min ansigtsmaling, så er det nu”. Samme mor-gen havde Lone snakket med sin mor i telefonen og aftalt, at hun ikke kommer hjem efter festivalen pga. træthed. Det tillader hende også at få sit ønske, som hun har snakket om siden festivalens start, opfyldt: Ansigtet skal overmales i en bod, hvor køen er lang. Efter lidt ventetid vælger Lone i samarbejde

med maleren et motiv, og 15 min senere er ansigtet dækket af blå maling, som sammen med de sorte og hvide streger forestiller en tiger. ”Jeg drømmer ikke om, hvad Sanne siger, når jeg kommer tilbage med det her,” siger hun flere gange. ”Gad vide, om de overhovedet kan kende mig?”

Under Rasmus Walters sceneoptræden sniger Åse sig igen ud på græsset for at nyde musik-ken en anelse tættere på. ”Han er altså bare god, han er!” gentager hun med sin mono-tone og småhæse stemme op til flere gange.

Sidst på aftenen kommer Kim Larsen på. Græsplænen har ikke været mere fyldt og stemningen ikke bedre. Folk danser, to holder i hånd, mens de går frem og tilbage adskellige gange. Personale og brugere griner med hinanden og skråler indimellem med på et nummer, de kender. Mens Åse danser med sin kam-merat og glædes over hans selskab, nyder Lone musikken fra sin festivalstol, hvor størstedelen af festivalen er blevet oplevet fra.

Fugtige telte og fuglefløjt er de primære indtryk på den sidste festivalmorgen. De fleste er trætte og glæder sig til en vis udstrækning

til at komme hjem. Både Lone og Åse bevæger sig atypisk langsomt mod Fritzlaug’s telt, hvor morgenmaden også i dag

serveres. Teltet er næsten tomt for mennesker, og de, som er tilbage, snakker ikke sammenligneligt lige så højt som morgenen forinden.

De trætte ben stiger en time senere om bord på bussen, for at varme op til næste års Sølund Festival.