nr. 215 december 2017

Tema: DanmarkshistorieR

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

2

IndholdNyt fra bestyrelsen ............................................................................................................................. 3

Nyt fra fagkonsulenten ..................................................................................................................... 5

Præsentation af artiklerne .................................................................................................................. 6

Referat fra Generalforsamlingen ............................................................................................................ 8

Tema: DanmarkshistorieR

Anni Mogensen, Nikolaj Vitting Hermann og Ole Winther: Historier om Danmark - et historisksamarbejde om historie. ..................................................................................................................... 11

Peter Yding Brunbech: Iscenesat historie – Historien om Danmarks dramatisering af historien ............. 17

Niels Brimnes: Danmarkshistorie – nu med kolonier; kolonihistorie – nu uden Danmark ...................... 25

Nils Valdersdorf Jensen: Læring uden .................................................................................................. 33

Dennis Hornhave: En hyldest til den gode fortælling ............................................................................ 40

Udenfor tema:

Nye anmeldere til Noter ...................................................................................................................... 42

Burkhard Sievers: Historiekonkurrencen .............................................................................................. 43

Torben Svendrup: Kalkmalerier som historisk kildemateriale ................................................................ 47

Anmeldelser ........................................................................................................................................ 54

Oversigt over anmeldelserne ............................................................................................................... 86

Kommende kurser .............................................................................................................................. 89

Historielærerforeningens udvalg ........................................................................................................ 90

Adresser ............................................................................................................................................ 91

3

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Nyt fra bestyrelsen

Dette blad og årets generalforsamlingskursus,

”DanmarkshistorieR”, var bygget op omkring

DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsens

projekt ”Historier om Danmark”. Sidste afsnit af

DR-serien ”Historien om Danmark”, som blev

sendt i weekenden op til kurset, viste sig at være

meget kontroversielt, og vi havde flere spænden-

de oplæg og diskussioner om tilvalg og fravalg

i forbindelse med at formidle danmarkshistorie

i forskellige medier til forskellige målgrupper.

De mange formidlingsinitiativer og ikke mindst

kritikken af dem vil oplagt kunne bruges i under-

visningen i forbindelse med fx historiebrug og

periodisering.

En del af materialet fra kurset kan alle medlem-

mer tilgå ved at tilmelde sig gruppen ’Danmarks-

historieR – GF17’ på historielaerer.dk

På generalforsamlingen blev der valgt en ny

bestyrelse. Kristian B. Arentsen fra Duborg-skolen

og Jakob Bang fra Odder Gymnasium blev valgt

ind som nye medlemmer, og Stine Thyssen fra

Nykøbing Katedralskole blev valgt som suppleant.

Samtidig trådte Burkhard Sievers og David Kyng

ud efter henholdsvis 6 og 8 års arbejde i bestyrel-

sen. Vi vil gerne takke dem begge for deres solide

bestyrelsesarbejde. Burkhard har i alle årene lagt

et stort arbejde i at udvikle historiekonkurrencen

og bedømme elevernes indsendte bidrag, og

senest var han tovholder på et projekt for kirke-

ministeriet, hvor foreningen udviklede undervis-

ningsmateriale om reformationen. David tog - på

opfordring - 2 år ekstra som formand pga. den

store udskiftning i bestyrelsen for 2 år siden. David

var med til at forberede og koordinere Euroclio-

konferencen i Helsingør, hvor han bød velkom-

men på engelsk som ‘King David’. Han har siddet

i læreplansudvalget og er dermed direkte årsag til,

at vi har fået nogle fornuftige rammer for histo-

rieundervisningen. Derudover har han ledet vores

bestyrelsesmøder med sikker og venlig hånd. Vi

kommer til at savne dem begge to. Vi bringer

referat fra generalforsamlingen i dette blad.

I forlængelse af generalforsamlingen har vi -

naturligvis - afholdt en formativ evaluering. Del-

tagerne er heldigvis glade for indholdet i Dan-

markshistorieR-kurset og samværet. På samme vis

var Svendborg som kursussted ok, og tidspunktet

ligeså, omend begyndelsen af nov. (som vi plejer)

er foreslået. Forsøget med at afholde selve gene-

ralforsamlingen om morgenen fungerede, men

det er et ønske at den flyttes tilbage til aftenen, så

det vil ske fremover. Vi kan altså ikke på baggrund

af de deltagendes svar konstatere gode grunde til

ikke at deltage I generalforsamlingskurset, og vi

vil derfor gerne gentage vores opfordring til Jer,

om at komme med gode idéer til temaer, I ønsker

behandlet, samt komme og nyde hinandens fag-

lige selskab. Sæt allerede nu kryds i kalenderen

den første torsdag-fredag i november 2019.

Den nye bestyrelse har foreløbigt konstitueret sig

med undertegnede som formand og Heidi Funder

som næstformand. De resterende opgaver vil

vi fordele på førstkommende bestyrelsesmøde i

december.

Ifølge vedtægterne er foreningens formål at

”virke til gavn for historieundervisningen … og

arbejde for forbedring af arbejdsforholdene”.

Dette ”formål søges fremmet ved afholdelse af

møder og kurser … samt ved udgivelse af pæda-

gogiske hjælpemidler…” Hvordan kan man gøre

det i en nedskæringstid? Vi vil gerne have idéer

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

4

fra medlemmerne, evt. i ’Idéboksen’ på historiela-

erer.dk, til både kurser og ’hjælpemidler’.

Når disse linjer læses er historieundervisningen

efter de nye historielæreplaner i fuld gang på de

fleste skoler. Vi vil gerne opfordre til at videndele

erfaringer, både gode og dårlige, så vi alle kan

blive klogere på, hvad der virker. Ikke mindst fra

HF, hvor flere skoler starter på historieopgaven

iflg. læreplanen allerede i december og fra vinter-

eksamen i Historie B på VUC.

Vi er rigtig glade for at kunne levere en ny udgave

af historiedidaktikken, som i skrivende stund er

ved at blive trykt og måske allerede er ude hos

dig nu.

Vi har besluttet at pensionere ‘de gule sider’ i

Noter så vi kan få plads til flere artikler. Kurser

annonceres fremover på historielaerer.dk. De gule

sider er dog med denne gang som vanligt.

Rejsekurset til ”Dansk Vestindien” er blevet udsat

af rejseselskabet på grund af orkanerne i oktober

2017. Arrangørerne (Lasse og Heidi) har arbejdet

med at finde et nyt tidspunkt, så formodentligt

kan kurset gennemføres i april 2018; der bliver

enkelte ledige pladser, hvis man skulle være inte-

resseret.

Ellers er der allerede annonceret nye spændende

kurser i foråret om hhv. Østeuropa, kongerækken

og året 1968. I efteråret 2018 afholdes rejse-

kursus til Armenien og Georgien, hvor der er et

begrænset antal pladser og tilmelding inden jul

i år.

På bestyrelsens vegne

Lars Henriksen

Formand for Historielærerforeningen for gymna-

siet og HF

5

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Nyt fra fagkonsulenten

Kære kolleger

Som lovet i foråret, vender FIP-kurserne tilbage i

dette skoleår.

Årets FIP-kurser i historie ligger 8. marts på Rød-

kilde Gymnasium og 13. marts på Knord Lyngby.

Kurserne for Kultur- og Samfundsfaggruppen

afvikles 18. og 19. april på hhv. Gl. Hellerup og

Viby Gymnasium.

Fokus vil bl.a. være på de nye eksamensformer,

som en del lærere allerede i forbindelse med

vinterens VUC-eksamener kommer til at stifte

bekendtskab med.

I slutningen af september blev ’Bekendtgørelse

om visse regler om prøver og eksamen i de

gymnasiale uddannelser’ sendt i høring, med

høringsfrist frem til 23. oktober. Denne bekendt-

gørelse indeholder regler, som erstatter den eksi-

sterende eksamensbekendtgørelses § 15, § 20

og §§ 40-44. I høringsudkastet omfatter § 6 en

række regler for anvendelse af hjælpemidler. Her

lægges op til at man ikke ved prøverne i historie

ikke har adgang til internettet, ud over eventuelt

i undervisningen anvendte digitale undervisnings-

materialer. Det er derfor ekstra vigtigt at mate-

rialesættene ved prøven indeholder alle relevante

oplysninger, navne, ordforklaringer m.m.

Dette blad skulle gerne nå frem i løbet af novem-

ber, og måske tids nok til at SRP-formuleringerne

endnu ikke er blevet udleveret. Der kommer

løbende henvendelser omkring problematiske

opgaveformuleringer, som ifølge censorer ikke

i tilstrækkelig grad indbyder til, at eleven kan

demonstrere en grad af opfyldelse af historiefage-

nes faglige mål. Vær derfor ekstra opmærksomme

på at give eleven muligheder herfor ved udar-

bejdelsen af opgaveformuleringer. Se eventuelt

nyhedsbrevet fra januar 2015, hvor der gives en

række konkrete anvisninger i forhold hertil.

Undervisningsministeriet har i en årrække stået

bag udviklingen af undervisnings- og oplysnings-

aktiviteter om Holocaust og andre folkedrab.

Undervisningstilbud og -materialer herom kan

som noget nyt tilgås på hjemmesiden aldrigmere.

dk og inkluderer bl.a. en række videofilm og inte-

ressante tilbud om foredrag ude på institutio-

nerne. Som en del af årets tema ’viden og ansvar’

belyses fx ’Yazidi – på kanten af et folkedrab?’,

hvilket åbner for inddragelse af noget ganske

skræmmende samtidshistorie, som selv nogle af

eleverne nok kender til.

Christian Vollmond

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

6

Præsentation af artiklerneA

f R

egin

a O

lsen

og

Dav

id K

yng

Fortællinger om Danmarks historie er i vælten

for tiden. Ikke mindst det sidste afsnit af DR’s

”Historien om Danmark” har sat gang i erin-

dringspolitiske kampe af en heftighed, der ikke er

set længe herhjemme. Ved at bruge den bestemte

entalsform ”Historien” i titlen bidrog DR selv til at

forstærke den kritik, der uundgåeligt ville komme.

Serien har på eksemplarisk vis aktualiseret en

række forskellige former for historiebrug, f.eks.

videnskabelig, underholdende, politisk-legitime-

rende og identitetsskabende historiebrug (”Det

er vores historie”).Da historiebrugsbegrebet er

centralt i de nye læreplaner for faget, kan vi jo

ikke være utilfredse med dette.

”DanmarkshistorieR” (i ubestemt form, flertal)

er også temaet for dette nr. af Noter og for det

netop afholdte generalforsamlingskursus. Vi har

hermed forsøgt at sætte fokus på de mange

forskellige måder, man kan fortælle historier om

Danmark på, og på de pædagogiske muligheder

som de forskellige former for formidling rummer.

Den første artikel i temaet præsenterer projektet

”Historier om Danmark”, som er et samarbejde

mellem DR, Nationalmuseet, Slots- og Kultur-

styrelsen og en lang række andre museer og

kulturinstitutioner. DR’s ”Historien om Danmark”

(HoD) indgår som en del af projektet, men det er

langt mere omfattende og mangfoldigt end bare

TV-serien. Det omfatter bl.a. også en lang række

digitale formidlingsaktiviteter, Nationalmuseets

indsamling af erindringer og forslag til hvilke ting,

der bedst repræsenterer den tid vi lever i samt

et omfattende undervisningsmateriale knyttet til

HoD.

Peter Yding Brunbech fra HistorieLab fokuserer i

sin artikel på DR’s HoD, og særligt på den måde

der bruges dramatiserede scener i TV-serien. Brun-

bech sammenligner brugen af dramatiseringer

med andre dokumentarprogrammer, med spille-

film og med reenactments. Han diskuterer hvilke

krav om ”autenticitet” man kan møde sådanne

dramatiseringer med, og hvad den udstrakte

brug af dramatiseringer betyder for historiefor-

midlingen. Dermed kan artiklen give inspiration

til, hvordan man kan forholde sig metodisk-kritisk

ikke bare til HoD, men også til andre dokumenta-

rudsendelser.

De fleste danmarkshistorier koncentrerer sig

næsten udelukkende om, hvad der er foregået

inden for den nuværende nationalstats territo-

rium. Det gælder selvfølgelig ikke for det store

værk om ”Danmark og kolonierne”, som udkom

i 5 bind i foråret. En af hovedredaktørerne, Niels

Brimnes, skriver i sin artikel om intensionerne bag

værket, og sætter det ind i en historiografisk sam-

menhæng. ”Danmark og kolonierne” forsøger

at skrive kolonihistorie fra de koloniseredes per-

spektiv, og at sætte koloniernes historie ind i en

regional sammenhæng mere end en dansk. Dan-

marks betydning for kolonierne nedtones således

i forhold til koloniernes betydning for Danmark.

Den koloniale fortids tilstedeværelse i nutiden, (og

dermed historiebrugsaspektet), er også et centralt

element i værket.

Hvordan hænger lokale historier sammen med

nationale og globale? Det sættes der fokus på

i en artikel af Nils Valdersdorf Jensen fra Svend-

borg Museum, hvor to projekter præsenteres.

På Svendborg Gymnasium har man siden 2015

introduceret historiefaget for de ny 1.g’ere gen-

nem en Historiens Dag, som er bygget op om en

række lokalhistoriske fortællinger. Dagens indhold

7

nr.

215

/

dec

emb

er

2017er udarbejdet i et samarbejde mellem historie-

lærerne på gymnasiet og Svendborg Museum.

Det omfatter temaer som bl.a. Svendborg under

besættelsen, socialhistorie, søfartshistorie, Svend-

borg i middelalderen og Svendborg under indu-

strialiseringen. Titlen på det andet projekt, der

præsenteres i artiklen, er ”Svendborg besat”.

Også her forbindes verdenskrigens globale per-

spektiver med det nationale og ikke mindst det

lokale.

Den sidste artikel inden for temaet handler om

”Sigurds Danmarkshistorie”. Entertaineren Sigurd

Barrett har stået i spidsen for det utraditionelle

formidlingsprojekt, som omfatter en lang række

forskellige medier og platforme. Artiklen er skre-

vet af Dennis Hornhave Jacobsen, formand for

FALIHOS (sammenslutning af historie- og sam-

fundsfagslærere i grundskolen), som har været

dybt involveret i projektet. Selvom projektets

målgruppe er en anden end vores, kan man godt

lade sig inspirere af det.

Uden for tema har Burkhard Sievers bl.a. en artikel

om historiekonkurrencen. Her lægger årets tema

også op til at forbinde den personlige historie

med større fortællinger.

Torben Svendrup har dertil indleveret en spæn-

dende artikel om kalkmalerier brugt som kildema-

teriale. Den bringes sidst i bladet.

Kampene om hvordan man skal skrive historier

om Danmark hører nok (heldigvis) ikke op fore-

løbig.

God fornøjelse med denne rapport fra slagmar-

ken.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

8

Referat af Generalforsamling, 27.10.2017

1. Referent: Hanne Mortensen

2. ordstyrer: Jenny Strid

3. Bestyrelsens beretning ved David Kyng.

David fremlagde beretningen, som kan læses i

Noter 215 (se også (https://goo.gl/MUWbyi ) ,

mens han viste billeder på PowerPoint.

Spørgsmål fra Rasmus til Heidi Funder: Hvordan

forholder politikerne sig til vores fag?

Heidi: Faget er aktør i en højreorienteret national

tankegang og en venstreorienteret interesse i

tværfaglighed. DHO kan ses som et kompromis

mellem disse to positioner.

Faget har høj status – der er kommet mere respekt

for faget særligt via info om, at 40 % af eleverne

skriver SRP i historie.

David: Historie er et fag, der er stor politisk bevå-

genhed på. Derfor sættes der nogle gange ting

ind, som vi ikke bryder os om. Hvad politikerne

vil kan ind imellem være svært at gennemskue.

Dette kom blandt andet til udtryk i udarbejdelsen

af læreplanerne.

Men, lidt overraskende, var det ikke svært at

afskrive kanonpunkterne. Omvendt var det lidt

overraskende, at ministeren nedsatte en grup-

pe, som modarbejdede meget af lærergruppens

arbejde. Det var tydeligt, at det var vigtigt for

visse partier at komme af med de 24 timers for-

beredelse.

Spørgsmål fra Naja, Rødovre: Kan der komme en

justering af fordybelsestid. Er der nogen tricks til,

hvordan vi kan få fordybelsestid?

David: Nej, der er nok ikke så meget af gøre. Der

skal afsættes tid til DHO’en - der står dog ikke

hvor meget. Foreningen bør nok komme med

en tydeligere udmelding om, hvad vi anbefaler.

Vi burde også fremover undersøge praksis på

landets skoler.

Spørgsmål fra Jakob, Odder: Hvilke diskussioner

har der været i foreningen og politisk i forhold til

det nye krav til, at DHOen skal forsvares mundt-

ligt?

David: Vi har ikke diskuteret det i foreningen, men

vi skal alle være opmærksomme på at undgå at få

for mange 1.g hold, og at det er meget tidskræ-

vende for lærerne i eksamensperioden.

Heidi: Man skal nok tage en diskussion på skoler-

ne om, hvilken type feedback man ønsker at give.

Regina: DHO og ny eksamensform bliver de ting,

som vi skal have fokus på i den nye bestyrelse.

Birgitte, Ishøj: Måske kan man på hjemmesiden

have et forum til erfaringsudveksling.

Birgitte, Rødovre: det er svært at læse ud af

læreplanen, hvad der skal bedømmes til den

mundtlige prøve i DHO – er det proces eller fagligt

indhold?

David: Måske skal Vollmond spørges om dette.

Eller det kan tages op på FIP.

Peter, Næstved Gymnasium: fortæller om deres

erfaringer med samarbejde med danskfaget.

Maj, Grindsted: hvornår kan generalforsamlingen

9

nr.

215

/

dec

emb

er

2017bedst ligge? F.eks. rammer det lærere, som har

prøver efter grundforløbet. Derudover har det

været svært at finde dagsordenen til generalfor-

samling.

Peder Krag: Det er bedst, at generalforsamlingen

ligger lige efter 1. sept. pga. af regnskabsåret.

Heidi: Kan man lægge kurset på en lørdag?

Det var der ikke mange, der ville have lyst til viser

en håndsoprækning.

Christian, Fredericia: er der konsensus om, hvor-

vidt der må/skal være citater i en redegørelse?

Derefter var der en kortere erfarings- og menings-

udveksling om emnet.

Winnie: Hvilke kurser ønsker vi, at KU kan udby-

de?

Rasmus: Fredericia: Vi behøver ikke give dem

gode idéer, men i stedet fokusere på selv at lave

gode kurser.

Lotte. Kalundborg: Det kunne være fedt med fag-

faglige input.

Beretningen blev godkendt

Pkt. 4: Kasserens beretning ved regnskabsfører,

Peder Krag. Lars Henriksen er kasserer.

Regnskabet og budget bliver fremlagt.

Der er ingen indvendinger til regnskabet eller

budget.

Der er en kort snak om, hvordan foreningen kan

bruge af overskuddet.

Lars Peter fremlægger mundtligt kursuskassens

rengskab.

Regnskab og budget godkendt.

Pkt 5: Fastlæggelse af kontingent ved David

Det foreslås at fastholde kontingentet uændret.

Det vedtages!

Pkt. 6: Indkomne forslag – der er ingen punkter

Pkt. 7: Valg til bestyrelsen

David og Burkhard fra bestyrelsen genopstiller

ikke. De resterende 7 medlemmer genopstiller.

Derudover stiller disse nye kandidater op:

Kristian Arntsen fra Duborg Skolen

Jakob Bang fra Odder Gymnasium

Og Stine Tyssen fra Nykøbing stiller op som sup-

pleant.

Alle er valgt!

Pkt. 8: Valg af revisor

Rasmus, Fredericia Gym. genvælges som revisor

Pkt. 9: Evt.

Lars Peter laver reklame for foreningens rejsekur-

sus til Armenien og Georgien.

Mødet slut som planlagt.

11

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Historier om Danmark - et historisk samarbej-de om historieAf styregruppen for Historier om Danmark:

Anni Mogensen, formidlingschef på National-

museet, Nikolaj Vitting Hermann, tværmedial

redaktør på DR, og Ole Winther enhedschef

for Museer i Slots- og Kulturstyrelsen.

Indledning:

I 2017 har DR, Nationalmuseet og Slots- og Kul-

turstyrelsen sammen med en stor del af landets

kulturinsti-tutioner sat fokus på Danmarks histo-

rie. Målet er, at alle danskere over 6 år skal se,

høre og opleve historie i 2017 med henblik på at

øge og styrke deres historiske bevidsthed og give

dem en bedre forståelse for deres egen og vores

fælles historie.

Anledningen til samarbejdet mellem de tre institu-

tioner er, at DR i år har sendt tv-serien ‘Historien

om Danmark’, som gennem ti afsnit fortæller

Danmarks historie fra den yderste istid frem til vor

tid. Tv-serien har bragt Danmarks historie ud til et

bredt udsnit af befolkningen.

De tre partnere har brugt tv-serien som momen-

tum til at skabe en flerstemmig, mangfoldig og

nuanceret historieformidling i samarbejde med

landets kulturinstitutioner. Det har været vigtigt at

sætte fokus på, at der er tale om mere end blot

én danmarkshistorie. Det er derfor ikke en tilfæl-

dig tastefejl, at samarbejdsprojektet fik navnet

”Historier om Danmark”. Det er helt overlagt og

fagligt funderet.

Historier om Danmark skal nuancere historiefor-

tællingen, herunder understøtte vekselvirkningen

mellem den nationale og lokale historie - og

en stor del af formidlingen finder derfor sted

lokalt. Samarbejdet mellem DR, Nationalmuseet

og Slots- og Kulturstyrelsen har gjort det muligt

at tage forskellige formidlingskanaler i brug for at

nå forskellige målgrupper både lokalt, regionalt

og nationalt.

Det er også helt centralt i projektet, at danskerne

så vidt muligt bliver involverede som medskabere

af Danmarks historie, og dermed understøtte fler-

stemmigheden. De kan eksempelvis bidrage med

deres egen erindring, dagbog, historiske fortolk-

ning på film, en repræsentativ genstand eller

deres egen historiske vandre- eller cykeltur.

Samarbejdet om historieformidlingen er af hidtil

uset skala. De tre partnere har ikke tidligere haft

et lig-nende samarbejdsprojekt, og det inkluderer

desuden omkring 100 museer, 80 biblioteker,

180 arkiver samt en række andre parter, som har

bidraget med forskellige former for formidling af

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

12

historie. Det har fra begyndelsen været en dri-

vende kraft at lade de tusind blomster gro – alle

kunne være med, hvis de arbejdede med historie-

formidling.

Selvom projektet fortsætter året ud, så står det

allerede klart, at det har skabt merværdi for

deltagerne. Flere museer melder om stigninger

i besøgstallene, og at tv-serien har resulteret i

usædvanligt lange køer foran udvalgte montrer.

Mange biblioteker oplever, at projektet har givet

nye kontaktflader til brugerne og museer ople-

ver, at det har bragt dem i kontakt med andre

målgrupper end dem, som normalvis bruger

museerne. I flere kommuner har samarbejdet

skabt grobund for nye partnerskaber mellem de

lokale kulturinstitutioner, og det har skabt nye

former for formidling. Det er blandt andet nyt, at

arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum

introducerer til middelalderborge inden kreativite-

ten slippes løs i Aalborg Bibliotekernes minecraft-

workshop om middelalderborge.

Initiativer under Historier om Danmark

• Undervisningsprogram til grundskoler og ung-

domsuddannelser.

• Historisk rutenet – udgivet digitalt på Historisk

Atlas og analogt i bogen: ”På tur i Danmarks

historie”.

• Digital formidling gennem tre interaktive, digi-

tale fyrtårne (En quiz: ”Hvem er du fra histo-

rien?”, En interaktiv tidslinje: ”Rejs i historien”, En

billedindsamling: ”Din historie”)

• Forpremierer på tv-serien ‘Historien om Dan-

mark’ med forskellige arrangementer og aktivite-

ter på kulturinstitutioner rundt i landet

• Formidlingsprojekter på Nationalmuseets for-

skellige afdelinger fx dagbogsindsamling den 6.

septem-ber, Skriv dig gennem historien, Gorms

store familiefest og Din ting – vores historie.

• Nye formidlingsprojekter på landets øvrige

museer fx fortæller socialt udsatte deres historie

på Forsorgsmuseet, Sønderborg Slot har etableret

Foto: Bornholms Museum I løbet af sommeren 2017 har den unge historiker Peter kørt landet tyndt med Solvognen (projektets campingvogn) for at sætte fokus på det lokalhistoriske guld, der gemmer sig i hele Danmark. Her ses Peter i Hammerholm på Bornholm i færd med at snakke med de interesserede bornholmere, der var dukket op for at dele deres ferieminder fra solskin-søen og lære mere om deres egen lokale danmarkshistorie.

et escaperoom i sin kælder, hvor man kan over-

veje, om man vil befri Christian den 2. og fem

museer har i samarbejde udviklet metoder til at

arbejde med formidling gennem historiske dilem-

maer.

• Fælles presseindsats og koordinering gennem

et sekretariat, som også har været ansvarlig for

initiativet Peter og Solvognen, hvor en ung histo-

riker, i samarbejde med landets kulturinstitutioner,

er gået på jagt efter det lokalhistoriske guld gen-

nem en række arrangementer rundt i landet.

Landets lokal- og stadsarkiver indgår også i pro-

jektet gennem erindringsindsamlingen ”Giv det

videre”. Landets biblioteker indgår med deres

temasamarbejde om danmarkshistorie. Landets

museer har brugt projektet som en ny ramme

for den historiske formidling, som de allerede

arbejder med.

Historier om Danmark er støttet af Nordea-fonden

med 14,8 mio. kr. Projektets samlede budget er

19 mio. kr. DR har selv finansieret og produceret

tv-serien ‘Historien om Danmark’.

13

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Foto: Tobias FonsmarkPede B. nyfortolker Danmarks historie ved at formidle forskellige perioder gennem rap. Her rapper han i Taastrupgaard til et arrangement med Kroppedal Museum i forbindelse med et besøg af Peter & Solvognen.

Undervisningsprogram – en demokratisk formid-

ling af Danmarks historie

En af måderne til at ramme brede målgrupper –

og gerne nogle af dem, som ikke selv opsøger

historieformidlingen på kulturinstitutionerne – er

gennem udviklingen af et undervisningsprogram

til grundskoler og ungdomsuddannelser.

Undervisningsmaterialet knytter sig til tv-serien

‘Historien om Danmark’ og skal ses som et sup-

plement til det lærebogsmateriale, som allerede er

i brug i grundskoler og gymnasier. Hvor materialet

til grundskolen er struktureret efter tv-seriens kro-

nologi, er materialet til gymnasieskolen i stedet

tematisk struktureret efter kronologiforståelse og

historiebrug. Gymnasiematerialet handler blandt

andet om de valg og fravalg, der følger med

enhver historieforståelse og historieformidling,

hvilket styrker den refleksive del af historieun-

dervisningen. Det er formålet, at eleverne bliver

bedre rustet til at forstå, hvordan og hvorfor vi

forstår historie, som vi gør, og hvordan valg og

fravalg har betydning for vores historiefortolk-

ning.

Undervisningsprogrammet bærer titlen “Under-

søg. Brug. Deltag” fordi der er tre veje ind i arbej-

det med Danmarks historie. Tv-serien ’Historien

om Danmark’ udgør én fortolkning af Danmarks

historie, undervisningssitet udgør en anden, og

museer i hele landet udgør igen en tredje – ja

endda endnu flere - fortolkninger af vores fæl-

les historie. Derfor kan man undersøge Dan-

marks historie på det nyudviklede undervisnings-

site dr.dk/undervisning med undertitlen ‘Historier

om Danmark’, som rummer forløb, opgaver og

kildesamlinger, der kan bruges direkte i undervis-

ningen. For det andet kan man bruge sit lokale

museum til at få flere og andre mere lokale histo-

rier end dem, som er vist på tv. For det tredje har

elever kunnet deltage i konkurrencen “Lav din

egen historie”, hvor eleverne dystede i at formidle

Danmarks historie og/eller deres egen rolle i den.

Undervisningssitet bidrager med et supplerende

perspektiv til historieundervisningen i klassen. Det

består af to temaer: kronologi og historiebrug. Til

hvert tema er der knyttet tv-klip fra ’Historien om

Danmark’, arkivklip fra tidligere danmarkshistorier

og et udvalg af genstande fra museer i hele Dan-

mark. Endelig er der som inspiration til arbejdet

i klassen udarbejdet opgaver til eleverne samt

oplæg til lærerne om tilrettelæggelse af under-

visningen, så eleverne kan komme ud af klasselo-

kalet og engagere sig i fortolkning og formidling

af Danmarks historie gennem kritisk refleksion.

Undervisningsmaterialet vil være tilgængeligt flere

år frem, også selvom Historier om Danmark er ved

at nå sin ende.

Hvorfor samarbejde?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det

ikke altid har været let at få tre store organisa-

tioner med forskellige kulturer og interesser til at

arbejde i samme retning – og det gør det ikke let-

tere, når det samtidig skal ske i samarbejde med

flere hundrede samarbejdspartnere rundt om i

landet. Derfor kan man med rette spørge, hvorfor

de tre parter er gået sammen?

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

14

Foto: Christian Kyed I forbindelse med lanceringen af det historiske rutenet og udgivelsen af bogen ”På tur i Danmarks historie”, blev der sat fokus på leg og samarbejde gennem den historiske skattejagt ”Fanget i historien”, som blev afviklet 13 forskellige steder i landet. Skattejagten blev udformet og gennemført af FDF’s lokalforeninger. Her ses børn og voksne i Botanisk Have, hvor de forsøger at hjælpe drengen ”Holger”, som var blevet fanget i historien.

DR

For DR er formidling af Danmarks historie en cen-

tral del af public service-funktionen. Ambitionen

med ’Historien om Danmark’ og al den øvrige

historieformidling på DRs kanaler og platforme i

2017 har været at skabe interesse for vores fælles

historie og give så mange som muligt lyst til at

grave sig dybere ned i stoffet – enten ved selv at

søge viden eller ved at gøre brug af nogle af de

mange andre historieformidlende tiltag.

DR lagde sig fra starten af serieproduktionen fast

på, at der skulle indgå et spor af eksperter, som

kunne supplere værten Lars Mikkelsen i ’Historien

om Danmark’. Det var oplagt at inddrage eksper-

ter fra både landets arkiver og museer til at sup-

plere universiteternes eksperter. Samtidig var sam-

arbejdet med museerne afgørende, fordi de ligger

inde med genstandene, som i de første afsnit af

tv-serien er de eneste kilder til Danmarks historie.

Museerne har også udgjort rammen for en lang

række af seriens historiske iscenesættelser i blandt

andet Frederiksborg Slotskirke, Den Gamle By og

Sagnlandet Lejre. Samarbejdet med arkiver og

museer både i og bag tv-serien har således været

afgørende for seriens tilblivelse fra research, over

manuskript til produktion. Samtidig har en lang

række historiske foreninger og grupper bidraget

både som medvirkende og med rekvisitter såsom

dragter og kanoer. Det kunne ikke være gjort

uden deres opbakning.

Det er DRs mest omfattende satsning på formid-

ling af danmarkshistorie nogensinde. DR arbej-

der gennem sine outreach-projekter også på at

komme ud i landet, hvor seere og lyttere befinder

sig. Det har derfor været oplagt at gå sammen

med landets kulturinstitutioner om forpremierer

på tv-serien i hele landet. Kulturinstitutionerne og

DR har været samskabende om historiske dagsar-

rangementer, som er kommet de lokale brugere

til gode og vakt stor bevågenhed på de lokale

P4-radiostationer.

Endelig har DR brugt samarbejdet til at skabe et

stærkt digitalt univers, som skal formidle historie

til nogle af de brugergrupper, som ikke traditio-

nelt selv opsøger viden om Danmarks historie. Det

har DR gjort gennem produktionen af tre digitale

fyrtårne, som blandt andet inkluderer en quiz,

hvor den historiske person, som du har størst

lighed med, overtager din mobil og begynder at

chatte om sin egen historiske tid.

Nationalmuseet

Som Danmarks største kulturhistoriske museum

har det fra begyndelsen været oplagt for Natio-

nalmuseet at indgå i samarbejdet. Museet har en

ambition om at nå så bredt ud som overhovedet

muligt for at skabe øget historiebevidsthed, men

også for at bruge historien som en optik til at

gentænke sig selv i fremtiden. DR’s store satsning

med tv-serie og formidling af danmarkshistorien

på alle platforme har været en unik markedsføring

og branding af historie. Det har givet mulighed

for at få pustet støvet af fordommene og sat

museets enestående samlinger og mange eksper-

ter ind i en stort anlagt fortælling med fokus på

at formidle bredt og medrivende.

Nationalmuseet arbejder til dagligt med hele

Danmarks historie, men samarbejdet har givet

mulighed for at eksperimentere med og udvik-

le nye formidlingsformater. Nationalmuseet har

blandt andet arbejdet med realtidsformidling,

hvor de besøgende kunne stille spørgsmål direkte

15

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Foto: Middelfart MuseumFor at skabe genkendelighed på tværs af projektets initiativer blev der udviklet en visuel identitet, som blev stillet til rådighed for alle projektets samarbejdspartnere - denne er blevet brugt på mange gode og kreative måder. Her ses et godt eksempel fra Middelfart Museum, som med en udstilling sætter fokus på den lokale historie.

til museets eksperter, mens de gik omkring i

udstillingerne på Nationalmuseet. Museet har

opfordret danskerne til at bidrage til historieskriv-

ningen med deres dagbøger og inviteret alle til,

gennem ’Din ting – vores historie’, at indlevere

forslag til hvilke ting, der bedst repræsenterer den

tid vi lever i og derfor skal med på Nationalmuse-

ets udstilling om den nyeste tid. Gennem debat-

ter om samtidshistorie har museet sammen med

danskerne forsøgt at definere afgørende træk i

Danmarks historie fra 2000-2017, hvor tv-serien

’Historien om Danmark’ hører op.

Projektet har også været en anledning til at forsø-

ge at nå bredere målgrupper end de, som normalt

besøger Nationalmuseet. Det har museet blandt

andet gjort ved at lade rapperen Pede B. lave raps,

som knytter sig til tv-seriens afsnit og invitere til

familiemiddag med Gorm den Gamle i Jelling.

Endelig har samarbejdet betydet nye samarbejds-

flader. Det er eksempelvis noget nyt at samar-

bejde så bredt med bibliotekerne, som museet har

gjort i forbindelse med blandt andet dagbogsind-

samlingen.

Slots- og Kulturstyrelsen

Slots- og Kulturstyrelsen er ikke selv udførende i

projektet, men deltager for at sikre koordinering

mellem landets godt 100 statsanerkendte museer

og en optimal ramme for at indgå i et samarbejde

med DR om en af deres kerneydelser; formidling

af Danmarks historie. Slots- og Kulturstyrelsen

vurderede ved projektets start, at den mediemæs-

sige bevågenhed, som DR kan skabe gennem tv-

serien, kunne bringe museerne i spil både i kraft

af deres ekspertise og fordi de kan byde brugerne

ind til andre oplevelser end tv og radio kan.

Ud over de eksperter, som har indgået på DR’s

flader, har Slots- og Kulturstyrelsen blandt andet

gjort brug af museernes stærke lokalhistoriske

kompetencer i forbindelse med udvælgelse og

beskrivelse af historiske cykel- og vandreture til

udvikling af et historisk rutenet. Det indeholder

historiske ture i hele landet – både store klassi-

kere, som Hærvejen og Gendarmstien, og mindre

kendte lokale perler.

Slots- og Kulturstyrelsen har desuden brugt pro-

jektet som en anledning til at understøtte udvik-

lingen af museernes formidling. Dette er blandt

andet sket gennem uddeling af en pulje til ny

formidling på museerne. Puljen har støttet 13 pro-

jekter og blandt andet givet en historisk stemme

til socialt udsatte og efterkommere af kolonitidens

slavegjorte. Den har også gjort det muligt for

gymnasieelever at arbejde med dokumentarfilm

sammen med dokumentaristen Michael Madsen.

Det er en ekstra appelsin i turbanen, at landets

biblioteker senere i processen fandt det interes-

sant at arbejde med Danmarks historie gennem

deres temasamarbejde. Det betyder sammenlagt

med samarbejdet med arkiverne, at projektet har

været med til at skabe historiens største samarbej-

de mellem danske arkiver, biblioteker og museer.

Det er også hidtil uset, at så mange institutioner

er gået sammen om at formidle kultur, og det har

resulteret i et hav at tilbud til danskerne.

Du kan læse mere om projektet og dets initiativer

på historieromdanmark.dk

17

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Af

Pet

er Y

din

g B

run

bec

h

ph

.d.,

led

er a

f H

isto

rieL

ab

Iscenesat historie – Historien om Danmarks dramatisering af historien2017 har i høj grad stået i det store historiefor-

midlingsprojekters tegn, og udover de to store

jubilæer i forbindelse med reformationen og

salget af De vestindiske øer, er det særligt DR’s

store historiesatsning Historien om Danmark, der

har skabt opmærksomhed. Over i alt 10 afsnit

præsenteres vi på et bud på en samlet dan-

markshistorie, helt tilbage fra den seneste istid

og frem til murens fald i 1989. Det har foregået

i den bedste sendetid, og er blevet set af mellem

700.000 og 1,2 mio. mennesker per afsnit. Seer-

bedømmelserne har været helt i top ifølge Gallups

seertalsundersøgelser, mens anmelderne (hvoraf

denne artikels forfatter er en af dem) har været

lidt mere lunkne.

Når DR sætter alle sejl til har deres ting naturligt

nok impact, og DR har også selv været med til

at sætte høje forventninger til deres serie, som

markedsføres som den første samlede TV-dan-

markshistorie i 35 år, altså siden Erik Kjersgaards

danmarkshistorie fra 1982. Samtidig har de lagt

vægt på at det ikke bare er en ny generations

danmarkshistorie, men også en danmarkshistorie

fortalt med de nyeste formidlingsgreb og TV-

teknikker.

Resultatet af bestræbelserne er altså blevet doku-

mentarserien Historien om Danmark (herefter

HoD), der er et historiedokumentarformat, der fx

minder om det, der benyttes i visse andre stort

anlagte historieserier som fx den tyske ZDF-doku-

mentarserie Die Deutschen fra 2008-10. Storla-

den underlægningsmusik akkompagneres af et

anslag, der sætter scenen for hvert afsnit. Herefter

udfoldes en tematik ved hjælp af en autoritativ

fortæller, mens billedsiden viser steder fra i dag

med relevans for temaet eller todimensionelle

værker fra perioden som fx malerier der kan

levendegøres med forskellige digitale greb eller

Ken Burns effekt (den der, hvor du bare zoomer

ud eller ind så det virker mindre kedeligt end hvis

du bare ser på et fotografi). Hertil kommer land-

kort og computeranimationer samt ganske korte

klip med forskellige historikere og arkæologer, der

får lov at sige nogle få ting, der underbygger det

narrativ vi hører. Og så selvfølgelig dramatiserin-

ger – masser af dramatiseringer.

Både Historien om Danmark og Die Deutschen

adskiller sig således fra et mere klassisk doku-

mentarformat, som fx typisk anvendes af BBC,

hvor man bruger en historiker eller anden form

for vidensperson, til at føre os rundt i serien. Men

der er dog også forskelle på den danske og tyske

udgave af formatet. En af de væsentligste er, at

den tyske serie bruger lidt færre dramatiseringer,

men til gengæld lader skuespillerne tale (hvilket

de kun undtagelsesvis gør i HoD og i så fald kun

med korte udbrud eller sætninger der lægger et

lydspor til fortællerens narrativ). Det betyder også

at Die Deutschen har mere plads til fx at vise bil-

leder af samtidige genstande, malerier og andre

illustrationer. Den anden væsentlige forskel er, at

mens Die Deutschen anvender en anonym fortæl-

Skuespilleren Lars Mikkelsen er seriens altdominerende skikkelse. Han leverer både den autoritative speak og bevæger sig samtidig ofte ind og ud af seriens dramatiserede scener. Som her hvor han går forbi et beboet hus ”i middelalderen” mens han fortæller.

NY GRUNDBOG TIL HISTORIEN EFTER 1500

Civilisationernes verdenshistorie anlægger et nyt perspektiv på de seneste 500 års verdenshistorie. Den har fokus på de tre store civilisationer, der på godt og ondt har været bestemmende for den globale udvikling, nemlig den vestlige kristne, den mellemøstlige islamiske og den kinesiske.

Civilisationernes verdenshistorie belyser den histo- riske baggrund for de problemstillinger, der er afgørende vigtige for verden i dag, fx:

• Hvordan etableredes den vestlige civilisations dominans?

• Hvorfor kom den muslimske verden i dyb krise? • Hvorfor og hvordan faldt det mægtige Kina sammen

for derefter at genopstå i ny skikkelse?

iBog®civilisationernesverdenshistorie.systime.dk173 arbejdsspørgsmål | 110 illustrationer | 23 interaktive opgaver | 64 kildetekster | 126 ordforklaringer | 5 videoklip | Licenspriser fra kr. 35,-

Af Carl-Johan BryldRedaktion: Knud Ryg Olsen og Nikolaj Petersen

Udkommer også som trykt bog ultimo 2017.

Se priser og licenser på shop.systime.dk

Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv systime@systime.dk | Deltag lab.systime.dk

01Nov_Civilisationernes_verdenshistorie.indd 1 30/10/2017 14.55

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

18

lerstemme, bruger HoD skuespilleren Lars Mikkel-

sen som en art vært, der er en synlig fortæller og

samtidig en autoritativ udlægger af hvad vi bliver

præsenteret for i billedform.

En af de ting, der altså er karakteristisk ved

Historien om Danmark er den meget omfangs-

ringe brug af dramatiserede scener, hvor det i

visse afsnit er anslået måske mellem 80-90 %

af skærmtiden, hvor der er en eller anden form

for dramatisering i gang. I den forbindelse er det

væsentligt at huske på, at der også laves mange

historiedokumentarprogrammer helt uden brug

af dramatiseringer, eller kun bruger dem i meget

begrænset omfang. Det er altså et aktivt tilvalg

producentholdet har foretaget. Men hvilke mulig-

heder og begrænsninger giver den massive brug

af dramatiseringer, og på hvilken måde påvirker

dramaformatet den historie DR gerne vil præsen-

tere os for?

Historien som en scene

Selvom man selv nogle gange kan glemme det,

og filminstruktører synes ofte at glemme det, er

hverken historien eller fortiden en ”scene”. En

scene er derimod en lille iscenesat manuskriptba-

seret interaktion med roller, dialog (som oftest) og

med et afgrænset handlingsforløb som evt. kan

indgå som en delhandling i et større handlingsfor-

løb. På den måde kan en scene selvfølgelig godt

beskrives som ”historie” i den bredest mulige for-

stand af ordet, men den er ikke en nødvendighed.

Snarere er den en bestemt kommunikationsform.

Traditionelt set gør faghistorie ikke brug af sce-

ner i større omfang, selvom der selvfølgelig er

elementer i megen historieskrivning. For eksem-

pel kan nævnes Politikkens og Gyldendals Dan-

markshistorie hvor den danske politiske historie i

1930’erne beskrives analytisk og sættes ind i en

samlet syntetisk fortælling. Dog dukker der anta-

ster til scener op som fx i beskrivelsen af Kansler-

gadeforliget (Bd. 13 afsnittet Forliget i Kansler-

gade) hvor forhandlingen beskrives således: ”Da

lød Staunings dybe bas: „Vi kan vel drikke et glas

til afsked?” Så blev venstremændene, og sent på

natten havde man efter 18 timers forhandling

nået et forlig, som indebar en kronekurs på 22,40

kr.” Som læser ser man her scenen for sig og der

er mange eksempler på sådanne mindre scener af

helt konkrete begivenheder i historieskrivningen.

Nyere mere fortællingsorienterede historiebøger

gør mere brug af scener, og i den dokumenta-

riske historiefortælling eller -beretning, som ofte

bruges af journalist-historikere som fx Tom Buk-

Swienty og Per Øvig Knudsen, fylder iscenesæt-

telsen af konkrete begivenheder en stor del af

selve værket, hvor forfatterne baseret på kildema-

terialet beskriver udførlige iscenesættelser af helt

konkrete situationer som fx når politiet stormer

det sommerhus et medlem af Blekingegadeban-

den gemmer sig i. Ser vi på filmene, er den histo-

riske spillefilm naturligvis en ren iscenesættelse af

”historien”, da det netop er det spillefilmen gør.

Men som sagt har iscenesættelsen i løbet af de

seneste årtier også vundet bredt indpas som et

formidlingsinstrument i dokumentar genren, hvor

dramatiserede scener nu findes i en række doku-

mentariske formater.

Men når scenen ikke er hverken fortiden eller

historien, hvad er den mon så? Nogle vil givet-

vis beskrive den som en ”rekonstruktion”, men

selvom dette ikke kan siges at være 100 % for-

kert, at det alligevel en dårlig metafor at anvende

i analysen, da den forlener iscenesættelsen med

en art objektivitet, som den ikke kan bære. Både i

I serien er værten ikke blot visuelt tilstede i scenerne. Han er også til stede som person, der tilsyneladende skal passe på skal passe på oldtidsmenne-skerne ikke ”opdager” ham og fx kan finde på at stå i skjul bag en busk. Det giver i de ældste afsnit næsten en følelse af ”naturdokumentar”, hvor vi ser på vilde dyr.

19

nr.

215

/

dec

emb

er

2017spillefilmen og dramadokumentaren er scenen jo

netop en iscenesat scene med eget manus, lyd-

side, kameravinkling, handlingsforløb, underlæg-

ningsmusik etc. etc. Scenen kan bedre forstås som

et medie med egne (ofte uskrevne) konventioner.

Konventionerne vedr. scener i dramadokumen-

targenren synes meget lig de konventioner for

autenticitet, der også gælder spillefilmgenren når

det gælder scenens udstyr. Ser vi spillefilm om

1700-tallet, der brander sig selv som ”historiske”

forventer vi intuitivt, at fx interiør, beklædning og

bygninger ligner noget man kunne forestille sig

fandtes på denne tid, med mindre filmen klart

stiller os noget andet i udsigt. Optræder der fx

musikere i en scene forventer vi også, at den

musik de spiller, kunne være spillet i den periode

filmen påstår at handle om. Til gengæld forventer

vi ikke tidstypisk baggrundsmusik ligesom vi hel-

ler ikke forventer at personerne i en scene taler

datidens sprog.

Rammerne er selvfølgelig videre i spillefilmen,

hvor vi ikke nødvendigvis forventer en 100 % nøj-

agtighed i fx klædedragt, og også kan acceptere,

at der helt afviges som når Mel Gibson i filmen

Braveheart (1995) lader William Wallace bærer

kilt flere hundrede år før kilten blev anvendt i

Skotland. Her har vi en anden og højere forvent-

ning til påklædningen i en dramadokumentarisk

scene, selvom vi stadig ikke forventer at der fx

tales i datidens sprog og også gerne acceptere

fx underlægningsmusik. På andre områder har vi

også mere specifikke forventninger til dramado-

kumentaren. I en spillefilm kan vi fint acceptere at

flere historiske personer slås sammen i en, og at

der til en vis grad ændres på begivenhedsforløb.

I den dramatiserede scene i et dokumentarformat

vil vi til gengæld forvente, at hvis vi præsenteres

for et møde mellem Stauning og Christian d.

X så har de også mødtes i virkeligheden, med

mindre vi specifikt får andet at vide. Ikke desto

mindre er der selv i dramadokumentarformatet

stadig en relativ stor frihed hos instruktøren til at

skrive handlingsforløbet i scenerne, samt skabe

stemning med klipning og lydside, hvor vi ikke har

den samme forudetablerede idé om hvad det er

vi forventer for at de skal være ”autentiske”. Her

har skaberen af dramadokumentarscenen altså til

en vis grad frie hænder, men deres valg influerer

til gengæld i meget høj grad på hvilke forståelser

af historien og fortiden som scenen udsender.

Scenerne i Historien om Danmark

De dramatiserede scener i Historien om Danmark

er naturligt nok kun på overfladen inspireret af

fortiden og kildematerialet når det gælder kon-

struktionen og det visuelle udtryk. Som i enhver

anden dramadokumentarproduktion, er det sna-

rere andre medier, der inspirerer som fx teater

og reenactment, og så selvfølgelig den historiske

spillefilm. For hvor ved vi fra, hvordan en historisk

scene skal se ud for at være ”autentisk” eller

”troværdig” når vi ikke selv har ”oplevet” den i

virkeligheden? Med mindre vi har udførlige samti-

dige stemningsbeskrivelser af en begivenhed (som

jo også er subjektive) ved vi det naturligvis kun fra

andre dramatiseringer og iscenesættelser vi har

set. Og når det gælder scener med ”almindelige

mennesker” er vi naturligvis helt på herrens mark.

Man kan se, at producenterne af HoD ofte har

lagt stor vægt på at vise os skuespillere, der rent

fysisk ligner de personer de spiller. Dette er natur-

ligvis mest udtalt i de seneste afsnit af serien, da

det kun er her vi har et fyldestgørende billedma-

teriale at navigere ud fra. Således præsenteres

vi for visuelt troværdige udgaver af fx Stauning

og Christian d. 10, mens der naturligvis er noget

friere spil når det gælder Harald Blåtand og Egt-

vedpigen.

Et andet kendetegn ved dramatiseringerne i HoD

er den store vægt, der er lagt på visuel æstetik.

Der er lagt stor vægt på at vise scener med smukt

og malerisk lysindfald fra vinduer og åbninger,

og at få gamle bygninger til at fremstå smukkest

muligt. Der er også en udstrakt brug af fx slow-

motion, slørede optagelser og en meget bastant

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

20

brug af den ofte bombastiske underlægningsmu-

sik. I de mange scener med Margrethe d. 1 i femte

afsnit, føler man næsten visse steder at man ser

en fantasy-tv-serie snarere end et dokumentarpro-

gram. Det er der ikke noget principielt forkert i,

men det understreger hvorledes dramadokumen-

taren ofte henter både sit billed- og lyssprog fra

fiktionsfilmen.

Ser man på hvilken autenticitetskontrakt serien

formelt indgår med os, er der lidt overraskende

nyt i slutteksterne. Vi får således at vide af serien

at ”dramatiseringer af historiske forhold kan

indeholde kunstnerisk fortolkning af hensyn til

forståelsen”, hvor det selvfølgelig er det lille ord

”kan” der er interessant. For det må jo så betyde

at der er dramatiseringer i serien der ikke indehol-

der kunstneriske fortolkninger. Det kunne være

spændende hvis man kunne finde en sådan. Dog

er der nok primært tale om at producenterne for-

søger at dække sig ind overfor kritik fra mavesure

historikere. Er der en ting historien viser er det

dog nok, at det er en på forhånd tabt kamp for

en sådan serie.

Mere interessant er imidlertid at vi får at vide at

”Programmet indeholder dramatiseringer baseret

på historiske begivenheder og personer uden

nødvendigvis at være optaget på det pågældende

sted eller indeholde nøjagtige kostumer og rekvi-

sitter for den tid”. Her åbner man altså op for

en autenticitetsforståelse, hvor ikke engang gen-

stande og klædedragt behøver være tidstypiske.

Særligt i et dokumentarformat er det jo et yderst

interessant princip, som kan lede til det spørgs-

mål om der så er noget i vejen for at lade Harald

Blåtand optræde i smoking når han er hjemme på

kongsgården om aftenen? Spørgsmålet er sådan

set mindre fjollet end det umiddelbart kunne lyde,

for hvis tøjet ikke skal være tidstypisk, hvad er det

så for en målestok man har anvendt i forhold til

hvad der er tilladt og hvad der ikke er, og hvorfor

så egentlig ikke en smoking?

Selvom vi forventer tidstypiske rekvisitter og

påklædning er der som tidligere nævnt andre

områder hvor vi har langt færre regler for hvordan

tingene dramatiseres. Det gælder fx musikken,

hvor vi som tidligere sagt forventer at musik,

der bliver spillet fx af musikanter i en scene er

tidstypisk, mens det bagvedliggende lydtæppe af

baggrundsmusik ikke skal leve op til de samme

forventninger. Her forventer vi snarere at musik

og lyd underbygger de stemninger, som scenerne

og Lars Mikkelsens fortælling i forvejen forsøger

at sætte os i, og musikken kommer således til

at virke som en ikke-sproglig understregning af

seriens dramatiske pointer om hvad der er godt

og hvad der er skidt – hvornår vi skal glæde os

og hvornår vi skal frygte noget. Og musiksporet i

HoD giver den hele armen og kaster os rundt fra

det nærmest vulgært storladne over det melodra-

matiske til det mørke og uhyggelige. Som en af

komponisterne selv beskrev baggrundsmusikken i

en artikel på dr.dk 7. maj 2017: ”Der skulle være

noget ’Det Lille Hus på Prærien’ og ’Brad Pitt

på en hvid hest på en mark’, mens Poul Reich-

hardt kommer kørende”. Både beskrivelsen og

det faktum at det er samme lydside der bruges

hvad enten det er bronzealderen eller 1930’erne

der beskrives, er med til at illustrerer, i hvor høj

grad autenticitetsforståelsen i dramadokumen-

targenren er sammensat af en række arbitrære

konventioner, der i det mindste ikke udspringer af

historiefaglige overvejelser.

Hvad betyder det for historiefremstillingen?

Men hvilken betydning har dramagrebene så for

en serie som Historien om Danmarks helt over-

ordnede historiefremstilling? Betragter man både

dramatiseringerne generelt og HoD’s brug af dem

mere specifikt, vil jeg sammenfatte betydningen

af dramatiseringerne i fire overordnede konse-

kvenser for historiefremstillingen. For det første

bliver fremstillingen delvist anakronistisk. Herud-

over bliver den i høj grad personbåret, og den

autenticitet serien påberåber sig bliver etableret

på svært gennemskuelige præmisser. Og endelig

betyder den særlige form som HoD benytter, med

21

nr.

215

/

dec

emb

er

2017en vært der går ind og ud af scenerne, at vi får

et gæsteperspektiv på fortiden, som bliver noget

vi kan besøge.

Det delvist anakronistiske i historiefremstillingen

udspringer af den nære inspiration fra spillefil-

mene. I langt de fleste mainstream spillefilm om

historie, er heltene de personer der optræder med

moderne værdisæt, mens skurkene er dem, der

er mere tidstypiske for den periode filmen foregår

i. Mel Gibsons William Wallace er en moderne

national frihedshelt, der kæmper mod et stift

middelalderligt system. Rose i James Camerons

Titanic er en moderne kvinde, der interesserer sig

for kvindefrigørelse og abstrakt kunst og heltene i

Ole Bornedals TV-serie 1864 er de jævne menne-

sker, der har moderne medmenneskelige værdier,

der står i kontrast til den overdrevnet nationalisti-

ske elites feudale værdier om et samfund, hvor

folk kender deres plads. For spillefilmen er det

nødvendigt for at sælge billetter, da vi som tilsku-

ere efterspørger heltekarakterer med moderne

problemer vi kan forholde os til. Vi skal kunne

bruge historien til noget, og den skal derfor sige

os noget som nutidsmennesker.

På et mere dagligdags plan kan man se denne

anakronistiske tendens blive reproduceret i HoD.

Et eksempel er familieforholdene, der i de drama-

tiserede scener fremstilles klart nutidige. I andet

afsnit ser vi et bronzealderforældrepar vinke trist

farvel til en søn, der drager ud i verden, og med

lidt andet tøj og en anden baggrund kunne det

fint have fungeret i en kontekst, hvor et forældre-

par sagde farvel til deres søn der flyttede på kol-

legie. I tredje afsnit kommer vikingefaderen hjem

til en stille stund med sin kernefamilie, hvor mor

står og kokkererer. Sønnike hænger på far, der

også giver et kærligt kram til sin trofaste hustru.

Materielt har de det hårdt, men man mærker den

store kærlighed imellem dem, netop fordi vi fra

talrige andre film ved, at det er sådan familieidyl

ser ud på film. Det betyder imidlertid også at det

i høj grad er de samme scener, der reproduceres

igen og igen i serien, og som understøttes af det

ensartede lydspor. Kærligheden har forskelligt tøj

på, men er ens til alle tider. Nogle gange bliver det

helt absurd, som fx i fjerde afsnit om middelalde-

ren, hvor der optræder en voldtægtsscene, og vi

af en ekspert får fortalt, at voldtægt dengang blev

betragtet som hærværk mod mandens ejendom.

Men i den efterfølgende scene ser vi den vold-

tagne kvinde vende hjem til sin bondemand, som

modtager med den varme, sørgmodige forståelse

man ville forvente af en nutidsmand, men som jo

rent faktisk står i direkte modsætning til det mere

instrumentelle menneskesyn vi netop har fået

fortalt var fremherskende. De anakronistiske ele-

menter findes i mange af de dramatiserede scener

i større og mindre omfang og kan som sådan ikke

undgås. Men nogle gange er den direkte inspira-

tion fra fiktionsfilmen mere tydelig end andre. Fx

i seriens 8. afsnit, hvor en familie får overbragt

et brev om, at deres søn er faldet ved Dyb-

bøl, og moderen bryder grædende sammen. En

scene der minder påfaldende om en lang række

af amerikanske film om anden verdenskrig og

Vietnamkrigen, og hvor det altså er Hollywoods

forestilling om sørgende amerikanske mødre i

1940’erne, der uproblematisk omplantes til Dan-

mark i 1860’erne, mens vi alle kan identificere os

med kvindes sorg – netop fordi vi forestiller os, at

hun er fuldstændig lige som os selv, og reagerer

som vi selv ville have gjort i samme situation.

Det andet resultat af de mange dramatiseringer

er, at historien bliver personbåret, som det også er

tilfældet i de fleste spillefilm. Når alt skal være en

scene, kræver det enkeltaktører, der kan handle

for at de kan personificere de store udviklingslin-

jer. Påskekrisen bliver til mødet mellem Christian

X og Zahle, modstanden mod slavehandelen til

Paul Iserts oplevelser, Kalmarunionen fremstilles

via Margrethe d. 1.’s følelsesliv osv. osv. Alt gøres

på godt og ondt konkret og personligt. Det bety-

der på den ene side stort fokus på at historien

handler om mennesker, hvilket den naturligvis

også gør, men det betyder samtidig også, at den

næsten udelukkende handler om individer, da

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

22

overordnede udviklingstendenser indenfor politik,

kunst, videnskab og religion, stort set altid skal

forklares ved hjælp af en scene hvor enkeltindivi-

der interagerer.

Tredje resultat af den massive fokus på dramati-

seringer er, at seriens autenticitetsbegreb bliver

svært gennemskueligt for seeren. Professoren der

vandrer gennem ruiner mens han taler stolpe op

og stolpe ned om magtstrukturer mv. er måske

nok kedelig, men det fremgår klart hvad vi har

med at gøre: en fagpersoner, der præsentere

os for en analyse eller en syntese. Når det bliver

scenen der akkompagneret af skuespillerspeak,

bliver den centrale videnformidler bliver det imid-

lertid vanskeligere for os at gennemskue hvad

der er på spil, og vi bliver ubevidst præsenteret

for en række tolkninger, som vi får svært ved at

reflekterer over. Vi kan nemlig sagtens drøfte om

tøjet nu er korrekt osv. osv., men det er jo langt

fra kun denne type af information en scene bærer.

Mest tydeligt er dette fænomen i 9. afsnits præ-

sentation af 1930’erne efter kanslergadeforliget.

Mens Lars Mikkelsen fortæller os, at i midten

af 1930’erne får danskerne så småt troen på

fremtiden igen, præsenteres vi for en scene med

en sommerferieagtig kolonihaveidyl, hvor glade

mennesker cykler lykkeligt gennem landskabet

(Tænk TV2s Badehotellet). Herefter ser vi danskere

holde ferie på stranden og igen nyde idyllen. Da

Lars Mikkelsen fortæller at ”ude i Europa” træk-

ker mørke skyer op og Hitler i 1939 går ind i

Polen, brydes idyllen imidlertid af et tordenvejr, og

de glade strandgæster må hurtigt pakke sammen

og søge ly, mens lyder af tordenvejr blandes med

ildevarslende musik.

I HoD’s billede af 1930’erne er det svært at pege

på, at Mikkelsen siger noget ukorrekt, og vi kan

jo heller ikke sige at hverken kolonihaveidylscenen

og strandscenen på nogen måder er ”faktuelt

forkerte”. Men det er et mærkeligt billede serien

præsenterer os for: anden halvdel af 1930’erne

som en lykkelig og sorgfri tid i Danmark, som først

blev forstyrret da det store slemme kom udefra.

Dramatiseringer i dokumentar hævder indirekte at de viser os fortiden, men deres visuelle sprog kommer naturligt nok fra spillefilmsverdenen. Fx hvor det her er meget tydeligt at inspirationen kommer fra de 1000-vis af læderfrakkeklædte GESTAPO mænd, der siden 1945 har anholdt utallige gode folk på det hvide lærred.

Altså ikke et ord om fortsatte kriser, antidemo-

kratiske tendenser, og store politiske uenigheder.

Men når HoD’s tolkning i så høj grad formidles

gennem stemninger og scener, bliver det vanske-

ligere at argumentere mod tolkningen, da det er

svært at udpege hvor præcis den er, andet end

som et helhedsindtryk. De mange effekter og

sammenvævningen med den alvidende fortæller

betyder, at det bliver vanskeligt at gennemskue

både hvad analysen bygger på, og hvilken fore-

stilling om autenticitet, det meget usagte men

stemningsbårne bygger på, når kun noget siges

men meget kommunikeres via det dramatiske

filmmedies mange muligheder for effekter.

Den sidste konsekvens af den megen brug af

dramatiseringer, der skal nævnes her, er en der

knytter sig specifikt til HoD’s greb med at lade

fortælleren gå ind og ud af de dramatiserede

scener. Her adskiller HoD’s sig fra mange andre

dramadokumentarserier, og det er et greb der på

mange måder giver nogle interessante perspek-

tiver. Blandt andet giver det en ”ærlighed” i de

dramatiserede scener da det bidrager til at ned-

bryde den fjerde væg, og vise os direkte, at det er

skuespillere og genopførsler vi har med at gøre.

Allermest interessant er det de steder hvor serien

leger med alle de lag, der ligger i illusionen på en

gang. Som fx i sjette afsnit hvor Lars Mikkelsen

går rundt i et nutidigt Ribe og kigger ind af vindu-

et i en gammel bygning og her ser en scene med

Maren Spliid som tjenestepige i kroen. Bagefter

23

nr.

215

/

dec

emb

er

2017går han væk fra vinduet igen og går herefter op

til resterne af den borg hvor lensmanden har sid-

det dengang og behandlet hekseanklagerne mod

Maren. Her blandes fortid, dramatisering, nutid og

arkæologiske spor sammen på et sublimt niveau,

der i det mindste fortælleteknisk løfter serien op

på et både højt og interessant niveau. Sjovt er det

også i de tidligste afsnit af serien at se Lars Mik-

kelsen som en anden David Attenborough belure

de vilde stenaldermennesker bag en busk, så vi

sidder og bliver helt nervøse på hans vegne. For

hvad mon der sker hvis de opdager ham??

Grebet med at lade Mikkelsen vandre rundt i

scenerne er også interessant fordi det peger hen

imod en anden inspiration end den fra spillefil-

men. For det betyder at scenerne nogle gange

mere kommer til at minde om reenactment på

oplevelsescentre og markeder end som film. Sær-

ligt de steder hvor scenerne helt tydeligt netop

er skudt på frilandsmuseer, som fx Den Gamle

By og Frilandsmuseet. Gennem Lars Mikkelsen

får vi her en mulighed for at gå på besøg i disse

miljøer som når vi tager på vikingemarked med

børnene i efterårsferien. Fortiden bliver til en

oplevelse – eller et fremmed land som vi kan gå

ind og ud af. Igen er der ikke tale om noget enty-

digt positivt eller negativt, men om et vilkår der

har konsekvenser. Når vi gæster fortiden enten

med eller uden Lars Mikkelsen får vi på sin vis en

tættere kontakt med den. Men den bliver også

noget mere uforpligtende – en oplevelse på både

godt og ondt, der på en gang er nærværende

og fremmed for os. I hvert fald understøtter det

den overordnede effekt som den massive brug af

dramatiseringer i HoD har: den fortæller os på

godt og ondt at fortiden var et stykke drama. Et

drama som vi kan betragte fra en række forskel-

lige tilskuerpositioner, og nogle gange nærmest

medvirke i, men ikke desto mindre et drama skabt

af nutidige manuskriptforfattere, og med alle de

fordele og ulemper denne medieform har. Og et

drama som vil få en stor betydning for fremtidige

generationers historiesyn, men samtidig bliver

vanskeligere at analysere, på grund af de mange

følelsesmæssige lag som fx de dramatiserede

scener lægger ovenpå den mere traditionelle tale-

bårne vidensformidling.

Æstetikken har været vigtig for skaberne af scenerne, og der arbejdes meget med fx lysindfald og billedkomposition. Det skaber smukke billeder og et ensartet visuelt udtryk, som er med til at styrke illusionen om at billederne vi ser er ”ægte” i en eller anden uafklaret forstand.

25

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Danmarkshistorie – nu med kolonier; kolonihi-storie – nu uden Danmark

Af

Nie

ls B

rim

nes

, Aar

hu

s U

niv

ersi

tet

’Danmark og kolonierne’, der udkom i foråret og

over fem bind giver et bud på en moderne dansk

kolonihistorie, har et modsætningsfyldt forhold til

danmarkshistorien. På den ene side prøver værket

at skrive kolonierne ind i Danmarks historie. På

den anden side prøver det at skrive Danmark

ud af koloniernes historie. Denne dobbelthed

er mulig, fordi Danmark og kolonierne består af

fem bind. De fire af bindene er ’regionale’ og

her bestræber forfatterne sig på at fremstille de

enkelte koloniers historie fra de koloniseredes

perspektiv og med udgangspunkt i den region,

kolonierne var en del af: Grønland ses som en del

af Arktis, de vestindiske øer som en del af Cari-

bien, handelsforterne på ’Guldkysten’ som en del

af Vestafrika, og handelsstationerne Tranquebar

og Serampore som en del af Indien. Danmark

er naturligvis med, men ikke som fremstillingens

centrum. Det femte bind med titlen Danmark

– en kolonimagt handler derimod om Danmark

som centrum i et kolonirige. Danmarks historie er

sjældent blevet behandlet i dette perspektiv, og

aldrig i et sådant omfang. Når man gør det, tager

danmarkshistorien sig anderledes ud, end vi er

vant til: beretningen om den homogene ’nation’

fortoner sig, mens fremstillingen af den hetero-

gene og sammensatte ’stat’ træder frem.1

Danmarks glemte fortid

Danmark har på sin vis to fortider: en som en

homogen og sårbar småstat, og en som en mel-

lemstor kolonibesiddende europæisk magt. Som

Uffe Østergaard gør opmærksom på i sit bidrag

til Danmark – en kolonimagt spejles de to forti-

der i Danmarks to nationalsange. Den aggressive

hyldest til Kong Christian ved højen mast passer

til den multinationale konglomeratstat, der endnu

fandtes i 1779, da Johannes Ewald skrev Konge-

sangen. Oehlenschlägers 40 år yngre besyngelse

af det yndige land med de brede bøge passer til

gengæld på den småstat, Danmark efter afstå-

elsen af Norge i 1814 var ved at blive – og efter

nederlaget i 1864 endegyldigt blev. Den domi-

nerende fortælling om Danmarks historie tager

udgangspunkt i den homogene småstat, men i

Danmark – en kolonimagt prøver forfatterne at

skrive den anden fortid frem ved at integrere kolo-

nierne (samt Norge, Island, Færøerne og hertug-

dømmerne) i fremstillingen af Danmarks historie.2

Ser man på hidtidige behandlinger af Danmarks

kolonihistorie, synes det at være på tide med en

sådan tilgang. Vore Gamle Tropekolonier, der først

udkom i en pragtudgave i to foliobind i 1952-53

og siden i otte mere beskedent udstyrede bind

mellem 1966 og 1968, var den første samlede

fremstilling af de danske kolonier skrevet af fag-

historikere. Synet på dette værk i dag afhænger

af hvilke bidrag, det drejer sig om. Mens flere af

bindene om de vestindiske øer og vestafrikanske

forter er skæmmet af meget problematiske frem-

stillinger af de slavegjorte afrikanere, så kan der

stadig hentes værdifulde og lødige oplysninger i

nogle af bindene om kolonierne i Indien, især når

det gælder administrations- og (dansk) personal-

historie. Den overordnede fortolkningsramme er

dog i alle bind forældet, eurocentrisk og præget

af en nostalgisk grundtone, der burde være

fremmed for moderne historieskrivning. Læs blot

følgende passage fra værkets redaktør Johannes

Brøndsteds indledning til førsteudgaven:

1 Mikkel Venborg Pedersen (red.), Danmark – en kolonimagt, København. GADs Forlag 2017, s. 8 2 I den redaktionelle indledning, der går igen i alle bind af ’Danmark og kolonierne’, forklares, hvorfor og efter hvilke kriterier Grønland, St. Thomas, St. Jan, St. Croix, handelsforterne i Vestafrika samt Tranquebar, Serampore og Nicobarerne betragtes som kolonier, mens Island og Færøerne ikke gør.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

26

”En verden er gået under med vore tropekolonier.

Til den ene efter den anden vinkes gennem dette

værks fremadskridende gang farvel. De endelige

opgivelser af tropebesiddelserne indtræffer ubøn-

hørligt. Nedgang og slut. Som lys der slukkes, et

efter et, går tropekolonierne ud af vor historie”.3

Selv om tropekoloniernes historie altså ses som et

element i ’vor’ historie, så kan de dog undværes,

for de hører jo ikke rigtigt til riget. De behandles

i et separat værk, og forbliver på den måde et

appendiks til den ’egentlige’ Danmarkshistorie.

Dette gør sig også gældende i det næste forsøg

på en samlet fremstilling af koloniernes histo-

rie, supplementsbindene til Hal Koch’s og John

Danstrups Politikens Danmarkshistorie. Det er

naturligvis sigende, at bindene om Grønland og

besiddelserne i troperne udkom som netop sup-

plementsbind, mere end ti år efter den ’rigtige’

Danmarkshistorie, dvs. den om det nuværende

Danmark. I forhold til vore gamle tropekolonier

rummede i Ole Justesens bind om de vestafri-

kanske handelsforter en langt mere moderne og

sofistikeret forståelse af det afrikanske samfund

og dets samspil med de europæiske forter langs

kysten. Ellers er det tydeligt, at det især var på det

handelshistoriske område, at historieforskningen

havde rykket sig mellem 1952 og 1980, På den

måde blev de danske koloniers historie skrevet ind

i en større europæisk koloni- og økonomisk histo-

risk sammenhæng. Denne tilgang til kolonihisto-

rien blev præcist udtryk af Ole Feldbæk i bidraget

om kolonierne i Indien. I et afsnit om forholdet

mellem danskere og indere skrev han ”Grund-

læggende var de økonomiske forhold mellem

danskere og indere ubesværet af hensynet til race

og religion. Hvad der betød noget var gode varer

til konkurrencedygtige priser”.4

Vore Gamle Tropekolonier var den første samlede fremstilling af de dan-ske kolonier skrevet af faghistorikere. Synet på dette værk i dag afhænger af hvilke bidrag, det drejer sig om. Den overordnede fortolkningsramme er dog i alle bind forældet, eurocentrisk og præget af en nostalgisk grundtone, der burde være fremmed for moderne historieskrivning.

Da Politiken og Gyldendal i 1990 gik sammen

om at udgive en ny Danmarkshistorie udgav

man ikke supplementsbind. I stedet søgte man

med vekslende held at integrere kolonierne i den

almindelige fremstilling af Danmarks historie. Det

fungerede i bindet om 1700-tallet; men det er

ikke overraskende, da det er skrevet af netop Ole

Feldbæk. Til gengæld får man reelt ikke noget at

vide om slavernes frigørelse i de følgende bind

om 1800-tallet. Til gengæld kan man læse, at de

vestindiske øer var den ”mest festlige og farverige

del af Danmark”! 5

I de her nævnte værker er Danmarks historie

altovervejende forstået og skrevet som det nuvæ-

rende Danmarks – den homogene småstats –

historie. Det gør som allerede nævnt kolonierne

til et eksotisk (og muligvis endog ’farverigt’)

vedhæng til den ’egentlige’ Danmarkshistorie. Et

tiltrængt brud med denne tradition kom i 2004 da

Michael Bregnsbo og Kurt Villads Jensen i bogen

Det Danske Imperium. Storhed og Fald prøvede

at anskue Danmarkshistorien helt tilbage til før-

ste årtusind som en række statsdannelser med

3 Johannes Brøndsted (red.), Vore Gamle Tropekolonier, 2 udg., bd. 1, København: Fremad, 1966, s. 7.4 Ole Feldbæk og Ole Justesen, Kolonierne i Asien og Afrika, København: Politikens Forlag, 1980, s. 191.5 Kristian Hvidt, Det folkelige gennembrud og dets mænd 1850-1900, Bind 11 i Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie, København: Gyldendal og Poli-tikens Forlag, 1990, s. 20. Se også Ole Feldbæks bind 9 om 1700-tallet og Claus Bjørns bind 10 om perioden 1800-1850 i samme serie. Se endvidere Niels Brimnes, ’Danmark i Postkolonialismens Vridemaskine, Temp – tidsskrift for historie, 6, 2103, s. 183-85.

27

nr.

215

/

dec

emb

er

2017imperielignende træk.6 Danmark – en kolonimagt

kan ses som en fortsættelse og en uddybning af

denne bestræbelse på at bryde med småstatsfor-

tællingen om Danmarks historie. Ved at spørge,

om der var en sammenhængende politik bag

erhvervelsen af kolonier, undersøge hvordan man

indrettede administrationen af de fjerne dele af

riget, og ved at analysere hvordan varer og andre

impulser fra kolonierne påvirkede livet i Danmark,

bidrager dette bind af ’Danmark og kolonierne’ til

at skrive en ny og rigere danmarkshistorie: mere

Kongesang og mindre ’yndigt land’.

De koloniseredes perspektiv

Forsøget på at integrere kolonierne og kolonialis-

men i Danmarks historie er imidlertid kun den ene

side af ’Danmark og kolonierne’s forhold til dan-

markshistorien. Den anden side er et ønske om i

højere grad end tidligere at forstå historien fra de

koloniseredes perspektiv. Det er en bestræbelse

på at bryde med den eurocentrisme, som auto-

matisk placerer den hvide mand (kun sjældent

kvinde), hans tanker og hans gerninger i centrum;

men som efterlader de fremmede samfund og de

koloniserede befolkninger som passive tilskuere til

eller ofre for kolonialismen.

Denne bestræbelse skulle gerne betyde, at der

står mere og mere kvalificeret om de koloniserede

samfund og de koloniseredes kultur(er). Et eksem-

pel kunne være bindet om Vestindien, som indle-

des med Gunvor Simonsens grundige og generel-

le indføring i de caribiske slavesamfunds historie,

hvor vægten er på slavernes vilkår og erfaringer.

Gennem hele bindet behandles slavernes perspek-

tiv grundigere og mere sofistikeret end i tidligere

fremstillinger, og denne tilgang symboliseres af

de personhistorier, der indleder hvert kapitel. Med

undtagelse af det første kapitel – hvor det er lede-

ren af den første ekspedition til St. Thomas, der

beskrives – er alle de valgte personer afrocaribiere,

som eksempelvis slaven Titus der i 1818 fik 100

piskeslag for at have gjort skade på sig selv og

som ikke er kommet til orde i de tidligere fremstil-

linger af Danmarks kolonihistorie. 7

Et andet eksempel er bindet om kolonierne i Indi-

en, som er det jeg kender bedst. I modsætning

til tidligere fremstillinger er bindets opbygning

og kapitelstruktur ikke organiseret efter danske

begivenheder. I vore gamle tropekolonier fremstil-

les de indiske kolonier i tre dele (tre bind i anden

udgave), adskilt af grundlæggelsen af Asiatisk

Kompagni (1732) og statens overtagelse af kolo-

niernes administration (1777). Denne kronologi-

ske organisering gentages stort set uforandret i

Feldbæks bidrag til Kolonierne i Asien og Afrika.

Disse begivenheder er muligvis vigtige i en dansk

administrationshistorisk sammenhæng; men set

fra koloniernes – og da især de koloniseredes –

perspektiv, fortoner deres betydning sig. I stedet

lægges et snit i 1750, fordi det var omkring det

tidspunkt, at den stigende britiske indflydelse i

og omkring Indien ændrede rammebetingelserne

for de danske kolonier. Ændringen var strukturel,

fandt sted i Indien og havde afgørende betydning

for alle befolkningsgrupper.

Det er også fra Indien, vi kender historien om

Eskild Andersen Kongsbakke. Soldaten, der kom

til Tranquebar som konstabel i 1643 og måtte

gennemleve en periode på næsten 30 år, før

der igen kom skib fra Danmark i 1669. På det

tidspunkt var Eskild Andersen Kongsbakke den

eneste tilbageværende ’dansker’ (Kongsbakke

var fra Halland) i kolonien og var nu koloniens

overhoved. Denne simple mands bedrift – at

holde Tranquebar på danske hænder i næsten

tre årtier – er ofte blevet fremhævet som et fan-

tastisk eksempel på national trofasthed. Men det

6 Michael Bregnsbo og Kurt Villads Jensen, Det Danske Imperium. Storhed og Fald, Viborg: Aschehoug, 2004.7 Poul Erik Olsen (red.), Vestindien – St. Croix, St. Thomas og St. Jan, København: GADs Forlag, 2017, s. 212-13.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

28

er det kun i et dansk perspektiv. Fra den indiske

historiker Sanjay Subrahmanyam overtages den

tolkning, at det snarere var en fordel for kolonien,

at man ikke havde besværet med at skaffe retur-

ladninger til skibe fra København. I de danske

skibes fravær kunne man koncentrere sig om at

tjene penge på regional handel i Den Bengalske

Havbugt. Det forklarer også, hvorfor Tranquebar

tilsyneladende var i en bedre forfatning i 1669,

end kolonien havde været i 1643. Pointen er her,

at handelen med Danmark ikke var den eneste,

og langt fra altid den vigtigste indtægtskilde

for kolonien: Tranquebar var først og fremmest

en regional handelsplads i den indiske handels-

verden. Kongsbakke bekymrede sig næppe syn-

derligt om, at han var den eneste tilbageblevne

dansker. Han levede før nationalstaten, og han

var formodentlig indisk gift. Tranquebar var en

multinational enklave, hvor antallet af danske ikke

var væsentligt. Det er kun i en snæver national

forståelsesramme, at kontakt til København og

antallet af danske får afgørende betydning. Det er

i den sammenhæng, at Danmark skal skrives ud af

koloniernes historie. 8

Mellem human kolonialisme og brutal under-

trykkelse

Når man i 2017 skal skrive Danmarks kolonihi-

storie, så koloniernes betydning i Danmark ikke

underdrives og Danmarks betydning i kolonierne

ikke overdrives, er der to positioner, som det er

værd at holde sig fri af. Den ene er den, som

Anne Folke Henningsen i sit bidrag refererer til

som ”grundfortællingen om Danmark som en

(mere) human kolonimagt”; altså det synspunkt,

at Danmark nok havde kolonier og deltog i sla-

vehandelen, men at man trods alt ikke var lige

så undertrykkende som de ’rigtige’ kolonimagter

Storbritannien og Frankrig. 9 Det er en fortælling,

der fremhæver og fejrer det danske slavehan-

delsforbud fra 1792, men glemmer at man kun

nølende ophævede selve slaveriet. Det er også

en fortælling, der flugter fint med den endnu

mere grundlæggende fortælling om den udsatte

småstat. Den synes da også at være særligt

fremtrædende i geografen og lærerinden Sophie

Petersens kolonihistoriske bøger, der udkom i slut-

ningen af 40erne – kort efter at Danmark havde

været besat af Tyskland.

8 Niels Brimnes (red.), Indien. Tranquebar, Serampore og Nicobarerne, København: GADs Forlag, 2017, s. 92-93, 95-969 Mikkel Venborg Pedersen (red.), Danmark – en kolonimagt, København: GADs Forlag, 2017, s. 431

Tranquebar omkring 1650, det vil sige på Eskild Andersen Kongsbakkes tid. Byen er gengivet uden befæstning og repræsentanter for dens forskellige etniske grupper er gengivet i forgrunden. Skokloster slot.

29

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Frihedsbudskabet på vej til København. I 2016 donerede befolkningen i US Virgin Islands 3 skulpturer til Danmark til minde om vores fælles fortid. En af dem var Freedom, der symboliserer de slavegjortes kamp for frihed. Det er meningen, at Freedom skal have en central placering i København. Det er endnu ikke afklaret hvor.

I bogen Ingen Undskyldning forsøger Astrid

Nonbo Andersen at komme med en forklaring

på, hvorfor netop denne fortælling kom til at

stå så stærkt i Danmark. Hun peger med rette

på, at da de nationale fortællinger blev skabt i

sidste halvdel af 1800-tallet, var Danmark alle-

rede blevet en småstat, og dets kolonier under

afhændelse (Vestindien blev først solgt i 1917,

men der var salgsønsker allerede fra 1860erne).

Den bondecentrerede og indadvendte fortælling

om den uskyldige nationalisme blev ifølge Nonbo

let omsat til fortællingen om den uskyldige kolo-

nialisme. 10 Hertil skal lægges, at den eneste kolo-

niale besiddelse, som Danmark havde tilbage efter

1917, var Grønland. Her definerede man helt op

til udbruddet af anden verdenskrig sin rolle som

kolonimagt som at værne om og beskytte de sår-

bare inuitter mod den moderne verden. Stauning

udtrykte det præcist i 1930 i forbindelse med et

besøg i Grønland, som han kaldte ”Danmarks

eneste koloni”, hvor ”et lille eskimofolk nu i

århundreder har levet under det lille Danmarks

varetægt og beskyttelse”. 11 Betegnelsen ’lille’

bruges både om inuitterne og om Danmark. Det

kan næsten ikke blive småt – og uskyldigt – nok!

Den anden position, det er værd at holde sig fri af,

ligger i den modsatte ende af spektret: den redu-

cerer kolonialismen til entydig brutal undertryk-

kelse. Det sker for eksempel, hvis kolonialisme for-

veksles med slaveri og opløses i den simple – men

også for simple – modsætning mellem gode sorte

og onde hvide. Modfortællingen hertil er dels at

kvalificere billedet af slavesamfundet, dels at gøre

opmærksom på, at kolonialisme er andet end

slavedrevne samfund. Naturligvis skal den danske

slavehandel og slaveriet på de vestindiske planta-

ger skildres i al sin modbydelighed (helt uden refe-

rencer til en særlig human ’dansk’ opførsel), men

10 Astrid Nonbo Andersen, Ingen Undskyldning. Erindringer om Dansk Vestindien og kravet om erstatninger for slaveriet, København: Gyldendal, 2017, s. 50.11 H. C. Gulløv (red.), Grønland – den arktiske koloni, København: GADs forlag, 2017, s. 257.12 Poul Erik Olsen (red.), Vestindien – St. Croix, St. Thomas og St. Jan, København: GADs Forlag, 2017, 98-101.13 Poul Erik Olsen (red.), Vestindien – St. Croix, St. Thomas og St. Jan, København: GADs Forlag, 2017, 112-16.

ikke på en måde, så det udelukker slaverne fra at

være historiske aktører. Trods ekstremt vanskelige

vilkår lykkedes det for mange slaver at skabe sig

et liv i den nye verden. Det lykkedes for eksempel

for Damma, som var identisk med slaven Marotta

og den frie kristne kvinde Madlena, og hvis liv

beskrives som indledning til et af kapitlerne i

bindet om Vestindien.12 Afrocaribierne skal heller

ikke reduceres til en homogen gruppe, og derfor

skrives der også om modsætningsforhold mellem

dem: om hvordan et slaveoprør på St. Jan i 1733

tilsyneladende var plaget af interne konflikter

mellem slaver af forskellig etnicitet – konflikter

der formodentlig var rejst med fra Afrika – og om

hvordan nogle slaver købte sig bedre vilkår ved

at undertrykke andre. 13 Det er en mere kompleks

kolonialisme, der på den måde skrives frem. Det

er også en kolonialisme, der gør det muligt at

tematisere kolonihistorien som dynamiske kultur-

møder; og det er endnu en af bestræbelserne i

’Danmark og kolonierne’.

Det er imidlertid mindst lige så vigtigt at gøre

opmærksom på, at koloniale relationer kan mani-

festere sig i mangfoldige og ret forskellige former,

og at den danske kolonialisme rummede flere af

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

30

dem. Den allerede beskrevne beskyttende

og omsorgsfulde politik i Grønland, repræ-

senterer en anden udgave af den koloniale

relation end den caribiske slaverelation.

Fra midten af 1800-tallet til midten af

1900-tallet mente man ganske enkelt,

at det grønlandske naturfolk ville gå til

grunde, hvis de blev konfronteret med

verden uden for. Derfor kunne den Kon-

gelige Grønlandske Handel forsætte sit i

perioder lukrative monopol og inuitterne

holdes isoleret, indtil de amerikanske trop-

per meldte deres ankomst under anden

verdenskrig og spolerede illusionen om det

uberørte naturfolk.

Det er imidlertid mindst lige så vigtigt at

gøre opmærksom på, at koloniale rela-

tioner kan manifestere sig i mangfoldige

og ret forskellige former, og at den dan-

ske kolonialisme rummede flere af dem.

Den allerede beskrevne beskyttende og

omsorgsfulde politik i Grønland, repræ-

senterer en anden udgave af den koloniale

relation end den caribiske slaverelation.

Fra midten af 1800-tallet til midten af

1900-tallet mente man ganske enkelt,

at det grønlandske naturfolk ville gå til

grunde, hvis de blev konfronteret med

verden uden for. Derfor kunne den Kon-

gelige Grønlandske Handel forsætte sit i

perioder lukrative monopol og inuitterne

holdes isoleret, indtil de amerikanske trop-

per meldte deres ankomst under anden

verdenskrig og spolerede illusionen om det

uberørte naturfolk.

I Vestafrika og Indien finder vi en tredje

kolonial relation. Her var danskerne kolo-

nimagt på nogle andres præmisser. Hoved-

Koloniale relationer kan manifestere sig i mangfoldige og ret forskellige former, og den danske kolonialisme rummede flere af dem. Fortællingen om den uskyldige kolonialisme har især været knyttet til Grønland. Hans Egede i Grønland. Illustration fra Danmarks Historie i Billeder (1898).

temaet i de første seks kapitler i bindet om Vestafrika

er således, hvordan danskerne på handelsforterne var

tvungne til at indordne sig under magtrelationerne mel-

lem de eksisterende afrikanske stater langs kysten.14 På

samme måde er det i bindet om Indien et gennemgående

synspunkt, at den danske kolonialisme udfoldede sig

inden for rammer, der var sat af andre: først og frem-

mest af fremtrædende repræsentanter for det indiske

samfund, men efterhånden også de øvrige kolonimagter

og især Storbritannien. På den måde gøres indiske fyrster

og lokale indiske eliter vigtigere for Danmarks kolonihi-

storie end tidligere. Det har intet med grundfortællingen

om den humane kolonimagt at gøre, men er parallelt

med den komplekse beskrivelse af slavesamfundet: de

koloniserede skal ikke gøres til ofre, men til betydnings-

fulde og handlende historiske aktører; aktive deltagere i

et kulturmøde. Heri ligger netop et egentligt opgør med

eurocentrismen.

Fortiden i Nutiden

Et sidste aspekt, der kendetegner ’Danmark og kolonier-

ne’ er, at fremstillingen ikke stopper med deres afhæn-

delse. Tværtimod sluttes alle bind – undtagen bindet om

Grønland, som jo aldrig er afhændet – med et kapitel

om den koloniale fortid efter den formelle kolonialismes

14 Per Oluf Hernæs, Vestafrika – forterne på Guldkysten, København: GADs Forlag, 2017, s. 18-178.

31

nr.

215

/

dec

emb

er

2017ophør og frem til i dag. Det handler om missions-

arbejdets fortsættelse, om dansk bistandspolitik

og – ikke mindst – om den helt aktuelle indsats

for kulturarvsbevaring, så ikke mindst danske turi-

ster kan besøge og besigtige danmarkshistorien

i de tidligere kolonier. Men det handler også om

koloniernes spor i Danmark og om vores omgang

med den koloniale fortid i udstillinger, bøger og

film. Og det handler om den offentlige debat,

og om undskyldninger for slaveriet. Da ’Danmark

og kolonierne’ udkom på ’transfer day’, præcis

100 år efter den formelle overdragelse af de

vestindiske øer til USA, viste det sig med al mulig

tydelighed, at Danmarks koloniale fortid i meget

høj grad er til stede i nutiden. Det er endnu et

argument for at skrive den danmarkshistorie, der

handler om den mellemstore, multinationale og

kolonbesiddende magt, frem for den der handler

om den udsatte småstat.

Forfatteren har været med i hovedredaktionen

bag ’Danmark og kolonierne’ og redigeret bindet

Indien. Tranquebar, Serampore og Nicobarerne.

Synspunkterne i denne artikel er imidlertid hans

egne og udtrykker ikke nødvendigvis redaktio-

nens eller andre forfatteres holdninger.

33

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Af

Nils

Val

der

sdo

rf J

ense

n, m

use

um

sin

spek

tør

ved

Sve

nd

bo

rg M

use

um

Læring uden vægge

Lokale og globale Danmarkshistorier på Syd-

fyn

Lokalhistorie har et stort og ofte uforløst poten-

tiale i undervisningssammenhæng. Svendborg

Museum har sammen med lokale gymnasier og

folkeskoler arbejdet på at gentænke, hvordan

lokalhistorien kan indgå på nye måder i under-

visningen på Sydfyn. Det er sket med afsæt i

den idé, at inddragelse af lokalhistorie kan skabe

nærværende, relevant og øjenåbnende historie-

undervisning.

I artiklen præsenteres to konkrete projekter, der er

lige til at kopiere.1 Det første projekt, ”Historiens

Dag”, er en model for, hvordan en hel årgang

kan introduceres til faget historie gennem lokale

fortællinger, og projekt nr. 2, ”Svendborg Besat”,

er et konkret undervisningsmateriale med besæt-

telsestiden i fokus.

Udgangspunktet for projekterne har været, at

Svendborg Museum har en utraditionel tilgang

til det at være museum. Museet har ingen per-

manente udstillinger eller et fast tilholdssted. Det

betyder, at den måde, vi kan indgå i undervisnin-

gen på, er anderledes end klassiske museer. Til

slut reflekteres over, hvad det gør ved undervisnin-

gen, at den ”er uden vægge”, inddrager lokale

begivenheder, steder og personer og eksempelvis

foregår udendørs.

Historiens Dag

I marts 2015 afviklede Svendborg Museum og

Svendborg Gymnasium for første gang Historiens

Dag for hele 1. G på Svendborg Gymnasium. De

knap 300 elever blev præsenteret for lokalhistori-

ske fortællinger, en tåkrummende musikvideo og

nye måder at arbejde med historien på - og blev

selv aktiveret som oplægsholdere om byens histo-

rie. Historiens Dag vol. 2 og 3 blev afviklet i 2016

og 2017. Vi har tilpasset konceptet løbende, men

grundlæggende er det det samme projekt, som

det vi søsatte i 2015.

Optakt og koncept

Konceptet omkring Historiens Dag på Svendborg

Gymnasium og HF (SGH) startede med, at histo-

riefaggruppen overvejede, hvorledes man kunne

øge interessen for historie i 1.g. Der blev nedsat

en arbejdsgruppe og derfra blev der taget initiativ

til Historiens Dag.

Strukturen for historieundervisningen på SGH

er således, at undervisningen påbegyndes efter

1.g´ernes grundforløb. En af de ting vi kæmper

med på SGH er at kunne forklare, hvorfor historie

er vigtigt. ”Vi skal forstå fortiden for at kunne

forstå os selv” og at ”man skal lære af fortiden

for ikke at begå de samme fejl” og lignende for-

klaringer og floskler, som meget godt illustrerer

historiens vigtighed for den indviede, mens de

fleste 1.g´ere er på et metaniveau, hvor de ikke

helt er endnu.

Vi startede med en ambition om at øge forståel-

sen for historien og historiefaget. En række for-

slag blev lagt på bordet, selve formen var en dag

i historiens tegn og at fokusere på 1.g-klasserne.

Det var for dem at historiefaget var nyt, og vi

udelod HF´erne i forhold til timetallet i KS-faget.

Rammen blev sat til at omhandle lokalområdet

med et primært fokus på personlige historier. Ud

fra vores erfaring som historielærere er lokalområ-

1 Afsnittet om Historiens Dags koncept er skrevet af Clemme Kjær, Lars Lundgaard og Njal Laursen, der alle er gymnasielærere på Svendborg Gymnasium.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

34

det sjældent et område, man har tid/mulighed for

at beskæftige sig med i sit fag. Desuden tænkte

vi, at vi gerne ville vise, at historie også er lokalt og

ikke kun ses gennem nationale samfundsændrin-

ger. En anden overvejelse i forhold til det lokale

fokus var, at det bliver nærværende for eleverne.

Svendborg Museum blev kontaktet og påtog sig

en stor del af arbejdet angående forberedelse,

materiale og udførelse.

Eleverne blev varmet op til dagens anstrengelser

via en hjemmelavet musikvideo med optrædende

historielærere. På en særdeles uformel måde blev

der lagt op til en sjov dag. Videoen kom senere

på landsdækkende TV i Nørgaards Netfix, hvor det

blev konkluderet, at visse lærere havde for meget

forberedelsestid. 2

Kilderne og undervisningsmaterialet

Ud over musikvideoen fik eleverne udleveret kilder

og spørgsmålsark til dagen og alle klasser blev

opdelt i seks grupper – hver fik tildelt et tema. De

seks temaer var Svendborg under besættelsen,

socialhistorie, søfartshistorie, Svendborg i middel-

alderen, Svendborg under industrialiseringen og

Svendborgs skatkammer dvs. et besøg på museets

magasin.

For at sikre, at Historiens Dag ikke blot blev

envejskommunikation fra museum/lærer til elev,

blev der sammensat et undervisningsmateriale og

opgavesæt, der lagde op til arbejde i klasserne,

kildebehandling før dagen og inddragelse af ele-

verne i den endelige præsentation.

Hvert tema var skåret over samme læst med kilder,

kortmateriale og en skæbnepræsentation. Erfa-

ringen fra både gymnasium og museum gik på,

at det brugte materiale skulle forankres i en eller

flere skæbner, der kunne skabe identifikation.

Hvert materialesæt indeholdt derudover en række

læse- og fokusspørgsmål til den præsentation

eleverne skulle afslutte dagen med.

For emnet Svendborgs søfartshistorie indeholdt

2 Se den fremragende musikvideo ”Historiens Dag – Svendborg Gymnasium og HF” her: https://goo.gl/6jdu4K

materialet en graf og en række læserbreve fra

1899. Grafen viste hjemmehørende og byggede

skibe ved Svendborg Toldsted 1750-2000. Sam-

menhængen mellem skibsbygning og søfart var

det primære faglige budskab her, og viste især,

hvordan Svendborg i sejlskibstiden var et maritimt

kraftcenter.

Kilderne eleverne skulle bearbejde og bruge i

præsentationerne var uddrag fra den såkaldte

læserbrevsfejde fra 1899. I fejden føg læserbreve,

der agiterede for og imod dampskibe. Peter

Mærsk-Møller, dampskibsreder i Svendborg, argu-

menterede for at dampskibe var fremtiden, og at

Svendborg hurtigst muligt måtte slå ind på den

vej. Han blev imødegået af Jørgen Ring-Andersen,

hvis slægt stadig i dag ejer og driver et træskibs-

værft på Frederiksøen i Svendborg Havn. Eleverne

skulle sammenholde de to forskellige forfatteres

argumenter og på rundvisningerne besøge det

Stålskibsværft, Mærsk Møller argumenterede for.

Læsespørgsmålene gik især på at konkretisere

forskellene mellem J. Ring-Andersens og Peter

Mærsk Møllers argumenter, og få eleverne til at se

sammenhængen mellem skibsbyggeriet og told-

stedets tonnage. Temaet skabte et helt konkret

indblik i den kulturkamp mellem tilhængere af

træ- og stålskibe, industrialiseringen af skibsbyg-

geriet afstedkom.

Dagens forløb

Den 18. marts 2015 løb den første Historiens

Dag af stablen. Dagen startede med et stafet-

foredrag på gymnasiet. På en time blev de seks

museale poster præsenteret af hver sin fagperson,

der introducerede hvert sit emne og person. Hele

1. G. årgangen overhørte præsentationerne. Præ-

sentationerne skulle sikre at hele årgangen havde

et overordnet kendskab til de forskellige områder,

og vise dem, hvem deres museumsperson var. Vi

har bibeholdt stafetforedraget i 2016 og 2017,

da evalueringerne viste, at denne del gjorde, at

35

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Stafetoplæg for hele årgangen. Her museumsinspektør Jeppe Wichmann, der fortæller om Svendborg Fattiggård

eleverne fik et fælles udgangspunkt for dagen

samt fik smagsprøver på de temaer, deres klas-

sekammerater senere skulle præsentere dem for.

Efter stafetforedraget gik eleverne ud i deres

grupper og mødte deres museumsfolk ude i byen

til to timers rundvisning og arbejde med kilderne.

Hver gruppe skulle på basis af kilderne og rund-

visningen forberede en præsentation, og tage

udgangspunkt i udleverede arbejdsspørgsmål, der

trak tråde fra før til nu.

Eksempelvis skulle samtlige grupper svare på,

hvad der i nutidens Svendborg svarede til det

de havde beskæftiget sig med – fx kunne mid-

delaldertemaets fokus på kirkerne bruges til at

diskutere moderne religiøsitet.

Efter rundvisningerne arbejdede eleverne med

deres præsentation, som blev præsenteret rundt

i klasserne. Det vil sige, at samtlige klasser fik

en elevskabt præsentation af de seks historiske

temaer, og derfor – forhåbentlig – har lokalhisto-

risk viden med i deres historiske rygsæk.

Evaluering og tilpasning

Et er, at museet og gymnasiet generelt var til-

fredse med dagens forløb og elevernes præsen-

tationer – noget andet er elevernes reaktion. Den

efterfølgende evaluering afslørede en generel

tilfredshed omkring dagen, og en klar tilkendegi-

velse omkring en gentagelse af projektet. Enkelte

poster og aktiviteter krævede et mindre gennem-

syn. Efterfølgende har vi eksempelvis tilføjet to

ekstra poster til ruten for at mindske mængden

af elever på den enkelte post.

Generelt synes ”Historiens Dag” at være en suc-

ces, hvilket også blev bestyrket af positiv omtale

i den lokale avis.3 Knap 25 % af eleverne mente

dagen var ”meget god”, mens knap 50 % synes

det var ”godt”. Det er tal, der efterfølgende er

steget. Didaktisk fik eleverne på en anderledes

måde en større indsigt i, hvad man kan benytte

historien til samt udviklingen i nærområdet og

dermed den generelle samfundsudvikling i Dan-

mark.

Svendborg Besat

Hvor Historiens Dag er et større projekt til brug for

en hel årgang, er undervisningsmaterialet ”Svend-

borg Besat” udarbejdet som konkret læremiddel

til folkeskolens udskoling eller en gymnasieklasse,

der arbejder med besættelsestiden. 4

Tanken bag projektet er, at eleverne ved at gå på

en selvguidet byvandring i Svendborg opnår viden

om og kendskab til, hvordan en global begiven-

hed som Anden Verdenskrig påvirkede Svend-

borg. Besættelsestidens historie i Svendborg er i

dag usynlig for de fleste, selvom det er de samme

brosten og gader vi færdes i til dagligt, der også

3 ”Svendborg ryster støvet af historien”, Fyns Amts Avis, 18. marts 2015: https://goo.gl/BvnwFm4 Undervisningsmaterialet kan tilgås på Svendborg Museums hjemmeside: https://goo.gl/R3w7Ue

På posterne. Arkæolog Marie Vang fortæller om gravhøjene i umiddelbar nærhed af Svendborg Gymnasium.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

36

dannede rammerne om en af de mest omdiskute-

rede perioder i dansk og europæisk historie. Ved

at bruge Svendborg Besat i undervisningen kan

eleverne opleve, at historie ikke er noget fjernt,

abstrakt noget, der kun udspiller sig på bøgernes

sider, men altså midt i egen by.

Kernen i Svendborg Besat er en fortællerute gen-

nem besættelsestidens Svendborg, der er baseret

på 9 skilte placeret i Svendborg by. Eleverne skal

bruge skiltene som poster i en selvguidet byvan-

dring fra besættelse til befrielse og fra modstand

til retsopgør. Bl.a. fortæller et af skiltene historien

om Møllergade 2, hvor en lokal afdeling af Dan-

ske Bank holder til i dag. Indtil den 10. november

1944 husede matriklen ejendommen Vinhuset.

Om aftenen blev bygningen sprængt, og det

startede en voldsom brand, hvor to beboere

indebrændte. Som schalburgtagehandling bruges

episoden som eksempel på den voldsomme usik-

kerhed, beboerne i Svendborg og andre danske

byer i stigende grad blev præget af under krigen

– en hverdag mærket af luftalarmer, sabotager,

arbejdsløshed og rationeringer.

Den selvguidede byvandring blev ledsaget af spør-

geark, kildearbejde og billedmateriale, så de ni

lokationer i byen ikke stod alene. Ved Skattergade

11 var i 1945 en større konfrontation mellem den

lokale modstandsgruppe USP og Gestapo, der

resulterede i adskillige civile ofre. En af de centrale

modstandsfolk, Mathias Nørgaard, overlevede, og

hans søn nedskrev senere Mathias’ beretning om

det, der i folkemunde blev til ”Slaget i Skatter-

Elevpræsentationer. Her fra en gruppe med middelaldertema.

gade”. Kilden giver begivenheden et ekstra lag og

muliggør identifikation med en navngivet person.

Efter byvandringen rundt i Svendborg, skal ele-

verne selv medialisere fortællingerne – enten via

journalistiske reportager, små film, interviews eller

præsentationer. Bagtanken er den samme som

ved Historiens Dag – når eleverne selv præsenterer

et emne, medfører det større ejerskab til historien.

Museum uden vægge

Som skrevet i indledningen, så har udgangspunk-

tet for projekterne været, at Svendborg Museum

har en utraditionel tilgang til det at være museum.

Museet har ingen permanente udstillinger eller et

fast tilholdssted. Det betyder, at den måde, vi kan

indgå i undervisningen på, er anderledes end for

klassiske museer.

Et oplagt spørgsmål er, hvad skiftet betyder for

den læring og den oplysning, museet er sat i

verden for. Meget museumspædagogik er udstil-

lingsorienteret, men der er elementer, der kan

genbruges i et museum uden vægge. Nordman-

den Merethe Frøyland har eksempelvis argu-

menteret for, at læring, den proces, hvor noget

forstås, er en aktiv proces, der kræver mange

forskellige rammer og virkemidler for at være

virksom. Det vil sige, at et museum skal satse på

alsidig formidling, der er både ”minds on” og

”hands on” afhængigt af, hvad vores brugere har

Vinhuset brænder. Det er begivenheder som denne, der er usynlige i gadebilledet, men som projektet retter fokus på.

37

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Informationsskiltene fra Svendborg Besat.

af læringspræferencer.6 Den læring, Svendborg

Museum skaber på byvandringer, via fortælleru-

ter, Historiens Dag, sejlture og midlertidige udstil-

linger mm., kan dermed sagtens være tættere på

idealet om alsidighed i formidlingstilbuddene end

et klassisk museum.

Hvis man betragter byen som en art udstilling

eller museumsgenstand, er det oplagt at kopiere

velkendte greb som audioguides, genstandstek-

ster (skiltning) og guidede ture. Samtidig kan vi

også gentænke byen som klasseværelse eller et

læringsrum, hvor de ting, som vi formidler, bliver

en del af elevernes liv som et ekstra historisk lag

på hverdagen.

Fra lokal til global

Det er ikke altid, at lokalhistorie opleves som

6 Merethe Frøyland: ”Multiple erfaringer i multiple settinger – MEMUS, et teoretisk rammeverk for museumsformidling” i Nordisk Museologi 2003 s. 51

relevant for undervisningen. Et af de greb, vi kan

bruge til at sikre og tydeliggøre relevansen, er at

folde lokalhistorien ud og koble den lille og den

store historie. Dermed kan vi tage udgangspunkt

i lokale fortællinger, men bruge dem til at for-

tælle national eller international historie. Et godt

eksempel er grundlæggelsen af Svendborg Værft

i 1916, som eleverne besøgte på Historiens Dag.

Grundlæggelsen kan både fortælles som en ren

lokal historie om store mænd, der startede en

hæderkronet virksomhed, men også udlægges

som eksempel på, hvordan en global begivenhed

- 1. Verdenskrig - prægede livet i en neutral dansk

provinsby. Da værftet blev grundlagt foregik det

ikke i et vakuum. Første Verdenskrig rasede, skibe

i Vesterhavet blev torpederet, og fragtpriserne

steg eksplosivt. Der var penge at tjene, hvorfor

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

38

det lille stålskibsværft, der blev startet af Ring-

Andersen-familien 10 år tidligere, blev opkøbt og

udvidet.

Grundlæggelsen af Svendborg Værft er ikke ene-

stående. I 1916 startede 7 nye danske værfter og i

1918 fik 10 værfter kapitaludvidelser. De fleste gik

hurtigt konkurs, da krigen stoppede. Svendborg

Værft gik også konkurs, men startede hurtigt op

igen. Værftets bygninger i jernbeton står stadig

tilbage som et vidnesbyrd om, hvordan en stor

global begivenhed satte et aftryk på Svendborg.

At bruge lokalhistorien som case til at fortælle de

store historier er en del af det faghistoriske blik,

som Kim Furdal har pointeret i sin ph.d. afhand-

ling ”Kampen om lokalhistorien”, så betyder

lokalhistorie ikke nødvendigvis det samme for

faghistorikere og lokalhistorikere. Lokalhistorikere

engagerer sig i den lokale historie, fordi den er

deres. Det er deres egn, deres slægt og deres by.

Faghistorikerens blik kan i princippet bruges hvor

som helst. 7

I forhold til arbejdet med undervisning i lokalhisto-

rien er øvelsen netop at se sin helt egen historie

som del af noget større; lokalt og nationalt. Vi

kan ikke gå ud fra, at en genstand eller fortælling

opleves som relevant alene i kraft af sin lokale

karakter. At sikre relevans er mere end geografi

– også for et lokalhistorisk museum. Relevante

historier har ofte afsæt i nutiden, i konkrete

debatter eller skaber oplevelser og indsigter i det

område, man færdes i.

Målet med både Historiens Dag og Svendborg

Besat er at give eleverne et nyt syn på egen by.

Samtidig skal kendskabet til markante lokalhi-

storiske fortællinger sikre, at eleverne har en

anderledes bagage med til den videre historieun-

dervisning, hvor koblingen mellem den globale og

lokale udvikling måske er nemmere at skabe – fx

hvordan Svendborg Værft er et udtryk for Første

Verdenskrig eller hvordan Anden Verdenskrigs

dønninger også ramte Sydfyn.

Se materialet om Svendborg Besat på https://goo.

gl/R3w7Ue

6 Furdal, Kim: Kampen om Lokalhistorien, Museums Sønderjylland 2016, Bind I, s. 16

D. 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Torvet

var igennem besættelsen byens vigtigste samlings-

sted for parader, sangstævner og sammenstimling.

Over hele landet var Alsang – store sangmøder – en

hyppig reaktion på besættelsen. I Svendborg var der

d. 1. sep. 1940 et stort alsangsmøde på Torvet, hvor

6000 mennesker deltog.

Først i 1943 blev der udstationeret tysk militær i

Svendborg, så besættelsen mærkedes i begyndelsen

mest gennem rationering af madvarer og mørklæg-

ning. Luftalarmerne blev hyppige efter ’43. Der blev

bygget 74 beskyttelsesrum og bunkers i Svendborg,

bl.a. en på Torvet.

Svendborg blev ovenikøbet garnisonsby d. 14. dec-

ember 1942, da 600 danske soldater fra Jylland

marchede ind på Torvet med op til 10.000 tilskuere.

Soldaterne i byen var et nyt indslag. Soldaterne var

aktive under augustoprøret i 1943, hvor samarbejds-

politikken brød sammen og hæren opløstes.

On the 9th of April 1940, Denmark was occupied by

Germany. Through the occupation, Torvet was the

town’s most important rendezvous for parades, sing-

ing rallies and meetings. Across the whole country,

“Alsang” - large singing rallies - were a frequent re-

action to the occupation. On 1st of September 1940, a

large “Alsang” meeting was held on Torvet in Svend-

borg with 6000 people participating.

Only in 1943 were German military units deployed in

Svendborg so, in the beginning, the occupation was

mostly felt through the rationing of food and black-

outs. The air raid warnings became more frequent

in 1943. 74 bomb shelters and bunkers were built

in Svendborg and among them one was built on the

square.

In addition, Svendborg became a garrison town on the

14th December 1942 when 600 Danish soldiers from

Jutland marched in to Torvet with up to 10.000 spec-

tators. The soldiers in the town were a new feature.

The soldiers were active during the August Uprising

in 1943 when the coalition policy collapsed and the

military disbanded.

Skiltet er en del af ruten og undervisningsmaterialet

”Svendborg besat”. På ruten kan du opleve besættelsen af Danmark

(1940-45) set fra Svendborg. Du kan hente ruten og materialet

på svendborgmuseum.dk/formidling/undervisningsmateriale

SVENDBORG

BESAT

SVENDBORG MUSEUM

TORVET BESAT

TORVET THE SQUARE

SVENDBORGBESAT

En anden side af Torvet end de store menneskemængder– en enlig tysk flygtning går over Torvet i foråret 1945. Læg mærke til bunkeren.

Skilte Svendborg besat

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

40

Af

Den

nis

Ho

rnh

ave

En hyldest til den gode fortælling

Overvejelser om at formidle Danmarkshistorie for

børn med udgangspunkt i ”Sigurds Danmarkshi-

storie”.

Kan man skrive en apolitisk Danmarkshistorie?

Hvilke perspektiver og personer skal med? Skal

mytestof have lov at fylde? Var Gøngehøvdin-

gen en superhelt og kan man være bekendt at

fremstille ham som sådan, hvis man skal fortælle

en lødig Danmarkshistorie? Hvordan bliver man

opmærksom på sine egen historisk betingede

bevidsthed, så man ikke bare ureflekteret formid-

ler ”sin egen Danmarkshistorie”?

Spørgsmålene var der flere af end svar, da vi holdt

det første møde i Sigurds bjælkehytte. Forud for

mødet havde vi givet håndslag på at gå kritiske

ind i samarbejdet. ”Jeg vil ikke tales efter mun-

den” var Sigurds udgangspunkt ”Men jeg vil

fortælle en levende historie, der kan engagere

børn til at reflektere over, hvilken historie de er

rundede af.” I indledningen til Sigurd fortæller

Danmarkshistorie skriver Sigurd selv:

”Mit mål var at fortælle de gode historier, som

vores kultur er rundet af – fri for politiske interes-

ser og ideologiske dagsordener.

At skrive Danmarkshistorie for børn har krævet

mange valg: Hvilke begivenheder og personer

skulle med? Og hvordan skulle de skildres? Og

hvad med myterne? Skulle jeg gengive myter,

som ikke er historisk korrekte, men som er gode

historier? […] Jo, selvfølgelig skulle de med, men

børn skal også vide, at nogle af historierne er

mere korrekte end andre. De skal lære at sortere,

men først og fremmest skal de have alle de gode

historier fortalt.”

Citatet er interessant og centralt af flere grunde.

For det første fordi det rummer mange af de

dilemmaer vi har arbejdet med fra projektets start.

Dels ønsket om at skabe en apolitisk fortælling,

som ingen bliver ekskluderede af. Og når Sigurd

skriver det eksplicit er det ikke et tilfælde. Som

konsulenter på projektet gjorde vi tidligt opmærk-

som på, at al historiefortælling har et politisk

potentiale. Vores pointe blev understreget af, at

Dansk Folkeparti kort tid efter nævnte projektet

i forbindelse med forhandlinger om finansloven.

Selv om finanslovspuljen i sidste ende ikke tilfaldt

Sigurd fortæller Danmarkshistorie betød det, at

fokus fra start var skærpet. En af de praktiske

måder Sigurd har løst det, er med kommentarer i

kategorien ”… eller sådan var det nok ikke i vir-

keligheden, men det er da en god historie, synes

du ikke?” Sigurd valgte i tråd med sin skrivestil,

at inddrage læseren og initiere refleksion ved at

tydeliggøre sine valg løbende i sit vanlige og let

tilgængelige sprog.

Da vi startede projektet sagde Sigurd ”Hvis vi

skal gøre det her sammen, skal I love mig at lave

verdens bedste undervisningsmateriale” Og noget

andet Sigurds citat peger på, er noget af det vi

har forsøgt at folde ud i det undervisningsmate-

riale Rasmus Welling og jeg har lavet til Sigurds

hovedbog - fortællingerne kan noget i sig selv

(men ikke det hele). De kan fungere som huske-

knager, så eleverne kan holde styr på begreber og

kompleksiteter. Når børn og unge i dag er draget

af f.eks. Anden Verdenskrig i så høj grad som det

er tilfældet, kan det selvfølgelig tilskrives popu-

lærkulturens bearbejdning af det der skete, men

det handler også om, at narrativet er stærkt. Vi er

alle klar over, hvem der er de onde og de gode,

der er en tydelig start, midte og slutning og det

var os der vandt til sidst. At det ikke er den hele

sandhed, behøver ikke at være en katastrofe, hvis

41

nr.

215

/

dec

emb

er

2017fortællingen formår at invitere læseren ind, så der

opstår en nysgerrighed i forhold til selv at gå mere

i dybden med indholdet. I undervisningsmaterialet

har vi brugt fortællingerne til netop det – at skabe

et narrativ dør til bagefter at kunne arbejde sig

ind i historiefagets kompetencemål. På den måde

har vi forsøgt at kombinere Sigurds ønske om

at skabe gode medrivende fortællinger med et

fagligt ønske om at skabe innovativ og levende

historieundervisning.

Sigurd ville det hele og mere til – underholde,

skabe refleksion, fortælle faktuelt korrekt, lægge

til rette for et nytænkende undervisningsmateriale

og meget mere. Når man vil det hele er der en

risiko for at man sætter sig mellem stolene og

kun når det halve, men noget af det der har været

med til at sikre det ikke skete og som adskiller

Sigurd fortæller Danmarkshistorie fra min fore-

stiling om andre lignende projekter er, at mange

mennesker har bidraget med deres tunge faglige

viden på deres helt eget felt. På https://goo.gl/

czAjUK kan man få et overblik over projektets

enorme galleri af aktører. Af de mest centrale kan

nævnes: Nationalmuseet, Falihos, HistorieLab,

Forlaget KLIM, DR, Politikens forlag, Skoletube

og Det danske filminstitut. Alle har på hver sin

måde bidraget til at kvalificere projektet og skabe

synergi. Om det så er lykkedes i den udstrækning

der var intentionen må du og andre, der har

været målgruppen for projektet vurdere. Bemærk

i øvrigt, at der på https://goo.gl/cMd1Aj findes

et link til 40 fil og iPadspil, som kan downloades

gratis til undervisningsbrug.

Artiklen er skrevet af Dennis Hornhave Jacob-

sen, på egne, Falihos og Sigurd Barretts

vegne.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

42

Af

Ped

er W

iben

Anmelder i Noter?

Noter har gennem de sidste mange år haft et

stort, engageret og meget kompetent anmelder-

korps til at anmelde nye historiefaglige bøger. Stor

tak til alle anmelderne!

Det har resulteret i at Noter vel nok er det sted

i medierne, hvor der samlet set anmeldes flest

historiefaglige bøger. Det er vi endog meget stolte

af! Og vi er sikre på at mange af Noters læsere har

stor glæde af anmeldelserne.

Imidlertid har det på det seneste vist sig, at færre

anmeldere har kunnet afse tid til anmeldelser.

Redaktionen er sikker på at årsagen er den, at

flere og flere lærere ikke overkommer at anmelde

bøger pga. et øget arbejdspres som følge af den

nuværende regerings nedskæringer på skolerne.

Det er jo rigtig sørgeligt at lærerne ikke kan afse

tid til at udvide deres faglige horisont, fordi de

ikke overkommer mere end at passe deres under-

visning.

Derfor søger Noter flere anmeldere til alle de

mange historiefaglige bøger der udgives.

Derfor:

Hvis du kunne tænke dig at blive anmelder i Noter

skal du blot henvende dig til pederwiben@gmail.

com

Du bedes skrive hvilke emner du særligt interesse-

rer dig for, din adresse hvortil bøgerne kan sendes

og din mail adresse samt tlf. nr. Så vil redaktionen

forsøge at finde en bog indenfor dit interessefelt

og sende den til dig. Du er også velkommen til

selv at foreslå bøger, som du gerne vil anmelde –

så vil redaktionen forsøge at finde bogen frem til

dig og sende den.

Der gives ikke noget honorar for at anmelde en

bog - men du beholder den tilsendte bog som en

slags ”honorar”.

Du vil altid få en mail om hvorvidt du kunne

tænke dig at anmelde en bestemt bog ca. 7-8

uger før deadline – og det er helt ok at springe

over hvis du er presset af skolearbejdet og ikke

kan finde tid til at anmelde en bog. Så får man

blot et tilbud næste gang.

I Noter har anmeldelser af bøger til undervisnin-

gen første prioritet og de vil som regel altid blive

trykt i bladet. De anmeldelser der ikke er blevet

plads til i bladet bliver lagt på Noters side på EMU

– sammen med hele bladet.

Hvis dette har din interesse så skriv til

pederwiben@gmail.com – det kunne være rigtig

godt at udvide anmelder korpset.

43

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Af

Bu

rkh

ard

Sie

vers

Historiekonkurrence – er der tid til det?

Årets historiekonkurrence er kommet i gang.

Titlen for konkurrencen er: Min familie – herfra

min verden går. Du kan læse alle detaljer omkring

konkurrencen på historielaerer.dk.

Formålet med denne artikel er selvfølgelig at

gøre reklame for dette spændende projekt, som

historielærerforeningen siden 2005 har stablet på

benene. Overskriften er valgt, fordi gymnasiere-

formen på mange skoler i år har trukket tænder

ud, især for nogle bestemte faggrupper. Og vi

ved, hvad der sker i en travl hverdag. Der er ikke

plads til det lille ekstra, der ellers gør det så udbyt-

terigt og tilfredsstillende at være gymnasielærer

og elev.

Jeg skriver denne artikel, fordi jeg i de sidste knap

seks år har stået for konkurrencen og nydt det.

Da jeg i 2011 kom ind i bestyrelsen, var der ikke

ret meget gang i konkurrencen, og vi diskute-

rede, hvorvidt vi som bestyrelse skulle opgive at

organisere den. På det tidspunkt havde der været

en række år med ca. 10 bidrag om året, oftest

fordelt på tre til fire skoler, hvor enkelte bestyrel-

sesmedlemmer eller forhenværende havde deres

daglige gang.

Vi blev enige om at give konkurrencen en sidste

chance, og jeg forpligtede mig på at bruge energi

på at få konkurrencen til at vokse.

Her ville jeg selvfølgelig gerne skrive, at udviklin-

gen er vendt, og at det er gået fremad fra år til

år. Det kan jeg desværre ikke gøre, men konkur-

rencen lever og har det, på et beskedent, men

fornuftigt niveau, ganske udmærket.

I de senere år har deltagerantallet svinget mellem

lidt over 20 og ca. 50 bidrag, og antallet af delta-

gende skoler er øget kraftigt, så der nu som regel

er 12 – 15 skoler, der sender bidrag ind for at kon-

kurrere om både pengepriserne - ti tusinde kroner

er også en slags penge - og muligheden for at del-

tage i Eustory’s internationale historieworkshops,

hvor vinderne, dvs. første, anden eller tredjeprisen

fra godt 20 europæiske lande deltager. I år var der

tre danske deltagere i en international workshop

i Berlin med lidt over 100 deltagere, som blev

afholdt i ugen op til efterårsferien. På EMU ligger

der en beretning fra to deltagere i 2013 – det vil

nok være en god idé at bede flere workshopdel-

tagere om at dele deres erfaringer.

Konkurrencen har det godt, fordi de bedste bidrag

er af høj kvalitet. Jeg oplevede gennembruddet i

2012/13, da tre elever fra Rysensteen løb med sej-

ren. Deres video om det arabiske forår tog kegler,

også i forhold til de andre Eustory-lande, der fik

øje for deres video, som gruppen efterfølgende

havde tekstet på engelsk. Filmen var med til, at

jeg på en af de efterfølgende koordineringskon-

ferencer i Eustory holdt oplæg om nye og kreative

formater i konkurrencen. Det har udviklet sig til

en dansk specialitet, at opgaverne, der i nogle

af de andre lande ligner lidt tørre halvakademi-

ske undersøgelser, baseret på få lokale kilder, er

spraglet og mangfoldigt, uden at give køb på kva-

liteten. Vi har haft noveller, små teaterstykker, en

livskuffert, en scrapbog om Axel Hansens tøjfirma,

malerier og ikke mindst en række gode film, som

er direkte anvendelige i undervisningen. Jeg har i

hvert fald brugt filmen om det arabiske forår og

filmen om Marius, der som 21-årig mistede livet

i modstandskampen mod den tyske besættelse.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

44

Her er links til disse to film (+ youtubetitel, hvis

man med papirudgaven i hånden hurtigt vil

google):

Fremtiden for det arabiske forår: https://goo.gl/

YaCoqu

De har taget Marius: https://goo.gl/hAubVj

På historielaerer.dk kan man finde yderligere

spændende vinderopgaver, og på EMU ligger der

under følgende link en slags arkiv, hvor man kan

se vinderopgaver helt tilbage til 2007. Og der er

andre nyttige artikler, blandt andet vejledninger

fra erfarne lærere, hvordan man kan få gang i

konkurrencen på ens egen skole. Uden lærernes

indsats er der ingen historiekonkurrence!

se https://goo.gl/SXui2j

I de sidste år har vi også arbejdet med at gøre

mere ud af prisoverrækkelsen. Mogens Lykketoft

er protektor for konkurrencen, og han har været

med i de sidste fire år, bortset fra året, hvor han

var optaget af FN. Det år sprang Uffe Ellemann

Jensen til. Det kan lyde som blær, men pointen

er, at det betyder rigtig meget for vinderne at

opleve historiens vingesus via højt respekterede

politikere. Det personlige håndtryk og de aner-

kendende ord er noget, som vinderne tager med

sig fra konkurrencen.

I de sidste tre år var prisoverrækkelsen en integre-

ret del af de Historiske dage i Øksnehallen. Det

fungerer rigtig godt. Jeg har vedlagt et billede fra

prisoverrækkelsen i år, hvor Thorkild Kjærgaard

som formand for dommerkomiteen kom med den

faglige begrundelse for vinderopgaverne, efter at

Mogens Lykketoft havde overrakt priserne i form

af en pengecheck. Desuden deltog i år for første

gang en repræsentant fra Eustory, Katja Fausser

fra Körber-foundation, der koordinerer hele kon-

kurrenceindsatsen i alle medlemslande. Hun holdt

en lille tale, hvor hun netop gjorde opmærksom

på, at de danske deltagere er en del af et større

netværk. Til sidst overrakte hun personligt invita-

tionerne til efterårets workshop.

Jeg har tidligere skrevet lidt om Eustory, der har

til eneste formål at organisere historiekonkur-

rencer i de 25 europæiske medlemslande (inkl.

Israel). Hvert år mødes koordinatorerne til en lille

konference, hvor man erfaringsudveksler og vide-

reudvikler koncepterne. Konferencerne har bragt

mig til Hamborg, Berlin, Riga, Helsingør, Moskva

og Lissabon. Sidstnævnte var her i maj måned, og

billedet taler lidt for sig selv.

Moskva var uden tvivl den mest dramatiske ople-

velse, med et overfald fra nationalistiske grupper,

hvilket jeg tidligere har beskrevet lidt mere indgå-

ende i Noter.

I Berlin i 2014 mødtes koordinatorerne samtidig

med en kæmpe historieworkshop med godt 400

deltagere fra ca. 40 lande. Temaet var udbrud-

det af 1. verdenskrig. Der blev arbejdet hårdt

og intenst i de smukke rammer, som Maxim

Gorki-teatret kunne byde. Desværre var der kun

en enkelt dansk deltager med. Hun var med i en

lille filmgruppe, som producerede følgende video

– den er værd at se og bruge i undervisningen!

Killy Willy. https://goo.gl/U4FhZU

45

nr.

215

/

dec

emb

er

2017Jeg er nu trådt ud af bestyrelsen, men historie-

konkurrencen fortsætter. Regina Olsen og Winnie

Færk har taget over.

Tilbage til overskriften: selvfølgelig er der tid til en

historiekonkurrence! Med gymnasiereformen er

der ovenikøbet givet mulighed for at bruge op til

130 timer på individuelle projekter. Til næste år vil

der være to årgange, som vil kunne få godskrevet

den tid, som de bruger på at færdiggøre deres

produkt. Det er en opgave for jer som historielæ-

rere at gøre ledelserne og eleverne opmærksom

på denne enestående mulighed for at promovere

historiefaget.

Tak fordi historielærerforeningen gav mig mulig-

heden for at være med – både i Danmark og i

Europa.

47

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Af

Torb

en S

ven

dru

p, h

isto

rike

r p

h.d

.

Kalkmalerierne som kilde

De danske kalkmalerier er i høj grad upåagtede

som et historisk kildemateriale. Typisk bruges de

som illustrationsmateriale i bøger og blade, i

PowerPoint oplæg eller på TV. Til gengæld indgår

de meget sjældent i kulturhistorisk tolkning af det

middelalderlige liv.

Denne artikel beskæftiger sig med kalkmalerierne

fra ca. 1400 til 1564. Det vil sige efter, at kirke-

værgeordningen blev implementeret i de danske

sogne.

De fleste af middelalderens kalkmalerier er ano-

nyme. Nogle enkelte malere kender vi (signeret

billederne) f.eks. Morten Maler på Sjælland, som

ikke nøjes med, at fortælle os, at han malede

billederne, men også fortæller os, at han gjorde

det godt.

Men det er tydeligt, at en række af malerierne

hænger sammen. De er malet af de samme men-

nesker, men vi kender ikke navnene. Vi rubricer

dem så efter værksteder f.eks.: Sæbyværkstedet,

Isefjordsmesterens værksted eller Elmelundsme-

sterens værksted. Det er tydeligt, at malerierne

er blevet malet af professionelle værksteder, der

præsenterer sognet for nogle tilbud, hvor efter

man er blevet enige om lokale variationer. Og

derefter er man gået i gang. Det er i udpræget

grad kollektivt arbejde.

De gotiske billeder hænger sammen med den

modernisering af kirken der begyndte i 1300

årene. I en løbende proces fik de fleste kirker

(dem der havde råd) indsat hvælv. Det krævede

en fornyelse af udsmykningen. Man kalkede de

gamle romanske malerier over, og malede den nye

tids motiver. Pengene kom til dette – med mindre

der var en stor mæcen – fra kirketiende. Det gav

bønderne en direkte indflydelse på motivvalget.

På en ret kort årrække blev hundredevis af kirker

moderniseret.

Betalingen af kalkmalerierne

I langt de fleste kirker blev de gotiske og sengo-

tiske kalkmalerier betalt med den del af tiende

vi kalder bygningstiende (fabrica). Alle skulle

betale 10 % af hvad de tjente – hvert tiende

neg var til kirken. Tiende blev administreret af

to kirkeværger i hvert sogn. Kirkeværgerne kom

typisk fra rigeste del af fæstebønderne. Kvinder

kunne være kirkeværger. Vi har en indskrift på en

middagsklokke fra Næstved 1488 der fortæller

at da klokken blev støbt: ”Mogen Thuesen og

Peter Henningsen var borgmestre og Svend Brun

og Margrethe Rask kirkeværger”1 Derfor er det

bondens historie, vi møder i landsbykirkerne. Vi

møder almindelige bønder i kalkmalerierne, frem-

stillet uden retouche. I forbindelse med flugten til

Egypten fremstilles sædeunderet, som høstscener

alle kendte. I nogle kirker ser vi Adam pløje jor-

den, i andre ser vi hyrderne spille på deres sæk-

kepiber etc.

Kalkmalerierne må have betydet en voldsom

påvirkning af middelaldermennesket. Vi er i vor

tid omgivet af billeder overalt. Foto på telefon, TV,

plakater, man kan ikke bevæge sig i byrummet,

uden ustandseligt at møde billeder. For middel-

aldermennesket var det diametralt modsat. Man

levede i en billedløs tid. Bonden i Tuse, havde kun

mødt illustrationerne hvis en i familien tegnede

i sandet. Derfor må kirkens malerier have været

overvældende. Helveds scenerne har fremkaldt

nattelige mareridt.

Nogle steder er man ret grovkornet. F.eks. i Tuse

1 Grethe Jacobsen Kvindeskikkelser og kvindeliv i Danmarks middelalder p. 140

NYE UDGIVELSER FRA KONGRESSEN.COM VELKOMMEN TIL TRUMPS VERDEN

Siden sin indsættelse er præsident Trump kommet med mange forskellige udmeldinger om udenrigs- og sikkerhedspolitik. I den nye bog “Velkommen til Trumps Verden” udleder og forklarer Philip Chr. Ulrich nogle grundlæggende karakteristika ved Donald Trumps udenrigspolitik, og viser hvordan disse bryder med amerikansk udenrigspolitik siden 1945.

I bogen analyserer Philip Chr. Ulrich, hvad der karakteriserer Trumps udenrigspolitik og sætter det efterfølgende i en teoretisk ramme. Bogen sluttes med uddrag af centrale taler af Donald Trump, som viser hans udenrigspolitiske tankegang.

Bogen er derfor velegnet både til folk med en interesse for amerikansk politik, og til undervisningen i international politik i gymnasiet og folkeskolens ældste klasser.

E-bog: https://www.saxo.com/dk/velkommen-til-trumps-verden_pdf_9788740469493

Paperback: https://www.saxo.com/dk/velkommen-til-trumps-verden_philip-christian-ulrich_paperback_9788740943122

Commander-of-Tweets

På mange måder har Donald Trump formået at udnytte Twitter på måder, som man ikke har set før. Det så man især under valgkampen, hvor Twitter var et politisk våben for ham. Men som præsident præsenterer det nogle ukendte udfordringer, som både det amerikanske politiske miljø, og det internationale samfund, først skal til at lære at forholde sig til.

I denne udgivelse fortæller udenrigsredaktør Philip Chr. Ulrich i samarbejde med Anna Hornshøj og Nora Sina fra Kongressen.com, om hvordan Donald Trump har brugt Twitter både som præsidentkandidat og som præsident. Læseren får desuden indtryk af de udfordringer der hører sammen med at USA's præsident bruger det sociale medie på den måde som Donald Trump gør.

E-udgivelse: https://www.saxo.com/dk/commander-of-tweets_pdf_9788740419818

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

48

Kirke viser en hockeyspillende hyrde sin bare røv

over for Jesus. I Vinderslev skides der ned i hove-

det på menigheden, i Smørum skider en mand i

en spand under nadveren. Vi møder magten og

ikke mindst modmagten i kirkenerne. Det er tyde-

ligt i forbindelse med barnemordet, i en række

kirker går kvinder til modstand. Men vi ser også

dagligdagens familiehygge f.eks. i Over Dråby,

hvor en hyrde spiller kærligt på sækkepibe for

sin kone. Modsætningen til denne type motiver

finder vi i klostrene og i byernes katedraler. Her

er udsmykningen af kirken langt mere "politisk"

korrekt. 2

Lidt tal

I 1280 var der omkring 2250 kirker i DK

I dag er der 2354 kirker i det nuværende DK og

de 1740 er opført før 1536

I knap 500 danske kirker er der kalkmalerier fra

reformation og renæssance.

2 Torben Svendrup: Tiendens indførelse og betydning for middelalderens landsbykirker. Zise 2015 nr. 2 p. 51

Overdråby

Teologisk utilfredshed

Til tider kunne det dog blive for meget med de

folkelige motiver på væggen for de fine teologer.

Og de kunne være grove, manden der skider

menigheden i hovedet i Vinderslev Kirke Midt

Jylland eller kvinden der stikker hånden under

kjolen for at onanere i Everlöv Kirke i Skåne. Og

det var ikke kun bøndernes billede der kunne

være meget direkte, i Dalum nonneklosterkirke er

afbilledet en mand, det står med en stor pik og

onanere op af en søjle. Senmiddelalderens store

teolog – den danske Erasmus af Rotterdam – den

reformkatolske Poul Helgesen skrev rosende om

udsmykningen i Hellig Tre Kongers kapellet i Ros-

kilde ”… vidne om den kristne fyrstes Gudsfrygt

og fromhed.”3 Helt anderledes var Poul Helge-

sens syn på nogle af malerierne i landsbykirkerne:

”Og det er en bespottelse af det hellige at drage

den hellige skrift til dårlig verdslig og skuffelig

skæmt, så fortjener de folk stor straf, der, når de

49

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Husk at melde ændring af adresse eller nyt ansættelsessted til sekretariatet. Skriv til:

Peder Jacob Ellehave Kragh

Væggerløsevej 12

4873 Væggerløse eller

historielaerer@gmail.com (alt andet end indmeldelser)

maler historier fra den hellige skrift, føjer til efter

deres eget hoved og der iblandet meget gækkeri

som aldeles ikke sømmer sig …” Dog åbner han

op for, at man i våbenhuset kunne tage lettere

på tingene: ”udi våbenhus og omgange måtte

der vel formales noget, som er taget fra verdslige

historier, og især når det har lærdom og undervis-

ning til tugt og gode sæder. ” 4

Den gode teolog Poul Helgesen og andre fine folk

kunne mene hvad de ville. Det var kirkeværgerne

– det var bønderne – der gennem bygningstiende

havde magt til at afgøre, hvad der skulle males på

deres kirkes vægge. Selvfølgelig skete beslutnin-

gerne i samarbejde med deres sognepræst, men

det forandrede ikke udsmykningen. Sognepræ-

sternes uddannelse vil vi kalde for mangelfuld. De

havde gået i latinskolen i den nærmeste domkirke

by – her havde de læst Peder Laale (den mest

brugte latin/dansk bog), og han var så sandelig

direkte med ordsprog som ”Når konen er druk-

ken, da er kussen galen”5 og ”Ingen kvinde er så

høvisk så hun ikke behøver sin pissefjert.”6

Kalkmaleriet som kilde

Netop pga. at malerierne var betalt af bønder,

får vi i disse billeder et særligt indblik i daglivet

i Danmark i senmiddelalderen. Kalkmalerierne

blev ikke malet som historiske malerier. Hvis vi

i dag skal male den sidste nadver eller korsfæ-

stelsen, så gør som da Skovgaard i slutningen

af 1800 tallet malede sine glansbilleder i Viborg

Domkirke. Vi studerer hvordan de gik klædt, eller

hvad man spiste på Jesus tid. Dette er helt fjernt

fra den middelalderlige opfattelse af kristendom-

men. Man var fuld bevidst om, at man f.eks.

levede år 1480 efter Jesus byrd, men samtidig

var denne fødsel, noget der gentog sig hvert år

i julemiraklet. Der var for middelaldermennesket

ikke nogen afstand, mellem nutiden og f.eks.

påskens begivenheder. Dette betød, at når man

malede figurerne i de bibelske fortællinger, blev

de malet med nutidens tøj og redskaber. Vi ser

f.eks. korsegangen i Bellinge Kirke på Fyn, hvor

Jesus trækkes afsted af en grum lejesoldat og

foran ham går en nar med tiden mest moderne

våben – et håndskyde våben der endda skyder.

Det er en herlig blanding af nutid og bibelhisto-

rie. Når vi ser ærkeenglen Gabriel bebude overfor

Jomfru Maria, at hun skal føde Jesusbarnet, så ser

vi som oftest Maria i en robe der slår alt. Den er en

dronning værdig. Hvorfor? Jo maleren vidste, som

vi alle ved, at Maria blev optaget i himlen og kro-

net til dronning. Derfor er hun klædt så fornemt.

Det vil sige at vi i kalkmaleriet har vi en fortrinlig

kilde til klædedragtens historie. Vi ser bønder

i ført strud-hætte og kort kofte. Vi ser moden,

med to farvede bukser hos landsknægte. Vi ser

adelsfruen med en gigantisk hat. I enhver kirke

med senmiddelalderlige kalkmalerier bliver vi præ-

senteret for datidens dagligdag, i tøj, genstande

og tankegang. Hverdag og fest. Glæde og sorg.

Bonden

Når det var bonden der betalte kalkmalerierne

med tiendebetalingen var det ikke forbavsende, at

han også ville med i billederne. Bonden så f.eks.

Adam og Eva som landsbybønder, der som dem

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

50

3 Poul Helgesen Chronicon Skibyense p. 144 Ebbe Nyborg Fanden på væggen 1978 p. 85 Peder Laale nr. 2466 Peder Laale nr. 2417 Vulgata: »Desiderio desideravi hoc Pascha manducare vobiscum« I vort Nyt Testamente: »Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer« Når man arbejder med middelalder, er det naturligvis tidens ”auto-riserede Bibel” Vulgata man skal bruge.8 40 dage fra askeonsdag til påskesøndag9 Grethe Jacobsen Kvindeskikkelser og kvindeliv i Danmarks Middelalder p. 160

selv levede et hårdt liv. Derfor ser vi Adam pløje, vi

ser Adam rydde krat, Eva passe børn og spinde. Vi

ser også hygge mellem mand og kone. Hyrden der

spiller på sin sækkepibe, mens hans kone kikker

både forelsket og beundrede på ham (Over Dråby

Kirke), det er hverdagen vi kommer ind i.

Bondens liv sneg sig helt naturligt ind i de enkelte

motiver. Den sidste nadver er et godt eksempel på

dette. Løsriver vi blikket fra Jesus og hans disciple

og kaster et blik på bordet, så er det ofte dækket

med bondens mad. Hvedebrød var dyrt i middel-

alderen, en almindelig fæstebonde mødte dette

dyre brød kun ved særlige lejligheder, til en fest,

som nadverbrød, men ellers ikke. Bonden spiste

skonrogger – brød formet som trekanter med

cirkler i hver spids. Det var hårdbagt rugbrød. Det

er bondebrød, og det brød som den almindelige

håndværker spiste i byen. Når vi ser på nadverbor-

det i en lang række kirker, så er bordet dækket

med skonrogger til at blive mæt af og så nogle

enkelte vegger (aflangt brød) bagt af hvedemel. I

de kirker hvor der er kødmad, så er det på landet

lam. I Lukas 22.15, står der jo ”Jeg har hjerteligt

længtes at spise dette Påskelam med eder”7 I

nogle kirker viser man den almindelige fastemad –

fisk, skærtorsdag ligger jo i langfasten 8, hvor man

ikke måtte spise kød.

Men kikker vi ind i klosterkirken i Helsingør (Kar-

meliterkloster), så ser vi et nadverbord, der er helt

anderledes. Midt på bordet er et lækkert svineho-

ved. Svinekød er det dyreste og mest lækre kød

man kunne få. Og skonroggerne er pist væk. I

stedet for er en af apostlene ved at skære det

lækre hvedebrød vegger. Der er forskelle på et rigt

kloster og bøndernes landsbyer. Nadverbordet er

bondens bord – det hans hverdag. Der spises de

tørre og lidt kedelige skonrogger bagt på det bil-

lige rugmel. Et par vegger viser, at Jesus er med

Reerslev

Kvindernes historie

Et af de områder, hvor kalkmalerierne kan give

en anderledes forståelse af den middelalderlige

historie og kulturhistorie er viden om middelalder-

kvinden. Ved at studere kalkmalerierne må vi efter

min mening revidere nogle opfattelser af kvindens

rolle og position i samfundet.

Jeg vil blot fremdrage to eksempler på dette.

Ser man i middelalderens godsregnskaber, kom-

mer man frem til, som kvindehistorikeren Grethe

Jacobsen (fhv. Førstebibliotekar Kgl. Bibl.) skrev:

”Høstarbejde deltog kvinder tilsyneladende ikke

i,”9 men kalkmalerierne viser et andet billede,

f.eks. i Tuse og Reerslev Kirke ser vi i forbindelse

med sædeunderet, at en mand skærer kornet og

en kvinde binder neg. En arbejdsdeling som vi

kender helt op til automatiseringen af landbruget.

Det andet eksempel jeg vil fremdrage er mere

spektakulært. 1400 tallet var præget af en lang

række bon-deoprør, der brutalt blev slået ned af

professionelle lejesoldater. Det er ikke forbavsen-

de, at når man i kirkerne skulle vise barnemordet

i Betlehem, så fik den ikke for lidt. På væggene

viste man den brutalitet, som man kunne forvente

af disse soldater. I de skriftlige middelalder kilder

51

nr.

215

/

dec

emb

er

2017nævnes ikke med et ord, at kvinder sætter sig til

modværge, men lad os betragte kalkmalerierne.

Barnemordet bliver i mange kirker vist som lejesol-

daternes rædselsregime. Her er det forbavsende,

at man intet sted ser, at mænd sætter sig til mod-

værge, men vi har en lang række landsbykirker,

hvor kvinder kæmper mod soldaterne – Fanefjord

– Elmelund – Kvislemark – Reerslev og flere. Det

er en række forskellige malerværksteder, der har

valgt dette motiv.

Begge disse to eksempler fortæller en anden

historie, end den vi møder i de skriftlige kilder,

og spørgsmålet er selvfølgelig hvordan skal vi

forholde os til dette? Her bør vi nok indledningsvis

tænke på hvad formålet er med malerierne. Det er

at fortælle i dette tilfælde Jesus barndomshistorie.

Det vil sige at den ramme man fortæller historien

i, ikke må forstyrre fortællingen eller endnu værre

underminere den. Derfor er når man maler en

kvinde der høster, eller en kvinde der slår en sol-

dat, ja, så skal det være troværdigt. Ellers sætter vi

også spørgsmål til historien om Jesus. Jeg er tem-

melig overbevist om, at vi kan tillade os at kon-

kludere, at det sandsynlige er, at kvinder havde

en anden rolle, end den vi ser i de skriftlige kilder.

Fanefjord

Bondens protest

I kalkmalerierne møder vi en stemme fra mid-

delalderens ”almindelige” mennesker, og derfor

møder vi også protester mod magthaverne. Når

man i Vinderslev Kirke i Midtjylland møder en

drabant, der er malet som en fugl der propper sig

med mad så meget, at den brækker sig. Fuglen

er udrustet med en flot hellebard, lejesoldaternes

nye frygtlige våben. Bønderne, der har set dette

billede, har ikke været i tvivl om meningen. Leje-

soldaterne kommer som en sulten folk fugle og

æder alt.

I kirkerne møder vi også protester mod kirkens

ledere, biskopperne. I Vrå Kirke Nordvestjylland,

ser vi en biskop på vej i helvede – det ser man

mange steder, men i Vrå er det ikke en tilfældig

biskop. Bispen har armen om en nøgen kvinde,

der er iført hovedtøj - det vil sige hun er gift.

Billede er formodentlig en hån mod stiftets egen

biskop Stygge Krumpen, der levede sammen med

en gift adelsfrue. Bispen må have haft kendskab

til dette kalkmaleri, Vrå ligger kun 10 km. syd for

bispesædet i Børglum. Det var helt almindeligt

at præsten boede sammen med en præstedeje,

der lavede mad og til tider fødte børn, eller at en

biskop havde en elskerinde. Men Stygge Krum-

pens forhold til Elsebeth Gyldenstierne var for

meget for bønderne i Vrå.

Men også i byer finder vi eksempler på protester.

I 1300 tallet groede fiskelejet ved Nibe fast og

udviklede sig til et by lignende samfund (Birkeret

1545 – Købstadsprivilegier 1723), fiskelejet lå i

evig strid med Ålborg, der gjorde alt for, at holde

konkurrenten nede. I begyndelsen af 1500 tallet

maler det såkaldte Sæbyværksted i kirken. Et af

motiverne skiller sig kraftigt ud fra de almindelige

kalkmalerier. Billedet forestiller et svin med Arm-

brøst. Vi kan se to ord i kalkmaleriet: Brutta, der

betyder fæl, og merdosa, det oversættes til fuld af

lort. Grisen forbindes med ondskabsfuldhed i den

middelalderlige forestilling om dyrs egenskaber.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

52

Nibe

Grisen i Nibe er ikke et almindeligt svin. Den går

på to ben. Den er udstyret med en armbrøst og

flot side-våben og en stor pose, sikkert en penge-

pose, og den bærer højhælede sko. Den slags sko

bar de fine i byen for ikke at få sølet deres klæ-

der til. Armbrøsten var et jagtvåben forbeholdt

overklassen, det samme gjorde sig gældende for

sidevåbenet og den store pengepose. Det giver

ordene brutta og merdossa en særlig betydning:

De rige svin er fæle og fulde af lort. Det, vi ser i

dette billede, er kirkeværgernes frustration over

de rige, der netop i disse år blev ufatteligt rige.

Det er nok payback til de gode borgere i Ålborg,

der prøvede at holde Nibe nede.

Troldkælling

Når vi arbejder med senmiddelalderens kalkmale-

rier, skal vi være fuldt bevidst om, at de er blevet

til i en helt anden kulturel konstruktion end den vi

lever i. Det er givet, at der er meget vi ikke forstår,

og noget af det vi tror, vi forstår, har vi misfor-

stået. Det er et kildemateriale der skal behandles

med største forsigtighed. Men dette forhold gør

det blot endnu mere spændende at arbejde med

disse billeder.

I kalkmalerierne møder vi folketro overfor teo-

logernes religiøse opfattelse. Folketroen blandt

bønder fortalte, at troldkællinger var mere onde

og farligere end djævlen selv. Troldkælling er

synonymt med heks. Der florerede en historie om

en troldkælling, der var så styg, at ikke engang

djævlen turde række hende et par sko, så hun fik

hun dem på en lang stang. Selv djævlen ville ikke

for tæt på denne onde kælling.

Denne opfattelse florede både før og efter refor-

mationen. Sjællands første superintendant (luthe-

ransk biskop) Peder Palladius skrev i sin Visitats-

bog: ”I skal heller ikke frygte sådanne skarns

troldkvinder længere, det er bare løgn, når man

siger, at djævlen er bange for hende. Han er ikke

ræd for andre end Gud; og at engang skulle

give hende et par nye sko, og da skulle have

rakt hende dem på en lang stang, fordi han ikke

selv turde nærme sig den gamle troldkvinde, det

er det rene vrøvl. Hvorfor skulle han ikke turde

omgås hende, eftersom at en troldkone er djæv-

lens mælke deje [elskerinde]? Hun malker ham og

han malker hende så længe de malker lige ned i

helvedes afgrund.”10

Kalkmalerierne i Estruplund (Randers området)

giver os et fint indblik i folketroen. Vi ser en djæ-

vel skide i en kones brød, her begik han en fejl,

han vist ikke, at det var en troldkælling – thi det

kan man ikke se – konen forvandler sig til furie

og angriber djævlen, det panisk prøver at flygte.

I en lang rækker kirker ser vi, at en troldkælling

hvor djævle hjælpe sig med at bære mælke-

spande og kærnesmør. Troldkællingen var en del

af folketroen.

Reformation og tiden efter

Vi kan følge reformationen i kalkmalerierne. Vi

møder protester mod tiggermunkene der står

og prædiker på byen torv. I Ottestrup Kirke ved

Slagelse har man malet en ræv, det står i en

kasse – transportabel prædikestol – og prædiker

til gæs, mens en anden ræv, hugger en gås. Men 10 Peder Palladius Visitatsbog p. 142

53

nr.

215

/

dec

emb

er

2017Kalkmalerierne er religiøse billeder, der fortæller

os om menneskes tro, deres opfattelse af Gud og

Lucifer, om deres liv og deres håb. Vil man tættere

ind på middelaldermennesket er kalkmalerierne

en af vejene hertil. Det er derfor oplagt, at bruge

disse billeder til:

Tro og bondetro

Dagligdagens historie

Mad

Musik

Gøgl

Landbrug

Og meget andet.

Kvinden i bondesamfundet

Nationalmuseet har på deres hjemmeside, en bil-

ledbase over de danske kirkers malerier.

https://goo.gl/Xv1Sre

Ottestrup

gæssene tager en grum hævn, de hænger de to

ræve. Dette er almindelige menneskers protest

mod tiggermunkene – den mest forhadte gruppe

i reformations opgøret.

I Brøns Kirke i Sønderjylland syd for Ribe – møder

vi den lutheranske propaganda i to store billeder.

Først et pavebrev – måske et afladsbrev – der er

tomt, paven får rakt nogle briller, thi han kan intet

se. Det andet er himmelborgen Civitas Jerusalem,

Paven, kardinaler, bisper og munke vil ind, men

stoppes af Kristus. Mens han stopper kirkens

hierarki, prøver andre bisper, at snige sig ind over

muren på en stige. Propagandaen er klar, Paven

med følge er antikrist og vil aldrig kunne komme

i paradis, og til med er papisterne, så grumme,

så de prøver at snyde Kristus. Så kan man ikke

synke lavere.

Der florerer en myte om, at kalkmalerierne blev

malet over ved reformationen. Dette er ganske

forkert. Billederne fik lov til fortsat at pryde væg-

gene. Ja, man fortsatte endog med, at male kalk-

malerier. I tiden lige efter reformationen, kom der

endda ind i mellem billeder med af helgene og

af Madonna. Men fra 1560.erne blev billederen

mere ensartede. I den nye kirke var der ensretning

og orden. Det var slut med bøndernes egne tan-

ker på væggene, nu var det teologien fra Witten-

berg der skulle males. Illustrationerne i Christian

3.´s bibel kom til at præge billede valget. Her var

titelbladet en illustration af Lucas Cranach d. æ.,

loven (Gammeltestamente) der fører til døden og

evangeliet (Nye Testamente) der indeholde nåden.

Dette motiv ses tydeligst i Snoldelev ved Køge og

i Åstup på Salling.

Hvad kan vi bruge kalkmalerierne til

Kalkmaleriet er meget andet end illustrationer

og kunsthistorie, de fortæller selv en historie. Jeg

håber, at deres fortællinger i de kommende år vil

komme mere frem i lyset. Det er oplagt, at bruge

kalkmalerierne både i forskning og i undervisning.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

54

Anmeldelser

Historiefagets identitet

og metoder

MIKKEL THRANE LASSEN

OG NIELS EJGIL TREB-

BIEN DYBBRO: HISTORIE

Metode. Teori. Filosofi.

Lindhardt og Ringhof,

2017. 127 sider, illustre-

ret. Pris: trykt bog: 168

kr. E-bog: 45 kr.

”Denne bogs bærende tanke er, at historiefaget

har en faglighed og en videnskabelighed, der lig-

ger ud over kildekritikken.” Sådan lyder de to for-

fatteres programerklæring i forordet. Og det er da

et udsagn, der ikke lader sig benægte. Bogen kan

betragtes som en replik til 2017-læreplanen, der

som et af sine mål har ”viden om fagets identitet

og metoder” og som udnævner såvel ”historie-

faglige teorier og metoder” som ”historiebrug og

-formidling” til kernestof.

Det er dermed en bog, der satser på at opfylde et

akut behov i de kommende års gymnasiale histo-

rieundervisning. Det er derfor dobbelt ærgerligt,

at der er kommet et noget vingeskudt og overra-

skende traditionelt resultat ud af de to forfatteres

anstrengelser.

Emnemæssigt spænder HISTORIE vidt. Ud over

den traditionelle kildekritik, der er udvidet med

et web-perspektiv, omhandler bogen også histo-

rieteori, historiefilosofi, brug af historie og vink

til opgaveskrivning. Så vidt. Så godt. Men det

hele er imidlertid disponeret på en sådan måde,

at i hvert fald anmelderen – og sikkert også de

elever, der forventes at bruge bogen – bliver grun-

digt forvirret. Indledningsvis konfronteres læseren

med styrke og svaghed ved historiefremstillingens

narrative aspekt. Det fremtræder abstrakt og

fortænkt – og er nok ikke den smarteste måde at

møde Emil i 2.x på.

Så følger et kapitel: ”Hvorfor historie?” der reelt

kommer til at handle om en introduktion af kil-

debegrebet med tilhørende opgaver i kildekritik.

Først derefter møder læseren det hovedkapitel,

der gennemgår en række begreber i relation til

den kildekritiske metode. Hertil en samlet ana-

lysemodel, der ikke adskiller sig væsentligt fra

andre metodebøgers tilbud. Det er prisværdigt,

at kildekritikken er udbygget til at omfatte kilder,

hentet fra nettet. Men også det bliver ganske tra-

ditionelt. Her kunne forfatterne med fordel have

knyttet an til debatten om digital dannelse og de

sociale mediers dominans, herunder hele ’fake

news’-fænomenet.

Kapitlet om kildekritik indledes med forsøg på at

forklare, hvad kildekritik er. Det bliver imidlertid

kun til en gennemgang af to såkaldte ”misforstå-

elser”: dels at det faghistoriske arbejde kun består

i kildekritik, dels at man blot skal nære mistro til

kilderne. Men svaret på, hvad kildekritik så er,

blæser i vinden.

Det volder forfatterne store vanskeligheder at

tilbyde læseren en nogenlunde afklaret sondring

mellem historieteori og historiefilosofi: ”Grund-

læggende historieteori handler om at få en idé

om, hvad der afgør, at en historisk udvikling

bevæger sig i en bestemt retning,” hedder det

s.70. Så blev eleven så klog!

Såvel Kristian Erslev som Leopold von Ranke bliver

55

nr.

215

/

dec

emb

er

2017præsenteret, og i den historiefilosofiske afde-

ling er der gennemgang af både Hegel, Marx,

Darwin og historicisme. Disse afsnit er sådan set

kompetent skrevet, men det er et spørgsmål, om

det er rimeligt at føre gymnasieelever så langt

ind i videnskabsfagets historiske og filosofiske

grundlag.

Kapitlet om historiebrug arbejder helt traditio-

nelt med vikinger og samarbejdspolitikken under

besættelsen. Ærgerligt, når man tænker på hvilket

bombardement af historiebrug, moderne unge er

udsat for i deres daglige omgang med de elektro-

niske medier.

Vejledningen i den konkrete opgaveskrivning på

gymnasieniveau bliver ikke til meget andet end en

gennemgang af Blooms taksonomi.

I forbindelse med opgavevejledningen fremhæver

de to forfattere som den trykte bogs fordel frem

for net-kilder, at ”bøgerne altid har haft en redak-

tør ind over, der har vurderet materialets kvalitet

og lødighed” (s.122). Det kan der være noget

om, men lige netop med HISTORIE Metode. Teori.

Filosofi kan man have sin tvivl. Den inkonsekvente

opbygning af bogen, det løst snakkende sprog og

de uklare definitioner burde en effektiv redaktør

have gjort noget ved. Der har tilsyneladende

manglet et modspil til de to forfatteres oplæg.

Hen over de omtalte svagheder rummer HISTORIE

en kvalitet, der bestemt ikke er uvæsentlig og

derfor skal markeres i udgangsbønnen: den rum-

mer ganske mange veloplagte elevopgaver, der

i mange tilfælde kræver, at eleverne går i gang

med selvstændig informationssøgning på nettet.

Knud Holch Andersen

Historiske hovedlinjer

TORBEN PETER ANDER-

SEN: ”Historiske Hoved-

linjer – fra Antikken til i

dag.” Columbus 2017.

320 sider, skolepris 165 +

moms og forsendelse.

Torben Peter Andersen udgav i 2006 i forlængelse

af den sidste gymnasiereform bogen: Historiens

Kernestof – Danmark, Europa, Verden. Mon ikke

mange af os kender den allerede?

Her mere end ti år efter og med en ny gymnasi-

ereform, som i øjeblikket ruller ind over skolerne,

har forfatteren opdateret og gennemrevideret sin

tidligere udgivelse, så den er tilpasset de nye krav

og mål for undervisningen.

Det drejer sig – parallelt med sidste udgivelse –

om et yderst ambitiøst projekt. Forfatteren har sat

sig det mål at skrive hele verdens historie inklusiv

danmarkshistorien i ét bind. Sådan et overbliks-

værk er god at have til sin rådighed som lærer,

men det siger også sig selv, at den på ingen måde

kan stå alene. Bogens eget fornuftige forslag er

da også, at man bruger den som ”knagerække”

i undervisningen, og så supplerer med tematiske

forløb.

Jeg har i sagens natur ikke testet så ny en bog i

undervisningen, men jeg har brugt den tidligere

version, og jeg mener ikke, det er urimeligt at

overveje nærværende bogs brug i denne kon-

tekst. Konklusionen må nemlig være, at der langt

hen ad vejen ikke er tale om en ny bog, når blik-

ket falder på selve brødteksten – med undtagelse

af den nyeste historie, hvilket jeg vender tilbage

til.

Helt nyt derimod er de medfølgende kildetekster

og opgaver, som afslutter hvert afsnit, og det hil-

ser jeg i den grad velkommen; kilder og opgaver

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

56

er ganske enkelt blevet normen i en moderne

undervisningsbog til historie i gymnasiet! Der er

dog – måske lidt underligt – kun tale om en enkelt

kildetekst efter hvert kapitel, hvilket efter min

opfattelse er for lidt, da man naturligvis kun bliver

præsenteret for én vinkel på begivenhederne, og

dermed i undervisningssituationen får vanskeli-

gere ved at skabe et fortolknings- og diskussions-

rum baseret på forskellige tekster. På den anden

side er der også grænser for, hvor tyk bogen kan

være og stadig finde plads i tasken hos eleverne,

og da omfanget siden sidste udgivelse er vokset

med næsten 100 sider (til 320 sider), har bogen

nok rent fysisk nået sit maksimum. Desuden er der

mere kildemateriale på bogens hjemmeside.

Bogens store force, nemlig det praktiske i at have

hele historien samlet i et bind, er også dens akil-

leshæl. Bogen er nemlig komprimeret i en sådan

grad, at den kræver en stor forhåndsviden, hvis

den skal kunne læses med et (tilstrækkeligt?) stort

udbytte. Lad mig kort dvæle ved 30-årskrigen som

eksempel. Den behandles med ganske få linjer

på s. 87:

”I 1618 udviklede religionsstridighederne i Europa

sig til åben krig i Tjekkiet. Paven i Rom, i alliance

med den tyske kejser, gik i krig mod protestan-

terne i Prag. Målet var at rekatolicere hele Tysk-

land. Danskerne følte sig truet af disse udsigter og

Christian d. 4 greb ind i krigen i 1625. Han blev

dog slået allerede i 1626 og måtte trække sig ud.

Kejserlige tropper besatte Jylland og befolkningen

blev plyndret.”

Herefter følger nogle yderligere linjer om sven-

skernes forsøg på at erobre hele Østersøområdet

der kulminerede med det mislykkede stormangreb

på København i 1659.

Som lærer må man, hvis man overvejer at købe

bogen til sin klasse, gøre op med sig selv, om det

er tilstrækkelig grundbogsviden. Der er jo trods alt

en grund til, at mange konkurrerende forlag har

fundet det nødvendigt at udgive 2-3 bind til den

samme verdenshistorie eksklusiv danmarkshistori-

en. I praksis har jeg anvendt bogen (den fra 2006)

i både HF- og STX-klasser, og der kan ikke herske

tvivl, om at den lidt stærkere stx-elevgruppe med

en bredere generel viden bedre kunne håndtere

bogens komprimerede historiefortælling.

Et andet argument for at købe bogen kunne

være, at den faktisk er meget aktuel og træk-

ker linjer helt frem til i dag, og bl.a. behandler

finanskrisen, krisen i Syrien og EU (fx BREXIT). De

mest aktuelle afsnit lider imidlertid om nogen af

den komprimerede stil – nogle kapitler er så korte

som et par sider; det virker meget kort, men giver

selvfølgelig mulighed for at skabe sig et overblik

med henblik på senere fordybelse.

Og så lige en sidste ting: bogens forfatter må have

en enorm viden og interesse for arkitektur, da der

er et hav af spændende billeder og billedtekster

i bogen om bygninger fra hele verden fra solpy-

ramider i Mexico til Høje Tåstrup Station. Til sidst

bliver det imidlertid også lidt trættende, når man

opdager, at mere eller mindre alle bogens billeder

er bygningsværker og arkitektur.

Under alle omstændigheder er bogens pris et

godt argument for en investering – det er en

regulær prisbasker til kun 165 kr. pr. styk. Man

sparer altså nemt 100 kr. pr. bog i forhold til

mange konkurrenter, og i disse nedskæringstider

er det endog meget vanskeligt at se bort fra.

Anders Bærholm Frikke

57

nr.

215

/

dec

emb

er

2017Grønland – KS

SUZANNE GUDBJERG-

HANSEN, THOMAS P.

LARSEN OG ULRIK JUEL

LAVTSEN: ”Flere sider af

KS – Grønland”. Lind-

hardt og Ringhof Uddan-

nelse 2017. 158 sider,

illustreret. Vejledende pris 168 kr.

I de seneste par år er der udkommet flere under-

visningsbøger, der forholder sig til Danmarks og

Grønlands fælles fortid og nutid. Det er da også

et spændende emne, der kan vinkles på mange

måder, alt efter om man er mest interesseret i

den dansk-norske kolonisering i 1700-tallet eller

hellere vil undersøge nutidens selvstyre inden for

Rigsfællesskabet. Det er derfor oplagt, at Lind-

hardt og Ringhof Uddannelses serie Flere sider

af KS nu inkluderer temabogen Grønland. Den

er skrevet af de samme tre forfattere, der også

står bag grundbogen i serien. Serien er, som tit-

len markerer, naturligvis skrevet med henblik på

undervisning i de tre fag historie, samfundsfag og

religion på HF-studiet.

I denne sammenhæng har historieafsnittet,

bogens mest omfattende på 70 sider, en særlig

interesse. Det er kronologisk opbygget og begyn-

der med den tidlige fangerkultur for at ende med

selvstyreloven fra juni 2009 (der dog fejlagtigt

kaldes hjemmestyreloven) og spørgsmålet om

adgangen til Grønlands råstoffer.

Fremstillingen er ledsaget af mange illustrationer

og kort i farver samt en række spørgsmål under

overskriften ”Tænk selv”. Og tænke selv skal man

virkelig! Et spørgsmål som: ”Hvilken tese eller

teser mener du bedst forklarer nordboernes for-

svinden på Grønland?” er ikke så nemt at besvare

– og især ikke, når den ledsagende tekst selv stiller

flere spørgsmål, end den besvarer. Andre gange

er spørgsmålene dog mere ligetil. Det samme kan

siges om fremstillingen, der dog nogle steder efter

min smag er en tand for ligefrem og forenklende.

De store opdagelsesrejser bliver for eksempel

introduceret således: ”Foran skibsstævnen åbne-

de verden sig op, og de store opdagelsesrejsers tid

satte ind. Sat ind var også en indædt europæisk

konkurrence om et marked, der blev ved med

at vokse, jo mere af kloden man undersøgte og

kortlagde. Med en veludviklet skibsteknologi, en

stadigt accelererende tiltro til fremskridt, økono-

miske teorier og europæisk kultur som brækjern,

tvang europæerne dørene til verdensmarkedet

åbent.” Efterfølgende går fremstillingen dog tæt-

tere på Grønland og koloniseringen i 1700-tallet,

herunder etableringen af Kongelige Grønlandske

Handelsselskab i 1774, og bliver dermed mere klar

i mælet. En række figurer, der viser kolonistyrets

opbygning i forskellige faser, hjælper desuden

fremstillingen på vej mod de afsluttende kapit-

ler om 1900-tallets afkoloniseringstendenser og

Grønlands overgang fra amts- til selvstyrestatus.

Efter fremstillingen følger en meget kortfattet lit-

teraturliste (6 titler) og 11 dobbeltspaltede sider

med i alt 10 kilder. Kilderne er ikke integreret med

fremstillingen, og det er ikke altid tydeligt, hvilke

funktion den enkelte kilde har. Det skyldes også,

at kilderne introduceres på vidt forskellige måder

– nogle gange slet ikke, andre gange udførligt og

med ledsagende spørgsmål. Her kunne man godt

have ønsket sig en mere ensartet tilgang til kilde-

materialet, sådan som det er praktiseret i bogens

religionsdel, hvor hver tekst ledsages af tydelige

arbejdsspørgsmål. Det er sikkert en stor hjælp for

kursisterne.

Det ligger uden for denne anmelders kompetence

at vurdere det samfundsfaglige afsnit (33 sider

med et væld af tabeller og figurer) og det religi-

onsfaglige afsnit (42 sider, hvoraf 15 er tekster),

men jeg kunne godt have ønsket mig en tydeli-

gere markering af de tværfaglige muligheder, som

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

58

det overordnede emne ”Grønland” rummer, for

eksempel ved hjælp af krydshenvisninger mellem

afsnittene. Historiedelen fungerer dog isoleret set

og trods enkelte forbehold efter hensigten, og

bogen er derfor en overvejelse værd som klas-

sesæt.

Jeppe Bæk Meier

Hvordan kan man

skabe en god klasse-

kultur?

DITTE GØRICKE JENSEN OG PERNILLE HEDEGA-ARD BØGH: ”God klas-sekultur - ledelsesred-skaber til undervisere”. Frydenlund 2017, 280 sider, 269 kr.

Alle, som underviser i gymnasiet og på HF ved, at der kan være store udfordringer i undervisnin-gen. Klasser kan være dårligt fungerende, ’meget tunge at danse med’, fagligt svage eller noget helt andet. Der er derfor kommet øget fokus på de redskaber og de muligheder, man som underviser har for at gøre noget ved dette. Der findes en del litteratur om emnet bl.a. af lektor Dorte Ågård fra Aalborg Universitet, som har skrevet forordet til denne bog.

De to yngre forfattere til bogen har selv erfa-ringer fra undervisning af unge i forskellige sammenhænge, og sammen har de etableret kursusvirksomheden Link (link-kommunikation.dk), der tilbyder kurser til skoler og virksomheder. Ditte er cand.mag. i dramaturgi, kunsthistorie og dansk, mens Pernille er uddannet som skuespiller og dramalærer.

Bogen indeholder i alt ni kapitler, hvoraf de to

sidste indeholder øvelser og materialer, som man kan bruge i arbejdet med at skabe en god klasse-kultur. I de første kapitler redegøres der for, hvad der menes med god klassekultur, og hvorledes man kan opfatte en klasse med udgangspunkt i modeller/teorier af William Schutz og Kurt Lewin. I de efterfølgende kapitler gennemgås forskel-lige centrale sider af situationen i klasser på ungdomsuddannelserne som forholdet lærer-elever, kommunikation i klasserummet og orga-nisering af arbejdet i klassen. Med forfatternes udgangspunkt i teater/drama-synsvinklen lægges der meget vægt på at forstå og arbejde med de sociale og følelsesmæssige relationer i klassen, således at man sikrer et optimalt læringsmiljø. Det viser sig fx ved, at de fortæller om betydningen af de forskellige former for kommunikation som ord (verbalsprog), kropssprog og parasproget. Det sidste er alt det andet i en kommunikation, som kan være fnis, klappen, fløjten, tsk-lyde og meget mere.

Sproget er til tider meget omstændeligt, som når forfatterne s. 92 skriver: ”I en klasse er der i gen-nemsnit 28 elever, der er kommet med en forfor-ståelse af dem selv socialt, personligt og fagligt. Når de træder ind i en ny ’setting’ eller kontekst i form af en ny klasse, vil forskellige faktorer spille ind og påvirke i større eller mindre grad. I tillæg til dette påvirkes den enkelte elev af den dynamik og dermed fælles platform, der skabes i den nye klas-se. For at den påvirkning, der uvægerligt vil være, kan give plads til at udvikle sig socialt, personligt og fagligt, er et bevidst normdannelsesarbejde vigtigt.” Det kan siges meget enklere og klarere.

Men heldigvis kan forfatterne også formulere sig klart og tydeligt, når de med fynd og klem taler for arbejdsrummets hellighed s. 101: ”Konse-kvens handler om at tage arbejdsrummets hel-lighed og samarbejdet alvorligt. Vores baggrund som dramalærere gør os til fortalere for hellige arbejdsrum. Man kan ikke lave gode forestillinger

59

nr.

215

/

dec

emb

er

2017med fremragende præstationer af ensemblet, hvis

skuespillerne til prøverne ligger ned (”Jeg skal ikke sige noget endnu”), tjekker deres Facebook-profil (”Det kan jo være, der er sket noget vigtigt et sted i verden”), modtager opkald fra deres mødre [… ] Som teaterlærere har vi brugt megen tid på at træne elever til at lade det private (det hyggelige, men i særdeleshed det trælse) ligge udenfor. Vi har f.eks. haft en imaginær reol stående udenfor døren, hvor eleverne kunne stille deres lort, inden de gik ind i undervisningsrummet. Hvis de ikke gad have det med hjem, måtte de gerne lade det stå!”

Stor inspiration kan man hente i de sidste to kapitler med øvelser og materiale. Her beskrives grundigt og instruktivt i alt omkring 30 øvelser, som man kan bruge, hvis man vil have undervis-ningen til at fungere bedre og mere engagerende. De første øvelser handler om at lære navnene at kende, hvor der er mange variationer. Dernæst er der øvelser som ’Kender du typen’, ’M&M øvel-sen’, ’Receptionen’, ’To sandheder og en løgn’ og mange flere. De er alle tænkt som øvelser, der kan få en klasse til at fungere bedre, men de nævnte øvelser og en række andre (i alt 11) kan også bruges i fagenes undervisning. Fx går øvelsen ’To sandheder og en løgn’ ud på at eleverne i grup-per skal præsentere hinanden for tre påstande/oplysninger, hvoraf de to er rigtige og den ene er forkert. Dette kunne være en fin måde at afslutte et forløb på i historie!

Det vil være oplagt i pædagogikum at læse de mange øvelser igennem for at få inspiration og afprøve mindst et par på sine hold! Og selv gar-vede undervisere kan blive inspireret. Det er også en vigtig pointe at bryde op i de vante strukturer i ’det hellige klasserum’, og få eleverne til at bevæge sig rundt, selv være aktive og selv tage del i ansvaret og undervisningen.

Alt i alt er bogen hermed anbefalet – ikke mindst

i forbindelse med pædagogikum. Den kan også bruges som inspiration til at få en klasse til at fungere godt – eller hvis man tumler med en rigtig besværlig klasse.

Ulrik Grubb

Det brogede Østeuropa

MATHIAS PERRITON STRAND: Østeuropas historie, L&R uddannelse 2017, 132 sider, illustreret i farver, 168 kr.

I denne bog har Mathias Strand stillet sig den opga-ve at beskrive hundrede års østeuropæisk historie. Efter et spændende introducerende kapitel om gensidige fordomme mellem befolkningerne i Vest- og Østeuropa, følger et kort kapitel om Østeuropas historie efter 1918. Dernæst kommer fire tematiske kapitler om demokrati, økonomi, nationalisme og religion og endelig slutter bogen med at kapitel om Østeuropa efter Murens Fald.Bogen er flot illustreret og fremstillingsdelen skal roses for at tage udgangspunkt i nutidige pro-blemstillinger, samt at være skrevet i et elevvenligt sprog, som gør det muligt at bruge bogen på alle niveauer i gymnasiet. Foruden selve grundteksten er bogen forsynet med både opgaver og kapitler. Her er bogen noget mere svingende. Nogle opga-ver er næsten for basale, såsom at tegne nogle lande ind et på et europakort, mens andre opga-ver er meget kreative. Eksempler herpå er

1. ”Indspil et TV-nyhedsindslag fra henholdsvis en tjekkoslovakisk kommunistisk, en antikom-munistisk og en sovjetisk kommunistisk synsvinkel under Pragkuppet i 1948” (s.48)

2. ”Skriv to nationalistiske digte: Et der har fokus på dit østeuropæiske land, og et der har fokus på

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

60

alle dine fjender” (s.87)

For denne anmelder er et andet minus, at der er meget få analytiske opgaver og at bogens eneste metodiske greb er to meget korte beskrivelser af, hvad begreberne redegørelse og kildekritik dæk-ker over. Andre metodiske tilgange må eleverne selv gætte sig til, hvordan man bruger i praksis. Om kilderne er det dejligt, at der er flere gode og nye tekster, men en svaghed ved kildematerialet er at det er meget blandet. Som eksempel er to af de fire kilder til Østeuropas historie efter 1989 en tale som Lech Kaczynski skulle have holdt over ofrene for Katynmassakren i april 2010 samt den ukrainske vindersang til det europæiske melodi-grandprix i 2016. Dermed bliver det meget van-skeligt at fordybe sig i nogle emner.

Samlet set vurderes bogen som en tiltrængt og spændende fremstilling af en vigtig regions histo-rie. Grundet bogens kreative tilgang, manglende fokus og simple metodiske tilgang vil bogen være mest velegnet i 1.g og starten af 2.g.

Rasmus Østergaard

Europa som imperium?

JØRGEN MØLLER: ”Hvorfor blev Europa ikke et impe-rium?”. Gyldendal 2017. 113 sider. Vejledende pris 100 kr.

Europa er i krise. Det er - i kølvandet på Ruslands annektering af Krim-halvøen, flygtningestrømme-ne fra Mellemøstens kriseområder og den britiske folkeafstemning om EU – både en identitetskrise og en økonomisk og geopolitisk krise. Måske er det derfor, at Gyldendal har valgt at udgive Jør-gen Møllers korte bog om det europæiske stats-systems udvikling.

Jørgen Møller er professor ved Institut for Stats-kundskab ved Aarhus Universitet og har tidligere og på mere videnskabelig vis (i artiklen ”Why Europe Avoided Hegemony: A Historical Perspec-tive on the Balance of Power” fra 2014) formidlet sin grundlæggende tese om, hvorfor Europa ikke er blevet et imperium. Bogens udgangspunkt er netop det interessante spørgsmål: Hvorfor udvik-lede Europa sig til et konglomerat af konkurre-rende stater frem for et imperium?

Det enkle svar lyder, at det skyldes etableringen af et europæisk statssystem, der sikrede magt-balancen mellem de enkelte stater. Svaret er ikke videre originalt eller overraskende, men bogen har dog trods alt den styrke, at den på en overskuelig måde illustrerer denne udvikling som en længe-revarende proces, der begynder lang tid før Den Westfalske Fred i 1648. Kapitel 4 handler således om splittelsen mellem stat og kirke, der har været med til at opretholde den europæiske magtba-lance, mens kapitel 6 skildrer Karl V og sønnen Filip II og deres mislykkede forsøg på at skabe et hegemoni i Europa. I det afsluttende kapitel 7, der efterfølges af en kort epilog, præsenteres i kort-form flere senere fejlslagne imperieprojekter, heri-blandt Napoleons (der dog var tæt på at lykkes). Jørgen Møller støtter sig blandt andre til neo-realisternes opfattelse af det internationale system som et system, der tenderer imod en overordnet magtbalance, der har ”disciplineret” de europæi-ske magthavere. Møllers definition af et imperium som et overherredømme over statssystemet er også tydeligvis præget af en samfundsvidenska-belig strukturel og geopolitisk tilgang. Man kan derfor ikke klandre forfatteren for ikke at belyse, hvorfor koloniimperialismen etablerede Europa som center i en imperial verdensorden, selv om det jo er et nok så interessant spørgsmål. På samme vis leder man i Hvorfor blev Europa ikke et imperium? forgæves efter tanker om den seneste udvikling i Europa, herunder de udfordringer,

61

nr.

215

/

dec

emb

er

2017som EU står over for. Men den europæiske union

er jo heller ikke en imperiedannelse, hvis man skal tro Jørgen Møller, og den kritiske læser må derfor glædes over trods alt at få en velskrevet og underholdende beskrivelse af de historiske forudsætninger for etableringen af det moderne statssystem i Europa.

Jeppe Bæk Meier

Krig og fred. Europa

1900-2017

JAMES J SHEEHAN: ”Where Have All The Sol-diers Gone. Omdannelsen af det moderne Europa”, Ellekær 2017, 376 sider (ill.), 295 kr.

Jens Ellekær er manden bag det lille nicheforlag, som har sat sig for at udgive primært historiske værker med specielt fokus på moderne histo-rie. James J. Sheehans fine oversigtsfremstilling af Europas vej fra krig til fred op gennem det 20.århundrede har Ellekær selv oversat, og det er der kommet en glimrende bog ud af. Det er ikke folkelig historie som sådan, men når sidste side er vendt af de lidt over 300 sider, følger der note-apparat, bibliografi og indeks med, hvilket gør Sheehans bog til et aldeles glimrende afsæt for at gå i dybden med bogens talrige nedslag.For nedslag kan det kun blive. At Sheehan i sin titel referer til et vers i Pete Seegers klassiske antikrigshymne, Where Have All The Flowers Gone, fra 1955, er på sin vis paradoksalt, fordi fredsbevægelserne og de folkelige protester mod herskere og politikeres magtesløse eftergivenhed over for krigens vanvid ikke får megen plads. På den vis er det en bekræftelse af atomvåbnene og terrorbalancens primære betydning for, at

Europa blev skueplads for en massiv oprustning på hver side af jerntæppet, men ikke en åben slagmark mellem de to supermagter og deres vasaller. Omkostningerne og selvdestruktionen var for åbenlys. Sheehan hælder også til det økonomiske kapløb som forklaring for USSR og jerntæppets fald. 1980´erne nedbrød sovjetkom-munismen indefra.Sheehan pointerer i den sammenhæng, hvor fredeligt og ikke-voldeligt ”forbrødringen” skete, illustreret tydeligst i Tyskland, hvor foreningen skete med apatiske DDR-soldater og grænsevag-ter som tilskuere. En situation, som sat op mod Sovjetmagtens grove overgreb i 1948, 1956 og 1968, hvor det kommunistiske regime invaderede og intimiderede vasalstater. Et centralt punkt hos Sheehan bliver de euro-pæiske landes tøvende skridt til selv at etablere en effektiv militær magt, som kan gribe ind, når det kræves. Den jugoslaviske borgerkrig blev isoleret, men fik først sin slutning med amerikanernes bombninger af Beograd og Milosevics retræte. Senere kriser og krige som dem i Afghanistan og Iraq har også afsløret, at kun briterne har vist sig villige og kapable til at støtte amerikanerne, mens flertallet af de europæiske partnere i Nato har været meget tøvende (dog ikke Danmark, hvor statsministerens egen personlige agenda blev afgørende).Sheehans pointer bliver egentlig ikke modsagt af krigen i Ukraine, som han af gode grunde ikke inddrager (den amerikanske udgave er fra 2008), men her er situationen sat i diplomatisk dødvan-de, en slags intet nyt fra Østukraine, hvor Trumps magtovertagelse og åbenlyse forbindelser til Putin ikke gør det lettere. Men isoleret er krigen, langt fra en mestendels fredelig europæisk hverdag, der jo i stedet skal håndtere den meningsløse og tilfældige terror, der ikke har meget til fælles med verdenskrigenes institutionaliserede drab på civile og soldater.

Hans-Henrik Christensen

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

62

I Rusland er intet farli-

gere end at synes svag

SIMON SEBAG MONTE-FIORE: ”Huset Romanov 1613-1918”. Informations Forlag 2017. Illustreret. 827 sider, 450 kr. inkl. moms.

Huset Romanov kom til magten i 1613 efter en ’Forvirringens Tidsalder’, som fulgte Ivan den Grusommes 50 år lange regime med dets harske vekslen mellem sejre og vanvid. En modstræbende og klynkende Mikhail 1. bøjede sig for udsendte bojarers og metropolitters tryglende bønner om at komme til Moskva og der lade sig hylde som zar. Overfladisk betragtet ligner Romanovs tyve monarker gennem de næste over 300 år historien om en succes, for i 1897 var det russiske imperium en multinational kolos, som bredte sin skygge over mere end en sjettedel af jordens overflade. Det var således vokset med knap 52.000 km2 om året siden 1613. Den historiske virkelighed er en ganske anden. Kolossen hvilede på lerfødder. Dramaet om Huset Romanov udspilles over tre akter. Dets opstigning fuldbyrdedes med Peter den Stores (1682-1725) sejr over Sverige ved Pol-tava i 1709. Dets højdepunkt var Ruslands status som stormagt fra Peters sene regeringsår til tiden efter napoleonskrigene og Alexander 1.’s død i 1825. Dets påfølgende forfald kulminerede med nedslagtningen af bl.a. ekskejseren, ekskejserin-den og deres børn, den tidligere zarevitj og fire forhenværende storhertuginder, 17. juli 1918 i Jekaterinenburg på Lenins ansvar - og givetvis også efter hans ordre.

De tidlige romanovers tid karakteriseredes af orgier af magtkampe, og dertil, fra zarens palads til den usleste vrå, af ubændig vold og et vanvit-tigt forbrug af alkohol. Adelens grusomhed mod Ruslands livegne bønder modsvaredes af barbarisk

vildskab under de stedse ulmende oprør. Ram-merne om kønsmoralen, såvel i som udenfor ægteskabet, var vide som Ruslands stepper, og perversionerne var utællelige som træerne i Sibiri-ens skove. Blot to herskere er af historien smykket med betegnelsen ’den Store’: Peter og Katarina 2. (1762-96). Peter tilskrives skabelsen af det moderne Rusland. Hans boglige uddannelse var begrænset, men til gengæld lærte han, ud over at drikke, træsløjd, at lege med kanoner og mønstre soldater. Han var uberegnelig, ekstremt volds-fikseret og en sadist. Hans militære straffelov af 1716 foreskriver dødsstraf for 122 forseelser, og han henrettede sønnen Aleksej af sit første ægte-skab, dertil flere af sin nærmeste omgangskreds, således den tidligere elskerinde Mary Hamilton. Katarina, der ikke var en romanov, var nok hen-synsløs, men aldrig grusom. Hun gennemførte et omfattende reformprogram, og udenrigspolitisk fik hun gjort Rusland til flådemagt i Sortehavet, ligesom hun indhøstede store territorielle gevin-ster ved Polens tre delinger. Sin betragtelige seksuelle frigjorthed forklarede hun således i en ’oprigtig tilståelse’ til den jaloux fyrst Potjomkin: ”Problemet er, at mit hjerte ikke kan klare sig uden kærlighed, selv ikke en time” (s. 249). Hun vedgik fire elskere før fyrsten; anklagen lød på femten. Fremstillingen af de hastigt på hinanden følgende amourøse oscillationer kan forekomme læseren lidt trivielle.

I de sene romanovers tid satte kejserne deres magtgrundlag, som adelen havde udgjort, over styr, uden at de skabte sig et nyt. Arvefølgen efter reformatoren Alexander 2.’s død (1855-81) magede det således, da denne ikke overlevede et sjette attentat 1. marts 1881, at han efterfulgtes af to kejsere, der beherskedes af et nærmest selvdestruktivt snæversyn: De var autokrater, kej-sere af Guds nåde og ingen andens. Alexander 3. (1881-94), der var svigersøn af Christian 9. af Danmark, stod over for at skulle opretholde facaden som den imperiemagt, der var forudsæt-

63

nr.

215

/

dec

emb

er

2017ningen for Romanovs enevælde, uden på nogen

måde at råde over midlerne dertil: ”De følelses-mæssige krav i den slavofile folkestemning blandt et udsnit af de uddannede klasser var lige så farlig for dynastiet som nederlag i udlandet.”Hvis vi mister den offentlige opinions tillid til vores uden-rigspolitik, er alt tabt”, sagde Alexandr med sin evne til at nå ind til sagens kerne” (s. 524). I 1897 rummede imperiet 104 nationaliteter, der talte 146 sprog. De egentlige russere udgjorde blot 44 % af befolkningen. Russificeringspolitikken under Nikolaj 2. (1894-1917) fik de ikke-russiske folkeslag til at vende sig mod regimet og destabili-sere det. Dertil kom de omfattende pogromer, en russisk specialitet, som har sin rod i en latent anti-semitisme - i Rusland blev jøderne og polakkerne sædvanligvis pålagt skylden for alt, lige meget hvad. Senere kom så katastroferne under Den russisk-japanske Krig og Verdenskrigen. I august 1915 blev det skæbnesvangert, at Nikolaj 2. selv påtog sig overkommandoen over Ruslands hære, mens kejserinden i en ganske katastrofal alliance med ’Vores Ven’, den sibiriske hellige mand Gri-gorij Rasputin, bortdrev enhver støtte til regimet. Som protagonisten i en græsk tragedie tumlede kejserparret hybrisformørket mod sin nemesis.

I epilogen trækker forfatteren linjen fra Romanov til nutidens Rusland. Skiftende herskere blandede romanovernes prestige som monarker for rus-serne sammen med deres egen periodes tidsånd, således også Putin med sin opfattelse af Rusland og af sig selv: ”Putinismen blev en blanding af romanovske autoritære principper, ortodoks hel-lighed, russisk nationalisme, ’crony capitalism’, sovjetisk bureaukrati og demokratiets kendetegn såsom valg og parlamenter” (s. 737). Peter den Store og Stalin opfattes i dag begge som sejrrige russiske herskere. Putin citeres for at have sagt, at de største forbrydere i Ruslands historie var de svæklinge, der lod magten falde på gulvet, dvs. Nikolaj 2. og Mikhail Gorbatjov, og som lod ’hysterikere og galninge’ samle den op. Putin

lovede, at han aldrig vil abdicere. ”Romanoverne er borte, men vanskelighederne ved det rus-siske autokrati består”, konkluderer forfatteren (s. 739).

Simon Sebag Montefiori (f. 1965) er britisk histo-riker og forfatter til flere internationale bestsellers, f.eks. ’Jerusalem - en biografi’, ’Unge Stalin’ og ’Stalin - den røde zar og hans hof’. Også dette værk er en vægtig, og omfattende, fremstilling, der hviler på et solidt især primært kildegrundlag, som gør fremstillingen detailmættet og anekdo-tespækket. Den ledsages af et uddybende real-noteapparat. Læseren kastes ud i kalejdoskopiske scenebilleder i det romanovske drama med over-vældende persongallerier, hvis overskuelighed hverken fremmes af russisk navnetradition eller transskriptionen fra det kyrilliske alfabet. Nogen bistand er at hente i slægtsoversigterne og i de lister over de ’medvirkende’, der indleder dra-maets enkelte scener. En omfattende bibliografi domineres af kilderne, som er af primær karakter. Der er over 150 titler, mange russisksprogede. Det er samlinger af dokumenter og erindringer samt vestlige brevsamlinger og dagbøger, iblandt hvilke Alexander 2.’s og Katjas breve og dag-bøger udgør en særklasse. Fyrstinde Jekaterina Dolgorukaja, senere fyrstinde Jurjevskaja, ’Katja’ eller ’Odalisken’ kaldet, var kejserens elskerinde og blev hans anden kone. Begge havde de ’en uhæmmet og overdådig libido’, hvorom de skrev flere gange om dagen, også efter at de lige havde været sammen. Nogle breve og dagbøger tilflød de russiske arkiver allerede i Nikolaj 2.’s regerings-tid, men de blev anset for at være for chokerende til, at man kunne offentliggøre dem. Illustratio-nerne, der er over hundrede, er relevante og af god kvalitet. Mange er i farver. Særligt indtryk gør fotografierne af zarfamilien fra Nikolaj 2.’s senere år. Der er et fyldigt apparat af henvisningsnoter samt et register.

Ole Halding

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

64

Om den frie vilje

ERASMUS AF ROTTERDAM:

”Om den frie vilje”. Oversat

fra latin af Villy Sørensen og

Chr. Gorm Tortzen. Gylden-

dal 2017. 173 sider. 250 kr.

(vejl.)

Dette skrift fra 1524 af den måske mest frem-

trædende repræsentant for renæssancens huma-

nistiske tænkning i Nordeuropa, Erasmus af Rot-

terdam (1469-1536), er et markant og berømt

indlæg i en, i det mindste fra Martin Luthers

(1483-1546) side, indædt og grovkornet debat

med samme Luther i særdeleshed og reformati-

onstænkningen i almindelighed. Luther svarede

på Erasmus' kritik året efter, i 1525, i et ganske

omfangsrigt skrift med titlen Om den trælbundne

vilje – så var banen ligesom kridtet op!

Forfatteren Villy Sørensen, der blandt meget andet

har oversat Erasmus' fremragende og anbefalel-

sesværdige, saftige, satiriske skrift Tåbelighedens

lovprisning (1979), vægrede sig i første omgang,

omkring 1980, ved at oversatte Om den frie vilje,

da ”sagens essens for en nutidslæser nemt risike-

rer at drukne i alt for mange skriftsteder og subtilt

ordkløveri af teologisk art”, ifølge Gert Posselts

efterskrift til bogen. Det kan Sørensen have meget

ret i; megen, måske for megen, Bibel-eksegese,

subtil eller ej, er der i hvert fald i bogen. Men ikke

desto mindre er der tale om et idéhistorisk og teo-

logisk markant, vigtigt og interessant kildeskrift.

Og Erasmus skriver immervæk godt trods bogens

ofte noget tørre stof. Villy Sørensen ændrede dog

øjensynlig mening og påbegyndte i 2001 – efter

20 år og i sit sidste leveår – oversættelsen, men

nåede kun at gennemføre den første tredjedel. De

sidste to tredjedele blev oversat af Chr. Tortzen.

Modstillingen kort fortalt mellem Luther og Eras-

mus er denne: Luther på sin side er uden mindste

forbehold af den opfattelse, at Gud er almægtig,

Gud har al magt og mennesket er derfor i princip-

pet og i hvert fald i forhold til Gud totalt magtes-

løst og desuden via Adam og Evas oprindelige syn-

defald en synder, der aldrig vil kunne indse, hvad

der er ret og ej heller handle retfærdigt som følge

af sin faldne natur. Erasmus citerer eksempelvis

Luther for følgende karakteriserende udsagn om

mennesket: ”Al hjertets tanke er rettet imod det

onde altid”! Gud er således altbestemmende

og har også forudbestemt – for han er jo ifølge

(ikke kun) luthersk tankegang uforanderlig og har

derfor bestemt alting fra evighed til evighed – de

enkelte menneskers frelse hhv. fortabelse.

Erasmus for sin del derimod tilskriver Guds nåde

langt det meste set i forhold til menneskers egen

vilje: ”Jeg er tilhænger af deres synspunkt, som

tildeler den frie vilje ikke ingenting, men som

tildeler nåden det meste”. Det enkelte menneske

kan og bør altså virke for sin egen frelse ved at

følge Guds (gode og fornuftige) ikke mindst i

Skriften åbenbarede anvisninger samt ved at følge

den gudskabte naturs iboende ret.

Stridsspørgsmålet er altså vel at mærke teologisk

og ikke så meget det banale, om mennesket frit

kan vælge en nougatis eller en vaniljeis i isboden,

eller om udfaldet er forudbestemt. Det afgørende

spørgsmål for Erasmus og Luther er derimod: kan

mennesket selv vælge sin frelse, vælge, om det vil

nærme sig Gud eller ej?

Luther svarer et helt afgjort ”nej”; udfaldet er for-

udbestemt, og alle relevante handlinger er båret

af nødvendighed, ikke af frihed. Erasmus mener

modsat, at menneskers valg har noget at sige, selv

om Guds nåde har det sidste og klart største ord

at skulle have sagt – heller ikke hos Erasmus gives

der således hovmodet plads.

Når Luther er så absolut i sit standpunkt, som han

65

nr.

215

/

dec

emb

er

2017er, skyldes det uden tvivl i høj grad den mildest

talt højspændte historiske situation: reformations-

tiden, det igangværende opgør med romerkirken.

Det drejede sig for Luther om helt og aldeles om

at få skovlen under den såkaldte 'gerningsretfær-

dighed', som pavekirken blev anset for at hylde,

og som altså gik ud på, at mennesket ved sine

egne, men vel at mærke af romerkirken autori-

serede, gerninger kunne blive frelst uden videre,

uden Guds indblanding. Og det absolut værste

for Luther var denne romerkirkens magt over sjæ-

lene og deres forhold til Gud. Alt, hvad der såle-

des blot mindede om menneskers selvretfærdig-

gørelse, var for Luther rent ud sagt forbandet. Og

Erasmus' 'frie vilje' mindede for Luther helt klart

om, at mennesker igennem (selv)retfærdig hand-

ling kunne frelse sig selv, og herigennem indirekte

om en mægtig, elitær og dominerende kirke (læs:

romerkirken), der havde/tiltog sig monopol på

fortolkningen af, hvad en retfærdig handling var.

Det hjalp åbenbart ikke herpå i Luthers øjne, at

Erasmus tillagde Guds nåde den altovervejende

betydning og ikke det enkelte menneskes hov-

mod, og det hjalp heller ikke, at han lagde væg-

ten på det enkelte menneskes frie valg og ikke på

kleresiets fortolkningsmonopol. Luther var ufor-

sonlig over for Erasmus' midterstandpunkt mel-

lem katolicisme og protestantisme. Men Erasmus'

humanistiske stemme høres altså – og med god

ret – stadigvæk, også i det danske litterære rum.

Poul Ferland

poulferland8@gmail.com

Pædagogikkens idéhi-

storie

OVE KORSGAARD, JENS

ERIK KRISTENSEN, HANS

SIGGAARD JENSEN ET

AL.: ”Pædagogikkens

idéhistorie”. Aarhus

Universitetsforlag 2017.

524 sider, ill., 400 kr.

Hvad er egentlig pædagogikkens idégrundlag

i dag? For det spørgsmål er også, ved siden af

fremstillingen af tidligere epokers pædagogiske

ideer, af central betydning i idéhistorien, idet sam-

tidsidéhistorie er en side af idéhistorien, nemlig

som analyse af de samtidige idéers beskaffenhed,

af deres samtidige betingelser af bl.a. økonomisk,

teknologisk, politisk og social karakter samt af

deres historiske og systematiske relation til tidli-

gere epokers tanker. Vi vender til slut tilbage til

bogens bud på et svar på spørgsmålet.

Forfatterne har med bogen sat sig for ”at under-

søge de pædagogiske ideer, der har haft og stadig

har betydning i en dansk kontekst”. Og det lykkes

fortrinligt; bogen er en særdeles fagligt solid ind-

føring i sit stof, nyttig og dannende ikke mindst

for professionelle pædagoger på alle niveauer fra

førskole til universitet og inden for alle undervis-

nings- og uddannelsesformer.

Bogen begynder med Sokrates og hans dialogiske

metode, som muligvis i korteste, måske for kort,

begreb er at forstå som bogens pædagogiske

ideal; i hvert fald får Sokrates også det sidste ord

i bogen.

Fra den græsk-romerske antik føres læseren igen-

nem middelalderen og til Reformationen, som

uden tvivl har sat nogle af de kraftigste spor i

den danske pædagogiske idéhistorie, bl.a. med

generationers obligatoriske læsning af Martin

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

66

Luthers 'Lille Katekismus'. Ligesom teologien i

århundreder var universitetets vigtigste fag blev

kristendomskundskab længe forstået som skolens

vigtigste fag – skolefaget læsning blev således i

høj grad begrundet med det ønskelige i, at elever-

ne selv kunne læse Bibelen og Katekismen! Den

forkyndende undervisning spillede en væsentlig

rolle i folkeskolens undervisning i hvert fald op til

1960'ernes slutning.

I oplysningstiden sker der dog immervæk noget

nyt; således blev ”Rousseaus 'Émile' ofte karakte-

riseret som den kopernikanske vending i pædago-

gikkens idéhistorie, nemlig som den vending, der

gjorde barnet og dets særegne natur og udvikling

til udgangspunktet i det pædagogiske forhold og

den pædagogiske tænkning”. Barnet selv i mod-

sætning til ydre forhold som kirke, religion, nation

eller stat fik herefter en central, men altså ikke

enerådende status i pædagogikken; kirken og –

fra 1800-tallet – nationen beholder hhv. får også

fremover ikke ringe indflydelse på opdragelse og

undervisning.

Hvad angår universitets- og gymnasieundervis-

ningen får den nyhumanistiske, klassiske filolog,

kultusminister og dannelsestænker J.N. Madvig i

1800-tallet stor indflydelse med sin betoning af at

kunne læse græsk og latin som forudsætning for

tilegnelsen af (den antikke) kulturhistorie og dens

idealer om 'ædel enfold og stille storhed'. Natur-

videnskabens fremmarch og vigtighed lod sig dog

ikke i længden fornægte, ej heller vigtigheden af

de 'nye' sprog som engelsk tysk og fransk – for

ikke at tale om dansk (sprog og litteratur, men

sandelig også historie)! –, og fra 1903 havde

Danmark et trelinjet gymnasium: den klassisk-

sproglige, den nysproglige og den matematisk-

fysiske linje.

I mellemkrigstiden finder reformpædagogikken

tilslutning og udbredelse, og efter 2. Verdenskrig

kommer en demokratisk progressiv pædagogik

op. Forholdet mellem disse to retninger fremstil-

ler forfatterne sådan: ”Trukket skarpt op tog den

klassiske reformpædagogik udgangspunkt i, at

barnets opdragelse og undervisning skulle følge

barnets natur og beskytte det mod samfundet,

mens den demokratisk progressive pædagogik

tog udgangspunkt i, at børns opdragelse og

undervisning skulle udvikle og danne dem til

deltagelse i demokrati”. Fra 1960'erne og nogle

årtier frem vinder ikke mindst en samfunds- og

autoritetskritisk teori frem, som bl.a. ønsker en

opdragelse eller dannelse til personlig myndighed.

Nu er det så på sin plads at vende tilbage til det

indledende spørgsmål til bogen, hvilket også, lidt

kontant, kan reformuleres til: Hvad blev der så af

kritikken i det seneste par årtier?

Kritikken i pædagogikken er vel trods alt ikke helt

fraværende, men den er unægtelig trængt en

del tilbage af noget, som i grunden ikke tilhører

den pædagogiske sfære, nemlig den globale

økonomiske konkurrence, i hvilken den globale

uddannelseskonkurrence fra politisk, økonomisk

og erhvervsmæssigt hold anses for at spille en

helt afgørende rolle. Denne uddannelseskonkur-

rence ”kom bl.a. til udtryk i et nærmest umæt-

teligt behov for internationale sammenligninger

og ranglister over de enkelte nationers skole- og

uddannelsespræstationer”.

Begrebet humankapital er en central del af men-

neskeopfattelsen i denne ideologi. Det betyder i

kort begreb, at eleven og den studerende målret-

ter/bør målrette ikke blot sin skole- eller studieak-

tivitet, men i realiteten hele sin person, altså også

sine egenskaber og moralske og andre holdnin-

ger, hen imod det at blive beriget med et senere

afkast i erhvervslivet. Dette menneske har i realite-

ten ikke (længere) arbejdskraft, som det sælger på

arbejdsmarkedet, men er slet og ret arbejdskraft

og forstås altså væsentligt som humankapital.

At dette i grunden er en pædagogik-ekstern

holdning til pædagogikken indrømmede en af

67

nr.

215

/

dec

emb

er

2017ophavsmændene til humankapital-teorien, den

amerikanske Nobelprismodtager Gary S. Becker,

da han sagde, at denne teori var udtryk for

'økonomisk imperialisme'. ”Således”, siger nær-

værende bogs forfattere, ”blev humankapital fra

midten af 1990'erne til det nye nøglebegreb i den

globale uddannelsespolitik”.

Samtidig er arbejde trådt frem som en domi-

nerende kategori i hele samfundet: ”De fælles

værdier og sammenhængskraften forbindes (..) i

højere grad end tidligere med forestillingen om

et nationalt arbejdsfællesskab og ikke kun med

et nationalt-kulturelt og demokratisk værdifælles-

skab”. Måske for første gang i historien er uddan-

nelse, i den globale økonomiske konkurrences

navn, blevet en pligt; som forfatterne koncist siger

det: ”Hvor uddannelse engang var et privilegium

for de få og senere blev en ret for de mange, da er

uddannelse i dag blevet en borgerpligt for alle”.

Bogen bør være inden for rækkevidde for enhver

professionel med pædagogisk beskæftigelse, om

ikke andet som opslagsværk – bogen er således

også fint forsynet med person- og emneregistre.

Bogens kapitel 8 er af nærmest uvurderlig værdi

for den, der vil forstå den aktuelle pædagogiske

situation og baggrunden for den. Men i det hele

taget kan pædagogen dårligt undgå at blive

klogere på sig selv og sin beskæftigelse gennem

læsning af bogen.

Poul Ferland

poulferland8@gmail.com

Rusland

BENT JENSEN: ”Rus-lands undergang, Revolutioner og sam-menbrud 1917-1921”, Gyldendal 2017, 526 sider. 299 kr.

Det er en ordentlig moppedreng af en bog, Bent Jensen har skrevet, næsten 500 siders fremstilling (hertil noter, kilder og register) – og med en vægt på godt et kilo, får man meget for prisen. Titlen ”Ruslands undergang – Revo-lutioner og sammenbrud 1917-1921” virker som et lidt snævert perspektiv, men det skal man ikke lade sig afskrække af. Bogen har femten kapitler, hvoraf de seks behand-ler tiden før og efter. Selve bogens fokus, perioden 1917-21, har tre kapitler om de to revolutioner i 1917, to om borgerkrigen, der fulgte efter, et om omverdenen og endelig to kapitler med særligt danske perspektiver. Det er således muligt at læse bogen selek-tivt og stadig få udbytte af den.

Titlen ”Ruslands undergang” er sigende for Bent Jensens tilgang; selvom den egentlig ikke forklares direkte, er man ved endt læs-ning ikke i tvivl – den bolsjevikiske revo-lution var en total katastrofe for Rusland, og hovedskurken var ikke Stalin, det var Lenin! Men de var ikke eneansvarlige. Det er bogens underliggende præmis, som Jen-sen understreger gang på gang, at revolu-tionens udvikling ikke var uundgåelig, der var hele tiden andre muligheder. Så når det gik, som det gik, var der også andre, der havde ansvar – ikke mindst i kraft af det, de undlod at gøre. På det punkt er bogen selvsagt også en komplet afvisning af kom-munismens historieskrivning.

Før 1. verdenskrigs udbrud i 1914 var der en 50 år lang periode med gradvise reformer, der udviklede det tilbagestående Rusland i en moderne retning, ikke mindst på landet.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

68

Livegenskabet ophævedes i 1861, og det gammeldags landbrug gennemgik en ud-vikling, bønderne ikke var den undertrykte og usle samfundsgruppe, de ofte fremstilles som. Revolutionen i 1905 medfører ytrings-frihed og en form for parlament, Dumaen, der godt nok ikke har den reelle magt, men som stadig er et fremskridt. Problemet var, at zaren bevarede magten, og zar Nikolaj d. 2. som person var uegnet og uduelig som regent. Han kendte ikke det land, han rege-rede, han besøgte aldrig en landsby eller en fabrik. Og hans dybe uvilje mod forandrin-ger gjorde, at han ikke samarbejdede med de borgerlige kræfter i Dumaen, der kunne have sikret en mere stabil og fredelig ud-vikling end den, der fulgte. 1. verdenskrig slider hårdt på Rusland som årene går, og det er krigen, der udløser revolutionerne i 1917, men årsagen bagved er zarregimets uvilje mod forandring.

Da problemerne bliver uløselige i marts 1917, kommer den første revolution, der tvinger zaren fra magten. I stedet kommer den provisoriske regering, men det er i situ-ationen ikke muligt for den at løse Ruslands tre store problemer: behovet for en jord-reform, spørgsmålet om en forfatning og nødvendigheden af at afslutte krigen. Uro breder sig på landet, de ikke-russiske na-tioner (fx finnerne) kræver selvstændighed, og den provisoriske regering har ikke for-ståelse for situationen. Havde den regeret mere hårdhændet, ville udviklingen måske have været en anden. Ja, et militærdikta-tur havde ligefrem været en velsignelse, når man ved hvad der fulgte, siger bogen. Og hvad der fulgte, var Lenin.

Og her følger så, hvad der er Bent Jensens egentlige projekt, beskrivelsen af bolsjevik-kerne (fra 1919): kommunisternes ødelæg-gelse af Rusland. Allerede i forordet gøres det klart, at værdifri historieskrivning ikke er mulig, og intet sted er man i tvivl om forfatterens syn. Lenin karakteriseres som en gennemført ubehagelig person, en volds-fikseret ødelægger, en skrivebordspolitiker, der selv efter han fik magten stort set ikke

forlod Kreml, en dyster og dæmonisk de-spot uden forsonende træk. Men også en dygtig taktiker og med en fantastisk velud-viklet sans for timing. Og karakteristikken har solide belæg i en lang række citater fra og om Lenin. I Bent Jensens optik er det ikke Stalin, der er despoten, der kaprer re-volutionen, det er Lenin, der fra begyndel-sen fastlægger den blodige og umenneske-lige linje, der kendetegner Sovjetunionen de kommende 30 år. Som læser må man dog alligevel undre sig lidt, for hvordan kan det være, at det så lykkedes Lenin, der i mange år var i eksil, at bevare magten i det bolsjevikiske parti før revolutionen? Han må jo have haft nogle forsonende kvaliteter, der gjorde, han ikke blev udskiftet som leder. Det kommer bogen desværre ikke ind på.

Den anden revolution i november 1917 bringer bolsjevikkerne til magten, og straks påbegyndes forfølgelsen af al opposition, i første omgang med censur og forbud, snart efter med hårdere midler. ’Lenin og hans kammerater’, som bolsjevikkerne konse-kvent omtales, sidder ikke sikkert på mag-ten, flere gange er de ved at miste den, og selvom der sluttes fred med Tyskland i marts 1918, er det i sommeren 1918, at de er svagest. Her kunne partiet De So-cialistisk-Revolutionære have væltet dem, hvis de havde haft bedre ledere, men et forsøg på en opstand bliver en fiasko. Nu følger borgerkrigen, som er Ruslands egen-tlige katastrofe. Og her er bogens bedste og mest indignerede kapitel (7) med titlen ”LeninRusland – borgerkrig og socialismens opbygning”. ’LeninRusland’ er vel Jensens egen sproglige konstruktion, og bringer den mindelser om ’HitlerTyskland’, er det gi-vetvis tilsigtet. Borgerkrigen er dels krigen mellem De Røde, bolsjevikkerne og De Hvi-de, en broget blanding af zartro ultrakon-servative, demokratisk sindede af forskel-lig politisk orientering og bønder. De Røde vinder som bekendt, De Hvide er splittede politisk og geografisk, de formår ikke at ko-ordinere krigsindsatsen og har den ulempe, at de skal angribe fra yderområderne, hvor De Røde har kernelandet og industriappara-

69

nr.

215

/

dec

emb

er

2017tet. Men det er ikke den (ret lavintensive)

krigsførelse, der har Jensens interesse, det er borgerkrig i en anden forstand: Bolsje-vikkernes krig mod borgerne, en systema-tisk og villet terror mod en befolkning, der aldrig ønsker et kommunistisk diktatur. Ek-semplerne på massemord og uhørt umen-neskelige overgreb er utallige, og Jensen er klar i mælet, der er mange, mange flere end de nævnte. Det er gennem borgerkri-gens rædsler kommunisterne cementerer deres magt, og volden er ikke defensiv, den er vejen til kommunismen og bag den står hele vejen Lenin. Regeringen optrådte som en udenlandsk besættelsesmagt, skriver Jensen (gæt selv hvilken, der hentydes til), og målet var ”udryddelse af den daværende russiske civilisation og kultur”.

Rusland er et uoverskueligt land, enormt i udstrækning og kompleksitet, sprogligt og kulturelt fremmed for de fleste danskere, og perioden 1917-1921 er ligeledes uoversku-elig i enhver forstand. Tag nu tallene: Bor-gerkrigen og krigen mod borgerne: 12 milli-oner ofre! Hertil 5 millioner ofre af følgerne, sult og hungersnød. I alt 17 millioner ofre! Hertil 2 millioner, der flygtede til udlandet. Ubegribelige tal. Hertil kommer 10 millioner ofre for Stalin i 1930erne og de 28 millioner ofre i 2.verdenskrig, udenfor bogens fokus. Men Bent Jensen er ingen bogholder, man røres, når man læser. Som her i kapitel 9: ”… for de fleste indbyggere i Rusland var religionen omdrejningspunktet i deres liv, det var deres kultur, uanset tro. Kommuni-sternes overgreb mod troen var for mange værre end fx censur, ødelæggelser af kirker mv. medførte lidelser i et enormt omfang. Noget historieskrivningen ofte har overset”, skriver Jensen.

Bogen har andre perspektiver også, som nævnt to kapitler med særlige danske per-spektiver, bl.a. om erhvervsmanden Plums mislykkede forsøg på at stable modstand mod revolutionen på benene og om den rol-le København spillede i den tyske finansie-ring af bolsjevikkerne. De er udmærkede for de interesserede, men egentlig lidt skæve i

forhold til resten af bogen. Kapitel 13, der trækker linjen frem fra Lenins død til Sov-jetunionens opløsning er meget kort, men det er vel bogens samlede omfang, der har nødvendiggjort det. Desværre. Det afslut-tende kapitel om historieskrivningen om-kring revolutionen er interessant, selvom det må undre lidt, at det Jensen betegner som nyere forskning, er det, der ligger efter 50-året for revolutionen i 1967.

Samlet set er bogen velskrevet, oversku-elig med fine korte præsentationer forud for hvert kapitel, velforsynet med citater, enkel-te centrale kilder og danske øjenvidneberet-ninger – og et fint register. Billedmaterialet fylder godt, om end ikke alle gruppebilleder er lige interessante. Ved endt læsning sid-der man med indtrykket af, at det stadig er en uoverskuelig periode, men det må nok tilskrives emnets kompleksitet. Bogen an-befales til den alment interesserede læser, og det er givetvis en oplagt julegaveidé til historieinteresserede. Læsere med et vist forhåndskendskab bør nok søge andre vær-ker. Ønsker man en smagsprøve, kan man læse Bent Jensens kronik i Jyllandsposten d. 25. oktober 2017, hvor avisen markerede 100-års jubilæet for den bolsjevikiske revo-lution. Lidt spøjst, da den berømte kalen-derproblematik jo gør, at datoen efter vores kalender er den 7. november. Det er sikkert også derfor, kronikken ikke mere findes på JP’s hjemmeside, men den nåede med i pa-pirudgaven.

Poul Kristensen

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

70

Spændende mam-

mutbog om arabernes

historie

Eugene Rogan: Ara-bernes historie. Fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår. Kri-steligt Dagblads For-lag 2017, 740 sider, 300 kr.

Siger navne som Za-hir al-Umar (1690-1775), Muhammad Ali (1770-1849), Ahmed Urabi (1841-1911), Ahmad Amin (1886-1954), Huda Sha'ra-wi (1879-1947), Nawal El Saadawi (født 1931), Abdullah al-Turayqi (1919-1997) el-ler Fayda Hamdy (født 1966) Noters lærde læsere noget? Jeg tillader mig for de flestes vedkommende at tvivle.

De spiller alle en rolle i Eugene Rogans i enhver betydning af ordet store bog om Arabernes historie fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår. De otte kvinder og mænd er nogle af de mange spændende kilder, som Eugene Rogan anvender, og som skaber en konkret-oplevet dimension i hans fortælling. Rogan lader dem komme til orde for at give vidnesbyrd om vigtige epoker, begivenheder eller personligheder i arabernes historie.

En hovedpointe i bogen er at araberne aldrig er blevet herre i eget hus. Fra 1500-tallet blev den arabiske verden domineret af os-mannerne, og selv om de tyrkiske herskere i vid udstrækning uddelegerede deres magt til lokale guvernører, havde de altid fat i den lange ende. Da Osmannerriget i det 19. år-hundrede blev Europas syge mand, tog de europæiske kolonimagter Storbritannien og Frankrig gradvist kontrol over de arabiske områder. Denne dominans kulminerede i mellemkrigstiden, hvor araberne måtte leve under de europæiske stormagters ydmy-gende del og hersk politik, fordi araberne ved Versailles-freden i 1919 ikke mærkede meget til Wilson's mål om folkenes selvbe-stemmelse.

Efter 2. verdenskrig bliver fire forhold af-gørende for udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika:

For det første de europæiske kolonimagters svækkede styrke og den deraf følgende af-kolonisering. For det andet den permanente israelsk-palæstinensisk/arabiske konflikt omkring staten Israel.

For det tredje at olie blev det sorte guld, som dels gav flere arabiske stater både rigdom og styrket politisk indflydelse, dels gjorde Mellemøsten til et højspændt om-råde, som stormagternes opmærksomhed konstant var rettet imod.

For det fjerde skete der især efter 1980 en islamisering af arabernes hverdag, politik og interne konflikter, som også bevirkede at, det internationale samfunds fokus blev rettet mod den arabiske verden.

Alle disse udviklinger belyses indgående og nuanceret i Arabernes historie. Bogen er lang, men stoffet er også enormt. Og Rogan er en fremragende formidler. Det er lidt old school historieskrivning, hvor personlighe-der, inden- og udenrigspolitiske relationer samt konflikter og krige er i fokus. Rogan inddrager kun arabernes økonomiske og so-ciale forhold, for så vidt som de kan belyse de politiske og militære beslutninger, som lederne tager.

Bogen er af nogle anmeldere blevet beskyldt for at være partisk: dvs. konsekvent at være for arabervenlig. Det synes jeg ikke er en rimelig vurdering. Bogen formidler stort set alle konflikter, som har involveret ara-berne – og det er utroligt mange! - nøgternt og neutralt. Men man kan generelt i valg af synsvinkel og kilder fornemme, at Rogan har stor sympati og medfølelse for araberne og deres stræben efter frihed og selvstæn-dighed. Men denne sympati skævvrider på ingen måde fremstillingen.

Hvis bogen skal kritiseres, er det efter min opfattelse mere for dens manglende analy-se dimension. Rogan beskriver og forklarer

71

nr.

215

/

dec

emb

er

2017hvad der sker, men han analyserer meget

sjældent de forhold han formidler. Fx gør han i bogens epilog fint rede for, hvordan Det Arabiske Forår kuldsejler og stort set alle stater bevarer deres udemokratiske le-dere eller får nye, som heller ikke er de-mokratiske. Men en egentlig diskussion af hvilke faktorer, der er afgørende for at det optimistiske forår ret hurtig bliver til ned-frossen vinter, kommer han ikke med.

Men bogen er en guldgrube af relevant infor-mation. Enkeltkapitler vil godt kunne læses af dygtige opgaveskrivende elever; men på skolerne vil bogen primært kunne anvendes til efteruddannelse af historielærerne.

Så de fx kan forklare hvem de otte personer er, som var indledningen til denne anmel-delse!

Henrik Bonne Larsen

Børnearbejde

HANNE WILLERT: ”Børns liv og arbej-de - i 1880 tallets landbosamfund”. Frydenlund 2017. 200 sider, 299 kr.

Bogen bygger på forfatterens arbej-de med et omfattende materiale af NIHA - erindringerne, som er en forkortelse for Nationalmuseets Industri-Håndværker- og Arbejdererindringer, samlet i 1950’erne. I forordet beskriver forfatteren bogens ka-rakter. Den var i sit udgangspunkt tænkt som et forskningsprojekt, men den forelig-gende publikation er en bog til “almindelig oplysning”, som forfatteren udtrykker det.

Efter en kort historisk introduktion, der be-skriver den historiske ramme for erindrin-gerne, organiserer hun dem i en række te-matiske afsnit sammensat af korte citater. De bliver således til små collager af erin-dringsglimt. De valgte temaer er: “daglig-dag i hjemmet”, “maden”, “familien”, “hos fremmede” og “skolen”. Mellem de tema-tiske afsnit indsætter forfatteren 7 erin-dringsafsnit i sin helhed fra NIHA erindrin-gerne. Også dette element er med til at give bogen karakter af collage over livshistorier fra Danmark for 100 år siden. Bogens man-ge illustrationer af kunst og fotografier fra samtiden bidrager til collagen.

Normalt er man vant til at læse om disse livsvilkår for underklassen i skønlitteratur, som man kan finde den hos Skjoldborg og Aakjær. Det er spændende at møde disse “rigtige” livsberetninger, men det betyder ikke at de nævnte forfatteres skræmmende billede af børns vilkår på landet for 100 år siden ændres. Det er en trist hverdag, som børnene har haft. Livet har været arbejde, arbejde og atter arbejde både for børnene og deres forældre, børnefødsler, kamp for

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

72

føden og kamp for at få passet de mindste.

En fjerdedel af børnene i denne undersø-gelse kommer ud at tjene, før de er fyldt 8 år, dog kun drengene. Over halvdelen af drengene, men kun en fjerdedel af pigerne, bor i en plads på et eller andet tidspunkt før konfirmationen. Når man læser de mange livsbrudstykker, har man svært ved at for-stå, at de små mennesker overhovedet kun-ne klare det! Og så understreger forfatteren i sin kommentar, at netop disse livshistorier er skrevet af dem, der som 70 årige har overskud til at berette om barndommen. De skæbner, der gik helt i stykker, møder vi så-ledes ikke.

Bogens karakter af en collage giver ikke et præcist overblik over børns forhold for 100 år siden. Men de enkelte skæbner kan ikke undgå at gribe en moderne læser og skabe eftertanke i forhold til det liv, som de ef-terfølgende generationer fik lov til at leve. Det tidsperspektiv er altid spændende, hvad enten ens barndom som min faldt for 60 år siden eller mine børnebørns i dag. Bogen lever fint op til ambitionen om, at den skal være til “almindelig” oplysning.

Johannes Lebech

Ny og spændende

Danmarkshistorie

POUL DUEDAHL: ”Gudhjemtid (100 Danmarkshistorier)”. Aarhus Universitets-forlag 2017, 100 sider, 100 kroner, illustreret i farver.

Med dette bind af den prisvindende historiker Poul Duedahl (f.1973) begyn-der Aarhus Universitetsforlag sin nye serie med 100 danmarkshistorie på 100 sider til 100 kroner, som skal dække 1000 års Dan-markshistorie.

Modsat traditionelle danmarkshistorier er 100 danmarkshistorier bygget op omkring en række begreber eller temaer. I dette bind er det så Gudhjemstid der bliver taget un-der behandling. Det er altså historien om, at hele Danmark fik en fælles universaltid 1. januar 1894, nemlig den tid, som tidligere kun blev brugt i Gudhjem på Bornholm.

I bogen fortæller Poul Duedahl om den lan-ge vej til denne dato og trækker trådene fra Middelalderen over indførslen af Gud-hjemstid til vore dages atomure. Undervejs i bogen fortælles sjove og relevante små historier som viser hvordan de mere over-ordnede krav fra samfundets elite i form af kirke, kongemagt og borgerskab og senere den voksende nationale og globale inter-aktion i form af handel, kommunikation og transport påvirkede den lokale befolkning. Dette er sket i en grad, så vi alle efterhån-den er blevet underordnet den universelle tid i en grad så man i dag, som Duedahl påpeger, næsten ikke kan forestille sig tiden før.

Samlet set lægger bogen op til en spæn-dende tilgang til en moderne danmarkshi-storie. Eneste anke mod dette bind er, at så vidt som jeg har forstået skal hvert bind, lige som hvert forløb i gymnasiet, indeholde eksempler på historiebrug. Her fylder det

73

nr.

215

/

dec

emb

er

2017ikke meget og bogen er derfor snarere en

slags dansk tidsregnings historie.

Bogen bør ejes af enhver gymnasielærer og kan i uddrag sagtens bruges i undervisnin-gen. Her kan man både diskutere den som eksempel på historieformidling, men også bruge udvalgte kapitler i forløb om forskel-lige perioder af Danmarkshistorien, I sam-arbejde med fysik kunne det desuden være spændende at lave et forløb om tidsmåling, da Poul Duedahl også er relativt detaljeret i hvordan tiden konkret måles i form af sol-ure, mekaniske ure og atomure.

Rasmus Østergaard

Et solidt andet bind

i Kershaws store

moderne Europahi-

storie

IAN KERSHAW: ”Helvede tur-retur – Europa 1933-1949”. Gads Forlag 2017, 380 sider, 250 kr.

”En af de mest yn-dede klicheer hos fodboldkommentatorer, når lykken ven-der i løbet af kampen er ’Det er et spil i to halvlege’. Det er meget fristende at op-fatte Europas 1900-tal som et århundrede i to halvdele, måske med ’tillægstid’ efter 1990” skriver Ian Kershaw i indledningen til ’Helvede tur-retur’, der er andet bind i hans store historie om Europa i det 20. århund-rede i fire bind.

Bogen dækker perioden fra 1933 til 1949, så med denne bog runder Kershaw 1900-tal-lets ”første halvleg” af og peger frem mod et forandret Europa i århundredes i anden halvdel.

Kershaw skriver i indledningen, at han hav-

de overvejet at afslutte bogen med krigens officielle afslutning i 1945, men han følte det var nødvendigt at få konturerne af det nye Europa, der trådte frem i årene efter krigen, med. Valget at strække bogen fokus helt frem til 1949 fungerer godt, fordi med krigens optakt, forløb og konsekvenser gi-ver Kershaw en grundig forklaring på, hvor-dan og hvorfor jerntæppet går ned i Europa, og hvorfor der indledes en ny periode med øget samarbejde i Vest.

Bogen er delt i fem store hovedkapitler: Farezone dækker de fascistiske og totali-tære ideologiers sejrsgang frem til 1933, Mod afgrunden dækker perioden fra 1933 til 2. Verdenskrigs udbrud, Helvede på jord dækker krigsårene, Stilfærdige forandringer om økonomisk og politisk genopretning ef-ter krigen og øget europæisk samarbejde og sidste kapitel, Ud af asken, omhandler retsopgørene efter krigen og opsplitningen af Europa i Øst og vest. Bogens indholdsfor-tegnelse indeholder kun disse fem hovedka-pitler, der er mellem 50 og 80 sider lange, hvilke gør bogen lidt besværlig at arbejde med, hvis man vil finde frem til nogle af de mange underkapitler.

I den oprindelige engelske udgave blev perioden 1914 til 1949 dækket i ét samlet bind, men i den danske udgivelse har Gads Forlag valgt at skille det ad i to bind kaldet hhv. Den store katastrofe og Helvede tur-retur. Denne opdeling af bogen i to bind er lavet lidt uelegant, da det det første danske bind sluttes lidt abrupt uden en samlende afrunding, og ligeledes savner det andet bind ’Helvede tur-retur’ en stærkere indled-ning.

Da jeg anmeldte første bind i serien syn-tes jeg, at den var meget traditionel i sin struktur og gav et bredt overblik over 1. verdenskrigs begivenheder uden at gå tæt eller særligt analytisk til begivenhederne.

I Helvede tur-retur fortsætter Kershaw den traditionelle og kronologiske struktur, men nogle steder brydes den op, hvilket funge-

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

74

rer godt. I bogens første del er der f.eks. et interessant og mere tematisk kapitel, der sammenligner de forskellige diktaturstater i Italien, Tyskland, Sovjetunionen og Spa-nien.

Nogle steder har bogen også nogle interes-sante kontrafaktiske refleksioner over, om begivenhederne kunne have udviklet sig an-derledes, hvis nogle aktører havde handlet på en anden måde f.eks. i forbindelse med den spanske borgerkrig. I stort set alle disse overvejelser kommer Kershaw dog frem til, at tingene ikke kunne have været ret meget anderledes, hvilket man kan synes er et lidt fantasiløst og strukturelt historiesyn.

Kershaw skriver i et sprog, der er klart og fagligt, men stadig lettilgængeligt, hvilket er en kunst.

Nogle steder bliver hans sprog dog meget malende og nærmest religiøst, når han be-handler krigens vold og folkedrab: ”I hele kataloget af ødelæggelse, tilintetgørelse og elendighed, som udgjorde Anden Ver-denskrig, var mordet på Europas jøder det laveste punkt i menneskehedens nedtur i umenneskelighedens afgrund. Ilden i døds-lejrenes krematorier blev nærmest den fysi-ske manifestation af Helvede på jord.”

Det samme gør sig gældende i beskrivel-sen af krigens begivenheder på Balkan ”De [tyskerne] indsatte et regime under Ante Pavelić, lederen af Ustašefascisterne, som iværksatte et terrorregime, der faktisk und-drager sig beskrivelse.(…) Det var dødbrin-gende vanvid.(…) Det er et åbent spørgs-mål, om Pavelić var rigtig rask (…) Der er imidlertid ingen tvivl om, at de fleste af hans tilhængere var normale. Alligevel hører de grusomheder, hans dødspatruljer begik, til bunden af alle sadistiske rædslers dyb.”

Selv om Holocaust og krigens grusomhed forfærder os som mennesker, synes jeg dette sprog bryder med bogens akademiske genre. Derudover videregiver en beskrivel-se af Holocaust som rendyrket og djævelsk

ondskab ikke læseren de forklaringer på, hvordan og hvorfor det kunne ske, som fol-kedrabsforskere har arbejdet på og diskute-ret fra 40’erne og frem til i dag.

Bogen kan anbefales til dem, der ønsker en afbalanceret og bred fremstilling af Europas historie i den tumultariske periode 1933 til 1949. I disse SRP-tider er den helt klart an-befalelsesværdig til elever, der beskæftiger sig med perioden.

Ulla Nedergård Pedersen

Socialkonstruktionis-

me og uddannelse

KENNETH J. GER-GEN OG KARSTEN MELLON: ”Social-konstruktionisme og uddannelse”. Oversættelser fra amerikansk af Helle Hinge og Andreas H. Bundgaard. Hans Reitzels Forlag 2017. 191 sider, 225 kr.

Den amerikanske psykolog Kenneth J. Ger-gen (f. 1935) regnes for en af de centrale skikkelser inden for den videns- og viden-skabsteoretiske retning, der kaldes social-konstruktionisme. Den her foreliggende introduktion har han skrevet sammen med en dansk elev, Karsten Mellon, der løbende kommenterer Gergens i bogen fremstillede tanker.

Al viden er for socialkonstruktionismen so-cialt produceret, og der findes derfor ikke viden om tingene og sagsforholdene i sig selv, hvilke dog på den anden side tilsyne-

75

nr.

215

/

dec

emb

er

2017ladende indrømmes eksistens, men vel at

mærke udelukkende som bærere af de i fællesskab konstruerede betegnelser, defi-nitioner og anvendelser. Gergen udtrykker eksempelvis dette på denne måde: ”Alt, hvad vi antager som værende sandt, ratio-nelt eller godt, konstrueres i vores relatio-ner med hinanden”. I det mindste en rem, for ikke at sige et helt skind, af den ame-rikanske pragmatiske tænkning lader sig genfinde hos Gergen, der ønsker at erstatte begrebet om sandhed med brugbarhed.

Kommunikation, altså relationen til og fæl-lesskabet med andre relevante aktører i ikke mindst den sproglige interaktion, er det helt centrale for den sociale konstruktion af betydning: ”Helt overordnet kan vi sige, at når vi kommunikerer med hinanden, så ska-ber vi den verden, vi lever i”.

En vis bundethed til samfundets konventio-ner synes at være en konsekvens af social-konstruktionismen på trods af dens selvfor-ståede hengivelse til ny praksis: ”(...) der findes intet middel uden for de sociale kon-ventioner, hvormed man kan påstå, at man er knyttet mere 'sandt' til virkeligheden end andre”.

Men er idéen om individet da også en social konstruktion, ifølge Gergen? Det lader det unægteligt til: ”(..) relationelle processer går forud for selve ideen om individet”. Det er således næppe helt galt i en vis forstand at sige, at Gergens tænkning har en kollek-tiv, fællesskabelig, egalitær, demokratisk, konsensuspræget og decisionistisk beto-ning.

Man kan uden tvivl af ovenstående forstå, at Gergen er hyperhistorisk tænkende: ”Alle vigtige historiske hændelser blev skabt af mennesker i relationer – og kan af samme årsag også omskabes”.

Konsekvensen for uddannelsessektoren af denne almene teori om viden, mennesker og samfund må selvsagt også være alle in-volveredes eller relevante parters gensidige

beslutninger og arbejde: ”Ifølge socialkon-struktionister må fremtidens uddannelse baseres på 'det relationelle'”, hedder det så-ledes hos Karsten Mellon.

(Fremtidens) uddannelse bør således præ-ges af dialog (og ikke af lærerens 'mono-log' eller forelæsning), af praktisk orienteret projektarbejde, tværfaglighed (de enkelte faglige discipliner hævdes at være 'død', op-hobet viden, der ovenikøbet gør krav på at være objektiv), af inklusion af alle parter (fx hævdes den ensidige lærer-karaktergivning at sige mere om læreren eller karaktersy-stemet end om eleven, hvis stemme må høres, og hvis sociale baggrund og andre forudsætninger må inddrages i en evalu-ering...), samt af global inspiration ikke mindst via internettet.

Det er en sympatisk, en venlig, positiv og meget 'åben' bog, forfatterne har skrevet, og det er en bog, som sætter spørgsmåls-tegn ved enhver dogmatik og giver alle mennesker en medbestemmende og lige-værdig stemme i alle samfundsanliggender. Det er en bog, som ønsker at indgyde tro på, at verden kan laves om af mennesker – skønt den altså paradoksalt nok også kan have en tendens i en konservativ retning med sin betoning af de sociale konventio-ners anselige betydning. Alle mennesker i verden synes i grunden at kunne tale med om alt, ifølge Gergen – mine egne associati-oner derved går på dette punkt lidt i retning af den forkætrede 'rundkredspædagogik'...

Når det sympatiske ærinde med bogen imidlertid er nævnt, må det absurde i so-cialkonstruktionismens filosofiske grund-tanke påpeges. Eksemplet herpå giver Gergen faktisk – om end kontraintentionalt – selv i det følgende: ”Jeg vil nu tydelig-gøre disse idéers revolutionerende karakter. Hvad vil du svare, hvis jeg fortæller dig, at jeg kan flyve? 'Det er absurd', vil du sige. 'Fugle og fly kan flyve, men det kan du, som menneske, helt sikkert ikke'. Og så, for at demonstrere min kunnen, vil jeg hoppe op i luften, mens jeg basker med armene, hvor-

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

76

på jeg vil falde ned på jorden igen efter min flyvetur á et halvt sekunds varighed. Så vil du nok svare, 'men det er jo ikke at flyve, det er bare at hoppe!' Dertil vil jeg svare, at mine venner og jeg kalder det at flyve. Så vil du selvfølgelig sige, at alle andre kalder det at hoppe. Men overvej nu, om ikke det faktum – om jeg kan flyve eller ej – faktisk er et spørgsmål om social overenskomst. Om jeg kan flyve eller ej, er ikke det afgø-rende. Det hele afhænger af, hvad forskel-lige grupper kalder 'at flyve'”.

Nej, kære Gergen, naturligvis er din hoppen og basken med vingerne ikke at flyve. Logik-ken i Gergens ræsonnement minder betæn-keligt om Erasmus Montanus', idet følgende 'syllogisme' lader sig opstille i overensstem-melse med den: ”En fugl kan flyve. Gergen kan flyve. Altså er Gergen en fugl”. I sin langt hen ad vejen sympatiske bestræbelse hen imod en hyperdemokratisk, optimistisk og udogmatisk tænkning og praksis mister Gergen og socialkonstruktionismen i ikke ringe grad iagttagelsesevne, skønsomhed og dømmekraft.

Bogen er på trods heraf en glimrende, sprogligt letløbende og klar introduktion til socialkonstruktionismen.

Poul Ferland

poulferland8@gmail.com

Demokratiets nyttige

idiot

CHRIS HOLMSTED LARSEN: ”Den folke-kære stalinist – en biografi om Carl Mad-sen”. Gyldendal 2017. 544 sider. 350 kr.

Carl Madsen var jo – er jo – en ikonisk skikkelse, som det hedder på nutidsdansk, i det 20. århundredes dan-ske historie. Derfor er det en oplagt god idé at skrive en omfattende, grundig og gen-nemarbejdet biografi om manden. Det har Chris Holmsted Larsen så gjort, og tak for det.

Nu er det jo ikke fordi der har manglet ind-læg om, eller af, Carl Madsen, i den offent-lige debat. Der er skrevet, og sagt, rigtig meget, og nu har Chris Holmsted Larsen så samlet det hele sammen, systematiseret og vurderet det, og lavet en biografi ud af det. Det er dygtigt og professionelt arbejde – bo-gen er født som ph.d. afhandling, men gjort mere appetitlig for den almindelige læser. Hele udstyret med materialeliste, henvis-ninger osv. er dog heldigvis bibeholdt, så det er nemt for den ekstra videbegærlige læser at gå videre med sagen.

Biografier ser ifølge sagens natur historien i hovedpersonens perspektiv. Det kan udarte til historisk kikkertsyn og/eller til overvur-dering af hovedpersonens betydning. I vær-ste fald kan sammenkoblingen af den pri-vate personhistorie og den offentlige udarte til en slags ”den-store-mand-drejer-histori-ens-hjul” skildring. Det er der ikke tale om her. Der er en klar nedtoning af Carl Madsen som privatmenneske i forhold til mandens offentlige side, og Carl Madsen var en så central person at fremstillingen ofte ligner generel historieskrivning mere end en bio-grafi.

77

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Følg med i debat, meddelelser, videndeling og kurser mv. på Historielærerforeningens eget site:

http://historielaerer.dk/

Forfatteren er historiker, ikke psykolog, og han afstår fornuftigt nok fra at gå ind i en dybere psykologisk analyse af sin hoved-person. Det har han sikkert ellers været fristet til, for Carl Madsens person rummer dybe indre modsætninger, for ikke at sige paradokser: Hans til hudløshed kritiske ind-stilling til forhold i Danmark, sammenholdt med en blind lobhudling af forhold i Sov-jetunionen, herunder også af Stalin – bare for at nævne det man som regel peger på. Det har fået mange, også denne bogs for-fatter, til at spørge sig selv om hvor me-get Carl Madsen, og andre topkommunister, vidste om forholdene under Stalin, og om de virkelig kunne gå ind for den slags. Jeg vil foreslå følgende forklaring: Carl Madsen, og mange andre med ham, vidste i hoved-træk hvad der foregik. De brød sig ikke om det, men mente det kunne forsvares i den situation Sovjetunionen befandt sig i, og i og med at situationen i Danmark var me-get anderledes, regnede de ikke med, og ønskede bestemt ikke, at det skulle blive aktuelt her. Men som så mange andre fa-natikere opfattede de verden som fyldt med fjender, og det gjaldt om at stå sammen og aldrig indrømme noget, hvor åbenlyst det end kunne være.

Bogen følger sin hovedperson op gennem li-vet, med særlig vægt på de situationer hvor Carl Madsen var stærkest placeret i sam-fundslivet. Interneringen af kommunisterne under besættelsen, hvor der blev grundlagt en bitterhed mod samfundets institutioner der aldrig forsvandt. Carl Madsens funktion som modstandsbevægelsens repræsentant i retsopgøret, med titel af statsadvokat, men ude af stand til at gennemføre den omfattende udrensning i toppen af dansk politik, administration og erhvervsliv, som han ønskede. Senere som forsvarsadvokat

i en lang række opsigtsvækkende sager, som han formåede at vende til politiske an-greb på samfundsordenen. Som forfatter og amatørhistoriker, og endelig i hans opgør med det parti han eller havde tjent trofast i hele sit liv.

Ikke mindst på grund bruddet med DKP, og på grund af sin rolle som Christianias ad-vokat, hans sidste optræden i retten, endte Carl Madsen med at blive ”folkekær”, som forfatteren skriver i bogens titel – i hvert fald i en del af folket. Man beundrede hans engagement og ukuelighed, selv i dødens skygge, men man faldt ikke for hans stadig mere antikverede politiske hovedsynspunkt. Ethvert demokrati har brug for ildsjæle, der kan holde magthaverne i ørerne, og af og til trække hårdt til, ellers degenererer det. Carl Madsen gjorde demokratiet den tjene-ste og bidrog hermed til at styrke det, selv om hans hensigt var en ganske anden.

Axel Moos

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

78

Essays lige før Berlin-

murens fald

NIELS BARFOED: ”Ho-tel Donau. Essays fra det andet Europa”, 2. udgave, Gyldendal 2017, 288 sider, 300 kr.

Bogen udkom første gang i 1988 ca. et år før Berlinmurens fald. Den kendte journalist og forfatter, Niels Barfoed, har valgt at genudgive den uden ændringer. Til gengæld har han sat mange fodnoter ind, dels fordi mange navne og be-greber forekommer ældre og ”glemte” i nu-tiden, dels fordi yngre læsere får mere ud af bogen. Desuden har han skrevet en meget reflekterende indledning, ligesom en af da-tidens mest aktive politikere, Uffe Ellemann-Jensen har skrevet et forord.

Bogen starter med et kapitel ”Europæisk optik” om de generelle forhold på den anden side af jerntæppet og især for ”de anderle-des tænkende”, intellektuelle, der turde tale det kommunistiske styre midt imod. Her-efter følger 5 kapitler om Polen, Tjekkoslo-vakiet, DDR, Rumænien og Ungarn. Bogen sluttes med et digt af forfatteren ”Room no. 724” skrevet på og med udsigt fra Hotel Do-nau, der har givet titlen på bogen. Til sidst er der et navneregister.

Fælles for kapitlerne er, at Niels Barfoed har besøgt disse lande flere gange og fået etableret kontakter til især forfattere, og den litterære vinkel præger i høj grad bo-gen. Bogen bygger dels på rejser i arbejds-mæssigt regi: reportager til Politiken, dels på mere private rejser, og Niels Barfoed er velskrivende og giver en god indsigt i, hvad der rørte sig i store dele af Østeuropa i den kolde krigs sidste fase.

I ”Polen venter” er fokus centreret om Soli-daritet og mange af dens tilhængere. Adam Michnek og Czeslaw Milosz er blot to af de mange forfattere, der omtales. Både den

omstridte Jerzy Urban og mordet på præ-sten, Jerzy Popieluszko, får fyldig omtale. I det hele taget virker kapitlet meget sam-menhængende og giver et godt billede af forholdene i landet i perioden fra Gierik til Jaruzelski.

”Røde ører i CSSR” er bogens bedste. Her får vi forfatterens tvivlsomme oplevelse med det tjekkiske sikkerhedspoliti i 1986, da han er taget til Prag for at overække Po-litikens og Dagens Nyheters frihedspris til Vaclav Havel. Dette afsnit er elementært spændende, og er man interesseret, kan man med fordel læse mere derom i Niels Barfoeds ”Tomas A. Mit hemmelige liv bag jerntæppet” (2009). Alene det at forfatteren har besøgt Vaclav Havel i hans overvågede lejlighed og været i samtale med mange af de intellektuelle fra Charta 77 giver teksten en høj troværdighed.

Om ”DDR- et Tyskland” handler det tredje kapitel. Her gives der i selskab med perso-ner som Christa Wolf, Stefan Heym og ikke mindst Wolf Biermann talrige eksempler på mange tvetydigheder i den hedengangne nation. Forholdet mellem Vesttyskland og Østtyskland er et af omdrejningspunkterne, og man sidder med fornemmelsen af, at mange i vesten gerne ville gøre det så godt som muligt for deres ”brødre og søstre” i øst, men ofte fik det ikke den tilsigtede virkning. Det værste, der kunne ske for de intellektuelle i DDR, var, når ligesindede i vesten romantiserede forholdene i DDR.

Kapitlet om Rumænien ”Et mindretal i et mindretal i Rumænien” er især centreret om det tyske mindretal og dermed den senere nobelprismodtager, Hertha Müller, som Niels Barfoed bringer et længere interview med. Som moderne læser er man rystet, når man læser om, hvilke spartanske forhold store dele af befolkningen levede under i Ceaucescu-perioden: 12 graders varme i stuen om vinteren, én elektrisk pære per bolig (ikke per rum) og benzinrationering om sommeren (forbud mod privat bilkørsel om vinteren). Og det i et olieproducerende

79

nr.

215

/

dec

emb

er

2017land!

I sidste kapitel er vi i Ungarn. ”Ungarsk cen-sur” er titlen, og det lykkes Niels Barfoed at få forklaret det sære paradoks, at selv om Ungarn var et af de mere frie lande (efter ”normaliseringen” efter 1956) og ikke offi-cielt havde censur, vidste alle de intellek-tuelle, hvad de kunne og måtte gøre. Her giver begrebet ”selvcensur” en klar mening.

Bogen kan bruges som ”levn” og samtids-billede fra 1980’erne. Den er velskrevet og holder stadig, ikke mindst hvis man læser de mange nyttige fodnoter. Som historiker kan man indvende, at der er for megen fo-kus på de skønlitterære forfattere, og der er nok for mange ”name droppings” alt i alt, men som supplement til egentlige historiske værker er den absolut interessant og brug-bar.

Hvad kan vi bruger bogen til i historieun-dervisningen i gymnasiet anno 2017? Der er ingen tvivl om, at bogen giver et godt øjebliksbillede op til Berlinmurens fald, og et par uddrag kan sagtens indgå i et un-dervisningsforløb om den kolde krig og/eller Berlinmurens fald. Det gælder også som eksamenstekst. I et tværfagligt projekt med f.eks. samfundsfag (alle kapitler), tysk (DDR) og religion (Polen) samt dansk (alle) kan bogen eller dele af den inddrages. Den bør stå på skolebiblioteket.

Kai Verner Nielsen

Mellemøsten under

forvandling

VOLKER PERTHES: ”Afslutningen på Mellemøsten, som vi kender det – et essay”. Oversat fra tysk af Jens Ellekær. Forlaget Ellekær 2017. 170 sider, 195 kr.

Volker Perthes un-derviser i international politik på bl.a. Hum-boldt-universitetet i Berlin, og han er direk-tør for Stiftung Wissenschaft und Politik i Berlin, der rådgiver forbundsregeringen om udenrigs- og sikkerhedspolitik. I 2015 blev han udpeget som FN-mægler mellem det syriske regime og de moderate oprørsgrup-per i landet. Dette essay udkom på tysk i 2015, men han har skrevet et forord til den danske udgave fra 2017.

Perthes skelner først mellem tre tidslinjer der præger udviklingerne i Mellemøsten. Der er for det første den aktuelle politik, dvs. de nyeste kamphandlinger, de løbende mæglingsbestræbelser og forhandlingerne i FN. Det er det der fylder i medierne. For det andet den nærmeste fortid, det vil for Mel-lemøstens vedkommende sige Osmanner-rigets sammenbrud (1922) og Sykes-Picot aftalerne fra 1916 mellem Frankrig og Eng-land om opdelingen af Mellemøsten. For det tredje la longue durée, dvs. endnu ældre begivenheder som splittelsen mellem shia og sunni eller korstogene. Forskellige reli-giøse og etniske grupper påberåber sig ofte (med større eller mindre ret) begivenheder fra den anden eller tredje tidslinje.

Dernæst gennemgår Perthes drivkræfterne bag konflikterne. Først nævner han genera-tionerne. Alle de mellemøstlige lande styres af gamle, autoritære mænd, og samtidig er andelen af unge mennesker er meget høj. Generationskonflikten var meget tydelig ved ”det arabiske forår” i 2011, og Perthes mener, at den vil præge hele resten af dette

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

80

århundrede. Desuden hviler regimerne ofte på en bestemt etnisk gruppe, som margina-liserer de øvrige grupper. Oveni kommer så konflikterne mellem de forskellige religiøse grupper, som er blevet skærpet de sidste få år. Den herskende klasse har levet i en kul-tur hvor man kombinerer den muslimske tro med en moderne livsførelse. Heroverfor står den voksende politiske islamisme og jihad.

Han gennemgår derefter det han kalder ”geopolitiske udviklingstrends”. Som det ser ud i dag, vil stormagterne ikke påtvinge Mel-lemøsten et nyt system af stater og grænser. Tværtimod vil stormagterne holde sig ude af regionens interne konflikter, selv om de støt-ter deres venner i krigene. Perthes gennem-går de vigtigste lande hver for sig og analy-serer deres geopolitiske situation. Endelig er der en grundig analyse af Islamisk Stat.

I de sidste afsnit ser han på hvordan udvik-lingen vil blive. Desværre har ingen endnu lyttet til hans råd, som først og fremmest går ud på inklusion af etniske og religiøse grupper. I bogens forord, som er skrevet til den danske udgave 2017, beskriver han tre udviklinger: kampen med Islamisk Stat, ri-valiseringen mellem Iran og Saudi Arabien, og USA under præsident Trump. Desuden analyserer han den nyeste udvikling i Syri-en. Måske skal man vente til allersidst med at læse forordet, for det indeholder kom-mentarer til udsagn senere i bogen.

Bogen har ingen litteraturliste og intet in-dex. Der er fodnoter nogle få steder, hvor han vil nævne artikler eller bøger han byg-ger på. Som alle tyske intellektuelle skriver han et tungt sprog med lange indskudte sætninger. Dette ses også tydeligt i den danske oversættelse. Men når man har vænnet sig til det, bliver man meget klo-gere på konflikterne i Mellemøsten. Især vil jeg fremhæve kapitlerne om tidslinjerne og om drivkræfter bag konflikterne. Man bliver ikke optimist på Mellemøstens vegne af at læse bogen, men man bliver klogere.

Jørgen Krøigård

Børn i Sovjetunionen

under 2. verdenskrig

SVETLANA ALEKSI-JEVITJ: ”De sidste vidner. Hundrede børneuegnede barn-domshistorier”. 2017 368 sider, 299 kr.

Den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj fik i 2015 Nobelprisen i litteratur for fembindsværket "Utopiens stemmer", hvori hun søger at beskrive det sovjetiske og postsovjetiske menneskes følelsesmæssige historie gen-nem collager af interviews.

"De sidste vidner" udkom på russisk i 1985, men er først i 2017 oversat til dansk (af Jan Hansen). Forlaget har ladet Flemming Rose skrive et forord til bogen. Det fylder 21 si-der og giver lidt baggrund for 2. verdenskrig i Sovjetunionen og for Aleksijevitjs forfat-terskab.

Bogen indeholder hundrede fortællinger om børn, som på egen krop har oplevet 2. ver-denskrig, primært i Hviderusland. Aleksije-vitj har selv udtalt, at hun er interesseret i at beskrive sjælens historie, primært med udgangspunkt i jævne menneskers historie.

De hundrede beretninger er uden undta-gelse gruopvækkende læsning. Aleksijevitj har fundet frem til personer, som var små børn i 1941, da Tyskland angreb Sovjetuni-onen. De fleste var 4-6 år, de ældste 10-11 og en enkelt er først født i 1945. Mange af beretningerne er ganske korte - blot 1-2 si-der, nogle få mere fyldige. De handler om forsvundne fædre og mødre, deportationer, børnehjemsophold, massehenrettelser, raz-ziaer, sult, kulde og afbrændinger af huse og landsbyer, herunder indebrændinger af husenes beboere. Der er rigeligt til at øde-lægge nattesøvnen. Men de rummer også beretninger om hjælpsomhed fra familie, naboer og helt tilfældige mennesker, som prøvede at bistå forladte børn.

81

nr.

215

/

dec

emb

er

2017Det er grum læsning, og vidnesbyrdene gi-

ver et anderledes billede af begivenhederne end nøgterne krigsreportager.

Men det rejser også spørgsmålet om, hvor-dan denne type materiale skal karakterise-res. Da Aleksijevitj fik Nobelprisen, blev det i begrundelsen sagt, at hun havde introdu-ceret en ny genre, den litterære reportage. Hvordan skal man som historiker forholde sig til dette begreb? Umiddelbart savner man som historiker en række oplysninger. Hvordan har forfatteren fundet frem til de interviewede personer? Hvordan er per-sonerne udvalgt blandt de mulige emner? Hvad husker man på 40 års afstand om be-givenheder i 3 - 4 års alderen - specielt om dybt traumatiserende forhold? Efter hvilke kriterier har forfatteren redigeret sit stof? I bogen står beretningerne helt ukommen-terede, og der er ingen gennemskuelig te-matik i den rækkefølge, hvori de er bragt. Langsigtede følger for de berørte børn be-handles kun i en sidebemærkning i to af beretningerne, selv om det må være indly-sende, at alle de ramte børn må have fået traumer for livstid.

I traditionel kildemæssig forstand er bo-gen problematisk. Men måske er det ikke så afgørende. De krigsførendes bestialske opførsel i Sovjetunionen - både tyskernes og diverse andre parters - er velkendt og veldokumenteret, så det er nemt at finde materiale til at belyse denne side af krigen. Derimod er det udmærket at præsentere eleverne for begrebet "litterær reportage". Det kan give basis for en frugtbar diskus-sion om, hvordan historien bruges og om, hvor grænserne går mellem en historisk og en litterær tolkning af begivenhederne.

En enkelt praktisk kommentar: Bogen bur-de være udstyret med et kort, hvor man kunne finde de lokaliteter, som er nævnt i teksterne.

Bente Thomsen

Spændende mammutbog

om arabernes historie

EUGENE ROGAN: Ara-bernes historie. Fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017, 740 sider, 300 kr.

Siger navne som Zahir al-Umar (1690-1775), Muhammad Ali (1770-1849), Ahmed Urabi (1841-1911), Ahmad Amin (1886-1954), Huda Sha'rawi (1879-1947), Nawal El Saadawi (født 1931), Abdullah al-Turayqi (1919-1997) eller Fayda Hamdy (født 1966) Noters lærde læsere noget? Jeg tillader mig for de flestes vedkommende at tvivle.

De spiller alle en rolle i Eugene Rogans i enhver betydning af ordet store bog om Arabernes historie fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår. De otte kvinder og mænd er nogle af de mange spændende kilder, som Eugene Rogan anvender, og som skaber en konkret-oplevet dimension i hans fortæl-ling. Rogan lader dem komme til orde for at give vidnesbyrd om vigtige epoker, be-givenheder eller personligheder i arabernes historie.

En hovedpointe i bogen er at araberne aldrig er blevet herre i eget hus. Fra 1500-tallet blev den arabiske verden domineret af os-mannerne, og selv om de tyrkiske herskere i vid udstrækning uddelegerede deres magt til lokale guvernører, havde de altid fat i den lange ende. Da Osmannerriget i det 19. år-hundrede blev Europas syge mand, tog de europæiske kolonimagter Storbritannien og Frankrig gradvist kontrol over de arabiske områder. Denne dominans kulminerede i mellemkrigstiden, hvor araberne måtte leve under de europæiske stormagters ydmy-gende del og hersk politik, fordi araberne ved Versailles-freden i 1919 ikke mærkede meget til Wilson's mål om folkenes selvbe-stemmelse.

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

82

Efter 2. verdenskrig bliver fire forhold af-gørende for udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika:

For det første de europæiske kolonimagters svækkede styrke og den deraf følgende af-kolonisering. For det andet den permanente israelsk-palæstinensisk/arabiske konflikt omkring staten Israel.

For det tredje at olie blev det sorte guld, som dels gav flere arabiske stater både rigdom og styrket politisk indflydelse, dels gjorde Mellemøsten til et højspændt om-råde, som stormagternes opmærksomhed konstant var rettet imod.

For det fjerde skete der især efter 1980 en islamisering af arabernes hverdag, politik og interne konflikter, som også bevirkede at, det internationale samfunds fokus blev rettet mod den arabiske verden.

Alle disse udviklinger belyses indgående og nuanceret i Arabernes historie. Bogen er lang, men stoffet er også enormt. Og Rogan er en fremragende formidler. Det er lidt old school historieskrivning, hvor personlighe-der, inden- og udenrigspolitiske relationer samt konflikter og krige er i fokus. Rogan inddrager kun arabernes økonomiske og so-ciale forhold, for så vidt som de kan belyse de politiske og militære beslutninger, som lederne tager.

Bogen er af nogle anmeldere blevet beskyldt for at være partisk: dvs. konsekvent at være for arabervenlig. Det synes jeg ikke er en rimelig vurdering. Bogen formidler stort set alle konflikter, som har involveret ara-berne – og det er utroligt mange! - nøgternt og neutralt. Men man kan generelt i valg af synsvinkel og kilder fornemme, at Rogan har stor sympati og medfølelse for araberne og deres stræben efter frihed og selvstæn-dighed. Men denne sympati skævvrider på ingen måde fremstillingen.

Hvis bogen skal kritiseres, er det efter min opfattelse mere for dens manglende analy-se dimension. Rogan beskriver og forklarer

hvad der sker, men han analyserer meget sjældent de forhold han formidler. Fx gør han i bogens epilog fint rede for, hvordan Det Arabiske Forår kuldsejler og stort set alle stater bevarer deres udemokratiske le-dere eller får nye, som heller ikke er de-mokratiske. Men en egentlig diskussion af hvilke faktorer, der er afgørende for at det optimistiske forår ret hurtig bliver til ned-frossen vinter, kommer han ikke med.

Men bogen er en guldgrube af relevant infor-mation. Enkeltkapitler vil godt kunne læses af dygtige opgaveskrivende elever; men på skolerne vil bogen primært kunne anvendes til efteruddannelse af historielærerne.

Så de fx kan forklare hvem de otte personer er, som var indledningen til denne anmel-delse!

Henrik Bonne Larsen

Evaluering

MICHAEL ANDERSEN ET AL.: ”Evaluering. Af læring, undervisning og uddannelse”. Hans Reit-zels Forlag 2017. 230 sider, 250 kr.

Bogen er en lære- eller instruktionsbog i evaluering, især, som un-dertitlen siger, inden for hele uddannelses-området. Den tager læseren omsorgsfuldt i hånden og leder hende helt fra grunden introducerende frem.Læseren får dels en afklaring af begrebet evaluering – ”en eva-luering er en anvendelsesorienteret, syste-matisk og databaseret vurdering af resulta-ter og processer”, lyder definitionen i bogen – og, hvad der vel nok er bogens hovedærin-de, en grundig indføring i forskellige evalue-ringsmetoder og formål med disse, garneret med cases og eksempler, foruden ideer til læreres eventuelle egen evaluerende virk-

83

nr.

215

/

dec

emb

er

2017somhed, disse ideer eventuelt som sup-

plement til eller erstatning for hendes egen snusfornuft. Bogens basale grundighed ud-mønter sig reelt nok i en del gentagelser, der muligvis indimellem kan tangere det rigelige, eller den kan kamme over i rene selvfølgeligheder som fx denne: ”Hvis delta-gerne evaluerer undervisningen, herunder underviserens rolle og ikke kun deres egen praksis, er der ikke tale om selvevaluering”. Men ok; måske hellere lidt for grundig end det modsatte i fremstillingen af et emne – evalueringen – der kan virke, og da også er, kompliceret. Bogen bygger på den nyeste forskning, herunder på resultater af tidlige-re, forskningsbaseret evaluering. Og herfra videregives interessant information, eksem-pelvis denne: ”Elevernes udgangspunkt ved skolestart betyder langt mere end skolens indsats, når man skal forklare det målte ni-veau ved skolegangens afslutning”. Set på den baggrund synes det temmelig vanske-ligt for lærerne for alvor at ændre noget ved den enkelte elevs relative, sociale position i henseende til kundskaber og færdigheder, selv om lærerens indsats i henseende til at hæve niveauet for den enkelte ikke skal undervurderes. Skønt nationale og interna-tionale tests, fx PISA, gennemgås systema-tisk, herunder også mhp. deres svagheder, men også berøres historisk, og skønt bogen altså primært er instruktiv, er forfatterne ingenlunde evaluerings- for ikke at sige må-lefikserede; ja man kan måske ovenikøbet sige, at de ser det målelige som noget i ret-ning af det synlige af isbjerget: ”Ser man fx på målene for en uddannelse (..), vil der typisk være tale om faglige mål, men når mennesker er sammen, sker der også andre ting. Man lærer måske noget, fordi man ta-ler sammen i pausen, som ikke har at gøre med de faglige mål, eller man socialiseres gennem den sociale interaktion, uanset om det er beskrevet i mål eller ej. Der kan derfor være et væld af konsekvenser ved at deltage i undervisning eller uddannelse, som en målopfyldelsesevaluering ikke inte-resserer sig for”. Som (endnu) en interes-sant oplysning gælder den følgende: at med akkrediteringssystemet (der i øvrigt i USA,

hvor uddannelsessystemet ikke overvejen-de har været en del af offentlig virksomhed, har en lang historie i modsætning til hertil-lands) med faste kriterier for kvalitet i de vi-deregående uddannelser ”blev anbefalinger afløst af sanktioner”. Polemisk kunne det måske omformuleres til, at akademisk fri-hed afløstes af (samfundets) systemtvang. Den kritiske dimension, som findes i denne videnskabeligt sobert formidlende bog, går primært på det internt videnskabelige, altså metode og mål for evalueringen. Den gør dog bl.a. også opmærksom på ”illegitime anvendelsesformer”, fx ”taktisk anvendelse af evaluering, hvor evalueringer sættes i gang (…) fx med henblik på at udskyde be-slutninger, der må afvente evalueringsresul-taterne”.Det kunne have været ønskværdigt med metaovervejelser af evaluering, som undersøgte eller redegjorde for, om vi er på vej imod et evalueringssamfund, og hvad det i så fald måtte indebære, eller om al den evaluering nu også er ønskværdig. Det er imidlertid ikke ærindet i denne bog, der fint gør rede for sit eget, afgrænsede tema.

Poul Ferland

poulferland8@gmail.com

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

84

Danmarks sidste

udenrigsminister

PER STIG MØLLER: ”Udenrigsminister i krig og fred”. Gyl-dendal 2017. 468 sider. 350 kr.

Per Stig Møller var Danmarks udenrigs-minister i perioden 2001-10. Siden har vi haft 6 personer i det job på bare 7½ år. Det virker som om udenrigsministerposten er blevet en slags frynsegode, at uddele til koalitionspartnere efter fortjeneste, men uden særlige krav til evner eller kompeten-cer. Derfor er det måske en god idé at den sidste rigtige af slagsen nu har skrevet om sine erfaringer.

Bogen er dels en fortsættelse af erindrings-bogen ”Dage og kampe”, dels en redegø-relse til den kommission som Per Stig Møller forventede der ville blive nedsat til undersø-gelse af Danmarks deltagelse i konflikterne i Irak og Afghanistan. Foruden Irak- og Af-ghanistanproblemet handler den om udvi-delsen af EU og NATO, Balkankonflikterne, Palæstinaproblemet, Muhammedkrisen, forholdet til Kina og rigsfællesskabet. Langt hen ad vejen får vi her en god gennemgang af internationale problemer og konflikter i perioden.

Som det ses, er bogen disponeret efter em-ner, men ikke helt stringent. Hvis forfatte-ren kommer i tanker om noget han gerne vil sige, får han det sagt her og nu, uanset hvad kapitlet ellers drejer sig om. Vi bliver også orienteret grundigt om hvilke verdens-berømtheder forfatteren har truffet, og hvor højt de værdsætter ham. En alternativ titel til bogen kunne godt have været: ”Med Per Stig Møller på arbejde”.

Bogens hovedkilde er forfatterens hukom-melse, og han bemærker da også at bogen således er en førstehåndskilde. På den an-

den side er perioden 2001-10 jo nogle år si-den, og man spekulerer på om han har ført dagbog eller i det mindste skrevet notater, han nu kan støtte sig på. Et eller andet må han sikkert have haft, men han skriver det ikke. Der er heller ikke henvist til materiale fra udenrigsministeriet. De mange henvis-ninger er til materiale der ikke direkte ligger til grund for fremstillingen.

Et emne han ikke direkte kommer ind på, er statsministeriets – og statsministerens – invasion af øvrige ministeriers områder. Man talte meget om det i forbindelse med udvidelsen af EU (og igen i forbindelse med klimakonferencen COP15, men det var jo ikke Per Stig Møllers område). Men spørgs-målet dukker op flere gange, og det frem-går klart mellem linjerne at indblandingen irriterer udenrigsministeren og at den som regel vidner om manglende kompetence og kræver tid og anstrengelser at neutralisere.

Man kan selvfølgelig heller ikke lade være at kigge efter hvad han skriver om forholdet til Anders Fogh Rasmussen. Når han skriver direkte og eksplicit, er han loyal og posi-tiv, men med lidt tolkning tegner der sig et andet billede – og den meget vidende og meget skrivende udenrigsminister må vel vide at han bliver genstand for fortolkning. Når han bruger udtrykket ”Er der to der står sammen i dansk politik…” er det naturligvis med bevidst henvisning til forholdet mellem Jens Otto Krag og Per Hækkerup, og fanta-sien får ligefrem vinger når han s. 74 afviser at han og Anders Fogh Rasmussen skulle være ”to snerrende hunde” og foreslår to katte i stedet! (To gamle hankatte, tak skal du have!). Han citerer med stor fornøjelse, må man tro, den franske præsident Chirac for at have kaldt Fogh ”crétin” på grund af tv-udsendelsen ”Fogh bag facaden”.

Et andet forhold der berøres sporadisk, men ikke i sammenhæng, er forholdet til masse-medierne. Der er ingen tvivl om at han op-fatter dem som hans modstandere i dansk udenrigspolitik.

85

nr.

215

/

dec

emb

er

2017Bogen er detaljerig, og man får et godt ind-

tryk af at international politik er 5 % gla-mour og 95 % hårdt arbejde. Der er må-ske ikke så meget nyt, men man hygger sig lidt i selskab med Condoleezza Rice, Colin Powell, Sergej Lavrov, Jacques Chirac, Jo-schka Fischer, David Miliband, Kofi Annan, Yassir Arafat og alle de andre.

Axel Moos

Et kig i et tysk officers-

hjerte?

JOHN V. JENSEN: ”Dan-mark en god mand? Historien om Günter Toepke”. Syddansk Uni-versitetsforlag 2017. 321 sider. 249 kroner.

Museumsinspektør ved Vardemuserne John V. Jensen har givet sig i kast med at besva-re spørgsmålet fra bogens titel. Var Wehr-machtsofficeren Günter Toepke Danmark en god mand? På trods af en ihærdig indsats lykkes det ikke at besvare spørgsmålet, der vel heller ikke kan besvares, men undervejs er der så mange interessante betragtninger, at bogen er læsningen værd.

Bogen styrke ligger efter min mening i, at vi følger en soldats hele karriere. Toepke var med til det hele. Han var på østfronten, da Einsatzgrupperne udøvede deres blodige håndværk og slap ud af kedlen ved Staling-rad som en af de sidste. De sidste krigsår tilbragte han i lille hyggelige Danmark. Efter krigen anvendte det officielle Danmark hans uden tvivl fremragende organisatoriske ev-ner til at få gang i minerydningen og slippe af med de tyske flygtninge og andre tyske statsborgere. Det måtte stoppe, da det viste sig, at han smuglede nazister over grænsen til Tyskland med henblik på at få dem til Sydamerika. Fyret af danskerne fandt han nye herrer i Vestzonen, og endte sin glor-

værdige karriere i Forbundshæren med ære og honnør. Et skoleeksempel på en tysk offi-cer, således som Wehrmacht gerne vil have som eftermæle for perioden under Hitler.

John V. Jensen køber dog ikke umiddelbart denne version, men påpeger, at Toepke i sin tid på Østfronten må have vidst, at der ske-te overgreb, som intet havde med normal krigsførelse at gøre. Nazisterne betegnede det som kamp mellem to verdensanskuel-ser, og her var alle midler tilladte. I sam-taler med danske historikere fremhævede Toepke, at han ikke vidste eller var med til overgreb under nazisterne, og beviser herpå findes ikke. Fra dansk side var hans fortid ikke så interessant, da det viste sig, at hans evner som flygtningeudrejseorgani-sator var imponerende og han som person fremstod som en gentleman.

For mig er bogens hovedkonklusion den, at Toepke var medløber. Han stillede sine fær-digheder til rådighed for et forbryderisk re-gime, og det giver den triste konklusion, at hvis en lille gruppe erobrer staten, er der mange Toepker, som vil føre alle slags tan-ker ud i livet. Toepke var uden tvivl tysker, dernæst egoist og først derefter humanist og gentleman og Danmark en god mand, da man i datiden ville have de østpreussiske flygtninge ud så hurtigt som muligt. Men hvad ville jeg eller bogens læser have gjort i Toepkes situation som ung, og da karrieren hastigt udfoldede sig?

Det er disse eksistentielle valg, som vi dan-skere stort set er sluppet for, men som John V. Jensen med bogen på ny bringer frem. Det er bogens styrke. Som besættelsestids-historie er der ikke så meget at komme ef-ter.

Klavs Verholt

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

86

Mikkel Thrane Lassen & Niels Ejgil Trebbien Dybbro: ”Historie. Metode, teori, filosofi”. Lindhardt & Ringhof

2017.

Torben Peter Andersen: ”Historiske hovedlinjer. Fra antikken til i dag”. Columbus 2017

Suzanne Gudbjerg-Hansen, Thomas p. Larsen & Ulrik Juel Lavtsen: ”Flere sider af KS. Grønland”. Lindhardt

& Ringhof 2017

Ditte Gøricke Jensen & Pernille Hedegaard Bøgh: ”God klassekultur – ledelsesredskaber til undervisere”.

Frydenlund 2017

Mathias Perriton Strand: ”Østeuropas historie”. Lindhardt & Ringhof 2017.

Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen, Hans Siggaard Jensen et al.: ”Pædagogikkens idéhistorie”. Aarhus

Universitetsforlag 2017

Hanne Willert: ”Børns liv og arbejde – i 1800-tallets landbosamfund”. Frydenlund 2017

Poul Duedahl: ”Gud – hjem – tid”. Århus Universitetsforlag 2017

Kenneth J. Gergen og Karsten Mellon: ”Socialkonstruktionisme og uddannelse”.. Hans Reitzels Forlag 2017.

Ian Kershaw: ”Helvede tur-retur. Europa 1933-1949”. Gad 2017.

Svetlana Aleksijevitj: De sidste vidner. Lindhardt & Ringhof 2017.

Simon Sebag Montefiori: Huset Romanov 1613-1918. Information 2017.

Erasmus af Rotterdam: Om den frie vilje. Oversat fra latin af Villy Sørensen og Chr. Gorm Tortzen. Gyldendal

2017.

Jørgen Møller: Hvorfor blev Europa ikke et imperium? Gyldendal 2017.

James J. Sheehan: Where have all the soldiers gone? Omdannelsen af det moderne Europa. Ellekær 2017.

Niels Barfod: Hotel Donau. Essays fra det andet Europa. (2. udgave). Gyldendal 2017.

Eugene Rogan: Arabernes historie. Fra Osmannerriget til Det Arabiske Forår. Kristeligt Dagblads Forlag 2017

Bent Jensen: Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921. Gyldendal 2017.

Volker Perthes: Afslutningen på Mellemøsten, som vi kender det – et essay. Ellekær 2017.

Per Stig Møller: Udenrigsminister i krig og fred. Gyldendal 2017

Axel Honneth: ”Socialismens idé. Forsøg på en aktualisering”. Oversat fra tysk af Tom Havemann. Hans

Reitzels Forlag 2017

Annette Lassen: Islændinge sagaernes Verden, København2017: Gyldendal + Annette Lassen (red.), 2017:

Islændinge sagaerne. Et udvalg i nyoversættelse. Laksdølernes saga, Totten om Bolle, Viglunds saga, Køben-

havn: Gyldendal + Annette Lassen (red.), 2017: Islændinge sagaerne. Et udvalg i nyoversættelse. Egils saga,

Fostbrødrenes saga, Erik den Rødes saga, København: Gyldendal + Annette Lassen (red.), 2017: Islændinge

sagaerne. Et udvalg i nyoversættelse. Njals saga, København: Gyldendal.

Annette Lassen: Islændinge sagaernes verden bd. 3-4. Gyldendal 2017.

John V. Jensen: Danmark en god mand? Hitler-officer. Menneskesmugler. Koldkriger. Historien om Günter

Toepke. Syddansk Universitetsforlag 2017

Niels Åkerstrøm Andersen og Justine Grønbæk Pors: ”Niklas Luhmann”. Jurist- og Økonomforbundets

Forlag 2017

Oversigt over anmeldelserne:Her bringes en oversigt over alle anmeldelser - også alle de der ikke blev plads til i selve bladet. Alle

anmeldelserne kan ses på Noters hjemmeside: http://goo.gl/1jf5zO

87

nr.

215

/

dec

emb

er

2017Niels Henrik Gregersen og Carsten Bach-Nielsen (red.): Reformationen i dansk kirke og kultur. 1517-2017.

Syddansk Universitetsforlag 1-3.

Dorthe Jørgensen: Hvorfor er vi så fantasiforskrækkede? Om reformationen og æstetikken. Forlaget Eksi-

stensen 2017.

Michael Andersen et al.: ”Evaluering. Af læring, undervisning og uddannelse”. Hans Reitzels Forlag 2017

Kenneth J. Gergen og Karsten Mellon: Socialkonstruktionisme og uddannelse. Hans Reitzels Forlag 2017.

Jon A. P. Gissel: ”Gud Livet og Menneskene. Ni danske konservative forfatterskaber”. Munck & Lorenzen,

2017

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

88

Kursus: 1968 – Vietnamkrigen og Ungdomsop-røret i DanmarkTid: Torsdag d. 18. januar 2018 kl. (9.40) 10.00

– 15.15

Sted: Odder Gymnasium, Østermarksvej 25, 8300

Odder

Pris: 950,- inklusiv frokost og kaffe

Tilmelding: Senest d. 13. januar til regionssekre-

tær Jakob Bang, Odder Gymnasium, på jb@odder-

gym.dk eller på mobil 51 63 32 42. Husk at angive

EAN-nummer ved tilmelding.

Transport:

Der vil efter ønske blive indsat gratis Taxa Bus fra

Skanderborg St. kl. 9.30 (dette gælder også fra

gymnasiet til Skanderborg St. efter kurset – 25

min. kørsel)

1968 var krig, tøbrud, oprør, rockmusik og meget

mere. Man taler ofte om 68’erne som en særlig

generation – en generation med en særlig ånd –

en generation der ændrede verden (?)

Ved dette kursus stilles der skarpt på denne tid via

en markering af 50 året. Der ses nærmere på en af

de begivenheder, der virkede som en særlig motor

i denne tids udvikling, nemlig Vietnamkrigen, og

efterfølgende kommer det til at omhandle ung-

domsoprøret i Danmark.

Det første oplæg ved historiker Niels Bjerre-Poul-

sen omhandler således Vietnamkrigen. I januar

1968 kørte den amerikanske krigsmaskine på sit

højeste med mere end 500.000 soldater i Viet-

nam. I denne måned kom krigens vendepunkt

– Tet-offensiven.

Krigen delte i det meste af den vestlige verden

de politiske vande og blev en katalysator for ung-

domsoprør og kulturelt opbrud – ikke mindst fordi

tv bragte krigens billeder ind i folks dagligstuer.

Krigen satte sig dybe og vedvarende spor i inter-

national politik, og dens spøgelser huserer fortsat.

På grundlag af den nyeste internationale forsk-

ning tegner Niels Bjerre-Poulsen det store billede

af krigen og dens følger.

Niels Bjerre-Poulsen er ph.d. i amerikansk historie

fra University of California og lektor på Center for

Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

Det andet oplæg ved journalist og forfatter Peter

Øvig Knudsen omhandler ungdomsoprøret i Dan-

mark. Peter Øvig har i en række bøger beskæf-

tiget sig med forskellige typer af oprør – hippie-

bevægelsen, Blekingebanden og BZ-bevægelsen.

I dette oplæg vil han trække trådene tilbage til

baggrunden for ungdomsoprøret i 1968. Hvem

var de? Hvad drev dem? Hvad ville de? Hvad var

deres midler? Og i hvilket omfang opnåede de

deres mål?

Peter Øvig Knudsen er uddannet ved Danmarks

Journalisthøjskole, og han har bl.a. arbejdet ved

Information og Weekendavisen. Siden 2003 har

han arbejdet som forfatter på fuld tid, og han har

modtaget en lang række priser for flere af sine

udgivelser.

Efter de to oplæg vil fagkonsulent Christian Voll-

mond fortælle nyt fra ministeriet. Christian Voll-

mond vil blandt andet komme ind på læreplanen

og dansk-historie opgaven. Der bliver mulighed

for at stille spørgsmål.

Vel mødt i Odder!

Jakob Bang

89

nr.

215

/

dec

emb

er

2017

Udviklingsprojekter og kurser 2017-18Hjemmeside: http://goo.gl/Ly9wYt

DATO TITEL STED ARRANGØR

19.-23 Februar 2018Strategies for Inclusion –

Final Training

Hamborg Se mere på Historiela-

erer.dk

21.-27. April 2018Mediterranean Dia-

logues

Marseille Euroclio – se hjem-

meside

REJSEKURSER

16.-24. april 2018Dansk Vestindien

Dansk Vestindien Bestyrelsen: Heidi og

Lasse

7. – 18. oktober 2018

(uge 41-42) Armenien og Georgien

(se indhold i Noter)

Armenien og Georgien Lars Peter og Hanne

ANDRE KURSER

30. januar 2018Reform og reformation

Rosborg, Vejle Bestyrelsen: Lasse +

FALS & Religionslærer

foreningen.

22. marts 2018Østeuropa – det andet

Europa

Herning Mathias Strand

10. april 2018Er kongerækken stadig

yt?

Fredericia Christina Spanggaard

September 2018Østens giganter

Fredericia

KURSER I STØBESKE-

EN OG UDVIKLINGS

PROJEKTER

30.1. 2018Kursus om KS

Bestyrelsen: Lasse i

samarbejde med FALS

og religionslærerne

nr.

215

/ d

ecem

ber

20

17

90

Formand: Lars Henriksen

Næstformand: Heidi Funder

Kasserer / kontakt til Peder Kragh: Lars Henriksen

Fagligt forum:

Kursusansvarlig: Lars Peter Visti Hansen

KS og HF-E: Lasse Taagaard Jensen, Hanne Mortensen

Facebookansvarlig: Regina Olsen

Historielaerer.dk: Lars Henriksen, Lasse Taagaard Jensen

Historiekonkurrencen: Winnie Færch

Historiedidaktisk netværk: Heidi Funder, Lasse Taagaard Jensen, Lars Henriksen, Winnie Færk

HistorieLab Advisory Board:

Fagligt forum:

Pædagogisk samarbejdsudvalg: Lars Peter Visti Hansen

Orientering om Foreningen på fagdidaktiske kurser: Regina Olsen

Kontakt til EMU / Peder Wiben:

Anmeldelser af bøger & video: Peder Wiben

(Redaktionen er ikke bekendt med hvordan den nye bestyrelse har konstitueret sig i udvalgene - ligesom der

mangler adreseser på de nye bestyrelsesmedlemmer overfor). Dette vil forhåbentlig være på plads i næste

nummer af Noter.

Se Foreningen på: http://goo.gl/T58VUB

Historielærerforeningens UDVALG m.v.

18.. januar 2018Vietnamkrigen

Østjylland Jakob Bang

Forår 2018 Danmarks og Sveriges

fælles historie

Lund Bestyrelsen: David samt

den svenske historielæ-

rerforening

nr.

215

/

dec

emb

er

2017HISTORIELÆRERFORENINGENS BESTYRELSE

FormandLars HenriksenNørretoften 147400 Herning tlf: 29 89 77 36Mail: lh@herning-gym.dk

NæstformandHeidi FunderMølholm Landevej 577100 Vejle Tlf:60 20 75 41Mail: fu@roedkilde-gym.dk

Lasse Taagaard JensenElverhøj 89400 Nørresundby Tlf: 61 65 40 20Mail: LJE@NGHF.DK

Winnie FærkNordre Strandvej 26E3000 Helsingør tlf: 20469030Mail: wnnfrk@gmail.com

Lars Peter Visti HansenBjørnedalsvej 2a3300 Frederiksværk Tlf: 20 48 35 21Mail: Lars.Visti.Hansen@skolekom.dk

Hanne Mortensen Julius Bloms Gade 19, 3. th.2200 Kbh N tlf: 30 10 42 69Mail: HN@KVUC.DK

Kristian B. Arentsen Duborg-skolen

Regina OlsenVandværksvej 325000 Odense C tlf: 31 41 98 36Mail: ro@nordfyns-gym.dk

Jakob Bang, Skejbytoften 1498200 Aarhus N Tlf. 51 63 32 42 Mail: jb@odder-gym.dk

Suppleant

Stine Thyssen Nykøbing Katedralskole

Deadline for Noter 216 er 1. februar 2018. Tema:Armenien Redaktører af Noter 216 og modtagere af bidrag er:

Lars Peter Visti Hansen & Hanne Mortensen

REGIONSSEKRETÆRER

REGION NORDJYLLANDCasper Døssing, Eventyrbakken 249240 Nibe Tlf: 30 25 84 84Mail: cd@hasseris-gym.dk

Jacob Jepsen Pedersen, Nibevej 4259240 Nibe Tlf.: 21 72 96 74 Mail: ja@hasseris-gym.dk

REGION VESTJYLLANDMikkel Elklit Olsen, Vibyvej 49 A st. th.8230 Åbyhøj tlf: 28 25 58 50 mail: mi@vibkat.dk Gerda Hattesen Petersen, A. Andersens Vej 1.B8600 Silkeborg Tlf: 22 77 27 20Mail: ge@vghf.dk

REGION ØSTJYLLANDJakob Bang, Skejbytoften 1498200 Aarhus N Tlf. 51 63 32 42 Mail: jb@odder-gym.dk

REGION SYDJYLLANDSigne Wilcke, Hasselstræde 3, 7100 Vejle Tlf. 27 24 65 71sw@roedkilde-gym.dk

Carsten Lykke-Kjeldsen, Agnetevej 9, 7000 Fredericia Tlf: 75 93 08 39Mail: cl@munkensdam.dk

REGION FYNJenny Cecilia Strid, Longvej 6 b, Refsvindinge 5853 Ørbæk Tlf: 60 85 51 22 Mail: Jenny.strid@skolekom.dk

REGION SJÆLLANDLars Due Arnov, Humlehaven 33400 Hillerød Tlf 41 89 85 28Mail: lada@ucc.dk

Stine Thyssen, Stubbekøbingvej 88,4800 Nykøbing F Tlf: 25 61 24 55Mail: ST@nykgym.dk

REGION HOVEDSTADEN OG BORNHOLMBirgitte Thomassen, Vodroffsvej 37, 3. tv. 1900 Frederiksberg C. Tlf. 33 23 90 65Mail: birgitte.thomassen1@skolekom.dk  Rolf Mortensen, Vennemindevej 46, 4.th., 2100 København Ø Tlf. 28 30 82 95Mail: rm@eg-gym.dk

Henrik Hebsgaard, Ryesgade 100, 3. th2100 København Ø Tlf: 30 13 23 06Mail: hh@boag.nu

Fagkonsulent: Christian VollmondEgilsgade 41, 4. tv2300 København S. Tlf 20 68 37 56 Mail: christian.vollmond@uvm.dkFagkonsulentens hjemmeside: http://www.emu.dk/modul/fagkonsulenten-historie-stx-og-hf

91

NOTER OM HISTORIE OG UNDERVISNING

NOTER udgives af Historielærerforeningen for

Gymnasiet og HF

Oplag: 1800

Tryk: TypoGraphic A/S

ISSN 2246-6231

Redaktører NOTER 215:David Kyng & Regina Olsen

Annoncepriser i NOTER:

1/1 side: 2.400 kr. ekskl. moms

1/2 side: 1.320 kr. ekskl. moms

1/4 side: 720 kr. ekskl. moms

Annoncer sendes til:

Ansvarshavende redaktør

Peder Wiben

Weysesgade 2

2100 København Ø

Tlf. 39 18 14 11 / 26 50 38 51

Mail: pederwiben@gmail.com

Noters hjemmeside: http://goo.gl/Aikjub

Returadresse:

Peder Jacob Ellehave KraghVæggerløsevej 124873 Væggerløse(Ved vedvarende adresseændring kontakt da Peder

Kragh på mail: historielaerer@gmail.com )

HISTORIELÆRERFORENINGENS SEKRETARIAT

Indmeldelse i foreningen/abonnement på Noter

henvendelse til ekretariatet: v/ Peder Jacob Elle-

have Kragh, Væggerløsevej 12, 4873 Væggerløse

Tlf 30 58 87 87

Mail: historielaerer@gmail.com

Danske bank, reg.nr. 1551, kto. 0006004547

Priser for medlemskab og abonnement i 2017:

Fuldt medlemskab: 375 kr.

Fuldt medlemskab for samboende: 525 kr.

Medlemskab til reduceret pris: 225 kr.

Abonnement på NOTER uden medlemskab:

Danmark: 300 kr.

Udlandet: 300 kr. + porto

Magasinpost ID nr. 46821