temahæfte #1: møller i vadehavets landskab

1WWW.NATIONALPARKVADEHAVET.DK

i Vadehavets landskabMøllerTemahæfte #1

Kulturhistorisk introduktion til det danske Vadehav

2 TEMA MØLLER I VADEHAVETS LANDSKAB

TEMAHÆFTET UDGIVES AF:

Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 34

www.nationalparkvadehavet.dk, [email protected]

Temahæftet er blevet til på baggrund af temamødet ”Møller i Vadehavets landskab,” der blev afholdt i 2010. Temamødet

og temahæftet er skabt i et samarbejde mellem Vadehavets Formidlerforum og Nationalpark Vadehavet. Udarbejdelsen er

finansieret med tilskud fra Kulturministeriet og Kulturaftale Vadehavet som en del af projektet:

Synliggørelse af Vadehavets kulturhistoriske landskab.

Udgivelsesdato: Udgivet første gang i A5 format i oktober 2010. Redesignet og genudgivet i december 2015

Redaktør: Lene Feveile (2010) Anne Marie Overgaard, Museum Sønderjylland (2015)

Forsidefoto: Mandø Mølle – medvind.dk

Design og layout: Nationalpark Vadehavet – Søren Christensen

Tryk: Rosendahls, Esbjerg

ISBN: 978-87-995234-1-2

Sønderho Mølle.FOTO: Destination Sydvestjylland


INDHOLD

Træk af dansk mølleristeknologihistorie ...................................................4

Højer Mølles historieog lidt om møllerne på egnen .............................15

Mandø Mølleen hollandsk mølle fra 1830'erne .......................18

Sønderho Møllesømærke og samlingspunkt ................................20

Vandmøller, vandløb og snæblen ........................22

Vadehavets kulturmiljø .......................................26

Hvor er møllerne i dag?.......................................28

På gensyn derude ................................................30

Møller i Vade- havets landskabDer er mange historier at fortælle om Vadehavsregionen, det sydvestligste hjørne af Danmark. Det kan ikke undgås at rigtig mange historier tager udgangspunkt i de spor som mennesket har afsat ved at bo, arbejde og færdes her, gennem århundre-de. Får man kendskab til sporene der er afsat i landskabet og kan man tyde dem, bliver historien levende, og landskabet får tidsmæssig dybde. Dette hæfte handler om et af de markante kulturhistoriske elementer i Vadehavets landskab: Vand- og vindmøllerne.

Hæftet fortæller ikke historien om alle møller i området, men dykker punktvis ned i fortid og nutid. Håbet er at skabe en nys-gerrighed og at inspirere læseren til selv at opsøge de mange andre spændende vand- og vindmøller, at aflure dem de gode historier og fortælle dem videre. Hæftets første afsnit giver en indføring i det overordnede mølleris historie med udgangspunkt i de lokale møller i vadehavsregionen. Hvorfor ser de sådan ud og hvornår kom de? Med Højer Mølle, Mandø Mølle og Sønderho Mølle giver hæftet detajlhistorier. Det følgende afsnit fortæller om vandmøller og landskabet de er placeret i. Hvordan har de påvirket dette og hvordan arbejder man med vandmøller og landskab i Vadehavsområdet i dag. Bagerst i hæftet er et kort, her er afmærket de vind- og vandmøller som stadig kan ses meget synligt eller har efter-ladt sig spor i Vadehavets landskab fra Varde i nord til Tønder i syd. Enkelte vandmøller ligger noget væk fra kysten, men er medtaget da åerne i sig selv er en del af Vadehavets landskab. Nogle møller er stadig velbevarede mens andre er stærkt ændret af tid og brug. På kortet er også medtaget enkelte eksempler på nutidens møller i Vadehavets landskab.

God fornøjelse


I middelalderen anlagdes en kæmpe dæmning i Ribe. Her byggedes tre vandmøller. Ydermøllen fik i midten af

1800-årene et Poncelet vandhjul med krumme skovle.FOTO: Lise Andersen


Træk af dansk mølleristeknologihistorie

Mølleriet – et privilegeret erhvervIfølge de middelalderlige landskabs-lo-ve kunne enhver, der havde dam og damsted (dæmning) frit bygge sig en vandmølle. I praksis var det dog kun kirken, adelen og kongen, der byggede møller, og for kongens møllers ved-kommende blev der hurtigt tale om en monopollignende tilstand, idet Kronens bønder blev pålagt møllepligt, dvs. kun at bruge Kronens møller.

Efter enevældens indførelse i 1660 blev møllerne pålagt betydelige skatter. For at sikre, at mølleejeren nu også kunne betale sin skat, var man nødt til at beskytte ham mod, at der opførtes nye møller inden for det område, der udgjorde møllens natur-lige kundekreds. Hermed indførtes det privilegerede mølleri, hvor det at bygge en ny mølle eller at forbedre en eksiste-rende krævede en kongelig bevilling – et privilegium. Endnu strengere var reglerne i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor man havde mølletvang. Mølletvang betyder, at hver bonde under trusler om bøder og konfiskering af korn skulle bruge en bestemt mølle, og kun den.

Han skulle også udføre hoveri på møl-len, når dammen skulle oprenses, nye møllesten lægges ind osv. De monopol-lignende tilstande var et fiskalt gode, men de var samtidig en stopklods for den teknologiske udvikling. Ligegyldigt hvor dårligt møllen malede, var den jo stort set sikret kunder.

VandmøllerVandmøllerne introduceredes i Danmark samtidig med kristendommen,og meget tyder på, at det var de munke, der i 1100-årene byggede klostre i Danmark, der bragte kundskaben om møllebygge-ri med sig.

Møllerne måtte placeres, hvor der var vand nok og et tilstrækkeligt fald i terrænet. I det flade Danmark er der ikke mange ideelle møllesteder, så ofte var det nødvendigt at foretage meget omfatten-de anlæg af dæmninger og kanaler for at skabe de nødvendige vandforhold. I Ribe by lagde man f.eks. i midten af 1200-åre-ne en dæmning på tværs af Ribe Å, hvor man byggede Kongens Mølle. Inden middelalderens udgang lå der hele tre møller, ved den kolossale dæmning.

Vandmøllerne har således været med til at sætte deres umiskendelige præg på landskabet.

Den typiske danske middelaldermølle havde padlebladshjul. Det bestod af en-træring, hvori skråtstillede padleblade var fastgjort. Hjulringen var forbundet med vandhjulsakslen ved hjælp af gennem-stukne eger. Vandet blev ledt fra mølle-dammen og frem til hjulet, som det ramte forneden, hvorfor man kalder typen for underfaldshjul. Vandet skubbede til hjulet, så det drejede i strømmens retning.

Efterhånden begyndte man at bygge un-derfaldshjul med ”svøb”, hvilket vil sige med to ringe eller karme, som skovlene er placeret imellem. Underfaldshjul kan ar-bejde med en ret lille faldhøjde, men skal gå tæt på bunden og er derfor sårbare over for grøde og sand. I 1400-årene var man i stand til at bygge så store opstem-ninger, at det gav mulighed for at bruge et brystfaldshjul, hvor vandet ledes ind lidt højere, men dog stadig i den underste del af hjulet. Nu virker vandet ikke kun ved at skubbe hjulet rundt, men også ved sin vægt i skovlene. Brystfaldshjulet kan

Af Lise Andersen, museumsinspektør,

Nordjyllands historiske Museum


Vandhjulets udviklingshistorie: På de ældste mølletyper ledes vandet ind forneden på hjulet og skubber det rundt. Først omkring 1430 brug-tes egentlige opstemninger, der gav mulighed for udviklingen af brystfaldshjulet, hvor vandet ledes ind lidt højere, men dog stadig i den underste del af hjulet. Langt mere effektivt er det i renæssancen indførte overfaldshjul. Her ledes vandet hen over toppen af hjulet, og det er primært vandets vægt på hjulets skovle, der driver det rundt. ILLUSTRATION: Lise Andersen

Vinkelgearet – de to hjul, der mødes i en vinkel, må opfattes som en sand revolution på mølleriets område og er forudsætningen ikke blot for alle vandmøller med lodretstå-ende hjul, men også for vindmøllerne.ILLUSTRATION: Lise Andersen

1: vandhjul, 2: aksel, 3: gravhjul, 4: krondrev, 5: kværnsten. Gravhjulet og krondrevet danner vinkelgearet.

køre med faldhøjder på ned til 1 m, og er mere effektivt end underfaldshjulet. Langt mere effektivt var dog det senere opfundne overfaldshjul, som vandt udbredelse i Danmark i slutningen af1600-årene. Her ledes vandet op på toppen af hjulet, og det er primært vandets vægt på hjulets skovle, der driver det rundt. Dette hjul drejer modsat underfaldshjulet og brystfaldshjulet; og da dets omdrejningsretning er mod-sat det bortflydende bagvand, må det placeres så højt, at bagvandet ikke når op til hjulet, da vandet ellers vil virke som bremse. Overfaldshjulet kræver en fald-højde på mindst 2-3 m. Det giver gode driftsforhold og er robust over for grøde.

Overfaldshjulet er effektivt, men det kan ikke bruges alle steder. Valg af vandhjuls-type vil altid afhænge af naturforholdene. Den vandrette aksel, som vandhjulet sidder fast på, kan ikke direkte bruges til at drive de vandret liggende møllesten. Derfor gør man brug af vinkelgearet, der består af et lodretstillet hjul, gravhjulet, hvis kamme (”tænder”) er anbragt på siden af hjulet og griber ind i et vandret-liggende hjul, kaldet krondrevet. Den vertikale bevægelse omsættes hermed til en horisontal bevægelse. Samtidig giver størrelsesforholdet mellem de to hjul mulighed for regulering af hastigheden (opgearing). Fra krondrevet går en aksel op til kværnen, hvor den driver den øver-ste møllesten med rundt.

Frem til 1700-årene har de vandtrukne kornmøller, der blev bygget i Danmark, ikke adskilt sig væsentligt fra middel-alderens møller, hvad gangtøj angår. Gangtøjet er de hjul, drev og aksler, der transmitterer kraften fra vandhjulet til maskinerne. De havde alle kun ét gear, nemlig vinkelgearet. Det betød, at hvis man havde brug for to eller flere kværne, måtte man bygge to eller flere vandhjul.

De ældste vindmøller – stubmøllerneVand er en mere stabil kraftkilde end vind – man kan oplagre vand men ikke vind. Vandmøllens begrænsning er imidlertid dels, at den ikke kan male i særlig tørre somre, eller når frosten binder vandet,

Stubmøllerne var alminde-ligt udbredte indtil omkring 1800. Her ses Sønderho Mølle omkring 1890. Efterhånden blev de erstattet af holland-ske møller. I dag er kun 18 stubmøller bevaret i Danmark. Ingen af dem står i vadehavs-området. FOTO: Sognearkivet Sønderho


Model af Stubmølle:1: fundament med krydsfod2: stubben3: skråstivere4: saddel5: kværn6: vinkelgearILLUSTRATION: Lise Andersen

Afbildning af stubmølle i Dronninglund kirke. Kalkmaleriet er dateret til 1513-1523. FOTO: Lise Andersen

dels at den ikke kan anlægges hvor som helst – ikke alle områder af landet kunne mønstre fald og vand nok. Vind-møllens introduktion var derfor et stort fremskridt i mølleriets udvikling, omend man i flere århundreder kun byggede dem, hvor man af den ene eller anden grund ikke kunne bygge vandmøller eller som supplement til en vandmølle, der i perioder havde for lidt vand.

På dansk område nævnes vindmøller før-ste gang i Uetersen i Holsten i1234. I det nuværende Danmark er det ældste sikre vidnesbyrd et dokument fra 1259, der nævner en vindmølle i Fløng på Sjælland. De første vindmøller var stubmøller. De kaldtes sådan efter stubben, enkraftig central lodret aksel, hvorom hele møllen skal drejes for at vindfanget kommer op mod vinden.Stubben bæres og støttes af et sæt skråstivere mellem en krydsfod af svært tømmer og en tømmerramme, kal-det sadlen, lige under møllehusets neder-ste bjælkelag. Stubben afsluttes foroven med en tap, der går op i en tværgående bjælke – stenbjælken, der igen bærer to hovedbjælker. Stenbjælken har fået sit navn, fordi det er på den, møllestenenes vægt hviler. På denne konstruktion hæn-ger hele møllehuset.

Den ældste afbildning af en dansk stub-mølle findes på et kalkmaleri i Dronning-lund kirke, og er dateret til1513-1523. Umiddelbart ser det pudsigt ud, at møllen tilsyneladende står på fire ben, der stritter ud i alle retninger, og man kunne få den tanke, at kunstneren ikke vidste meget om møller. Men hvor de bevarede stubmøller alle står på et fundament ovenpå jorden, så stod middelalderens stubmøller på fire nedgravede fødder af træ, der understøttedes af nedrammede stolper, der var stabiliseret med stenfyld i en dybde af ca. 1,3 m.

Dronninglund møllen er firevinget, med dobbelt vingefang. Det vil sige at sejlfla-den var symmetrisk omkringvinge armen, mens vingearmen på senere møllevinger sidder forskudt. Mindre møller med dobbelt vingefang har været i brug i Dan-mark langt op i 1800-årene og kendes


stadig på Bornholm, men er ikke bevaret i Vadehavsområdet.

Den hollandske mølleI Nederlandene havde man i 1500-åre-ne oplevet en kraftig økonomiskvækst, der ansporede til en effektivisering af møllerne. I 1573 byggede den flamske møllebygger Lief Jansz Andries en mølle i Alkmar, hvor kun den øverste del – hat-ten – skulle drejes, for at vingerne kom op i vind. Fordelen ved denne mølletype, der herhjemme kaldes ”den hollandske mølle”, var, at når kun hatten skulle drejes, betød det ikke noget, hvor tung møllekroppen iøvrigt var. Man kunne byg-ge møllen nøjagtig så høj, som det var nødvendigt, for at den kom op i vind, og så rummelig, som det ønskede maskineri

nødvendiggjorde, og man kunne bygge i mere holdbare materialer uden at skele til deres vægt.

Den vigtigste nyskabelse i forhold til stubmøllerne og dét, der var den hollandske mølles største bidrag til møllebyggeriets udvikling som sådan, var imidlertid stjernehjulet. Stjernehjulet er et stort horisontalt kamhjul, hvor-kammene (tænderne) sidder radiært ud fra hjulet. Stjernehjulet er fastkilet på den stående aksel. Herfra kan kraften ledes ud til en række drev. Stjernehju-lets betydning rakte langt ud over den hollandske mølle, for det vandt i løbet af 1700-årene indpas også i stubmøller og vandmøller. Nu blev det muligt at fordele kraften på mange flere maski-

ner, og der kunne foretages en hidtil uset opgearing afhastigheden. Ved at indskyde flere stjernehjul efter hinanden – hvilket kaldes “forlagt tøj” – kunne hastigheden yderligere forøges. Det betød, at man nu kunne bygge møller med både 2 og 3-trins gear.

Danmarks første hollandske mølle blev bygget i København i 1619, men først i 1700-årene begynder den at dukke op rundt omring i landet, og i visse egne gik der meget lang tid. Der er to forskellige typer hollandske vindmøller, alt efter hvor-fra krøjningen foregik – dvs. drejningen af møllen, så vingerne kommer i vind.

Jordhollændere, som f.eks. Mandø Mølle, krøjes (drejes) fra jorden. De kan have kælder af forskellig dybde, eller de kan stå direkte ovenpå jorden evt. på en lille kunstig bakke. Højden afgø-res alene af, hvor gode vindforholdene er og hvor meget maskineri, der skal være plads til.

Gallerihollændere, som f.eks. Højer og Sønderho Møller, står på en undermølle, der kan være af træ eller sten,og har et galleri, der går hele vejen rundt om møllen, og hvorfra møllen kan krøjes. Gallerihollændere fandt især udbredelse i byerne. Deres højde gjorde dem mere velegnet i bymæssig bebyggelse, hvor det var svært at få møllerne op i vind.

Når vi finder gallerihollændere på landet, er det enten møller, der har haft svært ved at komme op i vind, eller møller, der har haft særlig brug for lagerplads. De sidste er som regel møller, der er bygget efter 1852 og som har malet til salg i modsætning til de gamle kundemøl-ler, hvor bonden kom med sit korn, fik det malet og tog melet med sig hjem bagefter. Dette er f.eks. tilfældet for Højer Mølle, der i sin nu værende form som gallerihollænder er opført i 1857.

Med den hollandske mølle fik man for første gang et rigtigt godt alternativ til vandmøllerne, og i flade landskaber som Vadehavsområdet og ikke mindst på øer, hvor der kun er ubetydelige og korte vandløb havde den især sin berettigelse.

Stjernehjulet var den hollandske mølles største bidrag til møllebyggeriets udvikling i 1800-årene. Stjernehjul og drev virker som møllens ”gearkasse”. Her fra Højer Mølle.FOTO: Lise Andersen

Skallekværn og grynvifte i Mandø Mølle. Skallekværnen er åbnet – så man kan se stenen og kippen. Grynviften er forsynet med sorterbord til fjernelse af skaller og rensning af gryn. FOTO: Mandøforeningen


blæser. En luftstrøm blæses gennem det afskallede korn, hvorved de lette skaldele skilles fra de tungere gryn. Efter afskalnin-gen knækkes grynene på grynkværnen, og til sidst sorteres de efter størrelse.

Man behøvede ikke bevilling til at bygge en grynkværn eller en mølle kun til grynproduktion, men man skulle betale afgift af den. I kystegne ser man ofte møller med mere end én grynkværn. Selv den lille Mandø Mølle har to grynk-

værne. Langs kysten havde man gode muligheder for at eksportere/udskibe gryn til eksport, og ofte havde man også brug for gryn til proviant for sømænd. Grynene holdt sig langt bedre om bord end mel og brød.

Mølleriet liberaliseresPrivilegiesystemet var udtryk for pro-tektionisme og var i høj grad med til at forhindre den teknologiske udvikling af møllerne herhjemme.

GrynværkerneLige så vigtig som brødet i almuens kost var grøden kogt på byggryn. Nårbyggen var tærsket med plejl lod man stude eller heste trampe rundt i kornet. Siden blev det kastet over logulvet for at skille avnerne fra og endelig blev det ren-set gennem et sold. Når byggen så skulle bruges til grød, blev den ristet i bage-ovnen og ”knækket” på en håndkværn. Herefter skulle den ”drøftes”, dvs. at den blev kastet op i luften, for igen at blive fanget i drøftetruget. Under processen blev støv og skaller skilt fra, og grynene var klar til at koges – til dagligt i vand, men ved højtiderne i mælk til sødgrød.

Denne omstændelige proces blev i slut-ningen af 1700-årene og begyndelsen af 1800-årene overflødiggjort af de nye moderne grynværker, som overalt blev ind-ført i de danske møller. Grynværket består af en skallekværn, hvori der ligger én stor sandsten. Uden om stenen er placeret en jernplade med slåede huller – som et rive-jern. Når kornet styrtes ned på den hurtigt roterende sten, slynges det ud mod skal-lepladen, hvor skallerne rives og slibes af kernen. Skallerne og den afskallede kerne sorteres derefter ved hjælp af en gryn-

Den lille Mandø Mølle, bygget ca. 1833, har to skallekværne til gryn, hvilket er usædvanligt for så lille en mølle. Måske har man malet proviant

til søfolk? Billedet er fra ca. 1900. FOTO: Lise Andersen

Automatisk krøjning (drejning) af møllehatten var med til at effektivisere vind-møllerne i slutningen af 1800-årene. Da Sønderho Mølle blev opført efter brand i 1895 fik den et komplet jerntøj fra Frichs fabrikker i Århus.FOTO: Sognearkivet Sønderho


Efter Englandskrigene og statsbankerot-ten i 1813 ønskede man fra statens side at få det danske mølleri gjort konkurren-cedygtigt. En kommission blev i 1824 nedsat til at undersøge mølleriets tilstand, og herefter blev der givet mulighed for at driftige møllere og møllebyggere kunne søge patenter og tilskud til udvikling af bedre møller og møllerimaskiner. Dette

blev starten til en meget voldsom og hurtig udvikling af dansk møllebyggeri. Der blev især eksperimenteret meget med forbedringer af vindfanget. Mølleren brugte sædvanligvis en del tid på at regu-lere sejlene alt efter vinden. For at opnå en mere stabil gang og en tidsbesparelse for mølleren, eksperimenterede man med forskellige muligheder for hel eller delvis

automatisk regulering af sejlene. Det sy-stem, som vandt størst udbredelse, var en engelsk opfindelse af en type vinger med klapper, der som jalousier åbner og lukker sig alt efter vindtrykket. Systemet kaldes også selvsvikning.

Man begyndte også at bygge små vindroser på hatten, så hatten kunne

Mandø Mølle – en hollandsk mølle fra 1830’erne. FOTO: Mandøforeningen


drejes automatisk ved vindens hjælp. Da Frichs Fabrikker i Århus i 1850’erne begyndte at massefremstille vindroser og selvsvikningsmekanismer, blev de-overkommelige i pris og spredtes over det ganske land.

Efter 1873 faldt kornpriserne på ver-densmarkedet. Det danske landbrug blev

omlagt og vægten blev flyttet overpå kreaturhold. Omlægningen af land-bruget gik hårdt ud over fabriksmølleriet, der mistede sin status som vores største eksporterhverv. De store havnemøller måtte derfor lægge produktionen om, og satse på det indenlandske marked. Her-med blev de konkurrenter til det gamle kundemølleri, der mere og mere måtte afstå brødkornsformalingen til fabriks-møllerne og slå sig på fodermaling.

Det endelige ”dødsstød” fik kunde-mølleriet, da bønderne efterhånden anskaffede små vindmotorer, der kunne drive tærskeværket og en kværn. Mange møllere måtte nu helt eller delvis gå over til handel med korn og foderstoffer.

Mølleriets særlige forhold i SlesvigSom nævnt havde mølleriet i hertugdøm-merne været underlagt langt strengere restriktioner end i de kongerigske dele af landet. Da møllernæringen blev givet fri i 1852 (med en 10-årig overgangsperiode), gjaldt loven ikke for hertugdømmerne, der dog slap for det forhadte tvangsmølleri.

For at komme tvangsmølleriet til livs måtte den danske stat betale enorme summer i erstatning til de slesvigske og holstenske møllere. Selv om der beviseligt var mølletrang (mangel på møller) især i Nordslesvig, var man tilba-geholdende med at give tilladelser til at bygge nye møller, idet man frygtede så at skulle betale endnu større erstatnin-ger til de gamle tvangsmøller. I Sønder-jylland slap man først fri af privilegie-systemet, da man kom under preussisk herredømme efter 1864. Mens mølle-riet i kongedømmet kom i problemer i 1870’erne, så var situationen nu en helt anden i området syd for Kongeåen. I Preussen havde man en ret høj indfør-selstold på korn og kornvarer, hvilket nu gav de slesvigske og holstenske møller langt bedre vilkår, end deres naboer mod nord. Derfor var der mange flere sønderjyske vindmøller, der nåede at bli-ve udstyret med valsestole og plansigter m.v. end tilfældet er nord for Kongeåen. De gyldne tider fik dog en brat ende, da sønderjyske møllere efter 1920 blev

underlagt dansk lovgivning, og nu skulle konkurrere på danske vilkår.

HøjmølleriI slutningen af 1800-årene dukkede et helt nyt maleprincip op, da valsestolene blev introduceret. Formalingen skete nu ikke længere mellem møllesten men mellem valser af jern eller porcelæn. I en forknuser blev kornet knækket. Herefter blev det kørt gentagende gange gennem en valsestol med riflede valser. Efter hver tur gennem valsestolen blev melet sigtet fra, mens kliddene og dunsten fik en ny tur. Når kliddene var malet helt rene, blev de skilt fra og den sidste dunst udmalet på en valsestol med glatte valser.

Når man malede hvede, gjaldt det om at male nænsomt, så kliddene ikke gik for meget i stykker. Det ville gøre melet mørkere og bageegenskaben mindre. Ved maling af rug var det ikke så vigtigt, og ofte blev rugen malet mere hårdhændet end hveden.

Sigterne, der blev brugt sammen med valsestolene, var ofte af en type, der kaldes centrifugalsigter. De er opfundet i Tyskland i 1867 og kan ses som en vide-reudvikling og forbedring af tromlesigten. Der blev også opfundet plansigter, der var mindre plads og energikrævende. Enkelte af dem satte dog møllebygningen i voldsomme rystelser.

Mølleri har alle dage været hårdt arbejde. For at lette møllerens arbejde blev indført elevatorer med små kopper, der kunne hejse kornet op fra et lager og til påfyldning af de forskellige maskiner. Til sideværts flytning af kornet brugtes snegleformede transportører, en slags Arkimedes skrue.

Selv om antallet af fabriksmøller steg voldsomt i 1800-årene, havde det i starten ikke den store indflydelse på vand- og vindmølleriet, da de henvendte sig til forskellige markeder. Den nye lov, der gav alle og enhver lov til at opføre møller, re-sulterede i, at fra 1840 til 1897 steg vand-og vindmøllernes antal fra 1700 til 2800, hvilket naturligvis gav en stor indbyrdes konkurrence. Det var især hollandske møl-


ler, der blev bygget, og møllebyggerfaget blomstrede. Den hektiske byggeaktivitet fik dog en brat – men ikke uforudsigelig – ende. Omkring 1900 gik mange møllebyg-gere fallit. Andre omstillede sig til at være maskinbyggere. Under de to verdenskrige, kom mange allerede nedlagte møller i brug igen, men de lukkede stort set alle igen, da freden kom.

Fra direkte trækkraft til el-produce-rende møller I 1890’erne udførte den danske fysiker Poul la Cour en række forsøg med en mere effektiv udnyttelse af vindkraft. La Cours idealmølle var en klapsejler – en firvinget, selvkrøjet mølle på et jernstativ. Han arbejdede også meget med problemerne omkring oplagring af energi, og vindenergien blev nu omsat til elektricitet i stedet for direkte trækkraft. Omkring 1. verdens-krig udførte ingeniør Poul Vinding nye forsøg med aerodynamiske møllevin-ger og propelmøller, som allerede var udbredt i Amerika. Nogen særlig stor

betydning fik disse forsøg ikke straks – dertil var brændstoffer som kul og olie for billige.

1970’ernes energikrise gjorde, at der nu blev sat et stort spørgsmålstegn ved en energipolitik, der næsten udelukkende var baseret på kul og olie. Interessen for det, der lidt misvisende kom til at hedde de alternative energikilder – vand- og vindkraft – blev igen vakt. Siden er der rejst i hundredvis af el-producerende vindmøller.

Det var dog ikke kun vindmøllerne til el-producenter. Flere gamle vandmøller fik vandhjulet erstattet med en turbine, og da møllen gik af brug som kornmølle, blev opstemning og turbine brugt til at producere strøm – i starten ofte kun til møllegårdens eget brug, men i flere tilfælde også som et egentligt el-værk. Eksempler herpå er Brøns Mølle Elværk, Lydum Mølle (Nr. Nebel Elværk), Ribe Midtmølle og Stampemølle. •

Liberaliseringen af dansk mølleri midt i 1800-årene befordrede udviklingen af bed-re maskinerier. Pænt hvidt mel forudsatte rent korn, så i mange møller fik man nu kornr- ensemaskiner. Tegningen viser en rensema- skine, der blev bygget til Bach-manns mølle i Tønder. ILLUSTRATION: Lise Andersen

Poul La Cours, 18 forsøgsmøller i Askov, 1890'erne.


I marskegnene mod vest var be- og afvandingsmøller et helt almindeligt element i landskabet før i tiden. I dag er de erstattet af pumper. I Ballum

enge står stadig to møller med de karakteristiske arkimedessnegle til at hæve vandet op eller ned. FOTO: Hans Hagge

Ribe Midtmølle. Anlagt i 1500-årene. I 1906 blev møllen omlagt til el. I 1940 blev vand-hjulet udskiftet med en 100 hk turbine. Den nuværende bygning fra 1924 er fredet.


Højer Mølle, en hollandsk mølle af galleritypen på ikke mindre end 7 etager. Opført i 1857.FOTO: Museum Sønderjylland


– og lidt om møllerne på egnenAf Anne Marie Overgaard, museumsinspektør

Museum Sønderjylland - Højer Mølle

Møller på egnenHøjer Mølle er sammen med pumpemøl-lerne i Ballum de sidste gamle vindmøller i Tønder Kommune. I den sydlige del af Vadehavsområdet har antallet af vandmøl-ler været lille i forhold til den nordlige del.

Der kendes til ti vindmøller på Højereg-nen, hvoraf den ældste er fra 1500-årene. To var stubmøller og seks var af hollæn-dertypen. De sidste to kendes ikke. Fire af de ti møller var pumpemøller til be- og afvanding af marsken.De andre vindmøller blev brugt til at male mel og gryn.

Møllerne og landskabetMarsklandskabet har haft stor betydning for, hvilke opgaver møllerne har skullet lave. Af de ti møller på Højeregnen ved man, at mindst fire var pumpemøller, medens resten forarbejdede korn til

enten mel eller gryn. Omkring Tønder kender man gennem tiden til elleve møller, hvoraf kun tre var kornmøller, medens resten var pumpemøller. Her ses sammenhængen mellem mølletype og landskab tydeligt. Som følge af marskens inddigning var (og er) der et særligt behov for at kunne pumpe vand ind og ud af kogene.

Landskabet har desuden haft stor be-tydning for vilkårene for mølledriften på gryn- og kornmøllerne. Stubmøllen i Højer var en arvefæstemølle, hvilket bandt den pågældende møller til stedet og forhindrede ham i at søge andre nærings-veje, hvis forretningen gik dårligt. Helt anderledes forhold gjorde sig gældende for jorden i Gl. Frederikskog, som blev inddiget i 1692. Her var jorden oktrojeret – dvs. at borgerne, der havde tilvejebragt den nødvendige kapital til inddigningen,

Højer Mølles historie

blev tildelt særlige privilegier af hertugen til brugen af den inddigede jord.

I forhold til mølledrift betød det, at der i Gl. Frederikskog - i modsætning til i Højer – var fri møllenæring. Enhver der ønskede det, kunne altså bygge en mølle og drive mølleri. I 1748 søger mølleren i Højer, Wulf Wulffsen, om tilladelse til etablere en grynmølle og et afskalleværk, med den begrundelse at tre grynmøller i Frederikskogen og området omkring den, tog kunder og dermed indtægt fra hans arvefæstemølle i Højer. Ansøgningen blev imødekommet.

Højer Mølles storhed og forfaldI 1853 ejes stubmøllen i Højer af møller Emil Roll, og i 1856 overtager han også grynmøllen i Nørremølle syd for Højer. Samme år lader han begge møller rive ned og genbruger det kraftige egetøm-


Byskilt ved Højer, 2008.FOTO: Højer Museum

mer til at opføre en ny stor hollandsk vindmølle i Højer – den nuværende Højer Mølle.

Den nye Højer Mølle blev bygget i 1857 med ikke mindre end syv etager: kælder, stueetage (butik og kornmagasin), broloft (her kom melet ned fra kværnene via meltudene og blev videre forarbejdet i sigten), kværnloftet (med de fire store melkværne samt valsestol), stjernehjuls-loftet (med stjernehjulet, der gør det muligt at have flere kværne), lorisloftet (som indeholder hejseværket) og hatlof-tet (hvor vingeaksel og kronhjul overfører kraft til kabunkel og kongevelle).

Udover selve møllen blev der også opført en møllerbolig i 1858. I 1889 opføres et kornmagasin syd for møllen, og i 1904 endnu et nordøst for møllen.

Møllen var og er alene på grund af sin størrelse, 22 m, en på alle måde impone-rende og dominerende bygning i Højer by og det flade marsklandskab.

Allerede da Højer Mølle stod færdig hav-de vindkraften fået en alvorlig konkurrent – nemlig dampkraften, som man for alvor var begyndt at udnytte i 1800-årene. Møllen blev i 1912 udstyret med en dampmaskine, der i 1920 erstattes af en dieselmotor. Fra 1940 erstattes diesel-motoren med en elektromotor, der stadig kan ses på broloftet i dag. Møllen var i funktion frem til 1972.

Under Anden Verdenskrig blæste vinger-ne af Højer Mølle, og der blev ikke påsat nye. I 1960’erne tog forfaldet kraftigt til, og da den sidste møller, Jacob Smidt, gik på pension i 1972, var Højer Mølle stort set nedrivningsklar.

Redningen af Højer MølleEn kreds af Højerborgere skaffede fra 1974-77 de nødvendige midler til restau-rering af Højer Mølle. Efter restaureringen stod Højer Mølle nu atter i al sin pragt. Møllen og magasinerne blev indrettet til museum, og i 1992 blev Højer Mølle- og Marskmuseum en del af Tønder Museum.

Siden er møllen atter restaureret for godt 3,5 mio. kroner, blandt andet som følge af stormskader efter stormen 3. december 1999.

Redningen af Højer Mølle er et lysende eksempel på, hvad visioner, beslutsom-hed og sammehold kan føre med sig. I dag er et næsten oprindeligt miljø med mølle, kornmagasiner, møllerbolig og have samlet under museets hat, og et enestående kulturmiljø er bevaret. •

Højer Mølle, før 1889.FOTO: Højeregnens Lokalhistoriske Arkiv


Pumpemøller ved Vidåen, ca. 1910.FOTO: Museum Sønderjylland

Højer Mølle forfaldt kraftigt op gennem1960’erne og var stort set nedrivningsklar.

FOTO: Museum Sønderjylland


– en hollandsk mølle fra 1830’erneMøllenNord for Mandø by ligger Mandø Mølle og er øens højeste bygning. Den første mølle på Mandø var en stubmølle opført i 1820’erne. I 1830’erne blev den erstattet af den nuværende mølle, som er en hollandsk vindmølle med jordom-gang, dvs at møllen krøjes fra jorden med håndspil. Undermølle i grundmur,

overmøllen er af træ og beklædt med pap. Hatten er bådformet og beklædt med lærkebrædder på klink. Vingerne har hækværk til kludesejl.

Møllen har været indrettet med 2 skalle-kværne, grubbekværne til grynfremstilling og en skråkværn til at brække gryn på, male groft mel og grutning.

Møllere på møllen17. februar 1776 beder landfoged på Mandø Jens Knudsen om lov til at opføre en liden vejrmølle her på Øen, hvorpaa vi kunde faa det lidet nødvendige Brødkorn malet til Mel.

Mandøboerne var på det tidspunkt forpligtet til at lade deres korn male på

Mandø Mølle

Mandø Mølle.FOTO: Mandøforeningen


Skallebæk Mølle i Seem sogn, øst for Ribe. Møllebyggeriet bliver dog i første omgang opgivet på grund af de hårde årlige afgifter, som grevskabet Schackenborg afkræver for at miste indtægten i Seem.

Først i 1820’erne får Jens Knudsens bror Peder Gregersen en kongelig bevilling, og stubmøllen kan opføres. I 1830erne erstattes den af en hollandsk mølle med ”træsejl”. Da de ikke virker tilfredsstillende, syr møllerens kone Anne Cathrine rigtige sejl til møllen. Sønnen Hans Pedersen er i folketæl-lingen 1850 opført som møller, og den gamle møller er på aftægt.

I 1874 overtager Hans Pedersens søn Peder Hansen Pedersen driften og ejer møllen til sin død i 1921. Fætteren Peder Nielsen overtager møllen og bliver den sidste møller på møllen. Han sælger den forfaldne mølle i 1937.

Møllens ofreEn gammel opfattelse siger, at enhver møl-le før eller senere vil kræve et dødsoffer. Det er også tilfældet for Mandø Mølle. 24. maj 1889, blev en 12-årig dreng Peder Hans Thomsen dræbt af møllevingerne, som han kom for tæt på.I Ribe Stifttidende står følgende d. 27. maj 1889:Dræbt af Møllevinge. I Fredags blev paa Manø en 12 års dreng ramt i hoved af en Møllevinge og afgik natten efter ved Døden, som følge af Slaget.

Også en af møllerens sønner, Hartvig Pedersen var tæt på, da han var kravlet op på en møllevinge. Han nåede at fåen tur rundt, inden hans far fik stoppet møllen igen.

RestaureringI slutningen af 1940’erne blev møllen opkøbt af selv samme Hartvig Pedersen. Møllen er meget forfalden og har kun en vinge tilbage. Hartvig Pedersen videregav møllen til Mandøforeningen. Herefter startede en lang proces med at genrejse møllen. Møllen blev istandsat så den i 1947 igen knejsede smukt nord for byen. I 1959 led møllen alvorligt haveri, da akslen og en vinge brækkede. I 1964 og 1970 fik møllen nye vinger og

ny klædedragt. I 1987 blev træværket under møllehatten samt krøjeværk igen fornyet. Endelig kunne man i 2004 efter flere års indsamling påbegynde den større restaurering, som gør at Mandø Mølle atter står som et stolt vartegn i Vadehavets landskab.

Denne artikel er sammenskrevet primært på baggrund af ”Møllen på Mandø” et hæfte om møllen udgivet

af Mandøforeningen og tilrettelagt af arkitekt m. a. a. Vagn Østergaard Kri-stensen. Heri findes også henvisninger til yderligere litteratur.

Møllen ejes af Mandøforeningen – en hjemstavnsforening med cirka 300 medlemmer. •

Nye vinger sættes på i 2008.FOTO: Mandøforeningen


Stubmøllen v. Sønderho. Thobølls Matrikelkort 1820.FOTO: Fonden Gl. Sønderho

Sønderho-dag, 2009. FOTO: Per Hofmann Hansen

Sønderho Mølle i forfald.Årstal ukendt, men da mølleladen er revet

ned må det være efter 1923.FOTO: Fonden Gl. Sønderho


– sømærke og samlingspunktMøllenLige nord for byen Sønderho står møllen i dag på toppen af en sandklit. Den første lovlige mølle, der bygges i Sønderho i 1701, var en stubmølle. Den efterfølges gennem årene af yderligere 2 stubmøller.

Den nuværende hollandske vindmølle med galleri og vindrose er opførti 1895. Undermølle i grundmur. Og den ottekantede overmølle er i træ beklædt med pap. Overmøllen indeholder 3 lofter, et højt kværnloft, et meget lavt stjerne- hjulsloft og et hatteloft. Hatten er løgfor-met, beklædt med pap. Fra kværnloftet er der udgang til galleriet. Vingerne har hækværk til sejl. Møllen krøjer med vindrose. Hele krøjeværket af jern kom fra Frichs Fabrikker i Århus.

Møllere på møllenDen første mølle i Sønderho blev opført af sognepræst Christian Engelstoft i 1701. Fanø var dengang krongods og øboerne var forpligtiget til at få malet deres korn på Kongens Mølle i Ribe. Selv om de nu havde fået en mølle i Sønder-ho, kørte mange alligevel forbi den lokale mølle med den strenge præst, for at få malet deres korn på Nordby Mølle i den nordlige ende af øen, eller de sejlede kor-net til Kongens Mølle i Ribe. Det skabte utallige stridigheder mellem præsten og Fanøs bønder.

Pastor Engelstoft døde i 1742, og hans to døtre og svigersønner blev ejere af møllen. De solgte den hurtigt videre til Sonnich Jensen Møller, der var hovedmanden i fri-købet af Sønderho sogn fra Kronen i 1741.

Han drev møllen i mange år og efter ham kom hans søn Thomas Sonnichsen.

Efter ansøgning af 22 . september 1760 fik Thomas Sonnichsen tilladelse til at flytte/genopføre møllen et par tusinde skridt nærmere byen, til det sted, hvor den nuværende mølle står. Det var dog på betingelse af, at det blev publiceret for de søfarende, da møllen tjente som sømærke.

Sønderhos anden mølle nedbrændte, 10 år efter, i 1770, og en ny stubmølle blev opført samme sted. Stubmøllen fungerede i 124 år. Om aftenen den 29. september 1894 gik der ild i møllen, og den nedbrændte totalt. Året efter blev den nuværende hollandske mølle opført.

Møllegravstenen i Sønderho kirkeAt både Sonnich Jensen Møller og Tho-mas Sonnichsen har næret stor kærlighed til Sønderho Mølle kan man næsten se ud af deres gravsten. På dem har de beg-ge fået afbilledet en stubmølle, hvor den

ene engel drejer vingerne rundt og den anden engel drejer møllen op i vinden. På stenen kaldes Thomas Sonnichsen også for møller. Gravstenene ligger endnu i dag i gulvet i Sønderho Kirke.

Forfald og restaureringI 1928 var møllen næsten faldefærdig og en kreds af beboere oprettede Fonden Gamle Sønderho, med det hovedformål, at bevare deres gamle mølle for eftertiden.

På Sønderho-dagen i 1943 havde møllen fået nyt galleri. Pengene dertil fik man ved at sælge krondrevet, vellen, stjernehjulet og kværndrevene, der var af metal. Gangtøjet blev i 1990 retable-ret med drev og aksler fra Nørlanggaard Mølle, og møllen fremstår i dag, som meget velholdt og fuldt funktionsdygtig. Den er 1 ud af tre hollandske møller i Vadehavets landskab. De andre to er Mandø Mølle og Højer Mølle.

Møllen ejes af Fonden Gamle Sønderho. •

Sønderho Mølle

Udsnit af skibsakvarel af ”Anna Hedevig” vest for Fanø. I klitten foran stævnen ses Sønderho Mølle. Malet af Jes Ollesen i 1842.

FOTO: Fonden Gl. Sønderho


Vandmøller, vandløb og

Af Jan Steinbrink Jensen, biolog

Naturstyrelsen Ribe

I takt med den stigende industrialise-ring ophørte de fleste vandmøller med den egentlige drift. Enkelte møller f.eks. midtmøllen i Ribe og Bachmanns Mølle i Tønder blev for en kort overgang ombyg-get til el-produktion ved isætning af en turbine, men for langt de flestes vedkom-mende ophørte driften helt, og mange af mølleopstemningerne mistede derfor efterhånden deres oprindelige formål.

Med udbygningen af dambrugserhver-vet især efter 2. verdenskrig fik opstem-ningerne imidlertid ny nytte. Ved mange af de gamle mølleopstemninger blev der etableret dambrug til opdræt og produktion af ørreder. Navnene på flere af de store og mellemstore dambrug i den sydvestlige del af Jylland vidner om, at de blev etableret i tilknytning til

mølleopstemninger, f.eks. Jedsted Mølle Dambrug ved Kongeåen, Endrup Mølle Dambrug i Sneum Å og Gørding Mølle Dambrug i Holsted Å.

Opstemningerne – et problem i vandløbeneOpstemningerne – uanset om det er mølleopstemninger, dambrugsopstem-ninger eller opstemninger, der forsyner engvandingsanlæg – udgør et problem i vandløbene. De forårsager bratte hydrauliske spring, hvorved vandløbe-nes hydrologiske kontinuitet brydes, og der skabes en barriere for fiskenes frie vandring i vandløbet.

Fra Vadehavet trækker adskillige fiske-arter hvert år ind i vandløbene for at gyde, men de bremses i vidt omfang af

opstemningerne i de nederste dele af vandløbene. Selvom mange af opstem-ningerne er forsynet med en fisketrap-pe, vil en stor del af fiskene ikke finde vej ind i trappen, og flere arter kan eller vil simpelthen ikke svømme gennem en fisketrappe, uanset hvor godt den er udformet. Hertil kommer, at fiskenes yngel bremses op i de opstemmede søer på deres vej ud mod opvækst-områderne i Vadehavet og Nordsøen. Herved udsættes de i højere grad for at blive ædt af rovfisk og hejrer. Samtidig skaber opbremsningen risiko for, at fiskeynglen forsinkes og derved ikke når ud i havet inden for det korte tidsrum, hvor de omstiller deres fysiologiske apparat fra tilværelsen i ferskvand til opholdet i saltvand.

I de tidligere amters recipientkvalitets-planer er opstemningerne beskrevet som et stort problem for fiskefaunaen, og problemerne er gentaget i de vand- og naturplaner, der er under udarbejdelse for vore vandløb og internationale naturbe-skyttelsesområder.

Opfyldelse af EU’s naturdirektiver hhv. habitatdirektivet og vandrammedirektivet medfører, at medlemslandene har en forpligtigelse til at fjerne opstemnin-gernes spærrende effekt således, at der etableres fri passage i vandløbene, dels af hensyn til den hydrauliske kontinuitet, dels af hensyn til nogle af de fiskearter,

snæblen

Snæblen.Laksefisken fra Vadehavet.

FOTO: Jan Steinbrink Jensen


der indgår i udpegningsgrundlaget for de internationale naturbeskyttelsesområder kaldet Natura 2000 områder. Den danske vandløbslov giver mulighed herfor jf. lovens § 37a.

Vandløbsloven:§ 37 a. I vandløb, hvor opstemnings-anlæg er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten, kan vandløbsmyn-digheden efter reglerne i denne lov gen-nemføre de nødvendige foranstaltninger, herunder regulere vandløbet, for at genskabe en tilfredsstillende natur- og miljøkvalitet.Stk. 2. Foranstaltninger efter stk. 1 kan ikke gennemføres, hvis der derved tilsidesættes væsentlige kulturhistoriske interesser.

Opstemningerne er til skade for alle fisks frie vandring, men i beskyttelsesøjemed er nogle arter højere prioriteret end andre. Det gælder de fiskearter som er opført på EU’s lister over truede arter, og som indgår i grundlaget for udpegningen af bl.a. de sydvestjydske vandløb som Natura 2000 områder, som f.eks. laks, tre lampretarter, stavsild og majsild. Men i vadehavsområdet er særligt én fiskeart afhængig af fri passage fra Vadehavet til gydeområderne i de mellemste dele af vandløbene, nemlig den lille laksefisk snæblen. Den stiller særlige krav tilvandløbenes beskaffenhed, og bryder sig bestemt ikke om opstemninger.

Snæblen – fisken fra VadehavetSnæblen, med det latinske navn Corego-nus oxyrhuncus, er en fisk fra laksefamili-en med en største vægt på omkring 3 kg og længde på omkring 65 cm. Tidligere var den vidt udbredt i hele vadehavsom-rådet fra Ho Bugt i nord til Den Helder i Holland, men er nu stort set forsvundet fra Tyskland og Holland pga. overfiskning, opstemninger i vandløbene, forurening og inddigninger. Som det eneste sted i verden er der i dag kun i Danmark en lille men stærkt truet bestand.

Snæblen er en af EU’s mest truede fiskear-ter og er udpeget som sårbar på den dan-ske rødliste over truede danske fisk. Derfor er den totalfredet og udpeget som en såkaldt ”prioriteret” art i henhold til EU’s

Habitatdirektiv. Det medfører en særlig forpligtigelse for Danmark til at beskytte, bevare, og ikke mindst fremme levevilkåre-ne for den, hvor det er påkrævet.

Snæblen lever og vokser op i Vadehavet. I november/december trækker den op i de større sydvestjyske vandløb for at gyde. Kun vandløb med fri passage kan bruges som gydevandløb, fordi den ikke kan benytte fisketrapper. Selv små styrt og opstemninger udgør effektive spærringer. Gydeområderne er strækninger med god strøm, fast bund og forekomst af viter- grønne vandplanter, og gydeperioden er forholdsvis kort, kun 2-3 uger. Efter endt gydning trækker de voksne snæbler ned i de nedre dele af vandløbene. Herfra går de

igen ud i Vadehavet i det tidlige forår frem til maj. Man har kendskab til snæbler, der har gennemført gydninger 5-10 gange.

Snæblen kan altså ikke forcere selv mindre forhindringer i vandløbene. For at sikre artens overlevelse, er det derfor blandt andet afgørende at dens gydevand-løb er fri for både små og store spærringer, herunder mølleopstemninger. Fjernelse af disse spærringer medfører en række ikke uvæsentlige sidegevinster, idet alle dyr i vandløbene vil drage fordel af den frie pas-sage, som skabes af hensynet til snæblen.

Med støtte fra EU’s LIFE fond har Miljø-ministeriet i de senere år gennemført et større naturgenopretningsprojekt i va-

Fladså ved Årup Hede.Et yndet gydested for snæblen.


Fole Dambrug ved Fladså øst for Ribe. Her laves ændringer, så snæblen kan passere frit.



dehavsvandløbene til gavn for snæblen, hvor fjernelse af spærringer er et centralt element. Hertil kommer, at der i forbin-delse med regeringens Særlige Vand- og Naturindsats bliver fjernet yderligere spærringer ved dambrug og tidligere mølleopstemninger. Samlet nedlægges ca. 30 opstemninger med tilhørende naturgenopretning indenfor en samlet ramme på ca. 200 mio. kr.

Et af de meget markante opstemningspro-jekter til gavn for snæblen er gennemført midt i Tønder by – ved Bachmanns Mølle.

Opstemningen ved Bachmanns Mølle i Tønder – et projekt med udfordringerVidå-systemet ved Tønder er det mest vitale vandløb for snæblen, hvor der indtil 2006 har været en samlet gydebestand på 1.000 - 2.000 voksne fisk. Bestanden har været faldende over de senere år. Det er derfor afgørende vigtigt for fiskens overlevelse på sigt, at snæblen har fri adgang til de mellemste dele af Vidåen.

Opstemningen ved Bachmanns Mølle havde siden 1592 hindret snæblens frie adgang til mange kilometer gydeområde af fineste kvalitet i Vidåen. Under snæbel-projektet blev der derfor gennemført et projekt, der blev indviet i september 2009. Opstemningen ved Bachmanns Mølle blev fjernet, og snæblen har nu fri adgang til de øvre dele af systemet. Og at snæblen har taget godt imod de nye muligheder, kunne konstateres i vinteren 2009/2010, hvor der for første gang i nyere tid blev registreret snæbler ved St. Emmerske et godt stykke opstrøms Tønder By.

Inden man kom så langt, var der en række komplicerede problemstillinger, der skulle tages vare på, før projektetkunne gennemføres.

1. Snæblen skulle sikres fri passage under alle vandføringer.

2. Løsningen skulle have tilstrækkelig vandføringskapacitet til at sikre omgivelserne mod oversvømmelser.

3. Hensynet til kulturhistorien omkring møllebygningen skulle tilgodeses.

4. Møllesøen skulle bevares i en vis udstrækning af hensyn til bymiljøet i Tønder.

5. Vandstanden i den resterende møllesø skulle bevares for at sikre funderingen af de omkringliggende bygninger.

Løsningen blev, at der op igennem møl-lesøen blev etableret en spunsvæg, hvor der på den ene side fortsat er en møllesø med samme vandspejlshøjde som før projektet. På den anden side af spunsen blev der opbygget et nyt vandløb i sten og grus, som er i stand til at modtage de varierende vandføringer, idet vandet ved store afstrømninger løber ud over spunsvæggen, hvorved der ikke sker vandstandsstigninger i møllesøen udover det hensigtsmæssige.

Projektet ved Bachmanns Mølle har været en stor succes, og anses for atvære et stort aktiv for Tønder By. Projek-tet viser, at det er muligt at opfyldebegge vilkår i vandløbslovens § 37a, nemlig at tilgodese både hensynet tilvandløbskvaliteten og de kulturhistoriske interesser omkring vandmøllerne. •

Det nye vandløb af grus og sten ved Bachmanns Mølle. Nu kan snæblen igen komme til de øvre dele af Vidå-systemet. FOTO: Jan Steinbrink Jensen


Bachmanns Mølle i Tønder.Her har været vandmølle siden 1592.



Vadehavets kulturmiljøI mere end 30 år har Danmark, Tyskland og Holland samarbejdet om at beskytte og bevare Vadehavets særegne natur i de helt kystnære områder. Først i de senere år er man begyndt også at inddrage Vadehavets kultur i dette samarbejde. Da det traditionelle landbrug i området ud-nyttede både marsken og geesten, og da købstæderne i området havde stor ind-flydelse på det økonomiske liv i området, synes det oplagt at inddrage et lidt større område, når man taler om menneskers liv og færden i området før i tiden – om den historiske vadehavskultur. Derfor rækker dette hæfte geografisk lidt længere ind i landet, end det er tilfældet for samar-bejdsområdet for naturbeskyttelse og Nationalpark Vadehavets udstrækning.

Der er mange træk i landskabet, der medvirker til at fortælle historien om menneskers liv og færden i tidligere tider. Nogle er beskyttede i kraft af fredninger, andre har fået betegnelsen bevaringsvær-dige og atter andre ligger mere upåag-tede hen. Det har været intentionen med dette hæfte at vække interessen for såvel de kendte som de mindre kendte historier og bidrage til at holde dem levende.

Der er i disse år stigende opmærksomhed på de kvaliteter, der ligger i vore histori-ske omgivelser: Gamle gårde og huse er

attraktive på boligmarkedet, historiske byer anses for et aktiv for en kommune, interessante kulturhistoriske bygninger bruges som hovedkvartet for at profilere virksomheder, kulturhistoriske oplevelser efterspørges af turister. Der er således mange gode grunde til at integrere de hi-storiske kulturmiljøer i nutidens samfund.

Hæftet er blevet til på foranledning af projektet ”Synliggørelse af Vade-

Møller Sonnich Jenssens gravsten i Sønderho kirke, Fanø. FOTO: Per Hofmann Hansen

havets kulturhistoriske landskab”, et projekt skabt af medlemmerne i Vadehavets Formidlerforum. Hæfterne indgår som det skriftlige produkt af afholdte temadage og træder ind i rækken af litteratur og projekter der gennem årene har haft til formål at synliggøre kulturmiljøet i Vadehavet som en fremtidig ressource, ikke mindst i sammenhæng med områdets status som Nationalpark. •


Begge billeder på denne side er fra indersiden af hatten på Sønderho Mølle. FOTO: Destination Sydvestjylland


Hvor er møllerne i dag?Møller i dagens landskabI dag kan man stadig se både vand og vindmøller i Vadehavets landskab. Nogle står i al deres pragt, andre er næsten væk eller bruges til noget helt andet.

Vindmøller (rød)1. Sønderho Mølle Vester Land 44, Sønderho, Fanø2. Mandø Mølle Mandø Byvej 35, Mandø3. Bevandingsmøllerne i Ballum Enge Møllekilen, Ballum Enge4. Bådsbøl-Ballum Mølle (stærkt ombygget) Kystvej 5, Ballum, 6261 Bredebro5. Højer Mølle Møllegade 13, 6280 Højer

Vandmøller (blå)6. Nørholm Mølle Stokkebrovej 1, Sig, 6800 Varde7. Hesselmed Mølle Hesselmedvej, 6840 Oksbøl8. Alslev Mølle Alslev Møllevej, 6800 Varde9. Øluf Mølle Ølufvad Hovedvej 77, 6715 Esbjerg N10. Krogsgård Mølle Krogsgårdsvej, 6731 Tjæreborg11. Endrup Mølle Endrup Bygade 74, Endrup 6740 Bramming12. Ålbæk Mølle, Sneum Ålbæk Møllevej, 6740 Bramminge13. Jedsted Mølle Jedsted Møllevej 9, 6771 Gredstedbro14. Ribe Møller Nederdammen, Mellemdammen og Overdammen, 6760 Ribe15. Ribe Stampemølle Sønderportsgade, 6760 Ribe 6760 Ribe16. Skallebæk Mølle Møllehusvej, 6760 Ribe17. Brøns Mølle Brøns Møllevej, 6780 Skærbæk18. Ålbæk Mølle, Hjerpsted Ålbækvej, 6280 Højer19. Lindskov Mølle Møllevej, 6270 Tønder20. Bachmanns Mølle Kongevej 59, 6270 Tønder

Moderne møller (orange)21. Vindmøllerne på Horns Rev I og II22. Møllerne v. Tjæreborg23. Møllerne v. Koldby, Ballum24. Valsemøllen i Esbjerg25. Mega møllerne i Måde ved Esbjerg

Mega mølle ved Måde syd for Esbjerg. FOTO: Medvind.dk


1

2

3

4

5

6

10

14

8

12

16

19

7

11

15

18

9

13

17

20

21

23

22

25

24


På gensyn derudeNår man bevæger sig gennem Vade-havets landskab, kan man med fordel følge den skiltede Marguritrute, hvis man er i bil, og de skiltede cykelruter, hvis man er på cykel. Vil man vandre kan man benytte sig af den gamle Studedrivervej der gik fra Limfjorden til markederne i Ribe og Nordtyskland – Drivvejen. Der er også mulighed for at benytte både bus og tog i området, ligesom der flere steder er mulighed for at sejle på åerne og på Vadehavet. Desuden er der udarbejdet en lang række foldere, der fortæller om de enkelte dele af området.

Yderlige oplysninger om Vadehavet kan fås på Vadehavets Formidlerfo-rums hjemmeside www.vadehav.dk eller hos medlemmerne af Vadehavets Formidlerforum. •


Sønderho Mølle.FOTO: Destination

Sydvestjylland

Nationalpark Vadehavet, Havnebyvej 30, DK–6792 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 34www.nationalparkvadehavet.dk, [email protected]

Vadehavets Formidlerforum, Havnebyvej 30, DK–6972 Rømø, tlf. 0045 72 54 36 52www.vadehav.dk, [email protected]

temahæfte #1: møller i vadehavets landskab

Documents