traditionel folkekultur på fanø

Peder Brinch spiller violin i dansestuen i Hannes Hus. (Foto P. Lund)

Åbent folkemusikhus!

Traditionel folkekultur

- især musikalsk folkekultur og visesang som den dyrkes i dag på Fanø

Af Poul Højbak 1983

Side 1 af 26. Udskrevet 16-01-09. D:\_PH tekster\ÅU 0903\ÅU opgave om Fanø-kultur 0217.doc

Traditionel Folkekultur

- især musikalsk folkekultur og visesang

som den dyrkes i dag (1983) på Fanø

Poul Højbak

1. Indledning - afgrænsning - synsvinkel.

I de sidste cirka 15 år har der her i landet (- og andre steder i den

civiliserede verden) været tale om en renæssance i interessen for traditionel

folkekultur. Denne interesse er ikke affødt af en nostalgisk dyrkelse af "de

gode gamle dage", men derimod af den erfaring, at der her er tale om en

kultur, der kan bruges af folk i hverdag og fest og blive en aktiv del af deres

tilværelse - en kunstnerisk dimension i aktiv dialog med virkelighedens

verden.

Den moderne folkekultur-strømning er nok inspireret af venstreorienterede

intellektuelle, der har fokuseret på, hvad man kunne bruge den borgerlige

kultur til - om proletariatet overhovedet kunne bruge den kultur til noget,

som er de herskende klassers kultur og som er karakteriseret ved at virke

manipulerende og umyndiggørende i forhold til den lille mand. Den såkaldte

Rindalisme-debat i 60'erne omkring kulturstøtten til kunstnere viste, at

kultur i høj grad har noget med sociale tilhørsforhold at gøre - at der i

forskellige samfundslag er tale om forskellige værdinormer, der har

tilknytning til den sociale virkelighed.

Set i den sammenhæng er den moderne folkekultur-strømning en

græsrodsbevægelse: I stedet for en kultur dirigeret fra oven, er der her tale

om kunstnerisk udfoldelse, der gror op nedefra. I stedet for kultur, der er

produkt af en herskende kulturpolitik eller af kommercielle interesser, er der

tale om kultur på folks egne præmisser.

Den traditionelle folkekultur er altså væsensforskellig fra den kultur, vi

ellers kender, idet der i mindre grad er tale om specialisering af kunstnere

og dermed følgende distance til publikum: - det er folk, der udfolder sig

sammen i aktivt fællesskab.

Hensigten med den foreliggende opgave er at belyse den ovenfor skitserede

problematik, idet der tages udgangspunkt i Fanø-kulturen, især musikalsk

folkekultur og visesang. Indirekte vil jeg derved også komme til at strejfe

nogle væsentlige faktorer i udviklingen af folkemusikhus-bevægelsen.

Som overordnet mål for opgaven ønsker jeg at kaste lys over relationerne

mellem livsvilkår og kulturformer. Traditionel folkekultur har jo rod i et

overvejende selvforsynende samfund med tættere relationer i et praktisk

fællesskab i familier, mellem naboer og i lokalsamfund. Er en kulturform


med rod i disse forhold anvendelig i vores fremmedgjorte samfundsvilkår,

hvor den hastige udvikling kan synes at. umuliggøre brugen af en

overleveret erfaring? - Eller har den måske netop i kraft af dette sin værdi?

Da jeg ønsker at finde ud af, hvad folk selv mener om sagen, har jeg taget

samtaler med nogle direkte implicerede mennesker, som repræsenterer

forskellige grupperinger omkring .folkekultur. Igennem samtalerne med

disse mennesker kommer jeg til at berøre de fleste væsentlige faktorer og

trivselssteder vedrørende traditionel folkekultur i dag.

Det skal straks siges, at Fanø ikke er typisk og repræsentativ for landet som

helhed, idet der her (som et af de få steder) er tale om en gennem

århundreder ubrudt og stadig levende tradition. Dette er på den ene side

problematisk, men har på den anden side den gevinst, at man så des bedre

kan studere traditionens oprindelige grundlag - i hvert fald sådan som det

var på Fanø.

På grund af mange faktorer i vort moderne samfund og vore deraf prægede

livsformer har vi nu sidste generation af ægte traditionsbærere, dvs.

spillemænd, visesangere, fortællere og dansere, der har deres kultur gennem

direkte mundtlig overlevering på grundlag af gammel tradition. Men til

gengæld er der tale om en moderne strømning - næsten en bevægelse - af

interesse for traditionelle kulturformer, dvs. af unge, der vil lære af de gamle

uden at have det i naturlig tradition.

Det er som sagt mit ønske at kaste lys over folkekulturens funktion som

aktiv faktor i vore moderne livsformer. Jeg gør det med udgangspunkt i

Fanø-kulturen, men vil tilstræbe nogle konklusioner, som rækker ud over

den i retning af, om ikke de traditionelle former rummer trivsel i sig som

folks eget æstetiske udtryk for væsentlige værdier i deres daglige tilværelse

- med andre ord, om ikke folkekultur som udtryksform kan give råstof til en

modkultur overfor kulturformer, der for mange virker undertrykkende.

2. Lidt om Fanø geografisk og historisk.

Fanø er beliggende i vadehavet sydvest for Esbjerg - tyve minutters sejltid

med færgen. Øen er 17 kilometer lang og to til seks kilometer bred, og den

er domineret af de to skipperbyer Nordby og Sønderho. Afstanden mellem

byerne er tretten kilometer, og de ligger ved. hver sin tidevandsrende,

hvilket har givet dem en naturlig havn - dog ikke en havn i moderne

forstand. Det har været sådan, at skibene sejlede så langt ind som muligt,

hvorefter de lossedes i hestevogne, som kørte ud i vandet ved ebbetid.

Der har altid været næsten fjendskab mellem dem fra Sønderho - kaldet

"sønderhoninger" eller "japper", og dem fra Nordby - kaldet "fanniker" eller

"Føjer". Den dag i dag forekommer det kuriøse, at lokaltelefonbogen for

Esbjerg med opland har to rubrikker, dels "Fanø" og dels "Sønderho". -

Sønderhofolkene er ikke at finde under "Fanø". Dette er en rest af det


faktum, at man før har set på øen som bestående af to øer: Fanø og

Sønderho.

De to byer har også hver sin dans, som minder om hinanden. Især

"sønderhoningen" har været genstand for interesse ude omkring i landet og

danses mange steder af særligt interesserede. Men det er en meget vanskelig

dans (se senere!).

Fanø er for det mestes vedkommende en mægtig sandklit, opskyllet i

vadehavet af tidevandet. Der er i området en forskel i daglig vande på

omkring 1,5 meter. Dette giver kraftige vandstrømme, der hele tiden tilfører

materiale og ændrer landskabernes udseende.

De to bysamfund var i middelalderen fiskerlejer, hvorfra man drev

sæsonbestemt fiskeri, dels til selvforsyning for at supplere det fattige

landbrug (- man havde ofte ikke mere jord, end man kunne grave med en

spade!), dels til videresalg i fastlandets købstæder, for Sønderhos

vedkommende især Ribe - for Nordby: Varde og Hjerting (- Esbjerg er først

vokset op omkring havnen efter 1868).

På grund af de barske levevilkår og mangelen på dyrkbar jord har

Fanø-befolkningen været tvunget til at tilpasse sig nye erhvervsmuligheder,

som skiftende tider indebar. Dette har de gjort så godt, at Fanø har haft en

storhedstid med en af landets største sejlskibsflåder. Men denne udvikling

stoppede med industrialderens stigende krav til specialisering og kapital,

dels på grund af en konservativ indstilling, som forhindrede overgang til

dampskibe, dels fordi det måske var for stor en opgave, som man i hvert

fald ikke kunne blive enige om at løse i fællesskab. Netop fællesskabet

havde varet organisationsformen i sejlskibstiden, hvor det principielt var

sådan, at skipperen var reder på eget skib, støttet af anparter overvejende fra

slægt og venner.

Indtil 1741 var Fanø krongods, men nu købte øens befolkning sig i

fællesskab fri af kronen, et faktum, der gavnede den frie handel. Før den tid

havde man været afhængig af købstaden Ribe, som havde privilegier på

handel, søfart og mølleri. Al handel foregik over købstaden (- Ribe havde

også privilegium på musikken: Sønderhos første kendte spillemand Jes

Sønnichsen måtte i 18o2 indgå økonomisk kontrakt med stadsmusikanten i

Ribe). Afhængighedsforholdet fortsætter i nogen grad til 1800-tallets sidste

halvdel, hvor Fanø frigør sig. Tværtimod bliver fastlandet afhængig af Fanø

og dens sejlskibsflåde.

Fra omkring år 18oo blev søfarten det altdominerende erhverv. I

begyndelsen var der overvejende tale om lokal vadehavssejlads på

fastlandets byer samt Hamborg-Altona. Op mod 187o'erne tiltager skibene i

størrelse, og farten går nu på alle verdensdele. Som før nævnt var

størsteparten af flåden små aktieselskaber, hvor skipperen og hans familie

havde majoriteten. Disse småredere kunne ikke magte det økonomiske


spring, som overgangen til dampskibe krævede. Og med sejlskibstidens

endeligt var det også slut med Fanø's storhedstid.

Hovederhvervet er i dag turisme, og Nordby fungerer som soveby til

Esbjerg, den pionerby der grundlagdes ved kongelig resolution i 1868, og

som skulle overtage Fanø's rolle i damp/motorskibenes og industriens

tidsalder.

Sønderho er kaldt "byen ved verdens ende". Den fremtrender i det

væsentlige som den har gjort siden begyndelsen af forrige århundrede, og

der gøres en stor indsats for at bevare den, især af "Fonden Gamle

Sønderho" som stiftedes 1928 af "emigrerede" sønderhoninger. Over

halvdelen af husene ejes i dag af udenbys folk, de såkaldte "faste

sommergæster", og bruges kun til sommer-beboelse.

Før jeg går nærmere ind på det gamle Fanø-samfund og de ægte

traditionsbærere, vil jeg gøre rede for, hvad der rører sig i tiden vedrørende

brug af traditionel folkekultur, sådan som den bl.a. er overleveret af

Fanø-befolkningen. Dette kan jeg vist ikke gøre bedre end ved at gøre rede

for Dorte og Peter Uhrbrand's livshistorie. Deres hidtidige livsforløb er

nemlig på væsentlige punkter sammenfaldende med stadier i den moderne

folkekultur-strømning.

Følgende redegørelse er på grundlag af min samtale med dem den 21-7-83 i

Sønderho:

3. Et perspektiv over den moderne folkekultur-interesse,

belyst ved Dorte og Peter Uhrbrand's hidtidige livsforløb

Dorte og Peter Uhrbrand kommer begge udefra, men har nu slået sig ned i

Sønderho, hvor han arbejder som medhjælper for den lokale tækkemand, og

hun arbejder som sygehjælper. Desuden fungerer de begge som spillemænd.

De har i dag en datter på knap et år.

Peter kommer oprindeligt fra Vejle og har omkring midten af 7o'erne læst til

socialrådgiver i Esbjerg. Herfra var han i 1976 i praktik på Holstebro

kommunale Ungdomscenter. I samarbejde med FOLKEMUSIKHUSET I

HOGAGER var der her store aktiviteter i gang vedrørende brug af tradi-

tionel folkekultur overfor ungdommelige sociale tabere. Peter spillede guitar

på det tidspunkt, men fik af traditionsbæreren Thomas Thomsen, Holstebro

impuls til at gå over til violin. Af samme Thomas fik han derefter under-

visning i spillemandsviolin.

Efter endt uddannelse blev Peter ansat på Ribe Amts Ungdomscenter i

Ølufvad. Lederen af dette center var Ole Halskov, som fra amtets side var

blevet opfordret til at etablere centret på grundlag af sine ideer om

terapeutisk brug af folkekultur udviklet i samarbejde med HOGAGER.


Til belysning af hans ideer kan anføres et citat1. Ole Halskov skriver her:

... Når noget er ved at blive katastrofalt, er der altid nogle, der prøver at

købe sig en løsning. Det sker da også nu. Store firmaer og offentlige

institutioner køber psykologer, sociologer og psykiatere til at finde frem

til modeller, der kan bedre samværsformerne. Den for tiden nok mest

omtalte model hedder sensitivitetstræning.

Hvad er det da, man får for pengene - Jo - man får det, som var

hvermands eje, før det store eksperiment begyndte. Man får det ganske

vist i en unuanceret og noget forkrampet udgave, og som regel kun til

engangsbrug.

Man får lært at give hinanden hånden - det gør man bedre ved at

danse fynbo.

Man lærer at vise sine .følelser i andet end ord - det gøres bedre i en

kyssedans eller i en familievals.

Man lærer at tale direkte - det lærte man efter naturmetoden gennem

visesang og fortælling.

Man nuancerer sin opfattelse, følelsesmæssigt og intellektuelt, af sig

selv, ved at opleve sig selv i en gruppe, der arbejder med bodymove-

ment (kropsøvelse) og samtale - det er alt sammen noget, som til alle

tider var hvermands eje i samværet omkring spillemandsmusik og

gammeldans, visesang og fortælling.

(...)

Vi kan ikke vende tilbage til gamle dages levevis, men vi kan heller

ikke lade 'eksperimentet' fortsætte uændret, for det er i dag indlysende,

at det er umuligt at ansætte hjælpepersonale nok til at afbøde blot de

værste virkninger (skolepsykolog, psykiater, socialt personale mv.).

Man kan også, se optimistisk på det hele og sige: "I dag har vi så meget

mad i huset, at vi har fritid og kan vælge vores samværsform". Det mest

nærliggende er da at gå til dem, der kan den gamle samværsform - den,

der har eksisteret til alle tider undtagen det sidste halve hundrede år - få

lært grundsproget, modersmålet, igen og så se, hvad det kan udvikle sig

til. Det kan ikke købes, men man kan købe arbejdsopskriften, dvs. man

kan give dem, der har erfaringerne (traditionen) endnu lejlighed til at

komme til. orde.

Dem, der kan, er de gamle og de glemte - dem, der har haft mindst gavn

af velstandsudviklingen. Nogle af dem er dem, der på grund af vrøvl i

familien er blevet opdraget hos deres bedstemor, og nogle kan man

finde i de alternative samfund.

1 Citat af Ole Halskov: "Folkemusikhus 1", side


- På basis af disse og lignende ideer arbejdede Peter som nævnt her som

socialrådgiver. Men efter hans mening viste ideerne sig desværre ikke at

holde stik - nok mest på grund af, at de unge ofte var så dårligt kørende, at

de ikke var i. stand til at leve op til ideerne om aktivt samvær. Desuden

fokuserede man nok for idealistisk og ensidigt på den musikalske side.

Enden. blev, at Peter rejste derfra.

I første omgang flyttede han til Nordby på Fanø, hvor han lejede et hus

sammen med andre unge. Her kom han til at fungere sammen med lokale

spillemænd, især Ole Mouritzen fra gruppen SAND PÅ GULVET, og i den

sammenhæng traf han Dorte, som kom til øen i anledning af en opgave til

HF om sønderhoning-dans og -musik.

Dorte er fra Roskilde, hvor hun startede med at gå til guitarundervisning.

Det blev imidlertid hurtigt til violin i stedet, først klassisk, men snart

spillemandsviolin. Her var hun medlem af FOLKEMUSIKFORENINGEN

LIRUM LARUM.

Omkring midten af 7o'erne voksede denne forening fra et medlemstal på

10-15 til over hundrede (fra hele Nordsjælland). Dette resulterede i, at Dorte

sammen med nogle andre startede SPILLEMANDSLAUGET og ligeledes

FOLKEDANSERLAUGET, da man fandt ud af, at man faktisk også. kunne

danse til den musik. Det skete alt sammen efter inspiration fra bl.a.

HOGAGER og Sverige. Den eksplosive vækst af foreningen er et eksempel

på, hvor stærkt det gik med folkemusik-interessen i 7o'erne. Det skete

lynhurtigt. FOLKEDANSERLAUGET startedes efter at man havde forsøgt i

de etablerede folkedanserforeninger uden at finde sig tilrette her.

Man ønskede i det hele taget at arbejde med en levende tradition, hvilket

imidlertid ikke fandtes lokalt på det tidspunkt. Derfor hentede man

inspiration mange steder fra - bl.a. fra Fanø - og Dorte kom som nævnt i den

anledning til øen og traf Peter og sin skæbne. I 1978 flyttede hun sammen

med Peter til Sønderho, hvor de har købt hus.

Det skal nævnes, at man senere i Roskilde har fundet lokale

nodeoptegnelser men ikke levende tradition med undtagelse af en enkelt

spillemand fra oplandet.

Folkemusik-aktiviteterne i Roskilde trak altså i 7o'erne interesserede fra hele

Nordsjælland, men mange har nu fundet ind i andre sammenhænge. Dorte

mener, at Roskilde-aktiviteterne har været impuls til mange rundt omkring.

Det har alt sammen haft den funktion, at folk er kommet videre. Nogle har

fundet ind i en lokal-tradition - hvad Dorte jo altså sammen med Peter har

gjort på en højst original måde.

- Gennem Dorte og Peter's hidtidige livsløb har vi nu berørt forskellige

faktorer i den moderne folkekultur-strømning:


1) FOLKEMUSIKHUSET I HOGAGER, startet i 1972 af Thorkild og

Anelise Knudsen som en aflægger af Dansk Folkemindesamling. - Man ville

have forskningen væk fra skrivebordet og "ud på gulvet". Dvs. man ønskede

at arbejde i praksis med folkemusikalske udtryksformer i samarbejde med

folk, der stadig havde et levende forhold til traditionen (- de ægte

traditionsbærere).

2) Mødet med en traditionsbærer (Thomas Thomsen i Holstebro).

3) Terapeutisk brug af traditionel folkekultur (Ungdomscentrene i Holstebro

og i Ribe amt - 'Ølufvad') - inspireret af HOGAGER og etableret som

offentlige institutioner til varetagelse af ungdommelige sociale tabere.

4) Starten af et FOLKEMUSIKHUS efter HOGAGER-inspiration

(Roskilde-aktiviteterne).

5) Fanø-folkemusikgruppen SAND PÅ GULVET, som på grundlag af

Fanø-traditionen benytter grammofonplade-mediet (- hidtil fem LP'er med

et gennemsnitligt oplag af ca. 15.000) og koncertformen ude omkring i

landet, foruden at de medvirker ved lokale fester - samt enkeltvis spiller

sammen med andre af øens spillemænd. (I turisttiden kører deres plader ofte

i højtalerne på færgen Esbjerg-Nordby og i bussen til Sønderho).

6) Dorte og Peter slår sig ned i Sønderho, hvor de lever på lokal-

befolkningens vilkår og i den sammenhæng også fungerer som spillemænd.

- Som før nævnt ønsker jeg i så vid udstrækning som muligt at lade

nøglepersoner gøre rede for deres eget syn på situationen og derigennem

lade et mønster træde frem.

I bilag 1 og 2 bringes mine samtaler med Peter Uhrbrand og Nils Thorlund

(Nils Thorlund er banjo- og guitarspiller i SAND PÅ GULVET. Desuden

laver han visetekster og kompositioner. Han er folkeskolelærer i Nordby).

Disse samtaler kommenteres senere.

Forinden vil jeg gøre rede for de 'ægte' traditionsbærere ("de gamle") og det

samfund, de har levet i og er et produkt af. Dette afsnit vil jeg koble

sammen med en første beskrivelse af viserne og deres funktion.

4. - Om det "traditionelle" samfund

og de "ægte" traditionsbærere

- Da det jo er endnu levende folkekultur, jeg arbejder med og ønsker at

belyse, har jeg valgt at gøre rede for det gamle Fanø-samfund (Søn-

derho-samfund) primært på grundlag af Sønderho spillemanden Frits Brinch


og fru Sinne Sonnichsen, sådan som de ser det i dag, og som det fremgår af

vedlagte eksempelbånd optaget af. mig 17. maj 1983 hos Frits Brinch i

Sønderho. Fru Sinne Sonnichsen er i dag 81 år, og Frits Brinch 71.

Jeg gør mig helt klart, at det er en kunstig situation at komme ind i folks

private stuer med en båndoptager - endda folk, man ikke kender på forhånd.

Men tingene udviklede sig heldigvis sådan, som jeg håbede forinden:

stemningen steg henad vejen, og det hele blev meget gemytligt og inspire-

rende. - Men der var også på forhånd tilstræbt, i så høj grad som muligt, en

festlig stund, så det blev så ægte som gørl.igt. - Jeg havde nemlig taget

bakskuld med (- en Fanø-specialitet: tørret og røget fladfisk. - Der er også

en vise, der hedder 'bakskind-visen' - se senere:) og en snaps til kaffen.

Nogle af disse varer fik vi taget hul på før mikrofonen kom på bordet, så vi

fik os snakket ind på hinanden - lærte hinanden lidt at kende.

Frits Brinch havde på forhånd erklæret, at han ville styre, hvad der skulle

siges. Jeg tror, at han lært af erfaringen havde en skepsis for, hvad dette

skulle bruges til. Men på den anden side kom jeg til at mærke, at han godt

ville meddele sig, hvis han fik tillid til en. Det betyder noget for ham, at det

overleverede bliver forvaltet med respekt. Men som sagt: det udviklede sig

til noget mere, end det var lagt op til fra starten, og det kom heldigvis til at

ligne - tror jeg - nogle af de situationer, hvor den kultur ellers er blevet

brugt.

På grundlag af eksempelbåndet vil jeg i det følgende gøre rede for grund-

forhold vedrørende den traditionelle kultur og livsvilkårene. Det er iflg.

sagens natur Sønderho-samfundet, det kommer til at dreje sig om. Det er

ikke strengt nødvendigt at kende båndet.

- Et gennemgående træk er, at både musik, danse og sange er præet af søen.

Dette er ikke underligt i en lille by, der kryber i ly for det uregerlige

Vesterhav, og hver hovedparten af den mandlige befolkning var sejl-

skibssømænd. Når jeg hører Frits Brinch's violin, lyder den for mig, som

kom den langt ude fra heden eller havet i en tålmodig underkastelse under

en stor natur - den natur, der ikke bare er en idyl, man tager ud i om sønda-

gen, men ganske enkelt grundlaget for eksistensen, de elementer, man skal

fravriste sit levebrød, ofte med fare for liv og lemmer.

Året 1825 var fx. et skæbneår for Sønderho: 40 kvinder blev enker og

100 børn faderløse ved skibsforlis. Det var i sandhed en katastrofe for en

lille by.

Sinne Sonnichsens barndomsminder (på eksempelbåndet) efterlader et ind-

tryk af et ordnet og overskueligt univers. Børns lege viser nemlig altid noget

om deres virkelighedsbillede: gættelegen med, hvem der bor hvor, er med til

at børnene på frugtbar vis kan orientere sig i deres virkelighed - en

virkelighed, de kan magte.


Sinne nævner konfirmationen som et skel ved overgangen fra barn til

voksen samt offer til præst og degn under procession med orgelledsagelse.

Hvad man end mener om disse ting, så er disse rituelle udfoldelser også med

til at sætte tingene på plads i børnenes bevidsthed - også selv om de evt. gør

oprør imod dem: der er noget, man ved, hvor er.

Man kan også forestille sig præstens helt nødvendige rolle som sjælesørger i

den før nævnte katastrofesituation. Der var anderledes grobund for, hvad

præsten stod for, end hvad der som regel er tilfældet ved en moderne

begravelse.

Det var i øvrigt sådan, at når pigerne blev konfirmeret, skiftede deres dragt

karakter. Det samme skete igen., når de blev gift.

Ved konfirmationen fik de i tilgift en ligklædning, som omhyggeligt

blev gemt i dragkisten til dødsdagen - og når de blev gift, fik de samtidig en

enkedragt, som ligeledes lå i dragkisten, til der kom bud. Desuden signa-

liseredes i dragten gift eller ugift stand, hel- eller halvsorg osv. Der er

egentlig - synes jeg - noget rørende over den symbolik: man underkaster sig

de vilkår, der alligevel ikke kan være anderledes.

Angående dragten må det nævnes, at drengene og mændene aldrig har båret

"nationaldragt" på Fanø: manden var globetrotteren, der kom hjem i mode-

tøj fra fremmede himmelstrøg, mens kvindedragten var tegnet på en speciel

kvindetype, nemlig hjemmefødingen, der havde ansvaret for det hele der-

hjemme. Foruden almindelige huslige pligter og børnepasning måtte hun

tilse dyrebestanden, der for de fleste bestod af nogle høns, et får og en ged,

en gris og evt. en ko. Desuden var hun ofte "korresponderende reder". Det

lange fravær af mand og voksne sønner har været et problem for såvel

kvinder som mænd og tematiseres ofte i viserne.

Man skal ikke romantisere mændenes tilværelse på, sejlskibene. Det har

været et hårdt liv under primitive forhold med mangel på friske fødevarer og

ferskvand og mulighed for en ordentlig hygiejne ombord - for ikke at tale

om de mange forlis.

Et andet grundlæggende træk ved det gamle samfund var nabofællesskabet,

kaldet grandelaget. Det, Sinne siger herom på båndet, kan suppleres med

Hans Brinch's udtalelser fra Sønderho slægtsromanen: De kom til verden,

levede og døde (s 15-16):

............ Naboskabet og hjælpsomheden. er som i en myrekoloni.

Fællesskabet dominerer, og det, man ikke selv kan klare, får man hjælp

til af naboen. 0g det er endda sat i system! Man tager fat med "æ

granle's" høhøst, gravning, skibsreparationer o.m.a. Hvis man spørger

sønderhoningerne, hvorledes det virker i praksis, fås det svar, at

beboerne er forenede i såkaldte grandelag, der har gensidig pligt til

hjælp og opofrelse, når der er brug for dem. Når så arbejdet er overstået,


serverer den nødstedte nabo kaffe og sætkåg', eller somme tider baks-

kuld og kaffepunse. Det virker godt, det gamle system.

(...)

... slægtssammenholdet i byen er endnu stærkere end naboskabet. Man

bygger ganske åbenbart sin eksistens op på familien med alle de hensyn,

der kan og skal tages. Ikke i paradisisk enighed, (...) men med

urinstinktets forståelse for sammenholdets fordele.

Trods hårde kår og uden kendskab til blødsødenhed vokser sønder-

honingbarnet op i en særlig tryghedens atmosfære, som fastlændere har

svært ved at sætte sig ind i. Den omstændighed, at man fødes, opvokser,

modnes, ældes og dør under slægtens evigt udbredte vinger, resulterer i

en livslang tryghedsfølelse for små og store. (...) Alle står de last og

brast i småt som i stort, i sorgens som i glædens stunder, og det op-

voksende barn kan føle stamtræets rødder alle steder. Undtagen hvor

sviende fejder har revet dem varigt op:

Side 26 fortsætter Hans Brinch:

Allerede i det helt gamle Sønderho herskede der visse ideer om, at det

var 'umandigt' at række hånden til forsoning. Ideer blev til skikke i det

isolerede samfund, og visse skikke er blevet til svøber!

Hans Brinch antyder her nogle negative sider ved det traditionelle samfund:

en vis selvfølende stivsindethed. - egenskaber, der måske er fremavlet af det

hårde liv. En anden karakteristisk egenskab hos sønderhoningerne var en

tendens til uniformering og ensretning: den, der skilte sig ud fra

fællesskabet og fx. ikke ville gå ind i søfarts-erhvervet, blev kanøflet.

Ligeledes tenderede Sønderho-fællesskabet mod, at man sluttede sig

sammen mod nogle andre: Mod fannikerne og mod dem fra fastlandet.

Derimod har man været åben overfor folk fra fjerne lande - de steder, man

havde forbindelse med gennem sejlskibserhvervet. Det tætte samfund har -

som alt andet - sine positive og negative sider. I øvrigt gælder det, at det, der

her er sagt om Sønderho-samfundet, har gyldighed for de fleste

"traditionssamfund". Dette samfund har bare overlevet længere på Fanø.

Man kunne jo godt tro, at Sinne Sonnichsen og Frits Brinch fortaber sig i

gamle dage - men jeg synes, at det klart fremgår af eksempelbåndet, at de

forholder sig aktivt til tiden og den aktuelle situation med. deres kultur.

Sinne har selv udvalgt de viser, hun ville synge, og hun begyndte med "Hver

glædens ven", som hun ikke sang efter hukommelsen, men efter sangbogen 2. Hun har valgt den sang, fordi den (for mig at se) står i relation til hendes

egen positive og livsbekræftende holdning. Sin høje alder til trods er hun på

ingen måde gået i stå.

Jeg hefter mig ved, at Sinne i nogle små, men væsentlige detaljer ændrer

teksten. I bogen hedder det fx.: "Glæden er lig en flygtig ven,/ som på en

rejse man finder..." Men Sinne synger: "Glæden er lig en trofast ven...". I

sidste strofe hedder det på lignende måde: "Hil hver en gæst ved dette bord,/

2 Gamle Viser og Sange, sunget på Fanø (Fonden Gamle Sønderho, 2. udg. 1981).


venskab og enighedskæde." Her synger Sinne: "...venskab og

evighedsglæder." I sådan nogle små ting viser hun, at sangene siger hende

noget personligt og betydningsfuldt. Hun tager det ikke i den henseende så

nøje med originalitetstroskaben. Sangen bliver tilpasset hendes personlige

udtryksbehov og får på den måde en aktiv funktion, bliver udtryk for en

personlig kultur.

Som nummer to vise sang Sinne "I barndommens dage", en vemodig sang,

hvori det hedder: "Nu vide vi først, hvad vi ejed. en gang, / nu ved vi først,

hvad det var værd,..." - Og videre: "I barndommens dage var alt som et hav /

af perler og flydende guld, / da vidste vi ikke, der fandtes en grav, / et

gemme blandt stene og muld..."

De to viser aftegner tilsammen et univers af konkret virkelighed, håb og

drømme - en dyb viden om glæders og sorgers beskaffenhed, og som om-

spænder lyksalighedsdrømme sammen med erkendelsen af den ventende

grav - som igen afbalanceres af håb om evighedsglæder.

De to viser er ikke, hvad man i stram definition kalder traditionelle, idet

man her hefter sig ved den mundtlige overlevering på grundlag af gammel

tradition. Dette definitionsspørgsmål tages op senere: - Måske er viserne

også mere finkulturelle end egentlig folkelige.

Den tredje vise, som Sinne sang, er derimod typisk traditionel efter de

forannævnte definitioner. Visen hedder "Hist hvor nattergalen", og det var

hendes fars sang, forklarer Sinne: Hver havde deres yndlingssang, som man

kunne synge, når der var selskab, ved hjemmehygge eller imellem at man

dansede.

Denne vise kan man vist godt karakterisere som en romantisk

virkelighedsflugt: drømme om fuldkommen kærlighedslykke i retning af

Adam og Eva i Paradis. Omkvædet lyder: "For der hvor fuglen bygger, /

hvor min elskte bor, / skjuler jeg min lykke / for den hele jord." Jeg ser

imidlertid ingen grund til at forkaste den type viser, for jeg tror, at vi har

brug for dem ind imellem. Og vi har alle en eller anden form for

"turistholdning", som får os til at skeje lidt ud ind imellem de kontante

realiteter og nødvendigheder. Hvis man ved, hvor den slags drømme har

deres plads, og hvad funktion de har, så er de vel i det mindste harmløse -

og set i forlængelse af Nils Thorlunds "flippe lidt ud og hæve sig over

planet!" kan de vel endda. være gavnlige.

Denne vise sang Sinne efter hukommelsen.

I modsætning til Sinne, lægger Frits Brinch i sin musik stor vægt på

originalitetstroskaben overfor, hvad han har lært af sine forfædre - eller

måske rettere overfor det grundlag i virkeligheden, som musikken bygger

på: søens og sejlskibssamfundets realiteter - et uforklarligt særpræg, som

bl.a. Peter Uhrbrand gør en kæmpeindsats for at tilegne sig.


Angående forholdet mellem musik, dans og visesang er det vist har på sin

plads at gøre opmærksom på, at disse ting altid har været indbyrdes tæt

forbundet på Fanø. H. Grüner Nielsen skriver3 :

...en særlig interesse har Sønderhodansen som sagt derved, at sang er så

nøje knyttet til denne dans. Det er mærkeligt at træffe denne gamle og

overalt i Europa tidligere meget gængse danseskik i så fuldt flor her i

landet så nær op imod vor egen tid (1920 - PH.). Det er jo ikke alene i

middelalderen, at man til folkevisedans og legedanse har brugt

sangtekster, men langt ned i tiden benyttede man tekststrofer til al slags

dans, snart en visetekst, snart en kort lyrisk dansestrofe...

- Som Frits Brinch også taler om på båndet, bruger man på Fanø at "kvaje" -

at kvæde, dvs. at synge uden ord til dansemusikken - en praktisk

foranstaltning med kun én spillemand, som det ofte har varet før i tiden, og

desuden en stemningsforhøjende faktor: Alle tager med arme og ben samt

stemme del i den fælles aktivitet.

- De resterende viser på eksempelbåndet er alle groet spontant ud af

samværet. Der er ikke fra min side tale om nogen udvælgelse, men de viser,

der er groet spontant ud af et samvær er (i overensstemmelse med min

grundtese) i aktiv respons til den aktuelle nutid.

Visen "Imellem Esbjerg og Fanø" er slet ikke nogen gammel vise. Det siges,

at Ålborgenserne er meget fortørnede, for det er deres vise, der er blevet

hugget. - Efter deres udsagn skulle det være foregået "imellem Ålborg og

Sundby". Men det er det med den traditionelle kultur: man tager, hvad man

kan bruge og tillemper det til eget formål uden særlig hensyntagen til, hvor

det kommer fra. Visen har nok højst 50 år på bagen her i Fanø-Esbjerg

området, og den er i de senere år blevet kendt gennem SAND PÅ GULVET,

som har taget den op. Det er tydeligt, at Frits Brinch og Sinne tager den

positivt med.

I øvrigt kan visen nok ses som typisk for udviklingen i sømands-

sangene: i og med at Fanø-folkene ikke længere på liv og død er afhængige

af sømandslivet, tager sangene en drejning hen i retning af det humo-

ristisk-sarkastiske (dette gælder også Nils Thorlunds "Nu har vi kun

minderne" og "Helgolandsfærden" se senere).

Bakskuld-visen er i kontant relation til den aktuelle situation, for vi havde

netop fået den ret. I tilknytning til den vise kan det siges, at visesang næsten

altid trives i fællesskab af en eller anden art, og viserne tematiserer noget,

man er fælles om - her noget så banalt som en specialitet på det kulinariske

område.

Denne vise tilhører ligesom den foregående absolut lokaltraditionen, men

heller ikke denne er hverken gammel eller mundtlig overleveret. - Anonym -

3 H. Grüner Nielsen: Folkelig Vals, side 45.


som traditionel folkekultur er i snæver definition - er den heller ikke. Den er

skrevet af Chr. Sneum, forhv. viceskoleinspektør i Nordby (7885-1962). - I

det hele taget er det min erfaring ved. beskæftigelse med traditionel

visesang, at der i praksis ofte har været en vekselvirkning mellem skriftlig

og mundtlig form. Nogle mundtligt overleverede viser har fx tilsyneladende

oprindeligt været lært udenad efter skillingstryk el. lign. - og omvendt byg-

ger mange skillingstryk på mundtligt overleverede viser.

Visen En lille by jeg kender er i finlitterær tradition, men tages ligeledes

positivt op af Frits Brinch og Sinne. Den er i sig selv en hel gennemgang af

Fanøs historie og udtryk for stor kærlighed til Sønderho. I omtalen af den

(på båndet) viser Frits Brinch et udviklet poetisk sindelag. Vedrørende dette

må jeg sige, at sådan som jeg i forskellige sammenhænge har mødt aktiv og

levende udøvelse af folkekultur, har den altid været udslag af en trang til en

kunstnerisk dimension i hverdagen ( og festen), en frugtbar højnelse af

livsværdierne. - Dette gælder i relativ forstand også, selvom der har været

tematiseret noget under bæltestedet.

Æ Hollænder er et rent instrumentalnummer, men som man kan høre,

begynder Sinne helt spontant at 'kvaje' - synge uden ord.

Fra Vaudevillen "Slægtninge" af Henriette Nielsen kommer sangen "Fanø,

oh Fanø." Sinne har deltaget i opførelsen af denne i dilettant - dels i

"Andelshuset", dels i Fanø-foreningen i Esbjerg. Handlingen i stykket er

henlagt til Fanø.

Som vel bekendt har ministrene Bomholt og Kampmann haft sommerbolig i

Sønderho. Jeg synes, at Frits Brinchs fortælling om Kampmann (på båndet)

er en perle af gammel fortællekunst. Fortællingen omhandler jo

repræsentantskabsmøde i foreningen "Fonden Gamle Sønderho" (stiftet

1928) - hvilken Kampmann altså har været med i. det er i det hele taget

kendetegnende, at den store ind sats for at bevare den gamle kultur kommer

fra folk udefra. (evt. som før nævnt fra "emigrerede" Sønderhoninger, men

med strengt nødvendig hjælp fra traditionsbærere som Frits Brinch. Uden

deres indsats var det måske tvivlsomt, om den gamle kultur havde overlevet

i vort århundrede.

En af "Fondens" årlige begivenheder er "Sønderhodagen", der er stillet an

som et traditionelt bryllup med procession gennem byen med spillemænd i

spidsen og alt, hvad der hører sig til af originale dragter. Det har foregået på

nøjagtig samme made i over 50 år - og i alle årene har spillemændene været

Frits Brinch og hans bror Søren Larsen Brinch. Processionen ender på

møllebanken, hvor der bl.a. er sønderhoningdans og dragtfremvisning samt

fællessang.

Efter dette tilbageblik mod det gamle samfund går jeg nu over til:


5. "De unge" og traditionel folkekultur i den aktuelle nutid -

overvejende belyst gennem kommentarer til mine samtaler med Peter

Uhrbrand og Nils Thorlund (bilag 1 og 2)

- Ledetråden skal her være at bringe mit tema i relation til projektet som

helhed, sådan som det udviklede sig på Århus-seminaret 29. okt. til 2. sept.

Derfor bringer jeg først en kortfattet bestemmelse af, hvad vi her fandt frem

til:

- Der har i vor periode (dvs. siden 6o'erne) fundet en accelereret udvikling

sted i den moderne civilisation, som har fået indflydelse på erfarings-

dannelsen, (især hos børn og unge) og dermed på. de kulturelle former:

TV- og massekulturen har gennemgribende ændret socialiseringsgrundlaget

og skabt generationskonflikter og kulturkløfter. Den voksende international-

isme har skabt komplicerede beslutningsprocesser og en følelse af politisk

magtesløshed og; dermed følgende utryghed og angst. Arbejdsdelingen og

køb- og salg-relationerne har haft en afsmitning på bevidsthedslivet og

børns og unges karakterdannelse. Den økonomiske krise har medført

arbejdsløshed. Dette sammen med andre faktorer har skabt en omsig-

gribende overflødighedsfornemmelse. De unge har mistet identitetspunkter

og vender sig ind mod sig selv og mod erstatningsfællesskaber og dertil

svarende kunstneriske udtryk.

I så forandret en verden kan det synes berettiget at stille sig spørgende

overfor traditionen og overleverede erfaringers og kulturformers gyldighed.

Hans Jørgen Nielsen siger fx i Kartoffelsangeren (i "Billeder af en verden i

bevægelse." 198o. side 55):

For størsteparten af det moderne byproletariat er de musikalske

erindringer, hvad enten man synes om det eller ej, mere flyttet til den

danske slagermusik sådan som Gustav Winckler repræsenterede den,

end til det balladesangens og trampedansens frilandsmuseum en del af

venstrefløjen søger at sælge som den sande folkemusik.

- Hertil er at sige, at HJN har fuldstændig ret i første halvdel af sit udsagn -

bortset fra, at de mest dominerende musikalske genrer i dag er showprægede

former, der er idol-dyrkende og - som Nils Thorlund siger - i selve deres

form distanceskabende.

Hvad anden halvdel af udsagnet angår er mine samtaler med Peter og

Nils et kraftigt dementi af, at den folkekultur, som de står for, skulle være

noget "trampedansens frilandsmuseum." Peter og Nils knytter helt klart

vurderingen af traditionel folkekultur i dag til funktionen - at den skal kunne

fungere i moderne sammenhænge.

Jeg ser ikke nogen grund til en minutiøs analyse af samtalerne - referaterne

kan godt tale for sig selv - men jeg kan i flæng trække nogle karakteri-

serende træk frem:


Ifølge Peter og Nils skal traditionel folkekultur have noget at gøre med: - en

levende del af hverdagen - kropslighed - personlighed - lokalsamfund -

nærhed og overskuelighed - meningsfyldt demokrati - levendegørelse af

fælles værdier - tvangfrit fællesskab - fælles baggrund historisk,

erhvervsmæssigt og kulturelt - i relation til de konkrete livsvilkår - del af en

lokalkultur - en fællesnævner - udtrykke en personlig holdning - forbinde de

nære ting med det at flippe lidt ud og hæve os over planet - skaber af et

"rituelt fællesskab" - grundlag for en samværsform - tæt forbindelse

udøver/publikum - skal "swinge" - skal udvikle sig (naturligt?) - .....

I modsætning til Hans Jørgen Nielsens udsagn peger disse bestemmelser

omkring traditionel folkekultur tvært imod på, at der her er tale om et aktivt

svar på den problematiske virkelighed, der (som skitseret ovenfor) har

udviklet sig siden 6o'erne:

Traditionel folkekultur er i selve sin form social og fællesskabs-skabende.

Den enkelte træder som person ind i et frugtbart samvær der er en levende

del af den øvrige tilværelse, fordi kulturformen bygger på fælles baggrund

historisk, erhvervsmæssigt og kulturelt. Når de gængse litterære former er

skabt individuelt for at konsumeres individuelt, er de folkemusikalske

udtryk skabt ud af et fællesskab for at bruges i et fællesskab (- frit efter

Thorkild Knudsen).

Traditionel folkekultur som vi møder den på Fanø er ikke i sig selv udtryk

for politisk standpunkttagen, men er derimod i højere grad sanseliggjorte

former, der mere taler til intuitive og følelsesmæssige lag i personligheden.

Men derimod i funktionen er den en levendegørelse af frugtbart fællesskab

mennesker imellem. Og på den måde har den en formende indflydelse på

virkeligheden - endda i meget realistisk forstand, nemlig der, hvor man har

reel muligheds for at handle: i de miljøer, vi færdes i til daglig, i

lokalsamfundet, i de tætte relationer - der hvor ordet demokrati får mening,

som Nils siger.

Både Peter og Nils har givet udtryk for, at de føler sig priviligeret fordi de

lever et sted med en ubrudt og stadig levende tradition. På den måde er Fanø

- som jeg nævnte i indledningen - ikke typisk og repræsentativ - men

forholdene her kan derimod. gælde som mønster.

Folkemusikhusbevægelsen, som vi strejfede gennem Dorte og Peter Uhr-

brand, er udtryk for et ønske om at lære det traditionelt folkemusikalske

sprog igen fra grunden af. Dette skyldes bl.a. en erkendelse af, at de

fremmede kulturformer, der har oversvømmet os i voldsom grad i det meste

af dette århundrede - at disse former i det lange løb virker utilfredsstillende.

De er ikke del af vor krop og sjæl, og mange af dem er også karakteriseret

ved at være en passiv iagttagen af en overmægtig, kompliceret og tilsy-

neladende selvstyrende virkelighed.


På vedlagte eksempelbånd er den sidste halve time (side D) at betragte som

en illustration af det foregående: at viserne er en levendegørelse af frugtbart

fællesskab mennesker imellem - på en eller anden måde udsprunget af

fælles baggrund. - Dette mere end at de tematiserer problemer og

problemløsninger. Der er desværre ikke plads og tid til her at arbejde

nærmere med visestoffet.

Viserne er allesammen udført af SAND PÅ GULVET, og der er stort set en

kontinuitet, således at de udpræget traditionelle viser kommer først, mens

Nils Thorlunds nye viser (på traditionens grund) kommer sidst.

6. Afsluttende bemærkninger og arbejdsrapport

Det skulle gerne fremgå af det forudgående, at der fra udøvernes side er tale

om en vis bredde i forhold til traditionen: Nogle yder en indsats først og

fremmest for at bevare det gamle. Andre ser mere på funktionen i vor

virkelighed i dag og tager af traditionen, hvad de kan bruge - og gør det så i

en personlig fortolkning.

Det gælder ligeledes for udøverne af folkekultur - som vi har truffet dem - at

de gennemgående er modtager-orienteret (publikumsorienteret): de har

bevidstheden om, at det er opgaven at opbygge en stemning (fx som

spillemand) og lægge grund til et fællesskab - et fællesskab, der er præget af

med-aktivitet (i dans - synge med på omkvæd - gynge i arm...). Dette

fællesskab kan så være meget dybtgående, eller det kan indskrænke sig til et

tilfældigt drikkebroder-selskab.

Simplificeret sagt bygger traditionel folkekultur ofte på ritualiserede former,

der ikke går tæt på den enkelte, men nøjes med at give rammer for den

nævnte med-aktivitet: kropsligt i dans - i fantasien gennem visernes

antydende billeder, der giver rum for personlig medskaben.

Endvidere synes jeg, at de foregående sider giver et billede af en kulturform

i udvikling både i stof (Nils Thorlunds nye viser på traditionelt grundlag) og

i holdning (som demonstreret adskillige steder i teksten).

Den moderne strømning omkring traditionel folkekultur er nok - som andre

af de i projektet behandlede kulturelle former - et symptom på krise i vor

moderne civilisation. Men jeg mener, at det af det foregående er godtgjort,

at der her er tale om et aktivt svar på vor civilisations problemer.

Jeg er godt klar over, at mit tema ikke dækker nogen bred. strømning rent

talmæssigt - men på Fanø slutter de fleste beboere - unge som gamle - op

omkring lokalkulturen. Måske kan Fanø betragtes som en slags

laboratorie-verden for et kulturelt forsøg, en virkeliggørelse af noget der

ligner Ebbe Reich Kløvedal's utopier, som Ursula behandler i sin opgave om

ERK's forfatterskab og den historiske roman. Disse utopier går netop på


levende fællesskaber, som ERK anser for nødvendige, hvis vor civilisations-

krise skal overvindes.

Personligt er jeg meget involveret i mit tema. Jeg er bl.a. gennem

nærværende studium kommet til klarhed over problemer vedrørende den

såkaldte finkultur - om denne kultur står for en dækkende beskrivelse af

virkeligheden - et problem, som er blevet forstærket gennem mit daglige

arbejde "med træsko på" (som maskinmester på elværk i Esbjerg) i forholdet

til arbejdskolleger.

Blandt andet disse anfægtelser har haft den følge, at jeg for et par år siden

fandt harmonikaen frem igen, som jeg ikke havde spillet på i over tyve år.

Og jeg er gået i lære hos de gamle spillemænd (Thomas Thomsen i

Holstebro) og visesangere. De sidste par år har jeg gjort mange praktiske

erfaringer med anvendelse af traditionel folkekultur i forskellige

sammenhæge: Private fester, skolefester, gadefester, højskolekurser,

Folkemusikhusringens arrangementer, Esbjerg Folkemusiklaug. Desuden

spiller jeg på min arbejdsplads med i en spillemandsgruppe, hvor vi mødes

en aften hver uge.

Det er altså både i teori og praksis, jeg arbejder med traditionel folke-

kultur, og det vil være min hovedinteresse fremover.

Som naturligt er, har jeg vældig lyst til at fortsætte arbejdet med

lokalkulturen her, hvor jeg bor: i Esbjerg-Fanø området.

___________________

Bilag 1. Referat af min samtale med Peter Uhrbrand

21-7-83 i Sønderho

- Først vil jeg citere Peter fra hans artikel i VEST MUSIK, juni 1982, side

17-18:

... Som bekendt har Sønderho en århundredlang musik- og danse-

tradition, som i dag lever i bedste velgående, bl.a. på grund. af brødrene

Søren og Frits Brinch, som i en generation har videreført Sønderho-

musikken fra. deres far og bedstefar, altså er der aldeles kvalificerede

spillemænd på stedet. Imidlertid blev Dorte og jeg interesserede i

Sønderho-musikken og har forsøgt at lære dansen, melodierne, tempoet

og rytmen.

Vi har, i den tid vi har boet her, spillet i forsamlingshuset, på kroen og

hotellet, til fødselsdage, bryllup, baller, dilettant, konfirmation etc., så.

man må vel sige, at vi som spillemænd er accepteret i byen. Jeg mener,

at det her er vigtigt at gøre opmærksom på, at min tilknytning til

Sønderho først og fremmest går igennem mit arbejde og min dagligdag i

øvrigt, musikken er og bliver en fritidssyssel på linie med flere andre.


Når jeg interesserer mig specielt for Fanø-musikken, er det

udelukkende, fordi jeg bor på stedet og kan gøre musikken til en

levende del af min hverdag.

(...)

Imidlertid må det, i modsætning til egnsmusik i øvrigt, om

Fanø-musikken og -dansen siges, at den har formået eller rettere

befolkningen har formået, at holde den i levende tradition til i dag, og

der er heldigvis ikke noget, der tyder på, at sønderhoningen eller

fannikedansen er på retur, det er stadigvæk det, der danses til baller og

fester.

Afslutningsvis vil jeg gerne være med til at aflive myten om, at man i et

samfund som Sønderho ikke kan blive accepteret, før man har boet her i

en menneskealder. Det stemmer ikke sammen med vore erfaringer fra

de fire år, vi har boet her og for mit vedkommende fungeret som

håndværker, spillemand og almindelig indbygger.

- Men nu til samtalen:

PH: - Hvorfor eksisterer der levende tradition stadigvæk på Fanø?

PU: - Folk her er godt vant med musik, og de har personlig tilknytning

til spillefolk. - Man må skik følge eller land fly, og man er nødt til at spille

sønderhoning-musik. Det er det, der danses her. Derfor er det nødvendigt at

kunne spille det. Det ligger som et krav til mig at lære det ordentligt, så jeg

tør stå frem. Tilbage i tiden har folk vel også levet i en vis isolation, der har

tvunget dem til at underholde hinanden!

PH: - Har SAND PÅ GULVET haft nogen indflydelse på bevarelsen af

traditionen herovre?

PU: - Der er tradition for, at de en gang om året spiller i

forsamlingshuset i Sønderho. Og det plejer at vire skidegode baller med en

god stemning. Men den måde, de kører gruppen på gør, at de normalt er ret

dyre at engagere. - Men, jo - de betyder afgjort noget for traditionen her på

øen. Men ude omkring i landet tror jeg ikke, at folk i almindelighed

forbinder gruppen med en egnstradition Der tænker man nok mere på visen

"Imellem Esbjerg og Fanø" - og sætter ellers gruppen i bås med andre grup-

per af forskellig art og genre.

PH: - Er det ved den lejlighed. samme publikum, som kommer til jeres

og Brinch'ernes baller?

PU: - Ja, det er det - foruden at der plejer at være mange fra Nordby

med. - I øvrigt har vi en løbende diskussion om, hvad der er den rigtige

måde at spille sønderhoning på. SAND PÅ GULVET's stil er ikke magen til

måden i Sønderho - bl.a. hvad arrangement angår.

PH: - Hvordan trives traditionen ellers normalt her i Sønderho?

PU: - Ja, da holder folk sig som regel til 'brugsspillemænd' som os. Det

er mest Ole Mouritzen jeg spiller med (- Ole Mouritzen spiller i SAND PÅ

GULVET, her mest mandolin) og vi har en særlig spillemands-strategi. Når

vi spiller på kroen for folk udefra, spiller vi Fanø-musik til middagen, dels

fordi vi ved, at de ikke kan. danse det. - Og det fungerer udmærket som

afdæmpet musik, der er rar at høre på. Ole spiller så som regel violin, og jeg


klaver. Så kan vi skifte til to violiner, eller til harmonika og banjo. Men

musikken fungerer her som noget, man ikke behøver at koncentrere sig om.

Man kan tale med hinanden. Vi spiller det stille og pænt. Når bordene så.

ryddes til dans, går vi over til moderne dansemusik - og lusker en totur og

en rheinlænder ind. Men ellers spiller vi det slagne "luder-repertoire": "Hele

ugen alene", "Det var på Capri" og "røvballevalse". Det kan ikke nytte

noget, at vi er frelste og siger, at vi ikke spiller andet end gammel musik.

Det må. vi anse for en speciel form for "højrøvethed". Man må. kunne det

andet også. Over "Aldrig om søndagen" og "Den lille have i Pileallé" må vi

lempe det ind ad bagdøren og lære folk, at den traditionelle musik har nogle

værdier: den virker fx "mobiliserende" når folk siger "go-daw" i kæden. Og

vi har erfaring for, at folk kan lide det. Nar folk har varet ude at røre sig,

nupper de som regel. også en "Totur fra Vejle", fordi den har de hørt før - og

så har de faktisk allerede danset polka. Jeg må, sige, at alt hvad vi spiller,

kan vi lide, men det er den traditionelle musik, vi interesserer os mest for.

Men vi føler det nødvendigt at komme ned fra piedestalen og blande

musikken. På den måde får folk ofte en oplevelse: det var noget andet, og

det var skægt. Folk får øjnene op for det.

I forsamlingshuset og når det er Fanø-folk, spiller vi omvendt fx valse til

spisningen, og Fanø-musik, når bordene ryddes. Men under alle omstæn-

digheder har vi gjort den erfaring, at man ikke må fyre alt krudtet af, mens

folk spiser.

PH: - Hvorfor kan hel-professionelle musikere ikke lære at spille sønder-

honing som folk vil have det. - Skyldes det, at I lever under samme vilkår

som folk og kender miljøet indefra?

PU: - Jeg tror, at det først og fremmest ligger i dansen. Hvis man ikke

har fået den kultur ind med modermælken og først skal til at lære det sent, er

det nødvendigt at danse en masse og lytte en masse. Man må have det ind

gennem benene, ind i hele kroppen. Før man på den måde har det i sig kan

man ikke spille musikken rigtigt: takt - frasering - "de runde kanter".

PH: - Hvad mener du om, at man fx i København interesserer sig for

sønderhoning-dans og -musik?

PU: - Ja, der har de jo en anden form for kultur, end i Vestjylland, så det

var i grunden rimeligt, at de interesserede sig for, hvad de har af traditioner

derovre. Folkemusikhuse er i det hele taget en kunstig form, og jeg tror, at

vejen går over fester og den slags - at man bruger folkekultur i de

sammenhænge, man i forvejen er i. Men når der er tale om en gruppe

mennesker med fælles interesse i disse ting, kan man jo lære af hinanden og

derfra udvikle sig til at bruge det hjemme.

PH: - I har vel en vis konkurrence fra musikere med automatiske el-

orgler. - Hvordan forholder du dig til det?

PU: - Jeg kender orgel-musikere, der musikalsk og teknisk er meget

dygtige. Men der findes el-orgler, der er så automatiserede, at de selv

tilsætter harmonier, bas og rytme. Og det synes jeg ligesom er for let. Her

kræves et minimum af musikalsk kunnen, og jeg synes, at der her er tale om


en slags "røvrendingsproces". I levende musik skal man gøre et stykke

arbejde og kunne et eller andet.

PH: - Hvad med HOGAGER?

PU: - De gør Meget godt for folkekulturens trivsel, men jeg mener, at de

svigter traditionsbærerne, når de ikke er helt aktuelle længere.

PH: - Hvordan er dit forhold til de gamle traditionsbærere her på øen?

PU: - Jeg besøger ind imellem Søren Larsen Brinch og hans kone Birgit

samt deres søn Erling og spiller lejlighedsvis sammen med dem, lærer af

dem. Og jeg har lært meget af Henning "Smed" Petersen, som er meget åben

overfor os unge og gerne giver videre. Og han er en dygtig spillemand.

På fastlandet står jeg i taknemmelighedsgæld til Thomas Thomsen i

Holstebro. - Jeg skylder ham det hele i første omgang.

______________________

Bilag 2. Referat af min samtale med Nils Thorlund

i Nordby 28-6-83

Vores samtale formede sig på den måde, at Nils først skimmede min

disposition for opgaven igennem samt indledning og synsvinkel.

Det viste sig, at han var godt inde i den problematik, jeg havde tænkt

mig at behandle, og vi var hurtigt på talefod. Det følgende er et koncentrat

af en eftermiddags intensiv snak om tingene.

Jeg vælger at gøre rede for samtalen ud fra tre temafelter:

A. Forholdet til traditionen og "de gamle"

- herunder miljø og livsgrundlag i forbindelse med folkekultur, samt om

traditionens fødekanaler (påvirkning - stofudveksling).

B. Folkekulturens væsen

- herunder dens funktion. Desuden folkekultur som vare samt det mere

personlige engagement omkring folkekultur.

C. Folkemusikhuset i Hogager og dets betydning

- Hogagers kulturpolitik og praksis. - Folkemindeforskeren.

Ad. A. Forholdet til traditionen og "de gamle"

- Mit forhold til folkekultur, siger Nils, har noget at gøre med. en bevidsthed

om nationalitet og tradition. Traditionen er en del af min egen kulturarv. Der

har for mit vedkommende været tale om en bevidsthedsudvidelse, der har

ført til et kulturpolitisk arbejde.


Ud fra egne erfaringer mener Nils, at man må lære af "de gamle" på en

naturlig måde. Han har respekt for "de gamle" og erkender sit arbejde som

spillemand for dybt afhængigt af dem. Men man må aldrig arbejde på en

blot og bar kopiering, siger Nils. Så bliver det hele til museum. Her er det

vigtigt, at du som spillemand arbejder lige så personligt med musikken som

ham, du 1ærer af og hvis personlige spillestil, du måske (forhåbentlig)

prioriterer højt.

- Det har varet let for mig at få et naturligt forhold til Fanø-traditionen, siger

Nils, for der har aldrig været huller i den levende tradition på øen. Den har

eksisteret ubrudt i århundreder, både hvad musisk, sang og dans angår.

Desuden er Fanø et udpræget lokalsamfund med nærhed og overskuelighed.

Derved bliver engagement i hverdagen meningsfyldt. - Fanø er heldigvis en

selvstændig kommune, og begrebet demokrati får derved mere mening, fx

mere direkte effekt end i vort forhold til EF-parlamentet. I dette miljø bliver

en lokalgruppe som SAND PÅ GULVET en slags levendegørelse af fælles

værdier. I gruppens viser er der ikke tale om, at vi med ord giver udtryk for

politisk holdning, men jeg mener alligevel, at der er en politisk dimension i

den måde, vi fungerer som spillemænd på. Som lokalgruppe står vi nemlig

som repræsentant for en fælles referenceramme, en fælles folkekultur, og i

den forstand betragter vi os som politiske frontkæmpere, erklærer Nils.

- Som spillemænd føler vi os socialt engageret, idet vi tager afstand fra det,

men kan kalde "den fjerne form". En af opgaverne som spillemand er at

skabe et fællesskab i en festlig stund. For at skabe dette fællesskab må man

hverken gøre vold mod sig selv eller mod publikum. Vi ønsker et tvangfrit

fællesskab, dvs. at begge parter så. vidt muligt skal være med på deres egne

præmisser. Når vi er ude at spille rundt omkring i landet, ved vi ikke altid

hvad slags mennesker der kommer til vore aftener, men vi ved, at de

kommer med forventninger og forudsætninger. - Vi må så håbe, at det

mødes.

Nils fortsætter: Spillemandens måde at spille på har ofte været affødt af de

konkrete forhold. I Himmerland, var der fx som oftest kun 'en spillemand,

hvorfor han blev tvunget til at udvikle en spillestil med meget grove strøg

for overhovedet at kunne høres. Dette er i modsætning til Frits Brinchs

"hjertespil", det finere og mere følsomme, som man kan "tillade sig", når

man har flere instrumenter i ryggen, som det har været tilfældet i Frits

Brinchs tid. - Dette "hjertespil" er nemlig i tydelig modsætning til Frits

Brinchs forgængere, hvilket kan konstateres af de levn, der findes optaget

med faderen og bedstefaderen. I tilknytning til dette erklærer Nils: Hvis ikke

folkemusikken udspringer af den tid hvori den spilles, kan den vel ikke være

folkemusik fra den tid.

- For mit eget vedkommende, siger Nils, har jeg fastholdt mine oprindelige

instrumenter, guitar og banjo, som jeg spillede, før jeg gik over til

traditionel folkemusik. Disse instrumenter er ikke typiske i dansk

spillemandsmusik, men det vigtigste er, at funktionen er opfyldt. Som


sømandsorgel trængte harmonikaen naturligt ind i Fanø-musilrken i forrige

århundrede (1800-tallet), føjer Nils til.

- I øvrigt har Fanø altid været u-dansk, siger Nils. - Øen har ligesom vendt

ryggen til Danmark som en følge af, at alt har været maritimt præget. Når

Jylland er overvejende tysk præget, kulturelt set (rheinländer, vals mm.), så

har Fanø sine kulturelle påvirkninger gennem søfolkene. Det drejer sig især

om Frisland, De Britiske Øer samt Norge. På en af gruppens tidligere

turneer i Skotland kunne lokale folk genkende nogle af deres egne fraser og

"tav" i gruppens musik, fortæller Nils.

- Fra visse Fanø-boeres side har der tidligere været fjendtlige følelser

overfor Esbjerg, den nye opkomling af en by, der gik dem i bedene derovre

på fastlandet. For dem var Esbjerg indbegrebet af de moderne tider,

manifesteret ved udviklingen fra sejl til damp - den udvikling, der skulle

komme til at betyde afslutningen på Fanøs storhedstid.. Der er her tale om

en stram konservatisme, siger Nils. Men Fanø har altså en storhedstid at

bygge sin konservatisme på. I øvrigt er det jo netop denne konservatisme

(ikke i stram politisk/filosofisk forstand), der efter min vurdering kan have

opretholdt den rige lokalkultur igennem de a-kulturelle, rationalistiske årtier

i dette århundrede, siger Nils.

Vedrørende trivselssituationer for visesang, nævner Nils, at man havde et

begreb, man kaldte at "gå i råd" - dvs. man "render sammen". Ved disse

lejligheder sang man ofte, og det var tit sejlskibsviser. Det samme var

tilfældet ved spisegilder før bal, hvor man fik en ret, man kaldte "Sakkuk".

Denne er en bygmelsbudding med sprængt fårekød og kartofler til. Derud-

over fedt med fedtegrever og sirup hældt ud over buddingen. Hertil drak

man varmt hvidtøl med "en pind" i (dvs. brændevin). (- Der er også en vise,

der hedder "Sakkuk-visen" - se senere. PH.)

- For at vende tilbage til Fanøs kulturpåvirkninger gennem søfolkene: - På

vores plade "PÅ BÆNKEN", siger Nils, er de fleste viser mine

gendigtninger af viser fra den sydnorske kyststrækning. Hertil har der

påviseligt været direkte forbindelse ad søvejen, og der er en udpræget lighed

mellem de to områder historisk, erhvervsmæssigt og kulturelt: Begge har

haft en sejlskibspræget storhedstid, og begge har nu turisme som

hovederhverv. Denne fælles baggrund kan mærkes i disse viser. De kunne

såmænd lige så godt have været oprindelige Fanø-viser, hævder Nils. - Men

mine gendigtninger er faktisk en moderne rekonstruktion af, hvad man altid

har gjort på Fanø, kulturel t set: stjæle fra omverdenen og tilpasse stoffet til

de lokale forhold. - Som det er anført på vores nyeste plade "TIDEVAND":

'Tidevandet har tilført de materialer, der har dannet Fanø. Det er også den

stadige tilførsel af nye materialer, der gør, at øen hele tiden ændrer

udseende. På næsten samme måde er det med folkemusikken herovre."

Vores samtale fortsatte nu i retning af, hvor de traditionelle viser er kommet

fra. Dette vil jeg gøre rede for i afsnittet om


viserne, blot skal der her sammenfattes nogle enkelte træk: - Flere af de

viser, der er blevet traditionelle, siger Nils, har navngivet ophavsmand - og

af folk, der er kommet udefra, altså fremmede, der har forstået at trykke på

de rigtige knapper - dog forstået på den måde, at de er skabt på ærlig ment

(og vellykket) indlevelse i lokalforholdene!

Ad. B. Folkekulturens væsen og funktion...

- Folkekultur skal udspringe af tiden, erklærer Nils, være i relation til de

konkrete livsvilkår. Han nævnte i den forbindelse, at Frits Brinch altid ved

siden af sønderhoningerne havde spillet døgnmelodier (fx "Lille

sommerfugl" og "Halifax"). Folkekultur skal desuden være del af en

lokalkultur, hvis den skal være levende. - Som Thorkild Knudsen siger:

"den skal begynde med folk."

- Mine egne viser, fortsætter Nils, er som det andet, gruppen laver, en

fællesnævner der dækker noget, som gruppen er enige om at stå for. De har

som regel et lokalt tilsnit, og der er en blanding af helt personlige ting og en

sjov historie. - Der er med andre ord en klar Fanø-stemning sammen med en

personlig holdning, som er med til at danne atmosfæren omkring SAND PÅ

GULVET.

Viserne imødekommer nok den myte, vi vist alle sammen bærer i os, en

trang til at forbinde de nære ting med det at flippe lidt ud og hæve os over

planet. - For at svare på "Informations" sommer-spørgsmål om der er et liv:

Der er et liv, og det ville være tåbeligt ikke at leve det, mens det nu er der.

Men netop når du lever dit liv, kan det danne springbræt for tankerne til at

flippe lidt ud (apropos mågen i Peter Fisker-sangen - se senere). - Men

viserne fungerer så som skaber af en slags rituelt fællesskab. Når det

1ykkes, har de bevist deres bæredygtighed, og de dur overfor os selv, mere

eller mindre. - Man kan sige, fortsætter Nils, at folkekultur fungerer, når den

er grundlag for en samværsform, der giver tilfredsstillelse.

- I folkekultur er der ikke distance mellem udøver og publikum, men

derimod tæt forbindelse. Show-præget musik er oftest i modsætning hertil,

idet selve formen skaber distance. Vi må holde lortet nede ved jorden,

mener Nils.

Nils føjer til, at folkemusik også er et nydelsesmiddel i samme forstand som

fx brændevin. - Og den må altså kunne bruges i moderne sammenhænge.

Folkemusik må have en kropsfunktion, og den må bevise sin funktions-

dygtighed, relateret til samfundsvilkårene. Derved vil også flere mennesker

få interesse for den. - På dette punkt, siger Nils, føler jeg mig i

modsætningsforhold til "Foreningen til Folkedansens Fremme", der på

grundlag af gamle nodebøger har konserveret folkemusikken i en stiv form,

som i virkeligheden kun har været original på ét tidspunkt: nemlig i den

fremførelsessituation, hvor de overleverede noder stammer fra.


- Ægte folkemusik har en funktion: at være grundlag for samvær og / eller

dans. Og hele dette miljø heromkring er en del af din kultur. Samværet

behøver i og for sig ikke at vare festligt (selv om det ofte er det), blot det

udspringer af den baggrund, der er fælles for alle parter i samværet (tænk på

ballader og blues, som jo også har folkeligt udspring uden at wære særlig

festlige). Vedrørende viser er det vigtigt, at folk forstår den kulturbaggrund,

viserne er skabt på. Som modsætning til dette kan nævnes danske grupper,

der har specialiseret sig i fx irsk folkemusik. Dette må de have gjort af rent

æstetiske grunde, hævder Nils, for den musik er ikke del af deres krop og

sjæl.

- Endvidere gælder det for folkemusik - som for al anden musik - at den skal

"swinge". Hvis ikke den gør det, dur det ikke. I den henseende er det vigtigt

som spillemand hele tiden at udvikle sig, og der har vi gode vilkår her på

Fanø, idet der er mange spillemænd, og vi spiller sammen i mange

forskellige konstellationer.

- Vedrørende folkemusik som vare, siger Nils: - Vi er nødt til at acceptere,

at vi må spille på et marked, hvor folk skal leve af at spille. - Vi vil ikke

være usolidariske - og går i det mindste aldrig under musikerforbundets

mindstetakster. - Desuden har vi store investeringer i mikrofonanlæg og bil

og er nødt til at køre gruppen økonomisk som et almindeligt firma.

- Vi synes også., at der er noget forkert i, at spillemænd har en socialt

lav status. Folk mener: - de spiller jo, fordi de kan lide det! - Det er også

rigtigt nok, siger Nils, men det forhindrer ikke, at en spillemands arbejde

skal værdsættes på samme måde som ethvert andet arbejde. - Det er jo som

regel fritidsarbejde, men det er svært for en spillemand at opnå samme

betaling, som hvis fx en blikkenslager skulle tilkaldes på samme tidspunkt.

- Overfor pladeproducerne har vi haft ret frie hænder til at spille, hvad vi vil,

siger Nils. Dog var den første plade ("Sydvest") ren Fanø-musik, simpelthen

fordi produceren ønskede det.

PH: - Hvis folk skal holde en privat fest og ønsker levende musik, så er der

vel sjældent råd til mere end én spillemand, og så bliver det jo som regel en

med el-orgel og en masse automatik.

- Ja, svarer Nils, i den her sammenhæng er det centralt, at det er en

konkret person(-lighed), der afspejles i musikken. På. det meget teknisk

betonede el-orgel skal du virkelig have magt over instrumentet for at presse

din personlighed og dine følelser igennem. elektronisk rytme og diverse

instrumentklange i karikatur. Men "fordelen" ved el-orglet er, at det er

relativt nemt at få musikken til at ligne det "P3", .som mange efterhånden

får som kvalitativ målestok. Her vil jeg hellere bruge graden af personlighed

som målestok. - Det andet er en musik, der er produkt af et mekaniseret

samfund - og som vi er en protest imod.


Men Nils fastholder, at de vil være med til at give spillemanden en højere

social status. Dette er en sag, som også Thorkild Knudsen har kæmpet for,

og dette fører så naturligt over i Nils' forhold til HOGAGER.

Ad. C. Folkemusikhuset i Hogager og dets betydning

- Jeg er for så vidt positiv overfor HOGAGER, siger Nils, som at det har

medvirket til en opblomstring af folkekulturen. Men jeg mener, at de

kunstiggør folkekulturformerne på en måde, der minder om jogging-

bevægelsen - at de ligesom holder folkekulturen kunstigt gående for at

bevise dens eksistens. De vil ligesom presse en forhistorisk folkekultur ind,

siger Nils. - Balladedansen fx er mig fremmed. Jeg må betragte den som en

sangleg for voksne. - Det kan jo også være i orden, hvis det giver en

oplevelse, en glæde. Men for mig at se skabes her noget af den fjernhed,

som vi ikke ønsker.

- Der er en anden ting hos HOGAGFR, jeg må tage afstand fra, siger Nils,

og det er deres stramme definition af folkekultur. I og med at de definerer

folkekultur som fortrinsvis landalmuens kultur - og i dag strejke- og

kampsange og den slags - så forhindrer de en naturlig udvikling af

folkekulturen. Til illustration af dette fortalte Nils en lille historie: - Jeg talte

engang med Per Dick. Han erklærede at være en elsker af negroid blues-

musik. - Men tænk sig, havde han sagt, hvis der dengang havde optrådt en

folkemindeforsker. Så havde blues-musikken ikke fået lov til at udvikle sig

til Jazz. - Og det ville da være uhyggeligt, havde Per Dick sagt.

- Endvidere ma jeg anse Thorkild Knudsen for den udenforstående betragter

af folkekultur, riger Nils, på samme måde som partiet Venstre stiftedes i sin

tid med navnet "Bondevennerne", sådan er Thorkild Knudsen mere en

"folkekulturven" end direkte impliceret i den levende folkekultur.

- Desuden vil Thorkild Knudsens intentioner med at give traditionsbærerne

del i KODA-afgifterne (KODA: Selskabet til Forva1tning af Internationale

Komponistrettigheder i Danmark. Stiftet 1926) for mig at se mere have den

effekt, at han fratager dem deres arbejdspladser: forsamlingshusene. For det

forholder sig sådan, at blot der ved et arrangement spilles ét beskyttet

stykke, skal der betales fuld afgivt til KODA. - Og disse penge, siger Nils,

går i en fond som administreres efter en fordelingsnøgle, der tildeler den

klassiske musik hovedparten af pengene. - Men problematikken her er

kompliceret, for det Thorkild Knudsen jo vil, er at hæve spillemandens

sociale status, og det er jo godt nok...

- Hvis man kigger nærmere på Thorkild Knudsens tanker, fortsætter Nils,

kommer man jo til begreber som folkemusik-konservatorium og

folkemusik-bank, og så. begynder jeg at føle videnskabeliggørelsen af

folkekulturen for ligeså ødelæggende som den kommercialisering, Thorkild

Knudsen angiveligt kæmper imod. Man kunne måske spørge, om

videnskabeliggørelsen ikke også er en kommercialisering? slutter Nils.


Indhold

Traditionel Folkekultur .................................................................................. 1

- især musikalsk folkekultur og visesang ............................................... 1

som den dyrkes i dag (1983) på Fanø .................................................... 1

1. Indledning - afgrænsning - synsvinkel. .............................................. 1

2. Lidt om Fanø geografisk og historisk. ............................................... 2

3. Et perspektiv over den moderne folkekultur-interesse, belyst ved

Dorte og Peter Uhrbrand's hidtidige livsforløb ...................................... 4

4. - Om det "traditionelle" samfund ....................................................... 7

og de "ægte" traditionsbærere ................................................................ 7

5. "De unge" og traditionel folkekultur i den aktuelle nutid - .............. 14

6. Afsluttende bemærkninger og arbejdsrapport .................................. 16

Bilag 1. Referat af min samtale med Peter Uhrbrand .......................... 17

Bilag 2. Referat af min samtale med Nils Thorlund ............................ 20

A. Forholdet til traditionen og "de gamle" ....................................... 20

B. Folkekulturens væsen .................................................................. 20

C. Folkemusikhuset i Hogager og dets betydning ........................... 20

Ad. A. Forholdet til traditionen og "de gamle" .................................... 20

Ad. B. Folkekulturens væsen og funktion... ......................................... 23

Ad. C. Folkemusikhuset i Hogager og dets betydning......................... 25

Indhold ................................................................................................. 26

traditionel folkekultur på fanø

Documents