tretten timer

Godkendt: / Red: Prod:

C-SMUDS 143 x 221 mm - fl ap 10 cm � blank kachering � partiel lakering:� mat kachering bund:_________ motiv:__________

RYG: 35 mm � Ryg ok

ape Town, Sydafrika: Klokken 05.36 løber en kvinde op ad Taffelbjerget. Hun er ung, køn og på fl ugt.

Klokken 05.37 ringer telefonen hos vicekriminalkommis-sær Benny Griessel. En kvindelig, amerikansk turist er ble-vet fundet myrdet på åben gade.

Klokken 07.02 vågner en afdanket sangstjerne ved siden af sin døde mand og den pistol, der dræbte ham. Alt peger på, at hun er morderen, men selv kan hun intet huske.

Som dagen går, vokser presset for at fi nde den fl ygtede kvinde, før hendes forfølgere gør det. Samtidig ser sanger-inden ud til at være uskyldig – og i en pladebranche fuld af svig og bedrag kan alle være skyldige.

Med to mord at opklare på samme tid, en forsvunden kvin-de og en næsten ubærlig lyst til at slå sig på fl asken igen indser Benny Griessel, at hans nye job som mentor for en ny generation af efterforskere bliver lidt mere kompliceret, end han havde regnet med.

Faktisk bliver denne dag de længste tretten timer

i Benny Griessels liv.

, f. 1958, er Sydafrikas førende kriminalforfatter. Hans bøger sælges i over 50.000 eksemplarer i Syd-afrika og udkommer i mere end 20 lande. Hans bøger har modtaget en lang række priser, både hjemlige og internationale, bl.a. Le Grand Prix de Littérature Policière 2003, Le Prix Mystère de la Critique 2004, Deutsche Krimi Preis 2006 og 2009, og Martin Beck-prisen 2009. Deon Meyer bor i Durbanville i Sydafrika.

På dansk er tidligere udkommet:JÆGERENS HJERTE, 2007JÆGERENS BYTTE, 2008


,

Omslagsdesign: www.kennedysimpson.comDansk omslag: www.bogmager.dkForsidefoto: © Simon Weller

Foto

: ©

Ani

ta M

eyer

W W W . S O H N . D K

ISBN 978-87-7122-018-6

»Ved første øjekast har Deon Meyers detektiv samme egen-skaber som andre fi ktive politi-folk: han prøver at holde sig fra fl asken og er separeret fra sin kone, men har ikke opgivet håbet om at få hende tilbage. Hvad der gør denne roman så ypperlig, er dens ramme – det nye Sydafrika, hvor livstrætte, hvide detektiver stadig prøver at vænne sig til at arbejde sammen med sorte og ”farvede” (som det hedder i lan-dets specielle sprogbrug) – og Meyers brillante talent for at ska-be spænding.

Tyve år efter frigivelsen af Nelson Mandela er Sydafrika stadig et problemfyldt sted, og Meyers ro-maner giver en sjælden indsigt i hverdagslivet. Men først og frem-mest er Tretten Timer en ener-gisk, medrivende roman, som kombinerer mindeværdige fi gu-rer og en fængslende handling med nervepirrende spænding.«

Joan Smith i The Sunday Times

Tretten timer SMUDS.indd 1 1/25/2012 11:17:28 AM

1

Tretten timer

Tretten timer - rettet 1.indd 1 23-01-2012 20:04:43

2

Af samme forfatter:

Jægerens hjerte, 2007Jægerens bytte, 2008


3

Deon Meyer

Tretten timer

Kriminalroman

På Dansk veD svenD RanilD

sohn


4

Tretten timer

oversat fra engelsk af svend Ranild

originalens titel: Thirteen Hours

Copyright © Deon Meyer 2008

Published by arrangement with leonhardt & høier literary agency

omslagsdesign: www.kennedysimpson.com

omslagsfoto: © simon Weller

omslagstilrettelæggelse: lars Rosenquist Bech-Jessen

Forfatterfoto: anita Meyer

Dansk udgave © Forlaget sohn 2012

Grafisk tilrettelægning: støvring Bogfremstilling

Published by Forlaget sohn, Christiansdal 64, Dk-2610 Rødovre, Denmark

Bogen er sat med Palatino hos ansats@provinsen

og trykt hos Ws Bookwell, Finland

isBn 978-87-7122-018-6

1. udgave, 1. oplag 2012


5

nyside friblad

05.36 – 07.00


6


7

nyside tal

1

05.36: en pige løber op ad lion’s heads stejle skråning. svir-pene fra hendes løbesko lyder hektiske i gruset på den brede gangsti.

i dette øjeblik hvor solens stråler som et søgelys finder hende på baggrund af bjerget, er hun det udtrykte billede på ubekymret ynde. set bagfra hopper hendes mørke fletning op og ned mod den lille rygsæk. hendes hals er stærkt sol-brændt mod hendes dueblå T-shirt. Der er energi i hendes lange bens rytmiske skridt i denimshortsene. hun er perso-nifikationen af atletisk ungdom – livskraftig, sund, fokuseret.

indtil hun standser op og kigger sig tilbage over venstre skulder. så forsvinder illusionen. Der er angst i hendes an-sigt. og fuldkommen udmattelse.

hun ser ikke byens betagende skønhed i den opstigende sols blide lys. hendes bange øjne leder som rasende efter be-vægelse i det høje buskads bag hende. hun ved de er der, men ikke hvor tæt på. hendes åndedrag halser af sted – på grund af anstrengelse, chok og frygt. Det er adrenalin, den frygtindgydende trang til at leve, som driver hende til at løbe igen, at fortsætte, til trods for sine smertende ben, sit bræn-dende bryst, trætheden efter en nat uden søvn og desoriente-ringen ved at være i en ukendt by, i et fremmed land og på et uudgrundeligt kontinent.

Foran hende deler stien sig. instinktet sender hende til højre, højere op, tættere på lion’s heads klippekuppel. hun


8

tænker ikke, der er ingen plan. hun løber i blinde med ar-mene som stempler i en maskine der driver hende videre.

vicekriminalkommissær Benny Griessel lå og sov.han drømte at han kørte en enorm tankbil ned ad bakke

på n1 mellem Parow og Plattekloof. alt for hurtigt og ikke helt i kontrol. Da hans mobiltelefon ringede, var den første, skingre tone tilstrækkelig til at hale ham tilbage til virkelig-heden med en flygtig følelse af lettelse. han åbnede øjnene og så på clockradioen. Den viste 05.37.

han svingede benene ud over sengen; drømmen var glemt. et øjeblik sad han ubevægelig på sengekanten som en mand der står højt oppe på en klippe. så stod han op og tumlede hen til døren, ned ad trappen til dagligstuen, hvor han havde lagt sin telefon om aftenen. hans hår var usoigneret; der var for langt imellem klipningerne. han havde kun et par falme-de rugbyshorts på. hans eneste tanke var at en opringning på dette tidspunkt af morgenen kun kunne betyde dårligt nyt.

han kendte ikke nummeret på telefonens display.„Griessel.“ hans stemme forrådte ham, hæs, da han sagde

dagens første ord.„hej, Benny, det er vusi. Undskyld jeg vækker dig.“hans bevidsthed var sløret, og han anstrengte sig for at

samle tankerne. „Det er okay.“„vi har et … lig.“„hvor?“„st. Martini, den lutheranske kirke oppe i long street.“„I kirken?“„nej, hun ligger udenfor.“„Jeg kommer med det samme.“han afsluttede samtalen og lod en hånd løbe gennem hå-

ret.Hun, havde vicekriminalkommissær vusumuzi ndabeni

sagt.


9

sikkert bare en bergie. endnu en hjemløs som havde druk-ket for meget af et eller andet. han lagde telefonen ved siden af sin splinternye brugte bærbare computer.

han vendte sig, stadig halvsovende, og slog skinnebenet mod forhjulet på cyklen som stod støttet op ad hans marskan-disersofa. han greb fat i den inden den væltede. så gik han ovenpå igen. Cyklen var et vagt minde om hans økonomiske vanskeligheder, men det ønskede han ikke at dvæle ved nu.

i soveværelset tog han shortsene af, og den moskusagtige duft af sex svævede op fra hans mellemgulv.

Fandens.Bevidstheden om godt og ondt tyngede ham pludselig

ned. sammen med nattens begivenheder klemte tanken den sidste smule døsighed ud af hans hjerne. hvad i alverden var der gået af ham?

han smed shortsene hen på sengen i en anklagende bue og gik ud på badeværelset.

Griessel løftede vredt toiletsædet, sigtede og tissede.

Pludselig var hun ude på signal hill Roads asfalt og fik øje på kvinden og hunden 100 meter til venstre. hendes mund for-mede et råb, to ord, men hendes stemme druknede i hendes skurrende åndedræt.

hun løb hen mod kvinden og hendes hund. Den var stor, en ridgeback. kvinden så ud til at være cirka 60, hvid, med en stor, lyserød solhat, en spadserestok og en lille taske på ryggen.

hunden var urolig nu. Måske kunne den lugte hendes frygt, fornemme panikken i hende. hendes skosåler klaprede mod asfalten da hun satte farten ned. hun standsede tre me-ter fra dem.

„hjælp mig,“ sagde pigen. hun talte med kraftig accent.„hvad er der i vejen?“ Der var bekymring i kvindens øjne.


10

hun trådte et skridt tilbage. hunden knurrede og sled i sno-ren for at komme tættere på pigen.

„De vil slå mig ihjel.“kvinden så sig frygtsomt omkring. „Men der er ikke no-

gen.“Pigen kiggede sig over skulderen. „De kommer.“så vurderede hun kvinden og hunden og vidste at de ikke

ville gøre nogen forskel. ikke her på den åbne bjergskråning. ikke mod dem. hun ville bringe dem alle i fare.

„Ring til politiet. vil De ikke nok? Bare ring til politiet,“ sagde hun og løb igen, i begyndelsen langsomt, mens krop-pen stadig var modvillig. hunden kastede sig fremad og gø-ede én gang. kvinden trak i snoren.

„Men hvorfor?“„Gør det nu,“ sagde hun og småløb med slæbende fødder

ned ad asfaltvejen mod Taffelbjerget. „Bare ring til politiet.“hun kiggede sig tilbage én gang, cirka 70 skridt væk.

kvinden stod stadig forvirret, stivnet på stedet.

Benny Griessel skyllede ud i toilettet og spekulerede på hvor-for han ikke havde set det i går aftes komme. han havde ikke været ude efter det, det var bare sket. Jissis, han burde ikke føle sig så skyldig, han var trods alt bare et menneske.

Men han var gift.hvis man kunne kalde det et ægteskab. hver sin seng,

hver sit bord og hver sit hjem. For fanden, anna kunne ikke få det hele. hun kunne ikke smide ham ud af hans eget hus og forvente at han opretholdt to husholdninger, forvente at han skulle være ædru i seks forpulede måneder og oven i købet leve i cølibat.

han var i det mindste ædru. 156 dage nu. Mere end fem måneders kamp mod flasken, dag efter dag, time efter time, indtil nu.


11

åh, Gud, anna måtte aldrig høre om i nat. ikke nu. Min-dre end en måned før hans eksil var til ende, straffen for hans druk. hvis anna opdagede det, var det ude med ham, og al den kamp og lidelse havde været til ingen nytte.

han sukkede og stillede sig foran toiletskabets spejl for at børste tænder. Fik set godt på sig selv. Grånende tindinger, rynker i øjenkrogene, de slaviske ansigtstræk. han havde al-drig haft særlig stor lighed med et oliemaleri.

han åbnede toiletskabet og tog tandbørste og tandpasta ud.

hvad havde hun dog set i ham, hende Bella? Der havde været et øjeblik om natten hvor han spekulerede på om hun gik i seng med ham fordi hun havde medlidenhed med ham, men han havde været alt for liderlig, alt for skide taknem-melig for hendes blide stemme og store bryster og hendes mund, jissis, den mund, han havde noget med munde, det var dér problemet var begyndt. nej. Det var begyndt med lize Beekman, men ville anna tro på det?

Jissis.Benny Griessel børstede tænder hastigt og heftigt. så stil-

lede han sig under bruseren og skruede helt op for hanerne så han kunne vaske alle de anklagende lugte af kroppen.

Det var ikke en bergie. Griessels hjerte sprang et slag over da han kravlede over rækværket om kirken og så pigen ligge der. løbeskoene, kakishortsene, den orange undertrøje og hendes armes og bens former fortalte ham at hun var ung. hun mindede ham om hans datter.

han gik hen ad den smalle, asfalterede sti, forbi høje pal-mer og fyrretræer og et gult skilt: sTRenGT FoRBUDT FoR. BileR UDen TillaDelse. På eJeRens eGeT ansvaR, hen til stedet lige til venstre for den kønne grå kirke hvor hun lå udstrakt på den samme asfalt.


12

han så op på den perfekte morgen. strålende, næsten uden vind, blot en svag brise der bar friske havlugte op ad bjerget. Det var ikke et tidspunkt at dø på.

vusi stod ved siden af hende sammen med Tykke og Tyn-de fra kriminalteknisk afdeling, en politifotograf og tre uni-formerede betjente fra saPs, Den sydafrikanske Polititjene-ste. Bag Griessels ryg ude på fortovet på long street var der flere uniformer, mindst fire i Metro-Politiets hvide skjorter og sorte epauletter, alle sammen med meget betydningsfulde miner. sammen med en gruppe tilskuere hvilede de armene på rækværket og stirrede på den ubevægelige skikkelse.

„Godmorgen, Benny,“ sagde vusi ndabeni på sin stilfær-dige facon. han var af gennemsnitshøjde ligesom Griessel, men virkede mindre. Mager og nydelig, hans buksesømme skarpt pressede, snehvid skjorte med slips, nypudsede sko. hans krusede hår var kortklippet og barberet i skarpe vink-ler, hans fipskæg fejlfrit studset. han havde kirurgiske gum-mihandsker på. Griessel var blevet præsenteret for ham før-ste gang sidste torsdag sammen med fire andre opdagere han var blevet bedt om at være „mentor“ for i det kommende år. Det var det ord som John afrika, regionsdirektøren for opda-gerstyrken og efterforskningscenteret, havde brugt. Men da Griessel var alene på afrikas kontor, lød det: „vi er på skide-ren, Benny. vi lavede lort i van der vyver-sagen, og nu siger de høje herrer at det er fordi vi har hygget os for meget her i Cape Town, og det er på tide at få fingeren ud, men hvad kan jeg gøre? Jeg har mistet mine bedste folk, og de nye kan ikke en skid, de er helt uerfarne. kan jeg regne med dig, Benny?“

en time efter befandt han sig i direktørens store mødelo-kale sammen med seks af de bedste „nye“ folk, som virkede overordentligt uimponerede, alle sammen siddende på ræk-ke på grå, statsindkøbte stole. Denne gang nedtonede John afrika sit budskab: „Benny skal være jeres mentor. han har været i styrken i 25 år; han arbejdede i den gamle Mord- og


13

Røveriafdeling da de fleste af jer stadig gik i underskolen. Det som han har glemt, mangler i stadig at lære. Men i skal forstå det her: han er her ikke for at lave jeres arbejde. han er jeres rådgiver, jeres resonansbund. og jeres mentor. ifølge ordbogen er det,“ direktøren kiggede i sine noter, „… en klog og pålidelig rådgiver eller lærer.“ Det er derfor jeg har over-ført ham til Provinsens indsatsstyrke. For Benny er klog, og i kan stole på ham, for jeg stoler på ham. alt for megen viden er gået tabt, der er alt for mange nye folk, og vi behøver ikke opfinde hjulet hver gang. lær af ham. i er blevet håndpluk-ket – der er ikke mange som får denne mulighed.“ Griessel iagttog deres ansigter. Fire slanke sorte mænd, en tyk sort kvinde og en bredskuldret farvet opdager, alle i begyndelsen af 30’erne. Der var ikke megen uforbeholden taknemmelig-hed, undtagen fra vusumuzi („men alle kalder mig vusi“) ndabeni. Den farvede opdager, Fransman Dekker, var åben-lyst fjendtlig. Men Griessel var allerede vant til understrøm-mene i det nye saPs. han stod ved siden af John afrika og sagde til sig selv at han burde være taknemmelig for at han stadig havde et job efter opløsningen af afdelingen for Grov og voldelig kriminalitet. Taknemmelig for at han og hans tidligere chef, Mat Joubert, ikke var blevet forflyttet til en station ligesom de fleste af deres kolleger. De nye strukturer som ikke var nye, det var sådan det havde været 30 år tidli-gere, opdagere på stationer, for det var sådan det blev gjort i udlandet nu, og saPs måtte kopiere dem. han havde i det mindste stadig arbejde, og Joubert havde indstillet ham til forfremmelse. hvis hans held varede ved, hvis de kunne se bort fra hans druk i fortiden og den positive særbehandling og al politikken og alt muligt andet lort, ville han i dag få at vide om han var blevet kriminalkommissær.

kriminalkommissær Benny Griessel. Det lød rigtigt i hans ører. han havde også brug for lønforhøjelsen.

voldsomt.


14

„Godmorgen, vusi,“ sagde han.„Dav, Benny,“ sagde Jimmy, den høje, magre hvidfrakke

fra kriminalteknisk afdeling. „Jeg hører de kalder dig ’orak-let’ nu.“

„ligesom hende tanten i Ringenes herre,“ sagde arnold, den lille tykke. sammen var de inden for politiet i Cape Town kendt som Tykke og Tynde, som regel i den forslidte vittig-hed „kriminalteknisk vil stå dig bi i det Tykke og det Tynde.“

„The Matrix, din abe,“ sagde Jimmy.„så siger vi det,“ sagde arnold.„Godmorgen,“ sagde Griessel. han vendte sig mod uni-

formerne under træet og tog en dyb indånding, parat til at sige: „Dette er et gerningssted, se at flytte røven om på den anden side af muren,“ og så kom han i tanker om at det var vusis sag, han burde holde mund og rådgive. han sendte uniformerne et vredt blik uden nogen virkning og satte sig på hug for at se på liget.

Pigen lå på maven med hovedet drejet væk fra gaden. hendes lyse hår var meget kort. hen over hendes ryg var der to vandrette snitsår der svarede til venstre og højre skulder-blad. Men de var ikke dødsårsagen. Det var den store flænge hen over hendes strube, så dyb at den blottede spiserøret. hendes ansigt, bryst og skulder lå i den store blodpøl. lug-ten af død var der allerede, bitter som kobber.

„Jissis,“ sagde Griessel, og al hans frygt og væmmelse vældede op i ham så han måtte trække vejret langsomt og overfladisk sådan som Doc Barkhuizen havde lært ham. han måtte lægge afstand, han måtte ikke vende dette indad.

han lukkede øjnene et øjeblik. så kiggede han op på træ-erne. han søgte efter objektivitet, men dette var en frygtelig måde at dø på. og hans bevidsthed ønskede at spole igen-nem begivenheden sådan som den havde fundet sted, kniven der blinkede og snittede, skar dybt gennem hendes væv.

han rejste sig hurtigt og lod som om han så sig omkring.


15

Tykke og Tynde skændtes som sædvanlig om et eller andet. han forsøgte at lytte.

Du godeste, hun så meget ung ud. 18, 19?hvilken form for galskab skulle der til for at skære halsen

over på et barn som hende? hvilken form for perversion?han tvang billederne ud af hovedet og tænkte på kends-

gerningerne, implikationerne. hun var hvid. Det ville med-føre problemer. Det betød opmærksomhed fra medierne og hele møllen med kriminaliteten-tager-overhånd-kritikken ville begynde forfra. Det betød et enormt pres og lange ar-bejdsdage, alt for mange mennesker med en finger med i spillet, og at de alle forsøgte at dække sig ind, og han havde ikke længere lyst til alt det.

„Problemer,“ sagde han stille til vusi.„Jeg ved det.“„Det ville være bedre hvis uniformerne blev bag muren.“ndabeni nikkede og gik hen til de uniformerede betjente.

han bad dem gå ud en anden vej, om bag ved kirken. De var modvillige, ønskede at være med hvor det spændende skete. Men de gik.

vusi stillede sig ved siden af ham med notesbog og kugle-pen i hånden. „alle portene er låst. Der er en port til biler der-henne ved kirkekontoret, og hovedporten foran bygningen her. hun må være hoppet over rækværket – det er den ene-ste vej herind.“ vusi talte for hurtigt. han pegede på en far-vet mand som stod på fortovet på den anden side af muren. „Den fyr dér … James Dylan Fredericks, han fandt hende. han er bestyrer af kauais helsekost i kloof street. han siger at han kommer ind med Golden arrow-bussen fra Mitchell’s Plain, og så går han fra terminalen. han kom forbi her, og noget fangede hans opmærksomhed. så han kravlede over muren, men da han så blodet, gik han tilbage og ringede til stationen på Caledon square, for det er det nummer han har indtastet til brug i butikken.“


16

Griessel nikkede. han havde en formodning om at ndabe-ni var nervøs over hans tilstedeværelse, som om han var her for at evaluere den sorte mand. Det måtte han lave om på.

„Jeg vil sige til Fredericks at han godt må gå, vi ved hvor vi kan finde ham.“

„Det er fint, vusi. Du behøver ikke … Jeg sætter pris på at du fortæller mig detaljerne, men jeg vil ikke have at du … du ved …“

ndabeni rørte Griessel på armen som for at berolige ham. „Det er okay, Benny. Jeg ønsker at lære …“

vusi var tavs lidt. så tilføjede han: „Jeg ønsker ikke at lave fejl i det her, Benny. Jeg var i khayelitsha i fire år, og jeg vil ikke tilbage dertil. Men dette er min første … hvide.“ han sagde det forsigtigt, som om det kunne være en racistisk be-mærkning. „Dette er en anden verden …“

„Ja, det er.“ Griessel var ikke god til den slags, vidste al-drig hvad de rigtige, politisk korrekte ord var.

vusi kom ham til undsætning. „Jeg forsøgte at undersøge om der var noget i lommerne på hendes shorts. noget identi-fikation. Der er ikke noget. vi venter bare på patologen nu.“

en fugl kvidrede skingert i træerne. To duer landede i nærheden af dem og begyndte at pikke. Griessel så sig om-kring. Der var ét køretøj på kirkens område, en hvid Toyota Microbus som stod på sydsiden op mod en to meter høj mur-stensmur. Der stod „adventure“ med store, røde bogstaver på siden af køretøjet.

ndabeni fulgte hans blik. „De parkerer her formodentlig for sikkerhedens skyld.“ han pegede på den høje mur og de låste porte. „Jeg tror de har et kontor nede i long street.“

„Det er muligt.“ long street var centrum for rygsæktu-rismen i Capeprovinsen – unge mennesker, studerende fra europa, australien og amerika som ledte efter billigt logi og eventyr.

Griessel satte sig på hug ved siden af liget igen, men denne


17

gang sådan at hendes ansigt vendte væk fra ham. han havde ikke lyst til at se på det frygtelige sår og hendes fine træk.

åh, bare hun ikke er udlænding, tænkte han.så ville tingene virkelig kunne gå skævt.


18

x

2

hun løb over kloofnek Road og standsede op et øjeblik, ube-slutsom. hun havde lyst til at hvile sig, hun havde lyst til at få vejret og forsøge at dæmpe sin rædsel. hun måtte tage en beslutning: til højre, væk fra byen, hvor der stod „Camps Bay“ på vejskiltet, og det der lå på den side af bjerget, eller til venstre, mere eller mindre tilbage ad den vej hun var kom-met. hendes instinkt tilsagde hende at løbe til højre, længere væk fra hendes forfølgere, fra nattens frygtelige begivenhe-der.

Men det var det de ville forvente, og det ville bringe hende længere ind i det ukendte, længere væk fra erin. hun drejede til venstre uden at tænke sig mere om, og hendes løbesko lød højt mod den asfalterede skråning nedad. hun holdt sig til den venstre side af den tosporede vej 400 meter og svingede så til højre, fór ned ad en stenet skråning, hen over et stykke græsslette, til normaliteten på higgo Road, et beboelseskvar-ter højt oppe på bjerget med store, dyre huse i tætte haver bag høje mure. et håb flammede op om at hun ville finde nogen som ville hjælpe hende her, nogen som kunne tilbyde ly og beskyttelse.

alle portene var låst. hvert eneste hus var en fæstning, og gaderne var øde på dette tidspunkt af morgenen. vejen snoede sig stejlt op ad bjerget, og hendes ben ville bare ikke, kunne bare ikke længere bevæge sig. hun så den åbne port ind til huset til højre for sig, og hele hendes væsen længtes


19

efter hvile. hun kiggede sig over skulderen og kunne ikke se nogen. hun smuttede ind ad porten. Der var en kort, stejl indkørsel, en garage og en carport. Til højre voksede der tæt-te buske op ad den høje mur, til venstre lå huset bag et højt metalrækværk og en låst port. hun krøb langt ind i buskad-set, helt hen til den pudsede mur, til et sted hvor hun ikke kunne ses fra gaden.

hun faldt på knæ med rygsækken mod muren. hendes hoved faldt forover af ren udmattelse, og hun lukkede øjne-ne. så gled hun længere ned indtil hun sad fladt på jorden. hun vidste at fugten i murstenene og det rådnende løv ville lave pletter på hendes blå denimshorts, men hun var lige-glad. hun ville bare hvile sig.

scenen der indprentedes i hendes hjerne for mere end seks timer siden, gennemspilledes pludselig uindbudt i hen-des tanker. hun turde ikke tænke på den nu. Det var bare … bare for meget. Gennem forhænget af mørkegrønt bladhang og store, knaldrøde blomster kunne hun se en bil i carpor-ten. Den fokuserede hun på. Den havde en usædvanlig form, glinsende og elegant og ikke ny. hvilket mærke var det? hun forsøgte at aflede tankerne fra rædslen i sit hoved med dette problem. hendes åndedræt blev roligere, men ikke hendes hjerte. Udmattelsen var en tung vægt der pressede ned på hende, men hun stod imod; det var en luksus hun ikke kunne tillade sig.

klokken 06.27 hørte hun løbende skridt på gaden; mere end én person, fra den retning hun var kommet fra, og hen-des hjerte bankede hurtigt igen.

hun hørte dem råbe til hinanden på gaden, på et sprog hun ikke forstod. Fodtrinene blev langsommere og kunne så ikke længere høres. hun lænede sig en smule frem, ledte ef-ter et hul i bladhanget og stirrede på den åbne port. en af dem stod dér, kun lige akkurat synlig, og mosaikstumperne viste at han var sort.


20

hun sad bomstille.Mosaikken bevægede sig. han gik ind ad porten, lydløs

på sine gummisåler. hun vidste at han ville lede efter skjule-steder, huset, bilen i carporten.

Den utydelige skikkelse halveredes. Bøjede han sig ned? For at kigge ind under bilen?

Delene af ham fordobledes, og omridset forstørredes. han nærmede sig. kunne han se hende helt herinde?

„hej!“hun blev chokeret over stemmen, et hammerslag mod

hendes bryst. hun vidste ikke om hun havde bevæget sig i det øjeblik.

Den mørke skikkelse fjernede sig uden at skynde sig.„hvad vil du?“ stemmen lød fra huset, oppefra. en eller

anden talte til den sorte mand.„ingenting.“„skrid fra min ejendom.“intet svar. han stod stille og bevægede sig så, modstræ-

bende, indtil hans brudte form forsvandt mellem bladene.

De to opdagere gennemsøgte kirkens område fra sydsiden. vusi begyndte på forsiden, langs kanten ud mod long street, hvor barokrækværket med spidserne stod. Griessel begyndte på bagsiden, langs den høje murstensmur. han gik langsomt, ét skridt ad gangen, med hovedet bøjet og øjnene flakkende frem og tilbage. han kæmpede for at koncentrere sig, han havde en fornemmelse af ubehag, en uhåndgribelig følelse, vag og formløs. han måtte fokusere her og nu, på den bare jord, på græstotterne om foden af træerne, den asfalterede sti. han bøjede sig indimellem for at samle noget op og holde det mellem fingrene – halsen fra en ølflaske, to ringe fra soda-vandsdåser, en rusten spændskive, en tom hvid plasticpose.

han arbejdede sig om bag kirken, hvor gadestøjen plud-selig dæmpedes. han kiggede op på tårnet. Der sad et kors


21

på toppen. hvor mange gange var han kørt forbi uden rig-tig at se på det? kirkebygningen var smuk, i en arkitekturstil han ikke kunne sætte navn på. haven var velplejet, med store palmer, fyrretræer og nerier, plantet for Gud ved hvor mange år siden? han gik om bag den lille kontorbygning, hvor ga-dens lyde igen kunne høres. i ejendommens nordlige hjørne standsede han og stod og kiggede op og ned ad long street. Det var stadig det gamle Cape Town her, bygningerne var semi-victorianske, de fleste kun to etager høje, nogle malet i strålende farver nu, sandsynligvis for at appellere til de unge. hvad var det for en vag uro han mærkede? Den havde ikke noget med natten før at gøre. heller ikke med den anden ting han havde undgået i to-tre uger – om anna og om at flytte tilbage og om det nogen sinde ville fungere.

var det det at være rådgiver? at være på et mordsted og kunne se, men ikke røre? han ville finde det vanskeligt, det vidste han nu.

Måske skulle han bare få noget at spise.han kiggede sydpå, mod krydset ved orange street. lige

før klokken syv en tirsdag morgen, og gaden var trafikeret – biler, busser, taxier, scootere, fodgængere. Den energiske travlhed midt i januar, skoler som åbnede igen, feriedagene forbi, glemte. På fortovet var tilskuerne til mordet blevet en lille folkemængde. To pressefotografer var også kommet, med kameratasker over skuldrene og de lange linser holdt som våben foran sig. han kendte en af dem, en værtshus-kammerat fra hans drikkedage som havde arbejdet for Cape Times i årevis og nu jagtede sensationer for en tabloidavis. en nat i Fireman’s arms havde han sagt at hvis man spærrede pressen og politiet inde på Robben island i en uge, ville spiri-tuserhvervet i Cape Town bryde sammen.

han så en cyklist sno sig behændigt gennem trafikken på en racercykel, de ufatteligt tynde hjul, cyklisten i stramme sorte shorts, farvestrålende skjorte, sko, styrthjelm, idioten


22

havde endda handsker på. han fulgte cyklen med øjnene til lyssignalet ved orange street og vidste at han aldrig ville se så tåbelig ud. han følte sig rigeligt dum med natpottehjel-men på hovedet. han ville ikke engang have brugt den hvis ikke han havde fået den gratis, sammen med cyklen.

Doc Barkhuizen, hans støtteperson i anonyme alkoholi-kere, havde startet det hele. Frustreret havde Griessel fortalt Doc at flaskens tiltrækning ikke var blevet mindre. De tre første måneder var for længst forbi, den såkaldte kriseperi-ode, og alligevel var hans trang lige så stærk som den var på førstedagen. Doc havde fremsagt én-dag-ad-gangen-remsen, men Griessel sagde at han havde brug for mere end det. Doc sagde: „Du har brug for noget der kan aflede tankerne, hvad laver du om aftenen?“

om aftenen? Politifolk havde ingen „aftener“. når det lykkedes ham at komme hjem tidligt, en sjælden og miraku-løs tildragelse, skrev han til sin datter Carla eller spillede en af sine fire cd’er på computeren og tog basguitaren frem og spillede med.

„Jeg har travlt om aftenen, Doc.“„og om morgenen?“„somme tider går jeg en tur i parken. oppe i nærheden af

reservoiret.“„hvor tit?“„Det ved jeg ikke. nu og da. en gang om ugen, måske

mindre …“Problemet med Doc var at han var veltalende. og entu-

siastisk. angående alt. en af de dér glasset-er-halvt-fuldt-positive fyre som ikke helmede før han havde inspireret én. „For fem års tid siden begyndte jeg at cykle, Benny. Mine knæ kan ikke tåle at jogge, men cyklen er blid mod en gammel mands lemmer. Jeg begyndte langsomt, fem-seks kilometer om dagen. så begyndte jeg at blive grebet af det fordi det er sjovt. Den friske luft, duftene, solen. Man mærker varmen og


23

kulden, man ser ting fra et nyt perspektiv fordi man bevæger sig i sit eget tempo, det føles som om der er fred i ens verden. Man har tid til at tænke …“

efter Docs tredje tale blev han revet med af hans entusias-me, og sidst i oktober ledte han efter en cykel på sin sædvan-lige facon – Benny Griessel, Tilbudsjæger, som hans søn Fritz venligt drillede ham med. Først undersøgte han priserne på de nye i forretningerne og fandt ud af to ting – de var lat-terligt dyre, og han foretrak de kraftige mountainbikes frem for de magre, tøsede racercykler. han opsøgte pantelånerne, men alt hvad de havde på lager, var slidt, billigt stads fra Ma-kro, som var noget bras allerede som nyt. så studerede han gratisavisen Cape Ads og fandt annoncen – en blomstrende beskrivelse af en Giant alias, 27 gear, superlet aluminiums-stel, shimano-gear og skivebremser, gratis sadeltaske med værktøj, gratis hjelm og „kun en måned gammel, oprinde-lig pris 7.500 rand, opgraderet til Dh“, hvilket ejeren senere forklarede ham betød „Downhill“, som om han ville forstå hvad det betød. Men han tænkte: hva’ fanden, 3.500 rand var et skidegodt tilbud, og hvad havde han købt til sig selv i de sidste seks måneder siden hans kone smed ham ud af huset? intet som helst. kun sofagruppen fra Mohammed „love lips“ Faizals pantelånerforretning i Maitland. og kø-leskabet. og den basguitar han havde tænkt sig at give Fritz i julegave, endnu et tilbud hos Faizal som han var faldet over i september. Det var det hele. nødvendige ting. Man kunne ikke regne den bærbare computer med. hvordan skulle han ellers holde sig i kontakt med Carla?

så tænkte han på julen og alle de udgifter som stadig vil-le komme. han overtalte cykelejeren til at gå 200 mere ned, og så tog han hen og hævede pengene og købte tingesten og begyndte at cykle hver morgen. han havde sine gamle rugbyshorts på, og T-shirt og sandaler og den lille, latterlige hjelm.


24

han blev snart klar over at han ikke boede i et kvarter der var ideelt til cykling. hans lejlighed lå en fjerdedel oppe ad Taffelbjergets skråninger. hvis man kørte ned mod havet, måtte man i sidste ende køre op ad bjerget igen. Man kunne køre op ad bakke først, i retning af kloof nek, så man kunne nyde hjemturen, men man ville lide på vejen op. Men så gav Doc Barkhuizen ham fem-minutters-fidusen.

„Det er sådan jeg gør, Benny. hvis jeg ikke er oplagt, siger jeg til mig selv: ’Bare fem minutter, og hvis jeg ikke har lyst til at fortsætte, vender jeg om og kører hjem’.“

han forsøgte det – og vendte ikke om en eneste gang. når man først var i gang, fortsatte man. hen mod slutningen af november blev det pludselig en nydelse. han fandt en rute han var glad for. lige efter klokken seks om morgenen cykle-de han hen ad st John’s street og skar genvej gennem parken Company Gardens før de nidkære sikkerhedsvagter mødte på arbejde. så drejede han hen ad adderley street og vinke-de til blomsterhandlerne som læssede varer af pickupperne ved butikscenteret Golden acre, og derefter ned til bunden af Duncan street og videre til havnen for at se hvilke skibe der havde lagt til den dag. så kørte han ned til Waterkant, til Green Point – og langs havet helt til svømmebassinet sea Pool. han kiggede på bjerget og ud over havet og på folk, de kønne unge kvinder som var ude at jogge med lange, solbrændte ben og hoppende bryster, pensionister som gik målbevidst, mødre med spædbørn i klapvogne, andre cykli-ster som hilste på ham til trods for hans primitive udstyr. så vendte han om og kørte tilbage, 16 kilometer i alt, og det fik ham til at have det godt. Med sig selv. og med byen – hvis underliv var det eneste han havde set i meget lang tid.

og med sit smarte køb. indtil hans søn kom cirka to uger før jul og sagde at han havde besluttet at basguitar ikke læn-gere var noget for ham. „singleguitar, Far, jissie, Far, vi så


25

Zinkplaat i fredags, og de har en guitarist, Basson laubscher, forrygende, Far. Ubesværet. Genialt. Det er min drøm.“

Zinkplaat.han havde ikke engang vidst at et sådant band eksiste-

rede.Griessel havde gemt basguitaren for Fritz i næsten to må-

neder. Den var hans julegave. så han måtte opsøge hot lips Faizal igen og med så kort varsel havde han kun én guitar til salg, en skide Fender, praktisk talt ny og frygteligt dyr. Plus at det han gav Fritz, skulle opvejes af en gave til Carla i london. så han var økonomisk trængt, for anna tvang ham til at betale hustrubidrag som om de var skilt. Måden hvorpå hun foretog sine beregninger, var et mysterium for ham, og han havde en stærk fornemmelse af at han blev malket, at han blev vredet tør mens hun tjente gode penge som assistent for advokaterne. Men når han havde noget at sige, svarede hun: „Du havde penge til sprut, Benny, det var aldrig noget problem …“

Det moralske overtag. Det havde hun, og han havde det ikke. så han måtte betale. Det var en del af hans straf.

Men det var ikke det der gav ham uro i maven.Griessel sukkede og gik tilbage til mordstedet. Da hans

tanker fokuserede på den voksende tilskuermængde som måtte under kontrol, erkendte han den nye nervøsitet han følte.

Den havde ikke noget at gøre med hans kønsliv, hans øko-nomi eller hans sult. Det var en forudanelse. som om dagen bragte ondskab med sig.

han rystede på hovedet. han havde aldrig givet sig selv lov til at blive bekymret over den slags vrøvl.

Med ivrige hænder var Metro-betjentene i færd med at hjæl-pe en ung farvet kvinde over rækværket. hun samlede sin


26

mappe op, nikkede til tak og gik hen til Griessel og ndabeni. et nyt ansigt for dem.

„Tiffany october,“ sagde hun og rakte en lille hånd frem mod Benny. han så at den skælvede lidt. hun brugte briller med et smalt, sort stel. spor af akne under sminken. hun var lille og spinkel under den hvide kittel.

„Benny Griessel,“ sagde han og pegede på opdageren ved siden af sig. „Det her er vicekommissær vusumuzi ndabeni. Det er hans show.“

„kald mig vusi.“„Det glæder mig at møde dig,“ sagde hun og gav den sor-

te opdager hånden.De kiggede spørgende på hende. Der gik et øjeblik før hun

blev klar over det. „Jeg er patologen.“„er du ny?“ spurgte vusi efter en pinlig tavshed.„Det er min første solo.“ Tiffany october smilte nervøst.

Tykke og Tynde fra kriminalteknisk kom nærmere, nysgerri-ge efter at møde hende. høfligt gav hun dem begge hånden.

„er i færdige?“ spurgte Griessel dem utålmodigt.„vi mangler stadig stien og muren,“ sagde Jimmy, den

tynde. han sendte sin mindre kollega et blik. „Benny er ikke noget morgenmenneske.“

Griessel ignorerede dem. altid et eller andet pip.Tiffany october kiggede ned på liget.„Ai,“ sagde hun.opdagerne var tavse. De iagttog hende åbne sin mappe,

tage handsker op og sætte sig på knæ ved siden af pigen.vusi trådte nærmere. „Benny, jeg bad fotografen om at

tage billeder som … ikke viser skaderne. Billeder af hendes ansigt. Jeg vil vise dem til folk rundt omkring her i long street. vi skal have hende identificeret. Måske også give dem til medierne.“

Griessel nikkede. „en god ide. Men du skal lægge pres på fotografen. De er langsomme …“


27

„Det skal jeg nok.“ ndabeni bøjede sig ned mod patolo-gen. „Doktor, hvis du kunne give mig en ide om hvor længe hun har været død …“

Tiffany october kiggede ikke op. „Det er for tidligt …“Griessel spekulerede på hvor professor Phil Pagel, chefpa-

tologen, var henne denne morgen. Pagel ville have siddet der og givet dem et kvalificeret gæt som ville have været min-dre end 30 minutter fra det faktiske dødstidspunkt. han ville have dyppet en finger i blodpølen, prikket til liget her og der, sagt at rigor mortis først viste sig i de små muskler, og han mente at hun havde været død i cirka så mange timer, hvilket han senere ville bekræfte. Men Tiffany october havde ikke Pagels erfaring.

„kom med et gæt,“ sagde Griessel.„Det kan jeg ikke.“hun er bange for at få det forkert, tænkte Griessel. han

gik hen til vusi og talte lavmælt, tæt på hans øre så hun ikke kunne høre det. „hun har ligget der et stykke tid, vusi. Blo-det er allerede sort.“

„hvor længe?“„Det ved jeg ikke. Fire timer … måske mere. Fem.“„okay. så vi må i gang.“Griessel nikkede. „skaf de billeder i en fart. og tal med

Metro-folkene, vusi. De har videokameraer som overvåger gaderne – også i long street. lad os håbe at lortet fungere- de i nat. kontrolcenteret ligger i Wale street. Måske er der noget …“

„Tak, Benny.“

hun faldt i søvn siddende op ad muren, inde bag buskadset.hun havde ønsket at hvile sig bare et øjeblik. hun lukkede

øjnene og sank tilbage med rygsækken mod muren og bene-ne strakt frem foran sig for at forsøge at slippe for udmattel-sen og anspændelsen et stykke tid. nattens begivenheder var


28

dæmoner i hendes bevidsthed. For at undslippe det havde hun tænkt på sine forældre, hvad klokken var derhjemme, men beregningen af tidszonerne var for meget for hende. hvis det havde været tidlig morgen i lafayette, ville hendes far have siddet med avisen, Journal & Courier, og rystet på ho-vedet over kommentarerne fra Joe Tiller, Purdue Universitys fodboldtræner. hendes mor ville som altid være for sent på den, hendes hæle ville klapre ned ad trappen, alt for hurtigt, og hun ville have den brune, ramponerede lædermappe over skulderen, „Jeg kommer for sent, jeg kommer for sent, hvor-dan kan jeg komme for sent igen?“ og far og datter ville dele deres rituelle smil over køkkenbordet. Denne rutine, dette til-flugtssted, sikkerheden i hendes families hjem overvældede hende med en frygtelig længsel, og hun havde lyst til at ringe til dem lige nu, høre deres stemmer, fortælle dem hvor højt hun elskede dem. hun førte denne imaginære samtale, hvor hendes far svarede blidt og roligt, indtil søvnen krøb ind og overmandede hende.


Godkendt: / Red: Prod:

C-SMUDS 143 x 221 mm - fl ap 10 cm � blank kachering � partiel lakering:� mat kachering bund:_________ motiv:__________

RYG: 35 mm � Ryg ok


Klokken 05.37 ringer telefonen hos vicekriminalkommis-sær Benny Griessel. En kvindelig, amerikansk turist er ble-vet fundet myrdet på åben gade.

Klokken 07.02 vågner en afdanket sangstjerne ved siden af sin døde mand og den pistol, der dræbte ham. Alt peger på, at hun er morderen, men selv kan hun intet huske.

Som dagen går, vokser presset for at fi nde den fl ygtede kvinde, før hendes forfølgere gør det. Samtidig ser sanger-inden ud til at være uskyldig – og i en pladebranche fuld af svig og bedrag kan alle være skyldige.

Med to mord at opklare på samme tid, en forsvunden kvin-de og en næsten ubærlig lyst til at slå sig på fl asken igen indser Benny Griessel, at hans nye job som mentor for en ny generation af efterforskere bliver lidt mere kompliceret, end han havde regnet med.

Faktisk bliver denne dag de længste tretten timer

i Benny Griessels liv.

, f. 1958, er Sydafrikas førende kriminalforfatter. Hans bøger sælges i over 50.000 eksemplarer i Syd-afrika og udkommer i mere end 20 lande. Hans bøger har modtaget en lang række priser, både hjemlige og internationale, bl.a. Le Grand Prix de Littérature Policière 2003, Le Prix Mystère de la Critique 2004, Deutsche Krimi Preis 2006 og 2009, og Martin Beck-prisen 2009. Deon Meyer bor i Durbanville i Sydafrika.

På dansk er tidligere udkommet:JÆGERENS HJERTE, 2007JÆGERENS BYTTE, 2008


,

Omslagsdesign: www.kennedysimpson.comDansk omslag: www.bogmager.dkForsidefoto: © Simon Weller

Foto

: ©

Ani

ta M

eyer

W W W . S O H N . D K

ISBN 978-87-7122-018-6

»Ved første øjekast har Deon Meyers detektiv samme egen-skaber som andre fi ktive politi-folk: han prøver at holde sig fra fl asken og er separeret fra sin kone, men har ikke opgivet håbet om at få hende tilbage. Hvad der gør denne roman så ypperlig, er dens ramme – det nye Sydafrika, hvor livstrætte, hvide detektiver stadig prøver at vænne sig til at arbejde sammen med sorte og ”farvede” (som det hedder i lan-dets specielle sprogbrug) – og Meyers brillante talent for at ska-be spænding.

Tyve år efter frigivelsen af Nelson Mandela er Sydafrika stadig et problemfyldt sted, og Meyers ro-maner giver en sjælden indsigt i hverdagslivet. Men først og frem-mest er Tretten Timer en ener-gisk, medrivende roman, som kombinerer mindeværdige fi gu-rer og en fængslende handling med nervepirrende spænding.«

Joan Smith i The Sunday Times

Tretten timer SMUDS.indd 1 1/25/2012 11:17:28 AM

tretten timer

Documents