tumult magazine #2 2012

#2 / 2012

B I D R A G

T U M U L T

Den danske fotograf Asger Carlsen med base i Chinatown i New York har bidraget med billeder fra sit nyeste projekt Hester. Han fortsætter sin anderledes tilgang til fotografi-et, med fotomanipulationer af mennesker og forme, og hans nyeste arbejde minder mere om fotografier af installationer, end egentlige traditionelle billeder. Når han skal beskrive sig selv svarer han, at han bor sammen med sin kæreste Alexandra, han godt kan lide kaffe, burgers og en normal hverdag.

Eva Tind, født i 1974 i Korea, arbejder som billed-kunstner og forfatter. Eva Tind debuterede i 2009 på Gyldendal med hybridbogen do, og i november 2010 modtog hun Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrik af det danske akademi. I 2011 udgav hun sin anden hybridbog eva+adolf på Gyldendals forlag. Eva Tind arbejder ofte tværmedialt og genreeksper-imenterende med digte, kortprosa, dialoger, doku-mentarisk stof, tegninger og fotografi og kredser omkring temaer som identitet, tilhørsforhold, oprin-delse og kultur.

Anne Louise Vraaby Peder-sen er billedkunstner og har bidraget med Greyhound, som er billeder og tekst fra en rejse i USA, som gik fra Sydstaterne, igennem Midtvesten og op nordpå. Teksten Greyhound er et indblik i busturene via greyhoundbus - fra én destina-tion til en anden. ‘Detroit Super-nova’ er en ode til den gamle, nu nedrevne, centralstation i byen DetroitAnne debuterede med tek-sten All I Can Do tilsat Vinnie Who’s musik og vokal i 2010. Se-nere på året udgav Anne tegne-seriestriben ‘Gisninger’ i maga-sinet Consume. Mads Holm er fotograf og har bidraget med reportagen Smoke and

Mirrors. Han er uddannet fra Fatamorgana i København og Interna-tional Center of Photography i New York, hvor han nu holder work-shops og underviser. Med base i både København og New York arbejder Mads primært på personlige fotografiske projekter. Man kan se mere af Mads’ arbejde på www.madsholm.com

Mathias Juel Christensen er uddan-net fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, og han har modtaget un-dervisning på International Center of Photography i New York. Mathias har bidraget med serien Detroit, der viser resultatet af byens negative udvikling, der fra 1960 til 2011 er skrumpet fra over 2.000.000 til 700.000 indbyggere.Fire billeder fra serien, har været ud-stillet på Kunsternes Efterårsudstilling 2011 i Den Frie Udstillingsbygning. Hvis du vil se flere af hans billeder, kan du besøge hans hjemmeside: www.JPEGbyMJC.com

2

B I D R A G

T U M U L T

Jakob Carlsen er freelancefo-tograf. Han bor i Valby, hvor han også har studie. Han har rejst og fotograferet meget i Asien og har udgivet fotobogen ”Out-cast – The Repressed People of Asia”, om de kasteløses liv på bunden af det asiatiske samfund. For det projekt har han blandt andet vundet POYi’s World Un-derstanding Award. Han bidrag-er med landskabsbilleder fra den lille italienske ø Lampedusa. Se mere på www.jakobcarlsen.dk

Thomas Oldrup er skønlit-terær forfatter, historiker og redaktør for bladet Alt om Historie. I denne sammen-hæng optræder han dog som historisk mythbuster, der har testet nogle gængse myter fra verdenshistorien. Nogle gange passer alt det vås, man går og siger til hinanden, slet ikke. Myterne stammer fra en bog, der udkom på svensk i fjor og har solgt godt. 20.000 svenskere kan som bekendt ikke tage fejl. Bogen er også udkommet på dansk på det lille forlag Askholm.

Jannie Schjødt Kold er freelancejournalist og skriver reportager, personlige interviews og por-trætter af alt fra garvede kunstnere til gamle damer. Hun er uddannet diplomjournalist med speciale i fortællende journalistik fra UPDATE. Har tidligere læst Litteraturvidenskab og var medstifter af det litterære webmagasin www.lit-

teraturnu.dk. Jannie har bidraget med teksten ”Kærlighed i fire etager”, og du kan finde mere om hende på www.janniekold.com

Lasse Bech Martinussen bor i København, hvor han arbejder som freelance fotograf og projektleder på designbureauet e-Types. Han er uddannet cand. mag. i Medievidenskab fra Århus universitet. Lasses fotografier kombinerer typisk portrætter og rå do-kumentarisme med et mere kunstfotografisk udtryk, ofte med et tvetydigt og humoristisk perspektiv. Han fotograferer b.la. for diverse danske og udenlandske magaziner og har blandt andet arbejdet med mere personlige fotoprojekter i b.la. Tokyo, Cuba og USA. Lasse har skudt fotoserien Mammoth i denne udgave af Tumult. Se flere af Lasse’s billeder på www.lassebechmartinussen.com

Louise Thrane Jensen er uddannet illustrator fra Designskolen i Kolding, Institut for Visuel Kommunikation. Hendes illustrationer udtrykker sig ofte gennem et satirisk og ind imellem nærmest grotesk formsprog, men det mere abstra-herende og dybsindige udtryk sniger sig dog også af og til ind i hendes billedverden. Louise har leveret tegninger til ‘Kærlighed i opgangen’ i denne udgave af Tumult. Se flere af Louises illu-strationer på: www.detkoloristiskekomplot.dk

3T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

INDHOLD TUMULT #2 2012

2 / bidragsydere

6 / Hester asger Carlsen

14 / vi Har overHalet fremtiden rasmus karkow

20 / lampedusaJakob Carlsen

42 / kampen om de Hellige køer rené fredensborg og JaCob nielsen

56 / korea eva tind

66 / sHrinking Cities mattias Juul CHristensen

88 / en kærligHedsHistorie i fire etager Jannie kold

100 / mammotH lasse beCH martinussen

122 / en ægte prins albert? tHomas oldrup

128 / smoke and mirrors mads Holm Jensen

144 / greyHound/detroit supernova anne pedersen

4

/KOLOfON

ReDaKTIONsidse stausHolm

tommy HeiszJakob Carlsen

JaCob nielsen

ORDrene fredensborg

rasmus karkovJannie kold

tHomas oldrupanne pedersen

eva tind

fOTOasger Carlsenlasse beCH martinussenmattias Juul CHristensenmads Holm JensenJakob CarlsenJaCob nielsen

ILLUsTRaTIONeRsimon vætHklavs ferdinandlouise tHrane Jensen

LayOUTkristina green bonne

HjeMMesIDeJoHan eyriCH

LOgOmiCHael kornmaaler

fORsIDefOTOJaCob nielsen

[email protected]

tumult magazineHowitzveJ 65, 1.sal

2000 frederiksberg

www.TUMULTMag.cOM

5T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

HESTERB Y A S G E R C A R L S E N

6

7T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

8 HESTER

9T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

10 HESTER

11T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

12 HESTER

13T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

EN GANG vAR fREmtidEN omkRiNG åR 2000, mEN dEt puNkt hAR vi foR LæNGSt pASSEREt,

oG fREmtidEN fiNdES ikkE LæNGERE. føLG SANGEN 1999, fiLmENE fLuGtAktioN NEw

YoRk oG iNCEptioN, futuRoLoGERNE, fiLoSoffEN oG dEN tYSkE kviNdE, dER tELEpoRtEREdE,

GENNEm EN hiStoRiE om Nu.

Af RAsmus KARKov / illustRAtion simon vætH

15T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

En fremtidsforsker står på sin altan og planter chilier til sommeren. En

futurolog kommer for sent til en aftale over Skype, en filosof venter på et autoværk-

sted i Malmø, og på Niels Bohr Instituttet sidder en tysk kvinde og undrer sig over spørgsmålene fra en famlende journalist. De bliver alle stillet samme spørgsmål: Har vi overhalet fremtiden? Og på hver deres måde leder de efter svaret.

Mens de leder, kan vi starte fortællingen i 1982, hvor en endnu ærgerrig 24-årig Prince udgiver det, som viser sig at blive blandt hans største hits nogensinde. Hvis man undgår at nærlytte teksten, men blot synger med på omkvædet, så er 1999 en sang om, hvor gevaldig fed en fest, der venter, når viserne på verdens rådhusure ikke nøjes med at skifte fra 23.59 til 00.00, men skifter fra et årtusinde til det næste.

Hvis en ung pige i dag sidder på sit værelse på efterskolen og lytter til de MP3-filer, hendes unge bejler har foræret hende som en kærlighedser-klæring, og en af filerne bærer titlen 1999, så vil hun tro, hun lytter til en sang om, hvor gevaldig fed en fest, vi alle havde 12 år tidligere. For hende er sangen en fortælling om fortiden på samme omvendte måde som, at Morrisseys ”Everyday is like sunday” må være en festsang for jubel-lykkelige kristne med deres ungdomspolitiske glædesskær i blikket.

Prince’s fremtidshymne er blevet overhalet af tiden og er blevet en hyldest til fortiden.

Da fremtiden forsvandtDenne historie handler om, at vi har

overhalet fremtiden. Engang var fremtiden noget udefinerbart,

man kunne længes mod. Jeg tror,

de fleste af os i vores stille sind havde ret meget tjek på, præcis hvor gamle vi ville være ved årtusindeskiftet. Det var en fremtidig milepæl, som man kunne spejle sig i og sætte sine krav til verden til. Mine krav var mangfoldige og forblev i øvrigt uindfriede.

I fiktionen var det på samme måde. Bortset fra Orwell, der af uransalige årsager mente, at frem-tiden lå omkring 1984, så behøvede man blot at proppe en enkelt Science Fiction film i movie-boksen før år 2000 for at vide, at fremtiden lå i begyndelsen af den næste årtusinde. Det gjorde Kubrick-klassikeren 2001, og i smagssagen Flugtaktion New York, der blev lavet i 1981, da volden i New York var ude af kontrol, er filmens 1997-udgave af Manhattan omdannet til en fæng-sels ø.

Faktisk er sagen undersøgt lidt nærmere. Person-en bag bloggen The Economic Word har brugt Googles NGRAM værktøj til at søge efter ordet ”future” i bøger i perioden 1800-2008. Frem til 1970 er kurven stødt stigende, og fra 1970 sti-ger den voldsomt frem til årtusindeskiftet. Men efter år 2000 falder den pludselig brat. Hvis man skal tro resultatet, og det er der skeptikere på The Economic Word, der ikke mener, man skal, så betyder det, at ordet ”future” pludselig kun sjældent står i bøger. Vores historiefortællere og samtidsbeskrivere, forfatterne, er altså holdt op med at fortælle historier om fremtiden. Allerede i 2003 udgav forfatteren William Gibson bogen Mønstergenkendelse og sagde om bogen:

”Sagen er, at vi allerede er i fremtiden”.

Allerede i selve år 2000 handlede Christopher Nolans kultfilm, Memento, om en mand blottet for fremtid. I filmen har hovedpersonen mistet korttidshukommelsen, og hele hans tilværelse drejer sig om at søge tilbage for at forstå de be-givenheder, som han ikke husker. Det er med an-

16 vi har overhalet fremtiden

dre ord en mand uden fremdrift. Hvis han hørte Prince’ 1999, så ville han ærgre sig vildt over den topfede fest, han gik glip af et par måneder før. 10 år senere dukkede Nolan igen op med en leg med virkeligheden i filmen Inception. Hvis Nolan havde lavet Inception i 1980 eller 1990, så havde han utvivlsomt været tvunget til at henligge handlingen til fremtiden. Men hvor fantastiske de end er, så virker de begivenheder, der udspiller sig i filmen, ikke malplacerede i vores tid. Så Nolan har nøjedes med at henligge handlingen til horisonten af nuet eller en kvantemekanisk many world udgave af vores verden.

De pudsige sammentræfDansk fremtidsforsknings grand old man Rolf Jensen har egentlig aldrig tænkt over, om vi allerede er i fremtiden. Og da han får spørgsmå-let, mens han er ved at plante chilier i mulden på altanen, bliver han nødt til at bede om betænk-ningstid, inden han svarer. I stedet taler vi om dengang i 70’erne, da han læste en bog, som ikke har sluppet sit tag i ham siden.

”Du skulle tage at læse den bog,” siger han i tele-fonen.

Mens han fortæller videre, rækker jeg instink-tivt ud efter et meget hærget eksempler af selv samme bog, som jeg tilfældigt faldt over på øen Amorgos i 1997. Det er det første af to pudsi-ge sammentræf i samtalen med Rolf Jensen. Omslaget er for længst faldet af, men på bogens ryg står der øverst oppe ”Bantam Books Non-Fic-tion”, og med store typer står der Future Shock af Alvin Toffler.

”Det var den bog, der gjorde, jeg blev fremtids-forsker,” siger Rolf Jensen, og kommer uden at vide det med en god overgang til noget, jeg gerne vil fortælle.

Men hvis jeg allerede fortæller det nu, så over-

haler historien om Future Shock de tanker, som Rolf Jensen er kommet frem til i mellemtiden.

”Den er god nok. Vi er i fremtiden. Jeg ser ikke længere drømme om fremtidens produkter eller fremtidens by. I stedet er forestillinger om for eksempel fremtidens by noget med, at den er grøn, og vi kører på cykel i den. Men det er i virkeligheden en forestilling om, at fremtiden rummer værdiændringer og ikke de synlige ændringer og nye produkter, som drømme om fremtiden en gang rummede,” siger han.

Samtidig med han siger det, faktisk præcis samme dag, tikker en historie ind på de danske nyhedsmedier, der handler om, at den amerikan-ske Tv-station CNN kommer til København. Det er det andet pudsige sammentræf. CNN er i gang med en serie om fremtidens byer, og en af de byer, som bliver brugt som eksempel på, hvordan fremtidens byer bliver, er København, fordi alting er lidt grønnere i København, og fordi der er så mange cyklister.

Sejt.

Det genkendelige nuDer var engang, hvor vi længtes mod teknik. Hvor vi længtes mod vilde, vidunderlige ting, der gjorde alt muligt og kunne alt muligt.

I fremtiden ville vi kunne få svar på alt på et sekund (Google), vi ville være netværket sammen i langt større sociale fællesskaber end tidligere (Facebook), vi ville have adgang til kærlighed og sex overalt (Dating og Scor), computerne ville blive så små, at vi kunne have dem i lommen og betjene dem på skærmen (smartphones), vi ville være online altid overalt (3G), vi ville kunne se 3D med det blotte øje (Nintendo 3DS), og vi ville

17T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

kunne bladre i information med be-vægelser (Microsoft Kinect).

For nylig spurgte jeg den britiske futu-rolog med en fortid hos British Telecom Ian

Pearson over Skype, om vi allerede er i frem-tiden. Han svarede med et både og. På den ene side havde han vilde visioner for, hvad der vil ske om blot tre år, og endnu vildere visioner om, hvad der vil ske længere ude i fremtiden. Men samtidig oplevede han også en stærk genken-delighed ved nuet.

”Alt det vi ser nu med fladskærme, Facebook, Skype, www, smartphones og touchscreens er noget, som jeg og mine kollegaer forudså i begyndelsen af 90’erne. Det forstemmende er, at der findes ikke en eneste ny tendens, som vi ikke analyserede os frem til ville komme inden-for de næste 20 år. Der er ikke et eller andet lille upstartfirma, der har sprængt rammerne for det forventede og taget fusen på os. Så på den måde kan man godt sige, at vi er i fremtiden,” sagde Ian Pearson.

I 70’erne mente den amerikanske sociolog Alvin Toffler, at fremtiden kom så hurtigt, med så stor acceleration, at vi alle befandt os i en permanent tilstand af fremtidschok. Han sammenlignede begrebet med det kulturchok, der kan møde os, når vi træder ud af en flyvemaskine i et fremmed land. Vi må have tid til at tilpasse os, inden vi falder ind i stedets rytme og kultur. Men i mødet med fremtiden var der ikke tid til at tilpasse sig, for den kommer brasende i et væk uden at blive fastholdt i noget uforanderligt. Den skifter kon-stant.

I 90’erne blev samme fænomen kaldt Informa-tion Overload. Vi lider stadig af Information

Overload, men noget tyder på, at det har nået et mæthedspunkt. Hjernefor-

skere fortæller, at det præfron-tale Cortex i hjernen, der

tyder information og træffer hurtige beslutninger, er i en tilstand af konstant alarmberedskab, som muligvis gør os bedre til at filtrere bombarde-mentet af information, men som koster os evnen til koncentration, fokus og fordybelse. Så selv om prisen for at kunne navigere i Information Overload er høj, har vi formentlig betalt den, og måske er vi også kommet os over fremtidschok-ket nu. Eller måske har vi bare overhalet frem-tiden, så det nu er fremtiden, der halser efter os for at nå med til de nyeste fremskridt.

fremtiden er altid i morgenFor nogle år siden lykkedes det forskere på Niels Bohr Instituttet at teleportere information fra et sted til et andet. Når man, temmelig søgt, spør-ger Hanna Krauter, der var med på forsøget, om hun måske fik en distinkt følelse af at stå midt i fremtiden, da den information, der havde befun-det sig det ene sted, pludselig befandt sig det andet sted, svarer hun desværre nej.

”Hvis du spørger, om det var vigtigt eller bane-brydende videnskabeligt set, så svarer jeg ja, selv om det stadig er meget langt fra Star Trek, men det gav mig ikke en følelse af at stå i fremtiden. For mig er fremtiden altid i morgen,” siger hun.

Men selv om det, forskerne præsterede, er meget langt fra Star Trek, så er teleportation et af de elementer, fremtiden altid har rummet, og i dag er det muligt. På en måde.

Men har Hanna Krauter ret? Er fremtiden altid i morgen? Længslen mod fremtiden er i dag. Og hvis der ikke er nogen fremtid at længes mod, fordi nuet, bortset fra lidt lavere vandstand i verdenshavene og lidt dummere computere, allerede ligner fremtiden til forveksling, er der så en fremtid?

I Malmø står en mand på et autoværksted og venter på at få bilen til reparation. Han kan be-

18 VI HAR OVERHALET FREMTIDEN

svare spørgsmålet om, fremtiden altid er i mor-gen, eller fremtiden er det, som vi lægger i den. Søren Gosvig Olesen er lektor på Filosofisk Insti-tut på Københavns Universitet og ekspert i den tyske filosof Heidegger, der skrev hovedværket Væren og Tid, der var et kolossalt opgør med al tidligere tænkning.

”Fremtiden er ikke i morgen. Fremtiden kommer aldrig. Når fremtiden indtræffer, så er den ikke længere fremtid. Fremtiden er nu, for fremtid eksisterer kun som vores forventning til det kom-mende,” siger Søren Gosvig Olesen.

Så hvis forfatterne ikke længere fortæller historier fra fremtiden, og hvis instruktørerne kan placere selv teknologisk avancerede historier i samtiden, og hvis alt det, vi drømte om en gang, ville blive muligt, er blevet muligt, har vi så overhalet frem-tiden?

For resten blev 1999 aldrig så fantastisk fed en fest. Ikke en gang et årtusindeskifte kunne bære de forventninger, som havde ophobet sig gen-nem årtier.

Rasmus Karkov er freelancejournalist. læs mere på http://rasmuskarkov.wordpress.com/

19T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

Lampedusa, en LiLLe forbLæst itaLiensk ø på størreLse med an-

hoLt, beLiggende ud for tunesiens østkyst. er mest kendt for sine

badestrande og uendeLige strøm af fLygtninge fra nordafrika,

der søger mod europa. de cirka 5500 faste beboere på øen Lever

hovedsageLigt af turister.

fotograf Jakob Carlsen tog dertiL for at fotografere de sti-

gende spændinger meLLem de LokaLe beboere, fLygtningene og

poLitiet. men ved ankomsten var aLLe fLygtningene bLevet fLyttet

tiL siciLien. han vendte derfor kameraet mod øens natur. forreven

stenørken og menneskeskabte skuLpturer.

Lampedusa,by jaKob carLsen

20

21T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA22

23T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA24

25T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA26

27T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA28

29T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA30

31T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA32

33T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA34

35T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA36

37T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA38

39T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

LAMPEDUSA40

41T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

Kampenom dehelligeKøer

musiker og forfatter Kristian Leth skød med spredehagl efter musikanmelderne på sin blog og lukkede den efterfølgende, fordi debatten kørte helt af sporet. men hvad var hans mission egentlig? leth giver svar på tiltale, når det handler om ikke at tage sig selv for seriøst, have mod til at være elitær og i det hele taget sige fra over for musikkens hellige køer.

Tekst René Fredensborg Foto Jacob Nielsen

42

43T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

elv når man blot hurtigt lige skal aftale, hvor interviewet rent fysisk skal finde sted, skyder han med holdninger af en meget lidt konsensus-søgende karakter: ”de fleste musikanmeldere er amatører! Både jour-nalister og musikere tager sig selv alt for alvorligt! og hvad er det egentlig for noget med, at alle i den grad overvurderer Nirva-nas Nevermind bare fordi, den har 20-års jubilæum? vi ses, hej hej!”Som musiker og meningsdanner på både public service-tv og radio, så har kristian Leth for længst fået sig en stemme, der ikke er bange for at skære igennem, men da han for alvor spidsede blyanten og kritiserede selveste kritikerne på sin blog ved navn Spredehagl, kom det alligevel bag på ham, hvor følsomt et folkefærd musikanmelderne er. hvorfor Leth pludselig nedlagde sig selv som kritik-kritiker, da der ellers var godt kog i catfighten mellem en række navngivne danske anmeldere fra anerkendte aviser - på hver sin side og midt i smagsforvir-ringen. det er for, i bedste fald, at glatte lidt på den kurre, at vi i november måned mødes over fire kopper kaffe på en café i indre køben-

havn, hvor vi nærmest omgivet af symbolik lander ved et hjørnebord, hvor der på væg-gen er skrevet menu-eksempler a la Bånd-salat, Ipad-tapas, Cd-licious (vegetar) og FM-tunsandwich. på anlægget spiller de Radiohead, Kid A, et godt eksempel på et al-bum, som musikpolitiet helst peger på som mere væsentlig end OK Computer - alene, fordi sidstnævnte solgte så stort og altså i sagens natur er for kommerciel til smags-dommerne. kristian Leth kommer en halv time for sent, og han når hverken at beklage forsinkelse eller bestille kaffe, før han er klar med et udfald mod præmissen om, at musikkritik er en bagstræberisk størrelse. Noget, jeg ellers troede, vi ville være rørende enige om. ”Kid A er rigtig cool og røg direkte ind på toppen af hitlisterne, hvilket er usædvan-ligt for så indadvendt en plade som den. Når det er sagt, så er ok Computer at be-tragte som et perfekt mesterværk. den plade brød med hele britpoppen, Coldplay er resultatet af ok Computer. og når det så også er sagt, så synes jeg, det farlige ved din præmis er, at vi ryger i dansker-fælden: hvorfor skal vi alle sammen være enige om,

KAMPEN OM DE HELLIGE KØER

S

44

at dét og dét er godt? og hvis alle de andre synes dét er godt, så kan jeg i hvert fald ikke lide det,” siger han og imiterer min type person. ”hvis man ikke helt fatter det, som nu dig med kid A, så er det måske fordi man skulle prøve at sætte sig lidt ind i det. du kan heller ikke rigtig få noget ud af læse digte, før du har læst ti digtsamlinger. ikke fordi du skal have gået på universitetet og lært at analysere det hele - jeg har gået på forfat-terskolen - der griner vi af den der analysemodel, og alt det vi lærte i folkeskolen, så det handler ikke altid om at intellektualisere, det handler om at få stoffet ind un-der huden. Jeg mener, de første 20 gange, du hører jazzmusik, så er det jo også bare øl og ciga-retrøg. det er det så bare ikke. man skal turde sige, at det dér er hamrende godt. og så skal vi ud over myterne, hvor det bare bliver idioti at dyrke bestemte bands og bestemte plader uden at vide no-get om det.”kristian Leth taler ikke i korte sæt-ninger. og er heller ikke bange for at lyde gammelklog trods sin relativt unge alder (født i 1980). måske fordi, han faktisk er klog. Eller i det mindste har sat sig grundigt ind i stoffet, selv om mange andre musikalske meningsdannere bestemt ikke syntes, manden var rigtig klog, da han i de-cember 2010 fremturede med sin Spredehagls-

Kristian er med til at forberede dagens program på radio24syv’s kulturpro-gram aK 24syv, hvor han er gæstevært. Tidligere har han lavet tv på dr, men nu har han sit eget program, sammen med ralf Christensen på dr’s p6 Beat med programmet album.

45T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

blog. her kaldte han det danske musikanmelderi for elendigt, hvilket blev dagens helt store citathistorie og ikke mindst talk of the town i musikbranchen. Bloggen er nu lukket, men kritikken lød blandt andet sådan her:”Det er ikke nogen hemmelighed, at spalte-pladsen er skrumpet, at karakter-angivelser har sneget sig ind alle steder, og at inter-nettet egner sig til det korte format. Men ingen af disse omstændigheder er en undskyldning. Og ingen af disse omstæn-digheder er noget at gemme sig bag. For selv om ambitionsniveauet ryger i bund med tidens krav til output, er der ingen, der forventer dårligere musik, selv om der også i vores branche er flere om færre penge. Musikkritikken har et ansvar. Og hvis journa-listerne spørger: ’Hvad er så det?’, burde de sige deres job op. (Og ja, jeg ved godt, de fleste af jer ikke engang har en stilling, man kan sige op. Det er ikke betryggende)”.det gik hårdt ud over især Gaffa, Sound-venue og politiken. musikredaktør på sidstnævnte avis, Erik Jensen, fik kritik for sin seks-hjertede vurdering af hiphop-ikonet kanye west: ”På visse fremtrædende danske aviser er hovedanmelder-posten endda indeholdt af noget af det ynkeligste, man kan finde: Mænd (som før omtalt) der (i stedet for så at anmelde ærligt) forsøger at forstå musikken på samme måde som unge. Dette manifes-terer de ved unuancerede mesterværks-anmeldelser af A) genudgivelser af plader fra deres ungdom B) ’coming of age’ –plader med unge musikere, de ikke har anmeldt før og først opdager i slipstrømmen fra den generelle anerkendelse.

Spredehagls-bloggeren mente ligefrem, der var tale om en form for vedtaget formel for anmelderiet. den lyder sådan her;

1) Længere resumé (hvis ny kunstner, seneste plade, hvis en allerede kendt – gentager gamle myter).2) Længere argument for at journalisten enten godt kender kunstneren eller argu-ment mod, at det har nogen værdi at have kendt kunstneren før nu.3) Uinteressant og udførlig omskrivning af pressemeddelelsen.4) Eksempler på hvordan elementer på pladen ’virker’ (et kodeord).5) Sammenligninger. Åh, uendelige sam-menligninger. Jo bedre pladen er, jo flere sammenligninger.

Altså blev der i vinteren 2011 hældt surmælk i anmeldernes morgen-latté med efterføl-gende debat. Så optændt og personlig, at Leth altså trak sig fra dysten. Sommeren efter røg informations anmelder (og kris-tian Leths medvært på p6-programmet Album), Ralf Christensen, ned ad samme spor, da han kritiserede de store dagblade og dermed navngivne kollegaer for at være angrebet af konservativ rust. herunder især politikens Erik Jensen. Andre kendte anmeldere fra de store aviser blev nævnt,


Baron Criminel, som er et af Kristians sideprojekter, afholder sin anden koncert nogensinde. Udover medlemmerne fra Wiliam Blakes er blandt andre Troels abrahamsen, forsanger i Veto, og musikeren Kresten osgood med i bandet.

46

47T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

men sad som gidsler mellem de to fløje og således tågede polemikken til uden no-gensinde at blive klar i mælet. her, nogle måneder efter sidste infight, ryster kristian Leth på hovedet, mens han speedsluger en burger. Som tidligere musikanmelder på de nu hedengangne gratisaviser, urban og Nyhedsavisen, med-giver jeg, at almindelig tidspres og mangel på spalteplads fordrer en vis formalisering af musikkritikken. hurtigt resumé, hurtig sammenligning, hurtigt arbejde. og så fik vi selvfølgelig også tiden til at gå med at synes, at de etablerede anmeldere på de store dagblade havde rust i øregang og skrivefinger. Siden skrev jeg en satirisk bog ved navn Hønsehunde om indspiste musik-kritikere og hele besværet med at leve op til rock’n’roll-myten, hvor jeg i øvrigt selv havde hovedrollen som fjols. kristian Leth har ikke læst den. ”det var ynkeligt,” lyder det imellem to bid-der. med henvisning til den anmelder-debat, hvor han selv var den første til at trække et våben. ”først og fremmest opførte politikens kul-turredaktør, Anita Bay Bundegaard, sig som en komplet kryster. det var i anden omgang, da Ralf Christensen kom med sin hårde

kritik af politikens festivalanmeldelser. Ralf er meget respekteret og utrolig dygtig, det er de fleste vist enige i, men hendes svar var: ’du har da vist prøvet at arbejde på en stor avis engang, husker du ikke det? vi må prioritere’. der dør den debat.” Men Erik Jensen svarede da tilbage?”Ja, men det var jo ikke en diskussion om, at vi skal sige noget kritisk om Erik Jensen, og så skal Erik Jensen sige noget tilbage til os. der tager du fejl. han mente, at det vi havde skrevet, var fyldt med had. Jeg kender ikke manden og mener kun noget om hans arbejde. derfor lagde vi op til en diskus-sion om musikanmeldelser, og hvad de skal kunne. Altså, hvad er niveauet her og nu? inden for litteratur er det en helt klas-sisk debat, men i musikbranchen er det et stort problem at tale åbent om det. flere anmeldere følte sig personligt sårede af den kritik. folk kunne ikke adskille arbejde og privatperson, så vi kom ud på gyngende grund. Alene af den grund, er der gået no-get forståelse tabt omkring, hvad det er vi laver, når vi anmelder og udøver kunstkritik.”Men at være rockanmelder er vel også en slags personlig identitet?”Ja, lige præcis. Rockanmelderen er jo lige så stor en myte som rockstjernen. hvor vi

”Flere anmeldere Følte sig personligt sårede aF den kri-

tik. Folk kunne ikke adskille arbejde og privatperson, så vi

kom ud på gyngende grund. alene aF den grund, er der

gået noget Forståelse tabt omkring, hvad det er vi laver,

når vi anmelder og udøver kunstkritik.”

KAMPEN OM DE HELLIGE KØER48

andre i branchen er begyndt at revurdere vores roller i tider, hvor der ikke står et mul-tinationalt pladeselskab klar til at give os 100 millioner og en worldtour, hvor vi bare kan ryge tjald hele tiden. det sker ligesom ikke, men rockanmelderne er ikke kom-met ud af det der selvbillede. det er stadig noget med en læderjakke og alle de fede, mytiske historier. det er blevet så personligt en sag at være anmelder, at hvis man som mig mener, at vi lige skal hæve det faglige niveau, så bliver det hele meget ømt og mærkeligt.” Og forudsigeligt? ”Ja, ligesom man altid kan forudsige at d-A-d-pladerne altid får en linje om, at de ende-lig har taget deres alder på sig. Eller er kom-met tilbage til deres rødder. Én af delene kan du være sikker på står i en d-A-d-an-meldelse. det er det, jeg mener, med at de danske kritikere kører over samme skabelon. først refererer man pressemeddelelsen, at kunstneren er inspireret af morrissey eller noget lignende. Så får vi en gennemgang af en 2-3 numre, så har man faktisk anmeldt pladen. det er basicly dét, og det er for mig virkelig vildt, for så er man faktisk langt ud over ideen om, hvad en pladeanmeldelse egentlig er. man taster data ind og så kører

bussen!” Spørger man kristian Leth om, hvad der i stedet gør en musikanmeldelse berettiget, så er opskriften en fortløbende diskussion om, hvilke interessante strømninger, der rører sig i musiklivet og en horisontudvi-dende begrebsforklaring’. Så også nørderne kan orientere sig, siger han med en tomler, der peger på ham selv. ”i litteraturkritikken vil man aldrig sige, at noget ikke er bredt nok til anmeldelse. her tager man understrømningen seriøst. hvor-for kan vi ikke have den samme samtale om musik? Altså, alt det ud over guidestof og foromtaler og bestsellers og alle mulige lister over tidens mest populære musik. hvis man siger: ’hey - hvor er alt det andet blevet af?’ - så sårer man de danske musik-journalister.” Caféens bartender har en t-shirt på, hvor der står Brian Jonestown Massacre (et cali-fornisk rockband med en kontroversiel for-sanger). kristian Leth spørger bartenderen om han har bandets plader. Ja, siger han. hvorfor én er så din yndlingsplade?, spørg-er Leth. Bartenderen siger: ”det er lidt for-skelligt, jeg kan ikke lige nævne én!” Selv børn går jo rundt i t-shirts med Ra-mones! Provokerer det dig også?

” på den måde er det simpelthen så Forudsigeligt, at når

der så kommer en episk plade, som tilsyneladende har be-

tydet alt For en bestemt generation, som altså er musi-

kanmeldere, så er det med bokssæt og hele lortet.”

49T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

”Næh, det er vel bare fordi deres far synes, Ramones er for fede. Grunden til, at man bliver irriteret over den slags, er fordi, man har en fornemmelse af, at inden for de sid-ste 5-10 år, er der kommet en stor bølge af folk, der går rundt i den slags t-shirts, som måske ikke rigtig har tjekket baggrunden ud.” Konsensus-bølger? Ligesom når anmelderne først hadede Nik & Jay, men nu godt kan lide dem igen? Man tager ligefrem Nik & Jay alvorligt! ”det handler netop om, at de tager deres musik alvorligt. Jeg har været på fra starten, siger jeg med risiko for at lyde total imod konsensus. Jeg var på fra det øjeblik, de sang: Lækker, Lækker Lækker Lækker Læk-ker Lækker Lækker Lækker Lækker Lækker Damm.” Leth synger det selv flere gange og poin-terer: ”kan man virkelig gøre det i et omkvæd? i så fald kræver det den fantastiske blanding af guts, som de har til overflod, og så en løsrivning fra vores andres virkelighedssans, som de virkelig også har til overflod. den kombi er noget af det mest fantastiske, der er sket for dansk musik.” Jeg er stadig overbevist om, at de er en pa-rodi og griner af, at vi andre synger med…

”Jeg forstår, hvad du mener. det er fordi, de jo er grænseoverskridende. Gå til det med en ironisk distance, så får du et turning point! de er langt ude, men de er seje nok. de er så fucking true, de drenge der.” Prøver du på at overbevise mig? ”Jeg mødte dem til danish music Awards, de havde deres egen sminkør med! de var-mede op med benøvelser og det hele, det var for svedigt. det er commitment. med solbriller på, selv om det er helt mørkt. Jeg sagde noget til dem, da de skulle op på scenen, men de reagerede ikke. de var totalt in the zone. de havde et show foran sig med bar mave og crowdsurfing og sne ud over det hele. man forstår, de er koncen-trerede. det er lige præcis det spænd, den cocktail skal have. de tager det megaseriøst og har så alligevel en stille og rolig atti-tude over for andre. de tager deres arbejde seriøst!” Ligesom anmelderne, tager danske bands vel generelt sig selv ret seriøst?”de fleste bands tager nok sig selv lidt for seriøst, måske. Jeg har sådan en sondring mellem det. At man skal tage sit arbejde utrolig seriøst og sig selv meget, meget lidt seriøst. det er der, den tit går galt. man skal adskille sit arbejde fra sig selv. Et godt ek-sempel er, at vi fik en 5-stjernet anmeldelse


”du kan heller ikke rigtig Få noget ud aF læse digte, Før du

har læst ti digtsamlinger. ikke Fordi du skal have gået på

universitetet og lært at analysere det hele - jeg har gået

på ForFatterskolen - der griner vi aF den der analysemodel

50

af vores første william Blakes-plade. hvis man tror de fem stjerner er til én selv, så er det, man bliver megaloman. for problemet er, at hvis du får en 2-stjernet anmeldelse dagen efter, så vil du føle dig elendig. du bliver nødt til at sondre. det er præcis det, som de nye drenge og hele den der pop-bølge har fattet rimelig godt, de er hard-working og tager deres arbejde helt vildt seriøst. men samtidig er for eksempel Ras-mus Seebach jo kendt for, at hvis han går ned ad en gade, så tager det ham to timer, for han stopper og taler med alle, der gerne vil hilse på ham. omvendt har vi alle de her danske bands, der tager sig selv utrolig seriøst, og problemet er så, at de næsten alle sammen arbejder i en vuggestue for at få det hele til at hænge sammen. der er det, man i monty pythons verden kalder for inkongruens. to verdener, der ikke hænger sammen. det giver enten et utroligt stort mindreværdskompleks, som så kommer ud, når man spiller. Eller også giver det sådan en slags attitude a la: ’Jeg er bare musiker, whatever!’. det, tror jeg, er lidt af en syg-dom.” At distancere sig?”Ja, en afstandtagen, ligesom med musikanmelderne. der er sket et skred, hvor mange er bange for at fremstå som elitære.

det er en meget mærkelig strømning, hvor man sjældent ser nogen i dag, under 40 år, som påtager sig rollen som intellektuel. vi har et par generationer, hvor vi virkelig kan det der med at dyrke ironien og satiren. vi kunne gennemskue og spidde alt, men at være intellektuel og for alvor gå ind i en samfunds-diskurs, ser man stadig, som noget man gjorde i 70’erne. Efter 90’erne blev inderligheden for eksempel vigtig. vi fik indiemusikken med bands som Arcade fire. du ved: ’mine forældre blev skilt, og det gjorde fucking ondt’. der har været en bevægelse tilbage mod det inderlige udtryk, men der er stadig ikke nogen der går ind og siger: ’hvad mener jeg egentlig?’ den ambition findes tilsyneladende ikke. i stedet for sidder man på aviserne og siger: ’vi skal passe på ikke at være for intellek-tuelle’. Jeg spørger så: hvor er det lige nu i det danske samfund, at lix-tallet er ved at blive for højt? vis mig det sted, hvor de er begyndt at snakke lidt for meget om Bau-haus? ingen steder! der er ikke et eneste sted tilbage, hvor de gør det. Så på den ene side har vi en musikscene, hvor det hele bliver mere og mere eklektisk - det er i øv-rigt et rigtigt anmelder-ord! vi bliver mere og mere individualiserede, folk finder deres egen musik på en blog i tjekkiet, hvor no-

og alt det vi lærte i Folkeskolen, så det handler ikke al-

tid om at intellektualisere, det handler om at Få stoFFet

ind under huden. jeg mener, de Første 20 gange, du hører

jazzmusik, så er det jo også bare øl og cigaretrøg. ”

51T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

gen spiller harpe eller et eller andet, og på den anden side har vi så en anmelderstab, som ikke tør gå ind i nicherne. der er ingen tilbage til at vejlede. det, synes jeg virkelig, er heftigt.” Men helt ærligt. Hvem gider høre på folk, der selv synes, de er åh så intellektuelle? Så kan man jo bare tænde for P1! ”Ja, p1 er da klart et rigtig dårligt eksempel på, hvordan man er intellektuel. de er ind-forståede og har ingen form for accept af, at man bliver nødt til at formidle til andre end sig selv. p1 er fyldt med gamle mænd, der telefonerer et eller andet klogt lort, de har skrevet. de er pisse-dygtige, ingen tvivl om det, men formidlingen tager de ikke alvorligt.”Men det gør du selv, når dig og Ralf Chris-tensen på P6 Beat intellektualiserer over udvalgte musikalbums?”vi vælger verdens bedste plader synes vi! mit håb med den serie er, at ramme de plader, som er så gode, at alle vil kunne blive inspireret. forstå baggrunden. det handler ikke om god eller dårlig smag, for det findes ikke inden for musik.” Jeg synes også, at man bare skal lytte til sit hjerte…”Synes du det? det var da virkelig en origi-nal og vild tanke. problemet er så, når an-meldere ender i i noget, de føler. men ikke får fagligheden og indsigten med, men i stedet bliver dovne og føler sig frem. Lige-som med Nirvanas Nevermind. uh, der er jubilæum. Endelig noget, anmelderne selv

brænder for, ligesom med depeche mode for fem år siden. Så har den og den plade jubilæum, og så skriver de alle sammen igen, at depeche mode måske er det vigtig-ste band, der nogensinde har eksisteret. det er det så ikke, efter min mening, det er et rigtigt godt synthpop-band, der har sin niché og har solgt masser af plader og haft deres tid. men det er ikke Beatles, vel? det samme med Nirvana, som er så svær at adskille fra myten, fordi kurt Cobain er død. faktisk betød Nirvana kun noget for en mærkelig genre, nemlig grunge, som for længst er død og ubrugelig rent musikh-istorisk set. det er jo ikke fordi, man i dag tager Stone temple pilots og pearl Jam op og tænker: ’wow, class-rock’. det er fedt nok og et udtryk for sin tid, men stadig kun på linje med shoegaze og andre genrer i en bestemt tid. på den måde er det simpelthen så forudsigeligt, at når der så kommer en episk plade, som tilsyneladende har betydet alt for en bestemt generation, som altså er musikanmeldere, så er det med bokssæt og hele lortet. det er jo i sig selv sindssygt at tale om en musikgenre, der kun er 60 år gammel og ligesom stille uret tilbage til år 0 og snakke om hellige køer. det kunne jo vise sig, at den her genre forsvandt igen om 40 år, og så havde vi altså kun, set i et ver-denshistorisk lys, haft hundrede år med beat, hvorefter vi så ellers gik tilbage til klassisk og folkemusik. hele ideen om at skynde sig at gøre alt muligt til legendariske begivenheder er langt ude og all feelings.” Men de anmeldere skriver jo netop med hjertet? De bruger nostalgien som afsæt. Efterlyser du netop ikke en analyse med følelser?

på hellerup Bibliotek bliver der afholdt workshop om Voodoo med Kristian som oplægsholder.

53T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

”Jo, men så fortæl mig, hvor meget den plade faktisk betød i sin tid. i stedet er man personlig, når man burde være professionel. det er hele den der æteriske drejning, jeg snakker om. Amatørismen! Som de univer-sitetsstuderende, der skriver på Gaffa og Soundvenue. ingen af dem har jo lært no-get. vi taler amatørblade lavet af amatører. Soundvenue skrev for nylig om ’fem lager-salg, du ikke må gå glip af’. Altså, tøj-lager-salg. Soundvenue! Are you fucking kiddin’ me? fem lagersalg! i et musikblad?”Og alt det her handler naturligvis ikke om, hvor meget eller hvor lidt dit band William Blakes får af omtale? ”Nej, det er en meget vigtig pointe! for lige at vende den helt rundt. vi er blevet meget godt begavet med anmeldelser, det hand-

ler ikke så meget om det, men det er klart, at som kunstner arbejder man hele tiden i en tilstand mellem megalomani og intet selvværd. der har jeg det bare sådan, at man bliver nødt til at tro på, at man er unik. fordi du basicly er alene i verden. Så det er bare noget med ikke at klynke og komme ud med det. tænk på Beatles. de skrev det hele i en fart - mens de turnerede. hvad er det egentlig, der tager så lang tid? der er noget i vejen med vores vurdering af, hvad vi laver. vi synes, at vores job er så vigtigt. Som knausgaard skriver. åh, det er bare så svært at skulle være far samtidig! åh, denne dæmon som vil have mig til at skrive! hvad er det for noget lamt lort? det handler bare om at ikke at tage sig selv for seriøst, men til gengæld tage sit arbejde virkelig seriøst. har jeg sagt det før? Nå, men jeg skal fak-tisk også videre nu…”Leth skal i studiet med sit band. uden musik, ingen debat.

Kristian leth (født 1980)

udddannet fra forfatterskolen i 2002.

har udgivet digtsamlingerne Land og Besværet

har sit eget pladeselskab Speed of Sound, der blandt andet udgiver the wlliam Blakes, hvor kristian Leth er forsanger og guitarist. william Blakes har fire album bag sig og vandt ved sidste danish music Awards to priser, som årets danske gruppe og årets rockudgivelse for al-bummet the way of the warrior.

Leth står også bag soloprojektet Baron Crimi-nel, der er en blanding af voodoo-rytmer og electronica, tilsat tekster om magi. derudover har han sin første soloplade på trapperne, og sammen med fridolin Nordsø står han bag det nye projekt dragonborn.

tidligere tv-vært på dR-musikprogrammet Liga, ligesom han har været radiovært på p1, p3 og p6. Er lige nu jævnligt medvært på Ak24syv, 24syvs daglige kulturprogram, hvor også ar-tiklens forfatter, René fredensborg, er vært. interviewet er lavet før, de to blev ansat på samme radiokanal.

kristian Leth skriver på pt. på sin første roman.

Kristian er snart klar med sin første soloplade på dansk, indspillet i sit studie på islands Brygge.

55T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

KOREAFoto/Tekst: Eva Tind

56

Tid: d. 2. August 1995. Kl. 16.05.Sted: Kimpo Airport, Seoul, Korea.

LoopJeg ankommer. Det er som at lande på maven på månen blandt store kra-tere og små. Støvet der klumper og hvirvler i rummet mellem mundvand og tunge, koreanere, beklædningsgenstande, maskiner, fly, glas, beton, der flyder og fylder rummet som tid. Det tog mig ét døgn at komme væk her-fra, det tog mig 20 år at vende tilbage. Jeg har gravet mig gennem jorden med en lille, gul plasticskovl. Jeg har lagt genstande, landskaber og støvet bag mig, gravet huller, kanaler, åer, veje og trukket et spor, som jeg træk-ker min vogn fyldt til randen med jord efter mig. Jorden, som jeg samler, fugter, klapper og glatter, ligner et rundt bjerg med hul i midten. Plastic-skovlen er en genstand, der nu, alene, graver videre ved egen kraft, graver timelange underjordiske passager og rum. Skovlen er en tidsmaskinel gen-stand, der graver i en kvinde, mig, hvorfra en tynd, rød røg langsomt og levende stiger mod himlen fra bjergets midte. Bjerget, der ulmer og ånder, varm som en menneskekrop.

Jeg tager tilbage til det land, jeg er født i, for at løsne kanten af en stor støvgrå krop i en lille blå krukke. Jeg ringer op, etablerer forbindelse, taler, hælder væsken op og slukker lyset, fremkalder konturer, skygger, bygninger, der bryder frem. Jeg genfrembringer et menneske, et barn, der lever gennem fornemmelser, følelser, løsdele der flagrer formålsløst rundt. Her findes kun luftige skymasser, mennesker der sidder på hinan-dens kroppe, landskabets kanter, kunsten og fugten, der slår igennem mig, fremkalder glimtvise gestalter for øjnene og sætter sig som vandperler på min krop. Da jeg stiger ud af flyet, som et genrejst monument opstillet på en kornmark mellem et bjerg og en flod, løsner perlerne sig fra min krop og triller som en raslende strøm mod havet.

57T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

KOREA58

Tid: 0Sted: 0

”I skyggen af et træ, i skyggen af et træ.”

SkuffeMin far er død. Jeg har ikke begravet ham. Nu ser jeg, at de heller ikke har begravet ham, men puttet ham i en skuffe. De døde er en væg, de døde er arkitektur, de døde har ikke noget med jord at gøre, de bor i skuffer, det er dét, jeg vender tilbage til, buketter, kranse, hænger på skuffernes forsider, plastikblomster dufter ikke som råddent blomstervand, opblødte stængler, tørre hoveder der hænger brunt på en knastør stilk, den slags sker ikke for plastikblomster, de dør ikke som ægte blomster gør, de mister farven og sover ind i skyggen af et træ.

Kære far, jeg tilgiver dig aldrig.

Kære far, jeg tilgiver dig hver dag.

Kære far, jeg tilgiver dig aldrig hver dag tilgiver jeg dig.

Kære far jeg tænker aldrig på dig, jeg tænker kun på mig selv, skal jeg tilgive dig for det?

Kære far, jeg ville ønske, du blev til jord, det har måske noget med kultur-forskellen at gøre, at jeg er vokset op i en dansk kultur, hvor der er tradi-tion for, at døde bliver til jord, ædt af orme, omformet til lort, jord, jeg ville ønske, du blev til jord, det er ikke nogen slutning at blive lagt i en skuffe, fortæl mig, hvad vi skal med de skuffer? Dét tilgiver jeg dig aldrig, hver dag tilgiver jeg mig selv for at tænke på mig selv, jeg tænker på mig selv og ofte på andre, men aldrig, aldrig på dig, aldrig på skuffer, på jord og blomster af plastik, der sover ind i skyggen af i et træ, i skyggen af et træ.

59T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

KOREA60

Tid: 5. juni 2010.Sted: Artsonje Center.144-2, Sokeuk-dong 43 Gamgodang-gil, Jongro-gu, Seoul. Opening hours 11:00-19:00, closed on Mondays.

FluenGalleriet Artsonje viser en udstilling af den koreanske kunstner Kim Beom. Jeg kan godt lide hans video, hvor en mindre hest rider på ryggen af en større hest. Jeg føler mig som den hest, lille, stor, lille stor. Jeg finder en flyer med et billede af Yoko Ono i receptionen, en kvinde bag skran-ken vifter en sort flue væk med hånden, jeg spørger hende, hvad der står i folderen, hun siger, der er en Yoko Ono-event på Media Theater Igong, alle Onos film bliver vist der, siger hun, kunstfilm, interviews, talkshows, musikvideoer. Jeg takker med et koreansk ord. Fluen kravler ind i kvin-dens mørke, fluen rider på ryggen af en større flue, det har noget med formering at gøre.

Info:Media Theater Igong. Go to Hongik University Station, line no. 2, exit 4. For more information, call 02 337-2870.Kim Beom: Horse riding horse, 2008, video.

61T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

KOREA62

Tid: 29. juni 2010.Sted: Hiroshima, Hiroshima. Japan.

MorJeg føler mig ensom. Jeg ved ikke hvorfor, jeg er her, jeg kan ikke mærke noget, men jeg mærker alligevel, at jeg ikke mærker noget. Det her er ikke mit hjem, alene ser jeg ikke det, jeg genkender som den fremmede, jeg er, som mit fødeland er en forladt fabrik, en øde ø, at vende hjem som

umiskendelig asiatisk, det sorte hår, overalt, under armene, i munden, det sorte hår, som alting er flettet af, universet, katten, bordet, stolen, afgrun-den, solen, kartoflerne i haven, som jeg er flettet af. Jeg vender tilbage til den kvinde, jeg kommer fra, flere gange[, igen og igen,] er du ikke læn-gere dig selv, nu, som jeg ikke længere er mig selv, som jeg var, vi var, er, historisk set forbundet, genetisk flettet, ikke-familie familie, jeg føler ikke noget for dig, jeg forbinder mig til dig, som et du til et fremmed du, som du er en fremmed i mit køkken, mit landskab, i det er du ikke min mor, al-ligevel en slags mor, nogens mor, sommer i 1974, du holder mig tæt til din krop, du dufter som en mor, du er historisk set, en mor, men jeg genkender dig ikke, det var, for længst, for længe, jeg mærker intet, tårer, de løber gennem metroen, de falder for dig, for hende, tårer som jeg genkender som mine tårer, løber for langt, for længst, længe, det tager en krig, før det standser, da

det slutter. Det slutter. Nu slutter det. Slut Punktum Slut.피의

63T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

KOREA64

비 [pee] regn

Tid: 1. juli 2010.Sted: Kimpo Airport, Seoul.

Toilettet: Nå, det har du ikke set før?Jeg: ?Toilettet: Et toilet med musik, varme i sædet, en falsk lyd af én der trækker ud, et toilet, der vasker dig forfra, bagfra og lufttør rer din røv. Et toilet, der automatisk skyller, når du rejser dig. Jeg: Næh, det har du ret i, den slags er ikke så almindeligt i Dan markToilettet: Hvad fortæller det mig om Danmark?Jeg: At vi ikke interesserer os for avancerede toiletter?Toilettet: !Toilettet: !!Jeg: …Jeg: Jeg skal tisseToilettet: ?Jeg: Pee, you know.

65T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

shring

kingcities

FOTO/TEKST

MATTIAS JUUL CHRISTENSEN

66

FOTO/TEKST

MATTIAS JUUL CHRISTENSEN

67T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES68

I flere århundreder har det været byplanlæggernes vigtigste opgave at få plads til en stigende befolkning i verdens storbyer. Det er blandt andet sket ved at ud-vide byerne med forstæder. Men i flere områder går

udviklingen nu den anden vej: Be-folkningstallet i byerne falder, og man er nødt til at afvikle dele af byen.

12 af de amerikanske byer, som i 1960 var blandt de 20 største, havde i 2008 færre indbyggere.

Med betegnelsen ‘shrinking cities’ er der kommet fokus på de byer, der undergår en negativ udvikling i form af tilbagegang i både økonomi og befolkningstal. Med dette nye bybegreb, er der et behov for ny-tænkning inden for planlægning og arkitektur og for planlægningsprin-cipper, hvor vækst ikke er den ene-rådende præmis.

Spørgsmålet er, hvordan man gør byen mindre igen, uden at byen mister den tæthed, der historisk set har fået byen til at fungere som kul-turelt og økonomisk kraftcenter.

FN-organisationen UN-Habitat, der følger udviklingen i verdens storby-er, har undersøgt fænomenet. I sin seneste rapport om storbyer konkluderer organisationen, at mere end halvdelen af alle storbyer i den udviklede verden har mistet indbyg-gere i de seneste 30 år.

Tilmed peger både eksperter og utallige befolkningsfremskrivninger på, at de skrumpende storbyer vil blive mere og mere udbredte i takt med aldringen af befolkningen i USA og Europa. Sagt lidt firkantet, så er der simpelthen ikke født nok børn i de seneste 50 år til, at by-erne kan blive fyldt ud.

Når der bør være mere fokus på de skrumpende storbyer, så skyldes det blandt andet, at der ofte følger en bunke problemer med i kølvan-det på en massiv folkeflugt.

Et af de steder, hvor problemet er allerstørst, er i den gamle bilby Detroit i USA, der fra 1960 til 2011 er skrumpet fra over 2.000.000 til 700.000 indbyggere. Denne billed-serie fra juli 2011, er taget i boli-gområderne i den slemt forfaldne by.

69T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES70

71T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES72

73T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES74

75T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES76

77T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES78

79T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES80

81T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES82

83T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES84

85T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SHRINKING CITIES86

87T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

På trods af risikoen for at blive afvist, vover

jeg Pelsen. jeg ringer På i en tilfældig oPgang

fast besluttet På at finde kærligheden. den, der

starter med en svingom, sætter sig i sProget og

får folk til at gøre de særeste ting. som at bo

med en nougat-farvet kanin i sydhavnen.

af: jannie schjødt kold

illustrationer: louise thrane

oPgangen en kærlighedshistoriei fireetager

oPgangen

88

89T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

hannah Montana-kagen

troner på glashylden

ved siden af de smurte

sandwich og smør-

bollerne. Bageren i

Sydhavnen har det

hele, og jeg beder om

en pose med fire crois-

santer og to tebirkes.

De skal bruges på min

mission: At finde kær-

ligheden. Altså ikke

min egen, men den der

findes i alle opgange, bag alle døre og i ethvert

menneske. Ulykkelig, fortabt og forvirret kærlighed

måske, en vag drøm om noget andet eller for fuld

udblæsning og sølvbryllup, hvem ved. Hvor der

er hjerterum, er der historier, tænker jeg, og tager

S-toget mod Københavns Sydhavn. Man kan vel –

som i kærligheden – kun få nej.

Området har jeg valgt for dets brogethed. Fra

de glatte kontorfacader og hoteller på Scandi-

agade, over sutterne på Mozarts Plads til de so-

cialdemokratiske koryfæer, der har farvet både

sproget og sidegaderne her: Hørdumsgade og

P. Knudsens Gade. Nå ja, og så har Anker Jør-

gensen boet i den første opgang på Borgbjergs-

vej, som jeg nu svinger cyklen nedad. På den ene

side af den lige gade med etagebygerier i røde

mursten hænger smalle, stribede markiser over de

udendørs terrasser. På den anden side flankerer

Flügger Farver og en Matas-butik den første op-

gang. Borgbjergsvej 1. Jeg stiller cyklen, studerer

forkortelserne på dørtelefonen, og ringer på hos P.

& L. Elshave. Det lyder rart.

Døren buzzer, og jeg når akkurat at sige mit navn,

så er jeg inde. En høj og let foroverbøjet mand

med sølvstænk i håret åbner døren.

”Per,” siger han og giver hånd.

Jeg forklarer mit ærinde, men roder lidt rundt i

noget med positive historier om Sydhavnen og

kærlighed til området. Det er svært at bede om

kærlighedshistorier i døren, konstaterer jeg. Per

studser lidt og kigger på min udstrakte bagerpose.

Han spørger, hvor jeg har købt dem henne, og det

er ikke den bedste bager, kan jeg forstå, men jeg

bliver alligevel lukket ind. I entréen stikker også

Pers kone, Lya hovedet ud af køkkenet. Hun er køn

og har kohlindrammede øjne selv på en tirsdag.

Jeg forklarer mig igen, og det går lidt bedre.

”Skal jeg lave kaffe, så?” spørger hun Per.

Han nikker til svar og fører an i den lyseblå polo-t-

shirt. Ind i stuen hvor der på ingen tid bliver dæk-

ket op på marmorsofabordet. Tallerkerner, serviet-

ter, underkopper og kaffekopper, der fyldes direkte

fra kolben. Jeg bemærker slikket i den servietbe-

lagte brødkurv og spørger til kaninen på gulvet.

”Det er Nougat,” siger Lya, ”hun blev et år i går.

Vores barnebarn, Nikita var her for at fejre hende.”

”Hun hedder Nougat på grund af farven,” forklarer

Per og bider i en chokoladecroissant, ”det var

Nikitas idé.”

Pelsdyret er vitterligt nougatfarvet og matcher

utilsigtet eller ej den lædersofa, jeg sidder i, mens

jeg får Lya og Pers kærlighedshistorie serveret. En

fortælling, der krydser en kolonihaveforening i det

grønne område længere ude på Sydhavnen. Her i

Frederiksholm Haveby mødte de to for første gang

hinanden. Som børn af hver sin side af stenbroen

– Lya fra Vesterbro og Per fra Østerbro - der var

de hvert år med mor og far i haven.

”Vi er jo barnefødte derude, så snart solen kunne

skimtes over stenbroen, skulle vi derud og bo,”

siger Lya og lyser op i et smil. Hun har et lille mel-

lemrum mellem tænderne og har sikkert været en

fræk unge at se på.

”Dengang rendte alle børnene rundt og legede

en kærlighedshistorie i fire etager90

med hinanden, og vi endte altid oppe ved købman-

den, hvor man kunne købe sodavand,” husker hun.

”Og så stod de der snuder jo der,” siger Lya og

mener blandt andet den dengang halvstore dreng

Per Elshave, der lige havde fået hans første knal-

lert. Godt tunet til lejligheden. Den skulle jo holde

hele sommeren. Det var ikke kærlighed ved første

blik, siger Per, og der var tilsyneladende også flere

om budet.

”De var alle sammen vilde med Per,” siger Lya,

”Jytte og Gerda og hvad de nu hed alle sammen.”

Jeg vil gerne vide, hvad det var, der var så fasci-

nerende ved Per, der sidder der og smiler i smug,

mens han kigger ned i marmorpladen.

”Det ved jeg ikke, det var udseendet, tror jeg,”

siger Lya og kigger over på Per. ”Men det er jo

mange år siden nu.”

Per derimod kan ikke huske, hvad han faldt for ved

Lya.

”Jeg faldt bare,” siger han, og sådan er kær-

ligheden jo også. Svær at forklare og måske endda

uden ord. Sådan er Pers kærlighed til kvarteret nu

ikke.

”Nu skal jeg fortælle dig noget om det her sted,”

siger han og lægger den halvspiste chokolade-

croissant fra sig.

”Området her hedder Frederiksholm efter Frede-

riksholm Teglværk, der lå her. Karréen her hedder

Frederiksholm Karré, og jeg er ægte frederikshol-

mer,” siger han.

Og mens det mørkebrune vægur med snore slår

elleve meget lange og meget høje slag, maler

Per et billede af et område og af en tid, hvor stort

set alle arbejdede i den tunge industri. På asfalt-

brikken, på Teglværket eller på Man Diesel. Lya

beretter om endeløse rækker af specialbutikker,

manufakturhandlere, skomagere, ismejerier og

pibebutikker. Lige under deres lejlighed lå et popu-

lært værtshus kaldet Las Vegas.

”Her endte de fleste ministermøder, der havde

været hos Anker på tredje sal,” siger Per.

I dag er bulen ryddet og Matas har overtaget

matriklen. Et godt billede på tidens gang og well-

nessbølgens griben om sig, tænker jeg: Fra brune

værtshuse til blå striber. I dag er den tunge indus-

tri erstattet af erhvervskontorer som Phillips og

DONG Energy, og kvarterets sammensætning har

ændret sig. Nogen kalder det endda ‘arbejdernes

Hellerup’, siger Per, inden jeg bringer ham tilbage

på sporet af kærligheden. De to Elshaver sidder

for hver sin ende af bordet, bider i hver sin bager-

kage og ligner to skolebørn, der bliver interviewet

der er liv i de øjne, og Pludse-lig vokser der horn i Panden På Per elshave, man kan se, han er i drillehumør.

91T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

om, hvad kærlighed er. Lidt betuttede og med det

nervøse grin inden for rækkevidde prøver de sig

frem. Siger så lidt som muligt, men vil alligevel

gerne spørges, fornemmer man. Ind imellem kigger

Lya på Per. Der er liv i de øjne, og pludselig vokser

der horn i panden på Per Elshave, man kan se, han

er i drillehumør.

”Vi har været gift i 41 år, ikke Lya” siger han.

”Det har vi da ikke, det må da blive 42 år,” siger

Lya og regner på det. Og sådan bliver de ved.

Duellerer i flere runder af livets regnestykker. Hvor

gamle deres piger var på det og det tidspunkt,

hvornår de rykkede fra den ene lejlighed til den an-

den og hver gang retter Lya på Per. Det fyrer frem

og tilbage med årstal, husnumre og navne på de,

der var engang og som stadig lever i deres minder.

Men hvornår var det nu lige, det var? Jeg bryder

ind i den ægteskabelige dyst og spørger til deres

bryllup.

”Dengang skulle man være gift for at få en

lejlighed, jo,” siger Lya som det første og muligvis

som forklaring på det hele, men det tror jeg nu

ikke.

”Ja det var lige før, man skulle komme og bevise,

man havde gjort konen gravid også,” siger Per.

”Nej, nu må du altså snart holde op,” siger Lya,

”det skulle man da ikke.”

Jeg spørger om de har et billede fra dengang de

blev gift, og Lya sætter fra i sofaen, så hun kom-

mer op at stå. De år, man ikke kan spore i hendes

ansigt, har sat sig på hofterne. Billedet hænger

i den anden del af stuen, og Pers hår er ganske

rigtigt kulsort. Lyas mellemblond ‘med lidt blond i’

som hun siger.

Tilbage i sofaen fortæller de, at de stadig kommer

i haven, hvor det hele begyndte. Kort efter bryllup-

pet arvede Lya nemlig hendes forældres have, og

historien om kærlighed i kolonihaven fortsætter.

”Vi er derude fra april til oktober hver sommer,”

siger Per.

”Men købmanden er lukket nu,” siger Lya.

De svarer ikke lige med det samme, da jeg spørg-

er, hvad de laver alle de måneder i haven.

”Ja, altså,” indleder Lya, ”Per kan godt lide at være i

haven, han kan bare ikke lide havearbejde.”

Pers ansigt ændrer sig. Det er som om ti-øren lige

skal falde. Så åbner han munden i et kort grin. Ja,

det må han indrømme, han kan godt lide at sludre

med naboerne og have det hyggeligt. Per er så

glad for hygge, at han forlænger julen langt ind i

januar, går det op for mig. Midt i det mørke 70’er

møblement lyser juletræet stadig med sine elek-

triske lyskæder spændt ud, over åbningen i den

todelte stue hænger lysende julekuger i en gran-

gren, og over døren ud til entréen dingler en

mistelten. Vi er for hurtige til at pille julelysene i

vort samfund ned, synes Per.

”Jeg kæmper for, at de juletræer der bliver

sat op hele vejen ned af hovedgaden her,

at de kan blive stående langt ind i januar,”

siger han og peger ud af vinduet mod

Borgbjergsvej.

”Hvorfor skal de pilles ned? De gør da

ikke nogen noget.”

Det gør misteltenen, der hænger der

hele året, heller ikke. Elshaverne

vrider sig lidt i det nougat-farvede

sofaarrangement, når jeg spørger

til, om de kysser, hver gang de

går under misteltenen. Men

budskabet er ikke til at tage fejl

af. Der er ingen grund til kun at kys-

se til jul. Jeg passerer ukysset døråb-

ningen med misteltenen på vej ud, og

mens Lya kommer mine resterende fire kager i

en frysepose, fortæller Per at han lige havde været

på trappen, før jeg kom.

”De er i hvert fald hjemme på tredje,” siger han.


”De har syv børn, så de er altid hjemme,” siger Lya

og Per tilføjer:

”Prøv også Uffe ovenover, han har boet her læng-

ere end mig.”

Det ærgrer ham lidt, ser det ud til.

Ude på trappen skeler jeg til 1. tv. F.D.

Rasmussen står der. På dørmåtten

ligger gummistøvler. Henslængte

og langskaftede. Men der er ingen

hjemme.

Jeg går videre op og stiller mig foran

et dørskilt med navnene Desiré Hav og

S. Weibel indgraveret. Desiré Hav. Lyder

eksotisk, tænker jeg, og forestiller mig en

midalderende kvinde med store smykker og

spraglede tørklæder, der går til healing om

aftenen og har duftlys stående på badeværelset.

Jeg ringer på. Ingen reaktion. På den anden side

har Desiré Hav sikkert fået sit navn, fordi hendes

midtsjællandske forældre i et anfald af hormonel

førstegangs-forældre-forelskelse ville give deres

pige et navn, der stak ud. Noget symbolladet og

stort. Ønske Hav. Hun skulle nok blive til noget,

tænkte de. Nu bor hun så i Sydhavnen og læser

til pædagog. Ringer igen. Stadig ingen reaktion.

Tager mig selv i at lægge øret mod døren for at

høre, om de er derinde. Som om det ville hjælpe,

hvis de ikke vil lukke op. Ser også dumt ud i dør-

spionen, tænker jeg, vender mig om, og retter i

stedet opmærksomheden mod 2. th.

U. Gottschalck står der på messingskiltet. Jeg

banker gentagne gange og hårdere, end jeg

93T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

bryder mig om på det materede glas øverst på den

gråmalede dør.

”Ja?” En rund kvinde med kort hår i lyseblå kabel-

strik og ubestemmelige beigefarvede bukser åbner

døren. En dansk visesang strømmer ud sammen

med en duft af sød tobak.

”Jo, det vil vi da godt, ikke Uffe?”, siger hun og

drejer uden videre ind i lejligheden og til højre ind

i stuen med mig og mine kager lige i hælene. En

mand i rød skjorte, røde seler og med et fyldigt

Torben Steno-hår kigger op og siger ”davs,” ”jo jo”

og ”sid ned”.

De er lige i gang med frokosten. Rugbrød med

kødpålæg og surt til ham, salat og tørt brød til

hende. Hun er på slankekur. På bordet ligger en

pakke tobak, det er rul selv med ‘irish whiskey’-

smag. Der står også en tube intimcreme, og der er

røde stofdækservietter over voksdugen. Radioen

kører.

”Sig mig hvordan fandt du her op?” spørger Uffe,

og jeg skynder mig at hilse fra Elshaverne nede-

nunder, og siger jeg er kommet for at høre deres

kærlighedshistorie.

”Ja, jeg hedder Uffe,” indleder Uffe, og sørger for,

at jeg staver Gottschalk rigtigt i min lille notesbog.

”Ja, og jeg hedder Anne Grethe, i to ord og uden

bindestreg,” siger Anne Grethe på 68 med en hur-

tig stemmeføring og let læspen.

”Det burde egentligt være i ét ord,” siger Uffe.

”Det talte vi om i går aftes,” siger Anne Grethe til

mig, ”det burde være i ét ord. Annegrethe.”

”Ja, ellers hedder du jo Anne og så Grethe til mel-

lemnavn,” siger Uffe, der har rundet de 77 år. Man

kan høre smøgerne, når han taler.

”Ja, Anne,” hun holder en kunstpause og kigger på

mig med sine små, brune øjne, ”Grethe.”

Det var musikken eller rettere dansen, der i sin tid

førte Uffe i armene på Anne Grethe uden binde-

streg.

”Vi mødtes i Borgernes Hus på Rosenborggade til

dans og rock ’n’ rul,” siger Uffe og lader udtrykket

klinge dansk.

Og ja tak, det husker Anne Grethe tydeligt.

”Ork, Gud, ja. Jeg sad hele aftenen og kiggede på

ham, og kom der nogen og spurgte, om jeg ville

danse, sagde jeg: ”Nej, jeg er optaget,”. Alligevel

dansede han med en anden. Jeg kan huske, hvor-

dan hun så ud, så gal var jeg,” siger Anne Grethe,

”vi har da været uvenner og smæk-ket med dørene og råbt hold kæft,” siger anne grethe, ”men jeg kan ikke huske, vi nogensinde har talt om at flytte fra hinanden, vel uffe?”


lægger armene over kors, kigger på Uffe, og sæt-

ter trumf på:

”Hun havde gul kjole på, og hestehale med et gult

hårbånd rundt om.”

Jeg forestiller mig den lave Uffe svinge hende

pigebarnet i smart gul 60’er-sag, så hestehalen

dingler lige for næsen af Anne Grethe. Hun sid-

der der i balsalen med lyn i de små brune øjne og

armene over kors følger hun alle Uffes trin.

”Jeg var god til at danse, men dengang slæbte jeg

ikke rundt på så mange kilo,” siger Uffe og slår sig

på skjorten.

”Det gjorde jeg da heller ikke,” siger Anne Grethe.

”Nej,” siger Uffe.

I dag har de to været gift i 44 år, begge deres

børn Karsten og Helena har oplevet at blive skilt,

de ved, kærligheden ikke er nogen selvfølge. Men

hvad er deres hemmelighed?

Anne Grethe kigger forventningsfuld henover

dækservietterne på hendes mand. Han siger ikke

noget, men brummer lidt.

”Dovenskab,” siger han så.

”Vi har da været uvenner og smækket med dørene

og råbt hold kæft,” siger Anne Grethe, ”men jeg

kan ikke huske, vi nogensinde har talt om at flytte

fra hinanden, vel Uffe?”

Uffe trækker på det, og retter opmærksomheden

mod gæsten. Et visdomsord er på vej.

”Man træffer et menneske, og bliver måske ikke

forelsket fra starten, men man bliver det hen af

vejen. Og måske var Anne Grethe lidt mere vild

med mig, det kan da godt være,” siger han.

For Anne Grethe blev børnene hele hendes liv.

Hun fik aldrig påbegyndt en uddannelse, men

passede børnene i opgangen. Bad var der ikke

noget af. Det er for så vidt stadig ikke. Men der er

et kar i køkkenet og en stor kande at fragte vandet

fra hanen og over i karret i.

Børn er her stadig en del af. Mens vi taler lyder

løbetrin ovenpå, grin og gråd.

”De har syv børn deroppe,” siger Uffe og kigger op

mod det slidte loft.

”Den sidste blev født ude i opgangen, vi hørte det

selv. Hun nåede kun ned på første sal,” siger Anne

Grethe ivrigt, og jeg tænker på, hvordan lyden af

den måske største kærlighed af alle har forplantet

sig fra den ene lejlighed til den anden på Bor-

bjergsvej 1.

”Det er vist tre måneder siden, og konen deroppe

er kun fyrre år. Hun har også spurgt, om de lar-

mede for meget,” siger Anne Grethe.

”Nej,” siger Uffe, ”børn skal have lov til at være

børn.”

”Ja,” siger Anne Grethe.

Hun er mere træt af spritterne.

”Hjørnegnavere og bænkebidere, kalder vi dem,”

siger hun. Hænderne kører hele tiden på de

ubestemmelige jerseybukser i beige, øjnene ler

brune og varme.

”De er skam fredelige nok, men børnene bliver jo

forskrækkede,” som hun siger.

De mangeårige ægtefolk viser mig rundt i

lejligheden. Uffe er født i Berlin af en far der var

glaspuster og tysker, og en mor der var dansk

modetegner.

”Hun har for eksempel tegnet den hund der,” siger

Uffe og peger på en af de mange tegninger og

malerier, der dækker de røg-gule vægge. Men

forældrenes kærlighed havde svære vilkår, da Uffe

er født omkring det tidspunkt, hvor Hitler kom til

magten. Uffes mor lod sig derfor skille fra sin tyske

mand, hvilket betød at Uffe kom til København som

tre måneder gammel baby. Men han kunne ikke få

dansk statsborgerskab før 1947.

”Min mor har fortalt, at hun var ængstelig for, om

tyskerne ville kræve mig til hæren, husk på jeg var

næsten ti år, da krigen sluttede, og kunne nemt

være havnet i Hitlerjugend,” siger han og tilføjer, at

95T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

han ikke så sin far i tredive år.

Da gensynet endelig kom, skete det i Sverige,

hvor Uffes far havde fået job i L. M. Ericsson. Uffe

boede deroppe et halvt års tid.

”Men miljøet var for anderledes, og min far var en

stille mand og kunne ikke rigtigt sproget.”

”Nej, han talte en mærkelig blanding af engelsk,

svensk, dansk og tysk” siger Anne Grethe.

Hun er fra en ganske almindelig arbejderfamilie fra

Frederiksværk, fortæller hun, mens vi nærstuderer

de mange malerier i lejligheden. Hendes far var

murer på Stålvalseværket, indtil han blev ramt af

nogle plader, der faldt ned.

”Han døde, da jeg var fire år og min bror tre

måneder gammel,” siger hun og slår smæld med

tungen.

Anne Grethes mor lever stadig og tager på sit

92. tyvende år stadig toget ind og besøge dat-

teren i Sydhavnen. De starter Fiat Punto’en, når de

besøger hende i Frederiksværk. For sådan en har

de nemlig fået.

”Da børnene var små stod valget mellem at have

et klaver og en bil, for vi havde ikke råd til begge

dele,” fortæller Uffe og peger mod det brune hus-

orgel bagerst i stuen. Musik har været en stor kær-

lighed i Uffes liv og kom før behovet for fire hjul.

”Desværre fattede vores børn bare aldrig rigtig

interesse for musikken,” siger Uffe:

”Min farfar havde absolut gehør og kunne spille

Chopin og Grieg, ja, han burde være blevet pianist

faktisk.”

Uffe selv er opvokset med klassisk musik - Für

Elise og alt det der - mens han opvoksede hos sin

mor og hendes nye mand på Straussvej lige her i

nærheden. Overalt hænger beviser på bedstefade-

rens talent iblandet gamle sort/hvide fotos af karré

nummer syv og Borgbjergsvej. Det var dengang,

der var sporvogne og sne til, kan man se. Jeg

kommer helt med ind i soveværelset, hvor også

en kondicykel og et tørrestativ med hvide trusser

hører til sammen med oliemalerier, akvareller og

stregtegninger. I Uffes lille kontor, som vi går forbi

på gangen hænger hylden med klassisk musik på

cd’er tungt. Ovenover står sprut i violinfarvede

flasker og ligner noget, der har overlevet mere end

en sæson i karréen. Vi går forbi køkkenet, hvor

Anne Grethe har ladet opvasken stå.

”Har pigen nu glemt den igen,” siger hun og ler

højt. Hun tager om Uffe bagfra og hiver lidt i de

røde seler. ”Socialdemokrat til det sidste,” siger

hun og ler. Det er noget med sproget, mener han.

”Man kan ikke være tandkirurg og tale som os,

men man kan godt blive til noget stort ved at være

sig selv. Tag bare Anker,” funderer han, mens jeg

fumler med jakken, notesbogen og de to krøllede

croissanter, der er tilbage.

”Anker ja, han var god nok,” siger Anne Grethe

stadig bag sin Uffe. ”Kan du huske den gang

Anker og Ingrid inviterede hele opgangen på op-

gangsmiddag?”

”Ja, det var fordi, Ingrid var træt af, han ikke vid-

ste, hvem vi alle sammen var. Så kom vi til buffet

deroppe, og blev til klokken fire om morgenen,”

buldrer Uffe med sin basstemme.

”Vi talte da også om, at vi skulle gøre det igen,”

siger Anne Grethe.

”Ja, ja, men der skal jo lige som være nogen til at

tage initiativet,” siger Uffe tørt, og det har han jo

ret i. Jeg træder ud af lejligheden, og det alminde-

lige opgangslys skinner koldt i forhold til den hule

af hygge og historier, jeg lige har været i. Som en

tidslomme, der bliver lukket. Zip.

På tredje sal er der tydeligvis liv i lejlighed til højre,

så jeg ringer resolut på. Der bliver tysset derinde

og lyden af børn dæmpes. Lidt uhyggeligt, synes


jeg, og banker på med knoerne fremme og bliver

ved til efter det punkt, hvor man kunne være i tvivl

om nogen prøvede at ignore det.

”Hvem er det?” lyder til sidst en pigestemme, der

prøver at gøre sig myndig. Et udtryk for søsken-

dekærlighed måske. Nu skal storesøster nok se

efter, om der er er fare på færde. Jeg siger mit

navn, og at jeg er journalist og skriver historier fra

opgangen til et blad.

”Jeg har også en kage med, kan du ikke lige åbne

op,” siger jeg og kan godt høre, hvor børnelokker-

agtigt, det lyder.

”Nå, men vi er ikke interesserede,” lyder det der-

indefra med påtaget nonchalant stemmeføring, og

skridtene fjerner sig fra gangen.

Jeg gnider mig i øjnene og kan dufte en svag

aroma af sød tobak fra min frakke. ”Pascet” står

der på et ensfarvet grønt postkort hos 3. tv. Ingen

hjemme. Ingen sko. Ingen lyde og ingen dufte siver

ud. Det er den værste kærlighed af alle, tænker

jeg: Den der slet ikke får chancen.

Det er nogle tunge skridt op på fjerde sal, hvor jeg

giver J. Jensen hele armen.

En pige i tyverne åbner døren. Hun holder en

kleenex mod næsen, der løber. Øjenene ser hæ-

vede og irriterede ud, og hun kigger ned bag

mig. ”Kom her,” siger hun og stryger forbi mig og

efter katten, der er smuttet ubemærket ud mellem

benene på os.

”Hvad hedder den?” siger jeg i et forsøg på at

starte en samtale.

”Plet,” siger hun uden at fortrække en mine udover

næsesnøfteriet.

”Er du forkølet?” spørger jeg.

”Sådan noget lignende,” siger hun og bakker ind

i entréen med Plet i favnen. Ulykkelig kærlighed,

tænker jeg. Man kender den, når man ser den. I

går var virkeligheden en ganske anden, hun havde

sat ikke bare håret men næsen op efter en fremtid

med ham, hun elsker og som et slag med tam-tam-

trommen, dødens signatur i den klassiske musik,

er hun slået ud. Ligger sammenkrøllet på futon-

sengen i sorte joggingbukser og t-shirt, aer katten,

pudser næse og nynner med på ‘Nothing com-

pares to you’ med Sinead O´Conner. Ikke så sært

jeg ikke må komme ind. Uventede gæster kræver

overskud.

ingen hjemme. ingen sko. ingen lyde og ingen dufte siver ud. det er den værste kærlighed af alle, tænker jeg: den der slet ikke bliver lukket ind.

97T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

I 4. tv. bor en familie på fire. Far, mor og børn gæt-

ter jeg på. Døren åbnes ved første ring på dørklok-

ken. En lyshåret pige med stram og høj hestehale,

stjerneøreringe og denim-skjorte slipper en sød

parfume duft ud og siger hun gerne vil hjælpe. Der

er bare lige det ved det, at hun ikke har tid. Hun

er på vej ud af døren, og de stramme jeans støt-

ter op om hendes forklaring. Jeg bliver stående og

fortsætter samtalen i døråbningen. Nanna, som

den 17-årige pige hedder, fortæller at hun er født

og opvokset her, men drømmer om at komme væk.

”Jeg synes, jeg har set nok,” siger hun, men vil al-

ligevel altid komme tilbage hertil.

”Det er jo her alle mine venner er.”

Hun læser noget samfundsfag og psykologi på en

skole på Nørrebro, og hendes far og mor har boet

på Borgbjergsvej i rigtig mange år, fortæller hun.

Kærlighed er her nok af, i hvert fald er der måske

lige rigeligt med børn i opgangen, siger hun med

slet skjult henvisning til storfamilien på tredje sal.

”Men vi skal jo være her alle sammen,” siger hun så

og lyder som en ægte frederiksholmer.

Hun ligner én, der også kender til den anden

kærlighed. Den, der summer som en humlebi og

gør dig syg af længsel. Måske har hun en kæreste,

som hun har været vild med længe. En, der bor i

Indre By og svinger med sit halvlange hår, når han

spiller trommer. Hvad er det egentlig med kvinder

og mænds manke, tænker jeg, men når ikke at

spørge. Nanna skal gå nu, hun er ked af det, men -

ja - livet kalder. Jeg takker, vender om og kigger ud

af det øverste vindue på Borgbjergsvej 1. Det er

ved at blive mørkt, træthed og sult trænger sig på.

Tager trappen ned med paraderne oppe. Det

kunne jo være, nogen var kommet hjem siden

sidst. Gummistøvlerne ligger stadig foran F.D. Ras-


mussen, og jeg når helt frem til opgangsdøren.

Tøver inden jeg smækker den og sunder mig

lidt på trappetrinene udenfor. Jeg føler mig

slidt af jagten på kærlighed og mærker noget

i min hånd. Posen. Med kager. Spiser en

fladmast croissant og beholder vanterne på.

En bil kører op og parkerer foran cykelstien,

hvor jeg sidder. To mænd træder ud, den

ene åbner bagsædedøren for en kvinde.

Hun bærer en babylift, smiler blegt frem

for sig. De er i grunden alle tre lidt blege

og ligner hinanden, mændene nærmest

som brødre. De går hen imod døren

ind til opgangen, og jeg træder au-

tomatisk ned af trappen og børster

febrilsk croissantflager af frakken.

”Undskyld, må jeg spørge jer om

noget?” nærmest råber jeg efter

dem. For sent. Døren smækker. Måske hørte de

mig godt, men ville ikke svare. Jeg er i tvivl. Der er

en croissant tilbage. Kommer den let dryssende

sag i tasken og hopper på cyklen. På vej mod det

oplyste S-togsskilt kigger jeg op og bemærker den

manglende julepynt, og tænker på de historier jeg

fik, og de jeg ikke fik. På hvor mange andre kær-

lighedshistorier, der gemmer sig derude i tusindvis

af lejlighedsopgange. Bag sære navne og forko-

rtelser på messingskilte og påklistrede postkort.

Bag dørmåtter og gummistøvler. Langskaftede og

henslængte. Bag lyde og lugte der siver ud, og

sætter fantasien i svingninger. Hvordan vi kan høre

hinanden, men ikke altid kigge ind. Nogle døre

forbliver lukkede, andre åbner sig som lommer af

liv og måske lykke. Og kærligheden? Den findes.

På flere niveauer og alle etager.

99T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

mammothAF LASSE BECH MARTINUSSEN

100

101T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

en enlig personbil bevæger sig lydløst

gennem bjerge og endeløse granskove

i colorado, usa. det er hen under

aftenen. Lyset er gyldent, landskabet

er storladent. men musikken ligger mørk og truen-

de i baggrunden. stemningen er anspændt, tvetydig

og forplanter sig hurtigt som en snigende følelse af

uro. noget er, som det ikke skal være.

Åbningsscenen fra Stanley Kubricks film “The

Shining” (1980) hjemsøger mig igen og igen i løbet

af mit roadtrip igennem det sydvestlige usa i som-

meren 2011.

med i bagagen havde jeg tidens dystre historier om

usa som et land i forandring og opbrud. en slags

gigantens fald. en underminering af den amerikan-

ske selvforståelse. et opbrud i forhold til den tra-

MAMMOTH102

ditionelle opfattelse af landet som en økonomisk og

militær supermagt og i forhold til den ellers så stål-

faste amerikanske drøm, som i øjeblikket smuldrer

for øjnene af verden.

Associationen til Kubricks klassiske gyserfilm fik jeg i

mødet med landskabet, hvor filmen foregår, men den

blev siden hængende parallelt med den følelse af uro

blandt folk, som jeg oplevede på min tur. Ligesom så

mange andre steder i usa, er mange folk vrede over

landets fejlslagne økonomiske politik. Forretninger

må lukke, hele erhverv marginaliseres og folk må gå

fra hus og hjem. truslen om social nød gør folk des-

perate, og positionen som et land i krise piller kraf-

tigt ved landets ellers urokkelige tro på sig selv. noget

er som det ikke skal være og billederne i Mammoth-

serien er små fortolkninger af denne situation.

103T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH104

105T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH106

107T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH108

109T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH110

111T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH112

113T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH114

115T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH116

117T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH118

119T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

MAMMOTH120

121T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

Thomas oldrup er forfatter, historiker

og redaktør for det populærhistoriske

månedsmagasin alt om historie. netop nu er

han sammen med historikeren åke persson

aktuel med bogen 101 hisToriske myTer – en

bog, der undersøger sandhedsværdien af

nogle af verdenshistoriens mest omdisku-

terede hændelser, der har dannet grundlag

for vandrehistorier, myter, sagn og konspi-

rationsteorier. her bringer vi to af myterne.

illusTraTioNer aF klavs FerdiNaNd

123T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

EN ÆGTE PRINS ALBERT

Udsmykninger af slimhinder og hud med

smykker af forskellig art har været kendt i

en række forskellige kulturer meget langt

tilbage. Intimpiercinger er en seksuel

udtryksform hos begge køn. Formålet er

både æstetiske, rituelle eller et forsøg på

at højne den seksuelle nydelse. De for-

skellige ringe og dekorationer har et hav

af forskellige navne. Den mest kendte og

klassiske er en såkaldt prins Albert, som

er en ring monteret gennem mandens

urinrørsåbning i penishovedet, hvilket

skulle føles seksuelt pirrende under sam-

leje.

En prins Albert er opkaldt efter den tysk-

fødte Albert af Sachsen-Coburg-Gotha

(1819-61), der udover at være dronning

Victorias mand og far til hendes ni børn,

også skulle være udstyret med en sådan

pier-cing. Historien går videre, at prinsen

skulle være udstyret med en sådan pier

cing, fordi han fra naturens hånd var

forsynet med en temmelig stor penis, og

at denne ved hjælp af ringen blev holdt

på plads i tidens meget stramme bukser.

Den tyske Albert var ikke populær hos

briterne, der betragtede ham nærmest

som en fjendtlig indtrængende. De så

med skepsis på hans uvelkomne årvå-

genhed og professoragtige og moralske

attitude. Derfor opstod der rygter om

ham allerede i hans samtid (dog næppe

om hans eventuelle intimpiercing). Først

efter hans død af tyfus i 1861 anerkend-

te briterne ham for hans arbejdsomhed

som dronningens privatsekretær og

kompetente rådgiver, hans diplomatiske

evner og den oprigtige kærlighed mellem

Victoria og Albert.

Det er svært at forestille sig, at Albert

skulle have haft en intimpiercing. Reelt

ved man slet ikke, hvor gammel denne

form for piercing er, og om den eksiste-

rede i Victoria-tiden. Der er også nogle,

der hævder, at piercinger i brystvorterne

skulle være udbredte i perioden, men det

er ligeså lidt dokumenteret.

I moderne kultur lader prins Albert-

piercingen til at være opstået i bøssemil-

jøet omkring West Hollywood i starten

af 1970’erne. Jim Ward hævder at være

ophavsmanden til prins Albert-piercin-

gen, der opstod omkring kropskunstnere

som Fakir Masafar og Doug Malloy. Den

sidstnævnte udgav en lille bog om pier-

cing, hvor han genfortæller mange mun-

tre myter og historier om piercinger. Det

124

er bl.a. herfra, at vi møder historien om

prins Albert på skrift første gang.

Godt nok var Victoria-tiden nok lidt min-

dre fordømmende og knibsk, end vi tror i

dag, men fra det og til intimpiercinger er

der trods alt et stykke vej.

Det har til alle tider været morsomt at

finde fejl og svagheder hos kendte men-

nesker. Derfor kan vi godt lide historien

om, at vores store eventyrdigter var ord-

blind. Men måske skyldes det snarere

københavneri og snobberi end reelle

fakta?

På grund af mange stavefejl i H. C. An-

dersens (1805-1875) dagbøger og til

dels også hans manuskripter, har det

ofte været fremført, at vores store even-

tyrdigter skulle have været ordblind.

Allerede i hans samtid var det en kendt

sag, at der var noget skævt ved Ander-

sens sprog. Også i offentligheden frem-

kom der kritik, bl.a. skrev hans digterkol-

lega Henrik Hertz, om Andersens

”plumpe bommerter med grammatik”.

Andersens mor kunne hverken skrive

eller læse, men det skyldtes snarere

manglende undervisning end dumhed.

Hans egen skolegang var utilstrække-

lig: Ved 5-6 års alderen kom han hos

en ”læremor” i en kort periode. Samme

år skiftede han skole, som snart efter

lukkede. Mellem alderen 7 og 12 mod-

tog han ingen undervisning, før han kom

i fattigskole på Odense arbejdshus. To

år senere rejste han på egen hånd til

København, hvor han i tre år modtog ure-

gelmæssig privatundervisning. Først i 17

års alderen startede han sine mere sys-

“godt nok var victoria-tiden nok lidt mindre fordømmende og knibsk, end vi tror i dag, men fra det og til intim-Piercinger er der trods alt et stykke vej.”

125T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

EN ÆGTE PRINS ALBERT

tematiske – men ulykkelige – studier på

latinskolerne i Slagelse og Helsingør.

Desuden var retstavning mere diffus, end

den er i dag. Tidlig 1800-tals stavning

var ikke standardiseret, som den er i dag.

Først efter Andersens død, i 1888, ved-

tog regeringen en fælles norm.

Myten blev først fremført i 1950’erne,

hvor K. Hermann var den første til at bru-

ge ordet ordblind om forfatterens vanske-

ligheder med at stave. I 1975 fastslog en

anden forsker, at Andersen led af ”kon-

stitutionel dysleksi” (arvelig ordblindhed),

og igen i 1988 fastslog en gruppe inter-

nationale forskere, at han var ordblind.

126

Den blotte tilstedeværelse af stavefejl og

mærkelig syntaks var nok til at pådutte

ham diagnosen ordblindhed. Ingen

gjorde sig dog den ulejlighed at tælle

antallet af fejl op og sammenligne disse

tal med relevante data. Men i 2001

satte tre forskere – Preben Kihl, Kirsten

Gregersen og Niels Sterum – sig for at

undersøge dette, og samme år udgav de

deres resultat i tidsskriftet Anderseniana.

Forskerne satte Andersens stavning op

over for de to første danske ordbøger,

nemlig ”Dansk ortografisk Ordbog” fra

1799 og ”Dansk Haand-Ordbog” fra

1813. Deres grundige optælling viste

kun en stavefejlprocent på 1,74. Ud fra

det kunne de konkludere, at hans syn-

taktiske fejl fra 20 til 70 års alderen var

få og ubetydelige. De undersøgte også

breve til og fra Andersen, og fandt at fejl-

procenterne hos vennerne faktisk var lig

med eller endda højere end hans.

En sammenligning med nutidens nor-

male børn viste, at hans stavefejlprocent

er lig med eller mindre end procenterne

for normale stavere. Ordblinde står

stavemæssigt set i stampe, mens Ander-

sen og andre normale stavere udvikler

sig. Alle sammenligninger modsagde

således hypotesen om Andersens ord-

blindhed.

Mytens opståen må tilskrives køben-

havneri og snobberi. Da han som 14-

årig fynbo vadede direkte ind i den

københavnske kulturelite viste han alle

sine breve, digte og skuespil – inklusiv

stavefejl. Der var således uoverensstem-

melse mellem knægtens begavelse og

de udviklingsbestemte skriftlige midler,

hvormed han fortumlet forsøgte at vise

sit talent.

127T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

F o t o / t e k s t: M a d s H o l M J e n s e n

128

129T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

SMOKE AND MIRRORS130

His eyes wander all over the photographs on the wall and end up in the mirror. He smiles at himself and

places another Newport cigarette in the corner of his 55-year-old mouth. It is the long one, the one with men-thol. His hands glide gently down his long white coat. He loves himself.

Three months later I ran into him again. I didn’t recognize him, but he recognized me and invited me up and an hour later I knew almost too much about this mysterious charac-ter. When I saw the fifty suits in his wardrobe, I was hooked. This photographic essay is about a man in a suit.

In the 1980’s Light called himself Glamour King and made a living selling girls by the hour in the streets of New York. He was a pimp, he was proud of it, but at the same time, did it because he had no other choice: “It was one of few options. The pimps and drug dealers were the only role models.”

He has a past that he doesn’t know whether to regret or to be proud of. Today he calls himself Brother Light, but he is living with the consequences of pimping being a job with no retirement plan or social security. On the street everybody knows his name and they all shake his hand, but he is just a suit. It is his face, his style. It is how he sees himself.He dresses up in a neighborhood that is dressed down and he lives off the attention. It is about the clothes, the hair and the jewelry. It is about girls, it is a game. It is about re-spect and insisting on being someone, whether that means hiding or showing the person he really is.

131T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

133T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

135T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

137T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

139T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

141T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

143T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

GREYHOUND

Vejene deler sig i fem, og bussen

drejer mod Memphis. Køleranlægget

er tændt, og det æder de nærm-

estes tanker. Børnene sover på

sæderne, de savler og rykker på sig. Fede over-

arme hviler på armlænene. En anden mand har

røget en cigaret på toilettet. Der lugter af skod.

Vi kører stærkt ud i eftermiddagen, og landet er

grønt af liv, nærmest sort og himlen er nøgen og

enorm.

De er udtrådte, tennisskoene. Under dem er en

papbakke med majonæse, ketchup og pomfritter.

De er købt på sidste stop og der er ikke meget

tilbage her inden det næste. En græshoppe ligger

på ryggen i mellemgangen. Jeg så den først. En

lille skeløjet dreng forsøger at få fat i de grønne

ben, men den glider imellem hans fingre. Jeg har

medlidenhed med ham.

En pige med lange sorte ben og Detroit-cap på

halter ned igennem midtergangen. Hun skal

ud og skifte bind på toilettet. Og tage to hiv af

en joint. Hun smiler med et mellemrum mellem

fortænderne. Hendes topmave hopper og danser,

når vi kører ad de smadrede veje.

Colaen er flad, og nu kommer aftenen, for vi

skal stoppe og spise vores sidste måltid, inden

det bliver mørkt. Forude er der en solnedgang.

Bagved ligger Memphis oplyst af neonskilte i

pastel.

”Thank you for traveling Greyhound, have a

pleasant trip”.

a f a n n e L o u i s e V r a a b y P e d e r s e n

144

145T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

DEtROit sUpERNOVa

lt imens væggene havde travlt med at

hænge fra gulv til loft og lige ud i rummet,

sad han i en vindueskarm med benene ud over

kanten og sendte røgringe ned til byen under os.

Jern og vandet gjorde det svært at komme forbi,

men nysgerrigheden trak os op af trapperne, vi

snublede over stykker af vægge og cement, vi

satte af på brædder fra den ene kyst i kælderen

til den anden. Gelænderne struttede ud i ingent-

ing og rusten smittede af på vores fingre. På

væggene havde de besøgende mest skrevet ’hej’,

’fuck’ og ’fisse’. Og jeg skrev DETROIT SUPERNO-

VA, og han døbte kæmpen i sit eget pis.

Elevatorskakten var tom, og fra tappeafsatsen

kunne man se direkte ned igennem kæmpens in-

dre, helt derned hvor der ikke længere var noget

andet end intet.

Her var intet sikkert. Vi var de lovløse. Og hvert et

skridt vi tog, kunne ingen erstatte.

Kæmpen var Detroits hovedstation. De øverste

lod den syne hen, som et glemt minde med vin-

duer fra en fortid, hvor udsigten var over Detroit,

om ikke andet.

Her var ingen let vej, alt mundende ud i en drøm-

meverden. Og vi var de heldige, og fra vinduet

så han de andre. Bagved pigtråd og ´NO TRES-

PASSING´, kom to japanske eller kinesiske eller

vietnamesiske kvinder gående, og de tog billeder

og læste højt af det store skilt sat på muren af

myndighederne; ’NO TRESPASSING….’. Og inden

de nåede til beløbet på bøden, stod en bleg poli-

tikvinde bag dem, med solbrillerne oppe i håret

og under dem et rystende hoved og længere

nede korslagte arme.

Han sprang ned og lå på alle fire under vin-

dueskarmen.

For helvede, duk dig.

Og pudset fra væggene ramte mit hår, da vi

sprang videre, og vi var stjerner, og vi kunne se,

og intet kunne stoppe os, og rummene kunne

indeholde alt og vi kunne indeholde alt, vi vidste,

at kæmpen snart ville dø.

a f a n n e L o u i s e V r a a b y P e d e r s e n

147T U M U L T M A G A Z I N E # 2 / 2 0 1 2

w w w . T U M U L T M A G . C O M

148

tumult magazine #2 2012

Documents