uddrag af danernes sagnhistorie - gedevasen · 2018-02-26 · 1.1 Årsag til og resumé af arbejdet...

1.1 Årsag til og resumé af arbejdet

1

Uddrag af Danernes Sagnhistorie Kapitel 1.1 (delvis), 16.4 og 17

1.1 Årsag til og resumé af arbejdet (Delvis) ……

Kritikernes reaktion mod den romantiske historieskrivning medførte, at

Kristian Erslev og brdr. Weibull havde succes med at indføre kildekritikken i

Norden – helt nødvendigt og berettiget. Statsminister Zahle havde imidlertid i

1913 antaget den radikale Erik Arup som departementchef. De blev personlige

venner, hvor Arup holdt talen ved hans begravelse. I 1920 afsatte kong

Christian X ministeriet Zahle ved påskekrisen. Erik Arup havde i mellemtiden

overtaget Erslevs professorstol, og herfra sagde han ”tak for sidst” ved i 1925

sammen med sine radikale kolleger helt at ignorere kongefamiliens stolte

traditioner med sagnkongerne fra Lejre i 1. bind af sin Danmarkshistorie.

Begrundet i Adam af Bremen – som vel at mærke slet ikke nævnte Jelling – og

Jellingstenen, som ikke nævnte kongesædet, påstod han ”at Gorms kongesæde

altså var Jelling, og allerede deri synes at ligge, at den kongemagt, der siden

Hugleiks dage havde været i Danmark, var begrænset til Jylland”. Med

henvisning til Adam af Bremen, Arups foretrukne kilde, blev Hardegon

(Gorms far) til ”Svends søn fra Norge”, der generobrede Hedeby – en

opkomling udefra. Magen til tynd argumentation skal man lede længe efter,

men væk var Lejrekongerne og kongefamiliens traditionelle afstamning fra

dem.

Hans arbejde blev med andre eksempler kraftigt kritiseret af en del af

tidens kolleger – bl.a. foranlediget af hans udtalelse om, at der var historikernes

opgave ”at digte over kilderne”, hvad han åbenbart selv tog sig så bogstaveligt,

at Kristian Erslev måtte skrive, at Arup ”kunne blive tryllebundet af sin egen

gætning”1. Arup opgav derfor at færdiggøre sit sidste bind – hvilket ikke

ændrede på, at hans danmarkshistorie på grund af dens materialistiske

historiesyn blev toneangivende for de næste mere ”materialistiske”

generationer, hvor man så vidt muligt undgik kongernes historie.

Ved mordet på Erik Klipping, hvor Arup blev skamrost af sine

disciple, begik han fem fejl – herunder udelod han i sin udførlige

kildesamling pludselig det mellemste Rumelant-vers, som modsagde

hans ”kendsgerninger”, der pegede på justitsmord, og fik dermed drejet

eftertidens mistanke over på kongefamilien selv. Historielærer-

foreningens Blad, ”Noter”, kunne derfor i sin anmeldelse af

1 Erslevs anmeldelse i Politiken 15/9 1925


2

undertegnedes bog, ”Mordet i Finderup Lade” skrive: ”Vi historikere

praler jo selv med, at vi sætter spørgsmålstegn ved alt, men tør vi altid

sætte spørgsmålstegn ved det, som de store gamle har skrevet?” Et

koncentrat af bogen er siden bragt som en artikel i ”Siden Saxo” 2015

nr. 2. Man kan være bekymret over, at Arups diciple kunne fortrænge hans hang

til fri digtning, selv om denne arbejdsmetode er helt åbenlys i hans hovedværk,

”Danmarks Historie” – Erslevs kritik af hans påståede ”Niels Jyde regering” er

et eksempel. Skyldes det, som hævdet af Ebbe Kløvedal, der studerede historie

ved Københavns Universitet fra 1961-65, at: ”hvis man vil beskæftige sig med

fortiden, er man nødt til at ’kitte hullerne til’. Det gør faghistorikerne også,

men de gør en dyd ud af at lade som om, de ikke gør det”2. Er det blevet en del

af historikerens syntese/analyse?

Bedre blev det ikke, da Niels Lukman udviklede sine teorier om, at

herulerne bragte deres centraleuropæiske sagn til Norden – hvad han utvivlsom

havde ret i for nogle nordiske sagns vedkommende. Også han faldt imidlertid i

den modsatte grøft og påstod, at de danske sagnkonger var herulske, gotiske og

hunniske konger. Hans påstande og antiteser var baseret på nogle løse

sammenligninger af tilfældige navne i stil med, at Roar må være hunneren

Roas. De to simple navne kunne naturligvis minde lidt om hinanden, men Roar

hed Hrothgar i det tidligere Beowulf og kongerne var plukket ud enkeltstående

– de var ikke i sekvens eller fra samme folk og sprog, så påstandene ville aldrig

kunne holde til en seriøs kildekritik, som åbenbart ikke har været anvendt på

hans egne ideer. Det er behandlet sidst i kapitel 1.2. Situationsfornemmelse kan

heller ikke have været Niels Lukmans stærke side, for i sin disputats skrev han,

at de gamle danske konger var centraleuropæiske sagnkonger, som var kommet

til landet med germanske lejesoldater – vel at mærke på tysk i 1943! Han mødte

voldsom kritik fra datidens kolleger, men endte med Erik Arups støtte på et

sidespor som professor i sagnhistorie!

Uanset den manglende kvalitet i kildebearbejdningen vandt Arups

materialistiske historielinje i det lange løb på Københavns Universitet og blev

fulgt af hans trofaste disciple frem til de endnu mere materialistiske strømninger

i 1968.

Den efterfølgende bølge af materialistisk historie ignorerede i høj grad den

politiske historie om kongerne og stormændene, som havde ledet landet og dets

indbyggere i 1400 år og derfor også har styret fremskridtet på godt og ondt.

Lærer man ikke om det aktuelle styre og begivenhederne omkring det, forstår

man naturligvis ikke periodens forløb. Om historiefaget derefter bare blev

uvedkommende og kedeligt, eller man ikke ønskede, at eleverne skulle kende

den, må andre afgøre, men faget forsvandt i en periode ud af skolen.

Det var dog ikke kun de politiske årsager, der førte til sagnkongernes

2 Amtscentralen 1989.


3

”forsvinden”. Et resultat af kildekritikken var nye værktøjer til historikerne,

hvor reglen om to samtidige uafhængige kilder var en afgørende

tommelfingerregel. Erslev og Weibull-brødrene talte om ved kildekritik at

trække de sikre facts ud og lave en syntese over dem. Det er utvivlsomt en god

metode i moderne veldokumenteret historie, selv om retstvister viser, hvor

forskelligt begivenheder og dokumenter kan opfattes af parterne – og dermed

også af historikerne. De sikre facts vil normalt være en illusion, men princippet

om i en analyse at udsondre disse mest ”sikre” kilder skal dog ikke anfægtes.

Den kan imidlertid ikke stå alene, men må suppleres med metoder til at vurdere

de ikke sikre kilder – Erslev talte f.eks. om gråzone og sikkerhedsvurdering,

men anviste ikke nogen metode. Andre fag nødsages til at arbejde med og

rapportere om usikkerheder, hvis forskernes arbejde skal kunne benyttes i

praksis.

Helt galt går det omkring den ældre histories kilder, hvor stort set ingen

begivenheder før 1300-tallet opfylder de grundlæggende krav for at blive

behandlet som sikre kilder. Derfor blev sædvanlig kildekritik vedrørende den

periode let en akademisk øvelse, som man altid kunne slå hinanden oven i

hovedet med. Selv om kravene er blevet mindre rigoristiske og den sunde

fornuft vandt fodfæste 3 , blev resultatet, at kun 2 ud af 64 historikere på

Københavns Universitet i 2017 beskæftiger sig med den danske vikingetid og

tidlig middelalder som hovedområde, når man ser på deres produktion – plus 1

emeritus. Dette til trods for, at resten af befolkningen betragter vikingetiden

som en af danmarkshistoriens mest spændende perioder, der kunne øge fagets

popularitet.

I den seneste periode, hvor Niels Lund var professor på KU, var der ikke

den samme binding til Arup, men frygten for kollegernes kritik på det sårbare

område medførte åbenbart, at forskningen gik i retning af skærpet kildekritik af

enkeltepisoder og -problemer – i og for sig i overensstemmelse med Kristian

Erslevs principper om grundlæggende kildekritik, men normalt uden at nogen

turde kaste sig ud i de sammenhængende analyser, som giver faget mening –

kun en enkelt forsøgte uden held4. I Jylland var der øjensynligt ingen interesse

i at sætte spørgsmålstegn ved Jelling, så her kørte tingene i den vante skure.

Faget fik en ”kustodeagtig” karakter. Når denne bog når frem til vikingetiden,

vil Niels Lunds udmærkede kildekritik blive flittigt brugt, men grundlæggende

dur fagets anerkendte metoder ikke til analyse af bogens periode – der er behov

for en nytænkning, hvor man burde skæve til arkæologien i stedet for at kæmpe

imod udviklingen.

Arups og Lukmans kildekritik var vel i Erslevs og Weibulls ånd, da de

kritiserede kilderne til Lejrekongerne, men de gik videre end nutiden, hvilket

har medført, at deres tyndbenede afvisning af Lejre ved opsætning af alternative

teorier, som reelt bare var antiteser, desværre kunne blive stående uantastet af

3 Sebastian Olden-Jørgensen: ”Tilbage til kilderne”, 2001. 4 Historisk Tidssskrift 2004-5: Fra det historiske hobbyværksted


4

den spredte forskning, da resultatet passede belejligt til tidsånden. Ikke desto

mindre forsvandt deres eneste brugbare argument mod Lejre, da kongshallerne

væltede op af jorden de sidste 30 år – i det Lejre, som Thietmar i 1018

betegnede som danernes hovedstad, ”caput regni”. Disse arkæologiske

resultater har desværre ikke ændret på historikernes indstilling. De er i dag

fortsat tavse om udviklingen i Lejre. De benytter sig nu af, at de har defineret

sig ud af disse problemer.

Mange vil nok mene, at historikeren let kan blive offer for sine egne

personlige politiske anskuelser – og Arup-eksemplerne bekræfter det. Men da

stort set ingen af historikerne mere beskæftiger sig med dansk vikingetid –

bortset fra fragmentariske brokker i udenlandske kilder – behøver

betænkelighederne ikke at omfatte nutidens forskere i det efterfølgende.

Arkæologerne på deres side arbejder med fysiske levn og kan fagligt ikke udtale

sig om, hvem der levede i og brugte dem. Scenen er derfor overladt til TV-folk

og museernes formidlere, som gætter løs på må og få i tomrummet uden

grundlag, metode og sammenhæng – og får fondsmillionerne.

Er det hensigtsmæssigt, at historikerne eller deres afløsere i mangel af

traditionelle historiske kilder fra ældre tid digter ud fra deres politiske ståsted?

Er det så ikke bedre, at fortælle nogle af de gamle sagn, som er opstået meget

nærmere begivenhederne, med bedre kilder og med langt bedre føling med

emnet – bare de vurderes kritisk og med de nødvendige forbehold? Her skal

man som et væsentligt og helt generelt forbehold huske, at de detaljerede

beskrivelser af begivenhederne under næsten alle omstændigheder er

skjaldenes og saga-skrivernes røverhistorier, som skulle sætte kolorit på

historierne.

Der er naturligvis intet i vejen for, at historikerne følger deres egne interne

regler om kildekritik og finder deres overbevisende kendsgerninger. Det er for

os alle vigtig holdepunkter i det historiske billede, men blandt vikingetidens få

kilder, er vi nødt til også at trække på de usikre kilder – med forsigtighed. I den

vurdering har historikerne sat sig selv uden for døren – defineret sig ud – hvad

enten det skyldes Arup-kustoder eller kildekritiske fundamentalister.

Dette er årsagen til nedenstående arbejde af en ikke-historiker med et langt

livs interesse for historie og dertil en lang professionel erfaring i kildevurdering,

analyse og manipulationer. Her i bogen forsøges der med yderligere analyser at

give et billede af Danmarks samling i løbet af yngre germansk jernalder og

vikingetid – vel vidende, at resultatet ikke bliver til overbevisende og entydig

historie. Det giver imidlertid en bedre fornemmelse af, hvordan de nordiske

lande og monarkier er opstået end Arups og ligesindedes gætterier og politisk

filosofi. Desuden vil det blive tolket i sammenhæng med de mange

arkæologiske fund og udenlandske fragmenter.

I arbejdet med bogen blev middelalderens manipulationer, som

forskningen påviste 1980-1998, systematiseret og så vidt muligt fjernet,

hvorefter sammenhængen mellem de mange sagn blev analyseret indbyrdes,


5

idet der nu i flere af perioderne sås en tydelig kontinuitet. Det viste sig, at 40%

af Saxos 9 sagnbøger efter al sandsynlighed drejede sig om sagnkredse omkring

Frode den Store og hans familie i tre generationer. Herfra gav Skjoldungesaga

med et par korrektioner en god sammenhæng mellem sagn, europæisk historie

og de mange arkæologiske fund. Fra midt i 700-tallet findes alle danernes

sagnkonger bekræftet i de frankiske annaler og andre udenlandske kilder.

…

17 Hardeknud, ”svenskerne” og Gorm

6

16.4 De parallelle kongerækker Måske er det lidt sent at se på vidnesbyrd om landets opdeling, men det

giver ikke rigtigt mening at diskutere det, før man har været det meste af

forløbet igennem. Det er aldrig lykkedes forskerne at nå til enighed om

forklaringen på de danske kongerækker. Det skyldes øjensynligt, at

udgangspunktet er gammel vanetænkning fremkaldt af Saxo-tidens

manipulation, som førte til, at når man ikke vidste andet, var der kun en konge

i Danmark. Historiografien fastholdt pr. natur denne vanetænkning. De to

ældste kilder, der ikke kun så Danmark sydfra, Adam af Bremen og

Roskildekrøniken, nævnte imidlertid, at der sandsynligvis var flere konge,r men

de var selv så meget senere end den tid, at de ikke en gang kunne placere dem,

de kendte. Også den senere opdeling i landsting tyder på, at man kom fra en

opdeling. Et logisk udgangspunkt må derfor være, at der var en konge pr.

landskab, hvis vi ikke ved andet – modsat Saxo, som vi har vist, havde et andet

formål.

Rimbert omtaler Horik I som danernes konge – og det samme gør de

frankiske annaler. Efterfølgeren Horik II omtales på samme måde. Lige så

hårdnakket påstår sagaerne imidlertid, at Regnar og Sigurd Ormøje var

danernes konger – de fortalte om den sjællandske Lejre-kongeslægt. Med

overdreven anvendelse af de kildekritiske principper accepterer forskerne

derfor de kilder, som anses for historiske, og afviser sagaernes Regnar Lodbrog,

som om han var en opdigtet sagnfigur. Antageligt er der blot er tale om to

forskellige kongedømmer eller niveauer. Vi er nødt til at tage i betragtning, at

Rimbert kun så Danmark fra Hedeby, og at frankerne kun mødte kongen, som

regerede over grænseegnene. Disse kilder interesserede sig slet ikke for, hvad

der lå bag grænseegnene og de internationale handelspladser. Kun en enkelt

gang nævnte de grænsekongernes overherredømme over Vestfold, og det var

tilfældigvis i forbindelse med Harald Klak, som senere bosatte sig hos

frankerne – på et tidspunkt, hvor en overkonge-funktion har været et behov.

Vi var allerede tidligt inde på Widsiths og Beowulfs opdeling af danerne

med forskellige navne – sødaner, syddaner etc.. De forekommer i sene

manuskripter og kan derfor skyldes en senere opdeling af danerne, som nævnes

i den udgave af Orosius' Verdenshistorie, som Alfred den Store af Wessex fik

oversat i 890'erne . Heri indsatte han en geografi samt beretninger fra to

samtidige købmænd, Ottar og Wulfstan. Den udkom på det tidspunkt, hvor den

store vikingeflåde gik i opløsning, og englænderne var ved at få mere ro og

overblik.

Ottar kom fra Halågaland, hvor han boede ved det nuværende Tromsø i

den nordligste del af Norge. Han beskrev turen herfra via handelspladsen

Skiringssal (i Oslofjorden) til Hedeby langs den svenske kyst:

"Hedeby … ligger mellem venderne, saxerne og anglerne og hører til


7

danerne. Da han sejlede fra Sciringesheale havde han på bagbords side

Denamearch, på styrbords side det åbne hav i 3 dage. Og så, to dage før han

kom til Hæthum, havde han styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse

egne boede anglerne, før de kom her til landet. Og disse to dage havde han til

bagbord de øer, som hører til Denemearce."

I Alfreds øvrige geografiske beskrivelse kan man læse:

”Og derfra [Gammelsakserne] mod nordvest er det land, som hedder

Angel, og Sillende og til en vis grad danerne … Vest for syddanerne er der en

arm af verdenshavet, som flyder omkring Brittanien, og nord for dem er der en

havarm, som hedder Østersøen, og øst for dem og mod nord bor norddanerne,

både på fastlandet og på øerne; og øst for dem bor abodritterne, og syd for dem

er floden Elbens munding og en del af gammelsakserne. Norddanerne har mod

nord samme havarm, som hedder Østersøen …”

Det var første gang Danmark blev defineret nærmere i kilderne, men

temmelig selvmodsigende ved første øjekast. Desværre har sætningerne været

genstand for sprogfolks ivrige ordkløveri og forsøg med vores moderne kort og

geografiske stednavne, selv om det allerede hos Procopius og Jordanes stod

klart, at de gamle historikere, når de beskrev ukendte egne, primært tænkte i

folkegrupperinger og sø- og landveje imellem dem. Der var tale om løse

angivelser ud fra betragterens synsvinkel – man havde ikke overblik via kort.

Det gav især et problem, da man beskrev de år, hvor danernes struktur var i

opløsning. Weibull kom øjensynligt nærmest.

Østersøen må være hele havarmen Skagerak, Kattegat, Bælthavet og

nutidens Østersø – i modsætning til verdenshavet. Gotland er her Jylland, som

nogle af sagaerne kaldte Hreidgotaland – udtryk, som ellers tidligere blev brugt

om goternes rige og senere om den svenske ø. Ottar betegnede på sin tur

gennem Kattegat ligesom Regnarsona Thattr Jylland som et særskilt land, mens

Denemearc lå mod øst – altså inkl. Halland mv. Man skal imidlertid bemærke,

at der i Alfreds beskrivelser benyttes landenavnene Denemearc, Gotland,

Sillende og Angel, mens der de fleste andre steder i værket tales om folkeslag.

Det skal her også bemærkes, at der i selve citatet af Ottar kun tales om landene

Gotland og Sillende, mens anglerne bare boede i disse egne. Man må gå ud fra,

at skribenten har nedskrevet eller modtaget Ottars beretning og siden har

færdiggjort hele værket. Derfor er den yderligere adskillelse i skribentens

geografi mellem Sillende og Angel antageligt hans egen misforståelse, idet

Angel geografisk blot var en halvø i Sillende, som må have bestået af

Sønderjylland og Slesvig.

Ottars rejse gik fra Skiringssal mod syd gennem ”Østersøen” til Sliens

munding og Hedeby, så Alfreds skribent må have sluttet den modsatte vej, at

Østersøen lå nord for syddanerne. Han fortæller om norddanerne og om


8

syddanerne, som Ottar omtaler som Hedebys ejere – men ikke nødvendigvis i

hele Sillende, siden han her bruger landenavn. Jyderne nævner han slet ikke.

Han må derfor have troet, at norddanerne herskede nord for syddanerne – dvs.

på fastlandet og øerne mod nord og øst med Østersøen nord for sig. Han har

ikke vidst, hvordan magten var delt op mellem syddanernes og nordanernes

konger. Det synes Ottar derimod selv med sin adskillelse af Denemark og

Jylland, men han har øjensynligt også vidst at strukturen var under ændring,

siden han nævnte lande i stedet for folk. Vi ved imidlertid ikke, hvor og hvornår

Ottar afgav sin beretning. ”Svenskernes” erobring af Hedeby og udskillelsen af

jyderne var tydeligvis ikke kendt i beretningerne. Ottar har jo sikkert primært

kendt de politiske forhold set fra Hedeby, og i den henseende hænger udsagnene

logisk sammen.

Man skal her bemærke, at også det engelske Widsith, som handlede om

en tidligere tid, talte om daner og sødaner, hvor sødanerne kan ses som en

flådemagt, der måske senere overtog Dannevirke – men her talte man også om

en jysk konge. Frankerne beskrev i 813 hele området op til Viken som

underordnet danerne, og i 873 mødte frankerne to daner-konger. Den todelte

opdeling af danernes kongemagt er således ikke nogen usædvanlig oplevelse af

forholdene set udefra og understøtter konklusionerne ud fra de danske kilder

ovenfor.

Formelt må danerne uanset jydernes position have været opfattet som to

kongeriger, som Alfred skildrer dem – i 800-tallet med hver sin konge af

danernes kongeslægt – og efter frankernes beskrivelse antageligt med kongen i

Slesvig med en paraply- eller overkongefunktion, indtil truslen fra frankerne

var overstået sidst i 800-tallet.

Sillende nævnes som modsætningen til Jylland, hvilket måske svarer til

den senere opdeling i Nørrejylland og Sønderjylland – det sidste inkl. Slesvig.

Om grænsen gik nord for anglernes gamle territorium, ved vi ikke. Der var

ingen naturlige grænser ved den jyske højderyg, hvilket havde nødvendiggjort

de gamle voldsystemer. Frankerne har derfor næppe bemærket grænser, da

deres hjælpeekspeditionen for Harald Klak i 815 gik op i ”Sinlendi”. Der er

næppe tvivl om, at Godfred-sønnerne trak sig over til til Fyn, selv om frankerne

påstod, at øen lå tre mil fra land – de skulle jo forsvare, hvorfor de ikke forfulgte

successen.

Det diffuse udtryk ”til en vis grad danerne” i Alfreds krønike tyder på, at

syddanernes område været et begrænset område omkring Dannevirke, Hedeby

og Sliestorp – hvilket også forklarer, hvordan de såkaldte ”svenskere” kunne

erobre magten i ”Danmark”, da Siward Ormøje døde – og hvorfor tyskernes

senere erobring af Hedeby var en begrænset affære, hvor kejseren ”trak grænse

ved Hedeby” – det var vel det rige Hedeby syd for Dannevirke, som var

tyskernes mål, så måskee betyder det, at han trak grænsen ved Dannevirke.

Vi skal derfor rekapitulere kongerne. Ser man på kongerne ved grænsen


9

efter Dan/Ivar, nemlig Harald Hildetand, Sigifred I/Ring, Godfred, Horik I og

Horik II, omtales de både af frankerne og Saxo, som danernes konger.

Skjoldungesaga omtaler imidlertid kun en enkelt Sigurd Ring som leddet

mellem Randver og Regnar Lodbrog – altså antagelig Lejre-kongen. Også

frankerne nævner både Sigifred II og Regnar, men ikke som konger. Saxo

nævner dem alle, da det tjente hans formål, men han fortæller også, at

slægtningen Olav blev indsat som underkonge i Skåne og på Sjælland, og at

også Sigfred II kun var konge samme steder under henholdsvis Sigfred I og

Godfred – altså konger for norddanerne.

Magtfordelingen gik ikke altid fredeligt til, da bl.a. Harald Hildetands

efterfølgende slægt ønskede fred med frankerne. Efter Godfreds og Hemmings

død i 810-11 opstod der således voldsomme magtkampe mellem mange

kandidater. Vindere blev de 4 Godfredsønnerne med Horik I og derefter Horik

II, som frankerne omtaler som danernes konger. Efter Horik II møder vi i 873

Lodbrog-sønnerne Sigifred og Halfdan som separate fredsforhandlere hos

frankerne, og efter Halfdans død i England hører vi kun om Sigifred.

Selv om de enkelte kilder er ufuldstændige og usikre, passer de overens i

et tydeligt opdelt mønster, som også kan udledes af Alfreds beskrivelser. Efter

Harald Hildetand, som prøvede at gabe over det hele, nødsagedes man til at

indsætte en særskilt konge af fælleskongens slægt i norddanernes gamle

områder, mens kongen over syddanerne varetog forhandlinger og det fælles

forsvar på grund af det stigende pres fra frankerne.

Saxo og vel også indirekte frankerne antyder, at norddanernes kongerække

er sekundær, mens man slet ikke omtaler de jyske konger og jarler. Vi kan

naturligvis ikke afgøre, hvordan dette var organiseret, men må se på den senere

organisation i de nordiske lande, om dette lyder sandsynligt.

Ser man på borgerkrigstiden i den tidlige middelalder, er det tydeligt at

Danmark var opdelt i lande med landsting, som kunne vælge hver sin konge.

Rimbert nævnte, at Harald Klak, da han regerede sammen Horik og

dennes bror, regerede over en del af landet - hvilket i givet fald må antages at

være en geografisk opdeling svarende til den tingmæssige opdeling i lande

under borgerkrigene i 1100-tallet. Noget lignende antydes af Roskildekrøniken.

(Roskildekrøniken) "Jeg siger konger, for dengang var der mange konger

i Danmark; for som det fortælles, var der undertiden to i Jylland, en tredje på

Fyn, en fjerde på Sjælland, en femte i Skåne; undertiden var der to over hele

Danmark; undertiden endog én over hele Danmark …"

Vi skal imidlertid også gentage frankernes notits fra 812 om Harald Klak

og Reginfred:

(ARF 813) … De var dog for tiden ikke hjemme, men var draget til

Westerfolda (Landskabet vest for Oslofjorden) med en hær, den fjerneste egn


10

mod nordvest i deres rige, som skuer over mod nordspidsen af Britannien, og

hvis høvding (princeps) og folk nægtede dem lydighed. Da de efter at have

underkastet sig dem var vendt tilbage.

Syddanernes konger (rex) har altså haft et overordnet forhold over

konger/høvdinge (princeps) i de øvrige lande, hvor også Reginher (Regner) i

846 benævnes princeps af frankerne. Muligvis drejede det sig primært om skat

og skibe til fælleskongen.

Når man læser Niels Lunds ”De hærger og de brænder” (1993 side 38-40)

kan man let få den opfattelse, at han så et dansk overkongedømme ligesom

frankernes, hvor kejseren var feudalherre over konger og hertuger, som det en

tid var populært blandt forskerne. Både dansk og svensk historie i tidlig

middelalder peger imidlertid imod på en langt friere nordisk organisation med

konger og jarler i hver enkelt landsdel, der var valgt af det lokale ting indenfor

en kongeslægt – eller hvordan landsdelen nu havde organiseret sig på den tid.

Det enkelte ting synes endda i visse situationer senere selv at kunne afgøre, om

landsdelen ville stille med skibe til de forskellige aktioner.

I Sverige omtalte Snorre omkring 1200 en ordning, som kan være en

efterdønning af en dansk løsning – endda bekræftet af den senere Västgöta-lov

fra 1300-tallet. Her kunne västgöterne vælge eller vrage den konge, som var

valgt af svearne. De kunne altså enten have en selvstændig konge, eller de

kunne vælge en fælles sveakonge – det såkaldte Sveavælde – og selv være styret

af en jarl under ham. Faktisk skrev Ynglingesaga, at Ivar satte sig i besiddelse

af både Sveavældet og Danevældet, men den saga var jo også skrevet af Snorre

selv.

Hvordan ordningen var i Danmark, er det ikke muligt at sige noget om,

men en fælles alliance mod frankerne med en paraply-konge er i alt fald helt

naturlig og forventelig, og vi har altså et senere faktisk eksempel herpå.

Fælleskongen fik antageligt skatter og bemandede skibe til det fælles forsvar,

når det var nødvendigt. Det kit, som bandt fællesriget sammen, har imidlertid

næppe været en fast konstitionel struktur med retten til at dele land ud, men

behovet for fælles forsvar og fælleskongens personlige militære magt. Derfor

ser vi så vekslende forhold i vikingetiden, hvor fællesriget stod og faldt med

truslen sydfra, mens vikingerne foretrak at boltre sig frit.

Godfreds etablering af Hedeby lige syd for Dannevirke og syddanernes

kongerige med muligt magtcenter fra ca. 700 i Füsing ved Slien to kilometer

øst for Slesvig var i den sammenhæng et strategisk klogt træk, som har kunnet

løse en del af finansieringsproblemet omkring den fælles hærfører på grund af

afgifterne fra Hedeby. Hans stående del af hæren kunne således udover at

beskytte grænsen også beskytte handelsbyens fredhellighed og handelsruterne

samtidig, så han ad den vej kunne opnå store afgifter til medfinansiering af sine

aktiviteter. Det er formodentligt årsagen til, at de øvrige konger kunne acceptere

paraplykongen så længe.


11

Det løse system har sandsynligvis været en forudsætning for

vikingeøkonomien, hvor man plyndrede naboerne eller opkrævede skat og

tribut, samtidig med at der handledes flittigt i et delvis fredhelligt system, som

blev beskyttet af fælleskongen. Fælleskongen kunne endda fralægge sig

ansvaret for vikingekongernes bestialske angreb, som Horik gjorde ved flere

lejligheder.

Vikingekongernes angreb hvert år på de frankiske kyster var medvirkende

til, at frankerriget efterhånden brød sammen og til sidst blev opløst. Det har

givet vikingekongerne god økonomi og stor magt.

Antageligt var det Regnarsønnerne, som støttede den mindreårige Horik

II i 854 mod de mange vikingekonger uden land. Efterhånden som truslen fra

frankerriget brød sammen, mistede fælleskongen sin magt og betydning, og på

et tidspunkt inden 873, hvor Halfdan og Siward ikke mere kan have optrådt på

vegne af en mindreårig Horik, må de have taget over – som også Sven Aggesen

skriver.

Vikingeflåden havde taget magten, men samtidig blev magten diffus og

spredt over så stort et geografisk område, at den til sidst smuldrede. Derfor fik

de islandske sagaer, som så det hele på afstand, efterhånden svært ved endog at

skelne mellem Danmark og Danelagen.

Kongemagten beskrives af Saxo stadig som delt imellem Regnar-sønnerne

– især hvis Hvidsærk var Halfdan, men efter Halfdans død i 877 kan Siward

muligvis have overtaget magten hos begge danerfolk til sin død i 891. Herefter

gik også den danske struktur i opløsning.

Frankerne interesserede sig ikke for de interne forhold i Danmark, men

den engelske Alfreds opdeling i norddaner og syddaner gør det sandsynligt, at

Saxo og sagaerne har ret, når de placerer Sigifred II’s familigren i Lejre – altså

Regnar-slægten. Godfred-grenen repræsenterede jo syddanerne.

Saxo nævner da også, at Siward Ring var konge i Skåne og på Sjælland

(9.3), mens sønnen Regner nedkæmpede et oprør fra Harald Klak og nogle af

landets stormænd med øboernes flåde (9.4.15) og at et oprør mod ham kom fra

Jylland og Skåne (9.4.4). Alt peger på, at befolkningen på Sjælland var deres

magtbase – og dermed er det også sandsynligt, at Lejre, Tissø, Uppåkre og

Järrestad hørte deres ceremonihaller – omrejsende konger, som de var. Man

hører dog ikke meget om Regnars liv hjemme – han var først og fremmest

vikingekonge. Antageligt var nogle af kongens vigtigste roller også den gang

lokalforsvaret, vejfreden og domsfunktionen, som ifølge Saxo tit blev styret af

en ”statholder” – ofte et familiemedlem.

Vikingerne kunne åbenbart både være valgte konger over et territorium

eller have magt over skatteland, fælles forsvar eller en flåde. De udrejsende

unge på viking fra landsbyerne kunne principielt godt hjemme have været

underordnet en anden konge end vikingekongen.

Omtalen af de mange konger i sagaerne og på Rökstenen tyder på, at

nordboernes kongebegreb var væsentligt bredere end nutidens kongetitel og


12

den latinske Rex-titel. Sagaerne bruger jarletitlen på jyske og norske ledere,

hvor jyderne kan have været friere i forhold til paraplykongen, så man skal

passe på ikke at lægge for meget i disse begreber.

Nogle hævder, at Regnar Lodbrog og hans sønner er ren saga. I de

frankiske og engelske kilder finder vi imidlertid Bjørn, Sigurd, Ivar, Halfdan

og Uffe, hvor de sidste tre omtales som brødre. Der er derfor ikke tvivl om, at

de markante Regnar-sønner, Bjørn, Sigurd, Ivar, Ubbe og Hvidsærk som

nævnes i sagaerne og Saxo i relation til vikingetogterne, var de samme

vikingekonger, hvor en af de to sidste kan have haft tilnavnet Hvidsærk –

antageligt Halfdan, da denne ifølge Saxo blev konge i Jylland. De samtidige

engelske kilder nævner, hvorledes Ivar og Halfdan dominerede den første del

af vikingernes hærgen og magtovertagelse i England og Irland. Adam

fremhævede Ivar, og nævnte at danskerne fortsatte magten i Northumbria og

Irland i over 100 år – de omtales endda nogle steder som Ivars slægt. Sigurd og

Halfdan møder vi som danske konger, der slutter fred hver for sig med

frankerne – Adam kaldte dem brødre. Sagnhistoriens detaljer er naturligvis som

regel digt eller ”forbedret” overlevering, men hovedlinjerne hænger sammen

på tværs af landegrænserne og svarer til brudstykker af sagaernes fortælling.

Regnar møder vi ikke i de engelske kilder, men det er antageligt, fordi vi

allerede mødte hans forsmædelige død i de frankiske kilder i 846, inden

Englandstogterne tog fart. Hans heltemodige død i Ellas ormegård må have

været opspind for at skjule sandheden om hans ynkelige endeligt, men sønnerne

slog ganske rigtigt en kong Ella – mange år efter. Lodbrog-navnet er i de

engelske kilder indført senere, da englænderne fik mere overblik over

sammenhængene. Englænderne nævner endog ravnebanneret, som blev erobret

ved Uffes død, ligesom sagaerne nævner, at Helge reddede Siwards banner og

bragte det hjem, da han døde i Tyskland. Slægten behandles i kilderne med

respekt og stolthed. Der er næppe tvivl om, at Regnar og måske især hans

sønner havde en væsentlig andel i den danske vikingetid. De må have været en

væsentlig magtfaktor ved siden af de danske overkonger fra Godfred-grenen,

indtil Siward og Halfdan da også overtog hele magten i Danmark i eller inden

873.

De to parallelle kongerækker med skiftende forhold indbyrdes samt mere

eller mindre frie jyske jarler kan forklare sagaernes og kildematerialets

paradokser, og muligheden bekræftes af kildernes omtale af et vekslende antal

konger og af forløbet i de senere danske borgerkrige i 1100-tallet inden

Valdemars magtovertagelse.


13

Danernes parallelle kongerækker i frankertiden


14

17 Hardeknud, "svenskerne" og Gorm

17.1 Kilderne omkring Gorms og Haralds afstamning

Det følgende kapitel er en viderebearbejdelse af en selvstændig artikel,

hvilket er årsagen til, at nogle tidligere forudsætninger bliver gentaget. Da de

frankiske kilder om Danmark ophørte sidst i 800-tallet, var der bortset fra

sporadisk omtale i saxiske kilder som Widukind og Thietmar et spring i de

sydlige kilder om Danmark frem til Adam af Bremen, som skrev omkring 1075.

Han blev historikernes hovedkilde til den tidlige Danmarkshistorie. Henrik

Janson og Niels Lund såede dog i 1998 alvorlig tvivl om Adams kildeværdi,

uden at nogen tog konsekvensen af dette – man undgik helst de tidlige kilder

medmindre man ville kritisere. Adams egen hovedkilde til Danmarks historie

var den danske konge, Svend Estridsen, en biskop og kirkens papirer.

De vigtigste nordiske kilder om Danmark, når vi ser bort fra sagaerne,

som synes at have deres egen baggrund, er Roskildekrøniken fra ca. 1138, Saxo

fra ca. 1220 og Sven Aggesen fra 1185. De to første kirkelige værker er

desværre mere eller mindre afhængige af Adam af Bremen – især

Roskildekrøniken – men de tager også afstand fra ham i forskellige situationer.

De senere årbøger er eftersnakkere af disse kirkelige kilder, og de mange

genealogier kan vi ikke tillægge nogen vægt. Lejrekrøniken, som også er

kirkelig, dækker derimod kun de ældre sagnkonger frem til Harald Hildetand –

altså den gamle Skjoldungeslægt ad mandslinjen. De verdslige kilder har ikke

noget problem med Odins søn Skjold, som første danske konge, men i de

kirkelige værker har den fortælling været uacceptabelt. Her erstattes Skjold af

Dan – i Lejrekrøniken som søn af svenske Ypper i Odins rolle.

Det oprindelige grundlag for de islandske sagaer om danernes konger var

sikkert baggrunden for den forsvundne Skjoldungesaga, hvorfra Regnarsona

Thattr og Olaf Tryggvasons Saga stammer (Friis-Jensen 1984) samt den mere

uafhængige Jomsvikingernes Saga (Degnbol 1978) – alle med stort set samme

slægtsrække. Vi har kun sene sagaversioner, men Sven Aggesen fortalte, at han

brugte islændingenes sange – dvs. skjaldekvad- før Skjoldungesaga.

Sagaerne er enige om hovedlinjerne, selv om de anvender forskellige

anekdoter og detaljer. Kongerne var stort set de samme, men det fremgår

tydeligt, at sagaerne var fokuseret på Lejrekongerne, hvor Regnar Lodbrogs

magtbase åbenbart var Sjælland (Saxo 9.3 og 9.4.4/15). Sagaerne nævnte aldrig

Godfred, som frankerne til gengæld satte over Regnar. Man må heraf bl.a.

kunne udlede, at Godfred, Horik I og Horik II havde magten ved selve grænsen

eller et militært overherredømme med henblik på forsvaret af den danske

alliances grænse mod frankerne, hvorfor frankerne skrev om ham, mens Regnar

kun kan have været vikingleder og lokalkonge i Østdanmark. Denne trone


15

havde han ifølge Saxo fra sin far, Sigurd Ring II, som var blevet sat her af

Godfred – ifølge frankernes hans onkel (morbror?). Sigurd havde derfor brugt

sjællænderne mod Harald Klak i det opgør, hvor Sigurd faldt i 812. Det er

således sandsynligt, at Godfred var paraplykonge med sæde hos syddanerne,

mens Regnar kun var konge på Sjælland og måske i Skåne. Roskildekrøniken

talte om 2 konger i Jylland, 1 på Fyn, 1 på Sjælland og 1 i Skåne, men

grundlaget nævnes ikke, og det minder om de senere landstingsområder, så det

er måske en efterrationalisering. Sønnerne blev i Norden ofte kaldt konger og

helt generelt havde alle kilder svært ved at skelne, hvor de danske anførere sad

– vel nok fordi kongerne rejste meget rundt, etablerede skattelande og styrede

med vekslende konger/jarler i deres fravær. Derfor kunne Rökstenen tale om

20 dræbte konger på slagmarken – selv om formålet med selve tallet antageligt

var en hentydning til en mytologisk kenning.

Svend Estridsens adkomst til tronen – eller rettere sagt mulighed for at

blive kandidat til et kongevalg – var efter sædvane medlemskabet af

kongefamilien, i hans tilfælde via moderen. Det går igen gennem hele

Danmarkshistorien, at familieskabet var hovedkriteriet for valgbarhed inden

arveretten i 1660. Det har derfor altid burdet undre, at Sven Estridsen ikke

havde en bedre fornemmelse af sine forgængere end den, Adam af Bremen

øjensynligt demonstrerede – og som kirkens efterfølgende skribenter fulgte.

Det er et grundlæggende træk i sagnhistorien og den efterfølgende historie, at

kongen altid kunne føre sin adkomst tilbage til den gamle kongeslægt ad

mands- eller kvindelinje. Et væsentligt formål med kongelisterne har uden tvivl

været at pege på dette tilhørsforhold – hvad enten man begrundede det med

guddommelig afstamning eller senere med den juridiske grundregel, ”skik fra

gamle dage”. Selv om landet fra gammel tid var et valgkongerige, valgte man

kun ud af det, Sven Aggesen kaldte kongestammen. Der må have været kristne

skriftkyndige i landet siden tipoldefaderen Harald Blåtand – lidt før

islændingenes første skrifter – selv om vi ikke kender dem i dag. Inden da havde

man benyttet runer, hvor den adkomstret, som lå i kongerækken, må have været

noget af det første, man ville skrive ned. Derfor burde det ikke undre, at disse

lister dukker op efter kristningen i alle germanske samfund med guder i spidsen.

Arne Søby Christensen (2002) har som tidligere nævnt i forbindelse med

Jordanes’ Getica på basis af østgoterne i hunnernes følge påvist, at man ikke i

et samfund uden skrift kunne stole på kongelisten længere end 3 generationer.

Før da kunne kongefamilien manipulere med kongerækkerne – som regel for at

forbedre adkomstgrundlaget og knytte det til religionen – forudsat selvfølgelig

at kongefamilien kunne styre, hvad der måtte blive skrevet, når skriften kom til.

Sven Estridsen kunne imidlertid ikke en gang skaffe Adam oplysninger

om den nærmeste slægt til den kristne Harald Blåtand, hvis selvfølelse ellers

burde have ført til nedskrivning af hans egne forfædre. Ifølge tolkningen af

Adam kom Gorms far ud af det blå fra et ukendt Nortmannia som søn af den


16

komplet ukendte Svein. Man vil måske sige, at Svein ligger inden for den senere

kongelige tradition med navnet Svend, men de kom først 100 år senere, og

Svend Estridsen kan netop have valgt Svein for at give indtryk af kontinuitet –

eller måske var der virkelig en Svein i den senere omtalte plejefamilie. Der skal

imidlertid lægges mærke til, at Saxo og Sven Aggesen ikke kendte en sådan

Svein – Saxo må endda have vidst, at Svein hed noget andet, siden han ikke

brugte navnet til sin ublu forlængelse af kongerækken. Det burde have fået

historikerne til at være på vagt. Den første mistanke, som denne usædvanlige

uvidenhed skaber, må blive, at der var tale om en manipulation, som dem, der

er beskrevet af Arne Søby Christensen i de tilfælde, hvor adkomsten til tronen

ikke var god nok – men en sådan adkomst gav en ukendt Svein vel slet ikke.

Det var usædvanligt i kongerækkerne, at kongen kom ind fra højre uden

forklaring – det var helt i strid med hensigten og burde være forklaret nærmere.

Normalt ville manipulationerne have til formål at producere et nært slægtskab,

som kongen manglede. Saxo og Sven Aggesen kendte ikke nogen Sven før

Sven Tveskæg, men havde en ekstra serie konger. Sagaerne på Island, som Sven

Estridsen ikke kunne påvirke, gav derimod Gorm en enkel og utvetydig

adkomst som søn af Hardeknud og sønnesøn af Sigurd Ormøje. Hvorfor gik

Sven i en stor bue uden om den oplagte islandske forklaring?

Kanonisk incest?

Var denne forklaring værre? Lå der et problem her? Det gjorde der

faktisk, og det var Sven Estridsen selv den første til at kunne se. Sven Estridsens

havde nogle år før måttet forskyde sin hustru på pavens anmodning, fordi der

var tale om kanonisk incest – sagen havde ifølge Adam af Bremen (Bog III,12)

ført til bataljer med kirken og efterfølgende et enormt antal uægte sønner.

Kirken forbød ægteskab inden for 7 generationer (Gelting 1999/Nors 1987),

indtil man nedsatte grænsen ved Lateran Konceliet i 1215. Dette har de

hedenske danskere naturligvis set stort på før Harald Blåtand. Den svenske

historiker, Henrik Janson, beskrev imidlertid i 1998 i sin disputats, Templum

Noblissimum, det storpolitiske spil mellem Sven Estridsen, Hamburgkirken,

paven og den tyske konge, Henrik IV, som endnu ikke var salvet til kejser.

Paven ville have ret til at besætte kirkelige embeder, hvilket Henrik IV nægtede.

Sven Estridsen var egentlig allieret med Henrik, men spillede også på paven for

at få sit eget ærkebispesæde i Roskilde. Niels Lund skrev i 1998/2002, at

Hamburgkirken må have set et dansk ærkesæde som en sådan trussel mod deres

overhøjhed i Norden, at de i stedet må have tilbudt at ophøje Harald Blåtand til

helgen – noget som samtidig ville styrke ærkestiftets stilling i Danmark. Hele

Adams beskrivelse af kongerne er ifølge Niels Lund lagt til rette med henblik

på kirkens godkendelse af Haralds egnethed som helgen, som må have været et

formål med Adams besøg. Antageligt skal det også ses i dette lys, at Sven 1060-

66 pressede Hamburgkirken ved at lade Hildesheimbispen oprette et bispestift

i Dalby, 10 km fra bispesædet i Lund – netop på den tid, hvor Adam kom til


17

Danmark. Svens provokerende politik, som oprindeligt skyldtes incestdommen

og siden blev et spørgsmål om ærkebispestolen, druknede imidlertid i

Investiturstriden mellem paven og kejseren, som begyndte 1071 og

kulminerede 1076 året efter færdiggørelsen af Adams værk. Harald blev aldrig

helgen – i stedet fik Danmark 30 år senere sit eget ærkebispesæde.

For Sven Estridsen (og Adam) gjaldt det derfor i spillet om at give et

positivt billede af Harald – hvad han så sandelig også gjorde, så det både gik ud

over dennes far og søn. I den forbindelse var det gift for sagen, hvis Adam kom

tilbage til Hamburg med en Danmarkshistorie, hvoraf det indirekte fremgik, at

Harald var resultatet af et incestuelt forhold, som endda kunne hindre

præsteskab. Han ville aldrig kunne blive helgen. Netop Sven Estridsen måtte –

i lyset af sit eget problem med reglen – se det som et generelt problem for den

kongelige adkomst, hvis der havde været kirkelig incest i familien i hedensk

tid. Det måtte forventes, at Sven Estridsen lagde røgslør ud over de kongelige

slægtsforhold – og et røgslør er jo netop, hvad vi ser hos Adam.

I mangel af mere sikre kilder end kongemagten måtte dette problem gå

igen hos 1100-tallets kirkelige skribenter i det omfang, de fulgte deres kirkelige

forgængere.

Det er nærmest usandsynligt, at en sådan ”incest” ikke skulle

forekomme inden for 7 generationers fyrstekredse, hvor man har brugt

strategiske ægteskaber inden for de relativt få konge og jarleslægter i landet

uden at se noget problem i det. En konstatering vil i dag med vort sporadiske

kendskab til hustruerne være et lykketræf, men kombinerer man Saxo og

sagaerne, vil man se, at der fremkommer et incestuelt forhold omkring

Hardeknud. Hans mor, Bleja, siges at være efterkommer af Harald Hildetand,

hvis mor, Aud, også skulle være stammoder til Hardeknuds fædrene linje. Det

kunne være en af årsagerne til Roskildekrønikens mystiske forøgelse af antal

led i kongerækken før Hardeknud. Under alle omstændigheder er det vigtigt at

gøre sig klart, at det ikke er et spørgsmål om den historiske sandhed, men om

hvad man på Svend Estridsens tid troede eller blot frygtede om fortiden. Især

han må have haft denne frygt efter det, han havde været ude for med sit eget

ægteskab.

Incestfrygten er oplagt på Sven Estridsens tid, men det er ikke

ensbetydende med, at den blev afgørende for Adam. Vægrer man sig ved at tro

på den, vil man stadig stå tilbage med problemet, og det kan altid forklares med

en simpel forvanskning, da den tyske Adam skulle oversætte et navn hørt på

dansk til latinsk skrift. Om forklaringen er den ene eller den anden, er

underordnet for slutkonsekvenserne. Vi skal derfor se nærmere på kilderne og

særligt den sætning, som har skabt alle bryderierne.

Adams famøse sætning

Konstruktions- og rekonstruktionsforsøg af dette forhold har fyldt littera-

turen med en uoverskuelig mængde navne og argumenter, som forvirrer mere


18

end de gavner – helt op til 1970’erne. Det kan undre, at ingen forsker har forsøgt

at vaske tavlen ren for kollegernes gamle misforståelser og vrangforestillinger

– og tænke nyt – i stedet for fagets traditionelle byggen fejl på fejl, fordi man

er for bundet af historiografien. Derfor går denne bogs løsningsforslag ud på at

kassere alle 1800- og 1900-tallets diskussioner råt og brutalt og gå direkte til

kilderne, som stilles over for hinanden, hvorefter forskellene forklares.

Inden da skal vi imidlertid se på den sætning, som har voldt de forskere,

som ikke kastede sig over den materialistiske historie, de største bryderier og

fået diskussionen til at gå i hårdknude.

Forklaringen på miseren kan være så enkel, at Adam som en af sine talrige

misforståelser af de nordiske navne har hørt/husket navnet Sievert/Siward som

Sven Estridsens og Sven Tveskægs fornavn, da vi taler om en mundtlig infor-

mation fra et fremmed tungemål. Med den mulighed for øje bør vi læse Adams

famøse sætning, som Erik Arup har misbrugt for forvandle kongeslægten til

opkomlinge i et Jelling-dynasti:

(Adam om Hogers tid 911-16) Han [Sigerich] havde ikke regeret længe,

før Sueins søn, Hardegon, kommende fra Nortmannia, frarøvede ham tronen.

Der er almindelig enighed om, at Adam fik placeret denne begivenhed 25

år for tidligt. Som vi skal se senere, var Sigerichs far, Gnupa, ifølge Widukind

stadig konge i Hedeby i 934, da området blev erobret af den tyske kejser. Adam

nævner derimod Gorm som konge i 936, så danernes erobring må altså baseret

på disse oplysninger være sket 934-36.

Der er ligeledes enighed om, at Hardegon er en misforståelse af Gorms

far, Hardeknud – en forklaring som efter 2011 lydligt er blevet styrket af en

engelsk mønt med navnet ”Airde Conut”, som englænderne tolker som en

Hardeknud / Harde Canute i England. Vi har her i samme sætning et klart ek-

sempel på, hvor meget det er muligt at forvanske, når man skal oversætte et

navn til et andet sprog.

Oven i købet hedder Gnupas søn på Vedelspang-stenen ”Sigtrygg”, men

hos Adam ”Sigerich”, så også her forvanskes stavemåden.

”Nortmannia” er af Arup blevet tolket som Norge og af andre som Nor-

mandiet. Adam har dog kendt navnet ”Nordmannia” fra de frankiske annaler,

som han også lidt tidligere citerede. Begrebet omfattede antageligt generelt

nordboernes riger, men blev bl.a. i 810 brugt om det sted, hvorfra de 200 ”Da-

nosque” (ordet forekommer i samme sætning) skibe angreb friserne – altså

Godfreds danske flåde. Udtrykket bruges 7 gange af frankerne – næsten alle

gange om danernes land. Sætningen kan derfor bare fortælle, at Hardeknud kom

fra danernes område – dvs. også Sjælland, som de danske kilder sagde.

Sidstnævnte fejl skal altså tilskrives forskerne – ikke Adam – men det er

også rigeligt med de første grelle misforståelser i en enkelt sætning. Det er der-

for vanskeligt i selvsamme sætning at fæste nogen som helst lid til Adams


19

”Svein”, som er ukendt af de danske skribenter, idet den eneste, som citerer det,

er Roskildekrøniken, som troede, at der var tale om Sven Tveskæg – så Roskil-

dekrøniken har heller ikke kendt nogen Svein. Også her er det sandsynligvis en

forvanskning af et andet navn, som for Adam er blevet til Sven Estridsens for-

navn, som han i øvrigt også forvanskede til Svein.

Figur 1. Sammenligning af kilder

Sammenligning af de vigtigste kilder, hvor Erik, Svein og sekvensen Frode-Gorm-Harald

kan fjernes som åbenbart forkerte oplysninger fra de kristne manipulationer.

Roskildekrøniken er et absurd forsøg på at fremstille en kongerække med start fra Harald

Klaks dåb, Ansgar og kristne danske konger, der skal vise kirkens resultater.

Roskildekrønikens Sven er taget fra Adam, men med Sven Tveskægs historie, så ingen

danske kendte altså Adams Sven. Antageligt var han en manipulation eller forvanskning af

ievert/Siward. Halfdan opstår også ud af det blå, men han kan være Siwards bror, der

optrådte med ham hos franker – sagaernes Hvidsærk?

Saxo kunne ikke genkende Sven, men har med kyshånd taget mod de tre kristne konger,

som synes jysk/engelske – muligvis Harald Blåtands forfædre på Thyras side, hvad der kan

forklare kristne kirker i Jylland.

Horik II (Erik Barn) var af frankerne nævnt som konge, inden Sigurd Ormøje kom til

magten, så Horik kan ikke være Sigurds søn, men var fra en parallel kongerække.

De 5 hovedkilder viser altså med disse korrektioner samme række af konger før Harald

Blåtand, hvis man ser Sven som en bevidst eller ubevidst misforståelse af Sievert/Siward.


20

Det må stå klart efter Henrik Jansons og Niels Lunds kritik af Adam af Bremen,

at der ikke kan tilkomme ham nogen fortrinsstilling over for de øvrige kilder.

Selv om han var tidligst, var han også mest fremmed for de emner, han skrev

om. Niels Lund har forstærket sin kritik af Adam i Historisk Tidsskrift, hvor

han skrev: ”Der er ingen bedre grund til at tro, at Jellingdynastiet var frem-

mede i Danmark end til at tro, at deres forgængere i det såkaldte svenskevælde

var. De kom godt nok fra Sueonia, men det blev de ikke svenskere af” og ”Det

havde nok været bedre at slå sig til tåls med, at Adam ikke havde bedre styr på

Jellingdynastiet, end han havde på det forudgående Olafdynasti”5. Niels Lund,

som har været vores generations mest fremtrædende historiske vikingetidshi-

storiker, bekræfter altså bogens syn på Adams kildeværdi omkring Jellingdy-

nastiet, som det allerede fremgik af bogens tidligere udgave fra 2004 og under-

tegnedes artikel i Siden Saxo 2016.1 – uden at han har draget den nødvendige

konsekvensen heraf. Det vælter simpelthen kildegrundlaget for Jellingdynastiet

– allerede før vi ser på de andre kilder. Vi skal bemærke, at Absalons verdslige kollega, Sven Aggesen (1185),

lige før sin egen omtale af Sigurd Ormøje og hans efterkommere skrev, at han

ikke ”på fabelskrivernes eller løgnefortællernes vis lader konger følge i

uafbrudt tidsfølge efter hinanden, om hvilke jeg dog har erfaret, at de var

adskilte fra hinanden ved et ikke ringe tidsmellemrum. Jeg vil derfor …

overlade efterforskningen angående dette til en omhyggelig efterfølger …”. Fik

Sven Aggesen mundkurv på? Vi kan i alt fald med god samvittighed korrigere

kilderne – vi er jo endda blevet opfordret til det af en som vidste, hvad der skete.

Inden vi ser nærmere på navnet Sveins mulige oprindelse, skal vi derfor

se på alle kilderne og sammenligne dem. Her får vi også lejlighed til at vurdere

den sammenhæng, fejlen er opstået i. De forskellige kilders kongerækker står

nu side om side i Figur 1.

Her fremtræder 3 væsentlige afvigelser i kongerækkerne:

Saxos Erik Barn

Denne fejl af Saxo er også omtalt tidligere. Saxo placerede Erik Barn som

søn af Siward/Sigurd Ormøje og far til Knud (Hardeknud). Den mindreårige

Erik/Horik II kendes jo imidlertid fra frankerne som Siwards forgænger og som

nevø til Horik 1 i dennes slægtslinje – så han kan umuligt være Sigurds søn.

Årsagen til Saxos fejl er muligvis, at Erik Barns far også synes at have heddet

Siward – som bror til Horik I. Der har været 4 i slægten ved navn

Sievert/Siward/Sigurd/Sigifred (samme navn på de forskellige sprog). De ses

sammenblandet flere steder. Vi kan roligt fjerne Erik fra pladsen efter Sigurd

Ormøje hos Saxo, hvor parallellen er sat ind for at forlænge linjen.

5 Historisk Tidsskrift 117.1 2017, side 250 og 253.


21

De tre kristne konger

Ser man på Figur 1, står vi både i Roskildekrøniken og hos Saxo og delvis

også Sven Aggesen med samme serie af tre på denne tid ukendte konger, Frode

– Gorm – Harald, hvorefter senere følger Gorm den Gamle (Saxo 9.11), Harald

Blåtand og Sven Tveskæg. Roskildekrøniken er skrevet et halvt århundrede før

Saxo og var næppe i 1138 omfattet af de samme forlængende manipulations-

formål som i Valdemarstiden.

Den enkle løsning er, at disse kristne konger er kommet ind ved en

fejltagelse, da de ikke forekommer hos Adam, og da Saxo og Sven Aggesen

godt nok bruger henter dem fra Roskildekrøniken, men sætter dem ind et andet

sted i kronologien og øjensynligt ikke kender dem, siden de må forklare dem

som Gudrum af Anglia og Harald Klak – eller også genkender de dem netop.

Desuden var der slet ikke plads til dem i kronologien og det giver heller ikke

mening med kristne konger i Danmark på den tid. Valdemartidens skribenter

har grund til at medtage dem som en del af forlængelsen, selv om de ikke hører

hjemme i Gorms familielinje, men det vækker yderligere mistanke, at Aggesen

udelader Gorm.

Det er imidlertid vigtigt at lægge mærke til, at Roskildekrøniken indledes

med Harald Klaks dåb, Ansgars mission og en tidlig kristning af Danmark,

hvorefter tronen går over på hans kristne bror Erik. Der ligger et klart

kirkepolitisk formål bag dette fokus som en fortsættelse af Adams manipulation

af kirkens resultater. Michael Gelting nævnte i kommentarerne til sin

oversættelse af Roskildekrøniken, at kronikøren ikke har haft den ringeste

anelse om 8-900-tallets historie, men blot stykkede nogle tidligere forlæg

sammen herunder naturligvis især Adam. Han betegnede krønikens beskrivelse

af kirken som fantasi, og sådan fremtræder den helt klart, når man tager teksten

for dens pålydende. Følger man derimod Geltings kommentarer om en

ukvalificeret sammenstykning, dukker der en helt anden mulig historie op bag

de tre konger. Beskrivelsen af trioen lyder således i Michael Geltings

oversættelse:

(Roskilde) År 826 … blev Harald, Danernes konge døbt i Mainz …

Danernes konge, kong Haralds broder … Erik. Da han var død blev Erik Barn

ophøjet til tronen … (Ivars plyndringer) Mens dette stod på, døde kong Horik

II, og Frode blev ophøjet til tronen; Han blev døbt af ærkebiskop Unni af

Bremen. Straks blev de kirker genrejst, som før var ødelagt: Slesvig og Ribe.

En tredje kirke byggede kongen i Århus ... Nogle siger at biskop Unni

prædikede for Gorm og Harald, som var konger i Danmark, og gjorde dem

venligt stemt mod de kristne… Denne Gorm var fader til Harald … Harald var

kristen og havde tilnavnet Blåtand og Klak-Harald … Ved Haralds død

samlede en vis Sven, en overløber fra nordmændene, en stor skare og angreb

England, jog kong Ethelred ud, og beholdt selv riget. Hans Sønner Gorm og

Hardeknud … da de havde dræbt danernes kong Halfdan. delte de … Danmark


22

til Gorm … England til Hardeknud. Gorm, den meget grusomme konge, opslog

sit kongesæde på Sjælland. … Harald blev konge efter hans død …

Allerførst bør man notere sig, at Gorms kongesæde lå på Sjælland, hvilket

er vort ældste kildeudsagn om kongesædets beliggenhed udover Thietmar. Det

skyldes ikke Adam, men dansk viden.

Frode og den første serie af Gorm – Harald – Sven kan lyde som Gorm

den Gamle til Sven Tveskæg, da netop Gorm den Gamle og hans svigerfar

Harald Klak levede på Unnis tid, og da Sven Tveskæg senere fordrev Ethelred

og overtog England fra ham. Denne første Sven fremtræder imidlertid i

Roskildekrøniken samtidig med Adams ukendte Sven. Man skulle tro at

forfatteren derefter looper tilbage i rækken for at fortælle lidt mere om Gorm

og Harald, men der overtager Hardeknud jo det England, som Sven Tveskæg

har erobret – og hvem er Frode og Halfdan? Derfor blev de umiddelbart kasseret

ovenfor – uanset korrektheden af efterfølgende afsnit.

Allerede i starten burde det stå klart, at Roskildekrøniken med Harald

Klak, de to Horik’er og Lodbrogsønnen Ivar i England beskriver tre parallelle

kongerækker, selv om det måske ikke er gået op for kronikøren – jf. Michael

Geltings omtale af tilblivelsen. Efter Ivar kommer de tre kristne konger, hvor

faderen Frode er ukendt, mens Gorm ligner den Gudrum, som overtog

Lodbrogsønnernes kongerige i East Anglia, da de rejste videre – altså en

parallel til Ivar. Sønnen Harald kaldes bl.a. Klak-Harald, som andre steder er

navnet på Thyras jyske jarlefar – dvs den kristne række har måske været Harald

Blåtands mødrene slægt. Efter dem kommer den mystiske Sven med den

samtidige Halfdan. En kong Halfdan kendes på denne tid kun som Ivars bror,

der også er omtalt hos Adam sammen med broderen Sigurd – tre parallelle

brødre. De resterende er Hardeknud, Gorm, Harald Blåtand og Sven Tveskæg

– altså de følgende generationer, men med forkerte slægtsforbindelser. Hvis vi

gemmer Svend/Halfdan til senere, kan forklaringen være, at vi står med Harald

Blåtands parallelle fædrene og mødrene slægter samt nogle brødre. Hvis man

ser på Roskildekrønikens kristne islæt, de mange navne og muligheden for at

kronikøren har stykket forlæggenes navnerækker forkert sammen, kan

forklaringen være båret af en tidligere kirkelig idé om, at en beskrivelse af

kongedømmet skulle begynde med Harald Klaks dåb, Ansgar og

kristendommens indtog. Derfor beskrev man først de kristne konger, som var

Harald Blåtands kristne mødrene slægt fra England og Jylland, og derefter hans

hedenske fædrene slægt fra Østdanmark. De var smeltet sammen med en

sammenlægning af Danmark til følge og var endt med den endelige kristning –

en præcisering af Haralds østdanske og jyske adkomst – og samtidig en

indikering af, at der havde været kristendom i slægten siden Ansgar – men

Roskildekrøniken har opfattet forlæggene, som om de kom efter hinanden.

Alternativt kan det være et ukendt engelsk forlæg, som beskrev Gudrums slægt,

da Michael Gelting netop foreslog et ukendt engelsk forlæg omkring Ivar. Det


23

kan vi naturligvis ikke vide, men det kan forklare Roskildekrønikens vrøvl, hvis

de ukendte konger er Thyras jyske jarleslægt, som var blevet kristen i England.

Det har helt klart været svært for alle historikere at udskille kongerækkerne fra

hinanden, og også Adam tog forbehold for disse mange kongerækker. Hvoror

skulle Roskildekrøniken være klogere?

Vi ser nærmere på dette, når vi har læst Saxo, men vi kan jo være temmelig

sikre på, at han med kyshånd ville gribe Roskildekrønikens misforståelse af

forlæggenes dobbelte kongerækker til sit eget formål – at forlænge

kongerækken:

(Saxo 9.8) Kongemagten gik straks efter over til hans søn Frode. Hans

lykke, som forøgedes ved våbendåd og krig, nåede et sådant omfang, at han

atter lagde de lande, der i sin tid var faldet fra Danmark, under det gamle åg

og tvang dem til lydighed som i fordums dage. I England, som alt en stund

havde været kristnet, tog han imod den hellige dåb. Da det var hans attrå, at

den frelse, han selv havde vundet, også skulle blive hans folk til del, bad han

Agapetus, som den gang var pave i Rom, om at lade Danmark oplære i

kristendommen. Men han oplevede ikke at få sit ønske opfyldt, thi han døde,

inden sendemændene fra Rom var kommet. Hans hensigt var visselig bedre end

hans held, og for sit fromme forsæt opnåede han lige så stor løn hisset som

andre for, hvad de får udrettet.

(Saxo 9.9) Efter Frodes død kom hans søn Gorm, som førte tilnavnet

Engelskmand, fordi han var født i England, på tronen der på øen. Men den

lykke var mindre varig end rask til at falde i hans lod, thi da han drog fra

England til Danmark for at ordne sagerne der, blev et langvarigt tab følgen af

et kortvarigt fravær. Englænderne, som holdt for, at alt håb om at opnå friheden

beroede på hans fraværelse, pønsede på almindeligt frafald fra danskerne og

tog over hals og hoved mod til sig og gjorde oprør. Men jo mere englænderne

hadede og foragtede ham, des mere trofast holdt danskerne fast ved ham. Så da

han begærlig efter herredømmet strakte begge hænder ud efter de to lande, fik

han det ene, men mistede uigenkaldelig det andet, thi han gjorde aldrig noget

kækt forsøg på at vinde det tilbage. Så vanskeligt er det at holde sammen på

store riger.

(Saxo 9.10) Derpå blev hans søn Harald konge i Danmark. Efterslægten

har halvvejs glemt ham og har ingen ypperlige bedrifter at melde om ham, fordi

han mere lagde vægt på at bevare kongemagten end på at udvide den.

Saxo satte altså rask væk Roskildekrønikens Frode – Gorm – Harald ind

som kristne konger i sit forlængelsesprojekt. Som denne første Gorm

Engelskmand indsatte han umiskendeligt billedet af den danske kong Guδrum

i East Anglia 876-90, som blev døbt under navnet Aδelstan og kendes fra den

Angelsaksiske Krønike – her kaldt ”Anglici”, ”den engelske” eller ”Enski”.

Ham kan Saxo ikke selv have troet på som dansk konge – det var bevidst


24

manipulation – og sønnen Harald kaldte både Sven Aggesen og

Roskildekrøniken for Klak-Harald – altså Thyras far ifølge sagaerne.

Roskildekrøniken kaldte ham i sin forvirring endda både Klak og Blåtand.

Vi kender ingen historisk familiebaggrund for den kristne Guδrum i East

Anglia, og Saxo kunne ikke fortælle noget om hans far Frode 6 . Muligvis

repræsenterer han tillige et slægtsled til Harald Klak, siden Harald er placeret

som krønikens startfigur. Roskildekrøniken havde fejlagtigt placeret den

parallelle Horik/Erik som Haralds bror. Der ses ingen Erik mellem Harald

Klaks 3 brødre, og Harald Klaks sønner hed Gudfred og Rolf, men forbindelsen

kan skyldes kvindelinje, hvilket sjældent omtales. Forbindelsen kan være skabt

af en jysk jarl gift med en søster eller datter til Harald Klak, hvis man skal følge

indikationerne i Roskildekrøniken. Guδrum må under alle omstændigt have

været af høj byrd, da han kæmpede side om side med Regnar-sønnerne, som

han afløste i East Anglia, da de drog videre til Northumbria og Irland – men

modsat dem blev han døbt som led i et forlig med Alfred den Store. Var Klak-

Harald en søn af denne kristne Guδrum/Aδelstan, som blev sendt hjem for at

overtage til familiens gamle jarledømme i Jylland? Saxo siger andetsteds, at

Gorm den Gamle ”begærede den engelske kong Hedelradi’s datter Thyra til

ægte” (Saxo 9.11.2). Der var ingen kong Eδelred i England på det tidspunkt, da

Alfreds bror, Eδelred I, var død i 871 og Eδelred II blev født i 978. En tredje

Æδelred, som døde i 911, var eolderman i Mercia og fik sin datter allerede i

880’erne, så hun kunne snarere være Gorms mor end hans hustru. Var Eδelred

i virkeligheden Klak-Haralds dåbsnavn i England eller blandede Saxo Thyras

far og farfar sammen? Var East Anglias Guδrum en af Harald Klaks

efterkommere på spindesiden, som sønnens navn, Klak-Harald, antyder, og

som også Roskildekrøniken indikerer? Det bliver ren spekulation.

Hvis Klak-Harald var kommet ind i et jysk jarledømme ad denne vej, har

han antageligt været kristenvenlig. Mens Harald Blåtand i 936 højst kan have

været ung mand uden magt til at gå imod faderen i Hedeby, kan svigerfaderen

Klak-Harald have ledsaget Gorm og have været den Harold hos Adam, som

kunne tillade sig at optræde venligt overfor Unni og kunne tillade kirker i

Jylland, hvor Gorm næppe havde nogen magt. Det kan også forklare tyskernes

udpegning af 3 jyske bisper i 948. Det kan altså være en sådan kristen

familiegren, som Roskildekrønikens forlæg skildrede uden at forstå. Undlod

Saxo senere at rette kronikørens fejl, da man ønskede at Danmark skulle fremstå

som et samlet rige. Er det derfor man indsatte disse kristne konger og roste

Thyra, da denne gren jo i lige så høj grad var Harald Blåtands forfædre? Måske

er vore kilder grundlæggende slet ikke så uenige – de havde bare forskelligt

formål i et manipulativt miljø.

Hvis den kristne gren stammede fra Harald Hildetand havde Gorm ved sit

6 Visse steder kan man læse, at Frode er nævnt i den engelske Brompton-krønike, men navnet

viser sig at være fra en 1800-tals omtale af krøniken, som kan have haft navnet fra

Roskildekrøniken.


25

ægteskab Thyra måske opnået, at Harald Blåtand blev efterkommer af

skjoldungen Harald Hildetand ad kvindelinje i stedet for den betænkelige vej

via Sigfred Ring – noget man senere måtte kamuflere på grund af kristne

incestregler og ønsket om at få det hele til at se ud som ét rige. Er dette årsagen

til, at Saxo på Absalons tid dristede sig at lægge Thyras familie ind som

Roskildekrønikens kristne kongerække i sin forlængelsesproces? Var det en

jysk jarlerække, som bragte et jysk jarledømme med kristne sympatier og en

mulig Skjoldunge-forbindelse ind i rigsfællesskabet via Gorms ægteskab med

Thyra?

Vi har her begivet os ud i spekulationer, som man heldigvis kan se helt

bort fra i forbindelse med vurderingen af danernes kongerække og problematik-

ken Lejre/Jelling. I den sammenhæng kan vi nøjes med at konstatere, at de 3

kristne konger ikke kan være Gorms forfædre, at de ikke er nævnt som række i

de udenlandske kilder, og at der er slet ikke tidsmæssigt er plads til 7

generationer på 100 år. Vi kan med sindsro fjerne dem fra danernes

kongerække.

Svein

Af Roskildekrøniken fremgik det tydeligt, at den danske forfatter helt klart

ikke kendte andre ved navn Sven end Sven Tveskæg og Sven Estridsen, siden

han måtte bruge Sven Tveskægs erobring af England og fordrivelsen af

Ethelred som denne første Svens historie. Adams Svein er altså ukendt hos alle

danske skribenter og er desuden den eneste forskel, vi har tilbage i forhold til

de fire nordiske kilder, som alle peger på Sjælland som kongesæde – Sven, som

i Roskildekrøniken står samtidig med Halfdan, må være et falsum eller en

fejltagelse.

Derfor skal vi til slut se på, om der kan være en forklaring på det navn,

som Adam har skrevet som Svein. Adam nævner inden Svein dels Heiligo, som

må være den Helge, der ifølge sagaerne regerede på vegne af Hardeknud, da

han var mindreårig. Desuden nævnes ”svenskerne”, som antageligt kun var

konger i Hedeby-området. Tilbage står de tidligere omtalte brødre, Halpdeni og

Sigifred, som Adam angiveligt har fra de frankiske annaler – altså det danske

navn Halfdan og hans bror Siwardus (Latin)/Sievert (dansk)/Sigurd (islandsk).

Halfdan optræder som nævnt også i Roskildekrøniken samtidig med

Hardeknuds far, Sven, men Halfdans bror, Sigifred, mangler. Er Svein simpelt-

hen en misforståelse, fordi Adam med god grund ikke har kunnet gennemskue,

at den Sigifredus, som han havde læst om i annalerne som Halpdenis bror, var

samme navn som den Sievert/Siward, som han hørte fra Sven Estridsens mund

på dansk? Det er jo hændeligt, når man ser på de andre grelle misforståelser,

der findes i Adams værk og endog i den samme sætning som Svein – jf. afsnittet

om ”Adam famøse sætning”. Og tror vi ikke på denne misforståelse, har vi som

sagt stadig manipulationen på grund af incestfrygten. Adams Svein er usand-

synlig, og Sigifred/Sievert er den mest sandsynlige forklaring.


26

Sammenligningen af kilderne

Når ovennævnte tre oplagte fejl – Erik Barn, de tre kristne konger og Svein –

pilles ud, står vi tilbage med fem ens kongerækker i alle Figur 1’s kilder.

Det er underordnet, om alle har statholderen Helge med, og at de ”sven-

ske” konger ikke indgår heri.

Som det ses i figurens rækker, som er indrammet med orange, viser de

fem kilder identiske kongerækker – og altså den kongerække, som de neutrale

og forholdsvis sene sagaer hele tiden har brugt, men vi har ræsonneret os frem

til kongerækken uden brug af disse sagaer. Mens selve kilderne af mange

grunde alle må betegnes som behæftet med stor usikkerhed, synes der at ligge

samme kongerække bag alle beretningerne. Det er på sin vis ikke overraskende,

at denne kongerække, som havde betydning for kongeslægtens adkomst, har

været alment kendt, hvorefter skjalde og forfattere har koblet de fortællinger

på, som har passet ind i deres kram. Kongerækken er altså kommet rimeligt

helskindet gennem denne proces, hvis vi ser bort fra de bevidste manipulationer

og fejl, som vi kan gøre rede for. Det var da også forventeligt, at sikkerheden i

kongerækken i 900-tallet langsomt burde nærme sig den tidlige middelalders –

især fordi vi nu har mange parallelle kilder, som øger vores sikkerhed.

Vi kan altså fastslå, at der ikke er noget grundlag for at tale om andre

mandlige forfædre til Gorm end rækken Gorm – Hardeknud – Sigurd Ormøje

– Regnar Lodbrog og antageligt også til Godfreds nevø, Sigifred II, som faldt i

magtkampen mod Harald Klak og dennes brødre i 812.

Der ses naturligvis bort fra de betænkeligheder, som DNA-analyser kan

give omkring alt familieskab i dag, da det accepterede familieskab som altid

bliver det afgørende. ”Gudernes blod” betyder naturligvis ikke noget i et kri-

stent samfund – det blev i stedet kontinuiteten i opvæksten til den traditionsbæ-

rende rolle omgivet af gensidig respekt og dermed også kongens indgroede for-

ståelse for denne rolle, som blev afgørende for styreformens levedygtighed.

Kildernes omtale af kongesædet:

Erik Arup påstod i Danmarks Historie: ”sikkert er det, at Gorm omkring

950 var konge, og at hans kongesæde var Jelling.” og ”allerede deri synes at

ligge, at den kongemagt, der siden Hugleiks dage havde været i Danmark, var

begrænset til Jylland”.

Den eneste kilde, som Arup den gang kunne hævde at have til sin påstand

om Jelling, er Sven Aggesen, som skrev, ”Deres overlevende søn, Harald Blå-

tand, som arvede riget, udførte begge forældres begravelse som et ædelt mau-

soleum efter hedensk skik i to ens høje ved kongens gård i Jelling.” Arup måtte

vanen tro ignorere en sådan kilde, der modsagde hans opfattelse om

kongerækken, og det er også godt det samme, da det i dag dendrologisk står

klart, at Aggesen har omtalt det anlæg, som Harald byggede i 968 efter Gorms

død. Vi ved endda, at der ikke er fundet bygninger på stedet i flere århundreder

før Haralds byggeri. Gorm havde altså ikke noget kongesæde i Jelling. Før de


27

sseneste udgravninger har Aggesens udtalelse kunnet bruges som sovepude af

de historikere, der var hoppet på Arups limpind, men i dag holder den

undskyldning ikke. To andre omtaler af Jelling gående på guden Høder og på

en guldring på Jelling Hede er skrevet efter, at Harald gjorde Jelling kendt ved

at opføre sit kæmpemonument. Vi har altså ingen kilder overhovedet om et

forhistorisk kongesæde i Jelling, da runestenene kun fortæller, at stedet var

begravelsesplads eller mindesmærke. Erik Arups Jelling-kongedømme er en

tom og udokumenteret påstand.

Ser vi på kilderne om kongesædets beliggenhed – udover ovenstående

konklusion om kongeslægten – er det ikke til at komme uden om den eneste

samtidige, men sekundære kilde, Thietmar af Merseburg, som før sin død i 1018

skrev, at Lejre var danernes hovedstad og kultsted. På det tidspunkt stod Lejre-

hallen der endnu, selv om kongesædet var under flytning til Roskilde – 8 km

nede ved fjorden. At bispen Thietmar sandsynligvis overdrev de hedenske

daneres menneskeofringer, ligesom den senere Adam om Uppsala, påvirker

ikke udsagnet om Lederun på Selon som danernes ”caput regni”.

Det næste afgørende udsagn er Roskildekrønikens ”Gorm opslog sit

kongesæde på Sjælland”. Roskildekrøniken har misforstået de 250 år gamle

kongerækker – som så mange andre – men det er den ældste danske kilde, som

kendte placeringen af det danske kongesæde 120 før – og det harmonerede altså

med Thietmar.

Hvis vi tager kongesædet i de øvrige danske hovedkilder, gav Lejres

betydning sig selv ud fra navnet Lejrekrøniken, som i øvrigt nævnte Lejre 7

gange. Saxo nævnte Lejre 10 gange i forbindelse med kongerne Rolf, Ingeld,

Fredlejf, Harald Hildetand og Olav, ligesom han nævnte Sjælland som Lod-

brog-grenens magtbase. Sven Aggesen nævnte Lejre som ”berømt kongesæde”

en gang. Sagaerne nævnte Lejre mindst 10 gange. Adam nævnte kun Roskilde

som kongens sæde i 1075, hvor han besøgte Sven Estridsen – aldrig Lejre og

Jelling, hvilket også gælder Roskildekrøniken.

Alle vore 8 skriftlige kilder skriver eller harmonerer altså med, at Lejre

var Gorms oprindelige kongesæde. Jelling var Harald Blåtands værk, da ingen

kilder peger på Jelling før 968. Arkæologien støtter Lejre som hovedsædet, men

den vil blive uddybet senere. Erik Arups udpegning af Jelling som

kongeslægtens sæde står i dag som helt udokumenteret – hvilket harmonerer

med Erslevs omtale af Arups gætterier. At nutidens historikere følger Arups

vildspor er derfor absurd.

Dermed er gennemgangen af problemerne ikke slut. Vi skal først

kontrollere, om denne kongerække løser de problemer, man stod med i

1970’erne, hvor historikerne af den gamle skole var kørt helt fast i hårdknuden,

mens de andre var blevet opslugt af materialismen eller lå under for dens

menighed.


28

17.2 Hardeknud og "svenskerne" Hvad enten Adam af Bremen havde motiv til at skjule sandheden eller han

blot begik fejl, så må det påvirke hans kirkelige efterfølgere. Adam gjorde ikke

meget ud af Hardeknud udover den erobring af Hedeby, som han altså slet ikke

havde udført. Saxo ville derimod ikke skubbe Hardeknud bort som konge.

Tværtimod roste han ham som ”en over al forventning gæv mand” (Saxo 9.7),

men fortalte primært om hans værger. Vi skal derfor undtagelsesvis begynde

med sagaerne, når vi vil beskrive de sidste sagnkonger i Gorm slægt:

(Jomsvikingernes Saga AM291) Knud (den Fundne) opfostrede Si-gurd

Ormøjes søn og gav ham sit eget navn og kaldte ham Harde-Knud. Og Harde-

Knuds søn var Gorm, der blev kaldt den Gamle eller den Mægtige.

Olaf Tryggvasons Saga fortæller tilsvarende:

(Fragmenta) Olav Kinrikssøn var søn af Ivar Vidfadmes morbroder. Han

var i Sigurd Rings dage jarl i Northumberland, indtil kong Ingjald af Englands

søn fordrev ham. Ring gav ham da jarledømme i Jylland. Han havde sønnen

Grim, denne havde sønnen Audulv hin Stærke, og han sønnen Gorm hin

Barnløse. Han havde ingen børn, men der blev en gang fundet et barn i en skov

og bragt til ham. Han kaldte drengen Knud og udpegede ham til sin eftermand.

Knud var søn af Arnfinn Jarl og dennes egen søster. Derfor havde faderen ladet

barnet udsætte. Knuds søn Gorm var jarl i Jylland. Han opfostrede Sigurd

Ormøjes søn Knud, der efter sin fødeegn kaldtes Harde-Knud. Han var konge i

Danmark. Hans søn var Gorm den Gamle.

Islændingene synes generelt at have haft svært ved at adskille daners og

jyders riger og lande i Danmark og Danelagen, men det vil ikke være

usædvanligt, at en adopteret jysk jarlesøn kom til f.eks. York og blev kristen.

Arngrimur Jonson synes at være løbet lidt sur i sagaforklaringernes forskellige

forekomster af Gorm. Sagaerne viser imidlertid klart tilbage fra Gorm den

Gamle til Hardeknud og hans far Sigurd, søn af Regnar Lodbrog og sønnesøn

af Sigurd Ring. Gorms afstamning er så enkel, som den kan blive, men den er

kasseret af tidligere historikere, fordi den ikke stemte overens med de tidlige

kirkelige kildeskrifter, som man regnede for mest pålidelige. Modsat Adam

havde også Sven Aggesen Canute som søn af Regnar Lodbrog-sønnen Siward,

men placerede de 3 kristne konger efter Knud og inden Gorm. Kilderne har

imidlertid samme konger i samme rækkefølge efter analysen i forrige

underkapitel. Det er kun indplaceringen af de 3 kristne konger, som er

forskellig, fordi de ikke havde noget at gøre her.

Selv om det kun er sagaer, bør vi i Jomsvikingernes Saga fæste os ved den

usædvanlige og tilsyneladende overflødige indledningsberetning om Knud den

Fundne, som blev udsat i skoven som spæd på grund af incest, men blev fundet


29

og adopteret af en dansk konge / jarl. Knud den Fundne fik altså navnet

Hardeknud, som antageligt netop kunne betyde Skov-Knud. Harde eller Haraδ

er stednavnebetegnelser i Danmark og Jylland, hvor man på OE knytter navnet

til skov. Hvorfor ligefrem indlede sagaen med en så usædvanlig historie og

væve den sammen med et lige så usædvanligt navn? Der må være en årsag til

denne historie, som også kendes andre steder fra. Navnet kendes i Danmark kun

fra to personer, begge konger, hvoraf den første angiveligt efter sagaerne var

opkaldt efter sin plejefar Knud den Fundne – altså måske ”Skov-Knud”. Pleje-

sønnen Hardeknud blev konge som mindreårig i 891, men allerede i 883

dukkede navnet ifølge Symeon af Durham også op i York, da Guδred søn af en

Hardiknut blev konge.

Denne først kendte Hardiknut omtales i forbindelse med den engelske Sct.

Cuthberts historie (Symeon af Durham 1129 på basis af en anonym 1000-tals

krønike), da hans kristne søn Guδreδ i ca. 883 blev blev frikøbt som vikingernes

træl og valgt som konge ved et kompromis i York. Om det er derfor

plejefaderen i sagaerne også kaldes Trælle-Knud, vides ikke. Guδreδ var kristen

dansker og kunne derfor både accepteres af vikingerne og de kristne. Guδreδ

døde allerede i 894/95, men faderen kan have levet videre. Guδreδs begravelse

i York Minster nævnes i de engelske krøniker.

Hardiknut eksistens blev betvivlet, da Symeons fortælling om ham er fra

1129. I 2011 dukkede navnet imidlertid op som Airde Conut i nærhe-den af

York på en kristen mønt, som synes præget mellem 895 og 903. Den blev fundet

120 km vest for York i Silverdale. Sprogforskere (Porck 2014) har foreslået, at

mønten med Airde Conut skyldes den danske kong Hardeknud, og at han skulle

komme fra Normandiet, da stavningen har frankisk præg. Det er imidlertid helt

usandsynligt, at et meget sjældent navn skulle komme fra Normandiet, hvor det

ikke kendes, hvorimod det to gange med kort mellemrum forekom ved York og

ellers ingen andre steder end senere i den danske kongeslægt – endda inden

Rollos tid. Årsagen til stavemåden kan f.eks. i stedet være, at danskerne i York

brugte en frankisk møntmester, hvilket ikke er usandsynligt, da danskerne også

opererede der. På grund af prægetidspunktet stiller historiker og numismatiker

fra British Museum, Gareth Williams, det rimelige forslag, at mønten skyldes

et barnebarn, men der nævnes ikke noget barnebarn eller nogen engelsk konge

af det navn. Da mønten bærer titelbetegnelsen rex, som ikke harmonerer med

Simeon af Durhams engelske Hardeknud, kan mønten måske være udstedt af

den engelske værge på vegne af den danske Hardeknud, som blev rex som barn

i 891 – f.eks. sammen med de Siefredus’ mønter, som ifølge Steenstrup også

blev udstedt med en Knut omkring 900-902. Siefredus begyndte at optræde som

plyndrende viking i Wessex i 893, men blev øjensynligt senere konge i

Northumbria ifølge mønter, som efterfølger af Guδreδ. Det var muligvis

Guδreδ, som Adam nævnte sammen med sønnerne Sigerih, Olav og Reginald

(Adam 2.25 ). Adam kan dog også have talt om en senere Guδreδ.

Allerede Steenstrup nævnte Hardiknut som en mulig Knud den Fundne


30

(Normannerne 1876). Han var således på sporet, men rodede sig på grund af

ovennævnte Cnut-mønter ud i tanken om, at Guδreδ var danske Hardeknud,

hvad der er udelukket, da Guδreδ i kilderne nævnes som søn af Hardiknut og

som død i 894/95. Niels Lund nævnte Steenstrups omtale af Hardiknut, men

noterede blot, at Symeons senere omtale ikke var tilstrækkelig dokumentation

for navnets eksistens i York. Niels Lunds skeptiske argument er altså nu

forældet med fundet af Airde Conut-mønten som et samtidigt levn.

Hvem der udstedte mønten er ligegyldigt her, da den for os blot skal vise,

at navnet eksisterede som et navn i York i 890’erne - altså som bekræftelse på

Symeons beretning. Det eneste afgørende i vor sammenhæng er, at det meget

sjældne Hardeknud-navn som det eneste sted i verden udover den danske

kongerække nu er dokumenteret to gange i Northumbria, hvor det første gang

nævnes kort før den danske Hardeknud – ikke i Normandiet eller Norge, som

ellers begge har været foreslået som Adams Nortmannia. Sagaernes fortælling

er helt i overensstemmelse med den faktiske forekomst. Det skal bemærkes at

Erik Kroman har foreslået en tolkning, som normannernes oversøiske

besiddelser – men som nævnt tidligere brugte frankerne allerede i 810 navnet

Nordmannia om Godfreds besiddelser – en tekst som Adam kendte.

Var danske Hardiknut (Skov-Knud) i York synonym med både Knud den

Fundne, som Jomsvikingernes Saga hævdede, og Saxos / Sven Aggesens værge

Enni-Gnub. Det sidste navn kan være en sproglig forvanskning af ”engelske

Knud” / ”Knud Enski”, hvis vi følger samme navnedannelse som East Anglias

Guδrum / Gorm Enski? Skyldes Adams mystiske Nortmannia-historie, at

Hardeknud var placeret hos en kristen dansk familie i de danske besiddelser i

Northumbria eller kom han blot fra Sjælland? Om plejefaderen i York hele

tiden var Hardiknud, også efter Guδreδs død, eller en af hans andre sønner, hvis

navne vi ikke kender – f.eks. en Svein eller Gorm – er uvist. Saxo indikerer et

opgør med værgerne, som kan skyldes, at Hardeknud brød med plejefamilien i

York og vendte hjem kort efter 900, hvor han også erstattede ”statholderen”

Helge/Heiligo – hvad Saxo og Sven Aggesen ikke har indset, da de omtalte

Ennignub. York kan synes langt væk, men byen var på den tid Regnarsønnernes

– især Ivars – engelske hovedkvarter, hvorfra også Hardeknuds mor skulle

stamme som engelsk kongedatter ifølge sagaerne. Saxo nævnte ganske vist, at

hun var oldebarn af Harald Hildetand, men de oplysninger modsiger ikke

hinanden. Det har været naturligt at sætte Sigurds søn i pleje hos familie der,

hvor han var i sikkerhed for hjemlige konkurrenter, mens faderen rejste rundt

som konge og viking, som vi hører om i de frankiske annaler.

Der er af og til rejst tvivl om eksistensen af den første danske kong

Hardeknud, fordi han siges at mangle hos Adam (hvad han dog ikke gør) og i

nogle af sagaversionerne. Bl.a. Olafur Halldorsson (Halldorsson 2000) foreslog

derfor, at han var indsat som en fiktiv person i sagaerne. Den første danske kong

Hardeknud er imidlertid eneste sandsynlige link, som kan have overført det

nordiske navn fra den første engelske Hardiknut til Knud den Stores søn


31

Hardeknud 140 år senere. Det er også vanskeligt at se, hvorfor og hvordan man

skulle kunne opfinde en fiktiv dansk konge med et sådant navn i sagaerne. Det

er langt lettere og mere logisk, at nogle af de senere sagaskribenter har valgt at

fjerne den første danske Hardeknud fra deres sagaversion, fordi han ikke var

nævnt direkte som konge hos Adam. Denne første Hardeknud må altså have

eksisteret, og det bekræftes af, at også både Saxo og Sven Aggesen placerer en

Knud/Loddenknud mellem Sigurd Ormøje og Gorm, selv om han ved første

øjekast synes at mangle hos Adam, fordi han står som Hardegon.

Regnarsona Thattr fortæller om Hardeknud:

(Regnarsona) Sigurd Orm-i-Øje var gift med Blæja, datter af kong Elle.

Deres søn var Knud, der blev kaldt Hardeknud, som efterfulgte sin far på

Sjælland, Skåne og Halland, men Viken faldt fra hans rige.

Sigurd Ormøje faldt som tidligere nævnt i det store slag i Tyskland i 891

– hvilket passer med dateringen i York. Det fremgår som tidligere omtalt både

af Fulda-annalerne og to af sagaerne – og selv om han skulle være dræbt sydpå

4 år før, som nogle hævder, ændrer det ikke på sammenhængene. Fra slaget i

Tyskland ankom ifølge sagaerne Sigurds følgesvend, Helge den Hvasse, og

regerede for ham i Danmark (Helge blev senere gift med Hardeknuds søster,

Aslaug). Helge er sandsynligvis den Heiligo, som Adam af Bremen nævnte som

den første danske konge inden Gorm d. Gamle.

(Adam) Efter normannernes nederlag har der - ved jeg - regeret en kong

Heiligo, elsket for sin retfærd og redelighed.

Vi ved ikke, hvornår den samlede kongelige overhøjhed/alliance over det

senere danske område til forsvar mod frankerne ophørte. Måske opløstes det i

854, så Horik 2 kun fik magten i Sønderjylland, mens resten var fordelt på

Regnarsønnerne – det giver sagaerne jo indtryk af.

Adam fortæller efter bemærkningen om Heiligo:

(Adam) Efter ham (Heiligo) fulgte Olaph, som kom fra Sveonien og tog

det danske rige med våbenmagt. Han var far til mange sønner, blandt hvilke

Chnop og Gurd efter faderens død havde herredømmet. … Hvad vi fra nu vil

berette, har vi fundet i forskellige andre, ingenlunde uvederhæftige bøger. Men

noget har den berømmelige danerkonge (Svend Estridsen) fortalt os på vor

anmodning derom.

Hvis man sammenholder med oplysningerne i Olav Tryggvasons saga og

Regnarsona Thattr om, at Sigurds søn Knud kun regerede over Sjælland og

Skåne og Halland, vil det passe med, at Olaf og hans sønner tog magten i


32

Slesvig fra Heiligo, efter denne var trådt ind efter Sigurd. Eventuelt kunne det

være hele Jylland - som var det "land", der interesserede Hamburg-kirkens

skribenter. En svensk interesse specielt for Hedeby og omegn var dog mere

naturlig, da Hedeby var vigtig for handelsvejen til Sverige – og en mindreårig,

der herskede over flere lande med værger, kan antageligt have fristet Olaf til at

sætte sig på handelsruten. Antageligt har Olaf kun erobret syddanernes gamle

område.

Derefter kom Adams Hardegon, som altså var Hardeknud, som blev konge

i Østdanmark.

Vi er nu klar til at se på Saxo’s udgave af Hardeknud, som herefter bliver

let genkendelig, hvis man blot husker, at Saxo fejlagtigt satte Erik (Horik II)

ind mellem Sigurd og Knud:

(Saxo 9.7) Eriks (Sigurds) søn Knud var endnu kun et barn, så både han

og riget trængte til en formynder. Men da det tyktes de fleste, at det både var

besværligt og let kunne vække misundelse at påtage sig dette hverv, besluttede

man at udtage en mand dertil ved lodkastning, thi de viseste danskere var bange

for i så vigtig en sag selv at træffe et valg. De stolede mere på skæbnen end på

deres egen mening og ville hellere lade valget komme an på en tilfældighed end

på moden overvejelse. Så skete det da, at en vis Ennignup, en mand af den

største og mest ufordærvede dyd, blev nødt til at tage dette byrdefulde hverv på

sine skuldre. Da han havde tiltrådt styrelsen, som lodkastningen havde tildelt

ham, tog han ikke mindre hensyn til hele rigets tilstand end til kongens unge

alder, hvorfor da også nogle, som ikke er synderligt kyndige i historien, har

tildelt ham en plads midt i kongerækken. Da Knud efter at have trådt sine

børnesko var vokset op til mand, fjernede han dem, der havde vist ham den

velgerning at opfostre ham. Efter at have været en knøs, man næsten havde

opgivet alt håb om, blev han en over al forventning gæv mand. Kun den ene

ting ved ham må man begræde: Han døde uden at have antaget kristendommen.

Regnarsona Thattr fortæller yderligere om Hardeknud:

(Regnarsona) Gorm var hans søn. Han var opkaldt efter sin fosterfar, der

var søn af Knud den Fundne. Han havde alt land i forlening af Regnar-

sønnerne, mens de var på krigstogt.

Omtalen indebærer, at også Gorm den Gamle skulle være vokset op i York

– denne gang som fostersøn af Gorm, som skal have været søn af Knud den

Fundne og altså bror til Gudred. Her kan man frygte, at fortællingen er gået i

ring, eller at vi misforstår sagaen, men det ændrer ikke på hovedforløbet,

hvorvidt Gorm er opvokset i York eller Danmark. Vi vender dog tilbage til

spørgsmålet under Gorm.


33

Hvad angår ”svenske” Olav kan der være flere forklaringer. Niels Lund

stiller sig tvivlende overfor et ”svenskervælde”, men de behøver ikke at have

været særligt svenske. Sagaerne omtaler Regnars søn, Bjørn Jernside, som

hersker over Svea-land. Olav kan være hans slægtning, hvilket kunne forklare,

hvorfor svenskekonger med god ret kunne gøre krav på magten i Hedeby. Det

synes i alt fald at være den forklaring, sagaerne ønsker at indicere.

En anden mulighed kan være Anunds efterkommere. Den positive, men

lidt uselvstændige kong Olaf, som Ansgar mødte i Birka to år efter Anunds

generobring af magten, kan have været en ung søn af Anund. Anunds

midlertidige danske asyl, den danske medvirken ved generobringen af Uppland,

som vi kender fra Rimbert, det senere togt til Kurland, sønnernes navne og

Horiks anbefaling af Ansgar til Olaf kunne tyde på, at Anund var knyttet til det

danske kongehus via slægts- eller ægteskab. Olaph, som altså havde et navn

brugt i svearnes kongefamilje, kan derfor have hævdet arveret i Danmark -

hvilket kan forklare den opportunistiske ”svenske” magtovertagelse i det fjerne

Hedeby og dens relativt langvarige succes .

Sveriges historie kender man i øvrigt meget lidt til i den periode. Kongerne

kendes primært fra Ynglingesaga og den kongeliste, som var tilføjet Hervarar-

saga, men som tidligere har vist sig at afvige fra de danske værker. Det var

imidlertid i den periode, at svenskerne fik væsentlige interesser i handelsvejen

til Sortehavet via de russiske floder, og mange vesteuropæiske forskere mener,

at "Rus"-dynastierne i Novgorod og Kiev, som blev oprettet i 860'erne, havde

en svensk baggrund. Det sidste harmonerer med forløbet i Hedeby.

Også Norge fik en storhedstid, hvor Harald Hårfager ifølge Snorre

samlede Norge og organiserede et helt ny rige - en beskrivelse, som man i dag

anser for at være efterrationalisering. Nordmændene satte sig fast på de

nordatlantiske øer og på besiddelser i de keltiske områder i Skotland, men

hvordan magtbalancen var i Irland i den danske svækkelsesperiode, er mere

usikkert. Det var i samme periode, at Island blev koloniseret, og man mener, at

en del af bosætterne netop flygtede for Harald Hårfager. Andre islændinge kom

fra de kollapsende danske vikingeriger i England og fra Irland, hvor

nybyggerne ifølge DNA-undersøgelser havde hentet mange kvinder.

17.3 Gorm den Gamle Derefter dukker Hardeknuds søn, Gorm, op i sagaerne. I Regnarsona

Thattr så vi ovenfor, at Gorm skulle være opkaldt efter sin fosterfader, Gorm,

som var søn af Knud den Fundne – og det samme kan læses i Olaf Tryggvasons

Saga. Gorm skulle altså være opvokset hos samme familie i York – ligesom

Erik Ejegod og Knud Lavard senere voksede op hos Skjalm Hvide og hans søn,

Asser Rig.

Det harmonerer fint med Erik Kromans hypotese om, at det var Gorm den


34

Gamle, der i 928-934 underskrev sig som Gudrum på vidnelister i York, inden

Gorm dukkede op i Danmark i 936 i stedet (Kroman 1976). Niels Lund har med

god ret anført, at det ikke dermed er bevist, at Gorm kom fra York (Niels Lund

1993), men sammen med oplysningerne om Yorks Hardiknut lyder det

plausibelt. Derimod hænger det ikke sammen, når Erik Kroman gættede på, at

Gorm var sønnesøn af Gudrum i East Anglia, og Gudrum var sandsynligvis

også for sen til at være Knud den Fundnes plejefar.

Det er imidlertid ikke afgørende, om de to kongesønner var opvokset i

York eller andetsteds. Det nævnes kun, fordi det kan få alle oplysninger til at

falde på plads – hvilket ellers var temmelig utopisk i betragtning af

beretningernes kvalitet. Hvis Hardeknud og måske også hans søn voksede op i

Northumbria, kan det måske forklare nogle af de associationer, som er opstået

på grundlag af Sven Estridsen søforklaringer. Om det har inspireret Sven

Estridsen til en decideret nødløgn, eller blot har ført Adam på misforståelsernes

vildspor, eller om en af fosterfaderens sønner i York faktisk hed Svein, ved vi

ikke, men i Roskildekrøniken (Gelting 1979) er det tydeligt, at

kommunikationen til sidst kunne ende helt i skoven med en sammenblanding

med Sven Tveskæg og hans modstander Ethelred.

Vi skal nu følge, hvordan Gorm blev konge i Danmark. Ifølge Regnarsona

Thattr ”overtog han kongemagten efter sin far”, dvs. i Østdanmark. Derefter

kan vi følge beskrivelsen i Olav Tryggvasons Saga:

(Trygg) Da Gorm var blevet voksen af alder, fik han en kone, som hed

Tyre. Hun var datter til Harald Jarl i Jylland, han blev kaldt Klak-Harald. …

Kong Gorm gik med sin hær ind i det rige i Danmark, der hed Hreidgoterland,

men nu kaldes Jylland, mod den konge, der regerede der. Han hed Gnupe. De

holdt nogle slag, og det endte sådan, at Gorm fældede denne konge og tog hele

hans rige i besiddelse. Derefter gik Gorm til angreb på en konge, der hed

Sølverskalle, og havde stridigheder og kampe med ham, og Gorm vandt til

stadighed sejr og til slut fældede han kongen. Derefter drog han gennem

Jylland og for hærgende frem således, at han fældede alle kongerne helt sydpå

til Slien … og han blev en mægtig konge.

Svenske Olafs søn Gnupa/Chnop og sønnesønnen Sigtrygg/Sigerich er

bekræftede af runeindskrifterne på Vedelspangstenene ved Hedeby , men Adam

har ikke forstået – eller interesseret sig for – at der antageligt var tale om flere

kongeriger på den tid. Sammenholder vi med Adam af Bremen:

(Adam 911-936) Han (Olaph) var far til mange sønner, blandt hvilke

Chnop og Gurd efter faderens død havde herredømmet. … Hvad jeg herefter

vil berette, har jeg fundet i forskellig pålidelige bøger. Andet har danernes

berømte konge på forespørgende fortalt mig: Efter Olaph, sveonernes

førstemand (princeps), som regerede over danerne sammen med sine sønner,


35

indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins søn,

Hardegon, som kom fra Nortmannia, frarøvede ham tronen. Det er uklart, om

disse mange danerkonger … herskede samtidig.

I betragtning af den meget forskellige tilblivelseshistorie bag de to værker

er sagaerne og Adam forbløffende enige om erobringen af Hedeby – bortset fra

at Adam i sin rækkefølge placerer den i ærkebisp Hogers tid 911-16. Han

nævner imidlertid også, at han er i tvivl om, hvem der herskede hvor og hvornår.

Efterfølgende nævner han kristenforfølgelser fra daner og slaver, hvor slaverne

erobrede Hamburg, men disse daner kom ikke nødvendigvis fra Hedeby – det

kan netop være kommet fra Hardegons (Hardeknuds) norddanske rige, så han

kan være noteret i kirkens papirer ved den lejlighed. Formodentlig har Adam

haft svært ved at parre de tyske og danske kilder sammen på grund navne- og

sprogforbistring, da Sven næppe har dateret sine oplysninger. Som vi skal se

nedenfor hos Widukind, er denne danske erobring dateret en generation for

tidligt af Adam, så han nævner Hardegon som kongen. Det hænger fint sammen

med Adams senere afsnit:

(Adam om Henriks angreb 934) Hos danerne herskede på den tid

Hardeknuth Wrm, en grusom orm og ikke så lidt fjendtlig over for de kristne …

Dernæst angreb han (den tyske kong Heinric) med en hær danernes land og

skræmte med sit første angreb kong Worm så stærkt, at denne lovede at rette

sig efter hans befalinger og bønfaldt ham om fred. Således fastlagde den

sejrrige Heinric rigets grænser ved Sliaswic, som i dag hedder Heidiba,

indsatte en markgreve og forordnede, at kolonister fra Saxonien slog sig ned

der. Alle disse begivenheder, som en klog dansk biskop har fortalt mig …

(Adam om Unnis rejse i 936) Men da den Guds bekender kom til danernes

land, hvor, som sagt, den grusomme Worm dengang herskede, formåede han

ikke at ombestemme kongen på grund af dennes medfødte vildskab. Til gengæld

skal han have vundet kongens søn Harold for sig ved sin prædiken. Og han

opnåede … at han gav tilladelse til offentlig udøvelse af kristendommen, som

hans far altid havde hadet ….

Der stod ikke noget dansk kongenavn i de første tyske kilder efter

begivenheden. I Widukind af Corveys Saxer Krønike (973) læser man

imidlertid om kejser Henrik, som angreb Hedeby 934 og hævdede at døbe den

danske konge der. Denne konge hed Nuba – dvs. Gnupe/Gnuba/Chnop fra

sagaerne og runestenen ved Hedeby – og endda Adam selv ved omtalen af de

”svenske” konger. Årstallet 934 er bekræftet af flere af tidens annaler, og en

enkelt anden talte også om dåb, men kun Widukind skrev navnet 39 år efter.

Adam skrev først 100 år efter Widukind og skrev endda selv, at han var i tvivl.

Måske tog han blot Worm fra sin kilde til det efterfølgende afsnit om Unni.

Løsningen på denne kildekonflikt burde være elementær. Det kan derfor ikke


36

undre, at det er Gnuba, som passer med resten og accepteres af de fleste forskere

som den overvundne konge (Halldorson 2000/Østergaard 1994, note 45, Niels

Lund 2013 ), mens Wurm er den senere Gorm. Hardeknuth Wrm betød nemlig

ifølge de fleste forskere Hardeknuds søn Wurm (Opr. Lis Jacobsen 1928).

Adam havde altså også kongerækken Hardeknud og hans søn Gorm, men

fejldaterede dem 140 år efter. Om det var bevidst, ved vi ikke, men omtalen af

Worm gav ham mulighed for at skrive, at kejseren skræmte hele ”danernes

land”, så den grusomme Wurm måtte bede om fred – ikke kun en lokalkonge i

Hedeby-området. Åbenbart indså han ikke, at Gorm straks efter kejserens

erobring må have fjernet den Gnupa, som havde underlagt sig kejseren og

kristendommen. Gorm har genindført hedenskaben – og det er naturligvis dette,

der er årsagen til, at Unni blev så overrasket, da han drog derop i 936.

Figur 2. Harald Blåtands slægt

Grundlaget er her især sagaerne, som man antageligt har troet på Sven Estridsens tid.

Sagaerne anså Regnars far som Sigurd Ring, søn af Randver, men frankerne nævnte både

Godfreds forgænger Sigifred I († 798-804) og Godfreds nevø (nepos) Sigifred II († 812),

som ifølge Saxo var Regnars far, Siward Ring.

Klak-Haralds slægtslinje et blot eksempel på en forklaring af den usikre Roskildekrønike.

Dette giver sammenhæng overalt, hvis vi ser bort fra Adams kopister –


37

men Gorm må nødvendigvis være kommet efter kejserens angreb på Gnupa i

934. Trods Adams egne advarsler, har man stirret sig så blind på hans

formodede kildeværdi, at man ikke har indset, at det er hans misforståede eller

manipulerende påstande, der har fremkaldt bruddene på den enkle logik i de

øvrige kilder og måske givet anledning til hundrede års diskussioner mellem

forskerne.

Ærkebiskop Unni havde øjensynligt ventet let spil i Hedeby efter kejserens

angreb, men mødte uventet modstand hos den nye Gorm i 936, hvor Haralds

tilsidesættelse af faderen på det tidlige tidspunkt er absurd. Den må åbenlyst

være en del af propagandaspillet for at fremhæve Harald, hvor han må have

brugt en omtale af Harald Klak. Unni måtte derfor drage videre til Birka, hvor

han døde.

Vi skal særligt lægge mærke til Adams bemærkning ”Således fastlagde

den sejrrige Heinric rigets grænser ved Sliaswic, som i dag hedder Heidiba,

indsatte en markgreve …”. Det er åbenlyst, at Heinrich kun erobrede området

syd for Dannevirke, hvor han lagde sin grænse og indsatte sin markgreve. Han

erobrede altså ikke Danmark nord for Hedeby, men kun Gnupas område, som

derfor primært må have være Hedeby – ikke hele Danmark.

I al sin enkelhed fortæller sagaerne altså, at Gorm blev konge efter faderen

Hardeknud i Østdanmark og giftede sig strategisk med en jysk jarledatter.

Derefter fortæller de i lighed med den korrigerede Adam, at Gorm udnyttede

Gnupas svækkelse i 934 til at tage Hedeby. Siden indtog Gorm med

svigerfaderens hjælp de jyske lande et efter et – indtil han kun manglede

svigerfaderens eget. Det overtog Harald Blåtandt til sidst efter hans død og

kunne bygge sin magtmanifestation inde ved den vigtige nord-sydgående vej

ved Jelling, hvor den var vendt både mod jyder og tyskere.

Sagaerne var ikke enige omkring overtagelsen af Klak-Haralds jyske

jarledømme, hvor de fleste blot nævnte, at Gorm overtog det. Den sene Olaf

Tryggvasons Saga dramatiserede imidlertid med, at Harald Blåtands bror,

Knud, overtog morfaderens jarledømme, og at Knud senere blev dræbt i et slag

mod Harald – stik mod Adams billede. De øvrige sagaer og Saxo fortæller, at

Knud døde på et fælles krigstogt til York. Alle sagaer og Saxo var enige om, at

Gorm døde ved meddelelsen om Knuds død, og de fleste fortalte den samme

vandreanekdote om Thyras spidsfindigheder i den anledning.

Vi kan ikke ophøje sagaerne til historie. Det kan de ikke bære. Det er de

ensartede udsagn fra de hver især usikre kilder, som sammen med frankernes

oplysninger giver sandsynligheden i konklusionen om de to parallelle

kongerækker, hvor den nuværende kongeslægt stammer fra Godfreds søster og

sandsynligvis Sigifred I.

Det er nu tiden til at se, hvad Saxo fik ud af Gorm:

(Saxo 9.11.1) Nu blev Gorm konge, en mand, som bestandigt var

fjendtligt sindet imod kristendommen og opsat på at tage al ære fra de kristne,


38

som om de var de vederstyggeligste mennesker. Alle, der bekendte sig til den

tro, pinte han med al den fortræd af forskellig slags, han kunne, og blev ikke

træt af at forfølge dem med bagvaskelser. Ja, for at genindføre det gamle

hedenskab i templerne jævnede han den kirke, som fromme mennesker havde

bygget på byen Slesvigs grund, fuldstændig med jorden, som om det var en

vanhellig bolig for ugudelighed. Han straffede således dem, han ikke havde pint

og plaget, med at rive deres gudshus ned. Skønt han havde ord for at have en

overmåde anselig skikkelse, svarede hans sjæl kun lidet til legemet. Han var

nemlig så at sige så mæt af at herske, at han nøjedes med at bevare sin

kongelige magt og myndighed uden at bryde sig om at udvide den. Han holdt

det for bedre at værne om det, han havde, end at strække hånden ud efter

andres. Han var mere opsat på at passe på det, som hørte ham til, end på at

forøge det ved at erhverve mere.

(Saxo 9.11.2-7) Da rigets ældste opfordrede ham til at gifte sig, begærede

han den engelske konge Ædelreds datter Thyra til ægte. Hun, som overgik

andre kvinder i alvor og dygtighed, stillede sin bejler det vilkår, at hun først

ville gifte sig med ham, når hun fik Danmark i morgengave. Det gik han ind på,

og så blev hun trolovet med ham. Den nat, da hun for første gang besteg det

ægteskabelige leje, bad hun på det indstændigste sin brudgom, om han i tre

nætter ville lade hende i fred. Hun ville nemlig ikke have samkvem med ham,

før end en drøm havde givet hende varsel om, hvorvidt hendes ægteskab ville

blive frugtbart, og under skin af kyskhed opsatte hun derfor sin indvielse i

ægteskabets hemmeligheder, idet hun skjulte sit forsæt om at lære sit afkom at

kende under blufærdighedens skær. Med påtagen ærbarhed ventede hun med

at have ægteskabeligt samkvem med sin husbond, til hun havde udforsket, hvad

lykke hun ville have med at forplante ætten. Somme holder dog for, at når hun

lod sin husbond vente på ægtesengens glæder, var det fordi hun ved sin

afholdenhed ville formå ham til at antage kristendommen.

Skønt den unge mand brændte af elskov til hende, foretrak han dog at give

efter for hendes afholdenhed hellere end for sin egen attrå. Det var

sømmeligere at bekæmpe sin elskovslyst end at nægte sin elskede, hvad hun

med tårer bad ham om, thi han anede ikke, at det var af beregning, hun bad

ham derom. Han troede, det kom af blufærdighed, og således blev han, der

burde have favnet hende som husbond, hendes kyskheds vogter for ikke lige ved

begyndelsen af sit ægteskab at få det mærke på sig, at han var så hengiven til

vellyst, at hans attrå var stærkere end hans ærbarhed. Og for ikke at foregribe

den elskov, møen formente ham, flyttede han sig ikke blot langt til side fra

hende, men lagde oven i købet sit dragne sværd imellem dem, så at han delte

lejet imellem sig og sin brud.

Men den gammen, han frivilligt havde givet afkald på, havde i stedet han

kort efter af en frydefuld drøm. Da han var faldet i søvn, forekom det ham, at

der kom to fugle ud fra hans hustrus skød, den ene større end den anden. De

svang sig til vejrs og fløj op imod himlen. Da der var gået en liden stund, kom


39

de tilbage og satte sig på hver sin af hans hænder. Anden og tredje gang vovede

de sig, efter at have hvilet sig lidt, med udspilede vinger op i luften, men til sidst

kom den mindste af dem ene tilbage til ham, og dens fjer var bestænkede med

blod. Som han nu lå der i dyb søvn, jamrede han sig i sin forfærdelse over dette

syn og fyldte hele huset med høje skrig. Da hans folk kom til og spurgte, hvad

der var på færde, fortalte han, hvad han havde drømt. Thyra, som nu skønnede,

at hun ville blive velsignet med afkom, opgav nu sit forsæt og var lige så opsat

på at aflægge sin kyskhed, som hun før havde været ivrig til at bede om at måtte

bevare den. Hun gav afkald på sin jomfrustand og hengav sig i elskov, undte

sin husbond den gammen at favne hende, som han lystede. Hun lønnede ham

således for hans dyd og afholdenhed, men det ville hun aldrig have gjort, sagde

hun, hvis ikke hans drøm havde givet hende vished om, at hun ville blive

frugtbar. Således kom hun på en lige så snild som usædvanlig måde, ved at

anstille sig kysk, til kundskab om det afkom, hun skulle føde. Hun blev da heller

ikke skuffet i sin forventning, thi det varede ikke længe, før hun havde den glæde

at blive moder til Knud og Harald.

Da de havde nået manddomsalderen, udrustede de en flåde og kuede

slavernes tøjlesløse overmod. Ikke engang England undlod de at plage på

samme måde. Edelred glædede sig over deres mod, som om den overlast, hans

dattersønner gjorde ham, var ham en sand fornøjelse, og tog imod den

skammeligste uret, som om det var den kosteligste velgerning. Han holdt det

nemlig for en langt større dyd, at de var tapre, end at de viste ham skyldig

ærbødighed, og derfor anså han det for langt bedre, at de hjemsøgte ham som

fjender end gjorde sig behagelige for ham som fejge mænd. I selve deres store

kærlighed så han en prøve på det manddomsmod, de ville lægge for dagen i

fremtiden. Thi han kunne ikke tvivle om, at de, som for så kækt frem imod deres

mødrene frænder, med tiden også ville hjemsøge fremmede. I den grad foretrak

han den uret, de øvede imod ham, for skyldig lydighed, at han med forbigåelse

af sin datter bestemte, at de skulle arve England efter ham. Han betænkte sig

ikke på at lægge mere vægt på, at han var bedstefader, end på, at han var fader.

Deri handlede han jo ikke uforstandigt. Han var nemlig på det rene med, at det

sømmede sig bedre, at mænd havde kongemagten end kvinder, og holdt for, at

der burde gøres forskel på en ukrigerisk datter og tapre dattersønner. Således

gik det til, at Thyra, skønt hun selv blev gjort arveløs, uden misundelse så sine

sønner arve hendes faders rige. Hun holdt nemlig for, at det, at de blev

foretrukne for hende, snarere var til ære end til skam for hende.

Efter at de nu havde beriget sig ved at gøre mangfoldigt bytte på

vikingetog, satte de med det største mod deres håb til at angribe Irland. Medens

de belejrede Dublin, som holdtes for at være landets hovedstad, gik kongen med

nogle få folk, der var særdeles dygtige i bueskydning, ind i en skov, der lå tæt

ved byen. Her var Knud med en stor mængde af sine krigere optaget af at se på

lege, der holdtes ved nattetid. Kongen omringede ham da på svigefuld vis og

afskød langt borte fra en pil imod ham. Den ramte ham i brystet og gav ham


40

banesår. Men Knud, som frygtede for, at hans fjender skulle bryde ud i jubel

over den fare, han var stedt i, og derfor var opsat på at skjule, at han var

dødeligt såret, råbte med sin stemmes sidste kraft til sine mænd, at de skulle

føre legene til ende uden forstyrrelse. Ved denne list opnåede han, at danskerne

underlagde sig Irland, før end irlænderne havde fået nys om hans død. Hvem

ville ikke sørge over en sådan mands død, hvis selvbeherskelse skaffede hans

krigere sejren ved, at hans kløgt nåede længere end hans liv?

Danskerne var nemlig stedt i den yderste vånde og i sådan fare, at de var

lige ved at opgive håbet, men ved at lyde deres døende høvdings bud sejrede de

snart over dem, de frygtede for.

På den tid var Gorm blevet så højt bedaget, at han gik på gravens rand.

En lang række år havde han været blind, og eftersom han havde nået en alder,

der strakte sig til menneskelig levetids yderste grænse, var han mere bekymret

for sine sønners liv og trivsel end for det stakkede liv, han havde igen. Men

særligt sin ældste søn elskede han så højt, at han havde svoret, at han ville

dræbe den, som først meldte ham hans død. Da Thyra havde fået sikre tidender

om hans død, og ingen turde sige det rent ud til Gorm, tog hun sin tilflugt til

list og forkyndte i gerning, hvad hun ikke turde sige med ord. Hun tog nemlig

det kongelige skrud af sin husbond og iførte ham usle klæder og bar også andre

tegn på sorg til skue, hvorved hun åbenbarede grunden, thi i gamle dage plejede

folk at gøre brug af sådanne tegn ved ligfærd, for at det barske udvortes kunne

vidne om sorgens bitterhed. Så sagde Gorm: "Melder du mig Knuds død?" --

"Den melder du, og ikke jeg", svarede Thyra, og ved de ord gjorde hun sin

husbond dødsens og sig selv til enke, så hun på en gang fik sin husbond og sin

søn at sørge over. Da hun meldte manden sønnens død, forenede hun dem i

døden og kom til at følge dem begge til graven med samme tårer, idet hun

begræd den ene som hustru og den anden som moder, skønt hun just da snarere

burde have været opmuntret ved trøst end knust af ulykker.

Det må stå klart, at Saxos indledende beskrivelse af den store dumme

Gorm næppe er helt dækkende – og det må også gælde Sven Aggesens "Gorm

den Dvaske". Gorm gennemførte tværtimod en decideret magtovertagelse og

havde bl.a. ved kamp genvundet Hedeby. Det kunne Saxo bare ikke fortælle,

for hos ham skulle helten være Gorms kristne søn, Harald Blåtand – Adam af

Bremens helgenkandidat – ikke en hedensk Gorm.

Den sidste klassiske pointe fra Thyra "Den melder du, og ikke jeg" kendes

bl.a. fra Lejrekrøniken og fra Paulus Diaconus' beretning om Roduulfs og

herulernes nederlag. Den kan måske ses som et eksempel på den måde, hvorpå

sagnene - eller fragmenter heraf - har cirkuleret rundt – en vandreanekdote.

Netop Roduulf hævdes jo af nogle forskere at være basis for legenden om Rolf

Krakes død, selv om der snarere er tale om begrænsede lån til kolorering af en

i øvrigt eksisterende sagnfigur som her. Den lille runesten i Jelling fortæller

imidlertid i sit klare sprog om Thyras død før Gorm, så vandrehistorien om


41

Thyras bemærkninger ved Gorms død bliver derfor anskuelsesundervisning i

sagaernes upålidelighed – det var og blev skjaldehistorier.7

Historiens konturer kan imidlertid skimtes gennem fortællingere, men

forskellene omkring overtagelsen af det jyske jarledømme, vikingetogterne og

Knuds og Gorms død er for store til, at beretningerne kan blive andet end

sagnhistorie – her må vi holde os til kombinationen af kongerække, arkæologi

og runesten..

Saxo får helt elimineret Gorms politiske indsats - i modstrid med sagaerne,

men i overensstemmelse

med kirkens formål.

Navngivningsskik-

ken kunne indikere, at

der virkelig har været en

Svein fra Nortmannia i

familien – måske i en af

de mødrende grene – for

Haralds søn blev døbt

Sven. Gorms og Thyras

slægt kan teoretisk være

en baggrund for, at

denne Sven Tveskæg

lagde så stor vægt på at

drage til England og

erobre land der. Niels

Lund nævner i den

forbindelse, at skjalde-

kvad på Knud den Stores

tid antydede, at denne

bl.a. også havde

begrundet sin adkomst til

den engelske trone med slægtskab med Ivar Regnarsøn8 – hvilket også vil være

korrekt efter ovennævnte, da hans tiptipoldefar var bror til Ivar. Sven Estridsens

morfar kendte altså åbenbart den slægtslinje, vi kommer frem til.

Alt dette bliver desværre aldrig dokumenteret historie. Som kilderne er

manipuleret eller sammensat via Island, må vi tale om en rekonstruktion af

sagnhistorien – Gorms liv er stadig kun sagn, men hans og Thyras eksistens

kender vi fra Jelling-stenene – og de ens kongerækker i alle fem kildetyper giver

en høj sandsynlighed for selve kongerækken, som da også havde et vigtigere

formål – at tjene som dokumentation for slægtens adkomst.

7 Birgit Sawyer har forsøgt at bytte om på rækkefølgen af Gorms og Thyras død ved at hævde, at

den lille Jellingsten var et falsum, men det blev overbevisende tilbagevist af Marie Stoklund.

Hikuin 32, 2006. 8 Lund 1993, s 126.

Figur 3. Oversigt over kilderne til Lejre

Jellingstenene er del af et gravmonument. De omtaler ikke

noget kongesæde. Lejre er alle omtaler af konger i Lejre,

mens Jelling kun er omtale Haralds senere kongsgård. Der

forekommer også to helt irrelevante omtaler, som er senere.


42

Inden vi endeligt konkluderer vedrørende Lejre i stedet for Erik Arups

Jelling, skal vi imidlertid se sagen fra runologisk og arkæologisk synsvinkel,

idet vi allerede sidst i kapitel 17.1 så, at de historisk /litterære kilder entydigt

peger på Lejre frem for Jelling, som det repeteres her ovenfor.

17.4 Runesten og arkæologi Den jyske Thyra (Þorvi) kan have haft sit barndomshjem i det midtjyske

område omkring Jelling, da hendes far jo i sagaerne nævnes som en jysk jarl,

Klak-Harald. Lisbeth Imer har peget på, at Jelling synes at give bedst mening,

hvis Gorm var fra Sjælland, da der i området omkring Jelling findes tre andre

runesten, der nævner Thyra. De er alle tre rejst af Tue Ravnunge og nævner

hans rejsning af Þorvis høj som stenenes anledning. Læborg og Bække ligger

ved Hærvejen 30 km sydvest for Jelling, og Horne ligger 70 km mod vest ved

Varde. Læborgstenen kalder hende sin drottning i den brede betydning

herskerinde, så Tue har altså stået i et underordnet forhold til hende. Det gør

Birgits Sawyers teorier om, at han var hendes anden mand, usandsynlige. Ingen

af stenene nævner imidlertid Gorm eller Danmark. Også rent runologisk kan de

3 sten være rejst af samme rister, idet der bl.a. er visse fælles karakteristika ved

Horne og Læborg – Horne i det stenfattige Vestjylland er mindre end stenene

inde ved den stenrige højderyg9. Det kan naturligvis ikke bevises, at der er tale

om Jellings Thyra, men uanset diskussioner om det teoretisk mulige, må det

anses for helt usandsynligt, at to forskellige herskerinder med samme navn på

samme tid skulle give anledning til rejsning af både sten og høj inden for dette

område ved hærvejen, som kun kan have haft en hersker på dette niveau – og

vi kender kun Jellings vikingetidshøje. Endda ligger Haralds bro ved Ravning

Enge midt mellem Jelling og Læborg/Bække.

Gorm selv rejste den lille sten i Jelling efter hende og kaldte hende sin

kone og Danmarks bod (but) - og i det hele taget giver både runesten og senere

Sven Aggesen og sagaerne Thyra en ganske særlig rolle i forhold til andre

dronninger. Stenene tyder på, at sagaerne talte sandt om den jyske jarl, og de

giver den fornemmelse, at jarlens folk på de lokale sten ærede jarlens datter og

ignorerede sjællænderene og Gorm. Ifølge en saga var det hendes sønner, Knud

og Harald, som jyderne anerkendte som jarlens efterfølgere.

Adams fejldatering af erobringen gav ham lejlighed til i sin omtale af

Worm at skrive, at kejseren skræmte hele ”danernes land” – ikke kun en

lokalkonge i syddanernes område – så den grusomme Wurm måtte bede om

fred. Åbenbart indså han ikke, at Gorm straks efter kejserens erobring må have

9 Hikuin nr. 32, 2006. Michael Lerche Nielsen – Birgit Sawyer – Marie Stoklund – Niels Lund.

Marie Stoklund tilbageviste Birgit Sawyers alternative teorier, men lod Michael Lerche Nielsen

give den runologiske beskrivelse, som er åben for, at stenene fortalte om Gorms dronning.


43

fjernet den Gnupa, som havde underlagt sig kejseren og kristendommen. Gorm

har genindført hedenskaben – og det er naturligvis dette, der er årsagen til, at

Unni blev overrasket, da han drog derop i 936.

Man skal lægge mærke til Sven Aggesens omtale af Harald Blåtand:

”Medens han udsendte Hæren for at trække den uhyre Steen afsted, som han

havde bestemt at sætte som Mindesmærke paa sin Moders Gravhøi, udbrød en

Opstand i Landet, dels paa Grund af de nye Religionsskikke, dels ogsaa

formedelst det utaalelige Trældomsaag, de led under.” Sven Aggesen anså altså

Jelling som stedet for Thyras høj, men det var i så fald nok den lille sten, der

blev placeret på højen.

Som tidligere nævnt havde danerne i 700-tallet sat sig på grænseområdet

som syddaner – danernes grænseland, som på germansk kan være blevet til

Danmark (OE: Denemarc). Disse navne blev nævnt i Alfred den Stores

Orosios-historie fra sidst i 800-tallet. Brugen af et navn med denne særprægede

betydning på Haralds magtmanifestation, Jellingstenen, tyder på en veneration

for danernes gamle grænseforsvar, som han på denne måde havde genetableret

– nu mod det tyske kejserrige. At det navnemæssigt blev accepteret som en

genskabelse af danernes grænseherredømme tyder også på, at Gorm kom fra

Østdanmark. Det er vanskeligt at forestille sig, at Harald skulle have brugt

navnet, hvis han var jyde.

Vi ved ikke, hvad der ligger i udtrykket Danmarks bod, men det gamle

sammenhold mellem jyder og daner fra krigene mod frankerne i det oprindelige

Danernes Grænseland blev i alt fald ”bødet sammen”, da hun fik sin adkomst

til faderens jyske jarledømme i ægteskabet med Gorm. Det har sikkert krævet

en politisk indsats fra hendes side på hjemegnen at få slægtens jyske adkomstret

overført til valg af en af Gorms sønner – hvis det var sådan, det foregik.

Gorms yndlingssøn, Knud, har antageligt været den ældste, siden han fik

sin farfar navn, mens den yngre søn blev opkaldt efter sin morfar i sagaerne. Da

Knud døde – med eller uden Haralds hjælp – overtog Harald sandsynligvis

retten til kongemagt over hele Danmark. Derfor kunne Harald nogle år efter

faderens død tillade sig at skrive på den store Jellingsten, at han vandt sig

”Danmark al”. Hans adkomst til denne samling skyldtes måske i høj grad

adkomst fra både faderen og moderen – og dermed en politisk sejr, mens Gorm

havde gjort det meste af det militære forarbejde ifølge sagaerne.

Det var Gorm, der ved ægteskabet forenede to rivaliserende linjer af

kongeslægten. Gorm og hans hedenske rådgivere har næppe kendt eller

respekteret de kirkelige regler om incest – som heller ikke var rimelige. Senere

indgik Valdemar Atterdag en lignende alliance mellem Kristoffer- og Abel-

linierne ved gensamlingen af landet – efter en lempelse af kirkens regler til

fjerde led. Hans datter kom til at kæde de nordiske lande sammen som værge

for sønnen og ved ægteskab. Således virkede den danske ”skik fra gamle dage”

– og man brugte den.

Når man erkender, at Gorms slægt kom fra danerne, slipper man for alle


44

de krumspring, som man har diskuteret ivrigt. 10 Det er derfor ikke nød-vendigt

at tage dem op her.

Egentlig burde vi forvente, at en af Klak-Haralds gårde har ligget her, men

der er slet ikke er fundet spor af et beboet høvdingesæde i eller i nærheden af

Jelling, trods ihærdige og intensive gravninger11. Kultur-ministeriets database

og kortet på museets hjemmeside viser meget få vikingetidsfund i nærheden.

Der ligger heller ingen jernalderhøje ved Tue Ravnunges runesten, som ligger

spredt i et område, som må være samme dominansområde som Jelling inde ved

hovedvandskellets hærvej. Antageligt er det Klak-Haralds gamle jarledømme,

hvor Thyra er blevet gravlagt i en stor gravhøj lagt demonstrativt på højsletten

nær hærvejen ved et arbejde udført af hendes egne folk, som hermed

præciserede hendes rolle, som Tue Ravnunges lidt provokerende sten også

antyder. Gorm var blot hendes mand i dette område.

Da Harald Blåtand først havde fået magten og samlet hele landet kunne

han også begrave sin far her og på den måde gøre deres grave til et symbolsk

mindesmærke for samlingen af rigerne. Nationalmuseets konkluderer da også i

dag, at der er tale om et strategisk placeret mindesmærke. Niels Lund kunne i

alt fald i 2006 skrive om 1000-tallet: ”Da var Jelling ikke noget magtcenter,

hvis det nogensinde var andet end et gravmæle”12. Danmarks hovedstad endte

ifølge Adam af Bremen med at blive Roskilde – og på det punkt er han en

samtidig kilde. Der er intet, der tyder på, at Jelling har været sæde for noget

tidligere jysk kongedømme – hverken i historie, arkæologi eller sagn.

Siden har Niels Lund også i 2013 taget forbehold for, om Gorm er

begravet i Jelling. Tvivlen om hans grav i højen er berettiget, men ellers er det

et overdrevent teoretisk forbehold, da et anlæg af disse dimensioner med

Jellingstenene og gravhøjene opført af Harald 958-970 umuligt kan forklares

på anden måde end et kongeligt gravmæle, som også Nationalmuseet

konstaterer – tidspunkt, tekst og symbolik peger på begge forældre. Der er alene

grund til at overveje, om det er hans kristne grav, man har fundet under

kirkegulvet, og hvad formålet var med sydhøjen. Var sydhøjen oprindeligt

tænkt som Gorms eller Haralds grav i den første omvæltningens tid.

Det er påbegyndt som et hedensk mindesmærke i stil med de 450 år ældre

høje i Uppsala i en stor stensætning med nordhøjen som centrum. Det tomme

gravkammer i Nordhøjen 13 blev ifølge dendrologiske analyser bygget i

958/959. Gorms sten efter hende blev fundet ved kirken, men kan først have

stået på hendes høj efter den skik, som Sven Aggesen nævner.

10 Niels Lund 2013 Danmarks Kongegrave. 11 Vi har ingen viden om, hvorvidt Jelling havde tilknytning til den danske kongemagt før

begravelsen af Thyra. Stedet er i et par sagaer nævnt i uvæsentlig sammenhæng, men det kan

være senere brug af navnet. Arkæologisk er der ingen spor af kongsgård før Harald Blåtand eller

markante ældre spor bortset fra, at nordhøjen er bygget over en bronzealderhøj. Skibssætningen

er antageligt anlagt sammen med nordhøjen. 12 Hikuin 32, 2006 s. 53. 13 Der er slet ikke fundet nogen grav i Sydhøjen.


45

Poppos Jernbyrd menes udført af den senere bisp Folkmar (Poppo som en

frisk latinisering) fra Køln, som kan have været i Danmark mellem 962, hvor

Harald nævnes i forbindelse med Wickmann, og 965. Han arbejdede på det

tidspunkt for kejserens bror, bisp Bruno, og dannelsen af et nyt rige mod nord

ved Harald Blåtands tiltræden har utvivlsomt medført en diplomatisk aktivitet.

I 965 sendte Kejser Otto da også et frigørelsesbrev for tysk skat til de danske

bispestifter, så det er mest sandsynligt, at hele kristningsprocessen er sket 962-

965 – måske med Jylland som et tidligere kirkevenligt område.

Antageligt skal Jellinganlægget også ses som et modstykke til de tyske

kejserpaladser – til brug for forhandlinger som ovennævnte.14

Harald fik i løbet af 960’erne ligeledes et overherredømme over

Ladejarlen og Erik Blodøkses sønner i Norge.

Derefter kunne Harald rejse den store sten med teksten:

”Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og Thyre, sin moder.

Den Harald, som vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne”.

Som teksten står, er den tilstrækkeligt bred til at dække, at hans far allerede

havde erobret det meste af dette rige, bortset fra Norge og morfarens

jarledømme, som Harald (eller broderen Knud) antageligt selv overtog fra

morfaren via moderen.

Omkring 968 blev det store rhombeformede anlæg rejst, hvor det tidligere

hedenske anlæg blev udbygget til en kongsgård – et arbejde som sluttede med

den tomme sydhøj i 970. Det vil være naturligt, hvis den store Jellingsten er

rejst i forbindelse hermed – men ikke nødvendigvis.

Harald Blåtands Jelling har ingen mindelser om den tids kirkelige anlæg

andre steder – det er helt Haralds eget. Jelling synes i første omgang at have

været tænkt som en indhegning i stil med Lejre og Tissø med hovedhallen

mellem højene, men de fundne bygninger udenom synes kun i mindre grad at

være blevet taget i anvendelse. Kongens hovedsæde lå senere i Roskilde, som

blev Danmarks hovedby for konge og kirke ifølge Adam af Bremen – kun 8

kilometer fra det gamle hedenske kongesæde i Lejre, som forsvandt i løbet af

de næste 75 år. Det var øjensynligt bare flyttet ned til fjorden.

Det er forståeligt, at det gik sådan, uanset hvilke planer Harald oprindeligt

måtte have haft. Allerede Godfreds sønner anvendte i 815 den taktik at trække

sig tilbage til en ø, da Dannevirke ikke holdt mod frankerne, idet danerne havde

magten på havet. Også i 1848 og 1864 trak man sig tilbage til brohovederne

ved overgangene mod øerne, Dybbøl (til Als) og Fredericia (til Fyn). Man

havde i 900-tallet udbygget Dannevirke herunder opført Halvkredsvolden om

Hedeby – men den holdt ikke til tyskernes angreb i 973/74. Jelling blev derfor

kun en skræmmende magtdemonstration overfor jyder og tyskere – og samtidig

14 Jeanette Varberg.


46

et militært og kongeligt brohoved for et sjællandsk dynasti (som afløser for det

gamle anlæg ved Erritsø ved flugtvejen til Fyn). Lejre/Roskilde forblev

kongens hovedsæde i sikkerhed for tyskere og utilfredse jyder.

Som nævnt er der rundt om gravanlægget i de senere år udgravet et

imponerende rhombeformet palisadeanlæg fra 968 med enkelte huse, men

ligesom Harald Blåtands senere Trelleborge synes det aldrig brugt i noget

nævneværdigt omfang og peger ikke på nogen sammenhæng med fortiden –

udover at det fortsætter traditionen fra danernes anlæg i Lejre, Tissø og

Järrestad med en stor indhegning omkring mjødhal og offersted/tempel – blot

til et andet formål og i en helt anden målestok og geometri centreret om

Nordhøjen. Nogen lægger vægt på geometrien, og det vil da heller ikke være

overraskende, hvis Harald ønskede at demonstrere, at også han magtede de

klassiske dyder, som man kender fra frankisk renæssance med Karl den Stores

Kirke i Aachen – og måske også fra Rökstenens rafinerede gåder, som opstod

under et lignende pres sydfra. Måske var Jelling hans forsøg på at ændre

danernes hedenske symbolik til sin egen version af dansk kristendom – noget

nyt og storslået. Denne symbolik vandt ligesom Rökstenens aldrig indpas i

Norden, og allerede i 1000-tallet blev et hus opført tværs over Haralds palisade,

så dette anlæg fik ingen betydning efter Harald Blåtand. Kun gravpladsen og

runestenene fik fortsat betydning som nationalt mindesmærke og var årsag til

den senere permanente stenkirke.

Stolpehullerne peger mere mod en oprindelig halbygning end mod en

traditionel kirke før Jellings lille stenkirke i 1000-tallet, hvor man placerede en

kirke mellem de hedenske høje. Denne kirkes skib blev senere kor for den

nuværende kirke, mens det gamle kor blev revet ned.

Begravelsen i gravhøjen synes senere flyttet – i så fald antageligt til den

hallignende bygning, som Harald opførte vinkelret på stenskibets akse, så den

afveg lidt fra den senere stenkirkes øst/vest-retning. I så fald har hallen, ligesom

i Lejre, haft en religiøs funktion – inden de egentlige kirkebyggerier begyndte.

Man har fundet et skelet i en kammergrav, som stammer fra en mand, der

døde i 35-50-års alderen 15 . Dette kan harmonere med Gorm og en

magtovertagelse omkring 935 som nævnt ovenfor – men næppe meget tidligere.

Graven ligger imidlertid ikke logisk i kirkerne og Thyras grav har man slet ikke

fundet. Sammenhængene tyder på, at gravkammeret i Nordhøjen fra 958 er

udført til Thyra, mens Gorm kan være lagt der nogle år efter. Det, man troede

var hans dødsår, skyldes alene dendrologien i gravkammeret – han er antageligt

død mellem 958 og 963.

Stenen og hele gravmælet må nok i højere grad ses som Haralds

manifestation af en nyetableret kongemagt end som et ønske om, at mindes

forældrene – men en begravelse af forældrene i monumentet får stærk symbolsk

betydning for samlingen og for Haralds adkomst til hele riget, hvis Thyra af

fødsel var jysk jarledatter, mens Gorm var østdansk kongesøn. Det var helt

15 Steen Hvass: De kongelige monumenter i Jelling, 2000. Jørgen Jensen 2004 (side 371-78).


47

naturligt at placere parrets grav i en sådan magtmanifestation i Jylland med

karakter af et forsvarsværk i sikker afstand fra grænsen, så den både kunne

rettes mod tyske men især mod jyske modstandere – en grundtanke, som gik

videre i Trelleborgene.

Harald Blåtand har muligvis forsøgt at opbygge et centralt kongesæde for

sit nye kongerige, men han nåede aldrig at fylde noget i den tomme skal. Det

overdimensionerede anlæg omkring graven forstærker blot fornemmelsen af

selvforherligelse og manglende realisme – et blændværk. Hans tilhængere ville

nok sige, at anlæggene netop fik den tilsigtede afskrækkende effekt i hans

kraftige fokusering på den tyske fjende, men måske havde den været overflødig

efter kristningen af Danmark, hvis ikke han havde provokeret dem i 973. Den

afskrækkende effekt var dog nok primært rettet mod indenlandske modstandere

af samling, kristning og beskatning/slaveri, og her holdt den ikke, da angrebet

kom fra hans egen søn. Harald Blåtand selv blev sat fra bestillingen af sønnen

og antageligt først begravet i Venden og senere måske flyttet til Roskilde, hvis

vi skal tro Adam. Det ligger uden for denne fortælling.

Hvis jarlen har haft en gård i Jelling – hvilket kunne forventes med

placeringen af Thyras grav – må den have ligget, hvor den centrale hal lå. Der

er imidlertid ingen indikationer heraf, hverken i historie, sagn eller arkæologi.

Selv om den skulle blive fundet, viser de tidligere citater af Sven Aggesen, at

Sven kendte til Harald Blåtands kostbare projekter og højene i Jelling, så det

var med denne viden, at han som eneste kilde talte om Harald Blåtands

kongsgård i Jelling, men ellers tidligere nævnte Lejre som ”berømt kongesæde”

– hans udtalelse kan derfor ikke misbruges som indiktion af et kongesæde i

Jelling før Harald selv. Ingen kilder overhovedet peger på, at Gorm eller hans

forfædre skulle have haft sæde i Jelling.

Runetekstens tvetydighed giver desværre plads til den manipulation, som

kom til at præge hele den efterfølgende historieskrivning. Oprindeligt ville man

vise Odin og Thor som kongeslægtens forfædre i slægtslinjen for at legitimere

familiens ret. Senere ville man påvise forfædrenes skik fra gamle dage, hvor

tronen gik fra far til søn – selv om sandheden nok er, at man formelt valgte

inden for den ”guddommelige” slægt. Til sidst blev historien offer for de

politiske forhandlinger om ærkebispesædet, så slægtslinjen blev skjult af det

tunge røgslør. Saxo gjorde det ikke bedre med sin manipulation, så i dag er det

meget vanskeligt at adskille sandhed og usandhed.

Det fører til følgende sammendrag af argumenter omkring danernes

kongesæde:

1. De 5 litterære kilder om danerkongerne på Gorms tid peger samlet på

kongestammens Regnar Lodbrog-gren som Gorms slægt – ikke en fremmed

eller jysk slægt. Kongerne kendes alle fra udenlandsk historie.

2. Thietmar peger før 1018 på Lejre som de hedenske daners hovedstad.


48

3. Både Roskildekrøniken, Lejrekrøniken, Sven Aggesen, Saxo og sagaerne

peger på Sjælland/Lejre som kongesæde. Der eksisterer intet om et Jelling

før 968 – end ikke hos Adam.

4. Arkæologien peger på Lejre som kongesæde i 500 år – Jelling var tomt.

5. Tues runesten indikerer, at Thyra kom fra Midtjylland.

6. Adam fortæller, at Roskilde fortsatte som konge- og bispesæde – Lejres

naboby.

7. Daneren Harald Blåtand valgte navnet ”Dan”-mark på sit samlede rige.

8. Jelling fremstår som et strategisk placeret mindesmærke for landets samling

– intet peger på, at det nogensinde har fungeret som kongesæde.

Konklusionen bliver, at vi selvfølgelig ikke kan bevise, at det var den

sjællandske kongestamme, der samlede Danmark, men de mange argumenter

taler alle for, at Lejre efter al sandsynlighed var kongens hovedsæde. Intet peger

på Jelling før 968.

Selve det historiske forløb af denne periode i øvrigt kan næppe blive

betryggende historieskrivning – det er sagnhistoriske anekdoter, mens forløbet

i de følgende 200 år langsomt blev til mere pålidelig historie. Vi må nøjes med

den mest sandsynlige forklaring på hovedlinjerne, og det er nok også

tilfredsstillende for de fleste af os.

Erik Arup har øjensynligt i sin personlige politiske forbitrelse over

kongens fremfærd i Påskekrisen i 1920 og forinden uden seriøs kildekritik

overtalt sine radikale kollegers støtte til at ændre kongefamiliens afstamning

fra Lejre-kongerne til en ukendt opkomling fra et ukendt land og har sammen

med sine fæller opfundet et jysk kongedømme (Jellingdynasti) – hvilket hans

disciple siden fulgte blindt, da historiesynet ændrede sig. Endnu i dag kan vi i

historiebøger, Den Store Danske og danmarkshistorien.dk læse om Gorm den

Gamle som søn af den udenlandske Sven og det nye Jellingdynasti.

Vi andre må konstatere, at den nuværende kongeslægt må stamme fra

Østdanmark – med hovedsæde i Lejre. Alt taler for at slægten stammede fra

Regnar Lodbrog og hans far Sigurd Ring II. Sigurd, som faldt i 812, var

Godfreds nevø – og dermed var han antageligt også barnebarn af den første

Sigifred, hvis herkomst både nævnes som nevø af Harald Hildetand, samt

skånsk skjoldunge, svensk, norsk og enten frisisk eller russisk. Fra Sigifreds tid

blev de danske konger nævnt af frankerne, og det reddede ham i 782 prædikatet

”den opblæste Sigifred, som med gudløst scepter styrer et pestsvangert rige.”

Han har åbenbart opfyldt sin rolle som forsvarer af de hedenske riger.


49

Gorms og Harald Blåtands ceremonihal i Lejre.

50

18 Fortegnelse over citerede kildetekster Adam Adam af Bremen: De Hamburgske ærkebispers historie (overs. Sv.E.

Lønborg 1897).

Aggesen Sven Aggesøns historiske skrifter: Danske konger (overs. M.Cl. Gertz

1915.)

Ansgar Rimbert: Ansgars Levned (overs. P.A. Fenger 1863). København.

ARF Annales Regnum Francorum - Albrechtsen, Erling 1976:

Vikingerne i Franken. Odense.

Beow Beowulf (overs. Ben Slade 2003. Boston. Web-udgave)

Bertin Annales Bertiniani - Albrechtsen, Erling 1976:


Fragmenta Axel Olriks gengivelse af Arngrimur Jonssons: Rerum Danicarum

Fragmenta (Axel Olrik: Skjoldungesaga i Aarbøger for Nordisk

Oldkyndighed 1894, København)

Fulda Annales Fuldenses - Albrechtsen, Erling 1976:


Hyndlo Hyndloljod i Ældre Eddas Gudesange, Den (overs. Karl

Gjellerup 1895/2001). København.

Jordan Jordanes: Getica (overs. C.C. Mierow 1908).

Lejre Cronicon Lethrenses (M.Cl. Gertz 1916. København).

Procop Procopios: The Wars (overs. H.E. Dewing 1914)

Regnar Regnarsona Thattr i Karsten Friis-Jensen og Claus Lund 1984:

Skjoldungernes Saga. København.

Rolf Rolf Krakes Saga (overs. Finnur Jonsson 1904). København.

Saxo Saxo: Danmarks Krønike (overs. Fr. Winkel Horn 1898). København.

St. Gall Early Lives of Charlemagne by Eginhard and the Monk of St. Gall,

(overs. A.J. Grant 1926, London).

Sögu Sögubrot af Fornkonungum (Carl Petersen & Emil Olson: Sögur

Danakonungar. 1919 København)

TacGer Tacitus: Germania (overs. Lefolii 1901)

Trygg Olafs saga Tryggvasonar en mesta i Karsten Friis-Jensen og Claus Lund

1984: Skjoldungernes Saga. København.

Widsith Widsith (Kemp Malone 1936. London)

Upphaf Upphaf allra frasagna i Karsten Friis-Jensen og Claus Lund 1984:

Skjoldungernes Saga. København.

Xanten Annales Xantenses - Albrechtsen, Erling 1976:


Yng Snorre Sturlasson: Ynglingesaga fra Heimskringla (overs. Samuel Laing

1844. (Web-udgave) + AM 35 fol.)

Anvendelsen er sket med respekt af Lov om Ophavsret og med udgivernes tilladelse,

hvor det ifølge CopyDan ville være påkrævet. Saxo og hovedparten af den øvrige

tekst er "public domain".

51

19 Litteraturfortegnelse i øvrigt Adam von Bremen: De Hamburgske ærkebispers historie (overs. C. Hinrichsen

1968)

Albrechtsen, Erling 1976: Vikingerne i Franken - Skriftlige kilder fra det 9. årh..

Odense.

Andersen, H. Hellmuth 1998: Dannevirke og Kovirke.

Anke, Bodo 1998: Studien zur Reiternomadischen Kultur.

Arrhenius, Birgit 2003: Judith Jesch, Scandinavians from the Vendel period to the

10th century.

Axboe, Morten 1998: "The year 536 and the Scandinavian Gold Hoards" i Mediaval

Archaeology

Axboe, Morten 2002: "Året 536" i Skalk nr. 4 2002. Århus.

Beda: Historia Ecclesiastica (J.E.King 1930)

Bierbrauer, Volker 1984: "Archäologie und Geschichte der Goten vom 1.- 7.

Jahrhundert. Versuch einer Bilanz" i: Frühmittelalterliche Studien 28.

Brandt, Troels 2015: "Et motiv til mordet i Finderup Lade " i Siden Saxo 2015.2

Brandt, Troels 2016: "Harald Blåtands Slægt" i Siden Saxo 2016.1

Brompton-Krøniken 1480 (Haliday 1886: The Scandinavian Kingdom of Dublin)

Burenholt, Göran 1999: Nordisk Arkeologi. Stockholm.

Christensen, A. Søby 2002: Cassiodorus / Jordanes. København.

Christensen, Tom 2015: Lejre bag myten.

Crumlin Pedersen, Ole: Søvejen til Roskilde. Roskilde.

Duczko, Wladyslav 1996: Arkeologi i Gamla Uppsala I+II. Uppsala.

Ellegård, Alvar 1987: Who were the Eruli?

Eugippius: Vitus sanctus Severini (Noll 1963).

Fabech, Charlotte 1991: "Sösdala, Fultofta, Vännebo" fra Nordisk Hedendom.

Floto, Inga 2006: Myten om Erik Arup. (Anmeldelse af Thyge Svenstrup).

Friis-Jensen, Karsten, Claus Lund 1987: Saxo Grammaticus as Latin poet.

Fulk, Robert D. 1982: Dating Beowulf to the Viking Ages.

Williams, Gareth 2012: A new type of coin from Northumbria. Yorkshire.

Goffart, Walter 1988: The Narrators of barbarian History.

Bjarni Guðnason 1963: Um Skjöldungasögu.

Guðmundsson, Barði 1967: The origin of the Icelanders.

Gyldendal/Politiken 1988: Danmarks Historie, Bind 2-4. København.

Haldorsson, Olafur 2000: Jomsvikingarna in Óláfs saga Tryggvasonar en mesta

Haldorsson, Olafur 2001: Snorri in Óláfs saga Tryggvasonar en mesta

Hauck, Karl Morten Axboe mfl. 1989: Die Goldbrakteaten der

Völkerwanderungszeit.

Hedeager, Lotte 1992: Danmarks Jernalder, Mellem stamme og stat. Århus.

Hedeager, Lotte 1997, Skygger af en anden virkelighed.

Hemmingsen, Lars 1995: By word of mouth

Henriksson, Göran 1995: Rigsbloten og Uppsala högar (TOR 27).

Hervarar Saga ok Heidreks (overs. Winkel Horn 1876)

Honorius, Julius: Die Germanische Volken (Müller, 1985)

Hvass, Steen 2000: De kongelige monumenter i Jelling.

Ilkjær, Jørgen 2000: Illerup Ådal.

Jacobsen, J.P. 1917: Frankerkrøniken af Gregor af Tours.

52

Jacobsen, Lis 1928: Svenskevældets Fald.

Jensen, Jørgen 2003: Danmarks Oldtid, Ældre Jernalder.

Jensen, Jørgen 2004: Danmarks Oldtid, Yngre Jernalder.

Jonae, Arngrimi 1950: Opera, Latine Conscripta. København

Jørgensen, Anne Nørgaard 1997: Military Aspects of Scandinavian Society.

Jørgensen, Anne Nørgaard 1997: Nørre Sandegård Vest.

Jørgensen, Anne Nørgaard 1999: Waffen und Graeber.

Jørgensen, Ove 1985: Alfred den Store, Danmarks geografi

Kroman, Erik 1976: Det danske Rige i den Ældre Vikingetid. København

Kryger, Karin 2014: Danske Kongegrave

Kværndrup, Sigurd 1999: Tolv principper hos Saxo. København.

Lakatos, Pal 1978: Quellenbuch zur Geschichte der Heruler. Szeged.

Langebeck, Jakob 1772: Scriptores rerum Danicarum. København

Lukman, Niels 1943: Skjoldunge und Skilfinge. København.

Lukman, Niels 1983: Frode Fredegod - Den gotiske Fravita. København.

Lund, Niels, 1982: Svenskevældet i Hedeby.

Lund, Niels 1983: Ottar og Wulfstan. Roskilde.

Lund, Niels 1991: Denemearc / Tanmaurk

Lund, Niels 1993: De hærger og de brænder.

Lund, Niels 1998: Harald Blåtands død.

Lund, Niels 2002: Harald Bluetooth: A saint very nearly made

Lund, Niels 2010: Sven Estridson’s incest and divorce

Makaev, E.A. 1996: The language of the Oldest Runic Inscriptions. Stockholm.

Malone, Kemp 1936: Widsith. London.

Menghin, Wilfred (red): Germanen, Hunnen und Awaren.

Nationalmuseet 2003: Sejrens Triumf.

Nationalmuseet 2017: Jelling Kirke

Newton, Sam 1993: The Origin of Beowulf, Cambridge.

Nielsen, Karen Højlund 1991: Artikel i Fra stamme til stat 2, Århus.

Nielsen, Michael Lerche mfl. 2006: Artikler i Hikuin 32, Århus

Nordgren, Ingemar 2000: Goterkällan, Göteborg.

Olsen, Rikke Agnete 1989: Ryd Klosters Ordbog.

Pedersen, Anne & Kasper H. Andersen 2017: Arkæologiske undersøgelser af Jelling.

Porck, Thijs & Jodie Mann 2014: How Cnut became Canute.

Reischmann, Hans-Joachim 1989: Willibrord, apostel der Frisien (Alcuin 796).

Riksantikvarieämbetet 2000: Myt, Makt och Människa. Emmaboda.

RGA 2003: Reallexicon der germanische Altertümskunde. Berlin.

Sandwall, Ann 1980: Vendeltid. Stockholm.

Saxo: Danmarkshistorie (overs. Peter Zeeberg 2000). København.

Schmidt, Ludwig 1934: Die Ostgermanen.

Schwarcz, Andreas 1992: Die Gotischen Seezeuge des 3. Jahrhunderts.

Steenstrup, Johs. 1876: Normannerne

Stephenson, Joseph 1855: The works of Symeon of Durham

Sundqvist, Olof 2002: Freyr's offspring. Uppsala.

Svenstrup, Thyge 2006: Arup.

Skovgaard-Petersen, Inge 1987: "Da Tidernes Herre var nær".

Sorla Thattr om "Hogne og Hedin" (kap. 2) fra Flateyjarbok (ca. 1400).

Tacitus: Annales (overs. Cavallin 1966. Stockholm)

53

Tejral, Jaroslav 1997: Neue beiträge zur erforschung...mittlern Donauraum.

Wessén, Elias 1964: Ynglingesaga. Oslo.

Williams, Gareth 2012: A new coin type in Viking Northumbria. Yorkshire.

Wolfram, Herwig 1988: History of the Goths. Berkeley.

Ældre Eddas Gudesange, Den (overs. Karl Gjellerup 1895/2001). København.

Østergaard, Bent 1994: Svend Estridsens danmarkshistorie – Historie

For herulernes vedkommende henvises der til litteraturfortegnelsen på

forfatterens hjemmeside om "The Heruls": http://www.gedevasen.dk/heruls.html

uddrag af danernes sagnhistorie - gedevasen · 2018-02-26 · 1.1 Årsag til og resumé af arbejdet...

Documents