undervisningsmateriale til · det. surrealisme er mere en måde at forstå verden på, en...

LÆRERVEJLEDNING / FANTASTISKE KVINDER – SURREELLE VERDENER FRA MERET OPPENHEIM TIL FRIDA KAHLO /

25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 2

UNDERVISNINGSMATERIALE TIL FANTASTISKE KVINDER

Surreelle verdener fra

Meret Oppenheim til Frida Kahlo

Jane Graverol: Forfængelighedens Skole, 1967, Rosine Ortmans

Undervisningsmaterialet består af:

1. En lærervejledning til udstillingen Fantastiske kvinder. Vi introducerer udstillingens

kulturelle og historiske baggrund, giver indblik i surrealismens grundtanker og dykker ned i fire udvalgte kunstneres værker med oplæg til diskussion og elev-opgaver. Bagest i materialet finder I forslag til litteratur, links o.a.

2. En powerpoint med udvalgte værker fra udstillingen, med tilhørende tekster, der peger på nogle af surrealismens gennemgående temaer og metoder samt perspektiverende værker fra samtidskunsten.

OM UDSTILLINGEN

Fantastiske kvinder – surreelle verdener fra Meret Oppenhiem til Frida Kahlo præsenterer 34

kvindelige kunstnere fra Europa, USA og Mexico med i alt ca. 260 værker. Med denne udstilling

ønsker vi at fortælle historien om den store gruppe af kvindelige kunstnere, som har været en del

af surrealismen, men som er blevet glemt, da kunsthistorien skulle skrives, og som derfor ikke

har opnået den placering i kunsthistorien, som de fortjener. Værkerne på udstillingen rækker helt

tilbage til 1920erne, hvor surrealismen opstår i Paris og frem til 1970erne.

En lille håndfuld af kunstnerne kender vi allerede godt – som Frida Kahlo og Louise Bourgeois –

men de fleste af udstillingens kunstnere er nye bekendtskaber. Nogle af dem så sig selv som

surrealister livet igennem, andre lod sig i perioder inspirere af tankesættet. Men fælles for dem

alle er, at de har haft kontakt til surrealismens frontfigur, André Breton, og at de har medvirket på

nogle af de surrealisme-udstillinger, som blev arrangereret i årene 1925 til 1959.

Udstillingen er arrangeret af Schirn Kunsthalle i Frankfurt og Louisiana Museum of Modern Art.

Om materialet

Materialet henvender

sig til alle under-

visere, der har lyst til

at introducere deres

elever til udstillingen

Fantastiske Kvinder

på Louisiana, i

grundskole, gymna-

siet, HF, seminariet

eller andre steder.

Materialet er skrevet

til læreren, som kan

tilpasse indholdet til

elevernes alder og

klassetrin.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 3

HVAD ER SURREALISME?

Vidste du?

Ordet surrealisme kommer fra det franske ord surréalisme, som betyder 'overvirkelighed'.

Det er dannet af sur 'over' og réalisme 'virkelighed, realisme'.

Surrealismen er ikke en bestemt stil, ligesom fx ekspressionisme eller impressionisme er

det. Surrealisme er mere en måde at forstå verden på, en livsanskuelse. Udstillingen viser

værker af kunstnere fra 11 forskellige lande og i mange forskellige medier fra skulpturer

over kjoledesigns, bøger, film, fotografi og collage til maleri. Det, der binder disse

kunstnere sammen, er en livsholdning, bl.a. ønsket om at gøre sig fri fra omverdens

forventninger og i stedet søge individuelle veje.

I dag bruger vi af og til udtrykket, at noget føles surreelt eller surrealistisk. Det kan være i

situationer, hvor noget ikke helt passer ind i virkeligheden, som vi kender den, og næsten

kan virke som en drøm.

For ca. hundrede år siden - efter Første Verdenskrig - var der en gruppe forfattere, der

besluttede at bruge ordet surrealisme til at beskrive deres vision for en ny livsopfattelse.

Krigen havde sprængt de trygge, velkendte samfundsstrukturer i stykker, og nu ville de

skrive litteratur, der ikke var styret af fornuften og af normer og traditioner. I stedet skulle

den frihed, de fandt i drømmene, det spontane og det ubevidste, præge teksterne. I midten

af 1920erne blev surrealismen en kunstnerisk bevægelse, hvor forfattere, billedkunstnere,

teaterfolk m.fl. mødtes for at lave surrealistiske eksperimenter.

SÆT MENNESKET FRI – GENNEM KUNSTEN!

Den franske forfatter og digter André Breton skrev i 1924 det surrealistiske manifest,

Manifeste du surréalisme. I manifestet gør Breton rede for bevægelsens idégrundlag:

Kunsten skal udtrykke sig uden nogen form for censur eller kontrol fra fornuftens side.

Kunsten skal være uden indblanding fra bevidstheden og skal i stedet baseres på vores

fantasi og vores drømme - de skjulte kræfter, som ligger i mennesket, og som ikke har

været brugt fuldt ud hidtil.

DRØMMER JEG?

Hvor meget opmærksomhed giver du til den vågne tilstands bevidste tanker og så den

natlige drøm? De surrealistiske kunstværker minder ofte om drømmescenarier. Kunstnerne

brugte kunsten til at få indsigt i og vise det ubevidste og de fortrængte, skjulte sider af

mennesket. Kunsten og det at skabe kunst fungerede på den måde ligesom drømmene,

som en måde at synliggøre det ubevidste i mennesket.

Mange af surrealisterne, inkl. Breton, var inspireret af den østrigske læge Sigmund Freud

(1856-1939), der havde udviklet psykoanalysen og teorier om drømmetydning. Med Freuds

teorier om, at det ubevidste i sindet har stor indflydelse på, hvordan vi agerer og opfører

os, udviklede surrealisterne metoder til at lade det ubevidste komme op til overfladen og

komme til udtryk i virkeligheden. Surrealisterne dyrkede det absurde, irrationelle og de

dybeste lag i menneskets sind i et forsøg på at frigøre mennesket fra fornuften og sætte

fantasien og kunsten fri.

”Da mennesket

besluttede sig for

at imitere at gå,

opfandt han

hjulet, som ikke

ser ud som et

ben. Ved at gøre

dette, praktise-

rede han surrea-

lisme uden at vide

det.”

― GUILLAUME APOLLINAIRE,

FORFATTER OG SURREALIST

Rita Kernn-Larsen: Festen, 1935.

MSJ - Kunstmuseet i Tønder.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 4

SURREALISTISKE METODER

Den nye kunst skal være ”smuk som mødet mellem en

symaskine og en paraply på et dissektionsbord”.

– COMTE DE LAUTREMONT, 1869 I BOGEN MALDOROS SANGE, SOM MANGE SURREALISTER VAR INSPIREREDE AF.

Surrealisterne dyrkede det uventede, det overraskende og det voldsomme møde der kan

opstå, når det velkendte sammenstilles på nye måder. De lod sig inspirere af Comte de

Lautremonts beskrivelse af et møde på et dissektionsbord. Voldsomme og sære billeder

opstår på nethinden, når man begynder at se symaskinen og paraplyen for sig. Hvad har

de med hinanden at gøre? Og hvad sker der med dem, når de bliver dissekeret og ikke

bruges i deres sædvanlige sammenhæng? Det handler om at sætte noget fri af alle

konventioner og normer og give plads til noget nyt kan opstå, hvis tilfældigheden råder frit.

For at opnå denne tilstand, frigjort fra rationelle tankemønstre, udviklede surrealisterne

nogle helt konkrete teknikker:

Cadavre exquis

Uventede figurer kan opstå vha. foldetegningen, hvor én person tegner en figurs hoved og

folder papiret,så man ikke kan se tegningen, den næste tegner kroppen og folder papiret,

og den tredje tegner benene. Metoden kaldes Cadavre Exquis og er opfundet af

surrealisterne, som invitererede flere kunstnere til at arbejde sammen om et værk uden at

vide, hvad hver især bidrog med. Et Cadavre Exquis kan enten være en tegning, en

collage eller bestå af ord, som skaber uventede sætninger.

Automatskrift og automattegning

En anden velkendt surrealistisk teknik er automattegningen: Du lukker øjnene eller kigger

væk og lader blyanten vandre frit rundt på papiret. Når du kigger på din tegning, ser du

måske bare en hel masse krusseduller eller figurer, der springer i øjnene.

Automattegningen kunne surrealisterne bruge til at skabe figurer og kompositioner. Mange

brugte i øvrigt også automatskrift, som foregår på samme måde: Skriv derudaf uden at

tænke eller dvæle ved ordene undervejs. Og der vil helt sikkert opstå sjove og uventede

sætninger og ord undervejs.

Frottage, grattage, fumage og decalcomani

Surrealisterne brugte meget ofte direkte aftryk af virkeligheden i deres malerier for at skabe

overraskende overflader og strukturer. Med frottage lægger man sit billede på en overflade

og tegner henover, så overfladens struktur bliver synlig i billedet. Grattage minder om

frottage, men her maler man først en del af lærredet, lægger det på en overflade og

skraber så malingen af, så der dannes mønstre fra overfladen. Fumage er en teknik, hvor

røgen fra et stearinlys farver et lærred, og decalcomani foregår ved at male en flade og

herefter presse en glas- eller metalplade hen over den våde maling, så der opstår mønstre

i malingen, når pladen fjernes.

Frédéric Mégret, André Breton,

Suzanne Muzard, Georges Sadoul:

Cadavre exquis, 1929.

Musée d'Art Moderne de la Ville de

Paris. Donation: Mme Aube Breton

Elléouët, 2004


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 5

FANTASTISKE KVINDER

De fleste kvindelige surrealister kom med i gruppen i 1930erne, og deltog i udstillinger,

eksperimenter og diskussioner på lige fod med deres mandlige kollegaer som fx Max

Ernst, Joan Miró og Salvador Dalí. Når gruppen mødtes, skelnede de ikke mellem køn. Det

var heller ikke vigtigt, om deltagerne var uddannede kunstnere, eller hvilken social status

de havde. Kriteriet for at være med var en fælles interesse for drømmen, det ubevidste og

en udvidet virkelighed. Vi ser eksperimenter med kønsroller og identitet hos flere af de

surrealistiske kunstnere. Især de kvindelige kunstnere udforsker selvportrættet: Hvem er

jeg? Findes der en fast identitet? Og et tredje køn?

Spanske Leonor Fini vender bogstaveligt talt op og ned på de traditionelle kønsroller i flere

af sine malerier. I kunsthistorien findes der mange eksempler på smukke, nøgne kvinder,

der ligger centralt i et maleri som begærsobjekt for blikket. Men i Finis maleri Jordgudinde

våger over en ung mands søvn, 1946, er det manden, der indtager rollen som den

sovende skønhed, og kvinden i baggrunden kigger aktivt, og direkte ud på os.

Manden sover, han er fanget af planternes verden. Mænd

tillader, at arbejdets pligter, det sociale liv og krig, bedøver

dem fra det åndelige liv. Kvinder er vågne, iagttagende, stærke,

som troldkvinder, somme tider bestialske, sommer tider

spirituelle. De kan beskytte, og de kan true. De har ægget,

livets kilde. – LEONOR FINI

Også hos skotske Ithell Colqouhoun er idéen om en fast identitet sat på prøve. I hendes

værk Bitre afgrunde fra 1939 smelter mennesket og naturen sammen, når den liggende

mands organer forgrener sig i kroppen som stammer, kviste og blade.

Hos surrealisterne er virkeligheden større og dybere, end den giver sig ud for at være ved

første øjekast. Mand og kvinde, liv og død, drøm og virkelighed er ikke nødvendigvis

hinandens modsætninger, men kan smelte sammen eller bytte plads i kunstens verden.

Venstre: Leonor Fini: Jordgudinde våger over en ung mands søvn, 1946.

Weinstein Gallery, San Francisco and Francis Naumann Gallery, New York. Højre: Ithell Colquhoun: Bitre Afgrunde, 1939. The Huntarian, University of Glasgow


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 6

MERET OPPENHEIM

LEG MED IDENTITETER

”Bäh” vrænger en lang, blød tunge af os i mødet med tyske Meret Oppenheims Maske der

rækker tunge – Bæh, udateret. Et uopdragent kunstværk, kunne man fristes til at sige. Det

opfører sig lidt som et frækt barn, der rækker tunge og vrænger af sine forældre. Den

lange tunge og den snudeagtige kugle vækker samtidig mindelser om en hund, noget

dyrisk. Er Oppenheims maske et billede på det umiddelbart dyriske eller barnlige instinkt, vi

alle sammen har i os, og som gør, at vi kan have lyst til at række tunge af det hele og råbe

BÆH, også som voksne? Men vi gør det ikke så ofte, for vi har lært og er vokset op med

nogle helt andre konventioner for, hvordan man udtrykker sig over for andre mennesker.

Meret Oppenheim leger i mange af sine værker med tanken om at kunne tage en ny

identitet – bære en ny maske – og på den måde frigøre sig fra samfundets fasttømrede

forventninger og normer. Hun taler om ”at bryde med sine egne begrænsninger ved at

iklæde sig en ny hud”. I sit gennembrudsværk pelskoppen Frokost i pels fra 1936 giver hun

et hverdagsligt objekt, nemlig tekoppen, nyt liv og tvetydige betydninger ved at iklæde

koppen en ny hud i form af pelsen fra en gazelle. Det er næsten som en drøm, hvor

hverdagens genstande kommer til live. Hvordan vil det mon være at drikke af koppen? Og

røre ved den? Er den dragende eller frastødende?

Arbejdsspørgsmål

Hvilken effekt har det, at Meret Oppenheim bruger hverdagsobjekter i sine maske

Hvordan bruger Meret Oppenheim humor i sine masker?

Hvordan kan man sige, at Meret Oppenheims masker er surrealistiske?

Prøv det!

Gå sammen i mindre grupper og prøv at finde materialer til jeres egen maske. Det kan

være derhjemme, på genbrugspladsens byttestation eller på skolen. Afprøv materialerne

på forskellige måder, inden I limer dem sammen til jeres egen maske. Tænk over, hvordan

masken kan blive både humoristisk og pege på nye identiteter. Afprøv selv masken og

dokumentér jeres nye identiteter med fotografier.

Venstre: Meret Oppenheim: Maske der rækker tunge – ”Bäh”, udatereret. Privateje.

Højre: Meret Oppenheim: Maske 'Cadavre exquis’, 1971. Privateje.

Om Meret Oppenheim

Født i Berlin i 1913

og dør i Basel i 1985.

Oppenheim er en del

af den surrealistiske

kreds i 1930erne, og

slår for alvor igennem

som kunstner med

sin pelsdækkede kop

Objekt, Frokost i pels

i 1936. Oppenheim er

en af de få kunstnere

på Fantastiske

Kvinder, hvis værker

blev indkøbt af

anerkendte

kunstmuseer i

samtiden.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 7

LEE MILLER

FOTOGRAFISKE EKSPERIMENTER

Lee Miller har her skabt et fotografi af et kvindehoved, som befinder sig under en

glasklokke og på en lille sokkel. Fotografiet er trukket hårdt op i sine kontraster, kvindens

marmorhvide hud omkranses af et dybt mørke. Hendes øjne er næsten lukkede, munden

står let åben. I stedet for juveler, er det et kvindehoved som befinder sig under den

klassiske glasklokke.

”Jeg vil hellere tage et billede end at være et”. Sådan skulle Lee Miller have svaret en

journalist på spørgsmålet om, hvorfor hun skiftede fra at være fotomodel til at blive

fotograf. Her er det hendes partner Tanja Ramm, som hun har fotograferet; fanget og

fastgjort, som et smukt kunstobjekt under glas til fri skue.

Miller er kendt for sine surrealistiske og eksperimenterende fotografier, hvor

dobbelteksponeringer, bizarre objekter og manipulationer står frem. Ofte har hun fokus på

de - for surrealisterne så vigtige - skygger, som spiller sammen med lyset. Hendes

fotografier benytter sig af overraskende sammenstillinger og rummer ofte en form for

mystik. I løbet af 1930erne og 1940erne bliver Miller mere og mere optaget af også at se

og indramme den umiddelbare virkelighed, uden at manipulere den i samme grad som

tidligere. At finde de surrealistiske billeder, alene ved at indramme virkeligheden. Hun var

under Anden Verdenskrig udsendt som pressefotograf og krigskorrespondent for Vogue,

hvor hun og hendes kollega David E. Scherman tager det berømte fotografi af en nøgen

Miller siddende i Hitlers badekar 30. april 1945, dagen hvor Hitler begår selvmord.

Arbejdsspørgsmål

Hvordan vil du tolke Lee Millers Tanja Ramm under en glasklokke?

Sammenlign fotografiet med Emila Medková: Æg (Mikulás), 1949, som også er med

på udstillingen. Diskutér værkerne ift. bl.a. køn, blik og subjekt/objekt.

Prøv det!

Gå sammen i grupper og skab et iscenesat fotografi, inspireret af surrealismen.

Lav en liste af ord, som bliver jeres ”dogmeregler” og følg dem, inden I fotograferer.

Venstre: Lee Miller: Tanja Ramm under en glasklokke, Paris 1931. Lee Miller Archives. Højre: Emilia Medková: Æg [Mikulás], 1949. Eva Kosáková Medková.

Om Lee Miller

Amerikanske Lee

Miller (1907-1977)

begynder allerede

som 19-årig en

succesrig karriere

som fotomodel. Hun

studerer kunst i New

York i en kort

periode, inden hun i

1929 flytter til Paris.

Her arbejder hun i

Man Rays atelier og

bliver snart hans

partner og kæreste.

Sammen undersøger

de og eksperimen-

terer med fotografiets

iboende kvaliteter.

Millers billeder fra

Anden Verdenskrig

hører til de vigtigste

fotografiske

vidnesbyrd om krigen

og det tyske riges

sammenbrud.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 8

MEXICO

Under Anden Verdenskrig måtte mange surrealister flygte fra Europa for at få politisk asyl.

En større gruppe af kunstnere endte med at bosætte sig i Mexico. Og de fleste blev

boende også efter krigen. Måske fordi de fandt en frihed og en livsholdning i Mexico, som

lå naturligt i forlængelse af surrealismens grundtanker. Der var god plads til sort humor og

antirationalisme, og døden havde en mere naturlig plads i livet, end de oplevede i den

europæiske kultur. Og så var der allerede en central kunstnerscene omkring Frida Kahlo

og Diego Riviera.

André Breton og hans kone Jaqueline Lamba var nogle af de tilrejsende til Mexico. I

maleriet Vanvittig kærlighed skildrer Lamba mødet mellem det parisiske Eiffeltårn til

venstre i billedet og Mexicos ikoniske pyramider i midten af billedet – det bedste fra to

verdener.

Også den spanske kunstner Remedios Varo bosatte sig i Mexico og knyttede et nært

venskab med kunstnerkollegaen Leonora Carrington. Sammen udforskede de mexicansk

magi, alkymi, astrologi og indre rejser. Ofte kunne man finde dem sammen i køkkenet,

hvor de eksperimenterede med magiske opskrifter og naturmedicin. For Varo og

Carrington – ligesom for de fleste surrealistiske kunstnere – var surrealismen ikke bare en

malestil, som udelukkende knyttede sig til kunsten. Surrealismen var en måde at leve og

opfatte verden på, og den kunne lige så godt udfolde sig i køkkenet som på malerlærredet.

Jacqueline Lamba: Vanvittig kærlighed, 1944, Oscar Román Gallery.

Bridget Tichenor:

Surrealisterne/Specialisterne, 1956

Privateje, Mexico.

Briget Tichenor hylder i sit maleri

gruppen af eksilkunstnere i Mexico,

hvor hun selv bosatte sig i 1953.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 9

FRIDA KAHLO

SELVPORTRÆT

Frida Kahlo: Selvportræt på grænsen mellem Mexico og USA, 1932

Mexicanske Frida Kahlo maler selvportrættet her efter at have boet næsten tre år i USA. I

maleriet befinder hun sig på grænsen mellem sine to hjemsteder: Mexico og USA. Med det

mexicanske flag i sin ene hånd, og sikkert placeret i centrum af maleriet, med en cigaret i

den anden, er Kahlo trådt op på strømgeneratoren, som trækker energi fra den

mexicanske natur og undergrund. Her fungerer hun som spejlingsakse mellem de to

verdener, som hun lever i, og som hun kender så godt; Mexico med pyramiderne, Sol og

Måne, vild natur, myter og rig kulturhistorie. USA med teknologiske og industrielle

landvindinger, skyskrabere og den amerikanske drøm.

Frida Kahlos daværende mand, Diego Rivera, blev inviteret til Detroit, hvor han skulle male

fresker i stort format, der beskrev den industrielle fremstillingsproces på Fords bilfabrik.

Kahlo tager med ham og maler dette selvportræt, som bliver et af hendes hovedværker.

Arbejdsspørgsmål

Dyrk detaljen: Gå på jagt efter kontraster i maleriet og lav en liste over dem alle.

Hvem kan finde flest modsætninger?

Hvordan vil du tolke Kahlos personlige selvportræt? Er der en af de to sider i

maleriet, som hun holder mest af? Og hvordan kan du se det?

Prøv det!

Skab et portræt af dig selv, hvor du befinder dig mellem to verdener, som begge trækker i

dig. Det kan være to lande, to veje i livet eller to ting, du bare holder rigtig meget af. Tænk i

modsætninger og par, ligesom Kahlo gør i maleriet. Du kan vælge at male dit portræt,

bruge collage eller fx formulere det med ord.

Om Frida Kahlo

Magdalena Carmen

Frida Kahlo Calderón

(1907-1954),

mexicansk kunstner

og aktiv kommunist.

Efter at have været

involveret i en alvorlig

busulykke som 18-

årig, begynder Kahlo

under den lange

rekreationsperiode at

male. Breton ser i

hendes malerier en

selvstændig udform-

ning af surrealismen.

Selv siger Kahlo, ”Jeg

anede ikke at jeg var

surrealist, før André

Breton kom til Mexico

og fortalte mig det.

Alt, hvad jeg ved, er,

at jeg maler, fordi jeg

har brug for det, og at

jeg maler det, der

kommer ind i mit

hoved, uden

yderligere

overvejelser”.

”Jeg maler

selvportrætter,

fordi jeg er så ofte

alene…. Og fordi

jeg er den, jeg

kender bedst.” ―FRIDA KAHLO


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 10

REMEDIOS VARO

NATUR OG MENNESKE

Der er hul i taget og jord og himmel er forbundne i spanske Remedios Varos

skabelsesberetning Skabelse med astrale stråler, malet i Mexico i 1955. Et menneske er

ved at blive skabt af stråler fra himmelrummet, som bliver reflekteret på jorden af spejle og

samler sig til en menneskekrop. En person klædt i en middelalderlig pelsdragt sidder med

det ene af spejlene i hånden, og omkring personen står en opslået bog og en samling af

krystaller, en globus, et kompas mm. Man får fornemmelsen af at befinde sig i et rum

imellem fortid og fremtid. Imellem middelalderens alkymi og en sci-fi agtig fremtidsvision. I

sine malerier skaber Remedios Varo ofte udvidede rum, der rummer flere perspektiver. Her

lader hun natur, menneske, arkitektur, astrologi, alkymi, kristendom og mexicansk mystik

mødes i et surreelt univers: Hos Varo er det helt naturligt, at det pelsklædte tag er

forbundet til himmelrummet med stråler gennem en stor rund åbning, eller at der er hul i

gulvet, hvor græsset vokser frem.

Varos malerier rummer klassiske detaljerede figurer og virker umiddelbart

gennemplanlagte. Men der gemmer sig samtidig surrealistiske tilfældigheder i værkerene:

Remedios Varo brugte nogle af de surrealistiske teknikker som frottage, fumage og

decalcomani (se side 4) til at skabe levende maleriske overflader.

Arbejdsspørgsmål

Beskriv stedet, omgivelserne og

figurerne i maleriet for hinanden.

Hvor er vi? Hvilken stemning

oplever I?

Hvordan er mennesket og naturen

forbundet med hinanden?

Hvordan er Varos maleri surrealistisk?

Prøv det!

Skriv jeres egen nutidige

skabelsesberetning. Tag udgangspunkt i

Remedios Varos maleri Skabelse med

astrale stråler og prøv at skrive historien om,

hvordan mennesket bliver skabt ved at lade

jer inspirere af maleriet.

Remedios Varo: Skabelse med astrale stråler, 1955.

Privateje. Courtesy ART VIA Collection

Om Remedios Varo

María de los

Remedios Amicia

Rodriga Varo y

Uranga er født i

Spanien i 1908 og

dør i Mexico i 1963.

Varo er en del af den

surrealistiske kreds i

Paris i 1930erne og

flygter under Anden

Verdenskrig til

Mexico, hvor hun bor

resten af sit liv, i en

periode sammen med

kunstnerkollegaen

Leonora Carrington.

Hun har en stor

interesse for

naturvidenskab,

mysticisme og filosofi,

som hun kombinerer i

sine malerier.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 11

LITTERATUR OG LINKS

Litteratur:

Louisiana Revy til udstillingen Fantastiske Kvinder – surreelle verdener fra Meret

Oppenheim til Frida Kahlo, Louisiana Museum of Modern Art, 2020.

Engelsksproget katalog til udstillingen Fantastic Women – surreal worlds from Meret

Oppenheim to Frida Kahlo, Hirmer 2020.

André Breton, Surrealismens Manifest, 1924. Dansk oversættelse in: Mikkel Bolt (Red.):

Avantgarde Manifester, Klim 2019.

Links:

Podcasten The Great Women Artists: https://www.thegreatwomenartists.com/katy-hessel-

podcast med afsnit om bl.a. Lee Miller, Frida Kahlo, Leonora Carrington, Dora Maar og

Eileen Agar, som alle er med på udstillingen.

Ideer til surrealistiske øvelser: https://artclasscurator.com/surrealist-games/

Film:

Luis Bunuel og Salvador Dalís berømte surrealistiske film Den andalusiske hund, 1929

kan ses på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=IfyzOxaMKts

Germaine Dulac: Præsten og konkylien, 1927. Uddrag af filmen, som er med på

udstillingen som den første egentlige surrealistiske film kan ses på youtube:

https://www.youtube.com/watch?v=-NqrwaxzP_U

Kolofon:

© Louisiana Museum of Modern Art, 2020.

Tekst: Helle Søndergaard og Hanne Flarup.

Redaktion: Elisabeth Bodin

Alle værker af Louise Bourgeois: © The Easton Foundation/VISDA; Claude Cahun: © Claude Cahun/the Jersey Heritage Collection/VISDA; Claude Cahun & Marcel Moore: © Claude Cahun/the Jersey Heritage Collection/VISDA; Frida Kahlo: © 2020 Banco de México Diego Rivera Frida Kahlo Museums Trust, Mexico, D.F./VISDA; Emila Medková: ©Eva Kosáková Medková/VISDA; Lee Miller: © Lee Miller Archives, England 2020. All rights reserved/VISDA; Meret Oppenheim: © 2020 Meret Oppenheim/ Artists Rights Society (ARS), New York / Pro Litteris, Zurich/VISDA; Kay Sage: © Estate of Kay Sage/VISDA; Bridget Tichenor: © Estate of Bridget Tichenor/VISDA; Unica Zürn: © Brinkman & Bose/VISDA. Alle værker af Leonora Carrington; Ithell Colquhoun; Leonor Fini; Jane Graverol; Rita Kernn-Larsen; Jacqueline Lamba; Georges Sadoul, Frédéric Megret, Suzanne Muzard & André Breton; Remedios Varo er: © kunstneren/VISDA

https://www.thegreatwomenartists.com/katy-hessel-podcast

https://www.thegreatwomenartists.com/katy-hessel-podcast

https://artclasscurator.com/surrealist-games/

https://www.youtube.com/watch?v=IfyzOxaMKts

https://www.youtube.com/watch?v=-NqrwaxzP_U


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 12

POWERPOINT

Frida Kahlo: Selvportræt med tornehalsbånd og kolibri, 1940

Powerpoint til udstillingen Fantastiske kvinder – surreelle verdener fra Meret Oppenheim til Frida

Kahlo på Louisiana 25.7.2020-8.11.2020

Leonor Fini - Jordgudinde våger over en ung mands søvn, 1946

I kunsthistorien findes der utallige eksempler på nøgne kvinder, der ligger smukke og sovende

som begærsobjekter for beskuerens (hovedsageligt mandens) blik. Leonor Fini bytter rundt på

rollerne og lader manden være den sovende, liggende skønhed, beskyttet af en gudinde – halvt

dyr, halvt menneske.

Ithell Colqohoun: Bitre afgrunde, 1939

Menneskets indre og naturen smelter sammen, og viser os, at vi måske er mere forbundne med

verden omkring os, end det blotte øje afslører.

Meret Oppenheim: Maske med Bäh-tunge, udateret

En vrængende maske skabt af fundne objekter. En leg med identiteter og med tingenes betydning

og oprindelige funktion. Hvad sker der, når man lader et stykke trådnet, to plastskåle, et stykke fløjl

og en trækugle finde sammen i en maske?

Kay Sage: Lille Portræt, 1950

Hvad finder vi under overfladen, når vi tager den ydre maske af? Det undersøger amerikanske

Kay Sage (1898-1963) og siger om sit værk: ”Det handler om at synliggøre, det der er indeni, halvt

mekanisk, halvt levende”.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 13

Lee Miller: Tanja Ramm under en glasklokke, Paris, 1931

Lee Miller har skabt et fotografi af et kvindehoved, som befinder sig under en glasklokke placeret

på en lille sokkel. Fotografiet er trukket hårdt op i sine kontraster, kvindens marmorhvide hud

omkranses af et dybt mørke. Hendes øjne er næsten lukkede, munden står let åben. I stedet for

juveler, er det et kvindehoved som befinder sig under den klassiske glasklokke. ”Jeg vil hellere

tage et billede end at være et”. Sådan skulle Lee Miller have svaret en journalist på spørgsmålet

om, hvorfor hun skiftede fra at være fotomodel til at blive fotograf. Her er det hendes partner Tanja

Ramm, som hun har fotograferet; fanget og fastgjort, som et smukt kunstobjekt under glas til fri

skue.

Emila Medková: Æg (Mikulás), 1949

Hvor surrealismen i nogle kredse ebber ud efter Anden Verdenskrig, blomstrer den andre steder,

fx i det daværende Tjekkoslovakiet. Emila Medková (1928-1985) hører til en yngre generation af

kunstnere og fotografer, som finder sammen i efterkrigsårenes Prag omkring eksperimenter med

surrealistisk og dokumentaristisk fotografi. Sammen med sin partner fremstiller de en serie

iscenesatte fotografier, som inddrager tegn, symboler og metaforer i de fotografiske opstillinger.

Frida Kahlo: Selvportræt på grænsen mellem Mexico og USA, 1932

I selvportrættet her har Frida Kahlo malet sig selv stående på en sokkel, som også er en

strømgenerator. Hun fungerer som spejlingsakse mellem de to verdener, som hun lever i og som

hun kender så godt; Mexico med pyramiderne, Sol og Måne, oprindelig natur, myter og rig

kulturhistorie. USA med teknologiske og industrielle landvindinger, skyskrabere og den

amerikanske drøm. På soklen står (oversat til dansk): Carmen Rivera malede sit portræt i 1932.

Leonora Carrington: Selvportræt, ca. 1937-38

Mange af kunstnerne på udstillingen arbejder med selvportrættet, heriblandt engelske Leonora

Carrington. Hun har malet sig selv sat ind i en næsten magisk ellipseform, bestående af en

gyngehest svævende bag sig, en ammende hyæne ved sin side, som hun holder i skak med sit

djævel-håndtegn – og så den hvide hest, som galopperer ud over frihedens marker på den anden

side af vinduet. Der er mange sjove detaljer i maleriet: læg måske mærke til hvordan Carrington i

farver er som en hybrid mellem hyænen og den hvide hest. Og er gulvet ved at forsvinde under

dem?

Remedios Varo: Skabelse med astrale stråler, 1955

Der er forbindelse mellem jord og himmel i Remedios Varos maleri. Maleriets titel peger på en

skabelsesberetning, men det er ikke den klassiske fortælling om Adam og Eva. Måske handler

maleriet i stedet om, hvordan man som menneske lærer at forstå verden omkring sig og blive

skabt som et ’helt menneske’, der kan erkende, at virkeligheden er større, end det vi kan se med

det blotte øje.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 14

Bridget Tichenor: Surrealisterne/Specialisterne, 1956

Briget Tichenor hylder i sit maleri gruppen af eksil-kunstnere i Mexico, hvor hun selv bosatte sig i

1953. Som mystiske shamaner kigger kunstnerne ud på os, mens de svæver afsted på en ø.

Deres klæder minder om sommerfuglepupper. Er de under forvandling?

Rita Kernn-Larsen: Festen, 1935

”Øjeblikkets impuls leder blyanten… Inspirationen er baseret på underbevidstheden, formoder jeg.

Ting, man har oplevet, og som ubevidst har aflejret visse indtryk, kommer her frem i dagslyset

gennem linjer og streger.” Sådan beskriver den danske kunstner Rita Kernn-Larsen metoden, hvor

hun ved hjælp af automattegningen får adgang til de dybere lag i sindet. ”Festen” inviterer indenfor

til frigørende dans i farvestrålende organiske former, konkretiseret som et kvindetræ i maleriets

venstre side. Kontrasten til den højre side er stor, og hvad med den rygvendte kvinde, hvilken vej

vælger hun?

Unica Zürn: Uden titel, 1965

Tyske Unica Zürn (1916-1970) brugte automattegning som udgangspunkt for en lang række

tegninger og malerier. Hun lod linjen vandre umiddelbart hen over papiret og fandt derefter former,

figurer og mønstre i stregerne. Som her i tegningen uden titel, hvor linjerne bliver til utallige

ansigter imellem hinanden. Zürn skrev lige så meget, som hun tegnede og brugte ofte sætninger

hun fandt i bøger og aviser som udgangspunkt for anagrammer (hvor ordene i sætningen bytter

plads og danner nye betydninger).

Louise Bourgeois: Femme Maison, 1946/47

Halvt kvinde, halvt hus. Hos fransk-amerikanske Louise Bourgeois (1911-2010) er

menneskekroppen i forvandling i en leg med identiteter og betydninger: Er kvinden fanget af huset

og rollen som husmor, eller beskytter huset hende som et trygt, velkendt hjem?

Claude Cahun: Selvportræt (“Du må ikke kysse mig… Jeg træner”), ca. 1927

”Bland kortene / forvir begreberne. Mand? Kvinde? Det afhænger af tilfældet. Neutral er det

eneste, der altid vil passe mig. Hvis der i vores sprog fandtes et sådant pronomen, ville man ikke

observere denne flydende sindstilstand hos mig.” Den franske kunstner og forfatter Claude Cahun

(1894- 1954, døbt Lucy Schwob) udfordrede de gængse kønsroller og legede med maskeringer og

nye identiteter. Allerede i 1912 skaber Cahun sine første iscenesatte selvportrætter og begynder

at arbejde under forskellige kunstneriske pseudonymer.

Jane Graverol: Forfængelighedens skole, 1967

Jane Graverol blev efter Anden Verdenskrig en central del af den belgiske surrealistgruppe, som

figurerede omkring René Magritte. Hun arbejder med sammensætningen af forskellige

maleteknikker i sine værker og kombinerer dem ofte med collage. Indholdsmæssigt trækker hun

både på referencer fra kunsthistorien, som her sfinksen og faraoen, og samtidig kan man ane

popkunsten i hendes næsten futuristiske collager.


25.7.2020-8.11.2020 / SIDE 15

Cindy Sherman: Uden titel #149, 1985

Den amerikanske kunstner Cindy Sherman har arbejdet med fotografi siden 1970erne. I seks

årtier har hun fotograferet sig selv – men hun har aldrig skabt et selvportræt. Sherman klæder sig

ud og iscenesætter sig i forskellige roller. Hun finder inspiration til sine portrætter i moderne kultur

og sociale medier. Ligesom Claude Cahun er Sherman optaget af køn, identitet, maskeringer og

roller.

Hannah Levy: Uden titel, 2017

Surrealismen har sat sine spor, også i samtidskunsten. Amerikanske Hannah Levy (1991-) støber

velkendte objekter i silikone, indfarvet som var det lys hud. I værket her slænger en slatten

baguette (eller er det et kropsdel?) sig hen over et stålstativ, som et surrealistisk baguette-væsen

på stålben!

Mika Rottenberg: Kosmisk generator, 2017

Mika Rottenberg er videokunstner, født i Argentina i 1976 og vokset op i Israel. I dag er hun bosat i

New York. Hendes videoinstallation, Kosmisk generator, er inspireret af et kæmpe marked for

plastmaterialer i Kina samt en grænseby mellem Mexico og Californien (Mexicali og Calexico).

”Jeg var interesseret i på den ene side, hvordan visse objekter får lov til at cirkulere meget frit i

verden, og hvordan andre genstande, produkter eller mennesker er meget begrænsede”. Hun

påbegynder sit værk, inden Donald Trump begynder at tale om muren mellem USA og Mexico.

Selv forklarer Rottenberg, at hun arbejder med en form for ”social surrealisme”. Se interview og

dele af videoværket her: https://channel.louisiana.dk/video/mika-rottenberg-social-surrealism

Cecile B. Evans: Hyperlinks – or it didn’t happen, 2014

“The virtual is the real”, sådan siger belgisk-amerikanske Cécile B. Evans (1983-) i sin beskrivelse

af den tid vi lever i, hvor det virtuelle er blevet en del af virkeligheden. I værket Hyperlinks – or it

didn’t happen, 2014 (se en smagsprøve på værket her: https://vimeo.com/167875367) smelter

livet i den fysiske verden sammen med det digitale liv til en udvidet virkelighed, hvor de gængse

grænser mellem liv og død i bedste surrealistiske stil er ophævet.

https://channel.louisiana.dk/video/mika-rottenberg-social-surrealism

https://vimeo.com/167875367

undervisningsmateriale til · det. surrealisme er mere en måde at forstå verden på, en...

Documents