Det er en kamp mod tiden og mod uvisheden.

Cecilie og Dr. Pant er på vej ud i ukendt land. Trods sin status som Nepals førende neurokirurg har han aldrig set så fremskredent et tilfælde før. Aldrig troet at et barn kunne over-leve så længe. Ingen kolleger i udlan-det har kunnet give ham råd. Der er ingen manualer. Nu hvor han tænker operationerne igennem, har han kun det ukonkrete:

Sin erfaring. Sin dømmekraft. Sin samvittighed.

Basant Pant skal om to døgn ud-føre den første af mindst tre risikable operationer på 20 måneder gamle Victoria. Hun har hydrocephalus, vand i hovedet. Er født med en rygmarvs-brok, som har beskadiget rygmarven og forhindrer hjernevæsken i at løbe væk fra hovedet. Vandet har dag for dag hobet sig op i hendes kranium og presser på hendes hjerne. Ingen ved, hvor meget, der er ødelagt for altid.

Cecilie og Basant har sat sig med en sodavand på en bjergcafé nær Katmandu. Himlen er tæt på og luf-ten klar og kølig. Under dem, fordelt på grønne risterrasser, ligger verden udstrakt. Overskueligt enkel. Det er helligdag, og der er endelig tid til ef-tertanke for Cecilie og doktoren. Til at berøre det unævnelige: At barnet kan dø.

Et sted i horisonten, på Cecilies

private stue på hospitalet i Nepals hovedstad, venter Victoria. Hun var forladt af sin mor og opgivet af stats-hospitalet. Indtil danske Cecilie Mose Hansen så et billede af det navnløse barn med det abnormt store hoved i Berlingske seks uger tidligere. Det blev personligt. Nu har de haft en uge sammen, og Cecilie knytter sig stadig mere til Victoria. Har givet hende et navn, omsorg, det første sæt tøj. De næste skridt er dr. Pants:

»Ryster du nogensinde på hovedet bag min ryg og tænker, at det er nyt-teløst og spild af tid?« spørger Cecilie bag solbrillerne. Spørgsmålet er næ-sten kættersk, når man kender Ceci-lie. Hun vil lykkes. Victoria skal gen-nem det. Men vilje er ikke nok nu:

»Jeg er ingen spåmand. Jeg kan al-drig garantere, at det går godt eller skidt. Jeg opererer, når nogen beder mig om at operere. Jeg forklarer om de mulige konsekvenser, men det er ikke mig, der skal beslutte, om det er indsatsen værd,« siger dr. Pant.

CeCilie spørger mere vedholdende. Hun ved, at Basant Pant med sit ar-bejde og status har skabt en komfor-tabel tilværelse for sig selv, sin hustru og deres tre børn. At han to gange har været på internationale hold af ki-rurger i Singapore, som overvåget af verdens medier har forsøgt at skille siamesiske tvillinger. Så hvorfor gå

ind i Victorias sag? Hun kan knap give svaret for sit eget vedkommende. Blot konstatere, at da det første skridt var taget, kunne hun ikke vende ryggen til. Valgene traf sig selv.

Men dr. Pant har håbløse, døende, empatifremkaldende patienter som Victoria i hænderne hver dag. Dr. Pant har sagt til Cecilie, at han ikke er idealist. At han er i Nepal, fordi han kan lide at være »en stor fisk i en lille dam«, som han har formuleret det. Men som dagen er skredet frem, er

det blevet sværere for Cecilie at tro på det udsagn. Dr. Pant har ikke en rig baggrund. Som ung meldte han sig frivilligt, blev sparsomt uddannet samarit og fik tjeneste i en afsides be-liggende landsby i bjergene. Det kræ-vede 12 dages vandring at nå frem, og han levede der i tre år. Behandlede tandbylder, greb ind i komplicerede fødsler, rettede brækkede arme ud. Som tak fik han et stipendium til me-dicinuddannelsen, og siden speciali-serede han sig på hospitaler i Japan.

Basant pant læste på lægeuddan-nelsens første år, da hans onkel fik konstateret en hjernesvulst. Der var én neurokirurg i Nepal dengang. En ældre, autoritativ herre. Og han ville ikke operere. I stedet satte Basant onklen i en bil og kørte til Indien.

»Den første neurokirurgiske ope-ration, jeg overværede, var på min egen onkel. Da jeg kom tilbage til Ne-pal, opsøgte jeg neurokirurgen i Kat-mandu og sagde, at jeg ville i lære hos ham. Det kom jeg, og jeg fik arbejde på statshospitalet bagefter. Vi mang-lede alt. Jeg blev ven med en smed og gik til ham med et katalog fra en amerikansk medicinalvirksomhed. »Sådan en og sådan en skal jeg bruge«. Så lavede han dem. Men jeg forlod ho-spitalet efter otte måneder. Jeg fik al-drig løn. Og jeg ville noget mere. Min chef var ikke nogen udadvendt mand.

ukendte

Se flere billeder, læs alle kapitler på:www.berlingske.dk/victoria

Læs i morgen:»OPERATION VICTORIA«

KAPITEL 3

I september bragte Berlingske et billede af en alvorligt sygt pige i Nepal. Pigen har vand i hovedet og er opgivet af lægerne. En læser, Cecilie M. Hansen, tager sagen i egen hånd. Hun kontakter den private neurokirurg dr. Pant, som indvilliger i at gå ind i sagen. Pigen er nu undersøgt, og dr. Pant har en plan.

Ind I det

Tekst: Line Holm Nielsen Foto: Mads Nissen

Han forsøgte at mystificere medicin, gøre den for de få. Jeg vil afmystifice-re den,« siger dr. Pant til Cecilie.

i dag har han selv uddannet over 40 nepalesiske neurologer, men han mangler endnu det bedste udstyr. På Annapurna-hospitalet, hvor Victoria skal opereres, er operationsinstru-menterne kopiprodukter fra Indien. Og Dr. Pant sparer møjsommeligt på sin kirurgiske sytråd. Helt ned til sid-ste millimeter. I Nepal overkommer man med møje almindelighederne. Så hvorfor viljen til Victoria, spørger Cecilie igen.

»Måske har det lært mig noget om menneskelig værdi,« begynder Dr. Pant.

Han fortæller Cecilie en historie. Om dengang i 1998, da han som ny-uddannet neurokirurg blev opsøgt af en fortvivlet mor:

»Hendes barn var samme alder som Victoria. Halvdelen af barnets hjerne var angrebet af en svulst. Jeg gik til min ældre kollega, som fra-rådede mig at operere. »Det nytter ikke,« sagde han. Operationen varede i 17 timer. Jeg spiste og drak ikke un-der det hele,« siger Dr. Pant:

»Jeg tog hjem efter operationen og faldt i søvn med skoene på. Men våg-nede ved, at hospitalet ringede. Bar-net gispede efter vejret. Det var ved at dø. Og døde, netop som jeg nåede

frem. Jeg havde lagt alt i den sag. Mit omdømme. Hvert af mine skridt blev gransket af andre læger. Så jeg sad ved sengekanten og græd. Min chef sagde: »Hvad sagde jeg! Du skulle aldrig have opereret.« Men moderen kom og sagde: »Græd ikke. Du gjorde det rette«,« siger Basant. Han tøver lidt.

»Hvis det barn kom til os i dag, ville vi kunne gøre mere. Men jeg gav det en chance for liv. Og barnet gav mig erfaring,« siger han. Cecilie næsten afbryder:

»Men selv hvis Victorias liv bliver kørestolsbundet og på en institution døgnet rundt, er det indsatsen værd. Måske er det nemt for mig at sige. Jeg træffer jo den beslutning for hende.

Hun har ikke bedt om det. Men hvis hun kan opleve bare få, få øjeblikke af glæde, synes jeg, det er det værd. Alt er bedre end at dø alene på en stol,« siger Cecilie.

»Måske er det sådan med alt i li-vet,« begynder Dr. Pant tøvende: »Hvem skal gøre sig til dommer over, hvilken mængde lykke, der gør livet værd at leve? Er det fem minutters lykke? Eller 50 år? Jeg ved det ikke,

så derfor må jeg give hende chancen,« siger han og læner sig tilbage med et genert smil:

»Skøre mennesker driver verden frem. Jeg gør bare min del.«

lin@berlingske.dk madn@berlingske.dk

»Hvem skal gøre sig til dommer over,

hvilken mængde lykke, der gør livet værd at leve? Er det fem minutters lykke? Eller 50 år? Jeg ved det ikke, så derfor må jeg give hende chancen.«

dr. basaNT paNT, Nepals førende neurokirurg

Øverst t.v.: En læge undersøger Victoria maveregion med ultralyd. Hun græder, da hun får den kolde gelé på huden. Herover: barnet køres til røntgenklinikken. Herinde skal Victorias fortid og muligheden for en fremtid kortlægges.

dagen før operationen: dr. pant og Cecilie planlægger Victorias efterbehandling.