· web viewhan var yngste søn af degnen i borbjerg, 1858-1883, christian mathiesen christensen,...

Petrus Christensen

I Holstebro Dagblad skrev Petrus Christensen 1935 – 1945 en række festlige artikler om især Borbjerg sogn. Han var yngste søn af degnen i Borbjerg, 1858-1883, Christian Mathiesen Christensen, og broder til den efterfølgende degn i embedet, 1883-1925, Christian Frederik Eberhard Møller (Christensen), der bl.a. Møller skrev bogen ”Borbjerg Sogns Historie”, A. Rasmussens Bogtrykkeri, Ringkøbing, 1929. Petrus John Bøtcher Christensen, født 1867 i Borbjerg Kirkeskole, blev lærer fra Blaagaard Seminarium i København og var efter et par år som huslærer forskellige steder i landet, fra 1888 – 92 lærer i Hogager i Borbjerg sogn. Herefter medredaktør på Viborg Amtstidende, repræsentant for sin broder, Holger Christensen, i dennes grossistforretning i Viborg. Senere grossist og købmand for egen regning. Død 2.6.1948.

Flere af Petrus Christensens første artikler var grundlaget for hans bog, ”To Slægtled”, Holstebro Dagblads Bogtrykkeri 1940. Den omfatter hans samlede livsforløb, altså udover hans tid i Borbjerg sogn også hans færden andre steder i landet. Denne samling artikler drejer sig kun om de, som har relation til Borbjerg sogn. De baserer især sig på Petrus Christensens personlige erindringer. Han lægger derfor heller ikke skjul på, at der kan være unøjagtigheder i forhold til de faktiske forhold. Hans personskildringer og karakteristik af enkelte personer er Ikke desto mindre fremragende og spændende.

Borbjerg gamle skole

2

1935 03 28Grosserer Petrus Christensen, Viborg, hvis Fader gennem mange Aar var Lærer i Borbjerg Kirkeskole begynder her i Dag i Bladet en Skildring af sit Barndoms-hjem under titlen: ” ”Fra et gammelt Degnehjem”. Skildringen vil omfatte en Række Artikler, der samlet vil blive et Kulturbillede fra en Vestjydsk Landsby i Tiden umiddelbart før den store økonomiske Udvikling i Landbruget tog sin Begyndelse med Omlægningen af Produktionen og oprettelse af Mejerier og Slagterier, og skildringen vil give et Billede af Datidens Liv - set fra Degnens Vinduer – et Billede der har Gyldighed og Interesse langt ud over Borbjerg Sogn idet det vil være typisk for hele Tiden

I.Jeg skriver med vilje et Degnehjem og ikke et Lærerhjem fordi Ordet Degnehjem er noget særegent, gammelt, noget patriarkalsk noget man vanskeligt kan give Udtryk for, men som kendes og føles af den ældre Slægt, der har sin Rod paa Landet. Og i Ordet Degn og ”Degnkuen” er der en troværdig Klang, der ligesom lyder, at til dem kunne Mødrene gaa med deres smaa og store Sorger. Og saa vil jeg da fortælle nogle Minder fra det gamle Degnehjem i Borbjerg.Mange af dette Blads Læsere ved, hvor den smukke gamle Borbjerg Kirke ligger og skolen lige derved og mange af Bladets Læsere har vel stået paa Kirkebakken og skuet ud over Vestjyllands smukkeste Landskab. Måske er een af disse Læsere er gammel Barndomsven, og lad os da tage hinanden i Haanden og sammen vandre ad de Veje og Stier, vor Barndoms fod har traadt.Vi gaar en Majdag ad den smukt slyngede Vej mod Kirken Øst fra. VI standser ved Kirkebækken, hvor vi i Barndommen øvede os i Længdespringsidrætten. Kirkebækken, ja du er saa historisk berømt, har snart været i enhver Tidende, enhver Aarbog, enhver Sognebeskrivelse. Kirkebækken med sin Brudefærdshistorie, du ligefrem driver af Vigtighed. Nej vi vil slet ikke følge dig som den historiske Bæk, men som en lille rislende Kilde, indtil du bred og magelig flyder ud i Limfjorden ved Handbjerg Holdeplads.Oppe fra Kirkebakken kan vi følge dig gennem Borbjerg Møllesø, gennem Råkjær Enge, forbi Kjeldsmark Skov, gennem Præstegaardssøen, forbi Skylvad, gennem St. Ryde Mølle og gennem de smilende og frodige Enge i Ryde helt ud til ”æ Fywr”.Ja, saa kom vi op paa Kirkebakken, men forinden slukkede vi vor Tørst i det krystalklare og iskolde Vand, der risler ud fra de store Væld ved Kirkebakkerne, og vi gik stille op ad den stejle Sti, som Menigheden gennem 800 Aar har vandret. Og fra Kirkebakken ser vi os omkring, og øjet standser ved de Steder, hvorfra Minderne strømmer. I Kjeldsmark Skov er Bøgen sprungen ud, men Egen er endnu mørk og dyster.Ja, siger jeg til min Barndomsven, kan du huske, naar vi gik med Offersedler til Pinse. Altid skulde vi om ved Kjelsdsmark Krat og skære os en Hasselkæp og en Kristtjørnstav.Ja, det var ogsaa det eneste, det gav, sagde min Barndomsven. ”De holdt godt ve djer Kagger i den Diel aa æ Sovn”.Blikket vandrede videre. Fra de venligt beliggende Gaarde I Borbjergby til de store og statelige Gaarde i Trabjerg. Og vendte vi os mod Vest, havde vi Udsigt til det frodige Sønder og Nørre Hvam.Men, sagde jeg til Barndomsvennen, nu vil vi ind over Kirkegaarden til Skolen, og vi satte i et Spring op paa Kirkegaardsdiget.Ja, nu er Borbjerg Kirkegaard jo bleven saa yndig, saa velholdt og saa monteret med Gravstene. I min Barndom var der kun ”et gammelt frønnet Bræt”, højst et Jernkors med et Skriftsprog støbt Ind. Men der var Grønsvær, aa, det dejligste, blødeste Grønsvær, og oppe i det nordøstre Hjørne, hvor Selvmorderne fik deres Begravelsesplads, var der

3

— skjult under en nedsunken Grav — en Agerhønerede, som vi ”Degnedrenge” holdt godt skjult og værnede for alle nysgerrige Blikke. Og en skønne Dag, naar vi syntes Rugetiden kunde være forbi, sneg vi os derhen, og glade var vi, naar Æggeskallerne viste, al Rugningen var lykkelig fuldbyrdet, og at Ungerne sandsynligvis var undgaaet Taarnfalken spejdende Øje.Og over de sunkne Grave, hvor Bulmeurt og Forglemmigej breder sig, gennem den knæhøje Vildkløver og den vilde Persilles Urskov, naar vi Gærdet mellem Kirkegaarden og den gamle Skolehave.Her har et Par Kaprifolier forputtet sig mellem vilde Stikkelsbærbuske og Hassel. Syrenen er bristefærdig, og gennem et Hul I det levende Hegn kigger vi ind I Degnens Have, hvor ”Lises Æbletræ” staar i fuld Blomstring, og en sød Duft fra Valnøddetræet slaar os I Møde.Gennem ”æ stuer Stæt”, naar vi ind paa den rummelige Gaardsplads og den gamle Skoles Legeplads.Vandringen til mit Barndomshjem, den gamle Kirkeskole, er til Ende.Træt sætter jeg mig paa den store firkantede Sten ved Kirkegaardsdiget, og herfra vil jeg en Søndag se og mindes de gamle Slægter, der andægtige med Hænderne fromt foldede over Salmebogen og Lommetørklædet kom vandrende ad Kirkevejene.

Petrus Christensen.

1935 03 29II

Det er en varm og sollys Søndag i Juni 1875. Fra Sognets fire Kirkeveje, som nær ved Borbjerg danner Vejkrydset, strømmer Kirkegængerne og gaaende; thi Bonden var dengang øm over sine Heste, og Øgene, der sled til daglig, skulde ogsaa have en Fridag. Kun Østersognets Beboere kørte, men de havde ogsaa en Mil til Kirke og Købmand, og da Købmandsgaarden laa nær ved Kirken, var det naturligt i disse Tider, hvor ingen ”Lukkelov” var Hindring, ved samme Lejlighed at sørge baade for den aandelige og legemlige Næring. Og mens Kunderne var i Kirken, sled ”Krambodkaalen” af karsken Bælg. Fra Købmandsgaarden, der Iaa ved Trabjergvejen, slog saa Hogagerfolkene Følge med ”æ Trabjergboer”. Og videbegærlige og nysgerrige, som Folk fra afsides Egne oftest er, søgte de at faa saa meget ”Nyt” som muligt med Hjem til den stille Landsby, og mens de tilsammen vandrede opad den 800 Aar gamle Kirkesti, blev Trabjergboerne paa den behændigste og snildeste Maade pumpet, for deres Viden. Men gamle Laust Østergaard havde faaet Befaling fra Mette, hans Kone, som var svagelig og ikke kunde taale Kirkegangen, til at fortælle hende, hvilken Stads de flotte og velhavende Gaardmandskoner fra Hvam havde paa, og skønt Laust havde en god og skærpet Hukommelse, matte han give op for alle de nymodens Ting og nøjes med at fortælle Mette om Kjolernes Farve. Fra Vestersognet og Midtsognet kom de gaaende Slægtsvis. Parvis. Mændene for sig og Kvinderne, efter Naturens Orden, lidt bagefter. Et Ægtepar gik sjældent Side om, Manden altid forrest og Konen et Par Skridt bagefter. Sjælden kom en enlig Kirkegænger. Var han (eller hun) gaaet ene hjemmefra, sørgede han for at indhente de forangaaende eller lade sig indhente af de Folk, der kom bagefter. Folk skulde komme ”følsen til Kjerk”.Var det Meddelsomhedstrang eller var det Frygten for den bevidste eller ubevidste Kritik, der jo altid rettes mod en nyankommen, og som stirrede mod ham, langt førend han naaede Kirkegængernes Samlingsplads. Og var der flere i Følge, kunde Kritikken jo ikke hæfte sig ved den enkelte, fordeltes, udviskedes og derfor lettere at bære. Jeg ved, at

4

denne Trang til Flok og Følge, som er egen for den danske Bonde, havde sin Grund deri, thi jeg husker bestemt fra min Barndom, hvilken grum Kritik en stakkels enlig vandrende kunde blive Genstand for. Hans Gang, hans Holdning, hans Paaklædning, intet, som et opøvet Bonde-Kirkeøje kunde se, blev glemt. Jo, se, der kommer dog gamle Søren Brødbæk kørende, men han skal da ogsaa til Alters. Han er i Knæbenklæder, og han har Sølvspænder i Skoene. Den eneste i Sognet, der bruger den gamle Højtidsdragt. Og se Edel Damgaaard, stout og myndig med den hvide, stivede Vingekappe, skal jo ogsaa til Alters. Hun lister ind til Moder; forinden hun skal i Kirke, vil hun i al ”Geduldighed”, som hun udtrykker sig, have en Pris Tobak, og hun byder Moder en ”Pris” med. Stille og andægtige triner to af ”Sognets gode Mænd” ind paa Kirkepladsen. To Svogre: Per Krog og Chresten Bisgaard (Fru Indenrigsminister Dahlgaards Bedstefader). Per Krog med skarpe, melankolske øjne og det tænksomme Udtryk gaar tværs over Pladsen, men Chresten Bisgaard er snart i Snak med de andre kirkesøgende. Han er en klog og besindig Mand. Skønt han ikke var Præstens (den konservative Pastor Kuhlman) synderlig gode Ven, var han dog en flittig Kirkegænger, og mange af Traadene, han spandt, blev redet ud paa Kirkegaardspladsen. ”Æ krevel Skræjer” er da ogsaa mødt, han blev brugt som Børnenes Bussemand, men nu havde Skrækken for ham dog tabt sig. Han var da ogsaa saa grusom nysgerrig, og to at Sognets større Gaardmænd kunde næppe tale sammen en liden Stund, før æ krevel Skræjer var over dem: ”Hvad var det, I snakket om?”. Men han fik sin Straf, som jeg vil berette. En Søndag (det var i 40'erne) stod to agtværdige Gaardmænd og talte fortrolig sammen, og straks var æ krevel Skræjer derhenne: ”Hvad var det?”. ”Aah”, siger den ene af gaardmændene, Mads Mikkelsen hed han, en stor Skælm, ”det er saamænd ikke andet, end at Præstens Støvle trykker ham saa møj faale, om du et kund go ind te æ Degnkuen og laan en Støvleknægt og go op i æ Kjærk mæ en te æ Præist”. ”Jov, jov, de skal a snaar gyer”, og Skrædderen ind til Degnekonen, fik fat i Støvleknægten og jumpede op paa Kirkegulvet til Præsten. Provst Damgaard afviste den arme Skrædders Hjælp; men Historien melder ikke noget om, hvorvidt Provsten fik at vide, hvem Ophavsmanden var. Kirkegaardspladsen er snart fuld; endnu savnes dog Søren Risom og Kaaren; men der kommer de jo! Søren har lidt javtravlt, han er fra et andet Sogn og af en rørig Slægt (Bjerreslægten), men Kaaen holder igen. Hun er at den sejge gamle Borbjerg-Stamme, der ikke lader sig rive med al Tidens Strøm, men trofast holder ved det gode gamle og ægte. Nu er de to smaa kloge, muntre Mænd fra Trajerg kommen, Jens Meldgaard og Chr. Søndergaard, Præstens nære Venner, og sent, men aldrig for sent, møder Sognefogden, Morten Toft, rolig og værdig.”Ja, nu, siger Pastor Kuhlmann, idet han fra Degneboligens Vinduer ser ud over Kirkepladsen, nu er Morten Toft kommen, nu kan vi i Guds Navn gaa i Kirke.” Og saa vil vi en Gang i næste Uge høre om en Søndag I Borbjerg Kirke.

Petrus Christensen.

1935 04 04III. I Kirken.

Inden jeg gaar over til at skildre en Søndag i Borbjerg, Kirke i 70’erne vil jeg sige nogle Ord om den ejendommelige Pastor Kuhlman, der da var Præst i Borbjerg. ”Erfaren mand er god at gæste”, og Pastor Kuhlman var som saa mange ældre Præster en erfaren. menneskeklog og kundskabsrig Mand, og en Samtale med ham kunde være en aandelig Berigelse. Han hadede Unatur, det opstyltede og uægte og paatagne. Men han var noget uligevægtig og temperamentsfuld. Og naar han var i det møke Lune,

5

lagde der sig en Skygge over Hjemmet i Borbjerg Skole, som min, Fader, der var svag af Helbred og følsom af Gemyt, led under. Men var der Solskin over hans Ansigt, kunde hans gode Smil skabe Fest i Degnehjemmet, og vi Børn i Hjemmet lyttede med Glæde til de Samtaler, som baade før og efter Gudstjenesten blev ført. Ringningen foregik med megen Nøjagtighed og Akkuratesse. Første Gang blev der ringet Kl. 9 med tre Bedeslag til Afslutning. Anden Gang naar Præsten var i Sigte, og det blev der holdt nøje Udkig med. Jeg var i min Barndom ”Udkigsmand”, 6 Bedeslag. Tredje Gang begyndte Ringningen, naar Præst og Degn traadte ind ad kirkegaardsporten, ”æ stuer Stæt”. Præsten tog sin Hat af, og alle de mandlige Kirkegængere gav kasketten et Ryk nedad, mens Kvinderne gjorde et lille kniks. En Gudstjeneste i Borbjerg i 70’erne var nu ellers ingen Barneforestilling; thi den kunde, naar der var ”Kirkegangskoner”, Skriftemaal og Barnedaab og Begravelse, Godt vare fra 9½ til 2. Men Begravelse blev dog i Reglen henlagt til søgne Dage.”Kirkegangkoner” kaldtes de gifte Kvinder, der efter en Fødsel første Gang var i Kirke. Kvinden, der skulde ”indløses”, havde en Slægtning eller en Nabokone med, undertiden tre; men det gik af Brug til megen Fortrydelse for Præst og Degn; thi der ofredes af dem alle. Sikkert var det ogsaa derfor, det gik af Brug. ”Indløsningen”, den lille Tale, som Præsten holdt, inden Kirkegangen begyndte, blev holdt i Vaabenhuset ogoverværet af Slægtens Kvinder og Nabokonerne. Men Pastor Kuhlman holdt kun af at se Slægten og Naboerne samlet, og det kunde godt falde ham ind at bede Sognets 'kvindelige Nyhedsbringere” forlade Vaabenhuset. Ogsaa de ugifte Kvinder var udelukket. Noget Referat af Præstens Tale ved en saadan Lejlighed kan derfor ikke gives, men et eller andet sivede jo ofte ud, og var Kirkegangskonerne for flotte i Paaklædning eller i Præsten øjne for ”udmajede”, kunde det godt falde ham ind at tale om Tidens ødselhed og ”letsindige Tendenser”. Thi vogtede Kvinderne sig vel for at tage altfor godt Tøj paa ved denne Lejlighed. At komme i Folkemunde var jo den Gang en stor Skam. Den anden kirkelige. Handling, der blev foretaget inden Prædiken, var Skriftemaalet. Ogsaa denne Handling foretog Pastor Kuldman med megen Værdighed og Alvor. I hine Tider gik Bønderne til Alters to Gange om Aaret, og sjældent blev det undladt selv at Frolk, hvis moralske Habitus var saadan, at de kunde vente en kraftig Overhaling. Jeg husker endnu to Personer, der regelmæssigt fik – billedlig talt – Rykstykkerne varmede de reglementerede to Gange om Aaret. Den ene var en ondartet Aagerkarl, den anden Sognets rigeste og gerrigste Knark. Til trods for Overhalingen mødte de til ”Vadsk” næste Sæson. Saa stærk var den gamle Tradition. I Borbjerg Kirke blev den Gang brugt Kingos Salmebog. Den grundtvigske ”Klingklang”, som Pastor Kuhlmann udtrykte sig, var ham inderlig imod, og de kirkelige ”Dansemelodier” var ham en Pestilens. Men Salmesangen var dog ikke god i Borbjerg Kirke. Hverken Præsten eller Kirkesangeren var videre musikalske, og tungt og trist slæbte Salmen ”Aleneste Gud udi Himmerig” sig afsted. Salmerne var gennemgaaende lange og trættende. Dog blev ”O Menneske, begræd den Synd”, som er paa 27 lange Vers, aldrig brugt. Pastor Kuhlman holdt ”en gue Prædiken”. Den var velopbygget, logisk, uden Føleri; men for at tale grundtvigsk: Aandens Vingesus var der ikke, og den dybe, stille Inderlighed ikke heller. Men der var mange Hentydninger til Tidens Forhold, og specielt mange Hip til Venstre, hvilket gav Anledning til megen Snak bagefter. En god Times Tid varede Prædikenen. Hvordan Folk Vinterdags holdt ud at sidde i Timevis i den uopvarmede de Kirke, er fast ubegribeligt, men særlig Kvinderne var da ogsaa gruelig ødelagte, og de søgte i Skarer ind til ”æ Degnkuen”, min Moder, hvor Kaffen ventede. Min Moder gik sjældent i Kirke. Dels havde hun travlt med Forberedelser til Kaffen, dels yndede hun at sidde stille i Sofahjørnet en Times Tid og læse hendes kære Præsts (Pastor Sveidrups) Prædikensamling: Trøst i Trængsel. Moder vidste omtrent, hvor mange der kom til Kaffe; thi Konerne havde i Forvejen meldt deres Ankomst ved at medbringe Fløde og engang imellem andet godt fra Gaardene. Jeg erindrer, at der en Søndag stod 23 Flasker Fløde (og det var Fløde) paa Køkkenbordet. Moder var rigtig i sit Es, naar hun fik Besøg af de sloute, forstandige og gode Kvinder fra Gaardene i Hvam. Jeg vil godt nævne Navne her; thi de fortjener at mindes: An Johan Lebeck, An Katrin Brusen, An Dorret i Brødbæk. Naturlig gode Kvinder, der førte sig med en stille Værdighed, som gjorde dom til en Pryd for deres Stand.

6

Ja, saa var Søndagen forbi, og Mandagen stod for Døren til Dagens Arbejde i Skolen. Og en saadan Skoledag vil Jeg næste Gang mindes.

Petrus Christensen.

1935 04 25

Jeg skrev sidste Gang nogle Træk fra en Søndag i Borbjerg Kirke, men ved at lade Tankerne løbe tilbage, føler jeg, at jeg slet ikke er færdig med Kirkepladsen. De Skikkelser, som samledes der, var ikke blevne Typer, var endnu ikke hverken politisk eller religiøst, vandret ind i nogen Partilejr. Særegne med et Stænk af Originalitet og særprægede, men med megen Godsind bag det tilbageholdende og sindige Væsen. Som en af mine Venner, Proprietær P. Jensen, Kvistgaard, en Gang sagde til mig: Mine Børn vil saa gerne have, at jeg om Aftenen skal fortælle dem noget om ”de gammel raa'r Borbjergbuer”. ”De gammel raa’r Borbjergbuer”, lad det ogsaa være Mottoet for mine Erindringer. Lad Skildringen af den retsindige, trofaste Bondeslægt af den jævne, kravløse Tid indvæves i mine Barndomserindringer. Jeg tænker mig tilbage. Jeg drømmer, jeg som en otte Aars Pog sidder paa den firkantede Sten i Kirkegaardsdiget og ser paa ”æ Kjerkfolk”. Der kommer et Par Veteraner fra 1813. Gamle Stafen Ø. er kroget, men det ses, at Tømmeret i ham er gammel Steneg. Jelle Hvopsen, nej Hvolle Jepsen triner smaat, Degnens Drenge, som nok kan være lidt ”skjørresløse”, driller ham til daglig og kalder ham Jelle Hvopsen, hvad der bringer ham i Harnisk, saa han truer dem: Volle vu Klø haben. Den gamle Veteran kan endnu huske Ord fra sin Krigstid i ”det holstenske”.Gamle, forlængst opløste Hærkorps er repræsenterede. Den statelig Ole Dahl har været Kyrasser i Horsens, Chr. Ladefoged, som var kendt og skattet som Hjemmedyrlæge (Kurdoktor), havde været Hestgarder, og Laust Ottesen var jo gammel Lansener. Jeg kan ikke glemme Laust Ottesen. Han var en af de faa Bønder, som paa den Tid gav i Ord Udtryk for deres Glæde over Egnens Skønhed. Men han var virkelig greben, naar han talte om, hvor skønt det var at staa paa Kjeldsmarks Bakker og se Solen stå op over Slugternes Bøge. Hvis hans Datterdatter, som er en talentfuld Malerinde, endnu kan, mal da den gamle Bonde, som ved Solopgang frydefuld staar paa Bakkens Top, glemmende de daglige smaa Bekymringer. Nu jeg kom til at nævne Kjeldsmarks Bakker, mindes jeg den stilfærdige Jens Over Kjeldsmark og Birret Kastin.Der kom et par Husmænd steglen ind på Pladsen: Morten Pugdal og Jens Larsen. Morten Pugdal var en trofast Slider med en faale god Besætning. Jeg husker, Fader købte en spættet Ko af ham, saa møj en villele malker, men den var da ogsaa af holstensk (Breitenburg) Race. Jens Larsen traadte noget fastere i Jorden end de andre Husmænd. Man regnede med ham. Han var paa valg ved mange Lejligheder, og Chr. Bisgaard, sognets snildeste Mand, tog ham da ogsaa med i sine Raadslagninger. Derimod satte Pastor Kuhlman ikke Pris paa ham. Præsten anede nok den ny Tids opsætsige Aand hos den vringlede Husmand. Jeg kommer, ligesom Pe Christian i Snakkebjerre Sovnraad, i Tanker om en ”bette Histori”. Der skulde værre Folketingsvalg i Holstebro. Jacob Madsen fra Bur var Venstres Kandidat. Pastor Kuhlman kørte (selvfølgelig med Kusk; at en Præst førte Tømmen, kunde nok ikke tænkes i de Tider) ene og indhenter Morten Pugdal. Vil du køre med, Morten, spørger Præsten. Jov Tak, Hr. Pastor. Efter en lille Pause spørger Kuhlman: hvem har du tænkt at stemme paa i Dag, Morten? - A haar tint o stem o Jacob Madsen. - Har du det; hvem har sagt det, og en Sky jog over Ansigtet; thi han anede en andens Indflydelse. - De haar Jens Larsen, og de er eje en klog Mand. - Aa, jeg gi'r sgu ikke

7

stort for hans Klogskab. Tal du med Chresten Søndergaard og Lars i Borbjerg Mølle. Det er kloge Folk, der har Forstand paa disse Ting. Ja, Morten Pugdal kørte ikke med Præsten hjem. Kirkepladsen var stor, saa stor, at Folk fra Sognets Smaabyer kunde holdes adskilte. Hogagerfolkene - stilfærdige og beskedne Hedebønder, opholdt sig paa Østsiden sammen med Trabjergboerne. Skave og Tingedalfolkene kom sjældent ned paa Kirkepladsen. De var noget for sig selv. I Midten stod Midtsognets Gaardmænd, saa nogenlunde efter Hartkorn. Den redelige, trofaste gamle Jens Have stod i Samtale med den stovte Kren Holst, som havde været Kræmmer i a Sønnen. Christian Abildholt stod i Samtale med sin Svigerfader, den muntre, villige Mads Mikkelsen; men han trippede lidt utaalmodig, han vilde godt hen og snakke lidt Gaarmandsnak med det store Hartkorn, som han jo selv hørte til. Dog om Handel og Markedspriser maatte der ikke gerne tales paa Kirkepladsen. Det hørte sig ikke til, men ellers kunde Sognets Begivenheder nok drøftes, men alt i en stilfærdig og dæmpet Tone. Lidt sent kom den stærkt optagne Lars Christensen fra Borbjerg Mølle. En smuk og repræsentativ Mand, overordentlig velbegavet. Vel nok Sognets første Mand. De gode Mænd og Kvinder fra Hvam kom heller ikke meget for tidligt til Kirke; men der var dog tre, som altid kom saa tidligt, at de kunde naa at hilse paa Mor, paa ”æ Degnkuen”. Jeg nævner Navnene paa disse tre prægtige Bønderkoner, som Moder satte en stor Pris paa. Den rare Else Hvolles, den statelige og godsindede An Katrin Brusen og den elskelige Ann Johanne Lebeck fra Hvamgaard. hvis lyse, klare Øjne og skælmske, en Kende ironiske Smil, skabte Hygge og Feststemning hjemme som ude. Hun var ikke for ingenting af den vittige Mads Mikkelsens Slægt. Den gamle Slægt i Borbjerg vil kende disse Navne og vil gerne høre dem nævne. Derom har jeg allerede faaet mange Vidnesbyrd. Jeg haaber, at ogsaa den yngre Slægt vil høre om ”'gammel Faar” og ”gammel Muer”, høre om et eller andet morsomt Træk, om en eller anden Vending, høre om ikke et eller andel godt Jydsk Ord kan blive draget frem og faa Borgerret i Sproget. Dansk Sprogs Forøgelse skal komme fra Jydsk.

1935 05 06IV.

I KirkenJeg blev da slet ikke færdig med Kirken i det ene Stykke. Det var jo heller ikke en 8-10-aarig Drengs Erindringer, som deri blev skildret; men det var en Firsernes Yngling, som tegnede op og drømte. Erindringerne om Kirken er som Islættet vævet ind i min Barndoms Forestillingskreds. Kirkens Vælde, dens skønne Omgivelser. Faders Virksomhed, som Lærer og Kirkesanger, Kirkegaarden som nærmeste Nabo - alt tjente til alt inderliggøre Forestillingerne, og Kirkens og Taarnets Indre med Falkeskrig og Ugletuden bag Højaltret kunde nok holde en vaagen Drengs Fantasi i Svingninger, saa han endnu som ældre Mand kan røres ved at lade Tankerne glide tilbage. Glide tilbage til en lys Foraarsaften sent i April 76. Mine Brødre var draget ud. Jeg var den sidste i Reden af Degneungerne. Ingen at lege med, faa at tale med. Mine Tanker kunde vanke saa vide, og ingen kølig og nøgtern Hæmning kunde stække dem. Jeg staar paa Kirkegaardsdigets sydøstre Hjørne. Vælden (”æ stuer Vild”) er allerede grøn, ja næsten slaafærdig, Ekkoet mod Kirkens granitmur lyder skarpt i den kølige Aftenluft. Mod Sydøst ses Hogagerfolkenes Blus. Det er Lyngen og ”Hundekødet”, morens øverste Lag, som skal svides af for at give Næring til Hedens Kløver: den næringsrige Spergel (Gjær).

8

Kirkens Altertavle.Ingen, som har set den herlige Altertavle i Borbjerg Kirke, glemmer den. Jeg skal ikke beskrive, den nøjere, er alt gjort saa godt og smukt i Lærer Chr. Møller Christersens: Borbjerg Sogns Historie. Ikke heller har en 10 Aars Dreng jo Evne dertil, men den 10-aarige kunde dog nok se, hvor mægtig og storslaaet den var. Og hvilken Styrke gav den ikke Fantasien. Den lille Purk svang sin Hasselkæp fra Kjeldsmark Krat som en St. Jørgen sit Sværd og drømte han slog paa fule Hedninger eller Trolde. Hvordan er dog denne prægtige Altertavle havnet i den stille Sognekirke? Har Knud den Stores Mænd røvet den fra en engelsk Kirke tor at opsætte den i deres Landsdels skønneste og maaske eneste Kirke? Er det Holmgaards-Manden (Borbjerg Præstegaard kaldes Holmgaard), som bar bragt den hjem til Kirken paa Bakketoppen?

PræstetavIenI Borbjerg Kirke hænger en Tavle, skænket at Knud Povlsen, som var Præst i Borbjerg fra 1617 til 1680, hvorpaa er optegnet Navnene paa Præsterne siden Dronning Margrethe ”udi Danmark regerede”. Det ses af denne Tavle, at Præsteembedt har været besværligt og næppe af de støre. Præsterne søgte til bedre Græsgange og lettere Arbejdskaar. Niels Pedersen blev 1411 efter kun 5 Aars Præstegerning i Borbjerg Kannik udi Viborg. Eske Madsen var Præst fra 1411 til 1422, derefter Præst i Holstebro i 41 Aar. Hvordan han er sluppen af med det besværlige Hovedsogn og beholdt det stærkt voksende Annekssogn (thi Holstebro, den unge ny Bebyggelse ved den nybyggede Bro over Storaa, var, som rimelig, Anneks til den store Sognekirke) melder Historien intet om. Christen Svendsen var Præst fra 1422 til 1437 kom til Hjerm, som var større i Hartkorn og mindre i Udstrækning, og derefter Prior i Stubber Kloster. Vel nok en lettere og anseligere Virksomhed. Anders Thøgersen var Præst fra 1437 til 1461, hvorpaa han gled ind til Hvilen i Mariager Kloster. Christen Lauridsen døjer Embedet til 1490. Hans Knudsen var Præst fra 1490 til Reformationstiden ud baade i Borbjerg og Holstebro. Han havde to Kapellaner, Bertel Block og Hr. Peder. Det gode Anneks i Holstebro maa nok have givet noget at bestille! Hvis jeg ikke husker fejl, blev Holstebro nu udskilt fra Borbjerg, som til Erstatning fik Ryde Sogn. Jo, denne Tavle var skam en kær Læsning og kunde give Næring til baade Fantasi og Omdømme.

Akcidenser.Til Borbjerg Degneembede hørte ”Offer og Akcidenser” af hele Sognet. Det var Embedets største Indtægt og gav langt mere end den faste Løn. Og naar Borbjerg Skoles Reguleringssum var den fjerde største i Stiftet skyldtes det de store Akcidenser i det stærkt voksende Sogn. Imidlertid var det en Mark, som ikke kunde dyrkes. Alt hvad der blev ydet i Offer, var godvillig; thi man kendte ikke til - skønt Fristelsen var stor hos baade Præst og Degn - at inddrive ved Rettens Hjælp. Per Præst ofrede en Femøre til hver. Ganske vist sagde Pastor Kuhlman: aah, den Slyngel, og Faders Benævnelse var næppe blidere, men ingen af dem gad dog gøre noget ad Rettens Vej. Sognets gerrigste Gaardmands Offer fyldte, men fedede ikke. Det bestod nemlig at fem Toører, og deraf var den ene i de første Aar efter Pengeskiftet gerne en Enskilling. Forøvrigt ofredes der godt i Borbjerg Sogn. De gamle Bønder havde baade en Tæreskilling og en Æresskilling.

En Offerdag.Lad mig mindes saadan en Offerdag i Borbjerg Kirke - en 1. Paaskedag. Offersalmen er begyndt. Første Vers er næsten til Ende. Ingen træder ud. Da giver Pastor Kuhlman et næsten umærkeligt lille Nik, og nu kommer der Bevægelse i Stolene. Sognefogden, den gamle Johannes Toft, gaar ud, langsom, højtidelig, værdig træder den stoute Mand i Kirkegulvet, efter ham følger Sogneraadsformanden som selvskreven Nr. 2. Nu letter Kirkeværgerne paa sig. Det store Hartkorn begynder at ordne sig. Jens Have fra Borbjerggaard, Chresten Holst fra Store Hedegaard, Haislund og Pajbjergmændene. Senius Lebech fra Hvamgaard, Johan Perregaard er da ogsaa mødt. Jens Kjelsmark og Nicolaj Madsen fra Trabjerggaard er ogsaa af Sognets bedste Mænd og snart fremme. Heller ikke til de sidste hører Jens Meldgaard og Chr. Søndergaard, de to herligste og prægtigste Bønder i Sognet,

9

Naar Gaardmændene var vel fremme, kom Husmændenee, ”Plebs og Pøbel”, som den gamle tyske Slagter i Viborg altid sagde. Sjælden gik Tyendet op at ofre. Ganske vist var der Offerpligt; men der blev aldrig lagt Mærke til, om der indkom noget eller ej. ”Staakler” var sjælden i Kirken 1. Helligdag, saa for den Sags Skyld kunde Storbondekonen i Vejrum, som sagde til sin Mand: ”Det var endda ill', vi sku kom te Aalters i Daa, der war snaar ett anner end Staakler”, godt have været i Kirke.

Kirkeblokken.Nederst i Kirken stod Kirkeblokkene. De blev tømt to Gange om Aaret inde i Degneboligen af ”Den fri Fattigkasse”s Bestyrelse. Der var ikke saa lidt Spænding til Stede ved en saadan Tømning; thi Tinknapperne og de falske Penge (Søslingerne og 1/1 og ½ Skillingerne) skulde vi Degne-Drenge have for Hjælpen ved at tælle op. Jo flere ”gal’ Skillinger”, jo bedre. En sleben Enskilling var saa egnet til at spille ”Skorsten” og ”Klink” med. Til Degnedrengenes ”uvisse” Indtægter hørte Fund af Penge under Stolesæderne. Kirkens gulv var Mursten, men i Stolene var der lave Træskamler for at Folk dog ikke skulde fryse sig alle Sygdomme til. Nu kunde det nok hænde, at Folk, som skulde op at ofre, i Forvirringen tabte een eller anden Skiling, og da man ikke kunde være bekendt at ligge og rode paa Kirkegulvet efter en 25 øre eller endda større Penge, saa blev disse jo liggende, indtil Rengøringsdagen kom - een Gang om Aaret til Pinse. Men Dage i Forvejen havde Degnens Drenge gennemtrawlet alle Stolerækker. Det kunde godt give et Par Kroner til Deling. Jeg var den mindste. Jeg tør nok antyde, at jeg fik ogsaa den mindste Part.

Kirkens Kalkning.Hvert andet Aar skulde Kirken kalkes udvendig, og det blev besørget at en gammel Murermester Jens Søndergaard, som havde Lad, Talje og alle ”remedier”. Jens Søndergaard var en lille rask og livlig Mand, kvik i sine Bemærkninger. Min Fader var af Naturen heftig, men Livet havde lært ham at beherske sig, og han anvendte oftere en vis ironisk Facon, hvad der fik den gamle Murermester til at udbryde: ”Ja, æ Dein ved nok, hvis Gjæs han gjenner”. Disse ”Kalkkaal”, der sjældent var uddannede som Murere, Bønderkarle, som sleb sig en god Sommerløn, boede i den Tid som ”smaa Grever”. Jeg saa med nogen Misundelse paa deres ekstra ”Melmader”. Mit hjem var, som Amur beder om, hverken rigt eller fattigt. Mad havde vi dog nok, men slap vor forholdsvis store Slagt for tidligt op, og det kunde nok hænde sig, for Hjemmet var gæstfrit ”saa var der ikke noget med at købe”; man matte nøjes med Smørrebrød uden ”Temad”. En Dag, jeg som en 10 Aars Purk var oppe at se til Kirkemurerne, mens de spiste, hørte jeg en Bemærkning om, at det var sært, at Degnens Dreng ikke en Gang havde Sul paa Brødet. Jeg glemmer det aldrig. Jeg følte mig saa fattig, og jeg lovede mig selv, at aldrig skulde jeg krænke et Menneske, fordi hans Mad var fattigt. Til næste Gang vil vi aldeles bestemt til Skolen.

EfterskriftHolstebro Byvaaben er jo Skt. Jørgens Kamp mod Dragen. Dette fremhæver end yderligere, at den Beboelse som samlede sig om Broen over Storaa, Overfartsstedet for Thy og Hjerm Herreds Kvægdrifter, har været knyttet til Borbjerg, idet nærmere liggende Smaakirker er af nyere oprindelse. At Holstebro er vokset op til en betydelig By, er en anden Historie, og det, at hvor der er gode, naturlige Forhold, skal der snart skabes Mænd, som fører en By frem.

10

1935 07 15

Jeg skal ikke fordybe mig ret meget i Emnet: Venskab før og nu. Kun sige, at jeg tror, der var færre ”Præstebremser” end nu. Degnene søgte ikke, at skabe sig et Tilhang, som kunde føre dem bort fra deres Gerning. Præsterne, holdt paa Afstanden og Degnens Livserfaring lærte ham, at man skal være grumme varsom med at stole paa Venskab, og først og fremmest skeptisk overfor ”Bevægelsesvenskab”. Dette ”KIumpevenskab”, som opstaar naar, man giver sig en ”Bevægelse” i Vold, var foragtet i den gamle Borbjerg Skole. Fader vilde vælge sine Venner uden hensyn til deres religiøse og politiske Standpunkter. Han saa kun paa deres menneskelige gode Sider: deres Trofasthed, Redelighed, Godsind, Humor og Vid. Jeg husker et betegnende Træk, som Fader ofte talte om. Pastor Møller var Præst i Borbjerg indtil 1967, hvor ban afløstes at Kuhlman. Møller var Grundtvigianer, Stifteren at de i Holstebroegnen saa bekendte ”Vennemøder”. Lidt vanskeligt ved at komme i Kontakt med Befolkningen havde han vistnok, og efter hvad jeg kan forstaa paa Fader, havde han ikke let ved at komme i rigtig og inderlig forbindelse med ”Sognets bedste Mænd, hvad sikkert var ham en oprigtig og uforstaaelig Skuffelse. En Dag siger Pastor Møller til Fader: Hvordan kan De saa godt sammen med Christen Søndergaard, han er næppe nogen troende Mand. Fader, som inderst inde ej nærede stor Tro til Pastor Møllers Dømmekraft og Menneskekundskab, svarede lidt overlegent: Troende eller ikke troende! Han er en ualmindelig god Mand, paa hvis Venskab jeg sætter Pris. Nævne alle Vennerne kan jeg ikke; men de, som var Hjemmets hyppige Gæster, og Hjemmets kære Gæster vil jeg tilføje, skal omtales. Først da de to smaa Mænd fra Trabjerg, Chr. Søndergaard og Jens Meldgaard. To prægtige Bønder, vittige, humørfyldte, velbegavede og belæste efter den Tids Forhold. Ingen Svig og Rævestreger i deres Handlinger. Vi er nok Bønder, sagde Jens Meldgaard, men vi hører til de honnette Bønder. Lad mig tøve lidt ved det Udtryk ”honnette”. Det er underligt nok, hvordan et eller andet Fremmedord kan faa Indpas i en Egn. I Vestjylland var det Ordet ”honnet”. Selv J. C. Christensen brugte det nu og da, som da han paa et Sygeleje fik en Hilsen fra K. M. Klausen: Ja, Klausen er en honnet Mand. I Handerupegnen brugtes Ordet ”estimiret”. Det er næsten som Træk af Folkekarakteren, at en Egns aandelige Indstilling viser sig i Tilegnelsen og Brugen af disse Fremmedord. Jens Meldgaard var af gammel Borbjergslægt, men Cresten Søndergaard var fra Sevelby og tilhørte en livlig og velbegavet BondesIægt. En af hans Brødre var Hjemmedyrlægen (Kurdoktor) Christian Moesgaard fra Ryde. Han var hele Sognets Dyrlæge, ja, kom undertiden over til Nabosognene. Jeg kan huske ham fra Hjemmet - fra de – ”svære Tilfælde”. Lettere Tilfælde, Trommesyge f. Eks.. kurerede Kræ Laafovd. En anden af hans Brødre var Plantningsmanden, Havemanden Steffen Vestergaard. Naar Sevelby med den store, gamle, parklignende Præstegaardshave, sin smukke Krohave, sit henrivende Gartneri, syntes som en Oase i den dengang træløse Egn (bortset fra lidt Natuskov ved Stubbegaard Kloster), skyldtes det Steffen Vestergaard. Hvor havde han faaet denne i de Tider saa sjældne Kærlighed til Have og Træer fra? Fra Præstegaardshaven, hvor han i sin Tid som ungt Menneske havde vandret med Hans Jacob Bøtchers smukke Datter Elisabeth, fra Stubbergaards Klosters romantiske Omgivelser, fra den lille, vidunderlig skønne Skovdal? En af Steffen Vestergaards Døtre blev gift smed Lars Christensen, Borbjerg skønne Vandmølle. Lars Christensens Søn var Distriktslæge Gimsing, Holstebro, hvis Datter er gift med Dommer Oscar Nielsen, Kjellerup.Ogsaa Christen Søndergaard var var Havemand. Hans store og velanlagte Have syner endnu anselig og smuk paa Højderyggen i Trabjerg. Hvert Foraar beskar han Træerne i min Faders Have, og vi Degnedrenge fik saa meget Indblik i Havekultur, at der den Dag i Dag sidder Mindelser deraf.

11

De to Trabjerg-Mænd havde meget at gøre med offentlig Virksomhed, og tit havde de Ærinde i æ Vejstersovn. Naar vi i Hjemmet saa, at de dukkede fra ”æ Sønnerdaal”, sendte Mor mig gerne hen til dem med Bud, om de ikke kom ind paa Tilbagevejen. Fader havde legemlige Svagheder, som forbød ham at gaa ud til selskabeligt Samværd; men han vilde saa inderlig gerne have fremmede hjemme. Helst naar det var livlige og kvikke Folk, og de to Trabjerg-Mænd var nu ikke kedelige. Jens Meldgaards Vid var lidt mere spidst end Christen Søndergaards, og han gik ikke af Vejen for ”en Brander”, men Christen Søndergaard var den bedste Fortæller, havde ogsaa oplevet mest, at være med i 48-49-50, deltaget i Fredericiaslaget og Istedslaget. Fader havde været Lærer i de krighærgede Egne omkring Vejle, oplevet slavekrigen som Deltager, talt med ”Friskarerne”s Folk. For en 10 Aars Dreng var det vel nok spændende Samtaler.Chresten Bisgaard, Fru Dahlgaards og Fru Boghandler Willes Bedstedatter, havde hyppig Ærinde i ”æ Østersovn”, og han lagde gerne Hjemvejen over dem gamle Skole, Borbjerg Kirkeskole. Han var en klog og snild Mand, og Sognets politiske Venstretraade gik igennem hans Haand. Han havde ogsaa udført sit Arbejde saa vel, at der kun var 16 Højremænd det store Sogn, men disse var dog ”Sognets bedste Mænd”, som sad inde med de fleste betydende kommunale Hverv. Oprindelig havde Christen Bisgaard, som stammede fra Ejsing Sogn, været noget pietistisk indstillet, men hans senere Opfattelse gik i grundtvigsk Retning. Chresten Bisgaard vilde imidlertid helst være sammen med Højremændene, og i det gamle Degnehjem traf han dem, idet de fleste at Hjemmets virkelige Venner var Højre, og der hørtes nu hyppig politiske Samtaler. Men alt foregik ”sømmelig og med Orden”, som Paulus skriver, thi Christen Bisgaards uforstyrrelige Ro og Besindighed hindrede enhver Opbrusen. Han drillede altid Chresten Søndergaard med at skelne mellem fødte og forførte Højremænd, og Chrtisten Søndergaard med sin milde Livsanskuelse blev af Chresten Bisgaard regnet til de forførte Højremænd. Heller ikke blev Chresten Bisgaard fornærmet, naar min Fader i et bidsk øjeblik kaldte ham en Lokeskikkelse, fordi han helst ville være mellem ”Aserne”. Det gik Chresten Bisgaard som en bekendt Svineopkøber fra Ulfborg Søren Peter Veilstrup, der sidst i 70-erne og først i 80’erne hyppigt opholdt sig paa Preislers Hotel i Viborg. Den samme Veilstrup forøvrigt Broder til en senere Redaktør af ”Aalborg Stiftstidende” var meget politisk interesseret, og han skændtes hver Aften bravt med Viborgs konservative Borgere. En Aften udbrød den originale Hotelejer Preisler: Hvorfor Pokker vil saadan en Venstrekanut egentlig være mellem de Højremænd? Det ska a sej dem Preisler, det er med mæ som mæ æ Missionærer. Vi vil hels være mell de hvantrow. Chresten Bisgaard vilde nok ogsaa helst være mellem de vantro. Chresten Bisgaard havde ”en lille Svaghed”. Han ville man uendelig gerne spille Kort. Fader var heller ikke ked deraf, og i Stedet for de endeløses politiske Diskussioner, som i Virkeligheden let kunde bringe Ufred og skabe en ublid og trykket stemning, hvorunder Fader led, fik de to Trabjerg-Mænd og Chresten Bisgaard en rolig ”fed og mager” – sammen med Aftenskaffen og en Kaffepuns. Jeg passede Christen Søndergaards Penge. Vi delte Gevinsten, og Tabet tog han selv. For nogle Aar siden traf jeg Gudik Gudiksen fra Hestehaven, Bertel Dahlgaards Svoger. Jeg kom da til at nævne Fru Dahlgaards Bedstefader og hans ”Pæl” i Kødet, Lysten til at spille. Da svarede Gudiksen: Min Svigerinde spiller ogsaa en god L'Hombre - langt bedre end min Svoger. Det undrer mig ikke. Mads Mikkelsen var en grumme fornøjelig Mand, villig og slagfærdig. Han kom ikke saa sjælden i Hjemmet. Om Sommeren skulde han ud i Haven og se hvordan ”Lises Æbletræ” stod. Min Faders Forgænger i Embedet, Lærer Schou, havde plantet dette Træ, da Lise blev født, og Mads Mikkelsen var gift med Elisabeth Schou, Om dette Træ blev der hæget, som var det et helligt Træ. Jeg har en lille morsom Erindring om Mads Mikkelsens Vid. David Toftgaard fra Sevel og Mads Mikkelsen havde været til Landstingsvalg i Ringkøbing. Da de steg ud af Toget i Holstebro, snublede David Toftgaard. Man erindre, at Folk ikke var saa vant til at rejse som nu. Idet Mads Mikkelsen ser David Toftgaard falde, udbrød han: Kan saadan Mand som David falde, hvor nøje maa jeg vogte mig, og forsigtig trinte Mads Mikkelsen ned. Den velhavende Hovmark Christensen fra Østre Søndergaard i Trabjerg skal nævnes. Min Barndoms største Oplevelse knytter sig til den Kørerejse, han i 1874 foretog med mine Forældre til Darum ved Ribe og til Esbjerg Havn, som da blev paabegyndt. Mine Forældre, som begge stammede fra Darum, hvor Bedstefader havde været Degn,

12

vilde gerne en Gang Besøge Slægten. Hovmark Christensen havde været Kræmmer i ”æ Sønden”. Han kendte Egnen og Vejen godt, og da han selv havde Lyst til at mindes de gamle Steder, tilbød han at køre de 20 Mil. Hvilken Oplevelse for en 7 Aars Dreng! Mange Træk fra de Dage staar efter 60 Aars Forløb endnu prentet i min Hukommelseskiste. Naar jeg nu nævner F. P. Eising og Hustru Haislund blandt de sikreste af Vennerne, skal jeg ikke trætte yderligere i Dag, men hans Navn skal være som en Overgang, en Forberedelse til næste Artikel om Sognet og Købstaden eller nærmere Degnehjemmet og Købstaden; thi

F. P. Eisinghavde, forinden han blev Gaardejer i Borbjerg været Købmand i Holstebro. Han havde drevet en Købmandsforretning saa vel, at han kunne udbetale Købesummen for den store herskabeligt byggede Bondegaard, og hans sikre økonomiske Sans svigtede ikke som Landmand heller, saa han blev en hovedrig Mand. Han var tillige en hjælpsom og godgørende Mand. Ikke, at han skrev under paa maa og faa. Men var en Mand, som i øvrigt var værd at hjælpe, kommen i økonomisk uføre og i kløerne paa Sagfører eller Udlaanere, redede han med stor Klogskab Traadene og fik ham fri af Spindelvævet. Mange skylder ham megen Tak for hans kloge Støtte. Hans to Sønner var mine bedste Barndomsvenner, og jeg erindrer endnu, at jeg blev indbudt hos Købmand P. P. Balle, Holstebro (Ejsings Svoger - deres Koner var Søstre) sammen med Sønnerne og endnu erindrer jeg dennes Datter, den kønne lyshaarede lille Ellen. Jeg var vel 12 Aar dengang, og det var første Gang jeg var i Byen. Endnu mindes jeg Duft at Hakkebøf, der som en Em stod over hele Byen. Jeg husker Bager Stumphs Bolscheglas og Rager Outsens Korenderstykker. F. P. Eising var trods politiske Anskuelser Sogneraadsformand i flere Aar, og jeg tør nok antyde at Sognets Sager blev ledet efter sunde, økonomiske Principper. Saa næste Gang om Sognet og Købstaden.

1935 07 22

Nej, lad mig hellere end Sognet og Købstadren sige Degneboligen og Købstaden.Var der det i saa mange Skaaltaler omtalte ”gode Forhold mellem Land og By?”. Naturligvis ikke. Der har saamænd altid været en vis Gnidning mellem Hovedstad og Provins, mellem By og Land, mellem Købstad og Sogn. Mon Roms Bønder ikke saa med Misundelse pas Verdensstadens Overklasse? Mon Københavns Borgere i 1660 Ikke saa med Harme mod den ”internationale” Adel? Mon Bønnerne I vore Dage ikke ser med sure Miner til Kludekræmmerne og Jernhandlernes Biler? Jo vist var der ogsaa i 70’erne nogen Uvilje mod Byen og nogen Overlegenhed overfor Bonden. Ikke alle Bønder var saa imponeret af Byfolkene som Jens Christian fra Ljørring, der sagde om sin Søn. Niels: Det er en faale Kaal, ham Niels, han er dos med alle Kommis'er.Det gode Forhold manifesterede sig ogsaa paa en underlig Maade

Markedsdagenes Slagsmaalmellem Bønderkarle og Svende i Johannes Christensens Dansebod i ”æ Østergaad” . Og hvad sloges de om? Naturligvis om Pigerne, søm Bønderkarlene nu en Gang hævdede deres ”Ejendomsret” over, mens Pigerne maaske nok ønskede sig en lille Ekstravals med de fremmede. Hvem kender det flygtige Pigehjerte?

13

Ja. Markedsdage var der -i 70'erne Rykind i Holstebro. Købmandsgaardene var fyldte med Vogne, og Drikkelsesbutikkerne med Gæster. Paa Byens bedste Plads, Hjørnet af Nørregade og æ Torre, hvor nu der er Isenkramforretning, laa Ole Nielsens Beværtning. Omkring hans runde Bord kunde der sidde 12 af de bedste Mejrupboere. Ikke gerne flere end 12 i Laget. 12 smaa Skaaler Kaffepunche, færdigsyede ude i Køkkenet, kostede 1 Kr. Den Omgang kunde enhver overkomme, saa ingen behøvede at skulke eller liste sig ud, naar hans Omgange kom. Og tolv Kaffepunche, som ikke var lavet for skrappe, kunde enhver af de Mejrupper let tage uden at blive ”paavirket i lettere Grad”.Længere henne i Gaden Iaa mindre Beværtninger. Det var jo den Gang saaledes, at naar en Gaardmand, lige meget af hvilken Aarsag, var gaaet ud af Spillet, saa kunde han formedelst en Pot Brændevin, et Pund Puddersukker og en halv Adolfs Cikorie gaa ind i Beværternes Række. Men gamle Gaardskarle var nu ikke de villste til at overlage ”Dramhusene”. Deres Kendskab til Bønderne og til næsten hver enkelt af Kundernes Sædvaner og Karaktertræk gav dem et Overmaal af Forretningskundskab. Og solide Formuer samledes ofte hos de gamle Beværtere. Lad mig her indskyde, at ingen Beværter lod sine Børn gaa ind i Virksomheden.Paa de mindre Beværtninger samledes om Markedsdagene Tjenestekarlene, Gaardmændene fra de magre Egne og de Snyltegæster, som ”kunde faa sig selv te’et”.Her gjaldt det om at slippe fri. At faa de andre skubbet ind i de store Omgange. Saa roste man hinanden,smigrede den uerfarne, saa han, naar Skænkepigen kom for at gøre op og de durkdrevne trykkede sig, med en flot Gestus henkastede:

Jakob i Hiegaard betaaler det hiele. Jacob var Forkarl i Hiegaard, og han var bleven saa forrost og smigret, at han følte sig forpligtet til at honorere Regningen. Nu forstaar man bedre Søren Peter, som kom grinende over æ Sønderlandsbrow. No haar a faat 7 Kaffepunche, og de haar ett kost næ en rø Øer! Jow, mæ og Hvolle og Mikkel aa mæ' vi ved nok, hvordan en Madpues skal skæres en Markedsdag.Der var selvfølgelig ingen af Beværtningerne, som le'd Uro og overdreven Støj. Naar det trak op til Skærmydsler, kom den lille gelatine Beværter hen til Gæsterne og søgte at faa dem til at forsvinde: Farvel, Farvel, pæne Mand, kom igen, pæne Mand, naar du vil unde mig en Skilling.

Degneboligen og Købstadens Forretninger.Jeg har for omtalt, at vi i Borbjerg Degnebolig handlede hos Fars Fætter, den senere Kancelliraad Christensen paa Raadhustorvet. Mens Fader kørte ”til Stajs”, blev der altid staldet ind i denne vældige Købmandsgaard, og vel paa Grumt at Slægtskabet var der altid Plads ved Middagsbordet. Senere hen, da Faders Helbred svigtede, og vi afskaffede Hest, begyndte vi at handle hos Sognets Købmænd, ved Kjæsten, hvis Sønnesøn næstendels er Storkøbmand paa samme Plade nu, og ved gamle Jens Bak og Sønnen Niels Christian i Borbjergby. Her, hvor Møllevejene og Kirkevejene forenedes, skabtes en betydelig Forretning, som dog nu er nedlagt. Jeg vilde som Dreng helst handle hos Jens Bak’s. Dels for at følges med Barndomsvennerne fra Borbjergby, og dels fordi Jens Baks Krambodsdreng var saa flot med Bolscher, at man for een Øre fik et stort ”Kræmmerhus”. Skønt en Broder kom i Iære i 1876 hos det store, ansete FirmaBøggild & Petersen, Holstebro, flyttede vi ikke Handelen dertil. Det ansaas ikke for sømmeligt at handle dér, hvor ens Barn var i Lære.Byens to førende Forretninger indenfor Kolonial, Korn, Jern og Tømmer var Jeppe Schous og Bøggild & Petersens (senere Bøggild & Wium og sidst S. Bøggild). Der stod en stille, men ret haard Kamp om Herredømmet. I Kolonial og Jern fik Bøggild & Petersen Overtaget, men angaaende Tømmer var og blev Kampen uafgjort.I Tømmerhandelen udfoldede Købmændenes mest afgjorte og typiske Købmandsegenskaber sig, baade vedIndkøb og ved Salg. Den Gang kom norske Skippere med usolgte Laster sejlende ind gennem Limfjorden.Aalborg blev først besøgt, og naar den var mæt, gik Turen ned til Anløbsstederne for at ende i Struer, Lemvig og Vestervig. Det var jo ikke Købmændene i disse Byer ubekendt, naar de norske Skippere stod Limfjorden ind, naar

14

Aalborg havde refuseret tilbudene og de smaa Anløbspladser faaet Lagrene fyldt. Da Skipperne jo ikke saa godt kunde sejle tilbage med Lasten, havde Købmændene i de vestjyske Havnebyer Overtaget – ja ligefrem Skipperne i deres hule Haand. Naar Skipperen kom paa Kontoret og meddelte, at han havde en Ladning liggende i Struer Havn, begyndte der en Prangen, ikke alene om Prisen, men ogsaa om, hvad Skipperen skulde have i Tuskhandel. Det var da først og fremmest Smør, der skulde handles om. Smør var Købmændenes Smertensbarn. Maaske kunde det gode Bøttesmør fra Mads Bjerres i Sir, fra P. Noes i Vejrum, fra Thinggaard og Gastholm i Vejrum, give nogen Fortjeneste i England, men det brogede Smør fra Smaagaardene, hvor der skulde samles for længe, var næsten usælgelig, og derfor helst bankes Nordmændene paa.Faa Dage før Nordmændenes Ankomst var Smørret ”pudset”, æltet i store Kar med frisk Vand, lidt Salt ogstødt Melis, og med de bedste Stykker øverst. Lige akkurat duftende nok til at kildre Nordmændenes ikke kræsne Næse. Det var just heller ikke fra de bedste Korndynger, Nordmændene fik deres Korn. Denne Skipperhandel gik nu heller ikke saa farlig mange Aar. Allerede i Firserne havde Nordmændene lært, at man handlede daarligt med usolgte Partier, og at en Veksel fra gode Firmaer var bedre end harsk Smør.Ogsaa Salget af Tømmer krævede en Købmand. Det var nu engang ikke gjort med, at Bonden og Tømreren kom ind og bestilte. Naar Bonden (Bygherren) sammen med Tømrermesteren kom ind til Tømmerhandleren, fik han ikke lige straks Prisen at vide. Der blev talt saa lønlig om, hvor meget der skulde bruges. En betroet Mand af Personalet fik i Stilhed en Samtale med Tømreren, og saa fik begge en let Antydning om, at det var rimeligt, de forhørte om, hvad den anden Tømmerhandler tog. Saa gik Turen til ham; men heller ikke dér skabtes Prisklarhed. Han var lige saa ulden som den første, og havde han Færten af, at han ikke med et Snuptag kunde tage Ordren, var han ret tilbageholdende. Naar saa Bonden og Tømreren kom tilbage, var de langt lettere at have med qt gøre. Men forøvrigt var det en Prestigesag at kunne sælge Tømmer til en anden Tømmerhandlers Kunde. Lige saa ringe anset det var at skaffe sig Kunder ved Underpris i Kolonialvarer, lige saa naturligt søgte man ved skarp Konkurrence at øge sin Kundekreds i Bygningsartikler. Antagelig blev der ”et Slik” bagefter.

Byens ManufakturhandlereJeg erindrer fra min Barndom kun een: Kaysens paa Torvet (senere Hahns). Jøden Jacobsens var vist ophørt dengang. Vist og sikkert, den jødiske Næse har altid fundet de Handelsgrene, som lugtede mest af Avance,og i næsten hver Købstad begyndte jødiske Manufakturister. Slægten Tachau er i Thisted endnu. Jacobsen, Koppel, Frænkel i Hobro. Philipsen i Randers, Samson i Viborg. Jødiske Døtre er gift ind i Borgerslægter, og»Arierblodet« er inficeret. Hvorfor vi handlede hos Kaysens? Jo, Kaysens var ligesom Fader og Moder af sønderjydsk Afstamning, og han havde »staaet« hos Quedens i Ribe. Og hos Quedens i Ribe, den gamle nær sagt historiske Forretning, et gammelt Patricierhus og en gammel Patricierslægt havde Bedstefader, den Darum Degn Peter Christensen handlet, og Moders Brudeudstyr var købt hos Quedens. Selvfølgelig handlede vi hos Kaysens, som var en reel, gammel Forretning, Pa hvis Varer man kunde stole, og hvis Priser var anstændige.

Byens Håndværkere.Vi havde jo vore egne Sognehaandværkere, som jeg i en senere og næstsidste Artikel kommer til at omtale,men vanskelige og kræsne Kunder kunde nu engang daarlig blive tilfredsstillet af Landsbyhaandværkeren, og Fader var paa mange Maader en vanskelig Kunde. Hans fine Tøj (det daglige af Vadmel syede Herman Skrædder), som var durabelt Stof, skulde nu sys af Byens bedste Skrædder, og ingen andre end Ballum kunde sy Fodtøj til Degnen i Borbjerg. Men et Par Støvler, som ganske vist var dyre, varede ogsaa en Evighed. De blev kun brugt et Par Timer hver Søndag.”Den Breuer” (Svoger til F. P. Eising og Æggrosserer P. P. Balle) var Faders Buntmager. Han tilhørte denKreds af tyske Haandværkere, som omkring 1850 oversvømmemede de jydske Købstæder og jydske Stationsbyer. Mange af disse Haandværkere arbejdede sig op til gunstige økonomiske Kaar. De havde taget den tyske Nøjsomhed, Flid og Ædruelighed med herind, og Livsvilkaarene var for en flittig Mand overordentlig lette. De gode økonomiske Kaar førte dem imidlertid ind i Kredse, hvor de slet ikke hørte hjemme, og i Virkeligheden befandt sig ilde, og da den

15

politiske Kamp i 70'erne begyndte og Byernes Politiske Skæbnelime indtraf - ja da vendte disse Haandværkere og mange af Byens smaa Borgere sig imod den danske Bonde – sammen med Embedsmændene, med de guldtressede, med de fine Forretningsmænd, med politisk Struglere dannede de til Byernes ubodelige Skade Front mod Bonden. De ”fine” i den Politiske Bevægelse saa alligevel ned paa Haandværksopkomlingen og fortalte muntre Historier om ham. Da Buntmager Prohaska, en rig polsk Jøde, af sin Datters Svigerfader, Dyrlæge Welsch (senere Redaktør af Holstebro Avis) blev slæbt ind i den konservative Klub, udbrød han: Hvad ved jeg, hvad ska jeg, min Forretning er min Boledik.En gammel Rebslager med et meget bistert Udseende gik under Navnet ”K rigsministeren”. Det var dog ikke hans bistre Udseende, som havde skaffet ham Tilnavnet, men den Omstændighed, at en Aften i den konservative Klub tilkom det ham at holde en Tale for Krigsminister Bahnson. Den gamle Rebslager rejste sig værdigt, slog paa sit Glas og begyndte: Krigsministeren ……; men om han nu er bleven forfjamsket ved at se de mange fine Tilhørere eller Hjernen pludselig har nægtet at arbejde – fik han sagt Krigsministeren tre Gange, men maatte saa sætte sig ned. Tinavnet fik han og beholdt han.Den Bager Stumph paa Nørregade med de fine Bolscher og de gode Jødekager gik ”den aaen Vej”. I foragelse for Borgerskabet var han socialist, men han var nu også [?] Slægtleds Tysker og direkte Efterkommer efter Karl Marx.

Byens EmbedsstandMed Købstadens Embedsstand havde vi grumme lidt at gøre. Dog var Heredsfoged Becker en god Støtte for min Broder, som gik den juridiske vej. Byens Postmester, Kammerraad Christensen, var mærkværdig flink og imødekommende af en Postmand at være. Ogsaa den ejendommelige Distriktslæge Glerup erindrer jeg. Dit var en af hans Maximer, at man skulde lægge sit Undertøj Sct. Hans Aften, men tage det paa SI. Hans Morgen. Glerup var i min Barndom Byens eneste Læge, og han kunne udover at passe sin Praksis, være Distriktslæge og spille sin L'hombre nu og da.Provst Petrus Johannes Bøtcher i [?] og Pastor Kuhlmann i i Borbjerg gik ikke dengang til Lægen for et [?] Ord.Saa forlader jeg da Byen og vender tilbage til mit Sogn, hvorom jeg har et Par Artikler tilbage.Jeg kom saa sjælden til Byen, vel kun en 3-4. En Dag havde jeg som Dreng faaet Lyst til at høre Oplæsning af Julius Døcker og instruktør Block og traskede de [?] Mil til Byen. Da jeg traadte ind i Salen var jeg eneste Tilhører og de to Herrer maatte jo undskylde og sige, at det var lovlig lidt at oplæse for. De kom vist ikke tiere til Holstebro.Jeg holder nu alligevel af Byen og holder af at gaa ud ad Østergade, men jeg savner de sagte, rullende vogne, jeg savner det hyggelige Fisketorv med Trabjergs originale Skikkelse og hæske Købstadsprog: Hørdo sku ta o kyv di Skaadfisk o nøj Kartofler, de æ saa gue, de er snaar lie saa gue som stejt Oel. De gaar fri a vel et heller haa’ed. Og ved Sønderlandsbroen, Byens [?] Værn om den skønne Aa.

Petrus Christensen

16

1935 07 24

(Næstsidste Artikel)Vi havde i den gamle Degnebolig ikke ret meget med Haandværkerne at gøre, eftersom Sognet skulde foretage og bekoste alle Reparationer. Kun den Haandværker, som havde med vort lille Landbrug at gøre — Smeden — kom vi i nærmere Berøring med. Jeg mindes lydeligt den stoute Smed, Niels Chr. Jacobsen, fra Hvam. En meget dygtig Haandværker og Landmand. Hans 6 Tdr. Land var dyrket som en Have, og hans ”Skoning”, var berømt over hele Sognet. Men han var ”nøj kon dyer”, sagde de gamle Gaardmænd. Ja, hvornaar har ikke Smeden været for dyr? Den Vise har jeg hørt i 60 Aar, men jeg har endnu aldrig set en Smed blive rig ved at svinge Forhammeren, men vel ved at bruge sin Mund og Hjerne tiI at handle. Lauge Nielsen fra Neder Kjeldsmark — nok bedst kendt under Lauge Kjeldsmark — en livlig og interessant Mand, politisk lidt ude af Flippen, er Hvam Smeds Søn. Jeg husker dog ogsaa Smedemester Larsen, Anders Larsen, en rigtig lun sjællandsk Type, som blev nær Nabo til Hjemmet. Hans Søn Jacob Larsen, var en god Barndomsbekendt, og en Sønnesøn af ham er Storkøbmand i Nakskov. Er det egentlig ikke underligt. Den lille — ikke saa synderlig regnet — Haandværkers Søn og Sønnesøn er gaaet frem — kommen i betydelige Samfundsstillinger. Storgaadsmandens Børn og Børnebørn er gaaet tilbage, sunken i Dygtighed og Anseelse og i Energi. Grunden? Hvad ved jeg — men er der ikke dreven for megen Gaardmands Indavl? Der skal Fusion mellem Klasserne, og ethvert Forsøg paa at holde Klasserne samlet, Raserne rene, ender altid med Degeneration.Tilgiv den lille Afstikker. Lad mig nu ikke glemme Dres Munksgaard, Tømrer, Snedker og Møllebygger. Andreas var nær Nabo til Skolen, boede i ”Gejbjerrehus” paa den anden Side af Kirkebækken. Dres var ikke fri for at være ”en bette graan vringled”, men han var ”naa møj villele te o stand aalting”, og Folk tilgav gerne Dres, selv om han var ”nøj lunere”, for han kunde nok gøre en god Dags Arbejde.Men helst vilde Dres arbejde i Borbjerg Mølle, først hos Møller Damgaard, som senere fik Herregaarden Lergrav i Aulum, og dernæst hos Lars Christensen. Baade Snakken og Forplejningen var god, og herpaa satte Dres Pris. De to kloge Møllere havde rigtig Taget paa at snakke med Dres, saa han udviklede al sin gode Haandværkersnille.Og Stine Dres, som hjalp Moder med at ”ild æ Ovn”, brygge Øl, ”stikke” Slagtefaarene, slagte Julegrisen, var en frisk og frejdig Kvinde, altid i godt Humør og altid med ”en Seje”, et mundheld, et Ordsprog paa Læben. Det kangodt være, Sine Dres ingensinde vilde blive tosset af Rengøringssyge; det kan ogsaa godt være, den nederste Dragkisteskuffe sjælden var lukket rigtig. Det skal altsammen være tilgivet. Hun bar sine smaa Kaar med let og frimodig Sind. og Andreas gav hun Ret i alt (hvad Fatter gør, er altid det rigtige), saa var han for ”vos o lykk” bedst tilpas. Og Børnene havde arvet hendes Frimodighed og raske Udtryksmaade. Da lille lnger Marie var bleventidlig gift (ikke for tidlig), sagde Pastor Kuhlmann til hende efter Vielsen: Det er tidlig, du er bleven gift, Inger Marie. Det er ett for tille, Hr. Pastor, ”nær jen er bløvn godt gywt«, var hendes rappe Svar. Et Par Aar senere - Dres havde købt en Ko af min Broder, som efter Fader fik Borbjerg Kirkeskole. Det var ikke nogen stor ”Laps” men det var en køn straagen Ko og gav en Del Mælk, og Købesummen. 70 Kr., passede til Dres'es Penge. Det var en Søndag Eftermiddag i Sensommeren, at Koen skulde leveres, og til at overvære Begivenheden var Naboen, gamle Jens Grejn, bleven indbudt. Det allerluneste Smil spillede om den gamle Trairings Mund. Dres var ovenud lykkelig. Han maalte Koen paa Kryds og tværs. omfavnede og klappde den, kløede den under Mulen: Hvalkommen til Gejbjerghus, bette Bos, bette Bos. Jens Grejns Øjne slog Smut hen imod Degnen og mig, og Skælmen

17

sad i hver Øjenkrog og Mundvig. Med en let Efterligning af Dres's Tonefald siger Jens Grejn stille og inderligt: Det er en pæn straagen Kov, Dres. – ja straagen, ja pæn, ja do haar Ræt, Jens Grejn.Dres var ved ”o rol” af Glæde og Bevægelse. Hvalkommen til Gejbjerrehus - bette Bos.

Borbjerg Mølle.Skønt der jo skulde nogen Haandværksuddannelse til som Møllersvend (Mølkaal), saa regnedes dog aldrig Møller eller Møllersvend til Haandværkerne. Ejerne af de gamle Vandmøller med al Herlighedsret var ofte ”lidtbejer Folk uden for Bondestanden”, nød ogsaa større Anseelse end Bønder i Almindelighed den Gang, og stod vel ogsaa ”noget højere i Kultur”. (Ja, jeg kan nu Ikke lide dette Udtryk, men jeg kan i Øjeblikket ikke finde noget bedre).Deres Virksomhed, som i høj Grad tangerede Handel og Industri, førte med sig, at de ”kom mere ud”, at deres Syn blev videre og alsidigere, og at deres Tankegang og Livsopfattelse blev bypræget.Jeg glemmer aldrig den fornemme gamle Borbjerg Mølle. Børnene fra Møllen var mine Barndomsvenner og Drengene i Møllen havde altid saa meget Legetøj, saa store Hunde, saa gode Mellemmader i Skolen (Sigtebrød med salt Faarekød), at Misundelsens Djævel let kunne have holdt sit indtog, hvis jeg ikke havde været saadant et ”ejegodt Minnesk”. Jeg ser endnu for mig æ Mølstov med hele dens ejendommelige Tilbehør. Tavlen paa den søndre Væg med Indiskriften:

Her æder jeg mit Brød. her tager jeg min Lykke,som Gud mig unde vel mod Mangens onde Tykke.

Ja, de gamle Møllere maatte nok love for, at Misundelsens Korn ogsaa kunde spises. Ølkovsen og Klukflasken paa Bordet. Bomholmeruret dikkede fast og alvorligt, ja paa Kanten laa Holmblads Salmebog, om nogen af Møllegæsterene blev træt af Samtale og hellere vilde have ”en bette Blaad”. Ved Langbordet sad Mændene ellers, talte Gaardmandssnak og hyggede sig med en Pibe Tobak. Kværnens Gang – Møllehjulets Drejen – fylder lyder endnu som Musik i mine Øren, og den ejendommelige Lugt af Melstøv staar endnu i min Næse. Jeg glemmer ejheller, naar vi Drenge fra Møllen og Skolen skulle finde ”Oelkovvel” til Chr. Søndergaard, Jens Meldgaard og Mølleren, Lars Christensen. Vi vidste paa en Prik, hvordan Udseendet skulde vare: en Trekant paa ca. 15 Tommer med Blærer i Isen ved hver af Trekantens Spidser; men Blærerne skulle være gule af Aalens Udaanding, ikke hvide. Jeg glemmer ejheller de sure Miner, Møllerens Naboer satte, naar Aalestangningen var inde; thi ifølge Proces og Dom (i Damgaards Dage), hørte Retten til Fiskeri paa Borbjerg Møllesø Møllen og ikke Lodsejerne til. Stadig mindes jeg Foraarets Fiskedræt, naar Voddet blev draget over Søen, og de glinsende Fisk blev bragt i Land. De brede, kedelige Brasen, de glubske Geder og d skinnende Aborrer.Jeg har ikke set Borbjerg Mølle som Restauration. Skønt jeg egentlig ikke kan lide den Gøren alt til Beværtning, saa snart der er tre Træer paa Rad og Vand nok til at vadske en Taa, skal det være Allemands eje for Betaling, saa kan det jo være, der er bleven særlig skønt ved Borbjerg Mølle. Jeg skal dog se det en Gang.Borbjerg Sogn havde foruden Sognemøllen en anden Vandmølle yderst i den søndre del af Sognet: Saugstrup Mølle, som ejedes af Hvolle Møl (Ole Olsen). Meget kendte vi ikke i den gamle Skole ikke til den del af Sognet. Men Ole Møller var dog kendt som en lun Broder og en hæderlig, stilfærdig Mand. En Gang var Ole Møller og Mads Mikkelsen (fra de foregaaende Artikler vil dette Navn være erindret) kommen sammen i Holstebro, og ved en Punsch hos Mads Peter Sørensen (hvor nu Hotel Postgaarden ligger) drøftede de to ”Præistoringer” gamle Minder. Mads Mikkelsen vilde nu godt nok ”erre” en Smule, og han siger derfor let henkastet til Ole Møller, mens de andre i Selskabet griner lumsk, for hvad vil Wolle svaar te de: Sej mæ. do Wolle, nærensti do haar glimt, te do haar tolle jen Gang, hva gyer do saa? De ska a sej dlæ, Mads: Saa toller a igen. Det var nok Mæle Mikkelsen, som fik en Skrannergrinen over Hovedet.

18

Sognets »Kjæltringer«.Der er en Kjæltring i hvert Sogn, siger det vestjydske Ordsprog. Om dermed menes, at der er en eller anden Judas i hvert Samfund, eller at der altid findes en Tater, en ”Kjæltring”, en Rakker i Sognet, skal jeg ikke afgøre.Der var dog endnu i mim Barndom flere fastboende Tatere, foruden at ”Kissum Rakkere” og ”Sahl Kjæltringer” gav Gæsteroller. Smal Magreth og Hvolle Grogreth (Søskende til Troldmanden og Kvaksalveren Laust Glavind i Holstebro) tilhørte Herningegnens Rakkere. Vilbjerg-Stammen opholdt sig vist til Stadighed i Borbjerg. Der kan godt konmm' en Knus endnu, sagde hun altid, Smal Magreth, ved Mortensdags tider. Benny Nar og Broderen Daniel Nar var de sidste af Narslæglen. Den øvrige Del havde ”Sogneforstanderskabet”, saa langt ligger det tilbage, ved et heldigt ”Kup” faaet eksporteret til Australien. Hvem ved, maaske er Australiens første Mand af gammel Borbjerg Kæltring-Slægt!Er Rakkerne gaaet op i Befolkningen, eller danner de endu Samfund for sig? I Borbjerg Sogns Samfund kunde de ikke tænkes at blive optaget. Det Skel, som var mellem dem og Gaardmandsfolkene, kunde aldrig overskrides. Men Vejen er maaske gaaet igennem Husmandshjem. Kunde nogen oplyse mig herom, saa jeg det gerne. Det er ikke uden kulturhistorisk Interesse.

»Sær Kannisser«.Hvorfra stammer Udtrykket en Kannis? Er det en Forvanskning af Kannik? Vistnok. Jeg fristes til her at indskyde: Jeg kan ikke lide Jeppe Aakjærs selvlavede og uvederhæftige jydske Udtryk. Jeg kan ikke finde nogen Rod til dem. Men nok derom. Jeg kan lige huske Per Nix og ”der Schneider von Rindbækhaus”, begge Veteraner fra 1813 og begge havde lært nogle tyske Brokker, som selvfølgelig gav Anledning til Tilnavnene, thi Vestjyden har en mærkværdig Lyst til at give Øgenavne. Per, som saa ofte brugte Ordet ”nichts”, fik med Rette Tilnavnet Per Nix. Af Profession var han Murer, men sort bevendt med hans Dygtighed var det nok ikke. Som Bevis for hans Uduelighed og Møller Damgaards vidunderlige Ro fortælles, at han en Formiddag murede Møllens Skorsten; mens der blev spist til Middag, faldt dogSkorstenen ned, og da Møller Damgaard saa dette, sagde han trøstende: Det er godt Pier, det kan Katten rive mig ikke vare alle Dage!

”Udi Trabjerg, der stander et Slot,og derudi bor et Par Skraanifolk”.

er Begyndelsen til en Nidvise, som blev sungen om Inger Skraani og hendes Mand - et skikkeligt Skrog. Jeg kan saamæmd ikke huske mere af Visen, kender heller ikke ”Forfatteren”, men Viser af den Art var den Gang ret almindelige. Naa, jeg tror nu nok, Inger Skraani selv har været ude om det.Mere Paatrængende og sladderagtig sladderkælling fandtes ikke i Sognet, og hun fik mere end de andre slige Betlersker, thi Husmødrene var ikke bange for hendes Sladder og Udgydelser. Man vidste jo aldrig om ”der hang nøj ved”. Mon nu nogen af de ældre i Borbjerg kan huske Thursen Smed. En sær Kannis, men skikkelig nok, ikke saa lidt ”haandslav”. Han var lidt ”hæsk” – Vestjysk [?], og naar han nede i Møllen mødte. Det var ett sær, Landmanden [?] get derved, de var ett sær, om Møllegæsterne [?] sig en Pukkel til. De kaldte ham da ogsaa ”Smed [?]” i Stedet for for Thursen Smed, men der er nu Folk, som skulde være saa. Jeg kommer ligesom Manden i ”Snakkenbjerre Sogneraad” i Tanker om en bette Histaari. I en af sine smaa Historier siger Jeppe Aakjær:

A lover Ma Sa en hal Skip Malt o bette Dres en Støk af vor GoerGu naa’ mæ a fek æ aaller [?]

VeI, ærede Læsere, hvorfor huskes hvad Ma (Maren) Sa? Jo, hendes Mand (Peder) Sa, som var af Taterslægt, havde lagt sig det fine Udtryk fra, saa sa’ i stedet for: Og [?] han. Det var nok til at kalde ham Sa’e og og Konen Ma Sa'Jeg kan netop huske Fattighuset og dets Beboere og Tilhang. Æ Kejser fra Saustrup og Anders Flynder (Povl Rytter fra Holstebro var før min Tid), men [?] Janhagel kom slet ikke Sognet ved. Det var udefra ankomne Folk kommen fra Estvad og Rønbjerg, som dengang var Hjemsted for alskens Udskud. De kunde bjærge Brændsel og fiske i Moserne og de fiskerige søer. Men der blev for mange ”aa æ Slav” og saa søgte de jo hen i Egne, hvor man ikke saa saa nøje paa en Almisse.

19

1935 08 09

(Sidste Artikel).”Saa faar jeg slutte da” Jeg vil slutte med nogle mere personlige Erindringer, idet de øvrige Artikler foruden at være Erindringer ogsaa skulde give et Tidsbillede – et billede af 70’ernes enkle Livskaar - et Billede af Bondeskik og Tankegang, saa vidt en fremmed kan trænge derind.

Hvordan var nu Livsformeni saadan et gammelt Degnehjem, mellem Bondehjem og Embedsmandshjem. Vi levede, hvad det ydre angik, for en stor Del efter Bondeskik. Moder var en Marskbondes Datter, og Farfader var Degn i en af Marsksognene, men øvrigt af Bondeæt. Fader talte Rigssproget, endda uden Degnebiklang, men Moder talte rigtig Vestjydsk, og Degnedrengene talte det mest uforfalskede Borbjergmaal, og hvad ”jysk”, jeg kan (og det er nu ikke saa ganske lidt), har jeg Borbjerg Sogn at takke for. Mit Hjem var i mange Mader nøjsomt og tarveligt, men egentlig ikke sparsommeligt. Mine Forældre var nok opvokset under for gunstige økonomiske Kaar til rigtig at have nemmet Sparsommelighedens bitre Lære.

Vi bagte og bryggede i det gamle Degnehjem,og det var herlige Ting, som blev fremstillet. Var det nybagte Brød med friskkærnet Græssmør og Degneost ikke en Gudernes Kost? Kunde noget smage saa vidunderligt, som en Knepkage (flade, haardbagte Kager af Sigtebrødsdejg og smør i Dejgen) med Smør og kogt Øl af ”Fordraaberne”?Kan nutidens Bønder ikke se, at de har baaret sig ærkedumt ad, ved at lade deres daglige Forbrug bestride af Industrien og Haandværket? Kan de ikke se, at der er gjort et daarligt Bytte; velbrygget Øl med Sukkerpjask, nærende og himmelsk smagende Sigtebrød, mod oppustet vandlagt Franskbrød – kan de ikke se det, saa kan deres Pengepung mærke det.

Degneost. Vi lavede ogsaa Ost i Degnehjemmet - og det var Ost. Jeg har før fortalt, hvorledes Hjemmet om Vinteren stod aaben for frysende Barselgæster og Kirkegangsfolk. Til Gengæld kom der fra hver af Gaardene (det vil sige de gamle Slægtsgaarde) en gammel Mand, en ”Skægmand” og en ”Munk” med Mælk, undertiden to ”Budstikkere” en gammel Tiggerske gik fra Gaard til Gaard og tilsagde, naar Mælkens ønskedes bragt. I 3 ”Tempi” med et par Dages Mellemrum, altid i Syrentiden, saa var Mælken efter Moders Erfaring bedst. Det gerne Gaardens unge Døtre, der kom med Mælken, og ”Traktementet” bestod af Æbleskiver og Kaffe. Ved Juletid var Ostene modne, og jeg tør antyde, at ”Feriegæsterne” Degneungerne i Juletiden ”gjorde Moders Ost Ære”. Jeg har haft meget at gøre med Ost, handler selv med Landets fineste Mejerier fra Egeskov til Tranekjær, men Ost som min Mors – aldrig.

Hjemmets Slagt Bestod af 6 Faar og Lam og en velvoksen Julegris. Jeg regner ikke med, at vi sædvanlig fik foræret 27 Ænder, 1 Gaas og 50 Kokkyllinger Aarlig. Der var ingen ”Drøvsel” i det Fjerkræslagt. Naar Plovgilderne var forbi og Julen med dens

20

Rykind af Gæster til Ende, ja saa var der somænd ikke mere, end der skulde gemmes til Foraarseksamen. Men den tilsyneladende store Slagt kunde næppe vare Aaret ud og ofte maatte vi hen i April Maaned, naar Moder mærkede, at Svindet var for stort, dele en Gris med en af Naboerne. Det var ikke Skik at købe fersk Kød, maaske ogsaa daarlig Raad dertil. Fersk Fisk fik vi nok fra Handbjerg eller Aal fra Møllesøen, men der blev dog ikke givet ret mange Kroner ud til denne Luksus.

Hjemmets Herreretter.Jeg tænker at de allerfleste har Minder om Retter, ”der smagte saa vidunderlig, og som de aldrig har faaet saa godt siden”. Hvor godt vant man end er bleven, hvor mange Lækkerier, man end har vænnet sig til. Mors Gryde kan endnu vække Mindelser. Det er ikke ”de fine Retter”, man bedste husker. Et stykke stegt Flæsk, et Stykke stegt saltet Medisterpølse med sur Flødesauce og røde pillede Kartofler – ja, det pirrer min Næse endnu. Og et Stykke hjemmebagt Sigtebrød, bagt paa Stenhærd med Andefedt og kogt salt Faarelaar, Stærkt hjemmebrykket Øl og en Snaps, kan det ikke rokke en Afholdsmand - saa er han rettroende. Hvorfor I kære Fabrikanter af ”det høje Smørrebrød”, hvorfor laver I ikke en Mellemmad af gode hjemmelavede Ting til en overkommelig Pris?

PaaklædningFader gik til daglig vadmelsklædt, om Søndagen i blaat ”Düffel” og til de store Højtider i sort KIæde. Min Paaklædning? Ja, Læserne kender vel den yngstes Lod, at faa de ældre Brødres omsyede. Men naar det var helt, klagede jeg ikke, ingen skal faa mig til at beklage de Børn, som Skæbnen ikke straffer hårdere, thi den yngste tages der nu aldrig saa haardt paa.Jeg var lykkelig, naar der skulde skaffes ny Træsko til ”æ Baar”. Derimod nærede jeg misundelse over for Kammeraterne, som gik med ”Pløjshueser”. Jeg naaede aldrig at faa Pløjshueser. ”Baar Bien” fra Maj til Oktober, lige saa lidt kendte jeg Uldtøj eller Hue. Haaret blev stridt og bleget under Vestjyllands bagende Sommersol; men til lykkelig Gengæld blev det ”sat rigtig fast”.

Leg og Lommepenge og LæsningFra jeg var 10 til 15 Aar var jeg ”Hjorddreng”. Jeg vogtede Loddens 4 køer og 6 Faar. Var baade Hjor’d og Røgter og havde uendelig mange Pligter. Jeg skulde stjæle mig til at tage en Middagssøvn paa Kirkebakkens Sydside, paa en lille afsats jeg havde ”staadet”, og der var karre Tid til at besøge Blaabærbrinken i Hiegaard Eng, hvor Firben og Hugorm raslede mellem Bukkeblad og Blaaklokke. Imens jeg flyttede Kreaturerne, løb jeg Ærinder. Paa rappe Fødder pilede jeg af Sted. Nogen ”Sinecurepost” var det saamænd ikke at være ”Gængerpilt” i den gamle Skole. Jeg havde som Dreng rigeligt med Penge. Ikke at jeg fik tildelt Lommepenge. Mine Forældre har aldrig givet mig en Øre; men mine Indtægtskilder flød allivel ret rigelig. For det første var jeg Mester i at spille ”Klink” og ”Skorsten”, og der vandrede mange Toører fra ”de mindre øvede” over i mine Lommer. Saa fik jeg mangen en 25 Øre ved at ”hold ve Æ Hest”, mens Manden var til Bryllup eller Begravelse. Nu og da solgte en Dueunge, eller gjorde en Byttehandel. Vindruerne på Skolens Sydside i Læ af den varme Stald blev altid modne til Efteraarseksamen og Konfirmandeksamen. Salget af Vindruer gav ”Kas”. Det var rigtig Menneskepenge, Konfirmanderne mødte med. Duesorger havde jeg selvfølgelig som alle Drenge. En Dag kom en dejlig Hundue flyvende. Jeg havde en stor og stærk Handue som var en slags ”Lokkehan”. Hunduen lod til at befinde sig rigtig godt, og jeg fandt det unødvenvigt at binde Vingerne. Næste Dag fløj den til min store ærgrelse, og jeg mistede min gode Tro til Duer og til de Fangster, som gik for let; thi ellers skulde fremmede Duer vel nok ”lokkes” ind. Naar Sommersøndagene kom, skulde Køerne tidligt paa Stald; men Krybben blev fyldt med dejligt, kraftigt Græs, og jeg fik Lov at besøge Vennerne i Borbjergby. Ja, endnu efter 55 Aars Forløb husker jeg de hyggelige, gamle Bondehjem i Naa'e og Fallegaard med Glæde. Mens Christian Hansen spillede paa Harmonika, lærte Døtrene mig at danse. Vi ”stod Enke” paa den glatte Græsmark og lod Munken gaa i Enge de lange Sommerdage”, eller vi gik over i ”Kielsmark Buske”, skar Hasselkæppe og plukkede

21

Blomster til Pigerne, som ikke kunde trænge ind i Vildnisset bag Skovdiget, hentede Hjertegræs paa den kolde Engbund og slukkede Tørsten i Slugtens Kilder. Drak Mjød og spiste Kringler ved ”Pinsevækild”.Har jeg skrevet det før? Jeg husker det ikke, men lad mig endnu en Gang sige, at Dansen skulde aldrig have været forjaget fra Bongegaardens Frestow, og henlagt til uhumske Lokaler med Smugkrospiritus. De lange, Vinteraftener var lidt trælse at komme Igennem. Læsning ved det svage Skin fra Tællepraasen eller Talglyset anstrengte Øjnene, og fra 4 til 10 er nu en antagelig Aftenstid. Vi støbte selv Lys af Talgen fra de seks Faar, men der maatte spares og ”holdes igen”, hvis Beholdningen skulde vare Vinteren ud. I Timevis spillede Fader og jeg Skak eller ”E?leder” eller 101. Saxos Danmarkshistorie kunde jeg udenad, og Grundtvigs Kvad rinder mig ihu:

Rolf kan blegne,Bjarke segne, Hjalte svømme i sit Blod, Lejres Buer, Kan i Luer,Synke ned for Hjartvars ?

Senere kom Fader i med Læsningen og saa blev der mere Fart i Læsningen. Jeg fik Lov til næsten alt - ingen spurgte, hvad var sundt eller usundt.Jeg mindes ikke med Glæde de lange Vinteraftener. De var alt for ensformige. Derfor steg ogsaa Hjemmets Glæde, naar der var velkomne Gæster til Huse. Og nu skal det være paa Tide, at jeg siger Læserne Tak, fordi de har været mig trofast, hvad jeg har Viden om. Det har været mig en Glæde at mindes det gamle Borbjerg. Jeg skal ikke dømme den ny Slægt, som er mig fremmed; men ”hvem end dømmer en fremmed Svend, han dømmes og falder for sin egen Dommer.” Nu vil jeg i mit stille Sind haabe, at en eller anden af Læserne i sit stille Sind vil sige som Storbonden fra Randersegnen: Maa a paa den ærede Læsers Vegne sige Tak.

Petrus Christensen

1935 11 12

I fire Artikler vil Grosserer Petrus Christensen, Viborg, der er Søn af forlængst afdøde Lærer Møller Christensen, Borbjerg, og som for nogen Tid siden her i Bladet skrev en række Artikler om Minder fra Barndomsegnen, der vakte stor Interesse over hele Læsekredsen, fortælle om fire Aar i en vestjydsk Hedeskole. Vi bringer nedenfor den første af Artiklerne:

ISkæbnen vilde, at jeg, som maaske mindst af alt egnede mig til Lærervirksomhed, skulde tilbringe fire af min Ungdoms fagre Aar i en vestjydsk Hedeskole. Jeg tg Lærereksamen fra Blaagaard i 1886. Havde været Huslærer paa en fynsk Herregaard, Sekretær for Sogneraadet. Den gode Godsejer var Sogneraadsformand, men ikke nogen Heksemester i boglig Kunst. Derefter var jeg Lærer ved Skibelund efterskole ved Askov, Hos Knud Petersen, gift med en la Cour - af en slægtsstolt selvsikker og lidt selvgod Race. Knud Petersen med det store rødblonde, uplejede

22

Morsø-Skæg var en typisk Friskolelærer. Ikke meget vidende, men en ganske god Fortæller for smaa Børn. De store, nøgterne og skeptisk indstillede Drenge fra Nordslesvig led ikke Knud Pedersens Brægesnak. Prægtige Drenge var det forøvrigt. Særlig mindes jeg den nuværende Landstingsmand Jens Højer fra Øster Lindet - en villede Klør. (Knøs). Naa i disse Tider skal jeg ikke fordybe mig. Det interesserer vel heller ikke Læsekredsen i Holstebro. Er det ikke deres ”ejn Vinnier”, Folk vil kig' ind aa? Lad mig straks gaa til hin for mig mindeværdige og dog nu snart glemte dag, da jeg som kaldet til lærer i Hogager blev højtideligt indsat i Embedet af Pastor Kuhlman. Forinden Kaldelsen havde jeg været Vikar I Embedet en Maanedstid for at blive Prøvet. Helt umulig havde jeg vel ikke været. for Beboerne ikke alene tog venligt imod mig, men ogsaa anbefalede mig til forbliven. Vinteren 87-88 var skrækkelig streng. I hele Marts Maaned blæste iskold Østenvind, og det skrappe Tøbrud i Maanedens Slutning afløstes først i April af en bidende Frost. Den 5. April om Aftenen blev jeg af Jens Chr. Østergaard hentet hos min Broder, Lærer Møller Christensen i Borbjerg. Frosten var saa gennemtrængende, at vi maatte gaa det meste at Vejen til Hogager; min tynde Overfrakke og Mangel paa Uldtøj kunde nok gøre nogen Bevægelse nødig. Kommen til Vejs ende blev jog modtaget paa en saare hjertelig Maade, og jeg fik foreløbig et godt Hjem hos Thomas Laursen (Broder til Jens Chr. Østergaard). Denne prægtige Slægt kommer jeg senere til at omtale. Jeg gaar tilbage til Indsættelsesdagen. Min Hukommelse er i Aarenes Løb bleven besværet med mange Erindringer, og det er vel tilgiveligt, at jeg ikke husker tydeligt Pastor Kuhlmans Tale; men Jeg mener at mindes at den kloge 70-aarige Prælat formanede Beboerne til at tage velvilligt og overbærende mod den unge, 21-aarige Mand, og at han tilsagde mig sin Støtte. De gamle Præster gik ikke ”mellem Bark og Træ” De ”fiflede” ikke for visse Retninger i Sognet og var ikke misundelige over Lærerens mulige Anseelse. De saa med Skepsis paa de luskede og lumre Bevægelser, som søgte at erobre Sjælene.

I SkolenEn rusten Kakkelovn, fire nøgne, hvide Vægge med Blækklatter, en Række Borde med Mærker af Svanekniven og en Pult, som gav Oversigt over Børnenes Gøren og Laden - saaledes var det ydre. Til Hjælpemidler havde man Balles Lærebog, Balslevs Bibelhistorie og Matzens Læsebøger foruden et Par Vægkort. Nu rynkes der pas Næsen af Balles ”lærebog” saa vel som af Matzens Læsebøger. Med Urette. Matzens Læsebøger var ypperlige - saa ypperlige, at jeg kunde tænke mig en ny Udgave, og langt at foretrække for det grufulde Pladder, ærgerrige Degne og sultne Adjunkter mikser sammen i en pædagogisk bedre Viden. Jeg er endda saa uærbødig at sige, at jeg blæser og den Gang ogsaa blæste Lærebøgerne et langt Stykke. Til denne noget ureglementerede Undervisningsform havde jeg Støtte i Pastor Kuhlmann. Om det var, fordi Præsten var ”slovnet” noget, fordi han var blevet gammel eller fordi Livet havde lært ham, at Resultatet og ikke Formen var det væsentlige - lad det være usagt. Jeg fik endda Lov til at undlade at holde Gymnastik med Børnene. I de varme Sommermiddage kunde hverken jeg eller Børnene udholde Gymnastikkens Strabadser, og da jeg underrettede Pastor Kuhlmanna derom, fik jeg den Trøst: Lad du blot være med det, de Knægte har saamend Bevægelse nok ved at springe fra Tue til Tue. Hvordan jeg var som Lærer? Jeg skal hverken dadle eller rose mig selv. Og de at mine Elever, som nu er levende derude i mit gamle Distrikt, har vel nok glemt den underlige Fyr. Men jeg havde tildels et ret godt Materiale at arbejde med. Østergaardsslægten fra Hogager, en i Sognets mindre Gaarde vidt forgrenet Slægt, var overordentlig velbegavet, særlig til Regning. Tænksomme og gode Mennesker var de tillige, hjælpsomme og godgørende, som man kan være det i ret trange Kaar. Her er en Lejlighed til at sige det: Jeg led ikke Jens Bynkes Artikel om den danske Bonde. Jeg har nok fundet Egoisme hos den jydske Bonde, særlig Slægtsegoisme hos Storbonden; men ingen Samfundsklasse kan sige sig fri, og mindst da disse, som skilter med ”det humane Livssyn”. Gud fri mig for at tro paa de forlorne Talemaader, som aldrig varer længere end til Prøvelsens Stund. Den medfødte Humanitet, den sundeste hjælpsomhed har jeg truffet hos den jydske Hedebonde. En af Skolens Skavanker var, at en stor Del af Børnene maatte ud som ”Hjorddrenge” om Sommeren. Alt, hvad man om Vinteren havde banket (ja, ikke i bogstavelig Forstand, for jeg straffede aldrig Børnene legemligt, og jeg nærer ikke dyb Respekt for den Lærer, som skal gribe til Tampen for at holde Justits) ind i de smaa Hjerner, blev glemt den

23

lange Sommer, hvor Skolegangen blev forsømt, hvor Lærerne aldeles ikke tog sig af de fattige ”Outsidere”, blev glemt under legemlig Overanstrengelse og Mangel paa Søvn. Naar disse Drenge kom tilbage om Efteraaret, dvaske, søvnige, ligegyldige, fulde at Unoder, skulde der en englelig Taalmodighed til den første Maaned. Men jeg har dog ikke lutter bitre Minder om disse Børn. Uden at være ubeskeden tør jeg sige, at jeg fik mange gode Elever, ja, prægtige Drenge ud af denne tilsyneladende haabløse Samling. Der var jo et Gode ved denne ”Sommerudflugt”. Drengene fik som Regel god og tilstrækkelig Mad. Hedder det ikke: Selv i Ægypten man finder, til Lykke dog Hjerte hos kvinder. Og Gaardmandskonen kunde jo nok ynkes over den lille Purk, som Dagen lang var i Selen, og give ham et venligt Ord og en ekstra Mellemmad. Jeg ved, der var Koner af det Sindelag (Gud lønne dem derfor! og lad mig glemme de andre, som var nidske og sure), og ”Mine Drenge” som jeg kaldte disse smaa forhutlede Fyre, fortalte mig mange rørende Smaatræk - om et godt og venligt Ord, en lille Godbid som Husmoderen havde givet dem. Jeg gentager, at der var det gode ved ”hjorddreng” Spørgsmaalet, at Vogterdrengene fik Kræfter til at staa Vinterens Smalhans imod; thi i de mange fattige Husmandshjem var der knap til det tørre Brød. Jeg glemmer ikke de smaa ”struttende” Kartoffelmaver - og de oppustede Kinder. Kartofler! Kartofler! Ja, Ernæringen var saa sløj, at den indvirkede pas Aandsevnerne; Det var hartad umuligt at ”puste Liv” i disse Kartoffellegemer. Jeg spurgte en Dag før Jul en lille Pog: ”Hvorfor er du glaa ved Yvl, bette Krejsten?” ”A æ saa glaa ved Yvl, for saa ska vi ha Kaffe aa Hverrebrø” – ”Hvorfor er du glad ved Jul, lille Søren?” ”A æ saa glaa ve Yvl, for saa skal vi ha Shokolad”. Er det et ”Uer nok”, for at tale ”bindstouwsk”? Lad mig ikke glemme: Jeg havde om Sommeren en Biskole 2 Dage om Ugen i Savstrup. Denne Biskole var mit Smertens Barn. Langt laa den fra Hogager, og alle Forhold var ikke alene primitive, men uhyggelige. Men jeg havde faaet Skoletiden ved Pastor Kuhlmans forstaaende imødekommenhed lagt saaledes, at jeg om Fredagen kunde forlade Hogager og være i mit Barndomshjem, som kun Iaa 3-4 km fra Savstrup, Fredag, Lørdag, Søndag. Naar jeg Mandag Middag med et let Hjerte forlod Savstrup for at gaa til Hogager, 6-7 km, fandt jeg et godt Bedested i Hesselaa - i et hyggeligt, venligt, gammeldags Bondehjem. Pe Lo var en klog og veloplyst Mand; Karen var stille og mild, og Børnene hørte til mine bedste Elever. ”Gæstfrihed møder den Vandringsmand langs med de trange Veje”. Ja, Gæstfrihed mødte jeg i den gamle Bondegaard, hvis Tilliggende var næsten ubegrænset. Et par Tusinde Tønder Ager, Mose og Hede med Flokke af Hjejler og Urhøns og Bekkasiner. Pe Lo var lun og morsom med et Stænk af Malice. Jeg erindrer et lille Træk. Han havde stort opdræt og mange Husmænd søgte til ham i Efteraaret for at købe stude, som kunne bruges til Foraarsarbejdet. Der var ”Slav” i Pe Lo’s Stude. En Dag jeg sidder inde hos Pe Lo, kommer et Par Mænd gaaende over den rummelige Gaardsplads. Det var kendte folk, og Pe Los Ansigt viste, at han var klar over deres Ærinde. Den ene fremadstræbende Husmand, og den den var Husmandens Nabo, en agtet og godsindet Mand, men ikke synderlig anset som Handelskaal – de rigtig ”skarp' i æ Handel” var kendt ”øwwer æ hiel Sovn”. Naa, de to talte ikke ligestraks om deres Ærinde, var allerede kommen ”godt hen i Maden”; thi Brød og Dram var straks sat paa Bordet, og havde endnu ikke nævnt et Ord om deres Ærinde. Da fo’r der et saare skalkagtigt Smil over Per Lo’s Ansigt, og han udbrød sirlig sødt: ”Naa Laust, saa var Jens Peter den klogest, du kunde faa med”. Jens Peter blev saa rød som et dryppende Blod, og han holdt sig klogelig uden for Handelen.

24

1935 12 30

Vi bringer i Dag den anden Artikel af Grosserer Petrus Christensens Serie om fire Aar i en vestjydsk Hedeskole. Vi skal i næste Uge bringe tredje Artikel.

Jeg bliver nødt til et par Rettelser. Min for længst afdøde Fader hed ikke Chr. Møller Christensen, men Christian Mattiasen Christensen. Denne Navnesammensætning viste hans sønderjydske Afstamning, og fra sønderjydske Blod har jeg vel ogsaa mit stridige Sind og min stærke Retsfølelse.Den anden Rettelse: Det hedder ikke Knud Pedersens Brægesnak, med Bragesnak. Bragesnak var den nationalliberale Betegnelse for den grundtvigske Fortællemaade.

Fire aars Fritid og Frihed.Jeg siger med vilje: fire Aars Frihed. I fire Aar nød jeg en næsten en næsten ubegrænset aandelig og personlig Frihed. Min Undervisningsform var jeg selv Herre over, og den gamle Præst, som var nærmeste foresatte, blandede sig aldrig med et Ord i Arbejdet. Han saa Resultaterne ved de halvaarlige Eksamener, og var ”vel tilfreds”.Lad mig ved denne Lejlighed sige: Jeg forstaar ikke den danske lærerstand, som var saa ivrig efter at blive fri for det kirkelige Tilsyn. Kender jeg Tiden ret, og kan jeg bedømme Tidsaanden, som nu staar i den magtsyge Husmands Tegn, saa skal Lærestanden til sin Tid nok faa Kærligheden at føle. Det præstelig Tilsyn kunde mulig være lidt pedantisk og uforstandigt. Jeg tror oprigtig, det var ret sjælden, og over for en urimelig Præst havde Læreren næsten altid Støtte i Befolkningen. Men nu: Kommer Degnen paa Kant med ”Forældreraad” med en vringlet Sognefører, med en selvglad Kælling, med den magtlurende Præst, saa er Naadens Lys slukket og tilgivelse uopnaaelig. Jeg begriber heller ikke, at Degnene er saa aandelig frigjorte, saa overlegne, at de holder sig udenfor Døgnets Politik. De er nu Lejesvende, hvervede Tropper, som gaar i Sold hos den højestbydende. De er ”Venner” i dette Ords foragteligste Betydning, Stemmesedlens Parasitter.Det lettede! Men ”den unge Degn” er nu blevet en forkælet Race, som er befængt med Forkælelsens uheldige Følger.

Min FritidHvordan jeg fik Tiden til at gaa, eftersom jeg hverken havde Kone eller Børn til at dele Ensomhedens og Kedsomhedens Byrde? ”Det gik endda” Jeg læste og læste, uden synderlig Plan, men en Del spredt Viden, og nogen Litteraturkundskab fik jeg jo. Jeg var i ”Træns Læseselskab”, fik ved Hjælp at Pastor Kuhlmans Kaution, Bøger fra Universitetsbiblioteket. Havde ”Politiken” til daglig Oplevelse. Dengang var ”Politiken”s Ledende artikler læseværdige. Nu synes de nærmest at være skrevet af Gymnasieelever. Jeg fik dog ogsaa Tiden til at ile ved

JournalistikJeg blev lokal Medarbejder ved det moderate Blad i Ringkøbing. Fastrup Jensen hed Redaktøren. Jeg skrev dog ogsaa andre Artikler. Engang om Esbjerg. Jeg husker den første Linie: ”Stejlt op fra Søen ligger Byen”. Nogen Lovtale over Byen var det just ikke, og jeg kom da ogsaa ”i Pir” med Lokalpatrionismen, og maate veksle et par hvasse Indlæg med Esbjergensere.

25

Til ”Politiken” skrev jeg ogsaa, skønt jeg ikke hører til Bladets politiske trofaste. Jeg kom ved en Lejlighed uheldigt af sted. Højres Husmand (dengang havde Højre lige saa mange Husmænd som Venstre havde Grever – nemlig én), Niels Borup skulde holde møde i Holstebro, og jeg skulde sende ”Politiken” et Referat. Det blev imidlertid Snevejr, som forhindrede mig i at tage til Holstebro. Men ”to hva”, jeg kunde nok tænke mig, hvad Niels Borup vilde sige – saadan da, og skrev et Referat derefter. Ak og Ve! Mødet blev ikke afholdt, og havde man dengang kendt, hvad det vilde sige ”at staa med Haaret ned af Nakken” var jeg et levende Eksempel, saa meget mere som Holstebro Avis ”apropos” skrev, at nu kunde den forstaa, at ”Politiken” var Organ for den højeste Oplysning, naar Bladet kunde referere Møder, som ikke var afholdt. Ak, ak her var jo lige til en Oxford-Bekendelse.Henning Jensens ”Enhver sit”, var ellers mit Hovedorgan. Under Overskriften: ”Fra afsides Egne” samlede jeg her en ung Mands uforstandige Kritik over Forhold, som uerfarenhed og psykologisk snæversyn ikke kunne lade mig overse. Smaa økonomiske Betragtninger om Landbrugsforhold i Hedeegne bl. a. Hede- og Mosebrænding fik jeg optaget i Ernst Brandes Børstidende. Ernst Brandes, som efter hvad jeg senere har hørt, skulde være en særlig rar Mand, var typisk Ghetto-Jøde af udseende, endog hans Tale var med jødisk Skurrelyd. Men han betalte godt. Redaktionssekretær hos ham var Frejlif Olsen - Henrik Cavlings Broder. Da jeg kendte ham fra Blaagaard, levede han under forrrykte Forhold i Blaagaards Kælder-Stuer. Disse Kælderkamre, fugtige, usunde, skumle, omtales i Aakjærs Erindringer, og den unge vestjydske Lærersøn, som skrev om disse Kamre i Bladet ”Avisen”, var min Ringhed. Sagen var, at ”Demokraten” og ”Idealisten”, Jeppe Tang Andersen Tang, Seminarieforstander og Folketingsmand for Svendborg-Kredsen, en Nullitet, som kun havde Begreb om at mele sin egen Kage, tog en blodig Pris for disse Huler, og det oprørte mit tidligt vagte Retsfølelse. Men tilbage til Frejlif Olsen. Min Opfattelse af ham kan udtrykkes i det jydske Ord: ”Han haad' skjøtt æ Loerklatter”. Til Herman Triers ”Vor Ungdom” skrev jeg ogsaa Artikler, som citeredes af saa kendte kendte Mænd som Læge Kaarsberg i Sorø, og Brøchner-Larsens ”Den danske Folkeskole” nød godt af min Pen - men jeg fik intet Honorar - kun Æren, og ganske vist er Æren det fejreste Træ i Skoven, men man kan nu ikke betale Skomagerregninger med den. Læste jeg end meget, saa skulde der dog ogsaa frisk Luft og legemlig Bevægelse til for at bevare Sundheden, og saa begyndte jeg

at gaa paa Jagt.Jeg laante J. Chr. Østergaards Forlader, fik lov til at gaa paa Skoledistriktets Jorder - mange Tusinde Tønder Land - og fik en Jagttaske købt. Men jeg blev nu ingen Nimrod, og det var et alt for ”forbaskende Held”, som Svensken siger, Skyld i. Thi den første Hare, jeg stødte paa, nedlagde jeg som ”en Mis”. Men Bøssen var ikke engang kommen til Kinden, i Forfjamskelse var den gaaet af i Utide - dog Haren blev der. Saa decideret et Vaadeskud var det, at jeg slet ikke senere pralede af min Skydefærdighed. Nogen Jagtkultur besad jeg heller ikke. Jeg skød ind i Flokke af Hjejler i tro paa, at der mindst vilde falde en halv Snes. Ikke een - ikke én. Mit lønlige Haab var at skyde en Urhane (eller Urhøne), men skønt jeg vidste, der var Urfugle, kunde høre dem skogre, naar jeg laa paa Højen i den vide Hede, saa lykkedes det mig aldrig at komme dem paa Skudhold. Nej, man skal nok have det rigtige Jagtblod i Aarene og øvelse fra ”Knejterne”.Jeg fik dog Urbane (jeg er tilbøjelig til at tro, det var Høne - den kunde jo ikke sælges) at smage, mens jeg var lærer. Aarsagen var særegegen. En Vinterdag blæste det op til forrygende ”Sneknog”. Da jeg stak Hovedet udenfor Skoledøren, blev jeg ”hed om Ørerne” hvis man da kan blive hed om Ørerne i 6 graders Frost, og sendte øjeblikkelig Børnene hjem. Men jeg blev ængstelig for de smaa Poge, fik fat paa min trofaste og gode Nabo, Thomas Laursen, for at faa ham med til at undersøge, om Børnene var kommen vel hjem. Det var en haard Tur for os. Men den gode samvittighed, vi følte, gav os Styrke til Gangen, og det var med et lettet Hjerte, vi saa, at Børnene fra de længst bortliggende Huse var kommen godt hjem. Denne Tildragelse gav et meget stort Plus i min Skudsmaalsbog, og den resulterede da ogsaa i Indbydelse til Urhanegilde for Thomas og mig. At jeg havde Tilladelse til at gaa Jagt paa del store Terræn, maa være rygtedes viden om. En skøn Efterarsdag holder der to landauere for Skoledøren. Der var Jægermester Rosen fra Krabbesholm Landinspektør Dit og Doktor Dat – ”stuer Folk for hvos o tøkk” – da efter Hogager Forhold. Om de maatte gaa paa mit Territorium?

26

De skulle paa Jagt i Ingenmandsland – det vil sige Kvistrup – Ausumgaard – Volstrup – Rydhaves – Mose og Hedeparceller, Hundrede af Tdr. Land, men ingen kendte Grænser. Jeg lod som jeg var stor Jagtherre og gav dem naadigst Tilladelsen. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg blev indbudt til deltagelse i Jagten. Nok havde jeg Bøsse med, men jeg ville overlade de Fremmede at nedlægge Vildtet.

VennerneJeg havde mange venner i Sognet, og jeg tør sige: ingen Uvenner. Hvem meget har syndet, skal meget tilgives, og jeg tror man tilgav den unge Fløs en Del. Naa, jeg hørte jo ikke, hvad der blev sagt om mig, men det, der naaede mit Øre, var gunstig nok. I selve Skoledistriktet kom jeg i de gamle Gaarde, Østergaard og Vestergaard, eller ogsaa fulgtes jeg med Østergaardsmanden og Vestergaardsmanden hen til Abildholtgaardene. Et par store meget afsides liggende Bøndergaarde. Der var nok hyggeligt i Vester Abildholt, i den gamle Bondegaard, hvor alt var velholdt og pillent. Kobbertøjet over Sovekammerdøren var altid puset som til Højtid. Der hvide sand fra Rotvig strøet i sirlige Snirkler. Mens vi ”Kaalminisker” var bænket ved det lang Bord, sad Ann Dorret og Pigen lidt fra Bordet, dog ikke længere, end de kunde nyde godt af Lyset. Ann Dorret ved sin Rok og Pigen ved Karterne. De linde, luftige og bløde Spindelsvævs-gennemsigtige Teier blev fra Pigens Haand lagt forsigtigt i den lille Halmæske, og varsomt og omhyggeligt gled Teierne gennem Ann Dorrets Fingre og blev til den jævneste Traad, som Bondesnilde kunne danne. Æsper Abilholt var en beskeden og stilfærdig Mand og hørte gerne, hvad Gæsterne havde at fortælle om Sognet og hvad der skete i ”æ Grønmarksejn”. En dag kom den nyvalgte Sogneraadsformand – en Sallingbo, bred og selvfølende som Sallings Bønder i Almindelighed, paaholdende, naar det gjaldt Andre – ogsaa en god Sallingskik, paa Tale. Han var endnu ikke kendt i Sognet, men Kr. Vestergaard vidste dog at fortælle at han var ”gue te aa løes aa skryv”. Ja, Kr Østergaard, og saa er det en Kaal som et sejer aal de, han ved. Ih, bau da, sa’e Æsper, er han saa ”døgti”.Den samme Sogneraadsformand var nu tillige, hvad man kalder ”en væren Kaal” og sagde sin Mening mere lige ud end Hjerm Herreds Fok. En Dag kom han ind til Naboen angaaende en Sogneraadssag. Naboen var en grumme stille og tavs Mand, men Konen var, ligesom Kjen Peister i ”æ BindstouW”, møj ”fremtaalend” og vilde godt tage ”Monnet” fra Manden. Hvem ved, maaske tænkte den stille Bonde som Jesu Sirach i et af sine Ordsprog: En snaksalig Kone er for en tavs Mand træls som en sandet Vej opad. Imidlertid - Mætt, saa lad mig kalde hende Mætt, blandede sig stærkt i Samtalen, saa det blev for meget for Sallingboen: Do æ jo et i æ Sownraad, Mætt!, do maa helst hold di Mund. Havde det været en Hjerm Herreds Mand, var den ”fine Skose” nok kommen paa en mere underfundig Mande. F. eks.: A vest et aa, do var kommen i æ Sownraad, Mætt. I Øster Abilholt var Chr. Jensen Husbond. Han stammede fra Kulsvier-egnen og var som saa mange Øboer bleven betaget af de mange Hundrede Tdr. Land. Han erindrede Træk fra sin Ungdom. Kørsel til Kultorvet, Kørsel gennem Gribskoven, om Vognkæppene, som laa parat lid Slag, hvis Ufredsfolk skulde vise sig, om Salg paa Kultorvet og Iivet paa de smaa Gæstgivergaarde omkring Torvet. Skønt - eller maaske netop derfor - det ikke var et rent Evangelium Chr. Jensen fortalte, var han dog fornøjelig at høre. Jeg nød hans udprægede Gammel-Sjællandsk. Sammenlignede det sjællandske Lune med det jydske. Det udtværede sjællandske mod der rappe jydske. Mangen fornøjelig Aften havde jeg dog hos den gamle Kulsvier.Oppe i ”æ Grønmarks Ejn” havde jeg mine Barndoms venner, som nu var bleven til Ungdomsvenner. Jeg deltog med Glæde i deres Sammenkomster. Ser jeg den Tid, og den Tids og Egns Ungdom i for rosenrødt Skær? Er det Minderne der åbenbarer det skønne og tilslører det uskønne? Jeg har ikke senere set en bedre Ungdom, en mere Hensynsfuld og velopdragen Ungdom end den, der i disse Aar voksede op i Borbjerg Sogn. Gammel Bondekultur for at blive i det højtidelig Sprog, satte virkeligt et smukt præg paa Ungdommen i Holstebroegnen, og sammenkomsterne i de gamle Bønderhjem var hyggelige og morsomme.Og jeg kunne let komme rundt, for jeg havde købt mig

27

en CykleJeg var den første i Sognet og den første i Egnen, når jeg undtager Holstebro, som var saa ”lovele”. En Flyvemaskine i dens Barndom vakte ikke nær den opmærksomhed, som en cykle i firserne. Børnenes Beundring og de Voksnes Misundelse var over alle Grænser. At blive taget op paa Cyklen var en oplevelse for saadan en bitte Hjorddreng. Dyrene var sanseløse af Skræk. Nu kan Bilen stønne op i Hestens Øre, uden den agter derpaa. Denne Gang stejlede Hesten paa en halv kilometers Afstand og Kusken var ond og satte Pisken i Vejret, naar han øjnede en Cykle. Faarene strittede i Tøjret og Lammene fo’r over Vejen for at søge Trøst o Moderens fyldte Yver mod det glinsende Uhyre. Den lille Kvie saa hunlig nysgerrig paa Spøgelset, og den ung Tyr stampede i Jorden.Ja, Cyklen flyttede Grænser som nu Bilerne, men den medførte ogsaa Udgifter. ”Det var dejligt, men det var dyrt” – efter den Tids Forhold.

1936 01 09III

Jeg glemmer ikke mine Kolleger, Nabolærerne. Ja, for jeg var jo ung, jeg skulle lære, samle Erfaring, og jeg høstede virkelig Belæring ved de lokale Skolemøder vi havde faaet i Stand. Borbjerg Sogns fire og Ryde Sogns to lærere kom sammen en Gang imellem. Hvor tit erindrer jeg ikke. Men vi – og da ikke mindst jeg – havde virkelig Udbytte af disse Sammenkomster. Skolemødet var forbundet med Spisning og selskabeligt Samvær- dog uden Kvinder, hvad der var meget rimeligt, eftersom Deltagerne havde 1 Mil, op til 1 ½, at gaa, naar ”Festen” var til Ende. Men den Gang kunde Folk gaa. Gaa sig Sandhed og Tanker til. Min nærmeste Nabo var Lærer Madsen i Trabjerg. Et herligt Menneske. Skønt svag og mærket til Døden som et Træ i Skoven, bevarede han et næsten ukueligt Humør. Hans mange smaa Historier var pudsige, og man morede sig ikke mindst over Fortællerens hjertelige Latter. Han var, hvad vi paa ”vort” Maal kalder ”grinnem”, og jeg formaaede ved saa Midler, smaa Bemærkninger at fremkalde hans rungende Latter, som Helbredet forresten daarlig kunde taale. Hans Lattermildhed kunde en Dag nær have givet sig et grumme uheldigt Udslag. Vi sad en Søndag ”i æ Deinstuel for æ øster Sovn”. Madsen ”havde en Barnedaab” (Accidenser), som saa ud til at blive, lidt større end almindelig. ”Hvor meget vil du give for den?” spurgte Madsen sagte. ”To Kroner, hviskede jeg”. ”Er du tosset - fire!” Der kom nu et Par Faddere mere end beregnet, og jeg skubber saa 3 Kroner hen til Madsen, Men nu maatte Madsen dukke hovedet og bide sin Haand til Blods - ellers var Kirken bleven fyldt af hans rungende Latter. Min Broder, Lærer C. Møller Christensen i Borbjerg, var min store Støtte under min 4-aarige Læervirksomhed. Han hjalp mig med mine kirkelige Forretninger, sang ved Begravelser og Bryllupper; thi jeg har aldrig kunnet drive min Sangkunst højere end til: ”Brødre og Søstre vi skilles nu ad” (den gamle Melodi - for selvfølgelig er der ogsaa føjet ”Trimulenter” og musikalsk Hokuspokus til den). Den kunde jeg til Gengæld godt – og brugte den i Tide og Utide. Jeg erindrer en Gang, jeg var ”bleven Kirkesanger”. I Fællesskab fandt KuhIman og jeg to Melodier, jeg kunde brumme og ”intonere” rigtigt – saa som Kuhlman sagde, Ikke den første og bedste Bonde kan tage Tonen fra dig. - Men lad mig nu her føje et takkende Ord til ”den gamle Borbjerg Degn”, En Tak for trofast Brodersind gennem snart syvti Aar.

28

Lærer Simonsen, Hvam, var en dygtig Lærer og en selvstændig retskaffen Karakter. Men man kunde næsten ikke tæske et Smil af hans træede Ansigt. Han var Seminarist fra Hovedisse til Fodsaal.Lærer Hansen, Ryde, var ligeledes en ualmindelig duelig Lærer, skønt hans Eksamenspapir lød paa ”Ej uduelig” Ak, hvor har denne Eksamen dog lidt at betyde i den vestjydsk Skole – lidt at betyde ved siden af den pædagogiske Evne – den pædagogiske 6. Sans, havde jeg nær sagt. Lærer Hansen var en første klasses Lærer – han og min Broder Chr. Møller fyldte deres pladser.Lærer Borch, Stendis, erindrer jeg knap. Han var, saa vidt jeg ved, optaget af mange Ting. Skolerejser var den Gang ukendt. Men Lærere i Borbjerg var bleven enige om at samles med Børnene i Rydhave Skov. Jeg erindrer ikke, hvem der havde fostret denne fortræffelige Tanke; men den blev godt modtaget af hele Sognet. Fra mit Distrikt var der endda nogle Vogne - skønt Turen næsten var lovlig lang for de tørveslidende Heste fra Hogager. Men al den Møje og Besvær med Turen - alt det trælse ved Forberedelsen - blev glemt, da Vognene kom op paa Bakken ved Ryde Skole. Alle Vognene holdt stille, for at Hestene kunde tage ”et Pust” og for at vi kunde se et øjeblik paa Landskabet foran os. Jeg glemmer aldrig, hvilket Indtryk dette Syn gjorde paa Børnene. Jublende rejste de sig op i Vognene. Glade Fryderaab fra de ellers saa tungsindige Læber. Aah! Aah! udbrød de. Saa skønt et Syn havde de nok aldrig set. Den glitrende Fjord i Sommerdisen og den grønne Skov foran os. Dette var den første Spire til Sommerrejserne. Nu synes man, at Børnenes Begejstring og støj kan være besværlig nok - har man som jeg set Børnene stirre ind i en Eventyrverden hin Sommerdag, saa glemmer man at besvære sig.

Petrus Christensen.

1936 01 21(sidste Artikel)

Da Borbjerg vaagnede.Om til en bedre Tilværelse - om til et rigere aandeligt Liv - om til større og bedre økomiske Kaar? Hvad ved jeg? Jeg skal ikke dømme derom; thi hvem er du, som dømmer en fremmed Svend. Han staar og falder for sin egen Dommer. At jeg ikke kan se saa megen virkelig Udvikling og sjælelig fremgang fra 75 til 90, kan jo maaske have sin Grund i, at jeg maaske har faaet en Troldesplint i øjet. Der var i 70'erne ikke en Krusning paa Overfladen af Sognets aandelige Liv. Gammel luthersk Aand og Rettroenhed var personificeret i Pastor Kuhlmans højkirkelig klassiske Skikkelse. En enkelt Grundtvigianer var kommen løbende til Sognet og havde bosat sig i et af Risumhusene. Men han var ”nøj aa en Spekulanter” – købte Grise op til Hamborg (den Gang var Hamborg Jyllands økonomiske Hovedstad). Men som ikke værende af Gaardmandsæt kunde han næppe foraarsage stor kirkelig Ravage. Ganske vist var han Sognebaandsløser; med det rørte ikke Kuhlman I særlig Grad. Min Fader satte forøvrigt ingen Pris paa Kræ Laursen og hans Kone. Gamle Grundtvigske Toner maa have klinget i Faders Øren. En af Sognets Slægter var fra en pietistisk Indstilling vandret stille over mod den folkelige og politiske Grundtvigianisme, men vedblev at være trofaste Kirkegængere, der ikke rent traadte Kuhlman for nær.Af Sognets Præst, den grundtvigske C. F. Møllers indflydelse, var der intet tilbage. Jeg forundrer mig over, at hans Virke er gaaet saa sporløst hen. Jeg ved, at han søgte at drage Ungdommen – særlig den mandlige ned til Præstegaarden. Her skulde saa Formidlingen mellem den vaagne Bondeungdom og den milde dannede

29

Grundtvigianisme ske. De unge Piger af det grundtvigske københavnske Bourgeoisi, som lærte Husholdning og forøvrigt førtes ind i den grundtvigske Aand og Dannelse i Borbjerg Præstegaard, skulde lære at kende den pæne solide Bondeungdom, saa de senere som Præstekoner (og de unge Piger gik hyppigst Præstevejen) kunde være Mandens Medhjælp. Ak, ak, - man kendte ikke den Gang Kiplings senere saa berømte: Øst er Øst, og Vest er Vest. I de fleste af Borbjerg Nabosogne var der Bevægelse og Bevægelser. I Ryde var ”Jens Havs Parti”. Jeg er aldrig bleven klar over, hvori den adskilte sig fra Kirken. Mon det ikke var det samme som: Dømmerne i Herning-egnen? I Borbjerg havde Bevægelsen kun een Tilhænger, endda en Halvø fra Borbjerg var kilet ind i Ryde Sogn, og denne ene var en Husmandskone. Men da Tilhængeren jo ikke var af saa ”stuer Stand”, fandt Kuhlman ikke Anledning til at tale paa Prædikestolen mod ”Sekten”. Han var erfaren nok til at vide, at man tier mere ihjel, end man snakker ihjel. I Handbjerg var Lærer Lind Skaberen af en stærk Indre Missions Bevægelse. Lærer Lind var imidlertid en fordragelig Mand; min Fader satte stor Pris paa ham, og han holdt sig fra synderlig Propaganda i Borbjerg. I Hjerm Sogn var der ogsaa en Del religiøs Rørelse, som særlig greb det saakaldte ”Hummelmoesland” - Grænsen mellem Hjerm og Borbjerg. Ogsaa der var ”de vakte” Husmænd, og Kuhlmann stillede sig aldeles nevtral. I Mejrup Sogn, hvor Sognepræsten var Kateket ved Borgerskolen i Holstebro, hvor Forbindelse mellem Sognet (Herredsfoged Beckers Indflydelse) og det grundtvigianske Holstebro var ret livlig, havde ”den grundtvigske Retning” en Del Tilhængere; dog ikke saa mange, at det foruroligede Pastor Kuhlman. Til Hodsager og Haderup Sogne kendes intet. De var om ikke uden for Lov og Ret, saa dog uden for had Folk dengang kaldte ”Kultur”. Sevel Sogn var i religiøs Henseende noget splittet. Fra gammel Tid var der i det store Sogns afsides Bebyggelser megen Overtro. Medicinmanden Laust Glavind havde her sine – ”Klienter”. Baade kurerede han for Sygdomme, ”viste igen” og opdagede Hustyve. ”Men te o maaen hva han jo et saa fuldkommele som æ Præst” - nej. Manen besørgede Hans Jacob Bøtcher, Provst Petrus Johannes Bøtchers Fader, som var Præst i Sevel for Provsten. Jo, den gamle Præst foretog en veritabel ”Nedmanen”. Jeg synes, det er underligt at tænke sig, at min Navnefaders Fader virkelig - for at skaffe syge og forpinte Mennesker Sjælero - har foretaget en saadan Ceremoni. Provst Petrus Bøtcher, som var saa berømt for sin Konfirmandforberedelse (Marie Bregendahl blev af sin Fader, Henrik Bregendahl, sendt hen til Farbroderen i Skovlund i Sevel for at nyde godt af Provst Bøtchers Undervisning), skulde nok holde ”de nymodens Bevægelser” ude. Derimod fik vi en vis verdslig Kultur - Landbrug, Havebrug - en Opblomstring i Sevel - baaret frem af den evnerige Steffen Vestergaardske Slægt. Ja, saa vender vi tilbage til Borbjerg. Det var nu ikke de religiøse Strømninger, som skabte det nyere Borbjerg, men de politiske. Og her hjalp pastor Kuhlmans Agtpaagivenhed ikke. Han kunde nok ”o æ Prejkstuel” tordne og advare mod den nye Aand, mod Berg og Edv. Brandes, som Berg i 1880 skaffede ind i Langelandskredsen, kunde længe nok tale om ”at frygte Gud og Kongen ære som Guds rene Bud os lære”. I det politiske stødte han mod ”Underklassens” Urinstinkt, thi dengang regnedes Bonden (og regnede sig selv) for ”Underklasse”. Gud ha Iov, det haar bejre se. Og i sin Kamp mod den politiske Vækkelse stødte han paa en Modstander, som var ham overlegen i Klogskab, i Selvbeherskelse og Menneskekundskab.

Den gamle Chresten BisgaardHusmandsbevægelsen begyndte saa smaat. Jeg har i mine Barndomserindringer skrevet om Forløberen for de senere Husmandskonger, Jens Larsen i Trabjerg. Kuhlmann kunde ikke længere affærdige ham med et: Aa, jeg gi’r ikke stort for hans Klogskab. Jens Larsen, støttet af Chresten Bisgaard, samlede sine Tilhængere. Nu vilde de ikke længere nøje med at stemme paa den mest humane af dem, som de lavest beskattede kunde vælge; nej, nu vilde ”di sjel” ha’ en Mand ind. Det var den første Brandbombe, som blev slynget ud i det gamle Sogn. Den anden var Skyttesagen. Mærkværdig nok vakte den ikke Kuhlmanns Vrede. Han var endog med til at holde Tale, da Skytteforeningens Fane blev indviet I Kviesgaard Plantage. Maaske har den Omstændighed, at Niels Kviesgaard var Højremand blidnet Præstens Sind. Den egentlige Brandstifter blev vel nok

30

Forsamlingshusetsom blev bygget paa Store Hedegaards Mark, nær ved Kirke og Skole. Mærkværdig stille og fattet tog Pastor Kuhlman mod denne ”ny Fremtoning”. Var han ”slovnet”, havde Alderens Overvejelser og Livets Erfaring klaret hans Tanker, saa han sagte maatte sige sig selv: Det nytter ikke at stampe mod Brodden. Hver Tid har sine Guder, og hver Djævel regerer i sin Tid. Jeg husker Indvielsen og glemmer aldrig Præstens Ansigt: et elskeligt, maaske en Kende skeptisk Smil lyste op - som vilde han sige: Herregud, var det ikke værre. I Borbjerg Forsamlingshus holdt jeg mit første Foredrag. Jeg har brugt det een Gang senere. Det var med mig som de store Højskoletalere, der rejste Landet rundt med eet Foredrag. Hvordan mon mit Foredrag egentlig var? Gud ved, om nogen af de gamle i Borbjerg kan erindre det. Men een Ting er jeg vis paa: Jeg fik ikke den ny Tids Baal til at flamme højt eller højere. Er Borbjerg ”uegen”, er det saavist I ikke min Skyld.

Petrus Christensen

1936 02 17

Ann Kathrin Estvad hørte vistnok til ”æ Kjæltringslav”. Hun var da kommet til det gamle vestjydske Sogn ”fræ æ Kjæltringsejn” - fra Estvad Sogn – og tilhørte de ”Kisum Rakkere” eller maaske de ”Sahl Kjæltringer”. Hun var kommet til Sognet med Narslægten, som af den anden Høvdingeslægt – Abrahamslægten – var fordreven fra deres Hjemstavn og yndede Opholdssted ved de fiskerige Søer og udstrakte Heder i Sevel Sogn nær Estvad Sogn. I disse Egne skogrede endnu Urhanen, og ”Morten” var talrig som Havets Sand. Men to Taterslægter kunde Egnen ikke bære, og den svageste fortrak til Egne, hvor Folk var mere godmodige og Almisserne rundeligere.Ann Kathrin var ikke nogen udpræget Tatertype. Hun var mere rund og svulmende end Taternes Kvinder sædvanlig, bred mellem Øjnene som en Sallingbo, og gamle Folk vilde vide, at hun egentlig var en Sallingbo, og at kun et løssluppent Liv havde ført hende ind i Rakkernes Flok. Men i Sognet regnedes hun for en ”uren”. Hun holdt til med ”Rakkerne”. Al Slags Pak og løst Folk fandt gæstfrit Rum i hendes smaa Pavluner i Sognets Fattighus, lige fra ”a Kejser” til ”a Flønder”, til megen Sorg for Sogneraadet; thi Ann Kathrins livlige Samkvem endte altid med Resultater. Hendes Sommerophold som ”Høstpige” paa Sallings Herregaarde havde forøget Sognets Indbyggerantal med 7 smaa Sallingboer. De gæve Sogneraad'der vidste ikke deres levende Raad. Skønt de ikke var uerfarne i at prakke Fattighuslemmer paa andre Kommuner - særlig Aaby Kommune blev overlistet af de snedige vestjydske Sogneraadsfolk – øjnedes dog ingen Udvej til at komme af med Ann Kathrin ”o hinne Slæng”. Jo vist kendte Sogneraadet til at skaffe sig af med besværlige Medborgere, og i de Tider, Hvor Opholdsperioden kun var 5 Aar, før Forsørgelsespligten indtraadte for den ny Opholdskommune, var denne ”Kunst” ofte benyttet. Fik man Føling med, at en til Byen indvandret (eller indsendt) Familie var i Trang, blev en af de mest durkdrevne af Sogneraadet sendt ind til den med en ”lille Gav”, saa den kunde slæbe Perioden over: thi ”Familien” vilde dog hellere bo i byen, hvor livsvikaarene var lettere og bedre, Ydelserne rigeligere, end vende tilbage til Sognets og Slægtens Foragt. ”Hvad angaaendes” Ann Kathrin da var Sagen uløselig, ingen Udvej øjnedes. Ann Kathrin og de syv smaa Sallingboer synes uhjælpelig at høre Sognet til. Ja, der var een Udvej, men den laa unægtelig langt borte: at faa Ann Kathrin gift med en udensogns hjemmehørende. Og nu kom Tilfældet eller skal vi hellere sige, naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest - Sogneraadet til Hjælp. Ann Kathrin fik sig ”en Bahold Kærest”. Det var ”en Støk Skumpe” fra Aabv, men ”en modde Svend”. Han havde med Held slaaet sine Medbejlere paa Flugt. ”Æ Kejser” var rendt, og ”æ Flønder” var

31

rejst til Flønder Sø, saa Povl Rytter, der havde været Kyrasser og førte en kraftig Arm, var Eneherre af Ann Kathrins Gunst, hvad der jo fremgaar ret tydeligt af det foregåaende, ikke noget Dydsmønster, og Povl Rytter ikke nogen Dydsdragon – et Par rigtig ”skabede Grise”, som, hvis de ”bløw gyvt”, ikke havde noget at lade hinanden høre. Sogneraadet kviede sig dog noget ved at ”gaa ind” paa denne Udvej. Et Par Medlemmer med humaneSynsmaader fandt det oprørende - nej, fandt det ”olet” - vi Vestjyder bruger vel aldrig stærke Udtrylk - saadan at handle ”med Minnisker”«, men Sogneraadsformanden, som var af Salling Slægt og ikke ”blød Mjælke”, fik alt lagt godt til Rette: Hvilken Byrde Ann Kathrin nu og i al Evighed vilde være for Sognet, og hvilken Trumf for Sognet overfor Aaby, som havde ”anholdt” et af Sogneraadets sidste Fif om det kunde paaprakkes Byen denne ”Herlighed” .Baade Ann Kathrin og Pytter var villige til at gaa ind for Sogneraadets Planer, saa meget mere som der var lovet dem et ordentligt Udstyr og en ”villede Bøjd” (Bryllupsgilde), men dette alen var jo ikke nok. Mange Attester skulde skaffes, og den gamle Sognepræst, en klassisk Prælat at skue, skulde jo være villig til at vie Parret, og Degnen ligeledes villig til at synge Brudesalmerne. Ann Kathrin, som før havde haft syv Sind over en Dørtærskel, var nu bleven saa stædig og ”paahængs”, at Povl Rytter var ”hiel fjale ve'et”. Daglig løb hun i Skolen: om det ikke blev til noget, for hun ”længes atter o blyw en orrentlig Kvindminnisk”.Saa en Dag, en Onsdag i Fastelavnstiden, da Skolen var lukket, kom de begge ”stumlen”. Kirketiden var forbi, og Parret havde set Præsten gaa forbi Fattighuset paa sin Vej lil Præstegaarden. For hans haarde Tiltale var de saa fri, og nu vilde Parret prøve, om det ikke kunde bevæge den Degn til at ”lægge et godt Ord ind hos Præsten”. Men ogsaa her mødte Parret ”en kold Skulder”, thi ligesom Præsten misbilligede Degnen Sogneraadets ”praktiske” Adfærd. Slukørede gik de forbi Skolens Vinduer, hvor indenfor DegnensDrenge sad og læste. Da faar en af disse en forfløjen Ide. Han aabner Døren og kalder Ann Kathrin og Povl ind. Vil I gerne giftes? Da snøftede Ann Kathrin, det var ”endda ølet o ett kunn kom' sammen med den, en holdt aa”. Povl Rytter haad jo aasse gin Ann Kathrin ”hans Uer”, o det vild han sto ve, te hvær en Tid.Saa skal I ogsaa blive gift, sagde den vordende Sagfører. Nu skal jeg vie jer, og det er lige saa godt somPræstens. Og saa fik den skarnagtige Knægt fat paa Ritualbogen, fik Ann Kathrin og Povl til at knæle ved Katedret, læste Ritualet op, lagde Haanden paa deres Hoved og forkyndte ”dem for rette Ægtefolk at være” og tilføjede: Nu faar det at holde, saa hænge det kan. Og Ann Kathrin og Povl gik ikke bedrøvede bort som den rige Yngling, »der havde meget Gods”, men glade, og Povl fiskede i Lommen og fandt et Markstykke, vel ellers bestemt til den ædelige Brændevin, som han gav den selvbestaltede ”Giftefoged”.Hvordan del ellers gik med det vordende Ægteskab mellem Ann Kathrin og Povl Rytter, spørger ”interesserede Sogneraadsmedlemmer?”Ja, der blev intet Ægteskab. Aabv blev ikke narret den Gang, thi den gamle Prælat sagde med sit mest skeptiske og elskeligste Smil og rystede sine hvide Lokker: Den gaar dog ikke.

Petrus Christensen.

1936 03 09

Jeg erindrer tydeligt det gamle Sogns fire Veteraner fra Napoleonskrigene 1813. Underligt at tænke sig, at den ”jenaarmed Sodats”s Sidemand just var min Barndoms Kending. At han, som fik for tre Skilling Pølse (Wurst), naar han forlangte for to Skilling Ost (Hvost), netop stod sammen med min Barndoms Ven Stafen Ø. At ”Messingjens” egentlig skulde have tilhørt Søren Brødbæk, hvis gamle Højtidsdragt: Knæbukser, lang KIædesfrakke og Sko med

32

Sølvspænder, syntes mig saa uendelig skøn og særegen. Kunde jeg for den ældre Slægt (”mi Preistoringer”) gøre Tiden fra 72 til 77 levende, saa den med Glæde og Genkendelse læste mine smaa Skitser, er jeg yderst tilfreds - og keder de ikke de yngre, er jeg end mere glad. Søren Brødbæk sad ved Østerenden ”o æ Sals” (Stuehuset) paa en stor Sten, hvor der var et naturligt godt Sæde. Han var i ”Lejerbovser” som beskyttede mod Træk og Fugtighed. Til den svære Vadmelsvest var bunden en ”ulden Bol”, og i Træskoene havde Hjorddrengen lagt en pæn flettet Halmvisk. Til Gengæld skulde den gamle Aftægtsmand hjælpe ham med ”at flytte Faarene til Natten”. Majsolen varmede godt, og der var ingen ”Lumskeri” i den linde, lune Foraarsvind fra Sydvest, som svøbte omkring hans Sæde. Brødbæks øjne var vendt mod Øst. Mod Kirken oppe paa Bakken, mod den lille Sø, hvor Gaardens Ænder og Gæs snadrede, mod alt det grønne, som myldrede frem i Helleaas Enge, mod den lyse Bøg i een af Vestjyllands smaa Bakkeskove, som ilden havde glemt. Søren Brødbæks øjne missede lidt mod Solen, og han skuttede sig gammelmands-velbehagelig og mumlede: Endda en faale halskjøn Vejle i Daa. En haar’ed et hiel ring omend en er bløvn gammel. Søren Brødbæks Tanker gik tilbage til den Tid, han som ung Mand efter krigen 1913 kom fra en sølle Hedeegn til den store ”halv-skrumle” Gaard, i æ ”Grønmarks Egn”. Han var en ”hiel straag” Karl, da han begyndte. Nu var han kroget af Arbejdet og bøjet af Alderen. Men ellers havde han ”Vorherre møj o tak for”. Han havde faaet Gaarden drevet saaledes, at han kunde dele den mellem trende Sønner. Og disse Sønner havde giftet tre Søstre - tre skjønne bette Pig'ger - fra Nabogaarden og faaet saa meget i Medgift at de kunde bygge deres Gaarde og indsætte Besætning uden ”Gjald”. Hans egne tre Døttre havde han udstyret paa samme Maade, som hans Sønnekoner var bleven. Og de var ogsaa kommen ”godt te Brø”, Gud ha’ Lov, ingen sad med gæld paa sin Gaard, og naar Søren Brødbæk talte med sin gamle Præst, lod han skinne igennem, at han ikke skammede sig over sin Færden, og den gamle Prælat gav ham Ret: I Brødbækfolk har altid været gode Bønder, passet jeres Ting og ikke blandet jer i det, som ”vi” dog har bedre forstand paa. Ti Gange om Aaret korn Søren Brødbæk til Kirke, nemlig naar han, som Skik og Brug bød, skulle ”kummunicere”. Hvordan Søren havde fundet dette teologiske Udtryk, skal jeg lade være usagt. Han var bleven saa gammel, at han ikke ret vel kunde faa ”nogen Sæd’den” af Præstens Tale, men ”te Aalters” vilde han. Og den Dag rankede Søren Brødbæk, den gamle Veteran, sig. Han var stout at skue. naar han ved sin Sønnekones Arm, den milde og trivelige An Dorret traadte ind i Kirken. Skoene skinnede, og Sølvet i hans Dragt, fra Skospænde til Klædesvesten med Sølvknapperne, skinnede - ægte og mandig gik den gamle Bonde op til Gaardens kirkestol. Naar Kirketjenesten var forbi, den gamle havde været ”et Vend” paa Kirkepladsen, hilst paa gamle Kendinge, set paa Hestene, ladet Haanden glide hen over Knaldproprietærens ny Fjedervogn og mumlet: Ka den Goer no ov svaaer te de? kom Søren Brødbæk ind i det gamle Degnehjem. Kaffe drak han ikke - det var Kvindfolkedrik, men han lod ved Afsked en Specie glide ned i Degnekonens Haand.

IIStefan Ø var den anden af Napoleonsveteranerne, jeg kan erindre. Han lignede en gammel Eg. Graa og ”hurken”, men saa tæt ”i Veddet” og med vældige Kræfter. Han var ikke fra Egnen, kommen Øst fra, fra Ø ved Viborg, og han fortalte ofte Far om sine Ture til den gamle By. Nu var han efter Krigen draget med sine Krigskammerater til Vestjylland og fundet sit Udkomme der. Han kunde som 88-aarig Mand hjælpe til ved Degneboligens Avling, og hans Kone, Ann Marie, som var betydelig yngre, gik til Haande hjemme. Ann Marie var fuld af ”Sejer” og Mundheld og kunde forudsige Vejr og Vind. Kun een Gang tog hun fejl i sine Spaadomme. Jeg var sidste Barn i en talrig Flok og født af en ikke ung Moder. ”Jordslaaet” kom jeg til Verden, og gammel Ann Marie spaaede mig et kort Liv. Han er saa ”juerslown”. Og da jeg voksede og blev en grumme ”hwell” Knægt, maatte Ann Marie gi sig og indrømme. hun havde dømt for hastigt - den ene Gang.

IIIHvolle Jepsen eller, som vi Drenge kaldte ham, Jelle Hvopsen. var et ”Sprogtalent«, og han havde ranet mange Brokker med sig fra Fransk og Tysk. Naar saa Drengene drillede ham i hans Fuldskab, for han var den eneste at de gamle Fyre, som havde faaet et Smag paa Brændevin, stillede den gamle Veteran sig i Positur: Volle vue Klø Haben. Og de Skarns Knægte brølede imod ham: Jelle Hvop, Jelle Hvop, vi villen Klø haben.

33

IV.Per Nix - skulde jo have været Per Nichts - var den yngste al Veteranerne. Ogsaa han havde faaet tyske Brokker med hjem og havde forelsket sig i Ordet nichts, som han anvendte i Tide og Utide. Vi var jo i Vestjylland, og det brugte Udtryk var mere end nok til at hæfte et Øgenavn paa ham, og han hed aldrig andet end Per Nix. Per Nix var Murer, men ikke af de kyndige. En Dag skulde han i Møllen mure en Skorstenspibe, som Blæsten havde slynget til Jorden. Per Nix gaar i gang, bliver færdig og gaar ind ”te Unnen”. Da de efter Middagen kommer ud, ligger Skorstenspiben paa ny i Gaarden. Men den gamle Møller er Herre over sit Sind: Per, Per - det kan Søren bræk mej ett hvaar all Dav. Begynd du kun igjen. Nichts, nichts - sagde den gamle Veteran. A beginne mæ det samme.

Petrus Christensen.

1936 05 25

Holstebrovejen - den fører jo til min Hjemegn, til min Barndoms lyse Land med gode Minder om en sjælden brav og trofast Bondestand, endnu ikke ødelagt af de mange ”Bevægelser” og ikke forkvaklet af at ordne de mange ”Sager”.Det er mod Vilje, jeg skriver Holstebro – Viborg vejen; thi alle de mange Veje og Hjulspor fra Vestjyllands Byer og Herreder mødes ved Storaaen i Holstebro for samlede at gaa mod Viborg. Tidligt er der ved Broen blevet en købstadlignende Bebyggelse, som kirkelig var Anneks til det store, ”gamle” Borbjerg Sogn. Det ses ogsaa af Byens Bygning, at den hørte til ved Aaens Bred. Dens to Torve ligger i umiddelbar Nærhed af Aaen og dens to i gammel Tid mægtige Købmandsgaarde ligeledes. Byens to Hovedlandeveje vender mod Viborg. Den ene gør Omvejen over Skive, og den anden, vel den vigtigste, gaar lige mod den gamle Hovedstad. Det er den, hvorom jeg i Dag skriver, og jeg maa nok faa Lov til at mindes min Barndoms Købstad i det Haab, at jeg ikke derved keder Bladets Læsere. Jeg siger ydermere til Læserne: Mangen Søndag er du i Beraad med dig selv om, hvortil Turen skal gaa. Prøv da at tage mod Vest, ind over Sognene til Stubbergaard Kloster eller til Borbjerg Sogns skønne Kirke og Vandmølle, til Traktørsteder med reel Kaffe og hjemmebragt Brød.

Holstebro i 70'erne erindrer jeg saa tydeligt. Jeg kom første Gang til Holstebro, da jeg var 9 Aar. Det var i Middagsstunden, vi naaede Byen. Over de røde lave Tage i Aadalen stod en Em af Hakkebøf. Skorsten paa Skorsten aandede Hakkebøf. Jeg havde nær sagt, den Em staar i min Næse endnu, endda det er 60 Aar siden. Ellers var der uanede Herligheder at skue. Bager Stumphs Bolscher og Outzens Jødekager fristede stærkt, men der maatte ikke for tidligt gøres Attentat mod den selverhvervede 25 Øre. Jeg har nemlig som Dreng aldrig faaet en Øre i Lommepenge; dem skulde en Degnedreng nok kunde erhverve sig ved Omtanke og Bjærgsomhed. I Dørene stod affable Manufakturhandlere og snakkede sig fra alle generende Spørgsmaal Angaaende Politik. Den rastløse Storkøbmand havde sine Øjne alle Vegne. Gaardskarlens Modtagelse af Køretøjet, Kommiser’nes Hilsen paa Kunden – alt var underkastet hans skarpe Kritik, og havde Butikssvenden glemt at nævne Mandens Navn, da han sagde Goddag til ham, fik han en Irettesættelse næste Dag. Det hørte til god Tone at sige f. Eks.: Goddaw, Henrik Gasseholm! – ikke blot: Goddag! og fremfor alt ikke: Goddag, hvad ønsker De? Det, Kunden ønskede, skulde han nok selv komme frem med paa relle Tid og Maade. Blev en Kunde modtaget paa en lidt ekstra Maade af selveste

34

Købmanden, havde det to Aarsager: Enten skulde Kunden ind paa Kontoret til en Cigar, et Glas Vin og nyde godt af Købmandens ”Udsyn og Viden”, eller ogsaa skulde der tales alvorligt om den store Skyld.Den tyske Barber, den tyske Bager, den tyske Skomager – alle sled de af karsken Bælg, men kun den jødiske Buntmager var kommet oven paa. Medens alle Haandværkere, tyske som danske, vendte sig imod den danske Bonde, klarede den lille Jøde sig med at erklære: Hvad veed jeg? Min Forretning er min Boledik! Haandværkernes og Købmændenes Pudsigheder og Ejendommeligheder blev skarpt opfattet af den lune vestjydske Bonde, og Købstadmanden, der troede, han var ”en faale Kaael”, anede næppe, han var Genstand for en sønderlemmende Kritik.

Borbjerg Sogn.Landevejen fra Holstebro til Viborg gaar igennem Sognet i ca. 1 Mils Længde, igennem Sognets Hede og magreste Bebyggelser. Vi skal næsten en halv Mil fra Landevejen for at naa Sognets gode Jord og møde dets store, gamle Kirke med dens vidunderlige Altertavle og Alterforstykke. Hvordan denne pragtfulde Atertavle er havnet i den stille Sognekirke, er hartad en Gaade. Har Knud den Stores Mænd røvet den fra en engelsk Kirke for at opsætte den i Limfjordskystens skønneste Kirke? Har vi ikke alle, som er født paa Landet, fundet det Sted, hvorfra vi havde det skønneste Udsyn, et Sted, som Foden søgte og Blikket længtes imod. Mit Barndoms Blik gik fra Kirkebakkens Top mod Øst. Mit Blik fulgte de store Kobler af Heste, som Pinsemorgen kom fra Viborg Hestemarkeder til Sognets Hestehandler. Naar Tordenen rullede, stod de skarpe Lyn med de sorte Skyvægge i Øst. Møllesøen laa smilende i Formiddagssol. De store, anseelige Bondegaarde paa Højdedraget, Bøgeskoven paa Højbakkerne saas mod Øst. Naar saa Øjet var træt, sprang jeg over Kirkegaardsdiget, glædede mig over den Fylde af vilde Blomster, som Kirkegaarden var saa rig paa. Her var det dejligste, blødeste Grønsvær med Vildtkløver og ”Lammeknapper”. Over de sunkne Grave bredte sig Bulmeurt og Forglemmigej, saa blaa som ingen andre Steder. Skjult under en hældende Grav laa Agerhønen paa Rede. Gennem den vilde Persilles Urskov naar jeg Diget mellem Kirkegaard og Degnens Have. Et Par Kaprifolier har puttet sig mellem vilde Stikkelsbærbuske og Hassel. Syrenen er bristefærdig.Gennem et Hul i det levende Hegn paa Diget springer jeg ind i Hjemmets Have, hvor ”Lises Æbletræ” staar i fuld Blomstring, og Valnøddetræets søde Duft fylder Luften.Nu blev jeg vist for lyrisk, men kommer man fra Holstebro ad Landevejen uden at slaa Svinget ad Borbjerg Kirke, faar man saavist ikke lyriske Fornemmelser, thi Rækken af Tørvevogne med nigrende Kuske lige ved at falde ned ad det høje Læs er ingen Skønhedsaabenbaring.

Skavevar i 70'erne en grumme trist Hedeby, ret svarende til sit Navn: Skarv. I Skave var der Kro, og en halv Mil forinden laa en Smugkro i Albæk, som nok havde mere Søgning end den ”kgl. Privilegerede”.Tørvebønderne fra Skave, Tingedal, Hogager, Hessel, Gaardmænd fra Grønmarksegnen som havde Lyst til Skæmt, samledes i Smugkroen og drillede hinanden saa underfundigt, som kun Vestjyder kan drille.Nu er Skave en anselig Bebyggelsemed Mejeri og Storkøbmænd og Haandværksmestre. Paa de kalkede eller merglede Jorder staar Sæden frodig, naar Vejret da er nogenlunde med.Landevejen gaar derefter gennem

Borbjerg Plantage,som blev anlagt i 70'erne og 80'erne, Bønderne fik 16 Kr. pr. Tønde Land. Det var jo en lurvet Betaling for Hede, som ikke var uegnet til opdyrkning, men da de fleste af Gaardene havde 200 – 300 Tønder Hede at sælge, bragte det alligevel kontante Penge til Egnen, og da Sevel Kalkværk blev aanbnet for Drift, og der kunde faas ”Uhre” til den raa Hedejord og den afbrændte Mosejord, kom der virkelig Liv i den forhen saa øde Egn. Borbjerg Planlage og Sevel Planlage kom ind under Feldborg Skovriderdistrikt, hvor Jenssen Tusch da var den højtansete Leder. Ogsaa en fotræffelig Jæger var den gamle Skovrider, men han værnede om sine Yndlingsfugle: Urhøns. Mange af hans Jagtvenner vilde gerne paa Urhanejagt hos ham, og det havde den drevne Skovrider ikke noget imod, men forinden

35

Jægerne naaede Terrænet, hvor Hønsene opholdt sig, kom de gerne til et Bekkasindrag. Hvis nu Jægerne kunde skyde Bekkasiner, fandt de aldrig Urhøns. Bekkasinjægere skulde Skovrideren dog ikke have til at plaffe de kære Urhaner. Ved

Sevel Kalkværk,som fik en stor og gavnlig Indflydelse paa Hedeegnens Kultur og Drift, samles Veje. Herfra gaar Veje til Feldborg Skovridergaad, til Haderup, hvis Kirke Iyser saa hvidt i det endnu noget mørke Landskab, til den indre af del af det uudforskede Sevel Sogn og til Søndersø, den sydligste af Sevel Sogns syv Søer. Hørte der ikke til Stubbergaard Kloster: Syv Søer, syv gange syv Vinduer, syv drivende Plove? En Sommerdag er der herligt, men varmt nede ved Søndersø-Dalen. Sjældne Planter som Vibefedt og Soldug trives i den stille, lumre Luft.Vi lager den skak over Kirkebyen

Haderup,forinden vi naar ud til Landevejen ved Hagebro Kro - det ældgamle Bedested og Overfartssted. Jeg erindrer Haderup fra et Barndomsbesøg: Faldefærdige Bygninger, usle Besætninger, magre Krikker. Nu saa jeg i en Gaard, hvor før næppe kunde fødes 6 elendige Kreaturer, 16 ”store Lapse” (som den gamle Slagter udtrykte sig), 10 dejlige Køer og en hel Del Ungkræ samt velfodrede Heste. Før triste Miner hos Kvinderne og forslæbte Mænd og nu smilende Ansigter med vaagent Udtryk.Maa jeg uden at forarge fortælle en lille munter – og jeg havde nær sagt sørgmunter Oplevelse fra Haderup Kirke. Det var omkring Aarhundredskiftet, at jeg sammen med Manufakturhandler Nicolaj Sand og Isenkræmmer Chr. Sørensen skulde til Bryllup i Haderup Kirke (min Broder, Holger Christensen, var forhindret). For at faa den lange Køretur til at gaa, havde vi Spillekort med, og i den opslaaede Landauer fik vi en fornøjelig Whist. Da vi naaede Bryllupshjemmet, pakkede jeg løselig Kortene ind og puttede dem i Overfrakkelommen. Imidlertid skulde vi op at ofre, og idet jeg tager Overfrakken af lidt hastigt, glider Pakken ud, og Spillekortene spredes i Stolen og paa Kirkegulvet. Men den snarraadige Lærer Mikkelsen (af den kendte Mammen Slægt) reddede mig. Han stillede sig an ved Stoledøren, sparkede sagte ind mod mig, mens han sang: ”Det er saa yndigt at følges ad”. Det kan nok være, at jeg fik ”Gang i Grabberne” – og uden større Opmærksomhed kom Kortene i en rigtig Lomme. ”Degneofret” blev fordoblet; det havde han da ærlig fortjent! Den, som morede sig mest over mit Uheld, var den muntre og begavede Kromand Chr. Rosgaard i Hagebro (en Dattersøn af Kræn Haabro), som ogsaa var med til Brylluppet.Ja, nu kom jeg jo Iet til

Hagebro og Haabro Kro.Som Navnet siger, var her den naturlige Overfart og det letteste Sted for Broslagning, idet en Sandodde, en Hage fra begge Sider skyder sig frem. Hagebro Kro var jo velkendt i Kræn Haabros Dage, hvorom tidligere skrevet, og i Chr. Rosgaards Tid nød Kroen lige saa megen Anseelse. Sine Rosgaards røgede Laks var landskendte - landsberømte. Chr. Rosgaard var i mange Aar Formand for Landboforeningen, var Foregangsmand paa mange Omraader, en intelligent og behagelig Mand, som kun havde Venner.Den store, brede Landevej, den gamle Vej fra Lundenæs Amt, fra Herregaardene i Vest, Nørre Vosborg, Ryssensten, Rydhave, gaar fremdeles lige mod Viborg, fra Mønsted øver den kønne Krogsgaard Bæk, over den smukke Hedestrækning før Ravnstrup, over Bækken vid Ravnstrup – og vi naar Stenen,

Som er sat til Mindeom Kong Frederik og Gemalinde,som drog her forbi 1863og var glad og veltilfreds.

Petrus Christensen.

36

1936 10 22

Hvor gammel jeg end bliver, glemmer jeg aldrig de dejlige Sommersøndage ved den skønne, store vestjydske Kirke. Jeg syner endnu, naar Menigheden i store Skarer drog til Kirke allerede ved Ottetiden, thi Klokken ni begyndte Gudstjenesten. Slægtsvis fulgtes de gerne, men ellers slog Naboerne Følge. Mændene foran, det brunbrogede Silkehalstørklæde bundet sirlig og omhyggelig, adstadig og sindig bakkende paa Gaardmandspiben. Man ”dampede” ikke Iøs som Heste, der kommer fra Jordemodertur. Det hørte til god Tone at behandle ”Merskummeren med Varsomhed og Omhu uden Ødselhed. Kvinderne gik bagefter Mændene. Dér kom Karen fra Bisgaard, stille og rolig med et lidt vemodigt Smil i det milde Ansigt. ”Staads og bovn” kom Edel fra Damgaard. Hun havde været Enke længe og stod for Gaarden selv. Det var kjen i henne Laajer (Lader). Det sorte Silkehovedtørklæde klædte disse Kvinder. Fromt i Haanden hvilede Kingos Salmebog med det sammenfoldede hvide Lommetørklæde lagt andægtigt og omhyggeligt paa. An Kastin fra Storgaard fulgtes med Manden, som havde sit ”tolle” Smil om Munden. De skulde til Alters, og derfor fulgtes de ad. An Kastin var dog bagefter ikke helt tilfreds med Søndagen, for, som hun sagde til Greis Storgaard: De hvar da ill, vi sku kom te Aalters i Daa, dæ hvar snaar et aandt enn Staakler.For denne Menighed var den statelige og myndige Pastor Kuhlmann Sjælesørger. Jeg nævner hans Navn;thi det, jeg her skriver, er jo Tidshistorie. Han holdt af denne Menighed, som næsten slet ikke lod sig anfægte af det nye, der fra Nabosognene søgte at liste sig ind over Grænserne.Balles lærebog med den berømte Sentens i 3. Kapitel: Menneskene er ikke saa gode, som de burde være. Alle have de Fejl, blev brugt i Skolen (lad mig i Parantes bemærke, at den var en udmærket Lærebog, langt over Balslevs - og vel sagtens Kapers ogsaa), Kingos Salmebog i Kirken. Alle Udenværker var i Orden til at modstaa Angrebene fra ”det nye”. Stormen fra ”Jens Havs Parti”, en sekterisk Bevægelse i 60’erne i Egnen mellem Skive og Holstebro, var afslaaet. Alligevel begyndte det at murre. Pietismen trængte ind til de fattige Husmænd i Stormosen, enkelte begavede Gaardsmandssønner kom paa Højskole, dog Højskoler af pietistisk Tilsnit, og C. Berg havde vakt politisk Røre. Med sit vidunderlige Kendskab til den vesljydske Befolkning forstod Berg at finde de mest egnede ledere.Imod denne ny Tid rasede Pastor Kuhlmann fra Prædikestolen. Hans malmfulde Røst kunde høres langt ud paa Kirkegaarden. Jeg kunde ligge paa det brede Kirkegaardsdige, hvor Vildkløveren og Snerlen dannede det blødeste Leje, og høre hans tordnende advarende Tale, og naar lige Mester Ole Vind ”hart til Amen kom”, saa slog han i Prædikestolen, idet han sluttede med: Nu har jeg sagt eder Vejen. Nu kan I selv vælge, om I vil gaa til Himmerige eller til Helvede. Amen!Der gik Ry af ham som Prædikant. Sognets Folk var ligefrem stolte af deres Præst, og fra Nabosognene komder Tilhørere i Skarevis. Selv de Folk, hvis Meninger han saa heftigt angreb, mødte i Kirken, for det var jo bedst at høre paa første Haand, hvad han havde at sige, og der blev endelig da ogsaa saa meget at snakke om i Sognet bagefter, at man gjorde klogest i at have været den opmærksomme og lydhøre Kirkegænger.Nu hændte det sig, at der blev Vakance i et af de Nabosogne, hvor den grundtvigske Bevægelse havde slaaet Rod, og Pastor Kuhlmann skulde som en af Herredets Præster, prædike en Søndag. Det var jo almindelig bekendt, at Kuhlmann lige saa lidt led Grundtviganere som Degne, og Gaardmændene i Sir Sogn var i Vildrede, om de skulde vise deres Uvilje ved at udeblive, eller de skulde i sluttet Trop vise Mod og Mandshjerte og møde op. Dog i den Sag havde Kvinderne ogsaa et Ord at sige, og da de skammede Mændene ud, fordi de ikke vilde høre eller turde høre en andens Mening, og da den medfødte vestjydske Nysgerrighed og Hørelyst jo ogsaa gerne vilde tilfredsstilles, og den

37

medfødte Takt og Ærbødighed for Kirken forbød at give Forargelse, saa blev Følgen af alle Raadslagninger, at de Sir Bønder med Koner mødte i Kirken.Een af Gaardmændene, P. Christian Gammelgaard, havde faaet en ”Bels” (3die Karl) fra det Sogn, hvor Kuhlmann var Præst. En opvakt »Klør”, som P. Christian godt kunde lide at snakke med. Tøs do, Niels Peter, te a skuld go hen o hør ham? Han sku jo vær saa møj en grumme døgte Prædekant, men saa sygrens hor. Men da Niels Peter fortalte ham, at Præsten var en god Mand ved Konfirmanderne, og dygtig til at ”lær hvos” besluttede P. Christian sig ogsaa til at gaa i Kirke.Hen ad Eftermiddagen kom P. Christian Gammelgaard hjem fra Kirken. ”Hiel befar”. Og hans første Gang var ud til Niels Peter. Hans Gammelmandsrøst var endnu mere pibende end ellers, da han udøste sit Hjerte for Knøsen: Som han endda ”tal hvos te”, ja. Som han tal hvos te. Ett jen kjærli Uer.A vint, o a vint, der maa da tesist kom nøj kjærle og skjøn, tent a, o saa te aalsist, saa slov han i a Preikstuel o raavt: Nu kan I selv vælge, om I vil til Himmerig eller Helvede! Amen. Ja, bette Niels Peter, hvor a endda lintes efter et kjærli Uer, men

Ett jen kjærli Uer.

1937 12 01VI

Grundtvigianismen i Bolbjerg.Som allerede omtalt var det Præsten Hans Sveistrups varme Vidnesbyrd, der skaffede Fader Borbjerg Degnekald, idet Pastor Chr. F. E. Møller fulgte sin Vens og Kaldsfælles Raad og Anbefaling. Om de to Mænd, Lærer Chr. Mathiasen Christensen og Pastor Møller, nu passede saa helt godt sammen, er jeg ikke ganske sikker paa. De havde vel nok fælles kirkeligt Grundsyn; men der kan jo være saa meget andet, der skiller. Ofte er det Smaating, som impulsive Sind og opfarende Naturer faar til at vokse. Jeg tror endog, at Pastor Sveistrup maatte optræde som Mægler og fredsstifter, idet begge havde beklaget sig til deres fælles Ven. Jeg bar aldrig af Faders Omtale kunnet danne mig et sammenhængende og klart Billede af Pastor Møller, som Præst, som Personlighed, som Menneske. Jeg vil ikke sige, at Billedets Træk blev karikerede ved Faders Fortællen; men jeg mærkede tydeligt, at Faders Kritik var vaagen og lidt skarp indstillet overfor Præstens Forsøg i det folkelige. Hertil kom ydermere, at Pastor Møller forlangte, at Fader skulde staa paa Pinde for ham. Følge hans Idéer i Undervisningen og møde op i Præstegaarden som ”blind Beundrer og Eftersnakker”.Til en saadan aandelig Tjenerstilling egnede Fader sig ikke. Han boldt, med et paa den Tid gængs Udtryk, ikke af at ”dependere” under nogen. Det sønderjydske Blod har nok kogt for stærkt i Aarerne. Følgen blev, at Fader isolerede sig noget fra Præstegaarden.

38

Hertil bidrog vel ogsaa, at Fader var saa lidt ”Selskabsmand”. Havde ingen ”selskabelige Talenter” og var absolut ikke ”charmerende”. Selv om han hverken var forlegen eller just kejtet, vil jeg dog tro, han var kantet og med Tilbøjelighed til at give sine Særmeninger en paradoksal Form. At stille i Præstegaarden til Parade, som Degnestafage, var hans Natur imod.Med alt dette skal dog ikke være sagt, at der var et daarligt Forhold mellem Præstegaard og Skole. Fader vilde kun manifestere sin Uafhængighed, hvad han saa meget lettere kunde gøre, som han havde ”Ryggen fri”. Dermed mener jeg, at skulde der opstaa en virkelig Konflikt, vilde Fader hos sin Provst, Petrus Johannes Bøtcher i Sevel, altid have en Støtte.Min Gudfar, Provst Petrus Bøtcher, havde det som Trolden, der ikke kunde lide Degne: han kunde for sin Død ikke fordrage Grundtvigianere. Hele ”Væsenet” og den i Borbjerg Præstegaard begyndende grundtvigianske Folkelighed var ham inderlig imod. Den højkirkelige Prælat var fuldt ud Martensens Discipel for ikke af sige H. N. Clausens.Jeg har paa mine ældre Dage ofte tænkt over, hvor lidt Fodfæste Grundtvigianismen fik i Borbjerg, og hvor sporløst den Møllerske Tid henrandt for Sognet. Det har undret mig, at min Broder, Lærer Chr. Møller Christensen ( forøvrigt opkaldt efter Pastor Møller), i sin Bog: Borbjerg Sogns Historie har undladt at berøre dette og kun stillet sig refererende og beundrende til denne Tid, saa det ”skønne” Syn af 50 Præster i Ornat aldeles har taget Vejret fra ham og den ganske Menighed. Det laa dog ikke saadan for Lærer Møller Christensen at være duperet af Præstekjoler og Præster; men Bogens Plan ligger ganske vist i det ”sødladne”.

Ungdommen skulde drages til Præstegaarden.Præsterne, og da ikke mindst de grundtvigske, saa vel rigtig nok, naar de kaldte paa Ungdommen. Thi de gamle, som pludselig giver sig over til det ”nye”, som straks flokkes om det nytændte Lys, er der i Almindelighed ringe Kvalitet i. Kun Præster med Pastor Møllers i Borbjerg søgte derfor ogsaa at drage Ungdommen til den skønne gamle Præstegaard med den dejlige Have. Selv barnløse havde de dog Hjemmet fuldt af kvindelig Ungdom, idet de gode grundtvigske Hjem i København sendte deres unge Døtre til den stille afsides liggende Præstegaard, hvor de fri for Københavns Fristelser og moderne Paavirkning, kunde opdrages til praktiske Husmødre, gode Ægtehustruer, og for at blive i den grundtvigske Terminologi ædle Dannekvinder. Unge Karle fra gode og solide Gaardmandshjem blev indbudt til Præstegaarden, hvor der blev talt ”manne skjøn o gue Uer”, og hvor Sang og Leg og ungdommelig Livsglæde ikke helt var banlyst. Særlig husker Far to af de unge Karle: Anders Have og Niels Chr. Bak. Jeg kan godt tænke mig Anders Have som en god Tilhører, som en livlig og begejstret ung Mand, der kunde glide ind paa de grundtvigske Stier. Jeg har lidt mere ondt ved at tro, dog det skal ikke være nogen Forklejnelse for den senere store Landkøbmand og Bankmand og Børsmand (saadan i mindre og forsigtig Stil), at Niels Chr. Bak saadan kunde blive ”hjertevarm”. Naar man som Bak havde det rigtige Købmandsblod i Aarerne, forliges man daarlig med den blodløse Grundtvigianisme.Jeg skal ikke komme med den nu saa forslidte Sætning: Øst er Øst, og Vest er Vest; men det gamle Bolbjerg holdt sig klogelig ”indenfor Murene”. Selv om der kunde være ”hiel skjøn”, hvad altsaa ikke er saa meget som ”halskjøn”, i Præstegaarden, saa var en ”to Mand frem for en Enke” paa Grønmarken, og en Dans til Harmonikaen i æ Frestov, dog ”skjønner”, og deri giver jeg den gamle Bondestand Ret. Mødet med Grundtvigianismen har ikke givet Lykke.

Chr. Bøtchers bløde, behagelige Stemme.Fader havde ikke nogen skøn Sangstemme, var i det hele lidet musikalsk. Naar der desuagtet i Møllers Dage var en god Kirkesang, kunde Grunden søges i Borbjerg Præstegaard. De unge Piger med de klare Stemmer førte an, og Sognets Ungdom sang med af Hjertens Lyst. Det kneb for Far at ”holde tonen”. Det var da heller ikke saa underlig, at Fru Møller skrev til en Veninde, eller var det til Pastor Svejstrup, som senere meddelte Fader det, at hun savnede Chr. Bøtchers ”bløde, behagelige Stemme”. Chr. Bøtcher, som var Broder til Provst Petrus Bøtcher, var meget musikalsk, og han havde i Lærer Schous sidste Aar forestaaet Kirkesangen.

39

De unge Piger fra Præstegaarden plukkede Kornblomster i Degnens Rug.Til Borbjerg Degnebolig hørte foruden Eng og Bakker og Grønjord 7 Tdr. Land god Jord. ”Baag æ Kjerregoer” laa godt og vel en Td. Land, hvoraf de 3 Skp. mod Øst, paa Bakkeskræntens Top, var magre og blev dyrket med Kartofler, Boghvede eller Rug. Netop for at faa ”nover gue, gammelrø’ Kartofler”, blev der ikke kælet for det lille Skifte, og som Følge deraf var Rugen tynd og fyldt med de kønne blaa Kornblomster. De unge Københavnerinder var aldeles ”forlibte” « i det smukke Ukrudt, og ugenert travede de Rugen ned. Men det kunde Fader ikke taale at se. Han lod de unge Piger vide, at de burde nøjes med de Eksemplarer, som de kunde plukke fra Siderne. Surmulende og fornærmede paa den ”Degnebøffel” trak de unge Piger sig tilbage. Senere har en af de unge Piger, der blev gift med Seminarieforstander Madsen i Jelling og selv fik Præstegaardsjord, bekendt, at nu kunde hun godt forstaa Lærer Christensens Vrede.

De unge Piger i Borbjerg Præstegaard.Jeg tror dog ikke, at Fader i øvrigt var i spændt Forhold til ”de unge Frøkener” i Præstegaarden. Ellers var hans tre sidste Drengebørn vel ikke ”baaret til Kirke” af Kvinder fra Præstegaarden. Fru Møller bar sin Gudsøn, den senere Lærer Møller. Hvem der ”bar” Holger, har jeg ikke undersøgt, men Kirkebogen og Historien melder, at jeg fik Komtesse Platon von Hallermund til Gudmoder, uden at den Begivenhed gav mig noget Adelspræg. Fader huskede godt Navnene paa mange af de unge Piger: Handskemager N. F.Larsens Døtre (Søsterdøtre af Fru Møller), Mægler Marcussens. Foruden at betale godt for Opholdet, blev der ydet mange Gaver. Især fra Mægler Marcussens Kolonialvarefirma blev der sendt sjældne, fine dyre Varer, som var ukendte i den nøjsomme Degnebolig.Selvfølgelig, havde jeg nær sagt, kom der unge Mænd fra grundtvigske Kredse til dette velhavende og gæstfri Præstehjem. Nok svævede ”Aanden højt over Herlighedsborgen”; men Verden er nu en Gang ikke anderledes, end at

”store Helgener ogsaa haveAdams Kød og Klæder paa”,

og der var ikke saa lidt Sværmeri i den gamle Præstegaard, hvortil Sceneriet forøvrigt indbød: Roture over Søen til Bøgeskoven i Kjeldsmark, saa beskeden kaldt ”Kjeldsmark Buske”, Spadsereture i den vildsomme, løndomsfvldte Have. Just at ville være nogen Kirsten Giftekniv havde Fru Møller næppe til Hensigt; men Borbjerg Præstegaard blev dog Stedet, hvor mange Forlovelser indenfor det grundtvigske Bourgeoisi stiftedes. Ogsaa Seminarieforstander J. Chr. Madsen i Jelling fik sine Hustruer fra Kredsen i Borbjerg Holmgaard (Præstegaardens gamle Navn). Pastor Madsen er af gammel Borbjerg Slægt. Hans Farbroder var ”gammel Nicolaj” i Trabjerg, og hans endnu levende Fætter er Mads Nicolaisen i samme By.Jeg nævner netop Madsen, fordi hans Forhold til Borbjerg Præstegaard giver et Udsnit af Tidsaanden. Madsen var nemlig først Seminarist (fra Jelling – Forstander: Svendsen), derigennem fik han Forbindelse med Møllers i Borbjerg Præstegaard. Endnu var han dog ikke højere paa Straa, end han boede og spiste hos Fader, men fik sin Aandsføde i Præstegaarden. Da han blev Student og derefter teologisk Kandidat, aabnedes Præstegaardsdøren helt. Jeg maa til Madsens Ros tilføje, at han ikke glemte Fader og gjorde rigelig Gengæld. Men derom ved Læserne vist Besked gennem min Broders Bøger.

Vennemøderne i Borbjerg Præstegaard.Mærkeligt nok findes ingen egentlig Skildring af Pastor Møller. Selv om han ikke var af de betydeligste blandt Grundtvigianerne, har han dog gennem sit Hjem, ved sine Vennemøder været sin kirkelige Retning en god Mand.En Karakteristik, en Vurdering kan jeg derfor kun foretage med Faders Fortællen som Grundlag, og som jeg skrev, et klart Billede gav den ikke. En Frøken Yelma Olsen, Rektordatter fra Viborg, har i ”Fra grundtvigske Kredse” skildret Rorbjerg Præstegaard og Pastor Møller i den sukkersøde Partistil. Min Broders Erindringer er nærmest ogsaa for harmløse. Ikke én Troldspejlsplint i Øjnene. Dog hvorfor søge den? Fordi et Tidsbillede, og mine Optegnelser skal netop være Tidsbilleder og ikke kun Glansbilleder, skal tegnes op af Øjne, som gerne vil se dybere i Sjælen.

40

Jeg har i min Omtale af Præsten Hans Sveistrup fortalt om Præstemøderne i Viborg i 40’erne og 50’erne. Sandsynligvis har disse Møder givet Stødet til Vennemøderne i Borbjerg Præstegaard. At de blev kny tiet til Borbjerg Præstegaard, som just ikke laa ved alfar Vej, havde nok nærmest Gr und i, at Pastor Møller økonomisk kunde bære den Gæstfrihed som krævedes, at hans Hjem var det smukkeste, og hans Hustru ypperlig Husmoder og stilfuld Værtinde.Der staar Historie, ja næsten Glorie, om Vennemøderne i Bobjerg. Ikke kun almindelig grundtvigiansk Historie, Men en Tidshistorie, som aabenbarer et betydningsfuldt Afsnit i dansk Aandsliv, saavist som Danmarks førende Mænd i dette Afsnit, fra Halls og Plougs Dage til Chr. Berg var præget af Grundtvigs Aand.Disse Vennemøder, hvortil Vilh. Birkedal altid kom, han regnedes nok som Bevægelsens første Mand næst efter ”den gamle” selv, blev efter Pastor Møllers Forflyttelse til Karrebæk paa Sjælland, fortsat i Holstebro, og, husker jeg ikke fejl, stævnes der den Dag i Dag til ”Vennemøde”. En af de trofaste fra den gamle Tid, ret en Type og et ret Medlem af den sammentalte Kreds, var Pastor Plesner i Vedersø. Hans Budskab var enkel og inderlig: Han ville minde om Vennemødernes Opstaaen, om de skønne Dage i Borbjerg Præstegaard. Han sagde det samme hvert Aar. Dog ingen smilte af den gamle, hvide Præst. Der var endda Andagt over forsamlingen, naar han mindedes sit Livs største Oplevelse: Dagene blandt trofaste og aandrige Venner.

Jeg mindes ikke.Fader fortalte om disse Vennernemøder. Jeg tør ikke sige Grunden hvorfor. Var det en Sky, en Mangel paa Evne til at udtrykke sig i begejstrede Vendinger, en Følelse af, det vilde gaa over Hovedet paa Tilhørerne, Børnene og Bønderne, eller havde Fader faaet et mere skeptisk Syn paa den meget talende Bevægelse og dens Ypperstepræster? Jeg skal ikke afgøre det; men jeg synes, nej, jeg kan tænke mig, Fader vendte sig mere mod den gamle Bonde.

1937 12 17

Julen i Borbjerg Degneboligkom ikke bag paa os, som Juleaften paa Kællingen. Mindst en Maaned før Jul Begyndte Forberedelserne. Alt skulde være i Orden til Drengene kom hjem med Kone eller Kæreste. Fader længtes efter at tale med sine voksne Sønner, og Moder ventede paa at kunne tage sin ældste Søn om Halsen og sige: Velkommen hjem, lille Peder. Han var nemlig Moders Kæledægge.Paa rigtg gammeldags Vis fandt alle Juleforberedelser Sted. Jeg fortæller om dette, fordi dette Tidsbillede er saa ganske forskelligt fra Tidens Ansigt nu. Kun i gamle Hjem, hvor Forældrene har Barndoms Minder at pleje og har Traditioner at værne om, findes denne egne og inderlige Julestemning endnu. Opstyltede Juletræsfester kendtes ikke, men Slægten knyttedes sammen ved Møder i de hellige Stunder.

41

At vi saadn i Borbjerg Degneboligs Hjem kunde fejre Julen paa rigtig gammeldags Bondevis skyldtes, at Hjemmet var ordnet paa mange Maader som Bondens, og at vi havde den gode Skolelod som økonomisk Reserve. Fader var slet ikke nogen tosset Landmand. Han drev selvfølgelig sin Jord efter sit eget Hoved og sine egne Metoder, sasdan var nu en Gang hans Naturel; men han fik alligevel noget ud al sin Jordlod: en god Slagt, Grise at sælge, Korn til Brød og meget andet.

Vor Faareslagtsynes, set med Nutids Øjne, at være urimelig stor: 6 Faar og Lam. Men vore Faar, som næredes ved det magre Græs paa Bakkesiderne kunde langtfra staa Maal med de 2 Aars Beder fra Hvam, hvoraf Rullepølserne var saa tykke som Rugbrød. Selv om jeg i min ”Landmandsperiode”, jeg var virkelig i Alderen fra 14 til 16 Aar en paalidelig ”Bels”, kælede for Faarene med Kaalblade, Kartofler og Havre, fik jeg dem aldrig paa Størrelse med ”Rout Vejer”; men rigtig gode Slagtedyr blev de dog alligevel. Maa jeg forlade den lille Solstraalefotælling om ”Rout Vejer”. Gammel Jens Damgaard fra ”Naer Damgor”, (den Gang regnet for en ”maverajte” Gaard) havde faaet en Datter gift til den gode Gaard, Rout i i Ryde. Jens Damgaard var lidt ”stuer” uf denne Svigersøn og den ”urimelig gue” Gaard med sin gode Besæning. Især var Gaardens Store Vædder falden ham for Øje, og da Jens, for at sige det blidt, ikke tog det saa nøje med Maalene, blev den i Genfortælling til en halvstor Elefant. Store Hedegaardsfolkene, Kresten Holst og Else Holst, fik ofte at høre om den vældige Vædder, som voksede for hver Gang, den blev omtalt. Else Holst, som var en meget fornøjelig Kone, godt Humør og med Vid, sa’ senere til Moder: Te sidst maat’ a go aa a Stovv, a ku ett vær' ind længer for Rout Vejer!

Lysestøbningaf Faaretalgen var en grumme vigtig ting i juleforberedelserne, saa meget mere, som denne Kunst udelukkende hvilede paa Moder. Jeg kan dog huske, at jeg fik Lov til at ”stryge” Lysene, saa de ikke løb sammen. Sorteringen skulde vare omhyggelig: Tykke Julelys, Dagliglys, Spædlys og Praaser.Selv om lysestøbningen ret hørte med til Juleleforberedelserne, har jeg dog aldrig som Barn fundet den ”spændende” eller bare festlig. En ganske anderledes Højlidsstund var hin Aften, da

Petroleumslampen første Gang blev tændt.Husket jeg ikke fejl, var det i 1875 eller 73. Min ældste Søster, som var hos Modeweg, kendt Klædefabrikant og kendt Grundtvigianer, tilhørende det, som jeg vil kalde det grundtvigianske Bourgeoisi, havde som Julegave sendt en Lampe. Jeg ser endnu for mine Øjne den nydelige, rødlomstrede Porcelæntingest, som først Aar efter, da Petroleum kunde faas hos Købmmanden, blev taget i Brug. Den rigtige Julestemning bredte sig ret med

Julegrisens Slagtning.Jeg tør nok sige, den var ”Hovedpersonen” i alle Forberedelser. Varme Ønsker og inderlige Bønner fulgte dens Tilstand, fra den som 16 Pd’s Gris kom fra Borbjerg Mølle, til den som 250-pundig endte paa Stigen. Fuldstændig behandlet som ”Søn af Huset”. Nænsomme Hænder kløede den i Nakken. Rigelig og ren Halm beklædte dens Leje. Mælk og kogte Kartofler og Kaalblade skærpede Appetitten, lidt Rug gav Flæsket en fast Konsistens, og Byggen blandet med lidt Havre gjorde Flæsket sødt og velsmagende.Slagtedagen var en Festdag i Hjemmets Historie, og den overværedes af mig fra først til sidst; thi hvem havde vel Ro til at ligge i Sengen eller være uvirksom, naar det store Øjeblik kom, da Jens Christian Ø. stak Kniven i. Jeg maa ærlig talt tilstaa, at jeg ikke holdt af at se Grisens sidste Trækninger, men jeg gjorde mig ”haard”. Naar de voksne kunde se derpaa uden at fortrække en Mine, kunde jeg da ikke vane bekendt at briste i Graad.Et højtideligt Øjeblik var Grisens Ophængning. Hver Blodsdraabe var runden. Ingen af de kostelige Draaber maatte gaa til Spilde; thi ”Sortpølse og Fedtegrever” var en Herreret. Skoldningen var til Ende, og Skrabningen saa meget fra Haanden, at der kunde ”pudses efter”, da den var ophængt. Naar Snittet i Ryggen var foretaget, kunde Jens Chr. Ø.

42

med en sagkyndig Mine fortælle os, hvad Grisen vejede slagtet, mens han kærtegnede det Stykke Flæsk, som var bestemt til ham.Dagen, Aftenen og en Del af Natten med havde Mor, Søster og Stine Dres, som var vor trofaste Hjælper, travlt med Grisens Partering og Tilberedelse. Selvfølgelig maatte intet gaa til Spilde, men der var Ting, som vi ikke i mit Hjem anvendte, skønt ellers dejlige og spiselige Ting, nemlig Lever og Hjerte og tæer. Jeg tror for øvrigt ikke, man selv i Bondehjem altid tilberedte dem. Dog, Stine Dres kendte deres Værd. Naar Medisteren var lavet færdig. skulde jeg til de Steder, som plejede at faa en Bid al Julegrisen. Rationen var: et Stykke Flæsk, en lille Ribbenssteg og en Medisterpølse. Væveren Anders Elsen var sikker paa sin Ration, og der vilde jeg gerne op: thi foruden Kaffe og Smaakager vankede der en 25 Øre.

Selvfølgelig bryggede vi Øli det gamle Hjem, og Moder, som var fra ”Dårum au”, altsaa fra Marsken, bryggede ypperligt Øl. Godt nok var Stine Dres hjælpelig i det grove, men den egentlige Kunst udøvedes af Moder. Sat hen til Jul blev en 20 2 Pots Flasker fyldt med ”Fordraaberne”. Noget saa dejligt som et maltkraftigt, skummende Krus hjemmebrygget Øl skal man lede om. Væk med Bayerskøllet og bort med det lumre, i alle Maader lumre, Afholdsøl. Det danske Bondehjem er blevet fattigere, mindre modstandsdygtig mod berusende Drikke, mere arbejdsmandsmæssig; Bondekulturen er gaaet tilbage, da man skiftede fra Øl til Fut eller nøjedes med Bryggenernes Sukkerpjask.

Vi bagte i det gamle Hjem,og jeg mindes ikke, vi nogensinde har købt et Stykke Brød hjemme. Det kan dog godt være, at Søster, naar hun kom fra Holstebro, havde lidt Wienerbrød med fra Bager Outzen. Det kan jo ogsaa værre, at vi Drenge købte en ”Jødekage” eller et Stykke ”Korendbrød” hos Kurve-Maren, som om Mandagen gik ud paa Landet med Søndagens Levninger. Men det var gastronomiske Udskejelser, som højst fandt Sted en Gang om Maaneden. Baade Rugbrød og Sigtebrød var af egen Fremstilling, for slet ikke at tale om Smaakager, Kringle og Søsterkage, som den Gang var paa Moden. Jeg vil ikke trætte Læserne med at fortælle om de gammelkendte ”Begivenheder”, som at ”ilde Ovn”, syrne Brød osv. Lad mig kun knurre en gammel Mands og en i mange Maader gammeldags indstillet Mands moralske Klage:Jeg tror, det har været til ubodelig Skade for den danske Bonde, at han har omdannet sin Bagerovn og dens Plads til en ”pæn bette Stov”, og en af Grundene til Landets økonomiske uføre søger jeg deri.

Julerugen skulde være af særlig Udvælgelse,kastet omhyggeligt og udvalgt til de bedste og tungeste Kerner. Mest omsorgsfuld skulde Sigtebrødsrugen behandles. Ikke en Avne eller et Støvgran, for der maatte jo ikke gerne blive Klægrand i Sigtebrødet. Og det blev der ikke, saa sandt Andreas, kgl. Privilegeret Møllersvend i Borbjerg Mølle, fast Beskikket som Forrider ved de villeste Bryllupper, kunde gøre noget til det. Han v a r M ø I I e r og kunde ”sine Ting”; men en vanskelig Høst kunde jo nok gøre ham Julelivet en lille Smule broget. For øvrigt mindes jeg ikke vi nogensinde hjemme har haft Besvær med Mugningen. Vi fik altid Rugen bjærget i god Tilstand, og vi havde aldrig Lejesæd, eftersom Rugen altid var anden Afgrøde.Men hvor er Sigtebrød, lagt i sød Mælk, bagt paa Stenhærd, dog et dejligt Stykke Brød. Ingen i den ganske Verden kan have saa godt et Stykke Brød, som vi havde det i Borbjerg Degnebolig og som den gode Bonde i Borbjerg ogsaa havde det. En Sigtemellemmad med Andefedt og kogt, salt Faarelaar smager saa nydeligt, at Alverdens Lækkerier og Salater er Hundeæde i Sammenligning.

Jeg har endnu det gamle Saltmadsfad til Julen.Kun har jeg ombyttet Faarepølsen med Spegepølsen. En god Faarepølse kan ikke købes, og det er lidt vanskeligt at faa det rette Kød, saa man selv kan lave. Den Tradition fra vore Hjem vil min Kone og jeg bibeholde. Kan mine ældre Læsere huske det mørkt dekorerede Fad af engelsk Fajance, som prydede de gamle Bonderhjem? Kan de mindes

43

Saltmadsfadet, Faarepølsen, Rullepølsen, det kogte Faarelaar og det saltede Flæsk? Det hvide Flæsk paa den mørke Bund saa ligefrem dekorativt ud.

Søsters Smaakager var ualmindelig dejlige. Aldrig i Verden har jeg siden faaet saa lækre Kager. Hendes ”Krumkager” var som en Drøm, hendes Klejner og Korender Kagerne uovertrufne. Jeg tør vel ogsaa antyde, de var dyre. Men Smør havde vi rigeligt af. Æg var lagt hen fra Sommeren i en gammel Bikube dækket med Havreavner, og med Flødekendte vi ikke Sparsommelighed.

I min Barndom var det endnu Skik og Brug at givePræst og Degn Gaver i Naturalier.

Hvem fik Mest? Det gjorde nok Kuhlmann. Regnede det paa Degnen, saa styrtregnede det paa Præsten. Han fik nemlig af hele Sognet, medens mit Hjem kun fik fra Skoledistriktet plus enkelte Hjem, som følte sig knyttet ved Venskabsbaand til mine Forældre. Præstens Hønsegaard var fyldt af ”Konfirmandkokke”, og flokke af Ænder svømmede i Borggraven. Borbjerg Præstegaard er nemlig bygget i Herregaardsstil med Grave og Broer. Ogsaa i den gamle Skole husede vi et anseligt Antal af de rare Svømmefugle. En Gaas, 27 Ænder plus en utallig Flok Kyllinger var Høsten et Aar. Jeg vidste saa nogenlunde, hvem der kom med Gaver. Jeg var allerede fra 9 Aars Alderen ene Hane i Kurven. Søskendeflokken fløjen for alle Vinde, og blev derfor den, som bedst erindrede den gamle Tid og bedst bevarede Kendskabet til de gamle Forhold. Kan jeg vel glemme hine Dage? Saa saare jeg lader Tanken gaa tilbage, staar saa mange Træk lyslevende for mig. Jeg ser endnu Karen i Risum komme gaaende fra Naltoft-Vejen. Hun har to tunge Kurve paa Armen, og hun maa sætte dem for at hvile sig et Øjeblik. Jeg har iagttaget det hele og rapporteret det til Moder, som allerede har sat Kaffevand over. Skønt Moder godt ved. hvad Kurvene indeholder, er hendes forbavselse dog aldeles ukunstlet, og hun mener det virkelig, naar hun siger, det er alt for meget. Karen i Risum har gode Øjne og et smukt, vemodigt Smil. Hun taler om sine Børn, om sin gode abejdsomme, trofaste Mand; men aldrig et Ord, som kan regnes til Sladder. Hun staar for mig som Typen paa en god Bondekone fra en troværdig Tid og troværdig Slægt.

Saa staar vi Juleaftendags Morgeni det gamle Hjem og dømmer om Vejret. Far ser lidt bekymret ud, da han skuer de mørkeblaa Skyer i Nordøst. Han vil ikke ret være ved det; men han er meget ængstelig for Vejret. Da der op ad Dagen viser sig en Solstraale, og de mørke Skyer glider bort, bliver han helt ”kautere”. Kan I se, jeg sagde nok, det blev godt Vejr. Henad Aften kommer saa nogle af de mange Sønner. Pe Bukdal er bestemt til at hente Peter og Marius. Christian og Holger følges ad fra Holstebro eller ogsaa henter Morten Toft dem. Henad Kl. 5 er de ventede naaet hjem, og Kl. 6 samles vi om

Julenadveren.som bestaar af Risengrød og Andesteg med Grønlangkaal og brunede Kartofler. Far elsker Grønlangkaal, dog skal han være saa forsigtig med sin Mad og tør ikke spise ret meget; men han faar dog en Mundsmag. Ingen af os syntes, der var noget sært i Sammensætningen: Andesteg og Grønlangkaal (kendte man for Resten Rødkaal den Gang?), og ingen Sinde har Ænder smagt saa godt som fra Borbjerg Degneholig, og Mors Grønlangkaal var over alle Grænser veltillavet. Og saa gaar Juleaften med at syngede kendte Salmer, drikke Kaffe og smage Søsters vidunderlige Smaakager. Juletræ var paa den Tid ukendt i almindelige Hjem, og Julegaver brugtes grumme lidt. Først med Svigerdøtrene blev den Skik indført.

”Julemorgen var mit Himmerig”Ja, Juledag var Hjemmets store Festdag. ”Ofenlakken” duftede fra den tørveglødende Kakkelovn, stærkere endnu end Brødrenes Cigaret. Pastor Kuhlmanns Æggesnaps, som hørte til de store Kirkedage, var rørt og stod indbydende paa Bordet. I Sakristiet stod ogsaa en, som han kunde trøste sig med under en Pause i den lange Gudstjeneste. En

44

lille Rest faldt af til ”Mons”, mig altsaa. Ingen af Brødrene var i Kirke, hvor der var hundekoldt. De sad hjemme og talte med Mor, hvis de da ikke spillede Kort, hvad jeg nu nærmest tror, de gjorde – og ventede paa Fader, som kom med Offerposen.Aabningen af ”Juleofret” var den store Begivenhed og Kilde til mange muntre Bemærkninger. Forholdsvis mindst var Offerpengene fra Kjeldsmark, det var som den Del af Sognet, hvor Børnene gik til Ryde Skole, ikke rigtig følte sig knyttet til Borbjerg, især da ikke til Borbjerg Skole. Naar jeg sammen med Barndomsvennerne fra Borbjergby gik med ”Offersedler”, paa anden Maade kunde vi ikke faa dem bragt ud, følte vi alle en halvt uvillig Stemning, og aldrig saa meget som en Kringle blev os budt. Kjeldsmarkboerne ofrede knapt nok, hvad deskulde, eller kunde være bekendt. Værst af dem alle var dog en N. N. som enten gav 4 Skilling eller en 5-Øre. Heller ikke Kuhlmann fik mere, og Præsten og Fader mødtes i inderlig Forstaaelse af, at han var en stor Slyngel, som Pastor Kuhlmann sa’, hvad han forresten ogsaa var. En Gang købte min ældste Broder Offerposen paa Slump af min Fader. Det kostede ham en 5 Kr. - Seddel, idet Fader jo fra tidligere Tid vidste saa omtrent, hvor mange der kunde være.

Den Ywl er en faale jen,sagde gamle Kræn Hie, den ka’ snaar slug aalting. Han havde været hos gamle Jens Bak og gjort sit Juleindkøb: 1 Flaske Brændevin og en Ringkøbing Kardus. Jens Bak vilde trøste den arme ”Støder”, idet han bød ham ind paa en Snaps, do gjør sandelig en stuer indkjøv Kreisten. Ja, den Yvl er en faale jen, den ka snaar slug aalting.Ja, syvren foer æ de en faale jen, men ito hwa, vi længes jo alle efter den, ikke mindst os, som har de gode Barndomsminder i Erindringen.Til næste Gang om Kuhlmann og Far og Sognets begyndende ”Bevægelser”.

1937 12 28

VIII.

Sognet vaagner.Nu maa man bare ikke tro, at Sognet bestod af 100 agtværdige Gaardmænd, ”hvalajt Mænd”, og 125 stræbsomme Husmænd, som slæbte sig frem til jævn Velstand, og som opfødte en stor Børneflok i Tugt og Herrens Formaning. Nej, der var endda mange i Sognet, som for at bruge et gængs gammeldags Udtryk var lidt ”urrele aa æ Slav”. Der var arbejdssky Personer. Tiggernes Skare. Natmandsfolk (æ Kæltringer) og mange andre, som ikke regnedes til Godtfolk, og som Gaardmanden skyede at komme i ”Svaverskab” til. Ren Samfundsidyl var det gamle Borbjerg saamænd ikke, og der var vel nok Adskel mellem en ”Husstoder” og »en ajt Goermand”. Slet saa skarpt udtrykt som hos den store Gaardmandskone i Vejrum blev det vel ikke; thi da hun kom hjem fra Altergangen, sagde hun inderlig forarget til sin Mand: De hvar endda il´ vi sku kom te Aalters i Daa, dæ hvar snaar ett aandt end Staakler! Ak ja. men sikken en

45

Skuffelse det maa have været: Nu havde hun glædet sig til at knæle ved Siden af Sine fra Provstgaard, og saa blev hun Nabo til Kjestens Mand, som lugtede af Skraatobak og Brændevin.

Der var faa gamle Slægteri Borbjerg, som havde betydning. saadan som jeg ved det fra Darum og fra andre store, samlede Landsbyer, hvor en enkel Slægt har præget Sognet, kendtes ingen Slægt som selvskreven til at have Føre skabet. Østergaard -Slægten fra Hogager var for tilbageholdende og dens Gaarde for smaa og afsides liggende. I den Mikkelsenske Slægt fra Hvamgaard fostredes heller ingen Sognekonger, og Nielsen-Slægten i den anden store Hvamgaard led saavist ikke af Ærgerrighed eller af Trang til at trænge sig frem. I Naltoft, i Borbjerggaard i Trabjerg boede ansete og gode Mænd, rigtig gode ”Borbjergbuer”, men vel for meget Hjemmefødninger. Det ejendommelige er nu, at i 60’erne og 70’erne var ikke een af Sognets førende Mand indfødt. Bisgaard -Slægten var fra Gjeddal i Ejsing. Lars Christensen i Borbjerg Mølle kom fra Sevel, Chresten Søndergaard i Trabjerg hørte til den kendte Vestergaard-Slægt i Sevel, Eising i St. Haislund var fhv. Købmand fra Holstebro. Ja, i de fleste af Gaardene sad der Mænd fra andre Sogne, som de Borbjerg-Piger maa have foretrukket fremfor Sognets egne Karle. Hvad sa’ ikke Pastor Kuhlmann saa jævnlig i sine Brudevielser: ”Fra forskellige Steder og fremmed Land fører han dem underlig sammen”.Det kan nu godt være, at det fremmede Land kun viste sig at være ”Madam Christensens Dansstov i a Østergaad”.

Naar man saa Kirkegangeni Borbjerg, skulde man slet ikke tro, der var en skjult Opposition eller vaagnende Bevægelser. Alt syntes saa gammeldags harmonisk: ligefrem klassisk Stilrenhed over Formen i Kirketjenesten og over Kuhlmanns Prædiken og Udøvelse af de kirkelige Handlinger. At se Pastor Kuhlmann myndigt og med Prælatens Værdighed træde op paa Prædikestolen, at høre hans mandige Rømmen, som tydede paa et stærkt Bryst, var et Tidsbillede, og at se den store Menighed fra Sognets yderste Grænser i det mægtige Kirkerum, andægtigt lyttende, var et lige saa skønt Tidsbillede.

Et lille socialt Tidsbilledevistes ved Offergangen. Naar Offersalmen blev sungen, var der intet ungdommeligt og skødesløst Jag med at komme først. Først ved Stegen, aa tilgiv, først ved andet Vers begyndte Folk ”at lette paa sig”. Morten Toft var den første, som gik ud af Kirkestolen, som Øvrighedens Repræsentant tilkom det ham, snært blev han fulgt af Sogneraadsformanden, og derefter gik Mændene fra Sognets Slægtsgaarde. Ubegribeligt, men det kunde altid byde sig saadan, at det lige akkurat gik efter Hartkorn.

Grunden til den ualmindelig gode Kirkesøgingi Borbjerg maa nu ikke alene søges i Pastor Kuhlmanns Personlighed og Prædiken, men ogsaa i Kirkens Beliggenhed som Sognets Centrum. Folkene fra Abildholt, Hogager, Hesselaa kunde gøre en Købmandstur samtidig. Det var nu ogsaa skønt at komme op i æ ”Midtsovn”, at høre, hvad der blev læst paa Kirkestævne, at tale med Frænder i Sognets andre Egne, aah der var endda ”møj o fæist sæ ved”, meget at se, som kunde give Stof til Samtaler Dage efter; thi Livet i afsides Hedegaarde var jo ikke daglig spændende, saa der skulde en Stimulans til. Foruden alt det nævnte kunde Kuhlmanns Optræden og Prædiken ogsaa give Grund til mangen Omtale og Samtale, og den begyndende ”Indre Mission” hviskede om ”en lydende Malm, en klingende Bjælde”.

Det tilkommer ikke migat givenogen Vurderinng af den, ejendommelige, tidsbestemte Skikkelse. Men han hører saa bestemt med i mine Tidsbilleder, ja ligefrem en Forgrundsfigur, saa Omtalen tager sin Tid. Forøvrigt vil jeg tro, det gamle Borbjerg endnu har Forstaaelse af en saadan Tidstype. Hans hartad klassiske og drastiske Slutningseffekt paa sine Prædikener erindres endnu, og hans Behandling al Datidens Aktuelle Politik er vist ikke glemt. Det var vel for øvrigt det paa det politiske Omraade, han ret mødte sine Modstandere. Og paa dette Omraade vilde Bonden ikke vige.

46

Kun 15 Højremændi Borbjerg fulgte Pastor Kuhlmann i hans Kamp mod Demokratiet, mod ”det forenede Venstre”, særlig mod den grundtvigske Del, ført af Sofus Høgsbro og C. Berg. Ret betegnende holdtes ”Punch” i den gamle Præstegaard. ”Punch” og ”Illustreret Tidende” var vel to sikre Kendetegn paa et nationaltliberalt Hjem. De 15 blev skam ikke trofaste alle til deres Død: men i mine Barndomsaar var der ingen Frafald. Mon det nuværende Borbjerg ikke godt vilde vide, hvem disse 15 var? Jeg tror nok, jeg kan finde dem i Hukommelseskisten: Eising, Gramstrup, Chr. Bøtcher, Jens Meldgaard, Chresten Søndergaard, Lars Christensen, Jens Peter Jensen (Naae), Anders Have, Niels Chr. Bak, Niels Kvisgaard, Daniel Chresten Jensen (Grevinde Danners sidste Tjener), Pe Snedker, Laust Sadelmager, (Chr. Bøtchers Svigersøn), Mads Mikkelsen.Chresten Bisgaard var Sognets Venstrefører. Han var egnet dertil. Baade kunde han begrunde sit Standpunkt og ogsaa gaa angrebsvis frem. Men han gik stille med Dørene og færdedes fredlyst i begge Lejre, hvorfor Pastor Kuhlmann (eller var det Fader?) kaldte ham Loke. Som alle store førere havde han ”Underførere” og en af hans trofaste var Jens Larsen i Øster Trabjerg, som var Sognets kloge Mand paa dette Sted.

Den lille Solstraalfortællingom Pastor Kuhlmann og Morten Pugdal, som jeg vist har givet før, kan jeg saamænd godt gentage her. Den er betegnende for Tiden og Personerne.Pastor Kuhlmann var paa Vej til Valg. da han overhaler Morten Pugdal. Godda, Morten, hvor skal du hen (Morten var Husmand, og til dem sagde Kuhlmann du, naar de, om jeg saa maa sige, var af Sognets gamle Stamme). - Ja, a vild' te Valg. - Vil du køre med, Morten? Jov Tak, Hr. Pastor. Da Morten var kommen vel til Sæde, spørger Kuhlmann: Naa, hvem har du saa tænkt at stemme paa, Morten? Aah, a haar tent a vild stemm o Jacob Ma'sen. En mørk Sky drog over Kuhlmanns Ansigt: Har du det; hvem har sagt det? – Præsten anede en Raadgiver. - Det har Jens Larsen, - ”o de æ eis en klog Mand”. Det kunde Præsten ikke tage: Aah, jeg gir sgu ikke stort for hans Klogskab. Tal du med Lars i Borbjerg Mølle og med Jens Meldgaard. Det er Mænd, som har Forstand paa disse Ting.

Det var Sognets første Bekendtskab med Husmandsførere.Senere er der vel kommen andre men de kommer nu en Gang ikke med i min Danmarkshistorie. Fader stillede sig anderledes indifferent overfor de ny Husmandsledere, saavel som overfor den ny politiske Æra, de vilde indvarsle. Som de fleste lærere, der ikke skal bruge Stemmer til selv at komme frem, saa han med Skepsis paa den ny Bevægelse. Han var jo Skolelærer-søn, og Degnedrenge er aldrig bleven blaaøjede i Politik - ikke en Gang Hørup.Den første ”Bevægelse” i Sognet, jeg overhovedet hørte Tale om, var

”Jens Havs Parti” i Ryde.Jeg har forgæves søgt Oplysninger om den lille Sekt. Hardsyssels Aarbøger har ikke givet mig noget derom. Men sidste Tilflugt er Degnesønnen fra Ryde. Forfatteren: Johannes Bech. Kan han fortælle mig noget, bringer jeg det ved Lejlighed.”Partiet” maa have været noget andet end en stærk Indre Missions Bevægelse; thi det vakte en Del Opsigt, at Chr. Moesgaards Kone sluttede sig til Partiet. Nu maa man vide, at Chr. Moesgaard var en af de tre begavede Sønner fra Sevel Vestergaard (?), hvoraf de to andre var Havemanden Steffen Vestergaard i Sevel og Havemanden Chresten Søndergaard i Borbjerg. Chr. Moesgaard (fra Moesgaard i Ryde) var ”Kurdoktor” Hjemmedyrlæge. I alle svære Tilfælde, naar vi mente. Chr. Ladefoged i Trabjerg ikke kunde klare det henvendte vi os hjemme til ham. Som sagt, han var af Egnens første Bondeslægt, Barndomsven med Provst Bøtcher og Fru Kuhlmann; det skulde jo vække Opsigt, naar hans Kone gik over til en sekterisk Lære.

Grundtvigianismen i Borbjerg var slaaet i Knæaf Pastor Kuhlmann. De svage Spirer fra Møllers Dage kunde kun trives under den milde Sol fra Borbjerg

47

Præstegaard. Da de barske Vinde fra Kuhlmanns Forkyndelse jog ind over Sognet, frøs Spirerne. Kun ganske enkelte overlevede Frosttiden. Dog kom der ny SIægter ind i Sognet, som var Grundtvigianere, og i sine sidste Aar som Præst (og ikke mindst bagefter) saa Kuhlmann med ganske andre forstaaende Øjne paa den grundtvigske Bevægelse. Havde Kuhlmann uddelt drøje Hug, havde han dog selv faaet et, hvoraf han bevarede Arret alle sit Livs Dage: Den gamle Sognefoged, Johannes Toft, skulde jordes, og Herredsfoged Becker i Holstebro, kendt og anset Grundtvigianer, fulgte ham til Jorden. Men under Præstens Ligtale opholdt Herredsfogden sig inde i Degneboligen. Sent om nogensinde glemte Kuhlmann denne Krænkelse.

Saa smaat begyndte Indre Missionat virke i Borbjerg i min Barndom. Var der Præster, som ønskede at tale, havde Kuhlmann ikke noget imod at overlade Kirken til dem. Jeg kan mindes Pastor Ibsen fra Hjerm. Kan ogsaa mindes, at Grundtvigianeren. Biskop P. C. Kierkegaard fra Aalborg talte i Borbjerg Kirke. Saa vidt jeg husker, var han inde paa den Slægtsforbandelse. som hvilede tungt over Brødrene, og jeg var greben af denne Tanke, jeg ogsaa som Dreng følte mig tynget af.

Kuhlmann gik aldrig til disse Møder,som blev boldt i forskellige Smaakaarshjem, men havde ikke noget imod at bekendtgøre Tiden for deres Afholdelse fra Prædikestolen. Indre Mission i Borbjerg begyndte i Hummelmosland, hos de Husmænd, som var begyndt at opdyrke Skelmosen mellem Hjerm og Borbjerg. Senere hen flyttede Bevægeisen Tyngdepunktet til Hogager. Jeg erindrer godt flere af Mændene fra Humlemose, særlig en ved Navn Jens Johan. Han havde et skarpt og stikkende Blik med Glød i Øjet. Til Pastor Kuhlmann henvendte han sig gerne Søndag Formiddag, for at faa Mødet bekendtgjort fra ”Stolen”. Med en sær halvlistig Mine indbød han Præsten til Mødet. Pastor Kuhlmann afslog skarpt Indbydelsen: Min Talerstol er i Kirken. Forsøgte Jens Johan at faa et Ordskifte i Gang, afbrød Præsten brat Samtalen.Hvordan var nu Faders Stilling til Indre Mission? Absolut neutral. Da han, fra den Tid, jeg tydeligt kan erindre, aldrig forlod sit Hjem, følger deraf, at han ikke deltog i Møder. Ikke heller blev der holdt Møder i Skolen. Kun en enkelt af Missionærerne, Anders Stubkjær, besøgte ham, og saa vidt jeg kan skønne, satteFader denne Mand højt.

Afholdsbevægelsenbegyndte i min Barndom, og jeg kan huske de første Møder, som almindeligvis blev holdt i Skolerne. En af Agitatorerne paa min Barndomsegn var Lærer Borch i Stendis, gift med en Datter af Chr. Moesgaard. Der rejste sig en ret kraftig Afholdsbevægelse i det gamle Sogn, og ingen kundehave noget derimod. I Østersognet var en Del Husmænd, som før havde været ”nøj hægen etter æ Dram”, bleven omvendt. En gammel lun Gaardmand var en Dag hos Købmand Ludvig Kjær i Trabjerg i Færd med at faa ”et bette Træ” lagt paa Vognen, da en af disse Afholdsmænd gik forbi. ”Do kommer li te o laan mæ en Sæk, Ludvig”, sagde Gaardejeren, ”a æ rej, di faar undt i æ Øvn”.Maa jeg næste Gang bringe Træk fra Skolen og Købstaden.

48

1938 01 05

IX Sognet og Købstaden

Jeg nævnte i mit sidste Stykke, at jeg næste Gang vilde fortælle om Skolen og Købstaden. Jeg vil udvide det til: Sognet og Købstaden; thi ellers bliver det næppe et Tidsbillede, og det er først og fremmest det, mine Erindringer søger at være.

Himmerlandsboerne sigerom Hardsysselsfolkene, at de er ”lukkede”. ”Der er nøj om æ Taal”. Men nu er jeg ikke Hardsysselsmand, og jeg siger ligesom den Skomager Schlimmer i Ulfborg, da Pastor Bjarnesen havde talt om Fraadseri, Drukkenskab, Gerrighed, og hvad ellers ondt var: det rammer nicht maj. Jeg er af Varde Syssels Folk, og der er de ”uen o tvæer” indtil Varde Aa, og fra Varde Aa til Kongeaa er de muntre, ”fremtaalend” og ”frittaalend”. ”Nøj kon lotte” kan min Fødeegns Folk være, og de siger ikke alt, hvad de ved, hvilket er regnet som en god Egenskab. I et Sogn, ja, det var saamænd i Borbjerg, blev en Sallingbomand Sogneraadsformand. Han kom paa Tale i æ Østersovn, hvor faa kendte ham. Han er gue baade te o løs og skryv, blev der sagt. Ingen syntes at beundre ham derfor. O saa er det en Kaael, der ett sejer aal det, han véd. Da bøjede den gamle Hedegaardmand sig i Beundring: Ih, bau da, æ han saa døgte.

Derfor er vor Talei Hardsyssel - Læserne ser, jeg tager mig selv med, - saa forbeholden i Udtrykkene. Vi siger ikke ”en skjøn Mand”. Det er for bestemt og for krævende. Nej, vi siger: det er en halskjøn Minnisk. Saa er der faale møj skjøn o godt ved ham; men der er ogsaa en bette Nøk i Lighed med det gamle Ordsprog: Der er aldrig saa fedt et Stykke Kød, der er altid en Kirtel ved.

En bette Stikkelhaarvil vi ogsaa saa gerne have føjet til i Vestjylland. For ingen maa jo blive alt for stuersinne af ene Ros.

”Holsbrov forhen”.A haar somsind, a vel gaat læ ve endda flier Gaang’, haad te Hues, te a viI skryv nøj om Holsbrov forhen. Thu de æ endlemoel bløven dæve. No æ a sørren, te de faaller lie i æ Fuer, o no haar a ov Sind te ed.Men jeg tror, jeg skal afholde mig fra at skrive paa Gammeljydsk. Jeg kunde nok, men jeg er bange for at trætte Læserne, for det rette gamle Jydske, ikke Menighedsraadsjydsk, er nu ikke saadan at løbe til, hverken at skrive eIler at forstaa. Vil jeg skrive paa Jydsk, tænker jeg mig siddende i den gamle Bondestue, hvor Bilæggerovnen med

49

”Kammersvenden fra Morland” paa Siderne giver en blid Tørvevarme, mens Malten, som er lagt til Spiring, dufter sødt. Min Barndomsven taler Jydsk, ret Jydsk, og den troværdige Klang skal lyde i mine Øren.

Længe før jeg fik Lovat komme til Staden, kendte jeg gennem Folketale mange af Byens Borgere. Madam Christensens Dansstovi æ Østergaad var godt kendt i Sognet. Det var her, forkarlen i Hedegaard, Jacob, kom med den klassiske Bemærkning: Jacob i Heegor betaaler de hiele. Der var kommen en Bolle Puns paa Bordet til en Daler. Hvem der havde bestilt Bollen, kunde ikke klares. Skavefolkene (de Borbjerg Skotter) trak sig ængstelig tilbage; men da siger Jacob med en storsindet Gestus: Jacob i Heegor betaaler de hiele. Senere blev dette Ord til Ordsprog i Sognet.Bønderkarlene sønden æ O og naren æ O kom saa nogenlunde til Rette om at dele Pigerne. Men hen ad Aften mødte Byens Haandværkerungdom paa Danseboden. Dens Urostiftere og Slagsbrødre forsøgte at tage Pigerne fra deres hjemlige Tilbedere og at yppe Kiv. Overfor ”di Bønderdrenge” skulde Svendene vel nok vise sig! Et Par bomstærke Karle fra Borbjerg kunde dog smide Købstadens Udskud af Vejen. Af dem gik der Ry i Sognet.Nær ved Jeppe Schous Købmandsgaard laa Bømlers Beværtning, lige overfor en anden. Den mægtige Gaard med sin store Kundekreds fra flere Herreder gav rigelig og rimelig Søgning til to Gæstgiverier. Bømlers var den mest kendte. Den lille venlige Beværter havde god Evne til at omgaas lidt vanskelige Gæster, og naar Slagteriarbejderne blev for højrøstede, kom han og klappede dem paa Skulderen: Farvel, Farvel pæne Mand, kom igen en anden Gang, pæne Mand. Og de forsvandt stille uden Ophævelser – ville ikke udsætte sig for den Tort, at Bømler nægtede at skænke for dem.Den gode Købmandsskik at traktere de kørende Kunder og deres Kvinder med Kaffe og ”blød Brød”, en Skik i de gamle Bondebyer Randers, Viborg, Holstebro, var saa smaat ved at gaa af Brug i Holstebro. Jeg mener. Folk har tænkt: Det skal vi betale for. ”Teng nyv og betaal ærlig” var Bondens Handelssyn den gang, og hvad der kom som Gave, skulde man vogte sig for. Saaledes gik den gamle Sædvane af Brug. Jeg synes nu, der var noget samlende i den gamle Handelsskik, og Restauratørernes 3 Stk. højt Smørrebrød har saavist ikke bragt godt med sig.

Schous Goerhar jo sin Historiegraf. Jeg har ikke læst Overlærer Aldals Bog og har heller ikke søgt at faa den til Veje. Jeg nærer nemlig en grumme Rædsel for Statistik og Aarstal og bryder mig kun om de Træk, som lever og fortælles blandt folk. Jeg har fra Viborgegnen tit hørt gamle Bønder sige: Vor Købmand han saa' aalti sørren. Om Jeppe Schøtt har jeg aldrig hørt fortælle, at han saa' nøj særlig klogt. Men der taltes om ham. Hans mægtig store Forretning var omgivet af en vis Mystik. Der fortaltes, at han Torvedage sad paa sit Kontor til langt ud paa Natten og satte Priser til. Det var Købmanden, som gennem Priserne værdsatte sine Kunder. For de klogeste af Bønderne vat Schou et stort Spørgsmaalstegn. Med sine Skadesløsbreve kunde han have dekoreret en Riddersal; men ellers – en Overgang havde Banken ham vel nok i sin hule Haand. Spurgte man den gamle Borbjerg-Købmand Niels Chr. Bak, der var en klog Finansmand og en god Bedømmer, om Schou, saa blev Niels Christians kølige, fiffige blaa Øjne saa fjerne som paa Tvivlens Gudinde.Mærkværdigt som Skæbnen kan være gunstig undertiden. Ogsaa for Jeppe Schou. Han havde et Skadesløsbrev i Karup Kro, karre saa meget værd som Stempelgebyret. Men Viborg-Herning Banen fik sin Gang over Karup, og den gamle ”privilegerede Kro”, hvor ikke et Menneske, ikke engang en Uldkræmmer, havde sat sin Fod i Mandsminde, fik nu Værdi. Entreprenante Folk købte Kroen, og Jeppe Schou fik sine 20,000 Kr.

Rudolf Aggerholms Isenhandel,ja, sa' de gamle ikke Isenhandel, laa paa Torvet. Tænk, jeg erindrer slet ikke, hvad der laa mellem Schous Købmandsgaard og Torvet. Færchs tunge, triste Mure var endnu ikke bygget. Den rigtige Hardsyssel Skraa kom fra Ringkøbing, fra Jacob Rindom og Chr. Hov Husted. Røgtobakken var enten Obels Melange eller Damborgs

50

”Blaamand”. Dog kendte jeg ingen Tobak fra Hjemmet. Fader røg ikke. Johan holdt paa, det spares meget i et Hus, hvor der ingenting er.Jeg husker Rudolf Aggerholms Forretning, for dér købtes Høleen til Hjemmets Landbrug. ”Barberknivstaal” stod der udfordrende paa Bladels Inderside og Gebrüder Falkenroth stemplet i Anglen. De gamle ”Hjøllissmed’” var uddøde i Holstebroegnen, og tysk Fabrikat, der var lettere og snildere, trængte ind.

Holstebro Torver nu et grumme trist Sled, selv ikke Grisemarkedet kan sætte Stemning og Humør. Hjerm Herredsfolkene staa ”saa stive som torne og Støtter”, og ingen tør bryde den alvorlige Stemning - for der handles, og saa længe der handles, er der Alvor i Spillet. Bagefter kan man jo altid slaa Gækken løs ved en Kallepunch. Hver Ting til sin Tid. Det kunde aldrig falde en Hardboer ind at sige som Vendelboen ved sin Kones Jordefærd: Imel ain Snak, er der ingen aa jer, som haar et Par Kvikal’ o sælge. (Mon den Rad ikke mente Døtre?).Det Liv, som i Viborg, i Randers, vel forhen i Aalborg, præger Torvene, kendtes ikke i Holstebro, Gaardmandskonen fra Hvam, Hjerm og Vejrum skulde ikke staa paa Torvet og blive vanbudt af de Købstadmadammer, hvem de inderst inde oversaa. Den Slags Smaating tager Konerne fra Fjends og Nørlyng Herreder og Smaagaardskonerne fra Støvring Herred med en let Haandbeævægelse og giver et raskt Svar tilbage. En bown Hardsysselskone skulde ikke fjante paa Torvet med fremmede Mennesker!Paa Torvet ligger en af Byens faa Patriciergaarde. Der er nu Bank, forhen Hotel, og før havde den herlige gamle Rejsende Søndergaard Restauration. Jeg husker Gaarden fra 70'erne, da den ejedes af Procurator Brask. En klassisk Sagførertype, for Bonden omgiven af en vis Mystik.

Viums Gaardlaa paa Torvets Vestside. Jeg siger laa, for hvad er der nu tilbage af den stolte Købmandsgaard, som i sin Tid var Sæde for Byens største og mest ansete Forretning. Gamle Vium stammede fra Viumgaard i Ulfborg og hører saaledes til Ulfborgs Herreds første Bondeslægt. I 1876 fik jeg det første Kendskab til Gaarden: thi da kom min Broder, Holger Christensen, i Lære hos Bøggild & Petersen. Bøggild var Præstesøn fra Ø. Velling i Middelsom Herred, og Petersen Degnesøn fra Mejrup. De supplerede hinanden: Petersen var Kontormanden og Tømmerhandler, mens Bøggild elskede at sysle med Jern og Skind. Nu skal der ikke skrives Historier om ”den gamle Købmandsgaard”. Det gemmer jeg til en anden Lejlighed; men enkelte Træk. som belyser Tiden og Tidens Levesæt skal jeg efter min Broders Erindringer fremdrage. Der var en ualmindelig god Læreplads hos Bøggild & Petersen, og baade lønmæssigt og menneskeligt blev Lærlingen behandlet med Forstaaelse og Omtanke. Dog i det første Læreaar var Renholdelse og Pasning af de 21 Petroleumslamper et grumme ubehageligt Hverv, og Frosten hærgede Fingrene, saa de sad i en bullen og blodig Masse. Hertil kan føjes, at Gaarddøren skulde være aaben. Bøggild taalte ikke, at den Dør blev lukket. Selv var han saa hærdet, at han stod ude i Gaarden i den strengeste Vinterkulde og saltede Huder. Men Lærlingen blev opdraget til at blive Købmand. Han lærte at tage Tømmer frem, at handle med Smede, at kende kende Frø, at behandle Skind og at bedømme Smør, fik Lov til at skrive op, ja, at handle med Bønderne.Da min Broder havde været 2 Aar i Lære, skulde han øve sig paa Købmændene. Det var nu ellers Petersens Domæne, og én af hans stolte Dage var, naar Købmændene fra Skarrild, som ellers laa Vejle langt nærmere, kom for at handle hos Firmaet.En Dag opdagede min Broder, at et ungt en gros Firma i Randers, Justesen Abildgaard, maatte købe sine Varer billigere end Bøggild & Petersen i Holstebro. Han gik til sin Chef og forklarede ham det. Petersen mente, at Firmaet nok købte rigtig. Men næste Gang. Printzlau fra Hintz & Co. (Chokoladefabrik) kom, maatte han dog gaa 10 pCt. ned.De to Købmandsgaarde raadede for Byens Storhandel. Indbyrdes var der væbnet Neutralitet. Tilsyneladende Fred og i Virkeligheden Kamp - altid om Tømmersalg. Al ”Ved”, al Købmandssnedighed, al psykologisk Sans anvendtes, naar der skulde sælges Tømmer til en betalingsdygtig Bonde. Bonden skulde gøres tryg og tillidsfuld, og Tømreren købes

51

for en rimelig Penge. Der er saamænd Stof til mange Historier i de to Handelshuses stille, skjulte og ofte aabenbare Kamp.Huskes de to Gæstgivergaarde paa Torvet fra hine Dage? Mads Peter Sørensens og Ole Nielsens. Hos Mads Peters samledes Hvamboerne, Sirboerne, i det hele fra de nordlige Sogne. Hos Ole Nielsens særlig Mejrupboerne og den Del at Borbjerg, som kom ind til Byen fra Øst. Tolv bovne Mejrupboer kunde lige faa Plads om det runde Bord og faa den Omgang til en Krone (tøl smo svot). Var Skænkepigen særlig ”vakker”, kunde der nok blive en 10 Øre til hende, men ellers var Drikkepenge banlyst blandt ”hvalajt” Folk, som havde deres Rygte kært.

KaysensManufakturforretning ved Torvets Bund var Byens fineste. Her handlede mit Hjem, naar Fader skulde have noget ”gediegent”, som det hed i gamle Dage. Det fine sorte Klæde til ”Visitatskjolen”, det blaa Diffel til Søndagsfrakken blev alt købt hos Kaysens. Kaysen havde lært hos Manufakturhuset Quedens i Ribe, og hos Quedens havde Bedstefædrene, den Darum Degn og den Darum Gaardmand, handlet. Det var da en morsom og god Tradition, at Fader handlede dér, saa meget mere som Kaysen var af sønderjydsk Afstamning og langt ude i Slægt med Farmor.

Jøderne i Holstebro.Der var en - nej, der var i den Tidsperiode en Manufakturjøde i hver Købstad. I Holstebro hed han med det ikke særlig jødisk klingende Navn Jacobsen, dog fuldblods Jøde, i Slægt med Marcus Nathansen. Slægten forsvandt snart fra Byen, men maa dog have følt en vis Tilknytning til Egnen: thi en Datter blev for omtrent 50 Aar siden viet i Borbjerg Kirke af Pastor Kuhlmann.

”Loven om det tomme Rum”medførte, at en Mængde tyske Haandværkere nedsatte sig i de vestjydske Købstæder. Da efter 1830 Byerne begyndte at komme ”til Krylt”, kunde de ikke folkeføde sig selv. Landboerne havde ingen Tanke om at drage ”til Stajs”, og saa blev der Plads for tyske Indvandrere. Navnene huskes: Barber Weschnung, Buntmager Breuer (?), den Buntmager Prohaska (vistnok ungarsk Jøde) und den Bager Stumpf. Fuldtro Højremænd næsten alle. Ja, den lille, sirlige Prohaska holdt nu ikke af at bekende Kulør, for en Venstrekasket gav jo lige saa megen Fortjeneste som en Højrehat, og han vilde gerne slippe med at sige: Min Forretning er min ”Boledik”. Dog Dyrlæge Welsch - Højres Fører - skulde nok hale de vaklende og klejnmodige frem. Den Stumpf derimod var socialdemokratisk troende. Byens første og Byens eneste. Et Forargelsens Tegn for Højre og Venstre en Vederstyggelighed.

En af Byens mærkeligste Mændvar Laust Glavind, den gamle Tater. Jeg kan i Dag ikke komme nærmere ind paa Omtale al denne ejendommelige Skikkelse, thi saa bliver dette Afsnit altfor langt. Maaske jeg senere kan faa Lejlighed dertil. Nogen almindelig Landstryger var han sandelig ikke. En ”Kvaksalver” ganske vist, men med underlige Evner. Ret en mystisk Person. Mangehaande Sygdomme vidste han Lægedom for, og han beskæftigede sig ogsaa med noget saa ”gement” som at ”draw Tænder” ud. Morten Toft i Borbjerg har fortalt mig, at han som Dreng fik en tand drawn ud hos Glavind, og da Morten spurgte om, hvor meget det kostede, sagde Glavind: Du har jo saa mange Penge i din Pung, dem kan du give mig. Ja og det sædede.

Kancelliraadens Gaardpaa Raadhustorvets Hjørne, lige over for ”Schaumburg”, en mægtig stor Købmandsgaard, huskes vel af den ældre Slægt. Den fine, gamle Købmand var ”Kommunalmand” med Liv og Sjæl, og indbragte det ham ikke andet, medførte det dog den smukke Titel.Endnu eet Navn, og jeg skal lade Sognet og Købstaden skilles og kun mindes de Navne fra Byen, jeg kender fra Degneboligen.

52

Distriktslæge Glerupvar en hyggelig, gammel Brombasse af Læge. Lidt vranten paa sine Vaccinationsture og bøs, som Skik var, overfor Bonden. ”Hannem bør boldes nede”. Fra Hjemmet har jeg kun gode Minder om ham; thi for Fader var han en omhyggelig Læge. Et af hans Visdomsord gengiver jeg her, det røber Lægen i det barske Klima: Man skal lægge sit Undertøj Sct. Hansaften - og tage det paa Sct. Hans Morgen.

Slægterne skifter hurtigti en Købstad, og Menneskene bliver hurtig skrevne ind i Glemmebogen. Mon nogen i Holstebro kan mindes de to Frøkener Kuhlmann, som havde en ”Frøkenskole” i Holstebro, altsaa en Skole, som kun søgtes af Embedsmændenes og Handelsstandens Døtre. De to Søstre af Pastor Kuhlmann, Kamilla og Nina, var to ganske ejendommelige tidsprægede Damer. Kamilla sværmerisk med tunge, brune Øjne, en lille digteriskAare, som udløste sig i Fødselsdagsdigte til Broderen og til Provst Petrus Bøtcher, vist en Ungdoms ”Faible”. Nina imposant, respektindgydende, med en Røst, som omtrent naaede Broderens i Omfang. Min Tanke rykker to Tidsaldre tilbage, naar jeg mindes de to Holstebro-Pædagoger.

Tænk, jeg kan ikke erindre Navnet paa den Skrædder, som syede Visitatstøjet til Fader. Forøvrigt fik Fader kun eet Sæt i de 10 Aar, jeg husker i, saa Glemselen er undskyldelig. Faders daglige Tøj blev syet af Herman Skrejer - senere af Carl Hermansen.

Men Skomager BailumsNavn er tydelig optegnet i min Hukommelseskiste. Han var en Mester i sit Fag og en honnet Mand. Faders Støvler skulde være rummelige, men de skulde ogsaa være pæne og velsyede, fint Kram, ”durabelt”, som det i Datidens Tale hed. Mester Bailum var den eneste, som kunde sy til Fader.

En pæn Borger-familievar Naaletnager Karmarks. Naalemageriet var et fint Haandværk, lige op ad Urmageren og Guldsmeden. Madam Karmark, ja, højere end Madam kunde det dog ikke blive, havde Systue, Byens fineste, og der havde Søster Anna været et halvt Aar. Af Julebagningen blev der altid sendt en Portion til Madam Karmark (samt en And). Man erindrer, at den Tid kunde en Dame ikke gaa paa Konditori (hvoraf der ingen var) eller Restauration, saa var det jo rart at have sikret sig ”et Kaffested”.Fra denne lille Udflugt ”te æ Bøj” vender jeg saa tilbage til Borbjerg.

53

1938 01 12X

Jeg kan erindre Borbjerg Sogns sidste Veteran fra 1813, Stafen Ø. Derimod var Ole Jepsen, af mine Brødre kaldt Jelle Hvopsen, den næstsidste af Napoleonsveteranerne, gaaet til. Jelle Hvopsen, for at blive i Degnedrengenes Sprog, var et ”Sproggeni”, og naar Drengene drillede ham alt for meget, truede han med: Wollen vue Klø haben. Paa Stafen Ø havde ingen franske eller tyske Gloser sat sig fast; men ellers kunde den hyggelige gamle Mand godt fortælle om den store Tid. Hans Kone, Ann Mari Ø, hjalp af og til Mor, og da jeg kom til Verden i den haardeste Vinter 1867, maa hun have været Medhjalp i Degneboligen, for hun spaaede mig et kort Liv: Jeg var saa ”juerslaaen”. Naa, jeg stod Ann Maris Spaadom og en Del Børnesygdomme som Skarlagensfeber og Mæslinger igennem, alt fordi det gamle Ord: Ukrudt forgaar ikke saa let, kunde sæde.Pe Nix havde det ligesom Kræn Koustrup i Æ Bindstouw. Han var Murer om Sommeren og Skolemeister(Vinterlærer) om Vinteren, Om han var ”lie døgte te beie Diel”, skal jeg ikke sige, men til at mure var han ingen Heksemester. En Gang murede han i Møller Damgaards Tid en Skorsten i Borbjerg Mølle. Den blev færdig til Frokostlid; men da de kom ud fra Frokosten, var Skorstenen blæst ned. Det kan Katten rive mig ikke vare alle dage, var Møller Damgaards rolige Bedømmelse af den Situation.Møller Damgaard, der senere ejede Herregaarden ”Lergrav” i Aulum, var, som man sagde i disse Tider, og som især gjaldt Møllerne, ”en lidt bejer Mand udenfor Bondestanden”. Han sa’ ”Jæ te se sjel” og gik med hvid Krave, dog kun sort Halsbind, hvilket satte ham i Rang med Degnen. Møller Damgaard og hans elskelige Hustru med del smukke moderlige Smil var Grundtvigianere, og der var livligt Samkvem mellem Pastor Møllers og Møller Damgaards, som senere mellem Pastor Kuhlmanns og Lars Christensens. Jeg tænker, de unge Københavnerinder i Præstegaarden har haft deres Gang i den morsomme gamle Mølle. Ogsaa med Degneboligen plejedes der Venskab. En af Møllens Herligheder var

Fiskeret i hele Søen.Møllen bar i sin Tid hørt til ”Palstrup” ved Viborg, og det gamle Bindingsværks Møllehus var opført af Egetræer fra Palstrup Skov. Denne Ret blev bestridt af de Lodsejere, som havde Grund til Søen. Dertil kan intet siges. En lang Proces førte Niels Kvisgaard med Møller Damgaard; men den endte med, at Møllens Ret og Privilegium blev stadfæstet. Selve Processen medførte dog intet Skaar i godt Naboskab mellem Damgaard og Niels Kvisgaard. Moder fortæller, at en Dag under Processens forløb var der Gæstebud i Kvisgaard. Baade Damgaards og mine Forældre var med. Der blev budt paa Aal; selvfølgelig fiskede Niels Kvisgaard. saa længe ingen retslig Afgørelse var truffen, og under Maaltidet hviskede Møller Damgaard til Moder: Ja, det er saamænd mine Aal, Madam Christensen.Først i Sommer havde jeg efter mange Aars Forløb Iejlighed til at se den gamle Mølle og dens Restaurant.Jeg tilstaar, det er en at de skønnest beliggende Sommerrestaurationer, jeg har set. En af Vestjyllands faa landskabelige Perler.

54

Naar gamle Søren Brødbæk skulde til Alters, fulgt af Sønnen Chresten Brødbæk og den milde, venlige Ann Dorret, var det næsten ogsaa en Festdag i Hjemmet, for Søren mødte i Bondens gamle Festdragt: Knæbenklæder, hvide Strømper og Sko med Sølvspænder. Det var en Oplevelse for os Drenge. Baade før og efter Altergangen var han inde i Hjemmet flor at hvile sig. Med Brødbækmændene stod Fader paa en særlig god Fod. De var altid villige til at ”gyer en Bed”, og det var ham en egen inderlig Glæde, at de, da Hvam Skole blev oprettet, og Brødbækgaardene med Vandsmedens blev henført dertil, vedblivende søgte Kirkeskolen. Hos Smedemester P. Iversens Børn var der Dygtighed. Fremskridtsdrift og Udlængsel. Flere af Børnebørnene kendes i Holstebroegnen: Læge Iversen, Spjald, Frøken Iversen paa Politikontoret i Holstebro, Direktør Axelsen i ”Sadolin & Holmblad”, København.

Jeg har ikke kendtgammel Jens Haislund til Store Haislund. Det skal have været en rig Knast, og hans Kone, Trine, en rar, godsindet Kvinde. Børn havde de ingen af, men af »Gudsønner ”en hel Bataillon. Smaakaarsfolk i hele Midtsognet, mere eller mindre af Slægten, lod altid en Søn kalde op efter Jens Haislund. ”Jen vidst jo aaller”, hvad Jens Haislund kunde komme i Tanker om. Ingen blev heller helt skuffet, for hver af ”Gudsønnerne” tik testamenteret 100 Rdl. Naar jeg siger, at Trine var en rar Kone, har jeg det fra, at en bette Tjenestedreng en Dag var et Ærinde i Haislund. Trine bød ham Kringler, og Drengen, som maaske aldrig havde smagt slig en Lækkerbidsken, listede alle Kringlerne til sig. ”No tren den sidst”, sa Trine til Pigerne, og det Ord blev Mundheld i Sognet: Nu tren den sidst, lissom Trine Haislunds Kringler.

Dybt under Bukdal Bakkerlaa i min første Barndom en gammel Vaaning, Resten af den gamle Bukdalgaard. Forhen en anselig Gaard med et godt Tilliggende af Ager og Eng. ”Æ Kjerkstejer”, som Niels Chr. Bak udtrykte sig, var udskilt derfra. Kræ Ulsøs, P. Bovdals, P. Østergaards og Steffen Ø’s var alle fra den gamle Bukdalgaard. Ingen af Børnene ” som alle var kommen ”hval te Brø”, ønskede at overtage den gamle Gaard, paa hvilken der hvilede en trykkende Aftægt. Derfor blev Gaarden og Sidsel Bukdal med Aftægt solgt til en Thybo, Pe Bovdal (Christensen). Det kneb for ham at udrede den urimelig store Aftægt, og Sidsel var sejglivet og sund og gammelstærk. Ingen Udsigt til, at hun kunde ”list aa” i en nær Fremtid. Pe Bukdal maatte henvende sig til Sønnen, Niels Kvisgaard, for at faa ham til at overtage Aftægten, mod til Gengæld at afstaa nogle Jord- og Engskifter. Saa flyttede da Per fra den gamle Gaard. hvis Udhuse blev nedrevne, og byggede sig en Ejendom”i æ Kjerkstejer”. Pers daglige Bøn var, at Sidsel vilde leve længe; thi som Thybo holdt han jo paa ikke at have gjort ”en Hiel ring Hajel”. Per Bovdal blev bonhørt, for Sidsel naaede over 90. Den Dag, hun rundede de 90, holdt han en bette bojel. A gjoer allihval den bejst Hajel.Pe Bovdal og den anden kørende Nabo Kræ Ulsø var saamøj nover raar Folk. De hjalp ved Indhøst af et villigt Sind. Til Gengæld holdt vi smaa Gilder, som en ”maadelig Barsel”, gav Fritagelse for Højtidsoffer og gav dem Lov til at græsse Hestene i Eng og Væld og Grøfter.

Den første underlige Skikkelse.jeg husker, var Smal Magret. Jeg husker den lille tynde Skikkelse fra en Novembersdag. Det var bidende koldt, og det tyndslidte Sjal ydede liden Varme. Mor gav hende en ”Alms” og beklagede hende. Hel forknyt var hun ikke. Dær ka gjar komm en Knus enno. Det blev et Ord i Sognet: Dær ka gjar komm en Knus enno, sa smal Magret ved Mortensdagstider.

Hun var ellers af Taterslægt.Søster til Hwolle Grogret og Laust Glavind i Holstebro. Stammede nok fra Vildbjerg-Egnen, men holdt til i Ryde og Borbjerg Sogne, hvor jeg kan skønne Almisserne har været rundeligere. Hele hendes Udseendetydede paa, at hun var af en fremmed Stamme, og hun lignede godt nok den mystiske Broder i Holstebro.

55

Sognets egentlige Taterslægtvar Nar slægten, som vist blev fordreven fra Estvad og Rønbjerg af den stærkere Abraham-Slægt. ”Sahl Kjæltringer og Kisum Rakkere” hed det i min Barndom. I Borbjerg blev Rakkerne - vil nu hellere kalde dem Tatere; thi de havde et virkeligt Stammepræg af østerlandsk - ikke boende i mange Aar, idet Sognet eksporterede to Brødre Nar til Australien. Efter hvad Lærer Møller Christensen fortæller i ”Borbjerg Sogns Historie”, slap den ene løs i Aalborg, men ”hvor han blev af, det ingen ved”. Benny Nar boede i Fattighuset, hvor Sognets Bundfald havde Ophold. Daniel Nar var Smaakræmmer, halvskør. En meget smuk Mand havde han været i sine unge Aar. Jeg har hørt fortælle, at han i sin Ungdom var forlovet med en Borgerdatter i Viborg; men da hans Afstamning blev kendt, brød hun, hvilket skulde være Grunden til hans formørkede Sind!

Jeg kan buske Anders Flynder,som ønskede at gifte sig med Ankastin Kjæmp. Men hverken Præst eller Sogneraad vilde give Tilladelsen.Derimod var det før mine Erindringers Tid, at de blev ”viede” af min Broder, Marius Christensen. De to giftelystne mødte en Fasteonsdag i Skolen for at tale med Præst og Degn. Min Broder Marius var en kvik og ”forskjødt” Knægt, og da han fik deres Ærinde at vide, lovede han at vie dem. Han hentede Ritualbogen frem, fik dem til at knæle ved en af Skolebænkene og forkyndte dem derefter for ”rette Ægtefolk at være”. Anders Flynder blev saa rørt, at han hev en Mark op af Lommen og gav den til den selvbestaltede Giftefoged.

Udover Taternefandtes ikke mange ”Tiggere” i Sognet. Men der var ikke saa faa ”udensogns”, som ”gjorde” Borbjerg, der fra gammel Tid havde Ord for at huse milde og ret gavmilde Bønder. Der kendtes en Del ”Sæson tiggeri”. Særlig i ”To” (Uld)-Tiden og Lysetiden og Slagtetiden gennemstrejfedes Sognet af ”Professionals”. Slet ikke saa lille et Svind gik der i Saltkarret, og del var ikke med særlig Glæde, Moder tog Lysene op af Skuffen.

Mest ihærdig var Inger Skraani.Jeg skal love for, hun kunde faa Bønderne til at ”lig æ Mjælk nier”. Var Almissen ikke tilstrækkelig stor efter Ingers Syn paa Gaardens Hartkorn og Størrelse og Skorstens Antal, altsaa ”standsmæssig”, begyndte hun al knurre. Hjalp det ikke paa Gavens Formering, fik Gaardens Folk at høre, hvad ondt og daarligt Inger havde faaet opsnuset om dem og deres Slægt. Jo, saa kom de ”ud i æ Sovn”. Heldigvis var lngers Ord ikke regnet som Evangelium.

Borbjerg Sogn har ingen Herregaarde,som Følge heraf heller ikke ret mange ”bedre Folk udenfor Bondestanden”. Nu og da hændte det dog. al en Bondegaard gik over i Proprietæreje, eller at Folk fra fremmede og fjerne Egne kom ind i Sognet. Der er næppe nogen nulevende, som kan huske Gramstrup paa Johanneshaab; men han var ellers af Typen, som lidt ”moderniseret” den Dag i Dag er levende. Gramstrup var fra Kjærgaardsholm i Salling. Hans Kone var Kusine til Pastor Kuhlmann – for øvrigt ogsaa til Fru Kuhlmann, eftersom disse var Fætter og Kusine. Gramstrups Omgangskreds blev Præstegaardene i Borbjerg og Sevel, og som den gamle Nabo sagde: Det kan den Gaard nu ”ett svaar te”. Fru Gramstrup mindes jeg bedst som en forstandig og god, gammel Dame, prøvet, men ikke knuget under Livets Modgang, stadig bevarende det, som Hostrup siger i ”En Spurv i Tranedans”: Det noget er, som i dem bor, og ikke kan tolkes ved Ord.

Adolf von Hedemanntil ”Haislund”, fra ”Nyholm” i Salling, var en Type, der blev regnet til ”den lavere Landadel”, som Historikerne ynder at udtrykke sig. Fin – ”Grand danois” - Skikkelse, ikke synderlig begavet, men Livet formede sig alligevel for ham, saa han døde som en velhavende Jernbanerestauratør i Langaa, takket være en dygtig Kone og en hjælpsom Svoger. Amtmand, Grev Schulin, i Frederiksborg. Mens han var i Haislund, skældte han en Dag sin ”Bels” saa læsterlig ud;

56

men det var aabenbart ”spildte Guds Ord paa Balle Lars”, for da Hedemann var færdig med at ”gi aa æ Vessen”, sagde Belsen uanfægtet: Vi haat ett mie Grutning, Hiemann! Det var saamænd ikke sidste Gang, Hedemann ”ikke havde mere Grutning!” Dog endte han med at optræde i den Rolle, han særlig yndede, grandsigneur’ens.

Chresten Jensen fra Ø. Abildholt var Sjællænder af reneste Vand. Grumme lidt kendt i Midtsognet og endnu mindre i ”æ Vestersovn”,eftersom han sjælden kom til Kirke. Han bevarede ikke sit Ansigt i Sognet. Faa Aar efter Drengeaarene kom jeg til at kende ham ret godt. Den gamle Kulsvier, der som Dreng havde færdedes paa Nordsjællands Landeveje, der alle førte ind til Kultorvet, havde ladet sig lokke al det store Jordareal og Urhønejagt og Kartoffelavl o.s.v. Herovre var han dog bleven. Det sjællandske Maal bevarede han uforandret og uforfalsket; men de sjællandske Krøniker voksede en Kende i Usandsynlighed ved hver Genfortælling, og hans Nabo, den gamle, ærlige Esper Abildholt, rystede mere og mere fortvivlet paa Hovedet.

Sallingboerne i Hardsyssel.Det var i mine første Drengeaar, at ”de Sallingbokaael” trak ud fra det forroste og fede Syssel. Der var efterhaanden bleven for mange Sallingbokaal, som ikke havde Lyst til det trælse Bondeslid, saa de maatte finde Udveje, der kunde give ”en godt Brø” og dog fri dem for haardt Arbejde. Det ”allervilleste” var jo nu Kreaturhandel, karre saa meget Hestehandel. Hestehandel var i de Tider noget for sig, lidt med det, man i vore Dage kalder ”Fidusmageri”, og hvad man end kan sige om Sallingboerne, det er et ærligt Folkefærd gennemgaaende! thi det er anset som ”stort” at have Ord for Ærlighed. Hardsysselboen med sine vigende, ubestemte Udtryk kan lettere ”kom om ved det”, om ”en Misforstaaelse” skulde opstaa. Men ellers kunde Sallingbokaalen jo blive Kromand eller Beværter. I Landsbykroerne, Stationskroerne, i Byernes Drikkelsebutikker sad der Sallingboer, som Hardsysselsboerne gav Øgenavne: Kræn Hundhu'e (han var fra Nordsalling, hvor Kraniet er langt), Kræn Kathu'e, ”Bette Tor Øl”. Sallingbokaalene kunde ov snøvse op, hvor der var rige Enker at finde. Jeg glemmer aldrig den Dag, da Johan Mikkelsen (af den gamle Bolbjerg Slægt) fra Store Perregaard sammen med to Sallingboer, brede mellem Øjnene og brede over Lænden, traadte ind i Degneboligen for at melde Tillysning mellem Sidsel i Nar (?) Bøgild og æ Sallingbokaael. Fader havde haft Sidsel som Skolebarn og satte iøvrigt Slægten højt. Jeg husker grangivelig, at han ikke nærede synderlig Tro til et lykkeligt Ægteskab. Men en villele Bøjel blev der. Det største Bryllup, Fader nogen Sinde har halt. 55 Kr. i Offer. Der var 4 Forridere fra Salling, som hver ofrede 2 Kr. Den Borbjerg Degn skulde se og mærke, det var Sallingbokaal og ikke Fedtprinser fra Hardsyssel. Brudeparret ofrede 6 Kr. hver, en Daler mere end Skik var for gode Bønder. Faders svage Helbred forbød ham at følge Indbydelsen til Bryllup. Men Kogekonen, Ann Elster, som ved denne Lejlighed udfoldede al sin Kunst, sendte en stegt And og Bagværk ned til Degneboligen. Pastor Kuhlmann tog to store Tallerkener Suppe, og det var en Anerkendelse som en Guldmedalje nu. ”Kudalerne” spillede. Jo, det var en grumme villele Bøjel.

Mændene fra Vestsalling,fra Haasum, Lem og Lihme Sogne, var karre saa kaalhøgen og hovn som Storsallingsfolkene fra Hindborg Herred. De kunde dog ikke gaa i Spænd med Ginding Herredsfolk, som ”lie var ring nok”, men de kunde nok trække paa Hammel med Hvam- og Hjermfolkcne. Naar Sallingboen først har funden sin Baas, er han let nok at arbejde med. Han er ikke Hardsysselsvringled, men han skal og vil tro, han er noget for sig selv, nøj viller end de andre. Da Ginding Herred blev venstre, var Salling højre. Da Ginding Herred blev ”Bergsk”, blev Salling moderat. Da Fjends Herred blev moderat, gik Salling over til Radikalismen, store konservative og bondestolte Slægter kaldte sig radikale. Og saalunde er i Øjeblikket den politiske Stilling, at hvor Salling gaar hen, gaar Magten hen. Tør jeg betro mine Læsere i Hardsyssel, at den Stilling ”lier den fremmed Kaal hval”.Til næste Gang: Spredte Minder fra Barndomsaarene.

57

1938 01 26

XI.Til Borbjerg Møllesø

knytter sig mange lyse og skønne Barndomsminder. Løbe paa Skøjter? Nej, der stod ikke Skøjter paa Borbjerg Degns faa og fattige Penge, og mine selverhvervede Penge vilde jeg hellere sætte i Bøger end i Skøjter. Men en ”Miegaj” havde jeg dog Part i, og jeg fandt ogsaa Søens bedste Aborrestand: En Lysning mellem Rørene, lige hvor Skeldiget mellem Bukdal og Kvisgaard gik ud til Søen.

Søen var rig paa Fisk(er maaske endnu), og om Forsommeren, naar der blev draget Vod, var det et frydefuldt Syn at se Fangsten: Mægtige Gedder, store Brasen, som ingen dog agtede paa, og blanke Aal. Naar Fangsten var overvældende, blev der gerne sendt en Sending op i Skolen. Jeg tør sige, Aalene var mest kærkomne.Naar Isen havde lukket Søen saa nær som ”æ Vildhvoller”, tog Aalestang sin Begyndelse, selvfølgelig kun af Møllens Folk. 1Frænder, Venner langvejs fra. Fiskeretten var jo retsvunden, saa fremmede Folk vovede sig ikke paa Aalestang. Dog tror jeg nok, at Niels Kvisgaard for godt Naboskabs Skyld og som en Mildnelse af den tabte Retssag var indbudt til Aalestang en Gang imellem.Naar der var Aalestangere paa Søen, var jeg altid ved Haanden. Jeg har nok bedt mig fri fra Skolen – på Moders Bøn. Jeg lærte at skelne ”Aalekovl” fra ”Luftkovl”, at indridse de rigtige Kovl, og i stor Spænding fulgte jeg Chresten Søndergaards Stang: om det blev ”en Noel eller en Oel”, det vil sige en Kammerat mellem 1 og 4 Pund. Chresten Søndergaard var Farbroder til Stine i æ Møl og selvskreven til alle Aalegilder. Gav Aalestangningen godt, blev der altid sendt op i Skolen.

Og saa har jeg et for migdyrebart Minde: da jeg frelste Hans i Møllen, Legekammerat og Skolekammerat, fra at drukne. Jeg tænker undertiden paa, hvor underligt og skæbnefuldt det var, at jeg netop hin Vintermorgen skulde føle Trang til at gaa op paa Kirkebakken og faa Lyst til at gaa ned paa Søen og mødes med mine Venner og Veninder fra Borbjergby. Det havde været Tø, og Isen paa Vaagerne var nok glat, men tynd, og da Hans vilde ”skride over”, brast Isen, og han laa pjaskende i det kolde Vand. Jeg overvejede et Sekund, om jeg skulde springe ud efter ham, men opgav det vovelige Forsøg og gjorde det, som bedre var: at lægge mig fladt paa Isen, fik Pigebørnene til at bolde fast i Benene og skubbede mig saa langt ud, at jeg fik Hold i en Finger. Saa var Kalorius reddet, skønt det kneb at faa ham over Iskanten.

58

Da Niels Jepsen jagede os af Nøddekrattet.Mine to Barndomsvenner fra Haislund, Peter og Frederik Eising og jeg kom en Dag fra Skole hos Johanne Kuhlmann i Borbjerg Præstegaard. Hun underviste os i Tysk, Engelsk og Tegning.Nu havde jeg faaet opsnuset, at der i Torsdal Krat i den lille, skønne Skovdal mellem Hvam og Dalgaard, hvor Liljekonvallen blomstrer som faa Steder, fandtes Nøddebuske, og en Septemberdag lagde vi Vejen fra Præstegaarden om ad Krattet for at plukke de friske Nødder. Vi tænkte paa Fred og ingen Fare; thi Niels Jepsen, som var Tækkemand eller i det mindste ”Stik op-Mand”, kendte jeg saa godt fra Hjemmet. Naar Mads Mikkelsen og Niels Jepsen var færdige med Taget, fik de altid Kaffe og en Punsch. Mads Mikkelsen var en rigtig ”Trairing”, og han kunde faa Niels Jepsen til at fortælle de mest usandsynlige Krøniker og Spøgelseshistorier.Som sagt, vi tre Drenge, Godtfolks Sønner, havde ingen daarlig Samvittighed, syntes bare, det var vidunderligt at plukke Nødder i det herlige Efteraarsvejr. Jeg følte dog en Kende Uhygge og raadede mine Venner til al holde sig ovre paa Hvamsiden. hvorfra en Flugt lettere lod sig gøre. Min Forudfølelse gav mig Ret. Midt under Plukningen hørtes Niels Jepsens Tordenrøst: Da ska A lær jer forbandede Tvvknejt! Skamfulde og slukørede luskede vi af, og vi vogtede os vel for at fortælle derom i Hjemmet.

Den store Laks.I den yndige Torsdal, som fra Hvam Smedie strækker sig til Ryde Enge, kunde Bækken om Efteraaret være strid og rivende. Nede ved Skylvadhus og ”æ Saandhus”. et magert Boelssted paa Skylvads Udlodder var Bækkens Bund stenfyldt med skarpt Sand ved Siderne. Her strøg Limfjordslaksen op for at gyde: men i den snævre og ikke dybe Bæk blev de et let Bytte for Lodsejerne. Jeg erindrer saa tydeligt, at vi hjemme hvert Efteraar fik en stor Laks foræret fra ”æ Saandhus”. Den blev for Resten ikke spist i Degneboligen, men givetvidere til Præstegaarden, for Pastor Kuhlmann var ”en stor Ynder” af kogt Laks.

Min Barndoms Legepladssammen med Børnene fra Borbjergby og Møllen var bos Laust Jacobsens, ”Mensalgaarden”. Den gamle Gaard med sine utallige Skjulesteder, sine Tørvestakke, var et Paradis for os. Laust Jacobsen og især hans Kone morede sig næsten lige saa godt som Børnene. ”Nøj fjamsk” (et gammelt Borbjerg-Udtryk) kunde de være i Optræden og Tale; men de var i Bunden inderlig godsindede. Laust gav Skraaen en ”gue Knus” og saa, hu hej til Knægtene. Laust Jacobsens Gaard var nu ellers ”nøj skajele”, men han kratted’ godt. Med Øget havde han altid ”en grumme Held”, de mørkspættede holstenske Køer med de sorte Ben gav megen Mælk. Aar efter Aar lagde han en Fenne, vunden fra Mosen, til Marken.

Husk paa, jeg var selv Landmand.I 7 Aar, fra jeg var 9 til 16 Aar, var jeg »Avlskaal« paa Skolelodden. Nærmest Røgter. Jeg plejede vore fire Køer og den lille Kipkalv og passede Faarene, alt tør jeg sige samvittighedsfuldt. Kirkegaarden var paa den Tid en Græsmark (kun enkelte Slægter holdt Gravene i Hævd), hvor Agerhønen i Fred kunde ruge.Dejligt Græs, riglig fedt Naturgræs groede paa og mellem Gravene. For Græsset gav Fader 10 Kr. om Aaret. Tidligt lærte jeg at bruge en Høle. Jeg er den Dag i Dag en hel villele Hjøllikaal. Og véd Læserne, hvad jeg synes: at Barndomskirkegaarden med sine Fuglereder under Grav og i Stent, med sin Vildkløver og Persilleskov, sine klare Forglemmigejer under Bulmeurtens Skygge, var saa langt skønnere end nu.Om Søndagen døvede jeg min Røgter-Samvittighed. Da trak jeg Køerne tidligt hjem, fyldte Krybberne med Kirkegaardens friske Græs og vandrede selv ned til Barndomsvennerne i Borbjergby.

Saa var jeg med til ”Vækild”,Pinseblus, paa Fallegaards Højmark. I Fællesskab købte vi Mjød og Kringler, og Dansen og Legen gik lysligt paa Grønsværet. ”To Mand frem for en Enke”, ”Munken gaar i Enge den lange Sommerdag”, og tilsidst kvædede alle: og se nu, hvor lystig de danser de to, som om de havde stjaalet baade Strømper og Sko.

59

Eller vi drog over i Kjeldsmark Buskeved Midsommertide. Jeg véd ikke, om det just var saa yndet af Mændene i Kjeldsmark; men eftersom det var Slægts Børn, ”o gue Folks Bar” i al Almindelighed, saa blev det aldrig forbudt. Vi gjorde saavist heller ikke Skoven Skade, færdedes i den tyste Skov med Andagt og N.ænsomhed. Alle nærede den Følelse, at det var en skøn Plet, som ikke paa nogen Maade maatte besudles.Den Dag i Dag kan jeg længes efter min Barndoms Skov, den skønne Bakkeskrænt med Kristtjørn, Gammeleg, Storbøg og Hassel.

Min store Barndomsrejse.Da Fader i 1874 var bleven fri for Hvam Biskole, kunde mine Forældre gøre den Rejse til deres fælles Hjemstavn, som der Aar i Forvejen var talt om. Søster Anna kunde passe Skolen, og Broder Holger, som da var 11 Aar, Husdyrene. Jeg var 7 Aar og en lidt vanskelig Klør at holde Styr paa. Naar jeg kom med, vidste mine Forældre dog, jeg var i Sikkerhed. Ogsaa Kristian (den senere Borbjerg Degn) var med. Rejsen skulde helst foretages i Juni Maaned, før »æ Slet« begyndte i Marsken, for de Darum Bønder skulde have god Tid til at pleje og sørge for saa sjældne og kærkomne Gæster og Grandelaugets Mænd vilde gerne have Tid til at gaa med Gæsterne fra Dør til Dør, fra Gaard til Gaard, saa disse ret kunde føle, at de var Slægtens og Grandelaugets velkomne og velsete Gæster.Banen fra Struer til Bramminge blev først aabnet i 1875, saa Rejsen skulde gøres paa god gammel Maade med Hest og Vogn. Men hvem skulde køre for os? Hvilken Bonde kunde være fra sin Bedrift i 11 Dage? Hvem havde Fjedervogn, pænt Seletøj og gode Heste, saa Egnen og Egnens Folk ingen Skam skulde lide? Der var selvfølgelig gaaet Ry i Sognet af den Rejse, Degnens vilde foretage, et Ry, som ogsaa var naaet Trabjerg. Fader blev derfor overordentlig glad forundret, da Gaardmand Houmark Christensen fra en af de gode Trabjerg Gaarde tilbød at køre. Han var en uafhængig, velhavende Mand, gift med en rigtig rar gammeldags Kone, Ann Søndergaard. Der var intet at udsætte paa hans Køretøj, som var en Storgaardsmand værdig, og ved Siden af var han en snaksom og fornøjelig Mand med et rart Gemyt. Hertil kom, at han havde været ”Kræmmer i æ Sønnen”, ”Gaaet med Tøj” - og velsagtens ogsaa smuglet Silketøj over Kongeaaen. Det var jo en ypperlig Lejlighed for ham til at opfriske Ungdomsminder og gense kendte Veje og Egne.

Jeg synes, jeg kan mindesden Morgenstund, vel ved Femtiden, da vi kørte ud fra Borbjerg Skole. Jeg kan da mindes de teglhængte Huse i Holstebro, og jeg kan huske, at der ikke standsedes for ved Gryde Kro. Jeg kan endvidere erindre, at der ikke overnattedes i Tarm Kro, som Moder havde tænkt, idet Krokonen, Madam Kjær, var en Søster til hendes Svoger i Dårum. Men Fader, som vidste, at der ikke vilde blive taget Betaling for Opholdet i Tarm Kro, vilde ikke. Han skulde ikke have, der bagefter fortaltes i Slægten: Der kom han, den sølle fatte Dein i Borbjerg og væltede sig ind paa os. Fader kunde nu være lidt for overfølsom stolt, med ringe Tro om sine Medmennesker!Husker jeg ikke fejl, overnattede vi i Blaksmark Kro. Baade Houmark og Fader vilde saa langt mod Syd, at de næste Dag kunde naa Dårum i god Tid. Og Houmark havde som »Kræmer« boet i Blaksmark Kro.Vil Læserne tro, at jeg kan huske, vi fik Sødsuppe og Kalvesteg til Aften, og at jeg blev saa træt, at jeg faldt i Søvn paa den løse Langbænk. Jeg kan ogsaa huske den umaadelig tykke Krokone i Ølufvad Kro og Begravelseskagerne samme Steds; de var med Glassur og pyntet med Sukkerkugler. Mindes jeg ret, forærede den tykke Krokone mig et Stykke. Jeg tænker, Øjnene har siddet paa Stilke.Fra Hjemvejen erindrer jeg Rabjerg Kro, som syntes mig rigtig trist.Lidt husker jeg fra den gamle Marskby. Mine Fætre var store og voksne, men Byens Drenge var gode Vejledere. De advarede mig mod ”Borken”, som saa godt som vilde æde Børn levende, og fulgtemig ud til Havet. Faders Svoger, den stoute Gaardmand P. Kjeldsen, kørte til Esbjerg med Borbjergboerne(undtagen mig, jeg var for lille), for at vise dem det store Havnearbejde. Det kunde nu ellers have været morsomt, om man i 65 Aar kunde have baaret en Erindring fra Esbjergs Barndom. Saa kan jeg ogsaa mindes, at Moder i de 10

60

Dage, hun var i Darum, flere Gange besøgte en ældre Kone, Trine Vind. Først mange Aar efter fik jeg Sammenhængen at vide; Hun havde været Postillon d'amour mellem Fader og Moder.

Min første Rejse med T ogetvar til Vemb. Jeg skulde med Eisings besøge Fru Eisings Broderdatter, som vat bleven gift med Gaardejer Hans Povlsen i Vemb. Oven i Købet skulde jeg sammen med Sønnerne bo i Holstebro en Nat hos Købmand P. Balle, som var gift med en Søster til Fru Eising. Næsten alt for mange Oplevelser paa én Gang for saadan en ensom Sjæl. Jeg kan huske den lille lyshaarede Ellen Balle med de klare blaa Øjne; husker, hvor venlig hum tog sig af den fremmede kejtede Dreng. Aldrig glemmer jeg denne første Jernbanerejse i den mørke Vinteraften, hvor Togets Lys saa fantastisk og spøgelsesagtigt skar gennem Nattemulmet. Ej heller glemmer jeg den glohede Kakkelovn i Toget, hvorved jeg havde faaet Sæde. Fra Kirkebakken i mit Barndoms Rige kunde jeg se Toget, naar det i Vaaraftenens Skumring fo’r forbi Helleaaens Engdrag, høre dets Buldren; men den store Virkelighed var dog først hin Jernbanerejse.

Vi kendte ikke til at faa Lommepenge,fuldstændig selverhvervende; men jeg kan forøvrigt sige, at vi Degnedrenge var bjærgsomme, med vagtsomme Øjne overfor Indtægtsmuligheder. Jeg drev aldrig Duehandel i den ”store Stil« med »ægte Duer” og sligt, som krævede den store Kapital. Jeg holdt mig til den jævne ”Tillægshandel”, hvor man solgte en Hundue nu og da til Tillæg. og ellers 'prangede, som man bedst kunde. Min gamle ”Skadehan” var en ypperlig ”Lokhan”, og utrolig, hvad den flotte gamle Herre kunde føre hjem til Slaget af Beundrerinder. Disse fremmede Hunner blev fangede, bundne og solgt til andre Drenge. Saa var Krigens Gang og Drengenes Duelov den Tid! Det hændte jo ogsaa, at mine blev borte! 60 Aar efter, at jeg drev den ”Næring”, træffer jeg i Kæbenhavn en Barndomsven, forfatteren Johannes Bech, som mindede mig om, at jeg havde ”snydt” ham i Duehandelen. Han fik selvfølgelig Gustav Esmanis Ord: De mere kloge narrer de mindre kloge, slynget tilbage.

Efter 1874 fandtes der i Kirkeblokkenen ugudelig Mængde Hel- og Halvskilinger og enkelte ”Søslinger”. Jeg var med til at tælle Kirkeblokkens utrolig mange Kobberpenge, og som Løn fik jeg ”de gal Peng”. At jeg var saa higen efter at faa disse Skillinger havde sin Grund i, at de, slebne og rigtig pudsede, var saa fortrinlige at bruge til ”Skorsten” og ”Klink«. I disse to Spil var jeg Verdensmester for Borbjerg, og de gav en aldeles sikker Indtægt, saa jeg som Dreng aldrig var ”pengs’ ø”.

En Gang imellem aabenbaredeen Guldgrube sig: naar der skulde gøres rent i Kirkestolene. Det hændte sig ofte, at Folk. som skulde op at ofre, i Forfjamskelse tabte Penge. At bukke sig og lede, var imod al god Kirkeskik, og de blev derfor liggende, til den aarlige Rengøring før Pinse. Maa jeg betro læserne, at vi Degnedrenge havde gjort den Første Høst!

Præstens Stald var ogsåen ret stabil Indtægtskilde. Præsten havde i et af Udhusene Staldplads til sine to ”Krikker”, ja, i forhold til Bøndernes velplejede og velpassede Heste var de virkelig Krikker. I godt Vejr gik Præstegaardsfolkene og Gæster til Kirke, og Stalden kunde derfor laanes ud til Barnedaabskøretøjer og hvad der nu ellers tilfældig kunde komme. Skønt man aldrig krævede, var der dog saa megen ”Takt” i Folk, at de altid ofrede 35 Øre.

Ret ofte skulde jeg ved Bryllupperholde ved en eller anden Gaardmands Heste, dersom han havde Lyst til at overvære Brudevielsen og deltage i Ofringen. Det gav ganske bestemt en 25 Øre. Jeg har en Erindring om en saadan ”Holden ved”, hvor jeg synes, en ellers tænksom og forsigtig Bonde bar sig lidt ligegyldig ad. Christoffer Damgaard havde faaet Lyst til at overvære Brudevielsen, og han overlod nu Pasningen af to kratlige og kaade Køreheste til en 13-Aars Knægt, som var uvant

61

med at styre Heste. Jeg erindrer, at jeg havde ikke mere Mod end til mig selv; thi Hestene var utaalmodige og sprælske. Jeg synes at erindre, jeg havde Taarer i Øjnene. Men jeg satte mig paa Vognen – hvad der vilde og lod Hestene trave lidt. Jeg mærkede godt. at Hestene ikke ”respekterede mig for det, jeg va”. Jeg kørte igennem Borbjerg Mølle op ad den dybe, smalle Sandvej til Niels Chr. Baks. Her holdt Hestene nu mest af at gaa stille, men jeg lod dem løbe i skarpt Trav. Vendte saa ved Jens Baks atter gennem Møllen. i Trav op til Lynghøjen og igen i skarpt Trav op ad Kvisgaard Bakke. Nu var Hestene helt tilfredse med at gaa stille til Skolepladsen, og da Christoffer Damganrd kom fra Kirken, fandt han et Par fromme Heste og en hel kantere Dreng, som med Ære fortjente sin 25 Øre.En sikker og stabil Indtægt var ”Nettes” aarlige Nedkomst med fire dejlige Hvalpe, som alle blev solgt til en Krone pr. Stk. Og Falkeæg! Første Kuld Æg blev solgt til Samlere, 25 Øre pr. Stk. Den gamle Taarnlalk hadede mig, og den lærte Ungerne af andet Kuld at kradse og rive mig til Blods. Ugleæg fandt jeg aldrig. Uglen rugede dybt inde over Kirkeloftet, og der var saa skummelt, at ikke en 25 Øre kunde lokke mig.

Erindring fra den gamle Mølle.Jeg var sendt ned for at hente Boghvedegryn. Boghvedegryn kunde man ikke faa ”malet” naar som helst. Dres i æ Møll skulde mindst have 20 Poser Boghvede samlet, for han Besluttede sig til at sætte Boghvedegrynskværnen i Gang. Bildning« og Rengøring af den var vist et ret omstændeligt Arbejde. Men nu var der kommen Bud fra Møllen, at æ Boge’gryn kunde afhentes, og af den Skp. Boghvede, som var sendt til Møllen, vidste Hjemmel af Erfaring, der ikke blev flere Gryn, end jeg let kunde bære. Der var altid en hulendes Svind paa Boghvede.Til Trods for, at man ellers i Mølstov og Sme’ hus maa tale frit, var der dog en vis Højtidelighed over den gamle Møllestue. Tavlen paa Væggen med Indskriften:

Her æder jeg mit Brød,her tager jeg min Lycke,som Gud mig unde vil mod Mangen onde Tycke,

hang saa manende alvorlig, at Møllegæsterne ikke ret kunde boltre sig i drillende og kaade Ord, og Folk vilde jo godt nok skose til Møllerne. Man fortalte, at det eneste ærlige ved en Møller var Tommelfingeren. Den var nemlig inde i Toldkoppen. Nitten Møllere og saa di Faaer, hvor manne er det? spurgte man den ille, uskyldige Dreng. Det er tyv. Hva, er di Faaer ov en Tyv.Man fortalte, at Sognets to luneste Trairinger, Mads Mikkelsen, og Hvolie Møl fra Savstrup Mølle, var kommen sammen ved en Kaffepunsch inde hos Mads Peters o æ Torre. Li’saa spørger Mads Mikkelsen: Sej mæ Hvolle, nærensti do haar glemt, te do haar Tollet. Hva gyer do saa? Saa toller a igjen Mads. Jeg tør sige, at Mads Mikkelsen trak sig ”hiel slotten” ud af den Samtale.I den gamle Møllestue vovede man næppe at være alt for morsom. Baade Lars Christensen og Dres Mollersvend var myndige Mænd, som nok skulde svare hvast og villigt igen. Men ellers var Dres fra æ Nargor baade skree og velvillig. Naar en lidt utaalmodig Møllegæst spurgte Dres: Æ mi Moling snaar færre, sa' han venlig, idet han tog en Tor Øl af Kruset: ded lier endda stærk. Han svaner endda Folk hval, sa' saa Manden, naar Dres var gaaet ud: Ja, han er samøj en skjøn jen, siger en anden. Andreas Christensen vidste saa sikkert, at et godt Ord finder et godt Sted. Eller ogsaa hentede han fra Bornholmeren et Spil Kort. I ku jo taa en Blaa' saalæng.En af Barndommens kendte Skikkelser var Andreas Munksgaard. Dres og især Stine Dres var fornøjelige Folk. Stødfuld af gamle ”Sejer” og ejendommelige Talemaader, Jydske Ord, særegne og rammende, og gamle Ordsprog flød frit og muntert fra Læberne. Dog kunde Dres være lidt ”vinkele”, naar noget ”gik ham imod”.I den gamle Mølle var han den daglige Haandværker, som kunde ”stand’' aal Ting”. Haandsløv, som man siger i Ommersyssel, og haandsnild. Og hvis Lars Christensen lod et Ord falde om, at de vist skulde have stegt Aal til Unnen, saa blev han saa smeller gue. Den gamle Tømmer i Hughuset hørte med i Interiøret af Borbjerg Mølle.

62

I den gamle Købmandsbutik,ja, den var nu ”endlemoel” ikke saa gammel, for den var i min tidligste Barndom, førend jeg kan mindes, flyttet fra den gamle Bakgaard til Vejkrydset, hvor Møllevejen og Kirkevejen skar hinanden, stod Jens Bak endnu som Indehaver. Men ellers var det Sønnen Niels Chr. Bak, der baade raadede og førte. I mit gæstfri Hjem havde vi Købmandsbud baade Morgen og Eftermiddag, og jeg vil nu mindes Købmandsfærden en Foraarsmorgen. Folkene sad ved Davren. Husholdersken Ann Kathrin for Bordenden med gammel Jens Bak ved Siden. Niels Chr. yderst paa den løse Bænk, og ellers sad alle efter Rang og Værdighed, dog saaledes at Kramboddrengen hurtigst kunde blive purret ud. For en enkelt Kunde, især naar det var en bette Knejt, rejste man sig ikke, før Davren var til Ende. Jeg blev ganske sulten af at se paa de spisende, for jeg havde endnu ikke faaet min Mælk og Brød. Med lystne Blikke fulgte jeg, hvordan de i Panden stuvede Kartofler (gammelrøde) iblandet Flæsketærn, forsvandt som Dug for Solen. Først naar Mælkebrødet var fortæret, viste der sig Tegn til, at man kunde blive ekspederet. Ingen Appel til, at man skulde skynde sig, nyttede. Davren skulde nydes med Andagt og i Ro. Der kom snart flere Kunder. Jens Baks Hofbarber, Laust Jacobsen, blev stillet tilfreds med en lille een af Klukkeren og Udrøgningskassen.”Som Hønen klukker mindelig”, kunde jeg allerede som Barn citere. Den gamle Tiggerske Ann Katrinn Fuur listede ind. Niels Chr. Bak fik hende til at fortælle om Ungdoms Letsindigheder, medens hele Kredsen fra den kønne Ungpige til Belsen hylede af Latter. Husbestyrerindens Smil blev lidt anstrengt. Hun led bestemt ikke, at Niels Chr. var for ”baa'ne”.Jeg mindes fra den gamle Landhandel, naar den store Sukkertønde skulde udskiftes. I Revner og Sprækker var der Sukkerklatter, og Byens Drenge sad som Bier omkring det mægtige Fad. Jeg mindes Totiden. Da var vi Drenge særlig velkomne. Jo mere vi kunde tumle os i de store Baller, jo fastere pressedes Ulden. Vi sparede Kramhodkaalen og Drengen i meget Arbejde. Til sidst forlangte vi et Kræmmerhus, ellers nedlagde vi ”Arbejdet”. Honningtiden var jo ogsaa en sød Tid, hvor Resterne af Honningen, som i store Kobberkedler var bragt til Købmanden, stod til fri Brug. Niels Chr. Bak bryggede mange Tønder Mjød, Dels til Brug i Butikken, hvor Konerne skulde have en Mjøddram, dels til Salg en gros. For Mæslinger er Mjød jo godt.Jævn var Levemaaden i de gamle Bøndergaarde til daglig; men dog sjælden saa nøjsom og saa smaaladen som hos Gaardmandskonen, der spurgte sin Mand: Tøs do et’, vi ska haa en Cikorri, Niels?Jeg vil forlade Borbjerg, det gamle, særprægede Sogn, som jeg har søgt at male saa levende, jeg formaar, for den unge Slægt, ja, for alle mine L.æsere. Jeg vender nu og da tilbage; men foreløbig gaar mine Erindringer til andre Egne, andre Kredse, andre Forhold. Jeg haaber, mine Læsere følger med.

Dog et Træk vil jeg mindes her.Fader var bleven svag og træt. Trængte til Ro og Hvile. Min Broder, afdøde Chr. Møller Christensen, kom da hjem og blev Hjælpelærer. Det var en saa stor Sag for Fader og Moder og min opofrende og gode, højt begavede Søster Anna, om han kunde faa Embedet efter Fader, at det blev indflettet i daglige Bønner. Alle Kræfter blev sat i Bevægelse, ikke mindst Pastor Kuhlmann, som her viste, at han havde Hjertet paa rette Sted. Efter Samraad med Kuhlmann sendtes saa Sognets to bedste Mænd, min Faders kæreste og bedste Elev, Peder Hedegaard, og en trofast Nabo, Sognefoged Morten Toft, til Biskop Balslev. Det var et lykkeligt Valg, der røbede en sund, psykologisk Sans hos Fader: Den unge, kundskabsrige, veltalende, højt oplyste Bonde med de rene Træk og de tænksomme Øjne, og den høje, ranke, tilforladelige Sognefoged - kunde de ikke gøre Indtryk paa den gamle, erfarne Biskop, var alt omsonst.Og Fader fik Løn for et langt Liv trofast og godt Arbejde i det gamle Sogn, idet Biskoppen efter den enstemmige Tilslutning fra Skolekredsen kaldte min Broder til Embedet.Rolig og fattet, befriet fra mangen tung Tanke, døde saa Fader.Og jeg kom til Darum, hvorom fortælles næste Gang.

63

1938 02 02

Politiske Møder fra 84 – 86Talemæt, end mindre overmædt af ”Aandsnydelser” var vi ikke, vi fra det gamle Borbjerg.”Aandsbaaren Tale”, som Grundtvigianerne udtrykte sig. Bragesnak blev det kaldt af den bittersøde Provst Bøtcher, lød ikke i Borbjerg Sogn. End ikke et politisk Møde i Borbjerg holdt Jacob Ma'sen (Madsen) fra Bur. Sognets Politik blev ført paa ret hemmelig Vis med Chresten Bisgaard som ledende ”Konspirator”.Hvad havde jeg hørt og oplevet som Dreng udover Kuhlmanns Dommedagstaler om Søndagen og hans ellers hyggelige Samtaler, naar Uniformen var smøget af? Biskop Kirkegaards Prædiken og Julius Døckers Oplæsning af ”Abekatten”! Ja, i samme Plan laa disse ”Aandsoplevelser” jo ikke; men Degnedrengen tog alting med som Supplement til min evindelige Læsen.Min Trang til kunstnerisk Nyden førte mig endog til Holstebro, hvor i 1882 Elith Reumert (Præstesønnen fra Holstebro) og Sceneinstruktør Villiam Bloch agtede at holde en Oplæsning. Da jeg var den eneste Tilhører, gav Reumert mig med et bittert Smil Pengene tilbage.

Var Profeten ikke agtet udi sit Fædreland,var Holstebro saadan en materialistisk Bondeby, havde Welsch (Holstebro Avis) fraraadet det? Hvad ved jeg, og hvad husker jeg?

Af Bolbjerg Sogns Skytteforeningvar jeg i 1882 Medlem. Denne Forening blev med fast Haand ledet af Jens Krog. Krogslægten var paa det Tidspunkt vandret over i den grundtvigianske Lejr. Skydningen og Gymnastikken foregik under Store Hedegaards Bakker. Rigtig fornøjelige Søndage gav det mig og kom mig iøvrigt senere til Nytte.Skytteforeningen under den gode Ledelse skabte sig Respekt i Sognet. Der blev endog under Ledelse af Søster Anna indsamlet til en Fane, og ved Faneindvielsen, som foregik i Niels Kvisgaards smukke Have (lad mig her tilføje, at Sognets Højremænd var paa mange Omraader de fremmeligste), talte Pastor Kuhlmann og Lærer Hansen-Sir.

Ogsaa i Ryde Sogn,hvor de »sekteriske« Bevægelser døde ud, vaagnede et grundtvigsk Liv. I Ryde Mølles ejendommelige Have, anlagt af en Møller Farsø, som var en ”lidt bejer Mand udenfor Bondestanden”, taltes jævnligt. Den initiativrige Møller, Per Christensen, var en særpræget Skikkelse. ”Nøj aa en Spekulanter” , sagde Naboerne, og vist var det, at han godt vilde vove en Specie, hvor han tit kun havde Udsigt til at faa en Daler igen.

64

I Darum var det saadanjævnthen med det, man i den Tid kaldte folkeligt Liv. Slægterne (ogsaa min egen) var nøgterne Folk, som passede æ Eng o æ Mark, og saa lod de Vorherre og æ Hav om Resten.

Først i København lærtejeg at høre, thi der blev paa Blaagaard, paa Møder, i Foredrag, virkelig talt Ord og udtrykt Tanker, som var ny for mig, og som satte min Sjæl i Svingninger og min Hu i Oprør.

Min første Oplevelse varde liberales Grundlovsfest« 1884. Jeg husker, hvilken latterlig Fremtoning jeg i Grunden var: En Overfrakke, som var syet til at vokse i, den var ”langt forud for sin Tid”, og en Hat, som var skabt til al pryde en Stiftsprovsts Hoved og ikke en Knøs paa 17 Aar. En vordende Svigerinde saa mig drage forbi, og hun har senere muntert erindret mig om mit lattervækk kende Exteriør. Forøvrigt fortalte hun ogsaa, at hun lidt impulsivt udbrød: Der er ved Gud ogsaa pæne Mennesker imellem! En rask, ung Mand svarede øjeblikkelig: Skulde man ikke kunde være et pænt Menneske, fordi man er Demokrat! Jeg gik bagefter en nydelig, ældre Dame og en ung, elegant Herre. De talte om 1861. Om Lord Palmerstone, om Dronning Viktoria. Jeg har siden da, saavidt det er nogen menneskelig Aand muligt, søgt at trænge ind i det sønderjydske Spørgsmaal. Læserne ved jo nok, hvor indviklet det er. Kun tre kendte det til Bunds: En engelsk Statsmand (Lord Palmerstone), som glemte det, en tysk Prins, der døde, og en tysk Professor, som blev sindssyg.Det havde vel i Verden set anderledes ud nu om hin engelske Statsmand ikke havde glemt det lille Danmarks Sag (og Kielerkanalen).

Cirkusmødet 1884hører til de uforglemmelige Oplevelser, og jeg kan godt tænke mig, at jeg er den sidste, som gennempersonlig Nærværelse erindrer dette Møde. Jeg saa her for første Gang N. Neergaard, fra hvis Aasyn Noblesse og Intelligens straalede. Ikke 10 Aar efter skulde jeg blive hans Medarbejder ved Aarhus Amtstidende. Jeg hørte V. Hørups skarpe: Hvad kan det nytte! og der gik som et koldt Gys igennem Forsamlingen, da han talte haanende om ”de blodige Strimer fra Als” paa Officerernes Rygge.

”Den ny Socialist”Utvivlsomt var det Udgivelsen af ”Den ny Socialist”, som i Sommeren 1884 bevirkede Goos' Fald i 5. Kreds og P. Holms Valg. Den underjordiske Form for Kamp kendtes knap. ”Jeg kæmped’ med aaben Pande” havde endnu en vis ”officiel” Gyldighed. To Agitatorer erindrer jeg skarpt fra disse Dage: Henning Jensen og Herman Trier. Henning Jensen var i sin Tale, som gennem sin Pen, spids og bidende, og Triers mandige Tale, dybe, smukke Stemme, lyder endnu i mine Øren, naar jeg lader Tanken gaa tilbage.Hvor foragteligt man saa paa den Goos’ske Virksomhed, kan jeg vide deraf, at en af hans Venner og Kolleger, Professor Sofus Heeaard, i et privat Brev opsagde ham Venskab.

J. K. Lauridsenhørte jeg første Gang paa Vodroffslund, hvor den Liberale havde til Huse. Hans drastiske Sammenligninger og morsomme Billeder slog vel nok an, men man fik et Indtryk af, at det Je Kaa'ske Vid ikke ret fattedes af Københavnerne.

Jeg havde set Je Kaa som Skuespiller paa Nørregades Scene.”Studentersamfundet” opførte Viborgpræsten Hieronimus Justesen Ranchs Stykke: »Karrig Nidding. ”Seminaristsamfundet”, det blev betragtet som et tarveligere Anneks af Studentersamfundet, var da ikke død, og for

65

halv Pris fik vi Adgang. Men hvor egnede Je Kaa sig til Stykkets Hovedperson! Hans Replik: De æder, de æder, de æder mig ud af Huset, sagt med den grove, slørede Stemme, gaar aldrig af min Erindring.

Da Berg kom hjemfra sin store, jydske Tourné, fra Kæmpemødet i Kolding, blev han modtaget som en Konge, og den, i hvis Lod det er falden at opleve en saadan Hyldest, glemmer aldrig Synet af den Magt, en Folkefører kan have over et Folk. Lun og stille var Aftenen. Vejr som den Aften, Christiansborg brændte.Selvfølgelig trak ”de hvide Huer” (Studentersamfundet) ham hjem. Først ved Frederiksholms Kanal kunde ”Plebs und Pøbel” komme til. Til Gengæld var vi ogsaa troppet op i god Tid. Vinduet ud mod Kanalen blev aabnet. Bergs Stormands-Skikkelse med det hvide Skjortebryst fyldte det helt. Bagved saas den høje Neergaard, allerede den Gang anset som en af Venstres Fremtidsmænd. Havde Berg og Neergaard dog kun fulgt hinanden noget længere; men hvad nytter det at græde over spildt Mælk! Hvad Berg sagde? Ikke et Ord husker jeg. Men Billedet af Høvdingeskikkelsen staar fast i Erindringen!

Saa vil jeg da glemme Hovedstadensutallige Møder for ret at mindes tre Store Møder i Vestjyllands Hovedstad, Holstebro. Tre store Møderi Byen, hvor Hardsyssels Vejnet mødes. De to første af disse Møder blev holdt i 1884. Højres første Agitatorer, vel ikke just Partiets første Mænd, Professor Matzen. Kaptajn Jagd og Husfæster ( ja, saadan hed det paa de Tider) Niels Albertsen fra Kerteminde, var draget ud i Ildlinien, fulgt af Holstein Ledreborg, Bergog Jens Busk. I 84 var der Brud mellem Hørup, Brandes og Berg, som til Erstatning havde faaet, ingen ringere end Holstein. Jeg maa have Lov til her at sige: Det sønderjydske Spørgsmaal og Venstres Samlen og Delen, Handlen og ”Kriigen” under Forfatningskampen er lige vanskelige at holde Rede paa.I Holstebro brændte Kanonerne løs. Skuespillet overværedes af Holstebro Bys Borgere. Hjælpetropper fra Lemvig og Ringkøbing, særlig fra den ægte Højreby Lemvig, og Bønderne fra Miles Omkreds, helt ind fra Hind og Bølling Herreder. Jeg kørte med Morten Toft til Holstebro. Morten var ivrig og rettroende Venstremand. Selv skulde jeg have al den Oplevelse, en Sommerferie kunde bringe. Paa den store Markedsplads var der rigelig Plads til Tilhørere og Tilskuere. Holstebro-Købmænd gik deroppe undtagen Jeppe Schou. Han var baade for klog og for oplaget af sin Forretning, til at han skulde ofre en god Arbejdsdag paa et Møde. Men baade Petersen og Siegfred Bøggild var der. De var jo Godtfolks Sønner og hørte til ”de dannede”. Selv Skav Jensen var mødt. Vel var han Smaagaardmands Søn fra Oplandets magreste Egn, men han havde med velberaad Hu sluttet sig til Byens Lederklike med den politiskeDyrlæge, Redaktør Welsch i Spidsen. Ogsaa Krigsministeren og Laust Glavind var deroppe. Matzen talte først. Den firskaarne Skikkelse fra Husmandshjemmet i Angel røbede gennem Dialekten sin Fødestavn. Vist talte klart, men hvad husker jeg deraf. Noget andet er. at jeg husker Grev Holsteins ikke særlig aandrige Vittighed, da han kaldte Professor Matzen for Provisor Matzen.

Saa kom Jagd, fulgt af Berg,Af Jagds Tale erindrer jeg kun, at han talte om, at Højre just ikke var Grever og Baroner til Hobe. Jeg er en faltig Skolelærerennkes Søn, udbrød han patetisk. Haar do da ingen Faaer? lød det fra en lille Gnom i Forsamlingen. Jeg kan sige, den ellers saa veltalende Mand havde mistet Forsamlingens Øre.Berg talte om, at Skatterne ikke maatte opkræves, saa længe Finansloven ikke var vedtagen. - Hvor staar det skreven? spurgte en Sagførerrøst fra Hoben.- Paragraf 49, min Far! Lød Bergs stærke jydske Røst.

De to Bønder Niels Albertsen og Jens Buskskulde dernæst tage Tørnen – om et sagligt Spørgmaal. Præstetienden stod for Afløsning, og Højre vilde have, at det Overmaal, som blev ydet, naar Tienden ”in natura” leveredes om Efteraaret, skulde indcluderes i Afløsningen, mens Venstre holdt paa de Tal som var nævnt i selve Tienden. Denne Opfattelse udtrykte Jens Busk særdeles drastisk og

66

med klog Viden om en Bondeforsamlings Mentalitet: Ded er en mærli’ Buen ham Niels Albertsen, han vil ha, u vi Bønder ska gi mier end 8 Skæpper te en Tond’, o I veed da hval, te en Tødd’ er it mier end 8 Skæpper.

Sandsynligvis havde HøjreFølt, at dette Møde ikke gav politisk ”Pludder i a' Strip”. Rent |Polemisk gik Venstre af med Sejren. Som en Hvirvelvind vendte de tre Koryfæer tilbage, og hvis Venstre vilde have Ordet, maatte de nøjes med lokale Kræfter, idet de tre Venstrekæmper var optaget andet Steds. Modig og uforfærdet gik Hansen-Sir imod de tre store. Men hans Optræden var præget af Nervøsitet. Han ”stod daarlig” for Forsamlingens Tilraab, og brat sluttede han sin Tale. Saa kom A. B. Clausager frem. Den høje, ranke Bonde, med sort Krave, men ellers fornemt klædt, saa rolig ud over Forsamlingen. Som tændtes der en Sympatiens Flamme i hver Bondemands Bryst, hvad enten han var Højre eller Venstre! Roligt, klart og veltalende tolkede han Venstres Sag. Ikke en Afbrydelse hørtes, og selv Professor Matzen var høflig i sit Gensvar. Det var Clausager, det var Slægten Clausager, det var Venstre, som vandt ved dette Møde.

I 1885 var der igen sket”en Konstellation” inden for Venstre. Berg var i Spidsen for ”det danske Venstre”, og ud over Landet fulgtes han af Harald Holm (Sofus Høgsbros Svigersøn), en veltalende og ret tiltalende Mand, og N. J. Larsen, Venstres Kronjurist og skarpeste Hoved.Om hvad der nu hændte paa Mødet, skal her ikke tales eller gentages. De historiske Kendsgerninger - Begivenhederne blev jo virkelig historiske – kendt af alle og vel endnu erindret af nogle, skønt de Folk, som personlig har overværet dette Møde, nu ellers ikke er Aarsunger. I disse Tidsbilleder skal Bergs Optræden ikke bedømmes eller værdsættes. Sørgeligt var det, at, som Drachmann skrev:

den sidste store Bondekraft,som dette Bondeland har haft,

sørgeligt for Danmark var det, at denne gudbenaadede Fører skulde knækkes ved denne Sag.

Nej, jeg har et Par ganske andreSmaaepisodcr at berette om. Berg boede paa ”Schaumburg”. Han var en Høvding, tog ikke smaalige Pengehensyn, og en Folkefører bor nu ikke hos Mads Peters o æ Torre (dengang var det dog Thomas Nielsens), men paa Byens fineste Hotel. Mon ikke Schaumburg har følt sig smigret ved trods alt at huse en saa prominent Gæt! V J. Larsen Og Harald Holm boede hos Thomas Nielsen. Da de om Aftenen, vel sagtens etter Samtaler med Berg, gik gennem Skænkestuen hos Thomas Nielsen til deres Værelser, rejste en kendt Lemvig- Højreborger (saa vidt jeg ved en Postkontrahent Lassen, senere Svigerfader til Pastor Iversen i Humlum) sig og spurgte N. J. Larsen: - Mener De nu alt, hvad De har sagt?- Det skulde jeg mene.- vil De staa ved, hvad De har sagt?- Ja, og mere til.Saa havde den gæve Lemvighborger faaet nok af Samtalen, og N. J. Larsen kunde i Fred gaa til Ro.Da mine Billeder er Tids- og ikke Livsbilleder, vil jeg næste Gang gaa et ¾ Aar frem i Tiden og erindre: Da jeg var Huslærer paa Fyn.

*Mo A lie rætt nøj ve de, A haar skrøvn. Den jen Gang æ de æ Blaa si Skyld, di tow aanner Gaang er ed mæ, som ett haa vot granne naak. Men til Sagen: Jeg skrev ”Holsbrov farhen”. Bladet har: Holsbrov førhen. Det er nemlig ikke ganske det samme.- dog Forskellen, den inderste Mening i Udtrykket, kan kun opfattes af et Hardsyssel Øre.Den ene Unøjagtighed er, at Storkøbmanden paa Holstebro Torv, Siegfred Bøggilds Kompagnon, Petersen,

67

ikke var Søn af en Degn i Mejrup, men en sønderjydsk Degnesøn, som under Sønnens ”Stormagtsdage” og under hans Otium i mange Aar levede i Holstebro. Den anden er angaaende Laust Glavinds Fødesogn. Laust Glavind er ikke fra Vildbjerg. Jeg er lige ved at tro, at H. P. Hansen, Herning, har skrevet det i Bogen om Hvolle Gro Greth.Laust Glavind og hans Søskende, Hvolle Gro Greth og Smal Magreth, er født i Vind Sogn. Deres Moder hedGro Greth, og hun erindres ret nøje af den kendte og for Hardsyssels Historie meget interesserede Købmand Mads Petersen, Ulfborg.

P. C.

1938 03 25 Fire Aar i Hogager

Naar jeg nu som ”en halaaldrens Mennisk” lader Tankerne gaa tilbage til de fire Aar, jeg tilbragte i den vestjydske Hedeskole, synes disse Aar mig eventyrlig fjerne. Minderne blege og upersonlige og Oplevelserne smaa og fattige. Disse Aar var jo saa vidt forskellige fra det Liv og den Virksomhed, jeg senere kom til at føre, dannede slet ingen Forberedelse eller dog kun liden til det Arbejde, jeg siden hen kom ind i. Et ejendommeligt Intermezzo i en Mands Liv!Nu skal jeg slet ikke forsøge at udlede, hvilken Betydning disse fire Aar havde for mig, og har aldeles ikke Klarhed derover. Aarene kom, gik, efterladende sig det, jeg nu skal hente frem fra Erindringens Dyb. Heller ikke skal jeg tale om min egen lille Person. Mine Kampe, mine Taarer, mine Anfægtelser, mine Fristelser, mine Ønsker og Haab skal jeg ikke dvæle ved.Skildringerne er ikke Selvbekendelser, kun Tidsbilleder. Som den gamle Pastor Kuhlmann vilde sige: Jeg gi'r sgu ikke stort for disse Selvbekendelser og forloren Ydmyghed.Om det var lykkelige Aar? Egentlig ikke; men det var taalsomme Aar og ingenlunde glædesløse. Jeg gik saa nogenledes op i mit Arbejde, og selv om jeg nu føler, jeg ikke satte al min Energi ind paa Skolegerningen, bød Pligtfølelsen mig dog at gøre Arbejdet saaledes, at hverken min Slægt, Egnens Folk eller jeg selv skulde have Skam deraf.

Skolens Tilsynvar hos Pastor Kuhlmann, og lad mig sige det straks, det var et lempeligt og forstandigt Tilsyn, som jeg aldeles ikke følte mig besværet af. Eksamensdagene - og til andre Tider kom den gamle Præst ikke, han var ved at sløvnes lidt – var sande Festdage, men ikke billige. Eksamensmiddagen skulde være som i Hjemmet i Borbjerg Skole: Bøjlsuppe, Andesteg og Rombudding, en god Rødvin og taalelige Cigarer. Den gamle Aftægtsmand Jens Chr. Vestergaards anden Hustru, som havde været Kokkepige hos S. Bøggild. Holstebro, var en fortrinlig Kogekone. ”Glad og veltilfreds”, som

68

Frederik Holm (denne gamle Original er kendt i Borbjerg, boede i ”Bethlehem”) skrev om Frederik 7. og Grevinde Danner, drog Kuhlmann og Niels Chr. Bak, den eneste mødende af Skolekommissionen, hjem fra den faale villele Gild.

Jeg kunde faa det, som jeg vilde,med den gamle Prælat. Da jeg fortalte ham, at jeg ikke kunde udholde at øve Gymnastik de varme Sommermiddage, og at Drengene var lige saa dødtrætte, sagde han straks: Lad bare være, de Knægte faar saagu Motion nok ved at springe fra Tue til Tue i Moserne. Om Sommerene havde jeg Biskole i Saugstrup to Dage om Ugen, Tirsdag og Fredag. Jeg lik Dagene omlagt til Lørdag og Mandag. Saa kunde jeg Fredag Middag drage fra Hosager og være hos min gamle Moder indtil Mandag eller tirsdag Morgen. Det var i ”æ Midtsovn”, min Broder var Lærer, det var dér, jeg havde mine Ungdomsvenner, det var Barndommens skønne Land med de Tusinder af Minder. Dér laa den ærværdige Kirke og den græsklædte Kirkegaard, blomsterrig og fyldt af Sommerdagens Sødme, og Præstegaarden med sin løndomsfulde Have og med gammelt Kulturpræg.

De andre af Ugens Dage gik let.Naar jeg om Mandagen gik fra Saugstrup til Hogager, besøgte jeg altid Pe Lo i Hesselaa, den store Hedegaard, hvis Tilliggende var saa stort, at Ejeren karre kendte Grænserne. De overordentlig lærenemme og velopdragne Sønner hørte til Skolens bedste. Kaaren i Hesselaa var en stille, mild og forstandig Kvinde, og over hele den store Bondegaard hvilede Præget af gammel Bondekultur fra Lyngens Egne, hvor ”Gæstfrihed møder den Vandringsmand, langs med de trange Veje”. Pe Lo, for at bruge Sognets Betegnelse, var i mange Aar Sogneraadsmedlem, og havde Gaarden ligget bekvemt, var han nok endt som Formand. De forskellige Formænd nærede en vis Skræk for Pe Lo. Han var en overmande opmærksom Tilhører; men havde nogen af Talerne givet sig en Blottelse, kunde Pe Lo ikke dy sig for ”o snær ham”. Om saadant Mod overfor ”Sognets mægtige” blev der talt i Sognet.

Lad mig fortælle et lille Trækom Pe Lo's lidt beske Vid. En Dag, jeg paa min Vandring fra Saugstrup til Hogsager var standset som sædvanlig ved Hesselaa, træffer jeg inde ved Langbordet et Par Gæster, der var kommen lidt før. Det var en dygtig og fremadstræbende Husmand, Chr. Madsen fra Trabjerg, og hans Nabo, Jens Peter i æ Naa’. Jens Peter var en af mit Hjems gode Venner, en tiltalende Og god, behagelig Mand i alle Maader; men saa vidt jeg mindes, nød han ikke Ry som ”en skarp Kaael i æ Handel”.Selvfølgelig fik vi alle Mad og Drikke, dog kun Per Hesselaa og jeg fik en Snaps. De to fremmede Mænd var Afholdsfolk. Ingen af dem aabenbarede deres Ærinde; men Pe Lo var selvfølgelig klar over, at de vilde købe Ungstude, som efter en god Vinterfodring kunde blive Trækstude til Foraaret. Pe Lo's Slude var kendt for, at det ”var en gue Slav” i dem. Det var henimod Kaffens sidste Draabe, og endnu var der ikke talt om Handel. Da sender Pier mig et saare skalkagtigt Blik, og med den blideste Stemme siger han: Naa, saa var Jens Peter den klogest, du kund’ fo mej, Krejsten. Jens Peter blev blussende rød; men nu kunde Handelen da endelig tage sin Begyndelse.

Østergaard-Slægteni Hogager var en god, forstandig og velbegavet Skægt. I mange af Sognets middelstore Gaarde sad og sidder der Ætlinge af denne særprægede Slægt. I Hogager, den lille Hedelandsby, ejedes de 5 af Byens ti Gaarde af Slægten, og med Hesselaa og Abildbolt var der ogsaa Frændskab. Børnene fra disse gode Hjem gav Skolen sit Præg, og Unoder, som Drenge, der havde gaaet i fremmede Skoler, kunde lide af, blev slet ikke indført i min Skole. Ligesom Livet i Hedegaardene levedes stilfærdigt, saa gik i Skolen alt paa rolig, sømmelig Maade, og jeg har som Lærer aldrig haft nødig at bruge legemlige Straffe.Men nægtes kan det jo ingenlunde, trods al den Overbærenhed, Venlighed og Velvilje, jeg mødte, at Livet, Eneboerlivet, i den stille Landsby blev mig for trist, og jeg flyttede mine Teltpæle efter fire Aars Forløb. Minder har jeg dog derfra, jeg tør ogsaa sige gode Minder, og beretter nu om disse.

69

Husmændenes Børn.Foruden den halve Snes Gaarde, som hørte til Skoledistriktet, idet jeg ikke medregner Saugstrup, laa der et Ual af smaa ”Hjemmener”. Smaagaardmandssønner, hvis Arvepart var liden, flyttede herud, hvor Jorden var billig, og hvor Flid og Stræbsomhed kunde skabe en Eksistens. Tvende, der havde sparet sig en Skilling sammen, begyndte ogsaa i det store Ingenmands Land. Egentlig fik jeg altfor lidt Kendskab til denne Skare af trofaste Slidere; thi jeg levede og aandede jo i Luften fra 70'erne, og i ”Vestersognets” Tankegang var jeg opfødt. Tidligt maatte Børnene fra disse Smaakaarshjem ud at tjene i ”æ Grønmarksegn”. Uden at anklage mine Nabolærere, kan jeg sige, at de ikke ofrede megen Tid og synderlig Anstrengelse paa disse Tjenestedrenge fra Heden. som i de 6 Sommermaaneder fik Lov til at glemme alt, hvad jeg med Møje havde faaet indprentet dem. Men ét Gode var der dog: Drengene fik i Sommertiden en langt kraftigere Kost, end Hjemmet kunde byde, og de struttende Kartoffelmaver fik et ganske normalt Udseende. Forøvrigt maa jeg sige, at der i sin Helhed var ”godt Stof” i disse Drenge, og jeg fik virkelig pædagogisk Løn for mit Arbejde. En af mine Nabolærere havde lidt Besvær med at faa en af sine Tjenestedrenge-Konfirmander til at lære ”Balles Lærebog” og huske Kingos Salmer - ja, selv for Pastor Kuhlmann lykkedes det ikke. Dog den streddeHusmand mente ikke, at Sønnen var helt tovvele: Spøer ham om nøj i æ Kvot, saa ka han gi Beskeien. Den i Bunden godhjertede Præst havde da ogsaa bestemt sig til at konfirmere Drengen, trods de manglende ”færdigheder”. Det havde Ole Dal og Morten Toft, tilfældig set paa Præstens Liste. Da saa Kuhlmann gaar Listen igennem med Kommissionen, siger han: Ja, ham der kan jeg skam ikke konfirmere, han maa gaa til næste Aar. Det maa han vel, mener ogsaa de to. Ja, men han bli'r sgu ikke bedre til næste Aar, saa jeg kan lige saa godt konfirmere ham nu!En ”lille Begivenhed” bragte mig i godt Forhold til denne Husmandskreds: Del var Skoledag for ”æ bette Klaes«. Kl. 2 begyndte det at sne. Jeg ænsede det ikke straks, men gik dog snart ud for at se, hvordan Vejret artede sig. Det var bleven til Frostsne, og jeg fik travlt med at sende Smaapoderne hjem. Ængstelig for de smaa gik jeg hen til den gode og forstandige Thomas Laursen og bad ham følge med mig for at undersøge, om Børnene var kommen godt hjem. Thomas Laursen var mere end villig. Vi trak i Reuserne og besøgte hvert Hjem, og til vor inderlige Glæde var alle Børnene kommen godt hjem. Jeg tør sige, at hine Skridt i den stride Sneaften bragte mig Ros og god Omtale i Husmandshjemmene.

Ja, Livet var fattigt i disse Hjem - lad mig hellere sige Levemaaden. Jeg spurgte en Dag en lille Purk: Naa, bette Krejsten, hvorfor er du glad ved Jul? A æ saa glaa ved Yvl, for da faar vi Kaffe og Hverrebrød. Og du, bette Anders, hvorfor er du glad ved Jul? Jou, da faar vi Chokolade!Lad mig nævne endnu et Træk fra min pædagogiske Tid. Lærerne i Sognet havde faaet i Stand en Udflugt for alle Sognets Skoler til Rydhave Skov. Fra Hogager kørte Gaardmændene, og Husmandsbørnene var ogsaa med. Da vi var kommen forbi Ryde Skole, kunde vi fra Vognene se Skoven og den blinkende fjord. Og pludselig udbryder Børnene i en Jubel, saa inderlig skøn, at jeg fik Taarer i Øjnene. Det var ingen tøjlesløs Raaben, men et Aah saa ægte, saa rørende. Som om disse Børn, der kun havde set magre Agre og Tuerne i Mosen, havde faaet det første Kig ind i Skønhedens Verden.

De stille og skjulte Strømningeri den Befolkning, blandt hvilken jeg havde min Virkekreds, fik jeg ikke Føling med, og rigtig indlevet med Børnenes Forældre blev jeg vist aldrig. Ny Bevægelser begyndte at pippe frem, især religiøse. Del tilkommer ikke mig at dadle eller rose disse, De lod mig i Fred, og min Skolegerning blev aldeles ikke angrebet – i hvert Fald ikke saadan, at det kom mig for Øre. Godt nok var de omvandrende Talere mig lidt for ”lumre”, og, som Kuhlmann sagde om sin Efterfølgers Kone: Jeg ka’ sgu ikke lide den Madam, vil jeg tilstaa, at jeg aldrig har kunnet forlige mig med Missionærer, Afholdsprædikanter og Husmandsagitatorer. Jeg kan lide den livskloge Prælat, den gamle, erfarne Præst. Vi Degnedrenge fra 60'erne, vokset op i 70'erne, paavirket i 80'erne, er vist en strid og skeptisk Race.

70

Men jeg laante skam Skolen ud til Afholdstalere.Jeg husker en af disse, en Lindberg fra Dommerby ved Skive. Han hørte til de Profeter, som ikke var agtet i sit Fædreland, hvorfor hans Tale og hans Skribentvirksomhed gik ud paa at forhaane den gammeldags Bøj, som ikke syntes, den unge Mand var saa meget værd, som han selv troede.”Den gammeldags Bøj” med sin sunde Dømmekraft, med sin jævne Levevis - bliver til den, Bonden skal vende sine Blikke.

Ja, nu er det 50 Aar siden,jeg kom til Hogager – saa lang Tid siden, at lidt om Sæd og Skik i den stille Hedeby kan fortælles. ”De løvver Fanden slaa mæ got i æ Møll, di erer aa Postelinstallerkener”, sagde den gamle Gaardmand om Levemanden i Borbjerg Mølle i Damgaards Tid. Saa vidt var de til daglig endnu ikke kommen i Hogager. Da brugtes Træbrikkerne endnu, og hver Mand pillede sine egne Kartofler, mens der blev holdt godt Hus med den ”tildelte” Flæskestump. Men ”de gue gammel røe, pyld Kartofler” er nok ogsaa en Herreret, især med en ”gue Duels” til. En yndet Ret, som dog aldrig faldt i min Smag, var ”Skaadfisk o nøj Kartofler”. Fiskehandler Trabjerg o a Fisketorre i Holsbrov anbefalede med sin hæske Stemme (som gamle Holstebroere endnu kan gengive) denne Fisk til Laes i Borbjerg Mølle: Skaadfisk o nøj Katofler, de æ saa gue, Laes, de æ snaaer li' saa gue som stejt Oel, de æ et fri, a vel ekk heller haa’ed.

Indtægter og Udgifterfølger gerne hinanden i Hælene. Det vil sige, Udgifterne har ligesom ”nok saa faast en Skred”. Ogsaa i Hogager, hvor Moserne skulde dyrkes op, Kalk købes og nyt anskaffes, døjede Folk med at faa Indtægterne til at holde Trit; thi det forbedrede Jordbrug ventede jo somme Tider med at afkaste Indkomst. For at faa kontante Penge mellem Hænderne blev der saa kørt Tørv til Holstebro. To Læs efter et Spand Heste. Tre Tusind Torv, som gav en 18 Kroner. Mange, mange Gange har jeg fra Landevejen ved Saugstrup redet paa et Tørvelæs til Holstebro. Det var gerne ved Middagstid, og baade Torvemanden og jeg havde grumme ondt ved at holde Øjnene aabne. Nu skal der ”Behændighed” til at sove ridende paa el Læs Tørv, men de gode Hogagerfolk havde Øvelsen, og jeg lærte ogsaa at nikke i Takt med Tørvevognens Slingren. Men hvor smagte saa en Kop Kaffe bos Bømlers herligt! Det duftende og reelt lavede Brød, som Bagerne den Gang leverede, mindes jeg endnu, og der var en stilfærdig Hygge i den gamle Gæstgivergaard.

I stille Aprilaftener kundejeg fra mit Barndomshjem, fra Kirkebakken, se Brand paa Brand i Hederne og Moserne mod Sydøst. Uglen tudede i Glavindhullerne, og Blussene i Horisonten gav Vaaraftenen et sært fantastisk Præg. Nu kom jeg Brandene paa nært Hold, og nu syntes de knap i saa eventyrlige og poetiske. Det var ”Morren”, som skulde brændes af. Ikke for dybt maatte Ilden rase. Med Harven blev nu Asken strøet jævnt over Ageren, og der saaedes Gjær (Spergel). Groede Gjærren godt til, var den en vældig Støtte for Hedelandbruget. Ikke alene var Straaet af samme Foderværdi som Kløverhø, men det stærkt olieholdige Frø var anvendeligt til Svinefoder og et mælkedrivende Kreaturfoder. For øvrigt var Frøet en i Almindelighed let sælgelig Vare. Hos Schou i æ Østergaad, Poul Andersen og V. Kragh o æ Sønderland kunde Lofterne bøje sig under Vægten af det tunge Frø. I Handelens Historie, som jeg senere kommer til, danner Handel med Pajfrø et ikke kedeligt Kapitel.

Det var vistnok i det sidste Aar,jeg var i Hogager, at Mejeriet i Skave blev opført. Skønt jeg er ret hwelle te o hov’e, er jeg et granner nok, naar det gælder Aarstal, og jeg har aldrig været hægen efter Anstrengelser for at søge det oplyst. Aarstallet skal mine Lasere nok finde. Derimod morer det mig at opfriske Mindet om det første Møde ”angaaendes æ Mejeri”, som blev boldt i Skave Kro; thi jeg var med som en Slags Sekretær. Den ledende Mand i Forhandlingerne var Jens Meldgaard i Trabjerg. Mens Smørhandelen i de gode Sogne Nord for Holstebro var nogenlunde rentabel for Bønderne, saa var de i Borbjerg Østersogn endnu ikke ret kommen ind paa Bøttesmørret, som blev eksporteret til England, og Smørret

71

maatte derfor afsættes til Landhandleren eller til den gamle Købmandsgaard, som ikke kunde give synderlig Pris, da Købmanden almindeligvis maatte afsætte det med Tab til Bagere. Trabjergboerne, som var begvndt at mergle, og som Følge deraf havde rigelig Græs og megen Mælk, var de ivrigste i Mejerisagen. Jeg skal ikke opridste Mejeriets Historie, kun fortælle, at det kneb med at tegne 500 Køer, som var Minimum.

Skave,som nu er nær ved at være Sognets Centrum (ja, det maa ikke godt høres), havde næppe drømt en saa forvoven Tanke. De 5 – 6 skarpe Gaarde og en gammel Kro ved en trist Landevej blev i Aarenes Løb til en villele By med ret store Virksomheder. Et af Sognets første politiske Møder blev holdt i Skave Kro, hvor Højres Kandidat, Chr. Petersen Lidegaard, fra Ginding Herreds nordvestligste Grænse, boldt sin Jomfrutale. Chr. Petersen Lidegaard var en pæn og forstandig Bonde, anset paa sin Hjemegn; men han var baade for tynd i Papirerne og for uøvet som Taler til at magte sit Hverv.

I min Tid blev Landboforeningen for Hodsager og Omegnoprettet, og jeg var med til det første Dyrskue ved Hodsager Kirke. Dog husker jeg ikke, om Hodsagerboerne havde Dyr paa Skuet; men vi var da allesammen ”drown dær te”. Gaaende naturligvis. Vi regnede det da for lidt at gaa en Mils Vej eller to. Samtidig med Dyrskuet holdtes Folkefest med Dans, og jeg var ikke mere adstadig Degn, end at jeg deltog i Dansen den lyse Sommernat. Og vist busker jeg den lille, kønne Pige, som trofast tog min Haand og førte mig ud paa den græsbevoksede Kirkegaard og hviskede, at hun egentlig godt kunde lide mig!

De sidste Gendarmer og den første Cyklehørte ogsaa til min Hogagertid. Med Gendarmerne kom jeg grumme lidt i Berøring. De boede i Skave Kro. De fornærmede for øvrigt ingen og kom godt ud af det med Egnens Befolkning. Men de var jo ”Gendarmer” og blev, om jeg saa maa sige, Politi i Gaaseøjne alle deres Dage. Min første Cykle, en ”Bremser” fra Viborg, som kostede 200 Kr., gjorde rigtignok Lykke. Kalvene bissede, Hestene løb rund i Tøjret. Lam og Faar og Høns løb i vild Flugt, naar jeg med Elendighedskappen over Skuldrene kom farende forbi. Drenge standsede mig og spurgte, om de maatte faa en lille Tur. Nu tog det en Time til Holstebro, en halv Time til Saugstrup eller Borbjerg Skole. Jeg var pludselig rykket ind i Civilisationen.

Fire lange Vintre.Om Sommeren kunde det sagtens gaa at være i Hogager, eftersom jeg - om foran fortalt - havde faaet det hele lagt til Rette. Men Vintrene var drøje at komme igennem. Selvfølgelig læste jeg i disse Aar umaadeligt. Jeg var i ”Træns Læseselskab”, fik Bøger fra Universitetsbiblioteket, holdt ”Politiken”. Al den Læsning førte til, at jeg begyndte at bruge Pennen. Jeg blev Medarbejder ved ”Enhver sit”, ”Den danske Folkeskole” og Herman Triers ”Vor Ungdom”. Mit Medarbejderskab ved dette Tidsskrift indbragte mig baade et godt Honorar og venlige Breve fra kendte Mænd, deriblandt Hans Kaarsberg fra Sorø, som anmeldte min Arlikel i ”Nationaltidende”«. Ogsaa Ernst Brandes’ ”Børstidende”, mens Freilif Olsen var Redaktionssekretær, nød godt af min Pen, og jeg af dens gode Honorarer. Til ”Politiken” blev jeg lokal Medarbejder. Men jeg havde et lille ”journalistisk Uheld”, som vist ikke blev bemærket af Bladet. Højres Husmand, Niels Borup fra Mejrup (for øvrigt ingen ringe Mand, saadan noget forstaar man bedst, naar Aarene er rundne), jeg siger netop Højres Husmand, for ligesom Venstre havde en Greve, havde Højre en Husmand, skulde holde Møde i Holstebro, og jeg vilde med nogle Linier i ”Politiken” nævne hans Tale. Det traf imidlertid ind med daarligt Vejr, og Mødet blev slet ikke holdt. Jeg vilde heller ikke trodse Vejret og blev hjemme, men lavede dog et Referat, eftersom jeg kendte Talen, der skulde være holdt. Intet Under, at Holstebro Avis kunde finde den eneste Vittighed, Bladet nogensinde har bragt, at nu kunde man da forstaa, at ”Politiken” var Organ for den højeste Oplysning, naar det kunde referere et Møde, som ikke var holdt.Denne Syslen med Journalistik blev vel nok Grunden til mit aldeles forandrede Livsløb, og om den første Fase, da jeg blev Redaktør i Viborg, fortæller jeg i næste Afsnit.

72

Dog forinden jeg forlader Hogager, er der et Billede, jeg vil mindes, et Billede, som staar saa tydeligt i min Erindring, et Billede saa kønt og rørende af Livet i den gamle Hedegaard.Ved Langbordet sidder 4 Mænd og taler, og jeg er Tilhører. Chr. Jensen fra Ø. Abildbolt, den fantasirige Sjællænder, fortæller Kulsvierhistorier, lidt usandsynlige; men han nyder dem selv, og han bliver mere og mere sjællandsk i Dialekten, saa vi karre forstaar ham. Thomas Laursen fortæller om ”Kolden” i hans Ungdom, Koldfeberen, som i 60'erne var ret almindelig i Jyllands Moseegne. Jens Chr. Østergaard og Kresten Vestergaard kommer ind paa gamle Sagn, paa Varsler (Hvaar), paa Overtro. Alle har de oplevet noget, som de ikke kunde forklare. Imellem Alkoverne, hvor Karlen og Pigen har deres Sengeplads, og Langbordet har Kvinderne Sæde. Det bedste Lys fra Hængelamperne falder paa deres Arbejde. Gammelmuer øg Svigerdatteren spinder. Pigen og Pigebørnene karter, Gammelmuer giver Undervisning, naar Tejerne ikke er spindelvævslette og gennemsigtige nok. Om det saa er Karlen, har Kvindfolkene lært ham at karte, og Gammelmuer giver ham et venligt Ord, skønt hans Tejer ikke er helt efter Ønske.Med dette Billede i Erindringen vil jeg mindes min Hogagertid.

1940 03 28 I

Det faldt mig en Dag ind, at Dagbladets Læsere manke nok vilde høre lidt om gamle Borbjerg - Slægter. Jeg talte med Bladet derom, som ”tøt de samm”. Min Virksomhed levner mig ikke saa megen Tid, at jeg kan gaa dybt ind i Slægternes Historie. Jeg holder mig nær til det, som det ældste Slægtled kan huske eller har hørt Tale om. Imidlertid kræves der dog noget- ”genealogisk” Arbejde; men det er et overmaade fornøjeligt Tidsfordriv, og derved erfarer man meget om Slægternes Gang gennem Tiderne, om Skikke og Sædvaner i det Bondesamfund, jeg har kendt, fra jeg var Purk, og som jeg aldrig har ophørt at holde af. Jeg har set, hvordan de gamle Bondeslægter forvitres, saa end ikke det oprindelige Slægtsnavn kan findes, forvandles fra Bondeslægter til Byslægter, gaar over i andre Erhverv langt fra Bondelivet. Det sker tiest, naar der kommer ”fremmed Blod” ind i Slægten. Saa ser man ogsaa, hvordan Navneskikkene forandres. Imellem Mikkel og Kresten og Jens dukker der pludselig et ”moderne” Navn frem, et Navn fremkaldt af Læsning eller af et Højskoleophold. Forhen kunde man altid af Navnegivningen se, hvilken af Ægtefællerne der tilhørte den bedste eller mest ansete Slægt, eller maaske mest arvegivende Slægt; thi den førstefødte blev altid opkaldt efter Gammelfaaer eller Gammelmuer i denne Slægt. Lidt mærker man saa ogsaa om Datidens Kirsten Gifteknivs Virksomhed, og det gamle Udtryk ”han bejlede” forstaar man først ret ved at læse om ”copulerede” i den gamle Kirkebog. Hvordan har nu den og den Gaardmandssøn faaet øje paa den ”jennest Datter” i Sogne langt fra. Jeg tænker, at Tiggerkvinder, som foer Sogne rundt, har bragt det paa Tale, eller de unge har mødtes i en gammel Købmandsgaard, maaske ved et Marked. Hvad sa ikke salig Pastor Kuhlmann saa ofte i sine Brudetaler: Fra forskellige Steder og fremmed Land fører han dem underlig sammen. Dog var Bejlerfærden altid noget højtideligt, og Trolovelsesgildet stod næsten i Rang med et Bryllup. Nøje Samhørighed mellem Slægterne, rettere mellem Slægten, sporer jeg sjælden og aldrig saa udpræget, som man kunde formode. Pastor Møller i Borbjerg (Præst før Kuhlmann), Borbjerg Sogns første og Borbjerg Sogns meste grundtvigianske Præst, talte mismodigt om, at ”Bønderne hænger

73

sammen som Ærtehalm”. Han mente vel nærmest, at han ikke aandeligt kunde ryste dem fra hinanden, at de klumpede sig sammen i en fælles gammeldags Opfattelse. Næppe saadan nu. Slægterne opløses, kommer i Strid, hyppigst vel om Arvedeling - om den sidste Sølvske - Ligegyldighed for Slægtsminder breder sig. Kun sjældent ser man i Sognene ”en Klan”, en Slægt, som fuldtud hører sammen i stort og smaat, som i tykt og tyndt følger Slægtens Leder, og dog viser det sig, at en Slægts Sammenhold giver en Styrke, der ikke er at foragte.

Mikkelsen-Slægten. Jeg begynder med Mikkelsen - Slægten. Vistnok vil mange i Borbjerg nu studse og spørge, hvad er det for en Slægt. Vi kender ingen af det Navn, som Petrus Christensen ventelig vil skrive om. Dog er det den Slægt i Borbjerg, som min Fader for over 80 Aar siden først kom i Forbindelse med. Det var i 1858 Sognets første Slægt med tre Mænd i Sognets store og gode Gaarde. Mads Mikkelsen var gift med en Datter af min Faders Forgænger i Embedet: Holger Jensen Schou. Derigennem blev der en nær Tilknytning til Degneboligen, og Mads Mikkelsen, som var en munter og vittig Mand, var en kærkommen Gæst i Hjemmet. Johan Mikkelsen havde Store Perregaard. Han var vistnok, efter hvad jeg skønner fra Dreng, den bedst begavede og myndigste af de tre Brødre, men han boede saa yderlig i Sognet og kom saa sjældent i Borbjerg Kirke, at ”han var ved at miste sit Ansigt” i Sognet. I Vester Hvamgaard boede den tredje Broder (forøvrigt kun Halvbroder og den ældste), Jens Mikkelsen. Hans Datter, Anna Johanne, blev gift med Jensenius Lebech, af sønderjydsk Afstamning. Hendes første Sønner gik i Skole til Fader, og paa sine ofte haarde Vinterture til Hvam Biskole har Fader modtaget megen Gæstfrihed hos den unge, friske Bonde med den elskelige Kone. Moder holdt grumme meget af Ann Johanne Lebech, og det var en Oplivelse for Moder, som i den Tid, jeg kan huske, aldrig kom uden for Skoleloddens Grænser, naar Konerne fra Hvam blev til Kaffe efter Søndags-Gudstjenesternes Slutning. Selv har jeg lyse og gode Minder om glade Ungdomsdage i de gæstfri Hjem, hvor god gammel Bondekultur sad i Højsædet. Det er da ikke sært, jeg begynder med denne Slægt.

II Jeg gaar ikke længere tilbage end til Mikkel Knudsen, som boede i Slægtsgaarden i Sdr. Hvam - Nabo til Pajbjerg. Det er muligt, at Gaarden kaldtes Sdr. Hvamgaard. Den havde da et Tilliggende paa 80-90 Tdr. Land god Jord og regnedes for én af Sognets gode Gaarde. Mikkel Knudsen var født 1758 og blev begravet 1. Søndag i Fasten 1839. Af den Ligprædiken, som blev holdt af en fremmed Præst (der var paa den Tid Vakance i Borbjerg, idet lic. theol Jørgen Victor Bloch var bleven kaldet til Præst i Lønborg og Egaa Sogne), fremgaar det, at ”han var en stræbsom, retskaffen Borger i Samfundet, en kærlig Ægtemand og en øm Fader for sine Børn. Han var Tilbeder af den sande Gudstro og en beskyttende, hjælpende Ven for de trængende og nødlidende”. Selv om den fremmede Præst ”har smurt lidt tykt paa” efter Tidens Skik, synes det af alt at fremgaa, at Mikkel Knudsen har været en brav og god Mand med et godt og roligt Sind.Jeg nævner her hans Faddere. Bæremoder (Gudmoder) var Knud Bladbjergs Kone fra Mejrup – og Fadderne Knud Bladbjerg, Tue Haislund, Jens fra Sdr. Hvam og Chr. Petersens Kone. Mikkel Knudsen var gift to Gange. Første Gang 1781 med en Pige fra Sir. I 1788 fødtes en Søn, Knud. Hans Døbemoder (Gudmoder, Bæremoder) var Mads Birks Kone i Mejrup; som Faddere Mads Birk og Povl med Kone fra Munksgaard. 1791 fødtes den anden Søn, Jens Christian. Han blev døbt i Borbjerg Kirke Fastelavnssøndag 6. Marts. Hvem, der »bar« ham, kan ikke læses, men Mads Birks Kone er med og Povl Munksgaard og Peter Pajb jerg - gode og trofaste Naboer. Jens Christian er den senere Jens Mikkelsen af Vester Hvamgaard.Mikkel Knudsen blev gift anden Gang 1801 med Anna Johanne Chrestensdatter fra Vognstrup i Naur. Hun var født 1766 og tjente hos Mads Birk i Birk i Mejrup. Mikkel Knudsen og Mads Birk »søgte« jo sammen, og Mads Birks Kone har nok fundet en dygtig Pige, som kunde være Enkemandens ”Ganning” og Støtte, og efteralt at tyde har Mikkel Knudsen valgt en dygtig og god Hustru, saafremt ”Gravskriften” staar til

74

troende.I dette Ægteskab var der tre Sønner. Chresten (altsaa opkaldt efter Moderens Fader, hvad der tyder paa, hun var af god Slægt) blev født 1805, konfirmeret 1820, omkom ved et Ulykkestilfælde i sit 15. Aar. Johan Mikkelsen, den senere Johan Perregaard, blev døbt 26. Marts 1807. Hans Gudmoder var Moderens Søster og Faddere var: Povl Munksgaard og Hustru og Peter Pajbjerg og Søster. Mads Mikkelsen blev født 8. Februar 1810. Hans Gudmoder var Mads Birks Datter, som var kommen til en Gaard i Vejrum. Faddere: Jens Uglkjær og Moder i Sdr. Hvam og Knud Mikkelsen. Skønt yngste Søn fik Mads Mikkelsen Fødegaarden, idet de to ældste ”var kommen te Brø´” ret tidligt. Jens af første Ægteskab var gift med Anna Chrestensdatter fra Hvamgaard i en ret ung Alder; thi allerede 1811 har de en Søn, Nicolaj, og Johan af andet Ægteskab var allerede i 28 Aars Alderen Ejer af Store Perregaard, gift med Kirsten Jensdatter derfra. Han nævnes som Fadder ved Anna Johanne Lebechs Daab 1835. Da Mads Mikkelsen er den af Brødrene, jeg har den tydeligste Erindring om, fortæller jeg først om han og hans Slægt. Jeg har allerede omtalt ham som en munter og vittig Mand, og hans Ægteskab med den ansete Degn Holger Jensen Schous Datter gav ham vel et videre Syn og et andet Præg end Sognets satte, tunge, og alvorlige andre Bøndermænd. Vi Degnedrenge i den gamle Skole holdt af hans Komme; thi han kunde tale om andet end Rug og Heste, og han kunde bringe Far i godt Humør ved sin kvikke Tale. Jeg har som Dreng kedet mig grusomt ved at høre gamle Gaardmænd følge Hests Levnedsløb fra den var Føl i Damgaard, til den endte som Teglværkshest i Handbjerg. Men naar Mads Mikkelsen var Gæst, blev vi Fri for at høre om Hesteprang og Rugbrød. Saa blev der talt om Kirkebøger, om gamle Slægter, og Mads Mikkelsen havde altid noget morsomt at meddele om Fortid og Nutid. Han hørte til Sognets 16 Højremænd, men Politik undgik Fader al tale om, saa ingen Misstemning opstod af den Grund. Da Mads Mikkelsen havde overladt Gaarden til sin Svigersøn. Christian Abildholt, som vistnok bragte en noget tiltrængt Kapital, tog han en Parcel fra og byggede sig ”en gue Hjemmen”, som han selv kunde passe. Han kunde endda faa Tid til at gaa ud som Tækkemand, og han var en grumme dygtig Tækker. Degneboligen, baade Vaaning og Udhus, var tækket med Tag, og hvert Aar skulde der omlægges et Stykke. Det var Festdage for mig, naar Mads Mikkelsen var Tækker, og Niels Jepsen fra den lille magre Dalgaard ved Hvam Grænse Opstikker. Til Niels Jepsens Gaard hørte der lidt af Torsdals Krat, og i hans Nøddebuske var der flest Nødder. Men han var ”nyv” over sine Nødder, og et af mine tristeste Barndomsminder er Niels Jepsens Udjagning af Eisings Sønner og mig fra dette Paradis. Naar Mads Mikkelsen og Niels Jepsen var færdig med deres Dagsgerning, skulde de ind og ha' en Punch eller to. Ved den anden Punch blev Niels Jepsen meget veltalende. Hans Bedrifter antog fantastiske Størrelser, og det var utroligt, hvad han havde set af Syner og Varsler og Ligskarer og hørt af Raslen og Skraldren. Med nogle faa passende Indskud kunde Mads Mikkelsen skrue ham op i uanede Højder, og jeg skammeligen Klør var ved at sprække af indeklemt Latter. Den gode Mads Mikkelsen kunde nu godt være en lille Kende drillesyg, og han havde en Gang nær bragt Fader i Forlegenhed. Fader var i Mads Peter Sørensens Gæstgivergaard (senere Ths. Nielsen, og nu Postgaarden) kommen i Sel skab med en Del af Sognets Gaardmænd, bl. a. Mads Mikkelsen og Senius Lebech fra Hvamgaard. Der vankede selvfølgelig nogle Omgange, men Fader vilde nu bestemt ikke komme beruset fra Købstad og han saa sit Snit til at hælde største Delen af Punchene i en Kop, der stod paa et Bord bag ham. Her sad en Privatpost, som gik fra Sevel Præstegaard og Skole over Ryde og Borbjerg do. til Holstebro, og han var god og taknemlig at og han var god og taknemlig at saa Slatter i. Som Følge af denne Manøvre blev Fader først færdig med sine Punche. - Hvor er dje´r Punch, Christensen, spurgte Senius. - Her, sa' Fader og slog sig paa Maven. - Er et i djer ejen? siger saa Mads Mikkelsen; men Fader sendte ham et hvast Blik, og Mads Mikkelsen var taktfuld nok til ikke at fortsætte. Mads Mikkelsen hørte til Sognets ”estimerede Mænd”. Dog er jeg ikke saa ganske sikker paa, at han var særlig ”værren i æ Handel” eller nogen ypperlig Landmand, men formodentlig har han drevet sin Gaard efter ”Egnens Skik og Brug”. Dog var der ved hans Giftermaal med Degnens Datter kommen et fremmed Element ind i den ellers en Bondemands paa den Tid beskaarne Livsførelse, og hans Efterslægt begyndte da ogsaa Vandringen mod Byen. At Mads Mikkelsen var en af Sagnets gode Mænd, som det hedder hos Præsterne, ses ogsaa af, at han var i ”Forstanderskabet”, hvor Præsten var født Formand.

75

Maa jeg fortælle, hvem der 11. Juli 1856 sad i Borbjerg Forstanderskab: Pastor C. F. Møller, Chr. Bøtcker, Mads Laugesen, Chresten Bisgaard, Johannes Toft, Chresten MadsenNicolaj Madsen, Mads Mikkelsen, Jens Damgaard og Jens Jensen.Chr. Madsen er den eneste, jeg ikke kan hjemføre, idet jeg antager, at Jens Jensen er Jens Meldgaard. Samme Forstanderskab holdt Møde nævnte Dag for at drøfte den ny Skolelov af 8. Marts 1856 og Provstens Cirkulære af 28. Juni s. A. Af Mødet fremgik, at Børneantallet i Borbjerg Skole 1. Januar 1856 var 86, og at Lærer Schou havde intet Tillæg faaet. Det overdroges Sogneforstanderskabet med Sognefogden og Skolelæreren at opmaale Skolelodden. Det blev bestemt, at der til venstre Gavl skulde tilbygges 21/2 Alen. Jeg indskyder her, at Talen er om den garmle Skole, og at den ny (den nuværende) blev bygget 1867. Denne Tilbygning ønskede Forstanderskabet udsat til næste Aar. Som Tillæg til Lærerens Løn bestemtes del, at der skulde ydes 3 Mark pr. Barn at udrede af Komunens Kasse. Paragraf 17 i Loven kunde Forstanderskabet ikke forstaa Meningen af »og maatte Provsten derfor spørges desangaaende”. Mads Mikkelsen maa foruden at være kommunalt interesseret ogsaa have næret politiske Interesser. Han var Valgmand ved Landstingsvalget, som da holdtes i Ringkøbing (nu i Herning), og der fortælles et muntert Træk om Mads Mikkelsens Lune fra en saadan Tur. Han var ”følsen” til Valg med David Toftgaard fra Sevel. Da de stiger ud af Toget i Holstebro snubler David Toftgaard (en Broder til Stine i Borbjerg Mølle). Den Gang var Bønder jo ikke saa vant til al rejse som nu, og maaske var der ogsaa bleven nydt et Par ekstra Punche. Hvad ved jeg. Men Mads Mikkelsen er Situationens Herre: Kan saadan en Mand som David falde, hvor nøje maa jeg vogte mig! Et andet Træk om hans lidt skalkagtige Lune maa jeg ogsaa fortælle. En Datter, Edel Margrethe, var bleven gift med Joachim Thomsen i Impgaard, Thorning Sogn. En Gaardejer, Jacob Aalborg fra Nipgaard, kørte for nogle af Bryllupsgæsterne fra Thorning, og da han skal til at køre hjem, siger han til Mads Mikkelsen: O no sejer A the Tak for aal di gue Hakkels, A haa fot, hvortil Mads Mikkelsen svarede: haa do fot Hakkels, Jakob, A troot endda, te do haa Fot all de bejest, A haad i mi Hus, o saa haa di gin dæ Hakkels, de wa A endda kyw aa. Ja, saa har jeg ikke flere Erindringer om den muntre og godsindede skælmske Bonde fra Borbjerg og gaar derefter over til at fortælle om Slægtens Gang.

Petrus Christensen,

1940 03 29II

Mads Mikkelsens Børn. Ikke én direkte Efterkommer af Mads Mikkelsen og Degnedatteren Birgitte Sofie Elisabeth Schou bor nu i Borbjerg, endda der var Børn: 1 Dreng og 5 Piger. Om Elisa Mikkelsen har jeg ingen tydelig Erindring, endda hun først døde 1894, et Aar efter sin Mand. Saa vidt jeg kan skønne, har hun været en stille, mild og smuk Kone, der elskede sit Hjem. sine blomster og sine Børn. Ved hendes Fødsel 17. Maj 1817 blev der plantet et Æbletræ i Haven. Lises Træ kaldet. Min Fader og min Broder værnede pietetsfuldt om dette Træ, 1) Mikkel Madsen, født 20. Novbr. 1840, blev Købmand i Holstebro. Sene re Forretningsrejsende og døde paa en Rejse i Nykøbing F. 21. Jan. 1889,

76

2) Mads Mikkelsens ældste Datter var Anna Johanne Madsen, født 28. Aug. 1842, opkaldt efter Bedstemoderen, Mikkel Knudsens anden Kone. Hun blev 3. Juni 1870 gift med Christian Christensen fra Vester Abildholt, og de forblev i Fødegaarden. Christian Abildholt var en hyggelig og stilfærdig Mand, som bragte god Orden i Gaardens Drift og øvrige Forhold, og som til Belønning for sine gode Egenskaber, der ikke bragte ham i Opposition til Datidens Sognekonge, blev baade Kirkeværge og Skolekommissionsmedlem. Han var en pæn, ja, næsten sirlig Bonde, men Præget af at være ”fræ æ Østersovn”, altsaa fra den magre Del at Sognet, mistede han aldrig, og i myndig og stout Optræden naaede han ikke Gaardmændene fra ”æ Grønmarks Egn”. Ann Johanne og Christian boede i Sdr. Hvam til 1903. Flyttede da til Nørre Østerskov i Ryde (derom senere), i 1916 til Holstebro. Ann Johanne døde i Holstebro 25. Juni 1923, Christian noget senere. Begge ligger begravet paa Borbjerg Kirkegaard. 3) Cecilie Marie Madsen er født 17. Juni 1844. Hun blev gift 2. Marts 1844 med Alexander Nybo Lind, født i Øster Lind i Gudum. Mikkel Madsen og Lind var i Kompagni og havde Forretning paa hjørnet af Nørregade og Skolegade. Men, kort at fortælle, Forretningen gik ikke. Mikkel Madsen blev Handelsrejsende, og Lind fik Forretningen i Hulgaard i Handbjerg efter at være bleven gift med Marie Madsen. Senere fik Lind som Følge af sit Venskab med Grosserer Carl Bertelsen, Aarhus, Forretning I Carl Bertelsens Fødesogn, Thorning i Impgaard. Imidlertid gik Handelen til Kirkebyen (ligesom i Borbjerg), og Lind flyttede til Humlum. Blev Indremissionær 1895. 4) Mette Johanne Madsen, født 15. Juli 1848, død i København 1. November 1932, begravet i Thorning, gift 8. November 1872 med Gotlieb Kirkegaard, f. i Thorning Skole 20. November 1829. Gaardejer i Thorning Vestermark, død 1894. Formodentlig har Mette Johanne i Impgaard truffet Strømpevæveren, nu Gaardejer og Enkemand i Thorning Toftgaard. 5) Edel Margrethe Madsen blev født 1. Decbr. 1858, viet i Borbjerg Kirke 29. Maj 1877 til Andreas Joachim Hartvig Thomsen Mikkelsen fra Store Impgaard, Thorning Sogn, født 1848. Sønnen af den Hosekræmmer og Landhandler og Gaardejer Mikkel Thomsen, der afstod Forretningen til Alexander Lind. Mon ikke Carl Bertelsen, Aarhus, har haft Penge i Klemme dér, som den bundhæderlige og stærkt religiøse Lind skulde redde hjem til ham? I Slægtens Historie (omhyggeligt samlet af Prokurist Thomsen, Viborg, Edel Margrethe Madsens Søn) fortælles fornøjeligt om den Vandring, Grethe matte foretage til Fods fra Borbjerg til Thorning. Tværs over Hjelm Nede og over Sdr. Resen. En Vandring paa 6 Mil gennem øde Strækninger afskrækkede ikke en ung Pige den Tid. Og hvad sa' Ikke Pastor Kuhlmann: Fra forskellige Steder og fremmed Land fører han dem underlig sammen. Jeg synes netop, jeg kan mindes, at han brugte disse Linier i sin Brudetale.Thi jeg kan tydelig huske dette Bryllup. Der var jo saa meget fremmed, saa meget historisk fra Blichers Land, som strømmede mig I Møde. Og i den kønne Grethe Mikkelsens Skæbne var der da lidt Eventyr. Det var ikke bare at flytte en Seng og lidt Bohave hen i Nabogaarden. 6) Anna Marie Madsen blev født 1858, død 4. Novbr. 1927, gift den 11. Novbr 1883 med Ølhandler Jens Anton Jensen, Dania, Viborg, som døde 23. December 1928. Om dette Bryllup erindrer jeg intet, da Jeg var flyttet hjemmefra forinden. Min Broder, Lærer Møller Christensen, som just havde faaet Embedet efter Far, var med til Brylluppet, og han fortalte mig, at blandt en af de prominente Gæster var en Brygger Dam fra Viborg, som hele Tiden vilde hilse paa Kantoren. 1) Mikkel Madsen, Købmanden fra Holstebro, og den senere Handelsrejsende, som var gift fra Lægaard, og saavidt Jeg ved Svoger til Sagfører Aggerholm, havde kun et barn, en Datter Jenny, født 1873, opfødt hos Sagfører Aggerholm og gift med Tobaksfabrikant Søren Færch. Nu var alle Broer til Borbjerg kastet af. 2) Anna Johanne Madsen og Christian Abildholt havde kun en Datter, Katrine, født 22. Oktober 1876, død paa Viborg Sygehus 27. Oktober 1906. Gift med Amtsraadsmedlern Ole Olsen, Nørre Østerskov, Ryde. En Datter af Katrine og Ole Olsen (Johanne) er gift med Pastor Schmidt, Nr. Felding. En anden Datter er Anna Olsen, født 1904.3) Cæcilie Marie Madsen og Alexander Linds Børn:

77

1) Ane Yelva Marie Lind, f. i impgaard 1873, gift med Niels Nielsen, Stationsforstander i Humlum fra 1931. 2) Mads Lind, f. 10. April 1875, Bogholder hos Færch, gift med Laura Agger fra Struer, død 21. November 1924 som Kordegn (Kantor) ved Trinitatis Kirke i Fredericia. 3) Line Madsen Lind, f. 6. Juni 1877, gift 1907 med Postmester Worsøe Andersen, Viborg. 4) Mette Johanne og Gottieb Kirkegaards Børn: 1) Mads Kirkegaard, f. 1873, cand. theol., Kommunelærer i København, død 1937. En højt begavet Mand og Forfatter til dybe og ejendommelige Skrifter. 2) Johan Kirkegaard, f. 1882, Bogbinder, rejst til Amerika. 3) Kristine Petrine Elisabeth Kirkegaard, f. 7. Oktober 1880, gift med Malermester Lauritz Nielsen, Kjellerup, flyttet til København 1919. 4) Holger Schou Kirkegaar d. f. 28. September 1884, Seminarist, Kommunelærer i København og Aarhus, gift 1917 med Køkkenlærerinde Elna Dalsgaard Hansen. 5) Henrik Kirkegaard, f. 21. Oktober 1886, død som amerikansk Soldat i New Jersey 12. September 1918,5) Edel Margrethe Madsens og Joachim Thomsens Børn: 1) Johanne Thomsen, f. i St. Impgaard 4. Marts 1878, Viet i Thorning Kirke 8. August 1905 til Fisker Jens Trudsøe Povlsen fra Resen, nu Humlum. 2) Mikkel Thomsen, f. i St. Impgaard 2. August 1880, død i Kierholm Skov 3. Maj 1912. 3) Mads Thomsen, f. i Lille Impgaard 11. September 1888, Drejermester i Kjellerup. 4) Thomas Christian Thomsen, f. i Lille Impgaard 8. November 1885, SkomageN men overtog det senere Hjem i Kjærsholm Skov, en skøn lille Pet. 5) Elise Christine Thomsen, f i L. Impgaard 21. Oktober 1887. 6) Holger Schou Thomsen, f. i L. Impgaard 6. Januar 1801, Prokurist og forøvrigt meget interesseret i baade Slægts- og Tidshistorie.6) Ans Marie Madsen og J. A. Jen sens Børn: 1) Marie Jensen, f. 1894, gift med Købmand Præstmark, Herning. 2) Birgitte Sofie Elisabeth Jensen, f. 1890, gift med Barbermester Dyhrberg i Viborg. Saa er jeg færdig med Mads Mikkelsens Børn og Børnebørn. Som jeg har nævnt, bor der ingen i Borbjerg, og alle har forladt Bondens Lod. Næste Gang skal jeg fortælle lidt om Johan Mikkelsen (Perregaard).

Petrus Christensen.

1940 03 30III

Johan Mikkelsen (Perregaard) og hans Slægt. Jeg har kun to Erindringer om den store, stoute Gaardmand. Jeg mindes, at han en Aftenstund sammen med nogle andre Gaardmænd, Kresten Holst, Kresten Bisgaard, Senius Lebech og Ole Kristian, var inde hos Fader. I hvilken Anledning erindrer jeg ikke. Kresten Bisgaard og Johan Perregaard kunde ikke døje hinanden. Jeg er ikke ganske paa det rene med, om Johan Perregaard var Højremand, han skulde altsaa være Sognets 17., men det er muligt, at den

78

Aversion, Kresten Bisgaard og Johan Perregaard nærede mod hinanden, stammede derfra. Kresten Bisgaard, hvem Fader kaldte Loke, fordi han færdedes i alle Kredse, mellem Højremænd og Venstremænd, for Resten helst mellem Højremænd, mellem Missionsfolk og Grundtvigianere og indifferente, for Resten helst mellem de sidste, Kresten Bisgaard havde sin Styrke i at komme med spidse, rammende Bemærkninger, næsten ordsproglige, og i med sin uforstyrrelige Ro at ”snære” og ærte sin Modstander. Men tro ikke, at Johan fræ Stuer Pærgaard blev ham Svar skyldig. Han fik flere Gange Latteren paa sin Side, og til sidst fik Kresten Bisgaard af den grove Konfekt. Dog - han var lige rolig og ligevægtig, hvad der gav ham Styrke. Den anden Gang, Johan Perregaard var i Hjemmet, var som Forlover for sin Datter, Sidsel Marie, Enkekone i Sdr. Bøggild, der skulde giftes med en Sallingbokaael, Broder til Lærer Laursen, Hvam. Jeg ser endnu de tre Mænd, Sallingbokaalen og de to Forlovere, Johan Perregaard og en Mand fra Salling, for mig. Sallingboerne bredbenede, dog med en vis Frejdighed i Optræden, og Johan Perregaard værdig og agtpaagivende og ikke altfor glad ved sin ny Svigersøn. Jeg antager, Johan Perregaard har været i Kirke de tre store Kirkedage og Offerdage og gaat op ad Kirkegulvet som den 5. eller 6. Mand, hvad han i Kraft af sit Hartkorn havde ”Ret” til; men tydelig Erindring derom har jeg ikke.Johan Perregaard havde to Børn, en Søn, Jørgen Perregaard, og en Datter, Sidsel Marie, gift 1. Gang med Niels Dahl i Sdr. Bøggild.I dette Ægteskab var der 7 Børn:En Datter gift i Overgaard i Maabjerg.En Datter gift, hvor ved jeg ikke.En Søn, Lærer Anton Dahl Gimsing, gift med en Slægtning fra Toustrup i Mejrup. En Søn, Johan Dahl, blev Dyrlæge. En Søn blev Kommunelærer i Holstebro. Jørgen Perregaard blev gift med en Pige fra et mindre Hjem i Nærheden af Perregaard, Karen Sander. Formodentlig har hendes Fader heddet Alexander. Jeg har i Kirkebøgerne stødt flere Gange paa Alexandernavnet. Karen Sander var maaske ikke fra saa anseligt et Hjem, som gammel Johan kunde have ønsket, men hun var en dygtig og tapper lille Kvinde, som tog sit Livs Tilskikkelse uforknyt.Paa det næste Led af Perregaardslægten har jeg ikke faaet ”Spørren” og kan ikke gøre Rede derfor.Jens Mikkelsen fra Hvamgaard var født (som nævnt) i Sdr. Hvam 1791 i Mikkel Knudsens første Ægteskab. Han var kommen ”tidlig til Brø”, gift med Ane Krestensdatter fra den store og gode Gaard i Hvam, og havde allerede 1814 en Søn, Nicolaj, som vist døde i en ung Alder. Heller ikke Ann Chrestensdatter blev ret gammel, og Jens Mikkelsen maatte snart ud ”at bejle igen”. Hans Vej gik til Moesgaard i Ryde. I Moesgaard kom senere den kendte Hjemmedyrlæge Chr. Moesgaard fra Sevel (Broder til Steffen Vestergaard i Sevel og Chresten Søndergaard i Trajerg) til at bo. Derefter Slægten Daniels.En anden Datter fra Moesgaard. Halvsøster til Jens Mikkelsens Kone, kom ogsaa til Borbjerg, gift med Chresten Bisgaard. Jeg har ikke søgt tidsfæstet Jens Mikkelsens andet Ægteskab, men23. Juni 1826 fødtes en Datter, Ane Kristine og som Fadder nævnes Bedstefaderen, Mikkel Knudsen fra Sdr. Hvamgaard.Om Jens Mikkelsen har jeg ikke hørt megen Tale, og han var vist død, før Fader korn til Sognet. Men efter hvad jeg hist og her har opsnappet, har han været en stilfærdig og fredelig Mand, men med Slægtens rige Lune. Jeg kan huske Jens Mikkelsens Enke. Hun havde sin lille, hyggelige Lejlighed i Gaardens Østerhus. Jeg mener at kunne mindes at have faaet Kringler inde hos gamle Ann Dorret. Jens Mikkelsens Børn. 1) Ane Kirstine var som forhen nævnt født 1826. Hun var af skrøbeligt Helbred, sad i mange Aar hjemme i Moderens Aftægtslejlighed og syede Kapper, blev gift og kom til Bjerregaard i Hjerm. 2) Ane Johanne blev døbt 28. Juni 1835. Hun var opkaldt efter Faderens Stedmoder, og Mikkel Knudsen og Ann Johanne fra Sdr. Hvam var selvfølgelig Faddere. Endvidere Tjenestekarl Mads Mikkelsen. Den gode Præst har ikke villet tilsløre hans virkelige Arbejde, Gaardejer Johan Mikkelsen og Hustru, Kirsten Jensdatter i Perregaard. 3) Nicoline Mikkelsen, gift med Guldsmed Lillelund i Lemvig.

79

4) Inger Marie Mikkelsen, blev gift i Touslrup i Mejrup. Jeg vil her kun skrive om den Datter, som blev i Borbjerg, og hvis Slægts Forhold har størst Interesse for Læserne i mit gamle Sogn. Ydermere har jeg ikke Tid til at samle Oplysninger om de udensogns Slægter. At jeg gik nærmere ind paa Mads Mikkelsens Slægts Forhold, hidrører fra den udførlige Viden derom og som er stillet til min raadighed. Ane Johanne Mikkelsen blev i 1856 (vistnok) gift med Jensenius Lebech, som da var Forpagter af Hjerm Præstegaard. Lebech var af sønderjydsk Slægt, men hans Forældre havde bosat sig i Tim. Faderen døde der 1870. Sikkert har Faderen været en anset Mand, og en stedlig Poet digtede en meget rosende Gravskrift over ham, hvoraf jeg hidsætter første Vers:

Saa ligger nu kold her paa Baare du Fader, du Mage saa god, med Kærligheds Længselens Taare dit Støv vi nu bringer til Jord.

Bertel Clausen Lebech havde 4 Sønner, hvoraf de 3 døde i en ung Alder, og 1 Datter, som blev gift til en Strandbygaard fra Svendsholm i Staby Sogn.Forpagteren af Hjerm Præstegaard havde saa fundet Vej til den kønne, kvikke Pige fra Hvamgaard, og da der ingen Sønner var i Gaarden, fulgte det næsten af sig selv, at han skulde overtage denne og yde de gamle Ophold eller Aftægt, saa meget mere, som Ann Johanne var ”den gjæv Pig”, til hvem Forældrene kunde støtte sig i deres sidste Stunder. Der blev saa oprettet Købekontrakt mellem den daværende Selvejer, Gaardmand Jens Mikkelsen, og Forpagter Jensenius Lebech, som var forlovet med Ann Johanne. Købesummen var 2000 Rbd. Rigsmønt, deraf skulde 1200 RM. betales kontant ved Overdragelsen, og 800 Daler skulde staa rentefrit indtil 1860.Vilde de gamle søge Disk og Dug ved Datterens og Svigersønnens Bord og nyde den tilbørlige Underholdning og Føde og Pleje, som de fandt dem tilfreds med, skulde de yderligere have aarlig: 1 Lispund god uheglet Hør, Føde og Pasning til 4 Faar med Yngel til Mortensdag, 8 RM. Rigsmænt. Gammel Ann Dorte vilde nok have det saadan, at hun kunde regere over nogle Faarelaar og Rullepølser - og Uld ikke at forglemme! Vilde de gamle ikke søge Dug og Disk hos de unge, stod en god og rundelig Aftægt til Raadighed. Dettjener bande Senius Lebech og Ann Johanne til Ære, at de gamle til deres Død søgte det fælles Bord. Senius Lebech var en af Egnens store Hestehandlere. Han var til de store Viborg-Markeder Paaskelørdag og Pinselørdag, og Pinsemorgen kom store Kobler ad Skivevejen og forbi Skolen. Jens Dragon sad paa Førerhesten. For mange i Sognet syntes Senius en lidt bøs Mand med en Optræden, som var ulig de vestjydske Bønders. Mit Hjem havde kun godt at sige om ham. Han var storslaget tjenstvillig, uden Nølen eller Vrantenhed. Naar jeg som lille Knægt kom op til Hvamgaard for Fader og bad ham gøre ”en Bed”, lød Svaret altid frisk og fuldtonende Ja - og en dejlig Kringle fik man ogsaa. I de Aar, jeg kan huske, saaede han Skoleloddens Vaarsæd og Græsfrø - saa akkurat, at ingen Maskine nogensinde har gjort det bedre. I dette gode Hjem, hvor Ann Johanne forstod at dæmpe hvert et opbrusende Sind, opvoksede endygtig Børneflok: 3 Sønner og 3 Døtre. Den ældste af Flokken var: 1) Jens Lebech (født 1858?).Som man ser, er han opkaldt efter Morfaderen, gamle Jens Mikkelsen, og det har nok været til Maade for den gamle Selvejerbonde. Jens Lebech var en dygtig ung Mand med sejg Vilje og Moderens blide og milde Væsen. I en ret ung Alder købte han Sdr. Bøggild, og den noget forsømte Gaard drev han mønsterværdig. Han blev gift med Maren Krog, en Datter af P. Krog og Maren Krog (Chresten Bisgaards Søster).Saa kom da for første Gang Krogslægten og Mikkelsenslægten i Forbindelse.

80

Hidtil havde Krogslægten været en noget eksklusiv og meget hjemmepræget Slægt. Den og Bisgaard Slægten dannede en Enklave i Sognet og blandede sig ikke gerne ind i de andre Slægter. Hvis jeg mindes ret, var Giftermaalet mellem Jens Lebech og Datteren heller ikke helt efter gamle Ma Krogs Hoved. Men Jens vilde nu have Maren og Maren Jens, og for Datterens faste Vilje maatte Moderen bøje sig. Deres eneste Barn, en Pige, blev kaldt op efter Mormoderen og gift med sin Fætter, Frede Krog, Jens Krogs Søn. 2) Bertel Lebech, næstældste Søn. Vi var Ungdomsvenner. Da jeg var Lærer i Hogager, var han Købmand i Hvam Kro. Mangen Søndag tilbragte vi i hinandes Selskab og sluttede gerne af i Hvamgaard. Vi var de første i Sognet der havde Cykler. - Naa, det er jo ikke det, der skal tales om i disse Artikler, men det falder mig ind, hvor underligt det er, at denne Ven fra de unge Dage har jeg kun set og talt med to Gange, siden vi drog ud fra Borbjerg. Bertel Lebech blev Købmand i Kibæk, som da var en dødsens forladt Plads; derefter Købmand og Gæstgiver Hammerum, havde saa Støvring Kro ved Aalborg, som han byggede op, og sluttede af med den hyggelige og indbringende Kolding Jernbanerestauration.Bertel Lebechs Hustru har jeg aldrig haft Lejlighed til at hilse paa - ikke heller nogen af hans Børn, men Enkefru Anna Lægaard som er meget slægtsinteresseret og hjemme i Slægtens Historie, har opgivet mig Børnenes Navne: 1) En Datter, Anna Johanne (det gamle Slægtsnavn fra Vognstrup i Naur gaar igen), gift med Købmand Poul Rasmussen, Odense. 2) En Søn, Senius, har en Gaard i Lunderskov. B) En Datter, Agnet e, gift i Kolding med Købmand Ernst Andersen. 4) En Søn, Svend, Tandlæge i København. 3) JohannesLebech er Senius' og Ann Johannes yngste, men da jeg nu var ved Drengene, kunde jeg jo godt fortsætte: Lebech har baade sin egen Slægtsgaard, Hvamgaard, og sin anden Kones Slægtsgaard, Kvisgaard. Mon Kvisgaard-Slægten ikke er en af Sognets allerældste Slægter? Men det bliver nu ikke den næste, jegskriver om. Johannes Lebech, hvis første Kone var en Datter af Hvam Skoledistrikts første Lærer, Laursen, har af dette Ægteskab to Sønner, en, som bestyrer Kvisgaard, og én, der er Lærer. Naar de tre kønne og dygtige, unge Døtre fra Hvamgaard gik op ad Kirkegulvet og satte sig bag Degnestolen i det nordlige Kors, blev de fulgt af ”manne Kaalyvn”. De var velklædte med moderne Hatte, som vakte nogen Opmærksomhed blandt Konerne, og havde fri og yndefulde Bevægelser, der tydede paa Blodblanding med en fribaaren Slægt. Der var heller ikke mange i Sognet ”a djer Præistoringe”, det vil sige af den Ungdom, som passede ind i den noget højere Kultur, som da fandtes i Hvamgaard. Derfor blev Hvamgaard et ”internationalt” Sted, hvor pæne Gaard mandssønner og kønne Døtre fra flere Sogne samledes. Men det er nu en anden Historie. Jeg skal kun fortælle om de tre Døtres ydre Skæbne. 1) Enkefru Anna Lægaard er den ældste af Døttrene fra Hvamgaard. Hun blev 1891 gift med Simon Lægaard fra Nørre Lægaard i Mejrup og besidder endnu sin Gaard, skønt hun har taget Bopæl i Holstebro. Hun har Slægtens elskværdige og stille Myndighed i sin Optræden og en levende Sans for sin Tids Historie. Hendes Børn: 1) Signe, hjemme hos Moderen med Slægtens kønne, blide Træk med fine og gode Interesser. 2) Johannes, er paa Gaarden sammen med Søsteren 3) Ingrid Margrethe. 4) Peter, Bogholder i Holstebro Landmandsbank. 5) Marianne, gift med Peder Krog i Borbjerg, senere død. 6) Anna Johanne, død som 18 -aarig. 7) Mads Ejnar Lægaard, Borbjerg, Brødbækkjær. 8) ThorvaId, Landbrugskandidat 9) Viggo Christian, har en Gaard paa Sjælland, Østergaard i Gøderup pr. Roskilde. 2) Sofie Lebech blev gift med Friskolelærer Jensen Holstebro. Død. 2 Børn:

81

1) Jenny, gift med Boghandler Høgsberg, Vemb. 2) Jenseni us Lebech Jensen, Lærer, bor i Hjortekjærsvej ved Lyngby. 3) Oline Lebech blev gift med Mejeribestyrer Knudsen Hvam (Brødbæk) Mejeri, lever endnu i det hyggelige Hus, der ligger ved Torsdals Begyndelse. 4 Børn. 1) Anna Johanne, se hvor pænt det gamle Slægtsnavn holdes i Ære, gift med en Kjærgaard i Borbjerg, nu i Felding. 2) Ricard Knudsen, Landmand. 3) Senius Lebech Knudsen, Mejerist i Sir. 4) Helge Knudsen, Kommis i Vemb. Se nu selv, hvor faa af denne for 100 Aar siden udprægede Bondeslægt, siddende i Sognets tre gode Gaarde, der er knyttet til Jorden. Men deri ser jeg heller ingen Ulykke. Denne Fusion mellem Klasserne, Stændernes Blanding, bliver, naar alt kommer til alt, vel det, som skal holde Folkelegemet friskt.

Petrus Christensen.

1942 02 09

I fire Artikler vil grosserer Petrus Christensen fortælle om Holstebro i gamle Dage fra Schous Indkørsel til Nørreport. Først Beværtningerne langs Strøget, saa Kludekræmmere og Isenhandlere, derefter Købmandsgaardene og endelig Haandværkerne. Han fortæller herom. Som de staar i hans Erindring, og som Omtalen var af dem i æ Sovn for 65 Aar siden.

Her er den første Artikel:Ja. Endnu kan »Madam Christensen hinne Dansestov i æ Østergaad« vel huskes al de allerældste. Saadan just fint Afdansningsbal tør det vist ikke siges, der Markedsdage blev danset i Byens eneste Dansestue; men der var Fut og Fart og Kraft, naar Karlen fik sin stive, tunge blaa Vadmelsfrakke kastet. Og Hvergarnsskørterne stod i et Sus om Pigens kraftige Lægge. Under Sveitrittens rytme og Trekantens ildnende Musik viste Karlen, hvad han duede til som Danser. Og Pigen, hvor inderlig hun kunde føje sig under den førende arm. Det var nok Løssluppenhed, men Madam Christensen sørgede for, det saa nogenlunde blev holdt indenfor sømmelige grænser.I Madam Christensens Dansestue samledes Folkene fra Borbjerg Øster sogn, fra Idom og dem ”sønden æ bøj ”Naar Pastor Kuhlmann i Borbjerg i sine brudetaler ofte brugte salmeverset:

”Fra forskellige steder og fremmed Land fører dem underlig sammen ”, saa kunde det fremmede Land Saamænd bare være Madam Christensens Dansebod. Slagsmaal fandt nu og da Sted. Ikke mellem Mellem Egnens Folk. De delte saa nogenlunde fredelig pigerne i mellem sig. Og det kunde nok tillades en pæn karl der havde udsigt til gaard og hjemmen at fjante lidt mod Piger af ordentlig Slægt fra et andet Sogn. Men det hændte, at Haandværkssvende fra byen vilde ind paa ”jagereviret”. Dog den Belastning kunde »det gode Forhold mellem Land og by« ikke bære, og saa opstod der Slagsmaal. Thi ejendomsretten til Pigerne var jo saa ubetinget Bønderkarlenes. Gik en Pige lidt for let over til de fremmede«, og det kunde jo kunde hænde dengang som nu, blev hun ringeagtet som een, der var »noj urrele aa æ Slav«.Et Dansebodsbesøg kunde nu ellers ta en ræle Nap i en Karleløn, naar han »vild stuer«. »A æ den rig' Kaal fra Væth«, hed del i Randersegnen, naar en Storbonde- søn ret skulde vise sig. I Madam Christensens Dansestue gjorde Matadoren en bred Haandbevægelse og sa' med Millionærnedladenhed, naar Punsebollen til en Daler kom paa Bordet: »Jacob i Hiegor betaaler de hiele«.

82

Lidt yngre end Madam Christensens var Mumiers Beværtning, hvor tørvebønderne søgte ind med den medbragte Mad og fik deres Kaffe. Jog har selv mange Gange, naar jeg kom agende til Byen paa et Tørvelæs, Betalt »uenlej« mod en Kop Kaffe te Bømlers. Kaffen var god, de store Korendstykker smagte ikke ilde. Og Skænkepigen var trind og smilende.Hos Bømlers kom ellers Magnus Kjærs Slagteriarbejdere. Lidt mere støjende og højrøstede. End det huede den lille pilne Beværter. Men han kunde paa en egen, stilfærdig Maade dampe Gemytterne, naar Bømler sa Fa vel, Fa vel, pæne Mand«, saa var det Meningen. At vedkommende skulde forsvinde, og det blev respekteret af Arbejderne, som ikke vilde udsætte sig for den Skam al blive nægtet Adgang til Bømlers Skænkestue.Paa Hjørnet af Torvet og Nørregade laa Hvolle Nielsens, udstyret var det i Datidens Beværtninger sædvanlige. Men Ole Nielsens runde Bord var nu lidt større end almindelig og gav ligelig Plads til 12 bovne Mejrupper. Her holdt Mejrup Sogn og Borbjerg Midtsogn med Trabjerg til. Saadan en rigtig Sognestue, hvor kun gue bekjænd Folk kam«, hvor rigtig Goermandssnak taltes og Merskummeren dampede, hvor Paaklædningen med dobbeltradet Vest og brunt Silkehalstørklæde røbede den gældfri Bonde, var Hvolle Nielsens o æ Torre.Billigt - skønt Pokker ikke billigt efter Indkøbspriserne - var det ogsaa. 12 Kaffepunse for en Krone, og den trettende gik med i samme runde beløb. Saa var de ganske vist ogsaa ”færdigsyede” - lavet til i Køkkenet - for selv om brændevinen kun kostede 24 øre Potten, turde man alligevel ikke sætte Flasken paa Bordet, Der kunde jo godt værre een eller anden Sluri. Som kunde liste en Pægl ned ved hyppig og ubemærket Opspædning.Hos Ole Nielsens kom der ingen Snyltegæster eller Oldfuxer. Kredsen var saa sammendrukken og sammentalt, at en ny Mand skulde se storbondeagtig ud for at komme i Lav. O æ Sønderlands beværtninger gik det ikke saa stilfuldt til. Her kunde en fremmed Kaael godt tiltuske sig et Par Kaffepunser, og ”hans Fødder kunde godt blive kolde”, inden Omgangen naaede ham. Mangen en Spasmager udviklede det til Sport, og jeg glemmer aldrig den Nabo, som kom grinende ovre fra æ Sønderland: No haar A hvot over o æ Sønderland aa faat 7 Kaffepunse, aa di haar et kaast mæ en rø ør.Lidt senere, dog for en 55 Aar siden, blev der i Prokurator Brasks Ejendom (nu Holstebro Bank) indrettet en moderne og tiltalende Restauration, ja, se nu er vi naaet fra Beværtning til Restauration, af en Købmand Søndergaard fra Thy. Restauratør Søndergaard var en fornøjelig og begavet Mand med baade Vid og Hjertelag. Senere blev han Repræsentant, og naar jeg nævner ”ham Søndergaard fra Holstebro”, saa kendtes han af hele Danmark. At penge endnu i Firserne havde lidt Værdi, skønnes af at en ”Solstraale”, en Blanding af Rødvin og Caloric, kun kostede 25 øre pr. glas.Prokurator Brask havde ikke nogen god Omtale »i Sognet«. Alene det, at han var Sagfører for Sognets Aagerkarl, bragte ham i Vanry. Hans hele Fremtoning syntes som skaaren ud efter Litteraturens Tingstude.Der hvor nu Hotel Postgaarden ligger, laa ”Mads Peters o æ Torre”. Hos ham søgte Hjerm og Vejrum Folk og æ Hvambuer, nærmest Folk, som kørte ind i Bøggild & Petersens Købmandsgård paa Hjørnet af Torvet og Sønder Vestergade. Jeg tror Mads Peter Sørensens var en Kende finere end Ole Nielsens. En Del Spisning og Gæstgiveri forledene Stedet med større Anseelse. Far spiste altid der, naar han kom til Byen.”Mads Peters o æ Torre” hævede sig ikke saa ganske lidt over de almindelige Beværtere og var Folk, som søgte ”opad” - altsaa i et finere socialt Lag. Dog var der ikke saa lidt af den sædvanlige ”Omgangshistorie”, hvor ingen maatte skulke sig fra Nydelse eller Ydelse.Far fortalte enkelte Træk herom. En gang var han kommen i Lav: men han klarede sig paa en lidt lumsk Maade ved at stikke Kalfepunsen, naar den ”var halvgoen”, over til en Landpost, der var god at slaa Slatter i.Mads Peter Sørensens Gæstgivergaard blev senere købt af Thomas Nielsen, den senere Redaktør af Holstebro Dagblad. Ths. Nielsen bevarede sin personlige Forbindelse med Lemvigegnen. Uanset dens politiske Standpunkt ”søgte” den Thomas Nielsens Gæstgivergaard, hvor da ikke Fornemheden krævede ophold hos Schaumburg. Ths. Nielsen havde den Ære at huse flere af Datidens store politiske Kanoner, f. eks. N.L. Larsen og Harold Holm.Efter det bevægede politiske Møde paa Markedspladsen 1885 var der stor Rykind hos Thomas Nielsen særlig af Højre mænd fra Lemvig og Lemvigkredsen. Om Aftenen gik N. J. Larsen gennem Lokalerne for at naa sit Værelse. En

83

Lemvigborger, Postkontrollør Lassen tror jeg det var, skulde vise, hvilken Karl han var, og siger til N.L. Larsen: Mener De nu alt det. De har sagt i Dag?- Del skulde jeg mene, svarede N. J. Larsen rolig.— Vil De staa ved all det, De har sagt?— Ja, og mere til.Saa var Lemvigmanden færdig med sine Spørgsmaal.I Kancelliraad Christensens Gaard paa Hjørnet af Nørregade og Raadhuspladsen havde Jens Hahl sin lille respektable Skænkestue. Hvortil Sir- og Naurboerne og Maabjergfolkene søgte — og ogsaa de Hvamboer, som ikke følte sig ”store” nok til at komme hos Mads Peters. Da Far staldede ind hos Kancelliraadens (de var Fætre), var det rimeligt, han ogsaa søgte Jens Hahls Stue. Som nød godt Lov i Bøndernes Omtale.Højest i Gaden, hvor nu Vareindkøbsforeningen er, laa Ths. Christensens Gæstgivergaard. Det var ubestridt Byens mest ansete, selvfølgelig efter Schaumburgs og vel ogsaa efter Fru Gaardhøjes ypperlige Højskolehjem. Baade Ths. Christensen og hans dygtige Kone hørte til Byens gode Borgerskab.Paa den anden Side af Gaden, lige overfor Højskolehjemmet, laa en lille Beværtning. Ældre Holstebroere vil huske det lille Skilt: Kost og Logi hos J. Jensens enke.Himmelhøjt over alle andre Gæstgivere og Beværtere stod Indehaveren af Hotellet, af Byens store Gæstgivergaard, den eneste, som turde tænke paa at kalde sig Hotel, Løjtnant Schaumburg. Schaumburg gav ikke alene Navn til Hotellet i sin egen Tid. Men hans efterfølgere har alle foretrukket at bevare Navnet. Morsomt nok var der en Stribe af Hoteller fra Randers Fjord til Vesterhavet, som bar Indehaverens Navn: Mårtens, Randers, Preisler, Viborg,Schaumburg, Holstebro, og Jespersen, Lemvig. Alle Steder var det særprægede og ret fornemme Folk. Hverken vennesæle eller indladende, knap nok elskværdige, og Popularitet var de ikke ude om.Alligevel samledes Borgerskabet, særlig de Storkøbmand, som kom »paa Kroen«, i disse Hoteller. Maaske fordi det var Byens fornemste, og det fornemme har jo en dragende Magt over det gemene Borgerskab.Schaumburgs var altsaa en saadan fornem Gæstgivergård. Løjtnant Schaumburg - mon han ikke hørte til dem fra 64 - var en intelligent Mand med kommunal Indsigt. Han forstod ogsaa at sortere Kundekredsen, saa ”Plebs und Pøbel”, som den gamle tyske Slagter sa’, blev holdt ude. Rejsende fra de bedste Huse, alt, hvad fornemt var, der skulde overnatte i Hardsyssels By, søgte Hotellet. Byens Klub - naturligvis! Om Formiddagen saas undertiden Magnus Kjær og enkelte Storkøbmænd som Poul Andersen, maaske i Træsko, det hændte sig, jeg har selv set det. Om Aftenen endnu flere af Købmændene med Schou i Spidsen, som fik sin L’hombre sammen med Cornelius Lauridsen og Dr. Detlefsen. Og konfirmandspil var det just ikke, hverken hvad Indsats eller Dygtighed angaar.Senere hen blev det lidt mindre stift hos Schaumburgs. Det var nu ikke let at faa det mere jævne Holstebro Borgerskab indordnet under den megen Stilfuldhed. Selskabslokalerne kunde jo heller ikke forrente sig ved et fint Borgerbal en sjælden Gang, og Schaumburgs Sal blev derfor ogsaa lejet ud til saa ”ordinære” Mennesker som Landboforeningens Bønder til Dans. Naa - Schaumburg vidste ogsaa, at Penge lugter ikke.

Petrus Christensen.

1942 05 06

Det mest betydningsfulde for en Købslad var i hine Dage Købmandsgaardene. I Sognene gik der tale om Byens Købmænd, og en dygtig Købmand kunde trække Kunder. Ja, hele Sogne til sig. Selv om de vejmæssigt hørte til en

84

anden by. Alene det at der omkring. Indkørselsgaardene begyndte Smede, Bagere, beværtere, ja, saagar Manufakturhandlere viser jo, at Købmandsgaardene var Nervecentret i Byens Liv, og Grundlaget for dens Fremgang. Naar der en Markedsdag, ja, selv en almindelig torvedag, kunde komme 100 Spand Heste til en Købmandsgaard og en 4 - 500 Mennesker strømmede ud fra Gaardens Bondestue. Hvor Kunderne til medbragt Mad havde faaet øl og Snaps og en Skaal kaffe, forstaar man bedre, at Ruserne allerede blev sat i Gaardens Nærhed.Paa den Tid var der ingen Konkurrence fra Landforretningerne. Stationsbyerne var endnu i deres Vorden og havde næppe overstaaet Hvalpesygdommen. En enkelt Vovehals fra Købstaden eller en virkelysten gaardmandssøn havde vovet Springet til ”Stationen”, men det faldt ikke Gaardmændene ind at afbryde deres mangeaarige Forbindelse med Købmandsgaardene for at stille ”søren en Knejt, der jo ingenting haa lær”. Ikke heller var der ”møj Ajt” i de Købmandshandeler, som dukkede frem paa Landet. I Borbjerg, for at fortælle om noget, jeg selv og Bladets Læsere kender, var der i 70’ernes Begyndelse kun en Købmandsgaard og to Høkere. Den ene var Kjeld Jensen ved Hvam Kro. Han købte senere ”æ Kiel” ved Borbjerg Skolelod, just der, hvor Vejen fra Ryde skilles i to: til Skave og til Haislund. Den redelige og foretagsomme Mand syntes, at her var Plads for en virkelig Købmandshandel, eftersom Kjeldsens Købmandshandel var stillestaaende. Imidlertid viste det sig, at »Kilen« laa inden for Læbæltet 1½ Mil i Luftlinje, hvorfor Kjeld Jensen opgav sit Forehavende. Far købte "Kilen« af Kjeld Jensen og byggede derpaa Enkebolig til Mor. Senere blev denne Ejendom Jordemoderbolig.”Kjesten hinne Høkerhandel” var ikke af de store - Jacob Henriksens Enke hed den officielt, men den blev passet nøje og gav Levebrød til en arbejdsom og agtværdig Slægt, der nu i tredje Led driver Forretningen.Købmandsgaarden var Jens Baks i Borbjergby. Gammel Jens Bak, som han i min Barndom kaldtes, er Stamfader til store og velansete Slægter i Ryde og Borbjerg. Ja, viden om. Købmand Laust Vestergaard i Hogager er en datterdatter Søn af den gamle, brave og slinne købmand i Borbjergby.Jeg kan godt huske, hvor den ældste Købmandsgaard havde ligget, for Væversken Bulkatrin og Datteren »bette Muer« boede tiI Leje i den gamle Vaaning, men som Købmandsgaard erindrer jeg kun den nybyggede, der laa. hvor Kirkevejen og Møllevejen krydsedes. Den lille, krevle Høker havde et medfødt Handelstalent, som synes at værre gaaet i Arv til Slægters yderste Led. Og han og Sønnen Niels Chr. Bak drev en betydelig Forretning. Naa, her skal denne Købmandsgaards Historie jo ikke skrives. Jeg nævner den, fordi den i min Barndom næsten kunde erstatte Byernes Købmandsforretninger og overflødiggøre Købstadrejser for Smaafolk.Men gaardmændene drog til Byen. Baade fordi de havde nødvendigt ærinde, og fordi nu Landboerne gerne vil til Byen. Bort fra den daglige Trædemølle. Det var nu saa rosomt at træffe ”gue bekjænd Mænd”, faa en Snak og en Kaffepunch. Ogsaa skulde mange nødvendige Ting købes, som ikke kunde faas hjemme, og som man ikke brød sig om, at Høkeren eller Købmanden skulde skaffe: thi man vilde nødig gaa Glip af den kære Købstadrejse.Det var Købmandsgaardenes gyldne Tid just i Begyndelsen af 70’erne. Der avledes godt i disse Aar. Mergling blev paabegyndt. Gødning købtes, der avledes endog Kløverhø. Af den forøgede Høst fulgte, at man fik større Besætninger og mere Smørsalg, ogsaa noget Kornsalg, men Vestjyden har nu aldrig holdt af Kornsalg, og det regnedes halvvejs for en Skam at sælge Korn for derigennem vistes, at man ikke havde Forstand paa Opdræt. Den skrappe Jorddrift krævede bedre Redskaber og den øgede Høst større Bygninger. Agerumladen blev almindelig, og den krævede meget Tømmer. Stuehuset blev fornyet. Det gamle med det lerstampede Gulv ”blev lie ring nok”. Med ny Sals fulgte ny Møbler, og selv om man holdt godt og holdt længe ved med det lange Bord og den faste Bænk i Dagligstuen og med ”Boskaver” og Dragkister i æ Frestov, saa skulde der dog noget i æ pæn Stov.Det blev Tømmerhandlernes og Snedkernes gyldne Tid.Nogen Forandring i Levevis blev der ogsaa med den større Pengerigelighed. Kaffe og Sukker blev almindelig, og ”fin brød” og Smaakager hørte til i jævnt stillede Hjem. Nu var det ikke saa smaat, som da jeg hørte en Gaardmandskone sige til sin Mand nede ved Jens Baks: Tø’s do ett, vi sku haa’ en Cikaarri, Niels? Nej. Nu mødte Gaardmandskonen med en lang Liste over Kolonialvarer og ”Specerier” - det vil sige Krydderier af alle Slags. Det blev urtekræmmernes Dage.Endnu holdt Handelen til i Købmandsgaardene fra Bondeside, men enkelte opdukkende ”finere Forretninger”, som f. Eks. Gettermanns i Holstebro fik Handelen fra Præstegaarde og Byens Embedsstand.

85

Jeg vil gemme til næste Artikel Omtalen af de tre store Købmandsgaarde: J. Schous, Bøggilds, Petersens og lidt senere Poul Andersen o æ Sønderland. Skønt han ikke hører til Striben ”fræ Schous Goer te æ Narpurt”, kan man ikke skildre det gamle Holstebro og dets Købmandsgaarde, ikke give et ret Billede af Byen, uden at Poul Andersens Navn kommer med. I Dag vil jeg holde mig til de almindelige jævne Købmandsgaarde.

P. P. Balles Gaard laa mellem Schous Gaard og Torvet. Jeg ved ikke, om der var Indkørsel til Gaarden, dermed mener jeg Staldplads og Gaardsplads til Bøndervognene, men jeg kan vist gaa ud fra, at ingen Købmandshandel paabegyndtes i 60 erne og 70’-erne, uden at der hørte Gaardsplads til. Af nogen større Betydning som Købmandsgård blev Balles dog ikke, idet han allerede i 70'erne, maaske dog først i 80'erne, begyndle sin Ægforretning med Opkøb til ”Odense Ægforretning”. Jeg er ved at tro, at den ansete Leder af denne Forretning, Henrik Nielsen var Grundtvigianer. Og at det var det fælles aandelige, som havde ført de to Mænd sammen. Ja, for P. P. Balle var Grundtvigianer. Det saas af hans milde, blaaøjede Blik, af hele Skikkelsens værdige, lidt forsagende Holdning. Kun tre Gange i mit Liv har jeg set P. P. Balle. Første Gang som 12 Aars Dreng, da jeg sammen med mine Barndomsvenner, Peter og Frederik Eising, Søstersønner af Fru Balle, var Gæst i Hjemmet. 40 Aar senere saa jeg ham i Folketingets Tilhørerloge i Fredericiagade, hvor han vist ofte kom. Den kendte Grundtvigianer sad paa forreste Række. Og der var mange af Vennekredsen blandt de grundtvigianske Tingmænd, som hilste og talte hjertelig med den gamle Købmand. Tredje og sidste Gang. Jeg saa ham, var i Vartov, hvor jeg en søndag gik ind for at høre Salmesangen. Den høje, lidt duknakkede Skikkelse, med de hvide Haar i og det blaaøjede Blik syntes ogsaa her at være en Kredsens grand seigneur, hvem alle hilste med ærbødig Venlighed.

Skov Jensens Gaard.lidt oppe i Nørregade, jeg kan ikke nu bestemt sige hvor, men det kan Holstebroerne selv regne ud, laa i 60’erne. F. P. Eisings Gaard. F. P. Eising var Skolelærersøn, hans Kone en Lærerdatter, og som før nævnt Søster til Fru P. P. Balle og Fru Breuer. De to Degnebørn, som vel sagtens havde lidt eller ingenting at begynde med, hørte til de nøjsomme Folk, som vilde frem til økonomisk Sikkerhed og Frihed, om end Vejen maatte gaa gennem Afkald paa Nydelser. At Folk undertiden smilte af Eisings Paapasselighed, er ikke til hans Forklejnelse, for han kunde ogsaa være hjælpsom, ja, gavmild, hvor han saa og troede, at Hjælpen kunde bringe Modtageren ud af Dødvande. Han hjalp gerne, netop gerne, Folk ud af en Banks Klør og fik deres Gældsforhold ind under lempelige Former.Kunderne til denne Gaard kom fra Sir og Naur. Der var tillige Jernhandel. Den Tid var Jernhandelen ikke monopoliseret. De fleste Indkørselsgaarde havde Jernhandel. Jeg vil tro, at der omkring 1870 var 7 Jernkøbmand i Holstebro. Bonden købte selv Jernet, og Smede fik saa Betaling for at forarbejde det. Det var sikkert nok Jernhandelen, som gav Ejsing en saa stor Formue, at han kunde købe Store Haislund i Borbjerg og udbetale Købesummen. Mon ikke hans efterfølger J. Jensen, som var fra Skave og derfor fik Navnet Skave-Jensen, ikke har været Handelsbetjent hos ham? Jeg vil tro det, ogsaa efter den økonomiske Indstilling, som var lig F. P. Eisings. Skave-Jensen, som jeg vedblivende kalder ham, og som var hans Kendingsnavn i By og Land, vilde godt op i et højere socialt Lag, end han egentlig tilhørte. Og blev derfor yderlig konservativ, hvad der i de Dage var Vejen - selv i Holstebro. Han blev Welsch’ haandgangne mand og skulde føre den jævne Købmandsstand til Partibaasen. Da Berg paa et stort Møde i Holstebro 1884 talte om, at saa længe Finansloven ikke var vedtaget, maatte Skatterne ikke opkræves, raabte Skave-Jensen: Hvor staar det skrevet? Paragraf 49, min Far, var Bergs hurtige Svar.

Henrik Skrøders Gaard laa lidt højere i gaden. Det er forklaret mig, at man fra den bebyggede Gaard kan komme ud til Karussedammen og til det mystiske Land bag Nørregade. For øvrigt er der ikke meget at fortælle om denne gammeldags Købmand, der stod saa trolig, altid med Kasket paa hovedet, i sin Bod uden at gøre forsøg paa at agere klogere eller fornemmere, end han egentlig var. Han havde i sin Tid ikke saa lidt Urtekram- og Materialhandel sammen med Bondehandelen.

86

Men der kom ingen ny Kunde til den lidt sære Snegl. Og da Kunderne sjældent bliver saa gamle som Købmanden, ebbede Forretningen jo efterhaanden ud. Han var sikkert en brav købmand.

Kanrelliraad Christensens Gaardved Raadhuset var en af Byens største, om ikke den største, i Areal med dejlig firkantet Form, saa den kunde afgive Plads til en Mængde Bøndervogne. Sikkert har denne Forretning ogsaa, mens Kaneelliraaden endnu var Købmand, og Christen Christensen ikke ofrede meget tid paa Byraadsarbejde og bankarbejde, været en af byens største og havde jernhandel dog ikke tømmerhandel. Da jeg kendte Forretningen, var den i Stilstand. Men blev ellers ledet sikkert og økonomisk af Far og Søn. Der var Stil, det er nu saa fint at sige Patina over den gamle Købmandsgaard. En rummelig og velholdt butik med fyldte Hylder, en herskabelig Lejlighed og en sirlig, gammel Herre som Indehaver. Dertil kom en vis storladen gæstfrihed. Da jeg var Lærer i Hogager, købte jeg til de halvaarlige Eksamener et Par Flasker Rødvin, som Kuhlmann satte Pris paa. Og den Handel skete hos Christensens. Men kom jeg derop ved Spisetid, særlig Middagstid, var der altid en Invitation til Middag.Nu er ogsaa den storladne Købmandsgaard borte. Ikke en eneste af Købmandsgaardene fra 70’erne er tilbage i Striben. Kun Schous, der ganske vist ogsaa Iigger vidunderligt godt, har kunnet mod staa Tidens Storme.

Frederik Povlsens gaarder ogsaa borte. Dog hørte den ikke til de æIdste i Byen, vist oprettet i Slutningen af 70’erne af Rebslager M. Povlsens Søn, Frederik Povlsen. Den gamle Rebslager, som hørte til Byens gode Borgerskab (havde været i Sparekassens Ledelse i 30 Aar. Hvad der siger mere end mange Ord) havde nok spundet ikke saa faa Guldtraade ud af Hampefibrene. Frederik Povlsen var en skrap Købmand og sikkert god for de rejsende at øve sig paa. Jeg hørte i Holstebro forleden en Historie om en rejsende af jødisk Afstamning og Frederik Povlsen. Den rejsende var yderst paagaaende og vilde med Vold og Magt sælge 5 Sække Boghvedegryn. Til sidst bli'r Povlsen utålmodig, og tager ham i Skulderen for at føre ham ud. Men idet han aabner Døren, griber den rejsendes Fod fat i Trappetrinets Baandjern, og han (den rejsende) falder ud paa gaden. Povlsen bli'r lidt flov ved den Historie og søger at hjælpe ham op. Men da den rejsende nu ser Fred. Povlsens Forlegenhed, benytter han sig straks af Situationen: Skal vi saa tage de Sække Boghvedegryn, Hr. Povlsen!Ja, for Pokker, ja!Se. Det kalder jeg ”Konduite”.Hos Købmand M. Povlsen handlede Pastor Kuhlmann, til hvem han ogsaa solgte sin Tiende. Fr. Povlsen drev en betydelig Kornhandel og var en dygtig, men noget selvbevidst Mand.

Holger Povlsens gaard,hvor Vareindkøbsforeningen begyndte. Kender jeg lidt til fra Vinteren 1886 - 87. Jeg tør nok antyde, at der ogsaa var Politik med i Spillet, da R. A. V. blev oprettet. Flere af Byens Købmænd havde i disse Aar været saa aggressivt konservative (mindst J. Schou, der ikke tog det politiske højtidelig) at en Del af de fremragende Bønder følte det som en Haan mod dem. Ingen af disse Bønder; jeg nævner her P. Noes, Mads Bjerre, Andreas Jørgensen Nørtang, Skak Jensen Viumgaard, Knud Jensen Edstrup, var, hvad man kalder fedtede, og hele denne Indkøbsbevægelse tænker jeg mig ikke opstaaet, hvis Købmandstanden havde haft en Smule politisk Flair og ikke trasket bag efter en nationalliberal og hovmodig Embedsdsstand.Da Bevægelsen først, var rejst, blev det en Æressag for den vestjyske Bonde at holde den oppe. Og ogsaa at holde den oppe paa den selvstændige Maade, som det nu engang huer Hardsyssels Folk bedst.Dog i R. A. V.s Historie skal jeg ikke fordybe mig, kun fremdrage enkelte Minder fra Købmandsgaar den.Hver Aften havde vi Besøg af gaardens ejer. Holger Povlsen. Han holdt af at sludre med de Stodere, som altid samledes i Købmandsboderne, hvor Piben gratis kunde blive stoppet, og hvorfra lidt Nyt kunde hentes hjem til den nyhedstørstende Kone. Saa fortalte Povlsen om alle de Kommiser, han havde haft. Om deres Skæbne, og altid endte Historien med: og saa døde han. Ikke en af hans mange Folk havde overlevet ham.

87

En sær og mystisk Størrelse, Laust Glavind, kom ogsaa hver Aften. Men mange af ”Stamgæsterne” holdt ikke af Glavinds Besøg. De skottede sky, ja næsten ængstelig, hen til den ilde omtalte Mand og listede saa ud af Døren. Det kunde ogsaa godt falde Laust Glavind ind at skamme en Mand ud, der var beruset eller stod med en Flaske Brændevin i Haanden. Den mærkelige Mand kom kun for at faa en Passiar og for at faa Luft for sine dristige Meninger. Tobak holdt han sig selv med, som man siger. Sort B kunde Glavind ikke bruge. I hans kostbare og kunstfærdige Piber blev der kun stoppet den bedste Tobak, som paa den Tid kendtes.Der kom mærkværdig mange Fousingboer kørende til Gaarden. Og allesammen skulde de have Sirup i almindelige Flasker. En travl Juletirsdag var det ikke Lovord, som lød om Fousingboernes Sirupsflasker. Men ellers var det stilfærdige og beskedne Folk, som levede paa rigtig gammeldags vis, og som baade kunde og vilde betale.Kun blege Minder er der fra den gamle Købmandsgård, den tid den yderste i Byen.

Jeg har haft Lejlighed til at se Sparekassens og Holstebro Banks Jubilæumsskrifter. Begge Skrifter har givet mig Lejlighed til al se, hvem der var Byens ”eligerede Borgere” eller i hvert Tilfælde Byens ansete Borgere, som ”hvar gue i æ Kas’” - for at anvende et ægte Holstebro-udtryk. I Sparekassens Bog nævnes en Del Haandværkere, Bondermænd og saa visse Købstadboere med alfaderlig Velvilje overfor Samfundet. Jeg finder Navnet Boyhus, Uhrmager. Mon ikke Svigerfader til Manufakturhandler Simonsen og Hotelejer Schaumburg. Ogsaa en Købmand Frølund o æ Sønderland - Povl Andersens Forgænger. I Bankens Festskrift er det de større Købmænds Navne, der træder frem: S. Bøggild, Jeppe Schou, Kaysen og Ostegrosserer Houmøller. En Bys Handelsudvikling samlet i eet Brændpunkt, og Matadorerne paa eet Brædt.Ved Omtalen af Haandværkerne glemte jeg et kendt og anset Holstebro-Navn: Uhrmager Præstmark. Han var Ven med F. P. Eising, Breuer og P. P. Balle (maaske i Svogerskab) og de unge Præstmark’er husker jeg fra Høstgilderne i Haislund. Jeg var saamænd hel misundelig paa dem - endda jeg kun var en lille Hvalp - for som de ku sving' Pigerne.

1942 05 22I.

Mens Schous Gaard endnu staar velholdt i gammel BystiI, er det nærmest trist at se den Wiumske Gaard, som den hed paa den Tid, disse Erindringer omfatter. Er det Hjørne af Torvet saa forringet, at en butiksleje, som kunde svare til en Ombygning, ej kunde opnaas? Det er rimeligt nok. At dette er grunden nok er det imidlertid, at Bygningen ligger hen til liden Pryd for Torvet eller Byen.Den var Købmandsgaard 1847. Om da opført eller om der har været Købmandsgaard, undersøger jeg ikke. Jeg har foreløbig kun at fortælle, at i 1847 begyndte Wium Fra Mejrup Købmandshandel i Gaarden. Han var Søn af en Branddirektør Wium. Som altsaa var, hvad man i hine Dage kaldte ”en lidt bejer Mand uden for Bondestanden”. Forøvrigt vil jeg Tro, at Wiumslægten stammer Fra Storbondeslægterne i Ulfborg, eftersom der endnu er Frændskab mellem Købmand Mads Petersen i Ulfborg og Wiumslægten.Gamle Købmand Wium var en impulsiv Herre, om hvem der gaar mange Historier, vist tillige en dygtig Købmand, som skabte en Formue. Og ogsaa et Navn i Holstebro gennem Wiums Anlæg.Ærligt talt, skønner Byen rigtig paa dette Anlæg! Aar 1872 trak Wium sig tilbage fra Forretningen og overlod den i 10 Aar til to af sine dygtigste Folk, indtil Sønnen, Alfred Wium, havde naaet den Alder, da han kunde indtræde i Firmaet.

88

Det er Forretningen i disse 10 Aar, jeg mindes, og som jeg har forudsætninger for at kunne skrive om. Idet min Broder, Holger Christensen, senere Grosserer i Viborg, kom i lære i Forretningen 1876, da den var byens store fremadstræbende.De to dygtige unge Mand hed Sigfred Bøggild og Petersen, Bøggild var Præstesøn fra Ø. Velling i Middelsom Herred, og Petersen Degnesøn fra Sønderjylland. Mens Bøggild havde sammensparet sig en Kapital paa 2000 Rigsdaler, kunde Petersen møde med en Gæld paa en lignende Sum. Udover denne Forskel i økonomisk Sans udfyldte deres Evner tilsammen rigeligt de Krav, som stilledes til Lederne af en stor Købmandsvirksomhed. Bøggild var den myreflittige, paapassende Leder af Gaard, Jernhandel og Produkthandel, og Petersen stod for Kontor og Tømmerhandel. Petersen, landskendt for sine evner som Regnemester. Havde vist nærmest ogsaa med Indkøbene at gøre.Som for anført. Kom min Broder i lære i 1876, og Oplysningerne om Handelsforhold i disse Tider stammer fra hans erindringer. Smaalig var dette Firma langtfra. Den lille, uforknytte Degnesøn fra Borbjerg fik i Løn: Ophold, Hovedtøj og Fodtøj, en Overfrakke hvert andet Aar og 50 kr.om Aaret. Det vil sige, at fra den november dag i 1876, han forlod Borbjerg Skole, kostede han ikke Far en rød Øre udover Konfirmationstøjet.Min broder havde kun gode Ord at sige om sine Principaler, og selv om der var Forhold, som for Nutids Øjne synes lidt haardladne, skabte dette ingen bitterhed hos de unge. Værst for Yngste lærlingen var Renholdelsen at 21 Petroleumslamper, og Hænderne blev fulde af frostknuder og sad i et blodigt Saar. Skulde der saa afvejes ”Skt. Ybes” Salt bagefter, kunde der nok komme Taarer frem i Drengens Øjne. Men en Trøst havde Yngste lærlingen, at denne Tortur kun varede ét Aar, til Afløseren kom, idet der antoges en Lærling hvert Aar.Kakkelovn i Butikken fandtes ikke. Og det var ikke god Skik at lukke Døren til Gaarden. Bøggild var meget haardfør. Selv i de strengeste Vinterdage syslede han med Skind, og fordristede Butiksfolkene sig til at lukke Døren. Blev den. saa snart Bøggild kom til Stede, slaaet op paa vid Gab. Intet maatte hindre de kære Bønder i at komme ind.Efter to Aars Forløb kom min Broder "i Gaarden” og fik med Landkøbmændene at gøre. Jeg kan godt være bekendt at sige, at han var en ualmindelig kvik og vaagen ung Mand, som fulgte Forretningen og ikke bare nøjedes med at ekspedere den Ordreseddel, Kontoret sendte ud. Niels Chr. Bak i Borbjerg var Kunde hos Bøggild Petersen. Til ham vilde Holger Christensen sælge Chokolade, men Bak betroede ham, at han kunde køber 10 pct. Billigere hos et nys begyndt engros firma i Randers, Justesen og Abildgaard. Dette meddelte min Broder paa Kontoret og maa vel have udtalt, at der købtes for dyrt. Noget barsk blev der sagt Fra Petersen: Firmaet Bøggild & Petersen køber ikke for dyrt. Dog, næste Gang, Printzlau kom Fra Hintz & Co., maatte han stille til Afhøring. Og resultatet blev et Køb paa 10 pct. billigere.Da jeg nu er ved at tale om P & P en gros Handel, kan jeg ligesaa godt fortælle, hvad jeg ved derom og gemme Bondehandelen til sidst.Den strakte viden om til alle Byens Sider, idet Schous en Gros Handel nærmest blev for indkørende Øst og Syd Fra. Thyholm hørte til Holstebro Opland, Ulfborg. Madum, Sdr. Nissum, Tim regnedes endog for det nærmere naturlige Opland, for ej at tale om Vemb og Lemvigegnens sydlige Del. Aulum, Vildbjerg. Vinderup gik til Holstebro, men Sevel Sogn erobredes af Skive. Selv i den opdukkende Herning handledes i Holstebro: thi B & P. etablerede to at sine Førstemænd i Byen Jens Nørgaard og Præstmark. Endog fra syd for Herning, fra Skarrild, kom der Landhandlere til Holstebro for at købe Varer hos Firmaet, og det var en af Petersens store Dage, naar han havde Købmanden fra Skarrild, der vejmæssig havde nærmest til Vejle. Bondehandelen indtil 1886 gav særlig Kolorit over Købmandsgårdens Liv. Bøggild elskede denne Handel, der vel ikke gav dramatisk Spænding, men som velplejet og omhyggelig passet ydede et godt og tilfredsstillende Udbytte.Han holdt af at tale jævnt og fortroligt med Bønderne, købe de Produkter, som de havde med: Smør, Skind, Korn eller Spergel. Snakke med Smeden, sende den, som vilde købe Tømmer, ind paa Kontoret paa en rolig og ligevægtig Maade være Gaardens ordnende Haand.Jeg har under Schous Købmandsgaard fortalt lidt om Tømmersalget, der saa vist krævede sin Mand. Jeg skal da her nøjes med efter min Broders Erindringer at skrive om Tømmerfolk, som ogsaa giver el levende tidsbillede.

89

Naar Foraaret kom, stod en Stribe af norske Tømmerskippere ind gennem Hals. De agtede sig - ja, hvor agtede de sig hen, det skulde Tiden vise - til det Sted, hvor Tømmeret kunde sælges. Aalborg først, men var denne specielle Tømmerby overfyldt med Varer, eller ventede den mange Tilbud, lod den gladelig de første sejle uden at købe. Aalborg vidste, at jo hurtigere, Limfjordens Anløbspladser blev fyldt med Tømmer, desto lettere var det at faa de sidst ankomne af Skudeflokken i Tale. Naar Aalborg kunde sige: Drag bare ind i Fjorden. Der er allerede gaaet 100 Skuder derind med Tømmer, og der er kun Brug for 70 (selvfølgelig vilkaarligt valgte Tal), saa havde den Hovedlaget over ørerne paa de gode Nordmænd, som sikkert selv havde anvendt den Fremgangsmåde overfor Skovbrugerne.Det var altsaa de første af disse Foraars bebudere, som drog ind i Limfjordens Indre. Med Skipper- kasketten paa det vejrbidte Hoved mødte de saa paa Kontoret, efter at Skuden laa vel Fartøjet i Struer Havn.Nu skulde der pranges. Inden Prisen nævnedes, maatte der først gives Vished om Køb af de Ting, den danske Købmand vilde af med. Først og fremmest Smør. Smør var Smertensbarnet hos B & P. som hos de fleste andre af Datidens Bondeforretninger. Derefter Korn. Talg, Voks m. m. Naar saa alle disse Forhindringer blev oversteget, kunde der tages fat paa Tømmerkøbet. Imidlertid opdagede de snu Skippere snart, at det ikke lønnede sig at drage gennem Limfjorden med usolgte Ladninger, og allerede 1880 fik Handelen et mere reguleret Forløb.Ja, Smørhandelen var Smertensbarnet i Forretningen, fordi man ikke havde Magt til at sondre tilstrækkelig, vel ogsaa fordi de rette Afsætningsmuligheder ikke var fundne. Broge, Aarhus, og Ankestjerne, Banders, havde faaet mere Skik paa den Handel, og havde vel ogsaa gennemgaaende bedre Kvaliteter og større Mærker at arbejde med. Var Smørret fra een Bondegaard en Krone værd pr. Pund, kunde det da aldrig gaa an at give Nabokonen 95. Den Plet paa hendes Ære kunde ikke afvaskes. Købmanden maatte bide i det harske Smør og afregne til ens Pris, hvis han ikke ville se en Gaard, snarest en hel Slægt, forsvinde som Kunder. Kornkøb var ganske anderledes ligetil, fordi man havde med Mænd at gøre. Og fordi man havde den ubarmhjertige hollandske Vægt som Syndebuk.

II.I 10 Aar var Bøggild & Petersen Kompagnoner, og det kan næsten siges at være et Eventyr. At disse to unge Mænd med liden Begyndelseskapital, kun to klare Hjerner og flittige Hænder, kunde skilles som formuende Mænd. Efter Datidens Forhold og Livskrav som rige Mænd. Det siger sig selv, at store Firmaer maa have bedømt de to unge Mænd rigtig og ydet dem en betydelig Støtte paa et glat Ansigt, som man siger. Jeg vil da Tro at Bøggilds opsparede 2000 Rigsdaler maa have virket som et fuldgodt Kautionsbevis.Før 1864 laa en Del af den jyske storhandel paa Hamburg. For Resten jo ogsaa en Del af Landboernes Handel. Og Hamburgerfirmaerne gav ikke liden Kredit i Modsætning til England, hvor Pengene fulgte Spillet. Efter 64 til blev Samhandelen mellem Landene i nogle Aar mindre, og Jylland kom under Københavns Indflydelse. Især Firmaet Trier & Goldschmidt tog sig af den jyske Handel og søgte særlig Kunderne blandt de største Detailkøbmænd og Grossistopkomlinger, om jeg maa udtrykke det saa ligefremt.Med et godt jødisk Skarpsyn for ikke at sige Næse, havde de set, hvad der boede i de to unge Mænd, og der blev ydet dem en storslaaet Kredit. Der siges mig fra vidende Side, at Firmaet i 1874 skyldte T & G 163.000 Rigsdaler. Det lyder hartad uroligt, og var saa meget, at det løb S. Bøggild koldt ned ad Ryggen, og han udtrykte sin ulyst ved denne Skyld til T & Gs Rejsende, den kendte grundtvigianske grosserer, Chr. Faber, Odense. Men denne forsikrede ham. At T & G aldeles ingen ængstelse nærede.Til Trods for dette udsagn tænker jeg, at Bøggilds Sind har været let, da han kunde sige som i Holstebros særegne Handelssprog; Æ pæng o æ fjæl. De store Bønder, de grundtvigianske Bønder kom til B & P: Vejrumboerne, Sir boerne, de bedste fra Hjerm og Borbjerg, og Gaarden var i sin fulde Velmagt omkring 1884, før de politiske Skillelinjer skabte ufred. Og mon del ikke var den egentlige Aarsag til Oprettelsen at RAV?

III.Poul Andersens Købmandsgaard.

Jeg ser af Sparekassens Historie, at en Købmand Frølund Fra æ Sønderland var i Bestyrelsen. Jeg tænker, at det har været Bydelens første Købmandsgaard, længere ude var Smidstrups og først i 80’erne kom V. Kraghs.

90

1881 begyndte eller fortsatte Poul Andersen fra Lemvigegnen. Antagelig har Andersen begyndt Tømmerhandel. Jeg kan ikke ret vel tænke mig, at der før 1880 skulde have været tre Tømmerhandler i en by af den Størrelse, men ganske vist var der paa dette Tidspunkt Jern- og Tømmerhandel, som nu er Monopolforretninger, endda særlig omgærdede, spredt paa mange Hænder. I mine første Drengeaar taltes der i Sognet ikke om Tømmerhandelen o æ Sønderland, og jeg har vel været en 14-15 Aar. Da jeg hørte Morten Toft i Borbjerg tale om den ny Tømmerhandler o æ Sønderland. Som var ”saa møj en faale døgte jen”. Ja, det var netop den Omtale, den unge Tømmerhandler fik. Gaardens Handel, dens ligesom de andre Købmandsgaardes blandede og brogede Handel, skal jeg ikke opholde mig ved. Det artede sig vel ens alle Steder, men Manden kræver en Omtale, for Poul Andersen var ligesom dem, han skulde kæmpe mod, ikke noget Dusinmenneske. Han var af Storbondeslægt fra Lemvigegnen og selvfølgelig gift ind i en anden Storbondeslægt. I den Henseende er Sallingboer og Lemvigboer ens. Ja, forresten de fleste fra ”æ Grønmarksejn”. Det kan ikke fragaas, at der er mere Holdning, mere Storslaaethed, maaske en Kende Hovmod, hos Slægterne fra Skodborg-Vandfuld Herreder end fra Hjerm Herred. Poul Andersen havde sin Slægts Rankhed, Dygtighed og Viljestyrke, og ogsaa hans Navn er levende i Holstebro ved Siden af de andre store.

Petrus Christensen,

1942 06 16

Inden jeg slutter mine Skildringer fra Holstebro i 70'erne, synes det mig rimeligt, at jeg drager nogle af Datidens kendte Skikkelser frem, Mænd, jeg ikke hidtil har nævnt. Jeg kunde tænke mig, at nulevende godt vilde læse, hvad en samtidig at disse Mænd, det vil sige, da jeg var Dreng og de andre ældre Mænd, havde at fortælle. Jeg begynder med den gamle

Distriktslæge Glerup.Som Tiden dog forandrer sig. Den tid regnedes æ ”Doktor” (som Lægerne altid kaldtes) for et forfærdelig stort Kreatur, og nu er det lige ved, at man kan naa en Doktornæse med en Ovnsrager, Glerup syntes dog ikke at være af de værste af ”Slagsen”; men jeg vil dog gerne tro. Han ikke var ”hiel naadde”. Og mangen en ræd doktorsøgende foretrak at gaa til Glavind.Mod Far var Glerup meget venlig; han drak da ogsaa altid Kaffe paa Vaccinationsdagene i Borbjerg Degnebolig.Den gamle Læge var godt kendt med det lumske vestjyske Vejr. Hvor Havgusen kunde komme rullende en varm Sommerdag og brede sin graa Kappe over Have og Vænge, gennemisne Dyr og Mennesker og svide Kartoffeltop og Tjørn, og han gav det Raad: Læg Undertøjet Sct. Hans Aften, men tag det paa Skt. Hansdags Morgen.Blandt Glerups Venner kendtes Provst Bøtcher i Sevel og Pastor Kuhlmann i Borbjerg, med hvem han fik mangen en hyggelig L’hombre.Naar bare Bønderne ikke fik det at vide, gjorde det jo heller ingen ting.

Læge Faber,senere Distriktslæge, hørte til i den samme ”Tidsalder” som Glerup". Endda en Streg mere brommelsk - ja, naar jeg ikke kan finde det helt rigtige Udtryk, tyer jeg til mit kære Jysk, og saa skal jeg nok finde det. Som dækker mine Tanker. Fabers Datter blev gift med Distriktslæge Gimsing, som var fra Borbjerg Mølle. En ny Aand syntes nu at trænge ind i Lægernes Kreds. Ak, ja, hvad kan Konkurrencer og Sygekasser ikke udrette!

91

Herredsfoged Becker.Hvordan Herredsfoged Becker var som Embedsmand, har jeg ingen Viden om. Jeg kan derfor heller ikke sige, om hans grundtvigianske kirkelige Opfattelse øvede nogen indflydelse paa hans Optræden som embedsmand. Jeg ved kun, at en af mine Brødre var paa Herredskontoret som Kontorist, forinden han tog juridisk Eksamen, og at han satte Herredsfoged Becker højt. Selv erindrer jeg ham. Da jeg var en lille Pog.Johannes Toft, den gamle, brave Sognefoged i Borbjerg, skulde begraves, og Herredsfogeden var mødt i fuldt Skrud. Men under Pastor Kuhlmanns Tale gik han (lidt taktløst for øvrigt, ikke ”korrekt”, vilde den afdøde have sagt) ind i Skolehjemmets dagligstue.Pastor Kuhlmann glemte aldrig denne Krænkelse, og der kom ogsaa en Lejlighed. Hvor han kunde sige Grundtvigianerne Tak tor sidst.Der blev Vakance i Sir og Naur Menigheder, og som en af Herredets Præster skulde Kuhlmann prædike en Søndag i Sir Kirke.Det vakte Røre i det grundtvigianske Sogn. For man kendte hans Dommedagstaler og ogsaa hans Uvilje mod det grundtvigske Kirkeliv. De Sir gaardmænd gik derfor sammen og plejede Raad om, hvordan de skulde stille sig, naar denne Søndag kom. Først blev det bestemt, at man skulde demonstrere mod denne Himmelhund fra Borbjerg ved at blive hjemme. Men det faldt ikke i Kvindernes Smag. De vilde skam ikke snydes fra den Oplevelse. Hvad havde man saa at tale om i Sognet? Nej, Mændene maatte gøre deres Beslutning om og love deres Koner at følge med i Kirke.Nu traf det sig saa heldigt, at en af Gaardmændene kunde møde med nogen Forhaandsviden om den berømte Borbjergpræst. Hans ”Bels” var fra Borbjerg og konfirmeret af Kuhlmann. Med sin tynde og pibende Gammelmandsstemme spørger han Belsen: Huren tøt do om ham Kuhlmann? - Jou, ham tøt a godt om. Men vi sku kund’ hvaa salmevers o hvaa Lejs. Tøs Do Nels Peder, vi sku, hør' ham? Ja, det tøs A.Og Gaardmændene gik i Kirke.Om Eftermiddagen kom Gaardmand Pe Christian paa ny ud til sin Bels, som flyttede æ Høvder. Ja, bette Nels Peder, som han endda tal’ hvos te. Ja, som han tal’ hvos te. A vint, o A vint, om dæ ett sku kom jen kjærli Uer. Et jen kjærli Uer haad han o sej te hvos.

Kordegn Schrephørte skønt Seminarist, altsaa ikke Akademiker - til de hvide Halsbinds Folk. Yderlig konservativ. saa selv Welsch knap kunde følge med. Jeg kan lettest karakterisere ham med et jysk udtryk: De æ en Kaal, der viser te aal de, han er.

Herredsfuldmægtig Frandsenhørte jeg megen Tale om i mine Drengeaar. Til ham søgte Sognefogder og Sogneraadsformand om Raad og Bistand. Til Gengæld fik han Ordningen med ”Papirs sager”, ligesom han selvfølgelig var Skifteforvalter, hvad der gav ham en Indtægt langt større end Herredsfogedens og var til megen Fortrydelse for Herredsfogedernes Fruer.Fuldmægtig Frandsen agtedes som en klog og venlig Mand og hørte til Sparekassens Folk, hvad der gav Position i Byen. Imidlertid er det ikke de pæne og skikkelige, bedsteborgerlige Navne, som vækker mine Minder til Live. Jeg kan meget bedre lide at høre om de kaade og fornøjelige Medborgere, der havde Mod til at gaa egne Veje, ha’ egne Meninger, som ikke faldt sammen med de af Dyrlæge Welsch og ”Holstebro Avis” autoriserede. For øvrigt maa Jeg sige, det var et skrap regimente, som blev udøvet i de dages Holstebro af lederkliken. Vist ogsaa Bank og Sparekasse. Og det var kun de stærkeste personligheder, der vovede byde Kliken trods. Naar Holstebro i dag er så venstrepræget, som den er, skyldes det vel sandheden i det gamle ord, at strenge herrer regerer ej længe.

Fiskeren — Cigarfabrikant Martin Schmidtvar en fornøjelig og velbegavet Mand, der ret tidligt brød ud af det konservative Formynderskab. Jeg erindrer ham fra Fisketure i Borbjerg Møllesø, og det staar for mig, som om han en dag plumpede i Vandkarmen.

92

Holstebro og Viborg er vel. Jyllands bedste Lystfiskerbyer, og fiskerne er absolut Jyllands paalideligste. De opgivne Maal paa fangne Fisk skal være saa, ”korrekte”, at ikke en gang Skjern Lystfiskere tør tvivle om Sandheden, men de er jo ogsaa ”godt vant”.

Jægeren, Fotograf Vorbeckhørte ogsaa til de sportslige Sandhedsvidner, og ingen Holstebroer med ærbødighed for byens gamle Minder tvivlede om Vorbecks fortællinger om jægerheld. Een Historie har jeg hørt. Og den kan godt være sandfærdig. Men den drejer sig da heller ikke om jagtudbytte. Holstebro-Jægerne kom hyppigt paa Jagt i Feldborg Plantage hos Skovridder Jensen Tusch. En Dag lød Invitationen paa Urhanejagt. I Forventning mødte Jægerne til den spændende jagt. Imidlertid var det ikke skovridderens mening, at der skulle nedlægges Urhaner, og han førte først sine gæster over en bekkasinjagt. Viste det sig nu at gæsterne kunde skyde Bekkasiner, naaede de aldrig der, hvor Urhanerne havde standplads

Ostegrosserer. Senere Bankdirektør Houmøllerhørte ogsaa til i 70’ernes Holstebro, han var Grundtvigianer. Endda af det grundtvigianske Aristokrati. Forøvrigt en retlinet Mand, som ikke slog af paa principperne og daarligt kunde læmpe sig efter ny Tider.Jeg har nu og da strejfet

Navnet WelschSom fører i Byen og med den Magt, som redaktør af byens eneste avis nu en engang har. Jeg tro han var arbejdsom og ret forudseende kommunalmand, uselvisk, men myndig og haard, naar nogen kom hans Planer paa tværs.

Et Par Skikkelser fra Holstebro Lavverden.Jeg har tidligere nævnt den mystiske Laust Glavind og skal ikke gaa videre om denne ejendommelige Person. Den anden er den jødiske Pengeudlaaner, urmager Richter. Om ham gik der megen Snak i Sognet og om de ”Paaskønnelser”, han foruden Renten krævede af sine Laanere, fortaltes der mange Historier.Nu har jeg nok glemt en eller anden, men husk, Læsere, det er 70’ernes Holstebro (kun lidt fra 80'erne), jeg fortæller om. Dog, inden jeg fik sat det sidste Punktum, kom

Et Par særprægede Holstebro- Skikkelsermig i Hu. Særpræget hver paa sin Maade, Købmand N. A. Broe og Købmand og Ostehandler Trabjerg.Købmand Broe er endnu levende, og han kan, som snart den eneste, bekræfte eller afkræfte rigtigheden af det skrevne. Købmand Broe drev i mange Aar Jernhandel. Og selv om han ikke hørte til de store, blev der alligevel taget hensyn til den gamle Købmand, der i al sin Færd var saa a ærlig og oprigtig.Saa vidt jeg ved. Havde han ikke lært Handelen. Men var fra Gaardskarl avanceret op til Købmandspulten, men hvad betyder det at have ”lært” mod det, der ligger i de medfødte Evner. Og N A. Broe havde den rette Købmandsaand forbunden med et redeligt Bondesind.Trabjerg — ret en ejendommelig Holstebro-Type, som kun Hardsyssel kan fostre - syntes ikke let at slaa Bund i; ikke heller var det let at bedømme hans Forretning. Nok dens Art; thi der stod en Duft af aargammel Ost ud derfra, der lokkede gamle Bønder som Honning Fluer. Alt, hvad Houmøller fik af Vragost, gik til Trabjerg. I hin Tid solgtes der kun Skummetmælksost, og der kunde dævles i Stundevis, om saadan en Ost skulde koste 6 eller 7 Øre Pundet, eller om man skulde tage den ”paa Slump”. Den Spænding, der laa i dette Køb, kunde nok friste Manden fra Ørnhøj eller Hodsager, og for Trabjerg var det en inderlig tilfredsstillelse, hvis han kunde ”ta” en ”priende” Bonde.Trabjergs Sprog var det hæske Købstadjysk. Jeg kan ikke forklare Sproget, men jeg kan tale det. De talemaader, han kunde stampe op af Jorden, naar han selv vilde ”prie” (han havde nemlig den Tro. at hans Penge var bedre end andres), var utallige.Æ pæng o æ Fjæl, var hans villeste Argument, naar han forlangte en ekstra billig Pris, eller ogsaa: Je æ jo gue i æ Kas’.Med hans afrejse blev Holstebro en Original, men ogsaa en Købmand fattigere.

93

1944 04 19

Grosserer Petrus Christensen, Viborg, der tidligere har glædet Dagbladets Læsere med sinefornøjelige Erindringer, begynder her med Udgangspunkt i "Severin Weiersøes Dagbog " enny Artikelserie om Holstebroegnen i gamle Dage:

Severin Weiersøe's Dagbog er en grumme fornøjelig Bog, og læsningen af den har givet mig Glæde. Den lille videbegærlige Dreng med den skarpe lagttagelsesevne og dog med Barnesindet i Behold har faaet Lyst til at skrive,

"hvorvidt jeg kommer i min Lærdom og andet vigtigt, hvad der passerer. Min Fader har ogsaa en bog og skriver saadan Noget i".

At Faderen fører Dagbog tyder paa, at han har været en velbegavet Mand, og det forklarer jo ogsaa Sønnens Lyst til at skrive.Helt rørenden med et lille Stænk af Vigtighed og ikke saa lidt Selvsikkerhed er Dagbogens begyndelse:"Det er allerede godt af min Alder; jeg er først i mit 10. Aar, og Jeg kan dog skrive Sammenskrift og er ved "Brøken" i Regnebogen. Jens Søndergaard (Chresten Søndergaards Svigerfader, i den vestligste af de to Søndergaarde), er lige gammel med mig, har endnu ikke lært de fire Specier”.lnden jeg gaar over til at omtale Bogen og Borbjerg og Holstebroegnen, vil jeg først fortælle nogleBarndomsminder.Fra min tidligste Barndom havde jeg hørt Severin Weirsøes Navn omtale med Ære. Vidste, at han var født Trabjerg, men ikke hvor. Det blev derfor ogsaa noget af en Oplevelse for mig, da han sammen med Lærer Bisgaard i Mejrup, som var født i Bisgaard i Borbjerg besøgte min Fader. Det var en Sommersøndag, og ret rimeligt for de gamle Lærere, gik de i Kirke, deres Barndoms Kirke, Kirken, hvori de stod til Konfirmationen.Den Konfirmation, hvorom Weiersøe fortæller i sin Dagbog: "Ane Hedegaard stod øverst af Pigerne (hun var Datter af Søren Nielsen, Store Hedegaard, en af Sognets gode Mænd for at bruge præstelig Tale) – det er en stor Mands Datter, men der var ingen, der kunne høre et Ord af hende; hun holdt stærkt Øje med Christian i Præstegaarden (Pastor Gjølbye's Søn).Ogsaa synes jeg at mindes, at Weiersøe, ret naturlig, var omgivet af en Skare Trabjergmænd, hvorimellem Nicolai Madsen og Jens Meldgaard.I Borbjerg - i Hvamstoel - boede en Søsterdatter af Weiersøe, gift med Boelsamand P. Chr. Mogensen. Jeg antager, at dette Boelssted var Resten af en Gaard. Salsen har været saa stor, at den kunde afgive Pladstil en Skolestue, ligesom der ogsaa i Udbygningerne fandtes Plads til Degnens Hest. (Min Far red nemligaltid til Hvam Biskole.)Paa det udmærkede Ægtepar satte mine Forældre stor Pris. De var flinke og hjælpsomme overfor Far, ogMor paaskønnmde det ved at vise Gæstfrihed mod Jette (et lidt sjældent Navn), saa hun sammen med

94

Gaardmandskonerne i Hvam, Ana Johanne Lebech, Else Hvolles og Ann Kathrin Brusen fik Kaffe i Degneboligen efter Søndags-Gudstjenesten.To af Sønnerne fra dette gode Hjem blev mine Venner: Smedemester Jens Mogensen i Borbjerg og Smedemester Severin Weiersøe Mogensen i Holstebro. Den sidste er opnævnt efter Grandonklen og har ogsaa arvet dennes Evne til at finde rammende og ægte jyske Udtryk og til at digte en festlig Sang med Vid og Snært.Hvad betyder Hvamstuel? Ordet Stuel træffes jo flere Steder i Landet sammen med Bynavne (for Eks. Holmstoel ved Silkeborg). Jeg har spurgt den fineste Stednavnsforsker derom. Dog han kunde ingen virkelig Tydning give, og jeg skal vel vogte mig for selv at fremsætte nogen.Severin Weiersøe er født I Stemmelborg i Trabjerg. Heller ikke dette Navn er kendt nu. Var da heller ikke kendt i min Barndom. I hvert Fald mindes jeg ikke at have hørt det. Jeg spurgte imidtertid Sparekassedirektør Anders Meldgaard i Borbjerg derom (han er jo ingen Aarsunge heller og fra en gammel Slægtsgaard) og han fandt frem, at Sivegaard i Trabjerg var en Sammenlægning af to Stemmelsteder. Selve Ordet Stemmelborg er vist et ringeagtende Udtryk for "en Par sølle Stimler". Ejendommen maa jo have ligget i Nærheden af Chresten Dams Gaard og Nygaard. Det er de to Gaarde, som Dagbogen hyppigst nævner.Kan disse Dagbøger, begyndte af en 10-aarig Bondedreng i 1824 og forsatte lndtil 1. November 1835, da han var Seminarist og bleven Lærer i Fregerslev ved Skanderborg, give os noget af Værdi? Bestemt Ja ! Der er en Rigdom af kulturhistoriske Oplysninger i Dagbøgerne; de giver os en dyb Forstaaelse af den lille Klørs Sjæleliv, saa aabenhjerteligt er de skrevne. Opvagt og iagttagende er Drengen og minder os samtidig om Sandheden I det gamle Ord: Smaa Potter har ogsaa Øren. lngen Selvbiografi af selv nok saa store Aander kan maale sig med denne Trabjergdrengs ligefremme Fortællen i sin Dagbog. De indtager en Særstiling i vor biografiske Litteratur, siger Udgiveren at Dagbøgerne. Ja vist! I sandhed, Ja vist.Jeg beklager særdeles, at disse Dagbøger ikke fortsættes ud over 1835. Ganske vist er senere Optegnelser om "Slavekrigen" bl. a. fremkommen, men en Dagbog fra 1824 til 1897 af en saa god Skribent, der kendte Livet paa Landet grundigt, og som var aaben i Udtryk, ogsaa om sine personlige Følelser, vilde have været en uvurderlig Kilde til Oplysning om og Forstaaelse af Jysk Bondeliv i Aarene fra Enevælden til Forfatningskampens Afslutning.Beklageligt er det ogsaa, at "Skindbøgerne" (hvori han havde samlet Afskrifter af Skønlitteratur, historiske Arbejder, Biografier og Brevsamlinger, endog Uddrag af Tidsskrifter og Dagblade - hvortil han føjede Bemærkninger om egne Oplevelser, egne indtryk og vel ogsaa egne Synspunkter) ikke forblev samlede. "Han", siger den bidske og nidske Evald Tang Kristensen "var ikke lidt stor af at vise Skindbøgerne frem", og den bjergsomme Evald Tang fik ved samme Lejlighed at vide, at Weisøes havde testamenteret ham 4 af Bøgerne. At Evald Tang Kristensen ikke glemte dette Løfte, borger jeg for. De øvrige Bøger tilligemed Weirsøes Brevsamlinger bJev skænket til hans Efterfølger ved Storring Skole, O. P. Schou, og skal endnu findes der.Mon der ikke var en Del "Guldkorn" at finde i disse Optegnelser, der maaske kan betegnes som en SlagsFortsættelse at Dagbøgerne?Forøvrigt synes det som Weiersøe aandelig er gaaet i Staa under sin Lærervirksomhed, og Mænd, der stod under ham i Begavelse og Skriveevne, "gik om ham", for at bruge det Udtryk, Weirsøe fortæller, at Vinterlæreren i Trabjerg, Peder Wistisen, sagde til ham. Blandt disse Mænd var Forfatteren Knud Skytte (Jacob Nielsen i sin Tid Lærer i Vorde ved Viborg, derefter Lærer i Sjelle ved Aarhus -altsaa Nabolærer til Weiersøe). S. V. Mogensen, Holstebro, har fortalt mig, at han som Dreng besøgte sin Grandonkel i Aarhus, og at han der traf Knud Skytte og C. A. Thyregod, forhen Lærer i Ans ved Viborg. De tre gamle Lærere og Forfattere har nok ikke været kedelige at høre paa - Maaske Severin Weiersøes Ægteskaber heller ikke kan have tændt "Gnisten" hos ham. Den samme unge Mand, der skriver om de kønne Piger her og der, og som siger om Fregerslev ved Skanderborg: Jeg lever nu i den yndigste Egn, blandt de herligste Bønder, de yndigste Piger, og som havde den yndigste Grethschen gaaende i Ginnerup ved Grenaa (ifl. Dagbogen), endte med at blive gift med sin Forgængers Enke i Hjortsvang, Linnerup Sogn, der var betydelig ældre end han selv. Anden Gang blev han gift, da Han var 47 Aar, med en Pige paa 44. Mon de to Kvinder, i Fald de havde læst hans Dagbøger fra Drengeaarene, havde opmuntret ham til Fortsættelse - Jeg tvivler.Men vi maa til Bogen og til Borbjerg.

95

(Fortssættes)

1944 05 16

I Severin Weirsøes Dagbog står der om hans ”Præistoring” Ane Hedegaard:”Ane Hedegaard stod øverst af Pigerne - det er en stor Mands Datter - men der var ingen, der kunde høre et Ord at hende; hun holdt stærkt Øje med Christian i Præstegaarden (Pastor Gjølbyes Søn)”.Denne sure Bemærkning, hvori Husmandssønnen giver Udtryk for sin Bitterhed over, at Ane med Smilehullerne kun har Øje for Præstens Christian og ikke har et Blik tilovers for ham, der dog var den dygtigste af dem alle, giver mig en kærkommen lejlighed til at undersøge ”den store Mands Datter”,

Ane Hedegaards Skæbne.Hun hed Ane Jensdatter og var Datter af afgangne (man skrev dengang ikke afdøde) Jens Povlsen og Kirsten Jensdatter i Store Hedegaard, født 7. December 1814. Ane Hedegaards Fader døde 9. Januar 1818, 491/2 Aar gammel, og 12. Juli samme Aar blev Enken gift med Søren Nielsen Bøg, Tjenestekarl i Store Hedegaard: Søren Høg var da 32 Aar gammel, Kirsten Jensdatter 25 Aar. Hun var altsaa 25 Aar yngre end sin første Mand.Hvor kommer dette Navn Bøg fra? Et Navn, som han forøvrigt ikke senere benytter, selv da han bliver en ”ansjet Mand” I Sognet og kommer i Sogneforstanderskabet. Mon han ikke har været fra Bøge (eller Bøg) i Ryde, altsaa Gaardmandssøn fra Nabosognet. Dette forklarer hans hurtige ”Avancement” fra Tjenestekarl til Storgaardmand. Forøvrigt er det mystisk ved Giftermaalet, at Kirsten Jensen ikke sad Enkeaaret ud, eller I hvert Fald 10 Mannedersdagen. Dette tyder paa noget, som jeg ikke nærmere skal uddybe.1. April 1845 viedes i Borbjerg Kirke Christen Petersen, 331/2 Aar, Enkemand i Bøgild (senere ses, det var i Sdr. Bøgild) og Pige Ane Jensdatter, 31 Aar, Datter i Store Hedegaard, afdøde Jens Povlsens Datter. Forlovere var Gmd. Søren Nielsen I Store Hedegaard (Stedfaderen) og Gmd. Peder Iversen i Bøgild (formodentlig Nørre Bøgild). Chr. Petersens første Kone. Mariane Jensdatter, var død 5. Juli 1514, saa han sad heller ikke i lang Tid Enkestand.Til Trods for Smilehullerne og sin formentlig gode Arvepart blev Ane i St. Hedegaard altsaa først gift 31 Aar gl. Saadanne kønne og velhavende Piger kommer tit til at sidde ”længe hen”. De er for ”whaanen”, kan næppe finde den, som er dem ”værdig”, og ofte ender den lange Ungpigestand med, at de napper Enkemændene med Gaarden. Søgte jeg Stof til en Fortælling, kunde jeg maaske ogsaa nævne, at Ane ventede efter Christian fra Præstegaarden, men en saadan Romantik tør jeg ikke tiltænke det gamle Borbjerg.14. Juli 1847 fødtes der Gaardmand Christen Petersen og Hustru Ane Jensdatter I Sdr. Bøgild en Søn, som blev døbt Søren Hedegaard Christensen, altsaa opnævnt efter den store Mand i Hedegaard. Denne Søn blev konfirmeret 1862 og døde 16. Juli 1868. Han har altsaa gaaet i Skole til Fader, som fra 1858 til 1874 havde Biskole i Hvam. 26. Oktober 1849 faar Ane Hedegaard en Datter, Mariane Christensen (opnævnt efter hans første Kone, som det dengang var Skik), som blev konfirmeret 1884 og gift 17. Man 1871 med Ungkarl Niels Nielsen Smedegaard, Gaardmand af Brøndum Sogn i Salling. Som man ser, dengang som senere var ”de Sallingbokaael” ude efter Enestebarnet med Gaarden. Saa var de ”endlemoel gue nok” i Hjerm Herred.

96

Den unge Kone i Sdr. Bøgild døde af Barselfeber 5. Januar 1872, og hendes Mand siges da i Kirkebogen at være ”Indsidder” hos Svigerforældrene. Ikke noget med ”Landmand” eller ”Bestyrer”, nej, slet og ret Indsidder. Chresten Petersen og Ane Hedegaard, jeg lænker nu nærmest, det var Ane Hedegaard, vilde nok ikke give Slip paa Tøjlerne.27. Oktober 1862 døde Søren Nielsen Hedegaard, gift Aftægtsmand I Store Hedegaard, 76 Aar gl. Kirsten Jens datter (Kjesten i Stuer Hiegaard) var alsaa for anden Gang bleven Enke. Denne gang dog i en Alder, som udelukkede videre Vildfarelser, hun var da 71 Aar. 14. Januar 1860 døde Aftægtskone Kirsten Jensdatter, Enke efter Søren Nielsen i Store Hedegaard, 75 Aar gl.10. Maris 1884 dør Chresten Petersen, Husmand i Bisgaardlukhus i Hvam, født i Østerbyhus i Hjerm, Fader Peder Pedersen, 73 Aar. Jeg formoder -men kan ikke bevise -, at denne Chresten Pedersen er den tidligere Gaardmand i Sdr. Bøgild, thi 13. April 1866 døde Ane Jensdatter, altsaa Ane Hedegaard, om hvem der staar i Kirkebogen: ”Enke efter afdøde Husmand i Bisgaardlukhus Chresten Pedersen, født i Borbjerg, Fader Jens Hedegaard, 72 Aar”. Jens Hedegaard er Jens Povlsen i Store Hedegaard, og Alderen paa de to Ægtefolk sæder jo godt.Dette var altsaa den kønne Ane Hedegaards. Fra Storgaardmands Datter til Storgaardmandskone for saa at ende som Husmandskone i Bisgaardlukhus. Naa, det sidste behøver nu ikke at være saa ringe, thi det var i hine Tider Skik, at Aftægtsgaardmanden tog nogle Tdr. Land fra Gaarden og byggede et Aftægtshjem eller ogsaa købte et nært beliggende Husmandssted. Saa fandt han Anvendelse for Resterne af sin Arbejdskraft, og Aftægten fra Gaarden bragte Ægteparret til at kunne fortsætte den hidtidige Levefod. Hvorlænge Niels Nielsen Smedegaard var ”Indsidder”, her jeg ikke faaet opklaret. Selvfølgelig har han presset paa for at blive Mand i Gaarden, og Ane har maattet give efter.Tager jeg ikke fejl, blev Niels Nielsen i Sdr. Bøgild anden Gang gift med Johan Perregaards (Johan Mikkelsen) Datter Sidsel. Dette kommer jeg forhaabentlig senere til at berøre.Husmandsstedet Bisgaardlukhus har Jeg slet ingen Erindring om. Er det en Parcel fra Sdr. Bøgild, eller er det udskilt fra Bisgaard? Jeg husker intet derom fra min Barndom. Nok ved jeg, hvad Luk betyder. Til Degneboligen hørte ”a Uderluk”, det bundløse Stykke Eng langs Borbjerg Møllesø. Ved Natoft laa et bette ”Luk”, som gav rigelig Græs til iblanding i Hakkelsen. Paa Langeland og Samsø hedder det Løkke. Ja, paa Langeland har man endda ”Pigeløkke”.Under min videre Syslen med Kirkebøgerne fandt jeg: 25. Oktober 1857 døde Niels Sørensen Hedegaard, gift Mand, 38 Aar, Fattiglem, indtinget hos sin Fader, Aftægtsmand Søren Hedegaard, i Store Hedegaard. Anm.: Han var født I Store Hedegaard, hans Fader Gmd. Søren Hedegaard.Denne Person findes hverken døbt eller konfirmeret i Borbjerg Sogn. Hvad skjuler sig derunder? Eller er det en blot og bar Forglemmelse fra Degnen Holger Jensen Schous Side. Det ligner ellers ikke denne paapasselige Embedsmand.Der staar I Kirkebogen, at han var gift, men ikke med hvem. Alt tyder paa, at han tidlig er gaaet til Grunde, vel sagtens ved Drik. Ja, saadan skulde det ende med ”den store Mands” Slægt.Formodentlig var det Kresten Holst, Svoger til Jens Meldgaard i Trabjerg, forhen »Krærmer i æ Sønnen”, som derefter blev Ejer af Store Hedegaard, den gode Rovgoer (Ruggaard).

Petrus Christensen.

97

1944 06 03

Under et Par Dages Ophold i mit kære Borbjerg fik jeg nogle Oplysninger, som berigtiger et Par Fejltagelser i min Artikel om Ane Hedegaard.Søren Nielsen (Bøg) i Store Hedegaard var ikke i Sogneforstanderskabet. Skønt Sognets største Hartkornsejer, kom han ikke engang med i det forberedende Arbejde til Sogneforstandervalgene, som Sognepræsten (født Formand i Sogneforstanderskabet) sammen med Sognets to største Hartkornsejere skulde udføre. Sognets næststørste Hartkornsejere var derefter Jens Nielsen i Hvamgaard - i min Barndom deltes denne Gaard i to betydelige Gaarde - og Manden i Hesselaa, og disse to Indvalgtes da ogsaa som det sig hør og bør i Sogneforstanderskabet. Store Hedegaard havde den Gang 9 Tdr. og 6 Skp. Hartkorn, Hvam-gaard ca. 9 Tdr. og Hesselaa lidt over 8. Til Store Hedegaard hørte da ”æ gammel Jurmes” og ”Kjæstens”, saaledes at Store Hedegaard helt og holdent var Nabo til Skolelodden og endog til Naltoft. Fra Hesselaa var endnu intet udstykket. Der hørte over 1500 Tdr. Land til den ensomt beliggende Hedegaard, kendt i Sognet over bl.a. for sin store Faareflok.Men hvorfor havde Sognepræsten udelukket Søren Nielsen i Store Hedegaard? Provst Damgaard (senere Stiftsprovst Odense) var en myndig Herre, og det kan vel tænkes, at Søren Nielsen ikke har været saa ydmyg et ”Sognebarn”, som Præster den Gang (og for Resten ogsaa senere) særlig ynder. Maaske har ogsaa det hovedkulds Ægteskab med Enken i Gaarden været til nogen Forargelse i Sognet.Den anden ”Fejltagelse” kommer jeg til lidt senere.Jeg fik forleden fra en gammel Borbjergbo - jeg kan ikke sige Bekendt, for Jeg mindes ham ikke fra min Barndom, dog erindrer jeg hans Faders Navn, Niels Væring fra Vester Bøgildhus - et fornøjeligt og i Virkeligheden overmaade velskrevet Brev, og dette Brev gav mig en Mængde Oplysninger om en Del af Borbjerg, jeg i min Barndom kun kendte grumme lidt til, ligesom Tiden næsten helt har bortslidt de sparsomme Erindringer. Der var tre af Sognets Udkanter, som jeg ikke kom synderligt i Berøring med, Degnehjemmet I Trabjerg, Udflyttere mod Nordøst, Kjeldsmark-boerne, naar undtages Over Kjeldsmark, samt Stederne Vest for Holstebro -Skive Landevej. Jeg saa kun disse Folk, naar der skulde meldes kirkelige Forretninger, især Barnedaab, for Frugtbarheden var stor hos disse Nybyggere. Et Dødsfald nu og da indtraf jo ogsaa, men da der ikke blev skrevet ”Ligseddel”, som over ”de velagtede” Gaardmænd, havde vi Degnedrenge ikke megen ”Fornøjelese” af disse Dødsfald, eftersom det ikke gav ”Kasse” til Far, og vi vidste Jo, at Far trængte til Indtægter, til Opretholdelse at et gæstfrit Hjem og til mange Drenges Uddannelse.Jo, vi saa dem ogsaa to Gange om Aaret, naar de kom ind for at blive ”tegnet til Alters”. Det var gerne ”sidst paa Sæsonen”, at Husmændene blev Altergæster, nemlig naar Gaardmændene selv var færdige, og de saa havde Tid til at køre for Husmands -Naboerne. Ærlig talt, Gaardmændene vilde godt være lidt afsondrede fra Indsiddere, ”Stokler”, og mindre Husmænd, ogsaa ved Nadverbordet, og det blev jo saa ret naturligt, naar den store Gaardmandskone i Vejrum ved Hjemkomsten fra Kirken sagde: De' hvar endda ild', vi sku kom te Alters I Daa, dæ hva snaar ett aant end Stokler.Nej, Forbindelsen mellem Degneboligen og den aller vestligste Del af Sognet ophørte, da Far i 1874 kom af med Biskolen i Hvam. Dog med to vedblev der at være en Smule Samkvem: Johan Mikkelsen i Store Perregaard og Kogekonen Ann Elsted. Jeg mindes Johan Mikkelsen fra et Besøg i Hjemmet og husker, at han ”skor” sammen med Chresten Bisgaard, og at han klarede sig helt godt overfor den drevne ”Landsby-Polemiker”. Jeg erindrer ogsaa, at Johan Perregaard kom som Forlover for Datteren Sidsel (Enke i Nørre Bøggild), da hun skulde giftes med en

98

Sallingbokaael. Johan i Perregaard synede ikke ret meget ved Siden af de to Sallingboer, som var brede mellem øjnene og vid i Fodslaget. Ann Elsted var sød og rund og smilende og stille myndig. Hun fik alt ved et Bryllup til at gaa saa ”gelinde” og glide saa lempelig - især da, naar der var nok i Gaarden og rigeligt med ”Send”. Med en kaad Skæmt jog hun Pigerne til at springe som Kattekillinger, og alle Mandfolk var banlyst I Køkken og Bryggers og Stue med. Ann Elsteds Supp' og stegte Fjerkræ var berømt i 7 Kirkesogne.Da Mor og Far paa Grund af Ulyst og Svagelighed ikke kunde deltage i Bryllupsmiddagen, sørgede Ann Elsted altid for, at der kom en stegt And, en halv Søsterkage og en Sigtekage ned til Degnens. Hun var vel nok en Kop Søndagskaffe værd - den runde smilende Køks.Naa, jeg bliver nok snakkesalig med Aarene, og maa bryde af for Erindringernes Strøm. Jeg maa se, hvad den kære Borbjergbo, M. Væring, fra Holstebro har at fortælle. Dog en lille Iagttagelse forinden! I Sognets vestre Del, nærmest op mod Hummelmosland, var der i min Barndom opstaaet en stærk religiøs Bevægelse, vel under Paavirkning at Lærer Lind i Handbjerg og en Pastor Ipsen i Hjerm. Lederen var en Husmand, Jens Johansen i Hummelmosland, som havde paataget sig det utaknemlige Hverv at indbyde Pastor Kuhlmann til Møde i et af Husene. Høfligt, men med et Par stikkende øjne og et sammenbidt Udtryk, som ventede og ønskede han et Sammenstød med Præsten, anmodede han Kuhlmann om at bekendtgøre Mødet fra Prædikestolen og om selv at komme til Stede. Roligt, værdigt svarede Kuhlmann: Mødet skal jeg kundgøre, men min Talerstol er i Kirken. Jeg husker grant, hvor slukøret den stridslystne Fører gik ud af Stuen.M. Væring, som er lidt ærgerlig over, at min Broder i sin Borbjerg Sogns Historie helt har glemt ”Bøgild med sine 12 smaa og større Gaarde og 6 Huse”, kan huske Ane Hedegaard (Ann Bøgild), som døde i Bisgaardluk 1886. Hun har givet mig mangen Sukkerknal, naar Jeg gik til Skole. Jeg kom oppe Vest for Skive Landevej, og Bisgaardluk ligger øst for Skivevej. Lidt forbi Stormbolt findes ”en lille Krogstej” Syd tor Kirkevejen, som altsaa er Bisgaardluk, oprindelig en Hedelod fra Bisgaard.Kræ Bøgild solgte Sdr. Bøgild til en Ebbensgaard fra Ulfborg. Skønt denne Ebbensgaard var af Bondeslægt, godt nok som Severin Weiersøe skriver ”de store Studehandlere fra Ulfborg” førtes Hjemmet ”som hos de bedre Folk uden for Bondestanden”, men denne Fornemhed kunde Sdr. Bøggild ”ett svaar te”. Jeg kan godt fra Drengeaarene huske dette ”Proprietærhjem”. Der var ”ung Pige i Huset”, der blev holdt Gilder, hvortil de kvikkeste og mest ”belevne” af Sognets unge Karle var indbudte, samt Distriktets ugifte Lærer (Laursen hed han). En af Sognets unge ”Stjerner”, Hans i æ Søndergaard var vist ”forlibt” (atter et Weiersøisk Udtryk) i den slanke unge Pige fra Sdr. Bøgild, som var saa tynd, at Jens Meldgnaard sa', hun haar nok ett mier end jen Taarm i æ Lyv.Ebbensgaard solgte Sdr. Bøgild til en Arkitekt Christensen fra Randers. I hans Ejendomstid brændte Gaarden, og han flyttede den saa op, hvor den nu ligger. Før laa de to Bøgildgaarde lige op ad hinanden. Arkitekt Christensen solgte Sdr. Bøgild til Jens Lebech, og derefter glider Gaarden ”ind i Historiens fulde Dagslys”.M. Væring mener ikke, at den Niels Smedegaard fra Brøndum i Salling, som blev gift med Ann Hiegaards (Ann Bøgilds) Datter, og som ved Konens Barseldød nævnes I Kirkebogen som Indsidder, er den Niels Bøgild, der blev gift med Sidsel Perregaard (Johan Perregaards Datter), idet denne Niels Bøgild var født i Nørre Bøgild. Men hvor blev saa Sallingboen Niels Smedegaard af, da Sdr. Bøgild blev solgt til Ebbensgaard? Hvem kan klare dette? Jeg maa nok ha' fat paa den gode M. Væring!I Nørre Bøgild skulde der, efter M. Værings Brev til mig, være to Sønner, hvoraf den ene blev gift med Sidsel fra Perregaard, en af Sognets gode Slægter, og den anden, Knud Kristian, fik Vester Bøgild, en Afbyggergaard fra Nørre Bøgild. Vester Bøgild ejedes senere i min Barndom af Hans Eising, Broder til den rige F. P. Eising i Haislund, forhenværende Købmand ”i æ Nargaard”, hvor senere Skave Jensen, Skav Jensen, blev Efterfølger. Hvordan det gik Sidsel i hendes andet Ægteskab, er vel bekendt i Sognet og skal ikke nærmere omtales.Efter M. Værings Beretning skulde Sidsel være tvungen til at ægte Niels i Nr. Bøgild, den gode, anselige Gaard; dog derom erindrer jeg intet og har heller ikke hørt Folkesnak derom. Væring fortæller mig ogsaa, at han saa ofte i sin Barndom har hørt Niels Smedegaard omtalt som en Skinting, der gik ”Kræmer” (maaske Hueskræmmer) og drak alt op, hvad han tjente, og som blev fundet død i en Grøft nede i Salling, frossen ihjel.

99

I mit Stykke om Ann Hedegaard fortæller jeg, at een af Forloverne ved hendes Bryllup var Gmd. Peter Iversen, og jeg formente, han hørte til i Nørre Bøgild. Deri har jeg taget fejl. Peter Iversen ejede Sdr. Bøgild før Chresten Petersen. Ved Salget maa han have taget et Stykke Jord fra Vest for Skive Landevej. Gaarden hedder nu Fælleslykke.Helt færdig med Kræ og Ann Bøgilds Historie er jeg endnu Ikke. De havde en Plejesøn, som hed Smedegaard, altsaa en Dattersøn, og efter hvem Datteren døde i Barselseng. Denne Smedegaard, som var født 1872, husker jeg fra mine Ungdomsaar som en lystig og noget vidtløftig Fyr. Han tjente en Tid hos Jens Bovdal (Bukdal) i Trabjerg. Samme Jens Bovdal kendtes i Sognet som en paaholdende Mand, svært glad for rede Penge. Hos den gamle Ungkarl samledes Knægtene fra Gaardene til Spillegilder, og fik Lys, Varme og Fortæring for en Krones Penge. Endvidere fortælles, at naar han truede Jens Bukdal med at slaa ham ihjel, fik han en 500 Kr. Senere blev han forlovet med P. Bovdals Trine. men Forlovelsen hævedes, fordi han solgte Svigermoderens gamle Hest til en anden Mand end Slagteren og fik 100 Kr. mere, som selvfølgelig gik op i Sus og Dus.Ja, P. Bovdals brune Øg hører saa inderlig til mine Barndomsaar, og derfor gaar dens triste Skæbne mig til Hjerte. Dens Ejer var en god Nabo, som ydede Degnehjemmet mange Tjenester. Til Gengæld fik P. Bovdal og hans Hest en god Forplejning. Hele Sommeren græssede Hesten paa Skoleloddens gode græsgange, og min Mors Mel´madder var ikke at foragte. Den brune var møj en villele Løber. Naar ”Dræs i æ Møl” (Møllersvenden i Borbjerg Mølle), som var selvskreven Forrider ved alle Gaardmandsbryllupper, sadlede P. Bukdals brune Øg, kunde Ingen Djævel ride fra ham. I min Hjorddrengs Tilværelse ha´de jeg megen Glæde af den brune. Jeg hentede den til ”dejlig Græsgang grønne” og fik til Gengæld en herlig Ridetur, lidt mere voldsom end gavnlig - for Hesten da. For Bukdal var det en Festdag, naar min ældste Broder kom paa Besøg i Hjemmet, saa hyrede han Per Bovdal til at køre for sig til Sevel og Vinderup, og foruden en rundelig Betaling vankede der gildesmad til Per og Hoppen, Gildesmad, som Per ellers aldrig saa, og han var ”retten saa hval tepas”, naar han vendte hjem.I Nørre Bøgild kom efter Sidsel og hendes anden Mand (ogsaa en Sallingbokaal) paany en Sallingbo, Søren Petersen, hvis Slægt endnu ejer Gaarden. Søren Petersen blev - skønt ret ukendt i det store vidtstrakte Sogn - snart Sogneraadsformand. En meget økonomisk Sogneraadsformand, men lidet paaskønnet af Lærerkonerne, fordi han vred og vendte sig ved den mindste Udgift. Naa, det kan maske være nødvendigt, at Sogneraadsformanden ikke er alt for eftergivende. Søren Petersen blev Formand, mens jeg var Lærer i Hogager. Hans Navn kom paa Tale hos Esper Abildholt, hvor et Par Hogagermænd og jeg var Gæster. Ingen af os kendte ham videre, for der var halvanden Mil til Nørre Bøgild, og desuden havde han ikke boet længe I Sognet. Vel saas han ved Kirken, men rigtig Borbjergbo - nej, endnu ikke. Nu var han altsaa bleven Sogneraadsformand, og hans ”Kvallficationer” skulde derfor drøftes. Han ska væ gue te o løs o skryw, siger den ene af Mændene fra Hogager. Det ska nok vær en Kaael, som ett sejer aal de, han ved, siger den anden. Men saa sier den rare Esper: Ih, bau da, æ han saa døgte?Søren Petersen var godkendt i Hogager.Men nu skal M. Væring, hvis Kone er fra Munksgaard, Søskendebarn til S. V. Mogensen, have Tak for det venlige Brev, som, foruden at yde Berigtigelse til mine Erindringer, har givet mig Lejlighed til at opfriske Træk fra det gamle Borbjerg.

Petrus Christensen.

100

1944 07 14

Der er sendt mig et Brev med mange Oplysninger om gammelt i Borbjerg, og naar Jeg nu faar uddraget heraf, hvad jeg synes har Læse værd for Borbjergboerne, skal Læserne fremtidig forskaanes for mere Tale om Bisgaardlukhus og Ann og Kræ Bøgild.I Bisgaardlukhus boede før Kræ Bøgild og Ann kom dertil, en Kone, Ka Luen (Karen Lund). Hun var ”klog Kone i den Del af Sognet og ”doktorerede” som Brevskriveren træffende siger, ved Forvridninger, Forstuvninger, bulne Fingre. Da Brevskriverens Far søgte Ka Luen for et daarligt Knæ, og til sin Kur føjede Karen til: Ka do trov, ska et nok hjælp, men ellers hjælper et Fanden gaalme ett, og skønt Niels Væring matte bekende, hans Tro var svag, kom Knæet sig dog.Jeg mindes svagt fra min Barndom at have hørt Tale om Ka Luen. Hun skulde vel ikke være Moder til en Husmand Jens Lund, som boede i Sdr. Hvam og senere flyttede til Sønderlund i Maabjerg?Ann Elsters eller Ann Elsters Mand, Niels Salling (han var Sallingbo), kan jeg erindre som en stilfærdig og brav Mand. Han var Tømrer og vel anskreven som Haandværker. Dette hyggelige og stræbsomme Ægtepar lever i min Erindring. Jeg kan endog mindes, jeg har været i Hjemmet med lidt af Julegrisen, hvad der indbragte foruden Kaffe med Kringler en 25 øre. En Søsterdatter af Ann Elster blev gift med Kresten Mogensen (Broder til P. Chr. Mogensen), som i nogle Aar boede i Hvam og derefter flyttede til Mejrup. I dette Ægteskab er der 5 dygtige Børn, deriblandt en Datter, som er gift i Hvam Mejeriby og er ”Postmester”.Jeg omtalte i mit sidste Stykke om Borbjerg en Jens Johansen fra Hummelmoseland. Min Hukommelse svigtede. Han hed Jens Johan Andersen, men Navnet blev i almindelig Omtale Jens Johan.Baade Bisgaardlukhus, Niels Sallings (Ann Elsters) og Jens Johans var Udstykninger fra Bisgaardlukhus, en Hedelod, som strakte sig fra V. Bisgaard til Hummelmoseland, omtrent 2 km.Og nu lover jeg, ikke oftere at vende tilbage til det saa omtalte Hus. Men det har jo givet mig Anledning til megen Tale og er maaske ogsaa ”bløwn løst i æ Sown”.Til næste Gang ”Barndomserindringer om ”Sognets gode Gaarde”.

Petrus Christensen.

1944 12 29

De tre yngste af Degnens mange Drenge var hjemme samtidig: Christian (den senere Lærer Møller Christensen i Borbjerg), Holger og mæ, som Hunden sa'. Vi laa i samme Kammer, og om Aftenen, før Søvnen faldt over os, smaasnakkede vi, som Drenge har for Skik. Snakkede og snakkede – det vil sige, de to ældre snakkede, og jeg fik Lov at Iytte, ”thi mine Ord vilde ikke meget sige”. Christian var 14 Aar, Holger 10 og jeg en 6-7 Aar. Hvad havde jeg at

101

sige, naar to saa gamle og erfarne Brødre snakkede klogt med Hinanden. Men jeg kan huske, hvad de undertiden drøftede. De Borbjerg Bøndergaarde maa have staaet for dem i en særegen Glans for de talte tit om, hvilke Gaarde de nu helst vilde eje. Sædvanlig begyndte de med St. Perregaard, den store Gaard i Sognets nordvestre Hjørne, lige op til Kvium. Derfor aabner jeg ogsaa mine Smaastykker ”Fra det gamle Borbjerg” med Barndomserindringer om den næsten mystiske Storgaard ved Sogneskellet,

Store Perregaard.Saa vidt jeg ved, jeg har jo ikke fulgt Sognets Udvikling saa nøje, er Perregaard ikke bleven formindsket synderlig, siden den Mikkelsenske Slægt drog derfra, endda den har skiftet Ejer mange Gange. Men ingen af disse Ejere har været bosat saa længe, at han skulde til at skifte med Sønner eller Svigersønner (Svavre, i gammel borbjergsk Maal). Endnu har Gaarden vel over 100 Tdr. Land, og i min Barndom hed det Mand og Mand imellem, at ”Stuer Pærgaard haad en 135 Tdr. Juer”. At Store Perregaard ikke var den største i Hartkorn, vidste vi Degnedrenge godt, og vi vidste ogsaa, at man ikke kunde bedømme en Gaards Værd efter dens Hartkorn. Allerede i min Barndom var der opstaaet ”Stejer”, Udflytterhjem fra de større Bøndergaarde med grumme lidt Hartkorn, men med megen Jord og ofte god opdyrkelig Jord, som bare ventede paa Arbejde, Mergel og Gødning. Jo, vi Degnedrenge havde godt Rede paa, at Kalbjerg var udstykket fra Nørre Risum og kun havde 1½ Skp. Hartkorn og ellers var en fortræffelig Ejendom. Vi vidste ogsaa, at ”Frants Peter” i Øster Trabjerg, ikke var Gaardmand, endda han havde en god Hestespand og Bygninger som til en Gaard.Naar vi alligevel foretrak Perregaard fremfor de andre - jeg nævner ikke her Store Hedegaard, som var større i Hartkorn – laa det vel i, den imellem Gaardmændene regnedes som den bedste, og at det blev omtalt, naar disse kom til Degnens. Vi vidste jo dog ogsaa, at i tørre Aar kunne Store Hedegaards Jord ”ikke holde”, derimod Perregaard Jord.Men om Manden, Gaardens Ejer, Johan Mikkelsen, havde vi Drenge ikke hørt ret meget. Johan Perregaard var ellers af god Slægt og af en velbegavet Slægt. Fødegaarden kaldtes – ja hvad kaldtes den? Skal vi sige Sønder Hvamgaard, og hans Brødre sad i Sognets gode Gaarde. Mads Mikkelsen, den lune og vittige Trajring havde Fødegaarden og Jens Mikkelsen var ”kommen te” Hvamgaard: - det vil sige var bleven gift med Datteren. Om den Gren af Slægten har jeg tidligere fortalt. En Mand blev aldrig rigtig kendt i Sognet og fik heller ingen af Sognets Tillidshverv, hvis han ikke var en flittig Kirkegænger. En fremmed, en Tilflytter, blev ikke hjemme i Sognet, ja, regnedes ikke i Sognet førend han havde gennemgaaet ”Ildprøven” førend han havde vist sig ved Kirken flere Gange, var bleven maalt, betragtet, vurderet, baade hvad Klædedragt og Manerer angik, og førend Kvinderne ved Hjemkomsten fra Kirken sa': ”De hvar ejs en hiel pæn Mand, dæ æ kommen te ..., o saamøj en pæn still Kuen”. Var den Dom afsagt af Sognets villeste kunde Parret i Tryghed føle sig som rette Borbjergboer. Saalænge det hed: A haar da't sjet ham ve æ Kjerk, var han en Fremmed i Sognet. Johan i Perregaard mindes jeg ikke som nogen hyppig Kirkegænger. Naa han var jo en ældre Mand og havde ¾ Mil til Kirke, saa det undskyldtes i Sognet. Det ansaas ikke for ”god Tone”, hvis Mænd kom agende til Kirke almindelige Søndage. Kun som Altergæster og til nød en Juledag, maatte en Gaardmand tage sine Heste i brug til Kirkekørsel. Dog, de to Alterdage og de tre Offerdage svigtede Johan Perregaard ikke, og han var een af de første, som tren ud paa Kirkegulvet for at gaa Offergangen. Saa vidt husker, var han Nr. 3 eller 4 lige bestemt det, som Hartkornet berettigede og forpligtede ham til, og som ”Sognets Skik og Brug” forlangte. Hvor meget han ”ofrede”, husker jeg ikke bestemt, men antagelig har Ofret ogsaa været efter Egnens Skik og Brug: 3 Mark for en velstillet Gaardmand. Kun et Par enkelte Gaardmænd og saa Eising i Haislund ofrede en Daler. Ikke heller bragte han ”Degnemælk” om sommeren, og nogen ”Bed” gjorde han heller ikke. Dog var der alligevel personlig Forbindelse mellem Degnehjemmet og Store Perregaard. Formodentlig har Børnene, i hvert Fald Datteren Sidsel, gaaet til Skole hos Far, og jeg kan ogsaa mindes ham som Gæst i Hjemmet sammen med Chr. Bisgaard og flere andre Gaardmænd. De to kunde nu ellers ikke sammen.

102

Egentlige Uvenner var de vel ikke, men de ”skor te hinaan”, og kunde de dreje hinanden i Knap, skete det med ærlig Vilje. Netop den Dag, da de Begge var Gæster i Hjemmet erindrer jeg saa levende, thi Johan i Perregaard kom med en rigtig ”Fuldtræffer”, som bragte Latteren over Chr. Bisgaard, saa denne var lige ved at tabe sin legendariske Ro.Den anden Gang, hvorfra jeg mindes ”den Stuer Mand i Perregaard" som Severin Veiersøe vilde have udtrykt sig, var, da han kom som Forlover for Datteren Sidsel i Nørre Bøgild.Sidsel havde siddet Enke nogle Aar efter Niels Daael, som døde 1876. Friere skortede det ikke paa, for Nørre Bøgild var en god Gaard og liden Paahæng, men nogen Borbjergkaael havde dog ikke formaaet Sidsel til at ”foranner hinne Stand”. Saa kom der en Sallingbokaal til Sognet, Broder til Læreren i Hvam, og han kunde smelte Isen om ”Sidsel hinne koel Hjat”, ligesom Sidsels Ynder i Forbindelse med den gode Gaard jo nok kunde virke dragende paa Karlen fra Salling, eftersom den Tids Sallingboer holdt af at komme ”nemt te Brø”.Jeg husker saa tydeligt den Dag, Forloverne mødte i Degneboligen for at bestille Lysning: Johann i Perregaard, stille og tænksom, som om det ikke huede ham, Karlen vid i Svinget, som sad han allerede for Bordenden, og den Tredje, Forloveren fra Salling, var bred mellem Øjnene og førte sig friere og mere bevidst, end Mænd fra Harsyssel. Vi Degnedrenge saa altid med Glæde tre Mænd gaa ad Skolen til. Tre Mænd sammen betød Tillysning og Bryllup og et forhaabenlig stort Offer, som der var god Brug for i Hjemmet med de mange Drenge.Ja vist blev der et stort Bryllup i Bøgild. Det største i Mands Minde i Borbjerg. Fire Forridere, Musik af Kudalerne, de kendte Spillemænd fra Fly og Øster Sevel, 46 Vogne. Kogekonen, ”den elskelige Ann Elster, havde vist al sin Duelighed som Køks og Pastor Kuhlmann tog Suppe tre Gange. Brudeparret ofrede hver 3 Rgd., hvad der var en Daler over ”højeste Takst”, og Brudesvendene fra Salling samt de fire Forridere lagde med en sikker Mine en Daler paa Bordet. Jo, Salling viste sig - og det kan den Landsdel jo nok lide. Johan Perregaard havde foruden sine to Børn, Jørgen som fik Gaarden, og Sidsel, der som nævnt var kommen til Nar Bøgild, en Plejesøn, Mikkel, der antog Perregaard-Navnet, og hvem gammel Johan tog sig faderlig af. Denne Mikkel Perregaard, ”var saa møj en Begavve Svend”. Han blev Grundtvisk vakt, og forelskede sig i ”det levende Ord”. Jeg mindes, at han talte imod mig, da jeg i det nybyggede Frosamlingshus, vel 1889 eller 1890 holdt et Foredrag om Ungdommen og den ældre Slægt. Senere blev han vist Lærer paa Ondløse Højskole, men hans Skæbne er mig eller ukendt. Jeg kunde dog lide at vide, hvordan det er gaaet ham. Hermed slutter saa mine Erindringer om Perregaard, der ikke naaede at blive nogen Slægtsgaard.

Hvamgaard.Den Dag i Dag strides der i Borbjerg om, hvilken Gaard i Nørre Hvam, der egentlig skal bære Navnet Hvamgaard. Heller ikke i mine Barndomsaar var man klar derover. Nogle holdt paa, at det var Senius Lebechs Gaard, andre at det var Niels Chr. Jensens. Skønt Niels Christians var den største i Hartkorn, vel ogsaa i Areal, vil jeg dog tro, at Lebechs var den egentlige Hvamgaard. Imidlertid vidste vi Drenge, at Øster Hvamgaard var den største, og den blev Ønskegaarden Nr. 2. Det vil sige, vi var dog i en Dingel, om vi skulle vælge den eller Pajbjerg. Jeg kan ikke mindes Niels Chr. Jensen, eftersom han døde samme Aar, jeg blev født, men jeg erindrer gamle Søren Brødbæk, som først døde 1880. At jeg husker Søren Brødbæk er ikke sært, for han mødte til Altergangen de to Gange om Aaret i Bondens gamle Højtidsdragt: Blaa Klædesfrakke, Knæbenklæder og Sko med Sølvspænder. Det var vel noget for den lille, nysgerrige Purk i Dagneboligen at se paa. Søren Brødbæk som var ledsaget af sin milde og godsindede Svigerdatter, Ann Dorret, kom altid ind til os for at sunde sig lidt oven paa den anstrengende Kirkegang, for Pastor Kuhlmanns kunde ikke regnes som Børneforestilling, idet den varede fra 9½ til Kl. 1. Nu, da jeg nævner Brødbæk, og jeg maaske ikke naar til denne Gaard, maa jeg hellere fortælle, at der var et næsten hjerteligt Forhold mellem Degnens og Brødbækfolkene, og da Hvam Skoledistrikt i 1874 blev et selvstændigt Lærerembede og Neder Brødbæk og Vandsmedens (P. Iversen) ogsaa kom ind under dette Distrikt, anmodede de to Hjem Far om vedblivende at undervise deres Børn, hvilken Henvendelse glædede Far, fordi Børnene var særdeles flinke og lærenemme, og det paaviste Agtelse for hans Virke. Brødbækmændene, Chresten og Jens ”gjorde Bed” hos Degnens, og det var kun Hjemmets trofaste Venner, som Far derom henvendte sig til.

103

En Gang i Tidernes Morgen maa Neder-Brødbæk have været en betydelig Gaard, omtrent af Størrelse som Over-Brødbæk, men Søren Longfrom Jensen delte den mellem Sønnerne. Kræ Brødbæk fik Fødegaarden, Jens Brødbæk en del af Overmarken. Den yngste Broder, Pe Christian, kom til den lille hyggelig Gaard Sønder Flæng. De tre Brødre blev gift med tre Søstre, nemlig Niels Chr. Jensens Døtre fra Ø. Hvamgaard, den Gaard, Degnens Drenge ønskede efter Perregaard. Jeg har ikke undersøgt, hvor længe Gaarden har været i Slægtens Eje, men jeg vil tro, den kan nævnes som Slægtsgaard, selv om Gaarden er bleven delt. Mon der er mange Gaarde i Borbjerg, der kan betegnes som Slægtsgaarde? Ved at se i Kirkebøgerne efter Dødsfald fra 1867 til 1883, da min Fars faste og karakterfulde Skrift ophører, fandt jeg dog fire: Meldgaard, Borbjerggaard, Sdr. Damgaard og Naltoft. 5 Led i den sidstnævnte har jeg kendt: Johannes Toft, Morten Toft, Johannes Toft, Ejvind Toft og hans Søn, Johannes Toft. Den gamle Johannes Toft (Mortensen), hvis Fader hed Morten Johannesen, var født i 1908 og døde 1874. Han var Sognefoged, og en i alle Maader ”korrekt” Mand, saaledes udtrykte jeg han det selv. Et andet af hans Udtryk husker jeg ogsaa, nemlig ”og dit for en dat”. Dog var det mest Kvindfolkene i Naltoft, jeg bette Purk, holdt mig til. Gammel Ann Mari kan jeg saa tydeligt mindes, og da fremmed Mad altid smager bedst, synes jeg jo ogsaa, at Naltoft Æggekage var bedre end Mors. Især erindrede jeg Johannes Tofts Begravelse. Herredsfoged Becker mødte i stiveste Galla til Begravelsen, men under Pastor Kuhlmanns Tale opholdt han sig i vor Dagligstue. Pastor Kuhlmann glemte aldrig denne Haan, og nu som ældre finder jeg ogsaa, det var en taktløs og hartud usømmelig Demonstration, den gode, grundtvigske Herredfoged udviste overfor en kirkelig Modstander. Og sikken en Snak, der baagatter bløw i æ Sovn. Men jeg breder mig vidt i mine Erindringer. Er det ikke et ubedrageligt Tegn paa Alderdom for Resten? Og lad mig vende tilbage til Ø. Hvamgaard. Jeg har fortalt, at Niels Christian i Ø. Hvamgaard døde 1867. Han maa have været en ret ung Mand, for i 1841, da Sogneforstanderskaberne skulle oprettes, sad hans Fader, Jens Nielsen ved Gaarden. Jens Nielsen og Manden i Hesselaa var de to Mænd, som Provst Anders Knudsen Damgaard tog til at hjælpe med Udarbejdelsen af Valglister etc. Egentlig skulle den ”Stuer Mand i Hee’gor”, Søren Nielsen, som Sognets største Hartkornsejer have været med, men blev skubbet til side af den myndige Præst. Af hvilken Grund? Mon ikke den gode Hedegaard-Mand har haft lidt for meget af Sallingboens Selvstændighed til rigtig at kunne tækkes Prælaten! Dog, lad bare den Hemmelighed gaa i Graven. Ogsaa Folkene i Ø. Hvamgaard vedblev at have Forbindelse med Degneboligen efter at Hvam Skole blev oprettet. Der blev leveret ”Degnemælk” fra Gaarden og en ”Bed” hvert Foraar. De to Døtre i Brødbækgaardene kom stadig ved Kirkefærd, især Altergang, ind til Mor, og hele deres Færden mærkedes saa ægte og troværdig og trofast. Det var saa Erindringen om de to første Ønskegaarde! Hvem mon de næste bliver?

Petrus Christensen

1945 01 31

Der var ingen Tvivl i vore Drengesind, om at Pajbjerg skulde være Ønskegaarden Nr. 3. Bygningerne fæstede vi ikke Opmærksomheden, eftersom de var gamle snart alle Steder. Især æ Sals. Meget fornuftigt begyndte Bonden med Agerrumlade og ”Kjørhus” og lod Stuehuset vente til der var opsparet Kapital at bygge for. Gud bevar os - de gamle Vaaninger Alkover og Lergulv var vel hverken hygiejniske eller ”dit for en dat”, som den ældre Johannes Toft ville have sagt, men brugelig indtil man faar Raad til at skaffe noget nyt. Degnedrengene vidste imidlertid, at Pajbjerg havde omkring 8 Tdr. Hartkorn og saadan henved 150 Tdr. Land, ligesom Store Perregaard, og vel omtrent Jord af samme Slags. Derimod vidste vi ikke om det var en gammels Adelsgaard, som Abildholt, Store Hessel og maaske

104

Risum. Ikke heller om den længe havde været Selvejergaard. Det snakkede Bønderne, som kom i Hjemmet, ikke om. Der blev kun nævnte at Pajbjerg var en stor Gaard og en god Gaard ”mæ sørren nøj kon styvele Lier”. Der var ingen personlig Forbindelse mellem Degnehjemmet og Pajbjerg. Peter Pedersen havde ingen Børn, saa der derigennem kunde knyttes Traade, og jeg har aldrig hørt ham omtale i Hjemmet. Nu er dette jo ikke til at undre sig over, eftersom han døde i 1873, da jeg kun var 6 Aar gammel. Pajbjerg arvedes af en Plejesøn, Thomas, eller maaske en plejedatter, som Thomas blev gift med. Det staar ikke ganske klart for mig, dog hvad der staar tydelig i min Erindring er, at Thomas Pajbjerg ikke forstod at øge Velstanden. Han var vist af meget fattig Herkomst, og som saa mange af simpel Oprindelse forstod han ikke at omgaas Penge, og nærede den Tro, at i Pajbjergs Pengekasse var der ingen Bund. Det rygtedes i Sognet, at han lidt brovtende fortalte i Hvam kro, at hans Kone kom grædende til ham, fordi hun ikke kunde komme til Sedlerne for ene Sølvpenge. En anden Dag i Hvam kro havde han haanet en ung Mand, fordi dennes Fader søgte Hjælp hos Bønderne til at lade en Broder studere. Men her kom Søren Christian, Kromanden, den unge Mand til Hjælp og hviskede til ham: ”Spør ham lig’, hvor jen foer di bejst Alms, nær en ska uer mæ æ Teggerpues”. Ths. Pajbjerg flyttede fra Pajbjerg omkring 1880 og fik derefter en Ejendom mellem Brusen og Holstebro – vist for resten en rigtig rar Ejendom. Gaardens næste Ejer blev Jacob Jensen fra Store Gammelby i Mejrup. Han byggede Gaarden om, lidt flottere og mere herskabelig end den Gang var Skik. Jacob Pajbjerg var en inderlig rar og stilfærdig Mand, vellidt i Sognet. Hans anden Kone blev en Datter af Hvolle Kristian i Hvam. Da det føltes lidt besværligt at drive den store Gaard, solgte Jacob Jensen den og købte Hvam Kro. Til denne Virksomhed egnede Parret sig godt, idet Jacob passede Landbruget fortrinlig, og Marie var en dygtig og kvik Krokone. Fik Jens Hvidberg ikke Gaarden efter Jacob Jensen? Ved hans fortrinlige Virke blev Gaardens Navn Landskendt – den blev ogsaa formindsket, idet Jens Hvidbergs Broder fik en Del af Østermarken. Er for resten ikke Kyvlinghus (nu lidt fornemt kaldet Kyllinglund) og flere andre Ejendomme udgaaet fra Pajbjerg? Til Gaarden har hørt mindst 150 Tdr. Land.

Det tør siges, at Store Hajslund kom ubestridt som fjerde Gaard. Hertil bidrog vel ogsaa dens anseelige Bygninger. I 1874 ejedes Gaarden af F. P. Eising. Forgængeren var en Povlsen, ”en lidt bejer Mand udenfor Bondestanden”, altsaa en ”Knaldproprietær” efter en senere Tids Sprogbrug. Mine Forældre talte om denne Povlsen som en flink og elskværdig Mand, hvem de undertiden besøgte. Som en Mærkværdighed fortalte min Far, at han den 15. Juli havde spist Brød af ny Høst i Haislund - Aarstallet paa dette usædvanlig tidlige Høstaar har jeg desværre glemt, men det kan ikke have været Tørkeaaret 1868, thi saa vilde ikke alene Fars Fortælling, men ogsaa Aarstallet have sat sig fast i Erindringen. Det maa ogsaa have været Povlsen som bygger Stuehuset saa fornemt, med Korridor gennem hele huset op til Salen, der i mine Drengeøjne synede som en Riddersal og hartad overgik Præstens i Størrelse. Mon ikke ogsaa Povlsen havde været ”moderne” Landmand? Der var i den vestre Ende af Stuehuset indrettet til ”Ismejeri” eller hvad det nu kaldtes; thi just i denne Periode begyndte Eksporten af Bøttesmør til England. Før Povlsen ejedes Gaarden af Jens Haislund og Kjesten, som var barnløse Folk, men havde en mængde ”Gudbørn” langt ude i Slægten. Husmænd i Nabolaget, Tyende, lod Drengebørnene opnævne efter Jens Haislund. Jeg vil tro, der i Sognet var mindst 30 Jens Haislund’er. De blev heller ikke skuffede i Forældrenes Forventninger om en ”bette Amindels”, for i Jens Haislunds Testamente blev hver af Gudbørnene betænkt med 100 Rgd. Hvem i Soget, der var Hovedarvinger efter den rige Jens Haislund, mindes jeg ikke, der blev talt om i Hjemmet – naa, det var vel blevet afsnakket før jeg blev født. Saa vidt jeg kan dømme efter Sognesnak var Jens og Kjen Haislund godsindede Folk, og endnu lever i Borbjerg en af Kjen Hajslunds Talemaader. En Tjenestedreng havde ved Juletid Ærinde i Hajslund, og da han ikke maatte bære Julen ud, blev der sat en Tallerken Kringler til ham, mens Kjesten syslede ude i Køkkenet. Drengen var nok ikke fjale, for han listede alle Kringlerne til sig, hvad Kjesten jo næppe havde ventet. ”Nu tren den siist”, som Kjen Hajslund saa'e om Hinne Kringler.

105

F. P. Eising havde været ”Købmand i æ Nørgaad” i Holstebro. Senere fik en Købmand Jens Jensen denne Forretning. Hans Tilnavn blev Skav Jensen, hvad der havde dobbelt Bund, nemlig at var fra Skave, og at han var ”nøj kon skavvorn”. Baade Eising og Madam Eising - ja, vi var endnu i de Tider, da hverken Købmandskonen eller Proprietærkonen endsige Degnekonen blev kaldt Fruer, men dog Præstekonen havde naaet Rangen - var Lærerbørn, og det gav straks en vis Tilknytning til mit Hjem. Deres to Sønner gik i Skole til Far og blev mine Barndomsvenner. Vi søgte sammen privat Undervisning i Præstegaarden i Engelsk og Tysk og Tegning, hos Frøken Hanne Kuhlmann, Præstens Plejedatter. Vi stjal endog Nødder sammen i Niels Jepsens Hasselbuske i Torsdal. Det var mig der havde fundet paa ”Spøgen” i den Tro, at det tog Niels Jepsen ikke saa nøje, men Skam fare i Niels Jepsen, ”om æ Stoder et bløv rygtovle”. Han skældte os ud for Tyveknægte og Skarnsknægte, og hvad han nu ellers ”ku gi aa æ Vesel”.Det er sært at tænke paa, at disse Barndomsvenner skulde man kun gense enkelte Gange, efter at Familien var flyttet fra Borbjerg. Peter Lodberg Eising, den ældste, har jeg hun talt med én Gang siden. Da var han Postekspedient i København. Døde som Postmester i Ringe. Frederik blev Farmaceut og fik Hvidbjerg Apotek. Der besøgte jeg ham. Siden har jeg talt med ham een Gang, jeg husker dog ikke hvor, og vore Veje skiltes for stedse, endda han boede i Aarhus til sidst.Da de to Lærerbørn blev Købmandsfolk i Holstebro, satte de Maalet: Økonomisk Uafhængighed, og ved gennemført Sparsommelighed og Nøjsomhed i livsvaner lykkedes det. Der er for mig ingen Tvivl om at Eising som Købmand var reel til Fingerspidserne, men intet, intet gik til Spilde. Denne gennemførte Økonomi fulgte ham ogsaa som Landmand. Der laa ingen Rebstumper eller Benstykker paa Haislund Mark. Gaarden drev han vel nok lidt gammeldags og altid efter Princippet:”Ka’ ed Betal sæ?”, men han forøgede sin Formue anselig, mens han var Bonde. Skønt Bønderne smilte lidt af hans vidtdrevne Sparsommelighed, maatte de dog erkende Købmandens praktiske Sans, og at han ”faldt til” i Borbjerg, ses af, at han blev Sogneraadsformand efter Lars Christensen i Borbjerg Mølle (Distrikslæge Gimsings Far). Jeg tror aldrig Sognets ”Sager” har været i saa faste og sikre Hænder. Hans var ingen Stodderplager, men Slamperne løb ikke om Hjørner med ham.Det maa nok siges at være en anden Type som fik Haislund efter Eising. Proprietærtypen. Endda rendyrket. ”Den lidt bejer Mand udenfor Bondestanden” var saagar avanceret til Adelsmand, idet Adolf (von) Hedemann nu blev ejer af (nej, fik Skøde paa) Haislund. Jeg erindrer saa tydelig, da han aflagde sit første Besøg i Degneboligen: Mit Navn er Hedemann, jeg er ny Ejer af Haislund. Hvor det lød fornemt og frimodigt, tænkte jeg 14 Aars Dreng, saa ganske andeledes, end naar Bønderne tøvende kom frem med deres Navn, omtrent lige saa fornemt, som naar vores Nabo, Grevinde Danners forhenværende Tjener, sagde Farvel med Ordene: Jeg anbefaler mig. At Hedemann blev budt Kaffe, fulgte af sig selv, og han sagde heller ikke Nej Tak. Da Far bød ham en Kaffepuns, endog to. Jeg havde ikke drømt om, at saa fin en Mand kunde drikke Kaffepunse.

Petrus Christensen

1945 02 05II.

Min Broder, Chr. Møller Christensen var da Hjælpelærer hos Far, og han blev undertiden budden til Haislund. En Dag under Besøget skældte Hedemann sin Bels læsterlig ud, men da Skyllen var ovre sagde Belsen uanfægtet: Vi haar ett mier Grotning, Heimann. Senere i Livet da Hedemann ved Svogerens (Amtmand Grev Schulen) Hjælp havde faaet Stillingen som Jernbanerestauratør i Langaa, kom vi hinanden paa nær Hold, men naar han blev for storladende, maatte jeg skære ham ned ved at minde ham om, ”at vi haar ett mie Grotning, Heimann”.

106

Det lykkedes ham at leve som gran seigneur til det sidste. I sit flotte Køretøj, med de sorte Oldenborgere gav han ”Partiet”, og i Randers hed han aldrig andet en Greven fra Langaa. Men har var for øvrigt baade gæstfri og gavmild – dog holdt han mest af selv at spise Hummerne. Jeg sigter til, at naar han i Langaa manglede Selskab til Frokosten, sendte han Bud efter Ølhandler Andersen (som nu er Restauratør) i Langaa, men Hummeren lagde ” Hedemann ”en klam Haand paa”, idet han med sin dybe Bas sagde: Ja, De bryder Dem jo ikke om Hummer, Andersen. Naar Andersen fortæller denne Historie, til føjer han lunt: Jeg forstod ogsaa at spise Hummer. Efter Heimann fik Christian Olsen, en Søn af Hvolle Christian i Hvam og gift med Maren Storgaard, Haislund. Mon ikke Gaarden blev købt under en Ejendomsstigning; thi den kostede 60.000 Kr. Christian Olsen havde kun Haislund i faa Aar, saa gik den over til en solid og dygtig Sallingbo. Nu blev Gaarden delt – Eising havde for resten formindsket Gaarden med en Parcel, som Kræ Holst købte efter Salget af Store Hedegaard – mellem Børnene. Nørkjær (det tidligere Hestkjær indtil Naltoft Skel) blev bygget, noget solgt fra til Lille Haislund, en del af Stuehuset, hvor det tidligere Ismejeri var indrettet, brudt ned, en rar Gaard blev dog tilbage, men Store Haislund forvandledes nu til Lille Haislund og Lille Haislund burde nu søge Navneforandring til Store Haislund. Haislund maa i sin Storhedstid nok have været en Gaard paa op mod 200 Tdr. Land. I mine Drengeaar voksede der lidt for megen Følfod paa Søndermarken, men den er vel nok udryddet. Om jeg lever, vil jeg se efter. Skønt Degnedrengene havde Øjne for Nørre Risum og vist valgt den frem for Store Hedegaard, baade fordi den var større i Areal, røde gode Bygninger, større og bedre Besætning, og i det hele mere veldreven, tager jeg dog Hedegaard som Nr. 5. Det passer min Plan. Nar saa Nørre Risum er nævnet, er ”Ordet frit”, det vil sige saa tager jeg Gaardene, Husmandsstederne, Haandværkerne, ”som det passer mig”, efter hvilke Indfald jeg faar, og hvilke Erindringer og Tanker, der trænger paa. Det kan lige saa godt blive Hermann Skrejers som Dre’s’es, æ Naa som Fallegaard. Læserne faar se og kan jo holde Væddemaal derom. I ” En jysk Drengs Dagbog ” er

Store Hedegaardomtalt. Den køne Ane med Smilehullerne var ”en stor Mands Datter” – Manden var fra Store Hedegaard. Sikkert maa Gaarden, som den gode Ruggaard have været en af Sognets mest ansete Gaarde, thi omkring 1824 saas der mest paa om en Gaard kunde yde en god Rugafgrøde, for Resten var Matrikuleringen ogsaa baseret derpaa. Rug syntes - endog helt ned til mine Drengeaar - at være den vigtigste og sikreste Afgrøde og den værdifuldeste Kornsort. I Tale som i Omtale (og senere Sang) blev rugen prist og omtalt med Nænsomhed og Ærbødighed. Den kære Rug, det kære Brød! Intet maatte gaa til Spilde, og den Dreng, som ikke tog en tabt Mellemmad op, fortjente og fik en Lussing. Det var Synd mod det kære Brød, og den Synd kunde ikke ustraffet begaas. Der blev endog holdt igen med Brødet, og nybagt Rugbrød sattes ikke paa Bordet i Gaardene. Det rigtig nok for udrøjt. Et par Kaal ku jo snaar ed’d enhiel Rovbrø. Først paa Fjerdedagen, naar den sidste ”mule” Stump af forrige Bagning var fortæret, kom der ”Nøjbrø o æ Buer”. Og for Rugfafgrøden blev der ligefrem ”kælet”, for den maatte ikke slaa fejl. Hva ska en fo te æ Føe, og hva ska en omhyggelig Fællen og Bearbejdning. Og Rugen ”sku ha æ Mog”. Saa blev der ”Storrug”, og vi Hjorddrenge kunde i en Middagsstund ”lægge os i Læet ved Storrugens Fod”. Jeg har aldrig set større Rug end Hedegaardsrugen, naar den hvælvede mandshøjt over Stien fra Christian Dalbys til Hedegaaerd, og jeg tror Hedegaardsmændene satte en Ære i at have Sognets bedste Rugmark og sundeste Rug. I min Barndom ejedes St. Hedegaard af Kresten Holst, Kræn Holst, som ”æ nøj Junior” sagde, og hvis træske Tonefald Else Holst saa ypperlig kunde gengive. Men Far satte stor Pris paa den stoute og retsindige Bonde, som havde set sig mere om, end Sognets Bønder ellers, idet han havde været ”Kræmer i æ Sønden”. Paa sine Handelsfarter havde han ogsaa været i Darum, vor Slægts Hjemstavn, Hvad der nok kunne give Anledning til Samtale. Kresten Holst var en af Sognets faa Bønder, som havde Politisk Sans. Han holdt Avis og syntes helt forelsket i Holstein Ledreborgs Rigsdagstaler. Ikke sjældent kom han i Hjemmet. Vi var jo paa en Maade Naboer, idet Engene grænsede sammen, Degnens Hø kørte han hjem - det var hans ”Bed”. Vor Høhøst skulle derfor altid være fra Haanden før Store Hedegaard begyndte sin.

107

Else Holst var en prægtig Kone. Vittig, velbegavet, køn. Trods store Sorger, idet deres to Børn, en Søn og en Datter døde i en ung Alder, bevarede hun sit friske og fornøjelige Humør. Gamle Jens Damgaard i Nørre Damgaard havde faaet Datter saa ”urimmele got gyvt”. I Nabogaarden, Store Hedegaard altsaa, fortalte han nu vidt og bredt om bredt om Rout i Ryde, om den gode Besætning og især om en faale stuer Vejer (Vædder). Naar Jens kom paa Besøg, vendte han tilbage til Vejeren, og den blev større og større for hver Gang. Til sidst sagde Else, Ja, nu fær A a go uer, Jens, no ka A ett vær in længer for Rout Vejer. Da Kresten Holst ældedes, det blev besværligere at holde Folk, og Gaarden stod for ombygning, solgte Kræn Holst Gaarden til Pe Kroghs ældste Søn, Peter Petersen – Peder Hedegaard, hvorefter han købte den Parcel fra Haislund, som laa paa venstre Side af Vejen, der fra Kirken fører mod Haislund, og byggede derpaa. En ca. 9 Tdr. Land god Jord, hvorpaa der med Lethed kunde holdes 3 Køer og en Hest, thi Kræn Holst vilde jo nok være kørende. Dog - det er ikke saadan at være Husmandsfolk paa de gamle Dage. Det blev ogsaa for træls, og saa solgtes Ejendommen til en Søn fra Lille Hedegaard, Jens Andersen, og Kræn Holst flyttede til Holstebro med sine 25.000 Kroner. Nu skulle de leve fredeligt og godt for Renterne af de 25.000 kunde jo sagtens strække til. Ak, det var ikke saadan at leve paa Brostenene, Sognets Folk kom for at besøge dem, og medbragte vel ogsaa en Flaske Fløde og et eller andet, men der skal jo mere til Kaffe end Fløde, og gæsterne skulle naturligvis trakteres med Kaffe. Kort at fortælle: de blev Aflægs, havde ikke Raad til at holde Hjælp, maatte tære på Kapitalen – de valgte saa det fornuftige at tage Ophold hos Elses Søsterdatter, Stine, som boede paa Trabjerg Søndermark. Stine var gift med en særdeles kvik og dygtig Mand, Mads Jensen, og her havde de to gamle Storgaardsfolk det særdeles vel. P. Hedegaard blev snart Sognets første Mand. En ualmindelig begavet Mand, med en behersket, rolig, taktfuld Optræden. P. Hedegaard havde vel ”Sind”, men han nemmede tidlig, at den, der hersker over sit Sind, er større end den, der indtager en Stad. Ærlig talt tror jeg, at hans rette Hylde ikke var Landmandens, med at der er gaaet en virkelig Pædagog, eller maaske en Videnskabsmand tabt i ham. I sit daglige Virke støttedes han af sin friske og praktiske Kone - Chresten Bisgaards Datter - hans Kusine. Mine første Begyndelsesgrunde i Matematik fik jeg indprentet af ham. Jo, Fader vidste nok, hvad han gjorde, da han sendte mig op til Peter Hedegaard, som havde været hans dygtigste og kæreste Elev. Paa Hedegaards Mark blev Borbjerg Sogns første Forsamlingshus rejst - vist i 1891. Sjælen i dette foretagende var Peter Hedegaard. Mærkelig nok stillede Pastor Kuhlmann sig ikke afvisende overfor denne grundtvigske Udløber, ja han deltog endog i Indvielsen. Jeg vil tro, at P. Hedegaards Navn har borget for, at der var aandelig Alvor til Grund. Jeg glemte før under omtalen af Kresten Holst at skrive, at han var en af de første i Sognet, som begyndte Plantning - maaske den første. Jeg vil dog tro, at Niels Kvisgaards Plantning er den ældste. Ogsaa Faders Plantning paa Bakken ind mod Bukdal hører til samme Tidsrum, vel ogsaa Christian Dalbys. Sært for Resten, at disse Plantninger ikke blev fortsat. Hedegaardsplantagen staar endnu. Naar jeg paa Vejen fra Skave til Borbjerg, kaster mit Blik paa den lille Trægruppe, mindes jeg de Dage, jeg var Medlem af Borbjerg Skytteforening, som holdt sine Skydeøvelser og sin Gymnastik der. Jeg blev aldrig nogen god Skytte, naa, jeg var jo bare 15 Aar og kunde knap magte Bøssen, men jeg var flink i Gymnastik og tog Træhesten som en Mis.Hver Gang jeg paa mine Rejser kører over Hellegaard Aa ved Handbjerg Station, mindes jeg min Fødestavn. Mine Tanker følger Aaen fra dens Udløb i Limfjorden til dens Udspring i Hedegaards Bakkehæld, næret af Kilder i Vældkildehus’ Bakkeskrænt – ja, jeg gør Rejsen med. Jeg følger den forbi Rydhave Skov, Levning af den vestjyske Storskov, som fyldte Ryde Sogn og Trabjerg i Borbjerg Sogn og med Rester i ”Kjeldsmarks Buske” paa det kløftede Bakkeparti, jeg følger den forbi Skovnavnene i Ryde – Bøge, Tedskov, Sønderskov – gennem ”Storry Møll” forbi det skønne Skylvad. Sejler gennem Præstegaardssøen, hvor i Pastor Møllers Tid de unge Københavnske Rigmandsdøttre fra den grundtvigske Overklasse boltrede sig, gennem Raakjær Aa (nu har der fundet Navneforandring Sted) og gennem den 30 Tdr. Land store Borberg Mølledam, omtrent paa størrelse med Præstegaardens, derefter gennem Kirkebækken til Kirkebroen, hvor Degnens og Mensalgaardens og Hedegaards Eng grænsede sammen. Naar Høsten var i Hus, blev Kreaturerne fra Hedegaard drevne ned til Engdraget langs Kirkebakken, og Hyrdedrengene mødtes, kappedes om at slaa det højeste Piskesmæld og fange de fleste Aborrer i Bækken. Helt morsomt for Resten fik jeg en skøn Dag en Hilsen fra Mensalgaardens Hjorddreng, Niels Nielsen fra Ryde. Han er nu

108

Lærer emeritus og bor i Kolind. Sønnen, der overbragte mig Hilsenen, fortalte mig, at en Artikel i Viborg Stifts Folkeblad om Jul i Borbjerg Degnebolig 1876 var kommen ham i Hænde. Den havde bragt mit Navn frem i hans Erindring og oplivet ham særdeles. Foruden Hjorddrengen havde Hedegaard en indtinget Taari, som Røgtermedhjælper. Vi var bange for at drille ham, men lege sammen med os kunde han ikke. Han var dog ”klog” nok til om Søndagen at opkræve ”Bropenge” af Kirkegængerne østfra, og han redede sig gerne hver Søndag i Løsdriftstiden et par Mark, som han dog ikke vidste at bruge. I mine Drengeaar blev det ”moderne” at vande Eng, En Broder, Niels, ledede Vandet fra ”æ stuer Vild” ind over vor Højeng og Grønning, og i de første Aar derefter vældede Græsset frem. Ogsaa Kresten Holst fik Vandingseng, som strakte sig fra Kirkevejen hen til ”Blaabærrisene”, men ellers har hele Eng og Mosedraget faaet Lov at blive ”uberørt” fra Hedegaardssiden, hvorimod Mensalgaardens Folk har taget godt fat. Jeg er ikke saa poetisk af Sind, at jeg siger: Lad Engen ligge for Ryler og Viber. Jeg kan nu engang bedre lide en grøn Græsmark end en Sump, og jeg vil gerne se den Dag, da Kirkebækken løber gennem Drengshøjt Græs. Forleden fik jeg et meget venligt Brev fra Peder Chr. Jensen, ”Nørgaard” i Hvam. Jeg blev glad over dette Brev, thi det klarede en Tvivl i mit Sind. Min Fejl er, at jeg har kaldt Jens Nielsen Gaard for Øster Hvamgaard. Uagtet Jens Nielsens Gaard var den største i Hvam By, havde den intet Navn, først da Gaarden blev delt i 1881, fik de to nye Gaarde Navne: Nygaard og Nørgaard. Den Gamle Gaard laa klods op ad Anders Povlsens, nuværende Torsdal. Jens Nielsen, som ifølge min Artikel var med ved Forberedelserne til Sogneforstandervalgene, døde først 1889. Han maa have været en anset ung Mand, siden Præsten henvendte sig til ham. Øster-Hvamgaard ligger lige Øst for Vester-Hvamgaard – nu Joannes Lebechs. I min Barndom ejedes den af Tinus – Efternavnet kender jeg ikke – men i 1867 døde Niels Chr. Jensen, Øster-Hvamgaard, 84 Aar gl., og det har formodentlig været Faderen, hvorefter Navnet skulde være Tinus Nielsen, hvad der ogsaa stemmer med, at Tinus’ Søn hed Niels Chr. Gaarden købtes af Martinus Olesen (Ole Christians Søn), der var gift med Jens Kjeldsmarks Datter, Kirsten. Hvis jeg havde tænk mig rigtig om, burde jeg have forstaaet, at Jens Nielsen godt kunde have været Mand i Gaard allerede 1841. Kære Peder Chr. Nørgaard! Jeg er født i 1867, og lever jeg til Sommer og kan cykle, skal jeg nok komme til den Del af Sognet, og, haaber jeg, I til den Tid kan give en Kop ren Kaffe; men jeg kan skam ogsaa bruge Erstatningskaffe!

Venlig hilsenPetrus Christensen

1945 02 06

Allerede som Dreng kendte jeg Nørre Risum godt. Jeg vidste der var megen god Jord til Risum, en del mindre god og en større Hede. Ogsaa vidste jeg, at mange smaa og større Ejendomme var udskilt fra Risumgaardene, dog næppe paa det rene med, fra hvilke af Gaardene de stammede. Jeg vidste ogsaa ganske bestemt at Kalbjerg var en Arveparcel fra Nørre Risum, eftersom der var Slægtskab mellem de to Hjem. Derimod har jeg først for nylig faaet Kendskab til at Johanneshaab er udskilt fra Nørre Risum og ikke, som jeg formodede fra Haislund. Kalbjerg omtaltes allerede i mine Drengeaar som en ”faale gue” Ejendom med en 30-40 Tdr. Land og kun 2 a 3 Skp. Hartkorn. Ganske vist var det opdyrket Hede, men særdeles god Hede med Lerunderlag. Hvor nært Slægtskabet mellem Rism og Kalbierg har været, tør jeg ikke bestemt sige, men efter Navneligheden at dømme har Karen i Risum og Ka Kalbjergs været Søskendebørn.

109

Da jeg nu har nævnt, at der fandtes mange Udstykninger fra Risumgaardene, finder jeg Lejlighed til at erindre, Navnene paa nogle af disse dygtige Nybyggere, hvis Børn gennemgaaende var dygtige i Skolen og vel opdragne: I Gudsfrygt med Nøjsomhed, hvilket, efter Bibelen, er en stor Vinding.Først nævner jeg ”æ Rensborgs”. Chr. Rensborg var, jeg tror nok, jeg husker Ret, Tømrer, og stammede fra Sahl. En lille livlig Mand med et mægtigt Fuldskæg. Især husker jeg hans Søn. Han var nemlig ”nøj skørresløs med hans Peng”. Duede ikke til at spille ”Klink”, og maatte som oftest forlade Spillet da hans ”Driftskapital” hurtigt forsvandt i Modspillerens (mine) Lommer. En Dag købte han 5 Stikkelsbær af mig og gav 1 Øre for Stykket. Jeg maa bekende, at det var en ublu Udnyttelse af den andens Nydelsestrang men jeg maa vel have tænkt, at lige saa godt som Kjesten, der solgte Bolscher, kunde jeg skille ham ved Pengene, naar de sad saa løse. “Jens Peters o æ Hie” havde kønne og velbegevede Børn. Konen var en Lærerdatter fra Vinderupegnen De sled tappert for at skabe et Hjem. Jeg ved daarligt nok, hvorvidt det lykkedes. Jeg erindrer en Dreng fra Jens Peters, Nicolaj hed han, en rigtig tapper og modig Fyr. Naar vi paa Legepladsen skule ”ta Haar”, var han den af Forfølgerne jeg frygtede mest. Hele Drengeflokken dannede en lang Kæde for at fange den sidste Hare, nemlig mig. Kæden kunde jeg ved et rask Angreb sagtens gennembryde, idet jeg søgte det svageste Led, Men Nicolaj ofrede sig. Han smed sig paa Jorden og omklamrede mine Ben og brød sig Pokker om, at der vankede lidt Knubs. Jeg skønnede som Dreng, at Jens Chr. Noes's var de dygtigste af Boelsfolkene paa Risum Mark. De havde det vist ogsaa bedst økonomisk, thi Konen gav mig uden videre en Krone for en af ”Neete”s Hvalpe. Børnene var flinke i Skolen. Naa – jeg maa tilbage til Nørre Risum. Hvor meget Hartkorn den havde, skal jeg lade være usagt – vel en 5-6- Tdr. – Men Gaarden blev dreven saadan, at den regnedes for Sognets bedste og med den største Besætning. Det have kostet Arbejde, og Søren Risum (Bjerre) lagde mindst 2 Mands Arbejde bag sig. Jeg kan ikke huske ”gammel P. Risum” – Søren Risums Svigerfar – ved ikke hvor driftig han har været og mindes kun, at der i Sognet taltes om, at han havde set lidt skævt til alle de Forandringer og Forbedringer Søren indførte og især syntes at det fede røde Spænd blev taget for haardt paa., men Kaaren med det blide, vemodige Smil har faaet det lempet i Lave. Hvordan de to havde fundet hinanden melder Historien intet om. Det var jo som Pastor Kuhlmann plejede at udtrykke det i sine Brudetaler, naar begge paagældende ikke hørte til Sognet: Fra forskellige Steder og fra fremmed Land fører han dem underlig sammen. Der har nok været en eller anden velvillig Sjæl eller Kirsten Giftekniv, som har bragt de Unge i Forbindelse med hinanden, thi en god Gaard, en pæn Pige skulde jo nok i de Tider bringe Bejlere til Huse. Det fortælles at Søren Bjerre kom til Risum (mærkelig nok afkastede han Bjerre-Navnet, og Risum-Slægten har ikke senere taget det op – mon ikke den gamle P. Risum har krævet Risum-Navnet holdt i hævd), gik Heden op til Ladeporten, saa der var nok, at tage fat paa for den virksomme unge Mand fra Sir. Da jeg kom til at kende Nørre Risum, havde Søren Bertelsen, som Døbenavnet lød, vel kun været Mand i en 14-15 Aar, og i den Tid var Gaarden opbygget, Markerne merglet og fra Heden allerede erobret 60-80 Tdr. Land. I Stalden stod en god Hestebesætning. Søren Risums Heste kostede en god Skilling, fra 670 til 770 Kroner, det blev ”snakket om” i Sognet, og i æ ”Kjørhus” baasedes 16 fede Køer, og en 30-40 Ovnere. Søren Risums Vædder var heller ikke af de mindste, men ”kare saa stuer som Rout Vejer”. Jeg kan endnu mindes at have set Karen i Risum gaa over Gaarden til ”a kalbøwl” med nymalket Mælk til de spæde Kalve, fulgt af Mis, som kælent strøg sig op ad Benene, dens ”træsko” skulle jo ogsaa fyldes, og dette Syn, staar for mig som et skønt, enkelt og dog rigt Billede. Jeg er ikke sikker paa, at Søren Risums Fodringsmaade var den mest økonomiske. Han fortalte mig en Dag, at Køerne (de bedst malkende) fik en 16 Pund Grutning om Dagen og vist lidt Rapskager, da kendtes andre oliekager jo ikke, ej heller Roer. Intet Under, at Risums Køer var ”smellerfie”. Den travle Mand havde ikke Tid ej heller Lyst til at tage sig af Sognets Sager. Han sad vist ingen Sinde i Sogneraad eller Skolekommission eller som Kirkeværge eller hvad andet skønt et Sogn kunne byde. En rigtig Borbjergbo blev Søren aldrig. Dog mere travlt end de kunde afse Tid til Søndags-Kirkegangen, havde Søren og Karen nu ikke. De kom gaaende, de kære Øg skulde da ogsaa vide, det var Søndag, Søren i Snak med andre Mænd, Karen stilfærdig bagefter men Lommetørklædet paa Salmebogen og det sorte Hovedtørklæde bundet saa gammeldags kysk over det rare Ansigt.

110

Tre Gange om Aaret blev jeg som Dreng indbudt til dette Hjem, hvor de to ældste Drenge Peter og Bertel var jævnaldrende Legefæller og Skolefæller. Et par herlige Drenge. Peter havde meget af Bjerre-Slægtens Aandslivlighed, og Bertel tog i Arv Sørens virkelyst og Karens godsindede Ro. Aarets første besøg skete i Lærkeredetiden, thi Risum-Drengene fandt altid saa mange Reder i de store Græsmarker. Af Danmarks 4 millioner Lærker boede efter ”statistisk udregning” for mange i Risum. Paa Degnens smaa Agre med den stærke Færdsel omkring havde Lærken ikke Ro til at ruge. Det andet Besøg var i Stikkelsbærtiden og det tredje mellem Jul og Nytaar.

1945 04 05

Døde af Mandkjøn staar der højtidelig og alvorlig paa Kirkebogen, som er ført med min Faders faste og sirlige Haand. Skriften er knap saa læselig, som man skulde tro, thi den for Tiden (Kirkebogen begynder ved 1859) karakteristiske Blanding af antik og gothisk præger ogsaa den gamle Degns Skrift og gør den paa Steder mindre let læselig. Over den Periodens Skrift klages forøvrigt af mange Arkivfolk. Som Dreng lærte jeg ogsaa at skrive med gothiske Bogstaver, og endnu har min Skrift Reminiscenser af denne Børnelærdom.Nu er det ikke min Mening at opremse Dødsfald fra 1859 til 1888. Jeg nævner – selvfølgelig – kun de Personer, som rigtig har tilhørt det gamle Borbjerg, jeg kender og kan huske, og det Borbjerg, hvorom der taltes, da jeg var Dreng. Saa nævner jeg da ogsaa og fortæller om de Gaarde, hvor navnene hører hjemme, og jeg glemmer heller ikke de smaa Skæbner, ofte triste, som Døden Brat afslutter.

16. Juli 1868 dør Søren Hedegaard Christensen 21 Aar gl. som Dragon i Randers. Han er Søn af Chr. Pedersen i Sdr. Bøgild og den kønne Ane fra Store Hedegaard, hende med Smilehullerne som Konfirmationsdagen slet ikke saa paa Severin Weiersøe fra Stommelborg, men paa Pastor Niels Gjølbys Søn. 32 Aar gl. var Ane blevet gift. Niels Væring, som nu bor i Holstebro, kan huske Ane, som i sine sidste Aar boede i Bisgaard Lukhus. Mon andre ældre Borbjergboer kan huske hende?7. Februar 1869 dør 40½ gammel Jens Chr. Sørensen, født i Store Hedegaard, som ejede Hedegaardhus (Christian Dalbys og Kjesten tilsammen). Derom er fortalt under Sognets Tilflyttere. 26. Maj 1869 død Peter Petersen, Aftægtsmand i Sdr. Bøgild, 88 Aar gl., Anes Svigerfader. 16. Maj 1870 dør Aftægtsmand Jens Jensen Meldgaard, Trabjerg, 68 Aar gammel.Meldgaard i Trabjerg er en af Sognets virkelige Slægtsgaarde med ”en Jens Jensen som Manden paa Gaarden” i mange slægtled. Bedst husker jeg fra min Barndom Jens Meldgaard, Fars gode Ven og Hjemmets hyppige og hyggelige Gæst. Han var en særdeles velbegavet Mand, vittig og slagfærdig, havde let ved at finde rammende Udtryk, men kunde ogsaa være lidt skarp i sit Vid. Havde han saa sandt ikke hørt til Sognets 20 Højremænd, ville han være blevet Sognekonge, skøn Viddet maaske var noget for bedsk. Ja, hvor husker jeg de to smaa Trabjergmænd, Chresten Søndergaard og Jens Meldgaard, naar de paa deres Vandringer i Sognet gik op gennem ”æ Sommerdaal”. Saa Mor dem stige op gennem Dalen, fik hun travlt med at sende mig hen til dem og bede dem om at komme ind paa Tilbagevejen. Hun vidste hvor opmuntret Far blev, naar de to gode og fornøjelige Mænd traadte ind for at tilbringe Aftenen.

111

Meldgaard hørte ikke til Sognets ej heller Trabjerg Bys store Gaarde, men var nok en af de bedste. Vistnok er Gaarden tidligt bleven delt. Jeg tænker Trabjerglund er udskilt fra Meldgaard, for Jens Meldgaards Søster boede der. Trabjerggaardene (Nørgaard undtagen) havde Lod fra Kirkevejen op mod Kæmpehøjene, og Jens Meldgaard havde den bedste af disse Lodder. Hvidkløveren paa Jens Meldgaards Agre duftede stærkt og sødt og stod saa tæt som ingen Steder i Sognet. Jens Meldgaard var meget virksom for at faa Mejeriet i Skave bygget. Fra min Hogagertid kan jeg huske Mødet i Skave Kro, hvor det blev vedtaget at oprette et Mejeri. Jeg var fulgt med Hogagermændene dertil og agerede som en slags Sekretær. Skønt Herrup-Mændene ogsaa havde indfundet sig, tegnedes kun 300 Køer, hvad ikke engang kunne blive 12 million Pund Mælk. Alligevel vovede man Skridtet, og den lille magre Hedeby Skave voksede op til at blive Sognets ”Hovedstad” – foreløbig, for Hvam Mejeriby vil jo nok løbe den forbi, mens ”Kirkebyen” helt staar i Stampe. Niels Christian Bak fik saa inderlig Ret, da han haanende talte om ”æ Kjerkstejer”, for æ Kjerstejer blev nu aldrig mere end æ Kjerkstejer, hvad jeg nu er en Kende støt over. 23. Juli 1870 død Jens Christoffersen i Sdr. Damgaard, 56 Aar gl. Fader Christoffer Jensen. Her er atter en af de rigtige Slægtsgaarde. Mon ikke den i mindst 200 aar har været i Slægtens eje, Søn efter Søn. Jens Christoffersen er meget omtalt i Severin Weiersøs Bog: En jydsk Drengs Dagbog. Severin W. fortæller, at han var en rar Dreng, men ikke saa stiv udi ”Brøken”, hvorfor jeg maatte hjælpe ham. Jens Christoffersen kan jeg selvfølgelig ikke huske, Edel Johanne Damgaard staar tydelig i min Erindring. Hun døde jo ogsaa først 1888, 87 Aar gl. Fra 1876 er mine Erindringer ret klare, og da var Edel Damgaard jo allerede en gammel Kone paa 75. Hun fødtes i Nr. Risum 1801, og Faderen hed Laust Christensen. Her var det altsaa en Datter fra Risum, som drog ind i Sdr. Damgaard. To Slægtsled senere kom en Datter fra Damgaard til Risum. Den stoute Edel Damgaard staar fastnaglet i Erindringen. Med Vingekappen paa det stolt baarne Hoved og det noget robuste Væsen lignede hun en Borgfrue. To Gange om Aaret holdt hun Altergang og søgte ind til Mor. Edel Damgaard tog sig ”en Pris” en Snus inden Altergangen og een bagefter. Det stimulerede den gamle Kone, som efter Skik og Brug intet havde nydt før Altergangen. Edil Damgaard fra Nørre Risum var 13 Aar ældre end Jens. Mon ikke min Barndomsven, Bertel Risum, var 13 Aar ældre end sin Kone fra Sdr. Damgaard? Saa synes det udlignet.Christoffer Damgaard kendte jeg som en dygtig og forstandig Mand. Jeg maa dog sige, at det var lidt uforsigtigt af ham at sætte en 13 Aars Dreng til at holde, et Par kraftige og let opskræmte Heste. Herom har jeg før fortalt. Han Kone, Inger Juulsgaard, var Datter af en fornøjelig og skalkagtig Mønsted Degn, Juulsgaard. Lærer Juulsgaard var Svoger til Chresten Søndergaard i Trabjerg – gift med to Søstre – og da Juulsgaards Kone døde, blev deres to Døtre, Inger og Mathea, opdraget i Søndergaard. De fik hver en Arvepart paa 1000 Rgd., hvad der dog betød noget i de Dage.Samme Aar som Edil Damgaard dør hendes Datter, der i Kirkebogen betegnes som Aftægtspige i Sdr. Damgaard. En anden Datter blev gift med Niels Mouritsen i Kvisgaard. Sidsel Kvisgaard var en dygtig og fornøjelig Kone, som havde Edel Damgaards sikre Væsen og Slægtens spidse Lune. Hvor nær Forbindelsen mellem Sdr. Damgaard og Nørre Risum var, kan tydes af, at Inger Damgaards første Barn fik Karen i Risum til Gudmoder. Fra min Barndom husker jeg om Sdr. Damgaard, at jeg som en lille Purk var deroppe i et Ærinde. De havde just slagtet, og Middagen bestod af kogt Blodpølse med hvid Dyppelse. Hjemme fik vi altid Blodpølse til Davre, stegt med Fedtegrever, ja og med Sirup. Det er egentlig morsomt, at man efter næsten 70 Aars Forløb, kan mindes saadan en Bagatel.(Fortsættes)

112

1945 04 10

Sdr. Damgaard er en af Sognets gode Gaarde. Det regnede vi skam ogsaa med i min Barndom. Da blev der gravet Mergel paa Ejendommen, og mange af Sognets Gaarde, deriblandt Kvisgaard fik Mergel fra Sdr. Damgaard. Niels Kvisgaard fik altsaa mere, for han fik en Datter derfra. Jeg husker tydelig Niels Kvisgaards Mergellæs. Det hændte saa ofte, at der spildtes en Klat udenfor vore Agre, og disse Klatter samlede jeg omhyggelig og spredte på Græsmarken. Den Dag i Dag kan det ses, hvor jeg merglede. Jeg har begaaet den fejl at begynde ved 1868. Jeg oversaa en Side i mine Optegnelser. Fra 1859 til 1889 gaar disse. Egentlig er det sært at tænke paa, hvor meget disse 30 Aars Dødsfald fortæller mig og gennem mig Sognet.1859, 84 Aar, dør Aftægtsmand i Søndergaard, Søren Povlsen, født i Tvis. Samme Aar dør Aftægtsmand Søren Povlsens Hustru, Maren Andersdatter, 85 Aar gl., født sammesteds. Søndergaard kan godt kaldes en Slægtsgaard, eftersom den i mindst 200 Aar har været i samme Slægts Eje, arvet af Døtre. Af de tre fremmede Mænd, som er kommen til Søndergaard, nævner jeg kun Fars gode Ven, Chresten Søndergaard (Chresten Jensen fra Sevel, Søn af Jens Steffensen i Sevelby). Han var sikkert den Mand i Sognet, Far følte sig mest knyttet til, og i Hjemmet var han en kærkommen Gæst. Om Krigen i 48, om Udfaldet fra Fredericia, fortalte han levende. Paa mange Maader stod han over sine Standsfæller, var saaledes en ypperlige Havemand, hvad Haven i Søndergaard vel den Dag i Dag bærer Vidende om. Han beskar ogsaa Træerne i vor Have og viste mig forskellen paa Frugtgrene og Vildskud. I Præstegaarden, hos den grundtvigske Pastor Møller, var den kvikke Bondemand derimod ikke yndet, og Pastor Møller bebrejdede endog Far, at han kom sammen med ham; da lod Far Præsten vide, at Chresten Søndergaard Tro eller mindre Tro beskæftigede han sig ikke med, men Chresten Søndergaard var en god og Mand og hans Ven. Ikke mange af Søndergaardslægten er bleven ”ved Jorden”, ja jeg mener bleven ved Landbruget. Helt følge Slægten ”i dens Adspredelse” kan jeg ikke, men nu og da hører jeg lidt derom. Forleden traf jeg en Sønnesøn af Chr. Søndergaard, Hans Søndergaards Søn, som har en stor Herreekvipering i Thisted. Den ældste af Sønnerne, Jens Søndergaard (altsaa opnævnt efter Jens Steffensen i Sevelby) gift med Skovridder Jenssen Tuschs Datter, oprettede et Fællesmejeri Feldborg i Hjerm, kom senere til Jernbanen, en Datter, Else, blev gift med en Toldassistent Tychsen – Hans og Ingvar gik til Trikotagen, kun ”mi Præstoring”, Christian og Datteren Maren blev Bønderfolk. Christian var for resten ”et godt Hoved”, som kunde ”svare” paa alle Pastor Kuhlmanns dogmatiske spidsfindigheder. Søndergaardslægtens Skæbne er næsten typisk paa en begavet Bondeslægts Vandring paa Jorden. 1859 dør Smed Christian Petersen i Trabjerg, 46 Aar gl., af Kræft. Det tilføjes nemlig i Kirkebogen: død af Kræft. Den Sygdom maa enten have været sjælden, eller ogsaa har Lægerne først paa den Tid givet den Navn, siden det været Anledning til Bemærkning i Kirkebogen. 1862 – 80 Aar gl. – dør Jens Mikkelsen i Vester Hvamgaard, og 1875 (29. Aug.), 77 Aar gl., dør Jens Mikkelsens Enke, født i Ryde, Datter af Niels Andersen, Moesgaard. Om denne Slægt har jeg forhen skrevet og gaar derfor ikke dybt ind i Slægtens eller Gaardens Historie. Slægten stammer fra Sønder Hvamgaard, og tre Brødre kom ind i Sognets gode Gaarde. Johan Mikkelsen drog til Store Perregaard, formodentlig gift med Datteren, men saa vidt rækker mine ”historiske” Undersøgelser nu ikke. Mads Mikkelsen, den yngste, fik Fødegaarden, og Jens Mikkelsen blev flyttet til V. Hvamgaard, en af Sognets bedste Gaarde. Mon ikke gift med Datteren i Gaarden? Deraf følger, at Pigen fra Moesgaard har været hans anden Kone, hvad ogsaa Aldersforskellen, 16 Aar, tyder paa.

113

Selv om V. Hvamgaard ikke har naaet den anseligste Alder som Slægtsgaard, kan den dog med Rette nævnes som saadan, idet den Mikkelsenske Slægt har siddet ser siden 1810 vel. Aarstallet tør jeg ikke staa inde for, da jeg ikke har set Kirkebogen over de ”copulerede”. Nu ejes den af Dattersønnen Johannes Lebech. Fra denne Gaard har jeg lyse og kære Ungdomsminder. En af Gaardens Sønner, Købmand og sidst indehaver af Kolding Jerbanerestauration, Bertel Lebech, blev min nærmeste Ungdomsven. Mangen Søndag i mine Hogagerdage, der elleres kunde være triste nok, tilbragte jeg i denne Gaard, hvor der var kønne, unge Døtre, og en kvik Ungdom samledes. Ih, hvor husker jeg Ann Johanne Lebech, Gaardens milde og kloge Husmoder. De lysegraa Øjne lyste over det alvorlige Ansigt, men Skælmen, Lunet, Viddet sad i Øjenkrogene og gav Ansigtet Mildhed. De to ældste af Senius Lebechs Børn, Jens og Bertel, gik i Skole til Fader. Bertel skulde lære at skrive et b, som er et lidt vanskeligt Bogstav for en kejtet Barnehaand. Men Bertel var ingenlunde forknyt, for da Fader spurgte ham: Kan nu skrive saadan én, lille Bertel?, svarede han frejdigt: A ska´ maag o et!Jeg maa løsrive mig fra Ungdomsminderne og blade videre i ”Døde af Mandkjøn”:1862, 76 Aar gl., dør ”den sore Mand i Hedegaard”, Søren Nielsen. Omtale af ham er allerede sket. 1863, 65 Aar gl., dør Tateren Niels Chr. Danielsen, Enkemand, Fattigbaarn, Søn af en Daniel Nar, Taterslægtens tilnavn.1863, 37 Aar gl., dør i Hedegaardhus, Jacob Henriksen, Handelsmand – Købmand Henrik Jacobsens Farfader. En omtale af denne kvikke Mand, som min Fader ofte talte om, gemmer jeg til Sognets Købmænd. -------Der taltes i en Artikel om Inger Juermurs træske Stemme. Der skal staa h æ s k e Stemme. Kun Vestjyder forstaar dette udtryk, men de forstaar det ogsaa til Gavns – gennem Øret. Den mindste Nuance fra Sognets Sprog, den mindste Lydforandring, blev skarpt opfattet og kritiseret.

1945 04 13

Undersøgelsen af Borbjerg Kirkebøger er ingen kedelig Læsning. Den giver Indblik i mange af Sognets forhold, aabenbarer ”Familieskav” og Afslører Skæbner, kaster Strejflys over sociale, moralske og hygiejniske Spørgsmaal, nu og da fortælles om Ulykker, f.eks. ved Brøndgravning, ved Lynnedslag og undertiden aner man bag Beretning om Selvmord en Slægtstragedie. Ind mellem Fortællingerne omGaardene vil jeg saa samle lidt af det, Kirkebogslæsningen har Kastet af sig. Det giver den Afveksling, som er nødvendig for mit Sind.

Tragedien i Nygaard.Hvis Holstebro Dagblads Læsere erindrer min anmeldelse af ”En Jydsk Drengs Dagbog” (Skreven af Severin Weirsøe, født i Trabjerg 1814 i Stimmelborg, nuærende Sivegaard, død som Lærer emeritus i Aarhus, Ven med C. A. Thyregod og Knud Skytte (Forfatternavn), Granonkel tiI Smedemester Severin Weirsøe Mogensen, Holstebro) huskes maaske, at den lille Severin i Dagbogen ofte nævnte Kirsten i Nygaard som en godsindet Kvinde, der ”gav mig mangen god Mellemmad”, fordi jeg ”spøgte” (legede) med hendes Søn, som var 4 Aar yngre end jeg.

114

Denne Søn, Knud Nielsen, født 1818, blev senere Gaardmand i Nygaard, med hvem han blev gift, har jeg ikke fundet endnu. 1844 fik han en Søn, Niels Christian Knudsen, som den 5. Juni 1868 hængte sig. Denne sørgelige Begivenhed maa have gjort et stærkt Indtryk paa Faderen, thi den 7. Juni – altsaa 2 Dage efter Sønnens Selvmord hængte Knud Nielsen sig, 50¼ Aar, (min Far var meget nøjagtig i opgivelse af Alder).8. Juli 1868 hængte en Søn af Husmand Povl Peder Jensen, Skave, sig, men dette Selvmord staar næppe i forbindelse med de andre. Selvmordernes Begravelsessted var i det nordøstre Hjørne af Kirkegaarden, lige akkurat ved det Sted, hvor jeg fra Kirkebakken sprang over Kirkegaardsdiget. Jeg tør ikke bestemt holde paa det, men jeg mener at mindes, at der i min Barndom blev talt om de to Selvmordere.

Datidens Folkeregister.I Kirkebogen fra '1859 (de ældre Kirkebøger er fjernet fra Arkivet og betyder heller ikke saa meget for mine Skildringer) og til 1875 er ført Fortegnelse over tilflyttede og fraflyttede. Ikke alene Tyender med Skudsmaalsbog, men ogsaa Gaardkøbere blev tilmeldt og maatte skam opgive baade egen og Konens Alder. Jeg ser saaledes, at Lars Christensen, Borbjerg Mølle, kom til Sognet 1871, 34 Aar gl., og Dorthe Kirstine Steffensen, 32 Aar, fra Sevel Kro. Sammen med Lars Christensen kom Møllersvend Jens Madsen, 21 Aar gl., som senere blev Gaardmand i Libergren (æ Grejn).Kun faa af Borbjerggaardene var i Handelen, hvad man kan se af Tilflytningsfortegnelsen. Til Gengæld synesDer at have været handlet ret ofte med Villads's Gaard i Hvam. I 1861 skriver Far i Tilflytningsprotokollen, købte Henrik Hoffmann fra Fovsing Villads-Gaarden i Hvam. Han var 23 Aar, Konen født Paaskesen fra Lille Kjeldsmark, 28 Aar. 1873 blev Gaarden købt at Ole Christian Olesen (daglig Tale Hvolle Christian) lige for Næsen af Ma´Krog, hvorom jeg før har fortalt. Med en Fortjeneste af 500 Rgdl. Solgte Ole Christian Gaarden Christian Johannesen Sørensen fra Estvad. Han var 42 Aar, Konen 28. Nu er Gaarden, som Far to Gange benævnede Villadsgaard, nok endelig havnet hos Krogslægten.1861 købte Thomas Chr. Madsen Vester Bøgild. Den blev vist senere solgt til Hans Eising (F. P. Eisings Broder), og mon ikke Thomas Madsen har taget en Parcel fra og bygget i Nærheden af Landevejen. Jeg kan mindes Thomas Madsen som ivrig Mssionsmand.Det var dog mest Husmænd og Haandværkere, som flyttede til Sognet.1861 kom Jacob Steffensen, 23 Aar, Konen 20½, fra Haderup. Husmandshjemmene i Borbjerg har sikkert været tillokkende for unge Mænd fra den magre Hede, og vist er det ogsaa, at der paa Trabjeg og Hvam Hede opstod mange ypperlige Hjem.1861 kom en anden Haderupbo til Borbjerg, Niels Nielsen, 24 Aar, Konen, Maren Laursen, 18 Aar. De købte Jens Poders Hus. Laa dette Hus ikke i Trabjerg? 1866 købte Chresten Jensen fra Ballerup, fhv. Jordbruger, staar der i Kirkebogen, Ø. Abildholt. Han var 43 Aar og Konen med det fine Navn Marie Elisabeth Terese Buch, 37 Aar. Hvordan den arme Sjællænder fra det fede Smørum Herred var havnet i det mørke Jylland, er fast en Gaade. Formodentlig har det store Jordtilliggende fristet harm. Christen Jensen husker jeg saa godt fra min Hogagertid. Paa det bredeste sjællanske maal fortalte han om sine køreture til Kultorvet fra de nordsjællandske Skove. Et rent Evangelium var Christen Jensens Fortællinger just ikke, men det gik nu an at høre dem en enkelt Gang. Hans gode Nabo, Jesper Abildholt i Vester Mikkel, som vel sagtens havde hørt Historien adskillige Gange, rystede ogsaa paa Hovedet, naar Chr. Jensen ”forbedrede” Fremstillingen og søgte at faa andet i Snak. 1868 kom en Søster, Dorthea Marie Christensen, hjerm paa Besøg, 25 Aar gl. Denne Søster, som havde været i adskillige rige grundtvigianske Hjem, har jeg kun set een Gang. Det er egentlig sært at tænke paa, at i det lille Land var alligevel Afstandene saa store paa den Tid, at en Rejse fra København eller Rungsted syntes en hel Begivenhed. Og saa, at hun skulde tilmeldes. Far har været en lovlydig Mand. Blandt andre indvandrede vil jeg nævne ”æ nøj Juermuer” med Manden Laurits Jensen. Inger Flyvholm Sørensen, 32 Aar, og Jens Laurits Jensen, 36 Aar, kom fra Ulfborg 1872. Hun var en høj, knoklet Kvinde, myndig Væsen og rap i Munden, men anset som dygtig, han en lille lin ”Gjordemodermand”, som, da han skulle ”passe paa Dørene” alligevel drev Træskohandel og lavede ”Basartræsko”, ”franske Træsko” og ”Klodse”, Træsko med Læder og Træsko med Klamper. Jeg var ikke saa lidt vigtig, da jeg fik

115

mine første Træsko med ”Lejer” Denne Begivenhed indtraf for 70 Aar siden, men det ”historiske Par” var købt hos Jens Chr. Ø, den ”snilde Husmand paa Bukdal Mark, som fandt det lettere at være Hjemmeslagter og Træhandler end at staa ”i en Mergelhvol”. Æ nøj Juermuermand var meget mindre end Konen og tilsyneladende førte hun Septret, men Naboerne vidste at forlælle, at Laurids til syvende og sidst var Mand i Huset. Inger Juermuers højde gav Anledning til en Vittighed, som gik Sognet rundt. Paa Bukdal Mark boede en Smed Larsen, hvis Kone, en Præstedatter fra Haderup, en Føns, gerne vilde vide, hvad der foregik i Sognet. Jeg havde en Broder, en Jurist, som en Sommer var Hjemme i Ferien. Da han en Dag paa Vej til Præstegaarden kommer forbi Madam Larsen, spurgte hun, ham selvfølgelig om han vidste noget. Jo, sagde Skælmen, har De hørt det, Madam Larsen, Laurids “Jordmormand” ikke vil have sin Kone længere. Ih, Gud forbarme sig, ih, Gud forbarme sig, det siger De ikke. Ja, jeg kan godt tænke mig det, ja, det kan jeg ved Gud. Om Eftermiddagen kommer Sognefogeden, Morten Toft forbi. Madam Larsen ud til ham. Ih, Gud forbarme sig, har De hørt det, Morten Toft, at Laurids ”Jordmormand” ikke vil have sin Kone længe. Tho - hun er da osse laang nok, sagde Morten Toft lunt og gik videre uden at ænse Madam Larsens Tilraab.

Da Taterne kom til Sognet.Det var Varslægten (som Kisum Rakkere og Sahl Kjæltringer hed det i sin Tid) blev fordreven fra Estvad Sogn af Abrahamslægten, der vilde være Høvdingslægt I denne Sø- og Hedeegn, hvor de kunde drive Jagt og fiskeri uden altfor megen Indblanding fra Myndighedernes Side. I min Barndom stod et drabeligt Slag paa Sahl Hede mellem de to Slægter, og derom gik der megen Tale. Det endte vistnok med Nar-Slægtens Nederlag. I Kirkebogen fortælles der nu om Slægtens Ankomst til kødgryderne i Borbjerg. 1865 kom, 23 Aar gammel, Niels Nars Søn fra Estvad, Anders Kristian Nielsen, til Borbjerg. 1862 kom 22 Aar gl., Abelone Nar, velsagtens en Søster. 1850 var Niels Danielsen allerede kommen til Sognet med Kone, Ane Margrethe Pedersdatter og 2 Børn: Jens Nar, 13 Aar, Daniel Nar, 10 Aar, og Hans Nar, 5 Aar. Niels Nar kom fra Mønsted, og han benævnes som Blikkenslager og Fattiglem. Samme Aar ses en Iver Nielsen fra Dejbjerg at være indført som Tilflytter. Formodentlig een af Kvambjerg Rakkerne og af samme Slægt som Nar. Ovenfor nævnte Daniel Nar er den senere i Borbjerg saa bekendte Omløber og ”Handelsmand”. Etter hvad jeg har faaet oplyst, har han boet i Vium som Blikkenslager, to Mil Syd for Viborg, blev forlovet med en Pige af ordentlig Slægt, men da hun fik at vide, han var af Natmandsfolkene, hævede hun Forbindelsen, hvorover han blev sindssyg. Ja, saaledes lyder den rørende Beretning, som jeg ikke helt tør indestaa for Rigtigheden af. Som Handelsmand var han nu slet ikke saa tosset, men det kender den ældre Slægt i Borbjerg jo nok.1859, altsaa samme Aar, hun kom til Borbjerg, døde Daniels Mor, og hun benævnes paany som Frattiglem. 1864 døde Fattiglem i Trabjerg, Jens Danielsens Hustru 65½ Aar - Karen Hansdatter.1883 dør Almisselem Benny Judithe Jensdatter, 49 Aar gammel, Datter af Jens Nar. Hun har formodentlig været Kusine til Daniel, og med disse to er de sidste ægte Tatere forsvundet fra Borbjerg. Daniel havde et udpræget Raceansigt og var en smuk Karl. Kvinderne med det blaasorte Haar havde ikke megen Skønhed tilbage.De to andre af Daniels Brødre, Jens og Hans, blev sendt til Australien. Sendt og sendt - det vil sige: Sogneraadet havde faaet Skibslejlighed til de to Fyre fra Aalborg, og Anders Dahl, forhenværende Kyrasser fra Horsens, en kraftig Mand, og en anden berejst Borbjergbo skulde følge dem til Aalborg. Her lykkedes det, som lærer Møller fortæller i sin udmærkede Borbjerg Sogns Historie, den ene at forsvinde i det mørke Aalborg.

116

1945 04 20

Æ Fattighus.Foruden æ Rakkere eller, som vi kaldte dem i min Barndom, æ Kjæltringer, kom der en hel Del ”Skidtfolk” til Sognet. De mødtes i Fattighuset.1861 blev en Niels Jensen Smed, 37 Aar gammel, Konen 34 Aar, hjemsendt paa Fattigvæsenets Regning fra Skjød ved Hadsten.1865, 82 Aar gl., dør Ane Madsdatter Flynder, ugift Fattiglem. Hendes Søn, Mads Flynder, holdt i min Barn-dom til i Fattighuset, hvor Ann Kæstin Kjærmp øvede stor Tiltrækning paa løst Pak fra alle Egne. Men en Anders Rytter fra Holstebro var en farlig Rival, og naar han viste sig i Sognet, var Mads Flynder ”en bette Kaael”, skønt han ellers kunde være ”brummelsk” nok. En Fasteonsdag i 1873 mødte æ Flynder og æ Kjæmp i Skolen. De vilde snakke med Pastor Kuhlmann og, med min Far, for nu vilde de (ja ogsaa i bogstavelig Forstand) slaa deres Pjalter sammen. Imidlertid var baade Præst og Degn til Fastegudstjeneste, og min Broder Marius, som de talte med fortklarede de to giftelystne, at det kunde han let besørge. Han fik ”æ StokIer” til knæle ned ved en af Skolebænkene, hentede Ritualbogen, læste, hvad der skulle læses, Ann Kæstin lovede at være sin Mand tro til det sidste, ”æ Flynder græd, som han var pisket, og da de havde givet ”ham deres Haand derpaa”, erklærede han dem for rette Ægtefolk at være, hvorefter Mads Flynder listede en Mark op af Vestelommen og stak den til ”Giftefogeden”. Hvordan Degnedrengen klarede sig ud af den Historie, har jeg aldrig faaet oplyst.”Æ Kjæmp” holdt ikke sit Løfte om at være Mads Flynder tro til det sidste. Blandt hendes udkaarne var en 3 Alens Sevelbo, ”æ Kejser”, som dog ikke havde stort Mod og forlod Fattighuset, naar Mads Flynder ankom. Ja, Fattighuset var ”et skummelt Sted”, i vore Dage vilde man sige en Skamplet for Sognet, men de gamle Bønder mente vel, det var bedst ”at have Skidtet samlet paa eet Sted”, og jeg er ikke utilbøjelig til at give dem Ret.

Der kom ogsaa Godtfolk til sognet.Jeg tror nok, det gamle Borbjerg fra 1840 og fremefter trængte til ”Blodfornyelse”. Ganske vist var Sognet saa stort og vidtstrakt, at der kun i faa Slægter kunde blive tale om ”Indavl”, og ikke som i Landsbysamfundene, hvor alle Gaardmændene kunde regne Slægtskabet ud. For den myndige Præst Anders Knudsen Damgaard fra Salling, senere Stiftsprovst i Odense, maa Sognet have været som et lille Paradis, hvor ”vor Fader” regerede over en umyndig Flok, og det maa have været et trist Sogn for Københavneren Christian Frederik Eberhard Møller at komme til og ”tung Jord” at arbejde med.Alle Forsøg paa at komme i virkelig Kontakt med Sognet mislykkedes for den grundtvigianske Præst. Øst er Øst, og Vest er Vest. Men om Sognet og Præsten vil jeg foreløbig ikke skrive. Det kan jeg vende tilbage til.Den betydeligste af de indvandrede bør Chresten Elbrønd Jensen fra Eising nok siges at være. Han købte Vester Bisgaard, og under Navnet Kræ Bisgaard blev han een al Sognets førende Mænd, skønt hans Virke foregik i al Stilfærdighed, thi Kræ Bisgaards Selvbeherskelse og Ro var urokkelig. Paa en Maade var Chresten Bisgaard knyttet til Sognet med Slægtskabsbaand forinden Bosættelsen. Jeg ser af Kirkebogens Dødsliste, at Chresten Bisgaards Kone, Ane Dorthe Nielsdatter, døde 1877, 55 Aar gl., født i Moesgaard, Ryde. Faderen, Niels Andersen.1875 døde Jens Mikkelsens Enke, i Vester Hvamgaard, 77 Aar, født i Moesgaard i Ryde, Datter af Niels Andersen. Sandsynligvis, at dømme efter de 24 Aars Forskel i alderen, har Jens Mikkelsens Kone i Vester Hvamgaard og

117

Chresten Bisgaards Kone været Halvsøskende, og det er da rimelig nok, at Jens Mikkelsen har faaet Svogeren til en af Gaardene i Hvam. Fra Moesgaard (senere blev Moesgaard købt af Mejeriforpagteren fra Rydhave, Daniels - herom senere) stammer en anden af Holstebroegnens gode Slægter, Hillersborgerne fra Vejrum. Dette forklarer den selskabelige Forbindelse, der i min Ungdom var mellem Hvamgaard og Hillersborg. Sandsynligvis har Chresten Bisgaard faaet sin svoger Peder Petersen og Søsteren Maren, Ma' Krog, til Kroggaarden i Borbjerg, og dermed rykkede to betydelige Mennesker ind i Sognet, og en Slægt, som skulde blive Sognets førende i en Aarrække, fødtes i Kroggaarden. Pe Krog var en stille, indadvendt Mand med et Ansigt, der ikke glemtes. Jeg kan daarligt mindes, hvordan Kræ Bisgaard saa ud, men jeg kan tydeligt se P. Krogs mørke, alvorlige Ansigt med det melankolske Drag og det tænksomme Blik. Ma´ Krog døde i 1885 65 Aar gl. Hun var i Modsætning til Manden udadvendt. Dygtig, praktisk, snaksom, en Kende hvas, ret fornøjelig.En Slægt, som en Stund satte sig godt fast i Borbjerg, men som, da den ikke fik Jord eller Gaard, nu næsten”er dragen fra Sognet”, var ”Æ Hvansmeds”. 1867 kom Peder Langballe Iversen fra Ryde til Borbierg som Smed og Stampemøller. Pe Yvsen var 33 Aar og Juliane 35. Vistnok stammede han fra Lemvigegnen, for en af Sønnerne fik da i Daaben et Lemvigegns Navn og hed Jens Havskov Iversen. Jens Havskov blev gift med Jesper Brødbæks Datter og lever endnu, efter at have afstaaet sin store Smedeforretning, i bedste Velgaaende. Peter Iversen maa dog have været Smed i Ryde i adskillige Aar, for baade Iver, Ane, Anders og Jens Havskov er født i dette Sogn, men den ualmindelig begavede Mand har kunnet se, at der laa Muligheder i den uudnyttede Vandkraft i den lille Sø ved Brødbæk med det dybe Fald. Peder Iversen vedblev nok at være Stampemøller, men han fik sig en ”Vandhammer”, en Hammer dreven ved Vandkraft, stillet an og begyndte

Fremstilling af Jernaksler og jernakslede Vogne.Det var den første Virksomhed af den Art i Vestjylland, og hans Arbejde fik et godt Lov. Endnu ved Aarhundredets Slutning smededes der Aksler i Smedien under Brødbæk Brinker, og jeg har i min Broders Tjeneste solgt mange af disse. Der fortælles, men det har jeg nu ikke set, at til Markederne i Lemvig, Holstebro og Ulfborg sendte P. Iversen hele Kavalkader at jernakslede Vogne, som aflastede de tunge træakslede. Der blev Venskab mellem Degnehjemmet og Smedehjemmet. Far satte Pris paa den begavede, livlige og kvikke Mand med den dygtige og stille Kone, og Peder Iversen paaskønnede min Fars Lærergerning, saa at han, da Brødbæk med Huse 1874 kom ind under Hvam Skoledistrikt, vedblev at sende sine Sønner til Borbjerg Skole.Mange dygtige Mænd er allerede udgaaet fra denne Slægt. Jeg nævner i Dag kun een, en Dattersøn, som er landskendt blandt Danmarks Købmænd og Malere, Direktør Georg Axelsen fra Sadolin & Holmblad.

Degneboligens gode Nabo, Niels Christian Christensen (Dalby).To Gange er jeg i Flytningslisten stødt paa Navnet Niels Christian Christensen, som hjemkommen til Borbjerg. Første Gang 1861, da han 23 Aar gammel kommer hjem fra Sinding, anden Gang 1865, da han kom hjem fra Madum. Talen er om Niels. Chr. Dalby, som i sin Tid blev gift med den afgaaede Jordemoder Sine Spaabæk (Povlsen). Efter hendes Død blev han gift med en Datter fra Munksgaard. Saa blev hun Enke og er nu gift med Sparekassedirektør Anders Meldgaard. Lad mig fortælle lidt om min Barndoms gode Mand. Han er født i Dalgaarden i Borbjergby, Gaarden med den rislende Bæk og de grønne Gaaseagre. Ja, i den Gaard var der i min Barndom en stor Gaaseflok, hvoraf der hvert Aar bragtes op til Degnens. Søsteren, en lille, blid, stilfærdig Kone, havde faaet Gaarden og var blevet gift med en af sønnerne fra Libergren. Det var nemlig Meningen, at Christian Dalby skulle have været Degn, og det er ikke usandsynligt, at min Faders Forgænger i Embedet, Holger Jensen Schou, har opmuntret den blide og velbegavede Bondedreng dertil. Maaske endog undervist ham, saa han kunde blive Vinterlærer, thi det er fra et Vinterlærerembede i Sinding, han vender hjem i 1861. Derefter er Christian Dalby Soldat i 1864, i tysk Fangenskab et halvt Aar, kommer hjem derfra Efteraaret 1864 og bliver i Vinterhalvaaret 1864-1865 Vinterlærer i Madum, hvorfra han vender hjem Foraaret 1865.

118

Men nu indhenter Skæbnen ham. I Stedet for at blive Lærer, hvad han vel heller næppe har kunnet skaffe Midler til, gifter han sig med Jordemoderenken og opnaar derigennem en økonomisk betrygget Tilværelse. I Vildkilde hus bor Parret til 1872, da ”Inger Juermuer” tiltraadte Embedet. Nu er jeg ikke helt paa det rene med, hvad der menes med Hedegaardhus. Jeg vil antage, at Hedegaarhus samlet, det vil sige Christian Dalbys og Jacob Henriksens (Kjestens) er det, som i Kirkebogen benævnes Hedegaardhus. Denne Parcel af Store Hedegaard er af ”den store Søren Nielsen” (død 1862, 72 Aar, Aftægtmand), som Veirsøe benævner ham, overladt til en Søn, Jens Kr. Sørensen, der fattig og fordrukken døde 7. Februar 1869, 40½ Aar. Forinden, allerede i 50’erne maa denne Jens Kr. Sørensen have solgt en del af Hedegaardhus, thi allerede i 1863 døde Handelsmand Jacob Henriksen af Hedegaardhus (nuværende Købmand Henrik Jacobsens Bedstefar), 38 Aar.Hedegaardhus køber Christian Dalby efter Jens Christian Sørensens Død, bygger det pænt op og bliver nu vor Nabo, og en god og hyggelig Nabo, som jeg har gode Barndomsminder om. Naar Far om Sommeren gik sin Aftentur Markerne rundt, fulgte Christian Dalby ofte med – og jeg bagefter. Min Far forklarede og redegjorde, og han bifaldt. Ja, saa sandelig, ja, jou, saa sandelig ja – han snakkede egentlig ikke efter Munden, men han samtykkede og bifaldt saa inderlig, at Far blev helt godt til Mode, og Far velbefindende bestemte Hjemmets Tone. Aldrig talte han ondt om nogen, og han beskæftigede sig en Del med aandelige Spørgsmaal og havde Interesser ud over Dagliglivets Arbejder. Saaledes holdt han sammen med Far Høgsbros ”Dansk Folketidende”, og da Fernando Linderborg i 1881 stiftede Folkebladet, blev han Holder. Hvordan han ”skrev for sig” havde jeg ikke Lejlighed til at erfare, men jeg mindes hans ualmindelig smukke Skrift. Jeg glemmer heller ikke hans Have, anlagt paa Bakken mod Sønder, terasseformet. Et helt lille Paradis, syntes jeg som Dreng. Hvordan mon nu denne Bakkeskraaning ser ud efter 63 Aars Forløb, thi jeg har ikke ser den siden!Til næste Gang mere fra Kirkebogen.

1945 04 23

Brandtbjerg-Naa'e.Der er jo ikke langt fra Faldegaard til Naa'e, og derfor skal der heller ikke kobles andre Beskrivelser ind, saa meget mere som Minder fra Faldegaard og Naae er sammenløbende. Tidligere har Gaarden vel hedt Brandtbjerg, i hvert Tilfælde omtales i Liber Datecus-Kaldsbogen en Kræ Brandtbjerg, men hvornaar den har faaet Naae-Navnet, ved jeg ikke. Hvad betyder for Resten Naae? Er det Kjeldsmark Egeskov, som i længst forsvunden Tid har naaet dertil - altsaa det samme som Silkeborg-skovenes Naaege? Er Brandtbjerg det brændte Bjerg, hvortil Ilden er naaet? Det er maaske en letkøbt Forklaring, men da Stednavneforskerne ikke kan klare Spørgsmaalet, maa jeg ha' Lov at tænke lige ud ad Landevejen.De gamle Præster var ikke kedelige, de gamle Degne forøvrigt heller ikke. Nu er Præstestanden saa ”uniformeret”, saa ”ensrettet” graa som Katte i Mørke, og har ikke ”et eget Ansigt”. Rettroende Dogmatikere, som sprungne ud af Pontoppidans Lærebog, ”den, ”de stærke Jyder” i Gl. Sole brugte”. Den Gamle Præste-Type er borte, tilbage staar ”brave Leute” velmenende Mænd, men lidt aandelig tyndslidte.Jeg vilde ikke for alt i Verden bytte en Kuhlmann, en Bøtcher med en Nutids Pastor. Den Præst i Borbjerg. Som sammen med Degnen i Liber Daticus skrev et lille Rim om hvert Par af Altersgæsterne (vel nærmest Sognets

119

Gaardmænd), har nok været en munter Mand, og hvad han ikke kunde evne, har en spøgefuld Degn hjulpen ham med. Præstens og Degnens Navne har jeg ikke haft Lejlighed til at finde, og af de mere eller mindre, vellykkede Rim husker jeg kun Verset om Naa'emanden:

Kræn Brandtbjerg han tren ogsaa fremMed sin den dydige Frue,han tale kan med Fynd og Klemsom i en Borgerstue.

Jeg er ikke ganske klar over, hvor meget Hartkorn og hvor megen Jord, Naa’e ha'de, ikke heller, hvor mangeBoelsteder, der var frasolgt. Boede Væveren Anders Elsen (Ellesen) ikke paa Naa'e Mark? Eller hørte han til Nørgaard Udflyttere? Derimod vil jeg tro, at gammel Laust Naa'es Ejendom, er kommen fra æ Naa, hvad Mandens Navn jo tyder paa. Om der var Slægtskab mellem Gaarden og Udflytterstedet tør jeg ikke sige. Jeg tror det ikke, ”de haar då eet hvot i mi Ti.” Laust Naa' var Far til Sadelmager Laust Laursen, der var gift med Chr. Bøtchers Datter og ha'de faaet, en lille Parcel af Bøtchers Gaard i Sdr. Hvam. Om gammel Laust Naae fortalte Mor, at han blev fornærmet paa hende, fordi hun en Morgenstund, da hun syslede med Storvasken, og han spaaede Regnvejr, havde sagt til ham, at saadanne Spaafugle skulde Næbbet hugges af. Sært at en gammel Vestjyde ikke kunde ta saadan en Bemærkning.Jeg kan erindre gammel Pe Naa (Peder Eskildsen), en høj, klejn Mand, siddende i Halmstolen ved Bilæggeren. Som Enkemand havde han arvet Halmstolen. Den hørte jo ellers Gammelmuer til. Jeg synes jeg kan mindes, at Pe Naa ha’de megen Lune, og dette undrer mig ikke, eftersom Datteren, Trine i æ Naa, baade ha'de Vid og Lune. Mon Trine ikke i flere Aar ha'de styret Huset og derigennem erhvervet sig denSikkerhed i Optræden som ellers savnes hos saa mange Bønderkoner? Trine var baade en klog Kone og lidt af ”en klog Kone” som kendte Raad for mange Vunder. Jeg ved ikke, om hun, som i æ Bindstow ”ku løs øvver baallen Finger” men hun kunde da ”sætte Vorter bort”, og jeg har som Dreng søgt Trines Bistand for at faa mine vortefyldte Hænder rensede. Vorterne svandt, men om det var Trines Sympatiraad eller Eddikesyrens Skyld, skal jeg lade usagt.Jens Peter i æ Naa, Gaardens Svigersøn, var en god og hyggelig Mand, som sammen med Datteren beredte Pe Naa' en fredfyldt Alderdom og der taltes i Sognet om, at Jens Peter saa godt forstod at omgaas den gamle Ejer. Naar Bønderne kom til Degnens, drejede TaIen sig ofte om de gamle, Mænd (og Koners) Stilling og Forhold, og jeg fik tidligt et Indblik i, at det gik bedst, naar Datteren blev i Gaarden, og at en Sønnekone ha'de som Kvinder i Almindelighed, vanskeligt ved at føje sig efter andre Kvinder. Sognet gav Eksempler nok paa spændte Forhold mellem ”di gammel o di ung”, dog flest, naar den fremmede Kvinde kom til Gaarden, og færrest, naar Datteren kunde ”jævne ud”.Fra mit Hjem husker jeg saa godt den senere Sognefoged, Jens Peter i æ Naae, som en saare tjenstvillig Mand og en fornøjelig Gæst. Han havde været Dragon sammen med min ældste Broder, hvorfor han ofte hentede ham ved Vinderup Station til Sulebesøget i Hjemmet. Kan nogen forresten forklare mig, hvorfor det hed: over te æ Naae, man sa' jo ned til Skylle (Skylvad), ned til Kvisgaard og ned til Borbjergby. Det synes som Naa-Navnet er af senere Oprindelse. Dog, lad mig ikke fordybe mig i Stednavnes Mysterier, som kan sætte selv hærdede Forskere graa Haar i Hovedet. Naa' ligger kønt og fredeligt under BakkehæIdet og ”ved Vandstrømme skønne” med ”dejlig Græsgang grønne” til alle Sider. Det eneste jeg ikke kan lide, er den ræle vej til Kjeldsmark Buske, den skovklædte Bakkeskrænt. Jeg frydedes som Dreng, naar jeg fra Kirkebakken saa Bøgeløvet i Maj straale frem over den endnu mørke Eg, og jeg har aldrig set nogen Skov, som i Skønhed kan maale sig med min Barndoms Skov.Hvad andet ved jeg om Naae – og hvad bryder Læserne sig om? Imidlertid saa jeg forleden de gamle Kirkebøger fra Borbjerg igennem og fandt lidt, som maaske kan læses.4. August 1869 døde 17½ Aar gammel en Datter af Peder Eskildsen, Naae, - altsaa Trines Søster.

120

1877 døde Peder Eskildsens Hustru i Naae 60 Aar, født i Gaarden. Datter af Chresten Pedersen. Peder Eskildsen var altsaa Svigersøn. Det er nok Tradition for den kvindelige Arvefølge.1871 døde, 41 Aar gl, Poul Martinus Johannesens Hustru. Han var Snedker og boede i Brødbæk. Han var født i Naae, Datter af Chresten Petersen, altsaa Søster til Peder Eskildsens Kone, Trines Mor.Der var ”imel naajen Taal” ikke stor Børnerigdom i Borbjergby Gaardene. Jens Have havde kun en Søn og en Datter. Peder Eskildsen, Naae, kun to Døtre, hvoraf den ene døde ung, som ovenfor sagt. Jens Bak en Søn og en Datter (Birret Mari i Over Kjeldsmark). Chr. Nielsen Dalby havde vist kun 2 eller 3. Snedker Mads Laursen kun to. Karen (gift med Steffen V. Christensen) og en Dreng. død son 12-aarig.

Mensalgaarden.Hvis Læserne har væddet, har den, som har holdt paa Mensalgaarden sikkert vundet de fleste Odds, for faa har vel tænkt, jeg vilde saa hurtig komme til Laust Jacobsens, ja, saadan hed Manden i Mensalgaarden, da jeg var Dreng. Mensalgaarde kaldtes de Gaarde, som var henlagt til ”Præstens Bord”, til Præstens Underhold, og hvoraf der svaredes en aarlig Afgift, Landgilde, Arvefæsteafgift, hvad man nu vil kalde det. Om jeg erindrer ret, hørte Mensalgaarden i Borbjerg under Sevel Sognekald og svarede Afgift i Rug. Det er ikke min Agt at undersøge Gaardens Historie, dertil savner jeg Tid. Jeg vil kun fremdrage Erindringer om et Par fornøjelige Nabofolk, for vi var jo Naboer, idet Engene stødte sammen ved ”æ Kjerkbrov”. Det var mine Ord om, at jeg som Dreng stod paa Kirkebakken og saa mod Øst, der trak Gaarden, frem i, Erindringens Skær, thi derfra kunde man skimte Taget af den ældgamle Gaard. Gejbjerg - Gejbjerghus - Dreses hørte eller havde ikke hørt, saa vidt jeg ved, fuldtud til Mensalgaarden. Omtrent Halvdelen var adskilt fra Jens Baks Gaard, Bakgaarden, i Borbjergby, og der foresvæver mig noget om, at Dres, Andreas Munksgaard, i min tidligste Barndom købte den Parcel af Bakgaarden, som fra Dalens lille Bæk gik ned til Skoleengen. Degnens og Bakgaarden havde altsaa været Naboer. Imidlertid skulde jeg forbi Dreses, naar jeg vilde ned til min Drengetids bedste Legeplads. Laust Jacobsens Tørve- og Lyngstakke og utalIige Smuthuller. Naar Eftermiddagene blev lange, saadan hen ved ApriI, fik jeg det altid lavet saadan, at jeg efter Skoletid skulde ned til Købmanden, Niels Chr. Bak, hvorved jeg kunde følges med Flokken fra Borbjergby til den udvalgte Legeplads. Hos Laust Jacobsen var der Spillerum, Husrum og da ogsaa Hjerterum, eftersom der aldrig blev sagt et ondt Ord til os, selv om vi var nok saa støjende. Baade Laust og hans Kone opmuntrede os, fandt gode Skjulesteder og morede sig næsten lige saa godt som Børnene. Det kan godt være, Laust og hans Kone ikke overholdt alle Mose-Bud, særlig det om Banden og Sværgen; det kan ogsaa godt være ”di hvar nøj flamsk” - jeg tilgiver dem, thi større Børnevenner fandtes ikke, og bedre Gaaseopdrættere heller ikke.Naa - det var jo ogsaa ”gue Folks Bar, der spøgt”.Laust Jacobsen ”tu gammel Jens Bak hans Skjæg aa”, for Jens Bak rest o æ Haand; men jeg har aldrig som Dreng kunnet begribe, hvordan det kunde lade sig gøre at rage den Samling Rynker. Som Vederlag fik Laust en Punch og fri Skraatobak, hvad der nu ikke vil sige saa lidt, eftersom Laust Jacobsens Skraa var kendt i hele Sognet for sin Størrelse.Mensalgaarden havde et ejendommeligt Jordtilligende. Nogle Bakkeskraaninger, en stor Kærstrækning og nogen Eng langs med Kirkebækken. Jeg er slet ikke klar over, hvor mange Tdr. Land det kunde blive i alt, og skal ikke gøre noget Forsøg paa at faa det opklaret. Men jeg kan huske Besætningens Størrelse: Et Føløg, 5 Køer og tre Ungnød, 8 Faar og en stor Gaaseflok, som undertiden blev dreven ned paa Grønningen ved Engen. Jeg tør nok antyde, at Øget bar Ejendommens Økonomi. Det skikkelige Dyr narrede heller aldrig Laust, og i min Drengetid var Øgets Nedkomst en aarlig Højtidsfest for Folkene i Mensalgaarden eller Minsælgaarden, som den ogsaa blev kaldt. De fem brogede Køer med sorte Ben var af holstensk Race og gode Malkere, saadan som Køer malkede den Tid. Gasen maa jeg ikke glemme, det var den vildeste og stærkeste Gase i hele Sognet. Jeg husker tydelig, den en Dag nappede mig i benet og baskede løs. Jeg luskede for Fremtiden uden om den ræle Fovl. Allerede i min Drengetid begyndte Laust og Sønner at tage fat paa Ejendommens Forbedring. Der blev hvertAar taget et Stykke fra den toppede Mose. Fra to Sider blev den angreben. Fra Øst ved Vældkilde Hus og fra Nord ved Gejbjerghus. Hvert Aar erobrede man en Ager paa hver af Stederne, og hvor før den sortbenede Ko gik i Ælte til

121

Livet, gik den røde i Kløver til Knæet. Mensalgaarden er borte. Lidt afsides laa den, men lunt og hyggeligt, syntes jeg. En ny er bygget nær ved Kirkevejen. Dens Navn kender jeg ikke, men den ser tiltalende ud.

Bukdalhar været en anselig Gaard. Jeg vil antage, at i Tidernes Morgen, før Skolelodden blev udlagt, har den været Nabo til Flenggaarden, Naltoft og til Store Hedegaard og grænsede til Hvam Mark ved Rindbæk. Skolelodden skilte den fra Hedegaard og Naltoft. Hvornaar ”æ Kjerkstejer”, som Niels Chr. Bak i Borbjergby Iidt haanende kaldte Ejendommene omkring Kirken opstod, kan jeg ikke saa nøje sige. Mourits Jensen i Bukdal døde før 1859. Sidsel Bukdal først i 80erne, og jeg vil tro, der ikke før Mourits Jensens Død var sket nogen Udstykning. Der har altsaa til Bukdal hørt (nu nævner jeg Navnene fra min tidligste Barndom: Kræ Ulsø's, P. Bovdals, P. Østergaards (senere Smed Larsens), Jens Chr. Øs, samt det Stykke, P. Bovdal solgte til Niels Kvisgaard, mod at denne skulde overtage Aftægten til Moderen, Sidsel Bovdal, vel ialt en 60 Tdr. Land, foruden Bakker og Væld ud til Søen, to Moseskifter og to Engskifter i Raakjær Enge. Det meste af Jorden var sund Rugjord og Hartkornet derfor ikke lille. Baade Kræ Ulsø og P. Bovdal var Gaardmænd - i det smaa. Bukdal har været en Gaard paa ca. 4 Tdr. Hartkorn.Da Mourits i Bukdal døde var alle Børnene kommet ”gaat te Brø”: Niels Mouritsen blev gift med en Pige fra Skave og købte Kvisgaard og flyttede derhen. Jens Mouritsen giftede sig til en af Meldgaardene i Trabjerg. Hans Kone døde 1875, 87 Aar gammel, og Datteren blev gift med Kræ Nargoer i Trabjerg. Der var tillagt Enken en urimelig stor Aftægt, og ingen af Sønnerne brød sig om at sætte sig for denne, eftersom de selv sad frit og lunt ved deres Gaarde. Saa blev Gaarden vel udstykket og en Peder Christensen fra Handbjerg købte Hovedparcellen, som han byggede paa mod at svare Sidsels Aftægt. Udhusene til Bukdal blev nedrevne kun den gamle Sals, som skulde tjene Sidsel til Aftægtsbolig, bevaredes. Jeg husker godt det gamle Hus ved Søen, hvor Sidsel levede med sine Husholdersker, og hvorom Niels Kvisgaard fortalte mærkværdige Historier. Det kneb for P. Bukdal at svare den ”grysselig” store Aftægt, som, til hans store Ærgrelse, Sidsel ikke kunde fortære, men bortgav en Del at. Der var slet ingen Udsigt til, at Sidsel kunde ”kradse af” i en nær Fremtid, og P. Bukdal maatte bekvemme sig til den tunge Vej ned til Kvisgaard for at faa en ny Handel bragt i Stand. Kvisgaard havde for lidt god Agerjord, og da P. Bukdal tilbød Jorden bag ved P. Østergaards paa begge Sider af Vejen samt Engen ud til Søen mod at svare Aftægten til Sidsel, slog Niels Kvisgaard til.Det var en vovelig Handel for P. Bukdal, for hvis nu Sidsel skulde himle i en nær Fremtid, havde han da gjortSaa møj en ring' Handel, og ingen Vestjyde holder af at gøre den daarligste Handel. Paa en Maade stod Lykken P. Bukdal bi, men han maatte forandre sine Ønsker. Før ønskede han Sidsels snarlige Død, nu stod hans Haab til at han maatte runde de 90. Om P. Bukdals ønsker har forlænget Sidsels Tilværelse er muligt, for hun blev 92, men da hun fyldte 90, gjorde P. Bukdal et Gilde for Naboer og Frænder i al Tarvelighed, saadan med 1 fl. Brændevin, et Pund Puddersukker og 1 Cikorie. A gjouer allival den bejst Handel sagde den tilfredse P. Bukdal.P. Bukdal havde en Svigersøn i Trabjerg, Jens Larsen. Samme Jens Larsen var under Chr. Bisgaards Vejledning vokset op til at blive Egnens Husmandsfører, en Mand, til hvis Ord, Naboerne havde tillid. Denne Tillid gav sig Udslag i en Valgdag i 70erne.Morten Pugdal fra Pugdalhus i Kjeldsmark var maaske den eneste fra Kjeldsmark, som vilde til Valg. I hvert Tilfælde havde han ikke faaet Kørelejlighed denne Sommerdag, men hans Beslutning omat møde til Valg stod fast, og han begav sig til Fods til Holstebro. Paa Vejen indhentedes han af Pastor Kuhlmann. Goddag Morten! Morten var kun Husmand, og derfor sparedes Efternavnet. Godaw, Hr. Pastor og Morten gav kasketten et ryk nedad, som naar han hørte Kirkeklokkerne ringe. Vil du køre med Morten? Jou tak, Hr. Pastor. Morten satte sig op til Kusken. Naa Morten, hvem har du saa tænkt at stemme paa i Dag. A haar tint o stem o Jacob Ma’sen. Naa har du det, hvem har sagt det. Kuhlmanns Ansigt mørknedes. De haar Jens Larsen, o de æ ejs en klog Mand. Aa, jeg gi’r sgu ikke stort for hans Klogskab. Tal du med Chresten Søndergaard og Jens Meldgaard, det er Folk, som har Forstand paa disse Ting. Og Kuhlman vendte sig bort fra den politisk vantro Husmand, tændte sin Pibe og slumrede hen. Der krævedes alligevel for megen Taalmodighed til at omvende Morten, og Taalmodighed var nu en Egenskab, han havde lidt af.

122

Ja, den gode Morten Christensen fra Pugdal i Kjeldsmark, kan jeg ikke glemme, for han solgte en spættet Ko til Far, og det var den bedste Malker, vi nogensinde havde haft. En stor stærk Holstener, som jeg kælede for, lod den græsse i ”æ Hvais”, og fyldte den med Hvidkløver fra Kirkegaarden. Husker jeg nøje, solgte han ogsaa en Handue til min Broder, Holger, og den ”Skaadhan” var den flotteste og stærkeste Kavaller i Sognets Dueverden, og saa utrolig mange Beundrerinder, han kunde føre hjem til Slaget. Ak, ja, Duer og Kvinder.Peder Bukdals var gode Nabofolk, altid tjenstvillige, men jeg tør ogsaa sige om mine Forældre, at de ikke glemte at paaskønne de Tjenester, som blev dem ydet. Far var af Naturen rundhaandet, og Mor fulgte Gæstfrihedens og Naboskabets Love. Aldrig har jeg hørt et spydigt eller uvenligt Ord mellem Hjemmet og nogen af Naboerne, og en god Nabo er nu engang bedre end en Broder i fremmed By.

1945 04 30

Hvis der skal 100 Aar i Mandslinie, før en Gaard fortjener Slægtsgaards-Navnet, har Bjerre-Slægten i Risum jo ikke naaet det, men skal Spindesiden medregnes, saa har Risum-Slægten langt overskredet de 100 Aar. Egentlig burde jeg undersøge det med Tiden - Tiden. Jeg skrev i mit sidste Stykke, at nu kunde Læserne jo væde om det blev Naae eller Fallegaard, ”Dreses” eller Herman Skrejers. Den, som holdt paa Fallegaard, vandt. Jeg skylder de venlige gode Mennesker i denne Gaard, hvor jeg som Dreng havde mit SøndagsTilhold, en Minderune. Regner vi ogsaa med kvindelige Arvefølgere i en Gaard, er de 100 Aar jo længst gledne, og Laust Ottesens Gaard gaar ind i Rækken af Sognets mange Slægtsgaarde. Laust Ottesen, den gamle Lansener (hvilket Korps oprettedes 1808 og nedlagdes 1842) kan jeg lige mindes, ogsaa, at han, som saa mange af Aftægtsmændene gik i ”Lejerbowser”. Saadan et par kunne holde Kulden ude og ”Varmen” inde. Laust Ottesen havde Sans for Naturskønhed, men han gav det undertiden et lidt bagvendt Udtryk: A stu Fanden slaa mæ øvver o Kjelsmark Bakker o so Suel sto op i en Par, Lejerbovser. Denne Sans er gaaet i Arv til Datterdatteren, den talentfulde Malerinde Frøken Friis. Laust Ottesen havde ingen Sønnner, men mange Døtre, hvoraf jeg husker flere. Først og fremmest Mett Katrin, som arvede Gaarden og blev gift med Hans Friis Frandsen fra Sir. Jeg siger nu saa flot: fra Sir, som om jeg havde faaet pavelig Bekræftelse derpaa. Men jeg slutter det af, at der var Slægtskab mellem Wille’rne i Sir og Fallegaard, og at Slægten fra Sir hver Sommer aflagde Besøg i Borbjergby. Hans Otsen, ja han vandt ikke alene Datteren og Gaarden, men ogsaa Svigerfaderens Navn; jeg mindes ham som en stilfærdig og tjentsvillig Mand, som passede sin Gaard og sine Heste, særlig sine Heste godt. ”Den røde Øg” var sognekendt og blev Stammoder til en ypperlig Hestestamme. Jeg mindes ogsaa at Hans Otsen gerne nynnede lidt stille, naar han Søndag Eftermiddag puslede i Gaard og Have. Hans musikalske Sans gik i Arv til Sønnen, Christian Hansen, spillede Pragtfuld Harmonika til ”Pinsevækklid” – dansen paa Fallegaards Mark. Naar jeg som Dreng havde faaet ”mine Sager lagt til Rette” – og jeg forsømte ingen af mine Pligter – fik jeg af Mor Lov til at ”go nier te Borbjergbøj”. Undertiden søgte jeg Møllen, men hyppigst fandt jeg over til Hans Otsens. Ved æ Ladport spilede jeg mangen Klink med Steffen i æ Møl, Christian Hansen, Jens Christian te Bakkes, Marius te Dreses. Det kunde ogsaa hænde at vi sammen med ”a Piger” gik sammen over i Kjeldmarks Buske, den skønne Rest af Oldtids Skov.

123

I snart 50 Aar har jeg ikke været i denne Gaard, endda jeg ikke saa sjælden kom til Sognet. For et par Aar siden fik jeg Lyst til at se min Barndoms Legeplads og hilse paa Barndomsvennen Christian Hansen. Han kendte mig ikke straks, men da jeg paa Drengevis raabte ”ska vi haa en spil Klink”, klaredes Tanken og et Smil over Ansigtet. Jeg glædedes ved at se det gode Dagværk, han havde udført. Gaarden opbygget, smukt Indbo, Væggene prydet af Søsterens Malerier, Gaarden veldreven og med en fortrinlig Besætning, og det forhøjede min Glæde, at dette Arbejde var udført af en Mand af gammel Borbjergstamme. Af Mett Kathrines Søstre husker jeg Petrine, som havde Ophold i Gaarden og boede i en lille morsom Udbygning te æ Sals. Den gamle Pige legede med os Børn, men ellers gik hendes Tid med at karte og spinde. Hun holdt af at sidde ved Bilæggeren med ”Kammersvenden fra Morland” og ”dirigere” Legen. Jeg husker ogsaa en anden Søster, Mett Mari, gift med Jens Kjeldsmarks Broder, Mads Laursen, som var Snedker og boede i et Boelsted, lidt øst for Jens Bakkes. Af hendes to Børn døde Sønnen som 13 Aars Dreg, og Karen blev gift med ”Steffen i æ Møl”, den kendte og højt begavede Steffen V. Christensen, i mange Aar Formand for Landboforeningen. Mett Mari blev anden Gang gift med P. Snedker – Snedker og Glarmester – en hyggelig Mand, pæn i sin Optræden – og Højremand, som for resten de fleste i Borbjergby.Den fjerde Søster (hendes Navn mindes jeg ikke) blev gift med Klemmen Christensen og vistnok ha’de faaet en Parcel fra Fallegaard som Arvepart. Klemmen var studekørende og ”sørren lidt bøddelstærk”. Min Far ha’de faaet den vilde Idé, at Bakkerne nedenfor Kirken skulle pløjes og tilsaas og et dybt Læbælte for Nordenvinden plantes. Dette vanskelig Arbejde paatog Klemmen sig. Efter første ”Kjærv” opgav Far Besværet. Klemmen Christensen blev Stamfader til en kraftfuld, dygtig og anset Slægt, som er ved at blive en af Sognets førende. En Datter blev gift med Niels Chr. Bak, og i dette Ægteskab er der en Søn, som er cand. pharm. Og vist en slags ”Tilsynsinspektør”. Ogsaa Sines Børn er kommen godt frem. Bedst husker jeg dog Anders Klemmensen, der blev gift med Mett i æ Nargaard. Baade Anders og Mett var dygtige Folk, eller som det hedder paa Borbjerg-Maal: ”værren Minnesker”, gode til at ”orren djer Sager”, og samtidig storslaaet gæstfri. Hvis det ikke lød saa kunstlet, kunde jeg fristes til at sige, at der var ”sagastil” over det bondestolte Par. Nørgaard – ja, nu byder der sig jo Lejlighed til at omtale denne Gaard – var en stor Gaard, en god Gaard, hvis Drift krævede Omtanke. Mon ikke Trabjerg Bys største Gaard? Ja maaske var Nicolaj Madsens og Kresten Nørgaards af samme Størrelse. For Resten sært, at Nicolaj Madsens Gaard som andre Trabjerg Gaarde havde noget Navn. Nicolaj og Kræ Nargaard var gode Naboer, men Nicolaj den mest fremtrædende. Han ha’de været i Sogneforstanderskabet (sammen med Broderen, Chr. Madsen i Over Brødbæk) og kom lidt mere ud i Verden end hans stilfærdige Nabo. Den Tid ansaas det næsten for usømmelig Luksus, om en Bonde ha’de mere én ”Uderkjovl” – altsaa ingen kørekappe. Nu havde imidlertid Nicolaj Madsen faaet anskaffet sig en Chenille, og den maa ha stukken Kræ Nargor i Øjnene, for ikke mange Søndage efter mødte han ogsaa kørende til Kirken iført sin ny Chenille, der var fuldt saa flot som Nicolajs. Nej, Mettes Far stak ikke op, naar det skulle være. Mon ikke Nørgaard ha’de en 150-175 Tdr. Land, altsaa lige som Sognets andre Storgaarde, før den deltes mellem Sønnerne og Datteren. Den Trabjerg østre Hede var værd at ofre Arbejde paa, og der blev særdeles gode Ejendomme.Nørgaard beholdt den gamle Muldjord og mindskedes hverken i Besætning eller Afgrøde ved Udstykningen. Jeg tænker det har været Mettes og Anders’ Stolthed at sige, hvad udadtil tabtes, det indadtil vandtes. Mettes Mor var fra Kvisgaard, en Søster til den stoute Niels Kvisgaard, som paa mange Maader hørte til Sognets Fremskridtsfolk, dog i politisk Henseende Højremænd, hvad Naboskabet til Præst og Møller maaske kan ha’ bevirket. Niels Kvisgaard, var ellers født i Bukdal (Bovdal), hvis Jord grænsede til Naltoft i Flæng, Hvam Mark og Degnelodden. Endnu i mine Drengeaar, stod Bukdals gamle Stuehus, hvor Sine Bukdal, Niels Kvisgaards Mor, nød sin rundelige Aftægt. Og saa Farvel for i Dag

124

1945 05 01

1863, 78 Aar, dør hos Nicolaj Madsen i Trabjerggaard en Aftægtsmand, Anders Nicolajsen – Enkemand. Denne Aftægtsmand er ikke Nicolaj Madsens Fader, men der findes ingen Oplysninger ellers i Kirkebogen om hans Stilling, ikke en Gang Faderens Navn er opgivet. Formodentlig har han været i Slægt med Nicolaj Madsens Moder, og ligesom der gaves ”Aftægtspiger” (som i Sønder Damgaard), har der maaske ogsaa været ”Aftægtskarle”, som i stedet for at falde det offentlige til byrde, jeg maa maaske hellere sige i Stedet for at blive Fattiglemmer, er blevet underholdt af Gaarden. Den store Selvejergaard har følt sig forpligtet til at sørge for ”den yngre Linie”, saa den Skam, at et af dens Medlemmer kunde ”kom o æ Sovn”, skulle afværges. Men nu, da jeg er ved Trabjergaard. Maa jeg hellere gaa videre i Teksten, og fortælle, hvad jeg ved om denne Gaard, og hvad jeg husker om dens Mænd. Jeg er nu saa heldig stillet, at jeg i mine Gemmer fandt nogle Optegnelser, som jeg fik af Mads Nikolajsen et par Aar før denne brave Mands Død. Faa Mænd i Borbjerg havde saa megen historisk Sans og Meddelelsestrang som han, og faa kendte Sognet og alle dets Forhold som Mads Nicolajsen. Han var Borbjergbo, tilhørte en af Sognets gode Slægter, vidste meget om Sognet og elskede Sognet. Mangt et nyttigt Vink og mangen Oplysning kunde jeg have hentet hos den aandslivlige Bonde. Nu maa jeg stole paa min Hukommelse og paa, hvad Kirkebogen siger.Jeg nævner saa nogle af hans Optegnelser, idet jeg gaar ud fra, at Holstebro Dagblads Holdere paa Egnen godt kan udholde at læse det. Jeg begynder ved den stote Bonde Nicoiaj Madsen i Trabjerggaard. Jeg ved ikke, om den officielt hed Trabjerggaard, men da alle Trabjergs Gaarde har Navn, og denne oven i Købet var den største, vel ogsaa den bedste, er det rimeligt nok at kalde den Trabjerggaard. Tilmed blev den tidlig Selvejergaard, 1808. Om den just kan kaldes gammel Slægtsgaard, er jeg ikke saa vis paa. Nicolaj Madsens Moder arvede Gaarden, og hun fik sin Mand, Mads Laursen, fra Fallegaard i Borbjergby. Nicolaj er født 1808. Det hed sig nemlig altid Nicolaj i Trabjerg, og det skulde være i en sær højtidelig Anledning, at Efternavnet blev taget med. Hans Søskende var: 1) Chr. Madsen, Over Brødbæk, der ogsaa i sin Tid regnedes som en af Sognets første Mænd, og som sammen med Nicolaj sad i Sogneforstanderskabet. 2) Kirsten, gift med Laust Jensen i Over Kjeldsmark. 3) Johannes, i Slægt med Chr. Dams. 4) Ane, gift med en Chr. Madsen i Sahl og Moder til Seminarieforstander Madsen, Jelling. 5) en Datter, gift med Jens Dueholm i Neder Kjeldsmark. 6) en Datter, gift med Kresten Ladefoged i Øster Trabjerg, bekendt som Hjemmedyrlæge. Naar ”Spæt” havde forædt sig i ”æ Nyllinger” og faaet Trommesyge, maatte jeg lille Klør ile op til Kræ Laafovds, at han kunde komme med Trommespydet. Jeg løb af alle Kræfter, for min Ven Spæt maatte for alt i Verden reddes.Nicolaj Madsens første Kone var fra Teling i Hjerm. Ægteskabet barnløst. Hans anden Kone hed Else Jacobsen, født 1821, altså 13 Aar yngre end Nicolaj, og var fra Sofienborg i Hjerm. I dette Ægteskab fødtes: 1) Ane Nicolajsen, født 31. Januar 1850, gift med Erik Andersen i Lille Hedegaard. 2) Jacob Nicolajsen, født 7. Marts 1854, gift med Mette Marie Jensen fra Lille Hesel. 3) Mads Nicolajsen, født 8. Marts 1861, gift med en Datter fra Bjerregaard. 4) Jens Kr. Nicolajsen, født 18 Marts 1865, gift med en Datter af ”Johan ved Rye Kjerk”, en bekendt Hestehandler. Fik Dyremosegaard i Felding og blev senere en stor og anset Maskinhandler i Holstebro. Jeg fortsætter Mads Nicolajsens Optegnelser: Ane Nicolajsens (Erik Andersens) Børn, alle Sønner: 1) Elias

125

Hedegaard, købmand i Skave. 2) Anders. Hedegaard, bor i Fødegaarden. 3) Nicolaj Hedegaard, bor i Kyndestoft. 4) Marius Hedegaard ved Jysk Telefon. 5) Peter Hedegaard, Bygmester i Aarhus. 6) Jens Chr. Hedegaard, bor? Konen fra Munktoft i Mejrup.Jacob Nicolajsens Børn: Jacob fik 82 Tdr. Land af Østemarken, hvortil købtes 15 Tdr. Land af Jens Meldgaards Hede. Gaarden blev altsaa ”en Hjem o en 50 Tdr. Juer”.1) En Datter, gift i København, 2) En Datter, gift i Maabjerg, 3) En Søn i Skave, 4) En Søn i Ryde, 5) En Søn.Urmager i Holstebro, 6) en Datter, ugift.Mads Nicolajsens Børn: 1) En Datter Else, gift paa Bornholm, 2) En Søn, Nicolaj har Fødegaarden.Jens Chr. Nicolajsens Børn: 1) Nicolaj - paa Jysk Telefons Kontor, 2) Else, Læge, 3) Stinne, Massøse, Hald.

Over Brødbæk-Slægten.Chr. Madsens Datter fik Gaarden. Hun blev gift med Jesper Jensen fra Ryde. Af Kirkebogen: Tilflyttede kan jeg se, at 1864 kom Jesper Jensen fra Ryde, 44½ Aar, og blev gift med Maren Christensdatter i Over Brødbæk, 38 Aar. Det var jo noget sent, den gode Maren fik sig betænkt, men rent tosset valgte hun da heller ikke og fik en dygtig Mand i passende Alder.Deres Børn er: 1) Jens Espersen, 2) P. Chr. Munksgaards Kone, 3) Smedemester i Skive, Jens Havskov Iversens Kone. 4) Smedemester i Hvam Iver Iversens Kone. I Jesper Brødbæks andet Ægteskab med en Datter af Laust Østergaard i Hogager er to Børn: 1) Marius, som har Gaarden, 2) Købmand Leds Kone i Trabjerg.Chr. Madsens Søn, Peder Brødbæk, fik altsaa ikke Gaarden, men maatte nøjes med en Afbyggerejendom.Her ender Mads Nicolajsens Slægtshistorie, som jeg ikke har gjort noget Forsøg paa at forkorte, efter som jeg formoder, at Sognets Folk godt vil læse den. Der er et Træk som ved Læsningen af Sognets Slægtshistorier falder mig i Øjnene, nemlig at Gaarden, uagtet, der er ”en Stamherre”, gaar over til Datteren. Det hænder jo, at Sønnen ikke har kunnet vente for længe med Giftermaal, til Faderen er bleven træt, hvorfor der maa skaffes ham Hjem andet sted eller ogsaa maa Gaarden deles. Saa staar de gamles Haab til, at Datteren faar en Mand, som er dygtig og omgængelig. Det er nu engang lettere, at faa en omgængelig Svigersøn end en Svigerdatter, som kan finde sig i de gamles særheder (efter hendes Mening). Ja, saadan er ”det blide Køn” jo.Mads Nicolajsen fortæller om sit Hjem, at nærmest maatte regnes for grundtvisk, med en Hældning mod den ”mørke Grundtvigianisme”, tilføjer jeg. Om saa er, tør det vel være en Frugt af Pastor Chr. F. E. Møllers Virke, som vist ellers gik ret sporløst hen over Sognet. Enhver præst plejer at efterlade sig en Del Beundrere (foruden et passende Antal ”præstebremser”), men jeg kan ikke spore i Borbjerg den mindste: ”Bevægelse” fra pastor Møllers Tid, og jeg har paa Følelsen, at han ikke forstod at trænge ind i ”Borbjerg Sjælen” - ligesaa lidt, Fru Møller, hvor gerne de end vilde. Med Damgaard i Borbjerg Mølle, og særlig med Madam Damgaard blev der et hjerteligt Forhold, men hun var nu ogsaa Herremandsdatter (fra Lergrav i Aulum), og – ”ja, di stuer kinne aalti hinaaen” - det turde være Ord nok.Hjemmets grundtvigske Indstilling førte til, at Nicolajs søstersøn fra Sahl, som først blev Seminarist, kom i Borbjerg Præstegaard, dog boede han hos Far. Senere, da han blev teologisk Kanddat, aabnedes Præstegaarden helt.Sønnen fortæller videre om sine forældre, at de var gode mod Smaafolk og gav ”en gue Alms”, skønt Guderne skal vide, der fandtes ikke saa lidt pak mellem de omstrejfende Tiggere. Jeg er ikke Stodderhader, men dum Blødsødenhed holder nu engang ikke et Samfund oppe. Baade Trabjerggaard og Over Brødbæk hørte til Sognets store og gode Gaarde. Mon ikke der med Hede og Eng laa omkring et par Hundrede Tdr. Land til Nicolaj Madsens Gaard og ca. 150 til Chr. Madsens Gaard. Nicolaj mindes jeg som en af Hjemmets Venner og Datteren Ane som min Søster Anes Veninde. Efter nogen Forældremodstand blev hun gift medErik Andersen, som blev hende en brav og dygtig Mand. Nu kom jeg jo let om ved disse to Gaarde, og saa har jeg i Dag kun at berette om et fornøjeligt Brev fra dengamle Borbjergbo M. Væring (Herningvej 17, Holstebro), som har en Hukommmelse, der langt overgaar min, og en fortræffelig Fortælleevne, som kan tilføre mine Optegnelser mange levende Smaatræk. Jeg hidsætter her N. Værings Erindringer om Søren Risum:

126

.... Jeg erindrer ikke at have talt med Søren Risum mere end een Gang - ikke saadan rigtig - men da fortalte han mig ogsaa sit hele Levnendsløb. Det var lige ved Aarhundredskiftet; det var efter at Bertel havde faaet Gaarden, at de manglede en Pige, og saa havde faaet Spør paa een oppe i Bøgild, og saa kunde Søren jo nem rende op og fæste hende, og det fik han ogsaa Held til, men da var han lidt træt, og saa kom han ind hos os og ”vilde haa en Tor aa drik”, og da han fik sig sat, havde han ikke saa travlt, og saa fik jeg et langt Referat om, hvordan han kom til Risum og om, hvordan det saa ud den Gang. Da laa Gaarden jo lige Øst for Sønder Risum, der var blot en Snes Alen mellem Gaardene, og al den Jord, som laa Øst for Saugstrupvej var Hede. Der var ikke megen dyrket Jord, og Besætningen bestod at 2 Plage, 4 Køer, 2 Kalve og en Del Faar, og Bygningerne var gamle, smaa og forfaldne. Søren var bleven kendt med Karen i Holstebro, hvor i Holstebro husker jeg ikke, men da de var bleven gift, og Søren var flyttet til Risum, tog han fat paa Heden, og det gik stærkt, jeg tro det var 20 Tdr. Land det første Aar, og Plagene blev saa krumbenede, saa det var hæslig, og gamle Per blev saa værkelig, for nu gik de paa Sognet, men da Sommeren kom, og de 20 Tdr. Land skulde mergles, gik begge deres Vogne i Stykker, og de maatte have nye; da var Pers Taalmodighed ovre; siden da havde Søren aldrig set ham uden for Sovekammeret, skønt han Ievede omkring en halv Snes Aar, og han havde aldrig hørt ham sige andet i de Aar end, hvor snaar æ do færdig med di Tovelehed, te vi ka kom o æ Sovn. Men Tiden gik, og mere Hede blev dyrket, og der kom Avl i Heden, og en Fire-Fem Aar efter byggede han den nuværende Agerrumlade, ja, der er bygget til siden, og der omkring Laden var der der 10 Tdr. Land med Byg, og det var gaaet en Del i Leje. Hans Svigermor var ikke godt gangenes, og da Laden var færdig lidt før Høst, kørte Søren hende en Tur gennem den ny Lade og rundt paa den dyrkede Jord, og hun var saa glad som et Barn; hun udbrød ofte under Kørselen: De er saa skjøn aa si, her, hvor æ Byg ligger mjest, plukked vi Blaabær. Hun forstod Udviklingens Vej, og hun var altid glad ved Søren og den ny Tid, men Per var lige sur - ja, saa fornøjelig skriver den gamle Borbjergbo. Om Bjerre-Slægten fortæller Væring i Brevet til mig: ... .. .. . hvad angaar Navnet Bjerre, da maa Søren have befunden sig godt med Risum-Navnet, og han døde jo ogsaa før der rigtig blev begyndt at skrive Stambog. Der var jo før 1900 ingen der hed Bjerre til Efternavn, det var først efter den Tid, de forskellige Grene af Bjerreslægten tog Bjerre-Navnet. Der var f.eks. Søren Farbroder, Jacob i Nissumby, ham der som Patriarken i den gamle Pagt havde 12 Sønner. De hed Jacosen, men havde Navn efter de Gaarde, de beboede.Der sagdes, at de havde 12 af de bedste Gaarde mellem Lemvig og Karup Aa, og noget var der om Snakken, men gamle Jacob var nærmest i Armod, skønt han drev sin Gaard ualmindelig godt og havde en Luksusbesætning, og saadan var Sønnerne ogsaa. En af dem var Kristian Jacobsen, Kvium i Hjerm. Han og hans Familie har beholdt Jacobsen til i Dag, men de har saa godt som alle taget Navnet Bjerre. En af dem var Jens Stokholm fra Søllergaard i Vejrum, en Mads Brændgaard fra Brændgaard i Vejrum, en Niels Kvisgaard fra Kvisgaard i Fabjerg og saa fremdeles.. .. .. men nu hedder de jo alle Bjerre, det er et godt Navn og en dygtig Slægt og en Slægt, som formerer sig. Jens Stokholm, Søllergaard, sagde altid: Å æ saa kyv aa, te Maren æ saa ring te o fo Bar; hun fik dog 5 Sønner og 2 Døtre, det kalder vi jo ikke saa ringe nu om Stunder, og det var alle dygtige, raske og sunde Børn .. .. .. (hvor i al Verden ved M. Væring alt det fra om Bjerre-Slægten, han maa være lige saa nysgerrig som jeg). Jeg læser videre i N. Værings Brev om det, der berører det gamle Borbjerg og tilfører mig Oplysninger:.. .. .. Rendsborgs har jeg aldrig kendt, af Jens Peter o æ Hie har jeg kendt to Børn, ikke Nicolaj, men en Pige, Maren, der blev gift med Kristian Gregersen fra Bøge i Ryde, de fik Lille Haislund af Laust Haislund, men denhavde de ikke ret længe, saa købte de Hvam Kro, den solgte de igen til Jacob Pajbjerg, og siden har de boet i Holstebro. Kristian Gregersen er død for Iænge siden, men hun lever vist endnu og bor her i Holstebro. Henrik ved jeg ikke, hvor blev af. Smukke var de .. .. .. af dem fra Noes’es har jeg kun kendt Jens, som fik Ejendommen, og en som blev Lagerforvalter hos Poul Andersen, Holstebro .. .. .. Tak kære Borbjergbo, for Brevet og skriv endelig igen.

Petrus Christensen.

127

1945 05 03

1867, 47 Aar gammel, dør Clemmen Andersen i Trabjerg, født i Vester Resen. Clemmen Andersen, Klæmen i daglig tale, var gift med en Datter fra Fallegaard - mon han ikke havde faaet en Udlod fra Gaarden? - og blev Fader til de to ansete og dvgtige Gaardejere i Borbjerg, Anders Clemmensen i Nørgaard og Laust Clemmensen i Søndergaard, samt flere Døtre, hvorimellem Niels Chr. Baks Kone, Claus Rindbæks Kone og Mourits Christensens Kone. Hvis jeg vilde udtrykke mig paa rigtig gammeldags Borbierg-Sprog, maatte jeg sige at Clæmen var ”ret en brølstærk Stoder”, det vil sige en kraftig, arbejdsom, lidt forvoven Mand. Hans Forbindelse med Degneboligen bestod i, at han med Stude pløjede Bakkerne for Fader. Dette vanskelige Arbejde fuldførte han godt, men at Udbyttet blev magert kunde han jo ikke gøre ved, og Fader lod for Fremtiden Bakke være Bakke, dog han plantede lidt mod Nord.1864 faldt ved Dybbøl Pe Bukdals Søn, Peter Christen Christensen. Der staar i Kirkebogen: Ugift Gaardmand, men hvilken Gaard har han haft? Mon den senere Chr. Ulsøs? Mindetavlen over harm hænger vel endnu i Kirken? 1864, 78 Aar, dør Anders Christian Nielsen, Nørre Bøgild, født i Fovsing. Det er formodentlig hans Søn, Niels Andersen, Niels Daal, som blev gift med Johan Perregaards Datter, Sidsel. 1869, 88 Aar, dør Aftægtsmand i Sdr. Bøgild, Peter Petersen.1870, 16. Maj, 68 Aar, dør, Jens Jensen i Trabjerg, Jens Meldgaards Fader, i een af Sognets ældste og virkelige Slægtsgaarde. 1870, 23. Juli, 56 Aar dør Jens Christoffersen i Sdr. Damgaard. Fader Christoffer Jensen, Derom er tidligere skrevet. 1870, 12. Oktober, 15 Uger gl., dør Jens Jensen, Søn af Husmand og Handelsmand Kjeld Jensen, Hvam Mark. Handelsmand er Datidens officielle Udtryk for Landkøbmænd. Egentlig skulde Kjeld Jensen have været benævnt Høker, eftersom han boede indenfor Læbæltet, men Fader har givet ham og Jacob Henriksen i Hedegaardhus samme Stillingsbenævnelse. Kjeld Jensen købte (formodentlig af Sogneraadet) ”Trekanten” - det lille Stykke mellem Sognevejene - for der at bygge Købmandsgaard. Imidlertid viste det sig, at Byggegrunden laa inden for Læbæltet, og Fader købte nogle Aar efter Stykket, af Kjeld Jensen for derpaa at Bygge, naar han forlod Skolen. Han fik ogsaa bygget, men naaede ikke at komme ind til det hyggelige Hjem, som min dygtige Søster Anna skabte til vore Forældre. Jeg kan godt mindes Kjeld Jensen, endnu mere hans venlige og kvikke Kone Kaa Kields, som om Søndagen sammen med Konerne fra Hvam ogsaa kom ind til Moder. Senere flyttede Kjeld Jensen til Handbjerg (Kro?), hvor han paa Toppen af Thinggaard Bakke anlagde Købmandshandel. Her kunde han være i Fred for ”Læbæltsfolkene”. Sønnen blev Købmand efter Faderen, og denne redelig og dygtige Købmand stod jeg i mange Aar i forretningsforbindelse med. Kaa Kjelds sad som en hyggelig Bedstemoder i sin Stue, men kom altid ind og hilste ”o Borbjerg Dejn hans Søn”.1872 døde, 68 Aar, Ole Jensen Veiersøe i Trabjerg - i Stemmelborg; men det Navn har Fader nu ikke tilføjet i Kirkebogen. Han var en 10 Aar ældre Broder til den senere saa berømte Severin Weiersøe.1873 dør, 22 Aar gl., Almisselem Michael Schram, født i Sir. Hvilket fornemt Navn, der dog er indkommen iKirkebogen, og hvilken Skæbne, der mon ligger bagved! Herom melder Kirkebogen intet, ikke heller, hvem Faderen var.1873, 24 Aar, dør Almisselem Peter Petersen i Vester Bøgild. Man studser ved at se saa mange unge Almisselemmer, og man maa nærmest tænke, at de har været Krøblinge, der ikke har kunnet udøve noget Arbejde, eller ogsaa har Brændevinen taget dem i en ung Alder.

128

1873, 85 Aar, dør OIe Jepsen - ham, som mine Brødre kaldte Jelle Hvopsen, og som de Skarns Knægte drev Løjer med, spændte Strikke over Vejen, saa han dejsede omkuld, og raabte Jelle Hvop - Jelle Hvop, og naar saa den gamle Veteran fra 1813 udbrød Vollen vu Klø haben, kendte Drengenes Jubel ingen Grænser. Ja, Degnens Drenge syntes ikke af de gode - Læserne maa huske, jeg var for lille til at være med.1873, 36 Aar, dør Steffen Ø, født i Vinderup. Ogsaa han hørte til Veteranerne fra 1813. Jeg mindes ham svagt, men Ann Mari Ø, som gik til Haande hjemme, kan jeg erindre som en fornøjelig gammel Kone, og jeg tilgiver gerne, at hun ved min Fødsel, jeg var saa ”juerslaaen”, spaaede mig et kort Liv.1874, 66 Aar gl., dør Sognefoged Johannes Mortensen (Toft) i Naltoft, Søn af Morten Johannesen. Om begivenheden ved hans Jordefærd, da Herredsfoged Becker, Grundtvigianeren, ikke ville høre paa den højkirkelige Pastor Kuhlmanns Ligtale, har jeg før fortalt. Naltoft vel nok en af de rigtige Slægtsgaarde, og i min Tid har fire Led baaret Slægtsnavnene Johannes og Morten. Femte Led af den gamle Sognefogedslægt kender jeg ogsaa, og han lyver sig ikke Slægt paa. Sjælden har jeg set en Bondeslægt holde sig saa ”raceren”.Ja, Naltoft husker jeg fra min tidligste Barndom. Var noget gaaet mig imod, skulkede jeg fra ABC eller trængte jeg til at snakke, ja, for mine Forældre talte jeg aldrig med, dem hørte man paa, saa var Tidens og Opdragelsens Skik, rendte jeg om til gammel Ann Mari i Naltoft og trøstede mig med hendes Ægpandekage, som jeg synes bedre om end Moders, da der var strøet Puddersukker paa. Mine Forældre behøvede ikke at være ængstelige for mig. De vidste, jeg var i gode Hænder hos den gamle, milde Nabokone. Jeg husker ogsaa Dagligstuens Prydelser: En Gravskrift over Morten Johannesen, forfattet af Degnen Holger JensenSchou og et Par Glansbilleder af Jomfru Marie og Jesus med Tornekronen. Og de 3 Kæmpehøje paa Marken staar saa tydelig for mig, dog ærlig talt forstaar jeg godt Sløjfningen, for de stod i Vejen, men de prydede nu engang Landskabet. I 1874 fik Morten Toft Gaarden med de 28 Tdr. Land sund og god Jord og to to Engskifter, eet ved Saugstrup og eet ved Raakjær Enge. Som han og hans Kone, Ann Mari, der var fra Over Saugstrup, tog fat, gør Nutiden sig ingen Begreb om. De lavede selv Stenene (i Toften, hvor der var Ler) til Gaardens ny Bygninger. Ann Mari sled som nogen Karl, og Morten var oppe fra Daggry til sen Aften.Gaarden fik Mergel fra Sdr. Damgaard, og det gik hurtig med at faa merglet. Jeg saa den sidste Rødknæ forsvinde fra Naltoft Agre, og hvor i min Barndom 6 magre Køer ledte om Græsstraa, stod faa Aar efter fede Køer paa en bugnende Græsmak.Og som det gik fremad økonomisk, gik det ogsaa fremad med Mortens Sind - Ja, for Sind havde den gamle Sognefoged. Han blev blidere og blidere med Aarene, fik Lune og kunde blive skæmtende. Han blev vort Hjem en god Nabo, og Far tog ikke fejl, da han formaaede ham og Peder Hedegaard til at rejse til Biskop Balslev for at anbefale Sønnen til Embedet. Mon det huskes i Borbjerg, da Morten Toft nær var bleven slaaet ihjel af en Vagabond, en Boss kaldte vi det vist dengang. Det var i hans første Sognefogedtid, og han var nok lidt ivrig i Tjenesten. I hvert Tilfælde havde han anholdt en Betler og ført ham til Holstebro. Det skulde vel sagtens hævnes af en af Landevejens Folk, og en Tid efter kom to Vagabonder til Gaarden for at betle. Morten Toft anholdt dem og sendte Bud efter Jens Damgaard i Nørre Damgaard, som regnedes for en haandfast Mand, om at være behjælpelig med at føre de to til Holstebro. En Vogn blev forspændt, men som de skal op i Vognen, bøjer den ene af Vagabonderne ned, griber en Sten paa Jorden og tilføjer Morten et Slag i Tindingen. Heldigvis bedøvede Slaget ham ikke, og Morten, der havde kæmpekræfter, greb Fyren og kastede ham som et Halmneg op i Vognen. Nu blev de bundne, for Spøgen skulde dog ikke gentages, og ført til Holstebro. Det var Morten Toft Mand for i sine Manddomsdage. Han var som et Urværk. Kom ikke for tidlig og aldrig for sent, og ingen kludder nogensinde med Regnskabet. I daarligt Vejr var om Søndagen Skolestuen Samlingsstedet for Mændene, og om Eftermiddagen efter Gudstjenesten modtog han Skatterne, og det skete med Orden og Omhu, og ingen tillod sig at ”jav o ham” - for Morten havde Myndighed i sin Optræden. KIokken 5 Minutter før 10 traadte Morten Toft hver Søndag ind paa Skolepladsen, og naar Pastor Kuhlmann saa Mortens, høje, ranke Skikkelse træde ind, sagde han dæmpet: Ja, nu kom Morten Toft, saa er Tiden inde, nu kan vi i Guds Navn gaa i Kirken.

129

1875, 68½ Aar. Far var nøjagtig i Opgiveisen af Alder, dør Herman Skrejer (Skrædder), en dygtig Haandværker og en fornøjeiig og livlig Mand, vistnok en Kende let at drille, og Far havde ofte Fornøjelsen af at faa ham i Harnisk, for Herman kendte og forstod ikke den ironiske Tone, Far undertiden anvendte. Vi havde to ”Væv” i Degneboligen, ja, ældre Læsere forstaar, hvad jeg mener, en ”Vadmelsvæv” og en ”Toselsvæv”. Den første skulde Herman Skrejer tage sig af, og af den anden skulde Ann Skrejer sy Kjolerne til Mor og Søster. Jeg tror nok, Mester Herman havde den sædvanlige Haandværkerfejl at love mere, end han kunde holde. I hvert Fald var han vanskelig at faa fat. og man følte sig ligefrem stolt, naar han bedyrede, at nu skulde det blive Alvor. Han henvendte sig gerne til Mor og bad om at blive fri for gule Ærter. Nu havde Svendene og han spist gule Ærter en Vinter igennem, saa det kunde være rart at faa lidt Afveksling. Jeg kan just ikke huske, hvordan Mor sammensatte Middagen, formodentlig Risengrød og stegtFlæsk, eller Sødsuppe og Kalvesteg, men gule Ærter slap han for hos Degnens- hvad nu ikke passede mig, for jeg holdt af ”Ærter og Flæsk”. Hans Hjem - lidt Vest for Haislund – var ikke længere borte, end Mester ogSvende kunde ligge hjemme, naar de syede hos os, men i Trabjerg-Gaardene husedes de. Svendene fjantede med Gaardens Piger, og Mester Herman fik en Snak og en Kaffepuns med Manden.Ogsaa i mit Hjem fik Herman og Far en Kaffepuns, naar Dagarbejdet var forbi for Hermans Vedkommende. Saa gik Snakken livlig, for den gode Mester vidste jo Besked om mange af Sognets Forhold. og min Far var nu engang ikke bedre end Præster og Degne med deres Koner er den Dag i Dag, han vilde godt høre, hvordan Folk skikkede sig og teede sig. Derimod tør jeg sige Mor fri for Nysgerrighed. Om hun hørte efter Samtalen skal jeg ikke kunde sige, men hun lod aldrig noget ”gaa videre”, og det vedkom ikke hende, hvordan fremmede Mennesker opførte sig. Det var nu ellers ikke nogen misundelsesværdig Tilværelse at være Landsbyskrædder hin Tid. At blive fodretmed Ærter og Flæsk mindst hveranden Dag en Vinter igennem, at ligge i klamme Senge med muggen Halm ibidende Frost, uden synderlig Overtøj, at blive kørt til fjerne Gaarde kunde knække selv det bedste Helbred og nedstemme den kvikkeste Mand. Og saa var der tillige det, at Skrædderen jo aldrig ”i Rang” kunde naa Storgaardmanden, ja ikke engang kunde ligestilles med Smeden og Sadelmageren. Herman Skrejers Søn, Carl Hermansen, der var en ualmindelig dygtig Skrædder og i alle Maader en velbegavet Mand, flyttede da ogsaa Teltpælene, og i Stedet for omvandrende Skrædder i det gamle Sogn blev han anset Mester i Holstebro. En Søn at Carl Hermansen blev Sagfører i Varde, men om Slægtens senere Skæbne ved jeg intet.1875, 84 3/4 Aar, (stadig den nøjagtige Alder), dør Aftægtsgaardmand i Sdr. Hvam, Jens Laursen Naa, Faderen Laust Christensen, født i Naa. Nu staar min Forstand helt stille, og jeg ved ikke det mindste, om samme Jens Laursen, ikke heller hvilken Gaard han har haft af de faa Sdr. Hvam Gaarde. Ikke heller kan jeg ret hitte ud af Slægtsforholdene i Naa. De synes mig lidt indviklede og kræver lidt for megen Tid at faa udredet.1875, 461 Aar, dør Snedker Mads Laursen (Mads Kjeldsmark) i Borbjergby. Han var fra Over Kjeldsmark, Broder til Jens Kjeldsmark og gift med en Datter fra Fallegaard. Mads Kjeldsmarks havde to Børn, en Søn, der døde som 13-aarig, og en Datter, Karen. Sønnen Carl var et Par Aar ældre end jeg, og jeg kan mindes, at jeg under hans Sygdom besøgte ham og forærede ham en Appelsin, hvad der i hine Tider var en Sjældenhed. Karen var et Aar ældre end jeg. Hun blev gift med Steffen V. Christensen fra Borbjerg Mølle. Steffen Sandager, den mangeaarige Formand for Holstebro og Omegns Landboforening. Steffen V. Christensen var en overmaade begavet Mand, der baade talte godt og skrev godt og havde ikke saa lidt bedsk Lune. Han var næsten for begavet til den lille ”mauer ajte Goer”. Karen mindes jeg godt. Hun hørte til Legekammeraterne fra Laust Jacobsens mange Skjulesteder og var Danse-Partnerske ved Pinsevækkild paa Fallegaards Overmark.

Petrus Christensen

130

1945 05 05

Jeg fortsætter med Kirkebogens døde. Det giver mig sikre Holdepunkter for mine Erindringer, for hvad jeg har hørt fortælle og for hvad, jeg agter at fortælle. 1875, 19. Maj, dør Mogens Chr. Askanius, Nørre Damgaard, født i Raasted. Hn var Søn af personerne i den sørgelige Begivenhed, som indtraf i Begyndelsen af Maj 1875, og som jeg tydeligt erindrer. Jeg var godt og vel 8 Aar, da

Tragedien i Lille Hedegaardskete, En Søndag Eftermiddag den 8. Maj kunde vi hjemme i Degneboligen se mørke Røgskyer og ogsaa Ildsluer stige op fra Syd. Snart fik vi at vide, at Lille Hedegaard brændte og Far gik derop. Jeg var for lille til at faa Lov til at gaa med. De to ældre Brødre, Holger og Christian, var stukne af, da de saa de tykke Røgskyer vælde op. Jeg maatte nøjes med at kravle op i Kirketaarnet og se ud af ”æ Glarvindhuller”. Da Ilden angreb æ Sals, var det meste af det saakaldte Indbo bragt ud. Pludselig kom et Par Tjenestekarle løbende til Ildstedet, Mogens Chr. Askanius, Broder til Hans Meldvej Askanius i Nørre Damgaard, og Laust Nicolajsen fra Skave. Det var et Par Fanden-i-voldske Fyre, og uden at ænse Tilraab og Advarsler løb de ind i Huset efter en gammel Dragkiste, men som de kom ud af Huset med det ræle Monstrum, skred Taget, og de to ulykkelige for som brændende Fakler hen til Dammen. Mogens Askanius overlevede ikke Ulykken, men Laust Nicolajsen - Laust Lai i daglig Tale - der var en stærk Natur kom over det men med et skrækkeligt vansiret Ansigt.Da jeg nu er ved Lille Hedegaard (den ene af Lille Hedegaardene), maa jeg hellere komme frem med, hvad jeg nu kender og ved om denne Peder Povlsen, Pe Hiegor, som i min Drengetid ejede Gaarden, var født i Grønning i Salling. Hans første Kone, som døde 1867, 77 Aar, var fra Neder Saugstrup i Oddense. Historien melder intet om, hvorledes de, to Sallingboer var kommen til Hardsyssel. For resten lod det til, at Salling allerede dengang sendte sin Ungdom ud, i stedet for at skille Gaardene. Det kunne da ikke udholdes, at ”Thordals Goer sku blyv mindre end Gudiks!”, Nok om det! Der trak mange fra Salling op i Hjerm Herred ogsaa til Borbjerg, hvor Gaardene sandsynligvis har været billigere at komme til. De to Sallingbofolk i Lille Hedegaard var meget gammelsdags indstillede, og der gik i min Barndoms Fortællinger derom. Pe Higor sad Enkemand fra 1867 til 1874 (?), da han fik en anden Kone, en Gaardmandsdatter fra Vridsted. Hvorledes den unge, rigtig kønne Pige er kommen i Forbindelse med Borbjerg og kommen til at ”synes om” gamle Pe Hiegor, det er for os en Gaade. Maaske er hun kommen dertil som Husholder. En Søster til Ane Hedegaard kom ogsaa til Sognet og blev 1878 gift med Jens Jensen, som havde faaet Halvdelen af Jens Nielsens Gaard, ”Nørgaard”, Hvam. Baade Pe Hiegor og Ane dør 1881. Han 80 Aar og hun 42 Aar. Sønnerne var da kun Børn og kunde ikke overtage Gaarden, hvorfor den blev solgt. Saa vidt jeg husker, blev Morten Toft Lavværge for Børnene.Den købtes af Holsteneren Daniels fra Moesgaard i Ryde. I sin Tid havde Daniels været Mejeriforpagter paa Rydhave. Han hørte til den Kreds af dygtige Mænd, Holsten sendte ind til Danmark, og som ikke alene bragte nyt Blod til en indgiftet og træg SIægt men ogsaa Virkelyst og ny Impulser til et gammeldags Landbrug. Baade Planteavl, Kvægavl og Mejeribrug tog disse fremmede, som dog den dengang var danske Statsborgere, sig af og tilførte landet økonomiske og kulturelle værdier.

131

Slægten Daniels ”faldt til” i Sognet. Otto Daniels blev gift med en Datter fra Kvisgaard og knyttedes derigennem til Borbjergs gode Bondeslægter. Hvordan Lille Hedegaard - Sønder Hedegaard burde den rettelig kaldes - er eller var som Gaard ved jeg knap, ej heller dens Størrelse. Jeg vil antage, den er paa en 55-60 Tdr. Land rigtig god Jord, men ”nøj koel”. Passer det ikke?19. Juli 1875, 40 Aar gammel, dør Kren Holsts Broder, Peder Povlsen Holst. 1875, 56½ Aar gammel, dør Skolelærer i Trabjerg, Peder Nielsen, boende i Skave. Peder Nielsen var fra Biskolelærer, avanceret op til fast Lærer i Østersognet, hvortil ogsaa Børnene fra Abildholt og Hogager gik. Har Skolen mon ligget i Skave? Peder Nielsen var ikke nogen ringe Mand eller Lærer, og Børnene fra hans Skoledistrikt vel underviste i ”de fire Dicipliner”: Det vil sige Religion, Læsning, Skrivning og Regning. Men han havde ogsaa et ypperligt Materiale, at arbejde med. Jeg kan huske hans kønne Datter, Maren, der tjente hos Niels Chr. Bak, og som blev gift med Kræ Hovmark (Hovmark Christensens stedsøn), der fik en Parcel fra Fødegaarden. Efter Peder Nielsen fulgte. Lærer Laursen, en ualmindelig dygtig lærer, som senere kom til Gudum. Efter ham kom Haahr. Et rart Menneske, der kom meget i mit Hjem sammen med Trabjergmændene, ja, det vil sige Chr. Søndergaard og Jens Meldgaaid, men hans Energi var noget begrænset. Det Iidt akavede ved hans Giftermaal, foraarsagede nok hans Fraflytning. Jes Peter Hansen fra Holsted fulgte efter Haahr. Skøt han kun havde ”Ej uduelig” til Eksamenskarakter, var han en fortrinlig Lærer. Blev senere Lærer i Ryde efter den kendte skolebogsforfatter N. C. Bech. Saa kom en bette lille Langelænder, Christensen, til Trabjerg. Konen var en lille buttet Lollik, ganske køn og ikke saa lidt koket, men halt. Christensen var en noget halstarrig Herre, som ikke faldt til i Skoledistriktet. Parret havde en væmmelig uartig Søn, der syntes opvokset i et Hjem, hvor Faderen regnedes for Nul og Nix. Da Pastor Kuhlmand spurgte den lille forkælede Knægt, hvad han vilde være, naar han blev stor, sagde han frækt: Jeg vil være Præst. Det er sgu ikke saadan at blive, mumlede Pastor Kuhlman. Af senere lærere husker jeg min Kolega ”i æ bette Dejnstol”, Madsen - fra Ryde. Trods sin Svaghed besad han et fornøjeligt Humør, fortalte glimrende smaa Oplevelser og gengav aldeles ypperlig, hvad Folk berettede ham, og saa var han, som Anders Clemmensen sagde, saa ”grinnem”, saa bare et Par spøgefulde Ord kunde faa det store Legeme til at ryste af latter.Godt, saa fik jeg det fra Haanden. Jeg skal jo passe saa omhyggelig paa, at der ikke kommer Urede i mine Erindringers Traade.1876. 80 Aar gammel dør Villads, det var om ham, at Anders Eriksen sagde: ito Villes æ da øv hans Faaers Søn.1876, 3. Juni, 86 Aar gammel, dør Jens Nix (Christensen) i Rindbækhus ved Rindsbæk. I min Barndom kunde denne lille Bæk, som kom fra Flenggaardene, være helt kaad om Foraaret ved Tøbrudstide, naar den skyndte sig ned til Møllesøen. Om Sommeren var den tør, men Jens Chr. Ø, som var ret ”haandsløv”, havde dog faaet en lille ”Luk”, dannet, som gav godt og friskt Græs i et Par tørre Sommermaaneder.Naa, det var Jens Nix, vi skulde tale om. Han var ”Murer om Sommeren”, men ikke anset som nogen Heksemester i Faget. Blandt andre Steder arbejdede han i Borbjerg Mølle hos den muntre og ligevægtige Møller Damgaard. Han havde muret en Skorsten op om Formiddagen, men som de sad ved Middagen faldt den ned. Saa rolig vilde næppe nogen anden Bygherre have taget det, som Møller Damgaard tog denne, lidt usædvanlige Situation: Det ka’ Faen bræk mæ ett vaer all Daw! Jens Nix kan jeg huske, derimod ikke Husets anden Beboer ”der Schneider von Rindbækhaus”. Han var nemlig ogsaa, Veteran fra 1813.1876, 72 Aar gammel, dør Jens Olsen, Saugstrup Mølle. Han har været ”Aftægtskarl”, ligesom der fandtes ”Aftægtspiger”.1876. 57 Aar gl. dør Peder Jensen Bukdal, Fattiglem. Tjenestetyende i Hjerm, udlagt Barnefader til Jens Mouritsen. Aha, hvem skulde tro, at Jens Bovdal i Borbjerg Mølle i Trabjerg, som var bleven gift ind i een af Meldgaardene, havde været saa kaad og letsindig i sine unge Dage. Præst og Degn har nok været enige om ikke at skaane Jens Bovdals Navn. De fire Skilling han ofrede til Højtiderne skulde jo ikke stemme dem blidt. 1877, 36 Aar, dør en Jens Peter Dyreborg, født i Handbjerg. Fader Castonier. Der staar ikke i Kirkebogen noget om, hvem denne Castonier er.

132

1874, 64 Aar, dør Peter Nicolaisen i Skave. Faderen Nicolai Mohrsen. Dette ”morsomme” Navn er helt gaaet ud, men ellers er Nicolaj-Slægten – almindelig kaldet Lai-Slægten - jo en livskraftig Slægt, der arbejder sig støt fremad.1880 dør en Barndoms Legekammerat, Laust Jacobsens Søn, Carl, 18 Aar. Hans Pisk var meget bedre end min. Skaftet flettet at Vidier, Hestehaars Snært, han kunde slaa Knald, saa Ekkoet lød fra den søndre Kirkemur. Jeg var ikke ”haandsløv” og lærte ham aldrig Kunsten af. 1880, 77 Aar, dør Peder Jensen Tinggaard, Aftægtsmand i Nørre Risum, født i Thinggaard i Gimsing. FaderJens Thinggaard. Han er altsaa kommen udefra, ligesom senere Søren Bertelsen, ind til Gaarden, hvor der altsaa i to Slægtled har været kvindelige Arvtagere. Gamle P. Risum var ved sin Død Enkemand. Hans Kone, Ingeborg, døde 1872, 82 Aar gl. Hun var altsaa født 1790 - Peder Risum 1808, altsaa 13 Aars Forskel til den skal vi sige mindre gode Side. Om Pe Risum har været saa stivsindet, som M. Værings Beretning vil gøre ham til, tvivler jeg lidt om. Men saadan bliver en Historie til, og saadan bliver undertiden ogsaa Historie til! Skønt jeg var 13 Aar, da Pe Risum, døde. Mindes jeg dog ikke den gamle Mand i Gaarden, og mine Børnebesøg maa da være sket efter den gamle Aftægtsmands Død. Jeg kom nemlig aldrig til Nørre Risum for at anmode om ”at gyer en Bed”. Far har vist syntes der var for travlt og for optaget i den store Gaard!1880, 80 Aar, dør Søren Langfrom Jensen i Neder Brødbæk. Men, hvad jeg erindrer om ham, er jo alt skreven. Derimod har jeg oversat, at1876, 78 Aar, dør Chr. Madsen i Over Brødbæk. En Broder til Nicolaj Madsen i Trabjerg. Denne Slægt var vist i 50-erne Sognets villeste. Begge Brødrene sad paa samme Tid i Sogneforstanderskabet, og jeg har set paa Skriften, at Navnet var skrevet baade pæn og øvet. Chr. Madsens Datter, Maren Christensen, var født 1830. Hun blev gift med Jesper Jensen fra Ryde, som (selv 44½ Aar, Maren 34) i Henhold til Kirkebogens Tilflyttere kom til Over Brødbæk 1864. Maren døde 1874. 44 Aar. Om Slægten er tidligere fortalt.1876, 63 Aar, dør Niels Bøgild, der var gift med Sidsel Perregaard. Niels Dahl hed han, fordi Slægten stammede fra Dal i Fousing. En Søn af ham blev (vistnok) Lærer i Gimsing. Dens senere Skæbne er mig ubekendt, og jeg ser gerne en Viden herom.1876, 64 Aar, dør Hjemmets gode Nabo. Chr. Ulsøe i Over Bukdal, det vil sige den Ejendom, som senere N. C. Jensen - Grevinde Danners forhenværende Tjener - købte. 1883, 82 Aar, dør Kræ Hie. Guderne skal vide, hans Udseende ikke var præget af vellevned, og det var absolut ikke fedme, som slog ham ned. Sjælden har jeg set en længere Rangel. Jeg husker hans Juleindkøb hos Niels Chr. Bak, da gammel Jens Bak endnu var levende. Det bestod i en Kardus Skraatobak (af Chr. Høj Husteds eller var det Jacob Rindums) og en Flaske Brændevin, men den gamle Høker var ”li’e skinner”. Do gyer sandelig en stuer Indkyv, Krejsten. Ja. sagde Krejsten, den Yvl er en faale jen, den ka snaar slug aalting. - Kom no ind o fo en Dram o en Skro, Krejsten, og Jens Bak humpede hen til Skabet, hvor Klukflasken og de to Skraatobaktdaaser, en med Udrøgning og en med frisk Skraa, stod. Jeg skylder Sandheden at tilføje, at Jens Bak bød af Udrøgningskassen. Var P. Chr. Hejsttrækker ikke en Søn af Kræ Hie? At jeg netop kommer i Tanker derom, skyldes, at P. Chr. Hestetrækker havde en ualmindelig køn Kone, Svensker, høj og gylden som taget ud af en svensk Film. Jeg tolvaarige Dreng var helt forelsket i denne lyse Skikkelse. Hun er vist død for kun et Aars Tid siden.1884, 50 Aar, dør Jørgen Perregaard, Johan Perregaards Søn som lndsidder. Han var 1877, 43 Aar, bleven gift med Karen Margrethe Jensen (Sander) født i Struer, 19 Aar. En trist Skæbne ramte de to Storgaardsmænds Børn, idet de begge døde som lndsiddere. 1874, 73 Aar, døde Jens Have, Borbjerggaard. En brav og retliniet Mand, der vidste, ”hvad han gik efter”, og som vurderede det ”ny” forinden han gav sig i Lag med det. Hans Datter, Mette Marie, var Veninde med min Søster Anna, og hans Søn, Anders Have, var Kammerat med mine ældre Brødre. Der var ikke saa lidt Samkvem mellem de to Hjem. Anders Haves hørte til det Hold af unge, som pastor Møller søgte at paavirke i grundtvigsk Retning. Han blev senere en af Sognets førende Mænd, Mejeriformand og Sogneraadsformand. En taktfuld og forstandig, vel oplyst Mand, der ikke ”agerede” for at komme i Forgrunden, men som ”ad naturlig vej” blev den førende. Else Have husker jeg ogsaa: En mild Husmoder og klog med en vis stægtsstolt Værdighed. En udmærket Type, som ikke spreder sig, men ved hvad en Kvindes virkelige Opgave og Maal er.

133

1945 05 08

Døde af Mandkjøn.Ja, jeg kommer jo fremad, saa de ”halaaldrens Minnesker” i Borbjerg kan begynde at følge med! Kjeldsmark hørte jo godt nok til Borbjerg, men denne Enklave, denne Halvø, regnedes næsten mere for at høre til Ryde. Børnene gik i Ryde Skole (efter Overenskomst mellem Sognene), og naar undtages Over Kjeldsmark, vil jeg tro, at Ryde Kirke søgtes. Over Kjeldsmarkfolkene hørte, som tidligere omtalt, til Sognets gamle Slægter, men ellers var det mest fremmede, der bosatte sig i denne afsides Sognedel, som endda var den skønneste i Sognet og bonitetsmæssig ikke ringe. Jeg er nær ved at tro, at Over Kjeldsmark hørte til Degnedrengenes Ønskegaarde, endda de knap vidste, hvor mange ”Herligheder” Gaarden besad. Den har kunnet holde til at blive delt, og endda bevare Præget af Storgaard. Ja, og saa bliver ”Kjeldsmark Buske” jo altid ved at være den skønneste Skov, jeg har set, og Udsigten fra Gaarden mod ”æ Vejstersovn”, den mest storslaaede.Jeg husker godt baade Gammel Jens Kjeldsmark og Ung Jens Kjeldsmark og husker godt naar de kom paa Besøg i Hogager, til Datteren Stine, som var gift med Kresten Vestergaard. Saa gik der ilbud til Skolen, om jeg vilde komme hen at spise og snakke med de fremmede. Skolebørnene fik straks fri, jeg var vel nok Mand for at indhente en halv Skoledag, og jeg hyggede mig godt med at snakke med Gammel Jens Kjeldsmark og faa et Spil Kort med Ung Jens Kjeldsmark. Gammel Jens Kjeldsmrark, for nu at blive i Tonen, var en hyggelig Mand og selv om han ikke ”fulgte saa godt med i det ny”, hvad brød jeg mig om det!Han talte forstandigt om de Ting, han havde med at gøre. Han undrede sig blot over, at jeg, som var vokset op ved Kirken og Kirkegaarden, som gik over Kirkegaarden snart hver anden Dag, aldrig ”havde set nøj” eller ”hørt nøj”, aldrig havde mødt ”en Ligskaar” eller set ”et Varsel”. Denne Tro paa Varsler var almindelig, og jeg skal ikke dømme ilde derom. Hele vort religiøse Liv hviler jo paa Tro, og er den anden naive Tro, som man mødte hos de gamle Bønder, saa urimelig?1881 dør begge Skylvad-Mænd, gamle Niels Skylle, født i Østergaard i Ryde, 94 Aar og Laust Skylvad, ogsaa født i Ryde, 57½ Aar. Hvornaar Laust Skylvad er kommet til Sognet, har jeg ikke undersøgt. Ikke heller om han er bleven gift med Karen i Skylle og derigennem faaet Gaarden. Da Faderen imidlertid bor hos ham er det rimeligst at Skylvad er købt og at Karen, Laust Skylvads Kone, er kommen til Gaarden. Derpaa tyder ogsa, at den ældste Søn hed Niels. Det var nemlig Sædvane paa den Tid at det ældste Barn blev opnævnt efter ”Gammelfaaer” eller ”Garmmelmuer” naar disse boede i Gaarden. Laust Skylvad mindes jeg som en mild og Godsindet Mand. Ikke ret ”værren” heller ikke i Handelen, og det kunde gøres nødig i Gaarden med ikke saa lidt Opdræt. Karen var en køn og livlig Kone og førte vel nok ”det store Ord”. Økonomisk gik det ikke saa godt. Skylvad er jo ikke nogen god Gaard; der er godt nok visse Herligheder til Gaarden, men Manden skal være driftig, flittig og omsigtsfuld, hvis den skal føde en stor Familie. Efter hvad der fortaltes i Sognet, blev Laust Skyvad ved et Kreditforeningslaan ”mishandlet” af den mindre vel ansete Sagfører, Prokurator Brask i Holstebro. Prokurator Brask var ogsaa Pe Præsts juridiske Støtte, hvilket ikke øgede Prokuratorens Anseelse. Jeg husker godt Skylvad-Børnene, som gik i Skole til Far, for baade var Pigerne kønne, og saa sang de godt.

134

Den ældste Datter gik til Præst sammen med Bror Christian. Hun blev senere gift med Borgmester H. P. Nielsen Sparkjær, en fornøjeiig og overmaade vel begavet Mand, som først er død for et Par Maaneder siden, 86 Aar gammel. De andre Døtres Livsskæbne har jeg ikke fulgt. Derimod husker jeg godt Sønnen ”Niels i Skylle”. Han var ”en skjøvt Kaael”, men holdt ikke af det haarde Bondeslid og nærede den Tro, at i København vilde det være som ”Flugten til Amerika”, hvorfor han søgte derover. Pastor Kuhlmann (Præstegaarden og Skylvad var Nabogaarde, og der var ikke saa lidt Samkvem mellem Hjemmene. En Søn i Skylvad blev opnævnt efter Kuhlmann og fik det ræle lange Navn Carl Herman Gustav Alexis Kuhlmann Nielsen - døde som 5-aarig) var ligesaa skeptisk over for Niels Skylvads Fremtidsudsigter som overfor Trabjergdegnens Søns Ønsker om at blive Præst og brugte omtrent den samme Vending: Det er sgu ikke saadan at komme frem i København. Da jeg læste paa Blaagaard, besøgte jeg et Par Gange Niels Skylvad. Han havde et pænt Hjem i Rørholmsgade og drev en Proppeskærerforretning. Senere har jeg aldrig hørt ham omtale. Skylvad ligger ejendommeligt og skønt ved Aaen som fører fra Præstegaardssøen til Store Ryde Mølledam. Et helt Eldorado for Fjerkræ og for en Lystfisker! Havde jeg saa sandt Tid vilde jeg bede om Lov til at fiske i Aaen. Der maa da være Bid, saa det forslaar.1867, 84 Aar gammel, dør Niels Chr. Jensen, Øster Hvamgaard, født i Ryde. Skønt jeg. forlængst er kommen ”forbi” dette Aarstal, vender jeg tilbage, thi nu er jeg klar over ”Øster Hvamgaard”. Først nogle Ord om Ryde og Borbjerg. De to Sogne hørte kirkelig sammen. Adskillelsen skete omkring 1830. I Pastor Niels Gjølbys Tid, var der tillige megen personlig Samkvem mellem Borbjergboer og Rydefolkene. Borbjergmændene hentede deres Koner derfra, og formodentlig har de Rydekarle gjort Gengæld. Kirkebøgerne viser, at der efter den kirkelige Skilsmnisse mellem Sognene ophørte den nære forbindelse i ægteskabelig Henseende. Saa meget kan den fælles konfirmationsforberedelse have at sige. Niels Chr. Jensens Søn var ”Tinus i Hvamgaard”, (var hans Kone ikke fra Munksgaad?) og en Søn af Tinus, Niels Chr. Hansen, døde 87 Aar gammel fornylig i Holstebro. Han læste til Lærer, opgav det og blev gift med en Stormandsdatter fra Sir, med hvem hvem han fik Gaarden. Senere solgte han denne og blev Teglværksbestyrer. Han roses som en flink og vellidt Mand ligesom Faderen. Ø. Hvamrgaard fik saa en anden Tinus til Ejer, nemlig Ole Christians Søn, der blev gift med Jens Kjelsmarks Datter Kirsten. Da de blev ældre, solgte de Gaarden og flyttede ned til ”æ Kjerkstejer”, tidligere Smed Larsens Ejendom. Baade Tinus - i sin Tid ”nøj Hejsthandler” - og Kirsten var rare og gæstfri Mennesker med et vidunderligt godt Hurnør. Ø. Hvamgaard var og er vel endnu, efter sin Størrelse, Sognets bedste Gaard. Den Jord, som ligger Øst for Gaarden, er ubetinget Sognets sundeste og bedste. Rigtig saadan en Ønskegaard er den, den var bare ikke stor nok til, at vi Degnedrenge havde faaet Øje paa den. Mon en hel Del af det, som i Skoleprotokollerne og i Kirkebøgerne kaldes Hvam Mark, og som gik helt ned til Rindbæk, ikke stammer fra Ø. Hvamgaard? Jeg vil tro det.1884, 16. November, 62 Aar, dør Chresten Søndergaard (Chresten Jensen) i Trabjerg, født i SeveI, Fader Jens Steffensen i Sevelby. Han var vist den yngste af de tre begavede Sønner fra Sevel Vestergaard: Steffen Vestergaard blev Plantningsmand. Christian Moesgaard (som havde Moesgaard i Ryde, før Daniels fik den) var en habil ”Kur”doktor (Hjemmedyrlæge), som endog overgik vor hjemlige Dyrlæge Kræ Loofovd i Berømmelse, og Chresten Søndergaard var baade Havemand og dygtig Landmand. Som jeg før har fortalt, var han en inderlig rar Mand, der kunde give kvikke Svar, og en ypperlig Fortæller. Han var Højremand, sikkert noget under Paavirkning af Provst Bøtcher i Sevel og Pastor Kuhlmann, men ikke af storbondeagtig FøIelse, hvorfor ogsaa Chresten Bisgaard skelnede mellem fødte og forførte Højremænd og regnede Chresten Søndergaard som hørende til de sidste.1885, 18. Maj, 69 Aar, dør Anders Bæk i Tingedal, født i Asp. En brav og flittig Mand, der klarede sig godt ved den ringe Tingedal-Gaard. En Datter, Karen, blev gift med unge Jens Kjeldsmark. Den milde og stilfærdige Kvinde lever vist endnu.

(Sluttes)

135

1945 05 17

Vi har modtaget:

Naar Fallegaard Slægtens Saga skal skrives, kommer jeg til at gøre nogle Bemærkninger til Petrus Christensens Artikel i Dagbladet. Omkring 1788 havde min Oldefar Jens Laursen (kaldet Olsen) Fallegaard. Om ham ved jeg ikke stort andet, end at han skal have været lidt ”pjattet” Om han er født i Fallegaard ved jeg ikke. Det kunde P. C. maaske faa oplyst ved at kigge i ”Borbjerg Præstegaards Arkiv” som ligger I Viborg. Det er maaske det pjattede, der er gaaet i Arv til Sønnen, Laust Jensen (Olsen). Det var nu i ”en Par ny Lejrbowser”, han saa Solen staa op i. Laust Jensen var født 1. December 1791, saa er vi paa historisk Grund. Han var gift med en Datter fra Kragelund i Hjerm, det er derfra Slægtskabet med Willerne stammer.L. J. havde i alt Fald to Søstre, en blev gift til Kjeldsmark og en anden til ”æ Naae”. Laust Jensen havde 5 Døtre og en Søn, som døde som Barn. Det var den ældste Datter, Skargrikke, der var gift med Klemen Andersen – ikke Christensen -, som boede i Trabjerg, Nabo til Nørgaard. Der er mange Børn, saa det er tilgiveligt, at P. C. glemmer Laust Klemmensen, som blev gift med Kræ Søndergaards Datter og med hende fik Søndergaard i Trabjerg. Om ham blev der sagt, at han var den klogeste Mand i Borbjerg, Hvis det er sandt, maa han have faaet sin Klogskab derude i Hoagager Mose, hvor han gik som Hjordreng , fra han var 7, til han var 14 Aar, og kom saa godt som aldrig Skole. Han var i mange Aar Sogneraadsformand i Borbjerg og derefter Repræsentant for Kreditforeningen i mange Aar. Laust Jensens tredjeældste Datter ”Met Katrin” fik Fallegaard og var gift med Hans Friis Frandsen fra Halgaard i Tvis -ikke fra Sir. Hans Far var den meget kendte Spillemand Frans Halgaard, som spillede til alle Bryllupper i Tvis Kirke. Hans Friis blev lige saa tit kaldet Hans Halgaard, som Hans Otsen. Det var ikke alene om Søndagen, han gik og nynnede, som jeg husker ham, gik han altid og nynnede ved sit Arbejde. Af deres Børn er der kun min Broder, Christian, og mig tilbage. Christian Hansen overtog Fallegaard i 1897 eller 98 og var gift med en datter fra Sognstrup i Nr. Felding, og nu har deres yngste Søn, Jens Friis Hasen overtaget Fallegaard, saa det er femte Led og langt over de 150 Aar, den Slægt har boet i Fallegraard.

København, Maj 1945, Kristine Friis

1945 06 21

1886. 14. Juni. 82½ Aar gl. død Købmanden gammel Jens Bak (Christensen) i Borbjergby, født i Tingedal, Fader Chresten Jensen. Jeg har tidligere nævnt, at jeg vilde samle alt om Købmændene i Borbjerg til en selvstændig Beretning. Jeg har dog opgivet denne Tanke og fortæller nu, hvad jeg husker om denne fødte Købmand og lidt snurrige Patron. Formodentlig har det været hans Legemsskavank, Halthed, der har ført ham ind paa Handelen, idet han vel næppe har kunnet udholde det strenge Bondeslid, og Bakgaarden med dens spredte Jord, og tilliggender har

136

krævet meget Arbejde. Alene det, at han turde binde an med noget saa forvovent, og at han kunde se, at der i Borbjergby var Grundlag for en Forretning, her, hvor Kirkevejen og Møllevejen skar hinanden, viser, at han var en snild og fiffig Mand.Den gamle Købmandsbod i Bakggaarden kan jeg ikke huske, men Bror Christian – alias Lærer Møller – kunde. Han kunne huske, at Chokoladen og ”Specerierne”, det vil sige de ædlere Kryderier, som Kardemomme, Muskat, Nelliker, var gemt i et Skab bag Alkoveomhænget.Jeg kan kun mindes Resterne af Bakgaarden, der laa mellem Mensalgaarden og Møllegaarden som Bolig for væversken Bul Kathrin og Datteren bette Muer. Derimod staar den ret storslaaede Købmandsgaard tydeligt for mig. Ikke saa underlig, for jeg kom der jo næsten daglig. Undertiden særlig i Foraarsmaanederne, før Skoletid og næsten altid efter Skoletid. Kom man før Skoletid, midt i ”æ Dawer”, maatte man pæn vente til denne for alle Deltagerne højtidelige Akt var overstået. Det nyttede ikke at ”skynde paa”, ingen rørte sig før Skeen var slikket af, tørret under Armhulen og Iagt i Skuffen ud for hans Plads. Man rejste sig heller ikke i Huj og Hast. Ogsaa det foregik ceremonielt som efter en skreven Overbevisning. Først rejste Husholdersken Ann Katrin sig, hun sad yderst paa den faste Bænk, Storbænken, dernæst Lillepigen, den kønne Maren, som tog Mælkefadet med ud. Hun sad yderst paa den løse Bænk. Butikskløren skrævede med Værdighed over Bænken, og Hjordddrengen fik af ham et Spark, saa han var ved at ryge paa Gulvet. Jens Bak fulgte i Stilhed rystende paa gamle Hænder, efter Ann Katrin. Sønnen Niels Chr. Bak, Forretningens Leder, rejste sig langsomt og saa med et fjernt Blik paa det hele, hans Tanker var ved Aktierne, for han havde begyndt at spille paa Børsen. Forkarlen Chresten Vestergaard gik med sikre Skridt ud af Stuen. Han passede Jordbruget, og ingen fandt paa at give ham Ordrer. Jeg havde fulgt det hele, ogsaa Maaltidet. Jeg havde misundt dem Stegepandens Stuede Kartofler, hvori der var kommen Fløde og Flæsketerninger: men Mælken med ”Dykænderne” syntes jeg dog ikke var mere ”spændende” end Mælkebrødet hjemme.Nok handledes der med mange sære Ting - for Nutiden sære Ting – i Købmandsgaarden, dog har jeg set ligesaa ejendommeligc Sager i Boder i Himmerland og Lysgaard Herreder, og Foretningen laa alligevel saa nærHolstebro, at der ikke kunde blive TaIe om Storhandel, hvad gammel Jens Bak jo ikke evnede og Niels Chr. Bak ikke havde Lyst til. Men saadan jævn Handel ”Opkøb af Landmandens Produkter”, som det hedder i gamle Bekendtgørelse, og med Salg til en almindelig Bondegaards forbrug trivedes godt i den lille Landsby med et næsten ubegrænset Opland. Den nærmeste Konkurrent var Christian Kjærgaard i Ryde, og den Forretning laa jo et godt Stykke Vej borte. Hverken i Trabjerg, Skave eller Hogager havde nogen slået sig ned som Købmand. Ja, jeg glemmer ikke Jacob Henriksens, senere Kjestens ”op i æ Kjerksteier”, men Kjestens regnedes der nu ikke med, og hun havde ikke engang sine Naboers fulde Handel. Tilmed boede hun inden for Læbæltet og maatte ikke handle med Kaffe, The, Brændevin, Ris, Sydfrugter, Krydderier etc. At hun gjorde det alligevel, var nu en anden Sag, og baade Politikontor og Sognefoed saa gennem Fingre med Enken, som paa en hæderlig Maade vilde ernære sig og sin Familie. Heller ikke ”Bakkes” foretog sig noget mod den stræbsomme Enke, som med den Yderste Paapasselighed klarede sig gennem Tilværelsen. Naa - en almindelig Bondegaards Forbrug var nu ikke stor for 70 Aar siden. Et Pund ”Kaffetøj” strakte langt,og en Dunk Brændevin kostede ikke alverden - 25 øre pr. Pot. Tiderne var endog saa smaa, at en Gaardmandskone spurgte sin Mand: ”Tøs do ett, vi sku´ haa´ en Cikorri, Niels?”. Sukkeret var det forholdsvis dyreste. Et Pund skaaren Melis betaltes med 53 Øre. Hvad Kandis (en stor Artikel i hine Dage -”Knaldtaaren”) og Engelsk Farin kostede, husker jeg ikke. Af mange Varer, som nu til Dags sjældent findles i Butikkerne (jeg tænker selvfølgelig ikke paa Krigsaarene) kunne Forbruget være ganske betydeligt, og Niels Chr. Bak købte f.eks. en Sæk tørrede Kirsebær ad Gangen og en kasse hel Kanel. Ligeledes var Salget af Bær forholdsvis stort – med Bær mentes Blommer og Rosiner. Sødsuppe hørte til Højtidsretterne og blev ogsaa brugt til Bryllup i Smaakaarshjem i æ Østersovn. Derimod havde Østersognets Storgaarde - samt naturligvis Hvamgaardene – for længst indført Kødsuppen og Stegen og Rombuddingen.Jou te Bakkkes opkøbte de alting: Æg, Smør, Skind, Uld, Vox, Talg og Honning og levende Lam. Den Skik at købe Lam var almindelig blandt Landhandlerne i min Barndom. Baade Kræn Varhede og Thomas Petersen i Aulum var Lamhandlere i stor Stil og N. Chr. Bak begyndte på det samme. Jeg tror nok han opgav den handel ret hurtig, for den gav meget Arbejde og megen Risico. Saa var det alligevel morsommre at pille lidt ved Aktier. Jens Bak var

137

”Mjødfabrikant” – jeg er ved at tro, at det var Husholdersken, Ann Katrin, som stod for den ”Afdeling" - og mange Oshofter Bryggedes, dels til Hjemmesalg og dels til Storkøbmændene i Holstebro. Baade Bøgild og Petersen og I. Schou fik Mjød i Oshofter fra Jens Bak. Hjemmefrbrug og Hjemmesalg var betydelig. Mjød fandtes i de fleste Hjem til Velkomstdram for Kvinder og finere Gæster, mod Forkølelse og mod Mæslinger. Prisen var overkommelig – 35 Øre pr. Flaske. Pastor Kuhlmann yndede dog ikke Mjød. En Dag var han paa Sygebesøg i Østersogn, over en Mil fra Hjemmet, og tog derfor med Tak mod Tilbud om Mad. Der blev sat Spegeflæst og Rugbrød paa Bordet og hertil skænket en Mjøddram. Men den kunde han nu ikke tage: Ta' det Skidt væk og giv mig en ærlig dansk Dram. Hvor var han dog herlig oprigtig, den gamle Præstemand. Te Bakkes blev de kvindelige Kunder altid trakteret med en Mjødsnaps - senere hen, da Miødbrygningen ophørte, blev den konverteret med ”en Kjesbærratafia” - og ”Mændenes Snaps” med en Bjedsker.Jeg kan huske, naar Mændene kom med Kobberkedlerne, hvori Honning, døde Bi og Bibrodder laa i syndig Blanding. Efter tømning fik vi Drenge Lov til at slikke al den Honning som samlede sig i bunden, indtil vi ækledes ved den. Der samledes megen Uld hos Baks. I Hesselaa, Hesel, Hogager, Skave, Tingedal. Øster Trabjerg holdtes mange Faar, og selvom der anvendtes meget i Bøndergaardene, levnedes der altid en Del til salg, og ”den skul' nier te Bakkes”. Han samlede endog saa meget at han kunde deltage i ”Randers Uldmarked”. I de Dage der pakkedes Uld var Drengene fra Borbjerg og jeg med velkomne. Uldballerne ophængtes og udspændtes melem Ladens Bjælker, og vi Drenge blev puttet ned i Sækken. Saa hældtes Ulden i og vi tumlede rundt. Jo mere vi tumlede, des mere tilfreds var Niels Chr. og Krambodkarlen. Der blev lovet os guld og grønne Skove, men det blev gerne ved et Kræmmerhus – og ikke af de største.Paa den Tid handledes der om Søndagen og Hogagerfolkene og Abildholtfolkene benyttede Lejligheden til at slaa Kirketur og Købmandstur sammen. De spændte fra i Købmandsgaarden, afleverede Ordresedlen til æ Krambosvend og gik saa til Kirken. Naar de kom fra Kirken var Sedlen ekspederet, og saa trakteredes der med Middagsmad, i det mindste da Kaffe.Jens Bak gik omkring og snaklkede vel med Kunderne: Du gyer sandelig en stuer Indkyv, do gyer sandelig en guer Framgaang, Esper.Ja. saa døde Jens Bak 1886, og jeg var med til hans Begravelse, som selvfølgelig foregik efter ”Egnens Skik og Brug”, og saasom han var en gammel Mand og ingen Sorg eller Savn eflerlod, morede vi unge fra Borbjerg Kirkeby og Kieldsmark os inderlig om Eftermiddagen, stod Enke og dansede paa Grønsværet, lige Vest for Gaarden. Den eneste som forargedes, var Kaaren i Bjaarkjær – Datterdatteren - og hun snakkede noget med Kuhlmann om det upassende, men Kuhlmann, som var oprømt efter den gode Begravelsesmiddag med Rødvin, sa' blot: Herregud, lille Karen, der er jo ingen Sorg ved den gamle Mands Død, lad du bare dem glæde sig i det dejlige Vejr. Og saalunde gik det til, at Jens Baks Begravelsesdag blev for os unge en fornøjelig Festdag. Den Sommereftermiddag staar levende i min Erindring, og den gamle, sære Snegl ogsaa. Men Købmandssnille besad han, og 100 Aar efter er den arvet af Oldebørn.

Petrus Christensen.

138

1945 11 05

Jeg fortsætter med ”Døde af Mandkjøn”.1886. 15. Novbr., dør P. Chr. Pedersen i Søndergaard i Hogager. Han er født i Pajbjerg. Fader: Peder Pedersen. Der er to Gaarde i Sognet, hvis ”Familieskav” er kommen i Urede for mig, nemlig Paibjerg og Naa, og da det dog er af mindre Værd, vil jeg ikke bruge nogen Tid til at udrede Traadene.1886 78½ Aar, dør Nicolaj Madsen i Trabjerg, en af Sognets stouteste Bønder.1887 82 Aar, dør P. Bukdal, født i Gysbæk i Handbjerg. Tænk, at han var 11 Aar ældre end Far! Han var en god Nabo.1888. 70 Aar, dør Anders Eriksen fra Lilie Hedegaard i Dalgaard. Mon han ikke er flyttet ned til Datteren og nydt sin Aftægt der? 1888 39½ Aar, dør Hans Johannesen Toft i Sdr. Risum. 1874 var Hans Toft bleven gift med den 18 aarige Sidsel fra Sdr. Risum. Vi havde et Fotografi hjemme, hvor Søter Anna var taget sammen med Mette Marie fra Borbjerggaard og Sidsel fra Sdr. Risum. De tre unge Piger maa have sluttet sig sammen trods Aldersforskel. Folk synies, det var sært, at den livsglade og kvikke unge pige blev forelsket i den tunsindige og alvorlig Hans Toft, men hvem kan granske et Pigehjærte! Det vakte megen Medfølelse i Sognet, da den unge Kone 26. Februar 1875 døde i Barselseng. 13. Marts døde Barnet. 4½ Uge. Den Dag, Kirsten i Risum døde, var min Broder Holger omme hos ”Kjestens” (Købmandsenke). Ligbleg kom han hjem og fortalte Far, at han, da han gik ud fra Kjestens, havde set en Ildvogn med 4 Ildheste køre forbi op efter Risum til.Brylluppet i Sønder Risum, hvor den rige Gaardmandsdatter førte sin Mand til Gaarden, var efter Egnens Skik og Brug stadseligt. Kudalerne spillede, og den unge 18aarige Brud dansede saa glad og forhaabningsfuld ind i Fremtiden, mens Hans Toft sad stille og alvorlig.1888, 68 Aar gammel, dør Kromanden i Skave, Andreas Egebjerg. og1888 dør, 62 Aar gammel Niels Jeppersen i Dalgaard. Jeg kan ikke tilgive ham, at han jog Eisings Sønner og mig fra Hasselbuskene i Torsdal. I Kjelsmark Buske havde vi da altid fri Adgang - eller tog os den.Saa slutter Døde af Mandkjøn, og jeg gaar over til Døde af Kvindekjøn.Maaske finder jeg et eller andet Navn, jeg kan fortælle noget om Slægter, som hører sammen. Jeg fortsætter - i Haabet om, det bliver læst.1859, 53 Aar, dør Garmester. Fattiglem Niels Danielsens Hustru, Ane Margrethe Petersdatter, født i Dejbjerg, altsaa en Udvandrer fra Taterstammen der - de Dejbjerg Rakkere. I ca. 60 Aar har Taterne boet i Borbjerg, idet jeg mener, der ingen Efterkommere nu findes i Sognet - da ikke af Narslægten. 1859 - 85 Aar - dør. Aftægtsmand Søren Povlsens Hustru i Søndergaard i Trabjerg, Maren Andersdatter, født sammesteds. Fader: Anders Bertelsen og kort efter dør Søren Povlsen født i Tvis. Navnet Maren er forblevet i Slægten, idet Datterdatteren, Laust Klemmensens Hustru, hed Maren. Den anden af Søren Povlsens Døtre blev gift med den senere Degn i Mønsted, Juulsgaard, som paa dette tidspunkt ejede Øster Abildholt. Som før skrevet solgte han Øster Abildholt til Kulsvieren Chr. Jensen. Juulsgaards Døtre blev efter Moderens tidlige Død opdraget i Søndergaard, og Inger Juulsgaard blev 1874, 20½ Aar, gift med Christoffer Damgaard, 37 Aar. Inger Juulsgaards Slægt er jo vel kendt og saare velanset i Sognet.

139

1859 - 83 Aar - dør Jonmfru Cæcilie Sofie Eggers. Datter af en Pastor Eggers i Haderup. Om denne Præstedatters Skæbne kendes intet.1859 - 42 Aar - dør lnger Marie Nielsen i Torsgaard, Ann Kathrin Brusens Moder.1860 - 77 Aar - dør Mette Johanne Schou, født Frølund. Enke efter Lærer Holger Jensen Schou. Datteren Elise Schou blev gift med Mads Mikkelsen. En af Sønnerne blev Degn i Hjerm, en anden fik Hattemagerforretning i København. Jeg har ikke haft Lejlighed til at udrede Familiens senere Historie, men mener at faa Materiale dertil.1860 - 79 Aar - dør Aftægtskone i Naltoft Edil Alexanderdatter Toft, Ejvind Tofts Tipoldemoder. EdiI- Navnet går igennem Slægtled, men Alexandernavnet hører vi ikke mere tiI.Under Kirkebogens ”Copulerede” ser jeg, at EdiI Toft har ”vaccineret”. Det vil sige, hun har set efter, om Vaccinen har slaaet an. Distriktslægen har ikke kunnet overkomme Eftersynet, som er overladt til Sognefogdens Datter.1863 - 53 Aar - døde MøIIer Damgaards Hustru, Margrethe Katrine Lundsgaard, Datter af Herremanden paa Lergrav i Aulum. Endnu i 8 Aar havde Damgaard Borbjerg Mølle, som 1971 blev overdraget til Lars Christensen. Mellem Degneboligen og Damgaards har der været en Del Forbindelse, og Madam Damgaards Fotografi hang paa Dagligstuens Væg. Et mildt og elskeligt Ansigt. Madam Damgaard hørte til den grundtvigske Kreds og jeg kan tænke mig at den gruntdtvigske Overklasses unge Døtre, som borte fra Hovedsladens Fristelser i Borbjerg præstegaard skulde oprdrages i Dyd og gode Sæder, har søgt hen i den morsomme gamle Mølle til den moderlige og forstandige Madam Damgaard og den fornøjelige og ligefremme Møller. Og Tavlen i æ Mølstow med Indskriften:

Her æder jeg mit Brød,her søger jeg min Lykke,som Gud mig unde vilmod mangens onde Tygge.Stat Hus ved Herrens Hjælp, agt ingens onde Øje, thi den misundte Jord lar sig dog lyksomt pløie,

er vel heller ikke gaaet deres Øje forbi. Ak ja, Møllerne maatte nok sande, at Misundelsens Brød ogsaa bliver spist!1863 - 91 Aar - dør Aftægtskone i Sdr. Fleng, Mariane Nielsen. Manden: Chr. Poulsen. Altsaa Moderen til Jens Fleng, Anders Povlsen og Krokonen i Hvam.1864 – 88½ Aar - dør Aftægtskone i Nørgaard, Mette Jensdatter, Enke �efter Jens Christensen, Tingedal, Bedstemoder til Mett i Nargor, hvad Navnet jo ogsaa siger.1864 - 83 Aar - dør Aftægtspige i Sdr. Bøgild, Ane Kathrine lversdatter. Det er anden Gang, under min Gennemgang af Kirkebogen, at jeg træffer paa Ordet Aftægtspige. Det er den ugifte Datter som passer Moderen, Aftægtskonen, og som efter Moderens Død beholder lejligheden og en mindre Aftægt. Rede Penge var den Tid vanskeIig at udrede, hvorimod Husly og Naturalier, bedre kunde afses i en større Bondegaard. Blev hun gift, maatte ”Aftægten” vel omsættes i en Pengesum.1864 – 65½ Aar - dør Fattiglem i Trabjerg, Jens Danielsens (Nar) Hutru, Karen Hansdatter. Faderens Navn Ikke nævnt, og ingen har gjort sig Ulejlighed med at faa det opklaret.18641 - 71 Aar - dør Gaardmandsenke i Naa, Enke efter Chr. Petersen, Birthe Katrine Jensen. Naar jeg siger Trine i æ Naa hinne Gammelmuer, vil jeg tro, de gamle og de halvgamle i Borbjerg ved Besked.1865 - 85 Aar - dør Ane Rydbjerg Ahlhede, Enke efter Korporal Ahlhede, FattigJem. Jeg gad vide, hvilken Størrelse Korporal Ahlhede har været ! 1865 - 82 Aar dør Ane Madsdatter Flynder, Fattiglem, ugift. Sønnen, Mads Flynder, huskes vel kun af sognets allerældste. Han var Medbejler til Fattighuskvindernes Gunst. 1866 - 67 Aar dør P. Bukdals første Kone, Inger Laursdtter, fra Gjettrup (Ydby). En Søn af dette Ægteskab faldt i 1864 og en datter blev gift med Sognets ”Husmandsfører”, Jens Larsen i Trabjerg. Jens Larsen var, som Morten Pugdal sagde: ”ejs en klog Mand”, men ikke efter Pastor Kuhlmanns Mening: Jeg gir sku' ikke stort for hans Klogskab.

140

1866 - 72 Aar - dør Laust Ottesens Kone i Fællegaard , født i Hjerm. Mange af Mændene fra Borbjerg fik i sin Tid Konerne fra Hjerm.1867 - 41 Aar - dør Træskomager Per Svenssons Hustru i Brødbækhus, født i Sverige. Jeg maa sige, det erden del af Sognet, jeg kender mindst til, enda den ikke laa saa fjernt fra Degneboligen, men Brødbækhusene og Bøgildhusene kom jo sjældent i Berøring med Hjemmet. Dog mindes jeg godt Per Svensson som en skikkelig og flittig Mand, der var agtet af sine Naboer.1867 - 77 Aar - dør. Peder Hedegaards Kone i Sdr Hedegaard, født I Neder Saugstrup, Oddense Sogn i Salling, altsaa Sallingbo ligesom Manden.1867 – 85½ - Aar dør Anders Eriksens Moder i Lille Hedegaard, Enke efter Gaardejer Erik Madsen født i Bjert. Faderen: Jens Andersen. Over disse to har Fader vist skrevet ”Ligsedler” skøn det nu hyppigst var Mænd, velagtede Gaardmænd, om hvem disse rørende Skrivelser blev affattede.Min Fader Ejede en ”Konceptsamling” paa mange Hundrede, og til denne Samling tyede han, naar han blev anmodet om at skrive en Ligseddel. Visse Vendingergik igen i alle Sedlerne, men lidt ”nyt” skulde jo gerne tilføjes, thi Ligsedlerne, hvis flere fra samme Gaard skulde hænges op paa Væggen ved Langbordets østre Ende, maatte ikke være for paafaldende ens. Søster Anna renskrev Sedlerne med den sirligste Skrift og ledte ogsaa den ”bedst egnede” Koncept frem. Der skulde nu ogsaa vogtes paa, at Nabogaardenes Sedler ikke blev for enslydende. Derimod var Indholdet lige veformet og velment, om ”Sedlen” kunde afkaste en Specie eller kun en Daler. En Specie gav de store Gaardrnænd, Smaagaardsmændene en Daler, Boelsmændene en Daler, en sjælden Gang kun 3 Mark. Det maa vi ta', som Kærven gi'r, ræsonnerede Fader. Jeg tror ikke, min Broder fortsatte denne ”litterære Virksomhed”, dog har jeg i min Hogagertid skreven ”en Ligseddel”, som ”ett var hiel ild”.1868 dør (48½ Aar) Pe Bukdals, anden Kone i Neder Bukdal (Hans første Kone var fra Gjettrup i Thy), født iJebjerg i Salling. Hvorfor der i Kirkerbogen staar Neder Bukdal, forstaar jeg ikke; thi jeg ved ikke af at der har været to Bukdalgaarde. Maaske ,fordi Kresten Ulsøs Parcel staar anført som Over Bukdal.1809 – 17½ Aar - dør en Datter af Peter Eskildsen i Naa, og samme Aar en Søster til ”Ane fra Hedegaard” - Ane Dorte Sørensen 31 Aar gammel, hos Søsteren i Sdr. Bøggild, som var 21 Aar ældre. 1869 - 80 Aar - døde, den godsindede Kjen Haislund. Mange Piger i Nabosmaahjemmene og hos fjerne Slægtninge var opnævnt efter hende, men om disse ogsaa fik 100 Rigsdaler, ligesom Jens Haislunds Opnævning, hørte jeg ikke Tale om. 1870, 56 Aar gl. dør Niels Kvisgaards første Kone, Ane Jensdatter, født i Skave. Niels Kvisgaard var hendes anden Mand. En Datter af første Ægteskarb blev gift med en Gaardmand i Kvium. I den smukke, gamle Gaard opvoksede 3 Hold Halvsøskende, som har bevaret Slægtsfølelsen, hvad jeg nu godt kan lide.Jeg har i mine Optegnelser fra Kirkebogen i 1870 skrevet en Bemærkning: 18 døde Kvinder, deraf fire dødfødte. Et forholdsvis stort Antal, som maaske skyldes Mødrenes haarde legemlige Arbejde, eftersom det er Husmandskonerne og ugifte Tjenestepiger, der opgives i Kirkebogen som Moder.1871 - 41 Aar – dør Povl Martinus Johannesens Hustru, født i Naa. Faderen. Chr. Petersen. Hun maa have været en Søster til P. Eskildsens Kone i Naa. Jeg mindes noget om Slægtskab mellem Naa og Haandværkeren fra Brødbæk Mark, men klart staar det mig ikke.1872 blev Johan Perregaard Enkemand. 1872, 21. Juni – 29 Aar - dør Karen Marie Povlsen, gift med Kromand Søren Chr. Petersen, Hvam, født i Sønder Fleng. Faderen Porvl Chr. Christensen. Hun har altsaa været Søster til Jens Fleng og Anders Povlsen (Brusen) i Thorsgaard. Kromandens anden Kone kan jeg mindes. Hun var en bovn og rigtig pæn Krokone, som undertiden om Søndagen kom ind og fik Kaffe sammen med Ann Kathrin Brusen og Ann Johanne Lebech.1874 dør - 58 Aar gl. - Aftægtsmand Chr. Nielsen Dalbys Hustru i Borbjergby. Født i Pajbjerg. Faderen Peder Pedersen Nielsen. Jeg har som sagt opgivet at hitte Rede i Pajbjergs og Naas Slægtshistorie. Kun vil jeg gerne vide: Er Dalby Navnet paa Gaarden i Borbjergby - altsaa Dalbygaard - eller stammer Dalby fra Gaarden i Gimsing?1875 - 87 Aar - dør Jens Bovdals Kone i Trabjerg - Mette Katrine Christensen. Jens Bukdal har indgiftet sig i Gaarden.

141

1875 - 77 Aar - dør Jens Mikkelssens Enke i Vester Hvamgaard. Født i Ryde. Faderen Niels Andersen Kjærgaard i Moesgaard. Jeg kan huske den gamle, venlige Kvinde og mindes, at jeg fik en Kringle inde i Aftægtsstuen. I hvad Ærinde, jeg var sendt derop, er gaaet mig af Glemme. Maaske skulde jeg bede Jensenius Lebech om ”at gyer en Bed”.1870 - 60 Aar - dør P. Petersens Enke i Pajbjerg, født i Hjerm. Derefter kom saa Thomas Pajbjerg til Gaarden. 1876 – 21½ Aar dør Pauline Holst i Store Hedegaard. Dette SIag forvandt Else Holst aldrig.1877, 60 Aar, dør Peder Eskildsens Hustru i Naa, født i Gaarden, Fader Chr. Petersen. Jeg kan slet ikke erindre hende, men P. Naa - Peder Eskildsen - husker jeg. 1877 dør - 82 Aar - Ann-Mari Ø. (Povlsdatter), født i Aulum. Hun varslede ikke godt om mig ved min Fødsel Jeg var saa ”juerslaaen” og kunde ikke leve ret længe.1877 - 55 Aar - dør Chr. Bisgaards Kone, Ane Dorthe Nielsdatter, født i Moesgaard i Ryde - altsaa Søster tilJens Mikkelsens Kone i Vester Hvamgaard.1881 dør Ka´ Thorsted - Smed Thorsens Kone - Manden snakkede lidt ”halvfint”. En Gang har han i Borbjerg Mølle udtrykt sig saaledes: De war ett sær, Landmanden lider møjet derved, de war ett sær. Den Snak glemtes ikke i Sognet.1881 dør Sidsel Marie Perregaard, lndsidder Niels Laurseus Hustru, paa Holstebro Mark, Faderen Johan Perregaard. 1881 - 42 Åar - dør gammel Peder Hedegaards Enke, Ane Pedersen, født i Vridsted. 1883 90½ Aar dør Aftægtskone i Søndergaard (maa være den østre af Søndergaardene) lnger Jensdatter, født i Meldgaard, Fader Jens Eriksen1883 - 49 Aar - dør Almisselem Benny Indithe Nar, Sognets sidste kvindelige Tater.1884 - 94 Aar - dør i Sandjordhus Johanne Hvolbæk, født i Haderup.1884 - 89 Aar - et andet Fattiglem Christian Nielsdatter, født i Lille Perregaard -Sikken Løn for Sognet.1884 - 57 Aar - dør Chresten Nørgaards Kone, Bodil Marie Mouritsen, født i Bukdal.1887 - 65 Aar - dør Maren Krog - Chr. Bisgaards Søster, Krogslægtens myndige og kloge Stammoder.1888 - 81 Aar - dør Esper Abildholts Moder, Ane Kathrine. 1888 - 54 Aar - dør Jens Christoffersen Datter i Sdr. Damgaard, Aftægtspige. 1888 - 87 Aar - dør Aftægtsenke i Sdr. Damgaard, Edil Johanne Laursdatter, i Nørre Risum, Fader Laust Christensen. Edil Damgaard med Vingekappen har jeg før omtalt og skal kun her nævne, at det omtaltes i Sognet at den unge Kone i Damgaard, Inger Juulsgaard, ”var saa gue ved di tow gammel Kvindfolk i æ Goer”.Ja, så har Kirkebogens døde af Mandkøn og døde af Kvindekøn ikke mere at fortælle om det gamle Borbjerg, og jeg gaar over til at se, om Kirkebogens ”Copulrede” bringer Læserne noget læseværdigt, og efter ”Capulationen” slutter jeg saa min tale om det gamle Borbjerg.

142

1945 11 08

1868 kaldes i Kirkebogen Chr. Nielsen Dalbys Gaard i Borbjergby for Borbjerggaard, og endvidere staar i Kirkebogen, at Chr. Sørensen, Borbjergby er født i Store Hedegaard. Skulde han da ogsaa være en Søn af Søren Nielsen, den store Mand i Hedegaard, som Severin Weiersøe benævner ham, og hvorfor fik ingen af Sønnerne Gaarden? Findes der mon ikke nogle Papirer gemt i en eller anden Gaard, som kan sige det.1868 blev Clemen Andersens Enke gift med Tjenestekarl Jens Petersen. Han var 48½ Aar, hun 46 Aar. Et passende Parti, hvad Alderen angaar.1868 blev Houmark Christensen, Indsidder i Hesselaa, 34½ Aar, gift med Gaardmandsenke Ane Søndergaard i Trabjerg, 51 Aar. Houmark var Broder til Peder Hesselaa og havde altsaa sit Tilhold der (hvorfor han benævnes som Indsidder i Gaarden), naar han kom hjem fra Handelsrejserne. Thi Houmark var eller havde været ”Kræmer i æ Sønnen”, vel sagtens ogsaa smuglet ved Toldgrænserne som alle, der havde lidt ”Ved”, brugte i Tiden før 64. Nu havde han ”lagt op”, og formentlig havde stærk Slid, som nu kunde vente ham, ikke tiltalt Handelskarlen, hvorfor han søgte en tryg økonomisk Tilværelse i Giftermaalet med den velhavende og pæne Gaardmandsenke, og efter alt at dømme blev Ægteskabet lykkeligt. Houmark forligedes godt med Stedsønnerne og tog Livet let, men ødede skam ikke noget. Han var ”var svær godt kyren”, det vil sige havde gode Heste, og han var Sognets første Bonde, som anskaffede sig Fjedervogn. lngen af Standsfællerne behøvede at skumle: ”Ka den Goer no ov svaar te de”, for ”Kassen” var i Orden og Vognen betalt.Da mine Forældre i Sommeren 1874 vilde besøge Frænderne i Darum, skulde der skaffes Hestekøretøj, forVestbanen var endnu ikke aabnet. Houmark med den ny Fjedervogn og, de gode Heste tilbød at køre for Faruden Vederlag af nogen Art udover Fortæring. Bror Christian, den senere Degn i Borbjerg, og jeg skulde gøre Rejsen med, mens Søster Anna passede Skolen og Holger Kreaturerne. Denne store Hjælpsomhed glemte Far aldrig, og Houmark blev altid en velkommen Gæst i Degneboligen. Forøvrigt var han en fornøjelig Mand med megen Lune. Jeg tænker også at køreturen til Darum har været en Oplevelse for ham samt at gense de Egne, hvor han havde vandret som ”Kræmer”. Det tjener til Ann Søndergaards ros, at hun ikke satte sig derimod. Hun var ellers en stadselig Kone, og Stammoder til mange gode Slægter. Naar jeg nu fortæller, at hun ogsaa Ieverede ”Dejnmjælk”, nævner jeg samtidig det gode Forhold, som bestod mellem Hjemmene. Af Døtrene husker jeg bedst Ann Dorret i Abildltolt, Espers Kone. Gæstfri, sad saa hyggeligt ved sin Rok og lyttede til Samtalen mellem Hogagermændene Esper ”o den ung Dejn”.1869 blev Sadelmager Mygh af Thisted (34 Aar) gift med Fruentimmeret Sara Marie Jensen, 20 Aar. Det var vel nok en streng Dom. Far (eller mon ikke taget efter Præstens Bog) har fældet over Sara, en tyveaarig Kvinde. Maaske var hun en bodfærdig Magdalene og ikke et Fruentimmer.1869 blev Chresten Dam Madsen, f. i Bjerregaard, 37 Aar, gift med Marie Johannesen Mannerup, 30 Aar, Datter af Gdr. Mannerup. Hvor hører dette Mannerup-Navn hen - noget Borbjerg-Navn er det ikke.1869 blev Frederik Bartholin Thomsen, 38 Aar, Møllersvend fra Sdr. Mølle i Sevel, gift med Kirsten Marie Knudsen, Datter af Gaardmand Knud Nielsen i Nygaard, 23 Aar. Frederik Bartholin Thomsen mindes jeg som en statelig Mand og Kirsten Marie som en pæn og bovn Kone. Samme Aar, 1809, blev en Søn fra Nygaard, Jens Nygaard, 21 Aar, gift

143

med en Datter fra Libergreen, 23 Aar. Nygaard synes at være en ældre Sognegaard, men den maa da være udstykket fra en endnu ældre. Mon Bjerregaard eller Øster-Søndergaard?1869 blev Niels Hald, 31 Aar, Avlsbestyrer paa Haisiund (hos Eising) gift med Pigen Ane Katrine Thomsen fraRindbækhus, 21 Aar. Nu forstaar jeg bedre den Støtte, Eising ydede Niels Hald. 1870, 23 Aar gl., blev Ungkarl og Snedker Jens Nielsen, født i Øster Assels paa Mors, gift med en Pige fra Skaarup paa Fyn, 22 Aar gl. Da havde Pastor Kuhlmann nok Grund til at udbryde: Fra forskellige Steder og fremmed Land fører han dem underlig sammen! Hvorfor Bryluppet er kommet til at staa i Borbjerg? Det har nok været hendes Husbondfolk, som har bekostet Bryluppet. 1870, 30 Aar gl., blev Christian Abildholt gift med Mads Mikkelsens Datter, Ane Johanne, 28 Aar, og fik den gode Sønder Hvamgaard. Mads Mikkelsen tog en Parcel fra, hvor Lise og han tilbragte de sidste Aar. Mads Mikkelsen supplerede de smaa lndkomster ved at blive Tækkemand. Jeg erindrer ham som Tækkemand ved Degneboligen og Niels Jepsen som Opstikker. Det var ingenlunde kedeligt at høre, naar Mads lokkede Niels Jepsen til at fortælle de usandsynligste Historier. Christian Abildholt hørte til Sognets pæneste Gaardmænd, og han fik Sognets ”pæne” Tillidshverv: Kirkeværge og Skolekommissionsmedlem, men i Sogneraad kom han aldrig, og i Handel blev han aldrig rigtig ”værren”.1870 blev Jens Haislund Poulsen, 23 Aar, gift med Nielsine Jensen, 26 Aar, Datter af Gaardmaad Jens Nielsen i Nørre Hvam. Fik han ikke en Parcel fra Sdr. Fleng? 1871, 69 Aar gl., blev Aftægtsmand Søren Jensen, Skylvadhus, gift med Enke Ane Nielsdatter, Enke efter Urmager Malthe Madsen Bøjhus i Trabjerg, 60 Aar: Det kunde jo være et meget passende Parti, hvad Alder angaar.1872, 46 Aar, blev Pe Svensson i Brødbækhus født i Nærum i Skaane, gift med Væversken Christiane Nielsdatter, 48 Aar gl. 1872 blev Niels Kvisgaard, 50 Aar, gift med Stine fra Sdr. Damgaard, 29 Aar.1872 blev Susanne Birgitte Cathrine Pedersen fra Naae, 26 Aar, gift med Jens Peter Jensen fra Østerlund, i Idom, 27 Aar.1873 blev Herman Skræders Søn, Carl Adam Gotlieb Sønderskov Hermansen, 36 Aar, gift med en Pige fraNautrup i Sevel, 30 Aar. Denne Mand med de mange Navne blev senere en anset Skræddermester i æ Østergaad i Holstebro.De gode Præster og Degne ødslede meget med Betegnelsen Fruentimmer, thi i 1873 nævnes som ægteviede 3, der alle kaldes Fruentimmer. Een af dem kan jeg da huske som en skikkelig og arbejdsom Kone, hvis Levevis som Kone ikke omtales ilde.1874 ægtede Niels Chr. Nielsen, Nygaard, 27 Aar, Houmarks Steddatter, Maren Andersen, 24 Aar gl., tjenende hos Brudgommen. 1874 blev Niels Kvisgaards Steddatter - 28 Aar - gift i Kvium i Hjerm.1875 fik Mads Laugesen en Datter gift med Peter Andersen i Brunbjerg. Børn af dette Ægteskab gik i Skole til mig. Det var rigtig velbegavede Drenge, som jeg havde Glæde af at undervise.1875 kom Kaaren i Kjeldsmark, 23 Aar, til Bjaakjær (Vester Bjørnekjær) i Sevel. Hendes Mand Jens Nielsen, var da 32 Aar.1876 blev Herman Gudiksen Madsen, Maler, 31 Aar, gift med Anders Eriksens Datter Benved, 26 Aar. Dette gammeldags Navn har jeg ikke før eller senere hørt.1876 - 70 Aar - giftede Jens Kr. Thomsen, Vestergaard i Hogager, sig med Else Marie fra Thy, 28 Aar. Hun blev ham en god Kone.1876 blev den sidste af Houmarks Steddøtre gift med Niels Povlsen Nielsen fra Ryde. Hun var da Husholderske hos Jens Bak.1877 blev Morten Toft - 35 Aar - gift med Ane Marie fra Over Saugstrup, 27 Aar. Hun var ham en trofast Medhjælp, i Arbejdet for at komme frem til økonomisk gode Kaar, for Naltoft kunde jo ikke fra Naturens Haand regnes for nogen Guldgrube, og tillige en hjælpsom og venlig Nabokone.

144

1877 blev Enkemand efter andet Ægteskab Jens Chr. Christensen fra Vester Brødbæk gift med fraskilt Maren Petersdatter, Husholderske hos ham. 56 Aar. Kgl. Tilladelse til Ægteskabet forevist. Altsaa ”Kongebrev” Der skulle ikke ”lyses til Ægteskab” for Enkemænd og fraskilte.1877 - 35 Åar - blev Ungkarl, Høker i Nørre Hvam, Laursen, gift med Sidsel i Nørre Bøgild, 44 Aar. Et vældigt Bryllup med 4 forridere, 3 Spillemrænd (Kudalene). 15 Vogne 56 Kroner i Fars Kasse. Brudeparret ofrede hver 3 Rigsdaler, og Forriderne en Daler hver. Jo de Sallingbokarle vidste nok, hvordan man skulde gerere sig i Hardsyssel.1877 blev Mads Mikkelsens Datter Edel Margrethe Madsen, 23 Aar, gift med Andreas Joakim Hartvig Micaalsen fra Thorning, 29 Aar.1877 blev Jens Peter Christensen i Sdr. Bøgild, 31 Aar, gift med Ane Davidsen, tjenende hos ham, 25 Aar. Dette Par fik senere en Restauration i Skive i Nærheden af Banegaarden. Jeg kan godt fra mine Drengeaar huske den lyse kønne Kvinde.1877 blev Søren Olsen, Saugstrup Mølle, 29 Aar, gift med Anders Viles Datter Sdr. Hvam, 20, Aar, og Dagen efter faar Anders Viles en anden Datter gift, 22½ Aar. Hvorfor der skulde være en Dag imellem kan jeg ikke regne ud.1877 blev, 38½ Aar, Møllersvend fra Ryde Møl, Thomas lversen, gift med Sara i Nørre Fleng, 28 Aar.1877 blev Jørgen Perregaard, Store Perregaard, 43 Aar, gift med Karen Margrethe Jensen (Sander), født i Struer, 19 Aar.1978 blev Mette Marie Have, Jens Haves Datter, gift med P. Chr. Østerlund Henriksen, Idom. 1876, 29 Aar, blev Jens Jensen, Nørregaard i Hvam, gift med Ingeborg Petersen, 22 Aar. Ingeborg var Søster til Ane Petersen, Sdr. Hedegaard, og fra Vridsted.Hermed er så fortalt, hvad Kirkebøgerne siger om Borbjerg fra 1859 til 1878. Hos de ældre har disse Optegnelser maaske vakt Minder til Live, og det kan tænkes, at hos de unge er en svindende Slægtsfølelse fornyet. Jeg hører saa ofte: Det ska' vær nøj af wor Familie. Det huer mig ikke. Jeg holder af at have rede paa Slægtsforhold, og jeg synes, at de der sidder paa Sognejord paa Slægtsjord, ogsaa bør vide, hvordan den er kommen i Slægtens Eje. Denne Slægtsfølelse kan tjene til at samle Bondestanden, og Bondestanden trænger til Samling, for der er Elementer nok som ser sin Regning ved at splitte. Pastor Møller i Borbjerg (Præst indtil 1867) sagde i mismodige Øjeblikke: Bønderne hænger sammen som Ærtehalm. Godt om de gjorde det. Et Lands 'Fremtid beror nu engang altid paa dens Bondestands Livskraft og Dygtighed og Evne til at modstaa dem der kommer med Lænkerne, hvad, enten det er økonomiske eller aandelige.

Ja, saa Faahval!

145

Kilde: Holstebro Dagblad 2. juni 1948.

146

· web viewhan var yngste søn af degnen i borbjerg, 1858-1883, christian mathiesen christensen,...

Documents