vil du have kaffe til din macbook?

3

Upload: sebastian-kirk

Post on 28-Mar-2016

215 views

Category:

Documents


0 download

DESCRIPTION

En reportage fra en lidt anderledes kaffebar i hjertet af Aarhus. Skrevet på første semester.

TRANSCRIPT

Page 1: Vil du have kaffe til din Macbook?
Page 2: Vil du have kaffe til din Macbook?

Vil du have kaffe til din Macbook?

På tredje sal i en baggård til Vestergade i Aarhus findes LYNfabrikkens kaffebar. Her kan man, lige som så mange andre steder, få serveret alskens koldt og varmt til ganen og maven. Men uden at det har været nogens hensigt, har stedet udviklet sig til et Mekka for studerende og kreative sjæle, der kommer her og arbejder.

Af Sebastian Kirk

En duft af kaffe rammer næsen mens lyden af fingre mod computertaster og folk, der snakker, danner symfoni med en jazzsaxofon, der blidt omfavner lokalet via højttalerne i loftet. Fra væggen lige ved døren smiler fødevarestyrelsens smiley så bredt, den kan, og størstedelen af bagvæggen består af store vinduer, der lyser lokalet op, og giver udsigt til de gamle, velbevarede bygninger, der dominerer i denne del af byen.

To kvinder kommer ind og går direkte op mod baren. Den ene bestiller en cappucino, og den anden vil gerne bede om en chai latte. “Det bliver 72 kroner,” siger ekspedienten med et smil, og kvinderne tager plads ved et bord. Servetricen vil komme hen med deres drikkevarer, når de er klar.

På tagterrassen sidder to svenske piger og taler, og på en grøn plastikstol sidder en ung mand og kigger på sin iPhone. Han venter på en ven, og det er blandt andet tagterrassen, der har lokket dem til LYNfabrikken. Heroppefra kan man se toppen af Domkirken, mens kanerne på havnen lurer i baggrunden. Til den modsatte side er det svært ikke at lægge mærke til regnbuepanoramaen på toppen af Aros.

Et inspirerende arbejdsmiljøVed et bord nede i baretagen sidder en enlig kvinde med sin Macbook og fortærer en portion müsli med yoghurt. Den tilhørende juice er hældt op i et emballageløst syltetøjsglas med gevind til skruelåg - sådan serveres alle kolde drikkevarer her.

Under trappen til tagterrassen, står et rundt, blåt bord, der har et net i midten. Det kan roteres, men lader ikke umiddelbart til at have nogen praktisk funktion. Her sidder fire drenge samlet om en computer - også en Macbook. De spiller sammen i et band, og er i færd med at skrive en mail til et spillested - noget de ofte kommer for at gøre her.

Page 3: Vil du have kaffe til din Macbook?

“Der er et inspirerende arbejdsmiljø hernede, og det virker som om, at alle andre også sidder og arbejder her. Der er masser af plads, og der er lyst,” fortæller Jakob Skovaa, der sidder ved computeren. “Og de laver god kaffe,” afbryder sidemand og bassist Naleraq Eugenius. “Og så har de gratis internet.”“Det er sådan lidt den kreative klasse, der er hernede, og man bliver smittet af den lyst til at arbejde,” fortsætter Jakob. “Og nogle gange, når vi har været her, er ekspedienten kommet hen og spurgt, hvad vi egentlig laver her. De virker interesseret i, hvem det er, der sidder her.”

Man må også godt tale sammenI baren er Azadeh Ghavamrad i færd med at tørre disken af. Klokken er kvart i seks, og hun havde egentlig fri klokken fem, men hun kan godt lide at være her, så det gør hende ikke spor at blive længere.

“Det er et dejligt sted på mange punkter,” siger hun og forklarer, at de fleste kommer for at læse og arbejde, men at der ikke på noget tidspunkt har været nogen, der har besluttet, at det skal være sådan. Azadeh mener, at det udover det gratis internet, skyldes lokalets indretning. Man kan næsten ikke undgå at sidde sammen med folk, man ikke kender, og det er ifølge hende en god måde at arbejde på for den slags kreative mennesker, der gæster baren. Men det kan nu godt lade sig gøre bare at komme og nyde en kop kaffe over dagens avis.

“Nogle gange, hvis der kommer nogen, der ikke studerer, og stemningen i forvejen virker som et studiekammer, så er der mange, der er kommet op og spurgt, om det er okay bare at sidde og tale sammen. Og selvfølgelig er det okay.”

Men som regel kommer folk og studerer, og det lader da heller ikke til, at bordfodboldboret, der er skubbet helt op i et hjørne, bliver brugt ret ofte. Ved et af vinduerne er et kærestepar midt i et kys, mens de holder om hinanden. Der går dog ikke mange sekunder, før de begge atter arbejder videre på hver deres Macbook.