viveca sten - farlige forhold (læseprøve)

Af samme forfatter:

Stille nu (2009) Inderst inde (2009) Uden skyld (2010)

I nat er du død (2012) I kampens hede (2013)

Sten - Farlige forhold (638-2806-2) - 416 sider - 140x220 - IB.indb 2 01-11-2013 11:25:21

Viveca Sten

FARLIGE FORHOLD

PÅ DANSK VED Bente Møller Sørensen

Rosinante


Farlige forhold er oversat fra svensk

af Bente Møller Sørensen efter I farans riktning Originaludgaven er udsendt af Forum, Stockholm, 2013

Published in the Danish language by arrangement with Nordin Agency AB, Sweden

Denne udgave © ROSINANTE / ROSINANTE&CO 1. udgave, 1. oplag, 2014

Omslag: Anne Kragelund Sat med Minion Pro hos ROSINANTE&CO

og trykt hos Bookwell Ltd. ISBN 978-87-638- 2806-2

Printed in Finland

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

ROSINANTE er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


Til minde om Sascha Birkhahn

1911-2012


7

Onsdag den 24. december 2008

KAPITEL 1

Hvis bare hun nåede ud til Sandhamn, skulle det nok gå. Der følte hun sig tryg. Jeanette Thiels gentog ordene som et mantra, mens hun kørte i snesjappet på motorvejen. Hun måtte flere gange blinke tårerne væk for at kunne se ordentligt. Ved Skurubron var hun ved at skride ud. Hun passerede golfbanen ved Fågelbro og Strömma Kanal. Fær-gen sejlede om et par minutter, klokken kvart i tre. Hun skulle nå den, det var dagens sidste afgang. Efter en evighed dukkede havnen i Stavsnäs op foran hende, og hun kørte ind på den halvfulde parkeringsplads. Hun fumlede med bilnøglen, men til sidst lykkedes det hende at få låst Forden. Vinden bed i kinderne, temperaturen var faldet drastisk, og der måtte være mindst ti graders frost, hvis ikke mere. Et stykke derfra slog linen ind mod en tom flagstang, og uden for bugten var der hvidt skum på bølgerne. En svag kvalme steg op i halsen, men det havde hun ikke tid til at tage sig af. Med bøjet hoved skyndte hun sig hen til kajen, hvor færgen ven-tede i halvmørket. Hun steg om bord som den allersidste, bag hende blev landgangen taget, og et par sekunder efter havde de lagt fra. Alligevel kunne hun ikke lade være med at vende sig om for at se, om der var nogen.

Jeanette krøb sammen i et hjørne i den bageste del af skibet og trak hætten op, så ansigtet var næsten skjult. Hun vidste, at hun burde


8

spise noget, men var for træt til at gå op i cafeteriet ovenpå. I stedet sank hun ind i en form for halvvejs døs med motorens dunken i baggrunden. Den rytmiske lyd virkede beroligende. Mobilen vibrerede i lommen, og hun stak automatisk hånden derned, men trak den hurtigt op igen. Ønskede ikke at vide, hvem det var, der ville i kontakt med hende. »Næste stop er Sandhamn,« lød det fra en knitrende højttaler. »Kaptajn og besætning ønsker alle en rigtig glædelig jul.« Jeanette så Alice for sig og prøvede at lade være med at græde. På dette tidspunkt var hun og Michael sikkert i gang med de sidste forberedelser. Julegaverne lå under træet, og der duftede af skinke og kötbullar i køkkenet. Og snart kom Michaels forældre, belæsset med pakker. Alice havde bedt hende om at fejre jul med dem. Det var det sidste, hun havde sagt, inden hun gik. »Åh, mor, bare et øjeblik, kun et par timer?« Jeanette havde rystet på hovedet og prøvet at give Alice et kys i panden. Men hun vendte hovedet væk, og Jeanettes mund strejfede kun lige hendes hår. Den dårlige samvittighed sved i hende. Hvorfor blev alting altid så forkert? De var fremme om et par minutter, og hun rejste sig for at finde toilettet. Da hun åbnede døren, gav det et sæt i hende ved synet af den ligblege kvinde i spejlet. Det tog adskillige sekunder, før det gik op for hende, at det var hendes eget ansigt, hun så på. Hun havde mørke rande under øjnene og var helt grå i huden. Med dybe furer fra næse til mund. Jeg ligner en gammel kone, tænkte hun. Hvor er tiden dog blevet af? Da hun vaskede hænder, undlod hun at kigge i spejlet. Motorlyden blev svagere; kaptajnen havde sat farten ned for at gå gennem sundet ind til Sandhamn.


9

Hun løftede rejsetasken op fra det smattede gulv og tog remmen over skulderen. Der var ikke mange ombord, men hun ventede al-ligevel, til hun var den sidste i køen. »God jul,« sagde matrosen, da hun rakte ham billetten Jeanette forsøgte at smile. De andre passagerer var allerede væk fra kajen, det var alt for koldt til at blive stående. Alligevel satte Jeanette tasken fra sig og kiggede sig omkring i de velkendte omgivelser. Sneen lå i driver langs med den ryddede strandpromenade mel-lem Ångbåtsbryggen og Seglarhotellet. Og på stranden var både i massevis oplagt for vinteren under snedækkede presenninger. I venstre side af havnen så hun Värdshusets gule bygning med lyskæder på facaden. De tindrende lys fik hende næsten til græde igen. Hun tog sin taske og begyndte at gå.

Der duftede kraftigt af hyacinter inde på Seglarhotellet. Bag den høje skranke stod en lyshåret receptionist med nissehue på. Jeanette præsenterede sig. »Jeg ringede og bestilte et værelse her i formiddags.« Den unge pige smilede muntert til hende, og Jeanette registre-rede, hvor dårligt hendes lyserøde læsestift passede til nissehuens røde farve. »Ja netop,« svarede receptionisten. »Velkommen. Du skal bo i en af lejlighederne bag ved poolen. Du er vel forhåbentlig ikke mørke-ræd?« Hun smilede igen, som om hun havde sagt noget morsomt. »Der er desværre fuldt besat i hovedbygningen her i julen, vi har kun lejlighederne tilbage.« Før Jeanette kunne nå at sige noget, fortsatte hun: »Middagen serveres fra klokken nitten, og du skal bestille bord. Klokken tyve, passer det?« Jeanette nikkede. »Det er en fantastisk julebuffet,« fortsatte receptionisten. »Alt


hvad du kan ønske dig. Femten forskellige slags sild. Og julemanden kommer selvfølgelig også, til alle artige børn.« Hun blinkede til Jeanette. Hun så overhovedet ikke ud til at over-veje, om en midaldrende singlekvinde var interesseret i julemandens besøg. »Skal du have hjælp med bagagen?« spurgte hun derefter. »Der er ikke særlig langt, knap hundrede halvtreds meter. Du går ned ad ydertrappen og til højre. Følg den ryddede sti forbi minigolfbanen og drej til højre igen der, hvor poolområdet starter. Du bor i lejlighed nummer to.« »Jeg finder ud af det,« mumlede Jeanette. Det susede for ørerne, da hun bøjede sig ned efter tasken. »Jeg håber, du må få en dejlig jul her hos os. Der er juleguds tjeneste i Sandhamns kapel i morgen tidlig klokken syv, hvis du vil derhen. Det plejer at være meget stemningsfuldt.« Endelig rakte hun Jeanette nøglekortet, og Jeanette løftede sin taske op for at gå. Men så standsede hun op. »Er det kun mig, der bor i lejlighed?« spurgte hun lavmælt. »Vent, så kigger jeg lige.« Receptionisten vendte sig så hurtigt om mod skærmen, at nisse-huen gyngede. Hun rynkede panden, inden hun kiggede op igen. »Ja, du er helt alene deromme.«


11

KAPITEL 2

Vicepolitikommissær Thomas Andreassen smilede, da han så sin datter pille nysgerrigt ved pakkerne under træet. Næsten alle gaverne var til Elin, selvom hun var så lille. Hun blev først et år til marts. Pernilla og han havde aftalt at skære ned på julegaverne i betragtning af, hvor meget det havde kostet at bygge om på sommerhuset i efteråret, men at dømme ud fra mængden af pakker var det ikke lykkedes nogen af dem at holde aftalen. Desuden havde de fået en stor kasse med fra farmor og farfar, der fejrede jul med Thomas’ bror og hans familie. Pernillas mor var på ferie hos sin søster i USA, så de var alene i huset på Harö. Det havde Thomas slet intet imod. Et groft overfald midt i december havde taget al hans tid op til ferien, og nu glædede han sig til at kunne koble af sammen med familien. Det blev skønt ikke at skulle tænke på jobbet, der sommetider var mere belastende, end han ville være ved. Thomas kiggede ud ad vinduet. Nede ved bådebroen blinkede to lygter, som han havde stillet der om eftermiddagen. Et kraftigt snefald i de sidste par dage havde lagt en hvid dyne over klipper og skær. Da de ankom til øen, havde frosten forvandlet de nøgne træer til funklende stammer med kroner, der glitrede af rimfrost. Helt inde i bugten var vandet frosset til – fortsatte det, ville det blive ligesom i gamle dage, hvor isen lå tykt i skærgården i måneds-vis, og man kunne bruge sparkstøtting mellem øerne. Hvor var den gamle sparkstøtting for resten? Forhåbentlig stadig hos hans forældre. Deres skur var propfyldt med alt muligt, flere årtiers ting og sager, som man ‘altid kunne få brug for’. Elin afbrød hans tanker. Hun gav sig til at rokke på numsen og rakte armene op mod ham. Han løftede hende op, og hun satte sig tilfreds til rette og lænede panden mod hans bryst.


Pernilla var ved at fjerne det sidste fra deres lille julebord. Skin-ken, pølsen og silden var allerede stillet i køleskabet. Nu varmede hun gløgg og lavede kaffe, så der var parat til pakkeuddelingen. Det her bliver nok sidste jul uden julemand, tænkte Thomas. Til næste år måtte farfar på banen. »Skal jeg hjælpe dig?« spurgte han og fjernede blikket fra Elin. »Nej, det er okay,« svarede Pernilla, idet hun bøjede sig frem for at tage en bakke frem fra et underskab. »Du lavede mad, så jeg ryd-der op.« De havde fældet det lille grantræ på øen og pyntet det aftenen før. Om morgenen var Elin ramlet ind i det, og kugler og glimmer røg ud over det hele. Tårerne havde flydt. Men juletræet var hurtigt blevet fint igen, og Elin havde fået sin egen julepynt at lege med, indtil den gik i stykker. Thomas satte Elin ned på gulvet igen og lagde sig på knæ ved siden af hende. Han rørte let ved den bløde kind med læberne. Duften af lille barn. Det lyse hår var i dagens anledning redt op i en lille hestehale ovenpå hovedet. Den vippede nu, mens hun sad og rokkede frem og tilbage af bare forventning. »Hvad siger du?« sagde han. »Skal vi to åbne en lille pakke, mens mor bliver færdig i køkkenet?«


13

KAPITEL 3

Da Jeanette åbnede øjnene, tog det et par sekunder, før hun fandt ud af, at hun lå i en hotelseng. Kvalmen var ikke forsvundet, og det sved i navleregionen. Korte kramper, der kom og gik. Sengen, hun havde lagt sig på, var både bred og blød, men alligevel var det svært at finde en behagelig stilling. Det gjorde ondt over det hele, og hun frøs trods den tykke trøje. Hvor længe havde hun sovet? Jeanette så på sit ur. Klokken var snart fem minutter i otte. Hvis hun skulle have noget at spise i aften, var hun nødt til at gå over i restauranten. Det værkede i arme og ben af træthed, hun anede ikke, hvordan hun skulle komme op. Fjernsynet stod tændt i baggrunden. Hun havde tændt det helt automatisk. Som gammel reporter tændte hun altid straks for nyhe-derne, når hun trådte ind i et hotelværelse. Men det var meningsløst at høre efter, de plaprede bare op om juletraditioner forskellige steder i landet. Som om der overhovedet ikke var sket noget af betydning i verden i dag. Under andre omstændigheder ville det have gjort hende gal, nu var det lige meget. Hun så sig omkring og bemærkede, at en eller anden havde gjort sig umage for at skabe skærgårdsstemning med billederne på væg-gen: sort-hvide fotografier fra Sandhamn i begyndelsen af nitten-hundredtallet. Slanke sejlbåde, kvinder med bredskyggede hatte og herrer i mørke overfrakker på strandpromenaden. Jeanette lukkede øjnene og rejste sig op. Det krampede i maven igen, hun prøvede at ignorere det og i stedet fremkalde den gamle følelse af, at Sandhamn var det tryggeste sted på jorden.


14

Mormor, tænkte hun og fik en klump i halsen, da hun mindedes barndommens somre i huset på den anden side af øen. Hun havde været der alt for sjældent i de seneste år, men det skulle der laves om på nu. Når det blev forår, ville hun tage Alice med og blive her hele sommeren. I morgen ville hun gå over til huset. Der burde hun kunne tænke sig grundigt om og træffe en beslutning. Ligesom før i tiden. Det var altid mormor, hun havde spurgt til råds, mormor, der kom med varm kakao og gode råd, når hun havde allermest brug for det. Jeanette gik ud på badeværelset og skyllede sit ansigt i koldt vand. Men hun havde det stadig lige elendigt, hænderne rystede, da hun tørrede dem. Sidste år på det her tidspunkt havde hun været i Mellemøsten, på reportagerejse. Iklædt lang, løs burka havde hun lavet hemmelige interviews med vrede og bange kvinder i Iran. Det havde resulteret i flere lange artikler om kvindernes situation i landet. En af dem var blevet refereret i tv-avisen, og redaktionschefen var blevet lige så stolt, som var det ham selv, der havde sneget sig rundt i de smalle gader med det varme, støvede stof over sig. Hun havde gjort en forskel, tænkte hun dengang, da hun kom tilbage til hotellet. På det tidspunkt havde det været for sent at ringe til Alice og ønske glædelig jul. Det her var første gang i mange år, hun var i Sverige i julen. Hun havde været nødt til det. Billederne af det, der var sket, kom tilbage, og pulsen galoppe-rede. Jeanette gik ind i værelset for at tage sin MacBook frem. Hun måtte have noget andet at tænke på, få alt det væk, der kværnede rundt i hovedet på hende. Men hendes fingre, der rodede rundt i rejsetasken, fandt ikke nogen computer. Stresset åbnede hun tasken op på vid gab og un-dersøgte den igen. Til sidst tømte hun den i lænestolen. Ud faldt underbukser, jeans og medicinpakker mellem hinanden. Med noget, der lignede panik, stirrede hun på rodet foran sig.


15

Hun var sikker på, at hun havde taget Mac’en med. Det måtte hun have gjort, men alligevel var den der ikke. For en sikkerheds skyld kiggede hun i tasken endnu en gang, men fandt kun en gammel tændstikæske fra Frankrig i et hjørne, hvor den måtte have sat sig fast for længe siden. Havde hun glemt computeren i lejligheden? Det var umuligt, hun tog den jo altid med. Jeanette strøg håret væk fra panden, der nu var blevet helt klæbrig. Hvor kunne den være? Ikke på båden, hun havde ikke åbnet tasken ombord. Og hun ville have set, hvis den var faldet ud i bilen. Eller ville hun det? Hun havde været så chokeret, da hun tog af sted, så rystet og forvirret, at hun bare havde smidt det allermest nødvendige ned i tasken og var styrtet af sted. Hun havde knap nok husket at låse hoveddøren. Hun snøftede. Hvordan kunne hun dog glemme sin computer, efter alt det, der var sket? Pludselig trængte hun til en cigaret, selvom hun for alvor havde lovet sig selv at holde op. Der lå nok et par stykker i pakken i bunden af hendes håndtaske. Sit løfte måtte hun holde en anden dag. Et lille skilt på væggen meddelte, at hun boede i en røgfri lejlig-hed. Så måtte hun alligevel udenfor. Orkede hun det? En lyd fra den anden side af væggen fik hende til at fare sammen, det lød næsten som en dør, der smækkede. Eller var det bare sne, der faldt ned fra taget? Havde receptionisten ikke sagt, at hun var den eneste, der boede her? Jeanette vendte sig om. Der var helt stille. Det havde nok bare været noget, hun bildte sig ind. Nu kom kvalmen igen, hun havde metalsmag i munden. Gardinerne var trukket for. Da hun trak dem til side, opdagede hun, at der var blevet kulsort udenfor, ikke engang den hvide sne på jorden var i stand til at fordrive mørket. Langsomt løsnede hun vindueshaspen, næsten som om hun var


blevet bedt om at åbne vinduet. Et par meter længere henne be-gyndte taget på næste etage, og det var dækket af et lige så tykt lag sne som det på jorden. Jeanette lukkede vinduet lidt op og gøs, da et iskoldt vindpust ramte hende. Hun ignorerede det og prøvede at lytte efter bruset fra havet. Vandet lå kun godt tredive meter væk, akkurat som oppe ved mormors hus. Hun huskede lyden af bølgerne, bruset, når de rullede ind mod stranden. Hun havde altid elsket følelsen af at være helt herude i den ydre skærgård og betragte havet, der aldrig var stille. Sommetider drømte hun om vandmasserne, hvor hun langsomt sank til bunds og faldt i søvn blandt vajende søgræs, omgivet af fisk, der pilede frem og tilbage. Men hun var aldrig bange, ikke hos mormor. Nu rystede Jeanette af kulde. Hun vendte hovedet og kiggede ud gennem det andet vindue, det, der vendte mod indgangen. Der var mørkt i nabolejlighederne, og lampen over døren var ikke i stand til at lyse omgivelserne op. Uden for den runde lyskegle var der kun mørke.


viveca sten - farlige forhold (læseprøve)

Documents