CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

1

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

2

Velkommen på CPH:DOX!

CPH:DOX er Danmarks internationale dokumentarfilmfestival, der hvert år afholdes i Danmark. Som en del

af festivalen laver vi med skoleprogrammet UNG:DOX filmvisninger for elever på ungdomsuddannelser over

hele landet. Med udgangspunkt i verdens bedste dokumentarfilm er det vores ambition at bidrage til en

spændende, relevant og alsidig undervisning, der ikke altid behøver at finde sted i klasselokalet.

I skal se filmen 'WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS’, der følger fem kvinders førstehåndsberetninger om at

forsøge at leve et normalt liv i et land, der er ude i den værste krise i sin 200-årige historie.

WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS, om filmen

Venezuela er ude i det største og mest uoverskuelige stormvejr i landets 200-årige historie. En social,

økonomisk og politisk krise af katastrofale proportioner, der truer med at få det sydamerikanske land

til at kollapse. Fem kvinder af forskellige aldre og med varierende baggrunde sætter - med

udgangspunkt i deres egen hverdag - ord på, hvordan det er at leve i kaos. Det er en oplevelse af de

sjældne simpelthen at lytte til deres historier. En panoramisk, men personlig fresco af indtryk og

erfaringer samler sig i en førstehåndsfortælling fra en af verdens glemte kriser.

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

3

Situationen i Venezuela Undervisningsmaterialet til denne film henvender sig til spanskeleverne i gymnasiet, som skal til visningen i

Aveny-T fredag den 23. marts klokken 12-14. Efter filmvisningen denne dag vil Venezuela-ekspert Kristoffer

Toft holde oplæg om situationen i Venezuela og uddybe landets tragiske udvikling yderligere. Materialet

her består af tre baggrundsartikler, der kan bruges til at informere eleverne om landets tilstand på forhånd

samt nogle bud på diskussionsemner, der kan tages i klassen efter den 23. marts. De to første tekster af

uddrag af artikler skrevet på dansk af Kristoffer Toft selv til onlinemagasinet glodalbyt.dk, hvor du også kan

finde artiklerne i deres helhed samt andre artikler om Venezuela, og den sidste artikel er en spansksproget

beretning trykt på The New York Times’ hjemmeside, der beskriver litteraturkritikeren Carlos Sandovals

oplevelse af den seneste juleaften i landets hovedstad Caracas. Her kan du afhængig af klassens niveau

hjælpe dine elever med en oversættelse af et lille eller større stykke af teksten.

Venezuela, en selvfortærende krop

Præsident Nicolás Maduro har været i stand til at nedbryde

Venezuelas demokratiske institutioner i ro og mag. Blandt

befolkning og NGO'er har stemningen ændret sig, som om der er

mere på spil. Læs en beretning fra Venezuela i dyb krise.

AF Kirstoffer Toft, 10:40 | 15.03.2017 | VENEZUELA

I en fyldt bank i Caracas stod jeg, blandt over 100 frustrerende Caraceños i en kø. I tre timer havde jeg tålmodigt ventet med et spinkelt håb om at kunne åbne en konto. Det var snart weekend og alle var mødt op med håbet om at hæve penge.

Den stakkels pige, der havde fået ansvaret for køen, blev konfronteret af en ældre mand, uforstående over køens stilstand. Han blev forklaret, at banken kun lod kunder ind, der skulle placere penge, ellers ville systemet bryde sammen.

Den ældre herre vender om og gjalder på vejen ud ”Systemet ER brudt sammen!”

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

4

Skraldespisende venezuelanere

Jeg kunne starte dette skriv i 1999, hvor nu afdøde Hugo Chávez Frias blev valgt som præsident med en overvældende majoritet af stemmer og efterfølgende styrede landet med en fast, om end karismatisk, socialistisk hånd indtil sin død i 2013.

Jeg kunne ligeledes starte ved valget til parlamentet i 2015, da landet endelig så chancen for at ende 17 års ideologisk isolation bragt til veje af en umiddelbart uudtømmelig oliereserve, hyperinflation og en kriminalitetsrate af astronomiske højder, hvor koalitionen af oppositionspartierne MUD vandt 2/3 af sæderne i parlamentet.

Men den siddende regering med præsident Nicolás Maduro i front mente, at der var fusk ved valget, og en trofast højesteret annullerede således alle fremtidige beslutninger af parlamentet og de facto udelukkede medlemmerne fra nogen som helst beslutningsmagt, samt nægtede befolkningen gentagelse af folkeafstemningen.

Med det in mente vil jeg, selvom jeg har snydt lidt, hellere starte en eftermiddag, ikke så lang tid siden fra skrivende stund, hvor mine øjne mødtes med en forhutlet

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

5

ung mand, mens han suttede på et i forvejen afbidt kyllingeben fundet i skraldet i selskab med sin ven, travlt optaget af levninger i en anden bunke. Forsigtigt gik hans ven til værks, forsigtigt inddelte han sine fund i en proces der lignede et delikat spil mikado, som jeg vistnok fik noteret et sted.

Her starter jeg, fordi det er her, Venezuela befinder sig.

Billedet af den skraldespisende venezuelaner, er et billede som befolkningen reagerer på med desillusionerede øjne. En befolkning, der ikke aner hvordan det kunne gå så galt.

Mistænksomhed og frygt

I skyggen af valget af en kontroversiel amerikansk præsident og uro i Mellemøsten, har Nicolás Maduro været i stand til at nedbryde de demokratiske institutioner i ro og mag. Måske på grund af olie, som har en tendens til at gøre enhver situation prekær og kompleks. Eller måske blot på baggrund af mangel af indignation.

Indrømmet, så skal det da heller ikke være første gang en humanist melder vagt i gevær et eller andet obskurt sted, hvis selvsamme udmelding ofte forveksles med en uheldig frelsthed

Det værste er, at jeg godt forstår denne stilhed. Som virkningen af penicillin langsomt er aftaget gennem vores kost, er følelsen af indignation ligeledes røget i svinget i en hverdag, hvor mennesket har tilvænnet sig synet af afhuggede hoveder af journalister, massegrave, nedsabling af en syrisk befolkning og festlige selfies ved Anden Verdenskrigsmonumenter.

Apatien, en klinisk del af angsten. Der skal ikke mere end en tur i metroen herovre, til at blive klar over den altoverskyggende mistænksomhed og frygt. For det meste er der stille, passagerer kigger rundt i en så småt inkorporeret risikovurdering ud fra deres umiddelbare indtryk af de mennesker der alle sammen skal samme vej. Man leder efter små tegn. Har han kasket på, måske vil han ikke blive set af overvågningen? Har han en lang lillefingernegl - den praktiske løsning for et hurtigt skud kokain? Hvorfor står han så tæt, når der er plads ved siden af? Overvejelser, som først var mig fremmede, men så småt er blevet en naturlig del af en hver tankeproces.

Udenfor metroen tager man således fat i en anden spilmanual for sikker adfærd. De små ting. Sådan må det være, undertiden i hvert fald. Det skal dog ikke opfattes,

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

6

som en undergang for hverdagens trummerum - for hverdagen eksisterer skam, den bliver blot afbrudt af øjeblikke hvor ekstra opmærksomhed er påkrævet.

(…)

Ressourcestærke indbyggere er i øjeblikket holdt i skak med flere varer på hylderne, men med uofficielle tal der indikerer en fattigdomsprocent på 82 procent, hvoraf 52 procent karakteriseret som ekstrem fattigdom, står det klart at den tavse majoritet kæmper for at opretholde en anstændig tilværelse og med en minimumsløn på 40.000 Bolivars og en pakke med 10 skiver ost til 4000 Bolivares er situationen kritisk for mange.

(…)

116 politiske fanger

Sebins hovedsæde tårner sig, nærmest arrogant op midt i Caracas, ved siden af et større indkøbscenter, hvor hverdagen går sin stille gang undtagen for de mennesker der, 5 etager nedenunder, sidder fanget i det der i folkemunde har fået titlen ’La tumba’, graven.

Her, blandt andre bygninger, sidder der i øjeblikket 116 politiske fanger ifølge Foro Penal, medregnende dem, der sidder i privat husarrest.

En advokat har berettet til ABC International om sit besøg i Graven, som hun beskriver som et sted uden naturligt lys, temperaturer holdt på et konstant lavt niveau, senge af cement, ingen fornemmelse for tid og eneste lyd bestående af metroen der suser længere nede.

Hernede sidder unge studerende, politikere og dissidenter fra militæret indespærret. Ifølge Foro Penal har regeringen intensiveret anholdelser i de første par måneder af 2017, i bestræbelserne for at beskytte befolkningen mod ’plotmagere’ og ’forrædere’ ofte sat i ledtog med amerikanerne.

Som led i den typiske drejebog for regimer, er kontrollen over medierne ligeledes intensiveret. Dette kom senest til udtryk da regeringen blokerede signalet af CNN Español på alle sendeflader efter flere kritiske reportager, beskrevet af regeringen som, ja, imperialistiske.

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

7

Mangel på medicin

En uge forinden på besøg hos en NGO der desperat prøver at håndtere og afhjælpe manglen på medicin, fik jeg mig en snak med chefkoordinatoren, der blandt humanitære sjæle i regionen ynder en høj respekt for hans arbejde og passion.

Venezuela mangler 85 ud af 100 medikamenter, stort set alle er medicin mod kroniske sygdomme såsom HIV/AIDS, epilepsi, sklerose. Tilværelsen er for mange en daglig kamp mellem liv og død.

Personligt, efter en uge brugt på opstøvning af medicin mod parasitter, konstaterede jeg, at billedet var det samme. Tomme hylder og et opgivende personale, der havde perfektioneret måden at sige nej på; en tilpas mængde empati, indlemmet i et kontant svar.

Det menneskelige overskud til undskyldninger er for længst væk.

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

8

Hos en anden chefkoordinator i en anden NGO, jeg besøger, kan jeg mærke, at han udbrændt, men ikke brændt ud. Med udslåede arme udbryder han ’min kære ven, militæret, de er en katastrofe!’ (La Guardia Nacional).

Han forklarer mig, at gennem et massivt internationalt netværk etableret gennem tiden, har organisationen været i stand til at udvikle et ’dør til dør’ program. Små donerede pakker af medicin bliver således sendt til enten organisationen, eller det specifikke hjem som desperat behøver medicinen. Kun små pakker har mulighed for at slippe igennem af toldmyndighederne, kontrolleret af militæret. Store pakker bliver opsnappet og ingen ved præcist, hvad der efterfølgende sker.

Chefkoordinatorens bedste bud er, at sendingerne konfiskeres til videresalg og opskruede priser i opportunistisk kynisme. Vi har ikke særlig meget tid, konstant bliver han afbrudt af telefonen og i en sidste frustreret udmelding siger han blankt ud ’Vi har brug for hjælp’.

(…)

Venezuelas mange kriser

Venezuela under præsident Nicolas Maduros ledelse har ikke kun

én krise, men utallige. Særligt den økonomiske og politiske krise

har ramt almindelige venezuelanere hårdt og har været årsag til de

store protester i de seneste uger. Få et overblik i Global Voices.

12:20 | 09.05.2017 | VENEZUELA

Diktatur er det ord, som mange venezuelanere har brugt til at beskrive de seneste måneders politisk uro i deres land. Urolighederne kulminerede 30. marts, da landets højesteret i praksis suspenderede det folkevalgte parlament, hvor oppositionen sidder på flertallet.

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

9

Højesterets udløste protester og forårsagede internationalt oprør. Nogle beskrev det som et "selvpåført" kup. For mange venezuelanere var det en bekræftelse på, at deres land havde mistet den sidste lille flig af demokrati.

Højesteret trådte i stedet ind i parlamentets rolle og lod præsident Nicolas Maduro overtage nogle af lovgivernes funktioner, men det var kortvarigt. Retten omgjorde beslutningen efter få dage, der havde været præget af store hjemlige protester og international kritik.

På trods af genoprettelsen af parlamentet er organisationer i og uden for Venezuela ikke tilfredse. Demonstranter fortsætter med at protestere næsten dagligt og i stort antal, selv når politiet møder dem med stor aggression.

Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) vedtog ved et hasteindkaldt møde 3. april en resolution, som erklærede de seneste begivenheder i Venezuela for "en ændring af forfatningsordenen" og tilføjede:

”På trods af den seneste revision af nogle elementer i disse beslutninger er det vigtigt, at Venezuelas regering sikrer fuldstændig genoprettelse af den demokratiske orden.”

De seneste ugens hændelser er blot de seneste i en række restriktioner, der begrænser nationalforsamlingens beføjelser, siden Venezuelas politiske opposition vandt to tredjedele af pladserne i parlamentet ved valget i december 2015.

Læs hele overblikket over den omfattende krise i Venezuela hos Global Voices

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

10

Una Navidad en Caracas Por CARLOS SANDOVAL 29 de diciembre de 2017

Un grupo de personas participan en una protesta en Caracas el 27 de diciembre.CreditMiguel Gutiérrez/European Pressphoto Agency

CARACAS — Es 24 de diciembre y vamos temprano al mercado a comprar leche. Hay rumores de que en algunos puestos la venden sin restricciones, aunque a precios exorbitantes. Es mejor comprarla ya o el costo se duplicará en 48 horas. Dejamos un salario mensual por doce litros de leche: 816.000 bolívares, unos 80 dólares (esto si hacemos el cálculo de la conversión oficial, pero según el mercado negro en Venezuela, que rige las operaciones cotidianas, serían alrededor de siete dólares).

Es Navidad, pero el ambiente está apagado: nadie compra ingredientes para las hallacas, nuestro pastel de harina de maíz envuelto en hojas de plátano, relleno con un guiso de res, pollo, cerdo, pasas, aceitunas, alcaparras y cocido en agua. Es el plato gozoso e imprescindible en toda celebración de Nochebuena. Este año no será así. El rito de la tropa dirigida por matronas que juntan a sus

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

11

familias para preparar las hallacas terminó un año atrás, por lo menos. Ahora solo tenemos inflación y escasez.

La Navidad en Caracas, y quizá en todo el país, se convirtió en un peregrinaje por la sobrevivencia. Buscamos algo de comida para remontar el día: espaguetis, huevos, granos; nada de turrones, licores o tartas, ni siquiera es posible darse un gusto con las nueces. No hay ningún tipo de carne, tampoco buhoneros (vendedores ambulantes) ofreciendo fuegos artificiales. En una tienda de ropa la dependiente se queja de las pocas ventas. En los cafetines, las alcancías para las propinas navideñas también revelan la carencia: no hay efectivo para llenarlos.

A mediodía los mensajes telefónicos intentan levantar el ánimo de otros tiempos: ¿qué harán?, ¿consiguieron algo para la cena? Una hermana dice que comerá arroz con aguacates cosechados en su patio y un puñado de camarones que le cambió a un vecino. Una sobrina comerá una hallaca que le regalaron a su mamá. El hermano mayor llenó dos bolsas coloridas con golosinas como presente del Niño Jesús, la versión local de Papá Noel, para sus pequeñas. Antes les explicó que “a Chucho la crisis lo tiene contra las sogas”. Es una razón más compasiva que la que le escuché a la madre de una niña de seis años: “Yo soy el Niño Jesús, mija, y no tengo para comprarte ningunos patines”.

Navidad de estrecheces, de gente que come de la basura, de caras largas y desesperanzadas.

A media tarde exploramos posibilidades para que la cena no pase en blanco. Imposible: el pan de jamón supera más de la mitad de un sueldo mínimo, el ponche crema casi dos sueldos. Nos resignamos a unas salchichas con puré de batatas.

Es 24 y en Caracas tampoco hay pernil: las promesas de las autoridades de abastecer a los más necesitados con un muslo de cerdo, otro de los platos típicos de la noche, se esfumó en medio de un supuesto sabotaje del gobierno de Portugal que impidió que las provisiones de cochino llegarán.

Las filas de los cajeros automáticos son tan largas que se confunden con las de los camiones que rematan verduras y ropa usada en la calle. Una mujer muy joven, con un bebé en brazos, ofrece caramelos y canicas por 1000 bolívares. No son necesarios gráficos ni análisis: la mesa de la Navidad de 2017 es la imagen más clara de la crisis económica.

Por la noche recordamos diciembres lejanos: las fiestas donde sobresalía la bonanza, vestidos nuevos, parrandas hasta el amanecer, la música llenándolo todo. Ahora sorprende el silencio: sin triquitraquis, sin cohetones, sin luces en el cielo. Navidad de estrecheces, de gente que come de la basura, de caras largas y desesperanzadas.

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

12

Un hombre pasa vendiendo café. A lo lejos se oye una vieja canción y la sirena de una ambulancia. En un canal del Estado transmiten un rumboso concierto. La Nochebuena llega callada a una ciudad que parece dormida. Es como si entramos a otro siglo, uno precario y de falsas utopías.

Nos percatamos de que es 25 porque el vecino de abajo –esquizofrénico, tiene meses sin medicación– comienza su rutina de gritos, maldiciones y azote de puertas. Siempre lo hace pasadas las dos de la madrugada. Antes de echarnos a dormir llamamos a los viejos: todo bien, mucho frío, “la pasamos solitos”: ninguno de los hijos se atrevió a desafiar el miedo para cruzar la ciudad con más homicidiosper cápita en el mundo y acompañarlos en la magra cena. La vida vale poco, aunque cuesta mucho sobrevivir.

El 28 de diciembre, algunos venezolanos tomaron las calles de Caracas para protestar por la escasez de

comida. CreditFederico Parra/Agence France-Presse — Getty Images

Tres días después de Navidad, las protestas por la promesa incumplida hicieron que las fuerzas policiales antimotines se desplegaran por la ciudad. Le llamaron la “revolución del pernil”. En su saludo navideño a las fuerzas armadas, el presidente le llamó a esos pequeños brotes de indignación en las zonas más

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

13

pobres de Caracas “grupos violentos”. Al ejército les pidió actuar con mano dura, “con todos sus equipos de inteligencia”.

En unos días recibiremos el nuevo año: 2018 llegará con la misma incertidumbre. No saber si comeremos todos los días, no saber si encontraremos medicinas, no saber si tendremos trabajo. Lo que habrá, estoy seguro, será filas largas, escasez y miseria. Una Navidad sin pernil ni hallacas y, lo que es peor, un año nuevo sin futuro.

CPH:DOX* 2018: WOMEN OF VENEZUELAN CHAOS

14

Arbejdsspørgsmål til efter filmen

Diskuter på spansk følgende problemstillinger:

Hvad sker der I Venezuela?

Hvorfor vil kvinderne i filmen flygte til Venezuelas nabolande?

Hvorfor står landets borgere i kø natten over for at få mad? Kan de ikke bare tage afsted tidligt om

morgenen og få samme andel af de udvalgte varer?

Hvorfor hamstrer kvinderne i filmen bleer og udvalgte madvarer?

Hvilke udfordringer opleves på hospitalerne? I retssystemet?

Prøv at beskrive, hvordan hyperinflation efterlader landet i dybt kaos. Gør det samme med hhv. korruption

og kriminalitet.

Hvad gør præsident Nicolás Maduro for at forbedre eller forværre situationen?

Er Venezuela stadig et demokrati eller et diktatur?

Hvad sker der med de personer, der kritiserer regeringen?

Hvad er ifølge Kristoffer Toft fremtidsudsigterne for Venezuela?