tanken

2

Redaktion

Rune NyrupEirik GjerstadSimon Haugum von SiebenthalAsger Heldager PedersenAnders Dahl KrabbeJon BjarnhofOliver RielAdam Vorting

Leder

Rune NyrupSimon Haugum von Siebenthal

Layout

Rune NyrupSimon Haugum von Siebenthal Sune Mathias Bach Pedersen

Forside

Jacob Clemen Laursen

Tryk

Grafisk, Njalsgade

Oplag

100

Kontakt

[email protected]

3

Den første TankeEfteråret 2009

4

Velkommen til den først tanke – Tanken, førsteudgaven af Filo-sofis nye studieblad på Københavns Universitet. Vi i redaktionen har prøvet at forme bladet efter et simpelt princip: At det skal være interessant for filosofistuderende. Dette indebærer, at vi har forsøgt at have mange forskellige typer af artikler, med mange forskellige emner. Om du interesserer dig for filosofihistorie, sprogfilosofi eller æstetik indeholder dette blad artikler, som vi håber tiltaler dig.

Artiklerne i dette blad er skrevet af filosofistuderende til filosofistuderende. Tanken bag Tanken har været at skabe mu-ligheden for fremvisningen af egne tanker på åbent forum. Tanken vil være et nyt mellemled mellem studerende. En ny mulighed for at lade egne ord blive set og læst. Bladet er også en mulighed for at øve sig i at skrive enten akademisk eller formidlende til andre end sine undervisere. Kravet er som sagt ikke, at man skal være belæst i den nyeste forskningslitteratur, men at artiklen er interessant.

For filosofistuderende må et forum, hvor muligheden for at ytre sig skriftligt findes, anses som betydningsfuld. Den tænk-endes udtryksform er talen og skriften. Begge former opøves i forbindelse med undervisningen af os på Københavns Univer-sitet. Mellem de studerende er det dog talen som regerer. Vores skriverier skrives enten ikke, eller skrives og forbliver ulæst. Dette vil Tanken ændre.

Vi håber bladet vil opfordre til filosofisk diskussion på studiet. Hvis der er en ting som samler alle filosofistuderende er det som bekendt lysten til at diskutere hvad som helst, hvor som helst. Derfor skal der også lyde følgende opfordring fra redaktionen: Hvis du læser noget i dette blad, som du er uenig i, så giv lyd! Bladet er åbent for alle bidrag, som er interessante for filosofistu-derende, og modsvar på tidligere artikler falder bestemt under denne kategori! Forhåbentligt vil vi også få en hjemmeside op at stå på et tidspunkt (hold øje med www.tanken.nu), hvor tidligere artikler kan kommenteres i en mere uformel tone.

Så endnu engang velkommen til den første tanke; vi håber at den vil sætte gange i mange flere tanker hos dig.

LEDER

!

5

INDHOLD

ARTIKLER

KONTRA ELGINEirik Gjerstad

INTRODUKTION TIL RELEVANSTEORIJens Koed Madsen

TYSON VS. AYEROliver Riel

AT FINDE GUD I UNIVERSETMikael Rasmussen

INTERVIEW MED VINCENT HENDRICKSEirik Gjerstad og Anders Dahl Krabbe

ANMELDELSER

VERDENSSAMFUNDETAsger Heldager Pedersen

THE CAMBRIDGE COMPANION TO CARNAPRune Nyrup

SYNECDOCHE, NEW YORKSimon Hesselager Johansen

6

9

12

14

24

18

20

22

6

Kontra ElginAf Eirik Gjerstad

KU

NS

TER

KEN

DELS

E><

7

vorfor finder jeg mig tryllebundet og opslugt af eks-treme kunstneriske udtryk; udtryk, som ikke gør mig

lykkeligere, og heller ikke foregiver at ville gøre mig lykkelig? Aristoteles skriver dog at det højeste og finale mål for alle men-neskelige aktiviteter er lykke,1 og Nietzsche skriver at det kun er englænderen der stræber efter lykke.2 Er vi alle da englæn-dere? I kraft af min egen smag hvad angår kunst, fejler jeg da personligt ikke alene i at være menneske, men også i at være englænder? Filosofiske vittigheder sat til side, så mødte jeg et provokerende svar på mit første spørgsmål, da jeg hørte Cath-erine Z. Elgins forelæsning til Dansk Filosofisk Selskabs årsmøde i Odense i 2008: Disse ekstreme kunstneriske udtryk bibringer mig erkendelse i form af forståelse [understanding]. Elgin mener, i forlængelse af Nelson Goodman, at kunst fungerer kognitivt, og hendes æstetiske overvejelser udspringer af en sammentænkn-ing af æstetik og erkendelsesteori.3 Elgins begreb om ’forståelse’ skal dog her afgrænses overfor viden [knowledge] som justified true belief. Elgin mener at viden er et ”uværdigt” [unworthy] genstandsområde for erkendelsesteoretiske overvejelser, der langt hellere skulle have forståelse som deres omdrejningspunkt.4 Det er således her æstetik og erkendelsesteori mødes. Kunst bliver udtryk for erkendelse i den forstand den bibringer mig forståelse af mig selv og min omverden. Ifølge Elgin kunne tidligere tid-ers naive kunstopfattelser ikke forklare forekomsten og den ve-dvarende værdsættelse af store dele af vores kulturs kunst, da den netop antog at kunstens funktion var at øge mængden af lykke i verden, i kunstens tilfælde gennem at øge mængden af æstetisk nydelse.5 Med sin kognitivistiske opfattelse af kunst, mener Elgin dog, at kunne forklare, hvorfor jeg udsætter mig selv for musik som Anaal Nathrakhs ’I Wish I Could Vomit Blood On You… …People’6 eller litteratur som Sofokles’ Kong Ødipus: Disse kunstneriske udtryks værdi for mig består i den erkendelse de formidler.

Hvordan bibringer kunsten mig så erkendelse forstået som forståelse? Ifølge Elgin er kunst aldrig selvindeholdt, idet den altid refererer gennem brug af symboler,7 der udgør og indgår i et nuancerigt og flertydigt sprog, som det kræver aktiv intellektuelt engagement for at begribe, og hvor de syntaktiske eller seman-tiske egenskaber ofte er flygtige og uhåndgribelige.8 Kunsten er som sådan et sprog. Det er gennem sprogets evne til at referere, at det rækker udover sig selv, at det udtaler sig om noget det

ikke selv er, og derved formidler erkendelse til mig. Kunstværket udtaler sig altid (også) om noget som ikke er kunstværket selv.

KritikDe modsvar der efterfølgende kom fra salen, gik på at holde erkendelse ubesudlet af kunst, for at opretholde erkendelsens urokkelige og ufravigelige renhed. I modsætning til dette, går mit modsvar på at holde kunst, og ekstrem kunst i særdeleshed, ubesudlet af erkendelse.

Mit første kritikpunkt angår kunstens sproglige karakter. Elgins betoning af kunstens sproglige karakter er grundpillen i hendes kognitivistiske kunstopfattelse. Et minimumskrav til at noget sprogligt kan fungere erkendelsesmæssigt, synes dog at være, at dette sproglige kan formulere noget forkert. I Elgins tilfælde, med hendes behandling af erkendelse som forståelse, vil dette sige at kunst skal kunne udtrykke en misforståelse. I tale- og skrivesprog har vi en nogenlunde klar idé om hvordan noget ser ud når det er forkert; det er netop i kraft af at du også kan sige noget falsk i disse sprog, såvel som noget sandt, at de er kognitive, at de kan bibringe erkendelse. Udtalelsen, ”i skak har man først tabt, når alle ens brikker er blevet taget”, er udtryk for en misforståelse.9 Hvad er parallellen til dette i kunst? Hvordan er det helt præcist at jeg skal føre penslen, eller slå en akkord an, for at formidle misforståelse?

Dette leder til mit andet kritikpunkt. For mig lader det til, at det er hendes betoning af kunstens sproglige karakter, der også fører til en overdrevet vægtning af det intellektuelle arbejde forbundet med at begribe kunst. Følelserne overses ikke af Elgin, men de underordnes idet følelser kun har kunstnerisk relevans i det omfang, at de kan formå at fungere som bærere [vehicles] af kognition.10 Den eventuelle følelsesmæssige respons skal således også uundgåeligt i sidste ende gennem en intellektuel bearbejdn-ing, før et kunstværk kan siges at være begrebet eller fortolket korrekt. Følelser forbundet eller vækket af et kunstværk, der ikke på nogen måde er erkendelsesmæssige (hvis noget sådant overho-vedet kan lade sig gøre ifølge Elgin), lader til blot at være en form for laverestående underholdning, noget accidentielt, en bivirkn-ing. At sige, at en kunstoplevelse under alle omstændigheder må indebære en intellektuel fortolkning og symbolbegribelse – for overhovedet at være en kunstoplevelse – forekommer mig i hvert fald problematisk.

H

8

Mit tredje og sidste kritikpunkt: Har Elgin ikke også svært ved at forklare gentagne oplevelser af kunst? Hvis jeg én gang har tilegnet mig den erkendelse som et kunstværk formidler og er udtryk for, og jeg husker den osv., hvorfor skulle jeg genlæse bogen, høre musikken igen, eller tage maleriet i betragtning igen? Hvis jeg én gang har tilegnet mig hvad der er at forstå i et kapitel i en lærebog om fysik, og jeg ikke har glemt hvad jeg skal forstå i det kapitel, så vil jeg ikke læse kapitlet igen. Dette gælder tydeligvis ikke for kunst, hvor jeg gladeligt vil hengive mig til kunstværket om og om igen, selv om jeg ikke skulle opnå en dybere, bedre eller mere nuanceret forståelse af værket, selv om mine oplevelser overhovedet ikke skulle afvige fra gang til gang. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt anden sats af Schuberts fjortende strygekvartet. Elgins kognitivistiske kunstopfattelse kan altså ikke forklare noget så simpelt, som at det forekommer, at jeg vil genopleve et kunstværk.

Konklusion At forklare et kunstnerisk udtryk som en erkendelse dræber kunstværket, på samme måde som at forklare pointen med en vittighed dræber vittigheden. Vittigheden kan godt tages for at udsige noget, ”århusianere er dumme” eksempelvis, men du synes

at gå helt glip af vittigheden, idet du negligerer netop det vittige, men blot tager vittigheden for et kognitivt udsagn, hvorom dom-men ”korrekt” eller ”forkert” så kan falde. Lad mig omformulere mig: Du kan ikke dræbe kunstværket. Idet du tager et kunstnerisk udtryk for at være udtryk for noget erkendelsesmæssigt, så går du simpelthen bare glip af det kunstneriske; du går glip af kunstvær-ket, præcis som du går glip af vittigheden ved at negligere det vittige. Afslutningsvis vil jeg understrege at kunst godt kan fun-gere kognitivt og formidle erkendelse, som Elgin beskriver det, at kunst godt kan fungere som et sprog med symboler, syntaks og semantik, der udsiger noget om noget der ikke er kunstværket selv, og som skal bearbejdes intellektuelt – men lad nu ikke det vittige gå tabt. Gå nu ikke glip af vittigheden.

Noter:1 Aristoteles, Etikken, 1. bog, 7. afsn., s. 39.2 Nietzsche, Afgudernes ragnarok, ’Sentenser og udfald’, 12. afsn., s. 24.3 Elgin, ’Relocating Aesthetics’, s. 1.4 Ibid., s. 1.5 Hun kaldte også dette for en form for utilitaristisk opfattelse af kunst.6 Anaal Nathrakh, ’I Wish I Could Vomit Blood On You… … People’, Domine Non Es Dignus. Season of Mist Records 20047 Elgin har en bred forståelse af reference idet hun ikke alene tager denotation for at være et reference-modus, men også tager eksempli-

fikation for at være et reference-modus. Abstrakt moderne kunst denoterer oftest ikke (”det forestiller jo ikke noget”), men refererer gennem eksemplifikation. (Elgin, ’Relocating Aesthetics’, s. 2).

8 Elgin, Nelson Goodman’s philosophy of art, s. xiii9 For dem der ikke gør sig i skak: Kongen skal bare kunne tages ved næste træk af modspilleren, uden at noget ryk fra kongen eller andre

brikker ville kunne forhindre dette. 10 Elgin, ’Relocating Aesthetics’, s. 13. Det noget spidsfindige spørgsmål om hvordan følelser helt præcist kan fungere som bærere af erk-

endelse ifølge Elgin, vil jeg ikke bevæge mig ind på eller problematisere her.

Litteratur:Aristoteles, Etikken, overs. Porsborg. 4. oplag. Det Lille Forlag 2007.Elgin, C. Z., Nelson Goodman’s philosophy of art. Forlaget Taylor & Francis 1997Nietzsche, F., Afgudernes Ragnarok, overs. Kristensen og Schmidt. 6. oplag. Forlaget Gyldendal 2007.

9

idligere tiders sprogfilosofi har anset kommunikation som værende indkodede beskeder som en person ytrer, og som

modtageren skal afkode for at forstå meningen med sætningen. Der er derfor tale om en sprogteori hvor der er én mening med en sætning, og den mening er begravet, om man vil, i de ord som afsenderen bruger. John Locke forsvarede denne teori i An Essay Concerning Human Understanding fra 1689. Kode-tanken kan illustreres med følgende figur:

Taler a Kodet ytring a Modtager

Denne tankegang har været dominerende i analytisk sprogfilosofi indtil midten af det 20. Århundrede hvor filosoffer som Wit-tgenstein med Philosophisches Untersuchen (1953) og John Austin med How to do Things With Words (1961) begyndte at undersøge andre aspekter af sproget: nemlig brugen og talehandlingerne. Med andre ord begyndte fundamentet for kode-teorien at blive svækket i takt med at kompleksiteten af sproget blev beskrevet. For nærværende artikel er det vigtigste bidrag dog Paul Grices The William James Lectures fra 1959 (samlet med andre skrifter i Grice, 1989). Her argumenterer Grice for, at sprog indeholder andet og mere end hvad der blot siges med ord. Han argumen-terer for at sproget også beriges pragmatisk af mennesket når det opfanger sætninger. Overvej følgende

(1) Tak. Jeg har ikke spist(2) Der er ikke noget på tv i aften(3) Det er det samme

Den første sætning vil ofte være forstået som (1’) Tak. JegX har

ikke spist [morgenmad/frokost el. lign.]. Sætningen indeholder med andre ord et indeksikalt ”jeg” som har brug for en reference. Ydermere – og for vores formål endnu vigtigere – indeholder sætningen en tidslig ramme. For det første ændrer den betydning af hvornår på dagen den er ytret. For det andet ville sætningen i sin minimale betydning hævde at taleren aldrig har spist [punk-tum] - dvs. aldrig nogensinde. Hvis (1) bliver sagt i forbindelse med et tilbud om frokost, ville de færreste mennesker tro at der blev hævdet at personen aldrig havde spist i sit liv. Mere nær-liggende ville de fleste mennesker tro at taleren mener, at hun ikke har spist for nylig, er sulten og derfor gerne vil have mad. I den situation vil (1) kunne skrives ud til (1’’) Tak. JegX har ikke spist [frokost] [så derfor vil jeg gerne spise med]. Eller noget i den retning. Sætningen bliver med andre ord beriget til en større eller mindre grad afhængig af situationen. På baggrund af eksempler som ovenstående hævder Grice, at sætninger ikke blot beriges, men at sandhedsværdier for sætninger ikke kan bestemmes alene af ordene – som i eksemplet om hvorvidt taleren nogensinde havde spist i sit liv eller blot havde misset frokosten. Både (2) og (3) afhænger ligeledes af konteksten. (2) vil ofte betyde, at der ikke er noget seværdigt på tv, og (3) har brug for et sam-menligningsgrundlag (det samme [som hvad?]). Grice hævder, at pragmatisk berigelse beror på følgende fire maksimer (Grice, 1989, p. 28):

Kvantitet: Forventning om at det sproglige bidrag hverken er mere eller mindre informativt end situationen påkræver.

Introduktion til relevansteoriAf Jens Koed Madsen

I nærværende artikel vil jeg gennemgå nogle af de vigtigste elementer i den moderne, analytiske sprogfilosofi som den bliver bedrevet i Eng-land og til dels Paris og USA. Det er min mening, at artiklens første del skal fungere som en introduktion til relevansteorien fremsat af Dan Sperber og Deidre Wilson i 1985. Relevansteorien har præget store dele af den analytiske sprogfilosofi gennem de sidste tyve år. I anden halvdel af artiklen vil jeg ridse nogle af de problemer op der dis-kuteres i disse år, for at pege læseren frem mod den samtidige debat.

T

10

Kvalitet: Forventning om at det sproglige bidrag er oprigtigt og ikke overflødigt. Relevans: Forventning om at det sproglige bidrag er rel-evant for situationen.Maner: Forventning om at det sproglige bidrag er præsen-teret på en klar og måde, og taleren ikke taler i gåder.

Nærværende præsentation af Grices maksimer er naturligvis overfladisk, og maksimerne har naturligvis problemer med spro-glige fænomener som manipulation og løgn idet maksimernes forventninger til kommunikation er lettere idealistisk. Grice be-handler nogle af problemerne selv. For nærværende artikel tjener denne præsentation af Grices maksimer, dog blot til at bane vejen for relevansteorien.

RelevansteoriSperber/Wilson undersøger nemlig i Relevance Theory: Commu-nication & Cognition (1985) det tredje princip om sætningens relevans. De indleder bogen med at argumentere for Grices på-stand om pragmatisk berigelse af sproget – dvs. mod den klas-siske sproglige kode-tanke. Men frem for at beskrive hvorledes en samtale burde foregå, fokuserer Sperber/Wilson på hvordan mennesker opfatter kommunikation via principper om relevans. Frem for Grices fire maksimer opstiller Sperber/Wilson to rel-evansprincipper som de mener, er guidende for hvorledes men-nesker opfatter kommunikation: Det kognitive princip og Det kommunikative princip.

Disse to principper er ifølge Sperber/Wilson de primære kommunikationsprincipper vedrørende menneskers evne til at opfatte sprog. Deres analyse af kommunikation bliver ført videre af Robyn Carston der i Thoughts and Utterances: The Pragmatics of Explicit Communication (2002) gennemgår det såkaldte un-derdeterminerings-argument. Det omhandler hvorledes sprog – som det er antydet i de tidligere værker af eks. Grice (1989) og Sperber/Wilson (1985) – ikke alene determinerer meningen med ytringen. Tværtimod er der andet og mere på spil blot i kraft af pragmatiske effekter og kontekstuelle informationer. Carston nævner at ”...[The proposition expressed] cannot be determined by linguistic meaning alone” (Carston, 1989, pp. 20-21).

Den nyere analytiske sprogfilosofi har med andre ord søgt at underminere og argumentere mod den klassiske kode-tanke som har været herskende blandt sprogteorier op til det 20. århundrede. Den bevæger sig mod en mere post-moderne opfattelse af sprog hvor der ikke er én mening med en ytring, men derimod er en stadig fluks af kommunikation, der opfattes i større eller mindre grad af den eller de, som modtager den.

Videre perspektiver og problemerI det ovenstående har jeg ganske kort gennemgået hvordan den analytiske sprogfilosofi har diskuteret pragmatiske berigelser af sprog. I det følgende vil jeg kort ridse de problemer op som diskuteres i disse år.

De problemer jeg vil gennemgå, falder generelt under to kat-egorier: pragmatikkens grænser og modularitet. Pragmatikkens

11

LitteraturlisteAustin, John How to do Things With Words, Harvard University Press, 1961Carruthers, Peter The Architecture og the Mind, Oxford University Press, 2006Carston, Robyn ”Relevance-theoretic Pragmatics and modularity”, UCL Working Papers in Linguistics 9, 1997Carston, Robyn Thoughts and Utterances: The Pragmatics of Explicit Communication, Blackwell Publishing, 2002Grice, Paul Studies in the Ways of Words, Cambridge University Press, 1989Fodor, Jerry The Modularity of the Mind, Cambridge MIT University Press, 1983Locke, John An Essay Concerning Human Understanding, Hackett, 1996Sperber, D. & Wilson D. Relevance Theory: Communication & Cognition, Blackwell Press, 1996 (2. Udgave)Wilson D. & Sperber, D. ”Pragmatics, Modularity and Mind-reading”, Mind and Language, 2001Wittgenstein, Ludwig Philosophisches Untersuchen, Blackwell Press, 2003

grænser: Det er naturligt at pragmatikkens grænser ligesom prag-matikkens begrænsninger bør undersøges. Det første dilemma er at beskrive hvor meget kommunikation er præget af pragmatiske effekter. Det andet dilemma er at undersøge hvor kraftig prag-matikken er, idet den tilsyneladende guider menneskelig opfat-telse af kommunikation. Det er med andre ord nødvendigt at undersøge om pragmatiske effekter kan snyde os, eller om de blot er redskaber som mennesker bruger.

Sperber/Wilsons bog Relevance: Communication & Cognition, (1996) giver os en indikator for, at kognitiv videnskab er af stor interesse for relevansteorien. Hvis kommunikation og mening i større eller mindre grad opstår i hjernen, bliver det selvsagt vigtigt at undersøge hvorledes hjernen er skruet sammen. Rel-evansteorien har lagt sig op ad Jerry Fodor som i The Modularity of the Mind (1983) argumenterer for, at menneskers hjerner er sammensat af moduler, der er afgrænsede i deres arbejdsom-råde, som har interne specifikke og lukkede algoritmer og som er automatiske. Argumentet forsvares af Carston (1997) som er begyndt at afdække hvordan relevansteorien vil påvirkes, hvis det accepteres at menneskers hjerner er modulært opbyggede. Videre forsvares og udvikles teorien af Wilson/Sperber (2001) og Carston (2002) såvel som Carruthers (2006) – sidstnævnte sår tvivl om de Fodors definition af moduler.

Grundet de forskellige debatter jeg her har skitseret sammen med adskillige andre temaer, som ligeledes er til debat i disse år, er den moderne, analytiske sprogfilosofi i disse år præget af mange interne debatter. Ikke blot forsøger man at kombinere sprog-filosofien med kognitiv forskning og undersøge pragmatikkens grænser, men der er ligeledes et behov for at undersøge analytisk sprogfilosofi fra et kontinentalt perspektiv så debatten ikke neg-ligerer nogle fælles antagelser i analytisk sprogfilosofi, der måske ikke accepteres i de kontinentale traditioner. Disse få sider har forhåbentlig vækket interessen i læseren, for at undersøge de forskellige problemstillinger dybere idet de kun er præsenteret i forkortet og forsimplet version i nærværende artikel – ganske som formålet har været.

12

eres ungdom førte dem begge, helt uforudsigeligt, ud i bandelivets ubarmhjertige baner. Tyson blev som tolvårig

medlem af ”The Jolly Stompers”, hvilket dengang blev anset som den mest frygtede og bestialske bande i Brownsville Brooklyn. Dette hændte kort efter en episode, hvor en drilsk gadedreng rev hovedet af en due som tilhørte den, på det tidspunkt, velop-dragende og yderst pacifistiske, Mikes Tyson. Dengang gik han under tilnavnet, ”lille bøssedreng”, som hans brødre usolidarisk havde udnævnt ham. Tyson beskriver selv ”dueoplevelsen” således: ”Jeg slog bare. Alt dængede jeg over den gut – næver, fødder, hoved. Jeg blev til et dyr og bankede livet ud af kroppen på ham. Og ved i hvad? Jeg elskede hvert sekund af det”.

Anderledes var unge Ayers opvækst. Han læste på Londons fornemmeste akademier, hvor han var kendt som en energisk og livsglad studerende. Men i begyndelsen af sine tyvere, blev han lokket ind i den såkaldte Wienerkreds, hvor han hurtigt lærte at råbe skældsord efter metafysikere og grine hånligt af de dunkle og dekadente filosoffer. Hans første udgivelse Language, Truth and Logic, havde da også til formål, at reducere metafysik og teologi, til meningsløse udsagn. Samtidig præsenterede udgiv-elsen den såkaldte ”emotive moralteori”, der havde til hensigt,

at fraskrive moralske udsagn al kognitiv indhold. Værket forelå først som dansk oversættelse i 1990’erne, hvilket kan forekomme besynderligt, taget i betragtning af at positivismen var fremher-skende i Danmark i udgivelsesåret, ikke mindst på grund af en fysiker som Niels Bohr samt logikeren Jørgen Jørgensen, som havde tilslutning til Wienerkredsen. Language, Truth and Logic blev ikke modtaget med lige stor begejstring fra alle filosofiske retninger. Den blev senere stærkt kritiseret af en anden gen-nemslagsdygtig bande, Frankfurterskolen og den tilhørende kritiske teori. De mente at værkets teorier undergravede flere af de frigørende elementer fra den humanistiske videnskab de repræsenterede. Dette var alt sammen noget Ayer udelukkende associerede med metafysik og andet almindeligt nonsens.

Mike Tyson boksekarriere har løbende mødt lignende mod-stand, muligvis af en mere selvforskyldt karakter. Hans voldtægt af ”Miss Black America”, stripklubbesøg før titelkampe og kan-nibalske udskejelser mod modstandere, har gjort ham til et noget tvivlsom sportsidol og upassende rollemodel. Da Ayer mødte ham i 1987, var han dog verdensmester i tre bælter, med 58 sejre i karrieren hvoraf 44 var vundet på knockout.

Tyson

D

Sir Alfred Jules Ayer huskes i dag for hans forcerende parti i den logiske positivisme og den analytiske filosofis udvikling. Ydermere for hans ungdomsværk Language, Truth and Logic fra 1936 samt medvirken i filosofiske, såvel som politiske institutioner. Han var kendt som en yderst visionær, britisk charmør, vis liv og virke jeg vil spejle i den tidligere verdensmester og selvudråbte vredesgud, Mike Tyson. Jeg udleder dette på baggrund af at Ayer og Tyson mødtes over et skænderi om en ung kvinde, nærmere betegnet om stilikonet Naomi Campbell, under en modefest i New York, 1987. Her indledte de en samtale, som jeg vil forsøge at problematisere ud fra Ayers forfatterskab og Tysons tungsind.

vs.

Ayer

Af Oliver RielSprog, Sport og Logik

13

Før jeg vil give en detaljeret beskrivelse af dette møde, vil jeg opridse nogle hovedpointer fra Language, Truth and Logic, for at præsentere Ayers metodiske fremgangsmåde. Han forklarer i bogen hvordan ”der ikke findes nogen måde, at bestemme valid-iteten af noget etisk system, da etiske domme er følelsesmæssige tilkendegivelser, og der er bestemt ingen mening i at spørge om, hvorvidt et sådant system er sandt”. Dette kommer af, at det kun er logiske tautologier og udsagn der kan bekræftes empirisk, som ifølge Ayer, er meningsfulde. Et etisk system, eller tilhørende etiske udsagn, kan derved ikke fortælle os noget meningsfuldt. ”For ved at sige, at en bestemt form for handling er rigtig eller forkert, kommer jeg ikke med noget sagligt udsagn, end ikke et udsagn om mine egne følelser. Jeg udtrykker blot bestemte moralske følelser. Og manden, der angiveligt modsiger mig, udtrykker blot sine moralske følelser. Derfor er der sådan set ingen mening i at spørge hvem af os der har ret. Thi ingen af os hævder et ægte udsagn”.

Da Ayer involverer sig i Tysons ihærdige og obligatoriske ugalante samtale med Naomi Campbell, reagerede Tyson hidsigt ved at sige: “Do you know who the fuck I am? I’m the heavy-weight champion of the world,”. Dertil svarer Ayer uimponeret: “And I am the former Wykeham Professor of Logic. We are both pre-eminent in our field. I suggest that we talk about this like rational men”.

I Language, Truth and Logic skriver Ayer at ”vi har hver især god grund til at antage, at andre mennesker forstår os, og vi forstår dem, da vi iagttager, at vore ytringer har den virkning på deres handlinger som vi anser for passende, og at de også anser den virkning, deres ytringer har på os, for passende; og gensidig forståelse defineres udtrykt i samdrægtig opførsel”. Denne form for antagelser gør sig sikkert gældende i de fleste tilfælde; men hvorvidt Ayer kan tale Tyson til fornuft og opnå nogen form for passende samdrægtig opførsel, forekommer usikkert. Ayer indrømmer, at det ikke er meningsfordrende at refererer til etiske systemer, eftersom der ikke kan udledes noget meningsfuldt fra dem. Hans forsøg på at tale Tyson til fornuft vil de fleste medgive

er en situation, hvor de følelsesmæssige appeller højst sandsynlig vil være forgæves. Havde Ayer mødt et levende modeksempel til sin teori?

I en anden del af Language, Truth and Logic, skriver han: ”fo-rudsat han har bestemte moralske principper, hævder vi, at han, for at være konsekvent, må reagere moralsk overfor bestemte ting på en bestemt måde ... én af hovedårsagerne til moralsk opførsel er frygt, både bevidst og ubevidst ... og dette er bestemt årsag til, at moralske anvisninger af nogle mennesker opfattes som kat-egoriske ordrer”. Tyson præsenterer derimod unægteligt sig selv, som en person uden moralske principper eller den mindste snært af handlingsmæssig konsekvens. Derudover kan man problema-tisere, hvorvidt det er frygt, som inspirerer til Tysons modvilje overfor Ayers rationelle argumenter og kategoriske ordrer. Ayer forsøger at tale til Tysons fornuft, med udgangspunkt i redskaber han selv har udnævnt som meningsløse, til et individ som ikke kan indeholdes i noget etisk system eller kan overbevises gennem nogen rationel, logisk fremgangsmåde.

Tyson har udtalt at han ikke ved noget om at være menneske eller hvordan man, hvis dette overhovedet er tilfældet, opfører sig som ét, men udelukkende forstår at slås. I dette citat ophøjer Tyson sig selv til noget andet end et menneske, i fraværet af al menneskelige karakteristika.

En lang passage af Language, Truth and Logic diskuterer gudsbegrebet, som falder for kravet om, at alle udsagn skal være logiske tautologier eller kunne bekræftes empirisk. Dette kan hverken Gud eller en voldsafhængig halvgud leve op til. Også på denne måde sætter Tyson sig altså helt eksplicit udover Ayers teorier, som et levende og særdeles hårdtslående modeksempel. Kort før Ayers død indtraf i 1989, udtalte han til sin læge og nære ven, at han så en guddommelig skikkelse…

Litteratur:Ayer, A.J:Sprog, sandhed og logik, oversat af Karen Dinesen, Det lille forlag: Frederiksberg, 1997.Giller, Norman & Duncanson, Neil: Sværvægterne, oversat af Mogens Jacobsen, Bogfabrikken fakta, 1992.Vector, Dick van: “When Ayer met Tyson”, Kilde: http://www.associatedcontent.com/article/268510/when_mike_tyson_met_aj_ayer

14

roblemet skyldtes i bund og grund det ældgamle princip, ex nihilo nihil fit (eller, ”intet kommer af intet”). Alt må

således have en årsag, og da årsagen logisk set findes før virknin-gen, var det ikke længere muligt at finde en naturlig årsag til universet; den måtte være transcendent. Denne type af tænkning har helt tilbage fra Platon, over St. Thomas Aquinas og Leibniz (for blot at nævne nogle få) udgjort kernen af det såkaldte ko-smologiske gudsbevis.2

Herhjemme i Danmark er de fleste filosoffer udmærket bekendt med disse tænkeres overvejelser omkring Guds eksistens, men mindre bekendte (hvis overhovedet) er de med William Lane Craigs skelsættende værk fra 1979, The Kalam Cosmological Argument, hvis grundargument (som jeg nu vil introducere) i dag står som det mest kommenterede gudsbevis i nyere tid.3

Kalam-ArgumentetCraig præsenterer en moderne opdatering af Al-Ghazalis (1058-1111) kalam-argument.4 Baseret på sin forskning i det kosmol-ogiske gudsbevis’ historie, indså Craig at af alle de fremførte varianter af argumentet, var det kun Al-Ghazalis der havde en chance for at holde. Ideen var derfor, at inkorporere i argumen-tet alt hvad vi havde lært fra filosofien og naturvidenskaben de sidste 900 år, og genfremføre det i den stærkest mulige form.

Grundargumentet ser ud som følger:

P1: Alt hvad der begynder at eksisterer, har en årsag til sin eksistens. P2: Universet er begyndt at eksistere. K: Universet har en årsag til sin eksistens.

Argumentet er i og for sig gyldigt nok, men det interessante er her hvordan vi skal fortolke præmisserne. Der er mange måder hvorpå vi kan udlægge dem, men i nærværende artikel vil vi kun overveje nogle (få) af de naturvidenskabelige aspekter. Om hvorvidt alt der begynder at eksistere har en årsag til sin eksistens, er noget som er blevet draget i tvivl i kraft af kvante-mekanikkens udvikling. Heisenbergs Usikkerhedsprincip (HU) åbner for muligheden af at den såkaldte ”law of matter-energy conservation” (dvs. at den totale mængde af energi/materie i universet altid er konstant) ikke bliver overholdt, den reelle konsekvens af hvilket betyder, at (såkaldt virtuelle) partikler kan begynde og ophøre med at eksistere uden nogen umiddelbar årsag, og tilsyneladende ud af ingenting! Umiddelbart står vi her med en ”defeater” til første præmis, men selv dette er netop kun tilsyneladende. Som det forholder sig nu, har man to teorier til at beskrive universet med: relativitetsteorien og kvantemekanik-

At finde Gud i UniversetAf Mikael Rasmussen

P

Da Big Bang Teorien (BBT) første gang så dagens lys i 1931, vakte den stor furore i det naturvidenskabelige miljø. Det var den katolske præst og fysiker George Lemaître der som den første foreslog, at universets ekspansion i tid og rum omvendt måtte betyde, at hvis man regnede tilbage i tid, ville universet finde sin begyndelse i ét enkelt øjeblik, hvor al materie, tid og rum konvergerede – i den såkaldte Big Bang singularitet (eller, med Lemaîtres ord, ”the primeval atom”).1 Den store opstandelse skyldtes at der på daværende tidspunkt var konsensus blandt kosmologerne om, at universet havde eksisteret for evigt. Men som en teori om altings oprindelse, der inkluderer begyndelsen på tid og rum, rejste BBT det naturlige spørgsmål om den ultimative oprindelse – hvor stammer universet fra? BBT i sig selv kunne ikke give svaret, og da Lemaître tilmed var præst, ledte det mange til at tro, at BBT implicerede Guds eksistens, og dermed blandede religiøse spørgsmål sammen med de naturvidenskabelige.

16

ken, hvor den første beskriver store og mellemstore objekters adfærd, samt hvad man kan kalde ”the large-scale structure of the universe” (dvs. tid og rum), i modsætning til den sidste, som beskriver universets mindstedele. Eftersom det endnu ikke er lykkedes at formulere en GUT (Grand Unified Theory), altså en teori der forener de to, er der ikke noget umiddelbar grund til at tro, at kvantemekaniske forhold er afgørende når vi skal beskrive begyndelsen på noget så stort som universet.

Ydermere kan man sige om HU, at det den reelt beskriver, er den usikkerhed der er forbundet med observationer af partikler der er underlagt kvantemekanikkens love: Denne usikkerhed er så stor, at det bliver principielt umuligt for os at beskrive og forudsige disse partiklers adfærd. Men ”principiel uforudsige-lighed” er ikke det samme som at hævde, at der ikke ligger en reel naturlig årsag til grund for den adfærd vi rent faktisk ser; at hævde at objekter ifølge kvantemekanikken kan begynde at eksis-tere uden årsag er at forveksle et epistemisk forhold (beskrivelse og forudsigelse) med et ontologisk forhold (årsag-virkning). Det giver således ikke nogen umiddelbar mening at benægte, at alt der begynder at eksistere har en årsag til sin eksistens. Som Anscombe engang sagde, hvis der ikke skulle være en årsag til at ting påbegynder deres eksistens, så er der intet der afholder os fra at se kaniner, der begynder at eksistere, hvor der tidligere ikke var nogen kaniner.5

Om den anden præmis, at universet er begyndt at eksistere, kan der siges mangt og meget. Jeg har allerede nævnt BBT, som er den i dag herskende teori om universets begyndelse. Og selvom den ikke i sig selv er i stand til at beskrive selve begyndelsesøjeb-likket, så postulerer den at der må være et sådan; grunden til dette skal findes i relativetsteorien. I 1965 og ’66 beviste henholdsvis Roger Penrose6 og Stephen Hawking7 at universet måtte være begyndt med den føromtalte singularitet. Problemet opstår idet singulariteten siges at have ”uendelig densitet” – grundet visse matematiske principper viser det sig, at en størrelse der har uen-

delig densitet må forekomme at være 0-dimensionel!8 William Lane Craigs udlægning af dette forhold betyder, at i alle relevante (fysiske og materielle) henseender er en 0-dimensionel størrelse lige nøjagtig ”ingenting.” Eftersom universet således ikke har haft et reelt fysisk oprindeligt stadie, betyder det ydermere, at vi ikke længere kan sige at universet har eksisteret for evigt; universet, med alt hvad det indeholder af partikler, samt tid og rum i sig selv, må være begyndt at eksistere. Som nævnt var BBT en forholdsvis upopulær teori (”big bang” blev oprindeligt brugt nedsættende, som et forsøg på at latterliggøre teorien), fordi den, i kraft af kausalitetsprincippet, opfattedes som om den implicerede guds eksistens. For at undgå denne konklusion, introducerede man alternative kosmologiske teorier, hvoraf vi her kun vil nævne to. Den ene er den såkaldte ”oscillating universe theory,” som hævder at universet, efter et big bang-lignende øjeblik, udvider sig, for derefter at trække sig sammen igen efter et ubestemt antal milliarder år, og ende i det såkaldte ”big crunch.” Dette skulle så indlede et nyt big bang, og så videre ad infinitum. Dermed kunne man opretholde alle elementerne af BBT, og samtidig undgå et oprindeligt skabels-esøjeblik. Denne teori blev dog opgivet, da beregninger viste, at hvis universet således var cyklisk (istedet for lineært), så kunne vi maksimalt have gennemgået et endeligt antal cyklusser. Hermed mistede teorien sin æstetiske appel, idet man stadig stod med det samme problem vedrørende skabelsen som i BBT. – Den anden teori jeg her vil nævne er den såkaldte steady-state-teori (SST). Hvor BBT var opstået på baggrund af observationer af universet udvidelse, samt det såkaldt Copernikanske Kosmologiske Princip (at universet ser ens ud i alle retninger, uanset hvor i rummet man befinder sig), baserede SST sig på det Perfekte Kosmologiske Princip (at universet ser ens ud, uanset hvor i rum og tid man befinder sig). For at kunne forklare universet udvidelse postul-eredes det her, at efterhånden som galakserne trækker sig væk fra hinanden, opstår nyt materie (ud af ingenting!) i tomrummet imellem dem, som så går hen og danner nye galakser. Fordelen ved SST var, at den gjorde skabelse af materie til naturlig, og kontinuert process, istedet for, som i BBT, at lokalisere det ved et enkelt øjeblik i tid og rum. SST blev dog også senere hen opgivet, efter opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling, som definitivt beviste, at BBT og postulatet om at universet tidligere havde været meget mindre og mere kompakt, var langt de bedste teorier til at forklare data.

17

Med den foregående udlægning af BBT, viser det sig, at vi må acceptere at universet er begyndt at eksistere. Det følger således af præmisserne at universet har en årsag til sin eksistens. Men ikke en hvilken som helst årsag. Som vi så, var det ikke muligt at postulere et tidligere fysisk stadie for universet, som ligger før big bang – og således er det heller ikke muligt at postulere at det skal have en fysisk årsag. Men en årsag skal det nu engang have. Og uden at gå for meget i detaljer, kan man sige at det nu er her det begynder at blive lidt pebret. Craigs argument er, at eftersom vi ikke kan have en mekanisk (læs: naturvidenskabelig) årsag til universet eksistens, er vi efterladt med det eneste mulige alternativ, nemlig agent-kausalitet; dvs. universet er blevet skabt af en agent. Og herfra er der ikke langt til at hævde, at denne agent også er Gud.

PerspektiverHvorfor beskæftige sig med denne type argumenter? Argumentet er interessant dels fordi det besidder en intuitiv plausibilitet, dels fordi det viser at naturvidenskab og religion absolut ikke behøver at være de stridende parter i en stadig grimmere og mindre lø-dig diskussion (og ja, her refererer jeg, blandt andre, til Richard Dawkins). Selvom jeg udelukkende har beskæftiget mig med de naturvidenskabelige aspekter af argumentet i indeværende artikel, og det i en ekstremt simplificeret form, burde det stå klart, hvorfor de er relevante for filosofien. BBT og kvanteme-

kanikken stiller spørgsmålstegn ved mange af vores klassiske forståelser af tid, rum og kausalitet, og alene derfor er værd at se på en ekstra gang. Derudover viser argumentet at diskussionen om muligheden af et succesfuldt gudsbevis overhovedet ikke er afsluttet, og at der ligger meget filosofisk arbejde foran os, før vi (som der har været en tendens til tidligere) kan lægge disse beviser i graven.

Noter:1 Lemaître (1931), pp 699-7012 Craig (2001)3 Smith (2007), pp 1834 Cf. Goodman (1971)5 Anscombe (1974), pp 1506 Cf. Penrose (1965)7 Cf. Hawking (1966)8 Craig (2000), pp 116-117

Litteratur:Anscombe, G.E.M. (1974) ‘ “Whatever Has a Beginning of Existence Must Have a Cause”: Hume’s Argument exposed’ i Analysis, Vol.

34, No. 5 (Apr., 1974), pp. 145-151. Oxford University Press.Craig, William Lane. The Kalam Cosmological Argument. Wipf and Stock Publishers: Oregon, 2000.Craig, William Lane. The Cosmological Argument – from Plato to Leibniz. Wipf and Stock Publishers: Oregon, 2001.Goodman, Lenn E.: “Ghazali’s Argument from Creation” i International Journal of Middle East Studies, Vol. 2, No. 1 ( Jan., 1971), pp.

67-85. Cambridge University Press.Hawking, Stephen (1966). “Singularities in the universe” i Physical Review Letters, Vol. 17., nr. 8: 444-445. American Physical Society.Lemaître, George (1931). “The Evolution of the Universe: Discussion” i Nature, nr. 128: 699–701.Penrose, Roger (1965). “Gravitational Collapse and Space-Time Singularities” i Physical Review Letters, Vol. 14, nr. 3: 57-59. American

Physical Society.Smith, Quentin. “Kalam Cosmological Arguments for Atheism” i The Cambridge Companion to Atheism. Red. af Michael Martin. Cam-

bridge University Press: Cambridge 2007

18

le Thyssen prøver med sit filosofiske essay Verdenssamfundet, at indfange emneområdet omkring hvad der skal forstås

ved ’Verdenssamfundet,’ uden at tale om de praktiske forhold omkring dette. Generelt har alle mennesker, som sansende og kommunikerende individer, et intuitivt kendskab til eller en in-tuitiv forståelse af verdenssamfundet. Dog bibeholder verdenssa-mfundet en konkret udredningsmæssig fremmedhed for, hvordan det helt reelt skal placeres i forhold til begrebet om globalisering. Alle ser helheden med forskellige briller, og derfor er der ingen konkret objektiv betegnelse for verdenssamfundet. Iagttagerne strides om den rigtige tolkning, mens verden fremstår i sig selv som den nu er. På intet tidspunkt er der tale om kontraster imellem individet og verdenssamfundet, men snarer positive fo-rudsætninger for identitet, i kraft af medlemskab. Denne positive identitet forfølges gennemgående i analysen af verdenssamfundet og dets indre dynamik i den globaliserede verden.

Ole Thyssen tager udgangspunkt i en systemtankegang af ver-den, ved at inddele udfoldelsesmulighederne trinmæssigt, hvori mennesket har mulighed for at interagere - Verdenssamfundet præsenterer det sidste trin af seks; Krop, bevidsthed, livsverden, organisation, nationen og verdenssamfundet. Hvert trin har sin egen historie og sin egen tid, samt afgrænser et bestemt rum. Muligheden for at blande niveauerne opstår i kraft af den posi-tive identitet, der inddrager det lavere trin som medlem. Op-stigningen til bruger af verdenssamfundet fjerner loyaliteten til de underliggende trin som for eksempel til nationen, der i stedet får betydning i form af råmateriale. Negativ identitet opstår ved at bryde med det højere trin, at sige nej til at adlyde pålagte love. Denne udfordring kan dog ikke ophæve de højere trins positive identitet, derved er afhængighedsforholdet for stærkt

Gennemgående er Ole Thyssen stærkt inspireret af den tyske sociolog Niklas Luhmann (1927-1999) og fremstiller jf. Niklas Luhmanns 10 former for verdenssystemer (funktionssystemer): Økonomi, videnskab, politik, ret, teknik, pædagogik, masseme-die, intimitet, religion og kunst. Heraf anses økonomi, politik og ret som uomgængelige verdenssystemer for alle menneskelige

individer, idet netop mennesker altid er i en hvilken som helst form for kontakt med andre individer. Hermed er det sagt at menneskets kontakt eller relation til omverden kan ikke isoleres eller afskæres. Verdenssystemerne er essentielle, idet de sætter standarder og skaber dynamik på flere planer i det globale system. De er både integrerende og splittende, hvilket betinges af deres trang til vækst. Vækst er et nøglebegreb i forståelsen af verdens-systemerne, de skaber trangen og vilkårene til sprængning af de nationale grænser.

Endnu et meget grundlæggende fundament er hermed lagt frem, nemlig verdenssystemerne. Som markeder for sprog og målestokke, har verdenssystemerne mulighed for at bevæge sig på flere trin af gangen. De skaber incitamentet for sammenligning, konkurrence og står bag sine egne forståelser af kausale relationer. Verdenssystemerne skaber bindeleddet mellem de forskellige trin, primært fra livsverden, over organisationerne til verdenssamfun-det hvor det er grundlaget for handling. Uden verdenssystemerne var der ikke noget at kommunikere om, og dermed intet at handle ud fra. De er grundlæggende domæner der giver adgangen til den aktive verden. Ingen er dog medlem af et verdenssystem som det er tilfældet for medlemmer af nationerne. Alle kan alligevel tage del i verdenssystemerne både frivilligt og ufrivilligt, så de afgrænser ikke noget fællesskab. Verdenssystemerne er på grund af den ustandselige aktivitet af sammenligning og konkurrence ustabile - deres sandheder er foranderlige, da de opstår gennem succes. Sandhed er hvad der gøres til sandt. Et eksempel på et verdenssystem kan være Niels Bohrs bidrag til atomfysikken med kvanteteorien. Kvanteteorien har skabt et bestemt videnskabe-ligt verdenssystem, som er domæne for et bestemt sprog og en bestemt videnskabelig teori. På grund af teoriens succes gennem udkonkurrering af andre teorier, anses den for sand. Det opstået videnskabelige verdenssystem er dermed mulighedsbetingelsen for, hvordan man kan tale om atomfysik, i det bestemte domæne, indtil der opstår en ny viden, der udkonkurrerer det eksisterende verdenssystems plads.

VerdenssamfundetAnmeldelse af Asger Heldager Pedersen

O

Er der ved at danne sig en stat i verden der omfavner alt og alle? Er nationerne ved at forsvinde pga. den grænseløse borger der søger udad, eller skal vi hellere spørge om borgerne overhovedet har brug for nationalstaternes beskyttende rammer længere? Er verdenssamfundet en realitet eller er den på vej? På flere måder er der historisk sket en sammenhængende udvikling og splittelse i verden på en og samme tid. Ole Thyssens hovedkonklusion i Verdenssamfundet, der går på om nationalstaterne er en truet organisation eller en forudsætning for verdenssamfundet, giver svaret, at valget er meningsløst - Verdenssamfundet er en realitet og er opstået i en proces, som ikke udelukker de enkelte nationer. Hvilken proces der er tale om, forsøger Ole Thyssen at give svaret på.

19

Ud fra de ovenstående, kort skitserede hovedtanker i hvordan verdenssamfundet er struktureret, går undersøgelsen over i en idéhistorisk analyse af menneskets vej ind i den globaliserede verden. Med vægt på mennesket som et sansende væsen, samt integreret i et bestem verdenssystems sprogunivers, opstår der uundgåeligt forskellige opfattelser af verden, trods verden er den samme for alle. Der er tale om hvornår begrebet historisk konk-ret forener sig med sagen (kendsgerningen), for mennesket har altid været bevidst om, at det levede i en verden. Verdens form og indhold har forandret sig i takt med at verdenssystemerne har forandret sig, med nye domæners succes. Følgende bliver der set på hvordan individet uundgåeligt er verdensborger, om det så er aktivt eller passivt, alle har del i verdenssamfundet. – Skellet mellem den aktive og den passive verdensborger er den bevidste eller ubevidste interaktion med de globale forhold, der hermed blotlægger i hvilken grad individet lægger sin loyalitet som statsborger eller som verdensborger. Her lægger Ole Thyssen i høj grad vægt på mennesket som et følende væsen. Menneskets kulturelle baggrund spiller her en væsentlig rolle. Fornuften er ikke en modsætning men et vilkår der kan vælges. Endeligt bliver verdenssamfundet diskuteret funktionelt, geografisk og sociologisk ud fra ’den nationale skole’ der vægter de enkelte nationers betydning som organisationer i verdenssamfundet, contra ’den globale skole’ der negligerer nationalstaternes indfly-delse på det stadig voksende globaliserede samfund. Det er her at verdenssamfundet bliver defineret som opstået i en proces, med nationerne som vigtige medspillere i det globale vækstspil, idet verdenssamfundet kun fungerer som en overflade. Drivkraften er konkurrencen mellem nationerne, organisationerne og verdens-systemerne, hvilket også er et afhængighedsforhold.

I et let skrevet sprog og i en grundig afsnitsopdeling, der overskueliggør bogens emne, udfolder Ole Thyssen sig i en be-stræbelse på at gøre begrebet om verdenssamfundet til allemand-seje på et filosofisk plan. Verdenssamfundet er værd at læse som en introduktion til diskussionen om den globaliserede verdens grundlag og eksistens. Samtidigt peger den fremad ved et forsøg på at spå om verdenssamfundets fremtidsbetingelser. Som der påpeges, så er bogen ikke skrevet med et blik for det praktiske, men forsøger at forklare de store sammenhænge, der skaber dy-namik. Derfor er der ikke lagt op til diskussioner, der ellers har stor filosofisk interesse i dag, nemlig omkring multikulturalisme, hvilket også vil sige; overvejelser over fordelingen af social retfær-dighed som en samfundsmæssig respektfuldhed, minoritetsret-tigheder, herunder lighed i muligheder eller i resurser. Alle de fremførte eksempler på praktiske kulturelle problemstillinger er noget der vedrører problemer der opstår når nye eller gamle kul-turer mødes og skal til at fungere sammen. Dette er som sagt ikke noget som tages op i Verdenssamfundet. I stedet er fokus på de måder hvorpå mennesket er en del af verdenssamfundet, uden at se på hensynene.

Verdenssamfundet er specielt et godt udgangspunkt hvis man gerne vil vide noget om systemtankegangen, og hvilke betingelser

der skaber dynamik i den stadig globaliserede verden her og nu, med et historisk tilbageblik på verdenssamfundets opståen. Jeg er enig med Ole Thyssen om at bogen er egnet til at læse på samfundsvidenskabelige og humanistiske kurser med oven-stående for øje.

Verdenssamfundet, Ole Thyssen, Hans Reitzels Forlag, 2009, 246 s.

20

arnap er bedst kendt, som en af de førende logiske positivister i det tyvende århundrede. Logisk positivisme

forstås her som en kompromisløs form for empirisme,1 der med moderne logik og sprogfilosofiske argumenter én gang for alle forsøger at gøre op med metafysik.2 Centralt står det såkaldte verifikationsprincip, som hævder, at alle udsagn, der ikke kan be- eller afkræftes empirisk, er meningsløse. Carnap er i denne forbindelse bedst kendt gennem Ayers brug af hans tanker i forsvaret af netop sådan en empirisme3 og fra Quines kritik af samme.4 Carnap selv kendes bedst gennem artiklen ”Überwind-ung der Metaphysik durch logische Analyse der Sprache” (1932), og evt. fra illustrative passager fra værket Der logische Aufbau der Welt (1928). Hans senere arbejde er ofte blevet fremlagt som forsøg på lappe dette projekt.

Den nyere Carnapforskning lægger derimod vægt på, at dette kun repræsenterer en forholds kort periode i Carnaps forfat-terskab. Det drejer sig højst om årene 1926-34, hvor han var en del af den såkaldte Wienerkreds.5 Frem for at fokusere på de punkter hvor han tog fejl, fokuserer de på at forklare de mindre kendte sider af Carnaps filosofi, og på at belyse perspektiverne i hans tænkning.6

Bogen indeholder udover de 14 artikler et forord, som forklarer baggrunden for den nye udvikling indenfor Carnap-forskningen, samt en introduktion, som opsumerer de forskellige

temaer i Carnaps filosofi. Artiklerne inkluderer et overblik over Carnaps intellektuelle udvikling, diskussioner af hans forhold til Frege, Husserl og Russell, en forklaring af metafysikkritikken i Aufbau, en gennemgang af Carnaps udvikling indenfor Wiener-kredsen og flere artikler om de mere logiske aspekter af hans forfatterskab.

Der ud over indeholder den diskussioner af hans forhold amerikansk filosofi, dels de forskelle og ligheder han har med amerikansk pragmatisme og dels en vurdering af Quines kendte kritik fra ”Two Dogmas”. Ydermere har bogen en fyldig bib-liografi, som både henviser til meget af den nyere sekundær-litteratur om Carnap, til Carnaps egne udgivelser samt værker fra hans samtidige. Der er henvisninger er både til artikler på originalsprog og til evt. engelsk oversættelse.

Sværhedsgrad og faglige forudsætningerArtiklernes sværhedsgrad varierer. De fleste artikler forudsætter et grundlæggende kendskab til de store linjer indenfor 20. år-hundredes filosofi og til artiklens mere specifikke tema; man får således mindre ud af artiklen om Carnap og Husserl, hvis man ikke har et nogenlunde kendskab til hovedtrækkene i Husserls filosofi. Ligeledes forudsætter de af artiklerne, som behandler Carnaps bidrag til logik og logikkens filosofi en vis fortrolighed med logiske formler. Niveauet er dog ikke højere, end at man

The Cambridge Companion to CarnapAnmeldelse af Rune Nyrup

C

Rudolf Carnap (1891-1970) har et forholdsvis dårligt navn blandt filosoffer: For mange er han i bedste fald en fornyer, som var med til at grundlægge analytisk filosofi, men som på de fleste punkter tog grundlæggende fejl; i værste bliver han set som karikaturen på en analytisk filosof: En snævertsynet og logikfikseret empirist. De seneste 20-30 år er der dog opstået en historisk interesse for Carnaps filosofi. En række forskere er begyndt at kigge nærmere på Carnaps egne værker, og The Cambridge Companion To Carnap præsenterer en række artikler fra eksperterne indenfor denne nye retning.

21

med bachelorkursuser i 20. århundredes filosofi, formel logik og sprogfilosofi burde kunne følge med. Den interesserede læser vil dog sagtens kunne få meget ud af bogen, hvis han eller hun har et filosofisk leksikon ved hånden, hvor ukendte begreber og filosoffer kan slås op.7

De bedste artiklerFørste og sidste artikel i bogen er undtagelser fra det ovenstående. Begge artikler er velskrevne, undgår for tekniske eller forma-liserede forklaringer, og fremlægger komplicerede filosofiske dis-kussioner på en overskuelig måde. I første artikel skyldes dette, at den har formen af en biografisk overbliksartikel. De enkelte trin i Carnaps intellektuelle udvikling forklares og bindes sammen, men da den ikke går i dybden nogen steder, behøver den heller ikke at tage hensyn til de tekniske detaljer.

Den sidste artikel handler om Carnaps generelle filosofi for logisk og matematisk viden og Quines kritik af denne. På en ganske forståelig måde får den forklaret Carnaps modne position og hvordan han udviklede sig derhen. Ydermere præsenterer den et konkret forsvar for Carnaps filosofi mod Quines indflydels-esrige kritik. Forfatteren Richard Creaths kritiske pointe er her, at Carnaps position fortjener mere opmærksomhed end den har fået, og at mange filosoffer har været for hurtige til at acceptere Quines kritik, på trods af at der hersker udbredt forvirring om, hvad pointen i kritikken er.

The Cambridge Companion to Carnap må siges at være solidt forskningsmæssigt funderet. Forfatterne er særdeles ak-tive og grundige forskere, og artiklerne demonstrerer at de har sat sig grundigt ind i kildematerialet. Nogle gange skinner deres fascination af Carnap måske lidt for meget igennem, således at de programmatiske erklæringer om hvad Carnapforskningen kan have af betydning bliver en anelse overdrevne. Dette smitter hel-digvis ikke af på de enkelte artikler, der som nævnt er både lødige og fokuserede. Bogen er naturligvis ikke det sidste ord i de res-pektive debatter, men ikke desto mindre præsenterer den nogle seriøse indlæg, som fortjener at blive læst hvis man interesserer sig for det 20. århundredes filosofi og ikke mindst den historiske baggrund for moderne videnskabs- og logikfilosofi.

Noter:1 Empirisme er det synspunkt, at kun sanseerfaring er afgørende i forhold sandhed og/eller viden. Den kontrasteres som regel med ratio-

nalisme, som hævder, at der findes betydningsfulde sandheder/viden, som ikke afhænger af sanseerfaring.2 Et metafysisk udsagn betyder i denne sammenhæng et udsagn som foregiver at udtale sig, om verdens beskaffenhed uden at kunne testes

empirisk.3 Language, Truth and Logic (1936)4 ”Two dogmas of Empiricism” (1951) 5 Wienerkredsen var et mere eller mindre organiseret netværk af videnskabsfolk og filosoffer, som virkede i Wien i 20’erne og 30’erne, og

hvis hovedskikkelser netop var logiske positivister som Carnap, Schlick og Neurath.6 Se Friedmans introduktion pp 1-187 Som altid kan de internetbaserede leksika Routledge Encyclopedia of Philosophy og Stanford Encyclopedia of Philosophy anbefales.

22

lottet går mere eller mindre ud på følgende: Teaterin-struktøren Caden Cotard (spillet af Philip Seymour Hoff-

mann) bliver diagnosticeret med en uhelbredelig sygdom. Kort efter forlader hans kone ham og tager deres datter med sig over Atlanterhavet. Caden bliver nu mere og mere bevidst om sin egen dødelighed, og i angst over at blive glemt eller ikke at have udrettet nok i sin kunstneriske karriere, får han en idé til sit magnum opus: Et teaterstykke om sit eget liv, der bruger de største kulisser nogensinde, hvorfor han med et legat, som han har fået kort tid forinden, køber et helt varehus til formålet. Hele opgaven viser sig dog at være lettere sagt end gjort, især når produktionen af et stykke om hans eget liv ikke kun opsluger hans ”egentlige” liv, men også skuespillernes...1

Det er stort set alt det jeg vil gå ind i. Jeg har udeladt en hel del detaljer, men er samtidigt bange for allerede at have afsløret for meget. For Synecdoche, New York er den slags film hvor

stemningen i højere grad end plottet udtrykker filmens temaer.På et niveau er den en fortælling om hybris: Man tænker ofte,

at et virkeligt ambitiøst kunstværk (begrebet her defineret lidt løst), især et der ikke helt opfylder ambitionen, bare er et egotrip for skaberen. Det virker som om Charlie Kaufman grublede over dette mens han lavede Synecdoche, New York. For selvom man måske kan anklage Kaufmans film for det samme, så portrætterer den Caden Cotards projekt som netop et sådant egotrip. Filmen prøver at forklare hvorfor kunstnere kan gå i gang med projek-ter, der af forskellige grunde kan virke latterlige for outsidere. At hovedpersonen portrætteres af en skuespiller, hvis efternavn minder om Kaufmans eget er endnu en god grund til at fortolke Synecdoche, New York som en kunstners selvkritik.2

Heideggeriansk MetafiktionNår vi så kommer til den måde hvorpå Synecdoche, New York

udforsker kunstens hvordan’er og hvorfor’er, bliver det tydeligt,

Synecdoche, New YorkAnmeldelse af Simon Hesselager Johansen

P

I filmen Synecdoche, New York har Charlie Kaufman skabt en historie med mange lag og meninger. Så mange, at den gamle kliché om et fiktivt værk, der er umulig at anmelde eller beskrive, for en gangs skyld virker rammende. Da Synecdoche, New York inviterer en filosofisk fortolkning, mere end nogen anden jeg har set i lang tid, føler jeg mig alligevel forpligtet til at opsummere og diskutere filmen.

23

Noter:1 I og med produktionen af stykket er en stor del af hans liv, og det er hans liv som stykket omhandler, så må en gengivelse af produktionen af

stykket inkluderes i stykket. Dette metastykke må dog derfor også selv inkludere en produktion af stykket. Dette metametastykke…2 Dette behandlede Kaufmann også i filmen Adaptation fra 2002, hvori ’Kaufmann’ (spillet af Nicholas Cage) har en skriveblokering,

hvorfor han giver sig til at skrive et filmmanuskript om at han har skriveblokering; i dette filmmanuskript i filmen, optræder også en Kaufmann, der har skriveblokering, og som derfor skriver et filmmanuskript om at han har skriveblokering… (red.)

at den jonglerer med temaer enhver der har læst Heidegger, og måske de tænkere Heidegger har inspireret, vil nikke genken-dende til.

Caden Cotards motivation for at sætte det store teaterstykke op er intet ringere end den uspecifikke angst, Heidegger skrev om i Væren og Tid. Det er den angst, der kommer med bevidstheden om verden udenfor en og de andre der er tilstede på hver deres måde uafhængigt af ens egen tilstedeværen.

Det er den angst, der kommer med forståelsen af ens egen dødelighed og forståelsen af, at verden fortsætter uden dig og uden dit perspektiv og den specifikke måde hvorpå du er til. Den går udover en almindelig frygt for døden: Det er en angst, der ikke er rettet mod noget bestemt men mod hele verden.

Vigtigst i konteksten (ha!) af Synecdoche, New York er det dog at angsten motiverer flugt ind i det hjemlige og bekendte. Det er dette som Caden Cotards teaterprojekt repræsenterer. Og ganske rigtigt - ligesom vi, i de hjem vi definerer som modsat den store udifferentierede verden, finder det fortrængte dukke op i form af mere specifik frygt, så har Cotard lige så lidt kon-trol over sin bogstavelig talt iscenesatte lille verden som han har over sit virkelige liv. I parallel med filmens natur som selvkritik bliver Cotard også bevidst om dette i det han kalder sit stykke for Simulacrum, det begreb Jean Baudrillard (selv inspireret af Heidegger) brugte i sin diagnose af den mediefyldte postmod-erne verden som en simulation der har erstattet den rigtige og nu er den vi lever i.

Cotards verden udenfor kunsten har også en distinkt ”uvirke-lig”, nærmest drømmeagtig karakter. Den er ikke helt David Lynch-agtig i sin surrealisme, men Kaufman har tydelig gjort sig umage for at fratage filmen enhver traditionel fornemmelse af tid og sted.

Synecdoche, New York kan opsummeres som en film, er både kan ses som en diskussion forholdet mellem kunstværk og kunstner, men som også spiller på temaer, som er velkendte for filosofistu-derende.

24

Hva’ Så Fessor?

Af Eirik Gjerstad og Anders Dahl Krabbe

25

D

Op gennem 90’erne var filosofi på Københavns Universitet inde i en tørkeperiode, rent professormæssigt: Én eneste professor, Finn Collin, var et finde på filosofi. De seneste år har dette dog ændret sig markant. Siden sommeren 2009 har det filosofiske fag faktisk kunne brøste sig at have hele tre profes-sorer i folden. Men hvem er disse akademiske pinger, som kan smykke sig med titlen “Professor i filosofi” (som unægteligt er mere sexet end de andre fastansatte underviseres titler såsom “lektor”)? Hvad forsker de helt konkret i? Hvad forstår de overhovedet ved filosofi? Med denne artikelserie har Tanken sat sig for at sætte professorerne i stævne og spørge: Hva’ så Fessor?

en nyansatte professor i formel filosofi på Københavns Universitet, Vincent F. Hendricks, må være en af dansk

filosofis alle tiders mest udadvendte og offentligt tilstedeværende personer. Udover at have været gæst en håndfuld gange i Dead-line og Deadline 2. Sektion på DR2, samt en håndfuld gange i bl.a. TV-Avisen og 21 Søndag på DR1, samt Nyhederne og Go’ Morgen Danmark på TV2, er han også selv vært i en række programmer på DK4 om filosofi. Og dette forekommer blot at strejfe overfladen.

Da nærværende blads udsendte skulle interviewe ham om filosofi, spurgte vi ham derfor om han overhovedet lavede noget ved siden af almindelig folkeoplysning.

Grinende svarede han ved at spørge: ”Vil I virkelig have hele porteføljen?” men indskød: ”Det dér med at optræde i medierne, i Deadline, på DK4 og hvad det ellers hedder, det er en public service-forpligtigelse jeg har ved siden af. Jeg har en idé om at jeg gerne vil brede logik ud til en større offentlighed, og vise at det ikke er noget goldt og usexet, men noget der er interes-sant i hverdagen i mange forskelligartede sammenhænge.” Men til besvarelse af spørgsmålet, og hold nu fast: ”Derudover laver jeg mange andre forskellige ting. Der er hele min redaktionelle virksomhed: Jeg er chefredaktør på tidsskriftet Synthese, ver-dens største tidsskrift for filosofi, der blev etableret i 1936 og nu udkommer i 18 numre om året, en 2500 sider. Dertil kommer også en syv-otte andre redaktørposter på forlag som Oxford Uni-

versity Press, Cambridge University Press, Blackwell og andre. Store dele af porteføljen går på at sammenlægge erkendelsesteori, epistemisk logik og formel indlæringsteori. Det er dét jeg har skabt min karriere på og som blandt andet gav mig Elitefor-skerprisen i 2008 [på 1.000.000 kr. – red.]. Så der er en stor redaktionel portefølje, men derudover er der det løse.”Manden er i øvrigt blot 39 år.

Og skulle man helt have glemt det, er der også hans under-visningsforpligtigelser: ”Som det er nu, har jeg et overbygning-skursus i erkendelsesteori baseret på en omarbejdning af min doktordisputats, der udkom på Cambridge University Press for et par år siden som Mainstream and Formal Epistemology [2006]. Der har ikke rigtig været nogen her på stedet med interesse i formel filosofi i mange år, så der skulle også gerne komme nogle ordentlige overbygningskurser i modallogik, linær logik, hybridlogik og hvad der ellers kunne være stemning for. Men jeg kommer også til at varetage forløbet i logik på grunduddannelsen sammen med Anders [Silber] og Finn [Guldmann].”

Kontinental filosofi og kontradiktionsprincippet

Har man eksempelvis hørt ham i Filosofiklubben, vil man dog vide, at han mener, at logikkens implementering i filosofiske dis-cipliner burde række langt længere end hans egen implementer-

26

ing af logik i erkendelsesteori. Vi spurgte ham om dette også skulle inkludere områder som kontinental filosofi?

”Nu har jeg aldrig været særlig begejstret for sondringen mel-lem kontinental og analytisk filosofi, for som Søren Gosvig Olsen ganske rigtigt sagde for noget tid siden, er det at gøre dem til en form for residual-gruppe. Men lad nu det ligge. Logikken eller manglen på samme er et grundvilkår for os som mennesker, for Aristoteles havde jo ret: Forbryder vi os mod kontradiktionsprin-cippet, da er vi ej andet end blot en plante. Og det er strengt taget dér logikken starter, og det er dér man starter når man taler metafysik, etik, what have you, socialvidenskab… alt. Logikken er

et grundvilkår for kommunikation og interaktion agenter imel-lem. Hele den moderne forståelse af hvad social interaktion er, er præget af logiske studier af agentinteraktion. Logikken spiller ikke den eneste rolle, men den spiller en væsentlig rolle. Og der findes jo afsindigt mange forskelligartede logikker: Deon-tisk logik, temporallogik, aletisk logik, relevanslogik… Der er jo nærmest en logik for enhver disciplin.”

Denne skribent spurgte ham da om det overhovedet ikke kunne være muligt, at der kunne forekomme noget sådant som en informativ kontradiktion, at kontradiktioner kunne have en usubstituérbar rolle i viderebringelse af information, eksempelvis i et skønlitterært værk i forbindelse med en forfatters forsøg på at informere læseren om, hvad det vil sige for en hypotetisk protago-nist, at have følelsen af universel, sammenhængsløst kaos.

”Nu fik jeg jo aldrig helt færdiggjort min tanke med Aristo-teles. Lader du være med at specificere måden hvorpå noget er og ikke er på én og samme gang, så roder du dig ud i problemer, så modsiger du dig selv, men Aristoteles siger videre, at der kan jo godt være måder hvorpå en ting kan være og ikke være på én og samme gang, men så bliver du jo nød til at specificere hvad dette betyder og hvad denne måde er, og dette må du speci-ficere ikke-kontradiktorisk. Hvis det ikke er en kontradiktion må der være en specifikation knyttet dertil. Hvad Aristoteles i sidste instans siger er, at kommunikation kun er muliggjort af at vi ikke eksplicit modsiger os selv. Derfor kan der godt være nuancer derinde imellem, og problemstillingerne kan godt være mere komplicerede end nul eller ét, men for at vi overhovedet kan udtrykke hvad der ligger mellem nul eller ét, for at vi overhovedet kan kommunikere dette, dér er forudsætningen at vi ikke eksplicit modsiger os selv. En simpel konsistensantagelse.”

Denne skribent påpegede herefter at i specifikationen af den information, som den hypotetiske skønlitterære forfatter ville bibringe læsere, forekom der ganske rigtigt ikke kontradiktion,

men denne specifikation var heller ikke den information som forfatteren ville kommunikere, for specifikationen bibringer ikke læseren information om hvad det vil sige for protagonisten, at have følelsen af universel, sammenhængsløst kaos, og det var dette som kun brugen af kontradiktioner ville kunne gøre.

”På den måde kan der sikkert godt være noget interessant i kontradiktioner. Det vil jeg slet ikke bestride, men det er bare ikke noget, der for en videnskabelig betragtning for filosofi, er særlig interessant. Det giver anledning til mange fortolkninger, og de fortolkninger er komplicerede, og det er en god ting, men det er ikke så godt i videnskaben som det er godt i litteratur. Jeg ser ikke filosofi som litterære studier.” Efter en kort smilende tænkepause fortsatte han: ”Dybest set er filosoffer jo også afs-indigt dårlige skribenter. Arh… med nogle enkelte undtagelser i ny og næ, men generelt er de jo ikke de store digtere. Så hvis det er digtekunst, så vil jeg hellere have noget andet. Det skal i hvert fald ikke være en bog af Putnam. Der kan jeg komme på mange andre meget bedre digtere.”

Masturbation eller sex? Filosofi med eller uden logik

Her satte vi filosofi på spidsen, og spurgte om filosofi overhovedet havde nogen anden rolle at spille i forhold til videnskaben end at være dens metadigtning. Så kunne logikken lægges over på matematikstudiet, hvor logikere kunne levere logisk-deduktive værktøjer og være til nytte for videnskaben.

”Hey, you know what? I’m a simple kind of guy: I like mas-turbation, but I like sex better.”

Det sad vi så lige og tyggede lidt på.”Jeg hader puristisk filosofi. At være filosof er betydeligt hår-

dere end det har været før, hvor man kunne sidde for sig selv og nørkle med insignifikante a priori modeller for videnskab og videnskabens udvikling. Men nu er det altså sådan, at vil du interagere og komme i dialog med fysikken, jamen så må du vide noget om fysik. Vil du interagere med socialvidenskaberne, så bliver du nød til at vide noget om socialvidenskaberne. Platon og Aristoteles er døde for længst. Filosofien som moderviden-skaben som alle andre videnskaber skulle aspirere til, dén idé er død. Men det implicerer ikke at du bare kan reducere det hele til specialvidenskaber og, at filosofien overhovedet ikke er der. Det er ikke sikkert at specialvidenskaberne tager hånd om de problemer der f.eks. knytter an til metode, til det ontologiske grundlag, eller andet der er nævneværdigt alvorligt, og som kan spille en gevaldig rolle for måden hvorpå de enkelte discipliner praktiseres. Der har filosofien en stærk metodologisk forpligtigelse og berettigelse i specialvidenskaberne.” Til den mere skønlitterære forestilling om filosofi, som en altings – og derfor også videnskabernes – meta-digtning fortsatte han: ”Det kan sagtens være formålstjenstligt at have en form for skønlitteratur til at beskrive verden på forskellig vis, og det kan godt være, at det er en ambition som filosofien har, men det er bare ikke den ambition som jeg har med filo-

(∃x)(Fx & (∀y)(Fy → (x=y)) & Gx)(∀x)(~Gx → Fx) → P(~P & ~Ga) & Fa(∃x)(~Gx) → (∀x)(~~Gx → Fa)(∃x)(~Hx) & [S&Z §§ 1-6]∴ … ?????

27

sofien. Filosofien for mig er videnskab, og det betyder at man søger sandheden såfremt den lader sig forstå. Man har jo lov til at have et andet syn på hvad filosofi er, men så er det bare ikke ind af min dør man skal komme.”

Filosofiens fremtidAfslutningsvis bedte vi ham om at prøve, at kigge i den store krys-talkugle, og spå om fremtiden, hvor det nye og spændende kom-mer til at ske i filosofiens verden, og der kom svaret prompte:

”To steder: Først, hvis det skal være noget meget nutidigt og samfundsrelevant, så vil jeg sige hele det spørgsmål om måden hvorpå du efterforsker f.eks. bandekriminalitet eller efterforsker i det hele taget, vil have ret stor indflydelse, spørgsmålet om met-odologien bag hele måden hvorpå man bedriver efterforskning i det hele taget. Vi har netop ansat en ph.d.-studerende til et sådant projekt samfinansieret med Rigspolitiets Nationale Eft-erfoskningscenter som jeg er vejleder for. Så der kan man godt forestille sig, at det, at videnskabeligt undersøge politiets arbejde, efterforskningsmæssigt, vil være en ting som bliver ret vigtig, selv om politiet ikke nødvendigvis selv efterstræber dette. For det andet, hvis man prøver at se på en mere eksklusivt filosofisk sammenhæng, så vil jeg sige at, nu hvor det der hedder formal epistemolgy, eller formel erkendelsesteori, er ved at smelte sam-men med det der hedder social epistemology, som eksempelvis Klemens [Kappel] laver, og det er ved at blive til et fælles fag, og det er et stort opland, der lige pludselig åbnes op for, for så taler du om formelle og informelle modeller for menneskelig interak-tion der kan bruges til alt muligt forskelligt: Studere demokrat-iske processer, studere agentinteraktion i forbindelse med spil, studere koldkrigsscenarier, epistemisk logik, socialvidenskab, indlæringsteori, matematik, og fandens og hans pumpestok i ét stort sammensurium. Så sammensmeltningen af formal og social epistemology… Dér sker noget, det er mit bud, fordi det er et stærkt interdisciplinært område som mange kan byde ind på: Alt fra lingvister til computer-science-folk, til matematikere, til samfundsvidenskabsfolk, you name it. Det ser jeg som det nye filosofiske storbrud.”

28

��

��

��

��

� ��!��"��

��

��#��$��

��%��

�&��'��(��'��)��

��)*

�+��

,�%-

��'��

��&��.��/��0�!��/��1��

��+��2&+�

��3��

��4��

��5��"��6��

6��

��2��.��7�8��"�!��0��'��

��,��9��

Tankens Bagside

tanken

Documents