2016-01 bibelstudium

BIB

EL

ST

UD

IUM

Oprør og frelse

Januar · Februar · Marts 2016

ISSN

139

8-2

826

ISB

N 9

78 8

7 75

32 5

78 8

1. KVARTAL 2007

© 2016 Dansk Bogforlag, Nærum

ISBN 978 87 7532 578 8 • ISSN 1398-2826

BIBELSTUDIUM

FOR SABBATSSKOLEN

Oprør og frelse

David Tasker

1. kvartal

Forfatter

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK

1. KVARTAL 2016

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen

Hovedforfatter: David Tasker

Oversættelse: Marit Birch Petersen

Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen

Korrektur: Elsebeth Daugaard

Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen

Tryk: Holm Print Management

© 2016 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flamme-logoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

2. januar

9. januar

16. januar

23. januar

30. januar

6. februar

13. februar

20. februar

27. februar

5. marts

12. marts

19. marts

26. marts

Solnedgangstider .................................................................... 4

Andagtsvers ............................................................................ 5

INDLEDNING TIL 1. KVARTAL ................................................ 6

1. Krise i himlen .............................................................. 8

2. Krise i Edens have ........................................................ 18

3. Globalt oprør og patriarkerne ..................................... 28

4. Kriser og konflikt – dommerne ..................................... 38

5. Striden fortsætter ........................................................ 48

6. Sejr i ørkenen ............................................................... 58

7. Jesu lære og den store strid .......................................... 68

8. Soldaterkammerater ..................................................... 78

9. Den store strid og den første kirke ............................... 88

10. Paulus og oprøret ......................................................... 98

11. Peter og den store strid ............................................... 108

12. Den kæmpende kirke ................................................... 118

13. Frelse ........................................................................... 128

3

SOLNEDGANGSTIDER

Tejn København Ringsted Odense Vejle Århus Herning Hjørring Tórshavn

JANUAR

1. 15.42 15.47 15.51 15.57 15.59 15.53 15.58 15.45 15.10

8. 15.51 15.56 16.01 16.07 16.08 16.03 16.08 15.55 15.23

15. 16.03 16.08 16.13 16.18 16.20 16.15 16.20 16.08 15.40

22. 16.16 16.22 16.26 16.32 16.33 16.28 16.34 16.22 15.59

29. 16.30 16.36 16.40 16.46 16.48 16.43 16.48 16.38 16.19

FEBRUAR

5. 16.44 16.51 16.55 17.01 17.03 16.58 17.04 16.54 16.39

12. 16.59 17.06 17.10 17.16 17.18 17.14 17.19 17.11 17.00

19. 17.14 17.22 17.25 17.31 17.33 17.29 17.34 17.27 17.20

26. 17.29 17.37 17.40 17.45 17.48 17.45 17.50 17.43 17.40

MARTS

4. 17.43 17.51 17.54 18.00 18.03 18.00 18.05 17.59 17.59

11. 17.57 18.06 18.09 18.14 18.18 18.14 18.19 18.15 18.18

18. 18.11 18.20 18.23 18.28 18.32 18.29 18.34 18.30 18.37

25. 18.25 18.34 18.37 18.42 18.46 18.43 18.48 18.45 18.56

APRIL

1. 19.39 19.49 19.51 19.56 20.00 19.58 20.03 20.01 20.15

8. 19.53 20.03 20.05 20.10 20.14 20.12 20.17 20.16 20.34

15. 20.06 20.17 20.18 20.24 20.28 20.27 20.32 20.31 20.53

22. 20.20 20.31 20.32 20.38 20.42 20.41 20.46 20.46 21.12

29. 20.34 20.45 20.46 20.52 20.56 20.55 21.00 21.02 21.32

MAJ

6. 20.47 20.59 21.00 21.05 21.10 21.09 21.14 21.17 21.51

13. 21.00 21.12 21.13 21.18 21.23 21.23 21.28 21.31 22.10

20. 21.13 21.25 21.25 21.31 21.36 21.36 21.41 21.45 22.29

27. 21.24 21.36 21.37 21.42 21.47 21.48 21.52 21.58 22.47

JUNI

3. 21.33 21.46 21.46 21.51 21.57 21.57 22.02 22.08 23.02

10. 21.40 21.53 21.53 21.58 22.04 22.05 22.09 22.16 23.13

17. 21.44 21.57 21.58 22.03 22.08 22.09 22.14 22.21 23.20

24. 21.46 21.59 21.59 22.04 22.10 22.10 22.15 22.22 23.21

4

ANDAGTSVERSJA

NU

AR

JUN

IM

AR

TS

APR

ILFE

BR

UA

RM

AJ

Ordsp 28,13 Rom 8,37 1 Kor 15,57 1 Joh 16,33 Jos 1,9 Joh 3,30

ApG 28,15 Sl 27,14 Ef 3,16 Es 41,6 Es 42,4 Mik 16,8

Joh 3,30 Jos 19,49.50 Luk 22,27 Matt 11,29 Ordsp 16,18 Rom 12,10

Ordsp 18,12 2 Kong 5,13 Mark 10,37 Åb 14,12 Hebr 12,1 2 Mos 40,33.34

Luk 9,62 Åb 3,11 2 Tim 4,7.8 Luk 9,51 Joh 3,16 Ef 3,18.19

Joh 13,1

Joh 10,27 Ordsp 3,5 Ordsp 18,10 Joh 6,29 Joh 12,32 ApG 4,12

Joh 16,24 Joh 14,13 1 Tim 2,5 Kol 1,16 Joh 1,18 Luk 11,34

1 Joh 1,5 Ef 5,14 Sl 84,12 2 Kor 3,18 Es 64,4 Kol 3,3-4

Sl 69,30-31 Jer 17,7 Rom 13,12 Es 55,6 Joh 21,25 Rom 13,11

Luk 10,19 Sl 27,1 Jak 4,10 1 Joh 1,7 Es 59,1 Mark 9,23

Jak 3,16 Rom 13,13 Ordsp 27,4 1 Mos 4,5 Mark 15,10 Ef 4,32

Ordsp 15,1 Jak 5,9 Jak 3,2 Luk 18,22 Es 33,15.16 Jak 5,13

Åb 15,3 Høj 2,12 Joh 3,19 Es 21,11.12 1 Thess 5,7 Ordsp 1,10

Jak 4,7 Jos 24,15 Ordsp 20,1 2 Mos 14,15 Dom 7,7 2 Tom 2,3.4

1 Kor 9,25 Hebr 6,1 1 Pet 3,8.9 2 Kor 5,17 Åb 6,2 2 Kor 2,14

1 Mos 32,28

Rom 10,17 Fil 4,8 5 Mos 29,29 Sl 119,11 Sl 25,4-5 Hebr 11,1

Ef 2,8 Gal 2,16 Es 55,7 Rom 4,20 5 Mos 6,17 Joh 15,13-15

Sl 32,5 Fil 1,9-10 Rom 8,38-39 Sl 94,17-18 1 Joh 5,4 ApG 16,31

Luk 17,6 Kol 2,8 Sl 56,4-5 Sl 69,7 1 Kor 13,12 Matt 26,41

Åb 3,10 Jak 1,2-3 Matt 6,34 1 Pet 4,12-13 Sl 26,2 Es 12,2-3

Rom 5,8 Sl 108,5 Matt 5,44 Hos 11,4 Luk 10,27 Højs 2,4

1 Joh 3,14 1 Kor 12,31 Neh 8,10 Luk 10,20 Sl 5,12 Jak 1,2

Es 53,11 Sl 16,11 Hab 3,18 Matt 25,21 Ordsp 29,18 ApG 26,19

1 Mos 28,12 2 Mos 3,2 Es 6,1 Hebr 12,2 ApG 7,56 Åb 12,17

Rom 2,15 4 Mos 32,23 Es 30,21 Ordsp 13,15 Gal 5,26

Gal 6,14 Sef 3,17 Sl 51,11-12 Rom 6,1-2 1 Kor 15,57 1 Tim 6,12

Joh 12,25 Es 42,16 Sl 139,23-24 Sl 66,18-19 Luk 12,1-2 2 Kor 1,3-4

Sl 89,17-18 Matt 5,11-12 Hos 10,12 Sl 42,6 Rom 8,28 2 Kor 4,17

Matt 7,3 Es 30,15 Klages 3,22-23 Joh 16,33 Zak 9,16 Hebr 7,25

Rut 1,16-17 1 Joh 5,12 Joh 14,6 Ef 5,15-17 Joh 6,35 Joh 10,10

Joh 4,14

55

1. K

VA

RTA

L 2

016

6

OPRØR OG FRELSE

Vi ved ikke helt hvordan; men på en eller anden måde opstod der synd i Guds fuldkomne skaberværk. Denne synd blev begyndelsen på det, vi beskriver som den store strid. Men der er én ting, vi ved og har et grundigt kendskab til: som mennesker er vi fanget midt i denne store strid. Ingen af os kan undslippe denne kamp.

Fra begyndelsen var det ikke meningen, at det skulle være sådan. Skaberværket var ”godt“ og ”velsignet“ af Gud. Gud opretholdt det fuldkomne skaberværk; men han gav Adam og Eva ansvar for at passe og tage vare på det, han havde skabt for dem. Jorden blev en del af den store strid, da Satan forførte Adam og Eva gennem smiger og et bedrag, som flyttede deres troskab fra Gud til Satan. Hvis de var forblevet tro imod det, Gud havde fortalt dem, hvis de havde adlydt hans enkle befaling, ville vores verden med al dens elendighed, prø-velser og lidelse aldrig være opstået.

”Satan har til alle tider hårdnakket bestræbt sig på at tegne et fordre-jet billede af Guds karakter for at give mennesker en forkert opfat-telse af Skaberen og få dem til at frygte og hade ham i stedet for at elske ham. Han har hele tiden arbejdet på at omstøde Guds lov og få menneskene til at anse sig for at være løst fra dens krav, og han har til alle tider forfulgt dem, der har vovet at modsætte sig hans bedrag. Vi kan se disse bestræbelser i patriarkernes, profeternes, apostlenes, martyrernes og reformatorernes historie.“ (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 13).

”Før verden blev grundlagt“ (Ef 1,4) forudså han, at alt dette ville ske, og som svar på denne tragedie iværksatte Gud sin redningsplan. Vi kalder den ofte for frelsesplanen. Guds frelse blev symbolsk fremstil-let for Abraham i 1 Mos 15, da han bevægede sig midt mellem de overskårne dyrekroppe. Denne gamle ceremoni var en forsikring til Abraham og dermed til os alle om, at Gud er personligt engageret i at tilvejebringe en løsning på det problem, synden har forårsaget.

Gud har givet et løfte om selv at tage det fulde ansvar for al men-neskeligt oprør på sig og selv at lide under følgerne af enhver ond handling, vi har begået. Kun på denne måde kunne Gud genoprette sit forhold til menneskeheden, forholdet mennesker imellem og men-neskehedens forhold til resten af skaberværket.

7

INDLEDNING

Det er i denne overordnede sammenhæng, at vi ser Satans umæt-telige iver for at ødelægge skaberværket og udslette Guds folk. Hans fremgangsmåder gengives i Bibelen, hvor godt og ondt udspiller sig mellem søskende, i familier, og mellem kæmpende nationer. Vi ser det i tider med undertrykkelse, hungersnød, slaveri og landflygtighed, i frustrerede forsøg på at genopbygge efter ulykker, i splittet loyalitet og afgudsdyrkelsens tiltrækkende livsform.

Hele vejen igennem Skriften ødelægger Gud Satans hensigter. Jesu komme som Immanuel, ”Gud med os“, genoprettede det territorium, som var blevet frarøvet Adam og Eva. Jesus sejrede, hvor Adam faldt. I sit arbejde viste han sin autoritet over skaberværket og ondskabens magter. Lige før han vendte tilbage til Himlen, gav han sine efterføl-gere en opgave, og på Pinsedagen gav han dem kraft til at udvide Himmerigets grænser.

Jesus vandt den afgørende sejr på korset. Udfordringen har altid været, hvem der har vores loyalitet. Stiller vi os på sejrherrens eller på taberens side? Selv om vores valg burde være indlysende, foregår kampen om vores hjerte og sind uafbrudt; for striden foregår stadig-væk, og vi udsættes hele tiden for Satans bedrag. Vores håb og bøn er derfor, at dette kvartals bibelstudier vil afsløre nogle af de måder, Satan anvender til at forføre mennesker, og derved hjælpe os til ikke alene at vælge Kristus, men også at forblive hos ham. Han har lovet at ”den, der holder ud til enden, skal frelses“ (Matt 24,13).

David Tasker er professor på Avondale College i Austra-lien. Han har en doktorgrad i Det Gamle Testamente, og har arbejdet som præst i sit hjemland New Zealand, været formand for missionen på Salomonøerne og Field Secretary for Det sydlige Stillehavs Division. Han har undervist i bibelske fag på Pacific Adventist University i

Papua New Guinea og Adventist International Institute of Advanced Studies i Filippinerne. Han og hans hustru Carol har to voksne søn-ner og tre børnebørn.

11

8

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lam-met“ (Åb 7,10).

”Da kærlighedens lov er grundvolden for Guds regering, afhænger alle intelligente væseners lykke af fuldstændig overensstemmelse med dens store retfærdighedsprincipper. Gud ønsker, at alle hans skabninger skal tjene ham af kærlighed, tjene ham, fordi de værd-sætter hans karakter. Han finder ingen glæde i tvungen lydighed; han giver alle frihed til at vælge, så de frivilligt kan tjene ham.“ (Ellen White, Patriarker og Profeter, s. 11-12).

Så længe alle skabte væsener anerkendte denne kærlighedstroskab, var der fuldkommen harmoni i universet. Alt, hvad der skulle til for at forandre det hele, var en enkelt oprører. Lucifer mente, at han kunne gøre det bedre end Gud. Han ønskede at have Guds stilling og den prestige, dette medførte.

Hans magtbegær førte til ”krig i himlen“ (Åb 12,7). Ved at bedrage Adam og Eva ved det forbudte træ i Edens have, bragte Satan denne krig til jorden, og vi har levet med konsekvenserne lige siden. Frelsesplanen er Guds måde at tage sig af dette oprør og genoprette den orden og harmoni, som Satan har ødelagt.

· Es 14,4. 12-15· Ez 28,2.12-19· Joh 12,31· Åb 12,7-16· Luk 10,1-21

Krise i himlen

TIL SABBATTEN | 2. JANUAR 2016

SØNDAG

9

Es 12,4.12-15

Ez 28,2.12-19

Til at tænke over

Hvilke sider af beskrivelsen af Babylons konge viser, at der er tale om en person, der er meget større end kun en menneskelig hersker?

Ingen jordisk konge er nogen sinde faldet fra himlen. Dette antyder, at vers 12-15 fokuserer på en person, der er større end kongen, selv Babylons konge. Desuden er billederne med at stige op til himlen, at have en stilling højere end englene, at tage sæde på bjerget, hvor guderne samles, anerkendte beskrivelser af en gud i Mellemøsten i oldtiden. Satans ambitioner afsløres tydeligt her i en slags dobbelt-profeti.

Jesus benytter en lignende metode i sin beskrivelse af Jerusalems ødelæggelse (Matt 24). Selv om disciplene spurgte om templets øde-læggelse, beskrev Jesus i sit svar både romernes ødelæggelse af Jeru-salem i år 70 e.Kr. og verdens ende. På samme måde beskriver Esajas en jordisk konges egenskaber, men anvender det også på noget, der er meget større og omfattende end kun en menneskelig konge.

Hvordan beskrives Satan i disse vers?

Ezekiel beskriver et fuldkomment væsen, der var til stede i Edens have; en person smykket med samme slags ædelstene, som senere fandtes på ypperstepræstens brystplade; et væsen, som var udvalgt til at være en salvet kerub foran Guds trone. Men dette fuldkomne væsen ødelagde sig selv på grund af sin skønhed.

Ved at benytte menneskelige paralleller giver disse glimt os en forståelse af den guddommelige virkelighed. Profeten benyttede det, der var dagligdags og letforståeligt til at forklare noget, der i sig selv ville være vanskeligt for os at forstå. Det kan være svært for os på jorden at begribe det, der foregår i himlen; men vi forstår alle følgerne af de åbenlyse og ødelæggende politiske ambitioner hos jordiske herskere. Esajas og Ezekiel giver os et indblik i den uforklar-lige overgang på et eller andet tidspunkt i historien, hvor alt smukt og fuldkomment i Guds univers blev skæmmet af nedbrydende am-bitioner.

Hvis et fuldkomment væsen, skabt af en fuldkommen Gud i en fuldkommen verden, kunne ødelægge sig selv på grund af stolt-hed, hvad bør det fortælle os syndige mennesker om, hvor livsfar-lig en sådan holdning er?

Syndefald i Himlen

27. DECEMBER 2015

MANDAG

10

Joh12,31;14,30; 16,11

Job 1,6-7; 2,1-2

Til at tænke over

Hvorfor omtaler Jesus Satan som denne verdens fyrste?

Da Gud i begyndelsen satte Adam og Eva i Edens have, gav han dem ansvaret for at passe Edens have (1 Mos 2,8.15) og at tage sig af alle de skabte væsener i vandet, i luften og på jorden (1 Mos 1,26.28). Da Adam navngav alle dyrene, viste han, at han var deres forvalter. Normalt er det den, der har herredømme over noget, der kan navngive det; så ved at give alle skabninger navn, viste Adam tydeligt, at han var denne verdens hersker.

Da Adam mistede dette herredømme, udfyldte Satan med det samme dette tomrum. Et aspekt af menneskehedens genoprettelse, som blev mulig gennem Kristi offer på Golgata, er, at de frelste gives det privilegium, Adam og Eva havde, nemlig at herske sammen med Gud som ”konger og præster“ i al evighed (Åb 1,6; 5,10).

De første kapitler i Jobs Bog viser os, hvor omfattende Adams tab i virkeligheden var. Idet vi får lov til at se ind i universets tronsal, kan vi også se, hvor meget menneskene efter syndefaldet er blevet un-derordnet naturen.

Hvorfor introducerer Satan sig for forsamlingen af Gudssønner som den, der har gennemvandret jorden på kryds og tværs?

At ”gennemvandre på kryds og tværs“ er ikke det, en turist foreta-ger sig. I Bibelen er det et tegn på ejerskab. Da Gud gav landet til Abraham, befalede han ham at drage omkring i landet ”så langt og bredt det er“ (1 Mos 13,17), og han gjorde det samme over for Mo-ses og Josva (5 Mos 11,24; Jos 1,3). På en måde præsenterer Satan sig som ”denne verdens gud“ (2 Kor 4,4).

Fremstillingen af Satan i de første to kapitler i Jobs Bog svarer til det, der skete i 1 Mos 3. Satan starter vanskelighederne i paradiset og overlader det derefter til de menneskelige ofre at lide under konse-kvenserne.

Hvilke beviser kan vi se på Satans handlinger i vores verden? Hvilket håb har vi om, at al denne ulykke en dag vil ophøre?

Denne verdens fyrste

28. DECEMBER 2015

TIRSDAG

11

Åb 12,7-16

Til at tænke over

Vi har slet ingen ide om, hvad det betyder, at der var krig i himlen. Det vil sige, at vi ikke ved noget om, hvilken slags fysiske kampe, der blev udkæmpet ud over, at Satan og hans engle blev kastet ud. Biblen siger faktisk intet om de fysiske efterveer af denne himmelske kon-flikt. I stedet beskriver den de åndelige følger her på jorden.

Hvad fortæller disse vers om den store strid og dens følger først i himlen og derefter på jorden?

Læg mærke til den positive måde, Johannes taler om den fortsatte krig mellem ”vore brødres anklager“ og dem, der sejrer. Han kæder det sammen med frelse og Guds riges oprettelse (Åb 12,10-11). Dette positive tema understreges hele vejen i kapitlet og er en vigtig side af den store strid.

Det er yderst vigtigt, at vi lægger mærke til den større sam-menhæng, hvori kapitel 12 indgår. Tre store trusler beskrives; men hver af dem efterfølges af en utrolig befrielse. I et dramatisk syn ser Johannes kampen mellem Kristus og Satan, og hvor totalt ulige den ser ud til at være.

For eksempel gør en stor rød drage (Satan, Åb 12,9) sig klar til at spise en baby (Jesus), som er ved at blive født. Hvilken baby ville overleve det? Men det gør han, og bliver ført op til Guds trone.

Dernæst forsøger dragen at forfølge babyens mor (et symbol på Guds folk; se Åb 12,13). Hvor meget kan en mor, som netop har født, forsvare sig mod en drage? Men også hun undslipper miraku-løst (vers 14).

I sit tredje forsøg på at ødelægge Guds udvalgte får dragen en oversvømmelse til at følge kvinden (vers 15). En kvinde mod en over-svømmelse? Men igen griber Gud ind og befrier hende (vers 16).

Dragen vender nu sin opmærksomhed mod resten af kvindens børn. Han er rasende og kæmper imod dem. Historien viser os ty-deligt, hvordan Guds folk er blevet jaget, undertrykket og forfulgt ned igennem århundrederne. Alt for tit ser det ud til at være umuligt for Guds folk at sejre, og vi undrer os over, hvordan de trofaste kan overleve. Vi glemmer måske, at historien ikke slutter her. Den fort-sætter i Åb 14, hvor vi ser, at de trofaste står foran Guds trone. De er altså blevet befriet.

Hvordan kan du lære at stole på Gud, som er større end alt andet, når du føler dig overvældet af kræfter, der er større end dig selv?

Krig i himlen

29. DECEMBER 2015

ONSDAG

12

Luk 10,1-21

Til at tænke over

Som vi har set, blev krigen i himlen ikke begrænset til himlen, men havde også følger på jorden. Det ser ud til, at Satan, ”vore brødres anklager“ (Åb 12,10), stadigvæk havde adgang til Guds trone, hvor han bragte anklager mod Guds folk. Job var en af de bibelske perso-ner, der led under dette.

Hvad betyder Jesu ord her om Satan?

Før Jesus udsendte de 70, underviste han dem om ikke at tage ekstra tøj eller penge med (Luk 10,4), og om at bede om Guds vel-signelse over deres værter (vers 5). Han advarede dem om, at de var som lam blandt ulve (Luk 10,3), en bekymring, der genspejles i Åb 12, hvor dragen forsøger at kæmpe mod Guds folk.

Da disciplene med stor glæde vendte tilbage (Luk 10,17) og for-talte, at dæmonerne adlød dem, må det have givet Jesus stor glæde (Luk 10,21). Det er i denne sammenhæng, at Jesus kommer med sin udtalelse om, at Satan faldt fra himlen som et lyn. Han advarer disciplene om, at deres glæde ikke må baseres på deres succes over djævelske kræfter, men i stedet over, at deres navne er indskrevet i himlen (Luk 10,20). Denne påmindelse placerer urokkeligt menne-skenes frelse, hvor den hører hjemme – i vores Frelsers hænder. Det er Jesus, ikke os, der bekæmper fjenden.

Men Jesu efterfølgere har fået det privilegium at fortælle om den frelse, Jesus har vundet. Denne episode i Luk 10,17-20 synes at sam-menkæde den tillid, Jesus viser sit folk mht. at vidne, med magt over Satan i denne store strid. Opgaven med at vidne underminerer den magt, Satan har over denne verdens mennesker og giver menneske-heden mulighed for at genoptage deres oprindelige opgave med at udvide Guds riges grænser.

Magt over vores fjende er kun mulig på grund af den sejr, Jesus vandt på korset. Paulus siger, at Jesus ”afvæbnede magterne og myndighederne“ og vandt sejr over dem (Kol 2,15). I ham vinder Guds folk også sejr. Satans skæbne er sikret. ”Denne verdens fyrste jages ud“ (Joh 12,31) for aldrig mere at skade Guds folk. Vi kan i sandhed glæde os over, at det er Guds strid!

”Glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.“ Tænk over disse ord. Hvad siger de, og hvorfor er der så stor grund til at glæde sig?

Satan kastes ud

30. DECEMBER 2015

TORSDAG

13

Joh 16,33

Hebr 12,1-2Hebr 11

Til at tænke over

Ligesom reflekserne hos en vridende, nyligt dræbt slange kan få den til at bide og indsprøjte sin gift, hvis du griber den, er Satans bid sta-digvæk livsfarligt. Det er rigtigt, at han blev besejret på korset; men faren er endnu ikke forbi.

Hvordan advarede Jesus sine disciple om den vedvarende kamp mod det onde?

Jesus gjorde det klart, at det ikke ville blive let for hans efterfølgere, men i stedet for at fokusere på vanskelighederne, fokuserede han på den sejr, de havde i ham. Idet Paulus reflekterede over denne ga-ranti, forsikrede han de troende i Rom om, at Gud ville knuse Satan under deres fødder (Rom 16,20). Og Johannes fortalte menigheden i de sidste tider det samme. Deres sejr var sikret gennem Lammets blod (Åb 12,11).

Hvem er disse ”vidner“, og hvordan opmuntrer de os?

Hebr 11 beskriver kort nogle af de berømte trosheltes liv. Abel frembar et fuldkomment offer, og han er ikke glemt, selv om han er død. Enok havde som vane at holde sig nær til Gud, så han blev taget direkte til himlen for at være sammen med ham. Noa advarer om fremtidige begivenheder og tilbyder frelse til en verden, der går under i synd. Abraham forlader en høj civilisation for at rejse til et lovet land. Sara føder en lovet søn, selv om hun er for gammel til at få børn. Moses vælger at lide med sit folk frem for at bo i kongens slot. Og Rahab vidner om Guds storhed (Jos 2,9-11). Disse er med i den store sky af vidner omtalt i Hebr 12,1. De er ikke passive vidner, som tilskuere ved en sportsbegivenhed. I stedet er de aktive vidner for os om, at Gud er trofast og hjalp dem i alle de vanskeligheder, de mødte. Vi er ikke alene i denne store kamp.

Se nærmere på nogle af de personer, der omtales i Heb 11. Hvem var de, og hvordan var de? Hvilken opmuntring kan du tilegne dig fra det faktum, at de ikke var fejlfri og fuldkomne, men at de var mennesker med svagheder, lidenskaber og frygt, ligesom vi?

Den vedvarende kamp

31. DECEMBER 2015

FREDAG

14

Til videre studium

Spørgsmål til drøftelse

Vi ved ikke, hvorfor synd opstod hos Lucifer. Ellen White fortæl-ler, at ”lidt efter lidt gav Lucifer efter for ønsket om selvophøjelse.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 12). Den kendsgerning, at dette skete i et fuldkomment væsen, viser tydeligt, at en fri vilje og et frit valg er en del af Guds styreform. Gud skabte alle intelligente væsener gode; de var moralske væsener med en moralsk natur. Der var ingen tilbøjelighed til ondt i dem. Hvordan kunne synd da opstå i Lucifer? Svaret er, at der ikke er noget svar. Der er ingen undskyldning for synd. Hvis der var en undskyldning, ville Gud til syvende og sidst blive holdt ansvarlig for den. Som mennesker er vi vant til forhold med årsag og virkning. Men synd har ingen årsag; der er ganske enkelt ingen begrundelse for den. Den er irrationel og meningsløs. Lucifer kunne ikke retfærdiggøre sine handlinger. På en eller anden måde, ved at misbruge sin frie vilje, ødelagde Lucifer sig selv, og fra at være ”lysbæreren“ blev han Satan, ”modstanderen“. Til trods for, at der er så meget, vi ikke forstår, bør vi forstå nok til at indse, hvor forsigtige vi selv må være, når det gælder anvendelsen af de guddommelige gaver, en fri vilje og frie valg.

1. Misundelse spillede en stor rolle i Satans oprør mod Gud. Hvor-dan har du selv erfaret, at misundelse og jalousi kan forårsage stor skade? Hvordan kan vi lære at kæmpe imod denne meget almindelige følelse?

2. Tænk dybere over de fantastiske gaver, en fri vilje og frie valg er. Hvordan anvender vi disse gaver hver eneste dag? Tænk over nogle af de frygtelige følger af forkert anvendelse af disse ga-ver. Hvordan kan vi lære at bruge dem rigtigt?

3. Tænk over lovens rolle i forbindelse med fri vilje og frie valg. Den kendsgerning, at Gud har en lov, bør være et vidnesbyrd om den frie viljes virkelighed. For hvad er hensigten med en morallov, hvis der ikke er moralske væsener, der kan vælge at følge den? Tænk nøjere over lovens betydning, og hvad den si-ger om menneskers frihed.

4. I nogle dele af verden er der en stærk tendens til at afvise tan-ken om en bogstavelig djævel. Hvorfor er dette synspunkt i stærk modsætning til selv den mest grundlæggende forståelse af Bibelens budskab?

1. JANUAR 2016

DIALOG

15

Aktiviteter og dialog

Guds Ord og klassens

aktiviteter

Uddybende spørgsmål

Mødet meddagligdagen

Dette er det nye kvartals første sabbat og en god anledning til at begynde at samle spørgsmål til bibelteksterne, vi studerer, og at for-berede aktiviteter til de efterfølgende sabbatter.

• Planlæg en fællesspisning for din klasse.

• Inviter en gæst, som har en ekspertise, til at besøge klassen en af sabbatterne

I Esajas 14,12-14 fremgår det, at Satan forsøger at ophøje sig selv og stræber efter at blive som Gud. Dettte tema – at blive ophøjet eller modsat at blive ydmyget / bragt ned – er et gennemgående tema i Esajas’ Bog.

• Læs fx tekster som Es 2,12-17; 6,1; 52,13; 57,15 (der findes endnu flere).- Find evt. andre bibelske eksempler

• Tænk over missionen- Dette kvartal går overskuddet fra den 13. sabbats gave til

den sydamerikanske division. Et af de mest indflydelsesrige missionærpar nogen steder i verden var ægteparret Stahl, som virkede i Andesbjergene i Peru og Bolivia, og hvis ar-bejde for de fattige indianerstammer i dag er højt værdsat af de nationale regeringer.

- Ægteparret Stahl har flere danske forbindelser. Prøv i løbet af kvartalet af få en person fra klassen til at samle oplysninger om deres inspirerende historie.

• Hvis du skulle opsummere ”den store strid“ i fire eller fem punkter, hvilke ville du vælge?

• Hvordan møder du ”den store strid“ i dit personlige liv og i din hverdag?

Skriv nogle eksempler ned fra din dagligdag, hvor du har oplevet problemer med mennesker, der søgte at ophøje sig selv – og gode eksempler på personer, der var selvudslettende. Del dem med din klasse.


16

DIALOG

Personligt kristenliv

Baggrund

Forstå det bedre

NOTER


Tanken om den store strid indebærer, at dit og mit liv er en del af en mægtig, universel historie. Overvej dit eget livs ”historie“ så langt, som den er nået: skriv evt. de afgørende hovedpunkter ned.

• Af og til ”leger“ nogle med en sådan overvejelse af vores per-sonlige liv – og laver tegninger, finder ordsprog, der passer på de forskellige ”faser“ af livet – det kan du evt. prøve!

Navnet ”Lucifer“, som er blevet et almindeligt anvendt navn for Sa-tan, stammer egentlig fra den latinske gengivelse af ”den strålende morgenstjerne“ i Esajas 14,12.

Det verdenssyn, som ”den store strid“ forudsætter, kaldes ofte apokalyptisk og er til dels fremmed for moderne tankegang. Det følgende citat giver en god beskrivelse: ”De mest grundlæggende kendsgerninger for den, som tænker ud fra det apokalyptiske ver-densbillede, er følgende: Gud skabte både himmel og jord. Dramati-ske begivenheder finder sted både på den himmelske og den jordiske scene. Men disse dramaer er i virkeligheden ikke to, men ét drama ... udviklingen i dramaet på den himmelske scene afgør udviklingen på den jordiske ... begivenheder, som ses på den jordiske scene, er fuld-stændig uforståelige for den, som kun ser denne jordiske scene.“ J. Louis Martyn, History and Theology in the Fourth Gospel (Nashville: Abingdon Press, 1979), 135-136.

17

TIL SABBATTEN | 2. JANUAR 2016NOTER

17

22

18

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen“ (1 Mos 3,15).

Efter verdens skabelse erklærede Gud, at alt var godt (1 Mos 1,31). Men nu er det tydeligt, at ikke alt i verden er godt. På trods af for-skellige –ismer og ideologier, som ned igennem århundreder har for-søgt at rette op på alt, er vores verden stadigvæk på vej mod kaos, usikkerhed, ondskab, krig, forurening, undertrykkelse og udnyttelse. Hvis det 20. århundrede begyndte med stor optimisme, når det gjaldt fremtiden og det, menneskene kunne gøre for at forbedre den, har det 21. århundrede afgjort mistet den optimisme – og med god grund.

Hvordan havnede vi i en sådan situation? Svaret finder vi i den store strid, som selv om den begyndte i himlen, desværre også meget tid-ligt dukkede op i jordens historie.

I denne uge vil vi se på, hvordan Satan var i stand til at udnytte men-neskenes frihed og dermed igangsætte den ødelæggelse, som vi alle oplever i dag. Historien om syndefaldet bliver ved med at være en stærk påmindelse om, at vores eneste sikkerhed som mennesker fin-des i at tro og også følge det, Gud siger til os.

· 1 Mos 1,28· Rom 8,17· Matt 6,26· 1 Mos 2,15-17; 3,1-7.10-19

Krise i Edens have


SØNDAG

19

1 Mos 1

1 Mos 1,22.28

Rom 8,17Hebr 1,2-3

1 Mos 2,3

Til at tænke over

I forbindelse med skabelsen benyttes udtrykket ”Gud så, at det var godt“ syv gange: om lyset, det tørre land og havet, planter og frugttræer der bærer frugt, sol, måne og stjerner, alle slags levende væsener der vrimler i vandet og alle slags fugle i luften, og vilde dyr, kvæg og alle slags krybdyr. Til sidst, da Guds skabergerning var fuldendt, finder vi sætningen: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var“ (vers 21).

I tillæg til, at Gud udtrykte, at alt, hvad han havde skabt var godt, gik han et skridt videre og ”velsignede“ sit skaberværk på tre bestemte områder. Først velsignede han havdyr og fugle. Han opfordrede dem til at blive ”frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!“ (1,22). Dernæst velsignede Gud også Adam og Eva, da de var blevet skabt, med en til-svarende opfordring: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden“ (1,28).

Begge velsignelser begynder på samme måde. Men hvad siges der yderligere i velsignelsen for Adam og Eva?

Menneskene deler den guddommelige opfordring til at blive frugt-bare og talrige med fiskene og fuglene, men der er en stor forskel.Adam og Eva får ansvar for at passe jorden og alle dens skabninger. Her får vi et glimt af betydningen af at være skabt i Guds billede. Skaberen inviterede vores første forældre til at herske sammen med ham, i og med at de skulle opretholde og passe hele skaberværket.

Den tredje velsignelse, der gives i skabelsesberetningen, er den syvende dag, sabbatten. Her finder vi endnu en bekræftelse på, at mennesker er langt mere end blot dyr; de blev skabt til at nyde et fæl-lesskab med Skaberen på måder, som ingen andre skabninger kan. Her ser vi et umiskendeligt bevis på den særlige plads, menneskene har i skaberværket. Jesus understregede denne pointe: ”Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres him-melske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?“ (Matt 6,26). Uden at nedgøre andre skabninger gjorde han det klart, at menneskene er enestående og specielle på jorden.

Hvordan tildeler den bibelske skabelsesberetning menneskeheden og dermed også hvert enkelt menneske en værdighed, som udvik-lingsteorien ikke kan give? Stil dig selv følgende spørgsmål i lyset af den bibelske skabelsesberetning: Behandler du alle mennesker sådan, som de fortjener at blive behandlet?

Tre velsignelser

3. JANUAR 2016

MANDAG

20

1 Mos 1,4.6-7.14.18.21.24-25

1 Mos 2,15-17

Til at tænke over

Gud skabte alt gennem en række adskillelser, hvor der var tydeligt definerede grænser: lys og mørke, vand over hvælvingen og vand under hvælvingen, land og hav, nat og dag, alle slags skabninger, hver efter sin art, en dag, der var adskilt fra de andre, en kvinde ad-skilt fra en mand, et træ adskilt fra de andre træer.

Hvorfor har det betydning, at der blev givet tydelige grænser, selv før menneskene blev skabt?

Guds skabte og dannede både mennesket, dyrene og fuglene af jor-den (2 Mos 2,7.19), og han fik også smukke træer og dejlige frugt-træer til at ”vokse frem af jorden“ (vers 8-9). Gud udvalgte også et særligt sted, hvor han plantede en have. Vi kan kun forsøge at forestille os, hvor smuk den må have været. De smukke haver, vi ser i dag, er kun en svag genspejling af, hvordan Edens have må have været. Midt i denne specielt tilrettelagte have i Eden (adskilt fra re-sten af verden), var der to særlige træer: livets træ og træet til kund-skab om godt og ondt. Frugten fra det sidstnævnte træ måtte ikke spises; for det ville medføre alvorlige konsekvenser (1 Mos 2,17).

Hvad satte Gud skel mellem, da de første mennesker blev testet i Edens Have?

Adskillelsen er tydelig: spis frugten fra alle andre træer, men ikke fra dette særlige træ, som er adskilt fra de andre. Guds ord var ikke tvetydigt. Adam og Eva var skabt som moralske væsener, og moral kan ikke eksistere uden frihed. Her var en test på, hvad de ville gøre med denne frihed. ”Kundskabens træ var blevet gjort til en prøve på deres lydighed og kærlighed til Gud. Herren havde fundet det pas-sende kun at give dem ét forbud med hensyn til brugen af alt, hvad der var i haven; men hvis de tilsidesatte hans vilje på dette særlige område, ville de pådrage sig skyld på grund af deres overtrædelse.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 27).

Hvilke ting i dit liv har du brug for at adskille dig fra?

Testen ved træet

4. JANUAR 2016

TIRSDAG

21

1 Mos 3,1-5

Til at tænke over

Slangen beskrives som ”det snedigste af alle de vilde dyr“ (1 Mos 3,1) og blev et mægtigt symbol ned igennem Bibelens historie. Moses løftede en kobberslange op på en stang for at standse, at folket døde af de giftige slangebid under ørkenvandringen (4 Mos 21,5-9). Den samme kobberslange blev senere gjort til en afgud sammenkædet med okkulte handlinger og blev ødelagt af kong Hizkija omkring syv hundrede år senere (2 Kong 18,4). I Åbenbaringsbogen identificeres ”den gamle slange“ tydeligt som ”Djævelen og Satan“ (Åb 12,9).

Hvilken taktik benyttede Satan i sit forsøg på at bedrage Eva?

De første ord, slangen ytrede, udtrykte kynisme og tvivl: ”Har Gud virkelig sagt?“ (1 Mos 3,1). I stedet for at undre sig over, at en slange talte til hende, blev Eva med det samme draget ind i de tros-ødelæggende og hånende bemærkninger. Da Satan spurgte: ”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?“ (1 Mos 3,1) er det underforstået på originalsproget, at Gud havde forbudt dem at spise fra alle træer i haven. Men det var jo slet ikke, hvad Gud havde forbudt dem at gøre.

Det er Guds karakter, der sættes spørgsmålstegn ved. Dette er et direkte angreb på ham. Slangen har givetvis forvirret Eva; for hen-des svar tilføjer en detalje, som Gud ifølge den bibelske gengivelse ikke gav: ”Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø“ (1 Mos 3,2-3; sml. med 2,17). Udsagnet om ikke at røre ved frugten var noget, Eva til-føjede, måske på grund af sin forvirring.

Satans succes gjorde ham frimodig. Han udfordrede nu direkte Guds autoritet: ”Vist skal I ikke dø“ (1 Mos 3,4). Det faktum, at han var i træet, rørte ved frugten, og stadigvæk var i live, gjorde hans udsagn troværdigt. Og så kom han med sin sidste udfordring: ”Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt“ (1 Mos 3,5). Fristeren fik det til at se ud, som om Gud ikke alene var uærlig, men at han også til-bageholdt noget godt fra dem.

Satan blandede sandhed med løgn. Hvad kan du komme i tanker om, hvor mennesker tror en blanding af sandhed og løgn? Hvorfor er det altid en livsfarlig blanding, især når det gælder teologi?

Syndefaldet 1. del

5. JANUAR 2016

ONSDAG

22

1 Mos 3,4-7

Til attænke over

Da Gud besluttede sig for at skabe Adam og Eva, sagde han, at de skulle skabes i Guds billede, så de lignede ham (1 Mos 1,26). Mad-dingen på fristerens ’krog’ var, at de ville ”blive som Gud“, hvis de spiste af den forbudte frugt. Virkeligheden var, at de allerede lignede Gud. De var blevet skabt i hans billede; men den triste kendsgerning er, at de midt i fristelsen tabte denne hellige sandhed af syne.

Dertil kom, at det var Gud, som oprindelig sørgede for deres mad; men en del af oprøret bestod i, at Adam og Eva valgte at spise noget, som var uden for de grænser, Gud havde opstillet. Det ville svare til, at vi var indbudt til middag hos nogen, og at vi i stedet for at spise det, der var sat frem på bordet, gik hen til deres køleskab el-ler spisekammer og tog noget at spise, som vi syntes så lækkert ud. Dette ville ikke alene være en stor fornærmelse mod værten; men det ville også vise, at vi ikke værdsatte deres venskab.

Fristeren havde forsikret Eva om, at hendes øjne ville blive åbnet, hvis hun spiste frugten. Hvad så de, da deres øjne blev åbnet, og hvad symboliserede dette nye syn?

Eva blev overmandet af sine sanser (1 Mos 3,6). Træet var smukt, og da hun satte tænderne i et stykke af frugten, forstillede hun sig, at hun opnåede et højere stade af tilværelsen. Da hun delte sin op-levelse med Adam, blev deres øjne i sandhed åbnet (vers 7); men de blev skamfulde over det, de så.

En hovedpointe her er, at de afviste, at Gud sørgede for alt godt for dem. I stedet valgte de en menneskeskabt løsning for menneskenes behov, i dette tilfælde behovet for mad eller lysten til at spise. Gud havde tidligere forsikret Adam og Eva om, at deres mad var sikret, og havde givet dem en spiseseddel. At spise fra det forbudte træ var et skridt bort fra det, der var lovet dem, og viste en uberettiget mangel på tillid i deres situation.

Hvad slags ”forbudt frugt“ (som ofte virker så fristende, tillok-kende og lovende) er tilgængelig for os i dag? Hvordan kan vi lære ikke at begå den samme fejl som vores første forældre, når vi står over for et så mægtigt bedrag?

Syndefaldet 2. del

6. JANUAR 2016

TORSDAG

23

Der vil nok gå lang tid ind i evigheden, før vi helt forstår, hvor stor skade begivenheden ved kundskabens træ forårsagede. Alt det, Gud havde gjort i skabelsesugen, begyndte at falde fra hinanden. De forhold, som Gud havde oprettet, gik i stykker, både mellem mennesker og Gud, mennesker imellem og mellem menneskene og omgivelserne.

Hvad viser Adams og Evas undskyldninger om, hvor ødelagte de allerede var blevet moralsk?

Læg mærke til hvad Gud gør med deres undskyldninger. Før Gud kunne frelse Adam og Eva, var de nødt til at tage ansvaret for det, de havde gjort; så Gud forklarede nøje for dem, hvilke følger deres individuelle handlinger ville få. Først skulle slangen blive forbandet og spise støv, blive forhadt af kvinden og få sit hoved knust.

Dernæst fortalte Herren Eva, at hun ville opleve store smerter, når hun skulle føde (1 Mos 3,16). Adam skulle slide og svede for føden i stedet for at leve som en konge (1 Mos 3,17-19).

Adam og Eva stod nu over for valget mellem at forblive i deres oprør eller vende tilbage til Gud. At påtage sig ansvaret for det for-kerte, de havde gjort, var det første skridt på vejen tilbage til Gud. Erkendelsen var ikke nok til at løse det problem, som synden havde påført menneskeheden.

Der måtte skabes en anden udvej for at sikre menneskehedens fremtid. Gud sørgede for et dyreoffer, der pegede frem til en frelser (1 Mos 3,21). Det var en skabning, en slange, der havde introdu-ceret dem til synd, tab og ødelagte forhold; det var også en skab-ning, et lam, der skulle pege frem til en befrier, som ville sikre deres genoprettelse, forsoning og fremtid (se 1 Mos 3,15). I stedet for at herske over jorden var Adam og Eva nu afhængige af jorden og hin-anden. ”Blandt de laverestående skabninger havde Adam været som en konge, og så længe han blev ved med at være tro mod Gud, an-erkendte hele skabningen ham som sin herre. Men da han syndede, gik hans herredømme tabt.“ (Ellen White, Uddannelse, s. 26).

Straks efter syndefaldet fik vi håbet om frelse. Læs 1 Mos 3,15. Hvordan kan dette håb blive dit personligt? Hvordan kan du lære at glæde dig i dette håb i visheden om, at det også gælder dig, uanset hvilke forkerte valg, du tidligere har foretaget?

1 Mos 3,10-19

1 Mos 3,14-15

Til attænke over

Følgerne

7. JANUAR 2016

FREDAG

Til videre studium

24


Til trods for at vi befinder os langt fra Eden og det oprindelige ska-berværk, findes der stadigvæk meget i naturen, der taler til os om Guds godhed. Se dig omkring. Vi ser ikke alene ufattelig skønhed, men også et utroligt design, som vidner om Skaberens kærlig-hed. Tænk fx på æbler, appelsiner, mandariner, jordbær, blåbær, avokadoer, tomater, citroner, limefrugter, vandmeloner, mandler, pekannødder, pærer, blommer, gulerødder, ærter, bananer, ananas, granatæbler, broccoli, grønkål, rosenkål, løg, hindbær, kirsebær, sel-leri, papaja, aubergine, rabarber, spinat, meloner, osv., osv. Er det en tilfældighed, at de alle smager så godt (okay, ikke alle synes om rosenkål), er så sunde og tilfældigvis vokser i jorden og bærer frø i sig selv? Selvfølgelig ikke. Men ikke alle har adgang til denne over-flod, og der indtræffer oversvømmelser, hungersnød og sygdom, og mange mennesker sulter. Dette vidner også om, hvor meget vores verden er ødelagt på grund af synd. Men hvis vi et øjeblik er i stand til at se bort fra ødelæggelserne i naturen og kun se på skabervær-ket i sig selv – hvilket mægtigt vidnesbyrd om Guds kærlighed! Men vi må altid huske, at vores håb ikke ligger i selve skaberværket, men kun hos Skaberen.

1. Det var aldrig meningen, at vi mennesker skulle dø. Døden er en afvigelse, som menneskene aldrig skulle kende til eller erfare. Derfor er den universelle afsky, som vi alle føler mht. døden, uden tvivl et levn af det, vi har taget med os fra Edens have. Tænk nøjere over de mange bibelske løfter om evigt liv, som vi har fået. Hvordan kan de hjælpe os her og nu, når vi står over for dødens frygtelige traumer?

2. Hvilke dele af skaberværket taler specielt til dig om virkelighe-den af Gud og hans kærlighed til os?

3. Læs igen om, hvordan Adam og Eva begyndte at undskylde de-res synd i 1 Mos 3. Hvorfor er det så let at gøre? Nævn måder hvorpå vi selv forsøger at gøre det samme. Hvor tit giver vi ikke arv, miljø eller andre mennesker skylden for vores fejl? Hvordan kan vi komme ud af denne farlige holdning og tage ansvaret for vores egne handlinger?

8. JANUAR 2016

DIALOG

25


Guds Ord og klassens aktiviteter

Uddybendespørgsmål

Efter hver skabelsesdag udtalte Gud, at det skabte var ”godt“ – eller smukt! Ved indstiftelsen af sabbatten helligede Gud denne dag.

• Hvad er forskellen mellem ”god“ (”smuk“) og ”hellig“?- Hvad møder du i din dagligdag, som er godt eller smukt – el-

ler helligt?- Hvad møder du evt. som er smukt, men langt fra helligt?

• Hvad betyder udtrykket ”kundskab om godt og ondt“?- Hvorfor bliver mennesket som Gud med denne kundskab?

• Drøft, hvilke konsekvenser synden har haft for naturen og hele det økologiske system.- Hvad bør vi som kristne gøre for at værne om Guds skaber-

værk i en tid, hvor jordens resurser mange steder ødelægges?

• Drøft syndens natur- Hvorfor er forsoning nødvendig? Ville en straf til overtræ-

derne ikke være nok?- Hvad er de grundlæggende elementer indeholdt i begrebet

”synd“?

• Tænk over følgende beskrivelser af synd:- ”Hun (Eva) begærede det, som Gud havde forbudt; hun be-

tvivlede hans visdom. Hun gav slip på troen, nøglen til kund-skab.“ (Ellen White, Education, s. 24).

- Melanchton udtrykker en tilsvarende tanke, når han beskriver synd i Den Augsburgske Trosbekendelse; ”synd, det vil sige: uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med begær“ (paragraf 2).

• ”Den Store Strid“ er et tema, der understreger menneskets fri-hed til at sige ja eller nej til Gud - og dermed lægger vægt på, at vi som mennesker er moralsk ansvarlige.- Hvordan er forholdet mellem den frihed, du og jeg har i vores

liv, og Adams og Evas frihed, da de traf deres skæbnesvangre valg i haven?

• Har du den samme frihed?


26

DIALOG

Mødet meddagligdagen


Baggrund


• Har du nyligt mødt eksempler, hvor mennesker tilsidesætter hensyn til naturen?- Har du omvendt mødt eksempler, hvor mennesker i realiteten

dyrker/tilbeder det skabte frem for Skaberen?

• Har du mødt eksempler, hvor syndens grundlæggende væsen er tydelig, selv hvor der ikke begås åbenlyse overtrædelser eller forbrydelser?

Hvilke valg har du været nødt til at træffe for at undgå at give efter for selviskhed, begær, stolthed eller simpelthen mistillid til Gud?

Bibelens første kapitler indeholder mange udtryk og ordspil, hvor et kendskab til det oprindelige sprog, hebraisk, kan kaste yderligere lys over teksterne. Her følger et par eksempler.

Betydningen af træet til kundskab om godt og ondt er blevet tolket på mange måder. En sammenligning med livets træ kan hjælpe. Ved frugten fra livets træ bringes liv, ved at spise af det træ, som inde-bærer kundskab om både ondt og godt, indføres noget ondt i den verden, Gud havde skabt som god.

Udtrykket ”godt og ondt“ kan også opfattes som en såkaldt me-rismus, der ved at tage yderpunkter skildrer alt. Meningen kan i så fald være, at mennesket søger at blive som Gud, hævet over godt og ondt.

Det hebraiske ord arum kan både betyde ”nøgen“ (1 Mos 2,25) og ”snedig“ (1 Mos 3,1). Dermed fremhæves kontrasten mellem Adams og Evas uskyld og slangens bedrageriske opførsel.

Den danske oversættelse har valgt at oversætte det personlige stedord (hebraisk hu) til ”hendes afkom“ i 1 Mos 3,15. På hebraisk betyder brugen af stedordet en understregning og refererer til en bestemt person. I lyset af frelseshistorien har vi som kristne forstået denne person i kvindens ”afkom“ som Messias, Jesus Kristus.

Adventister kan se frem til udgivelsen af den nye internationale Adventist Bibelkommentar, som der arbejdes på i øjeblikket, og som forhåbentligt udkommer samlet i løbet af tre år. Kommentaren til 1. Mosebog er skrevet af Jacques Doukhan, professor på Andrews Uni-versity og chefredaktør for projektet.

27


33

28

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig“ (1 Mos 28,15).

De beretninger i Bibelen, der kommer efter syndefaldet, bringer temaet om bedrag og ødelagte medmenneskelige forhold, som vi først så i Edens have, til et dybere niveau. I denne tidsperiode breder konflikten sig til hele verden, og viser sig på mange forskellige må-der.I fortællingen om Kain og Abel blev tilbedelse katalysator for strid og død, et tema gentaget ned igennem historien.

Beretningen om Syndfloden viser os, hvordan oprør og synd medfø-rer, at alt, hvad Gud har skabt, går i opløsning. Skaberværket bliver ikke alene fordrejet af synd, det bliver ødelagt.

Abrahams erfaring er en stor opmuntring i kampen, hvor Gud viser sin villighed til selv at bære følgerne af oprøret. Han blev vores sted-fortræder.

I fortællingerne om Jakob og Esau og Josef og hans brødre ser vi, hvordan Satan fortsætter med at bruge brudte personforhold til at ødelægge både familier og folkeslag.

Alligevel ser vi gennem alt dette Guds trofasthed. Han opretholder og hjælper sine plagede børn.

· 1 Mos 4,1-15· 1 Mos 3,9-10; 4,9· 1 Mos 6,1-13· Sl 51,1· 1 Mos 22,1-19· 1 Mos 28,12-15

Globalt oprør og patriarkerne


SØNDAG

29

1 Mos 4,1-15

1 Mos 3,9-10; 4,9

Til at tænke over

Hvad fortæller disse vers om, hvor dybt rodfæstet synden var blevet?

Eva blev henrykt, da Kain blev født. Hun troede fuldt og fast, at hun havde født den befrier, som var blevet lovet i 1 Mos 3,15. ”Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp“ (1 Mos 4,1). Teksten kan bogsta-velig oversættes med: ”jeg har skabt en mand – Herren.“ Grundlæg-gende viser det, at Eva troede, hun havde født den, som Gud havde lovet (1 Mos 3,15).

Der siges intet om glæderne i Kains barndom eller de nye foræl-dres stolthed og glæde over deres første barns udvikling. Fortæl-lingen springer hurtigt til endnu en fødsel og dernæst til de to unge mænds tilbedelse. Men som vi så ofte oplever det, fører forskellig-heder i forbindelse med tilbedelse ofte til tragedie.

Sammenlign Adams reaktion med Kains, da Gud udspurgte dem, efter at de hver især havde syndet. Hvilke ligheder er der? Hvilke forskelle?

Bemærk forskellen mellem Adams følelser og Kains. Adam virker forvirret, bange og skamfuld (1 Mos 3,10); men Kain er vred (1 Mos 4,5), kynisk og oprørsk (1 Mos 4,9). I stedet for at komme med en tam undskyldning, som Adam gjorde, fortæller Kain er direkte løgn.Men i denne desperate situation kom der et budskab om håb og optimisme. Da Set blev født, troede Eva igen, at hun havde fået den lovede frelser (1 Mos 4,25). Navnet Set kommer fra det ord, der betyder ”at placere eller sætte“, det samme ord, der bruges i 1 Mos 3,15 om en befrier, som skulle indsættes for at udfordre slangen og knuse dens hoved. I en yderligere parallel til 1 Mos 3,15 beskriver Eva sin nye søn som den søn eller det afkom, der skulle erstatte Abel. Midt i al denne fortvivlelse og tragedie, og idet den store strid mellem godt og ondt blev ved med at udvikle sig, klyngede folk sig stadigvæk til håbet om frelse. Hvad har vi ud over håbet?

Forestil dig den smerte, Adam og Eva har oplevet, da deres søn døde. I sig selv var det slemt nok; men det blev yderligere forvær-ret af, at en anden søn havde slået ham ihjel. I virkeligheden mi-stede de to sønner. Hvordan kan vi lære den tunge lektie, at synd har følger, der når langt ud over den umiddelbare handling?

Kain og Abel

10. JANUAR 2016

MANDAG

30

1 Mos 6,1-13

Til at tænke over

Hvordan bliver den store strid mellem godt og ondt udtrykt i disse vers, men nu på en mere intens måde end tidligere?

I Syndfloden ser vi en delvis modvirkning af de specifikke skabel-seshandlinger; mange af de ting, Gud havde adskilt, bliver nu bragt sammen. Vandene over og under hvælvingen, havet og det tørre land, fiskene i havet, fuglene i luften og alle levende skabninger på jorden bliver alle bragt sammen. Jorden synes at bevæge sig tilbage til at være ”tomhed og øde“ (1 Mos 1,2).

Til trods for denne tilsyneladende sejr for de onde kræfter, arbej-der Guds skabende intelligens stadigvæk. Han iværksætter en ny skabelse ved igen at adskille de forskellige elementer. Først adskiller han Noa (en retfærdig og udadlelig mand) fra den tids mennesker, hvis ondskab er stor og hvis tanker er onde, fordærvelige og vol-delige (sml. 1 Mos 6,8-9 og vers 5.11-13). Dernæst giver Gud Noa ansvaret for at bygge en kæmpestor båd. Han adskiller derefter en lille gruppe mennesker, fugle og dyr og placerer dem i sikkerhed om bord i båden, så de kan overleve det, der skal komme. Alene på grund af Guds nåde vil livet fortsætte, og en ny verden vil rejse sig fra ruinerne af den gamle. Der er et nyt skaberværk.

Men det er langt fra et fuldkomment skaberværk. Nogen tid efter, at Noa og hans familie igen er blevet etableret, bliver vi mindet om, hvor skrøbelig menneskenes godhed er. Noa drikker sig fuld, og der sker skammelige ting (1 Mos 9,20-27). Selv en af trosheltene (se Heb 11,7) havde altså sine svage øjeblikke. Den store strid fortsæt-ter ikke alene på en global skala, men også i hvert enkelt menneske-hjerte.

Bibelen beskriver, at syndfloden udslettede alt liv (1 Mos 7,4). Et tilsvarende udtryk bruges andre steder i Bibelen til at beskrive Frelserens handlinger, når han tilgiver synd (Es 25,8; 43,25; Sl 51,1). Enten bliver vores liv udslettet, eller også bliver vores synd. Denne barske kendsgerning viser, at i denne sammenhæng gælder et enten eller.

Syndfl oden

11. JANUAR 2016

TIRSDAG

31

1 Mos 22,1-19

Selv om Abraham (først kaldt Abram) er kendt for sin trofasthed, handler hans livserfaring i virkeligheden mere om Guds trofasthed over for ham. To gange forsikrede Gud Abraham om, at han ville få en søn. Første gang var Abraham omkring 75 år (1 Mos 12,2.4), og ca. ti år senere (1 Mos 13,16) sagde Gud det til ham igen. Endelig, efter mange fejltrin fra Abrahams side, blev løftets barn – pagtsbar-net – født, og Guds trofasthed til sin til tider vaklende tjener blev åbenbaret (se 1 Mos 17,19.21; 21,3-5).

Hvilket håb finder vi omtalt her mht. hele den store strid?

”Det var for at give Abraham et indtryk af evangeliets virkelighed og for at sætte hans tro på prøve, at Gud befalede ham at dræbe sin søn. Den smerte, han gennemgik i den frygtelige prøvelses mørke dage, blev tilladt, for at han af egen erfaring kunne forstå noget af storheden i det offer, den evige Gud bragte for menneskets for-løsning. Ingen anden prøve kunne have givet Abraham så megen sjælekval som ofringen af hans søn. Gud lod sin søn dø i lidelse og skam. Englene, der var vidne til Guds Søns ydmygelse og sjælekval, fik ikke lov til at gribe ind som i Isaks tilfælde. Ingen stemme råbte: ”Det er nok.“ For at frelse den faldne menneskehed gav herlighe-dens Konge sit liv. Hvilket stærkere bevis findes der på Guds uende-lige medlidenhed og kærlighed? ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?“ (Rom 8,32).

Det offer, der krævedes af Abraham, var ikke blot til hans eget bedste, og heller ikke blot til gavn for de følgende slægter. Det skulle også være en undervisning for de syndfri væsener i Himlen og på andre kloder. Skuepladsen for striden mellem Kristus og Satan – det sted, hvor forløsningsplanen gennemføres – tjener som hele universets lærebog. Da Abraham viste mangel på tro på Guds løfter, anklagede Satan ham over for englene og Gud og sagde, at han ikke havde holdt pagtens betingelser, og at han derfor ikke var dens vel-signelser værdig. Gud ønskede at bevise sin tjeners troskab overfor hele Himlen og at gøre det klart, at intet mindre end fuldkommen lydighed kan anerkendes, og at åbenbare frelsesplanen mere fuld-stændig for dem.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 77).

Abraham

12. JANUAR 2016

ONSDAG

32

1 Mos 28,12-15

Til at tænke over

Kampen mellem Guds hensigter og individuelt oprør når endnu vi-dere i fortællingen om Jakob og Esau. Det var skik i oldtiden, at den førstefødte modtog sin faders velsignelse (førstefødselsretten), før faderen døde. Dette indbefattede det meste af familiens rigdom; så den ældste søn blev ansvarlig for resten af familiens ve og vel.

Esau hadede sin bror Jakob efter at være blevet snydt for denne store ære, og han lagde planer om at dræbe ham efter faderens død (1 Mos 27,41). Rebekka sendte Jakob bort i sikkerhed og regnede med, at alt ville være i orden igen efter nogle få dage (1 Mos 27,43-44). Men de få dage endte med at blive 20 år, og Rebekka fik aldrig mere Jakob at se.

Hvilket stort håb finder vi i Jakobs drøm?

Ved at gentage sine løfter til Abraham forsikrede Gud Jakob om, at planerne gik, som de skulle. Selv om Jakob ved sine handlinger så ud til at ignorere Guds plan, var Gud stadigvæk med ham. Men Jakob var nødt til at udholde 20 års snyd fra sin svigerfar, først i sit æg-teskab, senere mht. sin løn (1 Mos 29,20.23,25,27; 31,7). Alligevel føltes disse mange år, hvor han skulle tjene for sin kone, på forun-derlig vis kun som nogle få dage, som svarede til den tid, Rebekka havde forventet, at han skulle være hjemmefra (1 Mos 29,20).

Da Jakob besluttede sig for at tage hjem igen, blev han først forfulgt af Laban (1 Mos 31,25-26), dernæst kom Esau imod ham med 400 mand. Begge disse situationer var livstruende, og Gud var nødt til at gribe ind og befri ham; først gennem en drøm til Laban, hvor han blev befalet ikke at skade Jakob (1 Mos 31,24), dernæst personligt gennem en brydekamp med Jakob, hvor Jakob blev gjort til krøbling (1 Mos 32,24-30). Synet af Jakob haltende med en stav i hånden ville have overbevist Esau om, at Jakob ikke var nogen trus-sel mod ham. Der blev på forhånd sendt gaver, og sammen med den forsigtige måde, Jakob talte på, syntes det at være nok til at læge bruddet mellem de to brødre. Det sidste, vi ser dem foretage sig sammen, er at begrave deres far (1 Mos 35,29), og enhver plan fra Esaus side om at dræbe Jakob efter begravelsen var nu glemt.

Se på al den smerte og lidelse, disse tåbelige valg førte til, både for de uskyldige og de skyldige. Hvordan kan vi lære at tænke, tænke, tænke, før vi handler?

Jakob og Esau

13. JANUAR 2016

TORSDAG

33

1 Mos 45,4-11

Til at tænke over

På samme måde, som Jakob fortjente at blive behandlet værre af sin bror Esau, finder vi en lignende situation i beretningen om Josef og hans brødre.

Igen hader brødre hinanden, fordi den ene bliver elsket højere end de andre (1 Mos 37,3-4). Den lange kjortel med de mange far-ver var ikke lavet af et stribet lagen. Det oprindelige ord betyder, at det var en dyr kjortel, som blev båret af kongelige, og den ville være dækket med rige broderier og farverige udsmykninger, som det ville tage op imod et år at lave.

Da Josef så fortalte sine brødre om sine drømme (1 Mos 37,5-11), voksede deres misundelse og had imod ham endnu mere. Ved første anledning lagde de planer om at komme af med ham (1 Mos 37,19-20). Brødrene må have lykønsket sig selv over, hvor let det var at fjerne ham fra deres liv. Men ingen af dem havde nogen ide om, hvordan Gud mange år senere ville bruge denne situation til at frelse dem.

Hvad var den større sammenhæng, som Josef så? Hvad var hans fokus?

Tænk over, hvad der mon har fyldt Josefs sind, da han som en ung dreng blev lænket og gik bag en kamel og så over mod højene, hvor hans barndomshjem forsvandt i det fjerne. Dernæst blev han udstil-let på slavemarkedet, hvor nysgerrige købere befølte ham og ydmy-gede ham med deres grundige undersøgelser, før de bød på ham. Mange ville have opgivet deres tro for mindre ydmygelser og lidelser end dette.

Josef kunne have valgt at blive bitter og anti-Gud; men han valgte i stedet at bevare sin tro midt i denne sindsoprivende kamp, hvor den store strid blev udkæmpet i hans eget liv på en meget dramatisk måde. Han vænnede sig snart til at bo hos en af de mest indflydelsesrige militærpersoner i landet, og med Guds velsignelse opnåede han hurtigt denne mands tillid (1 Mos 39,1-4). Og til sidst blev slaven leder i Egypten.

På trods af de utrolige familiestridigheder, vi bliver vidne til i denne fortælling, og på trods af forræderi og ondskab, ender hi-storien godt. Hvordan kan vi bevare troen og vise en venlig hold-ning over for andre, når tingene ikke synes at gå så godt for os, som de gjorde for Josef?

Josef og hans brødre

14. JANUAR 2016

FREDAG

34

Til videre studium


Som disse fortællinger tydeligt viser, er tilværelsen her på jorden, midt i den store strid, ikke altid, som vi kunne have ønsket. Da Adam og Eva holdt deres nyfødte børn i deres arme, kunne de fx ikke have forestillet sig, at den ene ville slå den anden ihjel. Zipporas fremtids-planer, da hun blev gift med Moses, indbefattede helt sikkert ikke det, de endte med at blive. Og tror du, at Leas ægteskab var det, hun som ung pige havde drømt om? Og den unge Jeremias – uanset hvilke håb og drømme, han måtte have haft – indbefattede de helt sikkert ikke, at han skulle blive udskældt, tugtet og regnet som en forræder i sit eget land. Og tror du ikke, at David og Batseba ville have ønsket en anden fortælling om dem end den, der endte med at blive fortalt (Urias ville utvivlsomt have ønsket det)? Og hvad med Jesus? Han kom selvfølgelig til jorden for at dø; det var hele hensigten. Men fra hans menneskelige synspunkt, den samme men-neskelighed, som var født af støv som os, den menneskelighed, som i Gethsemane råbte: ”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi“ (Matt 26,39) – som blev pisket, hånet, foragtet og korsfæstet som 33årig, var helt sikkert ikke det, nogen ville have hå-bet for sin fremtid. Der er ingen tvivl om, at tilværelsen både kan og vil behandle os tarveligt. Dette burde ikke være nogen overraskelse. Hvad kan man vel forvente i en faldet og syndig verden? Paradiset? Edens have er for længst forsvundet. Men den vil komme igen, og når den er det, vil afstanden mellem det, vores tilværelse er nu, og det, den vil blive på det tidspunkt, være uendelig meget større end afstanden mellem det, vi havde håbet på i dette liv, og det vi fik.

1. Hvad er den afgørende forskel mellem de børn, der bevarede troen på Gud, og dem der ikke følte noget behov for det?

2. Hvordan er det muligt for mennesker i dag at have et positivt syn på fremtiden, når rivalisering og jalousi mellem søskende synes at overmande Guds hensigter for nutidens familier?

3. Hvad kan din kirke gøre for mennesker, som føler sig alene i verden, og hvis tilværelse synes meningsløs og uden værdi?

4. Hvordan kan løftet om evigt liv hjælpe dig til ikke at blive knust af skuffelser, selv om tilværelsen ikke er blevet sådan, som du havde håbet?

15. JANUAR 2016

DIALOG

35




Forstå det bedre

• Prøv i forbindelse med hver enkelt af beretningerne om patriar-kerne i 1 Mosebog at identificere nogle af hovedelementer i den store strid, sådan som de viser sig i disse beretninger, fx:- Løftet om en frelser i kvindens ”afkom“, slægt- Udvælgelsen af slægten- Patriarkernes valg og frihed til at vælge- Behovet for forsoning ved et offer- Guds nåde kontra menneskelig selvretfærdighed

• Lav en liste over nogle af Guds oprindelige velsignelser til men-nesker. Sammenfat evt. i kort form de forbandelser, som synden førte med sig for menneskeheden.

• Hvorfor tror du, at Gud i videreførelsen af den slægt, hvori Messias skulle fødes, udvalgte- Noa?- Abraham?- Isak og ikke Ismael?- Jakob frem for Esau?- Juda og ikke Josef? (ikke omtalt i lektien, men alligevel inte-

ressant!)

• Er grundene identiske? Hvordan supplerer de evt. hinanden?- Hvad fortæller de om Gud?

• Hvordan vil du definere ”velsignelse“?- Hvad er forskellen på velsignelse og held?- Hvordan får vi en velsignelse?

• Medfødt, ved magi, ved solide bestræbelser ... ?

Guds løfter til Abraham i 1 Mosebog 12,1-3 indeholder de første velsignelser siden syndefaldet og de efterfølgende forbandelser. Gud kaldte Abraham og hans efterkommere til at modvirke de for-bandelser, synden har ført med sig. Det er også i dag Guds folks opgave, dels ved at vise hen til den Messias, der døde som et offer for al verdens synd, dels ved i sin gerning at kæmpe imod synden og dens følger i menneskelivet, både socialt og i naturen omkring os.


36

DIALOG

Mødet med dagligdagen


NOTER


Find fem eksempler fra din dagligdag, evt. fra mediernes verden, på syndens forbandelser. Hvad kan du og jeg gøre for at modvirke dem og bringe velsignelser i stedet?

Tæl dine velsignelser. Sig tak til Gud og del dem med andre, hvor du kan.

37


44

38

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Hanna bad: Mit hjerte fryder sig over Herren, Herren har løftet mit horn. Jeg spærrer munden op imod mine fjender, for jeg glæder mig over din frelse“ (1 Sam 2,1).

Dommertiden var en meget kaotisk periode i Bibelens historie. Guds folk gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne; Herren overlod dem i undertrykkeres hænder; folket råbte til Herren; og Herren udvalgte en befrier, som skaffede landet fred. Det vil sige, indtil den samme sørgelige cyklus startede forfra igen.

Debora, en af dommerne i Israel, var bemærkelsesværdig på grund af den tillid, hun var i stand til at indgyde de mænd, der omgav hende. Hun og Jael er heltinder, mens mændene havde brug for op-muntring på grund af deres tilbageholdenhed og mangel på tro. Vi ser også et gentaget undertema i den store strid i fortællingerne om Gideon, hvor alt tilsyneladende talte imod Guds folks frelse.

Samson var en af de sidste dommere. Efter ham havnede nationen i anarki og håbløshed. Han var en meget tøvende helt, mere interes-seret i at jagte kvinder end i at følge Gud. Dette var en parallel til hans landsmænd, som var mere interesseret i at tilbede afguder end at tjene Herren.

Samuel bringer landet håb. Under hans ledelse oprettes en ny styre-form med konger som landets ledere, og en af hans sidste handlin-ger var at salve den fremtidige kong David.

· Dom 4· Dom 6· Dom 14· Hebr 11,32· 1 Sam 2,12-25; 8,1-7

Kriser og konflikt – dommerne


SØNDAG

39

Dom 4

Til at tænke over

I beretningen om Debora finder vi nye interessante detaljer i temaet med den store strid. Vi opdager, at Guds folk bliver undertrykt og umuligt kan reddes. Dette svarer til, hvad vi så i Åb 12, med den ufattelige ulige kamp mellem en syvhovedet drage og et nyfødt drengebarn (Se tirsdagsafsnittet i Bibelstudium 1).

Hovedpersonerne i denne fortælling indbefatter Jabin, konge i Kana’an, hans hærfører Sisera, og Debora, som var profetinde og dommer – en person, der afgjorde civile retssager mellem to stri-dende parter. Som kvinde på den tid havde Debora en usædvanlig stor autoritet og indflydelse.

På hvilken måde kommer den store strid til udtryk i denne beret-ning? Hvem bragte til syvende og sidst sejr til Israel på trods af, at de ikke fortjente det?

Fortællingens heltinde er Jael, Hebers hustru, som ikke var bange for at identificere sig med Guds folk, og som spillede en afgørende rolle i Guds fjenders nederlag. Set fra vores synsvinkel i dag er det ikke let at bedømme hendes handlinger. Men vi må ikke bruge hendes eksempel til at retfærdiggøre snyd og vold for at opnå vores hensigt, uanset hvor rigtige vores hensigter måtte være.

I diskussionerne op til konflikten forsikrer Debora Barak om, at kampen vil ligge i Guds hånd, en genklang fra den store strid. Der benyttes to udsagnsord til at beskrive, hvordan Gud ville bringe dem sejr (Dom 4,7). Han ville ”trække“ Sisera (ordet har også betydnin-gen af at fange fisk i et net) hen til Kishonbækken, hvor han ville ”give“ ham i Baraks hånd. Deboras takkesang (Dom 5) omtaler flere af detaljerne. Siseras vogne sad fast på grund af regn i den smalle overgang over Kishonbækken. ”Himlen dryppede af regn, ja, sky-erne dryppede af vand“ (5,4-5), og dette skabte en oversvømmelse, der rev mange af de fjendtlige soldater bort (5,21), og Israel blev befriet.

Tænk over den tillid Israels soldater havde til Debora. Hvorfor må vi dog altid være varsomme med, hvor stor tillid vi har til et men-neske, selv om det i dette tilfælde var godt?

Debora

17. JANUAR 2016

MANDAG

40

Dom 6,1

Dom 6,12-16

Til at tænke over

Hvad sker der her? Se også Dom 6,10.

Efter Debora havde landet fred de næste 40 år; men snart var de igen i undertrykkernes hænder. Denne gang var det midjanitterne, som sammen med deres allierede kom ind i Israel og ødelagde deres afgrø-der og stjal deres dyr (Dom 6,3-5). Israel blev meget fattigt og råbte til Herren (Dom 6,6-7). De indså, at deres populære afguder ikke du-ede i denne situation.

Hvad sagde Herrens engel til Gideon, og hvordan var Gideons reaktion? Burde han ikke have været klar over, hvorfor de stod i den situation, de gjorde? Se Dom 6,7-10.

Til trods for Gideons klage, som var uberettiget (de var ulydige, derfor blev de undertrykt), var Gud igen rede til at befri dem, denne gang gennem Gideon. Hvor er det interessant, at Gud omtaler Gideon som en ”tapper kriger“, selv om Gideon havde en helt anden opfattelse af sig selv. ”Hør mig, herre! Hvordan skulle jeg kunne frelse Israel? Min slægt er den mest ubetydelige i Manasse, og jeg er den yngste i min fars hus“ (Dom 6,15). Der er ingen tvivl om, at en afgørende side af Gideons styrke var hans opfattelse af egen ubetydelighed og svag-hed.

Læg også mærke til, hvad Gideon havde bedt Herren om i Dom 6,36-40. Det vil sige, at på trods af, at alle odds var imod dem, og på trods af hans egen svaghed, søgte han en særlig forsikring om, at Gud var med dem. Vi har altså her en mand, som fuldt og helt erkender sin fuldstændige afhængighed af Gud. I Dom 7 kan vi læse om Gideons fantastiske succes mod dem, der undertrykte hans folk, og hvordan Gud befriede Israel.

Hvorfor valgte Gud at bruge syndige mennesker til at befri sit folk? Kunne han ikke selv have tilkaldt ”mere end tolv legioner engle til hjælp“ (Matt 26,53) for at gøre det, der var nødvendigt for at befri Israel i dette tilfælde? Hvilken rolle spiller vi syndige mennesker både i den store strid og i at forkynde evangeliet?

Gideon

18. JANUAR 2016

TIRSDAG

41

Dom 14,1-4

Til at tænke over

Skillelinjerne i kampen mellem godt og ondt er noget utydelige i for-tællingen om Samson. Hans liv begynder på en imponerende måde med et budskab fra Herrens engel om, at han skal være en nasiræer lige fra fødslen. Englen giver Samsons forældre instrukser om, hvor-dan de skal opdrage dette specielle barn. Moderen bliver befalet ikke at drikke alkohol eller spise forbudt mad (Dom 13,4.13-14; se også 3 Mos 11). Gud havde i sandhed særlige planer for Samson, men tingene gik desværre ikke så godt, som de kunne have gjort.

”Da Samson var blevet en moden mand og skulle begynde at udføre sin guddommelige opgave – på det tidspunkt, hvor det var aller-mest påkrævet, at han var tro imod Gud – sluttede han sig til Israels fjender. Han spurgte ikke, om han ville være bedre i stand til at ære Gud, når han havde forenet sig med den udkårne, eller om han ville bringe sig i en stilling, hvor han ikke kunne løse sin livsopgave. De mennesker, der først og fremmest søger at ære Gud, har fået løfte om visdom fra det høje; men de mennesker, som kun tænker på at behage sig selv, har ikke fået løfte om noget.“ (Ellen White, Patriar-ker og profeter, s. 290).

Hvordan skal det forstås, at ”det kom fra Herren“ altså at Gud brugte Samsons svaghed for kvinder som en ”anledning til strid med filistrene?“

Samson gav ”anledning til strid med filistrene“ på mange forskellige måder. Først dræbte han 30 mænd og tog deres tøj med tilbage til sin bryllupsfest for at betale en gæld (Dom 14,19). Dernæst øde-lagde han deres afgrøder, da hans kone blev givet til hans forlover (Dom 14,20; 15,1-5). Derefter dræbte Samson mange for at hævne sig på filistrene for drabet på hans kone og hendes far (Dom 15,6-8). Da filistrene forsøgte at hævne sig på ham for denne handling (Dom 15,9-10), dræbte han tusind med en æselkæbe (Dom 15,14-15). Og til sidst rev han deres tempel ned og dræbte tre tusind, fordi de havde gjort ham blind (Dom 16,21.28.30).

Der synes at være meget lidt fra Samsons liv, som vi bør efterligne, selv om han er med i listen over troshelte i Hebr 11. Så der er tyde-ligvis mere i denne fortælling, end det først ser ud til. Tænk over, hvad Gud kunne have gjort med Samson. Hvad med os selv? Hvor meget mere kunne vi gøre, hvis vi levede op til vores evner?

Samson

19. JANUAR 2016

ONSDAG

42

Ruth 1,8.16-17

Fremfor at fortælle om store fjendtlige hære, som truer Guds folk, taler beretningen om Ruth om noget meget mindre: en familie, der er ved at dø ud, men som i stedet bliver genoplivet. Fortællingen om Ruth indeholder to store temaer: Guds skaberværk der ødelægges, og hans folk der trues; men den fortæller også om den store strid på et personligt plan, hvor den i virkeligheden altid bliver udkæmpet.

Det er ingen overraskelse, at Juda blev udsat for tørke i dom-mertiden (Ruth 1,1; 5 Mos 28,48; 32,24; se også Dom 17,6; 21,25). Dette var tegn på, at pagtsfolket havde forladt Gud. Synd og oprør havde reduceret landet, der flød med mælk og honning, til en øde støvgryde; men i Ruths Bog havde Gud ”taget sig“ af landet og gi-vet det liv og ”føde“ igen (Ruth 1,6).

Da Elimelek, hans hustru No’omi og deres to unge sønner rejste til Moab, gjorde de det, fordi de ønskede en fremtid. Fjendens land gav dem midlertidig hjælp, men da både hendes mand og begge sønner var døde, besluttede No’omi sig for at vende hjem igen.

Hvilken betydning har det, at Ruth ønsker at rejse med No’omi?

Ruth kom fra et fjendtligt folk, som ved mange anledninger havde forsøgt at ødelægge Israel; men hun valgte at identificere sig med Guds folk og tilbede deres Gud. I tillæg mødte hun velvilje i sit nye hjemland både fra Boaz (Ruth 2,10) og fra de mennesker, der havde hørt om hende (Ruth 2,11). Boaz var sikker på, at hun havde fun-det nåde for Herrens øjne (Ruth 2,12), og han tog sin beundring for hende et skridt videre, da han gik med til at gifte sig med hende (Ruth 3,10-11).

Men der var en nærmere slægtning end Boaz, og han havde førsteret til Ruths døde ægtemands jord, hvis han giftede sig med Ruth. Denne nærmere slægtning var imidlertid ikke interesseret i en anden hustru; for det ville skade hans økonomiske situation (Ruth 4,6). På dette tidspunkt velsignede forsamlingen Ruth, og sammen-lignede hende med de store kvinder i Israels historie (Ruth 4,11-12), som hun blev en del af, da hun blev stammoder til Messias (Ruth 4,13.17; Matt 1,5-6).

Her finder vi en fortælling, hvor de levede lykkeligt til deres dages ende. Desværre er der ikke mange af dem i Bibelen. Det er der selvfølgelig heller ikke i vores hverdag. Men vi kan også her se, hvordan Guds vilje på trods af med- og modgang i vores liv til sidst vil sejre. Dette er gode nyheder for alle, der elsker ham og har tillid til ham.

Ruth

20. JANUAR 2016

TORSDAG

43

1 Sam 2,12-25

Til at tænke over

Hvilken forbindelse er der mellem begyndelsen af Første Samuels bog og den store strid? Der synes ingen umiddelbar trussel mod skaber-værkets orden, og der er ingen store hære ved landets grænser. Det ondes angreb er mere udspekuleret, men ikke mindre virkeligt.

Hvordan ser vi virkeligheden af kampen mellem godt og ondt i disse bedrøvelige vers?

”Men skønt han [Eli] var blevet valgt til at styre folket, styrede han ikke sit eget hus. Eli lod sine børn gøre, som de ville. Han elskede fred og ro og brugte ikke sin myndighed til at rette sine børns dår-lige vaner. I stedet for at gå i rette med dem og straffe dem, gav han efter for deres ønsker og lod dem få deres vilje.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 298).

I modsætning til Elis sønner ser vi en lille dreng, klædt som en præst (1 Sam 2,18-19), der ligesom Jesus, voksede og ”blev stadig mere vellidt både af Herren og af mennesker“ (1 Sam 2,26; Luk 2,52). Samuel blev selvfølgelig med tiden en meget mægtig og trofast le-der i Israel. ”Og hele Israel fra Dan til Be’ersheba forstod, at det var betroet Samuel at være profet for Herren“ (1 Sam 3,20).

Men dette betød ikke, at alt var godt. Landet var i krig med fi-listrene, og Elis to sønner blev dræbt; filistrene tog pagtens ark, og den 98-årige Eli døde, da han hørte dette (1 Sam 4,14-18).

Desværre skulle Samuel komme til at stå over for det samme problem, som Eli havde: sønner, der ikke fulgte i trofasthedens og troskabens fodspor (1 Sam 8,1-7).

Samuel markerer en overgangsperiode i Guds folks historie. Han var den sidste af dommerne og en nøgleperson i udviklingen af den store strid. Hans stabile indflydelse vejledte folket i en afgørende tids-periode. Det er synd, at hans sønner ikke fulgte i hans fodspor; men Gud er ikke afhængig af menneskelige dynastier. Som et resultat af frafaldet blandt folkets ældste, forlangte de en konge – ikke nogen god beslutning. Det skulle de næste mange århundreder vise.

Uanset hvordan vores familieliv er, enten det er godt eller dårligt, er vi alle ansvarlige for, hvem vi tjener i den store strid. Hvorfor er det vigtigt altid at huske, at det aldrig er for sent at rette op på dit forhold til Gud i dag, nu, uanset hvilke fejl, du måtte have begået? I morgen kan det være for sent; men det er det ikke i dag.

Samuel

21. JANUAR 2016

FREDAG

44

Til videre studium


Bibelen forsøger ikke at dække over menneskenes synd og ond-skab. Hvordan kunne den det og samtidigt tegne et korrekt billede af menneskehedens tilstand? Vi finder en særlig grov beskrivelse af menneskelig ondskab i 1 Sam 2,12-25, hvor Elis sønner og den unge Samuel beskrives i modsætning til hinanden. I 1 Sam 2,12 står der egentlig: ”Elis sønner var Belials sønner; de kendte ikke Herren.“ Læg mærke til kontrasten: herkomst havde stor betyd-ning på Bibelens tid, og i denne slægt er ”Elis sønner“ nu i stedet ”Belials sønner“. Belial er et ord med en rig betydning, som bruges i en lang række former og sammenhænge, og det er næsten altid negativt. Det er faktisk beslægtet med det hebraiske ord bl og bli, som betyder ”nej“ eller ”ikke“ eller ”uden“. Belial i sig selv betyder ”værdiløs“ eller ”ubrugelig“, og andre steder bruges det på samme måde, som det blev brugt om Elis sønner; det vil sige, andre menne-sker blev også kaldt ”Belials sønner“ (2 Krøn 13,7; 1 Kong 21,13). I Ordsp 6,12 sidestilles det med en ond person. (I anden mellemøstlig litteratur fra oldtiden finder vi Belial brugt som et andet navn for Satan.) Næsten hver eneste gang, det bruges i Bibelen, er det i en negativ sammenhæng. Menneskene blev skabt i Guds billede med en hensigt og en mening; alligevel var alle disse mennesker ifølge Bi-belen ”værdiløshedens sønner“. Vi er enten på Guds side og gør no-get for ham, der er meningsfyldt og opfylder hans hensigt; eller vi er til syvende og sidst værdiløse. Det giver også mening, når vi tænker over, at hele vores eksistens og hensigt i livet kun kommer fra Gud.

1. Bibelen gør det meget klart, at der ikke er nogen mellemvej i den store strid. Enten er vi på den ene side eller den anden, på Jesu side eller på Satans. Alligevel oplever vi sjældent tilvæ-relsen, som så tydelig afgrænset som enten det ene eller det andet. Ofte ved vi ikke med sikkerhed, hvad den rigtige eller forkerte beslutning er, selv ikke i moralske situationer. Det er ikke altid let at beslutte, hvad vi skal gøre. Tænk over forskellige måder, hvorpå vi kan søge vejledning, som vil hjælpe os til at foretage de rigtige valg, når vi til tider ikke har så let ved at se, hvad det ”rette“ valg er.

2. Hvordan er du blevet skuffet over mennesker, som du har set op til? Og hvordan har du måske skuffet andre, som på et tids-punkt har set op til dig? Hvad har du lært om tro, tillid, nåde og menneskelig svaghed fra disse hændelser?

22. JANUAR 2016

DIALOG

45





Dommerbogen og dommertiden er fuld af paradokser. Samson er ”verdens stærkeste mand“, men mister al sin moralske styrke, hver gang han ser en attraktiv kvinde. Find andre paradokser i bogen!

• Hvilken rolle spiller denne bog og dens beretninger i Guds folks historie?- Hovedpersonerne er langt fra ”helte“ eller gode eksempler

for børn.- Hvorfor tror du, at denne bog kom med i Bibelen? Tænk over

dit svar i lyset af den overordnede historie om Guds folk og Guds plan for frelse.

• Debora var – overraskende måske – både det politiske og ån-delige overhoved for Israel, tydeligvis indsat og støttet af Gud selv.- Hvilken betydning har det for vores forståelse af, hvilken

rolle Gud mener, at kvinder kan spille i ledelsen af sit folk?- Hvorfor er kvinder generelt set oftere blevet undertrykt af

mænd i historiens løb end omvendt?

• Når du tænker over grundene til denne undertrykkelse, sammen-lign da med Guds ord til Eva i den sidste sætning i 1 Mos 3,16.

• Hvordan bør vi som kristne, der er sat til at modvirke de forban-delser, synden førte med sig, forholde os til denne undertryk-kelse?

• Beretningen om Ruth er i første omgang let læst som en smuk og sød romantisk historie om en hedning, der vælger at slutte sig til Guds folk.- Hvorfor tror du, at denne bog er med i Bibelens beretning?

Hvilken rolle spiller begivenhederne i Guds overordnede plan for sit folks frelse – og for Messias’ komme?

Af og til ser også vores liv kaotisk ud, lidt som dommertidens. Husk da midt i kaos og mørke at se ud over nuet, i lyset af den store strid mellem godt og ondt og Jesu død på korset for din og min synd.


46

DIALOG TIL SABBATTEN | 23. JANUAR 2016

Baggrund

Forstå det bedre

NOTER

Debora er omtalt også i Sl 68,12, når salmisten henviser til hendes sejr over fjenderne med denne beskrivelse: ”Herren lader sit ord lyde, stor er skaren af kvinder, som bringer glædesbud.“ Det er interes-sant, at den hebraiske vending, der oversættes med ”bringer glædes-bud“, er oprindelsen til det nytestamentlige ord ”evangelium“ eller at ”evangelisere“.

Dommerbogen er fuld af ofte groteske beskrivelser og paradokser. Den læses næsten som en skrækhistorie. Forskere understreger, at dette er fuldt bevidst og gjort med både litterær finesse og en teolo-gisk pointe.

Paradokserne er overvældende og gennemsyrer bogen, selv om de af og til er vanskelige at se. Gideon ønsker ikke at være konge, men kalder sin søn Abimelek, som betyder ”min far er konge“ (Dom 8,31). Benjamins stamme blev støttet af en udvalgt gruppe venstre-håndede krigere (Dom 20,16) – Benjamins navn betyder ”min højre hånds søn!“ Og sådan kan man blive ved.

Også Ruths Bog begynder med et paradoks. Elimelek flygter til Moab, fordi der ikke er brød i Judæa, i Betlehem. Byen Betlehems navn betyder ”brødets hus!“

Overordnet viser disse bøger, at uden den rette konge ville alt blive kaos i Israel. Det banede historisk vejen for Davids kongedømme med alle dets svagheder; men i sidste ende viser det også hen til Messias, den ideelle konge, som en dag skulle bringe frelse (sml. Ruth 4,18-19 med Matt 1,5).

47

NOTER TIL SABBATTEN | 23. JANUAR 2016

55

48

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Da jeg fortalte dem, hvordan Guds hånd havde været god mod mig, og om de ord, kongen havde talt til mig, sagde de: ”Vi vil gå i gang med at bygge!“ Og så tog de ivrigt fat på den gode sag“ (Neh 2,18).

Når vi sammenligner David, Elias, Hizkija, Ester og Nehemias, duk-ker der nogle fælles temaer op. Gud er i stand til at bruge ”ubety-delige“ mennesker til at dæmme op for det ondes flodbølge. I nogle at disse fortællinger kan vi se, at vi ikke behøver at give efter for det ondes overvældende magt, selv om vi udsættes for enorme vanske-ligheder. I stedet kan vi stå fast, men kun med Guds hjælp. Han er trofast mod sine pagtsløfter, som opfyldes for os i Jesus. Når Guds folk er udholdende gennem hans kraft, vil de se, at de onde magter ikke er stærke nok til at vinde den endelige sejr.

Vores fokus og udfordring er at glæde os over hans befrielse. Dette giver ikke altid mening i den sammenhæng, vi befinder os i, med overvældende vanskeligheder, som tit overgår vores egne kræfter. At glæde sig over Guds befrielse, før befrielsen finder sted, er at handle i tro og tilbedelse frem for at give efter for de logiske konse-kvenser af det, der sker omkring os. Men på den anden side er det eneste logiske, vi kan gøre at stole på Guds trofasthed på grund af, hvad Kristus har gjort for os.

· 1 Sam 17,43-51· 2 Sam 11,1-17· 1 Kong 18,21-39· 2 Kong 19,21-34· Est 3,8-11· Neh 1

Striden fortsætter


SØNDAG

49

Til at tænke over

Den samme David, som besejrede kæmpen Goliat, er også den, der blev besejret af sit eget begær og arrogance. Hvor mange kvinder havde han ikke allerede? Han får øje på endnu en, en gift kvinde. Hvad er der blevet af Davids tidligere udsagn, såsom ”krigen er Herrens“ (1 Sam 17,47) eller ”at Israel har en Gud“ (1 Sam 17,46)? Hvis der var noget tidspunkt, hvor det var nødvendigt for David ikke alene at være klar over, at ”krigen er Herrens“, men også at ud-kæmpe denne strid med Guds rustning, var det ikke på slagmarken i Terebintedalen, men i hans eget hjertes indre, hvor der hos os alle sammen foregår en stor strid.

Da David kom til fornuft efter den frygtelige synd med Batseba, havde han nok sorg og skyldfølelse for resten af livet. Hans sorg førte til, at han skrev Salme 51, hvor han trygler om et rent hjerte (vers 10) og genoprettelsen af sit forhold til Gud (vers 11-12). I den store kosmiske strid er mægtige mænd ligeså sårbare som den, der står allerlavest på rangstigen; og Gud er villig til at arbejde med alle, som virkelig angrer deres synd.

Tænk over din egen situation lige nu, med triumfer, skuffelser, sejre og nederlag. Hvordan kan du benytte lærdomme fra disse bi-belske beretninger, uanset hvilken situation du befinder dig i?

David, Goliat og Batseba

24. JANUAR 2016

MANDAG

50

1 Kong 18,21-39

Tishbitten Elias er utvivlsomt en af de mest farverige personer i hele Bibelen. Første gang vi møder ham, står han over for en over-rasket konge og fortæller ham, at det ikke vil regne i de næste tre år (1 Kong 17,1). Det var hverken let at stå frem for en konge eller at undslippe ham; men denne langhårede mand med læderbælte (2 Kong 1,8) er i stand til at komme forbi vagterne, aflevere Guds bud-skab og derefter løbe til bjergene omkring 12 kilometer væk.

Dette var sørgelige tider for Nordriget. De fleste havde svigtet Herren (1 Kong 19,10) og tilbad i stedet frugtbarhedsafguder. At sige, at det ikke ville regne, var en direkte udfordring til Ba’al, som de troede var den, der bragte regn og sikrede frugtbarhed både på markerne og blandt deres husdyr, så bønderne kunne opnå rigdom. De fremherskende religiøse ritualer fokuserede på frugtbarhed og indtjening.

I de efterfølgende tre år er frugtbarhedsguderne kraftesløse. Så konfronterer Elias igen kongen og beder om et opgør mellem sig selv og alle Ba’als og Asheras (en frugtbarhedsgudinde) profeter – ene mand mod 850 (1 Kong 18,17-20).

Da dagen oprandt, og mængden var samlet på toppen af Kar-mels bjerg, talte Elias til folket: ”Hvor længe vil I halte til begge sider?“ (1 Kong 18,21). Man udvælger tyre, der skal ofres, og folket venter for at se, hvilken gud der er mægtig nok til at svare ved at lade ild falde ned fra himlen. I oldtidens frugtbarhedsreligioner var tyren udtryk for den stærkeste magt. Folket var sikre på, at frugt-barhedsguderne ville vise, hvor stærke de var.

Hvad var det, Elias egentlig ønskede skulle ske, på trods af, at den store strids virkelighed viste sig så tydeligt i denne situation. På hvilken måde er denne begivenhed også relevant for os i dag?

1 Kong 18,37 siger alt. Miraklet med ilden var ikke det vigtigste, selv om det var meget imponerende. Hvad det egentlig handlede om, var Israels trofasthed over for pagten. Læg også mærke til, hvem der havde vendt deres hjerte. Det gjorde Gud selv, selv før miraklet fandt sted. Men Gud tvinger ingen til at vende sig til ham. Han sender Helligånden, og i folkets reaktion på Ånden, må de først vælge at vende sig til ham. Kun da, med Guds hjælp, kan de handle i overensstemmelse med deres valg. Det er ikke anderledes i dag. Det er Guds kraft alene, der opretholder ethvert hjertes pulsslag; men han tvinger ingen af disse bankende hjerter til at følge ham.

At vende deres hjerte

25. JANUAR 2016

TIRSDAG

51

2 Kong 19,21-34

Til attænke over

Hizkija var konge i Juda, da den nye supermagt Assyrien erobrede det nordlige rige, Israel og spredte dets indbyggere over hele Me-sopotamien (2 Kong 18,9-12). ”Ved at sprede dem blandt hednin-gerne ville Gud forsøge at opnå den hensigt med dem, som han ikke kunne opnå i deres fædres land. Det var hans vilje at frelse alle dem, der ville tage imod benådning ved troen på menneskehedens frel-ser, og denne plan skulle gennemføres. Gennem Israels lidelser blev der skabt forudsætning for, at Herrens herlighed kunne åbenbares blandt jordens befolkning.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 141).Nogle få år senere vendte assyrerkongen Sankerib sin opmærksom-hed mod Juda og erobrede alle deres befæstede byer og krævede tunge skatter (2 Kong 18,13-15). Selv om Hizkija tømte både temp-lets og paladsets skatkammer, var assyrerkongen ikke tilfreds og sendte embedsmænd for at forhandle om Jerusalems overgivelse.Derefter hånede assyrerne folket og advarede dem om, at nabo-landenes guder ikke havde været i stand til at redde disse lande fra assyrerne; hvad fik nu dem til at tro, at deres Gud ville være bedre? (Se 2 Kong 18,28-30.33-35.)

Hizkija gjorde det eneste, der var muligt for ham – han bad (2 Kong 19,15-19). Gud havde allerede brugt Esajas til at opmuntre Hizkija (2 Kong 19,6), og nu sender Gud profeten hen til kongen igen.

Hvad er Guds budskab til sit folk midt i denne frygtelige krise? Læg specielt mærke til vers 21-22.

Resultatet af alt dette ses, da den store assyriske hær omringede Je-rusalems mure. De bange indbyggere i den belejrede by vågnede en morgen, ikke for at se de afsluttende angreb fra en sejrende fjendtlig hær, som var ved at ødelægge en belejret bys forsvarsværk, men for at se døde soldater spredt ud over jorden i en dødelig stilhed så langt øjet rakte (2 Kong 19,35). Den vanærede assyrerkonge rejste hjem, kun for at møde sit eget endeligt ved to af sine egne sønners hånd (2 Kong 19,36-37).

Hvordan kan vi lære at have tillid til Gud midt i de mest håbløse og tilsyneladende umulige situationer? Hvorfor må vi altid forsøge at se den store sammenhæng, især når tingene ikke altid ender på en positiv måde her og nu?

Trodsige ord

26. JANUAR 2016

ONSDAG

52

1 Mos 12,1-3 Es 45,1

2 Krøn 36,23

Est 3,8-11

Til at tænke over

Det er meget vanskeligt for os i dag (og det har det utvivlsomt også været for mennesker fra forskellige kulturer ned igennem historien) at forstå det gamle persiske riges skikke og traditioner, hvor fortæl-lingen om Ester finder sted. En ting er dog sikker: Gud havde brugt dette verdensrige i en proces for at opfylde pagtsløfterne til Israel, løfter der gik helt tilbage til Abraham.

Den unge jødiske pige Ester er blevet dronning. Selv om hendes vej til toppen var via en temmelig anderledes vej end fx Josefs i Egypten og Daniels i Babylon, befandt hun sig som Josef og Daniel lige netop, hvor Herren ønskede hende, og hun blev brugt af Gud på en mægtig måde, hvor vi ser, hvordan temaet med den store strid kan udspille sig i historien.

Hvis denne massakre mod jøderne havde fundet sted, hvilke følger ville det have haft især mht. Messias’ komme, når man tager i be-tragtning, hvad Guds plan var for sit folk?

”Kongen var ikke til fulde klar over, hvilke vidtrækkende følger det ville få at gennemføre denne plan i hele sin udstrækning. Det var Satan, der stod bag, og han forsøgte at udrydde de mennesker, som besad kundskaben om den sande Gud.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 293). Og fra disse samme mennesker ville også verdens frelser komme.

Hvor er det interessant, at striden startede mht. tilbedelse (se Est 3,5.8), og at en bestemt gruppe mennesker nægtede at følge de love og skikke, som magthaverne håndhævede. Selv om sammen-hængen vil være anderledes i endetiden, vil realiteten bag være den samme: den store strid mellem Kristus og Satan. De, der ønsker at forblive tro mod Gud, vil stå i en lignende situation, som disse jøder dengang gjorde. Vi er blevet advaret om, at under de afsluttende scener i denne verdens historie vil der udstedes ordre om, at ”få alle dem dræbt, der ikke vil tilbede dyrets billede“ (Åb 13,15). Der er en ting, historien lærer os, og det er, at vi ikke lærer af historien.

Hvordan kan det være, at vi har en tendens til at nære mistillid til mennesker, der er anderledes end os? Hvorfor burde de mægtige sandheder om skabelsen og forløsningen, som viser, at alle men-nesker har værdi, gøre det klart for os, hvor forkert en sådan hold-ning er? Hvordan kan vi rense vores hjerter for denne forfærdelige og forkerte tendens?

Dødsdom

27. JANUAR 2016

TORSDAG

53

Neh 1

Neh 2,16-18

Til attænke over

Beretningen om Nehemias kommer også på et tidspunkt, hvor Is-raels folk ikke længere fandtes som en politisk enhed, men kun var en rest, der var spredt i mange fremmede lande. Men Gud ville som altid være trofast mod sine pagtsløfter, selv når folket ikke levede op til deres side af pagten.

Hvad er baggrunden for hans bøn? Hvordan ligner den Daniels bøn i Dan 9,4-19? Hvad er problemet i begge disse bønner, og hvilken plads har de i hele dramaet med den store strid?

På grund af kongens nåde får Nehemias lov til at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge byen. Han bruger de første dage efter sin hjemkomst til at se sig omkring. Han forsøger at få et overblik over byen om natten, men han kommer ikke ret langt på grund af de store ruindynger (Neh 2,14). Så han fortsætter sin natlige inspektion fra murenes yderside (Neh 2,15).

Hvordan tror du, Nehemias var i stand til at overbevise lederne til at påbegynde et arbejde, som de mente var umuligt? Hvad kunne Nehemias lære vores kirke i dag?

Selv om Nehemias ikke til at begynde med fortalte lederne, hvorfor han var kommet, var der nogle, der ikke var glade, og som gjorde alt, hvad de kunne, for at forhindre enhver indsats for at forbedre Jerusalems tilstand (Neh 2,10.19-20). Da arbejdet med at reparere byens mure begyndte (Neh 3), blev disse udenlandske embeds-mænd ”meget vrede“ (Neh 4,1) og hånede arbejdernes indsats (vers 2-3). Da de så, at Guds folk tog deres arbejde alvorligt (vers 6), blev de vrede og planlagde et angreb (vers 7-8).

Det ville have været så let at give op; men på trods af de mange for-skellige intriger imod deres arbejde blev de ved. Nehemias stolede på Gud og sørgede for, at murene blev genopbygget. Han overlod fjendernes trusler i Guds hånd (Neh 6,14-15).

Vi møder alle vanskeligheder. Hvordan kan vi vide, hvornår vi skal give op, og hvornår vi skal blive ved?

Nehemias

28. JANUAR 2016

FREDAG

54

Til videre studium


Der er ingen tvivl om, at Guds ord, som vi har studeret i denne uge, igen og igen viser Guds trofasthed mod sit folk. I mange tilfælde var dette ikke særlig tydeligt eller indlysende for de mennesker, mens de stod midt i de vanskelige situationer. I de fortællinger, vi har set på, kan vi se enden fra begyndelsen; nogle af de mennesker, der var in-volveret, som fx hetitten Urias, kunne det ikke. I dag står vi selv midt i den store strid på samme måde, som de mennesker gjorde, som vi har studeret. Og ikke alene dem, men mange andre, som var lige så virkelige som dem, der bliver omtalt i Bibelen, men som ikke altid le-vede længe nok til at se, at der var en god afslutning. Det er grunden til, at det er vigtigt for os som kristne at huske Paulus’ ord, især når omstændighederne er vanskelige, som de jo ofte er: ”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt“ (2 Kor 4,16-18). Paulus forsøger at henlede vo-res opmærksomhed på noget, der ligger uden for vores daglige slid, svagheder og magtesløshed, og vise os hen til det eneste håb, som kan gøre tilværelsen her til noget mere end en grusom farce.

1. Kan du nævne andre bibelske løfter, der peger på vores endelige håb? Prøv at finde så mange som muligt, og del dem med hin-anden i klassen, idet I tænker over, hvad de siger. Hvilet billede giver de os?

2. Det tragiske ved Davids synd var, at Gud havde velsignet ham på en så speciel måde. Han begik denne synd på trods af alt det, Gud havde givet ham. Men i stedet for at fokusere ude-lukkende på det negative, så tænk over den ene positive side ved hele denne beskidte fortælling: Guds nåde over for selv en person, der havde en så høj position, men som faldt så dybt. Hvad siger dette om, hvor fuldstændig og rig den frelse, vi har i Jesus, er? Hvordan kan vi have forvisning om, at vi også kan få tilgivelse, uanset hvad vi har gjort, og hvor dybt vores fald end er, hvis vi ligesom David angrer vores synd?

29. JANUAR 2016

DIALOG

55





Baggrund

• Tre store bønner findes i kapitel 9 hos tre forskellige profeter: hos Daniel, Ezra og Nehemias. De er alle skrevet i det sjette eller femte århundrede før Kristus. Læs og sammenlign disse bønner.- Hvori består lighederne? Hvori består forskellene?- Hvad beder de tre helt konkret om, det vil sige, hvad er deres

specifikke ønske, som de sender op til Gud?

• Bed nogle musikkyndige om evt. at finde musikalske og/eller poetiske eksempler, som anvender eller illustrerer nogle af de beretninger, lektien omtaler – som fx Davids synd mod Urias og efterfølgende omvendelse – eller Elias og Daniel.

• Tænk over de forskellige epoker eller perioder i Guds folks hi-storie. Hvad var de særlige udfordringer for Guds folk i kongeti-dens Israel? - Hvorved lignede og adskilte israelitternes religion sig fra de

omkringliggende folkeslags gudsdyrkelse? Hvor praktiserede Guds folk i denne periode deres fælles tilbedelse?

- Hvordan var styreformen i Israel i denne periode?

• Er denne styreform ideel? Eller var den blot kulturel, bundet til den pågældende periode? Kan vi lære af den eller bruge den til noget?

• Findes der i disse beretninger lærdomme om ledelsesprincipper, som vi kan anvende eller tage til os i dag?

Tænk over, om der er situationer i dit dagligliv, hvor Gud ønsker, at du skal handle i tro og træffe dine beslutninger for det rigtige, før du ser, om det virker – eller hvor Gud længes efter, at du takker ham, før hans velsignelser opleves tydeligt og klart.

De folkeslag, Israel mødte på Det Gamle Testamentes tid, var alle præget af frugtbarheds- eller naturreligion. Naturen var repræsen-teret ved guder, som blev dyrket for at sikre frugtbarhed i landet og i slægten. De hedenske offersystemer havde alle til formål at sikre fortsat vækst og eksistens.

I modsætning hertil havde Gud åbenbaret sig for Israel i historien


56

DIALOG

Forstå det bedre


NOTER


og indstiftet et offersystem, der pegede frem til det ene offer, som Gud selv frivilligt og af nåde ville bringe i Jesus.

Mellem disse to systemer stod den religiøse og åndelige kamp i århundreder.

Hedenske ofringer blev bragt med en holdning, der ofte beskrives med en latinsk vending, ”do ut des“, ”jeg giver for at du skal give tilbage“. Denne holdning i forholdet til guderne skabte en gernings-religion, hvor man forhandlede med Himlen for at opnå, hvad man havde brug for. Det bibelske offersystem viser derimod en Gud, som ikke går på kompromis, men som selv bringer det nødvendige offer for at føre mennesker tilbage til ham.

Kan du finde eksempler, hvor mennesker også i dag forhandler med Gud for at få, hvad de ønsker, i stedet for at stole på hans godhed og nåde på trods af omstændighederne?

57


66

58

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det for-tabte“ (Luk 19,10).

”Da Satan hørte, at der skulle være fjendskab mellem ham og kvin-den og mellem hans afkom og hendes afkom, blev han klar over, at hans bestræbelser på at fordærve menneskenaturen ville møde modstand… Men da frelsens plan blev mere fuldstændig åbenba-ret, glædede Satan og hans engle sig over, at han efter at have fået mennesket til at falde kunne bringe Guds Søn ned fra hans ophø-jede stilling. Han erklærede, at hans planer for så vidt var lykkedes på jorden, at Kristus kunne besejres, når han påtog sig menneskenes natur, og at den faldne menneskeheds forløsning derved kunne for-hindres.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 33-34).

Når vi i denne uge skal studere Jesu fristelser i ørkenen, vil vi lægge mærke til, at den store strid mellem Kristus og Satan er mere tydelig her end måske noget andet sted i Bibelen, idet de åbent kæmper mod hinanden. Satan havde gjort krav på at eje jorden, og Kristus kom for at vinde den tilbage. Frelsesplanen havde en central plads i hans opgave med at vinde den tilbage. Det var ikke lykkedes for Sa-tan at slå Jesus ihjel lige efter fødslen, så nu forsøgte han en anden måde, hvorved han kunne forhindre menneskenes frelse. Dette er, hvad vi ser i fristelserne i ørkenen.

· Matt 1,20-23· Joh 9,39· Matt 3,7-12; 4,1-10· 5 Mos 34,1-4· Åb 21,10

Sejr i ørkenen

TIL SABBATTEN | 6. FEBRUAR 2016

SØNDAG

59

Matt 1,20-23

Til at tænke over

Hvor vigtig er betydningen af navnet Immanuel, der blev givet til Jesus?

Hvorfor kom Jesus til vor jord for at være ”sammen med os“? For det første kom han for at genoprette det herredømme, som Adam havde mistet (Rom 5,12.15). Vi ser glimt af Jesu majestæt og her-redømme, da han inspirerede folkeskaren på de 5.000, der ønskede at gøre ham til konge, og da børnene sang hosianna, en lovprisning, der var rettet imod den, som kunne frelse folket fra deres fjender. Vi ser også hans skabermagt; han var i stand til at genoprette ned-brudte mennesker og gøre dem raske, som den blindfødte mand el-ler kvinden, der havde lidt af blødninger i 12 år; og han havde magt over naturen, som da han i stormen bad vinden og bølgerne om at lægge sig.

For det andet kom han for at dømme og for at tilintetgøre Djæve-lens gerninger (Joh 9,39; 1 Joh 3,8). Hvor tit har vi ikke spurgt os selv, hvorfor det onde har fremgang. Jesus taler imod uretfærdig-hed og forsikrer os om, at enden er nær. Dæmonerne var godt klar over, at Jesus havde magt over dem. Ofte afslørede de hans sande identitet, også før Jesus selv var klar til at åbenbare den. Han gav de djævlebesatte fred, og gav dem deres fornuft tilbage, hvor andre ville have flygtet i rædsel.

For det tredje kom Jesus til denne verden for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19,10) og fjerne deres synd (Joh 1,29). Han blev en af os, så han over for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder (Hebr 2,17). ”Lige fra begyndelsen var det den ene pagts hensigt at tage sig af synd, frelse menneskene fra den, give dem nåde, tilgivelse, retfærdiggørelse, herliggørelse, og alt dette blev opfyldt i Jesus Kristus.“ (N.T. Wright (2009-09-25), Justification: God’s Plan and Paul’s Vision (Kindle Locations 1462-1463: InterVarsity Press, Kindle Edition.))

Og sidst kom Jesus for at vise os, hvordan Gud er og åbenbare for os og hele universet, hvordan hans sande karakter er (Joh 14,9).

Hvordan bør hver eneste af disse begrundelser for Jesu komme til jorden være med til at forbedre dit liv og din vandring med Jesus?

Immanuel kommer til undsætning

31. JANUAR 2016

MANDAG

60

Matt 3,7-12

Til at tænke over

Det må have fyldt hele området med forventning, da Johannes Døber fremstod. Han lignede profeten Elias (Matt 3,4; 2 Kong 1,8). Han var den første profet, folket havde hørt i over 400 år. Gud havde aldrig tidligere været tavs i så lang tid. Og nu talte han igen til folket. Det var tydeligt, at noget vigtigt var ved at ske.

Hvorfor sammenkædede Johannes Døber sin introduktion af Mes-sias med domstemaer – den kommende vrede (vers 7), øksen ved træernes rod (vers 10), rydningen af Guds tærskeplads (vers 12), og at avnerne skulle brænde i en ild, der aldrig slukkes (vers 12)?

Folket troede, at de levede i de sidste tider. De så Johannes komme fra ørkenen og opfordre dem til at gå igennem Jordans vand gen-nem dåben. Dette var på en måde en ny udvandring fra slaveriet, og det var nødvendigt at blive våd (i modsætning til at gå over en indtørret flodbund) for at blive renset og gjort klar til det nye lovede land, hvor Messias selv skulle lede dem fra sejr over romerne til op-rettelsen af Guds evige rige, som profeterne havde talt om. Dette er i hvert fald, hvad mange troede.

Hverken Johannes eller Jesus stod i spidsen for en politisk bevæ-gelse; det handlede om en frelsesbegivenhed. Lukas’ forklaring på, hvad Johannes foretog sig, er et citat fra Esajas, der beskriver, hvordan Gud ville bane en vej, så de landflygtige kunne vende hjem til det lovede land (Luk 3,3-6). Jeremias forklarer, at begrundelsen for at lave denne specielle vej var, at samfundets mest udsatte – de blinde, de lamme, de gravide, mødre med små børn – sammen med alle andre, som ønskede at vende tilbage til det lovede land, kunne gøre det (Jer 21,7-9). Det er ikke så mærkeligt, at folk strømmede til for at høre Johannes; der tændtes et håb i dem om, at de også kunne blive rede for Guds store dag, som snart ville komme.

Den kom på en måde, som de fleste af dem ikke havde forventet, ikke fordi de ikke havde fået det at vide, men fordi de ikke forstod, hvad Skriften betød (Luk 24,25-27).

Trofaste mennesker havde dybe misforståelser mht. Herrens første komme. Er det muligt, at trofaste mennesker i de sidste tider også kan have store misforståelser mht. Jesu andet komme?

Jesu dåb

1. FEBRUAR 2016

TIRSDAG

61

Matt 4,1-3

Matt 4,2

Til attænke over

Hvad sker der og hvorfor? Hvordan ser vi den store strid blive ud-kæmpet her?

”Da Jesus blev ført ud i ørkenen for at fristes, blev han ledet af Guds Ånd. Han opsøgte ikke fristelsen. Han drog ud i ørkenen for at være alene, for at overveje sin mission og sit arbejde. Gennem faste og bøn skulle han styrke sig selv til den blodige vej, han skulle vandre. Men Satan vidste, at Frelseren var vandret ud i ørkenen, og han mente, at dette var det rette øjeblik til at opsøge ham.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 71).

Vi finder dramatiske paralleller mellem beretningen om Jesu fristel-ser og Israels erfaring under ørkenvandringen. Efter at være kommet igennem vand, gik Jesus ud i ørkenen, hvor han ikke spiste noget i 40 dage. På samme måde gik israelitterne gennem Det Røde Hav og kom ud i ørkenen, hvor de ikke havde brød i 40 år. Læg mærke til, hvordan det beskrives i 5 Mos 8,2-3: ”Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte.“

Evangelierne fortæller, at Jesus efter 40 dage var sulten. Så duk-ker en person op og giver ham ”gode“ råd. Det var ikke første gang, Satan gav sig ud for at ville ”hjælpe“ nogen i nød. Zakarias’ Bog ka-pitel 3 fortæller om ypperstepræsten under genopbygningen af Je-rusalem efter fangenskabet i Babylon. Mens han i et syn stod foran Gud, var der en, der viste sig ved hans højre side. En person ved ens højre side var normalt en trofast ven. Men højrehånds-manden i Zak 3 var ”anklageren“ selv, som gav sig ud for at være en loyal ven.

Det samme skete for Jesus i ørkenen. Han, der kom for at ”hjælpe“, afslørede sig, da han sagde: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød“ (Matt 4,3). En engel fra Gud ville ikke have været i tvivl om Jesu guddommelighed.

Jesu svar (Matt 4,4) hænger igen sammen med ørkenvandringen. ”[Gud] gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund“ (5 Mos 8,3).

Det er vigtigt ikke at falde, når vi bliver fristet, men det er endnu vigtigere at sikre os, at vi ikke selv ufrivilligt leder andre i fristelse.

Sten til brød

2. FEBRUAR 2016

ONSDAG

62

Matt 4,5-7

Til at tænke over

Den første af Jesu fristelser havde paralleller til ørkenvandringen, men havde sine rødder i syndefaldet. Ved at prioritere trofasthed mod Gud i stedet for at give efter for appetitten, genvandt Jesus den grund, Adam tabte ved kundskabens træ. Men for helt at ud-jævne den afgrund, menneskeheden var faldet i siden Adams tid, måtte Jesus udsættes for endnu to fristelser.

Ifølge Matthæus indbefattede den anden fristelse, at Satan førte Jesus til templets højeste punkt, sandsynligvis det sydøstlige hjørne, hvorfra man så ned i en dyb kløft. Satan fremkom her med den spottende udtalelse: ”Hvis du er Guds Søn“, og viste tydeligt, at han ikke var en af Jesu venner.

Hvad er det egentlig, Satan forsøger i denne fristelse? Ville det have bevist noget som helst, hvis Jesus havde sprunget?

Jesus var ikke interesseret i letkøbt drama. Hans tillid til Gud var ægte, ikke noget han påtog sig for at gøre indtryk på andre. Jesu fuldkomne tillid til sin fader viste sig, ved at han forlod himlen og blev et menneske, led den skam, den nedværdigelse, den offentlige ydmygelse og den uretfærdighed, korsets død medførte (se Fil 2,5-8). Dette var hans skæbne, og han var fuldt ud forberedt på den. Hans mission var at genvinde den verden, Adam og hans efterkom-mere havde tabt. I Jesus skulle alle pagtsløfterne opfyldes, og ver-den ville få en mulighed for at blive frelst.

Igen svarer Jesus med: ”Der står skrevet,“ og igen citerer han fra 5. Mosebog og kæder sin erfaring sammen med udvandringen fra Egypten: ”I må ikke udæske Herren jeres Gud, sådan som I gjorde ved Massa“ (5 Mos 6,16). Massa var det sted, hvor israelitterne klagede bittert over, at de manglede vand, og Moses slog på klippen for at give dem det. Da Moses vurderede denne hændelse, sagde han, at folket ”udæskede Herren og sagde: ‘Er Herren hos os eller ej?’“ (2 Mos 17,7). Jesus vidste selvfølgelig bedre og faldt ikke for Satans bedrag, selv om djævelen denne gang kastede sætningen ”Der står skrevet“ (Matt 4,4.6) tilbage til Jesus.

Det er ikke altid let at se grænserne mellem tillid til, at Gud vil gribe ind med et mirakel, og formastelse med hensyn til, hvad vi kan forvente fra Guds side, når vi beder. Hvordan har du lært at skelne de to fra hinanden? Del dit svar med klassen på sabbatten.

Endnu en fristelse

3. FEBRUAR 2016

TORSDAG

63

Matt 4,8-105 Mos 34,1-4

Åb 21,20

Til at tænke over

Djævletilbedelse

I Matthæus’ gengivelse af fristelserne fokuserede den første på ap-petitten og den anden på at manipulere Gud. Den tredje derimod var en direkte udfordring til Kristus selv, hans kongeværdighed og hans ultimative opgave på jorden.

Hvad ligger der i udtrykket ”et meget højt bjerg“, som Satan førte Jesus til?

Ud fra den måde, Bibelen benytter temaet med at gå op på top-pen af et højt bjerg for at se verdens riger, kan vi regne ud, at det ikke var en sightseeingtur, Jesus var ude på. Der er profetiske syner knyttet til denne scene. Fra toppen af et bjerg så Moses det lovede land, og senere så Johannes det nye Jerusalem. På samme måde er det mere end blot riger i den gamle romerske verden, Jesus ser. Læg mærke til, hvordan Satan præsenterer det hele – han viser rigdom og herlighed, ikke forbrydelser, lidelser og uretfærdighed.

Satan siger til Jesus: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig“ (Matt 4,9). På samme måde som Satan narrede Adam og Eva til at ønske at blive som Gud (de var allerede skabt i hans billede), foregav Satan nu, at han var Gud, og at ejendomsret-ten til denne verdens riger var hans; men han var villig til at give det til Jesus mod en lille smule tilbedelse (se Luk 4,6; sml. Sl 2,7-8).

Denne prøve handlede om loyalitet. Hvem skulle den menne-skelige race i sidste ende give sin loyalitet? Da Adam og Eva i Edens have gav efter for slangens fristelse, var de i virkeligheden loyale over for Satan, og denne infektion spredte sig hurtigt ned igennem hver eneste efterfølgende generation. Uden direkte guddommelig indgriben ville den store strid være blevet vundet af Satan. Men-neskeheden, og måske alt liv på jorden, kunne ikke have fortsat. Så meget stod der på spil.

Læg mærke til at Jesus, ligesom Josef med Potifars hustru, ikke tillod det onde at forblive i nærheden. Jesus befalede Satan at for-svinde. Det kunne Josef ikke gøre, så han fjernede i stedet sig selv fra en scene med muligheden for synd (1 Mos 39,11-12). Dette er en meget enkel lærdom for os også.

I alle disse tre fristelser brugte Jesus Skriften til at forsvare sig. Hvad betyder det for os rent praktisk? Hvordan kan vi, når vi ud-sættes for fristelser, bruge Guds ord, så vi kan opnå den samme sejr, når vi fristes?

4. FEBRUAR 2016

FREDAG

64

Til videres studium


5. FEBRUAR 2016

Selv om vi ned igennem tiden finder forfattere, der har berørt te-maet om den store strid, og selv om nogle evangeliske kristne i dag er begyndt at studere emnet nærmere, har ingen et så grundigt udviklet verdenssyn, baseret på den store strid, som Syvende Dags Adventistkirken. En bogstavelig, fysisk, moralsk og åndelig konflikt mellem Kristus og Satan er i sandhed et kendetegn på adventi-stisk tankegang. Og det er ikke så mærkeligt. I hele Bibelen finder vi det, som en evangelisk forfatter har omtalt som ”det kosmiske krigstema“, og af og til optræder dette tema meget skarpt og ty-deligt. Vi kan også møde tanken om en strid mellem godt og ondt uden for en decideret religiøs sammenhæng. Digteren T.S. Eliot skrev: ”Jorden drejer og jorden ændres; men en ting ændres ikke: den evige kamp mellem godt og ondt.“ (The Complete Poems and Plays, 1909-1950 (New York: Harcourt Brace & Company, 1952), s. 98). Den tyske ateist Friedrich Nietzsche skrev: ”Lad os konkludere. De to modsatte værdier ’godt og dårligt’, ’godt og ondt’ har ud-kæmpet en frygtelig kamp på jorden i tusindvis af år.“ (On the Ge-nealogy of Morals and Ecce Homo (Vantage Books Edition: Random House, Inc., 1967), s. 52). Bibelen og Profetiens Ånd viser tydeligere end alt andet denne strids sande natur, og de evige problemer, kam-pen drejer sig om.

1. Tal sammen i klassen om jeres svar på spørgsmålet i onsdagsaf-snittet om grænsen mellem at stole på Guds løfter om mirakler og at være formastelig. Hvordan kan vi kende forskellen?

2. Vi møder fristelser i mange forskellige former, udgaver, stør-relser, farver og måder. De er alle nøje udarbejdet for at nå hver eneste af os der, hvor vi hver især er. Og hvad der frister en person, er måske ingen fristelse for en anden. Hvordan bliver vi, udover de indlysende synder, fristet på mere udspekulerede måder?

3. Læs fortællingen om Jesu fristelser i ørkenen og den ydmygelse, han blev udsat for. Tænk samtidigt over, at den samme Jesus faktisk var ”Gud med os.“ Han var den, ved hvem ”alt blev til“ (Joh 1,3). Hvordan kan vi forstå denne ufattelige tanke, at Gud – Gud! – blev udsat for denne frygtelige kamp på vores vegne? Når vi tænker over denne kendsgerning, er der virkelig ikke no-get andet, der har betydning.

DIALOG

65






• Tænk over striden, som den beskrives i Åb 12. Hvem er de stri-dende parter i denne tekst, og hvad kæmper de om?- Hvad er din rolle i denne strid?

• Prøv at sammenligne de to gengivelser, Det Nye Testamente giver os af fristelserne i ørkenen, i Matt 4,1-11 og Luk 4,1-3.

• Hvad er forskellene? Hvorfor tror du, at evangelisterne fortæller historien forskelligt? Hvad lægger de hver især eftertryk på?- Inviter evt. en bibelkyndig til at forberede et svar på det sid-

ste spørgsmål

• Jesu fristelser i ørkenen er en ofte anvendt og kommenteret be-givenhed i kristen litteratur. Få evt. nogle personer fra klassen til at forberede en opsummering af den anvendelse eller gengi-velse, som man kan finde hos Ellen White i Jesu liv og hos den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij i Brødrene Karamasov, i den historie, som ofte kaldes ”Legenden om Storinkvisitoren“.

• Havde Jesus frihed til at sige ja eller nej til Satans fristelser?

• Ville du og jeg kunne have givet efter for disse fristelser? Hvilke forskelle og ligheder er der mellem Jesu situation og vores?

• Hvis I skulle udpege de største fristelser, vi møder i vores dag-ligdag, hvori består de så? Drøft jeres svar indbyrdes.

Lav en liste over eksempler i moderne film eller litteratur, hvor der foregår en universel kamp mellem godt og ondt, hvad enten den er sekulær eller religiøs. Eksempler kunne være Ringenes Herre eller Star Wars. Føj selv flere til!

Tænk over, hvordan du møder fristelser i dit liv? Kredser du om dem, mens du søger at undgå at falde i? Eller forsøger du at undgå at møde dem? Bruger du mest tid på at sige nej, eller finder du al-ternative, gode aktiviteter, hvor du kan gøre noget godt i stedet for blot at undgå noget dårligt?


66

TIL SABBATTEN | 6. FEBRUAR 2016DIALOG

Baggrund

NOTER

Selv om Adventistkirken i sin teologi lægger en enestående vægt på den store strid, er temaet langt fra ukendt blandt teologer i kirkens historie. Det var fremtrædende hos de fleste kirkefædre i de første fire århundreder, og den store reformator Martin Luther havde også dette tema som baggrund for sin tankegang og teologi.

67

TIL SABBATTEN | 6. FEBRUAR 2016NOTER

77

68

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile“ (Matt 11,28).

Når vi tænker over den store strid som et tema, har vi ofte en ten-dens til at tænke i store, altomfavnende begreber. Vi ser den store sammenhæng. Det kan kaldes en ”metaberetning“, en fortælling, der omfatter og forklarer en stor del af virkeligheden i modsætning til en lokal beretning eller historie, som forklarer noget, der er mere begrænset i sit omfang. Fx er fortællingen om Paul Reveres ridt en lokal fortælling i modsætning til den større og mere omfattende be-retning om hele den amerikanske revolution.

Men selv om den store strid er omfattende, og universelt afgørende ting står på spil, foregår den dagligt her på jorden, i vores egne liv. Den viser sig i den måde, hvorpå vi forholder os til Gud, til fristelser og til andre mennesker. Ligesom menneskers dagligdag til tider i stor grad påvirkes af de større og vigtigere politiske og økonomiske for-hold, påvirkes vi alle sammen også af den store strid.

I denne uges bibelstudium vil vi se på nogle af Jesu lærdomme på nogle meget elementære og praktiske områder, mens vi alle midt i den store strid kæmper for at blive klar over og følge Guds vilje.

· Matt 11,29· Rom 4,1-6· Matt 13,3-8.18-23· Matt 7,21-27· Jak 2,17· Matt 7,1-5

Jesu lære og den store strid


SØNDAG

69

Til at tænke over

”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle“ (Matt 11,29).

Hvordan kan det bringe hvile for vores sjæle at tage hans ”åg“ på os?

Dette tilbud peger på en personlig dimension midt i det meget større tilbud fra Jesus om at befri folk fra fjendens magt. Hans ord er fak-tisk tilpasset fra Jeremias, som lovede folket hvile for deres sjæle, hvis de vendte tilbage til deres fædres religion i stedet for at følge de om-kringliggende landes hedenskab (Jer 6,16).

Begrebet hvile er meget omfattende i Bibelen. Det begynder med Gud selv. Han hvilede efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte (1 Mos 2,2). Hans hvile indvarslede en sabbatshvile, som blev fejret ugentlig. Hvile blev også fejret i løbet af året ved de årlige fester (fx 3 Mos 16,31), hvert syvende år, sabbatsåret med en sab-batshvile for landet (2 Mos 23,11) og hvert 50. år i jubelåret, hvor slaver blev frigivet og al gæld eftergivet (3 Mos 25,10).

Guds folk kunne hvile, når Gud selv var til stede iblandt dem (2 Mos 33,14); de ”havde fred til alle sider“ (1 Kong 5,4), og ingen fjender truede dem (5 Mos 25,19). De kunne nyde fred og hvile i det land, Gud gav dem (Jos 1,13), især da de vendte tilbage fra deres landflygtighed og fangenskab (Jer 30,10). Man nød også hvile ved at vise gæstfrihed over for fremmede (1 Mos 18,4) og i et stabilt fa-milieliv (Ruth 1,9; Ordsp 28,17).

Men under fangenskab har Guds folk ingen hvile (2 Mos 5,4-5: Klag 1,3). De ugudelige har ligesom det oprørte hav ingen ro (Es 57,20). Den eneste hvile, disse mennesker kan se frem til, er døden og graven (Job 3,11.13.16-18). Åb 14,11 indeholder også en kraftig advarsel om manglende hvile for dem, der i de sidste tider står på den forkerte side i den store strid.

Den hvile, Jesus tilbyder, er en meget omfattende gave. Den ind-befatter sabbatten, hvor vi kan sætte tid til side for at være sammen med Skaberen. Kristi tilbud om hvile accepterer vores fortabte situa-tion og genopretter os på alle måder. Og når vi snubler, som vi alle gør, har vi stadigvæk forsikringen om et hvilested ved Frelserens side.

Ud over sabbatten, hvordan kan vi lære at nyde den hvile, Gud tilbyder os? Hvordan finder vi hvile for vores sjæle i Jesus? Se også Rom 4,1-6.

Mange former for hvile

7. FEBRUAR 2016

MANDAG

70

Matt 13,3-8 Matt 13,18-23

Til at tænke over

Teamaet med den store strid er underforstået i Jesu lignelse om sæ-demanden. Listen over fire slags reaktioner på evangeliets budskab antyder, at der er mere en kun ”gode“ og ”onde“ mennesker i ver-den. Tilværelsen er meget mere kompliceret end det; så vi må være forsigtige med, hvordan vi behandler dem, der tilsyneladende ikke reagerer på evangeliet på den måde, vi synes, de skulle.

Hvordan kan vi tydeligt se den store strids virkelighed i denne beretning?

Kampen om menneskenes sjæle er virkelig, og fjenden benytter ethvert middel til at vende mennesker bort fra frelsen. Ellen White skriver fx i forbindelse med den sæd, der faldt ved vejen: ”Satan og hans engle er til stede der, hvor evangeliet forkyndes. Medens engle fra Himlen forsøger at få Guds ord til at gøre indtryk på hjerterne, står fjenden på sin post for at tilintetgøre dets virkning. Med en iver, der kun finder sit sidestykke i hans ondskab, prøver han at modar-bejde Guds Ånds gerning. Mens Kristus drager sjælen med sin kær-lighed, forsøger Satan at bortlede det menneskes opmærksomhed, som er blevet påvirket til at søge Frelseren.“ (Ellen White, Lys over hverdagen, 1. bind, s. 27-28).

Vi kunne spørge: Hvorfor kunne bonden ikke være mere påpasselig og ikke spilde såsæd ved at kaste den på vejen? Hvorfor kunne han ikke have været mere omhyggelig med at fjerne stenene? Hvorfor fjernede han ikke mere ukrudt?

Når vi sår evangeliets sæd, er den menneskelige indsats altid begrænset. Vi er nødt til at så allevegne. Det er ikke op til os at dømme, hvad der er god eller dårlig jord. Tilstedeværelsen af ukrudt viser os kun, at vi ikke er i stand til at forhindre det onde i at dukke op selv på de mest uventede steder. Høstens herre arbejder i bag-grunden og sørger for, at alle, der kan blive frelst, bliver det. Vi skal gøre vores arbejde og lære at have tillid til, at han gør sit.

Hvordan kommer denne lignelses virkelighed til syne i vores hverdag? Hvorfor ser vi, at nogen nydøbte medlemmer forsvinder igen? Eller at andre slet ikke har nogen interesse i evangeliet? Eller at nogle bliver solidt grundfæstet i troen?

At så og høste

8. FEBRUAR 2016

TIRSDAG

71

Matt 7,21-27

Til at tænke over

Spørgsmålet om, hvor vi står i den kosmiske strid, der foregår om-kring os, bliver gjort meget personlig i lignelsen om manden, der byggede sit hus på klippen.

Hvorfor er denne lignelse skræmmende?

Hvad kommer du til at tænke på, når du forestiller dig denne histo-rie? Hvor er klippen, og hvor er sandet? For nogle mennesker findes sand kun på stranden; men denne historie har sandsynligvis intet at gøre med et hus ved vandet. Det er mere sandsynligt, at det handler om de blide bakker, på hvis skråninger de fleste af datidens lands-byer var bygget.

Jesus beskriver to huse; det ene er bygget på overfladen, mens det andet har en sokkel, der hviler på klippen (Luk 6,48). Det er ikke muligt at se forskel på de to huse, når de er færdigbygget, indtil reg-net begynder at falde højere oppe i bakkerne, og en oversvømmelse kommer brølende ned igennem dalen. For den ene af husbyggerne er dette ikke noget problem, for hans hus er solidt grundfæstet; men for den anden er det et stort problem. Uden en sikker grundvold er huset, der kun er bygget oppe på overfladen, et let offer for de hvirvlende vandmasser.

Jesus fortalte denne lignelse, fordi han vidste, hvor meget vi mennesker bedrager os selv. Der foregår en alvorlig kamp, og uden hjælp har vi ingen mulighed for at overleve. Jesus kaldes Klippen, fordi han sejrede over det onde.

Denne personlige kamp mod det onde kan vindes, men kun hvis vi bygger vores liv solidt på ham. Og vi kan kun bygge på ham ved at være lydige mod ham. ”Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen“ (Matt 7,24). Så enkelt er det. Uanset hvor stor rolle tro spiller, siger Bibelen, at tro uden gerninger er død (se Jak 2,17.20.26), og i denne lignelse ser vi, hvor død den virkelig er.

Læs Matt 7,22-23. At uddrive dæmoner i Jesu navn eller profetere i hans navn er tegn på en eller anden form for ”tro“. Men hvilken skæbne fik disse mennesker? Tænk over hvilken grundvold dit eget hus er bygget på. Hvordan kan du vide, hvad svaret er?

Byg på klippen

9. FEBRUAR 2016

ONSDAG

72

Matt 7,1-5

Til at tænke over

Jesus holdt sin Bjergprædiken forholdsvis tidligt i sit offentlige ar-bejde. Denne tale var revolutionerende. For det første fortalte han almindelige mennesker, at de havde værdi og var salige i Guds øjne (Matt 5,3-12), at de var salt (Matt 5,13) og lys (Matt 5,14-16) – to højt skattede fornødenheder. Han talte om Guds lovs betydning (Matt 5,17-19), men advarede samtidigt mod at forsøge at gøre indtryk på andre ved vores egne gode gerninger (Matt 5,20). Der-næst gjorde Jesus det klart, at moral afgøres af, hvad vi tænker, ikke kun ved vores handlinger (Matt 5,21-28), selv om vi også må vogte vores gerninger (Matt 5,29-30). Når vi læser hele denne prædiken igennem, ser vi, at Jesus indbefattede alt, der har med den menne-skelige tilværelse og personforhold at gøre (se Matt 5-7,27).

Hvordan kommer den store strids virkelighed til syne i disse vers? Hvordan ser vi vekselspillet mellem godt og ondt?

”‘Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes.’ Tro ikke, at I selv er bedre end andre mennesker, og gør ikke jer selv til deres dommere. Da I jo ikke kan skelne, hvad der ligger til grund for en sag, er I ikke i stand til at dømme et andet menneske. I dømmer jer selv ved at kritisere ham; for det viser, at I er i ledtog med Satan, brødrenes anklager. ‘Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv!’ Dette er vor opgave.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 221).

Da Jesus sagde til sine tilhørere, at de ikke skulle dømme, lagde han vægt på to vigtige pointer. Det første er, at grunden til vi dømmer andre er, at vi selv gør nøjagtigt det samme, som vi fordømmer (Matt 7,1-2). Vi fjerner opmærksomheden fra os selv og sikrer os, at alle an-dre omkring os ser på den person, vi fordømmer, fremfor på os.

Den anden pointe, Jesus pegede på, var, at det problem, vi ser hos vores bror eller søster, tit kun er en brøkdel i sammenligning med vores eget problem – et problem, vi måske ikke engang selv er klar over. Det er så let at se en lille splint i deres øjne; men vi er ikke i stand til at se den store bjælke i vores egne.

Hvad er forskellen på at dømme en person og at dømme det rigtige eller forkerte i vedkommendes handlinger? Hvorfor er det vigtigt at skelne mellem disse to ting?

Døm ikke

10. FEBRUAR 2016

TORSDAG

73

Matthæus afslutter sit evangelium med nogle af de mest opmun-trende ord, Jesus sagde: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende“ (Matt 28,20).

Hvilken betydning bør dette have rent praktisk i vores liv, i vores kampe, nederlag og skuffelser, også når vi føler, at Gud har svigtet os?

Det er interessant, at Matthæus begynder sit evangelium med tilsva-rende ord. Efter at have opremset hele slægtstavlen, og efter gengi-velsen af englens besøg hos Maria og Josef, forklarer Matthæus, at det barn, der skulle fødes, var Immanuel, Gud med os (Matt 1,23).Gud gav løftet: ”Jeg vil være med dig/jer“ mange gange i Bibelen. Han lovede at være med Isak (1 Mos 26,24), Jakob (1 Mos 28,15), Jeremias (Jer 1,8-9) og Israels børn (Es 41,10; 43,5). Mange af disse løfter blev givet i situationer med vanskeligheder og modgang, hvor Guds ord ville have allerstørst betydning.

Et lignende vers bruger et tilsvarende udtryk: ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke“ (Hebr 13,5). Kun et par vers senere tilføjes dette løfte: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid“ (Hebr 13,8). Dette løfte findes også adskillige gange. Det kommer faktisk fra den situation, hvor Moses overgiver lederskabet til Josva (5 Mos 31,6.8), og Gud gentager dette løfte til Josva efter Moses’ død: ”Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke“ (Jos 1,5). Da David overgav sit kongedømme til Salomo, fortæller han med de samme ord, at Gud ikke vil lade Salomo i stikken og ikke svigte ham (1 Krøn 28,20).

Jesus, som ikke forandrer sig, og som altid er med os, gav en stærk forsikring til vores forfædre i troen. De var udsat for vanske-ligheder og prøvelser, og stod over for at skulle møde deres livs stør-ste udfordringer; alligevel var de forsikrede om Guds vedblivende tilstedeværelse.

Disse løfter er af stor betydning for Kristi kirke i de sidste dage. Læg mærke til den sammenhæng, hvor Jesu løfte om at være med os indtil verdens ende blev givet. Det er knyttet til missionsbefalin-gen om at gøre folk til hans disciple ved at døbe dem og undervise dem. Så dette er løftets fokus – glæden over at frelse mennesker fra at havne på den tabende side i den store strid.

”Jeg er med jer alle dage“

11. FEBRUAR 2016

FREDAG

74

Til videre studium


Forfatteren Leon Wieseltier skrev om det, han omtalte som ”en af de mest bedrøvelige historier i verden.“ Han fortalte om en englæn-der, han kalder S.B., som havde været blind fra fødslen. Men den gode nyhed var, at da S.B. var 52 år gammel, gennemgik han en hornhindetransplantation, som gav ham synet. For første gang i sit liv kunne S.B. se! Det må have været en fantastisk oplevelse for ham endelig at kunne se den verden, der havde udfoldet sig omkring ham hele hans liv, men som bogstaveligt talt var usynlig for ham.

Wieseltier citerer efterfølgende fra den bog, hvor han første gang læste denne fortælling: ”S.B. syntes, at verden var kedelig, og han var oprørt over afskallende maling og skønhedsfejl ... Han lagde mere og mere mærke til tingenes ufuldkommenhed og ville undersøge små uregelmæssigheder og pletter i maling og træværk. Han fandt det meget rystende, for han havde åbenbart forventet en mere fuldkommen verden. Han holdt af klare farver men blev depri-meret, når lyset svandt. Hans depression blev mere og mere udtalt og gennemgribende. Han opgav gradvist en aktiv tilværelse og døde tre år senere.“ (www.newrepublic.com/article/113312).

Hvor sørgeligt! Selv om det på en måde er svært at forstå, er det egentlig ikke. Vores verden er ødelagt. Den store strid har raset her i omkring seks tusinde år. En sekstusind år lang krig vil medføre en masse ødelæggelse. Og på trods af de mange forsøg på at forbedre denne verdens tilstand, ser det ikke ud til at gå i den rigtige retning. Det kommer faktisk kun til at blive værre. Dette er grunden til, at vi har brug for løftet om frelse, som kun kan gives, fordi Kristus er sejrherre i den store strid, en sejr der blev sikret på korset, og som tilbydes gratis til os alle.

1. Hvad kan du personligt lære af fortællingen om S.B.?

2. I tirsdagsafsnittet så vi, at de, som sagde: ”Herre, Herre, har vi ikke gjort“ dette eller hint i dit navn, troede på Jesus. Men læg samtidigt mærke til det, de fremhævede i deres svar. Hvem fo-kuserede de på? Hvordan viser svaret på disse spørgsmål, hvor-for de i den grad havde bedraget sig selv?

3. Hvordan kan du takle problemet med en ven eller et familie-medlem, der gør noget indlysende forkert, på en måde, der ikke er fordømmende og heller ikke virker fordømmende?

12. FEBRUAR 2016

DIALOG

75






Baggrund

• Lad klassen lave en oversigt over de større tidsperioder i den store strids historie. Hvordan vil du/I opdele frelseshistorien i epoker?

• Find valgsituationer i nogle af Jesu lignelser og giv eksempler fra hver lignelse, hvor den enkelte opfordres til at træffe et valg for Gud.

Vi står alle over for praktiske situationer, hvor vi er mere eller mindre tvungne til at foretage en vis vurdering af andre mennesker, evt af deres arbejde.

• Hvordan kan en sådan vurdering foretages i lyset af en kristen tankegang? Hvordan kan den undgå at være en dom over andre mennesker eller en fordømmelse, som vi netop er bedt om ikke at fælde?- Har vi lov til at vurdere?

• Tænk over de faktorer, som har bestemt din livssituation. Hvilke større begivenheder, som er sket uden din indflydelse, har haft betydning for den måde, dit liv har udformet sig på?- Sammenlign evt. med tidligere generationer eller historiske

perioder, dine forældre eller bedsteforældre.- Er disse faktorer af evighedsbetydning? Gør de nogen forskel

ved din rolle i den store strid, for dine personlige valg?- Drøft evt. disse perspektiver med din klasse

• Jesus inviterer til hvile, til at hvile i tro. Drøft med din klasse, hvilke faktorer i dagligdagen, som besværliggør en sådan hvile. - I hvilke situationer er du/I i stand til at koble af?- Hvilke forhold i dit liv eller følelser og tanker i dit sind skaber

forhindringer for, at du kan hvile i tillid til Gud?

• Tænk over Jesu lignelser. Skriv punkt for punkt nogle af de lær-domme, som de giver dig med hensyn til dit praktiske dagligliv.

Jesus var ikke den eneste, der underviste ved hjælp af lignelser. Som en litterær form var den udbredt blandt datidens rabbinere. Det var en god pædagogisk metode til at hjælpe elever med at huske – og


76

DIALOG

Tænk over det

NOTER

dermed også til at forstå lærdomme, som eleverne ikke i første om-gang forstod betydningen af.

Hvordan kan man se en splint hos andre, hvis man selv har en bjælke i øjet?


77


88

78

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”De sagde til hinanden: ‘Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?’“ (Luk 24,32).

Lige fra begyndelsen af sin tjeneste arbejdede Jesus ikke alene. Han valgte mennesker til at hjælpe med forkyndelse, undervisning og hjælpearbejde. Og selv om de fire evangelier primært fokuserer på Jesu liv, død og opstandelse, beskriver de samtidig på mange måder hans disciple, der stod ham nærmest.

Mens den store strid rasede omkring ham, rasede den også omkring disciplene. Lige til den bitre ende, da Jesus råbte: ”Det er fuldbragt“, var det ikke muligt for Satan at få Jesus til at snuble og falde. Men Jesu efterfølgere var et meget lettere bytte. Deres karakterbrist gav Satan let adgang til dem, og dette udnyttede fjenden til fulde.

Stolthed, tvivl, stædighed, selvhøjtidelighed, smålighed – uanset hvilken brist gav den adgang til Satans angreb. Halvdelen af discip-lenes problem var, at de havde deres egen opfattelse af, hvad de mente, der skulle ske. Derfor lyttede de ikke, til det Jesus sagde, ville ske.

De havde mange vanskelige lektier at lære. Og det har vi uden tvivl også.

· Luk 5,6-8.11· Mark 3,14· Matt 8,23-27· Mark 4,35-41; 9,33-37· Matt 20,20-28

Soldaterkammerater


SØNDAG

79

Luk 5,6-8

Til attænke over

Når vi tænker over, hvilke utrolige ting der stod på spil i den store strid, er det forbløffende, at Jesus valgte at bruge mennesker til at hjælpe sig i sit arbejde, især mennesker med så mange fejl. Men hvis vi tænker over den faldne menneskeheds tilstand, ville ingen have været uden moralske mangler, uanset hvem han havde valgt.

Mens Jesus gik langs med stranden på den nordlige side af Ge-nesarets sø, og en stor skare fulgte ham, fik han øje på to fisker-både, hvis ejere var ved at rengøre dem efter en nat med dårlige resultater. Disse fiskere var allerede klar over, hvem Jesus var. Han havde undervist i deres synagoge, hvor han forbløffede alle med sine ord (Luk 4,31-32). Jesus havde til og med uddrevet en ond ånd fra en mand i deres synagoge, og alle var ude af sig selv af forun-dring (Luk 4,33-36). De havde set Jesus helbrede Peters svigermor (Luk 4,38-39) og mange andre den samme aften (Luk 4,40-41).

Det var ikke så mærkeligt, at en stor skare fulgte ham langs stranden. Jesus standsede ved Peters båd, bad Peter om at skubbe den lidt ud fra land, så alle kunne se ham, og begyndte at tale til folket (Luk 5,3). Da han var færdig, bad han Peter om at kaste de nyvaskede net ud på dybet lige ved stranden. Peter har helt sikkert tænkt, at det ikke ville give noget resultat, men af respekt for Jesus gjorde han, hvad Jesus bad ham om.

Hvad lærer Peters reaktion os om ham, og hvordan kan det hjælpe os til at forstå, hvorfor Jesus valgte Peter på trods af hans mange indlysende fejl?

Peters reaktion er forbløffende. Måske svarer den til Jakobs bryde-kamp med englen – den samme erkendelse af en guddommelig per-sons tilstedeværelse og en overvældende følelse af uværdighed (1 Mos 32,24-30). En ting er sikkert. Peter blev klar over sin syndighed, fordi han vidste, at Herren var der. Hans åbne bekendelse om sin egen syndighed står i skarp modsætning til fx nogle af de religiøse lederes reaktion, hvor de omtalte Jesus selv som en synder (se Joh 9,24) i stedet for at erkende deres egen syndighed, selv når de var i hans nærhed.

Luk 5,11 siger, at de ”forlod alt og fulgte ham,“ hvilket betød, at mens deres garn var så fulde af fisk, at de var ved at revne, forlod de alt og fulgte Jesus. Hvilket budskab er der for os i denne kends-gerning?

Peters kald

14. FEBRUAR 2016

MANDAG

80

Mark 3,14

Til at tænke over

Da Jesus kaldte sine første disciple ved Genesarets sø, havde de alle-rede været vidne til hans magt over det onde. De havde set ham ud-fordre dæmoner (Luk 4,34-36), helbrede syge (Luk 4,38-41), have magt over naturen (Luk 5,4-6), afsløre synd og derefter forsikre Peter om, at der ikke var nogen grund til at frygte (Luk 5,10).

Efter at Jesus nogen tid senere havde bedt hele natten (Luk 6,12), samlede han sine efterfølgere (disciplene), og ud af denne store gruppe valgte han tolv, som kan kaldte apostle (Luk 6,13). Det græ-ske ord apostolos betyder ”en udsending“. Før Jesus sendte dem ud, tilbragte han tid sammen med dem og gav dem instruktioner (Luk 9,1-5), der lignede de detaljer, han senere gav til den større gruppe på 70 (Luk 10,1-16).

Hvad ønskede Jesus for apostlene, inden han sendte dem ud på egen hånd? Hvilket vigtigt budskab er der for os alle i denne kendsgerning?

Hvor tit er ikke moderne disciple ivrige efter at skynde sig med at arbejde for Jesus i stedet for at tilbringe tid sammen med ham? Det enkle faktum er, at når vi går ud for at opfylde missionsbefalingen og haster af sted med vores liste over ting, der skal gøres, forbigår vi let denne verdens frelser og forsøger at erstatte ham med os selv. Det er alt for let at have et ”Messiaskompleks“, hvor vi tror, at det er op til os at frelse verden, mens vi glemmer, at Jesus alene er Frel-seren.

Det er nok ikke helt forkert at sige, at en stor del af kristendom-mens historie er blevet skæmmet af mennesker, der bekendte Jesu navn, men ikke havde tilbragt tid sammen med ham, ikke kendte ham, og ikke var blevet forvandlet af ham. Det sidste, vores verden og vores kirke har brug for, er dem, der løber omkring i Jesus navn, men som endnu ikke har været ”sammen med ham“. Et af Satans største kneb i den store strid har været evnen til at overtage dem, der hævder at være kristne, og bruge dem til at tilsmudse hans navn. Derfor ønskede Jesus, at disse mænd skulle være sammen med ham og utvivlsomt lære af ham, før han sendte dem ud.

Hvad betyder det for os i dag at være sammen med Jesus, når han ikke fysisk er til stede? Giv eksempler på praktiske måder, vi her og nu kan tilbringe tid sammen med ham.

”Sammen med ham“

15. FEBRUAR 2016

TIRSDAG

81

Matt 8,23-27 Mark 4,35-41

Luk 8,22-25

Til at tænke over

Hvordan ser vi den store strids virkelighed åbenbaret i disse tekster?

Selv om vi ikke til fulde forstår, i hvor stor grad Satan påvirker natu-ren, viser Bibelen, at hans indflydelse er til stede. Vi kan fx se det i fortællingen om Job (se Job 1,18-19). Ellen White fortæller os også, at ”selv i vores tid forsøger Satan gennem katastrofer både på havet og på land at afgøre så mange menneskers skæbne som muligt.“ (Ellen White, In Heavenly Places, s. 348). Dette er endnu et tegn på hans magt på dette område. Midt i de tilsyneladende uendeligt mange naturkatastrofer, der rammer jorden, ser vi den store strid udfolde sig i vores verden.

I denne beretning finder vi, at Jesus efter en lang dag med under-visning, da det var ved at blive aften, foreslog, at han og apostlene skulle tage over til det mindre befolkede område på den anden side af søen. Halvvejs over søen kom der pludseligt en voldsom hvirvel-storm, og bølgerne slog ind over båden (Mark 4,37). Jesus var så udmattet, at han lå og sov i agterstavnen, og han mærkede tilsynela-dende intet. Disciplene havde så travlt med at kæmpe imod stormen, at det måske tog noget tid, før de blev klar over, at Jesus sov.

Jesus siger ingenting, da de endelig råber til ham om hjælp. Han giver dem ikke en prædiken for at forklare den situation, de befinder sig i, eller kommer med forslag til, hvad disciplene kan gøre for at vinde sejr i situationen. Han rejser sig ganske enkelt op, løfter sin hånd og siger til vinden og bølgerne, at de skal tie stille og holde inde, som om de kun var en flok larmende børn.

Disciplene bliver overvældet af ærefrygt. ”De blev grebet af stor frygt og sagde til hinanden: ‘Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?’“ (Mark 4,41).

Selv om der er mange lærdomme i denne beretning, kan vi her se, hvor omfattende Jesu magt er, og dermed vores behov for at stole på ham, uanset hvad der sker.

Selv om vi kan se, hvor stor magt Jesus virkelig har, også over naturen, er der et område, som han ikke vil påtvinge denne magt, og det er over vores egen vilje. Dette fortæller os, at vi bør være meget forsigtige med, hvordan vi bruger den frie vilje, Gud har givet os, og den store strids virkelighed bør gøre os endnu mere varsomme med, hvordan vi anvender denne gave.

Jesu herredømme over naturen

16. FEBRUAR 2016

ONSDAG

82

Mark 9,33-37

Matt 20,20-28

Til at tænke over

Hvilke lektier lærte Jesus sine disciple i denne situation, og hvad er budskabet til alle dem, der hævder at følge Jesus? Se også Matt 18,3-5.

Denne debat blandt disciplene hang utvivlsomt sammen med deres syn på fremtiden. De troede, at Jesus skulle befri dem fra romerne, genoprette Davids rige og herske som Israels nye konge med en her-lighed, der svarede til den, landet havde oplevet under kong Salomo. De regnede sandsynligvis med, at når dette skete, ville de som en del af Kristi inderkreds blive tildelt højtstående og vigtige roller i det ny-oprettede rige. Men selv det var ikke nok. De ønskede at vide, hvem af dem der skulle være ”den største“ i riget. I lyset af Es 14,14 kan dette opfattes som en indskydelse fra Satan.

Hvordan svarede Jesus på denne forespørgsel? Hvad var hans ho-vedpointe?

Det mest skuffende ved denne skammelige hændelse er måske den sammenhæng, det foregik i. De var på vej til Jerusalem, hvor Jesus ville blive korsfæstet. Han havde netop forklaret for dem, at han ville blive forrådt, dømt til døden, hånet, pisket og korsfæstet, og opstå igen på den tredje dag (Matt 20,18-19). Ikke så snart havde han sagt dette, før spørgsmålet om, hvem der skulle være den største, atter dukkede op. De havde ikke engang hørt, hvad Jesus sagde. Det var tydeligt, at de ikke lyttede. Fordi de kun var interesseret i deres egne snævertsynede ambitioner, gik de glip af de afgørende elementer i det, der stod på spil. De fokuserede på den forkerte ide om et jordisk rige, der aldrig ville komme. De fik slet ikke fat i det, Jesus fortalte dem om det evige rige, som han tilbød dem gennem sin egen forestå-ende død.

Det er let at dømme disciplene for deres kortsigtethed og smålig-hed. Men tag et kig på dig selv og spørg: ”Hvilken kortsigtethed og smålighed har jeg brug for at få renset bort fra mit sind?“

Hvem er den største?

17. FEBRUAR 2016

TORSDAG

83

Luk 24,19-35

Til attænke over

Det var den tredje dag efter Jesu død. Hans disciple var endnu lam-mede af chok. De havde troet, at han skulle knuse romermagten; men det så ud til, at romerne i stedet havde knust ham.

Mange af disciplene var sammen med apostlene efter korsfæstel-sen. Nogle af kvinderne blandt dem gik tidligt søndag morgen ud til graven. Lukas giver os navnet på tre af dem; men der var andre kvinder, der havde fulgt med Jesus fra Galilæa (Luk 23,55; 24,1.10). De vendte tilbage fra den tomme grav for at fortælle ”de elleve og alle de andre“ om to mænd i skinnende klæder, som de havde set der (Luk 24,9).

Lukas fortæller, at denne søndag eftermiddag gik to af Jesu disciple den to til tre timer lange tur fra Jerusalem tilbage til deres hjem i Emmaus (Luk 24,13). De var sandsynligvis så fordybet i deres samtale om, hvad der var sket i løbet af weekenden, at de ikke lagde mærke til en fremmed, der gik i nærheden af dem. Måske havde de aldrig bemærket ham, hvis han ikke havde brudt ind i deres samtale ved at spørge dem, hvorfor de var så bedrøvede (Luk 24,17).

Dette spørgsmål fik den ene af dem, Cleopas, virkelig op på mærkerne. Han kunne ikke forstå, hvordan denne fremmede ikke havde hørt om alt det, der var sket. ”Hvad da?“ spurgte den frem-mede (Luk 24,19).

Hvad sagde disse disciple, der afslørede deres manglende forstå-else, og hvordan forklarede Jesus sandheden for dem?

Læg mærke til, at Jesus forklarer alt ud fra Skriften. På samme måde som han brugte Skriften i sin kamp med Satan i ørkenen, bruger han også Skriften i denne situation for at fjerne det mørke, disse to be-fandt sig i. Først lagde han en solid grundvold for dem fra Bibelens lære om ham og hans mission. Derefter gav han dem en mægtig erfaring for at sørge for, at disse bibelske lærdomme blev forstærket. Først viste han dem, hvem han var, og at han virkelig var opstået fra de døde; dernæst ”blev han usynlig for dem“ (vers 31). Både det overbevisende bibelstudium om Jesu forsoningsdød og de to efter-følgende hændelser gav disciplene rigelig grund til at tro.

Igen ser vi, ligesom hele vejen igennem evangelierne, at Jesus pla-cerer Skriften i centrum. Hvordan kan vi vogte os for enhver tanke, der kan få os til at betvivle Bibelens autoritet?

Et guddommeligt møde med Ordet

18. FEBRUAR 2016

FREDAG

84

Til videre studium


Mens Jesus var her på jorden, udrev han onde ånder (Luk 6,18), gav håb til dem, der intet håb havde (Luk 6,20-23), viste mennesker, hvordan de skulle omsætte Guds agape-kærlighed i hverdagen (Luk 6,27-49), helbredte officerens tjener (Luk 7,2-10), opvakte enkens søn fra de døde (Luk 7,12-16), stillede stormen (Luk 8,22-25), be-friede den besatte i gerasenernes land fra dæmoner (Luk 8,26-39), helbredte kvinden der led af blødninger (Luk 8,43-48), oprejste Jairus’ datter fra de døde (Luk 8,41-42.49-56) og opvakte Lazarus efter fire dage i graven (Joh 11,39-44). Alt dette og meget mere gjorde han, og alligevel har mange meget svært ved at tro på ham.

”Selv for Kristi egne disciple gik det langsomt med at lære og forstå. Til trods for deres kærlighed til ham og deres ærbødighed for hans karakter vaklede deres tro på, at han var Guds Søn. Deres mange henvisninger til fædrenes traditioner viser, hvor vanskeligt det var for dem at befri sig fra overtro“ (Ellen White, Manuscript Releases, vol. 18, s. 116).

Tro er en gave fra Gud; men det er en gave, vi kan modsætte os. Det kan vi, fordi Satan er virkelig, den store strid er virkelig, og fjenden arbejder hårdt for at få os til at tvivle. Og vi er blevet advaret om det. Vi finder frelse gennem tro på, hvad Kristus har gjort for os; det ved Satan, og han vil gøre, hvad han kan for at få os til at vende os bort fra troen. Heldigvis er Jesus uendelig meget mægtigere end djævelen, og hvis vi holder os til ham, kan Satan ikke sejre over os.

1. Hvad ville du svare, hvis nogen spurgte dig: ”Hvis Jesus har så stor magt over naturen, hvorfor blive så mange mennesker, til og med kristne, ramt af naturkatastrofer?“ Hvordan passer den store strids virkelighed ind i dit svar?

2. Nævn nogle af de grunde vi har for at tro på Jesus, og det Bi-belen siger om ham. Hvorfor er det vigtigt hele tiden at minde os selv om disse grunde? Hvorfor kæmper så mange med tro, på trods af alle de gode grunde, der kan gives? Hvordan kan vi bedst takle dette problem?

3. Som vi så i denne uges studium, valgte Jesus medarbejdere, der ikke var fuldkomne. Hvilket håb giver det dig mht., hvordan Je-sus kan bruge dig, på trods af dine svagheder?

19. FEBRUAR 2016

DIALOG

85






• Find sange eller musik, der illustrerer nogle af lektiens beretnin-ger og læs/syng dem sammen! Den danske sangtradition er rig på dette område, tænk fx på ”Der sad en fisker så tankefuld“.

• Er der nogen grund til at uddanne missionærer? Skal kristne have uddannelse, før de forkynder?

• Prøv at give nogle begrundelser for kristen uddannelse, specielt med henblik på missionærer, der sendes ud?- Hvad er det nødvendigt at lære? Hvorfor? Hvilket eksempel

giver Jesu træning af disciplene os med hensyn til uddan-nelse af missionærer?

- Hvilke risici løber vi, hvis vores udsendte ingen træning har?

• Lektien taler om et ”Messiaskompleks“, om mennesker der forkynder, som om de er Jesus! Hvilken forskel gør det, om jeg opfatter mig som en person, der har Jesu rolle, eller som en missionær han har udsendt?

• Kan du finde eksempler fra nutidens kirkelige liv, hvor menne-sker påtager sig en autoritet, som kun tilhører Jesus?- Hvilken betydning har det for menneskers personlige frihed,

når forkyndere eller kultledere optræder som absolutte auto-riteter?

• Hvordan er ledelsesstrukturen i vores menighed? Følger vi Jesu model for ”tjeneste“?- Tænk over, hvordan vi kan forbedre os på dette område –

uden at komme med en skylle af angreb på det, der er!

• Tænk over den frihed til at vælge, som Gud har givet dig. På hvilke områder har du frihed i dit liv, og på hvilke er du under-kastet andres valg eller omstændigheder, du ikke er herre over? Synes du stadig, at du har frihed til moralsk at vælge mellem godt og ondt?

• Føler du af og til, at Gud sover?


86

DIALOG

Baggrund

NOTER

Jesu guddommelighed kommer til syne på mange måder i evange-liernes beretninger. I fortællingen om stormen på søen ville beret-ningen om Jesu søvn og opvågnen have mindet de første læsere om gammeltestamentlige tekster, hvor Gud påkaldes, og hvor hans indgriben sammenlignes med en kriger, der vækkes efter søvn, som i Salme 78,65.


87


99

88

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Men da de så Peters og Johannes’ frimodighed og blev klar over, at de var jævne og ulærde mænd, undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus“ (ApG 4,13).

Den største forhindring, Jesus mødte hos sine efterfølgere, var deres forudfattede meninger. Disciplene lagde ikke mærke til, hvad Jesus sagde, hvis det ikke passede med deres egne ideer om, hvad han skulle være. Helt frem til hans himmelfart blev de ved med at ud-spørge ham om befrielsen af Israel fra den romerske magt.

Det var kun efter ti dage i bøn og nært fællesskab i Guds nærvær, at deres fordomme endelig begyndte at blive erstattet med sand-heden, og disciplene var parate til at høre, hvad Gud sagde til dem. Dette banede vejen for Pinsedagens utrolige begivenheder.

Kirken stod selvfølgelig stadigvæk over for mange udfordringer, især fra de lokale religiøse ledere. Mange af disse ledere var ligeså fast besluttede på at bringe disciplene til tavshed, som de havde været med Jesus.

I denne uges bibelstudium vil vi se, at den store strid viser sig på mange forskellige måder. Vi vil se den komme tydeligt til syne, når magthaverne inspireres af Satan til at undertrykke sandheden. Men vi vil også se den udfolde sig på en mere skjult, men afgørende måde i menneskers hjerter.

· ApG 1,6-8; 2,5-12· 1 Mos 11,1-9· ApG 4,1-30; 7,54; 10,12-29

Den store strid og den første kirke


SØNDAG

89

ApG 1,6-8

Til at tænke over

Efter sin opstandelse tilbragte Jesus 40 dage sammen med sine di-sciple for at bekræfte opstandelsen og hjælpe dem til bedre at forstå Guds rige (ApG 1,3; 1 Kor 15,4-7). Alligevel var det, der optog deres tanker mest, mens de var sammen lige før Jesu himmelfart, om dette var tidspunktet, hvor Jesus endelig ville besejre romerne (ApG 1,6).

Deres egne forestillinger om, hvad der skulle ske, var så stærke, at de ganske enkelt ikke havde hørt efter, hvad Jesus havde sagt til dem. Selv efter tre og et halvt år, der jo svarer til en universitets-grad, i nært samvær med den bedste lærer verden nogensinde har haft, havde disciplene stadigvæk mange forkerte opfattelser, som de skulle lære at glemme.

Hvad svarede Jesus på dette udtryk for dyb uvidenhed?

I stedet for at rette på alle deres misforståelser fokuserede Jesus på sagens kerne. Helligåndens kraft var langt vigtigere end en politisk diskussion.

Efter at disciplene havde set Jesus blive løftet op i skyerne og forsvinde, lagde de mærke til to mænd, der stod sammen med dem. De to mænd fortalte dem, at Jesus ville komme igen. På samme måde, som han blev modtaget af himlen som en sejrende konge, ville han komme igen som den konge og sejrvinder, de havde drømt om, da de spurgte mht. oprettelsen af Israels kongedømme. Men den dag vil overgå selv deres største drømme; for han vil komme som konge over hele skaberværket, ikke kun som konge over et stykke jord i Mellemøsten.

Da de elleve disciple vendte tilbage fra Oliebjerget til Jerusalem, var de helt svimle på grund af alt det, der var sket, og deres hjerter glødede med de sandheder, Jesus havde åbenbaret for dem, i hvert fald dem, de forstod. Men de havde brug for mere. Jesus bad dem om at vente i nogle få dage, indtil Helligånden ville døbe dem (ApG 1,4-5); for selv om fjenden var besejret, var han endnu ikke færdig, og de ville få brug for kraft fra det høje for at kunne gøre det, Jesus havde kaldt dem til.

Læs ApG 1,14. Hvad var den store forskel i disciplenes indbyrdes forhold nu, sammenlignet med tidligere, se fx Matt 20,20-24? Hvilket budskab indeholder denne ændrede holdning til os? Hvor-dan kan du sætte dit eget jeg til side i forberedelsen på at mod-tage Helligåndens udgydelse?

Begyndelsen til en ny begyndelse

21. FEBRUAR 2016

MANDAG

90

ApG 2,5-12

Til at tænke over

I ti dage bad Jesu efterfølgere og vurderede deres erfaringer med Jesus i lyset af Skriften, mens de i ydmyghed viste hinanden aner-kendelse. Til sidst tillod de Helligånden at indskærpe sandheden over for dem. På samme måde, som Guds Ånd svævede over van-dene ved begyndelsen af skabelsesprocessen, svævede Helligånden også over hver enkelt af disciplene og viste sig som ildtunger på hver af dem (ApG 2,2-3). Dette var en ny begyndelse, en ny skabelse.

Hvilken betydning har det, der fortælles om her? Sammenlign med 1 Mos 11,1-9.

På et tidspunkt efter Syndfloden besluttede jordens indbyggere at bygge et tårn, der kunne nå himlen (1 Mos 11,1-9). For at forhindre denne arrogante og tåbelige plan (og samtidigt de nye former for synd, de havde udtænkt, 1 Mos 11,5-6), forvirrede Gud deres sprog og spredte dem ”ud over hele jorden“ (1 Mos 11,7-9).

På Pinsedagen gjorde Gud det modsatte. Her kunne han se en gruppe mennesker, som ikke byggede et nyt Babelstårn, men som var rede til at forkynde de gode nyheder om, at det onde en dag for altid ville blive udryddet.

Den dag var folk ”fra alle folkeslag under himlen“ (ApG 2,5) samlet i Jerusalem, og de stimlede sammen i forundring, idet de hver især hørte deres eget sprog talt af disciplene (ApG 2,6-11).

Peter benytter denne anledning til at tale til dem. Han taler om en udgydelse af Guds Ånd, som skal forberede et folk på at møde Gud (ApG 2,17-21). Han forklarer, hvad Messias’ sande opgave var og irettesætter dem for at have korsfæstet ham (ApG 2,23). ”Da de hørte det, stak det dem i hjertet“ (ApG 2,37) og 3.000 blev døbt og føjet til disciplene (ApG 2,41).

Nogle af dem, der under Satans indflydelse havde bifaldet Jesu død, blev nu under Helligåndens indflydelse omvendt til Jesus og døbt. Hvad siger dette om Guds kraft, ikke alene til at tilgive de værste synder, men også til at forvandle selv de hårdeste hjerter?

Pinsedagen

22. FEBRUAR 2016

TIRSDAG

91

ApG 4,1-30 Hvordan viser den store strid sig i denne begivenhed? Hvordan kan vi se Satan på spil her, men også se Guds handlinger?

”Præsterne og folkets ledere så, at Kristus blev æret frem for dem. Da saddukæerne, som ikke troede på en opstandelse, hørte apost-lene forkynde, at Kristus var opstået fra de døde, blev de rasende; de forstod, at hvis apostlene fik lov til at forkynde en opstanden Frelser og udføre mirakler i hans navn, ville læren om, at der ingen opstandelse var, blive forkastet af alle og saddukæernes sekt snart uddø.“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 78).

Det, der især fik lederne op på mærkerne var de helbredelser, Her-ren gjorde gennem Peter, (se ApG 3,1-10). Men disciplene vaklede ikke, da de blev konfronteret med disse ledere. Præsterne forven-tede ikke en sådan reaktion fra disse ”jævne og ulærde mænd“ (ApG 4,13). Idet de sendte disciplene udenfor og rådslog sammen, troede de, at hvis de truede disse mænd til ikke at forkynde i Jesu navn, ville de ydmygt rette sig efter det. Men hvor tog de fejl!

I stedet gik disciplene tilbage til de andre, og sammen priste de Gud (ApG 4,24). De bad om større frimodighed, og at Gud ville række sin hånd ud til flere helbredelser (ApG 4,29-30). De behøvede ikke at vente længe. På grund af disciplenes voksende popularitet bragte folk deres syge ud på gaderne, så skyggen af Peter kunde falde på dem, når han kom forbi (ApG 5,15). ”Også fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt“ (ApG 5,16).

I alt dette kan vi se, at den store strid viser sig: skrupelløse ledere, der forsøger at undertrykke sandheden; trofaste mennesker, der læser deres Bibel og beder om guddommelig kraft; sygdom helbredt og sjæle vundet for Gud. Selv om det i dag, i hvert fald ikke på over-fladen, ikke altid ser ud til at gå så godt, som det gjorde her, må vi aldrig glemme, hvordan den store strid til sidst vil ende. Den ende-lige sejr er vores, fordi den er afgørende og uomtvisteligt sikret ved alt det, Jesus har gjort for menneskeheden.

Møde med saddukæerne

23. FEBRUAR 2016

ONSDAG

92

Til attænke over

Apostlene var ikke de eneste, der i kirkens første tid blev konfron-teret med den etablerede religion. Stefanus, som var ”fuld af nåde og kraft“ og gjorde ”store undere og tegn blandt folket“ (ApG 6,8), blev ført frem for de religiøse ledere. Hans vidnesbyrd var faktisk så overbevisende, at hans modstandere opdigtede falske og inkrimi-nerende historier om ham, og derfor blev han slæbt for Rådet (ApG 6,9-14).

I ApG 7,2-53 giver Stefanus et mægtigt budskab til dem, der an-klagede ham. Læs ApG 7,54, som fortæller, at de blev ”ramt i deres hjerter“, det vil sige, at hans ord overbeviste dem. I ApG 2,37 var andre også blevet overbevist, da de hørte en lignende anklage imod dem. Hvad var forskellen på de to gruppers reaktion på deres over-bevisning, og hvad fortæller det os om, hvor altafgørende det er at overgive sit hjerte til Gud?

Indtil nu havde apostlene sluppet godt fra deres anklager mod lederne; men da Stefanus forsøgte det samme, blev han dræbt af en rasende hob. Stefanus’ død markerede begyndelsen på en koncen-treret indsats fra Satans side på at udslette den nye bevægelse. Indtil dette tidspunkt var Jesu efterfølgere blevet chikaneret og truet; men Stefanus var den første, der blev dræbt.

Men hvad havde de forventet? Hvis Satan kunne inspirere nogle ledere til at henrette Jesus, burde hans efterfølgere slet ikke have forventet en mildere behandling.

Men igen og igen i den store strids forløb ville Herren vende no-get, der tilsyneladende så ud som nederlag, til sejr. Og det var også tilfældet i denne situation.

”Efter Stefanus’ død blev Saulus valgt som medlem af det jødiske Råd som påskønnelse for den rolle, han havde spillet ved denne anledning. I en tid var han et mægtigt redskab i Satans hånd til at fremme hans oprør imod Guds Søn. Men snart skulle denne ubarm-hjertige forfølger hjælpe med til at opbygge den menighed, han nu rev ned. En, der er mægtigere end Satan, havde udvalgt Saulus til at indtage den dræbte Stefanus’ plads, at prædike og lide for hans navn og at bringe budskabet om frelse ved hans blod både vidt og bredt.“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 102).

Vi kan af og til se, at der kommer noget godt ud af, hvad der helt tydeligt er ondt. Og det er stort. Men hvad gør vi, når vi ikke kan se, at der kommer noget godt ud af noget, der er ondt, men faktisk kun endnu mere ondskab?

Steningen af Stefanus

24. FEBRUAR 2016

TORSDAG

93

Joh 4,27

ApG kap 10

ApG 10,12-29

Til at tænke over

Disciplene kæmpede ikke kun med forudfattede meninger, der forhindrede dem i at forstå det, Jesus lærte dem; de delte også na-tionens fordomme. Et eksempel på dette er fortællingen om den sa-maritanske kvinde, som Jesus bad om et bæger vand. Disciplene var overraskede over, at Jesus i det hele taget talte med denne kvinde.

Nationale fordomme viste sig også i beretningen om Cornelius, en romersk officer, der var udstationeret i Cæsarea. Cornelius var ”en from og gudfrygtig“ mand og højt respekteret af den lokale befolk-ning. En engel gav ham besked på at sende bud efter Peter i Joppe.

I mellemtiden var Peter i Joppe gået op på taget for at bede. I skygge for solen og med en kølig brise fra havet slappede han af og begyndte at blive sulten. Mens han ventede på, at hans vært skulle tilberede frokost, ser Peter et mærkeligt syn. Himlen åbnes og noget, der lignede en stor dug bundet i de fire hjørner, bliver sænket ned til jorden. I den var der alle slags dyr, som han anså for at være enten vanhellige eller urene, og han blev befalet at slagte og spise dem.

Hvad var Peters reaktion, da han blev bedt om at spise ”uren“ føde, og hvad betød synet?

I dette syn giver Gud Peter en meget vigtig lærdom. I dag er der nogle mennesker, der tror, at dette var tidspunktet, hvor Gud æn-drede menneskenes kost og gav dem lov til at spise alt. Men det er ikke, hvad Peter fik ud af synet. Til at begynde med undrede han sig over, hvad det mon kunne betyde; i begyndelsen er det ikke indly-sende. Da Cornelius’ mænd ankommer, føler Peter sig tilskyndet til at følge med dem. Og da Peter møder Cornelius, er han i stand til at fortælle Cornelius betydningen af synet. Kristus er hele verdens frel-ser. Også hedninger er værdifulde mennesker, som Jesus døde for.

Peter lærte en lektie, som vi alle har brug for at lære. I Kristus er alle skel nedbrudt og adskillelsen mellem jøde og hedning eksisterer ikke længere, men ”i et hvilket som helst folk tager [Gud] imod den, der frygter ham og øver retfærdighed“ (ApG 10,35).

Det er dejligt at mene, at vi alle er ét i Kristus; dette er, hvad Bi-belen lærer. Men dette er desværre ikke altid, hvad vi føler i vores hjerter, ikke engang inden for vores kirke. Hvordan kan vi blive op-mærksomme på de fordomme, vi har, og hvordan kan vi med Guds hjælp komme af med disse fordomme?

En forandret holdning

25. FEBRUAR 2016

FREDAG

94

Til videre studium


Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij skrev en fortælling, hvor Jesus kommer tilbage til jorden. I denne opdigtede historie kommer Jesus tilbage i inkvisitionens storhedstid, hvor de religiøse ledere brugte deres magt til det onde. Storinkvisitoren arresterede Jesus, der var kommet som en ydmyg bonde. Om aftenen besøgte han Jesus i fangehullet og irettesatte ham for at have givet menneskene frihed. ”I stedet for at tage menneskenes frihed,“ siger han, ”gjorde du deres frihed større end nogensinde før! Glemte du, at mennesket foretrækker fred, ja til og med døden, frem for friheden til at vælge i kundskaben om godt og ondt? Intet er mere forførende for et men-neske end dets samvittigheds frihed; men der findes ingen større årsag til lidelse.“

På trods af sin dristighed og kynisme har denne embedsmand en pointe. Smerte, ondskab, synd, lidelser, død – alt dette kommer af frihed eller af misbrugt frihed. Men Gud skabte os med evnen til at elske, og den eneste måde, dette var muligt, var ved at skabe os med en fri vilje. En stor del af den måde, den store strid udfolder sig på i denne verden, er påvirket af, hvad mennesker har gjort og gør med frihedens hellige og kostbare gave. Korset viser, hvor meget den kostede. Som vi har set i denne uge, omvendte nogle sig og gav deres liv til Jesus, når de blev konfronteret med evangeliet, mens an-dre slog budbringerne ihjel. Frihed er en værdifuld gave; men vi må være meget omhyggelige med, hvordan vi bruger den.

1. Der er ingen tvivl om, at Det Nye Testamente lægger stor vægt på den enhed, vi har i Kristus. Kristentroens lære om alle men-neskers adgang til fællesskabet på lige fod, var meget revolutio-nerende. Men selv her i det 21. århundrede er en af de største udfordringer, der findes, etniske, racemæssige og nationale for-domme. Kun Gud kender omfanget af, hvor meget ondt det har medført. Og selv om vi til en vis grad accepterer, at det er sådan i verden, hvad så med kirken – vores egen kirke? Hvordan kom-mer det til udtryk? Hvorfor er en sådan holdning i diamentral modsætning til evangeliets mest fundamentale lære?

2. Vi har alle til tider følt os overbevist af Helligånden. Hvordan reagerer du, når du oplever denne overbevisning? Det er i hjer-tet, at den store strid virkelig udkæmpes. Hvordan viser dine valg, når Helligånden påvirker dig, hvilken side du står på i den store strid?

26. FEBRUAR 2016

DIALOG

95


Guds ord og klassens aktiviteter


Baggrund

• Find fem bibeltekster, der understreger Jesu opstandelses afgø-rende betydning for den første menighed.- Hvordan fejrer du og jeg i dag Jesu opstandelse? - Hvad betyder den i dit og mit personlige liv? For vores frem-

tidshåb? For menighedens forkyndelse?

• Find og syng et par salmer eller sange om Jesu opstandelse.

• Find tekster om Guds rige, som dels henviser til det endelige herlighedsrige, som Gud vil oprette i fremtiden, og dels fortæller om det nådens rige, som er iblandt os ved Jesus og Helligåndens virke.- Drøft forskellen mellem de to!

• Hvilken helligdom henviser Stefanus gentagne gange til i sin prædiken? Se ApG 7,44 og 47-48.- Hvorfor var det af betydning for de første kristne i polemikken

mod de jødiske lederes opfattelse af helligdommens betyd-ning?

• Tænk over disciplenes situation og deres personlige udvikling indtil Pinsefestens dag. Hvilke betingelser er der for Helligån-dens udgydelse? Gælder de samme betingelser for os i dag?

• Gud ønskede en menighed uden forskelsbehandling med hen-syn til etnisk herkomst, social status eller køn.- Hvordan oplever vi det i menigheden i dag? Hvordan kan vi

(du og jeg og ikke bare de andre) forbedre os på dette punkt?- Har denne enhed nogen betydning for evangeliets fremgang

og for den store strids afslutning?

ApG 4,24-30 indeholder det eneste nytestamentlige eksempel på en bøn i forbindelse med de første kristnes tilbedelse. Det er interes-sant, at - sabbatsbudet citeres i tiltalen til Gud, ”som har skabt himlen og

jorden og havet med alt, hvad de rummer“- de kristne beder ikke om at slippe for modgang og forfølgelse,

men om mod til at forkynde evangeliet, hvad end der måtte komme


96

DIALOG

Forstå det bedre

NOTER


- menigheden tydeligt ser sig selv som midtpunkt for en større strid mellem godt og ondt – jf. citatet fra Salme 2 og anvendelsen på både hedninger og jøder i Jerusalem.

Guds rige drejer sig ikke bare om et andet tidspunkt, men også om en anden type rige.

Stefanus’ prædiken er et vendepunkt i Apostlenes Gerninger. Før hans martyrdød er fokus på forkyndelsen for jøderne i Jerusalem. Efter denne begivenhed bevæger vi os videre til Samaria, til den græsk-romerske verden og endelig til selveste Rom, datidens mest betydningsfulde by. Denne bevægelse er antydet allerede i Jesu ord i ApG 1,8.

Stefanus lægger i sin tale vægt på, at den jordiske helligdom kun var et afbillede af den virkelige helligdom i himlen. For de første kristne havde Jesu offer på korset opfyldt alle de forbilledlige ofringer i hel-ligdommen, og den himmelske helligdom var blevet indviet ved hans himmelfart. Nu var den i fokus, ikke længere helligdommen i Jerusa-lem, og evangeliet skulle spredes til alle folk, ikke bare til jøderne.

Stefanus befinder sig i en retssal. Det er interessant, at han for at retfærdiggøre sit syn på den himmelske helligdoms prioritet påkalder sig både Moses (2 Mos 25,40, se ApG 7,45), og Salomo ved hjælp af Esajas, som senere citerer den berømte konges ord fra indvielsen af templet (1 Kong 8,27 og Es 66,1-2, se ApG 7,48-49). Derved forsva-rede Stefanus sig ved hjælp af 2 til 3 vidner, nemlig loven, profeterne og skrifterne. Det var, hvad Moseloven krævede for at eksekvere dødsstraf (se 5 Mos 17,6). Stefanus brugte vidnerne som forsvar, omend forgæves.

97


1010

98

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: ‘Døden er opslugt og besejret’“ (1 Kor 15,54).

Paulus’ skrifter gennemsyres af temaet om den store strid. Der er ingen tvivl om, at Paulus ikke alene troede på, at Satan var til, men også, at hans forførende og dødbringende arbejde var virkeligt. Mange steder advarer Paulus om Satans ”snigløb“ (Ef 6,11), hans mægtige bedrag (2 Kor 11,14) og til og med hans overnaturlige kræfter (2 Thess 2,9).

Men enhver, der har læst Paulus, ved, at hans hovedvægt altid var Kristus og hans endelige sejr for os. Uanset hvor meget Satan var i stand til at forføre Guds pagtsfolk ned igennem århundrederne, led djævlen fuldstændigt nederlag over for Jesus. I Jesus er alle pagts-løfterne blevet opfyldt, og frelse er dermed sikret alle dem, der i tro og lydighed tager imod ham, jøder såvel som hedninger. Kristi tro-skab besegler også Satans endelige skæbne (Hebr 2,14) og garante-rer en lykkelig afslutning på den store strid.

I denne uge vil vi se på nogle af de billeder og metaforer, Paulus benytter for at forklare stridens virkelighed, og på, hvordan vi skal leve, idet vi som en kirke og et samfund af troende arbejder sam-men om det gode i denne kosmiske kamp.

· Rom 5,12-21· 1 Kor 3,12-17· 1 Kor 12,14-26· Ef 6,11-17· 1 Kor 15,12-18

Paulus og oprøret

TIL SABBATTEN | 5. MARTS 2016

SØNDAG

99

Rom 5,12-21

Til at tænke over

Selv om Paulus er bedst kendt for sin tydelige udlægning af evange-liet, er hans forklaring af den store strid også afgørende. Midt i sin undervisning af evangeliet opsummerer han sine hovedpunkter: vi er ”blevet gjort retfærdige af tro“ gennem Jesus (Rom 5,1); vi har di-rekte adgang til Gud, og vi er ”stolte af håbet“ (vers 2), og trængs-ler er ikke længere nogen bekymring for os (vers 3-5). Han giver os også løftet om, at ”Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere“ (vers 8), og at vi nu ”frelses“ ved, at Jesu liv blev givet på korset i vores sted. Vi spares også for Guds sidste vrede over synden (vers 9-10) og fryder os over, at vi er blevet forligt med ham (vers 11).

Hvordan kommer den store strid til udtryk i disse vers?

Efter at have talt om alt det, Kristus har gjort for os, forklarer Paulus, hvordan Jesus gjorde det. Hvis ikke den skade, der skete på grund af Adam ved træet i haven, blev repareret, ville der ikke være noget håb om en evig fremtid, og Satan ville gå af med sejren i den store strid. Adam bragte død til alle på grund af det, han gjorde (Rom 5,12). Selv om Gud gav De Ti Bud på Sinaj, kunne det ikke standse syndens og dødens problem. Loven gjorde det bare tydeligt, hvad synd er. Den var ikke løsningen på problemet. Syndens og dødens problem kunne kun løses gennem Jesu offer. Jesus betalte gælden med sit eget livs ”nådegave“ (Rom 5,15-16).

Nu kunne menneskeheden blive genoprettet. Ligesom døden havde ”hersket“ på grund af Adams synd, kunne ”retfærdighedens overvældende nåde og gave“ nu få herredømme på grund af Jesu troskab (Rom 5,17). Det synes uretfærdigt, at vi tabte Paradiset på grund af Adam. Vi havde ingen del i hans forkerte valg; men vi lider alligevel under følgerne. Men det er heller ikke retfærdigt, at vi genvinder Paradiset. Vi havde intet at gøre med det, Jesus gjorde for 2000 år siden. Paulus sammenfatter sit argument i Rom 5,18-21. Den første Adam bragte fordømmelse og død; den anden bragte forsoning og liv.

”Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere“ (Rom 5,8). Sæt dit eget navn ind i dette vers og tag løftet til dig. Hvilket håb giver det dig?

Adam og Jesus

28. FEBRUAR 2016

MANDAG

100

1 Kor 3,12-15Matt 7,24-27

Til attænke over

”Hvor svækket og mangelfuld Kristi kirke end er, så er den det ene-ste på jorden, han viser sin allerstørste omsorg for.“ (Ellen White, In Heavenly Places, s. 284).

Dette klassiske citat fra Ellen White illustreres godt i Paulus’ første brev til Korintherne. I 1 Kor 3 sammenligner Paulus kirken med en afgrøde, som forskellige mennesker arbejder med: en person plan-ter, en anden vander; men Gud selv er ansvarlig for dens vækst og modenhed (1 Kor 3,4-9).

Paulus uddyber sin pointe ved at beskrive kirken som en bygning. En lægger grundvolden, hvorefter mange andre bygger videre på den (1 Kor 3,10). Fordi Kristus er grundvolden (1 Kor 3,11), må de, der bygger videre, være omhyggelige med, hvilke byggematerialer de bruger. Den kommende dom vil skelne mellem godt eller dårligt byggemateriale (1 Kor 3,12-15).

Sammenlign de to tekster. Hvilke to ting afgør, hvis side i den store strid vi virkelig er på?

Se nu på, hvordan Paulus fortsætter: ”Ved I ikke, at I er Guds tem-pel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham. For Guds tempel er helligt, og det tempel er I“ (1 Kor 3,16-17).

Der er to ting, vi bør lægge mærke til. For det første siges dette i sammenhæng med kirken, og hvordan den opbygges. Det taler ikke først og fremmest om sundhed. Gud ødelægger ikke mennesker, der misbruger deres krop gennem et dårligt livsstilsvalg; de ødelægger sig selv. Senere, i 1 Kor 6,15-20, taler Paulus i forbindelse med vores moralske valg om, at vores legeme er Helligåndens tempel.

For det andet må vi huske, at der her tales om I, ikke du, flertal frem for ental. Der tales ikke til en enkeltperson, men til en gruppe. Hvis nogen altså gør noget for at ødelægge kirken, er han eller hun i store vanskeligheder. Gud advarer om, at han vil ødelægge det menneske, som forsøger at ødelægge kirken.

Hvordan kan vi sikre os, at vi i alt, hvad vi siger og gør, er med til at opbygge kirken i stedet for at rive den ned?

Kirken, Guds ”bygning“

29. FEBRUAR 2016

TIRSDAG

101

1 Kor 12,14-26

Til at tænke over

Kirkens rolle og opgaver bliver tydeligt forklaret i 1. Korintherbrev kapitel 12. Her finder vi kirken sammenlignet med et legeme. Hver legemsdels opgave er tydeligt defineret, hvor alle samarbejder som en harmonisk enhed (1 Kor 12,12).

Hvad er hovedbudskabet i dette tekstafsnit?

Paulus taler på en tilsyneladende latterlig måde, når han funderer på, hvad der ville ske, hvis en fod eller et øre sagde, at de ikke var en del af legemet. Paulus tænker videre på, hvad der ville ske, hvis hele legemet var et øje eller et øre (1 Kor 12,17). Forestil dig et stort øre flagre rundt i et værelse, mens det sagde hej til os. Men hvor latter-ligt det end måtte lyde, så sker det faktisk, når mennesker forsøger at kontrollere kirken, som om de var dens ejere.

Paulus har netop skitseret forskellige aktiviteter i kirken og be-skrevet hver af dem som en af Helligåndens gaver. Nogle taler med visdom, mens andre har stor kundskab, når det gælder Skriften (1 Kor 12,8). Nogle menneskers tro er en inspiration for alle; andre kan helbrede (1 Kor 12,9). Nogle kan udføre mirakler, andre har profetisk indsigt, nogle kan tydeligt skelne mellem godt og ondt, og andre kan nedbryde sprogbarrierer (1 Kor 12,10). Læg mærke til at men-nesker ikke selv bestemmer, hvilke evner de har. Helligånden har håndplukket hver af dem fra forskellig baggrund for at opbygge og skabe enhed i legemet til kirken (1 Kor 12,11-12). For at understrege dette vigtige faktum gentager Paulus sig selv: Gud er den, der afgør, hvor hvert enkelt medlem passer ind (1 Kor 12,18).

Det allervigtigste er, at selv om der er mange legemsdele, er der kun et legeme; hver legemsdel er forbundet med alle de andre, også dem der ikke regner sig selv for ret meget (1 Kor 12,20-24). Denne gensidige afhængighed er en indbygget beskyttelse for at sikre den enkeltes sikkerhed og velbefindende. Den gensidige afhængighed træder i kraft, når glæder og sorger deles (1 Kor 12,26).

Nogle legemer kæmper med autoimmune sygdomme, dvs. at en legemsdel angriber en anden del. Disse sygdomme kan forårsage store svækkelser, ja til og med døden. Når vi tænker over de bibel-vers, vi har studeret i dag, hvordan arbejder fjenden for at under-minere legemet (kirken), og hvordan kan vi bruges af Herren til at modarbejde disse angreb?

Kirken som et legeme

1. MARTS 2016

ONSDAG

102

Ef 6,11-17

Til at tænke over

Den store strids virkelighed, og det faktum, at vi befinder os i en bogstavelig kamp med en virkelig fjende (Ef 6,11), kommer tydeligt frem i Paulus’ brug af krigsbilledet i Efeserbrevets 6. kapitel

Hvad fortæller disse vers om, hvor virkelig og personlig kampen er?

Det drejer sig ikke om, hvad de forskellige dele af en rustning bruges til, men hvad de repræsenter i denne sammenhæng. Læg mærke til, at Paulus understreger, at vi har brug for at iføre os den fulde rust-ning, ikke kun udvalgte dele af den. Hvis vi gør det, kan vi bestå (Ef 6,13), et billede der i Bibelen bruges til at beskrive en, der er uskyldig i dommen (sml. Sl 1,5). Vi vil med andre ord vinde sejr.

Det, der holder hele rustningen på plads, er bæltet, der bruges som et billede på sandheden (Ef 6,14). Sandheden er altså det, der holder alle vores åndelige forsvar på plads. Jesus talte ofte om sand-hed (Joh 1,14.17; 4,24; 8,32; 14,6). Dernæst følger retfærdighedens brynje (Ef 6,14); ”retfærdighed“ er et andet nøgleord i Jesu taler (fx Matt 5,6.10; 6,33). I Det Gamle Testamente blev retfærdighed for-stået som det at opretholde ret og sikre, at alle fik en tilfredsstillende behandling.

De militære sko (Ef 6,15) er et billede på fredens evangelium, et udtryk lånt fra Es 52,7, som taler om folk, der går lange afstande for at lade folk i landflygtighed få at vide, at Jerusalem er blevet genop-bygget, og at Gud har genoprettet sit folks frihed. Det er en anden måde at sige, at vores kamp imod det onde indebærer, at vi lader folk få at vide, at Gud allerede har vundet kampen, og at de nu kan leve i fred med sig selv, med andre og med Gud.

Troens skjold (Ef 6,16) forhindrer de ”brændende pile“ i at nå deres mål og forårsage total ødelæggelse. Frelsens hjelm (Ef 6,17) er en parallel til den krone, Jesus deler med os (Åb 1,6; 2,10), og Åndens sværd (Guds ord) er vores eneste våben til selvforsvar, og de skal bruges på samme måde, som Jesus gjorde det, da han blev fristet af Djævelen (Matt 4,4.7.10).

Hvad fortæller rustningens helhed og omfang om vores totale af-hængighed af Gud i den store strid? Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke lader nogen del af os at være ubeskyttet?

Guds rustning

2. MARTS 2016

TORSDAG

103

1 Kor 15,12-18

Til at tænke over

Nogle af medlemmerne i menigheden i Korinth var tydeligvis forvir-rede med hensyn til opstandelsen. Paulus forklarer nøje dens betyd-ning som et afgørende element i evangeliet (1 Kor 15,1-4). Der lader til at være bekymring mht. de troende, der er døde (1 Kor 15,6), og nogle har antydet, at de, som er døde, vil gå glip af Jesu genkomst (1 Kor 15,12). Dette minder om situationen i Thessalonika (1 Thess 4,13-17).

Hvad er konsekvenserne af at fornægte de dødes opstandelse?

Paulus konkluderer med at sige: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker“ (1 Kor 15,19). Men tværtimod er Kristus virkelig opstået og er blevet ”førstegrø-den af dem, der er sovet hen“ (1 Kor 5,20).

Paulus sammenligner Kristus med Adam: ”For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus“ (1 Kor 15,22). Han angiver, hvornår denne generelle opstandelse vil finde sted: ”når han kommer“ (1 Kor 15,23). Senere i kapitlet fortsætter han med sammenligningen af de to ”Adam‘er“ (1 Kor 15,45-49). Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen, og en dag vil han også forvandle os (1 Kor 15,47-49). Hvad dette betyder forklares i en beskrivelse af, hvad der sker ved Jesu genkomst – ”basunen skal lyde, og de døde skal opstå som ufor-gængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklæ-des uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed“ (1 Kor 15,52-53).

Selv om Adam oprindelig blev skabt til at leve evigt, svækkedes menneskeheden hurtigt, så de kun kom til at leve en meget kort tid. Når vi arver evigt liv, skyldes det, at Gud har genskabt os.

Læs 1 Kor 15,23-26. Selv om vi nu er dybt inde i den store strid, og selv om død og ondskab og vanhellige kræfter synes at domi-nere verden, fortæller disse vers, hvordan den store strid vil ende. Hvordan kan vi lære at se udover det, vi ser, og forsøge at fatte, hvad disse løfter betyder for hver eneste af os personligt?

Den sidste fjende

3. MARTS 2016

FREDAG

104

Til videre studium


”Ikke kun menneskene, men også jorden var gennem synden kom-met under den ondes kontrol og skulle blive genoprettet gennem frelsesplanen. Da Adam blev skabt, blev han sat til at herske over jorden. Men ved at give efter for fristelse, kom han under Satans magt, og det herredømme, han havde haft, blev nu overdraget til hans besejrer. På denne måde blev Satan ”denne verdens gud“. Han havde tilranet sig det herredømme over jorden, som oprindeligt var givet til Adam. Men Kristus frelste ikke alene menneskene med sit offer, hvor han betalte syndens straf, han genvandt også det her-redømme, han havde mistet. Alt det, der var gået tabt gennem den første Adam, vil blive genoprettet gennem den anden.“ (Ellen White, The Signs of the Times, 4. november 1908).

Når vi ser på verden omkring os, er det let at glemme, at Satan er blevet besejret, og at hans ”tid er kort“ (Åb 12,12). Ondskab, død og lidelse gennemsyrer denne verden; men vi har fået løfte om, at alt dette vil blive udslettet på grund af Kristus. Disse ting kan ikke udslettes gennem noget, vi mennesker kan gøre, medmindre vi to-talt ødelægger jorden og alt liv på den. Det ville vi måske gøre, hvis vi fik tid nok og Gud ikke holdt os tilbage. Kun Guds indgriben kan føre til de lovede forandringer. Vi er slet ikke i stand til selv at løse disse problemer.

1. ”Selv om kirken er svækket og mangelfuld og i konstant behov for at blive advaret og rådgivet, er den ikke desto mindre gen-stand for Kristi allerstørste omsorg. Han foretager med sin nåde eksperimenter på menneskehjerter og opnår så store karakter-forandringer, at englene forundres og udtrykker deres glæde gennem lovprisningssange. De glæder sig over tanken om, at der kan ske så store forvandlinger med syndige, fejlende væsener.“ (Ellen White, The Signs of Advance, The Advent Review and Sab-bath Herald, 20. januar 1903). Nævn nogle af de forvandlinger, der sker med os gennem det, Jesus gør for os og i os.

2. Hvordan kommer den store strid til udtryk i menigheden, enten lokalt eller i kirken som et hele? Hvilke emner benyttes for at splitte os, svække os og forhindre os i at gøre det, vi er kaldt til at gøre? Hvordan kan vi bringe lægedom og enhed, når men-nesker simpelthen ikke er enige om emner, vi måske anser som meget afgørende?

4. MARTS 2016

DIALOG

105



Uddybendespørgsmål

• Få en håndværker/bygmester til at illustrere den forskel, de rette materialer kan gøre for en bygning!

• Læs i Paulus’ breve (brug evt. fodnoterne) og find eksempler, hvor Paulus forudsætter den store strid og kampen mellem godt og ondt på et mere kosmisk niveau.

• Find den måde, begrebet ”kirke“ defineres på i henholdsvis den ”apostolske“ og den ”augsburgske“ trosbekendelse, der begge hører til Den Danske Folkekirkes bekendelsesskrifter.- Hvor er vi som adventister enige? Hvor kunne der måske

være uenighed?

• I dagens vestlige samfund lever vi i en kultur, der historisk set er enestående individualistisk. Det drejer sig alt sammen om mig som den enkelte, og de sociale forhold og økonomiske vil-kår gør det muligt for mig at leve helt på min egen måde. Drøft de gode sider ved denne individualisme!- Hvilke ulemper har den?- Hvordan påvirker den vores opfattelse af kirken? Er kirkefæl-

lesskab med andre nødvendigt? Er kirkefællesskab mellem de enkelte kirker godt eller ligegyldigt?

- Begrund dine/jeres svar.

• Drøft menighedens og specielt Adventistkirkens kollektive rolle i den store strid i lyset af frelseshistorien!- Hvori adskiller den sig – og hvor ligner den – andre kristne

kirkers opgave?- Hvad er vigtigst ved vores kollektive opgave: det budskab og

de læresætninger, vi fortæller om, eller det fællesskab og den indbyrdes kærlighed, vi udviser?

• Siden Augustin har den vestlige kirkes teologer generelt lært, at mennesket fødes med skyld! Mener du, at vi er født skyldige? Begrund dit svar.- Er der forskel på skyld og skyldfølelse eller følelsen af at

være fremmedgjort?


106

DIALOG


Baggrund


Det betyder

NOTER


Find eksempler fra din dagligdag, hvor fællesskab med andre er af-gørende for din og andres trivsel. Del dem med din klasse.

I det fjerde århundrede forsøgte en romersk kejser, Julian (senere kaldt den frafaldne), at genoplive det døende hedenskab for at dæmme op for den kristne kirkes fremgang. I forsøget på at refor-mere tilbedelsen i de hedenske templer krævede han bedre uddan-nelse af templernes præsteskab og indbyrdes kærlighed og hjælp til de fattige og syge, sådan som de kristne levede!

Lever du og jeg sådan, også i vores kirkefælleskab, at andre men-nesker vil ønske at få det, som vi har det?

Ordet ”kirke“ kommer fra et græsk ord, som betyder ”tilhører Her-ren“. Herren er på græsk kyrios, det ord som blev anvendt om Jesus og brugt som oversættelse af navnet for Gud, Jahve, i Det Gamle Testamente

107

TIL SABBATTEN | 5. MARTS 2016NOTER

1111

108

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys“ (1 Pet 2,9).

Peters skrifter er fyldt med teamet om den store strid. Måske skyl-des det, at han bedre end de fleste selv vidste, hvor let det er at falde for Satans bedrag. Han var godt klar over, hvor virkelig kam-pen er. Det var trods alt Peter, der skrev: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge“ (1 Pet 5,8).

Peter ser striden udfolde sig på forskellige måder. Han ser en kamp foregå i kirken; den indbefatter dem, som en gang var en del af fæl-lesskabet, men som nu er blevet kyniske og afvisende over for Gud og enhver tanke om Jesu genkomst. Han taler kraftigt imod spot-tere; for hvis troen på løftet om Jesus genkomst gik tabt, hvilket håb har vi da?

Måske bekræfter Peter troen på en så positiv måde på grund af sine egne nederlag. Han ved, hvad det vil sige at spotte og fornægte og prøve at passe ind i mængden, så andre ikke skulle fordømme ham for at være en af Jesu efterfølgere. Derfor hans eftertryk på, hvor livsvigtigt det er for de troende at leve på en måde, der genspejler deres høje kald og er Guds udvælgelse af dem værdigt.

· 1 Pet 2,9-10· 5 Mos 14,2· 1 Pet 4,1-7· 2 Pet 1,16-21· 2 Pet 3,3-14· Dan 2,34-35

Peter og den store strid


SØNDAG

109

1 Pet 2,9-10

Til attænke over

Hvordan kommer den store strid til udtryk i disse to vers?

Disse vers er et citat fra 2 Mos 19,6: ”et kongerige af præster og et helligt folk“ og 5 Mos 7,6 (gentaget i 5 Mos 14,2): ”et helligt folk“ ”udvalgt … som [hans] ejendomsfolk,“ Disse forsikringer blev selv-følgelig givet i forbindelse med udvandringen fra Egypten, da Guds folk blev sat fri fra slaveri og var på vej til det lovede land. Peter ser en parallel mellem Guds folk under ørkenvandringen og kirken på hans tid.

Peters ord er derfor ikke en beskrivelse af slutresultatet, men snarere af en igangværende proces. Vi er blevet udvalgt af Gud, og vi skal offentligt prise ham for at have bragt os ud af det mørke, som Satan har styrtet verden ud i. Men det gør os ikke fuldkomne eller betyder, at vi på en eller anden måde er nået til vejs ende (se Fil 3,12). Tværti-mod, erkendelsen af vores egen syndighed og fejl er en afgørende del af, hvad det vil sige at følge Jesus og være klar over vores behov for hans retfærdighed i vores liv.

”Det er på denne måde, at enhver synder kan komme til Kristus. ”Ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig“ (Tit 3,5). Når Satan siger til dig, at du er en synder, som ikke kan håbe på at opnå Guds velsignelse, så sig til ham, at Kristus kom til verden for at frelse syndere. Vi ejer intet, som kan tale vor sag over for Gud; men vi kan både nu og altid påberåbe os vor fuldstændig hjælpeløse tilstand, som gør, at vi ikke kan undvære hans frelsende magt. Vi må give afkald på al selvsikkerhed og se hen til Golgatas kors og sige: ‘Intet bringer jeg til dig. Kun til korset klynger mig.’“ (Ellen White, Jesu liv, s. 212).

En sikker måde at blive klar over, at Gud har kaldt os ”ud af mørket til sit underfulde lys“ (1 Pet 2,9) er vores bevidsthed om, hvor af-hængige vi er af Kristus, som ”er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning“ (1 Kor 1,30).

Hvad tænker du på, når du føler dig overvældet og mismodig over dine gerninger og din karakter? Hvordan takler du disse tanker, når de kommer til dig? Hvordan kan du vende disse situationer til din egen åndelige fordel?

Fra mørke til lys

6. MARTS 2016

MANDAG

110

1 Pet 4,1-7

Til attænke over

Hvorfor har vores livsstilsvalg betydning, og hvordan påvirker de vores forberedelse for Jesu genkomst?

Peter bemærker, at de troende allerede har tilbragt nok af deres liv med at gøre det, andre omkring dem har presset dem til at gøre (1 Pet 4,3). Tingene er anderledes nu, og de troende bliver måske betragtet som underlige, fordi de ikke vil være en del af mængden, og det fører måske til, at de bliver spottet (1 Pet 4,4). Satan vil på denne måde endog bruge tidligere venner til at forsøge at gøre os mismodige i vores vandring med Gud.

Peter opfordrer de troende til ikke at lade sig skræmme af disse angreb. ”Hedningerne“ skal stå til regnskab for deres eget liv over for Gud, som er den eneste sande dommer; så der er ingen grund til at bekymre sig over, hvad de mener (1 Pet 4,5).

Hans pointe er vigtig. Hvor mange kender du, der er bukket un-der for presset fra andre menneskers forventninger i stedet for at forsvare det, de tror på? Dette er især vanskeligt, når man er ung og kæmper med det, der betegnes som gruppepres.

Peter formaner de troende til at være venlige og kærlige over for dem, de kommer i kontakt med i stedet for at være bekymret over, hvorvidt man bliver accepteret af andre, og tilpasse sig deres meninger og krav og forventninger (1 Pet 4,8-9). Dette er ikke en tilføjelse, en ekstraopgave, vi skal finde plads til på vores kristne huskeseddel. Det er faktisk det allervigtigste, vi kan gøre og den allervigtigste måde at omgås andre mennesker på. Måske er det grunden til, at Peter foreslår, at vi skal tage vores bønneliv alvorligt (1 Pet 4,7); for Gud ved, at vi af og til kan blive mere optaget af at tilfredsstille ”hedningerne“ end at vise kærlighed og venlighed mod dem, det står os nærmest. Vi må ikke alene bede for dem, men også bede om at vi vil tillade Gud at gøre os mere opmærksomme på de-res bekymringer. Som ”et kongerige af præster og et helligt folk“ er vi kaldt til at have en god indflydelse på dem i stedet for, at de skal have en dårlig indflydelse på os. Israels tragiske historie var netop det sidste: i stedet for at Israel havde en god indflydelse på hednin-gerne, havde hedningerne en dårlig indflydelse på Israel.

Hvilke former for gruppepres udsættes du for? Hvordan kan du stå imod? Hvordan passer ordene ”overvind det onde med det gode“ (Rom 12,21) i sådanne situationer?

Gruppepres

7. MARTS 2016

TIRSDAG

111

2 Pet 1,16-21 Hvilken vigtig udtalelse kommer han med om profetierne?

Peter havde set mange ting i sin levetid, og han nævner nogle af dem i dette afsnit: forklarelsen på bjerget (2 Pet 1,18) og profeternes ord om Kristus, som var gået i opfyldelse (2 Pet 1,19). Han bruger mest tid på det sidste punkt – på profetierne. Måske hang dette sammen med hans eget nederlag som discipel. Hvor mange gange havde Peter ikke lyttet til, hvad Jesus sagde, fordi han allerede tro-ede, at han vidste, hvad der ville blive sagt? Hvor mange gange havde Jesus forudsagt det, han skulle udsættes for af de ledende præster i Jerusalem? Selv om alt flere forskellige gange skete nøjag-tigt, som Jesus havde sagt, kom det bag på Peter. Det mest smerte-fulde af alle disse ”nederlag“ var sandsynligvis, da Jesus forudsagde, at Peter ville fornægte ham. Peter var så sikker på, at dette aldrig ville ske, og det må have været det mørkeste øjeblik i hans liv, da det faktisk skete.

Måske er dette grunden til, at Peter ønsker at gøre det klart, hvad det vil sige at være en af Jesu efterfølgere. Han minder de tro-ende om ”store, dyrebare løfter“, hvorved de kan ”få del i guddom-melig natur“ i modsætning til dem, der er fanget af ”forkrænkelig-heden i denne verden med dens begær“ (2 Pet 1,4). For at sikre sig, at de troende virkelig har undsluppet forkrænkeligheden, opremser han en række indbyrdes forbundne egenskaber, som definerer en kristen livsstil: tro, dyd, erkendelse, selvbeherskelse, udholdenhed, brodersind og kærlighed (2 Pet 1,5-8). Hver af disse bygger på den foregående, og sammen udgør de en samlet enhed – ligesom ingre-dienserne i en kage. Paulus kalder disse egenskaber ”frugt“, ikke ”frugter“ (Gal 5,22-23); for de udgør en udelelig enhed.

Peter går videre ved at sige, at de troende ikke ville snuble, hvis de gjorde disse værdier til en del af deres liv, og han formaner dem til at ”arbejde med endnu større iver på at befæste [deres] kaldelse og udvælgelse“ (2 Pet 1,10).

Husk, at Peter skriver dette brev til kristne medlemmer, der er veletablerede i troen. Han siger slet ikke, at det vil sikre dem en plads i himlen, hvis de overholder en række opstillede krav. Han viser dem ganske enkelt, hvor anderledes den gængse holdning og opførsel på den tid var, og opfordrer de kristne til at bruge deres kræfter på det positive i stedet for det negative.

Profeternes faste ord

8. MARTS 2016

ONSDAG

112

2 Pet 3,3-7

Til attænke over

Hvad siger Peter om fortiden, som kan hjælpe os, når vi møder vanskeligheder både nu og i fremtiden?

Kampen mellem lys og mørke, mellem Jesu efterfølgere og dem, der promoverer det onde, ser ud til at være ved at nå sit klimaks. ”Djæ-velen går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge“ (1 Pet 5,8), og han får hjælp af et kor af spottere. Med deres ”rationelle“ og ”videnskabelige“ beviser (2 Pet 3,3-4) forsøger disse spottere at neutralisere de troendes overbevisning. Peter antyder, at det, der motiverer dem, er deres ønske om at fortsætte med at følge ”deres egne lyster“ (2 Pet 3,3; se også Jud 18). De argumenterer for, at Jesus ikke kommer igen; for alt bliver ved med at være det samme, som det altid har været.

Der er en meget foruroligende side ved denne hån. Jesus sagde: ”Jeg vil komme igen“ (Joh 14,1-3); men disse spottere siger egent-lig: ”Jesus kommer ikke igen“ (2 Pet 3,4). Dette er et ekko fra Edens Have, hvor Gud sagde: ”Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!“ (1 Mos 2,17). Men Satan sagde gennem slangen: ”Vist skal I ikke dø!“ (1 Mos 3,4). Denne direkte modsigelse af Guds ord bliver ikke kun gentaget af en enkelt stemme ligesom i Edens have, men af et kor af stemmer, allevegne. Det ”gode“ ved denne løgn er, at Peter forudsagde den. Hver gang vi hører nogen spotte tanken om Jesu genkomst, opfyl-der de selv en profeti.

Selv om jorden har oplevet en tidligere ødelæggelse i den katastro-fale Syndflod, ønsker spotterne ikke at kende til den. De ønsker ikke at indrømme, at Gud har noget med deres personlige valg i livet at gøre. De ønsker også at undgå den kendsgerning, at den samme Gud, som havde samlet vand til at oversvømme jorden dengang, på samme måde har gemt ild, som skal ødelægge jorden på dommens dag (2 Pet 3,5-7). Deres falske håb er, at naturen vil fortsætte på samme måde som altid.

Hvordan er vi i stand til at holde fast i løfterne om Jesu genkomst, når årene bliver ved med at gå? Hvorfor er det så vigtigt, at vi gør det?

Spottere

9. MARTS 2016

TORSDAG

113

2 Pet 3,8-14

Til at tænke over

Selv om ventetiden for Jesu genkomst synes uendelig lang for os, er tid intet problem for Gud. ”For Herren er én dag som tusind år, og tu-sind år som én dag“ (2 Pet 3,8). Overalt i Bibelen er enden altid nær, enten det drejer sig om Herrens dag i Det Gamle Testamente eller Jesu genkomst i Det Nye.

Hvilket langsigtet håb får vi i disse vers? Se også Dan 2,34-35.44.

De klassiske tidsprofetier fortæller tydeligt, at der er en grænse for, hvor længe det onde får lov til at blive ved, og hvor længe Gud vil vente. Gennem profetierne har Gud givet en oversigt over sin hand-lingsplan for at gøre en ende på synd og lidelse og genoprette jorden til dens oprindelige fuldkommenhed.

Vores opfattelse af verdens afslutning har indflydelse på, hvordan vi lever her og nu (2 Pet 3,12). Hvis vi stejler over for tanken om, at Gud skal forstyrre vores lille verden, vil vi være tilbøjelige til at blive kyniske og slutte os til spotterne. Men hvis vi tror på en nådig Gud, der griber ind for at fjerne al afskyelig korruption og den overtræ-delse af menneskerettigheder, der er ved at tage overhånd omkring os, kan vi med frimodighed vente på ”nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor“ (2 Pet 3,13).

Igen udtrykker Peter sin bekymring over vores holdninger og personlige opførsel. Han opfordrer os til at være ”ivrige for at stå uplettede og lydefrie for ham i fred“ (2 Pet 3,14). Hvis det ikke var for det næste vers, kunne vi fristes til at tro, at Peter gik ind for en gerningsreligion; men han retter denne mulige misforståelse med udtrykket ”vor Herres langmodighed er til frelse“ og bekræfter Pau-lus’ ord til de samme troende (vers 15).

At være lydefri er vores mål. Sådan beskrives Job; lydefri fordi han var en ”gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt“ (Job 1,1). Og sådan vil Kristus fremstille os for Faderen (1 Kor 1,8; Kol 1,22; 1 Thess 3,13; 5,23). Lydefri? Offerlammet skulle være ly-defrit (fx 2 Mos 12,5; 3 Mos 1,3), Jesus var lydefri (Hebr 9,14; 1 Pet 1,19) og det er sådan, han fører menigheden frem for Faderen (Ef 5,27).

I vores kamp for at sejre over synd, vokse i troen, vende os bort fra det onde og leve et lydefrit liv er vi altid afhængige af Jesu retfær-dighed, der tilregnes os gennem tro.

Fremskynder Guds dags komme

10. MARTS 2016

FREDAG

114

Til videre studium


Peter advarede om, at spottere ville sige: ”Alting [er] jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse“ (2 Pet 3,4). Den samme holdning kom også til udtryk før Syndfloden. ”Idet tiden gik, uden at der skete synlige forandringer i naturen, begyndte de mennesker, hvis hjerte for en tid havde skælvet af frygt, at føle sig sikre. De tænkte, som mange gør i dag, at naturen står over natu-rens Gud, og at dens love er så grundfæstede, at selv Gud ikke kan forandre dem. De ræsonnerede, at hvis Noas budskab var rigtigt, ville naturen komme ud af balance, og derfor gjorde de i verdens øjne budskabet til en vildfarelse – et stort bedrag. De viste deres foragt for Guds advarsel ved at gøre akkurat, som de havde gjort, før advarslen blev givet… De hævdede, at hvis der var noget sandt i det, Noa havde sagt, ville berømte mænd – de vise, kloge og store mænd – forstå det.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 49-50).

I dag fortæller ”store mænd“ os noget tilsvarende. Naturens love står fast og er uforanderlige, og alt fortsætter på samme måde, som det har gjort indtil nu. I en vis forstand er det, hvad udviklingsteorien læ-rer: livet opstod gennem naturlige processer, som i hvert fald i prin-cippet kan forklares gennem naturlovenes virke, som videnskaben en dag fuldt ud vil blive i stand til at forklare for os, uden noget behov for en Gud. ”De store mænd“ tog fejl dengang, og de tager også fejl i dag. Det er ikke så mærkeligt, at Paulus skrev: ”For denne verdens visdom er dårskab for Gud“ (1 Kor 3,19). Det var den på Syndflodens tid, det var den på Peters tid, og det er den også i vor tid.

1. På trods af alle de begrundelser, Peter havde for at tro på Jesus, lagde han alligevel stor vægt på ”profeternes tale“. Hvorfor har profetier så stor betydning for os? Hvordan var profetier med til at bevise, at Jesus var Messias? Hvilket håb giver det os for hans genkomst?

2. Vi har en tendens til kun at tænke på gruppepres i forbindelse med teenagere og de unge. Men det er ikke rigtigt. Vi ønsker alle sammen at være vellidt og accepteret af vores omgangskreds. Har vi trods alt ikke meget større mulighed for at give et godt vidnesbyrd, hvis de synes om os i forhold til, hvis de ikke kan lide os? Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke går på kompromis med vo-res tro i vores forsøg på at behage andre? Hvorfor er det lettere, end vi måske forestiller os at komme til at gå på kompromis?

11. MARTS 2016

DIALOG

115






Baggrund

• Prøv at finde en række af de profetier fra Det Gamle Testa-mente, som pegede frem til Jesu første komme, til hans liv, død og opstandelse.- Drøft hvilke af disse profetier, som er tydeligst og giver den

stærkeste støtte til den kristne tro på det profetiske ord.- Hvilke af dem vil kunne hjælpe med at overbevise en skepti-

ker?

• Hvad menes der med, at vi alle som kristne udgør et helligt præsteskab?- Skal vi bringe ofringer ligesom det levitiske præsteskab?

Hvilken ”præstelig“ funktion er givet alle troende?

• Hvis det er Djævelens skyld (eller onde ånders), at jeg gør det forkerte, er jeg så ikke fritaget for ansvar?

• Hvilke mennesker eller grupper i nutiden tror, at verden vil gå til grunde? Prøv at lave en oversigt!- Hvorfor tror de det? Hvordan ligner eller adskiller disse syns-

punkter sig fra dit og mit?- Hvordan undgår vi som adventister at blive opfattet som

skøre mennesker med ejendommelige og/eller latterlige kon-spirationsteorier?

- Hvad er hovedbudskabet i Bibelens profetier om de sidste tider?

Hvor møder du i dagens samfund eksempler på forudsigelser af fremtidige begivenheder? Holder disse forudsigelser normalt stik?

• Tænk over hvilket gruppepres du og jeg er underlagt.- Har vores behov for at ”overleve“ på arbejdspladsen, i sko-

len, i fritiden og familien indflydelse på de moralske valg, vi træffer?

- I hvor høj grad bør de have det?- Hvor løber vi en risiko for at følge mængden, ikke Guds Ord?

Giv evt. eksempler og del dem med din klasse.

Når Peter talte om det profetiske ord, tænkte han på mere end bare forudsigelser. Alle inspirerede skrifter var profetiske, fordi de var


116

DIALOG TIL SABBATTEN | 12. MARTS 2016

Forstå det bedre

NOTER

givet af Guds Ånd. Derfor tilhørte bøger som Josua og Samuelsbø-gerne i jødisk tankegang og ordvalg de såkaldt ”tidlige profeter“ – ikke profeter på grund af specifikke fremtidsforudsigelser, men pro-feter fordi de kom fra Gud. I 2 Pet 1,19-21 kan vi derfor gå ud fra, at Peter har hele Det Gamle Testamente i tanke.

Teksten fra Sinaj, som i 2 Mos 19,6 fortæller Guds folk, at de skal være et ”kongerige af præster“, er anvendt i Det Nye Testamente både i 1 Pet 1,9 og Åb 1,6. Den præsterolle, der tænkes på, er ikke den at frembære ofringer i templet. I den nye pagt gælder kun temp-let i himlen, og Jesus er den eneste præst i den forstand.

Men den funktion, som præster havde i forhold til undervisning, gælder stadig, og i den forstand er alle kristne præster. Vi er alle, kvinder såvel som mænd, sat til at bringe evangeliet til andre i ord og livsførelse. Derfor udgydes Helligånden over alle troende på Pinsefe-stens dag i overensstemmelse med Joels profeti (se ApG 2,17-18 og Joel 3,1-5).

117


1212

118

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig“ (Åb 3,20).

Johannes var den sidste af de tolv apostle, der døde. I tillæg til at skrive evangeliet og de breve, der bærer hans navn, skrev han også Johannes’ Åbenbaring, som bidrager så meget til vores forståelse af den store strid. Vi koncentrerer os om hans beskrivelse af de syv menigheder, og vi vil studere dem fra de oprindelige modtageres synsvinkel for at få så meget som muligt ud af hans ord.

Det er iøjnefaldende, at Jesu henvendelse til hver enkelt menighed er meget personlig. Menighederne har alle forskellige behov, og han opfylder dem alle

En udfordring er, at disse menigheder fremstilles, som om de kæm-per med deres identitet, ligesom vi gør det i dag. Står deres med-lemmer tydeligt på Jesu side og følger hans kald til dem om at vidne for en døende verden, eller står de med et ben i hver lejr. Forsøger de at se ud som kristne, mens de privat er mere komfortable med mørkets magter? Selv om vi historisk ser os selv som den sidste af disse menigheder, vil det blive klart for os, at uanset hvor forskellige omstændighederne er, står vi på mange måder over for de samme udfordringer, som menighederne ned igennem tiderne har gjort.

· Åb 2,1-7· Hos 2,13· Åb 2,8-17· Åb 2,18-3,6· Es 60,14· Åb 3,14-22

Den kæmpende kirke


SØNDAG

119

Åb 2,1-7

Til at tænke over

I beskrivelsen af Jesus i Åb 2,1 holder han syv stjerner i sin hånd og vandrer mellem de syv guldlysestager, mens han taler til menighe-den i Efesos. Lysestagerne er menighederne, og de syv stjerner er engle, der har fået til opgave at passe menighederne (Åb 1,20). Fra sin trone i himlen udviser Gud en stadig omsorg for menighederne på jorden. De spiller en vigtig rolle i den store strid.

Hvordan kommer den store strid til udtryk i denne tekst?

Budskabet til Efesos begynder med en beskrivelse af dens egenska-ber. Jesus er godt klar over dens stærke og svage sider. Han roser medlemmerne for deres gerninger, deres udholdenhed og deres intolerance over for falske lærere midt i blandt dem (Åb 2,2-3.6), en tydelig advarsel om, at falske læresætninger ikke må tolereres i menigheden. Det ser ud til, at menigheden i Efesos, som oprindeligt var blevet kaldt af Gud til kamp mod mørkets magter, havde lidt under et modangreb fra Satan. Det viste sig i form af falske apostle, efterfølgere af Nikolaos – måske en af de oprindelige syv fattigfor-standere (ApG 6,5), der åbenbart havde dannet en udbrydergruppe. Uanset, hvad deres vranglære bestod i, hadede Jesus den (Åb 2,6).Problemet med menigheden i Efesos var, at de havde forladt deres ”første kærlighed“ (Åb 2,4). Dette minder meget om de gammelte-stamentlige profeters sprogbrug, hvori Israel i sit frafald sammenlig-nes med en person, der jager efter forbudte elskere (se fx Hos 2,13).Situationen kan se håbløs ud; men Jesus er ekspert i at redde håb-løse situationer. Allerførst opfordrer han sit folk til at huske, hvor-fra de er faldet, og vende tilbage til at gøre de gerninger, de først gjorde (Åb 2,5). Dette er ikke et kald til at vende tilbage til ”de gode gamle dage;“ det er snarere et kald til at bruge deres tidligere erfa-ringer til at lede dem i fremtiden.

”At du har svigtet din første kærlighed“ (Åb 2,4). Hvorfor er det så let at komme til at gøre det? Hvad sker der med os som enkeltper-soner eller som menighed, der kan få vores kærlighed til Gud til at blive kold? Hvordan kan vi år efter år blive ved med at have en brændende iver for Gud og hans sandhed?

Menigheden i Efesos

13. MARTS 2016

MANDAG

120

Åb 2,8Åb 1,18

Åb 2,8-17

Til at tænke over

Til menigheden i Smyrna introduceres Jesus som ”den første og den sidste, han som var død og blev levende.“ For menigheden i Pergamon er Jesus den, som har det skarpe tveæggede sværd i sin mund (Åb 1,16; 2,12). Hvad betyder den måde, hvorpå Jesus be-skrives, for hver af disse to menigheder?

Menighedsmedlemmerne i Smyrna er også kendt for deres hårde arbejde; men de kan ikke fremvise mange resultater af det, de gør. Måske skyldes det, at de har ”Satans synagoge“ midt i blandt dem (Åb 2,9). Menigheden i Pergamon ser også ud til at holde fast ved deres tro, på trods af at de bor, ”hvor Satans trone står“ (Åb 2,13). Her møder vi igen kampen mellem godt og ondt.

Menigheden i Smyrna advares om vanskelige tider, der skal komme. Nogle vil blive kastet i fængsel og måske også lide døden (Åb 2,10). I Pergamon er nogle af dem allerede blevet slået ihjel på grund af deres tro (Åb 2,13). Det er vigtigt at bemærke, at der er en grænse for de vanskelige tider; det vil sige, at det onde ikke får lov til at fortsætte længere end til et bestemt punkt (Åb 2,10).

Men Gud har nogle få indvendinger imod menigheden i Perga-mon (Åb 2,14-16). Tilsyneladende accepterer den folk i sin midte, der ”holder fast ved Bileams lære“ og nogle, der ”holder fast ved nikolaitternes lære“ (Åb 2,14-15).

”Nikolaos og Bileam ser ud til at være parallelle udtryk; Nikolaos er et sammensat græsk ord (nikao og laos), som betyder ”han, som vinder sejr over folket.“ Navnet Bileam kan komme fra to hebraiske ord – am (”folk“) og bela, (”at ødelægge“ eller ”at opsluge“), og betyder altså ”folkets ødelæggelse“.“ (Ranko Stefanovic, Revelation of Jesus Christ: Commentary on the Book of Revelation (Berrien Springs, Mich.: Andrews University Press, 2002), s. 111). Jesus adva-rer hele menigheden om, at hvis deres vranglære fortsætter, vil han personligt komme og kæmpe imod dem med sin munds sværd (Åb 2,16).

Men selv midt i disse advarsler giver Jesus begge disse menighe-der store opmuntringer (Åb 2,11.17).

Læs Åb 2,14-15. Hvad fortæller disse vers os om den tanke, at læresætninger ikke betyder noget? Hvorfor har de betydning, også på meget vigtige områder?

Smyrna og Pergamon

14. MARTS 2016

TIRSDAG

121

Åb 2,18-3,6

Til at tænke over

Hvad er nogle af de problemer, disse to menigheder kæmper med, og hvordan kæmper vi som en kirke og personligt med tilsvarende problemer? Hvordan kommer den store strid til syne i disse kampe?

Introduktionen af Jesus til menigheden i Thyatira (Åb 2,18) viser en stadig vanskeligere og forvirrende tid for Guds folk. Billedet med øjne som luende ild og fødder som skinnende malm forekommer ikke kun i Åb 1,14-15, men findes oprindeligt i Dan 10, hvor Daniel ser en, hvis øjne er som ”flammende fakler“ og fødder som ”blank kobber“ (Dan 10,6). I endens tid vil Kristus stå op og redde sit folk. Når situationen ser mørk ud for Guds folk, vil Gud altså selv direkte gribe ind og befri dem, hvis navne er opskrevet i livets bog (Dan 12,1).

Til menigheden i Sardes introduceres Jesus som den, der har ”Guds syv ånder og de syv stjerner“ (Åb 3,1; 5,6). Igen ser vi en Frelser, der bag scenen er aktivt involveret og benytter himlens kræfter til at sikre, at hans menighed er i sikkerhed.

Beskrivelsen af disse to menigheder er dybt foruroligende. Selv om det går fremad i Thyatira (Åb 2,19), har de været som Israel på dron-ning Jezabels tid. Og menigheden i Sardes er åndeligt død (Åb 3,1).På trods af alle disse problemer opmuntrer Jesus menighederne. Han roser mange i Thyatira, ”som ikke har loddet Satans dybder,“ og for-maner dem til at holde fast, ”indtil jeg kommer“ (Åb 2,24-25). Der er også ”nogle få“ i Sardes, ”som ikke har sølet deres klæder til“ (Åb 3,4).

Til disse trofaste lover Jesus specielle velsignelser. Han lover at give Thyatira ”morgenstjernen“ (Åb 2,28), som han senere identificerer som sig selv (Åb 22,16), og til Sardes lover han en plads i himlen, og at han vil vedkende sig de troendes navne ”over for min fader og hans engle“ (Åb 3,5).

”Hold fast og omvend dig.“ Hvad har du at holde fast i, og hvad har du brug for at omvende dig fra? Hvordan hænger disse to begreber nøje sammen?

Thyatira og Sardes

15. MARTS 2016

ONSDAG

122

Åb 3,7

Åb 3,10

Til at tænke over

Hvordan introduceres Jesus til denne menighed? Hvad fortæller disse beskrivelser om ham?

Menigheden roses for at holde fast ved hans ord og for ikke at have fornægtet hans navn, selv om dens kræfter synes at være meget svag (Åb 3,8). Jesus giver den et interessant løfte om, at medlemmer i Satans synagoge snart vil komme og kaste sig ned for menigheden i Filadelfia (Åb 3,9). Dette er hentet fra Es 60,14, som beskriver Guds folks undertrykkere, der i underkastelse bøjer sig for dem. Dette står i stor modsætning til den barske behandling, de selv tidligere havde udsat Guds folk for. Ud fra dette kan vi forstå, at Sa-tans synagoge havde gjort livet vanskeligt for de første kristne. Som vi har set, kæmpede nogle af de tidligere kirker med dem, der kom med falsk lære og skabte problemer – en af de måder, hvorpå Satan modarbejder menighederne. Men det ser ud til, at Filadelfia er den, der endelig befrier menigheden fra denne kilde til ondskab.

Hvordan forstår du menigheden i Filadelfias udholdenhed? Hvor-dan lovede Jesus at begrænse deres prøvelser? Hvad betyder det for os i dag?

Det synes indlysende, at menigheden i Filadelfia havde gennemgået ligeså store vanskeligheder som de foregående menigheder; men det virker, som om de har haft en anderledes holdning. Deres tro og samarbejde med Gud er blevet bemærket og sat pris på af Frelseren, igen på trods af deres ”svage kræfter“ (Åb 3,8).

Løfterne til dem, der sejrer i denne menighed, indbefatter at blive gjort til søjler i Guds tempel (Åb 3,12). De nye navne viser, at de nu fuldstændigt tilhører Gud, måske fordi de på alle områder i deres liv allerede har vist, at de tilhører ham.

Hvor godt ville du passe ind, hvis du lige nu pludseligt befandt dig i himlen?

Menigheden i Filadelfi a

16. MARTS 2016

TORSDAG

123

Åb 3,14-22

Laodikea får også en beskrivelse af Jesus: ”Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav“ (Åb 3,14), afgørende træk ved Jesu guddommelighed. ”Amen“ er en henvisning til Es 65,16, hvor ordet Amen oversættes med ”den trofaste Gud“ og sammen-kædes med pagten. Jesus er den store Gud, der opfylder pagten, den Gud der holder sine løfter om frelse og genoprettelse. Jesus er også det trofaste vidne, der over for sit folk vidner om, hvordan Gud egentlig er (Åb 1,5; 22,16; Joh 1,18; 14,8-10). Han er også Skaberen (Kol 1,16-17).

Hvad formaner Jesus denne menighed til at gøre? Hvilken betyd-ning har disse ord for os i dag?

Efter at disse vers først fortæller, hvem Jesus virkelig er, er det nød-vendigt at gøre det klart, hvem denne menighed egentlig er. Vi kan med andre ord kun virkelig kende os selv, hvis vi kender Guds først. Menneskene i denne menighed har snydt sig selv i en sådan grad, at det, de mener om sig selv, er det stik modsatte af, hvad de virkelig er (Åb 3,17). Jesus trygler dem dernæst om at tage de nødvendige skridt for at opnå den klarhed, der skal til for at se virkeligheden, som den er, og dernæst at foretage den nødvendige forandring i livet (Åb 3,18).

Alternativet er guddommelig straf – i to faser. Først er det måske nødvendigt med lidt gammeldags faderlig tugt (Åb 3,19); dernæst nævnes den mulighed, at Gud vil ”udspy“ dem af sin mund som en mundfuld ulækkert vand (Åb 3,16).

Denne menighed, som er så tæt på at blive kastet ud fra Guds nærhed, gives de største løfter. Jesus ønsker at tilbringe tid sammen med dem over et måltid mad (Åb 3,20) - noget, der kun forbeholdes nære venner. Dernæst lover han dem muligheden for at sidde sam-men med ham på hans trone (Åb 3,21).

Det er interessant at følge den negative udvikling i de syv me-nigheder, hvor Guds folk bliver kolde og bevæger sig bort fra ham. Hvordan kan dette ske? Det ser ud til, at selv om striden er vundet, er der mange, der stadigvæk hårdnakket holder fast ved det onde og mørkets magter. Når vi ser på disse menigheders historie, er der ingen tvivl om, at de er en del af den store strid, som fortsætter, indtil Jesus kommer igen.

Menigheden i Laodikea

17. MARTS 2016

FREDAG

124

Videre studium


I torsdagsafsnittet berørte vi spørgsmålet om Jesu guddommelig-hed. Hvorfor har dette så stor betydning?

”Siden Guds hellige lov er ligeså hellig som Gud selv, kunne kun en person, der var lige med Gud, skaffe soning for dens overtrædel-ser. Ingen anden end Kristus kunne frelse den faldne menneskehed fra lovens forbandelse og igen bringe den i harmoni med himlen. Kristus tog syndens skyld og skam på sig – synd, der var så afskyelig for en hellig Gud, at den måtte adskille Faderen og hans Søn. Kristus nåede elendighedens dyb for at redde den ødelagte menneskelige race.“ (Ellen White, God’s Amazing Grace, s. 42).

Til trods for, at engle er syndfrie, er de ikke hellige ligesom deres Skaber; for hvordan kan noget skabt være ligeså helligt som ham, der skabte det? Det er derfor ikke underligt, at Bibelen igen og igen lærer, at Kristus er Gud. Kristi offer handler til en vis grad om Guds lovs hellighed. Det var på grund af loven, eller rettere på grund af overtrædelse af loven, at Jesus var nødt til at dø, hvis vi skulle frelses. Syndens alvor kan bedst ses i det ufattelige offer, som var nødvendigt for at sone for den. Hvis loven er så hellig, at dens krav kun kunne opfyldes ved, at Gud ofrede sig selv, har vi alt det bevis, vi har brug for, for at se, hvor ophøjet Guds lov er.

1. I onsdagsafsnittet stillede vi spørgsmålet: ”Hvor godt ville du passe ind, hvis du lige nu pludseligt befandt dig i himlen?“ Drøft jeres svar i klassen. Hvilke konsekvenser har jeres svar?

2. ”Idet jeg i den seneste tid har set mig omkring for at finde yd-myge efterfølgere af den ydmyge Jesus, har min hjerne været på hårdt arbejde. Mange, som bekender sig til at se frem til, at Jesus snart kommer igen, er blevet så lig denne verden og er mere ivrige efter at opnå anerkendelse fra mennesker omkring dem end Guds anerkendelse. De er kolde og formelle, ligesom den nominelle kirke, de for så kort tid siden forlod. Budskabet til menigheden i Laodikea beskriver fuldkomment deres nuvæ-rende tilstand.“ (Ellen White, The Review and Herald, 10. juni 1852). Hvorfor er disse ord relevante for os i dag, selv om de blev skrevet for over 150 år siden? Hvad fortæller dette os om den myte, at menighedens første tid på en eller anden måde var ”de gode gamle dage?“

18. MARTS 2016

DIALOG

125




• Læg mærke til, hvorledes de enkelte dele for hver af menighe-derne passer sammen. Udfyld fx denne boks for Smyrna menig-heden og se, hvordan ”døden“ optræder som et gennemgående tema. Dette passer godt med den historiske tidsperiode, som denne menighed menes at beskrive, nemlig den kristne menig-hed under det romerske riges forfølgelse.

• Det er typisk for såkaldt apokalyptisk litteratur, at den bevæger sig mellem himlen og jorden.- Find evt. eksempler fra Åbenbaringens Bog

I brevene til de syv menigheder taler Jesus til menigheder, der lever og kæmper på jorden. Men i kapitel 4 fører han Johannes op til himlen for at være en del af en himmelsk gudstjeneste. Vi opfordres dermed alle til at se op og lovprise Gud, i en vis forstand at være el-ler blive del af den himmelske tilbedelse (jf. Åb 14,-6-7).


Grund-element

uddybet For Efesus, Sardes, Pergamon osv.

Hilsen fra Jesus

Beskrevet med et af de kendetegn, som Johannes så i synet af Jesus i Åb 1,10-20

Karakteristik med

Ros

Ris / kritik

Appel til menigheden

På baggrund af ros/ris

Standard-formular

Helligånden taler gennem disse hilsener

Løfte til den, som sejrer

Jesu budskab til de syv menigheder (Åb 2-3) er ikke helt almindelige breve og var det heller ikke i datiden. De er bygget op på samme måde og har alle de led, som du kan se i følgende oversigt. Prøv at udfylde beskrivelsen i boksen for hver enkelt af menighederne:

126

DIALOG



NOTER


• Hvordan kan du og jeg i dag, her på jorden, blive ét med den tilbedelse af Gud, som foregår i himlen?- Hvilken form for forbindelse har du og jeg i vores daglige liv

med den himmelske verden?

• Hvad betyder det rent praktisk?- Hvad ser du, i lyset af den store strid, som grundlæggende

forskelle på de værdier, en kristen med hjemsted i himlen har, og de værdier, som er almindelige i menneskelige samfund?

• Prøv at opsummere i fire eller fem punkter.• Hvilke kristne værdier finder du udbredt også blandt ikke-

kristne i dagens Danmark? Hvilke mangler?

• Når Jesus viser sig for apostlen Johannes på Patmos, åbenbarer hans sig som ”den første og den sidste“, det vil sige som Jahve, Gud selv (jf. Es 44,6). Hvad kan du gøre for at sætte Jesus mere i fokus i din personlige tilbedelse?

127


1313

128

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet“ (Åb 21,4).

Mange stiller spørgsmålet om, hvorfor synden i det hele taget op-stod. Centralt i svaret står begrebet frihed. Sand frihed, sand mo-ralsk frihed, indbefatter risiko; for hvis personer eller væsener virke-lig har frihed, må de også have muligheden for at gøre det forkerte.Det næste spørgsmål lyder: hvorfor kunne Gud ikke bare udslette dem, da de valgte det forkerte, og have sparet resten af os for de forfærdelige følger af deres oprør?

Svaret bringer os til selve kernen i den store strid. I denne uge vil vi se, at Gud fører en form for ”åben forvaltning“, og selv om meget omkring ham og hans veje er et mysterium, løser han den store strid på en måde, der for evigt vil tilbagevise alle spørgsmål vedrørende hans selvopofrelse, godhed, retfærdighed, kærlighed og lov.

Vi får faktisk tusind år til at få svar, i hvert fald angående de for-tabtes skæbne; vi har en evighed til resten. Efter Jesu genkomst vil de frelste leve og herske sammen med Kristus i tusind år. Og det er endnu mere utroligt, at de faktisk vil spille en aktiv rolle i dommen. Lad os se på de afsluttende faser af denne store strids langvarige drama.

· Åb 20,1-3· Jer 4,23-26· 1 Kor 4,5· Åb 20,7-15· Fil 2,9-11· 2 Pet 3,10

Frelse

TIL SABBATTEN | TIL SABBATTEN 26. MARTS 2016

SØNDAG

129

Åb 20,1-3

Til at tænke over

Hvad beskrives i disse vers, og hvilket håb giver det os?

Udtrykket at binde eller at være bundet bruges på en række forskel-lige måder i Bibelen. På det helt elementære plan bruges det om en fange. Jesus befrier mange, der har været bundet af Satan. Desuden bruges udtrykket om den magt, Gud giver menigheden over det onde (Matt 18,18). Derved bliver det at binde og frigøre også i en vis forstand et symbol på dommen.

Når en farlig forbryder fanges, er det nødvendigt at binde ham, Men mange gange, når personer i Bibelen er bundet, er de egentlig ikke kriminelle. Johannes Døber blev lagt i lænker, fordi han for-dømte kongens synd (Matt 14,3-4). Jesus blev bundet i haven (Joh 18,12), under sin rettergang (Joh 18,24) og ved sin død (Joh 19,40). Paulus (ApG 21,33) og Peter (ApG 12,6) blev begge bundet.

Jesus tilbragte meget tid personligt sammen med mennesker, som Satan havde bundet. På en besat havde hænder og fødder været bundet af lænker, som var blevet sprængte (Mark 5,3-4). Før Jesus befriede ham fra de onde ånder, kunne ingen kontrollere det onde. Jesus mødte en kvinde, hvis ryg havde været krumbøjet, og han befriede hende (Luk 13,11-12.16). Han befriede også Lazarus fra graven og ligklæderne (Joh 11,43-44). Og så var der Barabbas, som blev befriet, selv om han var i lænker, så Jesus kunne blive kors-fæstet og ikke han (Mark 15,7-15). I alle disse situationer ser vi, at Satan enten forsøgte at holde mennesker bundne med lidelser eller at binde de uskyldige, så det onde kunne vokse. Men vi ser også, hvordan Jesus brød dødens bånd for at give frihed til en verden, der håbløst var i Satans vold. Til sidst vil Satan blive bundet og kastet ud i det dybeste mørke (Åb 20,1-3).

En del af Jesu hensigt med at befri dem, der var bundet af Satan, var at give sine efterfølgere kraft. Han forsikrede dem om, at Satan (”den stærke“) kunne bindes og hans hus udplyndres (Matt 12,26-29). Satan har med andre ord ingen magt imod Kristus og hans ef-terfølgere; for Kristus har befriet sit folk fra Satans lænker.

Paulus bemærkede, ”Guds ord er ikke bundet“ (2 Tim 2,9). Det er det middel, Jesus benyttede for at gøre Satan tavs (Matt 4,4.7.10), og vi kan også benytte den samme kraft til at modstå ham.

Hvilke løfter har du, som kan befri dig fra de lænker, den onde for-søger at binde dig med?

Satan bindes

20. MARTS 2016

MANDAG

130

Åb 20,4

Til at tænke over

1 Mos 1,2 fortæller, at jorden var ”tomhed og øde“. Det samme udtryk gentages af Jeremias for at beskrive jorden efter dens øde-læggelse efter de syv sidste plager og Jesu genkomst, hvor alle byer er ”jævnet med jorden af Herren i hans glødende vrede“ (Jer 4,26). I Jeremias’ beskrivelse var der intet menneske (Jer 4,26); i Johannes’ gengivelse er Satan ikke i stand til at forføre nogen (Åb 20,3).

De dramatiske og verdensomspændende følger af Jesu genkomst kan forklare, hvad der her sker i Johannes’ Åbenbaring. Først har Je-sus lovet at tage sine efterfølgere til et sted, han har forberedt (Joh 14,1-3). Paulus tilføjer den detalje, at disse efterfølgere indbefatter både dem, der lever, og dem der er blevet vakt til live (1 Thess 4,16-17). Johannes tilføjer endnu en detalje: efter den første opstandelse ved Jesu genkomst, vil resten af de døde forblive døde indtil afslut-ningen af de tusind år (Åb 20,5).

Hvad beskrives i denne tekst?

”De fik givet domsmagt.“ Hvordan kunne de dømme uden at få flere oplysninger, end de har nu? Før den endelige ødelæggelse af de onde, gives de frelste muligheden for at få mange af deres ”hvorfor“-spørgsmål besvaret. Og det utrolige er, at de frelste til og med er medvirkende i dommen over de fortabte.

”Sammen med Kristus skal de dømme de gudløse og sammen-ligne deres gerninger med Bibelens lov. Hver sag skal bedømmes efter de gerninger, de faktisk har gjort. Så udmåles straffen for hver enkelt og indføres ud for deres navne i dødens bog.“ (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 534).

Under denne domshandling, hvor bøgerne åbnes, vil vi se de utallige gange, hvor Guds stille stemme kaldte på de fortabte med venlige og kærlige ord. Hvor tålmodigt han blev ved, kun for igen og igen at blive overdøvet at larmen fra de ting, som denne verden udstiller som ønskværdige. I stilhed ventede han og længtes efter en anledning til at blive genkendt som den, der betalte en uendelig pris, for at de kunne opnå liv. Men i stedet valgte de døden. Er der noget i dit liv, der forhindrer dig i at høre hans stemme? Han venter endnu tålmodigt på dig. Vælg livet.

Læs 1 Kor 4,5. Hvilket løfte gives vi her i forbindelse med Jesu genkomst? Hvordan kan du støtte dig til dette løfte nu, mens du utvivlsomt har en masse ubesvarede spørgsmål?

”Hvorfor“-spørgsmålene

21. MARTS 2016

TIRSDAG

131

Åb 20,7-15

Den endelige dom

På Bibelens tid kunne en domshandling i Jerusalem foregå to steder: i byporten og foran kongens trone. Folkets ældste afgjorde de mindre sager i byporten; men kongen afgjorde alle de større sager. Hans ord var afgørende for at sikre retfærdighed. Bibelen beskriver på samme måde Gud på sin trone som universets konge. Det er ham, som ga-ranterer, at retfærdigheden til sidst sker fyldest (Åb 20,11-15).

Hvordan skal vi forstå disse afgørende begivenheder?

Åbenbaringen 20 handler om de tusind år; så denne bestemte domshandling foregår inden for denne tidsramme. Det er ikke den samme, som omtales i vers 4, hvor der er mange troner; for i vers 11 er der kun en trone. I stedet for at finde sted ved begyndelsen af de tusind år sker dette ved afslutningen efter den anden opstandelse (Åb 20,5) og efter, at Satan har overtalt den store skare af dem, der ikke frelses, til at omringe den hellige by (Åb 20,7-9). Guds store hvide trone ses på dette tidspunkt over byen. Hvert eneste men-neske, der nogen sinde blev født, er til stede; nogle er inde i byen, andre udenfor. Dette er det tidspunkt, Jesus talte om, da han sagde, at der ville være nogle, der spørger Gud, hvorfor de ikke kom ind i Guds rige (Matt 7,22-23). Det er også tidspunktet, Paulus talte om, da han sagde, at i Jesu navn skal hvert knæ bøje sig for Jesus, ”i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre“ (Fil 2,9-11).

Hensigten med dommen er ikke, at Gud skal opdage noget, han ikke vidste i forvejen; for han ved allerede alt. Hensigten er at sikre, at alle ved nøjagtigt, hvorfor Gud har dømt, som han har gjort. Hvert eneste menneske, hver eneste engel, vil være i stand til at sige: ”Retfærdig er du, som er og som var, du Hellige, fordi du har fældet den dom“ (Åb 16,5). De frelste og de fortabte, både blandt mennesker og engle, vil se Guds retfærdighed.

Den afsluttende handling i dette drama er udslettelsen af ”Dø-den og dødsriget“ samt dem, der ikke er ”indskrevet i livets bog“ (Åb 20,14-15). Jesus har nøglerne til både døden og dødsriget (Åb 1,18). På dette tidspunkt er der ikke længere nogen grund til, at disse skal eksistere. I stedet for at stå over for evig pine, hvilket er en så almindelig opfattelse, bliver de fortabte udslettet. De ophører for evigt med at eksistere, det modsatte af evigt liv.

22. MARTS 2016

ONSDAG

132

Åb 21,1-2.9-10; 22,1-3

Til at tænke over

Synd og oprør har været uvelkomne og ubudne gæster. Det var al-drig meningen, at de skulle være her. De forårsagede ufattelig øde-læggelse; men nu, hvor årsagen til denne ødelæggelse ikke længere findes, er det tid til at genoprette alt til fuldkommenhed. Den store strid vil ikke være overstået, før dette sker.

Hvad er hovedpunkterne i Johannes’ beskrivelse? Hvad betyder de?

Når Johannes beskriver både nye himle og en ny jord, gentager han, hvad Peter sagde: ”Da vil himlene forgå med et brag, og elemen-terne vil brænde op“ (2 Pet 3,10). Som vi godt ved, trænger jorden desperat til mere end blot at blive forskønnet. Alt vil blive fuldstæn-digt ødelagt for at give plads til en helt ny eksistens.Johannes taler også om, at der ikke længere vil være noget hav (Åb 21,1). Han skrev dette fra en fangeø (Patmos), hvor havet forhin-drede hans flugt. Selv i en moderne båd tager det mange timer at komme til den ø, hvor Johannes skrev disse ord. På den nye jord vil der ikke længere være nogen form for barrierer, der forhindrer de frelste i at bevæge sig frit omkring eller at se deres kære.

Det nye Jerusalem er utrolig smuk. Den beskrives som en by fra Bibelens tid; for det er det eneste, Johannes kendte til. Men kunstnere, der beskriver den med romersk arkitektur fra det første århundrede, har en helt forkert opfattelse; for dette er en by, ”hvis bygmester og skaber er Gud“ (Hebr 11,10).

Vores sind har svært ved at fatte disse beskrivelser. Men det kan være sjovt at lade fantasien dvæle ved det, der venter os. Vi kan næsten ikke engang forestille os det. Byens store dimensioner for-tæller os også, at der ikke er pladsmangel. Der er plads til alle.

Se dig omkring og betragt al naturens skønhed, og tænk over, hvad den fortæller os om Guds karakter på trods af de ødelæg-gelser, synden har forårsaget. Hvordan kan det, vi ser her og nu, inspirere os til at have tillid i håbet om, hvad vi endnu ikke ser?

En ny himmel og en ny jord

23. MARTS 2016

TORSDAG

133

Åb 21,3-5

Til at tænke over

Hvad antyder disse tårer?

Vi har alle erfaret, hvad det vil sige at græde. Vi kender også til at tørre tårer fra en andens øjne: en mor, der ømt trøster sit barn; en nær ven, der trøster en ledsager; eller en forælder, der trøster den anden midt i hjertesorg og tragedie. Vi ved også, at vi ikke tillader mange at røre ved vores ansigt. Så hvad betyder det, at Gud rører vores ansigt, andet end at vi har et meget intimt bånd til vores Skaber?

Det er svært at forestille sig en verden uden død, sorg eller tårer. Smerte, sved, tårer og død har været menneskenes norm lige siden syndefaldet (1 Mos 3,16-19). Men fra det samme tidspunkt har Gud forsikret menneskene om, at nederlag og tab ikke er det eneste at se frem til. Langs vejen har Gud givet mange forsikringer om, at han en dag vil frelse os og velsigne os med sit nærvær.

Først gav Gud os løftet om en frelser (1 Mos 3,15); dernæst for-sikringen om sit nærvær i tabernaklet (2 Mos 25,8); derefter viste han det ved, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os (Joh 1,14); og til sidst ved at placere universets trone midt iblandt os (Åb 21,3).

Mange bibelvers giver et sammendrag af denne pagtsforsikring ved at bruge udtryk som ”Jeg skal være deres Gud,“ ”I skal være mit folk“ og ”Jeg skal bo midt iblandt jer.“ Et eksempel er: ”Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk“ (2 Kor 6,16).

Jesus kom første gang for at neutralisere følgerne af den brudte pagt. Jeremias beskrev konsekvenserne af den brudte pagt på denne måde: ”Hvorfor skriger du over din lidelse, over din ubode-lige smerte? Fordi din skyld var stor og dine synder mange, har jeg gjort dette mod dig“ (Jer 30,15). Men på grund af Jesus er dette nu fortid. Åb 21,3 kan måske ses som hele Bibelens klimaks. Måske er tårerne dem, vi græder over den endelige udslettelse af de fortabte; men Gud vil selv tørre dem af vores øjne, og sorg og lidelse er for evigt ”forsvundet“.

Disse vers viser, at vi i himlen har et dybt personligt forhold til Gud. Men vi behøver ikke at vente til da med at have et sådant forhold til ham. Hvordan kan du erfare et sådant forhold til Jesus her og nu?

Ikke fl ere tårer

24. MARTS 2016

FREDAG

134

Til videre studium


Tænk over de tusind år og vores forståelse af denne tidsperiode. Selv om vi ikke er blevet fortalt en hel masse, er der dog noget, vi ved. For det første foregår de tusind år før den endelige udryddelse af de fortabte. For det andet tilbringer de frelste denne tid, før den ende-lige ødelæggelse, med at få besvaret en masse spørgsmål; faktisk så mange, at de selv får lov til at deltage i dommen. Det vil sige, at de selv skal dømme. ”Eller ved I ikke, at de hellige skal dømme verden?“ (Kor 6,2). Og ”ved I ikke, at vi skal dømme engle?“ (1 Kor 6,3). Og som vi har set i denne uge, ”fik [de] givet domsmagt“ (Åb 20,4), altså de hellige. Disse to pointer viser tilsammen en vigtig sandhed. Ingen af de fortabte vil blive dømt før efter de tusind år, efter at de frelste ikke alene forstår, hvorfor de går fortabt, men også spiller en rolle i den dom, der fældes over dem. Tænk over, hvad dette siger om Guds karakter og åbenheden i hans forvaltning. Før en eneste per-son skal møde de fortabtes endelige skæbne, vil Guds folk få lov til meget tydeligt at se retfærdigheden og rimeligheden i Guds endelige dom over dem. Det vil uden tvivl blive smertefuldt; men når det er overstået, vil vi, som vi allerede har set, råbe: ”Retfærdig er du, som er og som var, du Hellige, fordi du har fældet den dom“ (Åb 16,5).

1. Hvordan gør realiteten af den store strid det lettere for os at forstå, hvorfor lidelse og død eksisterer nu, selv om mange spørgsmål fremdeles er ubesvarede?

2. Hvad ville du sige, hvis nogen spurgte dig: ”Hvordan kan jeg have et nærmere og mere intimt forhold til Gud?“

3. Tænk dybere over tanken om, at vi her og nu skal forberede os til himlen. Hvad vil det sige? Hvordan skal vi forstå dette i lyset af evangeliet?

4. Hvilke spørgsmål vil du gerne have svar på? Hvordan lærer du at stole på Guds godhed og retfærdighed midt i så meget trage-die, indtil du får disse spørgsmål besvaret?

25. MARTS 2016

DIALOG

135






Baggrund

Forstå det bedre

• Denne sidste sabbat i kvartalet er en god anledning til at samle spørgsmål, der har hobet sig op i løbet af studiet.- En fællesspisning for klassen – eller en god udflugt i forhå-

bentligt behageligt forårsvejr er en anden mulighed!

• Prøv i lyset af klassens studier og drøftelser i kvartalets løb at lave et resume:- Hvad er de fem til syv hovedpunkter i den store strids histo-

rie?- Hvilke teologiske træk i den store strid er om ikke absolut

enestående, så dog særligt understreget i adventisters for-ståelse af denne kamp mellem godt og ondt?

- Er der områder, hvor I i al kristen venskabelighed finder ud af, at der er delte meninger i klassen?

• Hvad betyder det for dit syn på Gud og for din forkyndelse af evangeliet til andre mennesker, at vi ikke tror, at der findes et evigt brændende Helvede, altså at synden og dens følger rent faktisk udsletttes?

Find eksempler fra verden i dag, hvor du ville ønske, at Guds princip om åbenhed i forvaltningen blev bedre efterlevet. Del eksemplerne med klassen.

Noter tre punkter, du specielt har lært eller sat pris på ved kvartalets studium – og del dem med din klasse (der vil være bedre tid efter fællesspisningen!).

Spekulationerne omkring tidsperioder er ældgamle. Den persiske religion, som øvede stor indflydelse også på jødedommen, indeholdt ”runde“, skematiserede tidsperioder på 3.000 år, 1.000 år osv. De tusinde år, som er beskrevet i Åbenbaringens Bog, kan bedst forståes som en inspireret kristen forfatters forklaring af en tidsperiode, som man derfor ofte drøftede på den tid. I virkeligheden er Åbenbarin-gens Bogs beskrivelse en skuffelse for dem, der ønsker sig spekulative og sensationelle beskrivelser af perioden.

• Guds folk skal frelses fra synd. Det var derfor, Jesus kom (Matt 1,21). Synden har indfanget mennesket på tre områder: (a) vi har


136

DIALOG

NOTER


skyld, (b) vi er underkastet dens magt, og (c) vi lever og dør med dens følger.a. På korset bar Jesus vores skyldb I vores liv befrier Helligånden os fra syndens magtc. Ved Jesu genkomst og opstandelsen fjerner Gud syndens til-

stedeværelse og følger

• Guds åbne forvaltning i dommen er af adventister traditionelt for-stået således:a. Før Jesus kommer, foregår der en undersøgelse, hvor de him-

melske væsener bevidner, at Gud har retten til at frelse sit folkb. Under de tusind år får Guds folk muligheden for at bevidne, at

Guds domme er retfærdigec. Efter de tusind år vil også de fortabte få muligheden for at se

grundlaget for Guds endelige domshandling, og de vil alle bøje knæ og erkende, at Jesus Kristus er Herre! (Fil 2,11)

• Derved har alle skabte fornuftsvæsener set og erkendt Guds evige retfærdighed.

137


2016-01 bibelstudium

Documents