bibelstudium 2015 - 3. kvartal

BIB

EL

ST

UD

IUM

Missionærer i Bibelen

Juli · August · September 2015

ISSN

16

03-6

90

5IS

BN

978

87

7532

575

7

1. KVARTAL 2007

© 2015 Dansk Bogforlag, Nærum

ISBN 978 87 7532 575 7 • ISSN 1603-6905

BIBELSTUDIUM

FOR SABBATSSKOLEN

Missionærer i Bibelen

Børge Schantz

3. kvartal

Forfatter

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK

3. KVARTAL 2015

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen

Hovedforfatter: Børge Schantz

Medforfatter: Steven Wayne Thompson

Oversættelse: Marit Birch Petersen

Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen

Korrektur: Elsebeth Daugaard

Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen

Tryk: Strandbygaard Grafisk

© 2015 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flamme-logoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

4. juli

11. juli

18. juli

25. juli

1. august

8. august

15. august

22. august

29. august

5. september

12. september

19. september

26. september

Solnedgangstider .................................................................... 4

Andagtsvers ............................................................................ 5

INDLEDNING TIL 3. KVARTAL ................................................ 6

1. Gud er missionær af natur ........................................... 8

2. Abraham – den første missionær.................................. 18

3. En usandsynlig missionær ............................................ 28

4. Historien om Jonas ...................................................... 38

5. Landflygtige missionærer ............................................. 48

6. Ester og Mordokaj ........................................................ 58

7. Jesus, den største missionær ........................................ 68

8. Tværkulturel mission .................................................... 78

9. Peter og hedningerne ................................................... 88

10. Filip som missionær ...................................................... 98

11. Paulus – baggrund og kald .......................................... 108

12. Paulus – mission og budskab ........................................ 118

13. Skal hele verden høre? ................................................. 128

3

SOLNEDGANGSTIDER

Tejn København Ringsted Odense Vejle Århus Herning Hjørring Tórshavn

JULI

3. 21.43 21.56 21.57 22.02 22.08 22.09 22.13 22.20 23.15

10. 21.38 21.50 21.51 21.57 22.02 22.03 22.07 22.13 23.05

17. 21.30 21.42 21.43 21.49 21.54 21.54 21.59 22.04 22.51

24. 21.19 21.31 21.33 21.38 21.43 21.43 21.48 21.52 22.34

31. 21.07 21.19 21.20 21.26 21.31 21.30 21.35 21.38 22.15

AUGUST

7. 20.53 21.04 21.06 21.12 21.16 21.16 21.20 21.23 21.55

14. 21.38 20.49 20.51 20.56 21.01 21.00 21.05 21.06 21.34

21. 21.22 21.32 20.34 20.40 20.44 20.43 20.48 20.48 21.12

28. 20.05 20.15 20.17 20.23 20.27 20.25 20.30 20.29 20.50

SEPTEMBER

4. 19.47 19.57 20.00 20.05 20.09 20.07 20.12 20.10 20.27

11. 19.29 19.39 19.41 19.47 19.51 19.49 19.54 19.51 20.04

18. 19.11 19.21 19.23 19.29 19.32 19.30 19.35 19.32 19.41

25. 18.53 19.02 19.05 19.11 19.14 19.11 19.16 19.12 19.18

OKTOBER

2. 18.35 18.44 18.47 18.53 18.56 18.53 18.58 18.53 18.55

9. 18.17 18.26 18.29 18.35 18.38 18.35 18.39 18.34 18.33

16. 18.00 18.09 18.12 18.17 18.20 18.17 18.22 18.15 18.11

23. 17.43 17.52 17.55 18.01 18.03 18.00 18.05 18.57 17.49

30. 16.28 16.36 16.39 16.45 16.47 16.43 16.48 16.40 16.28

NOVEMBER

6. 16.13 16.21 16.25 16.31 16.33 16.28 16.33 16.24 16.08

13. 16.00 16.08 16.12 16.17 16.19 16.15 16.20 16.09 15.49

20. 15.49 15.56 16.00 16.06 16.08 16.03 16.08 15.57 15.33

27. 15.40 15.47 15.51 15.57 15.59 15.54 15.59 15.47 15.18

DECEMBER

4. 15.34 15.41 15.45 15.51 15.52 15.47 15.52 15.39 15.07

11. 15.31 15.38 15.42 15.48 15.49 15.44 15.49 15.35 15.00

18. 15.31 15.38 15.42 15.48 15.49 15.43 15.48 15.35 14.58

25. 15.34 15.41 15.45 15.51 15.53 15.47 15.52 15.38 15.01

4

ANDAGTSVERSJU

LID

ECEM

BER

AU

GU

STN

OV

EMB

ERSE

PTE

MB

ERO

KTO

BER

Joh 3,30 Sl 72,5-7 Joh 1,14 Joh 15,11 Rom 14,17 1 Kor 13,6

1 Pet 4,13 Luk 10,20 Rom 12,15 Sl 35,9 Sl 40,4 Es 41,10

Sl 34,6 Ordsp 15,13 Es 35,10 Ordsp 17,22 Rom 12,8 Matt 25,21

Matt 1,21 ApG 4,12 Joh 17,3 1 Kor 2,2 Joh 3,17 ApG 10,38

Fil 2,5 Fil 3,8 Hebr 1,3 Hebr 7,25 Hebr 12,2 Hebr 13,8

1 Joh 2,1-2

Fil 3,13 Hebr 13,16 Ordsp 1,8 5 Mos 6,5 Ordsp 4,23 Matt 6,21

Luk 6,45 Sl 62,9 Sl 90,12 1 Kor 1,27 2 kor 12,9.10 Rom 8,26

Fil 3,21 Rom 15,1 ApG 20,35 2 Kor 9,7 2 Kor 9,8 Fil 4,19

1 Tim 6,6.8 Sl 8,10 Sl 84,12 Sl 51,9 Es 1,18 Es 60,2

Matt 4,16 Joh 1,9 2 Kor 9,15 Es 9,6 Luk 2,14 Sl 72,17

Jer 29,11

1 Joh 1,7 1 Joh 3,16 Rom 5,8 1 Joh 4,10 1 Joh 5,12 Rom 8,1

Rom 6,23 Rom 8,32 1 Kor 3,11 1 Kor 15,20 2 Kor 2,14 Gal 3,29

Ef 1,5 Ef 2,20 ApG 4,11 Luk 5,31-32 Joh 8,36 Joh 13,13

Ef 6,24 Matt 7,16.20 Hebr 12,11 Hos 10,12 Gal 6,7 Joh 15,1-2

Joh 15,8 Ef 5,9 Ordsp 25,13 Sl 92,15-16 Sl 128,1-2 Matt 13,23

Rom 6,22

Matt 13,22 Hebr 11,26 Rom 11,33 ApG 1,4 Matt 18,19.20 Jak 5,16

1 Joh 5,14 Fil 4,6.7 Kol 4,2 Matt 9,38 Ef 3,20.21 2 Mos 34,6

Joh 14,6 Joh 17,17 Ef 5,9 Ef 6,14 1 Tim 2,3.4 1 Pet 1,22

Sl 51,8 Sl 43,3 Hebr 13,6 Sl 27,1 Sl 91,5.6 Sl 23,4

1 Joh 4,17.18 Sl 95,7 Ez 18,21.22 Es 49,14.15 Luk 12,6 1 Joh 4,7

Es 65,25 Es 32,16-17 Åb 22,2 Sl 40,3 Sl 62,3 Sl 90,2

Sl 121,1-2 Es 40,4 Jer 23,29 Matt 7,24 1 Kor 13,2 2 Kor 13,5

Mark 16,16 Joh 3,36 Joh 11,25 Rom 1,16 Ef 2,8 Rom 10,7

Rom 14,1 Gal 5,6 2 Tim 1,12 1 Joh 5,13 Matt 12,49-50 Ordsp 18,24

Rom 12,10 Matt 19,26 Ef 1,5 Ef 2,19 Gal 6,10 Matt 25,40

Åb 3,22 Hebr 4,7 Jak 1,19 Luk 11,28 Joh 18,37 Sl 55,23

1 Kor 2,9 Sl 10,17 Sl 94,9 Es 59,1 Es 30,21 Job 42,5

Sl 46,2 Es 41,10 Hebr 2,18 Sl 146,3 Ordsp 19,17 Ordsp 3,27

Jak 1,27 Sl 33,6.9 Hebr 4,12 1 Pet 1,23 Ordsp 30,5.6 1 Krøn 29,12

Sal 61,5 Ordsp 10,22 Dan 2,44 Ordsp 15,16 Ordsp 13,11 Ordsp 22,4

Jer 9,23

55

3.

KV

AR

TAL 2

015

6

AT VÆRE MISSIONÆR

De næste tre måneder har vi fornøjelsen af, at læse studier skrevet af en dansker. Børge Schantz er forfatter, og tragisk nok nåede han ikke selv at opleve adventister verden over blive velsignet gennem netop disse studier. Vi er taknemmelige for, at han nåede at færdig-gøre det, og at vi dette kvartal kan få glæde af dem. Æret være Børge Schantz’ minde.

Når vi taler om det at være missionær, så flyver tankerne hurtigt af sted, fordi man tænker på de mange historier, som handler om men-nesker, der er rejst ud i verden for at gøre en forskel i et land langt væk. Men i virkeligheden er vi alle missionærer, fordi vi er alle kaldet til at gøre mennesker til disciple lige dér, hvor vi er.

Jesus sendte sine disciple ud i al verden, ja, og der er da også stadig et stort behov for mennesker, der vil tjene Gud ved at forlade de trygge rammer, de kender, for at rejse ud og forkynde evangeliet. Men når vi ser os omkring i det samfund, hvor vi selv lever, så er der også store behov.

Det kan godt være, at vi ikke finder de store materielle mangler i Danmark, men hvor er der mange mennesker, der er ensomme. El-ler familier, som er ramt af sygdom, skilsmisse eller ulykke på anden vis. Hvor er der mange mennesker, som er kommet hertil fra andre steder i verden og har svært ved at falde til. Og hvor er der mange mennesker omkring os hele tiden, som ikke kender Jesus og ikke ved, at Gud elsker dem. Hvordan kan vi være missionærer for dem?

Vi får i løbet af kvartalet indblik i flere forskellige bibelske missio-nærers liv. Nogle blev bedt om at rejse til et andet land. Nogle blev tvunget til det. Nogle var født og opvokset i et andet land. Men uanset hvem de var, og hvor de var, så var de kaldet til at tage del i Guds mission. Det samme kald giver han os i dag!

”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være mod-løst!“ (Joh 14,27). Lad os gå ud, hvor vi end er, og vide, at Han går med, uanset hvor overvældende opgaven synes at være.

Thomas RasmussenKontaktperson for sabbatsskolen

7

INDLEDNING

MISSIONSBEFALINGEN”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende“ (Matt 28,19-20).

Kan det siges tydeligere? Her møder vi den opstandne Jesus, som disciplene tilbad (vers 17), og som allerede i kirkens allertidligste dage giver sit folk dets kald og opgave: gør folk i hver eneste nation i verden til disciple. Punktum.

Det er ikke svært at se forbindelsen mellem disse ord til de elleve i Galilæa, og det budskab Johannes mange år senere modtog på Patmos: ”Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære, for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder“ (Åb 14,6-7; se også vers 8-12).

De tre engles budskaber i Åbenba-ringen 14 er missionsbefalingen tilpasset de sidste dage af jordens historie. Der er ingen tvivl om, at Gud har bedt sit folk om at forkynde evangeliet for hele verden. Vi er kaldt til at videregive sandheden om Je-sus, hvad han har gjort for os (Rom 8,34), og hvad han vil gøre for os (1 Thess 4,16).

Ordet mission betyder ”at udsende en, der skal udføre en opgave.“ Nogen tager et sted hen for at gøre noget. Det de gør, når det handler om missionsbefalingen, er at videregive evangeliet til verden.

Vi vil først og fremmest se på mission som Guds redskab til at kommunikere

evangeliet med dem, der ikke kender det. Vi vil studere, hvordan Guds evige hen-sigt blev opnået gennem personer i Bibe-len, som han udsendte som missionærer til de fortabte.

De kristnes mission er Guds mission. Den har sit udspring i Guds hjerte. Den er baseret på Guds kærlighed, og den fuld-føres ved Guds vilje.

Dette kvartals studier er baseret på følgende model af frelseshistorien:1. Gud skabte mænd og kvinder og gav

dem en fri vilje.2. Den første mand og den første kvinde

var ulydige og måtte forlade Paradiset.3. Gud kunne ikke bruge magt for at

bringe dem tilbage til Paradiset.4. Gud sendte sin søn på en mission til vo-

res verden for at forlige os med ham.5. Guds mission er at gøre tilbuddet om

frelse kendt for alle mennesker.

Det er absolut grundlæggende, at hele verden hører om Jesus, hvad han har gjort for hver eneste af os, og hvad han har lovet at gøre for os nu og i evigheden. Vi, som kender til disse løfter, er kaldt til i mis-sion også at give andre kendskab til dem.

Børge Schantz, PhD, var til sin død i dec. 2014 tilknyttet Loma Linda University som adjungerende professor. Han og hans hustru, Iris, har i 14 år tjent som missionærer i Afrika og Mellemøsten.Steven Wayne Thompson var rektor på Newbold College (1984-90) og leder af teolo-giafd. og lærer på Avondale College (1991-2008).

11

8

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Jeg gjorde ham til et vidne for folkene, til fyrste og hersker over folkene“ (Es 55,4).

Vores verden befinder sig i kaos, og mennesket er den væsentligste årsag. Vi er syndere, faldne skabninger med en grundlæggende ond natur. Vi vil gerne betragtes som et produkt af fremskridt og udvikling; men det sidste århundredes historie er ikke særlig opmun-trende. Og nu, hvor vi befinder os ikke engang en fjerdedel inde i det nye århundrede, ser forholdene ikke særligt lovende ud. Hvis fortiden er en indikation af, hvad fremtiden vil bringe, kan vi kun forvente ”blod, slid, tårer og sved“, for at citere en tidligere britisk politiker.

Men ikke alt er håbløst. Tvært imod. Jesus døde for vores synder, og gennem hans død har vi løftet om frelse, om genoprettelse og om nyskabelse. ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere“ (Åb 21,1).

Vi er ikke overladt til os selv, ikke ladt alene i et koldt og tilsynela-dende ligegyldigt grænseløst univers. Vi ville aldrig overleve. De kræfter, der kæmper imod os, er så meget større end os. Derfor ud-tænkte Gud, allerede før verden blev til, en plan om frelse. Han gør for os, hvad vi aldrig selv ville være i stand til at gøre.

· 1 Mos 1,26-28; 2,15-17· 1 Joh 2,16· Joh 3,14-15· 2 Kor 5,21· Matt 5,13-14

Gud er missionær af natur

TIL SABBATTEN | 4. JULI 2015

SØNDAG

9

1 Mos 1-2

Til at tænke over

Et af de gentagne spørgsmål, vi mennesker stiller, er: ”Hvor kom-mer jeg fra?“ I de første to kapitler i Bibelen og faktisk igennem hele Den Hellige Skrift får vi svaret på det, mange anser som det vig-tigste spørgsmål, nogen kan stille. Vi kan trods alt kun finde ud af, hvem vi er, hvorfor vi er til, hvordan vi skal leve, og hvor vi til sidst skal hen, hvis vi ved, hvor vi kom fra.

Læs kapitlerne hurtigt igennem og læg specielt mærke til 1 Mos 1,26-28. Hvilken stor forskel er der mellem skabelsen af menne-skene og Guds øvrige skaberværk?

1. Mand og kvinde blev skabt sidst af alle skabninger. De havde hele skaberværket synligt foran sig til at studere og tage sig af.

2. Gud skabte mennesket på en speciel måde. Indtil dette tidspunkt havde den guddommelige befaling været ”Der skal være“ (lys, en hvælving, vand, fisk, fugle, dyr etc.). Nu blev befalingen ændret til en rådslagning: ”Lad os skabe.“ Faderen, Sønnen og Hel-ligånden rådslog. Selv om disse to kapitler handler om jordens skabelse og skabningerne på jorden, er der ingen tvivl om, at det centrale fokus er menneskehedens skabelse.

3. Mand og kvinde blev skabt i Guds billede, så de lignede Skabe-ren. Dette siges ikke om noget andet af det, der var blevet skabt. Selv om teksten ikke siger, hvad det betyder at blive skabt i Guds billede og at ligne ham, må det betyde, at menneskene på en el-ler anden måde genspejlede deres skabers karakter. Vi mennesker har en moralsk evne, som ikke findes i andre skabninger. Som-merfuglene er smukke, men de kæmper ikke med spørgsmål om, hvad der er ret eller galt. At være skabt i Guds billede, så vi ligner Gud, må derfor betyde, at vi mennesker til en vis grad må have genspejlet Skaberens moralske karakter.

4. Mand og kvinde skulle herske, være Guds repræsentanter på jor-den og herske over skaberværket. Dette kald medfører ansvar.

Menneskets tilværelse præsenteres ikke i Bibelens første kapitel som uafhængigt. Vi ”er til“ i et forhold til Gud. Hvad fortæller dette om den centrale rolle, Gud bør have i vores liv, og hvorfor vi egentlig ikke er ”fuldendt“ uden ham? Se også ApG 17,28.

Gud skabte menneskene

28. JUNI 2015

MANDAG

10

1 Mos 2,15-17

Til at tænke over

I skabelsesberetningen finder vi også Guds advarsel om ikke at spise af ”træet til kundskab om godt og ondt“ (1 Mos 2,17). Lige fra begyndelsen ser vi altså det moralske element, der blev givet men-nesket, men ikke nogen anden levende skabning. Evnen til moralsk dømmekraft er en måde, hvorpå menneskene viser, at de er skabt i Guds billede til at ligne ham.

Hvad siger disse vers om, at menneskene virkelig har en fri vilje?

Gud kunne have skabt menneskene så de automatisk gjorde hans vilje som fx lyset, solen, månen og stjernerne. De adlyder Gud uden at have muligheden for at vælge. De opfylder Guds vilje automatisk gennem de naturlove, der styrer deres handlinger.

Men Gud skabte mand og kvinde på en speciel måde. Gud skabte dem for sig selv. Gud ønskede, at de skulle foretage deres egne valg, at de frivilligt skulle vælge at tilbede ham uden at blive tvunget til det. Ellers kunne de ikke elske ham; for kærlighed må gi-ves frivilligt, hvis det skal være ægte kærlighed.

Menneskets fri vilje har guddommelig oprindelse, og er beskyttet og respekteret af Gud. Skaberen blander sig ikke i de valg, mænd og kvinder foretager. Forkerte valg har konsekvenser, nogle af dem meget alvorlige; men det er imod vor Herres karakter at påtvinge underdanighed og lydighed.

Menneskets fri vilje har konsekvenser på tre vigtige områder:

Religion: Gud styrer ikke ensidigt menneskers vilje eller valg.

Moral: enkeltpersoner bliver holdt moralsk ansvarlige for deres handlinger.

Videnskab: kroppen og hjernens aktiviteter følger ikke kun princip-pet om årsag og virkning. Fysiske love er en del af vores handlinger; men vores fri vilje betyder, at vi har et valg mht. ikke mindst etiske beslutninger.

Hvilke frie moralske valg er du nødt til at foretage inden for de næ-ste timer, dage, eller uger? Hvordan kan du være sikker på, at du bruger denne guddommelige gave på den rette måde? Tænk over evt. konsekvenser af en forkert brug af din frihed.

En fri vilje

29. JUNI 2015

TIRSDAG

11

Til at tænke over

”Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet“ (1 Mos 3,6-7).

At spise lidt frugt var ikke i sig selv syndigt. Vi må se på omstændig-hederne omkring handlingen. Adam og Eva var repræsentanter for en fri vilje, skabt af Gud i hans billede. Dette indbefattede frihed, men også pligt til at være i overensstemmelse med Guds vilje. De spiste frugten, ikke fordi det var strengt nødvendigt, men fordi de i frihed valgte det trods Guds tydelige og klare instrukser.

På samme måde må vi selv vælge, om vi vil følge Gud eller ej, og om vi vil værdsætte eller kæmpe mod Guds ord. Gud tvinger ingen til at tro på hans ord. Han vil aldrig tvinge os til at være lydig imod ham, og han kan ikke tvinge os til at elske ham. Gud tillader hver eneste af os selv at vælge den vej, vi vil gå. Men vi må også være forberedt på at leve med følgerne af vores valg.

Ved at spise frugten sagde Adam og Eva i virkeligheden til Gud, at han ikke var en fuldkommen hersker. Hans herredømme blev ud-fordret. De var ulydige, og det resulterede i, at synd og død blev en del af menneskenes lod.

”Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjor-den, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ“ (1 Mos 3,23-24).

Adam og Eva var nødt til at forlade Paradiset. Dette var en nød-vendig og barmhjertig konsekvens. Gud ville ikke tillade, at den oprørske menneskehed havde adgang til livets træ. I sin kærlige om-sorg holdt han Adam og Eva væk fra den frugt, der ville gøre dem udødelige og dermed gøre den frygtelige situation, synden havde bragt dem i, permanent. Forestil dig, hvordan evigt liv ville være i en verden fuld af den smerte, lidelse og ondskab, som vi oplever i vores verden! Adam og Eva blev sendt ud af den smukke have for at dyrke den mindre venlige jord udenfor (vers 23-24).

Læs 1 Joh 2,16. Hvordan viste de ting sig i syndefaldet, der adva-res imod her? Hvordan møder vi de samme fristelser i vores liv?

Syndefaldet

30. JUNI 2015

ONSDAG

12

Joh 3,14-15Es 53,4-6

2 Kor 5,21

Bibelen viser os, at det efter vores første forældres syndefald var Gud, der kom og ledte efter dem, ikke omvendt. Menneskene for-søgte tvært imod at skjule sig for Guds nærværelse. Hvilket stærkt billede af den faldne menneskehed! Mennesker flygter fra ham, som leder efter dem og er den eneste, der kan frelse dem. Adam og Eva gjorde det i Edens have, og med mindre vi giver efter for Helligån-dens påvirkning, gør vi det samme i dag.

Heldigvis afviste Gud ikke vores første forældre, og han afviser hel-ler ikke os. Lige siden Gud råbte ”Hvor er du?“ til Adam og Eva i Edens have (1 Mos 3,9), har han kaldt os til sig.

”Med sin enestående gave – sin egen søn – har Gud omsluttet hele verden med en atmosfære af nåde, som er lige så virkelig som luften omkring jordkloden. Alle, der indånder denne livgivende atmosfære, vil leve og vokse op til at være mænd og kvinder i Kristus Jesus.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 74-75).

Den største åbenbaring af Gud som missionær ses selvfølgelig i Jesu liv og tjeneste. Selv om der var mange grunde til, at Jesus kom til jorden – for at ødelægge Satan, at åbenbare Faderens sande ka-rakter, at vise at Satans anklager var forkerte, eller at Guds lov kan overholdes – var den vigtigste grund at dø på korset i menneskenes sted for at frelse os fra syndens ultimative følger, nemlig evig død.

Hvad lærer hver af disse tekster os om Jesu død?

”Ham, der ikke kendte til synd, har han [Gud] gjort til synd for os.“ Dette er, hvad der skulle til ”for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.“ Dette bliver kaldt ”det salige bytte“. Jesus tager vores synd og lidelse på sig som en synder for at vi, selv om vi er syndere, kan regnes for retfærdige for Gud, som om vi var Jesus.

Guds initiativ for at frelse os

1. JULI 2015

TORSDAG

13

Matt 5,13-14

Til at tænke over

Mission er Guds initiativ for at frelse den fortabte menneskehed. Guds mission er motiveret af hans kærlighed til hver eneste af os. Der findes ingen større begrundelse for den. Gud sendte Kristus med den opgave at bringe frelse til hele verden. Johannesevangeliet alene indeholder mere end fyrre udtalelser om Jesu missions kosmi-ske dimensioner (se fx Joh 3,17; 12,47). Ligesom Kristus blev sendt af Faderen for at frelse verden, sender Kristus sine disciple ud med disse ord: ”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer“ (Joh 20,21).

Hvilke to metaforer benyttes i disse vers for mission, og hvad be-tyder de?

Billederne med salt og lys udtrykker grundlæggende funktioner, den kristne indflydelse har på menneskeheden. Saltet virker indvendigt, idet det forbindes med det, det kommer i kontakt med. Lys virker udadtil, idet det oplyser alt, det berører. Ordet ”jordens“ i meta-foren ”jordens salt“ henviser til mænd og kvinder, som de kristne skal blande sig med, mens ”verdens lys“ henviser til en verden, hvor mennesker er i mørke og har brug for oplysning.

Israels børn blev opfordret til at leve op til de moralske principper og sundhedsregler, som Gud havde givet dem. De skulle være et lys, der oplyste og tiltrak – ”et lys for folkene“ (Es 49,6). Deres kollektive tilværelse med sundhed, fremgang og lydighed mod Guds sabbat og andre bud ville forkynde Guds mægtige skabelses- og frelsesgernin-ger for de omkringboende folkeslag. Når disse nationer lagde mærke til deres fremgang, ville de henvende sig til dem og lære, hvordan de skulle blive undervist af Herren. Det var i hvert fald meningen,

Da Kristus kom, talte han også om salt, en anden måde at vidne på. Gennem deres indflydelse i verden skulle de kristne bremse ver-dens ondskab. Ikke-troende holdes tit tilbage fra onde handlinger på grund af en moralsk samvittighed, der kan spores tilbage til en kristen indflydelse. De kristne har ikke alene en god indflydelse i en ond verden ved at leve i den; men de møder også andre mennesker for at dele det kristne budskab om frelse med dem.

Lys og/eller salt. Hvor godt et vidne er du og din menighed for ver-den omkring dig? Er lyset svagt? Har saltet mistet sin kraft? Hvis dette er tilfældet, hvordan kan du lære, at vækkelse og reformation begynder med dig personligt?

Metaforer for mission

2. JULI 2015

FREDAG

Læs Ellen White

14

Spørgsmål til drøftelse

Vi har set på nogle sider af Guds karaktertræk som missionær. Mis-sion er et foretagende, som den treenige guddom er sammen om. Mission er hovedsageligt centreret omkring Kristus, hvis inkarnation er central i den kristne tro og mission. Gennem sit liv og sin død har Jesus banet vejen for frelse for hele menneskeheden. Som hans ef-terfølgere og missionærer er det vores opgave at gøre mennesker op-mærksomme på de gode nyheder om, hvad Jesus har gjort for os.

”Kristi kirke på jorden blev organiseret for at drive mission, og Her-ren ønsker at se hele kirken udtænke måder og metoder, hvorved høj og lav, rig og fattig kan høre sandhedens budskab. Ikke alle er kaldt til personligt at arbejde i fremmede lande; men alle kan gøre noget ved at bede for og give gaver til at hjælpe missionærernes ar-bejde.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 6. bind, s. 29).

1. Tænk over spørgsmålet om alle tings oprindelse. Hvorfor har det stor betydning? Hvordan er en rigtig opfattelse af alle tings oprindelse med til at give os en bedre forståelse af, hvem vi er, og hvad der er hensigten med vores tilværelse?

2. Hvordan kan følgende citat hjælpe os til at forstå eksistensen af en fri vilje, kærlighed og ondskab i vores verden? ”Hvis Gud derfor ønsker at skabe skabninger, der kan afspejle hans fuldkomne kærlighed, er Gud nødt til at skabe frie personer. Det betyder, at de ved deres valg kan forårsage lidelse og ondskab i verden. Forholdet mellem kærlighed og frihed indebærer, at Gud tillader os at vokse i kærlighed gennem vores menneskelige frihed. Guds eneste alternativ til at tillade frie skabninger at vælge ukær-lige handlinger er helt at lade være med at skabe væsener, der er i stand til at elske.“ (Robert J. Spitzer, New Proofs for the Existence of God: Contributions of Contemporary Physics and Philosophy, Kindle Edition (Eerdmans Publishing Co., 2010), s. 233).

3. Jesu død var en enkeltstående begivenhed, der skete i en lille na-tion i det store romerske imperium for næsten to tusind år siden. Alligevel har denne begivenhed evighedsbetydning for hvert eneste menneske. Tænk over det ansvar, der hviler på os, som kender til denne begivenhed og dens betydning, til at fortælle om den til dem, der ikke kender til den. Hvordan skulle de ellers få kendskab til den, hvis de, som ved, ikke fortæller det videre?

3. JULI 2015

DIALOG

15

Aktiviteter og dialog

Guds Ord og klassens

aktiviteter

Uddybende spørgsmål

Mødet meddagligdagen

Som det nye kvartals første sabbat er denne dag en god anledning til at begynde at samle spørgsmål til de bibeltekster, vi studerer, og at forberede aktiviteter for de efterfølgende sabbatter. Her er nogle forslag – klassen kan selv finde på flere.

• Planlæg fx en fællesspisning for din klasse – eller/og en som-merudflugt.

• Det er tænkeligt, at der i din menighed eller i din bekendtskabs-kreds er medlemmer, der har været udsendt som missionærer til et andet land eller kultur. - Planlæg besøg fra en eller flere i løbet af kvartalet.- Forbered bestemte spørgsmål, som I kan stille disse missio-

nærer, og som kan belyse missionærens situation, som fx- Vanskeligheder ved kulturforskelle- Hvad de savnede mest i ”udlændigheden“- Udfordringer ved at vende tilbage til hjemlandet- De bedste minder

Skabelsen er altafgørende for, hvordan vi som kristne betragter både livets hensigt og Guds plan for, hvordan vi skal indrette vores liv. Områder som familieliv, seksualitet, kost og hvile er eksempler.

• Tænk over dine samtaler med ikke kristne bekendte. Hvilke træk ved Guds oprindelige plan for menneskers tilværelse føler du finder bedst genklang hos dem?

Adskillige af vores kirkes enestående lærepunkter har deres udspring i skabelsestroen. Det gælder naturligvis sabbatten, men også vores forståelse af menneskets natur – dvs. det område, der bl.a. dækker syn på helvede, sjæl og legeme, sundhed, uddannelse m.m.

• Del erfaringer, hvor sådanne emner har været berørt med andre mennesker. Drøft, hvordan man på den klogeste måde kan gøre disse trospunkter relevante for mennesker i dagens Danmark.

Missionærer er udsendinge – nogle sendt til fremmede lande. Mange bliver i hjemlandet. Men også her møder vi hele tiden mennesker, hvis ”subkultur“ adskiller sig fra vores. De har måske anden etnisk eller


16

DIALOG

Personligt kristenliv

NOTER


religiøs baggrund, måske en anden social baggrund og status. Forskel-lene kan synes små, men alligevel er de væsentlige.

• Tal om nogle af de forskelle, I oplever mellem menigheden og mennesker, I møder i det daglige. Giv eksempler.

• Drøft, hvad du og menigheden kan gøre for bedre at forstå disse mennesker, som også i Danmark skal nås med evangeliet.

At være missionær er at blive sendt. Guds Søn selv var sendt; men han kom af egen fri vilje. Han kom, fordi han elskede mennesket. Når vi som missionærer går på Guds bud, kommer vi ingen vegne, hvis vi ikke elsker de mennesker, vi søger.

• Bed i dette kvartal personligt og evt. i klassen specifikt for men-nesker, I møder og ønsker at bringe evangeliet. Nævn dem ved navn for Gud.

17

TIL SABBATTEN | 4. JULI 2015NOTER

17

22

18

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Det er som med Abraham: ’Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.’ Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner. Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evan-gelium forkyndt: ‘I dig skal alle folkeslagene velsignes.’“ (Gal 3,6-8).

Det er ingen tilfældighed, at tre af verdens største trosretninger, jø-dedommen, kristendommen og islam, af og til kaldes ”abrahamitiske trosretninger“. Alle tre kan på en eller anden måde spore deres rød-der tilbage til denne Guds store mand.

Selv om Abraham beundres som et afgørende eksempel på tro, vil vi i denne uges studium betragte hans trofasthed fra en lidt anden synsvinkel. Vi ønsker at se ham som missionær, som en person, der var kaldt af Gud til at rejse til et andet land og vidne for mennesker om den sande Gud, verdens skaber og frelser.

Gud gav Abraham og senere hans familie (se Gal 3,29) en trefoldig opgave. 1) De skulle modtage og vogte den guddommelige sandhed om Guds rige, som var gået tabt i menneskehedens tidlige historie; 2) de skulle være den kanal, hvor igennem Frelseren ville komme ind i menneskenes historie; og 3) de skulle som Guds trofaste tjenere være et lys for alle folkeslag, et lys for dem der havde brug for at kende Herren.

· 1 Mos 12,1-3; 14,8-24· Hebr 11,8-19· Gal 3,6· 1 Mos 12,6-7; 18,18-19

Abraham, den første missionær


SØNDAG

19

1 Mos 12,1-3Hebr 11,8-10

Til at tænke over

”Herren sagde til Abram: ‘Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsig-nes’“ (1 Mos 12,1-3).

Abram, hvis navn betød ”den ophøjede far“, og hvis navn blev æn-dret til Abraham, ”far til mange“, voksede op i Ur i, hvad der i dag er Irak. Gud kaldte ham til at fjerne sig fra den sociale og åndelige sammenhæng, han var vant til, og rejse til et ukendt land, hvor Gud foretog en et hundrede år lang åndelig fornyelse og gjorde ham til ”de troendes far“. Midt i personlige og familiemæssige vanskelighe-der blev Abraham prototypen på en missionær for flere befolknings-grupper samt en respekteret leder, der vidnede om sin tro på Gud.

Hvilke principper finder vi her, som kunne anvendes på os alle i vores individuelle situationer? Hvilke erfaringer havde Abraham, som vi også kan komme til at opleve?

Patriarken blev kaldt til at forlade sin fortid, gå ud i tro, tro på no-get, der syntes utroligt, for at udføre det, Gud kaldte ham til. Som et resultat af hans trofasthed ville alle jordens slægter velsignes.Ligesom Abraham bliver mange af os udsat for prøvelser. Selvføl-gelig kommer vi måske ikke til at høre Guds stemme tale direkte til os; men han kalder os gennem sit ords undervisning og hans forsyns begivenheder. Måske bliver vi bedt om at give afkald på en karriere, der lover rigdom og ære; måske bliver vi bedt om at give afkald på fordelagtige forbindelser og adskilles fra venner og familie. Måske skal vi gøre noget, der ser ud til kun at medføre selvfornægtelse, vanskeligheder og opofrelse. Men hvordan kan vi afslå, hvis vi bliver kaldt?

I 1. Mosebog står der på hebraisk: ”og Gud sagde til Abraham: ‘Gå for dig selv fra dit land …’“ Han blev bedt om at gå ”for sig selv“, det vil sige for sin egen skyld. Hvordan skal vi forstå dette, og hvordan kan vi anvende det på os selv?

Abrahams kald

5. JULI 2015

MANDAG

20

1 Mos 14,8-24

Til at tænke over

Lot var en af Abrahams slægtninge og fulgte med ham på hans rej-ser. Da han valgte den vandrige Jordandal, kom han i kontakt med Sodomas onde indbyggere (1 Mos 13,1-13). Han blev først reddet af Abraham (1 Mos 14,11-16) og senere af to engle (1 Mos 19).

Da Abraham hørte, at hans slægtning Lot var i vanskeligheder, besluttede han sig for at hjælpe ham. I sin redningsaktion stod Abraham i spidsen for en militærstyrke på mere end tre hundrede mand fra sin egen husholdning. Adskillige konger var involveret i kampen om Sodoma, og Abraham var den, der sejrede.

Hvad fortæller Abrahams handlinger om hans karakter og dermed også om hans tro og hans Gud?

Over for de konger, Abraham besejrede, åbenbarede han Guds kraft. Selv under denne redningsaktion tabte ”de troendes far“ ikke sit guddommelige kald om at være en velsignelse for alle folkeslag af syne.

”Han, som tilbad Herren, havde ikke alene gjort landet en stor tje-neste, men havde også vist sig som en modig mand. Man kunne se, at retfærdighed ikke betyder fejhed, og at Abrahams religion gav ham mod til at hævde retten og forsvare de undertrykte. Hans heltedåd sikrede ham en udbredt indflydelse blandt de omkringlig-gende stammer. Ved tilbagekomsten gik kongen af Sodoma ud med sit hof for at ære sejrherren. Han bad ham tage byttet og ønskede kun, at fangerne skulle tilbagegives. Efter almindelig krigsskik til-hørte byttet sejrherrerne; men Abraham havde ikke foretaget dette felttog for at skaffe sig vinding. Han afslog at benytte sig af andres ulykke og foreslog kun, at hans forbundsfæller skulle have den del, som de havde krav på.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 68).

Tænk over din omgang med andre mennesker. Hvilken slags vid-nesbyrd giver du andre om din tro?

Abrahams vidnesbyrd over for kongerne

6. JULI 2015

TIRSDAG

21

Hebr 11,8-19

Til at tænke over

Selv om Abraham ikke var fuldkommen, var han en Guds mand, og gentagne gange, også i Det Nye Testamente, bruges han som ek-sempel på trofasthed og på, hvad det vil sige at blive frelst af tro (se 1 Mos 15,6; Gal 3,6).

Hvad siges der om Abraham og hans tro, der har afgørende be-tydning for alle, der ønsker at være missionær for Gud på enhver mulig måde?

Gud ønskede at bruge Abraham; men først var han nødt til at få ham til at forlade sin fortid. Der ligger en tydelig lærdom i dette for os alle, især for dem af os, der har en fortid, der ikke er i harmoni med Guds vilje og lov, og det indbefatter jo os alle sammen.

Det er også forbløffende, at da Abraham tog af sted, var det ”uden at vide, hvor han kom hen“ (Hebr 11,8). Selv om de fleste missionærer ved, hvor de skal hen, i alle fald rent geografisk, ved ingen af os på kort sigt rigtigt, hvor vi kommer til at ende, når vi tager det store spring i tro og giver vores hjerte til Gud. Men på lang sigt har vi en fuldstændig sikkerhed. Hvis vi vidste alt, ville det ikke kræve så stor en tro; derfor er uvisheden en forudsætning for helt at kunne leve i tro.

En anden afgørende pointe er, at Abraham ”ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud“ (vers 10). Abraham havde den store sammenhæng for øje. Han vidste, at uanset, hvad han skulle møde af vanskeligheder og kampe, ville det alt sammen til sidst være det værd.

Han vidste også, at han ikke kun var en fremmed i ”det lovede land,“ men at han var en af mange ”fremmede og udlændinge på jorden“ (vers 13). Hvor stor pris, vi end sætter på, hvad der trods alt er det eneste, vi har her og nu, er vores liv i denne verden langt fra enden på historien.

Og det største eksempel på tro i Det Gamle Testamente er selv-følgelig, hvad Abraham på Guds befaling var villig til at gøre med sin søn på Morija bjerg.

Hvordan har du erfaret, hvad det vil sige at handle i tro? Hvilke vanskeligheder har du mødt? Hvilke glæder har du oplevet? Hvad ville du have gjort anderledes, når du nu ser tilbage med et større overblik?

Et eksempel på tro

7. JULI 2015

ONSDAG

22

Et studium af Abrahams liv viser, at hans tro indbefattede vanskelige kampe med tvivl og manglende tillid til Guds kraft. Abrahams for-fædre var afgudsdyrkere (Jos 24,2), og måske forklarer denne bag-grund, hvorfor han ikke altid havde fuldstændig tillid til Guds magt. To gange viste han fejhed ved at bede Sara om at fortælle en halv sandhed (1 Mos 12,11-13; 20,2). Han lo (1 Mos 17,17), da han fik at vide, at han skulle få en søn med Sara. Men på trods af sine fejl blev Abraham brugt af Gud; for Abraham ønskede at blive brugt af Gud. Derfor kunne Gud forme hans karakter.

Et af de midler, Gud benyttede for at forandre Abraham til en refor-mator og missionær, var hans mange vandringer. At rejse er i sig selv en uddannelse. Det gør en person åben over for nye ideer og mu-ligheder for forandring. Pilgrimsrejserne til Jerusalem var en vigtig og påkrævet del af israelitternes tilbedelse. De forandringer, pilgrim-mene erfarede, når de skulle gå lange afstande, sove på fremmede steder, spise anderledes mad, opleve en anden slags klima og møde andre mennesker, styrkede deres tro gennem deres sårbarhed. De-res tilbedelse med dens ofringer og gaver, hellig dans og fremsigelse af salmer, var med til at hjælpe Guds folk i at bekræfte deres identi-tet og traditioner.

På sine rejser fra sit fødested Ur til sin gravplads i Hebron besøgte Abraham mindst 15 forskellige geografiske områder. De fleste og mest betydningsfulde episoder i forbindelse med hans reformation og mission er knyttet til hans rejser.

Hvilke åndelige lærdomme oplevede Abraham på følgende steder?

Orakel-egen ved Sikem (1 Mos 12,6-7)

Hebron (1 Mos 13,18-14,20)

Mamre (1 Mos 18,1. 20-33)

Morija bjerg (1 Mos 22,1-14)

Vandringsmanden Abraham

8. JULI 2015

TORSDAG

23

”Abraham skal jo blive til et stort og mægtigt folk, og alle jordens folk skal velsignes i ham. Jeg har jo udvalgt ham til at pålægge sine sønner og sin slægt at følge Herrens vej og øve ret og retfærdighed, så Herren kan lade det ske, som han har lovet Abraham“ (1 Mos 18,18-19).

Hvilken vigtig lærdom om trofasthed og villigheden til at tjene Gud finder vi i denne tekst?

”Gud kaldte Abraham til at undervise i sit ord. Han udvalgte ham til at være far for et stort folk, fordi han så, at Abraham ville oplære sine børn og sit hus efter grundreglerne i Guds lov. Og det, som gav Abrahams undervisning kraft, var hans personlige livs indflydelse. Hans store husholdning omfattede mere end tusind mennesker, hvoraf mange var familieoverhoveder og ikke få af dem var for nyligt blevet omvendt fra hedenskabet.“ (Ellen White, Uddannelse, s. 189).

Missionsaktiviteter vil være langt mere effektive, hvis de understøt-tes af et familieliv, der er i overensstemmelse med Guds mønster. Både Bibelen og kirkehistorien viser, at de fleste af de første kristne kirker var husmenigheder og familiegrupper. En af årsagerne til, at Abraham blev udvalgt, var at Gud så hans evne til at lede sine børn og sit hus på Herrens vej. Guds hensigt med familien svarer til hans hensigt med mission, nemlig ”at der øves retfærdighed og ret“ (Ordsp 21,3).

Hvilke eksempler kan du finde fra Abrahams familie, hvor de viste trofasthed mod Gud?

Vi kan selvfølgelig også finde eksempler i Bibelen på personer, hvis familie ikke fulgte Herrens vej. Ikke desto mindre er pointen i tek-sten for i dag tydelig. Abrahams tro og eksempel var stærk nok til, at hans hus lærte at ”følge Herrens vej“ (1 Mos 18,19).

Hvad betyder udtrykket ”at følge Herrens vej“ for dig? Hvordan følger vi ”Herrens vej“?

Hebr 11,11.20

Til attænke over

Abraham, en missionær i sit eget hus

9. JULI 2015

FREDAG

Læs Ellen White

24


”Gud kaldte Abraham og velsignede og ærede ham, og patriarkens troskab var et lys for folkene i alle de lande, hvor han kom til at bo. Abraham isolerede sig ikke fra de mennesker, der boede omkring ham. Han havde venskabelig forbindelse med de omkringboende folks konger, og nogle af dem behandlede ham med stor respekt. Hans retskaffenhed og uselviskhed, hans mod og velvilje repræsen-terede Guds karakter. I Mesopotamien, i Kana’an, i Egypten, ja selv over for Sodomas indbyggere åbenbarede Himlens Gud sig gennem sin repræsentant.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 185).

1. I tusinder af år har historien om Abraham og Isak på Morijabjer-get fascineret og udfordret de troende samtidigt med, at det har fremkaldt hån og foragt hos dem, der har set det som en ond og barbarisk handling. Læs beretningen i 1 Mos 22 igen. Hvilke store lærdomme finder vi i den? Hvad lærer den os om korset og den ufattelige pris, synden koster? Hvad lærer den os om, hvad det indebærer at handle i blind tro? Hvorfor har mange proble-mer med denne beretning?

2. Læs 1 Mos 12,11-13; 20,2, to beretninger hvor Abraham, en Guds mand, udviste manglende tro. Hvad kan vi lære af disse beretninger?

3. En af de mest kendte tekster i Bibelen er 1 Mos 15,6. Hvad si-ger den? I hvilken sammenhæng er den givet? Hvordan bruges denne tekst i Det Nye Testamente? (Se Rom 4,3; Gal 3,6; Jak 2,23.) Hvad lærer den os om tro, gerninger og frelse?

4. Nævn nogle store religiøse ledere, hvis familie ikke fulgte ”Her-rens vej“. Hvad kan vi lære ud fra deres eksempel, som kan hjælpe enhver, der kæmper for at hjælpe deres familiemedlem-mer til at være trofaste?

10. JULI 2015

DIALOG

25


Guds Ord og klassens aktiviteter

Uddybendespørgsmål

Mødet meddagligdagen

To beretninger i 1 Mosebog er centrale, når det gælder Abrahams kald til at følge Gud. Begge indeholder på hebraisk et udtryk, der kun findes i disse to bibeltekster. Det er vanskeligt at oversætte og svært at genfinde på dansk, men af afgørende betydning for beret-ningerne om Abraham. I både 1 Mos 12,1 og 22,2 beder Gud Abra-ham om at ”gå for dig selv“ (hebraisk lek leka). Abrahams reaktion på Guds to kald er med til at bestemme, hvem han bliver. Hans identitet som menneske og missionær er afhængigt deraf.

I den første beretning modtager Abraham sit grundlæggende kald som missionær og Guds løfte og befaling om at være en vel-signelse for andre. I den anden beretning i 1 Mos 22 lærer Abraham gennem sin tros-lydighed, at frelsen og det sande offer bringes os af Gud alene.

• Hvordan påvirker din og min reaktion på Guds kald vores iden-titet som mennesker?

Beretningerne i 1 Mosebog afslører, at hedningerne i Palæstina/Kana’an endnu på patriarkernes tid af og til var ligeså hæderlige som Abraham, Isak og Jakob. Først senere blev indbyggerne så degene-rerede, at de var hinsides muligheden for social-moralsk reform (jf. 1 Mos 15,16).

• Find eksempler i 1 Mosebog på episoder, der viser forholdet mellem patriarkerne og de lokale indbyggere.

Hvis du har prøvet at flytte fra en by til en anden, at skifte job eller omgangskreds, så kender du de udfordringer, en flytning indebærer.

• En missionær står over for tilsvarende almenmenneskelige ud-fordringer. Men er man udsendt af Kristus, gør særlige forhold sig gældende. Drøft hvad der er enestående for en missionær, der rejser til et nyt sted.

• Hvad tror du udøver den stærkeste indflydelse: missionærens aktiviteter eller hans/hendes personlige liv, deri indbefattet den inspiration, en kristen familie giver?

• Tænk over dit eget liv som Kristi udsending: lægger du mest vægt på, hvad du gør for Kristus, eller hvad du er som kristen?


26

DIALOG


Forstå det bedre

Til attænke over

Baggrund


• Drøft hvad du/I har lært ved at møde mennesker fra andre kultu-rer eller med en anden baggrund.- Hvad har det betydet for din forståelse af, hvem du selv er?

• Bed i denne uge personligt og/eller i klassen for nogle af vores udsendte missionærer.

Abrahams udrejse fra Mesopotamiens bykulturer var exceptionel. I datiden var Mesopotamien det område, hvortil alle fra de omkring-liggende ørkennationer flokkedes. Befolkningen søgte til de opdyr-kede og højt civiliserede samfund for at nyde godt af den materielle velstand. Abrahams flytning foregik på tværs af kulturen.

Når du læser Bibelen, foretager du en kulturel rejse til en anden tid og et andet sted. Ligesom når du besøger et andet land, som turist eller missionær, har du brug for at lære noget om den kultur, du besøger. I denne proces lærer du ikke bare om andre, du lærer også mere om, hvem du selv er; for det er ved at kende andre, at vi opdager os selv – det er ved at kende Jesus, at vi lærer os selv at kende, som vi er.

Sangen ”Måske det ej er på bjergetind“ finder du i den gamle ”Ad-ventungdommens Sangbog“ (nr. 187). I 1901 var den kendte sang-evangelist Ira D. Sankey, hjælper for Dwight L. Moody, patient på adventisternes sanatorium i Battle Creek. Han fortæller, hvordan denne sang var blevet et kendemærke for en klasse på mere end 100 sygeplejersker, der hver søndag eftermiddag samledes og altid til deres møde sang, ”Jeg går, hvor du viser mig vej, o Gud!“ Det blev klassens sang, og klassens elever, der kom fra alle dele af verden med repræsentanter fra USA, Australien, Sydafrika, Sydamerika, Bulgarien, Armenien og de fleste af Europas lande, besluttede, at de, hvor de end var i verden, altid søndag eftermiddag ville synge denne missionssang som et minde om deres lykkelige skoletid sammen. De tog som adventister omkvædets indstilling til Guds kald med sig til de fjerneste missionsmarker på kloden:

Jeg går, hvor du viser mig vej, o Gud,over bjerg, over bølgerne ud;jeg taler dit ord, som du siger til,jeg vil kun, hvad du, Herre, vil.

27


33

28

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman“ (Luk 4,27).

Kongebøgerne, som dækker historien om Israels kongedømme fra ca. 970 til 560 f.Kr., gengiver spændende og dramatiske begiven-heder samt vidtrækkende politiske omvæltninger, der berørte Guds folk. Indflettet i disse beskrivelser finder vi historierne om Elias og Elisa, to af Guds modige profeter, hvis oplevelser gennem tiderne har appelleret til både børns og voksnes fantasi.

Det er også interessant at bemærke lighederne mellem Elisas og Jesu arbejde. For begge blev døde opvakt, spedalske helbredt, og sultne mennesker blev mættet ved hjælp af en lille mængde mad.

Denne uges bibelstudium handler om et af disse mirakler, nemlig Na’amans helbredelse. Denne rige, mægtige og meget stolte af-gudsdyrker kom i sin nød til at opleve den levende Guds kraft, i før-ste omgang gennem en meget usandsynlig missionærs vidnesbyrd.Blandt de mange åndelige sandheder i denne beretning kan vi finde en model for tværkulturel mission midt i internationalt spændte for-hold og rivalisering. Vi kan også i denne historie finde en model for, hvordan frelsesplanen fungerer.

· 2 Kong 5· Mark 1,40-45· 2 Kong 2,1-15· Joh 15,5· Rom 6,4-11· Rom 6,1

En usandsynlig missionær


SØNDAG

29

Mark 1,40-45 Luk 8,41-56 Mak 2,1-12

Til at tænke over

”Aramæerkongens hærfører Na’aman nød stor respekt og var meget anset hos sin herre, for ved ham havde Herren givet Aram sejr. Men manden var blevet spedalsk“ (2 Kong 5,1).

Dette vers indeholder ikke mindre end fire beskrivelser eller titler, der placerede Na’aman i det øverste sociale lag i det syriske eller aramæi-ske samfund. Han udøvede stor indflydelse på Arams konge, nød stor respekt og var kongens vigtigste rådgiver i religiøse såvel som militære anliggender (vers 18). Desuden var han meget rig (vers 5).

Vers 1 indeholder dog et stort ”men“. Al Na’amans magt, ære og mod blegnede i lyset af den mest frygtede sygdom på den tid, nem-lig spedalskhed. Det var netop, hvad denne stakkels mand led af; det store ”men“, der kastede en mørk skygge over alt andet i hans tilværelse. Men denne sygdom bragte ham i forbindelse med Guds profet, og gennem denne kontakt kom han til at tro på den sande Gud.

Hvad har disse beretninger til fælles ud over den indlysende kendsgerning, at Jesus foretog en mirakuløs helbredelse? Hvad var det, der bragte alle disse mennesker til Jesus?

Personlige vanskeligheder, tragedier og overgangssituationer kan få mennesker til at blive mere åbne over for åndelige sandheder og få dem til at søge efter Gud. Fysiske, psykologiske, politiske eller andre ulykker kan gøre mennesker åbne for, at der findes en Gud. Person-lige tab, nationale katastrofer og krig er noget af det, der oftest får mennesker til at søge efter en større kraft uden for dem selv. Kirken har længe været klar over, at man ofte vinder flere mennesker for evangeliet i områder, hvor mennesker er ramt af personlige eller so-ciale lidelser.

På en måde lod det til, at Na’aman havde alt; men på et andet plan var han en knust mand uden ret meget håb. Hvordan ligner vores situation Na’amans, i og med at der sker både gode og onde ting for os alle? Hvordan kan vi lære at lade begge sider af tilværelsen holde os i forbindelse med Gud?

Han havde alt – og dog

12. JULI 2015

MANDAG

30

2 Kong 5,1-7 Hvad foregår der her? Hvorfor ville syreren i det hele taget lytte til, hvad en slavepige havde at sige? Hvad kan være den underforstå-ede betydning af, hvad der egentlig skete?

Bibelen giver os ingen egentlige detaljer mht., hvordan denne unge pige opførte sig i hjemmet; men det er tydeligt, at et eller andet ved hende fangede familiens opmærksomhed. Tænk over situationen: på grund af, hvad en lille slavepige i hans husholdning har sagt, går en rig og mægtig hærfører til kongen, gengiver pigens ord og får tilla-delse fra kongen til at tage af sted. I tillæg tager han en masse gaver med til profeten. Det er indlysende, at der forgik mere, end vi bliver fortalt i teksten. Guds redskab til at bringe kundskab om ham til den herskende elite i Syrien var en ukendt lille jødisk slavepige, som bru-talt var blevet bortført fra sit hjem af syriske overfaldsmænd. I ste-det for at dvæle ved tilværelsens grusomhed og meningsløshed og sit eget liv i slaveri delte hun sin faste tro på Guds livsforvandlende kraft, som kom til syne gennem Elisas arbejde i Samaria (vers 3).

Ligesom Daniel og hans venner i Babylon var hun i stand til at vende sine egne vanskeligheder til en anledning, hvor hun kunne ære Gud, og Gud vendte hendes fangenskab til en mulighed, hvor hun kunne dele sin tro. Ifølge Ellen White er ”den lille slavepiges opførsel og færden i dette hedenske hjem … et talende vidnesbyrd om den store betydning, det har at begynde opdragelsen i hjemmet tidligt.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 121).

Tænk over hvordan vores tro, livsstil og handlinger kan tiltrække andre og give os mulighed for at dele de sandheder, vi er blevet betroet.

En anden interessant detalje i denne historie er Israels konges reak-tion, da han modtog brevet. Er jeg Gud? Kan jeg helbrede spedalsk-hed? Hans ord afslører, hvor frygtet denne sygdom var, og hvorfor et mirakel var den eneste mulighed for helbredelse. Af en eller anden grund antydede brevet en forventning om, at kongen skulle sørge for helbredelsen. Han vidste, at det kunne han ikke, så han opfattede det som et påskud til at skabe strid.

Et usandsynligt vidne

13. JULI 2015

TIRSDAG

31

2 Kong 2,1-15

Profeten Elisas arbejde i det niende århundrede f.Kr. er gengivet i en serie på 18 episoder, der strækker sig over mere end 50 år. Hans arbejde forgik for det meste som leder af profetskolen og var stort set offentligt. Han udførte tegn og undere både på personligt og nationalt plan. Elisa var en profet, hvis råd og hjælp blev opsøgt af både konger og almindelige mennesker.

Hvad får vi at vide i disse vers om Elisas kald og arbejde?

Der er ingen tvivl om, at Elisa var kaldt af Gud. Han havde nogle helt utrolige erfaringer, som over for ham selv må have bekræftet Guds kald. Endnu vigtigere er det, at hans bøn om ”to dele“ af Elias’ ånd viser, at han var klar over, at han havde brug for guddommelig kraft til at udføre det arbejde, han var kaldt til, for i sig selv og i egen kraft var han hjælpeløs. Så selv på den tid forstod denne Guds mand det, Jesus sagde mange århundreder senere: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre“ (Joh 15,5). Denne lektie trænger vi alle til at lære, uanset hvilken stilling vi har i Guds ar-bejde.

Som vi kan se i beretningen om Elisas kald, er det tydeligt, at denne kraft blev givet til ham. Elisa viste, at han havde en sund og ærlig forståelse af sin egen rolle og sit kald, da han sagde til kongen: lad Na’aman ”erfare, at der er en profet i Israel“ (2 Kong 5,8).

Det må også have været et interessant syn, da denne militære leder og hans følge med al deres pragt ankom til Elisas hus, formentlig forholdsvist lille og beskedent i forhold til den luksus, Na’aman var vant til. Men Elisa var tilsyneladende ikke specielt skræmt af Na’aman og hans følge. Faktisk gik Elisa ikke engang uden for døren for at modtage den mægtige gæst; han sendte i stedet en bud-bringer, som gav den militære leder en befaling! Den eneste løn, Na’aman fik for sin lange rejser fra Damaskus, var en kras befaling om at gå til Jordan og vaske sig! Men det blev ledsaget af et løfte: ”du bliver ren“ (vers 10).

Den betydningsfulde mands stolthed var utvivlsomt såret. Men må-ske var det hele pointen.

Profeten Elisa

14. JULI 2015

ONSDAG

32

2 Kong 5,11-14

Til at tænke over

Hvad fortæller disse vers os om Na’aman og nogle af de lærdom-me, han havde brug for at acceptere? Hvad kan vi selv lære af det?

Hvis profeten Elisa personligt var kommet ud til denne højtstående gæst og havde udført magiske fagter og formularer samt andre af den form for ritualer, der var så almindelige i hedenske religioner, havde Na’aman sandsynligvis ikke tøvet. Men to ting ved den mod-tagelse, han fik, fornærmede ham. Ikke alene kom profeten ikke personligt ud af sit hus for at møde Na’aman; men han befalede ham også at tage til Jordanfloden for at blive helbredt for sin spe-dalskhed.

Ud fra al skik og brug havde Na’aman ret. Elisa burde være kom-met ud for at modtage ham. Og floderne i Damaskus var utvivlsomt bedre; for deres vand var betydeligt renere end Jordans mudrede vand. Men gennem Elisa ledte Gud Na’aman til Jordan, en flod i Israel. Hele helbredelsesprocessen havde til hensigt at vise, at der for det første var en profet for den sande Gud i Israel, og dernæst at Gud belønner den, der tror hans ord.

Na’amans tjenere fik overtalt ham til at underkaste sig denne nye, guddommelige ”øverstbefalende“ og i det mindste forsøge at gøre som befalet. Deres argument om, at han ville have gjort det, hvis den foreslåede helbredelsesmetode havde været kompliceret, overbeviste ham. Det må have været svært for Na’aman at sluge sin stolthed ved at lytte til en slavepige, dernæst til en udenlandsk pro-fet, som ikke viste ham nogen ærbødighed og til sidst til sine egne tjenere. Men han var desperat efter at blive helbredt.

”Så gik han ned og dyppede sig syv gange i Jordan, som gudsman-den havde sagt, og hans krop blev så rask som en lille drengs, og han blev ren“ (2 Kong 5,14).

De første betingelser for Na’amans helbredelse var tro og lydighed. Da han først havde overvundet sin stolthed og efterkom Guds ud-trykte vilje ved at bade syv gange i den mudrede Jordanflod, blev han helbredt.

Læs Rom 6,4-11. Hvordan genspejles nogle af de principper, vi fin-der her, i beretningen om Na’aman? Hvordan har du oplevet, at dit ”nye liv“ i Kristus er virkeligt?

Na’amans helbredelse

15. JULI 2015

TORSDAG

33

Til at tænke over

”Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Is-rael. Tag nu imod en gave fra din tjener!“ (2 Kong 5,15).

Hvordan er disse ord med til at vise os, hvordan frelsen opleves? Se Åb 14,12; 1 Joh 5,2-3; Rom 6,1.

Det ville have været let for Na’aman at rejse direkte hjem fra Jordan til Damaskus efter sin helbredelse. Men som et udtryk for sin tak-nemmelighed vendte han og hans tjenere tilbage til profeten. Denne gang blev de mødt af Elisa selv. Bekendelsen om at Israels Gud er herre i hele verden, er Bibelens hovedtema. Disse ord, som her ud-trykkes af en hedning, er en af de store udtalelser i Guds åbenbaring i Det Gamle Testamente. Na’amans omvendelse gjorde det klart, at hans nye erfaring var nødt til at kædes sammen med Israels Gud. Profeten var israelit, floden var den vigtigste flod i Israel, og tallet syv indeholdt en tydelig forbindelse til skabelsens Gud.

I Na’amans eksempel ser vi tydeligt, hvordan sand tro virker: Na’aman modtog noget, han aldrig selv kunne have gjort sig fortjent til. Den kendsgerning, at Elisa nægtede at modtage Na’amans gaver (2 Kong 5,16), var en måde at tilkendegive, at frelse ikke kan fortjenes eller købes, men helt og alene skyldes Guds nåde. Men Na’amans vil-lighed til at give noget til Elisa for det, han havde gjort for ham, viser samtidigt troens reaktion, en taknemmelighed for det, han var blevet givet. Elisa afviste gaven. Elisa vidste, at han ville have ødelagt den lektie, Na’aman skulle lære ved at modtage hans gave. Helbredelsen kom fra Gud og var et udtryk for nåde alene.

”Lad denne pointe stå klart for alle og enhver: Hvis vi tager imod Kristus som vores forløser, må vi tage imod ham som vores her-sker. Vi kan ikke have visheden og en fuldkommen tillidsfuld tro på Kristus som vores frelser, før vi anerkender ham som vores konge og er lydige imod hans bud. På denne måde viser vi vores troskab over for Gud. Først da vil vores tro have den rette klang; for det er en aktiv tro. Den virker gennem kærlighed.“ (Ellen White, Faith and Works, s. 16).

Hvis mennesker ser på dit liv, hvad ser de, der udtrykker din kær-lighed til Gud over, hvad han i Kristus har gjort for dig?

En ny troende

16. JULI 2015

FREDAG

Læs Ellen White

34


”Flere hundrede år efter at Na’aman var vendt tilbage til sit hjem i Syrien som et helbredt og omvendt menneske, henviste Frelseren til hans fantastiske tro. Han roste den og omtalte den som et forbillede for alle, der bekender sig til at tjene Gud. ’Der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid’, sagde Frelseren, ’og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.’ Luk 4,27. Gud forbigik alle de spedalske i Israel, fordi deres vantro lukkede velsignelsens dør. Gud anså en hedensk adelsmand, som havde gjort, hvad han be-tragtede som ret, og som følte sit behov for hjælp, for at være mere værdig til at nyde godt af hans velsignelse end de syge israelitter, som havde ladet hånt om de privilegier, som Gud havde skænket dem. Gud hjælper dem, der værdsætter hans velsignelser og følger det lys, som de modtager fra Himlen.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 124).

1. Ned igennem tiden har der været stor diskussion om, hvad der egentlig skete efter Na’amans helbredelse. I 2 Kong 5,17-19 af-lægger Na’aman en mægtig trosbekendelse, idet han siger: ”fra nu af vil jeg ikke bringe brændofre eller slagtofre til andre guder end Herren“ (2 Kong 5,17). Men lige bagefter siger han: ”Når min herre kongen går ind i Rimmons tempel for at tilbede dér, og han støtter sig til mig, så jeg også må kaste mig ned i Rim-mons tempel, når han kaster sig ned i Rimmons tempel, så må Herren tilgive din tjener på det punkt“ (vers 18). Hvad er konse-kvenserne af Elisas svar? I hvor stor grad skal kristne missionæ-rer udvise tålmodighed og forståelse over for nyomvendte, især dem, der kommer fra en anden religiøs og kulturel baggrund?

2. Hvor hurtigt bør nye kristne forventes at tilpasse sig en kristen kultur? ”Enken i Sarepta og syreren Na’aman levede op til det lys, de havde fået; derfor blev de regnet for mere retfærdige end Guds udvalgte folk, som var gledet bort fra Gud og havde givet afkald på hellige principper for at opnå bekvemmelighed og verdslig ære.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 416).

3. Na’aman modtog helbredelse og frelse gennem en tro, der viste sig i hans handlinger. Drøft grundigere hele spørgsmålet om forholdet mellem tro og gerninger. Hvorfor er det så vigtigt at forstå de afgørende og alligevel så forskellige roller, begge spil-ler i forhold til frelsen?

17. JULI 2015

DIALOG

35




Mødet med dagligdagen

• Interview evt. en missionær, som har været engageret i læge- og sundhedsmission. Eksempler på spørgsmål kunne være:- Mennesker, som bliver hjulpet/helbredt for fysiske lidelser,

kommer let i en form for afhængighedsforhold til dem, der har hjulpet dem. Kan dette misbruges? Hvis det kan, hvad kan man gøre for at undgå det?

- På hvilken måde har du erfaret, at sundhedsarbejdet har ba-net vej for evangeliet?

For mange er Na’amans fortsatte ”afgudsdyrkelse“ overraskende. Når budskabet når til nye områder, kan disse områder være præget i generationer af kulturelementer, der ikke stemmer overens med evangeliets værdier.

• Hvor lang tid skal/vil der gå, før kulturforandringer finder sted?- Hvordan afgør vi, hvilke kulturforandringer der bør ske i lyset

af evangeliet?- Hvordan sikrer vi os, at vi ikke forveksler vores egen kultu-

relle tradition med det egentlig kristne budskab?

• Hvorfor afviste Elisa tilbudet om en gave? Kunne han ikke have brugt midlerne til udbredelse af evangeliet? Hvilke værdier kommer til udtryk i profetens beslutning?

Sociologer taler om betydningen af livets overgangssituationer. Sær-ligt betydningsfulde er fx overgangen fra barn til voksen, eller fra ugift til gift status, begivenheder som alle kulturer traditionelt fejrer med fester og ritualer. Men alle større forandringer i livet får men-nesker til at se deres liv på en ny måde, hvad enten sådanne foran-dringer synes negative – markant sygdom som ved Na’aman – eller positive – et nyt og bedre job.

• Når du ser på dit eget liv, hvilken betydning har sådanne over-gangssituationer haft for dine valg og din udvikling som men-neske?

• Missiologer taler om sådanne situationer som særligt veleg-nede til at få andre mennesker i tale. Hvorfor tror du, at det er tilfældet? Kan du finde eksempler fra din erfaring, der bekræfter


36

DIALOG


Forstå det bedre

NOTER


dette synspunkt? Kan/skal vi som menighed gøre mere for at ”udnytte“ de muligheder, overgangssituationer giver i mission? Giv evt. eksempler!

Hvordan ændrer dit gudsforhold sig, hvis du står over for alvorlige livsproblemer?

Elisas bøn om “to dele“ af Elias’ ånd (2 Kong 2,9) kan synes mærke-lig, hvis man ikke er opmærksom på baggrunden. Hvad Elisa bad om var, hvad den ældste søn ville ønske fra sin fader som sin arv (se 5 Mos 21,15-17). I dette tilfælde drejer det sig ikke om et stykke land, men om den åndelige rolle, Elisa skulle overtage i Israel. Elisa havde jo allerede givet afkald på al normal arveret, da han forlod sit almin-delige liv for at blive Elias’ discipel (se 1 Kong 19,19-21).

Denne del af historien er i øvrigt fortalt med beretningen om Moses og Joshua i tanke. Elisa viser sig at efterfølge Elias, som Josva overtog Moses’ lederrolle. Han krydser Jordan og går ind på Israels område nær Jeriko, ligesom Josva havde gjort i sin tid (jf. 2 Kong 2,11-15). På hebraisk er navnene for Josva og Elisa også nært for-bundne i mening; de betyder henholdsvis ”Jahve frelser“ og ”Gud frelser“.

37


44

38

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver ret-færdighed“ (ApG 10,34-35).

Historien om Jonas fortæller om en jødisk profet, hvis arbejde bragte ham langt ud over det, han fandt bekvemmeligt. Jonas le-vede under kong Jeroboam II, ca. 750 f.Kr. (2 Kong 14,25), og han er den eneste gammeltestamentlige profet, som vi kender til, der blev direkte kaldt til at være missionær i et andet land. Selv om po-pulær jødisk teologi på Jonas’ tid ikke accepterede, at det var Guds plan, at hedningerne også skulle få del i frelsen, er sandheden om, at alle menneskers skaber ikke begrænsede frelsen til kun at gælde sit udvalgte folk, gentaget mange gange i Det Gamle Testamente, især hos Esajas og i Salmerne. Selv på Det Nye Testamentes tid var det en vanskelig lektie at lære for de jødiske troende.

I de fire kapitler i Jonas’ bog læser vi en ærlig fremstilling af både positive og negative sider ved Jonas’ modstræbende pionererfaring som missionær i udlandet. Bogen beskriver en missionærs indre og meget menneskelige reaktion på Guds kald, men også en stærk appel om behovet for mission i andre lande. Vi finder nogle få ret-ningslinjer for missionærer i udlandet og vidnetjeneste på tværs af kulturelle forskelle. Bogen fremhæver også løsningen på nogle af de vanskeligheder og problemer, som moderne missionærer møder.

· Jon 1-4· 2 Kong 14,25· Es 56,7· Es 44,8· Matt 12,40· Åb 14,6-12

Historien om Jonas


SØNDAG

39

2 Kong 14,25

Jon 1,1-3. 9.12; 3,3-10; 2,1-9

Til at tænke over

Hvad fortæller dette vers om Jonas? I hvilken slags lys fremstilles han?

Ud over Jonas’ bog er profeten kun omtalt et enkelt andet sted i Det Gamle Testamente, nemlig 2 Kong 14,25. Her æres han, som en profet der forudsagde, at Israel skulle tage det landområde tilbage, der var erobret af Syrien.

Jonas var født i Gat-ha-Hefer (’vinpersen ved vandhullet’), en by i Zebulon i det nordlige Israel, kun nogle få kilometer fra Nazaret. Både Jesus og Jonas var altså galilæiske profeter, dog adskilt fra hin-anden med ca. 750 år.

Hvilket billede tegner disse vers af ham, både positivt og negativt?

Jonas fremstår i bogen som en pudsig blanding af styrke og svag-hed, egenrådig og oprørsk, men også lærevillig og lydig. Han var trofast mod Gud, modig, han troede på bøn; men han var også snæversynet, selvisk og hævngerrig. Selv om Jonas beskrives som en Herrens tjener i 2 Kong 14,25, fremstår han som en lidt tragisk og sørgelig figur i den bog, der bærer hans navn. Det er et vidnesbyrd om Bibelens sandhed og troværdighed, at han bliver beskrevet på en så ærlig måde. Den naturlige tendens for en menneskelig forfatter ville være at skjule de mindre gode sider ved de bibelske helte. Men under Helligåndens inspiration fremstiller de bibelske forfattere det modige sammen med det smålige i menneskers liv for at illustrere den sandhed, at uanset hvor svage eller ubehagelige disse men-nesker er, kan Gud bruge dem og arbejde gennem dem, hvis de er villige.

Hvilke andre bibelske personer blev brugt af Gud på trods af deres karakterbrist? Hvilket håb kan vi have for os selv, når vi ser, at Gud bruger mangelfulde og ødelagte mennesker i sit arbejde for at nå andre mennesker?

En mangelfuld profet

19. JULI 2015

MANDAG

40

Jon 1,3-17

Til at tænke over

”Rejs til Nineve!“ Dette var Guds befaling til Jonas. I Det Gamle Te-stamente var den almindelige appel til folkeslagene: ”kom til Zion“. Guds oprindelige plan var, at Israel skulle leve deres religion på en sådan måde, at deres nation blev så tiltalende for de andre nationer, at de ville komme til dem for at søge råd (Es 56,7).

Jonas er en forløber for disciplene i Det Nye Testamente (Matt 28,18-20) og bliver bedt om at rejse til Nineve, for ham et fordærvet center for afgudsdyrkelse, brutalitet og diktatur. Jonas lagde detalje-rede planer for en rejse vestpå over havet, selv om Gud havde bedt han om at rejse østpå over land. Jonas, den uvillige profet, flygtede i modsat retning.

Hvad kan vi lære af denne forbløffende historie?

Guds svar på Jonas’ flugt viste sig som en mægtig storm. Vindene adlyder deres Skaber, selv om hans profeter ikke gør det (Mark 4,41). Jonas sov under stormen, mens de hedenske søfolk bad (Jon 1,5). Men Jonas var nødt til at indrømme, at han var skyld i van-skelighederne, og han vidnede om den sande Gud og Skaber. Læg mærke til hans svar: ”Jeg er hebræer“, en henvisning både til hans nationalitet og religion. I deres frygt for stormens voldsomhed for-søgte de hedenske søfolk at redde både sig selv og passagererne, og de viste medlidenhed med Jonas i deres tilbageholdenhed med at smide ham over bord. Men den modvillige profet var villig til at ofre sig selv for at redde andre, og da de til sidst gik med til hans anmod-ning, stilnede stormen og havet faldt til ro (vers 15). De forbløffede søfolk blev de første, der omvendte sig til Jonas’ Gud, som var i stand til at arbejde gennem Jonas, selv om han flygtede fra sit kald.

Jonas’ redning var lige så mirakuløs som skibets redning. Gud sendte ”en stor fisk“. På hebraisk er det ikke specificeret, hvilken slags fisk der reddede Jonas ved at sluge ham. Jonas i fiskens bug er givetvis den mest kendte episode i historien; men det bør ikke over-skygge bogens dybere budskab om, at Gud elsker alle mennesker, har omsorg for dem og ønsker, at de skal frelses.

I sidste ende er der kun én Gud, himlens og jordens skaber (se Es 44,8; 45,5-6). Alt andet, som mennesker tilbeder, er afgudsdyrkelse og falskhed. Enhver anden ’gud’, mennesker beder til, er opdigtet og en løgn. Hvorfor er det så vigtigt for os at indse denne sandhed og gøre den til en del af vores liv, specielt i missionssammenhæng?

En tidlig missionær

20. JULI 2015

TIRSDAG

41

Matt 12,40Joh 2,19-22

Jonas’ tredages ophold i fiskens mave blev et symbol på Kristi død og opstandelse (Jon 1,17-2,10; Matt 12,40). Gud sørgede for den store fisk og styrede den. Selv om der findes beretninger om men-nesker, der har overlevet på havet efter at være blevet slugt af en hval, må vi huske, at det var Gud, der sørgede for denne specielle store fisk, ligesom han også på mirakuløs vis gav sin tjener Jonas styrke til at overleve i fiskens mave. Dette var altså et mirakel, der kun kunne ske ved Guds overnaturlige indgriben. I hele Bibelen fremstår Gud som en personlig frelser, der virkelig på mirakuløs vis griber ind i menneskers liv.

Udtrykket ”tre dage og tre nætter“ var en måde i datiden at ud-trykke den tid, man forestillede sig det ville tage at foretage rejsen til Sheol, det hebraiske navn for dødsriget. Når man tænker over, hvad der egentlig skete med Jonas, burde han faktisk være død.

I fiskens bug begyndte Jonas at bede. Skibskaptajnen havde for-gæves bedt ham om at råbe til sin Gud (Jon 1,6). Nu, hvor Jonas er i en håbløs situation, begynder han at bede, og det meget alvorligt. Det krævede noget så desperat som dette for endeligt at få ham til at gøre det, han burde have gjort lige fra begyndelsen. Et resume af Jonas’ bøn er blevet gemt til os i form af en takkesalme. Denne form for salme består typisk af fem dele: (1) introduktion; (2) en be-skrivelse af vanskelighederne; (3) et råb til Gud om hjælp; (4) en be-skrivelse af Guds handling; og (5) et løfte om at holde enhver aflagt ed og vidne om Guds frelsende handling. Det vil sige, Herre, hvis du redder mig ud af denne situation, lover jeg at gøre dette eller hint. Hvem har ikke bedt på denne måde? Spørgsmålet er, holdt du det, du lovede at gøre?

Hvordan anvender Jesus beretningen om Jonas på sig selv?

Kapitlet afsluttes med ordene: ”Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden“ (Jon 2,11). Guds befaling til fisken sørgede for det, de velmenende søfolk ikke havde været i stand til at gøre for Jonas. På samme måde som Kristus efter sin opstandelse befalede sine disciple at gå ud i hele verden, gik Jonas efter sin undervandsoplevelse til hedningerne og blev den mest suc-cesrige missionær i hele Det Gamle Testamente. Jonas’ redning er et vidnesbyrd om Guds frelsende nåde. Hans tangklædte ankomst på stranden er et vidnesbyrd om Guds faste beslutning om at frelse selv de syndige assyrere fra døden.

I den store fisks mave

21. JULI 2015

ONSDAG

42

Jonas 3

Jon 3,5-10

Til at tænke over

Hvilket fantastisk budskab finder vi her i forbindelse med mission og evangelisme?

”Derefter kom Herrens ord for anden gang til Jonas: ’Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den’“ (Jon 3,1-2). Der er to vigtige udsagnsord i disse vers. For det første er dette anden gang, at Gud siger: ”Rejs!“ Gud giver ikke op. Han giver fej-lende mennesker en ny chance. Her finder vi igen den nytestament-lige missionside, som består i at gå til alle folkeslag i modsætning til at forvente, at folkeslagene skal komme til dig.

Det andet vigtige udsagnsord er ”Råb ud“. Forkyndelse er altid af stor betydning i Bibelen. Det er stadigvæk den mest effektive måde at udbrede evangeliet på. Gud understregede over for Jonas, at det skulle være det budskab, ”jeg befaler dig“. Det vil sige, at det budskab, vi forkynder, må være Guds budskab, ikke vores eget, hel-ler ikke en tilpasset, modificeret eller censureret udgave af det.

Guds budskab er generelt advarsel og løfte, dom og evangelium. Hans barske forkyndelse var: ”Om fyrre dage bliver Nineve øde-lagt!“ (Jon 3,4). Dette var dommen. Men der var også et løfte om håb, om befrielse, om frelse (det må der have været; for folket lyt-tede til budskabet og blev frelst).

Selv det ”evige evangelium“ i Åb 14,6-12 indeholder også en vigtig advarsel om dom. Evangelium og dom går hånd i hånd. Evan-geliet tilbyder os Guds vej for at undgå den fordømmelse, som dom-men med rette ville nedkalde over os alle.

Ingen forkyndelse af evangeliet opnår sin fulde virkning, med mindre disse elementer indbefattes. En ’politisk korrekthed’ som fø-rer til en udvandet version af disse barske sider af evangeliet samt en nedtoning af forskellene mellem de ulige religioner eller selv mellem forskellige kristne traditioner, er risikabel. Selv om vi i missionssam-menhæng skal tilpasse vores præsentationer til de mennesker, vi for-søger at nå (kontekstualisering), må vi aldrig gøre det på bekostning af det budskab, Gud har givet os at forkynde.

Hvad sker der i disse vers? Nineves indbyggere troede, omsatte deres tro til praksis og blev frelst.

Gud har givet os nogle fantastiske løfter, men også nogle alvorlige advarsler. Hvad bør denne historie lære os om, at disse løfter og advarsler er givet på betingelse?

Nineve-generationen

22. JULI 2015

TORSDAG

43

Jonas 4,1-11

Jon 4,10-11

Til at tænke over

Disse vers bekræfter, at den største forhindring for Gud til at få sin profet til at blive involveret i mission ikke var afstand, vind, søfolk, fisk eller Nineves befolkning. Det var profeten selv. Nineves indbyg-geres tro står i stor modsætning til Jonas’ vantro og hævngerrige holdning. Jonas er den eneste person i Bibelen, der anklager Gud for at være nådig, barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab, og som fortryder at sende ulykke. Man skulle tro, at de fleste mennesker ville betragte disse sider ved Gud med stor taknemlighed.

”Jonas burde have været den første til at glæde sig over Guds ufat-telige nåde, da han blev klar over, at Gud ville skåne denne by, som trods sin ondskab havde angret i sæk og aske. Men i stedet for at glæde sig fik han den tanke, at han måske ville blive anset for at være en falsk profet. Han ville værne om sit rygte og glemte fuld-stændig at tage i betragtning, at menneskene i den onde by betød langt mere. Jonas blev ”meget forbitret og vred,“ over at Gud viste de angrende ninevitter medlidenhed.“ (Ellen White, Profeter og konger, s. 132).

Hvad lærer disse vers os om Guds karakter i modsætning til men-neskers syndige natur? Hvorfor bør vi være glade for, at Gud og ikke vores medmennesker er vores endelige dommer?

To gange er Jonas vred i kapitel 4. Han var vred over, at Gud fortrød og reddede de mere end et hundrede og tyvetusind indbyggere i Nineve. Han var også vred over, at olieplanten visnede. I sin selvisk-hed havde profeten brug for at få styr på, hvad der havde størst betydning.

Gud lærte Jonas at indse, at alle mennesker er brødre og søstre, fordi vi alle har Gud som far. Profeten måtte acceptere, at han havde fælles broderskabsbånd med disse ’udlændinge’, selv om de var kommet på afveje. Var ikke 120.000 mennesker vigtigere end en slyngplante?

Læs Guds irettesættelse af Jonas igen. Kunne Gud sige noget lig-nende om os? Hvor tit er vi mere optaget af vores egne, ofte ret ubetydelige, personlige problemer end over de mange fortabte mennesker, som Kristus gav sit liv for at frelse?

Jonas’ klagesang

23. JULI 2015

FREDAG

44

Til videre studium


”Jonas’ Bog er af stor betydning for at forstå det bibelske grund-lag for mission, fordi den omhandler Guds opgave for sit folk mht. hedningerne og derfor tjener som en forberedelse for missionsbe-falingen i Det Nye Testamente. Men den har også betydning, fordi den viser os et glimt af den dybe modstand, denne opgave møder hos de tjenere, Jehova har udvalgt til at formidle denne verdensom-spændende opgave.“ (Johannes Verkuyl, Contemporary Missiology (Grand Rapids, Mich.: Wm. B. Eerdmans Pub. Co., 1978), s. 96).

1. ”I beretningen om Nineve finder vi en lektie, som vi alle bør studere nøje… Du må blive klar over din pligt over for uvidende og syndige medmennesker, som trænger til din hjælp.“ (Ellen White, The Southern Work, s. 80). Hvori består vores pligt over for disse medmennesker?

2. Assyrien var en af supermagterne i Mellemøsten fra omkring 885 til 625 f.Kr. Israel og Juda led gentagne gange under dens barske styre. Israels konge Jehu blev tvunget til at betale skat til den førende assyriske hersker Shalmanassar III. Og omkring år 722 f.Kr. blev Israel til sidst indtaget af de assyriske styrker. Det er ikke så mærkeligt, at Jonas var tøvende over for at skulle gå til Nineve, som var en af de fire største byer i Assyrien og centrum for tilbedelsen af kærligheds- og krigsgudinden Ishtar. Gud kaldte ham til at rejse til fjendens åndelige hovedstad for at opfordre de krigsglade assyrere til omvendelse. Hvilken lær-dom er der for os i denne beretning mht. missionsopgaver?

3. Hvordan kan menigheden i den sidste tid undgå den forestil-ling, at de råd og velsignelser, som Gud har givet på områder som fx sabbatten, sundhed og uddannelse, kun er givet til os for vores egen fordel frem for til velsignelse for alle folkeslag? Læs Åb 3,17-18.

4. Hvordan genspejles Jonas’ budskab til Nineve i de tre engle-budskaber i Åb 14,6-12?

5. Nogle mennesker afviser automatisk beretningen om Jonas, især den del, hvor han befinder sig i fiskens mave. Hvilke forud-sætninger kan få dem til totalt at afvise den? Hvilke forudsæt-ninger kræves der for at tro den?

24. JULI 2015

DIALOG

45






• Kan du komme i tanke om andre store bibelske personligheder kaldt af Gud, hvis svagheder var åbenlyse, som Jonas’ var det? Hvorfor bruger Gud sådanne mennesker?

• Elsker Gud mennesker, som han ikke frelser? Hvis befolkningen i Nineve havde sagt ”nej“ til Gud, ville han da stadig have el-sket dem? Er der betingelser for Guds kærlighed?- Er der betingelser for Guds velsignelser?- Hvorfor tror du, at løftet i profetien i Esajas 2,2-4 aldrig blev

helt opfyldt?

På en måde er historien om Jonas en parodi over Israels folk. De var kaldt til at vidne for andre folkeslag; men de ville egentlig ikke. De skulle fortælle om Guds barmhjertighed; men de ønskede ikke, at andre skulle erfare den!

• Kan du finde paralleller til deres holdning i kristenhedens histo-rie, i nutiden og/eller i dit og mit liv?- Hvordan vil du og jeg og vores lokale menighed reagere, hvis

en stor gruppe ”hedninger“ pludseligt omvendte sig og slut-tede sig til menigheden?

- Ville det skabe vanskelige situationer med sociale forandrin-ger, kulturelle forskelle osv.?

Jonas er et eksempel på en profet, hvor det budskab, han prædiker, er i modstrid med hans eget liv.

• Hvordan vurderer du forholdet mellem det budskab, den etik og den tro, du bekender dig til, og dit faktiske liv?

• Findes der noget menneske, hvor ord og gerning stemmer helt og aldeles overens?

• Hvorfor tror du, at Jonas sang en takkebøn i fiskens bug? Han var jo ikke reddet endnu.

Tænk over, om du i ugens løb har mødt ikke-kristne mennesker, hvis væremåde og holdning afspejler Guds barmhjertighed, selv om de måske ikke selv er klar over det.


46

DIALOG TIL SABBATTEN | 25. JULI 2015

Baggrund

Forstå det bedre

NOTER

På hebraisk betyder navnet Jonas egentlig ”due“. Godt en gene-ration efter Jonas beskrev profeten Hoseas “Efraim … som en due (Jonas), let at lokke, uden forstand“ (Hos 7,11). Måske havde han profeten Jonas i tanke!

Hvis du ser på et kort over datidens Mellemøsten, vil du opdage, at Tarsus lå så langt fra Assyrien som Jonas kunne komme. Mest sandsynligt lå Tarsus i det sydøstlige hjørne af vore dages Spanien, på den iberiske halvø. Navnet ”iberer“ er etymologisk identisk med navnet for de første israelitter, det vil sige ”hebræere“, der sprogligt betyder ”dem fra den anden side“, oprindeligt givet med henvisning til den anden side af Jordan. Tarsus lå geografisk modsat, ”på den anden side“ af Middelhavet, så langt væk, som Jonas kunne komme fra sit kald.

Jonastegnet omtales af både Matthæus (12,38-42) og Lukas (11,29-32) i deres gengivelse af Jesu ord. Dermed henvises til Jesu opstan-delse. Jonas var som død, men kom tilbage, et forbillede på Jesus, som virkeligt døde og opstod igen. Den kraft, der virkede i Jesu opstandelse og Jonas’ liv og forkyndelse, forvandler også i dag men-neskehjerter, nøjagtigt som i oldtidens Assyrien.

47

NOTER TIL SABBATTEN | 25. JULI 2015

55

48

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stam-mer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herre-dømme, som ikke skal forgå, hans kongerige skal ikke gå til grunde“ (Dan 7,14).

Som syvende dags adventister opfatter vi os som et profetisk folk. Vi tror på, at Jesus snart kommer igen. Hans genkomst vil gøre en ende på vores verden, som vi kender den, og til sidst føre til opret-telsen af Guds evige rige, som beskrives på denne måde i Daniels Bog: ”Men kongedømmet, herredømmet og magten i alle konge-riger under himlen bliver givet til den Højestes helliges folk. Dets kongerige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det“ (Dan 7,27). Dette rige er kulminationen på vores tro; det er, hvad Hebræerbrevet kalder ”et bedre fædreland“ (Hebr 11,16), som Guds folk til alle tider har stolet på ville komme, det rige, ”hvis bygmester og skaber er Gud“ (Hebr 11,10).

Men Daniels Bog er også en slags håndbog for missionærer. I denne bog kan vi lære, hvordan Herren var i stand til at bruge nogle fra sit folk til at vidne for dem, der befandt sig i dyb åndelig og teologisk uvidenhed. Gennem deres trofasthed, udholdenhed og urokkelige tro viste disse troende mennesker dem, som kun kendte til falske guder, at Gud virkelig er til, og gav også dem en mulighed for at få en plads i Guds evige rige.

· Dan 1-12· Es 39,5-7· Dan 2,44· Matt 24,14-15· 1 Mos 41

Landflygtige missionærer

TIL SABBATTEN | 1. AUGUST 2015

SØNDAG

49

Es 39,5-7Dan 1,1-2

Dan 1,8-13; 5,12; 6,4; 9,3-19

Til at tænke over

Hvilken sammenhæng er der mellem disse tekster?

Daniel, hvis navn betyder ’Gud er min dommer’, blev med tvang drevet fra det besejrede Jerusalem til den babyloniske hovedstad. Daniels Bog giver os nogle glimt af hans liv ved Babylons og Persiens hof. Efter en treårig ”uddannelse“ i Babylon, blev Daniel ansat som en civil embedsmand og kongelig rådgiver. Ved Guds hjælp steg han op over den normale status for en landflygtig og blev en højt place-ret missionær for to supermagter.

Daniels bog er mere end en skatkiste af profetisk litteratur. Læse-ren møder nogle af de udfordringer, der mødte jøder i en fremmed kultur, der tilsyneladende ikke gav nogen støtte til deres trofasthed mod Israels Gud. Fra tid til anden var denne fremmede kultur åben-lyst fjendtlig. Daniels Bog tegner også et smukt billede af mænd, der lærte at omsætte deres overgivelse til sandheden i en praksis, der hverken indbefattede templet, præsteskabet eller ofringer.

Hvad fortæller disse tekster om Daniels karakter? Hvilke træk gjorde ham til en så stor missionær?

”Hver eneste institution, der bærer syvende dags adventisternes navn, skal over for verden være, hvad Josef var i Egypten, og Daniel var for sine medborgere i Babylon. I Guds forsyn blev disse mænd taget til fange, så de kunne bringe kundskaben om den sande Gud til hedenske folkeslag. De skulle være Guds repræsentanter i vores verden. De skulle ikke på nogen måde gå på kompromis med de afgudsdyrkende nationer, de kom i kontakt med, men skulle være loyale mod deres tro og som en særlig hædersbevisning bære et navn som tilbedere af den Gud, der skabte himlen og jorden.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 8. bind, s. 153).

Tænk over, hvor let det ville have været for Daniel at gå på kom-promis, især under de forhold, han var i. Hvad lærer hans eksem-pel os om, hvor tamme vores undskyldninger i reglen er for at gå på kompromis?

Landfl ygtighed

26. JULI 2015

MANDAG

50

Daniel 2-5

Dan 2,47

Dan 4,37

Til at tænke over

I Dan 2 fik Daniel på grund af nødvendighed mulighed for at vidne om den sande Guds magt i modsætning til Babylons falske guder. Efter at have sunget en lovsang sammen med sine jødiske venner og takket Gud for at have besvaret deres bønner (Dan 2,20-23), tydede han kongens drøm og vidnede om Guds storhed og herredømme over alle jordiske riger.

Hvad siger kongen, der viser, at han havde lært noget om den sande Gud?

I Dan 2 havde Daniel ikke noget valg. Giv kongen det, han forlan-ger, eller dø. I kapitel 3 derimod kunne hans tre venner have reddet sig selv fra den brændende ovn ved ganske enkelt at adlyde kongens befaling. I stedet var de gennem deres trofaste vidnesbyrd i stand til at vidne om den sande Guds magt.

”Hvordan vidste Nebukadnesar, at den fjerde person lignede Guds Søn? Fra de jødiske fanger i hans rige havde han hørt om Guds Søn. De havde bragt ham kundskab om den levende Gud, som hersker over alle ting.“ (Ellen White, The Advent Review and Sabbath He-rald, 3. maj 1892).

Hvilken bekendelse giver Nebukadnesar igen i Dan 4 mht. den sande Gud pga. Daniels vidnesbyrd?

I Dan 5 finder vi Daniels sidste optræden ved det babyloniske hof. Han er blevet indkaldt til at forklare den usædvanlige skrift på væg-gen i Belshassars palads. Skriften fortalte, at det babyloniske rige skulle væltes af mederne og perserne. Kongens skæbne var afgjort. Det sørgelige er, at ifølge Bibelen (se Dan 5,17-23) havde Belshassar haft mulighed for at lære sandheden at kende og til at ydmyge sig. Men som vi ved, udnyttede han ikke sine anledninger.

Tænk over dit eget liv og spørg dig selv: Hvilken slags vidne for verden repræsenterer jeg? Hvad fortæller dit svar dig?

Vidner

27. JULI 2015

TIRSDAG

51

Til attænke over

”Tidligt om morgenen, ved daggry, stod kongen op og skyndte sig ud til løvekulen, og da han nærmede sig kulen, råbte han bekymret på Daniel. Kongen sagde til ham: ’Daniel, den levende Guds tjener, har din Gud, som du uophørligt dyrker, kunnet redde dig fra lø-verne?’“ (Dan 6,20-21).

Kongen kaldte Daniel ”den levende Guds tjener“. Hvad ligger der i disse ord?

I Dan 6, hvor der har været et skift i verdensrige og konge, har Da-niel bevaret sin høje position og er til og med blevet forfremmet, så han var en af tre ledere, som 120 satrapper skulle rapportere til. Kong Dareios overvejede til og med at udnævne ham til visir over hele sit rige, hvad der førte til stor antipati hos de andre rigsråder og satrapper. De overtalte kongen til at udstede et dekret, der gjaldt for hele riget, men som i virkeligheden kun var rettet mod Daniel. Han blev smidt i løvekulen; men Gud greb mirakuløst ind i en situation, som ikke engang den venligt stemte konge kunne lave om på. Da-niels befrielse gjorde kongen så glad, at han udstedte et kongeligt dekret, der ophøjede Daniels Gud.

”Derpå sendte kong Dareios en skrivelse ud til alle folk, stammer og tungemål, som boede over hele jorden: ’Vær hilset! Jeg udsteder hermed en befaling: I hele mit kongerige, så langt mit herredømme rækker, skal man frygte og skælve for Daniels Gud. For han er den levende Gud, han forbliver i evighed, hans kongerige kan ikke gå til grunde, hans herredømme er uden ende. Han redder og befrier, han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han reddede Daniel ud af løvernes kløer!’“ (Dan 6,25-27).

Læs Daniel 6. Hvad er der i kapitlet, der indikerer, at Daniel alle-rede havde været et stort vidne for kongen? Hvad ser vi i kongens dekret, der viser, at han vidste mere om Daniels Gud, end han kunne have lært fra den dramatiske redning? Hvad fortæller dette os om Daniels vidnesbyrd over for kongen?

Daniel i Persien

28. JULI 2015

ONSDAG

52

Dan 7,13-14

Til at tænke over

Daniel havde ikke blot gaven at kunne tyde andres drømme, selv om det er vigtigt i denne sammenhæng. I Dan 7-12 har han selv syner, der åbenbarede store verdensmagters fremtid. Daniels syner lagde især vægt på, at på trods af jordiske herskere og deres planer og intriger, har Gud den endelige kontrol over alle nationer. Til sidst vil hans evige rige vinde, og denne sejr vil være fuldkommen (se Dan 2,44).

Hvad beskrives i disse vers, og hvordan hænger det sammen med tanken om, at de kristne skal bringe evangeliet til hele verden?

Hvad disse vers ellers taler om, er det centrale budskab oprettelsen af Guds evige rige, som ikke kommer før Jesu genkomst. Hvad var ifølge Jesus selv betydningsfuldt i forbindelse med hans genkomst?”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme. Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved pro-feten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene“ (Matt 24,14-16).

Jesu profetier om verdens ende i Matthæus 24 kædes sammen med Daniels profetier. ”Ødelæggelsens Vederstyggelighed“, som var for-udsagt af Daniel (11,31; 12,11) blev yderligere forklaret og anvendt af Jesus. Pointen er, at Jesus knyttede Daniels bog nært sammen med endens tid, hvilket selvfølgeligt ikke er overraskende; for Daniel peger mange steder på endens tid (Dan 8,17.19; 11,35; 12,4.13). Og ifølge Jesus kommer enden ikke, før ”dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag“ (Matt 24,14).

Evangeliet skal forkyndes i ”hele verden“, og kun da vil Jesus komme igen. Og det er os, der er blevet kaldt til at forkynde det. Nogle påstår, at Jesus ikke kan komme igen, før vi gør vores ar-bejde. Hvordan skal vi forstå vores rolle i forhold til tidspunktet for Jesu genkomst? Del dit svar med klassen på sabbatten.

Daniel og Guds evige rige

29. JULI 2015

ESTER DANIEL

Afslørede ikke, at hun var hebræer, før hun blev kaldt til at afsløre det

Identificeret som hebræer

Holdt sin religion for sig selv, indtil hun blev kaldt til at afsløre det

Bekendtgjorde sin religiøse over-bevisning

Gud beskyttede hende og hendes familie

Gud beskyttede ham og hans ven-ner

Vidnede for højtstående personer for at redde sit liv og sit folk

Vidnede for højtstående personer for at redde sit og andres liv

Var med til at sikre religionsfrihed og et religiøst mindretals ret til at forsvar sig

Havde indirekte indflydelse på, at kong Kyros tillod de landflygtige hebræere at genopbygge templet i Jerusalem

TORSDAG

53

1 Mosebog 41

Til attænke over

Daniel var israelit og blev imod sin vilje tvunget til at leve uden for Israel. Det samme var tilfældet for Josef og Moses i Egypten, Ne-hemias i Babylon og Ester i Persien. Deres liv viser, at det er muligt at være tro imod Gud under forhold, der hverken åndeligt eller kulturelt støtter troen på Gud. Under Guds ledelse var det til og med muligt at opnå høje administrative stillinger i disse fremmede omgivelser. De levede alle et positivt og rigt liv, hvor de med dyg-tighed taklede vanskelige religiøse, sociale, politiske og økonomiske forhold, der var meget anderledes end deres oprindelige kulturelle baggrund. De var ikke alene trofaste medlemmer af det landflygtige jødiske samfund, de var også på hver sin måde effektive missionæ-rer for Israels Gud.

Det indbefattede både aktiv og passiv forkyndelse, mens de var i landflygtighed.

Hvordan var Josef i stand til at vidne for egypterne? Hvordan ligner denne beretning historien om Daniel og hans venner i Babylon?

Hvordan kan du vidne om din tro i forskellige situationer, du kom-mer i? Aflægger du et passivt eller aktivt vidnesbyrd, eller begge dele? Hvad kan du enten sige eller gøre, der ville gøre et større indtryk på andre mht. Guds godhed og kærlighed?

Andre landfl ygtige missionærer

30. JULI 2015

FREDAG

Læs Ellen White

54


”En stor mængde kristne vil blive kaldt til en større tjeneste. Hele verden bliver åben for evangeliet. Fra hvert eneste hjørne af vores verden lyder råbet om at kende kærlighedens Gud fra hjerter tyn-get af synd. Det er op til os, som har modtaget denne kundskab, og vores børn, som vi kan give den videre til, at svare på dette råb. Til ethvert hjem og skole, hver eneste forælder, lærer og barn, som evangeliet har oplyst, kommer i denne krisesituation det samme spørgsmål, som blev stillet til dronning Ester under denne afgørende krise i Israels historie: ‘Hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?’“ (Ellen White, The Adventist Home, s. 484-485).

1. Drøft profetierne i Daniels Bog, især kap. 2, 7 og 8. Hvordan er disse profetier et mægtigt vidnesbyrd, ikke kun om Bibelens profetiske pålidelighed, men også om Guds forudviden? Læg fx mærke til, hvordan tre af de fire store riger i Dan 2, 7 og 8 er nævnt ved navn for os. Hvordan bør dette få os til at stole på Guds ord og hans løfter til os?

2. I disse beretninger i Daniels bog såvel som i andre beretninger (fx om Josef) forekommer der mirakler. Derved blev Daniels og Josefs vidnesbyrd mere troværdige for hedningerne omkring dem. Hvilke sider ved deres karakter gør samtidigt deres vidnes-byrd endnu mere troværdigt? Hvordan kan vores karakter og tro-fasthed mere end tegn og undere være et mægtigere vidnesbyrd for andre om, at Gud findes, og om hvad han kan gøre i vores liv?

3. I onsdagsafsnittet så vi, at evangeliet ifølge Matt 24,17 skal for-kyndes for hele verden – og så vil enden komme. Betyder dette, at Jesus ikke kommer igen, før vi udfører den opgave, han har kaldt os til at gøre? Drøft dette i klassen.

31. JULI 2015

DIALOG

55






• Hvilke træk ved Guds handlemåde med Nebukadnesar viser Guds nåde? Hvorfor endte Babylons skæbne med Belshassar? Hvilke kriterier er afgørende for, hvordan Gud dømmer heden-ske riger og styreformer?

• Når du tænker over beretningerne om Daniel og hans venner, hvilke karaktertræk og personlige vaner kan du finde, som er forbilleder for os, som lever i de sidste tider?

Beretningerne om Josef, Daniel og Ester foregår i datidens magtcen-ter, det kongelige hof. Disse jøders vidnesbyrd nåede mennesker fra den højeste samfundsklasse, mennesker med stor indflydelse.

• Vores samfund i dag er indrettet fuldstændig anderledes. Hvad kan vi gøre lokalt og nationalt for at nå de mest indflydelsesrige mennesker med budskabet?- Bibelen fortæller ikke om en masse mennesker, som blev

omvendte på grund af Josefs, Daniels og Esters virke. Hvad kan og skal vi forvente i vores bestræbelser på at gøre vores budskab kendt i disse kredse?

For en ortodoks muslim er det utrolig vanskeligt at leve i et ikke-muslimsk land, fordi al lovgivning er baseret på andre principper og regler end dem, en muslim finder i, hvad der kaldes sharia lov.

• Er det lettere for en kristen at leve i et sekulært land? Hvis det er, hvorfor er det så tilfældet? På hvilke områder kan det være særlig vanskeligt for os som kristne at leve i en kultur præget af ikke-kristne værdier? Giv evt. eksempler.

Beretningerne om Daniel i løvekulen og de tre venner i den bræn-dende ovn handler begge om bøn og tilbedelse, områder af afgø-rende betydning både for vores personlige trosliv og for vores eksi-stens som menighed. Daniel og hans venner er fuldstændig uvillige til at gå på kompromis på disse områder.

• Betyder det, at vi aldrig må gå på kompromis uafhængigt af, hvilken problemstilling vi møder? Hvordan finder vi ud af, hvad der er af afgørende betydning?


56

DIALOG

Forstå det bedre

NOTER


• Hvad kan vi gøre (og hvad har vi historisk set gjort) for at sam-arbejde med myndighederne, når de stillede krav, vi fandt det vanskeligt at opfylde på grund af vores tro?

Beretningerne om Josef og Daniel foregår begge ved kongelige hof og indeholder en række fællestræk. Blandt dem er der lagt vægt på begrebet visdom og ord og vendinger, som betegner vismænd (jf. Dan 1,4, 17, 20). At optræde som repræsentant for Guds folk i de mest indflydelsesrige kredse kræver visdom og takt og forståelse for, hvad der skal siges eller ikke siges på det rigtige tidspunkt.

57

TIL SABBATTEN | 1. AUGUST 2015NOTER

66

58

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”For hvis du virkelig tier i denne situation, vil der komme hjælp og redning til jøderne andetstedsfra; men du og dit fædrenehus vil gå til grunde. Og hvem ved, om det ikke var med henblik på en situa-tion som denne, du opnåede kongelig værdighed?“ (Est 4,14).

Ester blev brugt til at udføre en farlig mission på højt plan i det persiske verdensriges politiske brændpunkt. Opgaven betød, at hun blev involveret i en række slående kontraster. Hun var et foræl-dreløst kvindeligt medlem af en foragtet etnisk gruppe og religiøst mindretal, som boede i datidens supermagt og blev den persiske konges hustru. Dette var ikke et eventyr, hvor hun gik fra fattigdom til rigdom. I stedet blev hun løftet ud af sin ubemærkethed og op-lært til at udføre en meget specialiseret mission. Strategien var farlig og krævede, at hun til at begynde med arbejdede i hemmelighed. Senere var hun nødt til at foretage en risikofyldt fuld afsløring af sin etnicitet og tro.

Med støtte fra sin fætter og plejefar Mordokaj gav hun et modigt vidnesbyrd over for et persisk hof fuldt af intriger. Derved reddede hun sit folk, fik ændret deres lave sociale status og skaffede dem be-undring fra alle dele af det store rige.

Hendes trofasthed var uden tvivl skyld i, at kundskab om den sande Gud blev mere udbredt blandt jødernes hedenske bortførere. Selv om dette ikke er en typisk missionsberetning, finder vi nogle interes-sante principper i historien om Ester og Mordokaj, som kan hjælpe os til at forstå, hvad det betyder at være et vidne under meget spe-cielle forhold.

· Est 1-10· 1 Kor 9,19-23· Joh 4,1-26· ApG 17,26· Matt 22,21· Rom 1,18-20

Ester og Mordokaj


SØNDAG

59

Est 1,2-20

1 Kor 9,19-23

Til at tænke over

Hvad sker der? Hvad er svært at forstå i denne historie set ud fra vores moderne synsvinkel? (Husk, når du læser, at mange detaljer ikke er gengivet.)

Den ugelange fest, som kong Ahasverus holdt for sine stormænd og hoffolk, synes temmelig ekstravagant selv for en, der var på toppen af politisk magt og langt over, hvad de fleste kristne ville finde ac-ceptabelt. Den ubegrænsede indtagelse af alkohol (Est 1,7-8) var, hvad man kunne forvente ved en sådan anledning. En sådan fest var ikke uden fortilfælde. Der findes optegnelser, hvor konger fra den tid praler af at have holdt fester for tusinder af gæster. Overdreven indtagelse af alkohol under sådanne fester svækkede kongens døm-mekraft i en sådan grad, at han beordrede sin kone Vashti til at sørge for underholdning for kongens fulde, mandlige gæster. Dette var langt under hendes værdighed som gift kvinde og medlem af den kongelige familie. Uanset, hvad hun svarede, stod hun over for det dilemma at miste sin status, og hendes modige valg at bevare sin selvagtelse over for en diktatorisk herskers vulgære ønsker for-bereder læseren på, hvilken god indflydelse en principfast kvinde kunne udøve, selv ved et mandsdomineret kongeligt hof.

Men i mellemtiden er vi nødt til at betragte Esters handlinger. Est 2,3 giver det indtryk, at disse kvinder ikke var frivillige. Kongen ud-stedte en befaling, så Ester var nødt til at komme. Hvem ved, hvad der ville være sket, hvis hun havde nægtet?

Hvordan kan vi anvende de principper, vi finder i disse vers, på det, der skete med Ester? Eller kan vi ikke?

Indtil nu er den virkelige heltinde i historien Vashti, som derefter forsvinder ud af beretningen. Hendes anstændighed og princip-fasthed banede vej for Ester. Men det er ikke altid, at principfast-hed fører til noget indlysende godt. Hvorfor bør vi alligevel altid være principfaste, selv om vi ikke ved, hvad vores handlinger vil føre til?

Ester i Persien

2. AUGUST 2015

MANDAG

60

Est 2,10.20

Joh 4,1-26

Til at tænke over

Hvilke situationer kan forekomme, hvor nationalitet eller religiøs tilknytning bør skjules, i det mindste for en tid?

Læs beretningen om Jesus og kvinden ved brønden. Hvorfor for-talte Jesus hende så tydeligt, at han var Messias, når han ikke var så direkte over for sit eget folk? Hvordan kan denne beretning må-ske hjælpe os til at forstå Mordokajs ord til Ester?

To gange indprentede Mordokaj over for Ester, at hun ikke måtte afsløre sin nationalitet eller familiebaggrund. Dette har bekymret en del kommentatorer, som har stillet spørgsmålstegn ved behovet for dette hemmelighedskræmmeri, især på en tid, hvor det jødiske folk ikke var truet. Kunne hun ikke have været et vidne om sin Gud over for disse hedninger, hvis hun havde været åben omkring sin identitet og den Gud, hun tilbad? Eller kan man argumentere, at det ikke gav nogen troværdighed ved det persiske hof at være jøde, og ved at af-sløre sin etnicitet ville hun have lukket for sin adgang til kongen, da hun bad for sit folk? Det ser ud til, at selv før truslen opstod, havde Mordokaj advaret hende mod at afsløre, hvem hun var. Faktum er, at Bibelen ikke fortæller os begrundelserne for hans ord til hende; men som vi kan se ud fra eksemplet med Jesus, er det ikke nødven-digt altid at afsløre det hele på en gang. Klogskab er en dyd.

Men hvorfor talte Jesus da så åbenlyst til kvinden ved brønden, men ikke til sit eget folk?

”Kristus var langt mere tilbageholdende, når han talte med dem. Det, som var blevet tilbageholdt for jøderne, og som det senere blev pålagt disciplene at bevare som en hemmelighed, blev åbenbaret for hende. Jesus så, at hun ville benytte sin viden til at lade andre få del i hans nåde.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 125).

Har du nogensinde været i en situation, hvor du fandt det klogest ikke at sige ret meget om din tro? Hvad var dine begrundelser? Ville du have handlet anderledes nu, hvis du var i den samme si-tuation?

Ester ved kongens hof

3. AUGUST 2015

TIRSDAG

61

Est 2,19-5-8

Est 3,8-13ApG 17,26

Til attænke over

I Est 3,1-5 begynder historiens plot at stå klart. Jøden Mordokaj nægtede at bøje sig for Haman, som kun var et menneske. I sin vrede forsøgte Haman at finde en måde at hævne, det han opfat-tede som en ringeagtelse. Ved sine handlinger vidnede Mordokaj på en måde om den sande Gud over for disse hedninger.

Hvilken undskyldning forsøgte Haman at bruge for at komme af med jøderne i landet? Hvad fortæller dette om, hvor let det er at lade kulturelle forskelle gøre os blinde over for det faktum, at vi alle er mennesker?

Da Hamans plot blev kendt, udtrykte Mordokaj sin sorg på en meget synlig måde ved at benytte et af de jødiske ritualer. ”Da … flængede han sine klæder; han klædte sig i sæk og aske, gik rundt i byen og skreg højt og bittert“ (Est 4,1). I mellemtiden forberedte Ester sig på at svare på Hamans anklager. Hun ville blive en jøde, der i et forsøg på at forhindre Hamans plot brød den kongelige persiske lov ved modigt at gå ind til kongen uden hans invitation. Kongen tog imod hende og accepterede hendes invitation til at spise hos hende. Herfra overtager Ester ledelsen i det drama, de jødiske landflygtige stod over for i hele det persiske rige. I historien viste Ester selvopofrelse, takt og mod (Est 4,16; 5,8; 7,6).

”Gennem dronning Ester udførte Herren en stor befrielse af sit folk. På et tidspunkt, hvor det så ud til, at ingen magt kunne redde dem, stod Ester og de kvinder, der tjente hende, ansigt til ansigt med problemet, og gennem faste og bøn og en hurtig indsats bragte de frelse til deres folk.

Et studium af kvinders arbejde i forbindelse med Guds sag i Det Gamle Testamente vil give os lærdomme, der vil gøre os i stand til at møde nødsituationer i vores arbejde i dag. Vi kommer måske ikke ud for et så kritisk eller fornemt sted, som Guds folk var i på Esters tid, men tit kan omvendte kvinder udføre en vigtig opgave i mere ydmyge omstændigheder.“ (Ellen White kommentar i The SDA Bible Commentary, 3. bind, s. 1140).

Læs Mordokajs berømte ord til Ester i Est 4,14.: ”Hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?“ Hvordan kan princippet bag disse ord an-vendes om dig og din situation lige nu?

”En situation som denne“

4. AUGUST 2015

ONSDAG

62

Est 5-8

Est 6,1-3

Hvordan var Ester i stand til at redde sit folk?

Fortællingen om Esters to fester bringer os til det afgørende punkt i beretningen. De gengiver også den store forandring af den plan-lagte etniske udrensning. Undervejs afslører historien forskellen mellem sand ære og selvophøjelse, og den beskriver skurkens straf. Disse intriger ved hoffet havde vidtrækkende konsekvenser. De giver os et kig bag scenen hos en enevældig hersker og hans hof. Ester og Mordokaj brugte deres stilling, deres kundskab om den kultur, de levede i, og deres tro på Guds pagtsløfter til sit folk for at opnå dets befrielse.

I mellemtiden lod Mordokaj på trods af sit stille liv i tjeneste sin tro blive kendt, om ikke på anden vis så ved at nægte at bøje sig for Haman. Folk bemærkede det, og de irettesatte ham; men han næg-tede at gå på kompromis med sin tro (Est 3,3-5). Dette var et stærkt vidnesbyrd.

Hvad fortæller disse vers om Mordokaj? Hvad kan vi lære om, hvordan Guds folk kan fungere og endda vidne i fremmede lande?

Selv om Mordokaj tydeligvis fulgte Herren, viste han alligevel tro-skab og loyalitet over for den nations hersker, hvor han boede. Selv om han nægtede at bøje sig ned for et andet menneske, var han alligevel en god borger ved, at han afslørede et plot imod kongen. Selv om vi ikke kan lægge alt for meget i den kendsgerning, at han ikke var blevet belønnet af kongen for denne handling, havde han sandsynligvis gjort sin pligt og ikke forventet nogen belønning for det. Men historien viser, at hans gode gerning med tiden blev mere end belønnet. Hans handlemåde illustreres måske bedst med disse ord: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er“ (Matt 22,21).

Mordokaj og Haman

5. AUGUST 2015

TORSDAG

63

Est 8

Rom 1,18-20

Til at tænke over

Hedninger blev jøder

Hvordan skal vi forstå dette i forbindelse med evangelisme og vid-netjeneste? Læg specielt mærke til vers 17.

Der er ingen tvivl om, at Esters Bog ikke er en ’typisk’ historie om evangelisme og vidnetjeneste. Alligevel kan vi se noget som dette ske hen imod slutningen. Som en følge af kongens skrivelse på jø-dernes vegne, gik ”mange af landets folk … over til jødedommen, for de var grebet af rædsel for jøderne“ (Est 8,17). Nogle kom-mentatorer mener, at deres omvendelse ikke kunne være en sand omvendelse, siden rædsel og frygt ikke bør spille nogen rolle i at vinde nye tilhængere. Dette er rigtigt; men uanset hvad deres første motiver måtte have været, hvem ved, hvordan disse mennesker i det lange løb reagerede på Helligåndens arbejde med dem, især når de indså den store forskel, der var mellem deres gamle tro og tilbedel-sen af den ene sande Gud?

Hvordan kan den tanke, der her udtrykkes, have spillet en rolle for disse mennesker, især i beretningens sammenhæng?

I de oprindelige dekreter imod jøderne skulle jøderne ikke alene slås ihjel; men de, som blev befalet at gøre det, skulle også ”røve og plyndre“ (Est 3,13). Og da jøderne fik lov til at slå deres fjender ihjel, fik de også besked om, at de kunne” røve og plyndre“ (Est 8,11). Men tre gange i Esters Bog (Est 9,10.15.16) siges det udtrykkeligt om jøderne, at de ”lagde ikke hånd på byttet“. Selv om teksten ikke siger hvorfor, viser det faktum, at det gentages tre gange, hvilken vægt der lægges på denne kendsgerning. Det er mest sandsynligt, at de afholdt sig fra dette, fordi de ønskede at gøre det kendt, at de handlede ud fra selvforsvar, ikke griskhed.

Hvordan kan vi sikre os, at vi i vores udadvendte mission og vid-nesbyrd over for andre ikke gør noget, der kan få folk til at stille spørgsmålstegn ved vores motiver? Hvorfor er dette så vigtigt?

6. AUGUST 2015

FREDAG

Læs Ellen White

64


7. AUGUST 2015

· Profeter og konger, I dronning Esters dage, s. 292-296

”Det dekret, som til slut vil blive udstedt imod Guds sidste me-nighed, har meget tilfælles med den befaling, som Ahasverus gav med henblik på jøderne. I vores tid betragter den sande menigheds fjender den lille skare, der holder sabbatsbudet, som en Mordokaj i porten. De, der ikke frygter Herren, men træder hans sabbat under fod, betragter det som en stadig irettesættelse, at Guds folk ærer hans lov.“ (Ellen White, Profeter og Konger, s. 294).

1. Hvilken parallel kan vi drage mellem det dekret, der blev ud-stedt imod jøderne og det, der vil blive udsendt i de sidste tider, når ”dyrets mærke“ bliver et mægtigt stridspunkt?

2. Både de gamle jøder og kristne har været uenige om, hvorvidt Esters Bog burde være med i Det Gamle Testamente. Den var ikke indbefattet i Det Gamle Testamente, der blev benyttet af det samfund, der skrev Dødehavsrullerne, heller ikke i Det Gamle Testamente, der anvendtes i kirkerne i det gamle Tyrkiet og Syrien. Guds navn forekommer ikke i Esters Bog, men der er ca. 190 henvisninger til den hedenske konge. Der er ingen om-tale af ofringer, tempel eller tilbedelse, selv om bøn og faste er nævnt. Og endelig er den vægt på tilgivelse og barmhjertighed, som er typen for Guds pagt med sit folk, heller ikke omtalt. Alli-gevel fandt Gud det passende, at den skulle med i de kanoniske skrifter. Hvorfor? Hvilke mægtige åndelige lærdomme kan vi finde i denne bog om, hvordan Gud selv under forhold, der sy-nes meget vanskelige, kan vende vores livssituation?

3. Tænk dybere over tanken om, at der er tidspunkter, hvor mis-sionærer og andre, der forkynder evangeliet, ikke åbenlyst taler om deres identitet eller arbejde. Hvilke gyldige årsager (hvis der er nogen) er der for en sådan praksis, især i forbindelse med mission? Til tider er missionærer meget forsigtige med at sige, hvem de er, især i lande der er fjendtlige over for kristne missio-nærer. Hvis vi overbevises om ikke med det samme at afsløre, hvem vi er, hvordan kan vi gøre det på en måde, der ikke er uærlig eller bedragerisk?

DIALOG

65




• Dette kunne være en af de sabbatter, hvor jeres klasse har op-samlet spørgsmål til de bibelske tekster og evt. inviterer en eks-pert eller lader et eller flere af klassens medlemmer forberede specifikke svar på spørgsmål. I tilknytning til Daniels Bog er brevskolens korrespondancekursus en god kilde til uddybende oplysninger.

Esters Bog er ejendommelig, bl.a. fordi den ikke direkte omtaler Gud. Når man læser bogen, får man en klar følelse af, at Gud står bag begivenhederne; men intet direkte er sagt om, hvordan han rent faktisk leder historiens gang.

• Betragt verdenssituationen og den storpolitiske udvikling. Ved vi noget om, hvordan Gud rent faktisk styrer? Ved vi noget om den retning, udviklingen fører os?

• Beretningen om Hamans modstand mod jødefolket og hans for-søg på at udrydde dem giver en form for forvarsel om senere ti-ders forfølgelser. Hvilke ligheder kan du finde mellem historien i Esters Bog og Bibelens beskrivelse af de sidste dages krise? Hvad er nogle af forskellene?

• Kan du forestille dig situationer, hvor Guds folk er udsat for fare ved at være kendt? Tænk over politiske forhold forskellige ste-der i verden i dag, hvor en offentlig bekendelse til kristentroen er risikabel, eller hvor det er livsfarligt offentligt at skifte tro.- Skal vi tie om uretfærdigheder begået af regimer i sådanne

lande af hensyn til, hvad vores evt. kritik kunne betyde for menighedens medlemmer lokalt?

- Hvis adventister kritiserede apartheid, kunne det have bety-det vanskeligheder for vores medlemmer i Sydafrika - noget tilsvarende kunne finde sted i visse lande i Mellemøsten eller totalitære regimer andre steder. Burde adventister have været tavse om Hitlers forbrydelser?

• Skal vi være loyale mod uretfærdige regimer og styreformer? Hvad ville Josef, Daniel og Ester have gjort?


66

TIL SABBATTEN | 8. AUGUST 2015DIALOG



Baggrund

NOTER

• Er der tidspunkter, hvor du har talt, men burde have ventet – og tidspunkter, hvor du har tøvet, men burde have talt? Tænk over, hvad dine motiver var.

• Hvorfor fortalte Jesus ikke sine disciple alt fra begyndelsen? Hvilke aspekter af vores tro er det bedst at fortælle først, og hvilke kræver yderligere baggrund? Begrund dit svar.

Det persiske rige efterfulgte det babyloniske. I begyndelsen af denne periode var det præget af en religiøs magtkamp, hvor Zarathustras lære kom til at dominere i stedet for den mere traditionelle frugtbar-hedsreligion. Det indebar større tolerance over for andre religioner in-den for riget, hvilket jøderne nød godt af. Zarathustras lære var også præget af en stærk etisk holdning, af forestillingen om en kosmisk kamp mellem godt og ondt, af troen på engle, frelserskikkelser og fastsatte tider for verdensperiodernes afslutning. Perserne gav andre folkeslag en udstrakt grad af selvstyre. På dets storhedstid strakte riget sig længere, end nogen førhen havde set, fra Egypten til Bospo-rus strædet i nord og det Indiske Ocean i øst. Dets kampe mod de græske bystater og dets forgæves forsøg på at erobre Grækenland er velkendt, jf. søslaget ved Salamis og kampen ved Marathon. Det var her, perserne havde deres største politiske udfordringer, og det var da også fra det græsktalende område, fra Makedonien, at Alexander den Store, som overvandt perserne, skulle komme. Denne historiske udvikling afspejles i Daniels profetier; men selv om Esters persiske mand havde problemer med grækerne, lå perserrigets undergang på dette tidspunkt endnu næsten 150 år ude i fremtiden.

67


77

68

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Jesus sagde igen til dem: ‘Fred være med jer! Som Faderen har ud-sendt mig, sender jeg også jer’“ (Joh 20,21).

Ifølge Bibelen er en af Treenighedens grundlæggende aktiviteter mission. Faderen, Sønnen og Helligånden er alle involveret i at frelse menneskeheden. Deres arbejde begyndte ved syndefaldet og fort-sætter indtil enden. Da vil Faderen, Sønnen og Helligånden genop-rette vores frelste verden til fuldstændig overensstemmelse med den guddommelige vilje.

Evangelierne fortæller, hvordan Jesus gennemgik den radikale forandring til menneske, som var nødvendig for, at hans mission skulle lykkes. I Jesus Kristus kommer historiens mening i fokus, Guds altomfattende missionsaktivitet bliver samlet, og menneskehedens dybeste behov for en meningsfyldt tilværelse bliver opfyldt.

I Det Nye Testamente læser vi om hensigten med, at Jesus Kristus blev et menneske. Vi ser, hvordan han opstiller grundskitsen for et missionsprogram, og vi får et glimt af, hvordan Jesus mødte men-nesker fra andre lande og med en anden tro. I Guds Ord kan vi se Guds ufattelige indsats for at redde den faldne menneskehed.

· 2 Tim 1,8-9· Es 42,1-9· Dan 9,24-27· Luk 2,8-14· Matt 10,5-6· ApG 1,1-14

Jesus, den største missionær


SØNDAG

69

Es 61,1Dan 9,24-27 Es 7,14; 9,6;

42,1-9

Til at tænke over

”Skam dig derfor ikke ved vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans fange, men vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver. Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden“(2 Tim 1,8-9).

Ud over at vise, hvor formålsløse gerninger er som frelsesmiddel, vi-ser disse vers, at vores frelse havde en evig oprindelse. De fastslår, at planen for vores frelse blev lagt ”for evige tider siden“.

Det er derfor ingen overraskelse, at vi hele vejen gennem Det Gamle Testamente finder Jesus Kristus åbenbaret på en eller anden måde. De profetier, der viser, at Jesus i sandhed er Messias, vejer særlig stærkt.

Læs teksterne fra Det Gamle Testamente, som alle taler om Jesus. Hvad siger de om ham og hans rolle som Messias?

Profeten Esajas beskriver Jesu mission på denne måde: ”Se min tje-ner, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal bringe ret til fol-kene… Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, til et lys for folkene. Du skal åbne de blindes øjne, føre fangerne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket, ud af fangehullet“ (Es 42,1. 6-7).

Mediter over tanken om, at Jesus, Skaberen, blev et menneske og levede og døde som et menneske. Hvilket stort håb giver dette dig i en verden, der i sig selv ikke kan tilbyde noget håb i det hele taget?

Jesus i Det Gamle Testamente

9. AUGUST 2015

MANDAG

70

Jesus Kristus er både kirkens og verdens Herre. Hans komme er en opfyldelse af den gammeltestamentlige forventning om et frelst samfund, der ville række langt videre end kun til jødefolket. Jesu komme, og især hans lidelse, død og opstandelse, indvarslede en ny tidsalder, hvor forskellen mellem jøde og hedning forsvinder, når det drejer sig om evangeliet. Jerusalem ville i det mindste for en tid ved-blive med at være centrum. Men udgangspunktet var ikke længere Herodes’ tempel i Jerusalem, men de jøder, der var blevet omvendt til Kristus; de var blevet et levende tempel. Disse kristne jøder ville blive den sande ’rest’ af Israel.Forkyndelsen af Kristi verdensomfattende, universelle mission som frelser for alle folkeslag blev gentaget ved hans fødsel, gennem hans barndom og ved hans dåb.

Hvad fortæller følgende tekster om Jesu universelle opgave for verden?

Luk 2,8-14

Luk 2,25-33

Luk 3,3-6

Joh 1,29

Der er ingen tvivl om, at Jesus kom for at frelse alle mennesker. Hvad betyder denne kendsgerning for os i forbindelse med mis-sion?

”Missionsånden trænger til at blive genoplivet i vores kirker. Ethvert menighedsmedlem bør studere, hvordan de kan være med til at fremme Guds værk i mission både hjemme og i udlandet. Knapt en tusindedel af det arbejde bliver gjort, som burde gøres på missions-marken. Gud kalder sine arbejdere til at tilføje nye områder for ham. Der er rige arbejdsområder, der kun venter på trofaste arbejdere.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 6. bind, s. 29).

Slægternes håb

10. AUGUST 2015

TIRSDAG

71

Matt 10,5-6

Til at tænke over

”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus“ (Matt 15,24).

Mellem sin første offentlige fremtræden og korsfæstelsen fokuse-rede Jesus sin opgave næsten udelukkende på jøderne, især dem i Galilæa. Herren henvendte sig først til Israel. Før korset er der meget få budskaber om evangeliet til hedningerne. Jesus ønskede tilsyne-ladende at gøre det jødiske folk opmærksom på deres plads, hensigt og rolle i Guds overordnede mission for den faldne menneskehed. Israel skulle have muligheden for at bære vidnesbyrd om Guds bud-skab til verden.

Hvorfor sagde Jesus dette? Hvordan skal vi forstå hans ord i forbindelse med, at hans opgave var verdensomfattende og i for-bindelse med mission som et hele? Sammenlign denne tekst med Matt 28,19.

Når vi betragter Jesu liv og gerning, må vi indse, at der på den ene side er en tydelig adskillelse mellem hans tanker, idealer, principper og planer, og på den anden side den måde, hvorpå han opnåede disse hensigter. I sit daglige liv og tjeneste identificerede han sig med jødefolket i overensstemmelse med Det Gamle Testamentes forudsigelser om Messias. Men virkningen af hans inkarnation gjaldt for hele verden. Gennem sin død og opstandelse ville han bære hele verdens synd (Joh 1,29).

Vi finder her et vigtigt bibelsk princip for at oprette mission. Den første handling drejer sig om at skabe et center for at etablere en stærk og stabil geografisk og kulturel base – Israel og jødefolket. Da dette var opnået, kunne missionen udvikle sig udad fra dette center i stadigt større cirkler.

Tænk over den kirke, du tilhører. Hvor dygtig er den til at følge den model, der beskrives ovenover – dvs. en stærk og stabil base, der med tiden bliver i stand til at nå ud til andre? Hvordan kan man undgå den fare, som mange menigheder befinder sig i, at de bliver selvoptaget og kun bekymrer sig om deres egne behov på bekost-ning af vidnetjeneste og mission?

Mission for jøderne

11. AUGUST 2015

ONSDAG

72

Til at tænke over

Selv om Jesus tilbragte størstedelen af sin tid blandt jøderne og tjente dem i deres kulturelle sammenhæng, gjorde hans undervis-ning og tjeneste det klart, at hans mission var universel. Evangeliet skulle forkyndes for alle folk med Israel som den første base. Hed-ningernes frelse er en del af Guds plan. Den var inkluderet i Jesu undervisning.

Hvordan viser følgende udtalelser fra Jesus, at ikke-jøder også skulle høre evangeliet?

Matt 5,13-14

Mark 14,9

Luk 14,10-24

Matt 13,36-43

Til trods for, at Jesus først og fremmest arbejdede blandt jøderne, er der ingen tvivl om, at hans mission lige fra starten gjaldt hele verden. Da han blev døbt, sagde Johannes det klart og tydeligt: ”Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: ‘Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd’“ (Joh 1,29). Det græske ord for verden (kosmos) forekommer ca. et hundrede gange i evangelierne. Omkring halvdelen af disse henviser til den verdensomfattende ræk-kevidde af Jesu frelsergerning.

I lignelsen i Luk 14,16-24 gav de indbudte alle mulige slags und-skyldninger for ikke at komme. Læs disse undskyldninger igen. På en måde virkede ingen af dem urimelige. Hvilke undskyldninger bruger vi i dag?

Mission for hedningerne

12. AUGUST 2015

TORSDAG

73

Jesu tilbragte 40 dage mellem sin opstandelse og himmelfart først og fremmest med at forberede sine disciple og sin kirke på verdensom-fattende evangelisme. Den mest kendte og oftest citerede opstandel-sesgengivelse finder vi hos Matthæus. Men i løbet af denne periode var der andre anledninger, hvor den opstandne frelser måske gav yderligere detaljer mht. missionsbefalingen. Han viste sig to gange i Jerusalem, to i Galilæa (en ved Tiberiassøen og en på en bjergtop), og derudover beskrives hans sidste møde med disciplene i Apostlenes Gerninger (ApG 1,1-14).

Der er fem organiserede begivenheder i evangelierne og Apostlenes Gerninger, hvor omtalen af missionsbefalingen beskrives fra forskel-lige synsvinkler: på et bjerg i Galilæa (Matt 28,16-20), ved et bord (Mark 16,14-16), på vejen til Emmaus (Luk 24,13-31), i salen ovenpå (Joh 20,19-23), på stranden (Joh 21,15-17), og da han blev taget op til himlen (ApG 1,6-9). Hvilke hovedpointer har alle disse hændelser tilfælles?

Drevet af Helligånden og i lydighed mod Jesu ord spredtes apostlene hurtigt ud til datidens verden. Paulus prædikede langs Middelhavets nordlige kyst; Filip arbejdede i Samaria. Ifølge tidlige kristne overle-veringer rejste Matthæus til Etiopien og Thomas til Indien.Selv om de begyndte i det små og med meget modstand, var disse trofaste efterfølgere ved Guds nåde i stand til at forkynde evangeliet for verden. Hvad end deres fejl, svagheder, frygt, tvivl og kampe var, tog de imod kaldet og arbejdede for verdens frelse. Det vil sige, de forsøgte at dele med andre, hvad de havde lært om og modtaget fra Jesus. Er dette ikke, hvad det egentlig vil sige at være en kristen?

Hvad har du modtaget fra Kristus? Hvordan bør dit svar (hvad du har fået i Kristus) have indflydelse på din holdning til at vidne og drive mission for andre?

Missionsbefalingen

13. AUGUST 2015

Til attænke over

FREDAG

Læs Ellen White

74


Ifølge Matthæus forudsagde Jesus, at ”dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme“ (Matt 24,14). Samtidig er Skriften tydelig, når det gælder en anden kendsgerning: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen“ (Matt 24,36). Bemærk også Jesu ord: ”Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt“ (ApG 1,7).

Mens nu evangeliet er blevet forkyndt og bliver forkyndt som al-drig før, og mens vi tror, at Jesus snart kommer igen, må vi ikke blive indfanget af datoer og spekulationer om tidspunkter.

”Vi må ikke blive optaget af spekulationer med hensyn til tider og timer, som Gud ikke har åbenbaret. Jesus har bedt sine disciple om at ”våge“, men ikke til et bestemt tidspunkt. Hans efterfølgere skal befinde sig i den stilling, hvor de lytter efter deres kaptajns stemme; de skal våge, vente, bede og arbejde, mens de nærmer sig tidspunk-tet for Herrens komme.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 189).

1. På trods af den tydelige advarsel mod at fastsætte en dato for Jesu genkomst, går der knapt et eneste år, uden at vi i nyhe-derne hører om en eller anden kristen gruppe, der forudsiger en bestemt dato for Jesu genkomst. Hvorfor tror du, at folk bliver ved med at gøre dette, bortset fra at det er en god måde at indsamle penge på? (Hvis Jesus kommer den 19. juni næste år [eller en anden dato, du selv kan vælge], hvilken værdi har mine penge trods alt nu?) Hvorfor er det så negativt for de kristnes vidnesbyrd i verden, når disse datoer det ene år efter det andet, viser sig at være forkerte?

2. Tænk på de vanskeligheder, de første kristne mødte i de første år af deres mission, især når man ved, hvor få de egentlig var. Hvilke vanskeligheder møder vi i mission i dag? Hvad kan vi lære fra den første kirkes fremgang, som kan hjælpe os til at gøre det, vi så tydeligt er kaldt til at gøre?

14. AUGUST 2015

DIALOG

75





• Treenighedslæren understreger bl.a., at Faderen, Sønnen og Helligånden er et eller sammen om alle sider af Guddommens aktiviteter. Find skriftsteder der viser, at Gud selv aktivt har søgt og søger mennesket?- Hvilken betydning ville det have for vores gudsopfattelse,

hvis vi troede, at Jesus var den, der elskede og opsøgte men-nesket, men at Faderen egentlig kun modvilligt har ladet sig overtale?

• Et andet af treenighedslærens hovedpunkter er, at det virkelig var Gud selv, der blev menneske i Jesus Kristus. Gud sendte ikke en anden, som fx et skabt væsen.- Guds mission til os mennesker betyder altså, at han gav alt,

til og med sig selv. Ville det gøre nogen forskel for vores mis-sionsopfattelse, hvis Gud havde givet mindre?

• Hvad giver vi, når vi er sendt som missionærer eller yder vores missionstjeneste?

• Hvordan kan vi i vores mission blive mere et med de mennesker, vi søger at nå og vinde?

• Hvis Jesus kom for at frelse alle mennesker, hvorfor bliver så ikke alle frelst? Elsker Gud også mennesker, han ikke frelser?

Jesu komme til jorden for at frelse det fortabte er forudsagt på mange måder i Det Gamle Testamente (se fx 1 Pet 1,10-11). Tre væsentlige perspektiver er (1) Messias som den ideelle konge, (2) Jesus som det fuldkomne menneske, sønnen der skulle fødes, (3) det lydefri offerdyr, det slagtede lam.

• Se hvilke tekster du kan finde i både Det Gamle og Det Nye Te-stamente, hvori disse tre temaer eller synsvinkler er til stede!

• Hvilken betydning har det for os i vores mission, at Gud elsker alle mennesker, og at hver person, vi møder, er et menneske, som Jesus døde for?- Hvilken forskel ville det gøre, hvis vi troede, at Gud på for-

hånd havde bestemt nogle til frelse og andre til fortabelse – eller at alle blev frelst under alle omstændigheder?


76

DIALOG


Baggrund

Til attænke over

NOTER

Bed ved navns nævnelse for nogle af de mennesker, du dagligt om-gås. Bed også Gud om hjælp til at blive deres venner og til at tale med visdom og handle i venlighed og kærlighed!

Ved vores kirkes begyndelse i 1850’erne måtte James og Ellen White gentagne gange diskutere med mennesker, der satte nye tidspunkter for enten Jesu genkomst eller prøvetidens ophør. Det blev et afgø-rende punkt for Syvende Dags Adventistkirken, at man ophørte med sådanne tidsangivelser.

• Bortset fra, at det ikke er bibelsk, hvad er så evt. uheldige følger af denne praksis?

Adventistkirken har fra sin begyndelse forsøgt at undgå to yder-punkter i frelsesforståelsen: enten at alle frelses (universalisme), eller at Gud forud har bestemt nogle til frelse, andre til fortabelse (Calvins lære). Vi har i stedet med reformatoren Arminius understreget, at Gud ved sin nåde arbejder med mennesker, der endnu er uom-vendte, så de ved Helligåndens hjælp har muligheden for at vælge, når Gud åbenbarer sig for dem. Derved er det personlige trosforhold blevet afgørende for Adventistkirkens frelsesforståelse. Gud tvinger ingen, men respekterer vores frie valg.

Guds kærlighed kommer til udtryk i hans mission for og til verden. I Åbenbaringen 7,17 er denne mission fremhævet ved det store pa-radoks, at den gode hyrde, som skal vogte de frelste i evigheden, er det slagtede lam, offerlammet, der døde på Golgata. Skaberen blev skabning.


77


88

78

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Se min tjener, ham har jeg udvalgt, min elskede, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal forkynde ret for folkene“ (Matt 12,18).

Det er interessant, at Jesus tilbragte så meget af sine tidlige år i Ga-lilæa, kendt som ”Hedningernes (eller folkeslagenes) Galilæa“ (Matt 4,15), sandsynligvis på grund af den ikke-jødiske indflydelse i denne provins. Før han begyndte sit offentlige arbejde, tilbragte Jesus størstedelen af sine år i Nazaret i dette område. Nazaret lå tæt på de store veje, der blev benyttet af de romerske hærafdelinger såvel som handelskaravaner. Dette betyder, at Jesus har haft kontakt med ikke-jøder hele sin opvækst (for ikke at tale om hans tid i Egypten).Efter at indbyggerne i Nazaret afviste ham (se Luk 4,16-31), kon-centrerede Jesus sit arbejde i den internationale galilæiske by Kaper-naum. Hans kontakt med hedningerne og deres verden havde stor indflydelse på hans arbejde og undervisning. Selv om han fokuse-rede på Israel, var han også bekymret for resten af verden. I løbet af de mere end tre år, der gik mellem hans dåb og himmelfart, var der mindst seks situationer, hvor Jesus havde direkte kontakt med udlændinge. I denne uge vil vi se på evangeliernes omtale af disse kontakter.

· Joh 4,4-30· Matt 8,5-13· Mark 5,1-20· Matt 15,21-28· Luk 17,11-19· Joh 12,20-32

Tværkulturel mission


SØNDAG

79

Joh 4,4-30

Til attænke over

På Jesu tid var Israel opdelt i tre provinser: Galilæa, Samaria og Judæa. Samaria lå mellem Galilæa og Judæa. Samaritanerne tilbad Israels Gud, men ikke på samme måde, som jøderne. Samaria var ideel som en begyndende missionsmark for apostlene; for geogra-fisk lå den så tæt på Israel.

Hvad kan vi lære fra denne beretning om, hvordan Jesus vidnede for ikke-jøder? På hvilke måder gik Jesus uden for de traditionelle grænser for at nå denne kvinde?

Den samaritanske kvinde var opmærksom, velinformeret om sit folks historie og stillede intelligente spørgsmål. Men Jesus valgt de emner fra hendes spørgsmål, der kunne gavne hende åndeligt. Han ændrede kun samtalens fokus, da han bad hende om at hente sin mand. Han vidste, at hun ikke var gift, men havde levet sammen med adskillige mænd. Ved denne anmodning åbnede han selvfølge-lig op for en måde at nå hende på. Hun følte sig sikkert ilde tilpas; men Jesus var derved i stand til at vidne for hende på en meget ind-trængende måde.

Vi må heller ikke overse, hvad der skete i Joh 4,27. Disciplene var overrasket over, at Jesus talte med denne udenlandske kvinde. Jesus overtrådte en række jødiske skikke. For det første bad han en sama-ritansk kvinde om at give ham noget at drikke; for det andet var han alene med hende. I Israel kunne en mand ikke blive set alene med en kvinde, med mindre hun var en del af hans familie. Jesus fulgte de jødiske skikke, når han var i Israel. Men i Samaria var han uden for jødisk område og ikke bundet af jødiske traditioner, selv om han, som vi har set andre steder, skelnede mellem menneskeskabte tradi-tioner og Guds bud.

Hvor langt uden for dit eget ”tryghedsområde“ er du villig til at gå for at hjælpe andre? Hvor langt bør du gå?

Den samaritanske kvinde

16. AUGUST 2015

MANDAG

80

Matt 8,5-13Luk 7,1-10

Til at tænke over

Hvad fortæller denne historie om, hvordan selv de største kultu-relle forskelle kan nedbrydes for evangeliets skyld?

En romersk officer i Kapernaum med rang af centurion (anfører over 100 mænd) henvendte sig til Jesus. Jøderne brød sig ikke om den romerske okkupationsmagt, og mange romere hadede også jøderne. På trods af dette store kulturelle og politiske skel møder vi her et nært forhold mellem denne romerske soldat og jøderne.

I Lukas’ gengivelse af begivenheden fortæller han, at officeren gik til ”nogle af jødernes ældste“ (Luk 7,3) for at bede dem om at hente Jesus. Og forbløffende nok gjorde de det. De bad Jesus om at komme og helbrede officerens tjener. Hvem var disse ældste? Teksten fortæller det ikke; men det virker, som om deres forhold til Jesus har været anderledes end nogle af de andre lederes.

Imidlertid ser det ud til, at officeren var en troende mand; hans ord til Jesus: ”sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt“ (Matt 8,8) var et fantastisk vidnesbyrd om hans tillid til Jesus. Officeren ”ven-tede ikke for at se, om jøderne selv ville tage imod ham, som hæv-dede at være Messias. ’Da det sande lys, som oplyser ethvert men-neske (Joh 1,9), havde skinnet på ham, havde han, skønt på afstand, skimtet Guds Søns herlighed.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 224).

Den romerske officer forstod og respekterede jødernes religiøse følsomhed. Han vidste, at en jøde ifølge loven ikke måtte gå ind i en hednings hus; så han bad om, at Jesus skulle hjælpe ham på afstand. Tjeneren blev helbredt. Denne hedenske officers tro blev belønnet. Jesus fremhævede denne officer som et forbillede på den store dag, da mennesker fra hele verden vil sidde til bords sammen med de jø-diske patriarker ved Messias’ store måltid.

Ud over, hvad vi ellers måtte lære fra denne beretning, viser den os, at selv store kulturelle skel ikke var i stand til at holde jøderne og denne romerske officer adskilt. Hvad kan vi lære fra denne be-retning mht. at sætte os ud over de kulturelle forskelle, når vi med god samvittighed kan gøre det, for at nå andre med evangeliet?

Den romerske offi cer

17. AUGUST 2015

TIRSDAG

81

Luk 8,26-39Matt 15,21-28

Hvordan kan disse historier hjælpe os til at forstå, hvordan Jesus forholdt sig til ikke-jøder? Hvordan skal vi forstå Jesu ord til den kana’anæiske kvinde? Hvilke lærdomme burde disciplene have op-fanget, da de så, hvordan Jesus arbejdede også for dem, der ikke var en del af pagtsfolket?

Gerasenernes område lå på østbredden af Genesaretsøen. Det var et område, der tidligere havde været domineret af grækerne; men det var blevet en del af den romerske provins Judæa. Manden i Ga-dara var tydeligvis besat, og denne besættelse kom til udtryk på den frygteligste måde. Han havde virkelig brug for guddommelig hjælp, og han fik det.

At denne befrielse fandt sted i et hedensk område, bekræftes af svinenes tilstedeværelse. Det er interessant at lægge mærke til reak-tionen på det økonomiske tab, da svinene druknede; beboerne bad Jesus om at forlade deres område. Til gengæld bad Jesus den hel-bredte mand om at blive. Han skulle vidne for sine egne landsmænd om Jesus; og hans forvandlede liv ville utvivlsomt være et mægti-gere vidnesbyrd end hans ord.

I den næste beretning var et barn fra Sidon plaget ”slemt af en dæmon“ (Matt 15,22). Hendes mor, som var kana’anæer, er et ek-sempel på, hvilken kulturel smeltedigel dette område var. Hendes kana’anæiske forfædre blev fordrevet fra deres land, da Israel arvede landet under Josvas styre. Igen ser vi, hvordan Jesus nåede dem, der ikke direkte var en del af Israel.

I sin samtale med kvinden, var Jesus en smule barsk over for hende, idet han sammenlignede hendes folk med hunde; men det prøvede hendes tro og viste hendes ydmyge villighed til at få den hjælp, hun havde brug for.

”Frelseren er tilfreds. Han har prøvet hendes tro på ham. Ved sin handlemåde over for hende har han vist, at hun, der af Israel er blevet betragtet som et udskud, ikke mere er en fremmed, men er medlem af Guds husstand. Som et barn har hun ret til at få del i Faderens gaver. Nu opfylder Kristus hendes bøn og afslutter sin be-læring til disciplene.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 288).

Belæringen var, at i modsætning til deres opfattelse, er evangeliet ikke kun for jøderne men skal også forkyndes for andre folkeslag.

Møde med dæmoner

18. AUGUST 2015

ONSDAG

82

Luk 17,11-19

Til at tænke over

Hvilken lærdom finder vi i denne beretning, uanset vores nationali-tet eller baggrund?

Læg først mærke til, at alle disse stakkels mænd kendte Jesus. De tiltalte ham både med navn og titel og bønfaldt ham om hjælp. Det er også fascinerende, at de ikke blev helbredt med det samme. De fik ganske enkelt at vide, at de skulle gå og blive undersøgt af præsterne, som det siges i 3 Mos 14,2. Det faktum, at de vendte om og gik, vi-ser, at de troede på ham og hans kraft til at helbrede.

Men det var kun samaritaneren, der udtrykte sin taknemmelig-hed over, hvad Jesus havde gjort. De ni glemte ikke at gå til præ-sterne; men de undlod at takke deres helbreder. Teksten fortæller, at samaritaneren til og med vendte om til Jesus, før han nåede hen til præsterne. Det står ikke i teksten, at de andre ni var jøder; men stedet gør det meget sandsynligt. Og det faktum, at Lukas specifikt omtaler, at den ene var en samaritaner, og at Jesus omtalte ham som ”denne fremmede“ (Luk 17,18), styrker sandsynligheden for, at de andre ni faktisk var jøder. Selv om jøder normalt ikke havde noget med samaritanere at gøre, havde deres sygdom fjernet disse skel. Fælles skæbne og tragedie, hvad Albert Schweitzer kaldte ”li-delsens fællesskab“, havde nedbrudt det etniske skel. Deres fælles behov for at blive ren, for helbredelse og frelse, havde bragt dem sammen til Jesus.

Men samaritanere og andre udlændinge var ikke Jesu umiddel-bare mål i hans tjeneste. ”Jeg er ikke sendt til andre end til de for-tabte får af Israels hus“ (Matt 15,24). Hans plan var først at etablere en stærk missionsbase blandt jøderne. Men gennem sin tjeneste gav han sine efterfølgere bevis for, at evangeliet skulle forkyndes for hele verden. Selv om denne kendsgerning først blev tydelig efter hans opstandelse, havde Jesus også tidligere udført gerninger, der skulle åbne disciplenes sind for tanken om, at verdensmission ville blive deres hovedopgave.

Selv om alle disse mænd havde tro, vendte kun en af dem om og takkede Jesus for, hvad han havde fået. Hvad fortæller dette os om, hvorfor lovprisning og tak er så vigtige dele af vores tro? Hvad har du at være taknemmelig for? Tænk over, hvor meget gladere du ville være, hvis du hele tiden var opmærksom på det. Er der nogen bedre måde at gøre det på end at takke Gud for alt det, du er taknemmelig for!

Ti spedalske

19. AUGUST 2015

TORSDAG

83

Til attænke over

”Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: ‘Herre, vi vil gerne se Jesus.’ Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Je-sus. Men Jesus svarede dem: ‘Timen er kommet, da Menneskesøn-nen skal herliggøres’“ (Joh 12,20-23).

Hvordan kan denne hændelse få os til bedre at forstå det inderlige råb om frelse og håb, som mennesker alle vegne opsender, og hjælpe dem til at finde de svar, som kun Jesus kan give?

Disse grækere var sandsynligvis omvendt til jødedommen, siden de var kommet til Jerusalem for at tilbede ved festen. Kommentatorer har bemærket, at disse grækere henvendte sig til Filip, som havde et græsk navn, selv om han var jøde. Dette havde formodentlig tiltrukket dem til ham. Så selv om banebrydende kristent arbejde kan opnås gennem udenlandske missionærer, der er opmærksomme på kulturelle forskelle og har en stor forståelse for de mennesker, de ønsker at vinde for Kristus, udføres det mest effektive banebry-dende arbejde af mennesker med den samme baggrund som dem, der skal nås.

Grækerne kom kun nogle få dage før korsfæstelsen. De var uden tvivl forbløffede over hans ord om sin lidelse, død og endelige sejr. (Røsten fra himlen gav dem også noget at tænke over.) Jesus blev givetvis opmuntret over deres ønske om at ’se’ ham. Deres hen-vendelse markerede begyndelsen på, at hele verden skulle nås med evangeliet. Det var forudset selv af farisæerne, som havde sagt: ”al-verden løber efter ham“ (Joh 12,19).

Her ser vi mænd uden for jødedommen, der ønskede at komme til Jesus. Hvilket tegn på, at verden var rede for hans soningsdød! Disse grækere, der repræsenterede verdens nationer, stammer og folk, blev draget til ham. Snart ville Frelserens kors drage folk fra alle lande til ham - og det ville fortsætte i tiderne, der skulle komme (vers 32). Disciplene ville opdage, at verden var rede til at modtage evangeliet.

Læs Joh 12,20-32. Hvad siger Jesus om at miste sit liv for at bevare det? Hvorfor sagde han dette i denne bestemte sammen-hæng? Har du erfaret det, han taler om?

Grækerne og Jesus

20. AUGUST 2015

FREDAG

84

Til videre studium


”Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren“ (Matt 8,11-12). Selv om disse ord blev sagt i en bestemt sammenhæng med henvisning til et bestemt folk, bør vi ikke overse princippet i dem. De, som er givet store privilegier, store fordele med hensyn til åndelige og teologiske sandheder, bør være varsomme. Det er let at blive overlegne mht. de sandheder, vi har fået, sandheder der i nogle tilfælde ikke forkyndes eller læres af andre. For det første må vi sikre os, at vi selv er grundfæstet i disse sandheder; dernæst må vi være villige til at lære dem til andre, der ikke kender dem.

1. Korset har vist os, at alle mennesker er lige over for Gud. Vi er alle syndere, og vi har alle brug for nåde for at blive frelst. Al-ligevel er der mange grupper, der ser sig selv som hævet over andre. Det er almindeligt i dag og har været det ned igennem historien. Hvordan er det med dig og din egen etniske, sociale, økonomiske eller kulturelle gruppe? På hvilke måder nærer du (og lad være med at narre dig selv) en følelse af overlegenhed over for andre, der er anderledes end dig? Hvad er forkert ved en sådan holdning, og hvordan kan du ved korsets fod lære at ændre den?

2. Kvinden ved brønden gik tilbage til sit folk og vidnede om Je-sus. Hvad lærer det os om mission og betydningen af at bruge dem, der tilhører en bestemt kultur, til at nå deres eget folk?

3. Grækerne ønskede at se Jesus. De havde utvivlsomt hørt om ham eller havde selv set nogle af de ting, han havde gjort. Nu er Jesus selvfølgelig i himlen, og kirken, hans folk, repræsenterer ham her på jorden. Hvad betyder denne kendsgerning for os, når det gælder vores liv og vidnesbyrd?

21. AUGUST 2015

DIALOG

85






Baggrund

• Hvorfor er profeter ikke agtede i deres fædreland?

• Hvorfor tror du, at mange, også menighedsmedlemmer, hellere lytter til en gæsteprædikant end til en hjemlig prædikant, selv om indholdet af deres budskab måske er det samme?

• Sker det, at vi har fordomme ikke bare over for fremmede, men også over for personer, vi kender godt? Hvordan kan vi undgå at fælde dom på forhånd – altså have ”fordom“?

Få evt. et medlem til at undersøge Adventist Frontier Missions hjem-meside, www.afmonline.org, og dele oplysninger derfra med klas-sen. Adventist Frontier Missions er en privat drevet, men officielt godkendt støtteorganisation for Adventistkirken, og mange mis-sionærer er i de sidste tyve år udsendt derfra til missionens forposter - til områder med meget lidt adventisttilstedeværelse.

• Hvad er du taknemmelig for? Tænk over alt det, som Gud har givet dig! Hvordan kan du ved at styrke din følelse af taknem-melighed blive bedre motiveret til at give til andre?

• Find konkrete måder, hvorpå du kan udtrykke tak – både til Gud og til andre mennesker!

• Hvilke typiske fordomme kan du finde eksempler på i dagens mediebilleder mht. til fremmede, andre etniske grupper, religio-ner etc.- Har du oplevet eksempler, hvor du opdagede fordomme hos

dig selv, som du ikke havde lagt mærke til tidligere? Er du evt. villig til at dele en sådan opdagelse med andre? Tror du, at du og jeg har flere fordomme, vi endnu ikke har set?

Samaritanerne var traditionelt opfattet som et blandingsfolk af indførte hedninger og de tilbageværende israelitter fra nordriget. Selv om de var monoteister og selv mente, at de fulgte Moseloven, betragtede jøder i øvrigt dem som hedninger og ønskede intet sam-kvem med dem. Ortodokse jøder (i modsætning til Jesus) gik uden om samaritanernes område, og mange episoder vidner om det gen-sidige had mellem de to grupper på Jesu tid. Ved en anledning smed


86

DIALOG

NOTER

nogle samaritanske mænd en slagtet gris ind i den jødiske forgård til templet! Det var ikke en populær handling og førte til optøjer i gaderne.

Interessant nok er den vigtigste romerske garnisonsby i Galilæa ikke omtalt i Det Nye Testamente. Sepporis lå nogle få km nord for Nazaret, og Nazaret og Kapernaum, hvor Jesus boede som voksen, er regelmæssigt blevet besøgt af de mange romerske soldater statio-neret der.


87


99

88

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Peter svarede: ‘Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på’“ (ApG 2,38-39).

Peter var den første af apostlene til at forkynde frelse for hednin-gerne. Han blev ved med at have en ledende stilling i kirken i adskil-lige år efter dens grundlæggelse, også efter at Paulus blev den store missionær for hedningerne. Sammen med Paulus hjalp Peter den første kirke og dens ledere, der for det meste var jøder, til at forstå, at missionsbefalingen indbefattede hele verden.

Peter gjorde en indsats for at skabe en integreret kirke, hvor han forenede de hedningekristne, som ikke kendte til mange af de finere nuancer inden for jødedommen og dens kultur, med de jødekristne. Deres skikke havde en tendens til at fremstå som guddommelige ab-solutter. Som alle pionermissionærer var Peter nødt til at skelne mel-lem uforanderlige guddommelige absolutter og de skikke, der er kul-turelle og relative og ikke har vigtige konsekvenser for den troendes liv, enten man er jøde eller hedning. Ved kirkemødet i Jerusalem var det derfor Peter, der sagde om hedningerne, at Gud ”har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen“ (ApG 15,9). Peter var på denne måde med til at løse de problemer, der truede med at splitte den første kirkes enhed.

· ApG 2,5-21; 10,1-8. 23-49· Rom 2,14-16· ApG 10,9-22; 11,1-10; 15,1-35

Peter og hedningerne


SØNDAG

89

ApG 2,5-21

Til at tænke over

Jesu sidste ord før himmelfarten havde med mission at gøre: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende“ (ApG 1,8). Igen ser vi befalingen om at forkynde evangeliet i hele verden. Kun 10 dage senere begyndte dette kald at udvikle sig, og Peter havde en nøgleposition i det hele.

Hvordan viser denne begivenhed, at det var Guds hensigt, at evangeliet skulle nå hele verden, og den rolle jøderne skulle have i denne forkyndelse?

Missionsbefalingen gik allerførst i opfyldelse på Pinsedagen. Hel-ligåndens udgydelse havde til formål, at hele verden skulle nås med evangeliet. Denne første udgydelse af Helligånden førte til store resultater på Pinsedagen. Men det var kun en forsmag på meget større resultater, der skulle komme i de efterfølgende år.

Peters tale indeholdt nogle få hovedpunkter, som er relevante også i dag. For det første blev de gammeltestamentlige profetier og løfter opfyldt i Kristus (ApG 2,17-21). Det viste sig i de mægtige gerninger og undere, der ledsagede hans arbejde, og også gennem hans død og opstandelse (vers 22-24). For det andet blev Jesus ophøjet, pla-ceret ved Guds højre hånd og er nu Messias (den salvede) og alles Herre (vers 33-36). I ham vil alle, som omvender sig og bliver døbt, modtage tilgivelse for deres synder (vers 38-39).

Her ser vi den aktive og højrøstede Peter forsvare sin tro på Jesus. Han blev kaldt af Jesus til at være en stærk leder i kirkens første tid. Selv om han var mindre verdensvant, effektiv og fleksibel mht. an-dre kulturer og religioner end Paulus (se Gal 2,11-14), banede Peter vejen for evangeliets forkyndelse i 15 lande, idet han prædikede til de adspredte jøder, der var kommet til Jerusalem. På denne måde byggede han en meget vigtig bro, som bragte de gode nyheder til datidens mellemøstlige verden.

Hvad viser beretningen om Pinsedagen om vores absolutte behov for Helligånden i vores liv? Hvilke valg kan vi foretage for at blive mere lydhøre over for Helligåndens ledelse?

Peter på Pinsedagen

23. AUGUST 2015

MANDAG

90

ApG 10,1-8. 23-48

Til at tænke over

Hvad kan vi lære af historien om denne hedning, der blev en af Jesu efterfølgere, når det gælder frelse og at vidne for andre?

Cornelius’ omvendelse, en officer i den romerske hær og hedning, er blevet kaldt ”hedningernes pinsedag“. Det er en meget afgørende beretning i Apostlenes Gerninger og handler om det yderst vigtige spørgsmål, den første kirke stod over for – kan en hedning blive en kristen uden først at blive en jøde?

Den romerske hærs hovedkvarter for hele Judæa, Jerusalem ind-befattet, lå i Cæsarea. Cornelius var en af seks officerer, der havde kommandoen over de 600 soldater, der udgjorde den italienske deling, som holdt til der. Hans navn antyder, at han stammede fra en meget kendt romersk militærfamilie, der tidligere havde indbefat-tet den officer, der besejrede Hannibal, den kartagiske general, der forvoldte skader i Romerriget i mange år. Men hvad der er mere be-tydningsfuldt er, at Cornelius var en from og gudfrygtig mand, som havde et levende åndeligt fællesskab med sin familie, bad regelmæs-sig og var meget gavmild over for de nødlidende. Gud hørte hans bønner og sendte en engel til ham med et særligt budskab.

”Cornelius troede på Gud som himlens og jordens skaber og havde ærefrygt for ham, idet han anerkendte hans herredømme og søgte råd hos ham for alle situationer i sit liv. Han var trofast mod Jehova i sit hjem og i sine offentlige opgaver. Han havde opstillet et alter for Gud i sit hjem; for han turde ikke forsøge at gennemføre sine planer eller bære sit ansvar uden Guds hjælp.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 133).

Læg også mærke til, hvad der skete, da Cornelius endelig mødte Peter. Han faldt ned og tilbad ham, noget der må have forfærdet Peter. Vi ser altså, at denne hedning, som Gud fandt behag i, og som var en gudfrygtig mand, alligevel havde meget at lære selv på det mest elementære plan mht. sandheden. Men han var uden tvivl ved at finde ud af det.

Hvilke af Cornelius’ karaktertræk vil vi, på trods af hans uviden-hed, have godt af at efterligne i vores eget åndelige liv?

Cornelius’ omvendelse 1. del

24. AUGUST 2015

TIRSDAG

91

ApG 10,33

ApG 11,14

Rom 2,14-16

”Så tog Peter ordet og sagde: ‘Nu forstår jeg, at Gud ikke gør for-skel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed’“ (ApG 10,34-35). Selv om disse ord ikke virker særlig revolutionerende for os i dag, var det en forbløffende bekendelse for Peter at komme med. Vi må huske, hvem Peter var, hvor han kom fra, og den holdning, han havde og stadigvæk kæmpede med (se Gal 2,11-16). Der er dog ingen tvivl om, at hans erfaring med Cornelius hjalp ham til endnu tydeligere at se sin fejlagtige holdning og at få et klarere billede af, hvad Guds hensigt var med evangeliets budskab.

Hvad sagde Cornelius til Peter, som viste, at han på trods af sin store uvidenhed forstod, at det at følge Jesus også betyder at ad-lyde ham?

Hvad siges der i dette vers, der viser os behovet for at udbrede evangeliet selv til en så gudfrygtig mand som Cornelius?

Hvordan hjælper denne tekst os til at forstå, hvad der skete med Cornelius?

Som vi har set, var Cornelius en hedning, der var ”gudfrygtig“ (ApG 10,2), selv om han endnu havde meget at lære (har vi ikke alle det?). Men hans faste, bøn og gavmildhed vidnede om et hjerte, der var åbent over for Gud; og da det rigtige tidspunk kom, udførte Gud et mirakel i hans liv.

En vigtig pointe at huske i denne beretning er, at selv om en engel viste sig for ham, var det ikke englen, der prædikede evangeliet for ham. I stedet åbnede englen vejen, så Cornelius kunne møde Peter, som fortalte ham om Jesus (se ApG 10,34-44). Her ser vi et eksem-pel på, hvordan Gud bruger os mennesker som sine budbærere til verden.

Cornelius’ omvendelse 2. del

25. AUGUST 2015

ONSDAG

92

ApG 10,9-22; 11,1-10

Til attænke over

Som vi så i går, havde Peter en ændret holdning, da han mødte Cor-nelius, mht. hedningerne, som de andre jødiske troende endnu ikke havde forstået (se ApG 10,44-45). Hvad havde forandret Peter?

Hvad siger disse afsnit om, hvor fastgroede Peters forkerte hold-ninger var, siden det krævede noget så drastisk at åbne hans sind?

Cornelius’ omvendelse og Peters rolle i at vidne for ham var så be-tydningsfulde for kirkens mission, at Gud på en overnaturlig måde kommunikerede både med missionæren og hans kommende vært. Mens en engel besøgte Cornelius, fik Peter et syn.

En anden detalje, vi ikke bør overse er, at Peter boede hos en garver i Joppe (ApG 9,43; 10,6.32). Garvere og deres arbejde var af-skyelige for jøderne; for de rørte ved døde dyr og benyttede ekskre-menter i deres arbejdsprocesser. Garverier var ikke tilladt i byerne; læg mærke til, at Simons hus lå ”ved havet“ (ApG 10,6).

Den kendsgerning, at Peter boede hos en garver, antyder, at han allerede før sit syn havde indset, at nogle af hans tidligere holdnin-ger gik på tværs af evangeliets budskab. Både Peter og Cornelius’ familie havde brug for at komme af med noget af deres kulturelle bagage. Alle folkeslag, repræsenteret ved ”alle slags … dyr“ i Peters syn, er Guds børn.

Peters kald til at vidne for Cornelius betyder også, at selv om Gud accepterer alle mennesker, accepterer han ikke på samme måde alle religioner. Cornelius var allerede en ’religiøs’ mand, ligesom de fleste andre i datidens samfund. Som soldat ville han kende til Mi-tratilbedelse, og som officer ville han også have deltaget i tilbedelse af kejseren. Men dette var ikke acceptabelt for Gud.

Der ligger en lærdom heri for dem, som i dag henvender sig til ikke-kristne religioner på det grundlag, at de står på lige fod med kristendommen. Selv om dette af og til sker pga. politisk korrekthed, vil en sådan holdning føre til en udvanding af Bibelens klare lære om, at kristentroen er enestående og afgørende.

Hvordan kan vi vise respekt over for de mennesker, hvis tro vi an-ser for forkert, uden at give indtryk af, at vi selv går ind for disse trospunkter? Hvad er forskellen på at respektere mennesker og at respektere deres tro?

Peters syn

26. AUGUST 2015

TORSDAG

93

ApG 15,1-35

Til at tænke over

Den store fremgang i mission blandt hedningerne førte til det af-gørende spørgsmål for den første kirke mht. hedninger, der kom til at tro på Jesus, en tro der indpodede dem i Guds folk (Rom 11,17). Der opstår altid spændinger, når folk fra andre religioner eller kul-turer tilslutter sig et etableret trosfællesskab. I dette tilfælde antog de jødekristne med deres høje agtelse for kravene i Det Gamle Testamentes love og ritualer, at de hedningekristne skulle godtage og adlyde disse love og ritualer. Det vigtigste spørgsmål drejede sig om omskærelse, som var det grundlæggende bevis for mænd på, at man blev optaget i det jødiske samfund og symboliserede overhol-delsen af alle jødedommens krav. Skulle man kræve, at hedninger, der blev kristne, blev omskåret? Nogle af de jødekristne i Judæa mente i hvert fald, at de skulle og udtalte deres overbevisning i me-get kraftige teologiske vendinger. For dem var det afgørende for at blive frelst.

Hvad skete ved kirkemødet i Jerusalem, som var med til at afgøre dette betydningsfulde emne?

Selv om spørgsmålet om omskærelse var hovedårsagen til kirkemø-det i Jerusalem, behandlede det en hel række kulturelle skikke, som evangeliet ikke krævede af dem, der blev omvendt. Rådets kendelse (vers 23-29) gav en fælles platform, hvor jødekristne og hedninge-kristne kunne eksistere i fællesskab. De jødiske grundværdier blev respekteret; men hedningerne fik tilladelse til at undgå omskærelse. Rådets afgørelse var både praktisk og teologisk. Det skabte et møn-ster for, hvordan kirken skulle takle problemer, før de blev alt for kontroversielle. Erfarne missionærer lærer at genkende grundlæg-gende kristne trospunkter og fokusere på dem frem for at køre fast i ting, der ikke er vigtige for troen.

Hvad kan vi lære fra kirkemødet i Jerusalem, der kan hjælpe kir-ken i dag med nogle af de kontroversielle spørgsmål, den kæmper med? Hvad gjorde de, som kan være en model for os i dag?

Jerusalemkendelsen

27. AUGUST 2015

FREDAG

Læs Ellen White

94


· Mesterens efterfølgere, Jøder og hedninger, s. 104-110

”Peter fortalte om sin forbløffelse, da han var vidne til, at Helligån-den tog bolig i hans tilhørere, både hedninger og jøder, mens han talte til dem, der var samlet i Cornelius’ hus. Det samme lys og den samme herlighed, som skinnede på de omskårne jøder, skinnede også på de uomskårne hedningers ansigter. Dette var Guds advarsel om, at Peter ikke skulle betragte den ene som mindre værd end den anden, for Kristi blod kunne rense fra al urenhed…

Peters tale bragte forsamlingen til et punkt, hvor de med tålmo-dighed kunne lytte til Paulus og Barnabas, som fortalte om deres erfaring i arbejdet for hedningerne.“ (Ellen White, Mesterens efter-følgere, s. 106).

1. Peters syn er blevet brugt til at støtte argumentet for, at spise-reglerne i Det Gamle Testamente ikke længere gælder – især som en begrundelse for at spise uren føde. Synets betydning blev tydeligt forklaret af Peter selv: ”Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent“ (ApG 10,28). Synet havde derfor ikke noget med mad at gøre, men handlede om at acceptere andre mennesker som Guds børn, uanset deres etnicitet, nationalitet, arbejde eller religion. Hvor-for bruger mange alligevel dette som et argument for, hvad man må spise? Hvad bør dette fortælle os om, hvor forsigtige vi bør være med, hvordan vi fortolker Skriften?

2. Tænk nøjere over Rom 2,14-16. Hvordan bør vi som en kirke for-holde os til dette i forbindelse med mission? Vil det sige, at vi ikke behøver at prædike for dem, der ikke har den skrevne lov, fordi de har loven i deres hjerte?

3. I torsdagens afsnit talte vi om kirkemødet i Jerusalem som en model for kirken i dag. Læs teksten, der handler om dette møde (ApG 15,1-35.) Nævn nogle af de specifikke ting, de gjorde, som kan være en skabelon for kirken i dag? Se fx på emner som (1) personlige vidnesbyrd om at vidne, (2) evangeliets rolle, (3) Skriftens rolle, (4) missionens rolle og (5) hvordan forholdet var mellem de forskellige medlemmer ved mødet.

28. AUGUST 2015

DIALOG

95


Guds ord og klassens aktiviteter


Brug evt. denne sabbat til at få besvaret nogle af de spørgsmål til bibelteksterne, I har samlet sammen.

• Beretningen om Cornelius’ dåb bliver genfortalt to gange i Apostlenes Gerninger. Peter fortæller sine oplevelser til menig-heden i Jerusalem efter sin hjemkomst (se ApG 11,1-18). Der-næst gengiver han hændelsesforløbet under apostelmødet i ka-pitel 15 (se vers 7-11), hvor Cornelius’ dåb er et hovedargument for, at hedninger kan optages i den kristne menighed på lige fod med jøder.- Læg mærke til den rækkefølge, hvori tungetalen og dåb fandt

sted. Hvad er det ved begivenheden, der på en speciel måde viser, at Helligånden accepterede hedningerne?

• Da de første kristne på apostelmødet besluttede sig til at god-tage hedningerne, henviste de til Helligåndens beslutning (ApG 15,28). Hvordan kan vi i dag vide, om Helligånden har besluttet noget? Er det Helligåndens beslutning, blot fordi vi som grup-per beslutter det?

• Den etiopiske hofmand (ApG 8,26-39) var den første ikke-jøde, som blev døbt ind i den tidlige kristne menighed. Hvorfor tror du, at Cornelius’ dåb fik så meget større betydning for den før-ste menighed?

• Hvordan forholder du/vi os til mennesker med en anden bag-grund eller tro? Hvor mange mennesker uden for vores menig-hedsfællesskab er vi venner med og omgås socialt, bortset fra vores umiddelbare familie?

• Cornelius er et eksempel på en søgende og gudfrygtig hedning. Hvordan skal vi forholde os socialt til alle de ikke-troende, som hverken synes at være søgende eller gudfrygtige? Hvor meget skal vi søge deres selskab? Hvilke grænser skal vi sætte, hvis nogen skal sættes?

• Apostelmødet traf en praktisk beslutning på et område af afgø-rende betydning for menigheden. Af og til diskuterer vi spørgs-mål, som vi senere indser måske ikke var så vigtige.


96

DIALOG


Baggrund

NOTER


- Kan du komme i tanker om eksempler?- Hvordan afgør vi, hvad der er væsentlige spørgsmål? Mindre

væsentlige? Eller måske helt ligegyldige?

• Har du for nylig mødt mennesker med en anden tro eller blot tiltalende mennesker uden nogen tro, som du følte en naturlig lyst til at tilbringe mere tid sammen med socialt? Hvis det er til-fældet, hvad kan du gøre for at opbygge naturlige venskaber?- Har du prøvet at have socialt fællesskab med nogle af de

etnisk fremmede grupper i Danmark, fx med muslimer i dit nabolag? Del evt. dine erfaringer med klassen.

Den romersk-katolske kirkes syn på menighedens autoritet er udtrykt ved begrebet magisterium, også kaldt læreembedet. Ifølge denne kirkes synspunkt er Helligåndens synspunkt altid udtrykt ved den officielle kirkes dekreter, og teksten i Apg 15,28 fortolkes derfor fra katolsk perspektiv som et udtryk for, at hvor kirken taler, er det Hel-ligåndens beslutning.

Den protestantiske og dermed også adventistiske forståelse frem-hæver, at vi som kirke bør følge, hvad Ånden allerede har gjort åben-bart gennem Ordet og sin ledelse. Netop det var, hvad der skete på apostelmødet i Jerusalem, som ApG 15 fortæller om. Autoriteten er Guds Ord og åbenbaring, ikke kirkens embede eller magisterium. Vi kan som kirke og ledere tage fejl; Guds Ord er vores norm.

97


1010

98

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende“ (ApG 1,8).

Verdensomspændende mission var det vigtigste emne for den op-standne Frelser i de 40 dage mellem hans korsfæstelse og himmel-fart. Det Nye Testamente gengiver mindst fem gange hans forskel-lige missionsbefalinger: Matt 28,18-20; Mark 16,15; Luk 24,47-49; Joh 20,21; ApG 1,5-8. Sammen udgør de den største opgave, der er givet til de kristne. Befalingen indeholdt også en geografisk strategi for missionsarbejde, fra basen i Jerusalem til Judæa og Samaria og til sidst til jordens ende. Dette var en befaling, de virkelig tog alvorligt og gik i gang med at udføre.

Denne geografiske strategi fremgår tydeligt i evangelisten Filips mis-sionsarbejde. Ifølge ApG 8 bredte hans arbejde sig fra Jerusalem i stadig større cirkler. Som tiden gik, nåede det længere og længere ud.

Hvem var evangelisten Filip? Hvad fortæller Guds Ord om ham og det arbejde, han gjorde i den kristne kirkes allerførste tid? Og hvad kan vi lære fra de inspirerede gengivelser om denne tidlige missio-nær?

· 2 Kor 4,18· ApG 2,44-47; 4,34-37; 6,1-7· ApG 8; 21,7-10

Filip som missionær

TIL SABBATTEN | 5. SEPTEMBER 2015

SØNDAG

99

2 Kor 4,181 Kor 4,13

Tænk over, hvad apostlen Paulus siger i dette vers, især i forbin-delse med vores studium i denne uge af evangelisten Filip, som vi ved meget lidt om ud over de få omtaler i Bibelen. Men vi vil op-dage, at Filip udførte et godt arbejde, selv om vi ved meget lidt om det meste af, hvad han gjorde. Kender du til nogle mennesker, som har udført store ting for Gud, men som omverdenen ikke ved ret meget om? Hvorfor er det altid vigtigt at huske princippet i Paulus’ ord, specielt hvis vi udfører et arbejde, der ikke tiltrækker sig me-gen opmærksomhed eller ære?

Filip var et populært græsk navn, der betyder ’en, der elsker heste’. I Det Nye Testamente er der fire personer med dette navn. To bar tilnavnet ’Herodes’ og var medlemmer af den herodianske familie, som udøvede et generelt strengt styre over Israel på Det Nye Testa-mentes tid.

Den første, Filip fra Bethsaida, var en discipel, der var med til at bringe Nathanael til Jesus (Joh 1,43-46). Senere bragte han nogle grækere til Jesus (Joh 12,20-21).

Den anden Filip bliver i ApG 21,8 kaldt ’evangelisten’ for at adskille ham fra disciplen Filip. Han dukker første gang op i menig-heden i Jerusalem, hvor han var med ved ”tjenesten ved bordene“, men siden blev en evangelist og missionær (ApG 8,12). Hans arbejde som missionær, der omtales i Apostlenes Gerninger, strakte sig over tyve år og blev hjulpet af hans fire døtre, som profeterede. Vi ved meget lidt andet om ham og hans baggrund.

”Det var Filip, som forkyndte evangeliet for samaritanerne; det var Filip, som var modig nok til at døbe den etiopiske hofmand. I nogen tid havde disse to [Filip og Paulus] et nært samarbejde. Farisæeren Saulus’ voldsomme forfølgelser havde spredt menigheden i Jerusa-lem og gjort de syv menighedstjeneres organisation ineffektiv. Flug-ten fra Jerusalem havde ført til, at Filip ændrede sit arbejde og fulgte det samme kald, som Paulus kom til at give sit liv for. Det var værdi-fulde timer, Paulus og Filip tilbragte sammen; med begejstring min-dedes de den tid, da det lys, der havde bestrålet Stefanus’ ansigt, da han med ansigtet vendt mod himlen led martyrdøden, skinnede i al sin herlighed på forfølgeren Saulus og bragte ham på knæ ved Jesu fødder som en hjælpeløs tigger.“ (Ellen White, Sketches From the Life of Paul, s. 204).

Evangelisten Filip

30. AUGUST 2015

MANDAG

100

ApG 2,44-47; 4,34-37

ApG 6,1-7

Til attænke over

Hvilket billede får vi af den første menighed i disse tekster?

Der er ingen tvivl om, at alt gik meget godt for en tid blandt de før-ste troende. Men alle er selvfølgelig syndere, og inden længe opstod der gnidninger.

Hvilke problemer opstod, og hvad gjorde menigheden for at løse dem?

Jerusalems menigheds hurtige vækst medførte sociale gnidninger. Filip blev udvalgt til et team, der skulle løse problemerne. De nye medlemmer indbefattede underprivilegerede og økonomisk van-skeligt stillede mennesker, hvis tilstedeværelse ved de daglige fælles måltider stillede større og større krav til menighedens ledere. Der opstod klager om uretfærdig fordeling af mad til de græsktalende enker. Dette var et følsomt emne ikke mindst på grund af de jødiske profeters påmindelser om ikke at tilsidesætte enker og faderløse.

For at løse dette problem samlede de 12 apostle menigheden og foreslog, at de skulle udpege syv mænd, ”fyldt af ånd og visdom“, som bogstaveligt skulle ”diakonisere [græsk for at ’tjene’] ved bor-dene“, så de 12 kunne koncentrere sig om at ”diakonisere ordet“ (se ApG 6,3-4). Alle syv havde græske navne, noget der måske antyder en balance i hjælpetjenesten blandt de oversete græsktalende enker. Blandt dem var Filip. Dette er første gang han omtales i Biblen.

Apostlene argumenterede for, at der var behov for andre ledere, så de selv ikke skulle slide sig op ved at administrere de resurser, der var nødvendige for deres fælles tilværelse. De lagde vægt på, at de-res kald var at hellige sig Guds ord og bønnen.

Hvilke eventuelle stridsspørgsmål er der i din lokale menighed, og hvordan kan du lade Gud bruge dig til evt. at løse disse?

Tjeneste ved bordene

31. AUGUST 2015

TIRSDAG

101

ApG 8,1-6

ApG 8,6-15

Til at tænke over

Saulus, den fremtidige apostel og missionær, dukker første gang op i Bibelen ved steningen af Stefanus, den første kristne martyr. Men den efterfølgende bølge af forfølgelse førte kun til, at evangeliet blev spredt yderligere.

Hvad var resultatet af forfølgelsen af menigheden i Jerusalem?

Samaria var det første stop på kristendommens geografiske rejse ud i Romerriget. Samaritanerne betragtede sig selv som efterkommere af de israelitter, der blev ladt tilbage, da Assyrien førte de fleste af israelitterne i landflygtighed i 722 f.Kr. Jøderne derimod regnede sa-maritanerne som efterkommere af de fremmede folkeslag, assyrerne havde tvunget til at bosætte sig i Israel. Forholdet mellem jøder og samaritanere på Jesu tid var præget af anspændthed og bølger af voldshandlinger. Men som vi så tidligere, havde Jesus allerede banet vejen for missionsarbejde I Samaria, da han talte med kvinden ved brønden, som derefter begyndte at ’missionere’ for sit eget folk.

Filips kald til at tjene ved bordene blev nu et kald til at blive evan-gelist og missionær blandt samaritanerne. Som flygtning, der skulle undslippe den religiøse forfølgelse i Jerusalem, spildte han ikke sin tid. Han forkyndte at Messias, som både jøder og samaritanere ven-tede på, var kommet (ApG 8,5.12).

Hvor stor succes havde Filip i sit arbejde i Samaria?

Filip blev brugt af Gud på en mægtig måde i denne tidlige, frem-mede missionsmark. Den udtalelse, som kvinden ved brønden var kommet med om, at ”jøder vil … ikke have med samaritanere at gøre“ (Joh 4,9), tilhørte nu fortiden.

Findes der nogle fordomme og fjendtlige, modvillige holdninger til andre mennesker, som har forgiftet din tankegang og trænger til at ’tilhøre fortiden’? Er det ikke på tide at begrave dem?

Filip i Samaria

1. SEPTEMBER 2015

ONSDAG

102

ApG 8,26-39

Til at tænke over

Ifølge ApG 8,26-39 var Filips næste kontakt den etiopiske finansmi-nister, en begivenhed, der bragte missionen endnu et skridt videre mod ”jordens ende“ (ApG 1,8). Filip var forbindelsesleddet mellem missionen i Samaria og Gaza. Han blev kaldt fra sit arbejde i Sa-maria, nord for Jerusalem, til Gaza, som ligger syd for byen. Hans arbejde i nord havde fokuseret på en gruppe; her fokuserede det på en enkelt person. I Samaria kunne Filip forkynde Kristus kun ud fra de fem Mosebøger, for det var det eneste, samaritanerne godtog; her kunne han også benytte Esajas’ Bog, sandsynligvis i en græsk oversættelse.

Læs teksten og besvar følgende spørgsmål:

Hvilke tekster i Esajas’ Bog (Es 53) læste etiopieren, og hvorfor gav de Filip det perfekte udgangspunkt for at forkynde evangeliet for ham?

I modsætning til Filips arbejde i Samaria, hvor han udførte mirak-ler (ApG 8,6), var det eneste, han gjorde for etiopieren, at studere Bibelen sammen med ham. Hvad kan vi lære af dette i vores eget arbejde for at nå andre med evangeliet?

Herrens Ånd bortrykkede Filip, lige så snart han havde forklaret de ’gode nyheder om Jesus’ og døbt den etiopiske hofmand. Filip fik ingen anledning til at videregive sin tro og lærdom til denne nyom-vendte. Etiopieren blev overladt til at tage den kristne tro til sig i sin afrikanske kulturs sammenhæng, vejledet af Det Gamle Testamente og Guds Ånd, som allerede havde arbejdet med ham; for han var al-lerede en, der tilbad Gud og troede hans ord.

Filip forklarede vigtige tekster fra Det Gamle Testamente om Jesu død for etiopieren. Hvorfor må Jesus, hans død og opstandelse altid stå centralt i det budskab, vi forkynder for verden? Hvad ville vores budskab være uden ham?

Filip og den etiopiske hofmand

2. SEPTEMBER 2015

TORSDAG

103

ApG 8,40

ApG 21,7-10

Til at tænke over

Det er indlysende, at Filip var salvet til at arbejde for Gud. Kommen-tatorer er uenige om, hvad det betyder, at så ”bortrykkede Herrens ånd Filip“ (ApG 8,39). Betyder det ganske enkelt, at han blev for-talt, at han skulle gå til Ashdod (vers 40), eller blev han på mirakuløs vis forflyttet dertil? Hvad det så end var, er det vigtigste for os, at Filip var en mand, der var overgivet til Helligånden. Derfor var Gud i stand til at bruge ham til at udrette store ting for sig.

Hvad fortæller dette vers os om Filip, som hjælper os til at forstå, hvorfor han bliver kaldt ’evangelisten’?

Hvad kan vi lære om Filip ud fra disse få vers?

På dette tidspunkt i historien finder vi ud af, at Filip var en familiefar med fire ugifte døtre. Filips kald bort fra at tjene ved bordene og til at være evangelist medførte mange rejser. Vi kender til hans rejse fra Jerusalem til Samaria, dernæst til Gaza efterfulgt af alle de byer, han drog igennem på den 80 km lange kystlinje mellem Ashdod og Cæsarea. Han foretog givetvis også andre rejser, der ikke er om-talt. Ligesom alle banebrydende missionærer ville han være blevet chikaneret, udsat for ubehageligheder og oplevede alle de op-og nedture, sådanne opgaver medfører. Alligevel var han i stand til at tage sig af sin familie i så stor grad, at fire døtre af Helligånden blev regnet for egnede til at modtage profetiens gave. Dette vidner om, at han var en god far, og at sand gudsfrygt levede i denne banebry-dende missionærs hjem.

Teksten viser os, at Paulus blev hos Filip ”i flere dage“ (vers 10). Fem og tyve år tidligere havde Paulus, dengang kendt som Saulus, været en aggressiv og voldsom forfølger af de kristne (ApG 9,1-2). Hans forfølgelse af de kristne i Jerusalem havde tvunget Filip til at flygte til Samaria (ApG 8,1-5). Nu mødes forfølgeren og den forfulgte mange år senere i Filips hjem, hvor Filip er vært for sin gæst Paulus. Hvilket interessant møde for disse brødre, der var Kristi medarbej-dere i den store opgave at bringe evangeliet til den ikke-jødiske verden!

Hvorfor er det så vigtigt for os i vores arbejde for andre aldrig at glemme, at vores første forpligtelse er over for vores egen familie?

Filip som evangelist, far og vært

3. SEPTEMBER 2015

FREDAG

Læs Ellen White

104


· Mesterens efterfølgere, Evangeliet i Samaria, s. 59-62

”Da de blev spredt på grund af forfølgelse, gik de fremad opfyldt af missionsiver. De var klar over ansvaret i deres mission. De vidste, at de i deres hænder holdt livets brød for en sultende verden; og Kristi kærlighed tvang dem til at bryde dette brød for alle, som var i nød.“ (Ellen White, Mesterens efterfølgere, s. 61).

”Og da hans disciple blev fordrevet fra Jerusalem, fandt nogle af dem et sikkert opholdssted i Samaria. Samaritanerne tog vel imod disse evangeliets budbringere, og de omvendte jøder indsamlede en værdifuld høst blandt disse mennesker, som engang havde været deres bitreste fjender.“ (Ibid, s. 62).

1. Som vi har set, nedbryder evangeliet skel mellem mennesker. I hvert fald er dette idealet; virkeligheden har til tider været totalt anderledes. Hvad er det, der får os mennesker til at tillade, at kulturelle, sociale og andre barrierer adskiller os i så stor grad, som vi gør? Hvordan kan det være, at det også er tilfældet blandt os kristne, der hævder, at over for Gud er alle lige og at der intet findes som korset til at udjævne forskelle. Hvordan kan Syvende Dags Adventistkirken, som er så universel, forsøge at hindre sådanne fordomme i at bestemme over vores handle-måde?

2. Som vi så, førte forfølgelsen af den tidlige kirke til, at de tro-ende flygtede. Dette førte igen til, at evangeliet begyndte at spredes på måder, det måske ellers ikke ville have gjort. Selv om Gud kunne bringe noget godt ud af denne situation, må vi huske, at religionsforfølgelse aldrig er godt, aldrig rigtigt, al-drig berettiget. Hvad bør vores holdning være over for dem, der udsættes for religionsforfølgelse, selv om vi ikke er enige med deres religiøse overbevisning? (Se Luk 6,31).

4. SEPTEMBER 2015

DIALOG

105




Menigheden har mange aktiviteter, og mennesker med mange for-skellige talenter kan bidrage.

• Hvordan sørger vi for, at vi som menighed sætter fokus på de vigtigste opgaver, Jesus har givet os, og ikke bruger vores tid på ligegyldige projekter?- Hvad kan vi gøre for, at alle menighedens medlemmer får en

chance for at være med i både beslutningsprocessen og i de opgaver, vi kaster os over?

• Tænk i praksis over gudstjenesteliv og sabbatsskole og andre funktioner i jeres menighed.- Kan der lægges en plan, som hjælper flest muligt af medlem-

mer samt børn og unge til at deltage og føle sig engageret i gudstjenestelivet? Hvad kan I evt. i sabbatsskoleklassen gøre for at sikre jer, at alle får en chance for at blive hørt?

Den etiopiske hofmand var eunuk, og han var derfor ringeagtet af sin samtid, også iblandt jøderne; men han havde ikke desto mindre besøgt Jerusalem til højtiden. Han hører til en gruppe af mennesker, som Lukas fortæller om, og som har været set ned på af andre på grund af deres fysiske handicap – et andet eksempel er den krum-bøjede kvinde (Luk 13,10-17).

• Kan du komme i tanke om andre bibelske eksempler på menne-sker, som Gud viser omsorg, men som af mennesker har været betragtet med foragt af forskellige årsager?

Apostlenes Gerninger er opbygget med ApG 1,8 som det geografi-ske overblik, først Jerusalem, så Samaria, og så videre mod verdens ende.

• Prøv sammen at inddele Apostlenes Gerninger i afsnit. Hvor er det geografiske centrum for begivenhederne? Hvordan skifter det i løbet af bogen? Hvor ender det?- Hvordan og hvor ender bogen? Slutter den egentlig rigtigt?

Var Paulus’ ankomst til Rom afslutningen - eller er der mere? Skal vores virke som menighed i dag bringe historien til sit klimaks?


106

DIALOG



Baggrund

NOTER


• Din og min opgave er at tjene Jesus og hans menighed på den måde, som er bedst for ham, ikke for os. Hvad kan vi gøre bedre for at stå til rådighed og udføre det, som er nødvendigt for me-nighedens fremgang?

• Har du i denne uge mødt mennesker, som af en eller anden grund er mindre agtet, men som Jesus sætter højt? Måske men-nesker med mentale eller fysiske handicap? Hvad kan vi gøre for at vise dem og os selv, hvor stor værdi de har i Guds øjne?

Det er let at misforstå beskrivelsen af de kirkelige opgaver i Det Nye Testamente ved at læse vores definitioner ind i Bibelens situation. De såkaldte ”fattigforstandere“ er imidlertid ikke ”diakoner“ i den for-stand, diakoner senere bliver defineret. Det samme er tilfældet med andre roller eller funktioner i den tidlige menighed: vores nutidige beskrivelser af en forstanders eller en menighedstjeners opgaver er vores og svarer ikke nødvendigvis til Bibelens brug af disse jobbeskri-velser.

107

TIL SABBATTEN | 5. SEPTEMBER 2015NOTER

1111

108

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Men Herren sagde til ham: ‘Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Isra-els børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld’“ (ApG 9,15-16).

En af de mest centrale skikkelser i Det Nye Testamente er Paulus, som oprindeligt hed Saulus og var fra Tarsus. Paulus var for den tidlige kristne kirke, hvad Moses var for Israels børn. Forskellen er, at mens Moses bragte Guds folk ud fra hedningerne, for at Israel kunne følge Guds vilje, bragte Paulus Guds Ord fra Israel til hednin-gerne, for at hedningerne kunne gøre det samme.

Vi ved mere om Paulus end om nogen anden kristen i det første århundrede. Han huskes især for den betydelige indflydelse, han har haft på kristen mission de sidste to tusinde år. Hans missionsrejser og aktiviteter i landene omkring Middelhavet var et mægtigt eksem-pel på kristen mission for efterfølgende generationer.

Paulus kan tilskrives æren for at have løftet bibelske absolutter fra deres jødiske kultur, hvor civile, rituelle og moralske love var en så uadskillelig del af jødisk dagligliv, at der knap var nogen forskel mel-lem jødiske skikke og det, de mente var Guds evige budskab til alle folkeslag.

I denne uge begynder vi vores studium af en person, der bortset fra Jesus selv, af mange betragtes som den vigtigste person i Det Nye Testamente.

· ApG 9,1· Fil 3,6· 1 Kor 15,10· ApG 9,1-22; 26,18· Gal 2,1-17

Paulus – baggrund og kald


SØNDAG

109

Til attænke over

Saulus blev født i Tarsus, en vigtig by på handelsruten mellem Syrien og det vestlige Asien (ApG 22,3). Tarsus var et multikulturelt cen-trum for industri og lærdom og for en kort tid hjemsted for Roms mest kendte orator og senator Cicero.

Saulus’ forældre var af Benjamins stamme og diaspora-jøder, dvs. jøder, der ikke var bosat i Israel. Hans fødenavn var Saulus (sha’ul på hebraisk), som betyder ”bedt om“ [af Gud]; men efter at han var begyndt sit arbejde for hedningerne (ApG 13,9), tog han navnet Paulus, et latinsk navn båret af en fremtrædende romersk familie. Paulus var farisæer. Vi ved næsten intet om hans familie; en søster og en nevø omtales i ApG 23,16. Paulus var også romersk statsbor-ger (ApG 22,25-28).

Saulus var sandsynligvis uddannet i synagogeskolen i Tarsus, ind-til han var 12 år gammel. Dette blev efterfulgt af rabbinske studier i Jerusalem under den berømte Rabban Gamaliel (Rabban var en ærestitel, der betød ’vores lærer’) (ApG 22,3). Som de fleste jødiske mænd lærte han et håndværk, i hans tilfælde teltmageri (ApG 18,3).

Som tidligere nævnt var Paulus en farisæer (Fil 3,5). Farisæerne (betyder ’de adskilte’) var kendt for at påstå, at alle Guds love, både dem der var nedskrevet i Mosebøgerne og de mundtligt overle-verede gennem generationer af skriftkloge, var gældende for alle jøder. Deres strikse patriotisme og detaljerede lydighed mod jødisk lov kunne for de andre jøder virke hykleriske og fordømmende. Men Paulus forsøgte ikke at skjule det faktum, at både han og hans far var farisæere (ApG 23,6).

Paulus’ baggrund som farisæer havde stor betydning for hans fremgangsrige arbejde som missionær både blandt jøder og hed-ninger. Det betød, at han havde detaljeret kendskab til Det Gamle Testamente, som var den eneste del af Guds Ord, de første kristne havde. Han var derfor den apostel, der var bedste egnet til at skelne mellem evige, guddommelige sandheder, der var baseret på Guds Ord og senere jødiske kulturelle tilføjelser, som ikke var bindende, og som derfor kunne tilsidesættes af de hedninger, der blev Jesu ef-terfølgere. Som vi allerede har set, skulle dette emne blive en meget vigtig del af den første kristne kirkes liv. Den rolle, kulturel baggrund spiller i kirken, er stadigvæk et vigtigt emne i vores tid.

Hvilke af vores kristne trospunkter synes at skabe de største konflik-ter med den kultur, vi lever i? Hvordan takler du denne konflikt uden at gå på kompromis på områder, hvor det aldrig kan accepteres?

Saulus fra Tarsus

6. SEPTEMBER 2015

MANDAG

110

ApG 9,1Fil 3,6. 8

1 Kor 15,9-10 1 Tim 1,16

Gal 1,142 Kor 11,23-33

Til attænke over

Et menneskes karaktertræk kommer til udtryk i dets typiske reaktio-ner på hjemlige, kulturelle eller uddannelsesmæssige forhold. Kom-bineret med kvaliteter og evner gør sådanne karaktertræk os til de personer, vi er.

Hvad fortæller disse tekster os om Paulus’ karakter og personlig-hed?

Paulus var tydeligvis en mand med stærke overbevisninger og stor iver. Før sin omvendelseserfaring brugte han sin iver til at forfølge den tidlige kirke. Han støttede steningen af Stefanus (ApG 7,58), tog ini-tiativ til fængsling af kristne kvinder såvel som mænd (ApG 8,3), kom med morderiske trusler mod disciplene (ApG 9,1) og organiserede et angreb på de kristne i et fremmed land (ApG 9,2; Gal 1,13).

Samtidigt kan vi også se, hvordan hans iver og glød blev brugt i det godes tjeneste, da han på trods af ufattelige vanskeligheder og udfordringer viede sit liv til evangeliets forkyndelse. Kun en person, der var fuldstændigt overgivet til det, han troede på, ville have gjort det, Paulus gjorde. Og selv om han mistede alt for Kristus, regnede han det for ”skarn“ (Fil 3,8). Udtrykket kommer fra et græsk ord, der betegner noget uden værdi, som fx affald. Paulus forstod, hvad der var vigtigt i livet, og hvad der ikke var det.

Paulus var også en ydmyg mand. Han betragtede uden tvivl sig selv uværdig til sit høje kald på grund af sin tidligere forfølgelse af de kristne. Og som en, der forkyndte Kristi retfærdighed som vores eneste håb for frelse, vidste han hvor syndig han var sammenlignet med en hellig Gud, og en sådan viden var mere end nok til at gøre ham ydmyg, overgivet og taknemlig.

”En stråle af Guds herlighed, et strejf af Kristi renhed, gennem-trænger sjælen og gør hver en plet af snavs smertefuldt synlig og blotlægger deformiteterne og defekterne i den menneskelige karak-ter. Det åbenbarer de utidige ønsker, hjertets utroskab og læbernes urenhed.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 30-31).

Ingen af os er immune over for stolthed. Hvordan kan vi kureres for denne synd ved at fokusere på korset og dets betydning?

Manden Paulus

7. SEPTEMBER 2015

TIRSDAG

111

ApG 9,1-22ApG 26,16-18

ApG 26,18

Til attænke over

Læs beretningen om Paulus’ omvendelse. På hvilken måde er denne erfaring knyttet til hans kald om at være missionær?

Lige fra begyndelsen var det tydeligt, at Gud havde til hensigt at bruge Paulus til at nå både jøder og hedninger. Intet andet i Paulus’ forberedelse til at være missionær og teolog kan sammenlignes med hans omvendelseserfaring, og han talte om denne erfaring i sine vidnesbyrd til andre.

”Men rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se“ (ApG 26,16). Paulus kunne ikke forkynde eller undervise om noget, han ikke kendte til. Men han prædikede og underviste ud fra sine egne erfaringer og sit personlige kendskab til Gud og altid i overensstemmelse med Guds Ord. (Se Rom 1,1-2.)

Hvad ville resultatet blive af Paulus’ arbejde?

Ud fra dette kan vi se fem resultater af ægte missionsarbejde:

1. Menneskers øjne åbnes. Gud gøres levende og Jesus virkelig, nærværende, aktiv og tiltrækkende.

2. Omvendelse finder sted fra mørke til lys, fra uvidenhed til kund-skab – et centralt tema i evangeliet (se Luk 1,78-79).

3. Mennesker vender sig fra Satans magt til Gud.

4. Mennesker modtager tilgivelse for synd. Der findes en løsning på syndens problem. Dette er et levende og helbredende hovedbud-skab for de kristne.

5. De omvendte får en plads blandt de hellige; dette betyder med-lemskab i Guds kirke, uanset etnicitet, køn eller nationalitet.

Hvad ville du svare, hvis nogen spurgte dig: ”Hvordan er det med din egen erfaring med Jesus? Hvad kan du fortælle mig om ham?“

Fra Saulus til Paulus

8. SEPTEMBER 2015

ONSDAG

112

1 Kor 1,23; 2,2 Gal 6,14

Fil 1,15-18

Kol 1,28

Til attænke over

”Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Je-rusalem og vejen rundt helt til Illyrien“ (Rom 15,19).

Hvilket vigtigt element for enhver form for missionsarbejde finder vi i denne tekst?

En ting kan vi med sikkerhed sige om alle Paulus’ missionsforeta-gender. Uanset hvor han tog hen, var forkyndelsen om Kristus som korsfæstet det centrale i hans budskab. Derved var han tro imod det kald, Kristus først havde givet ham til at prædike om Jesus. Budska-bet for alle vores missionsaktiviteter i dag er indlysende: uanset hvad vi ellers forkynder og underviser om – og som syvende dags adven-tister har vi fået så meget, som vi skal dele med verden – må Kristus som korsfæstet komme først og stå centralt i al vores udadvendte missionsarbejde.

Men Paulus prædikede ikke Jesus som en slags objektiv sandhed for derefter glad og munter at rejse videre. En væsentlig del af hans arbejde var at oprette kirker og etablere menighedsfællesskaber i det ene område efter det andet i den del af verden, hvor han be-fandt sig, så vidt som det var muligt. Hans arbejde var i ordets rette forstand ’menighedsplantning’.

Der er også et andet element i Paulus’ missionsarbejde.

Hvad lyder det, som om Paulus siger her? Er dette evangelisme eller discipelskab?

Hvis vi læser mange af Paulus’ breve, vil vi hurtigt opdage, at de tit ikke er evangelistiske, i hvert fald ikke på den måde, vi ofte bruger udtrykket til at beskrive udadvendt arbejde for at nå mennesker uden kirkelig baggrund. Tvært imod; mange af hans breve var skrevet til etablerede menigheder. Pastoral omsorg, opbyggelse og opdragelse af menighederne var altså indbefattet i Paulus’ missions-arbejde.

Vi kan se mindst tre centrale dele i Paulus’ missionsaktiviteter: forkyndelsen af Jesus, menighedsplantning samt omsorg for allerede etablerede menigheder.

Tænk over sidste gang, du på en eller anden måde aflagde et vid-nesbyrd over for nogen. Hvor central var Jesus i det, du sagde? Hvordan kan du sikre dig, at du altid gør ham til det vigtigste?

Paulus på missionsmarken

9. SEPTEMBER 2015

TORSDAG

113

Gal 2,1-17

Til at tænke over

”Multikulturalisme“ er et forholdsvis nyt ord, der første gang forekom i the Oxford English Dictionary i1960erne. For mange folk i fortiden var der kun to kategorier af mennesker – os og dem; vores stamme og ikke vores stamme. For grækerne var alle ikke-grækere ”barbarer“. For jøderne var alle ikke-jøder ”hedninger“.

Som vi allerede har set, tvang den succes, som mission blandt hedningerne havde, den første kristne kirke og dens ledere til at behandle spørgsmålet om skellet mellem jøder og hedninger. Det grundlæggende spørgsmål var, hvorvidt en hedning kunne blive en kristen uden først at blive jøde.

Hvad beskrives her, og hvordan viser denne beretning på sin egen måde multikulturalismens udfordringer i evangelisme og mission?

”Da Peter på et senere tidspunkt besøgte Antiokia, vandt han man-ges tillid gennem sin kloge opførsel over for de omvendte hedninger. I nogen tid handlede han i overensstemmelse med det lys, himlen havde givet. Han overvandt sin naturlige fordom i så høj grad, at han sad til bords med de omvendte hedninger. Men da visse jøder, der var meget ivrige mht. ceremonilovene, kom op fra Jerusalem, mistede Peter sin dømmekraft og ændrede sin opførsel over for de omvendte hedninger… Dette tegn på svaghed hos dem, der havde været re-spekteret og elsket som ledere, efterlod et meget smertefuldt indtryk i de omvendte hedningers sind. Splittelse truede kirken.“ (Ellen White, Mesterens efterfølgere, s. 108).

Paulus tog sagen op med Peter og tog et fast standpunkt for det, vi i dag vil kalde en multikulturel kirke. De hedninger, han havde ført til omvendelse, skulle ikke først blive jøder for at blive kristne. Paulus’ sammensatte baggrund som en from farisæer, elev af Gamaliel, ro-mersk statsborger, fundamentalistisk forfølgende fanatiker og endelig kristen og Jesu Kristi apostel, kvalificerede ham på en enestående måde til at skelne mellem evige, uforanderlige guddommelige ab-solutter på den ene side og deres midlertidige kulturelle og religiøse udtryksformer på den anden side.

Hvordan kan du skelne mellem, hvad der er det grundlæggende i vores tro, og hvad du ganske enkelt foretrækker af kulturelle, sociale eller til og med personlige årsager?

Mission og multikulturalisme

10. SEPTEMBER 2015

FREDAG

114

Til videre studium

1 Kor 9,19-23


”Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. Alt gør jeg for evan-geliets skyld for selv at få del i det“ (1 Kor 9,22-23).

Moderne missiologi anvender udtrykket ”kontekstualisering“ om de missionsmetoder, Paulus beskriver her. Kontekstualisering defi-neres som ”forsøg på at formidle evangeliet i ord og handling og at etablere kirken på måder, der giver mening for folk inden for deres egen lokale kulturelle sammenhæng, idet de præsenteres for kristen-dommen på en sådan måde, at den opfylder folks dybeste behov og trænger igennem deres verdensopfattelse, så det tillader dem at følge Kristus, samtidigt med at de forbliver inden for deres egen kul-tur.“ (Darrell L. Whiteman, Contextualization: The Theory, the Gap, the Challenge, InternationalBulletin of Missionary Research, vol. 21 (Januar 1997), s. 2).

”For de jødekristne, der boede, hvor de kunne se templet, var det naturligt at lade deres sind gå tilbage til de specielle privilegier, jø-derne havde som nation. Mange blev vrede på Paulus, når de så, at den kristne kirke forlod jødedommens ceremonier og traditioner, og når de troede, at den særlige hellighed, som de jødiske skikke var tildelt, snart ville tabes af syne i lyset af den nye tro. De mente, at Paulus for en stor del var årsag til denne forandring. Ikke engang alle disciplene var rede til villigt at godtage rådets beslutning. Nogle af dem var meget fanatiske med hensyn til ceremonilovene, og de betragtede Paulus med mishag, fordi de mente, at hans principper når det gjaldt den jødiske lovs krav, var alt for slappe.“ (Ellen White, Mesterens efterfølgere, s. 108).

1. Læs 1 Kor 9,20. Hvilke lærdomme kan vi tage fra disse ord, som kan hjælpe os til at forstå og kontekstualisere de måder, vi dri-ver mission på eller udfører vores personlige tjeneste og vidne for andre?

2. På trods af Paulus’ syndige, ja til og med skammelige fortid, til-gav Gud ham og brugte ham på en mægtig måde. Hvordan kan vi lære at tilgive os selv for det, vi har gjort og modtage Kristi retfærdighed som vores egen, idet vi også ønsker at blive brugt af ham, som Paulus blev det?

11. SEPTEMBER 2015

DIALOG

115





Baggrund

Brug evt. denne sabbat til at forberede svar på nogle af de spørgs-mål til bibelske tekster, klassen har samlet – eller til at have en mis-sionær på besøg!

• Hvorfor tror du, at Paulus forsørgede sig som teltmager og le-vede blandt de mennesker, for hvem han forkyndte evangeliet, som en af deres? Hvad gavnede det ham i hans mission?

Som adventister lever vi med en række kulturelle særtræk, som tydeligt skiller sig ud i de fleste kulturer, vi møder. Sabbatshellighol-delse og sundhedsvaner hører til dem, herunder afholdenhed fra alkohol. De bringer mange velsignelser med sig, men gør os også anderledes.

• Drøft på hvilke områder og hvilke måder, vi som adventister kan integrere os mere i den kultur, vi lever i. Hvilke absolutte skel i livsstil og kultur synes du, det er nødvendigt at fastholde i vo-res forhold til vores medmennesker i dagens Danmark?- Hvis du skulle give an analyse af generelle træk ved ”dansk“

kultur, hvilke sider vil du fremhæve som gode og i samklang med evangeliet - og hvilke sider vil du evt. pege på som be-tænkelige eller i konflikt med Guds Ord?

• Hvis vi skal være ”danskere“ for danskerne, hvordan skal det vise sig i vores liv? Og hvordan skal vi ikke gøre det?

• Hvis vi skal nå muslimer, skal vi så være ”muslimer“ blandt muslimerne? Hvor går grænsen for vores tilpasning til de men-nesker, vi ønsker at nå?

• Synes du, at det er en god idé at oprette menigheder eller me-nighedsgrupper for specifikke kulturelle eller etniske grupper inden for et samfund?

I evangelisk arbejde koncentrerer vi os traditionelt ofte om det talte ord, om den information, vi giver til andre.

Farisæere har et dårligt ry. Ingen bryder sig om at blive karakteri-seret som en farisæer. På Jesu tid var de imidlertid højt agtede, og


116

DIALOG TIL SABBATTEN | 12. SEPTEMBER 2015

Til attænke over

NOTER

den religiøse retning, de repræsenterede, kom efter Jerusalems øde-læggelse i 70 og det andet jødiske oprør i år 132-135 til at udgøre kernen i den jødedom, som sidenhen udviklede sig. I dag bruger vi betegnelsen om mennesker, der er kendetegnet ved især et bestemt af farisæernes synspunkter og praksis, nemlig den opfattelse at alle love er lige. Farisæerne udviklede derfor et sæt af enkeltregler og havde vanskeligt ved at forstå forskellen mellem dybereliggende principper og regler og mellem motiver bag handlinger og handlin-gerne selv. I praksis oprettede de derfor flere og flere regler, og deres religion blev en lovreligion.

Paulus’ navneforandring fra Saulus er ofte set som et udtryk for hans omvendelse. Rent faktisk er han Saulus i mange år efter sin omven-delse, og hans nye navn omtales først, da han på Cypern møder en romersk statholder, der også hedder Paulus. Hvorfor ikke udnytte navneligheden?

• Kan det tænkes, at vores iver for at følge regler og procedurer af og til får os til at glemme grundlæggende principper for kristen mission?

• Kan det ske, at vi i vores iver for at tilpasse os andre mennesker og ikke støde dem fra os går på kompromis med afgørende kristne principper?

117


1212

118

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus“ (Fil 3,13-14).

Ved at anvende Det Gamle Testamentes profetiske budskaber, jødisk historie og Jesu liv og lære udviklede Paulus det kristne begreb om frelseshistorie, som helt og fuldt er centret omkring Kristi liv, død og opstandelse. På grund af sin kulturelle baggrund både i det jødiske og græsk-romerske samfund, havde Paulus så megen indsigt, at han kunne løfte evangeliet bort fra de indviklede hebraiske civile, rituelle og moralske skikke, der prægede en jødisk livsstil, og gøre det mere tilgængeligt for en multikulturel verden.

Paulus’ 13 breve til de kristne hjalp dem til at gøre troen levende i deres dagligdag. Han berørte både doktrinære og praktiske emner. Han rådgav, opmuntrede og irettesatte på områder, der havde med personligt kristenliv, personforhold og menighedsliv at gøre. Men i alle hans breve var hovedtemaet ikke desto mindre ”Jesus Kristus, og det som korsfæstet“ (1 Kor 2,2).

Men Paulus skrev ikke bare breve. Han blev også kendt som den apostolske missionær par excellence, idet han vidnede om evange-liet fra Syrien til Italien og måske også i Spanien. Inden for et årti havde han oprettet menigheder i fire af Romerrigets provinser.I denne uge vil vi se på Paulus – både på hans mission og hans bud-skab.

· 1 Kor 1,22-24· 1 Tim 6,12· 2 Tim 4,7· 1 Kor 15,12-22· ApG 15,38-41

Paulus – mission og budskab


SØNDAG

119

1 Kor 1,22-24

Til at tænke over

Hvordan hjælper disse vers os til at forstå, hvordan forskellige folk forholder sig til sandheden på forskellige måder? Hvad kan vi lære deraf, som kan hjælpe os til bedre at vidne for forskellige folke-grupper?

Ved udgangen fra slaveriet i Egypten udførte Gud forbløffende tegn og beskyttede Israels folk. Senere generationer af jøder udviklede forventningen om, at enhver ny budbringer fra Gud skulle bekræfte sin mission gennem tegn og undere og mirakler.

I modsætning til dette og i overensstemmelse med deres filo-sofiske og videnskabelige arv søgte grækerne en forstandsmæssig grundvold for tro. En grundvold der kunne tilfredsstille de krav, menneskelig visdom stiller.

Paulus afviste ikke den kulturelle og åndelige arv hos de men-nesker, han ønskede at nå, men benyttede det som en indfaldsvinkel for at forkynde den korsfæstede Kristus. De, som ønskede tegn, fandt dem i Jesu liv og tjeneste og i den første kirkes virke. De, som ønskede logisk elegance og fornuft, fandt det i Paulus’ argumenter for evangeliets budskab. Begge typer mennesker havde til syvende og sidst det samme behov, nemlig at kende den opstandne Kristus og ”hans opstandelses kraft“ (Fil 3,10). Måden, hvorpå Paulus bragte dem dette kendskab, afhang af, hvem han vidnede for.

Når Paulus talte til jødiske lyttere, baserede han sine taler på Is-raels historie, idet han knyttede Kristus til David og fremhævede Det Gamle Testamentes profetier, der pegede på Kristus og forudsagde hans korsfæstelse og opstandelse (ApG 13,16-41). Det vil sige, han begyndte med det, de kendte til, agtede højt og troede på, og fra dette udgangspunkt forsøgte han at bringe dem til Kristus.

Paulus’ budskab til hedningerne indbefattede Gud som skaber, opretholder og dommer; syndens indtrængen i verden; frelse gen-nem Jesus Kristus (ApG 14,15-17; 17,22,31). Han var nødt til at be-gynde med en anden indfaldsvinkel med disse mennesker end med jøder og hedninger, der havde accepteret den jødiske tro. Men også her var hans mål at lede dem til Jesus.

Tænk over din egen tro. Hvad er den baseret på? Hvilke gode begrundelser har du for din tro? Hvordan kan dine begrundelser adskille sig fra andres, og hvorfor er det vigtigt at indse disse for-skelle?

Grækere og jøder

13. SEPTEMBER 2015

MANDAG

120

1 Kor 9,24-27 Gal 5,7

1 Tim 6,122 Tim 2,5

2 Kor 10,4-5 Ef 6,10-181 Tim 6,12

2 Tim 2,3-4

Til at tænke over

Som dygtig taler benyttede Paulus det, folk kendte til for at forklare det, de ikke kendte til. Han brugte hverdagsting fra den græskro-merske verden til at illustrere den praktiske virkelighed i det nye liv i Kristus. Han hentede billeder fra især to områder – idrætsfolk med deres konkurrencer og de altid tilstedeværende romerske soldater.

Beundring for sportspræstationer optog Paulus’ verden ligesom i dag. Ned igennem århundrederne udtrykte de gamle grækere deres kærlighed for konkurrencer ved at arrangere ikke mindre end fire forskellige olympiadelignende cyklusser forskellige steder i Græken-land. Romerne arvede disse idrætskonkurrencer og gik endnu mere op i dem. Løb var de mest populære begivenheder og indbefattede løb, hvor mænd iført fuld militær rustning dystede. Brydning var også populær. Idrætsfolk trænede ihærdigt, og vinderne fik store præmier. Etnicitet, nationalitet og social status havde lille betydning; for målet var udholdenhed og præstation.

Hvilke vigtige lærdomme for kristenlivet ville Paulus’ læsere have fundet i følgende afsnit?

De romerske kejsere fra Marius og fremover erstattede midlertidige soldater med fuldtids karrieresoldater og anbragte dem i garnisoner spredt ud over Romerriget. Deres rustninger og våben blev stan-dardiseret og opgraderet. På Paulus’ tid blev soldater rekrutteret fra forskellige etniske og nationale grupper, enten de var romerske statsborgere eller ej. Til gengæld for belønning efter afsluttet tjeneste sværgede soldaterne fuldstændig troskap mod den herskende kejser, som var den, der i krigssituationer personligt førte dem i kamp.

Hvilke sammenligninger foretog Paulus i de følgende afsnit mel-lem soldaterliv og det kristne liv?

I det, der sandsynligvis er Paulus’ sidste brev, brugte han både sol-daterliv og idrætsudøvere som et billede på sit eget liv som kristen missionær: ”Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen“ (2 Tim 4,7).

Hvordan kan tro sammenlignes med en kamp, og hvordan ligner den et væddeløb? Hvordan har du oplevet virkeligheden af begge disse metaforer i dit eget kristenliv? Hvilket billede beskriver bedst din egen erfaring. Hvorfor?

Soldater og idrætsfolk

14. SEPTEMBER 2015

TIRSDAG

121

Rom 13,8-10 Rom 2,21-24

1 Kor 7,19Ef 4,25.28;

5,3; 6,2

”Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende“ (Rom 3,31).

Hvilken lov taler Paulus om her?

I engelske oversættelser af Paulus’ breve forekommer ordet lov ca. 130 gange, og i Apostlenes Gerninger ca. 20 gange. Paulus forsøgte at få sine lyttere og læsere, uanset deres kulturelle baggrund, til at forstå, at ’lov’ havde flere forskellige betydninger, især for jøder. Love som De Ti Bud gælder for alle mennesker til alle tider. Men der var andre slags love i Det Gamle Testamente og i jødisk kultur, som Pau-lus ikke mente gjaldt for de kristne.

I sine skrifter brugte apostlen ordet lov meget bredt med hen-visning til regler for religiøse ceremonier, civile love, sundhedslove og renselseslove. Han skrev om at være ”under loven“ (Rom 3,19) og om at blive ”løst fra loven“ (Rom 7,6). Han beskrev en ”syndens lov“ (Rom 7,25), men også, at ”loven [er] hellig“ (Rom 7,12). Han nævner ”Moseloven“ (1 Kor 9,9), men også ”Guds lov“ (Rom 7,25). Hvor forvirrende disse udtryk end måtte være for ikke-jøder, ville sammenhængen gøre det klart for en jøde-kristen, som var vokset op med den hebraiske kultur, hvilken lov det drejede sig om.

Hvordan hjælper disse vers os til at forstå, at Guds morallov, De Ti Bud, ikke blev afskaffet på korset?

Paulus indså, at ceremonilovene, som gav detaljerede forskrifter om, hvordan man henvendte sig til Gud gennem præsterne, den jødiske helligdom og ofringer, holdt op med at gælde efter korsfæstelsen. De havde tjent deres hensigt i den afsatte tid, men var ikke længere nødvendige. (Denne pointe ville blive endnu tydeligere efter templets ødelæggelse.)

Men når det gælder moralloven, som udtrykkes i De Ti Bud, er det anderledes. I sine breve citerer Paulus nogle af De Ti Bud direkte og hentyder til andre af dem som universelle etiske krav, der gælder for alle mennesker, både jøder og hedninger. Paulus, som skrev imod synd, ville aldrig nedgøre den lov, som definerer hvad synd er. Det ville give lige så lidt mening som at sige til en person, at han ikke må overtræde hastighedsbegrænsningen samtidigt med, at man fortæl-ler ham, at hastighedsskiltene ikke længere gælder.

Paulus og loven

15. SEPTEMBER 2015

ONSDAG

122

1 Kor 15,12-22

Til at tænke over

”For jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet“ (1 Kor 2,2).

Der er ingen tvivl om, at Kristi kors var centralt i alt, hvad Paulus levede og lærte. Men Paulus underviste ikke om korset i et vakuum; i stedet fremstillede han det i sammenhæng med andre læresætnin-ger; og en af dem, måske den som er tættest knyttet til korset, var opstandelsen. Uden opstandelsen ville korset have været forgæves.

Hvad siger disse vers om, hvor afgørende Jesu død og opstandelse er for evangeliet? Hvorfor er en rigtig forståelse af døden som en søvn afgørende for, at disse vers giver mening? Hvis de døde i Kristus allerede er i himlen, hvad taler Paulus da om i denne tekst?

Desværre har de fleste kristne traditioner så vel som ikke kristne re-ligioner en meget stærk tro på, at mennesker har en udødelig sjæl. I modsætning til denne tro gentog Paulus igen og igen, at:1. Kun Gud har udødelighed (1 Tim 6,16)2. Udødelighed er en gave fra Gud til de frelste (1 Thess 4,16)3. Døden er en søvn, som varer indtil Jesus kommer igen (1 Thess

4,13-15; 1 Kor 15,6.18.20).

Tilbedelse i næsten alle religioner indbefatter mange falske læresæt-ninger, som er baseret på den ubibelske ide om sjælens udødelighed. Disse vildfarelser indbefatter reinkarnation, bøn til helgener, ær-bødighed over for forfædrenes ånder, et evigt brændende helvede samt mange New Age skikke som kanalisering og astral projicering. En sand forståelse af Bibelens lære om døden er den eneste virke-lige beskyttelse mod disse store bedrag. Det er uheldigt, at de, som viser den største modvilje imod at acceptere denne sandhed, ofte er kristne fra andre trossamfund.

En kristen lukker sine øjne i døden, og efter hvad der synes som et øjebliks stilhed og mørke, vil vedkommende vågne til evigt liv ved Jesu genkomst. Hvad viser sandheden om de dødes tilstand os om Guds karakter?

Korset og opstandelsen

16. SEPTEMBER 2015

TORSDAG

123

ApG 15,38-41

2 Tim 4,11

Til at tænke over

Paulus arbejdede hårdt. Han havde en stærk personlighed og var utrolig målrettet. Paulus havde ofte to eller tre medarbejdere med sig på sine rejser. Mindst otte af disse er omtalt ved navn (ApG 13,2; 15,22. 37; 16,1-3; 19,22; Kol 4,7.10-11; Filem 24). Dertil kan vi i lyset af hans hilsen i Rom 16 tilføje 24 personer, udover hvad vi kan slutte ud fra hans generelle hilsener til forskellige familier.

Apostlen gik ind for at arbejde i teams, især når man skulle ar-bejde i nye områder. Men samtidigt opstod der af og til konflikter mellem ham og hans medarbejdere.

Hvad skete der, og hvad fortæller det os om selv disse store Guds tjeneres menneskelighed?

”Markus, som på dette tidspunkt blev overvældet af frygt og mis-mod, vaklede her for en tid i sin beslutning om at give sig helhjertet til Herrens værk. Fordi han ikke var vant til vanskeligheder, gjorde farer og afsavn undervejs ham modløs ... Hans svigten fik for en tid Paulus til at dømme Markus negativt og til og med ret hårdt. Bar-nabas derimod hældede mere til at finde undskyldninger for ham på grund af hans manglende erfaring. Han var ivrig efter, at Markus ikke skulle forlade tjenesten; for han så i ham egenskaber, der ville gøre ham til en værdifuld arbejder for Kristus.“ (Ellen White, Meste-rens efterfølgere, s. 93).

Beretningen i ApG viser, at Paulus forventede, at hans medarbejdere skulle blive ved på trods af slid og farer i deres mission. Han lagde vægt på betydningen af at være et godt eksempel, en missionsmo-del til efterligning. Pligtopfyldende, men samtidigt kærlige forhold i gruppen, blev et mønster for menighederne, som ofte var baseret på store husholdninger. Teamet udgjorde også den ideelle baggrund for oplæringen af nye evangelister og missionærer. Men som vi ser det i tilfældet med Johannes Markus, var tingene ikke altid ideelle.

Hvad siger denne tekst om vækst og tilgivelse?

Vi begår alle fejl. Hvordan kan du lære at tilgive dem, hvis fejl har såret dig? Tænk også på dem, du har såret ved dine fejl. Hvad har du gjort for at forsøge at rette op på den smerte, du forårsagede? Hvad holder dig tilbage fra at gøre noget nu, hvis du ikke allerede har gjort det?

At enes

17. SEPTEMBER 2015

FREDAG

124

Videre studium


Apostlen Paulus er blevet sammenlignet med sommerfugleeffekten i kaosteorien: ”Når en sommerfugl flagrer med vingerne i Californien, fører det til en orkan i Asien.“ Hans arbejde som skribent og forkyn-der var med til at forvandle en jødisk sekt i et lille bortgemt hjørne af Romerriget til en verdensreligion. De ideer, han fremsatte i sine 13 breve, har sandsynligvis haft større indflydelse end noget andet skrift-ligt materiale fra oldtidens græske litteratur af tilsvarende omfang.

1. Paulus undgik at lide martyrdøden ved at flygte til Athen, som var det intellektuelle centrum i den græsk-romerske verden. Byerne var tilflugtssteder for flygtninge, også de kristne. Apost-len spildte ikke tiden. Efter at have observeret byens religiøse monumenter debatterede han med jøderne og prædikede på torvet. Læs ApG 17,16-31. Hvilken indfaldsvinkel vælger Paulus over for disse mennesker, og hvordan kan det få os til at forstå behovet for at tilpasse præsentationen af budskabet til forskel-lige grupper? Læg også mærke til, at Paulus på ingen måde ud-vandede eller gik på kompromis med sandheden for at nå disse mennesker. Hvordan kan vi i vores forsøg på at nå andre sikre os, at vi ikke går på kompromis med vores hovedsandheder?

2. Hvorfor er vores lære om de dødes tilstand så vigtig? Nævn nogle af de mange fejltagelser og bedrag, som vores forståelse af denne sandhed beskytter os imod. Hvordan kan dette sand-hedspunkt være et stærkt forsvar mod nogle af de ting, du mø-der i din egen kultur?

3. Tænk nøjere over den rolle, som tegn og undere spiller mht. troen, og dernæst også logikkens og fornuftens rolle. Lad dem, der har lyst til det i klassen, fortælle om, hvordan de blev tro-ende, og hvilken rolle fx tegn eller logik, etc. spillede i deres erfaring. Hvilken rolle bør de spille, ikke kun når vi kommer til troen, men også i at bevare troen for os?

4. Hvilken baggrund har størstedelen af det samfund, du bor i? Hvilke trospunker er mest almindelige? Baseret på din forstå-else af deres tro og baggrund, tænk da nøje over den bedste indfaldsvinkel til at nå dem. Hvad kan du indlede med for at skabe kontakt, som ikke med det samme vil støde dem fra dig?

18. SEPTEMBER 2015

DIALOG

125





• Hvilke metaforer fra nutidens verden kunne vi bruge til at gen-give budskabet, bortset fra illustrationer fra idrættens verden?

• Hvad er de afgørende værdier for dit og mit livs ”væddeløb“?

Prøv at undersøge, hvem publikum var for nogle af de prædikener i Apostlenes Gerninger ved at udfylde dette skema:

Tekst Taler/Prædikant Publikum

ApG 2,14-36 Peter

ApG 7,2-56

ApG 13,16-41

ApG 14,15-18

ApG 17,22-34

• Hvilken forskel gør det for apostlene, hvem tilhørerne var? Læg mærke til deres argumenter, deres brug af Skriften, og hvad de forudsætter, at deres publikum ved og godtager.- Hvad kan vi lære fra apostlenes eksempel mht. hvordan vi

fremstiller og argumenterer for den kristne tro?

• Hvilke teologiske grundelementer finder du i alle disse taler, uafhængig af publikum?- Hvilke emner synes du, at det er vigtigst for os at forkynde

for andre i dag? Begrund dit svar og drøft de forskellige mu-ligheder med din klasse!

Det er oftest lettest at vidne om vores kristne erfaring til men-nesker, som deler vores baggrund og forudsætninger. Tænk over, hvordan Gud nåede dig – og over, hvordan du kan bruge denne erfaring til at nå andre.


126

DIALOG


Baggrund

NOTER


• I den forløbne uge har du mødt mennesker med meget forskel-lig baggrund. Hvis du tænker over, hvordan du ville præsentere evangeliet for dem, hvis du fik chancen – for hvem af dem ville du forudsætte, at de accepterede Bibelens troværdighed? Hvor-dan vil du argumentere for mennesker, der ikke deler dit og mit syn på Bibelen som Guds åbenbaring?

For vores kultur, der om nogen i historien er besat af sport, er det svært at forestille sig, at den græske-romerske kultur om muligt var endnu mere optaget af datidens sportsbegivenheder og præstatio-ner. De oprindelige olympiske lege foregik uafbrudt hvert fjerde år i næsten 1300 år! Og mange andre lignende begivenheder fyldte menneskers sind. Sportsstjerner blev dyrket som helte eller halvgu-der. Det Nye Testamente, ikke mindst Paulus, udnytter sit eget og publikums kendskab til datidens sport i sine illustrationer, hvad enten det er løb eller boksning!

127


1313

128

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Ham, som formår at styrke jer med mit evangelium og Jesu Kristi budskab, med åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed i evige tider, men som nu er bragt for dagen og gen-nem profetiske skrifter på den evige Guds befaling gjort kendt for alle folkeslag for at føre dem til troslydighed – ham, den eneste, vise Gud være ære ved Jesus Kristus til evig tid! Amen“ (Rom 16,25-27).

Som vi har set, bruger Gud mennesker til at bringe evangeliets bud-skab til andre. Men ned igennem tiden er millioner døde uden at have kendt til Bibelens frelsesplan. Kendsgerningen er, at de fleste af dem, der har levet, ikke havde hørt historien om frelse eller kendt til den gode nyhed om Guds nåde, som den åbenbares i Jesus Kristus. Dette leder os til to alvorlige spørgsmål. (1) Hvordan vil Gud på dommens dag dømme disse milliarder, som ikke har kendt ham? (2) Findes der frelse på anden måde end at kende til Guds frelse i Jesus?

Nogle vil hævde, at der kun er frelse gennem en enkelt kristen kirke; andre vil derimod mene, at alle religioner er lige gode til at lede os til Gud og evigt liv.

Den afgørende pointe er til syvende og sidst at huske, at Jesus har åbenbaret Guds karakter for os, og dette fortæller os meget om hans kærlighed over for menneskeheden og hans ønske om, at så mange som muligt skal frelses. Gud er en retfærdig Gud, og uanset hvad han finder ud af, vil råbet lyde over hele himlen: ”Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge“ (Åb 15,3).

· ApG 4,12· Sl 87,4-6· Joh 10,16· Rom 2,12-16· Joh 14,6· Rom 1,18

Skal hele verden høre?


SØNDAG

129

ApG 4,12

Nogle kristne er af den overbevisning, at kun de, der hører og svarer positivt på det kristne evangelium, bliver frelst. Disse mennesker, som af og til kaldes ”eksklusivister“, betragter alle ikke-kristne religi-oner som syndige menneskers opfindelser, som udtrykker et bevidst oprør mod Gud. De mener derfor, at ikke-kristne står uden for Jesu frelsende nåde.

Nogle kristne går endnu videre og påstår, at der ikke findes frelse uden for deres særlige kirkes specifikke trospunkter, selv ikke for an-dre bekendende kristne. I deres opfattelse har andre kirkesamfund med deres afvigende trospunkter stillet sig uden for Guds omsorg og har ingen chance for at komme ind i himlens rige. For eksempel erklærede pave Bonifacius VIII i 1302 i sin pavebulle Unam Sanctam, ”at det er absolut nødvendigt for ethvert menneskes frelse, at det underlægger sig den romerske pave.“ Nogle protestanter har også lært noget lignende mht. deres eget kirkesamfund.

Hvad står der, og hvordan skal vi forstå det?

Skriftens ord er meget tydeligt: der er kun frelse i Jesus Kristus og ikke gennem noget andet navn under himlen. Men det er vigtigt ikke at læse mere ind i teksten, end den specifikt siger.

Forestil dig et menneske, der befinder sig i en brændende byg-ning. Før han er i stand til at redde sig ud, bliver han overvældet af røg og falder bevidstløs sammen. En brandmand finder ham på gulvet, griber ham og bringer ham ud af bygningen, hvor ambulan-cefolkene overtager ham. Han bliver hurtigt bragt til hospitalet og genvinder sin bevidsthed et par timer senere.

Pointen er, at denne person blev reddet, men ikke havde nogen ide om, hvem der reddede ham. Det samme kan være tilfældet for nogle af dem, der bliver frelst – enten før Jesus kom som menneske eller efter. Alle frelses gennem Jesus, enten man har hørt om ham og frelsesplanen eller ej.

”Der er hedninger, der dyrker Gud i uvidenhed, og til hvem lyset al-drig blev bragt ved menneskers medvirken; alligevel skal de ikke gå fortabt. Skønt uvidende om Guds skrevne lov, har de hørt hansstemme tale til sig i naturen og har gjort, hvad loven krævede. Deres handlinger vidner om, at Helligånden har rørt ved deres hjerter, og Gud kendes ved dem som sine børn.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 464).

Intet andet navn under himlen

20. SEPTEMBER 2015

MANDAG

130

Til at tænke over

Hvis vi går tilbage til, hvor vi slap i søndagsafsnittet, kan vi se, at selv om Kristi gerning danner det eneste grundlag for frelse, er der nogle, der tror, at et decideret kendskab til Jesus ikke er nødvendigt for at blive frelst.

Dette betyder ikke, at frelse er mulig uden Kristus, men at Gud er i stand til og villig til at tilregne fortjenesterne af Kristi gerning, til dem han ønsker. Nogle tror, at de, som ikke kender Kristus og aldrig har hørt evangeliet, men som under Helligåndens indflydelse føler behov for befrielse og handler derefter, vil blive frelst. Citatet fra Ellen White til sidst i gårsdagens afsnit antyder i hvert fald dette (tænk på Job og Melkisedek).

Hvilket lys kaster de følgende tekster over denne tanke?

Sl 87,4-6

Joh 10,16

ApG 14,17

ApG 17,26-28

Rom 2,12-16

Gud ”vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv“ (Rom 2,6-7).

Det ser ud til, at Paulus her antyder, at der findes mennesker uden for kristendommen, som modtager evigt liv som et resultat af et princip om ”livslydighed“ (se 3 Mos 18,5). Lydighed mod samvit-tighedens lov i den grad, den er i overensstemmelse med Guds lov, og kendskab til den grundlæggende forskel mellem godt og ondt, vil gøre en forskel på dommens dag for dem, som aldrig har hørt om frelsesplanen. Disse mennesker har trods alt reageret positivt på Helligåndens gerning i deres hjerte.

Hvorfor bør vi altid være forsigtige med at dømme om andre men-neskers frelse, enten de er kristne eller ikke, siden vi ikke kender deres hjerte?

Hvor meget skal man vide?

21. SEPTEMBER 2015

TIRSDAG

131

Til at tænke over

Universalisme og pluralisme

Nogle mennesker lærer, at til sidst vil Gud frelse alle, uanset hvad de har troet eller endog, hvordan de har levet. ”Universalisme“ er den opfattelse, at alle mennesker står i et sådant forhold til Gud, at de bliver frelst, selv om de aldrig har hørt eller troet på evangeliet. Johannes 3,16 siger trods alt: ”Således elskede Gud verden.“ Deres tankegang er derfor, at hvis Gud elsker alle, hvordan kan han lade nogle gå fortabt, især hvis fortabelse betyder evig pine i helvede? Hvordan kunne Gud lade nogle, han elsker, brænde evigt? Vi kan se, hvordan én forkert læresætning (evig pine) fører til en anden (universalisme).

I slægt med universalisme er ”pluralisme“ overbevisningen om, at alle religioner står på lige fod og i samme grad fører mennesker til Gud og frelse. Ingen religion er ifølge denne teologi i sig selv bedre end andre eller står over nogen anden religion. En præst i en kirke i Californien skrev på sin kirkes netside, at hans menighed ”ikke tror, at kristendommen på nogen måde står over andre religiøse trosret-ninger.“

For en pluralist er den enorme mængde religiøse ritualer og tros-punkter, symboler og billeder, kun overfladiske forskelle, der skjuler en kærne, der er ens i alle religioner. Pluralisten vil fx understrege, at de fleste religioner lægger vægt på kærlighed til Gud og kærlighed til vores medmennesker, den gyldne regel i en eller anden form samt håbet om en fremtidig lykkelig tilværelse. Ifølge deres holdning, lærer alle trosretninger grundlæggende det samme; derfor er de alle accepteret som en vej til Gud, og det er meget chauvinistisk og ar-rogant at forsøge at presse kristne trospunkter ned over dem, der er medlemmer af ikke-kristne trosretninger.

Hvad siger Bibelen om både universalisme og pluralisme? Læs følgende tekster: Joh 14,6; Åb 20,14-15; 21,8; Dan 12,2; Joh 3,18; Matt 7,13-14; 2 Thess 2,9-10.

Der er ingen tvivl om, at både universalisme og pluralisme er imod Guds Ord. Ikke alle bliver frelst; og ikke alle religioner fører til frelse.

Hvad ville du svare en, der påstår, at kristendommens krav om at være den eneste sande vej til frelse (se Joh 14,6) er arrogant og eksklusiv? Del dit svar med klassen på sabbatten.

22. SEPTEMBER 2015

ONSDAG

132

1 Mos 6,11-13 Rom 1,18

2 Thess 2,12 Åb 21,8; 22,15

Til at tænke over

”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham“ (Joh 3,17).

Hvilket stort håb for hele menneskeheden finder vi i dette vers? Hvordan kan vi først selv erfare denne sandhed? Hvordan kan vi bruge den til at motivere os til også at nå andre?

Bibelen fortæller os, at vi alle er syndere (Rom 3,23), og Gud ønsker, at vi alle skal vende om (ApG 17,30; 26,20; 2 Pet 3,9) og blive frelst (1 Tim 2,4). Fra Eden og fremefter har det været Guds hensigt at frelse menneskeheden fra den ødelæggelse og evige død, som synd og oprør har ført til for menneskene. Hvilke yderligere beviser ud over korset behøver vi for at se Guds kærlighed og hans ønske om at frelse os?

Men Skriften siger meget tydeligt, at Gud ikke vil frelse dem, der åbenlyst gør oprør imod ham.

Hvilke kraftige advarsler finder vi i disse vers?

Gud elsker alle mennesker; men vi er alle syndere med behov for nåde, og denne nåde blev åbenbaret i Jesus. Han har kaldt sin kirke til at udbrede de gode nyheder om denne nåde til hele verden.”Kirken er Guds udvalgte redskab til menneskenes frelse. Den blev organiseret for at tjene, og dens mission er at bringe evangeliet til verden. Lige fra begyndelsen har det været Guds plan, at kirken skulle genspejle hans godhed og fylde til verden. Kirkens medlem-mer, som han har kaldt ud fra mørket til sit underfulde lys, skal åbenbare hans herlighed. I kirken opbevares Kristi nådes rigdom; og gennem kirken vil den endelige og fuldstændige udfoldelse af Guds kærlighed til sidst vise sig, også ”for myndigheder og magter i him-melrummet“ (Ef 3,10).“ (Ellen White, Mesterens efterfølgere, s. 11).

Hvordan kan du personligt, ikke præsten, ikke forstanderen, ikke menighedstjenerne, men du selv, blive bedre til at ”åbenbare hans herlighed“ for en døende verden? Hvad er du nødt til at ændre i dit liv for at kunne gøre dette?

Syndere med behov for frelse

23. SEPTEMBER 2015

TORSDAG

133

1 Kor 9,22-23 Hvilket vigtigt princip fremsætter Paulus her, og hvordan kan vi ud-vise den samme holdning i vores egne liv?

I sin visdom valgte missionens Herre at arbejde gennem mennesker for at bringe budskabet om tilgivelse og frelse til verden. På trods af deres svagheder udvalgte Gud mænd og kvinder til at arbejde sammen med Helligånden og englene. Israel skulle være Guds faste ”lys“ på Det Gamle Testamentes tid; men alt for ofte satte de deres lys ”under en skæppe“ (Matt 5,15). Alt for tit blev de velsignelser, de modtog, holdt inden for Israel. I stedet for at blande sig med de andre og dele, lukkede de sig selv ude fra de andre nationer for at undgå ”forurening“.

Guds næste plan for verdensmission krævede saltmetoden – at gå hen og gøre alle folkeslagene til disciple (Matt 28,19; Mark 16,15.20; ApG 1,8). I den kristne missions historie finder vi opløf-tende beretninger om selvopofrende missionærer, der blev som salt til verden, idet de bragte evangeliet om evigt liv til enkeltpersoner, samfund og nogle gange til hele nationer.

Men ligesom med det gamle Israel er disse missionssucceser alt for ofte blevet glemt på grund af missionærernes menneskelige fejl og de overordnede missionsprojekters mangler. Disse menneske-lige mangler indbefatter: (1) dårlig planlægning for det opsøgende arbejde og manglende forståelse for opgaven; (2) et snæversynet fokus på mission til kun at omfatte uddannelse, sundhedsarbejde, katastrofehjælp eller udvikling, hvilket overskygger forkyndelsen af evangeliet; (3) manglende midler og personale stillet til rådighed af de sendende organisationer; (4) missionærer der ikke var velegnede til opgaven; og (5) lande der forbyder evangeliets forkyndelse.

Selvfølgelig har ingen sagt, at det skulle være nemt. Vi befinder os midt i en stor strid, og fjenden vil gøre, hvad han kan for at forhin-dre vores anstrengelser for at forkynde evangeliet, enten det er i vo-res eget nabolag eller i de fjerneste dele af verden. Men vi må ikke blive modløse; for vi har fået mange fantastiske løfter om kraft, og vi kan være sikre på, at Gud vil opfylde sin hensigt her på jorden. Vi er også blevet fortalt, at ”sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde“ (Es 55,11).

Missionskaldet

24. SEPTEMBER 2015

FREDAG

134

Læs Ellen White


· Jesu liv, På oliebjerget, s. 455· Fundamentals of Christian Education, Speedy Preparations, s. 335 · Testimonies for the Church, Extension of the Work in Foreign

Fields, 6. bind, s. 23

Det Nye Testamente benytter to græske navneord sammen med til-lægsordet ”hele“ eller ”al“, for at udtrykke den verdensomfattende rækkevidde af den kristne mission: ”hele kosmos“ i Matt 26,13, Mark 14,9 og 16,15 og ”hele oikoumen ̄e“ i Matt 24,14. Ordet kosmos forekommer ca.150 gange i Det Nye Testamente. Det er det mere generelle udtryk for et område med en velordnet tilværelse og beteg-ner planeten Jorden. Oikoumen ̄e fokuserer mere specifikt på verdens menneskelige indbyggere.

Hvor omfattende var ”hele verden“ for de første kristne? Kun nogle få år efter korsfæstelsen var de nået til Cypern, Libanon, Sy-rien, Tyrkiet, Makedonien, Grækenland og Italien. Der er tegn på, at de udbredte evangeliet så langt som til det sydlige Rusland (det gamle Skytien) i nord, Etiopien i syd, Indien i øst og Spanien i vest.Troede de tidlige kristne missionærer, at de skulle nå hele verden med evangeliet? Ifølge Apostlenes Gerninger begyndte Helligånden på Pinsedagen, den kristne kirkes ”fødselsdag“, at tale om ”Guds stor-værker“ til besøgende fra en lang række nationer, geografiske om-råder og etniske grupper (ApG 2,5-11). Lige fra dens første levedag har den kristne kirke været klar over, at dens mission var verdens-omspændende. Hvis de havde den opfattelse dengang, hvor meget mere bør vi ikke have det i dag?

1. Kirkens forståelse af størrelse og omfang af ”hele verden“ er ble-vet udvidet siden Pinsedagen. Jesu missionsbefaling om at ”gå … hen og gør alle folkeslagene til mine disciple“ (Matt 28,19) vil blive ved med at være nærværende sandhed for kirken, indtil Jesus kommer igen. Hvordan hænger forkyndelsen af de tre en-gelbudskaber i Åb 14,6-12 sammen med missionsbefalingen?

2. Hvis mennesker kan frelses uden nogen sinde at have hørt evan-geliet, hvorfor skal man så risikere liv og lemmer for at fortælle det til andre?

25. SEPTEMBER 2015

DIALOG

135




Den kendte evangelist R. Vandemann anvendte en særlig fremgangs-måde, når han talte om andre kristne. Han brugte titlen ”Hvad jeg sætter pris på ved ...“ henholdsvis katolikker, baptister osv.

• Hvis du skulle give indhold til sådanne titler, hvad ville du fremhæve som positivt ved fx muslimer, katolikker, lutheranere, baptister (tilføj selv andre grupper)?- Hvilke træk er enestående for kristendommen i forhold til

andre religioner? Og hvilke træk er enestående for advent-troen i sammenligning med andre kristne retninger? Hvordan kan vi i mødet med andre møde dem, hvor vi er fælles om synspunkter, og samtidig bevare de særtræk, som er med til at give os en kristen og adventistisk identitet?

Ordet ”samvittighed“ har oprindeligt noget at gøre med den viden om godt og ondt, som erfaring har givet os. Den tilsvarende etymo-logi (oprindelige mening af ordet) gælder for de græske og latinske ord for samvittighed, fx ordet anvendt i Rom 2,15. Kun senere kom ordet til at henvise til noget automatisk medfødt.

• Hvad betyder samvittighed? Findes der moralske værdier, som mennesker i forskellige kulturer er enige om, eller som i det mindste mennesker inden for dagens danske samfund generelt er enige om?- I hvor stor udstrækning er vores opfattelse af godt og ondt

kulturbestemt? Kan du finde eksempler, hvor andre kulturer har helt andre opfattelser af, hvad der i en given situation er korrekt opførsel?

• Kan et menneske blive frelst uden syndserkendelse? Er der et minimum for, hvad et menneske skal vide eller forstå for at kunne blive frelst?

Som den sidste sabbat i kvartalet er denne sabbat naturligvis særlig velegnet til en fællesspisning, til at sammenfatte kvartalets studium eller se på spørgsmål, der har hobet sig op i løbet af studiet.

• Hvilke bibeltekster eller emner har i særlig grad talt til dig i dette kvartals lektier?


136

DIALOG


Baggrund

Til attænke over

NOTER


• Er der noget, du på grund af disse lektier kunne tænke dig at gøre anderledes i dit personlige liv? Eller har du fået ideer til no-get nyt, du og din menighed kunne gøre som missionsarbejde?

• I denne uge har du sikkert mødt mange forskellige mennesker med livssyn, der adskiller sig fra vores kristne og adventistiske forståelse. Tænk over områder, hvori du kan udtrykke påskøn-nelse eller være enig med dem? Hvor finder du træk eller syns-vinkler, I er fælles om?

”Den gyldne regel“ er et navn ofte givet for Jesu ord i Matt 7,12: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre imod jer, det skal I også gøre mod dem.“ Jesus udtrykker denne tanke på en stærk positiv måde; men denne gyldne regel, ofte udtrykt som det negative, at vi ikke skal gøre mod andre, hvad vi ikke ønsker, de skal gøre mod os, gen-findes i en lang række kulturer og hos adskillige store morallærere. Den hører til den forståelse, Helligånden har hjulpet mennesker til i mange forskellige kulturer, også uden specifik guddommelig åben-baring.

Gud opsøger mennesker, hvor de er, og tager udgangspunkt i deres situation og forståelse for at bringe dem frelse. Jesus kom for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19,10). Det er Guds missions-program.

137


bibelstudium 2015 - 3. kvartal

Documents