afrikas horn

AfrikasHornTILLÆG TIL KRISTELIGT DAGBLAD LØRDAG 1. SEPTEMBER 2012

Vi har 100 års erfaring med samarbejde om udvikling og forkyndelse i Afrika

STØT SUNDHEDSARBEJDET NU

Send en sms med teksten

MA50 til 1919(Det koster 50 kr. plus alm. sms takst)

BankoverførselGiv også gerne et større beløb

ved indbetaling på bankkonto

5051-160018 mrk. 2110.

Ønsker du skattefradrag for din gave,

skal du blot oplyse dit CPR.nr. til

Mission Afrika på 8672 5050. Så tager

vi os af indberetningen.

www.missionafrika.dk

I Den Centralafrikanske Republik resulterer ni ud af 1000 fødsler i moderens død. Hvert 10. barn dør

inden sin et-års fødselsdag. Et sundhedscen-ter i landsbyen Bohong arbejder hårdt på at knække kurven. Du kan hjælpe med!

Mor er den bedste i verden...

Situationen et år efter sultkatastrofen

F OTO: S CA N P I X

Der er gået et år, siden nødhjælpen strømmede til Afrikas Horn. I dette tillæg sætter Kristeligt Dagblad fokus på hjælpearbejde og udvikling i de fire lande på Afrikas Horn.

et år efterAf UllA [email protected]

Den 20. juli 2011 blev vende-punktet. I over et halvt år havde FN og de store nød-hjælpsorganisationer forsøgt at råbe politikerne op og ad-vare mod en ekstrem sultka-tastrofe på Afrikas Horn. Først den 20. juli begyndte de at lytte for alvor. Den dag ske-te det, der betød forskellen mellem liv og død for millio-ner af mennesker. FN erklæ-rede officielt hungersnød i Somalia, og det ændrede med ét slag viljen til at støtte nødhjælpsarbejdet på Afri-kas Horn.

Den britiske avis The Guar-dian har regnet sig frem til, at 70 procent af støtten til ofre-ne for sultkatastrofen på Afri-kas Horn (og 90 procent af mediernes historier) kom, ef-ter at FN stemplede situatio-nen som hungersnød.

”Der er kun to ord, der for alvor kan få ting til at ske i det internationale samfund. Det ene er G-ordet (G for genocide (folkedrab,red.)). Det andet er F-ordet (F for fa-mine (hungersnød, red.)),” siger Mikael Bjerrum, tidlige-re direktør for WFP, Verdens-fødevareprogrammets nordi-ske kontor, nu selvstændig konsulent med ekspertise i fødevaresikkerhed.

Den langsomme politiske reaktion står i skærende kon-trast til det finmaskede infor-mationssystem, der efterhån-den er opbygget i landene på Afrikas Horn netop med det formål at forhindre katastro-fer i at udvikle sig.

”Early warning” (tidlig ad-varsel) har i årevis været det fælles kodeord for lokale re-geringer, FN, donorer og hjælpeorganisationer. Som med advarsler mod orkaner, jordskælv og tsunamier har der været en formodning om, at hvis blot man kendte risi-koen for sult, ville det være muligt at gribe ind i tide.

Derfor er der brugt millio-ner af kroner på at udvikle sindrige systemer af overvåg-ning, hvor lokale beboere og organisationer holder øje med, hvor og hvordan det regner, og hvordan høsten udvikler sig, og hele tiden rapporterer deres viden vide-

re. Idéen er, at hvis høsten tegner til at slå fejl, kan loka-le myndigheder og hjælpe-organisationer planlægge de-res hjælp og sørge for, at madvarer når frem, inden forrådene slipper op, sulten tager overhånd, og lokalsam-fundene falder fra hinanden.

Udviklingen på Afrikas Horn sidste sommer demon-strerede imidlertid, at adgan-gen til grundige og hurtige informationer ikke i sig selv er nok til at forhindre en ka-tastrofe i at gribe om sig.

”Varslingssystemerne er en klar forbedring, men deres værdi afhænger af, om nogen tager notits af dem. Alle i nødhjælpsbranchen var klar over, at katastrofen var på vej, otte måneder før den op-stod. Der var bare ingen poli-tikere, der ville lytte. Proble-met er, at ingen systemer går i gang, fordi nogen siger, at om otte måneder sker der no-get slemt,” siger Mikael Bjer-rum.

Allerede da katastrofen var på sit højeste, sidste år i august, slog Verdensbankens cheføkonom for Kenya – et af de berørte lande – fast, at sulten var menneskeskabt.

”Tørkeperioder kommer igen og igen, men det er dår-lig politisk ledelse, som fører til sult,” sagde Wolfgang Fengler til det britiske ny-hedsbureau Reuters.

Gabet mellem viden og handling har fået den uaf-hængige udenrigspolitiske tænketank Chatham House i London til at indlede et forsk-

Ansvarshavende chefredaktør: Erik Bjerager Redaktion: Henrik Brun Layout: Thomas Andreasen Tryk: Dagbladet i Ringsted

Kristeligt Dagblad A/S, Vimmelskaftet 47, 1161 Kbh. K.

Udgivet af

2 AfrikasHorn Kristeligt Dagblad Lørdag 1. september 2012

Når viden ikke redder menneskelivDer er gået godt et år, siden en tæt strøm af fly og lastbiler bragte nødhjælp frem på Afrikas Horn. Maden hjalp millioner med at overleve, men endnu flere kunne have reddet livet – hvis verden havde taget sin egen viden alvorligt

ningsprojekt med det formål at finde ud af, hvorfor politi-kere, nationale som interna-tionale, tøver i stedet for at træffe beslutninger, når en katastrofe er under opsejling. Ifølge Rob Bailey, der leder projektet, har en forsinket re-aktion været et slående ken-detegn ved samtlige fødeva-rekriser på Afrikas Horn og i Sahel-regionen i de seneste 30 år. I 2011 kostede det mel-lem 50.000 og 100.000 men-nesker livet, at der ikke blev grebet ind i tide. Siden 1980

er i alt mere end en halv mil-lion mennesker døde i for-bindelse med tørkerelaterede sultkriser.

”I sidste ende afhænger en hurtig indsats af en politisk beslutning om at frigive mid-ler. Men den politiske beslut-ningsproces prioriterer uden-rigspolitik og hjemlige inte-resser højere end humanitæ-re behov,” skriver Rob Bailey i sin seneste rapport ”Famine Early Warning and Early Action: The Cost of Delay” (Tidlig advarsel og hurtig

indsats ved sult: Omkostnin-gerne ved forsinkelse).

Bailey peger på, at ikke blot det politiske systems na-tur spænder ben for hurtige beslutninger. Det samme gælder det humanitære sy-stem i bred forstand: Beslut-ningsgangene er for bureau-kratiske og diffuse, og forde-lene ved undgå en krise er ikke tydelige nok i forhold til ulemperne ved at overreage-re.

en af de hjælpeorganisatio-

ner, der har oplevet frustrati-onen ved at kunne se kata-strofen rykke tættere og tæt-tere på, uden at omverdenen for alvor reagerede, er Red Barnet. I foråret udgav den britiske del af organisationen rapporten ”A Dangerous Delay” (En Farlig Forsinkel-se) sammen med udviklings-organisationen Oxfam.

fortsætter side 4

WWAlle i nød-hjælpsbranchen var klar over, at kata-strofen var på vej, otte måneder før den opstod. Der var bare ingen politikere, der ville lytte.

MikaeL BjerruM, konsuLent Med ekspertise i fødevaresikkerhed

T E G N I N G: MO RT E N VO I GT

Dansk Flygtningehjælp – internationalt kendt som

DRC, Danish Refugee Council – er til stede i 34 af

verdens brændpunkter, hvor krige og væbnede

konflikter driver mennesker på flugt. Afrikas Horn

omfatter Somalia, Somaliland, Puntland, Etiopien,

Yemen og Kenya. I Danmark bistår Dansk

Flygtningehjælp asylansøgere, flygtninge og ind-

vandrere med rådgivning og integration.

Læs mere på flygtning.dk og tilmeld dig gerne

som indsamler ved vores Landsindsamling

søndag den 11. november.

Dansk Flygtningehjælp er den største danske humanitære organisation på Afrikas Horn. Vi har arbejdet i regionen i 14 år, så når en sultkatastrofe rammer som i 2011, er det naturligt, at Dansk Flygtningehjælp yder en ekstraordinær indsats.

Siden 2011 har Dansk Flygtningehjælp gennemført følgende på Afrikas Horn:

– sikret rent drikkevand og mad til de nødlidende– givet flygtninge og fordrevne tag over hovedet– udleveret nødhjælpspakker med bl.a. kogegrej, tæpper, madrasser og hygiejneartikler – hjulpet tæt på ½ millioner mennesker– ydet nødhjælp for 200 millioner kroner

Tak til de mange, der med deres støttekroner har været med til at redde liv og holde håbet levende hos de nødlidende.

Det forpligter at være størst

FoTo: JAn GRARuP


FORTSAT FRA SIDE 2

Rapporten peger i lighed med Rob Bailey fra Chatham House på, at der eksisterer en ”systemfejl” i det internatio-nale samfund, som gang på gang fører til, at reaktionen på tørker sker for sent og med for lille indsats.

”Vi taler ofte om katastro-fer, som om det er nogle, der pludselig falder ned om ører-ne på os eller er dukket frem i ly af natten, men mange af dem er nogle, vi har set kom-me. Vi har vidst det hele, men alligevel har vi ikke rea-geret, og det er det, der er til at blive desperat og vred over,” siger Anita Bay Bunde-gaard, formand for Red Bar-net i Danmark.

Hendes forklaring på, at det er sådan – trods en overfl od af præcise data – er, at verden har at gøre med noget, som omfatter menneskets psyke og følel-ser. Forhold, der ikke lader sig styre.

”Når katastrofen er der, kan vi dokumentere nøden og vise de menneskelige kon-sekvenser på en meget mere håndgribelig måde. I den si-tuation kan vi mobilisere masser af medfølelse og vilje. Men når vi skal bede befolk-ningerne og regeringerne om hjælp, før ulykken er sket, har vi kun fornuften at tale til – og den lader sig kun på-virke i en vis grad,” siger Ani-ta Bay Bundegaard.

Stig Jensen, centerleder på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, pe-ger også på, at vi som sam-fund ikke forholder os ratio-nelt til risikoen for katastro-fe. Viden er ikke nok.

”Vi er blevet bedre til at slukke ilden og have et vist beredskab, men dybest set ønsker vi ikke at slippe pen-gene, hvis det kan undgås. Derfor tøver vi og trækker be-slutningerne i langdrag. Også selvom det er både umenne-skeligt og økonomisk irratio-nelt. Vi kunne spare både menneskeliv og mange penge ved at tage katastroferne i opløbet,” siger han.

Netop nu kæmper befolknin-gerne i Sahel-regionen i det vestlige Afrika for at undgå samme skæbne som indbyg-gerne på Afrikas Horn sidste år.

Langvarig tørke og stigen-de priser på fødevarer har presset de i forvejen skrøbeli-ge stater ud på kanten af en sultkatastrofe, hvor fl ere end 18 millioner mennesker ikke får mad nok. Ifølge Red Bar-nets formand, Anita Bay Bundegaard, har de vestlige landes regeringer imidlertid denne gang været mere lyd-høre over for appellerne om økonomisk hjælp.

”Sulten sidste år er meget frisk i erindringen. Den var et kæmpe chok. Det var den største fødevarekatastrofe i Østafrika i 60 år. Det kan re-geringerne godt huske, så de har trods alt mere fokus på den nye krise i Sahel, end vi oplevede det sidste år på Afrikas Horn,” siger hun.

Lydhørheden er dog ikke ubetinget. FN’s afdeling for nødhjælp, Ocha, skriver i sit seneste humanitære notat om Sahel-krisen, at man har modtaget 51 procent af den støtte, FN har bedt det inter-nationale samfund om for at afhjælpe krisen. Opfordrin-gerne begyndte i oktober sid-ste år.

Når viden ikke redder menneskeliv ...

WWDybest set ønsker vi ikke at slippe pengene, hvis det kan undgås. Derfor tøver vi og trækker beslutningerne i langdrag. Også selvom det er både umenneskeligt og økonomisk irrationelt. Vi kunne spare både menneskeliv og mange penge ved at tage katastroferne i opløbet.

STIG JENSEN, CENTERLEDER PÅ CENTER FOR AFRIKASTUDIER VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

3 Sulten på Afrikas Horn sidste år var den største føde-varekatastrofe i Østafrika i 60 år. Treårige Aden og hans far, Adile, overlevede turen fra Somalia til Hagadera-fl ygtninglejren i det nordlige Kenya. – Foto: Tony Karumba/AFP/Scanpix.

landeneAF HENRIK [email protected]

Klimaet og vejrguderne respekte-rer ingen landegrænser, som men-nesker har tegnet på et kort. Derfor rammer tørke- og sult-katastrofer naturligvis alle fi re lande på Afri-kas Horn. Sagen er samtidig, at Etiopien, Eritrea, Djibouti og So-malia er meget forskellige lande, både hvad angør størrelse og be-folkning, og hvad angår økono-misk udgangspunkt og fattigdom-mens udbredelse. De enkelte lan-des politiske situation og deres re-spektive største problemer bliver behandlet på siderne 14, 16, 18 og 20, hvor der er portrætter af de en-kelte lande, men alene hvis man sammenligner landene på nøgletal fra CIA World Factbook, er der sto-re forskelle at spore.

Etiopien er med sine 93 millioner

indbyggere klart det største rent befolkningsmæssigt, mens Soma-lia med 10 millioner er det næst-største. Derefter følger Eritrea med seks millioner og lille Djibouti med 775.000 indbyggere.

Til gengæld har indbyggerne i Djibouti det bedst på papiret, hvis man kun ser på bruttonationalpro-duktet pr. indbygger. Her scorer Djibouti højest med 2700 dollar pr. indbygger, mens Etiopien følger efter med 1100. Somalia og Eritrea ligger nogenlunde lige med hen-holdsvis 600 og 700 dollar pr. ind-bygger. Det er også i de to sidst-nævnte lande, at andelen af perso-ner under fattigdomsgrænsen vur-deres som værende størst. Godt nok er der ikke troværdige tal for Somalia, men situationen i den sydlige del af landet har beviseligt været slem de seneste år, blandt andet på grund af borgerkrigen og nødhjælpsorganisationers mang-lende adgang til området. I Eritrea

er det halvdelen af befolkningen, der lever under fattigdomsgræn-sen. Djibouti følger efter med 42 procent, mens det i Etiopien er 29 procent.

Der er også forskelle i den religi-

øse sammensætning af landene. I Somalia er 98 procent af befolk-ningen muslimer, mens befolknin-gen i Etiopien er delt mellem mus-limer og kristne ligesom i Eritrea. I Djibouti er 94 procent muslimer,

mens de resterende seks procent er kristne.

LANDEPORTRÆTTERSIDE 14, 16, 18 OG 20

Fire meget forskellige landeLandene på Afrikas Horn har mange fællestræk, men er også forskellige, hvad angår økonomi, størrelse, fattigdom og befolkning

/ritzau gra�k/ KJ

KENYA

ETIOPIEN

400km

DJIBOUTI

ERITREA

SUD

AN

SOM

ALIA

YEMEN

Afrikas Horn

0 Eritreas fl ag. 0 Etiopiens fl ag.

0 Djiboutis fl ag. 0 Somalias fl ag.


grund-vilkåretAf UllA [email protected]

Under den store sultkatastro-fe sidste år på Afrikas Horn blev ordet ”tørke” stort set al-tid nævnt i samme åndedrag som ”sult”. Den enkle fortæl-ling lød, at regnen var ude-blevet flere år i træk. Derfor slog afgrøderne fejl, dyrene sultede og tørstede – og det samme gjorde store dele af befolkningerne i de fire lande på Hornet.

Fortællingen er ikke for-kert, men den rummer kun en lille del af forklaringen på, hvorfor katastrofen igen ramte Afrikas Horn i 2011. Som Ghanas tidligere premierminister C.C. Rawling sagde, da han i foråret rejste rundt til de rige lande for at bede dem give penge til en langsigtet udvikling af Soma-lia:

”Forskning har vist, at sult i moderne tid typisk ikke er et produkt af mangel på mad, men at sult som regel opstår på grund af problemer med fordelingen af fødevarer eller på grund af den politik, der bliver ført i udviklingslande-ne.”

Den banale kendsgerning er, at sult er noget, der ram-

mer fattige mennesker i fatti-ge, sårbare samfund, som ik-ke formår at beskytte sig mod tørkeperioder. I øjeblikket oplever både USA og Sahel-området i Afrika voldsom tør-ke, men hvor ulykkelig den dårlige høst end er for de berørte amerikanske land-mænd, slår den ikke bunden ud af det amerikanske sam-fund. Det risikerer tørken derimod at gøre i Sahel-lan-dene i lighed med det, der skete sidste år på Afrikas Horn.

Tørken og den fejlslagne høst er blot dråberne, der får bæ-geret af permanent elendig-hed til at løbe over. Der er tale om en grundlæggende fattigdom, som sammen med lave investeringer i land-bruget, befolkningstilvækst, klimaændringer og forskelli-ge konflikter og voldelig uro placerer landene på en knivs-æg.

”Både Afrikas Horn og Sa-hel er områder, hvor det er svært at leve, selv når høsten er normal. Her er det ikke nok at dele nødhjælp ud. Der er brug for nogle langsigtede in-vesteringer, som kan forbedre modstandskraften i samfun-det,” siger Anita Bay Bunde-gaard.

Problemet er, at donorlan-dene indtil nu ikke har stået i kø for at give langsigtet ud-

viklingsbistand til de to regi-oner. Der er som hovedregel tale om lande, hvor det er utrolig svært at få projekter til at lykkes, og det har gjort mange vestlige lande forbe-holdne over for et samarbej-de.

FN’s udviklingsprogram UNDP udgav i foråret sin før-ste Afrika-rapport nogensin-de, og et af de emner, rappor-ten tager fat på, er kontinen-tets gentagne sultkatastrofer. Ifølge rapporten er den tilba-gevendende sult først og fremmest resultatet af elen-dig politisk ledelse. Afrika ville ikke have kronisk man-gel på fødevarer, hvis ikke re-gering efter regering havde plyndret deres lande og kun delt værdierne med en lille elite af magthavere frem for den brede befolkning, mener UNDP.

Christian Balslev-olesen er partner i konsulentfirmaet Nordic Consulting og tidlige-re landechef i Eritrea og So-malia for FN’s børneorgani-sation, Unicef.

Han peger på, at problemet med korruption netop var en væsentlig årsag til, at Kenya, som grænser op til Somalia, også blev hårdt ramt af sul-ten sidste sommer, selvom landet på mange måder er langt bedre økonomisk ud-viklet og mere politisk stabilt end Somalia.

”Landet har ressourcerne til at forhindre sult, men der er områder i landet, hvor stabiliteten ikke rækker ud. Den økonomiske udvikling er ekstremt ulige, fordi statsap-paratet er så korrupt, at man kun udvikler den del af lan-det, der er koncentreret om Nairobi,” siger han.

Stig Jensen, leder af Center for Afrikastudier ved Køben-havns Universitet, ser ingen tegn på fremgang i landene på Afrikas Horn.

”Folk er ikke grundlæggen-de blevet rigere eller mere ro-buste. Og naturen omkring dem er slet ikke. Jorden er blevet endnu mere udpint og sårbar over for klimaændrin-gerne. Der skal investeres meget mere i forvaltningen af naturressourcerne, hvis udviklingen skal vendes,” si-ger han.

Katastrofen lurer altid i kulissenSidste år oplevede Afrikas Horn den værste sult i 60 år. Siden er der faldet så meget regn, at det har været muligt at høste nogle afgrøder, så flere indbyggere kan overleve ved egen hjælp. Men Hornet er lige sårbart

fremskridtAf UllA [email protected]

Et af de hyppigste billeder fra sultkatastrofer er mennesker, der venter. Kvinder og børn, der står i kø for at få deres madrationer; grupper af mennesker, der tålmodigt står i solen i timevis for at spejde efter nødhjælpslast-bilen. Så vidt de ved, skulle den komme i dag, men præ-cist hvornår kan være svært at vide, når landevejene er hullede og forhindringerne mange.

Sult gør ikke bare ondt i maven og kroppen. Sult kræ-ver også ufattelig meget tid. Ikke blot bliver kroppen sløv og langsom, når den ikke får mad nok, så alle praktiske gøremål begynder at foregå i slowmotion. Selve det at for-søge at overleve tager også ekstra lang tid. Hvis der er tørke, skal man gå endnu længere for at finde en brønd med vand i. Man skal vandre længere for at skaffe dyrene græsning. Man skal spørge endnu flere mennesker om arbejde, før man måske fin-der én, der har brug for hjælp og råd til at betale. Og hvis man er så heldig, at der bliver delt nødhjælp ud i ens områ-de, skal man have kræfter til at vente, undertiden i time-vis, på at få familiens ration, før man går adskillige kilo-meter tilbage til sin egen landsby.

Midt i trængslerne under sid-ste års store sultkatastrofe på Afrikas Horn og i det nordlige Kenya gjorde det derfor en kæmpe forskel, da Mellem-folkeligt Samvirke fik mulig-hed for at dele mobiltelefo-ner ud til de landsbyer, de havde ansvaret for at forsyne med nødhjælp. Cirka 260 landsbyer blev forsynet med mindst en telefon.

”Pludselig kunne vi sende sms’er direkte ud til omkring 70.000 mennesker og fortæl-le, hvor vi var henne med lastbilerne, og hvornår vi reg-nede med at være fremme. Det betød, at forældre kunne holde op med at sende deres børn ud langs landevejene for at holde opsyn og vente med at vandre frem til udde-lingsstederne, til nødhjæl-pen var i nærheden. Folk har fortalt os, at det var en stor lettelse,” siger Søren Bjerregaard, der er informa-tionsmedarbejder på Mel-lemfolkeligt Samvirkes (MS)

landekontor i Kenya.Telefonerne er udstyret

med solceller, så de kan fun-gere uden adgang til elektri-citet, og de viste sig hurtigt at være brugbare til meget an-det end at oplyse om adgan-gen til nødhjælp. Mange af de mennesker, der var berørt af sult, var pastoralister (kvægbønder, der en del af året vandrer rundt med deres dyr for at skaffe græsning), og de efterlyste oplysninger om priserne på kvæg på de store markeder, så de ikke blev snydt af de opkøbere, der kommer rundt til de små landsbyer. Den anden vej kunne MS få besked om ud-brud af kolera eller forurenet vand, så man hurtigt kunne gribe ind.

”Normalt er vi i kontakt med beboerne gennem vores lokale rådgivere, som kører rundt på motorcykler fra landsby til landsby. Men det er en meget mere omstænde-lig og upræcis måde. Mobil-telefonerne har givet os en nem og smidig kontakt, som på længere sigt giver en helt anden måde at hjælpe på,” siger Søren Bjerregaard.

Mobiltelefonerne er blot et enkelt lille eksempel på, hvordan måden at give nød-hjælp på kan have positiv effekt også på langt sigt, og det er netop mere af den slags, der er brug for i de om-råder, der gentagne gange rammes af sult, siger Anita Bay Bundegaard, formand for Red Barnet.

Det er karakteristisk, at områder som Afrikas Horn og Sahel oplever sult igen og igen, fordi landene er så fatti-ge og svære at arbejde i, at de aldrig rigtig får det løft i ud-viklingen, som kan forhindre nye katastrofer.

”Det er områder, hvor det er svært at komme ind med langsigtet bistand, og derfor skal vi blive meget bedre til at tilrettelægge nødhjælpen, så den i det mindste rummer nogle varige perspektiver,” siger hun.

Mikael Bjerrum, der er tid-ligere direktør for WFP, Ver-densfødevareprogrammets nordiske kontor, nu selv-stændig konsulent med eks-pertise i fødevaresikkerhed, mener, at det især er små-bøndernes vilkår, man skal have for øje.

”Der er ingen vilje til at in-vestere i landbruget, og så længe det er sådan, vil lande-ne på Afrikas Horn være lige sårbare.”

280 mobil- telefoner og køen til nødhjælpErfaringer fra Kenya viser, at nød-hjælpsarbejdet glider langt lettere, når hjælpeorganisationerne kan sende sms’er til de berørte landsbyer

0 Den banale kendsgerning er, at sult er noget, der rammer fattige mennesker i fattige, sårbare samfund, som ikke formår at beskytte sig mod tørkeperioder. Her er det en ung pige i Hanamerant-området i Etiopien. – Foto: Frederic Courbet/Still Pictures/Scanpix.

WWBåde Afrikas Horn og Sahel er om-råder, hvor det er svært at leve, selv når høsten er normal.

AnitA BAy BundegAArd, formAnd for red BArnet

De børn, SOS-børnebyerne hjælper, er enten forældreløse eller har forældre, som ikke kan tage sig af dem, og dermed har børnene allerede oplevet et stort svigt: At stå alene uden

mor og far. De børn giver SOS Børnebyerne et kærligt hjem, en omsorgsfuld familie og en tryg barndom, ligesom vi støtter sårbare familier i at klare sig selv, så børnene ikke efterlades

alene. SOS Børnebyerne blev stiftet i 1949 og har i dag over 500 børnebyer i 133 lande. SOS Børnebyerne eruafhængig af politiske ogreligiøse interesser og fokuserer

på langsigtet udvikling af det enkelte barn, sårbare familier og af lokalsamfundet.

EN TRYG BARNDOM SKABER GRUNDLAGET FOR ET GODT VOKSENLIV

SOS-nødhjælpprogram

SOS-børneby

SOS-børnebyunder konstruktion

Krisesituation

SOS Børnebyernes hararbejdet i regionen i mere end 40 år, hvor forældreløse børn har fået en ny familie i en SOS-bør-neby, uddannelse og mulighed for at skabe sig et godt og selvstæn-digt voksenliv.

Allerede inden tørke- katastrofen hjalp SOS Børnebyerne 250.000 mennesker på Afrikas Horn. Katastrofen erafværget, menhjælpen forsætter for at give sårbare og forældreløse børn enbedre fremtid.

Når SOS Børnebyerne uddeler nødhjælp, tager vi typisk ud-gangspunkt i de eksisterende projekter, og på Afrikas Horn er vi engageret i 12 SOS-børnebyer og 66 projekter. På den måde sikrer vi ikke blot, at børn overlever på kort sigt, men også at de allerværst ramte får støtte på længere sigt. Vi kan tilbyde børn, der ulykkeligvis mister deres forældre en bedre fremtid med skolegang og ny SOS-familie i en børneby.

VI BLIVERHOS BØRNENESelv om situationen er for-bedret for mange familier på Afrikas Horn, forsætter SOS Børnebyernes arbejde for de forældreløse børn og de mest udsatte og sårbare familier i regionen. Vi har startet klinikker i Somalias fl ygtningelejre, udvi-

det indsatsen på vores hospital i Mogadishu, uddelt tonsvis af nødhjælp i Etiopien, sikret vand og madforsyning i det nordlige Kenya samt sørget for, at alle i eksisterende programmer fort-sat får hjælp selvom situationen er svær og fødevarer ekstremt dyre.

Desværre kan man ikke sige, at katastrofen er ovre. I Soma-lia har to millioner mennesker stadig akut behov for hjælp, og især de mange fl ygtninge er meget udsatte. Usikkerheden blandt befolkningen gør, at mange ikke tør satse eller håbe på en god høst og investere tid og penge i landbruget, selvom regionen har fået regn.

Alle de penge, SOS Børnebyer-ne modtog fra tv-indsamlingen Afrika NU!, er brugt, men SOS Børnebyernes indsats i regi-onen fortsætter, så børnene også på lang sigt kan se frem til en tryg og kærlig barndom.

Det seneste, vi har gjort, er at iværksætte et elektronisk sy-stem for maduddeling i Marsa-bit i Kenya, hvor vi via ny IT gør uddeling af mad let samt sikrer, at de rette mennesker mod-tager hjælpen. Det og meget mere kan du læse om påwww.sosbornebyerne.dk

Pengene er brugt, men hjælpenfortsætter

FAKTA

40 ÅR PÅAFRIKAS HORN

www.sosbornebyerne.dk

KENYAMARSABIT

Driver fem SOS-børnebyer for forældreløse børn.

Uddeling af fødevarehjælp. Morgenmad og frokost til skolebørn.

Drikkevand i de værst ramte landsbyer.

Medicin til børn og særligt sårbare familier.

ETIOPIENGODE

Driver syv SOS-børnebyer for forældreløse børn.

Fødevarer og vandren-sningskit i de værst ramte områder.

Medicin samt vejledning.

SOMALIAMOGADISHU OG BAIDOA

Driver offentligt SOS-hos-pital og SOS-børneby i Mogadishu.

Lægehjælp og medicin til kvinder, gravide og børn.

Akut fødevarehjælp til de værst ramte børn.

Forebyggende fødevareud-deling.

Mogadishu

Gode

Marsabit

Makalle

Harrar

JimmaHawassa

Bahir Dar

Addis Abeba

Eldoret

KisumuMeru

Mombasa

Nairobi


indsamlingAf Mette Skov [email protected]

Den 27. august nogle minutter før midnat hoppede syv men-nesker sidste år i havnen ved Unicefs lagerbygning i Kø-benhavn. Kort forinden var der blevet lukket for de man-ge telefoner, som havde ki-met hele aftenen på grund af danskere, der ville give deres bidrag til tv-indsamlingspro-grammet ”Afrika Nu” til for-del for ofrene for sultkata-strofen på Afrikas Horn. Un-dervejs havde tv-værterne lo-vet at hoppe i vandet, hvis indsamlingen nåede op på bestemte beløb, og med de 111 millioner indsamlede danske kroner fik ingen af dem lov til at blive stående ved havnekanten foran lager-bygningen for FN’s børneor-ganisation, Unicef. Derefter fyldte de to tv-kanalers logoer skærmen. Kameraerne sluk-kede. Programmet var slut.

Seks dage senere sluttede Kristeligt Dagblad en ind-samling blandt avisens læse-re sammen med Folkekirkens Nødhjælp, der nåede op på godt 3,2 millioner kroner og flere end 5000 bidrag. Avisen og Folkekirkens Nødhjælp takkede for de mange bidrag, bragte et interview med nogle af bidragyderne og satte der-med sidste punktum for ind-samlingen.

Og hvad skete der så?Et år er gået, siden organi-

sationerne samlede ind til of-rene for sultkatastrofen på Afrikas Horn, og de mange millioner fra tv-indsamlingen er nu fordelt på 12 danske or-ganisationer og givet til for-skellige projekter, primært i Somalia, det nordlige Kenya og det sydlige Etiopien.

Sidstnævnte er det område, som de omkring 20 millioner kroner, Folkekirkens Nød-hjælp fik fra egen indsam-ling, Kristeligt Dagblads ind-samling og tv-indsamlingen, er gået til. Her arbejder orga-nisationen i de hårdest ramte distrikter i Borena-regionen, hvor omkring 70 procent af befolkningen lever af enten landbrug eller kvægavl, og hvor flere end hver tredje i øjeblikket er afhængig af nødhjælp.

Som direkte svar på sultkata-strofen blev de første om-kring fem millioner, som Fol-kekirkens Nødhjælp modtog, brugt fra august til november sidste år til akut fødevare-hjælp til området Dhas i Bo-rena-regionen.

De sidste 15 millioner, som Folkekirkens Nødhjælp mod-tog, er brugt på de såkaldte Rise-projekter, der er initiati-ver til genopbygning og fore-byggelse i Etiopien og retter

sig mod den del af befolknin-gen, som driver kvæg eller landbrug. Ifølge projektleder i Folkekirkens Nødhjælp Te-sefaye Berhanu Semunegus er netop denne gruppe sær-ligt afhængig af vejret for at overleve, og de skal derfor klædes på til en ny tørke. Det har han erfaret efter tørken i 2009-2010, hvor han også var med til at lave nødhjælps-programmer i regionen.

”Da situationen blev bedre i regionen efter tørken i 2010, var der stadig mange famili-er, der var uden kvæg, hvilket gjorde det svært for dem at overleve. Derfor begyndte vi at finde de hårdest ramte per-soner for at genoprette deres dyrebestand, og det blev be-gyndelsen til Rise,” siger han og tilføjer, at denne form for indsats også er særlig vigtig efter sidste års tørke:

”Det er ikke nok med akut hjælp i de her områder. Med

vores projekt forsøger vi at gi-ve indbyggerne adgang til græs og vand samt mulighed for at genopbygge deres til-værelse som kvægavlere eller landmænd. Der vil helt sik-kert komme en tørke igen, så de må lære, hvordan de kan komme bedre igennem den og støtte hinanden,” siger han.

Det er blandt andet den tanke, der har betydet, at 50-årige Godana Miyo og hans familie, der bor nær landsbyen Medhacho i det sydlige Etiopien, for nogle måneder siden modtog 20 ge-der og en ko fra Folkekirkens Nødhjælp. På grund af tørken mistede de sidste år 20 geder og 39 ud af 40 stykker kvæg. Landsbyens nærmeste van-dingssted ligger en time væk, og på grund af mangel på mad var dyrene til sidst for svage til at komme tilbage derfra. Med gederne håber

Godana Miyo, at familien kan vende tilbage til sin gamle livsstil.

”I fremtiden håber jeg, at vi kan få en produktion ud af gederne. At de vil sørge for mælk og formere sig, så vores bestand vokser,” siger han.

Ifølge Tesefaye Berhanu har man også forsøgt at sørge for mad til dyrene ved at ryd-de buske i flere distrikter, hvor lokale bliver betalt for at fjerne akacietornebuske fra markerne, så jorden kan ud-nyttes til befolkningens og dyrenes fordel.

En af de vigtigste opgaver for Folkekirkens Nødhjælp har været at forbedre vand-forsyningen i landet. Derfor er en stor del af organisatio-nens penge gået til at udbyg-ge vandhuller og renovere brønde i det sydlige Etiopien.

Alle projekter i det sydlige Borena er dog mærket af sid-

ste års tørke. For eksempel har Godana Miyos geder hverken givet mælk eller født, og for mange i det sydli-ge distrikt Moyale er høsten slået fejl.

Der er kommet for lidt regn, siger Dawit Mulatu fra Det Lutherske Verdensforbunds kontor i Moyale, som samar-bejder med Folkekirkens Nødhjælp i genopbygnings-projekterne i distriktet.

”Det er muligt at høste i området, for jorden er god. Men så længe regnen ikke er tilstrækkelig, mangler der vand til markerne. Det, der er plantet nu, er allerede ved at tørre ud, og det betyder en al-vorlig mangel på mad til fa-milierne,” siger han.

Overvejelserne om vejret er noget af det, Tesefaye Berha-nu Semunegus og de andre bag Rise-projekterne vil tage med sig, når de denne vinter laver halvvejsevalueringer på projekterne. Indtil videre har tilbagemeldingerne fra myn-dighederne i området været positive.

”Vi er taknemmelige for ar-bejdet. For det er praktisk og i øjenhøjde med befolknin-gen, hvilket har gjort det mu-ligt at lære befolkningen no-get. Man kan allerede nu se resultaterne, og det går be-stemt den rigtige vej,” siger blandt andre Samuel Meku-ria, der har ansvar for plan-lægning og økonomi på kon-toret i Moyale.

Når arbejdet begynderOver 100 millioner kroner blev samlet ind til Afrikas Horn sidste år. Nu er pengene givet til projekter i de ramte lande, heriblandt Etiopien, hvor Folkekirkens Nødhjælp sørger for at klæde etiopierne på til nye kriser

pengene fra ”afrika nu” er gået tilunicefNødhjælp, ernæringscentre i Somalia, vand til flygtningelejre, børne-centre, skolematerialer og mæslingevacciner til børn i flygtningelejre i Kenya og Somalia.røde korsNødhjælp i og omkring flygtningelejren Dadaab i Kenya, indsatser med fokus på vand og sundhed, hjælp til såsæd med videre, kvægavl i det nordlige Kenya og et dagligt måltid til skolebørn.læger uden grænserLægehjælp til somaliere på flugt internt i landet eller i flygtningelejre i Kenya og Etiopien. Behandling af underernærede børn og voksne, mæslingevaccinationer til børn samt fødsels- og børneafdelinger i Somalia. Dansk flygtningehjælpNødhjælp, mad, vand, tæpper, vanddunke, sæbe og køkkenudstyr til familier i de nye flygtningebebyggelser i og omkring Mogadishu i Somalia samt hjælp til at renovere dem. Adgang til rent vand og bedre hygiejne.Mellemfolkeligt SamvirkeHjælp med mad, vand og forebyggende projekter. Hjælp til kenyanere, så de ikke er tvunget til at flygte ud af landet for at finde mad. Støtte til kvindegrupper i at finde alternative indkomstmuligheder.SOS BørnebyerneMere personale på organisationens hospital og ny lægeklinik i Badbado-lejren i Mogadishu, Somalias hovedstad. Nødhjælp, etablering af distributionssteder, sundhedsvejledning, vand til skoler og udsatte familier samt medicin til børn og særligt sårbare familier.adra DanmarkMad til befolkningen i El Wak i Kenya og hjælp med akutte behov for mad og næring. iasMad, vand, telte, køkkenredskaber og plastfolie til flygtninge i og uden for lejre. Skoler, vandtanke, fristeder for børn, latriner, seminarer om hygiejne, psykologisk rådgivning og oplæring af skolelærere i nødbe-redskab.red BarnetVandprojekter, sanitet og hygiejnepakker. Opkøb af dårligt kvæg fra hyrder og nomader. Hjælp til kvægavlere, sundhedsprojekter i Kenya. Mobilt sundhedsteam og et vaccinationsprogram. plan DanmarkBørn under fem år, gravide og ammende i Sydetiopien, særligt beriget mad eller fødevaretilskud, sund og tilstrækkelig mad, måltider i skoler. Hjælp til flere end to millioner katastroferamte på Afrikas Horn.CaritasIndsamlede penge sendt til søsterorganisation i Etiopien, der indkøber og uddeler Famix – et hornbaseret, vitaminberiget supplement til den meget sparsomme kost – til 10875 børn, gravide og ammende kvinder.

0 I landsbyen Gayo i det sydligste Etiopien arbejder 200 lokale indbyggere på at udbygge en dyb brønd, der befinder sig 12 meter under jordens overflade og skal sikre vand til 1000 stykker kvæg og 800 geder, når den står færdig. – Foto: Mikkel Østergaard.

Det koster 20 kr. + alm. SMS takst. Pengene går til UNICEFs arbejde for børn. Vaccination udgør en meget stor del af dette arbejde. Tjenesten udbydes af UNICEF

Danmark, Sundkaj 9, 2100 København Ø, tlf.: 35 27 38 00. Ved donation fraskriver du dig fortrydelsesret. Ved at støtte via SMS accepterer du, at UNICEF kontakter dig.

For kun 1 krone og 40 øre kan UNICEF købe en vaccine, der beskytter et barn mod mæslinger. SMS RASK til 1919, så donerer du 20 kroner. Det svarer til 14 mæslingevacciner.

HVERT 4. MINUT DØR ET BARN AF MÆSLINGER.FOR 20 KR. KAN DU REDDE LIV.

SMSRASK

TIL1919

Det koster 20 kr. + alm. SMS takst.

UN

ICEF

/NYH

Q/2

011-

0048

/Ass

elin

| U

NIC

EF/N

YHQ

/201

1-00

49/A

ssel

in |

UN

ICEF

/NYH

Q/2

006-

2765

/Brio

ni

BØRN Må IKKE DØ AF EN SYGDOM, DER ER Så NEM AT FOREBYGGE. SAMMEN KAN VI REDDE BØRNS LIV.

www.unicef.dk

5


dagligdagenAf Mette Skov [email protected]

Op ad lervæggen i Dabo Wariyos hytte står tre store sække stablet oven på hinan-den.

De indeholder dyrefoder – en god investering for pa-storalister, der som Dabo Wariyo og familien lever af at drive kvæg i et meget tørt om-råde i det sydlige Etiopien, hvor græsset for længst er forsvundet. Foderet kan give lidt ekstra til dyrene. Allige-vel står de tre sække næsten urørte. For det er ikke meget foder, familien har brug for, efter tørken at har sat sine spor på deres situation.

”Vi gemmer det til bedre ti-der,” siger den 50-årige kvin-de, der næsten går i et med mørket i hytten.

Bedre tider, som ifølge hen-de endnu ikke er kommet, selvom der endelig er faldet regn igen i Moyale-distriktet i Borena.

”Den seneste tørke spøger stadig. Selvom vi har modta-get støtte siden, er der ingen

ændring i vores situation. Så vi lider stadig under katastro-fen sidste år.”

for et år siden mistede Dabo Wariyo og hendes familie 48 stykker kvæg. På grund af den udeblevne regn var der ikke nok for dyrene at leve af.

”Vi prøvede at finde mad og vand til dem, men der var intet, og til sidst kunne de ik-ke mere. Nu har vi kun to til-bage,” siger hun og tilføjer, at situationen har været den samme for de andre familier i landsbyen Denbi, hvor alle driver kvæg eller landbrug:

”Tørken ramte hele lands-byen og forringede dens sam-lede ressourcer. Alle har mi-stet meget.”

Med sine 50 år er Dabo Wariyo i dag en af landsby-ens ældste. Da sulten var værst i slutningen af somme-ren sidste år, valgte mange af de ældre at give deres mad til børnene, hvilket har betydet, at en stor del af mændene og kvinderne over 60 år er døde.

Fordi tørken forhindrede familierne i landsbyen i at drive kvæg og dyrke marker, modtager de alle nu fødeva-

rehjælp. Men ifølge Dabo Wariyo var det ikke nok for familiens i alt seks medlem-mer at være afhængig af nød-hjælpsrationer, som kommer med nogle måneders mel-lemrum. Og det er heller ikke nok til at hjælpe hendes 15-årige søn til at komme sig over sin tuberkulose samt forhindre andre sygdomme i at sprede sig.

Derfor er hun begyndt at skaffe mad til familien ved at sælge brænde. Hver morgen forlader hun landsbyen for at gå mod skovene, fælde træer og derefter gå videre ind til den nærmeste by for at sælge det. Herefter kan hun vende tilbage til landsbyen og ord-ne de faste husgøremål.

Det er egentlig ulovligt at fælde træerne i Etiopien, da de er med til at opsuge regn-vandet og gøre jorden fugtig. Men det er Dabo Wariyo lige-glad med, og det samme gæl-der mange af de andre fra landsbyen, hvorfor alle træ-erne i nærheden af Denbi er hugget ned.

”Jeg prøver at sørge for, at familien og jeg selv har det godt. Og der rækker nødhjæl-

pen ikke. Derfor har tørken gjort det nødvendigt for mig at fælde træer og sælge brænde. Det vier jeg hele mit liv til,” siger hun, mens hun sidder i læ for solen op ad et af nabohusene.

Landsbyens skyggetræ har de også fældet.

Det seneste håb om foran-dring var, da Dabo Wariyo li-gesom resten af landsbyen modtog hjælp fra Det Luther-ske Verdensforbund og Fol-kekirkens Nødhjælp til at så på de nærvedliggende mark-arealer. Men forårets regntid var for kort og utilstrækkelig, og hele hendes høst er derfor slået fejl, fortæller hun.

Hvor håbløst det end kan lyde, har hun ingen planer om at flytte væk fra Moyale. Hvorfor skulle hun det?

”Jeg flytter ikke, for vi har intet alternativ. Der er ikke noget andre steder,” siger Dabo Wariyo.

”Den seneste tørke spøger stadig”For etiopiske Dabo Wariyo og hendes familie har det seneste års tørke betydet tab af deres kvæg og mangel på mad og muligheder for at genopbygge tilværelsen som pastoralister. Siden efteråret 2011 har de modtaget nødhjælp

dagligdagen vibeke RASk gRøn SkRiveR fRA [email protected]

”Jeg drømmer om regn og om at komme hjem igen.”

Kadijo Mohamoud Hussein kigger genert ned i gulvet, mens hun taler. Hun sidder lidt uvant for hende på Dansk Flygtningehjælps kontor i Mogadishu, Somalias hoved-stad, og fortæller sin historie.

Kadijo Mohamoud Hussein er 28 år og stammer fra pro-vinsen Middle Shabelle, der ligger nord for Mogadishu. Her ejer hun et stykke land, som hun arvede fra sin far, da han døde.

På landstykket har hun al-tid dyrket bønner, tomater, løg og majs, og ved siden af har hun haft nogle geder. Til-sammen en produktion, der kunne brødføde hende og hendes syv børn, som hun har været alene med de sene-ste tre år, efter at hendes da-værende mand pludselig en dag meddelte, at han ville skilles og gik sin vej. Noget, som mange somaliske kvin-der oplever.

Men helt andre problemer

dukkede op. Den regn, der faldt i 2008 og 2009 var spar-som, og i 2010 og 2011 svigte-de den helt. Middle Shabelle, der normalt er frugtbar, blev forvandlet til støvet ørken.

”Høsten slog fejl flere gan-ge, og til sidst døde også dy-rene,” fortæller Kadijo Moha-moud Hussein.

Ifølge Somali People Dis-placement and Development Organisation blev 442.670 mennesker alene i Middle Shabelle direkte berørt af tørken, titusindvis døde, og 602.273 kameler, æsler, køer, geder og får døde. Totalt i landet er over 3,7 millioner berørt af tørken, det vil sige en tredjedel af befolkningen.

Kadijo Mohamoud Hussein fastholder, at familien blev tvunget til at rejse på grund af tørken, ikke på grund af al-Shabaab, som ellers kontrol-lerede området.

Stort set identiske historier får man fra rigtig mange an-dre i Mogadishu, der stam-mer fra landbrugsområderne i det sydlige og centrale So-malia såsom Lower Shabelle, Middle Juba og Middle Sha-belle.

Al-Shabaab er alligevel in-direkte årsag til de massive

flygtningestrømme sidste år. Den islamistiske oprørsgrup-pe kontrollerede i 2011 store dele af det sydlige og centrale Somalia, og al-Shabaab tillod ikke internationale organisa-tioner at arbejde i områder-ne. Folk måtte selv opsøge nødhjælpen, og hundredtu-sinder drog til Mogadishu og slog sig ned i byens i forvejen stopfyldte lejre for internt for-drevne.

Målet for Kadijo Mohamoud Hussein er at vende hjem til sin jordlod i Middle Shabelle, og hun har jævnligt kontakt med folk, der tog tilbage i for-året i håb om, at regntiden, Gu, i marts-maj kunne sætte gang i landbruget igen.

Normalt kan somalierne i Gu-sæsonen hente to tredje-dele af årets høst, og forvent-ningerne var store, også hos Kadijo Mohamoud Hussein, men meldingerne har været nedslående. Gu-regnen star-tede sent, gav kun 60-80 pro-cent af normalen og var me-get ulige fordelt, så forvent-ningerne til høstudbyttet her i august er skruet ned. Nu sætter alle deres lid til efter-årsregnen, Deyr.

Godt nok er hungersnøden

ifølge FN’s definition afblæst, men ifølge OCHA, FN’s kon-tor for koordination af huma-nitære opgaver, må man reg-ne med, at 3,4 millioner men-nesker stadig har behov for fødevarehjælp eller materiel hjælp mindst et halvt år end-nu.

Kadijo Mohamoud Hussein og alle de andre bønder og kvægnomader vil nemlig ha-ve sikkerhed for, at landbru-get er i gang igen, og der bli-ver produceret fødevarer nok,

inden man vover sig hjem. Man har simpelthen ingen re-server at stå imod med mere, og mange har tilmed sat sig i gæld, da de forsøgte at over-leve de første fejlslagne hø-ster.

Derfor er der stadig fuld gang i de otte gadekøkkener, Dansk Flygtningehjælp dri-ver i Mogadishu. Her tilbere-der lokale ansatte i øjeblikket i alt 29.000 måltider om da-gen alle ugens dage undtagen fredag. For de svageste, enli-ge kvinder med små børn, gamle, syge og forældreløse børn er den eneste mulighed for at få lidt at spise at stille sig i køen her.

Det var her, vi mødte Kadijo første gang. Hun har små børn og fortæller, at de end-nu ikke kan passe hinanden, så hun har ikke mulighed for at arbejde som skraldsamler eller gadehandler, som så mange andre kvinder i lejre-ne gør. Derfor er hun henvist til gadekøkkenet.

Det måltid, hun henter, bli-ver delt mellem alle i famili-en. Ingen bliver rigtig mætte, men alle overlever.

”I Somalia er der stadig tale om en nødsituation, der skal

afhjælpes. Derfor fortsætter vi,” siger direktør for Dansk Flygtningehjælps Somalia-program Heather Amstutz, men hun peger samtidig på, at behovet i dag er klart min-dre end sidste år.

Da hungersnøden var på sit højeste, langede Dansk Flygt-ningehjælp 80.000 måltider over diskene i gadekøkke-nerne hver eneste dag.

”For os er fredag den vær-ste dag,” fortæller Kadijo og taler her for mange.

Fredag er helligdag, og ga-dekøkkenet er lukket. Det be-tyder, at familien slet ikke får noget at spise den dag.

Det anslås, at omkring 320.000 børn under fem år – eller 22 procent af alle børn under fem år – er underernæ-rede i dag. Samtidig viser OCHA’s beregninger over den samlede internationale nød-hjælpsindsats, at kun 40 pro-cent af finansieringen er på plads i forhold til at kunne hjælpe alle.

Vibeke Rask Grøn er selvstændig journalist og har arbejdet og rejst i Østafrika og Sydsudan. Turen til Somalia i juni-juli kom i stand på initiativ af Dansk Flygtningehjælp.

”Fredag er den værste dag i ugen”I Somalia har folk før haft mulighed for at vandre af sted med køer, geder og kameler til familie andre steder, hvor græsset stadig groede. Men denne gang ramte tørken overalt

0 Kadijo Mohamoud Hussein, 28 år og mor til syv, er en af de hundredtusinder, der måtte flygte til Mogadishu på grund af hungersnøden sidste år. – Foto: Alexandra Strand-Holm.

2 50-årige Dabo Wariyo er begyndt at sælge brænde for at skaffe mad til familien. – Foto: Mikkel Østergaard.

PilotprojekterHjælp til utilgængelige stederHvert 3. minut døgnet rundt starter eller lander én af MAF’s 200 erfarne piloter et eller andet sted i verden for at bringe medicin, nødhjælp, læger, sygeplejer-sker, præster og missionærer til vanskeligt tilgænge-lige steder.

MAF’s fl y passerer over ørken, jungle, fl oder, bjerge og sumpe. Steder hvor transport på landjorden er umulig eller meget besværlig og tidskrævende.

MAF fl øj for livet på Afrikas HornFor de millioner af mennesker, der er truet af tørke katastrofen på Afrikas Horn, fl øj MAF fra juli 2011 til maj 2012 med 6,5 ton gods/nødhjælp og næsten 1.300 passagerer fra over 60 forskellige organisationer.

MAF skifter logo – men ikke målsætning!

MAF arbejder nu globalt under et nyt fælles logo og bringer nød-hjælp med 130 fl y til verdens brændpunkter – overalt hvor men-nesker trues af sult- og naturkatastrofer.

Mission Aviation Fellowship (MAF) er en international, fælleskirkelig missionsorganisation, som yder effektiv fl ytransport til nødhjælps-organisationer, lokale kirker, hospitaler og missionsselskaber til de mest isolerede områder i 30 u-lande i 4 verdensdele. MAF er med-lem af Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro.

www.maf.dkEivi

nd L

indt

jørn

– é

n af

MA

F’s

200

erfa

rne

pilo

ter


fl ygtningeneAF ULLA [email protected]

For et år siden kunne man dagligt se hundreder af små sorte prikker dukke op i hori-sonten ud for fl ygtningelejren Dadaab i det østlige Kenya ved grænsen til Somalia. Prikker, der efterhånden, som de kom nærmere, viste sig at være mennesker. Træt-te, udmarvede mennesker, som langsomt nærmede sig det, de håbede ville blive et tilfl ugtssted fra hungersnø-den i det sydlige Somalia.

Hen over sommeren stod hver dag mindst 1500 nye an-sigter i kø for at blive registre-ret i Dadaab, som i løbet af 2011 voksede med yderligere 160.000 beboere. Lejren, der blev oprettet i 1991 til somali-ske fl ygtninge fra borgerkri-gen, er med fl ere end 465.000 indbyggere nu verdens stør-ste fl ygtningelejr. Og smerte-tærsklen ér passeret.

Der er ikke længere facilite-ter eller råd til at sørge for de mange mennesker. Nu, hvor sultkatastrofen på Afrikas Horn er klinget af, er bevillin-gerne til Dadaab det også, og det skaber mangel på en ræk-ke helt basale nødvendighe-der som telte, vand, latriner og sundhedshjælp for op mod 200.000 mennesker. Dertil kommer, at lejren er blevet langt farligere at op-holde sig i med bomber, over-fald, kidnapninger, voldtæg-ter og mord.

”Den nuværende situation i Dadaab er uholdbar: Der er fl ere end 465.000 fl ygtninge, en eksplosiv sikkerhedssitua-tion, og nødhjælpsarbejder-ne kan ikke bevæge sig frit. Dadaab-lejrene har eksisteret i mere end 20 år, men fl ygt-ningenes behov er i 2012 stør-re end på noget andet tids-punkt. Det er uacceptabelt, at der efter den massive hu-manitære krise sidste år ikke er tilstrækkeligt med penge til at tage vare på befolknin-gen i Dadaab i 2012, for slet ikke at tale om de kommende år,” skrev en række af de hu-manitære organisationer, der under FN’s koordination er med til at drive Dadaab, for nylig i en opfordring til det internationale samfund om mere støtte, både økonomisk og politisk.

En af de organisationer, der arbejder i Dadaab og var med i appellen, er Dansk Flygtningehjælp, som er dybt bekymret for udviklingen. Peter Klansø, organisatio-nens regionale direktør med base i Kenyas hovedstad,

Nairobi, siger, at sikkerheden er drastisk forværret og illu-strerer det med en henvis-ning til Somalias hovedstad, Mogadishu, der i årevis har været kendt som en af de mest højspændte byer, man kunne sætte sine ben i.

”Da tørken ramte hårdt, og fl ygtningene strømmede til Dadaab, var det også her, alle journalisterne og andre besø-gende tog hen, fordi det var her, de kunne komme i kon-takt med somaliere og høre deres beretninger. Sidste år

var det meget sikrere at tage til Dadaab end Somalias ho-vedstad, Mogadishu. I dag er det omvendt. Alle tager til Mogadishu. Ingen tør tage til Dadaab,” siger han.

Sikkerheden er nu så ringe, at 56 procent af alle beboerne i Dadaab føler sig utrygge, vi-ser en undersøgelse, som de tidligere nævnte hjælpeorga-nisationer har gennemført i Dadaab.

Lejren har aldrig været kendt for sin idyl – seksuelle overgreb, røverier og angreb på både fl ygtninge og nød-hjælpsarbejdere har været en del af hverdagen, siden lejren åbnede for 20 år siden – men volden og uroen har

det seneste år nået nye høj-der.

En stor del af den nye, gro-ve vold stammer fra medlem-mer af den islamistiske ter-rorbevægelse al-Shabaab, der som et led i deres kamp om magten i Somalia også forsø-ger at bekæmpe de kenyan-ske politibetjente, der har an-svaret for sikkerheden i Da-daab, samt terrorisere nød-hjælpsarbejdere og fl ygtnin-ge i det hele taget. Hvis de da ikke prøver at kapre nye med-lemmer blandt de unge fru-strerede fl ygtninge.

Al-Shabaab opererer nu i hele det nordlige Kenya, og det kenyanske politi har svært ved at hamle op med truslerne. Dadaab er i løbet af sin 20-årige levetid blevet ud-videt adskillige gange og om-fatter tre hovedlejre spredt over 50 kvadratkilometer. Det er typisk under transport mellem lejrene, at nød-hjælpsbilerne bliver angre-bet, og derfor skal de nu alle køre med politieskorte – en kæmpe opgave for politiet.

En yderligere forringelse af sikkerheden hænger sammen med, at det enorme pres på lejrenes fysiske rammer også skaber mange fl ere konfl ikter

mellem fl ygtningene indbyr-des. Det er en klassisk, ”når krybben er tom, bides hestene”-situation.

”Forholdene er værst for de nye fl ygtninge, der skal forsø-ge at klemme sig ind mellem de etablerede beboere. Der er simpelthen ikke ressourcer nok til at dække alles behov, og så opstår der konfl ikter mellem de gamle og nye fl ygt-ningegrupper,” siger Peter Klansø fra Dansk Flygtninge-hjælp.

Hvis der ikke er skaff et fl ere penge til driften af Dadaab inden september, betyder det blandt andet, at 50.000 men-nesker risikerer at stå uden vand og latriner; at 130.000 mennesker vil mangle telte eller anden form for bolig; og at de 164.000 børn (70 pro-cent af alle dem, der lever i Dadaab), der i øjeblikket ikke går i skole, fordi der mangler både lokaler, lærere og mate-rialer, heller ikke kommer til det. De børn, der får under-visning, sidder i klasser med fl ere end 100 elever.

”Manglen på penge bety-der, at mennesker, der er fl yg-tet fra ubeskrivelige lidelser, ikke får den omsorg, de har

brug for. Og der er ikke blot menneskelige omkostninger. Det har også konsekvenser for sikkerheden i regionen. Hvis børn ikke går i skole, og mennesker ikke har tag over hovedet og andre basale for-nødenheder, har det poten-tiale til at skabe yderligere usikkerhed,” siger Stephen Vaughan, leder af udviklings-organisationen Cares lande-kontor i Kenya i en kommen-tar.

Den kenyanske regering presser hårdt på for at få op-løst dele af lejren og fl ygtnin-gene sendt tilbage til Soma-lia, men hvor politisk forståe-ligt ønsket end er, er det end-nu for tidligt at nedlægge lej-ren, mener Peter Klansø. Me-get ville dog være vundet, hvis lejrene i højere grad var i stand til at tilbyde fl ygtninge-ne nogle meningsfulde ram-mer.

”Vi skal tænke langsigtet i vores behandling af fl ygtnin-gene. De skal bruge tiden for-nuftigt og lære noget, de kan få glæde af, når de vender hjem. Både børn og voksne. Det vil bidrage til mere sik-kerhed nu og gøre det lettere for folk at etablere sig igen i Somalia,” siger han.

Verdens største fl ygtningelejr er fyldt til bristepunktetDa hungersnøden var på sit højeste i Somalia, fl ygtede omkring 1500 mennesker om dagen til fl ygtningelejren Dadaab i det østlige Kenya. Tæt ved en halv million mennesker lever nu i lejren, der er bygget til 90.000

0 Dadaab-lejren i det østlige Kenya set fra oven. Blandt andre Dansk Flygtningehjælp er dybt bekymret over udviklingen i lejren, hvor sikkerhedssituationen det seneste år er blevet stærkt forværret, både for lejrens beboere og for nødhjælpsarbejdere. – Foto: Tony Karumba/AFP/Scanpix.

WWSidste år var det meget sikrere at tage til Dadaab end Somalias hovedstad, Mogadishu. I dag er det omvendt. Alle tager til Mogadishu. Ingen tør tage til Dadaab.

PETER KLANSØ, REGIONAL DIREKTØR I DANSK FLYGTNINGEHJÆLP

/ritzau gra�k/ KJ

Kenya

KENYA

ETIOPIEN

TANZANIA

SUDAN

SOM

ALIA

Dadaab

”Jeg vil også gerne gå i skole”

Alt for mange piger som 7-årige Jacklyn kommer ikke i skole. Bare fordi de er piger. I stedet bliver de giftet bort imod deres vilje, sat til hårdt arbejde eller ender deres liv på gaden.

For bare 5 kroner om dagen kan du være med til at opfylde hendes ønske og give hende muligheden for en bedre tilværelse. Bliv PlanFadder til en pige og følg med i hendes liv.

planfadder.dk

Wib

roe,

Myg

ind

& Sø

n


etiopienAF JEPPE [email protected]

Et land, der ikke er nødt til at brødføde sig selv, bliver me-get hurtigt et land, der ikke kan. Den gamle læresætning er uhyggelig relevant i tilfæl-det Etiopien, der befi nder sig i sin 9. eller 10. hungerkrise på 25 år.

Fra 1986 til 2004 har Etiopi-en rapporteret sig selv som værende i fødevarekrise i 93 procent af tiden. Og intet an-det land har modtaget mere nødhjælp gennem de seneste 25-30 år.

”I løbet af de seneste 10-15 år har vi oplevet, at der i hvert fald hvert tredje år er omfattende tørke, og fødeva-rehjælpen er blevet en del af dette mønster,” advarede lederen af Folkekirkens Nød-hjælp i Etiopien, Eyasu Me-konnen, da Kristeligt Dag-blad besøgte landet i 2008.

Selvom sultsituationen er dårlig i denne omgang i Etio-pien, er de fl este enige om, at vi næppe vil se en gentagelse af hungerkatastrofen i 1984. I dag fi ndes der et forholdsvis veludbygget net af klinikker og fødevareuddeling, som holder de værst ramte famili-

er lige over det kritiske ni-veau.

Efter hungerkrisen i 2003, hvor over 13 millioner men-nesker modtog nødhjælp, etablerede den etiopiske re-gering og udenlandske dono-rer et system, der skulle eli-minere sultedøden. Program-met omfatter foruden et ”tid-ligt advarselssystem” udde-ling af mad eller penge til nødlidende, både for at ska-be købekraft, hvor der ingen købekraft er, og fordi der of-test fi ndes mad i området, prisen er bare for høj for de fattigste.

Programmet har fået inter-national ros og er blevet ko-pieret fl ere steder i Afrika.

Men mens nødhjælpssyste-met er blevet udbygget, er Etiopiens landbrug svagere end nogensinde. Produktio-nen pr. indbygger er faldet med en tredjedel siden hun-

gersnøden i 1984-1985, først og fremmest på grund af den voldsomme befolknings-vækst. Imens er familiernes jordlodder blevet mindre og mindre frugtbare, og gen-nemsnitsindkomsten er fal-det markant.

De fl este dyrker stadig de-res jordlodder ligesom deres forfædre: med okser, træplov og regnfald som eneste hjæl-pemidler. FN har listet Etio-pien som et af verdens 10 mindst udviklede lande. Det har ligesom andre afrikanske lande brug for at udvikle de-res landbrug: indføre nye fremavlede, hybride kornsor-ter, kunstvandingssystemer, opbevaringsfaciliteter med mere. Men hjælpen fra ud-landet bliver overvejende gi-vet til at holde folk i live – med mad og med medicin. Således udgør USA’s langsig-tede bistand til landet under en procent af, hvad der går til akut hjælp, viser en opgørel-se fra den humanitære orga-nisation Care.

Samlet er der skabt en situa-tion, som den amerikanske sult-ekspert Peter Walker kal-der ”en tidsindstillet bombe”, når over 80 procent af befolk-ningen lever af landbrug og er helt afhængige af, hvad de selv er i stand til at produce-

re. For mange af disse er sult et mere eller mindre perma-nent livsvilkår. De lever altid på kanten, og der skal meget lidt skubbe dem ud over kan-ten. En fejlslagen høst er nok til at sende Etiopien ud i en humanitær katastrofe.

Det land, der traditionelt har betragtet sig selv som Afrikas mest selvstændige nation – den eneste afrikan-ske stat, der aldrig blev kolo-niseret af Europa – er i sti-gende grad blevet fanget i nødhjælpsafhængighed.

Den seneste alvorlige hun-gersnød efterlod 4,5 millioner mennesker afhængige af nødhjælp. I år er fødevaresik-kerheden stabiliseret, og re-geringen anslår, at 3,2 millio-ner har brug for førevare-hjælp. Atter er det manglen-de regn, der er skurken, efter at Etiopien sidste år gennem-levede den værste tørke i 60 år.

Tørken er katalysator i en dødelig cocktail af svigtende regn, voldsomt stigende fø-devarepriser og etniske kon-fl ikter. Tørken optrapper de etniske konfl ikter, hvor for-skellige nomadestammer tør-ner sammen i kamp om vand og græsningsarealer, og disse sammenstød er så igen med til at forværre sultsituatio-nen.

Samtidig sætter befolk-ningsvæksten konstant øget pres på de trængte naturres-sourcer.

Mere grundlæggende handler hungerproblemet om, at så stor en andel af ind-byggerne er afhængige af et landbrug, som simpelthen ikke kan brødføde befolknin-gen. Indbyggertallet i Etiopi-en er blevet fordoblet, siden Live Aid spillede milliard-hjælp hjem til landet under sultkatastrofen i 1984-1985. I dag er Etiopien Afrikas næstmest folkerige stat og kan med de nuværende gen-nemsnitlige 5,4 børn pr. fami-lie se frem til endnu en for-dobling af befolkningen frem til 2050.

Siden 1984-1985-katastro-fen er fødevarehjælp blevet en vigtig brik i den etiopiske samfundsstruktur. Selv i et almindeligt år uden hunger-krise modtager seks millioner etiopiere forskellige former for fødevarehjælp.

Netop afdøde Meles Zenawi, der sad som premierminister siden det første demokratiske valg i 1995, var i mange år Vestens darling. Men på det seneste har der mere været tale om et strategisk partner-skab end en kærlighedsaff æ-re.

Bag Etiopiens demokrati-ske skal er landet i fuld fart ved at bevæge sig fra at være et demokrati til noget, der mest ligner en diktaturstat. Regeringen har de senere år slået hårdt ned på både pressen, den politiske oppo-sition og begrænset friheden for landets tusindvis af ngo’er.

Menneskerettighedskræn-kelserne mødes dog for en stor del med tavshed af Etio-piens vestlige partnere. I mangel af bedre – alternati-ver er Somalia, Sudan, Eritrea – er Etiopien stadig Vestens vigtigste allierede i området omkring Afrikas Horn, og for især amerikaner-ne en vigtig allieret i ”krigen mod terror”.

Og landet bliver godt betalt for sin rolle som den stabile, kristne ø i et uroligt hav af muslimer på Afrikas Horn. USA har øget sin støtte til den etiopiske hær, der i forvejen er en af Afrikas største, mens den britiske u-landshjælp er blevet mere end fordoblet si-den 2005.

De senere års hungerkriser har paradoksalt nok udspil-let sig, samtidig med at lan-det med 10 procent årlig BNP-vækst er midt i et vækst-boom af kinesiske dimensio-ner.

Etiopiens endeløse sultspiralIngen lande har modtaget mere nødhjælp de seneste 25-30 år end Etiopien. Imens er befolkningen fordoblet, gennemsnitsindkomsten faldet, og landbruget er svagere end nogensinde

0 Selv i et almindeligt år uden hungerkrise modtager seks millioner etiopiere forskellige former for fødevarehjælp. Her venter en pige på lægehjælp i et center drevet af Læger uden Grænser i byen Kuyera.– Foto: Roberto Schmidt/AFP/Scanpix.

/ritzau grafik/ KJ

Etiopien

250km

Addis Abeba

ETIOPIEN

SOMALIA

SUDAN YEMEN

KENYA

Vi ændrer verden - èt liv ad gangen!

Med din støtte kan vi hjælpe udsatte børn og familier i nogle af verdens fattigste lande.

Send en SMS til 1414 med teksten ”liv 50” og støt med 50kr. - plus alm. sms takst.

Giv et bidrag på konto: 9570 0008688222 - mærk indbetalingen ”liv”

wwwww.adra.dk

Et liv uden frygt!

Lige nu flygter tusindvis af forældre med deres børn fra DR Congo over grænsen til flygtningelejre i Uganda.De flygter fordi børnene er i stor risiko for at blive tvunget til et liv som børnesoldater

De har brug for vores hjælp!

Alle har ret til et trygt liv


djiboutiAF JEPPE [email protected]

Landet er så lille, at man knap nok kan få øje på det på et verdenskort. Men hvad det mangler i størrelse, har Djibouti i strategisk betyd-ning.

Med sin placering ved den smalle indsejling mellem Det Røde Hav og Adenbugten – og midt mellem Afrika og Mellemøsten (Yemen og Den Arabiske Halvø ligger bare 26 kilometer væk hen over van-det) – har Djibouti i årtier haft en nøglerolle i regionen. En rolle, der ikke blot har væ-ret økonomisk og politisk profi tabel, men også har medført problemer. Således er miniputstaten hjem for færre end 800.000 menne-sker – men fem hære!

Det drejer sig, foruden lan-dets egen hær, om en voksen-de amerikansk militær tilste-deværelse. Landets tidligere kolonimagt, Frankrig, der den dag i dag er en meget tæt allieret, har sin største mili-tære base i Afrika i landet. I den sydlige del af landet har somaliske militser gennem 20 år brugt Djibouti som helle fra kampene i hjemlandet.

Og endelig befi nder der sig fortsat tropper fra nabolan-det Eritrea ved landets nord-lige grænse. Djibouti har si-den 2008 været i en krigslig-nende tilstand med Eritrea på grund af grænsestridigheder, og selvom FN har forlangt, at Eritrea skal trække sine sol-dater ud af det omstridte grænseområde, er det ikke sket endnu.

Efter at have udnyttet sin strategiske placering under den kolde krig og dygtigt na-vigeret mellem Sovjetunio-nens og USA’s interesser, mi-stede landet brat sin centrale geopolitiske rolle i tiden efter den kolde krig.

Djibouti var dog hurtig til at genfi nde sin position efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001, både på grund af sin vigtige geo-grafi ske placering i krigen mod terror og som havn for den amerikanske fl åde. Se-nest er landet blevet tilholds-sted for den internationale fl åde, der bekæmper de so-maliske pirater.

I 2002 ankom de første 900 amerikanske soldater til USA’s nyoprettede fl ådestati-on i Djibouti. Basen, der lig-ger på en tidligere kaserne for den franske fremmedlegion, er centrum for USA’s hastigt ekspanderende hemmelige militæroperationer mod al-Qaeda i Somalia og Yemen.

I dag menes omkring 3000 amerikanske militærfolk at være udstationeret på basen. Op til 1000 af dem er special-

styrker, der er tilknyttet USA’s regionshovedkvarter i Afrika, Africom. Andre 2000 er til-knyttet kommandoenheden Combined Joint Task Force – Horn of Africa, der har til opgave at ruste landene i re-gionen til at imødegå terror.

Det lille og fattige Djibouti er helt domineret af hovedsta-den af samme navn. Der er hyppige stridigheder mellem de to dominerende befolk-ningsgrupper, afarer og issa-er. En fredsproces, der blev påbegyndt i 2000, har dog ført til fred og nogenlunde stabilitet på det seneste.

Hertil kommer et stort antal fl ygtninge fra hungersnød og borgerkrige i regionen. Dji-bouti er et af de lande i ver-den, som huser fl est fl ygtnin-ge i forhold til indbyggertal-let.

Landet, som mest består af ørken, har få naturlige res-sourcer, som indbyggerne kan leve af. Det er varmt og knastørt. Djibouti er et af de

varmeste lande i verden med en årlig gennemsnitstempe-ratur på 30 grader celsius. Nedbøren er de fl este steder under 200 millimeter pr. år.

Landbruget, der er anlagt i oaser og ved kystregionen, dækker kun en fjerdedel af befolkningens behov. Langt størstedelen af fødevarefor-syningen bliver importeret, ligesom rusmidlet khat – der bruges i stigende mængder – fl yves ind fra nabolandet Etiopien, da det skal tygges helt friskt.

Med meget begrænset in-

dustri og nærmest ingen na-turressourcer bortset fra fi -skeri er Djiboutis økonomi to-talt domineret af transport- og servicesektoren. Landet har udråbt sig selv til at være ”Østafrikas Singapore”.

Den strategiske placering og den store transithandel har sammen med en velfun-gerende telekommunikation og liberale love betydet, at Djibouti er blevet et regionalt bank- og forretningscentrum. Havnen er stor og moderne, og den håndterer stort set al Etiopiens udenrigshandel, da

den er Etiopiens eneste ad-gang til havet på grund af borgerkrigen i Somalia og Etiopiens arvefjendskab til Eritrea.

Som på resten af Afrikas Horn er det gået støt ned ad bakke for demokrati og men-neskerettigheder i Djibouti de senere år. Den nuværende præsident, Ismail Omar Guel-leh, afl øste i 1999 sin onkel på posten. Hans anden perio-de som præsident blev ind-ledt i 2005, efter at Guelleh som eneste opstillede havde

vundet valget med 100 pro-cent af de afgivne stemmer. Også premierministeren er udpeget af præsidenten.

I 2010 blev forfatningen ændret, så den siddende præsident kunne stille op til præsidentvalg en tredje gang, hvilket skete i 2011, hvor Guelleh til ingens over-raskelse blev genvalgt. Den-ne gang dog ”kun” med 81 procent af stemmerne. Det meste af oppositionen havde imidlertid boykottet valget, fordi de ikke mente, det ville blive frit og fair.

Den højstrategiske sandpletAfrika, Mellemøsten og hele fem hære mødes i miniputstaten Djibouti, der lever af sin strategiske placering

/ritzau grafik/ KJ

Djibouti

DJIBOUTI

ETIOPIEN

SOM

ALIA

ERITREA

50km

0 Den franske fregat ”Le Nivose” forlader her havnen i Djibouti for at beskytte handelsskibe i de pirathærgede farvande omkring Adenbugten. Frankrig er militært massivt til stede i den tidligere koloni, hvor også USA har udstationeret fl ere tusinde soldater. – Foto: Eric Cabanis/AFP/Scanpix.

0 Djibouti består primært af ørken, så når voldsomme regnskyl en sjælden gang rammer landet, har det ofte katastrofale følger, som for eksempel efter dette regnskyl i 2004. – Foto: AFP/Scanpix.

Uddannelse er vejen fremVi vil børn og unge det allerbedste. I Tanzania og Congo er uddannelse det

allerbedste man kan give børn og unge, men det koster penge - mange penge - alene at skabe rammer for skolegang og uddannelse.

BDM hjælper i Tanzania og Congo med at gøre skolegang og uddannelse mulig for tusindvis af børn og unge.

• Cheke Chea, indskoling i Kipili og andre landsbyer ved Tanganyikasøen• Grundskoler og gymnasium i Congo ved Tanganyikasøen• Håndværkerskoler i Sumbawanga og Kipili• Landbrugsskole ved Kigoma

BDM hjælper, fordi vi tror, at alle har ret til det allerbedste, og fordi skolegang og uddannelse er vejen frem!

Din støtte hjælper BDM med at hjælpe!

www.bdm-dk.dk

BDMBRØDREMENIGHEDENS

DANSKE MISSION

Etiopiske kvinder har

værdiPiger bliver omskåret og gift med gamle mænd. Kvinden er mandens ejendom, og polygami er udbredt. Kvinder arbejder hårdt, og alligevel regnes de for ingenting.

Etiopien har brug for kvindernes stemme og indsats.Vi støtter Mekane Yesus Kirkens arbejde med at give kvinder i Sydetiopien den værdighed de er skabt med.

Læs om projektet på www.dem-dk.dk

TORVETKatrinebjergvej 758200 Aarhus [email protected]

dansk ethioper mission

22-08-2012_annonce_KD_6x180.indd 1 8/23/12 17:23

eritreaAF JEPPE [email protected]

Det er imponerende at være overgået lande som Nordko-rea, Iran og Syrien, når det gælder presse- og informati-onsfrihed. Men det er lykke-des det lille, og for mange sikkert ret ukendte, afrikan-ske land Eritrea. Atter i år har organisationen Journalister uden Grænser placeret lan-det på en sidsteplads ud af 179 lande – lige efter Nordko-rea.

Landet menes at være den eneste afrikanske stat helt uden privatejede medier. Og om de statslige nyhedstjene-ster konstaterer Journalister uden Grænser, at ”de ikke gør andet end at viderebringe regimets krigeriske og ultra-nationalistiske retorik”. Organisationen tilføjer, at der i dag ikke fi ndes en eneste udenlandsk korrespondent i hovedstaden, Asmara.

Eritrea er blevet regeret bru-talt af præsident Isaias Af-werki, siden landet vandt selvstændighed fra Etiopien i 1993. Det er hen over perio-den gået ned ad bakke for menneskerettighederne, og landet topper i dag listen over en lang række menne-skeretskrænkelser: vilkårlige anholdelser, tortur, tvangsar-bejde samt store indhug i ytrings-frihed, religionsfri-hed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed.

Isaias Afwerkis jerngreb har ryddet al synlig opposi-tion af vejen og medført, at befolkningen lever i frygt og mistro.

I Eritrea er der indtil videre intet tegn på et begyndende arabisk forår. Civilsamfundet er nærmest ikke-eksisteren-de, idet fagforeninger og ngo’er ikke længere er lovli-ge. Og universitetet i hoved-staden kører kun på vågeblus og er i stedet afl øst af tvun-gen national tjeneste for un-ge i den studiemodne alder. Hvilket for mange er lig med lange ophold i træningslejre med hård fysisk træning og politisk indoktrinering.

Eritrea, hvor godt halvde-len af befolkningen er krist-ne, mens resten er muslimer, er berygtet for sin stærke un-dertrykkelse af religiøse grupper. Organisationen Christian Solidarity World-wide anslår, at mellem 2000 og 3000 af landets kristne i dag sidder i fængsel alene på grund af deres tro – en stor del af dem under umenne-skelige forhold i shipping-containere og hemmelige un-derjordiske fængsler, hvor tortur hører til dagligdagen.

FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Navi

Pillay, har for nylig fordømt Eritreas brug af tortur og summariske henrettelser. Der er ifølge FN’s Menneskeret-tighedsråd 5000-10.000 poli-tiske fanger i Eritrea.

Regeringen i Eritrea har ik-ke svaret på menneskerettig-hedschefens anmodning om at drøfte sagen. I juli vedtog menneskerettighedsrådet en-stemmigt at fordømme de ”udbredte og systematiske krænkelser” i Eritrea og ud-pegede en FN-ekspert til at undersøge menneskerettig-hedsbrud i landet.

Senest er Røde Kors dog blevet tvunget til at stoppe sit arbejde i Eritrea. Regerin-gen har meddelt Røde Kors’ eritreiske søsterorganisation, at den ikke længere må mod-tage penge fra udlandet, da det truer landets selvstæn-dighed. Eritrea har gennem de seneste år udvist alle internationale hjælpeorgani-sationer.

Der var ellers store forhåb-ninger til Eritrea, da landet i 1991 blev en selvstændig na-tion, efter at det gennem en stædig guerillakamp som en anden David besejrede den mægtige nabo Etiopien.

Den tidligere italienske ko-loni var efter Anden Verdens-krig blevet indlemmet i Etio-pien og først efter næsten 40 års udmarvende befrielses-krig opnåede landet uafhæn-gighed og nød for en tid ver-

dens beundring. På det tids-punkt fremstod Isaias Afwer-ki som en progressiv og mo-derne leder. Udviklingsbi-stand og ambassader strøm-mede til hovedstaden, Asma-ra, med dens charmerende italienske arkitektur, og Af-werki blev udråbt til at skulle være en af frontfi gurerne i det, man håbede skulle blive ”Afrikas renæssance”. Ved den første folkeafstemning, der blev holdt i april 1993,

stemte 99,8 procent for selv-stændighed, og Eritrea blev formelt en suveræn stat og samme år optaget som med-lem af FN.

Men renæssancen må de se langt efter i Eritrea, hvor der ikke har været holdt valg si-den uafhængigheden.

Eneherskeren Isaias Afwer-ki annoncerede i 2008, at valg ville blive udskudt i 30-40 år – eller længere – da de ”polariserer samfundet”.

Under præsident Afwerkis utilregnelige og tyranniske ledelse har landet de senere år systematisk gjort sig uven-ner med sine nabolande og isoleret sig fra verdenssam-fundet. Landet har blandt an-det gjort sig upopulær ved åbenlyst at støtte islamistiske oprørere i Somalia, starte en mindre territoriel strid med nabolandet Djibouti og blan-de sig indirekte i konfl ikten i Darfur.

Præsidentens udenrigspo-litik er blevet beskrevet som paranoid, utilregnelig og ag-gressiv og har medført, at Eritrea i dag befi nder sig to-talisoleret som en pariastat i verdenssamfundets yderste periferi. Eritrea er i dag under FN-sanktioner, og USA har fl ere gange truet med at føje landet til sin terrorliste.

Som om det ikke var nok, lider befolkningen også ma-terielt. Eritrea er et af verdens allerfattigste lande og plages jævnligt af tørke. Økonomien er i ruiner som resultat af tør-ken, enorme militærudgifter og regeringens ravage af den private sektor.

Men der er tegn på, at op-positionsgrupper er begyndt at røre på sig i Eritreas nabo-lande. Problemet er dog, at de indtil videre ikke er godt organiserede og ikke udgør en fælles front mod styret i Asmara.


/ritzau grafik/ KJ

Eritrea

ERITREAAsmara

ETIOPIEN200km

Næste valg kommer først om 40 årEritrea er ikke alene et af verdens fattigste lande, men også et af de allermest undertrykkende, regeret af en utilregnelig og paranoid tyran

0 Den eritreiske præsident, Isaias Afwerki, beskrives som ”utilregnelig” og ”tyrannisk”, og landet ligger på lister over pressefrihed placeret efter for eksempel Syrien og Nordkorea. – Foto: Peter Busomoke/AFP/Scanpix.

0 Eritrea er tidligere italiensk koloni, og det har sat sine spor blandt andet i arkitekturen i hoved-staden, Asmara, der i 1939 havde et italiensk befolkningsfl ertal. – Foto: Angela Prati/AGE/Scanpix.

Læger uden Grænser forsøgte at nå de allermest sårbare...

Den humanitære krise i Somalia er, og var i 2011, en af de værste i verden. For i 2011 ramte en voldsom tørke somalierne, der i forvejen led under konsekvenserne af en langvarig konflikt og manglen på et fungerende sundhedssystem.

I løbet af 2011 har Læger uden Grænser (MSF) ydet lægehjælp 22 forskellige steder i Somalia, såvel som i lejre for somaliske flygt-ninge i Etiopien og Kenya.

I perioden fra maj til december 2011 behandlede vi mere end 95.000 patienter for underernæring, over 6.000 patienter for mæslinger og vaccinerede næsten 235.000 børn mod sygdommen. Vi assisterede i mere end 5.500 fødsler og foretog over 450.000 konsultationer.

På trods af intense forhandlinger med væbnede grupper, så har adgang til de hårdest ramte regioner i det sydlige Somalia hele tiden været vanskelig.

Maj - juni 2011I maj – juni 2011 arbejdede Læger uden Grænsers lægehold på højtryk for at hjælpe et dramatisk voksende antal underernærede børn og voksne i det centrale Somalia.

I samme periode krydsede en massiv flygtningestrøm pludselig grænsen fra Somalia til Kenya og Etiopien.

Juli - august 2011Samtidig med at Læger uden Grænser forhandlede en opskalering af sine aktiviteter inde i Somalia, udvidede vi vores katastrofeind-sats over for flygtninge, der ankom til de overfyldte lejre i Kenya og Etiopien. Alene i juni måned blev 48.000 nyankomne registreret i Dolo Ado camp i Etiopien.

Efterhånden som frontlinjen bevægede sig væk fra den indre by Mogadishu, kunne Læger uden Grænser udvide sine eksisterende aktiviteter i den somaliske hovedstad betydeligt på trods af en stadig meget skrøbelig og usikker situation.

Fra begyndelsen blev den igangværende krise forklaret som hungersnød opstået naturligt på grund af tørke. Men Læger uden Grænser har hele tiden understreget, at vores humanitære aktiviteter i regionen ikke kun var nødvendige på grund af tørke, men også som følge af en kronisk, kompleks og stærkt politiseret konflikt.

September - oktober 2011I september og oktober 2011 blev en mæslingeepidemi hurtigt den mest skræmmende udfordring som Læger uden Grænsers hold i regionen havde stået overfor.

I kombination med underernæring, blev mæslinger den hyppigste årsag til børnedødelighed i Somalia. Der var akut behov for masse-vaccinationer, men vi stod overfor et fortsat forbud mod at arbejde i store dele af det sydlige og centrale Somalia.

I oktober 2011 blev to af Læger uden Grænsers medarbejdere bort-ført fra flygtningelejrene i Dadaab, Kenya. Læger uden Grænser fordømmer bortførelsen af Blanca Thiebaut og Montserrat Serra og opfordrer til betingelsesløs løsladelse af vores to kolleger. Som følge af dette angreb suspenderede vi midlertidigt nogle af vores medicinske aktiviteter i Dadaab.

November - december 2011I november førte regntiden, samt overfyldte og meget uhygiejniske forhold i lejrene, til en støt stigning i antallet af kolerapatienter.

Fra midten af december havde Læger uden Grænser behandlet 1875 kolera patienter i hele Somalia. Men drabet på to af vores ansatte, Philippe Havet og Dr. Karel Keiluhu, den 29. december 2011 i Mogadishu betød, at vi måtte lukke to af vores projekter, der blandt andet behandlede kolerapatienter samt patienter med underernæring og mæslinger. Vores andre projekter i de øvrige dis-trikter i hovedstaden, såvel som i 10 steder i resten af Somalia fortsatte.

KonklusionBehovene hos den somaliske befolkning vil sandsynligvis forblive akutte.

Selv om medierne snart finder andre steder at rette søgelyset, så vil Læger uden Grænser fortsætte med at give uafhængig og upartisk hjælp og dække de enorme medicinske og humanitære behov i og omkring Somalia. Vi vil gøre det der, hvor de sikkerhedsmæssige forhold tillader det.

Læger uden Grænser vil også fortsat gøre alt, hvad vi kan for at sikre frigivelsen af vores to bortførte kolleger.

Tusind tak til alle jer, der har været – og fortsat er – med til at hjælpe de mennesker, der er ramt af krisen i Somalia – og andre udsatte befolkningsgrupper, der ikke har adgang til lægehjælp.

Du kan læse mere om – og meget gerne støtte – vores arbejde på msf.dk


somaliaVIBEKE RASK GRØN SKRIVER FRA [email protected]

”Denne her gang lykkedes det at få dannet en egentlig regering og komme videre som et rigtigt land,”siger 35- årige Husan Adan Hussein.

Om udtalelsen dækker over et brændende ønske efter 21 års krig og uroligheder, eller om den bygger på politisk indsigt, er ikke til at sige, men han virker overbevist – og han er bestemt ikke den eneste. Hvem man end spør-ger i Mogadishu i dag, svarer de: Freden er kommet nu, og snart bliver alt normalt igen.

”Ja, inden der er gået et år,” vover den 70-årige kvæg-nomade Abdulahi Ali Aden endda at spå.

Kører man en tur gennem Mogadishus sønderskudte og ødelagte gader, er her også et myldrende leben. Drenge spiller fodbold, butikker har åbent, her er masser af folk, og æselkærrer, scootere og biler kæmper om kørebaner-ne.

Her bliver bygget nye huse mellem ødelagte ruiner, på fi -skemarkedet råber mændene deres priser for at tiltrække kunderne, og i de mere ydmy-ge sandsmøger sælges der sukker og kager fra kiosker og trækul i små portioner ad gangen. Og der er en aura af optimisme over alt.

”Som du kan se, er folk begyndt at renovere deres huse, og forretningerne er i gang,” siger Beshir Yusuf og peger rundt.

Han har selv fået bygget et stort hvidt hotel, Hotel Peace II, i det centrale Mogadishu og satser på, at gæsterne snart indfi nder sig.

Flere gange om ugen an-kommer fl y fra Tyrkiet, fra Dubai i De Forenede Arabiske Emirater eller fra Nairobi, Kenyas hovedstad, til Moga-dishu med folk fra diaspora-en. Mødre hanker op i børne-ne, fædre bærer kuff erter, un-ge og gamle, alle kommer de for at orientere sig om, hvor Somalia bevæger sig hen, og om det er nu, man skal satse sine sparepenge og investe-re?

Peter Klansø, regionalchef for Dansk Flygtningehjælp på Afrikas Horn og i Yemen, ad-varer dog mod at drage forha-stede konklusioner.

”Der er ikke fred i Somalia, der er en proces i gang,” på-peger han.

Mandatet for Somalias overgangsregering (Transitio-

nal Federal Government, TFG) udløb den 20. august, og en internationalt støttet proces frem mod en reel rege-ringsdannelse er nu i gang.

Somalias klanældre har udpeget et Nationalt Forfat-ningsudvalg bestående af 825 medlemmer, som repræsen-terer landets mange forskelli-ge klaner og familiegrupper.

Den 1. august var Somalias nye forfatning til afstemning i forfatningsudvalget og blev vedtaget med 96 procent af stemmerne for.

Næste skridt er at udpege medlemmer til parlamentet. Augustine Mahiga, FN’s sær-lige udsending i Somalia, ad-varer ifølge BBC klanlederne mod at forfalde til korruption

eller ligefrem til salg af parla-mentspladser.

”Nu må alle forsøge at gen-skabe et værdigt og respekte-ret Somalia,” siger han og op-fordrer alle til at fortsætte på demokratisk vis.

Parlamentet skal til sin tid udskrive valg, og derefter kan den første rigtige regering i over 21 år dannes.

Peter Klansø understreger, at det er somalierne selv, der skal ville freden. Hverken in-ternationale organisationer, USA, EU eller Tyrkiet kan skabe fred i Somalia. Freden skal komme indefra, ved at klanlederne vælger kompro-misernes og forhandlinger-nes vej frem for krigens.

Mange almindelige menne-sker, man taler med i Moga-dishu, som Husan Aden Hus-sein, siger, at tiden er moden nu, og de føler sig overbevi-ste om, at deres ledere vil fre-dens vej.

”Der er en chance for at få løst konfl ikterne lige nu, og det bør udnyttes, for mulig-heden kommer måske ikke tilbage igen,” siger Abdulahi Ali Aden, der bruger det me-ste af sin tid som internt for-drevet i Mogadishu til at lytte til programmer fra forskellige radiostationer, både pro-TFG og pro al-Shabaab-stationer.

Al-Shabaab blev jaget ud af Mogadishu i slutningen af 2011, men trak sig i første om-gang kun lige ud bag bygræn-sen og sad i lang tid tungt på provinserne omkring hoved-staden, Lower Shabelle og Middle Shabelle. De foretager stadig jævnlige nålestiksan-greb ind i byen, men det reg-ner folk generelt ikke for no-get.

Seneste og hidtil alvorligste angreb kom den dag, afstem-ningen om den nye forfatning fandt sted i forfatningsudval-get. Her forsøgte to selv-mordsbombemænd at trænge ind på det område, hvor mø-det fandt sted. De blev skudt af regeringssoldater, inden de nåede ind, men det viser noget om trusselsniveauet.

Senest har al-Shabaab også personligt truet de nyvalgte medlemmer af forfatningsud-valget, og mange fra provin-serne, hvor sikkerheden ikke er god, er opskræmte.

Formanden for udvalget, Abdirrahman Hosh Jabril, opfordrer dog ifølge den uaf-hængige nyhedswebside So-maliaReport alle til at lade være med at vise svaghed nu, hvor man er nået så langt.

I begyndelse af året satte ken-yansk militær ind med regu-

lære bombninger i det sydlige Somalia, og somaliske styr-ker fra TFG støttet af de freds-skabende tropper fra Den Afrikanske Union, Amisom, indledte en off ensiv, som har sendt islamisterne ud på et kontinuerligt tilbagetog.

En stor del af nomaderne og bønderne i provinserne havde indtil da fundet sig i at leve under al-Shabaabs åg, men de mange bombninger og intensiverede kampe mel-lem islamisterne og frem-trængende TFG- og Amisom-tropper sendte nye bølger af fl ygtninge mod Mogadishu.

Også Husan, hans kone og deres syv børn blev tvunget væk fra Lower Shabelle på grund af voldsomme kampe i deres områder for ni måne-der siden.

Al-Shabaabs tilbagetog er dog ikke nødvendigvis ensbe-tydende med øget sikkerhed i de områder, der er blevet be-friet. Mange al-Shabaab-til-hængere hopper til og fra som aktive kæmpere, og en del har i takt med tilbageto-get slået sig på almindelig kriminalitet og bil-bortførel-ser for at fi nansiere deres hel-lige krig.

Både småhandlende, no-mader og bønder frygter, at den type al-Shabaab-krimi-

nelle når som helst kan duk-ke op og kræve alt af værdi udleveret.

”Vi skal heller ikke nyde noget af at tage hjem til Lo-wer Shabelle, før al-Shabaab med sikkerhed er helt for-svundet,” siger Husan.

For de fl este er daglig sik-kerhed i en af Mogadishus kæmpestore teltlejre for in-ternt fordrevne meget mere værd end at have fod på eget stykke land i en usikker tid.

Al-Shabaabs absolut stær-keste tilholdssted er havne-byen Kismayo nord for Moga-dishu, og det er her, at isla-misterne i øjeblikket forbere-der sig på et forsvar. Man har annonceret en ny strategi og vil blokere for al transport af varer fra havnen og videre ind til de TFG-kontrollerede regioner Gedo, Lower Juba og Bay, skriver SomaliaReport.

Al-Shabaab er overbevist om, at en økonomisk embar-go vil få ødelæggende eff ekt på TFG, Amisom og deres al-lierede, og at moralen og opbakningen til at retablere Somalia herefter vil smuldre.

Vibeke Rask Grøn er selvstændig journalist og har arbejdet og rejst i Østafrika og Sydsudan. Turen til Somalia i juni-juli kom i stand på initiativ af Dansk Flygtningehjælp.

Hvor frygten for krigen er det største problemOptimismen emmer ud af folk i Somalias hovedstad, Mogadishu. De bevæger sig i dag rundt uden frygt for at havne i skudlinjen mellem al-Shabaab og regeringstropper, men 21 års krig og uro sætter sine spor

/ritzau grafik/ KJ

Somalia

SOMALIA

ETIOPIEN

Mogadishu

250km

0 Der er masser af liv og optimisme i Somalias hovedstad, Mogadishu. – Foto: Alexandra Strand Holm.

STOP HENRETTELSERNE

sms AKTION + DIT NAVN til 1919

Skriv under!

Tjenesten udbydes af Amnesty International

Efter 27 års pause er Gambia igen begyndt at henrette fanger. Præsident Yahya Jammeh har beordret alle fanger på dødsgangen henrettet inden for få uger. Hjælp Amnesty med at standse massehenrettelserne.

Red liv med din mobil

Sms teksten AKTION + DIT NAVN til 1919.Så sætter vi dit navn på underskriftslisten og afleverer den til Gambias ambassade i London. Tak fordi du støtter menneskerettighederne.

STOP PRÆSIDENTEN

(0 kr. + alm. takst)

Præ

side

nt Y

ahya

Jam

meh

har

sid

det

på m

agte

n i G

ambi

a si

den

19

96

. (F

oto:

Pol

foto

)


bistand Af Inor [email protected]

De fleste genkender sandsyn-ligvis det gamle mundheld om, at det er bedre at give en sulten mand en fiskestang end at give ham en fisk. Det samme er sandt i forhold til udviklingsbistand. Hvis vi havde ydet en bedre forebyg-gende indsats, kunne føde-varekrisen på Afrikas Horn være mindsket betragteligt i omfang. Men det er først, når skaden er sket, at de fleste griber til pengepungen for at yde tiltrængt hjælp.

Det er en meget naturlig og menneskelig mekanisme, der bliver sat i spil, når vi giver penge til akut nødhjælp, si-ger Henrik Secher Marcus-sen, professor ved Roskilde Universitets Institut for Sam-fund og Globalisering. Han har forsket i blandt andet ud-viklingsbistand.

”Akut nødhjælp er stærkt appellerende. Man bliver konfronteret med nødhjæl-pens umiddelbare konse-kvenser og indhold, hvilket appellerer til vores følelser og solidaritetsfornemmelse,” siger han.

Den akutte nødhjælp er dog, groft sagt, en lappeløsning. Derfor prøver nødhjælpsor-ganisationer at blive bedre til at hjælpe forebyggende.

”Akut nødhjælp har mange begrænsninger, men det langsigtede udviklingsper-spektiv er vanskeligt at kæde sammen med de akutte nød-hjælpssituationer. Det er dét, som nødhjælpsorganisatio-ner ser som deres udfordring. De prøver at arbejde forebyg-gende og etablere forudsæt-ninger for langsigtet indsats. Nødhjælpsorganisationer er jo primært gode til nødhjælp, det har de bygget deres orga-nisationer op omkring. De er vældig gode til det logistiske og at få eksempelvis fødeva-rer ud i en nødsituation. Den langsigtede udvikling forsø-ger de dog at opbygge som en del af deres kompetencer,” siger Henrik Secher Marcus-sen.

Selvom den forebyggende indsats er nødvendig, hvis der skal skabes velstand i Den Tredje Verden på længe-re sigt, er den samtidig svæ-rere at promovere blandt do-norlandenes befolkning.

”Danida, ngo’er og nød-

hjælpsorganisationer gør me-get for at promovere langsig-tet udviklingshjælp. Det er nødvendigt at tage fat i de grundlæggende strukturer, som skaber nød og fattigdom. Det kan man kun ved at gøre opmærksom på det langsig-tede perspektiv. Det er orga-nisationerne gode til, men det appellerer ikke på samme måde til at få pengepungen frem,” siger Henrik Secher Marcussen.

Isobro, Indsamlingsorganisa-tionernes Brancheorganisati-on, mener dog, at danskerne rent faktisk prioriterer lang-sigtet udviklingsbistand.

”Når jeg ser på bredden af organisationer, der arbejder med at samle ind til Den Tredje Verden, er der både indsats med katastrofehjælp og den langsigtede hjælp. Det tegner tilsammen et godt bil-lede af helhedssituationen. Indsamlingsfagligt opfatter jeg, at et stigende antal af do-norer gerne vil give løbende donationer til udviklingsind-sats og dermed donere penge til det lange, seje træk,” siger Robert Hinnerskov, general-

sekretær for Isobro.Han fremhæver samtidig,

at kampagnen Verdens Bed-ste Nyheder er et pragteksem-pel på, hvordan man gøre do-nationer til langsigtet udvik-lingsbistand attraktive. Den nævnte kampagne er en delt indsats mellem nødhjælpsor-ganisationer, virksomheder og Danida og FN, som infor-merer om, hvordan penge til udviklingsbistand rent fak-tisk hjælper og forebygger Den Tredje Verdens største problem: fattigdom. Og kam-pagnens sekretariatsleder, Thomas Ravn-Petersen, be-kræfter, at folk skal have be-sked om, at deres donationer hjælper, hvis de skal blive ved med at putte penge i kas-sen.

”Hvis ikke man hører, at det nytter, har man ikke lyst til at give. Ellers bliver det kun med hjertet, hvor hjer-nen siger nej. Det er vigtigt at kommunikere til danskerne, at vi kan afskaffe fattigdom. Verden har midler, viden, ekspertise og erfaring med den slags. Vi ved, hvad der skal til for at skabe gode cirk-ler. Sulten på Afrikas Horn

kunne have været undgået, og vi kan med langsigtet ud-viklingsbistand forhindre den slags katastrofer. Nød-hjælp er alt for bekostelig, men man kan selvfølgelig ik-ke afskaffe den, for pengene går til folk, der er i en kritisk, akut situation,” siger Thomas Ravn-Petersen.

Care er en organisation, der har påtaget sig at arbejde specifikt med forebyggende udviklingshjælp. De genken-der, at det kan være en sej kamp at engagere danskerne i langsigtede projekter.

”Der er lavet undersøgelser af, hvad danskerne helst vil donere til. De viser, at folk gerne vil støtte det langsigte-de arbejde. Men adfærden er desværre anderledes. Folk skal have en konkret årsag til at få pungen op af lommen, og det føles selvfølgelig mere relevant, når man ser folk i akut nød. Det er en basal menneskelig mekanisme,” si-ger Sisse Marie Brown, kom-munikationschef for Care i Danmark.

Care vælger at fokusere på det lange løb, da nødhjælp

ifølge dem er problematisk i mange henseender.

”Når vi uddeler nødhjælp i form af fødevarer i lande, som er ramt af hungersnød, smadrer vi samtidig det loka-le marked, der kunne være. Det er nødvendigt for at red-de liv, men vi ødelægger også det, de lokale skal leve af på længere sigt. I forbindelse med sultkatastroferne på Afrikas Horn og i Sahelbæltet er der faktisk mad på marke-det. Men den fattigste befolk-ning har ikke råd til at købe den. Derfor kan man under-støtte befolkningen ved at gi-ve dem penge for at udføre lokalt arbejde. Derefter kan de købe mad på markedet. På den måde undgår vi at gøre fremtiden endnu mere dyster for de lokale bønder,” siger Sisse Marie Brown.

Når Care går ind og hjælper de sultramte lande, har de mange andre forebyggende udviklingsstrategier. Care hjælper de lokale bønder med at plante tørkeresistente afgrøder, opfulgt af informa-tioner om vejrprognoser og viden om forplantning. Sam-tidig med det leverer de hus-

dyrhold, som modtagerne kan leve af, hvis høsten skul-le fejle, eller hvis der er store udsving i vejret. De hjælper også de lokale med at etable-re ordentlige brønde for at sikre dem rent vand.

Og den langsigtede nød-hjælp er en god forretning, forklarer Sisse Marie Brown. Derfor prøver Care at appelle-re til sund fornuft, når de skal gøre opmærksom på de-res arbejde og behov for mid-ler.

”Der er nogle beregninger, der stammer fra Verdensban-ken, som viser, at for hver krone, vi bruger på forebyg-gelse, sparer vi syv kroner i nødhjælp. Det kan svare sig at styrke fattige mennesker og udruste dem til at modstå kriser. De landsbyer, vi har hjulpet tidligere, har stået bedre imod kriser og har ikke i samme udstrækning behov for nødhjælp – nogle gange kan det helt undgås. Det er derfor, der står ’jo før, jo bed-re’ under vores logo. Vi kal-der det rettidig omsorg, fordi det redder liv og betaler sig i kroner og øre,” siger Sisse Marie Brown.

En krone til nødhjælp er syv gange så meget værd, hvis den gives til udviklingsbistandForebyggende udviklingsbistand er billigere og mere effektiv end nødhjælp, men det er svært at samle penge ind til langsigtede projekter

0 Akut nødhjælp er stærkt appellerende. Man bliver konfronteret med nødhjælpens umiddelbare konsekvenser og indhold, hvilket appellerer til vores følelser og solida-ritetsfornemmelse. Her er det nødrationer, der står klar til uddeling i Mogadishu i Somalia under sultkatastrofen sidste år. – Foto: Mustafa Abdi/AFP/Scanpix.

verden tørster efter langsigtede løsninger

Når du støtter Mellemfolkeligt Samvirke, støtter du den langsigtede katastrofeforebyggelse, så fattige mennesker i udsatte områder er mindre afhængige af nødhjælp fremover.

Når du støtter Mellemfolkeligt Samvirkes langsigtede katastrofeforebyggelse, støtter du det arbejde, hvor vi vurderer, at dine penge gør mest varig gavn.

Støt det arbejde, der skaber varig forandring.SMS MS150 – og støt MS med 150 kroner (+ alm sms-takst).

Mellemfolkeligt Samvirke gør en varig forskel • Bønderidetørkeramteområderbliverhjulpettilatdyrkejord mednyetørkeegnedeafgrøderogtilatbrugeminimaltmed vand.

• Kvinderfårøkonomiskbistandogrådgivningtilatstarte produktionsværkstederogforretninger,sådeermindre udsattenæstegangkatastrofenrammer.

• Fattigemenneskeridetørkeramteområderbliverhjulpettilat stilledelokalepolitikeretilansvar,sådepenge,derfxerafsat tilbygningafdigerogvandkanaler,rentfaktiskbliverbrugt pådet.

Foretårsidenoplevedeøstafrikanernedenværstetørkei60år.13millionermenneskerhavdebrugforhumanitærnødhjælp–ogMellemfolkeligtSamvirkevarsammenmedActionAidKenyaendelafnødhjælpsberedskabet.

• Knap390.000menneskerharmodtagetakutnødhjælp.• 60.000menneskerersikretrentdrikkevand• 43.000skoleeleverharfåetskolemadregelmæssigt

Vived,atnaturkatastroferaltidrammerdesvagestehårdest.DerforharMellemfolkeligtSamvirkefokuspåatskabevarigeforandringerhosverdensfattigste,sådebedrekanklaresigselvnæstegang.

Støt dét arbejde, der skaber varig forandring.SMS MS150 – og støt MS med 150 kroner (+ alm sms-takst).

Katastrofer er uundgåelige - hungersnød kan undgås

I 90 år har vi hjulpet mennesker i nød med at

komme ud af håbløs fattigdom eller videre efter

katastrofer. det er hårdt arbej de, men det nyt-

ter. det er hjælp, der får smilet frem.

Mange tror, at hungersnød er en uundgåelig

følge af tørke, men det behøver det ikke at være.

hungersnød kan undgås. Først og fremmest ved

forebyggelse og dernæst med nødhjælp, hvis

det bliver rigtigt slemt.

Verdensbanken har regnet ud, at det koster syv

gange mere at få familier på fode igen efter en

naturkatastrofe end at forebygge katastrofens

konsekvenser.

Vi tror på, at folk i fattige lande skal kunne bru-

ge deres egne ressourcer, teknikker og viden,

så de ikke skal være afhængige af nødhjælp -

men selv have mulighed for at forbedre deres

levevilkår.

gør noget i dag. Brug girokortet i dagens avis el-

ler gå ind på www.nødhjælp.dk og opret en fast

månedlig betalings aftale.

På forhånd tak for din hjælp

foto

so

fia wr

aber

afrikas horn

Documents