agapetemaNummer 1 2012

frihed kontra fællesskab

Børneforældres frihed - eller mangel på samme Børns frihed Træd et skridt til side

Frihed kontra inklusion Den politiske vinkel I & II

Frihed til kapitalisme

2

indhold

AgapeTema udgives af:Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, 8600 Silkeborg

Ansvarshavende redaktør:Landsleder Torben JensenT 8680 6022 / torben.agape@gmail.com

Øvrige medlemmer af bladudvalget:Terapeut Torsten Hartvig PedersenDistriktsygeplejeske Jens Peter HansenTeolog Helge Maagaard

Layout:Informationsmedarbejder Martin SkipperT 8680 6022 / skipper@agape.dk

Forsidefoto:Modelfoto fra sxc.hu

Tryk:Lavpristrykkeriet, Århuslavpristrykkeriet.dkOplag: 2.500 stk.ISSN: 1601-7188

Foreningen AgapeAgape ønsker på folkekirkelig grund at hjælpe mennesker, som oplever livet problematisk og at inspirere menigheder og fællesskaber til diakoni i praksis. Dette sker ved at samle og servicere frivillige grupper samt via terapi, foredrag, kurser, rådgivning og sjælesorg.Agape har navn efter det græske ord for kærlighed, og diakoni er det græske ord for tjeneste.Medlemmer af Agape modtager to gange om året bladet Aga-peTema (tidl. TEMA), der sætter fokus på et emne inden for det diakonale, sjælesørgeriske eller psykologiske område.

KontaktForeningen Agape, Bredhøjsvinget 1, Silkeborg T 8680 6022 / sekretariat@agape.dkTelefontider: mandag – torsdag 9-15, fredag 10-14Bankkonto 6190 0003562409 www.facebook.com/agapedkwww.agape.dk

Børneforældres frihed - eller mangel på samme

/ side 4 /

Børns frihed

/side 7 /

Frihed til kapitalisme

/ side 18 /

Frihed kontra inklusion

/ side 13 /

Emne Side

Hel fri eller helt menneske - kommentar ............... 3

Børneforældres frihed - eller mangel på samme ...... 4

Børns frihed .......................................................... 7

Træd et skridt til side - uddrag fra bog .................. 9

Frihed kontra inklusion ......................................... 13

Den politiske vinkel I ............................................. 16

Den politiske vinkel II ............................................ 17

Frihed til kapitalisme ............................................. 18

3

kommentar

Hel fri eller helt menneske

”

”

”Du bliver ikke lykkelig af at have ubegrænsede valgmuligheder” Det er vi næsten per automatik enige i. Men hvorfor gør vi egentlig ikke det? De vigtigste valgmuligheder findes i form af magt, penge og godt helbred, og meget lidelse og ulykke kommer netop ved den modsatte situation: magtesløshed, dyb fattigdom og alvorlig sygdom. Hvorfor er det så ikke lykken at have magt, rigdom og helbred i ubegrænset mængde? Det er der formentlig ingen mennesker, der har et korrekt svar på, men det er et menneskeligt grundvilkår, at ikke kun det, vi FÅR og har rådighed over, giver mening for os. Vi har også brug for at GIVE noget til andre, først og fremmest kærlighed og omsorg. Selv ikke alverdens valgmuligheder i form af penge, magt og helbred kan opfylde dette karakteristiske menneske-behov.

”Du bliver ikke lykkelig af at have ubegrænset frihed” Også dette er vi meget hurtige til at være enige i. Men hvorfor egentlig? Den lidt slidte forklaring med at ’ægte frihed er at være bundet’ er vel sand nok, men den leverer ikke

nogen forklaring, kun en ny påstand, og begrebet frihed er og bliver stadig det modsatte af bundethed. Det første fokuspunkt i dette AgapeTema er den frihed, man har som person til at bruge sin tid og sine resurser til sig selv. Det er jo en slags slaveri, hvis andre dikterer, hvad man skal bruge sin tid til. Og det er en voldsom krænkelse af et menneske, at fratage det al frihed til at bevæge sig rundt, som det vil, og til at anvende dets egne penge og kræfter. Hvorfor er det så ikke lykken at have frihed på disse områder i ubegrænset mængde? Noget af svaret ligger uden tvivl i det andet fokuspunkt i dette blad, nemlig ’fællesskab’. Svaret er nok ikke, at der findes forskellige slags frihed, men at ubegrænset frihed udelukker noget andet, som vi bare ikke er skabt til at kunne undvære. Og det er fællesskab. Fuldstændig uafhængighed af og komplet frihed fra andre

mennesker lader sig ikke gøre, hvis blot en af disse ’andre’ betyder den mindste smule for én. For slet ikke at tale om en forelskelse, eller når en person, man er tæt på, lider ondt. At være involveret i andre menneskers liv tager mange resurser, både tid og kræfter. Der røg drømmen om ubegrænset frihed. Men gør det så meget?Hele det kristne evangelium er gennemsyret af udsagn om og billeder på, hvor centralt samvær og fællesskab er. Både mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesker og Gud.

Svaret er nok ikke, at der findes forskellige slags fri-hed, men at ubegrænset frihed udelukker noget andet, som vi bare ikke er skabt til at kunne undvære. Fuldstændig uaf-hængighed af og komplet frihed fra andre mennesker lader sig ikke gøre, hvis blot en af disse ’andre’ betyder den mindste smule for én.

Af Torben JensenLandsleder i Agape

4

Den personlige frihed begrænses, idet man får børn. Det er ikke kun det, at der er flere at tage hensyn til, som medfører begrænsningerne i den personlige frihed, for børn har nemlig brug for en anden slags opmærksomhed og omsorg end partneren har. De første mange år kan børnene ikke passe sig selv, og mor og far bliver derfor nødt til at medtænke dem i alt, hvad de foretager sig og planlægger. Uanset hvor struktureret man er, kommer man ikke uden om, at børn tager noget af den tid og den frihed, man tidligere frit kunne råde over. Børn kan få betydning for alt, lige fra hvad, der serveres til aftensmad, til job- og karrierevalg.

For at nå det hele er mange børnefamilier gode til at planlægge. Hvem gør hvad og hvornår? Men planer og den faktiske virkelighed går langt fra altid op i en højere enhed. Det er for eksempel vanskeligt at planlægge præcist, hvornår spædbørn skal spise, sove og skiftes. Som forældre kan vi have en mening om det, men i sidste ende er det barnet, der bestemmer. Børn i alle aldre bliver også syge i kortere eller længere perioder, hvilket binder mor eller far til hjemmet på dage, hvor man egentlig havde andre planer.Den første tid føles begrænsning-erne måske ikke helt så meget. Det er nyt og spændende at være forældre, og alle viser interesse for barnet. Men når den første tid er gået, nyhedens interesse har lagt sig, og det atter er blevet hverdag, vil begrænsningerne af og til opleves som irriterende og måske ligefrem frustrerende, uanset hvor

højt vi elsker vores børn. Børn i forskellige aldre giver forskellige begrænsninger og udfordringer. De helt små børn kan ikke være alene, hvilket medfører en meget håndgribelig begrænsning af min frihed til blot at gøre, hvad der passer mig. Når børnene bliver ældre, kan de bedre være alene, og vi behøver ikke altid at have dem

med eller tænke på at få arrangeret pasning. Dette giver os noget af friheden tilbage, men i takt med, at børnene bliver ældre, sker der også det, at deres sengetid ændres, så vi ikke længere har aftnerne for os selv. Noget af den genvundne frihed sættes altså til igen på andre områder.

Hvad med parforholdetDe begrænsninger, som børn i familien medfører, er på en måde et menneskeligt grundvilkår, som vi bliver nødt til at acceptere og til en vis grad indordne os under,

hvis vi ønsker at opleve den glæde, der er forbundet med at få børn og være en del af det forpligtende og berigende fællesskab i en familie. Allerede idet man træder ind i et parforhold, mister man lidt af sin personlige frihed. Man har valgt partneren til, og dermed har man valgt noget andet fra. I et eller andet omfang skal man vise hensyn og give afkald på noget af sin frihed til udelukkende selv at bestemme over sin tid, sine penge osv, hvis forholdet skal holde.Måske er ovennævnte begræns-ninger i den personlige frihed medvirkende til, at den ægteskabelige lykkefølelse falder, når der kommer børn i forholdet? Dette har forskning nemlig vist, og uanset hvor ønskede vores børn er, ser det i hvert fald ud til, at børn belaster forældrenes indbyrdes forhold. Forskningen har også vist, at stress som følge af børnepasning og -opdragelse er en hyppigt medvirkende årsag til skilsmisse.Ligeledes ser det ud til, at forekomsten af utroskab er højest i en periode fra fem til femten år efter ægteskabets indgåelse, hvilket svarer til nogenlunde den periode af ægteskabet, som typisk også er præget af familieforøgelser, bleskift med mere – kort sagt en periode, der er præget af begrænsninger i den personlige frihed. Derfor er det vigtigt, at vi er opmærksomme på og åbne omkring de begrænsninger og belastninger, børn medfører, så vi bedre kan håndtere dem og dermed mindske risikoen for, at familien går i opløsning.

Børneforældres frihed eller mangel på samme

Af Jette Bak Pedersen

Allerede idet man træder ind i et par­forhold, mister man lidt af sin personlige frihed. Man har valgt partneren til, og der­med har man valgt noget andet fra.

”

”

5

det vigtigt, at man sætter sig ned med sin partner og taler åbent om, hvordan man har det med de begrænsninger i den personlige frihed, som børnene har medført, og sammen drøfter, hvordan man vil håndtere begrænsningerne. Måske lever virkeligheden ikke helt op til de forventninger, man havde til det at være en børnefamilie. Forventninger vil nemlig ofte være præget af alt det gode, man har observeret hos andre og set på film og i tv, og dermed kommer man let til at stræbe efter uopnåelige idealer, som er uden hold i virkeligheden. Det gælder således om, at idealerne forankres til virkeligheden, og forventningerne til familielivet bliver realistiske. Under alle omstændigheder er dialog mellem mor og far - om blandt andet muligheder og begrænsninger – noget helt centralt, hvis alle i familien skal trives.

Frihed og forpligtethedDe begrænsninger i frihed og tid, som børn medfører, kan også føre noget positivt med sig. For eksempel kan begrænsningerne betyde, at man bliver mere reflekteret over, hvad man vælger

også, at vi bruger tid på vores ægtefælle, familieoplevelser og ikke mindst børnene selv.

Vær ærlige omkring den manglende frihedFølelsesmæssig åbenhed er godt for trivslen generelt, og blandt andet derfor er det godt at være ærlig og sætte ord på den manglende frihed. Åbenhed giver bedre muligheder for at håndtere problemerne. Er man ikke bevidst om, at det er manglende frihed, der nager, vil man måske bare opleve en mere diffus utilfredshed, som vil være sværere at håndtere. Derfor er

Er man ikke be ­vidst om, at det er manglende frihed, der nager, vil man måske bare opleve en mere diffus utilfredshed, som vil være sværere at håndtere.

Selvom man er en børnefamilie, er det naturligvis ikke sådan, at det altid er børnene, der skal sætte dagsordenen i familien. De voksnes behov skal ikke altid tilsidesættes for at tilgodese børnenes umiddelbare behov. Børn tager ikke skade af ind i mellem at blive mødt med et nej og begrænsninger – tværtimod. Det er derimod vigtigt, at man får lagt tingene sådan til rette, at der fortsat bliver tid og frihed til at være den, du er, når du ikke er ægtefælle eller forælder. Det vil også være med til at give fornyet energi og gejst til hverdagens udfordringer, som der altid er rigelig af i en børnefamilie. Derfor er det vigtigt at skabe oaser i dagligdagen, hvor vi bibeholder vores frihed til at dyrke egne interesser, se venner/veninder og den slags. På den måde kan vi også være gode rollemodeller for vores børn. Vi viser dem, at det er ok at bruge tid på sig selv og tage vare på sig selv og egne behov, og ved valg af aktiviteter viser vi dem noget om, hvad vi mener er vigtigt at bruge tid på her i livet. Det, vi bruger vores tid på, afspejler nemlig det, som har værdi for os. Så forhåbentlig oplever vores børn

”

”

Fortsættes på næste side...

Jette Bak Pedersen er psykolog i en pædago­gisk psykologisk råd­givning (PPR) i Skive Kommune og er bosid­dende i Hammel.

6

Frihed til at væreSkal ”projekt familie” blive en virkelig succes, er det ikke nok at have fokus på familien som en enhed. Det er vigtigt samtidigt også at have fokus på de enkelte individer, som familien består af. Det betyder, at lige så vigtigt, det er at have familietid, er det at have voksentid – både som par og som enkeltpersoner. Trivsel hos mor og far vil også indirekte være med til at skabe trivsel hos børnene. Omvendt vil for ensidigt fokus på mor og fars frihed og behov resultere i børn, der ikke trives, så mor og far heller ikke kan trives. Frihed for mor og far behøver således ikke at stå i modsætningsforhold til familiens og børnenes bedste, men kunsten er at finde og affinde sig med den rette balance mellem frihed og familie.Lykke kræver en vis mængde frihed og valgmuligheder, men man bliver ikke lykkeligere af at have ubegrænset frihed og ubegrænsede valgmuligheder. Så med den frihed og de valgmuligheder, som den gennemsnitlige dansker har i sit liv, burde det være muligt at være lykkelig, selv med de begrænsninger, børn indebærer.

at bruge sin tid og frihed til. Har man oceaner af tid og frihed, er man ofte ikke så kritisk med, hvad tiden bruges til. Børnenes indgriben i den personlige frihed kan således være medvirkende til, at vi som forældre bliver mere skarpe på, hvad der har værdi for os – både som par og som enkeltpersoner. Værdifuld tid må løskøbes med tid, der ikke er så værdifuld, så prioritering er vigtigt.

I perioder, hvor begrænsningerne føles ekstra begrænsende, kan det være godt at tænke på, hvad vi ville gå glip af, hvis vi ikke have familien. Det er generelt vigtigt for mennesker at være en del af et fællesskab, og familien er et helt unikt og forpligtende fællesskab, som kan give os en grundlæggende tryghed, som de færreste andre fællesskaber kan. Kun ved helhjertet at forpligte os og engagere os i familielivet – og altså også acceptere de begrænsninger, der følger med - får vi det fulde udbytte.For ikke at fortabe sig i begræns-ningerne kan det være godt at vende det hele lidt på hovedet og i stedet fokusere på, hvilke muligheder det giver at have børn i lige netop den alder, som de har nu. Måske kan det at fokusere på muligheder også give inspiration til, hvordan begrænsningerne bedst håndteres i lige netop jeres familie. Man kan også med fordel tale sammen og dagdrømme om,

hvordan det bliver i fremtiden, når friheden gradvist genvindes. Hvilke fælles og individuelle drømme og oplevelser venter, når børnene en dag flytter hjemmefra, og vi pludselig står tilbage med hinanden og vores frihed? Vi skal naturligvis ikke leve i vores

fremtidsdrømme, men de kan være med til at minde os om, at de begrænsninger, der måske præger vores liv her og nu, ikke er permanente. De kan således også være med til at sikre, at vi ikke sætter alt andet i livet på stand by på grund af børnene, så der stort set ikke er noget indhold tilbage i vores liv, den dag børnene bliver store og flytter hjemmefra.

...lige så vigtigt, det er at have familietid, er det at have voksen­tid – både som par og som enkeltpersoner. Trivsel hos mor og far vil også indirekte være med til at skabe trivsel hos børnene. ”

”

7

frihed

Opdragelsen af vores børn har igennem de sidste årtier været præget af forældres problemer med at regulere børns følelser og adfærd. Den formulering, der bruges meget i denne sammenhæng, er at der skal sættes grænser for børn. Der er med jævne mellemrum forskellige tv-programmer, der handler om, hvordan forældre skal være bestemte over for deres børn. Der er også forskellige pædagogiske programmer, der fokuserer på, hvordan forældre skal gribe ind over for deres børn og med et

tydeligt fokus på børnenes adfærd. Det er tydeligt, at den adfærd hos børn, der især bekymrer voksne, herunder forældre, er den adfærd, der generer de voksne. I mange af disse programmer er der ikke den fornødne opmærksomhed på børnenes følelser og på en forståelse af, hvilke følelser og intentioner, der kan ligge bag børnenes problematiske adfærd.

Livsnødvendig relationEt kernetema i børns udvikling er, hvordan barnet på samme tid kan opleve sig som sig selv og samtidig være holdt af, det vil sige mærke sig accepteret og anerkendt i fællesskabet, dette være sig både i familiens og i vennernes fællesskab. Ingen tvivl om, at betydningen af tilhørsforholdet til venner har fået en stigende betydning for børn og unge. Disse fællesskaber har vidt forskellig karakter, nogle med subkulturelle elementer, som forældre står fremmede over for, mens andre minder om fællesskaber, forældrene kender fra egne erfaringer. Forældres vanskeligheder med at regulere børns frihed er i høj grad betinget af det faktum, at børn og unge er under udvikling. Fra fødslen, ja fra før fødslen, opbygges en relation, et fællesskab med moderen og faderen, uden hvilket barnet ikke kan eksistere. Vi fødes ind i en sammenhæng, hvor den følelsesmæssige og fysiske omsorg er nødvendig for barnets overlevelse. Et barn kan ikke finde ud af, hvem det selv er uden at være i en følelsesmæssig tæt relation til sine forældre. Er forældrene anerkendende over for barnet og hinanden, lærer barnet sin egen betydning og betydningen af, at forældrene også har betydning.

Fordi børn er under udvikling er det påkrævet, at forældre nærmest fra fødslen hele tiden tilpasser krav og forventninger til, at barnet i stigende grad mestrer mere og mere selv. En stor udfordring for mange forældre er,

at de aldrig på noget tidspunkt i deres forældrerolle har kontrol over barnet, selv om de har 100% ansvar! Børns evne til at mestre den frihed, som vi i vores kultur forbinder med at blive 18 år, er under udvikling fra barnet er helt lille og er betinget af forældrenes evne til at se og følge barnets signaler og regulere det inden for den kontekst, som familien og de øvrige fællesskaber danner rammen om.

Børn ikke altid i centrumDer er livet igennem et spændingsfelt mellem hensynet til sig selv set ud fra barnets perspektiv og hensynet til fællesskabet. Det første fællesskab, barnet stifter bekendtskab med, er familien. Barnet er selv en del af fællesskabet, men der er også et liv uden om barnet inden for fællesskabet, som barnet skal finde ud af at forholde sig til. Forældre til små børn kan have svært ved at finde ud af, at det ikke bare er acceptabelt, men faktisk nødvendigt for børn, at der kan være middagssamtale, som ikke kun er til for børnenes skyld. Der er nok ikke så meget tvivl om, at forældre for 100 år siden ved middagsbordet ikke ønskede så megen aktiv snakken og samtale

Af Merete Reimer Jensen

Merete Reimer Jensen er privatpraktiserende

børne- og ungepsykolog i Herning

Børns

Det er tydeligt, at den adfærd hos børn, der især bekym­rer voksne, herunder forældre, er den ad­færd, der generer de voksne. ”

”

8

med børnene. I det sidste halve århundrede er børn i stigende grad blevet inddraget i samtalen omkring middagsbordet, også så meget, at nogle forældre helt har mistet fornemmelsen for, at børn også har brug for at finde ud af, at de ikke er i centrum for det hele. Børn har brug for både at mærke sig i centrum og for at mærke, at der er noget uden for dem, som de ikke er en del af. Hvis børn konstant mærker sig set og hørt i alle sammenhænge, får de svært ved at indarbejde fornemmelsen for andres positive betydning, uden at deres eget selvværd mærkes problematiseret.

I alt, hvad vi gør alene eller sammen med andre, lærer vi noget om os selv og andre, og vi lærer noget om andres og vores egne forventninger til os selv. Når forældre ikke er tilstrækkeligt anerkendende over for deres børn, bliver børnenes medindlæring, at de ikke er særlig meget værd, fordi det ligger implicit i forholdet mellem forældre og børn, at børn har en næsten utrolig accept af, at det forældrene gør, er rigtigt. Hvis forældrene ikke viser børnene betydningen af, at andre også har betydning, kan børnene risikere at få den medindlæring, at ”solen udelukkende skinner på dem”. Børn og unge (og voksne og gamle) lærer mere af de holdninger, de og vi mærker, frem for af de ord og kloge budskaber, vi udtrykker. Det betyder, at børn udvikler sansen for andre og for fællesskaber, når forældre og andre voksne reelt viser betydningen af både hensynet til barnet og den unge og til fællesskabet.

Regulering og tillidBetydningen af frihed for barnet er forbundet med udforskning af den verden, barnet og den unge lever i. Ligesom børnene har brug for at erkende, at hele universet ikke kan tilpasse sig dem, har forældre brug for at acceptere og anerkende, at børnene og de unge selv kan vurdere i mange situationer, også selv om de vurderer anderledes end svarende til forældrenes normsæt. Forældres regulering er ikke et fænomen, der først sætter ind, når børnene er blevet teenagere, hvor børnene på fornyet måde har brug for at finde ud af, hvem de er, og hvad de repræsenterer som selvstændige mennesker. Når børn og unge udvikler sig almindeligt

og fungerer i deres hverdag i skole og netværk, bør forældre også have tillid til, at børnene kan finde ud af deres liv uden for meget indblanding og have tillid til, at den opdragelse, som forældrene har praktiseret, også har ført det med sig, at deres børn i store træk kan finde ud at være til, selv om de praktiserer deres liv anderledes, end forældrene har valgt. Børn mærker en stor tillid fra forældrene, når de mærker accepten af deres valg, specielt, når de er anderledes, end forældrene havde tænkt det.

Når børn igennem barndommen har oplevet forældrenes evne til at tilgodese egne og andres behov i en vekselvirkning uden angst for andres fordømmelse, lettes deres mulighed for at afveje individuelle behov i forhold til hensynet til fællesskabet. Hvis forældre er åbne, accepterende og nysgerrige over for den dynamik, som hensynet til såvel det individuelle som det kollektive indebærer, hjælper de deres børn og unge til også at kunne håndtere de forskellige hensyn i en afvejning.

Samfund og tænkning ændrer sigVi lever i familier, hvor der generelt er færre børn per familie end tidligere, og hvor børnene spiller en anden rolle, end de før gjorde. Børn er på en anden måde nu end tidligere en slags ”projekter” for forældrene. Forældrene er tilbøjelige til at måle egen succes i børnenes succes. Velfungerende børn vil af forældre opleves som en bekræftelse på, at forældrene er lykkedes i deres forældrerolle. Synet på børn, unge, frihed og fællesskaber er som de fleste begreber noget, der ændres, afhængigt af, hvordan vores samfund og tænkning om mennesker flytter sig. I vores tidsalder har den individuelle frihed et særligt fokus. Frihed og fællesskab er begge begreber med en positiv værdiladning, men de skal – ligesom andre begreber – forstås inden for den kontekst, som de givne vilkår er udtryk for.

” Hvis forældre er åbne, accep-terende og nys-gerrige over for den dynamik, som hensynet til såvel det individuelle som det kollektive inde bærer, hjælper de deres børn og unge til også at kunne håndtere de forskellige hensyn i en afvejning.

9

Der er en tid i livet, hvor det er naturligt at være sit eget centrum. Barnet må nødvendigvis være selvoptaget. Det må lære at blive et selvstændigt ”jeg”, og det må øve sig i at finde sin egen vilje, sine grænser og sin kapacitet. Barnet siger: ”Jeg, jeg, jeg.” Jeg vil, og jeg vil ikke. Jeg kan, og jeg kan ikke. Det er helt i orden. Når barnet vokser og modnes, bliver det tryggere i sin identitet og lærer at spille sammen med omgivelserne og sige ”jeg og du”. Men stadigvæk bruger barnet sin egen vilje som udgangspunkt og havner let i konflikt med dem, som vil gøre det på en anden måde. At modnes handler for en stor del om at kunne tage et lille skridt til siden for at give plads til en anden, at ikke altid være sit eget centrum. Journalisten Lena Katarina Swanberg skriver: ”At modnes som menneske betyder, at fokus flytter uden for mig selv. Mit eget ego ophører med at være verdens omdrejningspunkt. Andre mennesker værdsættes for deres egen skyld, specielt dem, der er små. Man mærker ikke, når det sker. Forandringen kommer naturligt.” Når vi er kommet et lille stykke længere ad denne vej, kan vi måske sætte den anden først og sige ”du og jeg”. Men det kan være en ret besværlig vej. Børnene

øver sig i at fungere sammen med andre børn i børnehaven og i skolen men det er en vanskelig øvelse. Når de kommer hjem, orker de ikke længere, men lader al deres frustration flyde frit og råber: JEG! Men da møder barnet måske en far og en mor, som i løbet af en lang arbejdsdag har måttet lægge bånd på deres ”jeg”, og som nu begynder at slappe af. Det kan føre til krig. Pludselig råber mor eller far, provokeret af barnets umaskerede selvoptagethed, lige så højt: JEG! ”Jeg vil hvile mig, jeg vil være i fred, jeg vil, at du skal være stille, jeg vil ikke…!”

Forældrenes situationAt blive forældre er at give plads til en anden. Der er et ”du”, som meget konkret gør krav på at være centrum for vores opmærksomhed og omsorg. Også i en relation mellem to voksne findes udfordringen til at give plads til en anden, og det kan være vanskeligt nok. Men når det drejer sig om et barn, som er så afhængigt af os, bliver udfordringen konkret og tvingende på en ny måde. Vi bliver nødt til at skubbe nogle af vore egne behov til side, endda et så grundlæggende behov som søvn. Vi bliver nødt til at vælge noget af det fra, som vi egentlig gerne ville gøre. Vi må give afkald, og det kan være virkelig

hårdt. Det kan muligvis gøre det lettere, hvis vi husker på, at det ikke kun er til gavn for andre, men også for os selv. Det bidrager til modenhed. Når vi bliver forældre, aktualiseres også vores egen søgen efter identitet. Som mor lever man en tid i en så tæt relation til barnet, at grænserne mellem individerne er ret utydelige. Det kan være vanskeligt, også for moderen, at adskille sine egne behov fra barnets og vove at være en selvstændig person. Men gradvist må hun blive mere og mere ”sig selv”, også for barnets skyld. Barnet har fra begyndelsen ingen tydelig opfattelse af, hvor det begynder og slutter, og kan

Træd et skridt til sideFra bogen: “At give plads til en anden” af Lena BergströmGengivet med tilladelse fra forlaget.

Der er en risiko for, at vi ser børnene som en hindring for vores åndelige liv, ja, måske som en hindring for personlig udvikling i det hele taget. Børnene afskærer os fra alt det vigtige, vi skulle gøre. Familien står i vejen for vores åndelige eller personlige projekter.

At give plads til en andenOm kristentro, forældreroller og hverdagslivAf Lena BergströmForlag: BoedalPris: 199,95 kr.

Men da møder bar­net måske en far og en mor, som i løbet af en lang arbejdsdag har måttet lægge bånd på deres ”jeg”, og som nu begynder at slappe af. Det kan føre til krig.”

”

Fortsættes på næste side...

10

således tro, at det er ”alt”. Med megen støtte og trøst takler barnet de frustrationer, som signalerer, at det er begrænset, at det er afhængigt af andre. Det er en barsk indsigt, og skrigene kommer fra hjertet. Men under forudsætning af, at barnet får støtte og trøst, er frustrationerne et udgangspunkt for vækst og modning. Psykologen D.W. Winnicotts teori om ”the good enough mother” – en mor, som er god nok – bygger på, at det ideelle er, at moderen giver sit barn tilstrækkelig, men ikke al opmærksomhed. En mor, som altid tilfredsstiller barnets mindste behov, bliver en hindring for barnets udvikling. Dette løser sig som regel, uden at man behøver at tænke nærmere over det – man må jo sove, spise og har andre gøremål, så man ikke kan være tilgængelig for barnet hele tiden. Hvis vi skal vokse og modnes, behøver vi, livet igennem, både støtte og en vis modstand. Det kan være godt at huske på, når livet føles tungt. Moderen får altså anledning til nok engang at søge sine grænser, sin kapacitet og sig selv. Det gælder også faderen i familien. At få børn er noget, som vender op og ned på tilværelsen, ofte i højere grad og på en anden måde, end vi har tænkt os. Rollerne forandres, betingelserne for hjemmelivet, arbejdslivet og fritiden forandres.

Også forholdet til vore egne forældre påvirkes. Vi er noget mere, end vi var før: Vi er forældre. Det tager tid at falde til ro med det nye, at blive tryg i sin nye rolle og udforske de grænser og muligheder, som nu foreligger. ”Hvem er jeg nu?” Det, som kan gøre forældrenes søgen vanskelig, er kombinationen af behovet for på ny at finde sig selv, samtidig med, at man må træde til side for barnets skyld. Hvordan kan vi håndtere dette? Kan troen være til hjælp?

Ansvar og afhængighed Gud møder os på mere end én måde. Han viser sig som barn og som voksen. Som trøster og som modstander, som frelser og som dommer. Han taler både til vores behov for trøst og hjælp – og til vores evne til at tage ansvar. Vi kan møde Gud både med det barnlige i os og med det voksne. Forholdet til Gud er på mange måder unikt, men ikke mindst derved, at vi kan være både børn og voksne. Fuldstændigt afhængige af ham og alligevel ansvarlige for vore liv. Derfor kan bønnen – relationen til Gud – være det sted, hvor vi som forældre kan søge og finde os selv på ny. I bønnen kan vi føre en dialog, som rummer den frustration, vi føler, når grænserne er utydelige – og som rummer glæden over at være voksen og frygten for det

store ansvar. Det er en befrielse at møde nogen, som tager imod os, både når vi mest af alt har brug for en favn og ingenting orker, og når vi føler os parate til at være voksne og tage ansvar. Hvis Gud altid bare trøstede, ville vi forblive spædbørn åndeligt set. Gud er en ”good enough mother”, en god nok mor. En, som møder os på en måde, som får os til at vokse. I vores forhold til Gud er der både afhængighed og ansvar. Det er to modpoler, som – selv om de kan virke modsatrettede – begge er nødvendige. Vekselvirkende. I forholdet til Gud må vi træne spændvidden, føle, at livet afhænger af, at vi vover begge disse spring. Både ansvaret og afhængigheden kan være skræmmende. Begge indebærer i en vis forstand, at vi slipper taget. I det ene tilfælde slipper vi taget i ”mors skørter”, i det andet tilfælde slipper vi taget i ønsket om selv at have kontrol. At tage ansvar og give slip handler i begge tilfælde om tillid. Det er lige så enkelt, som det er vanskeligt. Psykologerne mener altså, at det lille barn oplever at være ”alt”, det vil sige, at det ikke har nogen reel opfattelse af, hvad der er ”jeg”, og hvad der er omgivelserne. Barnet må derfor gradvist acceptere at blive forflyttet fra tilværelsens absolutte midtpunkt til en begrænset plads, hvor det er særdeles afhængigt af

I vores forhold til Gud er der både afhængighed og ansvar. Det er to modpoler, som – selv om de kan virke modsatrettede – begge er nødvendige. Vekselvirkende. I forholdet til Gud må vi træne spændvidden, føle, at livet afhænger af, at vi vover begge disse spring. Både ansvaret og afhæn­gigheden kan være skræmmende.”

”

11

andre. Måske er det en lignende bevægelse, der sker i vores forhold til Gud? Vi kommer selvoptagne til Gud, som om alt handlede om os og vore liv. Gradvist indser vi, at perspektivet ser helt anderledes ud. I begyndelsen kan vi være skuffede over, ”at Gud ikke ordner alt for os”. Men lidt efter lidt kan vi strække os efter det ansvar, som rækkes os. Jeg er ikke tilværelsens midtpunkt og behøver ikke engang at være mit eget centrum. Jeg kan trygt give plads til Gud, så han bliver den faste kerne i mit liv – og dermed også give plads til andre – uden at mit centrum trues. Jeg er ikke uafhængig og ikke uansvarlig. Jeg har mulighed for at bidrage med det, der er mit ansvar, og jeg må stole på Gud (og andre!), når det gælder dét, som jeg ikke kan påvirke.

SelvfornægtelseEn del af livet handler altså om at finde sig selv: ”Dette er mig.” Hvordan skal man da forstå ordene i den kristne tradition om at fornægte sig selv? Jesus siger jo faktisk sådan: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” Det er utroligt stærke ord. De vækker anstød, ikke mindst i vores tid, hvor vi er så bevidste om os selv som individer.

Ordet selvfornægtelse kan få os til at tænke på Janteloven: ”Du skal ikke tro, du er noget.” Farveløse tjenende ånder uden nogen egen identitet. Hvordan kan man fornægte sig selv? Er der virkelig noget sundt i dét? Selvfornægtelse handler om at

Ordet selvfornæg­telse kan få os til at tænke på Janteloven: ”Du skal ikke tro, du er noget.” Farveløse tjenende ånder uden nogen egen identitet. Hvordan kan man fornægte sig selv? Er der virkelig noget sundt i dét?

give afkald. Men det betyder ikke, at jeg skal give afkald på den livsnødvendige proces at finde min identitet og etablere mine grænser. Det er snarere en forudsætning, at jeg først finder dette ”jeg”, for at jeg derefter kan tage et skridt til siden. Hvis jeg ikke som barn har fundet min identitet, er jeg ikke i stand til at give plads til andre. Da tror jeg, at jeg må fylde det hele. Da må jeg til stadighed kæmpe og afprøve grænser. Selvfornægtelse er den voksnes bevidste valg om at lade en anden blive centrum for tilværelsen. At vi underordner os et andet mål end egen succes. Når vi er nogenlunde trygge i vores identitet, kan vi vælge at træde til side. Men kan måske sige, at når vi søger vore grænser, finder vi os selv, og når vi søger efter vores centrum, finder vi Gud. Hvis vi forbliver vores eget centrum, bliver vi også begrænsede. Hvis Gud er vores centrum, bliver vi forenede med ”de andre”. Når vi bliver forældre, må vi øve os i at træde til side. Det er en god øvelse for hele livet, og ikke mindst for troen. Når børnene får stadig mere af vores tid og opmærksomhed, øver vi os i at tilpasse os og give afkald på vores eget. Det kan, hvis vi vil, også udvikle vores evne til at give plads til andre mennesker og til at give plads til Gud. Måske kan vi efterhånden komme derhen, at Gud får plads i vores centrum, og at vi dermed lader vores ”jeg” helt underordne sig Guds vilje. Der er et græsk ord, der er

kommet til at betegne den selvfornægtelsens vej, som Jesus taler om. Det er kenosis. Det oversættes ofte med udtømmelse, et ord, som ikke bruges så meget. Mere bogstaveligt betyder det, at man tømmer sig selv. Det bibelord, som er vigtigst i denne sammenhæng, findes i Filipperbrevet 2, 5-11. Her beskrives det, hvordan Jesus, som er lig Gud, afstår fra alt dette og tager en tjeners skikkelse på. Jesus tømmer sig selv, giver afkald på sin guddommelighed for menneskers skyld. Så ophøjes han, gennem sin udtømmelse, og får igen sin guddommelighed. Det, vi som voksne har brug for at øve os i at fornægte, er vores egoisme og selvcentrerethed, det, som holder os fast i et alt for snævert syn på os selv. At tømme sig selv er at give plads til en anden, til Gud og medmennesker, og blive del af et større fællesskab. Det er en slags tilbagekomst til det at være mindre begrænset. Vi kan se os selv i de andre, og de andre i os selv. Det kan synes selvmodsigende. Først dette om nødvendigheden af at finde sine grænser, og så dette om at kunne blive mindre begrænset. Men når vi tømmer os selv (kenosis), er det ikke, for at vi selv skal blive grænseløse, men for at Gud skal tage plads i os, i vores hjerte. Udtømmelse er ikke udslettelse. Vi mister livet for at vinde det.

”

”

Fortsættes på næste side...

12

I praksisDer er naturligvis altid en fare for, at vi kun lader som om, vi giver plads til andre. Egentlig føler vi os tvunget af vores omgivelser, presset til at gøre noget, vi ikke vil. Vi ”ofrer” os – og lader gerne andre vide det, så de kan føle skylden tynge. ”Trofaste” afstår vi fra vores bekvemmelighed, men væksten udebliver. Det eneste, der avles, er skyldfølelse. Det er ikke selvfornægtelse! Vi har ikke bevæget os så meget som én millimeter til siden, vi er så selvoptagne som nogensinde. ”I skulle bare vide, hvordan jeg har det,” signalerer vi til omgivelserne. Vi er i centrum, men vi er utilfredse. Vi tilfredsstiller ikke vore egne behov og giver andre skylden for, at det er sådan. Væksten kommer, når vi gør det, der er trist og ensformigt, fordi vi vil! Ikke sådan at forstå, at vi vil netop det triste og ensformige, men vi vil være voksne og tage ansvar. Vi vil give plads til dem, vi elsker. Der er stor forskel på, om vi ser vores indsats som et offer eller som et ansvar. Det er betydeligt mere tilfredsstillende at tage ansvar. Det føder glæde. I virkeligheden svinger vi nok ofte mellem disse yderligheder, mellem offer og ansvar, delvist afhængigt af ”dagsformen”. At skifte bleer på småbørn er en opgave, som skal udføres gentagne gange, og som ikke i sig selv er så anstrengende. Det kan være ganske sjovt, men undertiden det bare drøjt. Ikke mindst når børnene i perioder protesterer kraftigt og gør alt, hvad de kan for at gøre arbejdet besværligt for os. Andre gange føles det bare

anstrengende, fordi vi har gjort det så mange gange før. Eller fordi det lugter dårligt, eller fordi vi lige havde sat os i sofaen, eller fordi vi lige skulle til at læse avisen. Da sker det let, at vi lidt surt siger til hinanden: ”Nu er det din tur til at skifte hende.” Der opstår en stillingskrig: Hvem er det mest synd for, hvem har ofret mest i dag? Hvis det i den situation lykkes os at give slip på vores eget, ser vi måske, at vi begge er lige trætte, og at det ikke bliver bedre af, at vi presser hinanden med opgørelser over, hvem der har gjort mest. Og måske forstår vi, at vi sandsynligvis bruger mindre energi, hvis vi blot tager vores ansvar på os og skifter den ble uden at sukke tungt og have så ondt af os selv. Desuden er det vel sådan, at kedeligt og hårdt arbejde ofte er mere kedeligt og hårdt i tankerne end i praksis… Der er en balancegang her, for nogle gange er det sådan, at vi nærmer os smertegrænsen for, hvad vi kan klare, og så er det skadeligt at forsøge at undertrykke vore egne behov. Hvis kroppen eller sjælen hele tiden signalerer utilfredshed, må vi reagere på det og forsøge at få noget tid for os selv. Det gavner igen, at vi ikke passer ordentligt på os selv, men det kan være vanskeligt at sige fra.

Et skridt til sideNår jeg taler om, at vi skal træde et skridt til side, mener jeg ikke, at vi skal udslette os selv! Det er mere et spørgsmål om at forskyde tyngdepunktet. Fra mig selv til Gud. Ved at Gud kommer i centrum, kan jeg give større plads til andre. Hvorfor er det sådan?

Det skyldes, at når jeg selv er mit centrum, kan jeg opleve de andre som en trussel. De vil tage min plads. Ligesom lillebror kæmpede for at beholde eneretten til mors skød! Men hvis Gud er i centrum, ender både jeg selv og ”de andre”, hvor vi hører hjemme. Pladsen i midten behøver vi ikke at slås om. Ingen behøver at være almægtig eller få al opmærksomhed. Lige ved siden af tilværelsens centrum er der plads til at være et menneske, som både kan tage sit ansvar og lade Gud være Gud. Som forælder er jeg ikke gud. Det store, næsten chokerende ansvar, vi oplever som nybagte forældre, kan undertiden få os til at tro, at vi må være ”alt” for barnet. Men snart fortvivler vi, for det er jo en umulig opgave. Så er det endnu engang nødvendigt at tage et skridt til siden. At vi lader Gud være Gud, og selv ”bare” er forældre. At vi gør, hvad vi kan. At vi påvirker det, som vi har indflydelse på, og forsøger at lade resten ligge. Det er sundt for sjælen at befinde sig et sted, hvor Gud er Gud, og jeg er det menneske, jeg er. Endnu engang: ansvar og afhængighed. Enkle, praktiske handlinger, hvor vi for en stund afstår fra vores egen bekvemmelighed eller ønske om at gøre noget andet, kan være en hjælp til at bevæge os et lille skridt væk fra vores eget centrum. Hvis vi – gerne bevidst – på den måde øver os i at afstå fra det, som lysten fortæller os er det vigtigste, kan vi øve os i at give plads til Gud. Tjene ham ved at tjene andre. Det kan være stort at gøre små tjenester for små mennesker.

Det store, næsten chokerende ansvar, vi oplever som nybagte forældre, kan under­tiden få os til at tro, at vi må være ”alt” for barnet. Men snart for­tvivler vi, for det er jo en umulig opgave.”

”

13

Fortsættes på næste side...

Liberalismen, som har frisat individet og nulstillet vore forpligtelser, har sat så tydelige spor i vores samfund, at et opgør med den synes håbløst. Det ville da også være et opgør med demokratiet – og det er der ikke mange, der tør. Siden liberalismens indtog for snart 400 år siden er der tænkt mange tanker om frihed og fællesskab. Ud fra en liberalistisk tankegang er det ikke alle slags fællesskaber, der kan anses for legitime, men kun sådanne, som vi hver især selv har valgt til. Vi er ikke på forhån d forpligtet på hinanden, men vi ønsker frit at tilvælge vore forpligtelser. Det kan godt være en udfordring for inklusionstanken, hvor en af grundideerne er, at vi skal kunne rumme og forpligte os på at være sammen med mennesker, som vi ikke nødvendigvis har lyst til at være sammen med. Se nærmere om inklusionstanken neden for. Tanken om denne forpligtethed i inklusionen afføder ofte en forståelig skepsis blandt moderne mennesker, der føler sig begrænset af deres til- og fravalg. Hvordan kan vi fastholde menneskets selvbestemmelsesret og frie udfoldelse og på samme tid fordre solidaritet? Det er værd at undersøge, om der kan argumenteres for en stærkere fællesskabsfølelse og –forpligtelse, end den, der udspringer af ens egne valg.

Utopisk rummelighed Udfordringen er at skabe fællesskaber, som er rummelige nok til, at alle oplever sig hørt, set og respekteret. Rummelighed er ikke den blot tolererende rummelighed; det er ikke nok, at den enkelte tåles. Den inkluderende rummelighed er en rummelighed, hvor alle kan udfolde sig, realisere sig, og hvor alle er aktive deltagere, også den, der skal inkluderes.

Det virker som noget af en utopi. Og måske bliver utopien aldrig realiseret. Det vigtige i inklusionspædagogikken er heller ikke at nå målet, men at arbejde på sagen. Det betyder, at vi tager

udgangspunkt i ressourcer fremfor problemer, og at de økonomiske ressourcer ikke skal gives til særbehandling af den enkelte, men til det fællesskab, der skal rumme den enkelte.

Inklusion på den politiske dagsorden Inklusion handler om menneskers adgang til de fællesskaber, der betyder noget for dem. Det var handicapområdet, der først insisterede på inklusion som politisk og pædagogisk princip. Tanken var, at mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse også skal have adgang til de faciliteter og fællesskaber,

Af Ullrich Zeitler

Ullrich Zeitler er uddannelsesleder på

Diakonhøjskolen/VIA University College

FRIHED kontra

INKLUSIONINKLUSION er udtryk for, at fokus flyttes fra den enkelte til relationen eller fællesskabet. Måske kan inklusionstanken få os til at få øje på fællesskabets betydning i en tidsalder, hvor individuelle valg og rettigheder synes at være det naturlige udgangspunkt.

14

som en normaltfungerende samfundsborger naturligt har adgang til. Det handlede om lighed og lige muligheder og om at kunne udøve sine demokratiske rettigheder.

Sidenhen har inklusions-princippet, som lovfæstet bestemmelse, banet sig vej til hele det pædagogiske område. Der er imidlertid ved at ske den væsentlige ændring, at inklusion ikke længere tager udgangspunkt i afvigeren, den udsatte, men i stedet arbejder på at flytte

fokus fra ”problemet” og over på rammerne for den pædagogiske indsats. Grundideen i inklusion er at flytte fokus fra den enkelte, fra det problematiske og over på relationen. Inklusion er et opgør med en tænkning, hvor den unormale stilles overfor den normale. Det er ikke afvigeren, der er udgangspunktet, men relationen mellem menneskene og de rammer, som det menneskelige fællesskab bygger på.

Ret eller nødvendighed Betyder det nu, at vi er på vej til en fællesskabsideologi og fjerner os fra individualismen? Det afhænger ganske af, hvordan inklusionskravet skal forstås. I den gængse udlægning taler man om inklusion som en ret, som den enkelte kan gøre krav på. Retten til inklusion betyder i denne sammenhæng, at der stilles krav til fællesskaberne om at inkludere den enkelte. Når inklusion bliver et retskrav, er vi imidlertid langt fra en styrkelse af den enkeltes ansvar for fællesskabet. Enhver

form for rettighedstænkning er individualistisk. I inklusionstermer tales der ofte om, at den enkelte har ret til at blive inkluderet. Men rettigheden udløser også en pligt til at bidrage til fællesskabet. Inklusion er ikke passiv inklusion, men insisterer på, at den enkelte selv er aktiv i inklusionen som deltager i fællesskabets aktiviteter og udvikling.

I stedet for at tale om inklusion som ret kunne man se inklusion som en nødvendighed, et faktum. Hvordan skal det forstås? Det er et faktum, for at bruge et af K.E. Løgstrups kendteste udsagn, at vore liv er mere eller mindre flettet ind i hinanden. Vi har aldrig med et menneske at gøre, uden vi holder mere eller mindre af den andens liv i vore hænder. Løgstrup kalder dette for interdependens. Denne gensidige afhængighed er ikke kun begrænset til menneskelige forhold, men karakteriserer også vores forhold til den ikke-menneskelige natur. Når vores afhængighed af hinanden er uomgængelig, ja så giver det heller ikke mening at fastholde den enkeltes suveræne frihed og autonomi. Godt nok træffer vi en række valg, men hvert valg, vi træffer, har konsekvenser for vores omverden, de er ikke ligegyldige. Dermed opstår vores ansvar overfor hinanden.

Ansvaret er der Ansvar er et alternativ til rettigheder, et alternativ, der ikke er bundet op på individualismen. Ansvar er ikke noget, vi vælger til og fra. Ansvar er noget, der altid er der. Det er indiskutabelt. Vi indgår altid i relationer og fællesskaber, også der hvor vi vælger dem fra, og hvor vi selv vælges fra (eksklusion). Derfor må vores altid nærværende ansvar og vores altid nærværende relationer danne udgangspunkt, når vi beskæftiger os med mennesker. Det er ikke min påståede ret og min påståede frihed, det er vigtigt at forsvare. Det er derimod vigtigt at fastholde indsigten i, at når noget ”går galt”, ja så er det ikke min eller din skyld, men vores; så er det ikke mit eller dit ansvar, men vores fælles ansvar.

Praksis viser vejen Hvordan kan kravet om inklusion forenes med en verdensforståelse, hvor sandhed og moral er relative

” Grundideen i inklusion er at flytte fokus fra den enkelte, fra det prob­lematiske og over på relationen. Inklusion er et opgør med en tænkning, hvor den unormale stilles over­for den normale. ”

størrelser? Med andre ord, hvorfor er inklusion det endelige svar, hvis ikke der findes endelige svar? Hvis ikke inklusion anerkendes af alle, giver det ingen mening.

Når ord og argumenter kommer til kort, er der reelt kun én vej: pragmatismens; så må praksis være vejledende, det gode eksempel. Den tyske filosof Peter Sloterdijk peger på en vigtig ændring i vores fremtidige måde at vælge på, nemlig at der fremover vil være mindre vægt på eftertanken end på selve handlingen. Når refleksionen ikke længere giver os tilstrækkelig afklaring, da må handling tage over. Det er i handling, vi skal vise, hvad der er bæredygtigt. Og måske tager vi fejl mange gange, men ved at øve os og prøve igen kan vi måske nærme os et samfund, hvor ansvarligheden kommer i højsædet.

Det gode eksempel er stadig den bedste læremester og pædagog. Vellykket inkluderende praksis er mulig og kan være en vejviser fremad.

” Det er et faktum, for at bruge et af K.E. Løgstrups kendteste udsagn, at vore liv er mere eller mindre flettet ind i hinanden. Vi har aldrig med et menneske at gøre, uden vi holder mere eller mindre af den andens liv i vore hænder. ”

15

16

I Venstres partiprogram hedder det: ”Frihed er at tage ansvar for eget liv, men også et medansvar for andre mennesker og for fællesskabet”. Så for mig kan frihed, ansvar og fællesskab ikke sådan skilles ad. Frihed, ansvar og fællesskab er de værdier, som er udgangspunktet for mig som menneske, men også i mit politiske virke. Det er de værdier, som vi i Danmark bygger på, men også de frihedsværdier, der binder os sammen som folk. Det betyder, at man anerkender et andet menneskes ret til frit at tænke, tro og tale og til frit at vælge sin livsform. Men med friheden følger der et ansvar og en forpligtelse. Man kan ikke være ligeglad med fællesskabet. Vi skal tænke ud over vores egen næsetip. Grundtvig var en af dem, som kæmpede for mere frihed i begyndelsen af 1800-tallet. To af hans definitioner på frihed er: ”frihed til fælles bedste”, som betyder, at den individuelle frihed kan strækkes så langt, som hensynet til det samfundsmæssige fællesskab tillader. Den anden er ”tøjlesløs frihed”. Det er den form for frihed, som kun tilgodeser den enkeltes egoistiske interesser, og som derfor ikke tager hensyn til det samfundsmæssige fællesskab.

Mange vil gerne bidrageEr det en ikke en begrænsning i friheden, at skulle tænke på fællesskabet?

Vi lever i en tid, hvor man hylder individet, og hvor man helst skal realisere sig selv. Også selv om det er på bekostning af andre. Det, at man dyrker sig selv som individ, er ikke i overensstemmelse med Guds plan. Jesus havde omsorg for sine medmennesker, da han gik på jorden. Tendensen til at sige ”hvad har jeg ret til” og ”hvad kan jeg få”, er noget, som jeg har mødt som politiker. Her handler det kun om at få mest muligt ud af det selv. Men en krise er ikke så skidt, så det ikke er godt for noget, og det er her, jeg synes, der er ved at ske en ændring, så folk i stedet for siger, ”hvad kan jeg bidrage med”. Der er heldigvis rigtig mange, som engagerer sig i frivilligt arbejde. Det er alle aldersklasser og samfundslag, og det er glædeligt, både set i et samfundsøkonomisk- men også socialt perspektiv. Det er der virkelig brug for. Vi må rykke tættere sammen og løfte i flok. Men det er en hel kultur, som skal ændres, og det tager tid.Men som samfund står vi over for udfordringer, når vi kigger fremad. Derfor er jeg overbevist om, at vi bliver nødt til at prioritere anderledes. Jeg tror, vi kommer til at se mere brugerbetaling på andre områder, end vi gør i dag. Hvis vi skal kunne yde hjælp til de svage i vores samfund, vil det være nødvendigt. De, som har pengene, kommer selv til at betale nogle af de ydelser, som de ellers kan få i dag. Min tanke er at lave tiltag,

som er indkomstreguleret. Men hvor er friheden henne i det? Friheden er det selv at kunne vælge den ydelse, man har brug for, og hvem, som skal give eller udføre den. Så tager man ansvar for eget liv og bidrager til fællesskabet, især for dem, som har brug for hjælp.

Plads til forskellighedEn anden ting, som er vigtig for mig, er at vi giver plads til at være forskellige, også politisk forskellige. Det, der kendetegner et levende og fungerende demokrati, er at alle har taleret, og alle har lige meget ret til at tale. Så for mig er frihed ikke en modsætning til fællesskabet, men to ting som gerne skulle gå hånd i hånd.Jesus siger, at vi er sat til at være ”jordens lys og salt”. Jeg synes, det er vigtigt, at vi som kristne mennesker også tager del i samfundet og de opgaver og udfordringer, som der er. At vi tør at være med til at præge samfundet med de holdninger, som vi er rundet af. Gud har givet os en frihed til at vælge. Det forpligter mig over for det fællesskab, som jeg er sat i.

Brian Bøge Christensen (V) om sit arbejde i byrådet: Jeg blev valgt ind i Ikast - Brande Byråd på Venstres liste i 2010 og sidder i to udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget. I mit arbejde som politiker er jeg meget bevidst om den opgave, som jeg er valgt til at varetage. Der skal træffes mange beslutninger, og ikke alle er lige sjove. Jeg er især ydmyg over for de beslutninger, som handler om mennesker og de konsekvenser, som det får for dem, eksempelvist nedskæringer eller omstruktureringer. Men som valgt byrådsmedlem har jeg også et ansvar over for det budget, som vi har til rådighed, og for at få prioriteret pengene på bedst mulige måde for det store fællesskab, det vil sige hele kommunen. Hver krone kan kun bruges engang!

Den politiske vinkel I

Hvad betyder frihed for mig som kristen politiker i et samfund anno 2012? Kan det omsættes til virkelighed i den politiske verden?

Af Brian Bøge Christensen

17

Forestil dig, at du er strandet ene mand på en øde ø uden kontakt med omverdenen. Kan man blive mere fri end det? Ingen regler, ingen at tage hensyn til, ingen der kan gøre dig ondt. Den ultimative frihed og samtidig den totale mangel på fællesskab. Eksemplet viser, at frihed og fællesskab let kan anskues som hinandens modsætninger. Jo mindre fællesskab, des mere frihed – og omvendt. At være en del af et fællesskab sætter per definition grænser for friheden. Intet fællesskab uden regler, regulering, påbud og forbud. Du kan ikke bare gøre, som du har lyst til.

Dilemmaet For den enkelte person vil der meget ofte være et modsætningsforhold mellem hensynet til sig selv og sin egen frihed og hensynet til fællesskabet: Skal jeg smide mig på sofaen og slappe af eller smøre børnenes madpakke til i morgen? Skal jeg bruge min fritid på golf eller frivilligt socialt arbejde? Hvor stor en del af min økonomiske frihed skal jeg ofre til fordel for det kristne fællesskab, jeg er en del af? Som et af verdens rigeste lande står vi med det samme valg mellem os selv og fællesskabet, når vi skal beslutte, hvor meget Danmark skal give afkald på til gavn for fattige, sultne og syge mennesker i den tredje verden.

Frihed, lighed og solidaritet Forholdet mellem frihed og fællesskab er dog langt fra kun et modsætningsforhold. Når det kommer til spørgsmålet om, hvordan vi bedst indretter samfundet, er frihed og fællesskab snarere hinandens forudsætninger. Som eksemplet med den ene mand på den øde ø viser, så er frihed ikke meget bevendt uden fællesskab – og det samme gælder fællesskab uden frihed. Det gode samfund bygger derfor både på frihed og fællesskab – eller på frihed, lighed og solidaritet, som en socialdemokrat vil sige. Uden friheden bliver fællesskabet til en sekt eller et fængsel, hvor alle skal være ens og makke ret, når det kommer til tro, overbevisning, tøjstil og meget andet. Uden fællesskabet bliver friheden kun for de stærkeste. Når frihed, som der er en tendens til i USA, kommer til at handle om frihed fra at betale skat, frihed fra offentlige sygeforsikringer og frihed til at bære skydevåben, er det et godt eksempel på, at friheden kun bliver for de stærkeste. Dermed bliver friheden samlet set mindre end i for eksempel Danmark, hvor fællesskabet fylder mere, og hvor langt flere derfor har frihed til at vælge uddannelse, frihed fra sygdomme, der let kan behandles, og i øvrigt frihed til ikke at bruge al sin tid på hårdt arbejde for at få tag over hovedet og mad på bordet.

Frihed for ånd Endnu vigtigere end den økonomiske, materielle og helbredsmæssige frihed er dog tros-, ytrings- og forsamlingsfriheden – eller kort sagt åndsfriheden. Også i forhold til åndsfriheden er fællesskabet dog en væsentlig forudsætning for, at friheden ikke kun bliver for de få. ”Åndsfriheden afgrænsesaf medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret”, som det hedder i indledningen til de 21 teser om åndsfrihed, som en bredt sammensat kirkelig gruppe formulerede for nylig. Frihed for nogle på bekostning af andre er ikke ægte frihed. Derfor har vi en forpligtelse til at dele vores økonomiske og materielle frihed med verdens fattigste. Og derfor har vi en forpligtelse til ikke bare at kæmpe for vores egen åndsfrihed – hvilket der bestemt er brug for i en tid, hvor tro og religion paradoksalt nok i stigende grad opfattes som en modsætning til det frie og demokratiske samfund – men også for åndsfrihed til dem, som vi er helt og aldeles uenige med.

Daniel Toft Jakobsen (S) Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Hedenstedkredsen og opstillet i Østjyllands Storkreds.

Blev kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet i 2005, og det var også i Aarhus, jeg blev aktiv i politik.Efter studietiden blev jeg ansat som sekretariatsleder i KFS. Jeg har aldrig lagt skjul på, at det er det landspolitiske, der interesserer mig allermest. Da mu-ligheden bød sig, var jeg derfor ikke i tvivl om, at jeg havde lyst til at stille op til Folketinget.

Den politiske vinkel II

Som kristne i Danmark må vi frimodigt glæde os over den udstrakte frihed og den materielle rigdom, vi er blevet givet, og samtidig stræbe efter at dele og give afkald herpå til gavn for både det nære og det globale fællesskab, vi er en del af.

Af Daniel Toft Jakobsen

18

Af Jan Nilsson

Nogle gange diskuteres det, om pengene har det bedst i borgernes lommer eller i statens varetægt. Hvis målet er en ansvarlig forvaltning af samfundets kapital til gavn for alle inklusive de svageste, kan begge alternativer dog vise sig at være halvdårlige løsninger: Hvis alle pengene

deponeres i borgernes lommer, kan det i værste fald betyde død kapital, der hverken bruges eller investeres fornuftigt. I bedste fald kan det betyde en motivering til et overdrevent privatforbrug for dem, som i forvejen har mest og til skade for jordens ressourcer (uagtet at et vist niveau i privatforbruget i længden er det eneste, der kan opretholde samfundets produktivitet). Hvis pengene omvendt alene forvaltes af det offentlige, vil det hurtigt gå ud over motivationen til at yde sit

ypperste og til at skabe nyt. Men måske findes der en vej, som går ud over alternativet mellem den enkelte borger på den ene siden og staten på den anden side. En model, hvor kapitalen forvaltes og gøres virksom midt imellem de to yderpoler, det vil blandt andet sige gennem en yderligere begunstigelse af virksomheders nyinvesteringer i erkendelse af, at virksomheder mere end enkeltpersoner skaber arbejdspladser. Vejen midt imellem den enkelte borger og staten kan også fremmes ved en fastholdelse og styrkelse af den særlige danske fonds-model, hvor overskuddet i fondsejede virksomheder i sagens natur ikke tilfalder aktionærer, men bliver i fonden, som enten financierer nyinvesteringer i virksomheden eller støtter tiltag af almen samfundsinteresse. Endelig vil et øget samarbejde mellem private virksomheder, frie forskningsinstitutioner og det offentlige være med til at fremme en innovativ økonomi, hvis sigte ikke først og fremmest er at forgylde enkeltpersoner (selvom det gerne må være et middel på vej mod målet), men derimod ’kapitalforøgelse’ til gavn for hele samfundet. Det er for mig at se, hvad der ligger i begrebet moralsk kapitalisme.

Moralsk kapitalismeSkal man kort sige, hvad kapitalisme er - og i denne sammenhæng se bort fra den

opfattelse, at kapitalisme bare handler om grådighed - kunne et bud være, at kapitalismen består i en stræben efter kapitalforøgelse. Med andre ord indeholder kapitalismen et krav om, at jeg forvalter min kapital (penge og andre materielle og immaterielle værdier) på en måde, så den samlede kapital forøges. Kapitalforøgelse ved denne moralske forståelse af kapitalisme er et formål i sig selv, fordi det skaber mere værdi til samfundet.

Nogle gange hører man dén etiske fordring, at man ikke må tage mere, end man giver: man må ikke med sin adfærd forbruge eller konsumere mere, end man selv giver tilbage. Man kan tænke på den gode regel, at man skal efterlade naturen i samme stand, som da man kom, eller man kan tænke på omkvædet ”never take more than you give” i sangen ”Circle Of Life” i Disneys udgave af Løvernes Konge. Kapitalismen er dog mere ambitiøs end det. Kapitalismen indeholder nemlig en fordring om at efterlade mere, end man har modtaget: Ved årets afslutning skal virksomhedens værdi gerne være større end ved årets start, og hver generation skal gerne kunne efterlade mere til kommende generationer, end de selv har modtaget. Dét er kapitalismens grundlæggende idé. Og det er grundlæggende en moralsk idé, fordi den ikke handler om, at den enkelte skal have

Frihed til kapitalisme- et forsvar for den moralske kapitalisme

Begrebet ’kapitalisme’ har i manges ører fået en negativ klang. Det kan for så vidt ikke undre - særligt i tider med finanskrise, hvor kapitalisme nærmest er blevet identisk med grådighed og hensynsløs udnyttelse af andre. Selvom visse dele af det kapitalistiske system har bevæget sig væk det oprindelige moralske udgangspunkt, vil jeg hævde, at vi stadig kan lære noget af kapitalismens principper - også når vi skal finde vej ud af finanskrisen og dens perverterede kapitalisme.

19

mere og mere til luksus, men den handler om at skabe mere og mere og forøge samfundets samlede kapital-værdi.

Kapitalismen - stadig forstået som en moralsk idé - har traditionelt søgt sine mål opnået gennem tre principper. For det første har kapitalismen tilskyndet til arbejdsomhed. Det er klart, at der ikke er megen plads til dovenskab, hvis det er en moralsk forpligtelse at bidrage til kapitalforøgelse. Pointen i det kapitalistiske system er, at der ofte vil være en sammenfaldende interesse mellem den enkelte og samfundet, så vidt som den fortjeneste, jeg har opnået ved mit arbejde, ikke blot kommer mig selv til gode, men den spredes i samfundet, med mindre jeg bare gemmer pengene under hovedpuden.

For det andet har kapitalismen tilskyndet til mådehold eller sparsommelighed. Det er klart, at hvis målet er kapital-forøgelse og skabelse af mer-værdi til samfundet og kommende generationer, så hjælper det ikke noget at solde og spilde hele ens formue op til eget forbrug og luksus. Arbejdsomhed og mådehold vil ideelt set føre til kapitalforøgelse. Spørgsmålet melder sig derfor, hvad denne opsparede formue skal anvendes til, hvilket fører til det tredje princip, nemlig ideen om investering: Den oparbejdede kapital bør være virksom og investeres, så den igen skaber mulighed for yderligere kapitalforøgelse. Penge, der bare graves ned uden at gøre nytte, er død kapital, mens investerede penge kommer hele samfundet til gode. Det er også derfor, at man fra samfundets side begunstiger

virksomheders nyinvestereringer med skattefradrag, mens man omvendt beskatter de penge, som udbetales til privatforbrug. Det giver rigtig god mening i en kapitalistisk optik. På samme tid skal man selvfølgelig være opmærksom på, at privatforbruget kan have samme positive effekt på samfundsøkonomien som virksomheders investeringer - det er en lektie, vi har lært under finanskrisen, hvis eftervirkninger til dels skyldes et stagnerende privatforbrug.Kapitalismens motiveringDen oprindelige og historisk ældste motivering af kapitalismen har været en religiøs motivering. Det er sociologen Max Webers opdagelse i starten af det 20. århundrede, at protestantiske områder i Europa har været de hurtigste til at udvikle kapitalistiske systemer med høj grad af velstand, fordi den særlige protestantiske kaldsetik har været stærk i disse områder. Kaldsetikken, som findes i lutherdommen og endnu stærkere i calvinismen, betoner den enkeltes ansvar over for Gud i alle livets forhold, ”i kald og stand”, og dermed også, hvad angår arbejde og penge. Weber opdagede det historiske paradoks, at religiøse mennesker, som selv forsagede materiel rigdom, meget ofte var dem, som hurtigst blev rige på grund af deres arbejdsomhed og nøjsomhed. Pengene blev selvsagt ikke brugt på overflødig luksus, men var med til at skabe en velstandsstigning generelt i samfundet.

Kapitalismen som økonomisk system tilskrives gerne Adam Smith i det 18. århundrede. Adam Smith motiverer ikke kapitalismen religiøst, men derimod moralsk. Smith var moralfilosof, og han

mener, at kapitalisme med effektiv arbejdsdeling og frihandel udgør de bedste betingelser for kapitalforøgelse, som vil komme de fattige til gode. I længden gavner det nemlig også de fattige at have en åben økonomi, hvor alle kan handle frit, argumenterer Smith. Han er dog også helt opmærksom på, at staten har en rolle at spille, nemlig ved at modvirke monopoler og karteller, skabe respekt om den private ejendomsret samt sikre de fattigste understøttelse, så de selv bliver i stand til at engagere sig i samfundet også økonomisk.

Selvom Adam Smith selv argumenterer moralsk for kapitalismen, har han dog den tanke, at kapitalismen virker, uanset om man er opmærksom på den moralske motivering eller ej. Han mener altså, at den enkeltes stræben efter egen vinding skaber de moralske fordele, selvom den enkelte selv kun handler rent egoistisk og grådigt. Det er her Adams Smiths berømte ’usynlige hånd’ kommer ind i billedet, altså ideen om en usynlig mekanisme, som sørger for, at grådigheden - med eller uden moralsk baggrund - uundgåeligt fører til alles velstand.

I dag er både den religiøse og den moralske motivering af kapitalismen stort set forsvundet, og kun egeninteresse og grådighed er tilbage. Kapitalismen er ikke længere et moralsk projekt, og Adam Smiths usynlige hånd virker ikke altid efter hensigten, det vil sige til gavn for alle borgere inklusive de fattige. Ærindet i dag må derfor være igen at tænke moral ind i det økonomiske system uden - vil jeg plædere for - at skrotte principperne bag kapitalismen.

Jan Nilsson er cand.theol. og bor i Hillerød

20

Næste “AgapeTema” udkommer medio oktober 2012 og handler om det at stå udenfor en kernefamilie.

Bliv ven med Agape på www.facebook.com/agapedk

nårlivetgørondt Fore

nin

gen

Aga

pe, B

redh

øjsv

inge

t 1,

860

0 S

ilkeb

org