På dansk ved Ole Steen Hansen

Det var nok den ottende april. Eller den femtende.Alt var gråt og beskidt, og det var hundekoldt,men det var trods alt forår.

Vi kørte stadig ude på landetog aldrig ad hovedveje.Jeg holdt meget af at se på landskabet fra mit tårn.

Det var lidt som en bog med historier for børn.Vi har på engelsk et ord, som hedder "quaint".Det vil sige malerisk, originalt, mærkværdigt.

Alt var "quaint" for en amerikaner som mig.

Jeg opdagede de små europæiske landsbyer.Vi har ikke sådan nogle landsbyer derhjemme. De er charmerende, vejene kantet med træer, markerne,gårdene, det man ser ud ad vinduet, alt er anderledes, og det fascinerede mig, forstår du nok.

Jeg havde virkelig ikke forestillet mig, at min krig ville være sådan.Der er folk, som betaler formuer for at se andre lande, jeg så dem oppe fra mit tårn, og selv om der var krig, var det en rigtig rejse hver dag.

På æbletræerne langs vejene hang dernogle steder æbler tilbage fra det fore-gående efterår, og det var en fornøjelse for mig at plukke et af dem, når vi kørteunder grenene.

Kampene havde sat deres spor. Alt var beskadiget, meget var ødelagt.Landsbyerne var som helhed triste, menman kunne se, at de kunne blive pæne, hvis de kom sig over krigen.

Polski var på grund af sit job i det civile liven rigtig "daredevil", en vovehals, som ikke

var bange for vejene. Han opfandt en leg.

Han lod vores køretøj sakke bagud forkolonnen, som var meget kort, fordi vi bevægede os i afdelinger med store mellemrum imellem for ikke at få altsmadret i tilfælde af angreb.

Vores deling bestod af tre armored cars, og vi kørte i anden position, hvilkettvang den tredje til også at sagtne farten. Det gjorde dens fører rasende.

Polski lod sig forsinke inden en landsby, og så stodhan pludselig på sømmet.

Armored cars kan køre 80 miles i timen.Lad os sige, at de kan komme op på 110 kilometer i timen.Og en armored car er stor!

Vi kørte ind i landsbyen for fuld fart.

Det var en af disse gamlelandsbyer, hvor ingengader er rettet ud.Der var sving.

Legen gik ud på at strejfe murene på først den eneside og så den anden og skramme dem tilstrækkeligt til

at få lidt puds til at falde af.

Det varskræm-mende. En rasendeMarker brø-lede i radioen.

Stop, Polski! Du kom-mer ud for en ulykke!

Men Polskielskede det.

Jeg ved, hvad jeg gør.

Den gymkhana var hans yndlingstidsfordriv. Han fortsatte med den i Tyskland senere.Til sidst vænner mansig til det.

Bagefter var den stakkels chaufførbagved, som var en almindelig chauffør, tvunget til at indhente os.

Du forstår nok, hvorfor vi over-holdt reglen om ikke at lade nogethænge på siderne af køretøjet.

Den første nat på turen sov vi ligesom de fleste efterfølgende nætter i bivuak.Jeg vil godt sige dig en ting angående bivuak.Det amerikanske modstykke til Saint-Cyr, den franske officersskole, er WestPoint.Og i forrige århundrede foregik en del af uddannelsen af officerer åbenbart påfransk.Den angelsaksiske militære sprogbrug er i øvrigt stærkt præget af fransk ellerlatin.Graderne som general, kaptajn, løjtnant, sergent hedder det samme på fransk.Vi unge soldater, som befandt os i et land, hvor der ikke havde været militær-tjeneste eller værnepligt siden Første Verdenskrig, havde intet kendskab til dette ordforråd.Første gang jeg hørte "Vi ligger i bivuak i nat", var under grunduddannelsen.Jeg sagde til mig selv: "I guder, hvad er det, vi skal?"Om morgenen lød reveillen. Det er også et fransk ord.Alle eller næsten alle vidste fra spejdervæsnet, hvad det var.Men vi vidste ikke, at det også hed "reveille" på fransk.På samme måde opdagede jeg betydningen af "latriner", som kommer fra latin, da jeg blev soldat.I det civile liv sagde vi aldrig "latriner" om toiletter, vel?Der var en masse af den slags.

Kort sagt lå vi i bivuak den første nat i en afkrog af Frankrig. Jeg har ingen anelse om hvor. Der var bestemt ingen fare for at se en tysker dukke op, men der var alligevel en, der skulle holde vagt.

Cope, du holder vagt.Det er en formssag, vier nødt til det, og det erfuldkommen åndssvagt.

Ok.

Du kan gå hen til kanten af grøftendér, og om lidt, når alle har lagt sig til at sove, kan du også lægge dig tilat sove i grøften, hvis du vil.

Jeg vil hellere have, at du sover endfølger denne snotdumme regel.

Der var i øvrigtmange andre enhederi nærheden.

Grøften var lang og temmelig dyb. Den var blevet gravet af de lokale bønder, uden tvivlfor nylig, for at lede forårets regnvand væk. Den var fyldt med sten, for at vandet ikkeskulle skylle dens sider væk.

Stenene havde alle sammen meget, meget skarpe kanter.

Nå, men jeg tilbragte faktisk en ganske udmærket nat. For det første var jeg megettræt. Og så havde jeg lært, at man med lidt forsigtighed kan tilpasse sig til alle muligeunderlag, så jeg sov som ... en sten. Til min store overraskelse.

Dagen efter kom vi ind i et område medmasser af aktivitet og trafik.

Enhederne kørte til højre og venstre, og vi mødte soldater, som vendte tilbage frafronten. Man kunne se på dem, at de havdeværet i kamp. Der var meget trængsel påvejene, men vi kom da fremad.

Næste nat beslag-lagde vi en lille gård til at sove i.Den franske bonde-mand måtte rykkeud i en andenbygning. Vi gjordeklar til at sove ivores soveposer på gulvet i det, man kunne kalde en spisestue, hvorder var en kamin.

Vi bad bondemanden om at give os brænde.

Pas de bois.

Vi var skuffede, for vi havde kørt hele dagen, det havderegnet, og vi frøs.

Så viste en af gutterne ham hans have-gærde med staver af træ, holdt sammen af ståltråd.

Han talte ikke engelsk,men han forstod, hvad soldaten mente.

Non. Pas ma clôture.

I et hjørne af stuen stod et træbord ogto stole. Soldaten gik hen til bordet oglagde an til at brække et af benene af.

Da bondemanden så det, løb han ud ogbegyndte selv at brække staverne af gærdet. Vi havde værktøj til at klippe ståltråden af med, og så tændte vi op.

Det var bestemt ikke særlig pænt af os,men sådan var det. Jeg var ikke med tilhærværket, men jeg må indrømme, at jeg nød at varme mig ved ilden.

Vi nærmede os Rhinen, og der var enting, der plagede os. Vi havde ikke nogenskinne rundt om vores kanontårn, så vikunne ikke montere maskingeværet, somvar det eneste virkelig effektive våbenpå køretøjet.

Marker var meget bekymret.

At tænke sig, at idioterne vil sendeos i kamp uden andet end voresgeværer og en ubrugelig kanon!

Næste nat samledes enhedens under-officerer.

Nå, gutter, vi er nødt til atfinde en skinne til Kubaceks deling. Vimå ud på en midnight requisitioning.

Midnight requisistioning er, som navnetsiger, når man går ud ved midnatstide og beslaglægger det, man har brug for.

Så kom de tilbage med en skinne ogsagde, at de havde taget den fra et køretøj, som ikke skulle til fronten.

De monterede skinnen på tårnet og maskingeværet på skinnen, og så havdealle det bedre.

Med andre ord, man stjæler.

Næste dag ankom vi efter at have kørt og kørt til Rhinen.

På den anden side lå Tyskland.

Vi skulle køre over på en pontonbro, somså ret smal ud.

For et panserkøretøj som vores var bredden faktisk meget, meget nøjagtig.

Men vi kom da over uden problemer. Jeg regner med, at vi måtte være iBaden-Württemberg. Men jeg må sige, at jeg ikke vidste noget om geografi dengang. Jeg var utrolig uvidende.

Mellem Rhinen og, hør nu godt efter, Pilsen i Tjekkoslovakiet KØRTE VI IKKE IGENNEM

EN ENESTE STØRRE BY. Så vi bevægede os virkelig ikke ad hovedvejene.Jeg syntes meget godt om landskabet. Vi forsøgte at læse navnene på landsbyerne der,hvor der var skilte. De endte stort set alle sammen på hausen eller noget i den retning.

Under en af de første bivuakker i Tysk-land kom jeg ud for noget forfærdeligt.Som du ved, graver man i en militærbivuak et hul til at skide i, og når man erfærdig, dækker man det til med jord.

Jeg havde til opgave at grave dem, og jeg benyttede et af dem.

Mens jeg sad på hug, stak en myg mig på lemmet.

Huden svulmede gevaldigt op, det gjordeondt og blev enormt. Jeg kunne ikkeandet end at vente på, at det gik over.

Det tog to dage. Det gjorde helvedesondt at gå, fordi den var klemt sammenmellem mine ben.

Det må vi hellere lade være med at tegne.

Jeg vil fortælle om den eneste gang under krigen, hvor jeg affyrede min kanon.På et tidspunkt var vi langt ude på landet og hørte skud.

Vi vidste ikke, om der blev skudt på os.Der lød enkelte skud i nærheden, men detungere våben var længere væk.

Vi så en gård, hvor folk løb frem og tilbage og så ud til at forberede et ellerandet, men de skød ikke.Så vi skød heller ikke på dem.

Længere borte lå der et lillebitte hus midt ude på en mark.Sergent Marker sagde:

Cope, hytten dér er farlig. Det er det perfekte sted at skjule etvåben af en slags. Vi kan ikke ladeden stå.

Hvad gør vi?

Du affyrer kanonen. Vi standserhelt op, det er lettere end at skyde i fart.

Så vi skyndte os at udføre manøvren, han gav instrukser, jeg sigtede, og ...

BUM.Jeg ramte

plet.

Huset styrtede mere eller mindre sammen.Jeg ved ikke, hvad der var derinde. Ingenmennesker, i hvert fald. Folkene var ude på gården.

Det var godt at vide, at kanonen funge-rede, og at jeg stadig kunne ramme. Detvar sikkert det, Marker ville kontrollere.

Senere blev vi vitterlig beskudt fra en højtliggende gård. Jamen så skyder vi igen.

Denne gang skulle maskingeværet i brug i stedet for kanonen.

Jeg fyrede. Jeg havde lyssporprojektiler,ved du, hvad det er? Hver femte ellertiende kugle trækker et lysende sporefter sig, så man kan se, hvilken retningman skyder i. Ellers har man ingen anelseom, hvor kuglerne fra et maskingeværryger hen.

Jeg fyrede ind på gårdspladsen, og oppefrablev der også skudt, men vi tog ikke imodflere kugler.

Med ét satte maskingeværet sig fast.

Hvad er dergalt, Cope?

Det aner jeg ikke!

Det var utroligt. Jeg afmonterede ogmonterede det regelmæssigt for at ren-gøre og oliere det og passede det godt.

Så vi kørte i ly og demonterede det også, at blokken var knækket midt over.Blokken er den del, der bevæger sig og griber kuglerne og sender dem ud.

Knækket midt over! Det havde ingen af os nogen sinde hørt om før!

Maskingeværet var totalt ubrugeligt.Marker var rasende. Vi fortsatte.Heldigvis havde jeg ikke behov for at skyde de følgende dage,for det var først langt senere, vi fik fat i en anden blok.Egentlig først da vi ikke havde brug for den mere.

Marker havde mistanke om noget.Kort efter fik han fat i Kraus, korporalen,som havde decosmolineret vores våben.

Kraus indrømmede til sidst, hvad der varsket. Du kan huske, at han gjorde tjenesteden dag, da sergenternes lille kommando-post brændte i Normandiet.

Da der ikke var noget at lave den dag, ogder ikke kom nogen beskeder, og der ikkevar andet at gøre end at blive siddende inde i varmen, blev han sat til at rense våben.

Og Kraus havde decosmolineret voresmaskingeværblok i en benzintønde, hanhavde stående tæt på kaminen, fordi hanville holde varmen. For tæt på.

Så huset gik op i flammer, og den stakkelsblok lå Gud ved hvor længe i den brændende tønde.

Kraus havde intet sagt, da vi hentede den.Ilden havde fået stålet til at krystallisere,så det flækkede ved første brug. Jeg kunne sende dig for

en krigsret for det her.

Men der skete ikke noget alvorligt, såjeg melder det ikke. Men tag dig i agt,for nu holder jeg øje med dig.

Kraus havde en blid og venlig side, mendet var rent hykleri. Har du aldrig haftmed den slags mennesker at gøre?

I hæren møder man alle slags mennesker.

Lidt senere kom vi til en landsby, som jeg med mitsenere kendskab til tysk geografi vil placere i detnordlige Schwaben.

Indbyggerne var på gaden. De hilste os med udtryk, der sagde: "Fantastisk!" De var sikkert gladere for at tænke, at krigen snart ville slutte, end at se os amerikanere.

På hjørnet af en lille gade stod en familieunder nogle kønne træer foran deres husog tilbød to kasser hvidvin til køretøjerne,der passerede.

Soldaterne foran os var mistroiske og tog ikke imod dem.

Tager vi dem? Ja.

Og hvis vinener forgiftet?

Det skal vi nokfinde ud af. Mendet ville undre mig.

Vi tog det hele. Vi havde aldrig fået særligmeget ammunition til kanonen. Kun fem-seks granater. Så vi lagde vinflaskerne i detomme ammunitionskamre. De kunne ligevære der.

Sådan fik vi os et lager af vin fra Baden,som var meget velsmagende. Jeg øgededen viden om vin, som jeg var begyndt atfå i Normandiet.

I Californien havdejeg drukket et glaseller to, ikke mere.Den californiskevin var ikke særliggod dengang.