Libyske militsers kamp mod Islamisk Stat er blusset op i de seneste uger. Det rummer en mulighed for på kort sigt at forene de rivaliserende militser i en alliance. En sådan alliance er forudsætningen for på lang sigt at stabilisere det uroplagede land. Danmark og det internationale samfund må presse på for, at muligheden gribes.

Efter lang tid med passivitet og halvhjertede tiltag har de libyske militser over de seneste måneder og uger indledt en ny direkte konfrontation imod Islamisk Stat (IS) i Libyen. Det har allerede kostet mange liv, og IS fremstår i dag mere presset end tidligere. Den pludse lige lokale mobilisering mod IS handler ikke kun

DIIS POLICY BRIEF JUNI 2016

ANBEFALINGER

Danmark bør arbejde for:

■ at skabe konfliktløsning, nedrustning og forsoning mellem de dominerende libyske militser.

■ at man gør brug af den lokale erfaring med militant jihadisme i Libyen.

■ at de langsigtede stabiliseringsindsatser får en plads i kampen mod terror i Libyen og regionen.

Kampen mod Islamisk Stat i Libyen ved et vendepunkt

ANTITERROR MÅ IKKE UNDERMINERE POLITISK STABILITET I LIBYEN

om, at IS udgør en stigende trussel for libyerne selv. Der er også tale om, at lokale rivaler benytter kampen mod terrorisme til at skabe alliancer i regional og international politik.

Både den nye, internationalt støttede GNA-regering i Tripoli og militærchefen for HoR-regeringen i Tobruk i det østlige Libyen, Khalifa Hifter, har uafhængigt af hinanden erklæret krig mod IS. For Hifter og Tobruk gælder det, at man skal gøre sig relevant for sin magtfulde egyptiske allierede. For GNA-regeringen handler det om at vise handlekraft over for sine støtter i det internationale samfund.

Denne situation, at rivaliserende militser rykker frem mod Islamisk Stat uden koordinering, illustrerer udmærket den splittelse, som stadig præger Libyen på trods af, at landet har fået en ny, internationalt anerkendt regering i Tripoli. Problemet er, at den nye, FN-støttede regering ikke repræsenterer militser i det østlige Libyen, hvilket på lang sigt kan blive en endnu større trussel for Libyens stabilitet og fremtid end IS.Situationen rummer dog en mulighed for at samle og

forsone Libyens største militser i en bredt funderet alliance mod IS, der kan stabilisere landet. Som aktiv del af NATO-kampagnen i 2011, der skabte grobund for IS’ fremvækst i Libyen, har Danmark en særlig forpligtelse til sammen med resten af det internationa-le samfund at støtte lokale aktører i at gribe denne mulighed. De involverede beslutningstagere bør sikre, at de stridende militser i Libyen og deres regionale støtter inddrages i den politiske proces. Faktum er, at magtfulde militser i den østlige og vestlige del af Libyen lige nu står uden for det politiske spor. Før de bliver en del af fremtidens Libyen, er det svært at se varig fred og fremgang i landet. Endelig bør vestlige beslutningstagere arbejde på at koordinere den internationale indsats imod IS med henblik på at undgå bilaterale indsatser til fordel for den ene eller den anden side af konflikten i Libyen, hvilket kan forlænge og forværre rivaliseringen.

IS’ rekrutteringsgrundlag i LibyenIslamisk Stat i Libyen består af mellem 3.000 og 6.000 krigere (de amerikanske vurderinger ligger højere end de europæiske). Disse krigere er hoved-

LIBYENS TRE REGERINGER

Den såkaldte Government of National Accord (GNA) ledes af premierminister Fayez al-Sarraj og har siden marts i år haft hovedsæde på Tripolis flådebase. GNA-regeringen er et resultat af den FN-støttede Libyan Political Agreement (LPA) der blev underskrevet i december 2015. GNA nyder det internationale samfunds formelle opbakning.

Tripoli er også hjemsted for Government of National Salvation, der i 2014 genopstod med baggrund i det nu opløste parlament General National Congres (GNC). Denne regering synes dog at have mistet sin indflydelse, nu hvor den stærke Misrata-milits har skiftet alliance til GNA-regeringen, men GNC er ikke formelt trådt tilbage.

GNC-parlamentets talsmand og premierminister er underlagt EU- og FN-sanktioner på grund af deres mod-stand mod GNA-regeringen.

Ifølge LPA skal GNA-regeringen godkendes af House of Representatives (HoR) i Tobruk, den eneste nuværende folkevalgte regering i Libyen. HoR-regeringen har dog endnu ikke stemt om GNA og har dermed heller ikke formelt overdraget regeringsmagten. HoR’s militære leder, Khalifa Hifter, en selverklæret antiislamist med stærke forbindelser til Egypten, anerkender ikke GNA-regeringen. Talsmand for HoR og Hifters allierede Aguila Saleh Issa er også pålagt EU og FN-sanktioner på grund sin modstand mod GNA-regeringen.

Det internationale samfund bør sikre, at de stridende militser i Libyen og deres regionale støtter inddrages i den politiske proces

De militante jihadistgruppers rekrutteringspotentiale kan hurtigt forandres i den dynamiske libyske kontekst. Særligt hvis en situation presses frem, hvor IS alene står tilbage i kampen mod en efter alt at dømme meget upopulær vestlig intervention i landet.

sageligt stationeret i Gaddafis fødeby, Sirte, men har også fodfæste længere vestpå langs Middelhavs-kysten i Harawa, Nufaliya og Bin Jawad, om end gruppen lige nu er presset tilbage. Det er et område, der er kendt for at rumme omkring 70 procent af de libyske oliereserver, og som derfor indeholder strategisk vigtig infrastruktur af økonomisk interesse.

Efterretningskilder rapporterer, at IS i Libyen har en overvægt af udlændinge. Størstedelen af disse skulle være tunesere. Andre nationaliteter er efter sigende saudiere, syrere, sudanesere, afghanere og egyptere. Lokal vidnesbyrd peger på, at IS i Sirte har etableret et regime, der ligner det, som gruppens syriske og irakiske provinser styres efter med spektakulære og voldsomme symbolhandlinger såsom halshugninger og korsfæstelser af formodede modstandere og konkurrenter.

Den formodentligt betragtelige andel af udlændinge fra Mellemøsten, Golfstaterne og Afrika syd for Sahara i IS i Libyen har fået visse observatører til at fremstille gruppens rekrutteringspotentiale internt i Libyen som svagt. Ud over at dette argument flugter med regimer-ne i regionens standardfremstilling af jihadister som ’fremmede’, er der to hovedgrunde til at være varsom med at købe denne præmis.

For det første er der historisk set lokal opbakning til militant jihadisme i Libyen. IS kan med en vis rimelig-hed betragtes som tredje generation af militant

jihadisme i landet. Den første bølge udgjordes af veteraner fra kampene imod Sovjetunionen i Afgha-nistan i 1980’erne, der efter deres hjemkomst skabte Libyan Islamic Fighting Group (LIFG), som Gaddafis sikkerhedsapparat brutalt nedkæmpede sidst i 90’erne. LIFG er ikke længere aktiv, men flere af gruppens tidligere medlemmer er i dag en del af det politiske spil om Libyens fremtid. Den anden generati-on af jihadister bestod af veteraner fra kampene imod den amerikanske invasion i Irak i 00’erne. Den tredje og nuværende bølge af militante jihadister er opstået under og efter den libyske revolution i 2011. Dens samlingspunkt var grundlæggelsen af Ansar al-Sharia i 2012. Gruppen er på FN’s terrorliste på grund af forbindelser til al-Qaeda i Islamisk Maghreb (AQIM). Denne tredje bølge af militant jihadisme er siden blevet forstærket af veteraner fra krigen i Syrien, der

Øverst: Khalifa Hifter, militærchefen for HoR-regeringen i det østlige Libyen, der er støttet af Egypten og De Forenede Arabiske Emirater © AP Photo/Mohammed El-Sheikhy

Nederst: Italiens udenrigsminister Paolo Gentiloni, USA’s udenrigsminister John Kerry og FN’s særlige Libyen-udsending Martin Kobler ved en konference om bekæmpelsen af Islamisk Stat i Libyen afholdt i Wien, 16. maj © Xinhua/Qian Yi

DIIS POLICY BRIEF JUNI 2016

Hans Lucht, seniorforsker (halu@diis.dk) & Rasmus Alenius Boserup, seniorforsker (rab@diis.dk)

Forsidefoto: En libysk militsgruppe i kamp mod Islamisk Stat i byen Hawari sydvest for Benghazi © AP Photo/Mohammed El-Shaiky

DIIS· DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER www.diis.dk

efter 2011 er vendt tilbage til Libyen. Ansar al-Sharia er stadig en væsentlig magtfaktor, særligt i de store byer Benghazi og Derna, og en stærk rival til Islamisk Stat. Der er således et reelt historisk og nutidigt rekrutteringsgrundlag for militante jihadistgrupper som Islamisk Stat i Libyen.

For det andet er de militante jihadistgruppers rekrutte-ringsgrundlag ikke statisk, heller ikke i den dynamiske libyske kontekst. Dette vil særligt være tilfældet, hvis en situation presses frem, hvor IS alene står tilbage i kampen mod en efter alt at dømme upopulær vestlig intervention. Et sådant scenarie ville forstærke gruppens legitimitet blandt de stadig mere fragmente-rede militser. Netop udsigten til en vestlig fuld eller delvis intervention i Libyen ligger med stor sandsynlig-hed bag gruppens pågående konfrontationer med andre libyske militser og med gruppens rapporterede stigende allokering af jihadister fra andre regionale provinser til Libyen. Uanset at IS lige nu er under pres, vil det være risikabelt at afskrive gruppens muligheder for ekspansion, herunder en spredning af gruppens aktiviteter til det sydlige Libyen og Sahel.

Udfordringer ved at sende våben til LibyenDer er gode grunde til, at det internationale samfund har fokus på antiterrorisme i Libyen. Tilstedeværelsen af IS på Middelhavskysten tæt på den europæiske handelsflåde og Italiens kyst er en alvorlig sikkerheds-trussel. I den forbindelse har visse vestlige og regionale aktører ønsket, at den nye GNA-regering skulle bede om en ny udenlandsk intervention i Libyen. Det er endnu ikke sket. GNA-regeringen kæmper allerede for at frigøre sig fra anklager om at være en marionetregering indsat af vestlige magter, og at bede om udenlandsk militærstøtte ville yderligere undermi-nere dens legitimitet. Derimod har GNA bedt om våben til at bekæmpe IS på egen hånd. Sådan et tiltag forudsætter, at det internationale samfund som forventet gør en undtagelse fra FN’s våbenembargo.

Beslutningen om at sende våben til Libyen rummer imidlertid væsentlige udfordringer for det internationa-le samfund. På den ene side er man nødt til at stå last og brast med den FN-støttede regering, man selv har indsat og bemyndiget efter særdeles langtrukne og vanskelige forhandlinger. Hvis GNA-regeringen skal kunne fungere selvstændigt, er der behov for, at man imødekommer dens legitime krav om våben til at bekæmpe interne terrorgrupper som IS. Udfordringen er dog, at GNA-regeringen i Tripoli ikke har en egentlig hær at udruste. Den fungerer snarere som en formali-seret version af de stærke Misrata-militser, hvis fodtropper og ledere i sidste ende vil være modtager af eventuelle våbenleverancer. Det vil være meget svært for det internationale samfund at kontrollere, hvad disse våben vil blive brugt til, og militserne har over de forgangne år ved en række lejligheder vist, at de vægter egne lokale og politiske interesser højere end nationale og internationale dagsordener udstuk-ket fra centralmagten. At bevæbne Misrata-militserne vil endvidere forskyde magtbalancen i Libyen og vil kunne forlænge og forstærke konflikten med de rivaliserende militser, der støttes af Egypten og allierede lande i Golfen.

Det internationale samfund er imidlertid under stort pres for at hjælpe Libyen i kampen mod IS. At afstå fra det vil med stor sandsynlighed føre det uroplagede land længere ud i en krise med alvorlige konsekvenser, først og fremmest for libyerne, men også for den regionale sikkerhed og balance og for sikkerheden i Europa – både i form af øget terrorrisiko og nye flygtningestrømme fra Nordafrikas største transitland. Det afgørende i den indsats er dog, at man ikke undervurderer IS eller spreder gruppens aktiviteter. Derudover må en eventuel oprustning af GNA-regerin-gen med henblik på at bekæmpe IS afstemmes med den langvarige indsats for at fremme konfliktløsning, nedrustning og forsoning mellem de rivaliserende militser.