ÅRSSKRIFT 2

009

1

SVANERNE DØTRE TIL AFDØD PATIENT

- Vi ved, at hendes sjæl er kommet godt af sted, for da mor blev kørt ud ad hoved-døren, fløj ti svaner hen over os. Det var en afslutning, hun ville have smilet af og været glad for. Der har altid været fugle til stede ved familiens begra-velser, så vi opfattede sva-nerne som et godt tegn.

ÅRSSKRIFT 2

009

2

ÅRSSKRIFT 2

009

3

24 25 26 28 30 31 33 34 35 37 38

UDFLUGT TIL VASKERIET SUSANNE & METTE BALLE DØTRE TIL AFDØD PATIENT

MAD & KÆRLIGEHED HANNE KOCK VIXØ, KØKKENLEDER

HÆNDER FINDER HÆNDER MAIKEN BJERG, MUSIKTERAPEUT

EN TØMRER DER SLÅR... ANNEGRETE VENBORG

UDVIKLINGSSYGEPLEJERSKE

FOCUS PÅ LINDRING ANNE MARIE KJÆRSGAARD

DET PALLIATIVE TEAM, RANDERS

NØGLEN BIRTHE STENDORFF, SYGEPLEJERSKE

DET ROLIGE SMIL NIELS BIE, PÅRØRENDE & VAGTLÆGE

SOM I HIMLEN ANJA GJETTERMANN, FYSIOTERAPEUT

NÅR TIDEN ER KNAP ANJA ANDERSEN, BEDEMAND

BØRN DER SKAL MISTE VIBEKE TRILLINGSGAARD SYGEPLEJERSKE

DE SMÅ TING KARSTEN BORG JENSEN MEDINDLAGT ÆGTEFÆLLE

39 41 42 43 44 46 48 51 52 54 58

DEN SIDSTE TID SØSTER TIL AFDØD PATIENT

EKSISTENS - DEN OMVENDTE KIKKERT JØRGEN KEINICKE

MEDINDLAGT ÆGTEFÆLLE

FLAGET INGER LISE DYBDAHL, FRIVILLIG

STØTTEFORENINGEN INVITERER SUSANNE HOGREFE FORMAND FOR STØTTEFORENINGEN

STJERNESTUNDER RIE PEDERSEN FRIVILLIGKOORDINATOR

ET KIG MOD SYD JØRGEN FOG. NÆSTFORMAND STØTTEFORENINGEN

HVER DAG SIN HISTORIE NIELS OLE BIRK, BYGNINGSANSVARLIG

ÈN DAG ANNIE JENSEN ÆGTEFÆLLE TIL AFDØD PATIENT

STATISTIK 2009

EPILOG DORIT SIMONSEN, HOSPICELEDER

UDSIGT I KIKKERT BENNY ANDERSEN, FORFATTER

01 05 07 10 14 16 17 18 20 21 22

SVANERNE DØTRE TIL AFDØD

INDLEDNING DORIT SIMONSEN, HOSPICELEDER

ET HUS FULDT AF LIV CLAUS HORNEMAN, BESTYRELSESMEDLEM

MEDARBEJDERTRIVSEL DORIT SIMONSEN, HOSPICELEDER

ET STED AT VÆRE FÆLLES OM MARTIN SCHULTZ, JOURNALIST

ØJE-BLIKKE LENE AHLMANN, SEKRETÆR

MORGENSTEMNING HELLE DALBY, SOUSCHEF

AT FINDE DANSEN ERLING RASMUSSEN

FORMAND FOR KUNSTUDVALGET

BALLET I GLIDESKO LARS NØRGAARD, KUNSTNER

ET VÆLD AF FARVER ANNE METTE BALLE

AFDØD PATIENT

LIVSMØNSTRET ANN MAJ LORENZEN, HOSPICEPRÆST

ÅRSSKRIFT 2

009

4

ÅRSSKRIFT 2

009

5

INDLEDNING DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

”Jeg sænker min kikkert og ser at alle de adskilte dele hænger sammen som et hele der kan blive til endnu mer, jeg synger, mens solkuglen bunder: Gid jorden aldrig går under!”

Sådan lyder sidste vers i Benny Andersens digt ”Udsigt i kikkert” fra pladen Oven visse vande, 1981. Det er en sang, som vi ofte synger til vores morgensang på Hospice Djursland - en sang, vi bliver glade af at synge og en sang fuld af mening.

Redaktionsgruppen har ladet sig inspirere af sangen til dette års skrift ”Årsskrift 2009”. San-gen handler om et menneske, der sidder og betragter den omkringliggende verden gennem sin kikkert. At betragte verden på den måde giver ham en fantastisk mulighed for at fokusere på nogle unikke enkeltdele. Enkeltdele, som i sig selv opleves som smukke og meningsfulde, og som han givetvis ikke ville have fået øje på uden sin kikkert, men også enkeltdele, som tilsam-men giver endnu større oplevelse og meningsfuldhed.

Hospice Djursland består af et utal af enkeltdele. Nogle enkeltdele ses meget tydeligt, andre viser sig først, når der bliver fokuseret på dem, og andre igen opleves kun af den, som ser det.

Vi har valgt at være nysgerrige og bedt forskellige mennesker om at sætte en kikkert for deres øje og fokusere på, hvad de måtte få øje på indenfor eller omkring Hospice Djursland. Vi vil i dette årsskrift samle alle disse enkelte beskrivelser, disse enkeltdele til et hele, og håber på den måde at give et ”helt” billede af Hospice Djursland.

Idet vi nu havde valgt en sang af Benny Andersen, bad vi Benny Andersen om en beskrivelse af, hvad han så i sin kikkert – han så følgende sceneri:

ÅRSSKRIFT 2

009

6

"I forbindelse med en kær slægtnings ophold på et hospice ihukom jeg det gamle ord: "Hvor der er hjerterum er der husrum." - Jeg vil tilføje: "og omvendt"; for da jeg satte mig til klaveret for at spille min slægtnings yndlingsmelodier, strømmede folk til fra alle sider, nogle i kørestole, an-dre med stok eller gangstativ, andre igen på bårer. De lyttede glade til melodierne og sang med på nogle af sangene. For mig selv blev det en oplevelse for livet."

Benny Andersen

Benny Andersens linjer er en beskrivelse af en personlig oplevelse på et hospice. Det er selv-følgelig et specifikt hospice, og det kunne alligevel være på et hvilket som helst hospice her i Danmark, alle har vi nemlig det samme formål: At give livet fylde og lade livet fylde i den sid-ste levetid.

2009 har været året, hvor vi har haft overskud til at eksperimentere med organisationen, vi har opsplittet de to plejeteams i fire teams og sammensat disse på en ny måde. Vores mål er at skabe medledende teams. Den nye organisation er ikke kun en udfordring for medarbejder-ne, men i høj grad også for ledelsen, idet den fordrer andre og nye ledelseskompetencer.

Det har også været året, hvor vi valgte, at vores udviklingssygeplejerske skulle arbejde fuld tid på kvalitetssikring og udvikling. Vi har igangsat en ”Hjælp til selvhjælpsgruppe for efterleven-de”, et tilbud om et gruppeforløb for de pårørende, som har mistet en nærtstående på Hospice Djursland. En af vores sygeplejersker har uddannet sig som ”Sorgpilot for børn med sorg”, vi deltager i et stort nationalt sorgprojekt, og vi har en Fag-emne-gruppe, som arbejder med modtagelse af vores patienter. I det hele taget har 2009 været det år, hvor vi har følt os para-te til at være mere udadrettet og udviklingsorienteret - vi er på vej.

Vi håber med dette årsskrift at give dig et mere uddybende billede af, hvad Hospice Djursland egentlig er for et sted. Et billede, som viser et unikt sted for alvorligt syge og døende patienter og deres pårørende, et sted, hvor livet leves og opleves på trods af svære livsvilkår og et sted, hvor medarbejderne trives og er stolte over at arbejde.

ÅRSSKRIFT 2

009

7

ET HUS FULDT AF LIV CLAUS HORNEMAN BESTYRELSESMEDLEM

2009 var Hospice Djurslands andet driftsår og dermed også året, hvor opgaven med at skabe og udfylde de rigtige ram-mer for patienter og pårørende er kommet rigtig godt i gang.

Bestyrelsen for Hospice Djursland er meget taknemmelig for de mange tilkendegivelser, der i årets løb er kommet fra pati-enter og pårørende. Vi tager dem som et udsagn om, at hos-picet og dets medarbejdere opfylder deres basale formål, nemlig at være det sted, hvor uhelbredeligt syge mennesker kan få pleje, lindring og ledsagelse til at leve et værdigt og meningsfyldt liv indtil døden.

Hospice Djursland havde 226 patienter i 2009 - svarende til det anslåede. De samlede omkostninger var lavere end de budgetterede. Dermed er styringen og disponeringen også af de økonomiske aktiviteter på Hospice Djursland forløbet helt tilfredsstillende.

Det er en glæde for bestyrelsen at følge personalets professi-onelle arbejde og dets altid engagerede og positive indsats. Det må i den forbindelse være tilladt at sige, at samspillet mellem daglig ledelse og medarbejdere for begge parter kan udtrykkes ved at 1 +1 > 2.

Det ville ikke være muligt at yde den pleje, omsorg og be-handling, som patienter og pårørende modtager, uden den store opbakning, og det positive samarbejde, der præsteres af støtteforeningen, de frivillige og Region Midt. Hertil kom-mer de mange donorer, som i årets løb har ydet gaver til Hospice Djursland - tit via Støtteforeningen. Bestyrelsen er meget taknemmelig for den store støtte og takker alle, der således har bidraget til at virkeliggøre hospicetanken.

ÅRSSKRIFT 2

009

8

Nu da driften af hospice er kommet ind i en god rytme, kan vi i bestyrelsen sætte kikkerten for øjnene for at se, om visionerne for Hospice Djursland bliver gennemført i dagligdagen. En af visionerne var, at hospicet skulle være:

ET STED MED ÅBNE DØRE, ET HUS FULDT AF LIV, HVOR LIVET LEVES - INDTIL DØDEN

En tilfældig dag på Hospice Djursland kan man se:

• Morgensang i alrummet med patienter, personale og pårørende

• Børn og børnebørn til patienter ved playstation i legehjørnet eller på løbehjul i gangene

• En patient, der læser et digt for de andre patienter og personalet i køkken-alrummet

• En frivillig i færd med at lave årstidens blomsterbuketter til patientstuer og fællesrum

• Et par frivillige, der spiller kort med en patient

• Fælles frokost i alrummet for de patienter, pårørende og ansatte, der ønsker det

• Musikpædagogen, der spiller klaver på gangen uden for patientstuerne

• Pårørende og kommende patienter i snak med personalet for at blive klar over, om hospice kunne være noget for dem

• På andre dage har der været besøg af operasangere og afholdt koncerter, grillaftener, påske- og julegudstjenester.

JO, KIKKERTSYNET BEKRÆFTER, AT VISIONERNE BLIVER EFTERLEVET. Hospice Djurslands ydelser og palliative indsats for patienterne har fra starten været baseret på, at patienterne er indlagt på hospicet i hele sygdomsforløbet. Der er dog mange patienter, der ønsker at være i deres hjem så længe som muligt eller at komme tilbage til hjemmet i en periode, for så igen at komme tilbage til hospice. Det er en naturlig udfordring for Hospice Djursland at imødekomme disse patienters behov og ønsker, og hospiceledelsen og medarbej-derne vil derfor i det nye år arbejde med at vurdere muligheden for at etablere en daghospice-funktion.

Dette indlæg skulle være skrevet af formanden for Hospice Djursland Peter Hørsman, men Pe-ter døde den 9. februar 2010 her på Hospice Djursland - på det hospice, hvis etablering og drift han gennem de sidste fem år har lagt så meget energi i. Peter Hørsman har været for-mand siden bestyrelsen blev etableret, og han har haft stor betydning for, at Hospice Djurs-land i dag fremstår som en veletableret og velorganiseret organisation. Peter har gennem åre-ne bidraget med sin store erfaring fra både ledelses og bestyrelsesarbejde. Han var en visio-nær iværksætter. Vi vil savne Peter både som menneske og som bestyrelsesformand for Hos-pice Djursland.

ÅRSSKRIFT 2

009

9

ÅRSSKRIFT 2

009

10

Jeg har lige lidt besvær med at få kikkerten sat for mit øje og indstille den rigtigt. Jeg får vist øje på alt for meget på én gang, kan ikke rigtigt beslutte mig for, hvor jeg egentlig vil kikke hen. Der er så meget at fokusere på. Jeg beslutter mig så for at holde kikkerten helt i ro og afvente, hvad der sker.

Endelig: Noget bevæger sig i kikkertfeltet, lidt utydeligt. Det flytter sig, jeg forsøger at følge det og fokuserer lidt mere. Så træder det tydeligt frem: Aha, det er Aase, jeg har fået i kikker-ten.

Jeg føler mig ubeskrivelig heldig, tænk engang, jeg har fået fokus på en repræsentant for den mest betydningsfulde ressource her på hospice: en medarbejder.

Aase er sygeplejerske her på Hospice Djursland. Hun er lige nu ved at vise en ny patient rundt. Han sidder i en kørestol, hustruen går ved siden af ham. Han ser træt og afkræftet ud, men hans øjne følger nysgerrigt Aases hænder, mens hun viser huset frem. Aase smiler, hun er opmærksom og nærværende. Det er ikke første gang, Aase viser en patient rundt. Alligevel bliver det aldrig rutine. At tage imod en ny patient og de pårørende er en vigtig og betydnings-fuld opgave. En opgave, som medarbejderne tilsammen har udførte 226 gange i 2009.

226 gange har de gjort en stue klar med en pæn opredt seng, med lys og blomster og sagt: ”Goddag og velkommen her til Hospice Djursland ”. Lige så mange gange har de taget afsked med et alvorligt sygt menneske og dennes familie. Alligevel bliver det aldrig rutine. Det er en opgave, som alle på hospice er ydmyg over for - alle ved, hvor stor betydning det første ind-tryk har for den nye patient. Det er også en opgave, som hver dag stiller store krav, både pro-fessionelt og personligt.

Spørgsmål som: ”Kan du godt holde på dine medarbejdere?” eller ”Hvordan klarer dine medar-bejdere at arbejde et sted, hvor der er så mange der dør?” får jeg tit, når jeg er ude at holde foredrag om Hospice Djursland. Mit svar er, at jeg ikke har problemer med at holde på mine medarbejdere, at mine medarbejdere faktisk trives rigtig godt og er glade for deres arbejds-plads.

HVORDAN MON MEDARBEJDEREN TRIVES? DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

ÅRSSKRIFT 2

009

11

At dette er et faktum, viser en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, som vi gennemførte i 2009. Fordi vi er en forholdsvis ny arbejdsplads, og fordi vi er en arbejdsplads, hvor et af vil-kårene for medarbejderne er, at der stilles ganske store følelsesmæssige krav til dem i deres daglige arbejde, besluttede vi at gennemføre en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø. Vi ville så allerede tidligt kunne justere de tiltag, vi havde iværksat, hvis det skulle vise sig nød-vendigt.

Vi brugte et spørgeskema med 40 spørgsmål, som tilsammen dækker 23 forskellige dimensio-ner af det psykiske arbejdsmiljø. Skemaet er udviklet hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, og det afleveres anonymt. Resultatet blev efterfølgende sammenlignet med en undersøgelse, som er fortaget i et repræsentativt udsnit på 3517 danske lønmodtagere.

Vores undersøgelse viste, meget forudsigeligt, at de følelsesmæssige krav til den enkelte med-arbejder hos os er væsentligt højere end hos den gennemsnitlige danske lønmodtager. Alle vore medarbejdere havde dog medtænkt denne dimension, inden de overhovedet søgte job på hospice. At de følelsesmæssige krav er høje, er en af de faktorer, som kan påvirke det psyki-ske arbejdsmiljø i negativ retning, især hvis arbejdspladsen ikke anerkender dette. Det er vi meget opmærksomme på hos os. Det viser sig bl.a. ved, at vi i arbejdstiden har planlagt faste tidspunkter til refleksion og supervision. Vi har planlagte medarbejdersamtaler, og vi følger nøje den enkelte medarbejders udsathed for følelsesmæssigt pres.

Oplevelsen af tilfredshed, oplevelsen af mening i arbejdet, af indflydelse på eget arbejde samt oplevelsen af udviklingsmuligheder i arbejdet er alle faktorer, som medarbejderne scorede højt på. At det opleves som meningsfuldt at beskæftige sig med andre mennesker kommer heller ikke bag på nogen. Denne oplevelse trækker absolut i positiv retning. Oplevelsen af at have indflydelse, handler f.eks. om arbejdsstedets indretning, om muligheden for pauser, tilrette-læggelse af eget arbejde og hvem, man arbejder sammen med. Udviklingsmuligheder handler om medarbejderens mulighed for at få tilstrækkelige udfordringer og dermed chance for at opnå en både personlig og faglig udvikling. Disse faktorer omhandler således alle den måde, vi har valgt at organisere og lede Hospice Djursland på og er faktorer, som løbende er under ud-vikling.

Arbejdstempoet hos os opleves som relativt lavt. Det stemmer ganske godt overens med det indtryk, man har af arbejdet på et hospice: Vi er ikke fortravlede. Arbejdstempoet på et hospi-ce kan ikke være højt. Den tværfaglige lindrende indsats skal målrettes den enkelte patient og dennes familie i et tempo, som tager udgangspunkt i, hvor de befinder sig. Ellers giver det in-gen mening. At tempoet er lavt, er ikke det samme, som at der ikke er nok, der skal udføres.

ÅRSSKRIFT 2

009

12

Dette viser sig, når der stilles spørgsmål til medarbejdernes oplevelse af arbejdsmængde og arbejdspres. Begge parametre scores højere hos os end hos gennemsnits-lønmodtageren.

Mange taler om, at en virksomheds ”sociale kapital” er afgørende for trivsel, arbejdsglæde, godt helbred, høj produktivitet og et godt psykisk arbejdsmiljø. Her har ledelsen en afgørende betydning. Social kapital omfatter bl.a. samarbejdsevne og samarbejdsrelationer, tillid og tro-værdighed, retfærdighed og respekt.

Medarbejderne på Hospice Djursland oplevede en høj grad af forudsigelighed i samarbejdet med ledelsen. De oplevede rolleklarhed, belønning i arbejdet og en høj grad af social støtte fra deres ledere. De gav derudover udtryk for stor tillid til ledelsen og en oplevelse af retfærdig-hed.

At medarbejderne trives på Hospice Djursland viser sig også gennem en høj grad af involve-ring i arbejdspladsens liv, såvel fagligt som socialt. Og sidst, men ikke mindst oplevede de sig i bedre form rent helbredsmæssigt end gennemsnitslønmodtageren, mindre stresset og mindre udbrændt.

Samlet set viser det, at medarbejderne trives og oplever arbejdsglæde på Hospice Djursland på trods af, at de befinder sig på en arbejdsplads, hvor døden er meget nærværende og sor-gen tydelig. Vi er i ledelsen klar over denne hårfine balance for den enkelte medarbejder. Det stiller store krav til os ledere om hele tiden at være opmærksomme på medarbejderne og fo-kuseret på det psykiske arbejdsmiljø. En enkelt undersøgelse som den, vi her gennemførte, gør ingen forskel i sig selv. Vi skal til stadighed arbejde med forebyggelse og forbedringer af arbejdsmiljøet.

Jeg stiller lige kikkerten skarp igen og ser, at Aase og den nye patient forsvinder ind på stue 7. Endnu en patient, endnu en familie er blevet budt hjertelig velkommen til Hospice Djursland. Jeg håber, at vi endnu engang kan medvirke til, at et alvorligt sygt menneske får muligheden for at mærke, at livet stadig er leveværdigt, også i den sidste og sværeste tid.

ÅRSSKRIFT 2

009

13

ÅRSSKRIFT 2

009

14

Det var i sommer. Der var opera på Mols med det italienske Belcanto Opera Company og hos-picelederen havde glædet sig over lystig og charmerende operasang. Mon de ville komme forbi Hospice Djursland og glæde husets beboere med nogle få numre?

Det ville de gerne. Kompagniets leder, bassen Riccardo Ristori, en sopran, en tenor og kom-pagniets pianist mødte op på hospice, selvom den afsluttende gallaforestilling ventede om af-tenen. Personale og patienter samlede sig på gangen. Dørene blev åbnet til andre patientstuer. Klaveret blev rullet frem og der blev sunget arier fra det italienske operarepertoire.

”Det er vigtigt, at vi kan gøre hver dag lidt forskellig,” sagde hospiceleder Dorit Simonsen i sin tak til de syngende gæster fra Italien. Det var enkelt og virkningsfuldt.

Hospice er et sted, som skal løfte en af livets tungeste byrder. Her skal der tages afsked med livet, og døden og sorgen er en nærværende realitet. Er flaget på halvt i dag? Så ved vi der-ude, at endnu et livslys er slukket.

Men på Hospice Djursland skal den sidste tid være en god tid. Derfor er arkitekturen og indret-ningen æstetisk og gennemtænkt. Bygningen ligger på byens bedste grund med den smukke-ste udsigt. Personalet sørger for pleje og omsorg i en venlig og lys atmosfære. Kunstnere har malet billeder, som giver mening, inspiration eller maner til eftertanke. Der spilles musik og synges. Frivillige hjælper til. En vander blomster. En anden fodrer vildtet. En tredje hjælper ved maden. Trods husets alvorstunge bestemmelse hersker der en generøsitet og et overskud. Stemningen er tung og let og lys på samme tid.

ET STED AT VÆRE FÆLLES OM

AF MARTIN SCHULTZ JOURNALIST PÅ ADRESSEAVISEN SYDDJURS

ÅRSSKRIFT 2

009

15

Mit møde med Hospice Djursland har været båret af denne modsætningsfyldte oplevelse. Hvordan kan et sted for alvorligt syge mennesker og døende i den grad være fyldt med lys og glæde. Store og små bidrag bliver båret frem af en vilje til at fastholde en positiv og oplevel-sesrig stemning. Når dagene svinder, skal hver dag være en berigelse.

Men opbakningen udefra føles nogle gange så stor, at det næsten er overvældende. Fonde do-nerer penge til anskaffelse af kunst og inventar. Velviljen fra de velgørende organisationer i lokalsamfundet er overstrømmende, støtteforeningen er landets største, og frivillige står på venteliste. Der er mange andre steder, hvor bare en smule af al denne velmente overflod også kunne gøre nytte.

Opbakningen skyldes, at hospi-ce er et sted at være fælles om. Mange har oplevelser med pårørende, som kunne have haft glæde af et hospiceophold. Her vil man gerne være med til at gøre en forskel.

Tanken om et hospice på Djurs-land blev båret frem af almin-delige menneskers entusiasme. Og i Hospice Djurslands korte levetid synes en kultur at have slået rod, som værdsætter og forstår at bruge samarbejdet mellem de mange, der vil bi-drage positivt. Alle, lige fra pa-tienter og pårørende til perso-nale og frivillige, omfavnes af fællesskabet.

Selv de italienske operasangere blev en del af skæbnefællesskabet. Når de store følelser er på spil, falder maskerne og inderligheden og empatien kommer til sin ret. Set udefra gør det ste-det stort og stærkt.

ÅRSSKRIFT 2

009

16

Jeg hilser på en nyankommen patient, og vi smiler lidt af, at vores navne ligner hinanden. Det må vi snakke om senere, siger hun, idet sygeplejersken dukker op for at følge hende ned på stuen. ”Nå nej - der er vist ikke så meget mere at snakke om!”, tilføjer hun med et hurtigt ho-vedkast og et lille, skarpt smil i de mørke øjne.

Mange mennesker passerer gennem receptionen, og der udveksles mange blikke. For alle dem, der har deres daglige gang i huset: patienter, pårørende, kolleger og frivillige udtrykker blikket måske bare et venligt godmorgen. Men i de fremmede ansigter, der møder huset for første gang, spores ofte spørgende eller ængstelige blikke. Kun de færreste blikke er ligegyldige.

En særlig gruppe er de pårørende, der vælger at flytte ind på Hospice og bo sammen med pa-tienten. De får deres dagligliv i huset sammen med os ansatte, de frivillige, andre patienter og pårørende. Vi mødes rundt i huset, spiser sammen, bliver kendte ansigter for hinanden og får - for en tid - en fælles hverdag. En lun dag i sensommeren kommer en af de pårørende, en ældre mand, igennem receptionen med en håndfuld roser. Fyldige, duftende engelske roser i sarte pastelfarver. Nogle af somme-rens sidste, plukket hjemme i haven til hans kone, for at hun skal se dem og mærke duften. ”Men hun ænser ikke så meget mere”, siger han med et trist blik i sine rare, rynkede øjne. ”Om vi så ikke lige må dufte til dem på vejen? Jo da, gerne!” Og med en galant bevægelse rækker han roserne frem imod os, og imens vi snuser og ser os mætte i det sarte farveorgie, lyser hans ansigt op i et lille smil, inden han fortsætter ned på stuen.

Ofte lyser menneskers øjne op, når de kommer ind ad døren på Hospice. Måske er det oplevel-sen af de høje, lyse rum med store billeder, måske er det udsigten over landskabet, måske er det trygheden ved at komme i gode hænder eller lettelsen over at få nogen at dele et tungt ansvar med.

En nyankommen patient udtrykte sig ganske klart, da han blev kørt ind på stuen. Først blev han helt tavs, så udbrød han højt og livligt: Jamen, for pokker, sikke’n udsigt. Jeg må da ha´ min kikkert herud!

ØJE - BLIKKE LENE AHLMANN SEKRETÆR

ÅRSSKRIFT 2

009

17

Jeg vil, som det første jeg gør om morgenen, rette mit kik-kertsigte mod de tre sammensatte skriveborde – det vi kalder for vagtstuen – dér, hvor sygeplejerskerne opholder sig.

Jeg vil lade blikket vandre og lade det hvile et kort øjeblik på hver enkelt sygeplejerske. Jeg forsøger at aflæse stemningen for at få indtryk af, hvilken type dag der møder mig. Stem-ningen kan være så forskellig, og jeg ved, at den meget hur-tigt vil indfange mig.

Nogle morgener er ligefrem ladet med uro, hektisk aktivitet og røde pletter på kinderne. Der bliver spejdet efter mig, jeg er ventet, og jeg ved, at det betyder, at der er problemer af en eller anden art. Det kan være sygemeldinger fra persona-let, som gør det svært at få dagen til at hænge sammen og få løst de opgaver, der venter. Det kan være urolige patienter med komplekse problemstillinger, hvor uroen spreder sig helt ud på gangen.

Andre morgener kan der være en stille arbejdsro og koncen-tration, hvor den enkelte er ved at sætte sig ind i, hvilke ar-bejdsopgaver der venter. Der bliver læst i sygeplejejournaler-ne, snakket dæmpet sammen, diskuteret og lavet aftaler.

Der kan også være en ivrig og engageret snakken om faglige problemstillinger eller en lidt mere løssluppen stemning med smil og latter, hvor en sjov eller sød oplevelse bliver delt og fortalt videre. Endelig kan der være en dæmpet, alvorlig snakken, hvor der bliver lyttet med alvorlige ansigter og blan-ke øjne, måske en fortælling, som berører og bevæger.

Jeg lægger kikkerten fra mig og går over i rummet for at sige godmorgen. Jeg ved, at den pågældende stemning hurtigt vil indfange mig og sætte sig i min krop. Dagen er i gang.

MORGENSTEMNING HELLE DALBY KRISTENSEN, SOUSCHEF

ÅRSSKRIFT 2

009

18

Det første, jeg ser i min ”kikkert”, når jeg træder ind ad døren til Hospice Djursland, er det meget store og farvestrålende billede, der hænger lige dér på væggen indenfor.

Jeg bliver budt velkommen af glade farver, umiddelbart er det et stort virvar af farver og figu-rer - og hvad skal det mon forestille? ”Ballet i glidesko” har kunstneren kaldt det, hvorfor mon det, der er jo ikke nogen, der danser ballet - eller er der?

Kunstneren hedder Lars Nørgaard, og han bruger mange forskellige teknikker i sine billeder. Hvis du går tæt på, kan du mange steder se flere lag maling, og de er i forskellige kvaliteter, men altid meget miljøvenlige. – Bemærk også de forskellige metoder, der er anvendt: store pensler, små pensler, skrabninger o.lign.

Lars Nørgaard er meget eksperimenterende og lytter altid til musik, når han maler. Han har en speciel evne til at give sine malerier absurde og humoristiske titler, som styrer betragterens oplevelse i bestemte retninger, man ”læser” titlen ind i billedet og forsøger at finde en mening i det malede kaos. Men fortolkeren må ofte give fortabt!

- men måske kan du høre musikken og finde ”dansen”?

Hospice Djurslands kunstudvalg var allerede inden åbningen i 2007 i kontakt med Ny Carls-bergfondet for at få hjælp til udsmykning. Men fondet ville se huset i gang, før det tog beslut-ning om hjælp. I maj 2008 fik vi besked om, at fondet ville aflægge os besøg, og i august hav-de vi den glæde at kunne byde velkommen til professor Morten Kyndrup, der er medlem af bestyrelsen for Ny Carlsbergfondet. Morten Kyndrup blev meget imponeret og begejstret for huset og kunne med det samme give tilsagn om flere billeder til udsmykning ved indgangen samt i caféen og biblioteket.

I den mellemliggende periode har vi haft besøg af Lars Nørgaard, der gerne ville danne sig et indtryk af lokaliteten og omgivelserne, og endelig den 22. september 2009 fik vi de ønskede billeder hængt op med hjælp af kunstneren selv.

AT FINDE DANSEN ERLING RASMUSSEN KUNSTUDVALGET FOR HOSPICE DJURSLAND.

ÅRSSKRIFT 2

009

19

NYT FOTO

ÅRSSKRIFT 2

009

20

Først må jeg erkende, at jeg synes, at billedkunstnernes analyser eller beskrivelser af egne værker tit og ofte falder lidt uheldigt ud og måske fratager beskueren en del af oplevelsen ved at stå dér med en farveklattet brugsvejledning i hånden. Det kan være i orden, at kunsthistori-keren kaster sig ud i det. Så ved man, at værket er betragtet gennem en dertil indrettet brille, og dermed er udsagnet så blot én af mange fortolkninger.

Mine intentioner er at male et motiv, der ikke så gerne lader sig fastholde - eller man kunne sige: At male et rum bestående af alt og intet. Det vil jo være lidt selvmodsigende at begynde at fedte rundt i - eller rettere det har jeg bestemt ikke lyst til. Men i forbindelse med stedet, hvor netop disse malerier hænger, på Hospice Djursland, så er der nogle overvejelser, som jeg lige fra starten af min malerkarriere har gjort mig, der forekommer aktuelle:

Mine billeder ligger i kartotek både som hukommelseslagring og rent fysisk og bliver således en dagbog over livet. Jeg kan bruge en grøn farve og huske, at den her grønne brugte jeg og-så i 1987, da jeg havde atelier på Ungdomsvej og var kæreste med den og den - farven eller formen kan reflektere den tvivl og de glæder, der var i netop den tid.

I perioder maler jeg sort-hvide figurative stregmalerier. De er der som et pusterum, en oplad-ningscentral, indtil behovet for at gå ind i farverummet igen melder sig. I disse melankolske pusterum kommer revselsen så - hvad gjorde du godt, og hvad var skidt siden sidst.

Årsperioder bli’r til femårsperioder, der igen bli’r til årtier..... kartoteket bli’r til hundredevis af malerier og tegninger. Og her er det så, at det ofte slår mig, at alt dette arbejde, det at skulle afsted hver eneste dag og prøve at fastholde dette ”noget”, bli’r et ønske om at fastholde ti-den, ikke at ville acceptere et endeligt – hverken for værket eller for sit eget liv.

Nogle gange sætter folk træskoene på Hospice Djursland. Måske forlader fru Jensen denne jord med en smuk horisontlinie på nethinden. Måske med en ultramarin form, der kan være alt og intet: I så tilfælde er det jo lidt af en ære for maleren at få lov at række videre ind i...

BALLET I GLIDESKO LARS NØRGAARD KUNSTNER

ÅRSSKRIFT 2

009

21

”Sikke et væld af farver, der kommer én i møde. Man stopper op og tænker ”sikke noget rod”, men så bliver man stående, og pludselig bliver man fascineret af alle disse farver, fordi man kan finde små ”dagligdagsbilleder” i billedet – både i det store i indgangen og i billederne i cafeen.

For selvom billederne er præget af farver, så er de harmoni-ske. De forstyrrer ikke øjet, tværtimod, så opdager man en livsgnist og livsglæde.

Billederne er dejlige, og de giver det store rum varme og har-moni. Man slapper af sammen med dem og får en indre ro. De er lavet specielt til cafeen, og det må man sige er lykke-des.

Jeg føler i hvert fald stor glæde ved at komme i rummet.”

ET VÆLD AF FARVER ANNE METTE BALLE CHRISTENSEN AFDØD PATIENT

ÅRSSKRIFT 2

009

22

LIVSMØNSTRET AF ANN MAJ LORENZEN HOSPICEPRÆST

Noget af det første, jeg bemærkede på Hospice Djursland, var det smukke fyrretræsgulv, der ligger i opholdsrum, arbejds- og gangarealer. Gulvet er et ”klodse-gulv,” også kaldet ende-træsgulv, fordi de enkelte stykker er skåret på tværs af træets endestykker.

Engang stod fyrretræerne levende, saftfyldte, stærke og stræbte mod himlens blå baggrund. Nu er de fældet og danner scene og grundlag for menneskers liv og færden.

De mange stykker træ udgør en smuk helhed, men hver enkelt træklods er unik, den har sin egen historie. Det ses på detaljerne: på åretegningen, på knasterne og på farverne. Ved nær-mere øjesyn er forskellen på træstykkerne markante, og giver man sig god tid til at betragte de enkelte klodser, betages man af deres særpræg.

ÅRSSKRIFT 2

009

23

Ligesom træklodserne i gulvet har hvert eneste menneske sin egen helt unikke historie og hver eneste patient, der indlægges her, bærer sin historie, sit liv og sit særpræg med. Familie og pårørende vidner om den sammenhæng, den enkelte har levet i, og sammen udgør de en lille helhed, nemlig det livsmønster, der danner grundlag for efterkommerne.

Mange af de mennesker, jeg møder her, det gælder både patienter og pårørende, giver mig lov til at komme helt tæt på og se med i et kort, men meget intenst forløb af deres liv. For mig er det meget værdifuldt at få lov til at være hos et medmenneske, der er på vej ud i et ukendt område, som ingen af os har landkort til. Vi følges ad, og jeg låner ud af min tro og overbevis-ning, indtil vi tøvende tager et par skridt sammen. Samtidig beder jeg til, at vi midt i dette vil føle Guds nærvær. Når det sker, opleves det, som om én, der kender os, kommer os i møde fra det ukendte.

Jeg bliver tit spurgt: ”Hvad tror du, der sker efter døden?” – Og jeg svarer: ”Jeg tror, at man finder derhen, hvor man hører til”. Så er det op til den enkelte at forestille sig, hvor dette til-hørssted findes, og hvordan dér ser ud. Ofte er det unødvendigt at sætte ord på. Andre gange tales der helt dagligdags om himmeriget som dét sted. Nogle mennesker kender salmevers, de låner ord fra f.eks. Grundtvig, der i en af sine salmer skriver om ”hvor godt der er i Himmerig, og at du stol har sat til mig i dine lyse sale” (At sige verden ret farvel - DDS 538).

At gøre sig forestillinger om evigheden og et liv efter døden er nemmere for nogle end for an-dre. Men vi har alle oplevet øjeblikke af nærvær og fuldkommen fred, hvor ånd og tanke hvi-ler; og det er sådanne øjeblikke, jeg forsøger at hjælpe den døende med at finde frem fra sine erindringer.

Sker det, er der åbnet for en samtale om den virkelighed, jeg tror omkranser vores liv. Og da er det mit anliggende at lade fortællingen om Guds historie åbne sig, så den døende kan ople-ve sin egen historie som indfattet i evigheden, som et fragment af det uendelige livsmønster.

Jeg møder tit nye mennesker her på Hospice Djursland, og jeg tager også afsked med mange. Hvert enkelt menneske gør med sin personlige historie indtryk på mig; alle sætter spor og er med til at forme og danne den helhed, som er det mønster, der er udgangspunkt for mit arbej-det i huset - livsmønstret.

ÅRSSKRIFT 2

009

24

BAGNING Madlavning har altid været vigtigt for mor. Det var derfor na-turligt for hende at foreslå, at vi skulle bage kager, mens vi var på hospice. Det gav os nogle helt specielle og forløsende timer, hvor mor - de dage, hvor hun havde energi nok - kun-ne holde fast i værdigheden ved at være aktiv og selvstændig. Vi fik her alle en pause fra at være patient, pårørende og alt det skræmmende ved at være på et hospice. Når vi delte ud af kagerne, fik vi endvidere chancen for at bidrage til stedet, hvilket var rart i en situation, hvor vi ellers konstant var mod-tagere af andres hjælp.

VASK Tøjvask forbinder vi med en kedelig pligt i hverdagen; noget der blot skal overstås. På hospice blev tøjvask til en dyrebar tid, der bragte os en fornemmelse af normalitet. Her gjorde vi det, vi havde gjort tusinde gange før, og det gav tryghed, og når mor kom med i sin kørestol, blev det til en lille udflugt.

”Arbejdet med at skrive tekst og tage billeder til jeres årsskrift har givet os en dejlig mulighed for at mindes tiden ude hos jer, fordi vi kunne tænke tilbage på de gode stunder. Det var især rart at blive meget bevidst om, at vi på trods af alt har oplevet gode ting.”

Mette & Susanne Balle

UDFLUGT TIL VASKERIET METTE OG SUSANNE BALLE DØTRE TIL AFDØD PATIENT

ÅRSSKRIFT 2

009

25

MAD & KÆRLIGHED HANNE KOCK VIXØ KØKKENLEDER

Når jeg i første omgang ta-ger kikkerten op for øjnene og ser inden for på min ar-bejdsplads, er mit første syn en rumlig, lys og smuk ar-bejdsplads, som jeg er heldig at være en del af. Ved nær-mere øjesyn ser jeg patien-ter, pårørende, kolleger – og kvalitet!

Stiller jeg skarpt på mit fag-område, så ser jeg, at det er skønt at være en del af en organisation, hvor kvalitet også mærkes i maden, hvor vi har fokus på økologi, årsti-dernes grønt og ikke mindst patienternes ønsker.

Og jeg begynder at filosofere over, hvad er mad? Vi ligger i vores mors mave, den første næ-ring, vi indtager, er tæt forbundet med hende via navlestrengen. Så fødes vi, og den næste næring, vi får, er fyldt med en masse ømhed og varme omkring et bryst.

I vores unge år er maden noget, vi bruger til at vokse af, og den er forbundet med en masse minder. Så bliver vi voksne, og maden bliver et samtaleemne, noget vi hygger om, noget vi tager frem fra vores barndom, noget vi bruger meget tid på for at forkæle hinanden - man kan vel næsten sige, at vi viser vores kærlighed til hinanden igennem mad.

Så i min filosofi handler mad ikke kun om, at den skal spises, den skal også opleves og give gode minder – huskeminder.

ÅRSSKRIFT 2

009

26

Måske skulle jeg i stedet for en kikkert rette ind på et hørerør, idet verden for mig er en mangfoldighed af lyde og toner, snakken, ord og tonefald. Det hele bliver til indtryk og information, som forplanter sig i mig og fortæller mig, hvordan jeg skal møde mennesker på min vej.

Mit udgangspunkt er at møde folk, hvor de er, og se, hvad mødet udvikler sig til. Nogle gange vil folk gerne høre noget mu-sik eller have musikterapi. Andre gange bliver det til en snak, en historie eller blot et smil.

Musikken er min specielle hjælper i mit arbejde. Ved at spille får jeg tit kontakt med patienter og pårørende, som ellers ikke ville gøre brug af terapi. Musik kan være et neutralt udgangspunkt for en samtale, som gør det lettere også at få og holde kontakt med det, der glæder en. I mange tilfælde er sange og musikstykker en stor ressource for patienter og pårø-rende.

HÆNDER FINDER HÆNDER MAIKEN BJERG MUSIKTERAPEUT

Musikken Åbner døre, åbner hjerter, åbner blikke, baner vej for tårer og latter, finder minder, der fylder, breder sig og giver lys i øjne får hænder til at finde hænder, øjne til at se - ikke kun smerten, men udsigten – lyset der falder ind i rummet, Nærværet, der kommer, gør musikken overflødig. Stilhed og fylde –

Majken Bjerg

ÅRSSKRIFT 2

009

27

ÅRSSKRIFT 2

009

28

En tømrer der slår med en hammer på et skur som han hver gang rammer.

I verslinjerne fokuserer kikkerten på tømrerens aktivitet: At slå med en hammer på et skur. Han er god til det, for han rammer skuret hver gang. Hans rolige adfærd tyder i hvert fald ikke på, at han rammer sine fingre. Så hvis meningen med hans arbejde at ramme skuret, er kvali-teten i top: Der rammes rigtigt hver gang.

Benny Andersens tømrer bliver for mig billedet på en bestemt metode til faglig udvikling, nem-lig kvalitetsudvikling, som er tiltag, der besvarer spørgsmålet: Hvordan er kvaliteten af en be-stemt klinisk praksis – sammenlignet med det maksimalt opnåelige - og hvordan kan kvalite-ten forbedres over tid?

I det sidste år har forskellige hjørner af vores daglige praksis på hospice været genstand for kvalitetsudvikling. Bl.a. har vi målt, hvor gode vi er til at få sendt brev til efterladte, hvis nære har afsluttet livet på Hospice Djursland. Vi opfatter brevet som en omsorgsfuld gestus fra hos-pice for at vise, at vi har haft dem i tankerne efter dødsfaldet. Vor intention er at sende brevet ca. en uge efter alle forløb med dødelig udgang. Altså at have en målopfyldelse på 100 %.

Som del af afslutningen på hele forløbet ringer en sygeplejerske desuden efterladte op ca. 1 måned efter dødsfald, hvis de vel at mærke har indvilget i at blive kontaktet på den måde. En telefonsamtale gør det muligt for sygeplejerskerne at vejlede efterladte, hvis reaktionen over tabet af deres pårørende skønnes at kunne udvikle sig til et kompliceret sorgforløb. Og vi spør-ger, om de føler trang til at fortælle os noget, de har funderet over fra deres tid på hospice som pårørende.

Ud fra dokumenterede oplysninger måler vi på, hvor gode vi er til at få spurgt efterladte, om de ønsker en opringning efter dødsfaldet. Og dernæst: Blandt dem, der ønsker en opringning, måles på, hvor mange der så får en opringning.

Når vi har faglig viden om, at en given praksis gavner efterladte, skal den optimalt foretages hver gang. En lavere målopfyldelse end den, der anses for opnåelig og ønskelig, giver anled-

EN TØMRER DER SLÅR MED EN HAMMER... ANNEGRETE VENBORG UDVIKLINGSSYGEPLEJERSKE

ÅRSSKRIFT 2

009

29

ning til at evaluere, hvilke hindringer der evt. er på spil og dernæst at overvinde hin-dringerne.

Det fremgår ikke i verslinjer-ne, hvor solidt tømrerarbej-det er. Er det af en kvalitet, så skuret holder sig oprejst i blæsevejr? Hvis man ikke li-gefrem vil afvente at se re-sultatet af blæsevejr i kikker-ten, må man f. eks. hen at ruske i skuret for at afgøre, hvad det holder til. Som en pendant hertil vil det beskrevne kvalitetsudviklingsarbejde på hospice blive fulgt op af at undersøge, hvor god vores telefoniske henvendelse opleves af de efterladte; altså hvad kvaliteten af sam-talen er, målt på om de efterladte oplever gavn af den og gør en positiv forskel.

Et andet emne for kvalitetsudvikling har været sygeplejerkernes IT-kompetencer. Alle sygeple-jersker har gjort rede for egne konkrete færdigheder i den elektroniske dokumentation af alt det sygeplejefaglige, der knytter sig til hvert eneste patientforløb. Opgørelsen bliver fulgt op af små kurser, så alle får de nødvendige kompetencer til at begå sig ved skærmene rundt om i huset.

Benny Andersens verslinjer:

En dreng dumper ned fra en stige og gribes straks af en pige

fører tanken hen på registrering af utilsigtede hændelser, som er en metode styret af Sund-hedsstyrelsen, som Hospice Djursland er tilknyttet for at tilrette praksis, så patienter undgår skader under indlæggelse. Ud over dette deltager vi i et projekt, der foregår på tværs af flere hospicer, med det formål at registrere hyppigheden af og omstændighederne ved faldepisoder. På dén baggrund kan der ske en faglig udvikling mod i højere grad at være på forkant med år-sager til fald.

Kvalitetsudvikling er et af flere mulige tiltag for, at der fortløbende kan ske en faglig udvikling. Dermed er den en vigtig enkeltdel af det samlede Hospice Djursland.

.

ÅRSSKRIFT 2

009

30

Når mennesker drager ud på livets rejse, møder vi dem på forskellige tidspunkter. I Det Palliative Team ser vi patienter-ne, når de stadig er på hospitalet eller lige er kommet hjem. Kontrasten mellem hospitalet, hvor fokus er på behandling af kræften, og senere i forløbet, hvor behandlingen ændrer fo-kus fra helbredelse til lindring, kræver en ganske bestemt form for medleven. Patienterne svinger mellem at have håb og være fortvivlede, mange gange er det ikke muligt at omta-le eller snakke om, hvordan de ser deres forløb, og hvad de kunne tænke sig ved de første besøg og samtaler.

Patienterne vil gerne være hjemme i den sidste tid, men for nogle patienter er det ikke muligt.

Så er det godt for patienter at drage på den sidste rejse til Hospice Djursland, hvor de i nogle fantastiske rammer kan finde ro og fred. Der er tid til at gøre de ting, som betyder mest – samværet med familie og venner. Der er personale, der drager omsorg for både patient og pårørende. Plagsomme gener bliver lindret, så der kan blive plads til at sige farvel til det liv, der er levet.

• Tid til at få talt om fortid, nutid og fremtid

• Tid til at mindes livets glæder og sorger

• Tid til at mindes værdifulde oplevelser

• Tid til at sige farvel til familie og venner

• Tid til at finde ro med sig selv

FOCUS PÅ LINDRING ANNE MARIE KJÆRSGAARD DET PALLIATIVE TEAM, RANDERS

ÅRSSKRIFT 2

009

31

Nøglen! Den er en essentiel del af min hverdag her på Hospice Djursland. Allerførst bruger jeg den, når jeg skal ind i huset. Siden stort set kun til én eneste dør: døren til medicinrummet. Dér er nøglen en uundværlig del af min hverdag. I resten af huset har jeg ikke brug for fysiske nøgler – dørene er åbne.

En nøgle kan være en fysisk genstand, som man bruger til at låse noget med. En nøgle kan være en løsning. En nøgle kan give adgang til noget. Nøgler kan gemme hemmeligheder – men dermed også åbne for dem igen.

Nøgler kan gives videre. Nøgler kan kastes bort – så det låste ikke kan låses op igen. I overført betydning taler man om nøglen til et andet menneskes hjerte eller sind. Man kan på samme måde også tale om nøglen til tilgivelse.

Det er dejligt at arbejde i et hus med åbne døre. I min dagligdag oplever jeg, at de åbne døre smitter af på mange af de mennesker, som kommer i huset. De skaber åbenhed på et andet plan – en mulighed for netop at finde nøgler til hjerter og sind.

Nogle mennesker giver villigt nøglen til deres hjerte og sind videre, andre har måske for længst lukket låsen og smidt nøglen væk og orker eller ønsker ikke selv at gå på jagt efter den, ej heller at andre skal gøre det. Nogle mennesker formår at finde nøglen til tilgivelse hos sig selv eller hos dem, de holder af, og får ryddet evt. uoverensstemmelser af vejen, mens de endnu kan nå det.

Nøglen er et billede på, hvordan vi kan gemme og låse vores følelser og oplevelser dybt inden i os. Vi kan vælge at smide nøglen væk, og lukke låsen for bestandig. Eller vi kan - under be-stemte omstændigheder eller i mødet med et andet menneske - måske genfinde nøglen og lå-se op.

Jeg tror på de åbne døres princip. Jeg tror på, at det er godt at turde give sin nøgle til et andet menneske, som man derved giver sin tillid. Jeg tror også på, at vi hver især selv må beslutte, hvilke nøgler vi giver til hvem, hvilke døre til hemmelige kamre vi hver især vil åbne.

NØGLEN BIRTHE STENDORFF SYGEPLEJERSKE

ÅRSSKRIFT 2

009

32

ÅRSSKRIFT 2

009

33

DE ROLIGE SMIL NIELS BIE PÅRØRENDE & VAGTLÆGE

Overgangen fra hospital til hospice var overvældende.

Mormor blev mødt, ikke med bekymrede travle miner, der beskæftigede sig med tekniske ting og sygdom, men med rolige smil. Før havde næsten alting, som personalet foreslog, gjort ondt. Her var det modsat: Alt blev sat ind på at øge velværet for krop, sind og sjæl. Jeres smil var rolige, fordi I var sikre på, at det, I gjorde ved mormor, gjorde godt.

Mormors smil blev også roligt. Hun havde fået et nyt håb, et håb om, at ligegyldig hvilken situ-ation hun kom ud for, så var der altid noget at gøre, altid noget at hjælpe med.

Også morfar blev et andet menneske af at møde det rolige smil. Han fik det indtryk, at alt, hvad der var godt, kunne lade sig arrangere. Bare det var til bedste for mormor. Den ro lever han til dels på endnu.

Som vagtlæge er det enestående at komme på Hospice Djursland i forhold til alle andre insti-tutioner, vi besøger. Det er, som om arbejdets alvor fremkalder en let stemning. Ikke let for-stået som overfladiskhed og manglende engagement. Tværtimod. Alvoren sætter glæden ved det gode samvær i relief: Blikke mødes, kaffe tilbydes, papirarbejdet er vel forberedt, de an-satte kender patienterne vældig godt og ved, at de selv er kompetente og veluddannede.

Der er altid tid nok. Det rolige smil.

Og så den smukke bygning: Den æstetiske nydelse har også indflydelse på krop og sjæl.

Bagefter - ude i bilen igen på vej til næste sygebesøg - har jeg tit drømmende forestillet mig: "Tænk, hvis alle sygehuse var som Hospice Djursland!". Hvorfor ikke? Patienterne fortjener det.

ÅRSSKRIFT 2

009

34

”Det er som at komme i himlen”, sådan udtrykte en patient på Hospice Djursland sig under sit første spabad.

Dørene åbnes, og man bliver mødt af en enorm omsluttende varme. Rumtemperaturen er skøn, og lysene glimter. Her er smukke møbler og kunst på væggene. På kommoden står en orkide i fuldt flor ved siden af en bakke med en sprudlende drik og lidt sødt til ganen. Musikan-læggets toner bruser ud i rummet, håndklæder ligger parat.

Spabadet er fyldt, og vandet er dragende. Hjælpemidler står disket bag et bruseforhæng, og en lift hænger i loftet, så det er muligt at få hjælp og støtte til at komme op i spabadet.

Der er utallige æteriske olier at vælge i mellem. Få dråber pebermynteolie kommes i vandet. Aromaterapi er brug af æteriske olier med det formål at lindre fysisk og psykisk. Brug af pe-bermynteolie kan især være lindrende ved kvalme. Hvis man i stedet ønsker en mere beroli-gende og afslappende effekt, skal der dryppes lavendelolie i vandet.

Vandet er tilpas varmt, ca. 37- 40 grader. Hele kroppen er omsluttet. Duftene gør sit indtryk. Musikken med havets brusen finder vej ind i øregangen. Der tændes for boblerne, som strøm-mer ud af dysserne og giver en let masserende effekt. En følelse af vægtløshed. Ansigtsmu-skulaturen slappes, nakken bliver afspændt, skuldrene sænkes, vejrtrækningen bliver dybere og roligere, og de tunge trætte ben føles lettere. Smertens udtryk forandres og bliver svagere. Tankerne tømmes.

Alt imens himlen og lyset titter ned fra den store ovenlysrude lige oven over spabadet, en san-semæssig oplevelse ud over alle grænser.

- Ja, det er som at komme i himlen!

SOM I HIMLEN… ANJA GJETTERMANN FYSIOTERAPEUT

ÅRSSKRIFT 2

009

35

Når jeg sætter kikkerten for mit øje og zoomer ind på Hospice Djursland, er der specielt én ting, der falder i øjnene: Alle er her, fordi tiden er ved at løbe fra dem, men når jeg træder inden for dørene på Hospice Djursland, så udstråler personale og bygninger helt ejendommeligt, at her er tid nok.

Her er altid god tid, og der er ro til at sætte pris på hvert et minut. Jeg mærker og ser det på de forstående blikke og smil, som bliver givet til alle, som kommer i huset. Jeg mær-ker det på roen, stilheden og det overskud, personalet ud-stråler, selv om der er travlt, og tiden kan være knap.

Den taknemmelighed, jeg møder fra pårørende, når de taler om stedet her og den indsats, der bliver ydet, fortæller mig, at Hospice Djursland er noget ganske særligt.

Jeg har samme følelse af, at stedet her er noget ganske unikt. Jeg mærker det med det samme, når jeg træder ind ad døren: stilheden og roen.

TID NOK NÅR TIDEN ER KNAP

ANJA ANDERSEN BEDEMAND

NYT FO-

ÅRSSKRIFT 2

009

36

ÅRSSKRIFT 2

009

37

Drengen sidder tit alene i sækkestolen og spiller playstation - helt opslugt. Jeg overvejer, om han mon helst vil sidde sådan alene eller måske have selskab.

En dag fanger drengen mine øjne, og jeg spørger, om jeg må sætte mig. Han kigger op, nikker og gør plads i sækkestolen. Mens han spiller videre, spørger jeg nysgerrigt til spillet, og han fortæller mig ivrigt om det. Efter en tid siger jeg: ”Jeg tænker, at det må være rigtig svært at være dig, når din mor snart skal dø”. Han spiller videre uden at se på mig. Så siger han, mens han kigger ind i skærmen: ”Ja”.

Jeg spørger, hvordan han har det. Han fortæller om skolen og om sine venner, mens han spil-ler lidt videre. Han fortæller om aftenerne, hvor han har svært ved at falde i søvn, fordi det er dér, han savner sin mor meget. Han bliver igen optaget af spillet og fortæller om det. Efter en tid sammen i stilhed, siger jeg tak for snakken. Vi kigger på hinanden og smiler.

Jeg er meget optaget af de små møders betydning i hverdagen med børnene. Jeg tror, det er muligt, at de kan gøre en stor forskel for barnet. At se og høre børnene, så de bliver aner-kendt og medinddraget.

Min erfaring siger mig, at det er godt at sige det, jeg tænker, højt til barnet. Også at lave spej-ling om andre børn, der har været i lignende situation. De gange, vi husker det, kan vi åbne døren til barnets sorg og være med til at afmystificere både den og døden.

En aften stod jeg i køkkenet sammen med tre børn. Sammen lavede vi aftensmad til dem. Re-sten af familien var hos deres døende mor. Vi snakkede og pjattede om alt muligt, det var et godt frirum i deres svære livssituation. Måske skulle jeg have grebet situationen til at hjælpe børnene med at holde fast i konkrete ting og sanselige minder om deres mor. F.eks. ved at spørge til, hvad deres mor lavede af mad til dem, hvad der var deres livret, om de lavede mad sammen.

Vi har på Hospice Djursland focus på børn som pårørende – børn, der skal miste en mor eller far, og børn, der skal miste en bedsteforælder. Vi ønsker at møde børnene i denne svære situ-ation, både ved at skabe gode frirum for dem og ved at tilbyde dem og deres forældre vores faglige viden om børn og sorg.

BØRN DER SKAL MISTE VIBEKE TRILLINGSGAARD SYGEPLEJERSKE

ÅRSSKRIFT 2

009

38

Jeg sidder ved computeren en vinterdag i snestorm, februar 2010. På en måde kan skriveriet i snestormen ses som en status på et længere sygdomsforløb, der har bragt os til dette sted, som bestemt også tager sig smukt ud i en snestorm.

Når man træder ind på gangene på hospice, er en af de ting, som man fascineres af, det flotte trægulv, der beklæder gangene. Med sine varme farver og rigdom af mønstre er det en fornø-jelse at betragte.

Så meget desto mere er det en dejlig krølle på hverdagen, når man nu mange dage i træk har kunnet betragte den lille røde plet på gulvet, der er undsluppet rengøringens ellers så skarpe øje, og som i sin ensomhed ligger og bryder alt det perfekte.

Ganske som forleden aften, hvor perfektheden blev brudt af en lille myre, som var undsluppet myrelokkedåsen og ganske stolt spankulerede ned ad gangen mod nye horisonter – hvor der nok ingen myrelokkedåser er.

DE SMÅ TING KARSTEN BORG JENSEN MEDINDLAGT ÆGTEFÆLLE

I forbindelse med sin mors ophold på Hospice Djursland blev Amanda på 14 år døbt forud for sin konfirmation. Dåben blev foretaget af præsten, som skal konfirme-re Amanda, og den fandt sted i refleksionsrummet.

ÅRSSKRIFT 2

009

39

Efter et langt sygdomsforløb valgte min bror at flytte på Hospice. Han var meget afklaret om det at skulle dø; men uendelig trist over at skulle forlade sin familie, allermest de yngste piger på 16 og 20 år. Han ville så gerne følge dem længere på vej.

Dagen kom, da han flyttede ind - dagen efter kom jeg på besøg første gang. Det var med bæ-vende hjerte. Hvordan ville det være? Var Kurt glad?

Jeg trådte første gang ind i det smukke hus - et lys var tændt på gangen for en afdød - jeg fik en klump i halsen.

Jeg gik hen til stue 11, bankede på, og her sad min bror i lænestolen og læste. Han fortalte begejstret om personalet, om den dejlige mad, om morgensang og al den omsorg, han mod-tog.

Jeg blev så glad - nu skulle jeg ikke mere spekulere på, om hjemmehjælpen kom, om Kurt fik noget at spise, om der var rent og hyggeligt omkring ham. Nu kunne vi være sammen om det væsentlige: At den sidste tid blev god og rig på velvære.

De første 14 dage kunne min bror nyde godt af alle tilbuddene. Og han nød dem alle. Spabad, musik, gåture, massage, gode samtaler, gudstjeneste, den gode mad. På et tidspunkt var han bange for at blive udskrevet, fordi han måske havde det for godt.

Men heldigvis måtte han blive, og sygdommen stod jo heller ikke stille. Der skete forværring hen ad vejen. Det værste var delir (forvirrethed), som stod på en uges tid. Tilstanden blev be-handlet, og vi fik Kurt tilbage. Den sidste uge gik det stærkt ned ad bakke, og Kurt døde frede-ligt en tirsdag morgen.

Som pårørende er jeres hus et enestående sted! Fra første færd følte jeg mig som en integre-ret del og var aldrig i tvivl om, at I syntes, det var godt, at jeg var der, at det betød noget - jeg var aldrig i vejen eller irriterende.

DEN SIDSTE TID ELSE SØSTER TIL AFDØD PATIENT

ÅRSSKRIFT 2

009

40

ÅRSSKRIFT 2

009

41

”Jeg sænker min kikkert og ser at alle de adskilte dele hænger sammen……” skriver Benny Andersen i sit digt

Hvis man nu vender kikkerten omvendt, ses en endnu større sammenhæng – eksistensen.

Som pårørende flyttede jeg ind med min kone på Hospice Djursland i 10 vidunderlige dage. Den meningsfulde og smukke afskedsstund skabte for os først og fremmest kontakt med livets overordnede aspekter, eksistens og sammenhæng – den omvendte kikkert. Da vi trådte ind på hospice, blev vi inviteret ind i ”katedralen”, hvor rammerne for at beskæftige sig med livets store spørgsmål var sat; rammer, der vel at mærke ikke indeholdt krav om regler og dogmer – der var højt til loftet!

Opholdet blev en evig skiften mellem sammenhæng og detalje. Personalets overflod af tid, nærvær og mod til også at blive berørte var kikkertens detaljer, der senere kunne hjælpe os med at bekræfte helheden og sammenhængen.

Maden, der blev serveret på den sorte bakke med rosen og det smukke procelæn, var detaljer-ne, som understregede stedets æstetik. Og mulighederne for efterfølgende at få udskiftet bak-kens gastronomiske fristelser med en parisertoast, fordi kemoterapien havde ændret smags-sansen, viser, hvor langt kikkerten kan række. - Sundhedsvæsen send delegationer til Hospice Djursland for at se ”Udsigt i kikkert”.

De fysiske rammer er smukke, men det, der gør dem smukke, er udelukkende alle de smukke mennesker, der arbejder på stedet. Det var blikket i øjet, smilet, et klem på armen og en ty-delig empati, som fik både min kone og mig til at føle, at vi blev set, hørt og respekteret som dem, vi var. Samtidig med indføling og tid til at lytte slog det os begge, hvilken handlekraft alle udviste på alle tider af døgnet, i alle ”kikkertens” detaljer og i den store sammenhæng. Hvor er I modige!

Opholdet på Hospice Djursland har givet sammenhæng i livet, mening med livet, perspektiv i den ”omvendte kikkert”, også selv om jeg har måttet tage afsked med min kæreste og min allerbedste ven – men vi har kunnet være rigtige kærester de sidste 10 dage!

EKSISTENS – DEN OMVENDTE KIKKERT JØRGEN KEINICKE MEDINDLAGT ÆGTEFÆLLE

ÅRSSKRIFT 2

009

42

FLAGET INGER LISE DYBDAHL FRIVILLIG VÆRTINDE

Når jeg sætter mig i bilen og kører fra Ebeltoft til Rønde, glæ-der jeg mig over, hvad naturen bidrager med den dag. Det kan være nyudsprungne lysegrønne bøgeblade, blomstrende anemoner, solstriben i vandet, efterårets smukke farvepragt, vinterens skiftende klædedragt og de smukke solnedgange, der hver eneste gang tager pusten fra mig – og ikke mindst glæ-der jeg mig til at møde på Hospice Djursland.

Lige inden rundkørslen dukker flagstangen frem. Er vimplen hejst, viser den ”bare” vindretnin-gen den dag. Når Dannebrog er i top, kan det markere en højtid, en fødselsdag eller en pati-ents bryllup, som huset for nylig var med til at fejre.

Hvis flaget er på halv, sidder jeg et lille øjeblik i bilen og tager en dyb indånding. Så ved jeg, at der er sket et dødsfald, og tankerne går til de personer, som jeg har lært at kende – måske er det en af dem? Inde på Hospice Djursland står navnet på den afdøde ved siden af et tændt bloklys og en glasengel. Det fortæller os alle, hvem vi mindes.

For de pårørende er det en voldsom sorg, når der sker et dødsfald, og for alle er det trist. Men heldigvis bliver man også berørt, når én, man lige har lært at kende, dør. Hvor meget mere trist ville det ikke være, hvis et menneske var så ligegyldigt, at ingen blev ked af det eller dybt ulykkelig, når dette menneske døde. Tænk, hvis den afdøde havde levet uden at ”sætte sig spor”, var glemt af venner og familie.

Selv om jeg er forberedt, bliver jeg altid berørt, når en patient dør, men hvorfor er det så, jeg bliver ved med at komme som frivillig ? Jeg kan ikke lade være! En varm følelse breder sig i min krop, fordi jeg ved, at alle husets pragtfulde ansatte er med til at give patienter og pårø-rende tryghed, omsorg, støtte og kærlig pleje, at ingen, absolut ingen, der opholder sig i huset i kortere eller længere perioder, føler, at de er ligegyldige.

Når vi frivillige træder ind i huset og bliver mødt med smil og et ”Dejligt at se dig” og ”Tak for hjælpen”, når vi går, føler vi os bestemt heller ikke ligegyldige.

ÅRSSKRIFT 2

009

43

Brillerne er skubbet op i panden, øjnene er stift rettet mod foredragsholderen, koncentrationen lyser ud af dem. For det er vigtigt det her. Konsulent Jes Dige fra Kræftens Bekæmpelse øser ud af sin store erfaring med børn og sorg.

Her sider medlemmer af Støtteforeningen, og her sidder pårørende – både til nuværende og tidligere patienter. Her sidder frivillige, dér sidder nogle fra personalegruppen, og der sidder også folk udefra, der som kvinden med brillerne er kommet, fordi de brænder for aftenens em-ne. Så Støtteforeningens sidste arrangement i 2009 tegner til at blive en succes, selv om vejr-guderne har gjort deres til at forhindre det.

Støtteforeningen Hospice Djursland har årligt to – tre sådanne arrangementer, hvor emnet har en vis relation til hospicetanken. Interesserede hører et foredrag og får et lille indblik i de fysi-ske rammer på Hospice Djursland. På den måde håber Støtteforeningen at kunne udbrede kendskabet til Hospice Djursland og hospicetanken, hvilket er en del af foreningens formål.

Dér står Jes Dige og maler levende billeder af, hvordan han selv sad i fodenden af bedstefa-rens seng, mens livet stille randt ud af bedstefaren. Nærværet. Ærligheden fra de voksne. Åbenheden.

I foråret var det lægen, køkkenlederen, en sygeplejerske, musikterapeuten og en frivillig, der stod dér på gulvet og fortalte: om deres fag, om engagementet, og om dagligdagen på Hospi-ce Djursland. Om hvordan de hver især var med til at gøre den sidste tid for patienterne og deres familier så indholdsrig som muligt, og om hvordan de selv lever med at arbejde på et hospice.

Udenfor var det lyst, og vinterblæsten havde for længst mistet pusten, så folk strømmede til. Salen var fyldt, dér kneb endnu én sig ind på et sæde, der kom flere stole til, stolerækker så langt øjet rakte, luften tung af de mange mennesker, døre måtte åbnes, summen fra de man-ge stemmer – og så lige pludselig: Stilheden, da personalet begyndte at tale. Den dybe kon-centration og alle spørgsmålene bagefter.

Støtteforeningen Hospice Djursland er glad for at være med til at bidrage til en sådan aften. Den viste tydeligt, hvor stor interessen for hospicetanken og Hospice Djursland er.

STØTTEFORENINGEN INVITERER SUSANNE HOGREFE FORMAND FOR STØTTEFORENINGEN

ÅRSSKRIFT 2

009

44

STJERNESTUNDER RIE PEDERSEN FRIVILLIGKOORDINATOR

Klong! En cykel bliver sat mod væggen uden for vindu-et. Ind træder en cykelrytter i fuld ornat.- Kan I mon bruge mig som frivillig her? Han stepper lidt forlegent i cy-kelskoene. Om vi kan!

Rytteren tilhører lige den gruppe, vi savner allermest her på Hospice Djursland: mænd! Her er så mange kvin-der blandt personalet og de frivillige, at de mandlige pati-enter må længes efter en mandesnak. Så cykelrytteren bliver meget hurtigt ført ud i alrummet som vært – dog i et lidt mere civilt outfit.

Alrummet, hospicets hjerte og arbejdspladsen for mange frivillige. Duften fra deres småkager, klangen af deres latter, synet af blomsterne, de har sat på bordet, ferme hænder, der sætter opvask på plads. For ikke at tale om de rappe fingre, der nippede sommerens jordbær.

Jordbærrene, ja! Junis røde afgrøde stod i svulmende etager ude i køkkenet. Savnede nogle frivillige til at manicurere dem. Og de frivillige kom, en, to, mange, ja en tog endda sine bør-nebørn med. Snakken gik, mens læs for læs blev renset og nippet af ivrige jordbærfingre.

Jordbærfingre blev i juli til kirsebærhænder indsmurt i mørkerød saft. En flok frivillige sad ude på terrassen bevæbnet med alskens redskaber for at pille sten ud af kirsebærrene. Saften løb langt op ad armene, men humøret var højt.

ÅRSSKRIFT 2

009

45

Humør må der til, når man er frivillig. Både inde i huset, hvor smilet er hjertevåbnet, der ram-mer både patienter og pårørende - og udenfor i sansehaven, hvor rådyrene i smug tog for sig af de nye rosenknopper. ”Man må da håbe, de har nydt dem”, lød det tørt fra rosenpasseren, der i lang tid havde nusset om roserne for at skabe en eksplosion af farver og dufte i haven.

Sansehaven blev alligevel ivrigt brugt af de frivillige, der kunne manøvrere patienter i kørestol rundt på stierne for at kigge på blomster og insekter. Nogle besøgsvenner går også længere ture med patienterne, op i byen, hen i anlægget eller helt ned til stranden, hvor de tager det friske pust derfra med sig tilbage på hospicet. Både sommer og vinter.

Når vinteren sætter ind, fyldes hospicets værksted med frivilli-ge, der vrider gran på plads i adventskranse og andet pynt. De pynter ude og inde, et par adrætte frivillige springer rundt på høje stiger for at pynte jule-træet, der i år var så stort og bredt, at de hvide stjerner ikke rakte. Men vupti, de frivillige var også stjernemagere: Noget kopipapir forvandlede sig lyn-hurtigt til hvidt stjernedrys på træet.

Stjernemagere, ja, det er dét, de er, de frivillige, der helt ulønnede skaber stribevis af sådanne stjernestunder på Hospice Djursland til glæde for både patienter, pårørende og ansatte.

ÅRSSKRIFT 2

009

46

ET KIK MOD SYD JØRGEN FOG STØTTEFORENINGENS NÆSTFORMAND

Min gamle kikkert har set mange spændende ting: andefugle i Japan, kongeørne i Iran og bi-sonokser i USA. Jeg ser også på fugle og pattedyr omkring Rønde og har kikket på landskaber og mennesker i mange lande. Overalt er landskabstype, klima og menneskelig brug af arealer-ne bestemmende for dyrelivets og menneskets trivsel.

- Men lad mig nu sætte kikkerten for øjet og her en januardag betragte landskab og fugleliv syd for Hospice Djursland fra terrassen uden for musikrummet.

HESTEHAVEN

Den store skov i baggrunden til venstre er Hestehaven – en af de tre skove under Kalø, som i nutiden er kædet sammen med Fussingø og dermed ejet af Skov- og Naturstyrelsen. Hesteha-vens navn er knyttet til Europas historie. Den senere svenske konge, Gustav Vasa, var i en pe-riode fange hos den danske konges lensmand Erik Banner på borgen, vi i dag kender som Kalø Slotsruin.

Under en jagt 1. september 1519 i Hestehaven flygtede han, og kom via Tyskland tilbage til Sverige. Ville det have påvirket historiebøgernes tekst, hvis han ikke var kommet på jagt den dag?

Senere er Hestehaven ligesom hele Kalø blevet kendt af fagfolk verden over på grund af vildt-biologernes forskning, der bl.a. drejer sig om forholdet mellem menneskets brug af jorden og betingelserne for det øvrige dyreliv.

FØLLE BUND

Kikkerten drejes til højre, og nu fokuserer jeg på den vestlige del af Mols og et afsnit af Kalø Vig. Lige til højre for Hestehaven ligger ca. 19 ha jord, som blev naturgenoprettet i 2004. Det er en stump af Kalø Vig, som blev inddæmmet og drænet i 1930`erne. Det skabte helt nye vil-kår for plante – og dyrelivet, bl.a. fik ande- og vadefugle dårligere, mens råvildt og fasaner fik bedre betingelser. I 2004 genskabte man så de saltvandsprægede enge med bugtet åløb og oversvømmelser.

ÅRSSKRIFT 2

009

47

I en våge og langs kysten ligger der sangsvaner. Man hører deres melodiske sang. Tre af dem letter, flyver en runde, der tangerer Hospice, og lander igen i vågen. De synger også, når de flyver, men man hører ikke vingesus som hos de tavse knopsvaner. Sangsvanerne er talrige hos os efterår og vinter som gæster fra nordlige og østlige egne. Tit ses græssende flokke på vintergrønne marker.

Pludselig kommer omkring 40 store fugle bagfra. De flyver i kileformation og er ret mørke. Stemmerne afslører, at det er gæs, nemlig almindelig sædgås. De er på vej til det naturgenop-rettede område. Sædgæssene har kastet deres kærlighed på dette sted, og de veksler mellem Følle Bund og nogle arealer inde på Djursland.

Det genoprettede areal afgrænses mod nord af Det Lange Hegn, som forbinder Hestehaven med plantningerne ved Jægerhuset og Vandmøllen. Dette levende hegn er en ledelinje for rå-vildt og fasaner, som veksler mellem skoven og hospiceområdet. For enden af marken lige syd for Strandvejen løber den gamle landevej mellem Århus og Grenaa. Den er nu en gangsti, der sammen med andre veje og stier danner et rutenet for mennesker, som vil nyde de dejlige landskaber og deres dyreliv.

HOSPICEAREALET

Hospicearealet omfatter omkring 9 ha jord. Kikkerten fanger til højre lidt af vildtremisens 3 ha.

Støtteforeningen fodrer vildtet øst for remisen mellem Strandvejen og Hospice. En fasanhøne æder lige nu majs og hvede ved cementfoderrøret. Sneen er helt nedtrådt ved den sorte foder-automat længere til venstre. Foderet hjemsøges af råvildt (mest om natten), fasaner, ringduer og småfugle.

Mismod kan dæmpes for en stund, når man kigger på det dejlige landskab, tænker på egnens historie, og iagttager det pulserende dyreliv, hvis velfærd er snævert forbundet med menne-skets.

ÅRSSKRIFT 2

009

48

HVER DAG SIN HISTORIE NIELS OLE BIRK BYGNINGSANSVARLIG

Når jeg om morgenen vågner i min seng, slår øjnene op og kigger på min dejlige kone og min yngste datter, så tænker jeg: Hvor er livet en gave, hvor er jeg privilegeret og heldig, nu star-ter en ny dag, og den starter skønt, morgenmad med familien, kys til alle mine tre søde piger, konen og så på arbejde.

Hospice Djursland er for mig den bedste arbejdsplads, man kan tænke sig. Der er aldrig to dage, der er ens, nogle dage er sværere end andre, nogle meget udfordrende fagligt, andre byder ind med noget nyt og uforudset.

ÅRSSKRIFT 2

009

49

Lad os f.eks. tage en helt tilfældig arbejdsdag for den bygningsansvarlige på Hospice Djurs-land, set gennem min kikkert:

Jeg møder kl. 7.00 og hilser lige på pigerne i køkkenet, går op til sygeplejerskerne for også at sige godmorgen til dem, som er mødt, og godnat til dem, som skal hjem og sove og for at hø-re, om der er nogle nye opgaver til mig. En sygeplejerske fortæller, at en ny patient gerne vil have sat nogle billeder op i løbet af dagen. Beboerne har tit nogle billeder, en stol eller andre ting med hjemmefra, som betyder meget for dem.

Der er også en, som har haft problemer med TV’et i løbet af aftenen. Det begynder jeg med. Vi får også en lille snak om en fjernbetjening og TV’et, som nu virker.

Patienten med billederne har imens fået morgenmad og været til morgensang, hun er klar til besøg. Jeg kommer ind til en sød og smilende, ældre dame, som straks charmerer mig med ordene: ”Nå, det er dig, NO, sygeplejerskerne siger, du er super til billeder, og du har vist og-så snilde fingre og er god til teknik, passer det ik´”? Hun sidder der med et stort smil og et glimt i øjet. Jeg er solgt.

Så jo, der var ikke noget, jeg hellere ville, end at hjælpe hende. Der var godt nok mange bille-der: 24 stk. - store og små, gamle og nye. Da jeg tog det første billede op, fik jeg en historie om hendes søster og svoger, det var nemlig deres bryllupsbillede. Det næste billede har også en fortælling. Det er et af de kære børnebørn, også her får jeg en fantastisk historie om en stor udlandsrejse. Hun fortæller stolt ved hvert billede og med stor glæde i stemmen om fami-lien, motorcyklen, lillebror med de store krøller, osv.

Efter 2 timer måtte vi stoppe for den dag, hun fik besøg af en bekendt og var også ved at væ-re lidt træt, men vi lavede en aftale om næste dag. De sidste billeder skulle også op, og jeg måtte have nogle flere historier.

Dette er blot et eksempel på et af de mange fantastiske øjeblikke her på Hospice Djursland. Der har også været øjeblikke, hvor tårerne har været på spring i øjenkrogen, og ordene været svære at finde, men et kram har sagt alt.

ÅRSSKRIFT 2

009

50

ÅRSSKRIFT 2

009

51

- Det var en god dag. Selv om det var en rædselsfuld dag. Det var en af de bedste dage, vi havde på Hospice sammen.

Vores hund, Charlie var med mig som sædvanlig. Jeg var træt, og fik skubbet relaxstolen over til Johns seng. Han var også træt, utrolig træt. Jeg lå og læste i Eva Jørgensens bog om det at miste én, man elsker, mens jeg holdt John i hånden. Jeg aftalte med sygeplejerskerne, at vi hvilede os lidt, og jeg nok selv skulle ordne det, som John havde brug for.

På et tidspunkt kom en sygeplejerske ind – hun syntes, vi lå så hyggeligt dér og ville gerne tage et billede af os. Hun var godt nok en dårlig paparazzi-fotograf og John smilede af hende.

Men ellers var der sådan en ro over det hele. Vi sad bare lige så stille. Jeg snakkede med John og læste. Vi har haft utallige dage herude. Jeg læser Eva’s bog og forstår nogle ting – det her har andre også været udsat for. Jeg spørger John, om han har lyst til noget at spise. Han nik-ker, han vil gerne have baglæns middag – det betyder desserten først – og han spiser med velbehag.

Som dagen skrider frem bliver John mere og mere træt. Han ligger på ryggen og forsøger at sige noget til mig. Men han kan ikke snakke. Det er frygteligt.

Samme aften dør John.

”Mens John boede på Hospice, lavede han ofte sjov med, at han skulle have sin regning gjort op, for det måtte være et dyrt hotel at bo på. Med dette lille lysglimt fra vores liv håber jeg at have gjort regningen op.”

Annie Jensen

ÈN DAG ANNIE JENSEN ÆGTEFÆLLE TIL AFDØD PATIENT

ÅRSSKRIFT 2

009

52

Henvisende organisation til indlagte patienter

Antal patienter

Det Palliative Team, Randers 24

Det Palliative Team, Silkeborg 3

Det Palliative Team ,Vejle 2

Det Palliative Team, Århus 22

Praktiserende læger 51

Hammel Neurocenter 1

Regionshospitalet Silkeborg 7

Regionshospitalet Viborg 1

Århus Universitetshospital Skejby 12

Århus Universitetshospital Århus Sygehus

66

Aalborg Sygehus 3

Vejle Sygehus 2

Regionshospitalet Randers 23

STATISTIK FOR 2009

Hospice Djursland har modtaget 358 hen-visninger i løbet af 2009. I alt har 226 pati-enter været indlagt – heraf 9 patienter fra 2008.

90 patienter blev visiteret men blev af for-skellige årsager ikke indskrevet.

• 24 patienter døde indenfor få døgn efter modtagelse af henvisningen

• 21 patienter blev for dårlige eller døde indenfor samme døgn, som de skulle have været indlagt.

• 12 patienter valgte at tage hjem

• 20 patienter valgte at tage imod en indlæggelse på et andet hospice

• 13 patienter skulle i stedet på kommunal aflastningsplads/ plejehjem

Udover dette blev der afvist 51 patienter, idet de ikke opfyldte kriterierne for indlæg-gelse på hospice

Hospice Djursland har i alt haft indlagt 211 patienter fra Region Midtjylland, 4 patien-ter fra Region Syddanmark, 1 patient fra Region Nordjylland og 1 patient fra Region Sjælland

ÅRSSKRIFT 2

009

53

Kræft i mave- tarmkanal

Lungekræft Brystkræft Prostatakræft Underlivskræft Blod– og lymfekræft

20,3% 20,3% 9,2 % 9,2 % 8,3% 5,1 %

De ovenstående seks kræfttyper er de hyppigst forekommende blandt mange kræfttyper på Hospice Djursland. Det er fortsat primært kræftpatienter, der indlægges på hospice, men vi har haft patienter med diagnoser som KOL, nyresygdom, hjertesygdom, levercirrose og ALS.

Ved indlæggelsen er langt de fleste patienter i en dårlig almentilstand, og de fleste har været sengeliggende i dagene op til indlæggelsen. Smerter, åndenød, træthed og angst er de hyp-pigst forekommende symptomer. Men også symptomer som følger af hjernemetastaser er hyp-pigt forekommende.

Af de 218 afsluttede patientforløb vi havde i 2009, døde 189 på hospice svarende til 86,7 %, 25 patienter blev udskrevet til eget hjem, 3 patienter til plejehjem og 1 patient til hospitalet i alt svarende til 13,3 %.

Af de 218 patienter var 117 kvinder og 101 mænd. Gennemsnitsalderen for kvinderne var 69,1 år ( 40-93 år) og gennemsnitsalderen for mænd 71,8 år ( 48-90 år).

Den gennemsnitlige indlæggelsestid er 18 dage og den mediane 11. Medianen fortæller at halvdelen af patienterne er indlagt mellem 1 og 11 dage.

Nu er det ikke bare patienten, der er indlagt på hospice. I over halvdelen af patientforløbene har der været pårørende indlagt i hele forløbet. De pårørende kan enten sove på patientens stue eller i et af vores to gæsteværelser.

Antal liggedage 1-7 8-14 15-21 22-28 29-56 > 56

Antal patienter 79 44 27 19 34 11

Antal patienter i % 40% 20% 12% 8% 15% 5%

ÅRSSKRIFT 2

009

54

Vi ser ledelse som noget, vi praktiserer, når vi skaber noget sammen med andre. Ledelse handler om at opnå mål sammen med og gennem andre.

Ledelse handler om at få et fællesskab til at træde i karakter. Vi træder som fællesskab i ka-rakter, når vi kender os selv, ved hvem vi er og hvad vi står for.

Vi har efter to år vores særpræg og vores kultur, som på mange måder ligner andre hospice-kulturer, og alligevel er den vores helt egen. 2009 har været et fantastisk år, det har virkelig været året, hvor ”fællesskabet trådte i karakter”. Vi har arbejde meget med kommunikation på mange niveauer. Vi har fået beskrevet og vedtaget en del personalepolitikker, vi har beskrevet forskellige procedurer, og vi har fået designet en ny hjemmeside, alt sammen områder som kommunikerer noget om ”os”. Vi har til tider ligefrem udtalt de famøse ord:” Sådan her plejer vi at ….”. Ja, tænk engang, det ville vi have forsvoret for to år siden. Men det føles på mange måder alligevel rart. Vi ved nu noget om os selv, om hvem vi er, og hvad vi vil.

Og vi vil meget.

Vi vil være en attraktiv arbejdsplads, som tiltrækker gode medarbejdere og fastholder dygtige medarbejdere. Vi vil være en arbejdsplads, hvor den enkelte medarbejder har mulighed for at dygtiggøre sig lige præcis indenfor dét område, som man brænder for. En arbejdsplads præget af høj faglighed og kærlig medmenneskelighed.

Vi vil være et hospice, hvor alvorligt syge og døende mennesker og deres pårørende oplever at bliver mødt af professionelle med viden, respekt og kærlighed. Et hospice, hvor det syge men-neske på trods af svære livsvilkår fortsat kan opleve, at livet er leveværdigt.

Vi vil være et hus, hvor de frivillige har lyst til at komme og være med til at gøre en forskel. Uden dem var Hospice Djursland ikke det samme. Deres tilstedeværelse er ganske uundværlig for både patienterne, de pårørende og de professionelle.

Vi vil være en organisation, som hele tiden er foranderlig og i stand til at reagere og omstille sig alt efter de behov, der måtte være til en organisation som vores. Vi vil være nysgerrige, åbne og fleksible.

EPILOG DORIT SIMONSEN HOSPICELEDER

ÅRSSKRIFT 2

009

55

ÅRSSKRIFT 2

009

56

Tak til alle medarbejdere, til alle de frivillige, til bestyrelsen for Hospice Djursland og Støttefor-eningen Hospice Djursland, til alle støttemedlemmerne og til alle dem, som har støttet os øko-nomisk.

Tak til alle kolleger og samarbejdspartnere. Tak for et inspirerende år - Og ikke mindst tak til alle, der har bidraget med deres fortælling i dette årsskrift.

Jeg vil slutte med et par mindeord om vores formand for Hospice Djursland, Peter Hørsman, som vi desværre mistede her først på året i 2010 Formand for Hospice Djursland Peter Hørsman er død. Peter døde tirsdag den 9. februar 2010 med sin familie omkring sig på stue 11 her på Hospice Djursland. Udenfor skinnede solen, og sneen glimtede som sølv, vejret og naturen viste sig i smukkeste antræk. En smuk dag at tage afsked med et smukt menneske.

Peter Hørsman har været formand for Hospice Djurslands bestyrelse, siden bestyrelsen blev etableret i 2005. Hans store engagement og visionære indsats har i høj grad været medvirken-de til, at Hospice Djursland blev det første projekt, som havde til formål at vise, hvordan arki-tekturen, de fysiske rammer og den omkringliggende natur kan spille sammen med hospice-funktionen og dermed være med til at understøtte den menneskelige omsorg i en svær tid.

Peters indsats for hele hospicetanken og specielt for Hospice Djursland har været både stor og utrættelig - og det på trods af svær sygdom. Så sent som fredag den 5. februar læste han de sidste referater fra bestyrelsesmødet igennem og satte sin underskrift. Vi har til enhver tid kunnet regne med Peter, han har altid stillet sig til rådighed, når der var behov for ham. Hans altid levende interesse og opmærksomhed over for medarbejderne og hverdagen på Hospice Djursland har haft afgørende betydning for, at vi alle følte os som noget særligt og har dermed dannet grundlag for, at vi har ydet vores allerbedste.

Peter efterlader os et stort savn - og et eftermæle, som vidner om en stor indsats, et Hospice Djursland til stor gavn for mange mennesker. Vi vil savne Peter.

Æret være Peters minde.

ÅRSSKRIFT 2

009

57

ÅRSSKRIFT 2

009

58

En sø med en båd og en måge. En olding der maler en låge. En bus der passerer en rose. En frø standser op ved en mose. En rødternet dug på en snor. Et barn lægges frem på et bord.

En tømrer der slår med en hammer på et skur som han hver gang rammer. Et postbud der lægger jakken. En Høne der klør sig i nakken. En udgravning fyldes med fyld. En bladlus går løs på en hyld.

En dreng dumper ned fra en stige og gribes straks af en pige. En myre tar mål til en tue. En hoppe forfølger en flue. En fodbold der rammer en and som vælter og råber på vand.

En mand med en smørblomst i håret og kvindehænder på låret. En finger tas ud af en pibe. Et tog kører under en vibe. og over en rustfarvet bæk og om bag et træ og bliver væk.

I kornet danner vinden fine riller Så man ligefrem kan se hvor det kilder. En drage har kvaler med snoren. Se solen – en meter fra jorden! Et bryst kommer tæt på en mund – Vel nok ikke helt uden grund.

Jeg sænker min kikkert og ser at alle de adskilte dele hænger sammen som et hele der kan blive til endnu mer, jeg synger, mens solkuglen bunder: Gid jorden aldrig går under!

Benny Andersen ”Udsigt i kikkert” fra digtsamlingen ”Oven visse vande” 1981

UDSIGT I KIKKERT BENNY ANDERSEN FORFATTER

ÅRSSKRIFT 2

009

59

ÅRSSKRIFT 2

009

60