at spise eller ikke at spise… et semiotisk blik på...

186

Mad og drikke i bibelsk litteratur, Forum for Bibelsk Eksegese 19, 2015 s. 186-213

At spise eller ikke at spise Et semiotisk blik p sprgsmlet

om sakramenterne i Joh 6

Mia Mohr og Gitte Buch-Hansen

Abstract: Johannine scholarship has never managed to settle the discussion about the role of the Eucharist in John 6. Is it faith that provides eternal life, in which case the eating of the saviors body is seen as metaphorical language? Or, is it the consumption of the body, which must then be a reference to the Eucharist? By the aid of Greimas figure of verification, the article demonstrates how John 6 evaluates different kinds of food as either trivial, false, secret or true. The authors of this article engage recent Danish scholarship on Johns Gospel and demonstrate how, in a fruitful way, the semiotic tradition may be combined with the philosophi-cal analyses that have focused on Johns relationship with Stoicism. The article, thus, concludes that the consumption of the true and saving food refers to the reception of the spirit. However, apart from the direct infusion of the spirit into the disciples at the end of the Gospel (John 20:22), the spirit comes in various secret forms: either as words, while Jesus is still around, or as bread through the Epiclesis in the early Eucharistic ritual, when through the resurrection the Savior has been transformed into his glorified, spiritual body.

1. Indledning

Johannesevangeliet er noget srligt. Det fortller historien om, hvor-dan Gud elskede verden og derfor lod Ordet blive kd. Det kd var Jesus, og sledes beretter Johannesevangeliet om Jesu ord og gernin-ger, mens han var p jord. P en mde fortller Johannes det samme som synoptikerne, Markus, Matthus og Lukas, nemlig historien om

At spise eller ikke at spise. Et semiotisk blik p sprgsmlet om sakramenterne i Joh 6

187

Guds sn og s alligevel ikke helt. For mden, hvorp historien bliver fortalt, er anderledes. Det fjerde evangeliums fortlling adskiller sig bde temporalt og indholdsmssigt fra synoptikernes. Johannesevan-gelisten flger sledes Jesus i tre r, hvor synoptikerne njes med at skildre t r af Jesu liv. Den fjerde evangelist siger ogs tingene i en anden rkkeflge og lader dermed de fortalte hndelser indg i andre sammenhnge end synoptikerne.

En af de mest markante forskelle, nr det glder de fortalte begiven-heder, er, at sakramenterne tilsyneladende er udeladt i Johannesevange-liet. Dette har selvflgelig bde teologisk og ekklesiologisk betydning. Den synoptiske Jesus bliver dbt af Johannes Dber i Mark 1,9-13, Matt 3,13-17 og Luk 3,21-22, mens den fjerde evangelist blot beretter om Johannes men alts uden tilnavnet Dberen vidnesbyrd: Jeg s nden komme ned fra himlen ligesom en due, og den forblev over ham. Heller ikke jeg kendte ham, men han, som har sendt mig for at dbe med vand, sagde til mig: Det er ham, som du ser nden komme ned og forblive over, der dber med hellig nd. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds sn (Joh 1,32-34).1

P samme mde finder vi heller ingen nadverindstiftelse i forbindelse med Jesu sidste mltid sammen med sine disciple, sdan som det sker i Mark 14,22-24, Matt 26,26-28 og Luk 22,19-20. Dette fravr af en egentlig nadverscene betyder imidlertid ikke, at Johannesevangeliet ikke bruger de eukaristiske elementer i sit sprog. Mest tydeligt kommer dette til udtryk i Johannesevangeliets sjette kapitel, som netop handler om mad. Frst udfrer Jesus et bespisningsunder i Joh 6,1-15, hvori der indgr brd, derefter fr vi den lange tale om livets brd (Joh 6,22-59). I sin udstrakte lngde synes talen dog at vre tvetydig i forhold til, hvad den sande mad egentlig er. Jesus taler p den ene side om, at han er livets brd, og at den, der tror p ham, skal have evigt liv (Joh 6,35). P den anden side kan han ogs tale om sit kd som den sande mad og sit blod som den sande drik. Det er derfor den, som spiser hans kd og drikker hans blod, der skal have evigt liv (Joh 6,54-55).

Men som vi skal se i denne artikel, er dette sprgsml om sakra-mentalismen forankret i en anden og mske den afgrende forskel mellem de synoptiske evangelier og Johannesevangeliet. I det fjerde evangelium er den ophjede og herliggjorte (glorificerede) Kristus ved-

1 Alle oversttelser er forfatternes egne, hvor intet andet er angivet.


188

varende med p sidelinjen. Vel fortlles det i Prologen, at Ordet blev kd og tog bolig iblandt os (Joh 1,14: ), men det bekendes ogs, at vi har set hans herlig-hed; den herlighed, som den enbrne har hos Faderen, han som er fuld af gavmildhed og sandhed ( , , ). Vi skal i denne artikel argumentere for, at prmisserne for, at denne tvetydighed, hvad nadverens sakramente angr, lader sig lse, er dels, at Joh 6 lses i sin fulde udstrkning, dels at vi i overensstemmelse med Johannesevan-geliets sregenhed tillader den opstandne og glorificerede Kristus at blande sig i samtalen.

Med disse prmisser gr vi imod den lsning, hvormed Rudolf Bult-mann i sin Johanneskommentar Das Evangelium des Johannes (1941) fik oplst ovennvnte spnding. Med henvisning til den senere kirkelige redaktr klippede Bultmann det afsnit ud, hvor Jesus hvder, at det er den, som spiser hans kd og drikker hans blod, der skal have evigt liv (Joh 6,51c-58), og som dermed synes at henvise til et nadverritual. Bultmanns argumentation foregik p litterrkritiske Literarkritik (tysk), source critisism (engelsk) prmisser, som den nytestamentlige eksegese for lngst har forladt. Alligevel str Bultmanns identifikation af problemstillingen i Joh 6 stadig centralt, og hans lsning adresseres fortsat af eksegeter, som beskftiger sig med Johannesevangeliet.

Dette glder f.eks. Jesper Tang Nielsen. I sin bog Die kognitive Di-mension des Kreuzes zur Deutung des Todes Jesu im Johannesevangelium (2009a), hvis pointer er opsummeret i artiklen Korsmrkernes kog-nitive funktion. Johannesevangeliets narrative grundstruktur, har Tang Nielsen lavet en semiotisk analyse af Johannesevangeliet ud fra den fransk-litauiske litterat og sprogforsker Algirdas Julien Greimas narrative semiotik. Tang Nielsen argumenterer i bog og artikel for, at det er troen p Jesus, som inden for fortllingens narrative struktur frelser, mens det eukaristiske sprog, sdan som det kommer til udtryk i Joh 6,51c-58, stammer fra den johanniske menigheds historiske og liturgiske liv. For s vidt kan man sige, at Tang Nielsen flger den bult-mannske distinktion, dog uden at drage de historiske implikationer af ritualernes fravr i evangeliet, som Bultmann gr. Ritualerne er ifl-ge Tang Nielsen ikke nvnt, fordi de ingen rolle spiller i evangeliets plotstruktur.


189

Formlet med denne artikel er endnu engang at underkaste de re-toriske spndinger i Joh 6 en analyse med henblik p at undersge, om semiotikken vil kunne kaste nyt lys over den sakramentale problema-tik, som fortolkningstraditionen har knyttet til kapitlet. Vi tager ud-gangspunkt i Tang Nielsens semiotiske analyse af Johannesevangeliet i dets narrative helhed, men vil forsge at applicere denne analyse spe-cifikt p Joh 6. Vi skal allerede nu rbe, at netop en semiotisk analyse af Joh 6 vil tage os et andet sted hen end resultatet af Tang Nielsens ar-bejde. Analysen skal sledes lede til en ny drftelse af sprgsmlet om, hvorvidt der i talen om livets brd, sdan som fortolkningstraditionen har hvdet, vitterlig er tale om to forskellige soteriologiske tanker, der konkurrerer med hinanden.

2. Algirdas Julien Greimas narrative semiotik

Algirdas Julien Greimas (1917-1992) er en af narratologiens mest frem-trdende teoretikere. Han har opstillet en semiotisk analysemodel, som bde forholder sig til tekstens dybde- og overfladeniveau. Fordi de to niveauer i Johannesevangeliet ikke er klart adskilte, og dybdeni-veauets problematik gang p gang presser sig p og dukker op i narra-tivets overflade f.eks. nr den johanniske Jesus overfor sine tilhrere redegr for det evige liv s synes denne model srligt velegnet til at undersge netop dette evangelium med. Teorien bag denne model be-skrev Greimas i sin bog Strukturel semiotik (1966, dansk oversttelse 1974). Senere er Semiotik. Sprogteoretisk ordbog (1979, dansk overst-telse 1988) kommet til. I Strukturel semiotik redegr Greimas for sin teori ved at g ind i sprogets struktur og opbygning, mens Semiotik er bygget op som en ordbog, hvor de sprogteoretiske begreber bliver forklaret alfabetisk.

Iflge Greimas vokser enhver fortlling frem af de grundlggende betydningsmssige men ogs abstrakte modstninger, som findes i dennes dybdeniveau. De begrebslige modstillinger i dybdeniveauet kan opstilles i den skaldte semiotiske firkant, der i populr tale ogs kaldes Greimas sommerfugl. Greimas narratologiske arbejde ligger i forlngelse af den strukturalistiske lingvistik. I overensstemmelse med tidlige sprogteoretikere, som f.eks. Ferdinand de Saussure (1857-1913),


190

Roman Jakobson (1896-1982) og Louis Hjelmslev (1899-1965), peger ogs Greimas p, at vores forstelse af tingene ikke er knyttet til deres immanente vsen eller id, men til det net af forskelle, som sproget indlejrer ting og begreber i. Narratologisk set betyder dette, at selvom kun t fnomen optrder i en given fortlling, f.eks. fnomenet liv, forstr vi altid begrebet i forhold til dets modstning, som jo i dette tilflde er dd. Dvs. nr vi tilskriver mening til et fnomen, forstr vi sledes begge led som vrende til stede samtidigt, og det er relatio-nen mellem dem, som danner grundlaget for vores forstelse (Greimas

1974, 58). Den semiotiske firkant redegr for dette forhold ved at stte fire indbyrdes definerede termer i relation til hinanden (Greimas & Courts 1988, 227-229):

Nr vores eksempel p en grundlggende modstilling er forholdet mellem liv og dd, kommer det til at se sdan ud.

Dybdeniveauets modstninger, som beskrives i den semiotiske firkant, er i udgangspunktet ustabile. Livet forudstter jo, at dden ikke er til stede og omvendt. Systemet vil derfor altid have en tendens til narra-tivisering, fordi der er nogen, der mangler (eller har for meget af) noget (Hallbck 1983, 118). Overhovedet er det denne mangelsituation, der stter fortllingen i gang. Der er en opgave, som skal lses, nemlig at de, der mangler noget, skal forenes (konjungeres) med det manglende

s1 s2

-s2 -s1

Liv Dd

- Dd - Liv


191

vrdiobjekt. Dvs., mens polerne i den semiotiske firkant er statiske, gennemlber fortllingen i overfladeniveauet forskellige transfigura-tioner, der bevger os fra en pol til en anden. Analysen af fortllingens overfladegrammatik kalder derfor p den forlbsanalyse, som Greimas ogs har begrebsliggjort.

Greimas beskriver overfladeniveauet som et forlb, der falder i fire faser: Manipulation, kompetence, performance og sanktion.2

1. Manipulationen er den fase, hvor den initiale destinatr indgr en kontrakt med det subjekt ogs kaldet destinren eller g-renssubjektet som accepterer at ptage sig den stillede opgave. Det sker ved, at destinatren foretager en faktativ handling. Han srger for, at destinren ptager sig den opgave, som han vil have udfrt. Destinren kan forholde sig p forskellig vis til denne opgave. Han (eller hun) kan acceptere opgaven, fordi han vil udfre den, fordi han br udfre den, eller fordi han fler sig tvunget til at udfre den (Greimas & Courts 1988, 148-149).

2. Kompetencen er den fase, hvor grenssubjektet erhverver sig den kundskab og de evner, som er ndvendige for udfrelsen af den plagte opgave. Greimas taler om, at grenssubjektet konjungeres med de rette modale objekter, nemlig viden og kunnen. I nogle tilflde vil grenssubjektet i denne fase have brug for en hjlper, der kan bidrage med de modale objekter (Greimas & Courts 1988, 119-120). I eventyret ses det f.eks. ofte, at helten fr hjlp til at lse sin opgave ved, at han fr en instruktion om, hvad han skal gre (den rette viden), eller en ting (kunnen), der fr ham helskindet igennem sin mission.

2 Greimas skrev sin teori p fransk, og de danske termer for de fire faser, som her anvendes, er oversat fra de franske: Manipulation, comptence, performance og sanction. I Semiotik. En sprogteoretisk ordbog har de danske redaktrer Per Aage Brandt og Ole Davidsen ganske vist valgt oversttelsen kompetens og performans, men netop her vil vi tillade os at flge Geert Hallbck og Jesper Tang Nielsens terminologi, fordi det er denne, som i en dansk kontekst har vundet indpas, mske fordi deres termer i hjere grad indgr naturligt i det danske sprog (Hallbck 1983; Tang Nielsen 2009). Ellers flger vi i artiklen ordbogens tekniske udtryk, selv om de kan virke lidt akavede i det danske sprog. Frste gang en sdan teknisk term nvnes, angives den i kursiv.


192

3. Performancen er den fase, hvor den plagte opgave udfres. Det er i denne fase, at subjekter konjungeres med eller disjun-geres fra vrdiobjektet (Greimas & Courts 1988, 185-186). I eventyret er prinsessen (vrdiobjektet) ofte blevet bortfrt af en skurk (et anti-subjekt), som helten (som destinr eller g-renssubjekt) har fet til opgave at befri og bringe tilbage til kongen (initial destinatr). Vrdiobjektet m disjungeres fra det ene subjekt for at kunne konjungeres med et andet subjekt.

4. Sanktionen er den fase, hvor den finale destinatr som ofte er den samme som den initiale destinatr bedmmer, om grenssubjektet har udfrt den plagte opgave eller ej. G-renssubjektet belnnes eller straffes nu efter fortjeneste. Den belnning, som grenssubjektet opnr, kan vre en ny vren (Greimas & Courts 1988, 211-212). I eventyret bliver helten sledes ofte konge og fr prinsessen og det halve kongerige.

I dette forlb, hvor subjekter enten tildeles eller fratages objekter, be-vger vi os p det plan i fortllingen, som Greimas betegner det prag-matiske niveau. Her finder vi de faktuelle handlinger, der driver fortl-lingen frem. Fortllinger, som blot forlber i denne ene dimension, opererer iflge narratologerne med et simpelt plot, der er tilsvarende enkelt at forst.

Men fortllinger kan ogs vre komplekse. H. C. Andersens even-tyr om prinsessen p rten og svinedrengen er i al deres eventyrlige enkelthed karakteriseret ved et narratologisk set komplekst plot. Er pigen, der banker p dren i den silende regn, i virkeligheden en prinsesse? Er svinedrengen, som forlanger at blive kysset, en prins? I sdanne fortllinger er der brug for en tolkning af de pragmatiske forhold, fordi personer og ting fremtrder som noget, de ikke er og omvendt: er noget, som de ikke fremtrder som. Problemet er, at der er en uoverensstemmelse mellem vren og fremtrden. Det er sledes et kognitivt verifikationsprojekt for lseren/lytteren at afgre forhol-det mellem, p den ene side, manifestationen (fremtrden/ikke-frem-trden) og, p den anden side, immanensen (vren/ikke-vren). Nr disse to dimensioner korreleres, fr vi et kombinationsskema, der viser relationen mellem det, som Greimas kalder veridiktionens kategorier (Greimas & Courts 1988, 288):


193

Veridiktionen finder sted ud fra en kombination af betegnelserne i ske-maet. Erkendelsesproblematikken angr bde subjekterne og de ob-jekter, som de konjungeres med. Hvis alts subjektets sande identitet er den, som iagttageren ser, er der tale om sandhed. Hvis subjektet vitterlig er subjektet, men ikke fremtrder som sdan, kaldes den ve-ridiktoriske modus for hemmelighed. Hvis subjektet fremtrder som subjekt, men ikke er det, er der tale om en lgn. Hvis subjektet slet ikke er subjektet, men heller ikke giver sig ud for at vre det, er der logisk set tale om falskhed, men denne sidste situation er narrativt set irrelevant. Nr Greimas henviser veridiktionen til den kognitive di-mension, er det fordi, der er tale om en forstelsesmssig vurdering af pragmatiske forhold.

3. Semiotikken og Johannesevangeliet

Greimas narrative semiotik er som nvnt ovenfor blevet appliceret p Johannesevangeliet af Jesper Tang Nielsen. I sin forlbsanalyse af det fjerde evangelium argumenterer Tang Nielsen for, at Gud i manipula-tionsfasen plgger det guddommelige at konjungere mennesket med det evige liv. Menneskets udgangspunkt er sledes en mangelsi-tuation; det er uden det evige liv. Denne mangelsituation er Johan-nesevangeliets grundlggende problematik, og den kan iflge Tang Nielsen udskrives i en semiotisk firkant p flgende vis (2009b, 29):


194

Ved evangeliets begyndelse lever mennesket et provisorisk liv, som i sidste ende frer til den evige dd. Det er denne tilstand, som sendel-sen af det guddommelige skal ndre p. En forudstning for, at denne opgave kan lses, er, at skal kunne komme i kontakt med de mennesker, som han (det) skal frelse. Iflge Tang Nielsen sker dette ved, at i kompetencefasen bliver inkarneret (Joh 1,14). Dette komplicerer imidlertid situationen, fordi det guddommelige da ikke lngere fremtrder i sin herlighed (), men i menneskeligt kd (). Hermed opstr der en uoverensstemmelse mellem det guddom-melige vren og dets fremtrden. Performancefasen foregr s-ledes i den veridiktoriske kategori hemmelighed (Tang Nielsen 2009b, 29-31).

Det forhold, at grenssubjektet er i hemmelighedens modus, udgr iflge Tang Nielsen et problem i performancefasen, fordi selve forud-stningen for at f det evige liv netop er troen p, at Jesus er sendt af

Evigt liv Evig dd

Provisorisk dd Provisorisk liv


195

Gud. Ja, det er iflge Tang Nielsen faktisk mere end en forudstning. Med reference til Joh 17,3, hvor det hedder: Dette er det evige liv, at de kender dig den eneste sande Gud og den, du har udsendt, Je-sus Kristus identificeres middel og ml. Jesus er, som ogs Bultmann kunne hvde, p en og samme tid benbareren og det benbarede m.a.o. the medium is the message. For at f det evige liv skal menne-sket tro p Jesus som den Kristus, der er udsendt af Gud. Men som allerede nvnt, kompliceres dette forhold ved, at det guddommelige er kommet i skikkelse af mennesket Jesus. Derfor bliver Jesu opgave i sit jordeliv at overbevise mennesket om sin sande identitet; i den greimaske terminologi er han persuatren. Narratologisk set kan denne opgave betegnes som det hjlpeprogram, der er ndvendigt for, at det egentlige hovedprogram menneskets konjunktion med evigt liv kan opfyldes, men iflge Tang Nielsen falder de to programmer alts sammen. Denne kognitive mission kan opstilles i en semiotisk fir-kant, der tematiserer de muligheder, som modtagerne har, nr de skal bedmme (eller verificere) persuasionen. Firkanten er en pendant til den firkant, som blev opstillet for subjektets vren/fremtrden (Tang Nielsen 2009b, 26; 31-35). De verste positioner i firkanten sikker positiv viden og sikker negativ viden beskriver de positioner, hvor modtagerne har afgjort sig for eller imod persuasionen, mens de neder-ste positioner i firkanten tro og tvivl beskriver de positioner, hvor modtagerne stadig kan rykkes i deres bedmmelse.

Umiddelbart mislykkes missionen, idet Jesus, mens han er i sit jor-diske kd, ikke endegyldigt fr overbevist mennesket om sin sande identitet. Men det johanniske plot er mere raffineret end som s, i

Sikker positiv viden Sikker negativ viden

Tro-vre Tro-ikke-vre

Ikke-tro-ikke-vre Ikke-tro-vre

Usikker positiv viden/tro Usikker negativ viden/tvivl


196

og med at missionen iflge Tang Nielsen frst fuldfres i sanktionsfa-sen. Det sker, nr Jesus efter sin korsdd vender tilbage til disciplene i sin sande, forklarede guddommelige form. Endelig om end kun i en ganske kort periode fremtrder Jesus i den veridiktoriske modus sandhed. Men situationen rejser et nyt kognitivt problem. For er denne person, der pludselig og bag lukkede dre kan materialisere sig blandt dem, nu ogs identisk med den Jesus, som de fulgtes med til Jerusalem? Her er det, at korsmrkerne kommer ind i billedet som de tegn p kroppen, der understtter erkendelsen af, at den jordiske Jesus i sandhed er identisk med den nu herliggjorte Kristus. Jesu modtager iflge Tang Nielsen imidlertid ingen prmie for veludfrt opgave, idet han allerede fr inkarnationen var i den guddommelige vrens og efter opstandelsen blot vender tilbage til denne position (Tang Nielsen 2009b, 35-37).

Tang Nielsens pointe er som nvnt, at det er troen, som bde for-midler og er det evige liv. Problemet, som i Joh 6 melder sig i forhold til denne lsning, er, at Jesu tale om livets brd tilsyneladende stter et soteriologisk modstningsforhold op mellem troen og indtagelsen af Jesu kd. I Tang Nielsens analyse adresseres dette modstningsforhold ikke. Vi skal derfor nu vende blikket mod Johannesevangeliets sjette kapitel for at se, om det er muligt at forst bde troen og indtagelsen af Jesu kd som lige ndvendige for inden for fortllingens rammer at kunne opn det evige liv.

4. Semiotisk analyse af maden i Joh 6

Johannesevangeliets sjette kapitel handler om mad. Frst er der tale om konkret menneskefde i det bespisningsunder, som Jesus udfrer i Joh 6,1-15, hvor han brdfder en stor skare. Derefter fr vi et lille in-termezzo i Joh 6,16-21, hvor Jesus kommer vandrende p Galilas s, mens hans disciple er p vej tilbage til Kapernaum, hvorefter maden genoptages som tema i Jesu tale om livets brd i Joh 6,22-59. Til sidst fr vi i Joh 6,60-72 reaktionen fra Jesu disciple p den forudgende tale. Som vi kommer til at se, har dette lille intermezzo ogs en vigtig funktion i forhold til madtematikken, men det krver en semiotisk analyse at se hvordan. Lad os derfor lige indledningsvis kaste et hurtigt


197

blik p, hvordan de greimaske begreber, der er knyttet til analysen af fortllingens forlb i den narrative overflade, forholder sig til Joh 6.

1. Manipulationen er som nvnt den kontrakt, der indgs mel-lem den initiale destinatr og grenssubjektet. Manipulatio-nen ligger uden for Joh 6, da kapitlet indgr i et strre tekst-kompleks, hvor Jesus igennem sine tegn og handlinger og ved sin tale skal overbevise mennesket om sin identitet. Dog er der en henvisning til indgelsen af denne kontrakt i Joh 6,6, hvor Jesus med sig selv ved, hvad han vil gre. Han kan alts inden for kapitlets rammer siges selv at vre den initiale destinatr, fordi han er den, som ser problemet (en stor skare af menne-sker, som har brug for mad), og er den, der beslutter sig for at gre noget ved situationen.

2. Kompetencen angr den viden eller kunnen, som er ndvendig for opgavens udfrelse. Som vi senere vil komme ind p, er der blandt Johannes-eksegeterne uenighed om, hvornr Jesus etableres som Guds sn. Er han det fra fdslen, sdan som det er tilfldet hos Matthus og hos Lukas, eller er det en relation, der etableres i Jesu voksne liv, sdan som vi finder det hos Markus? Mens Jesper Tang Nielsens analyse har som for-udstning, at Jesus fra evighed af er det guddommelige , vil to andre kbenhavner eksegeter, Troels Engberg-Pedersen og Gitte Buch-Hansen, pege p, at Jesus frst bliver Guds sn i forbindelse med, at nden stiger ned over og forbliver over ham (Joh 1,33). Men det vender vi tilbage til. Uafhngigt af, hvilken lsning der her vlges, har Jesus, nr vi nr til Joh 6, de kompetencer, der muliggr, at han kan operere hensigts-mssigt i situationen. Han kan, som han selv siger, udfre Guds gerninger (Joh 5,19.30) og tale Guds ord (8,38.40).

3. I Johannesevangeliets sjette kapitel omhandler de tre frste perikoper performancen. Det er her, Jesus udfrer de tegn og giver den tale, som skal lede mennesket frem til erkendelsen af hans sande identitet. Frst bespiser han en kmpemssig skare ved hjlp af fem bygbrd og to fisk (en persuasion i form af en gren dvs. tegn), derp mder han disciplene midt p sen (igen en persuasion i form af en gren), og til sidst holder


198

han sin lange tale om livets brd, hvor han bde fortller, hvem han er, og hvad han er kommet for at give mennesket (en persuasion i form af ord).

4. De to tegn og den lange tale, som tilsammen fylder Joh 6,1-59, flges i kapitlets sidste perikope op med tilhngernes be-dmmelse af Jesus (Joh 6,60-72). Inden for kapitlets rammer fungerer tilhngerne alts som de finale destinatrer. De fleste disciple vlger efter talen at forlade Jesus, hvilket viser, at hans forsg p persuasion i form af tegn og tale ikke har virket. En lille del af disciplene nrmere bestemt de tolv bedmmer dog Jesu persuasion positivt og bliver hos ham. Overhovedet er det i forbindelse med denne kde af begivenheder, at vi i Johannesevangeliet fr etableret kredsen af de tolv apostle (Joh 6,66-71). Den endelige bedmmelse ligger dog uden for kapitlets rammer, og her er det ikke disciplene, som bedm-mer Jesu mission, men derimod Gud.

I kapitlet vves to tematikker sammen. Det frste tema handler om det overordnede hjlpeprogram nemlig Jesu identitet. Kapitlet for-tller om Jesu jordeliv og om den indsats, han gr i tegn og tale for at persuere sine tilhrer og f dem til at tro p, at han taler sandt, nr han taler om sin sendelse. Det er dette aspekt, som Tang Nielsen i sin overordnede analyse af Johannesevangeliet knytter an til. Men der er mere p spil i kapitlet; det handler jo ogs om mad. Kapitlet stiller og besvarer sledes en rkke sprgsml, som angr mad. Hvad er det for noget mad, som man br spise? Hvordan tilvejebringes den? Hvilken form for mthed/liv giver den? I sin tale redegr Jesus for, hvilken slags mad, der er den sande mad; alts den mad, som frer til det evige liv. Han fortller m.a.o. om for nu at vende tilbage til Greimas termi-nologi det vrdiobjekt, som subjekterne skal konjungeres med for at f evigt liv.

4.1 Livets brd Johannesevangeliets vrdiobjektIflge talen i Joh 6 er Jesus kommet for at give livets brd, dvs. det brd, der skal spises for at f evigt liv. Denne tale om at spise livets brd kan imidlertid forsts p to mder. Hvis man ser p Joh 6,22-51b, hvor Jesus taler om sig selv som vrende livets brd, og at det er den,


199

som tror p ham, der skal have evigt liv, s skal den kulinariske tale forsts metaforisk. Det at spise Jesus betyder blot at tro p ham. Hvis man derimod ser p Joh 6,51c-59, hvor Jesus taler om, at det er hans kd, som skal spises, lgger teksten pludselig op til en mere bogstavelig og mske liturgisk fortolkning. Sprgsmlet er alts, om Jesu kd som vrdiobjekt alene er en metafor for troen, eller om der er mere p spil. Grebet, som vi her vil bringe i anvendelse for at besvare dette sprgsml, er netop Greimas semiotiske firkant over de veridiktoriske modaliteter. Vi skal forsge at indplacere de forskellige former for mad, som potentielt set reprsenterer vrdiobjektet, i den greimaske som-merfugl. Derfor m vi allerfrst kaste et blik p det repertoire af mad, som spisekortet i Joh 6 tilbyder os.

Den frste slags mad, der bliver behandlet i Joh 6, er maden i bespis-ningsunderet (Joh 6,1-15), som bestr af helt almindelig menneskefde i form af fisk og brd. Skaren har set, hvordan Jesus fik to fisk og fem brd til at mtte dem alle. Fordi han tager vare p deres behov for mad, tror de, at han er Profeten, som skal komme (Joh 6,14), og de vil gre ham til konge. Men Jesus nsker ikke at ptage sig denne rolle og trkker sig tilbage (Joh 6,15). Nste gang skaren mder Jesus, fr vi en forklaring p denne adfrd. Jesus anklager skaren for blot at opsge ham, fordi han gav dem mad (Joh 6,26). Han fortller dem nu, at de ikke skal arbejde for den mad, som er forgngelig, men derimod for den mad, der leder til evigt liv, som netop er den mad, Menneskesnnen vil give dem (Joh 6,27). Men nu er det sdan, at Jesus gav skaren mad i form af brd og fisk. Folkene i skaren var sultne, de blev mtte, men nu er de sultne igen. Vel tilvejebringes maden gennem et under, men den er og forbliver helt almindelig menneskemad, der i fortllingen heller ikke fremstr som andet end bare det. Denne mad str derfor i falskhedens veridiktoriske modus og fremstilles i denne sammenhng som en trivialitet. Samtidig antyder talen, at den sande mad, som Je-sus har at tilbyde, afhnger af hans fremtrdelsesform. Det vender vi tilbage til.

Den nste slags mad, som nvnes, er mannaunderet i rkenen (Joh 6,31-32). Her er der ganske vist tale om mad, som kommer fra himlen (jf. 2 Mos 16,14-16), men det er benbart en forkert form for himmelsk mad. Mannaen frte jo netop ikke til det evige liv, eftersom fdrene, som spiste det p trods af den umiddelbare mthed alligevel blev


200

sultne igen og siden hen dde. Vi kan dermed sige, at mannaen frem-trder som guddommelig mad, men de jordiske konsekvenser, som spisningen af mannaen havde, viser, at mannaen i sit vsen ikke var sand himmelsk fde, fordi folk dde. Mannaen m derfor placeres i lgnens veridiktoriske modus. Det sande brd er derimod Jesus selv (Joh 6,35). Det er ham, som er det levende brd, der er kommet ned fra himlen (Joh 6,51). Det er alts hans kd, som er sand mad (Joh 6,55). Sknt Jesus hvder, at det, som han taler om, vitterlig er det sande brd, s fremtrder hverken Jesus som person eller hans fysiske kd som guddommelig mad, der giver evigt liv. Derfor m det egentlige vrdiobjekt nemlig Jesus som mad placeres i hemmelighedens veri-diktoriske modus. Vi kan nu placere disse tre former for mad i skemaet fra fr, som jo omhandler forholdet mellem manifestation (fremtrden) og immanens (vren):3

Problemet omkring forholdet mellem Jesu persona og hans kd som li-vets brd er alts endnu ikke lst. Men hvis vi nu skal forsge at forst, hvordan ogs kdet kan bidrage til frelsen, m vi se nrmere p, hvad evangelisten har at sige om dette kd. Her rejser der sig imidlertid et nyt problem, fordi der i Joh 6 tales ganske ambivalent om kdet.

3 Inden for systemet er der logisk set tale om, at det falske objekt er irrele-vant, men i vores tilflde, hvor den falske mad har en betydning, blot ikke i forhold til vrdiobjektet, vil det vre mere korrekt at tale om en trivialitet.


201

I Joh 6,63 lader den fjerde evangelist Jesus sige: Det er nden, som gr levende, kdet gr ingen gavn. De ord, jeg har talt til jer, er nd og liv. Umiddelbart understtter dette udsagn p ingen mde iden om, at konsumeringen af kdet p en eller anden mde skulle kunne udgre en vej til frelse. Tvrtimod, s synes udsagnet at modsige den tidligere tale om kdet, der skal fortres som sand mad for at f del i det evige liv. Vi m adressere dette nye problem, fr vi kan besvare vo-res oprindelige sprgsml, som jo handler om den indre modstning, der er i talen om livets brd, mellem henholdsvis tro og spisning af Jesu kd som frelsesveje. Det er ndvendigt at f klarhed over, hvordan Johannesevangelisten forstr begreberne kd og nd og isr deres indbyrdes relation.

n mulig vej at g er at trkke p to andre kbenhavner eksege-ters arbejde med det fjerde evangelium, nemlig Gitte Buch-Hansens og Troels Engberg-Pedersens stoisk inspirerede analyser. Begge ta-ger de fat i det johanniske ndsbegreb og analyserer dette med ud-gangspunkt i antikkens stoiske kosmologi. Iflge disse to eksegeter er stoicismen en oplagt forstelseshorisont for Johannesevangeliet, fordi ndsbegrebet str helt centralt i den stoiske naturfilosofi og ikke bare det, stoicismen er den eneste af antikkens filosofiske retninger, som p systematisk vis opererer med et ndsbegreb. Samtidig var stoicis-men den altdominerende filosofi i overgangstiden mellem hellenisme og den imperiale, romerske tid. Selv da Platon med sine vrker atter kommer p banen i det andet rhundrede af vor tidsregning, er der tale om en stoisk fortolkning af de platonske kernevrker om kosmologi og etik. I relation til vores lsning af Joh 6, hvor vi nsker forholdet mellem kd og nd belyst, tilbyder stoicismen sig som en adkvat samtalepartner, fordi den som vi skal se i det flgende opererer med en mulighed for transformation af materien til netop nd.

4.2 Stoicismen som Johannesevangeliets forstelseshorisontI artiklen Et stoisk blik p Johannesevangeliets benbaring. Himmel-farten i antikkens naturfilosofi giver Gitte Buch-Hansen en redegrel-se for grundtrkkene i den stoiske naturfilosofi. Fremstillingen trk-ker p Samuel Samburskys The Physics of the Stoics (1959) og Johnny Christensens An Essay on The Unity of Stoic Philosophy (1962/2012). Af


202

hensyn til det videre argument skal hovedlinjerne i den stoiske natur-lre og kosmologi kort opsummeres her.

Stoikerne s kosmos som n samlet organisme, der var organiseret af t sammenhngende dynamisk, pneumatisk legeme. De havde mange navne for dette ndelige legeme, som de kunne associere bde med og Gud prcis, som vi ogs finder det i Joh 1,1: og i Joh 4,24, hvor den fjerde evangelist lader Jesus sige: . Iflge den stoiske forstelse af verden bestr kosmos af amorft stof, der er bragt i bevgelse af den , som gennemtrnger alt. Det er sledes en, som giver materien dens form. en lader sig dog ikke adskille fra det materielle substrat. Deles et legeme, vil en altid vre lige fuldt til stede i begge halvdele. Sknt der i princippet kun er n , nemlig Gud/Zeus (jf. Joh 4,24), er det alligevel denne, som giver det, vi med vores bevidsthed opfatter som forskellige fnomener, deres specifikke kvaliteter. Analytisk set men alts ikke ontologisk kan man derfor opdele den kosmiske i forskellige legemer, som lokalt set skaber de formationer, som vi opfat-ter som de individuelle ting. Disse kvalitetsbrende pneumatiske lege-mer kan udstrkkes og fortyndes i det uendelige og er dermed i stand til at gennemtrnge andre legemer hvor kompakte eller store, disse end mtte vre. Nr Sambursky skal forsge at forklare effekten af de kvalitetsbrende pneumatiske legemer p den amorfe materie, peger han p analogien til den moderne fysiks tale om kraftfelter. en fungerer p samme mde som magnetiske eller elektriske felter, der pvirker og prger opfrslen af de partikler, som befinder sig i felterne. Ligesom feltkrfter kan adderes, kan ogs effekten af forskellige pneu-matiske legemer summeres op (Sambursky 1959, 38-39).

Det er kvaliteten af de egenskaber, som en tilfrer de enkelte legemer, der afgr, hvor de befinder sig i det kosmiske vrenshieraki. Sledes besidder mineralerne en strkt kontraherende . Plan-terne har ud over den kontraherende , der giver dem en stabil form ogs en mere ekspansiv , som forsyner dem med stof-skiftet. Dyrene har yderligere en , der muliggr den sansning og bevgelse, som er knyttet til kdet, og som vi med et moderne udtryk ville beskrive som instinktiv adfrd. Mineralerne, planterne og dyrene tilhrer alle den jordiske verden, hvor legemernes hovedbestanddele er de tunge og langsomme elementer: vand og jord. Himmellegemerne


203

bestr derimod primrt af luft og ild; deres er ekstremt eks-pansiv og med et moderne udtryk: energiholdig hvilket gr dem til intelligible vsener (hvordan stoikerne s end mtte have forstet talen om en astral fornuft). P det hjeste trin i det kosmiske kontinuum fin-der vi den guddommelige , som bestr af alle disse pneumatiske legemer, og som gennemtrnger, omfatter og opfatter alt. Gud kan derfor betragtes som et fysisk afgrnset, men usynligt legeme, der vir-ker alt i alle. Sprgsmlet melder sig nu uundgeligt, hvor mennesket befinder sig p denne akse. Af alle fnomener i kosmos er mennesket det mest komplicerede vsen, fordi det er et sammensat vsen: et dyr, som er blevet udstyret med himmellegemernes fornuft. Denne sam-mensathed giver mennesket det tvivlsomme fortrin, at det som det eneste vsen i kosmos kan synde; dvs. at det kan stte sin guddom-melige fornuft i kdets tjeneste (Buch-Hansen 2009, 112-115).

Buch-Hansen bruger den stoiske id om det dynamiske kontinuum, hvor alt bestr af den samme amorfe masse, som gennem ens energi bibringes kvalitet, til at komme med et bud p, hvordan Paulus og Johannesevangelisten kan have forstet Jesu himmelfart. I opstan-delsen bliver Jesu legeme af kd og blod i kraft af Guds nds srlige tilstedevrelse i ham transformeret til et ndeligt legeme; jf. beskri-velsen i 1 Kor 15,45, hvor Paulus jo hvder, at den sidste Adam, alts Kristus, blev til en levendegrende nd ( , ). Fordi legemets tungere elementer kd og blod gennem denne opstigen transformeres til , er himmelfarten intet andet end en opstigen i det kosmiske vrenshierarki. Overhovedet kunne antikkens intellek-tuelle ikke tnke det anderledes; hver sfre havde sin form for liv og vren. Eller som Paulus i 1 Kor 15 forsger at forklare det: Det for-gngelige arver ikke det uforgngelige (1 Kor 15,50). Buch-Hansen argumenterer derfor for, at Johannesevangeliet kan ses som en narrativ version af Paulus teologiske begrebslighed. Bl.a. peger hun p, at evan-gelisten i Joh 6,63 Det er nden, der gr levende ( ) lader Jesus bruge prcis det samme udtryk om nden, som vi finder i 1 Kor 15,45.

Som allerede nvnt bliver Jesus iflge hendes lsning frst Guds ud-valgte sn, da nden med eller uden db stiger ned og forbliver over ham (Joh 1,32). Indtil dette tidspunkt var Jesus et helt almindeligt


204

menneske. Men idet han modtager Guds nd, bliver han gjort gud-dommelig, fordi han med modtagelsen af denne himmelske bevger sig op ad den kosmiske vrensakse. Det er dog frst med op-standelsen efter korsfstelsen, at Jesus via en midlertidig liminal til-stand i legemet bliver transformeret til livgivende nd (Buch-Hansen 2007, 374-387).4

Som allerede antydet er Troels Engberg-Pedersen og Gitte Buch-Hansen enige i, at nden i Johannesevangeliet bedst lader sig forst ud fra en stoisk vinkel. I artiklen Logos and Pneuma in the Fourth Gospel (2010) har Engberg-Pedersen bl.a. behandlet ndens rolle i Johannesevangeliets tredje og sjette kapitel. Vi skal i det flgende se p de af hans argumenter, der prciserer, hvordan man ud fra en stoisk tankegang m forst Jesu udsagn i Joh 6,63. Engberg-Pedersens ls-ning lser nemlig den tilsyneladende modstilling mellem, p den ene side, udsagnet i Joh 6,63 om, at ordene er nd og liv, mens kdet ingen gavn gr, og p den anden side, talen om, at Jesus som livets brd er det kd, der skal spises, for at man har (evigt) liv i sig.

Fr korsfstelsen er den jordiske Jesus iflge Engberg-Pedersen et menneske i kd og blod, som nden svver over og pvirker, hvad ogs Buch-Hansen kunne argumentere for. nden er en fysisk strrelse,

4 Der er med denne fortolkning tale om en i bogstavelig forstand spiri-tualiserende forstelse af opstandelse/himmelfart. Denne forstelse gr imod den dogmatik, der i lbet af de frste rhundrede sejrer i den tidlige kirke, og som frer til Den Apostolske Trosbekendelses udsagn om, at vi tror p kdets opstandelse. Derfor br det nvnes, at den her prsenterede forstelse af, hvad der er p spil i opstandelsen, deles af en rkke nytestamentlige ekse-geter. Sledes argumenterer Troels Engberg-Pedersen i artiklen The Material Spirit: Cosmology and Ethics in Paul (2009) for denne forstelse hos Paulus, og som vi om lidt skal se, mener Engberg-Pedersen, at forstelsen af opstan-delseslegemet som et spirituelt legeme ogs glder Johannesevangeliet. Turid Karlsen Seim argumenter i artiklen The Resurrected Body in Luke-Acts: The Significance of Space (2009) for denne opfattelses tilstedevrelse hos bde Paulus og Lukas. At der finder en direkte glorificering af opstandelseslegemet sted hos Lukas bekrftes ogs af Henk Jan de Jonge i artiklen The Chro-nology of the Ascension Stories in Luke and Acts (2013). Dag istein er i bogen Greek Resurrection Beliefs and the Success of Christianity (2009) enig i denne opfattelse for Paulus vedkommende, men mener, at opstandelsesbe-retningerne hos Lukas og Johannes br fortolkes som forsg p at f etableret kdets opstandelse.


205

der rkker ind i himlen, men som har plads p jorden i Jesu legeme. Forbindelsen mellem det jordiske kd i form af Jesus og den guddom-melige nd, som Engberg-Pedersen betegner Kristus, er tilstrkkelig strk til at influere alle Jesu gerninger og ord (jf. Joh 14,10), men ikke tilstrkkelig strk i sit virke til, at denne tilstedevrelse bliver s ben-lys, at det ikke kan misforsts, at Jesus har et guddommeligt mandat; ja, vitterlig er guddommelig. I Johannesevangeliet har jderne fet det utaknemmelige lod at reprsentere dem, som intet forstr af dette (Engberg-Pedersen 2010, 41-42). Jesus har alts fra himlen svvende over sig, og dette er udtryk for, at han selv er undfanget fra oven (jf. Joh 3,3). Det er ogs derfor, nden virker i hans tale. Han er Guds stemme i verden. Han er ikke bare Guds Ord i verden, han taler ogs Guds ord. Nr disse ord rammer et menneske, hvis sjl er mod-tagelig for ordene, virker de efter hensigten og genererer tro. Engberg-Pedersen argumenterer her for, at ligesom nden transformerer Jesu kd i forbindelse med hans ophjelse og glorifikation, og nden der-med helt bogstaveligt er ansvarlig for hans opstandelse, s vil ogs mennesket igennem Jesu ord, nr det tror p ham, f del i denne kraft-fulde nd. Nr modtageren kommer til tro og lader sig forme af talen, s undfanges ogs han fra oven. Men selvom Jesu ord gennem nden virker tro, er der stadig kun tale om en usikker form for viden, der ikke i sig selv er strk nok til i fremtiden at opn det evige liv. Hertil er der brug for den samme mngde kvantitativt og kvalitativt nd, som Jesus havde. Denne ekstra portion nd fik de frste disciple imidlertid frst, da de fik nden indblst af den opstandne Jesus (Joh 20,22). Et af de sprgsml, som nu str tilbage, er derfor, hvordan dette vil ske for de flgende generationer. Det vender vi tilbage til.

Engberg-Pedersen gr opmrksom p, at det er et srligt kendetegn ved det stoiske ndsbegreb, at ens virke kan beskrives i bde fy-sisk-materielle og kognitive termer. Men som han ogs m understrege, betyder dette ikke, at de to beskrivelser p enkelt vis kan reduceres til hinanden. Sdan er det ogs i Johannesevangeliet, hvor ndens virke bde beskrives materielt og kognitivt. Nr nden virker tro i menne-sket, er der sledes p en og samme tid tale om et materielt og et kog-nitivt fnomen (Engberg-Pedersen 2010, 46-48).

Hvis vi nu skal forsge at kombinere Engberg-Pedersens stoiske ls-ning af Johannesevangeliet med det semiotiske skema for de kognitive


206

kategorier, kan vi sige, at denne tro opstr i det kognitive hjlpepro-gram, nr Jesus igennem sin persuasion flytter mennesker fra den kog-nitive kategori tvivl (1) via usikker positiv viden/tro (2) til positiv viden (3):

Vi skal her lige minde om, at den sikre positive viden iflge Tang Nielsen ogs frst kommer efter opstandelsen og ophjelsen, hvor det som tidligere nvnt bliver korsmrkernes kognitive funktion at doku-mentere identiteten mellem den korsfstede Jesus og den opstandne Kristus, som her kommer i sin glorificerede manifestation. Der er sle-des, nr det glder den erkendelsesmssige progression, overensstem-melse mellem Tang Nielsens og Engberg-Pedersens lsning.

S langt har Engberg-Pedersens forstelse af Jesu tale om nd i Joh 6,63 dog endnu ikke lst problemet med den ambivalens, der er knyt-tet til kdet, som enten er uden betydning (Joh 6,63), eller hvis indop-tagelse str som selve forudstningen for at f evigt liv (Joh 6,54). Men som vi skal se, falder dette p plads, nr vi sger et svar p ovenstende sprgsml om de kommende generationers forhold til nden. Inden vi nr dertil, bliver vi dog ndt til at vende tilbage til den semiotiske analyse af maden som vrdiobjekt.

4.3 Jesus, nden og sandhedens modusDe stoiske lsninger af Johannesevangeliet giver os mulighed for at se p skemaet over det johanniske vrdiobjekt med friske jne. Nr n-den i Johannesevangeliet forsts stoisk, fr vi en ny forstelse af forhol-det mellem de tilsyneladende modstridende udsagn om, hvad det er, der leder til det evige liv: enten livets brd som metafor for den tro, per-sonen Jesus kalder frem gennem ord og gerninger, eller den bogstavelige


207

indoptagelse af hans fysiske kd som den sande mad. Vi efterlod fr den semiotiske firkant over vrdiobjektets vren og fremtrden uden at have fet alle positioner i skemaet udfyldt. Vrdiobjektet blev fr kun prsenteret i den veridiktoriske kategori hemmelighed, mens det i kategorien sandhed stadig er ukendt. Men som vi nvnte i forbindelse med prsentationen af Greimas tanker, s ligger det i selve forskels-tnkningen, at der m vre et element i fortllingens overfladeniveau eksplicit nvnt eller bare forudsat som vil fylde positionen ud. Det handler kun om at f det identificeret. Med den stoiske fortolknings-ngle i hnden bliver det muligt at bne dren til Johannesevangeliets vrdiobjekt helt. Det er her Buch-Hansens og Engberg-Pedersens ar-gument om Jesu transformation til livgivende nd kommer ind i bil-ledet. Efter transformationen indblser Jesus nden i sine disciple, den nd, som han selv er og lever i kraft af. Det er denne nd, der giver det evige liv. Hermed kommer firkanten til at vre udfyldt helt:

Det er sledes nden, som er den mad, der giver evigt liv. Men giver det mening at tale om nden som mad? Er det imidlertid ikke det, som Jesus selv gr, nr han i brndscenen med den samaritanske kvinde afviser disciplenes tilbud om mad med svaret: Jeg har mad at spise,


208

som I ikke kender til (Joh 4,32: )?

Mens Jesus er i sit kd, taler han Guds ord, men disse ord er gen-stand for en kognitiv prvelse. Det er sledes kun ved en positiv af-grelse (troen), at nden bliver givet gennem hans ord (Joh 6,63). S lnge Jesus er i kdet, kan den usikre viden ikke overskrides. Frst nr han som den livgivende nd kommer igen, kan han, p samme mde som Gud i 1 Mos 2,7 blser livsnden ind i mennesket, blse nden alias den livgivende nd, alias Hellignden ind i disciplene (Joh 20,21-22). Her er der tale om en pragmatisk handling, der ikke krver en fortolkning. Endelig optrder vrdiobjektet i en form, hvor det er, hvad det giver sig ud for at vre: nd.

Iflge Jesper Tang Nielsen var Jesu mission rettet mod at f forenet mennesket med det evige liv. Vi har ogs set, hvordan hjlpeprogram og hovedprogram i Tang Nielsens lsning af Johannesevangeliet flyder sammen. For at kunne fuldfre sin opgave skal Jesus vinde tro (Tang Nielsen 2009b, 31), og denne tro er i sig selv det evige liv. Men hvis vi bruger den stoiske ngle til at bne Johannesevangeliet, sker der en vis adskillelse af de to programmer. Jesus frelser ikke kun gennem den persuasion, der frst er fuldt overbevisende i forbindelse med hans glorificerede manifestation, sdan som Tang Nielsen mener. Det er, som Jesus selv siger i Joh 6,63, nden, der gr levende, og derfor ogs nden, som er det egentlige vrdiobjekt. Mens Jesus er i kdet, tilbydes nden gennem hans ord (jf. Engberg-Pedersen 2010, 47); frst efter korset i forbindelse med Jesu opstandelse og transformation dvs. hans ophjelse og herliggrelse, for nu at tale johannisk kan nden gives direkte og i sin fulde kraft, sdan som det sker gennem indblsnin-gen af den hellige nd i Joh 20,22. For s vidt er der stadig et overlap mellem hjlpeprogram og hovedprogram, men de er ikke lngere helt identiske. Denne adskillelse af de to programmer stiller os imidlertid over for et nyt problem. For hvis nden vitterlig er bundet til Jesu nrvr, hvad enten nden som vrdiobjekt formidles i hemmelighedens modus gennem hans ord eller i sandhedens modus i hans forklarede og glorificerede tilstand, betyder dette s ikke, at senere generationer af kristne er udelukket fra at f del i den livgivende nd?

Det er her Troels Engberg-Pedersens stoisk inspirerede analyse af Joh 6 fuldender billedet. Det er nemlig i talen om kdet, som m spises, at


209

der peges ud over den frste generation sdan som Jesper Tang Niel-sen ogs kunne gre opmrksom p. Men hvor Tang Nielsen mener, at den ekklesiologiske dimension ligger uden for plottet, vil vi med den semiotiske firkant vise, hvordan evangelisten forsger at fastholde denne dimension i sin fortlling. Nr vi har den stoiske kosmologi og lre om nden i baghovedet, bliver det klart, sdan som Engberg-Pe-dersen ogs viser i sin analyse, at talen om Jesu kd som den sande mad ikke blot er metaforisk eller symbolsk ment. Nr oplftelsen og herlig-grelsen er tnkt stoisk, s er kdet i kraft af transformationen nemlig taget med op i nden. Men nden kan ogs kaldes ned igen og som pneumatisk legeme gennemtrnge og oplse sig i nye legemer. Det vil p denne baggrund vre et kvalificeret gt, at det netop er sdan, de johanniske menigheder har forstet dbens vand og nadverens vin og brd. Det er alts i forbindelse med sakramenterne, at senere gene-rationer har fet del i den nd, som den frste generation fik givet af Jesus selv gennem ord og indblsning. Dette korresponderer i vrigt med epiklesen i den ldste nadverliturgi, som vi kender til nemlig det ritual, som tilskrives den romerske teolog Hippolyt ( ca. 235 CE). I epiklesen kaldes nden ned over nadverelementerne (Dix 1995). P denne mde bliver der tale om en realprsens, hvor den glorificerede Jesus gennemtrnger brdets materie. Men dette betyder samtidig, at den livgivende nd som vrdiobjekt atter kommer i hemmelighedens modus, fordi det ligner brd og smager af brd ja, er brd men brd, som samtidig er gennemtrngt af den guddommelige .

Vores konklusion p denne analyse m derfor blive, at der semio-tisk set ikke er noget modstningsforhold mellem de tre forskellige mder, hvorp Jesus i Joh 6 kan tale om vrdiobjektet: i.) om sig selv som livets brd (Joh 6,35); ii) om det fysiske legeme i kd og blod, der m fortres (Joh 6,53-55); iii) eller om nden, som nr alt kommer til alt er det eneste, som er til gavn (jf. Joh 6,63). Greimas semiotiske firkant illustrerer, hvorledes de tre mder at tale om vrdiobjektet p er tre sider af samme semiotiske sag. De forskellige talemder angr alene vrdiobjektets manifestation ikke dets vren. Nr nden gives, giver Jesus sig selv i sandhedens modus, men nr ordene indoptages som li-vets brd, eller nr kdet fortres i nadveren, giver han sit glorificerede selv dvs. nden i hemmelighedens modus.


210

5. Epilog

Vi har i denne artikel kastet et sultent blik p det johanniske spise-kort, sdan som det prsenteres for os i Joh 6. Vi er imidlertid ikke frdige, der er stadig en dessert. Tilbage str at forklare, hvilken rolle det lille afsnit Joh 6,16-21, hvor Jesus mder disciplene p sen, spiller i denne kulinariske kontekst. Svandringen adskiller fortllingen om bespisningsunderet og talen om livets brd to afsnit, der ikke kun hrer sammen tematisk, men som ogs rent fortllemssigt lader til at skulle st i forlngelse af hinanden, fordi Jesus i Joh 6,26 henviser til det netop udfrte under. Men er beretningen om svandringen blot et lille logistisk intermezzo, som skal sikre, at Jesus og disciplene kom-mer tilbage til Kapernaum? I kommentartraditionen behandles dette afsnit ofte som kapitlets stedbarn. Typisk bliver det anset for at vre stof, som evangelisten har bibeholdt af veneration for traditionen, fordi fortllingen om Jesu vandring p sen bde hos Markus (6,45-52) og hos Matthus (14,22-33) er placeret i forlngelse af bespisningsunde-ret. Det er alment kendt, at hos Markus tjener srejserne til at mediere mellem jder og hedninger, men den problematik synes jo ikke at spille nogen rolle i Johannesevangeliet.

Nu er det sdan, at den fjerde evangelist i andre sammenhnge bru-ger traditionsstof til sit eget forml og placerer perikoper, som kendes fra de synoptiske evangelier, hvor de kan understtte hans teksts sr-lige rinde. Tempelrensningen, som hos Johannes er trukket frem i evangeliets indledning (Joh 2,13-22), er et godt eksempel p dette. S inden vi accepterer at njes med en forklaring, der henviser til vene-ration og tradition, br vi derfor undersge, om ikke der skulle vre en srlig johannisk pointe med at bringe fortllingen om svandrin-gen i netop denne sammenhng. Det er her den semiotiske firkant, som systematiserer vrdiobjektets veridiktoriske status, kommer os til hjlp. Gennem en analyse, som inddrager hele evangeliet, er det lykke-des os at f styr p, hvad den sande mad er; det er nden, som fysisk og bogstaveligt skal indoptages. Sprgsmlet er nu, om sandhedens modus ikke alligevel har sat sit aftryk p Joh 6.

I fortllingen om svandringen hrer vi om, hvordan Jesus, da ska-ren ville gre ham til konge, trkker sig tilbage, og om hvorledes di-sciplene, da mrket falder p, og Jesus endnu ikke er kommet tilbage,


211

beslutter sig for at drage tilbage til Kapernaum uden ham. Halvvejs ude p sen fanges de af en storm. Her er det, Jesus pludselig kom-mer vandrende over sen mod dem. Disciplene gribes af frygt, men Jesus beroliger dem med replikken: Det er mig, frygt ikke (Joh 6,20: , ). I samme jeblik, som de genkender ham, er de fremme ved bredden. I fortllingen hrer vi i modstning til de syn-optiske paralleller intet om, at Jesus fr stormen til at lgge sig. Det er alts ikke i den mirakulse omgang med naturkrfterne, pointen er at finde men hvor da? Vi hrer heller ikke noget om, hvorfor discip-lene bliver bange, men en plausibel grund kunne jo vre, at de str over for en epifani. Eller hvis vi skal anvende de semiotiske kategorier, som vi har brugt i denne analyse: Jesus optrder her i sandhedens modus. P sen viser Jesus sig som den, han vitterlig er: den herliggjorte og det vil med vort stoiske blik p Johannesevangeliet sige: den ndelig-gjorte Kristus. Set i dette lys giver det mening at se fortllingen om svandringen som en allusion til 1 Mos 1,2, hvor vi netop hrer, at Guds nd svvede over vandene. Jesu selvidentifikation i Joh 6,20 ved hjlp af Guds replik til Moses i 2 Mos 3,14 bliver p denne mde en henvisning til Joh 4,24, hvor Jesus erklrer, at Gud er nd ( ). Scenen har dermed samme funktion som transfigu-rationen i de synoptiske evangelier. Med det lille intermezzo har den fjerde evangelist alts sikret sig, at det vrdiobjekt, som behandles i Joh 6, ogs er reprsenteret i sandhedens modus nemlig som nden. Greimas pegede p, at den semiotiske firkants positioner altid under en eller anden form ville vre til stede i fortllingen. Det handlede blot om at f dem identificeret.5

5 Vi vil gerne takke fagfllebedmmeren for de kommentarer, der har bidra-get til at skrpe argumentationen og sikre en klar formidling af denne. Lige-ledes vil vi ogs gerne takke Geert Hallbck for at have bnet semiotikernes narrative univers for os og for hans evne til at inspirere ved sit altid nrv-rende engagement og sin suverne formidlingsevne. Specifikt takker vi for en konstruktiv gennemgang af denne artikel.


212

Bibliografi

Buch-Hansen, G., 2010, It Is the Spirit That Gives Life: A Stoic Understanding of Pneuma in Johns Gospel, Berlin: De Gruyter

Buch-Hansen, G., 2009. Et stoisk blik p Johannesevangeliets benbaring: Himmelfarten i antikkens naturfilosofi, i Hvad er sandhed: Nye lsninger af Johannesevangeliet, red. G. Buch-Hansen og C. Petterson, Frederiks-berg: Alfa, 103-124

Bultmann, R., 1941, Das Evangelium des Johannes, Gttingen: Vandenhoek & Ruprecht

Bultmann, R., [1941] 1971, The Gospel of John: A Commentary, Pennsylvania: The Westminister Press

Bultmann, R., [tysk: 1948-52; engelsk: 1951-55] 1983-1988, Theology of the New Testament, London: MSC

Christensen, J., 1962, An Essay on the Unity of Stoic Philosophy, Kbenhavn: Munksgaard

Dix, G. og H. Chadwick, [1937] 1995, The Treatise on the Apostolic Tradition of St. Hippolytus of Rome, New York: Routledge

Endsj, D. ., 2009, Greek Resurrection Beliefs and the Success of Christianity, New York: Palgrave Macmillan

Engberg-Pedersen, T., 2010, Logos and Pneuma in the Fourth Gospel, i Es-says in Naturalism & Christian Semantics, red. T. Engberg-Pedersen og N. H. Gregersen, Publikationer fra Det Teologiske Fakultet 19, Kbenhavn: Det Teologiske Fakultet, 33-55

Engberg-Pedersen, T., 2009, The material Spirit: Cosmology and Ethics in Paul, New Testament Studies 55.2, 179-197

Greimas, A. J. 1974. Strukturel semantik. Kbenhavn: BorgenGreimas, A. J. og J. Courts, [1979] 1988, Semiotik: Sprogteoretisk ordbog,

dansk oversttelse og redaktion P. A. Brandt, og O. Davidsen, rhus: rhus Universitetsforlag og Basilisk

Hallbck, G., 1983, Strukturalisme og eksegese: Modelanalyser af Markus 5,21-43, Kbenhavn: GADs Forlag

Jonge, H. J. de, 2013, The Chronology of the Ascension Stories in Luke and Acts, New Testament Studies 59, 151-171

Mohr, M., 2014. Hvad er det sande brd? En undersgelse af madmotivet i Johannesevangeliets kap. 6 med udgangspunkt i en semiotisk analyse, Speciale: Kbenhavns Universitet


213

Nielsen, H. K., 2007, Kommentar til Johannesevangeliet, rhus: Aarhus Uni-versitetsforlag

Nielsen, J. T., 2009a, Die kognitive Dimension des Kreuzes zur Deutung des Todes Jesu im Johannesevangelium, Tbingen: Mohr Siebeck

Nielsen, J. T., 2009b, Korsmrkernes kognitive funktion: Johannesevange-liets narrative grundstruktur, i Hvad er sandhed: Nye lsninger af Johan-nesevangeliet, red. G. Buch-Hansen og C. Petterson, Frederiksberg: Alfa, 19-40

Sambursky, S., 1959, The Physics of the Stoics, London: Routledge and Kegan Paul

Seim, T. K., 2009, The Resurrected Body in Luke-Acts: The Significance of Space i Metamorphoses, red. T. Karlsen Seim og J. kland, Berlin; New York: De Gruyter, 19-39

at spise eller ikke at spise… et semiotisk blik på...

Documents