Lis Glebe-Møller

Nummer 87 August 1981

Hovedtræk af fransk-amerikanernes historie -en overset minoritetsgruppe i USA

Romansk Institut Københavns Universitet

Njalsgade 78-80 2300 Kbh. S

__ ,.._,...-- ,.... . ....--~-.--·-r'" '\.µ.~ t l<°J ., r~, .·. f. · · . • -

' F'- ' Gebyr 5,00 kr.

INDHOLD:

Hovedtræk af fransk-amerikanernes historie - en overset minoritetsgruppe i U.S.A.

De fransksprogede minoritetsgrupper

Hvem er Les Cajuns, og hvorfra stammer dette udtryk?

KOLONISATIONEN AF LA NOUVELLE FRANCE Koloniseringen af Acadia

Pionertiden i Acadia, 1524 - 1630

Vanskeligheder i pionertiden

Den franske befolkningskolonisation af Acadia 1630-70

Engelske angreb på de franske kolonier

Den lykkeligste periode i Acadias historie fra 1671-1710

Engelsk overtageise af Acadia i 1723 og franskmændenes endelige uddrivel'se af Acadia i 1755

Acadiernes mest yndede fulgtmål var Louisiana

Koloniseringen af Louisiana Pionertiden

Befolkningskoloni sat ionen af Louisiana

Afslutningen på det franske kolonieventyr

HVORFOR KOLONISEREDE EUROPÆERNE AMERIKA ? Generelle grunde til kolonisationen af Amerika

Religiøse grunde til emigration

Arbejdsløshed og mangel på adgang til jord er en grund til englændernes emigration til Amerika

De engelske kolonier er mere demokratisk styrede end de franske

Staten Louisiana i nyere tid

Bibliografi

3

p. 4

p. 5

p. 6

p. 8

p. 8

p. 9

p. 10

p_. 11

p. 12

p. 13

p. l 6

p . 17

p. 1 7

p. 21

p. 22

p. 23

p. 24

p. 24

p. 26

p. 31

4

Da Jeg under et U. S. A.- opho l d i 1979-80 skul l e studere fre mmed­sprogsu nde rv1 sn 1n g , fik j eg på s ko ler ne , hv or j eg kom, ofte til ­bud om at overvære "t os proget unde rv i s ning " . J eg sagde hø f ligt tak, selvom jeg på forhånd vidste, at den type undervisning dre­

jede sig om at lære børn og unge fra mindretalsgrupperne engelsk. Det skulle hurtigt vise sig, hvorfo r lederne af sprogafde-

lingerne på junior og senior high schools var ivrige efter at vise denne undervisning frem.

Der var i gennemsnit kun 15% af eleverne i high schools, som deltog i fremmedsprogsundervisning, og den var ofte traditionelt anlagt. De to første år var der "grammatikundervi s ning" derpå "litteraturundervisning". Men i gennemsnit fulgte eleverne kun den­ne fakultative undervisning i to år. (Strength through Wisdom,

7) (Warri ner, 19-20) "Tosproget undervisning" var derimod mere avanceret metodisk

og materialemæssigt, og det va r de mest krea t iv e og entusia stiske lærere, som underviste der. For næsten halvdelen var det en op­gave, som betød noget, fordi de selv tilhørte minoritetsgruppe­amerikanerne. (Bilingual Bicultural Education, 1)

Denne undervisning var f. eks. i New Haven, min hjemby i U.S.A., ret omfattende, idet mellem 68 - 96% af byens skoleele­ver var minoritetsgruppebørn. Det var især de spansktalende grup­per (ofte fra Puerto Rico, men også fra de sydamerikanske lande og Cuba), som i hjemmemiljøet opretholdt deres spanske sprog og kultur. 8D% af den "tosprogede undervisning" i U.S.A. er da også spansk-engelsk. (Bilingual Bicultural Education, 3)

I praksis var "tosproget undervisning" nemlig undervisning i og på både spansk, italiensk, portugisisk og russisk etc. og en­

ge 1 sk. Minoritetsgruppebørnene fik lært at læse og skrive deres hjem-

1 ige talepsrog i standarddialekten, samtidig med at de lærte engelsk, og op til 4D% af eleverne, som deltog i denne undervis­ning, kunne være engelsksprogede ifølge lovgrundlaget. (I prak ­sis var der ifølge Undervisningsministeriets henstilling dog kun 25% engelsksprogede elever). De lærte så et fremmedsprog.

Således gik det til, at jeg overværede undervisning især i spansk-amerikansk historie, om aztekerne i Mexico, om de spanske missionærer i det nuværende Californien.

Både indenfor skolesystemet, på konferencer og i dagspressen

5

førte den spansktalende minoritet på mere end 15 . 000.00D sig frem med omtale af den spanske kolonisation af store dele af det syd ­vestlige U.S.A. før de anglofones overherredømme .

De fransksprogede minoritetsgrupper

Da jeg imidlertid har f ransk som fag, interesserede det mig at finde ud af, hvad der va r b levet af den franske minoritets ­gruppe på omkr i ng 1.000 . 000, som ifølge Josua A. Fishma ns "Lan ­guage Loyalty in the United States" skulle leve i u.S . A. Den største koncentration af fransktale nde skulle netop befinde sig i New Eng\and, men i Connecticut , den sydlige New Eng l and-stat, hvor jeg boede, gjorde ~ e sig hverke n gældende i skolesyste~et el l er i daglig l ivet uden f or, skønt de ifølge 1960 - folketæll i ngen udgjorde 10% af den fremmedsprogede befolkning på 227.2oo:medens det totale befolkningsgrundlag var på 2.535.234 . De nordlige New England-stater Vermont, New Hampshire og Maine tegnede sig for en noget større koncentration af fransksprogede i forhold til andre minoritetssprogede, dvs. henholdsvis 58, 53 og 52% . (Fish ­man, 256)

Dette var ikke så mærkeligt, for som Fishmans og andres un­dersøgelser gjorde rede for, var de fransksprogede hovedsagel i g fransk-canad iere, som omkring århundredskif t et kom til U.S.A. som industriarbejdere - især til bomuldsspinderie r ne.

!øvrigt viste 1970- folketæl l ingen, at Lou i s i ana havde 18% fra nsksprogede af totalbefolkningen, New Hampshire 17%, Maine 15%, Rhode Island 12% , Vermont 10%, Michigan od Florida hve r 9%. Connecticut kom først på 12. pl adsen med 4% frans-ksprogede. (Louisiane, No 32 , Mars 1960, 6)

En l ejlighed til at få kontakt med de fransksprogede minorite­ter fik jeg først ved at deltage i Third Annua! Franco American Conference i marts 1980, som blev afholdt i den tidligere franske koloni Lou i siana .

National Bilingua l Resource Center og Council for the Develop­ment of French in LoO i siana stod bl andt andet som konferencens s ponsore r, og en de l af programmet beskæftigede sig med fransk ­enge l sk tosproget undervisni ng. på forskellige undervisn i ngsn i­veauer og fo r s kningen bag de n.

Det var ik ke vanskeligt på forhånd at finde informat i on om COOOFIL ' s under visningsinds ats i gængse , amerika nske sprogpædago-

6

giske tidsskrifter og via evalueringsrapporten over Rådets 10-åri­ge arbejde indenfor skolesektoren. ( 1978 Evaluation ... )

Månedsbladet "Louisiane (fran,aise)", som er engelsk-fransk­sproget, gav god besked om lokale nyheder med interesse for den fransksprogede befolkning. Således var der meddelelser om radio­udsendelser på fransk eller cajun-fransk (som ofte fandt sted før kl. 6 om morgenen), om fester og festivals, som genoplivede de gamle franske skikke, om cajunmusik og cajunkøkken, om franske og canadiske diplomatbesøg og uddeling af franske hædersordner til lokalpersoner, som havde fremmet den franske kultur, om frem- og tilbagegang for samme kultur og sprog etc.

Det franske kulturfremstød så ud til at have medvind i Loui­siana, både på det officielle og det private plan!

I Christopher Hallowells nyudkomne "People of the Bayou - Ca ­jun Life in Lost America" kunne jeg yderligere få besked om res­terne af den frankofone cajunkultur, som stadig består som en fisker- og fangerkultur i marskområdet i Missis s ippideltaet ved de mange bayous, som oprindelig er et indiansk ord for kanaler og vandløb. (Hallowell)

Hvem er les Cajuns , og hvorfra stammer dette udtryk?

Les Cajuns kom til den sydlige slavestat, Louisiana, fra slut­ningen af 1750'erne, efter at de anglofone amerikanere havde dre­vet dem ud af Acadia. Ordet "cajun" regnes simplethen for at være en forkortelse og ændring af Acadien, indbygger i Acadia, hvor blandt andet forstavelsen "a" er faldet bort. Og La Cadie eller Acadia var i 16-og 1700-tallet et ubestemt område (en fransk ko­loni), som st rakte sig fra Montreal sydo ver til det nuværende Pennsylvania. Ordet er sandsynligvis en udgave af de derboende Micmac-indianeres ord for et stykke land "quoddy" eller "caddy" (Den akadiske halvø = det nuværende Nova Scotia)

Om les Cajuns skæ bne, om den tidlige franske kolonisation af Amerika vidste deltagerne i Third Annua! Franca American Confe­rence at fortælle .

De var ikke blot arglofone fransklærere eller undervisende førstegenerationsemigranter fra Frinkrig som på andre fremmed­sprogskonferencer . Denne gruppe var i mindretal.De var fransklæ­rere eller bilingual teachers-fra minoritetsgruppefamilier med mange generationers bosættelse i Amerika. Og en stor del af de

7

lærere på alle niveauer, som deltog i undervisnings- og forsk­ningsarbejdet i Louisiana, var fra cajunfamilier. Yderligere var der deltagere med andre professioner: skrivende husmødre, journa­l ister, pensionerede funktionærer, forretningsfolk, antikvarhand­lere og kunstnere m.v. Fælles for dem var deres franske oprin­delse.

Størstedelen af dem, som kom udefra, var fra New England-sta­terne. Der var endog et par deltagere fra Connecticut. Men der var også deltagere fra North Carolina, Virginia og Chicago.

En del af New Eng l and-deltagerne var som forventet børn eller børnebørn af franskcanadierne, som var søgt sydover på grunØ af de amerikanske nord~ststaters økonomiske o~ industfielie vækst fra 50-100 år siden, men andre påberåbte sig franske forfædre fra moderlandet i Europa flere genera tio ner tilbage, nogle end­da tilbage til 1600-tallet.

De talte alle fransk, dem fra Vermont en vanskeligt forståe lige syngende dialekt, som minder om canadier-fransk, men en del talte et normalfransk, som var blevet bevaret i generationer og holdt vedlige ved fransk skolegang. En dame fr a Chicago, som kunn e føre sine forfædre tilbage til den første franske kolonisation på ste­det, før den anglofone, havde altså arvet sit upåklagelige franske gennem stædig vedligeholdelse hos 12-1 3 generationer. Og imponerende nok havde hu n, der ikke havde børn, omvendt sin engelsksprogede mand til at tale fransk , som var deres hj emme­sprog. Les Cajuns i Louisiana talte et 16-1700-tals fransk med mange arkaiske vendinger, eller en næsten uforståelig dialekt, som var iblandet engelske ord, eller et renlivet franc-a ng lais.

Konferencens de lt agere var blandt andet stævnet sammen for at mindes deres fælles rødder, for at hævde en fælles identitet og for at huske på en fælles gloriøs fortid som en stor kolonimagt i U.S.A.

Det er hovedtræk af historien om den franske kolonisation af Amerika, som ofte bliver fortiet i de klassiske, amerikanske hi­storiebøger, jeg vil gengive. Historien om fordrivelsen fra sto­re dele af det New England, som ~ngang havde været La Nouvelle France. Den vil afsløre, hvorfor fransk-amerikanerne blev en overset minoritet.

8

KOLONISATIONEN AF LA NOUVELLE FRANCE Koloniseringen af Acadia

Det var fiskeriet, pelshandelen og en trang til at omvende in­dianerne, som først bragte franskmændene til Den nye Verden.

Annalerne viser, at allerede i 1504 kom de første, normanniske fiskeskibe til The Grand Banks of Newfoundland. Der fiskede de sammen med britiske og portugisiske fiskere;for i 1497 havde Gio­vanni Caboto (John Cabot) for den engelske krone udforsket dette farvand og havde opdaget dets enorme mængder af "codfish".

I begyndelsen bragte fiskerne "codfish" hjem i saltlage, men de opdagede, at den smagte bedre og var mindre fordærvelig, hvis den blev saltet og tørret, som de derboende Micmac-indianere gjorde det.

Den nye behandling af fisken nødvendiggjorde imidlertid op­rettelsen af depoter i land. På strandene i Newfoundland, ved Can­seau og la Heve, på den akadiske halvø, på Cape Breton Island og ved Tadousac på St. Lawrence-floden byggedes derfor simple træ­skure til vintertørring af "codfish".

Da fiskeriet på Nordamerika havde varet en s nes år, satte Frants I af Frankrig sig for at ville konkurrere med den spanske konge, der påberåbte sig at være herre over Sydamerika (med und ­tagelse af Brasilien), øerne i Det caribiske Hav og store dele af Sydvestterrotoriet på det nordamerikanske kontinent. Spanske ski ­be bragte guld og sølv hjem fra kolonierne, og indianerne i Nordøstamerika fortalte om rige kobber- og sølvmi ner i det indre af landet.

Pionertiden i Acadia, 1524-1630

I 1524 og 1534 se ndte Frants I så ekspeditioner ud, og Jacques Cartiers udforskning af kysterne ved ovennævnte fiskesteder i 1534 gav ham anledning til at hævde, at store landområder inden­for disse kyster var fransk område. Han kaldte det La Nouvelle France.

Der fulgte flere franske ekspeditioner med nye udforsknings­mål , og man prøvede, om euorpæere kunne over leve, nvis de blev overladt til sig selv i Den nye Verden. I 1588 blev en større gruppe straffefanger sat af på Sable Island i Nova Scotia, men ved prøvetidens udløb i 1603 var kun Il skæggede og udmarvede

9

mænd tilbage. Det var blevet interessant for franskmændene at undersøge, om

de kunne overleve i vildnisset, for sæsonfisker ne havde opdaget, at det var en meget indbringende handelsvej at købe skind, og især bæverskind. Det blev brugt til at lave filt, og bæveren var næsten udryddet i Nordeuropa. I bytte for skindene fik indianerne jern­

knive, økser, potter og tøj. Pelshandelen blev nu så omfattende, at den franske regering kun ­

ne tjene penge ved at give monopol på den. Det var hvad Henrik IV gjorde. Hans gamle støtte, Aymar de Chastes,fik pelshandelsmono­polet, og han valgti Samuel de Champlain, der var veteran fra et togt til New Spain, som leder af sin første ekspedition t il Ame­

rika i 1603. De Chastes døde imidlertid samme år, og huguenotten Pierre de

Gua, Sieur de Monts fik monopol på pelshandelen for ID år mod at oprette en koloni på 60 personer i Den nye Verden. Han fik tite l af "lieutenant general de la Nouvelle France".

De Monts ke ndte de kolde vintre ved St. Lawrence-folden fra en ekspedition til Tadousac i 1600 og besluttede derfor, at en ko ­lonisati on skulle finde sted længere sydpå, i Acadia. Ved rejser og handel fra år 1600 blev de Monts og Champlain grundlæggere af La Nouvelle France, som med tiden skulle komme til at omfatte Ca­nada, Acadia og et dusin stater af den senere amer i kanske union, inklusive Lou i s iana. De Mon ts trak sig tilbage, da hans pelshan­delsmon opo l b lev givet fri i 1607, men Champlain fortsatte ene r ­gisk og utrættelig s it arbejde som opdagelsesrejsende og hande ls ­mand i Den nye Verden. Og i hen holdsvis 1608 og 16 11 grundlagde han de ganske vist tidligere udforskede handelsposter Quebe c og Mo nt ­

real (Mont royal) . Fra 1607 fik private købmænd og købmandskorporationer fra de

franske byer mulighed for at opnå profitter på pelshandelen. Men også religiøst interesse rede personer, som f. eks. la Marquise de Guercheville sendte ekspeditioner afsted med det hovedformål at kristne indianerne . Omkostningerne var imidlertid ofte store for eventyrere, handelsfolk og idealister. Både investeringer og men ­

neskeliv gik tabt.

Vanskeligheder i pionertiden

Selvom St. Lawrence- floden er beliggende på breddeg raden lidt

10

sydligere end Paris, er vintrene meget koldere der, og det varede mange år, før franskmændene lærte at overvintre i Canada. At over­leve var dog også et proble~ i det varmere Acadia. Dårlig ernæ­ring gjorde det af med størstedelen af de første kolonister på alle breddegrader. Man vidste ikke, at en ensidig kost som saltet kød og tørt brød gav skørbug, der var den hyppigste dødsårsag. De kolonister, som blev sendt ud, hverken kunne eller ville dyrke jorden, og man var helt afhængige af forsyninger fra moderlandet,

som undertiden var usikre. De første grupper af straffefanger, vagabonder og piger fra op ­

dragelsesanstal ter var heller ikke motiverede for kolonisation og kunne ikke klare forandringen fra de franske sto rbyer til vild nis­set. Fiskere, handelsfolk og soldater på kontrakt, so m opfyldte deres forpligtelser for handelskompagnierne, tog hjem efter kon­traktens udløb, og var ikke emner for befolkningskolonisation,

idet de ikke medbragte familier. Uden hjælp kunne hårdføre mænd dog overleve i Den nye Verden.

Det gjaldt "les coureurs de bois", som kunne leve som indianerne og undertiden sammen med dem i skovene .. De rejste op ad floderne i kano, som skulle bæres uden om vandfalå og ufarbart vand i et vildnis uden vejent , når de handlede med skind udenom de officiel­le handelsposter. De gjorde skade ved at korrumpere indianerne med whi sky og sygdomme som f.eks. skoldkopper.

De fiskere, opdagelsesrejsende, handelsfolk, straffefanger og missionærer, som blev sendt ud i begyndelsen af 1600-tallet kun­ne ikke danne grundlag for en varig kolonisation. Deres rolle var

kolonisationens forløbere eller pionerer.

Den franske befolkningskolonisation af Acadia 1630-70

Ludvig XI1I' og Ludvig XIV' minister,Richelieu, var den første, som indså, at man måtte sende landbrugere, deres familier og unge kvinder til Amerika med ovennævnte formål. I 1630'erne og 40'erne

gjorde han en ·indsats herfor. Situationen var omkring 1630 den, at der var etableret handels­

poster i Port Royal (den akadiske halvø), i Pentagouet, i cape . Sable-regionen, ved St. John River og ved Cape Breton. Snesevis af fiskere besøgte hvert år Acadias Atlanterhavskyster med en sta­dig forøget overvintringsrate ved fisketørringsdepoterne.

1 l

Kardinal Richelieu , som ik ke var blind for profitmul igheder ne Den nye Verden, oprettede i begyndelsen af 1630'erne et handels­

kompagni, som skulle udnytte fiskeri- og især pelshandelsmulighe­derne der. I 1632 udnævnte han sin slægtning, Isaac de Razilly de Touraine, til "Lieutenant-Glnlral de toute le Nouvelle France et Gouverneur d'Acadie" , for at han skulle forestå den franske re­gerings nye handels- og koloniseringsfremstød sammen med 300 nye

kolonister. De Razilly døde imidlertid allerede i 1635, og det kgl. handels­

kompagni besluttede, at en af hans medarbejdere i Acadia, lieute­nant Charles de Menou de Charnisay, Sieur d'Aulnay skulle være -ha ns

efter'følger. Det blev så d'Aulnay, som kom til at forestå bosættelserne af

familier i Acadia, et arbejde han havde påbegyndt allerede som de Razillys medarbejder. D'Aulnay rekrutterede familier ti l befolk­ningskol onisationen fra de godser, som han og hans moder ejede på Loudunais-egnen i Frankrig, og optegnelser viser, at de første fa ­milier kom til Acadia omkring 1636. De skulle så blive blandt de første emigranter, som fandt deres blivende hjem i Den nye verden.

Flere familier kom til i de fø lgende år .

Engelske angreb på de franske kolonier

De første angreb fandt allerede sted i pionertiden . Virginia­guvernøren, Thomas Dale, angreb i 16 13, da han hørte om fransk­mændenes kolonisation af Acadia. Han krævede Amerikas nordøst­kystområde anerkendt som engelsk område, fordi det var bl evet op ­daget i 1497 af Giovanni Caboto, som var udsendt af Henrik VII af England, før franskmændenes ekspeditioner fandt sted.

Dale send te derfor en engelsk "freebooter" med en lille flåde op for at ødelægge de franske poster. Lejesoldaterne brændte byg­ningerne i Penobscot (det nuværende Maine) af, dræbte en af Jesui­terpræsterne, tog en gruppe kolonister som fanger og sendte dem som slaver til Virginia. 16 franskmænd, som blev sendt ud i en sø­udygtig båd, reddede ~i g på mirakuløs vis. Samme skæbne blev kolo­nisterne ved Port Royal til del. Nogle reddede sig ved flugt til

Indianerland. Den næste, engelske agression fandt sted i forbindelse med kri ­

gen mellem Frankrig og England i 1628-32. Kong Alexander af Skot­land ~~~dte i 1629 omkring 100 skotske kolonister til Acadia, som byggede Charles Fort,5 miles fra Port Royal.Men ved freds-

12

traktaten i Saint -Ge rmain-en Laye i 1632 blev Acadia igen tilkendt Frankrig, og skotterne tog hjem påny.

Englænderne angreb ligeledes de franske poster ved St . Lawrence­floden. I 1629 sendte de en flådeeskadron dertil, og Champlain og hans 18 mænd i Qu~bec måtte overgive posten. Qu~bec tilfaldt ved freden igen Frankrig, og franskmændene påbegyndte med fornyet mod kolonisationen af Acadia og St. Lawrence-området fra 1632.

Fra 1654-67 var der påny en skotsk-engelsk besættelse af Acadia. Ligesom den foregående havde denne en forb indel se med 30-årskrigen i Europa. Englænderne se ndte en flåde fra Boston nordpå for at dri­ve franskmændene ud af Acadia. Englænderne indtog Fort Jemseg og Port Royal. Fredstraktaten i Breda i 1667 gav imidlertid igen Aca­dia tilbage til Frankrig ved krigens afslutning.

Den lykkeligste periode i Acadias historie fra 1671-1710

På trods af at engelske "freebooters" fortsat te med at brænde huse af og plyndre fra tid til anden, blev denne periode den lyk­keligste i Acadias historie.

Ludvig XIV' nye minister, Colbert, gjorde i 1670 Acadia til en kronkoloni, hvilket formindskede pelshandlernes magt til fordel for håndværkere og bønder. Og guvernørerne var fra denne tid vi­ceguvernører under guvernøren for Canada med residens i Penobscot .

Ved den første folketælling, som den nye viceguvernør, Hubert d'Audigny, Chevalier de Grandfontaine, lod foretage i 1671, afslø­redes det, at der var ialt ca . 400 fastboende nybyggere i Acadia. De fleste var bønder og håndværkere, bl.a. bødkere, murere, tøm­rere, skræddere,geværmagere m.v . Desuden var der et større, u­kendt antal omrejsende fiskere, jægere og "coureurs de bois" samt udstationerede soldater og missionærer.

Ved afslutningen på Acadias selvstændighed som fransk koloni _ i 1710 var der omkring 2.500 nybyggere, og ved uddrivelsen i 1755 var der 7 - 8.000 acadiere.

Efter 3-4 generationers tilvænning til Den nye Verden levede acadierne omkring år 1700 et komfortabelt om end ikke luksuriøst liv. De var arbejdsomme og levede i storfamilier, hvor familiefa­deren og de ældre havde stor autoritet . De havde store kvæghold, holdt også får , heste og grise, og sønnerne blev sendt ud for at rydde nyt land til landbrug, efterh ånden som familierne voksede sig for store til de igangværende.

13

Produktionen gav overskud til eksport af tømmer, fisk, skind og nel. altså råvarer, medens forarbejdede varer importeredes : fa­briksvarer, metaller, geværer, amm un ition. I de næsten selvfor­synende husholdninger var det kvindernes arbejde at sørge for be­klædning.

Acadierne byggede kirker, skoler og beboelseshuse og kom til at holde af den jord, de dyrkede. Det fortælles om .dem, at de var gæst­frie og muntre og fejrede kirkehøjtiderne med megen festivitas. Deres eneste fejl var en vis hang til sladder og personlig for­fængelighed. Den sidste franske guvernør over Acadia beskrev dem på denne måde: "The more I consider these people, t he more I be-1 ive they are the happiest people in the world ." (Stacey, 77-78)

Engelsk overtagelse af Acadia i 1713 og franskmændenes endelige uddrivelse af Acadia i 1755.

De amerikanske kolonier, som jo var franske, engelske eller spanske kronkolonier, blev som regel blandet ind i de mange eu­ropæiske krige i 16- og 1700-tallet, hvor England og Frankrig sammen med andre magter kæmpede mod hinanden. Og den spanske Ar­vefølgekrig fra 1702 (i Amerika kaldet Queen Anne's War) skulle blive afgørend e for Acadias skæbne. Ved freden i Utrecht i 1713 tilfaldt den acadiske halvø England. Acadierne fik visse rettig­heder under engelsk overherredømme , f. eks. religi onsfr ihed til at JdØve deres katolske tro, frihed f or militærtjeneste mod franske tropper og ret til at beholde deres ejendom. De havde i­fø lge traktaten også ret t il at flytte til Canada, hvis de ønskede det.

Den engelske overhøjhed overholdt imidlertid ikke disse be­stemmelser. Acadierne blev nægtet udrejsetilladelse, fordi deres landbrugs- og gartnerivarer var vigtige for den engelske garnison og for handel sfolkene .

En del af acadierne flygtede illegalt til Canada, men de til­bageblevne forblev neutrale under Den østrigske Arvefølgekrig, 1744-48 (i Amer i ka kaldet King George's War) trods franske trop­pers indmarch hele tre gange.

Paul Mascarene, den daværende engelske guvernør, rapporterede hjem til den engel ske regering: "The repeated attempts of the enemy on Nova Scotia have not had the succes they expected; and notwithstanding the means they used to entice or force into open

14

rebellion the Acadians, who are all of French extraction and pa­pists they have not been ab le to prevail, except upon a few of

them." (Stacey, 114) Ikke desto mindre fik en følgende guvernør ordre til at sørge

for, at acadiernes børn blev opdraget i den protestantiske tro i den hensigt at få dem til at forsvinde eller konvertere. Acadiernes mange protestskrivelser t11 regeringen i London nyttede dem i n­tet, og ma nge drog til Canada. Man regner med, at ca. 6.000 for­

lod Nova Scotia mellem 1713 og 1755. Situationen blev endnu værre for acadierne, da Char le s Lawrence

blev guvernør for · Nova Scotia i 1753 . De engelske borgere i Ha l i­fax udskreg ham som •a lowely, crafty tyrant" og indberettede ham i 1758 officielt for "oppression and tyranny", idet de anklagede ham for at have tilegnet sig 30.000 pund sterl ing i forsyninger fra de eksilerede acadiere samt tyveri af I .000 stykker kvæg og

3.000 svin. (Stacey, 115) Forhistorien var denne. Den I. august 1755 , havde Lawrence gi ­

vet alle acadiere ordre til at møde i kirkerne. De skulle flytte og tage de e j endele med sig, som de kunne bære. Den afgørende strid mellem englænderne på den ene s ide og franskmændene og de ­res indianske allierede på den anden side var allerede begyndt på dette tidspunkt.men den officielle erklæring af The French and Jnd ian war, 1756-63, blev først ud sendt året efter. Den endte med fran skmændenes afståelse af Canada til englænderne.

Mange acadiere mødte op i kirkerne, og 4.800 personer på 24 skibe udgjorde den første deportation stransport, som skulle fort­sætte indtil Parisertraktaten gjorde en ende på krigen i 1763.

6 af deportationsskibene standsede på grund af en storm i Bos­ton. Her blev acadierne gjort til slaver, og deres børn blev an­bragt i protestantiske hjem for at blive opdraget der. Acadierne måtte ikke forlade byerne i Massachusetts.(se kort s. 29-3or

Omkring 300 acadiere, som landede i New York, fik samme skæb-

ne. ca. 45 0 acadiere kom til Pennsylvania, hvor guvernøren nægtede

at tage imod dem og sendte dem tilbage til Lawrence. Skoldkopper på de overfYldte skibe reducerede acadiernes antal betydeligt før

tilbagesendeisen. Næsten I .000 acadiere blev sendt til Maryland, som var den ene ­

ste koloni, hvor de blev vel modtaget, fordi nybyggerne her var

engelske katolikker . De betragtede d~rfor i kke acadierne som "aliens" (fremmede), og hjalp dem med af bygge hJse o~ en kirke en forstad til Baltimore, som blev kendt som "The French Town " .

15

Virginias guvernør afslog ligesom Pennsylvanias at tage imod de eksilerede acadiere. Epidemiske sygdomme decimerede fangerne på de overbelastede skibe, før de blev sendt til England, hvor de blev behandlet som krigsfanger og interneredes til krigens af­slutning.

Omkring 1.000 acadiere kom til South Carolina, hvor de blev sendt på arbejde i bomulds- og i~digoma rkerne. De tjente penge til at købe to gåml~ skibe, og efter ~lere uheld og strandinger kom de i 176~ til Canada. Kun halvdelen af dem nåede fr-em· L live.

Georgia modiog ca. 400 acadiere, som ble~ sat tfl at arbejde som slaver i marken. I 1758 fik de tilladelse til at rejse, men de var færre end 100, da de nåede Canada.

Omkri ng 60% af de eksilerede acadiere døde, før de kun ne nå fran sk område igen. Familierne var ved afrejsen fra Acadia med f li d blevet splittet ad, så værst var hundreder af forældreløse bø r ns skæbne. De havde ingen steder at være, og mange af dem omkom . En del af de overlevende voksede op som englændere i engelske hjem uden viden om deres forfædre. Mange familiemedlemmer fandt aldrig hinanden igen.

De acadiere, som undslap deportationen, som guv ernør Lawrence beordrede, hv ad enten det var fra skibene eller deres hjem, blev jaget a f englænderne og indianerne. Og efter forordning fra Law­rence udbetalte den engelske administration 30 pund for hver man­deskalp over 16 å r og 25 pund for hver barne - eller kvi ndes kalp af acadiere og deres allierede Micmac-indianere.

Alligevel nåede en del at flygte, og man har udregnet, at und­slupne acadieres efterkommere idag udgør 230.000 mennesker.

Edmund Burke har givet en sober beskrivelse af acadiernes ud­drivelse. Han konkluderer således: "We did in my opinion , •os t inhumanely, and upon pretenses that, in the eye of an honest man, are not worth a farthing, root out this poor, innocent, deserving people, whom our utter inabi li ty to govern, or t o reconcile, gave us no sort of right to extirpate." (Stacey, 116)

16

Acadiernes mest yndede flugtmål var Louisiana

De acadiere, som ville bort fra AtlanterhavskystkoloniP.rnP, hvor de ikke var velkomne, havde foruden Canada tre andre flugt­muligheder. De kunne sejle til de franske kolonier i Vestindien: St. Dominique, Martinique og Guadeloupe, til Frankrig eller tage

til Louis iana. De fleste valgte det sidste. De første acadiere, som ankom til Louisiana, var de nærmest­

boende , fra de sydlige kolonier North og South Carolina og Georgia, hvortil de var deporteret. Mange af dem drog ned mod Mississippi­

deltaet på hest, i vogn.til fods eller ad floderne. En del af de eksilerede på de vestindi s ke øer fortsatte til

Louisiana, da de opdagede det tropiske klimas sygdomsplager og det slaveorienterede samfunds uretfærdigheder .

De acadiere, som var taget til Frankrig, søgte om at komme t il Louisiana i stort tal, da de opdagede, at de ikke kunne få tilde lt uopdyrket land i Frankrig. Efter meget ørkesløst bureaukrati nåede i alt l .624 acadiere Louisiana i 1786 efter 29 års eksil - for den spanske regerings regning. (Lou isia na var i mellemtiden blevet

overgivet til Spanien) Man ha vde ikke tal på de indvandrende acadiere i begy ndelsen,

men militærkommandanten, Charles Aubry, rapporterede allerede i

1763 , at der var så mange acadiere i Lo uisiana, at "we do not speak of them in hundreds anymore, but in thousands." (Stacey,119)

Op gennem 1760'erne fortsatte indvandringen af acadiere, bl.a. de ved freden i 1763 løsladte, som havde siddet fanget under kr i-

gen. En del af de førstankomne bosatte sig formodentlig ved Missis-

sippi-flodens kyster, andre fik efter 1764 tilladelse til at bo­sætte sig omkring Poste des Attakapas i den sydvestlige del af kolonien, kaldet la Nouvelle Acadie des Attakapas . Fra disse aca­diere nedstammer vore dages indbyggere i St. Martin, Lafayette,

Iberia, ~ermilion og St. Mary parishes. I dag er der derfor den bedste grobund i disse parishes for un­

dervisning i fransk som fremmedsprog eller fransk~engelsk to-spro­

get undervisning . (herom senere)

17

Koloniseringen af Louisiana

Pio nertiden

Pelshandelen , som var fransk Canadas indtægtskilde, blev hur­tigt udtømt i et bestemt område, fordi der blev drevet rovdrift på bævere, bjørne, rensdyr etc. Derfor måtte fransk-canadierne søge længere vestpå. Desu den blev franskmændene fristet af ind ianernes tale om den store smuk ke f lod, som løb helt ned t il The Vermilion Sea f orbi byen Cathy. Indianerne fortalte også om kobber og sølv­miner mo d vest.

Iroquois-indianerne, som handlede skind med de hollandske kolo­nister, kontrolle r ede det nuværende område for sta t en New York. De var fjend tl igtsindede overfor de stammer, som franskmændene havde som sk ind leverandører, The Hu ro ns og The Algonquins, ~g som det næsten også lykkedes dem a t udrydde. Følgen blev, at fransk­mændene måtte udvide deres skindhandelsområde vest for Iroquois­om rådet.

Ren~ Robert Cavelier, Sieur de la Salle, føå t i Rouen i 1648, kom i 1667 til Sulpici aner-ordenen i Montreal, af hvilken hans broder var medlem . Ha n blev grund læggeren af det mægtige, franske Louisiana - te rr itorium , som blev inddraget under la Nouvelle France.

La Salle lyttede ti l indianernes fortællinger om den store flod, som førte til søuhyrernes, dvs. alligatorernes land . Han startede sine rejser op ad Ohio-floden og udforskede og kortlagde store dele af Louisiana-territoriet, som blandt ande t kom t il at omfatte de nuværende stater Louisiana, Missouri, Arkansas, Iowa, Minnesota , Ohio og Missis ip pi.(se kort s. 29-30)

Efter flere farefulde rejser blandt venligt- som fjendtligt­sindede indianerstammer, kunne la Salte i 1682 anbringe en fra nsk våbenfrakke på en pæl ved indianernes Istrouma, frit oversat til det nuværende: Baton Rouge i Missisippidalen og erklære hele om ­rådet fra og med Ohio til Den mexikanske Golf for fransk område, tilhørende Ludvig XIV og hans efterkommere. Deraf navnet Louisiana.

Befolkningskolonisationen af Louisiana

Der skulle ko mme til at gå flere år, før den egentlige befo lk ­ningskol on isation af Lou isiana begyndte.

La Salle dro g selv afst ed med e n gruppe kolonister fra Fran-

18

krig for at tage det nye franske territorium i besiddelse. men h~n var nu fulgt af uheld. En dåriig skipper satte ham af på Texas sletter og lettede derpå anker. La Salle, som forsøgte at nå op til Canada ad landvejen, blev myrdet af en af si ne folk på vejen.

For franskmændene gjaldt det nu om at tage Louisiana-territo­riet i besiddelse, inden spanierne og englænderne kom dem i for­købet . I slutningen af 1690'erne blev der fra Canada sendt mis­sionærer ned langs Mississippi-floden som fortropper for at kristoe indianerne, og der blev oprettet missioner blandt The Tensas og

The Tunicas. Det skulle blive en canadisk krigshelt fra Montreal, Pierre

d' Ibervill~. som - ~rundlagde selve kolonien, Louisiana, sammen med sin yngre broder, Jean-Baptiste de Bienville. De Bienville skulle blive primus motor i hele den periode, hvor Louisiana var fransk

territorium. 1 1699 nåede Pierre d' Ibervi I le ad søvejen fra Frankrig ti 1 Miss is·

slppi-floden s munding med 300 mænd og fandt La Salles efter­ladte våbenfrakke på pælen ved Baton Rouge, beviset på, at man

var nået til det rigtige sted. D'Iberville byggede det første fort for at sikre den nye kolo­

nis forsvar og bevogte adgangen til floden: Fort Maurepas. Han ef­terlod der 75 af sine bedste mænd.da han samme år sejlede tilbage til Frankrig efter nye forsyninger. Man vidste endnu ikke, hv ordan man skul le overleve ved jagt, fiskeri og landbrug i det subtropiske klima. Først i 1704 blev der sendt kvinder og familier til Louisi­ana, så en egentlig befolkningskolonisation langsomt kunne tage s in

begyndelse. Herefter var koloniens totale befolkning på 195, hvoraf 94 - var

soldater og sømænd, som var kontraktansatte og forventedes at tage tilbage til moderlandet. Yderligere var der omkring 50 canadiske jægere og handlende, som strejfede om og sjældent sås i bosæt­telserne. I 1706 var befolkningen svundet ind til 85 nybyggere, men forøgedes i 1710 til 178 med nye kolonister fra Frankrig.

Jean-Baptiste de Bienville var i disse første år leder af kolo­

nien, som ha vde mange plager at slås med. Fra De vestindiske Øer, som ofte var mellemlandingssted, havde

kolonister bragt den gule feber, og en del døde af den uvante tro­pesygdom. Hurricanes (hvirvelstorme) ødelagde bebyggelserne og lavede oversvømmelser. Franskmændene havde vanskeligt ved at brød-

19

føde sig selv, idet de lag de deres tilværelse an på pelshandelen . Disse forhold bevirkede, at den franske regering ikke fik nogen

profit ud af kolonien, som den skulle sende fødevarer ud til samt andre fornødenheder. Den var foreløbig kun et dræn i statskas sen .

I 1712 fik Antoine Crozat derfor hande lsrettigheder og konces­sion på udvi ndel se af mineraler, (man søgte især efter kobber), mod at sørge for nødvendige forsyninge r og ammunition.

Crozats nye guvernør. Antoine de la Mothe Cadillac, forsøgte energisk at bringe kolonien på fode, på trods af at han, som han skrev hjem, ikke mente, at det kunne betale s ig. "This wh ole con­tinent is not wort h having", surmulede han fordømmende, og om ager­brug, som ha n blev bedt om at sæt te igang: "This wre tche d coun-try i s good for nothing." (Stacey, 108)

Cadillac oparbejdede samtidig energisk en handel med både spa ­nierne i Mexi co og Florida og med de engelske kolonier, og da ca ­nadi ske jægere, forretningsfolk og "coureurs de boi s" ikke kunne drives t il foragteligt landbrugsarbejde, indførte han negerslaver dertil . Der ankom 500 i 1716 og 3.000 i 1717.

Men på det tidspunkt havde Antoine Crozat tabt nogle mill i oner på Lou i sia na og bad om at blive løst fra sine forp lig telser . På grund af uvidenhed om dyrkningsmetoder , om k lima, om ernæring m. v . var det næste n en naturlov, at de før ste koncessions ha vere tabte på ko lonisationen .

En skotsk fi nansmand, John Law, overtog koncessio nen på kol o­nien, hvor de Bienville påny blev guvernø r . Law lovede at sende 6.000 ko lonister og 3.000 negerslaver til Louisiana inden for 10 år, altså inde n 1727.

Det skulle im idlertid vise sig at være et problem at få fra nsk­mændene ti 1 at forlade "La Bel le France", som de anså for at være d~t bedste land på jorden, for at slå sig i gennem som nybyggere

vildn isset . I 1718 og 19 sendte man derfor som tidligere prøvet i Acadia

ca. 800 kolonister og flere infanterikompagnier ud, hvoraf de f les te var fanger og vagabonder, b l. a. 80 piger fra en opd ra gelses­anstalt i Paris. Som førhen viste det sig at være en dårl ig ide. De kunne i kke klare det uvante liv og klima. Mange døde, og res­

ten blev snart en offentlig byrde. John Law fandt nu på at anvende moderne publ i c r elation-met oder .

Han ;predte glødende ann oncer i Rhindalen og Svejts.

20

Man har talt om, at op mod 10.000 tyskere kom til Louisiana, men moderne forskning regner kun med omkring I .200. En del blev trætte af at vente i de franske havne og tog hjem, andre døde af

smitsomme sygdomme på skibene. lait ankom der dog i årene fra 1720-22 mellem 4.000-5.000 kolo­

nister til Louisiana fra Frankrig, Tyskland og Svejts. Der var i ­midlertid ikke altid tilstrækkelige forsyninger ved deres ankomst, og de måtte defor le ve af østers, krabber og fisk samt købe majs af indianerne. En del døde af sult eller sygdom, før de kunne blive

anbragt i beboelsesområderne. størsteparten af de overlevende nybyggere bosatte sig nord for

New Orleans ved Missisippi-floderi, som snar t kom til at hedde The German Coast. Den dag idag ser man lange, smalle markstrimler, man dengang udlagde, gå ned til floden, for at der kunne være ad­gang til den vigtigste færdselsvej for alle.

Disse nye motiverede kolonister viste sig at være dygtige og flittige landmænd, som gav et værdifuldt tilskud til Louisiana. Flere historikere mener, at tyskerne, som hurtigt blandede sig ægteskabeligt med franskmændene og fik franske navne, reddede ko­lonien fra stagnation. De franske præster, som døbte børnene, for­franskede simpelthen de tyske navne. Zweig blev f. eks . til La Branche, Miltenberger til Mil de Bergue og Edelmeier blev ti l l e

Maire, osv .. Fra midten af 1720'erne led kolonien under manglende interesse

og som følge deraf af manglende for syninger fra Frankrig. India­nerne angreb flere gange. Natchez-indianerne angreb således første gang i i729 Fort Rosalie, tilskyndet af engelske handelsfolk, og den franske garnision kæmpede flere gange mellem 1733-40 med Choctaw- og Alabama-indianerne.

Guvernør de Bienville var den betydeligste skikkelse under Louisianas franske kolonisering. Han var 19 år, da hans ældre bro ­der, guvernør Pierre d' Iberville, overlod ham posten som næst­kommanderende over ko\onien. Da d'Iberville pludselig døde, blev han første gang guvernør i en alder af 21 år.

Han hjalp med at bygge Fort Maurepas som det første, Fort Rosa-1 ie ved Natchez, Fort St. Louis ved Mobile og poster ved Block I sland , Baton Rouge og på den nedre Mississippi.Han byggede end­videre byerne Mobile i 1711 og New Orleans i 1718. Det berømte French Quarter eller Le Vieux Carr~. som er den by af mursten,

21

der rejste sig i 1721 og 22 efter ødelæggende hvirvelstorme årene forud, var han bygmester for . De Bienville udforskede ter­ritoriet og flodløbene og tegnede de første kort. Han talte flere indianske dialekter og førte og afsluttede krige med mægtige india­nerstammer.

De Bienville l od det første kvæg, de første svin og kyllinger komme til kolonien. Han fik dyrket og eksporterede den første bomuld og tobak . Han eksperimenterede med indigo og silke, og han eksporterede det første tømmer. Han var sømand, soldat og opdagel­sesrejsende, men først og fremmest var han bygherre. Og han hav­de optimisme, udholdenhed og styrke på det tidspunkt, hvor kolo­nien i svøb behøvede det mest . Han i nkarnerede de egenskaber, en kolonist må besidde, og gjorde hele pionertiden og befolknings­kolonisationen med.

Et af hans sidste initiativer som guvernør i Louisiana var at anmode om etableringen af et gymnasium, som skulle uddanne de un­ge mennesker på bostedet . Og i 1762, da han forlængst havde t r uk­ket sig tilbage til Frankrig på pension, af mismod med den franske regerings ligegyldighed, var hans sidste gerning for kolonien et forgæves f orsøg på at overtale franske hofembedsmænd til ikke at overgive Louisiana til Spanien.

Afslutningen på det franske kolonievent yr

På dette tidspunkt vidste den franske regering, at The French and Indian War var tabt. For at Louisiana ikke skulle tilfalde englænderne, overgav man territoriet ti l Spanien ved en hemmel i g afta le.

Da traktaten i 1763 blev underskrevet efter The French and In ­dian War (eller Syv - årskrigen), måtte Frankrig afstå Canada til englænderne. Denne skæbne blev altså ikke Louisiana til del.

l 1793 erklærede Frankrig krig mod England, og der var nu krig 22 år, bortset fra årene 1801-03, og det var ved krigsophøret i 1801, at Spanien overgav Louisiana til Frankrig.

Netop dette år ble v Thomas Jefferson præsident for Amerikas forenede Stater, som gennem uafhængighedskrigen fra 1776-B4 hav­de gjort sig fri af det e nge lske overherredømme .

Da der igen i 1803 udbrød krig mellem Napoleons Frankrig og England, var den amerikanske regering bange for, at førstekonsu­len skulle lukke New Drleans havn. Herfra udskibedes korn og andre

22

landbrugsprodukter til Atlanterhavskolonierne og Den gamle Verde n . Yderligere var det naturligvis vigtigt for U.S.A. at sikre sig det s tore Loui s iana-territorium, som dengang strakte sig fra Mississip­

pi-floden til Det yderste Vesten. Jefferson sendte en repræsentant til Frankrig med køb af Loui­

siana for øje. Det skulle lykkes over forventning. Nap oleon, som regnede med, at han alligevel ville miste Louisiana i krigen med England, havde allerede meddelt den amerikanske minister i Paris, at han ville sælge kolonien til U. S .A. for 15.000.000 dollars. (The Beards', 180) Jefferson var forundret over tilbuddet og d~n lave pris, men sin vane tro skaltede og valtede Napoleon med . lande og befolkninger. Købet fandt sted i 1803. Frankrig havde således ikke flere besiddelser på Det nordamerikanske kontinent. Dets ko­

lonieventyr var slut i denne del af verden. Kort over forandringer i engelske, franske og spanske besid­

delser i Amerika, 1664-1775 (The Beard s ', 90) viser, at de franske besiddelser oprindelig var mere omfattende end de engelske. Al­ligevel var det den anglofone befolkning, som efterhånden fik herredømme over hele kontinentet. Ved at s ammenh olde den netop fortalte franske kolonisations historie med den mere velkendte engelske vil jeg vise, hvorfor det gik således.(se korts. 29-30)

HVORFOR KOLONISEREDE EUROPÆERNE AMERIKA? Generelle grunde til kolonisationen af Amerika

Englændere og franskmænd havde fælles grunde til at kolonisere Den nye verden. Fra 1618-1776 spredte 80 års krige ødelæggelse i Vesteuropa. Og når ødelæggelserne blev så omfattende på både ci­vile og soldater, skyldtes det de stående hære, man indførte, og anvendelsen af krudt og kugler. Yderligere stjal man mænd for med magt at indrullere dem i disse hære. Befolkningerne i Europa hav­de altså grunde til at søge at komme til en ny og bedre verden.

De i kolonisationsårhundrederne bestandig krigsførende europæ­iske magter var naturligvis interesseret i at udvide deres impe­rier. Det gælder, som vi har set, både England og Frankrig.

Regeringerne havde yderligere en anden interesse tilfælles med private købmænd eller handelskompagnier, nemlig den at tjene pen­ge på handelsprivilegier og salg af jord i Amerika. For ikke at blive forstyrret i de profitmæssige forehavender var det nødven-

23

dig t at omvende indianerne, så de blev mindre krigeris ke og mere føjeligt lod sig udnytte som råleverandører af f. eks. skind og til af ståe l se af jord til dyrkning.

Religiø se grunde til emigrati on

Englænderne havde imidlertid flere grunde til at emi grere til Amerika end franskmændene. En a f dem var ønsket om religionsfri­hed t idligt i 1600-tallet.

Siden Reforma tione n havde der været religionsstridigheder i Europa, og Dronning Elisabet h havde i 1558 etableret The Church of England, som havde bevaret et stærkt katolsk præg. Den calvin­ske oppos ition "puritanerne" blev forfulgt med fængsel, tortur og la ndf lygt igh ed under James I ' og Charles I ' autoritære regime r f ra 1603. En del af disse "puritanere" tog til Den nye Verden, som for dem var "Det forjættede Land". Nogle af de første, som var ombord på det navnkundige "Mayf lower" grundlagde Plymouth i 1606 .

Da "puritanerne" under Oliver Cromwells styre var kommet til magten, fik de "Ridderlige Kava lerer" religiøse og politiske grun ­de ti l at emigrere til Amerika. Kavalererne, som var Char les I' tilhængere, blev af Cromwell slået i borger krigen i to slag i 1644 og 1645. De etablerede sig i kolonien Virgi ni a .

Fransk mændene havde ikke i pione rtide n de samme tvi ngende re -1 igiøs e grunde til emigration. Edik tet i Nantes, som var gældende fra 1598-1685, gav relativ stor religionsfrihed t il de franske protestanter.

De første franske huguenotter kom til Ameri ka i deres egenskab af eksperter på visse dyrkningsområder. De tidligst omtalte er de erfarne vindyrkere, som regnskab sføreren i "The Virginia Company" skrev, at der var sendt bud efter i 1619. Også Charles II af Eng ­land hyrede huguenot te r til at dyrke vinmarker, enebær og oliven­træer i South Carolina, hvor de grundlagde Charleston i 1680 og efterhånden 5 andre huguenotbosættelser.

Men disse emigranter var kun isolerede tilfælde, indtil Ed ik ­tet i Nantes blev tilbagekaldt i 1685. Så kom f lere hundreder af dem. Man ved ikke hvor mange. (Mikesell, 146-47)

Det te s temmer udmærket overen s med , at vi ved, at langt de n overvejende del af franskmændene i Aca dia og Louisiana var kato­likke r , som blev forfulgt for de r es tro af protesta nterne .

24

Arbejdsløshed og mangel på adgang til jord er en grund til eng­lænderes emigration til Amerika

Godsejerene sad på al jord i England, og da de omkring 1600-tal­let fandt på at lægge deres landbrug om fra kornavl til fåreavl, blev et stort antal landarbejdere arbejdsløse. Uld gav profit ved salg til andre europæiske lande, og fåreavlen krævede ikke noget stort falkehold, så arbejderne drev til byerne som arbejdsløse. Her udgjorde de mange steder 1/3 af befolkningen og blev kaldt "pauper s".

På grund af denne situation lyttede mange i de engelske byer på råbet om land i Amerika.

Franskmændene havde ikke den samme økonomiske og landbrugsmæs­sige udvikling som England og derfor heller ikke den samme til­skyndelse til emigration .

Selvom vi ikke har nogen samlede tal for, hvor mange kolonis­ter, der kom fra England og hvor mange,der kom fra Frankrig og andre lande i Europa i 16- og 1700-ta ll et, så ved vi, at der kom mange flere fra England end fra andre lande .

Dette er i sig se lv en grund til , at englænderne f år overtaget over franskmændene. Der er imidlertid også andre grunde.

De engelske kolonier er mere demokratisk styrede end de franske

Der var ingen folkevalgte forsamlinger i La Nouvelle Fra~ce, medens de engelske kolonier tidligt styredes af valgte forsamlin­ger. Virginia fik en lokalforsamling i 1619, Plymouth i 1620 (= the Mayflower document), Massachusett s Bay havde fra 1634 en forsamling med repræsentanter fra alle koloniens byer. Maryland fik frimandsforsamling i 1635 og Lang Island og New Haven i 1643. I de to sidstnævnte valgtes ligesom i Connecticut fra 1662 guver­nøren, hans hjælpere og repræsentanter ved almindelig valgret. Vælgerne i de engelske kolonier var som oftest alle frie mænd med ejendom over en vis størrelse.

De engelske kolonister havde ofte været på flugt for den an­glikanske kirke - for the establisment: kirken og kronen, og de var fra starten belavet på at lave et nyt samfund uden samfunds­klasser.

Deres kirkelige organisation var mange steder demokratisk - ef­ter dens tids forhold . Menighederne havde direkte indflydelse på

25

kirkestyrelsen, og der var en tæt sammenknytn ing mellem politisk aktivitet og kirkelig aktivitet, især i byerne i New England.

Denne bevidste, protestantiske holdning bevirkede, at man var intolerant overfor katoli kke r. Og det var almi nde lig kolonial praksis op til Uafhængigheden i 1784, at katolikker var udeluk­ket fra de demokratiske processer og altså uden po li tisk indfly­de lse .

Og de demokratiske grundprin c ipper gjorde, at den sociale mo­bi l i tet synes at have været høj - noget som ser ud t il at have væ­ret uden sidestykke i det moderne Europa.

I praksis foregik det på den måde, at mange tjenestefolk -mindst 10.000 - steg op ad samfundsstigen fra kontraktarbejde til "f r ihed"·. (The Beards', 64) Det var landarbejdere på godser, hånd ­værkere og kontorf olk , som havde været ansat hos købmænd på kon­trakt. Efter endt kontrak tarbe jde erhvervede de sig land eller e­tablerede s ig som se lvstændige håndværkere og købmænd. Uafhængige pi one rer og tidligere kontraktarbejdere tog til "the frontier " , ryddede la nd og byggede huse til sig selv, hvorpå de bad om be ­skyttelse og ligeret i de gamle samfund. Hvor dette ikke var mu ­ligt, kunne der udbryde oprør mod guvernører og lan dmo nopolinde­have re , som det blev tilfældet i Virginia i 1676 .

Der var 4 grupper i samfundet, som i de enge ls ke kolonier sør ­gede for at udbrede ideer ne om det klasseløse samfu nd med po l itisk og religiøs frihed: Præster, sagførere, læger samt bog- og b l adud­givere. Et typisk eksempel er John Wise, der afviste, at de pri­vil igerede k l asser skulle regere som i moderlandet, England. " No man", erklærede han i 1717, "is naturally entitled to a greater proportion of the earth than another." (The Beards', 66)

Franskmændene kom til Den nye Verden med en anden baggrund end eng læn derne. De var, som vi har set, som oftest se ndt ud af my n­dighederne, de var få, de var slet motiverede, og de var først og fremmest en del af det feud ale monarkis imperialistiske inte resser .

De havde ingen ideer om at skabe et nyt samfund, og uddannelse, som kunne have været en løftestang i denne sammenhæng , var de ikke interesseret i at udbrede t il alle samfundsklasser . De katolske præster er i La Nouvelle France som andre steder blevet beskyldt for at vil le holde befo l kningen i uvidenhed - i modsætning til de protestan t i s ke, hvi s hele id~grundlag hvilede på, at alle skulle lære de h ~llige og andre skrifter for selv at kunne tage stilling.

26

Agrarbef o lkningen i Acadia fik sålerjes ikke nogen uddannelse af betydning . Det samme gjaldt land- og fiskerbefolkningen i Louisiana. overklassen i Louisiana sendte . derimod deres børn t il Frankrig f or at blive opdraget og uddannet. Man oprettede altså ikke et decentralt skol esystem som i de engelske kolonier, for alt fandtes jo og var bedst i moderlandet, Frankrig .

Det samfund, som dannedes i Louisiana-territoriets sydlige og tættest befolkede del var da også et typisk kolonialt plantage­samfund med store klasseforskelle. Det var endog et slavesamfund og al tså på et endnu lavere stade end de europæiske middelalder-

samfund. Plantageejerne, som var creoler~. dvs. efterkommere af de før­

ste franske og s~anske pionerer, besad sammen med den kongeligt udnævnte guvernør hele den økonomiske og politiske magt. Sorte og hvide landarbejdere levede langt under eksistensminimum. Og der var ingen grobund for uafhængighedsideer.

Da politiske og økonomiske restriktioner fra slutningen af J760'erne fik befolkningen i de enge ls ke kolonier til at reagere mod moderlandet, var det ikke politiske elle r uddannelsesmæssige novicer, som indkaldte til den første kongres i Philade l phia den 5. september 1774. Den blev så udgangspunkt for den stærke for­svarsunion af de 13 engelske kolonier, som ingen siden kunne be­sejre, og som alle kolonier anglede efter at blive optaget som

medlem af. I den stolte uafhængighedserklæring fra 4. j uli 1776, som den­

ne union hviler på : "All men are created equal and endowed by their Creator with certain unalienable rights, among which are Jife, Jiberty, and the pursuit of hapiness", Jigger også, at be­folkningerne i Unionens stater anser det for en mission at bringe deres "frihed" til virkeliggørelse i alle andre stater.

Staten Louisiana i nyere tid

Dette er et mål, som først i disse år er ved at blive realise­

ret 1 Louisiana. De feudale strukturer bevaredes i denne stat også efter borger­

krigen mellem nord- og sydstaterne, 1861-65, og slaveriets ophæ­velse. Langt op i 1900-tallet var det en lille overklasse, som sad på al økonomisk og politisk magt, dvs. plantageejerne, finans- og handelsfyrsterne, som dre v dampskibsselskaberne og jernbanerne og

27

senere udvandt gas og o li e.

I dette o ligargiske elitestyrelse fik 1kke-hv1de først valgret i 1950'erne, og den polit is ke pass i vitet var udbredt. Kun ca . 14% stemte ved valgene i 1920 , og det har været meget almindeligt op ti l idag at sæ l ge sin stemme eller lade familieoverhovedet stemme for alle fam i liemedlemmerne.

De nn e mangel på demokratisk sans afspejler sig endnu i begy ndel ­se n af 1970'erne i ringe interesse for avislæsning. Kun 34% af be ­fol kninge n i Lo uisiana læser en avis daglig sammenli gnet med 63% i Ma ssachusetts og 50% i Indiana . (Pierce, 78)

Politisk uvidenhed og passivitet er f attigdommens følgesvende, og Lo ui si ana har indtil nu være t en af de f att igste stater i U.S . A. I 1929 var dens per capita i nkomst 59% af de t nationa l e gennem­snit . I 1972 var den steget t il 78% på grund af olie- og gasf un ­dene. Men i begyndelsen af ?O'erne var Louis ian a kun nr . 45 ud af 50 stater .

Nøgleproblemet til statens økonomiske og politiske problemer - der var en udbredt korruption - var utvivlsomt uddannelsespro­b 1 emet.

Endnu i begyndelsen af 1970'erne var der ca . 70 . 000 analfabeter i Louisiana. Der var ikke tradition for sko l egang i den sydlige fransktalende del af Louisiana, hvor børnene overtog fad erens fisker- og fangererhverv, og først i 1898 begyndte staten at ind­føre gratis, offentlig undervisning, og så sent som i 1916 b l ev der tvungen skolegang ved lov .

Endnu i 1920'erne kunne kun I ud af 5 hv ide landmænd læse og skr i ve . 1940-fo l ketælli ngen viste, at 15% af hvide l andmænd over 25 år havde gået i skole mindre end l år . (De refter kom Virginia med 7 % , Texas med 5 % og Mi s s is s i p p i med 3 % ) . I l 9 6 O va r der 6 , 3 % analfabeter i Lou i siana , dvs. flere end i nogen anden stat . I 1970 var procentandelen faldet til 3 ,9, men var stadig den højeste landet.

Problemet var mest akut i de franske parishes, som følgende ta ­bel , der medtager folk over 25 år , viser:

28

No Shooling U.S.Average 2% Louisiana Average 4 Selected French Parishes Acadia 12 Assumption Evangeline Vermi l lon

(Pierce , 78)

9

12 12

Less than 5 Years (Functional Illiterates)

5% 13

26 28 29 25

High School Graduates

52% 42

28 24 23 27

Louisiana-guvernøren, Huey Pierce Lang, af fransk-skotsk he r ­komst, var den første som for alvor søgte at løse fattigdoms- og uddannelsesproblemerne, bl.a. ved at lade gas- og olieproduktion­nen beskatte dobbelt så hårdt som i nabostaten Texas, fra 1935 .

Et virkeligt skred i undervisningen for den frankofone befo l k­ningsgruppe kom dog først fra midten af 1960'erne med Title VII og the Elementary and Secondary Edu cation Aet med ændringer i 1968, 1975 og 1978. Den fastsætter rammerne for den to - sprogede undervisn ing. 1 1979-80 modtog 14.765 fransksprogede børn undervis­ning under denne lov. (Needs Assessment)

I 1975 vedtog staten Louisiana, at et fremmedsprog skulle stu­de res fra 1 .-12. klasse, hvis 25% af forældrekredsen ønskede det . I 1979-80 var der derfor 42.000 skoleelever, som læste fransk. (Survey of State Legislation .. , 4) note I)

Først nu, hvor den fransksprogede befolkning er begyndt at værdsætte uddannelse og former deres liv efter de engelsksprogedes principper, og hvor generationen på 40 taler bedre engelsk end f ransk, har de også fået overskud til at gå tilbage til deres rød­der, til at hæge om den gamle kultur og det gamle sprog, at dyrke cajunmusik, cajunkøkken og de gamle franske skikke, som satte livs­nydelsen i højsædet. De to sæt værdinormer kan åbenbart godt for­

enes. Louisiana har de sidste år haft økonomisk vækst.

note 1) Det totale antal elever fra børnehaveklasse til 12. klas­se var i 1978: 823.000. (Digest of Education Statistic s 1979, U.S. Government Printing Office, Wash. D.C., 1980 s. 36)

"-i)ll.l'U .A\lfltitA. 11ii.- ~ .. ~ ~~ ... ~ J~ ~~.t«: '~~·~~ .... , "!-' "_

~~ '~'"°' ~\;.,. )iN,. ~ ;;-

~· '"

---L '

( \ l>'

v ' t

. " I

,, (

29

' l l

r

,$ "

\.. '

I !·

30

1775

a......, 1n r." .... fmidl. eo1 s,­'-·"'"'-la. '"4-rm.

,.....,. ••. ,,.... m11111111111 11111111111

~ (. .(,"·:.::;\>)

BIBLIOGRAFI The Beards' New Ba s ic History of th e Un1 ted St at es, Do ubleday &

Co11pany, In e ., Garden City, N. Y., 1960 .

Bilingual Bicultural Education, Staff Paper for the President's Commission, 1979.

1978 Evaluation of Louisiana State-Wide COOOFIL French Program, Lafayette, La., 1978.

31

Fishmann, Joshua, A.: Language Loyalty in the United States, Mou ­ton & Co., London, The Hague, Paris, 1966.

Hallowell, Christopher: People of the Bayou - Cajun Li fe in Lost America, E.P. Outton, New York, 1979 .

Mikesel I, Marie-Reine: The Huguenots, in: A Franco-American Overview, Volume l , compiled by: Renaud S. Albert, National Assessment and Dissemination Center for Bilingual/BiculturaI Educat ion, Cambridge, Mass., 1979.

Pierce, Neal, R. : The Deep South, States of America, W. W. Norton & Co. Ine . , New York, 1974 .

Needs Assessment, Demographic Information, National BilinguaI Re­source Center, University of Southwestern Louisiana, 1980 .

Stacey, Truman: Louisiana's French Heritage, in: A Franco-Ameri­can Overview, Volume !, compiled by: Renaud S. Albert, National Assessment and Dissemination Center for Bilingual/Bicultural Education, Cambridge, Mass., 1979.

Strength through Wisdom, A Crit i que of U. S. Capability, A Report t o th e President from the President' s Commission on Foreign Lan gua ge and Internati on a l St ud ie s , November 1979.

Survey of State Legislation and State Adm i nistration Policies Relating to Foreign Language Study, By Devra Nusbaum, Modern Language Associat ion of America , Spring 1979 . (dup!.)

Warriner, Helen , P.: Issues in the Learning of Foreign Languages, Virginia State Dept. of Education, Richmond, Virginia, 1979. (dup I.)