KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN

Bøger # 25 21. juni 2013 9

– Men rent statistik er det mænd, som oftest begår selvmord og bliver hjemløse?

»Det er jo altid synd, når der er nogle, som lider. Men det er jo

mænd, som har indrettet samfun-det. Det er jo deres system. Det kan da aldrig være kvindernes skyld, at mændene

fucker hinanden så meget op, at de

ender med at tage livet af sig selv.«

»PRODUCT of the welfare state« står der på en plakat, som

hænger ved siden af et billede af John Lennon på væggen i det rødmalede køk-

ken. Caitlin Moran er en erklæret »working class hero« på den britiske måde, hvor pop-kulturen er et våben mod et klassesamfund, som stadig fordeler privilegierne skarpt efter herkomst. Et våben, som arbejderklassen er ved at miste.

»Du kan ikke tjene penge på at lave musik mere. Du kan ikke tjene penge på at skrive bøger. Journalistik plejede at være en af de måder, hvor unge fra arbejderklassen kunne arbejde sig op i samfundet. Det er slut. Hele medieverdenen består efterhån-den af ulønnet praktik og gratis blogs. Du kan kun gøre karriere i medieverdenen, hvis du har nogle rige forældre, som gider betale for dig.«

– Din egen bog starter med en beskrivelse af din opvækst i arbejderklassen, men den ender med at handle om middelklassekvinders forbrug af højhælede sko?

»Nej, for den handler om mig hele vejen, og jeg er stadig fra arbejderklassen. Jeg er bare en fra arbejderklassen, som har tjent penge. Klasse handler ikke om indkomst. Det handler om den måde, som du gør tingene på. Jeg sparer ikke op for eksem-pel. Hele middelklassens trip handler om at fordele og bruge sine ressourcer på det rigtige tidspunkt og på de rigtige ting, men i arbejderklassen har man ingen fremtid, så man kan lige så godt bruge, hvad man har nu. Jeg hader den der med, at ’Du er ikke arbejderklasse længere. Du er middelklasse.’ For når arbejderklassen kun er dem, som bliver hængende på bunden af samfundet, så ligner arbejderklassen lort. Og så bliver det alt for nemt at sige, at de har et elendigt liv, fordi de ikke kan finde ud af andet.«

– Tror du, at du har haft nemmere ved at blæse på alle de her kvindeidealer, fordi du er fra arbejderklassen?

»Kvinder fra arbejderklassen bliver behandlet som affald. Du ved ikke, hvor meget lort jeg hører om arbejderkvinder. Deres hår er vulgært. De er fede. Deres

kjoler er for nedringede. De bliver pis-sefulde og brækker sig på gaden. Og så ser middelklassens kvinder ned på dem og siger: ’Hvorfor kan den klamme gås ikke bare drikke et enkelt glas vin ligesom os andre?’ Jamen, fordi det ikke ville være en skid sjovt. I dag holder jeg jo middags-selskaber, fordi jeg har fået et dejligt hus. Det havde vi jo ikke, da jeg var barn. Vi ejede ikke spisebord. Selvfølgelig har man ikke middagsselskaber, hvis man bor i en lille muggen lejlighed, så tager man ned på pubben og drikker sig sejlende stiv,« siger Caitlin Moran og rejser sig op for at smadre en dræbersnegl med en dåse cola. Sodavand og snegleslim sprøjter ud over hendes kjole. Så sætter hun sig uanfægtet ned igen og taler videre.

»Når man ser, hvordan arbejderklassens kvinder bliver portrætteret i medierne, så er det sgu lige meget, om jeg fortæller, at jeg var smældfed som teenager og brugte al min fritid på at onanere. Og hvis jeg fortæl-ler min egen historie, så kan jeg tjene penge på den. Jeg kan kontrollere den. Det er så vigtigt. At man har magten til selv at kon-trollere, hvilke historier der bliver fortalt.«

Hver dag sidder Caitlin Moran ved sit skrivebord midt i sit køkken, mens ordene vælter ud af hende. Hun har travlt, for siden How to Be a Woman nåede bestsel-lerlisten, har smigrende tilbud om filmma-nuskripter, faste klummer og tv-optrædener regnet ned over hende.

»Jeg er gået over til at skrive fiktion, for jeg har erkendt, at man kun kan nå et vist stykke med journalistik og klummer. Hvis man virkelig vil nå masserne, så skal man fortælle historier. Det var det, som Dickens og George Orwell vidste. De er mine store inspirationskilder i øjeblikket,« forklarer Caitlin Moran, som er overbevist om, at hun er en del af en bølge, som er lige så stærk som den, der skyllede hen over verden i slutningen af 1960erne.

»Jeg kender min pophistorie, og i dag er vi fuldstændig i samme situation som i 1960erne. Der er enormt mange unge. Der er et system, som har fejlet fuldstændig. Det er de hvide rige mænd, som bestem-mer det hele, og vi har alle den der følelse af at være låst fast. Det er nu, det hele vil eksplodere!«

Men er en kvinde, som snart har teena-gedøtre og har skrevet om musik og pop-kultur, siden Blur udgav sit første single, ikke alt for gammel til at lede et ungdoms-oprør? Caitlin Moran griner højlydt.

»Da jeg var ung, gik jeg til rave parties, og der var en, som vi kaldte ’Ravegranny’, fordi hun simpelthen var så gammel. I virkeligheden var hun nok yngre, end jeg er nu! Vi var vilde med hende, fordi hun bare dansede og sørgede for, at alle drak vand nok. Hvis jeg skal være feminismens ’Ravegranny’, så er det fint med mig. Jeg vil gerne være storesøsteren, som siger: ’Kom så, unger! Det er den vej til barrikaderne.’«

Af RENÉ GUMMER

Jan Poulsen: David Bowie. Station til station – mod den næste dag. 406 sider, ill. Vejl. pris 350 kr. Gyldendal.

»Som et lyn fra en klar himmel steg han ned på jorden igen.«

Sådan indleder Jan Poulsen sin biografi om David Bowie. Han

hentyder til den dag i begyndelsen af januar 2013, hvor »verden vågnede op til en ny sang med David Bowie«. I begge udsagn ligger der en hundsk, ja, næsten religiøs beundring for hovedpersonen. Det kan godt være svært at sluge en hel bog fuld af den slags kvalme fra-ser, så det var en anmelder, der måtte trække godt med luft ind for at komme videre i teksten.

Men det er jeg til gengæld også glad for, at jeg gjorde. For Poulsen har fat i den lange ende: Han skriver så smittende engageret og indsigtsfuldt, at enhver Bowie-skeptiker – eller Poulsen-skeptiker – må overgive sig og styrte hen til grammofonen for at få mere, mere, mere Bowie.

Jan Poulsen har siden 1981 været hoved-forfatter på Politikens Rockleksikon; læseren er i sikre faglige hænder, når det gælder årstal, udgivelser og anekdoter. Oven i hatten er Poulsen så også en god skribent, der forstår at vælge sine historier ud og præsentere dem, så man hænger ved gennem kapitlerne. Station til station er kronologisk opbygget, og vi følger David Bowie fra nåja, station til station gennem livet og karrieren. Bogen er en opda-teret og redigeret genudgivelse. Den udkom første gang i 2006.

David Bowie og Jan Poulsen har fulgtes ad siden 1976, hvor den 14-årige Poulsen første gang så sit idol i Falkonersalen. »Var Bowie mit idol inden den aften... blev han min be-sættelse i de følgende år,« skriver forfatteren. Siden har Poulsen mødt sin besættelse ved

flere lejligheder, interviewet ham og mødt ham under »festlige rammer«, som det noget kryptisk lyder i teksten.

Det er tydeligt, at det netop er besættel-sen af Bowie, der er drivmidlet for bogen. Dermed er Station til station også en bog om Jan Poulsen. Det er en tynd linje at vandre på, og det fornemmer man, at forfatteren er ganske klar over. Gudskelov formår han at fokusere fagligt og holder sig gennem næsten alle bogens sider på den rigtige side af linjen. Fokus er på Bowie.

Der er dog et par svipsere i form af person-lige holdninger, der bliver præsenteret som fakta. Som for eksempel når Poulsen fortæl-ler, »at det er et nationalt karaktertræk, at vi kun nødig sætter os i forreste vogn, når et nyt tog kører ind på stationen.« Underforstået: Danskerne tog ikke David Bowie til sig lige fra begyndelsen af hans karriere. Det er en fejlslutning og en ganske udokumenteret påstand.

Hvis man endelig skal tale om et kedeligt nationalt karaktertræk, så er det den pro-vinsialisme, Poulsen demonstrerer i kapitlet »Danmark«. Her beretter han om alle de danske musikere og sangere, David Bowie ikke har arbejdet sammen med, men som på en eller anden måde var lige ved og næsten.

På trods af de små skævheder er eftersma-gen af Jan Poulsens Bowie-biografi et fint, begavet og velresearchet værk med personlig holdning og schwung. Det sidste skyldes som sagt Poulsens pen, der i passager bliver så engageret, at det kølige overblik går tabt. Det er faktisk ment som en ros, for det betyder også, at læseren tydeligt fornemmer Poulsen ubetingede kærlighed til sin hovedperson og hans musik.

Alt i alt er det lykkedes Jan Poulsen at skrive en bog, der i passager har internatio-nalt format, samtidig med at den umiskende-ligt står plantet med cementsko i den danske muld. Det er virkelig godt gået.

Biografi. Jan Poulsen beundrer ikke David Bowie. Han tilbeder ham fanatisk. Det er biografiens svaghed, men også dens store styrke.

Mit idol

Biografisten Jan Poulsen har trofast fulgt David Bowie siden 1976.

»How to Be a Woman handler om skam. Om alt det, kvinder skammer sig over og ikke vil fortælle nogen. At de onanerer. At de har hår under armene. At de får aborter, fordi det bare ikke passer dem at få børn. Som kvinde kan man nemt komme til at føle sig som en vampyr, når man ser sig selv i popkulturens spejl.«