1

Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske

gobeliner på Christiansborg

- Monumental kunst mellem erindringssteder og museumsformidling

Eget foto 2012

Københavns Universitet

Saxoinstituttet

Speciale i Historie

Sommer 2013

Af: Alexander Grolmann Harkink

Vejleder: Sebastian Olden-Jørgensen

2

Indholdsfortegnelse

Indledning………………………………………………………………………………………………… 4

Problemformulering………………………………………………………………………………..….……… 5

Forskningsoversigt og metodeovervejelser………………………………...…….. 6 Et forskningsfelt mellem erindringshistorie og formidling………………………………………….………... 6

Erindringshistorie og erindringssteder…………………………………………………………...…………… 7

Christiansborg Slot, gobelinerne og Kongehuset…………………………………………………………...… 7

Formidling…………………………………………………...………………………………………..………. 8

Christiansborg Slot………………….……………………………………………... 9 Slot på slot på slot…………….…………………………………………………………………………….… 9

Biskop Absalons Borg……………….…………………………………………………….………………… 10

Københavns Slot…………...……………………………………………………………………..………… 10

Christiansborg Slot……………….……………………………………………………………….………… 11

Det andet Christiansborg……………………………………...………………………………….…………. 12

Det tredje Christiansborg…………...……………………………………………………………………….. 13

Bygninger med tidsånd……………………………………………………………………………………… 13

Institutionen og det folkelige Christiansborg…………………………………………….………………….. 14

De Kongelige Repræsentationslokaler…………………………………………………………………….… 15

Gobeliner til Danmarks Dronning…………………………………….…………. 18 Indholdet…………………………………………………………………………………………………….. 19

Generelle træk……………………………………………………………………………………………….. 19

Vikingetiden………………………………………………………………………………………………… 20

Ældre Middelalder…………………………………………………………….…………………………..… 20

Yngre Middelalder…….………………………………………………………………………………..…… 21

Reformationen…………………………………………………………………………………………….…. 21

Adelsvældet………………………………………………………...………………………………………... 21

Ældre Enevælde……………………………………………………………………………………………... 22

Yngre Enevælde…………………………...………………………………………………………………… 22

Ældre Glyksborgere…………………………..……………………………………………………………... 22

Yngre Glyksborgere……………..…………………………………………………………………………... 23

Gobelinerne og dynastiet…………………………………………………………………………………..… 24

Tidligere tapeter……………….………………………………………………………………………..…… 24

Gobelinerne og den danske kongemagt…………………………………………..…………………………. 25

Det danske kongehus………………………………………………………………………………………… 25

Formidling i praksis……………………………………………………………… 28 Den faglige formidlings genrer…………………………………………..……………………………..…… 28

Vidensunivers……………….………………………………………………………………………………. 29

Sprog og formidling………………………..……………………………………………………………..…. 30

Formidlingskompasset………………………………………………………………………………………. 30

Kontekst og funktion…………………………………….…………………………………………………... 31

Selektion i formidlingen…………………………………………………..……………………………….… 31

Det komplekse og det forenklede……………………………………………….…………………………… 31

Sprog og anskuelighed………………………………………………………………………………….…… 32

Billedligt talt………………………………………………………………………………………………… 32

3

Fortællingen………………..…………………………………………………………………………….….. 34

Retorik som formidlingsredskab………………...………………………….….… 36 Mundtlighedens natur………………………………………………..………………………………………. 36

Det mundtlige materiale, sprog og rum………………………………………………….………………..…. 37

De forskellige typer mundtlig formidling…………………………………….…………….……………..… 38

Forberedelse af mundtlig formidling………………………………………………………….………..…… 38

Den retoriske tekst i aktion…………………………………….…...…………………………..………….... 41

Lyden og kroppens sprog…………………………………………………………………...……………….. 41

Kollektiv erindring……………………………………………………………..… 43 Erindringshistorie………………..………………………………………………………………………..…. 43

Erindring og historie……………………………………..………………………………………………….. 46

Definition på et erindringssted……………………………...……………………………………….………. 51

Museumsformidling……………………..………….…………………………….. 55 Formidlingen på Christiansborg…………………………………………..………………………….……… 55

Empirisk undersøgelse………………………….……………………………..…. 56 Introdiktion til empirisk undersøgelse………………………………………………………………………. 56

Kulturformidler 1………………………………………………………………………………………….… 57

Kulturformidler 2……………………………………………………………………………………….…… 61

Kulturformidler 3……………………………………………………………………………………………. 65

Analyse af formidlingen………………………………………………………….. 68 Gobelinerne som historiereference……………………………………………………………..………........ 68

De Kongelige Repræsentationslokaler som gobelinernes ramme…………………………………………… 70

Hvad fremhæver kulturformidlerne på gobelinerne?....................................................................................... 71

Interaktion med publikum………………………………………………………………………………....… 74

Analyse af Bjørn Nørgaards gobeliner som erindringssted……..….………...… 77 Danmarkshistorien vævet ind i tæpper…………………………………….…………………………….….. 77

Et erindringssted dannes………………………………………………..…………………………………… 78

Erindringsstedet italesættes……………………………………………………………….……………….… 79

Gobelinerne som erindringssted…………………………………………………………….……………….. 80

Konklusion………………………………………………………………………… 82

English summary…………….…………………………………………………… 84

Bibliografi…………………………………………………………………………. 85

4

Indledning

”Slot på slot på slot”. Sådan står der på skiltet i Drabantsalen når man ankommer til De Kongelige

Repræsentationslokaler. Allerede i Dronningeporten fornemmer man storheden over stedet. Det er her

Dronningen arriverer når hun skal til gallamiddag på slottet, og det var her, den amerikanske præsident

Barack Obama gik da han besøgte Danmark i 2009. Porten åbner automatisk op for gæster og man træder

ind i en enorm port med høje søjler og marmorstatuer af dronninger på hver af de to store trapper som fører

op til de kongelige lokaler. For enden af den ene trappe er en lukket dør, mens den anden har begge døre

stående på hvidt gab og bag dem slår et hvidt/gulligt lys én i møde. Automatisk drages man mod lyset og

befinder sig øjeblikket efter i endnu et enormt gemak som bærer navnet; Drabantsalen. Opkaldt efter de

gamle fyrsters livvagter som senere indgik i den Kongelige Danske Livgarde. De seks store giganter som

omgiver publikum i salen er altså ikke drabanter. De ligner mere græske guder. Foran sig møder man et

kæmpe spejl som går fra gulv til loft og giver salen et endnu større omfang. Ovenover hæver sig et stort

hvælvet loft og herned fra hænger små, men dog kraftfulde, lysekroner i glaskupler. På en planche nær

indgangen er et billede af den danske Dronning Margrethe II som går gennem selv samme sal med andre

medlemmer af den kongelige familie. Det er i denne sal man på tv kan se kongefamilien og samfundets

spidser gå gennem, med farverige kjoler og dekorerede uniformer. Lukker man øjnene et øjeblik mens man

koncentrerer sig, kan man næsten fornemme blitzlysene fra pressens fotografiapparater. Stedet emmer af

historie. På introduktion-planchen står den tekst som er beskrevet ovenfor; ”Slot på slot på slot” og man ser

en tidslinje med tegninger af forskellige slotte. Det første ligner mere en borg og er placeret i midten af

1100-tallet. Det sidste genkender man som det nuværende Christiansborg Slot. Det er placeret i starten af

1900-tallet. Man bliver nysgerrig og glæder sig til at finde ud af sammenhængen. I salens venstre side står

vare til salg. Bøger, postkort, havfruer af sten, frøer af glas og Fair Trade chokolade. Man er nødt til at

skulle gennem butikken for at komme ind for mellem Drabantsalen og den åbne gang på højre side, er en

afspærring. Ved disken i butikken finder man en oversigt over priserne. Se det hele eller vælg forskellige

dele man ønsker at se. Man kan altså som ikke-kongelig komme ind på slottet og man kan endda gå rundt

på egen hånd. Men sådan har det ikke altid været.

Dette speciale er skrevet i historie på Københavns Universitet. Specialet er på i alt 88 sider, hvoraf

specialeteksten fylder 190.689 antal tegn, svarende til 79,45 sider, hvilket dermed opfylder de givne regler

om det maksimale antal sider for et speciale.

Sebastian Olden-Jørgensen har været vejleder på dette speciale, og jeg vil gerne benytte indledningen til at

takke for god vejledning og støtte under processen.

5

Problemformulering:

Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner på Christiansborg:

Monumental kunst mellem erindringssteder og museumsformidling.

Specialet har til formål at belyse Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner på Christiansborg fra to

vinkler:

1) Gobelinernes relation til fysisk-institutionelle, dynastiske og nationale erindringssteder

2) Gobelinernes funktion i den konkrete museumsformidling. Sidstnævnte undersøgelse vil bygge på

empiriske iagttagelser af en række formidlingssituationer.

Afslutningsvis vil de to vinkler blive kombineret for at kortlægge, hvilken rolle erindringssteder spiller i

museumsformidling, og hvordan de bedst kan bruges som en ressource.

6

Forskningsoversigt og metodeovervejelser

Indledningsvis bliver det nødvendigt at præcisere begrebet erindringshistorie sammen med de øvrige

analytiske begreber og tilgange, som jeg har valgt at benytte mig af i specialet. Derfor vil jeg nu inden

analysen præsentere det forskningsfelt, som specialet tager sit afsæt i og er inspireret af. Jeg har taget

udgangspunkt i den nyere historie- og kulturformidlingsforskning omkring temaer som: erindring,

historiebevidsthed og historieformidling. Forskningsoversigten er koncentreret omkring de begreber, som jeg

har fundet nyttige at tage udgangspunkt i og senere vil anvende i analysen. Disse vil også blive yderligere

uddybet senere i specialet.

Et forskningsfelt mellem erindringshistorie og formidling

Der er i historiefaget indenfor de sidste 20 – 25 år kommet en øget fokus på historie som noget der også

produceres, formidles og bruges udenfor undervisnings- og forskningsmæssige sammenhænge.

Historieformidlingen sker også på TV, i spillefilm, romaner, på museer, ved mindesmærker, monumenter, og

alternative former for historieformidling til den traditionelle- videnskabelige historieforskning. Menneskers

historiebevidsthed er kommet i fokus og historieforskning er derfor også til stede i menneskets dagligdag. I

den forbindelse er forskerne blevet meget bevidste om, at den brede historieformidling spiller en væsentlig

rolle i dannelsen af identiteter og fællesskaber. Mindesmærker og erindringssteder skabes og konstrueres

forsat, og siden 1980’erne har de oplevet en renæssance med øget fokus på, at implementerer historien i

almindelige menneskers bevidsthed. Indenfor historie- og kulturformidling er der kommet øget fokus på, at

formidle historien til publikum så de får en oplevelse og ikke kun bliver klogere. I forbindelse med museum

og kultur er formidling naturligvis ikke et nyt begreb, men i dag forskes der i, og skrives om, mundtlig

formidling og dets betydning for gæsternes oplevelse og udbytte. Den formidling som sker i det konkrete

tilfælde på Christiansborg Slot i riddersalen ved Bjørn Nørgaards gobeliner mener jeg, at man med fordel

kan undersøge i krydsfeltet mellem historieformidling og erindringshistorie. Det er specialets hensigt at

undersøge, om man kan tale om gobelinerne som et erindringssted og, om der findes en fordelagtig måde at

formidle disse gobeliner på i et erindringshistorisk perspektiv.

Helt centralt for undersøgelsen er udvalgte teorier, som beskæftiger sig med begreberne erindring og

formidling. Især vil Leif Becker-Jensens teori om faglig formidling blive udfoldet udførligt da det er denne

teori som analysen af formidlingen af gobelinerne i riddersalen bygger på. Leif Becker-Jensen introducerer i

sin bog Den sproglige dåseåbner begreber som vidensunivers og formidlingskompas, og disse har inspireret

til og fungeret som fundament til formidlingsdelens analyse.

7

Erindringshistorie og erindringssteder

Til at undersøge og klarlægge retningslinjerne for erindringssteder har det været nødvendigt at selektere

grundigt og kun inddrage en snæver del af det materiale der findes om emnet erindringssteder og

mindesmærker. Forskningen i erindringshistorie forgrener sig i mange retninger og fungerer ofte som

tværfaglige studier. Til dette speciale er der valgt udelukkende at holde fokus på ophavsmanden til begrebet

lieux de mémorié og manden der senere udfoldede dette begreb i konkrete steder, henholdsvis Maurice

Halbwachs og Pierre Nora. Det er de to herre Pierre Nora og Maurice Halbwachs teorier og metoder, som

også bliver anvendt som metode til dette speciale i analysedelen af gobelinerne.

Sammen med de to franskmænd inddrages også Inge Adriansen og hendes værk om erindringssteder i

Danmark, hvor hun indgående beskriver sin arbejdsmetode, samt hendes to bind om nationale symboler, der

især har tjent som inspiration til at gribe problemformuleringen an. Adriansens har en materialistisk tilgang i

sit bidrag til forskning i erindringshistorie. Forstået på den måde, at ifølge hende, kan kun monumentale

mindesmærker opfattes som erindringssteder. Anderledes forholder Pierre Nora sig idet han arbejder ud fra,

at alt i princippet kan opfattes som et erindringssted når blot det indeholder nogle bestemte træk. Ligeledes

inddrages Sebastian Olden-Jørgensen værk om Stormen på København. Det var dette værk som inspirerede

til problemformuleringen.

Det store formidlingsprojekt Humanistisk historieformiling – i komparativ belysning fra Roskilde

universitetscenter har været brugt både i forbindelse med formidlingen og i forbindelse med

erindringshistorie. De udvalgte værker fra serien har haft fokus på begge aspekter og har derfor været brugt i

begge af specialets dele. Især skal her fremhæves Erindringens og glemslens politik hvori forfatterne

præsenterer og diskuterer forskellige teorier og retninger inden for forskningen i kollektiv erindring og

historieopfattelser.

Christiansborg Slot, gobelinerne og kongehuset

Specialet har til hensigt at undersøge hvordan Christiansborg Slot, gobelinerne og det danske kongehus

spiller sammen og interagere med hinanden i erindringshistorisk forstand. Slottet som både er rammen om

specialets hovedtema, Bjørn Nørgaards gobeliner men også det danske kongehus, er vidt beskrevet, men jeg

har valgt tre værker som jeg fandt, ville være det mest dækkende i denne forbindelse. Borgen af Thomas

Larsen, Magtens Ø af Jytte Hilden og Christiansborg Slot bind II af Kristian Hvidt (m.fl.). Disse tre værker

har med forskellige vinkler, beskrevet det daglige liv på Christiansborg og ikke mindst, slottets historie. Det

har været vigtigt at få indgående kendskab til slottet fordi selve bygningen rummer den historiske dimension,

som erindringsstederne er opbygget ved.

Gobelinerne er meget lidt beskrevet men Peter Hornungs bog Gobeliner til Danmarks Dronning har været

dækkende da den fungere som en slags nøgle til at lukke gobelinerne op. Hornungs bog var den første

udgivelse, der beskrev gobelinerne i detaljer, og er derfor blevet udvalgt til at fungerer som fundament for

8

forståelsen af gobelinernes indhold. Bogen beskriver primært gobelinernes detaljer, og går ikke i dybden

med hverken Danmarkshistorien eller en analyse af Bjørn Nørgaards egne tanker med gobelinerne. Desuden

indeholder bogen et interview med Bjørn Nørgaard hvori kunstneren selv, åbner op for sine egne tanker og

ideer i forbindelse med projektet.

Det danske kongehus spiller også en rolle i undersøgelsen af gobelinerne som erindringssted og her har jeg

især benyttet mig af Sebastian Olden-Jørgensens bog om det Glückborgske kongehus Prinsessen og det hele

Kongerige samt Inge Adriansens Nationale symboler bind I. Her har jeg fundet megen inspiration om

kongehusets plads i den nationale erindring og deres identitetsskabende funktion.

Formidling

Til at undersøge historieformidling har jeg måttet selektere grundigt i den næsten uanede mængde af

litteratur om formidling. Jeg har valgt at koncentrerer mit fokus omkring tidligere nævnt Humanistisk

historieformidling elvte og sidste bind At formidle historie da bogen bruger Pierre Nora og Maurice

Halbwachs i arbejdet med forskning i erindring og kulturarv. Fra samme projekt er også brugt På museum,

Erindringens og glemslens politik og Danmarkshistorier. En erindringspolitisk Slagmark. I arbejdet med

formidling på museer og kulturinstitutioner har Ole Strandgaards Praktisk museologi været benyttet da man i

dette værk får beskrevet en typisk arbejdsgang på et mindre dansk museum. Det har været nødvendigt at

afgrænse problemfeltet inden for museumsformidlingen, da meget af den formidling forgår skriftligt. Til

dette speciale har kun den mundtlige formidling været relevant. Jeg har derfor heller ikke beskæftiget mig

med museumsloven da Christiansborg ikke er underlagt denne. Til samme formål har også bogen Ny dansk

museologi af Bruno Ingemann m.fl. fra Aarhus universitet været benyttet, dog i mindre omfang. For at opnå

en bredere forståelse af formidling har også litteratur om talerkunstens eget felt, retorik, været inddraget. Her

har især Christian Kocks Ordet magt, Jonas Gabrielsens m.fl. Talens magt og Charlotte Jørgensens Praktisk

retorik dannet fundamentet for en dækkende undersøgelse af dette felt. Christian Kock beskæftiger sig med

den retoriske tradition mens de to andre værker har fokus på den praktiske udøvelse. Da specialets hensigt er

at undersøge den mundtlige formidling har retorik fungeret som et glimrende analyseredskab i den

henseende.

9

Christiansborg Slot

Slot på slot på slot

I hjertet af København hviler de store mørkebrune granitsten som skaber vore dages Christiansborg, og som

fik muret sin grundsten 15. september 1907. Det er næppe nogen overdrivelse, at de fem borge, der siden

1100-tallet har stået på Slotsholmen i København, er det midtpunkt, hvor størstedelen af Danmarks politiske

historie har udspillet sig. De færreste tænker over det, men det nuværende slot blev grundlagt for kun lidt

over hundrede år siden og blev bygget i samme periode som Poul Henningsen og Arne Jacobsen dyrkede

funktionalismen. En helt anden moderne stil. Let og enkel. Mange vil nok i dag mene, at det klæder slottet at

blive gammelt. Og de fleste kan nok også lide bygningen som en del af nutidens bybillede. Men slottet har

gennem tiden været stærkt udskældt for sit mørke og tunge udseende. Christiansborg ligger på øen

Slotsholmen, som er forbundet med resten af København via ni broer. På hele øen er historiske og

monumentale bygninger nærmest stablet på hinanden. Først og fremmest Christiansborg med Folketinget, De

kongelige Repræsentationslokaler, Højesteret og Slotskirken. Dernæst Børsen, Thorvaldsens Museum, Det

Kongelige Bibliotek og Christian IV’s bryghus.

Oprindeligt skulle kongefamilien have boet på Slottet. Slottet er delt midt på hvor venstre side er til

politikerne mens højre side var tiltænkt kongen. Men i sidste øjeblik valgte den daværende konge Christian

X at takke nej og dermed blive boende på Amalienborg.

Det tredje Christiansborg er bygget op som et folkeligt projekt hvor alle landets 1069 sognekommuner har

leveret sten til projektet.1

”Det hele land frivilligt og enigt skal bære sten til den nye Rigsborg og med hvilken Medejendomsfølelse

vilde folk ikke se paa denne Borg, hvor Sten fra alle Landets egne var anbragt i Murværket” 2

– Thorvald Jørgensen

Chefarkitekten var Thorvald Jørgensen (1867 – 1946) og han byggede Christiansborg Slot i den stil, man

kalder historicismen, som betyder, at arkitekterne lånte ideer fra og lod sig inspirere af forskellige

tidsperioder. I dag vil man kalde det for nybarok, dog i en særlig dansk udgave med de grove og mørke

granitsten.

Som en del af slottet ligger De Kongelige Stalde som på mirakuløs vis, har overlevet begge brande, slottene

har været udsat for. De står som de stod tilbage i 1745 og er i dag uvurderlige historiske monumenter om

fortiden. I forlængelse af slottets facade ligger Slotskirken, bygget, som det andet slot, i klassicistisk stil, og

1 Larsen, Thomas:2000, s. 18

2 Ibid., s. 18

10

repræsenterer dermed, det andet Christiansborg som brændte i 1884. Under det store slot, og derfor ikke

umiddelbar synlig for den intetanende gæst på Slotsholmen, ligger ruinerne fra øens allerførste byggeri,

nemlig Biskop Absalons borg fra 1167. Sammen med ruinerne fra Absalons borg blander sig også ruinerne

fra Københavns Slot og hvor det berømte og berygtede tårn ”Blåtårn” står i dag. Stærkt reduceret, men

fundamentet står der.

Biskop Absalons Borg

Slotsholmens første byggeri var, som nævnt, Biskop Absalons borg. I 1157 fik Absalon tildelt byen

Købmændenes Havn af Kong Valdemar. Byen var ikke vigtig i sig selv, men den havde strategisk betydning

og samtidig lå den godt for den store handel i Østersøen. Et paveligt brev dateret 21. oktober 1186 er det

ældst bevarede dokument, hvor Købmændenes Havn nævnes. Brevet fra pave Urban den 3. var en

stadfæstelse af Absalons ret til byen og borgen. Brevet kaldes for Københavns dåbsattest, men det betyder

ikke, at det var Absalon der grundlagde byen. København eksisterede allerede i 1000-tallet.3 I 1167 bygger

Absalon borgen for at beskytte byen og Sjælland mod venderne som hærgede op langs kysterne. Borgens

fem meter høje ringmur, som var af kridtsten, kunne ses på lang afstand og har utvivlsomt gjort et stort og

majestætisk indtryk i sin samtid. Ringmuren omgav en plads på omkring 53 meter i diameter.

”Samme aar anlagde Absalon, for at fortrædige Sørøvere, paa en Holm en ny Borg, som, skjønt det kun var

en ringe befæstning, blev landet til stor Beskyttelse, thi Sørøvere var bange for den, og Landsens Folk

færdedes trygt paa havet i dens Nærhed” 4

Ringmuren var stærk men det var også nødvendigt da København var en udsat by. Borgen blev erobret

mindst to gange, først i 1249 og senere i 1259. Borgen når sit endeligt i 1369 hvor det tyske handelsforbund,

Hansaen, besluttede at fjerne borgen efter krigen med Valdemar Atterdag. Tyske stenhuggere bliver tilkaldt

og borgen ødelagt og nedbrudt sten for sten.

København var forsat af stor betydning, så det var vigtigt at få bygget en ny borg. Hvornår den nye borg blev

bygget og af hvem, ved man ikke med sikkerhed. Men borgen fik en ikke ubetydelig plads i

danmarkshistorien.

Københavns Slot

I 1343 havde Valdemar Atterdag overtaget borgen, men efter hans død i 1375 overgik området til

Roskildebispen. Den nye borg blev derfor enten bygget af Valdemar eller Roskildes biskop. Borgen, der blev

anlagt på holmen, fulgte i grundplan den tidligere borg og var nærmest rund. Dog blev der tilføjet væsentlige

3 Saxo: 2001, 2. del, s. 209

4 Frydendal, Flemming:2005, s. 4

11

forstærkninger i form af en højere ringmur og en voldgrav. Fra 1417 var Slotsholmen på statsmagtens

hænder da Erik af Pommern tog området fra Roskildes biskop. Borgen fik navnet Københavns Slot og er nok

det slot i Danmark som har gennemgået flest forvandlinger. Som et andet kendt bygningsværk og berømt

kirke kan man sige, at Københavns Slot aldrig blev bygget færdigt. Hver eneste konge som boede på slottet

forsøgte at sætte sit eget personlige præg. Gerne i form af et tårn eller, som Christian VI, en etage mere på

hele Kongefløjen.

Den mest ambitiøse ombygning af Københavns Slot var dog Christian III’s udvidelse i 1550’erne hvor

voldgraven næsten blev tømt og nye bygninger blev tilføjet i stor stil. Københavns Slot får på denne tid det

udseende som de fleste kender i dag, og som det er blevet portrætteret flere gange.5 Ved enevældens

indførelse i 1660 bliver København fast residensby for kongen og Frederik III tager fast bolig på

Københavns Slot. De enevældige konger følte, at de havde del i en guddommelig magt, som deres bolig

gerne skulle afspejle. I forhold til den franske konge Ludvig XIV’s pragtslot Versailles blegnede

Københavns Slot. Udenlandske besøgende kommenterede slottets udseende og bemærkede den stærkt

lugtende voldgrav.6 Det var Frederik IV som tog affære og begyndte at ombygge slottet som i 1728 stod

færdigt. Tidens arkitektoniske stil var barok, som med krav om regularitet og symmetri, harmonerede dårligt

med det runde slot. Slottet var nu nogenlunde symmetrisk men dog ikke noget pragtslot. Slotsholmen kunne

ikke bære vægten af det tunge slot og en sammenstyrtning af det ombyggede slot var en risiko på sigt. I 1728

raserede en brand København og byen lå i ruiner. Ved samme lejlighed besluttede Christian VI efter sin

tronbestigelse i 1730 at rive slottet ned og starte endnu et stort byggeprojekt i København.

Christiansborg Slot

Det byggeri der derpå fulgte blev det største, dyreste og mest imponerende bygningsværk i

danmarkshistorien. Med Versailles som forbillede og en stærk tro på egen magt fulgte den danske konge nøje

den arkitektoniske tilblivelse af det nye slot og godkendte et projekt med et kvadratisk hovedslot med

tilhørende ridebaneanlæg og adskillige sidefløje. Slotsholmen blev piloteret med 9.225 pæle, så grunden

kunne bære vægten af det nye slot og byggematerialerne fra Københavns Slot blev genbrugt i byggeriet af

det nye. Byggeriet var ekstremt dyrt men understregede også kongens, Christian VI’s, ambition om, at bygge

et slot som kunne måle sig med de fineste i Europa. Et ”Danmarks Versailles”. Rundt om slottet blev bygget

bygningsværker som det senere Thorvaldsens museum, staldende, ridehuset og marmorbroen. Hele

bygningsværket var en stor, sammenhængende idé med det kæmpemæssige slot, dets mange gemakker, dets

kirke og riddersal i flere etager. Stort tænkt, elegant i sin udformning og præcis i sin tidsånd med enevældens

5 Bl.a. Wolfgang Heimbach (1616-78) maleri fra 1666 af arvehyldningen den. 18. oktober 1660. Rosenborg Slot. &

C.W. Eckersberg (1783 – 1873) maleri ”Under Store Nordiske Krig 1709 – 1720. Christiansborg Slot. 6 Frydendal, Flemming:2005, s. 20

12

glansperiode. Grundstenen blev lagt i 21. april 1733 og slottet var klar til beboelse i 1740.7 En af slottets

hovedarkitekter var den anerkendte og berømte danske arkitekt Nicolai Eigtved (1701 – 1754) hvis arbejde

især kommer til syne på staldbygningerne og marmorbroen, som i dag er levn fra det første slot. Slottets

hovedindgang var netop fra marmorbroen, over ridebanen til hovedslottet. Christiansborg brændte ned d. 26.

februar 1794 og nåede derfor kun at stå i 54 år. Branden opstod i en kakkelovn og spredte sig hurtigt gennem

gemakkerne, godt hjulpet på vej af de mange hulrum der fandtes mellem etagerne op til det brandfarlige loft.

Det var ved branden at kongen, i 1794 den sindssyge Christian VII, flyttede sig selv og sin familie til

Amalienborg og dermed startede traditionen med Amalienborg som kongefamiliens faste residens. Året

efter, i 1795, brændte en stor del af byen København.

Det andet Christiansborg

Det andet Christiansborg stod færdig i 1828 og var bygget op efter tidens stil, nyklassicisme, af arkitekten

C.F. Hansen (1756 – 1848). Det adskiller sig fra det første især ved, at slottet ikke kun var til kongefamilien

men også Rigsdagen fik til huse her i 1850. Christiansborg var først og fremmest et kongeslot, idet flertallet

af lokalerne i hovedbygningen hørte under kongen hele perioden igennem. Men slottet blev efter

grundlovens vedtagelse i 1848 delt op i to dele. Den kongelige del og Rigsdagen. Fra århundredes midte er

det især Rigsdagens virksomhed, der giver slottet sin plads i danmarkshistorien. Men for kongehusets

vedkommende er det først og fremmest tilknytning til Frederik VII, idet en lang række begivenheder i denne

konges liv og gerning fandt sted på slottet. Ingen af kongerne tog før 1840’erne fast bolig på Christiansborg,

men af flere omgange blev det benyttet til beboelse for kortere perioder.8 Først i 1848 blev Christiansborg

rigtig taget i brug som kongelig residens af Frederik VII. Umiddelbart før branden i 1884 rådede Rigsdagen

over en betydelig del af slottets sydfløj. Rigsdagen fik lokaler på Christiansborg fordi junigrundloven skulle

vedtages af kongen og rigsforsamlingen på rigets hovedslot, og Christiansborg blev valgt til at være rammen

om det arbejde rigsforsamlingen, regeringen og kongen i forening skulle udføre.9 Ingen så grund til at ændre

på det, og sådan blev det og sådan har det været siden.

Forløbet af branden på Christiansborg i 1884 er velkendt og velbeskrevet fra brandforhøret, indberetninger

fra politi og brandvæsen, udførlige reportager fra aviserne samt vidneberetninger.10

Branden opstod et særlig

uheldigt sted, hvor der i nærheden var mange hulrum under gulvene og langs væggene. Det var i umiddelbar

nærhed af riddersalen at branden opstod, endnu engang i et rør til en kakkelovn. Endnu engang var

Slotsholmen blevet ramt af en katastrofe og Københavns borgere var endnu engang vidne til et kongeslot i

7 Hilden, Jytte:2006, s. 52

8 Første gang i 1840’erne da Christian VIII gav ordre til at indrette en privat lejlighed for kronprinseparret i forbindelse

med ægteskabet i 1841. Christiansborg Slot. Bind II. Side 124 9 Hvidt, Kristian:1975, s. 149

10 Især er den danske digter Herman Bangs (1857 – 1912) beretning om begivenheden meget kendt. Med kunstnerisk

indfølingsevne nedfælder han i klar og fattet stil sine indtryk. Virkner, Helle (m.fl.):2001, s. 275

13

flammer. Men traditionen med Kongehuset til højre og Rigsdagen til venstre, blev videreført på det tredje

Christiansborg.

Det tredje Christiansborg

Det tredje Christiansborg Slot er bygget på ruinerne af en arv. 800 års danmarkshistorie gemmer sig under,

og i, slottets tunge granitsten. Slotsholmen har været ”Magtens ø” siden 1167 hvor Biskop Absalon byggede

sin borg og hvor danske konger gennem årene har bygget ovenpå, haft residens og repræsentation. En tur

rundt på Slotsholmen og Christiansborg Slot er en vandring gennem 800 års begivenhedsrig, kongelig

danmarkshistorie, fra ruinerne i kælderen til gobelinerne i riddersalen. Den gamle og den nye historie mødes

og skaber et spændingsfelt mellem fortiden, nutiden og fremtiden.

Bygninger med tidsånd

Det tog med både det indvendige og udvendige godt og vel 21 år at opføre det tredje Christiansborg. I 1918

flyttede politikerne ind men først 21. januar 1928 var slottet helt færdigt indvendigt. Egentlig var det

meningen at kongefamilien skulle tage fast bolig på Christiansborg Slot når dette var bygget færdigt. Det var

aftalen Christian VIII og i 1912 Christian X havde indgået med politikerne. Der blev derfor bygget en

lejlighed på etagen over repræsentationslokalerne med 95 værelser. Men i 1922 rygtedes det, at kongen

alligevel ikke ønskede at flytte. Hvis man kunne finde noget andet at anvende lokalerne til havde kongen

ikke noget brændende ønske om at flytte.11

Derfor blev Christiansborg Slot heller ikke inddelt som man

oprindelig havde forestillet sig. Da man påbegyndte byggeriet var aftalen, at Christiansborg skulle deles på

midten mellem politikere og kongehus. I dag er etagen over De Kongelige Repræsentationslokaler

statsministerium, partikontorer og udvalgsmødelokaler og altså er en del af folketinget.

Folketingssalen og langt de fleste partikontorer og mødelokaler har til huse i slottets venstre side, som det

var tilfældet på det andet Christiansborg Slot. Til højre for slotstårnet finder man i dag De Kongelige

Repræsentationslokaler som Dronning Margrethe II bruger til audienser, gallamiddage, tv-transmitterede

fødselsdage eller jubilæer, statsbesøg og ambassadørmodtagelse. Midt på slottets facade findes balkonen som

bruges i forbindelse med regentskifte. Til højre for slottet, forbundet med en løngang ligger Slotskirken fra

det andet Christiansborg. Det er i dag muligt at besøge De Kongelige Repræsentationslokaler og gå rundt på

egen hånd i de overdådige sale og gemakker. Den ældste del af slottet, ruinerne, er i dag overdækket af

beton og gjort publikumsvenlige. Der er gangarealer, der er informationer, der er spotlights og der er

modeller af de tidligere byggerier på Slotsholmen. Alt sammen med til at holde historien i live og give

interesserede gæster et strejf af historien og en duft af fortiden. Hvert år strømmer titusindvis af mennesker

ned i ruinerne under det store tårn inden de forsætter eventyret på Slotsholmen.

11

Larsen, Thomas:2007, s. 23

14

På ridebaneanlægget finder man levn fra det første Christiansborg i form af staldene på højre side og

ridehuset på venstre side set fra marmorbroen. I 1745 da bygningerne stod færdig, rummede de 350 heste. I

dag råder Den Kongelige Staldetat over ca. 20 heste som daglig bliver holdt i form til de store lejligheder

hvor kareterne tages i brug. Kareterne står i staldens øverste del, nærmest folketinget og med Hofteateret

som overbo. Staldene er totalfredet men blev i perioden 1985 – 1996 og igen i 2006 - 2009 renoveret og

moderniseret.12

I Prins Jørgens Gård finder man de tydeligste levn efter det andet Christiansborg Slot. Kirken står som C.F.

Hansen lod den opfører i 1828 i al fald i sit ydre. I 1992 blev kirken ramt af en brand som udviklede sig i en

sådan hast, at tagværket udbrændte, og den brændende kuppelkonstruktion af træ og stuk, dækket af kobber,

styrtede ned i kirken og knuste store dele af inventaret. Kirken blev restaureret i perioden 1992 – 1997 og det

lykkedes at få den genopført. Fra kirken går en løngang til hovedslottet og denne, samt hele slottets nederste

side mod statsministeriets indgang til Højesteret er sten fra det andet Christiansborg. Bevaret for at have et

levn fra dette byggeri. Højesterets indgang er Kongeporten fra det andet slot som blev reddet uden videre

skader under branden og genskabt ved byggeriet af det tredje Christiansborg. Sådan kan man mange steder

møde finurligheder og steder med spændende anekdoter på det tredje Christiansborg.

Institutionen og det folkelige Christiansborg

Christiansborg Slot rummer flere instanser. De er alle forskellige men udgør tilsammen det hele slot som i

folkemunde kaldes ”borgen”. Slottets vel nok mest kendte institution er uden tvivl folketinget, som har haft

til huse på Slotsholmen siden midten af 1800-tallet. På Slotspladsen samles med jævne mellemrum borgere

som forsøger at råbe politikerne op og lufter deres utilfredshed over et eller andet. Den næstmest kendte

institution på slottet er kongemagten hvis lange tradition på Slotsholmen trækker spor gennem hele

danmarkshistorien. Og netop traditioner er der mange af på Slotsholmen. På en ø med så mange år på bagen

må der være sket meget i tidens løb. Som allerede nævnt står ridebaneanlægget bevaret fra det første

Christiansborg, men det bruges også til kunstnerisk aktivitet ud over ridning og opvisninger med heste.

Ridebanen og i særdeleshed ridehuset har været brugt til ridekonkurrencer, politiske taler og folkemøder.

Sommeren summer af sol over ridebanen, mens turister sejler forbi på kanalerne under de ni broer. Christian

IX hæver sig højt på sin hest og rytterstatuen er placeret midt for tårnet mod ridebanen. På modsatte side

sidder Frederik VII folkekær højt til hest på slotspladsen. Når Dannebrog er hejst på Christiansborg betyder

det altid noget ganske særligt. Det kan ses fra alle hjørner af København og folk spørger sig selv, hvad mon

der nu er sket? Der flages fra tårnet på alle officielle flagdage, ved kongelige begivenheder, fødsler,

fødselsdage og jubilæer. Der er flag, når folketinget åbner hvert år første tirsdag i oktober og der er flag når

hele verden er på besøg og København er vært for internationale topmøder. På slottet er der hvert år tradition

12

Lorentzen, Ebbe (Red.):2009, s. 21 - 37

15

for, at Dronningen afholder nytårskur på Christiansborg for de øverste rangklasser i den første uge af

kalenderåret. Et lukket arrangement kun for indbudte, men år efter år valfarter folk til slottet og i Prins

Jørgens Gård hvor de gerne venter i timevis i frost og sne på at få et glimt at Dronningen og den kongelige

familie. Alle de kongelige begivenheder finder sted i De Kongelige Repræsentationslokaler.

De Kongelige Repræsentationslokaler

I de smukke og overdådige gemakker på Christiansborg Slot hænger Bjørn Nørgaards gobeliner som spiller

en central rolle i dette speciale. Gobelinerne hænger i den kongelige del af slottets største gemak,

riddersalen.13

Lokalerne fordeler sig på seksten gemakker og to trapper. Alle meget forskellige, med deres

eget særkende og funktion. De fleste af dem er såkaldte ”gennemgangsgemakker” som hverken er tiltænkt

nogen egentlig funktion eller i dag bruges til andet end dagligstue. Når Dronningen afholder gallamiddag

bruges lokalerne som dagligstuer hvor folk spredes efter middag i riddersalen. Andre gemakker har helt

andre og vigtige funktioner. Første gemak er Kongetrappen som fører op til beletagen og de resterende

gemakker. Kongetrappen er prydet med et stort Kongeflag skænket Christian X af Dannebrogsforeningen i

1919. 700-året for Dannebrogs fald fra himlen. Tårngalleriet prydes af malerier af tidligere konger og

dronninger af Danmark, men er et gennemgangsgemak som føre ind i to værelser. Det første er

Tårngemakket hvori Joakim Skovgaards vægtapeter om gamle folkesagn fylder rummet. Gemakket bruges

som kongefamiliens private gemak ved festlige lejligheder på slottet. Den anden dør fører ind i Tronsalen

som er slottets, måske, vigtigste gemak. Ud over at huse Christiansborg Slots Trone så er det dette gemak

som har udgang til balkonen mod slotspladsen. Det er herfra der udråbes ny regent af Danmark.14

De følgende tre gemakker har det til fælles, at de bruges som gennemgangsgemakker og såkaldte dagligstuer

når der afholdes galla eller bal på slottet. Det første er Christian IX gemak og her hænger et meget berømt

dansk maleri som viser Christian X, der rider over den gamle grænse til Tyskland, nær Christiansfeld, ved

Genforeningen med Sønderjylland i 1920.15

Fredensborgsalen er opkaldt efter det store Fredensborgmaleri

som fylder hele endevæggen i næste gemak. Laurits Tuxens (1853 – 1927) berømte kæmpemaleri hedder

officielt ”Christian XI, Dronning Louise og deres slægt i Havesalen på Fredensborg”.16

Maleriet blev til i

årene mellem 1882 – 1886 og rummer den store familie af konger og dronninger, prinser og prinsesser som

maleriets hovedperson, Christian IX, omgav sig med.17

Væggene i Frederik VI’s gemak er prydet af fire

malerier som alle er malet af C.W. Eckersberg, og hang på det andet Christiansborg Slot. De blev reddet fra

branden i 1884 men bærer stadig synlige skader. Gemakket er ikke lige så stort som de omkringliggende og

bruges derfor mest som forgemak til Fløjlsgemakket som er Dronningens officielle modtagelsesgemak.

13

Riddersalen er 40 meter lang, 14 meter bred og 10 meter høj 14

Sidst skete det 15. januar 1972 da Dronning Margrethe blev udråbt som Dronning af Danmark 15

Maleri malet af Heinrich Dohm (1875 – 1940) 16

Frydendal, Flemming:2000/2004, s. 8 17

For at få fuldt overblik over personerne henvises til Bo Bramsens værk om ”Huset Glücksborg”

16

Fløjlsgemakket er stort i forhold til de tre tilstødende gemakker. Væggene er beklædt med røde fløjlstapeter

med det danske rigsvåben. Loftet er imponerede klædt med blomster og gulvets træ mønstret med stjerner

som giver salen en storslået dimension. Ved festlige lejligheder står kongefamilien på en række i en vinkel

vendt mod døren til Frederik VI’s gemak. Herfra træder gæsterne efter rangorden ind i fløjlsgemakket for at

hilse på aftenens værter, inden de træder ind i riddersalen for at indtage deres pladser. 18

Døren for enden af riddersalen fører ud i de lokaler som Dronningen ikke benytter så meget som de

føromtalte. Dog er de en del af det samlede hele og vil derfor også blive beskrevet her for at give et bedre

indblik i omgivelserne.

Foruden Svenske galleri, et smalt gemak med malerier af svenske konger som danske konger eftersigende

har stjålet på deres plyndringstogter hos vores nabo, er de følgende to gemakker typiske royale værelser.

Grønne sal og Abildgaardsalen er begge store gemakker med få møbler, imponerende lysekroner men mest

af alt, masser af plads. Gemakkerne var tiltænkt kongefamilien som private dagligstuer, men bruges nu som

gennemgangsgemakker. Abildgaardsalen er prydet af tre malerier malet af Nicolai Abildgaard (1743 - 1809)

og ophængt på det første Christiansborg. Reddet fra branden i 1794 og nu ophængt på det tredje slot. Mellem

de to gemakker findes Taffelsalen. Møbler, døre og paneler udført i mahogni og, med undtagelse af stolene,

lavet af levn fra det andet Christiansborg. Det imponerede langbord med plads til 52 gæster er lavet af

kongetrappen på det andet Christiansborg. Salen bruges i dag til anretning af mad ved gallamiddage da det

ligger i forlængelse af slottets køkken. Dronningens håndbibliotek og Alexandersalen forbindes af

Dronningetrappen som fører op til statsministeriet. Der hvor man havde forestillet sig at kongefamilien

skulle have boet. Det er i dag muligt at se trappen men der er lukket op til statsministeriet af

sikkerhedsmæssige årsager. Håndbiblioteket rummer en del af den kongelig bogsamling og benyttes til

mindre officielle arrangementer – herunder prisuddelinger, jubilæer og særudstillinger. Såvel Dronningen

som statsministeren bruger det smukke bibliotek. Gennem endnu et gennemgangsgemak i form af det

smukke Røde gemak, kommer man til Alexandersalen som udmærker sig især ved sin overdådige

udsmykning i form af marmor, mosaikker, forgyldninger og udskåret træ. Gemakket er opkaldt efter Bertel

Thorvaldsens frise af Alexander Den Store. Salen bliver ofte brugt til middage og officielle begivenheder, og

både Dronningen og statsministeren benytter sig af Alexandersalen.

De Kongelige Repræsentationslokaler emmer af kunst og danmarkshistorie. De giver alle deres specielle

præg og udgør tilsammen et smukt hele. Bag det store spejl i Drabantsalen, ligger Søjlegemakket, derefter

Audiensgemakket og til sidst findes Statsrådssalen. Dronningen benytter flittigt disse gemakker 15 – 20

gange om året. De Kongelige Repræsentationslokaler og den kongelige del af Christiansborg er derfor ikke

et museum. Det er stadig i brug og spiller stadig en vigtig rolle i danskernes bevidsthed.

18

Næste gemak er riddersalen men den vil blive beskrevet senere i forbindelse med præsentation af gobelinerne. Den

undlades derfor i dette afsnit.

17

Sammenfatning

Det tredje Christiansborg Slot og Slotsholmen er et område som rummer næsten tusind års danmarkshistorie

og som derfor tiltrækker sig opmærksomhed. Et stort monument som står på ruiner af tidligere tiders storhed,

tilgængeligt for interesserede gæster. Den skal som omgiver gobelinerne i Riddersalen er et erindringssted i

sig selv og den rummer så meget historie, at de mørke ruiner og de lyse gemakker skaber en perfekt ramme

om et formidlingsprojekt om danskernes historie. Man fornemmer historiens vingesus. På Christiansborg er

både kongehuset og folket repræsenteret, samtidig med at historien er levende og varm over hele

Slotsholmen. Christiansborg er derfor et særdeles velvalgt sted at placere de historiske gobeliner.

18

Gobeliner til Danmarks Dronning

Omdrejningspunktet for dette speciale er Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner som erindringssted

og deres funktion som museumsformidlende genstande. Afsnittet her vil derfor beskrive gobelinernes korte

historie fra ide til nationalt klenodie.

Ifølge Dronning Margrethe opstod ideen til nye gobeliner i Riddersalen på Christiansborg nærmest ved et

tilfælde en aften i januar 1988 ved et privat middagsselskab.19

Men baggrunden var et mangeårigt ønske om,

at føje endnu et nutidigt kunstværk til salens udsmykning og ved samme lejlighed gøre det muligt, at bringe

de gamle gobeliner tilbage til Rosenborg, hvor de retmæssigt hørte hjemme. Det havde længe været et ønske

fra Rosenborg at få deres gobeliner hjem igen og blandt andet derfor opstod ideen om, at skabe nogle nye

gobeliner som kunne formidle Danmarkshistorien på en ny og anderledes måde. Men med respekt for de

gamle gobelintraditioner. Kunstneren Bjørn Nørgaard (f. 1947) blev valgt til at stå i spidsen for projektet. At

han valgte at påtage sig opgaven skyldes ifølge ham selv, at det at anvende et historisk motiv i en i øvrigt

historieløs tid, fandt han var en væsentlig formel udfordring.20

Bjørn Nørgaard har malet skitserne til alle

gobelinerne og har alene bestemt hvem og hvad der skulle på gobelinerne. Hvilke personer, hvilke

begivenheder, hvilke farver, hvilket design og layout. Kort sagt, Bjørn Nørgaard har haft frie hænder til

opgaven. Mange mennesker har været involveret i projektet, ikke mindst Dronning Margrethe. Gobelinerne

er jo en gave til Dronningen fra det danske folk i forbindelse med hendes 50 års fødselsdag i 1990, men var

dog først færdige i 2000 og blev hængt op ved Majestætens 60 års fødselsdag efter næsten 12 års intensivt

arbejde i Frankrig og i Danmark. Motivet for gobelinerne skulle være tusind års Danmarkshistorie med

kongerækken i centrum. Projektet er det største og mest ambitiøse kunstværk i det 20. århundredes Danmark.

Gobelinerne blev vævet hos de nationale franske gobelinmanufakturer, Les Gobelins og Beauvais da det var

disse to historiske institutionernes omdømme og deres unikke tradition inden for vævekunst samt erindringen

om de gobeliner franske konger havde skænket danske konger gennem tiderne som tilskyndende dette valg.21

Arbejdet blev fordelt mellem de to manufakturer, opretstående væve på Les Gobelins og vandretliggende

væve på Beauvais.22

19

Hornung:2000, s. 7 20

Olsen, Rikke Agnete:2003. 21

Hornung:2000, s. 9 22

Det store arbejde indbyder til redegørelse for de mange tekniske finesser i arbejdet men der henvises til Hornungs

værk: ”Gobeliner til Danmarks Dronning”, 2000, for yderligere information.

19

”Deres [Les Gobelin og Beauvais] kunnen og viden om disse ting er enestående. Les Gobelin kunne som en

virksomhed påtage sig opgaven som et samlet projekt. Jeg tror, at vi har været meget heldige med, at Les

Gobelin har kunnet påtage sig opgaven, for det er nok et af de få steder, vi kunne opnå dette.”23

– Bjørn Nørgaard

I alt har godt 60 gobelinvævere været involveret i arbejdet med vævningen af gobelinerne.

Gobelinerne blev indviet på Dronningens fødselsdag 16. april 2000. Allerede inden den officielle åbning var

der stor interesse i befolkningen for, at komme ind og se nærmere på Bjørn Nørgaards kunstværk, og siden

åbningen er gobelinerne blevet set af over en million gæster.24

Indholdet

Gobelinerne beskriver tusind års danmarkshistorie fortalt gennem Bjørn Nørgaards farverige illustrationer. I

alt hænger der sytten gobeliner25

i Riddersalen, men kun ni af dem beskæftiger sig reelt med

danmarkshistorien, mens de øvrige har forskellige motiver og temaer indenfor den historiske kontekst. Hver

af de ni historieske gobeliner dækker over cirka et århundrede, indenfor de tusind års danmarkshistorie, fra

vikingetiden til det tyvende århundrede. Der er ikke et skarpt skel fra 01 – 99, men århundredende flyder ind

mellem hinanden og skaber på den måde en mere svævende og sammenhængende historiefortælling.

Gobelinerne beskriver ikke kun det rent historiske, altså fakta og nedslag i historien, de beskæftiger sig også

med emner som skaber og skabes af historien, som kunst, kultur, religion, politik og videnskab. Dermed

samler de så mange som mulig af de lag og aspekter af samfundet og verden som har formet Danmarks

historie gennem de sidste tusind år. Opgaven Bjørn Nørgaard modtog, var ikke en færdig defineret bestilling,

kun, at det skulle være en danmarkshistorie med kongen i centrum. Indholdet og udformningen blev til

undervejs, eksempelvis de forskellige perioder, de karakteristiske ansigter nederst og øverst i gobelinerne og

”nyhedskataloget” i boduren.

Generelle træk

Bjørn Nørgaard valgte, på grund af riddersalens historiske arkitektur, der næsten er bygget op til de ni gamle

gobeliner, og på grund af opgavens indhold, at fastholde en bordure og et hovedfelt i gobelinerne. Han

hævder selv, at der var to grunde til arbejde med det.26

Den ene var, at man ved hjælp af borduren, der

fungerer som en slags ramme omkring hovedfeltet, forholder sig direkte til arkitekturen i rummet således, at

23

Hornung:2000, s. 22 24

Frandsen, Jacob:2009 s. 3 25

Det er kun vægtæpper fra Gobelinvæveriet i Paris som må betegnes Gobelin. Ca. halvdelen af Bjørn Nørgaards

gobeliner er vævet i Beauvais og er dermed ikke gobeliner, men for ikke at skabe unødig forvirring, vil alle Bjørn

Nørgaards gobeliner blive betegnet som gobeliner. 26

Hornung:2000, s. 18

20

den danner overgangen mellem arkitektur og den egentlige billedflade. En anden grund var, at hvis man

laver en bordure, der har nogle fælles formelle træk, som er ens hele vejen rundt, kan man tillade sig at dyrke

”fri leg” i hovedfeltet. På den måde har Bjørn Nørgaard lavet nogle meget forskellige motiver på hver

gobelin men stadig bevaret sammenhængen i hele rummet ved hjælp af borduren.

Borduren er tænkt som en ramme omkring tiden, idet de dekorative elementer, som findes i borduren, direkte

danner en ramme af personer og begivenheder, der har været afgørende for den historiske udvikling. Både

monumentalt og billedmæssigt rammer den hovedfeltet ind. Dette gøres ved portrætter for oven og forneden.

Foroven skildres tidens åndspersoner, forfattere, filosoffer og gejstlige. Forneden politikere, hærfører, fyrster

osv. De er opdelte således, at de udenlandske er på den ene side og de danske er på den anden side. I

bordurens sidestykker og ramme findes motiver af store opfindelser, begivenheder eller andet, der har været

afgørende for den udvikling, der foregår i hovedfeltet. Disse kan både være fra Danmark men bevæger sig i

vid udstrækning udenfor landets grænser. Mellem portrætterne og rammerne til portrætterne er der nogle

allegorier og symboler, der beretter om de åndelige bevægelser eller politiske ideologier, der har kæmpet i

denne periode. Ornamentet rundt om selve motiverne er en tolkning af de stilarter, der har været

fremherskende i den enkelte periode: renæssance, barok, rokoko osv. Bjørn Nørgaard har ikke kopieret

ornamenterne, men selv skabt dem med inspiration fra tidens stil. Dog med brud som klart og tydeligt viser,

at de er lavet i dag.

I det følgende afsnit vil de ni historiske gobeliners indhold blive kort beskrevet. Det er umuligt at berette om

alle ni gobeliners meget detaljerede indhold og det vil derfor være redegørelse i meget store træk.

Vikingetiden

Den første af de ni gobeliner hedder vikingetiden og den dækker perioden 800-1000. Fra den tidlige

middelalder op til kristendommens indførelse i Danmark. Gobelinen deles i midten af træet Yggdrasil og i

træets krone finder man de gamle guder fra nordisk mytologi. Gobelinen er fyldt ud med figurer og symboler

fra Ase-troen. På venstre side skildres ”hverdagsvikingerne” og de hedenske konger. Deres skikke og hvad

der er kendetegnende for tiden. På højre side ses de første danske monarker i form af Gorm Den Gamle

(Konge til ca. 958) Harald Blåtand (Konge til ca. 987) samt Svend Tveskæg (Konge til 1014). Også et enkelt

kristent symbol i form af den korsfæstede Jesus udsmykker gobelinen. Centrale skikkelser på denne gobelin

er blandt andre Adam af Bremen (ca. 1040 – ca. 1081)og Knud den Store (ca. 995 – 1035). Centrale

begivenheder er blandt andet ofringer, levn fra fortiden og langskibe.

Ældre Middelalder

Gobelinens fokus er i sær magtens deling mellem konge og kirke. Kristendommen er fremtrædende da

gobelinen dækker perioden 1050 – 1250. Konge og biskop følges ad og der bliver flere steder i gobelinen

21

refereret til denne deling. Centralt står Kong Valdemar den Store (1131 – 1182) med Biskop Absalon (1128

– 1201) ved sin side. Den megen fokus på kristendommen er tydelig i form af kirkebyggerier, munkeordener

og Jomfru Maria. Gobelinen er delt i tre dele som skal symbolisere det jordiske kristne liv i midten, dødsriget

for neden og himmelen for oven. Centrale personer for denne tid er eksempelvis Kejser Fredrich Barbarossa

(1122 – 1190) og i siderne ses blandt andet symboler på handel og landbrug.

Yngre Middelalder

Perioden dækker fra omkring 1250 – 1450. Baggrunden har en lys blå farve som vil Bjørn Nørgaard lyse

den ”mørke middelalder” op for os. Hovedfeltet er skildret som et kalkmaleri i en kirke med hvælvinger. Et

stort antal konger, der er kronologisk fremstillet fra venstre mod højre, pryder gobelinen. Centralt i gobelinen

står Valdemar Atterdag (1321 – 1375) og hans datter Margrethe I (1353 – 1412), Kalmarunionen og kampen

mellem det gode og det onde personificeret ved Niels Ebbesøn (1308 – 1340) og Grev Gerhard (1292 –

1340). Øverst er Jean d’Arc (1412 – 1431) centralt placeret mens der i siderne ses symboler på pesten og

borgbyggeri.

Reformationen

Gobelinen dækker en mørk periode med borgerkrig i Danmark og derfor er det de sorte og mørklilla farver,

som dominerer gobelinen. Perioden er 1450 – 1550. Christian II (1481 -1559) dominerer gobelinens

hovedfelt med fokus på blandt andet det Stockholmske Blodbad i 1520. Reformationen fylder ligeledes en

stor del af gobelinen da det er en altoverskyggende begivenhed i denne periode. Reformationen udspiller sig

nederst på gobelinen med Grevens Fejde (1534 – 1536), Hans Thausen og Christian III. Pave Julius II (1443

– 1513), Martin Luther (1483 – 1546) samt Machiavelli (1469 – 1527) er blandt de centrale skikkelser.

Centrale begivenheder er blandt andet Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1400-tallet samt

Christoffer Columbus’ opdagelse af Amerika 1492.

Adelsvældet

Adelsvældet er perioden 1550 – 1650 og domineres derfor af Christian IV (1577 – 1648) som i midten af

hovedfeltet ligger med blodet fossende ud af øjet ved Slaget på Kolberger Heide i 1644. Øverst i gobelinen

til højre ses Christian IV’s far Frederik II (1534 – 1588) men ellers er resten af gobelinens hovedfelt præget

af Christian IV. Eksempelvis er han afbildet som arkitekt og bygherre med bygninger som Rundetårn,

Børsen og Rosenborg bag sig. Hans store flåde er også repræsenteret, ligeledes er 30-års krigen (1618 –

1648) samt tiden stil og mode, renæssancen. Kristendommens betydning står også centralt på gobelinen, men

ikke helt så tydeligt som andre steder i gobelinerne. De er her dækket ind under myter og historier. De

centrale personer for denne tid er blandt andre, videnskabsmanden Tycho Brahe (1546 – 1601) filosoffen

22

Rene Descartes (1596 – 1650) og forfatteren William Shakespeare (1564 – 1616). Store begivenheder er

blandt andet inkvisition og handel og skibsfart.

Ældre Enevælde

Perioden 1650 – 1750 er præget af den tid i Danmark vi kalder for ”enevælde”. Bjørn Nørgaard har endnu

engang valgt at dele gobelinen over i to dele. Denne gang deles den vandret og den øverste del af gobelinen

er dedikeret til de enevældige konger. De står kronologisk på en række efter hinanden omgivet af deres

dronninger, elskerinder og rådgivere. Yderst til venstre er det Frederik III (1609 – 1670) som indfører

enevælden i Danmark i 1660. Nederste del er centreret om Stormen på København (1659) som en af de

begivenheder der fører til enevælde i Danmark. Desuden ses Tordenskjold (1690 – 1720) samt de tre

sølvløver fra Rosenborg Slot. Centrale skikkelser er Solkongen Ludvig XIV (1638 – 1715), filosoffen

Francois de Voltaire (1694 – 1778) og botanikeren Carl von Linné (1707 – 1778). Begivenheder som præger

perioden er blandt andet slavehandelen og opdagelsesrejserne.

Yngre Enevælde

Også i denne gobelin er de enevældige konger blevet placeret øverst i hovedfeltet, anført af den sindssyge

konge Christian VII (1749 – 1808) som er placeret i midten. Perioden er 1750 – 1840 og derfor er

hovedfeltet af gobelinen domineret af Slaget på Reden i 1801. Den danske flåde bliver bombet til

pindebrænde mens Frederik VI (1768 – 1834) nedenunder tager imod Lord Nelson for at forhandle fred.

Tiden stil er nyklassicisme og den symboliseres af figurer fra de tidligere romerske og græske kulturer samt

høje søjler og bygninger fra samme periode. Øverst ses igen et udsnit af store tænkere fra tiden, eksempelvis

Jean-Jacques Rousseau (1712 – 1778) og den danske digter Adam Oehlenschläger (1779 – 1850). I højre

side er der en reference til Wienerkongressen i 1814 og på venstre side Stormen på Bastillen under Den

Franske Revolution i 1789.

Ældre Glyksborgere

Perioden 1840 – 1900 domineres af overgangen mellem enevælde til demokrati. I hvert sit hjørne sidder de

to sidste enevældige konger Christian VIII (1786 – 1848) Og Frederik VII (1808 – 1863) og i midten er den

grundlovsgivende forsamling. Under dem ses tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864. Nederst i hovedfeltet

ses Christian IX (1818 – 1906) med hele sin store familie og bag dem ses det andet Christiansborg Slot som

brænder i 1884. Hovedfeltet rummer desuden højskolebevægelsen, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen

og malerier fra den danske guldalder. Centrale skikkelser er blandt andre Hans Christian Andersen (1805 –

1875), Søren Kierkegaard (1813 – 1855), Karl Marx (1818 - 1883) og Otto von Bismarck (1815 – 1898). På

højre side i borduren ses opfindelsen af mikroskopet og på venstre side Eiffeltårnet ved verdensudstillingen i

1889.

23

Yngre Glyksborgere

Yngre Glyksborgere er perioden 1900 – 1972. Hvis man kan tale om at have en rød tråd gennem gobelinerne

må det være i denne gobelin at man bedst kan ane den. Gobelinen er bygget op i lag og en rød tråd spinder

sig fra venstre mod højre gennem gobelinen.27

Bjørn Nørgaard starter i venstre hjørne med 1. Verdenskrig

(1914 – 1918) mod højre til 2. verdenskrig (1939 – 1945) Nederste del er dedikeret disse to krige og

mellemkrigstiden. Hovedfeltet viser desuden et utal af begivenheder i det 20. århundrede. Genforeningen i

Sønderjylland (1920), underskrivelse af socialreformen (1933) mekaniseringen af landbruget i Danmark til

Vietnamkrigen (1953 – 1975). Øverste del af boduren viser nogle af tidens største og mest betydningsfulde

tænkere, skuespillere og videnskabsfolk, eksempelvis Albert Einstein (1879 – 1955) og Niels Bohr (1885 –

1962). Nederst ses de største politikere i det 20. århundrede- de nationale til højre og de internationale til

venstre, blandt andre Thorvald Stauning (1873 – 1942), John Christmas-Møller (1894 – 1848), J.F. Kennedy

(1917 – 1963) og Mahatma Gandhi (1869 – 1948). I siderne ses atomkraft og de første mennesker i rummet

og på månen Juri Gagarin (1934 – 1968) og Neil Armstrong (1930 – 2012).

Sammenfatning

Et mangeårigt ønske om at få noget nutidig kunst ind i Riddersalen skabte grobunden for arbejdet med

gobelinerne. Bjørn Nørgaard blev sat i spidsen for projektet og han skabte nogle gobeliner som beskriver

tusind års danmarkshistorie i farverige motiver. Gobelinernes indhold rummer historiske nedslag og er

bygget op efter samme skabelon, hvilket skaber ro og bedre overskuelighed i kunstværket. Gobelinerne er en

gave fra det danske folk til Dronning Margrethe II og Bjørn Nørgaard har derfor flettet det danske folks

historie ind i kongernes historie som er gobelinernes egentlige hovedtema. Nye gobeliner men efter gamle

traditioner som vi skal kigge nærmere på i det næste afsnit.

27

Dette er en personlig holdning og fortolkning.

24

Gobelinerne og dynastiet

Gobelinerne og Dronning Magrethe er nært knyttet sammen. Som nævnt var gobelinerne en gave til

Dronningens 50-års fødselsdag i 1990 og gobelinerne skulle erstatte de vægtapeter som allerede hang i

riddersalen, og som skulle tilbage til Rosenborg Slot. Men gobelinerne rummer også en rød tråd som spinder

sig gennem hele historien, historien om det danske monarki. Gobeliner og vægtapeter har gennem historien

været et monumentalt bevis på kongers- og fyrsters magt.

Tidligere tapeter

Et af de mest kendte og berømte tapeter i Europa er Bayeux-tapetet. Det måler 70 meter og beskriver tiden

omkring Wilhelm Erobrerens invasion af England i år 1066.28

Tapetets tema er felttog og erobringer og er

naturligvis blevet brugt som propaganda.

Et andet kendt tapet er Kronborg-tapeterne. Tapeterne var bestillingsarbejde fra Kong Frederik II (1559 –

1588) og bliver ofte betragtet som noget af det ypperligste der findes inden for vægtapter i Danmark.

Oprindelig har der været 43 tapeter, men de fleste af dem er af forskellige årsager gået tabt. I dag er der 14

tapeter tilbage, hvoraf 7 hænger i riddersalen på Kronborg Slot. De resterende 7 kan i dag ses på

Nationalmuseet. Tapeterne skal ses som åbenlys propaganda fra Kong Frederik II’s side, idet den svenske

konge mente at kunne præsenterer en kongerække bestående af 143 led. Dette kunne Frederik II ikke stå

tilbage for, så han bestilte derfor en tapetserie der skulle indeholde ikke mindre end 100 danske konger

fordelt på 43 tapeter. Det blev besluttet at den danske kongerække skulle starte med Kong Dan, hvilket blev

understøttet af Saxo Grammaticus Danmarkskrønike. Meningen var, at når Kong Frederik II holdt fester i

riddersalen på Kronborg, så ville gæsterne blive meget imponeret over det danske monarkis stolte og lange

historie. De 14 tapeter har alle portrætter af danske konger. Alle indeholder de en tekst foroven, der

beskriver kongens bedrifter og viser hans personlighed. Desuden er der en bordure med forskellige

ornamenter og kongernes tilhørende våbenskjold.

I Danmark findes ikke kun Kronborg-tapeterne men også Rosenborg-tapeterne, som Bjørn Nørgaards

gobeliner kan sammenlignes med. Rosenborg-tapeterne blev fremstillet mellem 1685 og 1693 på bestilling af

Kong Christian V (1670-1699) og skulle fremstille danskernes sejre i Den Skånske Krig (1670-1679).29

De

blev fremstillet til at hænge i riddersalen på Rosenborg Slot. Værket består af 12 dele hvoraf de 7 forestiller

kampe på land, mens de andre forestiller slag til søs. Disse tapeter er, ligesom Kronborg-tapeterne, blevet

fremstillet som politisk propaganda. Det understreges af, at Den Skånske Krig ikke kan ses som nogen sejr,

idet Danmark ikke genvandt nogle af de tabte landområder. Tapeternes hovedfelt centrerer sig om det

pågældende slag, hvor Kong Christian V ofte er sat i centrum som stor feltherre.

28

Frandsen, Jacob: 2009, s. 19 29

Benzon, Gorm:1986, s. 73

25

Gobelinerne og den danske kongemagt

Slotsholmen har siden 1400-tallet været hjemsted for danske konger og de forskellige slotte har været brugt

som residens eller repræsentation. Det er tydeligt at Bjørn Nørgaards gobeliner er bygget op omkring de

danske konger som har regeret på pågældende tidspunkt. Eksempelvis er der i hvert hjørne et våbenskjold,

kongernes, Danmarks rigsvåben. Normalt ville det have været den regerende monarks rigsvåben der ville

være i hjørnerne på samtlige gobeliner, i dette tilfælde Dronning Margrethe II’s rigsvåben. Men Bjørn

Nørgaard ønskede, at det skulle være det rigsvåben, der skildrede de konger, der havde regeret i de

pågældende perioder. Bl.a. fordi de ikke alle sammen kunne være med, og fordi, at man i rigsvåbenet kan

aflæse politiske forskydninger i de tegn, de putter ind eller piller ud af deres rigsvåben.30

Til gengæld er der

forneden over de forskellige rigsvåbner, det tofarvede bånd, der løber helt inde om hovedmotivet, Dronning

Margrethes monogram på samtlige gobeliner. På den måde skildres de konger, der er i tiden, og samtidig

præciseres det, at disse gobeliner er vævet i Dronning Margrethe II’s regeringstid.

Synet på kongemagtens stilling og betydning ændrer sig op gennem serien. Især i Middelalderen og

Enevældsgobelinen er kongen en meget stor skikkelse, men i Ældre og Yngre Glyksborger er kongens figur

skrumpet noget ind. Bjørn Nørgaard ser ikke dette som en provokation mod kongemagtens mere

tilbagetrukket stilling i nyere tid, men som en beskrivelse af kongens stilling og den rolle som kongen har

spillet i tiden.31

Kongens position fra Vikingetiden over Adelsvældet til Enevælde til nutidens

parlamentariske, demokratiske samfund med en repræsentativ regent, som har en kulturel, symbolsk og

identitetsskabende rolle og ikke en magtudøvende rolle. På Ældre Glyksborger hvor enevælden ophører og

Grundloven underskrives spiller de to centrale konger, Christian VIII og Frederik VII en meget

tilbagetrukket rolle i hvert deres hjørne. Det centrale er den grundlovsgivende forsamling midt i gobelinen.

Det viser, at kongemagten i forhold til de politiske begivenheder, der danner grundlaget for den

parlamentarisme, vi har i dag, i højere grad mistede den direkte magtudøvende funktion.

Gobelinerne i riddersalen på Christiansborg Slot bærer på en lang tradition hvor konger har ladet sig selv og

sine bedrifter forevige på vævede tæpper.

Det danske kongehus

Dronning Margrethe II udgør det danske kongehus absolutte centrum. Omgivet af en forbilledlig og i

befolkningen yderst populær familie der støtter op om hende, bærer hun på en lang og traditionsrig arv.

Danmark er et kongerige og har siden vikingetiden haft en konge eller en dronning siddende på toppen af

magtens centrum. I nyere tid udspringer den danske kongefamilie af den Glückborgske slægt, efter at den

30

Hornung:2000, s. 18 31

Ibid., s. 26

26

tidligere mandlige hovedlinje, Oldenborg, døde ud med Frederik VII i 1863.32

Europas svigerfar, Christian

IX blev ny konge af Danmark og det er fra ham, at Dronning Margrethe stammer. Der er særligt to ting som

symbolisere det danske monarkis stabilitet, den ene er Christian X’s standhaftighed under den tyske

besættelse fra 1940 – 45. Rytterkongen som han også kaldes, fandt det danske kongehus plads i samfundet

efter enevældens ophør; som et nationalt samlingspunkt for hele befolkningen da han i 1920 ved

Genforeningen, krydsede grænsen på sin hvide ganger. Ved den lejlighed skrev Christian X sig ind i det

danske folks erindringsfællesskab. Han red over grænsen som et nationalt ikon.33

Kongen blev ved hjælp af

udefrakommende begivenheder som Genforening og besættelse populær, og hans børn og børnebørn har

formået, at løfte denne arv. Den anden er Grundlovsændringen af 1953 som sikrede Dronning Margrethe fuld

arveret til tronen. Især den sidste har haft stor betydning i nyere tid hvor de europæiske kongehuse dagligt er

under pres fra modstandere af deres privilegier. Der er ikke mange som stiller spørgsmålstegn ved Dronning

Margrethe som regent og i den brede befolkning, er hun yderst vellidt. Hun har formået af overgå sin fader

Frederik IX som ellers også var en umådelig populær konge, der nød en stor respekt og sympati i

befolkningen. For at understøtte dette kunne man ved en Gallup-undersøgelse i 1972, året hvor Dronning

Margrethe blev udråbt, konkludere, at kun 50 % af danskerne var for monarkiet. Ved jubilæet 25 år senere så

tallene helt anderledes ud og nu bekendte 90 % af befolkningen, at de støttede op om monarkiet.34

Dronningen og hendes familie er altså et populært samlingspunkt for det danske folk. Kongehusets

forbilledlige og udadvendte familieliv er noget genkendeligt for befolkningen. Det indikerer tryghed omkring

den kongelige familie og det smitter af på befolkningen når kongefamilien forbindes med noget sundt, trygt

og godt. Med et bevinget udtryk kan man sige, at i Danmark er selv republikanere royalister.

Huset Glücksborg fik i sin første konge en blanding af nærhed og distance til befolkningen som siden er

blevet opretholdt, og som stadig skaber en vis dynamik omkring kongefamilien. De forskellige monarker har

skullet navigere rundt på tynd is fordi de ikke kan, eller har kunnet, tage befolknings opbakning for givet. I

dag er det kongefamiliens medlemmers opgave, at være til rådighed for mediernes interesse da det er

samspillet og det gensidige afhængighedsforhold mellem de to, som skaber fundamentet for den folkelige

opbakning til monarkiet. Medieinteressen for kongefamilien er enorm og det er ikke mindst takket være

Dronning Margrethes fornemme fremtræden i offentligheden skaber denne interesse og fornødne respekt for

kongehuset i Danmark. Gennem sin offentlige fremtræden virker regenten som et åbent og integrerende

symbol, som mange kan forbinde sig med. Også hendes udenlandske aner og franske giftermål medvirker til

at gøre hende dansk på en måde, der samtidig er åben mod omverdenen.

32

Dehn-Nielsen, Henning:2007, s. 166 33

Olden-Jørgensen, Sebastian:2003, s. 187 34

Adriansen, Inge:2003, Bind I, s.100. (I 2013 viser en undersøgelse, at opbakningen til monarkiet igen er stigende

efter at have været faldende mellem 1997 og 2009. I juni måned 2013 viser en YouGov undersøgelse for søndagsavisen,

at 58 % af danskerne foretrækker monarki mod 31 % som foretrækker en republik. Kilde: Søndagsavisen 5.-7. juli

2013, side 20.)

27

Det danske kongehus er i sig selv et erindringssted. Det er en institution som har sat sit præg på tusind års

danmarkshistorie og som stadig er i funktion, om end i knap så fremtrædende en rolle som tidligere.

Kombinationen af demokrati og arveligt monarki er så speciel en statskonstruktion, at den er svær at

begrunde og forsvare, hvis ikke den bygger på en ubrudt tradition, som det netop er tilfældet med det danske

monarki. Der findes ingen opskrift på hvordan man bliver en god regent, de forskellige monarker i Danmark

har på hver deres måde fundet en balance, men der findes dog nogle retningslinjer som en regent kan søge at

opnå for at skaffe sig popularitet. Bl.a. skal en regent kunne gøre gavn og på en overbevisende måde

repræsentere nationen både på det indre og det ydre plan. En regent må også kunne udtrykke nationens

følelser som man eksempelvis ser det i Dronning Margrethes nytårs taler. Måske vigtigst af alt så må en

regent også være synlig og til rådighed for folket. Den store popularitet den danske kongefamilie nyder

skyldes som førnævnt ikke mindst Dronning Margrethes fornemme fremtræden i offentligheden.

Årsagerne til det danske kongehus popularitet skal findes i flere forhold, men skyldes nok især, at det bliver

sværere og sværere for det danske folk at opfatte sig som en helhed og en enhed. I en tid præget af hastige

ændringer og globalisering har Dronning Margrethe formået at fremstå som et symbol på dansk kontinuitet.

Denne symbolværdi bliver kraftigere når den europæiske integration svækker andre nationale symboler som

fx Grundloven, det danske pas og landegrænsen. Det kan derfor især tilskrives de accelererende

samfundsmæssige og kulturelle ændringer, at det danske kongehus er kommet til at stå som symbol og

bekræftelse på dansk kontinuitet.

Sammenfatning

Gobeliner og vægtapeter har gennem historien været et monumentalt bevis på konger og fyrsters magt. Også

i Danmark hvor gobelin og vægtapeter er kendt i form af Kronborg- og Rosenborg tapeterne. Der er altså en

stærk forbindelse mellem gobelinerne og det danske kongehus. Derfor kaldes gobelinerne både for Bjørn

Nørgaards gobeliner, men også Dronningens gobeliner, og Dronning Margrethes store popularitet er med til

at forstærke interessen for gobelinerne.

Vi vil nu forlade Christiansborg Slot og gobelinerne for at bevæge os ind i formidlingens univers. Der vil i

det følgende blive kigget på formidling i praksis og retorisk teori.

28

Formidling i praksis

Der vil i dette afsnit blive præsenteret forskellige måder hvorpå, man kan formidle faglig viden som

kulturformidlere gør, når de laver omvisninger. De mange forskellige måder at formidle på præsenteres for at

give en række eksempler på, hvilke mekanismer der træder i kraft og hvilke man med fordel kan benytte sig

af, når man formidler. Senere vil de blive sammenholdt med den empiriske undersøgelse af formidlingen i

riddersalen på Christiansborg Slot.

Faglig formidling handler overordnet om at formidle faglig viden og faglige problemstillinger klart og

forståeligt så modtageren bliver klogere. Formidling er en proces hvor det gælder om at føre et menneske

mod et bestemt mål, nemlig, at opnår større viden om et bestemt emne, begreb, begivenhed m.v. Det handler

om at kunne navigerer rundt i et kompliceret felt bestående af forskellige begreber som tilsammen udgør

formidling. I denne sammenhæng handler det om at finde frem til den bedst egnet og mest hensigtsmæssige

formidlingsform af Bjørn Nørgaards gobeliner således, at gæsterne føler at de er gået derfra klogere end da

de kom.

Formidling af viden sker på flere niveauer og kan have mange forskellige sammensætninger af aktører, som

både kan være fagfæller eller komme fra helt forskellige fagområder. Når fagfæller taler sammen er der tale

om kommunikation på lige vilkår, men hvis en person vil formidle sin viden om et felt til en udenforstående

person, er der tale om faglig formidling.35

Faglig formidling sker i den formidlings situation hvor

rollefordelingen er asymmetrisk og derfor bygger på forestillingen om forskellighed. Der er altså tale om

forskellige forudsætninger for afsender og modtager i form af viden og kompetencer. Der er ofte stramme

normer for hvad man kan tillade sig indholds- og formmæssigt i en videnskabelig fremstilling, hvis genrer

typisk indskrænker sig til afhandlinger og rapporter, mens faglig formidling består af en rig underskov af

genrer og fortæller former, eksempelvis lærerbøger, kogebøger, vejrudsigten og kulturformidling. Der er

altså tale om forskellige diskurser med forskellige normsæt, som ikke uden videre kan overførers fra den ene

til den anden.

Den faglige formidlings genrer

Genren er, som konteksten, kontakten mellem afsender og modtager om, hvordan tekste skal udformes, læses

og forstås. I skriftlig videnskabelig og faglig kommunikation drejer det sig primært om afhandlinger, artikler

og rapporter der som regel er udtryk for veletablerede skrivetraditioner og underkastet en række traditionelle

restriktive genrenormer for indhold og form. I faglig formidling er situationen anderledes fordi konteksten er

35

Becker-Jensen, Leif:2007, s.19- 22

29

langt mere varieret. Formålene kan være mange og forskellige, og målgrupperne omfatter potentielt hele

befolkningen.36

Formidlingsprocessen er naturligvis styret af nogle forestillinger om, hvordan modtageren tager i mod

budskabet. En helt basal kommunikationsteori er, at se sin modtager som en ren tavle hvorpå man kan skrive

sin viden ned. En direkte transformation som lukker ned for modtagerens mulighed for selv at tænke sig til

sammenhænge. Sådanne forestillinger om modtageren som en ren tavle lige til at skrive på kan

sammenlignes med reklamebranchens måde at tænke formidling på. I denne sammenhæng er det vigtige at

modtageren husker enkle budskaber og genkender dem. Men viden er mere kompliceret at formidle, for

viden er ikke bare noget vi husker, det er også noget vi føler, mener og gør. Vores viden kan ses som en

helhed, der rummer mere end de informationer, den er sammensat af, og den bygger relationer op mellem

alle informationerne.

Leif Becker-Jensen (f. 1949) har udviklet en teori om hvordan man kan opfatte sin modtagers forudsætninger

for, at tage i mod den faglige formidling. Han kalder den samlede struktur som alle videns elementerne på et

givet tidspunkt danner og indgår i for vidensunivers.37

Det er dette vidensunivers man skal finde ind til hos

modtageren, og det er der man skal begynde processen når man vil formidle.

Vidensunivers

Vidensuniverset udgør vores til enhver tid samlede sum af viden og den involverer blandt andet følelser,

intellekt, erfaring, intuition, værdier, oplevelser, holdninger og adfærd. Det er denne sum af viden som gør

det muligt for os at orientere os i og handle i forhold til virkeligheden. Denne viden samles under fire

punkter, kundskaber, færdigheder, erfaring og følelser.

Ved kundskaber forstås de basale kundskaber vi er i besiddelse af for at klare os gennem dagligdagen til de

kundskaber som vi godt kunne undvære og stadig klare os i dagligdagen. Kundskabsformidlingen udgør en

stor del af den faglige formidling i eksempelvis lærebøger. Ved færdigheder forstås det at vi kan vide noget,

at vi har ”know how” og færdighedsviden. Færdigheder som vi tilegner os ved at gøre ting tilstrækkelig

mange gange så det til sidst sidder på rygmarven og man ikke behøver tænke over det hver gang man udfører

handlingen. Erfaringer anskues her som erfaringsviden, og dermed en viden man har fordi man selv har

erfaret det. Der er tale om to slags erfaringer, den direkte og den indirekte. Den direkte er den erfaring som

modtageren på sin egen krop selv har prøvet. Indirekte erfaringer er derimod de erfaringer som man ikke selv

har mærket, men som man kan identificere sig med. Den fjerde komponent i vidensuniverset er den emotive

viden som man genkender fra eksempelvis sym- og antipartier. Den bygger på modtagerens identifikation

gennem indlevelse. De emotive følelser bliver ofte genstand for kritik, da man i enhver argumentation

36

Ibid., s. 203 37

Ibid., s.36 - 49

30

afkræves saglige og rationelle argumenter, men det til trods, så vil faglig formidling der rammer vores

følelser virke stærkere end viden der tilegnes intellektuelt. De fire komponenter skal ses i en sammenhæng

og i en evig interaktion med hinanden for at få det indre univers til at hænge logisk sammen.

Sprog og formidling

Fra afsenderens perspektiv betyder den tætte sammenhæng mellem sprog, erkendelse og viden, at hvis han

vælger en bestemt udtryksform, så kan han aktivere bestemte dele af modtagerens univers. Det centrale

spørgsmål fra afsenderperspektivet må derfor være, hvad formålet er med formidlingen. Dernæst må han

sætte sig ind i hvordan modtagerens vidensunivers ser ud, og til sidst beslutte hvordan han bruger sproget

målrettet og hensigtsmæssigt i den givne kontekst. Det er naturligvis ikke givet på forhånd at man når sit

ønskede resultat, for det at formidle er hele tiden at træffe valg mellem mange forskellige muligheder, men

de hensigtsmæssige valg kræver lidt bevidst planlægning. Leif Becker-Jensen har til den opgave konstrueret

det han kalder formidlingskompasset.38

Formidlingskompasset39

Som navnet antyder, er formidlingskompasset bygget op som et klassisk kompas med pile som, overført til

formidling, angiver de forskellige muligheder og retninger sproget tilbyder når man vil formidle. Centralt er

den tekst eller den genstand som skal formidles ud fra et bestemt formål til en bestemt målgruppe, og herfra

kan man bevæge sig rundt i de forskellige kompasretninger i formidlingen. Kompassets retninger er

komplementærer og formidlingen er spændt ud mellem forskellige fortællertekniske muligheder, givet af

kompasretningen. Når man skal formidle gælder det om, at komme hele kompasset rundt og afsøge så mange

muligheder der lader sig gøre.

Kompasset er bygget op om nord og syd polerne som angiver kontekst og funktioner. Spørgsmålene om hvad

man vil opnå med sin formidling og hvilken målgruppe man vil fange, har konsekvenser for formidlingens

kvalitative aspekter som opfylder bestemte kommunikative funktioner i formidlingen. Går man med urets

retning melder næste pil spørgsmålet om det relevante og det irrelevante da formidling ofte er et dilemma

mellem den viden formidleren opfatter som relevant, og den som modtageren opfatter som relevant. For at

modtageren kan afkode formidlingen må sproget ikke lægge hindringer i vejen for forståelsen og man må

derfor finde balancen mellem det komplekse og det forenklede. I den sammenhæng primært mellem det

specialiserede og det almene sprog. Endnu en balance som må være hårfin er den mellem det konkrete og det

abstrakte. Balancen mellem lige dele konkrete oplevelser og evnen til abstraktion. Udsmykningen af sproget

38

Ibid., s. 104 - 109 39

Leif Becker-Jensens formidlingskompas er bygget op om konstruktionen af en tekst, men i denne kontekst er der gjort

et bevidst fravalg af skriftlig formidling og der fokuseres udelukkende på den mundtlige formidling. Derfor vil nogle af

Becker-Jensens ord blive omskrevet for at opnå størst mulig forståelse for læseren.

31

med billeder i form af sproglige billeder, analogier og metaforer er også en del af formidlingen man må tage

stilling til, hvordan og i hvilken grad bør og skal bruges. At skrive i billeder har en enorm stærk styrke, men

egner sig eksempelvis ikke til brugermanualer. Hvorvidt nogle dele af formidlingen skal være implicit eller

eksplicit er også en del af formidlingskompassets retninger. Man kan vælge at postulere, argumenter og

forklare eller man kan bruge identificerende funktioner på en måde at modtageren selv uddrager den faglige

pointe. Enhver fremstilling kan placeres på en skala mellem dynamiske og statiske funktioner. I den

dynamiske ende af skalaen findes fortællinger som er vigtige når vi skal tilegne os viden, bearbejde

erfaringer og formidle. Den statiske fremstilling er kendetegnet ved at være opbygget af kategorier og

strukturer. Den sidste kompasretning handler om formidlingens røde tråd. Den disponering man må gøre sig

så modtageren forstår formidlingens dele ud fra helheden og omvendt.

Formidlingskompasset er en hjælp og et planlægningsinstrument der demonstrere, at der i formidlingen er

mange forskellige muligheder at vælge imellem når man har sporet sig ind på den kurs man vil ligge i sin

formidling. I det følgende vil de dele af formidlingskompasset som har mest relevans for faglig formidling i

denne kontekst, blive yderligere beskrevet for at opnå større forståelse af de komponenter som udgør den

faglige formidling.

Kontekst og funktion

Konteksten er det redskab som skal sikre, at formidlingen bliver målrettet modtageren. Det overordnede mål

er at modtageren bliver klogere, men for at finde ud af hvad det vil sige at gøre modtageren klogere, arbejder

Becker-Jensen med tre formål: at formidle viden, at påvirke holdninger og at regulere adfærd.40

De er tæt

forbundne i modtagerens vidensunivers. Formålet med at formidle viden er naturligvis at modtageren bliver

klogere. Ved at påvirke holdninger gør man modtageren klogere i betydningen af at få vedkommende til at

ændre holdning, nuancere eller underbygge den holdning der allerede er til stede. Den sidste handler om at

regulere modtagerens adfærd ved at få vedkommende til at udfører en handling. Da der ikke findes en

prioriteret rækkefølge for de tre formål er det vigtigt, at man hver gang overvejer hvordan man vægter dem i

formidlingen ud fra det primære formål. Enhver formidling skal planlægges ud fra konteksten, især formål,

budskab og målgruppe.

Kontekstens modpol i formidlingskompasset er funktioner. Funktionerne er redskaberne som skal sikre, at

formidlingen indeholder de nødvendige og tilstrækkelige kommunikative elementer der kræves for at opnå

formålet. Det handler om hvad de bestemte dele af formidlingen skal gøre ved modtageren. Faglig

formidling er ofte formidling, som er lukket for fortolkning for at undgå misforståelser. Dog kan man ikke

altid forvente at have en motiveret modtager, det kan derfor være fordelsagtigt at tilføje funktioner, som

motiverer modtageren. Eksempelvis ved brug af metakommunikation eller medinddragelse.

40

Ibid., s. 110

32

Selektion i formidlingen

En vigtig del af den faglige formidling er evnen til at kunne selekterer og udvælge de relevante ting for den

givne formidling. Mennesker kan selv selektere og kun de informationer som er vigtige, integreres som

dybere viden i vores vidensunivers. Og for at tilegne sig informationer og omsætte dem til viden, skal man

opleve dem som relevante for ens eget liv og dermed have behov for at bruge dem til noget. En af de

grundlæggende udfordringer i formidlingen er at afsender og modtagers opfattelse af relevans ikke altid

stemmer overens. Enhver formidling starter derfor med indholdsmæssige overvejelser ud fra formålet og

målgruppen og derefter at finde balancen mellem det man selv finder relevant at formidle og det som

målgruppen finder relevant. I øvrigt rummer langt de fleste emner så megen kompleksitet, at man umuligt

kan formidle al sin viden om emnet på én gang. Derfor er det nødvendigt at selekterer i sin formidling og

udvælge netop de informationer som er relevante for modtageren i forhold til formålet- og udelade de andre.

Udtrykket kaldes ”Kill your darlings”.41

I faglig formidling er der typisk fire forskellige måder at selektere

på- at selektere diskurser, selektere i bredden, selektere i dybden og at selektere i detaljer. De forskellige

måder at selektere på er et hjælperedskaber til formidleren som gør det nemmere at tilrettelægge sin

formidling så målet nås uden alt for mange afstikkere. Fx er selektion i bredden at rydde de irrelevante

ekskurser væk og skærer alt det bort som ikke direkte hører med til historien. Til gengæld kan man vælge at

selektere i bredden, men ikke i dybden og man får derfor en formidling som fremstiller et snævert emne

grundigt. En sådan formidling er velegnet for en modtager der er meget interesseret i et bestemt emne.

Vælger man derimod at selektere i dybden får man en overfladisk formidling der til gengæld kommer godt

rundt i emnet. En sådan formidling er velegnet til en modtager der har brug for en bred orientering.

Sommetider kan det dog være en fordel ikke bare at skære alt det væk som ikke har relevans for emnet. Dette

gælder især for den mundtlige formidling. For at føle sig inddraget som modtager er metakommunikation og

udenomssnak ofte et frisk pust. Dette vil blive beskrevet senere i kapitlet om formidlingen på

Christiansborgs Slot. Dette kan eksempelvis være tilfældet hvis man skal formidle noget relevant for emnet

som modtageren finder irrelevant. Formidlingsrelevans drejer sig derfor om at tilføre sin formidling

funktioner, som kan være fagligt irrelevante, men som er relevante for formidlingen fordi de sikre, at det

faglige indhold når frem til modtageren. Eksempelvis ved hjælp af anekdoter eller ved hjælp af skiftende

stemmeføring. Men for at sikre at modtageren bliver klogere bør formidlingen indeholde både emne- og

formidlingsrelevans således, at modtageren motiveres til at blive klogere.

Det komplekse og det forenklede

Når faglig formidling netop handler om at formidle noget fagligt til sin modtager så vedkommende bliver

klogere, er første skridt, at gøre sit sprog enkelt og dermed undgå at bruge indforståede begreber. Nogle ord

41

Ibid., s. 123

33

eller begreber lader sig ikke uden videre oversætte og man kan derfor forsøge at forenkle det ved

eksempelvis at forklare, konkretisere eller illustrere. Graden af forenkling afhænger af det forståelsesniveau

man vil ramme.

Sprog og anskuelighed

Faglige definitioner er ofte abstrakte begreber, hvis definition fagmanden godt forstår, selv om de er

abstrakte, fordi de er koblet til vedkommendes erfaringer. Den udenforstående som skal belæres ved den

faglige formidling må derimod have anskueliggjort og konkretiseret de fænomener som falder inden for

begrebets rammer for at forstå begrebets indhold. Sker dette ikke risikerer man, at modtageren ikke forstår

dets betydning eller misforstår dets betydning. Sproget kan henvise til forskellige ting i modtagerens

vidensunivers. Leif Becker-Jensen mener, at sproglige begreber kan henvise til tre fænomener, konkreter,

abstrakter og hændelser.42

Konkreter er fysiske genstande man kan tage og føle på. I faglig formidling kan

konkretisering bruges i mange forskellige funktioner, eksempelvis til at skabe klarhed og præcision om de

begreber man anvender. Abstrakterne er de ikke-fysiske fænomener som kan udfoldes modtageren med et

eksempel eller en allegori på begrebet. Den sidste er en henvisning til vores konkrete oplevelser og erfaringer

som afsenderen kan formode, at modtageren er bekendt med.

Billedligt talt

Analogier, metaforer og metonymier henvises ofte til den litterære skrivetradition, men de har en funktion

som gør dem særligt velegnede til faglig formidling- de er velegnede til at bygge bro mellem det faglige

univers og modtagerens vidensunivers. Ved brug af analogier fremmer man modtagerens forståelse og giver

samtidig plads til at drage egne erfaringer ind. Sommetider må faglig viden kobles til ikke-faglig viden for at

være sikker på, at modtageren forstår det. Ny viden koblet til gammel viden gør mere gavn end ny viden

koblet på ny viden.

Metaforer har samme brobyggende funktion som analogier, men de adskiller sig ved at deres forbindelser er

tættere på hinanden, og at forståelsen af ny viden sker inden for rammerne af gammel viden. Den ideelle

metafor understøtter den faglige pointe for modtageren uden at gøre opmærksom på sig selv, da den ikke

skal være et mål i sig selv, men et redskab til større erkendelse. Metonymierne er velegnede til faglig

formidling fordi de formår at lade et enkeltelement symbolisere helheden.

Billederne har altså en vigtig funktion i at skabe klarhed for modtageren når man formidler. Når man skal

konstruere billeder er det en god øvelse, at forestille sig en modtager som ligger under den målgruppe man

ønsker at ramme. På den måde skaber man ofte billeder, som bliver ekstremt konkrete. Man kan også trække

på egne erfaringer fra dengang man selv lærte sit fagområde at kende. Ikke mindst kan man imitere andre

42

Ibid., s. 156-157

34

som man har ladet sig inspirerer af til sin formidling, hvad de gjorde godt og hvordan man selv kan bruge

det.

Brugen af billedsprog som fremmende for modtagerens forståelse er også nært forbundet med det im- og

eksplicitte. Sommetider skal meningen ikke skrives eller redegøres for, sommetider skal det "ligge mellem

linjerne”. At udtrykke sig eksplicit er at udtrykke sig klart og tydeligt mens implicit er at kommunikere

underforstået. Den sidste bruges ofte i oplevelsesformidlingen.

Det vigtigste er dog, at bruge af billedsprog er velegnet til at slå bro mellem det faglige univers og

modtagerens univers.

Fortællingen

I faglig formidling er fortællingen en stærk fremstillingsform fordi det er noget som alle kender og mestre.

Fortællingen har også fået comeback i den faglige formidling ved brug i eksempelvis kampanger, reklamer

og journalistik. Fortællingen er det fælles modersmål som alle mennesker kender og egner sig derfor i høj

grad også til den faglige formidling.43

Fortællingens betydning for vores erkendelse hænger dels sammen

med, at den er bundet til og udtryk for vores erfaringer og oplevelser, og dels at den ligger som bærende

sproglige strukturer under de abstrakte begreber. Selve det at fortælle historier er en vigtig bestanddel af

vores kommunikation når vi skal tilegne os viden, bearbejde erfaringer og formidle. Der er en tæt

sammenhæng mellem fortællingen og vores erkendelse. Desuden fremmer anskueliggørende

fortælleelementer, eksempelvis omkring årsag og virkning, forståelsen hos modtageren. Fortællingen kan

både være et mål i sig selv og et middel til erkendelse, men når man bruger fortællingen i faglig formidling

er det ikke primært for at underholde men for at få modtageren til at forstå det emne man taler om. Den

faglige fortælling skal ikke blot beskrive noget for modtageren, den skal som al god videnskab give

modtageren en faglig forklaring på fænomener. Den skal tale til modtagerens oplevelser og samtidig sætte

disse oplevelser ind i en faglig struktur og forklaring ramme.44

Til at begynde med skal den vække opsigt,

siges i rigtig rækkefølge, ordene og formuleringerne skal tilpasses, der skal indlægges forklaringer og

refereres til fælles erfaringer m.v. Alt dette kan opleves som svært og kunstigt.45

Men således også som et

argument til at begynde, at studere og dyrke den.

Når fortællingen er helt fundamental for vores erkendelse og kommunikation, og derfor et centralt redskab i

faglig formidling, kunne man ønske sig, at der var mere fokus på den. Faglig viden må gerne være

underholdende og man kan som formidler se på de dele af ens formidling, hvor der eksempelvis er faglige

pointer som kan støttes af en fortælling. Fordi det hjælper til bedre forståelse hos modtageren.

43

Ibid., s. 172 44

Ibid., s. 179 45

Hvass, Helle:2003, s. 37

35

Sammenfatning

Med begreber som vidensunivers og formidlingskompas er det muligt, at opstille nogle kriterier for den

mundtlige faglige formidling. Den faglige formidling er en bevidst styret proces hvor sproget er et middel til

at opnå afsenders formål. For at komme dertil må man kunne sætte sig ind i sin modtagers vidensunivers og

vide, at dette er en kompleks størrelse som omfatter både kundskaber, færdigheder, erfaringer og følelser.

Man skal kunne tale til dem alle på en gang og derfor må man selekterer i sit stof og målrette sit sprog

således, at man ved hjælp af forskellige sproglige teknikker, kan korrespondere med de forskellige dele.

Eksempelvis, at billedsprog er velegnet til at slå bro mellem det faglige univers og modtagerens univers eller,

at sproglig forenkling er et udbredt og effektivt redskab i faglig formidling.

36

Retorik som formidlingsredskab

Det er en almindelig talemåde at sige, at et billede siger mere end tusind ord. Men sådan forholder det sig

langt fra. Tusind ord, sat rigtig sammen, i det rette forum, med den rette taler, kan skabe langt bedre

forståelse og sommetider give tilhørerne en sublim følelse af noget som er større end det der siges. Evner

man at sætte ordene rigtig sammen og har man talent for at tale foran et publikum, kan man skabe et univers

hvor selv de mest komplicerede problemstillinger kan give mening for modtageren. Man kan i den

forbindelse benytte sig af nogle af de retoriske virkemidler som vil blive præsenteret i det kommende afsnit.

I den faglige formidling er det ikke nok blot at være bevidst om, hvorledes opbygningen af formidlingens

dele kan virke hensigtsmæssigt på modtageren. Lige så vigtigt er det at vide hvordan et budskab formidles så

man kan være sikker på, at budskabet også opfattes af modtageren. Til dette formål er det oplagt at se mod

talekunstens eget fagfelt, læren om overbevisende kommunikation, retorik. I det foregående afsnit er der

blevet præsenteret teori om den faglige formidling, og hvordan den kan bruges. I det følgende vil der blive

trukket linjer til mellem retorikkens rige og den faglige formidlings teori.

Retorik er som fag både en praksis og et læresystem. Det centrale i denne sammenhæng er retorikkens evne

til at give anvisninger på, hvordan man bliver en god taler. Inden for retorik arbejder man ofte med

argumentationsteori og overbevisende tale i forbindelse med, at finde frem til, eller komme så tæt som

muligt på, en sandhed. Det er ikke relevant at beskæftige sig med i denne sammenhæng, og der vil derfor

blive taget retoriske virkemidler fra forskellige dele af retorikkens univers.

Der findes naturligvis mange forskellige kommunikationssammenhænge hvor der vil være undtagelser af det

som beskrives nedenfor, men for at gøre det mest mulig overskueligt for læseren er de undladt i denne

kontekst.

Mundtlighedens natur

Indimellem oplever man formidlere hvis mundtlige formidling, på den ene eller anden måde, slet ikke

fungere. Det kan være taler der er for lange, komplicerede faglige problemstillinger som bliver fremført i et

for hurtigt tempo, informationstunge taler som er umulige at huske eller formidlingssituationer der er så

kedelige, at man taber tråden. Der er mange ting at forholde sig til, når det kommer til mundtlig

kommunikation, og derfor også mange ting, der kan gå galt i mundtlig tale. Men omvendt har mange også

oplevet en formidler, hvis mundtlige forudsætninger var så gode, at man følte sig suget ind i talerens og

emnets univers. Situationer hvor man glemmer alt omkring sig og måske ser emnet på en ny måde og verden

vendes lidt på hovedet. Formidlerne bag disse situationer har det tilfælles, at de forstår hvordan man

formidler mundtligt, og ikke mindst forstår, hvad man kan opnå gennem talen, som kun sjældent kan opnås

med en tekst. Det gælder eksempelvis indlevelse, begejstring og nærvær. Endvidere handler det om at have

37

forståelse for det fysiske møde mellem taler og publikum, som altid gør sig gældende når man benytter den

mundtlige genre frem for den skriftlige. For at mestre den mundtlige genre må man forstå at tale til øret i

stedet for til øjet. Man må, modsat den skriftlige genre, typisk tilgå emnet konkret og ræsonnere gennem

handlinger og specifikke situationer såsom eksempler, historier, inddragelse af konkrete personer og

forankring i den givne situation.46

Når man taler frem for at skrive, skal publikum kunne forstå og begribe

det, der siges, i det øjeblik, det fremføres. Det er lettere at forstå og begribe via konkrete forhold end ved

hjælp af abstrakte begreber, og derfor er det påkrævet, at man, når man taler, er konkret og gentagende, og at

man benytter ord og sætninger, der kan afkodes spontant. Det er derfor nødvendigt, at man grundigt

selekterer i sit materiale.

Det mundtlige materiale, sprog og rum

Hvis man vil tale effektivt må man vælge det materiale som passer til formidlingssituationen. Her indenfor

må man være opmærksom på hvilken slags informationer man udvælger og hvilken mængde af

informationer man medtager. Der skal som nævnt være overvægt af konkrete eksempler, men derfor skal

man ikke helt undgå abstrakte begreber og definitioner. De abstrakte begreber er vigtige for den måde vi i

dag tænker og begriber, men det er vigtigt, at disse ikke står alene, men suppleres med de konkrete,

fortællende momenter i mundtlig formidling. Skal man medtænke konkrete illustrationer af alle sin pointer

går en stor del af formidlingen naturligvis med dette, hvilket betyder, at der ikke er plads til nær så mange

pointer i mundtlig formidling som der er i skriftlig formidling. Derfor består en god tale eller mundtligt

oplæg af ganske få pointer, der så til gengæld gentages og udfoldes. Herved får publikum både tid og rum til

at begribe det sagte undervejs og mulighed for at huske det efterfølgende.

Det er ikke kun indholdet som er forskelligt i henholdsvis mundtlig og skriftlig formidling. Også sproget er

forskelligt og det gælder for den mundtlige formidling at sproget skal være let at afkode. Publikum kan som

nævnt ikke få gentaget ord eller sætninger hvorfor det mundtlige sprog må være simpelt, og man bør derfor

undgå komplicerede sætningsstrukturer. Man skal også være opmærksom på, hvilke ord man benytter, når

man kommunikere mundtligt, da der er forskellige ord, der hører henholdsvis skriftlig og mundtlig

kommunikation til. Eksempelvis er sammenbindingsord eller tunge ord som fagudtryk eller fremmedord. Det

mundtlige sprog er derfor kendetegnet ved korte sætninger, få ledsætninger og mundtlige ord.

Det fysiske møde mellem taler og publikum kaldes det mundtlige rum.47

Der vil altid være et publikum til

stede når man taler og det kræver, at man som taler må medtænke en række betingelser man må opfylde for

at få succes. Eksempelvis den omstændighed, at man mundtligt skal fastholde publikums opmærksomhed

gennem hele taletiden. Og dernæst det forhold, at man mundtlig må være beredt på spontanitet. Der sker ofte,

46

Gabrielsen, Jonas (m.fl.):2010, s. 31 47

Ibid., s. 38

38

at der opstår situationer man ikke var forberedt på, eller at publikum reagerer anderledes end man

forventede. Publikums opmærksomhed er ikke konstant, men kommer og går gennem hele talen eller

formidlingssituationen. Kun i talens indledning kan man tage publikums opmærksomhed for givet. I alle

talens øvrige dele må man som taler selv skabe og fastholde den opmærksomhed. Netop fordi publikums

opmærksomhed svinger, er det vigtigt, at tilrette sin formidling således, at publikum kan fange tråden igen,

hvis de har været uopmærksomme. Det kan man gøre, dels ved løbende at samle op på sine pointer, så

publikum får en ekstra chance for at høre dem, og dels, ved tydeligt at markere sine overgange mellem

emnerne eller pointerne.

Spontanitet er også et vigtig forhold ved det mundtlige rum. I og med at publikum er konkret til stede i den

mundtlige tale, opstår der automatisk sammenspil mellem afsender og modtager. Formidlingen bliver derfor

påvirket af publikums reaktion og kommer derfor sjældent til at blive fremført som man havde planlagt. Det

har den åbenlyse fordel for den gode formidler, at man kan gå i dialog med publikum som igen kan betyde,

at man kan lade sig påvirke af publikums reaktion. Det mundtlige rum er et dynamisk rum, og det må man

acceptere, hvis man vil beherske det. Derfor kan man drage nytte af de forskellige reaktioner fra publikum

ved at kommentere på dem og udnytte spontaniteten til egen fordel. Ved at integrere spontane elementer i sin

formidling viser man, at man er oprigtig til stede i rummet, og at man ønsker at få publikum i tale. Hvis man

griner med publikum, stiller dem spørgsmål, korrigere sig selv viser man med al tydelighed, at talen holdes i

nuet, og at man som taler tager situationen alvorligt. Ikke alt kan, eller bør, styres for det fratager publikum

deres indflydelse på situationen. Mundtlighed handler derfor om at være forberedt og om at være beredt. Det

handler om at være til stede i rummet sammen med publikum og reagere på den reaktion de giver, ikke den

reaktion man havde i tankerne.

De forskellige typer mundtlig formidling

Retorik kan defineres som læren om at formidle hensigtsmæssigt, altså således, at hensigten opfyldes. De

forskellige typer mundtlig formidling er især kendetegnet ved, at have en bestemt overordnet hensigt. Det er

altafgørende for den som skal kunne formidle mundtligt at kende den overordnede hensigt med de forskellige

typer mundtlig formidling. Indenfor den skriftlige formidlings område skelner man mellem hensigter.

Eksempelvis er hensigten med en brugsanvisning at forklare hvordan et givent produkt virker, og ingen ville

kunne finde på at kritisere en brugsanvisning for at være fantasiløs. En doktorafhandlings formål er at

redegør for ny viden indenfor et område, og ingen vil kritisere den for at mangle narrativer eller billedsprog.

Vores viden om de forskellige typer skriftlig formidling gør det muligt for os at producere, analysere og

vurdere skriftlig formidling på et fagligt grundlag.48

Inden for den mundtlige formidlings område er de fleste

derimod ikke vant til at skelne bevidst mellem de forskellige typer hensigter. Ofte kommer et oplæg, et

48

Hvass, Helle:2003, s. 19

39

indlæg eller en besked ind under samme kategori, men der er lige så store forskelle mellem de mundtlige

typer som der er mellem de skriftlige. Skal man lære at producere, analysere og vurdere forskellige typer

mundtlig formidling, må man studere deres overordnede hensigter. Afsendere af mundlig formidling har altid

en særlig hensigt med at tage ordet, men den hører som oftest også under en overordnet hensigt. Eksempelvis

har formidlingen af Adelsvælde-gobelinen i riddersalen den hensigt at gøre publikum opmærksom på

vigtigheden af de enkelte begivenheder på denne tid, mens det overordnede formål er, at gøre publikum

klogere på hele danmarkshistorien.

I mundtlig formidling skelner man mellem to former for formidling, samtalen og enetalen. Enten taler vi

mennesker med hinanden, eller også taler vi til hinanden.49

Den historiske udvikling har medført flere

former, heriblandt den faglige formidling. Faglig formidling er der behov for når nogle modtagere har et

vidensunderskud. Som faglig formidler må man være opmærksom på, at modtagerene lytter fordi de vil lære.

Den faglige formidler videregiver sin indsigt i et emne med den overordnede hensigt, at mindske

modtagerens vidensunderskud. Modtagerne skal derfor have resultatet af afsenders forberedelse med

formidlingen, og denne viden skal gives videre så de forstår det og kan bruge den viden de får. Mundtlig

faglig formidling er vidensoverførsel hvor afsender må være bevidst om, at modtageren ikke kan bremse op,

spole eller bladre tilbage hvis der er noget vedkommende ikke forstår eller hørte.50

Modtagerne har derfor

brug for, at afsender samler og videregiver et begrænset antal informationer på en overskuelig og levende

måde.

Forberedelse af mundtlig formidling

Som det fremgår af det foregående findes der forskellige typer mundtlig formidling, og hver især skal forstås

i forhold til deres overordnede hensigt. Men fælles for alle typer er at de har en særlig hensigt, et budskab,

som nogle modtagere skal lytte til.

Det første man skal begynde med er, at analysere omstændighederne for formidlingen. Omstændighederne

omfatter afsender, emnet, modtageren, situationen og sproget og kaldes det retoriske pentagram.51

Mellem

de fem elementer skal der være et passende forhold på kryds og tværs, derfor et pentagram. Man overvejer

først sin egen rolle som afsender og hvem man repræsenterer i situationen. Dernæst overvejer man, hvad

man skal sige om det emne situationen kræver. Dernæst finder man ud af hvem modtagerne er og overvejer

hvilken rolle det spiller i formidlingen. Overvejelser vedrørende situationen må man også gøre sig inden man

overvejer hvordan man skal tale i situationen.

49

I denne kontekst vil kun enetalen blive foldet ud da samtalen ikke fungerer som diametral modsætning og ikke har

nogen relevans for denne undersøgelse. For mere information henvises til bogen: Hvass, Helle: Retorik, side 21. 50

Se også afsnittet om Leif Becker Jensens mundtlige faglige formidling 51

Hvass, Helle:2003, s. 41

40

Når man har overvejet og analyseret omstændighederne for sin formidling har man de optimale

omstændigheder til at forberede selve formidlingen. Som det er omtalt tidligere så kan man i mundtlig

formidling aldrig regne med at modtageren af sig selv er interesserede og af sig selv, kan bevare interessen.

Man må som afsender gøre noget aktivt for at fange og fastholde deres opmærksomhed. I retorikfaget er man

meget bevidst om de redskaber den mundtlige formidler har til sin rådighed når vedkommende vil fange og

fastholde sine modtageres opmærksomhed. Disse kaldes appelformer og der findes tre forskellige, logos,

ethos og patos.52

Vil man som afsender have sine modtagere til at lytte må man benytte sig af de tre

appelformer og appellere til modtagernes fornuft, til deres tillid til en selv som taler og til deres følelser. I

mundtlig formidling er der en konstant vekslen mellem de tre appelformer. En af de tre appelformer vil som

oftest dominere en tale eller i en formidlingssituation men for at opnå modtagerens opmærksomhed bedst

mulig, må de alle tre være til stede. Når man skal formidle mundtligt, må man finde en passende balance

mellem at appellere til logos, ethos og patos, og hvad der er passende afgøres af hvilken type formidling det

drejer sig om, og hvad man ønsker formidlingen skal gøre ved modtagerne.

Klart sprog er en vigtig og uomgængelig dyd i retorikken som man må behage hvis man vil opnå, at ens

budskab bliver forstået af modtageren. Der findes mange gode måder hvorpå man kan opnå klart sprog men

de fleste af dem ligger ligefor og klart sprog er derfor oftest en reminder til afsenderen om, at være

opmærksom på det. Det være sig eksempelvis, at undgå fremmedord og lange sætninger og vælge et sprog,

som passer til modtageren.

Den mundtlige formidling som har et klart og enkelt budskab og et gennemskueligt sprog har sin styrke i at

appellere til modtagerens logos. Men for at ramme folks patosappel må man gøre sit sprog anskueligt,

levende og illustrerende. Når man bestræber sig på at tale anskueligt, kan man hente inspiration i læren om

stilfigurer. 53

Stilfigurerne fungerer som sproglige mønstre som kan få modtagerne til at føle og sanse. De

virker forstærkende og medinddragende fordi modtageren selv skal afkode hvad der ligger bag det udtrykte. I

retorik bruges eksempelvis amplificatio som kan gøre en stor sag meget lille eller gøre en sag større ved at

sammenligne med noget mindre.54

Derudover er også metaforer, antiteser, ironi, klimaks, personificering,

sammenligninger og retoriske spørgsmål udbredt i retorikken som i mange andre sammenhænge. I bund og

grund handler det om at gøre sit sprog levende og søge at inddrage sine modtagere.

Anerkendte personer, fx forskere eller politikere kan udtale sig om emner uden først at skulle forklare

hvilken berettigelse de har for at udtale sig, berettigelsen er givet på forhånd gennem deres autoritet.

Anderledes forholder det sig med andre knap så anerkendte personer, som må bruge tid og kræfter på at

overbevise modtagerne om at lige netop deres bidrag er værd at lytte til. For at vinde sine modtageres tillid

52

Aristoteles: 2007, s. 33 – 35 (33 – 42) 53

Jørgensen, Charlotte & Lisa Villadsen:2009, s. 188 54

Kock, Christian:2012, s. 169

41

må man sørge for at man fremstår kompetent, pålidelig og nærværende. Ethosappellen er i sær vigtig i

begyndelsen men er til stede gennem hele den mundtlige formidling. I begyndelsen skal modtagerne

eksempelvis vænne sig til afsender kropssprog og måde at tale på og der kan derfor være lidt usikkerhed.

Hvis en afsender i en situation har modtagernes fulde tillid, taler man om, at vedkommende har en høj ethos.

Mislykkedes det for afsenderen at skabe tillid taler man i stedet om en lav ethos.55

Den retoriske tekst i aktion

En vigtig del af retorikken er selve actio, den del hvor en person tager ordet og underholder andre med sin

tale. Den mundtlige formidling kræver en vis parathed for afsenderen så vedkommende kan få modtagernes

opmærksomhed. Der skal ikke kun tages hensyn til valg af ord, emne og struktur, også fremførelsens stemme

og krop skal komme modtagerne i møde, og afspejle talerens velvilje over for publikum. I retorikken kaldes

dette eunoia.56

Den totale sproglige kommunikation er en helhed men kan deles op i tre forskellige

betegnelser, den verbale, den paraverbale og den nonverbale.57

Lyden og kroppens sprog

I retorikken har man altid været bevidst om fremførelsens vigtighed som et middel, til at vinde publikums

tilslutning. Skal man formidle over længere tid til en større gruppe er det en fordel, at varme sin stemme op

inden man går i gang. På den måde skåner man stemmen og taler mere forståeligt. Selvom forståelighed må

sættes først, må man dog ikke være døv for, at stemmen også rummer andre muligheder. En bestemt stemme

kan eksempelvis benyttes kommercielt som en virksomheds stemme udadtil. Rytmen i sproget er også en

vigtig faktor som kan styre formidlingen ved brug af temposkift og når trykkende falder i bestemt rytme.

Rytme kan også virke som genkendelse for modtagerne, i den vellykkede tale vil modtagerne identificere

slutningen uden at taleren behøver at sige tak for ordet, bl.a. fordi paraverbale elementer som tempo og tryk

signalere, at det sidste ord nærmer sig.58

I den retoriske tradition er det elementerne gestik, mimik og øjenkontakt som udgør kropssproget. Ansigtets

mimik aflæses af modtagerne som udtryk for afsenders oprigtighed samt imødekommenhed og er derfor en

vigtig faktor for vedkommendes troværdighed. En taler hvis ansigt er ubevægeligt virker uengageret og

fanger ikke modtagerne med sit budskab. Fastlåste kæber og læber befordrer heller ikke en tydelig

artikulation eller en behagelig resonans. Øjenkontakten er vigtig for modtagerne så de føler sig inddraget i

formidlingen. Selv i store forsamlinger må afsenderen få øjenkontakt med så mange som mulig, for at

bekræfte det kommunikative fællesskab. Øjenkontakten hjælper også taleren til at tale bedre og mere

forståeligt, i det rytmen i øjenkontakten understøtter formidlingens fremdrift og pointer. Også blikretningen

55

Hvass, Helle:2003, s. 75 56

Jørgensen, Charlotte (m.fl.):2009, s. 219 57

Ibid., s. 219 58

Ibid., s. 227

42

er vigtig. Har man først en gang illustreret noget frem for sig i sin højre side, må det ikke pludselig skifte til

venstre side. Det ligger der hvor det første gang er blevet etableret for ellers skaber det forvirring hos

modtagerne.

Sammenfatning

Ved at have viden om hvordan ord sættes sammen så de for en kraftfuld effekt, kan man gøre selv de mest

komplicerede problemstillinger letforståelige. Man kan opleve at blive suget ind i en dygtig formidlers

univers og dermed få meget mere ud af det formidlede. I den mundtlige formidling kan man ikke bladre

tilbage, så det er vigtigt, at det sagte bliver forstået med det samme. Ved hjælp af retoriske virkemidler kan

formidleren opnå dette og dermed give sine tilhører bedre forudsætninger for at få mest mulig ud af

formidlingen. Det handler både om hvilke informationer, hvor mange informationer og hvordan de bliver

præsenteret. Ved hjælp af det retoriske pentagram kan man tilrettelægge sin formidling til sit publikum og

dermed være på forkant med situationen når man indtager det mundtlige rum. Dette forarbejde gøres bevidst

eller ubevidst af alle som skal lave en mundtlig fremstilling, men ved at kende til begreberne kan man gøre

sin formidling endnu mere målrettet.

43

Kollektiv erindring

Begrebet kollektiv erindring og hukommelse vil blive brugt ofte i det følgende afsnit. Begrebet vil blive

brugt som et forsøg på at definere erindringsbegrebet da det er den kollektive hukommelse som skaber

behovet for erindringsstedet. I museumskredse har begrebet ikke ført til en almen debat om indholdet og

brugen af det. Kollektiv hukommelse forstås primært som de materielle vidnesbyrd, museerne indsamler,

bevare og udstiller.59

Ofte optræder begrebet sammen med kulturarv, og i begge begreber ligger fokus på

indsamlings- og bevaringsperspektivet: at opbygge lagre af konkret viden i form af materielle genstande,

som kan overdrages til og bruges af kommende generationer. Eksempelvis arbejder mindre lokalhistoriske

museer meget bevidst med at bidrage til opbygningen af en bevidsthed eller kollektiv erindring om

lokalhistorien som et fundament til forståelse af samtiden. Dette er både en måde at bevare kulturarv på, men

det er også en måde hvorpå man kan nærme sig erindringsbegrebet som her bør forstås som et forsøg på at

analysere koblingen mellem individet og historien set fra individets niveau, hvor kulturbegrebet tager

udgangspunkt i kollektivet. Det er hensigten, at få belyst de forskellige begreber som udgør det fundament

der skaber forbindelse mellem kollektiv erindring, hukommelse og monumental kunst, som det ses i Bjørn

Nørgaards gobeliner.

Erindringshistorie

Historikeres interesse for studier af erindringssteder og kollektiv erindring har været voksende siden

1980’erne især i Frankrig og USA.60

Kollektiv erindring har som begreb vist sig som en yderst produktiv

tilgang til studier i fortidens betydning for nutiden. Brugen af erindringsbegrebet er vidtrækkende- både inde

for psykologi, antropologi og sociologi. I sociologien har der især været fokus på samspillet mellem

individuel og kollektiv erindring og hos antropologien især interesse for, hvordan kulturer etablerer

traditioner og myter fra fortiden til at guide dens medlemmer i nutiden.61

I de historiske analyser refereres

særligt til to personers teoretiske bidrag, de to franskmænd Maurice Halbwachs og Pierre Nora.

Forskningsfeltet erindringshistorie handler om, hvorledes mennesker har formet og opretholdt

erindringsfællesskaber, og hvordan nøglebegivenheder i den fælles historie bliver fejret og brugt. Et

erindringssted er altid nært forbundet med identitet, og man rejser et mindesmærke for at markere en

begivenhed eller hylde en person som har haft betydning for en gruppe. På et erindringssted erindre man

ganske enkelt det som skete og som har haft betydning for almenvellet. Afgørende er, at det udtrykker et

fællesskabs følelser og identitet. Et erindringssted kan altså være mange forskellige ting, men i denne

forbindelse arbejdes der med erindringssteder ud fra Inge Adriansen og Pierre Noras teorier.

59

Floris, Lene & Annette Vasström: 1999, s. 380 60

Weinreich, Torben (Red.): 1996, s. 209 61

Ibid., s. 209

44

Den voksende internationale erindringsforskning fik først for alvor indflydelse i dansk historieforskning i

sidste halvdel af 1990-erne. Tæt sammenvævet med forskning i historiebrug er feltet karakteriseret ved at

være flerfagligt og ved at gøre brug af mange forskellige begreber og former for erindring. Individuel og

kollektiv erindring, sammenbragte erindringer, kulturel erindring og formidlet erindring for at nævne nogle.

Hertil kommer også begreber om forskellige former for overførsel af erindring, eksempelvis mundtlig

erindring og nedskrevet erindring. For at kunne navigere rundt knytter man nogle nøglebegreber til

forskningsfeltet som foruden erindring og historiebrug er kulturarv, historiekultur, kollektiv erindring og

erindringsfællesskab. Det er altså i dette forskningsfelt at erindringsbegrebet dukker op og selvom det er

komplekst og flertydigt har det virket tiltrækkende og inspirerende på mange forskere. Der hersker i

forskningen bred enighed om, at erindring ikke i første række skal forstås som en rekonstruktion af noget

fortidigt, men snarer handler om at etablere betydningssammenhænge mellem det fortidige, det nutidige og

det fremtidige. Erindringsforskning beskæftiger sig med samfundets fælleskulturelle reproduktionsprocesser

og derfor den betydning, som erindring spiller for samfundets opretholdelse og omdannelse.62

Det er i denne

forskning at begrebet erindringssteder dukker op. Erindringssteder er et ofte anvendt begreb, når nationale

eller andre store fællesskabers kollektive erindringer søges afdækket og analyseret. Erindringssteder betegner

den fortid, der i eftertiden har sat sig tydelige erindringsspor. Eksempelvis kan det være skelsættende

begivenheder, geografiske steder eller mytiske og historiske personer, politiske symboler eller monumenter.

Erindringssteder kan også være sproglige udtryk som er indlejret i sproget og tjener den hurtige forståelse

omkring et udsagns historiske forudsætninger, baggrunde og årsager.

Selve ordet erindringssted er forholdsvis nyt på dansk, men der er blevet forsket i begrebet siden 1980-erne i

Danmark. Ordet er en direkte oversættelse af det franske begreb Les lieux de mémoire, introduceret af den

franske historiker Pierre Nora.63

Den danske historiker Inge Adriansens teori udspringer af Pierre Nora og

sociologen Maurice Halbwachs arbejde med kollektiv erindring.

Udgangspunktet for den konstruktivistiske forståelse af erindring, som ligger til grund for megen aktuel

erindrings- og historiebrugsforskning blev allerede tidlig i 1900-tallet formuleret af den franske sociolog

Maurice Halbwachs. Halbwachs betragtes som den første der forsøgte at udforske erindringens sociale

strukturer og han beskæftigede sig indgående med, hvorledes der skabes erindringer i et samfund. Hans

arbejde var et afgørende vendepunkt i erindringsforskningen, da det repræsenterede et opgør med en

opfattelse af erindring som et individuelt og biologisk fænomen.

62

Warring, Annette:2001, s. 13 63

Adriansen, Inge:2010, s. 24.

45

”While the collective memory endures and draws strength from its base in a coherent body of people, it is

individuals as group members who remember”.64

Dette vil sige, at erindringerne vælder frem fra den gruppe den binder sammen. Derfor findes der, ifølge

Halbwachs, lige så mange grupper som der findes kollektive erindringer. Mennesker er kun i stand til at

lokalisere og genkalde deres erindringer gennem medlemskab af en social gruppe. For Halbwachs er det

uden mening at tale om individuel erindring separeret fra social erindring og konstruktionen af kollektiv

erindring er en social aktivitet med eks- og inkluderinger. Han betoner, at den enkelte behøver vidnesbyrd og

hjælp fra andre til at beslutte, hvad der skal huskes, hvad der skal glemmes, og hvordan en given oplevelse

skal fortolkes fordi erindring kun eksisterer i social form.65

Kollektive erindringer er altså ifølge Halbwachs

manifestationer af sociale gruppers identitet, og da det er sociale grupper, der afgør, hvad der skal huskes, og

hvad der skal glemmes, er kollektive erindringer altid socialt strukturerede. Erindring er en socialt

konstrueret realitet opretholdt og overført af gruppers institutioner og bevidste bestræbelser.66

Men når

erindringen alligevel fremstår som individuel er det fordi mennesker indgår i en række forskellige sociale

fællesskaber, og derfor afspejler individets totale erindringsregister de mangfoldige gruppesammenhænge,

det indgår i. Selvom Halbwachs anerkender at det er individer som erindre mener han, at individuel erindring

er foreløbig og uden mening fordi den er en afledt effekt af samfundets allerede eksisterende erindring, og af

sociale gruppers allerede eksisterende identitet.67

Så selvom erindring er socialt konstrueret og bruges i

sociale sammenhænge er det imidlertid ikke identisk med, at erindring ikke er personlig og individuel.

Nutiden og den sociale kontekst er udgangspunkt for alle erindringsprocesser og kollektiv erindring tjener

derfor nutidige formål. I vores levende erindringer genskaber vi fortiden, og for hver gang vi erindrer,

reduceres den oprindelige oplevelse gradvist til et stereotypt billede, som former den kollektive erindring.

Det, vi mindes, er mindre bestemt af, hvordan vi oprindeligt oplevede fortiden, end af hvordan det passer

med vores nutidige opfattelser. Halbwachs insisterer på, at kollektive erindringer er noget der tjener nutidige

formål. Dette syn har siden været udgangspunkt for nutidige studier af mindehøjtideligheder.

Der findes forskellige typer erindring men i denne sammenhæng er der valgt, at sætte fokus på Halbwachs

autobiografisk og historisk erindring.68

Autobiografisk erindring er erindring om begivenheder, steder,

personer som man personligt har oplevet. Dette kan styrkes og vedligeholdes i kontakt med andre

mennesker, som man delte oplevelsen med i fortiden. Historisk erindring opnås gennem skrevne beretninger,

fotografier, film m.m. altså formidlet erindring. Selvom erfaret og formidlet historie synes at være to

forskellige ting er der oftest tale om et uadskilleligt hele og det er derfor mere produktivt at betragte

64

Halbwachs, Maurice:1992, s. 22 65

Weinreich, Torben (Red.):1996, s. 210 66

Warring, Annette:2001, s. 14 67

Ibid., s. 14 68

Weinreich, Torben (Red.):1996, s. 213

46

forholdet mellem erfaret og formidlet erindring som et sammenhængende hele. Dette sker næsten automatisk

da personlig erindring ofte opsluges af den kollektive erindring, fordi individuel erindring altid er vævet

sammen med andres erindringer.

Erindring og historie

For at noget skal kunne fæstne sig i erindringen, må det præsentere sig i form af en konkret begivenhed,

person, monument, tekst eller lignende, hvilke Halbwachs kaldte lieux de mémorié, erindringssteder. Det er

disse lieux de mémorié som Pierre Nora i Frankrig og Inge Adriansen i Danmark senere lader udfolde i

konkrete steder som, især, bruges i forbindelse med bekræftelse af nationalitet og fædrelandsfølelse.

Halbwachs selv skelner mellem på den ene side erindringsstedets materielle eksistens og på den anden side

den kollektive erindring.

”.. a collective remembrance has a double focus - a physical object, a material reality such as a statue, a

monument, a place in space, and also a symbol, or something of spiritual significance, something shared by

the group that adheres, to and is superimposed on this physical reality”.69

Han skelner også skarpt mellem en gruppes kollektive erindring og professionel historievidenskab da

historieskrivningen og den kollektive erindring har forskellige forbindelser med fortiden og gør krav på den

på forskellige måder.70

Pierre Nora skelner også mellem historie og erindring. Han befinder sig et sted imellem og den klare skelnen

mellem erindring og historie forklarer han således, at erindring er et fænomen af fortiden som rummer

følelser og magi, mens historie er en repræsentation af fortiden som kalder på analyse og kritik. Erindringen

er noget altid aktuelt, et levende bånd til det evige nu; historien er en fremstilling af det forgangne.71

Med sin

skarpe skelnen mellem erindring og historie viderefører Nora Halbwachs tilgang, men der hvor han føjer

noget nyt til Halbwachs teoribygning er i forsøget på, at udvikle en teori om erindringssteder og deres

betydning.72

Under modernitetens tryk er den levende erindring blevet delegitimeret og manifesterer sig nu

først og fremmest som erindringssteder. Disse erindringssteder fungerer som erstatning for den levende

erindring. ”The equilibrium between the present and the past is disturpted. (..) Memory is constantly on our

lips because it no longer exist”73

For Pierre Nora er et erindringssted ikke kun en fysisk genstand, et sted eller et monument, men alt hvad man

kan komme i tanke om som har betydning for en gruppe eller en kultur. Det kan være en person, en

69

Halbwachs, Maurice:1992, s. 204 70

Halbwachs mente, at historieskrivningen stræber efter at opstille en universel kronologi, hvilket han anså for umuligt,

da erindring kun eksisterer i kollektiv form bundet til grupper, tid og sted. Weinreich, Torben (Red.) 1996, side221 71

Olden-Jørgensen, Sebastian:2011, s. 15 72

Bryld, Claus: 1999, s. 46 73

Nora, Pierre (red.): 1996, s. 1

47

begivenhed, et værk men altså ikke nødvendigvis noget som er knyttet til et bestemt sted.

Erindringsstedernes hemmelighed ligger i, at hindre den kollektive erindring, som de giver krop og indhold,

mod at blive historie. Nora beskriver på den ene side et erindringssted som et fysisk-materielt eller

rummeligt fænomen og på den anden side tillægger han også det symbolske en afgørende betydning. Et

erindringssted befinder sig i krydsfeltet mellem disse to dimensioner og bliver dermed en slags

dobbeltsteder.74

Nora skelner mellem historie og erindring og tilslutter sig en forståelse af moderniteten som

et radikalt brud med fortidens traditionsbaserede samfund. Noras tilgang til sin forskning er derfor præget af

en vis nostalgi, og for ham er erindringssteder resterne af det som var engang og det bunder i en ide om et

brud med den måde hvorfra vi tidligere fik overleveret vores arv. Samfund skabt på arv findes ikke længere,

og det er et brud som den moderne verden har ført med sig.75

Derfor kaldes der på erindringssteder som skal

hjælpe os til at huske det som vi er ved at glemme.

”.. [lieux de memoir]) brings history back to life, giving it a second level of existence”.76

Nora gennemførte Halbwachs metode som projekt og videreudvikler Halbwachs begreb om erindringssteder.

Han skelner mellem bevidst og ubevidst kollektiv erindring og adskiller sig derfor fra Halbwachs som kun

opererede med erindring i bevidst form.77

Med den klare skelnen mellem erindring og historie ville en

historisering af erindringsstederne være ensbetydende med at fjerne det magiske som stedet har i sig, og

dermed ville stedernes symbolske funktion blive ophævet til fordel for et moderne og rationelt syn på de

begivenheder, som stederne bærer vidne om. Et erindringssted formidler mellem de to sfære, erindring og

historie, det tilhører dem begge og får sin dynamik fra dialektikken mellem dem.78

Erindring og historie er et

af de overordnede begrebspar hos Nora og forholdet mellem dem ser han som historisk foranderligt. I

traditionelle samfund er fortiden ikke klart adskilt fra nutiden, og man lever så at sige med erindringen, og

det er ikke muligt at skelne mellem erindring og historie helt klart fra hinanden. I det moderne samfund er

forbindelsen mellem erindring og historie blevet brudt og fremstår derfor i dag mere som hinandens

modsætninger.79

Det indtil videre mest omfattende projekt inden for forskning i erindring og erindringssteder står Nora for.

Mammutværket Les lieux de mémoire udkom mellem 1984 og 1992, og værkets syv bind er delt i tre dele og

giver et overblik over fransk kulturhistorie i fortid og nutid.80

I erindringens ånd behandler værket

74

Bryld, Claus (m.fl.):1999, s. 46 75

Nora, Pierre (red.):1996, s. 2 76

Ibid., s. 20 77

”Nora opsummerer sin forståelse af kollektiv erindring som bevidst og ubevidst erindring om en oplevet erfaring, der

er blevet gjort til myte af et levende kollektiv. Dette kollektiv er kendetegnet ved en følsomhed over for visse fortidige

tilstande og traditioner, der samtidig indgår som en central bestanddel af gruppens identitet”. Weinreich, Torben.

1996, s. 223 78

Olden-Jørgensen, Sebastian:2011, s. 15 79

Bryld, Claus (m.fl.):1999, s. 70 80

Ibid., s. 44

48

overleveringen og virkningshistorien om emner der har formet det franske folk, nation og historie. Til hvert

emne eller sted i franskmændenes nationale erindring finder man en dertilhørende historie. Gennem værket

udvides fokus fra erindringssteder til de mere symbolske træk i erindringshistorie så som slagord eller udtryk

som bruges i hverdagssprog og kendes af alle, og som derfor ikke behøver nogen nærmere forklaring.81

Historiske begivenheder der bruges som erindringssteder er ofte udsat for myter, og Nora mener det er

problematisk, at historien begynder at skrive sig selv, fordi at man ved at be- eller afkræfte myter ikke

længere identificerer sig med sin arv. Det var overlevering fra generation til generation som tidligere sikrede

nationens historie.

”History was holy because the nation was holy.”82

Man fejrer ikke længere på samme måde nationen, men man studerer nationens fejringer. Hermed også en

indikation på Noras kerne, at des mindre erindring opleves indefra, des større er behovet for erindringssteder

og mindesmærker som påmindelser på det som ikke længere eksisterer. Ifølge Nora kan et erindringssted

være tre forskellige dimensioner:

- Materiel

- Symbolsk

- Funktionelt83

Disse tre udgør et erindringssted i Noras forstand. Noget materielt bliver et erindringssted når nogen i deres

fantasi tillægger det en aura. Noget symbolsk bliver et erindringssted når hukommelsen koncentrerer sig om

eksempelvis et minuts stilhed, og et funktionelt objekt bliver et erindringssted når der knyttes ritualer til det

eller dem.

For Inge Adriansen er det især det mindesmærkerne repræsenterer som er i centrum i hendes værk fra 2010

om erindringssteder i Danmark. Mindesmærkerne repræsenterer og fortæller en historie som kalder på vores

erindring.

Inge Adriansen har med værkerne Nationale symboler i Det Danske Rige 1830-2000. Bind I-II fra 2003 og

Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder fra 2010 bidraget til forskningen af

erindringshistorie og politik. For hende er erindringssteder noget fysisk som man kan tage og føle på, røre

ved og beundre. Noget man kan opsøge og på det sted mindesmærket er sat, fordybe sig i tanker som

udelukkende har med det at gøre som mindesmærket repræsentere. Der sættes altså en tydelig afgrænsning

for hvad et erindringssted er. En begrænsning men også en styrke hos Adriansen. Hun afgrænser sig og

definere klart hvordan hun arbejder med erindringssteder og adskiller sig markant fra Pierre Nora ved kun at

81

Se også afsnittet Erindringshistorie, s. 41 82

Nora, Pierre (Red.):1996, s. 5 83

Ibid., s. 14

49

lade sine erindringssteder være monumentale mindesmærker. I sit arbejde med indsamling af mindesmærker

til værket Erindringssteder i Danmark valgte hun tre grundlæggende forhold som måtte gøre sig gældende

for, om et monument eller mindesmærke skulle tages med i arbejdet. Der må være fuld tilgængelighed

således, at mindesmærket kommunikere til alle forbipasserende i det offentlige rum. Mindesmærket må have

indhold i form af en historisk fortælling som adskiller det fra moderne kunstværker i det offentlige rum.

Endelig skal mindesmærket kunne gøre krav på at have autenticitet i kraft af stedet, initiativtagerne, formen,

indholdet eller den sammenhæng det indgår i.84

Erindringssteder bruges i denne sammenhæng som et fysisk sted med en erindringsfunktion, og

mindesmærkerne og mødestederne har altså tilknytning til historiske begivenheder. Erindringssteder vil efter

Adriansens overbevisning, altid være et spejl af kulturelle processer, og i vid udstrækning vil de reflektere

kampen om, ud fra et nutidigt perspektiv, at skabe den rette fortolkning af fortidige begivenheder.85

De tjener

til forsat at fastholde og styrke historiebevidstheden ved at omfatte et samspil mellem fortidsfortolkning,

nutidsforståelse og fremtidsforventning86

. Adriansen anerkender Maurice Halbwachs ideer om en kollektiv

erindring og bruger hans ide om, at erindring ikke blot foregår i en tidsmæssig, men også i en rumlig

dimension. Minder, der er knyttet til konkrete steder, får en forstærket stabilitet i erindringen. Det er end ikke

nødvendigt at være på selve stedet for at opnå dets virkning. Det er nok blot at vide, at det findes. Vores egne

følelser knytter sig altså til erindringssteder og giver begrebet en dimension som foregår i vores hoveder ved

et erindringssted eller mindesmærke. En måde at lokaliserer os på i nutiden ved at skabe en sammenhæng

med fortiden.87

Denne antagelse bruger Adriansen som udgangspunkt for at analysere historiebrugen på de

forskellige erindringssteder. I Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder har

Adriansen til formål, at belyse erindringssteder ved at undersøge den nationale identitets forankring i

kulturlandskabet ved at dokumentere, hvor og hvordan den rent materielt kommer til udtryk i form af

historiske monumenter, mindesmærker og mødesteder.88

Begrebet erindringssted bruges som overordnet

begreb for de tre ting. Inge Adriansen reflekterer selv over sin metode og sine begrænsninger. Hun begrunder

sin begrænsning, i værket Erindringssteder i Danmark. Monumenter, mindesmærker og mødesteder, med, at

det ikke er de historiske begivenheder eller personer som er i fokus, men der i mod eftertidens

rekonstruktion, iscenesættelse og brug af fortiden.89

Inge Adriansen er ikke den eneste i Danmark som forsker i dette felt, men hun er den mest fremtrædende.

Før de store værker om erindringssteder og nationale symboler har hun især beskæftiget sig med brugen af

folkeminder og national identitetsdannelse belyst ud fra striden mellem Danmark og Tyskland i

84

Adriansen, Inge:2010, s. 448 85

Ibid., s. 446 86

Se også Bernhard Eric Jensen (Red.): At bruge historie, Roskilde universitetsforlag, 2001. 87

Adriansen, Inge:2010, s.446 88

Ibid., s. 18 89

Ibid., s. 451

50

Sønderjylland. Hendes interesse for og kærlighed til Sønderjylland skinner igennem i hendes forfatterskab,

og Sønderjylland er et godt sted at starte når man vil forsøge at finde og definerer den danske nationalfølelse.

Dybbøl Mølle bliver af mange danskere set som det mest danske der findes. Hele danskheden kan for mange

samles i dette erindringssted sammen med Dannebrog, det danske sprog og Grundloven. I værket

Fædrelandet, folkeminderne og modersmålet fra 1990 skriver forfatteren selv, at nationalfølelse og identitet,

folkeminder og folketraditioner er lidt hengemte begreber, som ikke har været i centrum af humanistisk

forskning fra 1940-erne til midten af 1980-erne. En af årsagerne hertil synes at være den betydelige brug og

misbrug af disse begreber som er sket i slutningen af 1800- og 1900-årene.90

Som med alt andet

historieforskning skal man være opmærksom på hvilken tidsånd som har hersket på den tid som man forsker

i. Adriansen hentyder tydeligvis til de stærke nationale strømninger som prægede de historiske begivenheder

fra midten af 1800-tallet og frem.

Erindringsstederne er der hvor historien er varm og det er derfor naturligt, at Adriansen koncentrerer sin

opmærksomhed på danskheden i Sønderjylland i sit tidlige forfatterskab. Fra Fædrelandet, folkeminderne og

modersmålet over Nationale Symboler i det Danske Rige Bind I-II til Erindringssteder i Danmark.

Monumenter, mindesmærker og mødesteder er der dog en tydelig rød linje hvor hun nærmer sig en egentlig

definition af, hvad et erindringssted er. Hvordan mennesker har formet og opretholdt erindringssteder og

fællesskaber og hvordan begivenheder i den fælles historie bliver fejret og brugt. Hun lægger selv op til at

betragte Erindringssteder i Danmark som et Bind III af Nationale Symboler i det Danske Rige, for hvad

enten man kalder objektet for national symbolik eller erindringssted, så drejer det sig jo om analyser af,

hvordan fortiden er blevet konstrueret, mindet og brugt af eftertiden.

For Adriansen indgår der i fænomenet erindringssted nogle centrale begreber, der ikke blot er

komplementære, men også virker gensidig forstærkende. Der er tale om kulturarv, erindringspolitik,

historiebevidsthed, forestillet fællesskab, identitet og historiebrug. I krydsfeltet mellem disse begreber ligger

erindringsstederne og erindringsfællesskaberne, dvs. både monumenter og mindesmærker, ritualer og

ceremonier, private og sammenbragte erindringer og historie.91

Adriansen og Nora har forskellige syn på hvad et erindringssted er, men den ene behøver ikke at udelukke

den anden. Faktisk kan begges definitioner og teorier forenes, og på mange punkter er de enige. Begge er de

enige om, at historiekulturen i vore dage fortæller om trangen til at knytte stærke bånd mellem nutiden og

fortiden. At have steder hvor vi kan mindes det som var en gang og som måske er ved at ryge i glemslen og

behovet for et mindesmærke derfor er påkrævet.92

Men hvor Nora er bekymret for tendensen at vi skal

glemme historien er Adriansen mere positiv og mener, at samfundet allerede har set betydningen af at

90

Adriansen, Inge:1990, s. 11 91

For nærmere information se grafisk figur hos Adriansen, Inge. 2010. s. 27 92

Adriansen, Inge:2010, s. 415

51

vedligeholde og dyrke vores erindringssteder. Hun mener at spørgsmålet om erindring kontra glemsel bedst

kan besvares ved at anføre fire faktorer som især er med til at fastholde et mindesmærke i bevidstheden:

- Et almengyldigt budskab om en mindeværdig begivenhed, sag eller person

- En placering, der fremhæver eller understøtter stedets ånd

- Kunstnerisk værdi

- Overensstemmelse mellem form og indhold 93

Hun er uenig i Noras udsagn om, at erindringssteder først etableres når den levende erindring trues af

glemsel. Ved en empirisk undersøgelse påviser hun, at der ofte er tale om mindesmærker skabt kun få år

efter begivenhederne fandt sted og sommetider endda samtidig hermed.

Sebastian Olden-Jørgensen har i sin bog Stormen på København 1659. Et Københavnsk og nationalt

erindringssted gennem 350 år givet et bud på, hvordan man kan forklare et erindringssted. Forfatteren tager

udgangspunkt i en konkret begivenhed som ikke alene har overlevet i erindringen i 350 år, men som også har

fostret myter, lyrik, digtning, kunst, følelser, årsdage og meget andet som tilsammen udgør erindringsstedet.

Stormen på København har gennem 350 år eksisteret som erindringssted og Olden-Jørgensen er bevidst om,

at dette er erindringsstedets absolutte styrke. Han betoner selv at dette ikke er et erindringssted på højde med

Dybbøl eller Dannebrog, men den lange historie illustrerer dialektikken mellem erindring og historie og

Noras skelnen mellem de to.

Sebastian Olden-Jørgensen har taget fat i et født erindringssted.94

Altså et erindringssted som øjeblikkeligt

forenes med vidtrækkende symbolsk betydning. I den forbindelse kan det også fremhæves, at Inge Adriansen

skelner mellem villede og ikke-villede erindringssteder.95

Den første kategori omhandler de steder som

konkrete personer eller begivenheder, mens den anden omfatter fortidslevn der er blevet omtolket og tillagt

særlig betydning for befolkningen. Bjørn Nørgaards gobeliner er et sted mellem det øjeblikkelige

erindringssted og så det erindringssted som først langt senere bliver opfundet som erindringssted. Dette ser vi

nærmere på i analysedelen.

Definitionen på et erindringssted

”Monumenter og mindesmærker i det offentlige rum kan rumme en mangfoldighed af udsagn og udmønte

fortællinger, der giver lokaliteten identitet og fremmer samhørighed med både fortid og nutid.”96

Erindringssteder som monumenter over mindeværdige begivenheder var indtil 1780’erne, noget der blev

skabt og fejret af magthaverne og ikke af borgerne. Mindesmærker rejst af en bredere del af befolkningen

93

Ibid., s. 432 94

Olden-Jørgensen, Sebastian:2011, s. 37 95

Adriansen, Inge:2010, s. 26 96

Ibid., s. 443

52

tager sin begyndelse i 1800-tallets første halvdel og her fremhæver Adriansen sammenhængen mellem

fremvæksten af en national identitetsfølelse og skabelsen af erindringssteder for den fælles historie. Det er

nogle grundlæggende elementer der skaber de bånd, der binder mennesker sammen til en nation og knytter

nationen til en stat.97

Gennem 1960’erne og 1980’erne kom der en øget interesse for danskhed og Inge

Adriansen mener derfor, at mindemærkekulturen har oplevet en opblomstring efter en stagnation i midten af

1900-tallet.

Egentlig er det lidt misvisende at bruge ordet erindringssted, da det kan være vanskeligt at pege på en

bestemt afgrænset kategori af fænomener som kan bære den titel. Ligeledes er det svært at svare på hvad et

erindringssted ikke er. Man kan derfor bruge begrebet erindringssted på flere måder og i flere forskellige

sammenhænge.

Adriansen betoner, at nært forbundet med erindringssteder er også erindringsfællesskaber og hun bruger

begrebet erindringssteder som et overordnet begreb om konkrete steder i form af monumenter,

mindesmærker og mødepladser, hvortil der er knyttet værdi og betydning i form af navngivning,

identifikation eller mindekultur. Erindringssteder skabes, bruges og omformes af mennesker, oftest i sociale

grupper, og der er jævnligt knyttet tilbagevendende ritualer til stederne. Disse ritualer eller traditioner kan

man betegne som mindekultur eller historiebrug. Historiebrug foregår netop i det øjeblik historien bliver

givet krop, form og betydning. Aktive i denne mindekultur er ofte myndigheder ved eksempelvis jubilæer i

forbindelse med Danmarks befrielse eller fejringen af Grundloven. Denne måde at være aktivt involveret i

mindekulturen kaldes erindringspolitik. Når en gruppe mennesker har samme fortolkning af fortiden, udgør

de et erindringsfællesskab, der er baseret på et fælles sæt historier og symboler. Et forestillet fællesskab

virker i kraft af, at folk føler og oplever, at de hører hjemme et sted.98

Ofte vil mennesker tilhører forskellige

erindringsfællesskaber på samme tid bestemt af, eller knyttet til, lokalitet, klasse, arbejde, familie, køn, tro

eller nation.99

Mange af disse erindringsfællesskaber er såkaldte forestillede fællesskaber, altså at man

oplever, at man har noget til fælles med en række mennesker, som man ikke selv kender direkte.

Eksempelvis inden for nationalfællesskab føler mennesker, at de deler vilkår og skæbne med både folk der

var døde førend de selv blev født, og med folk, der først vil blive født efter de selv er døde. Dette

erindringsfællesskab omfatter altså utallige mennesker, både samtidige, fortidige og fremtidige.

De fællesskaber man er en del af, kan som nævnt være komplementærer og understøtte hinanden, men de

kan også være i konflikt med hinanden, og i sådanne tilfælde, kan mennesker komme til at stå i en

loyalitetskonflikt. Omvendt vil der også være perioder hvor et bestemt erindringsfællesskab fremstår som

97

Ibid., s. 413 98

Anderson, Benedict:2006, s. 6 99

Bekker- Nielsen, Tønnes:2006, s. 154

53

overordnet alle andre, det kan eksempelvis være det religiøse, nationale eller klassemæssige.100

I

sociokulturelle sammenhænge udgør historiebevidsthed en vigtig funktion i det at danne og omdanne

erindringsfællesskaber. At have historiebevidsthed betyder, at man som menneske bærer tiden og dermed det

historiske i sig, og begrebet vedrører, hvordan det fortidige såvel som det fremtidige er tilstedeværende og

brugbart i det nutidige. Det er ikke en bevidsthed man kan vælge til og fra, det er en ide om, at intet socialt

fungerende menneske kan siges at være historieløst i betydningen helt at mangle historiebevidsthed.101

Historiebevidsthed indgår som en komponent i dannelsen af personlig og kollektiv identitet og spiller derfor

en afgørende rolle i oprettelsen og omdannelsen af erindringsfællesskaber. Ved at skabe erindringssteder

giver man et erindringsfællesskab konkret form og indhold, og i den forbindelse er det uden betydning,

hvorvidt dette fællesskab er reelt eller forestillet. Det har derimod stor betydning, om det lykkes at få fæstnet

stedet i bevidstheden. Dette er ikke altid tilfældet og derfor glider nogle erindringssteder ud af

erindringsfællesskabet og direkte i glemslen.

Erindringssteder er et komplekst begreb, der som vi har set, omfatter langt mere end det rummelige.

Erindringssteder vil altid være et spejl af kulturelle processer og vil, ud fra et nutidigt behov, i vid

udstrækning reflektere kampen om at skabe den rette fortolkning af fortidige begivenheder. Et erindringssted

kan have en ydre form og/eller et indhold der medvirker til, at give det en næsten ophøjet, hellig karakter og

dette kan forstærkes gennem den historiebrug som knytter sig til stedet. Historiebrug knytter sig til

føromtalte historiebevidsthed, for den mest grundlæggende form for historiebrug er den hvor mennesker

bruger deres historiebevidsthed når de så at sige, skal handle i hverdagen. Medvirkende til at gøre en lokalitet

til et erindringssted er først og fremmest, at der her foregår eller har foregået en fortolkning af fortiden. I

fysisk form kan dette ske ved rejsning af et mindesmærke eller i ritualiseret form på årsdagen for

begivenheden, der tillægges en særlig betydning, og hvortil der kan knyttes meget forskellige erindringer.

Ifølge Inge Adriansen afhænger det ikke blot af hvad der erindres for at en lokalitet bliver til et

erindringssted, men også hvordan det italesættes og hvem der tager aktivt del i erindringsprocessen.

At beskæftige sig med mindesmærker og erindringshistorie ligger naturligt tæt op ad fagvidenskaben

historie. At etablere et mindesmærke er et oplagt eksempel på, hvordan noget fortidigt kan bruges i en

nutidig sammenhæng. Inden man rejser det er det dog en forudsætning at en gruppe mennesker enes om at

ville fastholde erindringen om noget fortidigt i tiden, der kommer. Det bruges altså også til at navigere i

nutiden med blikket rettet mod fremtiden. Et monument kan erindre gruppen om, hvordan den blev dannet,

hvad den har opnået, og hvem de nulevende skylder en særlig tak. Disse mindesmærker opfordre de

100

Ibid., s. 154 101

”Begrebet historiebevidsthed er også en antagelse om, at folk kender til historie uafhængigt af undervisnings- og

videnskabsfagene”. Bryld, Claus:1999, s. 22

54

nulevende til at lade sig inspirere af fortidens prisværdige og ærefulde gerninger.102

Eller omvendt, at advarer

nulevende og fremtidige generationer om, ikke at gentage fortidens dumheder.

Sammenfatning

Forskningen i erindringshistorie er forholdsvis ny men har vist sig yderst frugtbar som et tværfagligt

forskningsfelt. Begrebet erindringssteder blev præsenteret af Pierre Nora der med sit begreb, satte krop og

indhold på historien. I denne retning skabes erindringssteder og mindesmærker for at fremme fællesskabet

hos en gruppe mennesker. For at mindes og huske og hædre og lære. Et godt eksempel er rejsningen af

monumenter som fremmer den nationale identitetsfølelse. Som det er tilfældet med det konkrete eksempel

hos Sebastian Olden-Jørgensens arbejde med Stormen på København, ser vi, at der er en nær sammenhæng

mellem fremvæksten af en national identitetsfølelse og skabelsen af erindringssteder for den fælles historie.

Fælles historie og myter samt tilknytning til et hjemland er blandt de grundlæggende elementer som skaber

de bånd, der binder mennesker sammen til en nation. Mindesmærkerne bruges til at synliggøre den fælles

historie og opretholde og styrke de fælles myter, og det helt centrale i ethvert erindringssted er følelse og

identitet.

Med denne oversigt over de valgte dele af erindringshistorie som specialet her benytter sig af, vil vi nu gå

videre til analysedelen. Det følgende omhandler analyse af formidlingen på Christiansborg Slot med

udgangspunkt i den empiriske undersøgelse.

102

Jensen, Bernhard Eric:2010, s. 101

55

Museumsformidling

Når et museum eller en kulturinstitution laver omvisninger i deres udstillinger, lokaler, bygninger m.v. så

forekommer det ofte, at rækkefølgen er givet således, at det monumentale kommer først, formidlingen er

noget man så smøre på bagefter. Der findes ikke megen forskning i historieformidling, hvor rammen er at

undersøge, hvordan fagvidenskabeligt indsigt formidles til folk udenfor faget. I museernes eget fagområde,

museologien, fylder den mundtlige formidling forsvindende lidt. Museerne og kulturinstitutionerne trækker

mere og mere på formidlingsprincipper der er hentet uden for museologiens grundfaglige felt, og læner sig i

dag mere op ad journalistikkens principper.103

Formidlingen på Christiansborg

Således forholder det sig på Christiansborg Slot: gobelinerne kom først og formidlingen kom bagefter. På

Christiansborg har kulturformidlerne frie hænder til selv at tilrettelægge deres formidling. Dette skinner

tydeligt i gennem hvis man følger flere forskellige formidlere og opdager, hvor forskellige ting der bliver

lagt vægt på i gobelinerne. De fleste institutioner har i dag en central afdeling af sin organisation og

ledelsesstruktur en formidlings- og presseafdeling, der tegner stedets ansigt udadtil, og på Christiansborg

Slot sidder der på Slotsforvaltningen en formidlingschef som tilrettelægger og planlægger nye tiltag og

kommende særomvisninger.

Når formidlingen på Christiansborg ikke er hentet med inspiration fra museologien kan det hænge sammen

med, at slottet udmærket er klar over, at de ikke er et museum og derfor ikke skal formidle som et museum.

Slottet er heller ikke karakteriseret som museum og dette forhold giver slottet helt nye måder at formidle og

indrette sig på. De er ikke underlagt en museumslov og kan derfor bevæge sig frit i formidlingsuniverset.

Slottet har så andre forpligtelser fordi det hører til en anden kategori institution under Styrelsen for slotte- og

kulturejendomme, men på formidlingssiden giver dette gunstige forhold for nytænkning især i

formidlingsdelen.

Da dette speciale tager udgangspunkt i formidlingen af erindringssteder er nødvendigt at kigge på, ikke blot

hvad kulturformidlerne siger, men også hvordan de siger det. Dette vil der blive set nærmere på i det

følgende.

103

Teilmann, Peter:2010, s. 191

56

Empirisk undersøgelse

Introduktion til empirisk undersøgelse

For at kunne undersøge den mundtlige formidlings betydning for forståelsen af Bjørn Nørgaards gobeliner

har det været nødvendigt, at overvære den nuværende formidling på Christiansborg. Der vil derfor i det

følgende blive præsenteret tre forskellige cases hvor en kulturformidler på Christiansborg har formidlet

gobelinerne til et publikum. Til undersøgelsen er der valgt at følge netop disse tre kulturformidlere af

følgende årsager:

- Begge køn er repræsenteret.

- Der er 12 års aldersforskel på den yngste og den ældste.

- Den ene har været ansat siden 2004 mens de to andre har været ansat siden henholdsvis 2008 og

2009.

- De er alle tre cand.mag. historie, to af dem med side fag i henholdsvis engelsk og fransk.

Til trods for forskellene der er på deltagerne har de samme funktion på slottet og formidler den samme

historie, de samme lokaler og de samme genstande. Det har været målet at få så forskellige syn på

formidlingen som mulig for at se, i hvor høj grad de adskiller sig fra hinanden og hvor forskelligt de

formidler.

Fælles for dem alle tre er valget af situation og publikum som de har stået overfor. De er blevet fulgt på en

såkaldt ”åben omvisning” som er den daglige gobelintur der finder sted hver dag klokken 13.00 og er på

dansk. Deltagerne har derfor været folk som er kommet af egen fri vilje og har betalt fuld pris for deres

billet. Omstændighederne har desuden været uden væsentlige forskelle. Det har været intensionen at

observerer formidlingen på ”en almindelig dag” på Christiansborg.

Observationerne af de tre formidlere vil først blive beskrevet hver for sig og til sidst vil de blive analyseret

som en samlet undersøgelse.

57

Kulturformidler 1

Med en kort introduktion hvor kulturformidleren præsenterer sig selv som historiker og ansat på

Christiansborg på 4. år, går turen op i riddersalen. Omvisningen starter ved gobelinen Ældre Glyksborger.

Kulturformidleren spørger om nogle af gæsterne har været i riddersalen eller andre steder på Slotsholmen

før. Nogle nikker og han fortæller, at Christiansborg vel nok er mest kendt for at være hjemsted for landets

politikere, men at denne del, den kongelige del, er mindst lige så vigtig og interessant. Dronningen er på

slottet et par gange om måneden og gør det regenter har gjort i over 600 år. Slottet er nyt, fra 1928 og mangt

et slot har i tidens løb ligget her. Slottets historie og skallen omkring gobelinerne forklares og foldes tydeligt

ud for publikum. Både slottets historie, monarkiets brug af det og riddersalens funktion præsenteres. Slottet

er en vigtig del af gobelinerne.

Efter små ti minutter retter kulturformidleren blikket mod gobelinerne og beretter kort om deres historie. Han

starter med 1800-tal historie. Fra enevælde til folkestyre og demokrati. Med sin pegepind sætter han fokus på

de nøgne mennesker i midten- de forskellige politikere som skrev grundloven. Han lader publikum forstå, at

der er fri fortolkning på gobelinerne. Og hvorfor den Grundlovsgivende forsamling er nøgne ikke er noget,

Bjørn Nørgaard giver svar på. Og at det er sådan med mange ting i gobelinen. Bjørn Nørgaard vil have, at

gæsten selv er med til at færdiggøre værket. Krigen i 1864 hvor Danmark mistede store dele af kongeriget,

peges ud midt i hovedfeltet. Kulturformidleren beder publikum udpege et berømt maleri på gobelinen, og der

er straks et par stykker som har fået øje på Edvard Munchs ”Skriget” i gobelinens venstre side. Nørgaard har

været inspireret af tidens kunst. Kulturformidleren peger på begivenheden Slaget ved Nørre Fælled og

fortæller, at dette er en begivenhed i dette århundrede mens ”Skriget” er et kunstværk. Et kunstcitat. Også

Hammershøi fremhæves. Der er ikke kun historie, det er også kunst. Beretter om hovedfelt med

begivenheder og bordure med ansigter og portrætter. Konger og Dronninger, fyrster og krigsherre nederst og

øverst, forfattere, filosoffer m.v. Grundtvig og H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Karl Marx fremhæves.

Marx sammen med den nationalistiske jernkansler Bismarck- hovedfjenden fra 1864. Med disse to skikkelser

sammen markerer formidleren 1800-tallets mest markante politiske strømninger, nemlig nationalisme og

socialisme, som medfører et splittet Europa. Dernæst fortælles om arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og

højskolebevægelsen.

Kulturformidleren tager gobelinerne som de hænger i rækkefølge og inviterer nu sit publikum til næste

gobelin, Enevælden. På vejen småsnakker han med gruppens unge medlemmer. Enevælde i Danmark bindes

sammen ved at henvise til de nøgne mænd på den foregående gobelin. Her vælger kulturformidleren en

anden strategi end på den foregående. I stedet for at pege på gobelinen holder han et kort foredrag om

enevælden, hvor han nævner dets valgsystem, kongeloven, søn arver far og kongens unikke plads i

hierarkiet- hævet over loven og udpeget af Gud. Nu peges Frederik IV ud, han var gift, men havde mange

elskerinder, og var både gift til højre og venstre hånd. Han var således bigamist hvilket på hans samtid var en

58

forbrydelse. Men han måtte for han var enevældig konge. Eksemplet foldes ud for publikum for at

understøtte kongens særlige privilegier. Rækken af konger med blandt andre Christian V og Frederik VI

peges ud, det samme gør deres rådgivere men det bliver understreget, at de selv har kontrol over landet.

Kulturformidleren fortæller, at længere op i 1700-tallet er det ministrene som overtager kontrollen, men det

kommer vi til. Herefter berettes om gobelinens mange krige, søsslag og landekrige, som er kendetegnende

for perioden. Især krigene mod arvefjenden Sverige og Stormen på København fremhæves.

Fra enevælde til reformation og katolicismen i Danmark. Der kommer nye ideer til Danmark fra Tyskland

som får stor indflydelse. Martin Luther peges ud som for at understøtte reformationens største

personificerende skikkelse. Dernæst Kong Christian II og det Stokholmske blodbad. Kulturformidleren laver

igen en kobling mellem en eller flere gobeliner da han peger tilbage på krigene mod svenskerne på

Enevælde-gobelinen. Det Stockholmske blodbad forklares med den endnu tidligere Kalmarunion, som giver

Danmark kontrol over Norge og Sverige, indtil Sverige vil løsrive sig. Christian II afsættes og flygter til

Holland. Kulturformidleren peger på det store egetræ på gobelinen som et symbol på Danmark. Tolker

herudfra, at Christian II vender ryggen til Danmark. Frederik I yder beskyttelse til Hans Thausen, den danske

Luther og Danmark begynder så småt at blive protestanter. Kong Christian III overtager fra Frederik I og

indfører reformationen i 1536. Alle personer og begivenheder peges ud på gobelinen mens kulturformidleren

taler. Dommedagsscenariet på gobelinens nederste del udgør afslutningen på den historiske fremstilling af

denne periode, Grevens fejde. Kulturformidleren peger nu en lille plet på gobelinen ud som indeholder en

satellit eller radar. Han beretter nu noget om Bjørn Nørgaards historieopfattelse. Nørgaard har lavet

tidslommer forskellige steder på de fleste af gobelinerne hvor han tager en nutidig genstand ind i en tid hvor

den ikke hører hjemme. Denne genstand gør det legitimt at springe i historien over tid og rum. Gobelinerne

hænger ikke kronologisk og det er helt legalt at springe rundt i tiden som man behager, for det er alt sammen

forbundet. Derfor ingen kronologi. Kulturformidleren mener selv, at radaren skal symbolisere tidens

begyndende globalisering. Efter et par spørgsmål fra gæsterne om hvem der er hvem på gobelinen bevæger

gruppen sig videre til næste gobelin.

Ældre middelalder: fra reformation til 1300-tallet. En periode præget af intern strid mellem rigets store

mænd og kongemagten er derfor ikke så stærk. Begivenheden hvor Abel slår Erik Plovpenning ihjel for selv

at blive konge understøtter kulturformidlerens indledende bemærkninger til pågældende gobelin. Niels

Ebbesen, som slår den kullede greve ihjel fremhæves og berettes for publikum. Samme år bliver Valdemar

Atterdag konge og han stabilisere riget. Kulturformidleren binder igen begivenhederne sammen til en helhed.

Den ene begivenhed fører den anden med sig. At Valdemar har så central placering på gobelinen skyldes

hans lange og begivenhedsrige regeringsperiode. Margrethe den første bliver herefter udpeget sammen med

Kalmarunionen og dens betydning. På foranledning af en gæst beretter kulturformidleren om det danske

rigsvåben i hjørnerne af gobelinerne og hvorfor de ændre sig undervejs.

59

Ved Vikingetiden gør kulturformidleren et stop og fortæller lidt om gallamiddagene i riddersalen. Han peger

ind i fløjlsgemakket hvor Dronningen modtager sine gæster og derefter på gulvet hvor publikum står med

henvisning til, at det er der Dronningen har sin faste plads når der er gallmiddag. Dernæst peger han

Dronningen ud på gobelinen. Tidslommen hvor hun er portrætteret på Jellingestenen er Nørgaards måde at

sige, at hun nedstammer fra den første danske konge, Gorm den gamle, som ligeledes peges ud på gobelinen.

Den Nordiske mytologi henvises der til ved hjælp af Yggdrasil og guderne i træets krone. Dernæst følger

historien om portrætteringen af en hesteofring på gobelinen som muligvis er Nørgaards egen

offerhandling.104

Nu bevæger gruppen sig kronologisk fremad til næste tid, Ældre middelalder. Kulturformidleren fortæller

om gobelinen som et enkelt element i det store hele og henviser til, at netop denne gobelin er præget af at

være ét stort kunstværk som minder om et kalkmaleri. Valdemar den Store og hans far, Knud Larvad peges

ud som centrale skikkelser og der redegøres kort om deres slægtskab. Kristendommen etableres og nyder stor

udbredelse i Danmark, hvorfor biskopper står side om side med danske konger. Kulturformidleren peger et

par af dem ud, især Valdemar og Absalon hvis korstog til Rügen fremhæves, og peger derefter på de mange

kirker som bygges i forbindelse med kristendommens opblomstring. Øverste venstre hjørne ses Dannebrogs

fald fra himlen i 1219, og denne begivenhed fortælles ved brug af narrativer. Fortællingen får nogle gæster

blandt publikum til at grine. Kulturformidleren beretter videre om vigtigheden af historisk kildekritik ved, at

fremhæve ridderne med skjolde malet som Danneborgsflag. Han slutter af med at trække historien ud af

gobelinerne og placerer den foran gæster ved, at henvise til Dannebrogsflaget på kongetrappen som er en

gave fra Dannebrogsforeningen i 1919.

Gruppens næste stop er Adelsvælde-gobelinen. Kulturformidleren spørger publikum hvad de ved om

gobelinens altoverskyggende figur, Christian IV. En gæst siger, at han byggede, og kulturformidleren peger

på Rundetårn og Børsen. En anden gæst siger, at han fik skudt øjet ud. Her vises slaget ved Koldberger

Heide. Dernæst berettes om den kendte konge og publikum nikker genkendende til næsten hver begivenhed

og anekdote Formidleren fremhæver kongens mange børn, Leonara Kristina, den gudsfrygte konge og de

Dansk Vestindiske Øer. Stemningen skifter fra folkekær til dennes mørke side, her fremhæves 30-års krigen,

invasion i Danmark, hekseafbrænding og inkvisition.

Overgangen mellem Adelsvælde- og Yngre Enevælde-gobelinen kommer i forbindelse med

kulturformidlerens afsluttende kommentar om, at der findes en masse sladder og gode historier om Christian

IV men ønsker man at få nogle rigtig saftige intriger så bør man gå tilbage til 1700-tallet. Straks peges Kong

Christian VII ud og historien om den sindssyge konge, hans kone og læge foldes ud i store træk. Publikum

nikker genkendende og et par fortæller, at de så filmen En Kongelig Affære i biografen. Frederik VI

104

I 1970 foretog Bjørn Nørgaard en hesteofring ved Hornsherred. En happening som fik titlen ”Hesteofringen”.

60

fremhæves om begivenheden midt i gobelinens hovedfelt, Slaget på Reden hvor Kronprinsen tager imod den

engelske næstkommanderende, Lord Nelson. Den romantiske periode personificeres ved, at formidleren

peger på Adam Oehlenschläger og kort nævner Guldhornene samt typiske træk ved den romantiske periode.

Den sidste gobelin er Yngre Glyksborger og straks genkender en gæst Adolf Hitler i gobelinens hovedfelt.

Kulturformidleren tager tråden op derfra og peger skyttegravskrig og soldaterne med gasmasker som

symboliserer 1. verdenskrig, derefter videre til besættelsen, de danske modstandsfolk og sænkningen af den

danske flåde. Herfra fremhæves Den kolde krig med hjælp af Brandenburger Tor og Berlinmuren og tidens

store politiske bevægelser, kapitalisme og kommunisme. Publikum begynder selv at genkende ting og

begynder at snakke med hinanden om Anders And, The Beatles og Storm P. Kulturformidleren udpeger Lene

Adler (f. 1944) som en gæst allerede har genkendt. Der er nu gået en time og omvisningen er slut.

Kulturformidleren takker sit publikum for deres opmærksomhed.

61

Kulturformidler 2

Kulturformidleren byder publikum velkommen og præsenterer sig selv som historiker og ansat på

Christiansborg på 4. år.

I riddersalen starter hun ved Vikingetids-gobelinen, midt i salen. Salen præsenteres og der berettes kort om

de tre Christiansborg slotte. Dernæst rettes opmærksomheden mod gobelinerne hvis historie bliver

præsenteret i store træk fra ide, til færdigt produkt. Som bonusinformation fortælles, at Bjørn Nørgaard

designede gobelinerne i 1:1 størrelse og, at skitserne i dag kan ses på Køge skitsesamling. Den næste time vil

kulturformidleren tage sit publikum gennem 11 historie-gobeliner mens de 6 mellemstykker ikke vil blive

præsenteret. Dog bliver publikum gjort opmærksom på, at de er velkomne til at gå på opdagelse på egen

hånd når omvisningen er slut.

Kulturformidleren vender sig nu mod gobelinen, Vikingetiden. Træet Yggdrasil deler gobelinen på midten

og øverst i træet ses den Nordiske mytologi og Odin, Thor og Heimdal fremhæves. På højre side præsenteres

de første danske konger, Gorm den Gamle og Harald Blåtand. I midten Jellingestenen og det

kulturformidleren kalder for Danmarks fødsel. Hun udpeger derefter Kristusfiguren hængende fra Yggdrasil

afbilledet fra jellingestenen. Til højre vises Harald Blåtands dåb ved Poppos hånd. Herefter fremhæves

Svend Tveskæg og Knud den Store som begge når at være konger af England. Som afslutning vises billedet

af Dronning Margrethe i midten af gobelinens hovedfelt og dette bruges til at berette om Bjørn Nørgaards

tidslommer.105

Som tolkningseksempel anser kulturformidleren denne tidslomme som Nørgaards måde at

vise, at Dronningens aner kan spores tilbage til Gorm den Gamle. En gæst spørger om hvorvidt hesteofringen

i gobelinens midte, er Nørgaards egen. Gæsterne har gode bud men kulturformidleren lader det være op til

den enkelte gæst at fortolke gobelinens symboler. Hun fortæller dog at gobelinen som helhed, dens motiver,

farver og design, minder mest om Nørgaards andre kunstværker.

Kulturformidleren følger nu gobelinerne som de hænger i rækkefølge, men ikke kronologisk. På gobelinen

Yngre middelalder er i midten af hovedfeltet Kong Valdemar den Store. Hans far, Knud Larvad ligger død

nedenunder. Hun fortæller mens hun peger på kongerne, den døde Knud Larvad og dødsriget, at det er utrygt

at være konge i denne tid. Nu fremhæves Kong Valdemar og Biskop Absalon og kulturformidleren beretter

om Hviidslægten, Svend, Knud og Valdemar, Absalons Borg på Slotsholmen og tvangskristningen af

venderne i Rügen. Af samme grund fremhæves Absalons bloddryppende sværd og Valdemar, der træder en

vender under fode. Herefter fremhæves Valdemar Sejr og øverst til venstre bliver Dannebrogs fald fra

himlen også fremhævet af kulturformidleren. Publikum nikker bekræftende da hun med narrativer beretter

om begivenheden i 1219. Også her bliver de røde flag på riddernes skjolde fremhævet som alternativ

forklaring. Til slut peges Frans af Assisi ud, mens hun fortæller om munkeordnernes betydning i sin samtid

105

Se også kulturformidler 1, s. 55

62

og lidt om eftertiden. En gæst spørger hvor tidslommen er men kulturformidleren siger med et smil, at hun

ikke vil afslører for meget. Gobelinerne skal også selv have lov at fortælle sin historie.

Næste gobelin er Adelsvældet, og kulturformidleren peger straks midt i gobelinens hovedfelt på Kong

Christian IV som ligger på dækket, slaget ved Kolberger Heide. Et, med kulturformidlerens ord, ikonisk

øjeblik, siden gengivet mange gange i malerkunsten, bl.a. i Roskilde Domkirke. Kulturformidleren beretter

om tidens stil, renæssance, ved hjælp af lyset som skinner på Christian IV. Herefter fortælles om kongen og

hans liv. Som byggekonge ved bl.a. at pege Børsen, Frederiksborg, Rosenborg og Rundetårn ud. Som

ægtemand og far ved at pege på Dronning Anne Kathrine og dernæst Kirsten Munk samt, den

frugtbarhedsgudinde som symbol på de mange børn kongen fik. Den religiøse konge som mærker Jesus

smerte fremhæves i gobelinens nederste højre side. Herefter fortælles om hekseafbrænding og jagten på det

overnaturlige ved at pege det ud i venstre bordure. Der peges op på Leonora Kristina som smides i Blåtårn af

Frederik III. Motivet er skildret som Gud der forviser Adam og Eva fra Paradisets have. Publikum nikker

genkendende da kulturformidleren nævner Leonora Kristinas bog, Jammersminde. Til sidst fremhæves

Tycho Brahe med sølv på næsen, William Shakespeare og René Descartes, nogle af datiden store skikkelser.

Kulturformidleren tager nu sine gæster frem til 1700-tallet og gobelinen, Yngre enevælde. Kongerne er

øverst, fordi de er hævet over folket. Men de som egentlig styre landet sidder bagved. Kulturformidleren

peger Kong Frederik V’s rådgivere ud. Frederik V ledede ikke selv landet. Hans søn Christian VII peges ud

lidt over midten i gobelinens hovedfelt. Omgivet af trapper og stiger som symboliserer kunstværket

”imaginære fængsel”106

og kongens sindstilstand. Publikum nikker genkendende. Fortællingen om Caroline

Mathilde, Christian VII og Struensee foldes ud i store træk. I midten fremhæves Slaget på Reden og krigen

mellem Frankrig og England som Danmark blev en del af. Den franske revolution og guillotinen fremhæves

fra gobelinens bordure. De faldne søjler nederst midtfor på gobelinen er symbol på, at enevælden falder fra

hinanden. Tiden er en anden. De næste gobeliner vil vise enevældens afskaffelse. Således slutter

kulturformidleren gobelinen af og tager nu sin gruppe med til Ældre Glyksborger-gobelinen.

Gobelinen omhandler det 20. århundrede men kulturformidleren gør opmærksom på, at gobelinen reelt kun

dækker kun 62 år, 1910 – 1972. Til gengæld har den meget genkedeligt. 1.- og 2. verdenskrig fremhæves i

gobelinens bund. Skulpturen ”Den faldne” 107

fremhæves som et krigsmonument der kan repræsenterer alle

de faldne soldater og civile i de mange krige i det 20. århundrede. Den danske del af 2. verdenskrig til højre

peges ud og der berettes om jødernes flugt over Øresund og den danske modstandsbevægelse. Dernæst følger

kulturformidleren så nogenlunde tiden og fremhæver opblomstringen i landbruget efter 2. verdenskrig, Storm

P., sporvogne, Berlinmuren, Anders And, The Beatles, Bob Dylan, Lene Adler med korset på Børsen,

Dronning Margrethes bryllup, og charterfly til ”grisefest i Spanien”. Dernæst portrætterne i borduren hvor

106

Giovanni Battista Piranesi (1720 – 1778) 107

Wilhelm Lehmbruck (1881 – 1919)

63

Ghandi og Albert Einstein fremhæves til venstre og Thorvald Stauning og Karen Blixen fremhæves til højre.

Af de store opfindelser og epokegørende begivenheder fremhæver kulturformidleren månelandingen på

gobelinens højre side. Kolonihavehusbevægelsen med Bjørn Nørgaards selvportræt i midten fremhæves til

slut, sammen med den lille tidslomme øverst i højre hjørne. Kulturformidleren oversætter selv teksten til

”fyld ind med egen fantasi” mens hun gør opmærksom på, at folk selv skal fylde de ting ind de synes

mangler på gobelinen for at fuldende det 20. århundrede som de ser det.

På Fremtids-gobelinen nøjes kulturformidleren med at pege de to prinser ud. Kronprinsen med den røde

farve fordi det er hans blod som skal fører kongefamilien videre. Af samme grund fremhæves DNA-strengen

som hænger hvor hans Elefantorden normalt hænger. Prins Joakims grønne farve forklarer kulturformidleren

med prinsens uddannelse indenfor landbrug

Ved Nutids-gobelinen fremhæver kulturformidleren Dronning Margrethe og Prins Henrik og den tydelige

henvisning til Adam og Eva. Omgivet af typiske danske dyr og flora, havene og stjernehimlen for oven

kunne Danmark da være paradiset på jorden. Kulturformidleren kommer også ind på renoveringen af

riddersalen da hun fremhæver portrættet af Dronning Margrethe i marmoreringen.

Ældre Glyksborger og publikum er nu igen ved de ni gobeliner som skildrer et århundrede.

Kulturformidleren peger på Kong Christian VIII i højre øverste venstre hjørne og hans søn, Frederik VII i

øverste højre hjørne. Beretter om begge kongers rolle i kampen om Grundloven. Hun peger på det tynde ark

papir ved siden af Frederik VII, som symboliserer grundloven. Dernæst peges på den Grundlovsgivende

forsamling i midten. Fra Grundloven til krigen i 1864, midt i gobelinens hovedfelt samt Rodins skulpturer,

ændret af Nørgaard, som symboliserer landesorg. Nederst i gobelinens hovedfelt fremhæves Kong Christian

IX med sin familie. Kulturformidleren laver en kort gennemgang af, hvem de forskellige er, hvem de giftes

med og hvad deres titel bliver. Publikum nikker genkendende. Christiansborg Slot brænder over dem og

kulturformidleren fremhæver Christian IX som selv hjælper til med brandslukningen. Kulturformidleren

udpeger herefter H.C. Andersen som en vigtig skikkelse i tiden samt transportmidler som jernbanen og

flyvermaskinen som vigtige begivenheder i tiden. Opstanden i pariserkommunen berettes der kort om efter

spørgsmål til Eiffeltårnet fra en gæst.

Ældre enevælde, en tid hvor de enevældige konger er tæt på Gud. Kulturformidleren peger Frederik III og

englen over han hoved ud mens hun fortæller, at han Krones fra himlen. Moder Danmark, forestillingen om,

at danskerne selv havde givet ham magten fremhæves ligeledes. Christian V og Griffenfeldt som nogle af de

vigtigste og mest indflydelsesrige personer under enevælden. Frederik IV’s Dronninger og elskerinder

gennemgås i store træk, og Christian 6, som bygger første Christiansborg, udpeges også. Sølvløverne fra

Rosenborg Slot som symbol på den enevældige kongemagt slutter formidlingen om Ældre Enevælde.

64

Næstsidste gobelin er Reformationen, og her begynder formidlingen med Kong Christian II som fylder

meget af gobelinen. Han peges ud sammen med sin hustru, Elisabeth af Nederlandene, og sin elskerinde

Dyveke. Kulturformidleren fremhæver den splittelse hvormed Christian II er fremhævet flere steder på

gobelinen. Mor Sigbrit som inviterer Hollandske bønder til Amager, fremhæves. Det Stokholmske blodbad,

hvor kongen kigger på Gustav Vasa og på den anden side halshugger den svenske adel. Dernæst berettes i

store træk om Grevens fejde i bunden af gobelinen. Paven i midten nederst, protestanterne øverst og kampen

mellem de to binder sløjfe på formidlingen af gobelinen.

På Yngre Middelalder fremhæves et kirkemaleri som er forbillede for gobelinens opbygning. Kirken vinder

frem. Kong Valdemar i midten af gobelinens hovedfelt fremhæves af kulturformidleren. Dernæst Margrethe

de første og allegorien over Kalmarunionen. Pesten som hærger Europa fremhæves i borduren.

Kulturformidleren takker af for i dag og opfordre publikum til at gå en tur rundt i riddersalen på egen hånd.

65

Kulturformidler 3

Kulturformidleren byder sin gruppe velkommen og præsenterer sig selv som historiker og ansat på

Christiansborg siden 2005.

Inden kulturformidleren tager sine gæster med i riddersalen fortæller hun, at turen ikke udelukkende vil

handle om den danske historie, men om gobelinerne og riddersalen som et samlet kunstværk og, at

omvisningen vil have fokus på dette samspil mellem udformning og virkning i et samlet hele. Væggenes

tapet på riddersalens balkon er en del af kunstværket og farverne er de Oldenburgske som, sammen med

Dronning Margrethe og de danske kongers våbenskold gennem tiderne, skal ophæve grænserne. Hele salen

skal betragtes som et kunstværk.

Kulturformidleren beretter kort om lysekronerne og derefter kort om sit eget besøg på gobelinvæverierne i

Paris. Hun fortæller at det var Prins Henriks ide at lade gobelinerne væve i Gobelin og kommer derefter ind

på gobelinernes historie fra ide til ophængning. Omvisningen starter ved Yngre Glyksborger men

kulturformidleren gør opmærksom på, at man kan starte hvor som helst man ønsker.

Der fortælles først om Christian IX og hans splittelse symboliseret ved de to forskellige farvede sko og

Christiansborg Slot som brænder. Enevælden ophører og samfundet ændrer sig. Skriget symboliserer smerte,

men om det er folkets eller kongens vil kulturformidleren lade være oppe til den enkelte gæst at bedømme.

1800-tallet var en tid med mange stilarter indenfor kunst og hun peger socialrealisme og Lundbys

nationalromantiske malerier ud. Arbejderbevægelsen, højskolebevægelsen, kvindebevægelsen og

andelsbevægelsen fremhæves. De nøgne mænd i den grundlovsgivende forsamling, Louise Pio og

fællesskabet, samt H.C. Andersen, Grundtvig og Kierkegaard peges ud inden der skiftes over til krigen i

1864 og en opfordring til gæsterne fra Bjørn Nørgaard om, at huske på både sejre og nederlag i historien.

Kulturformidleren fortæller herefter, at alle gobeliner skal fortælle deres egen historie indenfor religion,

kunsthistorie, politisk historie og social historie.

Gruppen går derefter videre til næste gobelin, Ældre Enevælde. Kongerne øverst som symbol på den stærke

kongemagt. Frederik III fremhæves som en klog Herre og hans interesse for bøger og kunst fremhæves. Hans

kroning af engelen og ”Moder Danmark” som skænker kongen magten fremhæves inden kulturformidleren

peger på Stormen på København og Slaget ved Køge Bugt. En mand i lænker symboliserer Sverige og

Danmarks indbyrdes forhold- at de holdt hinanden fanget i krigens lænker. Næste konge som fremhæves er

Christian V og sammen med ham Griffenfeld og Kongeloven. Kulturformidleren advarer mod at man ser på

historien med nutidens øjne, det er vigtigt at forstå tidsånden som har hersket for at begribe hvorfor man traf

de beslutninger man nu gjorde. Her refereres blandt andet til slavehandlen i bordurens venstre side. Christian

VI og manden med de bagbundne hænder er symbol på stavnsbåndets indførelse og pietismen er det

brændende hjerte.

66

Ved Reformationsgobelinen fremhæves også symmetrien. Martin Luther, den katolske Pave og Hans

Thausen er omdrejningspunktet i konflikten. Fremhævet bliver også de katolske biskopper som står på en

baggrund af kalkmalerier mens Hans Thausen står på en baggrund af hvid. Dette understreger også skiftet på

det religiøse plan. Der berettes om Christian II, Dyveke og Mor Sigbritt. Gobelinens mørke farve udgør

overgangen til senmiddelalderens gobelin.

Gæsterne samles foran gobelinen mens kulturformidleren beretter, at vi befinder os i en kirke, og at

gobelinen skal fremstå som et kirkemaleri med hvælvinger. Valdemar Atterdag i midten og de øvrige

omkring ham bliver mindre og mindre netop for at understrege hensigten med gobelinen som et kirkemaleri.

Valdemar Atterdags hænder er store men hans arme virker trætte. Kulturformidleren fortæller, at de store

hænder er et symbol på magt, og herefter spørger hun retorisk, om det mon er fordi han ikke er stærk nok til

at holde på magten? Herefter fortæller hun om Bjørn Nørgaards evne til at pirre sine gæsters nysgerrighed.

Til slut nævnes gobelinens lyseblå farve som lyser den mørke middelalder op.

Ved Vikingetidsgobelinen fortæller kulturformidleren, at Kongefamilien har deres faste pladser ved

gallmiddage. Der berettes først om Den Nordiske Mytologi ved træet Yggdrasil, Thor, Odin, Heimdal og

nornerne under træet. Til højre en norsk stavkirke som symbol på danskernes forskellighed fra resten af

verden- mens man byggede Coloseum i Rom byggede man trækirker i Danmark. Maskerne øverst i borduren

siger noget om tidens kunst og Erik den Røde peges ud. Kulturformidleren beretter endvidere, at Yggdrasils

dekoration og gobelinernes design afspejler tidens tendenser indenfor kunst og arkitektur. Kristendommens

indførelse i Danmark symboliseres ved, at kongerne Knud den Store, Svend Tveskæg, Harald Blåtand og

Gorm den Gamle alle vandrer mod midten af gobelinen hvor Jellingestenen står. Monarkiet hyldes ved, at

det er Dronning Margrethe som er afbilledet på stenen.

Ved Yngre Middelalder henvender kulturformidleren sig til de yngste gæster og spørger, om de har set

julekalenderen om Absalon, hvorefter hun peger biskoppen ud på gobelinen. Historiens vingesus findes lige

under slottet fortæller hun og beretter om Absalons borgruiner. Herefter tages tråden op fra den forrige

gobelin og der berettes om de mange stenkirker som bygges i tiden, gobelinens indretning som rumænsk

rundbuevæld som kongerne og biskopperne står under i gobelinens hovedfelt. Også de er portrætteret efter

tidens kunst og alle træder på en genstand. Ved Kong Valdemar spørger hun gæsterne om de kan gætte hvad

han træder på. En gæst mener det ligner en slave og kulturformidleren beretter om det slaviske folk,

venderne, som skulle omvendes i kristendommens navn. Samtidig fungerer det som et symbol på tidens

korstog. Herefter fortælles om de første skriftlige love og Dannebrog som falder ned fra himlen. I

hovedfeltets øverste højre hjørne fremhæver kulturformidleren den fredelige kristning af folk ved at berette

om munkenes arbejde. Som afslutning vender hun igen tilbage til Biskop Absalon og beretterkort om ham og

hans gerning i Roskilde og inviterer derefter sit publikum til Roskilde Domkirke.

67

Ved næste gobelin fortæller hun, at i Roskilde Domkirke ligger de danske konger begravet og i Christian IV

kapel er et maleri af Slaget ved Kolberger Heide. En begivenhed som også har inspireret til en kendt dansk

sang om kongen som er klar til at kæmpe videre selvom han er såret. Hun peger i midten af gobelinens

hovedfelt hvor Christian IV ligger hjælpeløs på dækket ved selv samme slag. 30-års krigens nederlag til

kongen symboliseres ved en mand som ikke kan beslutte sig. Et billede fra kapellet i Rom så Nørgaard viser

sine gæster, at man nu befinder sig i renæssancen. Kulturformidleren mener, at gobelinen er et glimrende

bevis på, at når man beskæftiger sig med historie skal man altid se tingene fra to sider. Christian IV havde

ikke meget succes i krig, men han var en dygtig bygherre. Mange bygninger som stadig kan ses og hun peger

derefter Rundetårn, Børsen og Rosenborg Slot ud. Herefter fortælles om danske kolonier, tidens tendenser

med katolicisme, protestantisme, fester på landet, musik, kunst og handel. Vigtige personer fremhæves

Johannes Kepler, Rene Descartes, William Shakespeare og Galileo Galilei. Folk som inspirerede til

videnskaben og med de ord tager hun sine gæster med til næste gobelin, Yngre Enevælde.

Her fremhæves gobelinens symmetri og dens kunstneriske udtryk med symboler fra Grækenland og Rom i

den klassicistiske stil med bidrag fra Bertel Thorvaldsen, C.F. Hansen og Nicolai Abildgaard, som på denne

tid, bliver moderne igen. Den romantiske periode fremhæves i hovedfeltets venstre side sammen med

Oehlenschläger og Rossau i gobelinens bordure. Kulturformidleren beretter om bombningen af den danske

flåde i 1807 og peger i den forbindelse Napoleon ud nederst i borduren. Herefter følger en beretning om

Christian VII som sindssyg eller blot kreativ konge. Magtens egentlige mand, Bernstorff, peges ud sammen

med en kort beretning om Stuensees liv, gerning og afslutning. Især lægges vægt på trykkefriheden og

afskaffelsen af tortur. I bordurens venstre side fremhæves stilskiftet fra rokoko til klassicisme og den franske

revolution. Hun slutter af med at pege på George Washington og beder sine gæster følge med til næste

gobelin som hun betegner som ”amerikanernes århundrede”.

Ældre Glyksborger er gobelinen som kulturformidleren betegnede som ”amerikanernes århundrede”. Først

fremhæves gobelinens symmetri og det symbolske, at alle krigshandlinger er nederst i gobelinen. Hun

beretter om 1. Verdenskrig og peger derefter mange symboler ud fra 2. Verdenskrig. KZ-lejre, jødernes flugt

over Øresund, danske modstandsfolk, bunkers på de jyske kyster, D-dag og angste mennesker. Dernæst

symbolerne på den kolde krig ved Brandenburger Tor og Berlinmuren. I gobelinens midte peger hun

forskellige ting ud. Marx Brothers, Ernest Hemmingway, Tom Kristensen, Bob Dylan, The Beatles,

Vietnamkrigen, Che Guevara, Anders And, moderniseringen af landbruget, NATO, Grundtvigskirken,

fabrikker, flyvermaskiner, Sociallovgivning, indvielsen af Lillebæltsbroen, samt motiver fra en

Socialdemokratisk valgplakat der skal repræsenterer de almindelige mennesker. Som afslutning fortæller hun

om slottets øvrige lokaler, siger tak for i dag og inviterer sine gæster til at gå rundt i lokalerne på egen hånd.

Vi vil nu forlade formidlingen på Christiansborg Slot og i det følgende, bevæge os ind i specialets anden del

som omhandler erindringshistorie.

68

Analyse af formidlingen

Observationerne af kulturformidlingen af Bjørn Nørgaards gobeliner i riddersalen gav anledning til, at

sammenholde resultaterne med forskning inden for historieformidling i almindelighed og moderne

museumsformidling i særdeleshed. Det har været interessant at observerer publikums reaktion på det sagte

og der vil i det følgende blive givet eksempler på, hvordan kulturformidlerne fik inddraget deres gæster i

formidlingen og hvilken betydning dette har. Dernæst har det været interessant at se hvilke begivenheder og

personer kulturformidlerne fremhævede på de forskellige gobeliner og om dette har betydning for, hvilket

publikum stedet tiltrækker. Der vil også blive set på, hvor stærke ligheder og forskelle der trådte frem

mellem de tre kulturformidlere, og om dette kan være en styrke eller svaghed for formidlingen af

gobelinerne.

Gobelinerne som historiereference

Det er tydeligt at kulturformidlerne på Christiansborg lever sig ind i deres formidling og ikke kun har til

hensigt at give sine gæster en overfladisk præsentation af danmarkshistorien. Dette ses blandt andet ved

deres evne til at favne bredt og inddrage mange aspekter som ligger uden for gobelinerne. Men disse udenfor

liggende begivenheder og artefakter har stadig en relation til selve gobelinerne. Gobelinerne kan ikke stå

alene, for havde man ikke noget at referere til, ville gobelinerne miste sin identitet. Gobelinernes styrke er i

høj grad denne referencefunktion som tjener til, at gøre riddersalen til et stort erindringsrum for besøgende,

og dette vil der blive kigget nærmere på i det følgende.

Gobelinerne er bygget op af danmarkshistorie. Det er motiverne som sætter gang i tankerne hos observatøren

og som giver stedet en magisk atmosfærer. En slags dobbelthed og en følelse af at stå i skellet lige midt

mellem fortiden og nutiden. At alle kulturformidlerne lavede en reference til Absalons ruiner understøtter

denne måde hvorpå gobelinerne bliver åbnet op og gjort nærværende. Ikke kun gobelinerne men selve

danmarkshistorien. To af formidlerne nævnte Absalons ruiner mens de stod ved Ældre Middelalder og kunne

pege Absalon ud og dermed skabe sammenhæng mellem de to. Den tredje formidler valgte allerede i

indledningen at fortælle om slottets lange historie og her berette om Biskop Absalon og hans borg. Begge

metoder kan bruges, men fra et retorisk synsvinkel, så har ytringen størst kraft, når den bygges op og det

abstrakte og fjerne pludselig rykker helt nært og tilhøreren selv får brikkerne til at falde på plads inde i

hovedet.

Absalons ruiner er netop et eksempel på det meget håndgribelige som gobelinerne refererer til, mens det kan

være svære at føle en nærhed med Christian VII på Yngre Enevælde. Men formidlingen kan italesættes så

denne kløft mellem fortiden og nutiden rykkers tættere sammen. Især benyttede formidlerne sig af den

69

narrative fortælling for at skabe denne samhørighed mellem fortid og nutid.108

For at blive hos eksemplet

med Christian VII, så bliver der ikke blot fortalt hvem han var samt nogle karakteristika ved hans person, der

bliver bygget op til en historie som de fleste gæster kender da filmen En Kongelig Affære for nylighed havde

været i biografen. Formidlerne tager derfor udgangspunkt i filmen som man må forvente, mange af de

besøgende har set eller hørt om.109

Styrken her er også, at formidleren, ligesom publikum ved, at historien

ender med en henrettelse, så allerede her er kontakten til publikum skabt og koncentrationen skærpet. Ved at

referere til noget kendt, kan man åbne historien op for publikum. En væsentlig styrke er også det narrative,

hvorved formidlerne kan berette om de dramatiske begivenheder ved brug af retoriske værktøjer, her i

blandt, variationer i stemmeføring. Selve historieformidlingen er kendetegnet ved sin evne til netop at

formidle en historie og den tætte sammenhæng mellem fortællingen og menneskers erkendelse bliver et

centralt omdrejningspunkt for formidlerne på Christiansborg. Hos Adelsvældegobelinen så man endnu et

eksempel på den narrative fortællings stærke effekt på publikum, da den ene formidler detaljeret fortalte om,

hvordan man kunne vide om en kvinde var en heks og hvad man gjorde ved de som man fandt, var hekse.

Formålet er her, som i alle andre aspekter af formidlingen, at historien skal gøres levende for publikum.

Gobelinerne referere ikke kun til historien som den er beskrevet i de forskellige danmarkshistorier som

gennem tiden er blevet skrevet. Det er tydeligt at Bjørn Nørgaard har haft til hensigt også at fortælle nogle af

de mindre kendte historier i historien. Om han har ønsket at imødekomme en tendens i tiden, at fortælle den

lille historie i den store historie, skal lade være usagt, men der er utrolig mange detaljer som forekommer

tvetydige og som åbner gobelinerne op for fri fortolkning hos beskueren. For formidleren er dette en stor

hjælp til at vise sine gæster de mange lag som gobelinerne består af og som gør forståelsesrammen endnu

bredere og historiereferencen endnu tydeligere. Eksempelvis fremhævede en kulturformidler Biskop

Absalons bloddryppende sværd der harmonere så dårligt med hans titel som biskop. Og ikke mindst nutidens

opfattelse af, hvordan en biskop bør opfører sig. På samme gobelin, Ældre Middelalder, ses Dannebrog fald

fra himmelen i 1219. Under Sunesens løftede arme ridder tre riddere med skjolde, malet som Dannebrogs

flag. Det er oplagt for formidleren at gøre publikum opmærksom på, at Bjørn Nørgaard lægger en alternativ

forklaring ud på sagnet om englen der rakte flaget ned fra himmelen.110

Disse små alternative referencer

giver gobelinerne den dybde som skal til, når man kaster sig ud i så stort et projekt som gobelinerne er. De

historiske referencer skal være så brede, at alle føler sig inddraget. Der skal også være mulighed for, at

kulturformidlerne kan berette subjektivt og nøgternt om gobelinerne uden at føle, at de repræsenterer en

forud givet holdning.

108

Se afsnit ”Fortællingen” s. 31 109

Ifølge Danmarks Statistik solgte filmen 514.300 billetter og blev dermed årets tredje mest sete film. Kilde:

Danmarks Statistik: http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2013/NR148.pdf 110

Se afsnit ”empirisk undersøgelse” s. 54 - 64

70

De Kongelige Repræsentationslokaler som gobelinernes ramme

Eksemplet med Absalons Ruiner bruges også af en formidler i forbindelse med Christian IX på Ældre

Glyksborger hvor der skabes sammenhæng mellem Kongen på gobelinen og statuen af kongen som står

placeret på slottet foran Kongetrappen. Christian IX er ikke kun til stede på kogetrappen, lige bag riddersalen

i Fredensborgsalen hænger det meget berømte Fredensborgbillede som også er afbilledet på Ældre

Glyksborgere. Og for at toppe det, så har Europas svigerfar fået et helt gemak opkaldt efter sig på

Christiansborg. Historien træder på den måde ud af gobelinerne, men de kongelige gemakker bliver også

inddraget i historien. På samme gobelin ses et slot omslugt af flammer som en tydelig reference til

slotsbranden i 1884 og endnu et eksempel på, at Christiansborg Slot står som et monumentalt mindesmærke

hvor danmarkshistorien, gennem gobelinerne, hægtes på. En af kulturformidlerne gjorde sine gæster

opmærksomme på, at De Kongelige Stalde har overlevet begge brande, og står derfor i dag både som

arkitekturhistorisk og kulturhistorisk monument. Ved Kongetrappen står det gamle Dannebrogsflag skænket

af Dannebrogsforeningen i 1919 i 700-året for Dannebrogs fald fra himmelen. Flaget bliver der refereret til

ved Ældre Middelalder hvor en af kulturformidlerne lavede parallellen mellem de to. Samme formidler

brugte langt tid på at fortælle gæsterne om Christiansborg Slots historie for at sikre sig, at gæsterne

betragtede slottet og gobelinerne som et samlet hele. Christiansborg skal ses som en skal omkring

gobelinerne. En anden af kulturformidlerne brugte langt tid på at fortælle sine gæster hvordan riddersalens

udformning og udsmykning skal ses som et samlet hele i gobelinernes fortælling. Tapetet på balkonen som

omkranser riddersalen er den Oldenburgske families to farver mens alle gobelinernes hjørner rummer de

forskellige kongers våbenskjold fra hver sin periode. Ovenover disse våbenskjold er Dronning Margrethe II’s

monogram, og på den måde ophæves grænserne mellem fortid og nutid og hele rummet indgår i fortællingen

med danmarkshistorien i centrum. Tydeligst kommer det til udtryk i Nutidsgobelinen hvor Dronning

Margrethe II er portrætteret sammen med Prins Henrik og nærmest træder ud af det vævede tæppe og bliver

ligeværdig med gæsterne.

Dronningens hyppige tilstedeværelse på Christiansborg nævner alle tre kulturformidlere på deres

omvisninger. Hun og resten af kongefamilien, den gamle, den nuværende og den fremtidige, er derfor et

naturligt omdrejningspunkt for den oplevelse gæsterne får i riddersalen. Det forestillede fællesskab mange

danskere har med kongehuset bliver der hermed sat krop og indhold på. Dronningens brug af fløjlsgemakket

i forbindelse med Gallamiddage og Tronsalen i forbindelse med ambassadørmodtagelser og tronskifter er

med til at understrege fornemmelsen af, at Kongehuset er til stede i riddersalen. De er en vigtig del af

formidlingen.

71

Sammenfatning

Gobelinerne er i sin egen eksistens en stor historiereference med uttalige henvisninger i alle retninger. Det er

vigtigt at gobelinerne appellere til en bred målgruppe så, så mange som muligt at kan føle sig inddraget.

Slottets historie favner både over den kongelige families historie og det danske folks historie. Derfor gør

formidlerne meget ud af at knytte de to tæt sammen så folk får fornemmelsen af at stå ved et erindringssted.

Erindringsstedet viser sig lidt efter lidt som folk går på opdagelse i gemakkerne. Dét er unikt for

Christiansborg Slot.

Hvad fremhæver kulturformidlerne på gobelinerne?

For at besvare dette spørgsmål har jeg valgt at selektere kraftigt blandt de tre kulturformidlere da de pegede

mange forskellige ting ud på deres omvisninger. Der er derfor valgt at sætte fokus på nogle af de ting, de alle

pegede ud, og derefter vil et uddrag af disse blive undersøgt nærmere for, at klarlægge hvorfor det netop er

de som er valgt.

Historien kan ramme som en storm og man kan føle, at man glemmer tid og rum, hvis den bliver præsenteret

på en helt særlig måde. Nemlig hvis den bliver gjort levende, nærværende og relevant. I retorik bruges et

udtryk som kaldes kairos.111

Kunsten at sige det helt rigtige på det helt rigtige tidspunkt. Begrebet svarer

populært sagt til ’timing’. Når kulturformidleren formår at time sin formidling rigtigt sker der noget med

publikum, og i denne sammenhæng er det, at folk får nogle ’aha’-oplevelser, men også det faktum, at

gæsterne føler sig inddraget i fortællingen. Ikke blot i den nærværende fortælling men i den store fortælling,

den der handler om danmarkshistorien. Som det fremgår af den empiriske undersøgelse berettede alle

kulturformidlerne eksempelvis om krigen i 1864. Denne begivenhed symboliserer om noget dansk

erindringshistorie og på dette sted er historien stadig ”varm”. I denne tid er begivenheden sat i fokus ved

Tom Buk-Swientys (f. 1966) bøger ”Slagterbæk Dybbøl” fra 2008 og ”Dommedag Als” fra 2010, Lars

Lilholts (f. 1953) sang ”Danmarks Killing Fields” fra 2012 og Ole Bornedals (f. 1959) miniserie om

begivenhederne som i skrivende stund er under udarbejdelse med premiere 2014.112

Denne begivenhed er

derfor stadig aktuel og kulturformidlerne véd, at en begivenhed som denne er langt de fleste gæster bekendt

med. Det handler om at give publikum en fornuftig afvejning af det absolut kendte og det lidt mindre kendte.

Denne vekslen medfører, at gæsterne skiftevis føler sig klogere på det de kender og føler at de bliver klogere

på baggrund af noget velkendt. Man kan sammenligne det med en slags genkendelsens glæde. En af

formidlerne brugte udtrykket, den katastrofale krig i 1864 for at understrege betydningen og vigtigheden af

begivenheden.

111

Jørgensen, Charlotte (m.fl.): 2009, s. 85 112

www.1864.dk

72

Da gobelinerne er lavet med henblik på at have de danske konger i centrum har det været naturligt, at kigge

nærmere på, hvordan formidlerne har behandlet disse på deres omvisninger. Den altid populære Christian IV

bliver af samtlige kulturformidlere nævnt på omvisningerne. Selvom han fylder næsten hele Adelsvælde-

gobelinen er han også i sig selv en god salgsvare. Han er indbegrebet af danskhedens og folkelighedens

historiske rødder, og størstedelen af de danske gæster føler, at de ved meget om denne konge. Historierne om

ham er kendt af de fleste og er altid populære. Christian IV kan betragtes som bindeledet til en af de mere

kendte epoker i danmarkshistorien, renæssancen. Kulturformidlerens opgave er så at berette de historier om

kongen som folk kender og dermed skabe bindeled mellem fortiden og nutiden ud fra noget genkendeligt. På

samme måde som alle tre formidlere brugte tid på Christian VII og foldede historien om ham ud, fordi det er

noget folk genkender og fordi denne konge er aktuel i tiden. I 2010 havde Golden Days fokus på 1700-tallet

og filmen En Kongelig Affære har også gjort fortællingen om Christian VII kendt hos befolkningen. Det er

længe siden at der har været et arrangement i forbindelse med Christian IV, men hans tilstedeværelse i

København i form af bygninger og hele bydele fra hans hånd, vidner om hans storhed. Ligeledes lyder første

sætning i den uofficielle danske nationalsang ”Kong Christian Stod Ved Højen Mast (..)”113

som de fleste

danskere kender. En af formidlerne satte fokus på gobelinens midte, hvor Christian IV ligger hjælpeløs på

dækket, og sagde, at det var drønprovokerende af Bjørn Nørgaard at lade konge ligge ned. For danskerne

synger jo stod ved højen mast. Næsten alle gæsterne istemmede, stod samtidig med formidleren. De vidste

altså præcis hvad han ville sige.

Frederik III nævnes også af samtlige formidlere. I formidlingen bliver han personificeringen af enevælden i

Danmark og ord som stolt, rank og flot blev brugt i fortællingen om den første danske enevældige konge.

Disse ord er med til at understrege den aura af storhed som omgiver de enevældige konger. Kongen bærer en

kroningskappe og over hans hoved svæver kongekronen som symbol på magten. Ved at folde disse detaljer

ud for publikum formår kulturformidleren, at skabe billeder inde i hovedet på gæsterne. Det er vanskeligt

blot at vise på et udsnit af en gobelin, hvor stor magt den enevældige konge reelt havde i sin samtid. Alle kan

se kappen og kronen, men det er først når de storladede ord knyttes til billedet, at det skaber en fornemmelse

af, at vi her har med noget stort at gøre.

Det er tydeligt at formidlerne er erfarne og udmærket er klar over hvor deres gæsters hovedinteresser

befinder sig, og hvor deres historieviden er størst. Deres udvælgelse vidner om, at de formår at sætte sig ind i

deres publikums videns univers. Et eksempel herpå er, at en spændende og interessant konge som Christian I

slet ikke nævnes af nogen af formidlerne. Dette kan der være forskellige årsager til, eksempelvis, at man

umuligt kan nævnte alt på gobelinerne. Men når eksempelvis både Christian IV, Christian VII og Christian

IX nævnes af alle formidlerne kan svaret også søges i formidlernes ønske om, at fortælle gæsterne om de

113

Teksten er skrevet af Johannes Ewald (1743 – 1781) i 1779. Erslev, Kr. (m.fl.) Danmarks Riges Historie, Bind V, s.

445 – 446.

73

konger som man kan forvente flest mulig gæster kender og ved noget om. Og dog kan dette ikke være hele

forklaringen, for ingen af formidlerne nævnte den ellers normalt folkekære konge Frederik IX på Yngre

Glyksborger-gobelinen. En stor del af slottets gæster har levet under denne konge og han er derfor lidt ekstra

interessant for slottets besøgende. Her har formidlerne måttet selektere grundigt i deres valg af formidling for

denne gobelin indbød til langt mere dialog med publikum end alle de andre gobeliner til sammen. Hele

gobelinen rummer samtidshistorie og gæster hvor end i verden de er fra, kan genkende noget eller nogen på

denne gobelin. Derfor er det oplagt at konkludere, at formidlerne mere anser for deres fornemmeste opgave

at give folk så meget som muligt kendt stof, og ikke kun lade de danske konger være centrum for

formidlingen, men blot en komponent i et samlet hele.

Disse nævnte begivenheder kan betragtes som ”sikre vindere” når formidleren skal hanke op i sine gæster,

skærpe koncentrationen eller have fyret op under sit publikum. Disse er eksempler på, at genkendelse fra

publikum er med til at skærpe koncentrationen. Som vi så i afsnittet om formidling, så kan kulturformidleren

ikke forvente at have opmærksomheden fra sit publikum gennem hele taletiden.114

Når kulturformidlerne på

Christiansborg er ved en begivenhed de med stor sandsynlighed kan formode, at deres gæster ved noget om,

kan de i højere grad appellere til de gæster som har tabt koncentrationen. Fx fortalte en af formidlerne en

sjov anekdote ved Ældre Glyksborgere hvor Karl Marx toner frem øverst oppe i midten af gobelinen. Hun

fortalte at da Dronningen opdagede Marx’ centrale placering på gobelinen spurgte hun Bjørn Nørgaard, om

Karl Marx nu også var nødvendig at have med. Da svaret var ja, bad Dronningen om at han blev flyttet så

langt væk fra hende som muligt. Denne anekdote blev modtaget med smil og grin fra publikum. Alle der

indtil da havde været ukoncentreret var nu vågnet og formidleren havde endnu engang indtaget det mundtlige

rum.115

Sammenfatning

Gobelinerne rummer langt flere detaljer end man kan nå at formidle på en enkelt guidet tur. Derfor må

formidlerne grundigt selektere under deres omvisning. Det viste med al tydelighed, at det havde en kraftfuld

virkning på publikum at formidlerne brugte ting udenfor riddersalen til at formidle om riddersalen. De

vælger ting som de med stor sandsynlighed kan formode, at deres gæster ved noget om. På den måde bliver

gobelinernes abstraktion og flertydighed gjort konkret og nærværende. Den store historie bliver gjort lille,

men uden at miste sin fylde og kraft. Formidlerne på Christiansborg er ikke blevet oplært. Dette er noget de

selv har tilegnet sig fordi de har fundet ud af hvad der virker. Man kan derfor konkludere, at det er muligt, at

konstruerer en formidlingsgenre til bestemte formål.

114

Se afsnit ”Det mundtlige materiale, sprog og rum”, s. 34 - 35 115

Ibid., s. 34- 35

74

Interaktion med publikum

I det følgende vil der blive kigget på, hvordan formidlernes samspil med publikum forløb. Der vil især være

fokus på hvilke formidlingsværktøjer kulturformidlerne tog i brug for at aktivere deres publikum og, hvordan

dette blev modtaget og virkede.

Kulturformidlerens samspil med publikum er vigtig for den mundtlige formidling og det er i denne fase at

kulturformidleren kan drage sit publikum og give dem en ekstraordinær oplevelse. Som allerede beskrevet

ovenfor benyttede formidlerne på Christiansborg introen til at skabe velvilje blandt publikum. I riddersalen

brugte de også et minut på at gøre deres publikum parate til den oplevelse som ventede dem. Ved at fortælle

publikum at det er meningen de selv skal fortolke på gobelinen, tager man noget af rodet og larmen i

gobelinerne væk. Ved første øjekast kan gobelinerne være et stort rod af farver og personer som det kan være

svært at orienterer sig i. Ved at ligge vægt på den frie fortolkning og det næsten uoverskuelige antal detaljer

på gobelinerne, kan publikum slappe lidt mere af og nyde formidlerens fortælling. Alternativt kan man tabe

mange af sine gæster hvis man forsøger at favne alle gobelinerne og give udtryk for, at hver enkelt detalje er

vigtig for helheden og forståelsen.

Ved at småsnakke med de gæster som er mest tilbøjelig til at miste koncentrationen kan man vinde deres

opmærksomhed tilbage hvis man har fokus på dem og har i baghovedet, at ens mission er, at få netop disse

publikummer til at blive tryllebundet af fortællingen. Kan man fange deres opmærksomhed kan man fange

hele gruppens opmærksomhed. Man kan eksempelvis spørge hvor de kommer fra, om de har haft en lang dag

m.v. Dette gjorde formidlerne på Christiansborg brug af under deres omvisninger. Lige så interessant var det

at observere, hvordan de får skabt kontakt til de forskellige segmenter i gruppen ved eksempelvis at nævne

stand-up komikeren Rune Klan (f. 1976) henvendt til det unge publikum, mens sangeren Kim Larsen (f.

1945) nævnes for det voksne publikum. En af formidlerne skabte denne kontakt til sit publikum da han

fortalte om Dronningens 70-års fødselsdag i riddersalen i 2010. Der bliver her skabt en tillid mellem parterne

og formidleren har formået at sætte sig ind i sine modtageres vidensunivers. Samme formidler drog

paralleller mellem historiens blodige krige mellem Danmark og Sverige til land og til vands, og nutidens

krige på fodboldbanen. På den måde bliver historien gjort nærværende og samtidig aktivere formidleren sit

publikum ved brug af denne metakommunikation. Disse føromtalte segmenter kan deles meget finere op og

dække over mere end blot alder og køn. Ved Yngre Middelalder er det påfaldende, at alle formidlerne sagde,

at Margrethe I blev Dronning fordi hun var meget klogere end alle mændene. At dette naturligvis ikke er hele

sandheden er underordnet da ytringens hensigt er, at få appelleret til det kvindelige publikum.

75

Som vi så i afsnittet om mundtlig formidling så består en god tale eller mundtligt oplæg af ganske få pointer

der gentages og udfoldes.116

Sådan er formidlingen i store træk konstrueret i riddersalen. Selvom det er nye

ansigter eller begivenheder som peges ud på gobelinerne, er det stadig efter samme skabelon; de største

begivenheder, de mest fremtrædende personer i tiden m.v. Efter de første par gobeliner fanger publikum

rytmen og får derved tid og rum til at begribe det sagte undervejs og mulighed for at huske det efterfølgende.

Dette sørgede formidlerne for ved netop at holde en fast struktur i omvisningerne. Den ene præsenterede ved

første gobelin de forskellige lag som gobelinerne består af og lod disse lag være et gennemgående tema i alle

gobelinerne. Ved hver gobelin blev der peget et kunstcitat, politisk citat, kongeligt citat osv. ud. Den røde

tråd blev skabt fra starten og dette hjalp gæsterne til at fange rytmen. Alternativt kunne det have endt som det

i dette afsnits indledning blev beskrevet; larmende, rodet og uoverskueligt. Ydermere gjorde alle tre

formidlere meget ud af at markere overgangen mellem gobelinerne. Denne markerede overgang mellem

emnerne sikrede, at publikum fangede tråden hvis de skulle have tabt den. Fx blev overgangen mellem Ældre

Glyksborger og Ældre Enevælde markeret hos en af formidlerne med ordene: en anden tid som også er

kendetegnet ved enevældige konger er 1600-tallet, lad os gå til den næste gobelin. Således fik hun

opsummeret et væsentligt karakteristika ved den foregående gobelin og samtidig forberedt sine gæster på

hvad der nu ventede dem

På ovenfor beskrevet måde fik formidlerne på Christiansborg aktiveret og inddraget deres gæster i

formidlingen. De gjorde bevidst eller ubevidst, brug af flere formidlingsværktøjer under deres omvisning. De

forskellige dele af formidlingen bliver lagt ind som en naturlig del af omvisningerne. Eksempelvis er

formidlerne nødt til at tage stilling til begrebet, at selektere117

. Netop denne komponent er yderst relevant i

riddersalen for alle formidlerne kom ud for, at nogle gæster spurgte hvorfor de ikke nævnte det og det?

Selektionen er at udvælge de relevante ting for den givne formidling men i riddersalen kan alt forekomme at

være relevant, det afhænger i høj grad af, hvilket publikum formidlerne har. Enhver formidling starter med

indholdsmæssige overvejelser ud fra formålet og målgruppen og da der jo var forskel på de tre formidlere på

Christiansborg må man antage, at de har gjort sig overvejelser om balancen mellem det de selv finder

relevant og det som målgruppen finder relevant. Formidlerne må i høj grad selektere i dybden frem for

bredden så de på den måde får en overfladisk formidling der til gengæld, kommer godt rundt i emnet. Et

eksempel på selektion i formidlingsrelevansen, er det vi så ovenfor med Karl Marx placering på gobelinen.

Formidlingsrelevans drejer sig om at tilfører sin formidling funktioner, som kan være fagligt irrelevante, men

som er relevante for formidlingen fordi de sikre, at det faglige indhold når frem til modtageren. . Den faglige

formidler skal videregive sin indsigt i et emne med den overordnede hensigt, at mindske modtagerens

116

Ibid., s. 34 - 35 117

Se afsnit ”Selektion i formidlingen”, s. 29

76

vidensunderskud. Eller med Becker-Jensens ord, at udvide deres vidensunivers118

. Formidlerne på

Christiansborg drog nytte af formidlingens og retorikkens værktøjer for at nå dette mål.

Sammenfatning

Mundtlighedens natur er indlevelse, begejstring og nærvær. Trods lidt småsnakken blandt publikum

undervejs på omvisningerne lykkedes det alle tre kulturformidlere at holde alle gæsterne til. Dette skyldes

ikke mindst deres indlevelse, begejstring og nærvær. Den bedste måde at interagere med sit publikum er ved

at være til stede i nuet og i rummet. Formidlerne indtog rummet på en meget naturlig måde og formåede,

især ved hjælp af ovenfor beskrevne eksempler, at tale til deres gæsters fantasi og forestillingsverden. De

konkrete eksempler blev foldet ud og de abstrakte begreber blev konkretiseret. Det er alt andet lige lettere at

forstå og begribe via konkrete forhold end ved hjælp af abstrakte begreber. Formidlerne på Christiansborg

var konkrete og gentagende i deres formidling. En metode som hjælper publikum til, spontant, at afkode

sproget og dermed opnå bedre forståelse.

De tre kulturformidlere på Christiansborg havde forskellige måder at formidle på, men da alle tre

omvisninger forløb godt og publikum gik derfra klogere end da de kom, må denne forskellighed anses som

en styrke for slottets formidling. Det er ved at se gobelinerne og få dem formidlet forskelligt og flere gange,

at de åbner sig op for sit publikum og i sidste ende bliver til et erindringsrum for danmarkshistorien som vi i

det følgende afsnit skal beskæftige os med.

118

Se om vidensunivers, s.

77

Analyse af Bjørn Nørgaards gobeliner som et erindringssted

Når man træder ind i riddersalen på Christiansborg mærker de fleste den meget specielle stemning som

hersker i lokalet. Det enorme gemak som måler 40 x 14 meter gør indtryk. De store lysekroner som hænger

ned fra det dekorede loft, er med til, at understøtte lokalets monumentalitet. Rundt på væggene hænger de 17

gobeliner, som Bjørn Nørgaard har designet, og som den danske stat har fået fabrikeret i Frankrig. Gemakket

gør først og fremmest indtryk ved sin storladenhed og de lange traditioner som knytter sig til en riddersal.

Riddersalen på Christiansborg er ikke det danske monarkis eneste, men det er den største og den mest kendte

af dem. Den er offentlig tilgængelig det meste af året, men det er samtidig Kongehusets fornemmeste gemak

hvor der flere gange om året bliver afholdt gallamiddage og andre festligheder. Dernæst fanger de mange

farver som gobelinerne udtrykker utvivlsomt gæsters opmærksomhed som noget af det første. At gå ind i

riddersalen er som at befinde sig mellem fortidens minder, historier og traditioner og forventningen om

fremtiden gallamiddage og store fester. Nutiden er den man befinder sig i, i det øjeblik man føler dette.

Riddersalen er et erindringsrum for danmarkshistorien.

Kan man betragte Bjørn Nørgaards gobeliner som et erindringssted? I det følgende afsnit vil det blive

diskuteret hvorledes der findes ligheder mellem gobelinerne og Inge Adriansen og Pierre Noras teorier om

erindringssteder og mindesmærker.

Danmarkshistorien vævet ind i tæpper

Forestiller man sig, at man går ind i det kongelige bibliotek og alle bøger er slået op på alle sider så har man

en fornemmelse af hvordan det er, at gå rundt i riddersalen på Christiansborg. Det er som om

danmarkshistorien er blevet levende, og tavst men alligevel hørbart, beretter begivenhederne for os.

Tidligere i denne opgave har jeg defineret erindringssteder som noget der altid er nært forbundet med

identitet, og man rejser et mindesmærke for at markere en begivenhed. Et mindesmærke er på sin vis blevet

rejst i riddersalen, og de 17 gobeliner vidner om en nation hvis historie tager os helt tilbage til tidernes

morgen og samtidig, forgrener sig i alle retninger mens det flettes sammen med den store historie. Historien

om Danmark er også historien om verden. Den danske historie er den lille historie i den store historie. Helt

tilbage fra Thukydid til i dag, har historiefortællingen gennemgået en forandring, og til alle tider har

historien været kendetegnet ved myter og fortællinger. Historien er sjældent noget rent- der knytter sig altid

fortolkning, analyse og andre perspektiver til fortiden. Den danmarkshistorie som er vævet ind i gobelinerne

rummer både fakta, myter og fortolkningsmuligheder, den videnskabelige og saglige historiefortælling på

den ene side og den folkelige historiefortælling på den anden. Gobelinerne udtrykker danskernes fælles

historie og derfor også danskernes identitet, da historien er en af de komponenter som i klassisk forståelse,

udgør den nationale identitet. Til gobelinerne knytter der sig derfor også mange følelser.

78

Den danske forfatter, A.D. Jørgensens værk: 40 fortællinger af fædrelandets historie står i dag som et

monument over, hvorledes historieskrivningen aktivt kan medvirke til at forme en befolknings identitet og

historiebevidsthed. Hos ham hørte folk og historie ubrydeligt sammen og for ham dør et folk, der har glemt

sin fortid. Det er usandsynligt at Bjørn Nørgaard har gjort sig samme tanker med sine gobeliner, især fordi

der slet ikke er tale om samme patos og selvforherligelse i gobelinerne kontra A.D. Jørgensens værk.

Alligevel er det nærliggende at drage paralleller mellem de to for de er begge erindringssteder, i al fald hvis

man bruger Pierre Noras analysemodel. Selvom der er over hundrede år mellem de to artefakter har de stadig

samme funktion, nemlig at genfortælle danskernes historie på opsigtsvækkende og nyskabende måde.

Antager vi derfor, at vi betragter A.D. Jørgensens værk som et erindringssted, kan vi også betragte Bjørn

Nørgaards gobeliner som et erindringssted. Om historien er nedfældet på papir eller vævet ind i tæpper er

derfor underordnet. Forskellen er iscenesættelsen og udtrykket.

Et erindringssted dannes

Bernhard Eric Jensen beskriver i sin bog Hvad er historie? hvordan et erindringssted dannes.119

Han bruger

terrorangrebet på World Trade Center i 2001 som eksempel på et erindringssted som ser dagens lys pga. en

begivenhed der får betydning for enormt mange mennesker. De dramatiske begivenheder hvor flyene

rammer bygningerne, kaos og forvirring, sammenstyrtningen af bygningerne, de efterfølgende

mindehøjtideligheder og begivenhedernes efterfølgende konsekvenser er naturligvis alle med i selve

erindringsstedets ånd. Men i bagklogskabens altid klare lys er også begivenhederne der leder op til selve

angrebet med. Erindringsstedet er altså ikke blot dét der sker da flyene rammer bygningerne og terroristernes

fysiske mål er fuldført, med til erindringsstedet hører hele historien. Alt hvad man kan komme i tanke om

som knytter sig til begivenheden. Sebastian Olden-Jørgensen viser det samme i sit værk om Stormen på

København. Det er ikke kun selve begivenheden hvor svenskerne stormer frem mod København, det er tiden

før, under og i særdeleshed efter, som danner erindringsstedet. Olden-Jørgensen viser hvordan begivenheden

bliver fejret helt op i nyeste tid.

Skal man betragte gobelinerne som et erindringssted må man først forsøge at analysere værket. Det er dog

ikke helt så nemt at samle gobelinerne under én begivenhed som dem der er nævnt ovenfor. Gobelinerne

rummer en enorm mængde små historier som samles til én stor historie, danmarkshistorien. Den spænder

over en meget stor tidsperiode og snor sig gennem historiske perioder som, om hver enkelt, man kunne fylde

riddersalen med gobeliner. Gobelinerne som erindringssted er nært knyttet til de fysiske rammer hvori de

hænger. Christiansborg Slot rummer det danske kongehus historie og med tilgangen af gobelinerne i år 2000,

flyttede også folkets historie ind på slottet. Det er i denne hybrid mellem kongehusets historie og folkets

historie at erindringsstedet findes. Gobelinerne er i sin grundtanke fremstillet som et produkt der skal give

119

Jensen, Bernhard-Eric: 2010, s. 15 - 37

79

dem status af noget fællesskabsskabende. Man kan, som vi har set i afsnittet om erindring og historie, skelne

mellem to slags erindringssteder, de villede og de ikke-villede. Gobelinerne i riddersalen tilhører den første

kategori, og er blevet skabt som et mindesmærke over den danske historie. Hvor nogle erindringssteder eller

monumenter samler en snæver kreds, er gobelinernes målgruppe meget bred og inddrager enhver dansker.

Som vi har set andetsteds i opgaven kan man hævde, at intet individ er historieløst, og historien er ikke noget

man kan vælge til og fra. Gobelinerne er danmarkshistorie og det er derfor alle danskeres eje. På et

erindringssted erindre man det som skete og som havde betydning for almenvellet, riddersalen er derfor et

erindringsrum hvor folket kan erindre sin egen historie. Det specielle ved gobelinerne er, at de ikke er

placeret der hvor begivenhederne skete. Det har sin naturlige forklaring pga. deres enorme mængde

begivenheder fra hele riget og fra den store verden. Ej heller er der krav om, at et mindesmærke over en

begivenhed rejses der hvor begivenheden fandt sted. Men der må dog findes en form for relation mellem sted

og begivenhed. På Christiansborg er det som førnævnt kongernes historie som har til huse på Slotsholmen.

Fra 1849 rykkede de demokratiske repræsentanter også ind på Slotsholmen og i dag har alle borgere adgang

til slottet. Det er derfor naturligt, når det er kongernes historie som er hovedtemaet i gobelinerne, at de

hænges på Christiansborg, især nu da også folket har adgang. De kongelige Repræsentationslokaler blev

først åbnet op for offentligheden med gobelinernes tilgang og der har derfor allerede ved projektets

begyndelse i 1988, været gjort disse tanker.

Erindringsstedet italesættes

Nogle erindringssteder eller mindesmærker taler til sit publikum ved hjælp af indskrifter eller symboler så

stærke, at de appellere til den brede befolkning. Andre mindesmærker kræver noget formidling eller

baggrundsviden for at blive forstået. Bjørn Nørgaards gobeliner er et godt eksempel på et erindringssted som

i sig selv fortæller sit publikum alt hvad det har at byde på, men som samtidig kan løftes til et højere stadie,

når det bliver tilføjet formidling. Det er almindelig på Christiansborg, at de fleste gæster gerne vil have en

omviser til at fortælle om gobelinerne inden de selv går på opdagelse i dem. Også selvom de ved hvad

gobelinerne har at tilbyde. De vælger en omviser fordi gobelinerne er en meget stor mundfuld at overskue på

en gang hvis man ikke ved hvor man skal ende eller begynde. Samtidig giver det også omviseren mulighed

for at give gæsterne en endnu stærkere oplevelse, som vi så i kapitlet om formidling. For at få noget ud af et

erindringssted eller et mindesmærke, må man kende til historien bag. Gobelinerne er ingen undtagelse, man

må vide noget om danmarkshistorien for at kunne forstå gobelinerne.

Gobelinerne er produktet, historien er erindringsstedet. På hver gobelin bliver der fremhævet begivenheder i

danmarkshistorien som man kender. Selv om man ved første øjekast ikke nødvendigvis genkender alle

begivenheder på gobelinerne, så vil man med hjælp af formidlingen genkende alle historierne, eller i det

mindste, kunne sætte dem ind i en historisk kontekst. Det er denne genkendelses funktion som gør

gobelinerne til en hybrid mellem monumental kunst og formidlet danmarkshistorie der trækker på

80

erindringssteder og ideen om, at historiske begivenheder skal hyldes og huskes ved hjælp af mindesmærker.

De begivenheder som formidlerne vælger ud er nøje udvalgte og målrettet deres publikum. Formidlingen

sikre, at der gæsternes viden bliver bygget op lidt ad gangen uden mens dens fokus på målet, ikke mistes.

Målet er at gøre gæsterne klogere på danmarkshistorien end da de kom.

Gobelinerne som erindringssted

Gobelinernes kraft som erindringssted understøttes især netop af de mange små erindringssteder som indgår i

gobelinernes hele. Det er eksempelvis mindesmærket over bombningen af den franske skole på Yngre

Glyksborgere, eller Istedløven på Ældre Glyksborgere, som er de oprindelige erindringssteder og

mindesmærker der af Bjørn Nørgaard samles i den store fortælling. Mellem alle disse erindringssteder og

mindesmærker er de mange andre begivenheder som ikke manifesterer sig som erindringssteder i Adriansens

forstand, men som er begivenheder i historien. For Pierre Nora er et erindringssted som bekendt ikke kun en

fysisk genstand, men alt hvad man kan komme i tanke om som har haft betydning for en gruppe eller en

kultur. Han ville derfor opfatte alle Bjørn Nørgaards henvisninger som erindringssteder, for intet på

gobelinerne er ukendt for det brede publikum. Al indhold i gobelinerne har sin berettigelse fordi det er en del

af danmarkshistorien og Bjørn Nørgaard har holdt sig fra, at bevæge sig ud i historiens nicher. For at et

monument eller begivenhed kan blive et erindringssted må det have haft betydning for almenvellet, og Bjørn

Nørgaards gobeliner rummer kun begivenheder som har netop den genkendelsesfunktion af det brede

publikum.

De Kongelige Repræsentationslokaler spiller, som allerede nævnt, en vigtig rolle i stedets funktion som

erindringssted. Gemakkerne bærer på lange traditioner i kongefamiliens historie, fra Statsrådssalen til

Tronsalen over Taffelsalen. Lokalerne bruges stadig af kongefamilien og gobelinerne i riddersalen kan i

snæver forstand, betragtes som et samlingspunkt og en legitimering af monarkiet i Danmark.

Erindringssteder er også kendetegnet ved at have en genkendelsesfunktion og i De Kongelige

Repræsentationslokaler er det den danske kongefamilies kerne, gæsterne bliver inddraget i. Det er i

kongefamiliens lokaler man går rundt. Gæsterne kan genkende og forholde sig til kongefamilien når de får

mulighed for at gå rundt i de autentiske lokaler.

Både Christiansborg Slots lange historie og nuværende funktion, den danske kongefamilies tilstedeværelse

på slottet og gobelinernes inddragende effekt skaber tilsammen et erindringsrum i riddersalen. Det er

samspillet mellem disse som skaber den følelse af noget magisk, som Nora mener erindringsstedet har over

sig. Det er ikke blot historien som portrætteres, det er selve indlevelsen i, og levendegørelsen af, historien

som træder ud af gobelinerne og som giver Christiansborg Slot status som et, hvad jeg vil kalde, referende

erindringssted. Både som monumental kunst og som erindring i tankens kraft er gobelinerne med til at

fastholde danmarkshistorien i vores erindring.

81

Når Inge Adriansen og Pierre Nora sættes overfor hinanden ser man mange ligheder, men lægger man

erindringsstedsteorien ned over gobelinerne som et net er det tydeligt, at Noras teori er den mest brugbare til

dette formål. Inge Adriansen adskiller sig på det afgørende punkt, at hun kun anser monumentale

mindesmærker som erindringssteder. Gobelinerne er ikke i sig selv et erindringssted, de er referenter til de

historiske begivenheder der ofte udmønter sig som erindringssteder. Når Nora mener at historien kalder på

analyse og kritik er det nærliggende at undersøge Bjørn Nørgaards analyse og kritik af historien i forbindelse

med arbejdet med gobelinerne. Og sammenligner man gobelinernes historiefortælling med A.D. Jørgensen

bog 40 fortællinger af fædrelandets historie som jeg allerede i dette kapitels indledning har præsenteret, er

der en slående lighed mellem dem. De fleste af fortællingerne rummer elementer som Bjørn Nørgaard også

behandler i sine gobeliner og som kulturformidlerne fremhæver på omvisningerne. Bl.a. Biskop Absalon120

,

Niels Ebbesens drab på Grev Gert121

, Frederik III og Stormen på København122

og Krigen i 1864123

. En

anden sammenligning er de mange helte A.D. Jørgensen beskriver, som også Bjørn Nørgaard lader være en

drivkraft i gobelinernes danmarkshistorie.

Da specialet ikke har til hensigt at analyserer gobelinernes motiver eller Bjørn Nørgaards tanker hermed, vil

jeg ikke gå mere i dybden med denne sammenligningen, blot konstaterer, at sammenligningen er der. Det er

tydeligt, at gobelinerne bygger på mange af de samme fortællinger der tidligere er blevet opfattet som noget

af det mest danske der findes. Noget der definerer danskheden og forsøger at samle det danske folk om en

fælles historie. Og gik man dybere ned ville det formegentlig være muligt, at finde endnu flere værker hvor

ligheden mellem dem og gobelinerne ville være tydelige. Gobelinernes danmarkshistorie trækker på arven

efter et allerede etableret erindringssted i Noras optik.

Sammenfatning

Et erindringssted i klassisk forstand i form af et mindesmærke er typisk rejst for at hylde én begivenhed eller

én person. Gobelinerne i riddersalen rummer de mange fortællinger. Det er her Inge Adriansen og Pierre

Nora mødes. Gobelinerne er ikke et erindringssted i sig selv, men de fungere som referenter til historiske

begivenheder der betragtes som erindringssteder. Disse erindringssteder findes bl.a. hos den danske forfatter

A.D. Jørgensen og hans værk om 40 fortællinger af fædrelandets historie, hvis fortællinger, har en slående

lighed med Bjørn Nørgaards valg af begivenheder til gobelinerne. Bjørn Nørgaard har derfor kigget dybt i

tidligere etableret erindringssteder for at få skabt konsensus omkring allerede eksisterende

fællesskabsskabende begivenheder i sin danmarkshistorie.

120

Jørgensen, A.D.: 2006. s. 55 - 64 121

Ibid., s. 97 - 103 122

Ibid., s. 203 - 210 123

Ibid., s. 366 - 375

82

Konklusion

Udgangspunktet for dette speciale var en fascination af mindesmærker og erindringssteders tiltrækningskraft.

Det var også en nysgerrighed på hvordan omgivelserne spiller en rolle i den massive interesse Bjørn

Nørgaards gobeliner får og har fået siden de blev hængt op i 2000. Dertil har min interesse i sær kredset om

italesættelsen af gobelinerne og den mundtlige formidlings betydning for, hvordan et erindringssted eller

mindesmærke bliver præsenteret. I løbet af arbejdet med mit speciale er det blevet tydeligt, at gobelinerne

ikke blot er et imponerende kunstværk, det er også et indlæg i kampen om at fastholde danmarkshistorien i

danskernes erindring.

Specialets formål har været, at belyse Bjørn Nørgaards gobeliner fra to vinkler, deres relation til fysisk-

institutionelle, dynastiske og nationale erindringssteder og deres funktion som museumsformidling. De to

vinkler er blevet behandlet hver for sig men er til sidst blevet kombineret for at fremstå som et samlet hele.

Ud fra den empiriske undersøgelse står det klart, at den mundtlige formidling på Christiansborg spiller en

stor rolle i slottets største trækplaster, riddersalen. Det er gennem formidlingen at gobelinerne bliver gjort

levende og nærværende, det er gennem fokus på formidlingen at Christiansborg Slotsforvaltning udvikler sig

og dygtiggøre sig. Slottet har gennem de sidste år lagt mere vægt på formidlingen af gobelinerne så de er

rettet forskellige segmenter, eksempelvis skoleklasser og gymnasieklasser med blik på

uddannelsesinstitutionernes faglige krav og mål. Forskningen i musernes formidling gav indtryk af, at

formidlingen spiller en stor rolle i museologien og den daglige drift af museer. Det til trods, så forekommer

det, at den mundlige formidling er stærkt undervurderet på museerne. I al fald findes der ikke megen

litteratur herom og på det grundlag er det nærliggende at tænke, at de forskellige statsejede museer og

kulturinstitutioner selv tilrettelægger deres mundtlige formidling efter en klassisk skoletjeneste, hvor den

mundtlige formidling er et nødvendigt onde. Erfaringerne fra undersøgelsen på Christiansborg Slot tegner

imidlertid et billede af, at den mundtlige formidling i høj grad har sin berettigelse og bør indgå i langt højere

grad på andre museer. Kigger man udelukkende på formidling af erindringssteder, så er den mundtlige

formidling i endnu højere grad vigtig fordi den rummer store muligheder for historisk levendegørelse.

Erindringsstedernes rolle i museologien er dog ikke klart fastlagt. Det er ikke alle museer som ønsker at blive

betragtet som erindringssted. Dette kan have flere årsager, men en af dem er nok, at det at være et

erindringssted, sætter sine naturlige begrænsninger. Det indskrænker bevægelsesfriheden enormt meget for

nogle institutioner, mens andre i høj grad lukrerer på netop at være et erindringssted som opsøges af

interesserede gæster. Deres udfordring er at fastholde interessen for netop deres historie udenfor det man

kalde sæsonen og så være klar når erindringsstedet vågner op af dvale. Hvilket det utvivlsomt vil gøre før

eller siden, ifølge Pierre Nora. Det bliver eksempelvis spændende at se hvilken opmærksomhed

83

Historiecenter Dybbøl Banke vil opleve i 2014, 150-året for slaget ved Dybbøl, og hvordan det har tænkt sig

at imødekomme den uden tvivl store interesse der vil være.

Christiansborg Slot befinder sig tydeligvis godt ved at være i skellet mellem det at være og ikke at være et

erindringssted. De slår sig selv op på at være et sted hvor historien har udspillet sig med slogans som ”kom

og oplev de autentiske lokaler”124

men de forbeholder sig stadig retten til at bryde ud af denne bås ved ikke

at være et villet-erindringssted.

Den mundtlige formidling kan iscenesætte og italesætte begivenheder og tale til folks fantasi på en måde,

som den skriftlige formidling ikke formår. Når formidlerne på Christiansborg fremhæver de store

begivenheder i danmarkshistorien på gobelinerne, italesætter de, bevidst eller ubevist, erindringsstederne for

gæsterne. Formidlerne benyttede sig af fortællingen i deres formidling og antager vi, at fortællingen er det

universelle sprog, som Leif Becker-Jensen hævder, alle mennesker forstår, så er den yderst velegnet til

mundtlig formidling af erindringssteder som jo altid knytter sig til en bestemt historie eller fortælling. Som vi

så i den empiriske undersøgelse og i afsnittet om formidling, så er det ofte genkendelsesglæde for gæsterne

som sætter gang i følelserne. Disse følelser der, som vi så, skaber erindringsstedet. Bjørn Nørgaards

gobeliner er ikke et erindringssted i sig selv, men en reference til erindringssteder som formidlerne

italesætter således, at der i riddersalen skabes et erindringsrum hvorfra danmarkshistorien bliver yderst

koncentreret og samtidig skyder i alle retninger.

124

http://www.christiansborg.dk/gruppebesoeg/bestil-saeromvisning/

84

English summary

Bjørn Nørgaard’s Denmark historic tapestries at Christiansborg

- Monumental art between memorial places and museum communication.

This thesis intends to illuminate Bjørn Nørgaard’s historical Danish tapestries from two angles. First, the

tapestries relation to physical-institutional, dynastic and national remembrance places. Second, the tapestries

function in the concrete museum communication. The latter study is based on empirical observations of three

communication situations.

To reflect the tapestries as a commemorative site theory from the two historians is used, Pierre Nora and Inge

Adriansen. They have alternative views on what a memorial place is, but both theories and methods are

tested on the tapestries. It proved possible, but the conclusion of the test was that only one of them can be

used in this context. The tapestries have also been considered in relation to the location that surrounds them,

Christiansborg Palace, which plays a major role in understanding the tapestries as an artwork.

The tapestries are a popular tourist attraction, and every day there are open guided tours of the banquet hall

where the tapestries are mediated by professional mediators. It has been interesting to search how these

intermediate the tapestries, and the thesis therefore contains an empirical study of three different

communication situations. The studies showed that there was a big difference in the dissemination of the

tapestries and that this is a tremendous improvement for the tapestries, which in this way never tells the same

story, but always can tell something new. In the work with museum communication, it has been obvious to

investigate, not only museum communication in general, but also communication tools the cultural operators

can use, to provide the guests with the best possible experience.

The tapestries offer a thousand years of history of Denmark and the banqueting hall can be considered a

room of memories, in which one can dwell on the history of Denmark and let it soak one into the universe of

history, monarchy and national identity. It makes good sense to combine the two directions, commemorative

history and communication, and it has been shown, that the tapestries can be regarded as a history reference

to remembrance places, as the physical environment around the tapestries contain emotions, and the

tapestries serve therefore as identity affirming elements.

85

Bibliografi

Adriansen, Inge: Erindringssteder. Mindesmærker, monumenter og mødesteder. (2010) Museum

Tusculanums Forlag. Københavns Universitet. ISBN 978-87-635-3173-3

Adriansen, Inge: Fædrelandet, folkeminderne og modersmålet. (1990) Skrifter fra Museumsrådet for

Sønderjyllands Amt. Sønderborg. ISBN 87-88376-03-6

Adriansen, Inge: Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000. Bind I. (2003) Museum Tusculanums

Forlag. Københavns Universitet. ISBN 87-7289-794-5

Adriansen, Inge: Nationale Symboler i Det Danske Rige 1830-2000. Bind II. (2003) Museum Tusculanums

Forlag. Københavns Universitet. ISBN 87-7289-794-5

Anderson, Benedict: Imagined communities. Reflection on the Orgin and spread of Nationalism. (2006)

Published by Verso. First edition, 1983. ISBN-13: 978-1-84467-086-4

Aristoteles: Retorik. (2005) På dansk ved Thure Hastrup. Museum Tusculanums Forlag, Københavns

Universitet.. 5. oplag. ISBN 978-87-7289-141-5

Bekker-Nielsen, Tønnes m.fl.: Gads Historieleksikon. (2006) Gads Forlag. 3. udgave, 1. oplag. ISBN 87-12-

04259-5

Benzon, Gorm: Gamle danske tapeter. (1986) Det Benzonske Forlag, København, Danmark. ISBN 87-

88419-04-5

Bryld, Claus & Lene Floris (m.fl.): At formidle historie. Vilkår, kendetegn, formål. (1999)

Historieformidling. Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-051-9

Carlsen, Sine & Henrik Juel: Mundtligheden Magi. Retorikkens didaktik, filosofi og læringskultur. (2009) 1.

udgave, 1. oplag. Handelshøjskolens Forlag. ISBN 978-87-629-0333-3

Coser, Lewis A. (Red.): Halbwachs, Maurice: On collective memory. (1992) The University of Chicago

Press. Chicago and London. ISBN 0-226-11596-8

Dehn-Nielsen, Henning (red.): Europas konge- og fyrstehuse. (2007) Naumann & Göbel Verlagsgesellschaft,

2000. Dansk udgave ved Aschehoug Dansk Forlag. 2. udgave, 1. oplag.

Falk, John H.: Identity and the museum visitor experience. (2009) Left Coast Press Inc. ISBN 978-1-59874-

163-6

Floris, Lene & Annette Vasström: På Museum. Mellem oplevelse og oplysning. (1999) Historieformidling.

Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-033-0

Frandsen, Jacob Liebmann: De nye og gamle gobeliner. En analyse af Bjørn Nørgaards formidling af

Danmarkshistorien gennem gobeliner. (2009) Speciale i historie. Roskilde universitetsforlag, institut for

Kultur og Identitet.

Frydendal, Flemming: De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. (2004) Slots- og

Ejendomsstyrelsen, 2000. 1. udgave, 2. oplag.

86

Frydendal, Flemming: Ruinerne under Christiansborg. (2005) Slots- og Ejendomsstyrelsen.

Gabrielsen, Jonas & Tanja Juul Christiansen: Talens Magt. (2010) Hans Reitzels Forlag. 2. udgave, 1. oplag.

ISBN 978-87-412-5454-8

Hilden, Jytte & Claus Olsen: Slotsholmen. Magtens Ø. (2006) Schultz Forlag. 1. udgave, 1. oplag. ISBN-10:

87-607-1633-8

Hornung, Peter Michael (Red.): Gobeliner til Danmarks Dronning. (2000) Hofmarskallatet. Guide.

Hvass, Helle: Retorik – at lære mundtlig formidling. (2003) Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S

København. 1. udgave, 1. oplag. ISBN 87-02-01841-1

Hvidt, Kristian, Sved Ellehøj, Otto Norn (Red.): Christiansborg Slot, bd. II. Det andet og tredje

Christiansborg. (1975) Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck. København.

Ingemann, Bruno (Red.) & Ane Hjelskov Larsen (Red.) m.fl.: Ny dansk museologi. (2005) Aarhus

Universitetsforlag. ISBN 87-7934-233-7

Jensen, Bernard Eric: Hvad er historie? (2010) Akademisk Forlag – et forlag under Lindhardt & Ringhof, et

selskab i Egmont. 1. udgave, 1. oplag. ISBN 978-87-500-3966-2

Jensen, Bernard Eric: At forvalte kulturarv – en identitetspolitisk arbejds- og kampplads. Side 37 – 57 i

Alzén, Annika & Peter Aronsson: Demokratisk kulturarv? (2006:1) Tema kultur och samhälle, Skriftserie.

ISBN 91-975663-2-2

Jensen, Bernard Eric (red.): At bruge historien – i en sen-/postmoderne tid. (2001) Roskilde

universitetsforlag.

Jensen, Bernard Eric & Carsten Tage Nielsen (m.fl.): Danmarkshistorier. En erindringspolitisk Slagmark.

Bind I. (1997) Historieformidling. Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-027-6

Jensen, Bernard Eric & Carsten Tage Nielsen (m.fl.): Danmarkshistorier. En erindringspolitisk Slagmark.

Bind II. (1997) Historieformidling. Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-062-4

Jensen, Leif Becker: Den sproglige dåseåbner. Om at formidle faglig viden forståligt. (2007) 1. udgave, 3

oplag. Roskilde Universitetsforlag, 2001. ISBN 978-87-7867-110-3

Jørgensen, A. D.: 40 fortællinger af fædrelandets historie. (2002) Forlaget Sesam 1995. 3. udgave, 1. oplag.

ISBN 87-11-13935-8

Jørgensen, Charlotte & Lisa Villadsen (red.): Retorik. Teori og praksis. (2009) Samfundslitteratur. 1. udgave.

ISBN 978-87-593-1424-1

Kjærgaard, Rikke S.: Elfenbenstårnet. Universiteter mellem forskning og formidling. (2006) Aarhus

Universitetsforlag. ISBN 87-7934-236-1

Kock, Christian: Ordets Magt. Retorisk tænkning der holder. 1: Før 1900. (2012) Samfundslitteratur. 1.

oplag. ISBN 9788759314852

87

Langen, Ulrik (Red.): Ritualernes Magt. Ritualer i europæisk historie 500-2000. (2002) Roskilde

Universitetsforlag. ISBN 87-7867-156-6

Larsen, Thomas & Bjarne Steenbeck m.fl.: Borgen. Christiansborg 100 år. (2007) Gyldendalske Boghandel,

Nordisk Forlag A/S, København. 1. udgave, 1. oplag. ISBN 978-87-02-05968-7

Lorentzen, Ebbe: Den Kongelige Stald på Christiansborg. Restaurering 2006 – 2009. (2009) Slots- og

Ejendomsstyrelsen.

Nora, Pierre (Red.): Realms of Memory: Rethinking the French Past, Vol. I. (1996) Columbia University

Press. ISBN 023-108-404-8

Nørholm Just, Sine & Thomas Burø: Kultur- og kommunikationsteori. En introduktion. (2010) 1. udgave, 1.

oplag. Hans Reitzels Forlag. ISBN 978-87-7675-795-3

Olden-Jørgensen, Sebastian: Prinsessen og det hele kongerige. Christian IX og der glückborgske kongehus.

(2003) Gads Forlag. 1. udgave, 1. oplag. ISBN 87-12-04051-7

Olden-Jørgensen, Sebastian: Stormen på København 1659. Et Københavnsk og nationalt erindringssted

gennem 350 år. (2011) Museum Tusculanums Forlag. Det Kongelige Bibliotek. ISBN 978-87-635-3609-7

Saxo Grammaticus: Danmarkskrønike. (2001) Oversat af Fr. Winkel Moe. Sesam. 2. udgave, 1. oplag. ISBN

87-11-13984-6

Stoklund, Bjarne (Red.) m.fl.: Kulturens nationalisering. Et etnologisk perspektiv på det nationale. (1999)

Museum Tusculanums Forlag. 5.bd. i serien ETNOLOGISKE STUDIER. ISBN 87-7289-541-1

Strandgaard, Ole: Museumsbogen. Praktisk museologi. (2010) 1. udgave, 1. oplag. Forlaget Hikuin, 2010.

ISBN 978-87-90814-58-8

Teilmann, Peter Christensen: Kulturliv. Institutioner, praksis og formidling. (2010) 1. udgave.

Samfundslitteratur, 2010. ISBN 978-87-593-1311-4

Virkner, Helle (m.fl.): I Danmark er jeg født. Danske forfattere skildrer land og by. (2001) Forlaget Forum,

København. ISBN 87-553-3202-1

Warring, Annette: Erindring og historiebrug. Introduktion til et forskningsfelt. (2001) Temp- tidsskrift for

historie. Nyt selskab for historie. ISBN 19045565

Weinreich, Torben (Red.): Erindringens og glemslens politik. (1996) Historieformidling. 1. udgave 1996.

Roskilde Universitetsforlag. ISBN 87-7867-013-6

Østergaard, Uffe (Red.) m.fl.: Dansk Identitet? (1992) Aarhus Universitetsforlag. Kulturstudier 19.

Kulturstudier. Center for kulturforskning v/Aarhus Universitet. ISBN 87-7288-319-7

Avisartikler:

Langen, Ulrik: Fortællingen skal tilbage i historiefaget. Offentliggjort 17. november 2012. Politiken.

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1816552/fortaellingen-skal-tilbage-i-historiefaget/

88

Hornung, Peter Michael: Tiden er forbi for museer som stille vidensinstitutioner. Offentliggjort 22. maj

2012. Politiken. http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1624966/kommentar-tiden-er-forbi-for-museer-som-

stille-vidensinstitutioner/

CD-Rom:

Olsen, Rikke Agnete: Dronningens gobeliner fortæller Danmarks historie. Den Kongelige Formidlingsfond,

Danmark, 2003.

Internethenvisninger:

Campbell, George: The Philosophy of Rhetoric. Bog I, Kapitel 1, 4, 5, 10.

http://people.cohums.ohio-state.edu/Ulman1/Campbell/TPOR_Frame.htm

http://sondagsavisen.dk/2013/27/kedelig-kongelig-kurve-knaekket.aspx

http://www.christiansborg.dk/gruppebesoeg/bestil-saeromvisning/

http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2013/NR148.pdf