borgerlig offentlighed

Informations Forlag

I dette værk, som for længst har opnået klassikerstatus, viser Jürgen Habermas i konkrete historiske og sociologiske analyser den nære forbindelse mellem kapitalismens udvikling og opløsningen af den borgerlige offentlighed, der oprindelig varetog en kritisk kontrol af statens virksomhed. I storindustriens epoke fortrænges det politisk ræsonnerende publikum af store interesseorganisatio-ner og politiske partier, der smelter sammen med statsorganerne og etablerer sig over den offentlighed, som de oprindeligt var et instrument for. Magtudøvelse og magtkamp udspilles direkte mel-lem massive bureaukratiske organisationer, mens publikum grad-vis forvandles til en "afpolitiseret masse", bliver passive tilskuere til magtens kredsløb. Borgerlig offentlighed er en kritisk analyse af de demokratiske værdiers skæbne, men rejser samtidig spørgsmålet om demokratiets muligheder i det radikalt ændrede civilsamfund efter Anden Verdenskrig.

Jürgen Habermas (1929-) er tysk filosof og sociolog. Tilhører Frank-furterskolens 2. generation og er dermed arvtager til den kritiske teori, som den blev udformet af bl.a. Max Horkheimer og Theodor W. Adorno. Er i dag blandt Europas mest toneangivende nulevende filosoffer og er kendt for sit stærke engagement i samfunds debatten på såvel nationalt som internationalt plan.

Jürgen

Haberm

as Borgerlig offen

tlighed

Jürgen Habermas

Borgerlig offentlighed

Borgerlig offentlighed riflet2.indd 1 0901803 12.23.26

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 14 OUTPUT: Mon Mar 16 09:09:25 2009/first/Informations_forlag/ODT2/373_Borgerlig_offentlighed/Materie

Indhold

Forord til det nye oplag 1990 7

Forord til første oplag 45

I Indledning:

Indledende afgrænsning af typen borgerlig offentlighed 49

§ 1 Udgangsspørgsmålet 49

§ 2 Om typen repræsentativ offentlighed 53

Ekskurs: Den repræsentative offentligheds afslutning,

illustreret ved eksemplet Wilhelm Meister 62

§ 3 Den borgerlige offentligheds genese 64

II Offentlighedens sociale strukturer 79

§ 4 Grundrids 79

§ 5 Offentlighedens institutioner 83

§ 6 Den borgerlige familie og institutionaliseringena

af den publikumsrelaterede privathed 99

§ 7 Den litterære offentligheds forhold

til den politiske offentlighed 108

III Offentlighedens politiske funktioner 115

§ 8 Den engelske udvikling som mønstereksempel 115

§ 9 De kontinentale varianter 126

§ 10 Det borgerlige samfund som sfære for privat autonomi:

privatretten og det liberaliserede marked 134

§ 11 Den modsigelsesfulde institutionalisering af

offentligheden i den borgerlige retsstat 140

IV Borgerlig offentlighed – idé og ideologi 153

§ 12 Public opinion – opinion publique – offentlig mening: om dette

topos’ forhistorie 153


§ 13 Publicitet som princip for formidlingen mellem politik og

moral (Kant) 171

§ 14 Om offentlighedens dialektik (Hegel og Marx) 188

§ 15 Den ambivalente opfattelse af offentlighed i liberalismens

teori (John Stuart Mill og Alexis de Toqueville) 202

V Den sociale strukturændring af offentligheden 217

§ 16 Den offentlige sfæres tendentielle sammenvoksningmed det

private område 217

§ 17 Polarisering mellem social- og intimsfære 230

§ 18 Fra det kulturræsonnerende publikum til det

kulturkonsumerende publikum 239

§ 19 Det udviskede grundrids: udviklingslinjer i den borgerlige

offentligheds forfald 257

VI Den politiske funktionsændring af offentligheden 265

§ 20 Fra private litteraters journalistiktil massemediernes offentlige

tjenesteydelser – reklame som funktion af

offentligheden 265

§ 21 Publicitetsprincippets funktionsændring 282

§ 22 Frembragt offentlighed og ikke-offentlig mening:

befolkningens vælgeradfærd 301

§ 23 Den politiske offentlighed og den liberale retsstats

transformationsproces til socialstat 314

VII Om begrebet offentlig mening 331

§ 24 Offentlig mening som statsretlig fiktion – og den

socialpsykologiske opløsning af begrebet 331

§ 25 Et sociologisk forsøg på klarlæggelse 340

Litteraturhenvisninger 349

Ord- og begrebsforklaringer 361

Navneregister 363


Forord til det nye oplag1990

Spørgsmålet om et nyt oplag har en ydre årsag. Salget af Luchterhand

Verlag, som på en prisværdig måde havde støttet mine første bøger,

gjorde det nødvendigt at skifte forlag.

Jo mere jeg var fristet til at ændre, stryge og komplettere bogen efter

den første genlæsning efter næsten 30 år, jo mere blev jeg klar over det

uigennemførlige i noget sådant: Det første indgreb i bogen havde

tvunget mig til at forklare, hvorfor jeg ikke lavede en ny version. Det

ville imidlertid overstige forfatterens kræfter, idet han i mellemtiden

har vendt sig mod andre ting og ikke har fulgt med i den omfattende

forskningslitteratur. Allerede dengang var undersøgelsen en syntese af

en næsten uoverstigelig mængde af bidrag inden for flere discipliner.

Beslutningen om et uændret optryk af det udsolgte 17. oplag kan

måske retfærdiggøres af to grunde. For det første den stadige efter-

spørgsel efter en publikation, der har vundet indpas som en slags

lærebog inden for forskellige studieretninger; for det andet den aktu-

alitet, som den forsømte revolution i Mellem- og Østeuropa, der ud-

spillede sig lige foran vore øjne, har givet strukturændringen af of-

fentligheden.1 For dette emnes aktualitet – og en perspektivrig behand-

ling af det – taler også modtagelsen af bogen i USA, hvor en engelsk

oversættelse2 først udkom i det forgangne år.3

1. J. Habermas: Die nachholende Revolution, Frankfurt am Main, 1990.2. J. Habermas: The Structural Tranformation of the Public Sphere, Mit Press, Boston 1989.3. I denne anledning fandt en konference sted i september 1989 på University of North

Carolina, som var meget livlig og overordentlig lærerig for mig, og hvor der ud over

7


I anledning af det nye oplag vil gerne jeg benytte lejligheden til

nogle kommentarer, der ikke så meget skal slå bro over afstanden på en

menneskealder, men snarere tydeliggøre den. Forskningen og teoreti-

ske problemstillinger har helt banalt ændret sig siden værkets tilbli-

velse i slutningen af 50’erne og begyndelsen af 60’erne; hvad der også

har ændret sig siden slutningen af Adenauer-regimets epoke, er den

udenomsvidenskabelige erfaringshorisont, som også socialvidenska-

belige undersøgelser får sine perspektiver fra; hvad der endeligt også

har ændret sig, er min egen teori, nok mindre i grundtrækkene end i

graden af kompleksitet. Efter at jeg har skabt mig et første, givetvis kun

overfladisk indtryk af relevante emneområder, vil jeg gerne – i det

mindste som illustration og til inspiration for videre studier – erindre

om disse ændringer. Her følger jeg bogens opbygning, for så vidt jeg

først giver mig i kast med den borgerlige offentligheds historiske op-

rindelse og begreb (kapitel I til III), dernæst med strukturændringen af

offentligheden ud fra to synspunkter, nemlig socialstatens transforma-

tion af kommunikationsstrukturerne og massemediernes forandring

af dem (kapitel V og VI). I tilknytning hertil vil jeg drøfte de teoretiske

perspektiver i fremstillingen og deres normative implikationer (kapitel

IV og VII); her vil jeg beskæftige mig med det bidrag, som den forelig-

gende undersøgelse kan yde til de spørgsmål omkring demokratiteo-

rien, som er blevet relevante igen i dag. Det er frem for alt ud fra dette

perspektiv, at bogen er blevet recipieret, ikke så meget da den udkom

første gang, men i sammenhæng med studenteroprøret og den neo-

konservative reaktion, det udløste. I den sammenhæng er bogen lej-

lighedsvist, i samme grad fra venstre og højre, blevet behandlet pole-

misk.4

sociologer, politologer og filosoffer også deltog historikere, litteraturvidenskabsfolk, kom-munikationsforskere og antropologer. Jeg vil gerne takke deltagerne for den inspiration,jeg modtog her.

4. W. Jäger: Öffentlichkeit und Parlamentarismus. Eine Kritik an Jürgen Habermas, Stuttgart1973; om anmeldelserne, se R. Götzen & J. Habermas: Eine Bibliographie seiner Schriften undder Sekundärliteratur 1952-1981, Frankfurt am Main 1981, s. 24 f.

8


I. Den borgerlige offentligheds oprindelse og begreb

(1). Som man kan se i forordet til første oplag, havde jeg først sat mig

det mål at udvikle idealtypen borgerlig offentlighed ud fra de historiske

kontekster i den engelske, franske og tyske udvikling i det 18. og tidlige

19. århundrede. Udarbejdelsen af et epokespecifikt begreb kræver en

stiliserende fremhævelse af karakteristiske kendetegn ud fra en langt

mere kompliceret samfundsmæssig realitet. Som det er tilfældet ved

enhver sociologisk generalisering, er udvalg, statistisk relevans og

vægtning af historiske trends og eksempler et problem, der frem for alt

rummer store risici, hvis man ikke som historikeren går tilbage til

kilderne, men snarere støtter sig til sekundærlitteratur. Fra historiker-

side har man med rette beskyldt mig for “empiriske mangler”. Der var

dog en vis trøst at hente i Geoffrey Eleys venlige dom i hans udførlige

og detaljerede bidrag på den ovennævnte konference: “Når man gen-

læser bogen ... er det slående at se, hvor sikkert og fantasifuldt argu-

mentet er historisk funderet, når man tager i betragtning, hvor beske-

den litteraturen dengang var.”5

H.U. Wehlers sammenfattende fremstilling, der er baseret på en

bred litteratur, bekræfter grundtrækkene i min analyse. I Tyskland

havde der frem til slutningen af det 18. århundrede dannet sig “en

lille, men kritisk diskuterende offentlighed”.6 Med et alment læsepu-

blikum, som frem for alt var sammensat af byborgere og borgerlige og

større end “de lærdes republik”, og som ikke længere blev ved med at

læse få standardværker intensivt, men derimod havde indrettet sine

læsevaner på løbende nyudgivelser, opstod der så at sige ud fra privat-

sfærens midte et relativt tæt offentligt kommunikationsnet. Det plud-

seligt stigende antal læsere korresponderer med en stærkt udvidet

produktion af bøger, tidsskrifter og aviser, et voksende antal forfattere,

forlag og boghandler, oprettelsen af lejebiblioteker og læsekabinetter

og frem for alt læseselskaber som sociale knudepunkter for den nye

5. G. Eley: Nations, Public, and Political Cultures. Placing Habermas in Nineteenth Century,Massachusetts, 1989.

6. H.U. Wehler: Deutsche Gesellschaftsgeschichte, bd. 1, München 1987, s. 303-331.

9


læsekultur. Accepteret er i mellemtiden også relevansen af det for-

eningsvæsen, der opstod i den tyske oplysnings sene fase; det fik en

fremadrettet betydning, som mere skyldtes dets organisationsform

end dets manifeste funktioner.7 Oplysningsselskaber, dannelsesfor-

eninger, frimurernes hemmelige selskaber og illuminatordenerne var

sammenslutninger, der konstituerede sig via frie, dvs. private beslut-

ninger hos de stiftende medlemmer, de blev rekrutteret fra frivillige

medlemmer og praktiserede inden for egne rammer egalitære sam-

kvemsformer, diskussionsfrihed, flertalsbeslutninger osv. Inden for

disse sammensatte societeter, der givetvis stadigvæk var eksklusivt

borgerlige, kunne man indøve et fremtidigt samfunds politiske lig-

hedsnormer.8

Den Franske Revolution udløste derpå en politiseringsbølge inden

for en først og fremmest litterært og kunstkritisk præget offentlighed.

Dette skete ikke blot i Frankrig,9 men også i Tyskland. En “politisering

af samfundslivet”, fremkomsten af en meningspresse, kampen mod

censur og for meningsfrihed karakteriserede funktionsændringen af

det ekspanderende offentlige kommunikationsnet frem til slutningen

af det 19. århundrede.10 Den censurpolitik, som staterne i Det Tyske

Forbund førte for at forsvare sig imod institutionaliseringen af den

politiske offentlighed, som blev forsinket indtil 1848, trak så meget

desto mere sikkert litteratur og kritik ind i politiseringens malstrøm.

Peter U. Hohendahl benytter mit offentlighedsbegreb til at følge denne

proces i detaljer; i den mislykkede revolution i 1848 ser han imidlertid

et markant indsnit i den begyndende strukturændring af den tidlige

liberale offentlighed.11

G. Eley gør opmærksom på den nyere forskning omkring engelsk

7. R. v. Dülmen: Die Gesellschaft der Aufklärer, Frankfurt am Main 1986.8. K. Eder: Geschichte als Lernprozeß?, Frankfurt am Main 1985, s. 123 ff.9. Sml. Etienne François, Jack Censer og Pierre Rétats bidrag i R. Koselleck & R. Reichardt

(udg.): Die französische Revolution als Bruch des gesellschaftlichen Bewußtseins, München1988, s. 117 ff.

10. H.U. Wehler: Deutsche Gesellschaftsgeschichte, bd. 2, München 1987, s. 520-546.11. P.U. Hohendahl: Literarische Kultur im Zeitalter des Liberalismus 1830-1870, München

1985, især kap. II og III.

10


socialhistorie, og den føjer sig godt ind i den foreslåede teoretiske

ramme for offentlighedsanalysen, eftersom den undersøger de proces-

ser, der finder sted inden for klassedannelsen, urbaniseringen, den

kulturelle mobilisering og fremkomsten af de nye offentlige kommu-

nikationsstrukturer på linje med de voluntary associations, der konsti-

tuerede sig i det 18. århundrede,12 og ved hjælp af popular liberalism i

det 19. århundredes England.13 Hvad angår den til at begynde med

dannelsesborgerligt og litterært definerede, kulturræsonnerende of-

fentligheds transformation til en sfære, der er behersket af masseme-

dier og massekultur, er frem for alt Raymond Williams kommunikati-

onssociologiske undersøgelser oplysende.14

Eley gentager og begrunder også den indvending, at min overstili-

sering af den borgerlige offentlighed fører til en uberettiget idealise-

ring, og vel at mærke ikke kun til en fortegning af de rationelle aspekter

i en offentlig kommunikation, der er formidlet gennem læsning og

fokuseret i samtaler. Selv om man går ud fra en vis homogenitet hos

det borgerlige publikum, som trods partistridigheder kunne se grund-

laget for en i det mindste opnåelig konsensus i den – om end fraktio-

nerede, men i sidste ende – fælles klasseinteresse, er det forkert at tale

om publikum i singularis. Bortset fra de differentieringer inden for det

borgerlige publikum, som man kan foretage ved at ændre den optiske

afstand også inden for min model, opstår der et andet billede, hvis

man fra begyndelsen regner med konkurrerende offentligheder og her

tager hensyn til dynamikken i de kommunikationsprocesser, der er

udelukket fra den dominerende offentlighed.

(2). Der kan være tale om “udelukkelse” i Foucaults forstand, når

det drejer sig om grupper, hvis rolle er konstitutiv for dannelsen af en

bestemt offentlighed. “Udelukkelse” får en anden, mindre radikal be-

tydning, hvis der inden for de samme kommunikationsstrukturer dan-

nes flere arenaer samtidig, hvor der ved siden af den hegemoniale

12. J. Plumb: “The Public, Literature and the Arts in the Eighteenth Century”, i: M.R. Marrus(udg.): The Emergence of Leisure, New York 1974.

13. Patricia Hollis (udg.): Pressure from without, London 1974.14. R. Williams: The Long Revolution, London 1961, d.s.: Communications, London 1962.

11


borgerlige offentlighed optræder andre subkulturelle eller klassespeci-

fikke offentligheder med egne præmisser, der ikke uden videre er vil-

lige til at indgå et kompromis. Det første tilfælde har jeg i sin tid slet

ikke taget hensyn til, det andet tilfælde har jeg ganske vist nævnt i

forordet, men ikke behandlet.

Med henblik på den jakobinske fase i Den Franske Revolution og

chartistbevægelsen har jeg talt om tilløb til en “plebejisk” offentlighed

og ment, at jeg kunne se bort fra denne som en undertrykt variant af

den borgerlige offentlighed i den historiske proces. Men som følge af E.

Thompsons banebrydende værk Making of the English Working Class15

er der udkommet en lang række undersøgelser om de franske og en-

gelske jakobinere, Robert Owen og de tidlige socialisters praksis, char-

tisterne og også om venstrepopulismen i det tidlige 19. århundredes

Frankrig, der giver et andet perspektiv på den politiske mobilisering af

underklasserne på landet og af byernes arbejderbefolkning. I direkte

diskussion med mit offentlighedsbegreb har Günter Lottes undersøgt

den engelske radikalismes teori og praksis i det sene 18. århundrede

med de londonske jakobinere som eksempel. Han viser, hvordan den

traditionelle folkekultur udviklede en ny politisk kultur med egne

organisationsformer og praktikker under indflydelse af den radikale

intelligens og de moderne kommunikationsbetingelser: “Den plebeji-

ske offentligheds fremkomst karakteriserer derfor en specifik fase i den

historiske udvikling af småborgerlige og underklasseborgerlige lags

livssammenhæng. Den er på den ene side en variant af den borgerlige

offentlighed, fordi den orienterer sig efter denne som forbillede. På

den anden side er den plebejiske offentlighed mere end det, fordi den

får den borgerlige offentligheds emancipatoriske materiale til at ud-

folde sig i en ny social kontekst. Den plebejiske offentlighed er på en

vis måde en borgerlig offentlighed, hvis sociale forudsætninger er

ophævet.”16 Udelukkelsen af de nederste lag, som var blevet kulturelt

og politisk mobile, medførte en pluralisering af den offentlighed, der

15. E. Thompson: Making of the English Working Class, London 1963.16. G. Lottes: Politische Aufklärung und plebejisches Publikum, München 1979, s. 100; sml.

også O. Negt & A. Kluge: Erfahrung und Öffentlichkeit. Zur Organisationsanalyse bürgerlicher

12


netop var ved at opstå. Ved siden af den hegemoniale offentlighed, og

i tilknytning til denne, dannedes en plebejisk offentlighed.

Udelukkelsen af folket i den repræsentative offentligheds traditio-

nelle former fungerede på en anden måde. Her dannede folket den

kulisse, foran hvilken de herskende stænder, adelen, kirkens stands-

personer, konger osv. fremstillede sig selv og deres status. Folket hørte

til konstitutionsbetingelserne for denne repræsentative offentlighed,

idet det var udelukket fra det repræsenterede herredømme.

Jeg mener nu som før, at denne (i § 2 blot skitserede) offentligheds-

type danner den historiske baggrund for den offentlige kommuni-

kations moderne former. Denne kontrastering kunne have sparet Ri-

chard Sennet for at orientere sin diagnose af den borgerlige offentlig-

heds forfald ved hjælp af en forkert model. Sennet overfører nemlig

træk fra den repræsentative offentlighed til den klassisk borgerlige of-

fentlighed; han undervurderer den specifikt borgerlige dialektik mel-

lem inderlighed og offentlighed, som også får litterær betydning i det

18. århundrede med den publikumsorienterede privathed, der karak-

teriserer den borgerlige intimsfære. Da han ikke skelner tilstrækkeligt

mellem de to typer af offentlighed, mener han, at han kan bevise den

diagnosticerede afslutning af den “offentlige kultur” med det æstetiske

rollespils formforfald i en distanceret upersonlig og ceremonialiseret

selvfremstilling. Den maskerede optræden, der unddrager private fø-

lelser, det subjektive overhovedet, for folks blik tilhører imidlertid den

højt stiliserede ramme i en repræsentativ offentlighed, hvis konventi-

oner bryder sammen allerede i det 18. århundrede, da de borgerlige

privatfolk omdannes til publikum og dermed til bærer af en ny type

offentlighed.17

Men det er først Mikhail Bakhtins store værk Rabelais und seine

Welt,18 der har åbnet mine øjne for den indre dynamik i folkekulturen.

und proletarischer Öffentlichkeit, Frankfurt am Main 1972. [Norsk oversættelse: Offentlighetog erfaring: til organisasjonsanalysen av borgerlig og proletarisk offentlighet, Århus 1974]

17. R. Sennett: The Fall of Public Man, New York 1977.18. M. Bakhtin: Rabelais und seine Welt, Frankfurt 1987. [Et udvalg af dette værk findes i:

Karneval og latterkultur, København 2001. Engelsk udgave: Rabelais and His World, Cam-bridge Mass. 1971].

13


Denne var øjensynligt ikke kun kulisse, altså en passiv ramme for den

herskende kultur, men en modkulturs periodiske tilbagevendende,

undertrykt-voldsomme revolte mod herredømmets hierarkiske verden

med dens officielle fester og hverdagsdiscipliner.19 Først dette stereo-

skopiske blik lader erkende, hvordan en udelukkelsesmekanisme, som

udgrænser og undertrykker, samtidig fremkalder modreaktioner, der

ikke kan neutraliseres. Hvis vi retter det samme blik mod den borger-

lige offentlighed, foregår udelukkelsen af kvinder fra denne (igen) af

mænd beherskede verden anderledes, end jeg så den i sin tid.

(3). Der herskede ingen tvivl om den patriarkalske karakter i kerne-

familien, der både udgjorde kernen i det borgerlige samfunds privat-

sfære og kilden til de nye psykologiske erfaringer i en subjektivitet, der

var rettet mod sig selv. Den voksende feministiske litteratur har imid-

lertid skærpet vores iagttagelse af den patriarkalske karakter i selve of-

fentligheden – en offentlighed, der snart voksede ud over det læsepu-

blikum, kvinderne havde været med til at præge, og som også overtog

politiske funktioner.20 Man kan spørge, om kvinder blev udelukket på

den samme måde som arbejdere, bønder og “pøbel”, altså de “uselv-

stændige” mænd, fra den borgerlige offentlighed.

Begge kategorier blev nægtet den ligeberettigede deltagelse i den

politiske menings- og viljesdannelse. Under klassesamfundets betin-

gelser havner det borgerlige demokrati således fra begyndelsen i en

modsigelse til væsentlige præmisser i sin egen selvforståelse. Denne

dialektik kunne stadigvæk forstås med den marxistiske herredømme-

og ideologikritiks begreber. Ud fra dette perspektiv undersøgte jeg,

hvordan forholdet mellem offentlighed og privatsfære forandrede sig

som følge af udvidelsen af de demokratiske deltagerrettigheder og den

socialstatslige kompensation for klassespecifikke forskelsbehandlin-

19. N.Z. Davis: Humanismus, Narrenherrschaft und Riten der Gewalt, Frankfurt am Main 1987,især kap. 4; om traditionerne i de modkulturelle fester, der rækker langt bag om renæs-sancen sml. J. Heers: Vom Mummenschanz zum Machttheater, Frankfurt am Main 1986.

20. C. Hall: “Private Persons Versus Public Someones: Class, Gender and Politics in England1780-1850”, i: C. Steedman, C. Urwin, V. Walkerdine (udg.): Language, Gender andChildhood, London 1985, s. 10 ff.; J.B. Landes: Women and the Public Sphere in the Age of theFrench Revolution, Ithaca 1988.

14


ger. Denne strukturændring af den politiske offentlighed er imidlertid

forløbet uden at anfægte det patriarkalsk prægede samfund som hel-

hed. Den ligestilling som statsborger, som de hidtil underprivilegerede

kvinder endeligt opnåede i det 20. århundrede, har nok skabt mulig-

heder for at tilkæmpe en forbedring af deres samfundsmæssige status.

Men for kvinder, som via den politiske ligeberettigelse også kunne

tænke sig at få del i socialstatslige forbedringer, har det eo ipso ikke

ændret ved den underprivilegering, der klæber til den askriptive køns-

forskel.

Den emancipationsbølge, der i mellemtiden har udviklet sig på bred

basis, og som feminismen har kæmpet for i to århundreder, ligger

ligesom de lønafhængige arbejderes sociale frigørelse på linje med en

universalisering af borgerrettigheder. Men til forskel fra institutiona-

liseringen af klassekonflikten griber ændringerne i kønnenes forhold

ikke blot ind i det økonomiske system, men ind i kernefamiliens

centrale private område og indre rum. Her viser det sig, at eksklusionen

af kvinderne har været konstitutiv for den politiske offentlighed, også

i den forstand at denne ikke blot blev behersket af mændene på kon-

tingent vis, men at dens struktur og dens forhold har været defineret

kønsspecifikt til privatsfæren. Eksklusionen af kvinder havde til forskel

fra udelukkelsen af de underprivilegerede mænd en strukturerende

kraft.

Denne tese har Carol Pateman fremsat i en indflydelsesrig artikel,

der udkom første gang i 1983. Hun dekonstruerer de kontraktteoreti-

ske begrundelser for den demokratiske retsstat for at påvise, at fornufts-

retten kun kritiserer den paternalistiske herredømmeudøvelse med det

formål at modernisere patriarkatet til en form for broderherredømme:

“Patriarkalismen har to dimensioner: den paternalistiske (fader/søn)

og den maskuline (ægtemand/kone). Politiske teoretikere kan frem-

stille resultatet af den teoretiske kamp som en sejr for kontraktteorien,

for de fortier de kønsmæssige eller konjugale aspekter ved patriarkatet,

som fremtræder som ikke-politisk eller naturlig.”21 C. Pateman er skep-

21. C. Pateman: “The Fraternal Social Contract”, i: J. Keane (udg.): Civil Society and the State,London 1988, s. 105; se også A.W. Gouldner: The Dialectic of Ideology and Technology,

15


tisk over for en ligeberettiget integration af kvinder i en politisk of-

fentlighed, hvis strukturer frem til i dag er bundet til de patriarkalske

strukturer i en privatsfære, der er unddraget en offentlig tematisering:

“Nu hvor den feministiske kamp har nået et punkt, hvor kvinder er

næsten formelt lige som borgere, er modsætningen mellem den lighed,

som er skabt i mandens billede, og kvindernes virkelige sociale stilling

som kvinder rykket i forgrunden.” (s. 122).

Denne indlysende overvejelse dementerer ganske vist ikke de ret-

tigheder til uindskrænket inklusion og lighed, der er indbygget i den

liberale offentligheds selvforståelse, men gør krav på dem. Foucault

forstår formationsreglerne i en magthavende diskurs som udelukkel-

sesmekanismer, der altid konstituerer den “anden”. I disse tilfælde

findes ingen kommunikation mellem indenfor og udenfor. Der findes

intet fælles sprog mellem dem, der deltager i diskursen, og de prote-

sterende andre. På denne måde kan man forstå det forhold, som det

traditionelle herredømmes repræsentative offentlighed har til folkets

afviste modkultur: Folket var nødt til at bevæge sig og udtrykke sig i et

andet univers. Det gjorde, at kultur og modkultur var så tæt bundet til

hinanden, at den ene bukkede under sammen med den anden. Den

borgerlige kultur artikulerer sig derimod i diskurser, som ikke blot

arbejderbevægelsen, men også den udelukkede “anden”, altså den

feministiske bevægelse, kunne tilslutte sig med det formål at transfor-

mere denne – og strukturerne i offentligheden selv – indefra. Den

borgerlige offentligheds universalistiske diskurser var fra begyndelsen

underlagt selvreferentielle præmisser; de var ikke immune over for en

kritik indefra, eftersom de adskiller sig fra diskurser af Foucaults type

ved at besidde et potentiale for selvtransformation.

(4). De to mangler, som G. Eley har påvist, har følger for den

idealtypiske forståelse af den borgerlige offentlighedsmodel: Hvis den

moderne offentlighed omfatter forskellige arenaer for en mere eller

New York 1976, s. 103: “Integrationen af det patriarkalske familiesystem i et system medprivat ejendom var den fundamentale forankring af det private; en sfære, der ikke varnødt til vanemæssigt at aflægge regnskab om sig selv, hverken ved at yde informationerom sin måde at fungere på eller med hensyn til at retfærdiggøre det. Privatejendom ogpatriarkat var således indirekte fundamentet for offentligheden.”

16


mindre diskursiv ført meningsudveksling, der er formidlet via trykte

materialer, altså dannelse, information og samtale, hvor ikke blot

forskellige parter, bestående af løst associerede privatfolk, konkurrerer

med hinanden, men hvor et dominerende borgerligt publikum fra

begyndelsen møder et plebejisk, hvis man fortsat tager den feministi-

ske dynamik i den udelukkede anden alvorligt, så er den (i § 11 udvik-

lede) model for den modsigelsesfyldte institutionalisering af offentlig-

heden i den borgerlige retsstat for stift udformet. De spændinger, der

brød frem i den liberale offentlighed, burde være trådt tydeligere frem

som potentiale for selvtransformationen. Så havde også kontrasten

mellem den tidlige liberale offentlighed frem til midten af det 19.

århundrede og en magtliggjort offentlighed i de socialstatslige masse-

demokratier kunnet miste noget af sin modsætning som en alt for

idealistisk fortid og kulturkritisk forvansket nutid. Denne implicit nor-

mative forskel har generet mange kritikere. Den skyldes ikke blot,

hvilket jeg vil komme tilbage til, den ideologikritiske tilgang som

sådan, men også udelukkelsen af aspekter, som jeg ganske vist har

nævnt, men hvis vægt jeg har undervurderet. En forkert vægtning

falsificerer imidlertid ikke de store linjer i den transformationsproces,

jeg har fremstillet.

II. Strukturændringen af offentligheden – tre revisioner

Strukturændringen af offentligheden er indlejret i transformationen af

stat og økonomi. Denne transformation konciperede jeg dengang i en

teoretisk ramme, der var skitseret i Hegels retsfilosofi, udarbejdet af

den unge Marx, og som efter Lorenz von Stein fik sin specifikke form

i den tyske statsretstradition.

Den statsretlige konstruktion af forholdet mellem en offentlig myn-

dighed, der garanterer frihed, og det privatretligt organiserede er-

hvervsliv, skyldes på den ene side den liberale grundretsteori, der blev

formuleret i Vormärz, og som med klar politisk intention stod fast på

en klar adskillelse af offentlig og privat ret, på den anden side følgerne

af den mislykkede “tyske dobbelt-revolution 1848/49” (Wehler), dvs.

en retsstatsudvikling uden demokrati. Denne forsinkelse, der er speci-

17


fik for Tyskland, og den gradvise etablering af statsborgerlig lighed har

E.W. Böckenförde karakteriseret på følgende måde: “Udviklingen af

modsætningen mellem ’stat’ og ’samfund’ resulterer i problemet, hvil-

ken andel samfundet har i den statslige beslutningsmagt og udøvelsen

af denne ... Staten giver individerne og samfundet den borgerlige

frihed, staten opretholdt denne ved at skabe og garantere den nye

almene retsorden, men den enkelte og samfundet fik ingen politisk

frihed, dvs. ingen andel i den beslutningsmagt, der var koncentreret i

staten, og ikke nogen institutionaliseret mulighed for at øve aktiv

indflydelse på den. Staten som herredømmeorganisation hvilede så at

sige i sig selv, dvs. sociologisk båret af kongedømme, embedsstand og

hær, delvis også af adelen, og var som sådan organisatorisk og institu-

tionelt ’adskilt’ fra det samfund, som var repræsenteret af borgerska-

bet.”22 Denne historiske baggrund danner også konteksten for den

særlige interesse i en offentlighed, der først blev politisk funktionsdyg-

tig, efterhånden som den satte erhvervsborgerne som statsborgere i

stand til at udligne deres interesser, hhv. generalisere og gennemføre

dem så effektivt, at statsmagten fortættes til et medium for samfundets

selvorganisering. Det mente den unge Marx med ideen om statens

tilbageførsel til et samfund, der var blevet politisk af sig selv. Ideen om

en selvorganisering, der kanaliseres via den offentlige kommunikation

mellem frit associerede samfundsmedlemmer, kræver (i første om-

gang) overvindelsen af den “adskillelse” mellem stat og samfund, som

Böckenförde har skitseret.

Til denne statsretligt konstruerede adskillelse knytter der sig en

anden, mere almen betydning, nemlig uddifferentieringen af den mar-

kedsstyrede økonomi fra det politiske herredømmes førmoderne or-

den, en uddifferentiering, der siden begyndelsen af det 15. århundrede

har ledsaget den gradvise gennemførelse af den kapitalistiske produk-

tionsmåde og dannelsen af de moderne statsbureaukratier. Disse ud-

viklinger finder, ud fra liberalismens retrospektiv, sit flugtpunkt i det

22. E.W. Böckenförde: “Die Bedeutung der Unterscheidung von Staat und Gesellschaft imdemokratischen Sozialstaat der Gegenwart”, i: d. s.: Staat, Gesellschaft, Freiheit, Frankfurtam Main 1976, s. 190 f.

18


“borgerlige samfunds” autonomi i Hegels og Marx’ forstand, dvs. i det

økonomisk selvstyrende samfund, der er privatretligt organiseret og

retsstatsligt garanteret. Denne model for en kontinuerlig adskillelse af

stat og samfund, der ikke mere kun reagerer på de specifikke udviklin-

ger i de tyske stater i det 19. århundrede, men snarere kan aflæses af

den prototypiske engelske udvikling, dannede den baggrund, jeg har

brugt til at analysere det trendskifte, der satte ind i det sene 19. århund-

rede. Denne sammenvoksning af stat og økonomi fjerner nemlig

grundlaget for den borgerlige privatrets og den liberale grundretsfor-

ståelses sociale model.23 Den faktiske ophævelse af en tendentiel ad-

skillelse af stat og samfund har jeg ved hjælp af dens juridiske afspej-

ling på den ene side konciperet som en neokorporativistisk “samfunds-

mæssiggørelse af staten”, på den anden side som en “statsliggørelse af

samfundet”, der indfinder sig som følge af en nu aktiv stats interven-

tionistiske politik.

Alt dette er i mellemtiden blevet undersøgt langt mere grundigt.

Her vil jeg kun minde om det teoretiske perspektiv, der dannes, hvis

man undersøger den normative betydning af selvorganiseringen i et

samfund, der radikaldemokratisk ophæver adskillelsen af stat og er-

hvervssamfund, ved hjælp af den faktisk indtrådte sammenvoksning

af de to systemer. Jeg har ladet mig lede af forestillingen om det

potentiale for samfundsmæssig selvorganisering, der er et iboende

element i den politiske offentlighed, og jeg var interesseret i den tilba-

gevirkende kraft, som de komplekse udviklinger frem mod socialstaten

og den organiserede kapital har haft i samfund af vestlig type, og vel at

mærke den tilbagevirkende kraft:

– på privatsfæren og de samfundsmæssige grundlag for privat auto-

nomi (2):

– på offentlighedens struktur såvel som på publikums sammensætning

og adfærd (3) og endelig

– på legitimeringsprocessen i massedemokratiet selv (4).

23. D. Grimm: Recht und Staat der bürgerlichen Gesellschaft, Frankfurt am Main 1987.

19


Disse tre aspekter peger på de svagheder, som findes i min fremstilling

i kapitlerne V til VII.

(2). Det borgerlige samfund (civil society) er ikke blot i de moderne

naturretskonceptioner, men også i de skotske moralfilosoffers sam-

fundslære altid blevet stillet over for den offentlige myndighed eller

regeringen (government) som en privat sfære som helhed.24 Ifølge den

selvforståelse, der karakteriserede det erhvervsstandsmæssigt stratifi-

cerede tidlige moderne borgerlige samfund, kunne varesamkvemmets

og det samfundsmæssige arbejdes sfære såvel som hus og familie, der

var befriet for produktive funktioner, uden forskel regnes til det “bor-

gerlige samfunds” private sfære. Begge var struktureret på samme

måde. De private ejendomsbesidderes stilling og dispositionsspillerum

i produktionsprocessen dannede grundlag for en privatautonomi, der

så at sige havde sin psykologiske bagside i kernefamiliens intimsfære.

Denne tætte strukturelle sammenhæng har aldrig eksisteret for de

økonomisk afhængige klasser. Men det var først med de lavere sociale

lags begyndende sociale frigørelse og den enorme politisering af klas-

semodsætninger i det 19. århundrede, at man også i de borgerlige

sociale lags livsverden blev klar over den modsatrettede strukturering af

de to områder: den familiære intimsfære og beskæftigelsessystemet.

Det, man senere har forstået som bevægelsen hen mod “organisations-

samfundet”, som organisationsniveauets selvstændiggørelse over for

netværket af simple interaktioner, har jeg beskrevet i § 17 som “pola-

riseringen mellem social- og intimsfæren”. Det private livsområde, der

er defineret af familie, nabokontakter, selskabeligt samvær, af ufor-

melle relationer overhovedet, uddifferentieres ikke blot, men foran-

dres samtidig socialspecifikt som en følge af langfristede tendenser som

urbanisering, bureaukratisering, erhvervsmæssig koncentration og en-

delig af den omstilling til massekommunikation, der skyldes den vok-

24. J. Habermas: “Den klassiske lære om politik og dens forhold til socialfilosofi”, i d.s.:Teorier om samfund og sprog, København 1981, s. 26 ff., og “Naturrecht und Revolution”,i d.s.: Theorie und Praxis (1963), Frankfurt am Main, s. 89 ff.; J. Keane: “Despotism andDemocrazy. The Origins of the Distinction between Civil Society and the State 1750-1850”, i d.s: Civil Society and the State, London 1988, s. 35 ff.

20


sende arbejdsfri tid. Men det var ikke de suppleringskrævende empi-

riske aspekter ved omstruktureringen af erfaringsverdener, der havde

min interesse her, men det teoretiske synspunkt, ud fra hvilket jeg i sin

tid har fremstillet statusændringen af privatsfæren.

Efter universaliseringen af de statsborgerlige lighedsrettigheder

kunne massernes private autonomi ikke længere finde en samfunds-

mæssig basis i dispositionen over privat ejendom ligesom de privat-

folk, der havde sluttet sig sammen i den borgerlige offentligheds sam-

menslutninger til et publikum af statsborgere. De kulturelt og politisk

mobiliserede masser i en ekspanderende offentlighed havde været

nødt til at gøre effektivt krav på deres kommunikations- og deltager-

rettigheder, hvis noget sådant skulle frisættes inden for dette præ-

sumptive potentiale af samfundsmæssig selvorganisering. Men selv

under idealt gunstige kommunikationsbetingelser havde man af øko-

nomisk uselvstændige masser kun kunnet forvente et bidrag til den

spontane menings- og viljesdannelse i samme grad, som de havde

erhvervet en ækvivalent til privatejendomsbesiddernes samfunds-

mæssige uafhængighed. De ejendomsløse masser kunne jo ikke få greb

om de sociale betingelser for deres egen eksistens ved at deltage i et

privatretligt organiseret vare- og kapitalsamkvem. Sikringen af deres

privatautonomi var afhængig af socialstatens statusgarantier. Denne

afledte privatautonomi havde imidlertid kun kunnet skabe en ækvi-

valent til den privatautonomi, der oprindeligt var funderet via privat-

ejendom, efterhånden som borgerne i deres egenskab af klienter i

velfærdsstaten fik del i de statusgarantier, som de selv havde tildelt sig

som demokratiske statsborgere. Dette forekom mig dengang til gen-

gæld kun muligt, hvis den demokratiske kontrol blev udvidet til også

at omfatte den økonomiske proces som helhed.

Denne overvejelse var præget af konteksten i en omfattende stats-

retlig kontrovers i 50’erne, hvis eksponenter var Ernst Forsthof og

Wolfgang Abendroth. Hvad det retsdogmatiske aspekt angår, drejede

striden sig om tilpasningen af socialstatsprincippet til retsstatens over-

21


leverede arkitektur.25 Mens Carl Schmitt-skolen26 mente, at man kun

kunne bevare retsstatens struktur, hvis garantien for de klassiske fri-

hedsrettigheder havde absolut prioritet over for kravene på socialstats-

lige ydelser, forstod Abendroth socialstatsprincippet både som det

højest prioriterede fortolkningsprincip og som gestaltningsprincip for

de politiske lovgivere. Socialstatstanken skulle tjene som løftestang for

en radikaldemokratisk reformisme, som i det mindste holdt perspek-

tivet åbent for en overgang til den demokratiske socialisme. Forbunds-

republikken Tysklands grundlov var, som Abendroth mente, lagt an på

“at udvide demokratiets materielle retsstatstanke, altså frem for alt

lighedssætningen og lighedssætningens forbindelse med deltagertan-

ken, til også at omfatte selvbestemmelsestanken inden for den økono-

miske og sociale orden” (s. 330 forneden). Ud fra dette perspektiv

skrumper den politiske offentlighed imidlertid ind og bliver en forgård

for en teoretisk og forfatningsretligt præjudiceret lovgiver, som på

forhånd ved, på hvilken måde den demokratiske stat skal følge sit kald

til den “indholdsmæssige udformning af den sociale orden”, nemlig

ved “statens indgriben i den ejendom ... der muliggør privat disposi-

tionsret over store produktionsmidler og derved herredømmet over

økonomiske og sociale magtpositioner, der ikke kan legitimeres”.27

Lige så lidt som fastholdelsen af den liberale retsstatsdogmatik

ydede de ændrede sociale forhold retfærdighed, lige så meget afslørede

Abendroths fascinerende program også svaghederne ved den hegel-

marxistiske tænkning i totalitetsbegreber. Selv om min distance til

denne tilgang er blevet større i mellemtiden, kan dette ikke mindske

den intellektuelle og personlige forpligtelse over for Wolfgang Aben-

droth, der er udtrykt i dedikationen til ham. Jeg kan kun konstatere, at

et funktionelt uddifferentieret samfund unddrager sig holistiske sam-

fundskonceptioner. Statssocialismens bankerot, som vi i dag iagttager,

25. E. Forsthof (udg.): Rechtsstaatlichkeit und Sozialstaatlichkeit, Darmstadt 1968.26. E. Forsthof: “Begriff und Wesen des sozialen Rechtstaates”; E.R. Huber: “Rechtsstaat und

Sozialstaat in der modernen Industriegesellschaft”, begge i Forsthof (1968), s. 165 ff. og589 ff.

27. W. Abendroth: “Zum Begriff des demokratischen und sozialen Rechtstaates”, i: Forsthof(1968), s. 123 f.

22


har endnu en gang bekræftet, at et moderne, markedsstyret økonomisk

system ikke vilkårligt kan omlægges fra penge til administrativ magt

og demokratisk viljesdannelse, uden at dets ydeevne bliver bragt i fare.

Derudover har erfaringerne med en socialstat, der er stødt mod sine

grænser, gjort os følsomme over for bureaukratiserings- og retliggørel-

sesfænomener. Disse patologiske effekter optræder som følge af stats-

lige inventioner på handlingsområder, der er således struktureret, at de

modsætter sig den retligt-administrative reguleringsmodus.28

(3.) Et centralt tema i den anden halvdel af bogen er den struktur-

ændring af offentligheden selv, der er indlejret i integrationen mellem

stat og samfund. Offentlighedens infrastruktur ændrede sig med orga-

nisationsformerne, distributionen og forbruget i en bogproduktion,

der blev udvidet, professionaliseret og indrettet efter nye lag af læsere,

og med en avis- og tidsskriftpresse, hvis indhold var ændret. Infrastruk-

turen ændrede sig endnu en gang med fremkomsten af elektroniske

massemedier, med reklamens nye betydning, med den voksende fu-

sion mellem underholdning og information, med den øgede centrali-

sering af alle områder, det liberale foreningsvæsens forfald, overskue-

lige fælles offentligheder osv. Disse tendenser er nok rigtigt forstået,

selv om der er fremkommet detaljerede undersøgelser i mellemtiden.29

Med kommercialiseringen og koncentrationen af kommunikations-

nettet og med de publicistiske institutioners voksende kapitalomkost-

ninger og stigende organisationsgrad blev kommunikationsvejene

stærkere kanaliseret og adgangsmulighederne til den offentlige kom-

munikation udsat for et stadigt stærkere pres til at træffe valg. Dermed

opstod en ny kategori for indflydelse, nemlig en mediemagt, som,

brugt manipulerende, berøvede publiciteten dens uskyld. Den offent-

lighed, der både er forstruktureret og behersket af massemedierne,

udviklede sig til en magtliggjort arena, hvor man ikke blot, med emner

28. E. Kübler (udg.): Verrechtlichung von Wirtschaft, Arbeit und sozialer Solidarität, Baden-Baden 1984; J. Habermas: “Law and Morality”, i: The Tanner Lectures, vol. VIII, Cam-bridge, Massachusetts, 1988, s. 217-280.

29. R. Williams: Televison: Technology and Cultural Form, London 1974, d.s.: Keywords: AVocabulary of Culture and Society, London 1983; D. Prokop (udg.): Medienforschung, bd. 1,Konzerne, Macher, Kontrolleure, Frankfurt am Main 1985.

23


og bidrag, kæmper om indflydelse, men om en styring af adfærdspå-

virkende kommunikationsindflydelse, hvis strategiske intentioner så

vidt muligt er skjult.

En realistisk beskrivelse og analyse af den magtliggjorte offentlig-

hed tillader givetvis ikke en ukontrolleret indblanding af vurderende

synspunkter; men den bør heller ikke købes med en empirisk udjæv-

ning af vigtige forskelle. Derfor sondredes der mellem de kritiske funk-

tioner i selvstyrende, også horisontalt sammenknyttede, inklusive og

mere eller mindre diskurslignende kommunikationsprocesser på den

ene side og på den anden side de funktioner, der handler om at øve

indflydelse på forbrugere, vælgere og klienter fra organisationer, der

intervenerer i den massemediale offentlighed for at mobilisere købe-

kraft, loyalitet eller god opførsel. Disse ekstraherende indgreb i en of-

fentlighed, der kun forstås som omverden for et specifikt system,

støder sammen med en offentlig kommunikation, der regenereres

spontant fra livsverdenens kilder.30 Det var indholdet i den tese, der

sagde “at den offentlighed, der fungerer under socialstatens betingel-

ser, skal forstås som en selvskabelsesproces: Den må først gradvist

indrette sig i konkurrencen med den anden tendens, der i den enormt

udvidede offentlighedssfære vender offentlighedsprincippet mod sig

selv, og reducerer dets kritiske funktion.” (se s. 326)

Mens jeg i det store og hele vil holde fast ved beskrivelsen af den

ændrede infrastruktur i en magtliggjort offentlighed, er det på sin plads

at revidere analysen af den ændrede publikumsadfærd og frem alt for

min vurdering af den. Jeg ser retrospektivt forskellige grunde til dette.

Sociologien om vælgeradfærd var, i det mindste i Tyskland, dengang i

sin vorden. Jeg havde dengang bearbejdet mine primære erfaringer fra

de første valgkampe, der blev ført efter marketingstrategier på grundlag

af opinionsundersøgelser. Befolkningen i DDR må have gjort lignende

chokerende erfaringer for kort tid siden med vestpartiernes indtræn-

gen på deres territorium. Fjernsynet i Forbundsrepublikken var også

30. Sml. W.R. Langenbucher (udg.): Zur Theorie der politischen Kommunikation, München1974.

24


lige begyndt at få fodfæste; jeg lærte det først at kende mange år senere

i USA, jeg kunne altså ikke kontrollere min læsning med førstehånd-

serfaringer. Det er heller ikke svært at se indflydelsen fra Adornos teori

om massekultur. De deprimerende resultater i de dengang netop af-

sluttede empiriske undersøgelser i Student und Politik31 kan også have

været en yderligere grund til at undervurdere den kritikfremmende,

kulturelt mobiliserende indflydelse fra den formelle skoleuddannelse,

især hvad de højere uddannelser angår; den proces, Parsons senere

kaldte uddannelsesrevolutionen, var endnu ikke kommet i gang i For-

bundsrepublikken. Endeligt var det også påfaldende, at der mangler en

dimension med hensyn til alt det, der senere har fået stor opmærk-

somhed under betegnelsen “politisk kultur”. G. A. Almond og S. Verba

forsøgte stadig i 1963 at forstå “civic culture” ved hjælp af få indstil-

lingsvariabler.32 Det gjaldt også den værdiændringsforskning, som

havde fået et bredere grundlag og gik tilbage til Ronald Inglehardts The

Silent Revolution (Princeton 1977). Den omfattede endnu ikke helt de

politiske mentaliteter, der er stivnet til de kulturelle selvfølgeligheder,

som et massepublikums reaktionspotentiale er historisk rodfæstet i.33

Kort og godt: Min diagnose om en lineær udvikling af det politisk

aktive publikum til et privatistisk publikum “fra det kulturræsonne-

rende publikum til det kulturforbrugende publikum” var ikke tilstræk-

kelig. Jeg havde i sin tid foretaget en alt for pessimistisk bedømmelse af

modstandsevnen og frem for alt det kritiske potentiale hos et plurali-

stisk, indadtil meget differentieret massepublikum, som havde opgivet

de kulturelle vaner, klassegrænserne havde pålagt det. Men normerne

for bedømmelsen har selv forandret sig i og med den ambivalente

åbenhed, der karakteriserer grænserne mellem trivial- og højkultur og

en “ny intimitet mellem kultur og politik”, der er lige så tvetydig og

ikke kun assimilerer information til underholdning.

Hvad den meget omfattende litteratur om politisk adfærdssociologi

31. J. Habermas; L. v. Friedeburg, Chr. Oehler, F. Weltz: Student und Politik, Neuwied 1961.32. G.A. Almond & S. Verba: The Civic Culture: Political Attitudes and Democrazy in Five

Nations, Princeton, 1963; sml. d.s.: The Civic Culture Revisited, Boston 1980.33. Sml. derimod R.N. Bellah et al: Habits of the Heart, Berkeley 1985.

25


angår, kan jeg ikke engang komme med henvisninger, eftersom jeg

kun har fulgt den sporadisk.34 Lige så vigtig for strukturændringen af

offentligheden er medieforskningen, i særdeleshed de kommunikati-

onssociologiske undersøgelser af tv’s sociale virkninger.35 Jeg var den-

gang afhængig af resultater fra den forskningstradition,36 som Lazar-

feld havde etableret, og som blev heftigt kritiseret i 70’erne på grund

sin individualistisk-adfærdsvidenskabelige tilgang, der var begrænset

til mindre gruppers psykologi.37 Den ideologikritiske tilgang er imid-

lertid blevet videreført med stærke empiriske accenter38 og har på den

ene side henledt kommunikationsforskningens opmærksomhed på

mediernes institutionelle kontekst,39 og på den anden side receptio-

nens kulturelle kontekst.40 Stuart Halls sondring mellem tre forskellige

fortolkningsstrategier hos tilskuerne – enten underkaster de sig tilbud-

dets struktur, opponerer imod det eller syntetiserer tilbuddet med egne

fortolkninger – demonstrerer på en god måde perspektivskiftet over

for de ældre forklaringsmodeller, der stadigvæk regnede med lineære

årsag-virkningskæder.

(4.) I bogens sidste kapitel gjorde jeg forsøg på at føre begge linjer

sammen: den empiriske diagnose af den liberale offentligheds forfald

og det normative synspunkt i en radikaldemokratisk indhentning og

indfrielse af en objektiv, funktionel sammenknytning af stat og sam-

34. Z.B. S.H. Barnes & M. Kaase (udg.): Political Action – Mass Participation in Western Demo-cracies, Beverly Hills 1979.

35. Sml. jubilæumshæftet: “Ferment in the Field”, Journal of Communication, vol. 33, 1983.For litteraturhenvisningerne vil jeg gerne takke Rolf Meyersohn, der har arbejdet i årtiermed massemediernes og massekulturens sociologi.

36. Sammenfatende J.T. Klapper: The Effects of Mass Communication, Glencoe 1960.37. T. Gitlin: Media Sociology: “The dominant Paradigm”, i: Theory and Society, vol. 6, 1978,

s. 205-253; sml. hertil E. Katz’ forsvar: “Communication Research since Lazarfeld”, i:Public Opion. Quarterly, vinter 1987, s. 25-45.

38. C. Lodziak: The Power of Television, London 1986.39. T. Gitlin: The Whole World is Watching, Berkeley 1983; H. Gans: Deciding What’s News.

New York 1979; et overblik findes i: G. Tuckmann: “Mass Media Institutions”, i: N.Smelser (udg.): Handbook of Sociology, New York 1988, s. 601-625. Ud fra et totalsam-fundsmæssigt perspektiv er følgende titel lærerig: C. Calhoun: “Populist Politics,Communications Media and Large Scale Societal Integration”, i: Social Theory, vol. 6.,1988, s. 219-241.

40. St. Hall: “Encoding and Decoding in the TV-Divourse”, i: d.s. (udg.): Culture, Media,Language, London 1980, s. 128-138; D. Morley: Family Television, London 1988.

26


fund, der så at sige foregår hen over hovederne på de berørte. Disse to

aspekter spejler sig hver for sig i modsatrettede konceptualiseringer af

den “offentlige mening”. Som statsretlig fiktion i den normative de-

mokratiteori bibeholder den offentlige mening sin enhed som kon-

trafaktisk størrelse; i medieforskningens og kommunikationssociolo-

giens empiriske undersøgelser er denne enhed for længst blevet opløst.

Man må imidlertid tage hensyn til begge aspekter, hvis man vil forstå

den legitimeringsmodus, som rent faktisk har vundet hævd i det so-

cialstatslige massedemokrati uden at opgive sondringen mellem

autoktone og magtliggjorte processer i den offentlige kommunikation.

Ud fra denne intention kan man forklare den i slutningen af bogen

provisorisk skitserede model for en arena, der er behersket af masse-

medier, hvor modsatrettede tendenser møder hinanden. Graden af

magtliggørelse skulle måles ved, hvor meget de uformelle, ikke-offent-

lige meninger, dvs. de kulturelle selvfølgeligheder, som danner kon-

teksten i livsverdenen og fundamentet for den offentlige kommuni-

kation, kortsluttes med kredsløbet i de formelle kvasioffentlige menin-

ger, der frembringes af massemedierne, og som økonomi og stat for-

søger at indvirke på som hændelser fra systemomverdenen, eller i

hvilket omfang de to områder formidles gennem en kritisk publicitet.

I sin tid kunne jeg kun forestille mig internt demokratiserede sam-

menslutninger og partier som bærere af en kritisk publicitet. Parti-

interne og organisations-interne offentligheder forekom mig som vir-

tuelle knudepunkter i en offentlig kommunikation, der stadigvæk

kunne regenereres. Denne konsekvens skyldtes tendensen hen mod et

organisationssamfund, hvor det ikke længere er associerede individer,

men derimod medlemmerne af organiserede kollektiver, der konkur-

rerer både med hinanden og frem for alt med et massivt kompleks af

statslige bureaukratier i en polycentrisk offentlighed om de passive

massers samtykke med henblik på udligning af magt og interesser. Ud

fra de samme præmisser har f.eks. Norberto Bobbio skitseret sin demo-

kratiteori i 1980’erne.41

41. N. Bobbio: The Future of Democrazy, Oxford 1987. [Ital. original: Il futuro della democrazia,Rom 1984].

27


Med denne model kom den pluralisme af uforsonlige interesser

imidlertid atter i spil, som allerede havde fået de liberale teoretikere til

at fremsætte indvendinger mod “flertalstyranniet”. Toqueville og J. St.

Mill havde måske alligevel ikke uret, når de i den tidlige liberale fore-

stilling om en diskursiv menings- og viljesdannelse kun mente at

kunne genkende majoritetens tilslørede magt; ud fra normative syns-

punkter ville de højst tillade den offentlige mening som magtbegræn-

sende instans, på ingen måde som et medium for en mulig rationali-

sering af magt overhovedet. Hvis det rent faktisk forholdt sig således,

at “en interesseantagonisme, som ikke kan ophæves, ville sætte snævre

grænser for de kritiske funktioner i en offentlighed” (se s. 328), var det

i hvert fald ikke tilstrækkeligt at udnævne den liberale teori, sådan som

jeg har gjort i § 15, til at have en ambivalent opfattelse af offentlighed.

III. En ændret teoretisk ramme

Jeg vil imidlertid nu som før holde fast ved den intention, der styrede

denne undersøgelse som helhed. De socialstatslige massedemokratier

kan ifølge deres normative selvforståelse kun betragte sig selv i over-

ensstemmelse med den liberale retsstats grundsætninger, så længe de

tager påbuddet om en politisk fungerende offentlighed alvorligt. Men

så må man også vise, hvordan det er muligt i samfund af vores type, at

“det publikum, som er mediatiseret af organisationer, skal sætte gang

i en kritisk offentlig kommunikationsproces gennem disse organisa-

tioner selv.” (se s. 325) Denne problemstilling har i slutningen af bogen

kastet mig tilbage til et problem, som jeg ganske vist har berørt, men

ikke har behandlet på en fyldestgørende måde. Det bidrag, jeg har ydet

med Borgerlig offentlighed til en nutidig demokratiteori, ville komme til

at stå i et tvelys, hvis den “ikke ophævede pluralisme af konkurrerende

interesser ... gør det tvivlsomt, om der nogensinde kan opstå en alme-

ninteresse ud fra den på en sådan måde, at den offentlige mening

kunne finde en målestok ved hjælp af den.” (se s. 327 f.) Dette problem

kunne jeg ikke løse med de teoretiske midler, jeg dengang havde til

rådighed. For at etablere den teoretiske ramme, inden for hvilken jeg

kan reformulere spørgsmålet i dag og i det mindste skitsere et svar, var

28


det nødvendigt at gå nogle skridt videre. Jeg vil med nogle stikord

gerne erindre om etaperne på denne vej.

(1) Det er kun ved et første øjekast, at Borgerlig offentlighed kunne

være skrevet i stil med en deskriptiv samfundshistorie, der orienterer

sig ved hjælp af Max Weber; dialektikken i den borgerlige offentlighed,

der bestemmer bogens opbygning, afslører samtidig den ideologikriti-

ske tilgang. Den borgerlige humanismes idealer, der præger selvforstå-

elsen om intimsfære og offentlighed og artikuleres i nøglebegreberne

subjektivitet og selvvirkeliggørelse, rationel menings- og viljesdan-

nelse såvel som personlig selvbestemmelse, har gennemsyret forfat-

ningsstatens institutioner, for så vidt de som utopisk materiale også

peger ud over den forfatningsvirkelighed, der samtidig dementerer

dem. Dynamikken i den historiske virkelighed skulle også næres af

denne spænding mellem idé og virkelighed.

Denne tankefigur fører imidlertid ikke blot til en idealisering af den

borgerlige offentlighed, som overskrider den metodologiske idealise-

ring, der præger den idealtypiske begrebsdannelse: Den støtter sig også,

i det mindste implicit, til historiefilosofiske baggrundsantagelser, der

om ikke før er blevet modbevist af civilisationens barbarier i det 20.

århundrede. Hvis de borgerlige idealer sløjfes, hvis bevidstheden bliver

kynisk, forfalder de normer og værdiorienteringer, som ideologikritik-

ken må forudsætte enighed om, hvis den vil appellere til den.42 Jeg har

derfor foreslået at lægge de normative grundlag for den kritiske sam-

fundsteori et lag dybere.43 Teorien om den kommunikative handlen

skal frilægge et fornuftspotentiale, der er anlagt i selve den kommuni-

kative hverdagspraksis. Dermed jævner den også vejen for en socialvi-

denskab, der går rekonstruktivt til værks, og som identificerer kultu-

relle og samfundsmæssige rationaliseringsprocesser i hele deres bredde

og også sporer disse længere tilbage end tærsklen til det moderne

samfund; så behøver man ikke længere kun at lede efter normative

potentialer i en offentlighed, der optræder i en epokespecifik formati-

42. En kritik af Marx’ ideologibegreb findes i J. Keane: Democrazy and Civil Society. OnPredicaments of European Socialism, London 1988, s. 231 ff.

43. S. Benhabib: Norm, Critique, Utopia, New York 1987.

29


on.44 Tvangen til at stilisere enkelte prototypiske udformninger af en

institutionelt legemliggjort kommunikativ rationalitet bortfalder til

fordel for en empirisk tilgang, som opløser den spænding, der består i

den abstrakte modsætning mellem norm og virkelighed. Til forskel fra

den historiske materialismes klassiske antagelser kommer også de kul-

turelle fortolkningssystemers og overleveringers strukturelle egensin-

dighed og interne historie til syne.45

(2) Det demokratiteoretiske perspektiv, ud fra hvilket jeg under-

søgte strukturændringen af offentligheden, var forpligtet over for

Abendroths begreb om en videreudvikling af den demokratiske og

sociale retsstat til et socialistisk demokrati; det var generelt bundet til

et totalitetsbegreb om samfundet og for samfundsmæssig selvorgani-

sering, som er blevet problematisk i mellemtiden. Det selvforvaltende

samfund, der programmerer alle livsområder, inklusive dets økonomi-

ske reproduktion, skulle integreres af det suveræne folks politiske vilje

ved hjælp af en planlæggende lovgivning. Men forudsætningen om, at

samfundet i sin helhed kan forestilles som en sammenslutning i stor

skala, der virker ind på sig selv via ret og politisk magt som medier, har

mistet enhver plausibilitet over for den kompleksitetsgrad, der karak-

teriserer funktionelt differentierede samfund. Især den holistiske fore-

stilling om et samfundsmæssigt hele, som de samfundsmæssiggjorte

individer tilhører som medlemmer af en omfattende organisation,

preller af på realiteterne i et markedsstyret økonomisk system og et

magtstyret forvaltningssystem. ITeknikogvidenskabsomideologi (1968)46

forsøgte jeg stadigvæk at afgrænse handlingssystemerne stat og øko-

nomi handlingsteoretisk fra hinanden, og vel at mærke efter den for-

målsrationelle eller resultatorienterede handlen på den ene side og

den kommunikative handlen på den anden side. Denne kortsluttede

parallelisering mellem handlingssystemer og handlingstyper førte til

44. J. Habermas: Teorien om den kommunikative handlen, Aalborg 1996, s. 477 ff.45. J. Habermas: “Historischer Materialismus und die Entwicklung normativer Strukturen”,

i: Zur Rekonstruktion des historische Materialismus, 1976, s. 9-48.46. J. Habermas: Teknik og videnskab som ideologi, København 2005.

30


urimeligheder.47 Dette gjorde, at jeg allerede i Legitimationsproblemer i

senkapitalismen følte mig foranlediget til at sammenføre livsverdens-

begrebet med begrebet om det grænsebevarende system. Det resulte-

rede i Teorien om den kommunikative handlen (1981) med et begreb i to

trin for samfundet som livsverden og som system.48 Dette havde til

syvende og sidst afgørende følger for demokratibegrebet.

Siden da har jeg betragtet økonomi og statsapparat som systemisk

integrerede handlingsområder, der ikke længere kan omdannes demo-

kratisk indefra, dvs. kan omstilles til en politisk integrationsmodus,

uden at deres systemiske selvstændighed beskadiges og deres funkti-

onsdygtighed dermed ødelægges. Statssocialismens bankerot har be-

kræftet dette. Den retning, den radikale demokratisering nu er slået

ind på, er snarere kendetegnet af en forskydning af kræfterne inden for

en principielt opretholdt “magtdeling”. Her skal der imidlertid ikke

frembringes en ny ligevægt mellem statsmyndigheder, men mellem

forskellige resurser for samfundsmæssig integration. Målet er ikke læn-

gere blot “ophævelsen” af et kapitalistisk selvstændiggjort økonomisk

system og et bureaukratisk selvstændiggjort herredømmesystem, men

den demokratiske inddæmning af de overgreb, som systemimperativer

foretager koloniserende på områder inden for livsverdenen. Det bety-

der også en afsked med den praksisfilosofiske forestilling om frem-

medgørelsen og tilegnelsen af objektiverede væsenskræfter. En radi-

kaldemokratisk forandring af legitimeringsprocessen sigter på en ny

balance mellem magterne for samfundsmæssig integration, således at

solidaritetens socialintegrerende kraft – “kommunikationens produk-

tivkraft“49 – kan hævde og gennemføre livsverdenens krav, der er

orienteret omkring brugsværdi, over for “magtinstanserne” i de to

andre styringsresurser, penge og administrativ magt.

(3) Den kommunikative handlens socialintegrerende kraft er i før-

ste omgang situeret i de partikulære livsformer og livsverdener, der er

47. A. Honneth: Kritik der Macht, Frankfurt am Main, s. 265 ff.48. Om indvendinger mod dette sml. mit “svar” i: A. Honneth & H. Joas: Kommunikatives

Handeln, Frankfurt am Main 1986, s. 377. ff.49. Sml. mit interview med H.P. Krüger i: J. Habermas (1990), s. 82 ff.

31


flettet ind i de konkrete overleveringer og interesser – ifølge Hegels ord

i “sædelighedens sfære”. Men de solidaritetsskabende energier i disse

livssammenhænge kan ikke overføres uformidlet til det politiske ni-

veau, der omfatter de demokratiske procedurer for magt- og interes-

seudligning. Det er især ikke tilfældet i posttraditionelle samfund, hvor

man ikke kan forudsætte homogene baggrundsoverbevisninger, og

hvor en præsumptiv fælles klasseinteresse er blevet erstattet af den

uoverskuelige pluralisme, der karakteriserer ligeberettigede konkurre-

rende livsformer. De sædvanlige konnotationer mellem enhed og hel-

hed bortfalder givetvis allerede i den intersubjektivistiske forståelse af

det solidaritetsbegreb, der knytter forståelse til kritiserbare gyldigheds-

krav og dermed til det, at individuerede og tilregnelige subjekter kan

sige nej. Men heller ikke i denne abstrakte version må udtrykket “so-

lidaritet” suggerere den forkerte model, man kan finde i Rousseaus

viljesdannelse, som søgte at fastlægge betingelserne for, hvordan de

enkelte borgeres empiriske vilje kunne forvandles umiddelbart til den

moralske statsborgers fornuftige vilje, der orienterer sig om almenvel-

let.

Rousseau støtter dette (allerede illusoriske) dydskrav på en rollefor-

deling mellem bourgeois og citoyen, der gjorde økonomisk uafhængig-

hed og lige muligheder til forudsætning for en autonom status som

statsborger. Socialstaten dementerer denne rolledeling: “I de moderne

vestlige demokratier er dette forhold blevet vendt om: Demokratisk

viljesdannelse bliver et instrument til at fremme social lighed, i den

forstand at der sker en så ligelig fordeling af socialproduktet som

muligt.”50 U. Preuss betoner med rette, at statsborgerens offentlige

rolle i dagens politiske proces er tæt knyttet til klientens private rolle i

velfærdsstatens bureaukratier: “Velfærdsstatens massedemokrati har

frembragt den paradoksale kategori det ’samfundsmæssiggjorte privat-

menneske’, som vi almindeligvis betegner som klienter, og som smel-

ter sammen med statsborgerrollen, efterhånden som den bliver uni-

50. U. Preuss: “Was heißt radikale Demokratie heute”? i: Forum für Philosophie Bad Hom-burg (udg.): Die Ideen von 1789 in der deutschen Rezeption, Frankfurt am Main 1989, s.37-67.

32


versaliseret samfundsmæssigt.” (ibid. s. 48). Den demokratiske univer-

salisme slår om i en “almengjort partikularisme”.

I § 12 kritiserede jeg Rousseaus “demokrati af ikke-offentlig me-

ning”, eftersom denne snarere forstår almenviljen som “hjertets end

som argumenternes konsensus”. I stedet for må den moral, som

Rousseau kræver af statsborgerne, og som han anbringer i den enkeltes

motiver og dyder, forankres i selve den offentlige kommunikations-

proces. Denne pointe har B. Manin bragt på begreb: “Det er nødven-

digt at foretage en radikal ændring af det perspektiv, der er fælles for

både de liberale teorier og den demokratiske tænkning: Legitimerings-

kilden er ikke individernes prædeterminerede vilje, men snarere frem-

bringelsesprocessen, det vil sige selve deliberationen ... En legitim

beslutning repræsenterer ikke alles vilje, men én, der er et resultat af

alles deliberation. Det er processen, hvor hver enkelt persons vilje dan-

nes, der skaber dens legitimitet med hensyn til resultatet, snarere end

summen af allerede dannede viljer. Det deliberative princip er både

individualistisk og demokratisk ... Vi må bekræfte, med risiko for at

modsige en lang tradition, at legitim lov er et resultat af almen delibe-

ration og ikke udtryk for en almen vilje.”51

(4) “Politisk offentlighed” er – som indbegreb af de kommunikati-

onsbetingelser, hvorunder en diskursiv menings- og viljesdannelse hos

et publikum af statsborgere kan tilvejebringes – derfor egnet til at være

et grundbegreb for en normativ anlagt demokratiteori. I denne for-

stand definerer J. Cohen begrebet “deliberativt demokrati” på følgende

måde: “Forestillingen om deliberativt demokrati er funderet i det in-

tuitive ideal om en demokratisk sammenslutning, hvor begrundelsen

for betingelserne for sammenslutningen foregår via offentlig diskus-

sion og argumentation blandt lige borgere. Borgere i en sådan sam-

menslutning har en forpligtelse til at løse problemer af kollektiv natur

via offentlig diskussion og argumentation og betragte deres grundlæg-

gende institutioner som legitime, for så vidt de skaber en ramme for fri

51. B. Manin: “On Legitimacy and Political Deliberation”, i: Political Theory, vol. 15, 1987, s.351 f.: Manin forholder sig ikke eksplicit til “strukturændring”, men til “legitimerings-problemer”, jf. fodnote 35, s. 367.

33


offentlig deliberation.”52 Dette diskursbegreb for demokrati sætter sin

lid til den politiske mobilisering og udnyttelse af produktivkraften

kommunikation. Men så må man for det første vise, at konfliktfyldte

samfundsmaterier overhovedet kan reguleres rationelt, dvs. i de berør-

tes fælles interesse; og for det andet må man forklare, hvorfor mediet

offentlig argumentation og forhandlinger egner sig til denne fornuf-

tige viljesdannelse. Ellers ville den liberalistiske model få ret i sin

præmis om, at “udligningen” af interesser, der er uforsonlige over for

hinanden, ikke kan bestå i andet end resultatet af en kamp, der er ført

strategisk.

I de seneste to årtier har John Rawls og Ronald Dworkin, Bruce

Ackermann, Paul Lorenzen og K.O. Apel imidlertid fremført argumen-

ter for, hvorledes praktisk-politiske spørgsmål, for så vidt de er af

moralsk natur, kan afgøres rationelt. Disse forfattere har forklaret det

“moralske synspunkt”, ud fra hvilket man kan bedømme upartisk,

hvad der til enhver tid er i den almene interesse. Hvordan de end har

formuleret universaliseringsgrundsætninger og moralprincipper,

turde det være blevet klart i disse omfattende diskussioner, at man kan

støtte en interessegeneralisering – og en passende anvendelse af nor-

mer, der legemliggør sådanne almene interesser53 – på gode grunde.

Desuden har jeg sammen med K.O. Apel54 udviklet en diskursteoretisk

ansats,55 der fremhæver argumentationer som en egnet procedure til

at løse moralsk-praktiske spørgsmål. Dermed besvares også det sidste af

de to nævnte spørgsmål. Diskursetikken gør ikke kun krav på at kunne

udlede et alment moralprincip ud fra det normative indhold i de

nødvendige pragmatiske argumentationsforudsætninger overhove-

det. Dette princip selv refererer tværtimod til den diskursive indfrielse

af normative gyldighedskrav; det binder nemlig normernes gyldighed

52. J. Cohen: “Deliberation and Democratic Legitimacy”, i: A. Hamlin & Ph. Pettit (udg.):The Good Polity, Oxford 1989, s. 12-34; heller ikke Cohen refererer til Borgerlig offentlighed,men til tre senere (engelske) publikationer, se fodnote 12, p. 33.

53. K. Günther: Der Sinn für Angemessenheit, Frankfurt am Main 1987.54. Sml. nu: K.O. Apel: Diskurs und Verantwortung, Frankfurt am Main 1988.55. J. Habermas: Legitimationsproblemer i senkapitalismen, København 1975, s. 139 ff.; d.s.:

Moralbewußtsein und kommunikatives Handeln, Frankfurt am Main 1983.

34


til muligheden for et begrundet samtykke fra alle muligvis berørte, for

så vidt disse overtager rollen som argumentationsdeltagere. Ifølge denne

udlægning er afklaringen af politiske spørgsmål, for så vidt det berører

deres moralske kerne, afhængig af etableringen en offentlig argumen-

tationspraksis.

Selv om politiske principspørgsmål næsten altid berører moralske

aspekter, er ikke alle de spørgsmål, som ifølge institutionelle definiti-

oner kræver at blive afgjort af politiske instanser, af politisk natur.

Politiske kontroverser gælder ofte empiriske spørgsmål, fortolkningen

af sagsforhold, forklaringer, prognoser osv. På den anden side handler

problemer med stor rækkevidde, såkaldte eksistensspørgsmål, ofte slet

ikke om retfærdighed, men berører, som spørgsmål om det gode liv,

den etisk-politiske selvforståelse – hvad enten det drejer sig om sam-

fundet som helhed eller enkelte subkulturer. De fleste konflikter ud-

springer i sidste ende af kollisionen mellem gruppeinteresser og ved-

rører fordelingsproblemer, der kun kan løses ved at indgå kompro-

miser. Men denne differentiering inden for området med beslutnings-

krævende problemstillinger taler hverken mod moralske overvejelsers

forrang eller mod den politiske kommunikations argumentative form

som helhed. Empiriske spørgsmål kan ofte ikke skilles fra evaluerings-

spørgsmål og kræver selvfølgelig en argumentativ bearbejdelse.56 Den

etisk-politiske selvforståelse om, hvorledes vi ønsker at leve som med-

lemmer af et bestemt kollektiv, må i det mindste være i samklang med

moralske normer. Forhandlinger må basere sig på at udveksle argu-

menter; om de fører til fair kompromiser, afhænger væsentligt af pro-

cedurebetingelser, der skal bedømmes moralsk.

Den diskursteoretiske ansats har den fordel, at den kan specificere

de kommunikationsforudsætninger, der skal være opfyldt i forskellige

former for argumentation og forhandlinger, hvis resultaterne af så-

danne diskurser skal kunne formodes at have en vis fornuft. Denne

tilgang åbner dermed mulighed for, at normative overvejelser kan

blive tilgængelige for empirisk-sociologiske aspekter.

56. J. Habermas: “Towards a Communication Concept of Rational Will-Formation”, i: RatioJuris, vol. 2, juli 1989, s. 144-154.

35


(5) Eftersom diskursbegrebet for demokrati først må klarlægges og

gøres plausibel inden for rammen af en normativ teori, er det et åbent

spørgsmål, hvordan en diskursiv menings- og viljesdannelse under de

socialstatslige massedemokratiers betingelser kan etableres på en så-

dan måde, at man kan slå en bro over kløften mellem oplyst selvin-

teresse og orientering mod almenvellet, mellem klientens rolle og

statsborgerens. I de kommunikationsforudsætninger, der gælder for

enhver argumentationspraksis, er der jo indbygget kravet om upartisk-

hed og forventningen om, at deltagerne sætter spørgsmålstegn ved

deres medbragte præferencer og transcenderer dem; opfyldelsen af de

to forudsætninger må oven i købet gøres til rutine. Den moderne

naturrets svar på dette problem var indførelsen af legitim retlig tvang.

Og følgeproblemet, nemlig hvordan den politiske magt, som var kræ-

vet til at gennemføre retstvangen, kunne tøjles politisk, har Kant be-

svaret med ideen om retsstaten. Den diskursteoretiske udfoldelse af

denne idé munder så ud i forestillingen om, at ret kan anvendes endnu

en gang på sig selv: Den må desuden garantere den diskursive måde,

ifølge hvilken frembringelsen og anvendelsen af retsprogrammer kan

gennemføres under argumentative betingelser. Det indebærer institu-

tionalisering af retlige procedurer, der sikrer en tilnærmelsesvis opfyl-

delse af de krævende kommunikationsforudsætninger for fair forhand-

linger og tvangfri argumentationer. Disse idealiserende forudsætnin-

ger kræver den fulde inklusion af alle muligvis berørte parter, ligebe-

rettigelse mellem parterne, tvangfri interaktion, åbenhed for emner og

bidrag, at resultaterne kan revideres osv. I denne sammenhæng tjener

de retlige procedurer til, at den selektionstvang af rumlig, tidslig og

saglig art, der optræder i det reale samfund, kan virke inden for et

idealt forudsat kommunikationsfællesskab.57

Således kan man eksempelvis forstå flertalsreglen som et arrange-

ment, der gør en om muligt diskursiv, i sidste ende sandhedsorienteret

meningsdannelse kompatibel med tvangen til en tidsmæssigt bestemt

viljesdannelse. Ifølge den diskursteoretiske udlægning må flertalsafgø-

57. Sml. mine Tanner-Lectures (1988), s. 246 ff.

36


relsen opretholde en indre relation til den argumentationspraksis, der

så resulterer i videre institutionelle foranstaltninger (som f.eks. be-

grundelsestvang, regler for fordeling af bevisbyrde, gentagne behand-

linger af lovforslag osv.). En flertalsafgørelse må kun træffes på en

sådan måde, at dens indhold kan gælde som det rationelt motiverede,

men fallible resultat af en under beslutningspres foreløbigt afsluttet

diskussion om den rigtige løsning af et problem. Ud fra det samme

synspunkt om en retlig institutionalisering af almene kommunikati-

onsbetingelser for en diskursiv viljesdannelse kan man også forstå

andre institutioner, f.eks. reglerne for sammensætningen af og arbejds-

måden for parlamentariske grupper, for de valgte repræsentanters an-

svar og immunitet, flerpartisystemets politiske pluralisme, folkeparti-

ernes tvang til at samle forskellige interesser under samme program

osv.

Den diskursteoretiske afkodning af bestående institutioners norma-

tive betydning åbner desuden et perspektiv for indførelsen og afprøv-

ningen af nye institutionelle arrangementer, der kunne modvirke kli-

entgørelsen af statsborgerne. De må aftrappe afstanden mellem de to

roller, idet de afbryder det kortsluttede kredsløb mellem egne, umid-

delbare præferencer og den almengjorte partikularisme, som kende-

tegner interesser, der er organiseret i sammenslutninger. Dertil hører

også den originale idé med at forbinde multiple preference ordering med

vælgernes votum.58 Sådanne forslag må basere sig på analysen af de

sædelige normer, som er indbygget i de bestående arrangementer, der

konditionerer statsborgerne til upolitisk følgagtighed og hindrer dem

i at tænke refleksivt ud over iagttagelsen af deres egne kortsigtede

egeninteresser. Med andre ord: Den diskursteoretiske afkodning af

retsstatslige institutioners demokratiske betydning må suppleres med

en kritisk undersøgelse af de mekanismer, der er på spil i de socialstats-

58. På basis af R.E. Goodin: “Laudering Preference”, i: J. Elster & A. Hylland (udg.): Founda-tions of Social Choice Theory, Cambridge 1986, s. 75-101, udvikler C. Offe sin idérigeartikel: “Bindung, Fessel, Bremse. Die Unübersichtlichkeit von Selbstbeschränkungsfor-meln”, i: A. Honneth, Th. McCarthy, A. Wellmer: Zwischenbetrachtungen, Frankfurt amMain 1989, s. 739-775.

37


lige massedemokratier, og som fremmedgør borgeren fra den politiske

proces.59

(6) Det normative indhold i et demokratibegreb, der refererer til

diskursprægede værdi- og normdannelsesprocesser i offentlige kom-

munikationer, udtømmes imidlertid ikke i egnede institutionelle ar-

rangementer på den demokratiske retsstats niveau. Det peger tværti-

mod ud over de formelt affattede kommunikations- og beslutningspro-

cesser. Den meningsdannelse, som er organiseret i sammenslutninger,

og som fører til ansvarlige beslutninger, kan kun opfylde målet for

kooperativ sandhedssøgning, hvis den er åben for og omgivet af frit

flydende værdier, emner, bidrag og argumenter i en politisk kommu-

nikation. Denne kommunikation må gøres mulig som grundret, men

den kan ikke organiseres som helhed. Den diskursteoretisk begrundede

forventning om fornuftige resultater baserer sig snarere på sammen-

spillet mellem den institutionelt affattede politiske viljesdannelse og

de spontane, ikke magtliggjorte kommunikationsstrømme i en ikke-

organiseret offentlighed, som i den forstand ikke er programmeret til

beslutningstagning, men til opdagelse og problemløsning. Hvis ideen

om folkesuverænitet skal finde anvendelse i højkomplekse samfund,

må den frigøres fra en konkretistisk fortolkning, nemlig at den er

legemliggørelsen af et kollektivs fysisk nærværende, participerende og

medbestemmende medlemmer.

Under visse omstændigheder fører en direkte udvidelse af formelle

medbestemmelses- og participationsmuligheder kun til intensivering

af den “almengjorte partikularisme”, dvs. til den privilegerede gen-

nemførelse af lokale og gruppespecifikke særinteresser, som har leveret

argumenter til en demokratisk elitisme fra Burke frem til Weber og

Schumpeter og vor tids neokonservative. Det kan en procedural for-

ståelse af folkesuveræniteten forebygge, eftersom den er indbegrebet

af de betingelser, der skal muliggøre en diskurspræget offentlig kom-

munikationsproces. Den totalt spredte folkesuverænitet kan kun “le-

59. C. Offe & U. Preuss: Can Democratic Institutions Make Efficient Use of Moral Resources?Massachusetts 1989.

38


gemliggøres” i de subjektløse, ganske vist krævende kommunikations-

former, der regulerer strømmen af politisk menings- og viljesdannelse,

således at dens fallible resultater giver formodning om, at de har en vis

fornuft.60 Den kommunikativt flydende suverænitet får gyldighed i

den magt, som de offentlige diskurser har, hvor de opdager emner af

relevans for hele samfundet, fortolker værdier, laver bidrag til pro-

blemløsning, producerer gode grunde og devaluerer dårlige. Disse me-

ninger må ganske vist antage form af beslutninger, som er truffet i

demokratisk affattede sammenslutninger, eftersom ansvaret for be-

slutninger, der får praktisk konsekvens, kræver en institutionel tilskriv-

ning. Diskurser hersker ikke. De skaber en kommunikativ magt, der

ikke kan erstatte den administrative magt, men kun øve indflydelse på

den. Denne indflydelse begrænser sig til at skabe og fratage legitime-

ring. Den kommunikative magt kan ikke erstatte den systemiske egen-

sindighed i de offentlige bureaukratier, men påvirke dem ved at “be-

lejre dem”. Hvis folkesuverænitet opløses i procedurer på en sådan

måde, bliver også magtens symbolske sted, som efter 1789, altså siden

den revolutionære afskaffelse af de paternalistiske herredømmefor-

mer, tom, og den danner et vakuum og bliver ikke, som U. Rödel siger

i tilslutning til Claude Lefort, besat med nye identitetsskabende sym-

boliseringer som folk og nation.61

IV. Civilsamfund eller politisk offentlighed

Under de således præciserede og forandrede præmisser kan vi til slut

vende tilbage til beskrivelsen af en politisk offentlighed, hvor mindst

to processer krydser hinanden – den kommunikative frembringelse af

legitim magt på den ene side og den manipulerende udnyttelse af

mediemagt til at skabe masseloyalitet, efterspørgsel og “complience”

over for systemiske imperativer på den anden side. Det uløste spørgs-

60. J. Habermas: “Volksuveränitet als Verfahren. Ein normativer begriff der Öffentlichkeit”,i: Die Ideen von 1789, 1989, s. 7-36.

61. U. Rödel, G. Frankenberg, H. Dubiel: Die demokratische Frage, Frankfurt am Main 1989,kap. IV.

39


mål om basis og kilder for en uformel meningsdannelse i autonome

offentligheder kan ikke længere besvares med henvisningen til social-

statslige statusgarantier og med det holistiske krav om en politisk

selvorganisering af samfundet. Her sluttes tværtimod kredsen mellem

strukturændringen af offentligheden og de langsigtede trends, der

forstår teorien om den kommunikative handlen som en rationalisering

af livsverdenen. En politisk fungerende offentlighed har ikke blot brug

for garantien fra retsstatslige institutioner, den er også afhængig af, at

den imødekommes af kulturelle overleveringer og socialisationsmøn-

stre og af den politiske kultur hos en befolkning, der er vænnet til

frihed.

Den centrale problemstilling i bogen bliver i dag forstået under

overskriften “Genopdagelsen af civilsamfundet”. Den generelle hen-

visning til “imødekommenhed” fra uddifferentierede livsverdener og

deres refleksionspotentiale er ikke tilstrækkelig. Den har brug for at

blive konkretiseret ikke blot med henblik på socialisationsmønstre og

kulturelle overleveringer. En liberal politisk kultur, der er inspireret af

motiver og værdiorienteringer, skaber helt givet et godt grundlag for

spontane offentlige kommunikationer. Men endnu vigtigere er sam-

kvems- og organisationsformerne og institutionaliseringerne af bæ-

rerne i en ikke-magtliggjort politisk offentlighed. Dette udgangspunkt

har de seneste analyser af C. Offe, der anvender begrebet “sammen-

slutningsforhold” med en hensigt om at “konfrontere de globale ka-

tegorier livsform og livsverden, der skal sikre diskursetikken et funda-

ment i det sociale, med nærmest sociologiske kategorier”.62 Det vage

begreb sammenslutningsforhold knytter ikke uden grund an til det

“foreningsvæsen”, som engang dannede det sociale stratum for den

borgerlige offentlighed. Det minder også om den i mellemtiden

gængse betydning af udtrykket “civilsamfund”, som til forskel fra den

siden Hegel og Marx benyttede oversættelse af societas civilis til “bor-

gerligt samfund”, ikke længere omfatter den økonomiske sfære, der er

62. Offe i: Honneth et al. (1989), s. 755.

40


styret via arbejds-, kapital- og varemarkeder. I de relevante publikati-

oner søger man forgæves efter klare definitioner. Den institutionelle

kerne i “civilsamfundet” dannes i hvert fald af ikke-statslige og ikke-

økonomiske sammenslutninger på frivillig basis, som, blot for usyste-

matisk at nævne nogle eksempler, spænder fra kirker, kulturelle for-

eninger og akademier over uafhængige medier, sports- og fritidsklub-

ber, diskussionsklubber, borgerfora og græsrodsbevægelser, til politi-

ske partier, fagforeninger og alternative institutioner.

J. Keane tillægger disse sammenslutninger følgende opgave og

funktion, nemlig at “bevare og redefinere grænserne mellem civilsam-

fundet og staten ved hjælp af to indbyrdes afhængige og samtidige

processer: udvidelsen af social lighed og frihed og rekonstruktionen og

demokratiseringen af staten”.63 Det drejer sig altså om meningsdan-

nende sammenslutninger. De tilhører ikke det administrative system

ligesom de i høj grad statsliggjorte politiske partier, men opnår via

publicistisk påvirkning politisk indflydelse, fordi de enten deltager

direkte i den offentlige kommunikation, eller de yder, f.eks. med al-

ternative projekter, på grund af deres eksempel og deres programma-

tiske karakter et implicit bidrag til den offentlige diskussion. Offe til-

lægger på samme måde sammenslutningsforholdene den funktion, at

de skaber egnede kontekster for en politisk kommunikation, som med

tilstrækkeligt gode argumenter disponerer statsborgerne til at handle

ansvarligt: “At handle ansvarligt betyder, at den handlende metodisk

indtager et forsøgsperspektiv over for sine egne handlinger både i

egenskab af ekspert, den generaliserede anden og det egne selv i futu-

rum exactum og på denne måde validerer sine handlingskriterier sag-

ligt, social og tidsligt.”64

Den konjunktur, som begrebet civilsamfund har, skyldes den kritik

af det totalitære samfunds ødelæggelse af politiske offentligheder, som

63. J. Keane: Democrazy and Civil Society, 1988, s. 14.64. C. Offe i: Honneth et al., 1989, s. 758.

41


frem for alt dissidenter fra de statssocialistiske samfund har fremført.65

Det kommunikationsteoretiske begreb totalitarisme, som Hannah

Arendt har udviklet, spiller en vigtig rolle her. På denne baggrund

bliver det forståeligt, hvorfor civilsamfundets meningsdannende sam-

menslutninger, som de autonome offentligheder kan krystallisere sig

omkring, indtager en fremtrædende stilling. Det totalitære herre-

dømme underkaster netop borgernes kommunikative praksis de hem-

melige tjenesters kontrol. De revolutionære forandringer i Øst- og Mel-

lemeuropa har bekræftet disse analyser. Det var ikke noget tilfælde, at

de blev udløst af en reformpolitik, der skrev “glasnost” på sine faner.

Herredømmeapparatet er blevet revolutioneret eksemplarisk i DDR,

ligesom i et stort anlagt samfundsvidenskabeligt eksperiment, af det

voksende pres fra fredeligt opererende borgerretsbevægelser. Og disse

dannede først infrastrukturen i den ny orden, der allerede aftegnede

sig i statssocialismens ruiner. Frontløbere for revolutionen var de fri-

villige sammenslutninger i kirkerne, menneskerettighedsgrupperne,

de oppositionelle grupper med økologiske og feministiske mål, hvis

latente indflydelse den totalitære offentlighed hele tiden måtte stabi-

lisere sig imod med voldelige midler.

Det forholder sig anderledes i samfund af vestlig type. Her dannes

frivillige sammenslutninger inden for den demokratiske retsstats in-

stitutionelle rammer. Og her rejses et andet spørgsmål, som ikke kan

besvares uden en betydelig empirisk indsats: Om og i hvilket omfang

man i en offentlighed, der er behersket af massemedier, indrømmer

civilsamfundets bærere mulighed for at konkurrere med held mod de

politiske og økonomiske invasorers mediemagt, altså at forandre, in-

novativt begrænse og kritisk filtrere spektret af de værdier, emner og

grunde, der er kanaliseret af indflydelsen udefra. Hvad behandlingen

af dette problem angår, forekommer det mig, at det begreb om den

politisk fungerende offentlighed, der er udviklet i Borgerlig offentlighed,

stadigvæk tilbyder et passende analytisk perspektiv. Af den grund

65. Sml. J. Rupnik, M. Vajda og Z.A. Pelczynskis bidrag til Keane (udg.): Civil Society and theState (1988), del tre.

42


knytter A. Arato og Jean Cohen deres forsøg på at gøre begrebet ci-

vilsamfund frugtbart for en moderne samfundsteori an til den arkitek-

tur om “system og livsverden”, der er udformet i teorien om den kom-

munikative handlen.66

Jeg vil afslutte med at henvise til en original undersøgelse, hvis

emne er de elektroniske mediers virkning på omstruktureringen af

simple interaktioner. Titlen No Sense of Place henviser til den påstand,

at de strukturer, hvor de samfundsmæssiggjorte individer hidtil har

perciperet og lokaliseret deres sociale positioner, er blevet flydende.

Denne gang kommer tilmed de sociale grænser i bevægelse, der har

dannet livsverdenens elementære koordinater i rum og historisk tid:

“Mange af de karakteristiske træk i vor ’informationsalder’ får os til at

ligne den mest primitive sociale og politiske form: jæger- og samler-

samfundet. Nomader, jægere og samlere har ikke noget loyalt forhold

til territoriet. De har også en beskeden ’stedsans’, specifikke aktiviteter

er ikke tæt knyttet til specifikke fysiske rammer. Manglen på grænser,

når man jager og samler, og manglen på grænser i de elektroniske

samfund fører til mange slående paralleller. Blandt alle kendte sam-

fundstyper før vor egen har jæger- og samlersamfundet tenderet imod

at være det mest egalitære med hensyn til de roller, mænd og kvinder,

børn og voksne, ledere og tilhængere indtager. Vanskeligheden ved at

opretholde mange forskellige steder eller specifikke sociale sfærer ten-

derer til at involvere alle i alles aktiviteter.”67 De revolutionære om-

væltninger i 1989 er endnu en gang en uforudset bekræftelse af denne

markante tese. Omvæltningerne i DDR, Tjekkoslovakiet og Rumænien

skabte en kædereaktion, som ikke kun var et historisk forløb, der blev

transmitteret i tv, men selv blev fuldbyrdet i form af en tv-transmis-

sion. Massemedierne var ikke blot afgørende for den globale spred-

nings smittevirkninger. De demonstrerende massers fysiske nærvær på

pladser og gader har, til forskel fra det 19. og tidlige 20. århundrede,

66. A. Arato & J. Cohen: “Civil Society and Social Theory”, Thesis Eleven, nr. 21, 1988(særnummer om ‘Civil Society versus The State’) s. 40-67; d.s.: “Politics and the Recon-struction and the Concept of Civil Society”, i: Honnet et al.

67. J. Meyrowitz: No Sense of Place, Oxford 1985.

43


kun kunnet udfolde revolutionær magt, fordi fjernsynet transforme-

rede den til et allestedsnærværende nærvær.

Hvad normaliteten i vestlige samfund angår, er den tese, som J.

Meyrowitz hævder om massemediernes fjernelse af socialt definerede

grænser, imidlertid for lineær. Indvendinger ligger lige for hånden.

Den afdifferentiering og afstrukturering, der er sket i vores livsverden

med begivenhedernes elektronisk fremstillede allestedsnærværelse og

synkroniseringen af usamtidigheder, har givetvis betydelige følger for

den sociale selviagttagelse. Denne fjernelse af grænser går imidlertid

hånd i hånd med en samtidig forøgelse af specificerede roller, plurali-

seringen af livsformer og individualiseringen af livsudkast. Rodløshe-

den optræder sammen med konstruktionen af ens eget kommunitære

tilhørsforhold og oprindelse, egaliseringen sammen med afmagten

over for en ikke gennemskuet systemisk kompleksitet. Det er snarere

komplementære udviklinger, der griber ind i hinanden. Massemedi-

erne har således også modsatrettede effekter med hensyn til andre di-

mensioner. Meget taler for, at det demokratiske potentiale i en offent-

lighed, hvis infrastruktur er præget af den voksende selektionstvang i

den elektroniske massekommunikation, er ambivalent.

Dermed vil jeg sige, at hvis jeg i dag skulle give mig i kast med en

undersøgelse af strukturændringen i offentligheden, ville jeg ikke vide,

hvilket resultat det ville få for en demokratiteori – måske et, der ville

give anledning til en mindre pessimistisk vurdering og for et mindre

trodsigt, kun postulerende udblik end dengang.

Frankfurt am Main, i marts 1990 J.H.

44

Informations Forlag

I dette værk, som for længst har opnået klassikerstatus, viser Jürgen Habermas i konkrete historiske og sociologiske analyser den nære forbindelse mellem kapitalismens udvikling og opløsningen af den borgerlige offentlighed, der oprindelig varetog en kritisk kontrol af statens virksomhed. I storindustriens epoke fortrænges det politisk ræsonnerende publikum af store interesseorganisatio-ner og politiske partier, der smelter sammen med statsorganerne og etablerer sig over den offentlighed, som de oprindeligt var et instrument for. Magtudøvelse og magtkamp udspilles direkte mel-lem massive bureaukratiske organisationer, mens publikum grad-vis forvandles til en "afpolitiseret masse", bliver passive tilskuere til magtens kredsløb. Borgerlig offentlighed er en kritisk analyse af de demokratiske værdiers skæbne, men rejser samtidig spørgsmålet om demokratiets muligheder i det radikalt ændrede civilsamfund efter Anden Verdenskrig.

Jürgen Habermas (1929-) er tysk filosof og sociolog. Tilhører Frank-furterskolens 2. generation og er dermed arvtager til den kritiske teori, som den blev udformet af bl.a. Max Horkheimer og Theodor W. Adorno. Er i dag blandt Europas mest toneangivende nulevende filosoffer og er kendt for sit stærke engagement i samfunds debatten på såvel nationalt som internationalt plan.

Jürgen

Haberm

as Borgerlig offen

tlighed

Jürgen Habermas

Borgerlig offentlighed

Borgerlig offentlighed riflet2.indd 1 0901803 12.23.26

borgerlig offentlighed

Documents