danerkongerne i lejre - gedevasentroels brandt danerkongerne fra lejre gedevasens forlag forsidens...
TRANSCRIPT
-
10/9 2019
-
Troels Brandt
Danerkongerne fra Lejre
Gedevasens Forlag
Forsidens illustrationer: Venstre: Motiv fra en af folkevandringstidens brakteater, som symboliserer kulturskiftet
og sagntidens begyndelse. Motivet er en relativt naturalistisk udgave af den udbredte C-
type, som i dag tolkes som den shamanistiske Odin.
Højre: Kristusmotivet på Harald Blåtands store Jellingsten, som symboliserer kristen-
dommens indtog i Danmark og sagntidens afslutning.
-
Gedevasens Forlag ApS - CVR 89 87 69 15 - www.gedevasen.dk
Layout, foto, kort og plancher: Troels og Ingrid Brandt.
Tryk: PDF-udgave - 2018
© Gedevasens Forlag ApS Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i
overensstemmelse med overenskomst mellem undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver
anden udnyttelse er begrænset af gældende lovgivning om ophavsret, som kun kan fraviges
med forlagets skriftlige samtykke. Undtaget herfra er korte uddrag til brug for anmeldelser.
Beretningen blev i 2004 udgivet som bogen Danernes Sagnhistorie. Indholdet er imidlertid
ændret i en sådan grad, at den nye bog hedder Danerkongerne fra Lejre for at undgå
forvekslinger.
København 2018
ISBN 87-990289-0-6
http://www.gedevasen.dk/
-
Indholdsfortegnelse
1 Formål, kilder og metode ................................................................ 7 1.1 Formålet med en revurdering af historien ............................... 7 1.2 Overblik over historiens forløb ifølge analysen .................... 21 1.3 Anvendte kilder og motiverne bag dem ................................ 25
1.4 Metodevalg - Rekonstruktion af kongerækken ..................... 35 1.5 Andre overvejelser ................................................................ 39
2 Lejres arkæologi ............................................................................ 45 3 Romerne, germanerne og Skandinavien ....................................... 55
3.1 De klassiske kilder – Skandinavien før sagaernes tid ........... 55
3.2 Herulerne, Attilas nordiske krigere og danerne .................... 62
3.3 Aserne og kongesagnene ....................................................... 82 4 Saxos fortale 94 5 Saxos angler, daner og jyder ......................................................... 99
5.1 Dan og Angel ........................................................................ 99 5.2 Rig, Dan og Kon ................................................................. 100
5.3 Anglerne Vermund og Uffe hin Spage ............................... 101 6 Hagbard og Signe ........................................................................ 107 7 Eventyrkongerne Skjold og Hading ............................................ 114
7.1 Skjoldungerne ..................................................................... 114
7.2 Saxos Gram og Hading ....................................................... 118 7.3 Hake og de første Ynglinge-konger .................................... 128
8 Frode den Store ........................................................................... 136
8.1 Frode den Store ................................................................... 136 8.2 Frode og Ynglinge-kongerne .............................................. 152
8.3 Frodes senere bedrifter og død ............................................ 161 8.4 Frode, Åle og Starkad ......................................................... 161
9 Roar og Hadbarderne .................................................................. 167
9.1 Roar og Helge ..................................................................... 167 9.2 Beowulfs Roar og Chocillaicus .......................................... 171
9.3 Saxos Ingeld ........................................................................ 176
9.4 Hadbarder og Svertinger ..................................................... 186 9.5 Starkads død ........................................................................ 189
10 Helge og Rolf Krake ................................................................... 196 10.1 Helge Søkonge .................................................................... 196 10.2 Rolf Krake ........................................................................... 199
11 Hadbardernes tilbagevenden ....................................................... 215 11.1 Hjørvards efterfølger ........................................................... 215 11.2 Fridlev og Frode Fredegod .................................................. 220
-
11.3 Sjællandsk flådemagt? ........................................................ 236
12 Amlet og Ongendus .................................................................... 239
12.1 Den jyske Hamlet ................................................................ 239 12.2 De jyske konger og Ongendus ............................................ 249
13 Ivar Vidfadme og danernes alliancer .......................................... 251 13.1 Ivar Vidfadme og svearnes Ingjald Illråde .......................... 251 13.2 Ivar Vidfadme og Lejre-kongerne ...................................... 255
13.3 De nederlandske krøniker ................................................... 258 13.4 Forsvar og alliancer ud fra historie og arkæologi ............... 265 13.5 Krønikernes ”Rigssamler” Dan ........................................... 274
14 Harald Hildetand og Sigurd ........................................................ 279
14.1 Historien om Harald Hildetand og Sigurd .......................... 279 14.2 Sagnene om Harald Hildetand ............................................ 280
14.3 Bråvalla - Sagnet om det store slag ..................................... 288 14.4 Sagnene om Sigurd ............................................................. 295
15 Godfred og hans sønner .............................................................. 306 15.1 Godfred ............................................................................... 306
15.1.1 Godfred beskrevet af frankerne .................................. 307
15.1.2 Sagnhistorien om Godfred .......................................... 312 15.2 Fætrenes kamp om Godfreds trone ..................................... 316
15.3 Horik I ................................................................................. 321
16 Regnar Lodbrog og vikingerne ................................................... 322
16.1 Saxos Regnar Lodbrog ........................................................ 322 16.2 Sagaernes Regnar ................................................................ 336
16.3 Ansgars anden rejse ............................................................ 338 16.4 Erik Barn og Regnars sønner .............................................. 341
16.5 De parallelle kongerækker .................................................. 348 16.6 De danske konger i England ............................................... 357 16.7 Rollo af Normandiet ........................................................... 362 16.8 Danernes religion ................................................................ 363
17 Hardeknud, "svenskerne" og Gorm ............................................ 367
17.1 Kilderne omkring Gorms og Haralds afstamning ............... 367
17.2 Hardeknud og "svenskerne" ................................................ 387
17.3 Gorm den Gamle ................................................................. 397 17.4 Topografi, arkæologi og runesten ....................................... 408
18 Genealogi og tidslinie ................................................................. 423 19 Sammenfatning ........................................................................... 425 20 Fortegnelse over citerede kildetekster ........................................ 430 21 Litteraturfortegnelse i øvrigt ....................................................... 431
-
Oversigt over figurer, kort og billeder (sidehenvisning)
Figur 1. Skjoldungernes Saga og Langfedgatal ................................... 36 Figur 2. Lejre og kilderne .................................................................... 42 Figur 3. Kongshal i Lejre ..................................................................... 47 Figur 4 Rekonstrueret kongshal ........................................................... 47 Figur 5. Udgravning af hørgen ved Fredshøj ....................................... 48
Figur 6. Foto - Gammel Lejre Ådal ..................................................... 49 Figur 7. Kort - Herulernes bevægelser ................................................. 65 Figur 8. Kort over Sydøstskandinavien ............................................... 84
Figur 9. Foto - Uppsala Høje ............................................................... 92
Figur 10. Kort - Anglernes riger ........................................................ 105 Figur 11. Saxos første konger ............................................................ 115
Figur 12. Skjoldungesagas 18. - 24. konge ........................................ 135 Figur 13. Kort - Danmark og Sverige i yngre germansk jernalder .... 153
Figur 14. Ynglingesagas svenske konger ........................................... 155 Figur 15. Rekonstruktion af Ynglingeslægtens første del ................ 160 Figur 16. Saxos Frode-konger ............................................................ 161
Figur 17. Beowulfs Dan- og Svea-konger ......................................... 174 Figur 18. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Rolf Krake ............... 189
Figur 19. Kongshallen ved Fredshøj .................................................. 199
Figur 20. Foto - Lejrehallen ............................................................... 213
Figur 21. Rekonstrueret kongeslægt / Skjold - Sigurd Ring .............. 234 Figur 22 Mosaik af skibe, Ravenna .................................................. 236
Figur 23. Kort – Danmarks opdeling ................................................. 266 Figur 24. Foto - Sparlösa-stenen ........................................................ 296
Figur 25. Rekonstrueret kongeslægt / Harald Hildetand - Gorm ....... 305 Figur 26. De parallelle danerkongerækker ......................................... 307 Figur 27. Foto - Hedeby ..................................................................... 310 Figur 28. Saxos Godfred-slægt .......................................................... 318
Figur 29. Figurine af Odin ................................................................. 338
Figur 30. Kort - Danmark i vikingetiden ........................................... 349
Figur 31. Kort - Vikingernes hovedruter ........................................... 358
Figur 32. Kort - Nordsø-rigerne ......................................................... 360 Figur 33. Hjelmpladeblik fra Sutton Hoo og Uppsala ca. 600. .......... 365 Figur 34. Sammenligning af kilder .................................................... 380 Figur 35. Harald Blåtands slægt ......................................................... 401 Figur 36 Oversigt over kilderne om kongesædet .............................. 407 Figur 37 Middelalderens Ribe Stift – Klak-Haralds rige ? ................ 410
file:///C:/Users/Troels%20Brandt/Documents/Saxo/Danerkongerne%20i%20Lejre.docx%23_Toc15575575file:///C:/Users/Troels%20Brandt/Documents/Saxo/Danerkongerne%20i%20Lejre.docx%23_Toc15575586file:///C:/Users/Troels%20Brandt/Documents/Saxo/Danerkongerne%20i%20Lejre.docx%23_Toc15575589
-
1. Formål, kilder og metode
7
1 Formål, kilder og metode
1.1 Formålet med en revurdering af historien
Saxos 800 år gamle krønike, "Danernes Bedrifter", var i århundreder
identisk med vores ældste historie. Hans malende beskrivelser af Lejrekongerne
appellerede især til romantikernes livlige fantasi, men en del af disse
middelalderhistorikeres motiv var manipulation. Kildekritikkens opståen sidst
i 1800-tallet måtte derfor føre til en reaktion mod kilder som Saxo, men som så
ofte ved kritik endte man i den modsatte grøft – og på ny var resultatet påvirket
af politisk manipulation. Kongesædet i Lejre blev forkastet og vor kongeslægts
glorværdige forfædre blev forvandlet til et Jellingdynasti, der stammede fra
ukendte opkomlinge fra et ukendt land.
I de sidste 30 år er 500 års kongshaller væltet op af jorden i Lejre, mens
Jelling viser sig at være et mindesmærke og en kortvarig repræsentationshal fra
Harald Blåtands tid. Arkæologien viser altså, at 1900-tallets udlægning af
Danmarks historie frem til samlingen og kristningen omkring 965 er åbenlyst
forkert.
Det får også betydningen for kongerækken og landets opdeling i
kongeriger, hvor vores nuværende kongeslægt synes at være efterkommere af
den sagnomspundne Regner Lodbrog fra Lejre. Hans grandonkel var den
”afsindige” kong Godfred, som ifølge frankerne med held stod den frankiske
kejser, Karl den Store, midt imod. Ifølge sagnhistorien stammede de fra Odins
søn Skjold, som praksis var i de hedenske kongelister – men det tager vi
naturligvis med et gran salt.
Inkarnerede kildekritikere forkastede alle de kilder, som de ikke anså for
sikre, og sikre var stort set ingen fra den tid. Efterhånden kunne ingen danske
skrifter om tiden før Harald Blåtands Jellingsten opfylde fagets krav - til sidst
heller ikke historikernes egen favorit, Adam af Bremen. Tilbage stod nogle få
fragmenter om nordboerne fra udenlandsk historie. Universiteternes historikere
undgik derfor tiden, så kun et par historikere (+ nogle emeriti) i dag forsker i
vikingetiden. Der er en afgørende forskel på historikernes krav om en
overbevisende sikkerhed og på omverdenens forventning og accept af en
betydelig usikkerhed i oplysningerne om vikingetidens historie. Omverdenens
behov opfyldes bedre af arkæologerne, som altid arbejder med hypoteser og
sandsynligheds-vurdering 1 . Selv meget empirisk orienterede arkæologer
arbejder med fortolkninger ud fra udgravningsresultater og kombinerer ofte
med skriftlige kilder, hvilket harmonerer bedre med omverdenens krav. I dag
danner arkæologernes arbejde derfor grundlag for den populære historie om
1 Professor Felix Riede, AU, til Videnskab.dk 2019’s artikel ”Kan en arkæolog nogensinde vide
noget som helst med sikkerhed?”
-
1. Formål, kilder og metode
8
vikingerne, som stilles op af romanforfattere, udstillingsarrangører, TV-
producere og eventmagere, der selv i tomrummet kan gætte løs på historiens
forløb uden historiefagets metode og sammenhæng – og modtage
fondsmillionerne. Saxos 9 første bøger er i stedet blevet en del af fortidens
eventyrverden, der med sprogforskeren Tolkiens pen blev forvandlet til
"Ringenes Herre".
Den faglige udvikling førte til, at da Statens Humanistiske Forskningsråd
i 1984 igangsatte projektet ”Fra Stamme til Stat”, blev det en lang række
arkæologer, der beskrev en samfundsopbygning på arkæologiens præmisser2 –
mens nogle historikere præsenterede fagets mere almene teorier om
statsdannelse. Paradoksalt nok var selve titlen forkert, da samfundene slet ikke
var stater på det tidspunkt – de var kongeriger3 Projektet affødte en generel og
ideel udviklingsmodel for enkelt-samfund. Hvis man havde lagt større vægt på
den historiske forskel i udviklingen omkring de enkelte landsdele, som fremgår
af det efterfølgende arbejde, ville man antageligt have undgået de ophedede
arkæologiske diskussioner, der senere opstod i projektets kølvand. Her påviste
nye udgravninger en forskellig kultur- og organisationsudvikling i Jylland og
på Sjælland4. Modellen var så afhængig af Renfrews teorier om, at nabolande
fulgte hinanden, at den ikke afspejlede den forskel i udviklingstakt, som
bælterne gav, når landene var udsat for forskellig påvirkning udefra. Det kunne
den ”politiske historie” have fortalt. Adam havde gjort opmærksom på en
opdeling, men kildekritikerne sad så fast i billedet af et samlet land fra
middelalderens historikere, at de ikke ænsede manipulationen, fordi de med
foragt undlod at sætte sig ind i den gamle danske litteratur. Havde de analyseret
f.eks. sagaerne og Widsith i forhold til de sydlige historiske kilder, ville det
have været åbenbart, at der var tale om forskellige kongeriger. I så fald ville
man måske også bedre have forstået den spændende strategi bag opbygningen
af de tidlige daneres magt, som spores i nogle af vore imponerende
fortidsminder, og som har trukket klare spor helt op i nyere tid.
Det forekommer åbenlyst, at de enkelte faggrupper har vedtaget
forskellige opfattelser af, hvad videnskabelige krav indebærer. De fleste andre
fag nødsages til at arbejde med og rapportere om usikkerheder, hvis forskernes
arbejde skal kunne anvendes forsvarligt. I resten af samfundet har man endog
accepteret ”whistleblowers”, hvor det kan koste dyrt også på højeste plan ikke
at kontrollere sine systemer og sit materiale selv om deres tips er
udokumenterede. Historikerne nægter derimod med dyb foragt at beskæftige
sig med forklaringer fra anden ”litteratur” og undgår derfor helt at undersøge
deres sammenhæng med historiens sparsomme fragmenter. I stedet fremhæver
de vigtigheden af stille spørgsmål set fra alle sider, men i udvælgelsen af
spørgsmål ville sådanne små tip utvivlsomt have fremmet resultaterne.
2 Ulf Näsman: KUML 2006 3 Reelt var der her snarere tale om dannelse af kongerige end stat, som Ulf Näsman bemærkede. 4 Ulf Näsman og Rasmus Birch Ivarsen i KUML 2012. Se også kapitel 13.4.
-
1. Formål, kilder og metode
9
Samfundets krav til historien kan ikke sammenlignes med strafferettens særlige
krav til bevisbyrden, hvor al tvivl skal komme den anklagede til gode – så ville
der ikke være meget ældre historie tilbage.
Jeg er ofte blevet stukket i næsen, at jeg da heller aldrig ville sætte min
påtegning som statsautoriseret revisor på et regnskab, som var usikkert. Denne
misforståelse må bero på manglende føling med den virkelige verden. I
økonomien vil interessegrupperne normalt være bedst tjent med, at der
foreligger en vurdering af den økonomiske stilling, uanset hvor usikkert
resultatet er. Det vigtige er, at man tager sine forbehold og meddeler læseren
sin vurdering af denne usikkerhed så klart som muligt – og det samme burde
være samfundets krav til de offentligt ansatte historikere, så de ikke bare
skubber de vanskelige opgaver til side – og vælger de lette. Derfor har jeg
eksperimenteret med at anvende mine egne professionelle erfaringer på den
kombinatiorn som nævnes nedenfor – i det omfang, det var muligt.
Formålet med nærværende pdf-bog er således at uddrage noget af den
viden, som ligger bag vores righoldige litteratur og arkæologiske resultater.
Ingen historiske kilder kan opfattes som så sort/hvide, som der har været
tendens til at se dem. Da det ”sande” udsagn i vikingetiden som regel er en
illusion, kan problemet nogle gange opvejes af et antal mere usikre udsagn, der
sammenholdes og analyseres for uddrage de fælles træk – et syn på bekræftelse,
som jo reelt allerede accepteres i faget som baggrund for tommelfingerreglen
om to samtidige, uafhængige kilder. Det ses nok mest detaljeret demonstreret i
rekonstruktionen af Gorm den Gamles afstamning i kapitel 17.1, hvor analysen
af alle fem hovedkilder, som er sat op ved siden af hinanden, peger på samme
indhold bag alle. Tager vi de nødvendige forbehold, kan vi ofte danne os bedre
billeder, så vi kan begynde at forstå det sammenhængende forløb – men
detaljerne i de gamle sagn og krøniker kan vi sjældent bruge til andet end at
gøre beretningen mere levende – vel at mærke, hvis vi gør opmærksom på det.
De er nedskrevet som spændende røverhistorier, men på en historisk baggrund,
som man dengang ofte kendte bedre end vi.
For vikingetiden fra 793-1066 er det nødvendigt at kassere de hidtidige
forsøg på at skabe synteser af de sparsomme traditionelle historiske kilder i
deres fragmentariske form. I stedet må man opbygge syntesen sammen med
arkæologiens resultater – altså tværfagligt og om nødvendigt tillige med
tendenser fra krønike- og sagalitteraturens basishistorie, i det omfang den er
bekræftet ad tilstrækkeligt mange og helst uafhængige veje i de gamle krøniker
– i stedet for lærde politisk inficerede gætterier. Det resulterer ikke i verificeret
historie, men i den mest sandsynlige forklaring, som er den samfundet søger.
Så vil historikerne heller ikke forfalde til de gætterier, som den frafaldne
historiestuderende, Ebbe Kløvedal, advarede imod – måske provokeret af
datidens guru, Erik Arup. Ebbe Kløvedal studerede historie ved Københavns
Universitet fra 1961-65 og udtrykte sin opfattelse af faget: ”hvis man vil be-
skæftige sig med fortiden, er man nødt til at ’kitte hullerne til’. Det gør
-
1. Formål, kilder og metode
10
faghistorikerne også, men de gør en dyd ud af at lade som om, de ikke gør det”5.
Han foretrak i stedet at kalde sine bøger for romaner.
Den følgende pdf-bog er desværre ikke let læselig efter mange års
bearbejdning og notater – den må snarere ses som et arbejdspapir. Hensigten er
senere at skrive den væsentlige del af indholdet helt om til en bedre struktureret
og læsevenlig bog ”Det danske riges opståen” med færre Saxo-citater, mens
nærværende webside bibeholdes, så den også kan bruges af dem, der vil læse
Saxos sagnværk i korrigeret rækkefølge. I mellemtiden er der blevet udarbejdet
et kort historisk resumé – Danerne 500-970.
Kildekritik, kildeudvælgelse og sagn
Allerede i 1862 fremkom Edwin Jessen i sin magisterkonferens med en
barsk kritik af historikernes brug af sagaerne, men tiden var ikke moden i det
træge system. I stedet kom kildekritikken fra Tyskland og blev i 1890’erne
introduceret i Danmark af Kristian Erslev, som blev kildekritikkens ”grand old
man” i landet. Erslev indførte arbejdsprocedurer som kildekritik, analyse og
syntese, og tidens værktøjer blev bl.a. kravet om to samtidige uafhængige kilder
som en afgørende tommelfingerregel. Metoden var især anvendelig på perioder
med mange kilder, selv om nutidens retstvister viser, hvor forskelligt
begivenheder og dokumenter kan opfattes af parterne – og dermed også af
historikerne. Sikre facts vil normalt være en illusion, men princippet om mindst
to samtidige, uafhængige kilder vil for de senere tiders vedkommende normalt
kunne give en acceptabel sikkerhed.
Erslev blev 20 år senere sekunderet af de to skånske brødre, Lauritz og
Curt Weibull. I 1915 fremkom Curt Weibull med sin disputats, hvor han satte
spørgsmålstegn ved Saxo’s kildeværdi. Deres angrebspunkter var tidlig
middelalder, men angrebene havde en bredere effekt. Deres indsats skal ikke
kritiseres – den var i aller højeste grad nødvendig – og det var rimeligt at gå i
den modsatte grøft for at trænge igennem og demonstrere metodikken.
Desværre arbejdede man ud fra en idé om at udsondre de ”sikre”
kendsgerninger, og kun arbejde med dem, selv om idéen om at finde sikre kilder
fra den tid reelt var en illusion. Frasorteringen medførte, at man mistede en
mængde information. I tiden før 1300 og især før år 1000 er det meget sjældent,
at man vil møde to kilder, som overholder disse krav og giver samme resultat.
Kristian Erslev, som døde i 1930, demonstrerede i sin artikel ”Dronning Tyre
og Danevirke” fra 19276 ufrivilligt metodikkens meningsløshed anvendt på
900-tallet. Derfor blev sædvanlig kildekritik vedrørende den periode let en
akademisk øvelse, som man altid kunne bruge til at slå hinanden oven i hovedet
med. Selv om kravene er blevet mindre rigoristiske og den sunde fornuft
begyndte at vinde fodfæste igen7, blev resultatet, at kun 1 (+ 2 emeritus) ud af
55 Amtscentralen 1989. 6 Kristian Erslev 1927: ”Dronning Tyre og Danevirke” i Historisk Tidsskrift 1929. 7 Sebastian Olden-Jørgensen: ”Tilbage til kilderne”, 2001. Michael Gelting 2011.
-
1. Formål, kilder og metode
11
52 forskere i historie på Københavns Universitet i 2019 beskæftigede sig med
den danske vikingetid8. For universiteterne på landsplan bliver det som nævnt
kun til 2 historie-forskere i vikingetid samt 5-6 emeriti. Michael Gelting gjorde
i Scania 2011 nr.2 opmærksom på en forståelseskløft, der er opstået, hvor
forskere af den nyeste historie svælger i politologi, sociologi og økonomi uden
at interessere sig for den historiske udvikling fra fortiden.
Negligeringen er også gået ud over en hjælpevidenskab som de
gammelnordiske sprog, hvorfor den engelske forsker, Richard Cole, fandt
anledning til at skrive om ”Ragnarok på Københavns Universitet” på grund af
Danmarks forpligtelser på feltet. Befolkningen overdænges konstant med
udtalelser af bl.a. historikere som kommentatorer og politiske kandestøbere,
men tørster efter at få mere at vide om den vikingetid, som publikums-
tilstrømning, filmserier og en flod af fondsmidler udpeger som en af
danmarkshistoriens mest spændende perioder, der kunne øge fagets popularitet.
Yale University Press udgav i 2017 i sin bogserie om engelske konger
bogen ”Cnut the Great” skrevet af den engelske historiker, Timothy Bolton,
som tidligere har skrevet om Knud. I bogen, som blev vel modtaget af de fleste,
gjorde han sig til talsmand for at udnytte alt, herunder sagaerne, og betegnede
brødrene Weibulls kildekritik som ”harsh and uneven”. Det fik KU’s professor
emeritus, Niels Lund, til at gå i blækhuset med en anmeldelse i Historisk
Tidsskrift, hvor Bolton blev bebrejdet at ignorere Lunds indlæg i ”Danske
Kongegrave” og en diskussionen i Medieval Scandinavia fra 1972, men
sidstnævnte synes dog nærmest at støtte Bolton – bl.a. med udtrykket”harsh and
rigid” i redaktionens sammenfatning, som sikkert har inspireret Bolton. Lund
fremhævede især Ann Williams, som har set på Jomsvikingernes saga med
skepsis. Også andre anmeldere gjorde opmærksom på forhold, der ikke var
bevist, men de anerkendte alligevel bogen og betegnede dens konklusioner som
tankevækkende. Man kan altså bryde med den traditionelle metodes spild af
information, hvis den verificerbare information er så sparsom – forudsat at man
gør det seriøst og er rustet til kritik.
Som allerede nævnt indledningsvis må man i tidlig tid, hvor Norden har
særlige kildeforhold, i højere grad beskrive sikkerheden og analysere, hvordan
de usikre kilder harmonerer med andre kilder. Her kan antallet, som peger
samme vej, som sagt spille en vigtig rolle – en betragtning som også Curt
Weibull måtte erkende i en alder af 1009 efter i sin ungdom at have at have
pulveriseret Saxo som kilde: ”Saxo … är väl ingen helt tillförlitlig källa. Dess
uppgifter bör i regel endast godtas, om de bestyrkas av andre källor”. Denne
alderdommens modificerede fornuft er søgt fulgt i det efterfølgende.
De ”sikre kilder” kan ikke stå alene, men må suppleres med de mange flere
8 Grundlaget er forskernes produktion på universiteternes hjemmesider. KU’s nuværende forsker,
Lasse Arboe Sonne, er mag.art. i religionsvidenskab (anmeldelse Historie-online), og har skrevet
PhD i Thors-kult og i Thorshamre på Saxo Instituttet i historie, hvor han nu er lektor. 9 Curt Weibull 1986
-
1. Formål, kilder og metode
12
spor, vi kan finde i de usikre nordiske kilder. Brødrene Weibull forkastede da
heller ikke fuldstændigt Saxos og sagaernes oplysninger – de fremhævede
endog deres kulturhistoriske betydning – og Erslev talte f.eks. om gråzone og
sikkerhedsvurdering, men anviste ikke nogen metode. Alt dette blev åbenbart
glemt, da buldozeren Erik Arup kom til og erstattede usikre kilder med fri
digtning, der fulgte hans eget politiske synspunkt.
I kapitlets næste hovedafsnit vil det blive demonstreret, hvor galt det kan
gå, når man som Erik Arup misbrugte sine metoder i tidens opgør med
nationalromantikernes sagnomspundne Lejre. Sammen med Niels Lukman fik
han med tyndbenede begrundelser afvist Lejre fuldstændigt som kongesæde
ved opsætning af alternative teorier, som reelt bare var antiteser. Curt Weibull
kom slet ikke ind på spørgsmålet om Jelling/Lejre i sin disputats, og brødrene
Weibull undgik siden tydeligt stillingtagen til spørgsmålet og henholdt sig
generelt blot til Adam af Bremen som mindst usikre kilde – og han nævnte slet
ikke Jelling. Da alle efterhånden forlod perioden i de marxistiske teoriers
glansperiode, kunne Arups og Lukmans påstande blive stående uantastede af
den spredte forskning. Resultatet passede belejligt til tidsånden. Enhver ræson
i deres argumentation mod Lejres eksistens forsvandt imidlertid, da
kongshallerne blev udgravet fra 1986 – i det Lejre, som Thietmar i 1018 havde
betegnet som danernes hovedstad, ”caput regni” i landskabet Sjælland.
Desværre har de nye arkæologiske resultater ikke ændret på historikernes
indstilling. De er 30 år efter fortsat tavse om udviklingen i Lejre, fordi de har
defineret sig ud af en stillingtagen til den tid.
Mange danske historikere vil fastholde, at de ikke kan fravige deres fags
vedtagne normer, og at de ikke kan tilpasse dem de særlige kildeforhold i
Nordens vikingetid i et tværfagligt samarbejde. I så fald bør de som deres
svenske kolleger drage konsekvensen ved helt at forlade tidsalderen10. Man kan
man ikke fastholde sin autoritet ved at sidde og blokere udviklingen, fordi ens
fags normer ikke kan rumme denne tidsalders problemer i Norden. Det må så
accepteres, at forskere med anden uddannelse eller indstilling overtager det
område, som er ”faldet ned mellem flere stole”.
Et afgørende element i vikingetidens historie er naturligvis den ramme,
som vi har fra anerkendt udenlandsk historie om Danmark. De anerkendte
kilder er stort set begrænset til enkelte klassiske forfattere, samt visse frankiske,
engelske og tyske annaler. Denne ramme har førsteprioritet, og her har
historikere naturligvis deres kompetence omkring kilderne, men kilderne er
særligt mangelfulde i de første to århundreder og kildebehandlingen af de
klassiske historikeres nordiske oplysninger forældet, så de kan i næsten hele
perioden kun udgøre en ramme. Arkæologien har derimod gjort betydelige
landvindinger i de seneste år. Det øger i dag spændingsfeltet mellem historien
10 I Sverige, som har langt færre kilder end Danmark, har historikerne overladt vikingetiden og
den tidlige middelalder til arkæologerne. Kun professor Dick Harrison ved Lund Universitet
beskæftiger sig med tiden, som f.eks. Kasper Holdgaard Andersen er begyndt i Danmark.
-
1. Formål, kilder og metode
13
og udgravningsresultaterne, som arkæologerne søger at udfylde alene – uden
altid at have tilstrækkelig ekspertice på det felt..
Et problem med den nuværende historiske ramme alene er, at vi risikerer
at projicere udenlandsk udvikling og synspunkter ind i det danske forløb.
Uanset, hvad man selv ser som politisk ideelt, var udviklingen af yngre
germansk jernalders og vikingetids samfundssystem udover af interaktion med
udlandet styret af nordiske konger og krigeraristokratier, udnyttelse af
handelen, religiøse forskelle samt befolkningsvækst, der efter yderligere 1000
år førte til vores demokratiske form for skandinavisk monarki. Vi er nødt til
også at ty til den nordiske sagnhistoriske verden i sen jernalder og vikingetid i
stedet for bare at projicere over fra en modelforståelse, som bygger ensidigt på
”fjendens” europæiske pavestyre, feudalisme og forurettede ofre for overgreb,
hvis vi vil prøve at forstå den oprindelige baggrund for de nordiske lande og
vore forfædres samfundssystemer. Ellers gør man samme fejl, som Niels Hybel
gjorde i sin bog, som førte til hidsig kritik i Historisk Tidsskrift 2004.
I den følgende beskrivelse placeres inden for rammen af de historiske og
arkæologiske facts – med forbehold for usikkerhed - både krøniker, sagaer og
Saxo, hvis yderligere forklaring og belysning er nødvendig. Det sker bl.a. i form
af uddrag fra en revideret udgave af min ”Danernes Sagnhistorie” fra 2004.
Denne blev udarbejdet som en sagn-analyse, efter at jeg ved sammenligning
med sagaerne konstaterede, at Saxos manipulationer var så systematiske, at
forlængelsen af kongerækken i høj grad var sket ved at sætte selvstændige
fortællinger om samme person ind som separate personer. Samlede man dem
igen i sagaernes kronologi efter Frode, gav de en sammenhængende udgave af
sagnhistorien, som den må have set ud på et stadie før Valdemarstidens store
manipulationer. Resultatet, som beskrives i bogen, hævdes naturligvis ikke at
være historie, selv om det er bemærkelsesværdigt, at væsentlige dele af 2004-
udgavens billede blev bekræftet af de efterfølgende års arkæologiske
udgravninger. Den havde ellers skabt hysteriske reaktioner hos andre forfattere,
der også havde udgivet bøger om vikingetiden. Onde tunger påstod, at
rekonstruktionens rækkefølge måtte være tilrettelagt efter min egen tolkning
”for at få bundlinjen til at stemme”, men den var taget fra A. Lunds
rekonstruktion af den gamle Skjoldungesaga, og er i det følgende taget direkte
fra Langfedgatals kongeliste fra 1400-tallet, som antages at være en afskrift af
Skjoldungesagaen, inden dele af sagaen forsvandt – altså totalt uafhængig af
min personlige tolkning.
Naturligvis indebar metoden usikkerhed og subjektivitet – men den gav til
gengæld det første sammenhængende billede af hovedpunkterne i
kongerigernes første 500 år. Det bliver aldrig historie efter historikernes
definition, men alternativet er nutidens intetsigende fragmenter og personlige
gætterier/spekulationer. Sagnhistorien kan erstatte mange af de ”lærde”
spekulationer og gætterier, der i dag fylder op i gabet mellem historien og
arkæologien.
-
1. Formål, kilder og metode
14
Der har været stor uenighed mellem forskerne om, hvorvidt Danmark var
et eller flere kongeriger på de forskellige stadier undervejs – hvilket har skabt
total forvirring og også muliggjort Arups politiske manipulationer. Forskernes
nyere kritiske analyser og forklaringer fra de seneste 4 årtier af bl.a. Saxo’s og
Adam’s fejl og manipulationer kan klart tolkes sådan, at landet bestod af flere
stammer og kongeriger, der i krisetider fandt sammen under en form for alliance
mod en fælles fjende. Det løser forståelsesmæssigt en række selvmodsigelser i
kongerækker og begivenhedsforløb, som kan give sit bidrag til forklaringen af
udviklingen af de danske kongeriger.
Grundlæggende byggede arbejdet med sagnhistorien på den opfattelse, at
sagaer og krøniker er skønlitteratur, som oprindeligt var baseret på en kerne af
fortidens historie – ganske som vi kan genkende en del af den nyere historie i
deres samtids romaner. Nedskrivernes viden stammer fra skjaldenes kvad og de
memotekniske hjælpemidler, som var nødvendige for at fastholde skik og
traditioner i det skriftløse samfund. Folkloreforskere har hævdet, at man kun
kunne bevare oplysninger i få generationer, men det viser sig nu, at brakteater
fra 400-tallet kan bekræfte nogle af Eddas og Snorres udskældte religiøse myter
nedskrevet i 1200-tallet. Noget lignende kan tænkes med de adkomstgivende
kongerækker, som endda kunne være skrevet i runer på kongshallernes stolper
– medmindre man ønskede at manipulere dem for at forbedre sin adkomst eller
placere guder forrest.
I dag værdsættes Saxos værk for dets litterære værdier. Hans tekst rummer
imidlertid så mange oplysninger, at hans værk ikke kan undværes, hvis man
skal have tip til forståelsen af de historiske og arkæologiske fragmenter, eller
som supplement til arkæologien vil have en fornemmelse af tankegangen i
jernalderens og vikingetidens samfunds krigeraristokrati – hvor påvirket det
end er af hans eget 1100-tal.
Når man omkring år 500 og efter år 700 sætter den udenlandske histories
og arkæologiens samlede billede over for billedet fra sagnene i den
rekonstruerede rækkefølge, peger de stort på samme hovedstruktur i historiens
forløb. Det vil derfor være mere forsvarligt at udfylde og supplere historien med
sagnenes oplysninger frem for ”lærde gætterier” – forudsat at det klart fremgår,
hvad man gør, så der tages forbehold herfor. I nærværende PDF-bog indgår
således den skildrede periodes Saxos sagn i sorte rammer, så man selv kan
vurdere de farverige beretninger i forhold til resten af materialet.
Erik Arups ødelæggelser
Saxo var ikke den eneste, der manipulerede! Statsminister Zahle havde i
1913 som departementschef i statsministeriet antaget den radikale historiker,
Erik Arup, der i 1911 havde fået ordre på en ny danmarkshistorie. De blev så
gode venner, at Arup senere holdt talen ved Zahles begravelse. Zahles forhold
til kongen blev forværret, og i 1920 afsatte kong Christian X ministeriet Zahle
-
1. Formål, kilder og metode
15
ved påskekrisen. Erik Arup havde i 1916 overtaget Erslevs professorstol -
bortset fra en fortsat særopgave i ministeriet - og han misbrugte nu forbitret
sammen med sine radikale historikerkolleger Curt Weibulls berettigede kritik
af Saxo til helt at ignorere kongefamiliens stolte traditioner med sagnkongerne
fra Lejre og flytte kongedømmet til Jylland.
Kildekritikken var i årtiet forinden begyndt at udpege Adam som den mest
pålidelige kilde baseret på Sven Estridsens mundtlige oplysninger. Også
brødrene Weibull anså Adams oplysninger som de mindst usikre, men de
betegnede dem som ubekræftede. Lejre/Jelling-problematikken, som Adam slet
ikke nævnte, veg Weibull’erne uden om. Erik Arup kunne derfor fastslå i 1.
bind af sin Danmarkshistorie i 1925, hvordan historien så ud. Begrundet i Adam
af Bremen og Jellingstenen, som ingen af dem i øvrigt nævnte noget
kongesæde, påstod Arup ”at Gorms kongesæde altså var Jelling, og allerede
deri synes at ligge, at den kongemagt, der siden Hugleiks dage havde været i
Danmark, var begrænset til Jylland” – og det blev så vores historie i 100 år.
Med henvisning til Adam af Bremen, Arups foretrukne kilde, blev Hardegon
(Gorms far) til ”Svends søn fra Norge”, der generobrede Hedeby – en
opkomling udefra, som Curt Weibull betegnede som ubekræftet. Magen til tynd
argumentation skal man lede længe efter, men væk var Lejrekongerne, som
kongefamilien ifølge de nordiske kilder traditionelt stammede fra. Arup var
fortaler for en naiv tiltro til ærkebispesædets magister, som senere er blevet
kraftigt kritiseret – ganske som han henviste til ærkebisp Jens Grands klerikale
sanddruhed i forbindelse med mordet i Finderup Lade, selv om pavens auditører
i sagsakterne ved pavedomstolen med en række eksempler påviste, at han var
fuld af løgn. Adam af Bremens oplysninger, som på den måde er blevet
nøglekilden i denne sammenhæng, skyldtes mundtlige oplysninger ca. 1060 fra
den danske konge, Sven Estridsen, hvor Niels Lund pludselig i en artikel i 2018
fandt det nødvendigt at konkludere, at ”der er al mulig grund til at være på
vagt” – et forhold Kristian Erslev allerede gjorde opmærksom på i 1927. Den
eneste samtidige historiske kilde er Thietmar, som placerede danernes
hovedstad i Lejre.
Mens Erslev efter tysk model tillagde kildekritikken stor vægt og byggede
sin syntese op i overensstemmelse med kildernes ”organisation”, mente Erik
Arup, at man skulle opbygge syntesen efter sin ”ideologiske” model inden for
rammerne af sine udskilte ”sikre” kilder, hvor han henholdt sig til den franske
langlois-seignobo’ske skole11. Det afgørende for landets udvikling var for ham
de ”frie” bønder bag den nye hjulplov, der opbyggede landet. I hans romantiske
drømme dukkede de ud af hedenskabens tåger og indskød deres jord i kollektive
landsbyer. Han hverken dokumenterede eller forklarede, hvordan en sådan
dannelse kunne ske frivilligt under jernalderens- og vikingetidens slaveejende
11 E. Ladewig Petersen 1978: Omkring Erik Arup, Struktur i dansk historieforskning. Historisk
Tidsskrift 13,5. Side 165
-
1. Formål, kilder og metode
16
krigeraristokrati, der i den tidlige middelalder ejede de fleste af landets gårde
som en rig adel. Historiesynet bag hans skildring gjorde ham imidlertid populær
hos tidens studerende. Til gengæld åbnede han en ladeport for politiske
misbrugere. De radikale historikere havde domineret i hans tid, og historiesynet
gjorde ham til en guru for flere generationer – indtil det materialistiske
historiesyn efter 1968 udviklede sig til en temmelig ensidig marxisme, mens
historien til gengæld blev gjort så uinteressant for samfundet, at faget udgik af
skolernes pensum.
Åbenbart havde han med sin vanskelige natur ikke integritet og
principfasthed til selv at afholde sig fra at udnytte de huller, han havde skabt i
historikernes procedurer. Han var politisk engageret og fabulerende i en sådan
grad, at det måtte gå på tværs af de kildekritiske hensyn, og det kunne give
næsten paranoide reaktioner, når hans arbejde derefter blev kraftigt kritiseret af
samtidens kolleger – bl.a. foranlediget af hans udtalelse om, at der var
historikernes opgave ”at digte over kilderne”12. Det tog han åbenbart selv så
bogstaveligt, at Kristian Erslev i sin anmeldelse af Bind 2 måtte skrive, at Arup
”kunne blive tryllebundet af sin egen gætning”13 – med henvisning bl.a. til hans
påståede ”Niels Jyde regering”. Arup opgav på grund af modstanden at
færdiggøre sit sidste bind – hvilket ikke ændrede på, at hans danmarkshistorie
på grund af dens materialistiske historiesyn blev toneangivende, trods dens
åbenlyst frie digtning. Her kommer Ebbe Kløvedals omtale af historikernes
gætterier ind i billedet, selv om han selv i sin ungdom havde været radikal fol-
ketingskandidat. Han foretrak i stedet at kalde sine bøger for romaner.
I værkets beskrivelse af mordet på Erik Klipping i Finderup, hvor Arup
blev skamrost af sine disciple, begik han fem fejl – herunder udelod han i sin
ellers meget udførlige kildesamling om mordet til de studerende det mellemste
Rumelant-vers. Det modsagde hans ”kendsgerninger”, der skulle pege på
justitsmord, og han fik dermed drejet eftertidens mistanke over på
kongefamilien selv – hertug Valdemar og dronning Agnes.14 Det var ikke bare
en forglemmelse i kildehæftet, for i hans eget historiske arbejde med
”Danmarks Historie” ignorerede han også oplysningen, som modsagde hans
frikendelse af Hvide-morderne. Var det bare en fejl? Historielærer-foreningens
Blad, ”Noter”, kunne i sin anmeldelse af min bog, ”Kongemordet i Finderup
Lade” skrive: ”Vi historikere praler jo selv med, at vi sætter spørgsmålstegn
ved alt, men tør vi altid sætte spørgsmålstegn ved det, som de store gamle har
skrevet?” Et koncentrat af bogen er siden bragt som en artikel i ”Siden Saxo”
2015 nr. 2 – stadig uden reaktioner fra historikerne.
I relation til nærværende pdf-bog skal man også bemærke Arups teori om
frisernes opbygning af Hedeby og Birka ud fra hans generelle model for handel,
12 Udledt af disputatsen om Erik Arup, Svenstrup 2006. 13 Erslevs anmeldelse i Politiken 15/9 1925 14 Troels Brandt i ”Siden Saxo” 2015.2 og i bogen på
https://www.academia.edu/36585692/Kongemordet_i_Finderup_Lade
-
1. Formål, kilder og metode
17
som måtte tilbagevises af hans ellers trofaste discipel, Aksel E. Christensen.
Den harmonerede ikke med de forhold, som kilderne beskrev. Eva Hemmer
Hansen kunne fra Århus Universitet fortælle, hvordan også hans discipel,
Albert Olsen, i sine udviklingsteorier huserede med afskaffelse af historiens
konger til fordel for Erik Arups foretrukne patentløsning, hjulploven.
Kildekritikken samt Curt og Lauritz Weibulls skepsis i 1900-tallets andet
årti over for den tidlige middelalders kilder fik også tidens andre historikere til
at diskutere Lejre-sagnene og Jelling, men Erik Arups bombastiske melding om
Gorms kongesæde i Jelling og hans senere dominans lukkede den diskussion –
kongeriget var opstået i Jelling. Basta! I bogens kapitel 17.1 bliver det helt
afgørende, at Erik Arup har misbrugt en åbenlyst fejlbehæftet sætning af Adam
af Bremen til at gøre kongeslægten til efterkommere af en ukendt opkomling
fra et ukendt land, selv om det er oplagt, at sætningen først skulle have været
underkastet den kildekritik, han selv krævede af andre – en løsning, som Erslev
helt undlod at kommentere i sin ellers meget udførlige artikel fra 1927 om de
enkelte kilders upålidelighed om 900-tallet. Det er som sagt indledningsvis
netop her, at en sammenlignende analyse af fem parallelle, usikre hovedkilder
kan benyttes til at løse den gamle hårdknude.
Niels Lukman og vandresagnene
Bedre blev det ikke, da Niels Lukman udviklede sine teorier om, at
herulerne bragte deres centraleuropæiske sagn til Norden. At en del materiale
bør frasorteres er oplagt, da fremmede vandresagn og anekdoter naturligvis har
fundet deres vej ind blandt de nordiske kongesagn på grund af den orale
skjaldetradition – herunder også nogle historier fra herulerne og de nordiske
krigere sydpå. Også han faldt imidlertid i den modsatte grøft og påstod, at de
danske sagnkonger fra Lejre var herulske, gotiske og hunniske konger.
Lukmans påstande og antiteser var baseret på nogle løse sammenligninger af
tilfældige navne i stil med 1800-tallets historikere, så mange af hans samtidige
kolleger tog sig til hovedet og nægtede at anerkende det som seriøs forskning,
herunder den engelske filolog, Christopher Tolkien (søn af JRR Tolkien), som
kommenterede Lukmans analyse af Heydriks saga: ”Pervers opfindsomhed …
indrøm, at det kun er en leg15.
Kongerne var plukket ud i flæng som enkeltelementer af en bred
europæisk historie – de optrådte ikke i sekvens eller var fra samme folk og
sprog, så påstandene ville aldrig kunne holde til en seriøs kildekritik. Det ville
15 Filologen Christopher Tolkien om Lukman i dennes ”Goterne i Heydriks Saga”,
1946:“Lukman indeed outdoes Heinzel in perverse ingenuity. I do not think it should need to be
said, that to pick about in old histories, looking for names that begin with the same letter or
contain one or two of the same consonants as those in one’s text, will attain nothing. If heroic
legend really evolved in this way, with the most chance and casual accretions and distortions …
then, with our fragmentary materials, the chances against hitting upon the right combinations
are so monumental that we may as well give up the game at once; or, at least, admit that it is
only a game.” Christopher Tolkien, Saga Book of the Viking Society Vol XIV 1953-57, side 155.
-
1. Formål, kilder og metode
18
altid være muligt at finde lignende bogstavkombinationer i så bredt et materiale.
F.eks. måtte det enkle Roar på 4 bogstaver være hunnerkongen Roas, som ellers
stavedes forskelligt på en række sprog, og hvor de tidligere engelske Widsith
og Beowulf brugte det typiske, germanske navn Hrotgar, hvoraf det senere
dansk nedskrevne navn Roar tydeligvis var en forenkling. Andre eksempler er
draget frem i note16. Hans senere elev Lars Hemmingsen prøvede at redde nogle
af dem med skematiske sammenstillinger af forløb, som imidlertid var alt for
generelle17. Men ingen historikere beskæftigede sig mere med dette område, så
påstandene blev stående og bruges stadig, når det er belejligt til at affærdige
sagnhistorien.
Situationsfornemmelse kan heller ikke have været Niels Lukmans stærke
side, for i sin disputats skrev han, at de gamle danske sagnkonger var
centraleuropæiske konger, hvis sagn var kommet til landet med germanske
lejesoldater – vel at mærke skrevet på tysk i 1943! Niels Lukman var slet ikke
historiker, men cand.mag. i dansk og engelsk. Han mødte voldsom kritik fra
datidens historikere18, og nu også i nyeste forskning19, men Erik Arup og hans
disciple kunne bruge hans postulat, så Lukman endte med Arups støtte på et
sidespor som professor i sagnhistorie – og er derfor endt som historikernes og
nogle arkæologers flittigt brugte ”alibi” for elimineringen af Lejres
sagnkonger!!!
Kildekritiske forskere har af og til med kildekritik for øje opstillet
antiteser, som derefter er blevet brugt af andre - eller forskerne selv - uden at
have været udsat for samme kritiske behandling. Fra det historiske landkort fik
Arup og Lukman på den måde fjernet Lejre-kongerne og det Lejre, som nu
vælter op af jorden.
Det er væsentligt at gøre sig klart, at når man ved sammenligning mener
at kunne konstatere, at en isoleret fortælling eller et navn er lånt, er det ikke
ensbetydende med, at hele personen eller personkredsen er lånt – således som
mange tolker ovennævnte forskeres resultater. I langt de fleste tilfælde er der
16 Lukman gjorde utvivlsomt nogle relevante observationer, men det lykkedes ham, udover at
gøre Roar til en hunnerkonge fra 420, at gøre hans brodersøn Rolf Krake til en herulerkonge
Roduulf fra 508, selv om navnet var et alment germansk navn. Det ellers letforståelige navn,
Halfdan, som udover i Skjoldungesagaen forekom i de frankiske annaler, måtte komme fra
hunnerkongen Huldin, og siden han var en Skjoldunge, måtte han komme fra Schelde. Frode var
naturligvis den romerske Fravita – enhver kan jo høre, at det er samme navn, så det blev til en
hel bog. 17 Hans PHD-studerende, Lars Hemmingsen, prøvede at opsætte nogle sammenligningsskemaer
for et par af kongerne, men forklaringerne var tyndbenede og usammenhængende, og han brugte
Paulus Diaconis Longebarderhistorie fra 790 som sammenligningsgrundlag i stedet for
Procopius’ meget anderledes beretning fra 553, selv om Lukmans teori var, at herulerne var
kommet til Norden i 500-tallet. Nogle af de karakteristika han benyttede ved kongerne, var
opstået i sene sagaversioner. Desuden forklarede han ikke, hvordan navnene hang sammen med
Beowulf og Widsith i England. 18 Gudmund Schötte var toneangivende heri 19 Kasper Holdgaard Andersen: ”Da Danerne blev danske”. PhD-afhandling, 2017.
-
1. Formål, kilder og metode
19
sandsynligvis blot tale om tidligere fortælleres fejlagtige sammenblanding af
fortællingselementer fra to personer med enslydende navne - ikke nødven-
digvis hele fortællingen. Vandresagn og -pointer kan godt sættes sammen med
en person uden at også selve personen er lånt. Sagaerne er først og fremmest
gode historier og anekdoter placeret på et skelet af fortidens konger, hvis
mønster vi forsøger at finde ved at sammenholde mange forskellige oplysninger
– hverken mere eller mindre.
De efterfølgende år
Uanset Erik Arups manglende seriøsitet i brugen af kilderne vandt hans
materialistiske historielinje som sagt i det lange løb på Københavns Universitet
og blev fulgt af hans trofaste disciple frem til de yderligere materialistiske
strømninger i 1968. Disse 68’ere interesserede sig slet ikke for kongestyrets
baggrund, selv om det var kongerne og deres stormænd, der havde været
afgørende bestemmende for udviklingen i det pågældende tidsrum, uanset om
man kan lide det eller ej.
68’ernes politiske linje og den generelle kildekritiske skepsis over for
tiden før 1300 medførte, at forskningen på dette område og kritikken af Arups
og Lukmans antiteser vedrørende den ældste historie stort set blev uinteressant
bortset fra for nogle få, der op til 1970’erne bl.a. diskuterede Gorm den Gamle
og Hedeby – men denne diskussion endte i en uløst hårdknude, da man ikke i
den pressede situation turde bevæge sig ud af Adams blindgyde og Arup-
historiografiens Jelling.
I den senere periode, hvor Niels Lund var professor på KU, var der ikke
den samme binding til Arup, men frygten for kollegernes kritik på det sårbare
område medførte åbenbart, at forskningen gik i retning af fundamentalistisk
kildekritik20 af enkeltepisoder og -problemer – i og for sig i overensstemmelse
med Kristian Erslevs principper om grundlæggende kildekritik, men normalt
uden at nogen turde kaste sig ud i de sammenhængende analyser, som giver
faget mening – kun Nils Hybel forsøgte sig med en Arup-hybrid uden held. På
de nye institutter i provinsen var der øjensynligt ingen interesse i at sætte
spørgsmålstegn ved Jelling, så ingen satte sig op mod Arup teser. Faget fik en
”kustodeagtig” karakter for denne tidsalders vedkommende. Når denne bog når
frem til vikingetiden, vil Niels Lunds grundige kildekritik blive flittigt brugt
sammen med de ”sikre” historiske elementer, den førte til, men grundlæggende
dur fagets anerkendte metoder ikke til analyse og syntese af bogens periode –
der er behov for en nytænkning, hvor man burde skæve til arkæologiens og
omverdenens metoder til at behandle de hver især usikre kilder i stedet for at
kæmpe for retten til at fravælge det, som ikke kan behandles ved fagets gamle
selvvalgte metoder på grund af uegnet kildegrundlag til disse metoder.
20 Niels Lunds egen betegnelse fra 1998 (s68), da han gjorde en undtagelse herfra.
-
1. Formål, kilder og metode
20
Historiografien i øvrigt
Historisk Tidsskrift indeholdt i 2004 en underholdende diskussion mellem
Nils Hybel og først og fremmest Anders Bøgh21, hvor man bl.a. diskuterede den
traditionelle historieproces’ faste forankring i forgængernes arbejde, som Nils
Hybel, gik imod. Jeg er enig i kritikken af Nils Hybels idé om, at historikeren
selv vælger sine spørgsmål, hvilket ender i hans konstatering
: ”Det er nemlig hypoteser, emner og problemer, der styrer min udlægning
af danmarks-historien, ikke kilderne”. Det stod naturligvis i modsætning til
kollegernes afhængighed af historiografien, men det ironiske er, at kollegerne,
som beskæftiger sig med den tidlige tid, har gjort sig afhængige af en
historiografi, hvis indhold er videreudviklet over Erik Arups digterier og
hypoteser, som er fremkommet ligesom Niels Hybels – uden respekt for
kilderne. Arups fejl førte derfor den tidlige historie ind i dens nuværende
hårdknude. I den traditionelle historiografi er der således accepteret for mange
fejlslutninger, så diskussionerne er mere forvirrende end gavnlige, når der skal
findes nye veje – som det også fremgår af Erslevs nævnte artikel fra 1927/29.
De lange historiografiske redegørelser over 1900-tallets forskning, som
har været et vigtig redskab for historikerne, er derfor udeladt her – udover hvad
der er behov for undervejs i bogen. Dette sker med henvisning til Curt Weibulls
doktordisputats fra 1915, hvor han skrev: ”Et i detail genomfört bemötande av
tidigere författere har icke sket. Det skulle på grund af de ständigt divergerende
åsikter ha fordoblat avhandlingens omfang uten at lämna något därtill
svarande udbyte.” De tidligere værker er naturligvis gennemgået for
argumenter for og imod, og de relevante arbejder er medtaget under de
pågældende punkter undervejs, men det er ikke fundet værd at gentage de
mange diskussioner, der er baseret på et forkert udgangspunkt. Historikerne har
normalt slet ikke arbejdet systematisk med tiden før frankerne, og hvad angår
historiografien for det sidste århundredes vedkommende henvises til Bent
Østergaards artikel, ”Svend Estridsens Historie” i Historie 1994.
Forkastelsen af den hidtidige historiografi vedrørende dette emne er ikke
en kritik af, at historikerne følger deres interne regler om kildekritik, diskuterer
og finder deres overbevisende kendsgerninger. Det er for os alle vigtige
holdepunkter i det historiske billede, hvis de samtidig ville undlade i den grad
at basere det på gætterier som Erik Arups.
Også på et andet punkt må vi her fravige historikernes praksis, som er
møntet på en nyere tids kilder. Blandt vikingetidens få kilder er vi nødt til også
at trække med forsigtighed på usikre kilder, da det er en illusion ikke at erkende,
at de stort set alle er usikre – også de udenlandske kilder om Norden. Man må
i stedet gøre opmærksom på usikkerheden som i andre fag. I den vurdering har
historikerne sat sig selv uden for døren – defineret sig ud – hvad enten det
21 Historisk Tidssskrift 2004-5: Fra det historiske hobbyværksted – Niels Hybel som Sherezade.
-
1. Formål, kilder og metode
21
skyldes kildekritiske fundamentalister eller ”Arup-kustoder”.
1.2 Overblik over historiens forløb ifølge analysen
For at skabe overblik over, hvad bogens metodik indebærer, indledes der
med et resumé af resultatet. Min systematiske rekonstruktion af Saxos historie
efter sagaernes kronologi bliver gennemgået i næste kapitel og er især baseret
på historikeren Inge Skovgaard-Petersens analyser fra 1987 af den litterære
opbygning af Saxos værk. I alle Valdemarstidens kilder har man manipuleret
med fortællingernes elementer for at forlænge kongerigets historie som et
samlet rige bagud til Kristi tid, så man over for andre og måske især sine egne
kunne begrunde, at Danmark skulle stå for sig selv – frit af de
romersk/frankisk/tyske kejserriger. Min videre analyse viste bl.a., at tre store
sagnkredse om de tre første generationer af den rekonstruerede sagnhistorie i
virkeligheden fylder 40% af Saxos 9 første bøger, som udgør den forhistoriske
tid. Da sagnene er koncentreret om Lejre-kongerne, viser denne analyse ikke,
hvordan riget var opdelt – Lejre får naturligvis i stedet en central position i den
første del.
Når dette resultat sammenholdes med fragmenterne af den udenlandske
historie, arkæologi og digtning, vil man se, at første sagnkreds om Frode-
figurens samling af danerne og hans fordrivelse af ”hunnerne” efter al
sandsynlighed er et fjernt ekko af hunnernes følgesvende, herulernes, ankomst
til den Skandinaviske Halvø og danernes fordrivelse af dem, som kendes fra
byzantinsk historie. De to første sagn afspejles endda også i de angelsaksiske
digte, Beowulf og Widsith. Herulernes ankomst er behørigt dokumenteret med
modsat formål af de samtidige historikere, Procopius og Jordanes. De skrev i
Konstantinopel, henholdsvis tre og fem år efter, at man havde modtaget en
herulsk deputation retur fra Norden. Deres forklaringer og arkæologien peger
på, at fordrivelsen må være sket ved den østskånske grænse, hvilket sammen
med Saxos omtale af Lejre tyder på, at de allierede danere boede i Skåne og på
Sjælland. Nogle nordiske historikere hænger stadig fast i en oprindeligt dansk
misforståelse om, at Jordanes talte om en fordrivelse af herulerne fra Norden
300 år før, men udenlandske historikere bekræfter dette østgermanske folks
vandring ca. 510, hvilket uddybes i kapitel 3.2 og på en særskilt webside.
Der er ikke belæg for at tro, at disse danere oprindeligt levede andre steder
end i Skåne og på Sjælland, hvor vi begge steder finder den særlige østdanske
type ceremonihaller (Erritsø omtales senere), som arkæologerne nu opfatter
som tegn på en mere hierakisk struktur end Jyllands. Ser man på kulturspor i
øvrigt går der også en klar grænse ned gennem Storebælt. Det er nu med solidi-
sammensætningen påvist, at sydøstskandinaviske krigere deltog med hunner,
heruler og Odoaker ved Limes og i Ravenna i 400-tallet. Der er derfor ingen
grund til at undre sig over østdanernes opbygning af en mere hierakske struktur
omkring krigerkonger, da de nu skulle hamle op med deres romersk trænede
-
1. Formål, kilder og metode
22
naboer i Sösdala og Listerlandet – nogle af danerne kan endda selv have
deltaget Ravenna. Med presset så tæt på centralpladsen i Uppåkra er det også
naturligt, at nogen indså, at den strategisk bedste sikring af en kongemagt mod
angribende landhære var en stærk sømagt omkring Sjælland med basis i Lejre
i bunden af Roskilde Fjord. Lejre opstod netop på det tidspunkt arkæologisk.
Sømagten bekræftes senere af Kanhavekanalen på Samsø og frankernes
fortælling om, at danernes store flåde gav dem store indtægter af
handelsruterne.
Kasper Holdgaard Andersen fra Århus skrev en interessant PhD om
danernes fælles identitet i 4/500-tallet, som i alt fald ifølge ovennævnte kan
gælde folkene øst for Storebælt. Han benyttede Ravenna-geografen til evt. også
at inkludere jyderne på grund af denne forfatters omtale af forsvundne kilder
fra Theodoriks hof i 500-tallet. Vi kender imidlertid Jordanes’ flittige brug af
Theodoriks kansler, Cassiodorus i sin omtale af folkene på den skandinaviske
halvø, hvor han også placerede danerne (i Skåne). Det er tydeligt, at stil og
indhold var anderledes i 500-tallet end i Ravenna-geografens egen beskrivelse
fra 700-tallet, hvorfra han sandsynligvis havde de fleste af sine oplysninger –
og også danernes placering hos ham passer med begyndelsen af 700-tallet.
Dette udelukker dog ikke en overordnet fælles nordisk identitetsfølelse på
grund af det fælles sprog, men jyderne optrådte generelt adskilt fra danerne.
En afgørende årsag til forskernes vanskeligheder med at forstå kilderne
om danerne, skyldes efter alt at dømme opdelingen i kongeriger af det, som
senere blev Danmark. Danerne øst for Storebælt, som angelsakserne kaldte
daner eller norddaner (her ofte kaldet østdaner), havde i lange perioder
selvstændige konger i Skåne og på Sjælland. En gruppe daner havde åbenbart
på et tidspunkt tillige sat sig i besiddelse af anglernes gamle område omkring
Dannevirke – angelsaxernes såkaldte sødaner eller senere syddaner. Herfra
kunne de beskatte trafikken langs hærvejen og på tværs af Jyllands rod. Hvornår
syddanerne etablerede sig, vides ikke, men de syntes at befinde sig som naboer
til saxerne, da frankerne sidst i 600-tallet begyndte at true frisere og saxere. De
blev således 20 år efter frankernes udsendelse af missionæren Willibrord til
Danmark nævnt af den omtalte Ravenna-geograf i 732 – danerne dukkede nu
igen op i den sydlige historie på grund af deres nye strategiske position ved
frankernes handelsveje. De kristne frankere stod til sidst ved Elben, og
konsekvensen blev øjensynligt i den følgende periode en nordisk alliance til
forsvar af Norden ved det strategisk og symbolsk vigtige Dannevirke – åbenbart
med syddanernes konge i dette ”danernes grænseland” (= dan-mark) i en
overordnet rolle over de andre konger omkring Kattegat. Dog forblev Jylland
og Fyn mere eller mindre selvstændige kongeriger med konger eller jarler.
Gudme havde været et vigtigt handelcenter, men landingsstedets
handelsudveksling sygnede hen i løbet af 600-tallet efter ophøret af handelen
langs Oder og Vistula – samtidig med at danernes sømagt opstod. Antageligt
hænger Gudmes forsvinden og danernes etablering ved Dannevirke sammen.
-
1. Formål, kilder og metode
23
Syddanerne placerede sig i den nye nøgleposition for både den nord/syd- og
øst/vestgående handel, som man udnyttede op til nyere tid. Danerkongen
Godfred flyttede endda Østersøens internationale handelsplads i Reric ved
Wismar til Hedeby foran Dannevirke. Det var en provokation mod kejser Karl
den Store, som nu sad på Frisiens store handelscentrum, Dorestad ved Rhin-
mundingen. Han reagerede med en mobilisering, som fik Godfred til som
afledningsmanøvre at sætte den første større vikingeflåde ind mod deres frisiske
kyst. Vikingetogterne fortsatte de næste 80 år, hvor kejserriget til sidst
splittedes indefra, mens danerne og de øvrige normannere koloniserede i
Frankrig og England. Vikingetidens ekspansion splittede imidlertid også til
sidst rigerne hjemme i danernes alliance.
Dilemmaet for forskerne har været, at frankere, frisere og tyskere mødtes
og forhandlede med kongen over syddanerne ved Dannevirke, som de derfor
beskrev i deres annaler, mens de nordiske kilder, som blev nedskrevet efter
samlingen og kristningen, beskrev den omrejsende kongeslægt på Sjælland med
kultisk center i Lejre – simpelthen fordi historien blev skrevet under kontrol af
denne kongeslægt, som blev den fortsættende slægt i det samlede Danmark. De
ældste kilder nævner faktisk denne opdeling i mange konger, men hovedparten
af de skriftlige kilder stammer fra Absalons tid, hvor man som nævnt ønskede,
at landet skulle fremstå som en samlet enhed i gammel tid. Det har senere
historikere, som oprindeligt fulgte Absalons Saxo, ikke taget konsekvensen af,
så ingen har forsøgt at få rede på kildernes opdeling i danerkongernes
forskellige slægtsgrene og lande. Curt Weibull rejste berettiget tvivl om Saxo,
men argumenterede stadig ud fra en middelalder-tankegang for et samlet rige
med centrum i det økonomiske center, Hedeby – ikke flådemagtens strategisk
placerede ø-base på Sjælland. Danerne var ikke ”købmænd”, men ”beskyttere”
af handelen. Adam af Bremen blev med kritikken af Saxo den foretrukne kilde
om perioden, så da Erik Arup kort efter satsede ensidigt på sin Jelling-
manipulation, blev Gorm den Gamles afstamning en gåde, der med Arups
guruposition gik helt i hårdknude.
Enkelte nyere historikere har i 80’erne og 90’erne fortsat kildekritikken.
Deres kritik af Adam af Bremen kan bruges til at forklare Gorms afstamning
som sprogforbistring fra Adams side eller manipulation fra Sven Estridsens
side, men en konsekvens af de nye muligheder ses ikke analyseret i nødvendigt
omfang. Gorm den Gamle stammede efter al sandsynlighed fra Godfreds
halvnorske søstersøn, Sigurd, som blev indsat på Sjælland af Godfred – hvilket
forklarer, hvorfor det er Lejresagnene, der har overlevet. Vi har derimod intet
skriftligt om Uppåkre og Gudme – og heller ikke om Jelling før Harald Blåtands
nybyggeri. Gorm generobrede bl.a. syddanernes gamle område omkring
Hedeby – øjensynlig sammen med sin svigerfar, en kristenvenlig jysk jarl, så
sønnen Harald Blåtand kunne overtage det jyske jarledømme via sin mor. Ved
faderens død samlede han den gamle alliance dannet omkring syddanernes
”Danmark” og gjorde danerne kristne, som Jellingstenen fortæller – hvilket
-
1. Formål, kilder og metode
24
ikke udelukker, at kristendommen allerede var godt på vej ind i Jylland. En
simpel forklaring på 100 års forvirring.
Dette forløb hænger sammen med arkæologien, hvor Jelling nu viser sig
at være en grav og en kortvarig repræsentationshal udformet som et
spektakulært monument for Danmarks samling og kristning, der er nævnt som
Haralds gård af Sven Aggesen – i overensstemmelse med dateringen. Der er
ikke påvist nogen kongshal før efter Gorms død, mens Lejre har rummet et
religiøst sæde og ceremonihal for omrejsende sjællandske konger i de sidste
500 år – oven i købet historisk bekræftet af den eneste samtidige kilde, Thietmar
af Merseburg, mens hallene stod der endnu – og det har støtte i samtlige øvrige
middelalderkilder, som udtaler sig om spørgsmålet. Omkring årtusindeskiftet
blev hovedsædet flyttet de 8 kilometer ned til fjorden ved Roskilde efter tidens
nye bymønster. Historikerne har altså intet grundlag for at påstå, at
kongeslægten kom fra en opkomling i Jelling.
Først kristendommens indførelse satte en stopper for en kultur, som var
nært knyttet til Aser-religionens forestillingsverden – en kultur så stærk, at dens
hovedelementer var overraskende upåvirkede af, at nordboerne efterhånden
færdedes hjemvant fra Sortehavet til Island – bortset fra mindre kristne
minoriteter i Norden. Ønsket om at bibeholde denne hedenske kultur var
afgørende for de senere danske rigers alliancepolitik i de 500 år fra herulernes
flugt for kristendommen til de danernes accept af den – selv om de gerne i hele
perioden accepterede og profiterede af frankernes handel gennem friserne.
Ser man overordnet på forløbet, har tre trusselsbølger udefra - herulerne i
øst samt de kristne frankere og tyskere i syd - ført til en successiv samling af de
stammer, som boede ved indsnævringen af den havarm fra Verdenshavet, som
romerne bl.a. kaldte Sinus Codanus – en placering, som Ravenna-geografen
præciserede. Siden 600-tallet har det øjensynligt derfor været de østlige
danerkongers strategi at udnytte Sjællands beliggenhed som prop i havarmen –
en strategi, som krævede udvikling af den flåde af hurtige og lette vikingeskibe,
som vi senere har fundet rester af. Danernes magtbasis på en ø afholdt
kontinentets landhære fra angreb, så man provokerende kunne ”beskytte” og
udbytte de handelsruter, der skulle krydse disse farvande og Dannevirke.
Vikingeattitudens og vikingeskibets forældelse skabte senere plads til
Hansestæderne og førte til kongemagtens finansielle sammenbrud i 1300-tallet,
men først i 1857 blev Øresundstolden ophævet – på USA’s foranledning.
Forsvarssystemet svigtede, da svenskerne angreb over den lille istids frosne
hav, så vi tabte Skåne, men Sjælland overlevede både englændernes og
tyskernes angreb i 1800-tallet. Så sent som under WW1 bemandede man
Estrups københavnske befæstning, som byggede på denne tankegang.
– o – O – o –
Kontinuiteten er åbenlys i dette resumé op til 970, som er baseret på den
-
1. Formål, kilder og metode
25
efterfølgende argumentation.
Erik Arup og hans efterfølgere tog derimod grueligt fejl i de myter, de
fastlåste. Arups argumentation indebar intet sagligt grundlag for påstanden om
et nyt Jelling-dynasti, og arkæologien viser endda nu dets manglende realisme.
Denne hårdknude og de skarpe faggrænser er årsagen til det følgende
arbejde af en ikke-faghistoriker med et langt livs interesse for historie og
arkæologi og dertil en lang professionel erfaring i kildevurdering, analyse og
afsløring af manipulationer. Her forsøges der med yderligere analyser og
kombinationer at give et billede af Danmarks samling i løbet af yngre germansk
jernalder og vikingetid – vel vidende, at resultatet næppe nogensinde vil kunne
dokumenteres entydigt. Det giver imidlertid en langt bedre og mere sandsynlig
fornemmelse af, hvordan de nordiske lande og monarkier er opstået end Arups
og ligesindedes gætterier og politiske filosofier.
Tidligere tiders populære historie var Saxo og sagaer, som var fulde af
fortællinger om plyndringer og krige for at opnå bytte, overherredømme og
skattebetaling – efterfulgt af kongelig gavmildhed over for krigerne – med
religionen som en understøttende kraft. Glemt blev de bønder og handelsfolk,
som var med til at skabe den økonomiske baggrund for de samfund, der stod
bag – men det skabte ikke helte. Forsøget med at vende problemstillingen på
hovedet styret af politiske præferencer forklarer imidlertid intet, for begge dele
indgik i den kultur, som i 700-tallet udførte de imponerende arbejder på
Dannevirke og Kanhave-kanalen. Brugen af de enorme ressourcer på
byggerierne røber en overordnet tankegang bag krigeraristokratiets meriter, der
senere i en periode førte til vikingetidens smittende eventyrlyst – som ikke
kunne undgå at styre mange forhold i det underliggende samfund. Alle disse
faktorer påvirkede det overordnede politiske spil i den proces, som til sidst
skabte det kristne danske kongerige – en proces og erfaringer, som trak lange
spor med op i et samfund, hvis jura havde bestået af ”skik fra gamle dage” – en
sædvaneret som fristede til forfalskning af den nedskrevne historie.
1.3 Anvendte kilder og motiverne bag dem
Historiske kilder
De benyttede historiske fragmenter er normalt almindeligt anerkendte,
som historiske kilder. Her er den tidligere foretagne kildekritik og tolkning i de
fleste tilfælde accepteret og anvendt.
Omkring herulerne i 4-500-tallet accepteres af den flittigt kritiserede
goter, Jordanes, kun et enkelt samtidigt udsagn, som har været misforstået i
Norden siden 783. Tidens hovedkilde er den samtidige Procopius, som var
juridisk sekretær for Justinians øverste hærfører, Bellisarius. Han havde direkte
kontakt til herulerne, men hans beretning passer ikke ind i svensk selvforståelse,
så det diskuteres, hvor de endte efter danernes fordrivelse af dem. Deres tekster
-
1. Formål, kilder og metode
26
er i egen udgave oversat fra ældre engelske oversættelser af den latinsk/græske
tekst – på problematiske steder med hjælp fra den østrigske historieprofessor
Andreas Schwarcz, og med tolkningen tillige fra Alexander Sarantis og Walther
Goffart. Ellers er de klassiske kilder primært Tacitus, Ptolemeus, Priscus,
Gregor af Tours og Ravenna-geografen, hvor tolkningen af sidstnævnte
diskuteres i de relevante sammenhænge.
I 700-tallet kommer de frankiske annaler til, primært de kejserlige annaler
og de klosterannaler, som erstattede dem i resten af 800-tallet – her først og
fremmest via Erling Albrechtsens danske oversættelser i Vikingerne i Franken,
men ellers MGMH’s tekst på originalsprog. Fra Franken benyttes bl.a. også
Fredegar, Paulus Diaconus, Alcuin og Einhard.
800-tallet dækkes tillige af de engelske krøniker med Alfreds den Stores
Anglosaksiske Krønike og hans Orosius Historie med Ottars og Wulfstans
rejser som de vigtigste. Andre er f.eks The Ulster Annales og senere krøniker.
I York er også mønter en vigtig kilde.
Fra Tyskland kommer siden især Rimberts Vitae Ansgari, Quitlinburg-
annalerne samt krønikerne af Widukin og Thietmar. Den senere Adam af
Bremen omtales særskilt nedenfor.
Der bruges også i et enkelt underkapitel frisiske annaler, som først er
kompileret i 1500-tallet, men bl.a. et par steder synes at gå helt tilbage
annalform om 700-tallet. De foreligger på fransk, latin og frisisk og er læst af
forfatter selv med oversættelse af små afsnit. Der er redegjort for dem i det
pågældende kapitel, men de anses ikke for historie – snarere en parallel til Arild
Huitfeldt.
Nordiske runesten vil også indgå som historiske kilder, men kun Jelling-,
Thyra-, Vedelspang-, Rök- og Listerstenene indgår i de følgende kapitler.
Stort set alle kilderne er til rådighed på nettet i originalsprog og
oversættelser. Forskerne har i næsten alle tilfælde gennemført en anerkendt
kildekritik, og de anvendes på traditionel vis. Særligt de byzantinske kilder har
dog givet anledning til korrektion af nordisk misforståede tolkninger, hvilket
nævnes undervejs.
Adam af Bremen
I beretningerne om 900-tallets konger har Adam af Bremen været den
grundlæggende kilde hos historikerne. Allerede Weibull-brødrene og Erslev
advarede, men især siden med Erik Arup blev han anset for mere samtidig og
neutral end de øvrige krøniker. Dette er også rimeligt fsv. angår hans
behandling af egne skriftlige kilder, men når det gælder hans nordiske historie,
hvor han bl.a. indhentede oplysningerne mundtligt fra Sven Estridsen, gik det
galt. Derfor anses han ikke her for en af de historiske kilder.
Han har dannet grundlag for de kirkelige kilder – herunder Saxo og
Roskildekrøniken. Henrik Janson og Niels Lund analyserede i 1990’erne
Adams motiver og konstaterede væsentlige manipulations-motiver til fordel for
-
1. Formål, kilder og metode
27
Hamburgkirken i dens politiske situation. Efter undertegnedes artikel i ”Siden
Saxo” 2016.1 om Arups brug af Adam af Bremen har Niels Lund i sit otium
fået travlt med Adam af Bremen i Historisk Tidsskrift 2017.1 og 2018.1. Ved
at rette Adams beretning ind med følgerne af kritikernes konstateringer, løses
den hårdknude op, som historikerne af de gamle skoler stod med i 1970’erne,
inden også de helt opgav arbejdet med den tidsperiode. Adam får først
betydning til sidst og kildeproblemerne med ham er derfor omtalt i kapitel 17.
Saxo
I dag analyseres Saxos værk ud fra dets litterære værdier. Som litterært
værk er Saxos bogrække verdenskendt under den latinske titel "Gesta
Danorum", og med tilnavnet Grammaticus anerkendes han tillige som en sand
kirkelatinens mester. Det var dog næppe hans grund til at skrive. For ham selv
var den primære målgruppe uden tvivl danske adelsmænd og gejstlige med
interesse for landets historie - eller med behov for at udnytte den. Da den
kildekritiske forskning vandt frem i 1900-tallet, især med Curt Weibulls
disputats i 1915 og senere Inge Skovgaard-Petersen, stod det ganske klart, at
Saxo ikke havde beskrevet en sammenhængende dansk historie, men en række
uafhængige litterære episoder, der er sat sammen med politisk, manipulatorisk
og tendentiøst sigte. Saxos arbejdsgivere, Valdemar den Store og Absalon,
havde under borgerkrigene stået i den situation, at nogle af kongskandidaterne
flirtede med den tyske kejsermagt, som forsøgte at få danskerne ind i sit feudale
system, hvad Absalons godsejerslægt ikke har ønsket. Forskernes senere
litterære analyser i 1980’erne viser, at Saxo opbyggede ”Danerenes Bedrifter”,
så de viste et samlet dansk rige før kejser Augustus med en stabil kongeslægt -
og således at historien blev bygget op med passende klimaks frem mod
Valdemar. Det var derfor ikke en kronologisk historie, som man troede – hvad
titlen heller ikke lovede – men som vi skal se, skete en del af manipulationerne
med en systematik, så sammenhængen mellem brudstykkerne genskabes, hvis
de sættes ind i sagaernes kronologi.
Den ene indgangsvinkel i den tidligere bog om sagnhistorien var således
oprindeligt Saxos sagn og var derfor principielt bygget op af tekst fra Saxos
"Gesta Danorum", bog I-IX. Teksten er sat ind i sammenhæng med tidens sagn,
kvad og krøniker – kombineret med de pålidelige historiske oplysninger, vi har
om sagntiden. Resultatet af den nye rækkefølge blev en overraskende godt
sammenhængende sagnfortælling om Danmark i perioden 500-970 e.Kr., der
harmonerer med den eksterne +historie, der kendes – til trods for, at det er
Skjoldungesagas kronologi, der har været styrende for rekonstruktionen af
Saxo.
Saxo skrev sit værk mellem 1180 og 1220. Oprindeligt synes Absalon at
have bestilt den del, som nu udgør bog XI-XVI. Saxo udvidede imidlertid
værket, og han kom først til at aflevere den nuværende udgave til Absalons
efterfølger, Andreas Sunesøn, op til næsten 20 år efter Absalons død. Muligvis
-
1. Formål, kilder og metode
28
var Absalon slet ikke tilfreds med Saxos måde at omtale konge-valgene på, men
han gennemførte for en sikkerheds skyld Knud den 6’s rundrejse til tingene,
selv om han allerede var blevet salvet som barn.
Som tidligere nævnt har mange forskere - herunder Curt Weibull, Inge
Skovgaard-Petersen og Karsten Friis-Jensen - påpeget Saxos manipulatoriske
fremgangsmåde22. Inge Skovgaard-Petersen har i sin disputats påvist, at Saxo
opbyggede sin historie i bog I-IX efter rent litterære kriterier. Derved opstod
der i skildringen af den danske kongemagt passende højdepunkter, som skulle
lægge op til og underbygge skildringen af Valdemar den Store og Valdemar-
tidens kristne fyrster. Karsten Friis-Jensen har i sin disputats tillige vist,
hvorledes Saxos digte hviler på en klassisk latinsk opbygning – herunder har
han vist, hvorledes Saxo anvendte Valerius Maximus. Karsten Friis-Jensen har
imidlertid senere bekræftet, at han ikke har påvist, at Saxo benyttede klassiske
handlingselementer – bortset fra i hans udgave af Bjarkemål. Der var således
ikke tale om en ren oversættelse af de gamle klassiske kvad. Han brugte dem
til at opnå god latinsk stil. Sigurd Kværndrup har bl.a. påvist den symbolisme,
Saxo også har anvendt i sin opbygning.
Saxo havde ifølge analyserne bl.a. det klart politiske formål at fastslå, at
det selvstændige danske kongedømme gik længere tilbage end til Kristi fødsel.
Derved ville stiftelsen ligge før etableringen af det romerske kejserdømme, som
det tysk-romerske rige optrådte som en fortsættelse af.
Kristningen af Danmark havde uden tvivl taget den værste brod af i
forholdet til den tyske kejsermagt og Hamburgkirken, men allerede Harald
Blåtand lå i krig med kejseren, og hans efterfølgere vendte sig til den engelske
kirke. Under Sven Estridsen var det tydeligt, at han spillede med paven mod
tyskerne under investiturstriden. Senere under borgerkrigene, hvor Danmark
havde fået ærkebispesædet, spillede nogle af kongskandidaterne på kejserens
indflydelse og svor lensed, ligesom kejseren optrådte som forligsmand mellem
de stridende parter. Det kejserlige feudalsystem og de tyske ærkebispers
overhøjhed var imidlertid ikke gratis, så hverken de frie danske konger,
stormændene eller bisperne fra deres familier har haft lyst til at komme ind
under kejserriget, hvor kejseren var feudalherre. Derfor ser man, at både de
kirkelige og verdslige skribenter i 1100-tallet forsøgte at skildre det danske
kongerige som værende frit og udelt lige siden den første kejser, som de
tysk/romerske kejsere førte sig tilbage til – nemlig Augustus. Dette har tillige
været et fælles anliggende for de nordiske gejstlige, som kom fra
stormandsfamilierne.
Derfor ser man også i sagaerne, at man har søgt at opnå en tidsmæssig
sammenhæng mellem Frodefreden, Augustusfreden og Biblens begivenheder
omkring Kristus, selv om årsagen til de skildrede snarere må have været den
22 Allerede nævnt af P.E.Müller i Critisk undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie,
1823, og bl.a. viderebearbejdet af Inge Skovgaard-Petersen i Da Tidernes Herre var nær, 1987,
og Karsten Friis-Jensen: Saxo Grammaticus as Latin poet, 1987.
-
1. Formål, kilder og metode
29
500 år senere Theodorik-fred (han døde i 526) og de formørkede år omkring
536 – et formål som taler samme vej som manipulationerne ovenfor som følge
af modstanden mod kejsermagten. Derfor synes Frodes fredgode egenskaber at
være lagt på en konge, som måtte placeres ind længe før Frode den Store og
Skjoldungefejden med en række intetsigende ”fyldkonger” imellem (se Figur
1). Det harmonerer derfor ikke med Beowulf, som jo ikke kan have haft dette
formål, da det kendte manuskript er ældre end Valdemarstiden.
En i øjenfaldende forskel på de verdslige og de kirkelige forfattere er, at
de verdslige forfattere ikke havde problemer med at skildre den gamle
kongerække, der i hedensk tid begyndte med Skjold, søn a