Snart er der frokost!

I den forløbne uge har vi haft besøg af et vennepar (Hans Erik og Else fra Spillemandsdansen) De havde to ugers timeshare-ophold på Bali, men ville godt se noget andet også, så de kom herop hos Gedé Homestay o g blev her 4 nætter.De ville gerne se det børnehjem, som vi har forbindelse med hernede, så vi tog derind. På vejen købte de 10 store vandmeloner (børnehjemsbørnene får aldrig frugt. Det er for dyrt) og 100 slikkepinde. Det var lige noget, så vi fik både sange, gamelanspil, dans og mange smil. Udover det var vi så heldige, at der var en slags fødselsdagsfest i landsbyen. De fejrede, at der i 12 år har været undervisning i traditionel dans for de unge. Hver lørdag/søndag kommer der en meget dygtig danselærer og underviser. Det er så heldigt, at han selv er fra landsbyen og gift med en lokal, men.... han er så blevet uddannet inden for dans i en større by (Ubud), hvor han har mødt en japansk pige, som han også har giftet sig med. Sådan kan det gøres her. Han bor i Ubud sammen med hende, men kommer herop næsten hver weekend og er så sammen med sin første kone og den øvrige familie, samt underviser de unge i dans. - Det har han nu gjort i 12 år, og hans elever har vundet præmier i mange nabo-landsbyer, så nu skulle dansen og han fejres. Vi var de eneste turister i en kæmpeforsamling af børn og voksne fra landsbyen. Hold da op, hvor de larmede! Borgmesteren, samt 3-4 andre myndighedspersoner var til stede, og alle holdt alenlange taler. Jeg synes det var så irriterende, men måtte virkelig tale mig selv til rette. Alle så ud til at være tilfredse. De snakkede løs under talerne. Jeg var gæsten, så det var bare at indordne sig og glæde sig over, at jeg ikke sad på gulvet, men havde fået en stol. Nå,efter talerne blev der danset og spillet, og det var en dejlig oplevelse. Det skulle være startet kl. 18.30. Men her har de noget,

de selv kalder "gummitid", så det startede først kl. næsten 20. Minder mig om min barndom i Vestjylland! Vi holdt ud til kl. 22. - Og hvad lavede vi så ellers sammen? Gik tur i fiskerlandsbyen og kiggede på de sorte grise de har gående der; besøgte den familie, hvor vi betaler skole for to piger; spiste lokal mad; badede; delte en flaske vin om aftenen; osv.osv. - Den yngste søn, Komang, her er 24 år. Ham har vi tidligere kaldt "dovendidriken". Han brugte mange år på at lave ingenting - pjækkede fra skole, drak og turede rundt, men så skete der noget. Han fik job som chauffør for vice-guvernøren hernede. Fik besked på at han skulle være til disposition, nårsomhelst viceguvernøren skulle transporteres. Fik også besked på altid at gå med langærmede skjorter, da hans chef ikke ville se tatoverede arme. Vi var meget spændte på, hvordan det ville gå, men nu har han arbejdet i 2 år tilsyneladende uden problemer. Der skal være valg hernede i april - til parlamentet først og så præsidentvalg. Komangs chef er involveret, og Komang er nu sammen med et hold i gang med at fremstille plakater osv. - Det foregår i landsbyen her, hvor familien har et hus, som Komang nu bor i. Og så blev Komang syg. Feber. Det har folk jævnligt, så han gjorde ikke noget, før efter nogle dage, hvor hans chef kom og omgående kørte ham til hospitalet. Det viste sig at han havde "dengue-feber". Her kalder de den "blodfeber". Den får man gennem myg. På Bali er der ikke malaria, men åbenbart er der den anden, som faktisk er ret farlig, og som man ikke rigtig har nogen medicin mod. Komang lå så på hospitalet i 10 dage, og det er noget af et arbejde her at have familie indlagt. Der skal være nogen på hospitalet hele tiden - også om natten. Så alle på home-stay'et var helt udmattede. Der blev ikke købt ordentligt ind på markedet, og maden blev mere og mere kedelig. Heldigvis er han nu kommet hjem, og vi går mere normale tilstande i møde. Og så har vi kun godt en uge tilbage hernede. Hvor bliver tiden dog af? Et af vores sponsorbørn Bedstefar (Gedes bror) på stranden