Kære venner

Nu kan man virkelig mærke at det snart bliver forår, selv om blomsterne er dækket af rim de fleste morgener. Tiden

går hurtigt, og 5-ugers praktikken er allerede ved at være slut. Jeg skal snart sige farvel til min praktikplads nummer

seks i denne uddannelse og det bliver lige så vemodigt som de andre gange. Hvor kan man knytte sig tæt til

mennesker på ganske kort tid. Jeg er kun glad for at afskeden er lidt trist, for det betyder at vi har haft det rigtig godt

sammen, mine kollegaer, beboerne og jeg. Mine to piger har allerede sagt farvel til skolekammeraterne. De har

vinterferie i uge 9 og skal tilbringe en dejlig uge hjemme hos farfar og farmor. Min store pige har givet kage sidste

skoledag, min lille pige har givet bamser. Det var en rigtig smuk afskedsfest.

Rejsebrev fra Holland Nr. 4 – 21.02.2015

Af Gabriëlle Beelen-Beeftink

Min vejleder Ruth har lånt mig to skønne bøger om arbejdet med

mennesker med demens, skrevet af sygeplejerske Gerke de Boer.

Kernen i hans fortællinger er: Vi kan have nok så fine fysiske

rammer, hjælpemidler og ressourcer, men hvis vi ikke arbejder med

respekt for vores borgeres integritet og selvbestemmelsesret, så er al

den flotte udsmykning nytteløs. Jeg synes det er en meget væsentlig

konstatering, som er værd altid at have i baghovedet. Jeg har selv ofte

tænkt de samme tanker på for eksempel mit nuværende praktiksted. Der er virkelig dejlige

fysiske rammer; især de små, overskuelige, rolige leve-bomiljøer er lykken i mine øjne.

Men i forhold til at arbejde personcenteret er man stadig meget søgende her. Der er meget

kærlighed og nærvær, men der sker også mange former for ondartet socialpsykologi, uden at der fra en leders eller

kollegaers side bliver grebet ind. Det er hovedsageligt fordi man ikke er bevidst om den skadelige virkning af egen

eller kollegaens adfærd. Jeg synes at vi i Danmark (eller i hvert fald de steder, hvor jeg har arbejdet) er nået længere

i forhold til den personcentrerede tilgang. Vi er bedre til at danne et minisamfund på plejehjemmet, hvor beboere og

medarbejdere er ligeværdige medlemmer. Men med hensyn til de fysiske rammer synes jeg at vi i Danmark fortsat er

søgende. Vi bygger stadigvæk nye plejehjem der ikke er helt optimale med hensyn til indretning. Afdelingerne er ofte

for store og fællesstuen fungerer tit samtidig som gennemgang for mange medarbejdere, hvilket giver megen uro for

beboerne. Jeg kender kun ét sted, der har formået at lære alle medarbejdere og frivillige at være nærværende og

respektfuld over for beboerne, samtidig med at der er temmelig ideelle fysiske rammer. Det sted er

demenslandsbyen De Hogeweyk i Holland, hvor jeg selv har arbejdet i 1990’erne og hvor jeg i efterårsferien 2014 var

tilbage som deltager i et studiebesøg med Vibeke Drevsen Bach som oplægsholder. Du kan se mere om

demenslandsbyen på Youtube: ”CNN’s World’s Untold Stories: Dementia Village”.

Et eksempel på ondartet socialpsykologi har jeg tidligere givet jer i form af kollegaen, der behandlede vores beboer

John på en respektløs måde. Hun skældte ham ud for at råbe, mens denne adfærd skyldtes hans sygdom. Hun

kommanderede ham som om han var en hund. Denne medarbejder lod heller ikke John være med i plejesituationer,

men slidte og slæbte og trak og skubbede ham rundt i sengen som en stor træklods. Også det er ondartet

socialpsykologi (objektificering), og derudover er det både psykisk og fysisk en skadelig måde at arbejde på for

medarbejderen selv. Da jeg ville øve mig med Sygeplejeprocessen, har jeg derfor valgt at skrive om John. Som

målsætning har jeg valgt: John deltager aktivt i plejesituationerne (se mere detaljeret beskrivelse på næste side). Det

er et meget væsentligt emne, som vi som social- og sundhedsassistenter ofte

har med at gøre. Borgerens aktive deltagelse handler om rehabilitering,

motivation, forebyggelse af opståen eller forværring af sygdom eller handicap,

at bevare eller styrke borgerens ressourcer, at tilgodese borgerens behov for

at yde egenomsorg (Kari Martinsen), at give borgeren medejerskab over disse

vigtige øjeblikke i dagligdagen (følelse af delagtighed, Antonovsky), og sidst

men ikke mindst at skåne medarbejderens krop. Den valgte problemstilling har

virkelig mange tråde til vores kompetenceområder som sosu-assistenter.

Samtidig har den noget at gøre med Vibeke Drevsen Bachs Blomstermodel. I

De Hogeweyk, Weesp, Holland (www.vivium.nl)

det følgende beskriver jeg Sygeplejeprocessen og evaluerer den; derefter vil jeg anvende Blomstermodellen på

samme problemstilling og forklare, hvorfor jeg synes at den kan være en værdifuld tilføjelse til Sygeplejeprocessen.

John – Dataindsamling

John er 69 år. Han er født og opvokset i Kampen, hvor han nu bor på plejehjemmet Myosotis. Hans bedstefar var

læge i den lille by; faren var rektor på gymnasiet i Kampen og desuden biolog og ornitolog (fuglekender). Familien

holdt meget af naturen og tog ofte ud i fuglemosen, hvor faren studerede skægmejser. John

havde tre søstre, som var meget ældre end ham, og som allerede havde gennemført gymnasiet

med udmærkede resultater, da John blev født i 1946. John selv havde dog svært ved at lære og

droppede ud af skolen i sit tredje år på gymnasiet. Han har aldrig taget nogen uddannelse siden.

Familien havde svært ved at tackle denne ”skuffelse”. John har aldrig fået partner eller børn. Han

fik et arbejde som inspektør ved ”Rijksdienst voor IJsselmeerpolders (koge)”. John har diagnosen ”autisme” (årstal og

hvilken form for autisme er ikke nærmere defineret i journalen). John har gennem hele sit liv lidt af bipolar affektiv

lidelse. Han er adskillige gange blevet indlagt med enten svær depression eller mani. John lider som følge af hans

psykiske sygdom, som gør det svært for ham at begrænse sin madindtag, af svær overvægt: han har et BMI på 36. I

1985 gik John i en alder af 39 år på førtidspension som følge af hans maniske og depressive episoder.

John tager dagligt Citalopram (mod depression) og Valproat (mod epilepsi; anvendes bl.a. til forebyggelse af maniske

episoder ved bipolar lidelse). John har i mere end 20 år lidt af hypertension (får Metoprololsuccinat mod bl.a.

hypertension). I 2010 blev han ramt af apopleksi efter dyb venetrombose og fik kontraktur i højre hånd.

Kontrakturen veksler i styrke; jeg rakte ham f.eks. en gang en sammenrullet vaskeklud til at have i den kontraherede

hånd – og han tog til min overraskelse imod kluden med udstrakt og fuldt åbnet højre hånd. John får stadigvæk

Acetylsalicylsyre (trombocythæmmende) og Pravastatinnatrium (mod forhøjet kolesterol). I 2012 fik han collum

femoris fraktur efter et fald. John kan ikke gå, men han kan støtte på benene; han skal ind imellem guides til at stille

højre fod helt rigtigt på gulvet. John får

dagligt 3x 1000 milligram Paracetamol mod

smerter. John bruger Omeprazol mod

mavesår. John taler i korte sætninger om

konkrete emner. Han kan lide at spørge ind

til de oplysninger, han får: ”Bor du i

Danmark?” ”Hvor i Danmark bor du?” John

kan også gentage det samme spørgsmål

mange gange: ”Er det mandag i dag?”

”Spiser vi kl. 5?” ”Hvad spiser vi?” Om

natten og om morgenen råber John ofte højt

og vedholdende: ”Hallo! Hallohallo! Jeg vil

op! Hjælp mig! Hallohallohallo!” Hans

stemme kan derved lyde panisk, men når man kommer ind, træffes han roligt og afslappet i sengen. John kan ikke

Gymnasiet i Kampen i 1941. Johns far, rektor, sidder side om side med digter og latin- og græsklærer Ida Gerhardt (omcirklet) (måske husker I Gerhardts digt fra mit første rejsebrev). To af Johns tre ældre søstre står også på billedet (omcirklet). Ida Gerhardt, som er blevet berømt og elsket for sine protestdigte mod besættelsesmagten, skrev i starten af Anden Verdenskrig om rektoren: ”Han er en svag personlighed, der vil holde med det stærkeste parti”. Johns far har åbenbart haft svært ved at få respekt fra nogle af hans medarbejdere, samtidig med han havde en vanskelig position som skoleleder i de første besættelsesår. Døtrene havde en fin skolekarriere, som måske har givet faren lidt stolthed. Lillebror John, befrielsesbarnet der skulle føre slægtens navn videre, blev først født 5 år efter ovenstående optagelse. Han kunne ikke følge med i skolen og fik ikke nogen fin position. Det har åbenbart givet dårlig stemning i hjemmet. Hænger disse begivenheder sammen med Johns sygdom? Jeg ved det selvfølgelig ikke, og det er heller ikke så vigtigt. Vigtigt er, at jeg lige har sat mig ned et øjeblik og fordybet mig i Johns identitet. For én, vi kan se som person, vil vi aldrig behandle som genstand.

huske aftaler om at han ikke skal råbe eller stille det samme spørgsmål mange gange. Han kan heller ikke aktivt

huske, hvad han har arbejdet med, eller om han har haft partner eller børn. Han kan godt huske at han har boet

langs floden IJssel. John er glad for øjenkontakt og nyder nærvær og socialt samvær/hygge. Han er hjælpsom og vil

gerne bidrage til aktiviteten. Han søger bekræftelse: ”Gør jeg det rigtigt?” Han har behov for en struktureret

hverdag, hvor han kan følge med i dagens plan. John bruger kørestol med hjælpemotor. Ved forflytning fra seng til

toilet-/kørestol har John hidtil anvendt stålift, men i den seneste tid er det blevet sværere for ham at stå rigtigt på

benene, og derfor bruger han nu også ind imellem den passive lift.

Identifikationsfasen/Data-analyse/Problemstilling

Problemstillingen, som jeg har valgt, sammenfattes rigtig godt i den sætning som min kollega sagde til mig, da hun

fortalte mig om John, og som jeg fandt alarmerende i forhold til hendes samarbejde med ham:

“Han ligger i sengen som en stor baby.”

Kollegaens udtalelse var selvfølgelig grov og uprofessionel, men problemstillingen er faktisk meget passende at tage

fat i, fordi den indeholder forskellige fokusområder fra vores arbejde som sosu-assistent:

Rehabilitering: Forbedring af ressourcer, vedligeholdelse af ressourcer.

Forebyggelse af sengelejekomplikationer som trombose og dekubitus.

Motivation: Fra overtaget motivation (jeg gør det fordi omsorgsgiveren synes jeg skal) til identificeret motivation

(jeg gør det fordi det holder mig rask).

Deltagelse i eget liv (Antonovsky og Orem): Fra kompenserende sygepleje tilbage til delvist kompenserende /

understøttende sygepleje.

Ligeværdig relation (Martinsen): Samarbejde i plejen frem for håndtering af en inaktiv beboer.

Op på niveau 3 i Maslows behovspyramide: Han befinder sig i rummet som menneske og interagerer med andre

mennesker.

Jeg-støttende sygepleje: Sætte grænser, stille krav, anerkendelse (fokus på ønsket adfærd), bæredygtig kontakt

mellem John og omsorgsgiver; anvendelse af mindstemiddelprincippet (dialog frem for bebrejdelse).

Ergonomi/arbejdsstillinger/forflytningsteknik.

Planlægningsfasen

Mål: John deltager aktivt i plejesituationer.

John kan selv:

Vende sig på siden og ryggen i sengen

Løfte fødder og ben i sengen og i stolen

Vaske og tørre sig foroven

Barbere sig

Børste tænder

Tage øvre tøj på

Læne sig frem i stolen

Omsorgspersonalet opnår ovenstående ved:

Verbal guidning (Konkret sprog, korte sætninger)

Øjenkontakt

Passende tempo

Passende krav (udfordre, men undgå nederlag)

Udførelsesfasen

Jeg har udført ovenstående og fortalt kollegaerne om mine erfaringer med John. John kunne faktisk alle de ting, som

står ved ”John kan selv”. Han var bare ikke vant til at gøre det.

Evalueringsfasen

Elementer fra ovenstående stod forskellige steder i handleplaner Johns journal. De var altså blevet nævnt for

personalet, men blev ikke udført. Den største omvæltning i denne proces var faktisk ikke, at John begyndte at

deltage aktivt i plejesituationer. Det var, at personalet flyttede fokus fra hans diagnose (”han er autist”) til hans

identitet (”han er John”). Det skete helt naturligt ved at jeg udviste interesse for ham og gav udtryk for at jeg syntes

han var en rar mand. Det åbnede ligesom øjnene på mine kollegaer. Jeg har ikke fortalt dem noget, de ikke vidste i

forvejen, men de havde bare kigget i en anden retning indtil da. Jeg syntes det var dejligt at se den omvæltning. Jeg

har ikke talt om personcentreret arbejde og ondartet socialpsykologi i forbindelse med John, men jeg har vist

mennesket John til kollegaerne. Det var dejligt at se hvordan man som enkeltperson kan påvirke kulturen. Dog må

jeg sige, at det kun er dem, der udviser meget kærlighed over for beboerne, der er begyndt at arbejde med John på

den nye måde. Der er stadigvæk to kollegaer – inklusive hende, der sagde at han lå som en stor baby – der arbejder

på den gamle måde. Jeg synes ikke, at disse to kollegaer egner sig særlig meget til deres job – ”I should say that

nursing is not their calling”.

Sygeplejeprocessen kan være en god måde at forbedre samarbejdet med beboeren på. Omsorgsgiverens relation

med borgeren er dog ikke med i sygeplejeprocessen, selv om den er meget vigtig for samarbejdet og kvaliteten af

omsorgen. I Vibeke Drevsen Bachs Blomstermodel, som er en detaljeret udarbejdelse af Kitwoods teorier, er der

fokus på omsorgsgiverens socialpsykologi.

Mit håb er, at Blomstermodellen kan hjælpe os med at holde os til den planlagte personcentrerede tilgang hos

borgeren. Blomstermodellen er en lektion i empati og medmenneskelighed; den introducerer borgeren for os med

alle aspekter af dennes liv, og den lader os bogstaveligt talt sætte os ind i borgerens situation.

Blomstermodellen

I Blomstermodellen er borgeren blomsten. Vi som omsorgsgivere giver blomsten lys, varme og næring, så blomsten

kan trives: det er vores socialpsykologi (på tegningen kan du se at der i solens stråler står elementer af

personcentreret omsorg: f.eks. omfavner, leger, faciliterer, validerer, samarbejder, anerkender).

Blomstermodellen: ”Dataindsamling”

Blomstermodellen starter ligesom Sygeplejeprocessen med en

Dataindsamling. Tænk på Kitwoods Demensligning: Blomstens

(borgerens) rødder er hans biografi, personlighed, helbred og

neurologiske forandringer. Allerførst går vi på opdagelse i disse rødder.

Derefter ser vi på blomstens blade og spørger os selv,

hvorvidt vi opfylder behovene for trøst, tilknytning, tilhør, identitet, beskæftigelse og

kærlighed. Vi giver svar ved hjælp af Blomsterbarometret: Den visne blomst, som ligger på

jorden, betyder ingen opfyldelse overhovedet. Blomsten til venstre, som står stærk og fuld af

liv mellem andre blomster, er den bedst tænkelige opfyldelse.

Nu beskriver vi problemstillingen. Helt konkret sætter vi ord på det, der foregår under plejesituationen: Vi knokler og

hiver og skubber; John ligger i sin seng og er passiv som en baby på 124 kilo. Vi beskriver, hvad vi gør, hvad vi siger og

hvad vi tænker. Vi beskriver, hvad John siger og gør. Hvordan har vi det i situationen? (Vi giver igen svar ved hjælp af

Blomsterbarometret.)

Så forsøger vi at finde svar på, hvordan John har det i situationen. Vi forestiller os, at vi er John. Vi bliver vasket og

påklædt i sengen som en stor baby. Vi fortæller ved hjælp af Blomsterbarometret, hvordan vi har det. Vi sætter ord

på vores følelser som om vi er John.

Planlægningsfasen

Hvad er vores drøm for ham? Hvad er hans drøm? Det kan sammenlignes med Planlægningsfasen. Vi formulerer et

mål for John. John vil gerne blive set og anerkendt. Han vil gerne få bekræftet, at han er god nok, at han kan. Han er

ikke en hund, men en mand, der gerne vil hjælpe os og der gerne vil tage aktivt del i sit eget liv. Vi skal invitere ham

til at være med, høre ham, samarbejde med ham.

Hvordan vil vi gøre det? Nu planlægger vi vores handlinger: Vi bruger øjenkontakt, samarbejder, giver ham mulighed

for at deltage ved hjælp af guidning og et passende tempo.

Udførelsesfasen: Udførelse af de planlagte handlinger.

Evalueringsfasen

Med Blomstermodellen når man hen til det samme resultat som med Sygeplejeprocessen, men man går en tur

gennem hjertet og dermed kommer den personcentrerede omsorg indefra. Som sagt, én man kender, behandler

man ikke som en genstand.

Blomstermodellen forholder sig udelukkende til den psykiske del af plejen og beskæftiger sig ikke med den fysiske

del. Derfor kan vi ikke udelukkende bruge Blomstermodellen i vores demensomsorg, for ældre mennesker med

demens har ofte samtidigt forskellige sammenhængende fysiske lidelser (Olympiadesyndromet). Dog giver

Sygeplejeprocessen ikke nok støtte, hvis vi vil give vores borgere en pleje med respekt for borgerens integritet og

selvbestemmelsesret.

Blomstermodellen er den smukkeste model og teori jeg har set indtil nu. Et lille minus er (ligesom i

sygeplejeprocessen), at den borger, som vi siger vi har i centrum, er så tavs i disse modeller. Det hele handler om

vores handlinger og holdninger. Kun i Sygeplejeprocessens dataindsamling nævnes borgeren som primær kilde.

Derefter, f.eks. ved målsætning og planlægning, nævnes borgeren ikke. Der er i modellerne ingen hvide pletter på

kortet, som borgeren får lov at udfylde. I forhold til især Blomstermodellen er det en underlig paradoks.

Selvfølgelig arbejder vi i praksis meget ud fra borgerens egne målsætninger og handlingspræferencer og har vi ofte

en undervisende/rådgivende rolle. Det ville være smukt hvis det blev mere synligt i vores arbejdsmodeller.

Til næste gang!

Gabriëlle