Digitaliseret af / Digitised by

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

T N I N G E

EN REDEGJØRELSE

DET MQR8KE ARBEJDERPARTIS

FORLAG :: S KRISTIANIA 1920

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019373283

SOVJ ETFORFATN1NGEN

EN REDEOJ0RELSE

VED

ARVID HANSEN OG EMIL STANG

X

KRISTIANIA DET NORSKE ARBEIDERPARTIS FORLAG

1920

F O R O R D .

Som et supplement til arbejderbevægelsens sociali-seringskomités utredning av raadssystemet leveres i denne bok en kortfattet redegjørelse for sovjetforfatningen, som den foreligger u tf ormet i Rusland, samt en utredning av de principper som har gjort sig gjældende hos de kommunistiske partier i Ungarn, Tyskland og Italien. Den er i det væsentlige baseret paa følgende kilder: Leo Trotski: Russland in der Revolution (1905). Irotski: Den russiske arbejderrevolution — fra oktoberrevolutionen til Brest-Litovsk. N. Bucharin: Proletariatets opgaver under den russiske revolution. Bucharin: Kommunisternes 'program. N. Lenin: Die Wahlen zur konstituierenden Versandung und die Diktatur des Proletariats. Minna Tobler-Christinger: Die Probleme des Bolohiewismus. Hans Berliner: Der Bolschewistische Staat. Karl Kreybig: Die Entstehung der Räterrepublik Ungarn. Emil Stang: Sovjet-Rusland. Michael luntei-vold: I Lenins land. Arvid Iiansen: Frem til kommunismen. Den tyske revolution. (Jacob Friis: Spartacus og artiklen om München). Desuten artikler og korre-spondanser i «Det tyvenide Aarhundrede», «L Humanité» og «Social-Demokraten». Sovjet-Ruslands grundlov er i sin helhet indtat i «Det tyvende Aarhundrede» nr. 9 og 10 for 1918. Braunischweigs-forfatning findes i «Det tyvende Aarhundrede» nr. 4 for 1919.

Kristiania mai 1920.

Arvid Hansen. Emil Stang.

Sovjet-republikken Rusland.

Arbeidier-, bonde- og soldatraademie — sovjets — blev bærerne av den russiske sociale revolution. De blev organerne for arbeiderklassens diktatur overfor kapitalistklassen, som formidlet overgangen fra det kapitalistiske til det social i stiske samfund; men raadene gaar i sin oprindelse tilbake til den revolutionære arbeiderreisning

i 1905, som blev druknet i blod. Om arbeiderraadets historiske grundlag skriver Trot-

ski i 1905 om Petrograd sovjet: «Aibeiderdelegeretraadet fremstod for at fyldie et

behov for en organisation, fremstaat av begivenheternes utvikling. Alan trængte en organisation, som med en gang kunde samle de adspredte masser, som talte hun-dretusener, uten at paalægge organisatoriske hindringer, en organisation som forenet de revolutionære strømninger indenfor proletariatet,•- som var istand til at ta initiativet, som automatisk kontrollerte sig selv og, hvad som var hovedsaken, kunde blæses tillive i løpet av 24 timer. Den socialdemokratiske organisation, som tællet etpar hundre arbeidere og som forøvrig øvet politisk indflydelse paa endel tusen Petrograd-arbeidere, hadde for-staat at gi masserne parolen, idet de belyste erfaringen med den politiske tankes blændlygt; men til at forene dø hundre tusener i en levende organisation strakte ikke deres kræfter sig, fordi de hovedsagelig arbeidet i de for massen skjulte «konspirative laboratorier» Allerede dagen efter dens tilblivelse rnaatte den organiseres paa grundlag av den allerbredeste repræsentationsmaate.»

4

Hvad skulde nu vedtages som det grundlæggende princip? Svaret var git av sig selv. Da det eneste baand mellem de i organisatorisk henseende endnu uberørte masser var produktionsprocessen, var man henvist til at tilpasse repræsentationen efter fabrikker og verksteder. Der valgtes en delegert for hver 500 arbeidere. De smaa haandverksmæssige bedrifter forenet sig i valggrupper. Ogsaa de unge fagforeninger fik repræsentationsret.»

Dette arbeiderraad blev allerede i 1905 til det egentlige midtpunkt for hele revolutionen. Det fik rigtignok ikke noget langt liv. Allerede efter 50 dage blev raadet sprængt av regjeringstropperne, medlemmerne fængslet og forvist til Sibirien.

Da det russiske folk i 1917 befridde sig fra zarismens aag, var det atter raadstanken som slog dgjennem i proletariatet og som tok form i sovjetterne. De socialdemokratiske partier hadde siden 1905 vokset sig sterke og i dumaen hadde Rusland faat et parlament; men allikevel var det raadene som var de naturlige organer for arbejderklassens erobring av magten. I løpet av nogen uker blev der over hele Rusland dannet arbeiderraad efter Petrograds forbillede. Ogsaa soldaterne og bønderne organiserte sig efter raadsprincippet, og allerede i juni 1917 traadte repræsentanter for disse raad sammen til en alrussi.sk sovjetkongres for arbeidere, bønder og soldater. Dermed var grundlaget skapt for den videre utvikling.

Sovjetterne var ingenlunde demokratiske forvaltningsorganer. De var revolutionære aktiomsorganer. De blev dannet av de revolutionære kræfter — arbeiderne. bønderne og soldaterne — for at kjæmpe revolutionen igjennem indtil de gamle magthavere var avsat, de gamle samfundsforhold med sin klasseforskjel avskaffet og

5

et nyt samfund var bygget. Det er derfor klart, at de gamle magthavere ikke hadide noget at gjøre i raadene. De betragtet sig med rette som raadenes fiender og det faldt dem ikke engang ind at delta i valgene paa raads-medlemmer.

Men veien fremover stod til at begynde med ikke klart for raadene. Selve formaalet med revolutionen var man uenig om. De socialrevolutionære og menscheviker-ne vilde gaa veien gjennem det borgerlige demokrati og først senere, gjennem parlamentarismen arbeide for den sociale omdannelse til socialismen. Bolsche-vikerne — kommunisterne — hævdet,. at parlamentarismen ikke fører frem til den økonomiske frigjørelse, at det ikke nytter at alliere sig med mere eller mindre radikale borgerlige politikere; men at arbeiderne og bønderne selv maa organisere sig i sine sovjets og gjen-nemføre ikke bare den politiske, men ogsaa den økonomiske revolution. Regjeringsmagten til sovjetterne — saaledes lød partiets krav. Proletariatets diktatur, ut-øvet .gjennem sovjetterne, er nødvendig for at fri masserne fra kapitalismens aag.

Sovjetterne viste sig at være smidige og følsomme organer for det arbeidende folks revolutionære vilje.

«Enhver revolution» — skriver Trotski — «kj ende-tegnes ved at massernes bevissthet (hurtig forandres. Nye og atter nye lag av befolkningen mottar nye indtryk og erfaringer, reviderer sine anskuelser fra igaar, stryker dem, naar frem til nye anskuelser, forlater de gamle ledere og følger nye, gaar fremad. De demokratiske organisationer, som støtter sig paa den almindelige stemmerets tungrodde apparat, maa i revolutionstider ubetinget bli liggende efter massernes politiske utvikling. Ganske anderledes med sovjetterne. De støt-

2

6

ter sig umiddelbart paa organiske grupper, som fabrikken, verkstedet, landsbykommunen, regimentet og andre. — Sovjetvælgerne bindes stadig sammen gjennem betingelserne for sit arbeåde og sin eksistens, de har altid sin delegerte for sine øine, hvert øieblik kan de gi ham sine instrukser, anklage ham, avsætte hajm eller erstatte ham meid en anden person.»

Den omstændighet, at mandaterne altid or skiftende, er et karaktertræk ved raadsforfatniingen, hvis betydning vanskelig kan overvurderes; man har her en usvikelig garanti for at de valgte ikke faar slaa ind paa sidelinjer eller politiske sprellekunster i tillid ti vælgernes noksom bekjendte glemsomhet, men at de til enhver tid virkelig er i kontakt med dem som har valgt dem.

Efterhaanden sluttet arbeiderne, bønderne og soldaterne sig mere og mere om bolsohcvikernes politik. Sta-dig sterkere blev sovjetternes stilling utover vaaren og sommeren 1917. Sovjetternes kongresser og deres een-traleksekutivkomité fik større og større politisk magt og blev sterkere og sterkere præget av det kommunistiske parti, indtil den anden alrussiske sovjetkongres traadte sammen 7. november 1917 mød boJschevikisk flertal og proklamerte: Al magt hos arbeidernes, bøndernes og

soldaternes raad. Da blev den nye regjering med Lenin og Trotski i

spidisen dannet efter opdraig fra kongressen. Tro mot sine principper utøvet sovjetterne fra da av

proletariatets diktatur for at gjennomføre den sociale

revolution.

Proletariatets diktatur. Proletariatets diktatur er ikke nogen varig styreform.

Det er en O'vergangstilstand, og kan ikke være andet.

7

Men det kan ikke ophøre før det er lykke® arbeider-klrassen at gjennemføre de nye samfundstilstande som tilsigtes. Alle er enige om dem ting, at seierherrerne i en

revolution maa opretholde et diktatur, man tænker sig gjerne et militærdiktatur, indtil man kan komme over i nye stats-forfatningsformer. Men de som anser den borgerlige parlamentarisme som den rigtige demokratiske forfatnings-form, vil ikke være med paa at utøve diktaturet længer end til der kan utskrives nye valg til en konstituerende nationalforsamling efter parlamentariske principper. Bol-schevikerne derimot, som vilde føre revolutionen længer frem' end.til parlamentarismen og helt ind i socialismen, kunde ikke hjælpe sig med et slikt militærdiktatur i en kort periode, men maatte gjennemiføre ar beider klassens diktatur mot kapitalistklassen i en historisk epoke.

«Det dreier sig — sier Bucharin — ikke om en for-bigaaende foreteelse i ordets engere forstand, men om en statsform under en hel historisk epoke.» Det proletariske diktatur bestaar saa ait si i den permanente krigstilstand mot bourgeoisiet; dets historiske retfærdiggjø-relse ligger i dets klasseindhold. Proletariatets diktatur indebærer ødelæggelsen av den borgerlige stat og oprettelsen av en arbejderklassens statsmagt, en stor, fast, velbygget organisation som har alle kampmidler til sin raadighet. Som enhver anden stat er den proletariske stat en organisation i hænderne paa den herskende klasse, arbeiderklassen, en magtorganisation —* til en viss grad ogsaa en voldsorganisation — rettet mot bourgeoisiet, et middel til at verge sig mot bourgeoisiet og til at slaa det fuldstændig av marken. Enihver revolution er vold mot die tidligere herrer. Marsr evolutionen var vold mot gods-eierne og zaren; november revolutionen var arbejdernes, bøndernes og soldaternes vold mot bourgeoisiet. I det

8

kommunistiske samfund vil staten litt efter litt dø ut; men i den revolutionære kampperiode mellem kapitalismen og kommunismen er en arbeidernes statsmagt nødvendig for at hævde og befæste revolutionen og sikre arbeider-klassens magtstilling mens det nye samfund bygges op

paa kapitalismens ruiner. Allerede et dekret av 21. november 1917, som handlet

om overføringen av magten og produktionsmidlerne i de arbeitendes hænder, opfordret «kameraterne, arbeiderne, soldaterne, bønderne og alle arbeitende til paa de enkelte steder at ta hele magten i sine sovjetters hænder » Ved Konstituantens aapning 18. januar 1918 fremla Sverdloff paa centraleksekutivkomiteens vegne forslag til erklæring om det arbeidende og utbyttede folks rettigheter, en programerklæring som konklu-derte med at kræve tilslutning til sovjets politik. Da denne tilslutning blev negtet, blev Konstituanten opløst. I et dekret av 22. januar s. a. fremholdt central-eksekutivkomiteen bl. a. at sovjetterne under Kerenski-perioden av egen erfaring opgav illusionerne om en for-staaelse med bourgeoisiet, med den borgerlig-demokratiske parlamentarismes bedrageriske former og gjennem praksis naadde frem til den slutning at de undertrykte klassers befrielse var umulig uten brudd med disse former og med alle kompromisser. Dette brudd fandt sted gjennem den bolschevikiske novemberrevolution, hvorved sovjetterne (arbenderraadene) overtok hele magten.

I en brochure om den konstituerende forsamling og proletariatets diktatur (dec. 1919) fastslaar Lenin paa grundlag av talopgaverne fra valgene til konstituanten hvilke faktorer som betinget bolschevismens seler: 1) et av gjørende flertal inden proletariatet; 2) næsten halvparten av stemmetallet i hæren; 3) en knusende over

vegt i det avgjørende øieblik paa de avgjørende steder, nemlig: i hovedstæderne og paa de fronter som laa nær

centrum. «Disse betingelser vilde imidlertid bare ha git bol-

schevikerne en kortvarig, usikker sei er, hvis de iikkø haJdlde været i stand til at trække et flertal av de ikke-proletariske produktivt virksomme masser over paa sin side, at erobre dem fra die social revolutionære og andre smaaborgerlige partier. Det er netop hovedsaken. Proletariatet maa først styrte bourgeoisiet og erobre statsmagten for sig selv, men dernæst utnytte denne stats

magt, d. v. s. proletariatets diktatur, som sin klasses vaaben for at sikre sig det produktive flertals sympatier.» Det nye statsapparat er «ikke uttænkt av nogen, det opstaar i proletariatets klassekamp.» Dette nye apparat, denne nye type av statsmagten er sovjetmagten. Ved hjælp av denne magt eksproprieres de store grundeiere og bourgeoisiet paa revolutionær vis, massernes vigtigste økonomiske behov tilfredsstilles. Bare nogen faa timer efter seiren over bourgeoisiet i Petrograd utsendtes et dekret om ekspropriation av godseierjorden som vi-keliggjorde de vigtigste økonomiske behov hos flertallet av bønderne paa utbytternes bekostning. Endnu var dog store dele av de smaaborgerlige masser vaklende. Først da bondemasserne hadde prøvet Koltschaks og Denikins «demokrati» i nogen maaneder, dia de gjennem erfaring hadde været istand til at sammenligne det borgerlige diktatur med det proletariske tok de det avgjørende skridt over til bolschevismen.»

Den russiske revolutions grundsætninger findes klart og bestemt uttrykt i følgende erklæring paa den tredje alrussiske raadskongres i januar 1918, optat som art. 7 og 9 i grundloven av 10. juli s. a.;

10

«Den tredje al russiske kongres av arbeider-, soldat-og bonderepræsentantenies raad er av den mening, at nu i det avgjørende kampøieblik mellem proletariatet og dets utbyttere, maa man ikke indrømme utbytterne nogen plads i noget av regjeringsorganerne. Magten maa helt og fuldt og utelukkende tilhøre de arbeidende masser og deres befuldmægtigede repræsentation, raadene av arbeider-, soldat- og bonde-deputerte.

Grundopgaven for den konstitution,som er beregnet paa den nuværende overgangstid bestaar i at skape et diktatur for proletariatet i byerne og paa landet og for de fattigere bønder, i skikkelse av en magtifuld al-russisk raadsmyndighet, med det formaal fuldstændig at undertrykke bourgeoisiet, avskaffe det ene menneskes utbyt-ning av det andre og indføre socialismen under hvilken det hverken vil findes klasseinddeling eller statsmagt.»

Ifølge forfatningens art. 10. tilhører hele magten indenfor den russiske, socialiistisk-føderative raadsrepubliks omraade den samlede, i raadene i byerne og paa landet sammensluttede arbeiderbefolkning i landet.

Raadenes organisation.

Valgene er overalt knyttet til arbeidets organisationer og saavidt mulig til arbejdsstedet. Dette er det nye i raadssystemet som forfatningstype. Det gir alle mennesker anledning til at vælge sine repræsentanter kun efter sine livsinteresser og gir det økonomiske fæl-lesskap mellem vælgerne siit politiske uttryk. I en revolutionær epoke gir dette den bedste anledning til at ute-lukke de kontrarevolutionære kræfter fra den politiske virksiomihet og samtidig gi de revolutionære kræfter den

største utfoldelse.

11

I et interview, sonn Michael P uniter vold1 og Emil Stang - hadide med Tietscherin, gav folkekommissæren meget

skarpt" uttryk for det centrale i sovjetforfatningen. Paa interviewernes spørsmaal, om sovjetregjeringen' vilde bøie sig for en fordring fra ententens side om at opgl sovjetforfatningen, svarte Tietscherin ifølge Puntervold:

«I Lenins land»: «Sovjetinstitutionen er av grundlæggende betydning

for os som russiske kommunister. Menneskene kan ikke betragtes isolert, de er avhængig av milieuet, deres omgivelser og forbindelser spiller en betydningsfuld rolle. Se f. eks. bare paa den gamle zaristiske hær og den nye røde armé: Begge sammensat av de samme mennesker, det samme «materiel» men forskjellen i organisation og forbindelser bevirker, at det dog allikevel er to helt for-skjellige armeer. Slik er det ogsaa med parlament og

sovjetordning. Parlament skaper muligheter for gjenindførelse av

borgerlig kapitalisme. Uten sovjetsystemet kan masserne ikke bli politisk opdraget og oplyst. Det er visseiMig de samme mennesker enten de mø'ter ved valgurnen til parlamentsvalg eller de alene for sig og sammen bare med sine arbeidsfæller i fabrikken avgir sin stemme paa sovjet. Men i det sidste tilfælde bevirker forbindelsen, milieuet, at de stemmer slik at de faar magten. Det blir saaledes en sak av grundlæggende betydning dette at vi ikke kan opgi sovjetordningen til bedste for et parlamentarisk system, som kunde tøre tilbake til bourgeoisi. For parlament betyr en borgerlig institution. Dette er det eneste vi netop ikke kan gaa med paa.»

«Men kunde det ikke tænkes, at Sovjet-Rusland vilde gaa med paa at indføre almindelig stemmeret for alle til sovjet, altsaa med bibehold av sovjetforfatningen?»

12

«Stemmeret for bourgeoisiet,» svarte Tietscherin, «er naturligvis ikke et saa vigtig spørsmaal som dette at bibeholde selve sovjetordningen. Men vor revolutions idé er jo netop proletariatets diktatur, altsaa at proletariatet alene, skal ha og besitte magten, den hele magt alene. Og dette moment har internationalt allerede hat en slik principiel og agitatorisk betydning, at vi ikke godt kan ændre signal.»

Opbygningen av raadene er sterkt præget av at landet er saa uendelig stort. Derfor bygger hele forfatningen paa de lokale raad, som vælger repræsentanter til raadene i de større lokale enheter og disse vælger igjen repræsentanter til den alrussiske sovjetkongres. Vi skal gi et utdrag av den russiske grundlovs bestemmelser

om dette:

Repræsentantraadene. Repræsentantraadene dannes paa følgende maate: a) i byerne kommer det en repræsentant paa hver

1000 indbyggere, dog saaledes at antallet av repræsentanter ikke maa være mindre end 50 og ikke større end 1000;

b) paa landet (landsbyer, kirkelandsbyer, kosaklandsbyer, flækker, byer med mindre end 10,000 indbyggere, asiatiske og kaukasiske landsbyer, meierier o. s. v.) kommer det en repræsentant paa hver 100 indbyggere, dog saaledes at antallet av repræsentanter fra hvert sted ikke maa være mindre end 3 og ikke større end 50.

Repræsentanternes fuldmagter gjælder for tre maa-

neder. Anmerkning: Paa slike steder paa landet hvor det

anses for mulig, avgjøres for val tn i n gssp ørs maale n e umiddelbart av en almindelig vælger forsamling paa stedet.

13

For de løpende forretninger vælger repræsentant-raadet av sin midte et utøvende organ (eksekutivkomité) som paa landet bestaar av høist 5 personer, mens det i byerne kommer et medlem paa hver 50 repræsentanter, dog saaledes at medlemstallet ikke maa være mindre end 3 og ikke større end 15 (i Petrograd og Moskva ikke større end 40). Eksekutivkomiteen er helt ansvarlig fox

det raad som har valgt den. Repræsentantraadet sammenkaldes av eksekutivkomi

teen efter dennes skjøn eller paa forlangende av mindst halvparten av raadets medlemmer, dog mindst en gang om uken i byerne og to ganger om uken paa landet.

Raadskongresserne. Raadskongresserne er sammensat paa følgende

maate: • j a) Distriktskongresser: av repræsentanter for raadene

i byerne og for kredskongresserne, slik at det kommer en repræsentant paa hver 25,000 indbyggere eller i byerne paa hver 5000 vælgere, men dog ikke mer end 500 paa hele distriktet — eller ogsaa av repræsentanter for gu-vernementsraadskongresserne, som skal vælges efter de samme grundsætninger, hvis en slik kongres er samlet umiddelbart før distriktskongressen.

b) Guvernementskongreisser: av repræsentanter for raadene i byerne og for Iandsbysammenslutningskongresserne, slik at det kommer en repræsentant paa hver 10,000 indbyggere eller i byerne paa hver 2000 vælgere, men dog ikke mere end 300 paa hele guvernementet. Valgene foretages efter de samme grundsætninger av kredskongresserne istedenfor av landsbysammenslut-ningskongressene, hvis en slik kongres gaar umiddelbart foran en guvernementskongres.

3

14

c) Kredskongresser: av repræsentanter for land's-byraaidene, slik at det kommer en repræsentant paa hver 1000 indbyggere, men dog ikke mer end 300 repræsen

tanter i alt. d) Landsbysammenislutningskongresser: av repræ

sentanter fra alle raad i en landsbysammenslutning — en repræsentant for liver 10 raadsmedlemmer.

Anmerkning 1: I kredskongresserne deltar bare raads-r ep ræse n tanter fra byer paa under 10,000 indbyggere; landsbyraadene fra steder med mindre end 1000 indbyggere slutter sig sammen til valg av repræsentanter til

kredskongressen. Anmerkning 2: Landsbyraad med mindre end 10 med

lemmer sender en repræsentant liver til landsbysammen-

slutningskongressen. R aa d s k o n g r esser n e indkaldes av vedkommende di

strikts utøvende organer for raadsmagten (eksekutivkomiteer) efter deres eget skjøn eller paa forlangende fra steder som omfatter mindst Ys av den samlede befolkning i vedkommende distrikt. Dog skal under enhver omstændighet distriktskongresserne træ sammen mindst hver tredje maaned og landsbysammenslutningskongres-

iserne mindst en gang om maaneden. Raadskongrcisserne (for distrikt, guvernement, kreds,

landsbysammenislutning) vælger sit utøvende organ, eksekutivkomiteen, hvis medlemsantal ikke maa være

høiere end a) for distrikter og guvernementer 25, b) for kredser 20, c) for landsbysammenslutninger 10. Eksekutivkomiteen er helt ansvarlig for den raads-

.kongres som har valgt den.

15

Den alrussiske raadskongres. Denne er sammensat av repræsentanter fra madene i

byerne — en repræsentant for hver 25,000 vælgere— og av repræsentanter for raadskongresserne i guvernemen-tørne — en repræsentant for hver 125,000 indbyggere.

Den alrussiske raadskongres indkaldes mindst to ganger om aar et av den alrussiske centr aleksekutiv-

komité. En overordentlig alrussisk kongres indkaldes av den

alrussiske centraleksekutivkomité efter eget initiativ eller paa forlangende av raadene i distrikter som mindst omfatter en tredjedel av hele republikkens befolkning.

Den alrussiske raadskongres vælger den alrussiske

centra 1 eksekutivko

16

Den alrussiske centraleksekutivkomité prøver og stadfæster iltkast til dekreter og andre forslag fra folkekom-missærernes raad eller fra enkelte departementer og den utstoder egne dekreter og beslutninger.

Den alrussiske centraleksekutivkomité indkalder den alrussiske raadskongres og avgir beretning til den om sin virksomhot saavelsom om den almindelige politik og om enkelte spørsmaal.

Den alrussiske centraleksekutivkomité opnævner fol-kckommissæreriies raad for den almindelige ledelse av R. S. F. S. R.s forretninger og avdelinger (folkekommissariater) for ledelse av forvaltningens enkelte grener.

Medlemmerne av den alrussiske centraleksekutivkomité arbedder i avdelingerne (folkekommissariaterne) eller utfører særlige opdrag fra den alrussiske central-eksekutivkomité.

Folkekommissærernes raad.

Den almindelige forretningsledelse i R. S. F. S. R. paa-ligger folkekommissærernes raad.

For at virkeliggjøre denne opgave utstoder folkekommissærernes raad dekreter, forordninger og instruktioner og træffer overhodet alle forholdsregler som er nødvendige for et regelmæssig og raskt forløp av statslivet.

Folkekommissærernes raad underretter straks den alrussiske centraleksekutivkomité om sine beslutninger.

Centraleksekutivkomiteen har ret til at ophæve eller suspendere enhver beslutning og enhver avgjøreise av falk ekom miissær e rnes raad.

Alle beslutninger og avgjørelser av folkekommissærernes raad som er av større almenpolitisk betydning

17

skal forelægges den alrussiske centraleksiekutivkomité til prøvelse og stadfæstelse.

Anmerkning. Forholdsregler som kræver øjeblikkelig utførelse, kan træffes umiddelbart av folkekommissærernes raad.

Medlemmerne av folkekommissærernes raad staar i spidsen for de enkelte folkekommissariater.

Der er oprettet 17 Tolkekommissariater for a) uten-rikske anliggender, b) krigsvæsen, c) marinevæsen, d)

indre anliggender, e) justisvæsen, f) ar beide, g) social-forsikring, h) folkeoplysning, i) post og telegraf, k) na-tionialitetsvæsen, 1) finansvæsen, m) trafikvæsen, n) jordbruk, o) handel og industri, p) folkeforpleining, q) statskontrol, r) det øverste nationaløkonomiske raad, s) sundlhetsvæsen.

Under forsæte av enhver folkekommissær dannes et kollegium. Valget av kollegiets medlemmer godkjendes av folkekommissærernes raad.

Folkekommissæren har ret til av egen magtfuldkom-menhet at træffe avgiørelser i spørsrmaal som ligger under vedkommende kommissariat, men han maa gi meddelelse om det til kollegiet Er dette uenig i en avgjørelse av folkekommissæren, 'kan det — uten at stanse utførelsen av beslutningen — indgi klage til folkekommissærernes raad eller til den alrussiske centraleksekutivkomités præsidium. Den samme klageret tilkommer ogsaa de enkelte medlemmer av kollegiet..

Folkekommissærernes raad er fuldt og helt ansvarlig overfor den alrussiske raadskongres og overfor den al-russiske centraleksekutivkomité.

Folkekommissærerne og kollegierne ved folkekommissariaterne er fuldt og helt ansvarlige for folkekommissærernes raad og den alrussiske centraleksekutivkomité.

18

Stemmeretsreglerne. Ret til at vælge og til at bli indvalgt i raadene har,

uanset trosbekj end else, nationalitet, bosted o 1., følgende, borgere av begge kjøn av R. S. F. S. R., som paa valg

dagen har fyldt sit attende aar: a) alle de som faar sit livsunderhold av produktivt og

almennyttig arbeide, samt personer som arbeider i husholdningen og derved skaffer anidre anledning til produktivt arbeide, nemlig: arbeiderc og funktionærer av alle slags i industri, handel, jordbruk og andre virksom-heter, og bønder og jordbrukende kosakker forsaavidt de ikke beskjæftiger lønnet arbeidskraft for at fortjene

paa det; b) soldater i raadsarmeen og raadsflaaten; c) borgere av de anførte kategorier som paa en eller

anden maate har mistet sin arbejdsevne. Følgende personer har ikke ret til at vælge eller bli

valgt, selv om de hører til en av de førnævnte kategorier: a) personer som anvender leiet arbeidskraft for at

vindie utbytte; b) personer som lever av anden indtægt end arbeids-

indtægt, saasom renter av kapital, utbytte av bedrifter

eller formue o. s. v c) private handelsmænd og mellemhandlere;

d) munker og geistlige. funktionærer i kirkens eller

religiøse sammenslutningers tjeneste; e) funktionærer og agenter for det tidligere politi,

gendarmkorpset og ochranaen (d. e. det hemmelige politi), O'g medlemmer av det tidligere herskerhuset i Rus

land ; f) personer som paa lovbestemt vis er erklæit for

aandssvake eller sindssyke eller som er sat under for-

mynderskap;

19

g) personer som blir dømt til diet paa grund av egen

nyttige eller æreløse forbrydelser for en av loven eller

domstolen fastsat tid.

Kontrol med de valgte.

Den russiske forfatning har indført et system av per

manent kontrol forbundet med tilbakekaldelsesret overfor de valgte repræsentanter. «Hvis øt medlem av sovjetten», heter det i forfatningen, «ikke utfører sine mandanters instruktioner har disse ret til at tilbakekalde ham og.

vælge en anden deputert.»

Amerikaneren F. von s Clark fremholder i sin omtale

av sovjetforfatningen at selv med de nuværende stemme-retsiindskrænkninger er den mere demokratisk end De forenede Staters og Englands forfatninger. «Vi kan tilføre, » skriver L'Humanité, at den er langt mere demokratisk end den franske av 1875. «Der er for tiden intet lanid — sier Clark — hvor en større del av befolkningen har ret til at stemme. Av 45 millioner indbyggere i England var det i 1918 bare 9 millioner vælgere. T Amerika regner man med 18 millioner av en befolkning paa 100. I Rusland er der ingen bopælsbetingelse, og alle mænd og kvinder over 18 aar, indbefattet utlændinger, kan stemme, forutsat at de ikke har sin indtægt av andres

arbeide.» Den principielle og praktiske forskiel mellem parla

mentarisme og raadsforfatning, mellem borgerlig og proletarisk demokrati, er fra bolschevikisk standpunkt klart karakterisert av Bucharin i hans teser om proletariatets opgaver under revolutionen i Rusland, hvor det

I ' ) bl. a. heter: i .i

20

«Sovjetrepublikken er en statsform, som staar i den nøieste forbindelse med folkets arbeidende masser. Enhver form for kapitalistherredømme — ogsaa den parlamentariske republik — hviler paa massernes isolering fra statsapparatet. Den «politiske ret», som arbeideren har i den parlamentariske republik bestaar omtrent udelukkende deri, at han hvert tredje eller fjerde aar faar stikke en stemmeseddel i valgurnen. Det hele administrative apparat befinder sig imidlertid i borgerklassens og dets agenters hænder. Enhver borgerlig statsform er altsaa byraakratisk — og maa være byraakratisk. Arbeider-raadenes republik derimot støtter sig direkte paa masserne selv. Den er massens selvforvaltning og hver enkelt arbeider og bonde er med i forvaltningsarbeidet. Paa samme rnaate er det med proletariatets masseorganisationer. Ingen borgerlig statsform kan forvandle disse organisationer til underordnede forvaltningsorganer. Sovjetrepublikken behøver imidlertid disse organisationer som bestanddele i sit apparat. Her optræder imidlertid en ændring i disse organisationers rolle: Fagforeningerne, fabrikkomiteerne og de kooperative foreninger forvandles til det proletariske herredømmes regierende politiskøkonomiske organer.

Under denne statsform er derfor det politiske liv paa det nøieste sammenknyttet med produktionslivet.. Endog valget til sovjets foregå ar i fabrikkerne og landsbyerne, altsaa ikke inden rammen av de kunstig konstruerte territoriale distrikter, men paa selve arnestedet for arbeidet og kampen. Arbeiderraadene bestaar av delegerte av arbeidere og arbeidersker fra forSkjellige produktions-enheter, som omfatter hele arbejderklassens masse.

Den parlamentariske republik hviler formelt paa en deling av den lovgivende og den utøvende magt. I sov

21

jetrepublikken er disse funktioner forenet. Sovjets cen-

traleksekutivkoraité er et arbeidende kollegium, som ikke bare har utøvende, men ogsaa lovgivende magt. Indenfor visse rammer er det samme tilfældet ogsaa mied de lokale sovjets. Systemet i sin heltet er en organisation av det hele arbeidende folk.»

Den russiske raadsforfatning er skapt av de revolutionære behov, den er lovfæstet under en revolutionær epoke med det formaal at utkjæmpe klassekampen. Naar dette er skedd, vil raaidisforfatningen av sig selv giaa over til at bli en forfatning som gir alle like ret, idet da kapitalistklassens økonomiske særrettigheter er faldt bort og alle mennesker tilhører det arbeidende folk med like rettigheter og pligter saavel paa det økonomiske som det politiske omraade. Proletariatets diktatur har da op-naadd'sin hensigt og falder bort av sig selv.

Sovjet-republikken Ungarn.

Efter novemberr evolutionen 1918 blev der i Ungarn dannet et ministerium Kcirolyi, hvorav halvparten var socialdemokrater, halvparten borgerlig radikale. Men den nye regjering stod snart overfor uløselige utenrikspoli-tiske vanskeligheter. Rigtignok blev det sluttet en vaa-benstilstand med ententen, ifølge hvilken Ungarns territoriale integritet blev garantert indtil fred skonf er an sens avgjørelse faldt. Bare en 30 km. bred zone ved den sydlige, østlige, nordlige og nordvestlige grænse skulde besættes av jugoslaverne, rumænerne og tsjekkerne, men forvaltningen skulde ogsaa paa disse omraader vedbli at være ungarsk. Budapest og andre strategisk vigtige punkter skulde besættes av fransk-engelske tropper.

22

Like efterat vaabens tilstanden var sluttet rykket ju

goslaverne, rumænerne og tsjekkeme allikevel frem, un

der kommando av ententeotfficerer, og begyndte et sandt

rædselsherredømme i de omraiader de besatte. De ungarske embedsmænd og myndigheter blev fordrevet, det ungarske sprog forbudt. I titusener kom flygtningerne til Budapest. Der blev gjort forsøk paa at gjøre rnot-stand. Da kom ententemtissionens drastiske ordre om militært at rømme et stort omraade, som utg jorde over tre fjerdedele av landet, for størstedelen bebodd av un

garere. Det økonomiske liv blev derved lammet i den ube

satte del av landet, og en almindelig indre opløsning blev snart følgen. Spekulation og smugling, aagring og bedragerier blev drevet ganske aapenlyst. Regjen'ngen

syntes helt magtesløs. I slutten av november blev det ungarske kommunist

parti stiftet, og diets propaganda vandt straks anklang i visse dele av proletariatet, særlig blandt de soldater som var vendt hjem fra russisk fangenskap. Den forfølgelse de kommunistiske agitatorer blev utsat for bidrog ogsaa til at gi bevægelsen vind i seilene. Regi er in g en badide ingen militærmagt i ryggen, agitationen fandt ogsaa veien til kasernerne. I Budapest blev forholdene mere og mere ulidelige. Byen liadlde under krigen faiat et enormt tilsig .av flygtninger, og følgen blev efterhaanden de frygteligste boligforhold. Levnetsmiddelvanskeligihe-terne, arbeidsløsheten, kulmangelen vokste fra dag til diag. Usikkerheden steg, opløp og plyndringer hørte til dagens orden. Alle Karolyis anstrengelser, protestnoter og bønner til ententen om hjælp og forståaelse forblev ubesvaret. Og dog stillet den organisierte arbejderklasse sig endnu i begyndelsen av mars 1919 avgjort fiendtlig

23

til kommunisterne; diet var en utbredt tro at det de vilde

var anarki og ødelæggelse. Deri 18. mars stillet de avvæbnede soldater, invalider

og arbejdsløse et ultimatum til regje ringen. Den 19.

overrakte ententen Karolyi en ny note som rev et nyt

stykke land ut av Ungarns hjerte til bedste for rum senerne. Den 21. kl. 6 om eftermiddagen skulde Karolyi svare ententen. Han ansaa situationen for haapløs og traadte tilbake til fordel for en ren socialdemokratisk re-gjering. Bela Kun og de andre kommunistførere var endnu i fængsel. Der blev de opSøkt av socialdemokraternes førere og de socialistiske ministre, og under stor begejstring blev der sluttet fred mellem kommunister og socialdemokrater. Det nye parti het: Det ungarske so

cialistiske parti. Som svar paa ententens note blev Ungarn utropt som

raadsrepublik. Overalt blev der slaat op plakater med følgende tekst: «Proletarer! Vi Ifoar proletariatets diktatur! Vis verden at vi kan holde orden! Vis verden

hvad proletardisciplin er!» Selvstændige iagttagere som H. N. Brailsford, Karl

Kreybig m. fl. er enig om at fremhæve at der hersket mønstergyldig orden i Budapest under det nye regime. Arbeidet blev opt at og det vel gjennem tænkte, maalbe-viste socialiseringsarbeide begyndte.

Den 27. mars meddeler Korr.byraaet i Budapest: «Proletariatets diktatur har her i Ungarn lært alt nød

vendig av det russiske proletardiktatur og har utnyttet alle de erfaringer som er gjort i Rusland i løpet av det sidste halvandet aar. Alt hvad der sker her, endog dette maatehold, sker i proletariatets interesse. I Budapest og i hele landet hersker der fuldstændig ro og orden. Hus-

»m undersøkelser efter vaaben og levnetsmidler, boligrekvi-

24

reringer o. s. v. rnaia kun foretages av organer, som ved

legitimation fra en av vedkommende revolutionære myn-digheter kan vise, at de er berettiget dertil.

Proletariatets diktatur skal utøves av raadenes lands-forsamling sammen med de lokale arbeider-, soldat- og bonderaad. Medlemmerne av landsforsamlingen s.kal vælges av komitats- og bystyrene. Raadsrepublikken gir bare stemmeret til det arbeidende folk. og valgbar er uten hensyn til kjøn alle som har fyldt 18 aar og som lever av arbeide, som er nyttig for samfundet.

Der er truffet virksomme forholdsregler til sikring av arbeidets fortsættelse. Driften skal fortsættes. Enhver bed riftsinds tilling, enhver forsømmelse av pligtmæssig omhu, umotivert negtelse av at utbetale arbejdslønninger, borttransport av for bedrifterne nødvendige maskiner og raastoffer blir betragtet som sabotage og de saboterende blir stillet for den revolutionære domstol. Ar-beidet stanser derfor heller ikke noget sted. Maalbevis-ste finansielle forholdsregler letter bedrifternes fortsatte gang.

Armeen er proletariatets klassearmé. Enhver soldat har som pligt at forsvare det revolutionære proletariats interesser mot enhver ydre og indre fiende og at kjæm-pe for hele verdens proletariats befrielse.

Den private eiendomsret er ophævet, og det offentlige vil efterhaanden overta alle bedrifter som gaar utover smaabedrifternes ramme.»

Det amerikanske kommunistiske tidsskrift «The Liberator» bringer i sit marshefte et interview med Bela Kun. Han redegjør her bl. a. for socialiseringen, som i virkeligheten var meget omfattende saavel i industri som i jordbruk. Intervieweren nævnte at det ogsaa av venstresocialister hadde været paastaat at revolutionen i

25

Ungarn kom for tidlig, at den ikke var «moden»-. Hertil s varte Bela Kun:

«Den var moden i økonomisk henseende. Ungarn var likesaa færdig til kommunismen som noget andet land paa jorden. Den var moden i henseende til magtforholdet mellem klasserne. Efter opløsningen av det øster-riksk-ungarske monarki var proletariatet den eneste or-ganiserte magt i Ungarn — bourgeoisilherredømmet kunde ikke fortsætte mot arbeidernes vilje. Den var moden internationalt set, de alliertes svakhet begyndte at bli tydelig, og kontrarevolutionen hadde endnu ikke samlet sin splittede energi.

Øieblikket var gunstig for proletariatets diktatur i alle henseender uten én — den revolutionære tankes utvik-

ling hos arbeiderne. Det er et faktum, at bare en liten del av de ungarske arbeidere var bolscheviker. Forsaa-

vidt — og bare forsaavidt — var revolutionemikke moden. Men den virkningsfuldeste maate at revolutionere

masserne paa — er revolutionen. Og tiltrods for den kommunistiske republiks fald og vor foreløbige hjælpe-løshet har dette revolutionerende arbeide gjort sin gjer-ning i masserne. De staar i den kommunistiske Internationales rækker. Sammen med de russiske arbeidere har de en uvurderlig skat av revolutionær tradition og erfaring.» ! 1

«Og var det» spurte intervieweren — «var det værd at skaffe sig denne erfaring, selv paa bekostning av et nederlag?»

«Ja, jeg sier Dem, at selv om vi hadde hat absolut visshet om at tape, saa hadde vi oprettet proletariatets diktatur, da vi gjorde det. Bare gjennern revolution blir arbejderklassen revolutionær.»

Den ungarske raadsrepublik blev slaat ned med militær magt.

26

Sovjet-tanken i Tyskland.

Spartacus.

I december 1918 utsendte Spartacusforbundet sin revolutionære programerklæring paa raadssys ternets og diktaturets grund. «Fra den øverste spidis av staten til den mindste kommune — heter det her — maa den proletariske masse erstatte de overleverte organer fra det borgerlige klasseherredømme med egne klasseorganer, arbeider- og soldatraad, besætte alle poster, kontrollere alle funktioner, maale alle statsbehov efter sin egen klasseinteresse og de socialistiske opgaver. Og bare ved stadig levende vekselvirkning mellem folkemasserne og deres organer, arbeider- og soldatraadene, kan massernes virksomhet fylde staten med socialistisk aand.

Ogsaa den økonomiske omveltning kan bare fuldføres som en av den proletariske masseaktion baaret proces I seig kamp mot kapitalen, bryst mot bryst i hvor eneste bedrift, gjennem massernes umiddelbare tryk, gjennem streiker, ved at skape sine egne permanente repræsentationsorganer kan arbeidierne bringe kontrollen og tilslut den virkelige ledelse av produktionen

over til sig.» «Det er daarskap at tro — heter det videre —

at kapitalisterne godvillig vil bøie sig for en socialistisk domsavsigelse av et parlament, en nationalforsamling, at de rolig vil gi avkald paa eiendom, profit, paa retten til utibytruing. Alle herskende klasser har kjæmpet til sidste stund med den seigeste energi for sine privilegier. De romerske patricier som de middelalderske feudalbaroner, de engelske kavalerer som de amerikanske slavehandlere, de valakiske bojarer som silkefabrikanterne i Lyon, — alle har de utgydt strømme av blod, de har gaat

27

frem over lik, mord, brand, de har anstiftet borgerkrig og landsforræderi, for at forsvare sine privilegier og sin

magt. Den imperialistiske kapitalistklasse, diet sidste skud

av utbytterkasten, ovenbyr alle sine forgjængere i brutalitet, i utilhyllet kynisme, nedierdrægtighet. De vil forsvare sit allerhelligste, sin profit og sin ret til utbytning, med neb og klør, med de kolde omdiskapsfnlde metoder, som de har lagt for dagen i hele kolonipolitikkens historie og i den sidste verdenskrig. De vil sætte himmel og helvede i bevægelse mot proletariatet. De vil mobilisere bondestanden mot byerne, de vil ophidse de efterliggen-de lag av arbejderklassen mot den socialistiske avantgarde de vil fremkalde myrderi ved hjælp av officerer, de vil forsøke at lamme ethvert socialistisk tiltak ved hjælp av den passive motstands tusen miidler, de vil hidse op tyve Vendéer mot revolutionen, die vil kalde den ydre fiende, Clemenceaus, Lloyd Georges og Wilsons mordvaaben som frelsere til landet, — de vil heller forvandle landet til en rykende ruinhop end frivillig opgi

lønsslaveriet. Al denne motstand maa brytes skridt for skridt, med

jernhaand, med hensynsløs energi. Proletariatets revolutionære vold maa stilles op mot den borgerlige motre-volutions vold; den proletariske masses ubøielige maal-bevissthet, vaktsomihet og altid beredte aktivitet mot bourgeoisiets rænker og provokationer; folkets bevæbning og de herskende klassers avvæbning mot den truende motrevolutions farer. Arbeider- og soldatmassernes handledygtige organisation mot bourgeoisiets parlamentariske obstriiktionsmanøvrer; arbejderklassens koncen-trerte, sammensvejsede, til det yderste drevne magt mot det borgerlige samfunds tusen magtmidler. Det samlede

28

tyske proletariats sluttede front: — det sydtyske sammen mod det nordtyske, by proletariatet med landproletariatet, arbeiderne med soldaterne, den tyske revolution i levende føling med den internationale, utvidelse av den tyske revolution til en verdensrevolution, — formaar alene at skape den granitfaste grundvold, som fremtidens bygning kan reises paa.

Kampen om socialismen er den vældigste borgerkrig, som verdenshistorien nogensinde har set, og den proletariske revolution rnaa skaffe sig den nødvendige rustning for denne borgerkrig — til kamp og til seier.

En slik utrustning til revolutionens opgaver av den kompakte arbeidende folkemasse med hele den politiske magt, det er proletariatets diktatur, og derfor det sande demokrati. Ikke der IIVOT lønsslaven sitter ved siden av kapitalisten, hvor landproletaren sitter ved siden av junkeren i forløiet likestilling, for parlamentarisk at debattere sine livsspørsmaal, nei: der hvor den millionhodede proletarmasse griper hele statsmagten med sin barkede næve, for likesom guden Tor med sin hammer at slaa den i hod et paa de herskende klasser: der alene er det demokrati, som ikke er noget folkebedrag.»

Spartacusforbundet opstiller følgende ramme for den nye politiske forfatning, som er helt i sovjetfor fatningens aand:

«1. Avskaffelse av alle enkeltstater; en ensartet tysk, socialistisk republik.

2. Avskaffelse av alle parlamenter og kommuneraad og overdragelse av deres funktioner til arbeider- og sol-datraad, deres utvalg og organer.

3. Valg av arbeiderraad over hele Tyskland ved den samlede voksne arbeiderklasse av begge kjøn i by og paa land, efter bedrifter, saavel som av soldjatraad ved

29

mandskaper, under utelukkelse av officerer og kapitulan

ter. Ret for arbeidere og soldater til gjensidig tilbake-

kaldelse av sine repræsentanter. 4. Valg av delegerte fra arbeider- og soldatraadene i

hele riket til centralraadet, som har at vælge fuldmagts-raaidet som øverste organ for den lovgivende og u tøven de myndighet. Møte av centralraadet foreløbig mindst hver tredje maaned — med nyvalg av de delegerte hver gang — til stadig kontrol av fuldmagtsraadets virksomhed og til virkeliggjøreise av en levende kontakt mellem massen av arbeider- og soldatraad i riket og deres øverste regje-ringsorgan. Ret for de lokale arbeider- og soldatraad til gjensidig tilbakekaldelse og nyvalg av sine repræsentanter i centralraadet, hvis disse ikke handler i sine mandanters aand. Ret for fuldmagtsraadet til at utnævne og avsætte folkekommissærerne og de centrale riksmyndig-

heter og embedsmænd.»

Braunschweig.

I samme retning som den russiske og ungarske sovjetforfatning peker ogsaa den socialistiske forfatning som en tid var gjældende i republikken Braunschweig. Dens vigtigste bestemmelser skal her anføres:

Republikken Braunschweig er en stat bestaaende av aandelig og kropslig produktivt arbeidende borgere. Dens maal er den fuldstændige utryddelse av kapitalismen og oprettelsen av en socialistisk samfundsordning. Gjennem socialiseringen skal gjenemføres alle borgeres fuldstændige sociale likhet og fulde økonomiske uavhængighet Gjennem den sociale likhet og økonomiske uavhængighet skal de arbeitendes sande demokrati skapes.

De politiske rettigheter kan i republikken bare utøves av de aandelig og kropslig produktivt virksomme. Dit

30

hører alle personer som er beskjæftiget i industri og landbruk, i handel og samfærdsel, i kunst og videnskap samt i kommune- og statstjeneste. Politiske rettigheter har videre i republikken alle hustruer og mødre, likesaa personer der som folge av legemlige lyder ikke kan delta i det produktive arbeide eller hæver ulykkes-, alderdoms-eller invalidepension.

Utélukket fra de politiske rettigheter er: personer som uten at være produktivt virksomme lever paa ut-bytning av andres arbeidskraft; hustruer som uten tvingende grund lar sin husholdning skjøttesav tredje person, og mødre som uten tvingende grund ikke selv nærer og opfostrer sine barn. Utelukket er desuten personer som har aandeldge lyder og som i den socialistiske republik er straffet for æreløse handlinger.

Al personlig ciendotn, og al eiendiom som ikke kan anvendes til.utbytning av andre, er ukrænkelig. Eiendom som tjener andres utbytning: kapital, fabrikker og produktionsmidler, handels-, samfærdselsmidler, jord og grund, forsaavidt den ikke brukes av eieren selv, gruber og smeltehytter; floder, sluser og sjøer; skoger, kraft og belysningsverker; vandverker o. s. v. skal overføres i almindelig folke-cie. Denne overføring skal ske i planmæssig, lovlig utvikling.

For overgangstiden fra kapitalisme til socialisme -revolutionstiden — er bestemmende: at arbeiderne ikke kan utvirke produktionsmidlernes overgang til samfunds-eie uten at være i besiddelse av den politiske magt.

Al lovgivende og utøvende myndigihet ligger derfor i revolutionstiden i hænderne paa det gjennem delegerte fra de lokale arbeiider- og soldatraad dannede landsraad av arbeidere og soldater.

For at gjennem fore socialiseringen og vaake over hele

.31

statshusho 1 dnin gen skal der i alle industrier dannes be-driftsraad, likesom i landbruk og haandverk, efter lovmæssige forskrifter. Det paahvil er diisse at regulere samtlige arbejdsforhold, at opretholde forvaltniingslivet og at opdrage arbeiderne til økonomisk og social indsigt.

Alle valg til bedrifts- og arbeiderraad skal foregaa inden de respektive organisationer. For de personer som er stemmeberettiget og intet fag tilhører oprettes valg

kredser. Landsraadet av arbeidere og soldater likesom de lo

kale ar beider- og soldatraads virksomhet understøttes av en av almindelig valg fremgaat landsforsamiling.

Stemmeberettiget til landsførsamlingen er alle republikkens borgere, som ikke lever av utbytning av andre.

Landsforsamlingens omgaver bestaar i granskning av landsraadets virksomhet, i retten til at foreslaa love, i at opstille og bearbeide budgetterne, samt at bevilge optagelsen av statens nødvendige indtægter.

De uavhængige.

Det uavhængige socialdemokrati i Tyskland uttalte sig allerede paa kongressen i mars 1919 i tilslutning til sovjetsystemet. Den vedtagne resolution lyder i sin helhet

som følger: «Under opretholdelse av den ledende tanke i den prin

cipielle del av E r f u rt e r prog r am m et erklærer partidagen: I november 1918 har Tysklands revolutionære arbei

dere og soldater erobret statsmagten. Men de (har ikke befæstet sin magt og ikke overvundet det kapitalistiske klasseherredømme.

Høiresocialisternes ledere har fornyet kontrakten med de borgerlige klasser og prisgit proletariatets interesser.

32

De driver en forvirrende politik under slagordene demokrati og socialisme.

Under den kapitalistiske samfundsordning er demokratiske retsformer gjøglebilleder. Saa længe den politiske frigjørelse ikke ogsaa følges av økonomisk frigjø-relse og uavhængighet, hersker der intet sandt demokrati. Socialiseringen, slik som høiresocialisterne tillemper den, er et gjøglespil. Idet de skaaner de kapitalistiske interesser, nøier de sig med «blandede» driftsformer og til og med bare med en «offentlig kontrol» av de efter deres mening for umiddelbar socialisering modne foretagender.

I raadssystemet har den proletariske revolution skapt sig sin kamporganisation. Den samler arbeidermasserne i de industrielle bedrifter til revolutionær handling. Den skaper for proletariatet retten til selvstyre i bedrifterne, i kommunerne og i staten. Den gjennemfører den kapitalistiske samfundsordnings overgang i den socialistiske.

I alle kapitalistiske land utvikler raadssystemet sig ut fra de samme økonomiske vilkaar og blir bæreren av den proletariske verdensrevolution.

Det er det uavhængige socialdemokratiske partis opgave at være det klassebeviste proletariats bannerfører i dets revolutionære frigjørelseskamp.

Det uavhængige socialdemokratiske parti stiller sig paa raadssystemets grund.

Det understøtter raadene i deres kamp for den økonomiske og politiske magt.

Det tilstræber proletariatets diktatur som nødvendig forutsætning for socialismens virkeliggjørelse.

Først socialismen medfører avskaffelsen av ethvert klasisevælide, avskaffelsen av ethvert diktatur, det sande

demokrati. For at opnaa dette maal betjener det uavhængige so-

'33

cialdemøkratiske parti sig av alle politiske kampmidler, parlamentet iberegnet. Det forkaster planløs voldstaktik. Dets rnaal er ikke tilintetgjøreisen av personer, men av-skaffelsen av det kapitalistiske system.»

I sit valgmanifest av 20. april 1920 uttaler Det tyske uavhænigige socialdemokrati at «det tilstræber at gripe den politiske magt gjennem proletariatet, for at overvinde kapitalismen og virkeliggjøre den socialistiske samfunds

ordning. Bare gjennem arbeiderklassens politiske overherre

dømme, proletariatets diktatur kan dette maal opnaiaes. De arbeidende mennesker, de som frembringer den samfundsmæssige rigdom, som er bærere av økonomien og av kulturen maa ogsaa være de ansvarlige bærere av alle statens og samfundets indretninger og av den politiske myndighet. Heri ligger raadssystemets betydning; først gjennem dette virkeliggjøres de arbeidende menneskers selvbestemmelsesret og selvforvaltning i bedrift, kommune og stat. Proletariatets diktatur er det politiske uttryk for arbeiderklassens overtagelse av den politiske magt, er et overgangsstadium for mellemtiden fra kapitalisme til socialisme, til virkeliggjørelsen av det socialistiske ' samfund, hvor det socialistiske demokrati kommer til fuld utfoldelse.»

*

München.

Natten 6.—7. april 1919 blev raadsrepublikken, mot kommunisternes vilje proklamert i München.

Bedriftsraadene erklærte sig som høieste statsaiuto-ritet. De valgte et aktionsutvalg paa 11 medlemmer og et fuldmagtsraad paa 4 medlemmer med de russiske kommunister Levien og Leviné-Nissen i spidsen. Til politi

34

tjeneste oprettedes et «sikkerhetsvern» og som vern utad en «rød armé». Men Noske 9endte tropper mot München for at «rydide op», «selv om det skulde koste blod». I München tok tilhængerne av forhandling ledelsen, men Noske og hans generaler vilde ikke forhandle. De rykket ind, og den hvite terror begyndte. Leviné-Nissen blev den 2. juni dømt til døden og henrettet. Han mottok dødsdommen med et «Leve verdensrevolutionen».

Et italiensk utkast til raadsforfatning.

Det italienske arbeiderpartis politiske sekretær, Nicola Bombacci fremla for en tid siden et utkast til «Raads-forfatningen fo

35

gyndelsen av revolution en skal al mafft overgives til sovjet, og den skal utøve proletarisk diktatur.

3. For at kunne yde motøtanid mot den borgerlige klasses tryk, er det av den største interesse for -de arbeitende masser at arbeiderso'vjetten danner en avant

garde.

En speciel deil av forfatningsut kastet behandler «dannelsen av organisationer og sovjetorganer».

1. Ved Italiens socialistiske partis initiativ dannes en provisorisk central eksekutivkomité med sæte i Rom. Den skal bestaa av 10 medlemmer: 4 fra Italiens socialistiske parti, 3 fra arbeiderføderationen, 2 fra de forenede socialister og 1 fra den kooperative sammenslutning.

2. Central-eksekutivkomiteen organiserer sovjetter over hele Italien og indkalder til >sovjetkongres for hele landet. C. E. K. har ansvaret for den første revolutions-periode. Den maa være i funktion indtil verket er gjen-nemført og nationalkongressen av sovjets for hele landet er gjennemført. Den har retten til ledelsen og kontrollenover alle sov jet o r ganisatiomer s funktioner.

3. C. E. K. organiserer provisoriske under-eksekutiv-

komiiteer rundt om i landet.

4. Sovjetdistrikterne blir ikke bestemt efter geografiske forhold, men ut fra de økonomiske, industrielle og kommercielle forhold. Kredsen for en underavdeling i provinsen bestemmes slig at enhver by eller industricentrum (i provinsen) med omgivende landkommuner, som har sit tyngdepunkt i byen eller centret, vil utgjøre sovjetkredsen der.

5. Arbeidernes sovjet skal dannes i enhver by saa-velsom i ethvert industriceintrum i lansddelen (regione).

I hver kommune dannes et elementært raad. Av dette

36

dannes en distriktssovjet av bønder — en bondeforsamling svarende til arbeidernes sovjet i byen.

Sovjet for arbeiderne i statens store administrations-grener og de offentlige administrationsgrener dannes bare paa hovedpladsene for sovjetdis tri k tene.

Sovjet for arbeidere paa distriktets hovedsted, til-likemed bonderaadene, statens og den offentlige administrations raad utgjør tilsammen distriktets almindelige sovjet.

Dette danner grundlaget for hele den sovjettistiske organisation.

6. Arbeidernes sovjet skal dannes av utvalgte dele-gerte av arbeidere og funktionærer ved fabrikker og verksteder, saavelsom av haandens og tankens arbeidere. Vælgere og valgte kan bli alle arbeidere, som ikke utnytter et haandverk til egen fordel og som er over 18 aar. Bønderne bør dog være hørende til det socialistiske sovjet eller til en revolutionær inotstandsorganisation •eller en socialistisk kooperativ organisation.

Valgene foregaar i fabrkker, hvis personale overstiger 200 personer og i forholdet en delegert for 200 ar-beidervælgere eller brøkdele derav. Fabrikker av mindre betydning slaar sig sammen overensstemmende med C. E.s provisoriske instrukser, for at skride til valg.

7. Bøndernes elementære sovjet blir valgt i hver kommune av forpagtere og smaabrukere, som ikke utnytter et haandens arbeide til egen fordel.

Retten til at vælge og vælges begynder med fyldt 18 aar. En delegeret for hver 50 vælgere eller brøkdel derav. Alene Vé av kommunens lille sovjet skal sendes til bøndernes distriktssovjet, idet paa denne maate bøndernes repræsentanter likestilles med dem i de andre klas

37

ser i distriktets almindelige sovjet. De valgte skal tilhøre en politisk eller økonomisk klasseorganisation.

8. Alle sovjet av de forskjell ige kategorier utgjør sektioner av den almindelige og distrikts sovjet — sektioner som mest mulig bør utsees ved forholdstalsvalg saavel i eksekutivkomiteens valg som i kongresser av sovjet for provins-, landsdel- og nationalkongresser.

9. Sovjet for byarbejdere skal komme sammen mindst en gang om uken — likesaa bøndernes lille sovjet og sovjet for arbeidere i statens administr a tionsgrener. Distriktets almindelige sovjet skal holde møte mindst en gang om uken. I provinsens hovedcentrum skal holdes møte mindst en gang om maaneden. Provinssovjet's kon-feranse bestaar av delegationer av sovjet.

Mindst en gang halväarlig avholdes paa et sted som nærmere opgives av C. C. E. sovjets nationale kongres, sammensat av delegationer av distrikts-sovjet.

10. De eksekutive komiteer skal vælges av sovjet for distrikterne og landsdelene og nationalkongressen. Alle eksekutive komiteer forbi ir i funktion under perioden mellem to nationalkongresser. Antallet av medlemmerne og de eksekutive komiteers maate at funktionere paa skal fastsættes efter regler og forskrifter utarbeidet av den provisoriske C. E. C.

11. Valg til arbeidernes sovjet skal finde sted hvert halvaar. Vælgerne har ret til naarsomhelst at frata sin egen delegerte mandatet gjennem et mistillidsvotum fra vælgerforsamlingen og fra kommissærer fra fabrikraa-det, som i den hensigt sammenkaldes. Vedkommende delegerte pligter at møte for forsamlingen og avgi forklaring.

Likeledes pligter ethvert medlem av C. E., som har

38

mottat mistillidsvotum fra sin egen vælgerforsamiling, at trække sig tilbake.

12. Alle valg, enten de sker til sovjet, til feonferanser eller til kongresser eller til C. E., finider sted ved forholdstalsvalg mellem de forskjellige kategorier av arbei-dere (arbeidere, bonder, funktionærer etc.).

Sovjettens aktionsprogram.

1. Sovjetmagtens aktionsprogram iskal gaa ut paa at danne den fællespolitiske organisation, gjøre arbeiderne delagtig i produktionen og indføre den socialistiske revolution.

2. Forberede ar beider massen i sovjetterne slik, at de kan utøve magten saavel under proletariat-diktatur som under kommunistisk regime, for at kunne erstatte bourgeoisiets individualistiske retgime. Denne forberedelse sker ved i sovjetterne at utarbeide de kommunistiske grundsætninger for produktionen og fordelingen.

3. Sovjettens politiske og revolutionære aktion skal gaa ut paa at tilintetgjøre det (herskende regimes struktur og indføre det nye regimes elementer, at oprette arbeider-konftrol i fabrikkerne, at socialisere og nationalisere for-skjellige produktionsgrene, at nationalisiere handel og fordelingen av livsfornødenheter; at drive en fiskalpolitik som hovedsagelig føres mot kapitalen; at indføre en politisk og social ordning som er i arbeidermassens interesse, for at styrte de borgerlige, samit at overta sovjetmagten, som under revolutionen skal utøve proletariatets diktatur under den revolutionære periode og under overgangen til det kommunistiske styre — et diktatur som er bestemt til at sikre interessen og sikkerheden for det nye regime mot gjentagelser av kapitalismens angrep.

39

Sovjetterne danner foreløbig den potentielle kraft paa alle det nationale livs omraader. Det socialistiske parti overtar initiativ og ledelse av sovjetten under det 'borgerlige regime. Dets opgave er at sørge for sovjettens aktivitet og utvikling. Den socialistiske Parlamentsfraktion er forpligtet til Mkeoverfor de borgerlige projekter at fremkaste de socialistiske og revolutionære ideer. Den parlamentariske aktion maa tjene den direkte masseaktion. Parlaimentsfraktionen er ansvarlig for nationalkongretssen og c entr al- eksck u ti vk om i t ee n.

Trykt i Arbeidernes Aktietiykkeri, Kristiania

Tidligere er utkommet:

Arvid Hansen. Moderne kjættere. Literære indlæg i dagens strid. Kr.'3.00

* 3.00 . 2.75 . 3.00 „ 3.75

Kampen for religionsfrihet Skole og kristendom. Utredning og polemik Arbeidernes Rusland

Socialisering i teori og praksis . . .

Wilson eller Lenin

Kan socialismen gjennemføres?

Vor stilling (il staten

0.25

A (vid Hansen og Reinert Torgeirson: Haandbok i lags- og studiearbeide . . . . K r . 1 . 0 0

Emil Stang: Sovjet-Rusland , 2.00

Det norske Arbeiderpårtis Forlag Kristiania.