festskrift for halvgamle krager - du kan alligevel ikke løbe fra det

Halvgamle krager.indd 2 17/01/13 15.57

festskrift fOr

HaLvgamLe

krager

MEttE KOrsgaard

v i kan alligevel ikke løbe fra det


Festskrift for halvgamle krager© Mette Korsgaard

Denne udgave © People’sPress 2013Omslagstegning © Roald AlsOmslag © Rasmus FunderBogen er sat med Berkeley

Hos: Lymi

ISBN: 978-87-7137-106-2

1. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copy-Dan.Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke

er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

www.artpeople.dk


Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9Dette er ikke en klagebog. Det er en kragebog

Kapitel 1: Halvgammel krage i en ungdomskultur . . . . 13Hvorfor vil vi gerne være unge hele livet? Hvornår gik halvgamlekrager af mode?

Kapitel 2: Kragernes historiske fundament . . . . . . . . . 25Hvorfor smed vi bh’erne? Hvem er vi? Hvad er vi rundet af?

Kapitel 3: Krager længe leve . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51Hvor gamle kan vi blive? Hvordan holder vi lidt længere?

Kapitel 4: Skarpe kragehjerner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67Hvad sker der, når hjernen ældes? Hvordan holdes hjernen i form?

Kapitel 5: Klimakteriemakreller, meno-krager og andro-andrikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77Er overgangsalderen en sygdom? Er hormoner og krager en farlig cocktail? Hvorfor får japanske krager ikke hedeture?


Kapitel 6: Kragetæer, hamsterkinder og andre løsdele 91Hvad koster det at få skåret gammel hud af?Og hvor lykkelige bliver vi af det?

Kapitel 7: Krager på skrump . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105Hvorfor er det umuligt at tabe 5 kilo på 30 år? Hvorfor synes vi altid, at vi er for tykke?

Kapitel 8: Sex, kærlighed og modne sild . . . . . . . . . . . . 119Hvordan kan parforholdet overleve vaner og rynker? Hvordan tackler en halvgammel krage at finde en mage?

Kapitel 9: Kragemødre og halvgamle kragebørn . . . . . 133Hvorfor gør det så ondt, når mor træder os over tæerne? Hvorfor går nogle mødre til i chok, sorg og græmmelse, når børnene flytter hjemmefra?

Kapitel 10: Krageveninder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147Bliver venskaber bedre med alderen? Hvordan finder en gammel krage en veninde? Kan vi gøre det forbi med en veninde?

Kapitel 11: Karriekrager og krageøkonomi . . . . . . . . . . 161Hvorfor er det dumt at skrive sin alder i en jobansøgning? Hvordan manøvrerer vi imellem fyringsrunder og karrieredrømme for til sidst at lande blødt?

Kapitel 12: Typisk krager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173Halvgamle krager fås i alverdens typer. Kender du homøopat-kragen? Er din veninde en Aldi-krage eller en perfektions-krage? Og hvilken type krage er du?


Kapitel 13: Kragetesten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195Hvor gammel en krage er du? Når vi ser bort fra biologien, hvornår er vi så i øvrigt gamle? Halvgamle? Voksne? Unge?

Kapitel 14: Krager får fred . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205Ikke flere spørgsmål. Om at slutte fred med sig selv og sin alder.

Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211


Kragen er en af de klogeste fuglearter på jorden. Den kan ikke blot løse en kompliceret opgave, den lever et risikabelt liv ved de mest trafikerede veje, og alligevel er det sjældent at finde en død krage i vejkanten.


9

ForordDette er ikke en klagebog . Det er en kragebog

Hvorfor skrive et festskrift for halvgamle krager?Dette er en bog for os 40-70-årige kvinder, der lever med

det daglige paradoks, at vi er i gang med at blive ældre i en ungdomskultur. På den ene side er vi gennemsnitligt rigere, end de unge er, vi er raskere, end nogen generationer før os har oplevet at være, og vores udsigt over livet har givet os ubetale-lig indsigt.

På den anden side sidder vi yderst på bænken under fy-ringsrunderne, vi er stort set ikkeeksisterende på forsiderne af magasiner, på tv og i filmhovedroller, i teatrene sidder vi på tilskuerrækkerne, og koncentrerer vi os om det biologisk nødvendige, må vi se i øjnene, at vi lige så godt kunne være døde.

Paradokset bliver præcist rammet ind i Hollywood-suc-cesfilmen fra 1991, Stegte grønne tomater, da to unge sild i knaldrød convertible snupper den sidste p-plads for næsen af den midaldrende Evelyn.

“Se det i øjnene, frue,” siger de. “Vi er både hurtigere og yngre, end du er.” Kort fortalt tager Evelyn sit liv op til revisi-on, hvorpå hun knalder sin bil ind i pigernes og siger:


“Se det i øjnene, piger, jeg er ældre, end I er, og jeg er meget bedre forsikret.”

Vi er indiskutabelt rigere på erfaringer såvel som mammon. Hvorfor bliver jeg så overrasket, hver gang jeg kigger mig selv i spejlet? Jeg burde være henrykt. Næh, en rynke mere, hvor er jeg vis og rig. Men det er jeg ikke.

Indimellem hører vi små pip om, at det er blevet hipt at være gammel. For nylig skrev aviserne, at gråt er det nye sort. Men jeg beklager at måtte sige, at den sandsynligvis ikke hol-der. Det skrev man nemlig også for både 10 og 20 år siden. For eksempel omkring årtusindeskiftet da kosmetikfirmaet Estee Lauder lancerede hudplejeprodukter med den dengang 53-årige model Karen Graham. Gamle modeller er i vælten, lød overskrifterne nogenlunde. Sandheden var dog, at Karen Graham ikke blot var plastikopereret, en kraftig retouchering af billederne havde også fjernet de sidste rynker. Som komi-keren Anne Marie Helger udtrykker det: “Vi må gerne være gamle, vi skal bare ikke skilte med det.”

Således opmuntret vil jeg hermed undersøge, hvornår det blev umoderne at være gammel, hvorfor vi ikke vil være gam-le, hvordan vi bliver gamle, hvem vi er, hvad vi kan, hvad vi gør og hvorfor? Det handler om såvel forfaldet som livet. Trøst dig med, at det eneste holdbare alternativ til alderdom er døden. Så kig dig omkring – mange ser faktisk opløftede og velfornøjede ud.


Det man har lært at forstå, frygter man ikke længere.Marie Curie (1867-1937) Polsk/fransk kemiker


13

Kapitel 1Halvgammel krage i en ungdomskulturHvorfor vil vi gerne være unge hele livet? Hvornår gik halvgamle krager af mode?

Jeg er 54 år. I forbindelse med mit arbejde sidder jeg på bag-sædet af en Opel Vectra og filmer en verden, der ikke er min egen. Bag rattet er en fyr på 18 år, og på passagersædet sidder hans jævnaldrende kammerat. Musikken spiller, drengene gri-ner, og farten igennem bakkerne er ved at være oppe omkring 120 kilometer i timen. Da vi kommer til et sving med dobbelt-optrukne linjer, og den unge chauffør begynder at overhale en anden bil, råber jeg:

“Stop!”“Det gør du bare ikke,” siger jeg hårdt med undertrykt ræd-

sel i stemmen. Han sætter farten ned, musikken ditto, og der er stille lidt.

“Hvorfor skulle vi også have den gamle krage med?” spørger fyren så sin kammerat.

Den gamle krage? Her går jeg og føler mig ung. Der bliver udgivet interviews med livskraftige 60-årige, der er avisartik-ler om det grå guld og bøger om plusalderen, hvor 60 bliver beskrevet som det nye 40.

Bliver vi selv spurgt, hvornår vi er gamle, svarer vi 80 år. Hvilket i realiteten er to år efter, at vi gennemsnitligt er døde.


14

Ifølge en amerikansk undersøgelse foretaget blandt 5.000 per-soner over 60 år svarer tre fjerdedele, at de føler sig unge. Men kigger vi os i spejlet, hvad ser vi så? Rynkede æbler.

Samfundets ungdomsfiksering har sejret så stort, at vi går direkte fra ung til død af alderdom. Afskaf alderdommen, lyder det fra nogle af de mest kompetente og toneangivende net op på alderdomsfeltet. Men her sætter jeg hælene i. Jeg vil ældes i fred. Glæde mig over udviklingen og årene, der går. Men kan jeg mestre det? Hvordan finder jeg fred, når jeg er så inficeret med ungdomskultur, at jeg bliver vemodig, når jeg ved en fejl lader mig fotografere i selskab med mine døtre, og mit ansigt ikke ligner en ung piges, men nærmere min fars, som jeg hu-sker ham med et blødt ansigt med hamsterkinder og små puder under øjnene? At jeg griner af det, når jeg skal have læsebriller på for at tjekke, om der er stoffer i antirynkecremen, som jeg ikke kan tåle. At jeg irriteres over det, når jeg står og keder mig i lufthavnen, fordi jeg absolut skulle være derude tre timer før afgang, bare for en sikkerheds skyld. At jeg overraskes, når en gammel, skaldet mand smiler til mig på gaden, og det så viser sig, at det er Jan fra parallelklassen i folkeskolen. At jeg ærgrer mig, når jeg finder den sejeste nederdel i en butik, prøver denog i spejlet ser en voksen dame med strutskørt.

Det er der måske en god grund til. En erhvervspsykolog fortæller mig, at halvgamle krager skal undlade at skrive alder i en jobansøgning: “Hvis de ser, at ansøgeren er en kvinde på over 40 år, er det sjældent, at der er interesse for hende. Men står der ingen alder, glemmer de alt om den og koncentrerer begejstringen over en erfaren kvindes CV.”

Når der var fyringsrunder på min tidligere arbejdsplads, kiggede vi alle rundt. Er der nogle gamle, der lige kunne tæn-ke sig lidt efterløn, så de glathudede kan blive lidt længere?


15

En af de mest succesrige, smukkeste, dygtigste og sjoveste skuespillere herhjemme, Sidse Babett Knudsen, taler i et inter-view om, at hun ville ønske, hun kunne stryge sit ansigt. Og Birthe Neumann fortæller til Politiken, at roller for kvinder over 50 er sjældne i danske film og teaterstykker. Hun ser et paradoks i, at – som hun siger – tre fjerdedele af publikum i teatret er kvinder, og ni ud af ti roller er for mænd, og slutter af med at spørge, hvorfor vi mon er blevet så hovmodige over for alder?

Det er et godt spørgsmål.

Forbrugersamfundet tilbeder det barnlige ukontrollerede

En del af svaret giver Benjamin R. Barber, en amerikansk an-tropolog og rådgiver for tidligere præsident Clinton, der har beskrevet, hvordan forbrugersamfundet barnliggør menne-sker og fremstiller det barnlige som det værdifulde. For at for-brugersamfundet kan fungere, er vi afhængige af, at vi ikke tænker os godt om, men at vi slækker på impulskontrollen. Vi skal give efter for vores lyster, gøre det, der traditionelt forbin-des med det umodne og det barnlige.

Det er kreditkortets samfund frem for bankbogens sam-fund, vi lever i. Et samfund, der lægger vægt på det naturlige, barnlige og oprindelige frem for det socialiserende og behovs-udsættende. Og i den kultur, der lægger så høj vægt på det barnlige, er det klart, at det ældre segment kan have tendens til at kopiere det barnlige. Et utålmodigt samfund som vores, der i så høj grad beskæftiger sig med omstilling, udvikling og forandring, gør det vanskeligt og nærmest unaturligt at blive gammel.

Dette giver til dels svar på Birthe Neumanns spørgsmål om,


16

hvorfor vi er blevet så hovmodige over for alder. Kigger vi tilbage i historien, er det dog svært at finde gode, gamle dage at referere til.

Svækkelse var Guds straf

Henning Kirk, læge, forsker og forfatter bag en række bøger om alder, fortæller, at det i sin tid blev opfattet som Guds straf at blive gammel og svag. Kulturelt er fordommene om, at gam-melt er dårligt, faktisk opstået helt tilbage i antikken og styret af moralfilosofien.

“Det bliver forstærket i den kristne kultur, hvor præsterne siger, at svækkelse er Guds straf. Meningen var, at man blev svækket som gammel, og når man døde, kom man i Paradis. Så kom der orden i regnskabet. Men det skulle være hårdt at være på jorden som gammel,” fortæller Henning Kirk.

Helt op til 1900-tallet koblede præster et moralsk ansvar ind i svækkelsen. Livet gik sin gang, og der var ikke noget at gøre ved det. Kvinder blev til hekse, og man sagde, at ryggen blev krumbøjet, fordi man blev tynget af alle de synder, man havde begået. Det skrev læger i den moderne lægevidenskab i begyn-delsen af 1800-tallet. “Når man eksempelvis var svag i knæene, var det, fordi man var bange for dødens komme. Man havde simpelthen et katalog over elendighederne, og hvilke rødder de forskellige symptomer havde,” fortæller Henning Kirk.

Der er dog ikke kun optælling af elendigheder, men også lyspunkter for gamle krager for århundreder tilbage omkring 1700-1800, dengang det var de færreste, der nåede halvgam-mel krage-alderen. Da var det unikt at være gammel og er-faren, og det skabte en mode med store parykker med gråt pudder, så unge kunne ligne de gamle, som de respekterede og anerkendte.


17

Ungdommen har sejret over alle aldre

Men i dag har ungdommen udvidet sig og sejret over alle an-dre generationer, siger idehistoriker Jens Erik Kristensen til Aarhus Universitets alumnemagasin. Han fortæller, hvordan ungdommen har ædt sig ind på både barndom, voksendom og alderdom. Det ungdommelige er blevet idealet for, hvordan man skal være som individ. I evig udvikling.

Ungdommen er ellers et forholdsvis nyt fænomen, som kun har eksisteret i knap 300 år. Jens Erik Kristensen fortæller, at det første gang tydeligst bliver formuleret hos den franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau i romanen Émile fra 1762. Her beskrives en ynglingetid, en periode, hvor Émile uforstyrret og fjernt fra voksenlivet lærer at omgås sin natur, sin indbildningskraft og sine lidenskaber, så han kan modnes og dannes til voksenlivet. Ungdommen bliver Émiles anden fødsel, hvor han genfødes som mand til det virkelige liv. Jens Erik Kristensen forklarer videre til alumnemagasinet:

“Ungdommens opståen bliver efterhånden knyttet til ud-dannelse, hvilket også betød, at ungdommen i begyndelsen udelukkende var et borgerligt fænomen. Det var kun i de kredse, der var brug for den slags dannelse. Men ungdommen spreder sig og bliver et alment fænomen, og især den øgede fritid i efterkrigstiden muliggør udviklingen af en decideret ungdomskultur. Her kommer så ungdomsoprøret, der insiste-rer på, at unge ikke bare venter på at blive voksne, unge har en værdi i sig selv.”

I dag er der ikke længere noget at gøre oprør imod: Fra at være en subkultur, der definerede sig i modsætning til de gæl-dende normer, er det nu ungdommen selv, der er blevet den dominerende kultur og presser sine normer og værdier ned


18

over andre livsfaser, siger Jens Erik Kristensen. Og hvad så? Er det ikke meget godt, at vi alle er i gang, under uddannelse, evig læring, livslang udvikling?

At ældes i et utålmodigt samfund

Nej, det er det ikke, ifølge Svend Brinkmann, professor.“Et samfund som vores, der i så høj grad beskæftiger sig med

omstilling, udvikling og forandring, kan være et uoverskueligt samfund at ældes i,” siger Svend Brinkmann og fortsætter:

“I dag lægger vi stor vægt på konstant udvikling, at gamle skal udvikle og forandre sig og få nye kompetencer. Vi har aldrig fri, eksamen er aldrig slut, man skal altid noget og om ikke andet så tilegne sig ældrekompetencer.”

Det er godt for nogle, men langtfra for alle, mener Svend Brinkmann. Det er eksempelvis godt for forskere, der tradi-tionelt bliver ved længe. En af grundene er, at man træner hjernen og hukommelsen, fordi man stadig skal lære nye ting i en sen alder. Det kendetegner dem i forhold til andre faggrup-per, at de fleste forskere fortsætter med at arbejde, efter de er gået på pension. Det er måske også derfor, de lever længere end andre. Men sammenligner vi det med andre faggrupper, håndværksfag måske, hvor man har en position i forhold til sin erfaring, er det ikke sikkert, at udsigten om, at man er nødt til at lære nyt, er det, man vil have at vide:

“Tag eksempelvis sekretærerne her på instituttet. Hvor for-skerne er vant til at udvikle nyt hele tiden, er sekretærerne det ikke på samme måde. Når man er 69 år og har udviklet en faglig identitet, kan man føle det som et overgreb, at man skal på den ene eller anden slags kursus i personlig udvikling. For sekretærerne er det en trussel, fordi de slet ikke er vant til, at nyt, men der imod erfaring er godt. Så jeg tror ikke, at


19

det er fremmende for deres mentale sundhed, at de skal testes på deres evner til at omstille sig,” siger Svend Brinkmann og fortsætter:

“Man skal passe på med at sige, at der kun er en rigtig og god måde at blive gammel på, og at fortsat udvikling og for-andringsparathed er godt for alle i en høj alder. Det tror jeg ikke, at det er.”

Det handler ikke længere om, hvad der gør drenge til mænd, men hvad der gør mænd til drenge. Det er en form for moderne umodenhed, der breder sig. Voksne mænd skejer ud som drengerøve. Kvinder dyrker det pigede.

Jens Erik Kristensen, idehistoriker

Gamle teenagere og umodne forældre

Efterhånden kan vi vel komme til at se på os selv som en smule ynkelige, når vi ikke føler os i overensstemmelse med vores al-der. For nylig havde journalisten Anni Pape i en Temaaften på DR2 fulgt en 54-årig succesfuld tv-mand og hans 20 år yngre kone. Det var hans fjerde ægteskab, og han havde i sin tale til bruden indledt med at sige, at dette ægteskab var baseret på henholdsvis liderlighed og grådighed. Han var den liderlige, og hun var den grådige, der ville giftes med den rige mand.

Det havde været rigtig sjovt, hvis det var et anslag til en ny tv-serie, men det her var virkelighed. Den unge kone var naturligvis skuffet, og som fortællingen af deres ægteskab fortsatte, gik virkeligheden op for selv den tungeste seer. Den unge kone var langt mere moden end hendes gamle mand. Hun havde ikke giftet sig for penge, for sjov og for en periode. Hun havde giftet sig for at få børn, nærhed og intimitet. Det fremgik aldrig klart, hvorfor han havde giftet sig. Men det lød


20

som om, han opførte sig som en teenager, der smed tasken i entreen uden at sige goddag.

I samme tema mødte vi to 22-årige kvinder, der med humor, kærlighed og omsorg i stemmerne fortalte om deres barnlige forældre, der havde fået nye kærester og ville dele alle deres nye erfaringer med børnene. Men her sagde de to unge kvin-der stop. Og måske er vi i dag så barnligt fjollede over at være halvgamle, at vi provokerer de kommende generationer til at ældes med stolthed, således at den, der måtte være så heldig at blive kaldt en gammel krage, om et par generationer blot vil læne sig tilbage i bilsædet og være lykkeligt bevidst om, at gamle krager gennemsnitligt set er langt klogere på livet. Eksempelvis er vi klar over, at vi skal dø, og da det er denne bevidsthed, der afgørende adskiller os fra dyrene, håber jeg, at vi vil genvinde værdigheden som de stolte medlemmer af en art, der kan blive ældre end biologisk nødvendigt.

Og fat mere mod . Her er lidt at stive halvgamle krager af med .

Fakta om halvgamle kragers uundværlighed

1: Halvgamle krager er uundværligepå arbejdsmarkedetDet er usandsynligt, at vi vil opnå samme tilbedelse som dengang, vi var unge, men vi er indiskutabelt på vej til at blive eftertragtede igen . Fordi vi, der var unge og fødedygtige i halvfjerdserne og firserne, har været forudseende på egne vegne: Vi har kort og godt ikke leveret nok mandskab til et driftigt biologisk ungt samfund . Vi bundede på det felt, da vi leverede laveste antal fødte børn i Danmark i årtier i året 1983: Kun 50 .822 børn blev det til .


21

Det var ikke mange i forhold til midten af de såkaldt glade tresse- re, da kvinder stadig primært brugte kræfterne på at holde hjemmet pænt, til far kom hjem, og i reklamer var så stolte af det hvide vaske-tøj, at det kunne hænges op midt på Rådhuspladsen: I 1966 toppede tallet med 88 .332 børn .

På den måde har vi måske ved at sænke leveringen uden forsæt gjort os selv mere eftertragtede med alderen . Vi kan ikke undværes . Vi har blot ikke for alvor mærket effekten af det endnu . Ja, det er lige bortset fra afskaffelsen af efterlønnen .

2: Særlige evnerVi kan måske også personligt stive os af med det faktum, at det kræ-ver mere og mere at være på benene, som alderen skrider . En klog mand har beskrevet vores liv som et computerspil, der bliver mere og mere risikabelt og mere udfordrende, jo længere vi når i niveau . Det kræver en særlig form for skarphed og særlige evner at manøvrere i verden, jo ældre vi bliver . Der er flere og flere forhindringer .

3: De eneste gamle dyr på klodenEn anden indsigt, der også kan stive os af, er at minde os om, at vi er den eneste dyreart, der for alvor bliver gamle . Vi er unikke . Og måske er der en mening med det . Alle andre dyr lever kun så længe, de er fødedygtige . Hvad mon meningen er med at leve 30-40 år efter klimakteriet?

Henrik Høgh-Olesen, professor ved Aarhus Universitet fortæller, at vi altid er blevet ældre end nødvendigt:

“Det har måske optimeret vores overlevelse, at der er ressourcer til at tage sig af børnebørnene,” siger han og fortsætter:

“Når vi på den måde stadig har mennesker, der er livskraftige, så


kan man investere endnu mere i afkommet, som så yderligere får sendt deres gener videre . Det er jo ud fra det synspunkt, at vi er så omsorgsfulde over for vores børn . Og dermed også over for vores børnebørn, som også er bærere af vores egen genpulje .”

Det er svært at bevise denne teori, men det kunne være en for-klaring .

Hvad sker der, hvis vi bliver et samfund, hvor man ikke kan vise sin sårbarhed og sin afhængighed af andre? Selvom vi ikke længere har den biomedicinske forfaldshistorie som den dominerende, så er sundhedsdiskursen jo stadig udtryk for et reduceret menneskesyn. Hvor er det syn på aldring, der handler om livserfaringen og den afklarethed i forhold til sig selv, som mange ældre jo har?

Aldringsforsker Tine Fristrup, Aarhus Universitet.


festskrift for halvgamle krager - du kan alligevel ikke løbe fra det

Documents