1Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

Da redaktøren af denne DR-radioserie spurg-te mig om jeg ville lave et grammofon-causeri om ”Det yderste” svarede jeg at jeg faktisk for tiden var mere interesseret i ”Det inderste” – eller rettere i ”Det midterste”, altså i kærnen af de musikalske processer.

At jeg alligevel, omsider, sagde ja til opfor-dringen, skyldtes at jeg indså at det yderste i en kompositorisk indsats jo ikke blot behø-vede at betyde det ”udvendige” ved resulta-tet, fx det yderste i larmende voldsomhed, det yderste i forenkling, kortfattethed osv. (hvilket ville være et rent knæfald for vor tids ”først og størst”-ræs) men det yderste kunne jo også for-tolkes som det yderste i intensitet – fx den yder-ste intensitet i en musikalsk skaberproces – der så i øvrigt rettede sig mod det midterste!

Ud fra denne fortolkning må jeg opfatte fx Johann Sebastian Bachs lille, berømte C-dur Preludium (fra Wohltemperietes Clavier I) som ”det yderste” – for ikke at tale om resten af mesterværkerne i den vestlige 1000-årige musikkultur. Om disse så udtrykker sig med ekstreme midler – altså også er udvendigt ”yderst” – det interesserer mig for tiden min-dre. Når fx sidste sats af Chopins B-moll Sona-te er så kort, heftig, underlig og abrupt, er det nok ”interessant”, men mig interesserer det-te underlige især fordi det på overbevisende måde afslutter en lang sonate (så lang at den ikke kan indgå i denne udsendelse, og at spil-le den korte sidstesats ville være at fremhæve det udvendigt ”yderst” interessante ved den – og det er altså ikke det jeg vil…).

Men jeg kom fra Bachs C-dur Preludium – og når jeg heller ikke vil spille det stykke her i udsendelsen, ligger det i at jeg desværre ikke har kunnet finde en eneste indspilning, der får stykket til at lyde som jeg forestiller mig det skal lyde på et klaverinstrument, nem-lig med en let betoning på første og på sjet-te tone i den grundlæggende otteslags-figur,

D e t Y D e r s t e – e l l e r D e t I n D e r s t e( e l l e r m å s k e D e t m e l l e m s t e ? )e t r A D I O e s s AY ( 1 9 7 8 )

Af Per Nørgård

således at der opstår en såkaldt gyldent pro-portioneret inddeling med grupper af henh. 5 og 3 toner.

I stedet for vil jeg så vælge en anden, upå-faldende Bach-sats, som for mig repræsen-terer ”det yderste” - af kompositorisk kon-centration, åndeligt vingefang og musikalsk harmoni: Zion hört die Wächter singen” (Zion hører vægterne synge), midtersatsen af den syvsatsede Kantate nr. 140 (BWV 140) – Wachet auf, rufft uns die Stimme (Vågn op!), Bachs ko-ralkantate fra 1731. Jeg oplever heri noget af det stærkestvirkende jeg kender i den ba-rokke klassiske musik, dens samtidige forløb af to, forskellige tidsplaner. Dette er faktisk al-mindeligt i Bachs kantater, men i 4.satsen af Kantate 140 er det realiseret med den yderste økonomi og gennemsigtighed. Det er som at lade blikket følge to vandløb – en bæk og en flod – samtidigt: strygernes springende dan-sende evighedsstrøm og Tenor-melodiens, koralens, momentane opdukken, efter lange pauser, i rolige salige tonegange (jf. Eks. 1)

■

Noget der altid har oprørt mig er fordomme, hvis bærere er aldeles uforstyrlige af kends-gerninger. En sådan typisk fordom er den om Sibelius, som den ”store konservative Natio-nalromantiker”, således som vi altid læser det i bladenes petit-stof om musik. Vel, det han også - især i sin ungdom - og i sin manddom blev han ganske vist ikke nogen ”omstyrter” som en Charles Ives, en Arnold Schönberg el-ler en Igor Stravinsky (eller som vor egen Carl Nielsen, fx i Symfoni nr. 6). Men han gik til gen-gæld mere og mere til ‘det yderste’ i sin søgen efter det inderste, ikke bare i den 4. Symfoni – den såkaldte ”Barkerødssymfoni” – men også i hans tonesprogligt upåfaldende sene symfo-nier – Symfoni nr. 5, 6 og 7 – som for mig rum-mer noget af det mest ægte revolutionerende (eller skal vi sige evolutionerende?) i det 20.

Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm2

Eks. 1. Bachs Kantate nr. 140 – ”Wachet auf, rufft uns die Stimme”: de to samtidige, metrisk forskellige, stemmer i midtersatsen (”Zion hört die Wächter singen”)

3Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

århundredes musik. Her vil jeg dog præsente-re et ret ukendt værk, som viser at den ”natio-nale” side hos Sibelius godt kan forenes med en hensynsløst ekstrem individualisme i sin behandling af det ”nationale” stof. ”Stoffet” er i denne forbindelse den ældgamle finske Kalavala-digtnings beskrivelse af skabelsen.

I vilde sproglige billeder fortælles om Luo-nnotar - en slags finsk Gæa, moder jord - der lægger et æg, der ”splintrer” og bliver til hav, himmel, stjerner og jord. Dette visionære landskab bliver hos Sibelius til en vidtspun-det, lidenskabelig sopransolo henover et mærkeligt ligeglad, ofte nærmest udeltagen-de, orkester: mens hun udbryder i stadig hef-tigere sanglige udbrud, til tider næsten skrig-agtige, fortsætter orkestret men en monotont vibrerende strygersats, afvekslende med lange, tungt vekslende akkorder, helt ulig fx Wagner eller Verdi eller Strauss, hvor sange-ren nærmest er ”nedsmeltet” i orkestersat-sen og denne nærmest gjort til ét i lidenskab med sangsolisten – kort sagt: de er blevet ét kød, eller ét væsen (hvilket er ét fedt). Heri-mod står Sibelius’ mærkelige Luonnotar som et til det yderste drevet kompositorisk billede af ur-væsenets ensomhed i det uendelige kos-miske rum – før du’et dukker op.

■

En pastorale har noget med noget landskabe-ligt at gøre. Hvor meget meget mere må så da ikke en sommerpastorale være af idyllisk ka-rakter: lun, grøn, frodig og dansk – hvis den altså er skrevet af en dansker. Og det er den – den Sommerpastorale jeg her vil præsentere – af Axel Borup-Jørgensen, som i øvrigt med dette værk vandt Danmarks Radios orkester-værk-komponistkonkurrence for godt 10 år siden. Alligevel er denne sommerpastorale helt anderledes end man ud fra titlen skulle tro (”lun, grøn, frodig og dansk”), og det er ikke, tror jeg, fordi den refererer til en af de mere kølige danske somre, men fordi Borup-Jørgensen, synes jeg, er gået til det yderste i at udtrykke ”det landskabelige” i musiken, og derved har reformeret det ofre lidt kvalmt sødladne der kan være over pastoraler, hvor-ved de for mig at se i devaluerer det land-skabeliges storhed og utilnærmelighed. Bo-

rup-Jørgensens Sommerpastorale er derimod dybdeloddende og refererer en oplevelse af naturen som kosmisk uundgrundelig, kø-ligt fjern og klingende med hemmeligheds-fulde, tiltrækkende vibrationer. Mere på det ydre plan noterer jeg at Borup-Jørgensen også er gået til det yderste i at lægge musiken op i tonehøjden: hele det 12 minutter lange orke-sterværk bevæger sig i det øverste lag af vort høreområde (når det altså bevæger sig! – for tit ligger klangen ”sø-flade-urørligt” stille, tit kun viderebragt af ”PLONK”-lydende vibra-fon-klange eller simpelthen afbrudt af… en pause, hvorefter en ny klang af sø-flade eller aftendis eller…hvad?...viser sig.

■

Vi skal nu høre et værk af den skotske kom-ponist Robin Williamson: The son of Noahs brother.

Som man vil bemærke er jeg her for én gangs skyld gået ind på at fortolke ”det yder-ste” i ordets mere sensations-skabende ka-rakter, i lighed med den så populære og typi-ske bibel for registreringen af det vestlige ræs: ”først og størst!”. For med The son of Noahs brother tror jeg nok at komponist Robin Wil-liamson og den skotske gruppe The Incredib-le Stringband, som udfører sangen, må fortje-ne prisen – eller i hvert fald denne omtale – for det korteste stykke musik i populærmusikens historie (hvor jeg dog ser bort fra fanfarer og pausesignaler m.m., som jeg simpelthen har svært ved at opfatte som musik overhovedet!).

■

Ja, det kan være udmærket igen at lytte til den værdige vinder af ”Først med det Mindste” - The son of Noahs brother – med den gådefulde tekst:

Many were the lifetimes of the son of Noahs brothersee his coatthe ragged riches of the soul

(Mange var levetiderneFor sønnen til Noahs brorSe hans frakkeSjælens lasede rigdomme)

Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm4

16 sekunder bruger Williamson til at frem-lægge dette budskab!

Nu vil jeg ikke stille Incredible Stringband ud ved blot at præsentere dette ultrakorte værk som ”det yderste” af denne geniale, men ef-ter 10 års levetid nu vist desværre opløste gruppe. Den har nemlig gennem sine to ska-bere og komponist/digtere Robin William-son og Mike Heron mange gange ydet det yderste og det er for mig kun svært at skulle vælge blandt de mange, højst originale ind-fald, stemninger og musikalske ideer de har undfanget. Men fra albummet The Big Huge – som i denne forbindelse er aktuel nok som ti-tel: Det Kæmpe Store) vælger jeg en længere sang på 6 minutter, sangen Lordly Nightshade (statelige natskygge). Jeg skal ikke læse den lange tekst op, ikke engang referere den, for der foregår mange og besynderlige ting i den. Men lad mig pege på nogle af de træk der gør sangen til det yderste i surrealistisk drømme-virkelighed:

Fanget af HitlerMed Oliver Twist i tårnetVagter siger: her er pen og papirSæt dig ned og arbejd en times tidÅ Gud, hvordan kan vi undslippe?Men det er ikke umagen værd.Alt jeg kan gøre er at smile!

Senere i sangen kommer hippierne – ved ba-detid – igennem salen, hvor Hitler laver sin nye film om det hele – og endnu senere er san-

geren frygteligt træt af den store kulsæk på sit hoved (!)

Det er en høj hat Jeg prøver at sælgeEller en lektie at lære, Vagt (va-agt) på jagtEfter en ild at brænde

Og senere:

Jeg tilbød min hals til ulvenMen jeg kan simpelthen ikke dø.Alt jeg kunne gøre er at flyve

Og til sidst:

Den grønne ulvMed sin buket røde roserLusker væk- alt på en sommerdag.

Hør det yderste i halvt folkelig, halvt individu-alistisk visionær sangdigtning: Lordly Night-shade – og The Incredible Stringband.

■

Jeg fortalte i udsendelsens start at jeg måt-te anse Bachs berømte C-dur Preludium (jf. Eks. 2) et eksempel på ”det yderste”, men at jeg ikke kunne finde nogen indspilning, der ‘passede mig’, fordi ingen pianist har fundet på at udføre det lille mesterværk med ‘gyldne’ betoninger, altså rytmiske 8-5-3-underdelin-ger (jf. Eks. 3):

Eks. 2. Bachs C-dur Preludium (BWV 846) – neutral frasering af grundmotivets 8 slag.

5Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm

For dog at give et indtryk af hvordan sådan en rytme lyder, må jeg langt væk – helt til Bali, hvor jeg til min forbløffelse for et par år si-den, ved en stor 3-dage lang tempelfest i den lille landsby Bebanden, måtte erkende at her sad 6 gamle mænd og spillede uafbrudt ‘gylden’, i stykke efter stykke. Dagen lang og næste dag med… hele tiden kvarterlan-ge kompositioner med en langsom indled-ning, der accelererede og førte til en hurtig form for ”marimba-rytme” henover hvilken en slags kæmpe-metallofon (som en kæm-pe-vibrafon) udhamrede musikens langsom-me, grundlæggende toner, altid på hver 10. og hver 6. af det hurtigere ”marimba”-instru-ments toner – altså helt svarende til hver 5. og hver 3. tone hos Bach, hvilket – både på Bali og hos Bach – er en tilnærmelse til det berøm-te Gyldne Snit, et proportionsforhold der fin-des både i naturen, i arkitekturen fx i græske templer, i menneskelegemets forhold, kort sagt: overalt. Og her hørte jeg så denne gyld-ne rytme, igen og igen og igen – med ”marim-baernes” hypnotisk pulserende rytmer bag. Også på andre måder hørte oplevelsen af dette orkester til ”det yderste” jeg har været ude for: det lille nødde-raslende ”marimba”-orkester med de gyldne klokketoner sad i et tempel der gradvist blev totalt opfyldt af offer-gaver indbåret af kvinder med op til 5 meter høje (jeg overdriver ikke) på hovedet anbrag-te offerdekorationer med ris, blomster, frug-ter osv. – uden at de holdt med hænderne! Røgelses-, blomster- og frugtdufte fyldte den stadigt tættere stoppede tempelplads, hvor gamle kvinder kom gravitetisk nærmest gro-tesk dansende ind med andre små gaver (den såkaldte Pendét dans), indtil pludselig det lil-

le orkester blev afbrudt af et vildt larmende, rytmisk march-gamelanorkester af unge, do-mineret af slagtøjsinstrumenter (håndbæk-kener, forskellige gonger, trommer) fyldt af ramasjang, mens – tro mig - det lille orkester uanfægtet spillede videre, klip-klap, klip-klap og kling-5 og klang-3 – men uden nogen sjæl kunne høre det pga. den larmende gamelan, i færd med at ”rense luften”. Og således blev det lille såkaldte Gambang-orkester ved at spille, snart hørbart, snart udenfor høremu-lighed. Men være der og (videre) spille skulle de altså, for det tjente jo balinesernes mange (især Hindu-)guder til behag – og de kunne jo nok høre det, sammen med de kåde unge mænds orkester!

Jeg havde desværre ikke min båndoptager med netop de dage, og kan derfor ikke vise den virkelige kombination af de to orkestre – et til det ”yderste” gående samspil som en Charles Ives eller Carl Nielsen har vist Vesten, i mere velfriserede udgaver, men jeg købte et lille cassettebånd af en af musikerne, og det har tekniker og producer af programmet her givet mig lov til at afspille, selv om det rent teknisk nok lader noget tilbage at ønske.

Men det er så vidt jeg ved den eneste chan-ce for tiden for at høre denne enestående Gambang-gamelanmusik fra Bali.1

Tillad mig at give et råd om den holdning man med bedst udbytte kan anlægge ved at lytte til denne musik: på overfladen er den monoton og kan lyde, som sagt, lidt nøddeknækker-tør – garneret med klokke-klingklang. Men søg ned i hvert øjebliks rytmer, og opdag hvordan den tilsyneladende regelmæssighed dækker over et utal raffinerede miniature-skævheder

Eks. 3. Bachs C-dur Preludium (BWV 846) – med en ´gylden´ frasering af grundmotivets gentagne 8 slag (8 +5 +3).

Per Nørgårds skrifter. Udgivet af Ivan Hansen. Dansk Center for Musikudgivelse - www.kb.dk/dcm6

og forskubbelser af accenterne, over hvilke den ‘gyldne’ klokkeklang uanfægtet bevæger sig. Ligeledes er der bag den tørre træ klang af ”marimba”-instrumentet en rig klanglig fylde som man bedst opfatter ved at dreje ret højt op for styrken!

God lytning til det yderste af gamelan-kunst – den sjældne Gamelan Gambang-mu-sik fra Bali.

noter1 Der findes – kort fortalt – 4 orkestertyper

i den balinesiske gamelanmusik: Gong Ke-byár (stort, nærmest symfonisk, orkester af især metallofoner, gonger, slagtøj samt sulingfløjter og undertiden rebab-stry-gere. Til tempeldanse.), Gendér Wayáng (kvartet af metallofoner. Til skygge dukke-spil), Gong Bebonángan (march-game-

lan af bækkener, slagtøj, gonger. Til pro-cessioner) og Joged (gamelanorkester af bambus-instrumenter, gonger. Til so-ciale danse). Hertil kommer så nogle æl-dre, sjældnere typer, hvortil bl.a. omtalte Gamelan Gambang hører.

■

Manuskript til radioudsendelse i 1978 (18 si-der, håndskrevet), som led i en udsendelses-serie kaldet ”Det Yderste”, med deltagelse af forskellige danske komponister, bl.a. Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen.

Versionen her er forfatterens skriftlige ver-sion af radiomanuskriptet (2011). De nævnte musikstykker antyder den klingende musik der indgik i udsendelsen (også antydet ved de kvadratiske vignetter i teksten).

Ikke tidligere publiceret.